Anbringelse. Familiepleje Af Sissel Brønserud og Marie-Louise Dessau. Når et barn

Familiepleje Af Sissel Brønserud og Marie-Louise Dessau Anbringelse familiepleje i Der er tale om navigation i en kompleks virkelighed, når myndighederne beslutter sig for at anbringe et barn i familiepleje. To psykologer beskriver nogle af de problemer, man er oppe imod. Når et barn anbringes i familiepleje, foretages et dybt indgreb i mange menneskers liv. Både barnets, dets forældres og plejefamiliens daglige liv bliver markant forandret. I lang tid, ofte langt ud over selve anbringelsens varighed. Netop plejefamilien som anbringelsesform bruges i stadigt stigende omfang. Ved udgangen af 2000 var 5370 børn anbragt i familiepleje det svarer til 44 % af alle børn anbragt uden for hjemmet. Dette gør familieplejen til den mest brugte anbringelsesform i Danmark. De, der er involveret i anbringelser af børn, udtrykker ofte stor usikker- 16 Nr. 19. 2001

hed over for, om anbringelserne rent faktisk kommer til at betyde en positiv udvikling for barnet og dets familie. Derfor synes det hårdt tiltrængt at få skabt større klarhed over, hvad anbringelse i familiepleje betyder for barnet, for dets forældre og for dets plejefamilie. Uden en ordentlig beskrivelse kommer de professionelle, især sagsbehandlerne, der løbende skal vurdere, hvilke skridt der skal tages i et sagsforløb, nemt til at føle, at de famler i blinde og risikoen for, at der foretages uhensigtsmæssige eller mangelfulde interventioner bliver større. Også psykologer, der er involveret i anbringelser af børn, har brug for denne viden for at kunne adressere relevante forhold og problematikker, når de optræder som undersøgere, terapeuter, støttepersoner eller supervisorer i forbindelse med anbringelser af børn. Det at fjerne et barn fra familien for at anbringe det i en anden familie rummer per definition en række indbyggede og komplekse dilemmaer. Et anbringelsesforløb indeholder desuden forskellige faser separationen, indslusningen i plejefamilien, samværet, hjemgivelsen og mange flere der hver synes at rumme deres særlige muligheder for, at samspillet mellem de involverede parter kan udvikles i en positiv retning. Men der kan også opstå misforståelser og konflikter, der kan forstærke sammenstød mellem parternes håb og interesser. Nytter det noget? Flere undersøgelser peger på, at der ikke kan dokumenteres nogen langvarig positiv effekt af plejeanbringelse med hensyn til barnets senere trivsel og adfærd (se fx Vinnerljung 1996 a/b; Bohman 1980; Christoffersen 1993; Pilowsky 1995). En enkelt undersøgelse peger endog på, at emotionelle og adfærdsmæssige problemer øges i forbindelse med barnets anbringelse i familiepleje (se Benedict et al. 1996). Der eksisterer, så vidt vides, ingen undersøgelser, der entydigt peger i retning af, at plejeanbringelser generelt betragtet kan kompensere for barnets tidlige opvæksterfaringer. Det generelle billede, der tegner sig af børnenes situation under anbringelsen, såvel som senere i livet, er ikke særlig positivt. På gruppeniveau synes plejebørn ikke at blive bedre stillede eller bedre præsterende voksne end lignende grupper fra svage eller truede opvækstvilkår selv om spredningen inden for hvert studie er meget stor. På tilsvarende vis synes familieplejeanbringelse også i mange tilfælde at udgøre en særdeles negativ erfaring for barnets biologiske forældre, og der sker ofte en acceleration af forældrenes sociale og psykologiske problemer i forbindelse med barnets anbringelse (se Hessle, Hessle og Gjerling 1985; Börjeson og Håkansson 1998; Ertmann 1994). Flere undersøgelser peger på, at der er en stor risiko for, at forældrene trækker sig i forhold til barnet særligt i de mere langstrakte anbringelsesforløb (se fx Vinnerljung 1996b; Hessle 1988). I Hestbæks kvantitative undersøgelse af anbringelsesområdet (1997) viser det sig, at i mere end 60 % af sagerne får forælderen ingen hjælp eller støtte under barnets anbringelse. Dette forhold vil muligvis bedres, da den nye lovgivning ( 40a) tildeler forældrene en uvildig støtteperson, der bl.a. skal hjælpe dem med at redefinere deres rolle i barnets liv. Det nedslående billede, som disse undersøgelser tegner, kan tolkes på mange forskellige måder. Det er umuligt at pege på enkelte forhold som årsag, hvilket dog ikke gør det mindre vigtigt at forholde sig åbent til de mange komplekse dilemmaer og arbejde på at forbedre mulighederne for, at anbringelserne kan blive til gavn for de involverede parter. Vælger vi at lukke øjnene, sker der med sikkerhed ingen metodeudvikling af anbringelsespraksis. Nr. 19. 2001 17

Hvorfor familiepleje? Særligt tre kvaliteter fremhæves ofte, når sagsbehandlere beskriver indikationer for netop familieplejeanbringelse, frem for institutionsanbringelse (Anbringelsesudvalget, 2000). Det drejer sig om kontinuitet, stabilitet og den tætte kontakt og omsorg. I modsætning til et institutionsmiljø er et hjemligt miljø karakteriseret ved, at familiemedlemmerne er tæt knyttet gennem personlige, følelsesmæssige bånd, der i mange tilfælde opfattes som ubrydelige, gensidige og som en vigtig kilde til selvdefinition. Når et barn anbringes i familiepleje, er det ofte netop for at give barnet en mulighed for at indgå i et sådant gensidigt, følelsesmæssigt forpligtende familiefællesskab. En familiemæssig kontekst menes at øge barnets udviklingsmæssige muligheder, fordi familien kulturelt og psykologisk set betragtes som den enhed, hvor barnet finder sin primære identitet og selvforståelse. Et af familiens vigtigste formål er desuden at ruste børnene til at kunne indgå i de mange sociale relationer og situationer, de stilles over for, så de med udgangspunkt i det nære følelsesmæssige samspil i familien udvikler evnen til at vælge, vurdere, reflektere og kommunikere relevant i forhold til omverden. Derudover kan man også fremhæve det hjemlige miljøs normale karakter. Særligt skolebarnet har en udpræget tendens til social sammenligning og behov for at kunne foretage en almengørelse af sine personlige karakteristika og oplevelser, og det bliver vigtigt at tilhøre en rigtig familie (se fx Damon & Hart 1988). Spørgsmålet er, om disse forventninger bliver indfriet, når et barn anbringes i familiepleje. Den svære anbringelse Det er for os at se nødvendigt, at der finder en gensidig følelsesmæssig tilknytning sted mellem plejebarn og plejeforældre. Hvis barnet skal trives og udvikle sig i en familie, skal det være og opleve sig som en del af familien og ikke som et behandlingsobjekt placeret uden for familien. Det tages som regel for givet, at plejeforældre automatisk udvikler følelser for plejebarnet. Det, at en tilknytning kan være svær eller måske ligefrem umulig, er et tabu, der sjældent diskuteres. Men er det muligt at elske et plejebarn på samme måde, som var det ens eget? Ser man på antallet af uplanlagte genanbringelser forårsaget af plejeforældrene, tyder noget på, at dette ikke er tilfældet. Der findes ikke danske opgørelser over dette, men i Sverige finder Jönsson (1995, ref. i Andersson, 1995), at andelen af uplanlagte afbrud i plejeforhold over en 5- års periode er på 43 % af alle plejeforhold. Et fund, som både Vinnerljung (1996b) og Anderssons (1995) egen undersøgelse bekræfter. Dette sammenholdt med at flere undersøgelser peger på, at det netop er genanbringelser, der stærkest påvirker barnets eller den unges udviklingsbetingelser i negativ retning, understreger vigtigheden af at finde ud af, hvordan vi bedst sikrer, at en plejefamilie ikke ender med at opgive plejeforholdet. Plejefamiliens tilpasning til plejeforholdet og tilknytning til barnet og barnets tilsvarende tilpasning og tilknytning til plejefamilien finder ikke automatisk sted. Dette kan både hænge sammen med forhold ved det enkelte barn, ved plejefamilien og ved selve sagshåndteringen. Men der er også en række grundaspekter og - vilkår ved et familieplejeforhold, der er med til at gøre den gensidige tilknytning vanskelig. Plejebarnet som familiens svage led En relativt stor andel af de børn, der i dag anbringes i familiepleje, har alvorlige psykosociale vanskeligheder og udviser tegn på tidlige følelsesmæssige skader (se fx Münster og Schmidt 1995; Nissen & Nymann 1999). Dette stiller særlige krav til plejefamilien og kan være med til at for- 18 Nr. 19. 2001

tælle os noget om plejefamiliens kvaliteter og begrænsninger som anbringelsesform. Da en plejefamilies behandlingsmæssige potentiale baserer sig på, at der finder en gensidig følelsesmæssig tilknytning sted mellem barn og plejefamilie, skaber det vanskeligheder, hvis det anbragte barn har svært ved at knytte sig følelsesmæssigt til andre mennesker, hvis det ikke formår at indleve sig i andre menneskers perspektiv eller mangler forståelse for sin egen andel i konflikter. For det første kan det forhindre, at der overhovedet finder en tilknytning sted. Det kan også betyde, at plejefamilien ikke bliver i stand til at undgå at identificere sig med barnets negative forventninger, men kommer til at gentage et, for barnet velkendt, negativt interaktionsmønster. Det manglende biologiske tilknytningsforhold og fraværet af en lang fælles historie mellem plejebarn og plejeforældre betyder, at den følelsesmæssige tilknytning i højere grad baserer sig på barnets aktuelle kendetegn, hvilket er med til at gøre tilknytningsforholdet mere sårbart. En familie er netop knyttet sammen via følelsesmæssige bånd og i mindre grad via formelle og den vil derfor kunne opleve, at hele dens strukturelle integration bliver truet, hvis den skal rumme et medlem, der udfordrer, afviser eller ikke svarer forventeligt på de følelsesmæssige tilkendegivelser og familiens selvforståelse. I nogle tilfælde kan et plejebarn komme til at opleves som en trussel mod familiens sammenhold. I uheldige tilfælde bliver plejebarnet til familiens svage led, der bebrejdes eller trues af udstødning, hvis familien oplever problemer også problemer, der ikke nødvendigvis har noget med plejebarnet at gøre. Det usikre tidsperspektiv En del af familiens sammenhold baserer sig på, at de følelsesmæssige bånd mellem dens medlemmer opleves som ubrydelige. Denne oplevelse af ubrydeligt fællesskab er svært at etablere i forhold til et plejebarn, som skal vende tilbage til sin biologiske familie, når der bliver mulighed for det. Det usikre tidsperspektiv er nærmest et grundvilkår ved alle plejeforhold, og det kan resultere i en hæmning af plejeforældrenes engagement i barnet (Bohman 1980). I Anderssons undersøgelse (1995) beskrives det, hvordan plejemødrene må håndtere usikkerheden, enten bevidst eller ubevidst. Enten ved at distancere sig fra barnet eller ved at lave fantasier eller forestillinger, der kan skabe en sikkerhed for, at tilknytningen ikke indebærer en risiko. I overensstemmelse med dette finder Christoffersen (1988), at hele 75 % af plejeforældrene på trods af det usikre tidsperspektiv regner med, at plejeforholdet kommer til at vare barndommen ud. Forestillingen synes snarere at bunde i plejeforældrenes behov for at tro på en kontinuitet i relationen end på realiteterne. At være forældre for et barn, der allerede har forældre Det usikre tidsperspektiv hænger sammen med, at plejeanbringelsen også indbefatter et tæt samarbejde med barnets biologiske familie. I de fleste tilfælde skal der arbejdes hen imod, at barnet kan vende tilbage til denne. Mange plejefamilier fremhæver kontakten til barnets biologiske familie som det sværeste og mest problematiske ved at være plejefamilie (Nordin 1980; Simms & Bolden 1991; Palmer 1996). Dette kan hænge sammen med flere forhold. Barnets ofte voldsomme reaktion på kontakten med den biologiske familie kan give plejeforældrene det indtryk, at samværet forstærker barnets problemer og vanskeligheder. Dertil kommer, at de biologiske forældre kan have svært ved at overholde aftaler eller i plejefamiliens øjne opfører sig grænseoverskridende og uacceptabelt over for barnet eller familien. Det kan være svært for plejefamili- Nr. 19. 2001 19

Anbringelse familiepleje i en at støtte samværet mellem barnet og dets biologiske familie, hvis den oplever, at det påvirker barnet i negativ retning. Men plejeforældrene skal kunne fungere som forældrefigurer for barnet uden at konkurrere med de biologiske forældre om forældrerollen. Plejeforældrene skal engagere sig følelsesmæssigt i barnet og gøre, hvad de kan for at hjælpe og beskytte barnet. Men de skal også støtte barnet i at vedligeholde kontakten til forældrene uanset disses vanskeligheder og mangler. Ikke kun fordi kontakten til de biologiske forældre er væsentlig for barnets fornemmelse af kontinuitet, men også i særlig grad, fordi målet med anbringelsen (ifølge lovgivningen) er, at der skal arbejdes på, at barnet skal kunne vende hjem til sine biologiske forældre. Plejeforældrenes dilemma Plejeforældrene er således fanget i et følelsesmæssigt paradoks, hvor der ikke blot er et krav om et stærkt følelsesmæssigt engagement i barnet, men samtidig et krav om, at plejeforældrene skal forholde sig professionelt til deres rolle som ansatte/midlertidige forældre, og at de skal kunne give barnet fra sig igen. Palmer (1996) mener, at dilemmaet i praksis ofte løses ved, at plejeforældre (ofte med støtte fra sagsbehandlere) forsøger at begrænse samvær med henvisning til barnets behov for stabilitet og ro. Problematikken understreger betydningen af klare retningslinjer for formålet med anbringelse og samvær, og nødvendigheden af, at sagsbehandleren definerer det som sin overordnede opgave (ikke plejeforældrenes) at sørge for, at der finder samvær sted. Desuden er uddannelse og supervision af plejefamilien grundlæggende for, at plejeforældrene kan få et mere afklaret forhold til barnets forældre og til, hvad deres egen rolle i plejeforholdet og i forhold til barnet skal være. Dette bliver særligt vigtigt set i lyset af, at plejeforældre i modsætning til andre erhvervsgrupper, der arbejder med belastede børn, ikke har noget kontinuerligt fagligt modspil, ikke har mulighed for at finde en daglig støtte i et kollegialt fællesskab og let kommer til at føle sig isolerede med deres tvivl og problemer. At være forældre til et barn, der tilbydes nye forældrefigurer Det anbragte barn er på godt og ondt knyttet til sine biologiske forældre og vil generelt set have brug for deres accept af plejeanbringelsen og for kontinuerligt at se forældrene under anbringelsen for at kunne få et positivt udbytte af denne (Dumaret, Coppel- Batsch & Couraud 1997; Palmer 1996). En anbringelse i netop familiepleje rummer nogle særlige faremomenter også i den henseende. Det er ofte meget vanskeligt for forældrene at acceptere et familieplejeforhold, og selv ikke i de tilfælde, hvor der er tale om en frivillig anbringelse, er dette ensbetydende med, at forældrene støtter barnets anbringelse i familiepleje. At få sit barn anbragt vil ofte opleves som endnu et massivt nederlag i forældrenes liv, en oplevelse af at være devalueret som forælder (og som menneske). I denne situation kan det være vanskeligt at indgå i et samarbejde med plejeforældrene, der let kan fremstå som de perfekte forældre, og som konkurrenter til forældrerollen og barnets kærlighed (se fx Boolsen, Mehlbye & Sparre 1986). Denne oplevelse kan forstærkes af, at barnet ofte reagerer uventet og nogle gange afvisende i samværssituationer, hvilket kan bekræfte forældrene og måske også plejeforældrene i, at de ikke egner sig som forældre, og at samværet ikke fungerer. Der er stor risiko for, at forældrene føler sig afvist, både af barnet og af plejeforældrene, hvad der gør det endnu sværere at finde overskuddet og energien til at fastholde samvær. En anden fare er, at forældrene direkte modarbejder eller forsøger at devaluere plejeforældrene over for barnet, hvorved barnet kommer til at befinde sig i et spændingsforhold mellem de mest betydningsfulde voksne i dets liv. At være barn med flere sæt forældre En anbringelse i familiepleje indebærer under alle omstændigheder mange brud og skift i barnets livssituation, hvilket vil påvirke dets måde at opleve og forstå sig selv på. En forudsætning for, at det anbragte barn bliver i stand til at skabe en meningsfuld oplevelse af personlig identitet på tværs af forskellige tider og livssammenhænge, er, at det ikke bliver fanget i en konflikt mellem de mennesker, det er følelsesmæssigt forbundet med og afhængig af (McAdam 1996; Backe-Hansen 1994). Man bør dog også være opmærksom på, at barnets oplevede loyalitetskonflikt ikke nødvendigvis forudsætter en reel konfliktsituation mellem forældre og plejeforældre. Derimod kan selve det, at barnet står mellem to, ofte meget forskellige familier, betyde, at barnet befinder sig i en dobbeltposition med en delt loyalitet, hvilket meget nemt risikerer at udvikle sig til en indre oplevet konflikt for barnet. Hessle, Hessle & Gjerling (1985) på- 20 Nr. 19. 2001

En anbringelse i netop familiepleje rummer nogle særlige faremomenter også i den henseende. Det er ofte meget vanskeligt for forældrene at acceptere et familieplejeforhold, og selv ikke i de tilfælde, hvor der er tale om en frivillig anbringelse, er dette ensbetydende med, at forældrene støtter barnets anbringelse i familiepleje. peger, hvordan denne oplevede eller reelle konflikt kan blive så ulidelig for barnet, at det forsøger at ophæve den fx ved at fornægte sine forældre og sin baggrund, afvise forældrene under besøg eller fantasere om at overtage plejefamiliens efternavn. Barnet kan også udleve den indre konflikt ved at forskyde konfliktstof fra den ene familiekontekst til den anden (Wegler & Warming 1996), eller kan forsøge at spille de respektive familier ud mod hinanden, idet de hver især repræsenterer forskellige sider af barnet, som det skiftevis identificerer sig med og forsøger at distancere sig fra. En anden løsning kan være, at barnet forsøger at håndtere loyalitetskonflikten ved at holde de to verdener adskilte, ved ikke at referere fra den ene familiekontekst til den anden. Det uhensigtsmæssige ved denne løsningsstrategi er, at den forhindrer barnet i at blive set som et helt menneske og dermed integrere forskellige erfaringer og sider af sig selv. Hvad med børnenes identitet? De temaer, der optager mange tidligere plejeanbragte, synes at centrere sig om nogle aspekter, der er essentielle også for det lille barns etablering af en form for personlig identitet. Det drejer sig om forsøg på at svare på spørgsmålene: Hvem er jeg? Hvem hører jeg til? Hvad skal der ske med mig? (se Thorpe 1980). Netop en familieplejeanbringelse lader til at gøre det særligt vanskeligt for mange børn og unge at finde tilfredsstillende svar på disse meget afgørende spørgsmål. En familieplejeanbringelse indbefatter flere og meget markante skift i barnets netværk af relationer og dermed i evalueringen af og forventninger til barnets adfærd og mestringsstrategier. En anbringelse i familiepleje rummer også en betydelig risiko for udvikling af et modsætningsforhold mellem barnets forskellige verdener og betydningsfulde voksne. Desuden inddrages barnet i et familiefællesskab, der hvad barnet angår hviler på Nr. 19. 2001 21

et kontraktforhold og dermed kan ophæves. Dertil kommer det usikre tidsperspektiv kombineret med eventuelle uoverensstemmelser mellem familiens og plejefamiliens forestillinger om, hvem barnet er, og hvor barnets fremtidige opholdssted skal være. Alle disse forhold lader til at være medvirkende til, at mange børn og unge anbragt i familiepleje fastholdes i en meget uafklaret identitetsmæssig position. Sammenfattende synes de voksne plejebørns selv-fortællinger at cirkulere omkring temaer knyttet til en stadig søgen efter en familie, en oplevelse af basal personlig identitet og livssammenhæng (se Kildedal 1996; Festinger 1983; Vinnerljung 1996a; Biehal & Wade 1996). Om artiklen Nærværende artikel hviler på forfatternes netop udkomne bog: Anbringelse af børn i familiepleje at navigere i en kompleks virkelighed, Dafolo Forlag, 2001. Hvad kan der gøres? Alt dette skal ikke opfattes som et argument for, at man bør afholde sig fra at anbringe børn i familiepleje. Men vi ønsker at understrege, at en anbringelse af et barn i familiepleje kun bør foretages, hvis man er villig til at se de beskrevne faremomenter i øjnene og forsøge at formindske risikoen for, at de kommer til at underminere hensigten med anbringelsen. Det indbefatter en indsats på mange forskellige områder (for en uddybning, se Brønserud & Dessau, 2001). Vi vil i denne sammenhæng pege på et enkelt indsatsområde, som vi som psykologer bør arbejde på at opprioritere. Plejefamiliens behov for supervision Meget tyder på, at plejefamiliens behov for supervision ikke bliver op- 22 Nr. 19. 2001

fyldt i praksis (Hestbæk 1997; Anbringelsesudvalget 2000). Samtidigt tyder Andersens undersøgelse af anbringelsesområdet i Greve Kommune på, at den supervision, der faktisk bliver tilbudt plejefamilierne, muligvis ikke har den form, som plejefamilierne føler de har behov for (Andersen 1999). Behovet for supervision er naturligvis afhængigt af, hvilken type barn og hvilken problematik der er tale om. Flere undersøgelser tyder på, at plejeforhold, hvor barnet betegnes som besværligt og udagerende, afsluttes tidligere (fx Baker 1989; Cederström 1990). I denne type forhold kan der være et ekstra stort behov for supervision i form af støtte og vejledning omkring kontakten med barnet. Men fælles for alle plejefamilier gælder, at det er nødvendigt med en supervision, hvor de almene problemstillinger ved et plejeforhold diskuteres. Her tænker vi især på problemstillinger knyttet til det at være en offentlig familie, aldrig at kunne tage fri, det usikre tidsperspektiv, dårlig samvittighed over for egne børn, for stærke tendenser til at objektivisere plejebarnet, håndteringen af dilemmaet mellem professionalisme og følelser, konflikter med de biologiske forældre osv. Formålet med supervisionen skal også være at hjælpe plejeforældrene til at udvikle den refleksive tænkning, der ikke blot er en del af den behandlingsmæssige forholdemåde, men også sikrer plejeforældrene en bedre forståelse af barnets problematikker (Gillis-Arnold et al.1998; Richardson, Foster & McAdams 1998). Der skal være eller skabes en parathed hos plejeforældrene til at inddrage og reflektere over sig selv og egne fejltagelser, hvis supervisionen skal kunne medføre en reel udvikling. En sådan åbenhed og en virkelig udviklende supervision kræver, at konteksten for supervisionen og relationen mellem plejeforældre og supervisor er positiv, tryg og ærlig. Noget tyder dog på, at plejefamilier ofte oplever, at konteksten for den tilbudte supervision ikke er tilfredsstillende (Wegler & Warming 1996). Det gælder særligt i de tilfælde, hvor supervisionen ydes af den tilknyttede sagsbehandler. I disse tilfælde vil sagsbehandleren både være arbejdsgiver, med en kontrol- og vurderingsfunktion, og samtidig fungere som plejeforældrenes fortrolige. Denne dobbelte rolle kan medføre, at plejeforældrene ikke ønsker at afsløre svagheder, der af sagsbehandleren kan opfattes som tegn på inkompetence eller uprofessionalisme. Set i forhold til betydningen af, at der udvikles et nært gensidigt følelsesmæssigt forhold mellem barn og plejefamilie, finder vi det påkrævet, at plejefamilierne får en anden form for hjælp og støtte end den, de i dag generelt tilbydes. Vi mener ligeledes, at dette er en oplagt opgave for psykologer. Der findes ingen drejebog Mere og bedre supervision af plejefamilier er ikke alt, hvad der kræves for at sikre, at anbringelser af børn i plejefamilie kommer til at fungere bedre. Med Ertmann (1994) vil vi pege på, at der entydigt synes at være substantiel begrundelse for de fleste anbringelser, men at der fagligt og metodisk er så store problemer i gældende praksis, at det tenderer at overskygge det samme rationale. Med udgangspunkt i de mange oplagte farer for, at en anbringelse af et barn i familiepleje ikke kommer til at fungere efter hensigten, er det strengt nødvendigt, at området behandles med fornyet energi og tilføres nye visioner. Når man beskæftiger sig med komplicerede og følelsesmæssigt provokerende anbringelsessager, kan man nemt blive overvældet af mængden af problemstillinger og dermed få en tendens til at forsøge at negligere sagernes kompleksitet. Man forsøger at skabe orden i rodet ved at fremstille forenklinger af virkeligheden, og man kan som praktiker have en tendens til at låse sig fast i nogle meget manualprægede løsningsmodeller (se Brønserud og Dessau 2001). Men der findes ingen drejebog for den perfekte anbringelse. Alle, der har med disse sager at gøre, må anerkende problemstillingernes enorme kompleksitet. Faren ved at forholde sig åbent over for sagernes kompleksitet er, at det kan føre til øget forvirring og handlingslammelse. Dette kan man dog bevidst forsøge at undgå. Dels ved at anerkende sit eget begrænsede perspektiv og dermed behov for at indgå i en fortløbende refleksionsproces sammen med andre. Dels ved at skabe et arbejdsmiljø omkring disse sager, hvor sagsbehandlerens og i nogle tilfælde også psykologens (og plejefamiliens) isolerede faglige position brydes, så der i et kollegialt fællesskab skabes øget overskud til at engagere sig i det undersøgelses-, udformnings-, behandlings- og opfølgningsarbejde, der burde knytte sig til disse sager. Sissel Brønserud og Marie-Louise Dessau er cand.psych. Nr. 19. 2001 23

Anvendt litteratur 1. Anbringelsesudvalget under Socialministeriet: Rapport om anbringelsessteder for børn og unge, Socialministeriet, Maj, 2000. 2. Andersen, J.: Familieplejen i Greve Kommune, Greve Kommune, Maj, 1999. 3. Andersson, G.: Barn i samhällsvård, Studentlitteratur Lund, 1995. 4. Backe-Hansen, E.: Identitetsudvikling og opplevelse av kontinuitet og stabilitet hos små barn i fosterhjem, belyst ved to kasus, Tidsskrift for Norsk Psykologforening, 1994, 31, 983-996. 5. Baker, J.N.: Therapeutic Foster Parent: Professionally or Emotionally Involved Parent? (Kap. 11) i Hudson J. & Galaway, B. (ed. s): Specialist Foster Family Care: A Normalizing Experience, Child & Youth Services, 12 (1-2), The Haworth Press, New York, 1989. 6. Benedict, M.I.; Zuravin, S.; Somerfield, M.& Brandt, D.: The Reported Health and Functioning of Children Maltreated While in Family Foster Care, Child Abuse and Neglect, 1996, 19 (4/5), 425-445. 7. Biehal, N. & Wade, J.: Looking Back, Looking Forward: Care Leavers, Families and Change, Children and Youth Services Review, 1996, 18 (4/5), 425-445. 8. Bohman, M.: Fosterhem - vård, behandling eller placering? (kap. 3) i Barn i Fosterhem. En konferensrapport, Barnbyn Skås rapportserie nr. 49, 1980. 9. Boolsen, M.W., Mehlby, J. & Sparre, L.: Børns opvækstvilkår uden for hjemmet; En undersøgelse af døgnanbringelser i Københavns Kommune, AKF s Forlag, 1986. 10. Börjeson, B. & Håkansson, H.: Truede børn. Socialt arbejde ved anbringelse af børn uden for hjemmet, Social Pædagogisk Bibliotek, Munksgaards Forlag, 1998. 11. Brønserud, S. & Dessau, M - L., Anbringelse af børn i familiepleje - at navigere i en kompleks virkelighed, Dafolo Forlag, 2001. 12. Cederström, A.: Fosterbarns anpassning - En relationsproblematik. Om 25 barn i åldrarna 4-12 år som har placerats i fosterhem. En delstudie i Barn i Kris-projektet, Pedagogiska Institutionen, Stockholm Universitet, 1990. 13. Christoffersen, M.N.: Familieplejen. En undersøgelse af danske plejefamilier med 0-17 årige plejebørn, Socialforskningsinstituttet, Rapport 88:11, 1988. 14. Christoffersen, M.N.: Anbragte børns livsforløb, Socialforskningsinstituttet, Rapport 93:11, 1993. 15. Damon, W. & Hart, D.: Self-understanding in Childhood and Adolescence, Cambridge University Press, 1988. 16. Dumaret, A-C.; Coppel-Batsch, M. & Couraud, S.: Adult Outcome of Children Reared for Long-term periods in Foster Families, Child Abuse & Neglect, 1997, 21 (10), 911-927. 17. Ertmann, B.: Tvangsfjernelser - en analyse af samtlige tvangsfjernelser i Københavns Kommune 1990, Kroghs Forlag A/S, 1994. 18. Festinger, T.: No One Asked Us; A Postscript to Foster Care, Columbia University Press, 1983. 19. Gillis-Arnold, R.; Crase, S.J.; Stockdale, D.F.& Shelley, M.C.: Parenting Attitudes, Foster Parenting Attitudes and Motivations of Adoptive and Nonadoptive Foster Parenting Trainees, Children and Youth Services Review, 1998, 20 (8), 715-732. 20. Hessle, S.: Familjer i sönderfall. En rapport från samhällsvården, Norsteds Förlag, 1988. 21. Hessle, S.(red.); Hessle, M. & Gjerling, L.: När barnet kommer hem - Erfarenheter från föräldrar med samhällsvårdade barn, RFFR, Riksförbundet För Familjers Rättigheter, 1985. 22. Hestbæk, A-D.: Når børn og unge anbringes; en undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager, Socialforskningsinstituttet, Rapport 97:6, 1997. 23. Kildedal, K.: Det anbragte barn; en debatbog om mødet mellem den professionelle og barnet, Dafolo Forlag, 1996. 24. McAdam, E.: Stemmer, der kan forandre - Terapi med børn på grundlag af social konstruktionisme, FORUM, 19-96, 3, 8-14. 25. Münster, T. & Schmidt, A.: Undersøgelse af familier med børn anbragt udenfor hjemmet, Socialforvaltningen i Københavns Kommune, Socialcenteret Amagerbro, 1995. 26. Nissen, P. & Nymann, A.: Anbragte børn og risikobørn - et forsknings- og metodeudviklingsprojekt i fire kommuner, Pædagogisk Psykologisk Forlag, 1999. 27. Nordin, H.: Socialt arbete med föräldrar och fosterföräldrar, (kap. 8), Barn i fosterhem. En konferensrapport, Barnbyn Skås rapportserie nr. 49, 1980. 28. Palmer, S.E.: Placement Stability and Inclusive Practice in Foster Care: An Empirical Study, Children and Youth Services Review, 1996, 18 (7), 589-601. 29. Pilowsky, D.: Psychopathology Among Children Placed in Foster Family Care, Psychiatric Services, 1995, 46 (9), 906-910. 30. Richardson, B.; Foster, V.A. & McAdams, C.R.: Parenting Attitudes and Moral Development of Treatment Foster Parents: Implications for Training and Supervision, Child and Youth Care Forum, 1998, 27 (6), 406-431. 31. Simms, M.D. & Bolden, B.J.: The Family Reunification Project: Facilitating Regular Contact Among Foster Children, Biological Families, and Foster Families, Child Welfare, 1991, 70 (6), 679-690. 32. Thorpe, R.: The Experience of Children and Parents Living Apart: Implications and Guidelines for Practice (kap. 6) i Triseliotis, J. (ed.): New Developments in Foster Care and Adoption, Routledge and Kegan Paul Ltd., 1980. 33. Vinnerljung, B.: Fosterbarn som vuxna, Arkiv Förlag, 1996 a. 34. Vinnerljung, B.: Svensk forskning om fosterbarnsvård. En översikt, Centrum för utvärdering av socialt arbete, Liber Utbilding, 1996 b. 35. Wegler, B. & Warming, H.: Barnet mellem to familier. En undersøgelse af samarbejdet mellem forældre og plejeforældre, Dafolo Forlag, 1996. 24 Nr. 19. 2001