HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA-netværkets erfaringer

Transkript

1 HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA-netværkets erfaringer Marianne Elbrønd Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt 2005

2 2

3 FORORD Hermed foreligger net-publikationen Hverdagsliv til arbejdsbrug en samlet formidling af VEGA-netværkets erfaringer. Der er tale om en sammenskrivning af de mange erfaringer, som er udsprunget af et længerevarende samarbejde mellem Dansk Gerontologisk Institut og Social- og sundhedsskolen i Randers, Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt, Ergoterapeutskolen i Århus og Ergoterapeutskolen i Odense. Projektledelse har været Inger-Lise Dyrholm og Knud Ramian. Den foreliggende rapport er udarbejdet af Marianne Elbrønd Sammenskrivningen er finansieret af Helsefonden. Herning april 2005 Marianne Elbrønd 3

4 4

5 RESUMÉ OG STATUS Formålet med denne net-publikation er at præsentere den viden og erfaring, som VEGA-netværket, har oparbejdet over en knap 10-årig periode og stadig arbejder på at berige. VEGA-netværket er et netværk af mennesker, der skaber viden om ældres hverdag. Netværket, der er tilknyttet Gerontologisk Institut har eksisteret siden Netværkets ledelse har i alle årene været Inger-Lise Dyrholm og Knud Ramian. Oprindeligt kom netværkets deltagere fra undervisningsinstitutioner på ældreområdet 1, men det er siden blevet bredere og omfatter i dag også praktikere. Netværkets formål er at gennemføre praksisforskning og andre videnskabende projekter, der kan bidrage til at sætte fokus på det levede liv i alderdommen i hverdagsperspektiv og udvikle arbejdsformer, der kan omsættes til praksis. Erfaringsopsamlingen har været styret af nedenstående spørgsmål: - Hvorfor er det relevant at beskæftige sig med hverdagsliv hos gamle? - Kan der gennemføres videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelser? - Hvilket formål tjener videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelserne? - Hvilke resultater er der kommet ud af VEGA-netværkets videnskabende arbejde? - Hvilke perspektiver tegner sig for VEGA fremover? Med afsæt i de forskellige kapitler i publikationen, som er at finde på netadressen: er det nu muligt at give et svar på de stillede spørgsmål. Hvorfor er det relevant at beskæftige sig med hverdagsliv hos gamle? Det, der har bundet deltagerne i VEGA-netværket sammen, er en interesse for hverdagen eller nærmere bestemt interessen for hverdagsliv hos gamle. Hverdagen er det levede liv, som vi alle sammen lever dag efter dag efter dag efter dag. Mange af hverdagens gøremål og aktiviteter er trivielle, banale og upåagtede i en sådan grad, at det f.eks. i uddannelsessammenhænge kan være endog yderst vanskeligt at fange elevers og læreres opmærksomhed mod den. Det er det særlige, det dramatiske og det afvigende, der er i fokus for de toneangivende fagprofessioners interesse, uagtet at det er hverdagen, der er grundlaget for hele vores tilværelse. Så længe hverdagen fungerer, tages den langt hen af vejen for givet, men hele tilværelsen kan hurtigt blive stærkt truet, når selv små dagligdags foreteelser som badning, påklædning, toiletbesøg, indkøb, madlavning mv. begynder at volde problemer. For mange gamle og svækkede mennesker påvirkes tilværel- 1 I en lang periode har netværkets deltagere været: - Ergoterapeutskolen i Århus - Ergoterapeutskolen i Odense - Social- og sundhedsskolen i Randers - Social- og sundhedsskolen, Ringkøbing amt, Herning 5

6 sen radikalt, når hverdagens gøremål overstiger egen formåen og overgår til at være et arbejdsmæssigt anliggende for andre. Ældreområdets medarbejdere vil hele tiden stå over for udfordringen om at skulle samarbejde med helt unikke personer om at få deres særlige hverdagsliv til at hænge sammen og fungere. Arbejdsfeltet omfatter løsning af konkrete opgaver i konkrete situationer, der aldrig har været og aldrig vil komme igen. Der er kort sagt tale om et arbejdsfelt, hvor rutinen ikke rækker, og svarene ikke er givet på forhånd. Den kundskabsbase, som ældreområdets medarbejdere skal kunne trække på i deres udførelse af arbejdet, skal derfor være anderledes end såvel almindelig paratviden som viden, der antages at have en almengyldig karakter. I VEGA indtager vi det standpunkt, at faggrupper, der tager del i andre menneskers hverdagsliv, må have en skærpet opmærksomhed og fagligt underbygget forståelse af dette liv, således som det tager sig ud nedefra fra almindelige gamle menneskers perspektiv. Vi er opmærksomme på, at nogle er af den opfattelse, at menneskers levevis og længsler i hverdagslivet er noget, som skal være i fred men hverdagslivet er i forvejen ikke et lukket univers afsondret fra samfund og systemer. På utallige områder og i utallige sammenhænge virker de samfundsmæssige dispositioner allerede ind på almindelige menneskers dagligliv. I betragtning af både den kritik, der har været af ældreområdet og af de ønsker og visioner, der udstikkes for området i retning af mere humane tilbud til mennesker, der har brug hjælp, synes det at være relevant at eksperimentere med udvikling af alternative forståelsesmåder, alternative begreber, alternative beskrivelses- og dokumentationsmetoder, alternative arbejdsredskaber og alt andet, der tvinger medarbejdere, planlæggere og beslutningstagere inden for ældreområdet til dagligt og systematisk at rette blikket mod alt det, der får mennesker til at tone frem som enestående personer med et enestående liv. Kan der gennemføres videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelser? Der er ikke tradition for, at uddannelsesinstitutioner på grund- og mellemuddannelsesniveau bidrager til skabelse af den viden, som uddannelserne og praksisfeltet kan have brug for. Det var derfor et vigtigt initiativ, der blev taget tilbage i 1995 med etableringen af VEGA-netværket. Den særlige netværkskonstruktion, som blev skabt, har bidraget til, at fire skoler indtil videre har udarbejdet projektbeskrivelser, har skaffet økonomiske midler, har planlagt, har gennemført og har afrapporteret i alt seks projekter, der handler om oparbejdning, implementering eller formidling af viden om hverdagsliv hos gamle. Set i tilbageblik synes nedenstående forhold ved selve organiseringen af VE- GA-netværket at have haft en gavnlig indflydelse på udfaldet af skolernes arbejde. I den tidlige fase af forløbet, hvor skolerne skulle fatte interesse for at engagere sig i videnskabende arbejde, var det af afgørende betydning: 6

7 - at en ekstern instans (Dansk Gerontologisk Selskab) spottede et interessant tema: Hverdagsliv hos gamle og tog initiativ til dannelse af VEGA, hvilket gav skolerne en anledning til at engagere sig i videnskabende arbejde - at VEGA skaffede skolerne midler til frikøb af projektmedarbejdere, således at der kunne udarbejdes projektbeskrivelser og ansøgninger til diverse fonde, puljer og Fou-midler. Senere i forløbet, hvor skolerne har skullet præstere et langt sejt træk i forhold til gennemførelse af projekter, har det været af afgørende betydning: - at samarbejdet mellem VEGA-netværket og den enkelte uddannelsesinstitution har været baseret på en kontrakt, der aftales for et år ad gangen. Forudsætninger for deltagelse er, at der foreligger et aktivt projekt, som der konkret arbejdes med fra ide-fase til implementering, at der deltager mindst to navngivne personer fra hvert sted, og at ledelsen forpligter sig i forhold til at tilvejebringe de nødvendige rammer for projektets gennemførelse. - at netværkets ledelse, Inger-Lise Dyrholm og Knud Ramian løbende har fastholdt tanker om netværkets teoretiske og metodiske fundament, og at netværkets deltagere har kunnet trække på Knud Ramian som konsulent - at netværket har været samlet med faste mellemrum, således at deltagerne har haft mulighed for at inspirere og motivere hinanden. - at der udefra ret hurtigt viste sig at være en vis interesse for og efterspørgsel efter VEGA-netværkets indsigter og viden. Eksistensen af VEGA-netværket har påvist, at det faktisk kan lade sig gøre at gennemføre videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelser, men at det kræver noget særligt, hvis det skal udføres deltids af lærere, der bruger størstedelen af deres tid på deres almindelige arbejde. Deltagerne fra de forskellige skoler har på forskellig måde skullet kæmpe for at skaffe sig tid og rum til arbejdet med VEGA-projekterne. På nogle skoler har VEGA-aktiviteterne til tider været på kollisionskurs med skoleinterne aktiviteter som implementering af reform, overgang til CVU med stigende akademisering og krav om efteruddannelse af lærerstanden til følge. På andre er VEGA-aktiviteter ligeså stille gået hen og blevet en del af hverdagen. Hvilket formål tjener videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelserne? For deltagerne i netværket synes det indlysende, at de skolesystemer, der er tæt på praksis, også bidrager til at udforske fænomener, som praktikeren møder i sin hverdag og med afsæt heri at skabe noget af den viden, som ældreområdet har brug for. For det første giver uddannelsesstedernes forholdsvise tætte kobling til praksis indsigt i, hvad det er for en viden og indsigt, som praktikere efterspørger i dagligdagen, når de står overfor at skulle løse konkrete opgaver. En sådan indsigt er væsentlig, hvis der skal skabes en større overensstemmelse mellem det, som praksis finder relevant og det, som forskningsmiljøerne finder relevant at 7

8 forske i. Endvidere giver koblingen til praksis en adgang til praksissammenhænge og data, som det ellers kan være svært at få adgang til. For det andet har egenproduktion af viden den gode bieffekt, at lærerne får personlige erfaringer med at gå metodisk til værks og f.eks. lave casestudier, hvilket giver dem et godt udgangspunkt i forhold til at inspirere kommende socialog sundhedsarbejdere til at gøre det samme. Der gemmer sig meget viden i praksis, som uden tvivl kunne gøres mere tilgængelig, hvis praktikere i forreste geled generelt var bedre til at gå metodisk og systematisk frem i det daglige arbejde. Deltagelse i VEGA-projekter kan sammenlignes med en form for praksisnær kompetenceudvikling. Lærere får konkret og praktisk træning i videnskabende arbejde, der retter sig mod hverdagens praksis. Den form for kompetenceudvikling, der knytter sig til VEGA-aktiviteterne, adskiller sig klart fra mere traditionelle former for efteruddannelsesaktiviteter, der ofte lægger sig i universiteters kølvand, hvad angår krav om reproduktion af andres teorier og metoder. Der synes i disse tider, hvor f.eks. de mellemlange uddannelser slutter sig sammen i CVU er, og hvor der stilles krav om undervisernes akademiske opkvalificering, netop at være stærkt brug for efteruddannelsesaktiviteter, der prioriterer træning i praktisk, anvendelsesorienteret videnskabende arbejde frem for bogstudier og højtravende, akademiske diskussioner. For det tredie har medarbejdere på uddannelsesinstitutioner en viden om at iscenesætte læreprocesser, der kan være med til at kvalificere formidlingsdelen af videnskabende arbejde. Da underviseres kerneydelse er vidensformidling, er de muligvis mere opmærksomme på at skabe den kontinuitet mellem frembringelse og brug af kundskab, som er så hårdt tiltrængt på ældreområdet. I VEGA har vi på egen krop erfaret, hvor udmattende det kan være at begive sig af med videnskabende aktiviteter. Ikke sjældent er det sådan, at dem, der har slidt og slæbt med et projekt, har brugt sig selv op og egentlig ikke orker mere, når værdifulde indsigter og resultater skal formidles. Netværket har ved flere lejligheder fungeret som venlig indpisker med henblik på at forhindre, at projekter blev afsluttet, når de ligeså godt kunne tage en ny begyndelse, f.eks. i form af formidlings- og implementeringsaktiviteter. For projektmagere, der i forvejen befinder sig i et udannelsesmiljø, er der reelt mange muligheder for at lade frembringelse og brug af kundskab gå hånd i hånd. For det fjerde kan uddannelsesmiljøernes erfaringer med selv at producere viden øge interessen for at sætte sig ind i, bruge og formidle den viden,som andre har skabt. Uddannelsesinstitutioner er helt centrale aktører i forhold til at få videreformidlet den viden, som skabes i de traditionelle forskningsmiljøer. Hvilke resultater er der kommet ud af VEGA-netværkets videnskabende arbejde? Netværket er ikke udsprunget af et akademisk miljø, og det arbejde, der har været udført, har ikke været bundet af en forpligtelse til at skulle leve op til bestemte traditioner, indholds- eller formkrav. I VEGA har vi især været optaget af, at projekterne skulle producere en viden, der gør en forskel i praksis hvor 8

9 praksis både kan forstås som praksis inden for ældreområdet og praksis inden for de uddannelsesmiljøer, der uddanner til ældreområdet. VEGA-netværket opererer i et felt bestående af tre centrale elementer: et særligt teoretisk perspektiv på hverdagsliv, en særlig hverdagslivsorienteret metodologi og nogle konkrete studier af gamle menneskers hverdagsliv. Arbejdet med teori, metodologi og studier er foregået parallelt. Megen læsning har således fundet sted parallelt med eller efter gennemførelsen af de konkrete studier, og ideer til metoder er ofte udsprunget i takt med, at nye muligheder eller begrænsninger viste sig i undersøgelsesfeltet. Endvidere er der ud af empirien opstået nye ord, der ikke udspringer direkte af nogen teori. De tre elementer har med andre ord løbende beriget hinanden, således at VE- GA-netværket i dag er kommet på sporet af en måde at tale om, at tænke om og at undersøge hverdagsliv på, som kan anvendes af flere af ældreområdets aktører: dels af praktikere, der tager del i løsningen af hverdagens opgaver, dels af undervisere, der uddanner medarbejdere til ældreområdet og dels af planlæggere og beslutningstagere, der udstikker rammerne for det liv, som gamle, der er afhængige af hjælp fra andre, lever. Med de konkrete studier af gamle menneskers hverdagsliv som det helt afgørende, inspirerende omdrejningspunkt har VEGA-netværket udviklet det, der i dag kan betegnes som VEGA-i-teorien, VEGA-metode og VEGA-i-praksis. VEGA-i-teorien Menneskers helt almindelige hverdagsliv virker så banalt og selvfølgeligt, at det ofte ikke tildeles den helt store opmærksomhed. En særlig udfordring i VEGAsammenhænge har derfor været at få øje på hverdagslivet både som fænomen og begreb. I litteraturen er der forskellige udlægninger af, hvilke fænomener, der omtales som hverdagsliv. Den afgrænsning, som forskellige teoretikere laver, ligger på et kontinuum - spændende fra en forholdsvis snæver til en meget bred afgrænsning. I VEGA foretager vi en afgrænsning, der på en gang er såvel snæver som bred. Hverdagsliv forstås bredt som livets gang på tværs af tid og rum. En størrelse, som vi oplever som en strøm af øjeblikke, situationer eller hændelser, og som vi uden større vanskeligheder kan tale med hinanden om, når vi fortæller om, hvordan vores dage, uger eller år er gået. Hverdagsliv forstås samtidig snævert, idet vi reserverer det til det liv, hvor enkeltmennesket er på hjemmebane, og hvor livet og den strømmende tid er præget af gentagne begivenheder, der rummer særlige betydninger for den enkelte. I VEGA betegner vi det aspekt ved hverdagslivet, der har disse karakteristika, for livsmønstre.. I VEGA skelner vi mellem begrebet hverdag og begrebet hverdagsliv. I modsætning til begrebet hverdag, der giver associationer til begrebspar som hverdag/helligdag, hverdag/bureaukrati, det trivielle liv/det egentlige liv, privat/offentlig, er begrebet hverdagsliv et bredere, mere dynamisk og personbundet begreb, der går på tværs af de nævnte begrebspar. 9

10 Begrebet hverdagsliv og underbegrebet livsmønstre er, således som vi bruger dem i VEGA, ikke faste størrelser. Det er dynamiske størrelser, som omfatter både en yderside og en inderside: Ydersiden er det levede liv, der kan beskrives som en daglig organisering af aktiviteter med de og de objektive træk. Indersiden er det oplevede liv, hvor hændelser, fænomener, ting mv. fortolkes og tillægges betydning af den enkelte. Hverdagsliv og livsmønstre varierer fra person til person. Bliver til skabes, omskabes, opretholdes og fornyes hver dag. En sådan teoretisk indkredsning har været vigtig og nødvendig, når VEGA har været i dialog med andre, der interesserer sig for hverdagslivet, men den har ikke været tilstrækkelig. I VEGA har vi ønsket at blive klogere på hverdagsliv hos gamle. Hvad bidrager til, at en hverdag fungerer eller ikke fungerer? Hvad er en god dag for fru Rank? Vi stiller ikke primært definitorisk-analytiske spørgsmål, men faktuelle spørgsmål, og vi har bestræbt os på at komme nærmere nogle svar ved på nærmeste hold gennem feltstudier og interviews - at få indblik i det liv, gamle mennesker lever dag efter dag efter dag. Vi har været på jagt efter ord, begreber og illustrationer, der gør det muligt at se og forstå sider og aspekter ved hverdagslivet og livsmønstret, som ligger i periferien af vores almindelige opmærksomhedsfelt. De konkrete hverdagslivsstudier har skærpet vores opmærksomhed mod tiden og de tidsenheder, som er det stof, som livet, vores oplevelser af og vores fortællinger om livet, består af. Vi har oplevet en fascinerende verden åbne sig, når vi har kigget nærmere på såvel korte, flygtige øjeblikke, stunder, sammenhængende sekvenser og længerevarende forløb eller hele livsperioder. Nogle gange har vi fokuseret snævert på et udsnit af tid, når vi f.eks. har bestræbt os på: at synliggøre det, som i VEGA s livsmønsterterminologi benævnes som scenerier, som er de karakteristiske sammenhænge af gentagne begivenheder; f.eks stå-op-scenerier, morgenbadsscenerier, ta-tøj-påscenerier at synliggøre de betydninger, som konkrete personer tillægger bestemte scenerier. Vi kaster lys over betydninger ved f.eks. at gennemføre betydningsanalyser af fortællinger om aktiviteter, der relaterer sig til måltider at klassificere livsmønstre og knytte benævnelser til tidens umiddelbare karakteristika: samværstid, alenetid, måltid, flytteperiode, arbejdstid, transporttid, opbrudstid mv. at synliggøre og benævne forhold, som har indvirkning på, hvordan tiden fungerer for konkrete personer. Vi kaster lys over tidens funktionalitet og kvalitet med begreberne råderum, tidens orden og tidens fylde. Andre gange har vi mere set på sekvenser af tidsrum, når vi f.eks. har bestræbt os på: at synliggøre sammenhænge mellem forskellige scenerier. Vi kaster lys over sådanne sammenhænge ved f.eks. at konstruere måltidshistorier og hverdagshistorier. Endelig har vi set på tiden i en kontekst, når vi f.eks. har bestræbt os på: 10

11 at synliggøre samspillet mellem gamle menneskers hverdagsliv og hjælpesystemets visitations- og arbejdspraksis. Vi kaster lys over samspillet med en illustration af to verdener: tilværelsessiden og arbejdspraksissiden, der tilsammen er kontekst for det, vi betegner som det afhængige hverdagsliv. at indkredse nogle samspilsvariable, som har indvirkning på, hvordan samspillet fungerer. Vi kaster lys over samspillet mellem gamle menneskers liv i hverdagen og hjælpesystemets arbejdspraksis med begreberne timing, tempo og tydning. at synliggøre den måde, som f.eks. visitatorer gennem samtale forholder sig til livet i hverdagen på. Vi synliggør, hvad der falder hhv. uden for og inden for visitatorernes bevidste opmærksomhedsfelt og konstruerer nogle idealtypiske livsorienterede samtalemodeller og peger på et muligt indhold og en mulig proces. at synliggøre sammenhænge mellem mønstre, der tegner sig i livhistorien og mønstre, der tegner sig i hverdagslivet. Vi kaster lys over sådanne sammenhænge ved f.eks. at konstruere bolighistorier med indbyggede flyttemønstre og sammenholde dem med de flyttemønstre, som slår igennem i forbindelse med flytning i alderdommen. at se og forstå hverdagslivets mikromønstre på baggrund af nogle lidt større mønstre, der præger livshistorien. Vi kaster lys over mønstrenes tendens til reproduktion ved at sammenholde tre typer af historier: hverdagshistorien, livshistorien og generationshistorien. Den oparbejdede teoretiske viden kan ses dels som et bidrag til gerontologien og til forståelsen af ældres liv og dels som et bidrag til ældreområdets praksis og til forståelse af samspillet mellem ældres tilværelse og hjælpesystemernes arbejdspraksis. VEGA-projekternes teoretiske referenceramme bevæger sig med sin stærke orientering mod det komplekse, levede liv i hverdagen videre end mange generaliserede aldringsmodeller. Frem for at operere med kategoriseringer af mennesker eller grupper af mennesker har VEGA-projekterne som fælles mål, at de prøver at anvise nogle veje til, hvordan praktikere kan øge sensitiviteten og lydhørheden over for forskelle mellem ældre; deres værdier, kulturelle tilhørsforhold, individuelle meninger m.v., således som de konkret viser sig i hverdagens øjeblikke, stunder, sekvenser og forløb. VEGA metode: Det er relevant at gennemføre studier, som kan kaste lys over såvel det uafhængige som det afhængige hverdagsliv hos gamle, men lige så relevant er det også at kaste lys over måder at lave sådanne hverdagsstudier på. Hvis ældreområdets medarbejdere kan inspireres til selv at se på, at undersøge hverdagsliv og opfange rigdommen i øjeblikke, stunder, sekvenser og forløb, vil der være skabt et afsæt for, at de kan gå til praksisfeltet med en ny åbenhed. I VEGA har vi erfaret, at en orientering mod hverdagslivet ikke bare falder naturligt for fagpersoner, der er oplært i traditioner, hvor det meget handler om at få 11

12 øje på og gøre noget ved problemer og i det hele taget gøre sig klog på, hvad der er bedst for andre. For at kunne anlægge et hverdagslivsperspektiv må der lægges afstand til ekspertrollen og forudfattede meninger, og der må opbygges en tro på, at der gemmer sig nyttig viden i helt almindelige livs- og arbejdspraksissammenhænge. I VEGA har vi erfaring for, at særlige former for netværksorganisering og særlige former for undersøgelsesstrategier kan være med til at fastholde opmærksomheden mod og understøtte den systematiske udforskning af det upåagtede hverdagsliv. VEGA s metodiske bidrag har bl.a. bestået i: udvikling af og beskrivelse af strategier til organisering af videnskabende arbejde på tværs af skole og praksisfelt. I VEGA er vi på mange måder blevet inspireret af den netværksorganisering, vi selv har været del af i VEGA-netværket. I forbindelse med flere af projekterne har vi eksperimenteret med at iscenesætte nogle betingelser, der ansporer og forpligter skolefolk og praktikere til at arbejde systematisk med videnskabelse. Udforskning af og beskrivelse af forskellige casestudiestrategier. Et særligt tværgående, men også tidskrævende casestudiedesign, blev f.eks. udviklet i forbindelse med studier af det afhængige hverdagsliv. 28 gamle mennesker blev kigget over skulderen en dag fra morgen til aften af en skoleobservatør, der dagen efter også gennemførte et kvalitativ interview med dagens hovedperson. udvikling af analyseredskaber, der er følsomme nok til at indbefatte gamles hverdagsliv både som levet og oplevet liv. Konkret er udviklet en måde at udarbejde betydningsanalyser på, som afdækker, hvilke aspekter ved en persons liv som har en positiv betydning for livet og hverdagen, samt en model der visualiserer en konkret persons færden i tid og rum i løbet af en dag. Denne model har vist sig at have særlige kvaliteter, når man på systematisk måde, f.eks. i en kvalitativ interviewsituation, skal skaffe sig indblik i konkrete menneskers levede og oplevede liv. Modellen kan både fungere som dataindsamlingsredskab, når den anvendes som en form for semistruktureret interviewguide og som formidlingsredskab, når den anvendes til oversigtlig formidling af kvalitative data. VEGA-i-praksis: I og med, at vi i de forskellige VEGA-projekter har bragt os i en position, hvor vi går særdeles tæt på det liv, som gamle mennesker lever alene og i samspil med det offentlige hjælpesystem, har det ligget lige for at udvikle indsigter i en direkte handlingsorienteret retning. Flere af projekterne har produceret en viden, der uden videre har kunnet omsættes i praksis. Vi skelner mellem: beskrivende viden og problemløsende viden. Den beskrivende viden består i sansenære beskrivelser, historier eller billeder, der har den kvalitet, at de for det første indfanger eller griber noget af det, der kendetegner gamle menneskers hverdagsliv, og for det andet er i stand til at berøre relevante modtagere, f.eks. beslutningstagere eller andre, der har indvirkning på eller tager del i gamle menneskers liv. 12

13 Den beskrivende viden skal ikke undervurderes. Den kan give næring til nye holdninger, som igen kan give næring til problemløsende viden, som er den viden, der kan hjælpe ældreområdets aktører til at løse de problemer, ældre mennesker står overfor. I VEGA ser vi den synliggørende og problemløsende viden som værende to sider af samme sag. Vi gør op med den gængse forestilling om, at god praksis bygger på eller udspringer af abstrakt, almengyldig viden, der kan omsættes i regler, procedurer og metoder, som praktikere kan omsætte til praksis. Vi fremhæver værdien af praktisk erfaring og vigtigheden af, at ældreområdets aktører gør sig umage for at se, at føle og at tænke på måder, der sætter det konkrete levede liv i hverdagen i fokus, når handlinger skal planlægges og udføres. VEGA s praktiske bidrag har bl.a. bestået i: produktion af synliggørende viden om, hvordan gamle mennesker i dagens Danmark lever. demonstration af, hvordan f.eks. viftemodellen og på-tværs-tankegangen kan bruges af andre, f.eks. brugere, praktikere, elever eller evaluatorer til synliggørelse af det upåagtede hverdagsliv. Præsentation af synliggørende viden for praktikere, der efterfølgende har følt sig foranlediget til at handle anderledes. Konkret har undervisere oplevet at en simpel tegning, der synliggjorde, at en konkret person tilbragte adskillige timer dagligt i sin kørestol ved bordet i plejehjemmets fællesrum, fik medarbejderne til at kigge på hinanden og stille spørgsmålstegn ved, om det nu også var en god dag for vedkommende, om der var noget, vedkommende kunne ønske sig anderledes og om der var noget, de kunne gøre anderledes. Synliggørende viden kan være første skridt i udvikling af problemløsende viden. Når man f.eks. får øje på de mange facetter i måltider, bliver det synligt, at der er bivirkninger forbundet med forskellige former for måltidsservice og at noget trænger til at blive gjort anderledes. Når man får øje på det betydningsfulde i hverdagslivets mikrounivers, bliver det synligt, at den aktuelle politik på ældreområdet på en lang række områder er en katastrofe og at noget trænger til at blive gjort anderledes. Hvilke perspektiver tegner sig for VEGA fremover? Netværket har det godt. Flere deltagere er kommet til. Flere projekter er undervejs. Vi ved, at vi først lige er begyndt at få skabt et teoretisk og metodisk grundfundament, som tydeliggør, hvor vi står, men de foregående års arbejde har bestyrket os i, at vi har fat i et interessant genstandsfelt, idet hverdagslivet stadig tydeligere toner frem for os som en formidlende kategori mellem det enkelte menneske og de givne livsbetingelser. Inden for psykologien og sociologien er der selvsagt en tilbøjelighed til, at interessen samler sig om hhv. den ene eller den anden part i menneske-samfunds-samspillet. Ved at fokusere på hverdagslivet, har vi sammen med repræsentanter fra f.eks. mikrosociologien placeret os i en position lige tilpas midt imellem nogle mere gængse psykologiske og sociologiske betragtningsmåder. 13

14 I VEGA vil vi fremover fortsætte vore bestræbelser på at beskrive og kaste lys over det liv, gamle mennesker lever nedefra. Aktuelt er vi ved at lægge sidste hånd på et forsknings- og udviklingsprogram for , som er at finde på adressen: Samtidig vil vi bestræbe os på ikke at hænge fast i de meget konkrete beskrivelser. Mere energi skal i den kommende periode bruges på at relatere VEGA-netværkets allerede eksisterende beskrivelser, indsigter og begreber om hverdagsliv hos gamle til andre kontekster og sammenhænge af både teoretisk og empirisk art. VEGA vil forhåbentlig altid være på vej og for ikke at risikere at cementere noget, der er under evig udvikling, er denne publikation derfor udelukkende tænkt som en arbejdende publikation, der skal leve sit foranderlige liv på nettet. 14

15 INDLEDNING I 1995 tog Dansk Gerontologisk Selskabs bestyrelse med økonomisk støtte fra Helsefonden initiativ til at etablere det såkaldte VEGA-netværk, der er et skolesamarbejde om forsøgs-, udviklings- og forskningsprojekter på ældreområdet. I den forløbne periode har fire skoler to ergoterapeutskoler og to social- og sundhedsskoler med konsulentbistand fra VEGA gennemført seks praksisforskningsprojekter, der alle falder inden for temaet Hverdagsliv hos gamle. VEGAprojekterne har ved at anlægge et hverdagslivsperspektiv på det levede liv i alderdommen som fælles mål: - at øge sensitiviteten og lydhørheden over for forskelle mellem ældre; deres værdier, deres individuelle meninger om, hvad der betyder noget, og hvad der skaber gode stunder, gode dage og et meningsfyldt liv også når hjælp udefra bliver nødvendigt. En sådan bestræbelse gør projekterne interessante for mange af ældreområdets aktører. Ikke kun dem der som led i deres arbejde tager del i andre menneskers hverdagsliv, men også de politikere, planlæggere og andre der udtænker love og planlægger tiltag, der indvirker på hverdagen. Denne publikation er en præsentation af den viden og de erfaringer, som netværket har oparbejdet over en næsten 10-årig periode. Det er lang tid, og jeg har i forbindelse med erfaringsopsamlingen brugt tid på at indsamle forskellige former for materiale; noter fra møder, s, artikler, arbejdspapirer, rapporter, abstrakts, undervisningsmateriale mv. Dernæst har opgaven bestået i at rekonstruere og skabe sig overblik over, hvad der er foregået, hvilke indsigter der er indhøstet undervejs, og hvilke det er værd at formidle til en større kreds. Til at holde styr på det hele blev udarbejdet et mind-map, hvor en cirkel med ordlyden: Etablering af VEGA-netværk dannede det naturlige omdrejningspunkt. Lettere uoverskueligt kom det hurtigt til at se ud, da papiret blev fyldt med yderligere 85 cirkler med stikord, og et nyt stykke papir måtte klistres på, så endnu 27 cirkler kunne tilføjes. Fascinerende at opleve, hvordan noget, der umiddelbart virkede kaotisk og uoverskueligt, kan fastholdes i en form, der giver mening og får nuancer til at træde frem. En oplevelse som flere af netværkets deltagere for øvrigt også har haft i forbindelse med bearbejdning af data fra forskellige hverdagsstudier. De lidt over hundrede cirkler samlede sig i nydelige klynger, som alle vil blive omtalt i denne publikation. Jeg har i arbejdet med sammenskrivningen i stor udstrækning taget afsæt i tekster, der er udarbejdet af VEGA-netværkets faglige konsulent Knud Ramian eller de forskellige deltagere i VEGA-netværket. Netværket har det godt. Flere deltagere er kommet til. Flere projekter er undervejs. Flere cirkler vil fremover kunne tilføjes på ovennævnte VEGA-mind-map. For ikke at risikere at cementere noget, der er under evig udvikling, er denne publikation derfor udelukkende tænkt som en arbejdende publikation, der skal leve sit foranderlige liv på nettet. 15

16 Læsevejledning I det første kapitel præsenteres nogle vigtige argumenter for, hvorfor det er interessant at skabe og formidle viden om ældres hverdagsliv. I kapitel 2 præsenteres VEGA-netværket, og der gøres rede for de rammebetingelser, som har haft en væsentlig betydning for gennemførelsen af de forskellige projekter. Dernæst følger en præsentation af seks VEGA projekter, som indtil videre er gennemført. I kapitel 3 præsenteres den fælles platform, der omfatter såvel en teoretisk platform: hverdagslivsteori, Liv i fokus-perspektivet, livsmønsterbegreber, en model for social aldring, som en metodisk platform: videnskabende netværk, praksisforskning, videnskabende aktiviteter, casestudiemetoden. Endvidere gøres der rede for VEGA-projekternes særlige praksisperspektiv. I kapitel 4 præsenteres VEGA i teorien, herunder det særlige VEGA-perspektiv, der dels retter sig mod livet og tiden i form af øjeblikke, stunder, sekvenser, perioder og forløb og dels indplacerer tiden i forskellige kontekster. I kapitel 5 præsenteres VEGA-metode, herunder VEGA-perspektivet på videnskabelse. I kapitel 6 præsenteres VEGA i praksis. Der refereres til VEGAs praktiske bidrag i form af beskrivende samt problemløsende viden og der gives eksempler på praksissammenhænge hvor indsigter fra VEGA er blevet omsat til handling. I kapitel 7 belyses fremtidens udfordringer i uddannelsessammenhæng, i praksissammenhæng og i forskningssammenhæng. 16

17 INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD...3 RESUMÉ OG STATUS...5 INDLEDNING...15 Kapitel HVORFOR ER DET INTERESSANT AT BESKÆFTIGE SIG MED HVERDAGSLIVET?...19 Kapitel PRÆSENTATION AF VEGA-NETVÆRKET...25 Kapitel DEN FÆLLES PLATFORM...49 Kapitel VEGA I TEORIEN...71 Kapitel VEGA-METODE Kapitel VEGA I PRAKSIS Kapitel FREMTIDENS UDFORDRINGER LITTERATUR

18 18

19 Kapitel 1 HVORFOR ER DET INTERESSANT AT BESKÆFTIGE SIG MED HVERDAGSLIVET? Det, der har bundet deltagerne i VEGA-netværket sammen, er en interesse for hverdagen eller nærmere bestemt interessen for hverdagsliv hos gamle. I denne publikation vil der blive argumenteret for nødvendigheden og anvendeligheden af at skabe kundskab om gamle menneskers hverdagsliv. Gode argumenter er der i høj grad brug for. For skepsis er en attitude, som deltagere i netværket ofte er blevet mødt med, når tanker om gamles hverdagsliv er blevet luftet over for kolleger, elever, praktikere og personer fra de etablerede vidensmiljøer. Belært af erfaring indledes denne publikation derfor med nogle argumenter for, hvorfor det er interessant at beskæftige sig med ældres hverdagsliv. Hverdagen er usynlig, men fuld af betydning Hverdagen er det levede liv, som vi alle sammen lever dag efter dag efter dag efter dag. Mange af hverdagens gøremål og aktiviteter er trivielle, banale og upåagtede i en sådan grad, at hverdagen i stor udstrækning synes at være usynlig for såvel lægfolk som fagfolk. Det forholder sig med hverdagen ligesom med fænomener som sundhed og rengøring. Hverdagen bliver først synlig, når den volder problemer. Hverdagen er på alle måder så overset, at det f.eks. i uddannelsessammenhænge kan være endog yderst vanskeligt at fange elevers og læreres opmærksomhed mod den. Det er det særlige, det dramatiske og det afvigende, der er i fokus for de toneangivende fagprofessioners interesse, uagtet at det er hverdagen, der er grundlaget for hele vores tilværelse. Så længe hverdagen fungerer, tages den langt hen ad vejen for givet, men hele tilværelsen kan hurtigt blive stærkt truet, når selv små dagligdags foreteelser som badning, påklædning, toiletbesøg, indkøb, madlavning mv. begynder at volde problemer. Hverdagen s to dimensioner Hverdagen består af flere dimensioner; dels det levede liv, som er en fænomenologisk størrelse, der kan beskrives som en daglig organisering af aktiviteter med de og de objektive træk, og dels det oplevede liv, hvor hændelser, fænomener, ting mv. fortolkes og tillægges betydning af den enkelte.(jf. Wackerhausen 2002 og Gullestad 1995) Det oplevede liv er i modsætning til det levede liv ikke et objekt i den ydre verden. Det vi oplever, samt de betydninger vi knytter til vores levede liv, er, som professor ved Roskilde Universitetscenter, Jørgen Poulsen udtrykker det, noget som konstrueres i vores tanke (Jf. Poulsen, 1999). For mange gamle og svækkede mennesker påvirkes tilværelsen radikalt, når hverdagens gøremål overstiger egen formåen og overgår til at være et arbejdsmæssigt anliggende for andre. For politikeren eller embedsmanden, der skaber rammerne for den danske ældrepleje, synes sagen at være enkel. 19

20 Hjemmehjælp fremstilles som en kontant form for opgaveløsning, som der nøje kan sættes ydre iagttagelige succeskriterier, standarder og tidsnormer op for. Arbejdet inden for ældreområdet reduceres i mange sammenhænge til ren opgaveløsning, men det er mere kompliceret end som så. Der er ikke kun tale om, at en udefra kommende person yder en praktisk håndsrækning i det levede liv og kompenserer for det, man ikke selv kan. Dette kan i sig selv være særdeles grænseoverskridende, idet det f.eks. kan indebære, at andre tager del i de mest private og intime aspekter af livet - nemlig dem der har med kroppens pleje og funktion at gøre. Indlemmelsen af en anden person i det konkrete, levede liv medfører også, at det oplevede liv og det betydningsfulde i hverdagen er under påvirkning udefra. De handlinger, som ældreområdets medarbejdere iværksætter, sætter sig ikke kun ydre spor i menneskers levede liv i form af konkret opgaveløsning, men også indre spor i menneskers oplevede liv i form af ændrede perspektiver på tilværelsen, identitet mv. Det kan godt være, at det udefra betragtet ser ud, som om to forskellige personer får tildelt samme hjælp fra det danske velfærdssamfund en times rengøring hver 14. dag samt hjælp til bad en gang om ugen men reelt kan der være en verden til forskel på den indvirkning, som hjælpen får på de to personers levede og oplevede liv. Den samme portion hjælp kan i det levende og dynamiske samspil mellem to mennesker udmønte sig i noget, der i den ene ende af et kontinuum opleves som et godt og positivt bidrag til tilværelsen og i den anden ende af kontinuumet opleves som et nødvendigt onde eller en belastning. Faggrupper, der tager del i andre menneskers hverdagsliv, må have en skærpet bevidsthed om og en nuanceret forståelse af hverdagen, som den leves og opleves af helt almindelige mennesker. Derfor har de uddannelsesinstitutioner, der uddanner ældreområdets medarbejdere, en ganske særlig forpligtelse til at beskæftige sig med det særlige forskningsfelt, som det to-dimensionelle hverdagsliv hos gamle er. En central opgave består i at gennemføre studier, som kan kaste lys over livet, som det tager sig ud nedefra fra almindelige gamle menneskers perspektiv. Det at give stemme til de gamle gennem f.eks. VEGA projekter kan i bedste fald være med til at berige det kundskabsgrundlag, som ældreområdets medarbejdere arbejder ud fra, men en anden og i virkeligheden endnu mere central opgave kunne handle om at inspirere ældreområdets medarbejdere til selv at gå til praksisfeltet med en ny åbenhed, så opmærksomheden skærpes mod såvel det levede som det oplevede liv. Inden for ældreområdet er der brug for en ny faglighed der mere betoner vigtigheden af at kunne fornemme her-og-nu frem for at kunne tage afsæt i viden, som andre har skabt. Viden om hverdagsliv rækker ud over såvel hverdagsviden samt viden, der har en almengyldig karakter Ældreområdets medarbejdere vil hele tiden stå over for udfordringen om at skulle samarbejde med helt unikke personer om løsningen af helt konkrete problemer. Arbejdsfeltet er konkrete situationer, der aldrig har været og aldrig vil komme igen. Der er kort sagt tale om situationer, hvor rutinen ikke rækker, og svarene ikke er givet på forhånd. De kompetencer, der efterspørges inden for 20

21 ældreområdet i dagens foranderlige samfund, rækker derfor klart ud over såvel almindelig paratviden som viden, der antages at have en almengyldig karakter. Den kundskabsbase, som ældreområdets medarbejdere skal kunne trække på i deres udførelse af arbejdet, skal derfor være anderledes. For at kunne tage del i andre menneskers hverdagsliv på en ordentlig måde, må de kunne tænke ud over den hverdagsbevidsthed, som vi ellers normalt kan klare os langt med i hverdagen. Hverdagsbevidstheden er alt det, der sidder på rygmarven. Den er ofte ikke sprogligt formuleret, og den kan derfor ikke deles med andre. Inden for et arbejdsfelt, hvor mange fagfolk skal samarbejde om at tage sig af mange mennesker, opstår der såkaldte behandlings- og omsorgskæder. Udførelse af et stykke arbejde eller løsning af en opgave er ikke længere et individuelt anliggende, og derfor rækker hverdagsbevidstheden ikke. Et medarbejderkollektiv på et plejehjem eller i en hjemmepleje vil altid stå over for en opgave om at koordinere deres indsats gennem sproget. Gør de ikke det, opstår der let brudflader mellem professionelle kæder og det hverdagsliv, som modtagere af hjælp lever. Ældreområdets medarbejdere har, for at skærpe både deres individuelle opmærksomhed og den kollektive koordinerings- og samarbejdsevne, brug for at kunne sætte ord på og at kunne formidle erfaringer vedrørende andre menneskers hverdagsliv og deres egen deltagelse i dette hverdagsliv til hinanden. Bedre praksis vil således, som den norske filosof John Lundstøl har formuleret det, afhænge af mere præcis og udviklet kommunikativ kompetence hos de berørte professioner. (Lundstøl, 2004) De store teorier når ikke ned i hverdagen Samtidig med at opmærksomheden mod menneskers hverdagsliv skærpes, skal velfærdsssystemets hjælpere være yderst opmærksomme på ikke at invadere eller diktere andre menneskers hverdagsliv. En traditionel ekspertstil, hvor fagfolk gør sig kloge på, hvad der er problemet, eller hvad der er et godt liv for andre vil ofte være en forfejlet strategi inden for ældreområdets arbejdsdomæne. Når arbejdsfeltet er hverdagslivet, er det pr. definition dem, der er modtagere af assistance, der er eksperterne. Ingen udefra kan komme med en viden om, hvad der er en god hverdag for den ene eller den anden. Dem, der arbejder i og med andre menneskers hverdagsliv, må tilpasse deres assistance til det enkelte menneskes livssituation. De må kunne anlægge et 'indefra' perspektiv, hvis de skal kunne danne sig et billede af, hvad der f.eks. fungerer og giver mening i andres liv. Det kræver teorier og metoder, der kan bruges til at begribe det enkelte menneskes liv indefra og i en tidslig kontekst. Grundvidenskaberne er optaget af at skabe "stor teori", dvs. bestræbelserne går i retning af at finde frem til generelle og almene udsagn - udsagn som er gyldige for alle i alle situationer, altid. Praktikeren støder derimod netop ind i forskellene mellem mennesker og skal hele tiden kunne justere sin arbejdsindsats i forhold hertil (Ramian, 1998). 21

22 Hverdagens stunder og den evige strøm af små og store gøremål og begivenheder er, som Knud Ramian har udtrykt det, ikke biologi, psykologi, sociologi eller etnologi. Det er heller ikke fysioterapi, ergoterapi, pædagogik, sygepleje eller medicin. De er ganske enkelt både og eller hverken eller. (Ramian, 2000) Den kundskabsbase, som ældreområdets medarbejdere må tage afsæt i, kan ikke udelukkende opbygges af stof fra de traditionelle grunddiscipliner eller fag. Det er ikke nok bare at lære sig nogle rutiner eller nogle procedurer for, hvordan tingene kan gøres eller for, hvordan tingene plejer at blive gjort. Der er således reelt indbygget en læringsmæssig forpligtelse i den daglige arbejdspraksis, hvilket kræver en helt form for ny faglighed. Kundskab om hverdagsliv udfylder et kundskabshul. I en årrække er der talt og skrevet meget om at sætte individet i centrum og om at medinddrage patienter, klienter, brugere og borgere i beslutningsprocesser og handlingsforløb, som udspiller sig inden for velfærdssamfundets mange institutioner. Mange faggrupper tilstræber i teorien at have blik for det hele menneske, men alligevel dukker der i samtaler mellem mennesker, i medierne og andre steder jævnligt historier frem, der synliggør, at mennesker, der har brug for hjælp af professionelle fagfolk på sygehuse, inden for ældreplejen, på institutioner mv., nogle gange oplever at blive reduceret til ansigts-, historie- og kulturløse størrelser eller objekter, som ekspederes uden synderlig respekt for det enkelte menneskes egenart og særlige liv. Steen Wacherhausen har i bogen Humanisme, professionsidentitet og uddannelse gjort rede for, hvorledes der f.eks. i det sundhedsprofessionelle felt ikke sjældent synes at være et misforhold mellem de humanistiske idealer, som der sprogligt artikuleres, og så de handlinger som praktiseres i dagligdagen. Ifølge Wacherhausen er de sundhedsprofessionelles opmærksomhedsfelt styret af deres faglige baggrund mod et fundamentalistisk sygdomsbegreb, dvs. forestillingen om, at sygdomme kan defineres i deres eget objektivt-faktuelle rum, på et videnskabeligt grundlag, uafhængigt af og adskilt fra de samfundsmæssige og kulturelle forhold, som mennesker befinder sig i (Wacherhausen, 2002). Marianne Gullestad skriver i bogen: Kultur og hverdagsliv, at der ligger en udfordring i at farvelægge en hvid plet på kortet. (Gullestad, 1995). Hverdagslivet er ifølge Gullestad overset, usynligt, og hun begrunder det med, at området af misforstået hensyn frisættes for forskningsmæsisg interesse. Mange forskere, politikere og planlæggere er af den opfattelse, at menneskers levevis og længsler i hverdagslivet er noget, som skal være i fred skriver Gullestad og påpeger at det er vigtigt at skelne mellem kundskab om hverdagslivet og statslig regulering/kolonialisering af hverdagslivet. Det at man ikke ønsker en yderligere regulering af hverdagslivet er ifølge Gullestad ikke et argument for at afvise mere kundskab om hverdagslivet. Snarere tværtimod. Kundskab om og en fagligt underbygget forståelse for hverdagslivet kan således, som også den danske hverdagslivsforsker, Birthe Bech Jørgensen gør 22

23 opmærksom på, ligeså vel være et middel til at respektere og kvalificere hverdagslivet for mennesker, der er afhængig af andres hjælp (Jørgensen, 1998). For ældreområdets medarbejdere handler det om at være med til at forbedre svækkede menneskers betingelser og forudsætninger for håndtering, så mulighederne for, at de selv kan skabe sig et godt liv, i højere grad er til stede. Hvis den danske ældrepleje skal fortjene betegnelsen human og humanistisk, kræves en udpræget respekt for det enkelte menneske og dets perspektiv (Jf. Wacherhauser, 2002). Hverdagslivstænkning kan være med til at understøtte en bevægelse, der går fra individualisering over personificering til humanisering. Hvis den danske ældreomsorg skal kendetegnes ved medmenneskelighed, sammenhæng og individuelle hensyn, må de mennesker, der arbejder her indenfor, lægge afstand til en klinisk praksis, hvor personen, der har brug for hjælp, står i yderkanten af fagfolks opmærksomhedsfelt. Anonym, løsrevet fra sine livssammenhænge og uden særlig betydning for, hvilke handlinger fagfolk af forskellig slags vælger at gribe til. I betragtning af både den kritik, der har været af ældreområdet og af de nye ønsker og visioner, der udstikkes for området, er det relevant at fremhæve kulturens betydning for menneskers udvikling og udfoldelse. Samtidig er det også relevant at eksperimentere med udvikling af alternative forståelsesmåder, alternative begreber, alternative beskrivelses- og dokumentationsmetoder, alternative arbejdsredskaber og alt andet, der tvinger medarbejdere inden for ældreområdet til dagligt og systematisk at rette blikket mod alt det, der får mennesker til at tone frem som enestående personer med et enestående liv. 23

24 24

25 Kapitel 2 PRÆSENTATION AF VEGA-NETVÆRKET. VEGA-netværket er et netværk af mennesker, der skaber viden om ældres hverdag. Netværket har eksisteret siden 1996 og er tilknyttet Gerontologisk Institut. Netværkets deltagere kom oprindeligt fra undervisningsinstitutioner på ældreområdet, men er siden blevet bredere og omfatter i dag også praktikere. Netværkets formål er at gennemføre praksisforskning og andre videnskabende projekter, der kan bidrage til at sætte fokus på det levede liv i alderdommen i hverdagsperspektiv og udvikle arbejdsformer, der kan omsættes til praksis. Rammer om netværket VEGA-netværket arbejder inden for rammen af nogle temaer, der fastlægges gennem drøftelser i netværket. Hovedtemaet har gennem hele perioden været hverdagsliv hos gamle eller bredere forstået det levede liv i alderdommen. Oprindeligt blev der taget udgangspunkt i en særlig model til begribelse af hverdagslivet. Modellen, der omtales i kapitel 3, er løbende blevet befrugtet af forskellige teoretikere, og projektets deltagere har på forskellig måde bidraget til udvikling både af nyttige begreber og nye modeller til brug for fokuseringen på ældres individuelle hverdagsliv og forståelse af værdier og betydning i det enkelte liv. Gennem udforskning af dette tema er der over tid skabt en fælles videns- og begrebsbase. I og med, at genstanden for netværkets interesse har været hverdagslivet, har det været nødvendigt at anvende metoder, der er i stand til at gribe hverdagslivets kompleksitet. Indtil videre har casestudiet været en foretrukket forskningsstrategi for deltagerne, da netop casestudier har vist sig at være velegnede i forhold til at gribe hverdagens kompleksitet. I en lang periode bestod netværkets deltagere af: - Ergoterapeutskolen i Århus - Ergoterapeutskolen i Odense - Social- og sundhedsskolen i Randers - Social- og sundhedsskolen, Ringkøbing amt, Herning Samarbejdet har været baseret på en kontrakt mellem VEGA-netværket og den enkelte uddannelsesinstitution. Kontrakten aftales for et år ad gangen. Der deltager mindst to navngivne personer fra hvert sted i netværket. Forudsætninger for at deltage i netværket er, at der foreligger et aktivt projekt, som der konkret arbejdes med fra idefase til implementering. Der vil altid ligge en projektbeskrivelse til grundlag for deltagelsen. Det forventes, at alle projekter har mindst een ekstern deltager. Netværkets ledelse træffer beslutning om optagelse i netværket. Netværkets aktiviteter: Netværkets aktiviteter har til formål at støtte de deltagende projekter og bidrage til udvikling af en tværfaglig gerontologisk vidensba- 25

26 se. Aktiviteterne besluttes af ledelsen efter drøftelse i netværket og planlægges for mindst èt år ad gangen. Netværksmøderne aftales for et år ad gangen og afholdes to gange om året rundt omkring i landet. Der afholdes mindst èt møde på Gerontologisk Institut. Konsulentbistand: Netværket har til opgave at støtte de enkelte projekter på områder, hvor de har brug for hjælp. Der fås f.eks. hjælp til projektansøgninger, projektdesign. I det omfang netværket ikke har midler til det, kan uddannelsesinstitutionerne købe bistand. Når projekterne er finansieret,ydes løbende bistand mod betaling. Den kollegiale kontakt: Der er løbende kontakter på tværs af projekterne, som forsøger at støtte hinanden kollegialt. Der ønskes en høj grad af vidensdeling mellem projekterne. Formidling: VEGA-medlemmerne deltager i den gerontologiske vidensudvikling i Danmark og har f.eks. mulighed for at deltage med oplæg i en VEGA- workshop på Gerontologisk Selskabs Årsmøde. Hvad kommer der ud af VEGA? VEGA-netværket formidler sine resultater gennem temadage, kurser og publikationer. Netværket afholder selv mindst èn årlig temadag, hvor resultater fra projekterne og netværkets drøftelser præsenteres. Temadagen afholdes på skift mellem de involverede parter. Overskuddet fra temadagene anvendes til delvis finansiering af netværkets drift. Netværket har deltaget med oplæg på de seneste tre nordiske gerontologiske kongresser. Afsluttede projekter afrapporteres samt præsenteres via en artikel i Gerontologi & Samfund. Præsentation af projekter Som sagt arbejder alle medlemmer af netværket inden for en fælles referenceramme: Hverdagsliv hos gamle. De enkelte uddannelsesinstitutioner har inden for rammen valgt at udforske forskellige temaer, og man kan i emnevalgene godt ane, at skolerne har valgt temaer, der kan bidrage til udviklingen af deres undervisning. De to ergoterapeutskoler har i deres udforskning af det liv, som gamle lever, koncentreret sig om facetter ved helt almindelige liv nemlig livet i boligen og måltidet. De to social- og sundhedsskoler har til forskel herfra rettet opmærksomheden mod det mere besværlige liv, der udfolder sig, dels når den første samtale med hjemmeplejen finder sted, og dels efter at hverdagen er blevet et arbejdsmæssigt anliggende for andre. I de følgende præsenteres skolernes meget forskellige projekter Hverdagsliv og bolig - Ergoterapeutskolen i Århus Projektet, der blev udført af ergoterapeuterne Nina Relsted og Ane Andersen i samarbejde med firmaet Pressalit A/S i Ry, omfatter 16 casestudier af raske ældres hverdagsliv i boligen. I undersøgelsen belyses forskelle og mønstre i de ældres hverdagsliv samt den betydning, som de ældre tillægger deres daglige aktiviteter og deres bolig som ramme for aktiviteterne. Pressalit udvikler og pro- 26