EU s ansvar for at beskytte

Transkript

1 D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T EU s ansvar for at beskytte - Responsibility to Protect (R2P) i et arabisk forår KANDIDATSPECIALE af Ida Krogh Mikkelsen Vejleder: Jens Ladefoged Mortensen Afleveret september 2012 INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB, KØBENHAVNS UNIVERSITET

2 Abstract The events of the Arab Spring and especially the military intervention in Libya have reinvigorated the discussion of the implementation of the Responsibility to Protect - doctrine (R2P). The European Union (EU) has been a strong supporter of the doctrine since the adoption in the UN World Summit Outcome Document in 2005 and continuously via key political endorsements, but despite vocal support, the evidence of consistent and systematic use of the R2P in the conduct of the EU foreign policy is often lacking. This thesis aims at filling the thematic research gap exposed by recent events: how does the EU relate to the R2P-doctrine in theory and practice? Through a comprehensive analysis of the legal basis of the EU s R2P-action and the actual capabilities, the thesis presents a mapping of the status of the EU as progressive R2P actor in principle. By applying an operationalised version of Marianne Riddervold s model of the EU as a humanitarian foreign policy actor (2011), the thesis engages in the causal questioning of how and why the EU acted as observed in the particular case of the crisis in Libya The analysis indicates how the EU implements humanitarian actorness partly in the given case, however the substantial discrepancy between utilised arguments and actual action exposes shortcomings in the EU s capabilities as progressive R2P-actor and suggests explanatory factors behind the observed inconsistency in the conducted policies. The larger implications of the findings are discussed in a broader context of the way forward for the EU s foreign policymaking. 1

3 INDHOLDSFORTEGNELSE ABSTRACT...1 INDHOLDSFORTEGNELSE...2 LISTE OVER FIGURER INDLEDNING PROBLEMFORMULERING SPECIALETS ARGUMENT SPECIALETS STRUKTUR AFGRÆNSNING KONCEPTUALISERING: R2P-DOKTRINEN EN FREMVOKSENDE NORM EKSISTERENDE LITTERATUR OM EU OG R2P TEORI PLACERING I INTERNATIONAL POLITIK Rationalisme normer som midler snarere end mål Reflektivisme normer som mål i sig selv PLACERING I EU-STUDIER EU som udenrigspolitisk aktør Normer i EU-studier EU som normativ magt -litteraturen Neorealismens andenrangs-normer EU SOM HUMANITÆR AKTØR Operationalisering af EU som humanitær aktør Værdi- vs. rettighedsbaserede normer Normpromovering via bindende lov samt multilateral handlen Horisontal og vertikal konsistens OPSUMMERING AF TEORETISKE FORVENTNINGER KRITIK AF VALGT TEORI METODE FORSKNINGSDESIGN: DEN PARTIKULÆRE FORKLARING Process tracing Videnskabsteoretisk position CASE-STUDIET SOM METODISK RAMME Udvælgelse af case Udvælgelse og anvendelse af empiri Analyse I Analyse II OPSUMMERING: ER KONKLUSIONEN RELIABEL? ANALYSE I: EU OG R2P PÅ PAPIRET R2P I EU S RETLIGE GRUNDLAG Det interne niveau: Beskyttelsen af civile internt i EU Det eksterne niveau: EU s forpligtelse over for tredjelande R2P I EU S INSTITUTIONELLE GRUNDLAG EU s beslutningsprocesser: En intergovernmental udenrigspolitik EU s R2P-instrumenter: Mellem to stole OPSUMMERING ANALYSE II: EU S R2P-PROMOVERING I PRAKSIS LIBYEN LIBYEN I KONTEKST EU S ARGUMENTER: STÆRK RETTIGHEDSPROMOVERING, SVAGE FORPLIGTELSER Opsummering

4 5.3 MULTILATERAL HANDLING: SPLIT VOTE OG SELEKTIV MULTILATERALISME Opsummering KONSISTENS Horisontal konsistens Vertikal (in)konsistens Opsummering OPSUMMERING: INTERVENERENDE FAKTORER NEOREALISTISK KRITIK: REVURDERING AF IDEALTYPEN EU SOM HUMANITÆR AKTØR DISKUSSION KONKLUSION BESVARELSE AF PROBLEMFORMULERING DISKUSSION AF DEN VALGTE TILGANG...89 LITTERATURLISTE

5 Liste over figurer Figur 1: Politiske tilkendegivelser af EU s R2P-forpligtelse...6 Figur 2: Analyseoversigt...10 Figur 3: R2P-doktrinen som vedtaget af FN s generalforsamling...12 Figur 4: Illustration af R2P-doktrinens konceptuelle dimensioner...13 Figur 5: Indplacering af specialet i forhold til den eksisterende EU-R2P litteratur...16 Figur 6: Indplacering i International Politik (efter Ole Wævers kontinuum)...19 Figur 7: Operationaliseringen af idealtypen EU som humanitær aktør...38 Figur 8: Opdeling af analysedel I...49 Figur 9: Lissabon-traktatens beslutningsarkitektur i forhold til R2P-instrumenterne...58 Figur 10: Oversigt over EU s centrale R2P-instrumenter...60 Figur 11: Illustration af forventninger til idealtypisk ageren i analysedel II...63 Figur 12: Revideret model for EU som R2P-aktør: Mulige intervenerende faktorer i forventningen om EU som humanitær aktør

6 1. Indledning Både den Europæiske Union (EU) og Responsibility to Protect -doktrinen (R2P) er ofte italesat som løsninger på kollektive handlingsproblemer i ønsket om sikring af fred, menneskerettigheder og et retfærdigt internationalt system. Disse normer synes således at spille en rolle for hhv. EU udenrigspolitiske ageren samt vedtagelsen af R2P-doktrinens principper ved Verdenstopmødet i 2005 af FN s medlemsstater i konsensus (UN, 2005). Dette speciale samlæser EU og R2P og undersøger EU s håndtering af R2P i teori og praksis en fremvoksende international norm, der rent normativt er sammenfaldende med EU s centrale intentioner, når det gælder international retfærdighed. Desuden er R2P introduceret i bestræbelserne på at forebygge forbrydelser mod menneskeheden (Knudsen, 2012: 2ff.), som det er foregået i Rwanda (1994), Srebrenica (1995) og Irak (1988) for blot at nævne nogle få eksempler. Med et traktatgrundlag, der specificerer de normative elementer i EU s relation til omverdenen, der med Lissabon-traktaten fra 2009 cementerer et hidtidigt højdepunkt i den rettighedsbaserede udenrigspolitik, synes intentionerne om individuelle menneskerettigheder og international retfærdighed, der ligger til grund for R2Pdoktrinens versionering af statssuverænitet, at have ideelle kår i EU s regi: Unionen forsvarer og fremmer i forbindelserne med den øvrige verden sine værdier og interesser og bidrager til beskyttelsen af sine borgere. Den bidrager til fred, sikkerhed, bæredygtig udvikling af jorden, solidaritet og gensidig respekt folkene imellem, fri og fair handel, udryddelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettighederne, især børns rettigheder, samt nøje overholdelse og udvikling af folkeretten, herunder overholdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt (artikel 3, stk. 5, TEU, forfatterens kursivering). Udover traktatgrundlagets indirekte normative forpligtelser, har EU også politisk tilkendegivet en klar støtte til R2P-doktrinens implementering, hvilket er gengivet via tre centrale udtalelser i figur 1 nedenfor. Tonny Brems Knudsen har i sin forskning af humanitære interventioner og senest R2P som en reformulering af begrebet argumenteret for relevansen af følgende spørgsmål: Could the EU and European states act as concert organizers in specific situations of humanitarian emergency or in general? (Knudsen, 2012: 21). Dette speciale søger at 5

7 kontrastere de gode intentioner med den egentlige handling i praksis og dermed at tegne et billede af EU s aktørbarhed 1, når det gælder håndteringen af R2P-doktrinen. Ambitionen er ikke at bevise en fuldfacetteret sammenhæng men snarere at løfte en flig af forhænget og filtrere samt raffinere et detaljeret bud på et hjørne af EU s ageren på den internationale scene. Figur 1: Politiske tilkendegivelser af EU s R2P-forpligtelse 1 Denne danske oversættelse af actorness -begrebet findes hos Kelstrup et al.,

8 1.1 Problemformulering I dette speciale besvares følgende spørgsmål: Hvilken rolle spiller Responsibility to Protect -doktrinen i EU s udenrigspolitiske ageren, og hvordan kan EU s håndtering af Responsibility to Protect -doktrinen i forbindelse med krisen i Libyen 2011 forklares? Med øje for vigtigheden af konceptuel klarhed skal det specificeres, at der i specialet appliceres en bred definition af EU s udenrigspolitiske ageren på baggrund af en række definitioner på EU s udenrigspolitik (Hill, 1993: 3ff.; Keukeleire og MacNaughtan, 2008: 34, Tonra og Christiansen, 2004: 2): Summen af officielle internationale aktiviteter, inklusiv output fra alle hedengangne tre søjler, dvs. beslutninger taget på såvel supranationalt som intergovernmentalt niveau i et komplekst netværk af aktører og processer. Responsibility to Protect forkortes R2P og er en nytænkning af suverænitetsprincippet, der overskrider opfattelsen af suverænitet udelukkende som en national ret, men i lige så høj grad en pligt at beskytte borgere mod de fire forbrydelser: Folkemord, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. En kort definition på begrebet blev vedtaget af FN s Generalforsamling ved Verdenstopmødet i 2005, mens videre konceptualiseringer senere er foretaget bl.a. i FN s generalsekretærs rapporter. Desuden er R2P-doktrinen set anvendt i sikkerhedsrådsresolutioner, hvor krisen i Libyen er det seneste eksempel (UNSCR 1970;1973). Krisen i Libyen refererer til perioden 15. februar-31. oktober 2011, hvor det internationale samfund reagerede på Gaddafis formodede angreb på civile bl.a. via FN s sikkerhedsråd og resolution 1970 samt 1973, der begge refererede eksplicit til Libyens responsibility to protect og ultimativt resulterede i en militær intervention af en 7

9 koalition af lande under ledelse af først USA-Frankrig-Storbritannien og siden NATO, der formelt afsluttedes den 31. oktober 2011 efter Gaddafis død. 1.2 Specialets argument Som skitseret i indledningen, har EU s håndtering af det Arabiske Forår og særligt Libyen fået en blandet modtagelse, og specialet udspringer af en grundlæggende undren i studiet af EU som udenrigspolitisk aktør: Hvorfor er EU i stand til at vedtage fælles udenrigs- og forsvarspolitik og at optræde konsistent og potent på nogle punkter, mens der fejles i andre tilfælde? Dette spørgsmål kan dårligt besvares inden for specialets rammer og uden at indlede omfattende komparative studier, men i dette speciale søges den partikulære forklaring i tilfældet Libyen og ved hjælp af et forskningsdesign, der kontrasterer EU s argumenter og handlinger i en facetteret analyse. Specialets argument er, at EU til dels udfylder rollen som en distinkt udenrigspolitisk aktør på papiret jf. den anvendte teoretiske model for EU som humanitær aktør, særligt når det gælder R2P. Dette speciale skildrer, hvordan den fremvoksende internationale norm R2P teoretisk set er som skræddersyet til anvendelse af EU s fælles udenrigspolitik. Ved applicering af den idealtypiske anvendelse af R2P-doktrinen på en aktuel case som krisen i Libyen 2011, argumenteres der for, at mens EU formår at implementere R2P retorisk såvel som praktisk særligt i den indledende håndtering af krisen, agerer EU i flere kritiske tilfælde ikke konsistent i henhold til R2P-doktrinens normative elementer. På afgørende punkter kommer EU til kort grundet intervenerende faktorer i EU s eget institutionelle setup og i EU-medlemsstaters særinteresser. Det fører til passivitet og ofte inkonsistens fra EU s side, og det er i specialeforfatterens øjne i sidste ende et legitimitetsproblem, der ikke blot er moralsk problematisk for EU, men også strategisk. 1.3 Specialets struktur Kapitel 1 skitserer relevansen af specialets problemfelt og sammenstillingen af to traditionelt adskilte interesseområder: EU s udenrigspolitik og R2P, og redegører for specialets problemformulering og struktur. Der præsenteres relevante definitioner af anvendte nøglebegreber samt argumentationen for afgrænsningen af specialets problemfelt. Slutteligt skitseres et kort litteraturoverblik over det begrænsede felt EU og R2P. 8

10 Kapitel 2 udlægger specialets teoretiske placering i de to relevante discipliner International Politik og EU-studier og argumenterer for specialets teoretiske position i den konventionelle konstruktivisme. Specialet placeres i den kontemporære akademiske debat ved at relatere til den nyeste litteratur inden for underdisciplinen, der behandler feltet normer og EU, og der argumenteres for anvendelse af en norsk retning i denne debat repræsenteret ved Erik O. Eriksen (2009), Helene Sjursen (2006; 2007) og Marianne Riddervolds idealtypiske analysemodel EU som humanitær aktør (2011). Teorien operationaliseres i tre analysekomponenter og i ønsket om at inddrage Adrian Hyde-Prices neorealistiske kritik af normers selvstændige betydning (2008) inkorporeres konsistens i analyseapparatet med henblik på at analysere praksis med blik for såvel normer som interessers supplerende forklaringskraft. Kapitel 3 udlægger specialets forskningsdesign, den anvendte metode i specialet samt argumenterne for casevalg og kildeudvælgelse. Analysestrategien defineres ligeledes for hhv. den deskriptive analysedel II og den forklarende analysedel II, og der argumenteres for kombinationen af teoriniveauer og retfærdiggørelsen af at koble kausalitet med det konstruktivistiske udgangspunkt med de videnskabsteoretiske reflektioner og repositioneringer, dette kræver. Kapitel 4 udgør analysedel I, der analyserer, hvorledes R2P er kompatibel med EU s udenrigspolitiske ageren på papiret ud fra de tre analysekomponenter. Det juridiske grundlag i EU-retten analyseres for R2P-doktrinens tre søjler, og dernæst analyseres EU s tilgængelige instrumenter til at implementere R2P s tre dimensioner: Ansvar til at forebygge, reagere og genopbygge. Forhindringerne for R2P-instrumenternes implementering analyseres i kraft af det væsentlige forhold, at R2P-instrumenterne hører under hhv. Kommissions supranationale beslutningskompetence ved særligt de forebyggende instrumenter og Det Europæiske Råds intergovernmentale setup, når det gælder instrumenter, der falder under CSFP/CSDP. Kapitlet resulterer i en opsummeret analyse af EU s R2P-forpligtelse på papiret. 9

11 Kapital 5 udgør analysedel II, der analyserer, hvorledes EU har efterlevet denne forpligtelse i praksis under håndteringen af krisen i Libyen Analysen er opdelt i de tre analysekomponenter, der kontrasteres, og således illustreres Riddervolds idealtypiske model EU som humanitær aktør med blik for intervenerende faktorers forklaringskraft i spørgsmålet om, hvorfor EU s handlingsmønster var, som det var tilfældet. Kapitel 6 diskuterer effekten af EU s håndtering af R2P-doktrinen for fremtiden og relaterer analysen til diskussionen af EU som udenrigspolitisk aktør og kapitel 7 konkluderer i hvor høj grad, EU kan siges at have ageret som en humanitær aktør i håndteringen af R2P-doktrinen. Ved svaret på problemformulerings to dele skildres EU s position mellem teori og praksis, hvor der på papiret er såvel politisk som juridisk og institutionel grobund for R2P-doktrinens udførsel, men at det ellers ideelle grundlag kun til dels implementeres i praksis i Libyen. Desuden reflekteres der over begrænsningerne ved den valgte tilgang. For overblikkets skyld fremstilles specialets analyse- og diskussionsdel nedenfor frit efter analysemodellen af Niemann og Wekker (2010) for EU som normativ magt med de tre arbejdsspørgsmål: Figur 2: Analyseoversigt 10

12 1.4 Afgrænsning Specialets analyse begrænser sig til at se på EU s output og ikke outcome. Forskellen på de to termer er afgørende, da der ses på EU s output i kraft af EU s konkrete ageren, men ikke på effekten af dette output i forhold til Libyen, perception af EU eksternt osv. Dette perspektiv inddrages i den afsluttende diskussion, men distinktionen er afgørende, da EU s førte politik i Libyen udgør den afhængige variabel i case-analysen i analysedel II. Specialet har til hensigt at kombinere de to teoretiske felter vedrørende EU og R2P til en samlet analyse, hvormed udfordringen består i at udvælge og redegøre tilstrækkeligt for to relativt store teoretiske debatter. Grundet begrænset sidetal kommer specialet ikke ind på den historiske fremkomst af R2P-doktrinen, og efter den korte konceptuelle redegørelse for R2P i indledningen behandles R2P-doktrinen som en konstant størrelse i den videre analyse. Således er R2P i sig selv ikke genstand for specialets analyse men udelukkende EU s håndtering af R2P. 1.5 Konceptualisering: R2P-doktrinen en fremvoksende norm R2P-doktrinen hviler på tre søjler, der vil være omdrejningspunkt for undersøgelsen af EU s håndtering af R2P i teori og praksis i dette speciale: 1) Statens primære ansvar for at beskytte egne borgere, 2) Det internationale samfunds ansvar til at assistere tredjelande, der ikke er i stand til at løfte deres ansvar (med deres samtykke) og 3) Det internationale samfunds ansvar til at reagere over for tredjelande, der ikke er i stand til eller villige til at løfte deres ansvar (uden deres samtykke). 11

13 Figur 3: R2P-doktrinen som vedtaget af FN s generalforsamling Specialet fokuserer især på søjle 3, der omfatter militær indsats, da R2P betragtes i kontekst af humanitære interventioner. Opgaven holder R2P-doktrinen som en konstant størrelse som fremvoksende norm i international politik, vedtaget i konsensus, og forholder sig derfor ikke til den folkeretlige debat om, hvorvidt R2P kan betragtes som en folkeretlig norm og doktrinens substantielle legitimitet. Topmødedokumentet fra 2005 definerer klart fire typer situationer, der er omfattet af R2P: folkemord, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden, som fremhævet i paragraf 138 ovenfor. I forhold til implementeringen er der imidlertid grænsetilfælde, og i Libyen skete placeringen indenfor R2P ved formuleringen om, at regeringens adfærd kunne udgøre forbrydelser mod menneskeheden (UNSCR 1973). 12

14 I kraft af den begrænsede definition af R2P i de to citerede paragraffer har andre tekstkilder haft betydning for operationaliseringen af R2P. FN s generalsekretærs rapporter har leveret et begrebsapparat, der har vundet bred accept og er blevet taget i brug efterfølgende, i særdeleshed af EU, der har adapteret Ban Ki-Moons opdelingen i R2P-doktrinen i de såkaldte tre søjler for grader af ansvar. Den centrale rapport om implementeringen af R2P fra Generalsekretæren kom i 2009 (Ban, 2009), der ligeledes definerer, at der er tre niveauer i det internationale samfunds ansvar: 1) At forebygge, 2) at reagere og 3) at genopbygge. For overblikkets skyld er både søjler og niveauer illustreret i figuren nedenfor. R2P-reaktionen i forhold til Libyen via FN s Sikkerhedsråds resolutioner, som der behandles i analysedel II, kan således rubriceres som en R2P-handling under tredje søjle. Figur 4: Illustration af R2P-doktrinens konceptuelle dimensioner Alene niveau-opdelingen adskiller principielt R2P-doktrinen fra humanitære interventioner som begreb, idet værktøjskassen så at sige udvides: This means that responsibility does not begin and end with a military intervention, which neglects other vital elements of an intervention such as the prevention and rebuilding of countries scorched by conflict (Thakur, 2011: 251). 13

15 R2P-debatten i praksis og akademisk adresserer gerne den konsistente R2P-handling hos den progressive aktør, der forstår at applicere alle niveauer på sammenhængende vis og at effektuere forebyggende instrumenter i tide, en holistisk forståelse af R2P-doktrionen, der ligeledes er udgangspunktet for dette speciales problemfelt. For oversigtslitteratur om R2P-doktrinens tilblivelse henvises der til relevant litteratur, der udgør de centrale fremstillinger inden for de politiske perspektiver om R2P s betydning samt den folkeretlige diskussion. 2 R2P-begrebet har, som den relaterede litteratur antyder, klare forbindelser til andre retninger inden for international politik og idehistoriske debatter. Forbindelsen til debatten om humanitære interventioner, der var højaktuel særlig i halvfemserne 3, er tydelig, ligesom der er forbindelser til normativ International Politik-teorier ved spørgsmålet om jus ad bellum/jus in bello og legitimitet i udenrigspolitik og i sidste ende i selve magtanvendelsen findes i teoretiseringerne over mulighedsbetingelserne for retfærdig krig. 4 R2P berører også spørgsmålet om staters suverænitet over for beskyttelsen af individets menneskerettigheder, 5 idet R2P er funderet på en betragtning af suverænitet som betinget og frihed under ansvar modsat en absolut suverænitetsopfattelse (Kendal, 2007: 480ff.). Fokus på individers rettigheder frem for staters rettigheder trækker linier til den kosmopolitismen og de klassiske kontraktteorier om den internationale orden og individets rettigheder (Dunne, 2010: 146). Herunder den grotianske tradition, som i nyere international politik-teori er teoretiseret i den Engelske Skoles solidaristiske teoriretning, hvor et solidaristisk internationalt samfund prioriterer institutioner, der kollektivt kan sikre retfærdighed og beskyttelsen af menneskerettigheder, i sidste ende ved pligten til at intervenere (ibid.). 2 For centrale udlægninger, se De Baere (2011), Bellamy (2009; 2010; 2011), Kendal (2007), Badescu (2012), Thakur (2011) 3 For en aktuel oversigt over debatten fra et europæisk perspektiv, der inkluderer Libyen-mission, se Knudsen, Debatten der stammer tilbage fra Thomas Aquinas har et centrale værk i nyere teori er Just and Unjust Wars af Michael Walzer (1977), for en oversigtslæsning, se Erskine, 2010: 49ff. 5 For en indføring i denne omfattende debat, se Dunne, 2010: 150ff. 14

16 Afslutningsvist skal det nævnes, at R2P-doktrinen har mødt kritik både akademisk og politisk. I litteraturen finder man kritik af R2P for manglende nyskabelse og for at være humanitær intervention i ny forklædning, mens case-analyser og empiriske studier præsenterer kritik af det internationale samfunds manglende eller inkonsistente implementering af R2P-doktrinen i praksis. 6 Politisk set har lande som Rusland og Kina, der typisk vægter suverænitet højt udtrykt sig kritisk om R2P. Efter at have accepteret de eksplicitte referencer til R2P i de to sikkerhedsresolutioner vedrørende Libyen (UNSCR 1970 og 1973), vendte stemningen undervejs i NATO-missionen i Libyen, og de fem BRICS-lande Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika der helt unikt alle sad i Sikkerhedsrådet kritiserede samstemmigt bl.a. ved et BRICS-møde i Beijing, at resolution 1973 og dermed R2Pdoktrinen blev fortolket arbitrært af den NATO-ledede mission (Security Council Report: 2012). Særligt Brasilien udtalte sig kritisk og i kontante vendinger i forhold til manglen på information om civile tab og accountability i forhold til den militære mission (ibid.). Brasilien introducerede overraskende et nyt begreb som reaktion på missionens forløb i Libyen og diskussion om regimeskrift som legitimt mål for en ellers neutral FNautoriseret mission: Responsibility while protecting: elements for the development and promotion of a concept var titlen på det konceptpapir fremsendte til FN s generalsekretær i november 2011 (UN, 2011) i forbindelse med Brasiliens forespørgsel om en debat i generalforsamlingen om RWP, som Brasiliens ny koncept hurtigt blev dømt. 7 Debatten den 21. februar 2012 (ICRtoP, 2012) blev en illustration af den politiske splittelse over R2P efter Libyen, hvor BRICS-landene udtalte sig kritisk, mens vestlige lande, herunder EU (ibid.), udtalte sig til fordel for R2P og den konsensus, doktrinen havde mødt ved Verdenstopmødet i I forhold til konflikter opstået efter Libyen, har det været debatteret, hvorvidt den kontroversielle anvendelse af R2P i resolution 1973 og tolkningen af mandatet i den militære aktion, har politiseret R2P-doktrinen og skadet mulighederne for anvendelse i eksempelvis Syrien (ibid.), hvilket inddrages i specialets diskussionsdel. 6 Se Stahn (2007) for en kritik af R2P s juridiske status paragraphs 138 and 139 of the Outcome document represent a rather curious mixture of political and legal considerations, which reflects the continuing division and confusion about the meaning of the concept. (Stahn, 2007: 108). 7 Litteratur om RWP 15

17 1.5.1 Eksisterende litteratur om EU og R2P Dette review af den eksisterende litteratur om EU og R2P er som sådan et argument for specialets relevans, da der kun er yderst begrænset litteratur om emnet. Dog er interessen tiltagende, specielt efter Libyen, hvor både EU s fælles udenrigspolitik og R2P-doktrinen i praksis blev testet, og med dette speciale ønskes udført en analyse i krydsfeltet mellem de eksisterende perspektiver på samlæsningen af de to begreber. Tematiseringen af EU s håndtering af R2P-doktrinen er et nyt emne, der ikke har afledt egentlig teoretisering over sammenhængen. Der findes i stedet et tiltagende antal analyser af EU s håndtering af givne normer eller koncepter som menneskerettigheder, human security etc. i et policy-analytisk lys med udgangspunkt i landesituationer eller specifikke fora. Desuden findes der analyser, der primært begrænser sig til at se på det tekniske setup institutionelt og retligt eller udelukkende analysere EU s anvendte diskurs. Som det ses i illustrationen nedenfor, er det hensigten, at dette speciale integrerer de tre tematikker i et flerfacetteret forskningsdesign. Figur 5: Indplacering af specialet i forhold til den eksisterende EU-R2P litteratur Der er som nævnt kun skrevet få analyser af EU s håndtering af R2P-doktrinen; i skrivende stund kan kun henvises til Matthias Dembinski og Theresa Reinholds analyse af hhv. EU og Den Afrikanske Unions (AU) håndtering af R2P-doktrinen i forhold til Libyen (2011), Marlene Gottwalds analyse af EU og R2P i Libyen, dog med fokus på 16

18 human security-begrebet (2012), samt David Currans analyse af EU s militære kapacitet og standby-effektivitet i forhold til potentiel implementering af R2P-doktrinen (2012) og Geert De Baeres analyse af R2P i EU-retten (2011). Disse artikler har ansporet specialets problemfelt i deres divergerende empiriske fokus og sammenfaldende konklusioner om EU som en distinkt udenrigspolitisk aktør, særligt i forhold til potentialet som idealtypisk R2P-aktør i kraft af EU s brede udvalg af instrumenter under R2P s tre søjler og relevansen af at undersøge emnet fra de tre forskellige tilgange som skitseret i figur 5 ovenfor. Det er desuden en pointe i de nævnte analyser, at der er en diskrepans mellem EU s potentiale på papiret og EU s førte politik. Teoretiseringen over normers betydning i international politik og EU-studier behandles i kapitel tre, dog skal det her nævnes, at der er underkategorier i krydsfeltet mellem international politik og international lov, som behandler tilblivelsen af international bindende lov. I forhold til EU som udenrigspolitisk aktør findes en række analyser af EU s ageren i multilaterale fora (Jørgensen, 2009; Jørgensen, K. E. og Laatikainen, 2006) overordnet set samt i konkrete cases tematisk relateret til R2P, hvor konkrete forløb som tilblivelsen af den Internationale Straffedomstol (ICC) analyseres (Thomas, 2009; Groenleer og Van Schaik, 2007), i analyser af EU s afstemningsmønstre på menneskerettighedsspørgsmål i FN (Gowan og Bratner, 2011) eller det bredere spørgsmål om EU s position i forhold til humanitær intervention (Knudsen, 2012). Som illustreret i figur 5, kan den relevante litteratur for specialet opdeles i tre potentielt overlappende tilgange. Som sagt er der ikke tale om snævre analyser af EU og R2P, men i mangel af disse en række relaterede emner, hvor EU s rolle er analyseret. Diskursanalytisk undersøges Human security i EU s diskurs (Gottwald, 2012) i forhold til Libyen, hvor der trækkes konceptuelle perspektiver til R2P. EU s anvendte diskurs i FN og debatterne om beskyttelse af civile (Loges, 2010), hvor relevansen af R2P ligeledes er inddraget. Det institutionelle og EU-retlige fokus findes i en række analyser, der undersøger det retlige grundlag for udenrigspolitisk ageren eller det institutionelle setup bag relateret direkte til konkrete cases. Her er det Arabiske Forår særdeles populært som case, og en 17

19 række analyser har analyseret og kritiseret EU s ageren før, under og efter (se Koenig, 2011: 2ff.). Særligt den nyeste EU-aktør External Action Service (EEAS) og den højeste repræsentant for udenrigsanliggender, Lady Ashton, er i fokus i den eksisterende litteratur (Helwig, 2012; Smith, 2012). Andre artikler fokuserer isoleret på den fælles forsvarspolitik (CSDP) og dennes udfordringer (Brattberg, 2011). Disse analyser tager gerne en deskriptiv karakter med teknisk tilbundsgående konklusioner i forhold til den institutionelle konstruktion eller videre policy-analyser, der ser på årsager til EU s handlinger og mulige policies i forhold til at overkomme udfordringerne. Som det specificeres i teori-afsnittet, er det intentionen at analysere de tre perspektiver i en integreret analyse set i lyset af den begrænsede litteratur om EU og R2P og nødvendigheden af at etablere sammenhæng og forklare årsager bag. 2. Teori Dette speciale handler om en udenrigspolitisk ikke-statsaktørs håndtering af en fremvoksende international norm. Specialets problemfelt placerer sig mellem to stole inden for to discipliner i den eksisterende litteratur: International Politik og EU-studier. Teorivalget er orienteret i forhold til normers betydning, da R2P ikke er et lovligt bindende koncept, som EU er nødt til at underlægge sig. R2P er derimod en fremherskende international norm, som EU s medlemslande udelukkende har en normativ ikke-juridisk forpligtelse til at efterleve. Set i lyset af det stigende antal referencer til R2P i EU-dokumenter (De Baere, 2012: 15), opstår spørgsmålet om, hvorfor EU søger at italesætte og efterleve R2P, når EU ikke er forpligtet til det. 2.1 Placering i International Politik Specialet tager udgangspunkt i en reflektivistisk tilgang og teorien om EU som humanistisk aktør. I placeringen af specialets ståsted i forhold til eksisterende teori anvendes reflektivisme over for rationalisme som modpoler i, Ole Wævers kontinuum (1996: 165; 2010: 310). 8 8 Modsætningen mellem rationalisme og reflektivisme og spørgsmålet om betegnelsen som den fjerde debat i international politik behandles ikke videre her, men se Wæver, 2010: 297ff. samt Brown og Ainley, 2009: 19ff. og Kurki og Wight, 2010: 24ff. for yderligere behandling 18

20 Figur 6: Indplacering i International Politik (efter Ole Wævers kontinuum) Den overordnede antitese til dette reflektivistiske udgangspunkt findes i rationalistiske teoriers argumenter for egeninteressernes afgørende betydning 9, og det vil trods specialets reflektivistiske udgangspunkt indgå i analysestrategien at søge forklaringer i de rationalistiske teorier, når hypotesen om EU som humanitær aktør ikke kan levere forklaringskraft. Dermed er der tale om en supplerende og ikke konkurrerende teorianvendelse i erkendelsen af, at enten-eller teoriapplikation ikke kan facilitere en tilpas facetteret analyse af årsager bag EU s ageren i forhold til R2P-normen jf. specialets argument om variation i normens betydning Rationalisme normer som midler snarere end mål Rationalisme hviler på grundantagelsen om, at!individer såvel som! stater er egennyttemaksimerende og agerer ud fra egne interesser som vigtigste parameter, og dette udgangspunkt deles af både realismens og liberalismens teoriretninger. Der er visse epistemologiske antagelser i denne underlæggende moderteori, herunder en objektiv 9 For overordnet overblik, Smith et al. 2008; Carlsnaes et al., 2004; Jackson og Sørensen, 2007; Mingst,

21 sandhed, hvor den ubetingede virkelighed er målbar (Kurki og Wight, 2010: 23ff.). Rational choice-teorier i international politik hviler således på grundantagelsen om, at verden er givet a priori, og at man som udgangspunkt kan regne med, at aktører handler nyttemaksimerende på baggrund af eksogent givne interesser (Fierke, 2010: 178ff.). Neorealitisk teori leverer et perspektiv, der er værd at have for øje som grundlæggende antitese til den teoretiske position i den videre analyse, hvilket udvikles yderligere i Adrian Hyde-Price s teori (2008) nedenfor. Stater er i dette perspektiv hovedaktørerne i et anarkisk internationalt system, hvor magtbalance er nøgleordet, og de relative gevinster hentes hjem i et nulsums-spil, der til syvende og sidst handler om at maksimere egen sikkerhed og geopolitiske interesser (Waltz, 1988). Samarbejde mellem stater (f.eks. i FN) er udelukkende instrumenter i hænderne på de mest magtfulde stater (Mearsheimer, 1994/1995; Hix og Høyland, 2011: 303), hvorfor normer som R2P-doktrinen i dette regi udelukkende er instrumenter i disse staters vold og midler, der på instrumentel vis tjener et interesse-baseret mål. I et neorealistiske perspektiv agerer staterne i et anarkisk system, hvor overlevelse og sikkerhed er det absolutte mål (Waltz, 1988: 42). Konflikt og magtkamp bevirker konstant usikkerhed og mistillid mellem staterne, hvorfor ethvert land altid må være på vagt ift. egen sikkerhed (ibid.: 44). Konsekvensen af dette er, at hvert land handler ud fra et overlevelsesinstinkt, hvor man må sætte egeninteresser forrest. Det betyder, at samarbejde med andre lande vil være for risikabelt, da det medfører overdragelse af ansvar og dermed suverænitet til andre stater (Waltz, 1979: 123ff). Hvis en anden stat bliver for magtfuld, vil andre stater søge at balancere dens magt gennem alliancer (hård balancering) eller diplomati (blød balancering), hvilket kan medføre en konfrontation i sidste ende (Waltz, 1988: 43). Således adskiller neorealismens syn på staters samarbejde sig fra neoliberalistiske teoriretninger, hvor staterne opererer med absolutte fordele i forhold til andre lande og indgår aftaler som et strategisk valg for at skabe incitamenter og løse tilbagevendende problemstillinger og kollektive handlingsproblemer. (Riddervold, 2011: 13; Hix og Høyland, 2011: 303). Også hos neoliberalisterne har normer ikke selvstændig forklaringskraft, der er udelukkende tale om egeninteressemaksimering. Selv stærke liberalister som for eksempel Goldstein & Keohane (1993) fastholder, at normer og ideer ikke har selvstændig forklaringskraft, men 20

22 derimod kan fungere som retfærdiggørelse og realisering af i forvejen givne interesser eller instrumenter til opnåelse af mål baseret på materielle interesser. Suverænitetsoverdragelse er ikke aktuel strengt juridisk i forhold til R2P, men snarere politisk, hvor der med R2P er åbnet yderligere for det internationale samfund til at interferere i staters suverænitet retorisk, men også via FN s Sikkerhedsråd. Hvor normer kan have selvstændig forklaringskraft i den reflektivistiske ende af Wævers kontinuum, hvor normer ligeledes kan være mål i sig selv for en given aktør, forholder det sig diametralt modsat ved den rationalistiske antagelse om normer som intet andet end et middel på vejen mod et egennyttemaksimerende mål. Disse antagelser er afgørende i analyseøjemed, og grundet specialets problemfelt fravælges rationalistisk funderede teoriretninger. Dog opbygges et teoriapparat, der favner rationalistiske perspektiver om interesse-baseret handling grundet det puzzle, der er opstået som skitseret indledningsvist i observationen af EU s inkonsistente ageren i håndteringen af Libyen-krisen og R2P s implementering i praksis. Disse perspektiver er anvendt i skikkelse af Hyde-Price s antagelser om nedprioriteret instrumentel normanvendelse i analysedel II som potentiel forklarende intervenerende faktor Reflektivisme normer som mål i sig selv Centralt for specialets placering inden for reflektivistisk teorianvendelse er grundantagelsen om, at den virkelighed, der undersøges, er konstrueret via social interaktion, der dermed ikke kan analyseres som en objektiv størrelse (Fierke, 2010: 179ff.; White, 2004: 21ff.). Således kan en aktørs interesser dårligt være eksogent givne, men de er derimod en egentlig konsekvens af aktørens identitet og endogent givne. Det er ikke udelukket, at aktørers interesser er eksogent givne, men det kan ikke antages som en regel. Der er desuden en væsentlig pointe i, at aktører og strukturer ikke kan adskilles analytisk, da de ikke kan isoleres fra den sociale verden, de er indlejret i. Aktører og strukturer er således indbyrdes konstituerende (Wendt, 1992: 394, White, 2004: 22). Dette forhold er særligt interessant i forhold til EU-studier, hvilket udlægges yderligere nedenfor, idet EU antages at have en distinkt identitet, og at normer har betydning i relation til EU s ageren via definitionen collective expectations about proper behavior for a given identity (Jepperson et al., 1996: 54). 21

23 Det er en central antagelse, at aktører formodes at handle efter en sømmelighedslogik frem for en konsekvenslogik, hvilket vil sige, at den kalkulerede egennyttemaksimering i konsekvenslogikken udfordres af sømmelighedslogikken, hvor kriteriet er legitimitet inden for de sociale strukturer (Fierke, 2010: 181; March og Olsen, 1989: 160ff.). Aktøren handler ikke mindre rationelt af den grund, men vedkommendes kalkulation afhænger ikke kun af egeninteresser men snarere af de normer og ideer, der deles socialt (ibid.). Hvor rationalister ofte ser på forhandlingsprocesser som analyseenhed, ser konstruktivister på argumentation (Checkel, 2006: 23), hvilket er inkorporeret i specialets analysekomponenter, der kontrasterer argumentation over for handling. Reflektivismen lægger grunden for en række teoretiske knopskydninger, og specialet placeres midterorienteret på Wævers kontinuum (1996: 165), idet det teoretiske udgangspunkt er den konventionelle konstruktivisme, som formuleret af Alexander Wendt (1992). 10 Hovedargumentet for at vælge dette udgangspunkt er Wendts fokus på normers betydning for staters udenrigspolitiske policies via identiteters betydning for interesseformationer, og ikke mindst denne konstruktivismes anerkendelse af kausale forklaringer (Wendt, 1992, Checkel, 2006: 4; Fierke, 2010: 183ff.) er velegnet til specialets problemformulering, der stiller både kausale og deskriptive spørgsmål. Dermed er specialet placeret i en videnskabsteoretisk brobygningsposition, hvor der foretages empirisk illustration af konstitutiv teori, og der spørges både hvordan og hvorfor. 11 Denne kombinerende position retfærdiggøres videre rent metodisk i kapitel 3. Fravalget af tykkere konstruktivistiske positioner i den konsistente konstruktivisme legitimeres i kraft af ønsket om at etablere sandsynlige kausale sammenhænge snarere end at se på mikroniveauet i sprogets betydning i konstruktionen af den sociale virkelighed (Checkel, 2006: 4; Fierke, 2010: 187). Endvidere er der fravalgt ellers potentielt velegnede teoretiske tilgange, der ligeledes anvender en vis epistemologisk brobygning, herunder Den Engelske Skoles solidarisme, der kunne have tilføjet analysen en dybde i forhold til det normative ræsonnement bag spørgsmålet om militære 10 Betegnelsen konventionel konstruktivisme hentes i Checkel, 2006: 4; Fierke, 2010: 177ff.) 11 Inspirationen til denne kombinerende model kommer dels fra specialets hovedinspirator Riddervold (2011) andre eksempler er Barnett og Finnemore (1999); Finnemore (1996). 22

24 interventioner i R2P-doktrinens navn og sondringen mellem fred over for retfærdighed (Bull, 1995: 78ff). 2.2 Placering i EU-studier Hvor den generelle EU-teori er domineret af varianter af den EU-specifikke debat om funktionalisme vs. intergovernmentalisme, er litteraturen om EU som udenrigspolitisk aktør snarere skåret over den generelle debat international politik mellem rationalisme og reflektivisme (Hix og Høyland, 2011: 303ff.). I nogle fremstillinger formuleres denne modsætning desuden som som konventionel udenrigspolitik over for alternativ udenrigspolitik (Keukeleire og MacNaughtan, 2008; Riddervold, 2011). Her er fravalgt at anvende den EU-specifikke teori om neofunktionalisme over for intergovernmentalisme trods de indsigter, disse teorier kunne frembringe særligt i forhold til den interne beslutningsproces og medlemsstaternes koordination. Disse forhold er ikke i fokus rent empirisk men indgår snarere som en blandt flere potentielle intervenerende faktorer. Begreberne anvendes dog, da der sondres mellem intergovernmentale over for supranationale processer. Neofunktionalistisk teori er en klassisk integrationsteori 12, der forklarer supranationale dynamikker ved de spill over -processer, der resulterer i gradvis overførsel af magtbeføjelser til nye sektorer via socialisering og generering af fælles synspunkter og interesser (Kelstrup et al., 2008: 164ff.). Neofunktionalismen ser ideelt den fælles udenrigspolitik som styret gradvist mere supranationalt via en socialiseret institutionaliseringsform with the pursuit of shared interests being assigned ultimately to a supranational authority which, over time, would further extend its policy reach (Tonra, 2003: 3). I kontrast til neofunktionalismens fokus på embedsmænd og transnationale eliters betydning i integrationsprocessen, ser interngovernmentalismen medlemsstaterne som primære aktører i EU s integrationsproces. Denne teori med rod i realismens grundantagelser om staterne som egennyttemaksimerende strategiske aktører er videreudviklet i Andrew Moravcsiks liberale intergovernmentalisme (1993), der teoretiserer over forhandlingsprocesserne med staterne som primære aktører (Cini, 2003: 12 For en oversigtslæsning af de centrale teorier, se Jensen, 2003; Kelstrup et al., 2008:

25 101; Kelstrup et al., 2008: 171). Overordnet set genereres EU-positioner i udenrigspolitikken ifølge intergovernmentalismen via nationale interesser, forhandling, laveste fællesnævner-aftaler og i det hele taget medlemslandenes uvillighed til at kompromittere deres nationale interesser, hvormed EU s fælles udenrigspolitik maksimalt vil være en pooling af suverænitet på udvalgte områder, hvor det er fordelagtigt for medlemslandene, snarere end suverænitetsafgivelse fra nationalt til supranationalt niveau (Cini, 2003: 96ff; Riddervold, 2011: 29ff.). Grundmodsætningen mellem de to klassiske teorier ses således i forklaringen på den europæiske integration som drevet af enten medlemsstaterne eller af de overstatslige dynamikker i EU s integrationsprocesser (Hix og Høyland, 2011: 16ff.). Nyere teorier bygger bro i denne teoretiske dikotomi bl.a. i multi-level governance og nyinstitutionelle teoriretninger indenfor integrationsteorier EU som udenrigspolitisk aktør Det er i sig selv en teoretisk underkategori i EU-studier at studere EU s udenrigspolitik og de ontologiske spørgsmål om selve definitionen af EU som aktør. Givet ens teoretiske udgangspunkt kan der være divergerende opfattelser af, hvad der kendetegner EU som udenrigspolitisk aktør. Dette spørgsmål er behandlet i en retning af litteraturen, der beskæftiger sig med EU s actorness, og har de senere år bevæget sig væk fra et spørgsmål om, hvorvidt EU kan siges at have en egentlig udenrigspolitisk aktørbarhed 14 eller ej (Hill, 1993) til spørgsmålet om, hvilken aktør EU er (Bretherton og Vogler, 2006; Ginsberg, 2001; Bicchi, 2007; Groenleer og Van Schaik, 2007), i takt med den progressive definition af den udenrigspolitiske ageren i traktaterne. I specialet er EU som udenrigspolitisk aktør ligeledes accepteret som empirisk virkelighed omend af fremvoksende og dermed dynamisk karakter, og det er en ambition at undersøge EU som distinkt aktør inden for det snævre felt i forhold til R2P. På baggrund af en række definitioner på EU s udenrigspolitik (Hill, 1993: 3ff., 2004: 145; Keukeleire og MacNaughtan, 2008: 34, Tonra og Christiansen, 2004: 2), er definitionen 13 For en oversigt af de nyere teorier, se Kelstrup et al., 2008: 155ff. 14 Denne danske oversættelse af actorness -begrebet findes som nævnt hos Kelstrup et al.,

26 på EU s udenrigspolitik som følger i dette speciale: Summen af officielle internationale aktiviteter, inklusiv output fra alle hedengangne tre søjler, dvs. beslutninger taget på såvel supranationalt som intergovernmentalt niveau i et komplekst netværk af aktører og processer. Med valget af Riddervolds teori om EU som humanitær aktør og illustrationen af denne model empirisk, skriver specialet sig ind i sui generis-litteraturen, hvor ambition er at sandsynliggøre EU som distinkt udenrigspolitisk aktør. Dog er det en væsentlig pointe i forhold til aktørbarheds-litteraturen, at EU ofte analyseres som en enhed, hvorimod EU som udenrigspolitisk aktør i dette studie antages at være flerfacetteret og bestående af multiple realities (White, 2004: 18) og snarere at være en sum af aktører end en unitar aktør Normer i EU-studier Der findes ikke en enkeltstående konstruktivistisk integrationsteori, men konstruktivistiske teoriretninger har særligt gjort sig gældende i EU-studierne i studiet af ideer, normer og institutioners betydning og i et grundlæggende fokus på aktører og strukturer som uløselige (White, 2004: 21). Overordnet set forstås de divergerende konstruktivistiske perspektiver ved bestræbelser på at opstille hypoteser om, hvorledes ideer, normer og institutioner kan forme staters identitet og interesser (Mingst, 2004: 316 i Riddervold, 2011: 4). Når fokus skifter fra statsniveau til et EU-perspektiv, teoretiseres der snarere i identiteter end materielle interesser som de egentligt forklarende faktorer, og i det sociologisk konstruktivistiske udgangspunkt anses normer for at indvirke på aktørers identitet og i direkte forlængelse af aktørens interesser. Normer indbefatter i disse teoretikeres syn kollektive forventninger om forventelig ordentlig opførsel for en given identitet med tilhørende konstitutiv og regulerende påvirkning af aktørers policies (Jepperson et al., 1996: 53ff.). Knud Erik Jørgensen og Katie Verlin Laatikainin argumenterer for, at så længe EU antages at have en collective distinctness and purpose, kan denne antagelse om sammenhængen for staters interessedannelse ligeledes anvendes i analysen af EU s udenrigspolitik (2006: 7). 25

27 Da dette som nævnt er specialets antagelse, kan det retfærdiggøres at lægge dette konstruktivistiske perspektiv på identiteter og normers selvstændige forklaringskraft til grund for den videre teoretisering, hvilket der videre argumenteres for i udredningen af modellen for EU som humanitær aktør i afsnit 2.3x. Dog er det afgørende at kortlægge de antagelser, som denne model refererer til: - De divergerende primært reflektivistiske teorier om EU som normativ magt, der argumenterer for en distinkt EU-udenrigspolitik, der anvender normer som såvel mål som midler. - Neorealistisk kritik af teorien om EU som normativ magt og antagelsen om normer som udelukkende strategiske og i bedste fald blot andengradsprioriteringer EU som normativ magt -litteraturen Debatten om EU s ageren på den internationale scene fik en ny term i 2002, hvor begrebet Normativ Power Europe (NPE) blev introduceret af Ian Manners med henblik på at beskrive, hvordan EU handler på den internationale arena. Begrebet kunne ses som en reaktion på de rationalistiske teoriers primære fokus på militær over for civil magtudøvelse. 15 Manners konceptualiserede den normative magt som distinkt karakteristika for EU, der adskiller sig fra såvel økonomisk som militær magt ved EU s evne til at formere opfattelser af, hvad der er normalt (Manners, 2002: 240), og beskrev EU s rolle og identitet på den internationale scene som en normativ magt: I argue that by refocusing away from debate over either civilian or military power, it is possible to think of the ideational impact of the EU's international identity/role as representing normative power. (Manners 2002: 238) Manners argumenterede både for EU s normative basis i konkrete værdier og for, at disse værdier promoveres på en normativ vis, der går længere end det civile magtbegreb i sig selv, da det bygger på universelle principper og dermed det fælles gode frem for egen 15 En teoretisering af de normative aspekter som særligt distinkte for EU har vundet stabilt frem: Francois Duchêne formulerede i 1972 begrebet civil magt (1972), liberalismen udskilte den bløde magt fra den hårde (Cooper 2003, Nye 2004), og etisk magt (Aggestam, 2004) er formuleret, ligesom løbende revideringer af paraply-begrebet normativ magt fulgte i kølvandet på Manners introduktion af begrebet Normative Power Europe (NPE) i

28 interessefremme. Det empiriske eksempel var den relative succes med at overbevise omverdenen og særligt nabolandene om at afvikle dødsstraffen, hvor EU s engagement konkluderedes som værende genuint normativt snarere end instrumentelt (Manners, 2002: 250ff.). Således betegner Manners EU som en egentlig force of good i idealtypisk forstand (ibid.), hvorfor der var tale om en egentlig normativ teori, der ikke adskiller spørgsmålet om, hvad EU er med, hvad EU bør være: the EU has been, is, and always will be a normative power in world politics [ ] with a critical aim: to promote normative approaches to the study of the EU in world politics. (Manners, 2008: 65). Særligt dette forhold om det normative aspekt ved selve EU s ageren og argumentet om EU som en force of good resulterede i kritik såvel metodisk, empirisk som teoretisk (Forsberg, 2011: 7). Uden at gå ind i Manners modsvar og teoretiske revideringer baseret på denne kritik 16 skal det specificeres, at dette speciale indledningsvist er inspireret af Normative Power Europe -tænkningen grundet kanoniseringen af Mannersteksten. Det er dog i forskningsdesignet for specialet fravalgt at anvende konceptet som andet end inspiration og i stedet inddrage centrale kritikpunkter rejst mod teorien om EU s normative magt, der ligger til grund for Riddervolds videreudvikling af konceptet på baggrund af særligt Sjursens kritik (2006). Den neorealistiske kritik er desuden inkorporeret i specialets teoriapparat via Hyde-Prices kritik af Manners (2006: 2008). Tre kritikpunkter af Normative Power Europe er centrale for dette speciales problemfelt: 1) Normativ anvendelse af militære midler, 2) inkorporeringen af interesser og skelnen mellem typer af normer, samt 3) den metodiske håndtering af normativitet/forskerens position. Da den militære intervention i Libyen er den kritiske case i analysedelen er det problematisk, at Manners argumenterer for, at den normative magt undermineres ved anvendelsen af militære midler, da EU vil blive fristet til at anvende kortsigtet militær respons i internationale situationer (ibid.), mens eksempelvis Riddervold (2011), Tocci 16 Opsummeringer af debatterner kan findes hos Manners, 2010; Sjursen 2006; Forsberg,