1 Prædiken til 14. s. e. trin. 21. sept. 2014 kl. 10.00 747 Lysets engel 448 Fyldt af glæde 441 Alle mine kilder 157 Betesdasøjlernes buegange Bernhard Christensen Nadververs 143 v. 7 på Op alle folk på denne jord 50 Under dine vingers skygge Rejs dig, tag din båre og gå. Da jeg gik i første klasse, var skoletasker af den gode gamle slags, brune med et metalspænde, der sagde klik, når man lukkede dem, og man skulle bære den i hånden. Jeg havde kun en kilometer til skole, men det føltes tungt med den taske, som jeg hele tiden lod skift hånd. Siden fik jeg andre tasker at bære på, skuldertakser og rygsække; bedst husker jeg den rygsæk, jeg fik i konfirmationsgave. Den var i orange nylon på et stativ. Og hvis man fyldte den op og tog den på ryggen, begyndte det hurtigt at trykke og gøre ondt øverst på skulderen. Så var det, man måtte sætte en tommeltot under remmen for at lette trykket. Og gik man rigtig langt med sådan en rygsæk, da kunne det føles, som om man var så let, at man kunne flyve, når man befriede sig fra den. Skønt de færreste af os har hårdt fysisk arbejde, har vi alligevel båret en del kg ja ton gennem verden mellem år
2 og dag og kender til den trykken som en byrde, der er for tung, efterlader på vores krop. Og så er det dog sådan, at uanset hvor tungt, det, vi bærer på, bliver, så kan vi altid sætte det fra os. Vi er ikke bundet til det. Når noget, vi bærer på er tungt, er det jo fordi, vi vil have meget med os. Som regel mere end vi behøver. Rejs dig, tag din båre og gå! Anderledes med de byrder vi bærer inden i. De er ikke sådan at slippe af med, dem må vi tage med os, hvor vi står og går, der er ikke nogen vej udenom. Et meget yndet og frisk sætning er, at det, der ikke slår os ihjel, gør os stærkere. Desværre er det ikke rigtigt, i hvert fald kun i meget særlige tilfælde. Tværtimod er det sådan, at det, der ikke slår os ihjel, føjer sig til de byrde, vi allerede bærer på og øger vores sårbarhed. Og vi bærer alle sammen noget, alle har deres at bære på. Enhver har sin byrde, men de er meget forskellige. Vi kan både tynges af længslen efter noget, der var og som nu er forbi og af smerten over noget forgangent, som gik galt, vi kan bære på en skyld eller på et svigt, som vi selv har forvoldt eller som andre har forvoldt os. Vi kan slæbe på nederlag og skam og tusind tunge ting. Og det, der udefra ser lettest ud, er ikke altid lettest og heller ikke er det, der ser tungest ud, altid tungest. Og vi har så forskellige kræfter.
3 Nogen kan bære urimeligt meget, andre segner ved små byrde. Og hvor tung en byrde er, kan kun den svare på, der bærer den. Her gælder det ikke, hvis det var mig, for vi har så forskellige kræfter og tilgange og så ulige kår. Rejs dig, tag din båre og gå. Jeg har spekuleret over, hvad den tungeste byrde kan være at bære på. Og jeg ved ikke, om der findes ét svar. Men i forhold til den mand, vi hører om i dag, tror jeg måske ikke, den tungeste byrde i hans liv er hans sygdom, de 38 år han har ligget og været lam. Jeg tror mere, det er hans ensomhed, og måske er ensomhed i virkeligheden den tungeste byrde, vi kan bære med os. Manden siger det til Jesus, da han forklarer om den forestilling, der knytter sig til dammen, som de syge ligger ved, at hvis man kommer først i vandet, når det kommer i bevægelse på de andres bekostning jo så bliver man rask. Han siger, at han aldrig er kommet først, fordi han ikke har nogen til at hjælpe sig. Jeg har ikke et menneske. Jeg har ikke et menneske. Fem små ord, der fortæller om et liv, som ingen har lyst til at være i. Men Jesus er der jo, lige foran den lamme mand. Og det sære er, at i det øjeblik, manden siger, at han ikke har et
4 menneske som jo er en fortvivlet sandhed om hans liv i søjlegangene netop da har han et menneske, ham der siger: Rejs dig, tag din båre og gå. Med ét er der et menneske for ham, der ikke har et menneske. Selve tæppet, han har ligget på, vejer ikke meget. Det, der vejer, er de 38 år, alt det, der aldrig blev og som han al raskhed til trods aldrig kan indhente. En byrde af stor sorg, må det være, han skal have med, sorg over alle de forspildte år, over alt det han aldrig fik og alt det, der aldrig blev, en byrde af ulykkelighed og ensomhed og håbløshed. Men samtidig en befrielse, en befrielse, så stor, at den knapt har ord. At det kunne ske! Efter 38 år, hvor han har været som indstøbt i sten, kan han nu bevæge sine lemmer. Og ham, der ellers havde opgivet håbet, fordi han ikke havde et menneske. Ville nogen af jer have tænkt, at der var håb, hvis det havde været jer, der lå der i Betesdas søjlegange? Jeg kan uden tøven sige, at jeg ville ikke. Jeg ville have opgivet alt håb og tænkt, at nu var døden min eneste befrir. Men virkeligheden viser sig at være større end det, man kan tænke sig til.
5 Rejs dig, tag din båre og gå. Med Kristus er der kommet en åbenhed ind i verden, som må få det til at krible frydefuldt i os. Når en lam mand efter 38 års sygdom begynder at gå omkring, blot fordi Guds søn har talt ord til ham, der ikke virker særlig opsigtsvækkende: Rejs dig, tag din båre og gå, så er der ikke meget, der ikke kan ske. Derfor er det også, Johannes modsat de andre evangelister har taget beretningen med i sit evangelium, så vi ved det, uanset hvilke byrde vi må slæbe gennem livet: Verden er ikke lukket og færdig, Guds skaber hele tiden på ny ved sit ord, som han gjorde den dag ved Betesda Dam. Og det sker hvad enten han siger rejst, dig tage din båre og gå eller han lader et barn komme til verden eller kærligheden fødes i et menneskes hjerte eller han lader kræfterne vende tilbage eller sygdommen forsvinde eller han lader glæden sætte sig igennem eller ensomheden gennembrydes. - Rejs dig, tag din byrde om den er tung eller let - og gå. Det er det, vi sendes ud af kirken med i dag, huskende på, at ham, der først fik det at vide, var lam. Men han rejste og gik, fordi Guds ord lød. Det ord, der nyskaber og genskaber vore liv hvert eneste øjeblik.
6 Verden er et åbent sted. Og noget sker, som ikke kan ske. Hele tiden sker det. Ligesom den dag i søjelegangene.