Jysk børneforsorg Fredehjem. Årsskrift 2010

Transkript

1 Jysk børneforsorg Fredehjem Årsskrift 2010

2 Jysk børneforsorg/fredehjem Indhold Årsskrift 2010 Foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem Redaktion Lars Bundgaard (ansv. redaktør) Bent Ulrikkeholm Journalist Fotos Bent Ulrikkeholm og privat udlån Produktion Dimenzions Jysk børneforsorg/fredehjem er en sammenslutning af Jysk børneforsorg, der under navnet»kvindehjælpen«blev påbegyndt i Århus i 1906 af Ellen Schepelern, og»fredehjem«, der blev påbegyndt samme år af pastor Jørgen Chr. Berthelsen i Harboøre. Jysk børneforsorg/fredehjem har som formål, som en del af folkekirkens diakoni, at udøve pædagogisk og støttende arbejde for svagt stillede børn, unge og familier. Formålet søges realiseret gennem driften af en række tilknyttede institutioner, der samarbejder med offentlige myndigheder, og gennem oprettelse og drift af socialpædagogiske alternativer. Sekretariat Ellengården Bethesdavej Århus N Tlf fax mail@jyskborneforsorg.dk Foreningens mangfoldighed 3-4 To i én på Fabrikvej 5 På vej til Berlin 6-7 Mellem geder og isbjørne 8-9 Tryghed og dygtighed På med cykelspænderne 12 At møde mennesker Wii og daglig trummerum Cecilie har et mål Socialpsykiatrisk kraftcenter 20 Ofte en kriseramt familie 21 Iværksætteren i Sorring Aktive seniorer i JbF 24 Unge mødre fortæller 25 Jysk børneforsorg/fredehjem - sekretariat og hovedbestyrelse 26 Institutionsfortegnelse 27

3 Hovedbestyrelsens formand Foreningens mangfoldighed Hovedbestyrelsens formand har besøgt foreningens projekt Tana Children Care (TCC) i Madagaskar, og hun fortæller her om sine indtryk fra besøget. Indtryk som også sætter gang i tanker om den mangfoldighed, der præger Jysk børneforsorg/ Fredehjems arbejde i Danmark. Kirken Højdepunktet ved hele turen var naturligvis oplevelsen af, at kirken og menigheden i Tanjombata havde taget projektet, børnene og deres familier til sig. Vi oplevede mange gange, hvad alternativet kunne have været for TCC børnene, når vi færdedes på gaden og så tiggende børn, der ikke havde mulighed for at bruge dagen på skolegang. Pastor Olufs kone, med det gassiske navn Voahirana, er en ildsjæl, et varmt menneske og dybt engageret i projektet. Af Jette Hansen, formand for hovedbestyrelsen Foreningens 100 års jubilæum i 2006 blev med en donation på kr starten på et engagement over grænser. En konkret støtte til 25 fattige børns skolegang over en 5 års periode omfattende diverse skolematerialer, skoleuniformer samt et måltid varm mad dagligt. Valget faldt på Madagaskar via et samarbejde med Danmission, der blandt andet var behjælpelig med at udpege kirken og menigheden i bydelen Tanjombata. TCC projektet kom i gang i efteråret 2006, og i maj måned i år var jeg en af de begunstigede, der besøgte projektet og Madagaskar. En helt fantastisk oplevelse! Indtryk af Madagaskar Madagaskar er naturligvis meget fremmedartet for os nordboere. Vi afveg fra befolkningen både i farve og størrelse. Straks ved ankomsten om morgenen blev vi mødt af det anderledes. Mange folk på vejen og de til bristepunktet fyldte små busser med åbenstående bagdøre, til hurtig ind- og udstigning, i færd med at fragte folk på arbejde. Langs vejen stod den ene bod tæt ved siden af den næste med salg af små dippedutter, byggematerialer, reservedele til biler, telefonopkald, fødevarer, levende høns osv. Vi vil gerne være åbne, møde opgaverne og træde til, hvor vi tror, vi magter det. I kirkens regi findes en kvindeforening, som er bevidst om at påtage sig ansvar for medmennesket. På skift sørger de for, sammen med børnenes mødre, at lave det daglige måltid mad. En fra kvindeforeningen tager sig af de daglige madindkøb, mens andre har påtaget sig opgaven at være mentorfamilier i forhold til TCC familierne. Lokale spejdere er involverede og aktive, de holder blandt andet badedag for børnene om lørdagen. Flere af projektets børn er iøvrigt selv blevet aktive spejdere. Alle disse forskellige grupper mødtes vi med. Vi gav dem naturligvis vores anerkendelse for deres engagement og ansvarlighed, der er afgørende for projektets eksistens. Skolen/måltidet En tidlig formiddag ankom vi til børnenes lokale skole i et frikvarter. Når jeg tænker tilbage herpå, overvældes jeg af den følelse, det var, da mange hundrede børn kom stormende imod os i skolegården. De store var ved at vælte de små omkuld, og alle ville de hilse og give hånd. Ved besøg i skoleklasserne oplevede vi en stolthed og glæde fra TCC børnene over at være med i projektet. Fortsættes næste side 3

4 Hovedbestyrelsens formand Foreningens mangfoldighed - fortsat Der var på ingen måde tale om stigmatisering, tværtimod. Børnene fremviste kladdehæfter med sirligt skrevne tal og bogstaver og flot orden. Det daglige varme måltid mad indtager børnene i træhuset, som vi har ladet bygge, beliggende op og ned ad kirken. Måltidet startes med sang og bøn. Mange gange i løbet af besøget fik vi lejlighed til at nyde gassernes musikalitet. Jeg tror, alle gassere må være født med fantastiske sangstemmer, for helt naturligt slår de over i flerstemmige sange med de smukkeste klange. Sangen gentog sig ved vores afsluttende møde med projektets komité. Medens vi holdt møde i præstefamiliens stue, blev vi overvældet af den smukkeste sang, som kom den fra himlen. Men nej, den kom fra kirkens ungdomskor, der gjorde klar til indspilning af en CD, hvor overskuddet fra salget skulle doneres kirken i anledning af et forestående jubilæum. Projektets fremtid Det afsluttende møde var på sin vis gribende. Forsamlet med komitéen i præstehjemmet sad vi med hver vores kultur. De med forventninger til os, der jo repræsenterede velstanden og dem, der bringer penge ind i projektet. Rummet blev fyldt af en gensidig tillid og forståelse for hinanden. Noget greb de anderledes an, end det vores tankegang byder os, men tilliden mellem os var der. Der blev fremlagt forskellige ønsker. Nogle kunne vi på stedet opfylde, herunder forlængelse af projektet i yderligere 2 år. Ønsket om opførelse af et nyt stenhus, der fremover kan rumme de stadigt flere børn til bl.a. måltidet, kan kun opfyldes, hvis det bliver os muligt at fremskaffe fondsmidler. En god oplevelse var det under alle omstændigheder at kunne tage hjem og fortælle, at det virker. Vi er en forening, der ikke på forhånd snævrer ind i kraft af vedtagne love og regler, men vi vil gerne være åbne, møde opgaverne og træde til, hvor vi tror, vi magter det. Præcis den samme åbenhed mødte vi i kirken i Tanjombata. Vi værdsætter henvendelser udefra, at andre har tiltro til, at vi kan være med til at løse opgaver. Vi vil gerne turde satse, men ikke sætte over styr. Vi vil gerne påtage os en medmenneskelig ansvarlighed og skabe værdige livsbetingelser for mennesker, der af den ene eller anden årsag har brug for noget særligt. Vi håber, vi er med til at skabe betydningsfulde, menneskelige relationer så de mennesker, vi er i kontakt med, føler sig respekterede og værdsatte i mødet med Jysk børneforsorg/fredehjem. Det gælder både på et højt specialiseret behandlingssted som Ungdomshjemmet Holmstrupgård, og i det mere eksperimenterende arbejde som projektet for afghanske flygtningedrenge, der får mulighed for at skabe sig et bedre liv. Tidligere ansatte bevarer i kraft af en seniorgruppe et engagement, som blev skabt i arbejdslivet i Jysk børneforsorg/fredehjem. Midt i en ofte travl pensionisttilværelse er der seniorer, der gerne vil bevare tilknytningen til foreningen, og det er da dejligt. Vi bestræber os på at bygge videre på det, der blev grundlagt i De kristne værdier har vi med os, og vi forsøger fortsat at være åbne, rummelige og parate til at tage nye opgaver ind i mangfoldigheden. Mangfoldigheden Årsskriftet i år viser mangfoldigheden i Jysk børneforsorg/fredehjem, og det er vel livsnerven, dét at være sig bevidst om grænser men også at turde give sig i kast med nye opgaver, som er vedkommende og trænger sig på. 4

5 Fabrikvej i Horsens To i én på Fabrikvej Ude-Bo i Horsens flytter alle sine aktiviteter til adressen Fabrikvej 11 sidst på året. I den røde vinkelbygning, der engang var elektromotorfabrik, bliver der 1-værelses ungdomslejligheder og dagtilbud. Samtidig udvider et andet af foreningens projekter i byen, nemlig Bo og Job Uddannelsen, med endnu en afdeling i samme hus. Den 8. februar 2011 kommer byens borgmester Jan Trøjborg og siger tillykke, og det er der helt sikkert mange andre, som også gør. Invitationerne er snart på vej ud. Af Bent Ulrikkeholm I den tidligere fabrik har håndværkerne travlt med at blive klar til åbningen i det nye år. Der skal tages mange penselstrøg, før Fabrikvej er klar til sit nye liv som ramme om mange unge menneskers liv. Ude-Bo flytter som nævnt alle sine aktiviteter til Fabrikvej, og Bo og Job Uddannelsen får fordoblet sit samlede tilbud med yderligere seks pladser og bedre dagtilbud i fabrikken. Hjerterum til alle, men På Ude-Bo er der hjerterum til alle, men det kniber en smule med husrum. Forstander Britta Schmidt fortæller, at fællesspisningen næsten må foregå i takt, for man må sidde rigtig tæt, når alle skal være med. - Det er jo altså ikke optimalt, når vi blandt andet skal kunne rumme unge, der har svært ved at have andre mennesker tæt på, siger hun. Ude-Bo er et socialpædagogisk og erhvervsrettet støtteprojekt til unge i egen bolig. Projektet startede i 1993 som en del af Borgmesterbakken men har siden 2004 været et selvstændigt projekt under Jysk børneforsorg/fredehjem. Målgruppen er unge med psykosociale problemstillinger som personlighedsforstyrrelser, socialfobi, angst, misbrug, ADHD og omsorgssvigt. På Fabrikvej får Ude-Bo, som noget nyt, mulighed for at indskrive enkelte unge under 18 år. Samtidig betyder flytningen offentlig godkendelse og plads på Tilbudsportalen. En afdeling mere Bo og Job Uddannelsens nye afdeling i huset skal rumme seks beboere og en støttebeboer. Forstander Mona Gaarsdal glæder sig til at tage de nye rammer i brug. - Det bliver noget anderledes med alting på samme etageniveau i stedet for som her i Nørrebrogade, hvor vi er vant til at skulle på trapper op og ned og rundt om hjørner, siger hun. Bo og Job Uddannelsen er startet i 2008 og tilbyder under kollegielignende forhold botræning og støtte til sent udviklede og bogligt svage elever. Den tredelte indsats, som afspejles i navnet, indeholder også en erhvervsafklarende del med praktik og optræningsforløb i virksomheder. Lokaler til deling De to projekter, som skal bo i samme ejendom, får helt adskilte faciliteter men også nogle fælles lokaler til fritidsaktiviteter. De bliver fordelt sådan, at Ude-Bo og Bo og Job Uddannelsen disponerer over lokalerne på forskellige dage. At to projekter for unge med forskellige behov på denne måde får bedre vilkår i netop Jysk børneforsorg/fredehjems regi er i sig selv interessant, mener de. - At det på den måde er civilsamfundet, der byder ind med opgaveløsning, synes jeg er spændende socialpolitik, siger Mona Gaarsdal. FAKTA 5

6 Bostedet Ellengården, Århus På vej til Berlin Jørn Østergaard tager imod, under de skrå loftsvægge på Bostedet Ellengården, og han ligner en mand, der er rigtig godt tilpas. Tre en halv måned har den tidligere leder af Århus Kommunes Ungdomscenter været midlertidigt ansat som leder, og det har både han selv og medarbejderne været glade for. Nu er han begyndt at vise ansøgere til stillingen rundt i huset, og han er også begyndt at pakke. Sammen med sin kone skal han bo seks uger i Berlin. En gammel drøm leves ud i den tyske hovedstads helt særlige atmosfære. Af Bent Ulrikkeholm Hvad fik efterlønneren til at vende tilbage til møder, kalender og daglige udfordringer? - Jeg havde ikke de store overvejelser, da Lars ringede. Det var en forfriskende udfordring, som jeg ikke kunne sige nej til, siger Jørn. Han har været vant til at lede en større organisation i mange år, så lederrollen ligger på rygraden. Og det var ikke svært at omstille sig til det lille sted og den mere personlige lederrolle på Bostedet. En fantastisk institution - Ellengården er et fantastisk sted. Her udføres et meget meningsfyldt arbejde for folk, der virkelig er i klemme. Beboerne her har enormt forskellig baggrund, og det gør arbejdet spændende, siger Jørn og tilføjer, at han var positivt overrasket over kulturen i huset. - Der er et engagement og respekt og varme i omgangen med beboerne, det kunne jeg mærke med det samme, fortæller han. Ellengården er et fantastisk sted. Et meget meningsfyldt arbejde for folk der virkelig er i klemme. Drejebogen er klar Jørn har trods alt undret sig lidt over sig selv. At der på den måde kunne gå ild i gamle huse, men vikar-tjansen har virkelig grebet ham om hjertet. - Jeg sagde til Lars Bundgaard, at jeg på den korte tid kunne påtage mig at se på struktur, rammer og rollefordeling i huset, og hvis personalet var med på projektet, ville jeg sørge for, at vi fik udarbejdet en drejebog, fortæller Jørn. Det projekt er lykkedes, og på den måde mener han, at vedkommende, som følger efter ham i forstanderstolen, vil få et godt udgangspunkt. Men er det ikke et problem at vide, at man er leder i ganske kort tid? - Jo, man skal være meget bevidst om det, og det er svært, for du skal køre med håndbremsen lidt trukket. Det kan kun give mening, fordi der defineres nogle helt konkrete opgaver, der skal løses i perioden, siger Jørn. Tiden der kommer - Den faglige udvikling må aldrig gå i stå, og der er rigtig mange ting, jeg gerne ville have været med i, fortæller Jørn. Han nævner nøglebegreber i arbejdet som brobygning, omsorg, rådgivning og vejledning. Det handler om, hvordan de nøglebegreber omsættes i praksis. Det vil til stadighed være en faglig udfordring. Men hvad tænker han så om målgruppens udvikling? - Der bliver ikke færre, det tror jeg desværre godt, vi kan slå fast, og vi kan jo se på arbejdsmarkedet, økonomien og boligsituationen generelt, at der må forventes et fortsat stort pres på os, siger Jørn. Et godt værktøj, som Jørn gerne ville have, er at støtte familierne i en netværkslejlighed, som de på et tidspunkt overtager som deres egen, og så starter Bostedet op i en ny netværksbolig med den næste familie. 6

7 Bostedet Ellengården, Århus Kommune eller privat? I fire år var Jørn Østergaard ansat på Schepelernhus, så Jysk børneforsorg/fredehjem er et gammelt bekendtskab. Men derefter siger CV et mere end 30 år som kommunalt ansat chef, så det er oplagt at spørge ham om forskellen på den offentlige og private verden. Hvordan oplever han forskelligheden? - Jysk børneforsorg er en spændende organisation, som rummer masser af muligheder. Den opbakning, jeg har fået her i huset, har også været fantastisk. Men måske kunne man bruge hinanden mere på tværs mellem institutionerne? Jeg mener generelt, at i socialt arbejde må enhederne ikke være for små. Der skal være noget power bagved, fordi problemstillingerne, vi skal møde, er så komplekse, siger Jørn. Vover lidt mere - Måske vover man lidt mere i de private organisationer, som er fri af det offentlige bureaukrati. Det giver også en ekstra dimension at arbejde med en bestyrelse. Det er jo nyt for mig, men det giver et bredere netværk. Bestyrelsesmedlemmerne er frivillige, og de lægger noget ind, som er værdifuldt. For eksempel har vi fået nogle tilbud til vores familier i Christianskirkens arbejde, fortæller Jørn. Samarbejdet og værdierne - Det værdigrundlag, som foreningen hviler på, er selvfølgelig kirkeligt forankret men bortset fra det, kan enhver socialarbejder identificere sig med værdierne, mener Jørn, FAKTA Bostedet Ellengården er en boform, som efter Servicelovens 110 tilbyder midlertidigt ophold til familier med børn under 18 år og enlige kvinder uden børn, som har særlige sociale problemer, ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, eller som har brug for aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Formålet med et ophold på Ellengården er, at beboeren tilbydes støtte og omsorg i trygge rammer, så den enkelte får de bedste muligheder for at skabe sig en fremtid med størst mulig ro og stabilitet. Der ydes i den forbindelse akut krisehjælp, fysisk beskyttelse samt rådgivning og vejledning i det omfang, der er behov for det. Bostedet råder over 13 pladser på Ellengården og 11 udslusningslejligheder. og det hænger også fint sammen med værdierne i Århus Kommune. - Det kræver situationsfornemmelse af en privat organisation at samarbejde med en kommune gennem driftsoverenskomster. Der må være en gensidighed i samarbejdet, og det synes jeg, foreningen her håndterer fint, siger Jørn. Vejen videre Med nogle af tankerne rettet mod, at det næsten er slut med at være vikar på lederkontoret, gør Jørn Østergaard status. Han tror, den kommende leder bliver glad for sit arbejde, men det er nødvendigt, at vedkommende gør sig klart, at det er en lille institution, og som leder må man med ind i arbejdet. - Vi er fælles om at drive butikken her, siger Jørn. Der er ikke basis for at sidde på kontor og gå til møder hele ugen, mener han, og lederen kan med en vagt en gang imellem få en god mulighed for at mærke på sig selv, om kulturen og værdierne reelt er til stede. Hvad kommer Jørn til at savne mest? Han tænker ikke længe over sit svar: - Medarbejderne selvfølgelig, men også beboerne. Men jeg har hele tiden vidst, at det var en kort periode, og man skal lære at sige både goddag og farvel. Jeg kan godt begge dele! 7

8 Projekt i Viborg Mellem geder og isbjørne Det er en varm dag i midten af juli måned. I boligforeningen Ellekonebakken i Viborg er der roligt. Der er ikke nogen børn ude at lege og kun få biler på parkeringspladsen. Stedet er indhyllet i en afslappet sommerstemning. Læs i denne artikel om et nyt bo- og integrationstilbud til uledsagede afghanske flygtningedrenge i Viborg, som foreningen har oprettet. Af Rikke Frederiksen Denne afslappede stemning går igen blandt de afghanske uledsagede flygtningedrenge, der siden december sidste år har været en del af et bo- og integrationstilbud under Jysk børneforsorg/fredehjem. For drengene byder sommerferien på afslapning, ture rundt i Danmark og summercamps med unge danskere. Aktiviteter, der udover at appellere til drengenes interesser, er en del af deres integrationsprogram. Et andet element af integrationsprogrammet er en månedlig dannelsestur forskellige steder rundt i Danmark. Hensigten med disse ture er, at drengene skal lære landet og lokalmiljøet bedre at kende. Sidst besøgte de Aalborg Zoo. To af drengene gik imidlertid glip af turen, og deres kontaktperson har lovet at tage dem med i dag. De har glædet sig. Hvad er en Zoo? På vej mod Aalborg viser det sig, at drengene ikke ved, hvad en zoologisk have er. Det tyder på, at de har forventet noget i stil med et sommerland. Efter ankomsten til Aalborg Zoo virker de en smule skuffede over stedet og er ikke særligt interesserede i at stoppe og kigge på geder og pingviner, der er de første dyr på vores vej gennem haven. Da vi bevæger os ind i krybdyrs-terrariet, og særligt da vi kommer hen de til store kattedyr og isbjørnene, virker de mere opslugte af stedet, og på vejen hjem giver de udtryk for, at de har haft en god dag. Udover at give drengene en anderledes oplevelse byder turen rundt i zoologisk have på mange nye ord og begreber. Drengene spørger for eksempel, hvad en myresluger hedder på dansk, og vi forklarer betydningen af ordets to dele. Mellem geder og isbjørne får vi ligeledes god mulighed for at tale om dyrene og naturen i Afghanistan. Orden i kaos For mange af drengene i bo- og integrationstilbudet i Viborg er det svært at tale om fortiden. Udover at lære dem nye ord og vise dem et stykke dansk kultur er ture som denne i Aalborg Zoo med til, på en naturlig måde, at få drengene til at huske på og fortælle om deres egen baggrund. Et element der er mindst lige så vigtigt for drengene som at lære Danmark og dansk kultur at kende. De to drenge, der en varm julidag besøgte Aalborg Zoo, er to ud af i alt 13 uledsagede afghanske flygtninge, der bor i Viborg under Jysk børneforsorg/fredehjems bo- og integrationsprojekt. Både projektet og målgruppen er ny for foreningen. 8

9 Projekt i Viborg En struktureret hverdag Det centrale i pædagogernes arbejde er at hjælpe drengene til at få struktureret en hverdag omkring skolegang og fritidsaktiviteter, sengetider og at hjælpe dem til at skelne mellem hverdag og weekend. For at give de unge den bedst mulige støtte og tryghed har de alle en kontaktperson. En fast eftermiddag om ugen er den unge hjemme sammen med sin kontaktperson. Her hjælper kontaktpersonen den unge til at lære at navigere i det danske system. Eftermiddagen bruges for eksempel på at gå til lægen, i banken, på posthuset eller andre praktiske gøremål. Anliggender som drengene med tiden skal lære at klare selvstændigt. Bag om projektet I oktober 2009 henvendte Viborg Kommune sig med en hastesag til Jysk børneforsorg/fredehjem / Nørresø Børnepension. Kommunen havde fået til opgave at modtage ni uledsagede afghanske flygtningedrenge. På baggrund af allerede eksisterende samarbejde bad Viborg Kommune Jysk børneforsorg/fredehjem om at være entreprenør på opgaven med reference til Nørresø Børnepension. Nørresø Børnepension gik senere på måneden ind i opgaven, og i december flyttede de første drenge ind. På få uger skulle der findes boliger til de unge og ansættes personale. Den første tid i projektet var turbulent med udskiftninger i personalegruppen, omrokeringer i lejlighederne og anskaffelse af nye lejligheder. I løbet af foråret flyttede endnu en dreng ind, yderligere tre kom i løbet af sommeren, og projektet har udsigt til at modtage flere i løbet af efteråret. Pædagogerne må således løbende lave både praktiske og pædagogiske omstruktureringer i forhold til antallet af drenge i projektet og deres behov. Fra drengene kommer hjem fra skole, til de går i seng, er der personale i fælleslejligheden eller i drengenes egne lejligheder. Om aftenen har de kontakt til personalet via Facebook, ligesom de kan ringe, hvis det bliver nødvendigt. Drengene bor således selvstændigt men superviseres løbende af det pædagogiske personale, som de har mulighed for at tage kontakt til på alle tider af døgnet. Idræt og ungdomsklub Udover daglig skolegang i modtagerklasser er drengene tilknyttet en idrætsforening, og enkelte af dem går i ungdomsklub. Begge steder er der mulighed for at møde andre unge både med dansk og anden etnisk baggrund end dansk. Derudover tilrettelægger pædagogerne forskellige aktiviteter i form af madklub, morgenmad, motionstilbud, massage, ugentlige husmøder og, som nævnt, dannelsesture rundt i landet. Egen bolig Personalet justerer løbende vagtplaner og tilbud i takt med drengenes behov og niveau. Altsammen med henblik på, at de kommer til at kunne klare sig i egen bolig. Det er dog ikke pædagogernes hensigt helt at give slip på drengene. Også når de engang har fået arbejde og egen bolig, vil fælleslejligheden i Ellekonebakken stå åben som deres danske hjemlige base. 9

10 Opholdsstedet Smedeløkke i Lystrup Tryghed og dygtighed hænger sammen Morten Sophus Clausen har siden 1. juni 2010 været leder af Opholdsstedet Smedeløkke, så nu er psykologen for alvor blevet praktiker. Med et glimt i øjet siger han: Jeg er lige blevet 50, men det er først nu, jeg er begyndt at arbejde. Der er meget at se til som leder af et døgntilbud, den levende organisme, som stedet er, tiltaler Mortens faglighed, og han har en vision. Af Bent Ulrikkeholm - Smedeløkke skal være et lille og specialiseret opholdssted med en høj etik og nogle glade medarbejdere, siger Morten. Det er det mål, han har for øje, og den proces har han sat sig i spidsen for. Den store udfordring er at udvikle organisationen og medarbejderne i en tid, hvor der også er et pres på driften. Lidt som at lappe en cykel, mens den kører, mener han. Man kan ikke være dygtig, hvis man ikke er tryg Jysk børneforsorg/fredehjem Morten mødte første gang foreningens arbejde, mens han var privatpraktiserende psykolog i Horsens. Her havde han kontakt med både Ude-Bo og Borgmesterbakken. Senere fik han konsulentopgaver for Smedeløkke, så der var skabt en god kontakt. - Jeg synes, det er en fornøjelse at fungere på en selvejende institution i samarbejdet med en bestyrelse, siger Morten. Det er markant forskelligt fra de større organisationer, han tidligere har arbejdet i som konsulent og leder i amt, region og kommune. At være tættere på tingene og have en kort vej fra tanke til handling er en god fornemmelse, mener han. Det netværk med andre ledere, som foreningen tilbyder, er også en styrke, som Morten sætter pris på. - Jeg har tidligere været supervisor for ledere men at være leder selv er noget helt andet, erkender han. Faglig retning Det første job, Morten som nyuddannet psykolog fik, var på Århus Amts Hashrådgivning. Ad den vej kom den faglige interesse i at skabe gode relationer til unge med problemer til at være en retningspil for karrieren. Det førte også til, at Sundhedsstyrelsen i 2005 bad Morten skrive en vejledning med navnet Hash-Samtalen. Rådgivning af unge er en kernekompetence for ham. 10 Hvad giver dig selv arbejdsglæde? - God ledelse er for mig i høj grad et spørgsmål om at skabe tryghed og tillid på arbejdspladsen, og når jeg oplever, at medarbejderne træder i karakter i arbejdet, og viser hvem de er, bliver jeg glad, fortæller Morten. Trygheden er helt afgørende, mener han, og er ikke bleg for at sige, at man ikke kan være dygtig og udfolde sig fagligt, hvis man ikke er tryg. Hvad kan de unge på Smedeløkke forvente? - Vi skal kunne opbygge relationer til dem, for det er centralt i deres problemstillinger. Jeg har set alt for mange steder, hvor det ikke lykkes at gøre de unge til medspillere, men de forbliver modspillere til pædagogerne, siger Morten. Han vil gerne udvikle Smedeløkkes pædagogiske arbejdsgrundlag til at være baseret på den lærende relation. I en kultur hvor de unge ved, at pædagogerne vil dem det godt, og at uenighed ikke er det samme som konflikt og uvenskab. - De unge har selv mange ord at sætte på respekt og ligeværd, når vi snakker med dem. Og vores ansvar som voksne i relationen er at vise dem, hvordan det skal være. Det hjælper ikke at hænge sedler op på væggen, det er vores eksempel, de kan bruge, fortæller Morten.

11 Ny led er på B Bestyr elsen f o s t e d e t E l l e or Bos samrå tedet E n g å r d e n d med lle Århus neforso Komm ngården har rg/fred u i ne o eh Jacob Thiese jem ansat n g Jysk børn tilt decem y forst be ræ a fra ste r Han der stilling nder. dfortræ en 1. er 43 år og derstil tionen komme lingen Eghøj r p i å Viby v ungein ed Årh Århus. Jaco s t i t u b u s e fra Pe ter Sa. Han er udd r vokset op i annet broe S mæssi pæd emi gt ungeom har han pr nariet, og a agog rbejdsimært r e Egmon ådet, dels p å ung rfaringer på tgårde domsp n Eghøj, ens hvor h i Viby, dels an førs på ung ionen senere t va ecente st r teligt v edfortræder. r afdelingsl eder og elkomm Vi byd er Jac en i for ob hjer eninge n!

12 Generalsekretæren mener På med cykelspænderne Foreningens generalsekretær gør sig her tanker om de tider, der ikke er nemme for de, der har brug for hjælp og støtte. Man kan blive grebet af undergangsstemning, og det er aldrig en god idé. Lars Bundgaard finder det vigtigt at fokusere på foreningens formål og huske, at foreningen også i tidligere svære tider har formået at sætte ting i gang. Til sidst får digteren Benny Andersen ordet. Af Lars Bundgaard, generalsekretær Man behøver hverken krystalkugle eller kaffegrums for at forudsige, at de næste par år vil blive præget af ordene besparelse, omlægning, nedlægning osv. Det spiller naturligvis en stor rolle for foreningens arbejde, da vi primært arbejder med børn, unge og familier, der har behov for en betydelig og for nogens vedkommende massiv, professionel hjælp for at komme videre i tilværelsen. Tungsindet må ikke bestemme Det kan man så vælge at fortvivle over, men inden tungsindet nu tager magten fra os, er det fornuftigt lige at besinde sig både på foreningens historie, og hvorfor foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem findes. Hvis man følger foreningens historie igennem nu snart 105 år, har bestyrelsesmedlemmer, frivillige, medarbejdere og ledere kæmpet for at hjælpe de mest udsatte børn, unge og familier i både fede og magre år, så det forhold at kommunerne nu skal agere med nul-vækst i et par år, overlever vi sikkert også. Foreningen er skabt og bygger ikke sit grundlag på, om der er få eller mange midler i en kommunekasse, men fordi vi har været optaget af, at der er nogle mennesker, der har behov for hjælp. Ekstra behov for engagement Hvis vi kigger gennem historien, har foreningen såmænd sat nye skibe i søen, også i perioder hvor samfundets midler var knappe - ja netop i sådanne perioder er der ekstra behov for det engagement og den folkelige indignation, Jysk børneforsorg/fredehjem er en del af. Jeg tror også, det er vigtigt at huske at handle ud fra, at morgendagens bekymringer godt kan parres med glæde over i dag. For vi har meget at glæde os over i Jysk børneforsorg/fredehjem, hvis man tager rundt og besøger vore arbejdssteder. Nu skal det ikke forstås på den måde, at vi ikke skal kæmpe for ressourcer til vores arbejde - selvfølgelig skal vi det! Det er både vores pligt og en nødvendighed. Men der er ting, der er vigtigere end procentvise besparelser, nemlig at lægge kræfterne i det arbejde, vi står med og vise, at det netop er nu, der er behov for det engagement og de værdier, foreningen bygger på. Eller som Benny Andersen skriver: Det er på tide - vandet koger jorden brænder - verden venter det er på høje tid - det er over tiden min hat - min frakke - mine cykelspænder det er nu eller aldrig. 12

13 Elmelund i Thisted At møde mennesker Elmelund i Thisted har haft vokseværk i de seneste år, for kommunerne har haft bud efter stedets særlige kompetencer. En eftermiddag i oktober var jeg på tur med bestyrelsesmedlem Verner Jensen i Thisted. Vi besøgte alle Elmelunds afdelinger og mødte en masse mennesker, som tog godt imod os. Til sidst var vi så heldige at komme lige til spisetid på Toppen. Af Bent Ulrikkeholm Verner og forstander Alice Andersen står og venter på trappen ved indgangen til Kvisten. De er heldigvis ikke sure, selv om jeg kommer for sent, for på den sidste kilometer blev både jeg og GPS en forvirrede. Derfor har jeg parkeret lidt for langt væk. På Kvisten er der netop ved at blive gjort klar til eftermiddagskaffe, og bordet er flot dækket med alt, hvad man kan ønske sig efter en lang køretur. Verner Jensen Det er fridag På Kvisten er det fridag om tirsdagen. De unge har tiden til deres egen rådighed, så nogle af dem er ikke hjemme til kaffen. Franskbrødsmadderne bliver sendt rundt, og der snakkes om løst og fast. Kvisten er et STU tilbud (Særligt Tilrettelagt Lasse bor på Kvisten Ungdomsuddannelse) for unge, som har det svært med almindelig skolegang. Vi går rundt og ser de nye og indbydende lokaler, mens Verner og Alice taler om de skoleforløb, som alt for ofte betyder, at de unge slet ikke kan klare tanken om undervisning. Det går galt når en ung, som har svært ved at lære at læse, bliver bombarderet med mere og mere læseundervisning på bekostning af andre fag. Det låser situationen helt fast, og ofte skal man gå en anden vej for at løse det op, fortæller de. Der arbejdes meget med musik og bevægelse på Kvisten, og det er Lasse godt tilfreds med. Han har lovet at snakke med mig, når vi har fået kaffe. Musik er godt Lasse er 23 år og har boet på Elmelund i et STU forløb siden Han fortæller, at han har brug for dette tilbud, fordi han har ADHD. På Kvisten har han været det seneste år. Botræningen fylder en del, og det går fint med mange ting, men Lasse mener selv, at det med oprydningen stadig er et problem for ham. Lasse spiller meget på keyboard, han begyndte allerede som femårig. Musikken er et ret seriøst projekt. Lasse spiller til morgensang, til juleaften, og han skriver også selv både tekster og melodier. I skolen arbejdes meget med projekter, og snart går turen blandt andet til København og Århus for at studere forskellige former for arkitektur. Praktik på plejehjem Lasse har været i praktik i 14 måneder på et plejehjem. Han var mest i køkkenet, men han spillede også musik for beboerne. Indimellem er han også en af de sorte mænd (pedellerne) på Elmelund. Det kan være rart med noget praktisk til afveksling fra skolen. Lasse forventer at have brug for en form for støtte altid. Fortsættes næste side 13

14 Elmelund i Thisted 14 At møde mennesker - fortsat Næste stop Bakken Min tur med Verner fortsætter, og vi sætter kursen mod Bakken. Afdelingen er et længerevarende bostøttetilbud med personale i dagtimerne. Også her er der pænt og nyt, og én af beboerne kommer netop hjem sammen med sin kæreste. Hun kommer lige fra tandlægen med en visdomstand i en pose i lommen. Det gjorde ondt at få den ud, så det var rart med én til at holde i hånden. Jens Christian viser gerne sin lejlighed med den flotteste udsigt over fjorden frem, men aftensmaden spiser han ude i dag. Kærestens familie har inviteret på lasagne. I køkkenet er Jacob i gang med at snitte hjemmelavede kartoffelbåde. Det dufter allerede godt i køkkenet. Mens Jacob arbejder, og flere unge kommer hjem og siger pænt goddag, sætter jeg mig i sofaen med Verner og spørger lidt til bestyrelsens holdning til alt det nye, der er sket med Elmelund. Elmelunds udvikling I tiden efter kommunalreformen udviklede Elmelund sig fra at være et lille og begrænset tilbud målrettet en specifik opgave til at være et større tilbud med flere opgavetyper. Det var et ønske fra kommunens side, og det mener Verner er væsentligt. Elmelund har ikke ønsket at blive større for sin egen skyld, men behovene i kommunen har åbnet for muligheden. Den proces har det været spændende at deltage i, mener han. - Som bestyrelse bærer man jo ikke tingene, man kan højst støtte en smule, siger Verner. Når et tilbud vokser hurtigt, er det også nødvendigt at disponere fornuftigt, for det er jo ikke sikkert, at udviklingen fortsætter med ekspansion. Det kan også gå den anden vej, og det må man kunne håndtere som ledelse og bestyrelse, understreger Verner. - For eksempel har vi flere gange med nye afdelinger valgt at leje os ind, så vi har muligheden for at opsige lejemål, hvis det kommer dertil, siger han. De unge på Kastet-afdelingen Værdierne i spil Hvad mener Verner om bestyrelsens ansvar for værdierne? - For et par år siden havde vi meget spændende temadage i forbindelse med Jysk børneforsorg/fredehjems store værdiarbejde. Så værdier og målsætninger er vi i bestyrelsen med inde i, siger Verner. Han oplever, at det giver samtaler af en helt anden karakter end på en almindelig arbejdsplads: - I dette arbejde drejer det hele sig egentlig om værdier, siger han. Verner fortæller, at der er blevet arbejdet meget med spørgsmålet om prægning. Det har ført til den holdning, at den enkelte selvfølgelig skal respekteres men også hjælpes til at finde nye ressourcer og udtryksformer i sig selv, hvor det er muligt, siger Verner. Turen fortsætter Mens aftensmaden nærmer sig på Bakken, kører vi videre forbi ejendommen på Østerbakken med udslusningslejlighederne til et andet nyt skud på stammen, nemlig Kastet, indrettet i et parcelhus i nærheden af sygehuset. Her bor fire unge med bostøtte, en dreng og tre piger, og de venter snart en mere til det ledige værelse. Der er travlhed i huset, for de er på vej til fødselsdag på Elmelund, men vi når lige at snakke lidt om, hvor de arbejder. To er i børnehaver, en på et autoværksted og en i en produktionsvirksomhed. De unge stiller gerne op til et gruppefoto, selvom pigerne stadig har vådt hår. Der bliver også tid til en hurtig rundvisning på værelserne.

15 Elmelund i Thisted har været nødvendigt at dele op over to aftener med klubbens aktiviteter. Der venter os den lækreste hjemmelavede pizza og abemad til dessert. Klubben arrangerer også bowling og videoaftener. Jobkonsulenten har til huse i Toppen om dagen. Snakken går over bordet, og de unge lægger ikke fingrene imellem. De har kendt hinanden i mange år, kan man høre. Weekendtur De har lige været på weekendtur sammen, og det har kostet to tilskadekomne. Dennis, som derfor måtte blive hjemme, og Bjørn, der har en skinne på det ene ben. Hans knæskal skal sættes på plads senere. Men det var en rigtig god tur, fortæller de storsmilende. Efter maden bliver der almindeligt opbrud, der er landskamp, og det er vist den, der trækker. Jeg må høre kampen i radioen på vej hjem. Bjørn følger mig ned til bilen, der holder ved biografen, for han bor dernede. Vi går gennem den nu mørke bymidte med de flotte røde lysspor op mod kirken. Bjørn kender smutvejene, og måske kunne jeg lige have nået at komme til tiden, hvis jeg havde kendt dem lidt før. Det må blive en anden gang. Wii på Kvisten På vej til aftensmaden Vi kører til Elmelund og kigger indenfor. Der er dækket det flotteste fødselsdagsbord, og vi hilser på den pige, som har fødselsdag. Hun bliver 20 år i dag og er ny i huset. Hun viser os gerne sit værelse og den blomst, hun har fået af kollegerne på arbejdet. Hun glæder sig til festen, og i køkkenet dufter der nu dejligt af flæskesteg. Flere og flere unge dukker op klar til fest, men vi må videre, for Verner har bestilt aftensmad til os. Toppen Turen går tilbage til torvet, hvor Verner stiller bilen, og nu går vi væk fra Kvisten til den sekskantede blå bygning, der er helt speciel. Den tidligere kiosk for rutebilstationen er nu klubtilbuddet Toppen for unge, som bor i egen lejlighed, og her venter der os en hyggelig afslutning på en spændende eftermiddag. Omkring 10 unge bruger tilbuddet, og det Aftensmad på Toppen 15

16 Jobkollegiet i Brabrand Wii og daglig trummerum Jobkollegiet i Brabrand er en satellit under Randers Bo- og Erhvervstræning. Her tilbydes bedre fungerende udviklingshæmmede et helhedsorienteret job- og uddannelsestilbud med mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. En ung lærerstuderende fortæller i denne artikel om at være støttebeboer. Af Maria Aamand 16 Mathilde, en 24 årig lærerstuderende, har delt adresse med 4-6 unge udviklingshæmmede i 1 1/2 år. Hun kom til Århus fra Egtmont Højskolen i Odder og havde planer om at studere i Århus. På Egtmont Højskolen havde halvdelen af eleverne en eller anden form for handicap, så for Mathilde, der var assistentelev, var det forholdsvist nærliggende at gå ind i rollen som støttebeboer på Jobkollegiet. Men hvorfor blive støttebeboer? Mathilde forklarer, at hun tilfældigvis hørte om Jobkollegiet, og at praktiske og økonomiske omstændigheder naturligt ledte hende til at blive støttebeboer dér. Nu, halvandet år efter, trænger Mathilde igen til nye horisonter og flytter i efteråret 2010 i et almindeligt bofællesskab med andre studerende. Jeg mødte Mathilde for at få belyst sagen gennem et interview, knække hvorfor støttebeboer?-koden og forhåbentlig inspirere en anden ung (studerende) til at finde vej til Jobkollegiet som støttebeboer. Studie- og arbejdsliv Som bostøtte er hendes vigtigste opgave sammen med det faste personale at holde dagligdagens hjul i gang - og sørge for, at beboernes sociale liv og arbejdsliv går op i en højere enhed og tager den rette kurs. Hendes opgave er egentligt bare at være sig selv: at gøre de almindelige ting, som en ung studerende nu gør, at gå til fodbold, at have venner på besøg, at læse avis i dagligstuen, at vaske sit tøj osv. Mathilde er støttebeboer Mathilde er rollemodel for beboerne, for hvem voksen- og arbejdsliv ikke ligger lige for, og som er udfordret af de daglige rutiner. Beboerne er alle i gang med at lære arbejdslivet at kende: at stå op om morgenen, at tage på arbejde, at varetage huslige pligter, at være socialt ansvarlig. Det faste personale har det socialpædagogiske hovedansvar for at skabe den ramme og afklaring, som gør beboerne parate til arbejdsmarkedet. Der er bostøttemedarbejdere (pædagoger) og en afdelingsleder tilknyttet huset. Fra kl og er der pædagogisk personale i huset, men det er bostøtten, der med sit 24 timers nærvær og fravær viser, at den daglige trummerum har struktur. Mathilde opfatter måske ikke sig selv som specielt struktureret, men det er helt sikkert, at hendes daglige liv er et spejl, som hjælper de udviklingshæmmede unge med at få styr på deres eget voksen- og arbejdsliv.

17 Jobkollegiet i Brabrand Være social og sætte grænser Mathilde lever sit almindelige studieliv og er beboernes bofælle og ven. - Stedet skal være ens hjem, socialt liv uden for er godt, og balancen mellem hjemme og ude er vigtig, siger hun og tilføjer: - En rollemodel er jo også ude om aftenen, men du får her et tilhørsforhold, en lille familie - det er fedt. Sammen med en bofælle har Mathilde madtjansen en gang om ugen. Beboerne skiftes til at lave aftensmad, og alle beboere spiser som regel sammen. Som støttebeboer har hun ikke ekstraordinære pligter, og hun har stor indflydelse på bostøtte opgaverne. Livet i kollegiet kræver, at Mathilde er meget bevidst om sine grænser - når døren til hendes værelse er åben, betyder det, at alle er velkomne, men når den er lukket, betyder det, at nu skal hun have fred til at studere eller til privat vennebesøg. Ved interviewets slutning er vi tæt på løsningen på hvorfor-støttebeboer?-koden. Det tyder på, at Mathilde er støttebeboer, fordi dagligdagen i Jobkollegiet også giver hende noget, f.eks. mening og sammenhæng i dagligdagen. Da jeg til sidst spørger, hvordan hun tror, hun vil huske Jobkollegiet om 50 år, svarer Mathilde: - Jeg husker nok positiv energi og udfordrende opgaver. For at vedligeholde kontakten vil Mathilde tage vikartimer i Jobkollegiet i de næste par år. Mathilde læser til lærer og oplever, at livet i kollegiet giver hende stof til faglig eftertanke, og at hun har fået et personligt og fagligt blik for betydningen af handicappedes livsvilkår. Mathilde forklarer, at hendes bofæller kommer ind i stuen, når hun sætter sig der, og ofte er det hende, der er hyggens centrum. Nogen gange tager de alle i biografen. - En biograftur, er det arbejde eller fornøjelse? spørger Mathilde retorisk. Hun forklarer, at det er svært at holde rigtigt fri, men at hun til gengæld får så meget igen: - Det er hyggeligt og dejligt at bo her, opgaverne er meget præget af, at man skal have lyst til at bo her, siger hun og fortsætter: - Man skal have lyst til, og være åben overfor forskellige input hver dag. Du kommer træt hjem en aften og er egentlig på vej i seng men hører fest ovenpå, og inden du ser dig om, sidder du og griner og spiller Wii i stuen med de andre. Et råd til andre? Har hun mon et godt råd til dem, der overvejer at blive bostøtte? Mathilde svarer, at det på forhånd er svært at forestille sig arbejdet, og at det vigtigste er at være positiv, åben og omstillingsparat. Bostøtteopgaverne handler ofte om at skabe den rette stemning, at være konsekvent og fastholde grænser. Fest og ballade 17

18 Holmstrupgård i Århus Cecilie har et mål Holmstrupgård er den største institution i Jysk børneforsorg/fredehjem, og den drives som en selvejende institution med driftsoverenskomst med Region Midtjylland. Der er seks døgnafdelinger, en skole, værksteds- og fritidstilbud samt en projektafdeling. På afdeling Engen bor Cecilie, der er 20 år. Hun har boet på Holmstrupgård siden Især på Engen, hvor hun har boet siden starten af 2009, har de hjulpet hende rigtig meget, fortæller hun. En plan for fremtiden Cecilie har sat sig et mål, hun vil gerne være sygeplejerske. Da hun ikke har en gymnasial uddannelse, går hun en anden vej gennem en uddannelse som social- og sundhedshjælper, så assistent og dernæst sygeplejeskolen. På den måde kan hun også tage en pause i forløbet og få noget erhvervserfaring i branchen. Hun har ofte selv været indlagt på hospitalet, og det er nogle gode oplevelser som patient, der har givet interessen for sygeplejen som fag. - Det kan nok godt være hårdt, der er jo mange skæbner, men jeg vil prøve det af, siger hun. 18 Af Bent Ulrikkeholm Når kassedamen i Bilka smiler til dig og siger: Hav en god dag, kan det være Cecilie, der er på arbejde. Hun kan godt lide at sidde ved kassen i den store butik, for der er altid noget at lave, og kunderne køber meget andet end mælk og franskbrød. Sofie Cecilie Junker-Poulsen har et lidt atypisk skånejob i Bilka, og det er hun rigtig glad for - ikke mindst for kollegerne. Venner og veninder På grund af en personlighedsforstyrrelse og medfødt hjerneskade får Cecilie førtidspension, og det er også årsagen til hendes ophold på Holmstrupgård. Det var svært i starten, men hun synes, hun er kommet langt nu. - Når jeg har det dårligt, har jeg brug for meget støtte, og det har de været gode til på Engen, siger hun. Cecilie har kontakt med mange andre unge udenfor Holmstrupgård, og hun synes, det er fint at kende nogle både indenfor og udenfor. - Jeg har en rigtig god veninde her, og det er en fordel at snakke med en, der kan sætte sig ind i, hvordan jeg har det, fortæller hun. Cecilie tilføjer, at de to har forskellige diagnoser men det til fælles, at det kan være svært at se på dem, når de har brug for hjælp. Det kan give nogle problemer, for: - Det er jo ikke altid, folk kan læse éns tanker, siger hun med et smil. Bofællesskab søges - Jeg er parat til at komme videre med mit liv nu, fortæller Cecilie. Hun vil gerne have sin egen lejlighed og styre sit eget liv lidt mere, men det skal helst være i et bofællesskab med personalestøtte, for det har hun fortsat brug for, mener hun. Engens øvelseslejlighed har hun prøvet at bo i, men det blev for ensomt. I Århus er det svært at finde et godt sted, så selvom hun gerne vil blive i byen, bliver fremtiden måske i København? Rigtig god hjælp Cecilie har fået meget støtte af sin far og mor. Hun taler mest med sin mor om de svære ting, og det har betydet meget. - Jeg tror ikke, jeg havde klaret det, hvis jeg ikke havde haft hende, siger Cecilie. I tiden på Holmstrupgård har Cecilie i en periode fået det dårligere. Hun oplevede det på den baggrund som en positiv forandring at komme på afdeling Engen, for hun synes, at personalet her forstår hendes problemstillinger godt. Lærerne på den interne skole kommer hun til at savne rigtig meget. - Jeg er spændt på, hvordan det skal gå, for dem føler jeg mig meget tæt på, siger Cecilie.

19

20 Holmstrupgård i Århus 20 Socialpsykiatrisk kraftcenter Holmstrupgård har udviklet sig kolossalt meget i de år, Knud Byskov har været forstander. Personalet er mangedoblet, og opgavernes karakter har ændret sig i stadigt mere specialiseret retning. I dag leder Knud et personale på omkring 160 ansatte, der arbejder både i Århus, Randers og Kjellerup. Afdelingerne er stærkt specialiserede til forskellige behov i ungdomspsykiatrien Af Bent Ulrikkeholm - Vi mener, at vi i Region Midtjylland er de bedste til ungdomspsykiatri i forhold til vores målgruppe. Det vil vi også være på landsplan, og vi har arbejdet meget med specialisering af vores tilbud, siger Knud Byskov. Da det blev besluttet, at Holmstrupgård skulle blive et specialtilbud, var tankegangen den samme, som man kender fra sundhedsområdet, fortæller Knud. - Man bliver ikke hjertespecialist på et lille sygehus med to operationer om året, og vi må også på Holmstrupgård dække et større område for at opretholde og udvikle de specialiserede faglige kompetencer, siger han. Speciallæger tilknyttet - Vi talte blandt andet meget med forældrerådet om det, og deres holdning var helt klart, at afstanden til det rigtige tilbud ikke er den afgørende faktor, siger Knud. Kravene til et specialtilbud med behandling og støtte er store. Der er speciallæger tilknyttet alle afdelingerne, og personalet har gennemgået en omfattende og fortløbende efteruddannelse for at kunne matche de nye opgaver, fortæller han. Speciallægerne arbejder både med faglig vejledning af personalet og er i direkte kontakt med de unge. De fleste unge, som kommer til Holmstrupgård, har på et tidspunkt været på en ungdomspsykiatrisk afdeling et sted i landet. At skabe kulturen Knud fortæller, at udviklingen af Holmstrupgård er foregået efter et ønske om at tage de bedste elementer fra efterskolemiljøet og de bedste elementer fra behandlingsmiljøet og kombinere disse til en samlet kultur. Et integreret ungdomsmiljø hvor de unge lever sammen og mødes i skole og fritidstilbud. På afdelingerne bor de derimod sammen med andre unge, der i de fleste tilfælde har samme psykiatriske diagnoser, som de selv har. Alle har en individuel handlingsplan. - Vi skaber kulturen gennem vores fællesaktiviteter, måden at tale sammen og omgås hinanden på, siger Knud. Traditioner og samværsform kommer man efter hans mening længere med end regler. - Vi har nogle få regler, men vi lægger mere vægt på kulturen og det, at vi som voksne skal forsøge at være forbilleder for de unge i omgangen med andre mennesker, tilføjer han. Mange afdelinger - én organisation Der har været skræmmende eksempler i medierne på store institutioner, hvor menneskesyn og metoder er faldet helt fra hinanden i en destruktiv virkelighed. Hvordan arbejder Knud Byskov med at holde sammen på værdierne i den store organisation? - Jeg er afhængig af at have nogle ledere rundt omkring, der tænker med, og jeg siger af og til på møder, at vi skal kunne tåle et skjult kamera, siger han. Ledelsesgruppen, LMU, intern lederuddannelse og et fokus på at alle kender og efterlever værdigrundlaget er helt nødvendigt, slutter Knud Byskov. FAKTA Holmstrupgårds værdier er beskrevet i en Værdihåndbog, hvor der med konkrete eksempler skabes forbindelse til hverdagen i forhold til værdierne: Anerkendelse, Troværdighed, Udvikling, Trivsel, Faglighed og Mod.