Fortiden er en by i Afrika? En undersøgelse af de dansk/ghanesiske bestræbelser på at bevare kolonial kulturarv

Transkript

1 D E T H U M A N I S T I S K E F A K U L T E T K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T Kandidatspeciale Tine Sønderholm Jensen Fortiden er en by i Afrika? En undersøgelse af de dansk/ghanesiske bestræbelser på at bevare kolonial kulturarv Billedplacering. Slet boksen hvis du ikke anvender billede. Vejleder: Søren Ivarsson Afleveret den: 20/04/10 1

2 Fortiden er en by I Afrika? En undersøgelse af de dansk/ghanesiske bestræbelser på at bevare kolonial kulturarv Af Tine Sønderholm Jensen Kandidatspeciale i faget Historie Saxo-instituttet, Københavns Universitet April, Antal tegn: 234,585 Normalsider: 97,74 Vejleder: Søren Ivarsson 2

3 Indholdsfortegnelse Kapitel 1. Indledning :2 Baggrund: Dansk slavehandel og plantagedrift :3 Kolonihistorie i dansk historievidenskab Kapitel 2 Den nationale kulturarv og det nationale narrativ :1 Kulturarven :2 Kulturarv og historie: :3 Det nationale narrativ og den grænseløse kulturarv Opsummering: Kapitel 3 Slaveri som begreb og kulturarv i det moderne Ghana :1 Slaveri en definition :2 Slaveriturisme :4 Tabubelagt fortid bliver turistattraktion Opsumering Kapitel 4: Frederiksgave Plantation and Common Heritage Site :1 Frederiksgaveprojektet - fra tanke til handling :4:1 Idé og etableringsfasen :4:2 Indledningsfasen :4:3 Genopbygningsfasen :4:5 Bæredygtighedsfase Opsumering :2 Frederiksgave som udstilling og kulturcenter :3:1 Annekset :3:2 Hovedbygningen :2:3 Kataloget :3 Dansk/ghanesisk fælles kulturarv? er fortiden en by i Afrika? :3:1 hvilken historie fortælles? :3:2 Hvorfor fortælles denne historie? :3:3 Er fortiden en by i Afrika? : Konklusion: Abstract Litteratur og kilder

4 Kapitel 1. Indledning I 2004 opstår et nyt initiativ på Nationalmuseet i København. Initiativet er Ghana Initiativet, der har til opgave at sikre den dansk/ghanesiske fælles kulturarv, som eksisterer på baggrund af danske interesser på Guldkysten i tidsrummet 1658 (hvor en del danske befæstninger bliver grundlagt) til 1850 (hvor den danske stat, på grund af manglende økonomiske fordele ved besiddelserne, sælger til Storbritannien). Ghana Initiativet omfatter flere projekter i Ghana. Det første og foreløbige mest omfattende er Frederiksgaveprojektet. Her har man udgravet og genopført en dansk plantage fra Plantagen er et eftermæle fra danskernes sidste forsøg på, via plantagedrift, at skabe en økonomisk gevinst ved besiddelser på guldkysten, efter man indstillede handlen med slaver i Herudover har plantagen også i stor grad været benyttet som rekreationssted for syge danskere på Guldkysten. Der er tale om et tværkulturelt projekt, hvor planlægningen og udførelsen har fundet sted i samarbejde med de lokale myndigheder og universiteter. Håndværkerne leveres af lokalsamfundet. Projektet sponsoreres af Augustinusfonden, der har base i Danmark. Frederiksgave, eller Frederiksgave Plantation and Common Heritage Site, blev indviet i 2007 og står i dag som et monument og museum over de danske embedsmænd, der boede på plantagen samt de slaver, der arbejde for dem. Dette speciale har til formål at undersøge, hvilken rolle Frederiksgave projektet indtager i de narrativer, der eksisterer omkring slavehistorie i Ghana, såvel som i Danmark. For at forstå Frederiksgave projektet, og for at kunne vurdere, hvordan den historie, der fortælles spiller ind med de gældende narrativer i Ghana såvel som i Danmark, er det vigtigt at se projektet i relation til nogle andre problemstillinger. I det moderne ghanesiske samfund spiller flere faktorer ind i den gældende erindringspolitik og dermed det narrativ der benyttes, når slavehistorie skal formidles videre. Målet er at se på den ghanesiske erindringspolitik og hvordan denne politik spiller ind, når man portrætterer den transatlantiske slavehandel. Hvilket narrativ tages i brug, når man 4

5 portrætterer den transatlantiske slavehandel i det moderne Ghana, og hvilken rolle indtager Frederiksgave i denne fremstilling? Da projektet er tværkulturelt, ville det være omsonst kun at portrættere det ghanesiske narrativ. Derfor vil jeg også fremdrage den danske historiografi og hvilken tendens denne bærer præg af i forhold til det den danske fortælling om den koloniale fortid. Ved at se på projektets tilblivelse, udstillingens og materialets form, ønsker jeg med nærværende speciale at besvare 3 følgende spørgsmål: hvilken historie fortælles på Frederiksgave Plantation and Common Heritage Site, hvorfor fortælles den og hvorledes passer den med de narrativer, der eksisterer i Ghana, såvel som i Danmark, i forbindelse med den transatlantiske slavehandels historie? Specialet opdeles således i tre dele: Første del er teoretisk funderet. Her redegør jeg for den grænseløse kulturarv og det nationale narrativ. Herudover er det også i dette afsnit, hvor jeg sætter opgaven ind i en historisk kontekst, samt foretager en redegørelse for den historiografiske udvikling i dansk koloniforskning. Anden del omhandler slaveriet som begreb og kulturarv i det moderne Ghana. Tredje og sidste del omhandler Frederiksgaveprojektet og hvilken betydning, det indtager i det narrativ, der eksisterer omkring slavehistorie i Ghana såvel som i Danmark. 1. del: Hvad betyder begrebet kulturarv og hvorledes spiller dette begreb sammen med historievidenskaben? Er kulturarven afhængig af fysiske landegrænser og kan en bygning i Afrika være kulturarv for to lande? Kulturarven er et begreb, som sagtens kan tåle en definition til at spille sammen med de opfattelser, vi har af den moderne historievidenskab og denne videnskabs forhold til kulturarven. Historiens og kulturarvens indbyrdes forhold påvirker det forhold, vi har til vores fortid, og det definerer, hvad der kan fastsættes som national kulturarv og historie. Dermed gøres det muligt for os konstant at udvide vores syn på, hvad der karakteriserer kulturarv for hvem og hvordan, og i sidste ende, hvilket narrativ der bruges til at formidle denne kulturarv. Her vil jeg, blandt andet, inddrage geograf og historiker David 5

6 Lowenthals forfatterskab, hvor han tager stilling til historievidenskabens og kulturarvens indbyrdes forhold samt historikeren Raphael Samuel, der i sin bog, Theatres of memory, vol. 1, giver stærkt udtryk for erindringens og historiens uadskillelighed. I spørgsmålet om nationale narrativer og den grænseløse kulturarv har jeg gjort brug af John Connertons værk How Societies Remember, hvor den sociale hukommelse er genstandsfeltet. Her understreger han, at opfattelsen af fortiden legitimerer en nutidig social orden, og at en social orden også har en fælles erindring. Antropologen Karen Fog Olwig har i flere artikler beskæftiget sig med en sådan fælles erindring, dog i forhold til befolkningen i den forhenværende danske koloni i Vestindien. I en anden artikel af Olwig redegør hun for, hvorledes den nationale fortælling også kan formes således, at den skaber det billede og image, som gruppen ønsker at sende ud og hvordan to forskellige grupper kan se forskelligt på samme begivenheder. Et andet og godt eksempel på to modsatrettede narrativer, som også inddrager Ghanesiske forhold, er Edvard Bruners tekst Tourism in Ghana the representation of slavery and the black diasphora, der beskriver forholdet mellem den afrikanske diaspora og de lokale, der er bosat omkring de gamle fæstninger, som diasporaen besøger. Denne tekst repræsenterer også den gruppe artikler, der med slottene på Ghanas kyst i centrum diskuterer repræsentationen af slavehistorien i forhold til den afrikanske diaspora. I forhold til konstruktion af den nationalfølelse, som ligger i et nationalt narrativ, har jeg også valgt at inddrage Benedict Andersons Imagined Communities, der omhandler denne konstruktion. 2. del Et vigtigt spørgsmål, jeg har valgt at se på i relation til Frederiksgave projektet, er, hvordan slaverihistorie i det moderne Ghana formidles og hvilke faktorer, der spiller ind i denne formidling. Her ses specifikt på den turisme, der blandt andet udgøres af den Afrikanske diaspora og deres indflydelse på det narrativ, der benyttes på de slotte og fort, der blandt andet er fysisk kulturarv for den transatlantiske slavehandel. En stigende satsning på turisme for at forbedre den nationale økonomi for de fattige ghanesere, påvirker som konsekvens forholdet mellem lokalbefolkning og diasporaen. Dette spiller en stor rolle i forhold til, hvordan kulturarven opfattes. Slaveriet ses og opfattes af flere etniske enheder med forskellige tilgange til emnet og 6

7 skaber dermed et narrativ, som beviser hvorledes et samfunds historiske fortælling påvirkes, når fortiden er et stigma, som historievidenskaben endnu ikke har haft et opgør med. For at undersøge hvilken historie, der formidles omkring Slavehandel på kysten, har jeg valgt at fokusere på de to mest populære konstruktioner på kysten, der relaterer til dette emne: Elmina Castle og Cape Coast Castle. Til dette formål inddrager jeg også National Museum i Accra. Jeg har gjort brug af et par hovedværker, en mængde artikler samt nogle hjemmesidetekster, der skal fungere som kilder. Udover at have benyttet mig af hjemmesiderne og til at bese de forskellige mål, Ghana har med deres turisme, har jeg også benyttet mig af for at danne mig et overblik over organisationens mange projekter i landet. Der findes en mængde spændende artikler, der specifikt behandler diasporaens forhold til kulturarven på Vestafrikas kyst samt den type turismes indvirkning på kulturarv og narrativer. Jeg har blandt andet benyttet mig af historikeren Patience Essahs artikel Slavery; heritage and Tourism in Ghana, der behandler de bygninger på kysten, der hvert år tiltrækker turister fra både America og Europa. En anden tekst, der behandler turismen mod slottene på Ghanas kyst, er professor Sandra L. Richards What is to Be Remembered?. Teksten forholder sig til, hvordan en kurator for et succesfyldt kulturarvs punkt, ligesom en teaterinstruktør (Richards er professor på Theatre, African American, and Performance studies på Northwestern University)søger at forvandle en abstrakt fortid til en forståelig nutid. En anden artikel, der behandler denne type turisme, er Victor B. Teye og Dallen J. Timothys The Varied Colors of Slavery in West Africa - White American Stakeholders, der specifikt argumenterer for, at den hvide gruppe af mulige turister ikke kan ignoreres, hvis man skal opnå et vis succeskriterium. Essah og Richards er begge en del af den afrikanske diaspora og kan derfor placeres i den gruppe af folk fra diasporaen, der deltager i debatten om hvorledes deres fælles slavefortid bør repræsenteres, og hvordan den bliver repræsenteret. Teye og Timothy er begge forskere inden for turisme og deltager med denne artikel i samme debat, dog med et argument om, at den hvide 7

8 gruppe også er en del af samme fortid, og at disse dermed ikke bør ignoreres i repræsentationen af denne fortid. Begrebet kulturarvsturisme tages op af Benjamin W. Porter i antologien The Ashgate research Companion to Heritage and Identity, der indeholder artikler, der behandler så godt som alle facetter af kulturarvsstudier. Artiklen hedder Heritage Tourism: Conflicting Identities in the Modern World og søger at definere begrebet og diskutere de medvirkende faktorer til at skabe et kulturarvs område. Et andet hovedværk, der behandler den særlige kulturarvsturisme, der finder sted i Ghana, er Bayo Holseys bog Routes of Remebrance Refashioning Salve Trade in Ghana fra Bogen Søger at svare på, hvorfor en historie, der er tabu i ét land, er så forskelligt udtrykt på den anden side af Atlanten. Udover de førnævnte hjemmesider har jeg benyttet mig af fotografier, jeg har taget af de forskellige tekstplancher i udstillingerne på Cape Coast og Elmina samt udstillingen på Nationalmuseet i Accra. Som supplement til min egen udstillingsanalyse af udstillingen på Cape Coast, Crossroads of People, Crossroads of Trade, har jeg brugt en artikel af Christine Mullen Kreamer Shared Heritage, Contested Terrain: Cultural Negotiation and Ghana s Cape Coast Castle Muesum Exhibition Crossroads of People, Crossroads of Trade Kreamers mål er at udforske forskellige aspekter inden for globalisering og politikken for kulturel repræsentation igennem projektet med at skabe denne udstilling. Både Kreamer og Holsey beskriver udstillingen på Cape Coast og begge forholder sig kritiske til dens form. 3. del: I dette afsnit foretager jeg en komplet analyse af udstillingen på Frederiksgave samt det udstillingsmateriale, der er blevet fremstillet i forbindelse med projektet. Ved en sådan analyse har jeg gennemgået samtlige rum, tekstplancher og genstande, samt inddraget det materiale der er udarbejdet i forbindelse med udstillingen. Analysen er foretaget med henblik på at klarlægge udstillingens og materialets tematik, med henblik på at finde frem til det brugte narrativ. Jeg har taget udgangspunkt i en kronologi af projektets gang, som jeg har fået udleveret af projektkoordinator Anne Mette Jørgensen og en række avisartikler fra danske aviser, der indeholder interviews med projektets nøglepersoner. Herudover 8

9 har jeg selv foretaget interviews af projektets nøglepersoner, hvor jeg har stillet spørgsmål til formålet med projektet, udstillingens udformning og målgrupper. Interviewene havde form af en almindelig samtale mellem mig og den interviewede om projektets udførelse, formål med projektet, ideen bag udstillingen, fælles og individuelle ønsker og projektets bæredygtighed. Via disse interview har jeg haft mulighed for at komme tæt på mit stof, da der ikke eksisterer mødereferater, eller rapporter, i forbindelse med Initiativets arbejde. Alle interviews er blevet transskriberet og benyttet som kilder. Sidst men ikke mindst, har jeg også gjort brug af mødereferatet fra en workshop på Nationalmuseet 10/2 11-2/2010 med titlen Common history, common cultural heritage, common projects Ghanaian-European partnerships, hvor projektet blev diskuteret igennem med forskere fra Ghana, England, Holland, Norge og Danmark. Metodisk lægger jeg mig i forlængelse af Bayo Holsey, der påviser effekten at det stigende antal turister fra den afrikanske diaspora, der besøger landet, samt de europæiske -akademiske strømninger, der stempler ghaneserne som både ofre og meddelagtige i handlen. Disse har i samspil skabt et narrativ, hvor man forsøger at dække over eller reparerer fortiden. Herudover fandt jeg også stor inspiration i Edvard Bruners artikel om mødet mellem Afroamerikanerne og de lokale omkring Elminafortet, samt Patience Essah, der viser hvorledes Ghanas gamle forter i dag fungerer som trækplaster for den voksende turismeindustri, der skal frembringe socioøkonomiske forbedringer for landets beboere. Som led i indsamlingen af materialet til dette speciale har jeg i sommeren 2009 foretaget en rejse til Ghana, hvor jeg har besøgt de omdiskuterede lokaliteter, været på publikumsomvisninger med slavehandel som tema samt foretaget en interviewrække i forbindelse med Frederiksgaveprojektet. Det var min helt klare holdning fra starten, at dette speciale ikke ville blive en realitet uden et besøg til landet, der er genstand for mine spørgsmål. 9

10 1:2 Baggrund: Dansk slavehandel og plantagedrift Det vil i nærværende speciale også være nødvendigt at lave et kort oprids af dansk slave- og plantagehandel på vores daværende etablissementer på Guldkysten. I februar 1654 blev det første danske skib udrustet til at rejse til Guinea og vendte efterfølgende hjem med ladninger af elfenben, guld, sukker og palmeolie. 1 Den danske handel på Guldkysten lagde fra starten mere vægt på guld og elfenben fremfor handel med slaver. Slavehandlen har dog generelt set eksisteret på Guldkysten fra første færd, men fra dansk side begyndte Vestindisk-guineisk kompagni først sin slavehandel med oktrojen af Allerede i 1685 fik Det Brandenburgske- Afrikanske Kompagni dog tilladelse til at importere slaver til Skt. Thomas. 2 Det var begyndelse til en forskydning i forholdet mellem handel med guld og handel med slaver, således at handlen med slaver til stadighed blev mere vigtig. Selve handlen var i sin natur en byttehandel, hvor man byttede de europæiske varer med de eftertragtede afrikanske varer. De europæiske varer, der blev byttet med, var især tekstiler, halv og hel forarbejdet metalvarer, samt skydevåben, spiritus og tobak. 3 Allerede i slutningen i 1672 etablerede danskerne sig på Skt. Thomas for at skabe en basis for en lovende handel i det vestindiske øhav. I 1675 inddrog Danmark Skt. Jan, og i 1733 indkøbte danskerne øen Skt. Croix. Anlæggelsen af plantager i vestindien var synonymt med et behov for arbejdskraft til dyrkelsen af jorderne. Om dette skriver Ove Hornby: Forudsætningen for det caribiske øhavs økonomiske vækst var udvilklingen af plantagesystemet, der i en lidet mekaniseret tidsalder firudsatte en meget arbejdsintensiv produktion. De indianske arbejdere slog ikke til, europæerne ville eller kunne ikke tilbage var den afrikanske neger, som ikke blev spurgt. 4 Den mest almindelige holdning til hvorfor Danmark gik ind i slavehandlen er efterspørgslen fra de vestindiske øer, den synlige succes, som Det Brandenburgske Kompagni havde i slutningen af 1600 tallet og andre private udenlandske skibes 1 Nørregaard, Georg Vore gamle Tropekolonier Guldkysten s Justesen, Ole Kolonierne I Asien og Afrika s. s Ibid. s Hornby, Ove Kolonierne i vestindien s. 160, l

11 gode indtjening. Dette gjorde, at Vestindisk-guineisk Kompagni begyndte at overveje om de selv skulle nyde godt af de gode konjunkturer ved at gå ind i den transatlantiske handel. 5 I en periode fra 1696 til 1803 står Danmark for i alt ca. 2 % af det estimerede tal på det antal slaver, der blev ført over Atlanten, det der svarer til ca slaver. 6 I 1796 nedsættes et Kommissorium med finansminister Ernst Grev von Schimmelmann i spidsen, som udarbejder en forordning til afskaffelsen af al dansk handel med slaver. Hovedsageligt er dette forbud en effekt af den udenrigspolitiske situation der skabes af stærke abolutionistiske tendenser i England, som derfor er tæt på et forbud og højst tænkeligt vil skabe en dominoeffekt. Andre grunde er dels oplysningstidens tendenser, der medførte en mere human indstilling, og dels det faktum, at handlen ikke var en stor overskudsforretning. Dermed var forbuddet en direkte konsekvens af, at man indså, at en løsning måtte findes for at bibeholde slavearbejdskraften på de dansk-vestindiske øer uden ny tilførsel. Man må dermed ikke forveksle et forbud mod handel mod et generelt forbud mod slaveri. Det, der forbydes, er handel med mennesker, ikke slaveri. Det blev derfor også vedtaget, at der skulle foretages en række forbedringer i omgangen med slaver, så som bedre madrationer, lægehjælp m.m., der skulle medføre en højere mortalitetsprocent og en slags selvforsyning. 7 Slavehandelsforbudet, der træder i kraft i januar 1803 var også en medvirkende faktor til, at man besluttede at finde et alternativt økonomisk grundlag for bibeholdelsen af etablissementerne på Guldkysten. Man ville selv have afrikanerne til at opdyrke deres jord, så man dermed ikke havde behov for at sende dem over Atlanten. 8 Dermed var det først i slutningen af det 18. århundrede, at danskerne og europæerne begyndte at interessere sig for at opdyrke den afrikanske jord. Dog var denne udvikling langsom, og danskerne opnåede aldrig nogen egentlig kolonisation. 9 Det første reelle forsøg på at skabe en plantage på Guldkysten var lægen Paul Erdmann Isert, der efter en tur til kysten var vendt hjem med en antislavehandelsholdning og ideen om at skabe en plantage. Ideen var at producere de ønskede produkter ved hjælp af billigere jord og arbejdskraft, ligesom det kunne lade 5 Feldbæk og Justesen Kolonierne I Asien og Afrika s Hornby, Ove Kolonierne i vestindien s Se Gøbel, Erik: Det danske slavehandelsforbud 1792, 8 Georg Nørregaard Guldkysten s Jeppesen, Henrik Danske plantageanlæg på Guldkysten s

12 sig gøre i Vestindien, hvor transporten af slaverne gjorde prisen væsentligt højere. Ernst Schimmelmann fattede sympati for ideen og gav Isert autorisation til projektet i 1788 med medfølgende beføjelser. 10 Desværre døde Isert allerede i 1789 og planerne nåede aldrig at blive til mere end en udstykning at et område i Akwapim og opførelsen af nogle få bygninger. Noget kunne dog tyde på, at der på dette tidspunkt har været modstridende holdninger mellem de lokale embedsmænd og dem med sæde i København, for støtten til projektet tyder på velvilje fra den officielle danske kant, men den dvaske holdning der vises fra de lokale, tyder på, at slavehandlen stadig har haft den største fordring. 11 I 1800 sender man Peter Thonning til Guldkysten for at studere botanikken og undersøge muligheder for dyrkning af forskellige planter, og i årene omkring århundredeskiftet ser man en opblomstring af plantageforsøg på kysten: Disse forsøg ødelægges dog, da Asante trænger ned til kysten i 1811 i forbindelse med Ashantikrigene 12. Først i 1820 erne begyndte flere at genopbygge gamle plantager, og man fandt ud af, at Akwapimbjergene var et sundere sted for europæerne end kystlandet. Man talte også om muligheden for at rykke guvernementet til dette område, for derved også at trække private til og dermed øge interessen for at opdyrke landet. 13 Guvernør Carstensen, der tiltræder sit embede i 1844 giver efterretninger om den dårlige virksomhed, der herskede på kysten, og der var på dette tidspunkt kun godt 4 kaffeplantager på kysten, hvoraf Frederiksgave var den eneste der gave et ordentligt afkast. 14 Det svigtende opdyrkningsforsøg, og den stadig svigtende økonomiske berettigelse for at bibeholde etablissementerne på kysten, førte d.30. marts 1850, til at Carstensen efter forhandlinger med englænderne, strøg det danske flag en sidste gang over Christiansborg fort i Osu mod en betaling på pund sterling Feldbæk og Justesen Kolonierne I Asien og Afrika s Feldbæk og Justesen Kolonierne I Asien og Afrika s Georg Nørregaard Guldkysten s Jeppesen, Henrik Danske plantageanlæg på Guldkysten s Nørregaard, Georg Guldkysten s Ibid. s

13 1:3 Kolonihistorie i dansk historievidenskab I nedenstående vil jeg kort redegøre for tendenserne i dansk historieskrivnings behandling af koloniområdet, fra ca til nu. Målet er at påvise, hvorledes historieskrivningen om dansk kolonialisme og slaveri på guldkysten har udviklet sig og opridse den debat, som har cirkuleret i forbindelse med netop forskning i dansk ekspansion i troperne. Det er ikke nogen svær opgave at opremse de brede fremstillinger, der behandler dansk kolonihistorie og til stadighed er de eneste alternativer, hvis man søger monografier eller antologier. En studerende, der ønsker at undersøge Danmarks deltagelse i europæisk ekspansion, vil typisk starte med at henvende sig til enten Vore gamle tropekolonier 16, redigeret af Brøndsted og til stadighed det mest grundige værk på i alt 8 bind, eller politikkens Danmarks historie udenfor Danmark, red., af Svend Ellhøj og Kristof Glamann, 17 hvor der i alt eksisterer 2 bind: Kolonierne i Asien og Afrika af Ole Justesen og Ole Feldbæk og Kolonierne i Vestindien af Ove Hornby. Specielt i efterkrigstidens historieforskning sker der en nyorientering, hvor interessen stiger i forhold til ikke-europæisk historie, og hvor specielt interessen for Afrika slår igennem i 1960 erne. 18 Før 2. verdenskrig blev dansk koloniforskning hovedsageligt karakteriseret af den selvlærte historiker Kay Larsen, hvis anskuelser mest tager form af ideologisk etnocentrisme, og det er hovedsageligt de danske lokalsamfund og danskerne i Guinea, der er i centrum. Hvis man skal nævne andre, der har påvirket interessen for Guldkysten igennem hobbyhistorie, må man også nævne Sophie Petersen, der i 1946 udgav bogen Danmarks gamle tropekolonier, der dels er baseret på gamle beretninger arkivstudier, og dels på de rejser hun selv foretog. 19 Sophie Petersens bog indeholder det samme element af eksotisk lokalforskning der også ses hos Kay Larsen. Den næste i rækken til at præsenterer en bred fremstilling om Guldkysten er Georg Nørregaard, der udgiver bind 8 i serien om vore gamle tropekolonier i Nørregaard starter sin karriere 1930 erne, med at studere under A. P. Newton, der var medredaktør på The Cambridge History of the British Empire fra 1929 og som sådan har været under indflydelse af den engelske gruppe af historikere, der af eftertiden er 16 Udkom første gang i og 2. gang i Politikkens forlag, 1980: Kolonierne i Asien og Afrika af Ole Feldbæk og Ole Justesen, samt Kolonierne i Vestindien, af Ove Hornby 18 Steensgaard, Niels, Universalhistorie, samfundshistorie og historisk strukturalisme s Thisted, Kirsten Hvor Dannebrog engang har vejet i mer end 200 Aar s

14 blevet beskyldt for at være racister og chauvinister. 20 I en artikel fra historisk tidsskrift fra formulerer Nørregaard sig da også således: Et af de stolteste Kapitler i Europas nyere Historie handler om den hvide Races Udbredelse over vor Klode. Det danske Folk deler Racens Trang til Udfærd og Bedrift, og ganske naturligt har det efter Evne søgt at tilfredsstille denne Trang ved at udnytte og opdyrke fjerne Egne. 21 Den norske historiker Per Hernæs har i en artikel, Dansk kolonihistorie og Afrika, talt om Danofili i den danske historieskrivning. Danofilien, som Hernæs taler om, beskrives som værende et genfærd, der går gennem den danske historieskrivning og kommer til udtryk i forskellig form op gennem tiden. Den strækker sig fra ideologisk etnocentrisme til perspektivmæssig eurocentrisme i dansk dragt 22. Specielt Georg Nørregaard kritiseres stærkt for kun at inddrage det afrikanske perspektiv, når det skal udgøre en eksotisk ramme for de danske hovedfigurers handlinger. Hernæs går så langt som til at kalde Nørregaard for en af danofiliens ypperstepræster. 23 Kritikken af Nørregard er ikke uberettiget, og Nørregaard slutter et afsnit om slavehandlen af med at udtale: Selv bortset fra moralske synspunkter kan der ikke blive glorværdig plads for slavehandelen i den danske handels historie. Alt iberegnet gav den underskud, og dertil må erindres, at den kom til at koste ikke så få danske livet. Det var ikke blot negrene, der var udsatte for at dø i de overfyldte skibe. 24 Her ser man Nørregaards konklusion på hans afsnit om slavehandlen. At slaverne konsekvent afsnittet igennem omtales som negere, er et levn fra en anden tid, men konklusionen i sig selv tilsidesætter den moralske diskussion, til fordel for et dansk perspektiv, hvor vi mindes om at ikke kun slaverne døde af handlen. Fokus er lagt på handlen, og da handlen ikke gav underskud bør den ikke have nogen glorværdig plads i danske handels historie. Vore gamle Tropekolonier anlægger en stil, der minder om den, som britiske historikere fra første halvdel af 1900-tallet repræsenterer. Her fokuserede man mere på de 20 Green-Pedersen, Jørgensen, P.C. Willemoes, Dansk kolonihistorie Det globale perspektiv, s Nørregaard, Georg Englands Køb af de danske Besiddelser i Ostindien og Afrika 1845 og s. 335, l Begrebet etnocentrisme dækker over tilbøjeligheden til at bruge begreber og normer, fra ens egen kultur til at forstå og vurdere andres. Ofte betegnes Etnocentrisme som en vidtgående nationalitetsfølelse. Eurocentrisme er dermed at se andre kulturer fra et europæisk-kulturelt grundlag. Dermed er ideologisk etnocentrisme en dogmatisk og fordomsfuld måde at anskue en kultur på og perspektivmæssig eurocentrisme i dansk dragt, er at anskue en kultur igennem et fordansket europæisk perspektiv. 23 Hernæs, Per Dans kolonihistorie og Afrika. Et angrep på den danofile tradisjon innen historieskrivninge om Gullkysten (Ghana) s Nørregaard, Georg Vore Gamle Tropekolonier bd. 8. S.154, l

15 administrative og institutionelle aspekter, frem for den økonomiske og sociale historie. 25 I behandlingen af Guldkysten udkommer det næste brede værk om emnet i 1980, 14 år efter 2. udgaven af Nørregaards bog blev udgivet. Politikkens Kolonierne i Asien og Afrika er skrevet af Ole Feldbæk (Asien) og Ole Justesen (Afrika). Værket bliver, i en anmeldelse af Willemoes-Jørgensen fra 1981, rost for at have et internationalt perspektiv, mens Feldbæk og Justesens bog roses for at inddrage ikke-europæiske magter. 26 Selvsamme Willemoes-Jørgensen i samarbejde med Green-Pedersen, udtrykker i et indledende afsnit til Peter Hoxcer-Jensens bog, dansk kolonihistorie, indføring og studier: Mere end nogen anden har Justesen dog forsøgt at inddrage resultaterne fra den mere Afrikansk centrerede forskning. 27 Ove Hornbys udgave af kolonierne i Vestindien lægger stadig stor vægt på administration og de institutionelle aspekter ved koloniernes drift, og afviger på denne måde ikke afgørende fra den synsvinkel, der præger Vore gamle tropekolonier Per Hernæs roser også Justesen i sin artikel om dansk kolonihistorie og Afrika. Hernæs skriver i sin artikel om danofili Imidlertid syntes Ole Justesens arbeider å være preget av et bevisst forsøk på å distansere seg fra denne tendens. 28. Justesens fokuspunkt ligger nok i København, men der er ikke her tale om et stykke eksotisk lokalhistorie 29 Geografen Henrik Jeppesen skriver i 1966 artiklen danske plantageanlæg på Guldkysten , og denne artikel handler som den eneste, om de danske forsøg med plantagedrift. Plantagerne nævnes både hos Justesen og Nørregaard, men uden nogen særlig fordybelse. Artiklen beskriver de forskellige plantager og forsøgene med plantagedrift. I et efterskrift til artiklen udtrykker Jeppesen, at der aldrig tidligere er foretaget undersøgelse af de fysiske spor (samt sproglige), der endnu findes i Ghana, og at de danske kilder ej heller har været brugt til et studie af den Afrikanske historie, på trods af de mange detaljer, de indeholder. 25 Simonsen, Gunvor Nye og gamle perspektiver på dansk kolonihistorie s P. C. Willemoes-Jørgensen, Ove Hornby. Kolonierne i Vestindien; Ole Feldbæk og Ole Justesen: Kolonierne i Asien og Afrika. Danmarks Historie - uden for Danmark; red. Svend Ellehøj og Kristof Glamann.S Willemoes-Jørgensen og Green-Pedersen Dansk kolonihistorie Det globale perspektiv, s. 13, l Hernæs, Per Dans kolonihistorie og Afrika. Et angrep på den danofile tradisjon innen historieskrivninge om Gullkysten (Ghana) s. 73, 2. spalte, l Ibid. s

16 Han mener herudover også, at der i Ghana er god grobund for dansk/ghanesisk samarbejde. 30 Trods geografens opfordring til historikerne om at studere den Afrikanske historie og de levn der står tilbage i Ghana, vedbliver kolonihistorien, med Ole Feldbæk som frontfigur, at behandle historien i et handelshistorisk perspektiv igennem 1970 erne 31 Ifølge Dansk kolonihistorie indføring og studier er Ole Justesen den eneste på dette tidspunkt der inddrager de lokale forhold og forsøger at sætte sig udover den herskende eurocentrisme. Han har, udover Kolonierne i Asien og Afrika også forfattet Danish Settlements on the Gold Coast in the Nineteenth Century 32 og Henrich Richter 33, der begge er gode eksempler på, hvordan man kan integrerer europæisk og afrikansk historie. 34 Heinrich Richter handler om en euroafrikansk storkøbmand på guldkysten. Søn af en dansk købmand og en afrikansk mor. Dog synes Justesens værk om Guldkysten fra 1980, ved en gennemgang, kun at lægge sig op ad et handelsmæssigt og administrationsmæssigt aspekt. Justesen, der dog indlemmer lokale forhold og hæver sig over den ensporede fremstilling, man ser hos Georg Nørregaard, er stadig økonomisk historiker og tager som sådan udgangspunkt i handel og den dynamik og interaktion, denne handel medfører. Justesen undgår totalt at tage stilling til slavehandlen som institution, slavernes vilkår samt de menneskelige konsekvenser. Kapitlet om slavehandel, der har den sigende titel Det sorte guld, vinkles ud fra det handelsmæssige synspunkt, selvom de lokale stater inddrages i forskellige diplomatiske relationer til danskerne på kysten. Et forsøg på at karakterisere handlen ud fra et menneskeligt synspunkt synes udeladt til fordel for handelshistorien. Denne tradition præges desuden også af en række artikler af Svend Erik Green-Pedersen, der handler om den danske slavehandels karakter. Artikler af denne type præsenterer, i kraft af den handelsmæssige tilgang, slaverne som et passivt element i europæiske handelsmænds forretninger Henrik Jeppesen, Danske plantageanlæg på Guldkysten , s Niels Brimnes Dansk kolonividenskab mellem historievidenskab og antropologi s I Scandinavian Journal of History, vol. 4. I (1979) 33 I festskrift til Kristof Glamann, Niels Brimnes Dansk kolonividenskab mellem historievidenskab og antropologi. s Ibid. s

17 Imidlertid synes der i 1980 erne at ske et opgør med den hidtidige fremstilling af historieskrivningen. Både Per Hernæs og Karen Fog Olwig langer ud efter det narrativ som Vore gamle tropekolonier repræsenterer. Bogen Dansk kolonihistorie indføring og studier bærer præg af samme tendens. Her slås det nemlig fast, at de danske historikere der har arbejdet med kolonihistorie alle, i mere eller mindre grad, har gjort det ud fra industrilandendes egne værdipræmisser. Hoxcer Jensens bog kritiseres imidlertid af både Hernæs og Olwig, begge med den kritik, at de forskellige forfattede indlæg, der skulle repræsentere ny forskning og brug af kilder, ikke er renset for eurocentrisme. 36 Specielt Olwig langer ud efter videnskaben i sin artikel fra 1985, hvor hun stiller spørgsmål til hvad vi egentlig skal bruge dansk kolonihistorie til. I mangel på en bevidst teoretisk indfaldsvinkel til stoffet syntes forfatterne blot at bygge deres artikler på en generel interesse i at beskrive forskellige aspekter af Danmarks kolonihistorie så nøjagtigt og detaljeret som muligt. 37 Olwig spørger, om vi skal fortsætte med at give næring til dansk selvtillid eller om vi skal forsøge at placere kolonihistorien i den verden, vi lever i for at bidrage til en forståelse af forholdet mellem i- og ulande. Ifølge Olwig skal man, for at undgå at kolonihistorien ender som åndelig føde for nostalgikere med hang til troperomantik, tage højde for alle de indbyggede konflikter, der findes i den totale kolonisituation. 38 Hernæs konkluderer selv efter sin reprimande til dansk kolonihistorie, at man må kaste traditionerne til side og indgå det, han kalder et polygamt ægteskab, hvor man husker at sove lige meget hos sin afrikanske kone som hos sin danske. Hernæs fastslår, at det må være hovedformålet med europæisk forskning at belyse selve kulturmødet og de relationer, der udvikler sig mellem parterne. At historien skal skrives set ud fra flere synspunkter var blandt andet temaet i et oplæg, som Hernæs lavede i forbindelse med en workshop på Nationalmuseet i april 2010, hvor han ytrede ønske om at en ny monografi ville blive skrevet, uden at adoptere vestlige synspunkter Karen Fog Olwig Hvad skal vi med dansk kolonihistorie? s Olwig, Karen Fog Hvad skal vi med dansk kolonihistorie s. 68, sp. 2, l Ibid. s Maria Sander, International workshop at the National Museum of Denmark, February Common history, common cultural heritage, common projects Ghanaian-European partnerships. Minutes from February 10th 2010 s

18 Hvis vi forholder os til Olwigs kritik fra 1985, er der sket mange ting inden for det forskningsfelt, hun omgiver sig med, nemlig det der omhandler Vestindien. Dette skyldes i høj grad, at man fra foretog en stor omregistrering af Rigsarkivets Vestindiske lokalarkiver, der udløste en sand guldgruppe af informationer til brug i nye forskningsværker. Her kan specielt nævnes Niklas Thode- Jensens afhandling For slavernes sundhed 40 Olwig selv er antropolog og begiver sig i en retning, hvor hun giver slaverne lov til selv at agere 41 i tiden fra 1980 erne og frem til årtusindskiftet ser man gode bud på ny forskning om slaveriet fra Erik Gøbel 42 og Poul Erik Olsen 43. Denne forskning omhandler lovgivning, administration og toldvæsen 44 samt Per Nielsens bidrag Fra Slaveri til Frihed: Det dansk vestindiske slavesamfund Det må generelt siges, at forskning i slaveriet på de dansk vestindiske øer har fået gode vilkår. Skal man forholde sig til Per Hernæs kritik fra 1985 om dansk koloniforskning og Afrika, er sagen af en noget anden karakter. Set fra dansk side, er nyudgivelserne om Ghana/Guldkysten, sparsomme og udover Ole Justesens kildesamling i to bind Sources for the History of Ghana , er Norske Per Hernæs til stadighed den mest aktive forsker på området 46. En ny udgivelse er Ph.d. Pernille Ipsens afhandling Kokos Daughters Danish men marrying Ga women in an Atlantic slave trading port in the eighteenth century, der behandler det kulturmøde, der fandt sted i Osu, når danske mænd giftede sig med kvinder fra den lokale Ga stamme. Hvis man skal finde en decideret udvikling i historieskrivningen om forhold, der omhandler Guldkysten/Ghana, skal man til Ghana eller Norge. Den ghanesiske historiker Irene Odotei har begået en mængde forskning om Ga samfundet 47 Herudover har den norske Selena Axelrod 40 Niklas Thode Jensen For Slavernes sundhed sygdom, sundhed og koloniadministrationens sundhedspolitik blandt plantageslaverne på Skt. Croix, dansk vestindien, Gunvor Simonsen Nye og gamle perspektiver på dansk kolonihistorie s A guide to sources for the history of the Danish West Indies (U.S. Virgin Islands), , Erik Gøbel,2002 Danish trade to the west indies and Guinea, , Scandinavian Economic History Review, vol. 31 (1983) 43 De dansk vestindiske øer og Junigrundloven, historie, vol. n.s Niklas Thode Jensen For Slavernes sundhed sygdom, sundhed og koloniadministrationens sundhedspolitik blandt plantageslaverne på Skt. Croix, dansk vestindien, s Nationalmuseet, Kbh F. eks. Slaves, Danes, and African Coast Society: The Danish Slave Trade from West Africa and Afro-Danish Relations on the Eighteenth-Century Gold Coast 1995 (og 1998).og "African Power Struggle and European Opportunity: Danish Expansion on the Early 18th Century Gold Coast", Transactions of the Historical Society of Ghana, no.7 ( Se f.eks External Influences on Ga Society and Culture in Research Review, Institute of African studies, University of Ghana Legon (1995) 18

19 Winsnes lavet engelske oversættelser af Monrads rejsebeskrivelse, Iserts breve og Johannes Rasks rejsebeskrivelser 48. Antropolog Nathalia Brichet, der er ph.d-studerende, har desuden et projekt undervejs med den foreløbige titel Frederiksgave - nye muligheder for en topografisk antropologi? Generelt inden for kolonihistorien har tendensen siden start 1980érne været at se på studierne igennem den postkoloniale tilgang, der har som formål at vise, at historien i sin bredeste forstand produktive forhold, sociale relationer, kulturelle udtryk er konstruerede og ikke kan forklares som givent fakta. 49 Det er denne tendens, som Niels Brimnes beskriver som konstruktivisme, der hævder: at verden ikke findes uafhængigt af og forud for vor erkendelse af den: verden er en konstruktion, som er afhængig af vort sprog, begreber og forstillingsrum 50 Brimnes problematiserer yderligere den kritik af historievidenskaben, der blandt andet fremsættes af Karen Fog Olwig, men også af Esther Fihl (begge antropologer) og af historikeren Per Hernæs. Brimnes mener, at antropologiens kritik er berettiget, men at man bør overveje, hvordan og i hvilket omfang det fremmede folkefærd er tilgængelig for vores analyser. 51 Ovenstående historiografi viser, at selvom debatten har raset omkring, hvordan vi bør skrive kolonihistorien, så er der stadig en stor mangel på nyt materiale om de forhold, der karakteriserer mødet mellem danskere og ghanesere på Guldkysten. En stor del af historieskrivningen har været inficeret af det, som Hernæs så sigende kalder danofili, og denne tendens kan spores flere steder, hvor emner om kolonier og slaveri enten er stærkt eurocentriske eller næsten usynlige. 48 Se f.eks: A Danish jew in West Africa, Wulff Joseph Wulff, bibliography and letters , Selena Axelrod Winsnes,Trondheim, 2004, Letters on West Africa and the slave trade, Paul Erdmann Isert's "Journey to Guinea and the Caribbean Islands in Columbia", (1788), translated from the German and edited by Selena Axelrod Winsnes, Oxford University Press, Gunvor Simonsen Nye og gamle perspektiver på dansk kolonihistorie s Niels Brimnes Pragmatisk konstruktivisme betragtninger om konstruktivisme og studiet af kultursammenstød 51 Niels Brimnes Dansk kolonividenskab mellem historievidenskab og antropologi s

20 Man kan ikke forvente, at det narrativ der benyttes omkring dansk kolonihistorie i det offentlige rum, skal bære præg af andet end den eksisterende forskning om emnet. Det efterlader os igen med det faktum, at det sidste brede værk, der er skrevet om danskerne på Guldkysten er fra 1980, og at mange stadig henvender sig til Georg Nørregaard fra start-1960 erne. Aflægger man besøg på de museer på Sjælland, hvor man burde kunne finde information i udstillingerne om denne periode og de vilkår, der spillede ind i handel med slaver, vil man opdage, at emnet synes stærkt negligeret. Nationalmuseet har ét enkelt rum, der behandler Danmarks aktiviteter i Vestindien, Guldkysten, Tranquebar samt Kinahandlen. Én montre beskriver handlen med slaver. I dette rum ses en gentagelse af de tendenser, der har præget dansk kolonihistorisk forskning. Rummet taler om kompagnier og handel, og de andres perspektiv synes at være udeladt. Ret skal være ret, og rummet tager hensyn til slaveriet, selvom det synes at være uendelig lidt. Det samme indtryk får man ved et besøg på Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør. Emnet har fået tildelt et rum i udstillingen, og fremstillingen er mest baseret på de handelsmæssige aspekter. Det skal dog siges, at begge steder tilbyder undervisning om emnet. Man kan således kun give Per Hernæs ret i, at der mangler en monografi, der ser sagen fra begge sider, hvor man så vidt muligt søger at skrive historien set ud fra et mindre vestligt perspektiv. Kapitel 2 Den nationale kulturarv og det nationale narrativ 2:1 Kulturarven Man kan undre sig over, at ordet kulturarv ikke kan slås op i et almindeligt leksikon, men at ordene kultur og arv dog er repræsenteret. Ordet arv defineres ved en beskrivelse af dansk arvelovgivning. Hvorledes bør begrebet da forstås? Ifølge Lademann er den brede definition af ordet kultur: alt, hvad mennesker i et samfund gør og tænker, dvs. både materielle ting, opførsel og tænkning. 52 Hvis vi vender tilbage til Lademanns leksikon, så er arv en afdøds efterladte formue, der er genstand for 52 Lademanns leksikon G-L, s. 674, Kultur 20

21 erhvervelse for en eller flere efterlevende personer. Hvis vi siger, at den afdøde er tiden og det efterladte er de vidnesbyrd, der i dag eksisterer om en anden tid, så er vi ved at have defineret ordet. Sat sammen med ordet kultur, der er alt hvad mennesker gør og tænker i et samfund, får vi arven efter kulturen. I dette tilfælde er arven efter kulturen f. eks bygninger og mindesmærker, salmer, litteratur, malerier og genstande. Fysiske beviser på menneskers gøren og laden i forskellige tider. Henvender man sig nu til Udredning om bevaring af kulturarven fra kulturministeriet i 2003, vil man i de første linier af indledningen finde denne definition af begrebet Kulturarv : Kulturarven er de spor og vidnesbyrd om naturens udvikling, og om menneskelig aktivitet og tænkning, som de manifesterer sig i f.eks. skrift- og billedkultur, i kunstneriske udtryk, i redskaber og i bygninger. 53 Denne definition stemmer fint overens med min egen, og det er den måde, jeg vil forholde mig til ordet kulturarv i nærværende speciale. Desværre har kulturministeriets udredning kun set det som sin opgave at behandle den flytbare fysiske kulturarv og ikke bygninger, som definitionen ellers indebærer. Derfor er der ikke mulighed for at bruge udredningen yderligere til at undersøge kommissionens holdning til bevaring af den del af kulturen, der udgøres af mindesmærker og bygningsværker. Udredningen behandler heller ikke den del af kulturarven, der er udenlandsk af oprindelse. Hvis man derimod henvender sig til museumsloven af 7. juni 2006 er der et særligt stykke, der omhandler Nationalmuseets beføjelser og formål. 5. Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum, jf. 12. Museet har til opgave at belyse Danmarks kultur og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. 54. I denne paragraf er det ved lov fastsat, at en del af nationalmuseets opgaver ikke kun er at varetage den danske kulturarv, men også verdens og deres indbyrdes forhold. Initiativer som Tranquebar Initiativet, og Ghana Initiativet, der arbejder tværkulturelt, er dermed ifølge dansk museumslov en del af de opgaver, Danmarks Nationalmuseum skal påtage sig, og paragraffen gør det også muligt at se dansk kulturarv som mere end det, der står på dansk jord, men også noget internationalt. 53 Udredning om bevaring af kulturarven, kulturministeriet, 2003, s. 9. l Bekendtgørelse af museumsloven: kapitel 2, 5 21

22 Hvis ordet kulturarv hentyder til de fysiske beviser der er på vores gøren og laden, så må dansk kulturarv være fysiske beviser, på danskernes gøren og laden. Set på den måde, så må en dansk opført bygning i Ghana fra den danske tid på Guldkysten også være omfattet af begrebet dansk kulturarv, lige såvel som det må omfatte ghanesisk kulturarv. Men hvilken betydning har fortiden for nutiden, samfundet eller nationen? Inden dette spørgsmål forsøges besvaret, vil det være vigtigt at redegøre for at der er en forskel på kulturarven og på historievidenskaben. I høj grad vil dette speciale beskæftige sig med kulturarven set med en historikers øjne, og dermed er det vigtig at klarlægge lighed og forskel. 2:2 Kulturarv og historie: Den amerikanskfødte David Lowenthal, der har baggrund i både historien og geografien, har behandlet dette emne, hvor han redegør for, at kulturarv og historievidenskab er tæt forbundene, men at de to har vidt forskellige mål. Man har kritiseret kulturarven for at undergrave historiens formål, som er at afdække fortiden i sin sande form. Lowenthals argument er derimod, at en sådan kritik er grundløs, da historikeren ikke er i stand til at afdække historien i sin sande form, idet den objektivitet, som er historiens formål, ikke er et mål, der kan opnås. 55 Historien kan ikke undgå at være ufuldstændig, fordomsfuld og nutidig. Det er ikke historikernes skyld, men bare sådan, historien er. Både i historien og i arven er fejl og fordomme en del af vores forhold til enhver fortid. 56 Kulturarven bøjer historien og blander fakta med fiktion, men historie og kulturarv transmitterer forskellige ting til forskellige publikummer. Historie handler om, hvad der skete og hvordan, hvorimod kulturarv handler om eksklusive myter af oprindelse og kontinuitet, der udruster en udvalgt gruppe med prestige og fælles grundlag. Historie udvides ved udbredelse, mens kulturarv reduceres og ødelægges af eksport. Historie er for alle, kulturarv er kun for os selv. Dermed sagt at kulturarvens 55 Lowenthal, The heritage crusade and the spoils of victory s Ibid s

23 afhængighed af eksklusive myter af oprindelse, gør den tilbøjelig til kun at appellere til sin udvalgte gruppe. 57 Kulturarven kan udsættes for revision og ændring og Lowenthal nævner tre former: At opdatere fortiden ved at iklæde den et nutidigt kostume, at fremhæve og forskønne aspekter af fortiden, der nu syntes beundringsværdige, og at udrydde det, der syntes skamfuldt og flovt ved at henstille det til latterliggørelse eller glemsel. 58 Historien og kulturarven vil altid konkurrere om roller og domæner, men de er alligevel interafhængige og med mere tilfælles end de selv er klar over. Man lærer historien og man oplever kulturarven. Begge prøver de at vise tingende, som de var, og deres måder at se og opleve tingende på, er indbyrdes frugtbart. F. eks elementer, hvor der findes en kombination af kulturarv og historisk research, f. eks bygningsrestaurering, som vi ser det både hos Ghana Initiativet og hos Tranquebar Initiativet. Historie er ikke kun kulturarv, men hele historien er kulturarv. Ting, der starter som kulturarv, bliver historie, og kulturarvsmæssige mål giver opmærksomhed til historien. Historien har brug for kulturarven til at bære overbevisning. Det ene udelukker ikke det andet, og et program om en begivenhed eller en Disneyfilm kan generere interesse for historie. 59 Lowenthal konkluderer i den sidste ende, at vi lever bedre med begge ved at indse forskelligheden mellem historie og kulturarv. Vi skal ikke skamme os over at manipulere med kulturarven, for det er en del af den, og det er gavnligt for folk. Kulturarv er populær, fordi vi gør den populær ved at omskabe den. Den engelske marxistiske historiker Raphael Samuel har i sin bog Theatres of memory, vol. 1. argumenteret for, at historien og erindring er uadskillelige. Samuel mener, at de der søger at afdække historien ikke er i nogen position til at foragte smagen for fortidsminder (bygones and memorabilia) ej heller er de i position til at undse de kilder til fortiden, som undergraver læringsprocessen, ændre dens retning eller skabe deres egen alternative historie. Her menes der de kilder til fortiden, der ligger uden for almindelig undervisning, så som kostumedramaer eller fysisk kulturarv. Historikere forventes at være interesserede i historiens eksistensvilkår og de 57 Ibid s Ibid s Ibid s