En linie til livet. Reportage fra en psykologisk rådgivning, der fik det politiske Danmark på barrikaderne 20. Psykologernes fagmagasin

Transkript

1 Psykologernes fagmagasin Nr årgang En linie til livet Reportage fra en psykologisk rådgivning, der fik det politiske Danmark på barrikaderne 20

2 Tilbageblik (1968) "Hvis den offentlige debat om et eller andet emne er blevet tilspidset, så gør psykologer klogest i at holde sig fra den. Psykologens vigtigste indsats er holdningsbearbejdende og det er en proces, der ikke egner sig for rampelys." Cand.psych. Kjeld Kjeldsen i Dansk Psykolog Nyt 1968 til spørgsmålet "Udtaler psykologer sig for lidt i den offentlige debat?" Psykologernes fagmagsin Nr årgang Magasinet udgives af Dansk Psykolog Forening og udkommer 12 gange om året. Medlem af Danske Medier Næste nummer: 7. november 2015 Redaktion Ulrikke Moustgaard, redaktør Henning Due, journalist Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: Claus Wennermark Kontakt: p-magasin@dp.dk Dette nummer Forside: Marie Hald Trykoplag: ISSN : P (print) ISSN : P (online) DK ISSN: Design og layout: e-types Daily Tryk: Jørn Thomsen Elbo A/S Annoncer Job- og produktannoncer: DG Media T: , epost@dgmedia.dk (skriv "P-magasin" i emnefelt) Rubrikannoncer: Heidi Strehmel, bladsekretær T: , p-magasin@dp.dk Annoncedeadlines: Nr. 4: 7.10 (produktannoncer) & (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: 7.11 Nr. 5: (produktannoncer) & 4.11 (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: Nr. 6: (produktannoncer) & (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: Abonnement kr + moms + forsendelse p-magasin@dp.dk Udgiver Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade København Ø T: Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir. Artikler i P udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Psykolog Forenings synspunkter.

3 Indhold "Opkaldere" er samlebetegnelsen for den brogede menneskeskare, der dagligt ringer for at snakke om deres problemer. Samtalerne kan handle om alt fra akutte selvmordsplaner, angst og paranoia til eksistentielle hjertesmerter eller bare livslang ensomhed. Nogle gange alt sammen i ét opkald. 20 Lad os tale om forråelse Ingen mennesker er onde, men tankeløs ondskab og afmægtig handling findes hos os, de professionelle, skriver psykolog. 30 Vild uenighed Vi fødes alle med et unikt sæt af gener, der kan give stor eller lille risiko for fysiske sygdomme. Men kan generne også disponere os for psykiske lidelser? Det er det store stridsspørgsmål mellem videnskaberne. 14 Døgnfluerne findes Interview med den eksistentielle psykoterapis grand old man, Irvin Yalom nr. 03 5

4 AT MESTRE LIVET Af Henning Due, journalist En dansk psykologiprofessor i Aarhus er blevet verdensberømt for sine metoder til at arbejde med radikaliserede unge, der drager i hellig krig. De færreste ved, at han med samme metode har succes med at føre helt almindelige unge, der ikke gider uddannelse, videre i livet. S om hun sidder der i stolen og smiler en smule genert, ligner Signe Tjørnemose Kjær præcis det, hun er: En teenager med alle de problemer, kærestesorger og ustyrlige følelser, det fører med sig. Hun forklarer sig med ord, livlige øjne og pludselige bevægelser rundt på stolen, der understreger hendes pointer. Læberne er dækket af mørk læbestift, håret er farvet, tøjet er sort, og rundt om halsen sidder et sort bånd. Alt ser ud til at være, som det skal være hos en 16-årig, og det er umiddelbart svært at forbinde Signe Tjørnemose Kjær med de tal, der står griflet med store bogstaver få meter væk på en tavle på rektors kontor her på landets største 10. klassescenter, Center-10, Aarhus High School. Tallene er hentet fra en ny undersøgelse blandt skolens elever, som konkluderer, at 38 procent af eleverne mistrives, 10, 6 procent har en psykiatrisk diagnose, 9,8 procent har haft "mindst 5 traumatiske eller stressfyldte oplevelser", og sådan bliver det ved og ved. Center-10 s elever kommer fra 30 forskellige postdistrikter i og uden for Århus, og en del af eleverne lever et liv præget af stort skolefravær, dårlige familierelationer og lavt selvværd. Mange af vores elever ved ikke, hvad de er dygtige til rent socialt eller fagligt. De er uafklarede med deres liv, de har personlige eller sociale problemer og mangler basale værktøjer til at strukturere deres hverdag fx hvordan man lærer at møde til tiden, fortæller Center-10 s skoleleder Poul Højmose. Den gruppe elever går i de såkaldte fleksklasser på skolen, og selvom Signe Tjørnemose Kjær hverken har en psykiatrisk diagnose eller kommer fra et socialt belastet hjem, landede hun alligevel i en af klasserne sidste sommer efter et efterskoleophold. Med sine egne ord fordi hun havde brug for "lidt bedre karakterer", og fordi hun ikke rigtig vidste, hvad hun ville med sit liv. 8 nr

5 Illustration: Nina Flagstad Kvorning Det gør jeg stadig ikke, siger hun og griner. Ligesom 36 andre elever på Center-10 blev Signe Tjørnemose Kjær testet ordblind, da hun ankom til skolen. Hendes kontaktlærer fortalte hende, at hun nok burde finde en plan B i forhold til sine uddannelsesplaner, fordi hendes karakterer fra efterskolen ikke var særligt gode. Jeg fik af vide, at jeg ikke kunne regne med at blive erklæret uddannelsesparat, og det blev jeg ret ked af, fordi min drøm er at kunne starte på gymnasiet, fortæller hun. Men I dag er det en pige med selvtilliden i orden og en tro på, at hun godt kan klare de faglige udfordringer i gymnasiet, som sidder på stolen. Forandringen har noget at gøre med det kursus, som hun og resten af eleverne fra fleksklasserne deltog i sidste efterår. Poul Højmose og kollegerne på Center-10 kalder det for et livsmestringskursus, og kurset er skolens eget bud på, hvordan samfundet kan løse en af sine største uddannelsespolitiske kattepiner: at godt 16 procent fra den nuværende ungdomsårgang ifølge Undervisningsministeriets seneste tal ikke forventes at gennemføre en ungdomsuddannelse efter afslutningen af 9. klasse. Når Aarhus Kommune eller regeringen taler om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, er jeg meget bevidst om, at langt de fleste unge i vores fleksklasser hører til de sidste fem procent, siger han. Poul Højmose gør sig ingen illusioner om, at skolen uden videre kan rette op på et helt liv, som har været præget af problemer. Helt tilfældigt er det nok heller ikke, at Poul Højmose ikke bruger ord som "succeskriterier" på spørgsmålet om, hvad Center-10 håber at få ud af livsmestringskurset. Den slags ord smager muligvis for meget af politisk topstyring og for lidt af den virkelighed, 2015 nr. 03 9

6 Metode der dagligt minder skolelederen om unge liv, præget af omsorgssvigt og modgang. Det er nok urealistisk at tro, at Center-10 kan nå 95-procentsmålet på den korte bane, men hvis vi bare kan være med til at flytte kurven en smule på sigt, er vi glade. Det kan kurset forhåbentligt bidrage til, siger han. Et godt nok liv Livsmestringskurset er det første af sin slags på Center-10, og undervisningsmaterialet baserer sig på teorien om tilværelsespsykologi og er udtænkt i samarbejde med Preben Bertelsen, der er professor i psykologi ved Institut for Psykologi, Aarhus Universitet. Preben Bertelsen er ophavsmand til teorien, der også udgør det teoretiske fundament i den afradikaliseringsindsats, som i medierne går under navnet Aarhus-modellen, og som har sikret professoren Preben Bertelsen og Aarhus Kommune spalteplads og taletid i internationale nyhedsmedier som New York Times og CNN. Tilværelsespsykologi er en tværvidenskabelig disciplin med rødder i psykologi, samfundsvidenskab og humaniora, og den første antagelse i teorien er, at alle mennesker stræber efter at opnå et godt nok liv. "Godt nok", fordi livet sjældent er perfekt, fordi mennesker ikke kan undgå at møde forskellige udfordringer, forhindringer og tilbageslag i forhold til deres mål og livsprojekter. Den anden antagelse er, at mennesker er nødt til at have et "godt nok" greb om livet, hvis de skal kunne håndtere de opgaver, som livet bringer, på en tilstrækkelig succesfuld måde. Det afhænger igen af at have de nødvendige egenskaber til at håndtere opgaverne. Opgaverne kan være alt fra konkrete dagligdagsopgaver, relateret til et menneskes sociale liv, arbejde eller fritid, til afgørende beslutninger eller ønsket om at ændre livet. Den tredje antagelse i tilværelsespsykologi er, at alle mennesker stilles over for at skulle løse de præcis samme grundlæggende opgaver i livet uanset køn, kulturel baggrund, evner, manglende evner, livshistorik og den social situation. At have et "godt nok" liv medfører altså, at man har nogle generelle, generiske menneskelige egenskaber, som man kan bruge til at klare de grundlæggende menneskelige livsopgaver. Generelle, fordi alle er nødt til at udvikle og forme de samme grundlæggende livsegenskaber, som matcher de grundlæggende livsopgaver. Generisk, fordi enhver grundlæggende livsopgave vil vise sig i uendelige individuelle, sociale, kulturelle og samfundsmæssige variationer. Mål i tilværelsen Undervisningskonceptet bag livsmestringskurset indgår også i et nyt ph.d.-projekt på Psykologisk Institut, AU, der undersøger, hvordan et intensivt seks ugers undervisningsforløb i "almenmenneskelige tilværelseskompetencer" kan bidrage til personlig og social trivsel hos 9. klasses elever i skolen. Ph.d.-projektet skal også gøre Preben Bertelsen og forskerholdet klogere på, hvilke pædagogiske midler der virker bedst for de mest udsatte elever. Et pædagogisk værktøj i livsmestringskurset er det såkaldte Kompetencehjul, som Signe Tjørnemose Kjær og de andre elever blev introduceret for i de tre måneder, kurset varede. Hjulet bygger på ti kompetencer, og eleverne skal opstille et mål med tilværelsen for hver kompetence. Eleverne vælger selv, hvilke kompetencer de føler, de har mest brug for. Først skulle vi bare læse noget om menneskers kompetencer og se en video om andre unge, og det havde jeg svært ved at se, hvad jeg kunne bruge til, husker Signe Tjørnemose Kjær. Men på et tidspunkt i undervisningsforløbet faldt tiøren. Da jeg prøvede at arbejde med kompetencehjulet i undervisningen, kunne jeg se, at jeg faktisk godt kan koncentrere mig i længere tid ad gangen, end jeg troede, jeg kunne. Der gik det op for mig, at jeg har flere af de egenskaber, som det kræver, hvis jeg skal komme ind på gymnasiet, fortæller Signe Tjørnemose Kjær. Preben Bertelsen ser kurset på Center-10 som et dannelsesprojekt og som et fagligt undervisningsredskab. Men heller ikke han forventer, at kurset med et trylleslag kan forvandle de mest udsatte unge i en 10. klasse til artige elever, som sidder på de forreste rækker i klassen med fingeren i vejret. Alligevel er han overbevist om, at eleverne har en fremtid, der tegnes af andet end pletter på straffeattesten, psykiatridiagnoser og permanente ståpladser i arbejdsløshedskøen. Man bliver let deprimeret, når man læser statistikker som fx Center-10 s elevundersøgelse, men tallene fortæller langt fra hele sandheden om de 10 nr

7 Metode Man bliver let deprimeret, når man læser statistikker som fx Center-10 s elevundersøgelse, men tallene fortæller langt fra hele sandheden om de her unge. Hvis man virkelig skal se dem, som de er, skal man gå hen i kantinen og møde dem. Der møder man nogle livlige unge, der udfolder sig, snakker sammen, og som godt nok har problemer, men som også har masser at byde på. Preben Bertelsen, professor i psykologi, Aarhus Universit. her unge. Hvis man virkelig skal se dem, som de er, skal man gå hen i kantinen og møde dem. Der møder man nogle livlige unge, der udfolder sig, snakker sammen, og som godt nok har problemer, men som også har masser at byde på, siger Preben Bertelsen. Hvis den gruppe skal omfavne projektet, skal de ifølge Preben Bertelsen have en succesoplevelse hurtigt. Og her spiller tilværelsespsykologien en afgørende rolle: Det kan kun ske, hvis en ung dreng kan gå hjem til sin bror og få en oplevelse af, at han faktisk kan bruge værktøjerne fra kurset, siger Preben Bertelsen. Heldigvis ved vi, at unge er væsentligt hurtigere end voksne til at omsætte teori og abstrakte ideer til deres egen virkelighed, hvis de ellers gider bruge kræfter på det. Det gælder også for denne gruppe, siger han. Det eksistentielle Alt det kan Søren Gornitzka snakke med om. Han er en af Center-10 s fem undervisere, som sidste efterår blev uddannet til at køre den første udgave af livsmestringskurset på skolen. Underviserne gennemførte et kursus i tilværelsespsykologi og lærte om kompetencehjulets pædagogiske muligheder, og de brugte lang tid på at introducere kurset i klasserne, fortæller Søren Gornitzka. Vi var klædt godt på, da vi gik i gang, men vi fandt hurtigt ud af, at projektet kræver en længere og mere individuel dialog, hvis kurset skal virke ordentligt. Kurset blev primært afviklet som en del af den almindelige klasseundervisning, og i løbet af de tre måneder bemærkede Søren Gornitzka og kollegerne, at eleverne blev bedre til at reflektere over deres liv, og at mange begyndte at tale med til deres lærere om udfordringerne i livet. Søren Gornitzka bed også mærke i, hvordan undervisningen hurtigt endte som meget private samtaler, hvor nogle af eleverne blottede deres inderste følelser. Vi kom ind at røre ved noget eksistentielt hos dem, og det kan virke meget konfronterende på belastede unge, hvis de bliver bedt om at se ting i øjnene, som de ikke har lyst til at tale om. Fx hvor svært livet kan være, eller hvor svært det kan være at gøre noget ved sine problemer, fortæller han nr

8 Metode Han mener, at kurset fremover bør foregå i et mere fortroligt rum som fx en-til-en-samtaler mellem eleverne og deres kontaktlærere, hvis de mest udsatte elever skal åbne op og fortælle løs om deres problemer. Den betragtning er socialrådgiver Tina Mogensen Givskud enig i. Hun har også sin daglige gang på Center-10 blandt de mest udsatte elever, og hun vurderer, at der er lang vej endnu, før de køber ideen om at arbejde med at mestre livet på kurset. Vi har mange elever, der ikke bare kan sætte sig ned og arbejde med sig selv på den her måde. De mangler alle mulige sociale og læringsmæssige kompetencer for at kunne få noget ud af øvelserne, og de har i dén grad brug for, at man kører en-tilen-samtaler med dem, siger hun. Signe Tjørnemose Kjær er glad for, at hun deltog i det nye kursus, men hun oplevede også problemer undervejs. Der var hele tiden folk omkring mig, og det gjorde det svært at koncentrere sig, og jeg kunne heller ikke tage mig den tid, jeg havde brug Livsmestringskursus hos Center-10, Aarhus High School I efteråret 2014 afviklede Center-10, Aarhus High School for første gang et såkaldt livsmestringskursus. Kurset er dels tilrettelagt med udgangspunkt i det såkaldte Kompetencehjul, som bygger på ti kompetencer, hvor hver elev skal opstille et mål med tilværelsen for hver kompetence. Eleverne vælger selv, hvilke kompetencer de føler, de har mest brug for. Desuden bygger kurset på tilværelsespsykologiens "basic five"-spørgsmål, som hjælper eleven med at udvikle realisme og motivation omkring brugen af sine kompetencer: 1) hvad vil du? 2) hvad kan du? 3) hvad er dine ydre muligheder? 4) hvordan bliver du mødt? 5) hvad gør du? Kurset blev afholdt i tre 10. klasser på skolen, forløb over 12 uger en gang om ugen a to timer i faget medborgerskab. Preben Bertelsen har løbende superviseret underviserne, som afprøvede førsteudgaven af kurset, og skal sammen med ph.d.-studerende Else Bengaard Skibsted arbejde med at udvikle kurset og metoden pædagogisk. for i undervisningen. Det var heller ikke så smart, at jeg sad ved siden af mine venner, når jeg skulle løse opgaverne. Vi blev let påvirkede af hinandens valg af kompetencer og mål, og hvis vi kunne sidde hver for sig og arbejde med øvelserne, ville det fungere bedre, siger hun. Den slags erfaringer er guld værd for Poul Højmose, for de hænger ikke på træerne på en skole, hvor 14,5 procent af eleverne er blevet bortvist på et tidspunkt og har udvist voldelig adfærd inden for den seneste måned. Problemer, der næppe kan opvejes af et enkelt skolekursus, erkender skolelederen. For ham handler projektet først og fremmest om at betale nogle lærepenge og høste vigtige erfaringer, som kan bruges til at planlægge fremtiden. Blandt andet har sammensætningen af elever på kurset været til revision. Des flere elever, vi sætter sammen på et kursus fra den mest belastede gruppe, des sværere bliver det for eleverne at lære noget. De har brug for nogle forbilleder, som ikke kommer fra belastede hjem, siger Poul Højmose. Preben Bertelsen og hans forskningsmedarbejdere fra Aarhus Universitet er også i gang med at give undervisningskonceptet et kvalitetstjek. Vi mangler fortsat at lave en effektmåling af kompetencehjulet, og det går vi først i gang med, når vi har udviklet værktøjet helt, siger han. Vi kan se, at ungerne hurtigt fanger den grundlæggende idé med tilværelsespsykologien, men vi mangler at udtænke øvelser, der er tættere på deres hverdag. Et af problemerne er selve ordlyden i de opgaver, som kompetencehjulet stiller eleverne. Fx skal eleverne "forholde sig til værdierne og normer i det, du laver". Preben Bertelsen erkender, at den slags formuleringer kan være for abstrakt for unge at skulle kunne omsætte til deres egne hverdagserfaringer. I virkeligheden spørger vi jo, om eleverne fx tænker over, hvad de skriver, når de sender en sms. Eller om man må fortælle en hemmelighed videre. Det er blot en af mange vigtige detaljer, vi skal arbejde på at forbedre i kurset, inden vi prøver det af i en ny udgave i næste skoleår, siger han. Signe Tjørnemose Kjær har også en travl tid foran sig. I februar blev hun erklæret uddannelsesparat af sin vejleder på Center-10, og i april fik hun besked om, at hun er blevet optaget på Risskov Gymnasium. 12 nr

9 Specialistuddannelse i kognitiv terapi Fælles om færdigheder Mindwork og Cektos udbyder i fælleskabet en helt ny færdighedsorienteret specialistuddannelse i kognitiv terapi med danske og internationale eksperter. Vi forener kræfterne for sammen med et hold af kompetente og erfarne undervisere at kunne udbyde en uddannelse, der ikke blot adresserer de vigtigste og nyeste aspekter på det kognitive felt, men også søger at løse en af de mest centrale udfordringer i terapeutuddannelse: overførslen af teoretisk viden til konkrete nye og bedre terapeutiske kompetencer. Vi har gennemgået den internationale forskning og identificeret de mest effektive metoder til at uddanne og opkvalificere terapeuter, og vi er stolte af at kunne præsentere et specialiseringsmodul i CBT med gennemgående fokus på: udvikling, optimering og tillæring af konkrete evidensbaserede terapeutiske metoder. Kick-off arrangement: 16. december 2015 Kursusstart: 1. februar kr. inkl. 90 t. undervisning og 60 t. supervision Forældrekompetenceundersøgelse ved Kari Killén Mindwork er meget stolt af at kunne byde Dr. Kari Killén velkommen på et 2 dages kursus om tilknytning, omsorgssvigt og forældrekompetenceundersøgelser. Kari Killén gennemgår på kurset de væsentligste indsigter fra teorien og forskningen i forhold til omsorgssvigt og tilknytningsforstyrrelser og præsenterer deltagerne for anvendelse af tilknytningsbaserede forskningsmetoder tilpasset klinisk praksis. Kursusdage: december kr. inkl. fuld forplejning Forskningsmodulet 2016 Med overlæge, professor og forskningsleder Erik Simonsen. Tre teoridage i april og maj 2016 samt supervision og vejledning i forbindelse med obligatorisk skriftlig opgave. Voksenmodulet 2016 Det obligatoriske voksenmodul serveret praktisk, relevant og inspirerende af dygtige undervisere som Christian Møller Pedersen, Mikkel Arendt, Michael Kaster og Sebastian Simonsen. Kursusstart: 4. februar kr. inkl. fuld forplejning Klinisk psykologisk undersøgelsesmetodik 2016 Kurset giver både mulighed for at arbejde indgående med udvalgte tests samt indføring i rammerne for og strukturen i et undersøgelses- forløb, hvor såvel kognitive som personlighedspsykologiske forhold skal udredes. Kursusstart: 19. januar kr. inkl. fuld forplejning Kursusstart: 19. april kr. inkl. godkendelse af obligatorisk skriftlig opgave. Læs mere om vores kurser og tilmeld dig på mindwork.dk 2015 nr

10 Nyheder om psykologi Aktuelt Af Redaktionen Milepæl for spansk psykologisk forskning Psykologien får nu en fast og selvstændig plads blandt videnskaberne i Spanien, efter den spanske regering har godkendt oprettelsen af et nyt, nationalt psykologisk akademi i landet, Academia de Psicología de España. Professorer og forskere fra forskellige fag har i flere år arbejdet på at få etableret et psykologisk akademi, der blandt andet skal danne ramme om forskning på højt nationalt og internationalt niveau. Norske kvinder publicerer snart mere end mænd Flertallet af de norske psykologistuderende og ph.d.-stipendiater er kvinder, og kønsforskellen er derfor også ved at slå igennem, når det gælder forskningspublicering, skriver Tidsskrift for Norsk psykologforening. I de seneste ti år har tidsskriftet publiceret i alt 489 peer reviewed forskningsartikler. 195 af dem var skrevet af mænd, og 145 af kvinder. Dertil kommer artikler, flere har skrevet sammen. Her har godt 50 % en kvindelig førsteforfatter. Forbud mod forhør for USA's psykologer Amerikanske psykologer må ikke længere have en rolle i efterretningsmæssige forhør hverken som rådgivere, deltagere eller noget tredje. Det har den amerikanske psykologforening APAs hovedbestyrelse vedtaget enstemmigt på foreningens årsmøde. Forbuddet kommer efter sommerens skandale, hvor en uafhængig advokatundersøgelse viste, at APA har samarbejdet med det amerikanske forsvarsministerium under Bush-regeringen om at slække på foreningens etiske retningslinjer, så psykologer fx kunne deltage i torturlignende forhør af mistænkte terrorister. Ny britisk skyggeminister for psykisk sundhed Det britiske oppositionsparti Labours nye leder, Jeremy Corbyn, vil have sat psykisk sundhed højt på den politiske dagsorden i Storbritannien og har derfor udpeget en ny 'mental health' skyggeminister, Luciana Berger. Det er første gang, området får sin egen minister i det såkaldte Skyggekabinet, som efter britisk, parlamentarisk praksis er den officielle oppositions alternative 'regering', der holder skarp kontrol med regeringen på udvalgte områder. Unge strømmer til gratis psykologhjælp Den første danske kommune, der har indført gratis psykologsamtaler for unge under 25 år, mærker stor interesse for tilbuddet fra unge. Køge Kommune etablere de ordningen i marts, og siden er en række andre kommuner fulgt trop, så 11 kommuner i dag tilbyder hver ung i alt fem gratis psykologsamtaler. 14 nr

11 Min klassiker Mindernes eget liv Tove Ditlevsen, Erindringer, Barndom, 1967 Af Dorthe Berntsen, professor, Aarhus Universitet En mørk vinternat i 1991 sad jeg som ung psykologistuderende og læste en bog. Den havde ligget i en bunke sammen med andre bøger, jeg havde købt på biblioteksudsalg et par uger før. Ved et tilfælde var det netop den, jeg tog frem af bunken. Bogen hed Om Tove Ditlevsen. En bog skrevet af venner og andre, der kendte hende. Den var udgivet i 1976, samme år som hendes død. I bogen var genoptrykt et kapitel fra hendes erindringsbog Barndom. I dette kapitel beskrives barndommen ved hjælp af en lang række meget personlige metaforer hentet fra arbejdermiljøet på Vesterbro, såsom "Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp." Et andet sted beskrives barndommen som en lugt: "Man kender ikke sin egen og er somme tider bange for, at den er værre end de andres". Og endelig beskrives den som "et lille dyr, der er spærret inde i en kælder og glemt". Disse modsigelsesfulde metaforer gik igennem hele teksten og modsagde dominerende teorier om metafordannelse i kognitionsvidenskaben (barndommen er både det indespærrede, og det, som indespærrer, modsat princippet om transitivitet). Jeg fik en canadisk professor overbevist om det interessante i dette, og sammen skrev vi en artikel til det videnskabelige tidsskrift Metaphor and Symbol. Den blev antaget. Det var min første artikel i et internationalt tidsskrift og dermed min debut som forsker. Men Ditlevsens stærke selvbiografiske tekst gjorde mere end det. Den gjorde mig interesseret i, hvad jeg dengang betegnede som "selvbiografiske metaforer". Og jeg udviklede en antagelse om, at selvbiografisk materiale, der gav anledning til dannelsen af sådanne metaforer, ofte ville tage form af spontane erindringer, altså minder, der dukker op af sig selv, uden søgning og uden viljens indblanding. Til min overraskelse eksisterede der dengang meget lidt forskning i dette fænomen inden for den kognitive psykologi. Jeg søgte og fik et ph.d.-stipendium med det formål at udforske sådanne spontane erindringer. Jeg har nu forsket i spontane selvbiografiske erindringer i over tyve år. At mine tanker om dette fænomen har ændret sig meget gennem årene rokker ikke ved, at katalysatoren for denne udviklingsproces var Ditlevsens erindringsbog. Klassiker-stafet Psykologer fortæller om en bog, der gjorde en forskel for deres virke. Dorthe Berntsen giver stafetten videre til Yvonne Duval Thomsen, erhvervspsykolog og ph.d nr

12 Velkommen Af Berit Viuf, journalist Vi fødes alle med et unikt sæt af gener og i takt med, at man har fået større indblik i genetikken, er en indædt diskussion mellem videnskaberne brudt ud: Kan psykiske lidelser være genetisk betinget? 16 nr

13 til genetikkrigen D er er ingen grænser for de nærmest daglige opdagelser om, hvordan vores arvemasse ikke bare bestemmer, om vi er høje, kraftige, blåøjede, behårede, gumpetunge eller atletiske. Men også om vi er disponeret for kræft, cystisk fibrose og diabetes. Det ligger lige for at spørge: Hvad med psykiske lidelser? Er de også et produkt af vores DNA? Den foreløbige konklusion er: Vild uenighed. I Danmark arbejder professor og genetiker Thomas Werge med at binde de molekylære opdagelser sammen til brugbare konklusioner. Der er absolut ingen tvivl om, at genetik har en betydning for psykisk sygdom på samme måde som andre velkendte komplekse fænomener, lyder det fra Werge, som på Psykiatrisk Sct. Hans i Region Hovedstadens Psykiatri er leder af en af forskningsgrupperne i ipsych initiativet, der arbejder på at finde genetiske og miljømæssige årsager til psykisk sygdom. I Norge er psykolog Roar Fosse knap så sikker. Jeg kan ikke se, at det stemmer med, hvad man har fundet. Hvis man ser på genforskning på vedvarende psykoser, så vil jeg ikke sige, at man har dokumenteret, at generne har betydning, siger Fosse, der er ansat i forsknings- og udviklingsafdelingen på Vestre Viken Sykehus. Og fra sit kontor i San Fransisco Bay Area, USA, er praktiserende psykolog Jay Joseph, der intensivt har fulgt forskningen i genetik og psykiatri, endnu mere kritisk: Der er primært to metoder, hvor man mener at have fundet dokumentation for genetik som årsag til psykiatriske lidelser. Den ene er slægtskabsstudier som tvillinge- og adoptionsstudier, og de er meget problematiske og baserer sig på falske antagelser. Den anden metode er molekylærgenetiske studier, og disse har vist sig at være en kolossal fiasko. Forskerne burde gå tilbage og reevaluere hele dette paradigme. Med så forskellige holdninger til, hvorvidt genetik og skrøbeligheden af sindet hører sammen, er det nødvendigt at få baggrunden på plads. Så først: Tvillingestudier. Hvor valide er de undersøgelser, som har ført til jagten på specifikke gener? 2015 nr

14 Videnskab Vi kan i dag se, at de mennesker, der har mange (gen, red.) varianter, hyppigere udvikler skizofreni. Og det er også dem, der vil have de hårdeste sygdomsforløb Thomas Werge, professor og forskningsleder, Region Hovedstadens Psykiatri Tvivlsomme tvillingestudier Visse mentale lidelser løber i familien, siges det. Om det løb handler om biologi eller gentagelse af adfærdsmønstre har været en sejlivet diskussion op gennem tiden, men i 1960'erne mente forskere at kunne bevise en sammenhæng mellem arvemassen og risikoen for at få skizofreni. Det var blandt andet danske adoptionsregistre, der leverede data til de konklusioner. Problemet er bare, ifølge psykolog Jay Joseph, at tvillinge- og adoptionsstudierne ved nærmere eftersyn ikke holder vand. De fleste studier er af tvillinger, der er opvokset sammen, men de er alle baseret på en falsk antagelse, fortæller Jay Joseph. I klassiske tvillingestudier antager man, at uanset om de tvillinger, man studerer, er enæggede eller tveæggede (af samme køn), vil de få de samme påvirkninger gennem hele barndommen. Det kaldes Equal Environment Assumption (EEA). Eftersom enæggede tvillingers DNA er helt ens, mens tveæggede tvillinger i gennemsnit kun deler cirka 50 procent arvemateriale, konkluderer mange tvillingeforskere, at når enæggede tvillinger er mere ens i adfærd, psykiske lidelser og sygdomstilstande, så skyldes det genetiske faktorer. Joseph er langt fra enig: Al dokumentation viser modsat, at enæggede tvillinger bliver behandlet mere ens, og at der oftere er identitetsforvirring. Enæggede bliver opdraget som to halvdele af et hele, og det gør tveæggede tvillinger ikke. Så den grundlæggende antagelse er falsk, og alle resultaterne kan forklares med ikke-genetiske faktorer, siger han. Hvis tvillingestudier skal bevise noget om genetik, så kræver det en anden type undersøgelse, nemlig studier af tvillinger, der er vokset op hver for sig. Og ifølge Jay Jospeh findes der ingen af den type studier inden for psykiatriske lidelser. I 1960'erne var den amerikanske psykiatriske forsker Seymour Kety interesseret i tesen om, at skizofreni kunne være genetisk betinget. Men fordi han netop var loren ved de klassiske tvillingestudier, valgte han en anden metode. I samarbejde med den danske psykiater Fini Schulsinger udførte han en række adoptionsstudier. Danmark havde på det tidspunkt et unikt register både over adopterede og psykiatriske patienter, så det var muligt at spore de biologiske forældre til adopterede børn. Konklusionen på undersøgelserne var, 1) at børn født af en mor med skizofreni havde samme rate af skizofreni, uanset om de voksede op hos moren eller i en adoptivfamilie, og 2) i den biologiske familie af et adoptivbarn med skizofreni fandt man en højere rate af skizofrenide slægtninge end i biologiske familier til ikkeskizofrene adopterede børn. Men, hævder Joseph, går man studierne igennem med tættekam, kan man se, at der er metodiske problemer. Fx udvider Kety skizofrenidiagnosen til ikke blot at omfatte kronisk skizofreni hvor man ikke fandt signifikant flere tilfælde af skizofreni hos børn med skizofreni i den biologiske familie man medtog også diagnoser, som blev anslået at være beslægtet med skizofreni. De opfandt det skizofrene spektrum, og først derefter kunne man finde statistisk signifikante resultater. Et andet kritikpunkt er, at der i de danske adoptionsstudier ikke blev kigget på de miljøfaktorer, som børnene voksede op i. I et senere lignende finsk adoptionsstudie, konkluderede forskerne (Tienari et al), at de tilfælde hvor adoptivbørn udviklede skizofreni, var de alle vokset op i en "alvorligt forstyrret" adoptionsfamilie. 18 nr

15 Videnskab Så resultaterne kan forklares fuldstændigt med ikke-genetiske faktorer, fastholder Joseph. Molekylærbiologi på banen Men hvis tvillingestudierne er for upræcise, så er der siden kommet nye teknologier på banen, som kan undersøge sagen ved helt andre metoder. Tesen om en genetisk sammenhæng mellem psykiske lidelser og genetik fik for alvor medvind efter en række store studier, som begyndte i Det nyeste studie fra juli 2014 identificerede 108 steder i genomet med i alt 128 genetiske varianter, der er oftere forekommende hos personer med diagnosen skizofreni (se boks). Næsten skizofrene har sammen med en kontrolgruppe på leveret DNA. Det er studier med stor statistisk styrke, understreger Werge, der har bidraget til studiet med en dansk populationsundersøgelse. Udgangspunktet er, at psykiske sygdomme ikke adskiller sig fra andre sygdomme. Det er en forstyrrelse i hjernen, ligesom højt blodtryk er en forstyrrelse i det metaboliske system. Det er ikke noget mystisk, siger han. Den forstyrrelse forklarer genetikerne med arvemassen. Nogle har simpelthen større risiko for, at en psykiske lidelser bryder ud, mener de. I hvert fald inden for visse lidelser som skizofreni. Studiet, hvor man fandt de 128 varianter, er første skridt mod at klarlægge, om DNA-prøver kan forudsige den risiko. Norske Roar Fosse har gransket undersøgelsen og finder ikke dens konklusioner overbevisende. I undersøgelsen fandt forskerne, at 128 genvarianter kan forklare 3,4 procent af variationen for skizofreni inden for gruppen. Det er ikke så meget. Der er 96,6 procent, der ikke er forklaret, påpeger Fosse. Et problem er især, påpeger han, at når man ser på dem enkeltvis, findes den hyppigste variant kun 1,4 procent oftere hos skizofreni-patienter end i kontrolgruppen. Det er ikke nok til at lave de konklusioner, som er blevet så hypet i medierne, mener han: Der er ikke tale om, at det, de finder, er noget unormalt, de finder jo noget, som bare forekommer lidt sjældnere eller lidt oftere i skizofrenigruppen, siger Fosse. Til det siger Werge: Det er fuldstændigt korrekt. Det er meget, meget almindelige varianter i vores arvemasse. Så almindelige, at mange af varianterne antageligt også har gavnlige effekter for mennesket. Studierne er designet til at undersøge netop denne type almindelige, normale varianters betydning for psykisk sygdom. Men vi kan konstatere, at jo flere af disse varianter en person har, jo større er risikoen for at udvikle skizofreni, siger Werge. Man skal altså ikke gøre sig håb om at finde et enkelt eller få "skizofreni-gener". Foreløbige estimater anslår, at der er 5.000, måske helt op til varianter, der har betydning for skizofreni alene. Kender man varianterne, kan man begynde at måle folks score. For mange bække små fører jo som bekendt til en stor å. Vi kan i dag se, at de mennesker, der har mange varianter, hyppigere udvikler skizofreni. Og det er også dem, der vil have de hårdeste sygdomsforløb, forklarer han. Ifølge Werge betyder hver enkelt variant kun fantastisk lidt. Det er det samlede billede, forskerne skal stykke sammen. Vi er ikke nået voldsomt langt. Men for syv til ti år siden kunne vi forklare nul. Nu kan vi dog forklare noget, siger han. Han peger også på, at resultaterne i undersøgelsen er statistisk stærke, fordi variationerne slår ud i 39 befolkningsgrupper, når resultaterne efterprøves. Det er ikke effekten, vi har fokus på. Designet vil kun kunne finde varianter med lille effekt. Det er hvor statistisk stærke de signaler, vi finder, er, understreger han. Fosse har kigget på resultaterne af både det, man kalder 'discoveryforsøgene', som i første omgang skal identificere interessante varianter, og 'replikationsforsøgene', som skal vise, om man får enslydende resultater i en ny gruppe. Vi undersøgte hvor mange af de 128 signifikante SNP'er på de 108 loci, som var statistisk 2015 nr

16 Videnskab signifikante i både discoveryforsøgene og i replikationsforsøgene. Vi fandt kun tre ud af 108 i totaludvalget, som var statistisk signifikante, siger han. Det vigtigste for mig er, om der er fundet empiriske beviser for stærke genetiske associationer til psykiatriske lidelser. Men det kan jeg ikke se, at der er. Fosses og Josephs kritik af studiet bliver udgivet i en artikel i tidsskriftet Psychosis her i oktober. Hvor enderne mødes Når det gælder genetik, vil mange individuelle træk beviseligt afhænge af DNA. De blå øjne sidder i genomet. Men for mange træk gælder det, at generne først udtrykkes, når de rigtige miljøfaktorer er til stede. Et forsimplet eksempel: Flamingoen er egentlig en grå/hvid fugl, men fordi dens føde indeholder bestemte pigmenter karotinoider skifter fjerdragten til pink. Det er en unik feature. Den nært beslægtede stork skifter fx ikke farve, selvom den gnasker nok så meget af de samme pigmenter i sig. Eftersom andre fuglearter ikke kaster sig ud i flamboyante farveskift, må det være et genetisk træk forbeholdt flamingoen. Men samtidig er det også 100 procent en miljøfaktor; får flamingoen ingen karotinoider, forbliver den sit gråhvide alter ego. Uenigheden drejer sig altså udelukkende om, hvorvidt psykiske lidelser hører til blandt de træk, der kræver en prædisposition eller opstår som en konsekvens af miljøets evne til at ændre den plastiske hjerne. Alligevel kan der skimtes konsensus mellem fortalere for genernes rolle, og de der mener, de er uden betydning. Det er især på grund af en ny videnskabelig gren, som er vokset frem gennem de seneste år: epigenetik. Selvom DNA'et er uforanderligt, er der alligevel en ret stor fleksibilitet i, hvordan generne "tænder og slukker" for produktionen af proteiner. Det betyder groft sagt, at de miljøpåvirkninger, vi udsættes for, er med til at aktivere forskellige processer i kroppen, og det har også betydning for, hvordan vores hjerne fungerer. Aktiviteten af vores gener (ikke selve generne) påvirkes af det omgivende miljø. Det kan eksempelvis være de hormoner, vi udsættes for, det, vi spiser, eller traumatiske oplevelser. Så kan viden om arvemasse, biologiske processer og ikke-genetiske omstændigheder så ikke supplere hinanden? Jo, det er indlysende, mener Werge. Når vi bliver klogere på, hvad det er for nogle biologiske processer, der gør sig gældende, så kan vi også lettere forstå hvilke miljøpåvirkninger, der har betydning for hvem, siger han. Hvis nogle er født tættere på en sygdomsgrænse end andre, og derfor er genetisk disponeret for bestemte sygdomme, så bliver livsvilkår netop en meget vigtig faktor. Genetik kan hjælpe os med at forstå, hvilke miljøpåvirkninger der er afgørende for hvem og på den måde hjælpe os i både forebyggelse og behandling, mener Werge. Andre interesser spøger Det synspunkt er Fosse enig i, men ser også en indbygget fare i at læne sig for meget op ad biologiske modeller. Hvis behandlere ikke mener, at patientens egen indsats er så væsentlig, fordi det er en biologisk forstyrrelse, så risikerer man at pacificere patienten med medicin i stedet for at forholde sig til patientens tanker og følelser, påpeger Fosse. Både Fosse og Joseph mener også, at det store fokus på at finde genetiske årsager skygger for videre forskning inden for forebyggelse og behandling af de miljøfaktorer, som allerede har vist sig at have betydning for udvikling af psykotiske lidelser. Faktorer som seksuelle overgreb, fysiske overgreb, psykisk og fysisk negligering, overkontrol og stress i svangerskabet. - Hvis vi skal forstå årsagerne til mentale lidelser, må vi kigge uden for kroppen. Det er der, årsagerne ligger, siger Joseph. 20 nr

17 Videnskab Der er magtfulde politiske og økonomiske interessegrupper, der gerne vil fastholde blikket på kroppen, fordi samfundet så ikke behøver at se på de sociale og miljømæssige årsager, den strukturelle undertrykkelse og så videre. Det er mere rentabelt at bruge psykofarmaka end at forbedre folks livsomstændigheder. Jay Joseph, privatpraktiserende psykolog og forfatter, USA For Joseph er det også et spørgsmål om økonomi: Der er magtfulde politiske og økonomiske interessegrupper, der gerne vil fastholde blikket på kroppen, fordi samfundet så ikke behøver at se på de sociale og miljømæssige årsager, den strukturelle undertrykkelse og så videre. Det er mere rentabelt at bruge psykofarmaka end at forbedre folks livsomstændigheder. Det retfærdiggør brugen af medicin, når man ser psykiatriske lidelser som medicinske lidelser, mener Joseph. Dermed handler diskussionen om genetik versus miljø ikke blot om forskere, der står uenige i hvert sit ringhjørne, men også om langt større strukturelle problematikker i forhold til prioriteringer i behandlingen, og når midlerne skal fordeles. Gener Gener består af byggesten basepar som giver r besked om, hvilke proteiner kroppen skal danne. De fleste gener hos mennesker er næsten identiske, men kigger man nærmere efter, er der alligevel individuelle varianter, hvor en byggesten (basepar) i en gensekvens kan være forskellig fra menneske til menneske. I langt de fleste tilfælde har det ingen betydning, men gennem de sidste 20 år har genetikere fundet frem til, at bestemte varianter øger risikoen for at udvikle nogle sygdomme. Man kalder det stykke DNA, hvor man finder variationer, for SNP (Single Nucleotide Polymorphism). Selve variationen det basepar, som kan være forskellig kalder man allele nr

18 Når livet hænger i en telefontråd 22 nr

19 Reportage På Livslinien lægger frivillige psykologer dagligt øre til menneskelige tragedier, som udløses af ensomhed, håbløshed og psykisk sygdom, og som oftest fører til tanker om at tage sit liv. Men nogle gange kan en meningsfuld samtale eller blot stilhed til refleksion føre til håb om livet. Af Henning Due, journalist Foto af Marie Hald D et første minut kan man let få det indtryk, at Line Johansen arbejder som kundeservicemedarbejder hos TDC. Hun sidder på en slidt, blå kontorstol, og på hendes hoved sidder der et telefon-headset. Foran hende står der et kontorbord, udstyret med en bærbar Dell-computer og en tilhørende computermus. På skrivebordet ligger der en kuglepen, en hvid skriveblok og en slidt plastikmappe med overskriften værktøjsmappe og vejledningsmappe. Line Johansen lytter opmærksomt og svarer med en venlig, nærmest serviceorienteret stemme, mens hendes ansigt udtrykker en mellemting mellem alvor og smil. En slags professionel mine, der hverken kan forveksles med det ene eller det andet, men lander lige midt i mellem. Hvad kan jeg hjælpe dig med i dag? spørger hun, mens hun kigger koncentreret ned i bordet og venter på svaret fra den anden ende af telefonrøret. Nå? Føler du dig forfulgt? Efter nogle sekunders tavshed fortsætter hun med samme rolige tone i stemmen: Har du haft selvmordstanker før? Spørgsmålet gør hverken fra eller til for samtalens karakter, og stemmen i den anden ende af røret ændrer heller ikke karakter, hastighed eller tone, da den svarer. Hmm. Og har du forsøgt at begå selvmord før? 2015 nr

20 Reportage Med en rutineret bevægelse griber Line Johansen kuglepennen foran sig og noterer et eller andet på blokken. Men du har ikke forsøgt selvmord i dag? Klokken er lidt over fem om eftermiddagen, og Line Johansen er på en eftermiddagsvagt som frivillig rådgiver hos Livslinien Danmarks eneste selvmords- og selvmordsforsøgsforebyggende organisation. Normalt lever rådgivningen sit eget anonyme liv. Men det ændrede sig, da regeringen i begyndelsen af oktober fremlagde sit finanslovsforslag, der sagde, at Livslinien ikke kunne få penge til at holde åbent om natten. Forslaget skabte furore i Folketinget, og få dage efter fremlæggelsen samlede et flertal i Folketinget sig uden om regeringen og krævede, at Livsliniens natterådgivning kører videre. Det politiske spil om rådgivningens skæbne fortsætter i de kommende finanslovsforhandlinger, men foreløbigt har Livslinien åbent hver dag fra klokken 11 til klokken syv om morgenen. Rådgivningen tager cirka 40 opkald om dagen, og der arbejder omkring 240 frivillige, der især tæller psykologostuderende med eksamens-papirer fra både landets universiteter og Copenhagen Business School (CBS). Vigtigt at dele "Opkaldere" er samlebetegnelsen for den brogede menneskeskare, der dagligt ringer for at snakke om deres problemer. Samtalerne kan handle om alt fra akutte selvmordsplaner, angst og paranoia til eksistentielle hjertesmerter eller bare livslang ensomhed. Nogle gange alt sammen i ét opkald. Line Johansen kender godt stemmen i den anden ende af røret. Det er en såkaldt fast opkalder. Dem er der en del af hos Livslinien. Det sker, at en rådgiver får den samme person i røret tre gange på en dag, men det er første gang i dag, Line Johansen taler med den faste opkalder. Hvordan kan det være, du ringer lige i dag, hvis du har det nogenlunde godt? spørger Line Johansen. For at få ro på dine selvmordstanker? Er du bange for tankerne? Har du nogen, du kan ringe til, hvis det sker? Hvis det virkelig er slemt, skal du ringe til psykiatrisk skadestue. Der går nogle sekunder, og samtalen lyder til at være gået i stå. Ja, jeg er her stadigvæk, du, siger Line Johansen. Nå, men det lyder, som om du har fået talt om det, du havde brug for? Efter en kort afsked slukker hun for samtalen. I dag er Line Johansen ikke bekymret for gengangeren. Han er ikke i højrisiko, men han havde åbenbart bare brug for at snakke lidt. Han har stort forfølgelsesvanvid, og det gør ham ensom, og det er en risikofaktor. Det gør ham til selvmordskandidat, siger hun og sætter et kryds på et hvidt stykke papir med overskriften statistikskema, som alle medarbejdere udfylder, når de har afsluttet en samtale. Vi forlader den aflukkede glasboks og går tilbage til Livsliniens fælleslokale, der mest af alt minder om et venteværelse hos lægen. Han er ikke i højrisiko, men han havde åbenbart bare brug for at snakke lidt. Han har stort forfølgelsesvanvid, og det gør ham ensom, og det er en risikofaktor. Line Johansen, rådgiver hos Livslinien 24 nr

21 Reportage På bordet står der en pakke Bastogne-kiks, en halvtom skål med frugt i og en kande lunkent vand. Her mødes rådgiverne, mens de venter på et nyt opkald. Men de mødes også for at dele deres oplevelser. Det er en afgørende del af arbejdet, fortæller Nora Tuormaa. Hun har ligesom Line Johansen arbejdet som frivillig hos Livslinien siden foråret, er psykologistuderende på Københavns Universitet og 22 år. Vi bruger ikke en spørgemanual. Her lærer vi i en akkumuleret erfaringsproces, hvor vi hele tiden taler med hinanden og sparrer med hinanden og udvikler os via hinandens erfaring, fortæller Nora Tuormaa. Gammel nok? I fælleslokalet tales der om alt. Lige fra grænseoverskridende, seksualiserende opkald, hvor opkalderen arbejder sig hen mod en orgasme, mens akten efterhånden går op for rådgiveren. Til dagens største succesoplevelser eller følelsen, man får i som rådgiver, hvis en opkalder erklærer at gå i gang med at begå selvmord og derefter smækker røret på, inden man når at få adressen og ringe til politiet. Men der er også ting, man ikke gør rundt om bordet. Man griner for eksempel aldrig ad en opkalder. Vi gør ikke grin med dem. Jeg siger ikke noget til mine kolleger, som jeg ikke ville sige til opkalderen. Hvis en person fx fortæller mig, at han eller hun tror, at der altid kravler kakerlakker rundt i væggen i soveværelset, kan jeg godt forstå, at det ikke må være sjovt, og det er der ingen grund til at lave grin med, siger Nora Tuormaa. På hver eneste vagt får rådgiverne den slags små glimt ind i afkrogene af menneskets sind og natur. Fx er det meget specielt at være vidne til, at en opkalder på den ene side fortæller, at man er ved at begå selvmord med piller, men samtidig ikke vil lade en ambulance komme og hente sig af frygt for, hvad naboerne vil tænke. Jeg har flere gange måttet bestille en taxi til opkaldere, som skulle en tur på psykiatrisk skadestue, siger Nora Tuormaa. Både hun og Line Johansen er har prøvet at blive konfronteret med deres alder af opkaldere, som ikke mener, de har nok livserfaring til at rådgive andre mennesker. Mange spørger, hvor gammel jeg er, og jeg fortæller det, hvis jeg kan mærke, at det forhindrer samtalens udvikling, siger Line Johansen. Men Nora Tuormaa udleverer af principielle årsager ikke den oplysning. Jeg mener, det er irrelevant for samtalen. Som regel kan det være noget med en facade eller et forsvar, der lige skal prøves af. Begge mener, at faglighed er vigtigere end livserfaring. Også selvom de ikke har personlige oplevelser med skilsmisse eller sorg efter en afdød ægtefælle. Hos Livslinien handler jobbet først og fremmest om at lytte og anerkende. Formelt set skal vi udforske, udrede og risikovurdere altså vurdere, hvor stor risiko der er for, at personen begår selvmord. Vi skal undersøge, hvilken problematik, opkaldet drejer sig om, siger Line Johansen. Men andre, mindre formaliserede værktøjer, er mindst lige så vigtige. Nogle gange er stilhed et bedre værktøj end spørgsmål, siger Line Johansen nr

22 Reportage Under vores samtaler er der ingen pinlige pauser. De findes ikke. En del opkaldere er stille i starten. Måske fordi det er svært for dem at tale om selvmordstanker, hvis det er første gang, de ringer, eller fordi de er på medicin, siger hun. Nogle opkaldere siger ikke noget, fordi de er meget angste. Andre kan have brug for tænkepauser, hvis samtalen med rådgiveren dykker dybt og kræver refleksion hos opkalderen. Endemålet er at få indsamlet så megen viden om opkalder, at rådgiveren kan foretage en såkaldt risikovurdering af personen i den anden ende af telefonrøret og rådgive bedst muligt ud fra oplysningerne. De akutte Derfor starter en samtale typisk med, at rådgiveren spørger, om opkalderen har selvmordstanker, har en plan for selvmord, har sat et tidspunkt for selvmordet, fundet et sted og en metode eller har skrevet et afskedsbrev. Hvis vi kan sætte et kryds i "ja" ud for alle de spørgsmål, så har vi en akutplan. Der gælder det om at få fat i alarmcentralen, der skal sende hjælp ud til opkalder, forklarer Line Johansen. Den slags opkald kalder Livslinien for akutopkald. Vi har en klokke, som vi trykker på under samtalen, hvis det viser sig at være et akutopkald. Hvis det er muligt, hjælper en af de andre rådgivere typisk med at ringe til alarmcentralen og tage vigtige noter undervejs i samtalen. Opkalder skal opgive sit navn og adresse til os i den slags situationer, og hvis personen ikke vil det, kan vi være nødt til at afbryde opkaldet. fx hvis personen siger, at han eller hun nu vil gå i gang med sit selvmord. Det kan vi sige, at vi ikke vil være vidne til, siger Line Johansen. Den slags liv- eller død -dilemmaer udsættes de frivillige rådgivere hos Livslinien dagligt for. Jeg har oplevet, at en opkalder ikke ønskede at få sendt hjælp ud, men alligevel kom til at røbe sin adresse. Hvad gør man så?, spørger hun. Jeg har også været i en situation, hvor jeg besluttede mig for at ringe til 112, selvom opkalder ikke ønskede det. Jeg ville ikke kunne være gået hjem og sove bagefter om aftenen, hvis jeg ikke havde handlet, siger Nora Tuormaa. Begge understreger, at de ikke træffer den slags afgørende beslutninger baseret på skøn. Det er en faglig vurdering, vi anlægger, siger Nora Tuormaa. Selvom selvmord og selvmordsforsøg ifølge Livsliniens officielle etiske guidelines "ikke må fremstilles på en måde, så det fremstår som en løsning", har Nora Tuormaa forståelse for, at en opkalder kan være helt derude, hvor selvmord virker som den eneste løsning. Men typisk oplever jeg, at opkaldernes selvmordstanker er meget ambivalente og både afspejler et "for" og "imod", siger hun. Ofte er det snarere et ønske om forandring end om at dø, der kendetegner opkaldene, oplever Nora Tuormaa. Og selv når der ikke synes at være andre udveje, er der altid tid, mener hun. Selve tilstanden, hvor alting opleves som 100 procent håbløst, kan ændre sig for alle, siger hun. Line Johansen ser mere kategorisk på spørgsmålet. Uanset hvor meget jeg kan forstå selvmordet som en udvej, er der langt fra at anerkende, at det kan være en udvej, til at se det som den eneste udvej, siger hun. Alligevel kommer hun også i tvivl en gang i mellem. Min holdning til selvmord udfordres hele tiden af opkalderne, og nogle gange skal jeg virkelig tvinge mig selv og opkalder til at forsøge at tænke i nye baner, fordi empatien for personens situation bliver så tyngende, at selvmordsovervejelser kan være på grænsen til at blive accepteret, siger Line Johansen. Tæt på Selvmordsforsøgene er ikke det eneste, der udfordrer rådgivernes faglighed. Det kan være svært at tale med unge mennesker, der lider af psykiske lidelser, og som har det rigtig skidt, men som ikke får den hjælp, de har brug for. Purunge mennesker, som bliver udskrevet fra sygehusene uden at være raske, og hvor man tænker, at de har et langt liv foran sig, siger Nora Tuormaa. Line Johansen nikker. Det er helt klart sværest, når man taler med en opkalder, hvor der er mange fællestræk med ens eget liv. Hvor man tænker, at det kunne have været mig, siger hun. Som rådgiver kan det også være svært at mærke, at man ikke kan gøre en forskel. Måske fordi 26 nr