1 Prædiken til 11. s. e. trin. 31. august 2014 kl. 10.00 756 Nu gløder øst i morgenskær 448 Fyldt af glæde 582 At tro er at komme dig rummer ej himle 435 Aleneste Gud Nadver 522 v. 2-3 af Nåden er din dagligdag 426 Fred til bod for bittert savn Hvis jeg havde været farisæeren Simon, så ville jeg - i hvert fald i første omgang - have syntes, det var svært, alt det der skete den dag, jeg havde inviteret Jesus hjem. Hvis jeg havde været farisæeren Simon, så havde jeg måske været usikker på, hvad jeg skulle tænke om dagens forløb, da gæsterne rejste sig og forlod huset. Hvis jeg havde været farisæeren Simon, håber jeg, at det lidt efter lidt var gået op for mig, at det var Herren selv, der var kommet på besøg den dag og havde åbnet en dør ud til friheden og et nyt liv. Selv om det i første omgang ikke så sådan ud. - - Jeg er sikker på, Simon var et hæderligt menneske, der nægtede at lytte til sladder, som ihærdigt arbejdede for at holde vandene åbne og at undersøge ting, før han dannede sig en mening om dem, jeg er sikker på, at Simon virkelig var optaget af at være et ordentligt menneske.
2 Og det er derfor han byder Jesus til middag og inviterer sine farisæer-venner til også at komme. Han må have klar besked om, hvem denne mand er, som alle folk talte om. Nogen er vildt begejstrede og mener, at han kommer fra Gud, mens andre hævder at han er Djævlens udsending. Hvad skal man tro? Simon venter ikke, til folkemeningen har fældet en dom for derefter at placere sig selv dér, hvor de fleste er. Han vil kende sandheden. Han vil vide, hvad der er på færde med ham Jesus. På første hånd. Og så sidder de dér i et lukket selskab og spiser og taler. De er kun mænd. Sådan var det altid og hos alle. Kvinderne var et andet sted, når mændene sad til bords. Det er kun Jesus der har kvinder i sit følge, og han måtte ustandseligt døje lumre tilråb på den konto. Og det må have været vildt pinligt, da den prostituerede kvinde træder ind i rummet. Det første, gæsterne tænker, er vel, om Simon kendte hende? Bortset fra dem, der selv kendte hende. De blev skrækslagne for, om det var dem, hun ville noget. Der er ikke meget, der kan virke så pinagtigt, som en udstødt person, der maserne sig ind i en lukket fest. Det er der ikke mange, der bryder sig ikke om det. Gør I? Jeg gør ikke.
3 Og det skal siges til Simons ros, at han ikke beder hende om at gå. Han ved udmærket, at kvinden er en uren person, som, hvis hun rører ved nogen af de tilstedeværende, gør dem urene. Og det er så besværligt med den urenhed, især når man er farisæer og helst vil være ren. Heldigvis rører hun kun ved Jesus. Men det er alt sammen meget teatralsk. Gråd ved hans fødder og det lange hår som håndklæde. Og så på én eller anden måde alt for meget med den dér olie. Det er det dyreste man kan opdrive indenfor den type produkter. Og så er det alligevel ikke så meget det med, at det er lidt for meget, med den dér olie, det er mere den forvirring, hun skaber med den? Hvad vil hun egentlig? I Simon og hans venners verden er sådan en olie, der er tilsat velduftende urter, noget, der altid bruges i symbolsk betydning: man salver sig med olie for at vise glæde og lykke, eller for at fortælle, at man har overstået en sorg eller en bod, man bruger salve for at gøre sig attraktiv for sin elskede og har kvinden noget for med Jesus på den led? Man salver de døde og endelig brugte man i gamle dage olie med urteudtræk, når man salvede en konge eller en profet og indviede et helligsted. Dog, uanset hvad hun vil og hvad hun selv tænker om det, så har hun jo ikke myndighed til det det er ikke en prostitueret kvinde, der salver nogen til konge eller profet
4 eller indvier helligsteder. Det kan hun ikke, uanset hvor meget fin olie hun har. Olien gør det ikke alene, der skal mere til. Men forvirrende er det. Jesus er tilsyneladende den eneste, der hverken finder situationen pinlig eller oplever skam i forbindelse med den, eller virker forvirret over den. Han sidder bare ganske roligt og lader det hele ske. Han ligner én, der tager imod en gave fra en kær ven. - Hvis jeg havde været Simon, tror jeg, jeg havde fundet det hele så pinligt og skamfuldt, at jeg slet ikke havde kunnet være i min krop. Og jeg forstår godt, at det er udenfor Simons forestillingsevne, at Jesus kan vide, hvem kvinden er, og ikke jage hende bort, men møde hende med respekt. Og tage imod den gave, hun giver. For det er det, Jesus gør. Han møder hende med respekt og tager imod hendes gave med glæde. Han ser også, hvad der driver hende, han forstår, hvad det er, hun vil. Og så slutter han jo med at sige det til Simon og de andre tilstedeværende, som aldrig holder op med at provokere og forstyrre, selv om det er en åben dør ud til vild frihed og svimmelt mod til at leve. Jesus siger, at jo mindre, man kan
5 opvise af fint og flot og rosværdigt hos sig selv, desto nemmere begriber man evangeliet. Han siger, at jo mindre man mærker, man kan i sig selv, desto lettere har man ved at tage imod Guds kærlighed og tilgivelse. Man kan roligt sige, at Jesus på den måde sætter nogle andre normer for stort og småt end vi gør, nok ca. de modsatte. Det almindelige er vel at tænke, at jo bedre man klarer sig i samfundet og i familien og hele vejen rundt, jo større og mere vellykket et menneske er man. Men Jesus siger, at jo mere vi kæmper med livet og jo mindre vi føler os, desto nemmere er det for os at mærke, at vi har brug for Gud og hans godtagelse af os, hinsides hvad vi kan og magter. Det, han siger til Simon, farisæeren, er jo, at kvinden har begrebet mere af Guds kærlighed til mennesker end Simon og de andre farisæere, selv om de har studeret skriften hele deres liv, hun har fat i den lange ende, simpelthen fordi hun har mere brug for Gud. Hvis man tror, man kan klare sig selv, så har man ikke særlig meget brug for Gud. - Jeg tror, jeg mærker det samme i mig, som Simon mærkede, den dag, da han både fik besøg af Jesus og af en prostitueret: at det er vildt provokerende og udfordrer til modsigelse, men samtidig er som en dør, der åbnes ud til en frihed, en svimmel frihed, som man kan forfærdeligt længes
6 efter, hvor man ikke skal gøre sig fortjent, hvor man ikke skal være god nok, men er det allerede, hvor man ikke skal skaffe sig en plads, men har en plads op forhånd, hvor man bliver mødt med respekt fordi der er én, der kender éns inderste og hvorfor alting er. Og hvor man aldrig bliver vist bort, men må være i al evighed. - - Og sådan bliver store små og små bliver store i Guds rige, sådan at alle får den samme størrelse, kærlighedens størrelse.