En tidlig indsats. En tidlig indsats. SMÅBØRNSFAMILIER Af Pernille Scharff, Jette Willumsen og Lone Bager

Transkript

1 10 En tidlig indsats En tidlig indsats SMÅBØRNSFAMILIER Af Pernille Scharff, Jette Willumsen og Lone Bager For to år siden oprettede Københavns Amt en ny familieinstitution for familier med børn fra 0 til 6 år samt for gravide mødre. Institutionen ligger i Hellerup nord for København og har tidligere været mødrepension. Institutionens historie går helt tilbage til 1939, hvor den var et svangremødrehjem tilknyttet Mødrehjælpen. Siden ændrede institutionen sig til i højere grad at blive et socialpædagogisk tilbud for kvinder og børn med sociale og psykiske problemer. Efterhånden var behovene igen blevet markant anderledes. Der var blandt andet en kraftig efterspørgsel på at få døgnanbragt familier med børn for at få foretaget såkaldte forældreevneundersøgelser af særligt belastede familier. I 1994 valgte Københavns Amt derfor at omstrukturere Mødrepensionen, så kommunernes behov for at få undersøgt de mest belastede familier i døgnregi kunne imødekommes. Samtidig blev der mulighed for at indskrive fædre og samlevere på institutionen. Vi vurderede, at der ville være behov for to forskellige typer af tilbud for familierne. Dels et tilbud, hvor man på baggrund af et behandlingstilbud til familierne observerede, hvorvidt de er i stand til at udvikle deres evne til at kunne imødekomme deres barns behov. Dels et tilbud til familier, som udelukkende er indskrevet med henblik på behandling. Institutionen blev normeret til 14 personer, børn eller voksne, dvs. fem-syv familier indskrevet ad gangen. Personalet består af pædagoger, en sygeplejerske, administrativt personale, og der er vågen nattevagt. Der blev etableret et tæt samarbejde mellem institutionen og Københavns Amts Center for småbørn, som leverer psykolog- og socialrådgiverydelser til institutionen. Visitationen varetages af centeret og FOTOS: BILLEDHUSET

2 11 Københavns Amt har i to år haft en familieinstitution med særlige tilbud om observation og behandling af småbørnsfamilier forstanderen fra familieinstitutionen. Eksempelvis modtager institutionens personale fast ugentlig supervision og undervisning af en psykolog fra Center for småbørn, og en stor del af forældreevneundersøgelsen foretages af en psykolog og socialrådgiver fra centeret. De familier, som udelukkende er indskrevet med henblik på behandling, får tilbud om psykoterapi hos en af Center for småbørns psykologer. Observation og undersøgelse Et observationsophold er for de familier, hvor den visiterende kommune er alvorligt i tvivl om omsorgsforholdene og udviklingsmulighederne hos forældrene. Kommunens sagsbehandler har på forhånd drøftet sin tvivl med forældrene og har også orienteret dem om, at et ophold på institutionen kan munde ud i forskellige forslag, lige fra hjemskrivning uden hjælpeforanstaltninger til forslag om anbringelse af barnet i eksempelvis en plejefamilie. På forhånd skitseres det for forældrene, at opholdet primært er tilrettelagt som en udviklingsmulighed personligt og i forhold til det at være forælder og ikke kun som en kontrol, som mange forældre naturligvis oplever det i begyndelsen. Opholdet varer typisk fire-seks måneder, og undersøgelsen af familien består af to dele. Dels en pædagogisk observation af forældrenes og barnets daglige samspil og deres reaktioner på det behandlingstilbud, som iværksættes. Denne foretages af det pædagogiske personale og munder ud i en rapport, som indgår i Center for småbørns samlede vurdering af sagen. Dels en psykologisk undersøgelse af forældrene, barnet samt af forældrenes og barnets samspil, som foretages af en psykolog og socialrådgiver. På grundlag af de to rapporter vurderer Center for småbørn, hvilke foranstaltninger kommunen bør iværksætte for at hjælpe den enkelte familie. Såvel den psykologiske undersøgelse som den endelige vurdering af forældrenes omsorgsevne ligger altså uden for institutionens rammer. Dette har vist sig at være en fordel, fordi familierne mere frit kan bruge det pædagogiske personale, når dette ikke har nogen besluttende myndighed. De observationer, som pædagogerne løbende foretager, skrives i mapper, som familierne hyppigt læser og drøfter med deres kontaktperson. Når kontaktpersonen har skrevet rapporten, gennemgås den med forældrene, som under deres ophold netop har fået mulighed for at arbejde med de områder, som er skitseret i rapporten. Behandlingen Hos nogle familier er problemet et andet. Hvis moderen, fx på grund af en fødselsdepression eller krisetilstand, ikke er i stand til at være nærværende over for sit barn, er der et tilbud udelukkende med henblik på behandling. Behandlingsplanen udarbejdes efter en intern vurdering af familiens behov, og der fremsendes ikke nogen observationsrapport til kommunen. Behandlingen er tilrettelagt på grundlag af en miljøterapeutisk helhedsforståelse med en særlig vægt på kontaktpersonordningen. Den teoretiske referensramme er primært de psykoanalytiske objektrelationsteorier, men det har også løbende været nødvendigt at inddrage elementer fra egopsykologisk, adfærdspsykologisk og systemisk teori, eftersom familiernes primære problemer kan være særdeles forskellige. Fx er en indsigtsgivende forholdemåde, hvor moderen hjælpes til at reflektere over barnets signaler og sin egen måde at ræsonnere på, ofte uden mening for en dårligt begavet mor, som i højere grad har brug for mere direkte modelindlæring og adfærdskorrektion. Ligeledes vil en psykosenær mor ofte have svært ved at indgå i et behandlingsforløb baseret på reflektion over samspillet mellem sig selv og sit barn, men vil i langt højere grad have brug for pædagogisk støtte til overhovedet at kunne være sammen med sit barn. Endvidere rummer det generelle miljøterapeutiske behandlingstilbud, også for de bedre fungerende familier, såvel indsigtsgivende som jeg-støttende elementer. Kontaktperson Når vi lægger særlig vægt på en udvikling af kon-

3 12 taktpersonfunktionen, er det, fordi moderens evne til overhovedet at kunne relatere sig og skabe kontakt til sit barn er helt central. Et spædbarn kan jo ikke vente ret længe på, at moderen udvikler denne evne, uden at lide alvorlig overlast. Kontaktpersonen har ansvaret for at skabe en kontakt og en relation til moderen (og/eller faderen), som kan udgøre den følelsesmæssige basis for, at moderen kan udvikle en relation til sit barn. Ofte er moderens relation til kontaktpersonen blandt de første positive relationer, som moderen nogensinde har oplevet. Hvis det lykkes hende at introjicere denne positive objektrelation, er det erfaringen, at moderen bliver i stand til at bruge kontaktpersonen på flere niveauer i forhold til det at være mor. Fx kan moderen hjælpes til at få bedre kontakt med sine egne og barnets følelser gennem individuelle samtaler med kontaktpersonen. Ligeledes kan kontaktpersonen ved at være til stede i samværet mellem mor og barn hjælpe moderen til at forstå barnets signaler. Det kan også være, at moderen på et tidspunkt begynder at bruge kontaktpersonen i en erkendelse af, at hun ikke magter forældrerollen på fuld tid og begynder at drøfte anbringelse af barnet. Selv for de mange mødre, der på grund af svære tilknytningsproblemer ikke formår at etablere en positiv relation til deres kontaktperson, kan forholdet til kontaktpersonen være af stor betydning. Nogle gange er moderen gennem hele opholdet ganske afvisende over for sin kontaktperson. Men det pædagogiske personale har eksempelvis registreret, at barnet virker mere grædende, når kontaktpersonen har været fraværende gennem flere dage. Dette kan forstås sådan, at pædagogen ved sin vedholdende interesse udøver en holdingfunktion for moderen. Ud over kontaktpersonordningen er den miljøterapeutiske behandling tilrettelagt omkring visse daglige planlagte aktiviteter. Der er de fleste af ugens dage et morgenmøde, hvor forældre og børn har mulighed for at tale om, hvad der optager dem her og nu. Endvidere er der en gang ugentligt en terapeutisk gruppe for forældrene, hvor børnene passes af personalet. For familier med børn i daginstitution er der hver eftermiddag, når børnene kommer hjem, afsat et tidsrum, hvor forældrene skal undersøge, hvad deres barn har brug for og eventuelt i samråd med kontaktpersonen indgå i en eller anden form for samvær med barnet. Et par aftener om ugen er der nogle aktiviteter for forældrene, som spænder lige fra reflekterende til kreative til helt rekreative gøremål. Hidtidige erfaringer Siden institutionens etablering har langt de fleste familier været indskrevet med henblik på observation og undersøgelse af omsorgsforholdene. Det vidner om, at der i Københavns Amt er et reelt behov for et døgntilbud til de sværest belastede familier med små børn. I den toårige periode har der været indskrevet godt 30 familier, hvoraf 90 procent har været indskrevet med henblik på undersøgelse. 16 af familierne har gennemført hele opholdet. De hyppigst forekommende primære problematikker hos forældrene har været unge og umodne forældre (under 20 år), umodne forældre eventuelt med en karakterologisk og/eller borderline problematik dårligt begavede samt psykisk syge forældre. Af de 16 familier, der indtil nu har gennemført forløbet, har Center for småbørn i lidt over halvdelen af sagerne anbefalet

4 13 anbringelse af børnene uden for hjemmet. For den resterende halvdel blev der fx anbefalet døgnanbringelse af hele familien, ambulant psykoterapeutisk behandling af den voksne og/eller mindre omfattende kommunale tiltag. Lidt over halvdelen af de familier, hvor der blev peget på anbringelse af barnet, erklærede sig helt eller delvist enige i den foreslåede hjælpeforanstaltning. Til sammenligning kan det nævnes, at vi fra ambulante undersøgelser af lignende familier typisk har oplevet større uenighed i de foreslåede foranstaltninger, når der peges på anbringelse. Dette kan måske handle om, at institutionen giver mulighed for at etablere andre anbringelsesforløb, end det typisk vil være muligt for en kommune, som baserer en anbringelse på en ambulant undersøgelse. Hertil kommer, at en mor på familieinstitutionen løbende møder situationer, hvor personalet eller de andre forældre spejler hendes måde at være sammen med barnet på. I disse situationer mærker hun måske sin egen uformåenhed eller manglende lyst til at være sammen med sit barn og har mulighed for at tale med nogen om sine følelser. I de fleste af de tilfælde hvor forældrene er enige eller delvist enige i Center for småbørns forslag om anbringelse af barnet, har forældrene selv været igennem en erkendelsesproces på familieinstitutionen. Nogle af forældrene har selv valgt at blive på familieinstitutionen et stykke tid efter afgørelsen, eller indtil barnet er anbragt, hvor de har mulighed for at tale anbringelsen nærmere igennem med personalet. Enkelte har tilmed valgt at blive en kort tid, efter at barnet er blevet anbragt. Dette kan være udtryk for, at forældrene trods alt har etableret en vis tilknytning til stedet og har brug for den mulighed for bearbejdning og forståelse af deres situation, som det pædagogiske personale kan hjælpe dem med. Institutionens muligheder Københavns Amts etablering af et observations- og behandlingstilbud i døgnregi har betydet, at det er blevet muligt at foretage mere grundige og uddybende undersøgelser af forældre og småbørn. I forhold til en ambulant undersøgelse er der nu blevet tilføjet den vigtige dimension, at familierne vurderes ud fra, om de er i stand til at udvikle sig på baggrund af et behandlingsforløb. Forældrene får en reel mulighed for i samværet med barnet at vende det billede, som har fået socialforvaltningen til at foreslå anbringelse af familien. De foreløbige erfaringer viser, at opholdet samtidig kan blive en erkendelsesproces for forældrene, som lærer at se mere realistisk på egne ressourcer og svagheder, hvad der på længere sigt vil gøre det lettere for dem at acceptere en eventuel anbringelse af deres barn. Endvidere er der med familieinstitutionen blevet rigere mulighed for at gøre en helt tidlig indsats for nogle af samfundets mest truede børn. Flere af mødrene indskrives allerede i slutningen af svangerskabet eller lige efter fødslen, hvilket formentlig kan mindske nogle af de tidlige følelsesmæssige skader, som synes at være blevet et stigende problem i det danske samfund. Cand.psych. Pernille Scharff og socialrådgiver Lone Bager er ansat ved Københavns Amts Center for småbørn. Jette Willumsen er pædagog og forstander for Københavns Amts familieinstitution.

5 14 Yvonnes historie Yvonne havde allerede i en ung alder fået anbragt sit første barn, og kommunen var nu meget bekymret for, om moderen kunne tage sig tilstrækkeligt af sit nye spædbarn. Familieinstitutionen delte i lang tid denne bekymring, fordi moderen virkede fraværende, trist og uengageret i samværet med barnet uden at være egentlig depressiv. Denne mangel på nærvær viste sig ligeledes i samværet med kontaktpersonen. Efter i nogle måneder at have indgået i institutionens dagligdag, begyndte moderen at få en klarere fornemmelse af, hvordan hun havde det, og begyndte at efterlyse flere samtaler med kontaktpersonen. Hun blev mere opmærksom på sit barn og tog selv initiativ til at drøfte nogle vanskelige situationer, som hun havde haft med barnet. Det viste sig, at denne mor havde haft nogle voldsomme oplevelser i sin ungdom, som havde fået hende til at indtage en passiv, indelukket og vagtsom attitude til omverdenen for at beskytte sig selv. I løbet af opholdet blev det klart, at hun havde en udmærket primær omsorgsevne. Hun fik senere lejlighed til at bearbejde sine oplevelser i et psykoterapeutisk forløb. Annettes historie Annette var en 17-årig mor, som blev indskrevet med sit nyfødte barn, fordi hendes sagsbehander allerede inden fødslen tvivlede alvorligt på, om den unge mor kunne magte sin nye omsorgsopgave. Annette havde haft en omtumlet opvækst og boede på ungdomspension, da hun blev gravid. Pædagogerne havde forsøgt at overtale hende til at få abort, men hun valgte at få barnet, fordi hun sammen med sin kæreste ønskede at etablere den trygge familie, hun altid selv havde savnet. Myndighedernes skepsis betød, at hun blev endnu mere opsat på, at ingen pædagoger skulle komme ind på livet af hende, og hun var i starten afvisende over for ethvert kontaktforsøg på familieinstitutionen. Det var imidlertid sværere at tage sig af et spædbarn, end hun havde regnet med, og barnefaderen var næsten holdt op med at besøge hende. Hun begyndte så småt at tale med sin kontaktperson og kunne indimellem opleve personalets praktiske vejledning og tilbud om kontakt som en hjælp og ikke kun som indblanding. Efter nogle måneder fik hun en stigende lyst til at gå ud med vennerne og begyndte at tage barnet med overalt. Sagsbehandleren henstillede, at Annette primært skulle opholde sig sig på familieinstitutionen, hvilket gjorde hende både vred og trodsig. Kontaktpersonen talte med hende om det vanskelige i at være afskåret fra det almindelige ungdomsliv, og moderen fastholdt, at hun ikke kunne holde ud at sidde hjemme hver aften og fortsatte med at være meget væk. På et tidspunkt begyndte hun af sig selv at tale anbringelse med sin kontaktperson, fortrød det nogle gange, men endte med at opleve det som sit eget ønske at nøjes med at være mor på deltid og lade sit barn anbringe i en plejefamilie.