Socialfobi - i et socialpsykologisk perspektiv

Transkript

1 Socialfobi - i et socialpsykologisk perspektiv

2 Abstract Denne projektrapport identificerer en række af de samfunds- og relationelle forhold, der kan påvirke omfanget af socialfobi. Dette med henblik på at undersøge nogle af de fordringer i samfundet, der bør forandres, hvis det danske samfund skal forsøge at skabe de nødvendige rammer, hvori Axel Honneths anerkendelsesideal kan imødekommes. Det der blandt andet står i vejen for dette ideal, er de fordringer, som neoliberalismen har medført. Derudover undersøges det, hvorledes individet og heriblandt personer med socialfobi forstår sig selv igennem interaktion med andre, samt hvilke sociale barrierer der kan være i forbindelse med denne interaktion. This project tries to identify some of the societal- and relational conditions, which influence the degree of social anxiety. This will be done to examine some of the societal demands, which should be changed if the Danish society must create the conditions in which Axel Honneths ideal of recognition can be met. Some of the things, which stand in the way for this to occur, are some of the demands that the Neoliberalism has brought with it. Further more this project shows how the individual, and among them people suffering from social anxiety, understand oneself through interaction with others and to understand how social barriers is combined to this interaction. 2

3 Titelblad Psykologi, Roskilde Universitet 5. semester, Efterår 2013 Projekttitel: Afleveringsdato: Vejleder: Socialfobi I et socialpsykologisk perspektiv 16. December 2013 James Giles Censor: Antal sider á 2400 anslag: Antal sider i alt: Antal bilag: Udarbejdet af: Bolette Autzen Vogt Morten Lindholm Madsen Rikke Krag Christensen 3

4 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Indledning og motivation for projektet Problemfelt Problemstillinger Forklaring af problemformulering og problemstillinger Begrebsafklaring Metode Projektrapportens genstandsfelt Videnskabsteori Kritisk teori Videnskabsteori i projektrapporten Valg af teori Anna Kåver - Socialfobi Axel Honneth - Anerkendelsesteori Rasmus Willig Sociale patologier George Herbert Mead Selvet Valg af empiri Præsentation Anvendelse Validitet Projektrapportens samlede validitet og gyldighed Teori Socialfobi Anerkendelsesteori Sociale patologier Selvet Empiri Genstandsfeltet for socialfobi Dansk Psykologisk Forening Psykiatrifonden

5 5. Analyse Samfundets indflydelse på socialfobi Fra social orden til flydende strukturer Forøgelsen af valgmuligheder Delkonklusion Selvforståelsen i sociale relationer Det negative spejlbillede Den skjulte angst Forhindringer i det daglige liv Grupperelationer Delkonklusion Socialfobi i et fremtidigt perspektiv Delkonklusion Konklusion Perspektivering Litteraturliste Bilag

6 1. Indledning I dette kapitel præsenteres projektrapportens problemstilling, samt den undren, som ligger til grund herfor. Kapitlet er opdelt i fem hovedafsnit: Indledning og motivation for projektet, Problemfelt, Problemstillinger, Forklaring af problemformulering og problemstillinger samt Begrebsafklaring 1.1. Indledning og motivation for projektet Vi må se mennesket som værende et socialt væsen, da vi konstant indgår i relationer med andre mennesker, og dermed skaber vores selvforståelse, meninger og handlinger på baggrund af sociale og samfundsmæssige forhold. Vores samfundsmæssige norm- og værdisæt opstår således i kraft af et socialt fællesskab. Derfor er det også problematisk, når mennesker finder det svært, umuligt og aldeles angstprovokerende at indgå i sociale relationer. En undersøgelse fortaget af Institut for Sundhedsvæsen viser, at der i 2007 var ca danskere i alderen år, som led af en eller anden form for angst (Christensen et al., 2007: 3). Antallet af personer, der behandles for en angstlidelse i den danske psykiatri, har vist sig at være steget fra lidt under i 1999, til mere en i 2003, hvilket svarer til, at der er sket en stigning i nødvendig behandling af personer med forskellige former for angst i Danmark på 25% (Jørgensen 2011: 727). Blandt mange angstformer er socialfobi den hyppigste angstlidelse af alle, og i vesten lider op mod 7% af befolkningen af socialfobi, som i 75% af tilfældene opstår allerede før 15 års alderen (Geoffray 2009: 3). Selvom angstdiagnosen socialfobi vurderes som den hyppigste angstlidelse, har den kun eksisteret som en anerkendt diagnose siden I den svenske psykolog og psykoterapeut Anna Kåvers bog, Socialfobi frygt for andres kritiske iagttagelse, beskrives udviklingen af socialfobi som et stigende problem: Behovet for en ny diagnosekategori afspejler givetvis problemets tiltagende omfang, som på sin side måske er forbundet med de gennemgribende sociale forandringer, der har fundet sted i det tyvende århundrede" (Kåver 2003: 10). 6

7 Dette understreger yderligere relevansen for at belyse dette projekts problemstilling, da tendensen til socialfobi er stigende i et samfund, hvor social interaktion er essentielt for vores tilpasning af omgivelserne. Afslutningsvis er drivkraften for vores motivation i udarbejdelsen af projektrapporten begrundet af en udvidet forståelseshorisont af sammenhængen mellem samfundet og interpersonelle forhold, som vil bidrage til et forøget vidensområde af det psykologiske genstandsfelt. Det forøgede vidensområde skal dels anskues som en læringsproces for os selv, dels ses som et redskab for omverdenen til at forstå udviklingen af socialfobi som konsekvens af relationelle, såvel som samfundsmæssige strukturelle forhold. Det er på baggrund af en undren over ovennævnte paradoks, at problemformuleringen er udformet: Hvordan kan diagnosen socialfobi anskues som en samfundspatologi, og hvorledes har sociale relationer betydning for denne angstlidelse? 1.2. Problemfelt Når vi ser på mennesket som et socialt væsen, må vi i forlængelse heraf også se på tendensen i udviklingen af socialfobi, i kraft af de sociale strukturer, som samfundet er med til at skabe, da vi må formode, at det er i disse strukturer, at angsten opstår. Det er på denne baggrund, at vi erkender, at socialfobi er en psykisk lidelse, som blandt andet fremprovokeres af en række strukturelle forhold. Sociolog og samfundsforsker Rasmus Willig sår ingen tvivl om relevansen af de mange samfundsdiagnoser, der kendetegner det moderne individ (Willig 2005: 13). I denne ombæring påpeger han, at samfundsforholdene har ændret sig, fra at være fastlagte strukturer til tvungne selvrealiserings- projekter, hvor motivering, optimering og eksaminering af sit eget selv er centralt, for at kunne indordne sig i samfundet (Willig 2005: 29). 7

8 Udgangspunktet for dette projekts problemstilling vil ligeledes have en formodning om, at det er de samfundsmæssige, strukturelle og normative ændringer, der sætter deres tydelige spor i individets psyke og selvforhold, hvortil dette perspektiv vil være fundamentet for at forstå udviklingen af socialfobi. Handler den stigende udvikling af diagnosen om, at det danske sundhedsvæsen er blevet effektiviseret, og dermed har dygtiggjort sig i forbindelse med at opdage mennesker med psykiske lidelser? Og dertil kategorisere det som en sygdom med nødvendighed for behandling? Eller handler det i højere grad om, at samfundet generelt er blevet mere opmærksomt på at synliggøre sociale patologier, såsom socialfobi, som en konsekvens af den samfundsudvikling, som vi selv er med til at skabe. Med et ønske om at identificere og forstå nogle herskende sociale samfundsstrukturer, der muligvis skaber en stigende tendens af socialfobi blandt befolkningen, vil dette perspektiv og vores kritiske syn på samfundet afspejle vores formodning om, at samfundet ekskluderer mennesker med socialfobi fra, at kunne opnå det gode liv. Vi har en formodning om, at det ikke udelukkede er samfundsmæssige strukturer og normsæt, der er konsekvenserne af socialfobi, men det er de samfundsmæssige og sociale forhold, der repræsenterer vores forståelse af vores handlen og ageren i det sociale liv. Empiriske undersøgelser viser, at fremkomsten af socialfobi oftest opstår i barndommen eller teenageårerne (Angstforeningen.dk 1 ). Derfor er det også med dette forbehold vi vil besvare projektets problemstilling. Således vil vi anskue socialfobi ud fra de sociale relationer, hvorfra diagnosen fremstammer og tilmed se dens konsekvenser i menneskers videre liv. En undersøgelse fortaget af Center for Ungdomsforskning belyser vilkår og udvikling af risikobørn, truede børn og udsatte børn. Undersøgelens formål er et forebyggende sigte, som har fokus på præventive forhold i forbindelse med de omtalte risikobørn (Zøllner 2002: 23). I undersøgelsen beskriver Lilian Zøllner 8

9 således; Manglende sammenhæng mellem de unges forestillinger om det gode liv og deres egne liv, er en anden belastende faktor. Det er altså vigtigt, at de unge oplever sammenhæng mellem det liv, de gerne vil leve, og det liv, de rent faktisk lever (Zøllner 2002: 23). Denne beskrivelse af hvorledes børn har risiko for at udvikle blandt andet socialfobi giver os en forståelse af vigtigheden af menneskets selvforståelse og selvforhold i de netværk og sociale relationer, det indgår i. Dertil vil vores undersøgelse, på baggrund af belysningen af de samfundsmæssige strukturer, dykke ned på individniveau, hvor individets egen selvforståelse og eget selvforhold i sociale relationer bliver centralt. Hvorledes spiller selvtillid, selvrespekt og selvværd en væsentlig rolle for at indgå i sociale relationer? Og er tilstedeværelsen af disse selvforståelsesforhold med til at øge risikoen for udvikling af socialfobi? Når socialfobi florerer inden for samfundsmæssige og relationelle forhold, må det være centralt at se på, hvordan disse kan ændres med henblik på at mindske omfanget af lidelsen. Er samfundets normative strukturer en trussel mod det enkelte individs psyke, eller må disse ændres, for at mennesket kan opnå det gode liv? Og kan diagnosen i det hele taget mindskes hos den angstlidende, når diagnosen allerede er fastsat? 1.3. Problemstillinger Problemformuleringen er operationaliseret igennem tre problemstillinger, som har til formål at skabe en gennemgående retning for projektrapporten: 1) Hvordan afspejler socialfobi sig i samfundsudviklingen? 2) Hvordan forstår personer med socialfobi sig selv i sociale relationer? 3) Hvordan kan samfundsmæssige og relationelle forhold bidrage til at mindske omfanget af socialfobi? 9

10 1.4. Forklaring af problemformulering og problemstillinger I denne projektrapport forsøger vi at identificere og synliggøre de barrierer, der hindrer mennesket i at opnå det gode liv. Ideen om det gode liv skal i relation til nærværende projektrapports genstandsfelt, forstås som evnen til at indgå i sociale relationer og dermed, at individet kan se sig fri fra angstlidelsen socialfobi. Det er med dette udgangspunkt, at teoriens og empiriens opgave, i samspil med vores iboende viden, skal bidrage til forståelsen og analysen af, hvordan lidelsen socialfobi anskues som en samfundspatologi, og hvorledes sociale relationer har betydning for denne lidelse. I den forbindelse erkender vi i kraft af vores forforståelser og vores teoretiske afsæt, at socialfobi er en samfundspatologi. Med problemformuleringen ønsker vi først og fremmest at anskue angstlidelsen socialfobi som et socialpsykologisk fænomen, set i et samfundsmæssigt og relationelt perspektiv. Vi antager, på baggrund af vores teoretiske afsæt, at socialfobi er en tilstedeværende diagnose hos nogle mennesker, og at nogle samfundsforhold over tid har forværret omfanget af socialfobi. Det er i denne forbindelse værd at nævne, at vores teoretiske afsæt skaber et bindeled mellem psykologien og samfundsvidenskaben, frem for en entydig videnskabelig retning. Fælles for teorierne er således den sociologiske og socialpsykologiske tilgang til menneskets udvikling igennem samfundsmæssige og relationelle forhold. Der vil i projektrapporten blive anvendt en tredelt analysemodel, med tre problemstillinger, som har til formål at strukturere besvarelsen bedst muligt. Således er problemformuleringen en operationalisering gennem tre problemstillinger, som tilsammen skal besvare denne. I besvarelsen af første problemstilling, vil der blive fokuseret på, hvordan samfundets sociale normer, værdier og strukturer har udviklet sig over tid, og hvordan disse forhold øver indflydelse på diagnosen. Vi forsøger i denne del af undersøgelsen, at identificere en række blokeringer, som hersker i samfundet. Disse blokeringer skal forstås som et kritisk spejl mod idealet om, at det gode liv indebærer evnen til at kunne indgå i sociale relationer. Undersøgelsen tager afsæt i teoretiske perspektiver, som beskriver hhv. 10

11 patologiske tilstande i samfundet og skildringen af socialfobi. Disse teorier vil i analysen blive sammenkoblet med personlige beretninger, beskrevet af personer diagnosticeret med socialfobi samt talbaseret materiale, der beskriver omfanget og stigningen af denne specifikke angstlidelse. Som nævnt forstår vi individet som et grundlæggende socialt væsen, hvis overlevelse afhænger af sociale relationer. Det fremstår derfor paradoksalt, at mennesker med socialfobi, er angste for socialt samvær i forskellige situationer. Derfor ønsker vi ydereligere at undersøge, hvordan individer med socialfobi forstår sig selv i sociale relationer. Individets selvforståelse og ageren i sociale relationer bliver, i anden del af analysen central at afdække i forhold til at forstå, hvordan de sociale relationer har indflydelse på udviklingen af socialfobi. Disse overvejelser bliver indfanget i analysedel 2, hvor vi vil inddrage teoretiske perspektiver, som beskriver individets behov for anerkendelse samt individets forståelse af sig selv gennem sociale relationer. Sammen med de personlige fortællinger fortalt af personer med socialfobi, vil dette kunne besvare vores anden problemstilling omhandlende personer med socialfobis forståelse af sig selv i sociale relationer. Afslutningsvis ønsker vi at foreligge en reflekterende analyse af, hvordan individet igennem en emancipatorisk sigte, kan se sig fri fra en samfundspatologi som socialfobi, og dermed opnå idealet om det gode liv, og evnen til at indgå i sociale relationer. Denne reflekterende analysedel behandles på to niveauer; 1) hvordan den stigende tendens til socialfobi kan mindskes og forebygges hos ikke- angstramte, samt 2) hvordan lidelsen kan mindskes hos den enkelte, som allerede lider under socialfobi. Denne refleksion og dermed afsluttende del af analysen vil bære præg af besvarelsen af første og anden problemstilling, som fortæller noget om hhv. de samfundsmæssige og de relationelle forhold i forbindelse med socialfobi. 11

12 1.5. Begrebsafklaring Begrebsafklaringen har til formål at anskueliggøre de mest betydningsfulde begreber, som ligger inden for projektrapportens genstandsfelt. Afsnittet indeholder en afklaring af begreberne socialfobi, samfundsudviklingen (fra det præmoderne til i dag) og samfundspatologi. Denne afklaring er nødvendig for at eksplicitere vores forståelse og opfattelse af, hvordan vi undersøger socialfobi. Socialfobi Det skal i nærværende projektrapport klarlægges, at en angstlidelse/fobier kan opstå af mange årsager og kan variere i sværhedsgrad og omfang (Angstforeningen.dk 2 ). Personer kan både lide af genstandsangst/enkeltangst, som kan opleves som en intens angst for en genstand, som eksempelvis dyr eller lukkende rum. Man kan også lide af en situationsangst som panikangst, som opstår pludseligt og voldsomt. Socialfobi, som hører under situationsangsten, er en af de hyppigste angstlidelser i vore dage, og er karakteriseret ved en angst for at indgå i sociale sammenhænge i dagligdagen (Sundhed.dk 3 ). Vores forståelse af diagnosen socialfobi skal ses i forlængelse af en sammenhæng mellem projektrapportens teoretiske afsnit om socialfobi, som bygger på psykolog Anna Kåvers iagttagelser af diagnosen og dele af vores empiriske genstandsfelt. Således defineres og afgrænses socialfobi i projektrapporten gennem teorien som en diagnose af en psykisk lidelse, der skaber en angst i individet. Der skelnes mellem socialfobi og andre angstformer, og vi erkender samtidig, på baggrund af Kåvers teori, at diagnosen kan være tilstede i menneskets psyke. Forståelsen omkring angstlidelsen socialfobi vil blive ydereligere uddybet som et teoretisk afsæt senere i projektrapporten. Samfundsudviklingen (fra det præmoderne til i dag) Når begrebet samfundsudvikling anvendes i rapporten, skal dette ikke forstås i diskursteoretisk forstand, men snarere som et begreb, der definerer og identificerer tendenser i det samfund, som vi lever i. Således skal begrebet forstås som en udvikling af samfundets normer og i den forbindelse, hvordan menneskelige relationer har ændret sig gennem tiden. I forlængelse heraf anskuer 12

13 vi samfundsudviklingen fra det præmoderne til i dag. Det præmoderne skal ses i lyset af Willigs teori, som beskriver denne tid som en tid, hvor stabile sociale ordensforhold herskede i samfundet (Willig 2005: 21). Samfundspatologi En samfundspatologi kan også betegnes som en social patologi, og er kendetegnet ved en sygdomsdiagnose på samfundsniveau, som ikke umiddelbart findes i individet. En samfunds- eller socialpatologi kan således ikke sammenlignes med en individuel patologi eller et individuelt sygdomsforløb. De strukturelle og normative ændringer, som er med til at skabe samfundspatologier, sætter imidlertid et aftryk i individets psyke og selvforhold (Willig og Østergaard 2005: 6-7). 13

14 2. Metode I dette kapitel redegøres der for projektrapportens metodiske arbejdsgange, som har ført os til besvarelsen af de opstillede problemstillinger, og dertil problemformuleringen. Herunder ekspliciteres projektrapportens afgrænsning og vores videnskabsteoretiske udgangspunkt. Ydermere redegøres der for hvilke teorier og empiriske værktøjer, der er blevet anvendt til besvarelse af vores problemformulering. Slutteligt vil der foreligge en validitetsvurdering af det samlende projekt Projektrapportens genstandsfelt Rapportens genstandsfeltet er en specificering af de tilvalg og fravalg, der er blevet truffet igennem projektforløbet. Afsnittet vil således indeholde det fokus, som er blevet forfulgt undervejs. Der vil blive redegjort og argumenteret for de områder, som ligger inden for genstandsfeltet. Ligeledes vil vi eksplicitere de forhold, der ligger sig tæt op heraf, men som vi har fravalgt at inddrage i rapporten, for at gøre denne mere fokuseret. For at forstå kernen i nærværende projektrapport, har det først og fremmest været vigtigt for os, at diagnosen socialfobi tilskrives den rigtige mening i et teoretisk perspektiv. Derfor har vi valgt at forstå diagnosen ud fra psykolog Anna Kåvers teoretiske afsæt, der blandt andet bygger på DSM (Statistical Manual of Mental Disorder), som er det amerikanske diagnose- og klassifikationssystem for psykiske lidelser. Derfor vil projektrapporten indeholde et teoretisk afsnit, hvor diagnosen beskrives og specificeres. I forlængelse heraf er det værd at nævne, at vi erkender, at diagnosen findes og opleves hos nogle mennesker. Bivirkningerne ved socialfobi, som beskrives af Anna Kåver i hendes bog Socialfobi frygt for andres kritiske iagttagelse, er i vores optik en kendsgerning og en virkelighed hos mange mennesker i vores samfund. Det er i denne ombæring, at vi anskuer lidelsen i et kritisk perspektiv, og forsøger at identificere nogle af de forhold, som skaber den. 14

15 Fænomenet socialfobi kan anskues, undersøges og analyseres i mange forskellige henseender, og dermed få forskellige betydninger afhængigt af, hvilket videnskabeligt perspektiv diagnosen pålægges. Ligeledes kan baggrunden for udviklingen af lidelsen diskuteres. Vi har valgt at undersøge feltet i et socialpsykologisk perspektiv, hvor der vil være fokus på, hvorledes samfundet såvel som sociale relationer kan tvinge individet ud i situationer, som skaber en frygt og angst hos selvsamme situationer som i nogle tilfælde bærer socialfobi med sig. Det kunne også diskuteres, hvorvidt lidelsen socialfobi overhovedet kan defineres som en diagnose, eller om man kan tale om lidelsen som en falsk diagnose, for at differentiere mere mellem det patologiske og det normale. Det kunne i denne ombæring diskuteres, hvorvidt den herskende magtfulde medicinindustri har indflydelse på det stigende antal af diagnosticerede personer i Danmark (Jørgensen 2011: ). Denne diskussion er dog et perspektiv, som vi på grund af projektrapportens omfang har valgt at afgrænse os fra. Det er værd at nævne, at vi undersøger genstandsfeltet i et dansk perspektiv, da store dele af vores empiri bygger på nationale kilder. Vi er i den forbindelse klar over, at socialfobi kan være et stigende problem i andre lande, men at dette må forstås i kraft af det enkelte lands samfundsmæssige og kulturelle forhold. Vi undersøger dermed feltet i den forstand, at det er ud fra den danske kultur og de danske normer, at vi forstår problemstillingen. Da socialfobi ofte kommer til udtryk i års alderen, og ofte kan ses allerede i barndommen, vil komme omkring betydningen af sociale relationer og selvforholdet i netop denne alder (Kåver 2003). Vi vil ikke behandle forhold som køn eller etnicitet, da vi ikke finder disse særlig relevante for besvarelsen af problemformuleringen. Ligeledes vil vi kun anlægge beslægtede diagnoser en snæver betydning i projektrapporten, netop for at indskrænke feltet til socialfobi. Dermed behandles andre angstlidelser eller fobier ikke på omfangsrig vis. Anna Kåver beskriver endvidere i sin teori, hvordan 15

16 biologiske forhold kan have indflydelse på udviklingen af socialfobi. Heller ej dette aspekt vil blive behandlet som en del af genstandsfeltet. Afslutningsvis skal det nævnes, at det teoretiske afsæt vil være i fokus fremfor egen indsamlet empiri. Der vil forekomme andenhånds empiri i form af statistiske tal, som påviser udviklingen af angst samt enkeltstående livsberetninger fra mennesker, som har fået tildelt diagnosen. Begrundelsen for fravalget af førstehåndsempirien skal ses i lyset af, at vores moralske og professionelle kompetencer er i strid med at foretage interviews af personer med socialfobi. Vi finder i stedet erfaringerne og fortællingerne fra personer med socialfobi fyldestgørende og gyldige i forbindelse med besvarelsen af problemformuleringen Videnskabsteori I dette afsnit vil projektets videnskabsteoretiske udgangspunkt blive beskrevet ved at eksplicitere projektets ontologiske og epistemologiske grundantagelser, dels ud fra en præsentation af kritisk teori som videnskabsteoretisk retning og dernæst en præsentation af, hvordan dennes logikker tildeles en forbindelse til projektets genstandsfelt Kritisk teori For at forstå hvad kritikken i kritisk teori handler om, skal vi se på denne traditions epistemologiske og ontologiske antagelser. Det kan siges, at den kritisk teoretiske tradition er en kombination af samfundsteori og videnskabsteori, da udgangspunktet er, at der findes en virkelig verden derude, som videnskaben har til opgave at synliggøre, ved at trænge bag om samfundets ideologier. Retningens interesse ligger således både i samfundets normer og i den videnskabelige virksomhed (Juul 2012: 319). I den kritisk teoretiske retning, er der således en normativ grundtænkning, som danner grobund for de kritiske analyser, som ønskes belyst. Som så mange andre videnskabsteoretiske retninger, er kritisk teori opstået som en ikke homogen størrelse, men er dannet på baggrund af 3 generationer, hvortil 16

17 grundlæggerne af Institut zür Sozialforschung og Frankfurterskolen, ledet af Max Horkheimer og Theodor Adorno, var den første (Juul 2012: 319). Anden generation forbindes med Jürgen Habermas kommunikative paradigmer, og den tredje generation involverer Alex Honneths anerkendelsesteoretiske vending, som indebærer en teori om menneskets formelle betingelser for, at mennesket kan realisere sig selv, og derved opnå det gode liv (Juul 2012: 336). Det er den sidste generation, herunder anerkendelsesteorien, som bliver relevant i nærværende projektrapport. Anvendelsen af denne og forbindelsen mellem rapporten, teorien og videnskabsteorien bliver ydereligere uddybet i afsnit Selvom de tre generationer har udviklet forskellige samfundsteorier, er de stadig af samme grundopfattelse, hvilket vil sige, at samfundsvidenskaben har et emancipatorisk sigte, samt at den sociale samfundskritik handler om, at blotlægge/synliggøre fejludviklinger i samfundet, som kan blokere for menneskelig udvikling. Den oprindelige kritik, med udgangspunkt i et kritisk teoretisk perspektiv, kan begrundes ud fra en kerne i menneskets indre verden eller som en moralsk erfaring, som også tilskriver sig ideen om, at en kritisk analyse skal være grundfæstet i normativ grundtænkning. Det betyder, at videnskaben ikke blot skal forklare forhold i samfundet, men også bidrage til at forandre disse. Forandringen kan ske på flere niveauer, men sker ofte igennem oplysning, med henblik på at frigøre individet fra fastfrosne forhold (Juul 2012: ). I forbindelse med Honneths tiltrædelsesforelæsning i 1996, hvor han overtog Habermas professorater i sociologi og filosofi, gjorde han det klart, at socialkritikkens emancipatoriske sigte ikke kun kunne være teoretisk bestemt, men også måtte være virkelig bestemt. Honneth har således trukket den kritiske teori i en mere hermeneutisk og fænomenologisk retning, hvor det normative ideal ikke skal tænkes som noget universelt, men som noget der opstår ud fra en historisk situation. Idealet om det gode liv er forankret i den sociale verden, og vi befinder os derfor i højere grad inden for et fortolknings- paradigme, end tidligere (Juul 2012: 354). 17

18 Overordnet set har alle tre generationer inden for kritisk teori en fælles ontologisk opfattelse, som udspringer af en erkendelse af, at der findes en social verden/realitet, hvortil der eksisterer nogle normative magtforhold, som undertrykker en reel frigørelsesinteresse (Juul 2012: 355). Den ontologiske antagelse opererer således med en realistisk ontologi om en normativ antagelse, der ikke kun har til formål at forklare virkeligheden som den er, men også har til formål at eksplicitere en kritik af den sociale realitet (Juul 2012: ). Epistemologien i kritisk teori handler om, at samfundsvidenskaben har et frigørende sigte, og at de kritiske samfundsanalyser er forankret i et normativt ideal. Der er dog forskel på de tre generationers opfattelse af, hvorvidt frigørelsesinteressen er universel eller historiske forankret. Blotlæggelsen af det frigørende sigte går således fra at være marxistisk tankegods hos Horkheimer og Adorno, til en herredømmefri dialog som opstår i menneskets livsverden hos Habermas og til sidst Honneths normative standpunkt, som grundlæggende anerkendelsesidealer, der er en forudsætning for det gode liv (Juul 2012: ) Videnskabsteori i projektrapporten Overordnet set vil vores videnskabsteoretiske udgangspunkt komme til syne således, at når vi træffer afgørende valg i arbejdsprocessen, er de forbundet med en kritisk tilgang til, hvordan vi undersøger feltet. Videnskabsteorien fungerer ikke som et bærende element i projektrapporten, men snarere som en ramme omkring vores undersøgelsesfelt og teoretiske afsæt. Den har således virket som et refleksionsredskab i diskussionerne omkring valg og fravalg af projektets elementer. Nogle af de overvejelser vi blandt andet har gjort os i forbindelse med udarbejdelsen af projektrapporten, har været, hvorledes vi kan se socialfobi som en eksisterende diagnose, og om det er en psykisk lidelse, der er mulig at behandle, samt om diagnosen er historisk eller universel forankret. Er det muligt at beskrive socialfobi som en diagnose opstået på baggrund af en samfundsmæssige udvikling, eller er det snarere et genuint udtryk for en menneskelig følelse vi alle besidder? I 18

19 vores erkendelses- og udarbejdelsesproces er vi, igennem en teoretisk og empirisk forståelse, nået frem til en erkendelse af, at socialfobi kan anskues som en diagnose i den enkeltes psyke, og at denne diagnose er hæmmende for menneskelig udvikling. I samme erkendelsesproces er vi nået frem til en fælles forståelse af, at diagnosen er historisk forankret, da vi igennem det empiriske og teoretiske afsæt ser en ændring i samfundet fra det præmoderne og til nu. Vi stiller os således kritiske overfor lidelsen socialfobi og omfanget heraf, og forsøger at identificere nogle af de forhold, som er med til at forårsage lidelsen. Når vi undersøger hvilke barrierer, der er forbundet med den stigende tendens til diagnosen socialfobi, er det således med en forståelse af, at socialfobi er en psykisk lidelse, som hæmmer mennesket i dets udvikling, og at det derfor er ønskeværdigt at forebygge angstlidelsen. Dertil er det i projektets interesse at identificere nogle af mange mulige blokringer, som tilskriver socialfobi en stigende betydning særligt blandt unge. I den forbindelse vil vi blandt andet benytte Axel Honneths anerkendelsesteori, som tager udgangspunkt i erfaringer fra den sociale verden. Dette udgangspunkt gør det muligt at belyse nogle af de oplevelser, som mennesker med diagnosen socialfobi gennemlever, når de skal begå sig blandt andre mennesker. Oplevelserne og erfaringerne kommer til udtryk i analysen igennem personlige fortællinger fra mennesker med angstlidelsen socialfobi (Bilag 1-6). Den kritisk teoretiske retning afspejler sig endvidere i projekts teoretiske afsæt. Axel Honneths anerkendelsesteori og hans ideal om det gode liv anvendes i undersøgelsen, som en begrundelse for vores kritiske syn på samfundsudviklingen, socialfobi og omfanget heraf. Hertil kommer også anvendelsen af Rasmus Willigs teori om sociale patologier, som ligeledes florerer indenfor den kritisk teoretiske skole. Vores teoretiske afsæt er således valgt dels på baggrund af dets anvendelighed i forbindelse med besvarelsen af analysen, og dels fordi de valgte teoretikere deler samme grundtanke i deres vidensproduktion. Denne samstemmighed i vidensproduktionen bidrager til en gennemgående ensartethed i videnskabsteoriens aktivitet i projektet. Dette kan i høj grad ses som en fordel, da 19

20 forskellige paradigmer taler forskellige sprog og endvidere har forskellige metodiske og teoretiske opfattelser, således at de i nogle tilfælde bliver uanvendelige i sammenhæng med hinanden (Godfrey- Smith 2003: 92). I en metaforisk kontekst kan videnskabsteorien forstås på den måde, at forskellige teoretikere står på toppen af et isbjerg og beskuer verden omkring sig med forskellige øjne og grundopfattelser. Som tidligere nævnt bryder den kritiske teori med den skarpe er/bør sondring. Når vi stiller os kritiske overfor, hvordan nogle forhold i samfundet er, må vi nødvendigvis også sige hvordan de bør være. Det er også heri den menneskelige emancipationsinteresse ligger (Juul 2012: 355). Når Honneth plæderer for, at det normative bør i en kritisk analyse af samfundsforhold eksisterer fra det deskriptive er, og omvendt, at det deskriptive er har et element af et normativt bør, er det også ud fra dette perspektiv, at vi ser på fænomenet socialfobi. Vi identificerer således en socialkritik i forbindelse med stigningen af socialfobi, og betragter endvidere denne som belastende og hæmmende for individets udvikling. Det normative element bliver synligt, idet vi forsøger at opnå en forståelse af, hvordan man, på et samfundsmæssigt og relationelt niveau, kan undgå udviklingen og mindske omfanget af socialfobi. Idealet afspejler sig i muligheden for at opnå det gode liv, herunder at mennesket frigør sig fra mentale tilstande, som belaster dettes udvikling og liv Valg af teori Da teorien fungerer som et bærende element i projektrapporten, er det væsentligt at argumentere for valget af denne. Dette for at give en forståelse af, hvorfor og hvordan vi anvender teorien i analysedelen. Væsentlige begreber i teorierne bliver således ekspliciteret, diskuteret og kritiseret i forhold til relevansen af vores problemstilling. De følgende teoretikere som bliver præsenteret i nærværende afsnit er Anna Kåver, Axel Honneth, Rasmus Willig og George H. Mead. 20

21 Anna Kåver - Socialfobi Psykolog og psykoterapeut Anna Kåver har på baggrund af sin stigende interesse for socialfobi skrevet bogen Socialfobi frygt for andres kritiske iagttagelse. Bogen udkom i 2003 og indeholder dels en beskrivelse af diagnosen socialfobi, herunder beslægtede angstlidelser, og dels en beskrivelse af behandlingsformen (Kåver 2003). Det er primært den første del af bogen, nemlig beskrivelsen af diagnosen, som anvendes i nærværende projektrapport. Anna Kåvers teori om socialfobi er valgt på baggrund af den nuancerede beskrivelse af diagnosen, som er med til at skabe en grundlæggende forståelse for socialfobi i sig selv. Teorien applikeres på andre teorier, og anvendes gennemgående i besvarelse af de tre problemstillinger. Når Anna Kåvers teori anvendes som teoretisk base i projektrapporten, er det vigtigt at have sig for øje, at teorien kan kritiseres og diskuteres. I første omgang står det til diskussion, hvorvidt socialfobi og andre psykiske lidelser overhovedet kan kaldes sygdomme/diagnoser, eller om symptomerne blot er en naturlig del af menneskets væren. Der kan således rejses et spørgsmål om, hvorvidt man kan kategorisere og diagnosticere mennesker til at have en angstlidelse som socialfobi. Denne kritik har vi imidlertid valgt at afgrænse os fra, og kritikken ses derfor ikke forankret i rapporten. I stedet erkender vi diagnosen som en lidelse, der kan spores i menneskets psyke. Endvidere kan det diskuteres, hvad det betyder, at angsten bliver overdrevet, stærk og irrationel, som Kåver beskriver det i sin bog (Kåver 2003: 18). Hvordan disse ord kan adskille det syge fra det raske individ, og hvordan ordene tolkes, er ofte op til den enkelte fortæller. Vi vurderer alligevel, at Kåvers teori om socialfobi er bygget på et troværdigt grundlag, da den er fremstillet på baggrund af et mangeårigt terapeutisk arbejde og autentiske fortællinger fra hendes egne patienter med socialfobi Axel Honneth - Anerkendelsesteori Frankfurterskolens tredje generation, Axel Honneth, benyttes i projektrapporten i form af anerkendelsesteorien. Dette for at belyse hvordan det normative ideal om det gode liv opnås. 21

22 Teorien anvendes til at sætte fokus på, hvilken betydning anerkendelse har for personer med socialfobi, samt i hvilken grad denne kan opnås i forskellige sociale kontekster. Selvom vi beskæftiger os med Honneths anerkendelsesteori, vil der være nogle elementer og begreber i teorien som er mere relevante at inddrage, end andre. I projektets udarbejdelse vil det primært være den private- og solidariske anerkendelsessfære, som anvendes i analysen, da der i relation til vores undersøgelse, er elementer inden for disse sfærer, der menes at indfri et underskud af anerkendelse eller sågar krænkelser. Axel Honneth er en yderst velkendt og anerkendt kritisk teoretiker, som både har mange tilhængere og kritikere. Et af de mest omdiskuterede kritikpunkter ved anerkendelsesteorien kommer fra den amerikanske filosof og feminist Nancy Fraser, som mener, at anerkendelsen må sættes i relation til samfundets omfordeling. Hun mener således, at Honneth i sin teori glemmer omfordelingen i samfundet, hvilket vil sige, at det i stedet for at dreje sig om det gode liv, snarere bør rette sig mod det rette, hvor teorien også må interessere sig for social retfærdighed. Honneths overordnede ideal er ideen om det gode liv, mens Fraser mener, at den emancipatoriske interesse ligger i samfundets deltagelsesmuligheder, hvor lighed spiller en stor rolle (Juul 2012: 348). Vi finder imidlertid Honneth, og ikke Frasers, kritisk teoretiske syn mest relevant for projektets udformning og besvarelsen af problemformuleringen, da der ikke er fokus på samfundets omfordeling, men snarere på de sociale relationer, som indesluttes i den private- og solidariske sfære Rasmus Willig Sociale patologier I antologien Sociale Patologier, som er skrevet af syv samfundsteoretikere, belyses den stigende patologisering i samfundet. Patologiseringen kan forklares som en samfundsepidemi, som kendetegner forskellige sygdomme skabt og forværret af samfundets sociale strukturer. Der vil i foreliggende projektrapport kun være fokus på et af de syv bud på nuværende patologiske samtidsdiagnoser, da dette bud synes mest relevant for 22

23 projektets overordnede problemstilling. Den relevante beskrivelse er karakteriseret ved det indledende kapitel, skrevet af Rasmus Willig, der ligesom Axel Honneth optræder inden for frankfurterskolen. I kapitlet sætter Willig fokus på ændringen i samfundets krav til individet samt konsekvenserne heraf. Dele af hans begrebsapparat har rødder i Honneths anerkendelsesteori, hvilket især giver sig til kende ved de samfundsmæssige tvangs- positioner, som er med til at underminere individet fra at tilegne sig det gode liv (Willig 2005: 13-15). Willigs forståelse af samfundsmæssige, strukturelle forhold, samt konsekvenserne heraf, skal primært bidrage til en større forståelseshorisont i besvarelsen af projektrapportens første problemstilling, hvor det undersøges hvordan den stigende tendens af socialfobi kan afspejles i samfundsudviklingen. I forbindelse med fremkomsten af antologien fremfører Willig følgende argument på en konference: Vi er formelt frie til at kritisere det samfund, vi lever i. Men i stedet for at tage vores egne afmagtoplevelser og krænkelser og vende udad som offentlig kritik, terroriserer vi os selv ved at vende utilfredsheden indad (Information.dk 4 ). Det kan i forlængelse heraf, diskuteres om ikke individet selv har et ansvar for at skabe og opretholde et godt liv, eller om vi kan ligge ansvaret over på samfundet. Grundlæggende er vi enige med Willig i hans perspektiv, men kritikken er værd at nævne, særligt i forbindelse med politiske diskussioner om samfundets kontra individets ansvar for opretholdelse af levestandarder. Afslutningsvis kan man stille sig kritisk overfor Willig og hans medskribenters udbredte samfundsdiagnosticering. Er det således acceptabelt at samfundsdiagnosticere i en sådan grad, som vi oplever i denne antologi? Selvom dette aspekt kan diskuteres, erkender vi til stadighed, at socialfobi kan ses som en psykiske lidelse, som præges af samfundsmæssige sociale strukturer og i den forbindelse bliver Willigs teori yderst relevant og anvendelig. For at vi kan opnå det gode liv, må vi således også være kritiske og erkende, at der er nogle fejludviklinger, som blokerer for menneskelig frigørelse. 23

24 George Herbert Mead Selvet For at kunne besvare projektrapportens problemstilling til fulde, er det essentielt at klarlægge et interpersonelt perspektiv omkring, hvorvidt mennesket forstår sig selv i sociale relationer. George Herbert Meads teoretiske perspektiv, hvor forståelsen af individets selv og dets udvikling skal ses ud fra sociale interaktioner, bidrager til en forståelse herom. Dette teoretiske afsæt skal i forlængelse heraf bidrage til en tydeliggørelse af, hvordan mennesker med socialfobi forstår sig selv i relationer med andre mennesker. I forbindelse med inddragelsen af Meads begreber om jeg et og mig et, er det væsentligt at se på disse med kritiske øjne: Hvorfor skulle et Jeg, der er så vedholdende og lidenskabeligt spejler sig i andre menneskers forventninger, samtidig handle spontant og selvstændigt i nuet? (Laursen 2011: 41). Det pointeres her, hvordan Mead udelukker det irrationelle og ubeviste i selvet (Skovlund 2011: 242f). Der kan endvidere rejses en kritik af vores anvendelse af Meads socialpsykologiske teori om Selvet, idet vi kun anvender dele af denne. Kritikken forankrer sig således i, at vi ikke anvender hele hans teorietiske afsæt, men derimod kun dele af det, hvilket ikke bidrager til en fuldstændig helhedsforståelse af hans teori. Dette kan imidlertid forklares med, at Meads hovedværk Sindet, selvet og samfundet, er udviklet og udarbejdet på baggrund af en række forelæsningsnoter, hvilket gør Meads teori meget fragmenteret, kompleks og ifølge Axel Honneth uoverskuelig (Honneth 2006: 102) Valg af empiri I nærværende afsnit vil vores metodiske overvejelser i henhold til vores valg af empiri blive belyst. Afsnittet indeholder en præsentation og en argumentation for anvendelsen af den valgte empiri, samt en diskussion af, hvordan vores valg af empiri er gyldig og valid, og således hvordan den anvendte empiri bidrager til, at projektrapportens problemformulering identificeres og udarbejdes bedst muligt. 24

25 Præsentation Da projektets teoretiske afsæt har en central betydning i projektrapporten, anvendes udelukkende sekundær empiri i form af både kvantitativt og kvalitativt materiale, som i samspil med vores teoretiske felt skal besvare problemformuleringens genstandsfelt. Det empiriske materialesæt har til formål at understøtte dele af vores undersøgte felt, sådan at det skaber en øget viden og oplysning omkring omfanget af personer med socialfobi, samt hvordan diagnosen opleves hos den enkelte. Til at skabe et bredt overblik over projektrapportens genstandsfeltet anvender vi empirisk materiale hentet fra Psykiatrifonden, Angstforeningens samt Dansk Psykolog Forenings hjemmeside, som alle er foreninger og organisationer med en bred præsentation af viden inden for både angst og socialfobi. Fra den rådgivende organisation Psykiatrifonden anvendes undersøgelsen Angst spænder ben for hver femte. I undersøgelsen ekspliciteres angstens symptomer hos hver enkelt i den almene befolknings daglige liv (Psykatrifonden.dk 5 ). Materialet som er hentet fra landsorganisationen Angstforeningen, kommer til udtryk i en beskrivelse af symptomerne af socialfobi (Angstforeningen.dk 6 ). Dansk Psykolog Forening, som er en fagforening for psykologer i Danmark, repræsenteres i projektrapporten i kraft af deres fagblad Psykolog Nyt. Herfra har vi primært hentet data om den stigende angsttendens fra det præmoderne til i dag. Det empiriske felt bygger endvidere på en række personlige beretninger, skrevet af personer med socialfobi, hentet fra Angstforeningen, Visdinangst.dk og Angstforeningens oplysningspjece Oplysning til patienter og pårørende om socialfobi. Beretningerne er personlige fortællinger fra personer i alderen år, som har fået stillet diagnosen socialfobi. Disse vil spille en væsentlig rolle for besvarelsen af særligt første og anden problemstilling. Der anvendes 6 personlige beretninger i analysedelene, hvoraf to er anonyme, og resten er ikke- anonyme. Disse inddrages ad- hoc og vedlægges som bilag i projektrapporten. 25

26 Ovenstående fakta- baserede tal og informationer om socialfobi samt de personlige beretninger har tilsammen det formål at understøtte og udfordre vores teoretiske forståelse af socialfobi og endvidere udvide vores generelle forståelseshorisont af projektrapportens genstandsfelt. Det samlede teoretiske og empiriske afsæt omhandlende socialfobi vil blive anvendt gennemgående i besvarelsen af alle tre problemstillinger Anvendelse En del af projektrapportens empiriske afsæt består i talbaseret fakta, som påviser omfanget af og stigningen i socialfobi. Tallene er blandt andet hentet fra fagbladet Psykolognyt, udgivet af Dansk Psykolog Forening. Derudover er der indhentet tal fra en undersøgelse udarbejdet af Psykiatrifonden, som går under navnet Angst spænder ben for hver femte. Undersøgelsen, som er præsenteret på Psykiatrifondens hjemmeside, indeholder ikke metodiske forhold om baggrunden for undersøgelsen derfor har vi i projektforløbet taget kontakt til Psykiatrifondens presseansvarlige medarbejder, for at få tilsendt det metodiske baggrundsmateriale fra undersøgelsen. Herigennem fandt vi svar på, at undersøgelsen, som påviser, at angstsymptomer finder sted hos hver femte dansker, er foretaget blandt den brede del af befolkningen, som har kendskab til angst. Det udbredte kendskab til baggrunden for undersøgelsen, har således gjort os mere sikre i vores valg om at anvende denne. Det talmæssige bidrag understøtter tilsammen en gyldig argumentation for, hvor omfangsrigt problemet er, samt hvilken udvikling problemet peger hen imod. Det er på baggrund af Anna Kåvers teoretiske definition, at vi vælger at betragte socialfobi, hvilket betyder, at det øvrige empiriske databehov udelukkende er indsamlet til det formål at understøtte Anna Kåver. Det er i denne ombæring, at der kan argumenteres for, at den sekundære empiri, i samspil med Anna Kåvers teori, er tilstrækkelig fyldestgørende til at belyse vores empiriske genstandsfelt. 26

27 Det skal i forlængelse heraf nævnes, at havde vi udelukkende anvendt Anna Kåvers forståelse af socialfobi, ville det ikke i samme grad være muligt at påvise den stigning, som vi ser blandt mennesker med socialfobi. Ligeledes havde det heller ikke været muligt at opnå den samme brede forståelse af de erfaringer, som mennesker med diagnosen gør sig. Derfor bidrager den samlende empiri til en generel udvidet forståelse af genstandsfeltet og anskueliggør virkeligheden derude. Idet vi benytter personlige beretninger fra mennesker med socialfobi, udvides vores viden omkring, hvordan de samfundsmæssige relationer udspiller sig i dagligdags situationer, forstået på den måde, at vi ved at inddrage kvalitative beretninger, skaber en form for kontakt til virkeligheden (Olsen & Pedersen 2011: 230). Beretningerne kan give os et indtryk af, hvordan personer med socialfobi forholder sig, når de skal indgå i sociale relationer. De bidrager således til en udvidet forståelseshorisont af de oplevelser og følelser, som personer med socialfobi gennemlever. Vi har bevidst valgt at indsamle alle beretningerne med udgangspunkt i de samme kriterier. Disse kriterier skal ses i lyset af, at alle de vedrørte personer er stillet med diagnosen socialfobi, og at de alle beretter om deres følelser og reaktioner i forbindelse med lidelsen og beskriver denne i dagligdagssituationer. Derudover har vi forsøgt at begrænse antallet af kilder, hvorfra beretningerne er hentet. Dette for at gøre indholdet mest muligt ensrettet. Det har imidlertid været vanskeligt at begrænse os til mindre end tre forskellige kilder, da disse ikke indeholder et utal af personlige beretninger. Anvendelsen af forskellige kilder kan ses som en smule udfordrende, da nogle af beretningerne er skrevet i førsteperspektiv, mens andre beretninger er formidlet igennem sekundære forfattere. Med inddragelsen af både kvalitativt og kvantitativt materiale, gør vi brug af blandede metoder. Det kvalitative materiale består af de personlige beretninger, mens den kvantitative metode skal ses i lyset af det talmæssige datamateriale. Dermed arbejder vi på et triangulerende plan, idet vi anvender mere end en metode til at besvare problemformuleringen (Bryman 2012: 392). Trianguleringen 27

28 skal bidrage til at skabe et bredt overblik over genstandsfeltet og samtidig bidrage til større validitet Validitet I udarbejdelsesprocessen af projektrapporten har vi haft klare refleksioner omkring gyldigheden af vores indsamlede empiri. Vi har i den forbindelse haft for øje, at nogle af de anvendte kilder formentlig har et økonomisk og fagprofessionelt incitament til at udarbejde undersøgelserne, og hvad eksempelvis Dansk Psykolog Forening har af dagsorden i forbindelse med at udgive artikler omhandlende angst og mere specifikt socialfobi, kan vi ikke sige noget om. Foreningerne og organisationerne henvender sig dog samtidig til diagnosticerede mennesker og deres pårørende, og vi vurderer, at datamaterialet kan læses, forstås og anvendes af den gennemsnitlige dansker. Vi finder dermed stadig det anvendte empiriske materiale gyldigt, da oplysninger og fakta stammer fra fagprofessionelle mennesker, der har med psykiske sygdomme at gøre i deres dagligdag. I forbindelse med de anvendte undersøgelser (Psykiatrifonden og Dansk Psykolog Forening), skal det tilføjes, at vi er opmærksomme på, at disse undersøgelser omhandler angst, og ikke direkte socialfobi, men da socialfobi er den hyppigste angstlidelse (jf. problemfeltet), har vi vurderet, at det er troværdigt at udlede materiale til argumentation på baggrund heraf. Det skal endvidere nævnes, at de personlige beretninger er uberørte, i den forstand, at vi ikke har redegjort for dem, men blot vedlagt dem som bilag. Dermed anvendes beretningerne som råmateriale direkte i analysedelene, hvilket gør materialet mere troværdigt og anvendeligt, f.eks. i forbindelse med at uddrage citater herfra. Afslutningsvis ville det have været muligt at udvide vores forståelseshorisont i endnu højere grad ved at skabe kontakt med personer, som lider af socialfobi, 28

29 eksempelvis igennem interviews. Dette ville imidlertid være i strid med vores moralske og etiske overvejelser, da vores professionelle kompetencer ikke kan måle sig til at foretage et sådant interview, hvor det følelsesmæssige i høj grad sættes i spil Projektrapportens samlede validitet og gyldighed Der vil i nærværende afsnit foreligge en refleksion over projektrapportens arbejdsmetode, der har til formål at synliggøre projektets gyldighed, pålidelighed og generaliserbarhed. Vi har i projektrapporten arbejdet med både kvalitativ og kvantitativ empiri, da vi gennem vores metodiske triangulering fik mulighed for at benytte os af de fordele, der opstilles ved at anvende begge arbejdsmetoder (Bryman 2012: 392). Først og fremmest styrker den kvalitative empiri projektets gyldighed, da vi med omfanget at personlige beretninger, får en forståelse af, hvordan socialfobi påvirker personernes daglige liv, hvortil vi får et indblik i den virkelige verden. Da vi ydermere benytter os af danske beretninger, mener vi også dette aspekt gør projektet yderligere kontekstnært. På baggrund af studieretningens formelle betingelser er vi blevet frarådet at indsamle primær empiri hvilket gør, at vi har valgt at afgrænse os fra andre synspunkter i projektrapporten, som kunne have haft betydning for den producerede viden. I denne forbindelse kan vi nævne kvalitative forskningsinterviews, med enten ekspertpersoner eller personer diagnosticeret med lidelsen socialfobi. Vi er bevidste om, at et sådant metodisk valg kunne have styrket projektrapportens gyldighed yderligere, da vi antager, at forskning med primære oplevelser i felten bidrager til en øget forståelse og indlevelse i problemstillingens omfang. Dog har vi inddraget personlige beretninger med samme formål, at tilegne os en forståelse af personer med socialfobis egne oplevelser. Således har denne nødvendige metodiske afgrænsning været et bevidst 29

30 valg, men med disse beretninger skaber det empiriske afsæt til stadighed et gyldigt fundament for projektrapporten. Ved brug af det kvantitative datasæt, og en sammenkobling med vores teori, har vi tilegnet os en viden, som giver os mulighed for at sige noget mere generelt omkring omfanget af, hvordan angsten påvirker den danske befolkning (Bryman 2012: 181). Således har vores empiriske datasæt også skabt en mere generel forståelse af fænomenet socialfobi, i en dansk samfundsmæssig kontekst. Idet vi anvender Psykatrifondens spørgeskemaundersøgelse til at understøtte dele af vores argumentation i analysen, og samtidig gør brug af den triangulerende metode, bliver analysen ligeledes mere generaliserbar. Afslutningsvis skal det nævnes, at valget af det videnskabsteoriske udgangspunkt bekendes til kritisk teori, hvilket vi ser som et validt udgangspunkt for at skabe ny viden. Vores videnskabsteoretiske retning samt valg at teorierne, Alex Honneth og Rasmus Willig, ligger inden for samme felt og har således samme ontologisk og epistemologisk opfattelse. Når vi i nærværende projekt undersøger socialfobi som en samfundspatologi, er det med samme udgangspunkt vi går til projektet, hvilket vil sige, at det teoretiske afsæt stemmer overens med vores metodiske tilgang. Dette er i høj grad en styrke for projektet, da sammenkoblingen mellem vores teoretiske, empiriske samt videnskabsteoretiske afsæt tilstræbes inden for samme vidensramme. Det skal i forlængelse heraf nævnes, at vi har bestræbt os på at benytte primærlitteratur, i det omfang det har været muligt. Det er med ovenstående refleksioner in mente, at vi tilegner os ny viden nemlig via koblingen mellem det teoretiske og empiriske felt og endvidere idet vi anskuer lidelsen socialfobi i et fremtidigt perspektiv. 30

31 3. Teori Dette kapitel har til formål at introducere læseren til projektets teoretiske afsæt, inden teorier i sammenhæng med vores empiriske genstandsfelt tilsammen vil tildele projektrapporten en komplet og samlet forståelse af, hvorledes udviklingen af socialfobi kan ses i et samfundsmæssigt og relationelt perspektiv. I kapitlet vil vi redegøre for det teoretiske afsæt, bestående af Anna Kåver, Axel Honneth, Rasmus Willig og George Herbert Mead Socialfobi Anna Kåver I følgende afsnit vil diagnosen socialfobi blive præsenteret med udgangspunkt i Anna Kåvers bog Socialfobi frygt for andres kritiske iagttagelse. Redegørelsen udmønter sig i de væsentligste kendetegn ved diagnosen, og skal ses som en beskrivelse af angstlidelsens overordnede karakteristika og symptomer. Der vil være et særligt afsnit om socialfobi hos børn og unge. Grundlæggende set handler socialfobi om angsten for at indgå i samspil med andre mennesker. Alle mennesker har til tider oplevet at føle sig pressede i forskellige situationer, eller have sommerfugle i maven i forbindelse med at præstere i større sociale sammenhænge. Disse følelser kan ikke forbindes med en diagnose som socialfobi. Kendetegnet ved socialfobi er, at følelsen af frygt eller pres i givne sociale situationer bliver irrationel, stærk og overdreven. De stærke følelser bevirker som oftest altid, at personen med socialfobi forsøger at flygte fra bestemte situationer eller undgå dem (Kåver 2003: 18). Essensen af de uprovokerede følelser skal findes i frygten for at blive ydmyget, afsløret eller udsat for andres kritiske øjne i sociale relationer og sammenhænge. Dette hænger ofte sammen med, at personer med socialfobi har meget høje krav til egne præstationer, og søger at være perfektionistiske i sociale sammenhænge (Kåver 2003). Det at komme til at underminere sin egen position i en gruppe eller en relation hænger uløseligt sammen med perfektionismen og ydmygelsen (Kåver 2003: 11). 31

32 Mennesker med socialfobi er ofte vellidte, begavede og følsomme personer, som er nemme og behagelige at omgås. Dette kan virke en smule paradoksalt, men hænger i høj grad sammen med en fordrejet selvopfattelse. Mennesker som lider af socialfobi har ofte en selvopfattelse, som ikke er i overensstemmelse med omgivelsernes syn på selvsamme (Kåver 2003: 19). Endnu et nedslående træk ved diagnosen er, at personer med diagnosen ofte afholder sig fra at søge hjælp, netop fordi de er bange for den sociale kontakt med en eventuel læge eller terapeut (Kåver 2003: 11). Socialfobi kan overordnet set inddeles i to kategorier: generaliseret socialfobi og specifik socialfobi. Mens den specifikke socialfobi kommer til udtryk i situationer, hvor man skal præstere noget, eksempelvis ved at spise foran andre eller føle ekstrem form for eksamensangst, mens andre mennesker ser på, er den generaliserede socialfobi mere alvorlig i den forstand, at angsten provokeres af, blot at være sammen med andre mennesker (Kåver 2003: 18-19). Både den specifikke og den generelle socialfobi kan i mange tilfælde virke livsbegrænsende, da det er en angst, som er tilstede i sociale situationer og vi mennesker er grundelæggende sociale væsener. Angsten kommer kropsligt til udtryk både fysisk og psykisk. Fysisk i den forstand, at den kan skabe hjertebanken, kvalme, rødmen og rysten, forøget svedproduktion mv., og psykisk i kraft af de negative tanker og følelser, som opstår i den givne angstsituation (Kåver 2003: 20). Socialfobi kan ikke forklares på baggrund af enkeltstående situationer, men må begrundes i den enkeltes livshistorie. Der kan være biologiske eller biokemiske forhold som spiller ind på udviklingen af angsten, men også det sociale kan have stor betydning. Endelig kan traumatiske hændelser samt samfundsmæssige og sociale relationer øve indflydelse på, hvorvidt man udvikler socialfobi eller ej. I forbindelse med de sociale relationer er vi mennesker f.eks. nødt til at udvikle et uigennemsigtigt udskilningssystem i vores omgang med andre mennesker, så vores netværk ikke bliver for stort, men naturligvis stadig er tilstede (Kåver 2003: og 34). Socialfobi er en forholdsvis ny fremkommet diagnose, som kun har eksisteret i omkring tre årtier, og diagnosen er anerkendt beskrevet af DSM (Statistical Manual of Mental Disorder) (Kåver 2003: 10 og 21). 32

33 Socialfobi hos børn og unge Det er oplagt at tale om socialfobi hos børn og unge, da angsten som oftest opstår i alderen år eller endda før. Mange personer der lider af socialfobi kan allerede huske angsten i en tidlig alder, og den kan allerede udvikle sig hos børn fra 8- års alderen (Kåver 2003: 36). Mange udviklingspsykologer studerer socialfobi hos børn og unge, og det kan ofte være svært at afgøre, hvorvidt der er tale om socialfobi. F.eks. forbindes generthed somme tider med angstlidelsen, men de to er ikke nødvendigvis lig hinanden. Generthed kan godt være tilstede hos et barn, uden at det har, eller udvikler socialfobi. Der kan imidlertid ske en udvikling fra generthed til angst, hvis genertheden kombineres med nogle andre begivenheder, som f.eks. mobning (Kåver 2003: 36-37). Mens voksne, der lider af socialfobi, ofte bliver hurtigt opmærksomme på deres lidelse, kan det være svært for børn og unge, at se deres frygt som overdreven og urealistisk. Børn og unge skal dermed ikke opfylde kriteriet om at have indsigt i eget problem, ligesom voksne mennesker skal (Kåver 2003: 41). Det er med udviklingen af diagnosen blevet alment kendt, at forældrenes omgang med barnet spiller en stor rolle for barnets sociale kompetencer de skaber forudsætninger for barnets omgang med andre mennesker. Der kan til tider være tale om observationsindlæring, hvor en forældres egne sociale angst overføres til barnet (Kåver 2003: 40). Socialfobi hos børn og unge adskiller sig også fysisk fra voksnes fysiske oplevelse. Børns angst kommer ofte til udtryk ved gråd, stammen, neglebideri, rystende stemme eller vredesudbrud, mens unges psykiske reaktion kan kendes ved et negativt selvbillede, skam og sammenligning med idealbilleder (Kåver 2003: 42-43) Anerkendelsesteori Axel Honneth I dette redegørende afsnit præsenteres Axel Honneths anerkendelsesteori, som anvendes til at eksplicitere kritik af samfundsdiagnoser (Willig 2003: 13). Der 33

34 opstilles i afsnittet teoriens tre anerkendelsessfærer, hvorigennem individet har mulighed for at opnå anerkendelse. De tre sfærer er kendetegnet igennem den private, den retslige og den solidariske sfære. Den tyske sociolog Alex Honneth er tredje generations teoretiker fra Frankfurterskolen og har i dag direktørposten på Institut für Sozialforschung (Willig 2003). Honneths antropologiske interesse udsprang fra den kritiske teori, som er inden for rammerne af socialfilosofien, hvor forskningen har et normativt fundament for sine observationer, men også en moralsk filosofi med et empirisk grundlag (Willig 2003: 11). Dette har været baggrunden for udviklingen af et selvstændigt teoretisk felt, hvor formålet var, at udforske menneskets fysiske og psykiske kamp for anerkendelse (Willig 2003: 8). Det var i 1992 hvor afhandlingen Kampz um Anerkennung. Zur moralischen Grammatik sozialer Konflikte udkom, som var en præsentation af egen teori om, hvordan social interaktion begriber gensidige moralaske krav og at sociale forhold derfor skal anerkendes (Willig 2003: 9). Det er blandt andet ved hjælp af Meads socialpsykologiske teori om rolleoverføring, at Honneth udformer anerkendelsesteorien. Det er således ved at synliggøre og kritisere nogle sociale fejludviklinger i et normativt funderet samfund, som forhindrer mennesket i at udvikle eller opretholde et positivt jeg og derved opnå anerkendelse (Juul 2012: 341). I teorien plædere Honneth således for, at Når kamp for anerkendelse kan siges at have en antropologisk karakter, skyldes det, at individet ikke kan udvikle en personlig identitet uden anerkendelse (Willig 2006: 8:19-22). Det er således i denne afhandling, at de formelle forudsætninger for menneskets optioner for selvrealisering, bliver klarlagt (Willig, 2003:12). Den private sfære I den private sfære er det kærlighedsforholdet der er centralt, som også skal forstås som de primærrelationer individet indgår i, der har stærke følelsesmæssige bånd (Honneth 2006: 130). Det skal anses som at være familiære relationer børn og forældre imellem, stærke venskaber eller erotiske parforhold. 34

35 Kærlighedsforholdets anerkendelsesform er et spændingsforhold mellem erfaringen af, at kunne være alene og erfaringen af at smelte sammen. Det er således også dette anerkendelsesforhold, som baner vejen til individets selvforhold om en elementær selvtillid (Honneth 2006: ). Når individet interagerer i sociale primærrelationer, ses menneskets selvtillid som et nødvendigt grundlag for, at individet autonomt vil kunne deltage i det offentlige liv (Honneth 2006: 146). Det kan med andre ord siges, at det er disse emotionelle anerkendelser hos individet, der sætter subjektet i stand til at deltage i fællesskaber såvel som i samfundsmæssige forhold (Willig 2006: 11f). Den retslige sfære Dette bringer os videre til at se på de samfundsmæssige forhold inden for den retslige sfære, som adskiller sig ved udelukkende at resultatet af en historisk udvikling. I retsforholdet skal individet, for at opnå fuld anderkendelse, betegnes som et fornuftigt og frit væsen, der har lige rettigheder i samfundet (Honneth 2006: 148). De universelle rettigheder som medlemmer i et samfund vil tilegne sig, gør subjektet i stand til at besidde en selvrespekt som et ligeværdigt medlem af et samfund (Willig 2006: 12). Denne selvrespekt gør det muligt for individet at forholde sig positivt til sig selv (Honneth 2006: 162). Dermed vil ens sociale integritet forøges/være tilstede, når anerkendelse inden for denne sfære opnås. Den solidariske sfære Udover et selvforhold, hvor mennesker får mulighed for at erfare sig følelsesmæssig opmærksomhed og retslig anerkendelse, har mennesket også behov for en social værdsættelse, hvor det får mulighed for at forholde sig positivt til egne egenskaber og muligheder (Honneth 2006: 163). Dette skal ses som et værdifællesskab ud fra et socialt medium, hvor personlighedsegenskabernes muligheder og præsentationer bliver intersubjektivt vurderet, ud fra i hvilken grad de kan medvirke til at realisere de fælles kulturelt definerede værdier (Honneth 2006: 164). 35

36 Således er det inden for denne sfære, at mennesket skal anerkendes igennem relationer til gruppen, fælleskabet eller samfundet. Dette betyder netop, at individet indgår i gruppens eller samfundets samlede solidaritet og samtidig bidrager som en yder til det fælles. Ved anerkendelse inden for denne sfære, besidder individet en selvværdsfølelse i forholdet til sig selv, som er fornuftsbaseret og emotionelt, således at det reguleres i mellemmenneskelige relationer og som et følelsesmæssigt bånd af identifikation og samhørighed (Willig, 2006: 12f). Til hver af de tre anerkendelsesformer hører der ligeledes en række krænkelsesformer med, hvis eller når individet for en oplevelse af manglende anerkendelse. Dette sker ved enten udelukkelse af følelsesmæssig opmærksomhed, kognitiv respekt og social agtelse, da der her er risiko for, at individet mister sit positive selvforhold, som er grundlæggende for dets udvikling (Willig 2006: 13). Når individet mister sit positive forhold til sig selv, er det ikke udelukkende på baggrund af manglende anerkendelse, men således også en lang række korresponderende krænkelser, som er motivet for, at individet overhovedet kæmper for anerkendelse. Inden for den private sfære findes eksempelvis mishandling og voldtægt, som er handlinger, der forvolder skade på individets selvtillid. Diskrimination eller bedrageri er krænkelser af individets rettigheder, som kan skade individets selvrespekt. Slutteligt kan moralske uretfærdigheder i fællesskaber, såsom ydmygelse eller stigmatisering, ødelægge individets selvværdsførelse, hvor værdsættelsen af at være socialt betydningsfuld mindskes, eller sågar er ikke eksisterende (Willig 2006: 14) Sociale patologier Rasmus Willig Dette teoretisk redegørende afsnit har til hensigt at klarlægge en kritisk teoretisk forståelse af begrebet sociale patologier. Der vil være fokus på, hvordan udviklingen i de samfundsmæssige og sociale strukturer og forhold, kan være medvirkende til patologiske træk i det individuelle selv. Antologien Sociale 36

37 patologier, udspringer af Nordisk Sommeruniversitets (NSU) vintersymposium i Oslo i 2002, under temaet Subjektivitet og patologi, hvor flere af indlæggene første gang blev præsenteret for offentligheden (Willig og Østergaard 2005: 12). Nedenstående afsnit tager afsæt i Rasmus Willigs diagnose, som bygger på en opfattelse af, at samfundets hastigt stillede krav til individet har negative følger for selvsamme (Willig og Østergaard 2005: 10). På baggrund af denne opfattelse, vil vi i det kommende afsnit beskrive og udbyde begreber om nutidige samfundspatologier fordelt på fire forskellige afsnit: Selvrealiseringsoptioner, Fra ære til anerkendelse, Anomi og Neoliberalismens anomiske og patologiske karakter. Selvrealiseringsoptioner vor tids fordring om anerkendelse. Der kan ikke sås tvivl om, at det moderne individs muligheder for selvrealisering er kraftigt forøget i forhold til tidligere tider. Modernitetens forøgede velfærd, har ikke kun haft materiel værdi, men også den sociale, kulturelle og symbolske kapital er forøget. Dette giver individet et utal af muligheder og redskaber for at realisere sine ambitioner og talenter, samt til at tilskrive sin egen identitet værdi. Langt flere talenter, færdigheder og præstationer er i dag mulige at realisere og få anerkendelse for. De strukturelle forandringer der muliggør dette, ses blandt andet ved et større udbud af uddannelse- og arbejdsmuligheder. Den øgede mulighed for selvrealisering kan anskues i både positiv og negativ forstand positiv da befolkningen i den vestlige verden, ikke længere er bundet op på tvungne værdier og begrænsede muligheder, og negativ da de mange muligheder skaber en række nye moderne sygdomme (Willig 2005: 14-15). Der er sket et skifte i samfundets normative forventninger til dets borgere. For da individet ikke længere kun kan forfølge et begrænset antal muligheder, ses der i dag en forventning om, at individet evner at administrere de mange muligheder, der er til rådighed. For at individet kan realisere sig selv, og dermed blive anerkendt, må det nødvendigvis oprustes til at kunne rumme flere og flere muligheder (Willig 2005: 13-14). Der kan i en selvrealiseringsoptik skelnes mellem de to begreber muligheder og optioner. Muligheder kan ses som begrænsede i den forstand, at de dukker op her 37

38 og nu, og skal gribes i øjeblikket, hvis der skal være en chance for disse kan udnyttes. Muligheder er ikke tilgængelige for alle, da de opstår kontekstafhængigt, og er bindende i den forstand, at de ikke opstår nødvendigvis igen. Optioner derimod, kan ses som rettigheder, der ikke er bindende (Willig 2005: 18). Disse kan beskrives som et overskud af valgmuligheder, hvor individet har frihed og magt til at vælge mellem alternative muligheder. Overskuddet af optioner kræver, at individet har en evne til at sortere, eksekvere og handle for at opnå anerkendelse (Willig 2005: 18). Det er i forlængelse af dette anerkendelsesaspekt op til samfundet at tillægge optionerne værdi og derved bestemme hvilke muligheder, der giver anseelse, når optionerne skal realiseres (Willig 2005: 20). Problemet med det, som kan kaldes optionsgenerationen, er den store kompleksitet og de mange valgmuligheder, som individet skal forholde sig til ikke kun en gang, men gentagende gange, da det er muligheder, der altid er til rådighed, og som det kun er op til det enkelte individ at realisere, når der kan høstes den rette anerkendelse for dem. For store dele af den vestlige befolkning er rækkevidden af optioner langt større, end hvad individets handlingskapacitet kan håndtere (Willig 2005: 19). Overskuddet af selvrealiseringsoptioner og disses uregulerede og skiftende karakterer, er med til at fragmentere individet, og skabe en stigende tendens af patologisering i det enkelte menneske. Endvidere kan samfundets fordring om at kunne realisere sig selv være en patologiserende tendens hos den enkelte (Willig 2005: 20). Optioner skal ikke kun forstås som noget negativt, men kan i en anerkendelsesværdig sammenhæng, anskues som noget ganske positivt. Hvis selvrealiseringsoptioner kan føre til anerkendelse, bliver disse substantielt indhold til at kunne realisere sig selv på en hensigtsmæssig måde, og Jo flere optioner for selvrealisering, desto større chance for at opnå anerkendelse (Willig 2005: 10) og (Willig 2005: 20). Fra ære til anerkendelse I den førmoderne tid var individet ofte stærkt forbundet til en bestemt social orden, og hvem der modtog ære, var ofte betinget af denne orden. Det var dengang også yderst sjældent, at et individ blev opfordret til at realisere sig selv. Individets 38

39 selvoprettelse afhæng af de nære sociale relationer, og æren befandt sig i en folkelig eller fælles kontekst. Hvis individets ære blev krænket, var det ofte forbundet med den hele sociale orden som en homogen størrelse. Dermed var det ikke det særskilte individs differentierede individuelle træk, som blev udsat for krænkelse (Willig 2005: 21). Med moderniteten er der sket et skifte og både de materielle og immaterielle mulighedsbetingelser, er ekspanderet. Ligeledes er traditioner og tidlige sociale ordner brudt ned, hvorfor æresbegrebet er blevet tømt for indhold, er blevet relativeret, og overtaget af det mere fleksible anerkendelsesbegreb. I moderniteten refererer individet ikke i samme grad til sin sociale herkomst, da der snarere end rangorden, er fokus på det enkelte menneskes særlige kvalifikationer, talenter og færdigheder. Det er således i moderniteten muligt for enhver at tilkæmpe sig anerkendelse for sine talenter og præstationer (Willig 2005: 22). Anomi Willig låner hos Durkheim en antropologisk figur, som skal bidrage til at give en samtidsdiagnose af vor tids patologiske udviklingstendenser. Figuren bygger på et studie af selvmordet, som blandt andet er karakteriseret ved, at individers balance bliver ustabil ved økonomiske udsving. Økonomiske opsving betinger en kronisk tilfredsstillelsesspiral, som skaber grænseløse behov hos den enkelte. Samfundet må derfor opstille en grænse, eller en normativ integration for individets forventninger. Pointen med hele teorien om anomi er at et samfund altid vil have et vist antal selvmord, men at antallet afhænger af samfundets evne til normativ integration (Willig 2005: 26). Vi befinder os i dag i en position mellem for meget og for lidt normativ integration, som på den ene side skaber selvmord og på den anden side skaber egoisme. Der kan således anskues en forfejling af den normative integration i det nuværende samfund (Willig 2005: 27). 39

40 Neoliberalismens 1 anomiske og patologiske karakter Vor tids vestlige samfund er præget af den neoliberale økonomiske diskurs, hvor kravet om social retfærdighed må sikres af markedets evne til at regulere sociale handlinger. Neoliberalismen, som mener at kunne frigøre mennesket, fordrer ligeledes en konkurrence individerne imellem, og tvungne selvrealiseringsprojekter betyder, at individet hele tiden må motivere, optimere og eksaminere sig selv for effektivitetens såvel som for anerkendelsens skyld (Willig 2005: 28-29). Det moderne individ må ligeså være tilpasningsdygtigt efter markedets behov, men samtidig evne at realisere sit eget selv. Individet er således underlagt ideen om at kapitalisere selvet, promovere og markedsføre sig selv, og har også dårligere muligheder for at øve indflydelse på sine sociale vilkår. Denne organisering af samfundet og markedet skaber fleksible situationer, som i vægter den enkeltes frihed højere end den enkeltes sikkerhed. Såfremt individet ikke formår at gennemføre de rette livsprojekter, og dermed realisere sig selv, vil denne fremstå som en personlig fiasko og selvværdsfølelsen vil forværres. Dette kan føre til, at en individuelle isolation bliver kronisk i den enkeltes tilværelse (Willig 2005: 30-31). Neoliberalismens fordrende fleksibilitet og manglen på permanente livsbetingelser skaber et anomisk ubehag, og den konkurrenceprægede verden gør det sværere for individer at udveksle intersubjektive erfaringer. Dette svækker muligheden for at kæmpe for kollektiv og fællesskabsmæssig anerkendelse, og individet står dermed mere alene. Ensomheden svækker i høj grad individets selvværd og der er tale om en skrøbeliggørelse af identiteten (Willig 2005: 32-33). Således bliver det med samfundets hastige skridt og øgede krav svært for individet at gennemskue, hvilke handlinger der udløser anerkendelse hos det enkelte menneske. De ændringer som har fundet sted i samfundet fra det præmoderne og til i dag, har vist sig som spor i menneskets mangel på vished om, hvad der er 1 Neoliberalismens frembrud skete omkring mellemkrigstiden, men først i 1970 erne begynder den politisk filosofiske ideologi for alvor at blomstre op i Europa (Pedersen 2011: 22). 40

41 anerkendelsesværdigt. Endvidere ændrer præmisserne for anerkendelse sig hurtigere, end individet kan følge med og drage nytte af dem anerkendelsesforholdene er under pres. Resultatet af dette kan anskues som en negativ spiral af patologiske træk i samfundet såvel som i individets psyke (Willig og Østergaard 2005: 10) og (Willig 2005: 32) Under neoliberalismens vinger bliver individet svækket i sin tilgang til kollektive og intersubjektive forhold, og de patologiske konsekvenser ses både ved stress, udbrændthed, depression og angst. Individet er ikke længere i kontrol, det er besat af modsætningsfyldte situationer, konstant udsat for usikkerhed og forventningspres og i mange henseender ensomt i forhold til tidligere (Willig 2005: 36-37) Selvet George Herbert Mead I nærværende afsnit præsenteres teoretiske begreber af George Herbert Mead, som har til formål at beskrive menneskets selvforhold, som opstår i sociale relationer. Det er primært Meads forståelse af individets interaktion med omverdenen, jeg et, mig et og den generaliserede anden som er i fokus i afsnittet. Filosof og sociolog, G. H. Mead interesserer sig for den menneskelige kommunikative natur, og hvordan menneskets selvoplevelser er underlagt denne (Skovlund 2011: 232). Mead blev betragtet som grundlæggeren af symbol- interaktionismen, men benyttede ikke selv denne betegnelse (Laursen 2011: 20). Dog vil begrebet interaktionalisme i Meads forstand, handle om kommunikation og vekselvirkning mennesker imellem (Skovlund 2011: 221). Ikke udelukkende i interpersonelle interaktioner, men også i de intra- personelle refleksionsprocesser, som udgør selvet (Laursen 2011: 28). Det er i denne ombæring, at han er kendt for sin lære omkring bevidstheden og særlig selvet, vores selvoplevelse eller selvbevidsthed, som er essentielt i psykologien (Skovlund 2011: 221). Mead har præsenteret en række korte artikler, som mere siger noget om en teoriudvikling, end en egentlig præsentation af færdige resultater (Laursen 2011: 41

42 20). Det er i hovedværket Sindet, Selvet og Samfundet (1969 og 2005), at Mead introducerer bevidstheden som værende central for selvet (Skovlund 2011: 232) og (Laursen 2011: 20). I dette værk udformes en socialpsykologisk teori om selvets struktur og sociale genese, som bør studeres ud fra individets relationelle afhængighed af den, eller de grupper individet tilhører (Laursen 2011: 21). Hos Mead foreligger der således ikke et selv, en selvbevidsthed eller nogen refleksionsevne uden for individet interaktion med omverdenen. Dermed også sagt, at individets interpersonelle subjektivitet er præget af et udefra- ind- perspektiv (Laursen 2011: 28). Jeg et, mig et og den generaliserede verden De sociale systemer og processer, som individet indgår i, afspejler hvordan individet ser sit eget selv som et objekt (Skovlund 2011: 232). Individet ser sig selv på samme måde, som andre ser det, og derved skabes en bevidsthed omkring selvets selvoplevelse. Med dette udgangspunkt kan man betragte sig selv på samme tid, altså som subjekt og objekt. Som nævnt, er kommunikationen og vekselvirkningen mennesker imellem central for at forstå selvet. Denne kommunikation er forårsaget via signifikante og universelle symboler, som vækker samme reaktion i os selv, som i andre (Skovlund 2011: 234). En bestemmelse af hvordan selvet handler, skal ses i relation til individets erfarings- og oplevelsesmateriale (Laursen 2011: 28), og det er således igennem andre menneskers reaktion på vores handlinger, at vi bliver genstand for vores egen bevidsthed. For at mennesket kan opnå fuld selvforståelse må individet positionere og indstille sig i en organiseret form, hvilket er en nødvendighed for at indgå i samfundets institutionelle og funktionelle praksis (Skovlund 2011: 235f). Individets måde at organisere sig på, er bestemt af dets erfarings- og oplevelsesmateriale, hvilket vil sige, at individet tager handlingstendenser fra den anden, gruppen, samfundet etc. til sig, og reflekterer over dem, i henhold til sine egne handlinger. I teorien skelnes der mellem hvad selvet gør og hvad selvet er (Laursen 2011: 29f). Således er det spontant handlende og frit aspekt af os selv, nemlig jeg et, og det 42

43 iagttagende erkendende og vurderende selvbillede af os selv, som vi erhverver gennem kommunikationen, nemlig "mig et". Det er ud fra mig et, at man ser sig selv og sine handlinger udefra, og dermed gennem andres øjne, som også kaldes for den generaliserede anden (Skovlund 2011: ). Jeg et er det i organismen, som reagerer og handler på andre menneskers indstillinger og på hvordan de positionere sig i forhold til individet selv. Sagt på en anden måde er vi bevidste omkring vores intuitioner og følelser i givne situationer, men præcis hvorledes vores reaktioner fremtræder, vil først blive synliggjort efter handlingen er udført og dertil indtræder i vores bevidsthed (Skovlund 2011: 236). Mig et er derimod det organiserede sæt af indstillinger og positioner, som vi identificerer os selv med, i forhold til den generaliserede anden. Sådan kan man eksempelvis se mig et som værende det, der eksisterer i menneskets bevidsthed, ud fra de intentioner og konsekvenser som er forbundet med den givne kultur. Denne konstitution af mig et, vil jeg et således reagere på, men hvortil denne reaktion vil forekomme, ved hverken individet selv eller den anden, da jeg ets reaktioner er usikre (Skovlund 2011: 236). Den måde hvorpå individet organiserer sig, er unik og forskellig fra person til person, netop fordi individet afspejler universet ud fra dets eget perspektiv og fortolkning, og derfor afspejler forskellige aspekter af omverdenen (Skovlun 2011: 237). For at opsummere er det centrale ved denne teori, at individets selvforståelse er forbundet med den sociale proces og dermed en kommunikativ interaktion med andre. Selvet bliver bevidst omkring sig selv, ved at gøre sig selv til objekt gennem en organiseret proces. Denne proces indledes af to faser, hvortil den ene jeg et er det spontane handlende i selvet, som reagerer på det objekt, som individet selv forstår sig i, nemlig mig et. Måden hvorpå mig et gør sig selv til objekt skal ses i lyset af den generalisede anden, som er den respons individet får gennem interaktion med et andet individ. Således er menneskets evne til at være bevidst 43

44 omkring sig selv afhængig af kommunikation samt at indgå i interaktion med andre. Dermed er selvet et produkt af social kommunikation (Skovlund 2011: 238). 44

45 4. Empiri Dette kapitel har til formål at beskrive vores empiriske genstandsfelt, således at læseren får en forståelse af det felt, vi ønsker at undersøge. Dette indebærer materiale fra; Dansk Psykolog Forening, Angstforeningen samt Psykiatrifonden 4.1. Genstandsfeltet for socialfobi Socialfobi er den hyppigste angstlidelse af alle og i vesten lider op mod 7% af befolkningen af denne lidelse, som i 75% af tilfældene opstår allerede før 15 års alderen (Geoffray 2009: 3). Socialfobi er en psykisk lidelse, hvor individet er angst for at blive kritisk iagttaget af andre (Psykiatrifonden.dk 7 ). Der er flere faktorer der spiller ind på fremkomsten af angsten, blandt andet arvelig sårbarhed, belastninger i opvæksten, såsom misbrug, og belastninger senere i livet såsom stress (Psykiatrifonden.dk 8 ). Symptomerne på socialfobi ses både fysiske, i form af svedture, diarre og opkastning samt psykisk i de tilfælde, hvor individet har negative tanker om sig selv. Det er ofte følelser af utilstrækkelighed som opleves hos den angstramte, og der ses ligeledes en tendens til undvigelses- og sikkerhedssøgende adfærd. Baggrunden for sidstnævnte adfærd er, at personer med socialfobi skammer sig over, at de har disse tanker om sig selv, og frygter at andre skal opdage lidelsen af angst. Det er mange måder, hvorpå personer der lider af socialfobi prøver af skjule deres angst - Eksempelvis ved at tage medicin eller rusmidler, da dette virker beroligende. Andre forsøger at gøre sig ubemærkede, eller forsøger at undgå mennesker, som de finder interessante, eksempelvis autoriteter og/eller det modsatte køn (Angstforeningen.dk 9 ) Dansk Psykologisk Forening I et fagblad fra Dansk Psykologisk Forening tilkendegives det, at diagnosen angst inden for de seneste 60 år har været i betragtelig stigning i hele den vestlige verden. En af de angstformer som har fået særlig omtale inden for de seneste år er socialfobi, og særligt hos børn og unge (Nielsen 2001: 29-30). Det fastslås samtidig i internationalt regi (WHO og EU), at psykiske sygdomme fremover vil være blandt de mest belastende sygdomme både for den enkelte og for samfundet, og at 20% af 45

46 befolkningen i den vestlige verden vil have psykiske symptomer, som svarer diagnosticering af en eller flere psykiske sygdomme (Christensen et.al. 2010: 12) 4.3. Psykiatrifonden En undersøgelse foretaget af Psykiatrifonden fra 2013 viser endvidere problematikken vedrørende frygt og angst hos danskere (Psykiatrifonden.dk 10 ). Undersøgelsen viser, at hver femte dansker oplever angst i deres dagligdag, og at denne er hæmmende for deres livsførelse. Endvidere svarer hver tredje i undersøgelsen, at de skjuler deres angst overfor både familie, nære venner, kollegaer og andre nære bekendtskaber. Halvdelen af de adspurgte svarer, at de til en vis grad ikke oplever forståelse fra omverdenen i deres kamp mod angsten. 46

47 5. Analyse Dette kapitel har til formål at besvare og behandle projektrapportens problemformulering, hvis besvarelse er operationaliseret igennem tre problemstillinger. Første analysedel vil besvare spørgsmålet, Hvordan afspejler socialfobi sig i samfundsudviklingen? Anden analysedel vil besvare spørgsmålet Hvordan forstår personer med socialfobi sig selv i sociale relationer? Slutteligt vil der i tredje og sidste del blive reflekteret over og analyseret på, Hvordan samfundsmæssige og relationelle forhold kan bidrage til at mindske omfanget af socialfobi? 5.1. Samfundets indflydelse på socialfobi Set i lyset af det nuværende samfunds mange fordringer til individet, hersker der efterhånden ingen tvivl om, at disse fordringer har konsekvenser for mennesket. Konsekvenserne kan på sin vis siges at være både positive og negative alt afhængigt af, hvordan fordringerne håndteres hos den enkelte. Samfundet stiller i dag nye krav til individet, som blandt andet kommer til udtryk i individets håndtering af selvrealisering, øgede valgmuligheder, tilpasningsdygtighed, selvautonomi og konkurrencedygtighed. Med neoliberalismens fremkomst er disse individuelle kompetencer sat på dagsordenen dog kan ingen længere vide sig sikre på, hvornår disse kompetencer anerkendes af omverdenen. De positive konsekvenser afspejler sig i de mennesker, som formår at leve op til de nye stillede krav, mens de negative konsekvenser giver sig til kende hos personer, der har svært ved at tro på sig selv, i de mange nye kontekster, som de skal indgå i. Nærværende analysedel sætter særligt fokus på fremkomsten af de negative konsekvenser, som de herskende samfundsfordringer er med til at skabe. Negative konsekvenser som skal ses i lyset af, at mennesker i højere grad, i dag end tidligere, udvikler socialfobi. Lidelsen socialfobi er over de seneste 60 år ekspanderet i hele den vestlige verden, og det påpeges af internationale organisationer, at psykiske lidelser som socialfobi fortsat vil stige i fremtiden (Nielsen 2001: 29-30) og (Christensen et.al. 2010: 12). Det er derfor interessant at identificere og påpege nogle af de forhold i det danske samfund, som skaber denne negative angstspiral, for derved at se på hvordan disse forhold påvirker personer diagnosticeret med 47

48 socialfobi, og endvidere hvordan forholdene kan forbedres/ændres. Sidstnævnte betragtning skal ses i lyset af besvarelsen af tredje og sidste problemstilling, hvor de normative forhold sættes på spidsen. Denne første analysedel bærer præg af projektrapportens teoretiske afsæt, og bygger primært på Rasmus Willig s teoretiske afsæt om sociale patologier samt Anna Kåvers beskrivelse af diagnosen socialfobi. Derudover vil Honneth blive anvendt i ad- hoc øjemed. Analysedelen vil desuden indebære empiri, udtrykt i personlige beretninger fra personer, diagnosticeret med socialfobi (Bilag 1-6). Besvarelsen af herværende problemstilling er struktureret efter to afsnit, betegnet Fra social orden til flydende strukturer og Forøgelsen af selvrealiseringsoptioner Fra social orden til flydende strukturer Mange samfundsmæssige og strukturelle forhold har ændret sig fra det præmoderne samfund til det samfund, vi i dag kender som fleksibelt, individualiseret og rodløst. Grænserne er nedbrudt af globaliseringens fremmarch og udvidede teknologiske muligheder er tilgængelige for enhver borger i den vestlige verden (Politiken.dk 11 ). Fællesskabsgrænserne er blevet nedbrudt til fordel for et komplekst, fleksibelt netværkssamfund, hvor fokus er på det individuelle fremfor det fælles. Jævnfør Rasmus Willigs teoretiske afsæt, sætter disse flydende strukturer i samfundet en række sygeliggørende aftryk i individets psyke, da det individuelle og egoistiske generelt bliver fremtrædende træk i menneskets personlighed, og den enkeltes plads i samfundet bliver mindre synlig (Willig 2005: 27). Som følge af den øgede egoistiske tendens og fraværet af fælleskabsfølelse, bliver individet mere selvbevidst omkring egne evner og personlighedstræk. Dette forøgede selvfokus kan i mange tilfælde være med til at underminere intersubjektiviteten. I samfundets strukturer findes der således ikke længere de samme rammer for gensidig forståelse, som i det præmoderne, hvor fællesskabet var i højsædet (Willig 2005: 32-33). Mangel på intersubjektivitet i mellemmenneskelige relationer, kan forbindes til socialfobi i den forstand, at flere 48

49 og flere ikke føler sig forstået af omverdenen og ikke oplever tilstrækkelig anerkendelse herfra. Jævnfør Anna Kåvers beskrivelse af socialfobi, peger kritiske øjne konstant i retning af personer med lidelsen, i de situationer, hvor angsten bliver fremkaldt (Kåver 2003: 18). Dette afspejler sig i flere af de beretninger, hvor angstramte personer beretter om deres lidelse: Cecilie på 16 år har fået konstateret socialfobi, og beskriver blandt andet angsten således: Pludselig følte jeg, at der var ingen som ville noget med mig mere og blev rimelig ensom. (Cecilie, bilag 1). Ensomheden kan i høj grad forbindes med den øgede tendens til individualisering, hvor individet står mere alene og må sørge for egne realiseringsprojekter. Endvidere bliver individets tendens til egoisme og udsættelsen for kritiske øjne særligt eksplicit udtrykt hos angstlidende Anne. Anne er i 40 erne og er diagnosticeret med socialfobi. Hun har ingen uddannelse, men er ansat som rengøringsassistent. Hun har svært ved at sige nej til nye arbejdsopgaver, og bliver derfor ofte overbelastet med for mange: Anne har altid følt, at hvis hun sagde nej til nogen, der bad hende om en tjeneste, ville de tænke hun var egoistisk, og de ville ikke kunne lide hende (Anne, bilag 4). Egoismen og de kritiske øjne opleves således hos personer diagnosticeret med socialfobi, og diagnosen afspejler sig dermed i samfundets nye krav til individet. I forlængelse af egoisme og individualitetsaspektet påpeger Willig endvidere, at neoliberalismen fordrer en stigende konkurrence individer imellem (Willig 2005: 28-29). Det konkurrenceprægede samfund kan i høj grad, ligesom egoismen, være en barriere i forbindelse med individets udvikling og selvrealiseringsprojekter og for mennesker der i forvejen frygter ydmygelse og afsløring i sociale relationer, kan konkurrence i blandt andet uddannelse, par-, venne- og søskendeforhold og på arbejdsmarkedet skabe en endnu større frygt, og endnu højere forventninger til egen præstation i forskellige sociale sammenhænge. Der kan dermed argumenteres for, at nogle personer med socialfobi ikke nyder godt af det konkurrenceprægede samfund, som vi befinder os i. Med fokus på det konkurrenceprægede og det individuelle, er det ligeledes blevet centralt, at individet tildeles større frihed og autonomi. Friheden er blevet tildelt 49

50 individet til fordel for sikkerhed og tryghed, hvilke Willig påpeger som væsentlige værdier i det præmoderne (Willig 2005: 30-31). I denne tid var individet i højere grad bundet op på bestemte værdier og en bestemt social orden med nære sociale relationer. Der er i det nuværende danske samfund større frihed, men mindre sikkerhed og tryghed. Angstforeningen påpeger i forlængelse heraf, at personer med socialfobi ofte søger sikkerhedszoner, og jævnfør flere af beretningerne kan der argumenteres for, at personer med socialfobi har behov for vante og trygge rammer (Angstforeningen.dk 12 ). Dette kommer blandt andet til udtryk hos Anonymperson 2, som beskriver behovet for en selvhjælpsgruppe, hvor personer med socialfobi mødes og udveksler erfaringer: da mange i årevis har levet alene med sin angst pga. skamfølelse overfor omverdenen har det sociale liv ofte været misrøgtet. Man har simpelt hen behov for at dele disse erfaringer med mennesker der er i en lignende situation som en selv (Anonymperson 2, bilag 6). Det beskrives også af Anonymperson 1, hvordan selvhjælpsgrupper giver en anden form for accept og forståelse hos den angstramte person her kan du få al den støtte, forståelse og accept, som du måske savner blandt dine nærmeste (Anonymperson 1, bilag 5). Der kan argumenteres for, at personer med socialfobi har brug for trygge, kendte rammer, i disse tilfælde i form af selvhjælpsgrupper, hvor de farlige dagligdagssituationer [kan trænes] i trygge rammer, inden vi kastes ud i det virkelige liv (Anonymperson 1, bilag 5). Ifølge Willig bliver de individuelle træk ligeledes synlige i skiftet fra det præmoderne, hvor individets ære var forbundet med hele den sociale orden og de nære relationer, til det nuværende danske samfund, hvor individets differentierede, individuelle træk står for skud. Således er det ikke længere hele den homogene sociale orden, som bliver krænket ved mangel på anerkendelse, men snarere den enkelte som selvstændig person. I forlængelse heraf er der en udpræget tendens til, at individet hele tiden eksaminerer sig selv, og har fokus på egne præstationer og talenter (Willig 2005: 21-22). Dette kan ses som yderst 50

51 negativt for mennesker med socialfobi, da de i forvejen ofte er perfektionistiske (jf. Kåver), og dermed eksaminerer sig selv i endnu højere grad disse personer vil leve op til egne forventninger og presser sig selv på perfektionismens rand. Dette forhold kommer til udtryk hos 33- årige Kasper, der er meget dygtig til sit arbejde, som foregår på hjemmefronten. Trods hans gode kompetencer inden for eget arbejdsfelt, har han svært ved at deltage aktivt i arbejdslivet, fordi [han selv] betragter sit produkt som gennemarbejdet og perfekt, så hvis der skulle komme en kritisk bemærkning, har han svært ved at tackle det (Kasper, bilag 3). Fokus på egne præstationer kan i forlængelse heraf udløse en endnu større angstfølelse hos en person med socialfobi, som samtidig søger konstant anerkendelse for sine handlinger. En anerkendelse som i dag, mere end førhen, er på usikker grund, og der opstår en ond spiral, hvor anerkendelsen og perfektionismen ikke kan gå hånd i hånd. Videre påpeger Anna Kåver, at perfektionismen ofte medfører, at en person underminerer sin rolle i en gruppe, da personen hele tiden eksaminerer egen personlighed (Kåver 2003: 11). Der fokuseres, som nævnt, på den enkeltes talenter og præstationer, og det er herigennem, at anerkendelsen tilstræbes. Det øgede fokus på de individuelle kompetencer kan i denne sammenhæng forbindes med den specifikke socialfobi, som blandt andet indebærer præstationsangst for at fremlægge foran mange mennesker. De høje forventninger til egen præstation samt forventningerne fra omverdenen kan for nogle individer virke overdrevne og intimiderende, og en angstfølelse kan opstå. Med den ønskede tilstræbelse af anerkendelse, kan det jævnfør Honneths anerkendelsesteori begrundes, at individet har behov for anerkendelse i den solidariske sfære, hvor det opnår social værdsættelse, som afføder et positivt selvforhold i forhold til egne egenskaber og muligheder (Honneth 2006: 163). Denne anerkendelsessfære skal således forstås som yderst betydningsfuld for personer med socialfobi. Denne argumentation vil blive ydereligere uddybet I besvarelsen af problemstilling 2, hvor fokus er på socialfobi i de sociale relationer. 51

52 Forøgelsen af valgmuligheder Den sene modernitets forøgelse af optioner udvider det spektrum, hvori individet kan opnå anerkendelse for dets talenter, og derved tilskrive sin identitet den værdi, som vedkommende ønsker. Da anerkendelse er det substantielle indhold i enhver mulighed eller option, bliver de optioner, som individet vælger at realisere, altså altafgørende for opnåelsen af anerkendelse (Wilig 2005: 20). Ifølge Willig vil et fravær af anerkendelse fra andre komme til udtryk i vrede eller skam hos den enkelte (Willig 2005: 24). Dette kommer til udtryk hos Kasper, da det beskrives hvordan hans skamfølelse over at svede, fremprovokerer angsten i sociale relationer. Hans negative forestillinger om, hvad andre tænker om ham, hæmmer derfor hans evne til at opretholde en hverdag, hvor hans talenter kan modsvares med anerkendelse (Kasper, bilag 3). Problemet for det moderne individ ses, når det ikke evner at tilpasse sig samfundets yderst tilfældige anerkendelsesgraduering, hvilket gør, at individet aldrig kan vide sig sikker på, hvilke optioner der returneres med anerkendelse. Willig beskriver i denne forbindelse, hvordan nye selvrealiseringsoptioner har hastige udsving, hvilket vil sige, at individet sår mere tvivl om, hvilke optioner eller adfærd, der giver anerkendelse i det nuværende samfund. Denne tvivl kan virke angstprovokerende, da det er individet selv, der må stå til ansvar for dets valg. Det er dog ikke kun de optioner og kontekster individet skal forholde sig til, der er problemet, men også normernes uregulerede og skiftende karakter, som splitter individet (Willig 2005: 20). Med samfundets skiftende karakter og udvidelsen af kontekster, skal individet således evne at rumme flere relationer i det daglige liv. Denne rummelighed kan virke uoverskuelig for mennesker med socialfobi, da de på grund af deres lidelse ikke mestrer at indgå i for mange relationer, hvilket kan være livsbegrænsende for den enkelte (Kåver 2003: 20). Derved lever disse personer ikke op til det samfundsmæssige krav om at tilpasse sig samfundets skiftende karakter, og en negativ selvforståelse kan opstå hos den angstlidende person. Fordringen om at individet skal evne at indgå i mange netværk, har således negative konsekvenser for personer med socialfobi. 52

53 Endvidere er det værd at hæfte sig ved Anna Kåvers argument om, at mennesket i dag er nødt til at udvikle et udskilningssystem, således at man ikke indgår i for mange relationer, da dette kan afføde socialfobi. Når der hersker en fordring om, at individet skal indgå i mange netværk, men ikke siger noget om hvilke netværk, hvornår eller hvilke talenter der returneres med anerkendelse, kan der argumenteres for at personer, som ofte føler sig utilstrækkelige, i højere grad har risiko for at udvikle socialfobi. Som Anonymperson 2 forklarer, har socialfobi været utrolig styrende for hendes daglige såvel som livsbetingede valg og fravalg, i alt fra venner til uddannelse og arbejde. Netop fordi hun aldrig vidste, hvad der forventedes af hende i de mange kontekster hun skulle indgå i, har lidelsen været afgørende for hendes valg: At det i virkeligheden har fyldt utrolig meget og styret både valg og fravalg har været min helt private hemmelige byrde (Anonymperson, bilag 6). Ligeledes beskriver 16 årige Keenan, hvordan han konstant følte sig usikker og misforstået både derhjemme, i skolen, hos skolepsykologen og på gymnasiet (Keenan, bilag 2). Der kan herved anskues nogle samfundsnormer. Der kan således anskues en usikkerhed hos de angstlidende, som følge af de mange valg- og fravalg samt forskellige kontekster, som samfundet stiller krav om. Både Anna Kåver og Angstforeningen understreger, at socialfobi ofte opstår i ungdomsalderen, og for nogle allerede i barndommen. Dette kan skyldes en mangel på et forvaltningssystem, som skal navigere mennesket i de mange optioner, som stilles til rådighed. Willig påpeger, at unge mennesker har sværere ved at navigere i optionssamfundet, idet de ikke har udviklet det samme kompetente forvaltningssystem som voksne mennesker, og usikkerheden om, hvornår optionerne kan returneres med anerkendelse, kan være særligt problematisk for unge. Såfremt den unge ikke udvikler et kompetent forvaltningssystem, kan fordringen om konstant at skulle begrunde sine valg af livsformer medføre angst. Willig og selvmordsforskeren Lillian Zøllner understeger i denne forbindelse hvordan de unges risiko for udvikling af en angstlidelse, såsom socialfobi, er i højsædet: Det er usikkerheden og forvirringen i 53

54 denne proces, som kan være skæbnesvanger, fordi de unge, der står alene og uden støtte i deres valg og fravalg, kan opleve følelsen af ensomhed (Willig 2005: 37). Der kan således argumenters for, at det som følge af forøgelsen af kontekster og optioner, er i ungdomsårene, at farezonen for udvikling af socialfobi er størst Delkonklusion På baggrund af ovenstående analysedel kan det udledes, at der med samfundsudviklingen er opstået en række nye fordringer og krav til individet, som i forbindelse med diagnosen socialfobi kan identificeres som potentielle fejludviklinger i samfundet. Med neoliberalismens fremkomst er en række samfundsmæssige, strukturelle forhold ændret. Fællesskabsværdierne er delvist brudt ned til fordel for en række konkurrenceprægede og individuelle normer, som er med til at udløse egoisme og selveksamination hos det enkelte individ. Den øgede individualisering, egoisme og konkurrence individer imellem skaber først og fremmest en udfordring for personer med socialfobi, da mangel på udveksling af intersubjektive erfaringer, medvirker til, at disse personer ikke i samme grad føler sig forstået og anerkendt af omverdenen, og der opstår en ensomhed. Ensomheden skal samtidig ses i lyset af, at den enkelte står mere alene og må tage for eget selvrealiseringsprojekt. Som følge af den beskrevne samfundsudvikling, føler personer med socialfobi sig i højere grad kritisk iagttaget af omverdenen. Dette er paradoksalt, idet der samtidig er en generel normativ opfattelse af, at den enkelte konstant skal præstere, motivere og eksaminere sit eget selv. Denne opfattelse kan ses som en yderligere udfordring hos de angstramte, da de ofte besidder en perfektionisme, som gør, at de i endnu højere grad påfører sig selv en negativ eksaminering. Endnu en konsekvens ved neoliberalismens fremkomst kan ses i lyset af den øgede tildeling af frihed og ansvar til individet, som kan være svært for personer med socialfobi at håndtere, da de har brug for sikkerhed og tryghed, og derfor ofte søger mod sikkerhedszoner i sociale sammenhænge. Afslutningsvis konkluderes det, at udvidelsen af optioner, og dermed forøgelsen af valg, gør det sværere for personer med socialfobi, konstant at indgå i skiftende og 54

55 regulerende normative kontekster. En person med socialfobi er ekstra opmærksom på andre menneskers forestillinger om vedkommende selv, og det kan derfor virke angstprovokerende at tage stilling til de mange optioner, som samfundet stiller, da det altid er usikkert, hvornår der kan høstes anerkendelse for de valg der træffes. I forlængelse heraf bliver fordringen om de mange nye kontekster, som individet skal indgå i, endnu en udfordring for socialt angstlidende personer. Dette da de ikke kan rumme og ikke evner at indgå i mange sociale sammenhænge. For unge mennesker med socialfobi kan de sociale relationer virke ekstra overvældende, da de ikke i samme grad har udviklet et forvaltningssystem til at til- og fravælge i sociale relationer Selvforståelsen i sociale relationer På baggrund af besvarelsen af første analysedel, er en række sociale patologier identificeret i forbindelse med udviklingen, omfanget og tilstedeværelsen af socialfobi. Med de nye samfundsstrukturelle forhold påvirkes individers psyke, hvormed forholdet mellem individ og samfund bliver centralt. Netop fordi forholdet mellem individ og samfund står centralt i projektrapportens genstandsfelt, er det nærliggende at se problemstillingerne i et socialpsykologisk perspektiv, hvor de mellemmenneskelige relationer og kontekster er grundlaget for at forstå mennesket (Asplund 1983: 48). Dette aspekt bliver særlig centralt i nærværende analyse, hvor socialfobi, som i en vis forstand skabes og forværres af nogle samfundsmæssige forhold, anskues i et relationelt perspektiv. Forholdet mellem det samfundsmæssige og det relationelle tydeliggøres blandt andet, da det, på grund af den stigende individualisering, bliver sværere for individer at udveksle intersubjektive erfaringer. Således påvirker samfundsudviklingen de sociale interaktioner og den gensidige forståelse mennesker imellem. I denne del af analysen bliver det derfor centralt at forstå, hvordan de mellemmenneskelige interaktioner har betydning for, hvorledes mennesker med socialfobi overhovedet forstår sig selv. For at opnå en forståelse af, hvordan disse mennesker ser sig selv, anvendes Axel Honneths anerkendelsesteori, Anna Kåvers beskrivelse af socialfobi samt George Herberts Meads socialpsykologiske teori om 55

56 selvet. Empirisk materiale i form af personlige beretninger, beskrevet af personer med socialfobi, applikeres på det teoretiske afsæt, for derved at identificere personer med socialfobis selvforhold i social relationer. Nærværende analysedel vil være organiseret efter fire afsnit: Det negative spejlbillede, Den skjulte angst, Forhindringer i det daglige liv og Grupperelationer Det negative spejlbillede I George H. Meads optik, kan mennesket kun forstå sig selv i interaktion med omverdenen, og dermed med sine medmennesker. Vekselvirkningen og kommunikationen imellem mennesker bliver i den forbindelse central for, at individet opnår en selvbevidsthed om sit eget selv. Dermed opstår selvets bevidsthed i de sociale relationer og interaktioner. Menneskets handlinger påvirkes i den forbindelse af den enkeltes personlige erfarings- og oplevelsesfase, hvilket gør ethvert menneske unikt, da ingen deler nøjagtig samme erfaringer og oplevelser. Det unikke giver sig også til udtryk i måden, hvorpå den enkelte organiserer sig (Skovlund 2011: ) og (Laursen 2011: 28). Denne forskellighed, er netop et argument for, hvorfor nogle mennesker udvikler socialfobi, mens andre ikke gør. Hver enkelt person diagnosticeret med socialfobi har i forlængelse heraf sin egen historie om, hvordan angsten er opstået (Kåver 2003: 25-26). Selvom angsten opstår inden for den enkeltes egne erfaringshorisont, peger flere af de personlige beretninger på, at de vedrørte personer har haft det svært i barndommen, og er blevet mobbet eller holdt udenfor i sociale sammenhænge dette gælder både for Keenan, Kasper og Anne (Keenan, bilag 2) (Kasper, bilag 3) og (Anne, bilag 4). Dele af Anna Kåvers teoretiske afsæt understøtter denne baggrund for udviklingen af socialfobi, da hun beskriver hvordan generthed kombineret med mobning, giver en langt større risiko for udvikling af angstlidelsen (Kåver 2003: 36-37). De fleste mennesker kender, ifølge Anna Kåver, følelsen af at være spændt over at skulle præstere i større sociale sammenhænge, men når følelsen bliver overdrevet, stærk og irrationel kan det ofte være et udtryk for en fobisk angst i sociale 56

57 sammenhænge (Kåver 2003: 18). Den stærke følelse bliver i mange tilfælde et fysisk udtryk hos den angstramte, hvilket eksempelvis beskrives af 16- årige Cecilie, da hun skulle til en introfest på sit gymnasium: Det gik fint de første par timer, indtil jeg fik kvalme og følte, at jeg ikke kunne trække vejret (Cecilie, bilag 1). Også hos Kasper ses de fysiske symptomer ved angsten hvor, Han bliver irrationel, får diarré og må ofte aflyse (Kasper, bilag 3). I forbindelse med de fysiske og psykiske symptomer ved socialfobi, bliver det centralt at se på Meads beskrivelse af, hvordan individet ser sig selv igennem andres øjne. Den generaliserede anden bliver et spejl mod mig ets selvforståelse, og individet forholder sig således indirekte til sig selv som et objekt, igennem omverdenen (Skovlund 2011: 236). Dette gensidige spejlbillede, som teoretiseres hos Mead, er i klar overensstemmelse med Anna Kåvers beskrivelse af, hvordan personer med socialfobi ser sig selv igennem andres kritiske øjne, og er bange for at blive iagttaget og ydmyget af andre (Kåver 2003: 11). Frygten for iagttagelsen kommer eksplicit til udtryk hos Anonymperson 1: For mit vedkommende er særlig spisesituationer i kantinen på jobbet eller ved særlige selskabelige lejligheder angstfremkaldende (Anonymperson 1, bilag 5). Også Anne har haft svært ved at sige noget i større forsamlinger: Anne har siden folkeskolen været nervøs for at skulle sige noget i klassen og har altid været meget tavs, når der var flere til stede (Anne, bilag 4). Selvom de angstprovokerede personer føler et stort ubehag ved forskellige situationer og føler sig udsat for andres kritiske øjne, er de som oftest vellidte, begavede og følsomme personer dog med en fordrejet selvopfattelse (Kåver 2003: 19). Der er således en uoverensstemmelse mellem, hvordan den generaliserede anden ser personen, og hvordan personen ser sig selv. Dette kan blandt andet hænge sammen med, at personen som lider af socialfobi, på et tidspunkt i sit liv har set sig selv krænket i en social situation. Dette beskrives eksempelvis hos Cecilie, hvor hun har følt sig krænket i en primærrelation, da hun er blevet uvenner med og herefter afvist af sin gode veninde: Jeg troede at det ville gå over igen, som det nu gør med sådan noget veninde fnidder, men vi endte med ikke at snakke sammen. Hun ville faktisk næsten ikke vide af mig (Cecilie, bilag 1). 57

58 Jævnfør Honneths teori om behovet for anerkendelse i den private sfære, er denne sfære yderst betydningsfuld for udviklingen af selvtillid (Honneth 2006: 146). Såfremt selvtillid ikke udvikles tilstrækkeligt, kan et negativt selvbillede opstå, hvilket ofte sker hos unge mennesker, som rammes af socialfobi (Kåver 2003: 42-43). Behovet for anerkendelse i den private sfære kommer endvidere til udtryk hos andre af de angstlidende berettere; Anonym 1 s gode veninder møder hende med forståelse og anerkendelse, da hun fortæller dem om sit problem: Ingen af dem har, som jeg havde frygtet, reageret hverken med afstandstagen, medlidenhed eller fordomme, men har tværtimod været usædvanlig forstående og imødekomne (Anonymperson 1, bilag 5). Det beskrives også hos 16- årige Keenan, hvordan konfrontationen med hans far, har beroliget ham han sagde at han ville støtte mig 100 % [ ]. Den snak vi fik, beroligede mig en hel del. På baggrund heraf kan der argumenteres for, at personer med socialfobi ofte lider under en forvrænget forståelse af sit eget selv, som ikke er i overensstemmelse med omverdenens forståels af selvsamme og der dannes et negativt spejlbillede hos den angstlidende person. Uoverensstemmelsen kan blandt andet skyldes, at personen i et stadie af sit liv er blevet udsat for krænkelser i sociale sammenhænge, eller har oplevet traumatiske hændelser (Kåver 2003: 25-26). Anerkendelse i tætte sociale relationer er endvidere vigtig for, at særligt personer med socialfobi kan udvikle selvtillid, og arbejde mod sin angst. Når personer med socialfobi har et negativt billede af sit eget selv, bliver de ofte usikre i sociale situationer. Derfor søges der mod alternative personligheder, og der sker en fragmentering af den enkelte person i de mange skiftende kontekster, som vedkommende skal indgå i (Willig 2005: 20). Den skiftende personlighedskarakter erfares blandt andet hos Keenan, som igennem bøger og rollespil forsøger at være en anden, end den han egentlig er. Han påtager sig således en anden rolle, for at opnå den anerkendelse, som han ikke føler tilstrækkelig, når han er sig selv : 58

59 jeg kunne forstille mig jeg ikke længere var mig, men personen i bogen, som havde et godt og begivenhedsrigt liv, og ikke et liv, hvor man var en lille, fortvivlet, ensom dreng, som ikke følte at verden ville have én (Keenan, bilag 3) Den skjulte angst I flere af de berørte beretninger omtales det, hvordan angsten opleves i ensomhed og frygt for, at omverdenen får øje på sandheden. Det er både overfor kollegaer, venner og familie, at angsten bliver hemmeligholdt. Angsten holdes usynlig, idet der udtrykkes frygt for omverdenens reaktion dette gør sig blandt andet gældende hos anonymperson 1, som fortæller, at hun har lidt af usynlig angst i mange år: Jeg har et attraktivt job med faglige og personlige udfordringer, men lever alligevel dagligt med angsten, selv om denne ikke er synlig for kollegerne eller min omgangskreds (Anonymperson 1, bilag 5). Denne argumentation understøttes af Psykiatrifondens undersøgelse Angst spænder ben for hver femte. I undersøgelsen fremføres det, at hver tredje dansker med angstsymptomer, skjuler sin angst overfor familie, nære venner og kollegaer (Psykatrifonden.dk 13 ). Den skjulte angst påpeges endvidere af Angstforeningen, som uddyber, hvordan den skjulte angst hos nogle kommer til udtryk igennem et uhensigtsmæssigt brug af medicin eller rusmidler, da dette virker beroligende (Angstforeningen.dk 14 ). Et eksempel herpå beskrives hos Kasper, som er bange for, at hans alkoholforbrug bliver en dårlig vane: Han har erfaring for, at det kan hjælpe at drikke noget alkohol, inden han skal af sted, men han er bange for, at det skal blive en dårlig vane (Kasper, bilag 3). Den skjulte angst kan således være en katalysator for både ensomhed og misbrug af alkohol/medicin, og angsten kan derfor i nogle tilfælde føre andre problematiske tilstande med sig. Et nedslående træk ved socialfobi kan endvidere ses i lyset af Anna Kåvers beskrivelse af, hvordan personer med socialfobi afholder sig fra at søge hjælp, netop fordi de er bange for den sociale kontakt med en eventuel læge eller terapeut (Kåver 2003: 11). Dette må ses som en hæmsko både for måden, hvorpå personer med socialfobi kan være nødsaget til at adfærdsregulere deres daglige liv, 59

60 samt en forhindring for at diagnosen mindskes, da den sociale kontakt med andre mennesker kan virke skræmmende for den angstlidende Forhindringer i det daglige liv I undersøgelsen Angst spænder ben for hver femte, fortaget af Psykiatrifonden, ekspliciteres angstens symptomer i den almene befolknings daglige liv (Psykatrifonden.dk 15 ). I undersøgelsen understreges det, at personer med socialfobi i høj grad betragter lidelsen som værende en hæmsko for deres daglige liv. Ifølge Anna Kåver er et af kendetegnene ved socialfobi, at følelsen af frygten, angsten og de kritiske øjne i nærværende sociale situationer bliver irrationel, stærk og overdreven. De fysiske symptomer såsom opkast, voldsom hjertebanken og forøget svedproduktion er sammen med disse stærke følelser, med til at adskille mennesker med socialfobi fra mennesker, som ikke lider heraf (Kåver 2003: 18). Set ud fra Meads socialpsykologiske perspektiv ses mennesket i dets relationer til andre og skaber derudfra en bevidsthed om sig selv gennem socialisering. Mead refererer i sit teoretiske afsæt til, hvordan mennesket positionerer og indstiller sig i en organiseret form, der øver indflydelse på vores adfærd (Skovlund 2011: 235f). I denne organiserede form eksisterer der to komponenter af selvet, nemlig mig et og jeg et. Det er jeg et som reagerer på det selvbevidste mig, og derigennem tager styringen, når jeg et handler på en uhensigtsmæssig måde. I flere af de personlige beretninger, beskrives det, hvordan jeg et reagerer på mig et, og dermed individets selvbevidsthed. Selvbevidstheden som skabes i sociale relationer muliggør nogle adfærdsmæssige vanskeligheder i det daglige liv, hos personer med socialfobi. Både den unge Cecilie og den unge Keenan finder det nødvendigt at udeblive fra gymnasiet, grundet angstens indflydelse i det sociale regi. Cecilie skriver: Alt det her blev så slemt, at jeg måtte stoppe på mit gymnasium (Cecilie, bilag 1). Keenan beretter i samme ombæring: Og så stoppede jeg imellem tiden også på gymnasiet, fordi jeg ikke kunne mere, og bare ville få det 60

61 ud af mit system, at skulle gå og tænke på fravær og om de ville smide mig ud alligevel (Keenan, bilag 2). Både Cecilie og Keenan er på grund af de belastende symptomer, som socialfobi medfører, droppet ud af deres uddannelse, fordi det har virket uoverskueligt at fastholde sig i. I andre af de personlige beretninger beskrives det, hvordan personerne i overvejende grad har svært ved at fastholde sig i sociale relationer over længere tid. Kasper opsagde sig arbejde og har siden arbejdet hjemmefra (Kasper, bilag 3). I Annes fortælling har den sociale angstfølelse medført, at hun sjældent har kunne fastholde sig i et arbejde i længere tid end 6 måneder, før hun har følt sig overbebyrdet og stresset (Anne, bilag 4). I ovenstående eksempler bliver det tydeligt, hvordan de angstlidendes forhold til sig selv, har indflydelse på de valg, som de træffer. Således bliver det tydeligt, at personer med socialfobi oplever mange barrierer i dagligdagen, der ligeledes styrer deres valg og fravalg, og dette kan virke yderst livsbegrænsende Grupperelationer I analysedel 1 blev det udledt, at personer med socialfobi ofte søger hen mod sikkerhedszoner, da der er behov for trygge og vante omgivelser. I forlængelse heraf ses dette mere eksplicit jævnfør vores empiriske afsæt, da mange af de beskrivende beretninger, skrevet af personer med socialfobi, nævner selvhjælpsgrupper som en ekstra hjælp og et yderst vellykket redskab til at håndtere angsten: I gruppen finder vi denne helt særlige accept og forståelse, som vi oftest ikke finder hos familien, kæresten eller vennerne, netop fordi de jo ikke har mærket angsten på deres egne kroppe og derfor forståelige nok aldrig helt vil vide, hvordan det er at leve med angsten hver dag (Anonymperson 1, bilag 5). 61

62 Sådan beskriver Anonymperson 1, hvorfor selvhjælpsgruppen er en ekstra støtte i de perioder, hvor angsten har fyldt mere end den plejer (Anonymperson 1, bilag 5). Dette kan henledes til de anerkendelsesbetingelser, som personer med socialfobi opholder sig i, i den solidariske sfære. I Honneths anerkendelsesteori består den solidariske sfære af individets behov for social værdsættelse, som er en forudsætning for at kunne forholde sig positivt til egne egenskaber og muligheder. Når det understreges, at personer med socialfobi ofte vil flygte til sikkerhedszoner, kan dette være en forklaring på, at anerkendelse i sociale relationer ikke bliver opfyldt, i nogle af de situationer, som personerne oplever i deres hverdag. At Anonymperson 1 vælger at søge i sikkerhed, i en selvhjælpsgruppe, kan i denne sammenhæng begrundes med, at anerkendelsen i højere grad bliver realiseret i denne kontekst. Anonymperson 1 beskriver endvidere selvhjælpsgruppen således: Vigtigst af alt forstår vi hinanden så godt, fordi vi alle lider af den samme type angst (Anonymperson 1, bilag 5) Anonymperson 2 kan tilføjes i samme ombæring, da personen finder det rart endelig af finde et frirum, hvor man kunne tale om angsten og høre hvordan andre havde klaret svære situationer (Anonymperson 2, bilag 6). Set i lyset af de to udtalelser, får Anonympersom 1 og 2 mulighed for at forholde sig positivt til sig selv, da de anerkendes af andre i gruppen i en intersubjektiv erfaringshorisont. Idet personer med socialfobi får mulighed for at tale frit og blive forstået skabes der, ifølge Honneth, et potentiale for at forholde sig positivt til sig selv og dermed opnå en større selvværdsfølelse. I Honneths beskrivelse af Mead påpeger Mead, at de individer som er i stand til at klare sig i et fællesskab, bliver anerkendt, hvis de anerkender andre (Honneth 2006: 111). For at blive inkluderet i et fællesskab er det væsentligt, at individet også formår at anerkende gruppens andre medlemmer. Dette aspekt kommer ligeledes til udtryk i fællesskabet omkring selvhjælpsgrupperne: Ved at lytte til hinandens oplevelser, glæder og sorger i løbet af ugen og måske bidrage med et kærligt råd, giver vi hinanden støtte, opmærksomhed og omsorg (Anonymperson 1, 62

63 bilag 5). I dette tilfælde ses det endvidere, at selvhjælpsgrupperne er et forum, hvor personer med socialfobi i højere grad kan være i stand til at begå sig, ved at anerkende andre i gruppen. Det sker som nævnt ved at lytte og give kærlige råd. Det følelsesmæssige bånd af samhørighed inden for dette fælleskab, kan dermed i højere grad opnås for personer med socialfobi, end i det offentlige rum. Jævnfør Honneths beskrivelse af den solidariske sfære, findes der et værdifællesskab, som bliver intersubjektivt vurderet (Honneth 2006: 164). Fordi personer med socialfobi kan finde disse selvhjælpsgrupper som sikkerhedeszoner, er intersubjektivering muligt i dette forum. Dog opnås den solidariske anerkendelse ikke, så snart de træder ud i den virkelige verden. Der vil opstå et misforhold mellem den syge og de andre. Dette understøttes af Psykiatrifonden, som påpeger, at halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen, Angst spænder ben for hver femte, ikke føler sig forstået af omverdenen (Psykiatrifonden.dk 16 ). Flere af personerne med socialfobi giver udtryk for og italesætter selvhjælpsgrupper som værende et meget behjælpeligt redskab til at træne de farlige dagligdagssituationer i trygge rammer (Anonymperson 1, bilag 5). At være en del af en selvhjælpsgruppe, giver i denne forbindelse gensidig anerkendelse gruppemedlemmerne imellem. Det kniber imidlertid med at opnå en følelse af anerkendelse fra det omgivende samfund. Ønsket om at flygte til sikkerhedszoner, kan således også være et udtryk for mangel på anerkendelse i den solidariske sfære, i de tilfælde hvor personer med socialfobi ikke indgår i relation med mennesker, som er diagnosticeret med selvsamme lidelse Delkonklusion På baggrund af ovenstående analyse kan det først og fremmest udledes, at det unikke i mennesket bidrager til, at nogle mennesker udvikler socialfobi og andre ikke gør. Det er også i kraft af den enkeltes egen erfaringshorisont i intersubjektive relationer, at angsten kan forklares. Der er imidlertid nogle fælles gennemgående betingelser for hvorfor og hvornår mennesker udvikler socialfobi. Det ses blandt 63

64 andet at mobning, generthed og ensomhed kan være udfaldsgivende for udviklingen af socialfobi. Mennesker forstår sig selv gennem interaktionen med andre mennesker, og dermed gennem andres øjne, mens personer med socialfobi forstår sig selv gennem andres kritiske øjne. Dette fører ofte til et negativt selvbillede, som skaber en større usikkerhed i sociale situationer. Der kan argumenteres for, at personer med socialfobi lider under en fordrejet selvopfattelse, da der er en uoverensstemmelse mellem, hvordan de ser sig selv, og hvordan omverdenen ser dem. Den fordrejede selvopfattelse påpeger endvidere behovet for anerkendelse både i nære- og grupperelationer. Det kan videre konkluderes at skammen over den psykiske lidelse og frygten for omverdenens reaktion, medfører at de personer med socialfobi ofte hemmeligholder deres angst overfor omverdenen, hvilket både kan føre ensomhed og misbrug med sig, samt afholde de socialt angstlidende fra at opsøge hjælp. Det viser sig, at der er en række barrierer i dagligdagen, når personer med socialfobi skal indgå i sociale relationer. Dette kommer blandt andet til udtryk i valg af uddannelse og arbejde, og kan virke livsbegrænsende for den enkelte. For at opretholde en positiv selvværdsfølelse er det vigtigt at indgå i nogle relationer, hvor man bliver mødt med forståelse og anerkendelse. Hos personer med socialfobi er det især i selvhjælpsgrupper, at der opleves en gensidig forståelse. Anerkendelsen fra omverdenen uden for selvhjælpsgrupperne opleves imidlertid ikke i samme udstrækning, da der ofte søges mod trygge og sikre forhold i disse kontekster Socialfobi i et fremtidigt perspektiv Med identificeringen af de samfundsmæssige såvel som relationelle forhold, som øver indflydelse på diagnosen socialfobi, bliver det nu centralt at se på, hvordan disse forhold eventuelt kan ændres, for at nå et skridt nærmere mod idealet om det gode liv. Det normative aspekt bliver her centralt, idet vi reflekterer over, hvordan disse forhold bør se ud, for at omfanget af socialfobi kan mindskes. Fejludviklingerne er således identificeret igennem første og anden problemstilling, 64

65 og det er i lyset af disse, at vi undersøger den emancipatoriske frigørelsesinteresse. Vi ønsker således et samfund, som ikke øger omfanget af socialfobi, og et samfund hvor individet forstår sig selv på positiv vis i sociale relationer. Vi er naturligvis klar over, at det er utopisk at tro, at der kan herske et samfund uden psykiske lidelser, herunder socialfobi men for at opnå et bedre liv for ethvert individ, må vi nødvendigvis se på, hvordan de fastfrosne forhold kan ændres og forbedres igennem det samfundsmæssige og relationelle, som analysen er bygget op omkring. Det er således i kraft af det samfundsmæssige og relationelle, at herværende refleksion bliver udformet. Vi er klar over og opmærksomme på, at der findes andre måder, hvorpå individet kan se sig fri fra lidelsen socialfobi eksempelvis igennem forskellige behandlingsformer, men da disse ikke behandles som en del af genstandsfeltet, vil vi ikke komme nærmere ind på disse. Vi vil i nærværende analysedel reflekterer over, hvordan udviklingen af socialfobi kan mindskes på et samfundsmæssigt niveau, hvordan den kan mindskes hos den enkelte i sociale relationer, og hvordan det fremtidige aspekt ser ud, i forbindelse med den stigende tendens til socialfobi. Jævnfør første analysedel er det blevet udledt, at der i samfundsudviklingen er blevet skabt en række forhold, som har negative konsekvenser for personer med socialfobi. Med neoliberalismens fremkomst, er blandt andet forøgelsen af frihed, autonomi, konkurrence individer imellem, fokus på præstationer, egoisme og individualisering årsager til disse konsekvenser. Det negative aspekt ved konsekvenserne skal ses i lyset af, at omfanget af personer med socialfobi er blevet større samtidig med, at disse personer har svært ved at indordne sig under de samfundsstillede krav. Professor og forsker på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet Carsten René Jørgensen peger ligeledes på denne kritiske tendens i samfundet: man kan spørge, om ikke man i højere grad skulle arbejde på at ændre de fordringer og forventninger, som stadig flere bliver syge af at forsøge at realisere, 65

66 frem for alene at ændre og behandle de mange mennesker, der fejler i forsøget på at leve op til de herskende krav og forventninger (Jørgensen 2011: 729f). Ligesom Willig peger Jørgensen på, at der er brug for at ændre nogle af de forhold i samfundet, som patologiserer individet i en vis forstand. I den forbindelse taler Willig om, at samfundet er karakteriseret ved for lidt eller en forfejlet normativ integration, som skal forstås på den måde, at samfundet fortæller for lidt om, hvornår vi skal handle eller hvad vi skal handle efter, og samtidig er det uklart hvornår vi kan høste anerkendelse for vores handlinger (Willig 2005: 27). Som der også blev argmenteret for i første analysedel, er strukturerne på den måde blevet mere flydende. Således må samfundets normative integration, herunder de herskende forventninger og krav til individet, ændres for at dæmpe udviklingen og omfanget af socialfobi. Hvordan den normative integration helt konkret genoprettes, afhænger af rigtig mange forhold, både på det samfundsmæssige og relationelle niveau. I en dansk kontekst kunne det eksempelvis være oplagt, at forsøge at ændre strukturerne igennem offentlig debat eller politiske incitamenter. I forbindelse med det relationelle niveau, og hvordan socialfobi kan mindskes i sociale relationer, blev det i 2. analysedel påpeget, at selvhjælpsgrupper kan være et godt redskab til dette. I flere af de vedrørte personlige beretninger, fortæller de angstramte, hvordan de føler sig anerkendt i disse selvhjælpsgrupper, og endvidere hvordan de lærer at håndtere angsten. De oplever de anerkendende selvhjælpsgrupper som en støtte og berigelse i deres hverdag. Selvhjælpsgrupperne kan således ses som et støttende redskab i de angstramtes hverdag (Anonymperson 1, bilag 5 & Anonymperson 2, bilag 6). Det er den gensidige forståelse, der findes i disse grupper, som man kan argumentere for, burde spredes til andre dele af samfundet eksempelvis de dele af samfundet, hvor intersubjektiviteten er erstattet med konkurrence og selveksaminering. Endvidere kan det være behjælpeligt for personer med socialfobi at gøre sin omverden opmærksom på diagnosen, og de belastninger der hører med. Jf. 66

67 analysedel 2 i afsnittet Den skjulte angst, argumenteres der for, at det er en byrde at hemmeligholde lidelsen, da dette i nogle tilfælde kan medføre ensomhed og usikkerhed hos den angstramte. Det viser sig samtidig i beretningerne, at omtalen af problemet i de berørte tilfælde anerkendes af omverdenen, hvilket er en yderst positiv respons (Keenan, bilag 2) og (Anonymperson 1, bilag 5). Dermed kan italesættelsen af problemet altså også hjælpe de angstramte personer med at håndtere problemet og undgå ydereligere psykiske belastninger. I et fremtidigt perspektiv er det, jf. analysedel 2, ligeledes vigtigt at den angstlidende søger hjælp hos læger og/eller psykologier, for at få hjælp til at mindske omfanget af lidelsen. Anskues problematikken med det store omfang af socialfobi i Danmark, er der sandsynligvis risiko for, at udstrækningen af problemet i et fremtidigt perspektiv vil øges ydereligere. Når socialfobi er et stigende problem, og flere mennesker i dag udvikler socialfobi, kan stigningen i fremtiden blive ydereligere forøget, da forældre med socialfobi i højere grad har risiko for at overlevere lidelsen til deres børn denne overlevering kaldes, ifølge Anna Kåver, observationsindlæring 2003: 40). Frygten for overleveringen af angsten synliggøres i Annes beretning: Anne er meget glad for sine børn og gør meget for, at de skal have det godt. Den mindste søn kan godt være meget genert og tilbageholdene, og Anne er bekymret for, om han har nogen at lege med i børnehaven (Anne, bilag 4) Dette kommer også til udtryk i Kaspers beretning, hvor han, jf. den private anerkendelsessfære, er blevet påvirket af sin mor og hendes forhold til sved. På baggrund heraf har Kasper udviklet en angst for at svede, og det bliver her synligt, hvordan symptomerne kan overleveres fra mor til barn (Kasper, bilag 3). Det kan på baggrund af disse forhold, være svært at se en nedgang i socialfobi i fremtiden. I denne ombæring fastslås det af WHO og EU, at psykiske sygdomme, herunder socialfobi, fremover vil stige, og være blandt de mest belastende sygdomme i fremtiden (Christensen et.al. 2010: 12). 67

68 Delkonklusion For at opnå idealet om det gode liv, må mennesket frigøres fra nogle af de samfundsmæssige fordringer, som neoliberalismen har ført med sig. Det er blevet fastslået, at en fuldstændig opnåelse af idealet er utopi, da det må erkendes, at der altid er nogle mennesker der vil lide af socialfobi. Derfor argumenteres der i analysedelen for, hvordan denne kan mindskes. Indledningsvis må vi igennem mere normativ integration frigøre os fra nogle af de strukturer, som samfundsudviklingen har ført med sig. Således må samfundets fordringer ændres, så personer med socialfobi bliver mere bevidste om, hvor og hvornår de skal handle, og hvornår der kan høstes anerkendelse for de valg der træffes. Hvordan den normative integration helt konkret ændres, afhænger af den enkelte kontekst, forstået på den måde, at integrationen ikke kan ændres på en gang og gennemsyre hele samfundet. På et relationelt niveau, kan omfanget af socialfobi hos den angstramte mindskes ved at italesætte angsten overfor omverdenen, således at angsten ikke fører til ensomhed, usikkerhed eller misbrug af alkohol eller medicin. Ligeledes kan selvhjælpsgrupper være et støttende redskab i de angstlidendes hverdag, og på sigt bidrage til at mindske omfanget af socialfobi hos den enkelte. Når problematikken omkring socialfobi anskues i et fremtidigt perspektiv, står det klart, at der er nogle udfordringer forbundet med at mindske omfanget. Dette kan ses i lyset af, at der kan ske en overlevering af angsten fra forælder til barn, og når der ses en stigende tendens, vil dette i et fremtidigt perspektiv være udfordrende i forhold til omfanget af socialfobi hos børn og unge. Samtidig påpeges det i internationalt regi, at psykiske sygdomme vil stige stødt i fremtiden. 68

69 6. Konklusion Med udgangspunkt i den stigende tendens til angst, herunder socialfobi, er det i nærliggende projektrapport blevet undersøgt hvordan diagnosen socialfobi kan anskues som en samfundspatologi, og hvorledes sociale relationer har betydning for denne specifikke angstlidelse. Det er, i et socialpsykologisk perspektiv, blevet undersøgt hvordan samfundsmæssige og relationelle forhold øver indflydelse på hhv. udviklingen, omfanget og forståelsen af socialfobi. I lyset af vores videnskabsteoretiske retning kritisk teori, har det været oplagt at identificere nogle potentielle fejludviklinger, som gør det sværere for personer med socialfobi at forholde sig til nogle samfundsmæssige og relationelle forhold. Herefter har det været aktuelt at vurdere, hvordan disse forhold kan ændres, for at opnå idealet om det gode liv, herunder at personer med socialfobi kan evne at indgå i sociale relationer. Det er i udarbejdelsen af projektrapporten blevet fastslået, at samfundet ikke kan se sig fuldstændig fri fra lidelsen socialfobi, da flere end blot de samfundsmæssige og relationelle forhold har betydning for udviklingen af angstlidelsen. I forbindelse med besvarelsen af første problemstilling, har vi igennem analyse af forholdet mellem samfundsudviklingen i Danmark og diagnosen socialfobi, identificeret en række barrierer, der gør det sværere for personer med socialfobi at begå sig i de herskende samfundsstrukturer. Samtidig bidrager samfundets forventninger til en ydereligere udvikling i omfanget af angsten, da disse udløser egoisme og selveksamination. Der er med neoliberalismens fremkomst opstået en række nye krav og fordringer til individet og udfaldet af disse, kan for individet ses som både positive og negative alt afhængigt af, hvordan de håndteres af den enkelte. Den danske samfund er i dag præget af blandt andet øget individualisering, konkurrence, egoisme, selvrealisering, frihed, præstationer, selveksamination og et eskaleret antal af optioner. Med et brud på den præmoderne fællesskabsfølelse, og det intensiverede fokus på individuelle værdier, bliver intersubjektiviteten i dag 69

70 svækket. Der opstår hermed en større ensomhed hos den enkelte, som ydereligere svækker socialt angstramtes følelse af forståelse og anerkendelse fra omverdenen. Personer diagnosticeret med socialfobi føler sig ofte iagttaget og udsat fra andres kritiske øjne, og dette forstærkes og udfordres ydereligere, idet der med de herskende samfundsstrukturer er fokus på individualisering og de konkurrenceprægede værdier. Den normative fordring om, at individet i højere grad skal præstere og eksaminere sig selv, er endvidere en udfordring for personer med socialfobi, da de ofte er perfektionistiske, og dermed eksaminerer sig selv i endnu højere grad igennem omverdenens kritiske øjne, som ikke bibringer en følelse af anerkendelse hos den angstlidende person. Eksaminationen af egne evner kommer ligeledes til udtryk i sociale sammenhænge, da personer med socialfobi, som følge heraf, ofte underminerer sig selv i grupperelationer. Der kan endvidere kastes et negativt lys over den øgede forventning til individuelle præstationer, eftersom en del af den specifikke socialfobi indebærer præstationsangst. De høje forventninger fra samfundet og omverdenen kan i den forbindelse virke overvældende og intimiderende for nogle mennesker, og kan i nogle tilfælde være angstprovokerende. Individet er med de normative fordringer i samfundet blevet tildelt mere frihed, men mindre sikkerhed og tryghed. Dette viser sig ligeledes at være en barriere for socialt angstlidende personer, idet de har brug for tryghed, og ofte søger sikkerhedszoner i usikre situationer. Det udvidede spektrum af optioner, gør det sværere for personer med socialfobi at indgå i samfundets mange skiftende og regulerende kontekster. Når disse personer ikke er klar over, hvornår der kan tilvejebringes anerkendelse for deres handlinger, kan det virke angstprovokerende at stå overfor de mange valg, der skal træffes. De mange kontekster, som individet kastes ud i, udgør endvidere en udfordring for personer med socialfobi, da de ikke kan rumme for mange relationer og for store netværk. For unge angstramte mennesker kan dette virke ekstra udfordrende, da de ikke har udviklet et forvaltningssystem, som gør dem i stand til at til- og fravælge i sociale relationer. 70

71 Således afspejler diagnosen socialfobi sig på udfordrende vis i de nye krav og forventninger, der er opstået med samfundsudviklingen i Danmark. I besvarelsen af 2. problemstilling, nås der frem til en forståelse af, hvordan personer med socialfobi forstår sig selv i sociale relationer. I forbindelse hermed identificeres en række potentielle fejludviklinger for, hvordan socialt angstlidende personer ser sig selv i sociale relationer. Først og fremmest bliver det udledt, at alle mennesker er unikke, og det er på baggrund heraf, at nogle udvikler socialfobi, mens andre ikke gør. Endvidere skal baggrunden for udviklingen af den enkeltes sociale fobi ses i lyset af dennes egne erfaringshorisont i intersubjektive relationer baggrunden for udviklingen af angsten er således også unik i den enkeltes livshistorie. Der kan imidlertid anskues nogle fælles gennemgående betingelser for udviklingen af socialfobi. Dette kan ses i lyset af, at blandt andet mobning, generthed og ensomhed kan være fremprovokerende i forbindelse med udviklingen af angstlidelsen. Mennesker ser helt generelt sig selv igennem andres øjne, og mennesker med socialfobi ser ofte sig selv igennem andres kritiske øjne. Disse kritiske øjne skaber et negativt selvbillede hos den angstlidende, hvilket skaber større usikkerhed i sociale sammenhænge. Det udledes endvidere, at en person med socialfobi ofte besidder en fordrejet selvforståelse, idet personens forståelse af sig selv ikke er i overensstemmelse med omverdenens syn på selvsamme. Den fordrejede selvopfattelse nødvendiggør et øget behov for anerkendelse i den solidariske- og private sfære. Anerkendelse i sociale relationer har i den forbindelse stor betydning for personer, diagnosticeret med socialfobi. Det kan på baggrund af 2. analysedel konkluderes, at de angstramte ofte forsøger at skjule deres lidelse overfor både den tætte og perifere omverden, da symptomerne forbindes med skam. Hemmeligholdelsen kan føre både ensomhed og misbrug med sig, og jævnfør 3. reflekterende analysedel konkluderes det, at det 71

72 kan være behjælpeligt for den enkelte at dele angsten med andre. Dette kan endda i nogle tilfælde mindske angstfølelsen. Desuden kan selvhjælpsgrupper bidrage til en positiv selvværdsfølelse og anerkendelse hos den angstlidende, og kan ligeledes være en støtte, som ikke kan hentes fra den øvrige omverden. I nogle tilfælde kan selvhjælpsgrupperne ligeledes hjælpe med at mindske angstfølelsen eller hjælpe den angstlidende til at acceptere diagnosen. I forbindelse med de nævnte normative fordringer, fastlagt i samfundets strukturer, konkluderes det i 3. reflekterende analysedel, at der er brug for en ændring af disse, for at den stigende tendens ikke tager yderligere til, og for at individet kan komme et skridt nærmere i håbet om at leve det gode liv i sociale kontekster. Ligeledes kan en ændring af disse sandsynligvis bidrage til at mindske omfanget af den psykiske angstlidelse socialfobi. Ændringen skal ske igennem mere normativ integration i samfundet, som skal gøre det klart for den enkelte, hvornår der kan høstes anerkendelse for vedkommendes valg og handlinger. Afslutningsvis skal det nævnes, at en fastholdelse i de nuværende samfundsstrukturer, kan være udfordrende i et fremtidigt perspektiv. Dette da angstsymptomerne kan overleveres fra forælder til barn, og idet der ses en stigende tendens i udviklingen af socialfobi, er det med de nuværende fastfrosne samfundsforhold, svært at se en fremtidig nedgang i udviklingen. I fremtiden vil flere børn og unge sandsynligvis udvikle socialfobi, hvis altså ikke de danske samfundsstrukturer ændres. Det viser sig samtidig, at internationale kilder peger på, at psykiske lidelser i fremtiden vil stige, og være en af de mest belastende sygdomme i den vestlige verden (Christensen et.al. 2010: 12). Således kan socialfobi anskues i lyset af de herskende samfundsforhold i negativ forstand. Den sociale patologi er til stadighed i udvikling, og de mange fordringer, krav og forventninger til individet må nødvendigvis omstruktureres og fjernes, hvis angstlidelsen skal se lys for enden af tunnelen. I de relationelle forhold må den socialt angstramte forsøge at agere efter de mest optimale forhold, så omfanget af symptomerne kommer mindst muligt til udtryk og mindskes mest muligt. 72

73 7. Perspektivering Under udarbejdelsen af projektrapporten, er vi stødt på mange variabler af perspektiver og problemstillinger, som ville været interessant at belyse i et videre arbejde. Da vores interessefelt i nærværende rapport er blevet belyst i et socialpsykologisk perspektiv, i kraft af hvordan samfundsmæssige og social relationelle forhold har betydning for personer med socialfobi. Et perspektiv som kunne skabe en ny forståelse af socialfobi, kan ses i lyset af de biologiske og genetiske forhold, som vi har valgt at afgrænse os fra. Anne Kåver beskriver i sin teori, hvordan biologiske og biokemiske forhold kan spille ind på udviklingen af angsten. Med dette perspektiv, kunne man således undersøge, hvorledes behandlingen af socialt angstlidende har en effekt for dennes daglige liv. Under udarbejdelsen af projektrapporten stødte vi på endnu et interessant aspekt i forhold til, hvordan personer med socialfobi kan blive behandlet. Anonymperson 1, som er inddraget i analysen, beskriver hvordan kognitiv adfærdsterapi har hjulpet hende til bedre at håndtere sin angstlidelse; Kort fortalt forsøger du sammen med terapeuten at omprogrammere negative katastrofetanker til mere realistiske og selvstøttendes tanker. Denne form er terapi er absolut anbefalelsesværdig og har givet mig et skub i den rigtige retning (Anonymperson 1). Kognitiv terapi er en psykoterapeutisk retning, der tager udgangspunkt i tænkningen og evnen til at erkende, og tager grundlæggende afsæt i princippet om, at ændre disse tankemønstrer for at mindske angsten (Angstforening.dk 17 ). I dette perspektiv ville det være interessant at undersøge paradokset mellem overordnede samfundsstrukturer og magtforhold, som eksempelvis medicinindustrien, der kan være medvirkende til en øget stigmatisering af psykiske lidelser i det danske samfundet. 73

74 8. Litteraturliste Bøger - Asplund, J. (1983): Vad är socialpsykologi?, kap. 4, i Tid, rum, individ och kollektiv, LiberFörlag, s Bryman, A. (2012): Social research methods. 4th edition. Oxford University Press. - Godfrey- Smith, P. (2003): Kuhn and Revolutions in Theory and Reality. An Introduction to the Philosophy of Science. Chicago: The University of Chicago Press. - Honneth, A. (2006): Kamp om anerkendelse, Hans Reitzels Forlag, 1. Udgave, 5. Oplag, København - Juul, S. (2012): Nyere kritisk teori, Kap. 9, i Samfundsvidenskabernes videnskabsteori en indføring, Hans Reitzels Forlag, København k - Jørgensen, C.R. (2011): En kulturkritisk psykologi, Kap. 35, i Klassisk og moderne psykologisk teori (reds.), Hans Reitzels Forlag, 2. Udgave, 2. Oplag, Købehavn K, s Kåver, A. (2003): Socialfobi frygt for andres kritiske iagttagelse. Hans Reitzels Forlag, København. - Laursen, E. (2011): George Herbert Mead selvets sociale genes, kap. 1 i Selvet Sociologiske perspektiver, Forfatterne og Hans Reizels Forlag, 1. Udgave, 1. Oplag, København K, s Olsen, P.B. & Pedersen, K. (2011): I Problemorienteret projektarbejde en værktøjsbog 3. Udgave, 6. Oplag, Roskilde Universitetsforlag 2011, Frederiksberg C. - Pedersen, O.K. (2011) Konkurrencestaten, 1. Udgave, Hans Reitzels Forlag, København K - Skovlund, H. (2011): Interaktionisme, kap. 13 i Klassisk og moderne psykologisk teori (reds.), Hans Reitzels Forlag, 2. Udgave, 2. Oplag, Købehavn K, s

75 Willig, R. (2005): Sociale patologier selvrealiseringsoptioner vor tids fordring om anerkendelse (red.) i Østergaard, M. & Willig, R. Hans Reitzels Forlag, København. Willig, R. & Østergaard, M. (2005): Sociale patologier - introduktion (red.) i Østergaard, M. & Willig, R. Hans Reitzels Forlag, København. Willig, R. (2003): Indledning, i Axel Honneth: Behovet for anerkendelse, Hans Reitzels Forlag, København 2003, s Willig, R. (2006): Indledning i Kamp om anerkendelse, Hans Reitzels Forlag, 1. Udgave, 5. Oplag, København, s Rapporter - Christensen et.al., (2010): "Mental sundhed blandt voksne danskere". Sundhedsstyrelsen. København S. - Christensen et.al., (2007): Undersøgelse af angstsygdomme, rapport af DSI (Institut for Sundhedsvæsen) Christensen, M., Albæk, J. & Ankjær- Jensen, A.. /pjecer/dsi%202007%2001%20www%20samlet.pdf - Geoffray, M.B. (2009): "Oplysninger til patienter og pårørende om socialfobi", 1. udgave forår 2009, Angstforening Frederiksberg - Nielsen, T. (2001): "Angsten stiger" i Psykolog Nyt, nr. 21, Dansk Psykolog Forening. - Psykriatrifonden.dk: Angsten spænder ben for hver femte, besøgt d ; befolkningsundersoegelse- cormark- undersoegelsedocx.pdf - Zøllner, L. (2002): i rapporten Unge og risiko når sammenhængen brister s. 23 ff., af Zøllner, Lilian nr. 2 oktober Internetsider og- symptomer a- aa/psyke/sygdomme/angsttilstande/social- fobi/ 75

76 os/nyheder/2013/angst- spaender- ben- for- 1- ud- af- 5.aspx os/nyheder/2013/angst- spaender- ben- for- 1- ud- af- 5.aspx 11 er- gaaet- i- tre- stykker/ os/nyheder/2013/angst- spaender- ben- for- 1- ud- af- 5.aspx os/nyheder/2013/angst- spaender- ben- for- 1- ud- af- 5.aspx 16 os/nyheder/2013/angst- spaender- ben- for- 1- ud- af- 5.aspx 17 adfardsterapi 76

77 9. Bilag 1 6 Bilag 1 Beretter: Cecilie Kilde: En historie af Cecilie i kategorien "Socialangst", sidst ændret d. 2. december 2010 kl. 14:50 Hej! Jeg hedder Cecilie og jeg er 16 år. Jeg har lidt af det man kalder socialfobi/angst i nogle måneder og depression (op og ned) i godt og vel 2 år ca. Det startede med, at jeg blev uvenner med en veninde. Jeg troede at det ville gå over igen, som det nu gør med sådan noget veninde fnidder, men vi endte med ikke at snakke sammen. Hun ville faktisk næsten ikke vide af mig. Pludselig følte jeg, at der var ingen som ville noget med mig mere og blev rimelig ensom. Den eneste jeg kunne holde fast i var min kæreste. Nå... så begyndte jeg ikke og være særlig socialt anlagt mere. Det har jeg ellers altid været og har også godt kunne lide at snakke med nye mennesker. Lige pludselig ville jeg ikke mere. Jeg lukkede mig selv inde og de eneste jeg så var mine nærmeste veninder og min kæreste. Jeg var jo stadig uvenner med min veninde, og det irriterede mig virkelig at vi ikke kunne sammen mere, for jeg holdte jo egentlig meget af hende. Jeg tog den første overdosis af Panodiler en dag hvor jeg var alene hjemme. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg kan huske jeg fik det rigtig dårligt. Jeg havde ikke en taget en særlig stor overdosis, ca 10 piller. Mine forældre vidste ikke noget. Jeg blev end dag nede igen og tog igen en overdosis. Denne gang fik jeg det så dårligt, 77

78 at jeg kastede op og rystede, men mere skete der ikke. Jeg havde gået hos min skole psykolog i ca 8 måneder og fortalte hende hvad der var sket. Hun sagde jeg skulle snakke med mine forældre straks og kontakte en "skadestue" for folk med psykiske problemer. Det var meget imod min vilje, men jeg fortalte mine forældre det, som selvfølgelig var chokerede. Jeg havde før skåret i mig selv, men de syntes det her var meget mere alvorligt. Vi kontaktede skadestuen, som fortalte mig at det var ekstremt farligt, at tage over 6 panodiler om dagen især når jeg var så lille og tynd. Derefter kontaktede vi min læge, som gav mig kontakt til en psykiater. Hende går jeg stadig hos. Nå, men sommerferien sluttede og jeg skulle starte på mit nye gymnasium. Det lå inde i København, så der var et stykke vej, der fra hvor jeg boede. Jeg skulle i hvert fald med bus og tog for at komme derind. Den første måned gik egentlig fint nok. Jeg følte mig en smule udenfor fælleskabet i min klasse, især fordi jeg aldrig rigtig deltog i nogle af arrangementerne. Introfesten kom og jeg mandede mig op og tog derhen. Det gik fint de første par timer, indtil jeg fik kvalme og følte, at jeg ikke kunne trække vejret. Jeg tilbragte det meste af festen ved at sidde på en gang, indtil jeg besluttede mig for at tage hjem. Det var der jeg fik mit første angstanfald. Mit andet angstanfald kom en dag da jeg var på vej i skole. Jeg havde løbet for at nå toget, så jeg var en anelse forpustet da jeg var nået med ind. Jeg satte mig ned og selvfølgelig galoperede min puls. Det mærkelige var, at den ikke ville stoppe med at løbe så hurtigt... Jeg trak vejret, men det kom ligesom aldrig rigtig helt ned i maven. Jeg blev bekymret, fik kvalme og begyndte at spænde helt op. Folk kiggede mærkeligt på mig, og jeg havde allermest lyst til at sige, at de skulle kigge væk. Det var så ubehageligt. 78

79 Jeg kom heldigvis frem til min skole. Da jeg skulle hjem igen skete det samme. Jeg blev nødt til at stå af ved Kbh's Hovedbanegård. Jeg blev ved med at gå forvildet rundt og jeg græd. Jeg vidste ikke hvad der skete... Alt det her blev så slemt, at jeg måtte stoppe på mit gymnasium. Jeg fik nogle piller af min læge, som skal dæmpe min angst. Jeg er dog stadig ked af det, for jeg har altid godt kunne lide at køre i bus og tog, det har aldrig været et problem, og nu finder jeg absolutte nødløsninger, så jeg kan undgå det. Jeg vil stadig gerne kunne være "normal" og ikke lade mig skræmme af det, men bare så snart jeg tænker på en bus eller et tog, så banker mit hjerte og jeg får svært ved at trække vejret igen. Jeg ville høre om der var nogle af jer, der kunne give mig nogle gode råd, så jeg kunne køre i bus og tog igen, uden at det burde være det store problem? 79

80 Bilag 2 Beretter: Keenan Kilde: Historien kort om hvor det vel i grunden startede, og udviklede sig.. En historie af Keenan i kategorien "Socialangst", sidst ændret d. 2. december 2010 kl. 21:57 Hej alle der lige læser det her.. Jeg er en dreng på 16 år, som blev inspireret til at skrive her, fordi jeg så min bedste veninde havde skrevet om sin situation herinde, som jeg allerede kendte lidt til.. Jeg vil så bare fortælle om hvordan jeg har det, og hvad angsten i mig, gør ved mit sociale liv. Jeg vil vist nok i bund og grund sige, at alle mine personlige vanskeligheder har rod i min mors død, som skete for ca. 6½ år siden, og som jeg stadig kan genoplive i tankerne.. Det slog min familie ud af kurs i et par år, hvor vi havde virkelig svært ved at tale sammen, min mors død var meget tys- tys, uden nogen virkelig grund, vi var vel bare for usikre på, hvordan vi skulle kommunikere med hinanden, omkring emnet.. (jeg var dengang 9 år gammel) Jeg gik i folkeskolen, 4. klasse, hvor man lige er begyndt at skulle være med, for nu er man da godt deroppe af i klasse rangen. Men det gik ikke helt for mig, som jeg havde håbet.. Jeg blev mobbet en hel del, fordi jeg var udenfor, og folk jeg blev uvenner med, brugte min mors død, som en måde at slå mig helt ud på. jeg kom op at slås næsten hver dag, og endte med bare at gå grædende hjem, næsten hver dag, fordi jeg virkelig ikke følte nogen grund til at skulle blive, og høre hånende kommentarer. Mit indre kølede lige så stille af, eftersom årene gik, og jeg kørte bare igennem skole gangen, fordi det var noget jeg skulle. Jeg havde prøvet skolepsykolog, og en gruppe på skolen for andre som havde mistet en forælder, men jeg følte mig heller ikke tilpas dér, og skolepsykologen talte til mig, som om jeg var et lille barn, og ikke tog mig alvorligt. Jeg har altid været på et højere sprogligt niveau, mest fordi jeg brugte det meste af min tid med at læse, fordi det gav mig ro, og jeg 80

81 fandt tryghed i at sidde for mig selv i mine egne tanker, og mest af alt, fordi jeg kunne blive så opslugt af historien, at jeg kunne forstille mig jeg ikke længere var mig, men personen i bogen, som havde et godt og begivenhedsrigt liv, og ikke et liv, hvor man var en lille, fortvivlet, ensom dreng, som ikke følte at verden ville have én.. Men altså, tiden gik, og jeg kom op i niende, og jeg begyndte at glæde mig rigtig meget til gymnasiet, fordi hér var endelig en mulighed for at bryde fri fra den onde cirkel jeg var havnet i, og starte på en helt frisk, med nye venner, nye lærere, en ny skole, og en bedre "verden". Og jeg kom ind i den bedste klasse man kan tænke sig. i hvert fald til at starte med.. jeg troede at de næsten alle sammen, var på niveau med mig, havde nogle af de samme interesser, og ville kunne hive mig med ind i den godt kreds de havde socialt.. men efter de første par måneder, begyndte det bare at bryde sammen rundt omkring mig.. jeg fik fravær, fordi jeg ikke følte mig tilpas derovre længere. Jeg havde ingen lyst til at stå op om morgenen, fordi jeg vidste jeg så skulle over, og sætte en godt, slidt facade op hele dagen, og lade som om, at alt var perfekt og idyllisk... Til sidst kunne jeg bare ikke mere, og brød helt sammen af depression, som jeg stadig ikke har kunnet forklare med andet end alle de ting der har sket mig igennem min barndom, pludselig bare kom knusende ned i mit alt for overtænkende hoved, og det slog mig helt i bund, ned i dybet af et hul, som jeg egentlig selv havde gravet, men som jeg ikke havde en jordisk chance for at komme op af igen.. Da det blev for meget for mig, begyndte jeg bare at give op, lidt efter lidt, jeg begyndte at skære i mig selv, holdte op med at spise i perioder, og blev alt for god til at lyve om det, for min familie. min grund til at holde min depression hemmelig, som jeg ser den, var helt uselvisk. Jeg havde (og har stadig) den tro, at jeg ikke for noget i verden, ville begynde at bebyrde mine venner og familie, med alt mit åndsvage, tilsyneladende "almindelige" teenage ting, som alle skal igennem, selvom det slet ikke var sådan.. jeg ville bare ikke lade andre skulle bære min byrde, mærke min smerte, bare fordi jeg var for svag til at holde det selv.. Men jeg fik endelig fortalt min søster det, fordi hun kunne mærke der var noget helt galt en aften ved spisebordet, fordi jeg begyndte at græde, over en harmløs joke, som jeg ikke fandt særlig sjov, og nok mest af alt, fordi den kom for tæt på min sandhed.. Hun fik overtalt mig til at tale med min far om det, og da jeg endelig fik gjort det, reagerede han helt anderledes end jeg havde regnet med han ville.. han sagde at han ville støtte mig mere end 100 %, fordi vi børn betyder mere for ham end 81

82 noget andet i verden.. den snak vi fik, beroligede mig en hel del om at skulle bekymre andre med mine problemer. han fik mig så en tid hos lægen, som gav mig lykkepiller, som han sagde, at jeg ville få gavn af, til at hjælpe mig ud af sengen om morgenen. og så rådede han mig også til psykolog, eller anden hjælp i samme kasse. Min far fandt så en annonce om et Frivilligecenter i byen hvor jeg bor, hvor de hjælper unge i samme situation som mig, med at få talt og konfronteret de problemer vi har. det synes jeg lød godt, så nu skal vi bare have fundet en gruppe. Og så stoppede jeg imellem tiden også på gymnasiet, fordi jeg ikke kunne mere, og bare ville få det ud af mit system, at skulle gå og tænke på fravær og om de ville smide mig ud alligevel. Nu skal jeg bare prøve at komme ud af det lort jeg sidder i til halsen, men det er bare rigtig, rigtig hårdt, og jeg har langt flere nedture, end jeg har opture, og det slår ligesom pusten ud af mig, hver gang jeg tænker på det. Jeg kan også indrømme, at jeg har og har haft selvmordstanker, og at jeg tit finder det som den nemmeste løsning, fordi det ikke er værd at leve, når man egentlig har givet op, og ikke kan se det gode i tilværelsen længere... Og grunden til jeg ikke har gjort det endnu, er fordi jeg igen tænker på hvordan min familie og venner ville have det, deres reaktioner, ansigtsudtryk, tårer og følelser, hvis de skulle høre den nyhed, at den dreng de har kendt i 16 år, havde slået sig selv ihjel. den tanke slår mig hver eneste gang jeg overvejer at tage mit liv, og det lammer mig fuldstændig, og gør mig så ked af det, at jeg bare ikke kan få mig selv til det.. Alle de ting, er nok også årsagen til min sociale angst, som jeg går med. jeg går til drama på ungdomsskolen i nærheden, og jeg elsker de venner jeg har der, mere end jeg kan beskrive, fordi de acceptere mig, for den jeg er, og ikke den jeg prøver at være. jeg elsker at spille skuespil, og jeg tror det mest er fordi, jeg får lov til at leve mig ind i en anden persons liv, komme helt ud af min egen krop, og over i en andens, så jeg slipper for alle de tunge vægte der hænger på mig. Det gir' mig bare sådan en tilfredsstillelse, at udfolde mig på mit ypperste, og spille skuespil som en jeg ikke er, men en jeg kan tage alt det gode fra.. ALT det her går jeg med indeni, og det ødelægger den sjæl eller hvad vi nu har, et lille stykke af gangen.. Jeg har stadig et lille, bitte håb for at der er lys forude, men det ser 82

83 svagt og fjernt ud, set hernedefra... Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer af reaktioner, kommentarer eller klager med det jeg lige har skrevet, men jeg føler bare, at jeg havde brug for at komme af med det hele, til mennesker, som måske har det på samme måde, eller har prøvet at være i nærheden af det. Kommentér det endelig, gerne med råd, eller hjælp, og hvis ikke andet, så bare anerkendelse, og vel egentlig tilgivelse.. Skriv endelig til mig [email protected] Jeg vil ikke og kan ikke sætte pris på det hvis i gør, fordi det betyder for meget. 83

84 Bilag 3 Beretter: Kasper Kilde: Angstforeningen: Oplysning til patienter og pårørende om socialfobi Kasper er 33 år han er uddannet civilingeniør og bor sammen med sin kæreste gennem 3 år. Efter studiet fik han job i et it- firma, hvor han arbejdede over mange dage om ugen for en lav løn. Han høstede stor anerkendelse for sine evner til at lave computerprogrammer. Sammen med flere andre ansatte forlod han dog firmaet efter 2 år, fordi ejerne ikke ville holde, hvad de havde lovet: At alle ansatte skulle have aktier i firmaet som tak for deres store indsats. Siden har Kasper ikke været i arbejde. Han har udviklet egne programmer derhjemme og ved, at de er gode. Andre plejer at blive imponerede over hans arbejde. Han har de sidste 2 år egentlig haft lyst til at søge arbejde, men han er bange for at komme til at svede og gå i sort under jobsamtalen. For hvis han kommer til at svede, vil chefen nok bare tænke, at han er én, der bukker under for pres at han ikke er dygtig. Kasper betragter selv sit produkt som gennemarbejdet og perfekt, så hvis der skulle komme en kritisk bemærkning, har han svært ved at tackle det. Allerede som barn var Kasper tilbageholdende over for andre. Han var dygtig i skolen, og han var den bedste til sport. Han husker, at hans mor altid har syntes, at sved var ulækkert, og derfor tog hun altid et bad, når hun havde cyklet hjem fra arbejde. I 8. og 9. klasse blev Kasper enkelte gange drillet af nogle af drengene til gymnastik, fordi han var spinkel og sen til at gå i pubertet. Kasper følte sig dengang ydmyget og afmægtig, men kunne tage afstand fra dem. I slutningen af gymnasiet oplevede han for første gang egentlig angst. Han havde været syg og kom for sent til en time. Her blev han hørt i en lektie, han var helt uforberedt på. Han fik en stærk varmefølelse i hele kroppen og tænkte, at de andre nok kunne se han svedte og sikkert tænkte, han var ulækker.» Han har de sidste 2 år egentlig haft lyst til at søge arbejde, men han er bange for at komme til at svede og gå i sort under jobsamtalen «Siden den dag har Kasper forsøgt at undgå de situationer, der kan fremkalde sved og hedeture. Han undgår alle steder, hvor man skal sidde eller stå tæt sammen. 84

85 Offentlige transportmidler, køen i supermarkedet, at sidde i kirken (han pines ved tanken om dengang, han flygtede fra en barnedåb!). Især er han bange for middagsselskaber, hvor man skal sidde og spise med andre. Den varme mad og vinen får ham næsten altid til at svede. For at sikre sig at ingen opdager svedskjolder på skjorten, har han altid jakke eller trøje på. Der er problemer med kæresten, fordi Kasper ikke bryder sig om gæster og familiekomsammen især ikke hos kærestens familie. Hun kan ikke forstå, hvorfor de skal leve så isoleret og er trist over det. Hun tror, det har noget med hende at gøre; at han ikke vil have hendes veninder på besøg og ikke vil se hendes forældre.» Han bliver irritabel, får diarré og må ofte aflyse «Når Kasper er hjemme og arbejder med sine computerprogrammer, har han det godt og føler, at han er dygtig og har mulighederne foran sig. Men lige så snart en sammenkomst eller en jobmulighed nærmer sig, føler han sig urolig og går i dagevis og tænker over, hvor galt det kan gå, hvis han skal deltage og kommer til at svede. Han bliver irritabel, får diarré og må ofte aflyse. Han har erfaring for, at det kan hjælpe at drikke noget alkohol, inden han skal af sted, men han er bange for, at det skal blive en dårlig vane. 85

86 Bilag 4 Beretter: Anne Kilde: Anne er i 40 erne og har i nogle år været uden for arbejdsmarkedet. Nu er hun indstillet til revalidering. Hun har to børn, der går i skole. Anne er meget glad for sine børn og gør meget for, at de skal have det godt. Den mindste søn kan godt være meget genert og tilbageholdende, og Anne er bekymret for, om han har nogen at lege med i børnehaven. Anne har ingen uddannelse. Hun har mest haft rengøringsjobs tidligt om morgenen og har altid bedst kunnet lide at arbejde alene. Det har aldrig været svært for hende at få arbejde, sikkert fordi hun er omhyggelig og aldrig siger nej til, hvad rengøringslederne beder om. Derfor har hun oplevet, at det især var hende, der fik mere og mere travlt, når fraværende kollegers områder skulle dækkes. Hun har heller ikke kunnet få sig selv til at bede om hjælp, når der har været arbejde, der ikke kunne nås. Anne har altid følt, at hvis hun sagde nej til nogen, der bad hende om en tjeneste, ville de tænke, at hun var egoistisk, og de ville ikke kunne lide hende. Derfor har hun sjældent kunnet blive i et job længere end 6 måneder, før hun har følt sig overbebyrdet og stresset. Så har hun sygemeldt sig blandt andet på grund af smerter i ryggen.» Det var en lettelse for hende, da skolen sluttede «Anne har siden folkeskolen været nervøs for at skulle sige noget i klassen og har altid været meget tavs, når der var flere til stede. I de små klasser var hun meget populær blandt pigerne i klassen især de dominerende piger kunne godt lide at lege med hende, fordi hun altid føjede sig. I de større klasser var hun mere udenfor, og var sjældent inviteret med til fest. Det var en lettelse for hende, da skolen sluttede. Annes sagsbehandler har tilbudt hende nogle kurser, fordi rengøringsjob efterhånden er blevet for hårdt ved ryggen. Problemet er bare, at hun ikke har mod til at fortælle sagsbehandleren, at hun ikke tør møde op på kurset og sige noget i en fremmed gruppe. Hun går derfor og tænker hele tiden har ondt i maven og synes også, hendes ryg smerter igen. Hun har før prøvet at møde op på et kursus, hvor hun måtte blive væk allerede anden dag. Bare det at præsentere sig for de andre fik hende til at ryste 86

87 over hele kroppen, og hun syntes, hendes stemme lød helt forvrænget. Dengang skyndte hun sig hjem og var overbevist om, at de andre tænkte, hun var underlig. Næste dag kunne hun ikke få sig selv til at møde op. Hun ser billedet for sig igen og igen, hvor hun sidder rystende og præsenterer sig for de andre. Hun er overbevist om, at det også vil gå galt på det næste kursus. Hun føler alting er trist og håbløst. 87

88 Bilag 5 Beretter: Anonym 1 Kilde: beretninger Tanker om at være en del af en selvhjælpsgruppe Med dette lille indlæg håber jeg at kunne sprede lys og håb for andre angstramte, der savner et forum for erfaringsudveksling med andre i samme situation og et sted, hvor der kan søges trøst, opmuntring og støtte til at leve med angsten i dagligdagen. Jeg tog selv initiativ til at starte i en selvhjælpsgruppe for socialfobi for snart to måneder siden på et tidspunkt i mit liv, hvor angsten gjorde ekstra ondt på grund af et parforhold, der sled alt for meget på mit følelsesliv og min psykiske tilstand. Jeg havde en månedstid tidligere fået kendskab til Angstforeningen og var fast besluttet på, at jeg efter mange år med angst og den erfaring på godt og ondt, jeg havde opnået herigennem, ville tilbyde min hjælp til denne forening ved f.eks. at yde rådgivning til andre angstramte eller deltage i udarbejdelsen af pjecer og andet oplysende materiale. Derfor tog jeg telefonisk kontakt til foreningen og fik på denne måde oplyst, at der var etableret selvhjælpsgrupper for de forskellige typer af angstlidelser. Jeg har som sagt lidt "usynligt" af angst i mange år, - mere præcist siden mine tidlige teenageår, i dag er jeg 34 år. Når jeg bruger udtrykket "usynligt" i denne sammenhæng, er det fordi jeg har levet med angsten i det skjulte gennem alle disse år overfor familie, venner, studiekammerater og kolleger. Jeg er på overfladen aktiv, udadvendt, livsglad og socialt anlagt, har gennemført en uddannelse og altid haft fast arbejde bortset fra en kort periode for mange år siden, hvor jeg var sygemeldt på grund af angsten. Jeg har i dag et attraktivt job med faglige og personlige udfordringer, men lever alligevel dagligt med angsten, selv om denne ikke er synlig for kollegerne eller min omgangskreds i øvrigt. Først for nylig har jeg betroet mig til et par gode veninder om, hvad jeg også gemmer på, og det i sig selv har været en utrolig lettelse - som at få fjernet en tung byrde fra mine skuldre. Ingen af dem har, som jeg havde frygtet, reageret hverken med afstandstagen, medlidenhed eller fordomme, men har tværtimod været usædvanlig forstående og imødekomne. Jeg 88

89 har en stor viden om min egen psykologiske historie, har siden slutningen af 80'erne været igennem hele møllen med psykiater, gruppeterapi på Stolpegården samt samtaleterapi hos psykologi- studerende og uddannet psykolog. For et år siden deltog jeg desuden i et gruppeforløb over et halvt år på en af Københavns fobiskoler. Her behandles der med kognitiv adfærdsterapi, dvs at der arbejdes med de tanker og følelser, der styrer vores angst. Kort fortalt forsøger du sammen med terapeuten at omprogrammere negative katastrofetanker til mere realistiske og selvstøttende tanker. Denne form for terapi er absolut anbefalelsesværdig og har givet mig et skub i den rigtige retning, så jeg i det daglige udsætter mig selv for angstprovokerende situationer, mens jeg forsøger at håndtere disse ved hjælp af forskellige teknikker, jeg har lært på fobiskolen. Selvhjælpsgruppen, som jeg nu mødes med én gang ugentligt, er den lille ekstra støtte i mit liv netop nu, hvor angsten har fyldt mere end den plejer. Vi er ca. 15 personer i denne gruppe med en rigtig god aldersfordeling. Ved at lytte til hinandens oplevelser, glæder og sorger i løbet af ugen og måske bidrage med et kærligt råd, giver vi hinanden støtte, opmærksomhed og omsorg. Vigtigst af alt forstår vi hinanden så godt, fordi vi alle lider af den samme type angst, selv om den kan vise sig med forskellige ansigter. I gruppen finder vi denne helt særlige accept og forståelse, som vi oftest ikke finder hos familien, kæresten eller vennerne, netop fordi de jo ikke har mærket angsten på deres egne kroppe og derfor forståeligt nok aldrig helt vil vide, hvordan det er at leve med angsten hver dag. I gruppen træner vi også forskellige situationer, der kan være angstprovokerende for den enkelte; f.eks. holder én foredrag for os andre om et vilkårligt emne, eller en anden læser højt, mens vi andre lytter. På denne måde kan vi træne de "farlige" dagligdagssituationer i trygge rammer, inden vi kastes ud i det virkelige liv. De fleste i gruppen har ikke deltaget i et fobiskolekursus, men kan så få gode råd fra de af os, der har været igennem et sådant forløb. For mit eget vedkommende er særlig spisesituationer i kantinen på jobbet eller ved særlige selskabelige lejligheder angstfremkaldende, og dette kan jeg så træne ved f.eks. at spise suppe sammen med gruppen, vel vidende at jeg bliver iagttaget. En sidste altafgørende faktor, der gør det befriende og rart at være i denne gruppe er, at vi kan grine af os selv og af hinanden på en kærlig måde. Humoren er et af de vigtigste værn mod angsten, og den skaber samtidig en tiltrængt og sund kontrast til alvoren. Jeg kan varmt anbefale deltagelse i en selvhjælpsgruppe - her kan 89

90 du få al den støtte, forståelse og accept, som du måske savner blandt dine nærmeste. Du kan også være med til at give andre angstramte et skub i den rigtige retning ved at bidrage med dine egne personlige erfaringer ved et liv med angsten. 90

91 Bilag 6 Beretter: Anonym 2 Kilde: beretninger At komme i gang med at leve et "helt liv" Efter at have været i behandling på Rigshospitalets angstklinik i 3 mdr, hvor der blandt andet indgår gruppeterapi med psykiater og psykolog besluttede vores lille gruppe at fortsætte med at mødes da terapien ophørte i dec Af forskellige årsager lykkedes dette ikke, men ad omveje fik jeg at vide at der netop var startet en selvhjælpsgruppe på Diakonissestiftelsen. Alle synes enige om at 3 mdr. er for lidt tid til behandling, men af økonomiske årsager er det hvad man får tilbudt de fleste steder. Mange angste har behov for langt mere tid til at komme på fode igen. Angst er ofte en kronisk lidelse og selv om man er behandlet med medicin, kognitive teknikker eller anden psykoterapi ligger den altid på lur. Og da mange i årevis har levet alene med sin angst pga. skamfølelse overfor omverdenen har det sociale liv ofte været misrøgtet. Man har simpelt hen behov for at dele disse erfaringer med mennesker der er i en lignende situation som en selv. Hjælp til selvhjælp - at komme i gang med at leve et "helt liv". Diakonissestiftelsens initiativtagere til selvhjælpsgruppen har selv gået på Angstklinikken, men ellers kommer der mennesker i alle aldre med diagnoser som panikangst, generaliseret angst, agorafobi og social fobi. Nogle få har også OCD (tvangshandlinger og - tanker) men ikke som primær angst. Der findes nemlig også en OCD- forening hvor man kan mødes en gang om måneden. Jeg har selv social fobi og det var rart endelig at finde et frirum, hvor man kunne tale om angsten og høre hvordan andre havde klaret svære situationer. I 26 år har jeg gjort alt for at skjule min "lille særhed". Kun ganske få i den nærmeste familie kender til problemet, og har grundet uvidenhed bagatelliseret det. At det i virkeligheden har fyldt utroligt meget og styret både valg og fravalg af arbejde, uddannelse og venner har været min helt private hemmelige byrde. Det var derfor befriende at møde ligesindede, og jeg kørte altid opløftet og beriget hjem efter disse tirsdagsmøder på Diakonissen. Ydermere blev der - efterhånden som vi lærte hinanden bedre at kende - grinet meget. Der var både plads til humor og alvor. Selv om vi alle havde (har haft) det svært, opstod der et let muntert fællesskab, hvor der altid var plads til at hjælpe med råd og trøst, når 91

92 nogle var langt nede. Pludselig var vi blevet så mange (12) at der måtte startes en ny gruppe. Sammen med Hannah, som jeg kendte fra Angstklinikken, startede vi en gruppe på Matthæusgades Skole på Vesterbro i marts. Hannah havde hos NetDoktoren gjort opmærksom på vores eksistens og vi blev hurtigt 11 mennesker. Nogle er faldet fra siden og nye er kommet til og på et tidspunkt må vi igen dele os og starte en ny gruppe når vi bliver flere. Sammen med alle de fordele det bringer at være sammen med andre i en gruppe er den største ulempe, at de mennesker man lærer at kende, må man en dag forlade, når der skal dannes nye grupper. Men det er heldigvis kun os der leder grupperne, der har det problem. Hos de andre opstår der gradvist tillid, og alle bestemmer selv hvor meget man vil sige, og hvor langt man vil gå. Der er ingen mødepligt, føler man sig en dag uoplagt eller forhindret bliver man bare hjemme. Både gruppen på Diakonissen og på Vesterbro har i øvrigt besluttet at vi vil lave en fælles sommerfest og- symptomer 3 a- aa/psyke/sygdomme/angsttilstande/social- fobi/ os/nyheder/2013/angst- spaender- ben- for- 1- ud- af- 5.aspx os/nyheder/2013/angst- spaender- ben- for- 1- ud- af- 5.aspx 11 er- gaaet- i- tre- stykker/ os/nyheder/2013/angst- spaender- ben- for- 1- ud- af- 5.aspx os/nyheder/2013/angst- spaender- ben- for- 1- ud- af- 5.aspx 16 os/nyheder/2013/angst- spaender- ben- for- 1- ud- af- 5.aspx 17 adfardsterapi 92