Det bliver bare så tydeligt, at det skal være borgeren, der er i centrum

Transkript

1 Det bliver bare så tydeligt, at det skal være borgeren, der er i centrum Effektundersøgelse af etikambassadør- uddannelse Bosted for udviklingshæmmede, efterår Indledning Denne rapport præsenterer resultaterne fra en kvalitativ effektundersøgelse, foretaget i forbindelse med et etikambassadør- uddannelsesforløb ved et bosted for udviklingshæmmede i efteråret Etikambassadøruddannelsen forløb over fire hele kursusdage, spredt over ca. to måneder. Undersøgelsens formål har været med kvalitative metoder at dokumentere effekten af etikambassadør- uddannelsen. Dvs. hvilken effekt uddannelsesforløbet har haft i forhold til uddannelsens mål, kursisternes kompetencer og adfærd, og bredt set i forhold til den etiske kultur i organisationen. Målene med uddannelsesforløbet var bl.a. at skabe et fælles sprog for etikken og en fælles etisk referenceramme, at styrke kompetencer til dilemmahåndtering og sikre en tilgang til kommunikation og dialog med etikken som ramme. Med denne rapport får organisationen et kvalitativt dokumentationsmateriale, som belyser effekten af etikambassadør- uddannelsen. Undersøgelsens metode og rapportens opbygning er beskrevet i næste afsnit. 2. Metode og rapportens opbygning Den kvalitative effektundersøgelse blev foretaget som en integreret del af uddannelsesforløbet, med kvalitative fokusgruppeinterviews på alle de fire procesdage. På hver procesdag blev der lavet to fokusgruppeinterviews, med 5-7 deltagere, af ca. 30 min. varighed. Den kvalitative tilgang sikrer en åbenhed overfor den empiriske realitet, således at effekten af indsatsen ikke på forhånd var fast defineret. Ved at lave interviews på hver procesdag, kunne en udvikling hos deltagerne følges over tid. I interviewene blev deltagerne bedt om at forholde sig til få overordnede spørgsmål, og interviewene fungerede hovedsageligt som en dialog deltagerne imellem. Analysen af interviewmaterialet foregik ved at finde centrale temaer, som relaterer sig til effekten af indsatsen. Disse temaer strukturerer denne rapport, og præsentationen af analysen under hvert tema er forsøgt holdt så nær den 1

2 empiriske realitet som muligt, med en stor del interviewuddrag, afbrudt af mindre analytiske afsnit. I interviewuddragene er navne på både medarbejdere og borgere anonymiseret. Der blev fundet tre overordnede temaer for effekten af indsatsen. De tre temaer kan opfattes som områder eller dimensioner, som var centrale i samtlige interviews, og hvor effekten især var tydelig. De tre centrale temaer er: det professionelle og det private, dialog og kollegialt samarbejde og dilemmaanalyse og håndtering. Rapporten er opbygget på den måde, at afsnit 3, 4 og 5 præsenterer analysen under hvert af de tre centrale temaer. Afsnit 6 præsenterer kort deltagernes overvejelser omkring fremadrettede tiltag i forhold til det videre arbejde med etikken i organisationen. I afsnit 7 opsummeres kort med bevaringsværdige punkter og udviklingspunkter. 3. Det professionelle og det private Et centralt tema for kursisterne allerede fra den første dag var, hvordan etikken kunne fungere som et værktøj til bedre at håndtere den svære skelnen mellem det professionelle og det private. Kursisterne havde en klar forventning om, at etikken kunne kvalificere fagligheden, så denne ikke blev for styret af, hvad synes jeg. Etikken kunne levere et fælles sprog, så det blev lettere at sætte spørgsmål ved vaner og plejer: Jeg synes altid, vi har arbejdet med etik inden for vores fag, men nu får vi nogen ord på det, og det gør, at vi kan forholde os til det, og spørge: hvorfor var det egentlig, at jeg valgte at gøre det på den måde? Men det viste sig hurtigt, at forholdet mellem de personlige synspunkter og holdninger, og den professionelle og fagetiske tilgang, var svær at håndtere: Hvem siger, de skal gå i bad hver dag? Er det for pædagogernes skyld? Hvis behov er det, vi dækker, med bad hver dag? Det er bare noget, vi går ud fra, at de skal i bad hver dag! Men det er jo også fordi, vi meget nemt bliver smalsporede, og det er jo det etikken kan gøre noget ved, at gøre vores synsvinkel større. 2

3 Det er fordi, vi hjemmefra er vokset op med normer og værdier om, at vi går da i bad! Ja, det er der nogen der er, andre er vokset op med, at hver anden dag er rigeligt Selvom kursisterne altså var enige om, at man burde kunne adskille det private og det professionelle, så var de ikke enige om, hvad denne skelnen indebærer, og om den overhovedet er mulig: Det handler meget om din egen personlighed og dine værdier, og man skal lære at skelne mellem, hvad er mit eget, og man skal lære at respektere. Det, jeg også synes er vigtigt lige nu med etikken, det er at finde ud af, hvor står jeg egentlig selv, i forhold til mit arbejde og i forhold til mit privatliv, for tingene hører jo sammen. Hvis jeg ikke har mit privatliv med mig, så kan jeg ikke stå ved mig selv. Nej, men du skal stadigvæk kunne arbejde professionelt, og ikke lade det personlige spille ind. Men det kan man da ikke, så professionel er der da ikke nogen, der kan være! Nej, men jo bedre man er til at mærke sig selv, jo bedre er man til at mærke andre. Jeg har det sådan, at jeg har mig selv med på arbejde, men ikke privatpersonen. Det er min personlighed jeg har med, ikke privatlivet. Det tror jeg simpelthen ikke på, for du vil ikke kunne køre otte timer på arbejde, uden at du snakker om dit privatliv, for beboerne, de spørger jo til dit privatliv. Men så er du jo personlig, ikke nødvendigvis privat! Der er jo forskel på de to, jeg siger jo ikke til borgeren, hvad min kæreste og jeg har snakket om over morgenmaden. Så jeg er personlig, men ikke privat. 3

4 Det er jo det, det handler om i vores arbejde, at skelne mellem hvornår man skal være professionel, og hvornår man skal være personlig! Nej, for man er nødt til at være personlig, for at være professionel, man skal bare ikke være privat! Men man skal være opmærksom på den private del, som man hænger i sit skab, når man kommer ind på arbejde. For kursisterne førte skellet mellem det professionelle og det private i starten af kurset til en diskussion om, hvad det egentlig vil sige at have sig selv med på arbejde, og hvordan man overhovedet kan skelne det professionelle fra det private. På kursets sidste dag var evnen til at skelne det professionelle fra det private stadig i fokus, men kursisterne greb nu problemstillingen an på en anderledes måde. I stedet for at diskutere, hvad det private er, i forhold til det personlige og det professionelle, med udgangspunkt i dem selv, var borgerne nu i centrum i deres overvejelser: Jeg synes altså, at etikken giver borgeren en mere synlig plads eller et rum. Man tvinges til at sætte sig i borgerens sted. Vi har mange ting, hvor vi egentlig bare siger: sådan gør vi det her, men nu tvinges man til at se det fra andre sider. Så kan vi undgå at trække ting ned over hovedet på borgerne, fordi vi selv synes at det er det bedste. Altså, hos os kan vi nogen gange sidde og diskutere, hvor ofte en borger skal i bad. Og der glemmer vi nogen gange at spørge: jamen, hvad synes borgeren? Og det er jo i den bedste mening at vi sidder og diskuterer, hvor tit borgeren skal i bad, men med det der aktør- skema, der bliver det bare så tydeligt, at det skal være borgeren, der er i centrum, og hvad de ønsker, og ikke, hvad vi synes er det bedste, ud fra vores værdier. Altså, hvis nu en borger har det bedst med at komme i bad hver anden dag, hvorfor skal borgeren så presses til at gå i bad hver dag? Det kan være svært at forsvare at en borger skal i bad hver dag, hvis man ud fra aktør- skemaet kan se, at det er ikke borgerens behov, og at vi kommer til at træde ind over borgerens grænser. Forsøget på at finde et klart og entydigt svar på, hvad den professionelle beslutning er, var blevet afløst af en mere fleksibel og reflekterende tilgang, hvor den professionelle og fagetiske tilgang er sikret ved, at borgeren netop altid er i centrum. Samtidig var kursisterne nu også 4

5 bevidste om, at fagetikken på denne måde kunne være med til at forhindre kollegiale konflikter, fordi man også forholdte sig mere nysgerrig til kollegaens perspektiver og beslutninger: Ja, vi skal holde fast i at stille spørgsmål til hinanden. F.eks.: har du husket at spørge borgeren?. Vi må ikke falde i den der med, at vi tror, det er et angreb på hinanden, når vi stiller spørgsmål til vores måder at gøre tingene på. F.eks. så havde jeg lavet et dagsskema med en borger, med hvor tit hun skulle i bad, og der stod at hun skulle i bad om søndagen, og selvfølgelig også andre dage. Men så var der en søndag, hvor hun ikke ville i bad, og der var et andet personale, som så skrev til mig, at hun ikke ville i bad, og om jeg ikke havde taget højde for det. Og så var jeg lige ved at falde i den der med skyttegravene, fordi jeg så det som et angreb på mig. Men her skal man jo tænke på, at det er ikke sikkert, at jeg har fået forklaret min kollega om den aftale, jeg har lavet med borgeren, og at jeg har lavet den sammen med borgeren. Måske troede min kollega, at jeg bare havde lavet den selv, det havde jeg slet ikke fået forklaret! Svaret på spørgsmålet om, hvor grænsen mellem det professionelle og det private går, blev altså ikke et entydigt svar, men derimod en særlig fagetisk tilgang, som sikrer en nysgerrig holdning til både borgere og kollegaer, og at borgerens livssituation hele tiden er i centrum. De fire etiske principper var for kursisterne et værktøj til at sikre, at borgeren hele tiden er i centrum, og til at sætte spørgsmål ved vaner og plejer, her eksemplificeret med princippet om selvbestemmelse: Vi skal passe på ikke at fratage borgerne ansvaret. Vi kan blive så overrasket over, hvor meget de har at sige, hvor mange ønsker de har. De er jo fulde af ideer og tanker, som vi ikke hører, hvis vi ikke spørger! Og nu er jeg f.eks. i gang med at lave status over indsatsplanerne, og man bliver bare så overrasket, fordi borgerne måske ikke er blevet hørt. F.eks. med, at en borger gerne vil være i fred om aftenen, og det så viser sig, at det er fordi borgeren tror, vi ikke har tid til ham, men i virkeligheden vil han gerne have, vi er der! Jeg har oplevet med en borger, at han spurgte, om jeg ikke ville lægge hans tøj sammen. Og så sagde jeg, at det kunne han da sagtens selv gøre. Og det blev han overrasket over, fordi han sagde, at det plejer vi da at gøre. 5

6 Ja, og det er totalt borgerens selvbestemmelse, vi fratager ham her, ved at gøre alt muligt for ham. De kan sagtens selv, og det skal vi understøtte. 4. Dialog og kollegialt samarbejde Kursisternes måde at tale sammen om dette skel mellem det personlige og det private ændrede sig i løbet af kurset. På den første dag var der tale om en diskussion: kommunikationen var en kamp om at få ret, og forskellige begreber mobiliseredes til dette formål. Til sidst i kurset var diskussionen blevet afløst af en mere dialogbaseret kommunikationsform, hvor kursisterne var nysgerrige på hinandens perspektiver og erfaringer med at sætte borgeren i centrum. Kursisternes kommunikationsform udviklede sig altså i løbet af uddannelsen, i takt med at de arbejde med den gode dialog. Samtidig var kommunikations betydning for det kollegiale samarbejde også et centralt tema gennem hele kurset. På den første dag var kursisterne således meget bevidste om, at etikken kunne spille en positiv rolle for kommunikationen kollegaerne imellem. De så et tydeligt behov for at arbejde med kommunikation, og de så en overordnet rolle etikken kunne spille på dette område, som en referenceramme og et fælles sprog: Jeg tror, vi undgår at tale om de her ting, de her lidt farlige ting, med kollegaerne. Det er lettere bare at lade det ligge Ovre ved os har der været mange konflikter, faglige konflikter, fordi vi har set så forskelligt på tingene, og der har vi egentlig brug for at lære at snakke om det etiske på en god måde. Der har vi manglet etikken som et redskab. Ja, og vi kunne undgå rigtig mange misforståelser. Det er det, jeg har oplevet, at man ikke har hørt eller forstået det, der blev sagt. Hvis vi får en fælles referenceramme at gå ud fra, med nogen ord der dækker det samme, så tror jeg, man vil blive hørt på en anden måde, så man ikke taler forbi hinanden. 6

7 Man kan sætte diskussionen ind i nogle rammer, og sige: hvad er det du tænker ud fra nu, og hvad er det jeg tænker ud fra nu? De rammer har vi manglet! I starten af kurset var kursisterne altså opmærksomme på, at etikken som en fælles referenceramme kunne gøre det lettere at forstå, hvad hinanden mente, når man talte om de farlige ting. Men mod slutningen af kurset var kursisterne også blevet mere bevidste om, hvilken effekt etikken kan have på selve kommunikationsformen. Det var især blevet tydeligt for dem, hvordan etikken kan være et værktøj til at undgå, at kommunikationen blev et magtspil, hvor både det man sagde, og det man hørte, blev opfattet som noget, der var personligt møntet: Etikken er med til at løfte kommunikationen op fra det personlige plan. Det gør det nemmere at sige noget svært, hvis det ikke er personrelateret, men i stedet for bliver sagt ud fra etiske overvejelser. Der er også noget personlig beskyttelse i det. Fordi man ikke føler sig personligt angrebet, når det handler om de etiske principper. Jeg tror også, det bliver et værktøj, ikke at tage det personligt. Det med at tage det personligt, det er en svaghed hos os, og vi er rigtig dygtige til at tage det på os. Her har vi et værktøj at arbejde ud fra, som giver en fællesnævner, et fælles sprog, så vi ikke sårer hinanden. Kursisterne fik mod slutningen af kurset et mere tydeligt billede af, hvad en kommunikationsform med etikken som ramme (den gode dialog), indebærer i praksis, både for den enkelte og for fællesskabet: For mig har det handlet meget om, at jeg er utrolig bange for at såre, og det handler om omsorg. Men det betyder, at jeg kan være bange for at sætte fokus på problemer. Det er noget, jeg skal arbejde med, at blive bedre til at sige tingene, og nu er jeg bevidst om det. Fordi det er vigtigt at få dialogen, og få det op, når der er noget kollegamæssigt. 7

8 Og det er især vigtigt, hvordan man gør det, altså det der med at holde sig på egen banehalvdel, og ikke angribe. I stedet for skal man sige: jeg har brug for, jeg undrer mig over, og ikke stille ledende spørgsmål. Og vi har været rigtig gode til at sige, at folk bare skal komme og sige tingene til os, hvis der er noget galt. Men vi har ikke været særligt gode til selv at sige tingene! Fordi vi er bange for at komme til at såre vores kollegaer. Ja, vi har været bange for den reaktion man får, modreaktionen, om det bare bliver et angreb. Jeg synes det er rigtig vigtigt, at vi nu kan se forskellen på dialog og diskussion. Jeg tror, da jeg startede, der var vi i diskussions- kassen. Og nu er vi ved at bevæge os ind mod dialogen, i hvert fald på de sidste p- møder og til supervision. I stedet for bare at lægge ud med skyts fra de to skyttegrave. Synet på kommunikation forandrede sig desuden på en måde, som hænger sammen med synet på det professionelle. Kursisterne begyndte nemlig at kæde den kollegiale kommunikationsform sammen med borgerne, dvs. med princippet om, altid at have borgeren i centrum: Så begynder folk at gå i krogene, og det er nok det værste, for det rammer ikke kun os. Borgerne kan også mærke at der er noget galt, for det hænger sammen det hele. Ja, og hvis man føler man ikke slår til, så brænder man ud og mister sin arbejdsglæde, og det kan borgeren jo mærke. Ja, borgerne læser en knivskarpt! Den måde vi er overfor hinanden i personalet, det smitter bare af på borgerne. Så vi har stor indflydelse på borgernes liv, også uden vi lægger mærke til det, fordi vores måder at være på overfor hinanden i personalegruppen, er noget borgerne ser op til. 8

9 Kursisterne kunne desuden kæde den etiske tilgang til kommunikation sammen med de andre værktøjer og tilgange, de havde i bagagen, og f.eks. se, hvordan etikken kunne supplere systemiske tilgange til kommunikation: Vi har bare ikke været gode nok til at bruge de redskaber, vi har fået, f.eks. det systemiske. Vi har i stedet kørt hinanden op, fordi vi blev pressede, og glemt redskaberne. Men vi skal bruge det nu, og holde fast i redskaberne, så vi undgår at det bliver kørt op og det bliver kaos. Etikken hænger meget sammen med det systemiske, som mange af os også har været igennem et forløb med. Man kan se, hvordan de to ting komplementerer hinanden. Det systemiske viser, hvordan vi påvirker hinanden med kommunikationen, og etikken viser, hvad det er, kommunikationen faktisk gør ved os mennesker. Ja, her kan etikken være en hjælper eller en øjenåbner, som kan vise, hvorfor vi er bange for at tage et problem op. Den kan belyse, hvorfor vi f.eks. ikke tør gå hen til en person og sige det, fordi vi tror vi kommer til at krænke personen, og hvad tænker personen så om mig bagefter, alle de der ting. Integriteten, og hvor er personen sårbar, så man kan få sat ord på, hvorfor det er, at man holder sig tilbage. Endelig var kursisterne også opmærksomme på, hvordan en kommunikationsform med etikken som ramme kunne påvirke synet på det kollegiale fællesskab og samarbejdet: Jeg er blevet overrasket over, hvor forskellige vi er, hvor forskellige fagligheder vi har. Det er helt forskelligt, hvilke problematikker vi lægger vægt på. Her er det så vigtigt at vi ikke havner i skyttegrave. Ja, og man bliver åben overfor, at der er andre holdninger til problemstillinger og dilemmaer, at det du mener er ikke nødvendigvis mindre værd, end det jeg mener. Det gør en verden til forskel at have etikken med i kommunikationen. Man går ind og arbejder på en helt anden måde. Man har en helt anden fornemmelse for kollegaer. Man bliver mere nysgerrig, lidt som den studerende igen, der stiller spørgsmål, og stiller 9

10 spørgsmål og stiller spørgsmål, indtil at man forstår hele situationen. I stedet for man bare siger: jeg synes det her, og hvorfor synes du ikke det! Ja, og der er det vigtigt, at etikken kan hjælpe os med at kende hinanden, så vi ikke behøver gå og være bange for noget, som vi måske slet ikke behøver være bange for. Jeg brugte dialogen med en kollega, som jeg havde et problem med. Og det viste sig bare, at hun slet ikke opfattede situationen på samme måde som mig, så hun vidste slet ikke, hvad det var, jeg mente var et problem. Og hun kunne ikke vide der var noget galt, før vi talte om det. Men hvis man bare går med det indeni, så bliver man indebrændt, og brænder sammen til sidst. 5. Dilemmaanalyse og - håndtering Et af de steder, hvor det bliver allermest tydeligt, at etikken kan gøre en forskel, er i analysen af, og håndteringen af, etiske dilemmaer. På kurset arbejdede kursisterne med analyse og håndtering af egne etiske dilemmaer igennem hele forløbet og brugte den etiske metode som et refleksions- og analyseredskab. På den første dag var kursisterne meget bevidste om, at de i dagligdagen stod med genuine etiske dilemmaer, som både udfordrede dem personligt og fagligt. Dog havde de svært ved at sætte ord på, hvad det præcist var, der var på spil i dilemmaerne, andet end at det er dilemmafyldt, eller man har det dobbelt med det : Vi har en borger, der har svært ved at stå op om morgenen og passe hendes program, selvom hun giver udtryk for, at hun er glad for at følge hendes program. Hun har brug for faste strukturer og rammer. Der har vi så besluttet, som en hjælp til hende, at der er nogle restriktioner, så hun ikke kan komme ud og besøge hendes kæreste i weekenden, hvis hun ikke er stået op i ugens løb. Det synes jeg er meget dilemmafyldt, og vi ved heller ikke helt, om den holder i etik- retten. Men hun bliver selv så nedtrykt og frustreret, når hun ikke står op, og hendes program udgår. Så det er både hende og os der oplever, at det er godt for hende at komme op. Det er rigtig svært at håndtere det her Bliver hun ked af det, når hun ikke må komme ud til kæresten? Er det en straf? 10

11 Ja, det er en stor straf. Jeg har det meget dobbelt med det. Hun forstår godt konsekvensen. Men kan vi udøve den magt? Kan vi bestemme det for hende? Er det forsvarligt hvad hedder sådan noget? I løbet af kurset blev kursisterne opmærksomme på kompleksiteten ved de etiske dilemmaer. Med de etiske teorier og principper var der pludselig en hel vifte af forskellige vinkler på bare et enkelt dilemma. Følgende lange uddrag viser refleksionen og dialogen omkring et af de dilemmaer, kursisterne var særligt optaget af, nemlig et dilemma, som handlede om at sætte lås på borgernes køleskabe: Borgeren kunne ikke lade maden stå i skabet, og derfor blev det besluttet at der skulle lås på. Der har altid været en stram styring, i forhold til det her mad, og borgerens adgang til køkkenet, dengang de boede i et fælles hus. Det har altid været et fokuspunkt i pædagogernes omgang med hende. Og nu skal låsene så fjernes, og vi skal finde ud af, hvordan vi forhindrer borgeren i at, ja, æde sig ihjel. Vi er nået frem til, at det er en god idé at dele dilemmaet op, og se det fra flere perspektiver, fra pædagogernes, fra borgerens og fra lederens perspektiv. Og så se på principperne ved de forskellige perspektiver. F.eks. hvis lederen siger, at nu skal låsene fjernes, så kan det godt opleves af pædagogerne som et angreb på deres integritet. Ja, man bliver krænket der! Ja, men vi kunne også godt se, at det at der er lås på, det krænker borgeren. Og fra det perspektiv, kan man sagtens forstå at låsen skal fjernes! Og det havde borgeren jo også givet udtryk for i sine handlinger, ved at rykke låsen af køleskabet, det viser at borgeren ikke accepterer det. Og der var vi inde og snakke om en mulighed for, at borgeren fik købt ind for hver dag, så der kun er det i køleskabet, der skal bruges hver dag. Og så kunne borgeren måske få mad på værkstedet, som man køber der, så man ikke behøver have en smurt madpakke klar i køleskabet, som bare bliver spist. Eller at borgeren måske kunne få sin morgenmad på arbejdet, så der ikke var noget i køleskabet. Altså, så lidt som muligt i køleskabet. 11

12 Og vi har også snakket om, om det var muligt at få samtykke på fra borgeren, at det var i orden at maden var låst inde. Det kan man ikke, det vil ikke være muligt! For det siger lovgivningen, at vi må ikke sætte lås på! Men hvad nu, hvis borgeren selv kan se det som en god løsning, og gerne vil have hjælp til at styre det, fordi borgeren faktisk har det rigtig dårligt med at have spise så meget? Ja, men borgeren har jo revet køleskabet op og låsen af i afmagt, så jeg tror ikke der kommer samtykke. Men det er jo virkelig et stort problem, jeg har også oplevet borgeren gå i depotet, hvor jeg kom derud bagefter, og hun havde været i sukkerposen, så der lå sukker over det hele. Det må jeg ikke, det må jeg ikke, sagde borgeren, så borgeren ved godt, at det er forkert. Men det er jo den kultur borgeren har lært, at det er forkert, og det kan lige så godt være fordi borgeren ved, at vi synes det er forkert. Altså, hvis du spurgte borgeren, vil du gerne have din mad låst inde?, så ville borgeren sige ja!. Men hvad så hvis du spurgte modsat: vi du gerne have låst op for din mad?, så ville borgeren da også sige ja!. Jeg tror ikke borgeren forstår, hvad du spørger om, og det er jo ledende spørgsmål. Du kan som pædagog få det svar, du gerne vil Jeg har altså oplevet at borgeren har ladet noget lørdagsslik være, en pose m&m s, som borgeren ikke havde tømt, selvom skabet ikke var låst. Men jeg har også prøvet at køleskabet ikke var låst, og så havde borgen spist hele blåskimmelosten, og alt karrysilden, og der var blåskimmelost, fordi det smuldrer, over hele lejligheden, og der lå karrysild over det hele. Men slikket kunne borgeren godt lade det være, så måske kan borgeren godt finde ud af det, på en bestemt måde. Det er det pædagogiske tankesæt der skal udfordres, og reglerne er sådan, fra handicapforvaltningen, at der må ikke være låse på køleskabe. Så må man finde en anden 12

13 løsning, f.eks. at maden placeres et andet sted, så der kun er til et måltid i borgerens køleskab. Ja, vi har en borger, hvor vi bruger den løsning. Borgeren kan ikke lade mad være fred, hvis det er i eget køleskab. Saft bliver drukket rent, og selv mad fra fryseren bliver spist frossent. Og det vi gør nu, er at sætte mad ind portionsvis. Men borgeren er så begyndt at gå i vores køleskab ude i fællesrummet, og der opstår et andet problem, fordi borgeren kan have afføring på fingrene. Vi har snakket om lås på det køleskab, men det skal vi ikke. Det vigtige er at få snakket med borgeren, så borgeren kan forstå, at vi nok skal give borgeren det mad der er behov for. Vi kan ikke være der hele tiden, men en af mine kollegaer lavede en aftale med borgeren om at sætte nogle tallerkener frem, og det fungerede faktisk. Borgeren kan finde på at sove nærmest i flere dage, men så stiller vi nogle tallerkener frem, så kan borgeren tage den mad selv. Kursisterne benytter her principperne til at se dilemmaet fra flere perspektiver: fra deres eget, fra borgerens og i forhold til reglerne på området. De er endnu ikke helt fortrolige med begreberne for de fire principper, selvom de implicit sætter fokus på alle de fire principper (selvbestemmelse, værdighed, integritet og sårbarhed). Samtidig bliver dialogen hurtigt løsningsorienteret, frem for undersøgende på selve dilemmaet. Det fjerner fokus fra, hvad der grundlæggende er på spil i dilemmaet, og dialogen kommer derfor mere til at handle om, hvad personalet skal gøre fremadrettet, frem for borgeren livssituation. Mod slutningen af kurset var kursisterne mere fortrolige med begreberne, og bragte principper og teorier i spil til dilemmaanalyse. Samtidig var kursisterne også blevet opmærksomme på faren ved at blive for løsningsorienterede med det samme, i stedet for at forholde sig undersøgende til dilemmaet. Følgende lange uddrag handler om et dilemma, hvor en borger fylder for meget på en ferie og generer de andre borgere. Kursisterne blev bedt om at forholde sig til dilemmaet, som om det var et personalemøde, hvor dilemmaet var på dagsordenen: 13

14 I forhold til integritet, der vil jeg sige, om borgeren egentlig selv har lyst til at komme på ferie? Er det noget der er blevet pålagt, fordi alle skal jo have ferie, og så skal den borger selvfølgelig også? Du tænker, om borgeren blev inddraget i planlægningen? Ja, det kan jo være, det ikke er den gruppe borgeren passer bedst ind i. Og er de andre blevet informeret om, at de skal på ferie med den her borger? Har de f.eks. holdt et formøde om det, og sagt, at det er jer fire der skal af sted, hvad siger I til det, har I stadig lyst til at komme på ferie? Så går man ikke ind over deres grænser, men respekterer dem for deres valg. Det kan være en borgers grænser bliver overtrådt, hvis borgeren skal med nogle af de andre på ferie. Jeg synes, vi har haft et dilemma der ligner det der! Det der med, at nogle låse på køleskabe bliver brudt op, sker måske i frustration over integriteten bliver overskredet? Det her med, at der kommer nogle udbrud eller borgeren tager så meget fokus, det kan måske være et tegn på, at man ikke har lyst til at være sammen med den gruppe, man er sammen med, og så opfører man sig på den her måde, for at få noget opmærksomhed. Adfærden er et tegn på, at integriteten bliver overskredet. Og i forhold til sårbarheden, så er det for den borger, der har skabt problemerne, en meget sårbarhed situation personen kommer i. Borgeren bliver lidt sat som en syndebuk, og får ikke lov til at være sårbar, tage ansvar for de andre og vise empati. Der bliver ikke taget hånd om det, og hvordan de andre har reageret overfor borgeren. Den sårbare situation behøver ikke være noget negativt. Personalet kunne godt gå ind og arbejde med den sårbarhed, og få vendt den til noget positivt. Jeg synes jo som nærhedsetiker, at borgeren helt sikkert skal have lov til at komme på ferie med de andre. Det er jo livskvalitet for den borger, og så må man få det til at fungere. Vi vil gerne sikre den nære relation. Ja, men de andre skal også have lov til at sige fra. Som konsekvensetiker kunne man sig meget firkantet, at hvis borgeren ikke var med, så ville det blive en meget bedre ferie for de andre. Det ville være meget firkantet: så bliver 14

15 man fjernet fra fællesskabet, hvis ikke man kan finde ud af at indgå i det. Men det man kunne gøre, var også at kigge på personaleressourcer, og sige: kunne man være en- til- en, og så kunne det også gavne fællesskabet. Men så ville man som konsekvensetiker måske også sige, at så bruger man penge på, at der er en der skal have en- til- en personale, og gavner det fællesskabet? Så konsekvensen må blive, at hvis vedkommende ikke kan opføre sig ordentligt på den ferie, så må hun blive hjemme! Ja, eller komme på en anden ferie, med nogle andre. Men med pligtetikken vil man sige at der jo er en regel om, at alle skal på ferie! Og det må da også være i fællesskabets interesse at man er sammen på ferie, der hvor man bor. Hvis flertallet er glad for at borgeren ikke er med på ferie, fordi borgeren forstyrrer, så skal borgeren ikke med på ferie. Målet helliger midlet, det er ikke måden vi kommer derhen, det er det vi får ud af det. Men som nærhedsetiker, der må jeg jo sige, at der er noget med fællesskabet, der er rigtig vigtigt for mennesket, det kan man ikke bare lægge på hylden. Men man kan også godt være i fællesskabet, selvom man har en- til- en, så kan man være længere ude fysisk. Man behøver ikke sidde sammen, for at være sammen. Der skal være en buffer, når den her borger har brug for en- til- en kontakt. Det tror jeg en konsekvensetiker ville kunne gå med til. Fra pligtetikken vil jeg sige, at borgerne har ret til at holde ferie, så vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan de så kommer af sted. Og der må man også gå ind og se på, at det kan godt være, de har ret til at komme på ferie, men hvad er det for en ferie det enkelte menneske har glæde af, idet det enkelte menneske er målet. Hvad er den gode ferie for personen selv? 15

16 Kursisterne forholder sig undersøgende til kompleksiteten i dilemmaet, og bliver ikke for hurtigt løsningsorienterede. Samtidig forsøger de at fastholde de forskellige princippers og teoriers perspektiver i en dialog, uden en underlæggende præmis om, at et bestemt perspektiv nødvendigvis har ret. Kursisterne viser desuden en evne til at kunne perspektivere dilemmaet til andre dilemmaer, og se sammenhænge via etikken, som måske ikke ville være synlige uden. På den måde kan analysen af et dilemma være med til at kvalificere håndteringen af et andet dilemma. 6. Fremadrettet: etik på tværs og fælles etisk kultur Kursisterne var meget opmærksomme på den fremadrettede implementering igennem hele forløbet. De lagde især vægt på, at etikken skulle implementeres på tværs i organisationen, så de forskellige afdelinger kunne trække på hinandens erfaringer og dele viden. Her foreslog de bl.a. at sende en Mads (en neutral dialog- facilitator, som i refleksionsøvelsen Mads- og- Monopolet) fra en afdeling til en anden, eller etablere et fælles etisk dialog- forum: Jeg tror etikken gør den forskel, at vi kommer til at tale et fælles sprog. Mere end vi har gjort indtil nu. Nu har flere af os fået etikken med, og også vores afdelingsleder, så hun bedre kan holde os op på det. Ja, og det vigtige nu, det er at holde fast i arbejdet med etikken. For vi kan jo se, at de andre der har været på kursus, de har ikke holdt fast i det godt nok. Vi skal holde fast i at have fokus på dilemmaerne og principperne i fællesskab. Vi skal bare blive bedre til at bruge hinanden i de forskellige afdelinger, og dele guldkorn med hinanden. Vi står tit med de samme dilemmaer, men vi finder forskellige løsninger. Her skal vi f.eks. til at sende en Mads ud fra en afdeling til en anden, som kan fortælle, hvordan vi håndterer situationen i en afdeling. F.eks. det med låsene på køleskabe. Her har vi kørt med det i en afdeling, mens andre afdelinger fandt andre løsninger. Det er da helt skørt, at vi ikke har snakket sammen om løsningerne! Det er så vigtigt at vi inddrager hinanden mere til at finde løsningsforslag. Vi skal have friske øjne ind fra de andre huse, som kan komme med deres erfaringer med 16

17 dilemmaerne, og kan inspirere med nye løsninger. Vi skal bruge hinanden. Det kunne også være en god idé med et fælles etisk forum, f.eks. med en udefrakommende som tovholder på forummet, som kunne styre dialogen og holde fast i etikken. Men kan det lade sig gøre med arbejdsplanen og i forhold til ressourcer? Intentionen er helt sikkert den bedste, men vi skal passe på det ikke bliver en stressfaktor at lave et etisk forum på tværs. Vi skal virkelig have ledelsen med, og så skal vi også prioritere det, så det ikke bliver en stressfaktor. Ja, det er så vigtigt, at alle os der har været igennem det her forløb, at vi ikke taber det på gulvet, fordi vi ikke holder fast. Her skal vi virkelig sammen med ledelsen gøre noget, for at holde fast i det. Kursisterne blev i løbet af kurset også meget bevidste om, at de forskellige afdelinger i organisationen har forskellige måder at håndtere dilemmaer på. I kursisternes optik havde organisationen ikke en fælles etisk kultur, dvs. et sæt fælles værdier som var implementerede i praksis og som kunne fungere som retningsgivende og handlingsanvisende for de etiske refleksioner og dialoger: Det er så vigtigt med etikken, når vi er så forskellige, at vi får talt om det på personalemøder, og det vil også være langt bedre for borgerne, for vi skal gerne være nogenlunde ens i vores måde overfor borgerne. Ja, overordnet er vi nødt til at have en fælles front på vores arbejdsplads. Og der tænker jeg også, vi skal snakke om kultur, for mange gange sker der det, at man bare får opbygget en kultur, og så kører det bare, som det plejer, og vi snakker måske først om ting efter et møde. Og det handler også om kulturen, hvor man f.eks. snakker i krogene bagefter et møde, i stedet for at tage det op på mødet. Ja, og det er vigtigt at vi har en fælles front, så vi er en helhed i organisationen. F.eks. i den måde borgerne skal holde ferie på, her skal vi arbejde sammen, så vi har en fælles front. Vi skal have fælles værdier, som vi arbejder med, i stedet for at de bare står på hjemmesiden. 17

18 Og vores fælles værdier, skal vi også bruge til at tage hinanden i nakken, og sige: det her, det holder ikke, så vi ikke slækker på det. 7. Bevaringsværdige punkter og udviklingspunkter Af bevaringsværdige punkter skal der især peges på, at kursisterne i løbet af kurset viste et højt refleksionsniveau og et stort engagement. De var parate til at lade sig udfordre af etikken, og forholde sig åbne for nye perspektiver og vinkler på dilemmaerne. Samtidig indoptog de etikkens grundlæggende flertydighed, som kan være en stor udfordring at fastholde, når man står med et konkret dilemma. De var i stand til og indstillet på at arbejde med etikken som et værktøj til refleksion og dialog, som sikrer en undersøgende og anerkendende tilgang, både til kerneopgaven i forhold til borgerne og til det kollegiale samarbejde. Af udviklingspunkter skal der især peges på to ting: 1) Implementeringen, som kursisterne også selv fremhævede. De var selv meget bevidste omkring, at etikkens begreber og tilgang let kan løbe ud i sandet, hvis ikke organisationen med konkrete tiltag fastholder et fokus på etikken. 2) Kursisterne fremhævede et behov for et mere tydeligt fælles værdigrundlag for organisationen, som kan være retningsgivende for de fagetiske dialoger og beslutninger. Kursisterne gav udtryk for, at de enkelte afdelinger ikke har del i en fælles etisk kultur, en værdibaseret helhed. Dette skabte forvirring blandt kursisterne, i håndteringen af nogle af dilemmaerne, fordi etikken netop ikke giver et endegyldigt svar, men derimod folder perspektiverne ud. Kursisterne manglede derfor et fælles grundlag at henvise til, når et dilemma var foldet ud, og en beslutning skulle tages. 18