The Intention of Doing Good Problemstillingerne af Vestens Humanitære Arbejde & Projekter i Udviklingslandene

Transkript

1 The Intention of Doing Good Problemstillingerne af Vestens Humanitære Arbejde & Projekter i Udviklingslandene Mette Merrild Bacheloropgave Afdelingen for Socialantropologi Den Sociologiske Institution Lund Universitet HT 2014 Vejleder: Ulf Johansson Dahre

2 Abstrakt Med et kritisk syn på vestlige individer, NGO er samt staters intentioner om at gøre godt i udviklingslandene, belyses det hvordan denne motivation opstår. Endvidere diskuteres hvilke konsekvenser vestligt humanitært arbejde og projekter har i udviklingslandene. Selvpromovering og selvrealisering er en stor del af rollen som volontør. Ligeledes tydeliggøres det at suveræne stater, NGO er samt eliters indgriben i udviklingslandene kan handle om den fordel de selv får ud af det. De gode intentioner, munder ikke nødvendigvis ud i hensigtsmæssig hjælp eller projekter. Her løftes frem de negative effekter, hvilket blandt andet drejer sig om Vestens overlegne holdning om at kunne redde udviklingslandene, lappeløsninger samt bivirkningerne af projekterne. Nøgleord: Socialantropologi, humanitært arbejde, intentioner, voluntourism, NGO. Keywords: Anthropology, humanitarian work, intentions, voluntourism, NGO. 2

3 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Emne & problemformulering Tidligere forskning Teori Metode Disposition Vestlige Stater, NGO er & Individers Gode Intention Udviklingen af den gode intention Når Vestens stater & NGO er griber ind Når Vestens individer drager afsted Velgørenhed i dagligdagen til udviklingslandene Intentionen om at gøre godt en uselvisk gerning? Humanitær hjælp uden forpligtelser eller quid pro quo? Problemerne & Konsekvenserne af Gode Intentioner Mediernes fremstilling Eliter & berømtheders indflydelse Universalisme versus relativisme Vestens overlegne holdning: vi ved bedre - vi kan redde dem Underminering af lokale folk & samfund i udviklingslandene Lappeløsninger Bivirkninger Gode intentioner som en kolonisering Udfordringerne hos AfriCAN Konklusion & Perspektivering Litteraturliste

4 1. Indledning I 2013 rejste jeg til Nepal for at udføre frivilligt arbejde på et børnehjem i en måned. Jeg havde en periode fri hjemme i Danmark og ville bruge min tid på noget meningsfuldt. Noget selvrealiserende. Noget som kunne krydses af min bucket list. En drøm havde altid været at tage til et eksotisk land og lave frivilligt arbejde. Dette var utvivlsomt for selvrealiserings skyld, for at få nye oplevelser og for at gøre en god gerning. På backpack rejser verden rundt, har jeg været hensynsfuld overfor kulturerne jeg har besøgt. Hvad jeg ikke havde tænkt over var, hvilke konsekvenser mit valg af at tage til Nepal som volontør, ville have på lokalsamfundet. Først senere blev jeg opmærksom på betegnelsen voluntourism samt de adskillige kontroverser og problemstillinger der medfølger. Herved opstod interessen for hvordan intentionen om at gøre godt, kan have konsekvenser for personerne og samfundet, som man forsøger at hjælpe. Intentionen kan være god, men er det nok til at gøre godt i verden og hvem er det egentligt man hjælper? 1.1 Emne & problemformulering Mit ønske er, at fremvise hvorledes den vestlige verdens humanitære arbejde og projekter negativt påvirker udviklingslandene. Emnet er, om denne hjælp er hensigtsmæssige for de pågældende samfund. En økonom sagde en gang til mig: Afrika har fået bistand i over 50 år og det er ikke blevet bedre. Vi kan blive ved, og ved med at hjælpe dem, men de er så inkompetente, at de ikke kommer videre. Udover at finde udtalelsen racistisk, fremvoksede tanken om, hvad hvis det ikke er Afrika som er problemet, men netop os selv og vores indvirkning der rettere skal ses på. Mit omdrejningspunkt er den gode intention og hvorledes den ikke nødvendigvis munder ud i fordelagtige situationer. Det handler på sin vis om, at se på bagsiden af den humanitære medalje. Med denne opgave belyses både den vestlige verdens gode intention samt de problemstillinger humanitær hjælp og projekter skaber. Problemformulering består herved af: Hvad motiverer Vestens individer, NGO er og stater til at hjælpe samt intervenere i udviklingslandene? Hvilke problemer opstår der ved humanitært arbejde og projekter, som har intentioner om at gøre godt og hvorfor opstår disse problemer? 4

5 Min gåde er således: Hvordan kan det være at humanitær hjælp skaber problemer, når man har intentionen om at gøre godt? Paradokset ligger i intentionen om at hjælpe kontra at denne indgriben i visse omfang skaber bivirkninger og yderligere problemer. 1.2 Tidligere forskning Ilan Kapoor illustrerer ideologien omkring global velgørenhed i Celebrity Humanitarianism (2013). Her spørges hvem al denne velgørenhed, storslåede donationer og medie hype omkring humanitære projekter egentligt hjælper. Der sættes kritik ved fænomenet at berømtheder fungerer som filantroper, som vil redde udviklingslandene. Kapoor konkluderer at deres udsagn om at ville redde tredjeverdenslandene nærmere handler om Vestens egne hensigter og at deres legitimitet benyttes som et redskab til at promovere liberal kapitalisme. I denne opgave vil jeg derimod se på hvorledes eliter præger den humanitære industri og at de er en medvirkende faktor i problemstillingerne som opstår i udviklingslandene. Dead Aid (2009) af Dambisa Moyo fremviser en kontroversielle vinkel på ulandsstøtte samt at denne bistand er et grundlag for at Afrikas folk og samfund undermineres. Moyo konkluderer at bistand ikke har hjulpet Afrika ud af fattigdom, men rettere gjort det værre. Hun vurderer at Afrika skal afvænnes fra den økonomiske støtte og der i stedet skal fokuseres på investeringer for at styrke økonomien og skabe kapital (2009:75-76). Kritikken af ulandsstøtte til Afrika er oplevet tidligere og i 1968, var Stahrl W. Edmunds inde på samme emner som Moyo. Kritikken bestod af, at Marshallplanen var blevet pålagt udviklingslandene og at bistanden til Afrika ikke gav gunstige resultater (1968:13ff). Moyos tilgang har et omfattende økonomisk aspekt og hun afgrænser sig desuden fra emner som nødhjælp, udviklingsprojekter og lignende. Jeg vil benytte aspektet om det kritiske syn på Afrikas bistand, men finder det også relevant at inddrage de områder, som Moyo har afgrænset sig fra. Herved bliver der set på hvilke problemstillinger der opstår igennem NGO ers humanitære projekter og hvordan disse også har negative aspekter, på samme vis som ulandsstøtten. Maximilian C. Fortes antologi Good Intentions belyser at det vestlige humanitære arbejde, NGO er og stærke staters intervention kan relateres til imperialisme samt at humanisme er et tegn på en sen imperialisme (2014:5). USA s militær intervention i udviklingslandene er et stor omdrejningspunkt og deres indgriben konkluderes at dreje sig om magten over svage stater, samt signalet der udsendes til omverden, frem for den gode intention om at hjælpe. Jeg vil komme ind på samme områder, men mener at der er andre aspekter som skal benyttes til at 5

6 gribe min problemformulering an. Jeg begrænser militær interventionen i min opgave og er mere interesseret i at bygge videre på individers rolle i den humanitære verden samt hvorledes stærke stater overordnet set dominerer. Specialopgaven Frivilligt arbejde altruisme eller egennytte? (2011) af Katrine Nielsen bygger på et feltarbejde i Indien. Hendes problemformulering lyder på, at forstå frivilligrejsen som en postmoderne dannelsesrejse. Omdrejningspunktet har været at analysere frivillighed i lyset af begrebet reciprocitet. Nielsen konkluderer at hendes informanter benytter denne volontørrejse for at høste erfaringer og kompetencer samt at de er velvidende om ikke at kunne frelse verden med deres hjælp. Hvorpå Nielsen har haft en neutral tilgang til emnet, har jeg valgt et kritisk synsvinkel på hvorledes volontørerne påvirker udviklingssamfundene og problemstillingerne der er ved disse rejser. I Living Well while Doing Good? (Missing) debates on altruism and professionalism in aid work (2012) tager Anne-Meike Fechter udgangspunkt i det moralske aspekt omkring lønnet humanitære arbejders høje levestandard i tredjeverdenslandene. Igennem et feltarbejde i Cambodja illustrerer hun, at de ansatte er drevet af blandede motivationer, men samtidig stiler efter behagelige livsstile. Fechter argumenterer at i debatten omkring udviklings etikker, er der manglende fokus på de moralske dimensioner af de internationale hjælpearbejderes livsstile samt det faktum at de trives på bekostningen af fattigdomen. Hun hævder, at der er begrænset forskning i udviklingsstudier omkring dette aspekt, hvilket er resultatet af en tendens til at fokusere på den anden i fattigdommen, hvorpå hjælpearbejderne gøres mindre synlige. Herved er der ingen kritiske undersøgelser af deres motiver eller udfordringer som følge af deres involvering. På sin vis, gribes opgaven an ved at se på det aspekt, som Fechter netop konkluderer at der mangler. Min opgave differentierer sig ved, at belyse hvad der motiverer individer til at blive volontører i udviklingslandene og hvilke indflydelser det har på disse samfund. Endvidere er mit område bredere, da NGO er og staters motivation inddrages. 1.3 Teori Teorierne fra Fortes Good Intentions benyttes i opgaven til at fremvise hvorledes Vesten får adgang til at intervenere i udviklingslandene og at dette er et afsæt i overlegenhed samt en imperialistisk tankegang. Davison/Yates artikel (2002) om globalisering har været et afsæt, 6

7 for at forstå hvordan eliter dominerer på globalt plan. Eliter er en bred definition og kan fortolkes som værende både stærke stater, organisationer, virksomheder, berømtheder m.fl. Jeg har fundet det relevant for mit emne at gå i dybden med denne ide, for at se hvordan eliter også er med til at påvirke humanitarisme på globalt plan. Hertil har Celebrity Humanitarianism af Kapoor været et redskab til at demonstrere eliter og Hollywoodstjerners indvirkning på den globale scene samt hvorledes de kan præge den humanitære industri. Dette er blandt andet for at illustrere hvordan Vestens opfattelse af humanitære projekter og velgørenhed kobles til ideen om den gode intention. Dead Aid er benyttet som et instrument til at tydeliggøre de negative sider af Vestens bistand til Afrika og for at forstå tankegangen omkring Vestens ide om at ville hjælp. Et forfriskende aspekt er at bogen kommer fra en afrikansk kvinde, hvorimod meget litteratur om emnet generelt er skrevet af vestlige eksperter som taler på vegne af udviklingslandene. Marcel Mauss teori om The Gift (1925/2010) belyser hvorledes gaver skaber solidaritet i samfund. Argumentet består af at gaveudvekslingen udgør et totalt socialt faktum og er af juridisk, religiøs og økonomisk betydning. Gaveudvekslingen er et vigtigt led i samfundsstrukturen samt udgører et socialt spil mellem mennesker. Teorien har været et nyttigt bidrag til at afmaskere hvordan den gode intention ligeledes handler om det udbytte individet får af at investere sig selv i humanitært arbejde. Aspektet om den gode intention, bliver herved kritiseret i form af, at det lige så meget drejer sig om den forpligtelse der ligger i at få noget tilbage. Ydermere er teorien anvendt for at vise den magt Vesten kan få over udviklingslandene. 1.4 Metode At vælge et emne omkring NGO er, humanitært arbejde og projekter er et bredt område. Velgørenhed, frivilligt arbejde og humanitære projekter findes til et vis omfang i alle verdens lande. Fokusset ligger konsekvent på den påvirkning vestlige lande har på udviklingslandene. Med overvejelserne om at afgrænse til et bestemt land, har jeg i stedet valgt at se på dette emne på et globalt plan og derfor er det generelt udviklingslandene der belyses. Når der igennem opgaven tales om Afrika, skal der tages højde for at dette er en generalisering, velvidende om at der findes 54 lande i Afrika og disse differentierer sig fra hinanden. Begrebet udviklingslande er valgt frem for tredjeverdenslandene, dog anvendes sidstnævnte igennem opgaven, når diverse teoretikere har valgt at benytte dette ord. Fokusset er sat på 7

8 suveræne stater i den vestlige verden. Til tider benyttes USA i eksempler, men emnet fremlægges stadig som en generaliseret vestlig tendens. Når der tales om humanitært arbejde, er dette med henblik på at Vestens individer rejser til udviklingslandene og udfører frivilligt arbejde. Der er naturligvis situationer, hvor projekterne er lønnet, men i opgaven er fokusset på de personer som er volontører. Ved humanitære projekter menes der hovedsageligt de som udbydes af ikke statslige organisationer, der arbejder på tværs af landegrænser, hvilket defineres som NGO er. Jeg oplever at der generelt findes en positiv diskurs i det vestlige samfund omkring velgørenhed og humanitært arbejde. Markedsføringen af sådant fremholdes som en god gerning. Samtidigt findes der også kritiske syn på voluntourism samt den økonomiske nødhjælp Vesten giver til udviklingslandene. Opgaven gribes an, ved at se kritisk på emnet. Ved at gå ind med denne vinkel, forsøger jeg ikke at nedgøre den humanitære industri og er desuden velvidende om at der findes adskillige projekter og organisationer som er vellykkede. Intentionen er hermed ikke at konkludere at humanitære projekter og nødhjælp er unødvendig eller bør afskaffes. Ligeledes drejer det sig ikke om at opsætte modpolerne af godt og dårligt, eller sort og hvidt. Derimod synliggøres den gråzone, der findes i den humanitære verden, og problemstillingerne som disse såkaldte gode intentioner forårsager bliver løftet frem. Emnet belyses fra både et makro perspektiv samt i mikro miljøet. Aspekterne inddrages på et mere overordnet niveau i form af blandt andet globaliseringen og kapitalisme. Endvidere finder jeg det relevant at se på lokale samfund og personers erfaringer med humanitære projekter. Dette er et litteratur studie, hvorpå adskillige bøger og artikler benyttes for at bearbejde problemformuleringen. Der findes et væld af litteratur omkring velgørenhed, NGO er, humanitært arbejde og lignende. Materiale som har en kritisk tilgang til emnet er udvalgt, da dette netop er således opgaven gribes an. Min erfaring med at udføre frivilligt arbejde på et børnehjem i Nepal er benyttet i opgaven. For at undgå den såkaldte diary disease, har jeg forsøgt at minimere min plads i opgaven. Kvalitativt data er inddraget igennem interviews med tre danske piger i start 20 erne, som har lavet frivilligt arbejde i udviklingslandene. Fokusset har ligget på deres oplevelser i form af forventninger inden afrejsen, opholdets forløb og refleksionerne efter. Anne rejste til Kathmandu i 2013 og arbejdede to måneder på et børnehjem samt underviste unge buddhistiske munke i engelsk. Nikoline var i Ghana i 2013 og 2014 i to måneder per gang. Hun arbejdede på et børnehjem med hiv-smittede børn og assisterede på et hospital. Clara drog til Kathmandu i to måneder i 2013, hvor hun lavede 8

9 fotojournalistik og skulle blandt andet belyse nepalesiske demonstrationer. Det kunne argumenteres at Clara ikke har lavet konkret humanitært arbejde, men hendes erfaringer har stadig været brugbare idet hun både var udsendt igennem et voluntourist program samt at hun valgte at tage til et udviklingsland som frivillig. De tre piger er fjerne bekendtskaber fra min rejse til Nepal, hvor vi alle var udsendt igennem den danske organisation Exis, som tilrettelægger udlandsophold. Respondenterne ønsker at være delvis anonyme, og derfor er deres efternavne ikke opgivet. Selvom Ghana og Nepal er to meget forskellige lande, havde respondenterne mange af de samme indtryk og holdninger til deres tid som volontører. Jeg har interviewet Mille Pjedsted, som er formand og stifteren af AfriCAN. Dette er en dansk NGO, hvis projekt er at sponsorere videregående uddannelser i Ghana. Ud over at oprette AfriCAN, har hun lavet frivilligt arbejde og haft praktikophold i adskillige lande i Afrika. Hendes beretninger benyttes til at fremvise udfordringerne der opstår ved at stifte en NGO samt at arbejde på tværs af landegrænser. Ydermere har hendes praktikforløb i Uganda igennem Red Barnet illustreret brugbare eksempler omkring humanitært arbejde og projekter. Begyndelsesvis var jeg tøvende omkring at interviewe en NGO grundet betænkelighed om hvorvidt mit emne ville fremstå stødende, da det omhandler industriens svagheder. Jeg fik vinklet spørgsmålene, så de ikke fremstod som et angreb, men var dog stadig min problemstilling og kritiske vinkel tro. Det samme var tilfældet med respondenterne, som havde været volontører, da jeg havde forudindtagede indtryk omkring humanitært arbejdes skadelige effekter. Mine spørgsmål kunne have fremstået kritiske, men jeg valgte at positionere mig åbent overfor deres berettelser. Davies belyser at man må være opmærksom på interviewsets kontekst frem for blot hvad der bliver sagt (2008:106). Ved interviewene opleves det, at samtidig med at respondenterne gav direkte svar, fandtes der vinklen omkring hvad der blev sagt imellem linjerne, hvilket bidragede til analysen. Dette kan blandt andet være med henblik på respondenternes narrativ. Endvidere hændte det, at jeg sammen med respondenterne fandt svar, hvilket Davies ligeledes tydeliggør; her arbejder man som respondent og interviewer i fællesskab hen imod et svar eller forståelse (2008:109). Davies fremhæver at adskillige aspekter påvirker interviewet samt relationen mellem intervieweren og respondenten, som blandt andet magtforholde, køn, alder, status med mere (2008:110ff). Disse omstændigheder var med i overvejelserne, da materialet skulle afkodes. Med informationerne fra interviewet med Mille, måtte det særligt holdes i mente, at der kunne ligge en agenda omkring at promovere NGO en og ligeledes kunne det 9

10 være en udfordring at fremtrække de svagheder der var omkring deres projekt. Ved alle interviewene skulle der ses på det bagvedliggende i materialet, for at finde frem til respondenternes motivation, intentioner samt de problemstillinger der var i hele aspektet, da dette var noget respondenterne ikke nødvenligvis var medvidende om. 1.5 Disposition I kapitel 2 præsenteres det, hvordan den gode intention har udviklet sig siden 2. verdenskrig. Efterfølgende analyseres der frem til, hvad der motiverer Vestens stater, NGO er og individer til at hjælpe, i form af humanitært arbejde og projekter i udviklingslandene. Her skabes en forståelse for den gode intention og hvordan denne intervention opstår. Efterpå diskuteres det hvorvidt den gode intention er en uselvisk gerning, eller handler om quid pro quo. I kapitel 3 løftes det frem hvilke problemstillinger og konsekvenser vestligt humanitært arbejde og projekter skaber i udviklingslandene, hvortil både mediernes, eliters og berømtheders påvirkning tages op. Undervejs inddrages respondenternes oplevelser og endvidere trækkes der sammenligninger imellem Vestens gode intention samt koloniseringen. Interviewet med en dansk NGO benyttes til slut, for at trække paralleller med deres udfordringer samt de problemstillinger der generelt findes i den humanitære verden. Afslutningsvis findes konklusionen og perspektiveringen af emnet. 10

11 2. Vestlige Stater, NGO er & Individers Gode Intention 2.1 Udviklingen af den gode intention Altruisme er et essentielt begreb at inddrage, når der tales om gode intentioner. Den danske encyklopædi definerer altruisme som værende en moralsk grundholdning eller væremåde kendetegnet ved, at den enkelte søger at fremme andres vel, uden tanke for egne interesser og behov. Altruisme kan anses at være en grundsten i religion, hvis der f.eks. ses på kristendommen og buddhismen. Disse religioner har fundamentalle budskaber omkring næstekærlighed, hvorpå dét at gøre godt for omverden påvirker sin skæbne, velbefindende og giver syndsforladelse. Det kan diskuteres hvorvidt at tidlig missionærs udsendelser til fattige lande, har banet vej for humanitært arbejde. Her har intentionen været at hjælpe udsatte mennesker og samtidig konvertere dem. Altruisme er ligeså et aspekt omkring moral. Med henblik på humanitær hjælp, projekter og ulandsstøtte, er der sket en særlig udvikling efter 2. verdenskrig, som efterlod verden i destruktion. Større organisationer som IMF samt Verdensbanken blev grundlagt i 1944 og De Forenede Nationer i Den økonomiske hjælp til udviklingslandene, er baseret på Marshallplanen, som blev opfundet efter 2. verdenskrig. Planen var tiltænkt Europa, som skulle give landene økonomisk støtte, til at komme på fode igen efter krigens ødelæggelser. Grundet Marshallplanens succes, blev den tillagt udviklingslandene, med et håb om at skubbe dem i fremdrift. Moyo belyser, med udgangspunkt i Afrika, at ulandsstøtten siden Marshallplanen i 1950 erne er gået igennem adskillige faser. I 1960 erne var der fokus på industrialisering, hvortil 1970 erne bød på at ulandsstøtte var svaret på fattigdom erne drejede sig om at stabilisere igennem udvikling, hvorefter 1990 erne fokuserede på statens plads i hele aspektet (Moyo 2009:10-26). Siden år 2000 har der været en fremvækst af glamour aid, hvilket er baseret på berømtheder og Hollywoodstjernernes indvirkning på den humanitære industri (Moyo 2009:26ff). I 1960 holdte John F. Kennedy en tale for nationen, som opfordrede studerende til at yde sin hjælp i udviklingslandene. Dette førte senere til stiftelsen af Fredskorpset samt vurderes at have været et startskud til det som i dag er voluntourism (Ronca). I takt med at den humanitære industri har vokset siden 2. verdenskrig, er det interessevækkende at antallet af NGO er er forøget drastisk siden 1970 erne. Forte påpeger, at denne fremvækst ligger til grund for de konservative regeringer med Ronald Reagan og Margaret Thatcher, som gjorde 11

12 den frivillige sektor en central del af deres strategier for at reducere statens sociale udgifter (2014:7-8). Et skøn lyder på at der findes et sted mellem NGO er på et internationalt plan (Forte 2014:6). Siden den kolde krig, har der været en betydelig fremvækst af internationale NGO er, som arbejder med udvikling og humanitarisme, hvilket har medført en stigning i termen global civil samfund (Kapoor 2013:88). Forte ræsonnerer at bølgen af Vestens interventioner, siden den kolde krig, rettere er et tegn på sen imperialisme, som gemmes bag ordet humanitarianism (2014:4-5). Store katestrofer vurderes at have en påvirkning på menneskers motivation for altruisme. Clemmons (2010) påpeger at store tragedier som terrorangrebet d. 11. september, tsunamien i 2004 og orkanen i New Orleans har øget voluntourism. Det kan argumenteres at måden, hvorpå den vestlige verden vælger at hjælpe, er præget af tendenserne i samfundet på den pågældende tid. På internettet findes adskillige artikler, blogs og debatter af etisk kritik omkring voluntourism. Belysningen af de negative aspekter inden for denne industri kan være tegn på at en større modbevægelse vokser frem. Hjemmesiden Admitting Failure blev oprettet i 2011, og bidrager til forståelsen af hvordan humanitære projekter mislykkes, samt hvorledes NGO er kan optimere effekten af projekterne i udviklingslandene. I takt med både tidligere forskning omkring bagsiden af den humanitære industri samt belysningerne på internettet, anser jeg at der vil fremvokse en viden omkring de negative aspekter af humanitær hjælp. 2.2 Når Vestens stater & NGO er griber ind For at se nærmere på den gode intention, er det relevant at anskueliggøre hvorledes den vestlige verden i form af stærke stater og NGO er vinder indpas hos udviklingslandene. Sampson belyser at såfremt en stat ikke har et gennemgående stærkt fundament sker der fragmenteringer hvorpå trouble spots opstår. Herved får stærke stater adgang til at gribe ind hos svage stater. En stærk stat varetager og beskytter det offentliges interesse samt beskrives typisk med termer som; administration, dialog med civile, politisk system med mere. I den svage stat vil der for eksempel være dårlig infrastruktur, mangel på kontrol og orden (2003:312). Denne fragmentering er et kollaps af statens fundament, som derved tillader, at såkaldte trouble spots opstår. Det er her at to hovedaktører, som Sampson kalder project society og mafia society, kæmper om at udfylde trouble spots (ibid). Project society består af humanitær assistance og NGO er fra andre lande som udarbejder deres projekter i stater med trouble spots (ibid). Dette er demokratiske assistancer samt organisationer, hvis mål er at 12

13 forbedre levevilkår, samt hjælpe befolkningen og staten (2003:313). Kritikken som rettes imod project society, er at disse organisationer kan fremstå som at have en positiv og uselvisk agenda, men kommer til at overvælde staten ved at overtage dens funktioner. Der opstår herved konflikter, såfremt de har en politisk agenda med manipuleret kanaliseret ideer og koncepter (2003:322ff). St-Pierre vurderer ligeledes at i adskillige lande i den globale syd, træder NGO er ind og udfylder roller som staterne ikke selv kan varetage, hvorpå de kan anses som moderne stater (2014:41). I tråd med dette, beskriver Forte også NGO er som trojanske heste af globale neoliberalisme, som griber ind hos svage stater med deres humanitære assistance og menneskerettigheder (2014:11). Kapoor pointerer at denne indgriben kan handle om at eliter og filantroper sanktionerer svage stater til at ophæve deres sociale ansvarlighed. Herved kan de svage stater fralægge sine pligter overfor marginaliserede samfund og menneskerettigheder, da der er andre til at udfylde hullerne (Kapoor 2013:65-66). Problematikken opstår ved at de svage stater og de indgribende eliter begge kan være utilregnelige, da der ikke findes klare linjer omkring hvem ansvaret ligger hos. Sat i relation til NGO ers indgriben i Haiti, oplever de lokale at manglende koordinering samt samarbejde imellem NGO er og staten medfører ubæredygtige projekter som efterlader indbyggerne med en manglende følelse af, at der findes lokal autoritet (Kivlan 2012:248,261). I tråd med forståelsen omkring staters indgriben, er det relevant at belyse hvorledes globaliseringen har præget Vestens mulighed for at vinde indpas i udviklingslandene. Davison/Yates tydeliggører eliters påvirkning af det globale system, hvilket drejer sig om eliter i form af både stater, personer, virksomheder og organisationer. Amerikanisering bliver ligeledes fundet som et synonym med globaliseringen og landet betragtes at være den globale økonomiske leder (Davison/Yates 2002:324). Det drejer sig ikke blot om virksomheder der eksporterer deres varer og service, men også organisationer som eksporterer deres morale vedrørende abort, familieliv, uddannelse med mere (Davison/Yates 2002:326). USA anses som en elite der præger samfund rundt i verden med sine ideer, værdier og etik. Desuden har disse store multinationale selskaber en finansiel magt der kan benyttes på globalt plan og påvirke andre lande (Davison/Yates 2002:344). Det tydeliggøres, at eliten er dem som kan følge trop med udviklingen, som for eksempel USA. Endvidere påpeges det, at for at kunne følge med, må man som land have en styrke i form af sin infrastruktur, kapital samt mulighed for at indtage markederne (Davison/Yates 2002:348). En understøttelse er med 13

14 udviklingslandene i fokus, hvor Davison/Yates informanter betragter, at det ikke er muligt for disse lande at følge med grundet deres manglende struktur og kapital (2002:349). Herved sagt, drejer eliter på globalt plan blandt andet om magt igennem kapital. En fælles holdning fra de verdensførende virksomheder er, at de bidrager positivt til de forskellige lande samt at det gøres med omtanke (Davison/Yates 2002:353). De samme principper og tankegange kan dog argumenteres at have ligget til koloniseringen. Davison/Yates pointerer at dét man tidligere kaldte kolonisering, nu er blevet udskiftet med et mere positivt ord som udvikling (2002:327). Det kan vurderes ud fra det globale system, at eliterne egentlig er en ny version af europæerne, som i sin tid indtog verden og koloniserede den. Som Friedman belyser har kapital aldrig fordelt sig ligeligt rundt i verden (2003:1). Vi bevæger os imod en integreret verden med en globaliseret økonomi samt skiftende hegemoni, hvilket forklarer den kamp der findes om magt (Friedman 2003:6). Idet stater og nationer fragmenteres, overtages de af andre magter. Ydermere bedømmer Turner at multilaterale organisationer der arbejder på globalt plan som Verdensbanken, WTO og IMF underminerer stater ved deres suverænitet og tilstedeværelse (2003:49). Det vurderes herved at suveræne stater og NGO er undertrykker og holder udviklingslandene i skak ved deres indgriben. 2.3 Når Vestens individer drager afsted For at se nærmere på hvordan Vesten drager til udviklingslandene for at bedrive humanitære projekter, er det essentielt at inddrage det personlige aspekt som motiverer individer til at tage afsted. Med henblik på frivilligt arbejde anses det, at der kan ligge en personlig agenda bag at rejse til landene som volontør. Talemåden Der findes ingen uselvisk gerning er sigende i henhold til, at det drejer sig om mere, end blot intentionen at gøre godt. Rejseformen voluntourism er blevet en stor industri inden for det seneste årti. Begrebet er kombineret af ordene volunteer og tourisme, hvilket består af turister, som kombinerer frivilligt arbejde i udlandet med en ferie, som arrangeres igennem organisationer. Det frivillige arbejde spreder sig over en bred vifte og kan bestå af alt fra at arbejde på et børnehjem i Peru, dyrke landbrug i New Zealand, undervise engelsk i Asien, bygge huse i Afrika og meget mere. Typisk er opholdet i alt fra en lille uge til et par måneder, hvorpå der betales for at være frivillig. Af organisationerne beskrives det at pengene går til det pågældende projekt samt éns kost og logi. Voluntourists består af en bred målgruppe af unge 14

15 mennesker der tager et sabbatår, familier som ønsker at gøre en god gerning eller folk på pension (Ronca). Berettelserne lyder, at valget af sådanne ture er baseret på at man ønsker et autentisk billede af en kultur, gøre en god gerning for mennesker i nød og deltage i et meningsfuldt projekt (Dunaj 2013). Endvidere har studier vist at frivilligt arbejde genererer en positiv selvfølelse samt har sundhedsmæssige fordele i form af øget trivsel og livskvalitet (Dalton 2008). Voluntourists beskyldes for at bruge udviklingslandene som en legeplads (Mohamud 2013). Individer som drager ud til disse projekter, kan anskues at have en egoistisk agenda. Det kan diskuteres hvorvidt det rettere drejer sig om, at det er volontørens behov som bliver tilfredsstillet, end det pågældende samfund som man forsøger at hjælpe. Voluntourism kan kobles til oplevelsesøkonomien samt forstås som en trend, der er udsprunget af Vestens købekraft. En jordomrejse er ikke længere et tilstrækkeligt eventyr, og i nyere tid er flere mennesker blevet berejste. Hvor det tidligere har været eftertragtet at besøge eksotiske feriemål, er der nu et ønske om at få en autentisk oplevelse ud sin destination. Med udgangspunkt i den klassiske teori, Maslows behovspyramide 1, handler denne rejseform om selvrealisering. I takt med Vestens købekraft og velstand, er teorien de seneste årtier blevet diskuteret således, at selvrealisering nu er det vigtigste behov, som man ønsker at opfylde. Voluntourism anses at være skabt ud fra et ønske om at gøre en god gerning, men gode intentioner er nødvendigvis hverken tilstrækkelig eller oprigtige. Særligt vurderes det at voluntourism kan kobles til conspicious consumption og er blevet en gængs rejseform, på grund af den anerkendelse man får af omverdenen (Dunaj 2013). Endvidere anskues det at den frivillige forsøger at købe sig til en rolle som en såkaldt barmhjertige samaritaner. Med udgangspunkt i en god intention, forekommer det tilmed hos berømtheder der rejser til Afrika, at det i stedet bliver en selvpromovering. Kapoor pointerer at de bliver fulgt af journalister og kameraer, alt i mens der vises de klassiske billeder af smilende/lidende børn samt taknemmelige/grædende mødre, hvorved Afrika bliver en form for museum (2013:39). 1 Teorien er opfundet af den amerikanske psykolog Abraham Maslow i De fem motivationsbehov opfyldes nedefra i behovspyramiden. Man skal således have dækket sine fysiske behov først, før man kan dække de efterfølgende behov af tryghedsbehov, sociale behov, ego behov og afslutningsvis selvrealisering. 15

16 Biehn belyser igennem et casestudy af voluntourism programmer, at organisationer inden for industrien udsender budskabet, at man som volontør kan redde disse samfund (2014:77-78). Her markedsfører de sig på at små gerninger, er med til at skabe ripple effect og forandring, hvilke fungerer som buzz words for hele fortællingen. Narrativet består af at unge mennesker kan være helte, redde verden og samtidig forbedre sig selv personligt (Biehn 2014:79). Dette ligger op til diskussion omkring ideen at skabe forandring og at man skal redde. Problemet findes endvidere i heltetitlen som tildeles voluntourists, hvilket er med til at skabe en overlegen tanke om at Vestlige individer både har berettelsen samt er så privilegeret at de kan redde andre samfund. Biehn konkluderer at disse fortællinger, som de frivillige fyldes med, skaber nye imperialistiske ideologier, om at man kan redde verden og have det sjovt på samme tid. Desuden sendes der et budskab om, at såfremt man vælger at købe disse rejser og give sin personlige indsat, er man med til at redde verden (2014:86). I de sociale medier overværes vestlige volontørers behov for at selvpromovere sig igennem helterollen. I foråret 2014 var det oppe i medierne, hvordan brugere af Tinder promoverede sig på humanitært arbejde i udviklingslandene, igennem deres profilbilleder. Forte belyser at det amerikanske militær ligeledes anvender sociale medier for, at promovere sig på det som han kalder picture perfect good intentions (2014:185). Billederne portrætterer glade, smilende amerikanske soldater i udviklingslandene, som leger med lokale børn, hjælper mødre, healer spædbørn m.m., hvilket Forte argumenterer er en fremstilling af at USA er babysitter eller storebror af verden (2014:188). Hvad der ikke fremvises, er at uddeling af gaver, er en stor del af at få lov til at tage disse billeder med de lokale (ibid). Et andet relevant aspekt omkring individers valg at drage ud som volontør, handler om den kvalifikation det kan tilføje på éns CV. Søges der på Google: Volunteering CV findes ca resultater, hvor hjemmesiderne opfordrer at man skriver sit frivillige arbejde på CV et for at optimere sin job- eller uddannelses ansøgning. Dette drejer sig om en måde at fremstå på og værdien der ligges i, at man har lavet frivilligt arbejde. Biehn pointerer at voluntourism programmer markedsfører sig på at være en hjælp på CV et. Unge studenter loves at disse ture giver dem mere selvsikkerhed, gøre dem eventyrlystne samt at de bliver bedre ledere med et godt CV (2014:80). Mine respondenter fastslog at de ikke havde valgt at tage på volontør rejserne, for at optimere deres CV, men at det naturligvis var en gode, som de fik med sig. Nikoline valgte at arbejde på et hospital, da hun forventede at skulle læse medicin efterfølgende og oplevede senere at dette havde hjulpet hende ind på sit studie. I 16

17 Ghana var hun vidne til, at mange unge amerikanere kom for at lave frivilligt arbejde og blev der så kort tid som en uge. Dette betragtede hun var blot for, at de kunne få krydset volontør arbejde af listen. Både Anne, Clara og Nikoline valgte at udføre frivilligt arbejde, for at opleve en anderledes kultur. De var ligeledes alle interesseret i at komme tilbage dertil eller dyrke andre projekter i udlandet. 2.4 Velgørenhed i dagligdagen til udviklingslandene Moyo pointerer at vi lever i en kultur af støtte hvor de mennesker som er bedre stillet, tilslutter sig begrebet om at man må give almisse til de fattige. Ydermere er vi præget i hverdagen til at tro dette er det rette at gøre (2009:xviii). Velgørenhed er et aspekt som findes i dagligdagen og det ses hvordan denne tanke om, at give til mindre velstillede er inkorporeret i samfundet. Det opleves endvidere at Vestens konsumenter er blevet mere bevidste forbrugere i henhold til økologi, fair trade, genbrug samt bæredygtighed. Jeg vurderer at voluntourism kan kobles til denne ideologi. Der figurerer reklamer på nettet og fjernsynet om eksempelvis at blive fader til børn i Afrika. I forretninger findes der indsamlingsdåser til donationer til udviklingslandene. Ved flaskeautomaten, kan man donere sine pantflaskepenge til et humanitært projekt. På gaderne står gadesælgere, som vil snakke om projekter man skal donere penge til. Desuden kan man trække penge fra i skat, hvis man donerer et vist antal kroner til velgørenhedsorganisationer. Kapoor belyser at charitainment (charity entertainment) er blevet en stor industri i det vestlige samfund (2013:13). Dette består af koncerter, fester og lignende hvis formål er, at underholde og samtidig indsamle penge til et projekt. Product Red er et eksempel på hvordan man kan gøre en såkaldt god gerning, imens man bruger sine penge. På deres hjemmeside købes online produkter, hvilket dækker éns behov i form af et produkt man i forvejen ville købe, og samtidig doneres penge til HIV/AIDS ramte mennesker i Afrika. For at vende tilbage til det selvpromoverende og helte aspekt, kan man også på sådanne hjemmesider vælge at dele sine køb på de sociale medier. Richey/Ponte kalder dette for low-cost heroism da det kræver en lille indsats at købe et produkt, som man alligevel ville have købt et andet sted (2008:723). I forbindelse med dette opstår en form for aktivisme igennem shopping. Kapoor anser lige så vel at denne industri af velgørenheds shopping drejer sig om en dårlig samvittighed og at der appelleres til, at vi er tvunget til at hjælpe (2013:105). 17

18 2.5 Intentionen om at gøre godt en uselvisk gerning? Gavmildhed, hævder Kapoor, gøres med ideen om at der ikke forventes noget i gengæld. Denne forestilling om at humanitært arbejde gøres ud fra en uselvisk gerning, er hvad Kapoor mener, er med at til at give humanitarisme dens moralske tyngde (2013:5). Såfremt det antydes at humanitært arbejde og velgørenhed gøres som en uselvisk gerning eller uden intentionen om at få noget tilbage, bør der ses på dette med skeptiske øjne. Sat i relation til Marcel Mauss teori om gaven, kan humanitært arbejde, projekter, donationer med mere anses som en gave. Med udgangspunkt i humanitært arbejde kan den frivilliges tid og engagement forstås som værende en gave. Her har den frivillige taget tid fri fra sin hverdag, for at kunne rejse til udlandet og udføre humanitært arbejde. Ifølge Mauss består gaveudvekslingen af tre principper: pligten at give, pligten at tage imod og vise taknemmelighed, samt pligten at give tilbage (2010:16-17). Mauss argumenterer at en gave aldrig er gratis og kommer altid med en forpligtelse. Denne forpligtelsen skabes imellem personen som giver og personen som modtager. Til trods for at man giver en gave, er genstanden aldrig helt separeret fra personen som giver genstanden. Der ligger så at sige, en gæld i den og selvom modtageren giver noget tilbage, er der stadig en uskreven forbindelse mellem de pågældende personer og den pågældende gave. Herved kan det også forstås at den såkaldt gave som den frivillige giver til det lokale folk eller samfund, ved sin tilstedeværelse, skaber en forpligtelse om påskønnelse og på sin vis en form for gæld. Som Mauss har vist igennem sin teori, er gaver ikke nødvendigvis materielle genstande og består ligeledes af ofringer (2010:19ff). Frivilligt arbejde i form af humanitære projekter er unægteligt en ofring af sin tid og penge, hvilket også er tilfældet med pengedonationer. I denne ofring ligger der en forpligtelse imellem den person som har ofret (sin tid, penge, arbejdskraft osv.) og det samfund/de personer man har ofret sig på. Det kan være bevidst eller ubevidst, men der findes en forventning fra giveren til modtageren. I et sådant tilfælde som humanitært arbejde argumenterer jeg, at dette kan ligge i taknemmelighed og i den gode følelse som giveren får at denne gave/ofring. For mit eget vedkommen som frivillig i Nepal, gav jeg den såkaldte gave/ofring, af at tage tid ud af min kalender for at rejse til Nepal. Penge blev brugt på flybilletten samt opholdet, hvortil en del gik til projektet og desuden ofrede jeg min tid på at være frivillig. Hvad jeg fik til gengæld var både en oplevelse, en såkaldt ære af at komme hjem og sige, at jeg havde lavet frivilligt arbejde på et børnehjem samt følelsen af, at disse børn havde været taknemmelige for min hjælp. Endvidere kunne dette benyttes til at 18

19 optimere mit CV til fremtidige jobansøgninger. Dette er med til at understøtte forståelsen for, at der ligger mere bag humanitært arbejde og projekterne end at man blot vil hjælpe andre mennesker. Med henblik på Mauss belysning af potlatch, har Mary Phillips anslået at eliter og berømtheders storslåede velgørenhed og donationer kan anskues som en moderne form af potlatch. Når det bliver til offentligt skue, anser hun at det handler om status, ære og prestige (Phillips 2008 citeret i Kapoor 2013:64-65). Ud fra dette, kan det forstås at berømtheder kan præge hvor fokusset på humanitære projekter skal ligge. Såfremt deres såkaldte gode intention handler om selvpromovering og prestige, er der en sandsynlighed for at der ikke ligges vægt på hvilket projekt disse anselige donationer går til, og at det rettere er donationen i sig selv som bliver deres omdrejningspunkt. Herved kan den velhavende persons sporadiske ide om hvad der skal reddes medføre at kapitalen bliver lagt i forkerte hænder eller projekter. Sat i relation til stærke stater og NGO ers indgriben og hjælp, anskuer jeg at der også ligger en del af Mauss teori om gaven. Denne gave drejer sig om hjælpen/donationerne som stater/ngo erne giver til både samfundene og staterne i udviklingslandene. Her ligger lige så vel en forpligtelse imellem giverne og modtagerne, hvilket ud fra Mauss teori, er med til at skabe en solidaritet. Båndet der skabes, vil nogle NGO er/stater muligvis hævde, drejer sig om gode intentioner og værende uden forpligtelser. Jeg argumenterer dog at det nærmere drejer sig om quid pro quo. 2.6 Humanitær hjælp uden forpligtelser eller quid pro quo? I tråd med ideen om at der ligger mere bag intentionen om at gøre godt, er det relevant at inddrage aspektet om den neutralitet, nogle NGO er promoverer sig på. En del nødhjælpsorganisationers principper består, generelt set, af et ønske om upartiskhed og neutralitet for netop at kunne hjælpe på tværs af grænser. Røde Kors hævder at deres principper bygger på, at de yder hjælp uden hensyn til nationalitet, race, religion eller politiske holdninger og for at skabe tillid, tager de ikke parti i fjendtligheder eller andre uoverensstemmelser. 2 Hermed sagt, fastholder Røde Kors, at de ønsker at hjælpe mennesket i nød. Sampson påpeger at fremmelse og konsolidering af menneskerettigheder og demokrati er en forudsætning for at modtage hjælp (2003:315). FN belyser at deres vigtigste opgaver ligger indenfor fred, sikkerhed, menneskerettigheder, udviklingsaktiviteter samt humanitære 2 ( ) 19

20 indsatser. De pointerer endvidere at de hverken er en verdensregering eller udsteder love. Deres mål er at løse internationale konflikter og formulere betydelige politikker. 3 Såfremt en stat ønsker at være en del af FN, indgås en kontrakt, hvor et regelsæt underskrives og skal overholdes. Det kan anses at der findes en bagvedliggende agenda i form af, at den hjælp der modtages kommer med forpligtelser. Forgie påpeger at efter Haitis jordskælv har NGO er og USA s militærkræfter rykket ind med nødhjælp, hvor haitianere har set flere våben end humanitært hjælp (2014:66-67). Herved forstås på at den gode intention snarere handler om hjælpernes egne vilkår. USA kom til undsætning, men for det lokale folk, lod det til at handle mere om militærovertagelse, våben og magt end at skulle hjælpe menneskerne igennem katestrofen. I 2005 lovede USA $15 millioner til bekæmpelsen af AIDS i udviklingslandene, med kriteriet om at to tredjedele af beløbet skulle gå til pro-afholdenheds programmer og måtte ikke gives til klinikker som vejledte i, eller udførte aborter (Moyo 2009:7). Dette eksempel er med til at danne billedet omkring hvordan der ligger en forpligtelsen imellem giveren og modtageren af hjælpen. Ligeledes viser det, at denne form for hjælp tilskriver en strategi, for hvad de mener er en løsningen for et problem, og samtidig kan det være værdier, som skal komme til udtryk. Moyo diskuterer aspektet omkring quid pro quo i økonomisk støtte, da denne kommer med betingelser. Lande som modtager økonomisk bistand, skal blandt andet benytte pengene på specifikke varer og servicer fra det donerende land. Endvidere bliver doner-landenes egne borgere ansat i de fattige lande, hvorpå arbejde tages fra landenes kvalificerede kandidater (Moyo 2009:38-39). Udover at fattige lande har skulle underlægge sig andre udefrakommendes regler, har det også svækket de pågældende samfund, ved at fratage arbejde samt frarøve kapital, som kunne være benyttet til lokale varer og servicer. 3 ( ) 20

21 3. Problemerne & Konsekvenserne af Gode Intentioner Talemåden Giv en mand en fisk og han har mad i dag. Lær en mand at fiske og han har mad for resten af livet er et betydningsfuldt udsagn i den humanitære verden. Der findes projekter som blot giver manden en fisk (nødhjælpspenge/donationer af varer, mad osv.) og der findes projekter som lærer manden at fiske (landbrugsprojekter, uddannelse og lignende udviklingsprojekter). Er det overvejet, at måske kan manden ikke tåle fisk eller ikke har lyst til at lære at fiske og man derfor må finde på noget andet. Og hvem siger, at den måde man lærer manden at fiske på, er den rette for ham. Jeg betragter, at der er en manglende gængs viden omkring de konsekvenser vestligt humanitært arbejde og projekter kan have. Dette kan blandt andet ligge til grund for mediernes påvirkning og vinkling. Der findes den klassiske ide om at visse humanitære projekter er mislykkes grundet korruption i udviklingslandenes stater. Der ligger dog mere bag problemstillingerne, end blot korruption. Humanitære projekter kan være uhensigtsmæssige, i form af at man påtvinger universelle ideer, underminerer de pågældende samfund, skaber bivirkninger eller laver lappeløsninger. 3.1 Mediernes fremstilling Forte belyser at for at NGO er kan gribe ind på et område, må de have et trængende og nødslidende projekt (2014:12). Andria Timmer bekræfter at NGO er overdriver fattigdom og nød for at skabe sådanne projekter. Der spilles på empatien for at få folk til at hjælpe, og herved bliver det hvad hun kalder needy subjects (2010). Denne fremstilling med hvad kan kaldes stakkel billeder figurerer blandt andet i reklamer på fjernsynet og internettet. Kapoor fremhæver at vi er tilbøjelige til at være tryllebundet af mediebilleder samt overskrifter, hvorpå vi ukritisk og passivt indtager dem (2013:84). NGO ers manipulation med virkelighedssituationer samt fremstilling af projekter til deres fordel, vurderer jeg er en medspillende faktorer i hvorledes motivationen til humanitært arbejde og projekter skaber problemstillinger. I tråd med dette pointerer Kapoor at NGO ers bejleri til mainstream pressen, er en konkret mediestrategi (2013:86). Med henblik på den kritik jeg desuden har rettet imod nødhjælpsorganisationers fremstilling om at være neutrale og pålidelige, kan disse udsagn ifølge Kapoor være et branding stunt (2013:86). Endvidere er det også problematisk at medierne i visse omfang benytter humanitære NGO er som pålidelige kilder, blot på grund af at de er ude i selve felten. Dette var blandt andet tilfældet med Røde Kors, som blev sat i en autoritært position som formidleren af information under Tsunamien i 2004 (Watson 2011:13). Under denne katestrofe brugte medierne ord som; naturlig, uundgåeligt og 21

22 tilfældig omkring tragedien, hvortil Watson belyser at en bestanddel af årsagerne til masseødelæggelserne, var grundet sociale systemer som f.eks. dårligt byggemateriale og lignende (2011:14-15). Vi lever i et videnssamfund, hvor det kan betragtes at mennesker har større mulighed for at blive oplyste. Såfremt vi ikke får valid information eller medierne vinkler det til deres favør, bliver vi ikke medvidende omkring konsekvenserne af humanitære projekter og hvilken effekt Vestens indtræden i udviklingslandene egentligt har. Mediernes påvirkning kan i denne forbindelse ses som en medspillende faktor i hvordan individer samt NGO er motiveres til at hjælpe og intervenere. Såfremt der ikke ses kritisk på mediernes narrativt, kan dette manipulere beslutningstagen omkring humanitære projekter samt donationer og ligeledes munde ud i at der ikke ligges vægt på bæredygtige projekter. Dermed sagt er det sandsynligvis projekterne, som er bedst til at markedsføre sig, som modtager volontører og donationer. 3.2 Eliter & berømtheders indflydelse Kapoor belyser hvorledes berømtheders indgriben påvirker udviklingslandene og det vestlige samfunds ide omkring humanitært arbejde. Berømtheder kan anses for at være eliter på et globalt plan. Som Davison/Yates (2002) tilmed tydeliggør har eliter en afgørende indflydelse på både globaliseringen og det globale system. Kapoor argumenterer at berømtheders gode intention ikke nødvendigvis handler om den tredje verden, men om kapitalistisk liberale demokratiers trivsel (2013:5). Her inddrager han at upålidelige eliter udnytter tredjeverdenslandene, som en baggrund for første verdens heltedyrkelse og derved bliver disse lande en slags losseplads for humanitære idealer og fantasier (2013:13). Kapoor påpeger at berømtheder såsom Bono bruger tid på at fordømme tredjeverdens fattigdom, men opleves ikke at stille spørgsmålstegn ved kapitalismens påvirkning (2013:33). Med henblik på den magt som store berømtheder har, opstår det uhensigtsmæssige aspekt om at de kan flytte fokus fra oprigtig trængende projekter, over til sager som appellerer til dem. Dette er igen formentlig stadig med den gode intention i mente, men i stedet må man spørge hvilken berettigelse de har, for at skulle bestemme hvilke sager, der skal have opmærksomhed. I 2005 overkom den gode intention Hollywoodstjernen Sharon Stone, idet præsidenten af Tanzania udtalte at befolkningen manglede myggenet. Da hun sporadisk rejste 22