Solvang HAM Sb. Nr. 211, Dybbøl sogn. Af Erling Mario Madsen. Nr. 273

Transkript

1 Solvang HAM 4725 Sb. Nr. 211, Dybbøl sogn Af Erling Mario Madsen Nr. 273

2 Indhold Resumé... 3 Undersøgelsens resultat... 3 Perspektivering Tidstavle med udgravningen markeret...15 Ordliste for arkæologiske udtryk Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev og forfatterne. Eftertryk tilladt med tydelig kildeangivelse. Dokumentationsmateriale (fund, fotos, stolpehulsskemaer, tegninger, opmålingsfiler og beretning) opbevares på Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev, Dalgade 7, 6100 Haderslev. Bygherre er velkommen til at kontakte museet for den fulde arkæologiske beretning. 2

3 Resumé Arkæologisk undersøgelse af et i alt m 2 stort område forud for anlæggelse af motorvej. Området er beliggende sydvest for gården Solvang. På MATRNR 180, ejerlav: Ragebøl, Dybbøl, Sønderborg Kommune, på motorvejstracéet mellem Kliplev og Sønderborg mellem station 23,58 23,65. Plan, som viser lokaliteten Solvangs beliggenhed. Ved undersøgelsen afdækkedes et gårdsanlæg. Herved fremkom i alt udgravede arkæologiske fyldskifter dækkende over gruber og stolpehuller etc. Dette antal anlægsregistreringer kunne groft set opløses til fund af i alt tre hustomter, forbindelseshegn, staklade og bopladsgruber. I alt dækker registreringerne over en arkæologiske hovedperioder: Middelalder (1000 e.kr e.kr.). Middelalder (1000 e.kr e.kr.): Anlægsregistreringerne kunne opløses til fund af i alt et gårdsanlæg i form af et øst/vest-orienteret udskudshus, et nord/syd-orienteret tværremshus, et kvadratisk hus, en staklade og et forbindelseshegn, som forbinder gårdsenheden. Desuden blev der fundet en mængde bopladsgruber. Undersøgelsens resultat Ved den arkæologiske undersøgelse af området ved Solvang blev et område på m 2 afdækket forud for etablering af motorvej. Inden for dette område blev der registreret og udgravet i alt 132 fyldskifter i form af gruber og stolpehuller etc. I disse er der fremkommet i alt 66 fundregistreringer i form af lerkarskår, jernknive, jernsøm, slagsten, knoglerester etc. Herudover kommer et antal makrofossilprøver til naturvidenskab. Den store mængde anlægsregistreringer kan groft set opløses til fund af i alt 3 hustomter, en staklade samt et antal bopladsgruber. Disse registreringer dækker over én arkæologisk hovedperiode: 3

4 Et gårdsanlæg fra middelalderen (1000 e.kr e.kr.). Gårdsanlæg fra middelalderen (1000 e.kr e.kr.). Gården i den tidlige middelalder (1000 e.kr e.kr.) bestod, alt efter størrelse, af et større eller mindre antal forskellige funktionsbestemte bygninger. Gårdskomplekset indeholder en indre gårdsplads. Den indre gårdsplads skabes i form af bygningernes beliggenhed i forhold til hinanden og forbindelseshegnet, således at den er aflukket mod nord, mens den er åben mod syd. Umiddelbart vest for den indre gårdsenhed ligger der en nord/syd-forløbende grøft, A315, som tolkes som et muligt tofteskel. Lignende gårdskomplekser med en indhegnet tofte og et system af bygninger forbundet med hinanden, således at der skabes en indre gårdsplads, kendes fra udgravningerne af Østergård, Vorbasse og den lidt ældre Tissø på Sjælland. Denne indre gårdsplads skal måske ses som udtryk for ejerens status i samfundet? (Sørensen, A. B. 2003, Sørensen, A. B. 2011). Under en senere muldafrømningsetape blev der ca. 20 meter nord for gårdskomplekset fundet et øst/vest-orienteret enskibet tværremshus fra middelalderen (1000 e.kr e.kr.). Måske har denne bygning tilknytning til gårdsenheden eller bygningen stammer fra en anden fase af gården. Oversigtsplan over det umiddelbare område, hvor gårdsanlægget fra middelalderen blev fundet. Området med røde markerede fyldskifter er fra udgravningen ved Solvangs første etape. Mens det med blåt er fra en senere etape. Gårdsanlæg A: De fire bygningskonstuktioner er placeret relativt tæt på hinanden i komplekset. Længst mod vest er der et udskudshus med vognport, der tolkes som gårdsanlæggets hovedhus. I østlig forlængelse af hovedhuset er der en konstruktion, som kan have været en tilbygning til 4

5 hovedhuset eller en selvstændig bygning. Fra hovedhusets nordøstlige hjørne af udskuddet er der et ca. 21 meter langt forbindelseshegn, hvorfra 7 stolper lokaliseredes. 12 meter øst for hovedhuset, på sydsiden af hegnet, blev der fundet en staklade. 15 meter øst for hovedbygningen blev der fundet en nord/syd-orienteret enskibet bygning, som tolkes som en økonomibygning til gårdskomplekset. Denne bygnings nordgavl ligger ca. 3 meter syd for hegnet, og stakladen er placeret 2 meter nordvest for denne bygning. Horisontalstratigrafisk tolkes komplekset som samtidigt på grund af, at der umiddelbart ses en forbindelse mellem husene ved hegnsforløbet Der er heller ikke tegn på nogen form for overlapninger eller andre perioder på feltet omkring gårdsanlægget. Dette indikerer også, at husene er samtidige. Oversigtsplan og tolkning af grundplanen over middelalderstormandsgården fra Solvang. Konstruktion I: Nordvest/sydøst-orienteret enskibet, udskudshus med buede langvægge. Huset er et tværremshus, altså et hus med de bærende konstruktioner stående i vægforløbet og ikke inde i huset. Husets vægstolper er sat symmetrisk over for hinanden, hvilket tyder på, at spærrene har været lagt direkte ovenpå vægstolperne, og at de altså dermed også er tagbærende. Denne hustype dateres typologisk til ældre middelalder på grund af de buede langvægge og sætvise stolper. 5

6 Længden var omkring 22 meter og huset bestod af 9 sæt vægstolper. Bredden var 6,5 meter målt midt på huset. Vægstolperne stod i et svagt buet forløb i husets længdeakse, således at huset i gavlenderne var 6 meter bredt. I flere af vægstolpernes fyld blev der fundet brændt ler, der tolkes som værende fra husets lerklinede vægge. Huset har haft rette gavle. I husets østgavl er der gavlstolper, mens der i husets vestgavl ikke er fundet tegn på gavlstolper. Huset har haft mindst to rum. I husets østlige del er der en skillevæg, som deler huset i to rum; et stort beboelsesrum i vestenden, som yderligere kan have været opdelt i to, dette kendes bl.a. fra andre lignende huse. I østenden er der placeret et gavlrum med en vognport i husets sydvendte væg. I den nordvestlige langside er der et antal ekstra stolpehuller, der tolkes som udskiftninger/reparationer. En del af disse er stærkt forkullede. Så det tyder på, at der engang har været brand i huset. De buede langvægge er et konstruktionstræk, som er karakteristisk for huse i vikingetiden og langt ind i middelalderen (til ca e.kr.). I tidlig vikingetid besad husene endnu tagbærende stolpe inde i bygningen. Efterhånden mindskes antallet af tagbærende stolpesæt, samtidig med at der skete en forskydning af tagets vægt fra de tagbærende stolper til vægkonstruktionen, kendt fra Trelleborghusene. Trelleborg-huse har ydre skråtstillede støttestolper langs de buede langvægge til at stabilisere denne vægtforskydning. I begyndelsen af middelalderen forsvinder de indre tagbærende stolper og de ydre skråtstillede støttestolper (Sørensen, A. B. 2003, Sørensen, A. B. 2011), (Schmidt, Holger. 1999). Et andet karakteristisk træk for middelalderhuse er husets tre eller fire udskud. Udskudshuse tolkes som et gårdsanlægs hovedbygning. Fotografi taget fra husets vestlige gavlende. Stolpehullerne er markeret med hvidt. På begge sider af husets vægge ses udskud. Udskudshuse kendes fra ca e.kr. Men antallet af lokaliteter med udskudshuse er hyppigere fra og 1200-tallet eller derefter. Huse med udskud ses gennem hele middelalderen og frem til begyndelsen af 1800-tallet. Udskuddene, hvorfra hustypen har fået sit navn, er dannet af en kortere eller længere række af stolper sat parallelt med langvæggen. Stolpeaftryk viser, at stolperne har stået lodret, ikke som støttestolper, som det kendes fra Trelleborg-huse. Et udskud er en smal sidebygning. Udskud kendes fra huse både med buede og rette langvægge. Typologisk tolkes de retvæggede huse i middelalderen til at være yngre end huse med buede langvægge, som er et træk, der stammer fra vikingetiden. 6

7 Rekonstruktioner af huskonstruktionerne fra Solvang gårdsanlægget. Tegninger: Jørgen Andersen. Konstruktion II: Mindre nord/syd-orienteret enskibet hus med næsten rektangulær grundplan. Huset er placeret tæt på østgavlen af det store udskudshus. Det tolkes som at have haft en sydvendt indgang. Selve funktionen for dette hus er ukendt. Måske er det en mindre økonomibygning eller det har det haft en slags repræsentativt formål (sakralt)? Husets beliggenhed i forhold til de andre økonomibygninger, som er placeret noget fjernere fra hovedhuset, kan antyde, at det har haft en direkte forbindelse hovedhuset. Fra udgravningen på Østergård kendes også lignende småhuse, som er beliggende indenfor gårdsenhedernes indhegninger. Disse huse er vanskelige at funktionsbestemme. Måske er der tale om værkstedshytter lignende vikingetidens grubehuse, eller er der tale om småhuse, som har huset fattige familier eller trælle? De middelalderlige landskabslove antyder, at der spredt inden for gårdens indhegninger findes småhytter, som har huset fattige familier (Sørensen, A. B. 2003). Hvis der er tale om et hus for fattige, er det lidt mærkeligt, at det er placeret så tæt på hovedhuset, med mindre der er tale om et hus for trælle. Konstruktion III: Et nord/syd-orienteret enskibet tværremshus med nærmest rette langvægge. Igen et hus, hvis bærende konstruktioner findes i vægforløbet og ikke inde i huset. Vægstolperne er sat symmetrisk overfor hinanden, således at spærrene har været lagt direkte ovenpå vægstolperne, og at de altså dermed også er tagbærende. Da der er tale om vægstolper, hvor tagkonstruktionen bæres af en kraftig vægkonstruktion, må det antages, at dette er husets længde. Længden af huset var på omkring 8,5 meter od det bestod af 4 7

8 sæt vægstolper. Bredden var 4,5 meter. I den nordøstlige gavlende blev der fundet endnu en stolpe i forlængelse af væggen. Denne stolpe ligner de andre tagbærende vægstolper og der er 1,5 meter mellem den og den næste stolpe. Det er samme afstand, som mellem de øvrige stolper. Der blev desværre ikke fundet en makker overfor denne stolpe. Dette betyder ikke, at stolpen ikke kunne have indgået i konstruktionen. Der kan være tale om en arkitektonisk konstruktion, hvor den nordvestlige gavlstople ikke indgår, så husets reelle længde egentlig er på 10,5 meter. Huse fra middelalderen med rette langvægge tolkes typologisk som yngre end huse med buede langvægge. Erfaringer fra Udgravningen ved Østergård viser, at gårdsenheders hovedbygninger havde buede langvægge, mens de fleste økonomibygninger havde rette langvægge (Sørensen, A. B. 2003, Sørensen, A. B ). Konstruktion IV: Stakladen er en mindre nordvest/sydøst orienteret økonomibygning med to sæt tagbærende stolper sat i et smalt kvadrat. Afstanden mellem stolperne måler 1 m. Rekonstruktion af en staklade fra middelalderen (Middelaldercenteret på Lolland/Falster). Staklader/4-stolpeanlæg er, som navnet antyder, konstrueret af fire stolper. Bygningen har antageligt haft et forskydeligt tag, hvorunder hø og utærsket korn har kunnet opbevares tørt og i nogenlunde sikkerhed for skadedyr(sørensen, A. B. 2003, Sørensen, A. B. 2011). Konstruktion V: Nordvest/sydøst-forløbende forbindelseshegn, som forbinder gårdsanlægget så det får en indre gårdsplads. Tofteskel: Ca. 10 meter vest for udskudshusets vestlige gavl er der en næsten nord/syd-forløbende grøft, som tolkes som et muligt tofteskel. Gruber: Der var et antal gruber på feltet. I grube A320, som ligger umiddelbart syd for udskudshuset, blev der fundet en jernkniv, X1062. Gruberne omkring gårdsanlægget, og gruber med materiale fra middelalderen, kan muligvis være samtidige med gårdsanlægget. 8

9 Rusten jernkniv, X1062, fundet i grube A320. Der er en del andre stolpehuller på undersøgelsesområdet, men det er ikke muligt at erkende andre strukturer, som f.eks. udhuse, staklader m.m.; alt sammen bygninger, der typisk er tilknyttet en gårdsenhed som de ovenfor beskrevne. Naturvidenskabelige resultater: Makrofossilprøver: Der blev udtaget jordprøver fra et antal fyldskifter til makrofossilprøver. Prøver fra to tagbærende vægstolpehuller fra konstruktion I: X1039 fra 245 og X1043 fra 218 og X1032 fra 239 vægstolpe fra udskud. Fra konstruktion II blev der prøver fra tre tagbærende vægstolper: X1011 fra 287, X1016 fra 286 og X1017 fra 284. Prøverne blev sendt til AMS laboratoriet under institut for fysik og astronomi, Århus Universitet, og 14 Cdateret. Prøve X1032 fra udskuds vægstolpehul 239 i Hus I: med 68.2% sandsynlighed er kurven tredelt med 41.8% sandsynlighed for en datering imellem e.kr., 17.0% for e.kr. og 9.4% for e.kr. Prøve X1039 fra tagbærende stolpe 245 i Hus I: med 68.2% sandsynlighed for en datering imellem årene e.kr. Prøve X1043 fra tagbærende stolpe 218 i Hus I: med 68.2% sandsynlighed for en datering imellem årene e.kr. Prøve X1011 fra tagbærende stolpe 287 i Hus II: med 68.2% sandsynlighed for en datering imellem årene e.kr. Prøve X1016 fra tagbærende stolpe 286 i Hus II: med 68.2% sandsynlighed er kurven tredelt med47.9 % sandsynlighed for en datering imellem e.kr., 13.3% for e.kr. og 7.0% for e.kr. Denne prøv afviger dateringsmæssigt fra de andre prøver med at være fra jernalderen. Fosfatprøver: Resultatet af fosfatanalysen viser en væsentligt forhøjet fosfatværdi i det område, hvor hovedhuset har ligget. Det er formentlig sporene efter de mange aktiviteter, der har været i og omkring huset. Midt i huset er der et område med forhøjet fosfatværdi. Måske viser det, hvor man har opholdt, og sandsynligvis var ildstedet placeret her. I den vestligste del af huset er fosfatværdierne derimod væsentligt lavere. Det kunne tyde på, at der her har været et separat rum. I 9

10 så fald har huset været opdelt i mindst tre rum. I andre lignende huse er der spor efter inddelinger i tre eller fire rum, f.eks. fra udgravningen ved Østergård (Sørensen 2011:113ff.). Ved husets østgavl ses også en forhøjet fosfatværdi. Her har der sikkert været en indgang. De to stolpehuller midt i gavlen er sandsynligvis spor efter dørstolper. Fosfatkarteringen af den store nord-syd orienterede økonomibygning viser ikke forhøjede værdier. Bygningen har derfor nok ikke fungeret som stald. Dens anvendelse har dermed ikke kunnet klarlægges nærmere. Plan over Fosfatkartering fra HAM 4725Solvang. Perspektivering En arkæologisk undersøgelse, som den, der her er foretaget ved Solvang, er i ordets bogstaveligste forstand som at løfte en flig af et gulvtæppe. Ved at skrælle muldlaget af på et område kan man være heldig at få et lille indblik i dele af vor forhistorie. Dette gør sig også gældende ved Solvang, hvor undersøgelsen er iværksat som en nødudgravning forud for etableringen af motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg. I sagens natur er den slags undersøgelser begrænset til netop det aktuelle anlægsområde. Arkæologerne kan derfor sjældent forvente at komme til at afdække alle levn, som hører til en bo- eller gravplads, hvis denne strækker sig uden for det aktuelle område. Vi må derfor nøjes med de oplysninger, vi har kunnet fremskaffe på det arkæologisk undersøgte 10

11 område, og dernæst dels forsøge at foretage nogle kvalificerede gæt om, hvad der kan gemme sig udenfor, og dels forsøge at sætte disse oplysninger ind i en større helhed, lokalt og regionalt. Ofte finder man ved forundersøgelser forud for byggeprojekter ingen spor efter vore forfædre. Men ind imellem fremkommer der, som ved dette bygningsprojekt, interessante spor, som giver en masse vigtige detaljer til billedet af det forhistoriske og det middelalderlige kulturlandskab således som ved Solvang, som ligger i området omkring Ragebøl, Dybbøl og Stenderup. Ved Solvang er der bl.a. fremkommet en gård fra tidlig middelalder (1000 e.kr e.kr.). Med motorvejsprojektet mellem Kliplev og Sønderborg er der fremkommet mange nye vigtige fund fra hele oldtiden og middelalderen. Arkæologisk er projektet en kæmpe gave. Det er som at åbne op for et 27 m langt snit i kulturlandskabet gennem det sydøstlige Sønderjylland. Kulturlandskabet: Med fundet af gården fra tidlig middelalder ved Solvang er kendskabet til det middelalderlige kulturlandskab i området blevet betydeligt forøget. I motorvejstraceét vest for Solvang blev der i området ved Stenderup ved Ravnshøjgård I fundet den ældre del af middelalderlandsbyen Stenderup. Derudover blev der ved Ravnshøjgård II fundet en boplads fra yngre førromersk jernalder (150 f.kr. Kr. f.) og ældre romersk jernalder (Kr.f. 150 e.kr.). Ved Ravnshøjgård III blev der fundet en landsbystruktur fra yngre romersk jernalder (150 e.kr. 350 e.kr.). Dette indikerer, at der mere eller mindre kontinuerligt har været mennesker bosiddende i området. Fra perioden yngre førromersk jernalder (150 f.kr. Kr. f.) og ældre romersk jernalder (Kr.f. 150 e.kr.). kendes også andre fund fra lokalområdet. Ved Legbjergvej, Vester Sottrup samt ved Tinggård Vest er der fundet treskibede jernalderhuse fra førromersk jernalder/ældre romersk jernalder. Desuden er der ved den endnu ikke udgravede Solvang II i Ragebøl fundet en boplads fra perioden. Stormandsgården fra Solvang vil også være vigtig for komparative studier til andre lignende fund som f.eks. middelalder gårdene fra Østergård. Huskonstruktioner/hustypologi: Generelt er sporene efter de forhistoriske og middelalderlige hustomter på lokaliteten relativt velbevarede. Husene på lokaliteten er derfor velegnede til komparative studier med hustyper fra andre samtidige lokaliteter. Dateringen af husene alene ud fra husenes konstruktioner og størrelse skal dog anvendes med forsigtighed. Ud over de generelle tendenser og nogle af de meget karakteristiske konstruktionselementer fra de forskellige perioder af jernalderen og middelalderen, er det nødvendigt at tage hensyn til den variation i byggeriet, som vil forekomme på de enkelte lokaliteter. Man bør konsultere byggeskikken både i Sønderjylland og området nord herfor, før man ud fra konstruktionen alene foretager en typologisk datering. I de senere år har det endvidere vist sig, at nogle af de tilsyneladende sikre daterende konstruktionselementer i huse, ikke er så entydige endda. For at fremskaffe en ny serie dateringsmæssige fikspunkter på bopladsmateriale fra de forskellige egne af Sønderjylland, har Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev derfor påbegyndt en mere målrettet indsamling af forkullet organisk materiale fra udvalgte huse rundt omkring i landsdelen. Dette materiale kan efterfølgende anvendes til både undersøgelse af korn og ukrudsplanters tilstedeværelse og fordeling 11

12 i husene (lokalisering af tærskepladser/opbevaringssteder og afgrødetyper i bondens økonomi), og ikke mindst til at foretage serier af 14 Cdateringer fra husene, så deres tidsmæssige placering kan fikseres ikke blot relativt, men også i absolutte årstal. Med hensyn til de ældre middelalderlige husfund er der allerede fremført flere bemærkninger til disses konstruktion i forgående kapitel. De endnu alt for sjældne fund fra landsdelen fremviser et stort repetoire med hensyn til konstruktion og størrelse. Hvert fund giver således et værdifuldt bidrag til undersøgelserne af såvel byggeskikken som landbebyggelsen i ældre middelalder. Som beskrevet i det foregående afsnit tolkes enskibede huse med buede langvægge typologisk som ældre end retvæggede, enskibede huse fra middelalderen. Udskudshuse tolkes generelt som et gårdsanlægs hovedbygning. Erfaringer fra udgravningen på Østergård, viser at udskudshusene er et gårdsanlægs største bygninger, centralt placeret inden for gårdsanlægget. Disse huse har også den kraftigste konstruktion. Ved Østergård havde alle husene buede langvægge. Komparativt er der således mange forhold fra Østergård, der gør sig gældende ved gårdsanlægget fra Solvang. Ydermere viste erfaringer fra udgravningen ved Østergård ligeledes, at gårdsenheders hovedbygninger havde buede langvægge, mens de fleste økonomibygninger havde rette langvægge. I middelalderen ophører den stringente regel at orientere husene i øst/vestlig retning. Husene orienteredes også i nord/sydlig retning som det forekommer hos konstruktion III. I tidlig middelalder bestod et gårdsanlæg af et antal forskellige bygninger med hver deres funktion. Modsat de forudgående perioder, hvor det treskibede langhus med staldfunktion i den ene ende, var den fremherskende hustype (Sørensen, A. B. 2003, Sørensen, A. B. 2011). Økonomi: Da huskonstruktionerne tolkes som værende en del af et gårdsanlæg, hvor der er forskellige hustyper, som stakladen og økonomibygningen, der tolkes til at have landbrugsmæssige funktioner, må der være tale om en landbrugsøkonomi. Brændte knogler fundet i gruberne antyder tilstedeværelsenaf dyr, som er blevet tilberedt. De udtagne makrofossilprøver fra tagbærende stolpehuller i husene indeholder i mange tilfælde både forkullede ukrudtskrø og korn. Disse rester er fine indikationer på, hvilke kornafgrøder, man har dyrket på markerne, ligesom ukrudtsfrøene, som ofte må formodes at stamme fra tærskeaffaldet til de hjembragte kornafgrøder, kan give indikationer om, hvor intensivt landbruget har været drevet. Makrofossilprøverne er endnu ikke gennemgået specifikt med dette formål for øje. Som tidligere beskrevet blev der taget fosfatprøver over et område, der dækker gårdsanlægget, med det formål om muligt at få værdifulde bidrag til forståelsen af bopladsernes måde at organisere sig på. Områder med relativt forhøjede fosfatværdier kan således afspejle det sted, hvor man har haft møddingen liggende, områder i huse, hvor 12

13 husdyrene har været opstaldet, områder på gårdspladsen, hvor dyrene kan have gået i en fold etc. Således kan det måske være muligt at tolke tilstedeværelsen af husdyr. Gårdsanlægget er endnu et eksempel på resultatet af den nye museumslov, som har ført til lokalisering af landbebyggelsen fra middelalderen. Indtil den nye museumslov blev vedtaget, var det en hævdvunden opfattelse, at de få spor, der hidtil var påvist af den tidlige middelalders landbebyggelse, var betinget af, at disse spor lå under bebyggelsen i de nuværende landsbyer. Noget tyder dog på, at dette måske alligevel ikke er tilfældet, idet påfaldende mange hustomter er dukket op i forbindelse med anlægsarbejde lige uden for de nuværende landsbyer. Spørgsmålet er derfor, om den stationære landsby er så stationær, som hidtil antaget eller hvornår den bliver stationær? Selv om iagttagelsesbetingelserne er gode, og husgrundridsene er lette at erkende, har det ikke været muligt at afgøre, hvor stor gården har været. Det kan heller ikke afgøres, hvorvidt der er tale om en enkeltgård eller en landsbygård. Inden for tracéet fandtes nemlig ikke sikre spor efter Solvangs afgrænsning. Det kan skyldes, at gårdene i den tidlige middelalder kunne være overordentligt store. F.eks. dækkede middelaldergården ved Østergård et areal på mere end 6 ha, inden den blev delt. Tofterne kunne i middelalderen således være flere hundrede meter lange og brede, og motorvejstracéet ved Solvang var kun 114 m bredt. Når vi alligevel vover at tolke gården fra Solvang som en stormandsgård, så skyldes det kombinationen af hovedhusets størrelse, de buede langvægge, porten, udskuddene samt den indre gårdsplads. Gården er anlagt 650 m nord for Dybbøl Kirke. De ældste dele af kirken daterer sig tilbage til omkring år Det betyder, at stormandsgården måske allerede lå her, da man begyndte at bygge kirken. Den tidsmæssige overensstemmelse mellem kirken og stormandsgården gør det nærliggende at forestille sig, at stormanden og hans familie har været involveret i det tidlige kirkebyggeri. På trods af at gården ved Solvang ikke har kunnet udgraves i sin helhed, har den således ydet et værdifuldt bidrag til en bedre forståelse af både byggeskikken og stormandsgårdens rolle i landbebyggelsen i tidlig middelalder. Erling Mario Madsen Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev

14 14

15 Ordliste: Fundtyper: Bopladsfund: Offerfund: Depotfund: Gravfund: Lokalitet med fund af kulturlag, stolpehuller og gruber, som indgår i hytter, huse, gårde, landsbyer og/eller aktivitetsområder. Fund omfattende en eller flere genstande, som er ofret til guderne. De er således ikke nedlagt med henblik på genfinding/genbrug. Fund af genstande, som er gemt væk med genfinding/genbrug for øje. Fund af begravelser. Er der mere end 3 samtidige grave inden for 5 meters afstand kaldes det en gravplads. Anlæg: Kulturlag: Fyldskifte: Stolpehul: Grøft: Grube: Kogestensgrube: Rodvælter: Jordfæstegrav: Urnegrav: Brandplet: Fladmarksgrave: Forseglet jordlag, som indeholder genstande repræsenterende et kortere eller længere tidsrum. Kulturlag kan ligge forseglet i flere niveauer over hinanden. Nedgravning med blandet fyld bestående af muld og undergrundsmateriale. Ved udgravning vil fyldskifter fremstå som områder, der er mørkere end den omgivende undergrund. Nedgravning til stolper. Aflang, sammenhængende, smal nedgravning. Nedgravning, som er større end et stolpehul. Gravet enten i forbindelse med materialetagning - f.eks. ler eller sand -, til udførelse af et bestemt arbejde - f.eks. jernudvinding, garvning, høropblødning eller til opbevaring af forråd f.eks. ler eller fødevarer. Efterfølgende er gruben gerne fyldt op med affald fra husholdningen og benævnes så affaldsgrube Grube fyldt med opvarmede sten og brugt som ovn. Andet navn: Jordovn. Større, todelt fyldskifte. Opstår når træer vælter. Begravelse i kiste, liget ubrændt. Andre navne: Egekistegrav, skeletgrav, kistegrav. Den døde er brændt på ligbål. Ligbålsresten er lagt i en urne. Den døde er brændt på ligbål. Ligbålsresten er lagt i en nedgravning eller grube. Andet navn: Brandgrube; brandgrav. Grave, som er anlagt under flad mark. Ses som et fyldskifte umiddelbart under pløjelagsniveau. 15

16 Højgrave: Randsten: Grave, som er dækket af en gravhøj. Forskellige typer af gravhøje: Langhøj, rundhøj, storhøj, tuegrav. Stenkreds som afgrænser gravhøj eller grav. Huse & bygninger: Enskibet hus: Toskibet hus: Treskibet hus: Trelleborghus: Udskudshus: Grubehus: Staklade: Diemen: Hus, hvor de tagbærende stolper sidder i væggen. Andet navn: Rammehus. Hus med en indre række tagbærende stolper. Andet navn: Midtsulehus. Hus med to indre rækker tagbærende stolper. Andre navne: Treskibet langhus, treskibet højremshus. Treskibet hus kun to indre sæt tagbærende stolper - med skrå støttestolper til væggene. Enskibet hus. Parallelt med væggen findes lodrette stolper, der udgør små tagoverdækkede sidebygninger = udskud. Hus med nedgravet gulv. Forrådshus med hævet gulv og som oftest 4 i sjældnere tilfælde 6 - tagbærende stolper: Andet navn: hjelm. Anlæg med hævet gulv båret af 4 eller 6 stolper, uden tag og omgivet af ringgrøft. Bruges til opbevaring af forråd. Rutenberge: Forrådshus med hævet gulv og forskydeligt tag. Taget har været båret af 4, 5 eller 6 i sjældnere tilfælde flere tagbærende stolper. For staklader, diemen og rutenberge gælder: Kan anlægstypen ikke klart erkendes benævnes det ud fra antallet af tagbærende stolper: eks. 4-stolpeanlæg, 6- stolpeanlæg osv. Hegn & indhegninger: Palisadehegn: Fletværkshegn: Faskinehegn: Sadeltagshegn: Hegn af tætstående stolper sat i grøft eller rende. Stolpehegn med fletværk af tynde grene. Dobbeltstolpehegn udfyldt med tynde grene mellem dobbeltstolperne. Tagoverdækket hegn. Taget har som hovedregel været båret af to rækker tagbærende stolper parallelt med hegnet. I sjældnere tilfælde ses kun en eller tre rækker tagbærende stolper. Åben ind mod gårdspladsen. 16

17 Hegnslade: Toftehegn: Lægård: Fægård: Lade som udgør en del af hegnet. Taget har været båret af to rækker tagbærende stolper, hvoraf den ene er sat i hegnslinien. Åben mod gårdspladsen. Indhegning af gårdspladser især i vikingetid og tidligmiddelalder. Indhegnet aktivitetsområde inden for toftehegnet - gerne i tilknytning til gårdens bygninger. Indhegnet dyrefold indenfor toftehegnet. Dateringsmetoder & Naturvidenskab: 14 C datering: Dateringsmetode, hvor man måler, hvor meget af det radioaktive kulstof 14 som er tilbage i en prøve af organisk materiale Dendrokronologi: Termoluminiscensdatering: Makrofossilanalyse: Fosfatanalyse: Pollenanalyse: Dateringsmetode, hvor man måler og tæller årringe i træ. I Danmark laves der primært dendrokronologi på egetræ. Der skal være minimum 50 årringe i en prøve for at opnå en datering. Dateringsmetode, hvor man måler den energi, som kvartskorn optager fra omgivelserne efter at de ikke længere bliver udsat for sollys eller varme. Bliver ofte forkortet TL-datering eller OSL-datering. Ved flotation (opslemning og sigtning af jordprøver i vand) kan indholdet af organisk materiale, som regel trækul, forkullede plantedele, frø og korn, udvindes. Materialet kan fortælle noget om husholdning, markafgrøder og dyrkningsmetoder samt husindretning. Ved at bestemme mængden af fosfat i en jordprøve kan man få indblik i huse, gårde og landsbyers indretning, funktion og organisation. Analysemetode hvor mængden af pollen tælles og artsbestemmes. Giver et indtryk af et områdes vegetations- og kulturudvikling. Fagudtryk: Feltflade: Stratigrafi: Profil: Det niveau, ned til hvilket overjorden afgraves, for at man kan erkende fyldskifter, kaldes feltfladen eller feltfladeniveau. Lagfølge: Hvis jordlag ligger over hinanden, taler man om vertikal stratigrafi eller lagfølge. Modsat taler man om horisontal stratigrafi, hvis hytter, huse, gårde eller landsbyer har flyttet sig hen over en flade i det vandrette plan. De har så at sige bevæget sig som en bølge hen over et område. Lodret jordvæg, som viser jordlagenes lagfølge. Fremkommer ved at gennemgrave (snitte) et fyldskifte eller anlæg. Kaldes derfor også et snit. 17

18 Nivellering: Fyldskifternes dybde og relative registreringsniveau i forhold til hinanden aflæses (nivelleres) ved brug af nivelleringsapparat (kikkert) og stadie (målestok). Udtrykket DNN betyder Dansk Normal Nul = højde over havoverfladen. Bruges kun hvis et nøjagtigt mål er påkrævet - f.eks. i forbindelse med stenalderbopladser beliggenhed i forhold til kystlinien. Alle aflæsninger foretages i forhold til et forud fastlagt, bestemt punkt (fikspunkt). Målesystem: Relativ og absolut Datering: Typologi: Alle fyldskifter tegnes i et fast målestoksforhold (1:10, 1:20, 1:50, 1:100 osv.) på tegnepapir. Det gøres lettest ved at bruge et retvinklet koordinatsystem som målesystem. X-aksen er orienteret mod øst og Y-aksen mod nord. Heri kan ethvert funds placering beskrives ved to tal f.eks. (X,Y) =(110,120). En datering er relativ, hvis der ikke via naturvidenskabelige analyser kan be- stemmes et årstal (kalenderår = absolut datering). Arkæologiske dateringer ud fra genstande og anlægstyper er altid relative. Læren om genstande og anlægs formmæssige udvikling. 18