Hegemoni og konstruktionen af Rigsfællesskab

Transkript

1 COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL 2013 Hegemoni og konstruktionen af Rigsfællesskab - en diskursteoretisk analyse af transformationen af relationen mellem Danmark og Grønland Kandidatafhandling, Politisk Kommunikation og Ledelse, Cand.soc.PKL Engelsk titel: Hegemony & the Construction of the Danish Commonwealth Camilla Marie Thiele Afleveringsdato 19. august 2013 Vejleder: Holger Højlund Institut for Ledelse, Politik og Filosofi Antal anslag: A ntal normalsider: 80

2 ABSTRACT By using a poststructuralist approach building on Ernesto Laclau and Chantal Mouffe s discourse theory this thesis explores how hegemony is currently formed in the Danish, political articulation of Denmark s relation to Greenland within the Danish Commonwealth. In doing so, it is demonstrated how this works to constitute a specific forward-looking frame of action. Empirically, the focus point is the emerging transformation of the bilateral relation between Denmark and Greenland amongst others debated as a consequence of the strengthened call for financial and political independence as well as the growth perspectives of the extractive industries in Greenland. As such this thesis seeks to answer, how the present Danish government and its opposition, by using strategies that within a discourse analytical framework can be characterized as respectively working through equivalent and differentiating logics seek to hegemonize the discoursive field relating to the intergovernmental relations in the Commonwealth. The empirical frame is formed by the Danish parliamentary policy work relating to the two thematical referencepoints Greenland and the Commonwealth. Hereby, debates from the parliament as well as semi structured interviews with selected politicians representing both the government coalition as well as the opposition are included. The analytical section of this thesis is divided into three levels. The first level is the retrospective analysis that has as its main focus to render visible how significant discoursive points, which can be drawn from the Commonwealth s newer political history, can be seen as feeding into the present political articulations. The second level is the hegemony analysis that in turn seeks to show how the two present political discourses, the governmental and oppositional discourses respectively, put the equivalence- and differentiating logics into practice, and thus how power is played out through the ascribtion of meaning constructing the Commonwealth in a certain way. It is metaforically argued that the two discourses despite their differences both construct the tie between Denmark and Greenland as a paternal relation, given that Greenland emerges as a teenager that needs either confidence/trust or boundary setting, depending on the point of observation. The third analytical level is based on the analytical outcomes of the two prior levels, the purpose being to deduce four scenarios, three of them being action oriented, towards Denmark s facilitation of the continuation of the Commonwealth going forward. Consequently, building on a poststructural framework the overall purpose of the thesis is to make visible, how the particular constructions of the Commonwealth are not the only possible depictions of the relation between Denmark og Greenland, but rather stricken by contingency and thus manifest a productive potential for political change. Keywords: Discourse analysis, Laclau, Mouffe, hegemony, poststructuralism, Greenland, Denmark, contingency, power, politics 1

3 KAPITEL 1: INDLEDNING 1.1 DEN DANSKE DEBAT PROBLEMFELT PROBLEMFORMULERING PROJEKTDESIGN 9 KAPITEL 2: VIDENSKABSTEORETISK FORANKRING OG DISKURSTEORI 2.1 BAGGRUND FOR LACLAUS OG MOUFFES DISKURSTEORI DISKURSTEORETISK BEGREBSAPPARAT NODALPUNKTER, ÆKVIVALENS/DIFFERENS OG ANTAGONISMER SUBJEKTIVITET I DISKURSTEORIEN ANALYTISK PROGRAM 19 RETROSPEKTIV ANALYSE 20 HEGEMONIANALYSE 20 INTERVENTIONSANALYSE KONSTRUKTION AF ANALYSEGENSTAND OG BEGREBSAFKLARING KONSTRUKTION AF DET EMPIRISKE ARKIV 23 BEHANDLING AF KVALITATIV DATA - DISPLAY PROJEKTETS UDSIGELSESKRAFT 26 KAPITEL 3: RETROSPEKTIV ANALYSE 3.2 OPSAMLING OG RELEVANSGØRELSE AF DEN RETROSPEKTIVE ANALYSE 34 KAPITEL 4: HEGEMONIANALYSE 4.1 REGERINGENS ARTIKULATION AF RIGSFÆLLESSKABET 37 RESPEKT SOM FORANKRENDE NODALPUNKT 38 LIGEVÆRDIGHED 39 SAMMENKÆDNING AF MOMENTER - KOMPETENCE OG SELVSTYRELOV 41 DIALOG DELOPSAMLING: RIGSFÆLLESSKABET TØMMES FOR INDHOLD OPPOSITIONENS ARTIKULATION AF RIGSFÆLLESSKABET 48 RIGSFÆLLESSKABET SOM ØKONOMISK RELATION 49 DANMARKS POLITISKE INTERESSER 51 STORSKALALOVEN DELOPSAMLING: RIGSFÆLLESSKABET SOM KONFLIKT OPSAMLING PÅ HEGEMONIANALYSEN DANSKE OPDRAGELSESSTRATEGIER OG INFANTILISERING AF GRØNLAND 58 KAPITEL 5: INTERVENTIONSANALYSE 5.1 FREMSKRIVNING AF FREMTIDSSCENARIER 60 OPLØSNING AF RIGSFÆLLESSKABET, SCENARIO 1: STATUS QUO 61 OPLØSNING AF RIGSFÆLLESSKABET, SCENARIO 2: DANMARK OPHÆVER RIGSFÆLLESSKABET 63 FORTSÆTTELSE AF RIGSFÆLLESSKABET, SCENARIO 3: ANNULLERING AF DEN ASSYMMETRISKE MAGTFORDELING 64 FORTSÆTTELSE AF RIGSFÆLLESSKABET, SCENARIO 4: ETABLERE POLITISK VISION FOR RIGSFÆLLESSKABET 65 KAPITEL 6: KONKLUSION 6.1 PERSPEKTIVERING LITTERATURLISTE 70 2

4 BILAGSLISTE BILAG 1: LISTE OVER POLITIKERE, HVIS ARTIKULATIONER INDGÅR I DET EMPIRISKE MATERIALE BILAG 2: LISTE OVER LINKS TIL TRANSKRIBEREDE FOLKETINGSDEBATTER OG SAMRÅD BILAG 3: DISPLAY OVER EMPIRI

5 KAPITEL 1: Indledning Den 12. marts 2013 gik det grønlandske folk til valg for at udpege en ny formand til det grønlandske Landsting. Valgets udfald blev, at det socialdemokratiske søsterparti Siumut med partiformand Aleqa Hammond i spidsen vandt med uventet stort flertal (Berlingske, 2013a). Siumut indgår nu i en trekløverkoalition med det nationalistiske Partii Inuit og det liberalistiske parti Atassut (Børsen, 2013). En stor del af den nyvalgte landsstyreformands valgkampagne var bundet op på, at Grønland på længere sigt skal være selvbærende og økonomisk uafhængig af Danmark (Siumut, 2013). Hammonds politiske vision bygger i høj grad på ønsket om selvstændighed og udnyttelsen af de enorme råstofforekomster, som man i Grønland i mange år har vidst, gemmer sig i undergrunden. Råstofområdet har derfor også været det centrale tema i den grønlandske valgdebat dette forår. Råstofområdet stiller store udsigter i vente i forhold til at udvikle samfundet og den trængte grønlandske økonomi, der primært bygger på bloktilskud fra Danmark og en aftagende monostrukturel fiskeindustri. De grønlandske politikere ser således udnyttelsen af råstoffer som en drivende kraft i forhold til at opbygge den økonomiske infrastruktur og nye indtægtskilder for at opretholde Grønlands levestandard og forbedre de sociale vilkår i det grønlandske samfund (Politiken, 2013a). Men råstofdiskussionen er ikke ny i Grønland. Både grønlandske og danske politikere har bl.a. diskuteret råstofområdet i forbindelse med nedsættelsen af hjemmestyrekommissionen i Grønland i 1970 erne, hvor debatten om råstoffer for alvor blussede op i de grønlandske medier f.eks. i forbindelse med det daværende hjemmestyreudvalgs forslag om at placere råstofområdet som et politisk særanliggende (Skydsbjerg, 1999, s. 33). Udmeldingen fra den daværende socialdemokratiske Statsminister Anker Jørgensen var dengang uforsonelig: Der er ikke noget at rafle om. Hvis man vil have ejendomsretten til undergrunden på Grønland, så må man sige, at man ønsker at kappe båndene over til Danmark (Sørensen, 1983). At der på ny er fokus på Grønlands uudnyttede naturressourcer må også ses i lyset af, at de arktiske områder i en længere periode har oplevet, at land- og havområder er blevet frigjort for is som følge af store klima-forandringer. Den smeltende is har bl.a. åbnet for øget sejllads og olieboringer i de arktiske farvande, og de stigende temperaturer har ligeledes gjort det nemmere at få adgang til værdifulde mineraler og jordarter i den grønlandske jord. Dette har for alvor rettet verdens øjne mod Grønland. De nyåbnede farvande har bl.a. muliggjort, at man nu kan sejle gennem Davisstrædet og Nordvestpassagen nord om Grønland, der tidligere har været lukket af is, hvilket gør industriel sejllads mellem eksempelvis Europa og Asien hurtigere, mindre risikobetonet og mindre omkostningstung. Derfor viser en lang række handels- og søfartsnationer også stor interesse for de nye handelsruter. 4

6 Ligeledes er de værdifulde mineraler, der er identificeret i Grønlands undergrund, herunder olie, uran, metaller og de såkaldte sjældne jordarter på agendaen i den globale diskussion om storindustri i Grønland. Grønland anslås at have nogle af verdens største forekomster af sjældne jordarter, også kaldet strategiske jordarter på grund af deres politiske betydning i relation til den globale magtbalance. Et af de helt store emner i den hjemlige, men også internationale, debat om Grønland har derfor været den kinesiske interesse i de sjældne jordarter, da Kina i dag har en monopollignende status med 97% af den totale verdensproduktion af sjældne jordarter (Berlingske, 2012b). Man har derfor også diskuteret hvilke aktører, der har en legitim interesse i Grønland, idet flere aktører på linje med Kina har budt sig til med ønsker om at blive del af det nye industrielle eventyr, hvor Grønland spiller hovedrollen. Med sine enorme forekomster af strategiske ressourcer samt placeringen i Nordatlantanten, spås Grønland en vigtig geostrategisk position i fremtiden (Taagholt & Hansen, 1999). 1.1 Den danske debat Udviklingen i Grønland har også kickstartet en større politisk debat i Danmark, der bl.a. drejer sig om, hvordan storindustrien i Grønland forvaltes bedst muligt og ikke mindst, hvordan man håndterer de afledte effekter af den voksende industri i Grønland. Dette skal ligeledes ses i lyset af Siumuts ønske om at udvinde og eksportere uran, hvilket også markerer et brud med mange års dansk ikke-spredningspolitik og modstand mod atomkraft, der henholdsvis siden 1957 og start 1980 erne har været gældende i forhold til spredning af kernevåben samt i forhold til uranbearbejdning inden for dansk territorium (Taagholt & Hansen, 1999, s. 30). Rammen for debatten er altså både kompliceret og vidtfavnende. Ikke mindst fordi Grønland med hjemmel i Selvstyreloven i 2009 overgik fra hjemmestyre til selvstyre, og i samme ombæring bl.a. hjemtog det lukrative råstofområde, hvorfor Danmark rent retligt ikke kan gøre nogen fordringer i forhold til Grønlands forvaltning af råstoffer. Løbende hjemtagelse af sagsområder er således et bærende princip i Selvstyreloven. Fremover kan Grønlands Selvstyre vælge at hjemtage alle de ansvarsområder, de måtte ønske på samme måde, som det blev gjort med råstofområdet i 2009 (Selvstyreloven, 2), hvorfor man må forvente, at mere og mere kompetence vil overføres til Grønland. I kraft af sin rolle som rigsmyndighed har Danmark dog stadig den juridiske beslutningsret i forhold til udenrigs-, sikkerheds-, valuta-, indvandrings- og integrationspolitikken, samt politi og domsvæsen i Grønland (Ibid, 3). Siumut har desuden meldt ud, at man ønsker at hjemtage bl.a. integrationsområdet i denne valgperiode (Berlingske, 2013c). Der er altså aktuelt tale om delt beslutningsmagt mellem Grønland og rigsmyndighederne, og afgørelsen af, hvad der besluttes hvor, afhænger af hvilke politikområder, der er på tale. 5

7 Den delte beslutningskompetence i Rigsfællesskabet er med til at komplicere den allerede vanskelige relation mellem Danmark som tidligere kolonimagt og Grønland som tidligere koloni, ligesom der også er gråzoner mellem, hvornår noget hører til indenrigs- eller udenrigspolitik og dermed mellem, hvornår noget besluttes i Grønland eller i Danmark. Et godt eksempel på denne udfordring er den verserende politiske debat om uran. Uran har både karakter af at være et råstof, der findes i den grønlandske undergrund og hører derfor under grønlandsk ressort, men samtidig kan uran også betegnes som et internationalt, reguleret råstof, der derfor er knyttet til det sikkerheds- og udenrigspolitiske område. Lignende spørgsmål gør sig gældende, når man taler om strategiske mineraler, der også dækker over både indenrigs- og udenrigspolitiske aspekter. Dette dilemma er et væsentligt omdrejningspunkt i den danske, politiske debat om Rigsfællesskabet. 1.2 Problemfelt De mange modsætningsfyldte perspektiver på situationen i Grønland skitserer, hvordan Rigsfællesskabet aktuelt undergår en differentierende proces, der ikke bare transformerer relationen mellem Danmark og Grønland, men også lægger pres på selve opretholdelsen af Rigsfællesskabet som politisk enhed. Det er dog ikke kun i forholdet mellem Grønland og Danmark, at der kan iagttages konfliktuelle opfattelser af Rigsfællesskabet. Også i det danske Folketing og i medierne kan man se, at der aktuelt udspiller sig en kamp om at definere, hvad Rigsfællesskabet skal være og repræsentere fremadrettet. Det medfører derfor usikkerhed omkring, hvordan relationen i Rigsfællesskabet skal udvikle sig fremover. Denne situation giver plads til nye artikulationer af Rigsfællesskabet som politisk fællesskab, et fællesskab der har forskellig karakter alt efter, hvilken kontekst, det artikuleres i. Den politiske iagttagelse af Rigsfællesskabet er derfor konteksten for denne afhandling, og iagttagelsespunktet er en gammelkendt problematik, underforstået den svære relation mellem Danmark og Grønland. Primo 2011 udgav den tidligere VKO-regering, ledet af Lars Løkke Rasmussen, den daværende regerings Arktis strategi kaldet Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis Strategien blev ultimo 2011 gladeligt tiltrådt af den nyindsatte Statsminister Helle Thorning Schmidt med opbakning fra de øvrige regeringspartier. Den nuværende regering fremhæver da også ofte strategien som et solidt politisk udgangspunkt, som den nuværende regering begejstret bygger sin politik op omkring. Således er de to fløje tilsyneladende enige om Danmarks politiske kurs i det arktiske område. Men politikken for Arktis dækker ikke alle de temaer, der relaterer sig til Danmarks og Grønlands rolle i Rigsfællesskabet, og som uagtet den tilsyneladende enighed, er blevet et stridspunkt i den danske politiske sfære de senere år. I medierne har man kunne følge, hvordan oppositionen talrige gange har indkaldt regeringen til 6

8 skarpoptrukne drøftelser om bl.a. råstofforvaltning og beslutningskompetence i Grønland, tilsyneladende med stor indignation over regeringens håndtering af sagerne (Jyllandsposten, 2013b). Man kan fristes til at spørge ind til, hvori konflikten mellem regeringen og oppositionen egentlig består, når den siddende regering i udstrakt grad står på skuldrene af den forrige regerings politik i forhold til Arktis og Rigsfællesskabet? Afsættet for dette speciale er derfor iagttagelsen af, hvordan den nuværende regering og dens opposition repræsenterer to forskellige diskurser om Rigsfællesskabet, og derigennem på hver sin måde søger at dominere det politiske rum. Dette afsæt er interessant, idet man hermed kan undersøge, hvordan de to fløje i Folketinget meningstilskriver Rigsfællesskabet forskelligt, og hvordan denne meningstilskrivelse gør bestemte politiske handlinger og ytringer aktuelle og samtidig ekskluderer andre. Dette ses også i lyset af, at politikerne jo repræsenterer de danske vælgeres interesser i håndteringen af den rigsfællesskabelige relation, og at denne repræsentantrolle langt fra er neutral. Politikerne supplerer og skaber således de danske borgeres interesser ved at repræsentere dem på en bestemt måde, hvorfor der opstår en form for dobbeltforhold, en gensidig konstitution, mellem de repræsenterede (de danske vælgere) og repræsentanterne (politikerne). Opgaven formes således som en magtanalyse, der skal synliggøre, hvordan diskurserne om Rigsfællesskabet er afgørende for formningen af Danmarks fremadrettede handlemuligheder i Rigsfællesskabet. Det er denne problematik, der driver opgavens analyse. Karakteren af de handlemuligheder, der formes af de to aktuelle Rigsfællesskabdiskurser, diskuteres hertil som handlerettede fremtidsscenarier. Som primær analytisk motor anvendes Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteoriske begrebsapparat, idet det med dette teoretiske afsæt netop bliver muligt at undersøge, hvordan den aktuelle meningsproduktion i forhold til Rigsfællesskabsrelationen er en eksplicit diskursiv proces, og fungerer som den centrale drivkraft i den politiske kamp om at tilskrive Rigsfællesskabet en særlig mening. 1.3 Problemformulering Med udgangspunkt i ovenstående problemskitsering er formålet med denne afhandling derfor: At vise, hvordan den nuværende regering og den borgerlige opposition ved at gøre brug af strategier, som man med en diskursanalytisk sondring kan karakterisere som henholdsvis ækvivalerende og differentierende, søger at vinde hegemoni i forhold til det danske Rigsfællesskab. Hertil at vise, hvordan 7

9 de to Rigsfællesskabsdiskurser former bestemte politiske handlingshorisonter for Danmark i det fremadrettede samarbejde mellem Danmark og Grønland. For at besvare problemformuleringen opstilles tre forskningsspørgsmål, der samtidig virker strukturerende for opgavens tre analyseafsnit. Forskningsspørgsmål 1) Fremskrivning af meningstilskrivelsens historiske ramme: Hvilke flydende punkter i Rigsfællesskabets opkomsthistorie kan iagttages som særlig vigtige i formningen af de aktuelle politiske diskurser om Rigsfællesskabet? 2) Hegemonianalyse: Hvordan konkretiseres og meningstilskrives Rigsfællesskabet i det aktuelle danske politikarbejde? 3) Interventionsanalyse: Hvordan konstruerer diskurserne et særligt fremadrettet handlingspotentiale for Danmark, og hvilke interventionsmuligheder formes hermed? Figur 1: Sammenhængen mellem de tre analyseniveauer 8

10 1.4 Projektdesign Figur 1 ovenfor giver et overblik over afhandlingens forskellige analyseniveauer, og hvordan analyseafsnittene opbygges. Nedenfor skitseres ligeledes for overblikkets skyld indholdet i specialets forskellige kapitler. Kapitel 2 præsenterer specialets teoretiske forankring, herunder det videnskabsteoretiske perspektiv, redegørelse for den valgte teori samt det analytiske program, der operationaliserer den valgte teori. Kapitel 3 dækker over specialets retrospektive analyseniveau, der har fokus på at vise de mest fremtrædende diskursive betegnere og punkter i Rigsfællesskabets politiske udviklingshistorie Kapitel 4 udgør hegemonianalysen, der er opgavens andet analyseniveau. Formålet med dette afsnit er at undersøge og synliggøre, hvordan Rigsfællesskabet meningstilskrives i det politiske arbejde i det danske Folketing. Afsnittet vil bl.a. vise, hvordan man kan genkende ækvivalerende- og differentierende strategier i det danske politikarbejde, og hvordan diskurserne sætter Rigsfællesskabet på en særlig måde. Kapitel 5 udgør det tredje analyseniveau, interventionsanalysen, hvor omdrejningspunktet er udledningen af i alt fire fremadrettede scenarier for samarbejdet i Rigsfællesskabet. Kapitel 6 er specialets konklusion. 9

11 KAPITEL 2: Videnskabsteoretisk forankring og diskursteori Nærværende afsnit tjener tre grundlæggende formål. For det første, at beskrive specialets videnskabsteoretiske forankring som poststrukturalistisk, samt de forpligtelser, der følger heraf. For det andet, at præsentere Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori som en del af den poststrukturalistiske tradition. For det tredje at præcisere, konditionalisere og operationalisere Laclau og Mouffes diskursteoretiske analyseredskaber i et samlet analytisk program. Hertil ligger vægten på at afgrænse og præsentere det empiriske arkiv samt at præcisere, hvordan opgavens genstandsfelt konstrueres som objekt for iagttagelse med henblik på at synliggøre og præcisere valget af iagttagelsespunkt og strategi for analysen. Som sammensætningen af ordet poststrukturalisme indikerer, så rundes poststrukturalismen af en videnkabelig retning, der er født ud af strukturalismen. Der henvises dog ikke til et post strukturalismen, men en videreudvikling af strukturalismens centrale ideer (Esmark et al., 2005, s ). Ved strukturalisme forstås i dette tilfælde den strukturelle lingvistik fremført af Ferdinand de Saussure i Cours de linguistique general, der blev udgivet i 1916 og som markerer, hvad der senere er blevet kaldt, den sproglige vending (Howarth, 2005, s. 32). En kort gennemgang af hovedlinjerne i Saussures strukturelle sprogteori er væsentlig her, da Saussures bidrag har banet vejen for Laclau og Mouffes diskursanalytiske tilgang, som præciseres i afsnit 2.1. Det skelsættende i Saussures bidrag var, at sproget blev tillagt en betydningsbærende rolle for meningsskabelsen i samfundet, idet Saussure udgik fra, at der var en klar sammenhæng mellem sprog og sociale relationer (Ibid.). Hovedpointen var, at sproget må forstås som en lukket, uforanderlig struktur, der relationelt bestemmer de enkelte deles (tegn) betydning og mening. Dette lægger kimen til en grundlæggende distinktion i strukturalismen, nemlig distinktionen mellem tegn og struktur. For sprogets grundlæggende elementer er ifølge Saussure tegn, der forener et lydbillede (betegneren) og et koncept (det betegnede). Et af grundprincipperne er, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem betegneren og det betegnede, sammenhængen er arbitrær (Ibid, s. 36). Netop fordi sammenhængen er arbitrær, får det enkelte tegn kun betydning i kraft af dets forskellighed fra andre tegn. Sprog dækker på denne måde over forskelle og relationer mellem tegn, som til gengæld producerer det enkelte tegns identitet og mening. Herved afviser Saussure også den hidtidige opfattelse af sproget som et nomenklatur, der hævder, at sproget refererer værdifrit til objekter i verden. I poststrukturalismen er struktur bundet til meningsproduktion, derfor forekommer fravær af mening heller ikke inden for strukturen. Det er snarere overproduktion af mening, der er udfordringen (Esmark et al., 2005, s. 19). Der vil altid være et meningsoverskud, der ikke kan fikseres i en given sammenhæng, og det er netop dette overskud, der muliggør alternative artikulationer. Hermed bliver det interessant at 10

12 undersøge, hvordan meningsoverskuddet konkret håndteres. Rigsfællesskabet kan således meningstilskrives på en række forskellige måder, hvilket gør det interessant at undersøge, hvordan netop en specifik udlægning af Rigsfællesskabet opnår status af universel i en given sammenhæng. Poststrukturalismen holder ligesom Saussures sprogteori fast i sprogets centrale rolle og bygger videre på Saussures pointer om tegnets arbitraritet, og at objekter ikke eksisterer forud for begreber. Men til forskel fra Saussure er poststrukturalismens mest væsentlige påstand, at strukturen er decentreret. I poststrukturalismen kaldes en struktur uden fast centrum for diskurs, hvilket også kan ses som en markering af overgangen fra struktualisme til posstrukturalisme (Esmark et. al, 2005, s ). Diskursbegrebet er dermed arvtager til begreber som sprogsystem og sproglig struktur. Som Anders Esmark et. al pointerer, så er vi uden centrum i princippet overladt til en uendelig fortsættelse af meningskabelse, og med fraværet af et centrum, får vi, hvad som regel kaldes flydende betegnere (Ibid.). At betegneren er flydende refererer til, at det betegnede kan glide under betegneren og derved ændre helhedens betydning. Når dette er muligt, er det, fordi struktur i poststrukturalismen kendetegnes som ufuldstændig eller uafgørbar, idet betegnere og betegnede ikke står i noget fast forhold til hinanden. I en diskusteoretisk inspireret analyse vil der derfor være fokus på, hvordan det i høj grad er politisk, hvilken betegner, der fikseres over hvilke betegnede (Andersen, 1999, s. 93f). Som en konsekvens heraf tager diskursteorien afstand fra et positivistisk videnskabeligt blik, hvor analyseobjektet tilskrives en essens eller en værdi i sig selv, som iagttageren kan finde frem til med den rette metode (Howarth & Stavrakakis, 2000, s. 1). Derimod abonnerer poststrukturalismen på en erkendelsesinteresse, der beskæftiger sig med spørgsmål om, hvordan en genstand formes og emergerer, og dermed ikke på forklaringer af hvad eller hvorfor. Den poststrukturalistiske tradition kendetegnes derfor ved at give epistemologien forrang. Vil man diskutere om poststrukturalismen har en ontologi, og det er der uenighed om, så byder den teoretiske forestilling om diskursivitet sig til eller med Laclau og Mouffes ord feltet af diskursivitet som bud på et ontologisk niveau (Jensen & Hansen, 2002, s. 61). Diskursteorien arbejder med den ontologiske forestilling om, at al mening har en flydende karakter, en forestilling, der går igen i andre poststrukturalistiske retninger, herunder hos Michel Foucault (1970) og Niklas Luhmann (2000). På trods af videnskabelig uenighed om, hvorvidt diskursteorien har en tom ontologi eller ej, vil jeg i denne afhandling tilslutte mig Allan Dreyer Hansens position i denne diskussion, nemlig at altings diskursive karakter bestemmes som det, der er diskursteoriens ontologiske niveau (Hansen, 2007, s. 394). Med andre ord at intet undgår diskursiv mediering, og vi kun har adgang til virkeligheden gennem artikulationen af denne. Denne antagelse gælder derfor også for poststrukturalismen selv, som heller ikke har nogen eksistens udenfor en specifik artikulering. Der findes altså ingen ren poststrukturalisme, der kan betegnes som 11

13 poststrukturalismen. Kun en række specifikke udformninger af den poststrukturalistiske tradition. Man må derfor præcisere ved at spørge til, hvordan poststrukturalismen udlægges specifikt i Laclau og Mouffes diskursteori som én formning blandt flere. Dette rejser spørgsmålet om det generelle (poststrukturalisme) overfor det specifikke (diskursteori), eller om det universelle overfor det partikulære, som er én af kongstankerne i diskursteorien (Hansen, 2006, s. 37). For at præcisere forskellen mellem det partikulære og det universelle, så kan man spørge til, på hvilken specifik måde diskursteorien er poststrukturalistisk? Dette kræver blandt andet en indkredsning af de teoretiske kernebegreber, der udgør fundamentet i diskursteorien. Disse gennemgås derfor i følgende afsnit. 2.1 Baggrund for Laclaus og Mouffes diskursteori Ernesto Laclau og Chantal Mouffes teoriretning har rødder i den strukturelle marxisme fra slutningen af 1960 erne (Jensen & Hansen, 2002). Men siden deres teoretiske hovedværk Hegemony and Socialist Strategy (1985) 1 har de forsøgt at bevæge teorien og hegemonibegrebet i en mere poststrukturel retning (Hansen, 2005, s. 177). Laclau og Mouffe kaldes tilsvarende postmarxister på grund af deres gentænkning af den marxistiske tradition og hegemonibegrebet i et poststrukturalistisk perspektiv. Idéen om hegemoni stammer også oprindeligt fra Antonio Gramscis kritik af den marxistiske idé om samfundet som opdelt i basis og overbygning. Den strukturelle marxisme søger dog at tænke samfundet mere komplekst end marxismens essentialistiske fokus på bevidsthed og sprog som ideologiske fænomener, og arbejder med en tese om, at politisk identitet også formes af andre samfundsmæssige konflikter end dem, der relaterer sig til f.eks. klasseforhold og økonomi (Howarth, 2005, s. 24), eksempelvis af religion, køn og etnicitet. Laclau og Mouffe opretholder ligesom Gramsci fokus på magt og konflikt i samfundet men afviser, at forskelle mellem grupper er fikserede og ligeledes, at de er deteminerede af økonomi eller ideologi. HHS har lagt kimen for de to forskeres senere arbejder på trods af, at de ikke senere hen har forfattet meget sammen. Laclau har fortsat det politisk-teoretiske arbejde, og Mouffes senere forfatterskab kan i højere grad beskrives som politisk-filosofisk (Jensen & Hansen, 2002, s. 30). Den efterfølgende præcisering af diskursteorien vil derfor primært tage udgangspunkt i det teoretiske apparat beskrevet i HHS samt udvalgt receptionslitteratur, der ses som særlig frugtbart for analysen, herunder fortolkninger af Allan Dreyer Hansen, David Howarth og Aletta Norval. Hegemonianalysen inspireres desuden især af Laclaus udlægning, og begrebet beskrives i nogle tilfælde klarest i Laclaus senere teoretiske arbejde, hvorfor der af og til refereres udelukkende til Laclau. 1 Herefter kaldes værket HHS. 2 På trods af den analytiske forskel mellem element og moment, skelnes der i denne afhandling ikke analytisk mellem de to 12

14 Abstraktionsniveauet i diskursteorien er generelt højt og iagttagelsesapparatet omfattende, hvorfor jeg afgrænser mig til at introducere de begreber, der vurderes som mest væsentlige for afhandlingens analyse. Velvidende at der hermed ikke gives en udtømmende gennemgang af teoriapparatet, ses det som et nødvendigt greb. Ved at lade afhandlingen inspirere af Laclau og Mouffes apparat for iagttagelse formes opgaven desuden som en politisk-refleksiv analyse af diskursive magtkampe, i dette tilfælde den politiske kamp om at meningstilskrive Rigsfællesskabet som politisk fællesskab. Det udmøntes sådan, at analysen skal synliggøre, hvordan kontingente, diskursive elementer kædes sammen på særlige måder, og hvordan dette skaber et bestemt meningsunivers i forhold til relationen mellem Danmark og Grønland i Rigsfællesskabet. Denne tilgang indebærer derfor en analytisk kortlægning af, hvordan diskurserne om Rigsfællesskabet hegemoniseres ved konkret at koble diskursivt indhold til et bestemt, diskursivt forankringspunkt, uden at disse koblinger har noget nødvendigt forhold. Diskursteorien placerer sig derfor i høj grad som en poststrukturel teori, der har til formål at lede tilbage til de punkter, hvor der blev truffet beslutninger, som kom til at lede frem til den situation, der analyseres, men som samtidig indebærer eksklusionen af muligheder, der ikke blev realiseret (Hansen, 2006, s. 52f). Det betyder, at man som analytiker arbejder ud fra en kontingenslogik, der forudsætter anerkendelsen af, at det genstandsfelt, man analyserer, ikke formes af nødvendighed, men er et resultat af forskellige begivenheder og beslutninger, der kunne have være truffet anderledes. Med denne erkendelsesinteresse er formålet med en diskursteorisk inspireret tilgang derfor også at bidrage til indsigten i kontingens med særlig vægt på politikaspektet. Ved at have blik for kontingens kan man pege på, hvordan hegemoniseringen medfører eksklusion af muligheder, og dermed også magtudøvelse (Ibid.). Denne praksis ses dog også som produktiv, da man netop også synliggør, at strukturer ikke er fastlåste - at mening er flydende - og at der faktisk er et forandringspotentiale, man kan tage fat i. Hensigten er derfor at politisere genstandsfeltet for læseren ved at vise, hvordan indholdet i Rigsfællesskabsdiskurserne ikke afspejler noget nødvendigt, men er genstand for et forsøg på at skabe diskursiv dominans. Fokus på kontingens er således i denne afhandling både koblet til kritisk- og produktiv praksis. En række andre teoretikere, der kan knyttes til den poststrukturelle tradition, f.eks. Foucault og Luhmann, arbejder med en lignende erkendelsesinteresse med fokus på kontingens (Andersen, 1999). Laclau og Mouffes iagttagelsesapparat fremstår dog med sine potente begreber særligt velegnet til at iagttage diskurser som resultat af politiske magtkampe, og herunder til at iagttage tilskrivningen af politisk subjektivitet, hvilket ses som et frugtbart udgangspunkt for at tilgå specialets genstandsfelt (Glynos & Howarth, 2008, s. 15). 13

15 2.2 Diskursteoretisk begrebsapparat I en diskussion af det særligt poststrukturalistiske ved diskursteorien er begrebet artikulation centralt. Artikulation skal forstås i forhold til tegn, der er diskursens grundelement og som prinicipielt flyder rundt på det diskursive felt uden anden fiksering end den, der midlertidigt skabes gennem netop artikulationen. Artikulatorisk praksis kan derfor beskrives som sammenkædning af tegn. Sammenkædning af tegn medfører altid en modifikation af de enkelte sammenkædede dele, idet enhver artikulering altid er specifik, da den har gennemgået mediering, og derfor ikke er i sin rene form længere. Derfor er artikulation grundlæggende i diskursteorien. Den helhed, der formes af den artikulatoriske praksis kaldes diskurs, og de artikulerede positioner i en diskurs for momenter (Laclau & Mouffe, 1985a, s. 105). 2 Laclau og Mouffe skelner dermed ikke mellem diskursiv og ikke-diskursiv praksis, da alt passerer gennem mediering. Laclau og Mouffes teoriretning udspringer af den strukturelle marxisme, hvor hegemonisk kamp er klassekamp, men hos Laclau og Mouffe er den hegemonisk kamp diskursiv kamp. Forsøg på, fra et partikulært udgangspunkt, at antage den umulige opgave af at repræsentere noget universelt beskrives i diskursteorien som forsøg på at vinde hegemoni (Laclau, 2002, s. 161). Hegemonisk praksis er derfor politisk praksis, idet det er arbitrære elementer, der kobles sammen i forsøg på at skabe diskursiv dominans repræsentation af det universelle (Laclau, 2002, s. 161). Det foregår sådan, at forskellige identiteter og politiske kræfter sammenkædes i et fælles projekt og dermed skaber en ny social orden. Laclau beskriver hegemoni som: (..)en aldrig tilendebragt operation; det vil sige forsøget på at skabe en fiksering, som altid på en eller anden måde vil blive truet. I en vis forstand forsøger hegemoni alle artikulatoriske praksisser i sidste ende at gøre det samme som at skrive i vand. Det er noget, der er umuligt, ustabilt og sårbart, men som til en vis grad kan opnås (Laclau, 1986, s. 107). Det vil sige, at ultimativ fiksering af en diskurs er et umuligt projekt, da ingen meningsfuld orden kan beskyttes fuldstændigt (Laclau, 2002, s. 156). I den forstand må ustabilitet ses i kraft af en grundlæggende mangel i strukturerne, der gør, at diskurser aldrig vil kunne opnå ultimativ fiksering. 3 Denne grundlæggende ustabilitet gør strukturen uafgørbar. Pointen her er central i den poststrukturalistiske tradition, fordi det samtidig medfører umuligheden af ethvert politisk projekts perfekte enhed. Man kan altså kun opnå delvise fikseringer, aldrig tilendebragte fikseringer. Hegemoni forekommer således, når denne proces af partiel fiksering står på (Laclau, 1986, s. 108). 2 På trods af den analytiske forskel mellem element og moment, skelnes der i denne afhandling ikke analytisk mellem de to begreber, og alle tegn vil herefter blive kaldt momenter. Dette valg træffes, da der ikke opnås nogen analytisk gevinst ved at differentiere mellem de to, idet det vurderes, at det i stedet vil bidrage til at gøre teorien og analysegenstanden mere abstrakt end nødvendigt. 3 Laclau henter i sin diskursforståelse inspiration i Jacques Lacans psykoanalytiske teoriapparat, idet Laclau, nogenlunde ækvivalent med det symbolske hos Lacan, forstår diskurser som forsøg på at overkomme en grundlæggende mangel i strukturerne, der gør fuld identitet umulig (Stavrakakis, 2007, 69). 14

16 Når en artikulation har opnået en høj grad af stabilitet inden for en social helhed er der tale om, hvad Laclau kalder sedimentering (Laclau, 1986, s. 108). Sedimentering må forstås i forlængelse af sin modsætning, dislokation, der referer til en proces, hvor den eksisterende stabilitet forstyrres, og de diskursive strukturers kontingens synliggøres (Howarth & Stavrakakis, 2000, s. 13). Det betyder, at dislokation åbner for fremkomsten af noget nyt, og artikulation er det noget, der får de nye sociale forhold til at stabilisere sig - at sedimentere. En dislokation defineres af Laclau ved en begivenhed eller et fænomen, der medfører, at subjekter stiller spørgsmålstegn ved deres egen identitet og på den baggrund bliver bevidste om den og forfægter den på en ny måde (Laclau, 1990, s. 40). Det vil altså sige, at den dislokerede situation også åbner for refleksiv handlen hos subjekterne. Dislokation konditioneres i forlængelse heraf som en begivenhed eller et fænoment, der ryster den eksisterende orden og medfører en forandring i relationerne mellem diskursens elementer. En sådan indkredsning af dislokation er velegnet som konditionalisering, da det lægger op til, at artikulation ligeledes er refleksiv iagttagelse. Hermed placeres jeg som analytiker også som tredje ordens iagttager af regeringens og oppositionens refleksive iagttagelser af Rigsfællesskabet. For at kunne analysere en bestemt hegemonisering fremstår det, qua ovenstående, analysestrategisk frugtbart at skelne mellem perioder med sedimentering og perioder udsat for dislokation. Derfor er sondringen mellem dislokation og sedimentering væsentlig i denne opgave, da den analytiske antagelse her er, at de danske politikeres reartikulationsforsøg af Rigsfællesskabet tager sit afsæt i en oplevelse, der har karakter af dislokation. 2.3 Nodalpunkter, ækvivalens/differens og antagonismer Hegemonianalyse knyttes desuden til ideen om den tomme betegner, også kaldet nodalpunktet i Laclau og Mouffes tidlige arbejder (Laclau & Mouffe, 1985a, s. 112). 4 Det er et centralt begreb, da kampen om hvad der skal være nodale punkter er en central aktivitet i hegemoniprocessen. Det foregår sådan, at selvom en diskurs aldrig kan fikseres ultimativt på grund af strukturernes ufuldstændighed, vil diskursen imidlertid skabe et eller flere centre, hvorom flydende betegnere kan fikseres og tilskrives mening. Disse centre kaldes nodalpunkter, men hvor sedimenterede eller stabile disse nodalpunkter er, vil altid være et analytisk spørgsmål. Nodalpunkter kan defineres som priveligerede betegnere eller forankringspunkter i en diskurs, der formår at binde kæder af mening sammen, eksempelvis i kæder af ækvivalens (Howarth & Stavrakakis, 2000, s. 8). En flydende betegner kan derfor ses som rammesættende for en vis grad af fasthed i en diskurs, 4 Det er primært begrebet nodalpunkt, der benyttes, og dette anvendes som ækvivalent med den tomme betegner og det tomme udtryk. 15

17 mens nodalpunkter kan forankre og standse flydende betegneres glidning hen over det, der betegnes. Der vil på den måde altid være forskellige grader af orden i forskellige diskurser, alt efter hvor høj grad af hegemoni de har opnået. Laclau og Mouffe beskriver nodalpunkter på denne måde: The practice of articulation, therefore, consists in the construction of nodal points which partially fix meaning; and the partial character of this fixation proceeds from the openness of the social, a result, in its turn, of the constant overflowing of every discourse by the infinitude of the field of discursivity (Laclau & Mouffe, 1985a, s. 113). Det betyder, at ethvert nodalpunkt er resultatet af artikulationsprocesser, der indsætter et bestemt tegn på pladsen som universel i en diskurs, hvorunder momenterne ordnes. Nodalpunktet kommer så til at agere inskriptionstavle for diskursens indhold, og mister dermed sin binding til konkret indhold og fremstår som tømt for indhold. Denne dynamik er også en følge af strukturernes manglende evne til at lukke sig helt om sig selv og medfører som effekt, at enhver diskurs meningsfuldhed konstant er truet af den mening, der udgrænses. Ækvivalenslogikken ses som dominerende, når et nodalpunkt eller en flydende betegner formår at ordne en række forskellige momenter, der i referencen til et nodalpunkt opnår en grad af enshed. Man kan sige, at forskellene mellem momenterne i kæden til en hvis grad kan ophæve hinanden i den udstrækning, at de bruges til at udtrykke noget identisk, der ligger til grund for dem alle (Jensen & Hansen, 2002, s. 81). Det er en abstrakt tanke, men i yderste instans kan momenterne helt miste deres individuelle særpræg i referencen til nodalpunktet. Denne bevægelse udelukker dog ikke, at der kan være konflikter mellem de forskellige momenter og projekter internt i ækvivalenskæden, men dynamikken virker sådan, at i deres fælles udtryk af noget identisk overskygges disse interne forskelligheder. I hvor høj grad dette sker er også en analytisk vurdering. Ækvivalenslogikken skal ses i relation til en grundlæggende forskelstænkning, idet momenternes fælleshed er betinget af negeringen af en fælles fjende, det antagonistiske, der også er et centralt begreb i diskursteorien. Kæden opnår således positiv identitet i forhold til det, som den står i modsætning til (Laclau & Mouffe, 1985a, s. 126). Produktion af mening er på denne måde også produktion af forskelle. En diskurs får således stabilitet og enhed ved at blive samlet om et nodalpunkt, men den får også identitet ved at stå i et modsætningsforhold til noget andet. Det ækvivalerende består på denne måde i, at forskellige momenter hentes ind i en diskurs for at ækvivalere under det pågældende nodalpunkt. For at hente yderligere kraft og blive hegemonisk er der behov for at indstifte et modsætningsforhold til noget fjendtligt udenfor diskursen (Norval, 1990, s. 138f). Markeringen af dette, illustreres af den ekskluderende differenslinje i figuren nedenfor. 16

18 Figur 2: Overblik over ækvivalenslogikken overfor differenslogikken Figuren viser, hvordan ækvivalenslogikken ordner momenterne i forhold til nodalpunktet, hvorimod differenslogikken består af en masse af løst situerede momenter spredt rundt i det antagonistiske felt. På højre side af differenslinjen flyder momenterne således rundt i en diskursiv masse uden at være holdt fast af nogen orden. Disse momenter udgør modsætningspunkter/antagonismer til den ækvivalerende diskurs, og er derfor en trussel mod dennes identitet men ofte også det, som diskursen etablerer sig i forhold til. Laclau beskriver også antagonismer som diskursens grænser: Antagonism as the negation of a given order is, quite simply, the limit of that order, and not the moment of a broader totality in relation to which the two poles of the antagonism would constitute differential (Laclau & Mouffe, 1985a, s. 126). I diskursteoriens terminologi forstås antagonismer altså både som konstruktioner, der fremstår truende for iagttageren i kraft af at repræsentere den rene negativitet af iagttagerens identitet, men samtidig også som konstituerende for diskursen, idet etableringen af identitet er afhængig af markeringen af et modsætningsforhold (Laclau & Mouffe 2002: 82f, 264). 5 Differenslogikken 6 står i et gensidighedsforhold til ækvivalenslogikken på den måde, at det differentierede er gensidigt afhængigt af ækvivalenslogikken for at virke. Dette skal forstås sådan, at det differentierende (i dette speciale repræsenteret af oppositionens diskurs) formes af modsætningspunkter til 5 Mouffe har senere tilføjet begrebet agonisme, der ligeledes beskriver et modsætningsforhold, men et modsætningsforhold, der ikke er direkte truende for iagttageren (Mouffe, 2005, s. 20). Med agonisme-begrebet er kampen således ikke mellem fjender, men mellem nødvendige modstandere, der accepterer hinandens positioner som nødvendige. Mouffes distinktion mellem modstander og fjende er en tilføjelse, fordi modstandsbegrebet netop repræsenterer en accept af, at man deler det samme symbolske rum, hvori konflikten finder sted. I denne opgaves hegemonianalyse skelnes dog ikke mellem antagonsime- og agonismebegrebet, idet dette ville skabe et unødvendigt behov for hele tiden at skulle sondre analytisk mellem karakteren af modsætningspositioner. 6 Også kaldt forskelslogik 17

19 den ækvivalerende diskurs. For at beskrive, hvordan differenslogikken virker, er det derfor nødvendigt først at etablere en forståelse af, hvordan jeg vælger at applikere begrebsparret i analysen, idet Laclau og Mouffe ikke selv er koncise i deres definition af sammenhængen og forskellene mellem ækvivalens- og differenslogikken. Der hentes inspiration i Aletta Norvals operationalisering af de to logikker, som de kommer til udtryk i hendes omfattende analyse af apartheidsdiskursen i Sydafrika (Norval, 1996/1990). Baseret på Norvals reception af diskursteorien udleder jeg, at ækvivalens- og differenslogikken står i et gensidigt afhængighedsforhold, forstået som før beskrevet, at for at noget kan ordnes og ækvivalere under et nodalpunkt, må det stå i modsætning til et fjendtligt ydre, der markerer alt det, som ikke hører under diskursen. I denne opgave markerer oppositionens diskurs dette ydre. 2.3 Subjektivitet i diskursteorien Hegemonibegrebet knyttes som tidligere beskrevet til forestillingen om strukturernes uafgørbarhed, og derfor må man se de sociale strukturer som afhængige af en form for intervention til at lukke det uafgørbare. I denne sammenhæng introducerer Laclau og Mouffe beslutningsbegrebet, som det noget, der formår at tilnærme en lukning af strukturen. Beslutningsbegrebet er interessant i den forstand, at det leder frem til en distinktion mellem subjektpositioner og politisk subjektivitet, og som sådan er med til at adskille diskursteorien fra andre poststrukturalistiske retninger, der ofte afgrænser sig til at arbejde med subjektkategorien i form af subjektpositioner tildelt af forskellige diskursformationer (Foucault, 1988; Luhmann, 1996). Først og fremmest beskriver Laclau subjektivitet som afstanden mellem en uafgørbar struktur og den faktiske beslutning (Laclau, 2002, s. 155). Det skal forstås sådan, at fordi strukturen ikke er i stand til at udøve determination selv, eksempelvis ligesom autopoiesisbegrebet i Luhmanns systemteori lægger op til med fokus på rekursivitet og selvskabelse (Luhmann, 2005), så er det subjektet, der lukker strukturen ved at dukke op bag beslutningen. Man kan derfor ikke iagttage subjektet som sådan, men kun identificere de spor subjektet sætter for at komme fra dislokation til sedimentering (Laclau, 1990, s ). Når en dislokation indtræffer, så drives subjektet på denne måde til enten at træffe en beslutning eller til at identificere sig med nye projekter, de nodalpunkter og de diskurser, som artikuleres. Laclau beskriver subjektets handlen på følgende måde: Da beslutningen, som grundlægger subjektet, er taget på betingelse af uoverstigelig uafgørbarhed, udtrykker den ikke subjektets identitet, men noget som kræver identifikationshandlinger (Laclau, 2002, s. 159). 18

20 Det betyder altså, at hegemoniske relationer er med til at skabe identifikationsprocesser, og at nodalpunkter derfor også tjener som punkter for identifikation, hvorfra subjektivitet formes (Hansen, 2005, s. 182). Men diskurser stiller også positioner til rådighed for subjektet, og subjektpositioner refererer således til det mangefold af prædikater, der tildeles i diskurserne (Howarth, 2005, s. 157). Det betyder også, at subjekt-positioner kan genkendes gennem deres differentielle forhold til andre subjektpositioner, eksempelvis står det paternale i forskel til det infantile osv. Enhver diskurs tilskriver på denne måde positioner, der kan indtages af subjekter, hvilket også gør sig gældende i Rigsfællesskabsdiskurserne. I praksis foreskriver en hegemonisk diskurs altså ikke bare en særlig handlingshorisont, men også hvilke positioner, der legitimt kan indtages (Norval, 1996, s. 4). 2.2 Analytisk program I formningen af specialets analytiske program arbejdes ud fra tre afgørende idealer for den konstruktivistiske, videnskabelige praksis som formuleret af Allan Dreyer Hansen, åbenhed, refleksion og præcision (2006, s. 54ff). Hermed ses den klassiske forestilling om metode, hvor systematik og stringens kan garantere de indhøstede resultaters universelle karakter, ikke som en mulig strategi for diskursanalysen (Ibid. s. 140). Grundvilkåret er snarere sammenkædningen af ikke-nødvendige elementer inden for empiri, teori og analytik. Både teori og analytisk program er derfor ramt af kontingens, hvorfor de tre idealer kan hjælpe til at redegøre klart for, hvordan analytikeren konstruerer genstandsfeltet som objekt for iagttagelse. I forlængelse heraf tilslutter jeg mig derfor Hansens reartikulering af det klassiske metodebegreb - refleksiv indskrænkning af uafgørbarheder i den videnskabelige proces (Ibid.). Denne reartikulering er interessant, fordi den ikke alene indebærer en accept af analyseresultaternes kontingens, men også ekspliciterer vigtigheden af analytikerens åbenhed og refleksion omkring valgenes kontigente karakter. Denne præmis gælder således både for den videnskabelig proces som for analysens resultater. Hermed kan diskursteoriens begreber og den valgte empiri sammenfattes i et analytisk program. Projektets analyseafsnit opdeles i tre separate men sammenhængende dele, der tilsammen har til formål af besvare projektets forskningsspørgsmål og den overordnede problemformulering, som redegjort for i afsnit 1.3, henholdsvis en analyse af Rigsfællesskabets opkomsthistorie, en hegemonianalyse og en interventionsanalyse. Analysedelene operationaliseres i det følgende. 19

21 Retrospektiv analyse Den retrospektive analyse har til formål at skabe et fælles afsæt for forståelsen af Rigsfællesskabets historiske transformationsbetingelser, hvilket ses som et nødvendigt fundament for at kunne fremanalysere den aktuelle meningstilskrivelse af relationen. Dette er i forlængelse af, at de aktuelle artikulationsprocesser finder sted inden for nogle forudgående betingelser, og transformationen i Rigsfællesskabet må derfor ses som indskrevet i konkrete historiske sammenhænge, der har bidraget til at forme det nuværende diskursive felt. Som læser er det centralt at have en forståelse for disse sammenhænge for at forstå temaerne og dynamikken i den aktuelle debat. Dette afsnit tager derfor en mere deskriptiv form end de to øvrige analyseniveauer, idet tilgangen er specifik bagudskuende. Analysen har praktisk fokus på, hvilke diskursive punkter og tematikker, der på forskellige tidspunkter i Rigsfællesskabets historie har manifesteret sig som mere væsentlige end andre. Med denne analytiske tilgang, ser jeg disse punkter som flydende betegnere, der til forskellige tider kan relateres til forskellige historiske processer. De fremanalyserede betegnere fremstår derfor som relativt fleksible meningsrammer. Analysen bygges op af historisk kildemateriale, dog uden at være detailanalytisk, men virker snarere ved at indkredse de centrale, politiske processer, der kan ses som væsentlige for formningen af de aktuelle diskurser om Rigsfællesskabet. Afsnittet tjener dermed to formål. Dels at synliggøre, hvordan diskurserne om Rigsfællesskabet har vokset sig bredere med tiden. Dels at relevansgøre konteksten og kvalificere den efterfølgende hegemonianalyse. Med specialets erkendelsesinteresse in mente, så kan de historiske processer altså ikke afkobles fra artikulation og omvendt. Første analyseafsnit afgrænses til Grønlands nyere politiske historie, hvilket vil sige perioden fra ca. 1930, hvor Grønland bevæger sig væk fra den koloniale relation og frem til dags dato, da dette tidsspan vurderes som det mest væsentlige for at kunne besvare opgavens problemformulering. Der indledes dog først med en kort opsamling på den forudgående kolonihistorie. Hegemonianalyse Formålet med hegemonianalysen er at undersøge, hvordan dannelsen af hegemonisk praksis foregår i den aktuelle politiske meningstilskrivelse af Rigsfællesskabet, og hvordan denne proces virker konstituerende for et bestemt fremadrettet handlerum. I forlængelse heraf, er formningen af handlekraft derfor omdrejnings-punktet i tredje analysedel. Tilsammen foretages således en magtanalyse af det danske politikarbejde på grønlandsområdet, iagttaget som en kampplads for konkurrerende hegemoniserende 20