L IDT OM DIGTNING OG SANDHED med udgangspunkt i Brecht's 'Galilei'

Transkript

1 Mogens True Wegener L IDT OM DIGTNING OG SANDHED med udgangspunkt i Brecht's 'Galilei' (1980/1992) I sit drama ' Leben des Galilei' lægger Brecht følgende replik i munden på hovedpersonen: "Den, som ikke kender sandheden, er bare en idiot. Men den, som kender den og kalder den løgn, han er en forbryder!" - Store ord, som i sidste ende falder tilbage på ham selv og fornedrer hans ære; thi som vi alle ved, så forrådte Galilei jo sandheden. Stillet overfor inkvisitionens trussel afsvor han sin tro på kopernikanismen. Han blev ikke den bannerfører for revolutionen, som hans venner havde håbet. I stedet overlod han valpladsen til magthaverne. uden kamp. På hans tid, under hans enestående vilkår, kunne én mands standhaftighed have rystet verden. Men efter denne hans skæbnesvangre tilbagekaldelse var videnskaben overladt til "en slægt af opfindsomme dværge som kunne lejes til alt". Løgnen havde for en tid besejret sandheden. Brecht var en betydelig digter, og hans Galilei fremtræder som en levende og sammensat skikkelse. Han har tydeligvis ønsket at give et nuanceret portræt, og figuren virker autentisk. I vor sammenhæng spiller det ingen rolle, om Galilei's videnskabelige geni var parret med grovhed og pengebegær. Derimod hører stykkets skildring af "sandhedssøgeren" som en snu og beregnende fupmager med til de interessante facetter. Situationen, hvor kuratoren anklager ham for åbenlys svindel med salget af den "nyopfundne" kikkert, som viser sig at være en hollandsk exportartikel, er umiddelbart kostelig. Mere alvorligt forholder Brecht sig til muligheden af, at forrædderiet, underkastelsen, kunne være et led i en snedig langsigtet strategi, som sigtede mod at styrke revolutionen ved at give forræderen fred til at fuldføre sit hovedværk ' Discorsi'. Den tanke, at målet kan frifinde midlet, ses her som udtryk for en ny og højere etik. Bortset fra det problematiske i denne ide er der noget befriende i, at Brecht ikke falder for fristelsen til at heroisere Galilei. Måske hænger det sammen med, at historiens vidnesbyrd trods alt var for entydigt. Derimod kan man sige, at dramaets slutning i en vis forstand er tragisk. Det tragiske element er tæt forbundet med sandhedens skæbne i denne verden - det misforhold, at mennesket forråder sin livsberettigelse, at helten sviger ideen. Der er dog også et opløftende moment. Tragedien afløses af renselse ( katharsis ), idet vi indser, at sandheden sejrer på trods af den enkeltes nederlag. Brecht bliver her helt idealistisk. Sandheden er revolutionær i sig selv, derfor kan den ikke underkues af noget. Målet er sandhedens revolution; og han er overbevist om, at som den dengang sejrede i videnskaben, vil den også engang sejre i samfundet.

2 -2- Den kopernikanske revolution danner på en måde mønster og forbillede for alle senere revolutioner. Begrebet selv forefindes i titlen på Kopernikus' hovedværk: 'De Revolutionibus Orbium Coelestium' (Om de himmelske kredsløb), der blev udgivet i Ordet betyder således oprindelig slet ikke 'omvæltning', men snarere 'omdrejning', hvilket giver associationer i retning af orden og stabilitet. Værket, som var ulæseligt for alle andre end specialister, forekom nu heller ikke synderlig revolutionært til at begynde med; dets præg af knastør, sprænglærd videnskabelighed var god camouflage. Men på sagkyndige virkede det vel som en åbenbaring? Ja, på enkelte - på de få, som en bagklog eftertid har valgt at kalde vidsynede og progressive. For idag er de fleste jo enige om, at Kopernikus havde ret; og samtidig tror man uden videre, at Galilei fandt beviset. Den selvfølgelige forudsætning hos Brecht er, at Galilei kendte sandheden - for ellers kunne han vel ikke forråde den; og at han gør det er jo, hvad stykket handler om. Imidlertid kan det trygt fastslås, at i den henseende var Brecht naiv, lige så naiv som Galilei. Begge troede de, at videnskaben på entydig måde forholder sig til sandheden. Begge var de overbeviste om, at sandheden kan gøres til genstand for streng bevisførelse. Og noget er der jo om det, men alligevel tog de fejl i det afgørende. Den logiske pointe er, at et bevis mod, at Jorden er universets centrum, ikke udgør et bevis for, at Solen er universets centrum. Der kunne jo også tænkes andre muligheder, og simpelhed kan aldrig være noget tvingende argument. Ideen om et heliocentrisk univers er ikke kontradiktorisk modsat ideen om et geocentrisk univers, derfor kan man i principet forestille sig alle mulige andre systemer; og iøvrigt er ideerne lige hypotetiske. Spørgsmålet om de videnskabelige teoriers sandhedsværdi forekommer os idag umådelig meget mere kompliceret, end de fleste af fortidens store videnskabsmænd var villige til at indrømme. Det er dette, som jeg i det følgende vil prøve at belyse. Som man ofte gør ved sådanne anledninger, vil også jeg begynde med de gamle grækere. Verdensbilledet dengang var mytologisk, og grækerne var lige så intolerante overfor afvigere som middelalderens katoliker. Det gik ud over Anaxagoras, hvis vovede bemærkning om, at Solen er en glødende kæmpesten, skaffede ham en dødsdom på halsen; var han ikke flygtet, ville athenerne havde givet ham samme bekomst, som de gav Sokrates. Dette betyder ikke med, at grækerne ringeagtede sandheden; tværtimod regnede de sandheden for at være alt for ophøjet til, at den kan gøres til genstand for spørgen og granskning. Det forhindrede dog ikke grækerne i at indskrive sig med den største hæder i videnskabernes, især astronomiens, historie. Et vigtigt kendetegn ved denne tidlige videnskab er dens nære slægtskab med filosofien. Stræben efter visdom er stammoder til samtlige videnskaber. En af historiens største tænkere, Platon, betonede stærkt forbindelsen mellem den astronomiske videnskab, de matematiske discipliner aritmetik og geometri, samt musikens ædle kunst. På denne måde lagde han grunden til de første fire af middelalderens berømte syv frie kunster - de, som senere skulle danne kernen i artesfakulteterne. Hans forestillinger om verdensaltet fandt udtryk i hovedværket ' Timaios', der bærer præg af pythagoræiske ideer om, at det er matematiken der er grundlag for tingenes sammenhæng og det værendes enhed. Ifølge Platon er den kosmiske harmoni baseret på numerisk proportion og matematisk analogi. Mogens True Wegener

3 -3- På den baggrund forekommer det naturligt, at netop Platon formulerede historiens første videnskabelige program. Dette gik ud på, at man skulle prøve at afdække lovmæssigheden bag det tilfældige ved at beskrive planeternes åbenbart uregelmæssig bevægelser som værende sammensatte af jævne kredsbevægelser. Ideen var altså, at man skulle forsøge at "redde" fænomenerne - som det senere kom til at hedde - ved hjælp af konstruktioner baseret på cirklen og den jævne kredsbevægelse som matematiske hypoteser. Om nogen dybere årsagsforklaring var der således ikke tale. Tværtimod understregede Platon, at erfaringsvidenskaben er afskåret fra indsigt i tingenes væsen og må nøjes med det blot sandsynlige. Sandhed i streng betydning - hvis den findes - er forbeholdt tanken, dvs. matematiken og den dialektiske filosofi. I samme forbindelse bør det nævnes, at Platon havde held til at knytte en af oldtidens største astronomer, Eudoxos, til sin filosofskole ( akademeia) som elev. Med udviklingen af et geocentrisk system baseret på jævnt roterende koncentriske sfærer lykkedes det for Eudoxos at løse den opgave, som var stillet af Platon. Hans system reddede faktisk fænomenerne ved at gengive dem geometrisk. Blandt de øvrige græske astronomer var Herakleides og Aristarchos de mest fremragende. Begge var vigtige forløbere for Kopernikus. Herakleides var den første til at antage, at Jorden roterer om sin egen akse. Desuden forklarede han det uregelmæssige i bevægelsen af Merkur og Venus med, at disse to planeter går rundt om Solen. Aristarchos, måske den mest geniale af dem alle, udkastede nu hypotesen om et heliocentrisk planetsystem. Desuden foretog han en glimrende beregning af planetsystemets kvantitative proportioner. Imidlertid fungerede det geocentriske system foreløbig udmærket, og det virkede desuden overbevisende i kraft af sin umiddelbare anskuelighed; derfor vandt de nye tanker ringe genklang. Sin højeste grad af fuldkommenhed opnåede det geocentriske system i oldtidens astronomiske hovedværk 'Almagest', der var skrevet af alexandrineren Ptolemaios omkring 140. De koncentriske sfærer var heri erstattet af deferenter og epicykler, i overensstemmelse med en ide af Hipparchos. Antikens verdensbillede, således som det blev overgivet til den kristne middelalder, var en rodet blanding af ptolemæisk astronomi og platonisk eller aristotelisk fysik. Under skolastikens blomstring dominerede Aristoteles, der gerne blev omtalt som "filosofen". I de skolastiske folianter smeltede kristendom og hellenisme sammen til en metafysisk syntese, godkendt af kirken. Samtidig med at astronomien lå brak, blev en bestemt virkelighedsforståelse nu autoriseret som den eneste rette. Sit mest ophøjede litterære udtryk fik dette verdenssyn i storværket ' Commedia', som eftertiden hædrede med prædikatet ' la divina', af Dante Alighieri. Rammefortællingen i dette kæmpedigt, der omfatter ialt et hundrede sange er en beretning om digterens egen åndelige pilgrimsfærd gennem evighedsrigerne helvede, skærsild og paradis, foretaget i jubelåret I værkets særprægede helhed af kristen livsforståelse og græsk verdensopfattelse har Dante indføjet summen af sin samtids viden om fysik, astronomi, historie, politik, samt teologi. Sammenhængen og den røde tråd i alt dette er imidlertid hans endnu glødende kærlighed til sin afdøde ungdomselskede, Beatrice. Det er denne kærlighed, som sammen med digterens ordkunst gør værket læseligt den dag idag, til trods for de mere end seks århundreders støv på det højtidelige emne. Har man tålmodigheden, og ofrer man det hårde slid, det kræver at læse værkets mere end verselinjer, så bliver man også belønnet med en storslået, ja uforglemmelig oplevelse.

4 -4- Topografisk kan inferno beskrives som et ormehul i jordklodens runde æble; purgatorio er en udvækst eller knop på jordæblets modsatte side, og paradiso danner æblets gyldne aura. Ifølge myten om Satan eller Lucifer var han i begyndelsen lysbærer og fyrste blandt englene, dirigent for det himmelske kor; men det var ikke nok. Til straf for sit hovmod blev han kastet i dybet; ved faldet mod Jorden sved han sine vingefjer og kom til at ligne en uhyre flagermus. Jorden veg i rædsel til side for ham og frembragte herved helvede som et tragtformet kæmpehul med indgang under hovedskalstedet (Golgata); og på den modsatte side skød soningsbjerget op i stedet, som et umådeligt muldvarpeskud. På toppen af dette bjerg findes det jordiske paradis, mens det himmelske paradis hører til udenfor den første af de bevægede himle ( primum mobile). De saliges bolig ligger hinsides tid og rum og ligner en strålende hvid rose med gylden bund. Rosen er genskæret fra guddomslyset, der spejler sig i verdensaltets blanke perle. Hvis vi forestiller os komedien i lighed med en gotisk katedral, må vi sige, at det er det aristotelisk-ptolemæiske univers, der har været model og forbillede for dens arkitektur. Ikke alene myldrer digtværket med astronomiske antydninger og henvisninger; men selve handlingen udspilles på et kosmisk teater. Man kunne derfor tænke sig, at Dante ville have betragtet et angreb på komediens videnskabelige basis som et anslag mod ideen om det guddommelige selv. Efter min egen overbevisning er det afgørende for Dante dog ikke digtets bogstavelige sandhed, men derimod dets betydning som allegori og symbol. Kosmologien tolkes i komedien først og fremmest billedligt, symbolsk. Derfor må vandringen heller ikke opfattes som en legemlig rejse gennem en ydre virkelighed. Al virkelighed i komedien tilhører det indre plan og er gennemlyst af bevidsthed. Det er derfor ikke en bogstavelig sandhed, at helvede er en hule i klodens indre, at skærsildsbjerget ligger på klodens anden side, og at de salige høre hjemme i himlens sfærer. Alt dette er blot et billedsprog, som er ladet med indre betydning. Heraf ses, at verdensbilledet hos Dante var himmelvidt og afgrundsdybt forskelligt fra oldtidens verdensbillede - hvis vi da med dette mener det med den flade jord ophængt under den stjerneprydede baldakin. Men verdensaltet var stadig endeligt af udstrækning, og jorden var dets ubevægelige midtpunkt. Elementerne havde deres plads i rækkefølgen: jord, vand, luft, og ild, regnet indefra og udover; og når en sten faldt til jorden, mens en gnist steg tilvejrs, var grunden den, at de hver især søgte deres naturlige sted. Den ubevægede bevæger, Gud, blev opfattet som årsagen til al bevægelse, og denne blev formidlet udefra og indefter, via de himmelske kredsløb. Samtlige planeter, indbefattet Solen, blev holdt på plads i deres baner af krystalsfærer bevæget af himmelske intelligenser, af middelalderens teologer fortolket som engle. Verdensaltet var opbygget på feudal vis som en rangfølgeorden, et hierarki. Det var dette verdensbillede, som skulle blive tilintetgjort ved den kopernikanske revolution. Den aristoteliske skolastiks blomstring falder i midten af 1200-tallet. Derefter falmer tankerne hurtigt, og den bevarer kun sit herredømme i kraft af kulturens iboende træghed. Skolastikens århundreder var en tid, hvor oldtidens videnskabelige tænkning blev afprøvet, omsmeltet og tilegnet. Alle svaghederne i den blev lidt efter lidt udforsket og kortlagt. De store nye videnskabelige teorier fra 1500-tallet og 1600-tallet står alle i gæld til den indsigt, som det lykkedes skolastikerne at vride ud af deres livtag med Aristoteles. Endnu vigtigere var den holdning, som en ny tids videnskabsfolk fik i arv fra deres middelalderlige kolleger. "Troen på Mogens True Wegener

5 -5- muligheden af videnskabelig indsigt, som forudsætning for udviklingen af moderne videnskab, er en ubevidst arv fra den middelalderlige teologi", skrev filosofen Whitehead i Den samme passage citeres med bifald af videnskabshistorikeren Kuhn så sent som i Men allerede på 1400-tallet genfødtes platonismen, som et forvarsel om den tilstundende renæssance. Den mest interessante af denne tids tænkere var den katolske kardinal Cusanus. I hovedværket 'De Docta Ignorantia' (Om den lærde uvidenhed) udkaster han en række ideer, som filosofisk set er lysår forud for Kopernikus. Den vigtigste af disse går ud på, at universet kan beskrives som en uendelig, men dog vel afgrænset, kugle hvis centrum findes overalt og hvis periferi er intetsteds. Hvor som helst man befinder sig, vil det se ud, som om man befandt sig i verdensaltets midte, og himmelkuglen vil se ud til at runde sit hvælv uendelig langt borte. I dette univers er alle ting i bevægelse, også jordkloden, og der findes mange stjerner, som er befolket af levende væsner, der ligner os selv. Det er underligt at tænke på, at sådanne tanker faktisk kunne rummes indenfor den katolske kirke. Cusanus har aldrig fået noget kætterstempel. Alligevel fik han ingen betydning for videnskaben - han var ikke astronom. Vender vi os nu til Kopernikus, kan det forekomme paradoxalt, at 'De Revolutionibus' indebar så revolutionerende konsekvenser for astronomien. Intet af det eftertiden har forbundet med den kopernikanske revolution - enkle og nøjagtige baneberegninger for planetsystemet, afskaffelsen af epicykler og krystallinske sfærer, ligestillingen af Solen med andre stjerner, universets uendelige udstrækning - intet af dette hentyder værket til. Sammenligner man en tilfældig side i 'De Revolutionibus' med en tilfældig side i ' Almagest', vil de formodentlig forekomme beslægtede, idet grundlaget for de to værker er identisk i henseende til såvel metode som empiri. Kopernikus anvender tilmed de samme observationelle data som Ptolemaios gør, og han tolker dem ligefrem på samme måde og ved hjælp af samme slags konstruktioner, nemlig excentriske cirkler og epicykler; kun ækvanterne kunne han undvære. Selve kopernikanismens ide kan, som allerede nævnt, føres tilbage til oldtiden. Æstetisk set er den både smuk og enkel. Kopernikus var også begejstret for den og troede fuldt og fast på dens sandhed. Men efter hans død skrev præsten Osiander et forord til værket, hvori den kopernikanske ide reduceres til en hypotese blandt andre hypoteser. Hvad enten hans motiv til dette forbehold kun var strategisk, eller det udsprang af mere filosofiske overvejelser, har han siden været skydeskive for hård kritik. Men idag kan vi se, at der var rigeligt med gode grunde, som kunne begrunde et forbehold. Kopernikus angreb Ptolemaios for inkonsistens og unødig komplexitet, men selv kunne han angribes for nøjagtig det samme. Hertil kom så yderligere, at hans model bød på små fordele, men store ulemper. Kopernikus håbede på, at han kunne forenkle de matematiske hypoteser for planeternes bevægelser. Men uheldigvis var hans observationer forældede. Selv der, hvor der forelå gode korrektioner, holdt han fast ved de ringere iagttagelser af misforstået respekt for oldtidens autoriteter. På samme måde gjorde han det sværere for sig selv, idet han holdt fast ved det antike rationale, som var cirklen og den jævne kredsbevægelse. Dette medførte, at han måtte gå på akkord med selve den heliocentriske ide. Han opgav således at gøre Solen til universets centrum og identificerede i stedet dette med jordbanens centrum, et abstrakt punkt i rummet. Selv om han i sin kvalitative beskrivelse af planetsystemet kunne nøjes med syv cirkler i stedet

6 -6- for tolv, så måtte han for at opnå exakt overensstemmelse med observationerne indføre over tredve cirkler, næsten lige så mange som Ptolemaios, uden at hans forudsigelser var bedre. Og så har vi endnu ikke omtalt de to alvorligste indvendinger som kan rettes mod ham. Den første af disse er astronomisk og sigter mod den omstændighed, at en heliocentrisk model synes at nødvendiggøre en stellar parallakse. Dersom det virkelig er tilfældet, at Jorden kredser omkring Solen, så må det medføre en forskydning af stjernernes relative positioner, fordi disse vil ses under forskellige vinkler fra forskellige punkter på jordbanen. Imidlertid var alle forsøg på at måle parallaksen forgæves. Herpå gaves der kun en mulig forklaring: stjernerne måtte være så langt borte, at parallaksen holdt sig under måleusikkerheden. Men nu kendte man jordbanens tværmål, og fra dette kunne man regne tilbage til den nødvendige mindsteafstand. Denne var af sådan størrelse, at den betød en mangedobling af størrelsen af det synlige univers. Man kan derfor godt forstå, at besindige forskere var skeptiske. Den anden af indvendingerne er teologisk-metafysisk og retter sig imod det forhold, at den heliocentriske ide betyder et klart brud med hele det traditionelle system af normer og værdier - alt, hvad middelaldermennesket havde grundlagt sin tilværelse på, og som især var repræsenteret af den katolske kirke. I begyndelsen var modsætningsforholdet dog ikke særlig påfaldende. Kopernikus var selv præsteuddannet, og han forblev en troende katolik hele sit liv. Han dedicerede sit værk til paven, og paven protegerede ham. Han blev udnævnt til medlem af en pavelig kommision til gennemførelse af en kalenderreform, og han nød stor anerkendelse blandt pavestolens egne astronomer. Alt dette fik ham til at synes ufarlig for magthaverne. Denne situation ændrede sig helt, da Galilei begyndte at popularisere de kopernikanske tanker på italiensk, samtidig med at han på raffineret måde antydede deres konsekvenser. Havde han nu blot holdt sig til latinen. Men det Galilei lavede var åbenlys propaganda. Hermed har jeg skitseret baggrunden for den virkelige konflikt. Parterne i den var kirken repræsenteret ved kardinal Bellarmino på den ene side og på den anden den frie forskning repræsenteret ved Galilei. Det er indlysende, at striden var ulykkelig for begge, på kort sigt for videnskaben - på lidt længere for kirken. Man kan sige, at det drejede sig om et opgør mellem magten og sandheden. Det er oplagt, at kirken svigtede sit kald ved at gøre sig til magtens redskab og forvandle evangeliget til røgelse og ideologi. Men heraf følger ikke, at den frigjorte videnskab alene er forpagter af sandheden. Hvis kirken skal dømmes på sine gerninger, så må det samme gælde for videnskaben. Hvad skal vi da sige til, at mindst to ud af fem forskere idag bruger deres dyrt vundne frihed til at fremme menneskehedens undergang ved at forske i krig? Viser det ikke, at videnskaben også idag dyrkes af "opfindsomme dværge, som kan lejes til alt"? Dermed berører vi spørgsmålet om forholdet mellem videnskab og etik. Galilei var så vist ikke nogen dværg udi videnskaben, og jeg skal ikke driste mig til at sætte spørgsmålstegn ved hans videnskabelige geni. Med hensyn til spørgsmålet om hans moralske integritet ønsker jeg ikke at tilføje noget, men overlader det sidste ord til Brecht. Derimod skal det slås fast, at hans indsats til fremme af den kopernikanske revolution for en meget stor del bestod i smart og veltalende propaganda. Beviser i streng videnskabelig forstand havde han ingen af. Han opdagede, at Venus har faser i lighed med Månen, og at Jupiter omkredses af fire måner som et planetsystem én miniature. Desuden iagttog han med sin Mogens True Wegener

7 -7- kikkert, at Månen har bjerge og dale ligesom Jorden. Hvad beviser nu alt dette? Faserne i Venus var ikke noget dårligt argument. Om ikke andet så beviste de, at Ptolemaios tog fejl, men heraf følger jo ikke, at Kopernikus havde ret. Det var de pavelige astronomer klar over, og derfor var de glade for Tycho Brahe. Hans model fungerede nemlig lige så godt som den kopernikanske. Også Kepler var en gigant. Først med hans arbejde fik kopernikanismen en solid basis. Efter hans tid stod det helt klart, at vatikanets påståelighed var udtryk for videnskabeligt bagstræb og åndeligt magtmisbrug. Tycho, som var et unicum af præcision, havde leveret det empiriske materiale. Kepler, hvis hjerne fungerede som en lille computer, præsenterede efter årtiers forgæves søgen den eneste teoretiske konstruktion, som kunne dække de givne data - nemlig ellipsen. Han berømmelse hviler på de følgende tre love for planeternes bevægelse: 1) planetbaner er ellipser med det ene brændpunkt i Solen; 2) for den enkelte planetbane gælder, at en linje fra Solen til planeten over lige store tider dækker lige store arealer; 3) hvad angår planetbanernes forhold gælder, at kvadratet på planeternes omløbstider er proportional med kuben på deres middelafstande til Solen. Denne model var alle andre overlegen. Kan de keplerske opdagelser nu betragtes som bevis for kopernikanismens sandhed? Ikke i nogen streng forstand - men måske "hinsides enhver rimelig tvivl". Denne almene følelse af sikkerhed blev senere afgørende styrket gennem Newton. Alligevel bør det her slås fast, at grundtanken i den newtoniske verdensmodel ikke var heliocentrisk, men snarere astrocentrisk. Men hos Kepler drejede alt sig endnu om den heliocentriske ide. Det er nok ikke helt galt at omtale ham som den sidste store soldyrker i astronomiens lange historie. Hans astronomi havde også et stærkt islæt af pytagoræisk og platonisk mysticisme. Den slags spekulative tendenser ledte ham til at kræve, at videnskaben skulle søge efter de sande årsager til alt, som er og sker: verae causae. Hvad dette angår var han på linje med Galilei. Begge troede fast på muligheden af sand fysik, sand astronomi, sand kosmologi. Skønt de på hver sin vis stod i gæld til den platoniske tænkning, havde de glemt mesterens ord om, at erfaringsvidenskaben aldrig kan nå ud over det sandsynlige. Ud fra denne betragtning forblev deres videnskab naiv. =//=