Ombygning med omtanke

Transkript

1 28. FEBRUAR 71. ÅRGANG SOCIALPÆDAGOGEN Ombygning med omtanke Beboerne fik nye lejligheder og medarbejderne nye kollegaer, da Unohuset blev ombygget. Forløbet gik godt, fordi ledelsen inddrog medarbejderne, siger Yvonne Hauberg Bech 05 14

2 2 SOCIALPÆDAGOGEN 5/ FEBRUAR ISSN Selvom det optimale ville være, at socialøkonomiske virksomheder også giver økonomisk mening, så er det nok for ambitiøst et mål at have, at det altid skal give sorte tal på bundlinjen Ansvarshavende Forbundsformand Benny Andersen Redaktion Jens Nielsen (redaktør), Lone Marie Pedersen, Maria Rørbæk, Steven Leweson (layout), Prik, læserindlæg, artikler og anmeldel ser er ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens eller organisationens mening. Redaktionen påtager sig intet ansvar for uopfordret indsendt stof. KOMMENTAR Det giver god socialøkonomisk mening Af Marie Sonne Forbundsnæstformand Alle artikler fra Socialpædagogen tilbage til 1999 kan findes på Adresse Socialpædagogen Brolæggerstræde København K Tlf Fax Åbningstid: mandag-onsdag 9-15, torsdag 9-17, fredag 9-13 redaktionen@sl.dk Læserbreve og kronikker Socialpædagogen er forpligtet til at optage læserbreve fra medlemmer. De må højst fylde anslag. Læserbreve med injurierende indhold kan afvises. Kronikker bringes efter en redaktionel vurdering og må højst fylde anslag. Læserbreve og kronikker, der bringes i bladet, offentliggøres også på internettet. Indlæg sendes til redaktionen@sl.dk Annoncer Sendes til redaktionen@sl.dk Se priser, formater, deadlines osv. på Kommende deadlines Deadline for læserbreve og stillingsannoncer til 6/2014, der udkommer den 14. marts, er mandag den 3. marts kl. 12. Deadline for stillingsannoncer til 7/2014 er den 17. marts kl. 12. For tekstsideannoncer er deadline til 7/2014 onsdag den 12. marts. Redaktionen af 5/2014 er afsluttet den Abonnement Abonnementspris 2014: 955,00 kr. inkl. moms (24 numre) Løssalg: 47,00 kr. + porto Oplag i perioden Produktion Datagraf Communications A/S, Aarhus Forsidefoto Søren Kjeldgaard FOTO: RICKY JOHN MOLLOY Midt i februar kunne man i Dagbladet Information læse, at Beskæftigelsesministeriet har besluttet at støtte landets socialøkonomiske virksomheder med en økonomisk håndsrækning og en lovændring, der bl.a. gør det muligt at lade virksomheden registrere som socialøkonomisk og dermed blive synlig for omverden. Det var en vældig positiv nyhed, synes jeg. For der er ingen tvivl om, at socialøkonomiske virksomheder hver dag gør en enorm forskel for de mange udsatte borgere, de har ansat. Det at have et arbejde noget at stå op til giver for rigtig mange af os mening. Det er et sted, vi hører til, hvor vi deltager i et fællesskab, hvor vi gør en forskel, bruger os selv sammen med andre. Kort sagt: det giver livskvalitet. Og det gælder også for den psykisk syge og den fysisk eller mentalt handicappede borger. Så vi mener, der er alle gode grunde til at støtte udviklingen af de socialøkonomiske virksomheder. Vi spurgte sidste forår et repræsentativt udsnit af private virksomheder om deres holdning til det rummelige arbejdsmarked. Undersøgelsen viste tydeligt, at erhvervslivet gerne vil og kan se muligheder i at åbne dørene for udsatte medarbejdere. 45 pct. af dem svarede fx, at det bliver en mere mangfoldig og spændende arbejdsplads. Og 38 pct. pegede på, at det giver virksomheden mulighed for at profilere sig som socialt ansvarlig. Så viljen er der. Og det synes jeg er meget positivt. Vi mener, at der vil være god mening i at organisere nogle meget fleksible ansættelsesforløb, der er målrettet den enkelte. Og med en socialpædagogisk støtte som bindeled mellem den udsatte og virksomheden kan man sikre, at borgeren holdes fast i forløbet, og at virksomheden kan få hjælp til at finde rundt i regler og muligheder. På den måde bliver det også nemmere for virksomheder at sige ja. En fjerdedel af de virksomheder, vi spurgte, svarede fx, at de mener, der er brug for en støtteperson for, at det kan lykkes. Og 44 pct. mener, der er brug for mere fleksible tilskudsordninger. Men tal fra SFI viser dog, at antallet af mennesker med handicap i beskæftigelse er faldende, og vi ved, at der fortsat er særlige grupper, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Så det er godt, at ministeren har fokus på udviklingen. Og også har øje for, at det kræver støtte både økonomisk og organisatorisk. For selvom det optimale ville være, at socialøkonomiske virksomheder også giver økonomisk mening, så er det nok for ambitiøst et mål at have, at det altid skal give sorte tal på bundlinjen. Der må være plads til et større perspektiv! NORDISK MILJØMÆRKNING TRYKSAG Medlem af Danske Specialmedier

3 SOCIALPÆDAGOGEN 3 INDHOLD FOTO: SØREN KJELDGAARD FOTO: RICKY JOHN MOLLOY 04 OMPLACERING Da Unohuset skulle bygges om, satte det gang i en lavine af forandringer. Beboerne er voksne døve udviklingshæmmede med diagnoser inden for autismespektret. Ombygningen betød, at beboerne fik nye naboer og medarbejderne nye kollegaer, og så blev ledelsesstrukturen lavet om. Det hele lykkedes, bl.a. fordi der var så god tid til ombygningen, at alle kunne deltage. Medarbejderne fik indflydelse på stort set alt, bl.a. hvem de gerne ville arbejde sammen med. For socialpædagog og arbejdsmiljørepræsentant Runa Møller betød ombygningen, at hun fik lyst til at blive syv år mere på arbejdsmarkedet 04 En nænsom flytning for alle 09 Ombygning med plads til medbestemmelse 15 UDVIKLINGSHÆMMEDE Ferieture og andre fornøjelser aflyses 16 TILLIDSREFORM Det er med velfærden som trumfkort, at den danske samfundsmodel kan, skal og vil vise sig levedygtig, og det er i det lys tillidsreformen skal ses. For det er gennem tillid, faglighed og partnerskab i den offentlige indsats, at velfærden kan udvikles yderligere og indsatserne gøres endnu mere effektive. Det var budskabet fra finansminister Bjarne Corydon (S), da han gæstede Socialpædagogernes hovedbestyrelse til en debat om tillidsreformen og om de hindringer, arbejdet med den støder på 16 Corydon: Vi skal vinde på velfærden 12 ANBRAGTE BØRN En nat gik Laus mor ned af trapperne til døgnafdelingen. Hun bankede på og rakte sit spædbarn frem: Du bliver nødt til at tage ham. Sådan lyder et af de konkrete eksempler på den fleksible døgninstitution, som Glostrup Observationshjem har udviklet sig til, fortæller forstander Mette Ove. Her kan udsatte børn og deres familier få et skræddersyet tilbud, så forældrene gradvist tager mere eller mindre ansvar for deres børn 20 HOVEDBESTYRELSEN Masser af projekter 21 ANKESTYRELSEN Tredje gang var lykkens gang 22 UDLICITERING Skal varme hænder være private? 12 Den fleksible døgninstitution

4 4 SOCIALPÆDAGOGEN OMPLACERING En nænsom flytning for alle Diskuter på facebook Da Unohuset skulle ombygges, fik medarbejderne indflydelse på stort set alle beslutninger, også hvor de gerne selv ville arbejde. Det var en god proces, mener to af stedets socialpædagoger, der under byggeriet fik brug for deres tidligere uddannelser som henholdsvis teknisk assistent og indretningsarkitekt Af Lone Marie Pedersen, Foto: Søren Kjeldgaard Det hele startede med, at 11 voksne beboere i Unohuset i CFD (tidligere Center for Døve) skulle have nye lejligheder i stedet for de gamle og utidssvarende små boliger, de boede i. Da byggeriet var besluttet, blev der samtidig sat Bør man kunne fravælge at arbejde sammen med bestemte kollegaer? I forbindelse med en stor ombygning og omstrukturering i Unohuset fik medarbejderne mulighed for at sige, hvis de ikke ville arbejde sammen med en bestemt kollega. Bør ledelsen tage hensyn til hvem, der gerne vil arbejde sammen med hvem? Hvornår og hvornår ikke? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på gang i en sand regn af forandringer for beboere og for medarbejdere. Gamle rutiner og vaner blev kastet op i luften, nye faglige ideer kom til, og der opstod nye muligheder for at gøre tingene anderledes. Alt var til diskussion, og alt blev diskuteret på lange personalemøder. Det meste af det blev afgjort gennem almindeligt flertal i personalegruppen, medmindre der var tale om beslutninger, som kun ledelsen kunne træffe. Det er fire år siden, processen gik i gang, og resultatet i dag er, at beboerne er flyttet ind i gode, nye lejligheder, og medarbejderne har fået nye arbejdspladser og nye kollegaer. Det har krævet mange kræfter at nå så langt. Men når socialpædagogerne Runa Møller og Yvonne Hauberg Bech i dag ser på de resultater, der kom ud af anstrengelserne, er de enige om, at ja, det har været en lang rejse at nå så langt, men det har været det hele værd. Målet var, at Unohuset skulle være et godt sted at bo for beboerne og en god arbejdsplads for medarbejderne med gode faglige udfordringer. Begge dele er lykkedes, mener de to socialpædagoger. For 53-årige Runa Møller er det let at vurdere, hvad de nye arbejdsforhold konkret har betydet for hende: Hele processen og de resultater, vi har opnået, har lagt syv år ekstra til mit arbejdsliv, fordi jeg nu både har lyst og kræfter til at blive længere tid på arbejdsmarkedet, siger hun. CFD er en selvejendende organisation med driftsoverenskomst med Gladsaxe Kommune. Beboerne er voksne med diagnoser inden for autismespektret. Desuden er de døve og har psykisk og fysisk funktionsnedsættelse. Deres diagnose inden for autismespektret betyder bl.a., at de har meget svært ved forandringer, og en

5 SOCIALPÆDAGOGEN 5 flytning skal forklares på en helt anden måde, end hvis der var tale om en gruppe beboere i en boligforening. Al kommunikation med beboerne foregår på tegnsprog. Medbestemmelse til alle Da det var besluttet, at der skulle bygges nye boliger, valgte ledelsen af Unohuset at inddrage medarbejderne mest muligt i de beslutninger, der skulle træffes. Både Runa Møller, der er arbejdsmiljørepræsentant, og Yvonne Hauberg Bech har været med hele vejen og deltaget aktivt. Yvonne Hauberg Bech har været medarbejderrepræsentant i den byggestyregruppe, som arbejdspladsen etablerede for at holde styr på alle de bolde, som under byggeprocessen blev kastet op i luften. Gruppen bestod af leder- og medarbejderrepræsentanter, og deres opgave var at styre organisationen sikkert gennem forløbet. Målet var også, at beboerne skulle have den højst mulige grad af med- og selvbestemmelse på, hvordan de skulle bo. De kunne fx til dels selv bestemme indretningen af lejligheden. Til den proces fik Yvonne Hauberg Bech brug for ikke kun sin pædagoguddannelse og sine omkring 15 års erfaring i Unohuset, men også sin tidligere uddannelse som teknisk assistent. Det samme gjorde Runa Møller, der ud over sin pædagoguddannelse også har en uddannelse som indretningsarkitekt. Sammen byggede de små modeller af de nye huse og af den enkelte beboers lejlighed. Det gav beboerne mulighed for at placere små modelmøbler i lejligheden, så de kunne få et realistisk billede af deres nye bolig. Modellerne viste sig at være guld værd for beboerne, mener både personalet og de pårørende, som der under hele byggeprocessen var et tæt samarbejde med. Der blev udarbejdet mapper til hver enkelt beboer med beskrivelse af datoer for nedpakning af nuværende lejlighed, flyttedato osv. Det er vigtigt med gode naboer De hidtidige to huse i Unohuset var blevet til tre huse, som beboerne skulle flytte ind i. Det betød, at beboerne skulle have nye naboer, og personalet valgte at kigge med nye øjne på beboersammensætningen og finde en ny fordeling, som gav bedre forhold både for beboere og medarbejdere. Personalet brugte derfor rigtig lang tid på detaljeret at gennemgå hver enkelt beboer for at OVERBLIK Socialpædagog Yvonne Hauberg Bech (tv) byggede sammen med en kollega små modeller af alle lejligheder, så beboerne kunne få en fornemmelse af, hvordan deres nye bolig ville blive

6 6 SOCIALPÆDAGOGEN Hele processen og de resultater, vi har opnået, har lagt syv år ekstra til min arbejdsliv, fordi jeg nu både har lyst og kræfter til at blive længere tid på arbejdsmarkedet Runa Møller, socialpædagog og arbejdsmiljørepræsentant, Unohuset Fire år med forandringer se, hvem der havde udbytte af at bo med hvem, og om der var særlige forhold, der skulle tages hensyn til. Da to af beboerne i samme periode havde fået diagnosen charge, faldt det naturligt, at de skulle bo i samme hus. Deres diagnose kræver, at pædagogerne forstår at udvikle pædagogiske strategier i forhold til sanseintegration. En anden beboer havde behov for at bo tæt på pædagogernes soverum, og andre specielle forhold omkring hver enkelt beboer blev afdækket. De pårørende bidrog aktivt i den proces og kunne supplere med vigtige informationer. Afdækningen viste, at nogle beboere ikke havde brug for en nattevagt, og de blev derfor alle samlet i et hus. Selv om vi gik fra to huse til tre, skulle vi bibeholde samme normering. Det kunne lade sig gøre ved, at der ikke var behov for nattevagt i et af husene, siger Runa Møller. Da beboerne var placeret i husene, fik de så vidt muligt selv lov til at vælge den lejlighed, de gerne ville bo i. Og også her var de små modeller til stor hjælp. Hvor vil du arbejde Der er ansat 20 socialpædagoger til de 11 beboere. Ændringerne i beboernes boligforhold påvirkede også personalegruppen, der skulle arbejde i nye huse og med nye kollegaer. Ledelsen ønskede, at alle medarbejdere skulle tage stilling til, hvilket hus de gerne ville arbejde i. Den grundige gennemgang af beboerne betød, at medarbejderne hver især havde fået et billede af, hvilke arbejdsopgaver der var i forbindelse med de konkrete beboere, og det var en god viden at have, da de selv skulle pege på, hvor de gerne ville arbejde. Til den proces fik de hjælp fra to ledere fra andre afdelinger under CFD, som interviewede hver enkelt medarbejder om deres faglige og personlige interesser og kompetencer. Her kunne medarbejderne sige, hvilket hus de gerne ville arbejde i. Og var de i tvivl, kunne de få hjælp til at blive afklaret. Der blev lagt vægt på, at lederne var neutrale og ikke på forhånd havde kendskab til medarbejderne. Der blev afsat minimum 45 minutter til hver enkelt medarbejder, og interviewet skulle have karakter af samtale. Alle oplysninger, som medarbejderne gav, var fortrolige. Inden samtalen skulle medarbejderne gøre sig tanker om følgende spørgsmål: Hvad giver dig værdi og glæde i arbejdet? Hvad glæder du dig til? Hvad kan bekymre dig? Hvilke faglige emner har din interesse? Hvor ser du dig selv placeret fremover? Har du nogen personlige ting, du vil nævne ved dette møde? Medarbejderne havde mulighed for at sige, hvis der fx var en kollega, som de ikke ønskede at arbejde sammen med. Beboerne i Unohuset i Herlev skulle have nye boliger, og det startede en lavine af forandringer. Beboerne er voksne med diagnoser inden for autismespektret. Desuden er de døve og har psykisk og fysisk funktionsnedsættelse. To boenheder blev til tre, og det betød, at beboerne skulle have nye naboer og medarbejderne nye kollegaer. Desuden blev ledelsesstrukturen ændret. I de fire år, hvor omstillingen stod på, blev alt kastet op i luften og grundigt debatteret. I denne og den næste artikel fortæller to medarbejdere og en leder, hvordan det er lykkedes at lande helskindet på benene med en helt ny organisation. Vi er blevet lyttet til Runa Møller var ikke i tvivl om, hvor hun gerne ville placeres. Hendes ønske var det hus, hvor der ikke var nattevagter. I stedet for en nattevagt hver uge har hun nu kun nattevagt hver anden uge. Jeg tog min alder og min søvnrytme i betragtning, da jeg valgte. Jeg har brug for mere ro og stabilitet. Desuden ønskede jeg at arbejde med beboere, som selv kan noget mere. Det var et godt skifte for hende, selv om der også er det minus ved hendes arbejde, at der er meget alenearbejde. Det betyder, at der ikke

7 SOCIALPÆDAGOGEN 7 umiddelbart er en kollega at støtte sig til. Men med minusser og plusser stillet op over for hinanden, gav det flest plusser. At ledelsen valgte at inddrage medarbejderne i hele processen og interviewe dem hver især om deres erhvervsønsker var afgørende for, at 46-årige Yvonne Hauberg Bech i dag er på arbejdspladsen. Vi har fået lov til at sige fra, og vi er blevet lyttet til. Det var især to af husene, hun gerne ville arbejde i. Hun valgte det hus, hvor beboernes udviklingsniveau er forskelligt, og tempoet er afvekslende. Hun valgte også lidt ud fra, at hun gerne ville følge nogle af de beboere, hun før ombygningen havde arbejdet med. Endelig var der en bestemt beboer i det nye hus, som ville give hende helt nye faglige udfordringer, og det tiltalte hende. Den pågældende beboer stiller rigtig mange krav til min faglighed. Beboeren har fx et meget veludviklet tegnsprog, og det betyder, at vi kommer ned i mange detaljer. Men der var også andre hensyn, der spillede ind, da Yvonne Hauberg Bech traf sit valg: Jeg valgte også lidt ud fra min personlighed og ud fra, hvilke kollegaer jeg gerne ville arbejde sammen med, siger hun. Runa Møller supplerer: Vi havde nok hver især en fornemmelse af, hvilke arbejdsområder de forskellige kollegaer ville vælge. Stort set alle medarbejdere fik deres første prioritet opfyldt. Efterfølgende har et par stykker ønsket at skifte hus, og det har kunnet lade sig gøre uden problemer. For Yvonne Hauberg Bech var det et vigtigt valg: Personligt havde jeg det sådan, at hvis jeg ikke fik et af mine to ønsker opfyldt, ville jeg ikke fortsætte med at arbejde her. Hvordan har vi det egentlig Runa Møller har som arbejdsmiljørepræsentant i hele omstillingsprocessen haft sin opmærk- CFD s sociale tilbud CFD s sociale tilbud på det pædagogiske og sundhedsfaglige område består 15 døgn- og dagtilbud, der modsvarer de meget forskellige behov som funktionshæmmede døve og døvblinde borgere har. Tilbuddene omfatter i alt omkring 230 pladser i Gladsaxe, Nærum, Glostrup og Nyborg. Målgruppen for tilbuddene på dette område er døve og døvblinde (både døvblindfødte og døvblindblevne) med en række forskellige vanskeligheder som autisme, udviklingshæmning, ADHD og psykiatriske lidelser. CDF er en selvejende organisation med driftsoverenskomst med Gladsaxe Kommune. Medarbejderne skal være fagligt kvalificeret, og kommunikation er omdrejningspunktet. Brugerne har vidt forskellige kommunikationsbehov, men alle med udgangspunkt i tegnsprog. Alle medarbejdere gennemgår CDF s tegnsprogsuddannelse og et internt neuropædagogisk uddannelsesforløb. Læs mere om CDF på DRØMMEJOB De fleste medarbejdere fik lov at vælge, hvor de gerne ville arbejde, fortæller socialpædagog og arbejdsmiljørepræsentant Runa Møller (tv) og forhenværende leder Lone Pallesen Suhr

8 8 SOCIALPÆDAGOGEN Personligt havde jeg det sådan, at hvis jeg ikke fik et af mine to ønsker opfyldt, ville jeg ikke fortsætte med at arbejde her Yvonne Hauberg Bech, socialpædagog, Unohuset somhed rettet mod, at forløbet skulle være bedst muligt for alle medarbejdere. Det virker som om folk har været ærlige, da de blev interviewet, og det er min oplevelse, at langt de fleste er tilfredse. Nogle skulle have længere tid til at finde sig til rette end andre. Straks fra start blev det besluttet, at der både for beboere og medarbejdere skulle være tid nok til, at alle kunne følge med i omstillingsprocessen, og at alle spørgsmål kunne tages op. Nu er alle ved at være på plads i deres nye job, og der er tid til at mærke efter, om der er ting, som ikke fungerer om der er medarbejdere, som ikke trives. For selv om det har været et forløb over lang tid, hvor der ikke blev truffet forhastede beslutninger, så har det også været en meget stressende periode for personalet, forklarer Runa Møller. Derfor er det aftalt, at alle medarbejdere skal igennem et supervisionsforløb, hvor man har mulighed for at drøfte, hvordan den enkelte medarbejder trives både på det faglige og det personlige plan. Omstillingsprocessen har vendt op og ned på det hele og ud af dét er der kommet nye løsninger. Måske fordi omstillingen også har haft fokus på det faglige udviklingspotentiale i medarbejdergruppen. Et konkret eksempel på faglighed er det, som internt i medarbejdergruppen er døbt den blå bog, som er et blåt ringbind, hvor der meget detaljeret er skrevet ned, hvad der er arbejdsrutinen omkring hver enkelt beboer. Det betyder, at vikarer og afløsere hurtigt kan sætte sig ind i, hvad der er centrale behov for den enkelte beboer, forklarer Runa Møller. Det slider ikke at vide, hvad du skal stille op med en beboer. Det hele kan risikere at vælte, hvis du ikke ved, hvad der er de rigtige arbejdsrutiner omkring en bestemt beboer, siger hun. Når Runa Møller og Yvonne Hauberg Bech ser tilbage på hele omstillingsprocessen, er de i det store og hele tilfredse. Vi fik nye udfordringer, og vi greb bolden, siger Yvonne Hauberg Bech. Men der er også ting, som de ikke er tilfredse med, og som de gerne ville have gjort anderledes. Personalet kunne være blevet inddraget tidligere i byggeprocessen, så alle beboernes forskellige behov fra starten blev tænkt ind i byggeriet, siger hun.

9 SOCIALPÆDAGOGEN 9 OMPLACERING Ombygning med plads til medbestemmelse Både beboere og personale skulle føle sig godt tilpas i den nye struktur, og der skulle samtidig være en ligelig fordeling af dygtige medarbejdere i hele organisationen. Det går ikke, at alle de fagligt stærke medarbejder bliver samlet i én gruppe, siger daværende leder af Unohuset Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk Foto: Søren Kjeldgaard Da Unohuset i CFD (tidligere Center for Døve) for fire år siden stod over for en total ombygning, var det ikke uden nervøsistet, at daværende leder, socialpædagog Lone Pallesen Suhr, sammen med de to afdelingsledere beslut- tede, at både beboere og medarbejdere skulle inddrages mest muligt i processen. Vi var bange for, om vi kunne styre processen. Men det gik meget mere gnidningsløst, end vi havde turdet håbe på. Opskriften på den succes er først og fremmest tid, tid og atter tid. Der skal være tid til, at alle, både medarbejdere og beboere, kan følge med. CFD er en selvejendende organisation med driftsoverenskomst med Gladsaxe kommune. I Unohuset bor der 11 voksne med diagnoser inden for autismespektret. Desuden er de døve, og nogle har psykisk og fysisk funktionsnedsættelse. Mens medarbejderne var med i byggeprocessen tidligt i forløbet, blev beboerne på grund af deres handicap først indraget i byggeriet, da de konkret kunne tage stilling til den bolig, de skulle bo i. Mennesker med autisme kan ikke klare at blive inddraget i for mange uafklarede spørgsmål, som en byggeproces rejser. Det vil sætte dem i et va-

10 10 SOCIALPÆDAGOGEN Processen viste, at medarbejderne søgte forskellige faglige udfordringer. Fx lagde nogle medarbejdere billet ind på de mere plejekrævende opgaver med beboere, der ofte har et begrænset ekspressivt sprog. Mens de pædagoger, der i hverdagen søger lidt mere varierede arbejdsopgaver, valgte gruppen af beboere med et mere blandet funktionsniveau Lone Pallesen Suhr, fhv. leder af Unohuset kuum med en utryg og kaotisk hverdag, forklarer Lone Pallesen Suhr. Vi gjorde os mange etiske tanker om, hvordan og hvor meget vi kunne sikre, at beboerne kunne finde sig selv i hele projektet og få indflydelse på deres fremtidige livssituation, fx hvordan de selv ønskede at indrette deres lejlighed, siger hun. Der skal være det rette match Sideløbende med det konkrete byggeri blev der sat en proces i gang blandt medarbejderne, hvor man diskuterede, hvilket hus beboerne skulle bo i, og medarbejderne skulle efterfølgende hver især tage stilling til, hvor de gerne ville arbejde (se artiklen En nænsom flytning for alle på side 4). Ombygningen betød, at to huse blev til tre, og man ønskede at fordele beboerne ud fra deres støttebehov. Således at der var flest peronaleressourcer i de huse, hvor støttehovet var størst, forklarer Lone Pallesen Suhr. Det gik rigtig lang tid med at få beboerne fordelt, men forløbet gav samtidig også hver enkelt medarbejder et billede af, hvilken beboergruppe, de gerne ville arbejde med. I den proces var det vigtigt at sørge for, at beboersammensætningen i alle tre huse samlet set skulle virke tiltrækkende på medarbejderne, siger Lone Pallesen Suhr. Medarbejderne fik ganske vist som udgangspunkt lov til at vælge i hvilket hus, de gerne ville arbejde, men den endelige fordeling var alene ledelsens beslutning, da det er ledelsens ansvar at sørge for, at den nødvendige faglighed er til stede overalt i organisationen. Det går ikke, at alle de fagligt stærke medarbejdere bliver samlet i én gruppe, siger Lone Pallesen Suhr. Men i praksis løste tingene stort set sig selv, og med få undtagelser kunne ledelsen godkende medarbejdernes ønsker til placering. Processen viste, at medarbejderne søgte forskellige faglige udfordringer. Fx lagde nogle medarbejdere billet ind på de mere plejekrævende opgaver med beboere, der ofte har et begrænset ekspressivt sprog. Mens de pædagoger, der i hverdagen søger lidt mere varierede arbejdsopgaver, valgte gruppen af beboere med et mere blandet funktionsniveau, siger Lone Pallesen Suhr. Mere ledelse Ledelsen valgte også at inddrage medarbejderne i, hvordan en kommende ledelsesstruktur skulle se ud, og præsenterede dem for tre modeller uden på forhånd at anbefale nogen af modellerne. På store stykker papir på væggen blev fordele og ulemper ved de tre modeller skrevet ned. Herefter skulle alle medarbejdere vælge en af de tre modeller. Kun en medarbejder ønskede at fortsætte med uændret ledelsesstruktur, hvor lederne i nogen udstrækning deltager i det konkrete arbejde med beboerne. En medarbejder var ligeglad, og resten pegede på modellen med en leder og en stedfortræder, som ikke indgik i det daglige konkrete arbejde med beboerne. Den model imødekom medarbejdernes ønske om mere synlig ledelse. Lone Pallesen Suhr og de to afdelingsledere ønskede også mere ledelse i organisationen, så de var ret tilfredse med, at det også var den ledelsesstruktur, som medarbejderne så entydigt ønskede. Fra bestemmer til professionel I de 12 år, Lone Pallesen Suhr har været leder, har hendes lederrolle ændret sig fundamentalt. Det samme har det pædagogiske arbejde. Til marts er det 25 år siden, at Lone Pallesen Suhr som nyuddannet socialpædagog blev ansat i Unohuset. Dengang bestemte pædagogerne. Vi havde en opfattelse af, at vi bedst vidste, hvad der var godt for beboerne. Vi tog fx alle med på samme type aktiv ferie, fordi vi mente, at de alle havde godt af at bevæge sig, siger hun. Men efterhånden fik beboerne mere og mere medbestemmelse og selvbestemmelse på deres eget liv. Serviceloven fastslog, at beboerne skulle inddrages, og det skulle pædagogerne så til at lære. I stedet for at være bestemmende og proak-

11 SOCIALPÆDAGOGEN 11 tive, skulle pædagogerne træde et skridt tilbage, være mere lyttende, observerende og iværksættende med udgangspunkt i, hvad den enkelte beboer gerne vil, forklarer Lone Pallesen Suhr. Det kræver, at vi kan lægge vore egne private normer til side og være professionelle og personlige, når vi træder ind over dørtræsklen til beboernes hjem. Umiddelbart er arbejdet nemmere for medarbejderne, når det er dem, der bestemmer. Men det giver til gengæld modstand fra beboerne i form af fx vold og uro, som pædagogen så skal forsøge at håndtere, forklarer Lone Pallesen Suhr. Derfor er læren i dag, at hvis medarbejderne møder modstand hos beboeren, skal man prøve at gøre tingene på en anden måde, siger hun. Lederen takker af Da Unohuset var på plads både byggemæssigt og personalemæssigt, var der tid til at føre den beslutning, som Lone Pallesen Suhr længe selv havde kendt til, ud i livet. Hun ville gerne skifte sit lederjob ud og igen blive menig medarbejder i Unohuset. I de 12 år, hun har været leder, har jobbet udviklet sig til at være mere og mere ledelse og mindre og mindre tid til, at lederen deltager i det pædagogiske arbejde med beboerne. Og det er især her, hendes faglige engagement ligger. Da processen i personalegruppen var overstået, bad jeg om at blive fritaget for lederjobbet, siger hun. Lone Pallesen Suhr havde et halv år før sin fratræden underrettet sin chef og personalegruppen om sin beslutning, så man i god tid kunne finde hendes afløser. Lone Pallesen Suhr fortsatte som almindelig pædagog i et af husene. Jeg blev fantastisk godt modtaget af mine kollegaer, siger hun. Jobbet havde hun dog kun et halvt år, indtil der igen var bud efter hende. Da den faglige konsulent inden for det pædagogiske og sundhedsfaglige område i CFD gik på pension, valgte hun at søge jobbet. I dag er det således ikke kun Unohuset, der kan trække på Lone Pallesen Suhrs faglige viden. Hendes rådgivning er landsdækkende og omfatter de sociale tilbud inden for CFD. Og derudover samarbejder hun med de øvrige nordiske lande. Jeg har intet økonomisk ansvar. Ingen personaleledelse. Jeg kan hellige mig det faglige arbejde. Mit arbejdsmiljø er ikke længere stressfyldt, sådan som det var, da jeg var leder. INDFLYDELSE Forhenværende leder af Unohuset Lone Pallesen Suhr (tv) valgte at inddrage medarbejderne mest muligt, og der blev holdt mange møder med socialpædagog og arbejdsmiljørepræsentant Runa Møller, før alle brikker var på plads

12 12 SOCIALPÆDAGOGEN ANBRAGTE BØRN Det er ikke alle forældre, der er i stand til at modtage familiebehandling, og det er vigtigt at sige, at der fortsat er mange børn, der har behov for at blive anbragt uden for hjemmet. Men i det omfang, hvor det er muligt, er målet at klæde forældrene på så barnet kan blive eller komme tilbage i sit eget hjem Mette Ove, forstander Den fleksible døgninstitution Den moderne døgninstitution er ikke bare en døgninstitution men et fleksibelt tilbud til udsatte børn og unge, der fx også kan foregå i barnets hjem. Det er kongstanken hos forstanderen på Glostrup Observationshjem Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk Foto: Ricky John Molloy Laus ophold på Glostrup Observationshjem startede med en opringning til politiet. En fuld mor havde taget sin baby med på værtshus, fortalte bartenderen. Betjenten ringede til Den Sociale Døgnvagt, der hentede barnet, Lau på to måneder, som samme nat blev kørt ud på observationshjemmet. På daværende tidspunkt var hans mor ikke i stand til at tage sig af ham, og tidligere ville det nok have været starten på et ophold, der kun indebar, at Lau boede en periode på observationshjemmet for så formentlig at flytte i plejefamilie eller tilbage til sin mor. Nu blev det i stedet begyndelsen på et meget fleksibelt tilbud til såvel Lau som hans mor et tilbud, der blev skræddersyet undervejs. For år siden havde Glostrup Observationshjem én klar kerneydelse: At have børn mellem 0 og 6 år anbragt i en periode. Nu har vi ikke længere én kerneydelse: Vi har mange, siger Mette Ove, der de sidste fire år har været forstander på Glostrup Observationshjem. Ud over at vi stadig har anbragte børn i alderen 0-6 år, har vi familier indskrevet på døgninstitution, vi har efterværn for familier, familiebehandling, familieressourceundersøgelser og forældre, der her har samvær med børnene, mens børnene er anbragt. For mig at se er der ikke nogen grænser for, hvad man kan lave af aftaler og ordninger. Kun fantasien sætter grænser, siger hun. Mad og søvn I Laus tilfælde var der i første omgang brug for en akut indsats. Den nat, Lau ankom til Glostrup Observationshjem, var han slap og bleg, han græd utrøsteligt og ville ikke have øjenkontakt. Kroppen sitrede, og det var tydeligt, at han ikke havde fået nok at spise. Derfor gjaldt det om at dække de helt basale behov: Sørge for at han fik mad, en seng at sove i, ro og struktur. De næste to måneder kom Lau langsomt i trivsel. Han tog på og fik det her glimt i øjet, der viste, at han havde lyst til livet, fortæller Mette Ove. Samtidig var Laus mor Lilli i behandling for sit alkoholmisbrug, og efter behandlingen havde hun et stort ønske om at få sit barn hjem. Forvaltningen vurderede, at hun skulle have en chance, men i stedet for, at Lau flyttede hjem til hende, flyttede Lilli ind på Glostrup Observationshjem. Oven på afdelingen for anbragte børn, er der nemlig indrettet en familieafdeling, og her fik Lilli et værelse. Den næste tid overtog hun gradvist alle de opgaver, der er forbundet med plejen af et spædbarn lige fra at made og skifte til at sørge for, at der er købt bleer ind, og at tøjet bliver vasket. I begyndelsen passede hun ham kun nogle timer om dagen, så havde hun ham i dagtimerne og afleverede ham på døgnafdelingen om aftenen, så hun selv kunne sove og få overskud, og efter en eller to uger gik det så fint, at Lau flyttede op til sin mor 24 timer i

13 døgnet. Nu havde Lilli selv ansvaret for ham med støtte fra familiebehandlerne på familieafdelingen. I lære som mor Lilli havde selv haft en svær opvækst med anbringelser, og hun havde ikke noget billede af, hvordan man er en god mor. Derfor skulle hun først lære det. Hun fik både konkret undervisning: Hvordan skal man fx holde på et spædbarn? Og hvad skal det have at spise? Og støtte til selv at bemærke, hvornår og hvordan hun gjorde noget godt. Lilli havde eksempelvis svært ved at skabe og holde kontakt til Lau, men så optog familiebehandlere forskellige situationer på video, så hun kunne se sig selv og se når det lykkedes. Det skete bl.a. i en puslesituation, hvor Lau vinkede med arme og ben og Lilli besvarede hans signaler ved at pludre til ham og holde blikket fast. I mange uger gik det rigtig godt, men så begyndte det at gå den anden vej. Lilli blev ramt af en følelse af opgivenhed og modløshed, og hun havde svært ved at klare, når Lau skreg om natten. En nat gik hun ned af trapperne til døgnafdelingen. Bankede på og rakte det skrigende spædbarn frem: Du bliver nødt til at tage ham. Det gjorde nattevagten, og med Mette Oves ord, er det netop det smukke ved Glostrup Observationshjem: Der er altid liv og mulighed for hjælp. På familieafdelingen er der ikke døgnbemanding, men huset er ikke større, end at nattevagten på døgnafdelingen kan høre, hvis den er helt gal oven på. Og så kan hun gå op og tilbyde sin hjælp, fortæller Mette Ove. Tilbage på døgnafdelingen I en periode vekslede Lau igen mellem nætter på døgnafdelingen og dage på familieafdelingen hos Lilli, der bedre kunne magte ham efter en nats søvn. Samtidig fik hun psykologhjælp og antidepressiv medicin, og da den begyndte at virke, kunne hun igen have Lau 24/7. Lilli fik overskud til at arbejde med sig selv og det at være mor, og så begyndte det pludselig at gå rigtig stærkt. Vi så en glad dreng i trivsel og en mor, der rent faktisk var i stand til at aflæse sit barns behov og vores bekymring blev mindre og mindre. På mange måder var Lilli og Lau klar til at flytte hjem, men der var stadig et problem: Lilli var kun 19 år, faren var ukendt, og hun havde et meget spinkelt netværk uden kontakt til familien. Vi var bekymrede for, at Lilli kom til at stå meget alene med Lau. Også med de praktiske ting, siger Mette Ove. Så blev der lavet et netværkskort, hvor familiebehandlerne systematisk hjalp Lilli med at lave et kort over de mennesker, der er og har været i hendes liv, og Lilli fortalte om en lidt ældre fætter, som

14 14 SOCIALPÆDAGOGEN I de næste måneder kom familiebehandlerne hjem til Lilli og Lau, hvor de gjorde det samme, som de gjorde på observationshjemmet, bare i mindre omfang: De støttede Lilli i at være mor og være forkant med den udvikling, der hele tiden sker med små børn Mette Ove, forstander Glostrup Observationshjem hun tidligere har haft det rigtig godt med, og som hun havde mistet kontakten til. Familiebehandlerne støttede Lilli i at finde og tage kontakt med fætteren, og det viste sig, at han gerne ville spille en rolle i Lilli og Laus liv. Han havde selv børn og ville gerne hjælpe med fx at passe Lau i en weekend. Lilli er stadig ung og har brug for at gå ud med god samvittighed, og det blev muligt med fætterens hjælp, fortæller Mette Ove. Familiebehandling i hjemmet Sagsbehandleren fandt en lejlighed til Lilli og Lau, men flytningen betød ikke, at kontakten til Glostrup Observationshjem blev cuttet. I de næste måneder kom familiebehandlerne hjem til Lilli og Lau, hvor de gjorde det samme, som de gjorde på observationshjemmet, bare i mindre omfang: De støttede Lilli i at være mor og være på forkant med den udvikling, der hele tiden sker med små børn. De kom på forskellige tidspunkter, så de fx både støttede Lilli i en Glostrup Observationshjem ejes af organisationen Barnets Hus og drives af Københavns Kommune. Der er en døgnafdeling med plads til 18 børn i alderen 0-6 år og en familieafdeling med plads til tre familier med spæd- og småbørn. Døgntaksten er den samme for et barn og en forælder med barn. Derudover tilbyder Glostrup Observationshjem bl.a. forældreevneundersøgelser og familiebehandling i familiens eget hjem. Læs mere på puttesituation og i at skabe en god morgen. Efter et halvt års tid kunne Lilli klare sig helt uden familiebehandlerne, og nu har vi kun en uformel kontakt med hende, når hun fx kommer forbi for at fortælle, hvor godt det går med Lau. Mette Ove understreger, at historien om Lau og Lilli er en solstrålehistorie, og det går langt fra altid lige så godt. Det er ikke alle forældre, der er i stand til at modtage familiebehandling, og det er vigtigt at sige, at der fortsat er mange børn, der har behov for at blive anbragt uden for hjemmet. Men i det omfang, hvor det er muligt, er målet at klæde forældrene på, så barnet kan blive eller komme tilbage i deres eget hjem. Og på den måde kan en anbringelse på døgninstitution også være en forebyggende foranstaltning, siger Mette Ove. Ressourcer til overs I hendes øjne er fordelen ved en døgninstitution at en enorm ekspertise og faglighed er samlet på ét sted. Vi samarbejder tværfagligt med både pædagoger, fysioterapeuter, sundhedsplejersker, børnelæger og psykologer. Og jeg mener ikke, det er unikt for Glostrup Observationshjem: Der er mange moderne døgninstitutioner, der arbejder med den samme fleksibilitet. På Glostrup Observationshjem er de fleksible tilbud blevet udviklet af en blanding af nødvendighed og idealisme. Mette Ove forklarer: Tidligere har det ikke på samme måde været nødvendigt at være fleksibel, fordi en anbringelse var et eftertragtet tilbud, og der var ventelister til døgninstitutionerne. Men nu, hvor kommunerne anbringer færre børn på døgninstitution, har vi fået mulighed for at fordele ressourcerne anderledes. Hvis vi ikke have udviklet de nye tilbud, kunne vi have risikeret at måtte fyre medarbejdere. Samtidig mener jeg også, at de nye, fleksible tilbud kommer flere udsatte børn til gode og er en bedre løsning for de børn, der har mulighed for at forblive i deres eget hjem. Historien om Lau er anonymiseret og baserer sig på to forskellige børns historie.

15 SOCIALPÆDAGOGEN 15 UDVIKLINGSHÆMMEDE Jeg har simpelt hen ikke pengene på mine budgetter, så til handleplansmøderne sidder jeg nu og kommer med den ene afvisning efter den anden. En har fået nej til at deltage i en Birthe Kjær-koncert. En anden kan ikke få en pædagog med til rund fødselsdag på Bornholm Sara Razak Esbensen, viceforstander i Botilbudene i Brøndby Ferieture og andre fornøjelser aflyses Udviklingshæmmede og andre handicappede får aflyst ferier og andre fornøjelser. Det sker efter, at KL har meldt ud, at de handicappede ikke selv må betale en række udgifter som fx personalets transport, kost og entrebilletter på rejser og udflugter Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk Hos os har alt dette medført to aflyste ferier til sommer. Til stor skuffelse og frustration for vores borgere. Hos os er ferierne nu også et afsluttet kapitel. Hos os er ferien for borgerne desværre aflyst. Sådan lyder tre af kommentarerne i Socialpædagogens facebookgruppe, der blev fyldt med indlæg, da KL for nylig meldte klart ud om reglerne for socialpædagogisk bistand i forbindelse med udviklingshæmmede og andre handicappede menneskers ferier og fornøjelser: Den handicappede må kun betale for sig selv, og kommunen må ikke opkræve betaling, der dækker udgifterne til personalet. Det har ellers været praksis flere steder, fremgår det af facebookgruppen, hvor fx Dorthe Selsbæk skriver: Jeg arbejder i Slagelse Kommune. Her betaler bostedet pædagogens løn på ferierejsen. Beboeren betaler pædagogens forplejning, ophold og entre. Men den praksis er altså ikke tilladt, fremgår det af KL s såkaldte administrative information fra den 16. januar 2014, hvor der står: Det er ikke tilladt for kommunen at opkræve betaling fra borgeren til at dække udgifter, der går til at yde hjælpen. Dette gælder fx udgifter til personalets løn, kost, logi, transport, entrébilletter til aktiviteter mv. Slut med individuelle ferier Et af de steder, hvor KL s udmelding har medført en lang række aflysninger er i Brøndby Kommune, hvor Sara Razak Esbensen er viceforstander. Hun siger: Jeg har simpelt hen ikke pengene på mine budgetter, så til handleplansmøderne sidder jeg nu og kommer med den ene afvisning efter den anden. En har fået nej til at deltage i en Birthe Kjær-koncert. En anden kan ikke få en pædagog med til rund fødselsdag på Bornholm og fire beboere har fået at vide, at de ikke kommer på den tur til Mallorca, som de ellers havde planlagt i detaljer. Botilbudene i Brøndby har hidtil tilbudt beboerne individuelle ferier efter eget ønske med op til syv rejsedage om året, hvor en beboer og en pædagog rejste sammen. Socialpædagog Anne-Mette Overvad-Hansen, der er en af deltagerne i Socialpædagogens facebook-gruppe, har fx været med i campinghytte i Ribe, sejltur på de tyske kanaler samt en storbyferie i Prag. Botilbuddet betalte så lønudgifterne, mens borgerne betalte udgifter til transport, ophold etc. Det er ikke helt rimeligt, at de på den måde skal betale ekstra, men alternativet er bare meget værre: Når beboerne ikke selv må betale, bliver konsekvensen, at vi aflyser, for budgetterne er slet ikke til at dække det. Og ærlig talt synes jeg næsten, det er forfærdeligt. De ferieture er virkelig noget, beboerne har kunnet se frem til og glæde sig til, siger hun. Sara Razak Esbensen forventer, at socialudvalget i Brøndby Kommune vil omprioritere, så der fx bliver mulighed for en fælles tur i sommerhus. Men det bliver ikke samme individuelle tilbud som før, siger hun. Sløjfede restaurantbesøg Ud over ferierne handler debatten i Socialpædagogens facebookgruppe bl.a. om restaurantbesøg. Helle Østergaard skriver: Hvad med det pædagogiske måltid ude i byen og på restaurant? Næh, det er der ikke længere noget, der hedder. Jeg tror nu hellere, at de pårørende ville have, at deres børn fik nøjagtig samme oplevelser som os andre. Og ikke begrænset af, at de ikke må betale en entré, salat, sandwich eller vand til ledsager En anden deltager i facebookgruppen ønsker at være anonym, fordi en kollega tidligere har fået problemer ved at stå frem. Hun fortæller: Tidligere har en gruppe beboere ofte valgt at gå på en billig, græsk frokostrestaurant om søndagen, hvor de så har delt udgiften til pædagogens mad typisk 70 kr. delt mellem seks beboere. Det har vi stoppet nu, for beboerne må ikke gå sammen om at dække udgiften til personalets mad, og selv om det ikke er mange penge, vil vi ikke selv betale. Det handler også om principper, for hvor stopper det så? Er det rimeligt, at vi selv skal tage penge med på arbejde, spørger hun. Kommunen skal betale Den konsulent i KL, der står som kontaktperson på den administrative information, Rigmor Lond, bekræfter, at beboerne ikke må betale for pædagogens mad, hvis pædagogens tilstedeværelse er nødvendig som socialpædagogisk bistand. Hvis pædagogens deltagelse i måltidet er en del af den socialpædagogiske bistand, fx fordi hun støtter beboerne i at udvikle deres sociale kompetencer, så er det i strid med reglerne, hvis beboerne betaler for pædagogens mad, siger hun. Rigmor Lond understreger også, at det på ingen måde er tanken, at pædagogerne selv skal betale. Hun siger: Det er ikke meningen, at personalet af egen lomme skal betale for udgifter relateret til varetagelsen af deres arbejdsopgaver. Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, at borgerne bevilges den hjælp og støtte, de har brug for. Herunder også socialpædagogisk bistand til ledsagelse, hvis borgeren har behov for dette. Midlerne til at sikre ledsagelsen skal findes indenfor den økonomiske budgetmæssige ramme tilbuddet har, fx ved omprioriteringer, eller ved, at kommunalbestyrelsen sætter rammen op, for at kunne give beboerne mulighed for at modtage socialpædagogisk bistand til at tage på ferie, udflugter og lignende.

16 16 SOCIALPÆDAGOGEN TILLIDSREFORM Corydon: Vi skal vinde på velfærden Tillid til fagligheden giver gode sociale indsatser, og god socialpolitik virker også godt økonomisk Bjarne Corydon (S), finansminister Tillidsreformen handler dybest set om at udvikle velfærden, sagde finansminister Bjarne Corydon, da han gæstede Socialpædagogernes hovedbestyrelse til en debat om reformen og de forhindringer, den møder Af Jens Nielsen, Foto: Vibeke Toft Man fornærmer næppe finansministeren ved at sige, at det ikke var rigets på dagen populæreste mand, der besøgte Socialpædagogernes hovedbestyrelse i starten af februar. Det var lige i dagene omkring salget af DONGaktier og få dage før det store SF-kollaps. Men der var ingen synlig rysten på hånden eller hørbar tøven, da Bjarne Corydon tog en debat med hovedbestyrelsen. Emnet var dog også noget helt andet og umiddelbart mindre kontroversielt, nemlig tillidsreformen. Finansministeren lagde ud med at konstatere, at han dels holdt af at være blandt ikke-nålestribede, og at han følte sig i godt selskab i et erklæret løsningsorienteret forbund. Netop det havde forbundsformand Benny Andersen da også lagt vægt på i sin velkomst og sit oplæg til den efterfølgende debat: Du skal vide, at du er i en løsningsfagbevægelse og det betyder, at når man tager en ansvar og går konstruktivt ind og er en del af løsningen, så må man også acceptere, at der er nogle ting, man ikke bryder sig om, sagde Benny Andersen. Vi ser tillidsreformen som en udvikling af den danske model. Den er en erkendelse af det partnerskab, der skal til for at udvikle velfærden, og som sætter den faglige kvalitet i forreste række, sagde forbundsformanden, der fremhævede Bofællesskabet Edelsvej i Esbjerg, der flere år i træk er kåret som en af Danmarks bedste arbejdspladser, som et sted, hvor tillidsreformen allerede fungerer i praksis. Men det viser også, at det kræver, at politikerne og arbejdsgiverne anerkender fagligheden som det bærende i udviklingen af velfærden, sagde Benny Andersen. Vores model er overlegen Og den tråd tog finansministeren op efter at have forsikret forsamlingen om, at der er opmærksomhed omkring forbundets løsningsorienterede linje: Det er i den grad blevet bemærket i Socialdemokratiet, i regeringen og i Finansministeriet det skal I bare vide, sagde Bjarne Corydon og bandt det sammen med indgåelsen af aftalen om tillidsreformen: Aftalen blev indgået kort efter lærerkonflikten, og på den måde udstillede den, hvem der spillede sine kort hvordan. Og for os var det godt at se, at der var nogle, der ville sætte krop og konkret handling bag de mange års snak om en tillidsreform. Bjarne Corydon skitserede derefter grundlaget for arbejdet med virkeliggørelsen af tillidsreformen, som han ser det: Vores holdning til samfundsmodellen er klar: Vi skal holde fast i, at Danmark skal være indrettet på en anden måde end de fleste andre lande. Vi bruger 50 pct. af vores penge på at uddanne og på

17 SOCIALPÆDAGOGEN 17

18 18 SOCIALPÆDAGOGEN Vi ser sådan på det, at konkurrencestaten ikke er en afvikling, men en udvikling af velfærdsstaten endda med højere ambitioner. For mig er det afgørende, at vi vil vinde den konkurrence og at vi vil gøre det ved hjælp af velfærden Bjarne Corydon (S), finansminister at pleje og passe på hinanden. Sådan er det nu, og det kan, skal og vil kunne lade sig gøre fremover. Nu vil vi vise, at vores velfærdsmodel er alle andre overlegen, sagde finansministeren. Undersolgte 2020-mål Han understregede, at tillidsreformen ikke betyder, at politikerne og forvaltningerne bare slipper tøjlerne: Og det er jo heller ikke det, I beder om. Vi bliver bare nødt til i fællesskab at bruge de penge, der er, bedst muligt, og heldigvis kan det de kommende år lade sig gøre, at vi bruger lidt mere på hinanden. Men det kræver, at vi går målrettet efter de indsatser, der virker. Vi skal være fuldstændig nøgterne over for at få mest muligt for pengene så behøver vi ikke skære mere ned, sagde Bjarne Corydon. Han lovede, at der de kommende år ikke kommer nye reformer af og nedskæringer i dagpenge og kontanthjælp, men at der derimod er udsigt til, at det offentlige kan bruge 22 mia. kr. mere over de kommende år. Og der har regeringen allerede opsat nogle mål, sagde han og undrede sig over, at der har været meget lidt opmærksomhed om regeringens sociale 2020-mål: De er en af de mest undersolgte nyheder. De mål indeholder jo forudsætningen for, at det hele hænger sammen. Vi skal jo ikke have velfærd og sikre de mest udsatte grupper, fordi det føles godt, men fordi det giver resultater for os alle sammen, sagde Bjarne Corydon. Jeg tror, at om 5-10 år, så vil man se, at det var her og nu, vi skiftede og ændrede kurs mod en mere tillidsbaseret ledelse i den offentlige sektor. Det vil da være fantastisk, hvis vi kan gøre det sammen, sagde finansministeren. At flytte folk I den efterfølgende debat med hovedbestyrelsen blev Bjarne Corydon straks foreholdt sine udtalelser om konkurrencestaten. Og han understregede, at det fra hans synspunkt ikke er et spørgsmål om at vælge konkurrencestaten til og at der, som han ser det, ikke er noget modsætningsforhold til arbejdet med tillidsreformen: Når jeg taler om konkurrencestaten, er det en beskrivelse af de vilkår, vi har: Vi skal som stat konkurrere med stadigt flere om stadigt flere af de offentlige felter. Det kan man så vælge at gøre på mange måder, men vi ser sådan på det, at konkurrencestaten ikke er en afvikling, men en udvikling af velfærdsstaten endda med højere ambitioner. For mig er det afgørende, at vi vil vinde den konkurrence og at vi vil gøre det ved hjælp af velfærden, sagde han. Os, der er vokset op i 70 erne og 80 erne, er vant til, at det, vi får af velfærdssamfundet, er kroner og øre. Om år vil vi have set en bevægelse i retning af et velfærdssamfund, hvor det, man møder, er viljen til at flytte folk i fællesskab og give dem et bedre liv samtidig med, at vi fortsat støtter dem, der har behov for det, lød det fra Bjarne Corydon. Men lød indvendingen fra flere HB-medlemmer når de fine hensigter i tillidsreformen møder virkeligheden ude i kommunerne, begynder det at knibe: At lave ting om tager tid, og den tid bliver der ikke afsat, og særlig svært er det i MED-systemet. Det er rigtigt, at tillid tager tid, før det giver resultater, men lad nu for guds skyld være med at lade det være noget arbejdsgiverne giver, og I tager. Det ville være rædselsfuldt, hvis vi endte med en låst situation, hvor fagbevægelsen kræver tillid, mens arbejdsgiverne kræver resultater. Åh nej, please not, lød det Bjarne Corydon. Der skal skubbes på Men også forbundsformanden pegede på, at der er et stort problem med at få tillidsreformen bredt ud lokalt: Det er en øm tå i arbejdet med reformen, at alt for få kommunalpolitikere har taget tillidsreformen til sig. Jeg tror, der lige nu skabes gode resultater ude på de enkelte arbejdspladser, men at man i kommunerne overser betydningen af det politiske lederskab. Og det er den største fare: At vi på vores side er med på aftaler og ansvar, men

19 SOCIALPÆDAGOGEN 19 hvis det for mange steder ikke slår igennem på politisk og forvaltningsmæssigt niveau, så ender vi i en alvorlig ubalance, sagde Benny Andersen. Bjarne Corydon medgav, at det et langt stykke hen ad vejen er billedet på det kommunale selvstyre : Der er store forskelle på kommunerne på en række parametre, det er vi ikke blinde for. Og vi kommer fra centralt hold til at skubbe på for at få tingene til at fungere, det kan vi ikke undslå os, og det kommer vi også til at gøre i de kommunale forhandlinger (om den årlige økonomiaftale mellem KL og regeringen, red.). Men at gøre aftalen om tillidsreformen til noget, man hamrer ned i halsen på de offentlige arbejdsgivere, det duer ikke, sagde Bjarne Corydon. Ind af fordøren Flere HB-medlemmer efterlyste konkrete handlemuligheder på lokalt plan, og der blev udtrykt bekymring for, hvordan det kommunale ønske om et større råderum vil påvirke arbejdet med tillidsreformen i praksis får vi ikke bare nyt kontrolparadigme og en ny kampplads, hvor det kommer til at handle om kontrol af tillid, lød et spørgsmål. Men så sort/hvidt mente Bjarne Corydon ikke, at tingene kunne stilles op: Nu er tillid ikke noget, der skal erstatte kommunal styring. Vi skal da fortsat vide om det, vi laver, virker. Og I kan da ikke leve med at blive set som en faggruppe, der negligerer, at der er indsatser, der ikke virker efter hensigten. I skal bare elske at blive kigget i kortene, sagde finansministeren. Men rigtig meget af det her handler altså om offentlig ledelse ude på institutionerne og i forvaltningerne. Der skal skubbes til uddannelsen af gode offentlige ledere. Vi skal tage den nye hird af offentlige ledere og vise dem, at vi kan få det til at fungere, og det bliver ikke den mindste opgave, forudså Bjarne Corydon. Men indtil det sker, havde han et godt råd til det lokale arbejde med de kommunale politikere og forvaltere i forbindelse med tillidsreformen: Et godt fif ville da være at gå ind af fordøren. Man kunne sige, at I skal tale til de laveste instinkter tale om den gode forretning, lød det fra finansministeren: Tillid til fagligheden giver gode sociale indsatser, og god socialpolitik virker også godt økonomisk, sagde Bjarne Corydon og opfordrede Socialpædagogerne til trods uenighed med regeringen på en række punkter at holde fast i jeres konstruktive tilgang. Og det forsikrede forbundsformand Benny Andersen ham om, da han som afslutning understregede, at forbundet har en forpligtelse til at gå ind i det her arbejde. I kan da ikke leve med at blive set som en faggruppe, der negligerer, at der er indsatser, der ikke virker efter hensigten. I skal bare elske at blive kigget i kortene Bjarne Corydon (S), finansminister

20 20 SOCIALPÆDAGOGEN NOTER HOVEDBESTYRELSEN Arbejdsmiljø og faglighed som kongrestema Arbejdsmiljø og faglighed går hånd i hånd det bliver overskriften for temaet på kongressen til november. Det besluttede hovedbestyrelsen på sit februar-møde. Dermed bliver det kongressen, der skal vedtage den nye arbejdsmiljøstrategi. Det sker på baggrund af det projekt om arbejdsmiljø, der aktuelt kører med bl.a. en stor medlemsundersøgelse og en udredning om det socialpædagogiske arbejdsmiljø fra november Kongressen skal være med til at skabe større fokus på, hvordan risikoen for vold, trusler og psykisk nedslidning kan mindskes ved at styrke fagligheden. Et bedre fysisk og psykisk arbejdsmiljø giver samtidig bedre muligheder for godt socialpædagogisk arbejde, hedder det hovedbestyrelsens godkendelse. jni Hjemløseboliger får pris Flere og flere hjemløse i Frederiksberg Kommune får egen bolig. Det skyldes især, at kommunen har etableret et projekt med midlertidige boliger, der er med til at lette overgangen fra hjemløshed til fast bolig. Projektet er en stor succes, og derfor har medarbejdere og ledere bag indsatsen fået tildelt kommunens interne innovationspris. Borgmester Jørgen Glemthøj (K) er imponeret over medarbejdernes indsats og sagde bl.a. ved prisoverrækkelsen: De ansatte fra flere af kommunens tilbud for hjemløse, fængsler, herberger og bostøtteordninger har sat sig sammen og tænkt nyt og anderledes. lmp 11,6 mio. kr. til sikkerhed på Kofoedsminde Region Sjælland har bevilget 11,6 mio. kr., som skal bruges til at forbedre sikkerheden på Kofoedsminde, der er landets eneste sikrede institution for kriminelle udviklingshæmmede. Pengene skal bl.a. bruges til et fem meter højt hegn rundt om hele Kofoedsminde. Hegnet skal forhindre beboerne i at stikke af fra institutionen og samtidig skabe bedre fysiske rammer for beboerne, fordi de vil kunne færdes mere frit på institutionens område, skriver regionen i en pressemeddelelse. Der bliver også indført et nyt alarmsystem, og der bliver strammet op på de sikkerhedsprocedurer, der skal risikovurdere en beboer. Bevillingen sker på baggrund af rapporten Afrapportering udviklingsprojekt Kofoedsminde, der beskriver konkrete initiativer, som er nødvendige for at sikre personalets og omgivelsernes sikkerhed. Rapporten kan læses på lmp Ingen myndigheder hjalp manden på madrassen Lørdag morgen den 15. februar kom en ambulance og hentede en 51-årig hjemløs, der lå død ved bagudgangen til en 7-Eleven-butik ved Friheden Station i Hvidovre. En 7-Eleven-ansat havde aftenen før forgæves forsøgt at få nogen til at se til den hjemløse. Den unge ansatte mente, at den hjemløse rystede unaturligt og var svær at komme i kontakt med og kontaktede derfor både politi og 112, men politiet mente ikke, at det var en politiopgave, og alarmcentralen ville ikke sende en ambulance, og sådan kørte sagen i ring mellem de to myndigheder. Den hjemløses død viser, at der er forskel på et menneskes værdi. Jeg tror ikke, man ville undlade at reagere, hvis opkaldet kom fra et privat hjem, siger formanden for Blå Kors Sven-Erik Jørgensen. lmp Masser af projekter Hovedbestyrelsen har søsat en lang række forbundsprojekter, der kommer godt rundt i det socialpædagogiske arbejdsliv Af Jens Nielsen, jni@sl.dk Psykiatri. Arbejdsmiljø. Jobog karriererådgivning. National forskning. Det er emnerne for fire af de i alt seks projekter, som Socialpædagogernes hovedbestyrelse enten har sat i gang, eller som har fået startsignal og går i gang i den kommende tid. På sit møde 6. februar behandlede hovedbestyrelsen seks projekter, der dækker bredt over både pædagogfaglige, socialpolitiske og fagpolitiske emner. De seks projekter kommer oven i bl.a. det arbejdsmiljøprojekt, der er i gang, og som kommer til at være et hovedtema på forbundets kongres til november. Projektet Prioriteret indsats på psykiatriområdet, der løber frem til foråret 2015 skal skabe bedre forhold for borgerne, det skal styrke den socialpædagogiske faglighed på området, det skal skabe bedre rammer om arbejdslivet og så skal det styrke forbundets arbejde med en stor medlemsgruppe. Der skal bl.a. fokus på de bedste eksempler på socialpædagogiske indsatser og kernefaglighed i psykiatrien. Faglige selskaber er et andet projekt, som skal afdække fordelene ved at oprette faglige selskaber i forbundet for at styrke det faglige fællesskab og vidensgrundlaget for det socialpædagogiske arbejde. I projektperioden er det meningen at etablere to faglige selskaber, der skal være modeller for, hvordan de faglige selskaber over en årrække kan afløse de nuværende faglige netværk. Projektet løber til udgangen af Et tredje projekt skal beskrive den socialpædagogiske kernefaglighed det skal give en fælles platform og styrke den socialpædagogiske identitet medlemmerne imellem Pejlemærker Et fjerde projekt sætter fokus på nationale mål og høj kvalitet og ligger i forlængelse af et af pejlemærkerne i forbundets politiske strategi, Socialpædagogerne i fremtiden. Fokus er formuleringen af nationale mål for arbejdet med inklusion, og udgangspunktet er regeringens sociale 2020-mål. Allerede i marts er afrapporteringen til hovedbestyrelsen klar. Også det femte projekt, Et menneskeligt netværk, tager afsæt i et pejlemærke fra Socialpædagogerne i fremtiden. Projektet skal udvikle nye modeller for, hvordan socialpædagoger kan udvikle og støtte borgernes netværk. Projektet skal afrapporteres til hovedbestyrelsen i juni. Job og karriererådgivning er emnet for det sjette projekt, som skal afdække, hvordan forbundet bedst muligt kan give medlemmerne denne form for rådgivning. I løbet af det første halvår af 2014 skal projektet give hovedbestyrelsen grundlag for at beslutte, om forbundet skal oprette en egentlig job- og karriererådgivning. Hovedbestyrelsen godkendte også det fortsatte arbejde med projektet om et nationalt forskningsprogram, der blev fyldigt omtalt i seneste nummer af Socialpædagogen, ligesom der er damp under kedlerne i arbejdet med at præge den nye pædagoguddannelse se Socialpædagogen nr. 3/2014 på socialpaedagogen.dk/arkiv.