Schröders kamp mod arbejdsløsheden. en retorisk og argumentativ analyse af to regeringserklæringer

Transkript

1 SPECIALE cand.ling.merc. tysk II-profilen Schröders kamp mod arbejdsløsheden en retorisk og argumentativ analyse af to regeringserklæringer Handelshøjskolen i Århus December 2005 Trine Piilgaard Eksamensnummer: Vejleder: Helmut Molly Tysk Faggruppe

2 Trine Piilgaard Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING Introduktion Problemformulering Metode Afgrænsning Specialet struktur RETORIK Retorikkens problemstilling Retorikkens system Formål og funktion Persuasio Logos Etos Patos Talegenrer De fem retoriske forarbejdningsfaser Inventio Dispositio Elocutio Aptum-dyden Latinitas-dyden Perspicuitas-dyden Ornatus-dyden Memoria og actio Analyseapparat ARGUMENTATION Introduktion til argumentationsteori Toulmins argumentmodel i

3 Trine Piilgaard Indholdsfortegnelse Grundmodellen Den udvidede model Argumenttyper Tegn Årsag Klassifikation Generalisering Sammenligning Autoritet Motivation Analyseapparat TALERNE OG DEN POLITISKE SITUATION Den politiske situation November Marts Talerne RETORISK ANALYSE Persuasio Logos Etos Manifestation af afsender Manifestation af modtager Afsender/modtagerforhold Modalverber Patos Delkonklusion Dispositio Delkonklusion Elocutio ii

4 Trine Piilgaard Indholdsfortegnelse Aptum-dyden Latinitas-dyden Perspicuitas-dyden Ornatus-dyden Delkonklusion ARGUMENTATIONSANALYSE Grundmodellen obligatoriske elementer Den udvidede model fakultative elementer Argumenttyper Argumentationens omfang Delkonklusion KONKLUSION KURZREFERAT LITTERATURFORTEGNELSE Bøger Artikler Opslagsværker Internetsider BILAGSFORTEGNELSE iii

5 Trine Piilgaard Indledning 1. INDLEDNING Dette kapitel vil danne baggrund for resten af specialet og bl.a. præsentere den overordnede problemformulering. Indholdet af dette kapitel vil således være styrende for resten af opgaven, i og med, at betingelserne for specialets udformning vil blive slået fast. Kapitlet starter med en introduktion, der vil behandle specialets tema, arbejdsløsheden i Tyskland og Gerhard Schröders løfter om at nedbringe den. Derefter følger problemformuleringen for specialet, metoden, afgrænsningen og til sidst et afsnit, der beskriver specialets struktur Introduktion I begyndelsen af 1960 erne, hvor Wirtschaftswunder øgede den tyske velstand og reducerede arbejdsløsheden til et minimum, troede man i Tyskland, at man havde afskaffet og overvundet begrebet arbejdsløshed (Promberger 2005). Arbejdsløsheden har i flere perioder haft en ødelæggende indvirkning på det tyske samfund, bl.a. under Weimarrepublikken, hvor den steg til omkring de 30% og var en (blandt andre) af hovedårsagerne til, at nazisterne kunne opnå den fremgang, der gjorde deres magtovertagelse mulig (Svanström 1983: 264). Optimismen varede indtil midten af 1970 erne, hvorefter det blev klart at arbejdsløsheden ikke var et afsluttet kapitel. Fra det tidspunkt og op til i dag, har Tyskland konstant været præget af en massearbejdsløshed, der kontinuerligt vokser (Promberger 2005). Siden 1990 har der været en konsensus om, at den høje arbejdsløshed skyldes genforeningen og genopbygningen af det tidligere Østtyskland (Aktuell 2003: 13). I Welt am Sonntag, mener A. Zänker ikke at det er rigtigt: Ist die Wiedervereinigung schuld? Keineswegs. Das Gewicht der neuen Länder wäre dazu nicht groß genug. Negative Trends (schwaches Wachstum, Arbeitslosigkeit, Haushaltsdefizite, steigende Staatsschuld usw.) waren schon vor 1990 deutlich sichtbar. (Welt am Sonntag 1. mar. 1998). Samme sted skriver Hans Peter Stihl 1 : Jeden Monat aufs Neue legt die Bundesanstalt für Arbeit ihre bedrückende Arbeitslosenstatistik vor. Die Gründe für die hohe Arbeitslosigkeit sind hingegen nicht in jedem Monat neu: Zu hohe Arbeitskosten, zu wenig Lohndifferenzierung, starres Kündigungsrecht, zu geringe Qualifikation, hohe Belastung des Faktors Arbeit 1 Tidligere præsident i Deutscher Industrie- und Handelskammer 1

6 Trine Piilgaard Indledning mit Steuern und Abgaben. (Welt am Sonntag 1. mar. 1998). Massearbejdsløsheden i dag grunder således ikke kun i én ting, at reducere den vil kræve omfangsrige reformer i det tyske samfund. Ved valget til Forbundsdagen i 1998 blev Gerhard Schröder valgt til forbundskansler, som leder af en koalition mellem SPD og Bündnis 90/Die Grünen, bl.a. med løfter om at bekæmpe arbejdsløsheden: Faldende arbejdsløshedstal skulle være en målestok for regeringens succes og dens chance for at blive genvalgt ved det næste valg i 2002: Wenn wir die Arbeitslosenquote nicht spürbar senken, dann haben wir es nicht verdient wiedergewählt zu werden. (Spiegel 10/2005). Alligevel skulle der gå knap 5 år før end det længe ventede reformprogram Agenda , der bl.a. skulle reformere sundheds- og arbejdsmarkedssystemet, blev sat i gang. Det lykkedes Schröder og hans koalition at blive genvalgt i 2002, uden at have kunnet vise en mærkbar reduktion af antallet af arbejdsløse, tværtimod: Da han tiltrådte i 1998 var der 3,9 mio. arbejdsløse (Spiegel 10/2005) og i februar 2005 nåede man det højeste antal arbejdsløse i Forbundsrepublikkens historie: 5,2 mio. (Spiegel 10/2005). Arbejdsløsheden er dermed blevet det altoverskyggende emne for den politiske debat i Tyskland, der berører alle i det tyske samfund, både dem, der har arbejde og frygter at miste det og dem uden Problemformulering I dette speciale vil jeg tage udgangspunkt i den ovenfor beskrevne problemstilling, mellem arbejdsløshedsproblemet og Schröders løfter til befolkningen. Formålet med specialet er at undersøge, hvorvidt Schröders retoriske og argumentative strategier har ændret sig i løbet af hans regeringsperiode, dvs. fra efteråret 1998 til foråret 2005, evt. som en følge af den manglende succes med at bekæmpe arbejdsløsheden. Dette vil jeg gøre med baggrund i to taler, der blev holdt hhv. d. 10. november 1998 (T1), dvs. kort tid efter hans tiltrædelse som forbundskansler, og d. 17. marts 2005 (T2). Fælles for de to taler er, at de begge er regeringserklæringer og at de blev holdt i Forbundsdagen. Specialets problemformulering lyder derfor: Hvilke forskelle og ligheder har de to taler med fokus på de retoriske og argumentative strategier? 2 Læs mere om Agenda 2010 på 2

7 Trine Piilgaard Indledning Dette spørgsmål vil jeg forsøge at belyse ved at besvare følgende delspørgsmål: o o Hvilke retoriske midler benytter Schröder i sine to taler? Hvordan argumenterer Schröder i de to taler? 1.3. Metode For at kunne besvare specialets overordnede spørgsmål har jeg valgt at bruge en kombination af den klassiske retorik og Toulmins argumentationsteori, som Jørgensen & Onsberg har beskrevet den. Som udgangspunkt har jeg valgt de klassiske retorikteoretikere, såsom Fafner, Lindhardt, Ueding osv., der fokuserer meget på talernes opbygning og produktionsfaserne. Men i min søgen efter at fremstille retorikken som et komplekst system af interdependente elementer, har jeg valgt at inddrage Cockcroft fra 1992, som introducerer en mere moderne tilgang til retorikken. Hans udgangspunkt er de tre appelformer, som han også applikerer på den sproglige analyse, dvs. at han med baggrund i appelformerne ser på, hvordan de bliver realiseret i en tekst. Ifølge Cockcroft er retorikkens primære formål det persuasive, dvs. det overbevisende. Cockcrofts idéer til, hvordan de tre appelformer identificeres i en tekst vil jeg i et vist omfang uddybe med flere elementer, der kan bidrage til en forståelse af hvilke appelformer, Schröder bruger i sine taler. Denne kombination af to retorikteoretiske anskuelser er til fordel for specialet og mine analyser, idet det giver mig mulighed for at foretage en mere detaljeret retorisk analyse af de to taler, end hvis jeg havde udeladt den ene vinkel. Argumentationsteorien blev udviklet af Aristoteles for mere end 2000 år siden, ligesom retorikken, men siden 1958 regnes Toulmin som den moderne argumentations fader. Hans værk The Uses of Argument betragtes både af retorikere og kommunikationsforskere som et hovedværk indenfor argumentationsforskningen. (Jørgensen & Onsberg 2003: 12) Alligevel har jeg valgt at lægge den teoretiske hovedvægt på Jørgensen & Onsbergs (2003) fremstilling af argumentationsteorien. Dette skyldes at Toulmins bog i første omgang var ment som en filosofisk diskussion af erkendelseslæren og ikke som en fremstilling og grundig beskrivelse af det, der senere blev kendt som Toulmin-modellen (Toulmin 2003: viiff). 3

8 Trine Piilgaard Indledning De to metoder, jeg har valgt at bruge i dette speciale, har helt fra Aristoteles tid hængt nøje sammen. Ligesom argumentationen er en væsentlig del at retorikken, er retorikken en væsentlig del af argumentationen. Begge teorier har til formål at undersøge, hvordan en taler på den bedste måde kan overbevise sit publikum. Således er analysemetoden til dette speciale sammensat for at kunne give en illustration af hvordan, Schröder forsøger at overbevise sit publikum om sit politiske forehavende Afgrænsning Specialet er afgrænset ved, at det primære emne er arbejdsløshed. Dette betyder bl.a. at talerne er forkortet ved hjælp af isotopikæder og kun beskæftiger sig med de passager, der omhandler arbejdsløshed. Begge taler, T1 og T2, er meget lange (hhv. 33 og 20 sider), og det vil ligge udenfor dette speciales rækkevidde at analysere dem i deres fulde længde. Jeg har kortet dem ned til hhv. 14 og 12 sider, dvs. de dele af talerne, hvor Schröder omtaler arbejdsløsheden. For alligevel at kunne lave en fyldestgørende analyse af talerne er talernes indledning og afslutning medtaget i fuld længde, hvilket især i den retoriske analyse er vigtigt. Talerne kan findes i deres fulde længde i bilag G og H og i de forkortede udgaver i bilag A og B. Dette speciale et sprogligt speciale og der vil derfor ikke blive analyseret på de økonomiske og politiske emner i talerne. Jeg vil kun foretage en analyse ud fra sproglige kriterier med baggrund i retorik- og argumentationsteorien Specialet struktur Efter dette kapitel 1, vil jeg i kapitel 2 give en kort gennemgang af retorikkens historiske problemstilling, hvorefter jeg vil præsentere retorikkens formål og funktion, herunder begrebet persuasio, som indbefatter de retoriske appelformer, logos, etos og patos, og de fem retoriske forarbejdningsfaser; inventio, dispositio, elocutio, memoria og actio. Dette kapitel bliver afsluttet med en sammenfatning af retorikteorien, som den vil blive brugt i specialet analyserende del. Kapitel 3 præsenterer jeg argumentationsteorien med udgangspunkt i Jørgensen & Onsbergs (2003) fremstilling. Først vil jeg gennemgå og diskutere Toulmins argumentationsmodel og senere præsentere argumenttyperne. Til sidst i dette kapitel vil jeg lave en sammenfatning af argumentationsteorien, samtidig med at jeg opstiller det analyseværktøj, som skal bruges i analysen. 4

9 Trine Piilgaard Indledning Kapitel 4 behandler talerne og den politiske situation omkring tidspunktet for begge taler med fokus på arbejdsløsheden. Her vil talerne, deres publikum, deres type og forkortelsen af talerne også blive diskuteret. Specialets analysedel er at finde i kapitlerne 5 og 6, hvor jeg i kapitel 5 starter med at foretage den retoriske analyse, der omfatter en analyse af de tre appelformer, og de retoriske produktionsstadier, der vil omfatte en analyse talernes opbygning i dispositiofasen og deres sproglige kendetegn elocutiofasen. I løbet af kapitlet vil jeg løbende foretage delkonklusioner på baggrund af de enkelte analysedele. I kapitel 6 fortsætter specialets analysedel, her med fokus på argumentationsanalysen. Først vil jeg undersøge argumenterne fra de to taler i forhold til deres formelle opbygning, ifølge Toulmins grundmodel og derefter forsøge at identificere de eventuelle fakultative elementer i argumentationen. Siden vil jeg analysere argumenterne typer og efterfølgende argumentationens omfang. Dette kapitel vil blive afsluttet med en delkonklusion, der baserer sig på analyserne i dette kapitel. Den samlede konklusion på specialets analyser og svaret på specialets problemformulering følger i opgavens kapitel 7. Kapitel 8 rummer et resumé på tysk. De følgende kapitler, 9 og 10, indeholder hhv. litteraturfortegnelsen og bilagsfortegnelsen. 5

10 Trine Piilgaard Retorik 2. RETORIK Dette kapitel har til formål først at give læseren en introduktion til retorikkens tusindårige historie og den kritik, der siden Aristoteles, som før over 2000 år siden satte retorikken i system, har præget den og dernæst en introduktion til retorikkens system og opbygning. Det første afsnit i dette kapitel vil således introducere retorikken fra en historisk vinkel og dermed give læseren en forståelse af baggrunden for retorikken, inden retorikkens system bliver gennemgået, herunder dens formål og funktion. Dette omfatter retorikkens formål og funktion, dvs. persuasio, talegenrerne og de fem retoriske forarbejdningsfaser, der er redskabet til at lave en overbevisende tale. I kapitlets afslutning har jeg sammenfattet retorikkens teori, så den fremstår som et brugbart analyseapparat til dette speciale Retorikkens problemstilling Kritikken af retorikken går ligeså langt tilbage som retorikken selv, og den negative klang klæber stadig til faget. Man taler om retoriske spørgsmål og mener spørgsmål uden reelt indhold, en tvjournalist beskriver en tale som mere retorik end indhold og en politiker siger til et dagblad, at det er ikke bare retorik, jeg mener det sørme alvorligt (Begge citater: Garbers 1996: 10) I samme ombæring bliver retorikken også forbundet med demagoger, hvis mest kendte repræsentant må være Hitler. Langt de fleste mennesker har set billeder eller film fra hans flammende taler og han bliver fremhævet som en god retoriker. Han brugte retorikken til at manipulere et helt folk og skabe krig og undertrykkelse, hvilket altid har været hovedindvendingen mod retorikken: Den manipulerer, bliver brugt til negative formål, folk bliver overtalt i stedet for overbevist og man har på fornemmelsen at der bliver pyntet på en tale (eller et reklameslogan) med velklingende sprogblomster, som ikke har nogen relation til indholdet, men blot er hult pynt. Sofisterne, der var skolede talere, mente at veltalenhed og sandheden fulgtes ad, men Platon, der startede kritikken af retorikken, satte spørgsmålstegn ved denne sammenhæng. Platon var bekymret over at veltalenhed måske følges med viden, men ikke med moralsk godhed, og dermed lægger han kimen til mistænkeliggørelsen af retorikken. (Lindhardt 2001: 29, 13) 6

11 Trine Piilgaard Retorik Ifølge Platon mangler retorikken det etiske element og sproget var blot en besværlig omvej til den rene sandhed. I Sokrates forsvarstale sætter han sågar sandheden op som en modpol til retorikken. (Fafner 2003: 8). Også Cato den Ældre i Rom var en hård kritiker. Han foragtede den tillærte græske taleteknik og rådede sine elever til rem tene, verba senquentur tal klart om sagens indhold, så kommer ordene af sig selv. (Schlüter 1976: 10) Senere i historien udtrykker også Goethe en modvilje mod retorikken. Han mente at den stærke virkning af en tale alene skulle tilskrives talerens ærlige begejstring og hans evne til at udtrykke sin inderlighed. Det naturlige er altså mere værd end det tillærte. (Schlüter 1976: 9) Fælles for disse kritikere af retorikken er, at de alle tre på bedste måde har udnyttet retorikkens muligheder for at overbevise folk om deres sag. Platon gjorde det i Sokrates forsvarstale, da han skulle overbevise de anklagende sofister (Fafner 1997: 7), Cato den Ældre var selv en stor taler (Schlüter 1976: 10) og Goethe i sin tale Zum Schäkespears Tag. Da retorikken kom til Rom begyndte Platons kritik for alvor at møde modstand, især forsøgte Cicero og Quintillian at svare igen. Begge søgte de at inkorporere hver deres ideal i retorikken. Cicero stræbte efter perfectus orator og ville fastholde sammenhængen mellem res (sagen/indholdet) og verba (ord/form) (Lindhardt 2001: 32). Ifølge Cicero kunne man ikke være en perfectus orator uden at være bl.a. filosofisk og litterært vidende og retorikkens formål er derfor: sapere (vide) + dicere (tale) = sapienta (visdom), og ikke sapere = dicere = sapienta (Lindhardt 2001: 33). Quintillian gik et skridt længere og ophøjede taleren til det dannede, uddannede og retorisk skolede menneske med idealet vir bonus. Platons påstand om den manglende sammenhæng mellem retorik og sandhed/etik fik dermed modstand (Ottmers 1996: 12). Aristoteles gik på trods af sit opgør med Platon vedrørende retorikken, ikke direkte imod sin læremester, men forsøgte at gøre retorikken værdineutral ved at systematisere den, og holdt således retorikken og filosofien adskilt. Desuden mente han ikke at retorikken skulle bringes i miskredit pga. enkelte brodne kar, ligesom lægekunsten heller ikke skal det (Ottmers 1996: 12). I nyere tid har bl.a. Ottmers (1996) beskrevet sit forsvar for retorikken. Ottmers mener ikke, at det er retorikken, der fører til manipulation pga. dens dialogiske natur. Ligeså vel som den stiller brugeren et redskab til rådighed til at angribe et synspunkt, har modstanderen den samme mulighed for at bruge retorikken den modsatte vej, og dermed kan et misbrug af retorikken udelukkes. Han forholder sig videre til det romerske udtryk rhetorica ars est bene dicendi (Ottmers 1996: 5), som ifølge ham skal forstås sådan at Rhetorik ist die Kunst des wirkungsvollen und auf Überzeugung beziehungsweise Plausibilität gerichteten, des moralisch integeren und des ästhetisch anspruchsvollen Redens und Schreibens, und zwar als Anleitung und Analyseinstrumentarium persuasiver 7

12 Trine Piilgaard Retorik Kommunikation (Ottmers 1996: 13). Retorikken er altså, ifølge Ottmers, en måde at udtrykke sig på, som rækker ud over dagligdagssproget og gør det stilistisk og æstetisk (Ottmers 1996: 12ff) Retorikkens system Retorikkens system er meget omfattende. I dette afsnit vil jeg gennemgå, hvilke elementer retorikken består af, hvordan de anvendes, og hvad retorikkens formål er, med det formål at kunne sammensætte et brugbart analyseredskab til slut i dette kapitel. Først vil jeg diskutere retorikkens formål, som anerkendte retorikforskere har udlagt det og derefter vil jeg tage fat på et af retorikkens kernepunkter, nemlig overtalelsen (persuasio) og herunder de tre produktionsstadier, logos, etos og patos. De sidste to produktionsfaser memoria og actio vil kun blive berørt ganske kort, da de ikke har relevans for analysen (jf. afsnit ). Dernæst vil jeg uddybe retorikkens tre talegenrer og siden hen kommer jeg til hvordan en retorisk tekst bliver bygget op. Til allersidst vil jeg lave en opsamling over retorikkens teori og diskutere hvilke elementer, der kan bruges i den senere analyse Formål og funktion En endelig og rigtig definition af retorikkens formål findes ikke. Spektret af definitioner er lige så bredt, som retorikken er gammel. Igennem tiden har retorikforskere hver især forsøgt at koge retorikken ned til én sætning, men ofte har disse forskere anlagt hver deres synsvinkel og resultaterne er derfor varierede. Walter Jens (1977: 432), som i 1970 erne blev Tysklands første professor i retorik i nyere tid, støtter sig til Quintillians definition (ars bene dicendi), som han dog mener kun omfatter den mundtlige kommunikation, og han har udvidet denne til at omfatte alle former for kommunikation, også den skriftlige, altså kunsten at kommunikere (smukt). Andre anser dog ikke den smukke tale for at være retorikkens hovedformål. Retorikkens fader, Aristoteles, mente at retorikken var en kunnen, der sætter os i stand til at mønstre de mulige overbevisende momenter i ethvert givet stof. (Aristoteles 2002: 33) Taleren skal altså lære at bruge retorikken for at kunne lave en tale, hvis hovedformål er at overbevise. Aristoteles ser nemlig retorikkens primære formål som overtalelsen, dvs. at bruge persuasio, som opstår ved hjælp af den rette kombination af de tre appelformer logos, etos og patos. Han uddyber det i følgende citat: Enhver form for tale må således for at virke overbevisende bygge på tre ting: at man kan godtgø- 8

13 Trine Piilgaard Retorik re, at det man påstår er sandt [logos], at man kan vinde sine tilhøreres velvilje [etos], og at man kan sætte deres følelser i netop den bevægelse, som sagen udkræver [patos]. (Aristoteles 2002: 20) Disse tre punkter blev hos romerne formuleret i tre infinitiver, der kom til at kendetegne retorikken fremover: Docere, delectare og movere (Schlüter 1976: 23). Fafner (2003: 29) støtter sig til Aristoteles og fremfører, at retorikkens primære formål er den hensigtsbestemte tale. Denne hensigtsbestemte tale underinddeler han i tre kategorier: Overtalelsen, den sproglige udsmykning og fremførelsen. Alt efter på hvilke produktionsfaser, man lægger trykket, inventio, elocutio eller actio (jf. afsnit 2.2.4), kommer retorikken til at fremstå som en argumentationskunst, en stillære eller en foredragslære. Schlüter (1976: 23) tager udgangspunkt i de tre latinske infinitiver, som Aristoteles skabte grundlaget for: movere, delectare og docere, dvs. bevæge (at appellere til publikums følelser), fornøje (at præsentere sit emne på en underholdende måde) eller belære (at informere publikum på en saglig måde). Han mener, at på trods af, at retorikken indeholder mange smykkende elementer, så tjener de alle formålet movere, dvs. at bevæge publikum, så de bliver overbevist om talerens sag. Schlüter (1976: 22) fremfører videre, at retorikken også har en opgave med at beholde eller skabe sammenhængen mellem verba (sproget) og res (den sag, der er til diskussion). Når man koncentrerer sig om verba, bruger man stilistikken, og res, så bruger man dialektikken, som er en argumentationskunst. Også Ottmers (1996: 12) er inde på den dialogiske funktion i retorikken og tilføjer, at det hænger sammen med de betingelser, retorikken opstod under; man havde brug for et parlament, hvor sagerne kunne diskuteres frem og tilbage, som en dialog mellem deltagerne i parlamentet. Retorikken stiller altså regler op for den virkningsfulde kommunikation, regler som kan studeres og læres, og som har trukket linier fra antikken og op til nutiden. I Cockcroft (1992: 2) bliver retorikforsker Michael Billigs (fra Arguing and Thinking, 1987) teori om retorikken og persuasio diskuteret i forhold til Aristoteles syn på retorikkens formål. Hvor Aristoteles har fokus på en monologisk retorik, ser Billig, ligesom Schlüter, Ottmers o.a., den som dialogisk. Han mener, at ethvert argument og enhver generalisation åbner op for modstandernes kritiske svar, hvilket fører til en dialog. Cockcroft uddyber dette med en analogi til et spil skak. Man forbereder sig på modstanderens træk og finder svagheder ved hans argumentation. Skakken er, ligesom retorikken, en potentiel dialog såvel som en konkurrence, der kan lægges en strategi for 9

14 Trine Piilgaard Retorik på forhånd, så retorikerens persuasion indebærer en mod-persuasion, ligesom et træk i skak også altid vil medføre et modtræk, også før spillet eller debatten overhovedet er startet. På begge måder når man frem til en dialog. Sammenfattende kan man sige, at retorikken skal indeholde tre parametre: Den skal være overbevisende, holde fast i sammenhængen mellem sagen og indholdet og fremføres smukt. Det sidste parameter betyder, at taleren skal kunne formulere sig på en måde, der fremmer forståelsen og indlevelsen i talen Persuasio Hvis man tager udgangspunkt i bl.a. Fafners og Aristoteles definition af retorikkens formål (jf. afsnit ), som den hensigtsbestemte tale, er persuasio kernen i retorikken. Persuadere betyder på latin at overtale og har siden Aristoteles det været en væsentlig del af retorikken. Aristoteles gik ind for at ethvert middel, der kan bidrage til at skabe plausibilitet i en tale eller tekst, eller gøre dens indhold sandsynligt, bør finde anvendelse i retorikken og han står derfor som en af de første og største støtter af persuasio. (Fafner 2003: 32) Med persuasioen, det overtalende element, for øje, er retorisk tale og skrivning altså evnen til først at erkende en problemstilling eller sag og derefter bevidst at indsætte de elementer, der gør fremførelsen af den aktuelle problemstilling overbevisende og troværdig. Retorik er dermed en intentionel, virkningsrettet persuasionsteknik, der gør brug af persuasio (Fafner 2003: 32ff). Brugen af persuasio skal ikke forveksles med propaganda, da den enkelte tale ifølge den antikke forståelse altid kun en del af en større sammenhæng, hvor den vil blive besvaret og modsagt. (jf. afsnit , mht. Billigs teori om den dialogiske retorik) Propaganda vil ofte gøre brug af flere forskellige medier og medietyper, hvor den enkelte tekst vil blive fulgt op af flere tekster med samme ensidige budskab. I det antikke Rom og Grækenland ville talerne ofte blive holdt i et forum, hvor andre ville have mulighed for at modgå de foregående talers påstande, ligegyldigt hvor meget de gjorde brug af persuasio. Den enkelte tale vil derfor altid blive relativeret i forhold til andre(s) taler. Taleren skulle således ikke nødvendigvis stræbe efter at lave en upartisk tale, men i stedet formidle sin sags og sin egen moral, værdier og integritet. Værdier, som taleren til gengæld skal være helt overbevist om (Ottmers 1996: 10). 10

15 Trine Piilgaard Retorik Ifølge Aristoteles har persuasioen og dens appelformer en bestemt rækkefølge, som er psykologisk tilfredsstillende, fordi den svarer til tilblivelsesfaserne i enhver vellykket overbevisningsteknik: 1) taleren og hans etos, 2) tilhørerne og deres emotioner (patos), 3) selve talen og dens logos (Fafner 2003: 34). Aristoteles har dermed forestillet sig at persuasioen har tre forskellige fremtrædelsesformer, som hver repræsenterer deres form for appel til tilhørerne. Som taler kunne man enten bruge appellen til forstanden, logos, eller man kunne vælge én af de to appeller til følelserne: Etos kommer fra taleren selv og hans baggrund, det man i dag kunne betegne som image, hvor patos spiller på de følelser, han i talesituationen kan fremkalde hos publikum. Nedenfor følger en nærmere introduktion til appelformerne Logos Logos betyder på græsk ord. Altså en appelform, der overbeviser ved ordets magt og derfor kaldes logos også den intellektuelle persuasio eller den rationelle appelform. Taleren henvender sig til tilhørernes fornuft, forstand og intellekt, og han holder sig til sagen, dvs. at han argumenterer sagligt. Men hvis hans tale udelukkende anvender logosappellen bliver den hurtigt kedelig og uinteressant for publikum, fordi de vil blive overlæssede med argumenter der kan underbygges og underbygges (Garbers 1996: 68). Logosappellen vedrører i høj grad produktionsfasen inventio (jf. afsnit ), hvor argumenterne til talen bliver fundet (Cockcroft 1992: 58), fordi det er her, at den rationelle tænkning er i højsædet. Hos Fafner (2003: 35) og hos Aristoteles (2002: 28) bliver det fremført at retorikken er et sidestykke til dialektikken, der er en argumentationskunst. Logos bliver, ifølge Fafner (2003: 35), realiseret gennem de to intellektuelle overbevisningsmidler; enthymemet og paradigmet. Disse svarer til logikkens syllogisme (den deduktive slutning) og det induktive bevis. Hos Jørgensen & Onsberg (1999: 12) bliver enthymemet og syllogismen derimod stillet overfor hinanden, som to forskellige begreber, der har dannet grundlag for den moderne argumentationsforskning (jf. kapitel 3.). Hvis man tager udgangspunkt i Jørgensen & Onsbergs fremstilling, bliver de logisk korrekte syllogismer defineret ved at sande præmisser altid vil give en sand konklusion. Mange steder, bl.a. hos Garbers (1996: 23), bliver der brugt følgende klassiske eksempel på en logisk korrekt syllogisme: Major præmis: Alle mennesker er dødelige Minor præmis: Sokrates er et menneske 11

16 Trine Piilgaard Retorik Konklusion: Sokrates er dødelig Denne syllogisme er korrekt, fordi den bygger på sande præmisser, der er kombineret med en korrekt konklusion. Derimod er følgende syllogisme, som er taget fra Holbergs Erasmus Montanus, ukorrekt, fordi præmisserne og konklusionen er kombineret på en ikke-gyldig måde: Major præmis: Morlille kan ikke flyve Minor præmis: Sten kan ikke flyve Konklusion: Ergo er Morlille en sten Enthymemet gør derimod ikke krav på at udgå fra sande præmisser, der danner sande konklusioner, men bygger derimod på meninger og formodninger, der ikke nødvendigvis er sande. Enthymemet er således ræsonnementer mellem mennesker i konkrete situationer, hvis regler er fastlagt af retorikken. Enthymemet er den slutningsform, der bliver brugt mest i hverdagen, men ofte bliver ét af elementerne udeladt, fordi det anses for at være en selvfølgelighed. Eksempelvis kan man høre følgende: Det blå hold taber fodboldkampen, for de har ikke trænet. Den underforståede selvfølgelighed ligger i, at hvis et hold ikke træner, kan man heller ikke vinde. Denne korte gennemgang af argumentationsmønstre indenfor retorikken kommer senere til anvendelse i argumentationskapitlet (kapitel 3), der vil føre over i en fremlægning af den moderne argumentationsforskning. Disse to afsnit overlapper indholdsmæssig således hinanden, men i den analyserende del af specialet, har jeg valgt at koncentrere argumentationsteorien i kapitel 3, der detaljeret vil behandle argumentationen. Dog finder jeg det nødvendigt at give en kort introduktion til argumentationen her, fordi det er en væsentlig del af den klassiske retorik. Eftersom logos som appel består på grundlag af fakta, saglighed og logik, som vist ovenfor, mener Cockcroft (1992: 58ff) at den kan realiseres og identificeres gennem: 1) Ordvalg, dvs. et neutralt ordvalg, der ikke rummer nogen konnotationer. 2) Rapportering af fakta, hvilket giver publikum mulighed for at træffe beslutninger, der er baseret på et helt rationelt grundlag. Dette punkt inkluderer også brugen af eksempler og beviser, der skal underbygge fakta. 3) Typer af argumenter. Af de syv argumenttyper, som Jørgensen & Onsberg (2003: 47ff) beskriver, er der især fem typer, der bidrager til en logosappel. Disse fem udgør: Tegn, årsag, klassifikation, generalisering og sammenligning. Argumenttyperne vil blive nøjere gennemgået i kap. 3.3., da de indgår som en naturlig del af argumentationsteorien. 12

17 Trine Piilgaard Retorik Etos Etos er en emotionel appel, dvs. den henvender sig til modtagerens følelser på baggrund af afsenderens personlighed, karakter og værdier. Etosappellen bygger på, at mennesker ofte bedømmer fremmede ud fra fx deres påklædning og opførsel, men lige så ofte på baggrund af deres erhverv. Folk vil i højere grad tendere til at lytte til en højesteretsdommers anbefaling, frem for en tyvs, fordi en højesteretsdommer igennem sit embede opnår en høj etos. Dog vil man samtidig forvente, at han opfører sig, som folk forventer en dommer opfører sig. (Fafner 2002: 36) og (Aristoteles 2002: 34) Cockcroft (1992: 19ff) mener, at etos kan deles op i to hoveddele; personlighed og holdning. Personlighed dækker over talerens præsentation af sig selv og holdning til talerens holdning overfor sine tilhørere, altså et afsender-modtager forhold. Det er centralt, når talerens personlighed skal formidles, at han kan identificere sig med publikum, imponere dem med sin individualitet og evt. kan forstyrre og reorientere deres attitude overfor ham. Denne færdighed skal mestres for at kommunikationen bliver en succes og den baserer sig på en kombination af ordforråd, intonation og struktur. Mht. holdning skal man have dannet en ramme for attituden, en forståelse af det synspunkt, som tilhøreren adopterer og en tone, som passer til kommunikationens emne. Disse to elementer kan identificeres og realiseres i gennem fire punkter: Manifestation af afsenderen, manifestation af modtageren, forholdet mellem afsender og modtager og endeligt talerens ordvalg. Disse fire punkter vil blive uddybet nedenfor: 1) Manifestation af afsenderen, dvs. den måde hvorpå afsenderen omtaler sig selv på ved hjælp af de personlige pronominer. En udstrakt brug af personlige pronominer kan hjælpe til at holde talens formelle niveau nede og gøre den mere personlig og nærværende for publikum. En tale kan derved i større grad komme til at minde om en samtale, frem for en tale til millioner af tilhørere. Frandsen (1997: 52) skelner imellem en tekst-intern og en tekst-ekstern afsender. Forskellen er, at den tekst-interne afsender er markeret sprogligt i teksten, fx ved hjælp af personlige pronominer, hvor den tekst-eksterne ikke bliver nævnt i teksten. Ved hjælp af en tekst-intern afsender kan afsenderen iscenesætte sig selv, så han/hun fremstår på den bedste måde. Frandsen (1997:52) mener, at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at skelne mellem en primær og en sekundær afsender. Den primære afsender er den person, der står bag kommunikationen og som har økonomiske interesser i den, mens den sekundære er den person, der indkaldes pga. sin ekspertise eller troværdighed. Det vil også være relevant for denne undersøgelse at foretage denne sondring, men 13

18 Trine Piilgaard Retorik Frandsens værk er rettet mod markedskommunikationen og ikke den politiske tale. På trods af dette faktum mener jeg alligevel godt, at man kan overføre teorien til Schröders taler, fordi talens baggrund dermed kan defineres. Det vil blot ikke være relevant at definere, hvem der har økonomiske interesser i kommunikationen. I forbindelse med de personlige pronominer vil det være interessant at undersøge, hvordan og med hvilken reference Schröder bruger det personlige pronomen wir. Han kan fx vælge at bruge det, når han refererer til socialdemokraterne i Forbundsdagen, regeringen, alle medlemmer af Forbundsdagen eller når han taler på vegne af alle tyskere. En eventuel forskel i brugen af wir i de to taler kan sige noget om den fællesskabsfølelse og det tilhørsforhold, han prøver at kommunikere igennem sin tale. Ved variation i dette parameter imellem de to taler kan man eventuelt udlede om han føler sig stærk og med god opbakning fra baglandet, eller om han føler sig svag og må række ud og appellere for at opnå støtte. En sådan analyse kan af gode grunde kun bero på en tolkning og ikke på en videnskabelig undersøgelse, da det i bund og grund kun er Schröder, der har det rigtige svar. 2) Manifestation af modtageren, dvs. om afsenderen bruger de personlige pronominer i 2. og 3. person og hvordan de bruges. I denne del af analysen kan man undersøge, om Schröder identificerer sig med sit publikum, dvs. om han fokuserer på at inddrage sit publikum i talen og derved formidle sin egen personlighed. På samme måde som ved afsenderen opererer Frandsen (1997: 53) også med en tekst-intern og tekst-ekstern modtager, som afsenderen kan iscenesætte, afhængigt af hvordan han ønsker at modtageren skal fremstå. Videre taler Frandsen (1997: 53) om en primær eller sekundær modtager. Som det fremgår af afsnit 4.2., har begge taler både en primær- og en sekundær modtagergruppe, hvilket i dette speciale omtales som hhv. det direkte og det indirekte publikum. Medlemmerne af Forbundsdagen udgør det primære/direkte publikum og medierne og befolkningen det sekundære/indirekte publikum. I den efterfølgende analyse vil det altså være hensigtsmæssigt at sondre mellem de to typer modtagere, for at kunne give et nuanceret billede af kommunikationen. For både punkt 1) og 2) har jeg valgt at begrænse søgningen efter de personlige pronominer. Dette betyder, at jeg for punkt 1) s vedkommende begrænser søgningen til de personlige pronominer i 1. person, singularis og pluralis og nominativ, akkusativ og dativ. Under punkt 2) vil jeg koncentrere mig om de personlige pronominer i 3. person, pluralis, nominativ, akkusativ og dativ. Denne begrænsning sker af to årsager: Det er ikke relevant at lede efter personlige pronominer i 2. person i 14

19 Trine Piilgaard Retorik en tysk tale, eftersom denne tiltaleform kun vil blive brugt iblandt venner. (Duden 1998: 332). Ifølge Lauridsen (1995: 125) er genitivformen af de personlige pronominer yderst sjælden og da dette ikke er et grammatisk speciale, har det ingen relevans. Lauridsen (1995: 124) mener dog videre, at det til tider er misvisende at de personlige pronominer i 3. person singularis, bliver betegnet som personlige, da de lige så ofte betegner ting eller abstrakter, som de betegner personer. Denne sondring vil være væsentlig at være opmærksom på i optællingen af de personlige pronominer. Alligevel mener jeg, at de vil være relevante at medtage, da det formodentligt vil vise sig, at de personlige pronominer i 3. person singularis vil henvise til det indirekte publikum, hvor de personlige pronominer i 3. person pluralis, vil referere til det direkte publikum. Afhængigt af optællingens faktiske resultat vil det være passende med en diskussion om, hvorvidt det ovenstående har en indflydelse på kommunikationen med de to typer publikum. For at udvide undersøgelsen og give det bedst mulige billede af Schröders kontakt til publikum, vil jeg udover de personlige pronominer, inddrage bestemte ord og vendinger, der viser sig at være fremtrædende i forhold til at have kontakt til publikum, som fx meine Damen und Herren og ArbeitnehmerIn, der er en reference til den tyske befolkning og dermed det indirekte publikum. 3) Forholdet mellem afsender og modtager, som kan afledes af de to foregående forhold, dvs. bl.a. gennem personlige pronominer. Her kigger man på om afsender og modtager er ligeværdige i teksten og om deres forhold ændres igennem tekstens forløb. 4) I den sidste del bruger man ordvalget til få informationer om afsenderens etos, dvs. eksempelvis brugen af modalverber, der kan sige noget om hvilket tryk, en afsender af en tekst lægger bag sine ord. Fx udtrykker det tyske modalverbum, ifølge Duden (1998: 93ff), können mulighed, hvor müssen udtrykker nødvendighed. Denne variation i udtrykkene kan i analysen bruges til at undersøge baggrunden for den sproglige strategi og dermed sige noget om afsenderens etos Patos Hvor etos er rettet mod de såkaldte længerevarende følelser, berører patos de kortvarige følelser, der kan opstå i talesituationen, dvs. fx den latter, som taleren kan fremkalde ved sit publikum. Patosappellen er bundet til den enkelte talesituation og kan ikke overføres til en anden. Fafner (2003: 37) mener, at patos eller det patetiske i den nutidige sprogforståelse falder sammen med noget teatralsk eller højtravende, mens den tidligere havde betydning af dels at være en betegnelse for affekten (sindsbevægelse/ophidselse (Bang 1986: affekt)), dels at være betegnelsen for det forhold en taler kan fremkalde hos sine tilhørere, med det formål at påvirke dem. 15

20 Trine Piilgaard Retorik Cockcroft (1992: 40ff) nævner tre måder, hvorpå man realiserer patosappellen: 1) Ordvalget, som er den mest direkte vej til at udtrykke negative eller positive følelser, vha. ord med bestemte negative eller positive konnotationer. Han mener også, at man kan anvende følelsesbetonede abstraktioner, som fx ord som frihed, retfærdighed og lignende, der kan vække stærke følelser hos modtageren. Med hensyn til ordvalget, er det vigtigt at taleren bruger ord, der reflekterer en slags delt erfaring med publikum, dvs. at det skal fremgå, at taleren kender til problemerne, som publikum erfarer. Derudover vil det være interessant at kigge på eventuelle værdiladede adjektiver, der i høj grad kan være med til at bestemme en teksts stil og afsenderens patos, fx er der en forskel på om et glas er halvtomt eller halvfyldt. Også substantiver kan bidrage til denne stilbestemmelse. Det klassiske eksempel er ordet neger, som i dag oftest (i dansk sprog) vil være erstattet af sort, hvilken i USA igen vil være erstattet af afroamerikansk. Ordet neger vil derfor som oftest kun forekomme i tekster, skrevet af folk med typisk en negativ holdning til disse mennesker og indikerer således tekstens stil. (Gall Jørgensen 2002: 42) 2) Lydmønster og rim kan skabe og forstærke følelser eller mening, bl.a. vha. sproglige elementer som allitteration (gentagelse af den første konsonant), assonans (gentagelse af den midterste vokal), konsonans (gentagelse af en konsonant i midterste eller sidste position) og rim. 3) Til sidst lader patosappellen sig også realisere gennem brugen af retoriske figurer og troper. Da de sidste to punkter overlapper med ornatusanalysen, som hører ind under produktionsfaserne, vil de blive behandlet under afsnit Talegenrer Det var Aristoteles der lavede den klassiske genreinddeling for retorikken. Selvom Teisias og Korax (uddannede talere fra oldtidens Sicilien) står som opfindere af hhv. den juridiske og politiske tale, var Aristoteles den første som satte genrerne i system. Han arbejde ud fra de tre klassiske genrer; den juridiske tale (genus iudiciale), der handler om noget fortidigt, den rådgivende eller politiske tale (genus deliberativum), der handler om noget fremtidigt, eller lejlighedstalen (genus demonstrativum), hvor man taler om noget nutidigt. (Lindhardt 2001: 50) Men senere, pga. at kirken i middelalderen overtog skolesystemet og undervisningen i retorik, blev prædiken føjet til som genre. Det folkelige foredrag som genre kan vi i dag bl.a. takke Grundtvig for, med hans tanker om det levende ord (Garbers 1996: 15). I dette speciale vil fokus ligge på den politiske genre, eftersom de to taler, jeg senere vil analysere, begge blev holdt i Forbundsdagen og har et politisk indhold. I nutidens politiske retorik i Tyskland kan det dog fastslås, at parlamentstalens udseende og opgave består i at formidle allerede trufne beslutninger og gøre dem populære (hos vælgerne). Dermed svarer den parlamentariske tale til genus demonstrativum (lejlighedstalen), fordi den ikke 16

21 Trine Piilgaard Retorik er en del af den politiske beslutningsproces, der egentligt foregår i udvalg og råd. Det hører til sjældenhederne, at man i parlamentet har egentlige debatter, hvor der ikke er partitvang, eller at sagen ikke på forhånd er besluttet og bearbejdet i udvalgene (Ottmers 1966: 26) De fem retoriske forarbejdningsfaser Den klassiske retorik er delt op i fem forarbejdningsfaser, som til sammen udgør et værdifuldt værktøj til opbygningen af en overbevisende tale eller et foredrag. De fem faser er: Inventio, dispositio, elocutio, memoria og actio. Disse begreber vil blive forklaret i den følgende afsnit. Meningen er, at man, når man skriver en tale, ikke blot skriver den fra start til slut, men arbejder konstruktivt, hvilket giver den mest virkningsfulde og dermed mest persuasive tale. Som man kan læse i afsnit , kan en tale bruges til tre forskellige formål, nemlig movere, delectare eller docere, dvs. bevæge, fornøje eller belære. Med det formål for øje, som passer bedst til sagen eller emnet, skal taleren gennemarbejde de fem faser, således at han finder de bedste argumenter, ordner disse på en logisk måde, sætter de passende ord på og memorerer og fremfører talen på den måde, der bedst overbeviser publikum om hans sag Inventio Inventiofasen er den første af de fem produktionsfaser i processen med at skrive en virkningsfuld tale. I denne fase handler det om at finde de bedste argumenter for den sag, der skal tales om. Dette kræver at taleren har sat sig grundigt ind i sagen og har opnået en god forståelse af den problemstilling eller situation, der ligger til grund for hans tale. Grundene til at holde en tale kan være mange forskellige (jf. afsnit og ). Ligegyldig hvilken grund taleren har, vil det altid være et mål i sig selv at holde publikums opmærksomhed fanget og give dem en forståelse for emnet. Er det fx en politisk tale (genus deliberativum), vil taleren forsøge at overbevise publikum om politiske idéér eller forslag til lovmæssige forbedringer. Hvis taleren fx holder en festtale (genus demonstrativum), der skal hylde tante Ofelia til hendes 60-års fødselsdag, vil det være hans formål at fortælle publikum om alle de ting, hun har lavet i sit liv, på en måde, så de holder opmærksomheden på talen og tænker over, hvor fantastisk en dame, tante Ofelia er. Hver af disse talegenrer fordrer naturligvis, hver deres type argumenter. Men fælles for alle typer taler er, at argumenterne skal passe til emnet og situationen, og at disse argumenter skal findes i inventiofasen. Som allerede nævnt, skal taleren som det allerførste i inventiofasen undersøge sagen nøje og nå til en erkendelse af problemstillingen, så han kan opstille en hypotese om, hvordan sagen skal be- 17

22 Trine Piilgaard Retorik arbejdes. Derefter kan han gå videre til at finde på de argumenter, der bedst kan bidrage til at overbevise hans publikum på en virkningsfuld måde. I antikken blev denne argument-finding udviklet til en kunstart, ars inveniendi, hvor argumenterne samtidig blev efterprøvet for deres duelighed og holdbarhed. Man lavede en såkaldt topik, der på græsk betyder sted, (græsk: topos = sted), over de steder, hvor man kunne finde relevante spørgsmål til sagen. (Lindhardt 2003: 54ff) For at få en så fuldstændig samling af beviser og argumenter som muligt samlede man således et personligt system, eller personlig topik af spørgeformler (dvs. man stillede relevante spørgsmål til emnet og udledede derfra argumenterne til talen), der omfattede alle mulige findesteder for disse argumenter og belæg. (Ueding 1995: 55ff) Topikken handler altså om at tænke både logisk, men også kreativt. Garbers (1996: 18ff) mener at man ved at bruge associationer arbejder kreativt, og ved at bruge hv-spørgsmål arbejder logisk. Med de fem hv-spørgsmål, hvem, hvad, hvornår, hvor, hvordan vil man opnå at få en beskrivende vinkel på sit emne, som, i de fleste tilfælde, vil være saglig og objektiv. Hvorfor vil give en årsagsforklaring, der kan være både objektiv og subjektiv. Den subjektive forklaring vil være præget af personlige holdninger og vurderinger, den objektive af statistik og videnskabelige undersøgelser. Når taleren har en fyldig liste af argumenter for sin sag, kan han gå videre til den næste fase, dispositioen, hvor disse argumenter skal ordnes Dispositio Når argumenterne er fundet, skal de ordnes på en måde, så tilhørerne kan følge argumentationen og skaffe sig overblik og klarhed. I den næste fase, dispositioen, fletter man de argumenter man fandt i inventiofasen ind i et skema, der har været en fast bestanddel af retorikkens form siden antikken. Det vender jeg tilbage til, først vil jeg forklare lidt om dispositioens formål. Formålet med dispositiofasen er at opbygge en tale, der virker så overbevisende som muligt på publikum, dvs. den skal tjene retorikkens overordnede formål; persuasioen (jf. afsnit ) Taleren skal lave en disposition, så han præsenterer sin sag på den bedste måde (afhængigt af bl.a. talesituationen og publikumstypen jf. afsnit ) og således at hans opfattelse af sagen, som talen omhandler, og de fundne argumenter fra inventio bliver sat sammen til logiske argumentationskæder, der gør det nemt for publikum at forstå og følge talerens argumentation. Ifølge Cicero skal man derfor udvælge sine argumenter nøje og placere det vigtigste først. I stedet for at bruge en 18

23 Trine Piilgaard Retorik masse mindre egnede argumenter kan det nogle gange virke mere persuasivt, hvis man holder sig til et enkelt eller ganske få, men kraftige argumenter. (Fafner 2003: 19) Det traditionelle dispositionsskema, som skal styre opbygningen af en tale, findes i to versioner. Lindhardt (2001: 51ff) arbejder med fem ligeordnede dele, hvorimod Fafner (2003: 19) bruger tre overordnede og fire til seks underordnede. Lindhardt Hovedelement Funktion Exordium Narratio Partitio Conformatio Conclusio Indledning. Man søger at komme i kontakt og på god fod med de tilhørere, man vil overbevise. Kort redegørelse for det standpunkt man ønsker at plædere for, dvs. talerens eget synspunkt. Inddeling. Man fortæller om fx forudsætningerne for sagens forståelse og orienterer om sin disposition. Den nøjere argumentation for det standpunkt som skal talen skal forsvare og man tager virkelige eller hypotetiske indvendinger op og gendriver dem. Talens hoveddel. Man beviser/sandsynliggør det man tidligere i talen har opstillet. Man resumerer kort, hvad man er nået frem til. Man kan gøre det summarisk fordi det er tredje gang. Blot er det vigtigt at tilhørerne ikke går uden en klar forståelse for sagen. Det kan her være gavnligt med en appel til følelserne med fx vha. et billede eller en lille ekskurs. Figur 1 - Lindhardts dipositio 19

24 Trine Piilgaard Retorik Fafner Hovedelement Underelement Underinddeling Funktion Exordium Corpus Peroratio Partitio Narratio Argumentatio Recapitulatio Probatio Refutatio Taleren skal vinde opmærksomheden fra tilhørerne. Taleren fremlægger sin disposition, som en slags forret til talens hoveddel. Talens hoveddel, som yderligere deles op i: Præsentation af sagen Taleren fremfører sine egne argumenter for sagen og eventuelt modstanderens argumenter imod sagen Argumentation for sagen Gendrivelse af modstanderens synspunkter Talens afslutning, som gerne må indeholde en recapitulatio Taleren sammenfatter talen for at sætte trumf på og aflevere det bedst mulige indtryk hos publikum Figur 2 - Fafners dipositio De to modeller adskiller sig fra hinanden på flere punkter. For det første bruger Lindhardt, som ovenfor nævnt, fem hovedpunkter og ingen underpunkter, hvorimod Fafner bruger tre hovedpunkter og seks underpunkter. For det andet er rækkefølgen af Lindhardts punkter anderledes end Fafners. Lindhardt bruger exordium, narratio og partitio som indledning, conformatio som talens hoveddel og conclusio som afslutning. Fafners opdeling består af exordium med partitio som et underpunkt, corpus med underpunkterne narratio og argumentatio, som talens hoveddel, og peroratio som talens afslutning. Netop deres opfattelse af partitio er en af de væsentlige forskelle ved de to modeller. Lindhardt mener, at man under partitio fortæller om forudsætningerne for sagens forståelse og fremlægger sin disposition, hvor Fafner kun fremlægger dispositionen i partitio, og gemmer 20