Agility i oprørsbekæmpelse.

Transkript

1 Agility i oprørsbekæmpelse. Kaptajn Michael Orup Petersen STABSKURSUS

2 TITELSIDE Specialets titel: Agility i oprørsbekæmpelse. Problemformulering: Hvordan kan agility påvirke landstyrkers evne til at tilpasse sig oprørsbekæmpelse? Udarbejdet af: Kaptajn Michael Orup Petersen. Elev på Stabskursus Vejleder: William Leslie Mitchell, Ph.d. Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet. Antal ord: ord. Eksklusiv abstract, resumé, titelside, indholdsfortegnelse, noteapparatet, litteraturliste og bilag. Indhentning af kilder er afsluttet 25. april Tilgængelighed af internetkilder er kontrolleret 1. maj Forsvarsakademiet Ryvangs Allé København Ø Tlf.: [email protected] i

3 ABSTRACT Agility in counter-insurgency. This master thesis sets out to investigate how the effects of agility will influence land forces ability in counter-insurgency operations. In a historical perspective land forces have often encountered difficulties when operating in such environments, often resulting in being reactionary and handing over the initiative to the insurgents. Through an analysis of how the six enablers of agility will affect land forces doctrine, organization and technology, this thesis identifies how agility will improve the land forces ability in a complex an uncertain insurgency environment. The master thesis concludes that the application of agility will have a positive effect on land forces during counter insurgency operations. Agility will have an influence on land forces doctrine, organisation and technology. In turn this will offer the ability to have a more flexible and adaptable approach in order to deliver the effects that will make land forces the acting part with the initiative at hand. However the different enablers should be carefully balanced in order not to be an inhibitor of agility. Agility must be a mentality to succeed. Thus leading it to be operationalized and institutionalized in the land forces. ii

4 RESUMÉ Dette speciale sætter sig for at undersøge, hvorledes agility kan påvirke landstyrkers indsættelse i oprørsbekæmpelse. Erfaringer fra Irak og Afghanistan har vist, at landstyrker har haft vanskeligheder i forbindelse med oprørsbekæmpelse. Dels grundet kompleksiteten og de mange aktører, og dels de grundet de gensidige påvirkninger i operationsmiljøet. Men også fordi man møder en modstander, der kæmper irregulært og asymmetrisk. Det kan medføre, at landstyrker kan blive reagerende og miste initiativet. Ved at anvende Arquilla og Ronfeldts begreber om Networks and Netwars karakteriseres konflikter i informationsalderen. Kendetegnende for konflikterne er at man skal interagere med oprørsgrupperinger, der anvender netværksorganisationer og informationsalderens teknologiske muligheder til deres fordel. Analysen gennemføres efter den kvalitative metode, da jeg ved hjælp af teorien om agility, kombineret med en casestudie, søger at finde forklaringen i problemfeltet. Analysen gennemføres med baggrund i agility-konceptet. Her antages det, at ved at udvikle sig indenfor en eller flere delelementer, kan en landstyrke forbedre sin agility. Agility defineres som evnen til succesfyldt at påvirke, håndtere og/eller udnytte forandringer i operationsmiljøet. De seks delelementer i agility-konceptet; responsiveness, versatility, flexibility, resilience, innovativeness og adaptability anvendes som den analytiske ramme. Med hver enkelt delement gennemføres der en delanalyse, der udleder hvorledes delelementet påvirker en landstyrkes doktrin, organisation og teknologi. I delanalyserne inddrages der en casestudie, der omhandler en britisk enhed, som i Helmand, Afghanistan skabte en positiv effekt, ved at tilpasse sig operationsmiljøet og dets aktører. Sammenfatningen på analysen bemærker de mange dynamikker og sammenhænge, der findes mellem de enkelte delelementer. Derfor er det væsentligt at se holistisk på agility som koncept. Interdependensen imellem de enkelte delelementer skal identificeres. Derefter skal der foretages en afvejning af den nødvendige agility, i forhold til det miljø man skal indsættes i, og de aktører man møder. iii

5 Det kan konkluderes at, det kræver en stor mental forståelse for agility for at blive og vedblive med at være agile. For at dette kan lykkes, er det en nødvendighed at Agility operationaliseres og institutionaliseres ved såvel fører som enheder. Dette vil særligt være gældende, når en landstyrke indsættes i et udfordrende og komplekst oprørsmiljø. Doktrinært kræver det en balanceret tilgang, der, på den ene side, ikke er for restriktiv eller præskriptiv, men, på den anden side, dog også har nogle grundlæggende parametre, man kan opererer ud fra. Det væsentlige er at den ikke ligger begrænsninger på anvendelsen af organisation og teknologi i et miljø der ændrer sig. Organisatorisk kræves der en meget dynamisk tilgang. Der kan være tale om, at det kan være en fordel at organisere sig i en hybrid mellem hierarki og netværk. Dette skal understøttes af en flad og ubesværet kommando- og kontrolstruktur, hvor beslutningskompetencerne er uddelegeret. Derfor skal hensigten og ånden i operationen være meget klar og tydelig. Den grundlæggende mentale forståelse for agility skal indlejres i individerne og organisationen igennem uddannelse og træning. Teknologien påvirkes ikke som sådan, men der stilles dog krav til, at denne skal understøtte det doktrinære og organisatoriske behov. Her er særligt teknologiens muligheder for at indhente, dele og formidle viden af væsentlig betydning. Agility fordrer dog, at teknologien principielt skal være fleksibel og multianvendelig, hvis det er muligt. Samlet set kan agility bidrage til landstyrkens evne i oprørsbekæmpelse med en væsentlig mulighed for fleksibilitet og tilpasning, i relation til det miljø man indsættes i. Det kræver en forståelse for at afbalancere delementerne i agility i forhold til det miljø man møder i oprørsbekæmpelse, og afpasse doktrin, organisation og teknologi i forhold til det. Til gengæld kan en landstyrke opnå, ikke alene at reagere rettidigt, men også at anvende de rette handlemuligheder, og tilpasse sig de dynamikker man finder under oprørsbekæmpelse. Dermed kan landstyrken gribe initiativet og blive den agerende part. Det konkluderes dog også at Agility er ikke nødvendigvis en løsning på alt. Men med en indlejret tilgang til agility i landstyrkens karakteristika, vil der være en større sandsynlighed for, at man kan navigere i et komplekst operationsmiljø. iv

6 Indholdsfortegnelse 1. INTRODUKTION Indledning Problemfelt og problemformulering Afgrænsning Specialets struktur METODE- OG TEORIDISKUSSION Definition af undersøgelsens elementer Diskussion af empiri Diskussion af teori Operationalisering af teori og metode Validitet og reliabilitet ANALYSE AF AGILITY I OPRØRSBEKÆMPELSE Analysens udgangspunkt Delanalyse: Responsiveness Delanalyse: Versatility Delanalyse: Flexibility Delanalyse: Resilience Delanalyse: Innovativeness Delanalyse: Adaptability Sammenfatning af analysens dynamikker, sammenhænge og relationer KONKLUSION PERSPEKTIVERING Bilag 1: Litteraturliste..3 sider Bilag 2: Definitioner.2 sider 1

7 1. INTRODUKTION. Agility is the capability to successfully effect, cope with and/or exploit changes in circumstances Indledning. Jeg vil i dette speciale belyse, hvilke muligheder agility 2 giver en militær styrke for at tilpasse indsættelsen til den diversitet og kompleksitet, der findes i forbindelse med oprørsbekæmpelse 3. Oprør 4 har været et fremtrædende karakteristika i verdenshistorien, både som et selvstændigt element og som delementer i konflikter. 5 Oprøreret i Irak i 00 erne er et eksempel, men anderledes eksempler kan findes i både den franske revolution i 1700-tallet og oprøret i Nordirland i den sidste del af det 20. århundrede. Der er forskellige faktorer, der medvirker til at inspirere såvel befolkningsgrupperinger, som ideologiske ikke-statsbaserede aktører, til at involvere sig i et oprør. 6 Den teknologiske udvikling, den øgede globalisering og den afledte sammenhæng mellem forskellige samfund og kulturer er nogle af disse. Derfor er det sandsynligt, at oprør også vil være til stede i fremtidens konflikter, og at militære styrker må være forberedt på dette aspekt. Det danske forsvar har, i både Irak og Afghanistan, været engageret i sådanne oprørskampe. Her har jeg selv oplevet, hvorledes operationsmiljøet i disse konflikter har udfordret en militær styrke. Håndteringen af et komplekst operationsmiljø, der involverede flere aktører og niveauer, var i sig selv en udfordring. Men også den blotte tilstedeværelse af en fremmed militær styrke påvirkede operationsmiljøet. Denne kompleksitet, og store grad af interdependens, i konflikterne, gør dem svært overskuelige. Modstanderen i sådanne konflikter kan anvende ukonventionel krigsførelse, og knytter sig ikke nødvendigvis til samme 1 Definitionen er fra NATO C2 Agility Report SAS 085, 2013, p. 54. Se desuden bilag 2 for en detaljeret redegørelse af de enkelte nøgleords betydning. 2 Agility eller agile dækker over flere ord og begreber. Gyldendals røde ordbog oversætter agility til; raskhed, hurtighed; adræthed, behændighed. Jeg vil i hele specialet, for at undgå begrebsforvirring, anvende de engelske termer; agility eller agile. 3 Se bilag 2 for definition. 4 Se bilag 2 for definition. 5 Der kan på Wikipedia findes en omfattende historisk fortegnelse over oprør og revolutioner, der understreger denne pointe. ( 6 NATO, 2011, p

8 moralske eller etiske værdier som de indsatte militære styrker. Min egen oplevelse er, at militære styrker har været tvunget til at være reaktiv, og initiativet har været ved modstanderne. Min undring er derfor, om det nødvendigvis behøver at være sådan? Hvad kan en militær styrke gøre for at tiltvinge sig initiativet, og blive den agerende part, i konflikter med elementer af oprør? Jeg vil med dette speciale undersøge og konkludere, hvordan man kan imødegå disse udfordringer, hvis man befinder sig i en kompleks konflikt, der involverer oprør Problemfelt og problemformulering Problemfelt. Clausewitz har skrevet, at konfliktens iboende natur er en konstant, hvorimod krigens karakter er en variabel, der kan påvirkes og byder på omskiftelighed i tid og rum. 7 Konfliktens karakter tilpasser sig den tidsalder og det miljø krigen udkæmpes i, 8 herunder blandt andet faktorer som; samfundets udvikling, socialpolitiske forhold, teknologi, ideologi m.m. Hvis karakteren kan ændres, må det være muligt at øve indflydelse på, hvordan konflikten udvikler sig, ved at påvirke faktorerne. Denne mulighed må ligge i hænderne på de aktører i konflikten, der griber initiativet og bliver den agerende part. Det være sig såvel modstandere, neutrale som de militære styrker. Det er svært at give konkrette bud på udfaldet, eller karakteren, af fremtidens konflikter. Det er dog sandsynligt, at de vil være defineret af informationsalderen og dens teknologiske udvikling. Arquilla og Ronfeldt (2001) har defineret netwars som en konsekvens af dette. Netwars udkæmpes i netværksorganisationer, og kan have en voldelig karakter, udført af terrorrister, kriminelle eller militante, eller en ikke-voldelig karakter, udført af aktivister, hackere m.m. 9 Dette påvirker karakteren af fremtidens konflikter på to områder; organisatorisk og anvendelsen af informationsmulighederne. For det første vil dette medføre, at elementer af grupperinger, herunder oprørsgrupperinger, anvender forskellige netværks- 7 Clausewitz, 1984, pp , Clausewitz, 1984, p Arquilla, 2001, pp

9 former som organisationsform. For det andet byder informationsalderen og dens teknologiske landvindinger også på kampen om viden og kampen om at påvirke omverden. 10 Fremtidens konflikter foregår altså både i den fysiske og den kognitive dimension Det teoretiske grundlag. Forklaringen på hvordan man kan gribe initiativet, og dermed blive den agerende part, kan findes i interaktionerne imellem parterne i en given konflikt. Dette problemfelt behandles i teorierne om agility 11 og/eller OODA-loop 12. Disse to teorier beskæftiger sig med hvilke parametre, der skal kendetegne en organisation og dennes beslutningsprocesser for, at organisationen kan være på forkant med den udvikling, der sker i et operationsmiljø. Her kan den militære styrke være med til at påvirke konfliktens karakter. John R. Boyd har, med OODA-loopet, beskrevet en model til hvorledes en organisation, og særligt dennes beslutninger og handlinger, bliver agile. Formålet er, at organisationen derved kan komme på forkant ved at påvirke modstanderen og ændre operationsmiljøet, før modstanderen når at registrere det. 13 Agility beskriver også dette, men bygger dog ovenpå. Agility kan være en facilitator til at håndtere den kombinerede effekt af kompleksitet og usikkerhed i et operationsmiljø. 14 Agility er et meta-begreb, der dækker over en række underliggende delelementer, der beskriver, hvorledes man opnår evnen til succesfuldt at påvirke, klare og/eller udnytte forandringer i de omkringliggende forhold. 15 Hvor forandringerne i forholdene kan beskrives som forandringer i andre entiteter, i operationsmiljøet og forandringer i en selv. 16 Agility kan derfor anvendes til at vurdere hvilke delementer ved selvet, der skal ændres for at skabe den ønskede effekt i forhold til en modstander og operationsmiljøet. For at finde en ramme til at beskrive parametrene for selvet i en militær kontekst, vil det for en militær styrke kunne defineres indenfor parametrene; organisation, teknologi og doktrin, der alle udgør en del af krigsførelsens kredsløb Ibid., pp Teorien om agility, i en militær kontekst, kan ikke føres tilbage til enkelte forfattere. Teorien er udviklet igennem næsten to årtier med fremtrædende NATO-medlemmer i spidsen. 12 Teorien om OODA-loop er forfattet af den amerikanske oberst John R. Boyd i 70 erne og frem. 13 Richards, 2012, pp Alberts, 2011, p C2 Agility Report SAS 085, p Ibid., p Som beskrevet i artikel af Mikkel Storm Jensen, Krigsførelsens kredsløb, Militært Tidsskrift, 133/1 (2004), pp

10 Teorien omhandlende agility, med en indbygget behandling af elementerne fra krigsførelsens kredsløb, ses derfor at kunne udgøre den bedste teoretiske ramme for analysen. Agility er i naturen subjektivt, da det inddrager selvet og dannes i interaktionen med andre aktører og operationsmiljøet. Denne interaktion finder sted i både den fysiske og kognitive dimension. Derfor taler det for, at den meta-teoretiske ramme for agility kan findes indenfor det socialteoretiske felt. Jeg ser i den forbindelse to mulige teorier; rational choice theory eller socialkonstruktivisme. Den ene teori tager udgangspunkt i en antagelse om, at organisationen er opbygget af individer, der træffer beslutninger ud fra et subjektivt rationale, der er i egen interesse og er optimale for vedkommende 18. Dette vil være i rammen af rational choice theory. Udgangspunktet for den anden teori er, at den sociale aktion og interaktion mellem mennesker former den fysiske virkelighed. Dette sker i en afhængighed af normative og erkendelsesmæssige fortolkninger. 19 Dermed danner denne virkelighed også grundlaget for hvorledes, der organiseres, træffes beslutninger og handles. Dette vil således være i rammen af socialkonstruktivisme. Problemfeltet, der skal danne grundlag for min undersøgelse, omhandler dog, hvorledes en militær styrke kan gribe initiativet og blive den agerende part. Derfor vil det mest nærliggende være at anvende rational choice theory. Udgangspunktet er, at militære styrker, bestående af individer, har en egeninteresse i at tilpasse sig for at kunne skabe den mest optimale effekt, og derigennem håndtere den modstander og det miljø de står overfor Det empiriske grundlag. Min undersøgelse har fundament i, hvilken evne agility kan give en militær styrke til at levere den ønskede effekt i mødet med oprørsgrupperinger. Empirien i undersøgelsen skal derfor underbygge, hvorledes delelementerne i agility har påvirket en modstander eller operationsmiljøet i positiv retning. Denne empiri kan findes i casestudier, og kan være i en direkte eller eventuel indirekte form. De karakteristika, der skal identificeres i empirien vil derfor være: En militær styrke, der ikke kommer fra værtslandet. 18 Turner, 2000, p Mitchell, 2010, p. 4. 5

11 Oprørsbekæmpelse skal medføre en positiv effekt på aktører eller operationsmiljøet. Konflikten, og dens aktører, skal være præget af informationsalderens muligheder Den metodiske tilgang. Da jeg søger at finde forklaring på et specifikt problemfelt med baggrund i agility teorien, vil det være naturligt at anvende den kvalitative og deduktive metode. Jeg tager dermed udgangspunkt i teorien om agility, og underbygger og kvalificerer denne med casestudier, for at udlede konklusionerne og besvare min problemstilling. Casestudierne skal således bidrage med en empirisk underbygning af de parametre, der medvirker til, at en organisation kan anvende agility og tilpasse sig det operationsmiljø, den skal agere i. Ved at inddrage casestudier opnår jeg at operationalisere konklusionerne, så de ikke er udelukkende teoretiske betragtninger Problemformulering. På baggrund af ovenstående vil min problemformulering for dette speciale derfor være: Hvordan kan agility påvirke landstyrkers evne til at tilpasse sig oprørsbekæmpelse? 1.3. Afgrænsning. Specialet er specifikt afgrænset til at behandle agility i forhold til oprørsbekæmpelse. Den specifikke afgrænsning, og dermed også begrænsning, betyder, at det principielt kun er interaktionen mellem landstyrker og operationsmiljøet, der behandles. Der er naturligvis mange flere facetter og aktører i oprørsbekæmpelse. Det er dog ikke min intention at analysere doktrinen for oprørsbekæmpelse, men netop at undersøge effekten af agility på landstyrkers evne ved indsættelse i oprørskamp. Andre elementer inddrages derfor kun, hvor det findes nødvendigt eller naturligt Landstyrker. Specialet vil som udgangspunkt kun behandle landstyrker, da interaktionen som regel er størst, hvor landstyrker indsættes. Da landstyrker sjældent indsættes alene, skal dette dog ses i en værnsfælles sammenhæng. 6

12 Netværksgrupperinger. Der kan identificeres forskellige voldelige og ikke-voldelige grupperinger, der organiserer sig i netværk og udkæmper netwars til at opnå deres formål. 20 Arquilla og Ronfeldt angiver, at de voldelige grupperinger kan være i form af terrorisme, kriminalitet og militante handlinger. Grupperinger kan dog være hybrider og udkæmpe netwars på tværs af organisationsformer og metoder. 21 Oprørsgrupperinger kan derfor principielt dække alle, eller enkelte områder, både fra starten eller som en udvikling over tid. Jeg vil i dette speciale beskæftige mig med oprørsgrupperinger i den voldelige kontekst. Det vil som oftest være her interaktioner med en militær styrke vil foregå Sociale og narrative forhold. Mit fokus på at identificere hvorledes agility påvirker landstyrkes evne indenfor områderne doktrin, organisation og teknologi, giver en afgrænsning i forhold til andre dele, der er kendetegnende for oprørsbekæmpelse, nemlig de sociale og narrative forhold. Jeg vil ikke behandle disse eksplicit i mit speciale, fordi de falder udenfor mit undersøgelsesfelt, men inddrager dem dog, hvor det kan være relevant ved de andre områder Specialets struktur. Specialet struktureres i fem hovedafsnit som illustreret herunder (figur 1.1). Efter dette indledende afsnit vil jeg i afsnit 2 behandle metode, empiri samt teori. Dermed skaber jeg forudsætningerne for fastlæggelsen af analysens elementer, dens struktur samt operationaliseringen af teorien til brug for analysen. I afsnit 3 vil jeg gennemføre analysen af problemstillingen. Analysen opdeles i et antal delanalyser i forhold til agility begrebet. Jeg vil i delanalyserne inddrage de pågældende teoretiske delelementer, og sammenholde dem med casestudier samt krigsførelsens kredsløb, med henblik på at delkonkludere, hvorledes dette påvirker landstyrkers evne til at gennemføre oprørsbekæmpelse. I afsnit 4 konkluderer jeg samlet på baggrund af delanalyserne, og besvare problemstillingen i problemformuleringen. Jeg perspektiverer afslutningsvist agility i en større kontekst i afsnit Arquilla, 2001, pp Arquilla, 2001, pp

13 Figur 1.1. Specialets struktur. 8

14 combined effects of presence of complexity and uncertainty David S. Alberts, METODE- OG TEORIDISKUSSION. 22 Agility is not a way of reducing problem difficulty, but rather a way of dealing with the Jeg vil i dette afsnit diskutere metode og teori og koble det sammen med empirien. Jeg vil således først etablere modellen for analysen, og efterfølgende diskuterer jeg den anvendte teori og empiri for at identificere, hvordan agility kan facilitere, at en militær landstyrke får evnen til at tilpasse sig forholdene under oprørsbekæmpelse Definition af undersøgelsens elementer Agility begrebet. Agility er et meta-begreb, der dækker over seks underliggende delelementer benævnt: Responsiveness, Versatility, Flexibility, Resilience, Innovativeness og Adaptability. 24 Det antages, at en udvikling indenfor en eller flere af disse delelementer, vil medføre at en entitet, for eksempel en landstyrke, kan forbedre sin agility. 25 De enkelte delelementer kan ikke ses som uafhængige. Der er indbyrdes relationer, dynamikker og sammenhænge, der også medfører et behov for nøje at vurdere ens eget nødvendige niveau af agility. Dette skal altså ses og afvejes i relation, til de forhold man møder, eller er oppe imod. 26 De seks delementer 27 defineres således: Responsiveness er hjørnestenen i agility. Det relaterer sig til den tid, det tager at erkende og reagere på forudsete og uforudsete forandringer, der finder sted i det omkringliggende miljø. Det udmønter sig altså i evnen til at reagere rettidigt i forhold til forandringer. 22 Den overordnede metodiske tilgang (opdeling og hovedpunkterne) er inspireret af specialet med titlen Sydafrika Softpower som strategi udfærdiget af KN Flemming B. Asmussen, Stabskursus Alberts, 2011, p Jeg vil i den resterende del af specialet, for at undgå begrebsforvirring, anvende de engelske termer for de enkelte delelementer under agility. 25 Alberts, 2011, pp Ibid., p Beskrivelsen af de seks delelementer er en sammenfatning fra Alberts, 2011, pp samt Mitchell, 2013, pp

15 Versatility giver evnen til at opnå en acceptabel ydeevne eller effektivitet for at kunne iværksætte en helt ny opgave, eller en opgave der i væsentlig grad er ændret, uden nødvendigvis at fortage en handling. Flexibility giver evnen til at fuldføre en given opgave på flere måder. Det medfører altså alternative muligheder, såfremt den planlagte måde har vist sig ineffektiv, eller møder uventet modstand. Resilience medfører evnen til at kapere situationer, hvor en enhed bliver skadet eller nedbrudt, enten af en modstander, selvpåført eller udefrakommende forhold. Enheden har således evnen til at opretholde kapabiliteten, og evnen til at fuldføre opgaven, på trods af at have lidt skade. Innovativeness giver en enhed evnen til at opdage og opfinde. Altså det at finde nye måder og metoder til at udfører opgaverne på, der ikke i forvejen findes i den ordinære tilgang. Det giver således evnen til at tilpasse fremgangsmåder, der kan bruges i situationer, hvor enheden ikke har en kendt og tilstrækkelig måde at håndtere det på. Hvor flexibility giver alternative muligheder, giver innovativeness nye muligheder, men er samtidig med til at understøtte flexibility. Adaptability indebærer, at man har en indlejret evne til at tilpasse sin egen organisation, doktrin og/eller fremgangsmåder for bedre at kunne håndtere de situationer, der opstår. Summen af delelementer indikerer, at agility er et relativt koncept. Selvet er derfor ikke agile i sig selv, det er agile i forhold til noget. Der er en nødvendig sammenhæng mellem operationsmiljøet, andre aktører og landstyrken. Delelementerne i agility er også forskellige i deres natur. Hvor nogen kræver en aktiv indsats, er andre af mere passiv karakter. Responsiveness, flexibility, innovativeness og adaptability er alle aktive af natur, og indebærer en handling. Omvendt kræver versatility eller resilience ikke umiddelbar handling i situationen. De har en indbygget mekanisme, der tillader landstyrken at fortsætte med at operere effektivt uden nødvendigvis at iværksætte ændringer. Agility må dog ikke ses i et reaktivt perspektiv. Hele formålet med agility er at være på forkant med situationen. Derfor er grundforudsætningen også et kendskab til operationsmiljøet og aktørerne, således man er forberedt på og/eller kan forudsige og tilpasse sig til forandringer i miljøet Alberts, 2011, pp samt C2 Agility Report SAS 085, pp

16 De seks delelementer relaterer sig til, og er indbyrdes afhængige af, hindanden. Men agility og delelementerne kan også sættes i en større kontekst. Det er illustreret i nedenstående agility value chain (figur 2.1.). Figur 2.1. Agility value chain. 29 Figuren viser et underliggende og sammenhængende net af faktorer, der alle påvirker udformningen af agility. Kæden skal således ikke ses som en trinvis opskrift på agility. Faktorerne påvirker hinanden horisontalt og vertikalt. Figuren viser agility som en funktion af de seks delelementer. Disse delelementer er afhængige af kvaliteten af information, og hvordan individer/kollektivet agerer, der i sidste ende bestemmes af hvordan selvet er karakteriseret. 30 Selvet er her illustreret ved individer, organisationer, processer og systemer. Omvendt må modellen også kunne anvendes til at finde forklaringer på hvilke påvirkninger der sker, når agility applikeres på selvet. Hvis selvet sættes i en militær kontekst, vil det her være en militær styrke. Det danske forsvar anvender en generisk model til at karakterise en militær styrke. Modellen er benævnt krigsførelsens kredsløb. Den indre ring i kredsløbet består af områderne doktrin, organisation og teknologi, der alle er kendetegnende for den militære styrke, de beskriver. 29 C2 Agility Report SAS 085, p Ibid., p

17 Krigsførelsens kredsløb. 31 Krigsførelsens kredsløb (figur 2.2.) som model argumenterer for, at der er indbyrdes sammenhænge og påvirkninger imellem den militære styrkes doktrin, teknologi og organisation (den indre ring). Samtidig påvirkes elementer i den indre ring af samfundets ideologi, økonomiske udviklingsniveau og politiske strukturer (den ydre ring). 32 Figur 2.2. Krigsførelsens kredsløb 33. Den indre rings elementer skal være i balance for, at den militære styrkes evne er optimal, og kan levere den ønskede effekt og løse opgaverne. Ændres et af elementerne, påvirker det de andre, og fordrer, at der fortages ændringer for at opretholde balancen, så den militære styrkes evne bibeholdes. 34 De tre elementer, doktrin, organisation og teknologi, dækker over følgende forhold: Doktrin er de grundlæggende principper, der beskriver hvorledes de militære styrker udfører de handlinger, der skal til for at levere den ønskede effekt og opnå de fastsatte mål. Doktrin beskriver hvordan de andre elementer i det indre kredsløb, skal anvendes optimalt For en mere udførlig beskrivelse af krigsførelsens kredsløb se Jensen, Jensen, 2001, pp Ibid., p Ibid., p Ibid., p

18 Organisation beskriver den strukturelle sammensætning af den militære styrke. Elementet omfatter altså, på den ene side, det målbare i hvorledes ressourcer organiseres. Men, på den anden side, omfatter det også det ikke-målbare, der kan beskrive interaktioner i organisationen 36, moral, uddannelse m.m. 37 Teknologi omfatter det materiel, der anvendes ved en militær styrke. Elementet er således direkte mål- og observerbart. Teknologi dækker over et bredt spektrum fra våbensystemer, over logistik samt kommando- og kontrolsystemer til den enkelte soldats personlige udrustning. 38 Som modellen viser, påvirkes den indre ring, altså den militære styrkes evne, af de interne faktorer (den indre ring). Men der er ligeledes en klar sammenhæng til nogle ydre faktorer (den ydre ring samfundet). Isoleret set kan man således anvende den indre ring til at beskrive de forhold, der skal gøre en militær styrke i stand til at fungere optimalt. Ligeledes kan den sættes i en kontekst hvor ydre faktorer påvirker forholdene. Da jeg i denne undersøgelse ønsker at se, hvorledes agility, fremfor samfundet, påvirker den militære styrkes evne, vil jeg her lade de ydre faktorer være agility med dets delementer Oprørsbekæmpelsens karakteristika og niveau. Min undersøgelse søger ikke at finde udførlige anbefalinger på, hvorledes doktrin, organisation og teknologi skal indrettes for at gennemføre oprørsbekæmpelse. Jeg ønsker med denne undersøgelse at fastlægge den evne agility tilfører de tre elementer, der karakteriserer en militær landstyrke. Niveau og størrelse for en landstyrke vil derfor være mindre relevant, og jeg vil derfor tage udgangspunkt i en generisk landstyrke, der indgår i et værnsfælles miljø. Det vil dog være nødvendigt at beskrive et udgangspunkt for denne landstyrke, som skal danne grundlag for analysen. Beskrivelsen vil basere sig på det nutidige stade som landstyrker befinder sig på. Jeg vil gøre det i en dansk kontekst for at gøre det håndgribeligt. Beskrivelsen skal indeholde de elementer, der karakteriserer en militær styrke, altså doktrin, organisation og teknologi. Dermed vil der være en sammenhæng til de øvrige dele i analysen. 36 For eksempel kommando- og kontrolforhold imellem enheder og førere. 37 Jensen, 2001, p Ibid., pp

19 Da agility er et relativt koncept, er det nødvendigt for undersøgelsen at fastlægge hvilke sandsynlige karakteristika, der er for det operationsmiljø, og de aktører en landstyrke skal interagere med. Da jeg vil undersøge oprørsbekæmpelse, vil det altså være det operationsmiljø og de oprørsgrupperinger, som opererer i dette miljø, der vil være relevante for undersøgelse. Det vil derfor ligeledes være nødvendigt at beskrive et udgangspunkt for at danne rammen for analysen. Karakteristika for oprørsgrupperinger holdes også indenfor doktrin, organisation og teknologi for at skabe sammenhæng i analysen Casestudier i oprørsbekæmpelse. En del af analysen vil også være at inddrage casestudier. Formålet med at anvende casestudier er at koble de teoretiske betragtninger med aktuelle empiriske eksempler. Dermed vil jeg opnå at få operationaliseret disse fundne elementer yderligere i forhold til landstyrkens karakteristika. Jeg vil søge at finde eksempler på, hvordan de enkelte delelementer i agility kommer i spil i forhold til casen, og har gjort en forskel. Det er sandsynligt, at det ikke vil være muligt finde eksempler, der eksplicit og direkte viser, hvorledes det enkelte delement kom i spil. Det vil nok i særlig grad være gældende for de passive delelementer. Det kan derfor være nødvendigt at vurdere de enkelte delelementer indirekte i forhold til casen. Casestudier med de karakteristika, der kan udledes i forhold til agility-delelementet, vil blive behandlet i den første del af delanalysen. Derved identificeres der et empirisk grundlag, der kan behandles af teorien igennem analysen Sammenfatning af undersøgelsens elementer. Jeg har identificeret de elementer, der er nødvendige for at gennemføre analysen. I kraft af at agility er et relativt begreb, skal jeg i første omgang have skabt et udgangspunkt for den videre analyse. Det skabes i forhold til de generiske karakteristika for en landstyrke, der indgår i et værnsfælles miljø, samt operationsmiljøet og de aktører, der findes i oprørsbekæmpelse. Doktrin, organisation og teknologi vil være rammen for beskrivelsen. Når udgangspunktet for analysen er fastlagt, kan analysen gennemføres deduktivt fra agility, med dets delelementer. Der udledes hvordan det påvirker landstyrkers karakteristika. Dette gennemføres i seks forskellige delanalyser, men grundet de naturlige relationer og sammenhænge, der findes imellem delelementerne, er det nødvendigt afslutningsvist at 14

20 lave en sammenfatning. Formålet er at fange op på disse sammenhænge, dynamikker og relationer. Den samlede model for specialet er illustreret herunder i figur 2.3. Figur 2.3. Specialets samlede model Diskussion af empiri. Jeg vil, for at identificere agility i oprørsbekæmpelse, fortage en analyse af landstyrkers interaktion med oprørsgrupperinger i informationsalderens operationsmiljø. Empirien, der skal ligge til grund for specialets analyse, kan derfor generelt kategoriseres indenfor følgende områder: Redegørelse af konflikter og operationsmiljøets karakteristika i informationsalderen. Redegørelse af oprørsgrupperingers karakteristika i informationsalderen. Redegørelse af danske landstyrkers karakteristika og hvorledes dette hænger sammen med oprørsbekæmpelse. Casestudier af landstyrkes indsættelse i oprørsbekæmpelse, hvorfra der kan udledes hvordan delelementerne i agility er kommet i spil. 15

21 Empirien kan generelt hentes fra statslige eller internationale organisationer, der har forsket i de pågældende områder. Selvom agility ikke er et nyt begreb, er det fortsat et område der forskes i, ligesom der arbejdes for at introducere og operationalisere dette i militære styrker. 39 Den meget eksplicitte sammenhæng i teori og empiri er derfor ikke udtalt. Der ligger dog stærke implicitte antydninger om værdien i agility på tværs af empirien, hvilket understøtter validitet og reliabilitet. Da min undersøgelse er af kvalitativ karakter, vil der blive lagt vægt på at finde empiri hvor agility, eksplicit og implicit, er repræsenteret, og tilsyneladende har haft den ønskede effekt i oprørsbekæmpelse. De karakteristika 40, der skal identificeres i casestudier, peger på at jeg kan tage udgangspunkt Talibans oprør i Helmand, Afghanistan. Det kunne måske være hensigtsmæssigt at anvende empiri baseret på danske landstyrker, omvendt kan empiriske eksempler med udenlandske landstyrker give andre vinkler. Casestudien vil derfor tage udgangspunkt i en britisk landstyrkes bekæmpelse af Talibans oprør i Helmand. Jeg vil ikke inddrage eksisterende doktriner specifikt i min undersøgelse. Det ligger dels ikke indenfor det felt jeg ønsker at undersøge, og jeg ønsker heller ikke at inddrage den bias, der ligger i forbindelse med doktrinerne. Jeg vil dog referere til det doktrinære grundlag, når det tjener at underbygge eller udbygge pointer i empirien Diskussion af teori. Jeg vil her definere den teoretiske ramme for analysen af agility i oprørsbekæmpelse. Jeg vil forklare Agility som en relativ og rationel teori, og forbinde det med meta-teorien. Jeg slutter af med at operationalisere agility, så det kan anvendes specifikt i delanalyserne Agility som teori. Agility er defineret som evnen til succesfyldt at påvirke, håndtere og/eller udnytte forandringer i operationsmiljøet. 42 Agility skal ses som et subjektivt begreb, fordi det tager sit udgangspunkt i selvets karakteristika (figur 2.1). Samtidig er det også et relativt begreb, der er direkte afhængig af såvel operationsmiljøet som de aktører, der indgår i det. 39 Som angivet i forhold til command and control agility i C2 Agility Report SAS 085, 2013, pp Både britiske og amerikanske doktriner angiver dog evnen til at kunne learn and adapt som en af grundprincipperne i oprørsbekæmpelse. 40 Som beskrevet i punkt Her vil jeg som udgangspunkt anvende NATO doktrinen for oprørsbekæmpelse, AJP Allied Joint Doctrine for Counter-insurgency, da den er repræsentativ for danske forhold, og indeholder erfaringer taget fra de førende NATO medlemmers doktrinære grundlag, som for eksempel USA og Storbritannien. 42 Frit oversat efter definitionen i C2 Agility Report SAS 085, 2013, p

22 Alberts (2011) beskriver disse forhold således: Given that self and environment contain humans, perceptions are very important. The mental models of the humans involved ultimately determine actions/reactions. Self contains a value model that drives behaviors. This value model determines [ ] what constitutes an entity s goals and objectives. The state of the environment, since it contains humans [ ], includes perceptions and value models. 43 Aktioner og reaktioner påvirker altså selvet, aktører og operationsmiljøet, ligesom de styrer beslutningsprocessen med en indlejret afvejning af hvad og hvor meget, der skal til for at nå enhedens opgave. Selve applikationen af agility er således funderet i opfattelser og erkendelser af operationsmiljøet, baseret på individers rationale. Agility opererer både i den fysiske og kognitive dimension. Det kan således omfatte både hvordan en landstyrke fysisk agerer, og reagerer, på forandringer i operationsmiljøet (fysisk agility) eller hvad perceptionen af selvet og operationsmiljøet er (mental agility). 44 Derfor må agility både være en handling, man iværksætter fysisk, men måske endnu mere vigtigt, det skal ubetinget være et handlingsmønster, der er indlejret mentalt. Forudsætningen er, at man har evnen til at forstå operationsmiljøet, og derigennem udvikler evnen til at reagere i rettidigt og på rette sted. 45 Dermed bliver responsiveness også en af de vigtigste delelementer i agility. Det er både aktive og passive delelementer i agility. Begge dele er væsentlige for begrebet. De passive elementer giver en iboende mulighed for at tilpasse sig uden at fortage en handling, hvorimod de aktive naturligvis kræver det modsatte. Der kan ikke sættes entydige grænser for, hvornår et delelement er aktivt eller passivt. 46 Når forholdene i operationsmiljøet pludselig falder udenfor de grænser, som man passivt har indrettet sig på, kræver det en aktiv indsats for at tilpasse sig. Opdelingen i passive og aktive delelementer giver principielt to forskellige måder at observere agility på; enten som et udfald af en handling eller som et indlejret potentiale eller en evne Alberts, 2011, p Ibid., p Ibid., p Ibid., p C2 Agility Report SAS 085, 2013, p

23 Agility, med dets seks delelementer, tilbyder dermed grundlæggende en landstyrke muligheden for situationsbestemt at tilpasse sig forholdene i et komplekst og usikkert operationsmiljø. Som teori tilbyder agility brede rammer for situationsbestemt at tilpasse sig komplekse operationsmiljøer i informationsalderen. Kritikken af teorien ligger derfor ikke lige for. Man kan dog sige, at meget er hængt op på de seks delelementer og deres semantiske betydning. Skal man udfordre teorien, kan det være på spørgsmålet om den har rammesat sig selv for meget inden for disse delelementer. Hvad der umiddelbart kan karakteriseres som en styrke ved teorien, kan dermed også blive dens akilleshæl. Der kan sandsynligvis være andre elementer eller fortolkninger, der kan skabe ligeså meget værdi for en entitet. Derfor må teorien, og det den tilbyder, selvfølgelig ses indenfor det perspektiv Krigsførelsens kredsløb som teori. I denne teori er idealet en balance i den indre rings delementer. Det giver den militære styrke den optimale evne til at levere den ønskede effekt og løse sin opgave. Men da både omgivelserne, der påvirker den indre ring, og elementerne i den indre ring ændrer sig, vil der altid være dynamik i den indre ring. Ny teknologi ændrer måden hvorpå man indsætter og organiserer militære styrker. Ligesom erfaringer fra operationer ændrer doktrinen, der fordrer ny teknologi og organisatoriske tilpasninger. Dynamikken er med til at skabe udvikling blandt militære styrker Rational Choice Theory som meta-teori. Som tidligere beskrevet vil jeg anlægge et meta-teoretisk perspektiv med fundament I rational choice theory. Teorien vil ikke blive udtrykt eksplicit, men vil dog være den referenceramme, jeg ligger til grund for analysen. Rational choice theory giver, som teori, forklaring til sociale og individuelle handlinger. Udgangspunktet for teorien er individet og dennes interesse for egennyttemaksimering, vurderet i forhold til subjektiv rationalitet. 48 Der er nogle grundlæggende forudsætninger for teorien. Abell (2000) beskriver dem således 49 : 48 Turner, 2000, p Methodological Individualism, Optimality og Self-Regard er fra Turner, 2000, p

24 Methodological Individualism: "It is only individuals who ultimately take actions and social actions. Det er altså individet og dets handlinger med andre individer, der er fundamentet for alle sociale handlinger og fænomener, herunder organisationer. Optimality: Individual actions and social actions are optimally chosen". Individet træffer ultimativt de beslutninger, der er optimale for vedkommende. Dette er subjektivt baseret ud fra den viden og information, der er tilgængelig. Self-regard: "individuals actions and social actions are entirely concerned with their own welfare". Individet og dets profit kommer altså i første række. Teoriens grundlæggende antagelse er derfor, at organisationer er opbygget af individer, der interagere og handler subjektivt. Det gør de på baggrund af et rationale, der giver bedst mening, mest profit og mest optimale forhold for individet. Dette kan delvist forklare hvorfor individer organiserer sig i organisationer, det være sig oprørsgrupperinger eller landstyrker, for igennem organisationen at kunne opnå målet. Man ønsker således også, i egen interesse, at skabe de mest optimale vilkår. Det kunne for eksempel være at adoptere delelementerne i agility i egen doktrin, organisation og/eller teknologi for at kunne imødegå kompleksiteten og usikkerheden i operationsmiljøet, og ultimativt, for at overleve. Begrænsningerne ved rational choice theory er netop, at alt reduceres til og tager sit udgangspunkt i individuelle handlinger. Kompleksiteten og interdependensen i sociale sammenhænge, der rækker ud over individuelle rationelle handlinger, simplificeres. Ligesom der er problemer med entydigt at forklare incitamentet for, hvorfor individer vælger at indgå i organisationer, hvor de for eksempel sætter livet i fare, eller hvorfor man lever op til normer, der ikke giver individet en profit. 50 Her kunne for eksempel en socialkonstruktivistisk tilgang skabe bedre forklaringskraft. Rational choice theory som en meta-teori vil dog fortsat have sin plads i denne analyse. Mit fokus her er på at individet, der indgår i en organisation, vil have et ønske om at skabe de mest optimale vilkår i egen interesse. Dette er samtidig i god tråd med den grundlæggende tankegang i agility, med den indlejrede afvejning af hvilke handlinger der skal fortages for at nå det mest optimale resultat, baseret på en viden om operationsmiljøet. 50 Uddrag fra Coleman, 1992, kapitlerne 6 og

25 2.4. Operationalisering af teori og metode. Som tidligere angivet er Agility et begreb, eller et koncept. Teoretisk set kan det dog fortsat anvendes til analysen, da de seks delelementer i agility tilbyder en god ramme til at analysere tilgangen til oprørsbekæmpelse med. Jeg vil anvende dette afsnit til at beskrive de seks delelementer, og identificere de områder, der eksplicit og implicit, kan anvendes som parametre i analysen. Det skal ses i forhold til landstyrkers karakteristika; doktrin, organisation, teknologi, og interaktionerne i operationsmiljøet. Indtil videre har jeg holdt agility på et teoretisk niveau, men for at anvende begrebet og dets delelementer i min analyse er det nødvendigt at operationalisere begreberne, altså gøre dem til noget konkret og målbart. Som angivet i NATO s C2 Agility Report (2013) kan man anse agility og delelementerne på to måder; både som et udfald og en evne. Ved at få defineret måderne kan man finde en metode til at observere eller vurdere dem. Et udfald repræsenterer en handling, der kan observeres, når en landstyrke manifesterer agility, eller når den ikke gør. En evne repræsenterer et indlejret potentiale. Det skal identificeres i landstyrkens karakteristika, egenskaber og adfærd, der enten forstærker eller hæmmer agility i at komme til udtryk, når det er nødvendigt. 51 Flytter man agility fra teoretiske betragtninger, fra en ønsket tilstand til en fremgangsmåde og en reel evne ved en landstyrke, skal man kunne: Observere agility eller manglen på agility (et udfald). Vurdere eller måle i hvilket omfang agility bliver bragt i spil ved en landstyrke i en specifik situation (et udfald). Vurdere den grad af effektivitet en landstyrke kan bringe i spil i en given situation (en evne). Vurdere landstyrkers agility potentiale i relation til nogle mulige omkringliggende forhold (en evne) Punktet er en sammenfatning fra C2 Agility Report SAS 085, 2013, p C2 Agility Report SAS 085, 2013, p. 63 samt Mitchell, 2013, pp

26 Jeg laver herunder en opgørelse over de seks delelementer, som analysen vil behandle. Jeg identificerer spørgsmålene, der skal undersøges for at kunne identificere hvorledes agility bringes i spil. Det vil relatere sig til både udfald og evne indenfor en landstyrkes karakteristika; doktrin, organisation og teknologi. Spørgsmålene bliver ikke nødvendigvist besvaret specifikt, men de vil tjene til at fokusere og begrænse anvendelsen af min empiri, og til at finde det, der kan danner grundlag for analysen og diskussionen. Samtidig vil det fokusere imod en besvarelse af problemformuleringen Responsiveness. De væsentligste karakteristika er at have evnen til at identificere forandringer og at kunne reagere i tide. Det bevæger sig både i det fysiske og kognitive dimension, og involverer både udfald og evne. Man skal altså opfatte og indstille sig på forandringer mentalt, videreformidle og iværksætte nogle fysiske handlinger, der har den ønskede effekt. Hvordan kommer landstyrkes doktrin, organisation og teknologi i spil for at kunne identificere, opfatte og videreformidle forandringer? Hvordan forandres tilgangen til doktrin, organisation og teknologi ved landstyrker for at kunne iværksætte forandringer rettidigt? Versatility. Her det vigtigt at have en indlejret evne til at imødegå forandringer i operationsmiljøet, uden nødvendigvist at foretage en handling. Dette kan forgå både i den fysiske og kognitive dimension, men er dog primært en evne. Det indebærer altså at have en fysisk formåen og en mental parathed, der passer til et bredt udsnit af forandringer. Hvordan er landstyrkers doktrin, organisation og teknologi fysisk og mentalt indrettet for at kunne imødegå forandringer uden at skulle fortage en handling? Flexibility. De væsentlige karakteristika er, at man kan tilgå opgaven på flere forskellige måder. Tilgangen kan her foregå i den fysiske og kognitive dimension, og kan ses både som et udfald og en evne. Det kendetegnes ved, at man mentalt er i stand til at identificere forskellige handlemuligheder, og at man mentalt og fysisk er indstillet på at kunne reagere på en eller flere alternative måder, og eventuelt skifte i mellem disse, for at opnå den ønskede effekt. 21

27 Hvordan er landstyrkers doktrin, organisation og teknologi indrettet for at man fysisk og mentalt har flere alternative handlingsmuligheder? Hvordan understøtter doktrinen, organisationen og teknologien, at man erkender forandringer og får de(n) rette handlingsmulighed(er) iværksat, og eventuelt skifter imellem dem, i forhold til operationsmiljøet? Resilience. Man skal absorbere forandringer, der påfører skader eller ødelæggelse på en landstyrke, og fortsat levere den ønskede effekt. Der kan her findes elementer indenfor det fysiske og kognitive domæne, men det vil dog primært være en evne. Der kræver naturligt en mental robusthed men det kræver også at der er fysiske foranstaltninger, der kan erstatte eller udligne de skader og ødelæggelser, der er opstået. Hvordan er landstyrkers doktrin, organisation og teknologi indrettet for fysisk og mentalt at kunne absorbere skader og/eller ødelæggelser, uden det påvirker den effekt man ønsker at levere? Innovativeness. Det er væsentligt, at man har evnen til at skabe noget nyt og bringe det til udnyttelse for at skabe den ønskede effekt. Det bevæger sig med overvægt i den kognitive dimension, og er både et udfald og en evne. Det kræver, at man mentalt er i stand til at se udover vante rammer, og kan finde nye måder at udføre tingene på, anderledes måder at organisere sig på m.m. for at få den ønskede effekt. Hvordan er landstyrkers doktrin, organisation og teknologi fysisk og mentalt indrettet til at identificere og finde ny tilgange for at få den ønskede effekt? Adaptability. Det er vigtigt at have evnen til at ændre sig selv i relation til de forandringer, der sker i operationsmiljøet. Det er således handlinger i såvel den kognitive som den fysiske dimension, men indebærer mest et udfald. Det er således det at opfatte og omstille sig mentalt til de forandringer der sker og omsætte det til fysiske handlinger i forhold til ændringer i tilgangsmåden, organisationen m.m. for at opnå den ønskede effekt. 22

28 Hvordan er landstyrkers doktrin, organisation og teknologi indrettet således, at man kan ændre dem som en reaktion på forandringer i operationsmiljøet? 2.5. Validitet og reliabilitet. Jeg vil i dette afsnit tage stilling til validitet og reliabilitet i specialet. Vurderingen vil både være i forhold til metoden og den empiri, der ligger til grund for specialet Validitet. Validitet i opgaven drejer sig om, hvor høj en grad af sikkerhed metoden har for at undersøge det, den har til formål at undersøge. 53 Metoden til dette speciale er konstrueret med baggrund i problemformuleringen. Metoden bidrager derfor til at vise, hvorledes elementerne i agility påvirker en landstyrkes evne og karakteristika, konkretiseret til doktrin, organisation og teknologi, under oprørsbekæmpelse. Jeg anvender delelementerne i agility som analytisk ramme, og kombinerer dette med empiriske eksempler på, hvorledes disse delelementer har gjort en forskel i oprørsbekæmpelse. Derved skaber jeg forudsætningerne til at kunne udlede hvorledes agility påvirker en landstyrke. Der arbejdes i metoden med anerkendte og anvendte begreber, som kan identificeres på tværs i teori og empiri, hvilket understøtter validiteten i metoden. Metoden har dog også sine begrænsninger, da den undersøger et snævert felt, og dermed ikke inddrager det nødvendige holistiske syn for at overskue den fulde kompleksitet i oprørsbekæmpelse. Det kan medføre at undersøgelsen overser nogle områder. Det kan også medføre, at konklusionerne ikke nødvendigvis bliver generaliserbare. Derfor vil de principielt kun være valide indenfor undersøgelsesfeltet. Sættes konklusionerne i en holistisk kontekst ved oprørsbekæmpelse, vil der sandsynligvis fortsat være en stor grad af validitet. Undersøgelsen er rettet mod de interne karakteristika, en landstyrkes skal have for at tilpasse sig. Mange af konklusionerne vil derfor være universelle, og kun i mindre omfang stride imod det samlede formål. Dermed vil konklusionerne fortsat kunne applikeres helt eller delvist i den store kontekst. Opgavens kildegrundlag har sit udgangspunkt i analyser og forskning skrevet af forfattere fra internationale, statslige eller uafhængige statsstøttede organisationer 54. Der trækkes i mange tilfælde referencer på tværs i kilderne, således disse underbygger hinanden. Det øger dermed pålideligheden. 53 Rienecker, 2006, p RAND Corporation, US DoD Command and Control Research Group, NATO, militære institutioner i Danmark, Storbritannien og USA m.m. 23

29 Reliabilitet. Reliabilitet i opgaven handler om gentagelighed i undersøgelsen, hvor præcis undersøgelsen er og om det vil vise det samme resultat hver gang. 55 Opgaven har udgangspunkt i en kvalitativ metode, der fortolker på casestudier. Konklusionerne kan derfor ikke nødvendigvis holdes fuldstændig objektive. Der vil derfor være et usikkerhedsmoment i, om andre tilsvarende undersøgelser vil nå præcis det samme resultat. Man kan betvivle reliabiliteten i forhold til min operationalisering, min anvendelse af empirien, og det faktum, at jeg, qua mine egne erfaringer, også har nogle subjektive holdninger til emnet. Jeg har operationaliseret agility i en kombination med krigsførelsens kredsløb, der medfører mulighed for en mere konkret undersøgelse. Jeg har anvendt kilder, der på tværs bakker op om værdien i agility i militære enheder. Selvom subjektiviteten medfører mulighed for manglende præcision, vil metoden, ved konkretiseringen i operationalisering og empiriens sammenhæng til teorien, omvendt også være med til at understøtte reliabiliteten. De anvendte kilder har som nævnt udgangspunkt i analyser og forskning fra internationale, statslige eller uafhængige statsstøttede organisationer. Som udgangspunkt må dette give en høj reliabilitet, der dermed også understøtter undersøgelsen reliabilitet. 55 Rienecker, 2006, p

30 3. ANALYSE AF AGILITY I OPRØRSBEKÆMPELSE. This is a game of wits and will. You ve got to be learning and adapting constantly to survive - General Peter J. Schoomaker om oprørsbekæmpelse, USA, 2004 Jeg vil i dette afsnit analysere og konkludere på, hvorledes agilitys seks delelementer påvirker landstyrkens evne til at gribe initiativet og blive den agerende part i oprørsbekæmpelse. Jeg gør det ved først at beskrive udgangspunktet for analysen. Dernæst gennemfører jeg seks delanalyser med inddragelsen af casestudier. Afslutningsvist sammenfatter jeg med fokus på at samle op, hvor der er sammenhænge, dynamikker og relationer i analysen Analysens udgangspunkt Informationsalderens karakteristika og indflydelse på konflikter. Konflikternes karakteristika har ændret sig, fra industrialderens lineære konflikter, hvor konventionelle styrker kæmpede mod hinanden, til en ny type konflikter i informationsalderen. Arquilla (2001) beskriver denne konflikttype under begrebet Netwars 56, og kobler det med de aktører, der indgår i det. Netwars beskrives som konflikter, hvor aktører anvender informationsalderens muligheder, både i en organisatorisk og operationsmæssig kontekst, men også som en kognitiv påvirkning af operationsmiljøet, dets aktører samt beslutningstagere. 57 Miljøet kendetegnes ved både en ikke-voldelig og en voldelig natur. 58 Netwars giver aktørerne, der typisk er ikke-statslige aktører, muligheden for at tilpasse sig hurtigt i operationsmiljøet. Der sker ved anvendelse af teknologiens muligheder, og igennem organisatoriske fordele i oprørskampen. Det er i denne sammenhæng, at irregulær 59 og asymmetrisk 60 krigsførelse udfolder sig. Aktørerne vil også, i større grad, operere i den kognitive dimension for at påvirke operationsmiljøet. Formålet er at forme perceptionen om sig selv og modparten, og søge at påvirke forståelsen af, og selvforståelsen ved, den mili- 56 Arquilla, Der findes dog også andre begreber, der dog dækker samme karakteristika, for eksempel 4th Generation Warfare af blandt andre Hammes, 2005 og Lind, Arquilla, 2001, pp. 1-2, Ibid., p Se bilag 2 for definition. 60 Se bilag 2 for definition. 25

31 tære styrke. 61 Konflikter i informationsalderen vil således være mere diffuse, opdelte, flerdimensionelle og ikke-lineær end industrialderens konflikter Oprørsgrupperingers karakteristika. Oprørsgrupperinger indgår som en del af Netwars voldelige natur, og anvender de fordele de har ved irregulær og asymmetrisk krigsførelse. Arquilla (2001) karakteriserer aktørerne i Netwars som værende netværksbaseret og tilpasset informationsalderen doktrinært, organisatorisk og teknologisk. 63 Årsagerne til oprør kan være mange, og dermed kan både motivationen og formålet for oprøret også være flersidigt. Grunflæggende kan man sige, at oprørsgrupperinger opstår på baggrund af manglende tro på, at de kan opnå deres mål via landets etablerede regeringsprocesser. De opererer derfor for at underminere den siddende regering og legitimere egne handlinger. 64 Et oprør kræver derfor, at der er nogle grundlæggende ankepunkter og nogle forudsætninger, der kan bakkes op om blandt hele eller dele af befolkningen. 65 De organisatoriske karakteristika for oprørsgrupperinger er typisk netværksbaseret igennem nogle semi-autonome celler, der føres lokalt og er forenet igennem et fælles formål og/eller en ideologi. 66 Arquilla (2001) beskriver forskellige organisatoriske muligheder for netværksorganisationer 67, men understreger dog at det er vigtigt at forstå at organisationer, der indgår i netværk, ikke nødvendigvis holder sig til én form. Der vil sandsynligvis være hybrider, der tilpasser sig operationsmiljøet og formålet. Ligesom der også i netværk kan indgå dele, der er hierarkisk opbygget. Fælles er dog, at der er en flad kommandostruktur og ikke nødvendigvis én specifik leder, der kan neutraliseres. Beslutninger og gennemførelse af operationer er decentraliserede. Der er ofte redundans i organisationen, hvilket medfører en stor grad af robusthed Arquilla, 2001, p Ibid., p Ibid., p NATO, 2011, p Ibid., p Dette kunne for eksempel være religion, korruption, økonomiske forhold, besættelse af en udenlandsk militær styrke m.m., der får forudsætning til at vokse på grund af en svag regering eller en påvirkelig befolkning. 66 NATO, 2011, p Arquilla, 2001, p Der defineres Chain Network, Star Network og All-Channel Network som mulige organisationsformer. Se desuden bilag 2 for yderligere forklaring. 68 Ibid., p. 8-9,

32 Oprørsgrupperingers doktrin defineres ved, at oprørere ofte ikke er uniformerede samt søger skjul og opbakning blandt lokalbefolkningen. De vil anvende både voldelige og ikkevoldelige midler 69 til at opnå deres formål, ligesom de typisk vil anvende irregulære og asymmetriske krigsførelse. Dermed udnyttes egne styrker, fysisk og kognitivt, men samtidig undgås styrkerne ved den aktør de kæmper i mod. 70 Arquilla (2001) beskriver en fleksibel og alsidig offensiv doktrinære tilgang for netværksorganisationer, hvor de vælger tid og sted, og anvender de metoder, der giver størst effekt. 71 Netværks defensive styrke ligger i organisationsformen. Her gør både redundansen og forskelligheden, men også decentraliseringen i organisationen, den robust, når den angribes. 72 Teknologien, særligt mulighederne for at kommunikere 73, er fundamentet for netværk. Mulighederne anvendes derfor fuldt ud, ligesom de tilpasses forholdene i operationsmiljøet. Netværk kan dog også fungere uden teknologisk understøttese, hvis det er nødvendigt. 74 De karakteristika, som beskriver netværksorganiserede oprørsgrupperinger, indeholder mange af de delelementer, der udgør fundamentet for agility. Kendetegnene ved oprørsgrupperinger er, at de hurtigt kan tilpasse såvel doktrin, organisation og anvendelsen af teknologi i forhold til den aktør, og det operationsmiljø de møder. Sammenholdes ovenstående karakteristika med Taliban, som oprørsgruppering i Afghanistan, kan der identificeres mange ligheder Landstyrkers karakteristika. I en dansk kontekst er landstyrkes karakteristika er defineret i hærens operative kommandos værnskoncept 76. Denne angiver, at landstyrker skal være fleksible 77, modulære 78 og 69 Voldelige midler er det der kan levere en dødelig effekt, som våben, vejsidebomber og lign. Ikke-voldelige midler er midler som informations operationer, psykologiske operationer, civile projekter og lign. 70 NATO, 2011, p Arquilla, 2001, p. 12. Begrebet swarming anvendes. Det skal forstås således at en enhed organiseres til lejligheden og angriber pulserende og fra flere retninger. Se bilag 2 for en nærmere definition af swarming. 72 Ibid., pp Ibid., p. 10. Det fulde spektrum af kommunikationsudstyr anvendes lige fra mobiltelefoner over og hjemmesider til satellittelefoner, for at skabe så fri en kommunikation som muligt. 74 Ibid., pp Se Farell et al., 2013, pp , for en detaljeret gennemgang af Taliban. 76 HOK, HOK, 2012, p 7. Fleksibilitet er her kendetegnet ved at bidrage til, at enhederne og kapaciteterne har en forandringsberedthed. Det indebærer hurtig omstilling i forhold til taktiske opgaver og truslen. Fleksibilitet er også at enheder kan anvendes i andre typer af funktioner end den primære (dobbeltrolle). 78 Ibid., p. 7. Modularitet skal forstås ved, at standardiserede enkeltelementer kan sammensættes situationsbestemt. Modularitet skal bidrage til fleksibilitet. 27

33 besidde evnen til at tilpasse sig forandringer i et operationsmiljø, der generelt svarer til beskrivelsen punkterne og Beskrivelsen af landstyrkens karakteristika herunder vil derfor være relateret til indsættelsen i oprørsbekæmpelse. Grundlæggende skal landstyrker doktrinært kunne gennemføre operationerne i det fulde opgavespektrum 79, i rammen af netværksbaserede operationer og med en effektbaseret tilgang. 80 Det betyder dette at man doktrinært vil anvende fordele ved netværksbaserede operationer 81 til hurtigt at indhente og videreformilde informationer om oprørsgrupperinger og operationsmiljøet. Det skal skabe grundlaget for beslutninger og handlinger, og dermed levere den ønskede effekt på aktører og miljø. Landstyrker organiseres i bataljonskampgruppen 82 med tilhørende kampstøtte- og støtteenheder 83. Organisationen være hierarkisk opbygget, men skal være kendetegnet ved modularitet og fleksibilitet. Basisorganisationen består af regulære kampenheder, der tilknyttes kampstøtte- og støtteenheder i størrelse og mængde efter behov. Herved vil enhederne være fleksible og kunne optræde i en opgavebestemt sammensætning og på et opgavebestemt niveau. 84 Uddannelsen af individer og enheder tillægges prioritet, så de kan forstå og tilpasse sig komplekse operationsmiljøer. 85 Teknologisk skal landstyrker netværksbaseres og digitaliseres, hvor forskellige systemer sammenkobles i netværk. Det skal understøtte en hurtigere indhentning, formidling og beslutningstagning. Førerens hensigt vil dermed effektivt kunne efterleves i hele organisationen. Kombineret med uddannelsen af individer, levner dette mulighed for, at føreren også på de laveste niveauer kan handle selvstændigt. 86 De ovenstående karakteristika vil jeg anvende som referencepunkt i min analyse. Der kan identificeres elementer, der er i tråd eller enslydende med agility konceptet. Men de interne dynamikker som agility foreskriver, lader ikke til at være behandlet. 79 Det fulde opgavespektrum skal forstås som offensive, defensive, stabiliserende og forudsætningsskabende operationer. 80 HOK, 2012, p Det skal her forstås som koordinerede aktioner baseret på et integreret net af netværk, der forbinder sensorer, beslutningstagere og effektskabende kapaciteter. 82 En bataljonskampgruppe er en enhed der er bygget op om en kampbataljon, hvor der yderligere er tilført de nødvendige midler og støtteenheder for at den kan løse opgaven. 83 Kampstøtteenheder er f.eks. artilleri og ingeniørenheder og støtteenheder er f.eks. logistikenheder. 84 HOK, 2012, p Ibid., pp Ibid., pp

34 3.2. Delanalyse: Responsiveness. Hjørnestenen i agility-begrebet er responsiveness. Rettidig erkendelse og reaktion er essentiel, og påvirker de andre delelementer. Tidsperspektivet vil dog være kontekstafhængigt. I kampsituationer kan det være et spørgsmål om sekunder, og i planlægningssituationer på højere niveauer kan det måske være måneder. Ved oprørsbekæmpelse har dette delelement stor betydning. Operationsmiljøets omskiftelighed samt oprørsgrupperingernes hurtige tilpasning af doktrin og/eller organisationsform, betyder at responsiveness er altafgørende for at erkende forandringer, og reagere på dem i tide Responsiveness casestudie. Mit udgangspunkt for denne delanalyse vil være en casestudie fra den britiske indsats i Helmand, Afghanistan. De britiske enheder oplevede her, over en periode fra starten af 2006 til slutningen af 2007, at deres voldelige tilgang til nedkæmpelsen af Taliban ikke havde den ønskede effekt, hverken på Taliban eller civilbefolkningen. Denne tilgang blev ændret med ankomsten af en ny enhed. 87 Taliban havde indtil slutningen af 2007 anvendt en konventionel doktrin, hvor man mødte de britiske enheder i regulær kamp. Den nye tilgang blev dog ændret til asymmetrisk krigsførelse i begyndelsen af 2008, sandsynligvis som reaktion på halvandet års nedslidende kampe mod en overlegen konventionel britisk styrke. 88 Den nye britiske enhed havde, som de forrige, en kampagneplan for indsatsen i Helmand. Men til forskel fra de forrige, faldt man ikke tilbage til udelukkende at bekæmpe Taliban konventionelt. 89 Tværtimod holdt man igen med indsættelsen af enheder i regulær kamp, og havde i stedet fokus på at bekæmpe Taliban igennem indirekte påvirkning via civilbefolkningen, og ved at balancere voldelige og ikke-voldelige midler situationsbestemt. 90 Responsen kan identificeres i både den effekt man ville levere, og hvordan man ønskede at levere den. Det betød løbende tilpasninger både organisatorisk og doktrinært. 91 Effekten af 87 Farell et al., 2013, pp Farell et al., 2013, pp og Farell, 2009, p Farell et al., 2013, p.113, Farell, 2009, pp samt Egnell, 2011, p Farell et al.,2013, pp , Farell, 2009, p. 675 samt Egnell, 2011, p Der blev, i rammen af en doktrin om at påvirke, oprettet særlige enheder og nye tilgange, ligesom man udbyggede samarbejdet og integrerede sig med de civile instanser i Helmand. Farell, 2009, p. 675 samt Egnell, 2011, p

35 reaktionen var en øget informationsstrøm, samt en større opbakning blandt lokalbefolkning. 92 Interaktionen imellem Taliban og den britiske enhed er der, hvor responsiveness kommer til udtryk. Den britiske enhed holdt fast i den planlagte tilgang, men i særdeleshed agerede den rettidigt i forhold til de forandringer, der forekom i operationsmiljøet. Den britiske enhed var således i stand til at håndtere Talibans skift fra konventionel til asymmetrisk krigsførelse Responsiveness i forhold til doktrin, organisation og teknologi. Et kendskab til, og en forståelse for, operationsmiljøet er, som tidligere beskrevet, en forudsætning for at kunne erkende, reagere og handle i tide, og dermed opnå den ønskede effekt. Responsiveness medvirker derfor til at doktrin, organisation og teknologi kan tilpasses, så man er i stand til at reagere på ændringer, der sker i oprørskampens operationsmiljø. Doktrinær responsiveness kræver, som casestudiet viser, en meget høj grad af fleksibilitet og omstillingsparathed for, at man rettidigt kan reagere og tilpasse sin doktrin. Det betyder at man som i casen, situationsbestemt, skal kunne veksle mellem forskellige doktrinære tilgange. Men det betyder også, at man ikke nødvendigvis anvender de indsættelsesformer, der ligger først for. Det kræver en stor grad af doktrinær overhøjde, ved førere i hele organisationen, for at kunne skue ud over de umiddelbare handlinger, og for at se de langsigtede konsekvenser af landstyrkens handlinger. Men det kræver også organisatorisk fleksibilitet og teknologi, der kan understøtte dette. Doktrin er en nødvendighed for at understøtte responsiveness. Har man ikke en doktrin, der beskriver, hvordan man grundlæggende reagerer, kan dette medføre at man ikke når at reagere i tide. Doktrinen skal tilsikre, at man ikke nødvendigvis tager det doktrinære valg, der ligger ligefor. Med baggrund i et kendskab til, og en forståelse for, operationsmiljøet, skal man være i stand til at reagere afpasset og balanceret, med såvel voldelige som ikke-voldelige midler, ellers risikerer man at reagere forkert på lang sigt. Casen angiver, at den britiske enhed fortsat anvendte de voldelige midler, ikke nødvendigvis for at tilintetgøre modstanderen, men tværtimod for at opnå hovedformålet; at påvirke civilbefolkningen og få deres opbakning. Det stiller store krav til den doktrinære pallette og til organisatio- 92 Farell et al., 2013, p

36 nen. Man skal, på den ene side, kunne håndtere doktriner for regulær og konventionel kamp, men, på den anden side, skal dette også afvejes, i forhold til hvilken effekt man vil opnå i operationsmiljøet. Den voldelige tilgang kan dermed blive sekundær. Den ovenstående doktrinære tilgang påvirker måden, hvorpå organisationen anvendes og struktureres. I organisationen skal responsiveness derfor afspejle den fleksibilitet og overhøjde, der er en doktrinær nødvendighed. Hvis en organisation skal erkende og omstille sig til forandringer i tide, må man også her have muligheder for at underbygge dette. Det betyder, at organisationen skal have, og prioritere, muligheden for at indhente, behandle og formidle informationer, der rettidigt kan danne grundlag for et kendskab og forståelse for operationsmiljøet og dermed også grundlaget for responsiveness. Det medfører, at man organisatorisk skal have muligheden for at justere den type enheder og stabselementer situationsbestemt. Men det betyder også at kommunikations- og kommandovejene, både vertikalt og horisontalt, skal være så flade og korte som muligt. Dette vil medføre, at man sparer tid, og at man dermed kan reagere hurtigere. Evnen til at reagere, på baggrund af foresattes hensigter og implicitte indlejrede beslutningskompetencer, kan være tidsmæssigt essentiel. Ligesom det kræver, at man organisatorisk har mulighed for at tilpasse sig, for eksempel som briterne, ved at udbygge dele af organisationen til at kunne håndtere og evaluere på en ikke-voldelig tilgang. Men det betyder også, at der skal finde uddannelse sted, der underbygger dette. Førere og individer skal uddannes, så de besidder denne doktrinære overhøjde, og enhederne skal trænes i den omskiftelighed responsiveness påbyder. Teknologi er vigtig for responsiveness. Den skal skabe fundamentet for det, man ønsker at opnå med doktrinen og organisationen. Det betyder, at man skal være i stand til at underbygge med de virkemidler, der rettidigt kan erkende forandringer i operationsmiljøet, både fysiske og kognitive forandringer. Eksempelvis som i casestudien hvor man kunne indhente informationer og vurderede på Talibans ændrede doktrinære tilgang. Ligeledes skal teknologien skabe forudsætninger for, at disse informationer kan systematiseres, behandles og videreformidles, så kan de skabe muligheden for den rettidige, og rigtige, reaktion på erkendelserne i hele organisationen. Den digitaliserede netværksbaserede tankegang kan være en væsentlig forudsætning for landstyrkens responsiveness. 31

37 Delkonklusion på responsiveness. Responsiveness kan påvirke landstyrkens evne til at tilpasse sig oprørskamp ved, at man udbygger en fleksibel doktrinær pallette, der tilsikrer, at man ikke blot har flere muligheder at spille på, men også at man rettidigt erkende hvilke muligheder der er de rigtige, på kort og lang sigt. Samtidig skal dette understøttes af organisationen ved at fortage de rette tilpasninger til miljøet og den doktrin, man ønsker at anvende. Det medfører en organisation, der kan erkende forandringer, behandle disse og videreformidle information. Det kræver korte og implicitte kommandoveje og informationsudveksling på tværs, men også en organisation, der fleksibelt kan tilpasse sig operationsmiljøet. Teknologien er en vigtig faktor i at kunne understøtte det ovenstående, særligt ved at bidrage til formidlingen af de væsentlige forandringer, så landstyrken kan reagere i tide Delanalyse: Versatility. Det væsentlige i forhold til versatility er, at man har en indlejret fysisk formåen og en mental parathed, der passer til et bredt udsnit af forandringer. Der ligger altså en indbygget passivitet i dette delelement. Ved oprørsbekæmpelse kan versatility spille en rolle i forhold til at kunne anvende de samme enheder og ressourcer til forskellige operative formål. Men det kan også ses som en mental fleksibilitet og parathed til at se mulighederne anvendelsen af en enhed, eller en ressource, for at opnå en effekt, indenfor et felt den/de ikke normalt hører til. Dermed kan man tilpasse sig oprørsgrupperinger ved anvendelsen af skiftevis voldelige og ikke-voldelige midler, og imødegå de forandringer deres handlinger skaber i både den fysiske og kognitive dimension. Man opnår dermed et bredere udsnit af muligheder for landstyrken til at imødegå oprørsgrupperingers versatility og omskiftelighed i doktrin og organisation Versatility casestudie. Versatility ved en landstyrke kan identificeres i samme casestudie med den ændrede britiske tilgang til Taliban i Helmandprovinsen. Den britiske enhed i Helmand viste sig generelt at være versatile i både mentalitet og handling. Det krævede her mental parathed, ved, at besidde evnen til at skifte fra en overvægt i indsættelsen af voldelige midler i den direkte kamp mod Taliban, til at afstå fra anvendelsen af voldlige midler, eller gøre dem sekundære, for at opnå den ønskede effekt. 93 Effekten ved versatility var, at man opnåede civilbe- 93 Som angivet med eksemplet om kampen om Musa Qaleh, hvor man anvendte en robust men forsigtig fremrykning mod byen, for at give både civilbefolkningen men også Taliban tid til at komme væk. Dermed undgik man store kampe med efterfølgende utilsigtede følgevirkninger for civilbefolkningen. Farell et al., 2013, p

38 folkningens tillid som angivet tidligere. Det gjorde man ved, med samme enheder, at løse forskellige opgaver med forskellige tilgange og midler. I denne tilgang kan man også implicit identificere, hvorledes anvendelsen af enheder og ressourcer håndterede denne dualitet. Det betød at de samme enheder, på et tidspunkt kunne være i regulær kamp med Taliban for på et andet tidspunkt, i samme område, at skulle håndtere en stabiliserende indsats med fokus på civilbefolkningen. Et skifte som dog også generelt udfordrede de britiske enheder Versatility i forhold til doktrin, organisation og teknologi. Versatility er indlejret i organisationen, og kan, som angivet i ovenstående case, bidrage til mentale udfordringer. Det er den mentale indstilling, der gør at man kan skifte fra, med samme enheder, midler og ressourcer, at løse én opgave og efterfølgende skifte til noget, der kan være markant anderledes. Lykkes dette vil det omvendt give landstyrken muligheden for fleksibilitet og et væsentligt større manøvrerum. Versatility kan også direkte understøtte responsiveness, da muligheden for at løse flere opgaver, også giver evnen til at reagere rettidigt. Doktrinært kræver versatility, at man ikke blot anvender de enheder og ressourcer, man har til rådighed udelukkende til deres grundformål. Eksemplet med kampenheder der anvendes til både kamp og stabiliserende tiltag er en mulighed. Men det samme kan gøre sig gældende for de resterende af landstyrkens enheder, materiel, våben, køretøjer m.m. Dette behov for en indbygget multianvendelse af enheder og ressourcer medfører at doktrinen, der beskriver anvendelsen af disse, ikke skal være restriktiv i beskrivelsen og i den samlede tilgang til oprørsbekæmpelse. Den doktrinære tilgang og doktrinforståelse er derfor et vigtigt element i forhold til versatility. Man skal her danne fundamentet for at kunne se flere forskellige muligheder indenfor samme ramme, og dermed danne grundlaget for at kunne tilpasse sig de ændringer, der sker i operationsmiljøet og opnå den ønskede effekt, uden nødvendigvis at gøre noget aktivt. Det er organisatorisk at man vil finde den største påvirkning fra versatility. Delelementet fordrer at man, uden aktivt at tilpasse organisationen, skal være i stand til at imødegå væsentlige forandringer i operationsmiljøet. Det kan betyde at man, på baggrund af karakteristika i operationsmiljøet, må revurdere, og måske endda nytænke, den måde man grund- 94 Catignani, 2012, pp

39 læggende er organiseret på. Ved oprørsbekæmpelse kan dette betyde, at man må evaluere og revurdere sin organisationsform, inden man engagerer sig i oprørsbekæmpelse. Det stiller store krav til uddannelsen af førere og enheder at opnå denne grundlæggende forståelse for omskifteligheden i anvendelsen. Dette gælder i særlig grad i et operationsmiljø med oprørsbekæmpelse, som i det britiske eksempel, hvor voldelige midler og ikkevoldelige midler kombineres. Kommando- og kontrolforhold, herunder informationsformidling, påvirkes også af versatility. Oprørsbekæmpelse kræver en stor viden om det miljø og de aktører, man skal være versatile i forhold til. Hvis en organisationen skal anvendes på flere måder, kræver det også at kommando- og kontrolstrukturen, og informationsformidlingen, understøtter dette. Hvis man inden mødet med oprørsgrupperinger har en indlejret mulighed for at udveksle informationer, samt en kommando- og kontrolstruktur hvor man har uddelegeret beslutningskompetencerne, vil det være fremmende for versatility. Teknologien, herunder materiel, køretøjer, våben, udrustning m.m., skal understøtte at organisationens iboende evne til at løse flere opgaver. Det betyder at den rådige teknologi bør have flere anvendelsesmuligheder. En drone der har kapacitet til både at kunne indhente informationer og levere en effekt med våben, eller et køretøj der både kan beskytte mod vejsidebomber og levere våbenvirkning, kunne være eksempler på dette. Men teknologien skal også understøtte evnen til at tilgå informationer på tværs af organisationen, som for eksempel den netværksbaserede tankegang ligger op til Delkonklusion på versatility. Måden hvorpå versatility påvirker landstyrkes evne til at tilpasse sig oprørsbekæmpelse, medfører et behov for at både den mentale og fysiske kapacitet, kan bringes i anvendelse i flere situationer, uden nødvendigvis at foretage en aktiv handling. Det er altså en evne man skal have opbygget inden mødet med forandringerne. Da det er svært at forberede sig på alle situationer, skal det understreges at et kendskab til operationsmiljøet, vil være styrende for, hvordan denne del af agility påvirker landstyrken. Der vil her være tale om, at den indledningsvise doktrinære versatility vil være en væsentlig parameter, der påvirker de to andre elementer. Doktrinen kendetegnes primært af en mental forståelse for hvilke doktrinære elementer, der kan bringes i spil. Denne mentale omstillingsparathed skal underbygges af en fleksibel kommando- og kontrolstruktur med uddelegerede beslutningskom- 34

40 petencer. Organisationen og teknologien skal understøtte at både enheder og ressourcer skal være multianvendelige i forskellige situationer. Dette vil give en iboende fleksibilitet i landstyrken Delanalyse: Flexibility. Ved flexibility er det grundlæggende, at man som landstyrke aktivt kan vælge mellem flere handlingsmuligheder og skifte imellem dem, hvis det man har planlagt ikke fungerer, eller hvis man møder uventet modstand. Det væsentlige må dog være, at man ikke blot har mange handlingsmuligheder, men at man også har evnen til at vælge den rigtige. Responsiveness er derfor en vigtige forudsætning for flexibility. Kan man erkende forandringer i rette tid, medfører det også at man kan vurdere og beslutte hvilken af forskellige handlingsmulighed, der skal vælges. I oprørsbekæmpelsens omskiftelige operationsmiljø med en modstander, der ofte vælger tid og sted for kampen, og hurtigt kan omstille sig, er flexibility også en nødvendighed for at kunne reagere på denne rigtige måde og opnå den ønskede effekt Flexibility casestudie. Eksempler på flexibility i mødet med oprørsgrupperinger kan identificeres ved, at den tidligere nævnte britiske enhed i Helmand havde flere tilgange i bekæmpelsen af Taliban. Farell (2013) beskriver en situation, hvor den britiske enhed havde fået til opgave at generobre byen Musa Qaleh. Den tidligere britiske tilgang i byen havde primært baseret sig på voldelige midler. 95 Men den britiske enhed valgte i slutningen 2007 en anden tilgang. Man havde en konventionel reserveplan for at generobre byen, men valgte at lave en fremrykning mod byen i ugerne inden angrebet. Formålet var at give civilbefolkningen og Taliban en chance til at forlade byen. Man undgik dermed større kampe og de utilsigtede følgeskader, der kunne være resultatet af en konventionel fremrykning og et angreb på byen. 96 Effekten blev i dette tilfælde, at man på kort tid nedkæmpede eller fordrev Taliban, og i umiddelbar forlængelse vendte en, nu mere positiv stemt, civilbefolkning tilbage til byen. 97 Hele påvirkningstankegangen i kampen mod Taliban er et udtryk for flexibility. Man skal have evnen til at skifte imellem en voldelige og en ikke-voldelig tilgang og anvendelse af enheder, eller for den sags skyld en kombination af disse, som i ovenstående tilfælde. 95 Farell et al., 2013, p Ibid., p Ibid., p

41 Flexibility i forhold til doktrin, organisation og teknologi. Flexibility har en tæt sammenhæng med responsiveness. Det er derfor vigtigt, at man kender operationsmiljøet og aktørerne, man opererer overfor. Dette kendskab er med til at definere manøvrerummet for udviklingen af de relevante handlemuligheder og udøvelsen af sin flexibility. Men det kræver også, at man har mulighed for at vurdere situationen og beslutte den rigtige handlemulighed rettidigt. Der kan også trækkes tråde til versatility, da nogle af de parametre, der er angivet som en indlejret funktion, naturligt skal bringes i spil, i en aktiv form, for at skabe flere handlemuligheder. Flexibility påvirker landstyrkes doktrin ved, at den ikke skal være for restriktiv; man skal kunne identificere alle de forskellige muligheder. Men den skal dog også sætte rammerne for hvad der er muligt, så man ikke identificerer handlemuligheder, der er urealistiske. Som i tilfældet med den britiske enhed, er det nødvendigt at have forberedt sig på flere muligheder, men at vælge den handlemulighed, der passer bedst til situationen. Man må samtidig være klar til at skifte imellem andre muligheder, der i dette tilfælde, kunne have været en mere voldelig og konventionel tilgang, hvis situationen havde ændret sig. Dette stiller krav til mental flexibility. Man skal have forståelsen for situationen, vælge mellem forskellige doktrinære tilgange, og forudse hvilken konsekvenser det har. Det skal også give en mulighed for at skifte, hvis der opstår uforudsete situationer, eller modstanderen agerer på en anden måde end forventet. Det skal dog ikke være en enten-eller tilgang, vigtigheden i evnen til at balancere tilgangen understreges af casen. Organisationen skal være med til at understøtte den doktrinære fleksibilitet. Anvendelsen af enheder i forskellige roller, som diskuteret under versatility, understøtter, og kan være en del af, denne organisatoriske flexibility. Uddannelse skal være med til at skabe en tankegang og mentalitet, der understøtter flexibility, særligt i oprørsbekæmpelse. Her fordrer operationsmiljøet, at man konstant kan evaluere effekterne af, og identificere, alternative handlemuligheder. Som angivet ved versatility er informationsformidling samt kommandoog kontrolstrukturer også vigtige. Hvis man har denne tankegang indlejret vil dette også være fremmende for flexibility, og en nødvendighed i oprørsbekæmpelse. Særligt mod en modstander, der vælger tid, sted og metode, og ikke har samme bindinger som en landstyrke. Med sådan en modstander betyder det også, at man strukturelt skal have mulighed for flexibility, altså at landstyrkers organisationsform har en sådan karakter, at den kan giver forskellige handlemuligheder. Det kunne betyde at modularitetsbegrebet, der er 36

42 nævnt under den danske landstyrke, kunne foldes mere ud. Det skal ikke bare være et spørgsmål om støtteenheder, men gældende for alle enheder og for alle niveauer, så enheden specifikt er sammensat og fleksibelt kan tilpasse sig til formålet. Det kunne her pege på at det på nogle niveauer og enheder kunne have fordel af netværksstrukturer, for eksempel i stabselementer og de dele af enhederne, der direkte interagere med oprører. Landstyrken kan således være en organisatorisk hybrid mellem hierarki og netværk. 98 Teknologien skal dels understøtte den doktrinære og organisatoriske flexibility, for eksempel igennem systemer, der netværksbaseret kan formidle informationer hurtigt. Men teknologien bør også være flexible i sig selv, og derved bidrage til at give flere handlingsmuligheder ved at kunne anvendes i forskellige situationer Delkonklusion på flexibility. Den tydelige sammenhæng mellem versatility og flexibility peger på, at denne indlejrede evne man opbygger inden mødet med miljøet i oprørsbekæmpelse, kan være fremmende, og måske endda ligefrem være en forudsætning for flexibility. Landstyrkers evne i oprørsbekæmpelse påvirkes doktrinært ved, at man skal have muligheden for at identificere flere forskellige handlemuligheder, men vigtigst, man skal identificere de rigtige og være i stand til at skifte mellem handlemulighederne. Særligt i mødet med en modstander der vælger tid og sted, samt kæmper på andre præmisser end en landstyrke. Der skal være en mental parathed i organisationen til at kunne identificere og skifte mellem handlemuligheder. Både strukturelt og kommando- og kontrolmæssigt, kan det medfører at man må indrette sin organisation i forhold til miljøet og aktørerne i oprørsbekæmpelse, så det giver bedre og flere handlemuligheder til at agere på det uforudsete. Teknologien skal naturligt understøtte dette, både igennem systemer der kan underbygge en nødvendig informationsformidling, men også materielt bidrage til flexibility Delanalyse: Resilience. Det væsentlige ved resilience er, at en landstyrke kan absorbere skader eller ødelæggelser, uden det går udover den effekt, man ønsker at opnå. Det stiller krav til resilience i såvel organisation og mentalitet. Karakteristika for operationsmiljøet og aktørerne i oprørsbekæmpelse, medfører at der vil være en stor grad af usikkerhed og kompleksitet, ligesom der er mulighed for, at landstyrken tilføres tab. Dette kan medføre direkte og indirekte ud- 98 Dette understøttes også af Arquilla og Ronfeldts argument om at hierarkisk opbyggede organisationer har problemer i mødet med netværksorganisationer. Arquilla, 2001, p

43 fordring af den mentale resilience. Både fysisk og mentale skader kan således være væsentlige parametre, der udfordrer en landstyrkes evne til at levere en effekt Resilience casestudie. Der fremstår ikke eksplicitte eksempler i empirien, hvorfra man kan udlede, hvordan en landstyrke, fysisk som mentalt, kan absorbere skader og/eller ødelæggelser, uden det påvirker den effekt man ønsker at levere. Ved at iagttage de britiske enheder, der fra starten af 2006 til slutningen af 2007 primært valgte en voldelig tilgang til oprørsbekæmpelse 99, kan man dog indirekte udlede hvad manglende resilience medførte. De første britiske enheder havde alle en intentionen om at have en befolkningscentreret fokus med en balanceret tilgang. 100 Men omstændighederne i operationsmiljøet og Talibans konventionelle krigsførelse, gjorde at de faldt tilbage til en prædisponeret krigsførelse 101 med en overvægt i de voldelige midler. Særligt i det første år var enhederne underdimensioneret i Helmand 102, både geografisk men også i forhold til den store grad af modstand man mødte fra Taliban. Man blev tvunget til at sprede midlerne over et stort område, hvilket medførte at man kunne tvinge Taliban ud af et område, men så snart man rettede fokus andet steds, vendte Taliban tilbage. 103 Den manglende organisatoriske robusthed, medførte en manglende fysisk resilience, hvilket sandsynligvis var medvirkende til, at den mentale resilience også blev påvirket. Denne gensidige påvirkning mellem den fysiske og mentale resilience kan således have forårsaget en ond spiral. Dette var måske i sidste ende en medvirkende årsag til, at det ikke lykkedes for de britiske enheder, det første halvandet år, at have eller bevare den intentionelle fokus på civilbefolkningen. De mistede dermed initiativet Resilience i forhold til doktrin, organisation og teknologi. Der er både aktive og passive forudsætninger for resilience. Den aktive forudsætning kan for eksempel være uddannelse og træning, men det kan også være i form af at opstille reserver. Den passive forudsætning for resilience kan være det at have en stor organisation, med indbygget redundans og standardprocedurer for hvordan man agere i tilfælde af 99 Farell, 2010, p Ibid., pp Egnell, 2011, pp Denne prædisposition for at anvende konventionel krigsførelse er en institutionaliseret egenskab i militære landstyrke. Det er det primære uddannelsesfokus og den missionsspecifikke uddannelse bygges ovenpå dette, for eksempel hvordan man gennemfører oprørsbekæmpelse. 102 Farell et al., 2013, pp samt Farell, 2010, pp Egnell, 2011, pp

44 tab og skader. Som casen illustrerer, lider landstyrker ofte af manglen på enheder og ressourcer under internationale operationer. Dette medfører, at man må søge andre måder at fremme resilience på. Her kunne versatility og flexibility være fremmende faktorer, idet de kan bidrage til at landstyrken, via andre kapaciteter eller muligheder, kan fortsætte med at løse opgaven. Den oplagte påvirkning resilience har på doktrin er, at man nødvendigvis må have en fleksibel doktrinær tilgang, der tilsikrer at man fortsat kan opererer på trods af tab og skader, samt håndtere kompleksiteten i oprørsbekæmpelse, som eksemplet i casen understreger. Men resilience påvirker dog også doktrinen ved, at denne ikke må være for præskriptiv. I stedet kræver det en meget generisk tilgang til doktrin i oprørsbekæmpelse. Det kunne også betyde at man skal vægte nogle af de grundlæggende tilgange og virkemidler i oprørsbekæmpelse, og/eller integrationen af disse, i den konventionelle doktrin højere. Dermed kan man hæmme prædisponeringen for at gribe til konventionel krigsførelse. Organisatorisk finder man den største påvirkning af resilience, både mentalt og fysisk. En landstyrke udgøres af en række individer, og summen af deres mentale kapacitet og overskud kendetegner således organisationen. En landstyrkes mentale resilience udgøres altså af den robusthed man kan opnå blandt individerne på alle niveauer. Som casen viser, kan usikkerheden og kompleksiteten, der kendetegner operationsmiljøet i oprørsbekæmpelse, påvirke dette negativt. Uddannelse og træning i forhold til de ting man vil møde i et miljø med oprørsbekæmpelse vil kunne bidrage til at øge denne robusthed. Men grundlæggende vil en høj grad af informationsformidling og fleksible kommando og kontrolforhold også være med til at understøtte og styrke denne robusthed. Ved at man skaber forudsætninger for at organisationen fortsat kan opererer uafhængigt, tilsikrer man resilience. Det stiller krav til en høj grad af uddelegering af beslutningskompetencer, ligesom det er vigtigt at enhederne i organisationen kender det overordnede formål og kan fortsætte i den ånd og hensigt, der var tiltænkt. Ligesom det ovenstående egentlig karakteriserer det der gør oprørsgrupperinger resilient, vil dette også gøre landstyrken mindre sårbar. Fysisk resilience har en strukturel påvirkning, den ene mulighed for at skabe resilience er via redundans i organisationen, eller at have mulighed for at opstille større reserver. Som nævnt i casen kan det have sine begrænsninger i internationale operationer. Den anden mulighed for at have en organisatorisk resilience er at kaste et blik på modstanderen. På trods af at man i Afghanistan havde påført Taliban særdeles store tab i konventionel kamp, 39

45 kunne de fortsat operere på andre måder og opnå tilsvarende effekter. Organisatorisk tilpassede Taliban organisationsformen til at være levende hybrider af hierarki og netværk. 104 En dynamisk organisationsform, der er indrettet til at kunne modstå modstanderens angreb kan således bidrage til resilience og bør således også være en parameter i oprørsbekæmpelse. 105 Teknologisk resilience kan sikres igennem redundans eller ved at have flere muligheder at spille på som angivet under versatility og flexibility. Teknologien skal kunne understøtte muligheder for flere kommunikationsveje hvis en eller flere svigter Delkonklusion på resilience. I en verden hvor der ikke er adgang til uanede ressourcer og midler, begrænser dette den fysiske mulighed for at skabe resilience, både organisatorisk og teknologisk, derfor kan dette delelement generelt understøttes af såvel versatility som flexibility. Resilience i oprørsbekæmpelse påvirker i særdeleshed den organisatoriske kontekst. Det stiller, på den ene side, krav til en høj grad af mental resilience, men det stiller også krav til at man i organisationen understøtter dette med en fysisk resilience. Det kan opnås ved at have en stor grad af informationsformidling og uddelegering af beslutningskompetencer i organisationen og det peger på at anvende en dynamisk organisationsform. Dette påvirker de doktrinære forhold, hvor det er nødvendigt at have en fleksibel tilgang til oprørsbekæmpelse og gøre op med den institutionaliserede tilgang til krigsførelse Delanalyse: Innovativeness. Farell (2013) påpeger naturlige sammenhænge imellem adaptability og innovativeness, på den måde at adaptability inkrementelt kan føre til innovation. 106 Farell (2010) beskriver, at innovation kan antage enten en top-down eller bottom-up tilgang. Nyskabelserne, eller ideerne, kommer enten fra de øverste niveauer, og har et længere sigte, eller internt i organisationen, hvor man skaber nyt som reaktion på operationsmiljøet, og har umiddelbart et kort sigte. 107 Derfor argumenter han for at bottom-up tilgangen er den mest effektive når 104 Farell et al., 2013, pp. 115, , Arquilla og Ronfeldt opstiller en præmis om, at hierarkier har det svært i mødet med netværk, og argumenter netop for It takes networks to fight networks. Ligesom de argumenterer for, at den der kan mestre denne organisationsform først og bedst, har fordelen og initiativet. Arquilla, 2001, p Farell et al., p. 6: Adaptation can, and often does, lead to innovation when multiple adjustments over time gradually lead to the evolution of new means and methods. Fra Theo Farrell and Terry Terriff, The Sources of Military Change, in Farrell and Terriff, eds., The Sources of Military Change: Culture, Politics, Technology (Boulder, CO: Lynne Rienner, 2002). 107 Farell, 2010, pp

46 man skal finde nye metoder og måder. For eksempel ved en landstyrke, der står i den umiddelbare situation i et kompleks miljø med oprørsgrupperinger, der tilpasser sig hurtigt. 108 Hvis en landstyrke skal besidde innovativeness er det væsentlige, at man kan skabe helt nye doktriner og procedurer, organisatoriske elementer og teknologier, der kan bidrage til at opnå den ønskede effekt. Men i begrebet ligger der også, at det ikke er nok udelukkende at være innovative, det er også vigtigt at det man skaber, er det der er nødvendigt i forhold til landstyrkens opgave, og den effekt man vil levere. Her er der en hårfin balance. Hvis man ikke tillader en fejlmargin, kan det måske være hæmmende for innovativeness. Det kan så i sidste ende medføre, at man slet ikke skaber noget nyt. Men det kan måske også medføre at nyskabelser, som kan udspringer af tidligere ikke-succesfulde ideer, slet ikke kommer frem. Der skal med andre ord være en mentalitet samt en grad af tillid og frihed i landstyrken, der fordrer innovativeness Innovativeness casestudie. Den britiske enhed ændrede i slutningen af 2007 tilgangen til oprørsbekæmpelse. Fra at være centreret om direkte bekæmpelse af Taliban, ønskede man nu at bekæmpe Taliban indirekte via en påvirkningstankegang og primært ved brug af ikke-voldelige midler. Derigennem skulle man fjerne civilbefolkningens støtte til oprørsgrupperingen. 109 Tankegangen medførte at enheden gennemførte en række tilpasninger i doktrin og organisation, der medførte nogle nyskabelser, der blev institutionaliseret i efterfølgende enheders tilgang og struktur. Det medførte blandt andet indførelsen af såkaldte non-kinetic effect teams, development and influence teams og tactical conflict assessment framework. Gennem disse kunne man aktivt understøtte den ønskede ændring imod en befolkningscentreret tilgang. 110 Samtidig kunne man også måle og evaluere effekten, og justere tilgangen derefter. Resultatet var en større føling med, og opbakning fra, civilbefolkningen. 111 Man opnåede altså den ønskede effekt via en indirekte tilgang til at nedkæmpe oprøret og igennem nyskabelser i tilgangen og strukturen. 108 Ibid., pp Farell et al., pp , Farell, 2009, p. 675 samt Egnell, 2011, p Farell, 2010, p Farell et al.,2013, p

47 Det skal som bemærkning til casen nævnes, at enheden var gået fra at være en reserveenhed til en fast enhed. Det betød at der blev tilført en del nye personer med nye tilgange, ligesom chefen for enheden også selv var utraditionel og innovativ i sin tankegang Innovativeness i forhold til doktrin, organisation og teknologi. Som beskrevet er innovativeness en evne, der skal være indlejret i organisationen, og den kræver, at der er en kultur, der fordrer og inspirerer til dette. Casen viser også, at ny inspiration fra nytilkomne og ledere, der selv er innovative i tanken, kan være fordrende for innovation. I kraft af at militære styrker kan være prædisponeret og institutionaliseret, som eksemplerne har vist, kan dette også være hæmmende for innovativeness. Hvis man kombinere dette med en hierarkisk organisation, der besidder entydige kommandoveje og autoritetsfordeling, kan selve organisationsformen også blive en hæmmende faktor for, at innovationen frit kan bevæge sig bottom-up. Der kan være mange led, der kan bremse innovationen. Innovation kræver som sagt en grad af frihed og tillid. Hvis doktrinen skal medvirke til landstyrkens innovativeness i oprørsbekæmpelse, medfører det at friheden og tilliden også skal føres ned i doktrinen. Som i eksemplet med casen fulgte den nye britiske enhed ikke nødvendigvis den doktrinære tilgang, og det blev accepteret at man tog nogle nye tiltag, der ikke nødvendigvis var beskrevet i doktrinen. Doktrin er grundlæggende baseret på de succesfulde erfaringer man over tid har gjort sig, og baseret på evidens og empiri, man kan sige det er en samling af best practice. Dette står i kontrast til hvad innovativeness egentlig er, fremadskuende og en beskrivelse af next practice. 113 Man vil i yderste konsekvens kunne argumentere for, at ved slet ikke at have en doktrin for oprørsbekæmpelse, ville det måske være den bedste forudsætning for innovativeness. 114 Men hvis man slet ikke har et generisk doktrinært grundlag at arbejde ud fra, kan det omvendt påvirke i hvilken grad man kan være responsive, flexible og versatile. Arquilla (2001) argumenterer for, at It takes networks to fight networks, og at den der først mestrer denne organisationsform har en fordel. 115 Kan det være tilfældet at det også 112 Farell, 2010, p Best practice og next practice er inspireret fra undervisning om innovation, gennemført af institut for ledelses og organisation på forsvarsakademiet i oktober Det ville i forhold til rational choice theory også give mening, da dette vil være et incitament for individet at finde den tilgang, der giver mest profit. I dette tilfælde at finde en tilgang, der gør at vedkommende i stand til at overleve. 115 Arquilla, 2001, p

48 kræver et netværk at være innovativ? Netværk har som udgangspunkt en bedre mulighed for at for at lade informationer vandre frit. Det besidder en flad kommandostruktur, hvor beslutningskompetencen er decentraliseret. Alle parametre der kan være med til at understøtte innovativeness. Omvendt kan det også medfører, at der generes for mange nye idéer, der gør at den virkelige innovation forsvinder i mængden. Her har hierarkier, med den faste struktur, nok en styrke i at kunne ensrette og materialisere accepterede nyskabende idéer hurtigere. Det betyder, at den bedste strukturelle løsning, der kan understøttes innovativeness, er en balancering mellem de to organisationsformer. Som casen illustrerer gennemførtes innovation også af individer, hvad enten det var de nyligt tilgåede personer eller enhedens chef. Det er altså individerne, der er med til at skabe hele forudsætningen for at organisationen kan være innovative. Individerne er altså, i kombination med de rammer de agerer i og under, styrende for hvor innovative organisationen er. Der skal være de teknologiske nødvendigheder til at understøtte innovativeness. Det være sig muligheden for at indhente og videreformidle information om operationsmiljøet. Herigennem kan man reagere på dette, og være med til at starte den innovative proces. Ellers påvirkes teknologien ikke umiddelbart hvordan landstyrken kan være innovative i oprørsbekæmpelse, selvom de ovenstående doktrinære og organisatoriske betragtninger selvfølgelig vil have en indflydelse på teknologien, når dette skal føres ud i livet Delkonklusion på innovativeness. Innovativeness har umiddelbart en radikal påvirkning på en landstyrke i oprørsbekæmpelse. Som casen illustrerede var det individer der gjorde forskellen, og igennem nye tiltag var de med til at understøtte den effekt som påvirkningstankegangen havde på operationsmiljøet. Den frihed og tillid innovativeness fordrer, understøttes principielt bedst af så løse rammer som muligt. Det vil sige, at har man ikke et doktrinært grundlag vil dette som udgangspunkt være meget fordrende for innovation, ligesom en så løs struktur som mulig bedst understøtter dette. Men hvis innovativeness ses i kontekst med de andre delelementer i agility, og de rammer der kan tilbydes, peger det dog på at graden af innovativeness skal tilpasses operationsmiljøet i oprørsbekæmpelse. Dermed kan landstyrken tilpasse sig doktrinært og organisatorisk til innovationess Delanalyse: Adaptability. Adaptability medfører, at man på baggrund af ændringer i operationsmiljøet og aktørernes handlinger, kan identificere ændringer og dernæst tilpasse sig. Det må dog være vigtigt at 43

49 det ikke blot bliver en reaktion alene, men at det bliver en reaktion for at komme på forkant med udviklingen og dermed gribe initiativet. Det giver adaptability styrke. Der er derfor også sammenhænge til responsiveness. Hvis man ikke formår at erkende ændringer i tide, kan man heller ikke tilpasse sig. Oprørsbekæmpelse er en evig kamp om hvem, der er mest adaptable. Den gensidige påvirkning mellem landstyrken og oprørsgrupperinger understreger dette, men man skal også have en mente, at oprørsgrupperingerne har fordelen ved at kæmpe kampen på hjemmebane. Kampen kan eksemplificere ved den doktrinære udvikling i operationsmiljøet. Taliban gik fra konventionel til asymmetrisk krigsførelse, og som modreaktion på dette afstod briterne den direkte kamp med Taliban, og fokuserede på civilbefolkningen, og førte dermed en indirekte kamp Adaptability casestudie. Overordnet kan man sige, at briternes tilgang, ved at skifte fokus fra konventionel krigsførelse til en befolkningscentreret tilgang, udviser adaptability. Briterne havde mere fokus på påvirkningstankegangen, og indenfor for denne findes der en række underliggende eksempler på, hvad der understøttede denne tilpasning. Oprettelsen af de nye enheder, som angivet under innovativeness, medførte en anderledes strøm af informationer og efterretninger. De skulle behandles og anvendes for at målrette den ikke-voldelige tilgang, og få den bedst mulige effekt blandt civilbefolkningen. Dette medførte at man fra 2008 og fremefter, løbende tilpassede organisationen i både stabselementer og enheder. Der blev allokeret flere personer til at tage sig af behandlingen, udnyttelsen og formidlingen af denne information i enheden. 116 I forlængelse af dette integrerede man sig med civile instanser for at underbygge opnåelsen af de civile effekter. Civilt-militært samarbejde skinnede igennem ved, at man sammenlagde den britiske provincial reconstruction team med det militære hovedkvarter, og man afholdte civil-militære effektmøder. 117 Senere tilførte man også kulturelle rådgivere ved både stabselementer og enheder, og integrerede kulturel træning i enhedernes uddannelse. 118 Resultatet af adaptability ved de britiske enheder var således, at man tilpassede både doktrin og organisation til de nye forhold i operationsmiljøet. Den mere målrettede og integre- 116 Catignani, 2012, p Farell et al., 2013, p. 114, Farell, 2009, p. 675, 682 samt Egnell, 2011, p Farell, 2010, pp og Catignani, 2012, pp

50 rede civil-militær indsats sikrede legitimitet og civilbefolkningens opbakning 119, og derigennem blev Taliban indirekte påvirket Adaptability i forhold til doktrin, organisation og teknologi. Adaptability skal udmønte sig i en reaktion på forandringer i operationsmiljøet. Som casen viser så forandredes operationsmiljøet sig, og man valgte en påvirkningstankegang. De efterfølgende handlinger var også tilpasninger til den forandring, der var sket. Men det var samtidig et forsøg på at komme på forkant og gribe initiativet. Der er således meget dynamik placeret i delelementet adaptability. Grundlæggende vil generiske doktrinære betragtninger være fordrende for adaptability. Det vil give et udgangspunkt at reagere på. Men de efterfølgende handlinger, der skal sørge for at man kommer på forkant med situationen, skal relatere sig til det operationsmiljø man er i, og de oprørsgrupperinger man står overfor. Det vil derfor være hæmmende, hvis der er lagt doktrinære bindinger på, hvordan man skal være adaptable i oprørsbekæmpelse. Det er derfor i lige så høj grad et spørgsmål om mentalt at kunne være adaptable og reagere, som det er doktrinært. Det stiller krav til hvorledes man udformer sit doktrinære grundlag, til, på den ene side, at give et grundlag for indsættelse i oprørsbekæmpelse, men, på den anden side, også lade det være muligt at afvige eller gå nye veje. Som tidligere angivet kan dette føre til og understøtte innovationess. Dynamikken i adaptability skinner igennem på organisationen. Den britiske enheds tilpasninger til situationen er eksempler på, at det er en nødvendighed ikke at holde fast i den samme organisatoriske kontekst. Organisationen skal defineres af de forandringer i miljøet, man ønsker at tilpasse sig til og komme på forkant med. Der bør derfor være en stor grad af vilje til at ændre på organisationens sammensætning, dette skal både ses strukturelt men også hvorledes både kommunikation og beslutningsprocesserne fungerer i organisationen. Adaptability er som sagt også en mental indstilling, der understøttes af de muligheder som flexibility, versatility og resilience giver. Det kræver, at man er uddannet og trænet i at træde udenfor de institutionaliserede rammer som doktrinen i første omgang kan medføre. I et sammenhæng med responsiveness, ligger adaptability også op til at beslutningskompetencer er uddelegeret, og man har muligheder for at handle i ånden og hensigten af ens foresatte. Herigennem kan man også rettidigt foretage de rette ændringer, der gør at man ikke blot reagere, men også komme på forkant med situationen. 119 Farell, 2009, p. 682 samt Egnell, 2011, p

51 Organisationen skal også være med til at understøtte kendskabet til operationsmiljøet, der gør at man kan reagere på forandringer. Men det skal også være afspejlet af de konkrette forhold i operationsmiljøet. Organisationen skal med andre ord indeholde elementer der, ligesom ved den britiske enhed, kan indhente informationer, behandle disse og videreformidle den rette information. Det kan skabe de nødvendige forudsætninger for at man vælger ikke blot at reagere på forandringerne, men også kommer på forkant og agerer. Teknologien skal her understøtte den adaptability, der er beskrevet under de andre elementer. Det betyder at den skal kunne understøtte indhentnings- og analysearbejdet, der skal danne grundlag for at kunne træffe de rigtige beslutninger, men den skal også være medvirkende til at organisationen er samlet i et informationsnetværk, så informationerne kan tilgås og formidles Delkonklusion på adaptability. Adaptability er vigtig for en landstyrkes evne i oprørsbekæmpelse til at reagere med den rigtige handling, der gør at man kommer på forkant og kan gribe initiativet. I et miljø hvor kampen kan afgøres af, hvem der er mest adaptable og mod en modstander, der er på hjemmebane, er dette en væsentlig evne. Det er nødvendigt, at der er et doktrinært grundlag at reagere på, men omvendt skal der være mulighed for at være adaptable ud over doktrinens rammer. Adaptability er således i høj grad en mental kapabilitet, der påvirker og stiller krav til den fysiske dimension. Organisationen påvirkes her ved, at man skal være indstillet på at ændre både strukturer, kommunikationsveje og kommandoforhold, der er tilpasset operationsmiljøet. En væsentlig opgave for organisationen er at kunne omsætte forandringerne til information, der kan danne det rette grundlag for beslutninger. Uddannelse kan være et vigtigt fundament for en sådan mental parathed. Teknologien skal primært være med til at skabe forudsætningerne for tilpasningerne Sammenfatning af analysens dynamikker, sammenhænge og relationer. Det fremgår tydeligt af analysen, at der er sammenhæng imellem de forskellige delelementer. Det er derfor også væsentligt at forstå, at man ikke blot kan anskue det enkelte delelement isoleret set, når man skal vurdere effekten af agility i oprørsbekæmpelse. 46

52 Delelementerne optræder nærmest som i et sammenhængende net, hvor der er mange interne dynamikker. De påvirker hinanden gensidigt, og ændringer på et delelement medfører, at der må justeres eller fortages ændringer ved et andet. Der er endda også erkendt områder, hvor delelementerne kan have indbyggede modsætninger. Påvirkningen af landstyrkens evne til at indgå i oprørsbekæmpelse, kan derfor umuligt findes i enkelte delementer af agility. Der skal en grundlæggende forståelse for, og et holistisk syn på, agility i sin helhed for at dette får den rette effekt. Alternativet ved at have for meget fokus på kun et delelement, kan have store konsekvenser, som for eksempel hvis man fokuserer udelukkende på at være responsive og flexible i forhold til oprørsbekæmpelse, uden at have den grad af resilience eller versatility, der skal understøtte dette. Dette kan medføre at man søger tilbage til en prædisponeret tilgang, og overser andre muligheder, som eksemplerne i casen også har vist. Analysen har også vist at responsiveness i oprørsbekæmpelse har en væsentlig påvirkning af de andre delelementer. Besidder man ikke de karakteristika, der findes indenfor responsiveness, forsvinder forudsætningerne for at kunne reagere på de ændringer, der finder sted i operationsmiljøet. Skal landstyrken være responsive i oprørsbekæmpelse stiller det krav, der rækker ind i de andre elementer. Omvendt må man også konstatere at responsiveness ikke kan stå alene. For at opnå evnen til at være agile i oprørsbekæmpelse kan det være en forudsætning, at man for eksempel har evnen til at være versatile, innovative og flexible, der alle er med til at sørge for at man kan være responsive. Dynamikkerne i krigsførelsens kredsløb, og måden de disse påvirker landstyrkens evne, træder ligeledes tydeligt frem. Når elementer påvirkes af de ydre forhold, som her de forskellige delementer i agility, afføder det en ændring i balancen i en eller flere elementer i den indre ring. Dette har en naturlig konsekvens for de resterende dele. En landstyrke der skal være agile i oprørsbekæmpelse, skal have fokus på disse dynamikker. Hvis ikke man formår at tilpasse sin organisation til den doktrinære ændring miljøet fordrer, eller omvendt, kan man også fejle i oprørsbekæmpelse. Men påvirkningen går begge veje. For eksempel kan ny teknologi til at erkende forandringer i operationsmiljøet, dramatisk ændrer på først den indre rings dynamikker, men dernæst også have en påvirkning på responsiveness og dermed agility som den ydre faktor. 47

53 4. KONKLUSION. Jeg har med dette speciale sat mig for at undersøge, hvordan agility kan påvirke landstyrkers evne til at tilpasse sig oprørsbekæmpelse. Jeg har konstateret, at agility skal være en mentalitet for, at man kan blive og vedblive med at være agile. Det understreger nødvendighed af, at Agility operationaliseres og institutionaliseres ved såvel individer som enheder. Dette vil særligt være gældende, når en landstyrke indsættes i et udfordrende og komplekst oprørsmiljø. Doktrinært kan man samlet konkludere, at agility stiller krav til at doktrin skal balanceres for ikke at være for restriktivt eller præskriptivt, men samtidig være tilstrækkeligt dækkende for at skabe et fornuftigt fundament for indsættelse i oprørsbekæmpelse. Noget taler for ikke at have en doktrin, andet taler for at det er nødvendigt. For at landstyrken skal være agile, må det væsentlige være, at doktrinen skal finde den balance, der netop relaterer sig til det operationsmiljø man skal indsættes i, og de aktører man skal interagere med. Kendskabet til operationsmiljøet, før og under indsættelsen i oprørsbekæmpelse, er derfor væsentlig for doktrinen. Agility har samlet den største påvirkning på organisationen. Analysen taler for nødvendigheden af, at strukturen ikke nødvendigvis er låst i kasser og vandrør, hvis man som landstyrke skal være agile. En hierarkisk organisation kan, ligesom en netværksorganisation, have sine fordele og ulemper. Det er vigtigt, at der ikke er en fast opskrift på, hvorledes man organiserer sig under oprørsbekæmpelse. En dynamisk vekslen mellem forskellige grader af hierarki og netværk vil give organisationen styrke, og dermed facilitere agililty. Uddannelse og træning i agility er forudsætning for, at man kan institutionalisere evnen til at være agile. Via uddannelse og træning kan man, forud for indsættelsen i oprørsbekæmpelse, opbygge og understøtte mange af de delementer, der udgør agility. Kommando- og kontrolstrukturen, herunder kommunikation, skal, for at understøtte agility, holdes flad og ubesværet. Der skal med andre ord være en udpræget grad af mulighed for at kommunikere og udveksle informationer på tværs i organisationen, ligesom det er vigtigt at man har beslutningskompetencerne til at handle på så lavt et niveau som muligt. Det giver muligheden for at handle i ånden og hensigten af den opgave man skal løse, og den 48

54 effekt man vil levere. Det vil bidrage til den fleksibilitet og hurtighed, der gør at man kan gribe initiativet over oprørsgrupperinger på deres hjemmebane. Teknologien har primært til formål at understøtte doktrinen og organisationen. Man må dog ikke underkende teknologiens rolle. I informationsalderen er det teknologiens muligheder, der kan bidrager med et meget væsentligt kendskab til operationsmiljøet. Ligesom det er via tekniske hjælpemidler man kan indhente, behandle, dele og videreformidle informationen, der skal være fundamentet for at landstyrken kan være agile. Clausewitz argument om at konfliktens karakter kan ændres, har også vist sig at gælde med agility. Forståelsen for afbalanceringen af delementerne i agility i forhold til det miljø man møder i oprørsbekæmpelse, og tilpasse doktrin, organisation og teknologi i forhold til det, er vigtigt. Landstyrken kan derved opnå, ikke alene at reagere rettidigt, men også at anvende de rette handlemuligheder og tilpasse sig de konstante bevægelser man finder under oprørsbekæmpelse. Landstyrken kan derved øve indflydelse på konfliktens karakter, og i sidste ende opnå den ønskede effekt. Samlet set kan en holistisk applikationen af agility på en landstyrke, der skal indsættes i oprørsbekæmpelse, bidrage med en væsentlig grad af fleksibilitet og tilpasning i relation til det miljø man indsættes i. Med agility tilbydes landstyrken muligheden for at tage initiativet og blive den agerende part. Min undersøgelse af agility skal dog ses i den relativ snævre kontekst, den bevæger sig i. Miljøet i oprørsbekæmpelse er endog meget komplekst, og kan vel nærmest betragtes som et yderpunkt. Ved at antage en generisk betragtning i forhold til operationsmiljø generelt, vil agility som koncept sandsynligvis også kunne bidrage i mere generelle termer. Er agility så svaret på alt? Agility er ikke nødvendigvis en silver bullet, eller en opskrift, der garanterer succes! Men institutionaliseres agility i landstyrken, vil man have en større sandsynlighed for selv at sætte kursen i et komplekst operationsmiljø. Kan landstyrker have for meget agility? Svaret er tvetydigt. Man kan ikke have for meget agility, hvis det er tilpasset det miljø man er i. Omvendt kan det blive for meget, og måske ligefrem en hæmmende faktor, hvis man skruer fuldt op for alle delelementer, og forbereder sig på alt. Man må derfor afpasse sin agility for at være agile! 49

55 5. PERSPEKTIVERING. Jeg har konkluderet, at agility kan have en positiv effekt indenfor mit snævre undersøgelsesfelt. Jeg har også antydet, at selvom konklusionerne principielt kun er gældende indenfor dette felt, man sandsynligvis kunne anvende dem i en anden kontekst. Hvad nu hvis man folder konteksten ud, og lader den omfatte forsvaret generelt, vil det så fortsat have en positiv effekt? I aftalen for forsvarsområdet , kan man se at forsvaret, på den ene side, skal effektiviseres, men på den anden side, fortsat skal løse mange forskelligartede opgaver i meget vekslende miljøer; fra højintensitets kampoperationer, over operationer i cyberspace, til humanitære indsættelser. Aftalen angiver et behov for et forsvar, der fleksibelt og rettidigt kan tilpasse sig og løse de vekslende opgaver man pålægges. Forsvarets operative kapaciteter skal derfor være tilstrækkeligt robuste og udholdende. Værnsfælleshed og task force -sammensætninger tillægges prioritet. Aftalen lægger generelt op til at forsvaret går en meget kompleks tid i møde, hvor netop behovet for succesfyldt at påvirke, håndtere og/eller udnytte forandringer er en nødvendighed. Ved at anlægge et agility perspektiv, kan man identificere nogle af delelementerne i, hvorledes man ønsker at forsvarets skal indrettes. For eksempel nævnes evnen til at tilpasse sig, rettidighed, fleksibilitet, robusthed og udholdenhed, ligesom alsidighed også ligger implicit i aftalen. Innovation synes dog ikke at fremtræde som en evne der tillægges vægt. Agility vil, som resultaterne i analysen viste, kunne bidrage med at forsvaret ved at rette fokus mod flexibility, versatility og resilience identificere de områder, der skal være medvirkende til, at man kan effektivisere, da den grundlæggende natur her er at have flere muligheder, kunne flere ting med det samme og være udholdende. Det kunne for eksempel være igennem dyrkelsen af værnsfælleshed og task forces. Responsiveness og adaptability vil yderligere naturligt sikre, at forsvaret rettidigt kan tilpasse sig de forandringer der kommer, og de opgaver der skal løses. Ved også at inddrage innovativeness, kan der findes nye måder at gøre tingene på, dette kan være særlig nyttigt ved effektivisereringer og mødet med nye situationer. 50

56 Samlet set vil agility også kunne bidrage til at forsvaret kan navigere rettidigt, identificerer de rette handlemuligheder og træffe de rigtige beslutninger Med det in mente, at man bør have et holistisk syn på agility og et kendskab til dynamikkerne for netop at kunne tilpasse agility til situationen, lader det til at agility, i sin helhed, også vil kunne tilbyde forsvaret muligheden for tilpasning og navigation i en kompleks fremtid. En fremtid der byder på effektiviseringer samtidig med, at man skal løse en række komplekse og krævende opgaver. 51

57 Litteraturliste. Bilag 1 BØGER. Bryan S. Turner (Ed.), The Blackwell Companion to Social Theory, (Wiley, 2000). Carl von Clausewitz, (Michael Howard and Peter Paret, Translators & Eds.), On War (Princeton University Press, 1984). David S. Alberts, The Agility Advantage: A Survival Guide for Complex Enterprises and Endeavors (US Department of Defence Command and Control Research Program, 2011). ( James S. Coleman og Thomas J. Fararo (Eds.), Rational Choice Theory: Advocacy and Critique, (SAGE Publications, 1992). Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensen (Eds.), Den gode opgave - håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser, (Forlaget Samfundslitteratur, 2006). Theo Farell, Frans Osinga og James A. Russell, Military Adaptation in Afghanistan, (Stanford University Press, 2013). RAPPORTER OG ARTIKLER. Der er angivet link til artiklerne og rapporterne, i de tilfælde, hvor de er tilgængelige. Chet Richards, Boyd s OODA Loop (It s Not What You Think), (J. Addams & Partners, 2012). ( Forsvarsministeriet, Aftale på forsvarsområdet , (Forsvarsministeriet 2012). ( 1

58 John Arquilla og David Ronfeldt (Eds.), Networks and Netwars: The Future of Terror, Crime and Militancy, (RAND Corporation, 2001). ( Hærens Operative Kommando, Værnskoncept for Hæren (4. udkast), (Hærens Operative Kommando, 2012). (Ikke tilgængelig på internettet) Mikkel Storm Jensen, Krigsførelsens kredsløb, Militært Tidsskrift, 133/1 (2004), pp (Ikke tilgængelig på internettet) North Atlantic Treaty Organization, AJP Allied Joint Doctrine for Counterinsurgency, (North Atlantic Treaty Organization, 2011). ( North Atlantic Treaty Organization, AAP-06. NATO Glossary of Terms and Definitions (english and french), (North Atlantic Treaty Organization, 2013). ( Robert Egnell, Lessons from Helmand, Afghanistan: what now for British counterinsurgency?, International Affairs, 87/2 (2011), pp ( Sergio Catignani, Getting COIN at the Tactical Level in Afghanistan: Reassessing Counter-Insurgency Adaptation in the British Army, Journal of Strategic Studies, 35/4 (2012), pp ( Theo Farrell og Stuart Gordon, COIN Machine: The British Military in Afghanistan, Orbis, 53/4 (2009), pp (Ikke tilgængelig på internettet) Theo Farell, Improving in War: Military Adaptation and the British in Helmand Province, Afghanistan, , Journal of Strategic Studies, 33/4 (2010), pp ( Thomas X. Hammes, Insurgency: Modern Warfare Evolves into a Fourth Generation, Strategic Forum, 204 (2005), pp ( 2

59 Dr. Will Mitchell, Agile Sense-Making in the Battlespace, The International C2 Journal, 4/1 (2010), pp ( Dr. Will Mitchell et al., C2 Agility Report Task Force SAS 085 (NATO Science & Technology Organization, 2013). ( Dr. Will Mitchell, Operationalizing Battlespace Agility, Militært Tidsskrift 141/4 (2013), pp ( William S. Lind et al, The Changing Face of War: Into Fourth Generation, Marine Corps Gazette, (1989), pp ( %20Into%20the%20Fourth%20Generation.pdf) INTERNET Wikipedias hjemmeside (vedr. oprør) Wikipedias hjemmeside (vedr. oprør og revolutioner) 3

60 Definitioner. Bilag 2 Agility: Agility is the capability to successfully effect, cope with and/or exploit changes in circumstances. 1 Successfully is defined as operating within acceptable bounds. This includes defining the significance of out of bounds performance as a function of both magnitude (how far) and duration (how long). Change in circumstances, includes changes to the State of the Other Entities and the Environment and/or to the State of Self. These changes are not restricted to the physical domain, but also include changes to variables in the Information, Cognitive, and Social domains as well. Further, in this context, changes of circumstances include changes of mission, strategy, or objectives within them. Effect implies being proactive and therefore able to bring about a change in circumstances in order to improve performance, effectiveness or efficiency. Cope with implies dealing with one or more of the above changes in circumstances that, if not appropriately addressed, would adversely affect performance (effectiveness and efficiency). Exploit implies capitalizing on an opportunity to take advantage of changed circumstances that if not seized, would result in an opportunity loss (a failure to improve performance improve effectiveness or efficiency or both). Asymmetrisk krigsførelse: A threat emanating from the potential use of dissimilar means or methods to circumvent or negate an opponent's strengths while exploiting his weaknesses to obtain a disproportionate result. 2 Irregulær krigsførelse: The use or threat of force by irregular forces, groups or individuals, frequently ideologically or criminally motivated, to effect or prevent change as a challenge to governance and authority. 3 1 Definitionen, inklusiv definitionen af de betydningsfulde ord, er fra NATO C2 Agility Report SAS 085, 2013, p NATO, 2013, p. 2-A NATO, 2011, pp

61 Netværksorganisationer (Chain Network, Star Network og All-Channel Network) 4 : Chain Network: people, goods, or information move along a line of separated contacts, and where end-to-end communication must travel through the intermediate nodes. Star Network: A set of actors are tied to a central (but not hierarchical) node or actor, and must go through that node to communicate and coordinate with each other. All-Channel Network: A collaborative network of militant peace groups where everybody is connected to everybody else. Oprør (insurgency): The actions of an organised, often ideologically motivated, group or movement that seeks to effect or prevent political change of a governing authority within a region, focused on persuading or coercing the population through the use of violence and subversion. 5 Oprørsbekæmpelse (eller counterinsurgency): The set of political, economic, social, military, law enforcement, civil and psychological activities with the aim to defeat4 insurgency and address any core grievances. 6 Swarming: Swarming is a seemingly amorphous, but deliberately structured, coordinated, strategic way to strike from all directions at a particular point or points, by means of a sustainable pulsing of force and/or fire, close-in as well as from stand-off positions. 7 4 Arquilla, 2001, pp NATO, 2011, pp NATO, 2011, pp Arquilla, 2001, p