Beboerdemokrati i praksis

Transkript

1 Beboerdemokrati i praksis En analyse af sociale rums betydning for deltagelsesdemokrati i en almen boligafdeling Mads Peter Gøbel Elmquist Kandidatspeciale, Institut for Antropologi, Københavns Universitet 1. august 2013 Vejleder: Birgitte Refslund Sørensen Specialemodel 1 Anslag:

2 Indhold Forord Indledning... 5 Problemformulering og formål... 6 Problemfelt den lave deltagelseskvotient... 7 Forskelle i demokratiudøvelse... 8 Beboerdemokratiets ændringer... 8 Kapitelgennemgang Forskningsfelt og teoretisk afsæt Den participatoriske sfære Den analytiske ramme Beboerdemokrati som en policy-proces Beboerdemokrati som møder Møder sker i deltagelsesrum Analysestrategi Boligpolitikken opstår i møder Sociale rum påvirker beboerdemokratiet Felt og metode Karakteristik af Blåkildegård Blåkildegårds beslutningsorganer Afdelingsmødet som beslutningstageren Afdelingsbestyrelsen som initiativtageren Metodiske refleksioner Deltagerobservation fokus på mødesteder Interviews bag om den demokratiske facade Informanter fokus på deltagere Etik splittet loyalitet og anonymisering Afdelingsdemokrati Demokratisk ritual Uoverskueligt og uigennemsigtigt Accept af begrænset medbestemmelse Bestyrelsesvalg og få deltagere Bestyrelsen vs. beboerne Modstand og mistillidsvotum Bestyrelsestæsk Lighed og hierarki Delkonklusion Bestyrelsesdemokrati Reglerne og ulig viden Viden og flydende roller Professionalisering og frivillighed Interne kampe Topstyret maoistisk højborg

3 Ansatte som legitimering af politikken Delkonklusion Klubdemokrati Præsentation af klublivet Klubberne som deltagelsesobjekt Vælgergrupper Klubber som demokratiske læringsrum Klublivet og den boligsociale indsats Nye aktører og lukkethed Klubregler og bestyrelsens manøvrerum Udstødt af det sociale og politiske live Delkonklusion Netværksdemokrati Den politiske offentlighed Mangel på beboerforslag Netværk og mundtlig information Offentligheden i boligafdelingen Politisk debat på facebook Politikken er personlig fremfor offentlig Delkonklusion Konklusion Perspektivering Abstract Litteratur

4 Forord Stor tak til beboere, personale, rådgivere, organisation, lovgivning og boligerne (ej at forglemme), der i sandhed danner fundamentet for dette analytiske felt. Tak til informanterne, fordi I har åbnet dørene til jeres hjem, til jeres møder og jeres holdninger. Foruden denne åbenhed vil dette speciale ikke være muligt. Og tak til vejleder, Birgitte Refslund Sørensen, for kyndig vejledning, selvom min vej mod specialets ende har været langsommelig. En vej, der undervejs bød på stop, omveje og blindgyder for at forstå, imødekomme og forklare modstand i empirien. Og en vej, hvor jeg undervejs blev far til verdens dejligste datter. Tilbage står nu endelig den blotte tekst. God læselyst! 4

5 1. Indledning Beboerdemokrati er unikt for den danske almennyttige boligmodel. Ingen andre steder i verden findes et lovreguleret system, der giver lejerne af offentligt støttet boligbyggeri retten til at bestemme over deres bolig og boligområde. En ret, der med hjemmel i lovgivningen om almene boliger, kun har ført mod mere selvbestemmelse til beboerne. I Danmark tegner denne boform sig for godt 20 procent af den samlede boligmasse. Det svarer til, at cirka en million mennesker i befolkningen bor i almen bolig. Disse beboere har mulighed for at deltage og definere boligpolitikken i deres afdeling og boligorganisation (Skifter Andersen 2006, Jensen 2006) 1. Den demokratiske styring af driften af almene boliger gør sig gældende på flere niveauer. Niveauerne udgør en tredeling i demokratiske organer bestående af; 1) et afdelingsmøde og en afdelingsbestyrelse i boligafdelingen; 2) en organisationsbestyrelse i boligorganisationen; 3) og en repræsentantskabsbestyrelse i det administrerende forretningsførerselskab (KAB 2011). Mit fokus i specialet er alene på beboerdemokratiet i boligafdelingen. Med udgangspunkt i en almennyttig boligafdeling på Københavns vestegn undersøger jeg, hvordan beboerdemokrati udøves og opfattes i praksis. Mit studie er et møde med en gruppe beboere, hvis hverdagsliv, boliger og omgivelser jeg har fået lov til at beskæftige mig med. Studiet viser, at selvom samtlige aktører hylder boligafdelingens demokrati som både styreform og værdi, optræder demokratiet i praksis som en udfordring. Når man dykker ned i afdelingens små hjem, ejendomskontorets mødelokale eller den billardklub, som afdelingen huser, så tager demokratiet form på et utal af måder. Både påvirkningen og udøvelsen af demokratiet synes problematisk i flere henseender. Specialet skal ikke fortolkes som et studie for eller imod beboerdemokrati. Det bør snarere forstås som en undersøgelse af de problematikker, der opstår ved inddragelse af borgere i demokratiske beslutningsprocesser. Undersøgelsen baserer sig på et halvt års kvalitativt feltarbejde i den almene boligafdeling Blåkildegård, AKB Taastrup. Undersøgelsens samtalepartnere er kendetegnet ved at deltage aktivt i afdelingens politiske hverdagsliv, hvad enten det er igennem de officielle møder, klubber, facebookgruppen eller via mere uformelle netværk så som naboskab og familierelationer. 1 Der hvor den danske almene boligsektor skiller sig mest ud i forhold til offentligt subsideret boligbyggeri i udlandet, er i forhold til den interne organisering og beboernes indflydelse. I de fleste andre lande er der regler for at inddrage beboerne, men kun i Danmark har de den slags selvforvaltning kaldet beboerdemokrati. Beboerdemokrati betyder, at vi har beboervalgte afdelingsbestyrelser i de enkelte boligafdelinger, der selv kan tage beslutninger og disponere over en del af de ressourcer, der tilvejebringes gennem huslejen. Desuden har beboerne flertal i boligorganisationernes bestyrelser (Skifter Andersen 2006:9). 5

6 Problemformulering og formål Med udgangspunkt i beboerdemokratiets praksis lyder min problemformulering således: Hvilken betydning har forskellige sociale rum 2 i boligafdelingen for deltagelsen i og praktiseringen af beboerdemokrati? Formålet med analysen er, at knytte sammenhæng mellem boligafdelingens sociale rum og den demokratiske praksis. Studiet af beboerdemokrati skal derfor ses som et policy-studie, der undersøger mødet mellem beboergrupper, ansatte og rådgivere, hvor politikken bliver forhandlet i praksis (Abram 2001; Levinson & Sutton 2001; Shore & Wright 2011; Jenkins 2005). Mit ønske er at analysere beboerdemokratisk deltagelse med fokus på sociale rums påvirkninger deraf, fremfor at analysere en særlig boform. Jeg vil således se nærmere på, hvordan eks. beboermøder og bestyrelsesmøder påvirker hinanden, men også hvordan disse påvirkes af andre sociale rum i afdelingen i udformningen af den demokratiske praksis. Specialets formål er således at bidrage med empirisk baseret viden om sociale rums betydning for en fremtrædende styringsform (Bubandt 2011; Paley 2008; Gaventa 2007; Cornwall 2004). Indenfor antropologisk forskning af demokrati er udgangspunktet ofte at problematisere styreformen og undersøge forskellige former for iboende normativitet. Ved empirisk funderede analyser frembringes alternativer til de mange teoretiske studier af demokrati, der ofte har fokus på modeller og diskussioner af grundlæggende teorier (Bubandt 2011, Paley 2008). I studiet af beboerdemokrati drejer det sig derfor om at forfølge demokratiets paradokser, som de udspiller sig i praksis. Ifølge antropolog Nils Bubandt undersøges demokrati bedst i valget af en phronetisk videnskabelig tilgang til empirien fremfor en epistemisk og skolastisk tilgang 3. Begrebet phronetisk refererer til en etnografisk og komparativ tilgang til demokratiets hverdagsliv (Bubandt 2011). Antropologen ser altså på sine informanters forståelse og forhandling af demokratiske processer i praksis, og søger mod at komme det demokratiske hverdagsliv og værdiladninger i begrebet nærmere, ofte med et udgangspunkt i borgeren længst fra magthavernes centrum (Paley 2008:4; Bubandt 2011: ). I specialet tilgodeses denne tilgang ved at tage udgangspunkt i beboerdemokraternes og de ansattes hverdagsliv i boligafdelingen. Særligt for forskningens genstandsfelt gælder såkaldte afmystificeringer af begrebets selvfølgeligheder. En selvfølgelighed er, ifølge Bubandt, en form for kulturelt faktum, der er garanteret af en selvgestaltet kulturel logik 4. Demokrati er blevet en form for 2 Med betegnelsen sociale rum menes steder i afdelingen, der danner ramme om forskellige former for sociale møder. Begrebet er hentet fra en praksis-orienteret tilgang, som uddybes i afsnittet Den analytiske ramme. 3 Skolastisk tilgang referer til det, som Bourdieu kalder den skolastiske epistemocentrisme, hvor eksperten forsøger at teoretisere universelle modeller uden at tage hensyn til konteksten (Bubandt 2011:125) 4 En kulturel selvfølgelighed svarer til det Bourdieu kalder et felts doxa. Demokrati behøver ingen forklaring, fordi det giver sig selv blandt feltets aktører, men samtidig er der ingen i felten, der kan give en fuldstændig forklaring derpå (Bourdieu 1977:167). 6

7 selvfølgelighed, som kan undersøges på ny. Med udgangspunkt i antropologerne George E. Marcus og Michael M. J. Fischer definerer Bubandt objektet for demokratiets antropologi således: Antropologiens projekt er ikke længere bare at opdage nye verdner, at oversætte det eksotiske til det velkendte ( ) Det er i stigende grad opdagelsen af de verdener, der er allerede velkendte, men som ingen af os forstår, og som vi alle er i gang med at prøve at udrede (Fischer & Marcus I: Nils Bubandt 2011:124, hans oversættelse). Demokrati er et sådan fænomen, som på en gang er både velkendt og selvfølgeligt. Det er denne tendens, at demokratiet er blevet en selvfølgelighed, jeg vil undersøge nærmere i boligafdelingen. Og med en praksisfunderet tilgang læner jeg mig op ad Bubandts tilgang til at afmystificere og gå på opdagelse i demokratibegrebet, som det tager sig ud i boligafdelingen. Problemfelt den lave deltagelseskvotient Selvom loven har banet vejen til medbestemmelse, har beboerne reageret modsat; færre end nogensinde gider at være med til at bestemme, og beboernes manglende deltagelse er i dag på mange måder demokratiets største begrænsning. I en rapport fra Statens Boligforskningsinstitut, SBi, konstateres det, at under en tredjedel af de adspurgte deltog i det seneste afdelingsmøde, og at beboerne i højere grad vægter trygheden i boligområdet, lejlighedens kvalitet og husleje fremfor beboerdemokratiet i valget af den almene boligform (SBi 1999). I dette afsnit redegør jeg for, hvilke årsager der findes til den lave deltagelseskvotient fra hidtidige undersøgelser, og hvorledes analysens fokus på rum og praksis adskiller sig fra de eksisterende undersøgelser. Det gøres med udgangspunkt i SBi-rapporten Beboerdemokrati og forvaltning i den almene boligsektor (SBi 1999), der er den nyeste eksisterende forskningsundersøgelse af beboerdemokratiets virke og funktion efter lovændringen i I afsnittet vil jeg inddrage Lotte Jensens ph.d. fra 1997 om samme emne. Ph.d.en danner det teoretiske grundlag for SBI rapporten. En række andre artikler fra Lotte Jensens hånd om afdelingsdemokratiets tilstand vil også blive inkluderet (Jensen 2006; Jensen I: Madsen m.fl. 1995: ). 5 SBi-rapporten er udarbejdet i samarbejde med Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet (Jensen, Kirkegaard & Pedersen 1999). Datagrundlaget i rapporten bygger på en større kvalitativ interview undersøgelse og en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse udført i boligafdelinger repræsentativt for afdelingerne på landsplan. Undersøgelsen er blevet gentaget i 2007 med samme resultater, lyder det fra en af forskerne bag den gentagende undersøgelse Lars A. Engberg (Engberg 2011). Han videreføre konklusionerne fra 1997 og påpeger, at beboerdemokratiets problemer ligger i rekruttering, repræsentativitet og videreførelse af den klassiske foreningskultur modellen bygger på. Samtidig udsættes sektoren for stigende ghettoisering og omfattende krav om fornyelse af staten, mener Lars A. Engberg (Se forskningsinterview: ( ) 7

8 Forskelle i demokratiudøvelse I afhandlingen Demokratiske forestillinger i den almennyttige boligsektor redegør Lotte Jensen for forekomsten af tre forskellige typer af beboerdemokrati: 1) Nødbremsedemokrati, 2) Tilbudsdemokrati og 3) Ansvarsdemokrati (Jensen 1997). De tre demokratiopfattelser udspringer af et kvalitative studie af tre københavnske boligafdelinger, der undersøger beboerdemokrater (aktive beboere), beboere og boligadministrationen. Sondringen viser hvorledes de tre grupper har forskellige forestillinger om, hvor demokratiet bliver forankret. Undersøgelsen konkluderer, at for beboerdemokraterne bliver demokratiet betragtet som et anliggende for bestyrelsen i afdelingen, og en nødbremse som beboerne kan hive i, hvis uretmæssige beslutninger sker. Demokratiet består primært i organiseringen af beboerdemokrater. Blandt beboerne bliver demokratiet betragtet som et tilbud om selvudfoldelse i afdelingen, som beboerne kan benytte sig af. Demokratiet er primært forankret igennem boligadministrationens organisering. Blandt aktørerne i forvaltningen bliver demokratiet derimod betragtet som et ansvar, man er pålagt. Demokratiet forankres her primært igennem beboernes organisering (Jensen 1997). Lotte Jensens afhandling tydeliggør, at der er stor forskel på den konkrete udøvelse af beboerdemokrati i de enkelte boligområder, da demokratiet er afhængigt af et utal af faktorer. Den sociale og politiske kontekst for beboerdemokratiet er afgørende for, at demokratiske spilleregler og processer fungerer i det lokale boligområde og boligorganisation. Beboerdemokratiet er således både en formel styreform et sæt af rettigheder og regler og en livsform et resultat af levet liv i boligområder og boligorganisationer, skriver hun i en artikel om beboerdemokratiets tilstand i 2006 (Jensen 2006:84). Jeg betragter den etnografiske metode som særdeles vigtige i forlængelse af Lotte Jensens pointer til at undersøge demokratiudøvelsen i boligafdelingerne, da styreformen påvirkes så indgående af aktørernes handlinger i boligområdet. Beboerdemokratiets ændringer SBI-rapporten og Lotte Jensens ph.d. afhandling tegner desuden et billede af, at den beboerdemokratiske livsform vil uddø, i takt med nye generationer af beboere og ansatte gør deres indtog i boligområderne. Deltagelsen i afdelingens formelle demokrati, herunder bestyrelsesarbejde og beboermøder, stiger med alderen, tilfredsheden og den sociale integration i afdelingen (Jensen 1997, 2006:98; SBi 1999). Mens jo større boligafdelingen er, jo mindre er andelen af deltagere i afdelingsmødet (Ibid. 3). Ligeledes fremgår det i SBi-rapporten, at unge interesserer sig i mindre omfang for beboerdemokrati og er i højere grad engageret i enkeltsager omkring børn, men den form for beboerdemokrati fylder i praksis ikke ret meget i dagens boligafdeling (Ibid.). I SBi-rapporten påvises således en kløft mellem fremtidens deltagelsesform og tendensen i lovgivningen. Mens beboerne ønsker at samle sig om enkeltsager udtrykt ved betegnelsen supermarkedsdemokrati, bevæger lovgivningen sig fra bestyrelses- mod deltagelsesdemokrati. Supermarkedsdemokratiet udtrykker en forestilling om demokratiet som et forbrugsgode, hvor den politiske indflydelse på de fælles anliggender er et tilbud til deltageren på linje med andre servicetilbud. Bestyrelsesdemokrati dækker over en forestilling, hvor 8

9 demokratiet er en repræsentativ styringsform, som styrer på vegne af at individuelle forskelle, der repræsenteres i valget af medlemmer i bestyrelsen. Deltagelsesdemokratiet bygger på en integrativ opfattelse, der rummer en forventning om, at politisk aktivitet forbinder og integrerer modsætninger i kraft af drøftelser på afdelingsmødet, og ad denne vej fører til en fælles præference, som flest mulige bakker op om (SBi 1999). Ifølge Lotte Jensen påvirkes beboerdemokratiet som styreform også af den omkringliggende samfundsudvikling. Særligt to forhold har betydning: Den sociale opsplitning 6 og livsstilsindividualisering (Jensen 2006:101). Begge forhold vanskeliggør beboerdemokratiets beståen, der kræver personlige ressourcer til at omsætte de særlige betingelser til muligheder, som nogen beboergrupper ikke har, mens andre beboere hellere vil investere deres energi andetsteds. Samtidig har fokusset hos boligorganisationerne ligget på at markedsføre de individuelle rettigheder og bevise, at man sætter beboeren i centrum og ikke kommer og generer dem med fordringer om aktiv deltagelse (Ibid. s ). Den beboerdemokratiske negative udvikling må, ifølge Lotte Jensen, således ses ud fra både samfundsudviklingen, ændringen i beboerrollen fra medborger til kunde samt den specifikke boligafdelings situation. I artiklen Udviklingstræk ved det almennyttige beboerdemokrati i Danmark , beskriver hun blandt andet, hvordan den dalende demokratiske livsform påvirkes af, at de almene boligmarkeder er blevet socialt segregerede. En høj andel af beboere med uigennemsnitlige personlige ressourcer anvises af den kommunen og beboerrollen som medborger er blevet glemt i forsøget på at fastholde boligbevægelsens identitet som solidarisk velfærdsforanstaltning (Jensen 2006:88-90; 1995). Omstillingen fra medborger til kunde er resultatet af, at den almene bolig sektor og myndighederne begge har haft interesse i og presset på for at udvikle beboernes engagement oppefra, mens presset fra bunden beboerne selv ikke har været fremtrædende (Jensen 2006:90). SBI-rapporten og Lotte Jensens ph.d. viser forskellene på udøvelsen af den demokratiske kultur i boligafdelingerne, men belyser ikke sociale rum i et aktørorienteret perspektiv. Undersøgelserne viser aktørernes forestillinger 7 som analytisk fokus, og inddeler beboernes deltagelsesmønstre inden for demokratiets rammer ud fra Cultural Theory 8. Men hverdagspraksis og sociale rums påvirkninger af beboerdemokrati synes fraværende. Beboeres brug af tilbud som fællesaktiviteter - sport, hobbyklubber, højtidsarrangemen- 6 I Danmarks er der igennem de seneste årtier sket øget social segregation på boligmarkedet, hvilket har betydet af de velfungerende og velstillede borgere i stigende omfang bor i ejerboliger, mens udlejningsboliger, og især den almene bolig sektor, i øget omfang er kommet til at rumme de dårligst stillede. Inden for den almene bolig sektor er der ligeledes sket en social opsplitning med en koncentration af sociale problemer i nogle bestemte almene boligafdelinger. Det er ofte men ikke altid store boligafdelinger opført i 60 erne og i første halvdel af 70 erne (Skifter Andersen 2006:15). 7 Forestillinger skal i afhandlingen forstås som dels individuelle og dels kollektive kognitive og normative virkelighedsbilleder af et bestemt område (Jensen 1997:65). Forståelsen af forestilling bygger på Berger og Luckmanns konstruktionistiske tilgang til videnssociologi. Forestillinger skal i sammenhængen sidestilles med viden, hvor ordet forestillinger er valgt, da viden antyder en objektivitet (Ibid. 66). 8 Cultural Theory menes der Mary Douglas gruppe/gitter model (Jensen 1997:18). 9

10 ter, musik, markedsdage osv. bringes ikke i spil som elementer i demokratiudøvelsen. En undersøgelse af sociale rum og hverdagspraksisser kan antageligvis medvirke til at belyse muligheder for deltagelse i beboerdemokratiet. Således ønsker jeg at undersøge, hvad sociale aktiviteter har af indflydelse på beboernes oplevelse af demokratisk deltagelse og definitionen af den politiske dagsorden i afdelingen. Kapitelgennemgang I det følgende gennemgås indholdet af specialets kapitler. Kapitel 2 Forskningsfelt og teoretisk afsæt beskriver forskningsfeltet analysen tager afsæt i. Derefter beskrives den analytiske ramme. Her uddybes sociologen Norman Longs aktør-orienteret tilgang til policy studier og antropologen Andrea Cornwalls teori om at studere borgerdeltagelse i policy-processer som en rumlig praksis. Afsluttende følger en kort redegørelse for analysestrategien. Kapitel 3 Felt og metode redegør for specialets baggrund i kraft af en præsentation af Blåkildegård, hvor feltarbejdet har fundet sted, og en præsentation af beboerdemokratiets beslutningsorganer afdelingsmødet og afdelingsbestyrelsen i boligafdelingen. Desuden redegøres der for brugen af metoder i tilvejebringelsen af data, samt refleksioner over komplikationer derved. Kapitel 4 Afdelingsdemokrati er det første af fire analysekapitler. I kapitlet ses der på afdelingsmødets funktion i praksis. Det sociale rum analyseres som et demokratisk ritual, der bekræfter, at beboerne og boligorganisationen handler ud fra fælles værdier og mål. Samtidig analyseres ritualet som, at skabe ulige, konfliktfulde identitetspositioner mellem beboerne i kraft af bestyrelsesvalget på mødet. I kapitlet inddrages blandt andet antropologen Maurice Bloch s teori om ritualer og Marianne Gullestads teori om lighedsopfattelsen i Skandinavien. Kapitel 5 Bestyrelsesdemokrati ser på det andet officielle deltagelsesrum, afdelingsbestyrelsen, betydning for demokratiet. I kapitlet analyseres vidensdeling, professionaliseringen og de ansatte betydning for bestyrelsesmedlemmernes handlemuligheder i beboerdemokratiet. I kapitlet inddrages sociologen Norman Long, antropologen Simone Abram, geografen Maarten Loopmans og antropologen Kimberley Coles blandt andet. Kapitel 6 Klubdemokrati omhandler klublivet i bebyggelsen. Der er over 17 beboerdrevet klubber i Blåkildegård, der udgør afdelingens sociale liv udover få enkeltaktiviteter. Der analyseres, hvorledes afdelingens sociale liv og det politiske liv sammenflettes i beboerdemokratiet. I kapitlet inddrages antropologen James Scotts teori om hidden transcripts blandt andet til at øjensynliggøre, at uofficielle formål har stor betydning for praktiseringen af beboerdemokratiet. Kapitel 7 Netværksdemokrati er det sidste analysekapitel. Kapitlet ser på den offentlige politiske debat i boligafdelingen som forudsætning for beboerdemokratiet. I kapitlet inddrages de politiske teoretikere Jürgen Habermas og Hannah Arendt s betragtninger på det offentlige rum. Desuden inddrages antropologen Akhil Gupta i en analyse af informationsdeling mellem administrationen, bestyrelsen og beboerne. 10

11 Kapitel 8 Konklusion er det afsluttende kapitel, der opsummerer delkonklusionerne. Der konkluderes, at sociale rum, både de officielle og de uofficielle, har stor betydning for beboerdemokratiet. Derfor, selvom alle aktørerne hylder beboerdemokrati som styreform og værdi, opleves den ofte som et stort problem og udfordring i praksis. På vegne af konklusionens pointer afsluttes opgaven med en perspektivering over mulige løsningstiltag for at øge styringsmodellens opbakning og deltagelse. 11

12 2. Forskningsfelt og teoretisk afsæt I dette kapitel indskrives analyseområdet i et bredere forskningsfelt. Grunden hertil er at pointere, at styringsmodellen beboerdemokrati er et konkret eksempel på et nutidigt fremtrædende styringsrationale, der går under betegnelsen deltagelsesdemokrati (Gaventa xii:2007). Deltagelsesdemokrati kommer af en tendens, der ser kritisk på demokratiets udvikling. For selvom det kan anslås, at demokratiet aldrig har været mere udbredt i verden, stiller mange sig kritisk over for demokratiets kvalitet og mening de steder, hvor det bliver praktiseret (Gaventa 2007:xii; Rose & Miller 1992; Hyatt 1997; Bubandt 2011; Paley 2008; Gaonkar 2007). Den deltagelsesdemokratiske tilgang adresserer demokratiets krise igennem en udvidelse af demokratiet i sig selv (Gaventa 2007:xii). Her sker deltagelsen igennem borgerinddragelse i lokale beslutningsprocesser, der berør borgeren. Deltagelsesdemokrati handler dermed om at gøre demokratiet mere tilgængeligt og give det mere substans ved inklusion af borgeren i beslutningsprocesser (Ibid. xii:) 9. Hermed overskrides den traditionelle forståelse af det repræsentative demokrati ved at skabe mere deltagelsesorienterede mekanismer for borgernes engagement. Tillige støtter tilgangen flere rettigheder og ansvarsområder for medborgerskabet. En konsekvens af denne tilgang er opblomstringen af nye demokratiske rum, hvor nogle er baseret på en udvidelse af rettigheder for deltagelse, mens andre blot er baseret på invitationer til konsultation (Ibid. xii). Beboerdemokrati i den almene boligsektor er udtryk for førstnævnte nemlig deltagelsesdemokrati sikret igennem lovforpligtigende rettigheder. Den participatoriske sfære Koblingen mellem rum og demokrati i deltagelsesdemokrati er kendetegnet ved en særskilt praktisering i tid og rum i forhold til andre demokratiformer, mener politologen Vera Schattan P. Coelho og socialantropologen Andrea Cornwall (Coelho & Cornwall 2007). I demokratimodellens adskillelse fra andre former er ordet hybrid centralt. Deltagelsesdemokrati er hybridt, i den forstand, at demokratiets udformning og formål forhandles i praksis, og demokratiske rum er karakteriseret ved at være medierende imellem stat og civilsamfund. Meningsskabelsen er ikke givet på forhånd, men opstår igennem en 9 Et større perspektiv på deltagelsesdemokrati kan blandt andet indhentes ved at se nærmere på deepening democracy, hvor demokrati ses som en proces, hvorigennem borgerne udøver en dybere kontrol over beslutninger, der påvirker deres liv i forskellige arenaer (Appadurai 2002, 2007). 12

13 åben fortolkning af indhold og betydning (Ibid. 1). Deltagelsesdemokratiets rum skal her ses som et kontinuum af mulige rum i berøringsfladerne mellem stat og civilsamfund. Nogle rum opstår kun flygtigt mens andre ligesom beboerdemokratiet i den almene boligsektor er lovskabte institutioner med en vedvarende tilstedeværelse i det bureaukratiske landskab (Ibid. 1). Demokratiske rum skal ikke ses som en del af den offentlige sfære eller i forlængelse af staten, men i stedet som en distinkt arena i mødet mellem stat og samfund, foreslår Coelho og Cornwall. De navngiver rummene participatory sphere 10 (Coelho & Cornwall 2008:1). Den participatoriske sfære er kendetegnet ved en semi-autonom eksistens i bevægelse væk fra formelle politiske og bureaukratiske institutioner og hverdagens foreningsliv. Da grænserne for det tekniske og det politiske bliver forhandlet løbende i de nye demokratiske arenaer, er de unikke i deres interaktion med policy-processer i forhold til andre interaktioner så som protester, anmodninger, lobbyisme og direkte aktion hvor borgere udtrykker deres krav eller behov (Ibid. 2). Coelho og Cornwall beskriver arenaerne således: These are spaces for contestation as well as collaboration, into which heterogeneous participants bring diverse interpretations of participation and democracy and divergent agendas. As such, they are crucibles for a new politics of public policy (Coelho & Cornwall 2008:1). I analysen af beboerdemokratiet på afdelingsniveau ses den participatoriske sfære i krydsfeltet mellem beboernes hverdagsliv, boligorganisationen, kommunen og staten. Her defineres grænserne for det politiske indhold løbende i forhold til lovgivning, drift og socialt liv i bebyggelsen. Særligt den tekniske formulering af beboerdemokratiets udførelse i lovgivning lægger op til stor fortolkning af det politiske indhold og den demokratiske udførelse (Jensen 2006). Begrebet den participatoriske sfære åbner dermed op for at undersøge demokrati som et forhold, der ikke kun er forankret i en institution, men til konstant forhandling blandt forskellige aktører i felten. Beboerdemokrati udmærker sig ved at være en del af den participatoriske sfære i sammenfiltningen mellem stat og civilsamfund i Danmark. Ved at placere beboerdemokratiet i den participatoriske sfære, mener jeg, at der åbnes op for interessante perspektiver på magtrelationerne, der er tilstede i dette komplicerede net mellem frivillighed og professionalisme. Det er udformningen af politikken i disse beboerdemokratiske arenaer og hvorledes politiske beslutningsprocesser bliver praktiseret i den participatoriske sfære dette speciale udforsker. I de to næste afsnit vil jeg uddybe, hvorledes jeg ønsker at undersøge det. 10 Fremover i specialet vil jeg benytte mig af den direkte oversættelse: participatoriske sfære. 13

14 Den analytiske ramme Ideen, om at beboerdemokrati finder sted i sociale rum, tager afsæt i en praksisorienteret tilgang til analysen. I de følgende afsnit uddyber jeg den teoretiske tilgang og begreberne social interfaces og participatoriske rum som specialet gør brug af. Inspirationen til det analytiske fokus kommer fra antropologiske og sociologiske bidrag til udviklingsteori. Beboerdemokrati som en policy-proces Den demokratiske praksis kan imidlertid ikke evalueres på de formelle rammer. Rammerne giver kun styreformen, men styreformen fyldes altid ud af livsformen, som kan modellere styreformen i forskellige tænkelige retninger (Jensen 1997) 11. Som dette citat af Lotte Jensen påpeger, er der forskel på fortolkningen af de demokratiske rammer, når man zoomer ind på praksis i de forskellige boligafdelinger (Jensen 1996). Det illustrerer hvorledes den demokratiske styreform og livsform sammenfiltres, og dermed hvorfor fokus på praksis er vigtigt i dette felt 12. Studiet af beboerdemokrati ser jeg i denne sammenhæng som et studie af en policy-proces. I Danmark dækker begrebet politik både over det engelske ord policy og ord politics, og der findes ikke en direkte oversættelse af begrebet (Shore & Wright 2011:2). Analysen følger antropologerne Chris Shore og Susan Wright s definition af policy-processer. De skriver: ( ) we see policies as windows into political processes in which actors, agents, concepts and technologies interact in different sites, creating or consolidating new rationalities of governance and regimes of knowledge and power (Shore & Wright 2011:2) I en antropologisk optik skal policy-processer ikke ses som lineære og konkrete, politiske beslutningsprocesser, men som rum hvor sociale og politiske meninger bliver artikulereret i et sammenspil mellem magtrelationer (Ibid. 14). Da Shore og Wright ikke præciserer, hvorledes man bruger et aktørorienteret perspektiv på policy-processer, vil jeg i det følgende uddybe min forståelse af praksis i beboerdemokrati ved hjælp af udviklingssociologen Norman Long. Long introducerer begreb social interfaces i studiet af policy-processer (Long 2004). Begrebet understøtter ideen om at undersøge demokratiske beslutningsprocesser som 11 Hentet fra internetadressen: d. 28/ Begreberne styreform og livsform kommer fra retsfilosoffen Alf Roos og teologen Hal Kochs definitioner. For Roos er demokrati hovedsageligt en styreform, hvor friheden står i centrum. Mens demokrati for Koch grundlæggende er en livsform, hvor samtalen står i centrum. Hentet fra internetsiden ( ). 14

15 møder mellem beboergrupper, ansatte og rådgivere, hvor politikken bliver forhandlet i praksis (Abram 2001; Levinson & Sutton 2001; Jenkins 2005). Beboerdemokrati som møder I sine studier af landbrugsreformer i Latinamerika fokuserer Long på praksis som en tilgang til at se på, hvorledes policy-processer modelleres i mødet med dets specifikke modtagere af politikken. Han skriver: Using the notion of intervention practices allows one to focus on the emergent forms of interaction, procedures, practical strategies and types of discourse, cultural categories and sentiments present in the specific contexts (Long 2001:26). Det afgørende for Long er, i tråd med Lotte Jensens tilgang, at policies modelleres i praksis. Politikkens udfald er aldrig givet på forhånd og derfor argumenterer han for et aktørorienteret perspektiv på policy-processer for derigennem at forstå, hvorledes viden og magt bliver skabt. Long introducerer begrebet Social interfaces som en analytisk indgangsvinkel til at studere intervention. Begrebet tilbyder a way of exploring and understanding questions of diversity and conflicts inherent in processes of external interventions (Long 2004:32). Social interfaces finder typisk sted, hvor forskellige, og ofte konfliktramte, livsverdner og sociale felter mødes. En analyse af social interfaces vil vise, hvorledes interaktioner mellem planlæggere og lokale beboere altid er medskabende i udfaldet af partikulære interventionspolitikker i boligafdelingen (Ibid. 32). Distinktionen mellem reproduktion og transformation er her vigtige for studiet af beboerdemokrati. For feltarbejdet viser tydeligt, at særlige tekniske policy-proesser bliver reproduceret i kontakten med beboerdemokratiet, mens andre omstødes og transformeres af beboerne i mødet med ansatte i social interfaces. Ligeledes ændrer udfaldet og formålet af den politiske proces sig også af, om det er beboerne eller de ansatte, der definerer problem og løsning i beboerdemokratiet. I sit analytiske perspektiv trækker Long på praksisteorien, der har vundet indpas i samfundsvidenskaben de sidste tredive år (se f.eks. Bourdieu 1977; de Certeau 1984; Long 2001). Praksisteorien er en social-konstruktionistisk tilgang til analyse, der overordnet forsøger at overvinde skellet mellem struktur og aktør ved at betragte dem som gensidigt skabende. Aktører er ikke magtesløse sociale kategorier eller passive modtagere af strukturelle betingelser, de handler derimod aktivt inden for stukturer i en given kontekst, som de på en gang reproducerer og udfordrer igennem netværk med andre lokale aktører såvel som ansatte og institutioner (Long 2001:13). Det klare fokus på aktørernes handlemuligheder (agency) og strategier skal ikke ses som modsætning til magtrelationer og strukturelle betingelser, der ofte sætter rammerne for aktørernes udfoldelser (se f.eks. Foucault 1988). Tværtimod er det et spørgsmål om at undersøge, hvordan folk tilegner sig og manipulerer elementer i deltagelsesprocessen og gør dem til genstand for redefinering og forhandling (Long 2001:23). I det næste vil jeg beskrive, hvorledes jeg analytisk forankrer social interfacesanalysen med brug af antropologen Andrea Cornwalls begreb participatoriske rum. 15

16 Møder sker i deltagelsesrum At analysere den demokratiske deltagelse i boligafdelingen ud fra konceptet rum tager afsæt i antropologen Andrea Cornwalls forslag om at studere deltagelse som en rumlig praksis (Cornwall 2002, 2004). Hun opstiller begrebet participatoriske rum, fordi hun mener, at rum-metaforen er særlig anvendelig i studiet af deltagelse i den participatoriske sfære for at forstå the dynamics of power and difference in these new democratic spaces (Cornwall 2004:75). Med udgangspunkt i filosoffen Henri Lefebvre s teoretisering af Space (1974) argumenterer Cornwall for, at sociale relationer ikke kun opnår realitet og mening i rum, hvor de praktiseres, men også at rum har en menneskeskabt (generativ) fortid, der på en gang reflekterer tidligere tiders brug samt påvirker rammerne for nutidige aktørers handlemuligheder. Rum er således aldrig neutrale, men derimod sociale produkter hvor forskellige aktører kæmper om at definerer produktets formål (Ibid. 6) 13. Rummet er altså ikke blot et sted, der er, men snarere et sted som bliver til i kraft af aktørernes handlinger deri. Som de Certeau fremsætter space is practiced place (de Certeau 1984:117) 14. Bestyrelsen er således ikke per definition et mødelokale, men mange af bestyrelsens aktiviteter praktiseres deri. Mennesker erfarer i praksis verden igennem mange forskellige sociale rum. Rum må derfor ses som gensidigt forbundne med andre rum, da sociale relationer også opstår igennem rum. De påvirkes i den forstand også af forventningerne og oplevelser, der tager afsæt i sociale relationer skabt uden for rummet (Ibid. 7). I samarbejde med sociologen John Gaventa inddeler Cornwall desuden de participatoriske rum i underkategorierne; invited spaces, created spaces og closed spaces som et kontinuum af muligheder for borgerdeltagelse og indflydelse (Gaventa 2004; Cornwall 2002, 2004). I praksis, understreger Gaventa dog, at grænsen mellem rummene er flydende, og det må anses, at de sameksisterer: ( ) in a dynamic relationship to one another, and are constantly opening and closing through struggles for legitimacy and resistance, co-optation and transformation (Gaventa 2004:35). I det følgende uddybes de forskellige former for rum: Invited spaces refererer til de rum for deltagelse, der stilles til rådighed, når myndigheder så som staten eller NGO er forsøger at inddrage befolkningen i relevante beslutningsprocesser (Cornwall 2002:24). Det inviterede rum har til hensigt at inddrage 13 Lefebvres rumbegreb er sammenføjet af en begrebslig triade, hvori tre forskellige momenter af den sociale rumlighed på én gang er analytisk adskilt og i stadig samklang om rummets produktion. Det drejer sig om; 1) den rumlige praktik (det erfarede rum), 2) rummets repræsentationer (det begrebne rum) og 3) repræsentationernes rum (det levede rum) (Simonsen 2005:59-61). 14 De Certeau bruger betegnelsen place for lokaliteter på eks. landkort og space for meningsfulde, levede lokaliteter (Ibid.). 16

17 borgerne i en lokalpolitisk beslutningsproces, men varierer i graden af regulering og styring af den participatoriske proces (Gaventa 2004:35). I analysen foregår det formelle beboerdemokrati i invited space. Her er det boligorganisationen som myndighed, der inviterer beboerne til at deltage i boligafdelingens beslutningsprocesser. Det sker igennem bestyrelsesmøder og afdelingsmøder arrangeret og holdt på vegne af bestyrelsen af ejendomslederen og de ansatte på ejendomskontoret. Men samtidig er det politiske indhold ikke blot afgrænset til disse møder og påvirket af andre sociale rum i boligafdelingen end det invited space boligorganisationen har skabt. I modsætning hertil refereres til created spaces, som de rum individer eller grupper gennem social mobilisering selv har skabt sig i et forsøg på at opnå indflydelse på en given lokalpolitisk proces (Gaventa 2004:35). De selvskabte mobiliseringsinitiativer vil typisk stå i opposition til formelle systemer og samles ofte kun momentvis omkring enkeltsags initiativer eller et kollektivt identifikationspunkt (ibid. s.35; Cornwall 2002:22). Created space indeholder desuden en form for eksklusion af deltagere, der ikke kan identificeres med det fremsatte formål (Cornwall 2002: 22). I boligafdelingen kan klublivet ses som en del af created space, hvor beboerne selv definerer klubbernes formål. Mens klubberne ikke har et decideret politisk formål i opposition til det formelle beboerdemokrati, viser analysen, at klublivet har en konsekvens for det formelle beboerdemokrati. Closed spaces er en term, der dækker over de rum, der er lukket for borgerdeltagelse (Gaventa 2004:35). I closed spaces sker beslutninger bag lukkede døre uden hensigt om at udvide grænserne for inklusion i beslutningsprocesserne (Ibid. 35). Gaventa bruger rummet til at påpege, at stadig mange beslutningsprocesser i den participatoriske sfære er lukket for deltagelse. Beslutningsprocessen er ofte lukkede, fordi aktører i sfæren ikke har gjort krav på, at de blive inddraget eller har set et formål i at inddrage borgeren (ibid.35). I boligafdelingen synes closed spaces at opstå to steder. Det ene sted er de beslutninger, der bliver gjort uden om beboernes indflydelse. Det andet er, hvor bestyrelsen træffer dem uden inddragelse af beboerne på afdelingsmødet 15. I analysen af beboerdemokratiet bruges de tre underkategorier, invited-, created- og closed spaces, til at se på deltagelsesgraden i de sociale rum i boligafdelingen, samt hvilke deltagelsesmuligheder det stiller for de involverede aktører. Ved sammenligning af de forskellige rum åbnes der op for, hvilke muligheder og begrænsninger deres logikker skaber for aktørerne, og hvorledes rummene påvirker hinanden. Fordelen ved at sætte fokus på rumlig deltagelse er en opdeling af boligafdelingen i flere rum fremfor ét, som tydeliggør interne magtspil og den sociale adfærds påvirkning af såkaldt rumlige logikker. Mens et fokus på eksempelvis boligafdelingens fællesskab og homogenitet ofte vil underminere et kritisk fokus på afdelingens interne magtspil og stridigheder (Cornwall 2002:6). 15 Closed spaces foregår desuden i privatlivet, omhandlende de beslutninger beboerne gør i deres hjem. Hjemmet er oftest drivkræften bag deltagelsen i beboerdemokratiet. Men da hjemmet er lukket for deltagelse, analyseres det ikke i specialet på grund af pladsmangel. 17

18 Analysestrategi I de følgende analysekapitler ser jeg på, hvorledes sociale rum i boligafdelingen påvirker praktiseringen af det formelle beboerdemokrati i invited space i den participatoriske sfære (Cornwall 2002, 2004; Gaventa 2004). For mens beboerdemokratiet formelt tager udgangspunkt i afdelingsbestyrelsen og beboermødet på vegne af boligorganisationen, er det analysens ærinde at vise, at andre og langt mere uformelle mødesteder i afdelingen er medskabere af udfaldet af det demokratiske indhold og form i invited space. Beboerdemokrati og deltagelsen skal, som beskrevet, ses som en proces, hvor udfaldet af politikken bliver til blandt aktørerne undervejs. For viewing participation as a contingent, contested process highlights the micropolitics of encounters in participatory arenas (Cornwall & Coelho 2007:11). At studere policy-processer i den participatoriske sfære adskiller sig dermed også fra langt mere traditionelle policy-studier, hvor politikkens formål er bestemt på forhånd i closed space fremfor løbende defineret i invited space (Long 2001, 2004, Shore & Wright 1997, 2011). Boligpolitikken opstår i møder I analysen gøres der brug af Norman Longs praksisorienterede tilgang til at undersøge udfaldet af policy-processer. Udgangspunktet i Longs teori er, at udfaldet af policyprocesser aldrig er givet på forhånd, og at den givne politik derfor altid udfordres og ændres igennem handlinger i praksis. Med begrebet social interfaces understreger Long at policy-processer bør studere de interaktioner, hvor aktører berørt af en given politik mødes i praksis. Ulempen ved Longs ramme er, at det er svært at konkretisere social interfaces i tid og rum. Da jeg i analysen ser beboerdemokrati som en vedvarende policy-proces, forstår jeg social interfaces som møder eller mere præcist som mødesteder i boligafdelingen, hvor politikken bliver til i praksis. Her ønsker jeg at adskille uformelle mødesteder fra formelle, og jeg gør brug af Cornwall og Gaventas sondring mellem forskellige deltagelsesrum. Sociale rum påvirker beboerdemokratiet Analysen tager udgangspunkt i det, der i Cornwall og Gaventas optik defineres som invited space, forstået som demokrati forankret i en institution, som i dette tilfælde er boligorganisationen. Når jeg i analysen omtaler sociale rums påvirkninger af det formelle beboerdemokratiske rum, er det i tråd med Cornwalls argument, at de formelle demokratiske rum (invited space) eksisterer i sammenfiltringer med relationer til uformelle rum. Jeg mener denne sammenfiltring er særdeles tæt i beboerdemokratiet, hvor bolig, boligområde og demokrati er så nært beslægtet. Cornwall formulerer de sociale rums sammenfiltring i den participatoriske sfære således: In any given place, there are many different domains for participation. Official spaces, such as public consultations, exist alongside unofficial spaces and the spaces of everyday life. These spaces are not separable; what happens in one impinges on what happens in others, as relations of power within and across them are constantly reconfigured. Understanding their production, the actors, policies 18

19 and interest giving rise to them, and the configuration of other spaces surrounding them is critical to making sense of their democratic potential (Cornwall 2004:78). Med hvert kapitel analyserer jeg, hvorledes et socialt rum har konsekvens for udformningen og praktiseringen af afdelingens demokrati i det formelle demokratiske rum i boligafdelingen. Jeg ser det formelle beboerdemokratiske rum forankret i bestyrelsesmøderne for den beboervalgte afdelingsbestyrelse og de årligt tilbagevendende beboermøder for alle i afdelingen. De uformelle rum betragter jeg derimod som opstående flere steder undervejs i tid og rum. Det drejer sig om spontane og fleksible møder i boligområdet, til mere organiserede mødeformer i klublivet med et defineret formål. Endvidere drejer det sig om boligafdelingens facebookside, hvor beboere deler information, erfaringer og holdninger om boligafdelingen samt hverdagslivet generelt. Formålet er at se på, hvorledes sociale mødesteder i boligafdelingen påvirker praktiseringen af det formelle beboerdemokrati. Det vender jeg tilbage til i analysen. 19

20 3. Felt og metode Kapitlet giver først en karakteristik af bebyggelsen Blåkildegård og boligafdelingens officielle beslutningsorganer i beboerdemokratiet afdelingsmødet og afdelingsbestyrelsen. Derefter redegør jeg for antal af interviewpersoner, rammer for interviewene, mødet med felten samt den anvendte etnografiske metode. Jeg beskriver her, hvilke problematikker der dukker op i forbindelse med at arbejde med demokrati i praksis. I dette afsnit reflekterer jeg desuden over, hvordan min forskerposition tog sig ud i mødet med felten, samt de ændringer og udviklinger, der har præget forløbet. Karakteristik af Blåkildegård Cirka to kilometer fra Taastrup station på vestegnen af Storkøbenhavn ligger den almene boligafdeling Blåkildegård, som én ud af tre afdelinger i en selvejet boligorganisation, AKB Taastrup, administreret af boligselskabet KAB. Byggeriet består af 2-etagers rækkehuse med egen gård ved indgangen og en lille tilstødende have til hvert lejemål. Der bor i alt 1013 beboere fordelt på 403 boliger, der i varierende størrelse er fordelt på 56 blokke. Husene er opført i grå betonelementerne, som er betegnende for det funktionalistiske almene byggeri i 70-erne og 80-erne. Bebyggelsen er fordelt på fem adskilte kvarterer af boligblokke, der ligger forskudt fra hinanden. Imellem findes små opholdsarealer, legepladser og gangarealer, der knytter boligområdet og dets udendørs arealer tæt sammen, hvilket forstærkes ved, at biltrafikken ledes uden om kvarterne (KAB 2007). Udover boligerne råder bebyggelsen over en række selskabslokaler, der udlejes billigt til privat brug for beboerne, ligesom lokalerne huser sociale aktiviteter så som beboermøde, banko og madklub. Bebyggelsen disponerer desuden over en række fællesrum, der stilles til rådighed for forskellige aktiviteter, mens andre bliver brugt af driften eller udlejet til kommunens områdesekretariat. Blåkildegård er afgrænset fra omkringliggende bebyggelser af veje og grønne områder samt af en folkeskole. Syd for Blåkildegård har bebyggelsen tilstødende friarealer, der er udlagt som boldbaner og legearealer til de ældre børn. Bebyggelsen har desuden en basketballbane, et tennisanlæg, en kommunal vuggestue og børnehave samt et indkøbscenter Bebyggelsen rummer en overpræsentation af personer på overførselsindkomst og beboergruppen har en overvægt af personer med lavindkomst. Beboertætheden i forhold til hustandens størrelse er større end landsgennemsnittet. Særligt er der en overrepræsentation af enlige mødre. Blåkildegård har en mindre andel af beboere med anden etnisk baggrund end gennemsnittet for resten af den almene sektor i kommunen. Et af de om- 20

21 råder, hvor Blåkildegård adskiller sig væsentlig for andre almene boligområder er i antallet af børne- og ungesager, som kommunen er i gang med at behandle. Syv procent af hustandende i boligområdet har igangværende sager, hvor det almene gennemsnit ligger på fire procent i resten af kommunen (Ibid. 69). Blåkildegårds beslutningsorganer Med lovgivningen om almene boliger fra 1997 blev der lavet om på magtfordelingen internt i boligafdelingens beboerdemokrati. Førhen blev bestyrelsen valgt på det årlige beboermøde, hvor de repræsenterede afdelingens beboere og bestemte og godkendte afdelingspolitikken. Bestyrelsen vælges stadig på beboermødet, men beslutningskompetencen er givet til afdelingsmødet, hvor alle væsentlige beslutninger skal godkendes af beboerne. Afdelingsbestyrelsens nye rolle er initiativtageren (KAB 2011), der i samråd med ejendomskontoret skal udarbejde forslag til godkendelse på afdelingsmøderne. I det følgende, giver jeg en præsentationen af idealet for afdelingsmødet og afdelingsbestyrelsen ifølge boligorganisations håndbog i beboerdemokrati (KAB 2011) og boligafdelingens hjemmeside 16. Afdelingsmødet som beslutningstageren To gange om året afholdes afdelingsmødet for alle afdelingens beboere, da beboerne har besluttet både at afholde et budgetmøde og et regnskabsmøde i afdelingen. Møderne er boligafdelingens øverste bestemmende organ. Her godkendes afdelingens budget eller årsregnskab og forslag som bestyrelsen, beboerne og de ansatte på forhånd har opstillet (KAB 2011). Ved beboermøderne vælges desuden nye bestyrelsesmedlemmer (halvdelen er på valg, hvert andet år). På hjemmesiden gives følgende beskrivelse af afdelingsmøderne: Afdelingsmøderne er afdelingens øverste myndighed. Det er et møde for alle afdelingens beboere, hvor alle vigtige beslutninger vedrørende afdelingens drift behandles og vedtages. Det er på afdelingsmødet, at beboerne beslutter, hvilke arbejder og aktiviteter, der skal sættes i værk i afdelingen i det kommende år. Det er også på afdelingsmødet at Afdelingsbestyrelsens medlemmer vælges 17. Boligorganisationens bestyrelse har det formelle juridiske og økonomiske ansvar. Det betyder, at organisationsbestyrelsen skal gribe ind, hvis afdelingens beboere beslutter noget der strider mod lovgivningen (KAB 2011:94). Boligorganisationen tilsidesætter afdelingsmødets beslutning, hvis de mener, at det er nødvendigt at gennemføre arbejder og aktiviteter for at gøre boligerne og boligafdelingen tidssvarende og konkurrencedygtige, jf. lov om almene boliger 37, stk. 4. (KAB 2011:94). Boligorganisationsbestyrel- 16 Boligafdelingens hjemmeside: 17 Citatet er fra boligafdelingens hjemmeside (d. 19/06/13). 21