Tidsregistrering - kom godt i gang!

Transkript

1 Tidsregistrering - kom godt i gang! Lige til historiebøgerne, hvorfor er det nu vi skal til at tidsregistrere? Det skal vi, fordi regnedrengene m/k i Finansministeriet (Moderniseringsstyrelsen) var mere end almindeligt onde i sulet på vores gamle arbejdstidsaftale. Før OK 13 var der via undervisningsbekendtgørelsen og overenskomsten en logisk sammenhæng mellem antal elever, mængden af undervisning, antallet af lærer-løntimer og dermed udgiften. Denne sammenhæng var et problem for regnedrengene i Finansministeriet. De har en fast tro på, at alle organisationer mindst kan effektivisere 2 % hvert år. Logikken er, at når en bilfabrik hvert år kan rationalisere, så den kan producere det samme antal biler med 98 % af det arbejdstidsforbrug den brugte året før, kan man selvfølgelig skabe samme rationaliseringsgevinst i den offentlige sektor og dermed også på en skole. Finansministeriets problem med det gamle system var, at kravet om en sådan løbende 2 % rationaliseringsgevinst kun kunne gennemføres via åbent at skære i taxameteret for den enkelte elev. Besparelsen ville blive alt for tydelig; derfor skulle der for enhver pris ske et total opgør med den gamle arbejdstidsaftale. Med den klare besparelses-dagsorden, der lå bag Finansministeriet krav, kan det undre, at Rektorforeningen spillede med på melodien om det nødvendige opgør med den gamle arbejdstidsaftale. I et fælles brev med Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen som optakt til OK 13 skriver formanden for Retorforeningen, at den meget stærke sammenhæng mellem undervisning og forberedelse bør ændres, og senere i brevet står der om vores gamle arbejdstidsaftale-system Det er ikke tilstrækkeligt effektivt eller ambitiøst, og det kræver alt for meget administration og bureaukrati at få det hele til at virke. GL synes den gamle aftale gav et godt værn mod besparelser og en god og ukompliceret ramme for organiseringen af vores arbejdstid. Men som indgrebet, eller snarere overgrebet, mod folkeskolelærerne med al tydelighed viste, var Finansministeriet og politikerne villige til at gå hele vejen i opgøret med de gamle arbejdstidsaftaler på skoleområdet. Derfor står vi i dag med en arbejdstidsaftale, hvor tidsregistrering er det eneste værn mod den besparelsesdagsorden vi står overfor. Pixi-udgave af KOM GODT I GANG MED TIDSREGISTRERING Trin 1. Tjek din årsarbejdsplan. Ser den ud til at ramme 1680 timer (den gamle norm/akkord for en fuldtidsstilling), når opgaver og evt. afspadseringstimer fra sidste skoleår er lagt sammen? Hvis det er tilfældet - gå til trin 3. (Er du usikker på, hvorvidt din årsarbejdsplan rammer 1680 timer, går du til mig, så tager vi et tjek). Hvis du synes din årsarbejdsplan ser lidt for ambitiøs ud og snarere ligner 1780 timer end 1680 timer, når opgaverne gøres op efter det gamle system - gå til trin 2. 1

2 Trin 2. Moderniseringsstyrelsen og Undervisningsministeriet har gentagne gange slået fast, at OK 13 ikke er en spareøvelse. Vi skal ikke arbejde mere, end vi plejer, det skal bare planlægges og opgøres på en ny måde. Vi skal normaliseres. Derfor er det ikke meningen, at det arbejde, der før blev opgjort til 1780 timer med OK 13, skal klemmes ned på 1680 timer. Hvis ledelsen i forbindelse med udarbejdelsen af årsarbejdsplanen udmærket har været klar over, at den har været overfyldt, er der måske allerede indregnet merarbejde i planen. Hvis der er indregnet 100 timers merarbejde i årsplanen, skal man i planlægningen af en arbejdstid sigte efter at lande på 1780 timer. Hvis der ikke på forhånd er indgået en sådan aftale, må sigtemålet stadig være de samme 1780 timer, da OK 13 som sagt ikke er en spareøvelse. Gå til trin 3. Trin 3. En ting er at vide, at man i løbet af et skoleår skal arbejde et vist antal timer, noget andet er at vide, hvor meget man skal arbejde hver dag. Ofte taler vi om 7,4 time pr. dag, men dette tal er et rent regnskabstal. I praksis vil dette tal variere efter, om man har afspadsering med over fra sidste skoleår, om man har aftale om merarbejde, hvordan man vil arbejde i de undervisningsfrie perioder, der er i løbet af skoleåret. I et tidligere brev har jeg forsøgt at redegøre for denne sammenhæng. Her kommer det igen: En metode til at få tidsregistreringen til at fungere er mere bevidst at se på, hvor meget arbejdet skal fylde. Man kender sit årlige arbejdstimetal, og man kender den periode, der skal arbejdes i. Hvis man ikke har afspadsering eller andet, der skal trækkes fra, skal man arbejde 1680 timer, da alle kollektivt afholder den 6. ferieuge, bliver de reelle tal ca (ca. fordi tallet fremover bliver påvirket af, hvordan søgne- /helligdagene falder). Skolen har på forhånd lagt den 6. ferie uge, så disse dage registreres med 7.4 timer pr. dag. Ens årlige arbejdstimetal kan herefter divideres med antallet af uger, der er i skoleåret. Her skal man selv vælge, hvordan de undervisningsfrie uger skal behandles. Hvis man kun står på ski i uge 7, skal den ikke tælles med, og omvendt skal den tælles med, hvis det er den uge, man plejer at rette ekstra mange opgaver. Eksamensperioden er selvfølgelig en dark horse i dette regnskab. Hvis man kan forudse en mindre arbejdsbelastning end i ens normale undervisningsperioder, skal man tage det med i ens planlægning, så der skal arbejdes lidt flere timer i de andre uger af skoleåret, og omvendt hvis man kan forudse en ekstra arbejdsbelastning i eksamensperioden, skal der lægges færre timer på i resten af skoleåret. Et regnskab for lærer X kunne se sådan ud: 1640 timer 120 timer til eksamen og vagter i juni måned (4 uger). Det giver 1520 timer til perioden uge 33 til uge 22, (41 uger). Læreren vil spise sild og drikke snaps i dagene omkring jul og nytår samt stå på ski i uge 7, men vil arbejde halvt i efterårsferien og i påsken (4 ugers arbejdsfri). Derfor lyder regnskabet på 1520 divideret med 37 uger = 41 timer om ugen eller godt 8 timer om dagen på hverdage eller knap 6 2

3 timer på alle ugens 7 dage. Dette tal er godt at skrive sig bag øret, selv om man selvfølgelig skal være bevidst om, at vores arbejde ofte kommer i klumper (SRP, ATforløb m.m.) Hvis man har overført timer fra skoleåret (afspadsering), skal disse timer selvfølgelig med i regnskabet. Hvis man har overført 110 timer, vil det i ovenstående tilfælde betyde, at den ugentlige arbejdstid i de 37 (normal uger) blive = 1410 divideret med 37 uger = 38 timer om ugen. Hvis man på grund af ovenstående er kommet godt i gang med tidsregistreringen, og timeforbruget ser fornuftigt i.f.t. årsarbejdsplanen, så gå til trin 7. Hvis dette ikke er tilfældet, kommer her et par bud på, hvilket trin man så skal gå til. 1. Jeg vil ikke tidsregistrere. Jeg har nok at lave i forvejen, jeg har ikke brug for endnu en bureaukratisk arbejdsopgave! Gå til trin Jeg kan godt forstå logikken i, at vi skal tidsregistrere, men i praksis arbejder jeg ikke på en måde, så jeg med nogen fornuft kan opgøre mit arbejde i timer og minutter. Arbejdet er især derhjemme en kreativ proces, hvor ide og inspiration ofte er til stede i situationer, hvor jeg ikke sidder bag en PC. Hen ad vejen falder det hele på plads, og jeg kan sætte mig bag PC en og på relativ kort tid få ideerne og planen ned på skrift. Men hvor lang tid har jeg så været på arbejde? Hele ideen med at blive gymnasielærer var netop, at job og det man brænder for kunne forenes i en proces. Med tidsregistreringen føler jeg, at man vil lave mig om til en fabriksarbejder fra det forrige århundrede! Så selv om jeg godt kan se argumenterne for at det er nødvendigt at registrere, kan jeg ikke i praksis, desværre. Gå til trin Jeg er begyndt at tidsregistrere, og det ser helt vildt ud. Jeg var godt klar over, at mit arbejde fyldte meget, men efter jeg er begyndt at opgøre det konkret, er det blevet tydeligt, at der løber helt vildt mange timer på. Gå til trin Jeg er begyndt at tidsregistrere, og der løber faktisk færre timer på, end jeg havde troet, og mindre end årsplanen planlægger med. Gå til trin 5. Trin 4. Der kan være mange argumenter for ikke at give sig i kast med tidsregistrering af ens arbejde. Men der er ét argument for tidsregistrering, der slår alle disse argumenter af banen, og det er, at din arbejdsgiver siger, du skal. Med Septemberforliget i 1899 blev det slået fast, at arbejdsgiveren har retten til at lede og fordele arbejdet. Den ret gælder stadig! Så når arbejdsgiveren siger, vi skal tidsregistrere, så gør vi det. Nu ved jeg godt, at nogle skoler ikke har været helt klare i spyttet omkring kravet om tidsregistrering, men det har Moderniseringsstyrelsen til gengæld. Der skal tidsregistres, og de skoler, der ikke har forstået det, vil blive banket på plads. Det var det hårde kontante argument, her kommer det mere pædagogiske. 3

4 Fremover vil det ikke være tildelingen af opgaver, der giver vores samlede arbejdstid. Det vil være registreringen af den tid, man bruger på at løse opgaverne, der giver vores samlede arbejdstid. Det betyder, at hvis man ikke tidsregistrerer, vil ens samlede arbejdstid ved skoleårets slutning være 0 timer. Nu ved ens arbejdsgiver jo godt, at det ikke er tilfældet og vil sikkert forsat udbetale løn, selvom der på papiret ikke er præsteret noget arbejde. Problemet med ikke at tidsregistrere er altså ikke i første omgang, at man bliver fyret. Problemet er, at uden tidsregistrering bliver det umuligt at registre merarbejde. Som et tænkt eksempel kan vi have en skole, hvor medarbejder A registrerer tid, og medarbejder B ikke gør det. Når medarbejder A i løbet af skoleåret får ekstraopgaver, der ikke var taget højde for i årsarbejdsplanen (vikartimer, ekstra SRP-opgaver, flere 8. klasse-besøg end planlagt osv.), vil det resultere i, at der registreres flere timer end forudset. Timer, der i dialog med ledelsen skal afspadseres eller behandles som merarbejde. Medarbejder B har ved ikke at tidsregistrere afskrevet sig muligheden for en sådan dialog. Hvis vi forsætter det tænkte eksempel, vil ledelsen på skolen stå i den situation, at når den skal fordele ekstraopgaver, vil en tildeling til A kunne ende op med en udgift til merarbejde, mens en tildeling af opgaver til B vil være gratis. Hermed ikke antydet at skolerne systematisk vil tildele ekstraopgaverne skævt, men det vil nok, i en besparelsestid, være lidt for naivt helt at se bort fra denne økonomiske logik. Sat på spidsen kan man sige, at hvis man siger nej tak til tidsregistrering, har man sagt ja tak til det grænseløse arbejde. Håber disse argumenter er nok til, at du, om ikke vil komme til at elske tidsregistrering, så dog komme til at leve med den. Gå til trin 7. Trin 5 Hvis der løber for få timer på, er du åbenbar super effektivt til at løse dine opgaver. Du får dermed faktisk løn for timer, du ikke præsterer. Det går ikke, så i en dialog med ledelsen må du løse nogle flere opgaver. Alternativt kunne du også overveje, om du løser nogle af dine opgaver lidt for effektivt. Nogle af dine undervisningsforløb trænger måske til en opdatering. Det kunne også være, at der var kommet et nyt Internet-bog-system, der kunne undersøges. Det kunne også være nogle af opgaverne, der ligger uden for undervisningen, der kunne opprioriteres, fx et udvalg, der skulle pustes liv i. Gå til trin 7. Trin 6 I det nye system kan der groft sagt være to grunde til, at der løber for mange timer på. Der kan være tale om planlagt merarbejde, der, dermed på forhånd, er godkendt af ledelsen. Der kan også være tale om timer, som læreren mener, det har været nødvendigt at yde, for at man forsvarligt har kunnet løse sine opgaver. I den første situation er der sådan set ingen ko på isen, med mindre der er stor forskel på det aftalte merarbejde, og så det reelle merarbejde, der registreres. 4

5 I den anden situation er det mere spændende! Et markant merforbrug vil selvfølgelig blive taget op i den løbende dialog med ledelsen om tidsforbruget og opgavetildelingen. Hvis man i denne dialog kan påvise, at man har løst flere opgaver end planlagt i en årsarbejdsplan, eller at ens årsarbejdsplan fra begyndelsen lå over normen, har man selvfølgelig nogle gode argumenter på plads. Hvis man pludselig får et større vikariat, kan man jo sige, at det ville have været uforsvarligt, hvis der ikke var løbet flere timer på. Hvis det er svært ud fra ens opgaveportefølje direkte at påvise en grund til, at der er løbet flere timer på, bliver dialogen selvfølgelig endnu mere spændende. En ung uerfaren lærer vil bedre kunne argumentere for, at de første skriftlige opgavesæt tager lang tid at udforme og rette end en gammel erfaren rotte. En gammel erfaren rotte kan selvfølgelig også løbe ind i nye opgaver, fx it-krav, hvor erfaringen ikke er til megen hjælp. Generelt må mønstret dog være, at ledelsens forventning til, at højuddannet akademisk arbejdskraft selv kan administrere deres arbejdstid i.f.t. de opgaver, der skal løses, vil stige med medarbejdernes erfaring. Som det fremgår, kan en dialog om tid sikkert blive en spændende øvelse. En øvelse der forhåbentlig netop skal være dialog og ikke konfrontation. For at sikre det - gå til trin 7. Trin 7 Uanset hvordan du er endt på dette trin, er det klart for alle, at indførelsen af et helt nyt arbejdstidssystem ikke bliver nogen let øvelse. Derfor er det, i de første år, vigtigt med dialog. Dialog mellem ledelse og lærere og dialog mellem lærere internt. Vi har brug for at snakke sammen som et kollektiv, som faggrupper og bare lærer og lærer imellem. Vi løser ofte de samme opgaver, men har indtil nu, sikkert ikke systematisk talt om, hvor lang tid vi bruger på de enkelte opgaver. En sådan mere systematisk erfaringsudvekling er vi nødt til at opprioritere. Dialog på alle planer og massiv erfaringsudveksling, også med andre skoler, er vejen frem. Søren Baattrup TR på Frederiksværk Gymnasium og lokalformand i Nordsjælland. 5