Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv. Svend Aage Andersen Lektor, mag.art., lic.phil.

Transkript

1 Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv Svend Aage Andersen Lektor, mag.art., lic.phil. 2010

2 Svend Aage Andersen Social arv set i et kritisk realistisk perspektiv Copyright: Svend Aage Andersen og Socialrådgiveruddannelsen i Århus Social skriftserie Socialrådgiveruddannelsen i Århus, nr. 15 ISBN Omslagsillustration: Udsnit af Hippolytos en skæbnefortælling, udsmykning i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen. Tryk: Socialrådgiveruddannelsen i Århus, VIA University College Udgivet af: Socialrådgiveruddannelsen i Århus, VIA University College Jens Chr. Skous Vej Århus C Århus, 2010 Kan bestilles pr. telefon eller socia@viauc.dk Denne udgave kan også downloades på er/publikationer.aspx Pris kr evt. forsendelse.

3 Indhold Forord...5 Abstract Problemstilling Kritisk realisme Social arv som proces Det teoretiske perspektivs betydning Problemformulering Afgrænsning og opbygning Et konkret empirisk eksempel Social arv og undersøgelsesmetode Valg af teoretisk perspektiv Hvornår foreligger der en social arv definitionsforsøg Social arv i den danske forskningstradition En præcis og entydig definition af social arv? Gustav Jonssons begreb om social arv Kritikken af begrebet Negativ social arv som en ond cirkel Social arv i socialmedicinsk perspektiv Social arv i den sociologiske tradition Social arv og det skandinaviske velfærdsperspektiv Uddannelsernes formidling af den sociale arv Social arv i socialpolitisk perspektiv Psykologiske perspektiver på social arv Social arv i socialrådgiverdiskurs Social arv i pædagogisk diskurs Det videnskabsteoretiske perspektiv bag forskningen i social arv Social arv i den britiske og amerikanske forskning Teoretiske perspektiver på fattigdom og social arv Divergerende forklaringer på fattigdom i Storbritannien... 77

4 3.3. Patologiske og strukturelle årsager til fattigdom Onde cirkler i britisk og amerikansk forskning Reproduktion af klassestrukturen og fattigdommens onde cirkel Arvebegrebet i amerikansk og britisk sociologi Den britiske debat om transmitted deprivation Web of deprivation Statusarv og intergenerationelle overførelsesprocesser Faktorer i de intergenerationelle overføringsprocesser Ændrede mulighedsstrukturer Familiens rolle i overførelsen af privilegier og afsavn Intergenerationel transmission af økonomisk status Social arv i økonomisk og socialpolitisk belysning Social arv i kritisk realistisk design Hvad er erkendelsesinteressen? Procestænkning og kontingens Årsagsforståelsen i kritisk realisme Kritisk realistisk kausalanalyse Fra variabel-baserede til mekanisme-baserede tilgange Statistiske metoder i studiet af social arv Studiet af fænomener under åbne vilkår Intensive og ekstensive metoder Den sociale arvs følger er kontingente Den sociale arv som mekanisme Tre cases med forskelligt udfald Skitse til en case-undersøgelse Et konkret eksempel: Omsorgssvigt Tre betydninger af eller aspekter af social arv Konklusion Litteratur...158

5 Forord Projektet om Social arv set fra et kritisk realistisk perspektiv udspringer af en personlig interesse for emnet, en langvarig faglig beskæftigelse med det og undervisning i det på Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus. Projektet er frem for alt blevet relevant i og med, at begrebet social arv i de senere år gentagne gange er blevet hårdt kritiseret, ja endog blevet krævet afskaffet. Jeg må her vedgå, at disse gentagne angreb, hvor det bl.a. er blevet hævdet, at begrebet er farligt, og at social arv er en myte, har provokeret mig stærkt. Baggrunden herfor er, at nogle måske metodisk tvivlsomme fremgangmåder i en undersøgelse hos begrebets udmønter, den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson, ikke forekommer mig at være tilstrækkeligt grundlag for at afskaffe et centralt socialfagligt begreb. Tilmed er Jonsson efter min mening ikke blevet læst tilstrækkelig nuanceret, forstået på den måde, at social arv hos Jonsson, sådan som jeg læser ham, ikke kan reduceres til, at den sociale arv alene overføres af forældrene. Jonsson medtænker hele opvækstmiljøet, den sociale udstødelsesproces og de samfundsmæssige strukturer i den proces, der formidler den sociale arv. Det har således været afgørende for mig, at jeg slet ikke forstår begrebet social arv på den måde, som kritikerne har forstået det. Det er blevet påpeget, at begrebet social arv både er upræcist og optræder med forskellige betydninger og desuden let forleder til en deterministisk tankegang. I min optik har begrebet social arv aldrig rummet en sådan deterministisk tankegang. Dette peger på betydningen af det teoretiske perspektiv, det paradigme, hvorigennem man 5

6 betragter begrebet. Selv om jeg har taget ovennævnte kritikpunkter op i mit projekt, har projektets hovedsigte dog primært været at vise, hvordan social arv vil kunne udforskes gennem anlæggelsen af et kritisk realistisk perspektiv. Mens meget af den hidtidige forskning i social arv hovedsagelig har været præget af et videnskabsteoretisk udgangspunkt i den positivistiske tradition, vil jeg med skiftet til kritisk realisme understrege en alternativ måde at forstå begrebet på, nemlig som en social proces og ikke som en statistisk sammenhæng mellem variable. Samtidig åbner den kritisk realistiske tilgang op for en forståelse af social arv, hvor udfaldet af sådanne processer ikke ses som determinerede, men som kontingente, dvs. hverken nødvendige eller umulige. Hvorvidt et bestemt udfald indtræffer, vil i vidt omfang afhænge af kontekstuelle forhold, dvs. forhold, som medvirker til at formidle bestemte udfald. Kritisk realisme sætter hermed fokus på samspillet mellem en lang række mekanismer, hvis interaktion i de enkelte tilfælde afgør, hvad der kommer til at ske. Projektet er gennemført på Socialrådgiveruddannelsen, Den Pædagogisk Socialfaglige Højskole i VIA University College, i tidsrummet fra februar 2009 til februar 2010 på grundlag af en bevilling fra Videncenter for Socialpædagogik og socialt arbejde. Jeg vurderer dog, at projektet vil have en bred interesse i mange af de professioner, som indgår i VIA. Jeg takker alle kolleger, frem for alt Abbas Amanzadeh, som har støttet og inspireret mig i arbejdet. Ligeledes takker jeg alle studerende på Socialrådgiveruddannelsen, og specielt deltagerne i fordybelseskursus 3b om Vidensproduktion i 6

7 socialt arbejde, som på forskellig vis har bidraget til udviklingen af mine opfattelser og ansporet mig i arbejdet. Aarhus, marts 2010 Svend Aage Andersen 7

8 8

9 Abstract The purpose of this study is to illustrate the point that methodology matters! I want to point to the necessity for researchers to explicate and account for the methodological and theoretical point of view that are guiding their research. I try to illustrate how different theoretical perspectives will implicate different understandings of the phenomenon in question and different understandings of the causes behind the phenomenon. My subject is the social problem in Scandinavian social research called social inheritance, the social transmission of social problems from one generation to another, connected with the reproduction of social inequality. In my analysis I contrast a positivist, empirical analytical approach with a critical realist approach. I argue for the many advantages of the later and illustrate the approach by an analysis of a concrete social problem, i. e. violent behaviour among young girls. As a means of questioning the accusation that has been raised against the concept of social inheritance by Danish scholars that the concept is deterministic, I endeavour to see social inheritance as a lifelong process. I connection with my endeavours to clarify and redefine the concept I discuss the concept of vicious circles and explicitly draw on the British debate on circles of deprivation versus circles of inequality. It is my argument that the latter will be able to draw attention to the structural and contextual factors that the mentioned Danish researchers find missing in the concept of social inheritance. My point is that precisely the critical realist approach is able to do this, by identifying the interaction between several different mechanisms in the interplay between enabling and disabling mechanisms. Key Words: social inheritance, critical realism, theoretical perspectives, generative mechanisms. 9

10 1. Problemstilling Udgangspunktet for mit projekt, der er gennemført i regi af Videncenter for Socialpædagogik og Social Arbejde i Pædagogisk-Socialfaglig Højskole, er den kritik, der har været rejst mod begrebet social arv. Begrebet social arv har en lang tradition bag sig og er trods kritik stadig et ofte anvendt og aktuelt begreb. På trods af dets popularitet er det dog et meget omstridt og omdebatteret begreb. Det er således gennem de senere år blevet stærkt kritiseret, først af svenskeren Bo Vinnerljung (1998), dernæst af den danske sociolog Morten Ejrnæs, der har anklaget det for ikke blot at være upræcist, men også deterministisk (Ejrnæs 1999). Ejrnæs ønsker i sidste ende begrebet afskaffet som et fagligt begreb og mener, at det i stedet bør udskiftes med alternative begreber som chanceulighed og risikobørn. Jeg har selv indgået i den debat, der har været om begrebet, og har i et modindlæg til Morten Ejrnæs angreb på begrebet i en artikel i tidsskriftet Social kritik forsøgt at forsvare det (Andersen 2000). Mit forsvar er især begrundet i, at jeg ikke ser den determinisme i begrebet, som Ejrnæs og andre synes at knytte uløseligt til det. Ejrnæs har senere sammen med andre gentaget kritikken af begrebet i bogen Social opdrift social arv (Ejrnæs, Gabrielsen og Nørrung 2004). Såvel deres undersøgelse som argumentation hviler dog i udstrakt grad på en kvantitativ tilgang og en logisk positivistisk videnskabsteoretisk position (som de ganske vist ikke noget sted eksplicit bekender sig til). Begrebet social arv afvises således i høj grad ud fra en argumentation om, at den sociale arv ikke forekommer så hyppigt, eller med en sådan lovmæssighed, som den burde, for at et sådant begreb skulle være berettiget. Der er på denne måde, for mig at se, en form for selvmodsigelse eller cirkelslutning i argumentationen. Med andre ord ville begrebet ud fra en sådan argumentation være berettiget, dersom alle (100 %), der var opvokset under socialt belastende vilkår, faktisk blev ramt af den sociale arv, forstået som børn, 10

11 der får problemer af samme sværhedsgrad som forældrene. Så ville der jo være tale om en uafvendelig lovmæssighed. Under alle omstændigheder argumenterer Ejrnæs et al. for, at social arv er et langt mindre hyppigt forekommende fænomen, end tilhængerne af begrebet synes at antage. Begrebet bliver således farligt, når brugerne af det antager, at der ligger en nødvendighed i det, dvs. når de forudsætter, at bestemte børn mekanisk arver deres forældres problemer. Deres argumentation går efterfølgende primært på med udgangspunkt i kvantitative og statistiske analyser at påvise, at den sociale arv ikke optræder med en sådan hyppighed, at der kan være tale om noget fast mønster, snarere tværtimod! Altså: Kan man ikke iagttage den antagne faste sammenhæng mellem de to variabler, forekomsten af sociale problemer hos forældrene og gentagelsen af dem hos børnene, ja så eksisterer den sociale arv ikke! En sådan tankegang hviler efter min opfattelse ikke blot på en for overfladisk empiristisk ontologi, men også på en for snæver binding af undersøgelsesdesignet til en kvantitativ tilgang. Mit hovedanliggende er imidlertid ikke at komme med et nyt forsvar for begrebet, men at applicere en kritisk realistisk tilgang på social arv og herigennem argumentere for vigtigheden af eksplicit at redegøre for og relatere sine undersøgelser til de metodologiske og videnskabsteoretiske positioner, der ligger bag ved dem Kritisk realisme Mit projekt tager udgangspunkt i en opfattelse af, at en kvantitativ tilgang til social arv som eneste tilgang er utilstrækkelig. En virkelig indsigt i social arv forudsætter efter min opfattelse en kvalitativ tilgang, dvs. at man også undersøger socialt arv ud fra kvalitative metoder. Det er således karakteristisk for kritisk realisme, at man ud fra denne tilgang undersøger årsagssammenhænge ud fra kvalitative metoder snarere end ud fra kvantitative metoder (jfr. fx 11

12 Sayer 2000: 21). De kvantitative undersøgelser kan kun afdække sammenhænge mellem variable og kan derfor kun utilstrækkeligt afdække, hvad der fører til hvad. De åbner ikke eller åbner kun i begrænset omfang - op for den sorte boks, som udgør de virkelige processer mellem input og outcome. De kvantitative undersøgelser afdækker statistiske sammenhænge, men ikke virkelige årsagssammenhænge. Som et modererende forhold må det dog medgives, at man i empirisk analytiske tilgange også kan inddrage sociale mekanismer og såkaldte mellemkommende variabler, hvilket i nogen grad imødegår min kritik. Det er imidlertid min påstand, at det kun er gennem en kvalitativ tilgang, at man for alvor vil kunne opnå en mere dybtgående indsigt i den sociale arvs onde cirkel, og herunder afdække den sociale arvs generative mekanismer. Det er således karakteristisk, at Ejrnæs et al. ikke taler om den sociale arvs onde cirkel, men kun om den sociale arv og tilmed i en snæver, individualiserende forståelse som den, at social arv er overførsel af sociale problemer fra forældre til børn (Ejrnæs et al. 2004: 48). Det er en central indsigt i den videnskabsteoretiske position, som kaldes kritisk realisme, at kausalmekanismer langtfra altid bliver aktiveret og således langtfra altid behøver at få de virkninger, som man eventuelt måtte antage, at de ville få. Dette hænger snævert sammen med, at de pågældende mekanismer ikke virker i noget tomrum, men altid i bestemte kontekster. Man kan i modsætning til centrale antagelser i den positivistiske tradition ikke isolere de variabelsammenhænge, man ønsker at studere. Variablerne befinder sig i et åbent system med en kompleks virkelighed, som indvirker på deres samspil. De må derfor altid betragtes i deres kontekst. I disse kontekster kan der meget vel befinde sig såvel befordrende som modvirkende mekanismer. På den ene side kan de modvirkende mekanismer, når vi taler om social arv, meget vel medføre, at følgerne af den sociale 12

13 arv aldrig viser sig, dvs. udebliver. Det vil da fremtræde, som om der ikke foreligger nogen social arv. På den anden side kan en række befordrende mekanismer f.eks. sortering i skolen, arbejdsløshed, boligmangel, osv. være udslaggivende for, at en given person netop bliver ramt af den sociale arv, dvs. får problemer i lighed med forældrene. Sådanne faktorer ikke blot medvirker til, at den sociale arvs virkninger sætter sig igennem, men kan måske i mange tilfælde være afgørende for, hvorvidt det sker. Denne forståelse indebærer, at man for at forklare en given effekt (outcome) eller dens udebliven må identificere de mekanismer, som indvirker på det, der ligger til grund for den (input), eller udløser den. Denne forståelse, der her er skitseret i utilladelig kort udgave, er primært udviklet inden for den videnskabsteoretiske retning, der kaldes kritisk realisme (se fx Buch-Hansen & Nielsen 2005 og Andersen 2007). Morten Ejrnæs og Jens Guldager nærmer sig selv en sådan position i deres nyeste bog, Helhedssyn og forklaring (2008). Det væsentlige for tilgangen er, at man må tænke kontrafaktisk, dvs. gå bag om det empirisk observerbare, dersom man skal kunne afdække virkeligheden i sin dybdedimension. Det er således afgørende, at de generative mekanismer, som frembringer de empiriske begivenheder, ofte er kræfter, strukturer og tilbøjeligheder, som ikke er umiddelbart observerbare. Ud over det empiriske og det faktiske domæne, dvs. erfaringer og begivenheder, rummer virkeligheden således et dybere domæne, som også er virkeligt. Der er her tale om et perspektiv, som anlægger en helt anden forståelse af problematikken end såvel på den ene side positivismen som på den anden side konstruktivismen. Dette perspektiv vil efter min mening kunne tilføre diskussionen nogle nye dimensioner og dermed bidrage til teori- og metodeudviklingen i udforskningen af sociale problemer. Bl.a. mener jeg, denne tilgang vil kunne tage højde for nogle af 13

14 de problemer, som måtte ligge i Morten Ejrnæs påstande om en indbygget determinisme i begrebet social arv Social arv som proces I min argumentation vil jeg inddrage begrebet om den sociale arvs onde cirkel, som har været knyttet til begrebet siden dets fremkomst, og som bl.a. er blevet brugt i den britiske forskning. Begrebet om onde cirkler ser jeg som kontrast til determinismen, dvs. den tankefigur, Ejrnæs m. fl. opfatter som knyttet til begrebet. Forestillingen om processen som en ond cirkel åbner, som jeg ser det, op for en mere kompleks opfattelse af fænomenet og for en langt mere procesorienteret opfattelse af et kontingent forløb. Selv om man også i kvantitativ og positivistisk orienteret forskning har været opmærksom på mangfoldigheden og kompleksiteten i de bagvedliggende årsagsfaktorer, tilbyder den kritiske realisme en problemforståelse, som er helt anderledes sensitiv overfor det processuelle aspekt og det komplekse samspil mellem mange faktorer i afdækningen af, hvad der genererer det studerede fænomen. Det er som om, kritikkerne af begrebet social arv helt har glemt begreberne om onde cirkler, som ellers er meget anvendte i den sociologiske forskning. I den britiske forskning taler man både om en deprivationscirkel, og om en ulighedscirkel (jfr. Field 1974 og 1981, Coffield 1980, og Jones 1994). I de to begreber ligger der en forskellig problemforståelse, og det er især begrebet om en ulighedscirkel, som med fordel kan kombineres med en kritisk realistisk tilgang. Deprivationscirklen giver således en individualistisk forklaring på fattigdom og ulighed, idet den betragter fattigdom som resultatet af de fattiges egne mangler og utilstrækkeligheder, lav intelligens, dårlige sundhedsvaner, manglende færdigheder og motivation. Mangelfuld socialisering i familien (problemfamilier) er i denne tilgang hovedforklaringen på, at problemerne reproduceres i næste generation. Heroverfor står den forståelse, som knytter sig til ulighedscirklen, der bygger på en mere 14

15 strukturel opfattelse af årsagsforholdene. Tilhængere af denne tilgang har således blik for strukturelle påvirkninger i form af bl.a. lønninger, beskæftigelse og arbejdsbetingelser. Ifølge denne forståelse kan de individualistiske forklaringer ikke stå alene, men må suppleres med strukturelle forklaringer. Idet individuelle valg i høj grad bliver formet af strukturelle pres, bliver de ulige betingelser og muligheder reproduceret i uddannelse, arbejde, beskæftigelse og familieliv (Coffield 1980, Jones 1994: 242). Begrebet cycle of inequality, der er udmøntet af Frank Field i 1974 i Unequal Britain: A Report on the Cycle of Inequality (s. 62), kan ses som et begreb, der er foreneligt med en kritisk realistisk inddragelse af den historiske og sociale kontekst, og herunder de strukturelle faktorer, som er afgørende for, hvilke mekanismer, der aktiveres. Mens deprivationscirklen kan knyttes til en strukturfunktionalistisk perspektiv, kan ulighedscirklen knyttes til et konfliktteoretisk og marxistisk inspireret perspektiv. Det mere snævre begreb om deprivationscirklen bygger i vid udstrækning på en individualistisk og adfærdsfikseret forståelse af årsagssammenhængene, og det harmonerer dermed langt hen med den opfattelse, som Ejrnæs mener, der ligger i det Jonssonske begreb om social arv. Ifølge Ejrnæs et al. rummer dette begreb en skæv opfattelse af, at forældrenes problemer er hovedårsag til børns sociale problemer (Ejrnæs, Gabrielsen, Nørrung 2004: omslaget). Det kan tænkeligt være en meget fremherskende opfattelse i befolkningen, og måske endda hos en del socialrådgivere, at det forholder sig sådan, som Ejrnæs et al. mener at påvise det. Det behøver dog langtfra være den styrende opfattelse i den faglige, videnskabelige undersøgelse af fænomenet. Man må her som udgangspunkt omhyggeligt skelne mellem hverdagssprog og fagsprog, hverdagsbegreber og videnskabelige begreber. I den videnskabelige tilgang kan man udmærket tage udgangspunkt i den forståelse, der fremgår af ulighedscirklen og dermed få de strukturelle faktorer med, sådan som Ejrnæs et al. efterlyser det (fx Ejrnæs et al. 2004: 47ff). 15

16 1.3. Det teoretiske perspektivs betydning Mit mål i projektet er at påvise vigtigheden af, at undersøgelser ekspliciterer deres metodologi og hermed også deres videnskabsteoretiske position. Den benyttede metode har en helt afgørende betydning for, hvilket resultat man kommer frem til i undersøgelsen: Som Jesper Jespersen siger, så er valget af metodologi simpelthen styrende for, hvilke analytiske resultater, der nås ( ) (Jespersen 2004: 170). Når det valgte teoretiske perspektiv (og den dermed sammenhængende problemforståelse og undersøgelsesmetode) ikke fremlægges, bliver det vanskeligt at gennemskue - og dermed forholde sig kritisk til - den pågældende undersøgelse. Når eksempelvis Ejrnæs et al. efterlyser en entydig definition af begrebet social arv, overser de således, at forskellige teoretiske perspektiver vil definere begrebet forskelligt og dermed også forstå problemstillingen forskelligt. I lighed med, hvad der gør sig gældende for andre centrale begreber, som fx kultur, fattigdom og sociale problemer, vil der være flere forskellige konkurrerende forståelser af social arv. Hele denne problematik, som også vedrører kampen om definitionsmagten, overses tilsyneladende af Ejrnæs et al. (2004). Dette fører mig frem til min problemformulering Problemformulering Hvordan kan kritisk realisme som (meta)teoretisk perspektiv tilbyde en forståelse, som imødegår den kritik, der har været rejst imod begrebet social arv for at være deterministisk? 1.5. Afgrænsning og opbygning Social arv handler centralt om konsekvenser af belastninger i børns opvækstforhold. Belastningerne medfører problemer i børnenes livssituation og har betydning for deres livschan- 16

17 cer. Der kan imidlertid være tale om social arv inden for mange forskellige områder (sundhed og sygdom, uddannelse, social position, etc.), og dermed mange forskellige former for social arv. Der kan således være tale om mangfoldige former for udtryk for eller følger af social arv. Dette hænger sammen med, at man ikke bare generelt må se social arv i forbindelse med dårlige opvækstbetingelser og belastende sociale vilkår, men for at forstå dens ytringsformer og de specifikke mekanismer, som udløser dem, i hvert enkelt tilfælde må identificere de konkrete belastninger og risikofaktorer, som barnet udsættes for og reagerer på (jfr. begreber om resiliens og mestringsstrategier). Endvidere må det til enhver tid specificeres, hvad begrebet social arv bruges til: Er det eksempelvis til at forklare, hvorfor et individ får bestemte problemer, eller bruges det som delforklaring på, at fattigdom i samfundet reproduceres. I det første tilfælde handler det om en forklaring af et individuelt problem, i det andet om et samfundsmæssigt problem (f.eks. fattigdom). Social arv hænger i første række uløseligt sammen med fattigdom og social ulighed, men er desuden blevet brugt om andre sammenhænge så som arv af misbrug, arv af voldelig adfærd, arv af suicidal adfærd, osv., fænomener, som måske ikke nødvendigvis altid har en baggrund i fattigdom eller social ulighed. Der bliver hermed tale om en udvidet brug af begrebet. Jeg har derfor som eksempel valgt indledningsvis at illustrere dette ved at tage en konkret aktuel problematik omkring unge piger med voldelig adfærd. Ejrnæs et al. har i Social opdrift social arv anvendt en definition af social arv som overførsel af sociale problemer fra forældre til børn eller at børnene arver forældrenes problemer (Ejrnæs et al. 2004: 48, 8, 18, 19, 26, 48, 56, 85, 87, 124, 137, 157, 245, 257). Da det forekommer mig at være en alt for snæver og individcentreret tilgang, vil jeg undersøge, om det nu også er den definition, der bruges i den danske forskningstradition. Jeg vil derfor i kapitel 2 søge at afdække de definitioner og forståelser af begrebet, 17

18 som findes i den danske litteratur om begrebet inden for en række fag og forskningsområder. Jeg vil herunder desuden forholde mig til, hvorvidt begrebet i disse fremstillinger indebærer en sådan automatik og determinisme, som det er blevet hævdet. Det overordnede spørgsmål i diskussionen er her, hvorvidt social arv i det hele taget kan forstås som en determineret eller deterministisk proces. Det er min opfattelse, at social arv på ingen måde kan forstås som prædetermineret, men tværtimod må ses som en kontingent proces. Jeg vil i forlængelse heraf argumentere for, at begrebet social arv hverken kan - eller bør - afskaffes. For om muligt at finde støttepunkter for en sådan forståelse af begrebet vil jeg i kapitel 2 og 3 gennemgå først den danske forskningstradition (kapitel 2) og dernæst den udenlandske, dvs. britiske og amerikanske (kapitel 3), og se på, hvordan begrebet her er blevet brugt. Via denne gennemgang vil jeg forsøge at gøre det klart, hvordan jeg vil forstå begrebet. Til sidst vil jeg i kapitel 4 vende tilbage til, hvordan social arv vil kunne studeres ud fra en kritisk realistisk tilgang Et konkret empirisk eksempel For at anskueliggøre vigtigheden af at præcisere, hvilket område, man beskæftiger sig med, og hvilket fænomen, man har til hensigt at forklare, vil jeg her skitsere, hvordan man kan analysere en aktuel problematik omkring unge piger med voldelig adfærd dels ud fra begrebet social arv og dels ud fra et kritisk realistisk perspektiv. Jeg afgrænser mig altså her til en bestemt problematik, som vedrører social arv af voldelig adfærd. Voldelige piger kommer ofte fra voldelige hjem, hed det i en artikel i 24 timer torsdag den 15. januar 2009: Mange af de voldelige piger har haft en barsk opvækst. Det forklarer kriminolog Annalise Kongstad, der netop har lavet en undersøgelse om voldelige piger. 18

19 De fleste af pigerne har masser af problemer og har selv oplevet vold derhjemme gennem barndommen, og det har stor betydning for, hvorfor de selv bliver voldelige. Det gælder også de drenge, der er voldelige, siger hun. Lederen af pigegruppen på Saxogade Gyda Heding: Indsatsen skal gøres ude i de belastede familier. Det er vores erfaring i Pigegruppen, at langt de fleste piger, der begår vold, selv er blevet udsat for vold i deres familier, og det derfor er den sociale arv, der spiller ind. (24 timer, den ) Disse udtalelser giver anledning til at pege på to ting: Dels, at man, når man taler om social arv, må være meget opmærksom på, hvad det er for et problem, det drejer sig om. In casu: piger, der handler voldeligt (slagsmål med og overfald på andre piger). Der kan nemlig være tale om social arv på mange andre områder, fx i forbindelse med misbrug eller manglende uddannelse. Når jeg understreget dette, er det primært fordi, der meget vel kan være tale om forskellige former for social arv på de forskellige områder, selv om man ofte vil finde en del af forklaringen på adfærden i de opvækstforhold, som de pågældende har gennemlevet. Men man må altså her sondre nøje mellem, hvad det er for problemer, man taler om. Dels vil jeg også pege på en væsentlig sondring mellem det problem, som observeres, og så de generative mekanismer, som skaber problemet. I dette tilfælde er volden problemet og den sociale arv måske snarere en af de mekanismer, som fører til problemet. Måske er social arv i sig selv blevet opfattet som et socialt problem (hvad den jo også er), men jeg er her på vej til at se social arv ikke blot som et socialt problem i sig selv, men snarere som en mekanisme, der kan udløse eller generere et socialt problem. 19

20 Denne mekanisme eller disse mekanismer og eventuelle modvirkende mekanismer bør i hvert enkelt tilfælde undersøges nøjere. Med hensyn til problemet voldelige piger: hvordan kan oplevelse af vold i opvækstfamilien (input) føre til, at pigerne selv bliver voldelige (outcome)? Eller måske mere korrekt: hvad er det, der gør, at man ved at være udsat for vold i barndommen bliver mere tilbøjelig til selv at agere voldeligt? Kan en læringsteoretisk tilgang forklare denne mekanisme: De voksne bliver en slags rollemodeller for barnet. Barnet lærer i opvæksten at godtage forældrenes adfærd som acceptable måder at reagere på. Derfor griber de selv til tilsvarende adfærdsformer, når de står i situationer, som kræver (udløser) en (aggressiv) respons? Betingelsen for pigernes voldelige adfærd er i denne forklaring, at pigerne kommer til at indgå en kontekst (en situation), som udløser eller aktiverer kræfter, dispositioner eller tilbøjeligheder, der hænger sammen med opvæksten, men som under andre omstændigheder ikke ville være kommet til udtryk. Eksisterer der reelt en sådan sammenhæng mellem at have oplevet vold i barndommen og selv udføre voldelige handlinger som ung, eller er det en alt for forenklet opfattelse? Hænger de voldelige pigers situation og adfærd ikke så snævert sammen med den vold, de har oplevet i barndommen, men mere generelt med de belastninger, som de i barndommen har været udsat for? Kan disse belastninger have medført en sårbarhed og højere grad af udsathed end hos piger, som ikke har været udsat for sådanne belastninger? Måske har forældrene kun i utilstrækkelig grad magtet at oplære dem i verbale redskaber til at håndtere konfliktsituationer med? Der kan være tale om mangler og belastninger af forskellig anden art end vold, fx økonomiske belastninger, arbejdsløshed, osv. Det nævnes, at pigerne har været udsat for en barsk opvækst og belastende forhold. Fænomenet med voldelige piger forudsætter med andre ord social ulighed og strukturelle faktorer. Måske kunne man med Johan Galtungs 20