BILAG 2: INTERVIEW 1

Transkript

1 BILAG 2: INTERVIEW 1

2 Interview med afdelingsleder for Social og Integration i Ringkøbing-Skjern kommune S: Sofie (Interviewer) K: Kirsten (Afdelingsleder) Intro: S: Jeg vil starte med at præsentere mig selv og mit speciale og fortælle om interviewet. Jeg hedder som nævnt Sofie og studerer på Roskilde Universitet og er ved at skrive mit speciale i Forvaltning. Mit speciale handler om kommunernes integrationsindsats med særligt fokus på det her integrationsprogram til flygtninge og familiesammenførte udlændinge. Så jeg har spurgt jeres kommune om samarbejde til interviews, da jeg er meget interesseret i at høre, hvordan I lige præcis har opbygget jeres integrationsindsats på kommunen. Det er på baggrund af, at jeg deltog ved uddeling af Integrationspriserne 2013, hvor I jo vandt prisen som årets integrationskommune. Og så har jeg været herovre sidste semester, i forbindelse med mit praktikophold som var ved at evaluere et projekt for Dansk Flygtningehjælp, nemlig Mind-Spring. Så jeg har bidt mærke i jeres integrationsarbejde, og er rigtigt glad for at få lov at komme i dag, og at I har lyst til at bidrage med det her interview til mit speciale. S: Så vil jeg starte med nogle spørgsmål omkring dig og din baggrund. Hvis du vil starte med at fortælle din uddannelse og stillingsbetegnelse her på kommunen? K: Ja, jeg er uddannet Socialrådgiver oprindelig, og er så nu afdelingsleder for en afdeling, der hedder Social og Integration, som sådan er en lidt blandet afdeling. Man kan sige, at det vi jo skal snakke om i dag er integrationsområdet. Men udover det har vi også hele førtidspensionsområdet. Vi har alle ressourceforløb, der kommer fra rehabiliteringsteam. Vi har en åben borgervejledning. Vi har den gode løsladelse. Vi har noget familierådgivning i forhold til kvinder og børn, der er på krisecentre. Så man kan sige vi har en meget socialfunderet del. Og så har vi hele integrationsområdet, som så både indbefatter det at modtage helt nye flygtninge, men også den beskæftigelsesrettede indsats samt de flygtninge som af en eller anden årsag ikke er kommet i gang med deres integration, eller de har måske været i gang, men så bliver 2

3 de sygemeldt, kommer på kontanthjælp så bliver de også en del af den afdeling, som jeg er afdelingsleder for. S: Okay. Hvor lang tid har du arbejdet med det? K: Altså, jeg har arbejdet med integration siden slutningen af 90erne, og er gået fra Ringkøbing kommune, da vi blev sammenlagt med fire andre kommuner tilbage i Der (RSK) startede jeg som fagligkoordinator for den her afdeling (Social og Integration), som jeg nu er afdelingsleder for, og har været afdelingsleder i ca. tre år nu. S: Så du trækker på tidligere erfaringer eller tidligere jobs i dit arbejde i dag? K: Det gør jeg ja. Både kan man sige min socialrådgiveruddannelse, men selvfølgelig også de erfaringer jeg har gjort som praktiker, altså det selv at have arbejdet med det, og haft fingrene i det i forhold til integration. Så jeg ved ret meget hvad det handler om, det at skulle modtage nye - og hvad det betyder både for de medarbejdere som skal udfører opgaven, men også for de mennesker som kommer hertil. S: Og dine primære arbejdsopgaver. Hvordan vil du beskrive dem? K: Åh ja. Hvis man sådan skal sige det overordnet, så har jeg selvfølgelig personaleledelsen af medarbejderne og der ligger jo alt hvad der indbefatter det at have personaleledelse. Det handler jo selvfølgelig dels om at ansætte folk, men det handler også om alt det praktiske omkring det at køre en afdeling. Og så kan man sige, at jeg også har det faglige ansvar, faglig leder i forhold til at få implementeret ny lovgivning. Vi evaluerer rigtigt meget på indsatser hele tiden, vi har ikke sådan stationær nåh nu gør vi det bare på den måde og så bliver vi ved med det. Og det er selvfølgelig mig der sidder for bordenden i forhold til de processer. Så det sådan en kombination af personaleledelse og faglig ledelse. S: Okay. I forhold til hvad der er vigtigst for dig i dit arbejde med integration. Kan du sige noget om det? K: Jamen det der er vigtigst, og det er egentlig meget af det, der gennemsyrer vores indsats det er, at når vi modtager nye borgere så ser vi dem som ressourcer. Det er vores udgangspunkt. Vi er meget ambitiøse på de menneskers vegne som vi modtager og tænker, at de kan bidrage med 3

4 noget positivt ind i vores kommune i forhold til de kommer med. Så det er sådan udgangspunktet for os. Det er sådan vi ser de mennesker, der kommer hertil. Og den måde vi møder dem på også. S: Så menneskesynet spiller meget ind? K: Ja! S: Hvor mange medarbejdere arbejder med integration her i kommunen? K: Jamen der er lige nu fire rådgivere og så er der to jobkonsulenter, tre familiekonsulenter, og så er der to administrative. Så lige nu har vi faktisk en stilling slået op som sådan er lidt boligmedarbejder/integrationsmedarbejder, sådan en lidt bred praktiskorienteret stilling, som forventes besat her 1. juli. Derudover har vi to projekter som vi kører med vores projektenhed, dels et projekt, der hedder Ny i Danmark, som alle vores nye kommer på, der er sådan et introforløb, hvor de dels går på sprogskolen og så er de to dage i det her projekt. Og derefter kommer de i sprogpraktikker. Det er sådan en, ja som det hedder Ny i Danmark, hvordan er det at være kommet til Danmark og hvad betyder det, hvordan er arbejdsmarkedet, hvilke muligheder er der. Så har vi også et projekt for unge mænd, primært sådan nogle lidt unge bøvlere, som ikke rigtigt er kommet i gang. Typisk nogle som er her alene, har deres familie andet sted, som har svært ved at få hverdagene til at fungere: hvordan får jeg lavet mad, hvordan får jeg gjort rent, hvordan får jeg struktureret mit liv, når nu jeg ikke har min primære familie omkring mig. Og så har vi jo et antal tolke, som vi samarbejder med. S: Er det nogle projekter som I selv har taget initiativ til? K: Det er der ja. Og lige nu er vi ved, at udvikle på det her projekt Ny i Danmark. Vi vil have det til - der er vi blevet inspireret af Vejle, som kører noget omkring branchepakker. Fordi vi gerne vil prøve at målrette det mere i forhold til arbejdsmarkedet. S: Ja, okay. Har I så samarbejde med Vejle i forhold til hvordan de gør? K: Det har vi. Ja. Og vi har også hyret et firma, der kan lave nogle ressourceanalyser hos os for at finde ud af, hvad er det for nogle brancher hos os, hvor vi kan se nogle muligheder i forhold til den her gruppe af mennesker. S: Det lyder spændende. 4

5 K: Ja, det er det også (griner). S: Hvad svarer de her ansatte I har, hvad svarer det til i fuldtidsstillinger? Er de mere eller mindre alle sammen fuldtid eller har de også andre opgaver? K: De er mere eller mindre fuldtid alle sammen. Det er de. S: Har I selv rammer til hvor mange I kan ansætte til integration eller hvordan fungere det? K: Jamen det har vi jo i et eller andet omfang. Jeg har jo det økonomiske råderum og indenfor det skal jeg operere i forhold til lønkroner. Der kan man sige, at lige præcis på integrationsområdet får vi jo meldt kvoter ud og for eksempel vores kvote for i år er væsentligt ændret. Den er blevet noget højere, så der har jeg faktisk været ved mit beskæftigelsesudvalg og forespurgt om en stilling mere, og det er derfor vi lige nu, har en stilling opslået i forhold til det. Men ellers er det jo ikke sådan, at jeg bare kan sige nåh nu er der så og så mange opgaver så nu ansætter jeg bare flere og flere. Men der er selvfølgelig en mulighed for altid at kunne gå til udvalget, og se om vi kan finde midlerne på anden vis. Og noget af det som vi har muligheden for på integrationsområdet det er, at der ligger dels nogle refusionsmæssige ting, som er rigtige interessante. Og så er der resultattilskuddene som vi kan være med til at påvirke. Altså når folk får ordinært arbejde eller ordinær uddannelse så er der jo nogle kroner tilbage til kommunen. Det er noget af det jeg har italesat overfor vores politikere at det (midlerne) vil vi jo gerne bruge til indsatsen. De kunne jo vælge at putte det i nogle andre huller i kommunen, men de vælger faktisk at bruge det i forhold til indsatser på integrationsområdet. Og det er jo rigtigt positivt. S: Men synes du så, at det er tilpas eller for lidt eller for mange medarbejdere I er lige nu? K: Lige nu vil jeg sige, at det er meget balanceret det synes jeg passer meget godt. Altså, vi mangler lige den her person nu, som skal lave de her praktiske ting og det er simpelthen fordi vores måde at modtage flygtninge har ændret sig. Hvor vi tidligere har modtaget, hvad skal man sige, i store grupper, så modtager vi simpelthen hvert eneste måned nu. Så kommer der 3-4 stykker hvert måned. Og det giver et voldsomt praktisk pres i forhold til at finde boliger og alt det praktiske der ligger i forbindelse med modtagelsen. Så vi håber på at ved, at der er en som får det som opgave at det sådan kan flytte lidt. For lige nu er der meget rigtigt meget at se til. 5

6 S: Skal den person så være med ude i boligområderne og være socialmedarbejder K: Ja, det er meningen. S: Jeg har læst i nogle af dokumenterne (dokumenter fra RKS), at I for eksempel har pædagogisk støtte til børnefamilier. Er det også et initiativ I selv har taget? K: Altså, det er faktisk et af de initiativer som jeg har taget med mig fra mit tidligere liv, havde jeg nær sagt. Jeg har selv været ansat som familiekonsulent i flygtningefamilier og har været med sådan fra dag ét, når familierne kom og det gav rigtig god mening. Det var så noget af det, som forsvandt i forbindelse med kommunesammenlægningen, og da jeg så kommer ind i det her arbejde, kan jeg godt se, at der er et eller andet som mangler i vores indsats. Så tilbage i 2009 der får vi så mulighed for, at begynde at ansætte familiekonsulenter, hvor vi så starter med én - og i dag er der så tre familiekonsulenter ansat. Hvor fokus er, at de simpelthen bliver koblet på alle vores nye familier, altså der hvor der er børn under 18 år og hvor vores fokus er - altså det handler ikke om behandling - det handler om praktisk pædagogisk støtte. I forhold til, at de er her som familie, men der er mange ting som de ikke ved, fordi de jo ikke er opvokset her og som vi to ved fordi vi voksede op her. Vi ved jamen hvad er det for nogle forventninger, der er når man har børn i skole hvad er det for nogle forventninger når man skal gå på arbejde. Og madpakker. Og fødselsdage. Ja alle de der ting, som vi andre jo ved fordi vi er opvokset her, men som man jo ikke har nogen chance for at vide, hvis man kommer et andetsteds fra, hvor tingene kan være væsentlig anderledes. Så det er meget deres (familiekonsulenterne) opgave. Vi kalder det at lave generel integration - altså hele den der, ja alt det vi andre ved synes vi, at vi gerne vil lære dem. Og det kan vi mærke giver rigtig god mening. De (familiekonsulenterne) samarbejder jo tæt sammen med børnehaver og skoler, så dukker der et eller andet op det kan for eksempel være noget omkring tøjet de har på, enten kan det være for koldt eller for varmt. Hvad det nu kan være, fordi forældrene ikke lige helt har styr på jamen hvordan er det nu lige, og hvor meget de egentlig er ude og lege for eksempel. Så tager de (skolen) en kontakt til familiekonsulenten, og så får vi ryddet det problem af vejen, som man jo egentlig kan sige, det er jo egentlig ikke noget problem det er jo fordi de ikke ved det. Det handler om forventninger og muligheder for at vide det. Så det er for at undgå, at skolen så godt kunne oparbejde sådan en irritation åh jeg har jo sagt til hende: De der madpakker, og hvorfor deltager 6

7 de ikke i fødselsdagen, og hvorfor kom de ikke til det forældremøde. Det er sådan noget, der bare kan blive større og større, til sidst kan vi risikere at det eksploderer og der tager familiekonsulenterne alt i opløbet og er tæt på. De deltager også i det første forældremøde, de første skolehjemsamtaler og sådan. S: Så man kan sige, det er sådan er lidt bindeleddet mellem samfundet eller de institutioner børnene går i og forældrene K: Ja, lige præcis. Og for at lette den overgang der er. Og så sluser de jo sig mere og mere ud af familiernes liv, så de kommer til at fungere selv og indgår i det lokalsamfund, hvor de nu bor, på de vilkår med de andre som bor der. S: Så det er mest på fokus på forældreparten end på barnet? K: Jamen det er egentlig.. Det er med fokus på forældrene, så de kan blive klar på deres forældrerolle. Så er der selvfølgelig også i nogle tilfælde, hvor nogle af de børn vi modtager, kan være traumatiserede eller andre vanskeligheder. Og der går de (familiekonsulenterne) så også tættere ind i forhold til barnet, for at finde ud hvad handler det om. Og om det er noget vi skal have, - hvad kan man sige - mere professionelhjælp til, eller skal de have noget egentlig traumebehandling eller psykologbehandling eller hvad det kunne være. Og det er de med til at afdække, om der er nogle problematikker, som vi skal have fokus på. S: Okay. Nu sagde du selv også, at I modtog et lidt større antal i år, 45 flygtninge, som jeg lige kunne se.. K: Ja, faktisk 59. S: Nåh 59. Altså i år i 2014? K: Ja. I S: Synes du så det er et passende antal, til jeres kommune og til jeres arbejdsmængde lige her og nu? K: Hmm. Jeg synes, at det er mange. Netop fordi. Men det handler mere om den måde vi modtager dem på, altså at vi får dem fra asylcentre og dermed får dem hver måned. Modtog vi nu og det kan godt være det er fordi vi tænker på og har været vant til at arbejde på den 7

8 måde - vi synes faktisk det er nemmere at modtage 10, 15 eller 20 (flygtninge) af gangen og så have noget fællesmodtagelse på dem, og få dem godt integreret. Frem for det der med hele tiden, at skulle finde boliger og være på vej til at modtage nye. Altså rådgiverne, de når jo slet ikke egentlig og få modtaget, for eksempel dem her fra 1. maj, inden de jo allerede er begyndt at tænke på dem de skal modtage til 1. juni. Så det der med at holde fokus. Så jeg synes, at det er mange. Og derfor er vi selvfølgelig også glade for, at vi har fået en opnormering fra vores udvalg. Og jeg tænker det er det, som er svært for os lige nu at mærke, fordi personen ikke er her endnu, og vi er halvdelen af året inde så jeg synes vi er lidt mast lige for tiden. S: Hvordan er de ændringer sket - i forhold til I før har modtaget et stort antal - og modtager mere løbende nu? K: Jamen, det er jo den måde Udlændingestyrelsen visitere på. Hvor vi tidligere har modtaget rigtigt mange kvoteflygtninge altså flygtninge, der er kommet direkte fra en lejr et eller andet sted i verden - til at vi nu modtager en større mængde fra asylcentrene. Og man kan jo sige, at de jo sidder klar på centrerne og bliver visiteret hver eneste måned. Hvor man kan sige med kvoteflygtninge, der kender man mere kadencen i, at der først er udvælgerejsen og så er der før-rejsekurset og så kommer de. ( ) Og så kommer der typisk stykker af gangen så det er det, der har ændret sig for os, at vi modtager langt flere fra asylcentrerne end vi har gjort tidligere. S: Kan man sige, at I er en forholdsvis ny integrationskommune eller hvor langt går I tilbage for at få flygtninge? K: Åh. Jamen vi går egentlig langt tilbage. Vi startede tilbage sidst i 90erne, i gamle Ringkøbing kommune, der modtog vi en meget stor gruppe Bosniere. Jeg tror faktisk vi modtog 300, hvor der blev lavet flygtningelandsby i Ringkøbing. Og der var de andre kommuner også med, fordi sprogskolen var her i Skjern og efterhånden som de blev udsluset til samfundet, så kom de også til at bo i de andre kommuner. Så de fem kommuner har egentlig en relativ lang tradition for at modtage også store grupper af flygtninge. S: Hvor kommer flygtningene generelt mest fra lige nu? K: Dem vi modtager lige nu er primært fra Syrien. Så modtager vi også en stor del fra Afghanistan og Somalia det er de grupper der fylder lige nu. Inden da har vi modtaget store grupper af 8

9 burmesere, så har vi også modtager colombianere ja og så har vi jo den helt gamle bosniske gruppe. Og en irakisk gruppe har vi også modtaget flere år tilbage. Men det er de flygtningegrupper som der er flest af lige nu. S: Har I nogen præferencer i forhold til nye flygtninge - kan I se fordele ved at sætte nogle bestemte nationaliteter sammen i forhold til dem I har nu? K: Ja, det kan vi godt. Det er sådan at vi har mulighed for at sende prioriteringsskema til Udlændingestyrelsen og det gør vi også hvert år, og noget af det vi slår på vi er gode til, det er netop kvoteflygtninge. Fordi det er det vi kan se, når vi kigger bagud, at det er de grupper vi har haft de bedste erfaringer med, i forhold til hvor hurtigt de er blevet integreret og hvor hurtigt de sådan er kommet i gang på almindeligvis. Men lige nu kan man sige, vi er ramt af, at der er rigtig mange asylansøgere i Danmark, så Udlændingestyrelsen kigger ikke så meget på vores prioriteringsskema, så vi får bare - når nu der er lavet en opholdstilladelse, så bliver den bare sendt. Og vi har ikke rigtig nogle muligheder for at sige: ah hende eller ham synes vi ikke vi vil modtage, fordi det ser ud som, at det er vi ikke gode nok til, eller hvad det nu kan være netop fordi der er sådant et pres derpå. S: Hvordan kan det være, at I tænker at I er bedre til kvoteflygtninge end til dem fra asylcentre? K: Jamen jeg tænker det er fordi vi har beredskabet til det. Altså det der med. Ja hvad skal jeg sige, at få dem sådan helt frisk fra fad og gå i gang med dem her i vores kommune. Hvor man kan sige, at de flygtninge der kommer fra asylcentre, jamen de har typisk været her i en rum tid og har vænnet sig til det område af landet og bo i, har vænnet sig til de mennesker som de nu har mødt af kontaktpersoner. Hvor vi kan se en fordel i at være de første de møder i forhold til at præge deres integrationsproces. Ofte kan man nu sige, at det ikke er så stort et problem mere, for vi kan godt se, at de hurtigere bliver visiteret ud til kommunerne. De sidder ikke så lang tid på asylcentrene mere. Men vi har oplevet nogle, som har været rigtig lang tid på asylcenteret og det fremmer ikke processen ude i kommunerne. Og det giver jo et eller andet sted sig selv, det at sidde så lang tid i en asylfase gør jo noget ved mennesker, uanset hvor velfungerende de var fra dag ét, da de kom til Danmark. Så der er væsentligt mere arbejde, det lyder sådan lidt grimt at sige, men der er væsentligt mere, når de har siddet lang tid i asylcentre. Fordi der opstår alt muligt og de har været igennem en ofte 9

10 langvarig og voldsom proces også rent følelsesmæssigt: Bliver vi sendt ud, kan vi blive her og hvad med vores børn. S: Ja, der er større udfordringer så K: Ja, det må man sige! S: Så vil jeg gerne høre noget mere om jeres integrationsindsats her på kommunen. Kan du fortælle mig noget om den? Hvordan den er opbygget osv.? K: Ja, altså vi. Ja uha. Det er jo et stort spørgsmål (griner). Men altså, vi har bygget vores integrationsindsats meget detaljeret op. Vi har en meget detaljeret beskrevet plan for hvordan vi modtager når vi skal modtage, dels kvoteflygtninge og dels asylflygtninger. Og også detaljeret beskrevet i forhold til hvem er det, der gør hvad og hvornår. Fordi der er rigtig mange dels praktiske ting, dels er der også nogle lovgivningsmæssige ting, som vi jo skal have på plads, når vi skal modtage de her nye mennesker. Og så kan man sige, vores integrationsindsats er - med udgangspunkt i det, som jeg startede med at sige: Vi ser de mennesker, som kommer hertil som ressourcer og derfor er vores mål også, at vi så hurtigt som muligt kommer i gang med deres integrationsprogram. I forhold til at komme i gang med sprogskole og vores projekt Ny i Danmark, praktikker og børnene hurtigt kommer i gang med skole, daginstitution og fritidsaktiviteter. Så de på den måde, ligesom når man selv flytter ny til en by og sådan skal finde ud hov hvor er jeg flyttet hen hvor handler jeg ind hvor går jeg på biblioteket og hvad er det for nogle faciliteter jeg har brug for. Så det er sådan noget med hurtigt at få en base og føle sig hjemme. Og så selvfølgelig ud fra den del, at sige, jamen integration går jo på flere forskellige ben, og det er blandt andet noget af det vi vandt prisen på, altså det der med, at vi laver en helhedsorienteret indsats. Vi kigger ikke kun på, at forældrene skal på arbejde, vi kigger også på at forældrene skal være forældre at børnene skal i skole at der er et fritidsliv og at der er et, havde jeg nær sagt, et liv efter kommunen. Altså at vi sådan, at vi skal gøre os selv undværlige i forhold til de her mennesker, selvom vi de første par år er deres allervigtigste netværk, fordi vi er dem, der har modtaget dem. Så vi skal forsøge, at bakke mere og mere ud så det er lokalsamfundet og dem selv, der tager over på det, at være ny i deres kommune. S: Ja. Jeg læste, at I havde en udredningsdel og en indsatsdel. Hvem står for hvad der? 10

11 K: Jamen udgangspunktet er, at det er rådgiveren. Det er egentlig dem, som man kan sige, er styrende og er tovholder i sagen. Så det er dem, der udreder delen i forhold til borgeren. Og så kan indsatserne godt være for eksempel vores familiekonsulent, eller det kan være jobkonsulenten eller noget helt tredje. Men det er stadigvæk rådgiveren, der har overblikket over sagen og den der er tovholder i forhold til det. Også i forhold til hvornår de forskellige indsatser sættes i værk om der er noget vi kan køre parallelt og det kan de fleste ting jo. Hvad mindre vi modtager nogle som er alvorligt syge, for der kan man sige, der er behandlingsdelen jo den første del at finde ud af jamen hvad fejler de og hvad er det for noget behandling de skal i gang med og hvilken betydning har det i forhold til de forskellige indsatser vi skal sætte i værk efterfølgende. Så derfor er det rådgiveren som sådan der er tovholderen i alle sagerne. S: Kan man sige det er en bestemt metode eller model I har taget til jer eller hvor har I fået inspiration til denne måde at gøre det på? K: Jamen jeg tænker Det er erfaring. Afdelingen bærer præg af, at der er mange, som har arbejdet med integration i mange år så vi er blevet inspireret mange steder fra. Vi deltager i en hel del netværk og har gjort det i mange år. Så hvis vi hører en god ide - og vi kan høre, hov der er nogle, der gør et eller andet som de får noget godt ud af, eller som er spændende. Så indarbejder vi det i det, vi har i forvejen og smider noget af det væk som vi kan se ikke fungerer. Så det er egentlig hele tiden den der proces og evaluering, et eller andet sted konstant, fordi hvis vi bliver inspireret af noget, så ændrer vi det. Så det er egentlig noget vi har udviklet over tid, erfaring og inspiration fra andre som vi gør brug af. S: Nu har vi talt om der er de her forskellige afdelinger som I også har forskellige medarbejdere fra - for eksempel familiekonsulenten? Men er der flere forskellige afdelinger der spiller ind.. K: Nej, altså det der faktisk ligger i det. Det er at i vores integrationsteam der har vi hele integrationen, altså både det at gå på arbejde - og de her familiekonsulenter er også ansat i min afdeling. S: Okay. K: Så kan der være nogle særlige ting, hvis det går ud over integrationen, hvis vi kan se det handler ikke om nogle integrationsproblematikker, de kan godt være relateret til det, men det er for eksempel et barn, der har brug for noget behandling, traume behandling. Så går vi til vores Børne- 11

12 og Familieafdeling og taler med dek: Er der en psykolog hos jer eller skal vi ud og købe det et andet sted. Så der samarbejder vi for eksempel med Børne- og Familieafdelingen. Og i forhold til skoledelen, der samarbejder vi jo med skolevæsnet og sprogskolen. Så der er rigtig mange samarbejdspartnere, det er også noget af det, der kan gøre integration svært. Og også kan gøre det svært på den måde, hvem er det egentlig der har ansvaret, er der nogle der gør noget i det her, eller tror vi bare, der er nogle der gør det og så var der ingen der gjorde det. Og det er der, hvor vi hos os, har valgt at sige: Jamen vi er den koordinerende afdeling. Det kan godt være det ikke er os som skal udføre det, men vi kan se hov her har vi en udfordring som vi skal have gjort noget ved og så prøver vi at finde ud af hvem det er, der skal løfte den opgave. Og vi slipper den ikke før vi så ved jamen nu har Børne- og Familieafdelingen taget over på det omkring traumebehandling til den her 15-årige pige. Så ved vi så er den ligesom parkeret - eller den opgave har de. Men det er os som er koordinerende på det. Så vi sikrer os også at vi sikrer helheden i det. At vi sikrer os at få nogle fælles planer på det, altså netop hvis nu moren er alvorligt syg, altså ind imellem har vi jo fået mennesker, der har HIV eller tuberkulose, som jo er ret invaderende, hvis det ikke er under behandling. Og der kan man jo sige, at det er første skridt, at vi bliver nødt til at have det sat i værk. Og så kommer jobkonsulenten jo ikke på endnu, hvis de skal have kørt noget HIVmedicin ind, så er du meget træt indtil tingene ligesom bliver sat på plads, så man har det okay. Så der er hele tiden de der step i jamen hvornår er det vi sætter ind og hvornår er det, at vedkommende er klar til det osv. Og det er rådgiveren der har det overordnede overblik. S: Hvilke værdier vil du så sige ligger til grund for jeres integrationsindsats? K: Ja, det er altid sådan noget spændende noget at blive spurgt om af sådan nogle som jer når I graver i det. S: Jamen hvis du bare sådan skal sige hvad du fortrækker frem for noget andet? Eller noget I lægger mere vægt på K: Jamen altså vi lægger vægt på det hele menneske, vil jeg sige. S: Ja. K: Og hvad der lige ligger værdimæssigt i det er jo Men vi lægger vægt på altså vi kan ikke bare kigge på én ting vi er nødt til at se den hele person det hele menneske hele familien. 12

13 Mor kan ikke passe sin praktik, hvis hun har et alvorligt sygt barn eller omvendt. Altså, der er sådan nogle mekanismer i det, som vi er nødt til at se på. Vi er jo underlagt beskæftigelseslovgivningen, som kører meget stringent på, at alle skal være aktive og alle være i beskæftigelse. Og det har imellem kunnet kollidere med vores værdier, i forhold til hvad det er vi arbejder med. Men der er vi blevet bakket op både ledelsesmæssigt og politisk: Jamen I skal se på det hele vi måler jer ikke kun på, hvor mange I har i praktik eller hvor mange, der er beskæftiget, men vi vil faktisk gerne se på, hvordan det hele fungerer. S: Så der er også opbakning oppe fra? K: Ja det må man sige. Rigtig stor opbakning. S: Det er så lidt det jeg vil spørge om nu, netop hvordan I har oplevet lovgivningen på området i forhold til at kunne omsætte den i praksis? I forhold til jeres mål og arbejde K: Jamen (tænker) det har egentlig ikke været så svært for os og det er fordi Der kan godt være noget, der ikke er formuleret i loven som vi jo alligevel har gjort, for eksempel hele den her helhedsorienterede indsats. Den kan man jo sige først er kommet ind i lovgivningen i sommeren 2013 det med at skulle lave integrationsplaner for hele familien og alt det der. Og man kan sige det har vi faktisk gjort hele tiden, så på den måde har det egentlig været nemt for os at implementere ny lovgivning for det, der er blevet implementeret eller det man har lovgivet om, var noget vi allerede gjorde i forvejen. Det handler meget om, at vi som kommune, og der skal vores politikere have en cadeau for det, vi har faktisk forholdt os til, at vi har den her opgave som kommune, der hedder integration jamen hvad vil vi med det og hvordan vil vi håndtere det hos os. De fem gamle kommuner der blev slået sammen havde integrationspolitikker og havde forholdt sig til det. Da vi kom ind i ny kommune, fik vi lavet ny integrationspolitik og fik forholdt os til det, så der har vi hele tiden sådan kigget på det: Hvad er det, der står og hvad er det vi skal lovgivningsmæssigt, men hvad er det så vi vil også som kommune. Og det kan godt være vi vil mere end det, der står vi skal. Det er egentlig den mulighed vi har haft hele tiden, fordi vi har haft den politiske og ledelsesmæssige opbakning. Men også fordi, og det tror jeg handler meget om, da vi netop modtog den store gruppe af bosniske flygtninge tilbage i slutningen af 90 erne. Der gjorde vi det også rigtig godt og det var der jo mange politikere, som godt kunne se: Hold da op 13

14 hvad var det, der gik godt der og det var netop det der med, at se på hele familien og ikke bare hjælpe dem med at få et arbejde. Så på den måde har vi været godt hjulpet i forhold til fortiden og selvfølgelig også at vi er nogle som har båret de ting med os videre. Det handler også om erfaring, det er der slet ingen tvivl om. Altså, jeg hører jo om kommuner, hvor der sidder måske en eller halvanden mand på integrationsområdet. Så sidder man jo der alene og har måske ikke arbejdet med det før så kan jeg godt forstå det bliver rigtig svært. Samt at skulle italesætte det for meget af det her handler også om historier. Vi bruger lokaldagblade meget aktivt. Fortæller de gode historier, så ikke bare vores politikere og ledelse, men faktisk også de mennesker der bor i vores kommune, kender til den her gruppe af mennesker vi modtager og også ser dem som ressourcer. Fordi vi netop fortæller de gode historier og det synes vi også er en opgave vi har. Så vi sådan på den måde baner vejen. Altså når virksomheder kan se: Hold da op, de (Supermarkedet) har ansat en analfabet og han er blevet voksenlærling og hvordan kan det lade sig gøre det vil vi også gerne bidrage med. Mange vil jo rigtig gerne bidrage, men ved ikke hvordan. Og der kan man sige, der skal vi sådan være brobyggerne i forhold til det. S: Kan du give et eksempel på et godt forløb fra - at der ankommer en flygtning til jeres kommune til, du så vil mene - at han eller hun er godt integreret i jeres samfund i dag? Er der bestemt historie du kan give et eksempel på? K: Hmm, ja det kan rådgiverne nok lidt bedre, fordi de er tættere på. Men jeg har for eksempel ham som jeg lige har præsenteret, en congolesisk mand, analfabet, fem børn, hvor hovedparten af børnene er opvokset i flygtningelejr, som kommer hertil for et par år siden. Voldsomt traumatiserede - både forældre og børn - og der kommer vores familiekonsulenter jo så på fra dag ét og kommer i gang med at arbejde med dem. Børnene kommer hurtigt i gang med at spille fodbold og det viser sig, at én af dem er fantastisk god til at spille fodbold, og faktisk bliver spottet så han nu spiller på det her talenthold i FC Midtjylland. Og det, at det går rigtig godt med børnene, og det er ikke bare den unge mand, der spiller fodbold, men også de andre børn. Det betyder, at forældrene de sådan vokser med deres opgave. Så moren kommer i en praktik ude på et plejehjem og faren kommer i en Lokal Brugs. Og fra sådan ikke rigtigt at kunne noget som helst og tænke sig selv som analfabet, fordi det er han, 14

15 til, at der så nu er ved at blive en lagt en plan om at han faktisk skal i voksenlære som butiksassistent ude i den her Brugs. Det tænker jeg jo er en rigtig god historie og netop hvor det handler om, at tingene hænger sammen. Jeg tror, at hvis vi ikke havde gjort noget i forhold til børnene, så havde det været svært at vokse. Fordi det var helt tydeligt, at i og med, at de kunne se at deres børn fungerede godt og fik gode karakterer og sådan hold da op de kan godt nogle ting. Så kunne de også frigive, kan man sige, noget voksenlæring og voksentid, så de kunne gøre noget for dem selv. Altså, jeg bliver så glad når vi kan uddanne dem. Fordi det er ikke svært at finde arbejde og det kan lyde sådan lidt nonchalant at sige. Men vi kan faktisk godt finde arbejde til hovedparten af vores flygtninge, men jeg synes det fornemmeste er, at de kan blive i det arbejde og det kan de blandt andet ved, at vi sørger for at de får noget uddannelse. Så derfor tænker jeg, at sådan en mand, der egentlig er analfabet får muligheden for at uddanne sig i Danmark og det samme faktisk også med ægtefællen, hun er ved at gå sosu-vejen. Ja så er vi nået rigtig langt, og så er det det hele værd. S: Ja det må man nok sige. Det lyder da også godt! K: Ja! S: Hvorfor nogle dele i jeres integrationsdel har I sådan selv taget ind, som ikke var i lovgivningen. Er der nogle konkrete eksempler du kan få øje på? K: Åh, jamen jeg tror egentlig der er meget. For man kan sige, at vi skal boligplacere og vi skal tilbyde dem integrationsprogrammet og programmet indeholder jo sprogskole og beskæftigelsesrettede foranstaltninger. Man kan sige, at det vi gør ud over det det er jo alt det, der hedder den generelle integration. Altså det med at lære det samfund at kende, man nu er kommet til og det er så med børnefamilier, hvor det er primært er familiekonsulenterne, der har opgaven. Men det er jo også, hvis det er enlige altså det der med, hvor handler jeg billigt ind, hvordan bruger jeg biblioteket, hvordan med offentligt transportmidler. Hvis man er vokset op i en flygtningelejr hvordan bruger jeg komfuret, vaskemaskinen altså alle de der praktiske ting. Man kan sige det jo ikke formuleret i lovgivningen, at vi skal gå så detaljeret til værks men det er det vi kan se, at det giver god mening at gå detaljeret til værks. Det forebygger i hvert fald en masse problematikker. 15

16 Nu er vi ikke sådan plaget af store boligområder fordi vores kommune er som den er. Mange af dem bor i vores boligforenings lejligheder, også fordi det er dem, der er billigst og de ligger vældigt centralt. Og der kan man sige: Jamen har du boet i en flygtningelejr (i Etrea) og så lige pludselig kommer du ind og skal sidde i lokaler, hvor der er lukket og der bor en hel masse andre mennesker. Der lærer vi dem jo at bo sådan med affald og hvordan man opfører sig og forholder sig. Vi har også et tæt samarbejde med vores viceværter. Så jeg tænker vi forebygger en hel masse integrationsproblematikker, som ellers ville opstå og som vi kan se opstår i mange kommuner. Hvis ikke vi lærer dem, og det igen hvor jeg sådan tænker: jamen det er så logisk, altså hvis jeg sådan beamed op fra her og blev placeret i Kina eller andre steder, næsten ligegyldigt hvor i verden, så ville jeg heller ikke passe ind, fordi jeg ikke kender forventningerne. Hvad bliver der forventet af mig, hvad skal jeg gøre, og jeg kan jo kun bruge den referenceramme jeg har med mig fra mit hjemland, og det er ikke sikkert, at det er korrekt. Vi hører så tit det der med Østen, hvordan de bøvser, når de har spist og nogle af os har også oplevet det, altså der ville jeg jo ikke passe ind i, og det skal jeg jo hvis jeg blev beamed op her, ned og lære. Det er egentlig udgangspunktet, at vi ikke kan forlange af folk, at de bare skal vide det. Vi er nødt til at lære dem, og det er der hvor vi, i hvert fald som kommune, ser det som vores forpligtigelse, at det er noget af det, vi skal være med til at lære dem. S: Nu var vi lidt inde på det men er der er nogle bestemte grupper, som får særlig behandling eller speciel behandling for eksempel, hvis de er traumatiserede K: Uhmm (nikker). S: Ja. Kan man så sige, at I skræddersyer forløbene afhængigt af hvilken person I har med at gøre? K: Ja, det gør vi. Vi kigger individuelt og så kigger vi selvfølgelig også på familien, og det er klart er det nu en stærkt traumatiseret jamen så er indsatsen på en anden måde, end hvis det er en der kommer og ikke er det. Er det nogle, der kommer med meget uddannelse eller ikke så meget uddannelse vi kigger hele tiden på de individuelle behov og så sætter vi nogle forløb sammen på forskellig vis. Men altid hvor man kan sige at det har et aktivt indhold. Så uanset hvad, altså som i historien før, at selvom man kommer her som analfabet og måske ikke har haft nogen tanker om, at man sådan skulle have beskæftigelse i Danmark. Så kigger vi alligevel på jamen han kan et eller andet, vi 16

17 skal bare finde ud af hvad det er han kan. Lidt ligesom Gummi Tarzan, der er altid et eller andet vi er gode til, og det skal vi bare finde frem til på en eller anden måde - og det er uanset om man kommer med en høj eller en lav uddannelse eller nogle forskellige forudsætninger for arbejdsmarkedet eller på anden vis. S: Hvordan fungerer det så er det i samråd med personen hvad han kunne tænke sig eller hvordan fungerer det? K: Jamen det er det. Det er det ofte. Det, der bare kan være problematisk det er, at de ikke rigtigt ved for eksempel: jeg vil gerne have min egen købmandsbutik eller hvad det nu kan være, og så er vi nødt til at tale om jamen hvad vil det sige i det land han nu kommer fra, hvordan var det hvis du skulle have en købmandsbutik der? Og så stiller vi det op i mod hvordan det vil være at have en købmandsbutik i Danmark og ofte passer de to ting jo slet ikke sammen. Altså, fra at man bare kan gå rundt med en taske og så sige: at, nu har jeg en købmandsbutik og jeg kan åbne hvor jeg vil og det der med skat og moms og hvad det nu kan være, mange ting der er besværlige her i Danmark. Så vi følger deres ønsker et langt stykke hen ad vejen, men samtidig prøver vi også at tale med dem om hvad der er realistisk hvilke muligheder er der. Og den måde vi så er med til, kan man sige, at gøre det realistisk for dem, er ved at tilbyde dem nogle praktikker i forskellige virksomheder og virksomhedsbesøg, så man kan se hvad der er. Mange af kvinderne har rigtig svært ved at se sig selv på det danske arbejdsmarked. Fordi, som de siger: Jamen jeg har ikke regnet med at jeg skulle ud på arbejdsmarkedet jeg troede at jeg skulle være husmor og passe mine børn og min mand og måske lidt have - og hvad det nu kunne være vi skulle have her i vores hjem. Så det at se mig i en funktion er rigtig svært. Der er det jo, at mange af dem går sosu-vejen fordi de har utroligt meget omsorg og kan se: Hold da op de vil rigtig gerne hjælpe, så der kan man sige, der overfører vi nogle af deres husmoregenskaber over til nogle erhverver til nogle uddannelser. Der er også andre, som siger: Hold da op nu står jeg i nyt land jeg troede aldrig jeg fik mulighed for at uddanne mig, nu vil jeg gerne og som går nogle andre veje. Men vi følger deres ønsker kombineret med sådan en realistisk afstemning i forhold til det. S: Hvilken rolle som kommune spiller I så når integrationsprogrammet slutter? Trækker I jer helt ud eller hvordan? 17

18 K: Jamen altså vi begynder og det kommer igen an på hvad det er for nogle personer. Vi forsøger hele tiden og det er rigtig svært, netop fordi vi kommer meget tæt på. Men vi forsøger at blive mindre og mindre til stede i deres liv og lader for eksempel en arbejdsplads overtage mere og mere eller skolen eller det lokalsamfund de bor i, de fritidsklubber, der er. Altså så vi sådan trækker os mere og mere ud af deres liv. Det vi kan se er, at de stadig, selvom der er gået år, så en gang i mellem så ringer de: Jeg står lige med det her og hvad gør jeg lige ved det. Jamen så vejleder vi dem selvfølgelig. Men ellers så forsøger vi sådan at trække os mere og mere ud. Så kan man sige, at vi har den her integrationsperiode på tre år, og så skal de overgå til den almindelig indsats vi har. Altså hvis de stadige er ledige og de er jobparate så overgår de til en anden afdeling her hos os. Så vi siger: jamen nu er der egentlig styr på integrationen, og det lyder sådan lidt - ja fordi hvornår er der styr på den der kan jo dukke noget op. Men nu er de i hvert fald sådan at de fint kan fungere i samfundet, og ved hvad de skal gøre og kender forventningerne til dem, og så overgår de, til de andre afdelinger, hvis ikke de er kommet i arbejde. Men vores mål er, at de gerne inden for de tre år, så skulle de være afklaret til noget arbejde eller uddannelse og det er hovedparten også. S: Hvorfor nogle forskellige ting kan du se, især er vigtigt for dem, efter de her tre år? Er der nogen ting som spiller en større rolle for dem ude i samfundet? K: Jamen det er meget når, altså når deres liv ændrer sig i et eller andet omfang. Altså for eksempel det at komme i uddannelse eller i et nyt arbejde. Eller hvis de ikke havde børn da de var i integrationsperioden og så når de så får børn: Hov hvad sker der så nu. Så det er meget når der er sådan nogle livsomstændigheder, der ændrer sig. Det er der, det er svært for dem for det er der de typisk ville have brugt deres netværk. Og hvis de så ikke har fået bygget et netværk op her, så kan det være rigtig svært. Så det er tit der vi hører fra dem igen, når de står i en eller anden situation. Vi prøver meget at oplære alle vores kollegaer, der nu sider rundt i alle de andre afdelinger, hvad er det de skal være opmærksomme på, når de møder dem med de udfordringer de også kan komme med, så de også kan guide dem, så det ikke bare altid er os. Det kan sagtens være en skolelærer eller nogle andre der godt kan sige: jamen det er det her du skal gøre nåh ja det er det selvfølgelig. Og så er de tilbage på sporet igen. S:Hvornår vil du så sige, at man er integreret når man kommer som ny? 18

19 K: Hm. Åh ja, det er det store spørgsmål. Ja (griner). Det er et kæmpe stort spørgsmål. Men altså, vi har også beskrevet lidt om det i vores integrationspolitik, så vidt jeg husker, altså det vi i hvert fald opererer omkring det er: når man kan fungere på lige fod med de andre mennesker, der bor her. Det vil sige, når man kan deltage i forældremøderne og kan forstå hvor vigtigt det er, og kan begå sig. Finde ud af hvor man skal handle, kan få sine børn i skole, kan tage sig af dem når der er nogle problematikker. Altså, det der med at være funktionsduelige i det offentlige rum kan man sige. Det er i hvert fald det vi sådan tænker umiddelbart så er integrationen vellykket, når det går på den måde. Men også have fokus på den, fordi det jo meget, hvor danske skal de være før vi siger de er integreret, og det er der vi siger: Jamen de skal ikke være danske, de skal være tokulturelle. De kommer med deres som er rigtig godt. Altså, vi har eksempel som familiekonsulenterne har arbejdet meget med i forhold til skolerne altså det der med danske børn er kun sunde, hvis de spiser rugbrød og hvor vores familiekonsulent udfordrer skolen og siger: Altså, det er jo noget af en sandhed (griner). Man kan sagtens spise noget andet, som gør at man faktisk er lige så sund eller måske mere sund og det er noget af det der med at rykke ved de der, kan man sige, meget faste ting vi har her. Så man er ikke integreret når man spiser rugbrød for eksempel. Vi prøver egentlig også at lave lidt omvendt integration, at vi også husker den mangfoldighed og de muligheder der ligger i det de her mennesker har med til vores kommune, der kan være med til at gøre den endnu mere interessant. S: Nu nævnte du det selv lige, men har I udarbejdet en decideret integrationspolitik på kommunen. Og kan du sådan overordnet beskrive nogle af de vigtige mål, der er i den? K: Jamen, det er netop det der med, at borgerne skal være funktionsduelige i det offentlige rum og kan fungere på lige fod med os andre. Jamen og så har vi i forhold til beskæftigelse og uddannelse, at vi skal have beskæftiget og uddannet vores borgere. Så har vi civilsamfundet og deres involvering i det i forhold til den her gruppe som et vigtigt mål at nå. Det er blandt andet der hvor jeg gav eksemplet med, at vi sådan fortæller de gode historier i pressen og involverer civilsamfundet på forskellig vis. Og så har vi vores erhvervsliv som et andet målpunkt altså at deltage aktivt i integration og det synes vi bestemt også de (erhvervslivet) gør. Ja, det er sådan de overordnede mål og termer vi har i forhold til vores politik. S: Hvis du sådan skulle sætte finger på nogen problematikker eller udfordringer som I møder i dagligdagen i jeres arbejde? Hvad kunne det så være? 19

20 K: Jamen det er det manglende kendskab. Altså lige snart, der er vi danskere meget det vi ikke kender, det, der ukendt for os det synes vi er farligt i et eller andet omfang. Så hvis vi skal ind på en ny arbejdsplads, hvor vi skal have nogle flygtninge ind eller på en ny skole, hvor der ikke tidligere har været flygtningebørn eller et område af kommunen, hvor der ikke tidligere har boet grupper af flygtninge der oplever vi nogle udfordringer. Og også noget modstand, som gør at vi, at vi skal ekstra på meget på arbejde - i forhold til at få italesat, at det her ikke er farligt og være brobyggere. Så vi er sikre på, at de får en god start og bliver modtaget på en god måde. Der benytter vi så, vi har en del frivillige foreninger, som vi samarbejder med, der går de så ind og bliver brobygger i forhold til civilsamfundet og er med til at modtage dem. Og det giver rigtig god mening. S: Så de største udfordringer ligger mest udenfor kommunen eller K: Ja, det tænker jeg de gør. Ja. S: Okay. Og i forhold til udfordringer for målgruppen, som indsatsen er rettet mod? Hvad er de største udfordringer de møder? K: Jamen det kan jo være de her krav vi stiller. Som lovgivningen stiller i forhold til hvor hurtigt tingene skal gå og hvor hurtigt de skal være i gang og det er ikke altid det helt passer sammen. Og der kan man sige, det er jo sådan her ved os, at vi vælger at sige, ikke at vi vælger at se stort på lovgivningen, for den opererer vi selvfølgelig ud fra, men vi laver i hvert fald nogle individuelle vurderinger og nogle individuelle skøn. Så jeg tror ikke vores borgere oplever presset som: Nåh men nu skal vi også, men jeg kan egentlig ikke fordi mine traumer og jeg får ikke sovet om natten osv. Vi anerkender de ting som de har med sig og får lavet de her individuelle skøn i forhold til den enkelte. Så oplever vi også, at mange føler sig presset på forældrerollen, fordi den er svær i Danmark. Det er jo også blevet tydeligt for os, både det at vi selv er danskere og man kan se jamen hvad er det egentlig for en masse forventninger vi sætter op. Mange af dem har jo ikke levet som sådan en rigtig familie i mange år, og har derfor virkelig brug for at få lov at finde hinanden igen. Og det kan godt tage noget tid og være rigtig svært. Børnene bliver store og prøver grænser af med deres forældre og de ser lige pludselig et slaraffenland uden lige og om det er stadig er mor og far, der bestemmer. 20

21 Altså, der er sådan nogle forældremæssige og opdragelsesproblematikker, som er ret udfordrende og som også gør, at det er godt vi har vores familiekonsulenter tæt på. S: I forhold til det økonomiske samarbejder I så med nogen eksterne aktører for at få økonomisk tilskud til nogle ting? K: Jamen det gør vi. Vi samarbejder blandt andet med DGI i forhold til kontingentbetaling det første år og også noget sportsudstyr osv., der har de nogle puljer i forhold til flygtninge og indvandrere, så dem samarbejder vi tæt med. Og så samarbejder vi jo med frivillige for eksempel Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp og nogle forskellige kirkelige organisationer, Luthersk Mission og sådan. S: Hvad er det for nogle projekter de er med inde over? K: Jamen det kan blandt andet være lektiehjælp, det kan være udflugter, det kan være forældregrupper og arrangementer. Det er sådan meget forskelligt det de laver for de her grupper, og hvor de også møder andre danskere og er med i nogle forskellige aktiviteter. S: Så det er sådan på forskellige steder i forløbet? K: Altså, vi kobler egentlig de frivillige på ret tidligt og det gør vi fordi de har en del kontaktfamilier og kontaktpersoner. Det er jo også fordi, at vi er på arbejde fra 8.00 til og der er masser af tid derefter. Så er det sådan lidt jamen hvem er det så, når nu det bliver Sankt Hans, hvem går man så til Sankt Hans fest sammen med, hvis det er det man gør. Eller hov hvem kunne vi være sammen med på lørdag eller hvem kunne vi invitere til kaffe. Så det er sådan for at få opbygget det her netværk. Så der bruger vi de frivillige rigtig meget og vi bruger også herboende flygtninge, altså flygtninge, der har været her i en del år, dem involvere vi også i den proces og de er ofte meget aktive. Netop fordi de, hvis de selv har haft, og det har de jo ofte, haft en god proces omkring deres integration, kan de jo også se hvor vigtigt det er at de får et netværk. Så de er meget aktive i forhold til deres landsmænd og guider og hjælper dem i forhold til at få en god start. S: I forhold til erhvervslivet der har I så også samarbejde i forhold til praktik osv.? K: Det har vi ja. Det kan en af mine jobkonsulenter sige meget mere om. Men vi har et væld af virksomheder som vi samarbejder med, jeg kan ikke lige huske hvor mange det er lige nu, men det 21

22 er rigtig mange. Der er meget velvillige overfor det og tager vores folk ind i praktik og også mange som de faktisk ansætter i ordinære jobs. S: Ja. Nu lyder det som om I ikke har de store problemer med at finde jobs? Er det sådan generelt at I ikke har så høj arbejdsløshed her i kommunen? K: Altså arbejdsløsheden her er dalende. Jeg kan ikke lige huske om den er omkring 4 % men den er jo forholdsvis lav. Altså, der sker også mange ting lige nu, kan vi godt mærke rent erhvervsmæssigt. Så ja det er korrekt vi har ikke de store problemer med at finde arbejde. Det man selvfølgelig kan sige det er, når man er helt ny så er det jo svært at få et ordinært arbejde fordi man jo skal have oparbejdet nogle kvalifikationer, men vi får rigtig mange i arbejde. S: Er det indenfor nogle bestemte brancher? K: Der er meget serviceerhverv. Vi har jo en del turisme herude så en stor del er serviceerhverv. Så har vi også en del af sådan nogle sorte fag, kalder man det jo, smedefag og der kan man sige: jamen der er det vigtigt vi får uddannet nogle folk til at kunne klare det, men der er også rigtig gode muligheder for arbejde. Faktisk er det sådan lige nu, at vi henter udenlandsk arbejdskraft fra Europa, fordi vi mangler folk ude på virksomhederne. Så der prøver vi jo eller har gjort det i længere tid og få vores opkvalificerede, så de også kan komme med i spillet i forhold til de jobs, der bliver der. Der sker mange ting lige nu. S: Har du en fornemmelse af hvor mange I sådan cirka får i arbejde ud af dem I modtager? K: Åh. Desværre har vi ikke lavet det er noget af det, vi ikke er for gode til, det er det der med at få dokumenteret alt det vi går og laver. Altså, vi får dokumenteret vores resultattilskud, altså hvor mange vi får i arbejde, hvor vi får resultattilskud hjem. Men der er også nogle vi ikke får resultattilskud på, fordi det ligger lige ud over treårs perioden og det er vi faktisk ved at lave nogle statistikker på. Men altså mange af vores flygtninge er afklaret indenfor de tre år. Det er de. Men jeg kan ikke lige hvor mange men en stor del. S: Okay. I forhold til det her samarbejde med både frivillige og erhvervsliv, er det så jer generelt der har taget kontakten til at få samarbejdet i gang eller er det også nogle gange dem selv? K: Det har primært været os og noget, der har været lang tid undervejs. Det tager lang tid at få opbygget det, det at skal have med eksterne aktører at gøre i et eller andet omfang. For eksempel, at 22