KAPITEL 1 INDLEDNING: ANALYSENIVEAUER...

Transkript

1 Forord Formålet med denne bog er at give en sammenhængende og omfattende beskrivelse af sprog. Bogen er en indføring i sprogvidenskab med universitetsstuderende som hovedmodtagere. Bogen handler ikke kun om grammatik, men kobler grammatik sammen med en række andre betragtninger af sprog, såsom betydningslære, sprogbrug, filosofi, kommunikation osv. Sprog beskrives fra flere forskellige synsvinkler for at give et så komplet som muligt billede af sprog. Jeg bestræber mig på at give en beskrivelse af sprog efter strenge videnskabelige principper. Men samtidig prøver jeg også at skrive bogen så let forståeligt som muligt. Jeg bruger konsekvent(e) fagtermer, dvs. for det meste latinskbaserede udtryk, undtagen nogle få steder hvor et mere dagligdags udtryk er betydeligt kortere end fagtermen, men jeg angiver altid ved første anvendelse fagtermernes etymologi, nærmeste danske ækvivalenter og, for at lette læsningen af international faglitteratur, de bedst tilsvarende engelske betegnelser. Et omfattende indeks skal også hjælpe forståelsen af fagtermerne. Jeg bruger så vidt jeg finder det hensigtsmæssigt de allerede eksisterende fagtermer, men holder mig ikke tilbage for at omdefinere dem eller indføre nye termer der hvor jeg mener det er nødvendigt for at være konsekvent terminologisk. Jeg vil gøre meget ud af at vise hvordan man opbygger et sprogvidenskabeligt analyse- og begrebsapparat. Dvs. jeg vil også definere nogle begreber som man tilsyneladende tager for givet i andre sprogbeskrivelser. Derved kan min beskrivelse til tider have karakter af at være meget minutiøs. Men jeg vil gerne forsikre læseren om at det vil kunne betale sig at kæmpe sig igennem de lange beskrivelser da de er vigtige for hele argumentationen. På den måde forudsætter bogen faktisk ikke nogen bestemte forkundskaber andet end interesse for sprog. Jeg følger det princip i kommatering at jeg kun sætter komma foran ledsætninger hvis de er ment som parentetiske. Jeg holder mig så vidt muligt til en nøgtern og saglig stil, dog forekommer mine subjektive holdninger til sprog og sprogbrug enkelte steder. Bogen er hovedsageligt skrevet i fortællende stil, men der er adskillige steder hvor jeg diskuterer eksplicit med andre forfattere. Jeg bruger af respekt for kvinder han som generisk pronomen. Forklaring herpå findes i afsnit Bogen ville ikke være blevet til uden adskillige personers medvirken. Bogen skylder først og fremmest lektor emeritus Hans Arndt sin eksistens. Han var min mentor under mit studium i lingvistik ved Aarhus Universitet, og hans Grammatisk analyse var bogens rollemodel. Professor Ole Togeby ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet, har med sin Fungerer denne sætning? og i personlige diskussioner bidraget med mange ideer til bogen. Signe Nielsen, der som instruktor har været min medunderviser i faget Sprog 1 ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet, skal have mange tak for sin utrættelige gennemlæsning af den ene udgave efter den anden af kapitel 2 til 6. Og sidst, men ikke mindst skal jeg nævne Hold 43, 54, 55 og 63 på Nordisk Institut som velvilligt har ladet sig anvende som forsøgskaniner for bogen og været inspirerende for arbejdet. Lene Harbo Frandsen, Maria Odgaard Sørensen og Vibeke Just Andersen har udmærket sig med mange konkrete forslag til forbedring af bogen.

2 Indholdsfortegnelse KAPITEL 1 INDLEDNING: ANALYSENIVEAUER FONETIK, FONOLOGI GRAFIK, GRAFOLOGI MORFOLOGI SYNTAKS SEMANTIK PRAGMATIK BOGENS INDRETNING KAPITEL 2 TANKEN GRUNDBEGREBER I TANKER OG KOMMUNIKATION EN SITUATION EGENSKABER SEMANTISKE ROLLER PRAGMATISKE ROLLER SITUATIONERS FUNKTIONER OG KOMPLEKSE TANKER MODALITET OG GENRE INTENTION PRÆDIKATION HOLDNING SAMMENFATNING KAPITEL 3 MORFOLOGI I: BASIS MORFEMER OG MORFER MORFEMTYPER RØDDER AFFIKSER ALLOMORFER OG NULMORFER UBØJELIGE ORDKLASSER KAPITEL 4 MORFOLOGI II: AVANCERET MORFOLOGI DE BØJELIGE ORDKLASSER SUBSTANTIVER PROFORMER PERSONLIGE PRONOMINER INTERROGATIVPRONOMINER RELATIVPRONOMINER GENERISK PRONOMEN REFLEKSIVPRONOMEN RECIPROKKE PRONOMINER ADJEKTIVER SPECIELLE ADJEKTIVER VERBER RETNINGSADVERBIER MÅDESADVERBIER NUMERALER ARTIKLER ORDDANNELSE DERIVATION VS. FLEKSION ORD KAPITEL 5 SYNTAKS I: ORDGRUPPER INDLEDNING LED ORDGRUPPERS GENERELLE STRUKTUR... 76

3 5.4. SUBSTANTIVALER ADJEKTIVALER VERBALER ADVERBIALER NUMERALIALER ADPOSITIONALER ORDGRUPPER SOM SÆTNINGSLED KAPITEL 6 SYNTAKS II: SÆTNINGSLED OG SÆTNINGER SÆTNINGSSKEMA SÆTNINGSLEDDENE VERBALTYPER SÆTNINGSLEDSDÅB STRANDEDE PRÆPOSITIONER OBLIKKE OG UOBLIKKE LED PRÆDIKAT KOMPLEMENTER OG ROLLELED OVERSIGT OVER SÆTNINGSLED KAPITEL 7 SYNTAKS III: SÆTNINGSTYPER HELSÆTNINGSTYPER LEDSTILLINGSTYPER LEDSÆTNINGER HOVED-, BISÆTNINGER, OG SÆTNINGSSTAMMER LEDSÆTNINGSTYPER NONFINITTE LEDSÆTNINGER LEDSÆTNINGER I SUBSTANTIVALER LEDSÆTNINGER I ADJEKTIVALER OG ADVERBIALER LEDSÆTNINGER SOM SÆTNINGSLED EFTERHÆNGTE RELATIVSÆTNINGER LEDRÆKKEFØLGE VS. SÆTNINGSTYPE HELSÆTNINGER VS. LEDSÆTNINGER KAPITEL 8 SYNTAKS IV: AVANCERET SYNTAKS UDVIDET SÆTNINGSSKEMA ALTERNATIVE SÆTNINGSSKEMAER KOMPLEKSE SÆTNINGSKONSTRUKTIONER ADVERBIEL FLYTNING SUBJEKTSLØFT ELLIPSE SAMMENFATNING KAPITEL 9 REFERENCE TYPER AF REFERERING SUBSTANTIVALER FORMULERINGSSTYRKE KAPITEL 10 SEMANTISKE ROLLER INDLEDNING LISTE OVER SEMANTISKE ROLLER ROLLEAKKUMULATION MAKROROLLER DIATESE UAKKUSATIV OG CO SÆTNINGSLED OG SEMANTISKE ROLLER OBLIK+INFINITIV & NOMINATIV+INFINITIV LEDSÆTNINGER OG UNDERORDNEDE SITUATIONER AKTANTER SOM GRUPPELED

4 AKTANTER I MORFOLOGI NOMINATIV-AKKUSATIVE VS. ERGATIV-ABSOLUTIVE SPROG PROBLEMATISKE TILFÆLDE SAMMENFATNING KAPITEL 11 DE NEUTRALE LED AKTANTER STED TID OMSTÆNDIGHEDER NÆGTELSE MÅDE GRAD OG KVANTITET TAL ATTITUDE MODALITET FOKUS NEUTRALE PRÆDIKATIVER MATERIALE SAMMENFATNING KAPITEL 12 GRAMMATISKE KATEGORIER PERSON NUMERUS KASUS TEMPUS OG TEMPORALITET MODUS OG MODALITET GENUS, SEXUS OG EMPATI STED KAPITEL 13 LEKSIKON BETYDNINGSANALYSE BETYDNINGSFORHOLD BETYDNING VS. FORM KAPITEL 14 SPROG OG VERDEN KATEGORISERING SPROGLIG RELATIVISME FLOSSEDE KANTER SPROGLIGE KATEGORIER AKTIONSART SAMMENFATNING KAPITEL 15 METAFORER OG METONYMIER NYE OG GAMLE OVERFØRTE BETYDNINGER TEGN METONYMI METAFOR GRAMMATISKE METAFORER ERKENDELSE OG ORDFORRÅD FIKTION IRONI LØGN KAPITEL 16 MELLEM LINJERNE: IMPLIKATIONER UDELADELSER BASALE UDSAGN

5 KAPITEL 17 SPROGHANDLINGER INDLEDNING GRUNDBEGREBER INFORMATIVER PERFORMATIVER ASSUMPTIVER EKSPRESSIVER DIREKTIVER PERMISSIVER OPTATIVER EXHORTATIVER INTERROGATIVER FATISKE SPROGHANDLINGER INTENTION VS. PERLOKUTION SÆTNINGSTYPER SAMMENFATNING KAPITEL 18 TEKSTSAMMENHÆNG INDLEDNING SITUATIONSKOBLING YTRINGSKOBLING REFERENTKOBLING KOMPOSITION ILLUSTRATION KAPITEL 19 INFORMATIONSSTRUKTUR TEMA OG REMA EMNE OG MEDDELELSE FOKUS KAPITEL 20 KOMMUNIKATIONSMODEL KOMMUNIKATIONSDELTAGERE SPROGFUNKTIONER FORHOLD MELLEM FORTÆLLER OG ADRESSAT APPENDIKS A: FLEKSIVER I DANSK APPENDIKS B: DERIVATIVER I DANSK APPENDIKS C: FORKORTELSER OG NOTATIONSKONVENTIONER INDEKS LITTERATUR

6 Kapitel 1 Indledning: Analyseniveauer I dette kapitel giver jeg en kort oversigt over hvordan man kan angribe analysen af sprog, og over hvordan bogen er indrettet. Sprog er meget komplekse størrelser, som derfor er svære at beskrive. For at kunne overskue arbejdet er det almindeligt at inddele sprog i niveauer eller analyseområder og beskrive de enkelte niveauer hver for sig. Hvad er sprog? Jeg arbejder ud fra den definition, fremsat af den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure ( ), der regnes for at være den moderne lingvistiks fader, at sprog er systemer af tegn, hvor tegnene er organiserede på forskellige niveauer. Sproglige tegn, også kaldet symboler, er størrelser som har to sider: en udtryksside og en indholdsside. Udtrykssiden eller formen (i Saussures terminologi signifiant) er den del af tegnet som man kan se eller høre. Indholdssiden eller betydningen (signifié) er den del af tegnet som udtrykssiden henviser til, nemlig det mentale billede der fremkaldes i menneskers hoved. Bl.a. er ord tegn. Så fx står bogstav-/lydsekvensen h+u+s (hus) som udtryksside for indholdssiden hus der er pågældende ords betydning, en slags bygningsværk. (I bogen følger jeg det princip at jeg henviser til udtrykselementer med kursiv og til indholdselementer med enkle anførselstegn. Det skal dog bemærkes at kursiv også bruges til at fremhæve et eller andet i brødteksten og til at markere fremmedsproglige udtryk, fx signifiant ovenfor. Denne flertydighed af brugen af kursiv er for at være i tråd med de gængse anvendelser af kursiv. Den skulle i praksis ikke give anledning til misforståelse. Se i øvrigt Appendiks C for notationskonventioner.) Det karakteriserer sproglige tegn at forbindelsen mellem udtryk og indhold er arbitrær, vilkårlig. Dvs. det beror på en konvention som er blevet vedtaget af sprogets brugere, hvilke udtrykselementer der står for hvilke indholdselementer. Vilkårligheden er ret indlysende i og med at forskellige ting kaldes forskelligt på forskellige sprog: Fx hedder hus hus på dansk, house på engelsk, dom på russisk, talo på finsk, osv. Tegnet er faktisk den bestående symbolske forbindelse mellem udtrykket og indholdet, at man tildeler et bestemt udtryk et bestemt indhold, og omvendt. Men sprog er ikke blot et system, sprog har også et formål. Formålet er at kommunikere, at udveksle tanker og følelse mellem mennesker vha. sprog. Sprog fungerer altså som et kommunikationsmiddel. Kommunikation dækker over alle tænkelige slags udvekslinger af tanker og følelser vha. sproglige udtryk uanset formålet med udvekslingen, fra livsnødvendige oplysninger som Pas på toget! til (muligvis) overflødige bemærkninger som Det regner igen. Kommunikationen dækker ligeledes over både det talte og det skrevne sprog, og både over skøn- og faglitteratur m.m. Det er ikke sådan at sprog har et tegn til hver tanke man måtte ønske at udtrykke. Sprog har et antal (et stort antal) basale tegn, de enkle tegn, af hvilke man kan opbygge mere komplekse tegn, så komplekse som man behøver for at udtrykke sine tanker med den nødvendige præcision. Der er ikke nogen principielle grænser for hvor komplekse tegn man kan danne, sprog er et fleksibelt system. De enkle tegn kombineres til større tegn efter bestemte regler, hvilke regler man traditionelt kalder et sprogs grammatik. At tegn sættes sammen efter regler, vil sige at sprog har struktur; det er ikke ligegyldigt hvordan tegnene kombineres. At fokusere på sprog som tegnsystem kalder man det strukturalistiske sprogsyn, og det at fokusere på sprogs funktioner kalder man funktionelt sprogsyn. Jeg prøver at forene de to tilgange i min sprogbeskrivelse. Sprogbeskrivelse handler om at beskrive sprogs udtryksside, indholdsside og forholdet mellem udtrykssiden og indholdssiden. Sprogs udtryksside består af inventaret af enkle tegn og de regler hvorefter man kan opbygge komplekse tegn. Indholdssiden består af de tanker som sprogbrugeren vil kommunikere. Tanker betragter jeg egentlig ikke som en del af sproget, men som noget der godt kan eksistere uden sprog. Så tanker og sprog er for mig uafhængige, om end tæt forbundne størrelse

7 (mere herom i kapitlet om tanker). Men da sprogs funktion er at formidle tanker, bliver tanker derved sprogs indholdsside. I min sprogbeskrivelse vil jeg rigoristisk følge den tilgang at jeg først beskriver sprogs indholdsside for sig, dernæst udtrykssiden for sig og til sidst forholdet mellem udtryks- og indholdssiden. Jeg gør meget ud af i første omgang at holde de to sider for sig fordi jeg mener at forholdet mellem to ting kun kan afdækkes rigtigt hvis man kan beskrive og definere dem særskilt. Fx definerer man i fysik elektrisk spænding og strøm uafhængig af hinanden og beskriver først derefter deres indbyrdes forhold (fx at en given strømstyrke forårsager et bestemt spændingsfald tværs over en given elektrisk modstand). Imidlertid har man brug for indholdssiden for at kunne beskrive udtrykssiden eftersom man kun kan vide at man overhovedet har med sproglige udtryk at gøre hvis man ved hvad de udtryk står for, dvs. hvis man forstår dem. Et udtryk som Jåkl fydj ighou ewi qojkl er derfor ikke noget sprogligt udtryk da det ikke repræsenterer noget som helst indhold. Strengt taget er et udtryk som Ez egy nehéz kérdés heller ikke et sprogligt udtryk for de fleste læsere af denne bog fordi udtrykket er uforståeligt for dem selv om det vitterligt står for et bestemt indhold. 1 Det har den konsekvens at man kun kan beskrive sprog som man kan forstå, lige bortset fra den mest elementære beskrivelse af hvilke bogstaver/lyde der forekommer i sproget, og i hvilke rækkefølger. 2 Man har altså brug for indholdet for at kunne beskrive udtrykket. Det jeg vil advare imod er uden videre at sætte lighedstegn mellem udtrykselementer og indholdselementer fordi det viser sig gang på gang at forholdet mellem udtryk og indhold er meget mere kompliceret end det; der er så godt som aldrig et én til én-forhold. Ved i forvejen at forenkle beskrivelsen kommer man meget ofte til at sammenblande ting som man ikke bør sammenblande. Derfor vil jeg i min beskrivelse af udtryk kun bruge indhold til at afgrænse udtrykselementerne, men ikke til at definere dem. Ligeledes vil jeg ikke bruge udtrykskriterier til at definere indholdssiden. Som nævnt ovenfor er det hensigtsmæssigt at opdele sprog i niveauer, i mindre områder, som så er lettere at håndtere i beskrivelsen. Traditionelt arbejder man med følgende niveauer eller discipliner inden for sprogvidenskaben: fonetik, fonologi, morfologi, syntaks, semantik og pragmatik. Niveauerne betragtes almindeligvis hierarkisk således at fonetik er det laveste niveau og pragmatik er det højeste niveau. Denne opstilling har bl.a. noget at gøre med hvor meget indhold det pågældende niveau rummer. Fonetik har intet med indholdssiden at gøre mens pragmatik beskæftiger sig med de mest intrikate nuancer i sproget. Men hierarkiet hænger også sammen med hvor komplekse enheder man arbejder med på et givet niveau. Fonetik/fonologi arbejder med de mindste enheder (lyde), morfologi med større enheder der på udtrykssiden er sat sammen af lyde (morfemer/ord), syntaks vedrører med endnu mere komplekse enheder der er sat sammen af ord (sætninger) og dele af pragmatik (tekstlingvistik) handler om de mest komplekse sproglige enheder, som er sat sammen af sætninger (tekst). Endnu en grund til hierarkiopfattelsen er antallet af enheder der befinder sig på et givet niveau. Jo højere man er i hierarkiet, desto flere enheder findes der på niveauet: ca. 50 i fonologi, flere tusinde i morfologi, uendelig mange i syntaks og endnu flere i tekstlingvistik. En undtagelse er dog fonetik som rummer langt flere enheder end fonologi i princippet uendelige mange, i praksis adskillige tusinde. Men eftersom alle niveauerne hænger sammen med alle de andre, er dette hierarki en forenkling. Jeg vil i det følgende kort skitsere de enkelte discipliners indhold. 1 Udtrykket er på ungarsk og betyder Det er et svært spørgsmål. 2 Dette er omtrent situationen ved etruskisk, som man har en ganske præcis viden om hvordan blev udtalt, men det er langt fra alle ord hvis betydning er kendt.

8 1.1. Fonetik, fonologi Fonetik (lydlære, af det græske foné = lyd) handler om de lyde som mennesker kan frembringe vha. deres taleorganer. Disse lyde kalder man foner. Der er tre underdiscipliner inden for fonetik: artikulatorisk, akustisk og auditiv. Artikulatorisk fonetik beskæftiger sig med hvordan taleorganerne arbejder under frembringelsen af lyde. Artikulatorisk fonetik hører strengt taget ikke ind under sprogvidenskab, men snarere under fysiologi eftersom det handler om at beskrive taleorganernes bevægelse. Men da man fokuserer på de lyde som benyttes i sproglig kommunikation, regner man artikulatorisk fonetik som en del af lingvistikken. Akustisk fonetik er en beskrivelse af de fysiske lydbølger menneskelige lyde består af. Således har akustisk fonetik meget til fælles med fysikvidenskaben, og man anvender avancerede elektroniske instrumenter i det akustiske studie af fonetik. Dette studie er vigtig for fremstilling af kunstig tale. Auditiv fonetik vedrører lydperception, dvs. hvordan vi mennesker opfanger lydene, hvilke træk ved lydbølgerne vi lægger mærke til. Lydbølgerne har nemlig mange træk: deres amplitude (volumen), frekvens (højde) og form samt alle disse træks forandring i tid. Mennesker hæfter sig ubevidst kun ved bestemte træk eller kombinationer af træk der gør det muligt at vi kan forstå hinanden selv om vi alle taler mere eller mindre forskelligt, og selv om der godt kan forekomme baggrundsstøj i samtalen. Auditiv fonetik er tæt knyttet til forskning i perception, herunder hjerneforskning, og anvendes bl.a. til at udvikle maskinel talegenkendelse. For at kunne notere foner (lyde) har man udviklet et særligt alfabet, det internationale fonetiske alfabet (International Phonetic Alphabet, IPA), som består af bogstaver og bogstavlignende tegn samt adskillige hjælpetegn (såkaldte diakritiske tegn) for at kunne gengive alle foner entydigt. Fonologi er studiet af konkrete sprogs lydsystemer. De enkelte sprog bruger kun et udsnit af de lyde som et menneske er i stand til at frembringe, ca. 50 lyde per sprog. Disse lyde kaldes fonemer (phonemes). Fonemer er strengt taget ikke enkelte lyde, men lydgrupper da fonemer tillader en vis variation i den aktuelle udtale. Denne tolerance over for variation gør det muligt at vi til trods for forskellene i udtale (fx dialektal forskel) kan forstå hinanden. Det er i øvrigt dette fællesnævne i forskelligartetheden som auditiv fonetik prøver at beskrive. Fonemer plejer man at beskrive artikulatorisk, dvs. hvordan de formes vha. taleorganerne. Det er fonologiske beskrivelse, dvs. beskrivelse af foneminventaret, man finder i bøger om fremmede sprog. Alfabetiske skriftsystemer bygger på det princip at tillægge ét bogstav til ét fonem, og omvendt, som man populært siger at skrive som man taler. Det er også dette princip der ligger til grund for den danske retskrivning, men da skriften ikke har fulgt med udviklingen i talen, er der i den moderne danske retskrivning opstået talrige afvigelser fra dette ideal. Der er næppe nogen retskrivningssystemer der lever helt op til idealet, de aktuelle alfabeter tilnærmer det i varierende grad. For de sprog hvor det nationale alfabet er for fjernt fra udtalen, eksempelvis det danske, har man udviklet lydskrifter for alligevel at kunne gengive udtalen entydigt, fx i udtaleordbøger. Disse lydskrifter, fx det danske Dania-lydskrift, er som oftest en forenklet og tilpasset udgave af IPA. Fonemer defineres som de mindste betydningsadskillende enheder i et sprog. Denne definition hænger sammen med at fonemer er de lyde som et sprog benytter sig af til at opbygge de sproglige tegns udtryksside af. Tegn karakteriseres ved at deres udtryksside er forskellig fra andre tegns fordi udtrykssiden består af forskellige fonemer. Det betyder at man ved at bruge forskellige fonemer kan adskille udtryk fra hinanden og dermed betydninger fra hinanden. Derfor kaldes fonemer betydningsadskillende enheder. Fx er udtrykkene find og vind forskellige fra hinanden og symboliserer to forskellige begivenheder. De adskilles fra hinanden ved forskellen mellem f og v. Denne betydningsadskillende funktion betyder at fonemer kun kan defineres ved hentydning til indhold. Man kan nemlig kun finde ud af at to lyde skal betragtes som to fonemer hvis man ved at

9 de to udtryk som fonemerne indgår i, symboliserer to forskellige betydninger. Derfor er fonologi i modsætning til fonetik utvivlsomt del af sprogvidenskaben. Ud over enkeltstående lyde studerer man også de såkaldte suprasegmentale eller prosodiske træk i fonetik/fonologi. Suprasegmentale træk er lydlige fænomener der angår lydgrupper som stavelser, ord eller hele sætninger. Det er tryk (betoning) og intonation der hører herunder. Fonetik og fonologi bliver ikke behandlet nærmere i denne bog. Dog vil fænomenet særtryk, det at fremhæve en bestemt del af en sætning, blive anvendt i enkelte steder i beskrivelsen af betydning Grafik, grafologi I analogi med fonetik/fonologi kunne man tale om grafik/grafologi (af det græske grafo = jeg skriver) som studierne af hhv. skrifttegn og skriftsystemer. Men betegnelserne grafik og grafologi bruges ikke på den måde. Studiet af skrifttegn og skriftsystemer synes i det hele taget ikke fylde ret meget i sprogvidenskaben. Ikke desto mindre taler man om grafer og grafemer. Grafemer er idealiserede skrifttegn (bogstaver) der hver især står for en gruppe grafer der alle har den samme funktion. Grafemer svarer således til fonemer, og grafer til foner. Man kunne fx antage at H er et grafem der samler en række grafer (HHHHHHHHHH) som alle er forskellige, men har den samme funktion, nemlig at udtrykke grafemet H, som så kan bruges til at opbygge tegns skriftlige udtryksside. Studiet af skrifttegn og skriftsystemer er ikke det samme som studiet af skriftsprog. Skrifttegn og skriftsystemer har kun noget at gøre med sprogs udtryksside, i lighed med foner og fonemer. Men skriftsprog er selve sproget, altså den skriftlige manifestation af sproget, med alle dets regler, undtagelser og anvendelser. Skriftsprog har været studeret i rigt mål (dog næppe nok endnu). Det har endda været studeret på bekostning af talesproget, for skriftsprog har været anset for at være den ideale manifestation af sprog frem for det ofte mangelfulde og ufuldstændige talesprog. Det er også unægteligt lettere at studere skriftsproget da det er vedblivende, man kan let vende tilbage til det samme stykke tekst og studere det igen og igen. Talesprog er derimod flygtigt, forsvinder ligeså snart det er blevet udtalt. Man skal først skrive talesproget ned for at kunne studere og diskutere det grundigt. Skriftsprog og nedskrevet talesprog ikke er det samme. Da skrift og tale har og giver forskellige vilkår, er der forskelle på tale- og skriftsproget. Fx noterer man i standardskriftsprog ikke intonation, som ellers giver mange oplysninger om talerens følelsesmæssige tilstand. Denne tilstand går enten tabt når man skriver, eller skal udtrykkes med andre midler, ved fx eksplicit at benævne følelsen, hvis man ønsker at gengive den. Derimod er intonation og dermed tilkendegivelse af følelser en uundgåelig og uundværlig del af talesproget. Når talesprog skrives ned, gengives i modsætning til standardskrift prosodiske træk. Eksempler herpå er smilies i sms, s og chatindlæg. Udviklingsmæssigt er det talesproget der er det primære, både for det enkelte menneske som typisk kan tale allerede i toårsalderen, men først lærer at læse og skrive i seksårsalderen (om overhovedet) og for menneskeheden som antageligt har haft talesprog i ca år, men skriftsprog kun i ca år Morfologi Morfologi vedrører sprogs mest enkle tegn, morfemerne. I og med at morfemer er de mest enkle tegn, defineres de som sprogs mindste betydningsbærende enheder. Således kobler morfologi udtryk og indhold sammen, dog er fokus på udtrykssiden. Morfologi kan siges at være et højere niveau end fonologi da morfemers udtryksside (kaldet morfer) er sammensat af fonemer (i skriftsproget af grafemer).

10 I morfologi undersøger man hvilke typer morfemer der findes, hvordan de kan kombineres til større enheder (ord) og hvilke variationer der forekommer i deres udtryksside. Morfologi er detaljeret beskrevet i Kapitel 3 og Kapitel Syntaks Syntaks har at gøre med hvordan man sætter ord sammen til sætninger. Syntaks er delt op i to niveauer da man ikke umiddelbart danner sætninger af ord. Af ord danner man først ordgrupper (kaldet også syntagmer (græsk for sammensætning), heraf navnet syntaks), som udgør led i sætninger, sætningsled. Af sætningsled danner man efterfølgende sætninger. I syntaks danner man således endnu mere komplekse tegn end i morfologi. Syntaks har en meget vigtig egenskab, rekursivitet. Rekursivitet betyder at man kan gennemgå den samme proces igen og igen. Dette vil sige at man kan blive ved med at fylde led i en sætning, ogat en sætning kan gøres til en del af en større sætning. Man kan altså bygge sætninger ind i sætninger endog i sætningsled, og denne proces kan man blive ved med at gentage. Derved kan man i princippet bygge et uendeligt antal uendelig komplekse sætninger. På denne måde kan man udtrykke sine tanker så komplekst og detaljeret som man behøver. Syntaks beskrives i Kapitel 5 til Kapitel 8. I disse kapitler er fokus på strukturen i de forskellige syntaktiske konstruktioner. Betydningen og anvendelsen af de syntaktiske konstruktioner (semantik og pragmatik) bliver uddybet i senere kapitler. De samme syntaktiske fænomener bliver således taget op i adskillige kapitler fra forskellige synsvinkler Semantik Semantik (af det græske semantikos = betydningsfuld, beslægtet med sémeion = tegn) er en disciplin der fokuserer på indholdssiden. Inden for semantik beskæftiger man sig med indholdet af både enkle og komplekse tegn, og med forholdet mellem forskellige tegns indhold. Man kan egentlig ikke sige at semantik er et højere niveau end syntaks eller morfologi, den komplementerer dem snarere: Mens morfologi og syntaks fokuserer på udtrykssiden, fokuserer semantik på indholdssiden. Da semantik er en kompleks disciplin der omfatter alle udtryksniveauer, bliver den taget op i adskillige kapitler der hver især fokuserer på bestemte aspekter ved indholdssiden Pragmatik Pragmatik er en meget broget disciplin. Pragmatik (af det græske pragma = gøren, gøremål) er en samlebetegnelse for de underdiscipliner der drejer sig om sproget i anvendelse. Inden for pragmatik undersøger man bl.a. (i) sprogs forhold til omverdenen, dvs. hvordan man kan henvise til fænomener i omverdenen (reference) (ii) hvordan man kan opnå forskellige mål ved at bruge sproget (sproghandlinger) (iii) hvordan man læser mellem linierne, dvs. hvordan man udleder mere information af ytringer end det ytringerne umiddelbart indeholder (inferens og implikation) (iv) hvordan man organiserer sætninger i tekster (tekstlingvistik) (v) hvordan kommunikation foregår, og hvilke funktioner sprog har (kommunikationsmodel) (vi) hvordan man organiserer sætninger med henblik på indholdet (informationsstruktur)

11 De pragmatiske discipliner er fordelt over adskillige kapitler. Man forsøger sædvanligvis at skelne mellem semantik og pragmatik på den måde at semantik drejer sig om sproglige udtryks betydning i isolation, uden for kontekst, mens pragmatik er fokuseret på udtrykkenes mening i givne sammenhænge. Denne skelnen er noget vanskeligt at opretholde, for det første fordi mange hvis ikke ligefrem alle sproglige udtryk er flertydige og derfor kun kan tolkes i en konkret sammenhæng, og for det andet fordi det er umuligt at ytre noget uden for en kontekst. Jeg vil ikke skelne skarpt mellem semantik og pragmatik i denne bog, dog er det sådan at de klassiske semantiske områder og de klassiske pragmatiske discipliner er omtalte forholdsvis separat fra hinanden, se det følgende afsnit om bogens indretning Bogens indretning At inddele sprog i niveauer er en kunstig foretagelse. Man skal hele tiden holde sig for øje at niveauerne ikke er uafhængige, de er alle forbundet med hinanden. Det er derfor principielt umuligt at beskrive dem enkeltvist for sig selv. Det gør man kun af praktisk-pædagogisk hensyn. For at gøre det lettere at se sammenhængen niveauerne imellem har jeg alle steder anført krydsreferencer til andre relevante dele i bogen. Selv om jeg bestræber mig på at skrive de enkelte kapitler så selvbærende som muligt, bygger de senere kapitler på indholdet i de tidligere kapitler, og nogle ting i de tidligere kapitler kan kun forstås til det fulde i lyset af indholdet i de senere kapitler. Det er derfor at de samme sproglige fænomener tages op flere gange i bogen, men hver gang fra en anden synsvinkel. Således gives der et så komplet belysning af fænomenerne som muligt. Da bogen henvender sig til dem der kan dansk, i og med den er skrevet på dansk, lægges der mest vægt på at beskrive dansk, og de fleste eksempler er derfor danske. Men for at kunne sætte dansk i en større sammenhæng og for at kunne behandle almensprogvidenskabelige problemer henvises der ekstensivt til andre sprog. De sprog jeg henviser til i bogen er blevet udvalgt fordi det er de sprog jeg kender (bedst). Mange af mine eksempler er konstrueret af mig. Dette går umiddelbart imod en del grammatikeres forventning om at man præsenterer autentiske eksempler, dvs. udtryk der er blevet ytret af indfødte sprogbrugere. Men mit formål er ikke at beskrive hvad der er blevet sagt, men hvad der kan siges. Skulle det vise sig at nogle af mine selvkonstruerede eksempler ikke kan accepteres af de fleste indfødte, skal min beskrivelse laves om eller eksemplerne rettes til. Kapitel 2 er en skitse af indholdssiden. Her giver jeg en model af hvordan tanker kan defineres, og hvilke elementer de kan deles op i. Disse indholdselementer udgør sproglige tegns indholdsside. Jeg indleder bogen med at beskrive indholdssiden fordi den er hvad sprog drejer sig om, forstået på den måde at sprogs funktion er at kommunikere indholdssiden fra menneske til menneske. Desuden finder jeg at det er lettere at forklare sproglige udtryk, selv i de kapitler (Kapitel 3 til Kapitel 8) der fokuserer strengt på strukturen, når jeg kan henvise til deres funktion, dvs. hvilke indholdselementer de er relateret til. Kapitel 3 til Kapitel 8 fokuserer på sprogstrukturen. Kapitel 3 og Kapitel 4 er en detaljeret beskrivelse og diskussion af dansk morfologi. Det første af dem tager sig af morfologiske grundbegreber og de ubøjelige ordklasser, det sidste af de bøjelige ordklasser, orddannelse og problematiske tilfælde. Kapitel 5 vedrører det laveste niveau i syntaks, hvor man danner ordgrupper. Kapitel 6 befatter sig med at definere sætningsleddene og give en foreløbig definition af sætninger. I Kapitel 7 analyserer jeg de forskellige sætningstyper. Kapitel 8 handler om mere komplekse syntaktiske konstruktioner. I de resterende kapitler prøver jeg at belyse forholdet mellem udtryk og indhold. Disse kapitler er samtidig en forfinelse af Kapitel 2 idet der i disse kapitler gives en detaljeret beskrivelse af ind-

12 holdselementer. I Kapitel 9 analyserer jeg reference, hvordan man kan henvise til fænomener i verden vha. sprog. I den forbindelse beskriver jeg en bestemt ordgruppe, substantivalernes, struktur da denne ordgruppe spiller den vigtigste rolle i referering. Jeg tager referering først op fordi referering er sprogets mest basale funktion, og fordi jeg har brug for begrebet for lettere at kunne beskrive emnerne i de følgende kapitler. I Kapitel 10 beskriver jeg de såkaldte semantiske roller (og dertil knyttede fænomener) som er de roller deltagerne (aktanter) i begivenheder, processer, tilstande o.l. spiller i en given situation. Her bliver også flere avancerede syntaktiske konstruktioner taget op til genbetragtning med semantiske briller på. I Kapitel 11 vender jeg tilbage til syntaks ved at gennemanalysere en bestemt slags sætningsled, de neutrale leds (traditionelt kaldet adverbielle led), funktioner. De neutrale led får tildelt et kapitel for sig pga. deres brogethed og mangfoldighed. Kapitel 12 supplerer det foregående kapitel ved at være centreret om nogle af de samme indholdselementer, fx tid, men med fokus på hvordan disse elementer udtrykkes vha. bøjningselementer og hjælpeord (grammatikkens elementer) frem for i form af sætningsled. Mens Kapitel 12 fokuserer på de grammatiske elementers indhold, tager Kapitel 13 ordforrådets beskaffenhed op. Her bliver det beskrevet hvordan det mentale leksikons elementer kan analyseres, og hvilke forhold der kan bestå mellem betydninger. Som en form for sammenfatning af de forskellige semantiske betragtninger indtil da tager jeg i Kapitel 14 forholdet mellem verden og sprog op til overvejelse. Her analyserer jeg hvordan kategorier i den fysiske verden og i vores tænkning matches af sproglige kategorier. De herefter følgende kapitler er orienterede mod de forskellige discipliner inden for pragmatik. Som en overgang mellem semantik og pragmatik står Kapitel 15 om metaforer og metonymier, som begge er udtryk for hvordan man smidigt kan udvide og tilpasse sproget skiftende behov. Kapitel 16 er dedikeret til analysen af hvordan man fortolker ytringer, og hvordan man kan mene mere end det man rent faktisk siger. Herfra er det et naturligt skridt at tage sproghandlinger, som jo er de sproglige manifestationer af sprogbrugernes meninger, under lup i Kapitel 17. Efter at have belyst hvordan man kan fortolke og bruge enkeltstående ytringer som fx sproghandlinger beskæftiger jeg mig i Kapitel 18 med hvordan man af ytringer danner sprogs mest komplekser enheder, tekster. Mens det foregående kapitel fokuserer på hvordan en tekst er organiseret tværs over ytringerne, har Kapitel 19 at gøre med hvordan de enkelte ytringer er organiseret internt for at passe ind i konteksten. Kapitel 20 er det sammenfattende kapitel for pragmatik og samtidig for bogen ved at give en model af kommunikation. Bogen er suppleret med en række appendikser. Appendiks A indeholder alle de bøjningsendelser som dansk mig bekendt råder over. På lignende vis er appendiks B en oversigt over (forhåbentlig) alle danske afledningsendelser og -forstavelser, inkl. dem af latin og græsk oprindelse, som bruges hyppigt i fagsprog, ikke mindst i denne bog. Appendiks C er en liste over de i bogen brugte forkortelser. Jeg har forsøgt at holde forkortelser på et minimum og bruge sådanne som er lette at huske. Da bogen først og fremmest retter sig mod sprogstuderende på universiteter, indeholder Appendiks D en samling af opgaver med løsningsforslag til de enkelte emner der tages op i bogen. Opgaverne har været dele af eksamensopgaver i faget Sprog I og II ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet i perioden fra ca. år 2000 og frem til i dag. Bogen afrundes med et indeks og en litteraturliste. Indekset indeholder, for at man kan bruge bogen som et opslagsværk, ikke kun de i bogen anvendte fagtermer, men også danske skolegrammatiske betegnelser og internationale (læs engelske) fagtermer. Da der var mange prominente tyske

13 sprogvidenskabsmænd i det 19. århundrede, og da engelsk dengang endnu ikke var nær så dominerende som nu, forekommer der også nogle tyske termer i den internationale nomenklatur.

14 Kapitel 2 Tanken I dette kapitel vil jeg skitsere min definition af begrebet tanker, som jeg anser for at være sprogs indholdsside. Jeg begynder med at beskrive tanker inden jeg gennemgår beskrivelsen af sprogs struktur fordi det på denne måde bliver lettere at forklare fænomener i strukturen. For selv om jeg anser udtryks- og indholdssiden for at være principielt uafhængige af hinanden, hænger de i praksis sammen når man bruger sproget. Derfor er det lettere at forklare lingvistiske fænomener i deres sammenhæng. Det er blot beskrivelsens fokus der skifter gennem bogen: I dette kapitel fokuserer jeg på indholdssiden, i de efterfølgende seks kapitler på udtrykssiden og i de resterende kapitler på forholdet mellem bestemte indholds- og udtrykselementer. Jeg henviser gennem hele kapitlet til sproglige udtryk for at eksemplificere tanker og tankeelementer. Ifølge min grundantagelse er sprogs funktion at overføre tanker fra menneske til menneske. Tanke skal forstås i bred betydning: Det kan være alt fra dybe filosofiske spekulationer til et enkelt ønske om at hilse på andre samt alskens følelser. Tanker bliver således til sprogs indholdsside. Jeg antager at alle mennesker pga. det biologiske fællesskab tænker på samme måde. Dette skal forstås på et overordnet plan idet der tydeligvis er forskel på hvordan forskellige mennesker tænker, men det er muligt for alle om end nogle gange svært at sætte sig ind i andres tankegang. Denne antagelse ser jeg yderligere bevist i at det er muligt at oversætte fra sprog til sprog og at lære andre sprog end ens modersmål. Indholdssiden er dermed fællesnævneren (tertium comparationis) for alle sprog. Jeg tror følgelig ikke på sproglig determinisme, der siger at tanker er bestemte af ens modersmål. Dog har sprog især modersmålet unægteligt indflydelse på tankerne, hvilket naturligt hænger sammen med at vi får overleveret mange af vores tanker fra andre mennesker via sprog. Jeg mener ikke at man tænker på sprog selvom det ofte sker at man også for sig selv formulerer sine tanker på et sprog, man snakker ligesom med sig selv. Men ligeså ofte sker det at man slet ikke kan formulere sine tanker på et sprog, heller ikke på sit modersmål. Det kan fx observeres når man leder efter ord. Derfor kan der ikke sættes lighedstegn mellem sprog og tanker. Tanker er en proces der sker eller udføres i ens sind, og som oversættes til sprog når det er nødvendigt, og muligt. Da vi kun kan observere tanker direkte i vores egen tænkning (introspektion), kan jeg her kun tilbyde en model af hvad en tanke er for en størrelse. Når vi engang får tilstrækkeligt sofistikerede redskaber som hjernescannere o.l., der kan kortlægge de kemiske og fysiske processer i hjernen præcist og detaljeret nede på molekyleniveau, vil vi også kunne beskrive tanker uden introspektion. Men indtil da må vi nøjes med den upræcise og subjektive introspektion. Man er selvfølgelig ikke begrænset til egen introspektion, men kan også få gavn af andres introspektion ved at høre dem om deres opfattelse af sproglige fænomener. Det er lige præcis hvad man gør når man spørger informanter om hvad de mener er korrekt eller ukorrekt på et givet sprog. Kapitlets opgave er at præsentere tankemodellen, som bliver forfinet gradvis gennem kapitlet. Grundlæggende forestiller jeg mig tanker som mentale billeder af situationer i verden. Verden skal forstås bredt, dækkende over den virkelige fysiske verden og imaginære verdener da mennesket er i stand til at tænke på situationer som ikke er virkelige (fantasi). Disse billeder har i princippet en uendelig opløsning, dvs. tanker kan være både simple og meget komplekse. Jeg antager at én sproglig ytring (omtrent en sætning) er udtryk for én tanke. Men dette må ikke forestilles som noget statisk. Man har ofte en række tanker om den samme situation (ligesom billeder fra forskellige vinkler), dvs. man kan beskrive en og samme situation gennem adskillige ytringer. Desuden omtaler man ofte en række forskellige situationer i kommunikationen, hvilket per definition betyder at man kommunikerer flere tanker.

15 2.1. Grundbegreber i tanker og kommunikation Inden tankemodellen beskrives mere detaljeret, er det nødvendigt at definere nogle begreber. Fænomen (phenomenon) er min samlebetegnelse for alt der findes i verden, både i den virkelige verden og fantasiverdener. Jeg skelner dernæst mellem to slags fænomener: relationelle fænomener der udtrykker et forhold mellem fænomener, og ikke-relationelle fænomener. Relationelle fænomener kaldes relatorer eller foregange 3, ikke-relationelle fænomener kaldes relata (ental relatum) eller genstande (objects). Genstande skal forstås bredt, dvs. ikke kun fysiske ting (inkl. levende væsner), men også uhåndgribelige (abstrakte) fænomener. Grænsen mellem foregange og genstande er ikke skarp. Forholdet mellem dem er ligesom forholdet mellem materie og energi eller mellem elementarpartikler og elektromagnetiske bølger i fysikkens verden: to sider af samme sag (wave-particle duality). Om man betragter et fænomen som foregang eller genstand afhænger af om man fokuserer på det fænomens indgåen i et forhold med andre fænomener (genstand) eller dets væren et forhold som andre fænomener indgår i (foregang). Et enkelt fænomen kalder jeg et individ. Betegnelsen individ bruges altså i bredere betydning end i almindelig sprogbrug: Den kan ikke kun henvise til et enkelt menneske, men til alle slags fænomener. Hertil kommer begrebet begreb (eller koncept) som samler de fænomener et sprog har leksikaliseret eller grammatikaliseret, dvs. optaget i sit inventar af faste udtryk der henviser til givne fænomener. Forskellige sprog har forskellige begrebsapparater. Fx har fænomenet at faste af religiøse årsager i en måneds tid ikke været et begreb i dansk indtil for nylig. Men det har det været i fx arabisk eftersom arabisk har et fast udtryk for det: ramadan. Det at et fænomen ikke er et begreb i et givet sprog betyder ikke at man ikke kan tænke eller tale om det fænomen; det er blot mere omstændeligt da man typisk er nødt til at bruge længere og mere komplicerede udtryk: det at faste af religiøse årsager i en måneds tid vs. ramadan. To vigtige deltagere i en kommunikation er afsender og modtager. Afsender er den der i tale eller skrift ytrer sproglige udtryk for at kommunikere sine tanker. Modtager er den der hører eller læser afsenders sproglige udtryk og ud fra dem og sammenhængen forsøger at rekonstruere afsenders tanker En situation Tankemodellen beskriver tanker som værende et billede af en situation og følelser forbundet med denne situation. Følelser forstås bredt, ikke kun som emotioner, men også som forestillinger om den påtænkte situations forhold til andre situationer og intentioner med at ytre sig om situationen. Situation er noget der foregår, sker eller finder sted i verden. Situationen kan sammenlignes med en teaterscene som består af tre slags elementer. Disse elementer er (i) en foregang der foregår på scenen, (ii) et antal deltagere der befinder sig på scenen og indgår i foregangen, og (iii) rammerne omkring de første to: sted (scenen selv) og tid. Foregangen kan være alt fra deltagernes blotte eksistens til en kompleks handling der udspiller sig deltagerne iblandt, foregang er således en samlebetegnelse for det der er, det der sker og det der gøres. Deltagerne, herefter aktanter (participants), er grupper af genstande. Aktanternes antal og sammensætning varierer fra scene til scene i høj grad afhængig af foregangen. Det skal holdes for øje at ordet aktant er et kollektivum. Dvs. en aktant kan være alt fra ét enkelt individ til alle tænkelige individer samlet. En aktant behøver ikke engang være en homogen gruppe, dvs. en aktant kan sagtens bestå af så forskellige individer som en stol og en giraf, fx i en sætning som Jeg så både stolen og giraffen. Foregangen og aktanterne udgør samlet situationskernen (situation core). Sted og tid danner rammerne omkring kernen i situationen ud fra 3 Termen foregang (Togeby 2003) er dannet fra verbet foregå og dækker over det der sker, det der er, og det der gøres.

16 den betragtning at alt foregår i tid og rum. Sted og tid er faktorer der gør det muligt at identificere en situation Egenskaber De tre slags elementer og situationen som helhed forefindes ikke blot, de har egenskaber og udfylder en række funktioner. Man kan skelne mellem iboende egenskaber og tillagte egenskaber. Iboende egenskaber er dem en foregang eller aktant har som definerende træk ved hhv. den relation eller de genstande der udgør dem. Det er fx en iboende egenskab ved en foregang som dø at den er irreversibel og ugentagelig. Det er en iboende egenskab ved en foregang som skrive at den kan strækkes ud i tid og er gentagelig. Ligeledes er det en iboende egenskab ved hus at den ikke er levende; mens et menneske er levende. Ud fra deres iboende egenskaber kan man klassificere foregange og aktanter. De iboende egenskaber ved foregange kalder man aktionsart, dem ved genstande seinsart (Kapitel 14). Pluralisformerne er hhv. aktionsarten og seinsarten da begrebene stammer fra tysk. Læg mærke til at betegnelserne foregang og aktant bruges om hhv. relatorer og genstande når de sammen danner en situationskerne. Forestillingen er at relatorer og genstande eksisterer uden for sammenhæng med hver deres definerende træk. Når de indgår i en situation, bliver deres definerende træk til hhv. foregangens og aktanternes iboende træk, som er det samme uanset hvilken situation de indgår i. Men foregange og aktanter har også tillagte egenskaber afhængig af den konkrete situation de optræder i. Man kan finde analogi i kemien, hvor relatorer og genstande svarer til atomer der ikke indgår i molekyler. Når atomer skal forme molekyler (situationer), bliver de til ioner (foregange og aktanter). Ionerne arver atomernes grundlæggende (iboende) egenskaber så som antallet af protoner og neutroner, men får også tillagt ekstra egenskaber såsom positiv eller negativ elektrisk ladning. De tillagte egenskaber er egenskaber ved foregange og aktanter som de kun har i en given situation. Det kan forestilles på den måde at deres iboende egenskaber tillader et vist spillerum som kan udfyldes ved at tillægge visse yderligere egenskaber. Fx er genstandsarten hus ikke specificeret med hensyn til farve eller størrelse, så man kan have aktanter som stor hus, hvid hus, lille blå hus, osv. Til gengæld kan man ikke have aktanter som klog hus eller snerpet hus da disse egenskaber ikke passer sammen med genstandartens hus seinsart. Det kan her ses at et sprogs ord typisk ikke henviser til foregange eller aktanter, men til relatorer og genstande. For at kunne identificere en konkret foregang eller aktant har man brug for flere ord. Noget forenklet kan man altså sige at verber henviser til relatorer, men verbaler til foregange; og substantiver til genstande, men substantivaler til aktanter. Så fx henviser substantivet mand i sig selv til alle tænkelige mænd, men substantivalet den gamle mand henviser til et konkret eksemplar af mandearten, der er aktant i en situation som fx Hun snakkede med den gamle mand. En foregangs tillagte egenskaber er den måde foregangen foregår på (udtrykt typisk vha. de såkaldte mådesadverbialer, afsnit 4.14), den måde man anskuer foregangens forløb på, den tidsperiode foregangen varer og det antal gange foregangen udføres. Foregangens længde angår egentlig hele situationen, i og med en situation varer så længe som foregangen varer. Man kunne også mene at situationen gentages lige så mange gange som foregangen gentages, men eftersom en foregang kan gentages med skiftende aktanter, kan man med rette sige at situationen ikke nødvendigvis gentages bare fordi foregangen gentages. Hvis man fx siger at Han køber noget hver dag, gentages købe foregangen, men hele situationen er noget andet fra gang til gang da han (sandsynligvis) ikke køber den samme ting dag efter dag. Anskuelsen af en foregangs forløb kaldes aspektualitet. Den er i høj grad subjektiv og reflekterer afsenderens anskuelse af en foregangs forløb, typisk i forhold til andre foregange. Der er to

17 grundlæggende anskuelser af en foregangs forløb. Man kan anskue den som fortløbende, uafgrænset: imperfektiv aspektualitet; og man kan anskue den som afgrænset: perfektiv aspektualitet. Ofte kan man tillægge den samme foregang begge aspektualiteter. Hvis man siger Linda reparerede først drengens cykel, så vaskede hun op, har man en perfektiv anskuelse af reparationen fordi man fokuserer på at reparationen er afgrænset idet den blev afsluttet inden opvasken begyndte. Hvis man derimod siger Linda reparerede drengens cykel mens jeg reparerede fjernsynet, har man en imperfektiv anskuelse fordi man fokuserer på at reparationen af cyklen var i gang samtidig med reparationen af fjernsynet. Subjektiviteten i aspektualitet kan ses i at det meget vel kan være at handlingskomplekset, som begge af de foregående sætninger kan beskrive, foregik således: Linda reparerede drengens cykel mens jeg reparerede fjernsynet, og så vaskede hun op. Nogle sprog har en grammatisk kategori, typisk inden for verbernes morfo-syntaks, hvis hovedfunktion netop er at udtrykke aspektualitet: aspekt. Fx udtrykker engelsk regulært forskellen på perfektivitet og imperfektivitet: Linda repaired the boy s bike vs. Linda was repairing the boy s bike. I andre sprog, fx dansk, som ikke har grammatikaliseret aspektualitet, kan aspektualitet kun bestemmes vha. konteksten. En aktants tillagte egenskaber er den måde aktanten er på. Så de tillagte egenskaber ved en aktant som de gnavne gamle mænd er at den består af flere (mænd) og at disse er gnavne og gamle. Tillagte egenskaber udtrykkes typisk vha. adjektiver og henførende sætninger, og antallet af de genstande der sammen udgør aktanten, typisk angivet vha. numeralialer Semantiske roller Aktanterne og foregangen er ikke blot der på scenen, de har også hver især funktioner, dvs. forhold til de andre elementer, til hinanden. Foregangen har den overordnede styrende funktion, det at sammenbinde aktanterne for sammen med dem at forme en situation. Foregangen anses traditionelt for at være kernen i en situation. Det gør man fordi foregangens sproglige refleks, verballeddet, styrer aktanternes sproglige reflekser, dvs. hvilket sætningsled en aktant skal/kan udtrykkes som. Fx foreskriver verbet stole, som stole -foregangens sproglige udtryk, at den ene aktant, den genstand tilliden er rettet imod, i sit sproglige udtryk skal markeres med præpositionen på. Desuden plejer man at sige at foregange bestemmer hvor mange og hvilke (slags) aktanter der kan forekomme i en situation. Denne evne ved foregange kalder man deres VALENS. Fx bestemmer læse -foregangen at der skal være (mindst) to aktanter i situationen: et menneskeligt væsen der er i stand til at læse og en læselig genstand, fx nærværende bog. I virkeligheden er det dog ikke kun aktanterne der er afhængige af foregangen, men også omvendt. Fx kan man med lige så meget ret hævde at en hest - aktant bestemmer at der kan foregå en ride - eller spise/æde -foregang i en situation med hest - aktanten, men ikke læse -foregangen eftersom en hest hverken kan læse eller læses. Foregange og aktanter er således indbyrdes afhængige af hinanden. Aktanterne har først og fremmest et forhold til foregangen, i form af den rolle de spiller i situationen. Men de kan samtidig også have et forhold (en rolle) til de andre aktanter uafhængig af den foregang der udspiller sig. Disse to slags roller kalder man semantiske eller kognitive roller, og de bliver behandlet i kapitlet om semantiske roller. Fx har drengen i den situation som sætning (1) afbilleder, følgende semantiske roller: han er possessor i forhold til cykel idet han ejer cyklen, og han er beneficiary (nyttedragende) i forhold til foregangen idet han drager nytte af reparationen. (1) Linda reparerede drengens cykel. Han kan endda være possessum i forhold til Linda idet han kan være hendes bror, fætter, ven e.l., men det siger sætningen ikke noget om. Faktisk er det kun possessorrollen der er udtrykt eksplicit i sætningen, vha. genitiv -s. Beneficiaryrollen kan man kun regne sig frem til ud fra sin viden om

18 verden, der siger at reparationer plejer at være nyttige for nogen, typisk for den person der ejer den reparerede genstand. Denne regnen sig frem til et forhold kalder man inferens (inference). Sprogbrug afhænger af og bygger i høj grad på inferens. Det betyder at sætninger/ytringer kun meddeler en del af de informationer som en tanke antages at indeholde. Fx får vi i ovenstående sætning ikke noget at vide om Lindas, drengens og cyklens egenskaber eller om foregangens forløb. Vi ved heller ikke hvor og hvornår reparationen fandt sted. Der kan være to grunde til ikke at meddele bestemte informationer i en ytring: Afsender har ganske enkelt ikke informationerne, eller afsender tilbageholder informationerne med vilje. Det sidste kan afsenderen gøre at flere grunde: Afsender anser de tilbageholdte informationer for hemmelige, afsender anser de tilbageholdte informationer for irrelevante/unødvendige/nyttesløse for modtageren i den givne sammenhæng, eller afsender går ud fra at modtageren allerede har de informationer han lader være med at ytre. Dermed er modtageren meget afhængig af konteksten og sin baggrundsviden når han ud fra den meddelte brøkdel af informationer skal rekonstruere afsenderens tanke. Cyklen i ovenstående sætning har rollerne patiens idet den undergår reparationen og derved ændrer tilstand, benefactum idet den er den genstand der er/bliver nyttig for drengen, og possessum idet den ejes af drengen. Linda har rollerne agens idet hun udfører reparationen, benefactor idet hun gør noget nyttigt for drengen, og måske possessor i forhold til drengen. Aktanters semantiske roller er givne ud fra den situation de befinder sig i. De semantiske roller er afhængige ene og alene af den virkelighed eller fantasiverden afsenderen skildrer. Semantiske roller har således kun gyldighed inden for en og samme situation, de er ikke afhængige af hvilke semantiske roller de samme aktanter spiller i andre situationer. Dette betyder at semantiske roller er uafhængige af sammenhængen uden for selve situationen, for uanset hvor, hvordan, hvornår, hvorfor, hvem der beskriver situationen om Linda, reparationen, drengen og cyklen, har disse elementer de samme semantiske roller i forhold til hinanden. Den del af en ytrings betydning der angår de semantiske roller, kalder man ytringens konceptuelle eller kernebetydning. Det er denne betydning de syntaktiske transformationer i afsnit 6.2 ikke må lave om på. De semantiske roller der gælder mellem aktanterne er ikke begrænsede til at være egentlige ejerforhold, som det mellem drengen og cyklen. De kan være alle sociale, fysiske og biologiske forhold der måtte bestå genstandene imellem. Hertil hører aktanternes og foregangens forhold til afsenderen og modtageren, og forhold mellem selve afsenderen og modtageren. For når en situation bliver meddelt, bliver den indlejret i en kommunikationssituation hvor afsender og modtager er aktanter. Af den grund kan man skelne mellem interne aktanter, dvs. de aktanter der deltager i den omtalte situation, og eksterne aktanter, dvs. afsender og modtager, der kommunikere om den situation. Den samme genstand (person) kan være både intern og ekstern aktant: Jeg skriver denne bog, du læser denne bog. Jeg er jo både skribenten (agens) i forhold til skrive -foregangen og afsender der fortæller om denne kendsgerning. Forhold mellem de eksterne og interne aktanter eller forhold imellem de eksterne aktanter kan godt påvirke hvordan en situation udtrykkes. Sml. fx Vil du have en kop te med Vil De have en kop te, hvor valget mellem du og De afhænger af det sociale forhold mellem afsender og modtager Pragmatiske roller Ud over de semantiske roller har aktanter og foregange også roller som ikke stammer fra den beskrevne situation, men fra hvordan man beskriver situationen i forhold til andre situationer når man beskriver en række situationer, dvs. typisk når man ytrer en række ytringer efter hinanden. Disse roller kalder man pragmatiske roller eller funktioner, og de er kontekstafhængige. Det er tema, rema, emne (topic), meddelelse (comment), fokus og baggrund.

19 Tema er de elementer som allerede er kendte på det tidspunkt de bliver nævnt i en sætning. Rema er de elementer som endnu ikke er kendte på det tidspunkt de bliver nævnt i en sætning. Lad os antage at vi har den følgende sekvens af sætninger (som beskriver to hinanden følgende situationer): (1) Linda reparerede drengens cykel. (2) Drengen blev meget glad. Alle elementer der udtrykkes i sætning (1) er rema. Men drengen i sætning (2) er tema fordi han når man læser sætning to allerede er blevet nævnt. Læg mærke til at udtrykkene i sætningerne ikke behøver være ens for at man kan tale om at et element er blevet til tema. I sætning to kunne der i stedet for drengen lige så godt stå han. Det er netop når et element er blevet til tema at man typisk bruger pronominer. Sætninger indeholder typisk både tematiske og rematiske elementer, hvor temaerne knytter en sætning an til den forudgående del af en tekst mens remaerne bibringer nye informationer. Emne er det element i en situation som beskrivelsen af situationen er centreret omkring. Meddelelse er det der bliver sagt om topic. (3) I går reparerede Linda drengens cykel. (4) I dag ordnede hun skuret. I sætning (3) er tidsperioden i går topic, i sætning (4) tidsperioden i dag. Commenterne er hhv. hvad der skete i går og hvad der sket i dag. Topic og comment er med til at skabe sammenhæng mellem hinanden følgende ytringer, fx ved at knytte sætningerne til et overordnet emne: hvad er der sket de sidste par dage. Fokus er det element i en situation eller den egenskab ved et element som man fremhæver for at understrege et modsætningsforhold. Modsætningsforholdet består mellem to situationer hvoraf den ene er virkelig og den anden er hypotetisk, hvoraf den ene indeholder det fremhævede element mens den anden ikke gør det. Virkelig er den situation som afsenderen mener svarer til det han vil skildre. Hypotetisk er den situation som afsender ikke mener svarer til det han vil skildre. Fokusering bruger afsenderen når han har en forventning om at modtageren tror på den hypotetiske situation, ikke på den virkelige. En sætning som Linda reparerede drengens cykel bliver ytret når afsenderen tror at modtager tror det var en andens cykel, fx en piges cykel, som Linda reparerede. Her er drengen i fokus. De ikke-fokuserede elementer danner baggrunden. Herfra kan man se at det er en forenkling at tale om den hypotetiske situation. Der kan jo ofte være flere hypotetiske situationer som afsenderens virkelighed kan stå i modsætning til, eftersom det kan være flere andre personer end drengen hvis cykel afsenderen kan forestille sig modtageren tror Linda har repareret. Hvad angår de pragmatiske roller opfører tid og sted sig som situationskernen, dvs. de kan have alle de her anførte pragmatiske funktioner Situationers funktioner og komplekse tanker Det er ikke kun elementerne i en situation der kan spille roller og have funktioner, men også situationen som helhed. Det hænger sammen med at de hidtidige eksempler kun afspejler ganske enkle tanker. Men tanker kan være af vilkårlig kompleksitet. Tanker kan blive mere komplekse på den måde at man forestiller sig situationer bygget i situationer eller sammenknyttet Underordnede situationer

20 Situationer kan blive bygget ind i situationer ved at man forestiller sig dem som genstande. Genstandliggjorte situationer kalder man andenordensgenstande mens førsteordensgenstande er de prototypiske genstande, som blev defineret ovenfor. På denne måde kan situationer have semantiske roller. Der er ingen principielle grænser for hvor dybt man kan indlejre situationer i hinanden. Ved indlejring af situationer taler man om overordnede og underordnede situationer, i analogi med overog underordnede sætninger. Fx er den efterhånden velkendte situation med Linda, drengen, cyklen og reparationen bygget ind i en mere kompleks situation gengivet ved de følgende sætninger. (1) Lars iagttog Lindas reparation af drengens cykel. (2) Lars iagttog at Linda reparerede drengens cykel. (3) Lars iagttog hvordan Linda reparerede drengens cykel. I disse eksempler er den overordnede situation Lars iagttagelse af Lindas reparation af drengens cykel. Underordningen af en situation kan udtrykkes på forskellig vis som eksemplerne ovenfor viser. Selv om situationskernerne er ens i eksemplerne, udtrykker eksemplerne alligevel ikke helt det samme. De to første er forskellige fra hinanden i aspektualitet. Det første lægger op til en perfektiv anskuelse af foregangen i den underordnede situation ( reparere ) mens det andet lægger op til en imperfektiv anskuelse. Det sidste eksempel udtrykker at Lars opmærksomhed er rettet specifikt mod den måde hvorpå reparationen blev udført på, ikke mod reparationssituationen som helhed. Underordning af situationer udtrykkes typisk gennem substantiviske ledsætninger og verbalsubstantiver (afsnit ), hvilket er ganske naturligt eftersom det er substantivernes typiske funktion at henvise til genstande (afsnit ) Omstændigheder Situationer kan også være knyttet til andre situationer uden at de er genstandliggjort. Det sker når man forestiller sig at en given situation udgør en omstændighed i forhold til en anden situation. Sådan en omstændighed er årsag til, betingelse for, formål med, tidspunkt for, følge af, alternativ til, etc. situationen i forgrunden. (1) Linda reparerede drengens cykel fordi den var gået i stykker. (2) Linda reparerede drengens cykel hvis han havde bedt hende om det. (3) Linda reparerede drengens cykel for at glæde ham. (4) Linda reparerede drengens cykel da hun kom hjem. (5) Linda reparerede drengens cykel, så han er ikke ked af det mere. (6) Linda reparerede drengens cykel eller Lars gjorde det. Sådanne forhold mellem situationer kalder man konneksioner. Til trods for at den ene situation i en konneksion ofte er udtrykt vha. en underordnet sætning, kan man ikke tale om at den ene situation er underordnet den anden på den måde at den ene er en del af den anden. Det der er tale om i en konneksion er at der er en kompleks situation der indeholder (mindst) to situationer, hvoraf den ene er i forgrund, den anden i baggrund, jf. pragmatiske funktioner ovenfor. Nogle forskere vil kun tale om en konneksion når begge situationer er udtrykt i helsætninger. Dette er efter min mening problematisk da den syntaktiske underordning netop understreger den tætte forbindelse mellem de to situationer. Når der er mulighed for at vælge mellem en helsætning og en ledsætning til at udtrykke den ene situation med, udtrykker valget af ledsætningen en tættere forbindelse mellem de to situationer end valget af helsætningen. Det at en ledsætning således kan

21 være synonym med en helsætning er et yderligere argument mod at nægte ledsætninger muligheden for at udtrykke en konneksion. (7) Drengens cykel var gået i stykker, derfor reparerede Linda den. Både (1) og (7), som logisk er synonymer, udtrykker en årsag-effekt konneksion, men kun (7) gør det med to helsætninger. Men netop af den grund føles forbindelsen mellem de to situationer i (7) faktisk løsere end i (1) Sted og tid I princippet kunne sted og tid også regnes blandt omstændigheder, eller omvendt, omstændighederne kunne betragtes som situationens rammer. Grunden til at jeg har valgt at betragte sted og tid som situationsrammer, men de ovenfor omtalte fænomener som omstændigheder, er at sted og tid synes at spille en særlig prominent rolle i den menneskelige bevidsthed. Dette kan ses i at de ofte opfører sig som aktanter, forstået på den måde at de kan udtrykkes på samme måde som typiske aktanter. (1) Århus er dejlig. (2) Han kan godt lide Århus. (3) Tiden går. (4) Det tog ham to timer at lave sine lektier. Desuden har mange sprog grammatikaliseret tid ved at udvikle et bøjningssystem, det såkaldte tempussystem. Omstændigheder er til gengæld generelt i ringere grad grammatikaliserede. Men man kan finde eksempler på at fx årsag, en af de ovenfor nævnte omstændigheder, udtrykkes som en aktant. (5) Drengens cykels elendige tilstand fik Linda til at reparere den. Derfor er forskellen på situationsramme, aktanter og omstændigheder snarere en gradsforskel end en kategorisk forskel Nedgraderede situationer Situationer kan ikke kun være byggede ind i andre situationer, men også i elementer i en situation. Egenskaber, først og fremmest de tillagte, kan nemlig anskues som situationer. Ofte er sådanne situationer simple essiver, dvs. foregangen i dem udtrykker en måde at være på. Men der er ikke nogen grænser for hvor komplekse sådanne situationer kan være. For at adskille sådanne situationer fra genstandliggjorte situationer (underordnede situationer), kalder man dem nedgraderede (downgraded) situationer. (1) Linda reparerede den stakkels drengs cykel. (2) Linda reparerede den sine fødder i jorden stampende drengs cykel. (3) Linda reparerede den drengs cykel som stampede sine fødder i jorden. (4) Linda reparerede drengens cykel på professionel vis. I det første eksempel er den nedgraderede situation en simpel essiv: drengen er stakkels. På dansk udtrykkes nedgraderede essive situationer typisk vha. adjektiver. Det andet og tredje eksempels

22 nedgraderede situation er ret kompleks: drengen stampede sine fødder i jorden. Sådanne situationer udtrykkes typisk vha. participier eller på dansk hellere som sætningsformede udtryk. Det sidste eksempel viser en nedgraderet situation der er en egenskab ved foregangen: på den måde som en professionel cykelsmed reparerede drengens cykel. Eksemplet viser at led der udtrykker egenskaber ved en foregang kan se meget enkle ud, men rumme komplekse situationer Modalitet og genre En situation behøver ikke være et faktum, dvs. noget der med sikkerhed har fundet sted eller finder sted. En situation kan godt være behæftet med usikkerhedsmomenter, dvs. tvivl om hvorvidt et element eller en egenskab ved et element virkelig befinder sig i den situation man tænker på, eller hvorvidt situationen som helhed er virkelig. Disse usikkerhedsmomenter kalder man samlet modalitet. Modalitet er en skala der strækker sig fra 100 % sikkerhed om at noget (et element, en egenskab, en situation) ikke findes/har fandtes til 100 % sikkerhed om at det findes/har fandtes. Disse to yderpunkter kalder man hhv. kontrafaktualitet og faktualitet. Mellem kontrafaktualitet og faktualitet er der et i princippet uendeligt antal grader af usikkerhed, som man samlet kalder nonfaktualitet. Modalitet er således en situations eller et situationselements forhold til virkeligheden, hvorvidt den eller det er virkeligt. Men virkeligheden skal ikke forstås som den fysiske verden, men som en virtuel verden. Denne virtuelle verden kaldes diskursunivers (universe of discourse), dvs. den verden som den omtalte situation menes (eller ikke menes) at befinde sig i. Diskursuniverset kan godt være den fysiske verden, men det kan lige så godt være en fantasiverden, fx et eventyr. Så hvis diskursuniverset er eventyret Snehvide og de syv dværge, har ytringen De syv dværge fandt Snehvide i deres hjem faktuel modalitet, dvs. den omtalte situation er virkelig. Derimod har ytringen Snehvide fløj ikke på en drage i det selv samme diskursunivers kontrafaktuel modalitet, dvs. den omtalte situation er uvirkelig. Vellykket kommunikation forudsætter at afsender og modtager deler diskursunivers (har samme referenceramme). Hvis diskursuniverset for de to foregående sætninger var den fysiske verden, ville den første være løgn mens den anden stadig ville være sand. Modalitet beskriver man i logik som et forhold mellem diskursuniverset og en såkaldt mulig verden. En ytring om en situation som er behæftet med usikkerhed siger således at den skildrede situation ikke finder sted (fandt sted, vil finde sted) i diskursuniverset, men der er en mulig verden (dvs. en verden man kan forestille sig på basis af diskursuniverset) hvor den finder sted. Denne mulige verden er helt ens med diskursuniverset bortset fra lige præcis det at den omtalte situation finder sted i den, men ikke i diskursuniverset. Genre er diskursuniversets forhold til den fysiske virkelighed. Hvis diskursuniverset er lig med den fysiske virkelighed, er genren nonfiktion, men hvis diskursuniverset er en imaginær verden, er genren fiktion. Det er selvfølgelig muligt at lave en mere detaljeret opdeling i genrer, hvilket man gør i litteraturvidenskaben, men en skelnen mellem fiktion og nonfiktion er tilstrækkelig for behandlingen af modalitet. Det skal bemærkes at modalitet er subjektiv fordi det udtrykker hvad afsender ved. Dvs. faktuel er en situation hvis afsender ved at den finder eller har fundet sted i diskursuniverset. Kontrafaktuel er den situation som afsender ved ikke har fundet eller ikke finder sted i diskursuniverset. Og nonfaktuel er den situation som afsender ikke ved om har fundet eller finder sted i diskursuniverset. Men eftersom det man ved, egentlig blot er det man tror man ved (man kan jo tage fejl), er fakta ikke nødvendigvis fakta. Fx var det indtil Kopernikus et faktum at jorden var verdens centrum. Alle vidste det. Alligevel har det senere vist sig at være en alvorlig fejltagelse. Men i sprogvidenskaben ser man bort fra dette evige problem med hvad det egentlig er man ved. Så det at vide noget defineres som at afsender efter sin bedste overbevisning tilslutter sig til det kommunikerede indhold.

23 Derfor er det vigtigt at skelne mellem (kontra)faktualitet på den ene side og sandhed på den anden side. Faktualitet, som jeg bruger som samlebetegnelse for kontrafaktualitet og faktualitet, er hvad afsender er sikker på, mens sandhed er hvad der virkelig er (for så vidt dette kan vides). Når man udtrykker modalitet, angiver man ofte årsagen til hvorfor situationen er kontrafaktuel, nonfaktuel eller faktuel. Med udgangspunkt i de forskellige årsager taler man om forskellige modaliteter: neutral vurdering af sandsynlighed (epistemisk modalitet), menneskeskabt nødvendighed eller mulighed (deontisk modalitet), natur- eller logikskabt nødvendighed eller mulighed (aletisk modalitet), aktanters egenskaber (potentiel modalitet) eller aktanters vilje (volitiv modalitet). Alle slags modaliteter kan gradueres, fx kan noget være helt usandsynligt, usandsynligt, muligt, sandsynligt, utvivlsomt, etc. (1) Linda har måske repareret drengens cykel. epistemisk. (2) Linda skulle reparere drengens cykel. deontisk. (3) Linda må have repareret drengens cykel. (fordi den er i orden nu og der ikke har været andre personer i nærheden af den) aletisk. (4) Linda kunne reparere drengens cykel. potentiel. (5) Linda ville reparere drengens cykel. volitiv. Læg mærke til at deontisk, potentiel og volitiv modalitet implicerer kontrafaktualitet og eftertidighed (posterioritet). Det skal forstås sådan at disse sætninger udtrykker at der var et tidspunkt i fortiden hvor det var relevant at tale om at Linda ikke reparerede drengens cykel (kontrafaktualitet), men hvor det samtidig var relevant at forestille sig en mulig verden hvor Linda på et senere tidspunkt reparerede drengens cykel (eftertidighed). Denne mulige verden kan kun være blevet til virkelighed efter det refererede tidspunkt, for hvis den allerede havde været virkelighed, ville man have ytret en sætning der udtrykker faktualitet. Sætningerne siger dog intet om hvorvidt den mulige verden på noget tidspunkt er blevet til virkelighed. Dette kan ses i at de kan fortsættes både konfirmerende og negerende: (6) Linda skulle/kunne/ville reparere drengens cykel, og hun gjorde det. (7) Linda skulle/kunne/ville reparere drengens cykel, men hun gjorde det aldrig. Ofte beskriver man modalitet som noget der enten angår hele situationen eller subjektets forhold til foregangen (hvorvidt subjektet vil/kan/skal udføre handlingen). Men det er muligt at betvivle ethvert element i en situation, om end sprogligt noget mere omstændeligt at udtrykke. (8) Linda reparerede måske drengens cykel. Denne sætning kan igennem at sætte fokus på drengen udtrykke at afsender ved at Linda reparerede en eller anden cykel, dvs. Linda reparerede en eller anden cykel er virkeligheden, men er usikker på hvis cykel det var, dvs. Linda reparerede drengens cykel er en mulig verden. Jeg skelner mellem modale og nonmodale udtryk. Nonmodale er de udtryk der udtrykker en faktuel eller kontrafaktuel situation uden henvisning til en mulig verden. Modale er de udtryk der udtrykker en nonfaktuel situation eller en (kontra)faktuel situation samtidig med at henvise til en mulig verden. (9) Linda reparerede ikke drengens cykel. (10) Hvis Linda havde repareret drengens cykel, så

24 Hvad angår situationen Linda reparerede drengens cykel, udtrykker (9) og (10) sætninger den samme modalitet: Situationen er kontrafaktuel. Men sætning (10) siger noget mere end blot det idet den sætter denne ikke-sted-fundne situation i forhold til en situation i en mulig verden ( så ville drengen være blevet glad ). Derfor kaldes sætning (9) et nonmodalt, men (10) et modalt udtryk. Modalitet udtrykkes typisk vha. modus, modalverber samt modale adjektiver og adverbier (afsnit 12.5) Intention Man kan anse det at ytre et sprogligt udtryk for at udføre en handling. Herfra stammer begrebet talehandling eller sproghandling. Jeg foretrækker betegnelsen sproghandling da man også kan handle med skrift, ikke kun med tale. Man handler når man bruger sproget, ligesom man handler når man udfører andre aktiviteter som at cykle, købe ind, køre bil, osv. Når man handler, gør man det med forskellige intentioner. Man kan derfor skelne mellem forskellige sproghandlinger afhængig af hvad man vil opnå med det at man ytrer sig. Sproghandlingen ligger ikke i den situation man ytrer sig om, men i det at man ytrer sig om situationen. Man kan også anse sproghandlinger for at udtrykke situationens forhold til kommunikationen. Afhængig af afsenderens formål med ytringen kan man skelne mellem følgende typer sproghandlinger: informativ eller konstativ, ekspressiv, assumptiv, direktiv, performativ, interrogativ, optativ, kommissiv og fatisk. Informativ er en ytring hvis man blot fortæller om en situation for at informere modtager om at situationen finder eller har fundet sted. Almindeligvis taler man kun om en informativ sproghandling når den situation man ytrer sig om er et eksternt faktum, dvs. en faktuel situation uden for afsenders krop. En ekspressiv sproghandling skildrer derimod en intern situation, en situation der finder sted i afsender, dvs. den udtrykker afsenders opfattelse eller følelse. En assumptiv sproghandling udtrykker afsenders usikkerhed om hvorvidt en ekstern situation er faktum eller ej. (1) Linda reparerer drengens cykel. (2) Hun er smuk. (3) Linda kan have repareret drengens cykel. (4) Jeg fryser. (1) er informativ. (2) og (4) er ekspressiv. (3) er assumptiv. (2) kunne man tror også var informativ da den skildrer tilstanden ved en anden person. Men eftersom skønhed er en subjektiv egenskab, udtrykker (2) reelt en opfattelse hos afsender, og denne opfattelse er ikke nødvendigvis observerbar eller deles af andre. Jeg kan dog ikke se nogen grund til en kategorisk skelnen mellem informative og ekspressive sproghandlinger eftersom der ikke er en kategorisk forskel mellem afsender og omverden. De er jo begge dele af den samme verden. Desuden har afsender ikke andre sanser at observere sig selv med end dem han kan observere omverden med. Det er rigtig nok at en mental tilstand hos afsender, som en ekspressiv sproghandling udtrykker, kan være svær at iagttage eller verificere af modtager, men heller ikke umulig. Hvad angår assumptiv sproghandling, betragter jeg det som synonym til nonfaktuel modalitet. Man udfører en direktiv sproghandling når man prøver at få modtager til at gøre noget. Direktive sproghandlinger er af stærkt deontisk modal karakter eftersom den skildrede situation ikke hører til virkeligheden, men til en mulig verden som først efter udførelsen af den direktive sproghandling kan blive til virkelighed, om overhovedet det kommer jo an på modtagers velvillighed. Derfor er det ikke tilfældigt at direktive sproghandlinger ofte indeholder modalverber.

25 (5) Reparer drengens cykel! (6) Du skal reparere drengens cykel. (7) Jeg lover at reparere drengens cykel. Det sidste eksempel viser at en opfordring også kan være rettet mod afsender selv. Sådan en sproghandling kunne man også kalde direktiv, men da jeg mener at der er stor forskel på om en anmodning er rettet mod andre eller mod en selv, kategoriserer jeg den anderledes, nemlig som en exhortativ sproghandling. En performativ sproghandling er en sproghandling par excellence. Det finder sted når en tilstand indtræffer netop fordi man har ytret bestemte ytringer. Fx bliver man først gift når og kun når præsten/giftefogeden/skibskaptajnen siger Jeg erklærer jer for rette ægtefolk. Der er simpelt hen ikke andre måder at blive gift på. Ligeledes er den eneste kristne vis at få sit navn på er at præsten i en dåbsceremoni siger Jeg døber dig X. Eksemplerne viser at performativer kun kan opnå den ønskede effekt hvis de udføres under de rette omstændigheder og af en afsender der har den rette bemyndigelse. Man kan forestille sig performativer sådan at de gør en situation i en mulig verden til en situation i den virkelige verden. Interrogative sproghandlinger er informationssøgende. Deres formål er at finde ud af om en situation er i en mulig verden eller i virkeligheden (ja/nej-spørgsmål) eller om bestemte elementer er med i en situation (hv-spørgsmål). (8) Har Linda repareret drengens cykel? (9) Har LINDA repareret drengens cykel? (10) Hvem har repareret drengens cykel? (11) Hvis cykel har Linda repareret? Hv-spørgsmål og ja/nej-spørgsmål med fokus forudsætter at der er en virkelig situation; afsender mangler bare bestemte oplysninger om elementer i den. Optative sproghandlinger (ønsker) ligner de direktive på den måde at de udtrykker at afsender ønsker at en situation i en mulig verden bliver til virkelighed. Forskellen er at optativer ikke er rettede mod modtager, dvs. det er ikke modtager der skal sørge for at situationen bliver til virkelighed. I mange tilfælde er der faktisk slet ikke nogen person, ud over Gud, der kan få ønsket opfyldt. (12) Må Linda reparere drengens cykel! (13) Gid denne bog bliver modtaget godt! Optative sproghandlinger er selvsagt modale. Fatiske sproghandlingers funktion er at vedligeholde sociale forhold, herunder at indlede, opretholde og afslutte kommunikation. Hilsner er typiske udtryk for fatiske sproghandlinger. Det informationelle indhold i fatiske sproghandlinger er normalt ikke ret omfattende, i hvert fald ikke særlig ekspliciteret, men i nogle tilfælde kan det godt formuleres som en optativ sproghandling: God aften Må du have en god aften! eller som en informativ: Farvel Nu afslutter vi kommunikationen Prædikation Det gennemgående emne i eksemplerne ovenfor viser at man kan omtale en situation vha. forskellige sproghandlinger:

26 (1) Linda har repareret drengens cykel. (2) Linda må have repareret drengens cykel. (3) Linda, reparer drengens cykel! (4) Har Linda repareret drengens cykel? (5) Gid Linda reparerede drengens cykel. Det betyder at der i alle disse sproghandlinger er noget gennemgående, nemlig det at de henviser til den samme situation. Den del af en sproghandling der henviser til en situation, en slags fællesnævner for adskillige mulige sproghandlinger, kalder man prædikation. Den udtrykkes ved henvisning til situationens elementer Holdning En tanke behøver ikke kun indeholde billedet af en situation og intentionen med at ytre sig om den, men kan også rumme en holdning til den situation. Denne holdning kan afsender kommunikere samtidig med at kommunikere selve situationen. Afsenders holdning kan inkorporeres i alle slags sproghandlinger. (1) Linda har heldigvis repareret drengens cykel. informativ. (2) Du skal altså reparere drengens cykel. direktiv. (3) Hvad i al verden har du lavet? interrogativ. (4) Subjekt er angiveligt et universalt fænomen, der findes i alle sprog. assumptiv. Holdning og modalitet kan ikke altid adskilles fra hinanden fordi begrebet modalitet også indbefatter nødvendighed, og nødvendigheden, fx i form af afsenders krav til modtager eller en omtalt person, godt kan være lig med afsenders holdning. Holdning kan heller ikke adskilles fra sproghandlingstyper. Fx kan angiveligt i (4) udtrykke at afsender er skeptisk over udsagnets sandhed. Dermed bliver ytringen automatisk assumptiv da det udtrykker afsenders usikkerhed. Holdning udtrykkes typisk vha. de såkaldte attitudeadverbialer (afsnit ) Sammenfatning Dette afsnit sammenfatter hvilke indholdselementer jeg arbejder med. Grundlæggende er der to slags tankeelementer: prædikation og modulation. Prædikation er gengivelsen af selve den omtalte situation. Den består af henvisninger til situationens elementer: aktanter og foregangen samt situationsrammen, inklusiv egenskaber ved disse elementer (nedgraderede situationer). Komplekse prædikationer gengiver komplekse situationer, hvori også underordnede situationer og omstændigheder indgår. Semantiske roller er aktanters forhold til foregangen og til hinanden. Modulation er en samlebetegnelse for modalitet, holdning og intention (sproghandlinger). I første omgang er de hele prædikationens, og dermed den omtalte situations, forhold til hhv. virkeligheden, afsenders opfattelse og afsenders formål med at kommunikere. Men modulation kan også rettes mod enkelte elementer i prædikationen. Pragmatiske roller er situationselementers forhold til den tekst som de omtales i.

27 Kapitel 3 Morfologi I: Basis Morfologi (morf = form, logi = lære, morphology) vedrører et sprogs formbestand, som består af morfemer. Morfologi handler således om at beskrive hvordan et sprogs morfologisk inventar kan klassificeres, inddeles i typer. I populær terminologi drejer det sig om at beskrive ordklasser og deres bøjningsmønstre. Jeg indleder dette kapitel med at beskrive basale begreber i morfologi, såsom morfemer, morfer, rødder, affikser og udtryksvarianter. Kapitlets anden halvdel handler om de såkaldte ubøjelige ordklasser i dansk. Det efterfølgende kapitel fortsætter beskrivelsen med de bøjelige ordklasser og nogle problematiske fænomener i morfologi. Disse to kapitler er suppleret med appendiks A og B, som er oversigter over det danske sprogs affiksinventar. Begge kapitler indeholder mange henvisninger til andre sprog, det er faktisk disse to kapitler der indeholder flest henvisninger til andre sprog. Grunden hertil er at mange synes at betragte morfologi som Grammatikken. Det er dog forkert da syntaks er lige så meget en del af grammatik som morfologi; morfologi og syntaks deles om at udgøre sprogs struktur. Ikke desto mindre er det nok de morfologiske forskelle sprog imellem der er mest iøjnefaldende, fx når man skal lære et nyt sprog: Har sproget mange eller få bøjninger? Jeg bruger stort set den traditionelle terminologi i min beskrivelse af morfologi. Vigtige inspirationskilder til kapitlet er da også grammatikker over klassiske sprog. Jeg påpeger dog flere inkonsistenser i den traditionelle beskrivelse, fx i behandlingen af adverbier og pronominer Morfemer og morfer Lidt forenklet kan man sige at morfologi drejer sig om analysen af ord. Som udgangspunkt plejer man at betragte ord som enheder der har en eller anden betydning, og som man kan danne sætninger af. Men det viser sig meget ofte at et ord ikke er en udelelig enhed. Dvs. de mindste betydningsbærende enheder, de mindste tegn, i et sprog er ikke ordene, men de elementer som ordene kan deles op i. Disse elementer kalder man morfemer. Morfologi beskriver altså hvilke morfemer et sprog har, hvilke egenskaber disse morfemer har og hvordan de kan kombineres til at danne ord. Da morfologi altså handler om ord og deres bestanddele bør man selvfølgelig vide hvad et ord er. Men som det bliver vist i afsnit 4.19, er der ikke nogen entydig og universel definition på hvad et ord er. Derfor er der heller ikke nogen skarp grænse mellem morfologi og syntaks, og man taler derfor ofte om blandingsdiscipliner som morfo-syntaks og morfotaks. 4 Men for at kunne komme i gang definerer jeg her ord der som de ting der efter danske retskrivningsregler skrives mellem to mellemrum. Lad os tage nogle eksempler på en morfologisk analyse af ord. Ordet dampskib kan deles op i damp og skib som hver især har deres egen betydning, som oven i købet har noget med betydningen af dampskib at gøre. Dette er ganske indlysende. Det er måske mindre indlysende at et ord som bilists også kan deles op, i bil, ist og s. Bil har helt klart en betydning, nemlig en slags køretøj. Men har ist og s også betydning? Ja, om end ikke så håndgribelig som betydningen af bil. Ist udtrykker at ordet henviser til en person der har med biler at gøre, nemlig en der kører i bil. Det forekommer også i andre ord hvor det i alle tilfælde udtrykker at ordet henviser til en person der har noget at gøre med det fænomen som det umiddelbart foranstående morfem udtrykker ist: cyklist, turist, socialist, specialist osv. s udtrykker at ordet forekommer i en konstruktion der drejer sig om et ejerforhold hvor et eller andet tilhører bilisten, fx en bilists nøgle eller en bilists hurtige køren. 4 Læseren må desværre hellere allerede begynde at vænne sig til at der kun er meget få absolutte, almengyldige og universelle definitioner i sprogvidenskab.

28 Således er damp, skib, bil, ist og s alle sammen morfemer. Og dog. I virkeligheden er de morfer, ikke morfemer. Der er en vigtig forskel på morfer ogmorfemer. Morfemer er tegn i Saussures forstand, dvs. de er symboler der forbinder to størrelser med hinanden, et udtryk med det dertilhørende indhold. Udtrykssiden består af bogstaver, hvis det drejer sig om skriftsproget, eller lyde, hvis det drejer sig om talesproget. Denne udtryksside, altså kombinationen af bogstaver eller lyde, symboliserer, står for, udtrykker indholdssiden som er symbolets, altså morfemets betydning. Fx står bogstavkombinationen d+a+m+p for vand der er blevet forvandlet til en gasart. I fagsproget kalder man et morfems udtryksside for morf og dets indholdsside for semem. Det er meget vigtigt at skelne mellem morf og morfem idet vi i en tekst kun kan se morfer. Det er først når vi har forstået en tekst, opfattet et ord eller sætning at man kan tale om morfemer. For den samme morf kan sagtens høre til forskellige morfemer, dvs. en morf kan sagtens være tvetydig. Fx opdeles skønheden i tre morfer, skøn, hed og en. Alle disse morfer er tvetydige. I skønheden udtrykker skøn en egenskab, men i andre sammenhænge er det synonym med et gæt. Hed i skønheden udtrykker at der er tale om et begreb evt. en person frem for en egenskab, men i andre sammenhænge, fx en hed ovn, betyder det meget varm. En udtrykker i skønheden at der er tale om en bestemt, dvs. allerede kendt skønhed, og ikke om en vilkårlig skønhed. Men i en anden sammenhæng kan det udtrykke det modsatte, en ubestemt størrelse. Fx henviser en hed ovn til en hvilken som helst, endnu ukendt hed ovn. Homonyme morfer, morfer som ser og/eller lyder ens, men står for forskellige betydninger, dvs. de hører til forskellige morfemer, er ret hyppige i dansk. Fx kan bogstavsekvensen er være et fleksionssuffiks der udtrykker pluralis (bil-er), et fleksionssuffiks der udtrykker præsens ((han) læs-er), et derivationssuffiks der danner et substantiv af et verbum (han er en læs-er), et derivationssuffiks der danner et substantiv af et adjektiv (en dansk-er) og endda en rod, præsensformen af at være. En morfologisk analyse kan derfor kun foretages hvis man har forstået det man analyserer, hvis man ved hvilket morfem en given morf hører til. Fx er venskab ikke et skab hvor man opbevarer venner, heller ikke en opfordring til at blive venner, men et begreb: det at være venner. Dvs. morfen skab står her ikke for en slags møbel, ej heller for en aktivitet, men udtrykker at ordet skal forstås som henvisende til et abstrakt begreb. Omvendt kan det også forekomme at det samme indhold udtrykkes gennem flere forskellige morfer. Dette vil blive behandlet i afsnittet om allomorfer (3.5). I de følgende afsnit bliver det danske morfeminventar beskrevet med hyppige henvisninger til andre sprog. Der er her lagt vægt på formbestanden, sprogets udtryksside. Kun i det mest nødvendige omfang bliver der taget stilling til indholdssiden da den og dens forhold til udtrykssiden bliver beskrevet detaljeret i senere kapitler Morfemtyper Morfemer kan inddeles i to typer: dem der kan forekomme alene og dem der ikke kan det. Det at et morfem kan forekomme alene vil sige at det i sig selv kan udgøre et ord og dermed optræde i en sætning eller ordgruppe. Det at et morfem ikke kan forekomme alene betyder at morfemet skal kombineres med andre morfemer for at kunne forekomme i et ord og dermed i en sætning. Af de morfemer vi har betragtet ovenfor kan damp, skib, bil, ven, en, hed, ovn og skøn forekomme alene. Sådanne morfemer kalder man frie morfemer eller rødder. -ist, -s, -skab, -hed og -en kan ikke forekomme alene, hvilket markeres vha. bindestregerne. Sådanne morfemer kalder man bundne morfemer eller affikser. Både de frie og de bundne morfemer kan inddeles i undertyper. Underinddelingen kan gøres på tre måder: syntaktisk, semantisk og morfologisk. I den syntaktiske inddeling undersøger man hvor i en sætning eller en ordgruppe et givet morfem kan forekomme. Det at et givet morfem kan fore-

29 komme bestemte steder i en sætning eller i en ordgruppe, kalder man morfemets distribution. Morfemer der har den samme distribution grupperes sammen i en syntaktisk inddeling i morfemtyper. I den semantiske inddeling af morfemer undersøger man hvilke morfemer der har lignende betydning. De morfemer hvis betydning ligner hinandens ud fra bestemte kriterier, grupperer man sammen i morfemtyper. Den morfologiske inddeling er baseret på morfemernes kombinationsmuligheder med hinanden, dvs. hvilke frie morfemer der kan kombineres med hvilke bundne morfemer. Det viser sig nemlig at én bestemt gruppe af frie morfemer kan kombineres med én bestemt gruppe bundne morfemer, og kun med den gruppe. Da der findes tusinde af morfemer alene i dansk, skal vi her ikke foretage en detaljeret analyse af morfemernes kombinationsmuligheder; vi skal blot betragte det resultat som sprogvidenskaben allerede er nået frem til. Forenklet kan man sige at de frie morfemer udgør et sprogs byggesten, ligesom murstenene i et hus, mens de bundne morfemer udgør limen der sætter de frie morfemer sammen i større enheder (ord) og gør dem i stand til at fungere på forskellig vis i sætninger ligesom mørtelen mellem murstenene i et hus. Derfor plejer man at henregne rødderne til et sprogs ordforråd (leksikon), men affikserne til et sprogs grammatik. Men som vi vil se det senere, er dette en stærk forenkling. De grupper af frie morfemer man når frem til gennem en morfologisk, syntaktisk og/eller semantisk analyse, kalder man ordklasser (parts of speech). I de fleste ordklasser kan medlemmerne, de enkelte ord, godt udgøres af ét frit morfem alene. Men der er nogle marginere ordklasser hvori ordene ikke kan udgøres af ét frit morfem, men af en kombination af flere frie morfemer eller kombinationer af frie og bundne morfemer. Disse ordklasser kalder jeg sekundære ordklasser. I ordklasseinddeling anvender man ofte alle tre metoder blandet sammen. Dette er til en vis grad berettiget da de morfemer der har de samme morfologiske egenskaber, typisk også har de samme syntaktiske og semantiske egenskaber. Men ikke helt. Derfor vil jeg her følge den metode at jeg inddeler morfemerne først og fremmest ud fra deres morfologiske egenskaber da kun dette er hvad der strengt taget hører under morfologi. Først dernæst vil jeg foretage en forfinelse af morfemernes inddeling ud fra deres syntaktiske og semantiske egenskaber Rødder Morfologisk kan de frie morfemer (rødder, roots) inddeles i to grupper, dem der kan kombineres med affikser, og dem der ikke kan kombineres med affikser. Den første gruppe kaldes bøjelige morfemer eller bøjelige ordklasser (deklinablia), den anden gruppe kaldes ubøjelige, indeklinablia. De ubøjelige kan kun underinddeles ud fra syntaktiske og semantiske kriterier. De bøjelige kan godt fininddeles vha. morfologiske kriterier, men også her kan man anvende syntaktiske og semantiske kriterier. Ikke alle rødder er dog frie. Til dels er der varianter af rodmorfemer der ikke kan forekomme alene, se mere herom i afsnit Til dels er der nogle ganske få rødder der ikke har nogen definerbar betydning og derfor ikke kan forekomme alene. Sådan et morfem er brom i brombær. Ikke at forveksle med grundstoffet brom (Br). Broms eneste betydning er at adskille brombær fra hindbær, tyttebær, solbær og de andre bærsorter. Sådanne morfemer kaldes residuale (tilbageblevne) morfemer. Skelnen mellem bøjelige og ubøjelige ordklasser er ikke absolut da der kan være enkelte medlemmer i en ellers bøjelig ordklasse som alligevel ikke bøjes, og omvendt kan der forekomme enkelte medlemmer i en ellers ubøjelig ordklasse som alligevel bøjes. Disse afvigelser er dog resultatet af en sammenblanding af morfologiske, syntaktiske og semantiske kriterier i etableringen af ordklasserne.

30 Inden vi betragter ordklasserne dybtgående, skal vi kaste et blik på affikserne, som bliver brugt til at definere de bøjelige ordklasser Affikser Affikser (affixes) kan også underinddeles. Én måde at inddele dem på er at betragte hvor de i forhold til en rod forekommer: om de følger en rod eller kommer foran den. Hvis de følger en rod, som -hed og -en i skøn-hed-en, kalder man dem suffikser eller endelser (suffixes). Hvis de kommer foran en rod, som u- og be- i u-be-grib-elig, kalder man dem præfikser eller forstavelser (prefixes). Som det kan ses af eksemplerne, kan man sagtens tilføje en rod flere suffikser og præfikser samtidig. Langt de fleste affikser i dansk er suffikser. Dansk har kun suffikser og præfikser, men andre sprog har også infikser og transfikser. Infikser (infixes) bliver placeret ikke efter eller foran en rod, men ind i den. Fx er -n- i det latinske vinco (jeg vinder) et infiks. Roden er vic, -o udtrykker første person ental og -n- markerer præsensstamme. Dette -n- forsvinder i andre former af ordet, fx vici (jeg vandt). Transfikser (transfixes) er forandringer i en rods lyd-/bogstavbestand. De er meget udbredte i nogle sprog, fx arabisk, hvor vokalændringer i roden udtrykker forskellige nuancer. Fx betyder kitab (en) bog, men kutub bøger. Ændringen fra i a til u u udtrykker altså flertal. Man kunne med rette argumentere for at vokalændringen i de såkaldte uregelmæssige verber i dansk også bør kaldes transfiks, fx stryg strøg. Men det plejer man ikke. Traditionelt siger man i stedet aflyd (Ablaut), jf. afsnit 3.5. En anden måde at klassificere affikser på hænger sammen med deres funktion. Ud fra denne funktionelle betragtning taler man om fleksiver (bøjningsaffikser) og derivativer (afledningsaffikser). Det er netop fleksiverne man bruger til at bestemme de bøjelige ordklasser, så vi kigger på dem mere detaljeret under gennemgangen af de enkelte ordklasser. Derivativer bruger man til at danne nye ord med, så de bliver gennemgået i afsnittet om orddannelse (4.17). Fleksiver danner altså nye ordformer, men derivativer nye leksemer, nye betydningsenheder, dvs. ord der henviser til en anden slags fænomen end det oprindelige ord. I dansk er alle fleksiver suffikser, men nogle suffikser er derivativer. Alle præfikser er følgelig derivativer i dansk Allomorfer og nulmorfer Den samme betydning kan udtrykkes ved forskellige morfer. Dette er faktisk en ganske almindelig situation i verdens sprog. De forskellige morfer der står for den samme betydning, kalder man allomorfer (allo = (den) anden, (de) andre). Hvis man betragter dansk, kan man konstatere at fx pluralis (flertal) udtrykkes ved en hel række forskellige allomorfer: bil-er, menneske-r, hus-e, job-s, kont-i, glas-ø. Pluralis kan endda være umarkeret, et glas vs. mange glas. Når et givet indhold ikke har en synlig (eller hørbar) manifestation, taler man om en nulmorf eller nulallomorf; fx udtrykkes pluralis ved glas gennem en nulmorf. Nulmorf angives med ø. Der findes også nulmorfemer, og det er vigtigt at holde forskellen på et nulmorfem og en nulmorf for øje. Nulmorfem taler man om når der aldrig er en synlig morf for en given grammatisk kategori; eller sagt med andre ord udtrykkes en given kategori altid gennem en nulmorf. Sådan en kategori er fx imperativ (bydemåde) i dansk, for imperativ er altid lige med verbets stamme, der står aldrig noget efter stammen der eksplicit markerer imperativ: skriv, arbejd, gå, læs. Derimod udtrykkes fx præsens (nutid) og præteritum (datid) som oftest gennem synlige morfer, gennem fx hhv. -(e)r og -ede. Nulmorfem angives med Ø. Ø er lånt fra matematik, hvor det markerer en tom mængde, og har således intet at gøre med det næstsidste bogstav i det danske alfabet.

31 En nulallomorf er til gengæld blot en variant i forhold til synlige morfer. Så selv om pluralis godt kan udtrykkes vha. en nulallomorf, er pluralismorfemet ikke et nulmorfem fordi der også er synlige morfer (-er, -r, -e, -s, -i) der markerer pluralis. Det er også derfor at det er praktisk at skelne mellem morfemer og morfer. Morfemer kan bruges som en slags paraplybegreb der dækker over det samme indhold (fx pluralis) til trods for de mere eller mindre væsentlige forskelle i sproglige udtryk, altså forskellen allomorferne imellem. Hvad angår nulmorfemer, kan det virke besynderligt at mene at intet udtryk udtrykker noget indhold, dvs. at et givet indhold aldrig udtrykkes eksplicit. Men hvis man betænker at der er indholdsforskel mellem fx præsens og imperativ, er det oplagt at mene at imperativ er et morfem. Det er bare et morfem der aldrig kommer til syne i dansk. Det er ligesom når man tager et manglende svar på et spørgsmål som fx Har du noget imod at jeg ryger? som en accept af rygningen. I så fald tager man det manglende udtryk som udtryk for det indhold som ellers kunne udtrykkes med et nej. Her står den manglende respons i kontrast til et eksplicit ja, ligesom det manglende udtryk for imperativ står i modsætning til det eksplicitte udtryk af fx præsens Affiksallomorfi Man kan konstatere at allomorfer er synonymer idet de står for den samme betydning. Den allomorfiske variation kan skyldes forskellige ting. I nogle tilfælde hænger den sammen med en grammatisk kategori. Fx afhænger valget af allomorf for et substantivs bestemt-form (-en eller -et) af substantivets genus. I andre tilfælde vælger man allomorf ud fra retskrivnings- eller udtalemæssige kriterier. Fx indeholder et substantivs bestemthedssuffiks e hvis substantivet ikke selv ender på e (bil-en, hus-et), men hvis substantivet selv ender på e, bortfalder suffiksernes e (pige-n, menneske-t). Det samme gælder valget mellem -er og -r som pluralissuffiks (bil-er, pige-r). Men den tilsyneladende genkommende allomorfiske variation ved forskellige morfemer kan være underkastet forskellige kriterier. Fx veksler verbernes præsenssuffiks også mellem -er og -r, ligesom substantivers pluralis. Men ved verber gælder der en lidt anderledes regel. De får -r hvis de ender på en vokal, altså ikke kun e, men -er hvis de slutter på en konsonant (gå-r, læs-er). Tilføjelse af et yderligere suffiks kan også være årsag til suffiksallomorfi. Dette gælder derivativet -et der danner adjektiver og perfektumsparticipier. Ved tilføjelsen af pluralis- /bestemthedssuffikset -e ændrer det sig til -ed: en ternet jakke ternede jakker, en avanceret maskine avancerede maskiner. Man må ikke forveksle disse pluralis-/bestemte former med præteritumssuffikset -ede: Tilskuerne sad forbløffede (participium) vs. De forbløffede (præteritum) os. Et særligt tilfælde af suffiksallomorfi er når suffikset ikke tilføjes fordi det ser ud ligesom rodens slutning. Ikke-tilføjelse af et suffiks kan anses for at være tilføjelsen af en nulallomorf. Dette er tilfældet ved fx verden og eksamen, hvis bestemte form er identisk med deres ikke-bestemte: sammenlign Hvordan gik eksamen? med Hvordan gik prøve-n?. 5 En eksotisk form for affiksallomorfi er vokalharmonien. Dette er et udbredt fænomen i tyrkisk, finsk og ungarsk, hvor så godt som alle suffikser findes i (mindst) to varianter for at kunne harmonere med rodens vokal(er). Fx hedder i Turku og i Helsinki hhv. Turku-ssa, Helsinki-ssä på finsk. Der udtrykker både -ssa og -ssä inessiv kasus. -ssa bruges med ord der har bagtungevokaler (på finsk a, o, u), og -ssä med ord der har fortungevokaler (på finsk e, i, ö, y, ä). I disse sprog er det faktisk sådan at alle rødder, medmindre de er lånt fra et ikke-vokalharmonisk sprog, enten kun indeholder bagtunge- eller fortungevokaler. 5 Verden er oprindeligt en bestemt form. Den oprindelige ubestemte form findes stadig i derivationen verdslig.

32 Ikke kun suffikser, men også præfikser kan have allomorfer. Flere latinske og græske præfikser, der også forekommer i mange låne- og fremmedord i dansk, har allomorfer. Der er tale om udtalemæssig allomorfi idet deres slutkonsonant assimileres til den efterfølgende morfs første lyd. Assimilationen kan være fuldstændig eller delvis. Ved fuldstændig assimilation bliver slutkonsonanten fuldstændig identisk med den efterfølgende konsonant, ved delvis assimilation bliver slutkonsonanten til en konsonant der ligner den efterfølgende artikulationsmæssigt, sådan at de to konsonanter artikuleres det samme sted i mundhulen. Præfikset in- illustrerer både fuldstændig (il-loyal) og delvis (im-potent) assimilation. Assimilerende suffikser er fremhævet i Appendiks B. Danske morfemer der bruges præfiksagtigt, kan også undergå assimilation, men dette er ikke gengivet i stavemåden. Fx udtales om forskelligt i omgå og i omfavne. I omgå formes m med de to læber, i omfavne med overtænderne og underlæben. Men i mange tilfælde er det uforudsigeligt hvilken allomorf man skal vælge. Det er således umiddelbart uforklarligt hvorfor hus hedder hus-e i pluralis, men bil bil-er, eller spidse spids-ede i præteritum, men spise spis-te. Fænomenet beskrives sådan at forskellige ord hører til forskellige bøjningsklasser. Fx er der én gruppe substantiver der får -(e)r i pluralis, dem kan man kalde bøjningsklasse I. En anden gruppe får -e i pluralis, dem kan man kalde bøjningsklasse II. Og således videre. Det samme kan man gøre med verber alt efter hvordan de ser ud i præteritum. Sådan en klassificering af ord er ikke så almindelig i danske grammatikker, men den har en lang tradition i fx latinske grammatikker, hvor man taler om fem bøjningstyper blandt substantiver, tre blandt adjektiver og fire blandt verber (med tilhørende underklasser). Men det er i de fleste tilfælde uforudsigeligt hvilke ord der hører til hvilken bøjningsklasse. Man skal simpelt hen lære det udenad. Den allomorfiske variation har i og for sig ikke nogen betydning for sprogsystemet idet allomorferne har den samme funktion. Men den har ganske stor betydning for sprogindlæringen, især for voksne fremmed- eller andetsprogsindlærere, der kan blive nødt til at knokle længe med at lære at bruge den rigtige allomorf. For selv om det ud fra et sprogsystemisk synspunkt kan være lige meget om man siger der er mange huser eller der er mange huse, er det nu kun den ene form der tæller som korrekt standarddansk Rodallomorfi Det er vigtigt at lægge mærke til at det ikke kun er affikser der har allomorfer, men også rødder. Fx skrives hotel med ét l i singularis ubestemt, men med to l er i bestemt form eller i pluralis: hotellet, hoteller. Andre ord som fx bog og stor skifter vokal i bestemte bøjningsformer: bøger, større. I alle disse tilfælde har man allomorfer, én fri (hotel, bog, stor) og en evt. flere bundne der kun kan forekomme sammen med affikser (hotell-, bøg-, stør-). Sådanne alternationer skyldes ofte retskrivningsog/eller udtaleregler. Fx skriver man dobbeltkonsonant mellem to vokaler hvis den første vokal er kort: hotellet, skønne, flottest, osv. Men eftersom denne retskrivningsregel kun gælder mellem to vokaler, skriver man kun én konsonant når der ikke følger en vokal efter konsonanten: hotel, skøn, flot, til trods for at vokalerne e, ø, o i disse ord altid er korte. Det er derfor ikke særlig konsekvent at prøve at markere en vokals korthed vha. en efterfølgende konsonantfordobling i stedet for at markere det på selve vokalen, for man skriver jo på dansk netop ikke dobbeltkonsonant hvis der ikke følger en yderligere vokal efter. Desuden skal den efterfølgende vokal være (en del af) et fleksiv eller derivativ; sammensætning udløser ikke konsonantfordobling: hotelinspektør. Men på svensk, norsk og tysk skriver man altid dobbeltkonsonant for at markere en foregående vokals korthed uanset hvad der følger efter: ett hotell, Schifffart. 6 6 Grunden til at adskillige retskrivninger angiver en kort vokal vha. en efterfølgende konsonantfordobling, er at konsonantfordoblingen oprindeligt gengav lange konsonanter. Lange konsonanter kunne i udtalen ikke kombineres med en forudgående lang vokal, så en lang konsonant betød indirekte en kort vokal foran. Nogle sprog, fx dansk og tysk, har

33 Det er mest effektivt at beskrive fænomenet som rodallomorfi i stedet for affiksallomorfi. Først og fremmest fordi det er noget der angår elementer (bogstaver og lyde) i roden selv. Men også fordi hvis man valgte den sidste mulighed, skulle man arbejde med unødvendig mange affiksallomorfer: hotel-let, bak-ken, bus-sen, kam-men, osv. Derfor analyseres sådanne ord som hotell-et, bakk-en, buss-en, kamm-en. Vokalændringen i bøg-er, stør-re o.l. hænger sammen med udtale. Læg mærke til at rodvokalen i de rødder der skifter vokal, er bagtungevokaler. Suffikset indeholder derimod en fortungevokal, som tidligere faktisk var i ikke e. For at lette udtalen har man valgt at omdanne rodens bagtungevokal til en fortungevokal af samme åbningsgrad, altså o til ø, a til æ og u til y. For det er lettere at udtale to efter hinanden følgende vokaler hvis de begge er fortunge (eller bagtunge for den sags skyld). Denne slags rodvokalændring kalder man omlyd (Umlaut). Vokalskiftet vises meget gennemskueligt i tysk retskrivning med to prikker: Tag täglich, Ort örtlich, Stunde stündlich.) Bemærk forskellen på omlyd og aflyd. Aflyd udtrykker i sig selv en eller anden grammatisk kategori som fx præteritum (afsnit 4.12): stryg strøg, bid bed, bed bad. Derfor kan man betragte aflyd som transfiks (afsnit 3.4). Men omlyd er et rent lydligt fænomen, betinget af at et suffiks tilføjes. Det kan undertiden ske at det suffiks der har udløst omlyden, i mellemtiden er forsvundet. Det er tilfældet ved mand, mænd eller foot, feet (engelsk). Det skal også bemærkes at det af en eller anden grund ikke alle rødder er underkastet omlyd: bog bøger, ko køer, so søer, men bro broer. En tredje årsag til rodallomorfi er bortfaldet af en tryksvag vokal i rodens sidste stavelse: minister ministre, moden modne. Man kunne i princippet sagtens udtale *ministere og *modene. Men man har alligevel valgt at bortskaffe rodens sidste lyd. Derfor analyseres sådanne ord som ministr-e, modn-e, etc. Bemærk at bortskaffelsen af den sidste vokal er vaklende: Både hilsener og hilsner er gængse stavemåder. Rødder der ender på tryksvag -er, -en, -el og -em, kan undergå denne slags vokalbortfald (synkope). Trangen til at eliminere den sidste vokal kan være så stærk at man nogle gange ligefrem opfinder en vokal der kan elimineres hvis den officielt ellers ikke findes. Muligvis derfor siger mange et æbel, for pluralis æbler kunne være dannet gennem elimineringen af den sidste rodvokal. Den fjerde slags rodallomorfi skyldes assimilation af rodens slutkonsonant. Assimilation vil sige at konsonanten ændres for udtalemæssigt at tilnærme sig suffiksets startkonsonant. Dette kan fx observeres i grov grof-t hvor det stemte v ændres til det ustemte f pga. det tilføjede ustemte t. Det er så bare sådan at v et i moderne dansk slet ikke udtales som en konsonant mere. Lydassimilation som både kan være markeret i skrift (som ved groft) og umarkeret, kalder man med en ældgammel indisk sprogvidenskabelig betegnelse også sandhi. Der kan også være tale om rent lydlige allomorfer, altså om allomorfer der udtales forskelligt, men skrives ens: god(-e) vs. god-t. Et ekstremt tilfælde af rodallomorfi hedder suppletion. Det er hvor rodens allomorfer slet ikke ligner hinanden: god, bed-re, bed-st; være, er; lille, mind-re, mind-st; jeg, mig; go, went (engelsk); sein, bin, war (tysk). Det er (heldigvis) de færreste rødder der udviser suppletion, de er til gengæld blandt de hyppigst brugte. En eksotisk årsag til rodallomorfi er når rodens slutkonsonant ædes op af suffikset. Dette er ganske hyppigt i fx latin og græsk hvor et suffigeret (tilføjet) s regulært spiser rodens afsluttende d og t. Disse t er og d er dukker op igen når suffikset ikke (start)er (med) s: den-s vs. dent-is nominativ hhv. genitiv singularis af tand, pe-s vs. ped-is nominativ hhv. genitiv singularis af fod. Dette fænomen forklarer hvorfor mange låneord veksler mellem s i substantivform og t/d i adjektivform: analyse vs. analytisk. siden tabt lange konsonanter i udtalen, men bevaret den foregående korte vokal, som nu er det hvis længde (korthed) markeres af konsonantfordoblingen. Svensk og norsk har bevaret lange konsonanter.

34 Det fænomen at rodens vokal ændres pga. suffiksets vokal, kunne man også kalde vokalharmoni. Men denne betegnelse forbeholdes typisk for sprog hvor det er suffiksets vokal der ændres pga. rodens vokal (jf. afsnit 3.5.1). En særlig form for rodallomorfi er når roden ændrer sig pga. et efterfølgende morfem til trods for at de to morfemer ikke former et ord. Denne slags allomorfi er også lydligt betinget. Den forekommer fx ved den engelske ubestemte artikel (a boy, an earthquake) eller ved præpositioner i slaviske sprog (s fantom, z možem hhv. med drengen og med manden på slovensk) Ubøjelige ordklasser De ubøjelige ordklasser (indeklinablia) kan også underinddeles i klasser, men dette lader sig selvsagt ikke gøre ud fra morfologiske kriterier. På basis af deres syntaktiske egenskaber kan man opstille ordklasserne konjunktioner, subjunktioner, adpositioner, interjektioner og adverbier andre end retnings- og mådesadverbier. Jeg starter beskrivelsen af ordklasserne med de ubøjelige da disse naturligt nok har den enkleste morfologi. Ud over de i det følgende behandlede ordklasser anfører Retskrivningsordbogen også ordklassen lydord (onomatopoietika). Efter min mening er der ingen formelle argumenter for at oprette denne ordklasse. Disse ord adskiller sig kun fra andre ord ved deres betydning, nemlig ved at henvise til lyde. Rent formelt kan de afhængig af deres brug tildeles de andre ordklasser. De kan analyseres som interjektioner ( Miav, lyt til mig, sagde katten), substantiver (Kattens miav var svagt) eller verber (Katten miavede) Konjunktioner og subjunktioner Konjunktioner og subjunktioner er ord der indleder sætninger. Forskellen på dem er hvilken type sætninger de indleder: helsætninger for konjunktionernes vedkommende og ledsætninger for subjunktionernes. En ældre betegnelse for konjunktioner er sideordnende konjunktioner, og for subjunktioner underordnende konjunktioner. For at undgå disse lange betegnelser vil jeg konsekvent bruge termerne konjunktion og subjunktion. Konjunktioner (sideordnende bindeord, conjunction) er ord der forbinder helsætninger med den forudgående del af en tekst. Når de forbinder helsætninger, står de i helsætningens start, derfor siger man også at de indleder en sætning. Dansk har konjunktionerne: og, plus, samt, eller, og/eller men, jamen, for, thi, så. 7 Jamen, for, thi og så kan kun forbinde helsætninger, men de andre kan også forbinde hvilke som helst elementer inden for en sætning: Hun er en smuk og klog pige. For at understrege forbindelsen mellem to led, kan og kombineres med både: Hun er både smuk og klog. På lignende vis kan eller kombineres med enten og hverken: Hun er hverken smuk eller klog; man er enten blond eller klog. Ifølge Retskrivningsordbogen er minus også en konjunktion, men det kan næppe indlede en helsætning, hvilket ellers alle konjunktioner kan. Og/eller, der er den eneste sammensatte konjunktion i dansk, er ikke anerkendt officielt som konjunktion. Men da det har en særlig logisk betydning (se afsnit ), mener jeg det er berettiget at optage det i konjunktionernes række. Konjunktioner deles i tre undergrupper: de samordnende for, thi, så og jamen, de sideordnende og, plus, samt, eller, og/eller og men, og det særlige minus. Mens konjunktioner indleder helsætninger, indleder subjunktioner (underordnende bindeord; subordinating conjunctions) ledsætninger. 7 Bemærk at ordformerne (morferne) men, for og så også kan fungere som andet end konjunktion.

35 Der er mange flere subjunktioner end konjunktioner: at, da, dengang, dersom, efter, efterdi, eftersom, end, endskønt, engang, for (at), fordi, forinden, fra, før, førend, hvis, hvorvidt, idet, ifald, imedens, imens, inden, indtil, i og med, jo, ligesom, medens, medmindre, mens, nu, når, om, om end, omendskønt, pga., selv om, siden, sidst, skønt, som, som om, sørme, så (at), såfremt, såsom, til, uagtet, uden, undtagen. Ordene bare, blot, mon og måske synes umiddelbart også at være subjunktioner, men indleder i virkeligheden helsætninger, se herom afsnit Mange ordformer i dansk kan fungere både som subjunktion og som præposition og/eller adverbium. Konjunktioner og subjunktioner i andre sprog Mange andre sprog skelner også mellem subjunktioner og konjunktioner. Men der er også sprog, fx tyrkisk, som slet ikke har subjunktioner. Som konsekvens har sådanne sprog heller ikke underordnede sætninger, i hvert fald ikke på den måde man kender dem fra de mest gængse sprog. I tyrkisk, fx, overtager forskellige suffikser subjunktionernes funktion. (1) Ben televizyon seyred-er-ken, sen kitap oku-yor-um. jeg fjernsyn se-aor-imens du bog læse-prs-2sg Mens jeg ser fjernsyn, læser du bøger. Det er særligt for dansk at alle de ord der traditionelt benævnes præpositioner også kan fungere som subjunktioner. På andre sprog, fx tysk, kan det ikke lade sig gøre. (2) Hvad har du sagt til at han ikke kom i går? (3) Was hast du dazu gesagt, dass er gestern nicht gekommen ist? På disse sprog er der en skarpere skelnen mellem subjunktioner og præpositioner Adpositioner Adpositioner (forholdsord) forbinder led (sætningsled eller ordgruppeled) med andre led eller med sætningen som helhed. I funktion er de også underordnende ligesom subjunktioner da de markerer at et led er underordnet i forhold til noget andet. Traditionelt siger man at adpositioner styrer det underordnede led (rectum) og viser samtidig dets funktion i forhold til de andre led. Betegnelsen adposition er analog med affiks idet der er forskellige slags adpositioner afhængig af hvor i forhold til det styrede led de står: Præpositioner står foran det led de styrer, postpositioner står efter og cirkumpositioner omkring det led de styrer. Dansk har ikke mange postpositioner, men nogle ord kan bruges både som præ- og postposition: hund og hund imellem, verden over, etc. Der findes i dansk en cirkumposition: for mange år siden. At styre vil sige at adpositioner kræver at leddet står i en bestemt form, dvs. i en bestemt kasusform (sml. med hjælpeverberne i afsnit ). Denne styring er ikke så synlig på dansk mere da kasusbøjningen er uddød. Men det kan stadig ses i nogle faste udtryk som til bords, søs, lands, osv. hvor præpositionen til styrer genitivkasus. Desuden skal de personlige pronominer stå i deres oblikke form (traditionelt kaldet akkusativ, fx mig, dig, hende) i forbindelse med en adposition. I afsnit 12.3 uddyber jeg dog at jeg i virkeligheden ikke mener at adpositioner styrer kasus, men at kasus og adpositioner kompletterer hinanden. Adpositionerne i dansk er ad, af, angående, fra, før, i, inden, hos, med, om, over, på, til, uden, under, undtagen, ved, vedrørende. Mange af disse ordformer kan også fungere subjunktionelt

36 og/eller adverbielt. Angående og vedrørende er oprindeligt præsensparticipier, og undtagen perfektumparticipium. Man plejer at skelne mellem primære og sekundære adpositioner. Kun de primære er alenestående morfemer mens de sekundære er sammensætninger af morfemer, oftest af en eller flere primære præpositioner og et substantiv: ved siden af, i forhold til, med henblik på, etc. eller af et adverbium og en primær præposition: ud fra, inden for, osv. De sekundære præpositioner fungerer ligesom de primære. Adpositioner i andre sprog I nogle sprog fx tyrkisk, ungarsk og baskisk er postpositioner den dominerende gruppe inden for adpositioner mens det er præpositioner i andre sprog, herunder dansk. I sprog med et veludbygget kasussystem som det finske eller ungarske bruger man ikke adpositioner så hyppigt som på dansk Adverbier Adverbier (singularis adverbium, biord; adverb) udgør en meget broget ordklasse idet man traditionelt har samlet de ord man ikke har kunnet putte i andre ordklasser, under betegnelsen adverbier. Det eneste der er fælles for adverbier, er at de modificerer et eller andet i en sætning, og at de fleste typer adverbier ikke kan bøjes. Betegnelsen adverbium lægger op til at disse ord lægger sig til verber, men adverbier er i virkeligheden ikke begrænsede til denne funktion. Mådesadverbier (afsnit 4.14) er den eneste slags der altid lægger sig til verber. De andre typer kan også modificere adpositioner (se sekundære adpositioner i afsnit 3.6.2), adjektiver, adverbier eller en hel sætning. De ubøjelige adverbier, som er emnet i dette afsnit, kan inddeles i grupper ud fra deres betydning, som på dansk også har indflydelse på deres placering i sætningen (se kapitlet om syntaks) Gradsadverbier Gradsadverbier (adverbs of grade) modificerer adjektiver og andre (typisk mådes-) adverbier: Hun er vidunderlig smuk, hun synger ganske smukt. Den samme bemærkning som ved mådesadverbierne gælder gradsadverbierne: Mange af dem stammer fra adjektiver, fx vidunderlig, og disse kan bøjes i grad. 8 Gradbøjning af gradsadverbier er dog langt sjældnere end gradbøjning af mådesadverbierne; det er næsten forbeholdt for meget/mere/mest og lidt/mindre/mindst. Der er også fødte gradsadverbier som ganske, men de kan ikke bøjes i grad Attitudeadverbier Attitudeadverbier (også kaldet ytrings- eller holdningsadverbier) angiver talerens holdning til et udsagn, som jo, desværre, heldigvis: Han kom jo ikke i går, hvor jo udtrykker at taleren synes det er oplagt at vide at han ikke kom i går. Dansk kendetegnes ved at man bruger attitudeadverbier meget hyppigt Tidsadverbier Tidsadverbierne ligner demonstrativpronominerne (afsnit ) på den måde at de skelner mellem i forhold til taleren nært værende og fjernt værende tidspunkter: nu henviser til taletidspunktet, da til et fjernt tidspunkt. 8 Ud fra beskrivelsen ved mådesadverbialer i afsnit 4.14, kunne man vente at vidunderlig skulle stå som vidunderligt for at markere at ordet fungerer som et adverbium. Men der er en særregel i dansk der siger at adjektiver der ender på -ig ikke behøver få -t når de optræder adverbielt.

37 Fokusadverbier Fokusadverbier fremhæver bestemte ord eller fraser og sætter dem dermed i kontrast til andre elementer: Kun Jorden (og ikke andre planeter) bærer formentlig liv i solsystemet. Andre fokusadverbier er fx blot, selv Negationsadverbier Negationsadverbier (eller nægtelsesadverbier) benægter et betydningselements indhold: Præpositionerne udgør en ikke-bøjelig ordklasse. Peter kommer næppe i morgen. Aldrig er betydningsmæssigt en sammensmeltning af et tids- og et negationsadverbium Sekundære adverbier Sekundære adverbier er ord der ikke er født til at være adverbier, men er afledt eller dannet af andre ord. Nogle af dem fordeler sig på de grupper af adverbier som er blevet beskrevet ovenfor, og som også indeholder fødte adverbier. Nogle eksempler på sekundære adverbier er altid som tidsadverbium, også, endda som fokusadverbier samt fx derop som retningsadverbium. Desuden er de fleste grads- og mådesadverbier sekundære. Men der er to grupper adverbier som kun indeholder sekundære adverbier, nemlig modal- og konneksionsadverbierne Modaladverbier Modaladverbierne angiver modalitet der gælder hele sætningens indhold, fx en mulighed (epistemisk modalitet), som i (1). (1) Han kom muligvis ikke i går. Da de modificerer en hel sætnings indhold, kalder man dem også sætningsadverbier. De ligner i deres betydning modalverberne. De er afledt af adjektiver, men ingen af dem kan bøjes Konneksionsadverbier Konneksionsadverbier forbinder en sætning eller et afsnit til en anden del af teksten som i (1). (1) Dernæst skal vi beskæftige os med syntaks. (2) Han ville derfor blive hjemme. (3) Hun kunne alligevel komme. Mange konneksionsadverbier er sammensat af der og en præposition eller et adverbium. De har stor betydning for en teksts sammenhæng (se Kapitel 18). Konneksionsadverbier kan underinddeles efter deres betydning, dvs. hvilken sammenhæng mellem tekstdelene de udtrykker. De kan udtrykke følge ((1)), årsag ((2)), modsætning ((3)), etc Hvor Det første interrogativpronomen, eller rettere sagt interrogativt proadverbium, er hvor (se mere om pronominer/proformer i afsnit 4.3 og om de andre interrogative proformer i hhv. 4.5 og ). Dets grundfunktion er at spørge til sted (Hvor har du det fra?), men er nok det mest alsidige pronomen. Det kan også spørge til grad (Hvor godt kender du dansk?), og tjene som stamme til at danne yderligere interrogative former af: hvorfor, hvornår, hvordan, hvor mange, hvor meget. Det kan

38 også vikariere for hvad når dette er kombineret med en adposition: Hvorom alting er. Bemærk at adpositionen (om) sættes sammen med hvor som førsteled Infinitivmarkør Infinitivmarkør eller infinitivmærke er en ordklasse der indeholder ét eneste ord, nemlig at. Det markerer en infinitiv når denne ikke styres af et hjælpeverbum, fx at læse, at rejse. Da at akkompagnerer infinitiver i tilfælde hvor disse fungerer som om de var substantiver, kalder nogle at for infinitivartikel. Bemærk at infinitivmarkøren ofte udtales som /å/, hvorfor der er en formel forskel på subjunktionen at og infinitivmarkøren at i talesproget, men ikke i skriftsproget. Det er ikke alle sprog der har en infinitivmarkør. Det har alle germanske sprog, men fx ingen slaviske sprog Subjektsvikar og ekspletivt subjekt Subjektsvikar og ekspletivt subjekt dækker egentlig over syntaktiske funktioner, men ud over det vage pronomen findes der ikke nogen ordklassebetegnelse for de ord der kan udfylde disse syntaktiske funktioner. Der kan være både subjektsvikar og ekspletivt subjekt, og her kan være ekspletivt subjekt. Heraf følger det at der ikke er noget ord der kun kan være subjektsvikar eller ekspletivt subjekt idet både der og her har andre funktioner. Men selv om ordene (egentlig ordformerne) er ens er den betydnings-/funktionsmæssige forskel et godt argument for at tale om forskellige morfemer afhængig af om ordene fungerer som subjektsvikar (der), ekspletivt subjekt (der, her), stedsadverbium (der, her) eller relativiser (relativpronomen) (der). Så morfen der står faktisk for fire forskellige morfemer, om end de muligvis er historisk set beslægtede med hinanden. Man kan nemlig forestille sig at der først kun havde funktionen af et stedsadverbium, men tilegnede sig senere egenskaben at være ekspletivt subjekt (sml. det engelske there), så subjektsvikar og til sidst relativpronomen. Et ekspletivt subjekt kan der forekomme i alle typer sætninger, fx i nærværende sætning, mens subjektsvikar kun kan forekomme i ledsætninger såsom indirekte spørgsmål ((1)), frie relativsætninger for så vidt de endnu bruges i moderne dansk ((2)), efterhængte relativsætninger ((3)) og nogle relativsætninger ((4)). (1) Jeg ved ikke hvad der generer hende. (2) Hvad der undrer mig, er at han ikke skjulte mordvåbenet. (3) Grammatik er faktisk let, hvad der måske lyder utroligt for de fleste. (4) Hvad hedder det fjols i Langt fra Las Vegas, som at der altid siger som at der? Alle disse sætningstyper med subjektsvikar og ekspletivt subjekt belyses nærmerei kapitlerne om syntaks. Subjektsvikar er en noget misvisende betegnelse da et subjektsvikar ikke vikarierer for et subjekt eftersom der er et (potentielt) subjekt i sætningerne hhv. hvad, hvad, hvad og som i eksemplerne ovenfor, så subjektsvikaren erstatter ikke som sådan det led der ligeså godt kunne være subjekt. Det er snarere sådan at der på den måde foregår en arbejdsdeling, billedligt talt, mellem subjektsvikaren og det led (det såkaldte subjunktionelle led) der ellers ville være subjektet: Subjektsvikaren påtager sig subjektsfunktionen, og det subjunktionelle led koncentrerer sig om den subjunktionelle funktion.

39 Subjektsvikar er et særligt dansk fænomen, det findes ikke engang i så tæt beslægtede sprog som tysk og engelsk. Det ekspletive subjekt er noget mere udbredt i verdens sprog, men findes langt fra i alle. Det findes fx ikke ungarsk eller de slaviske sprog Interjektioner Den sidste ordklasse er interjektioner. Det er ord (fx ja, nej, øh, nåh, av) der regnes for alene at kunne udgøre en sætning idet de i sig selv udtrykker en hel tanke. Derfor har de ikke nogen definerbare syntaktiske egenskaber eftersom de stort set kan forekomme hvor som helst og når som helst i en kommunikation. Da de betydningsmæssigt står for en sætning, kaldes de også sætningsemner. I det næste kapitel fortsætter jeg beskrivelsen af de danske ordklasser med de bøjelige ordklasser og tager desuden nogle problematiske fænomener op til overvejelse.

40 Kapitel 4 Morfologi II: Avanceret morfologi I dette kapitel beskriver jeg de bøjelige ordklasser i dansk og hvordan man kan danne nye ord. I slutningen af kapitlet diskuterer jeg nogle problematiske tilfælde i den morfologiske klassifikation De bøjelige ordklasser De bøjelige ordklasser defineres som nævnt i foregående kapitel ud fra hvilke typer fleksiver rødderne kan kombineres med. Fleksivtyperne angiver forskellige kategorier, såkaldte bøjningseller grammatiske kategorier. Så de bøjelige ordklasser defineres i virkeligheden ud fra hvilke grammatiske kategorier ordene kan bøjes i. De fleste bøjelige ordklasser er åbne, hvilket vil sige at man kan danne nye medlemmer i et i princippet ubegrænset antal. Det betyder at man ikke behøver nøjes med det antal frie morfemer der findes i forvejen, men kan sætte frie morfemer sammen eller frie morfemer med derivativer sammen for at udvide ordklassens medlemsskare. Det er vigtigt at bemærke at disse sammensatte eller deriverede ord har præcis de samme morfologiske egenskaber som de enkelte frie morfemer der hører til den samme ordklasse. Fx bøjes et deriveret substantiv (fx skønhed) på præcis samme måde, dvs. i samme kategorier, som et ægte eller født substantiv (fx damp) Substantiver Substantiver udgør en gruppe af frie morfemer der kan kombineres med suffikser der udtrykker tal (numerus, number) og bestemthed (definiteness). Man siger at danske substantiver bøjes i de grammatiske kategorier numerus og bestemthed. Det bør bemærkes at når jeg bruger termer som numerus, bestemthed og endda substantiv, har jeg grebet til indholdssiden idet disse betegnelser reflekterer de pågældende morfemers betydning. Dette som umiddelbart synes at være et brud på mine principper gør jeg kun for allerede nu at kunne kalde morfemer ved navne som er forholdsvis lette at huske. Det ville nok være svært at holde styr på sagerne hvis jeg principfast brugte betegnelser som rod X, affiks Y, affiks Z osv. indtil morfemernes indholdsside også er blevet afdækket. Jeg vil dog bruge denne fremgangsmåde ved sætningsled i Kapitel 5 for at demonstrere de traditionelle sprogbeskrivelsers inkonsekvens. Inden for numerus skelner man mellem termerne ental (singularis) og flertal (pluralis). Inden for bestemthed skelner man mellem termerne bestemt og ikke-bestemt. 9 Numerus har noget at gøre med antallet af de genstande substantivet henviser til. Noget forenklet kan man sige at singularis bruges når man henviser til én genstand ((en) bil), men pluralis anvendes når man omtaler flere end en genstand (bil-er). Bestemthed har noget at gøre med hvor kendt for samtaleparterne den omtalte genstand er. Forenklet sagt udtrykker den bestemte form (bil-en) at den omtalte bil er kendt for samtaleparterne, fx fordi de har omtalt den før. Derimod udtrykker den ikke-bestemte form (bil) at den omtalte bil endnu er ukendt. Dette er dog en meget forenklet skildring af hvordan bestemthed fungerer. Man kan fx kombinere den ikke-bestemte form med andre morfemer (ord) sådan at kombinationen giver bestemt betydning, fx den bil. Vi vender tilbage til dette i kapitlet om reference. Der bliver det også 9 Ordet term har (mindst) to anvendelser i sprogvidenskab: Den ene, mere velkendte betydning er betegnelse eller navn for et fænomen. Den anden, her gældende betydning er medlem af en kategori. Det skulle gerne ud fra sammenhængen altid være klart hvilken betydning termen term bruges i.

41 uddybet hvorfor jeg synes det er mere passende at kalde denne form for ikke-bestemt frem for den traditionelle betegnelse ubestemt (afsnit ). Singularis og ikke-bestemthed er umarkerede termer. Dvs. der er ikke nogen synlig eller hørbar morf der står for singularis eller ikke-bestemthed. Pluralis og bestemthed er derimod markerede termer idet der forefindes synlige og hørbare morfer der udtrykker disse. Man kan beskrive dette fænomen på to måder. Den ene siger at roden bil i sig selv udtrykker singularis og ikke-bestemt ud over at henvise til en slags køretøj. Pluralis- og bestemthedsmorfemerne tjener så det formål at erstatte en del af bils indhold, nemlig den del af indholdet der har at gøre med singularis og ikke-bestemthed. Bøjningen af bil Ordform Bøjningskategori bil singularis, ikke-bestemt bil-er pluralis, ikke-bestemt bil-en singularis, bestemt bil-er-ne pluralis, bestemt Den anden anskuelse siger at bil ene og alene henviser til en slags køretøj, men i sig selv er neutral i forhold til numerus og bestemthed. Så for at angive numerus, både singularis og pluralis, og bestemthed, både ikke-bestemthed og bestemt-bestemthed, skal man tilføje de passende morfemer. Konsekvensen af denne anskuelse er at singularis og ikke-bestemt udtrykkes gennem nulmorfer ved bil: Bøjningen af bil Ordform Bøjningskategori bil-ø-ø singularis, ikke-bestemt bil-er-ø pluralis, ikke-bestemt bil-ø-en singularis, bestemt bil-er-ne pluralis, bestemt Ikke-bestemt er faktisk et nulmorfem (introduceret i afsnit 3.5) da den altid ved alle substantiver udtrykkes med en nulmorf. Singularis udtrykkes oftest med en nulmorf, men der er nogle ganske få substantiver hvor singularis udtrykkes med en synlig morf (Appendiks A: Fleksiver i dansk). Dvs. termen ikke-bestemt er et nulmorfem idet den aldrig udtrykkes vha. af en synlig morf. Hvis man adopterer dette syn, ser bøjningsmønstret af et dansk substantiv sådan ud: stamme-numerusbestemthed. Det kan virke mærkeligt at skulle angive noget (nulmorferne) som ikke er til stede synligt. Men der er gode argumenter for denne anskuelse, hvilket gør at jeg holder mig til denne: For det første er betydningen (singularis og ikke-bestemt) til stede selvom de ikke markeres eksplicit. For det andet demonstrerer denne anskuelse sprogets generelle kompositionalitet, at en større sproglig enheds betydning stammer fra de mindre enheders betydning som denne større enhed er sat sammen af. For det tredje gør denne anskuelse en sammenligning af sprog lettere idet sprog er forskellige mht. hvad de vælger at udtrykke eksplicit. Fx markerer dansk bestemt eksplicit, men lader ikke-bestemt være et nulmorfem; derimod markerer arabisk ubestemt/ikke-bestemt eksplicit, men bestemt med nulmorfem. Denne brug af nulmorfer og nulmorfemer har dog den konsekvens at ingen af de såkaldte bøjelige rødder i virkeligheden er frie, for selv om de kan synes at kunne forekomme alene, står de i så fald sammen med nogle nulmorfer. Fx synes bil at stå alene, dvs. udgøre et ord alene, i Han har

42 købt en ny bil, men det står altså sammen med to nulmorfer, som jo udtrykker hhv. singularis og ikke-bestemt. Følgelig er det kun de ubøjelige rødder der virkelig er frie morfemer. Bemærk at numerus- og bestemthedsmorfemerne kompletterer hinanden, dvs. de forekommer sammen, der er ét sæt morfemer til numerus, som kun har at gøre med numerus (singularis vs. pluralis), og ét separat sæt til bestemthed, som kun har at gøre med bestemthed (ikke-bestemt vs. bestemt). Fleksiver som kun har én betydning kalder man separatistiske fleksiver. De står i modsætning til fusionelle eller kumulative fleksiver der på en gang udtrykker flere betydninger som fx dem vi skal se ved adjektiver nedenfor. Det at man kan tilføje en rod flere fleksiver ad gangen kalder man agglutinerende (sammenlimende) træk i et sprog. Dansk er ikke et udpræget agglutinerende sprog. Vi finder kun agglutinerende træk ved substantiverne og i begrænset omfang ved verberne. Andre sprog som tyrkisk og ungarsk er agglutinerende par excellence. Agglutinationen er heller ikke perfekt i dansk idet bestemthedssuffikset varierer afhængig af numerus, -en eller -et i singularis, -(e)ne i pluralis. Grunden hertil er at bestemthedssuffikserne oprindeligt er demonstrative pronominer (afsnit ) som selv bøjedes i numerus, men som er blevet reduceret til suffikser. Det er i øvrigt ganske almindeligt at selvstændige ord, altså frie morfemer, gennem et sprogs udvikling bliver reduceret til affikser, bundne morfemer. Fleksiverne kommer i en bestemt og ufravigelig rækkefølge: først numerus-, så bestemthedsfleksiverne. Der er altid regler for hvilken rækkefølge morfemer sættes sammen. Man kan endda konstatere universelle tendenser for morfemrækkefølge i verdens sprog. Fx plejer numerusfleksiver at stå tættest på roden. Traditionelt siger man at danske substantiver også bøjes i kasus, i nominativ og genitiv. Men da genitiv i moderne dansk strengt taget ikke kan betragtes som kasusaffiks, vil jeg behandle det i et særskilt afsnit (4.18.1). I ældre dansk havde substantiver kasusbøjning med fire kasus, nominativ, akkusativ, genitiv og dativ. Men kasusbøjningen er forsvundet. De distinkte nominativ-, akkusativog dativ-former er blevet erstattet med kun én form (ofte af den oprindelige akkusativ) og genitiv er påbegyndt et nyt liv som postposition. Man kan dog finde rester af den gamle kasusbøjning i nogle faste udtryk, som dativen i på tide. Ud over at blive bøjet (flekteret, deklineret; inflected) i numerus og bestemthed, har danske substantiver også grammatisk køn (genus, genera i pluralis; gender). 10 Genus er ikke en bøjningskategori for substantiver, men en iboende egenskab. Det har dog indflydelse på bestemt-formens udseende og et vedføjet adjektivs form. Moderne (standard) dansk skelner mellem to genera, intetkøn (neutrum) og fælleskøn (utrum). Fælleskøn er en sammensmeltning af hunkøn (femininum) og hankøn (maskulinum) der var præsent i ældre dansk; sml. med fx moderne tysk. Genus kan man med rette sige er en overflødig kategori idet det er ret tilfældigt hvilket genus et givet substantiv har. Det har efter alt at dømme intet med substantivets betydning at gøre. 11 Det viser sig tydeligt i at forskellige sprog, endda tæt beslægtede sprog, tillægger forskellige genera til det samme substantiv. Fx er finger utrum i dansk, men neutrum i svensk. Men bestemthedssuffikset i singularis viser obligatorisk substantivets genus: bil-en utrum, menneske-t neutrum. Genusforskellen ophæves dog i pluralis. I pluralis markeres bestemt form med -(e)ne uanset substantivets genus: bil-er-ne, menneske-r-ne. Det at en distinktion ophæves kalder man synkretisme, sammenfald af former. Som vi har set, falder neutrum og utrum sammen i pluralis. Det er i øvrigt ganske almindeligt i verdens sprog at man udtrykker færre distinktioner i pluralis end i singularis. 10 Bøjning eller dets latinske pendant fleksion er misvisende termer idet der ikke er tale om at bøje, modificere roden, men om at tilføje den affikser. Bøjning er egentlig kun en passende betegnelse for aflyd eller transfikser. Deklination er en særbetegnelse for substantivers og adjektivers bøjning og står i modsætning til konjugation som er verbernes bøjning. 11 Kun i meget få tilfælde kan man observere at genus gør eller rettere sagt viser en forskel i betydning: øllet vs. øllen, en plan vs. et plan.

43 Substantiver henviser til arter af genstande, begreber og koncepter eller til individer. Her skal individer forstås bredt, de kan være alt fra personer over steder til abstrakte begreber. Syntaktisk set forekommer substantiver som kernen i substantivaler (afsnit 5.4). De substantiver der betegner en art af ting kalder man appellativer (common nouns) mens dem der henviser til individer hedder proprier (proprium i singularis, egennavne; proper nouns). Proprier forekommer normalt ikke i pluralis eftersom der sjældent findes to ens individer. Da de i princippet kun kan bruges når man omtaler nogen/noget der er kendt for ens samtalepartner, er de per definition bestemte. Derfor bøjes de typisk heller ikke i bestemthed. Men bortset fra disse begrænsninger, er der ikke nogen formel forskel på appellativer og proprier. Proprier skrives dog med stort begyndelsesbogstav. Der er heller ikke nogen skarp grænse mellem proprier og appellativer da det samme substantiv kan optræde inden for begge grupper. Hvis man fx er helt vild med Budapest, kan man omtale den som Byen (appellativ proprium); og hvis nogen hele tiden knokler forgæves, kan man sige at han er en Sisyfos (proprium appellativ). Af proprier, især af familienavne, kan man danne kollektiva, dvs. substantiver der betegner en gruppe af individer (fx en familie): Hansens. Kollektiva finder man dog også blandt appellativerne: familie, politi, folk. Appellativer inddeles i tællelige (countable nouns) og utællelige substantiver (uncountable or mass nouns). Tællelige substantiver henviser til genstande der kan tælles, fx bord, stol, menneske, mens utællelige substantiver henviser til materialer, fx jern, vand, mælk. De utællelige substantiver kan man ikke anvende i pluralis, og de kan ikke stå sammen med talord. De er singularia tantum, dvs. ord der kun forekommer i singularis. Der er også ord der er pluralia tantum, fx penge, der kun forekommer i pluralis. Grænsen mellem tællelige og utællelige substantiver er heller ikke skarp da man fx kan sige jeg vil gerne have to øl (utællelig tællelig) eller det er svært at være mand (tællelig utællelig). 12 Der findes en særlig type appellativer der udtrykker måleenheder (meter, gram, flaske, sæk, o.l.). Morfologisk er de identiske med de andre substantiver, men de har den særlige syntaktiske egenskab at de kan være kerne i et substantival der er præled i et andet substantival uden nogen adpositional (se afsnit 5.4 herom). Kun disse substantiver har denne egenskab. Måleenheder kaldes i nogle fremstillinger klassifikator (classifier), men det er egentlig en betegnelse man plejer at bruge i forbindelse med sprog som ikke skelner mellem tællelige og utællelige substantiver Substantiver i andre sprog Der er kun få sprog (svensk, norsk, bulgarsk og makedonsk) i verden hvor substantiver bøjes som i dansk, dvs. i numerus og bestemthed. I nogle sprog som engelsk og de romanske sprog bøjes substantiver kun i numerus: boy/boys (engelsk), ragazzo/ragazzi ( dreng italiensk). I mange sprog som fx kinesisk og vietnamesisk bøjes de overhovedet ikke. I andre sprog bøjes substantiver også i kasus. Substantiver i forskellige sprog fremviser et varierende antal kasus: 4 i tysk og islandsk, 6 i latin og flere slaviske sprog, 15 i finsk og mere end 20 i ungarsk. 13 Hvis man sammenligner det latinske med det tyrkiske bøjningsmønster (også kaldet paradigmaer), kan man konstatere en stor forskel på suffiksernes beskaffenhed i de to sprog. latin: dominus = herre Kasus Numerus 12 Selv om substantiver tilsyneladende godt kan skifte karakter, kan man godt stille spørgsmålstegn ved at der er tale om det samme substantiv, altså det samme morfem, eftersom der er tale om en ændring i betydning, dvs. en ændring i indholdssiden. Se også afsnit 15.3 herom. 13 Ældre dansk havde også 4 kasus. Den gamle dativ kan stadig ses i faste udtryk som på tide.

44 singularis pluralis Nominativ domin-us domin-i Vokativ domin-e domin-i Akkusativ domin-um domin-os Genitiv domin-i domin-orum Dativ domin-o domin-is Ablativ domin-o domin-is tyrkisk: ev = hus Kasus Numerus singularis pluralis Nominativ ev-ø-ø ev-ler-ø Akkusativ ev-ø-i ev-ler-i Genitiv ev-ø-in ev-ler-in Dativ ev-ø-e ev-ler-e Ablativ ev-ø-den ev-ler-den Lokativ ev-ø-de ev-ler-de Begge sprog skelner mellem singularis og pluralis, og begge har det samme antal kasus (dog ikke de samme kasus). Men tyrkisk viser numerus og kasus adskilt fra hinanden, dvs. de tyrkiske suffikser er separatistiske. Derimod er de latinske suffikser fusionelle (eller kumulative) idet de udtrykker numerus og kasus på samme tid. Dette kaldes et flekterende træk ved latin, men tyrkisk er ligesom dansk på dette område agglutinerende. Agglutinationen går dog længere i tyrkisk end i dansk idet kasus- og numerussuffikserne ikke er de eneste man kan tilføje et substantiv. Tyrkisk, ligesom finsk og ungarsk, fremviser også possessive suffikser, der angiver en genstands ejer. Possession, dvs. ejerforhold, udtrykkes på dansk og mange andre sprog vha. selvstændige ord, possessive pronominer (afsnit ). De possessive suffikser kan frit kombineres med kasus- og numerussuffikserne i tyrkisk, hvilket resulterer i at et tyrkisk substantiv kan forekomme i næsten hundrede forskellige former (sml. fire i dansk, men flere hundrede i ungarsk). Derfor bliver der her kun vist et udsnit af de mulige kombinationer, nemlig dem med ablativ kasus. tyrkisk: ev = hus (evden = fra hus) Numerus Singularis Pluralis Possession mit ev-ø-im-den ev-ler-im-den dit ev-ø-in-den ev-ler-in-den hans/hendes/sit ev-ø-in-den ev-ler-in-den vores ev-ø-imiz-den ev-ler-imiz-den jeres ev-ø-iniz-den ev-ler-iniz-den deres ev-ø-ler-den ev-ler-ler-den Forskellen på substantivers bøjning i forskellige sprog skyldes ikke kun at nogle sprog har flere bøjningskategorier, fx kasus og possession, end andre, men kan også skyldes at et sprog har flere termer inden for den samme kategori. De fleste sprog skelner mellem singularis og pluralis inden for numerus. Men nogle sprog, fx slovensk, har ud over disse også dualis. Dualis, dvs. to-tal, bruges når man omtaler præcis to genstande.

45 slovensk: fant = dreng Numerus Singularis Dualis Pluralis Kasus Nominativ fant fant-a fant-i Akkusativ fant-a fant-a fant-e Genitiv fant-a fant-ov fant-ov Dativ fant-u fant-oma fant-om Instrumentalis fant-om fant-oma fant-i Lokativ fant-u fant-ih fant-ih Den følgende tabel viser hvilke kategorier udvalgte sprogs substantiver bøjes i. Tallene angiver hvor mange termer sproget skelner mellem inden for den givne kategori. Numerus Substantivers bøjningskategorier i nogle sprog Sprog Bøjningskategori Dansk Engelsk Ty sk Latin Slovensk Tyrkisk Ungarsk Arabisk Baskisk Kinesisk Kasus (8) Genus /30+ Bestemthed Possessiv Her er det på sin plads at betragte et problem man altid har når man vil udtale sig om sprog generelt, når man vil sammenligne sprog. Problemet bliver demonstreret på substantiver, men gælder alle sproglige fænomener. Det fremgår tydeligt af tabellen at substantiver i forskellige sprog er ganske forskellige fra hinanden. Hvordan kan man så egentlig tillade sig at kalde dem alle sammen substantiver? Hvis man bruger morfologiske kriterier til at definere substantiver, er man nødt til at bruge forskellige kriterier fra sprog til sprog eftersom substantiver i forskellige sprog tydeligvis har forskellige morfologiske egenskaber. Man kunne gøre det at man simpelt hen lader være med at give dem et fælles navn for derved at imødekomme deres forskellighed. En gruppe af latinske ord ville således have betegnelsen substantivus, en gruppe af danske ord navneord, en gruppe af engelske ord noun, en gruppe af tyske ord Hauptwort, osv. Men hvis man har denne tilgang, er det jo umuligt at sammenligne sprog. Det er selvfølgelig ikke nogen absolut nødvendighed at sammenligne sprog. Hvis man udelukkende vil beskæftige sig med dansk, kan man godt nøjes med kriterier der kun gælder i dansk. Men så vil man heller aldrig kunne se dansk i en større sammenhæng. Og man kan godt have brug for at se et sprog i en større sammenhæng, hvis man fx vil beskæftige sig med sprog som et fænomen, eller hvis man vil lære sig andre sprog end sit modersmål. Derfor er det fornuftigt at søge at finde fællesnævner sprogene imellem. Denne søgen beskæftiger man sig med i disciplinen sprogtypologi. Fællesnævneren sprog imellem er betydning, dvs. indholdssiden. Hvis to udtryk på to forskellige sprog betyder det samme, er det da rimeligt at give dem den samme betegnelse. Konkret for substantivers vedkommende betyder det at de ord som på dansk er blevet defineret som navneord, 14 Genus er ikke bøjnings-, men iboende kategori i alle de anførte sprog.

46 oversættes til tysk med de ord som i tysk er blevet defineret som Hauptwort. Der er dog ét praktisk problem, nemlig det at to udtryk sjældent betyder præcist det samme. Det kan fx være tilfældet at kun 99 % af navneordene oversættes til tysk med et Hauptwort. Så det bliver altid et vurderingsspørgsmål om hvor meget lighed man vil kræve for at ville give den samme betegnelse til to forskellige udtryk. Lad en konkret sammenligning illustrere pointen. Både dansk og tyrkisk siges at skelne mellem singularis og pluralis inden for numeruskategorien (se tabellerne ovenfor). Men det viser sig meget hurtigt at termerne bruges ganske forskelligt fra hinanden i de to sprog. 1. Han har solgt en bog. Kitap sevdi. 2. Han har solgt to bøger. Iki kitap sevdi. 3. Han har solgt mange bøger. Çok kitap sevdi. 4. Han sælger bøger. Kitap sevir. 5. Disse bøger er smukke. Bu kitaplar güzeller. På dansk bruger man singularis når og kun når man omtaler én genstand (1), ellers bruger man pluralis (2-5). På tyrkisk bruger man singularis når man omtaler én genstand (1), men også når man omtaler et angivet antal genstande (2, 3) og når man taler om et ubestemt antal genstande (4). Pluralis bruges kun når man omtaler et uangivet antal genstande hvor antallet er flere end et (5). Hvorvidt er det berettiget at kalde numerustermerne ens? Der er sprog, fx vietnamesisk og kinesisk, som ikke skelner mellem tællelige og utællelige substantiver. Som følge heraf har de heller ikke numerus som grammatisk kategori. Det kendetegner disse sprog at man hver gang man vil sætte tal på genstande, er nødt til at bruge en såkaldt klassifikator for at kunne forbinde et numerale med et substantiv. Disse klassifikatorer svarer nogenlunde til danske måleenhedssubstantiver. En anden måde at anskue dem på er at betragte dem som genus markører fordi man skal bruge forskellige klassifikatorer ved forskellige typer substantiver. Derfor står 30+ som alternativ ved genus i kinesisk i tabellen ovenfor Proformer De ord der bliver anført i de følgende afsnit går almindeligvis under betegnelsen pronominer (stedord; pronouns). Navnet skyldes at man har anset dem for at være en speciel ordklasse hvis medlemmer vikarierer for nominer. Nominer (singularis nomen) er en fællesbetegnelse for substantiver og adjektiver. Pronominer anses altså for at være stedfortrædere for nominer, hvilket den danske betegnelse stedord godt udtrykker. De vikarierer på den måde at man kan henvise til en genstand med dem efter at man har henvist til pågældende genstand vha. af et nomen. Fx vikarierer han for mand i følgende eksempel: Der kom en mand ind ad døren. Han havde sorte sko på. Dette fænomen vil jeg vende tilbage til i kapitlet om reference. Det er ikke alle pronominer jeg vil behandle i dette afsnit da der også er pronominer der i hvert fald formelt set minder mest om adjektiver. De bliver behandlet i tilknytning til adjektiver. Da der således er pronominer der er mest substantiviske, og pronominer der er mest adjektiviske, ville det være hensigtsmæssigt at indføre mere specifikke betegnelser som prosubstantiv og proadjektiv, men disse betegnelser har ikke fået udbredelse i den grammatiske nomenklatur. De traditionelle navne på de enkelte pronomentyper, som jeg har beholdt, antyder pronomentypernes typiske funktion. Da man også kan finde ord der vikarierer for ord fra andre ordklasser end substantiver og adjektiver, har man desuden fællesbetegnelsen proform.

47 Min beskrivelse af proformer afviger stærkt fra den traditionelle. Sædvanligvis betragter man proformer som én selvstændig ordklasse; der dog underinddeles i underklasser. Herimod taler jeg ikke om ordklassen proformer, men analyserer de enkelte typer som underklasser af andre ordklasser, såsom af substantiver, adjektiver, osv. Den vanlige analyse af disse ord som hørende til én og samme ordklasse bygger på et fælles træk ved deres betydning og funktion. Proformer siges nemlig at være indholdsløse ord der kun kan vikariere for andre ord som har indhold, altså fx for substantiver (jf. ovenfor). Forskellen på substantivet mand og det personlige pronomen han menes nemlig at være at substantivet kan henvise til en art af genstande, her en art levende væsner, men det kan pronominet ikke. Han kan jo i princippet henvise såvel til en mand, en hingst, en tyr som til en dreng eller til en løve eller et utal af andre slags levende væsner. Ud fra denne betragtning siges substantiver, adjektiver, verber og (nogle) adverbier at være indholdsord mens proformer anses for at være indholdsløse. Der er flere grunde til at jeg ikke følger denne traditionelle analyse. I morfologi lægger jeg netop vægt på morfologiske kriterier i inddelingen af ord i ordklasser. Ifølge disse kriterier er de såkaldte proformer enten ikke er anderledes end de såkaldte indholdsord (fx bøjes mange proformer (pronominer) ligesom adjektiver), eller de har helt deres egen bøjningsmønster og burde derfor udgøre en særlig ordklasse for sig. Ud fra deres bøjningsegenskaber er der eksempelvis ikke nogen grund til at gruppere de personlige pronominer sammen med fx possessivpronominer eftersom de bøjes helt anderledes. Desuden mener jeg ikke at det er holdbart med den skarpe skelnen mellem substantiver, adjektiver, adverbier og verber som indholdsord på den ene side og proformer som indholdsløse ord på den anden side. For det første har i hvert fald nogle proformer indhold forstået på den måde at de kun kan henvise til bestemte slags genstande. Fx kan det personlige pronomen han kun henvise til hankønsvæsner. For det andet er der også såkaldte indholdsord hvis indhold er så vagt at de nærmest kan henvise til hvad som helst. Fx kan ting eller dims henvise til en vilkårlig genstand, og gøre og lave til en hvilken som helst handling. Rent indholdsmæssigt kunne disse ord sagtens betragtes som proformer. Grunden til at de ikke regnes for at være proformer er at de bøjes præcis som alle andre hhv. substantiver og verber. Sådanne ord, som bøjningsmæssigt hører til en indholdsordklasse, men som kun har en vag henvisning, kalder man obvitive ord. Disse forbehold in mente bruger jeg betegnelsen proform som en samlebetegnelse for de ord som man i andre beskrivelser betegner som proform, men jeg betragter ikke proformer som hørende til én ordklasse. De proformer der har et særligt bøjningsmønster, bliver nedenfor beskrevet som særlige ordklasser. Disse proformer er alle substantiviske i den forstand at deres syntaktiske egenskaber ligner substantivernes idet de kan udgøre ordgrupper der kan have de samme syntaktiske funktioner som de ordgrupper som substantiver danner. Dvs. disse proformer kan udgøre substantivaler. Mere herom i kapitel 5. De proformer hvis bøjningsmønster ligner adjektivernes, anføres derimod i forbindelse med adjektiverne Personlige pronominer De personlige pronominer (personlige stedord, personal pronouns) er den ordklasse der fremviser de fleste grammatiske kategorier i dansk: person, numerus, kasus, genus, sexus (biologisk køn) og formalitet. Men eftersom de fleste personlige pronominer er neutrale over for termerne inden for en eller flere af disse kategorier, er der langt færre distinkte former af personlige pronominer end man kunne vente. I modsætning til substantiverne skelner de personlige pronominer ikke mellem bestemt og ikke-bestemt form. Årsagen er at de per definition er bestemte idet de altid henviser til en allerede kendt genstand (jf. afsnit ).

48 Inden for kategorien person skelner man mellem første person der henviser til den talende, anden person der henviser til den man taler til, og tredje person der henviser til den/det omtalte. Inden for numerus skelner også de personlige pronominer mellem singularis og pluralis. Det er dog værd at bemærke at første person pluralis (vi) ikke er et umiddelbart flertal af første person singularis (jeg) idet der altid kun er ét jeg, medmindre man er skizofren. Derimod henviser første person pluralis til den talende plus et antal andre personer som den talende er i et eller andet fællesskab med (jf. 12.1). Inden for kasus skelner de mellem nominativ (grund- og opslagsform), oblik og genitiv. Kasusformerne giver et fingerpeg om pronomenets funktion i en sætning: Nominativ markerer sætningens subjekt (Han skriver en bog.) eller den man taler til (Hvor skal vi hen, du?) Genitiv markerer ejeren i et ejerforhold (hans bil). Oblik markerer alle andre funktioner (se kapitlet om syntaks). Oblik er en noget vag term, der oprindeligt betyder skæv. Helt generelt henviser den til en form der afviger fra den umarkerede form (grundformen). I klassiske grammatikker henviser det til alle andre kasus end nominativ. I nogle moderne værker henviser den til kasus som ikke er nominativ eller akkusativ, eller som ikke er ergativ eller absolutiv (se afsnit 10.12). Her henviser den til en kasus som ikke er nominativ eller genitiv, altså en form der har overtaget den gamle akkusativs og dativs og til dels den oprindelige nominativs funktion. Desuden bruger jeg betegnelsen oblik i syntaks om sætningsled der er markeret med et adpositional. Inden for genus skelner også de personlige pronominer mellem neutrum og utrum, dog kun i tredje person. Grunden hertil er at første og anden person per definition kun kan henvise til mennesker, så grammatisk køn er en irrelevant kategori her. Inden for sexus skelner de personlige pronominer mellem maskulinum og femininum. Denne skelnen er også forbeholdt tredje person singularis og afhænger af den omtalte persons og evt. nærstående dyrs biologiske køn. Inden for formalitet skelner de personlige pronominer mellem en formel og en uformel form, dog kun i anden person (og kun i skrift). Den formelle form (De) kaldes også høflig form. Det er dog misvisende da De ikke udtrykker høflighed, men større social afstand mellem den talende og den tiltalte. I dagens Danmark ville det fx absolut ikke blive opfattet høfligt hvis et barn tiltalte sine forældre med De. De personlige pronominer i dansk Person Numerus Genus Sexus Formalitet jeg 1. sg. - m/f (u)formel du 2. sg. - m/f uformel han 3. sg. - m (u)formel hun 3. sg. - f (u)formel den 3. sg. utrum - (u)formel det 3. sg. neutrum - (u)formel vi 1. pl. - m/f (u)formel I 2. pl. - m/f uformel de 3. pl. u/n. m/f (u)formel De 2. sg/pl. - m/f formel Bindestreg (-) i tabellen angiver at kategorien er irrelevant for det pågældende personlige pronomen. Fx kan taleren kun være et menneske, hvorfor det er meningsløst at skelne mellem genus her. De personlig pronominers kasusbøjning i dansk Nominativ Oblik Genitiv

49 Nominativ Oblik Genitiv jeg mig - du dig - han ham hans hun hende hendes den den dens det det dets vi os vores I jer jeres de dem deres De Dem Deres Som det kan ses af tabellen har jeg og du ikke nogen genitiv-form. Disse er erstattet af de possessive pronominer (afsnit ). I stedet for oblik bruger man ofte akkusativ. Jeg mener imidlertid at oblik er en mere passende betegnelse idet denne kasusform ikke kun står i den oprindelige akkusativs funktion, men også i den oprindelige dativs og delvis den oprindelige nominativs. At sige at den er utrum og det er neutrum er ikke hele historien, for disse ord har en dobbelt brug. De kan henvise til noget gennem det ord som man bruger til at henvise til det noget, eller de kan henvise til noget/nogen direkte. Når man bruger den indirekte henvisning, skal man vælge mellem den og det afhængig af hvilket genus det ord har som man har brugt til at henvise til genstanden. Fx kan den genstand læseren er i gang med at læse betegnes som en bog eller et værk. Afhængig af hvilket af disse ord man har brugt, vælger man mellem den og det når man næste gang henviser til denne genstand. (1) Denne bog bliver meget lang fordi den handler om sprog. (2) Dette værk bliver meget langt fordi det handler om sprog. Men man kan også bruge den og det uden en forudgående benævnelse af en genstand. I et sådant tilfælde vælger man mellem dem afhængig af om man omtaler et menneske (den) eller et ikkemenneskeligt væsen (det). (3) Den der sover, synder ikke. (4) Det der generer os mest for tiden, er vejret. Det er et godt spørgsmål om man skal tale om ét personligt pronomen der bøjes i person, numerus, genus, sexus, kasus og formalitet eller om 10 mere eller mindre forskellige personlige pronominer, som så alle sammen kun bøjes i kasus. I 3p (undtagen han og hun) er det rimeligt at tale om numerusbøjning, men i 1p og 2p er det betragteligt sværere Personlige pronominer i andre sprog Ud over den sædvanlige forskel i antallet af kasus-, numerus- og genustermer mellem dansk og andre sprog udviser nogle sprog også kategorier som dansk ikke har. Mange sprog i verden skelner fx mellem et inklusivt og eksklusivt vi. Det inklusive inkluderer de personer man taler til, dvs. det omfatter den gruppe af mennesker der består af taleren + de tiltalte + evt. andre der er i fællesskab med taleren. Det eksklusive vi ekskluderer de personer man taler

50 til, dvs. det omfatter en gruppe der består af taleren + andre der er i fællesskab med taleren, men ikke dem taleren taler til. Der er sprog, fx vietnamesisk, der også i første og anden person angiver sexus og formalitet. Men sprog kan også have færre kategorier eller termer inden for en kategori end dansk. I en række sprog, fx tysk og de slaviske, udtrykkes genus og sexus ved de samme former, hvorimod de er adskilte kategorier i dansk. Fx kan det feminine sie i den tyske sætning (5) ligeså godt henvise til ens kone, datter, veninde, mor (sexus) som til en sporvogn (die Strassenbahn) (genus). (5) Sie kommt. hun/den/det kommer Andre sprog, fx ungarsk og tyrkisk, udtrykker hverken genus eller sexus grammatisk, dvs. i bøjningsformer eller i pronominer Interrogativpronominer Dansk har fire interrogativpronominer (spørgestedord, interrogative pronoun), hvoraf to er substantiviske interrogativpronominer. Det er fælles for alle fire (hvem, hvad, hvilken og hvor) at de starter med hv-, hvilket antyder deres historiske fællesskab. Derfor kalder jeg dem bare hv-ord, som er en betydeligt kortere betegnelse end interrogativpronomen. 15 I dette afsnit bliver kun de substantiviske beskrevet. Det ene substantiviske interrogativpronomen henviser til personer (hvem), det andet til alt andet (hvad). Sammenlign den betydningsmæssige og formelle lighed mellem hvem og den på den ene side, og mellem hvad og det på den anden side. Hvad bøjes ikke i moderne dansk, men hvem har genitivformen hvis (i børnesprog hvems). Hvad er neutrum, hvem er utrum genusmæssigt. Som navnet antyder, bruger man interrogativpronominer til at danne spørgsmål med (navnet stammer fra det latinske interrogo = jeg (ud)spørger) Interrogative pronominer i andre sprog Det er typisk for sprog at man skelner mellem de interrogativpronominer der spørger til mennesker og dem der spørger til ikke-mennesker. I sprog med veludviklet substantivmorfologi bøjes de substantiviske interrogativpronominer som substantiverne. Interrogative prosubstantiver er ofte beslægtede med demonstrativpronominer og relativpronominer, fx tysk wer/was vs. der/das Relativpronominer Det er omdiskuteret hvorvidt dansk har et relativt pronomen (henførende stedord; relative pronoun). Strengt taget har det ikke. Det har ord der kan fungere som et relativpronomen fungerer i andre sprog, men de danske ord kan også fungere som interrogative pronominer (hvem, hvad, hvilken, hvor), subjunktioner (som, da) eller subjektsvikar (der). Med undtagelsen af hvem og hvilken kan ingen af disse ord bøjes, hvilket ellers er et karakteristisk træk ved relativpronominer. Et relativpronomen bruges til at indlede relativsætninger (henførende sætninger; relative clause), der fungerer som en beskrivelse, uddybelse eller specifikation af et foregående substantiv(al). 15 Når betegnelsen hv-ord eller hv-sætning e.l. bliver nævnt i det følgende, tænker jeg kun på interrogativpronominer eller konstruktioner der indeholder dem. Hvid, hveps, hvis (i betydningen dersom ) o.l. tæller således ikke som hv-ord i denne bog.

51 Ægte relativpronominer kongruerer med det substantiv som de henviser til. Hvilke kategorier et relativpronomen kongruerer i, er sprogafhængigt. I den udstrækning som det nu kan bruges som et relativpronomen, kongruerer hvilken i genus og numerus med det substantiv det viser tilbage til. Det at dansk ikke har nogen ord der er dedikeret til at indlede en relativsætning, illustrerer et hyppigt problem i sprogvidenskabelig terminologi: Hvad skal man kalde de ord der nu bruges til at indlede relativsætninger med? Skal man fx kalde hvem et interrogativpronomen og bemærke at det også kan indlede en relativsætning, eller kalde det et relativpronomen der også kan indlede spørgende sætninger? Skal man kalde det et interrogativpronomen nogle gange, men et relativpronomen andre gange afhængig af om det indleder hhv. en spørgende sætning eller en relativsætning? Eller skal man finde på et tredje navn der skal dække over alle de funktioner hvem har? Ud fra den betragtning at den spørgende funktion synes at være den oprindelige, har jeg valgt den første løsning for hvem, altså at det er et interrogativt pronomen. Der er dog en fællesbetegnelse, det engelske relativiser, der dækker over alle de elementer der kan indlede en relativsætning. En relativiser kan være et relativpronomen eller et ord der også kan fungere som et interrogativpronomen (fx hvem), en subjunktion (fx som) eller en subjektsvikar (fx der). Hvem og hvilken bruges sjældent som relativiser i moderne dansk (bortset fra formen hvilket der bruges i efterhængte relativsætninger, se afsnit 7.10) Relativpronominer i andre sprog Det er ikke alle sprog der har relative pronominer, altså bøjelige elementer der kan vise tilbage til et substantival (afsnit 7.7). Og selv i de sprog der kan mønstre relative pronominer som en distinkt ordklasse, fx ungarsk, er de almindeligvis formelt tæt beslægtede med interrogativ- og/eller demonstrativpronominerne. Relativpronominer bøjes som substantiver i nogle sprog, fx ungarsk, men som adjektiver i andre, fx tysk og russisk Generisk pronomen Det generiske pronomen man bøjes som det eneste ord ud over de personlige pronominer i kasus: man, en, ens. Det er per definition singularis og henviser til mennesker enkeltvis inden for en gruppe. Hvilken gruppe af mennesker der er tale om, fremgår ofte kun af konteksten. Fx gælder Man skal adlyde lovene alle borgere i et land, sågar alle mennesker på jorden, men man skal lave sine lektier gælder kun dem der går i skole Generisk pronomen i andre sprog Der er flere sprog hvor det generiske prosubstantiv er beslægtet med eller ligefrem identisk med det ord der svarer til mand/menneske. Andre ord der hyppigt bliver til et eller bliver brugt som generisk pronomen, svarer til en, du, nogen Refleksivpronomen Refleksivpronomenet (tilbagevisende stedord, reflexive pronoun) er kun i 3ps formelt forskelligt fra de personlige pronominer. I de to andre personer er det lig med det tilsvarende personlige pronomens oblikke form. Refleksivpronomen i dansk

52 Personligt pronomen mig dig ham hende den det os jer dem Dem Refleksivpronomen mig dig sig sig sig sig os jer sig Dem I moderne dansk er refleksivpronomenet ubøjeligt (bortset evt. fra person og numerus, se forbeholdet ved de personlige pronominer i afsnit 4.4), men tidligere bøjedes det i kasus. Det har dog aldrig haft nominativ-form idet det aldrig kan udgøre en sætnings subjekt eftersom dets funktion netop er at vise tilbage til subjektet: Jeg vasker mig, du vasker dig, han vasker sig, osv. Opståen af det danske s-passiv (afsnit 4.12) skyldes refleksivpronomenets reducering og sammensmeltning med verbet Refleksivpronominer i andre sprog Hvad angår distinktionen inden for person og numerus, indtager dansk en midterposition da der er sprog hvis refleksivpronomen er forskelligt fra det personlige pronomen i alle personer og numeri (fx engelsk), men der er også sprog hvor refleksivpronomenet er ens i alle personer og numeri, dog forskelligt fra det personlige pronomen (fx slovensk). Refleksivpronominer i engelsk Personligt pronomen me you him her it us you them Refleksivpronomen myself yourself himself herself itself ourselves yourselves themselves Refleksivpronomenet i slovensk 1sg 2sg 3sg.m 3sg.f 3sg.n 1du 2du 3du 1pl 2pl 3pl Pers. me te ga jo ga naju vaju ju nas vas jih pron. Refl.pron. se se se se se se se se se se se I kasussprog bøjes refleksivpronomenet almindeligvis også i kasus. I nogle sprog, fx ungarsk og russisk, har verberne en særlig refleksiv-bøjning, hvorfor brugen af refleksivpronomenet er noget sjældnere i disse sprog end i dansk Reciprokke pronominer Dansk har to reciprokke pronominer (reciprocal pronoun) der udtrykker at nogle (mindst to personer) gør noget ved hinanden. Det er hinanden og det sjældnere hverandre. De bøjes ikke i moderne dansk. Ligesom refleksivpronomenet har de reciprokke pronominer heller ikke (haft) en nominativform. 16 De viser også tilbage til subjektet, men kræver at dette er i pluralis eftersom de udtrykker en indbyrdes handling som i sagens natur kræver mindst to deltagere. 17 Strengt taget udgør de reciprokke pronominer en sekundær ordklasse, i den forstand at der ikke er noget morfem der er født til at være et reciprokt pronomen. Både hinanden og hverandre er sammensætninger (afsnit 4.17). 16 Det er dog meget ejendommeligt at dansk i modsætning til alle de sprog jeg kender tillader at bruge hinanden som subjekt, om end kun i underordnede sætninger: De forstår ikke hvad hinanden siger. 17 Dette krav er ejendommeligt nok ophævet i udtryk som Huset falder fra hinanden.

53 Reciprokke pronominer i andre sprog Også i andre sprog udgør de reciprokke pronominer en sekundær ordklasse. I nogle sprog skrives de ikke engang i ét ord: each other, drug druga (russisk). De kan dog bøjes i kasus i kasussprog, men heller ikke der har de en nominativ-form. Der er sprog, fx ungarsk og tyrkisk, hvis verber har en særlig reciprok bøjning Adjektiver Adjektiver (tillægsord) i dansk bøjes i kategorierne genus, numerus, bestemthed og grad. Inden for genus, numerus og bestemthed skelner de mellem de samme termer som substantiverne; inden for grad mellem positiv (1. grad), komparativ (2. grad) og superlativ (3. grad). Man kunne vente at et dansk adjektiv kan forekomme i op til 24 (2*2*2*3) forskellige former, men det har i virkeligheden kun 6 forskellige former. Denne høje grad af synkretisme skyldes at de danske adjektivsuffikser i langt højere grad er fusionelle end substantivernes. Det at et sprog benytter fusionelle affikser, kalder man et flekterende træk. Danske adjektivers bøjning Ordform Bøjningskategori pæn-ø-ø positiv; utrum, singularis, ikke-bestemt (grundform) pæn-ø-t positiv; neutrum, singularis, ikke-bestemt pæn-ø-e positiv; pluralis, ikke-bestemt eller pluralis, bestemt eller singularis, bestemt pæn-ere-ø komparativ pæn-est-ø superlativ; singularis, ikke-bestemt pæn-est-e superlativ; pluralis, ikke-bestemt eller pluralis, bestemt eller singularis, bestemt Som det kan ses, har adjektiver to sæt suffikser, et sæt til at udtrykke grad og et sæt til at udtrykke genus, numerus og bestemthed. Dette sidste sæt er stærkt synkretisk idet der hverken i pluralis eller i bestemt bestemthed kan ses forskel på genus. Pluralis og bestemt bestemthed ophæver endvidere hinanden idet suffikset -e tjener til at markere begge. I komparativ og superlativ kan man markere endnu færre distinktioner. Årsagen til dette er komparativ- og superlativsuffiksernes udseende. Der er nemlig en regel i moderne dansk der siger at adjektiver der ender i bogstavet e, ikke kan bøjes. Det er som om dette e, som jo også findes i komparativsuffikset -ere, afviser tilføjelsen af et suffiks. 18 Jf. en moderne bil, et moderne hus, moderne mennesker. Adjektiver der ender i t, herunder superlativformer, kan kun få tilføjet -e, nemlig pluralis/bestemthedssuffikset. Jf. en bestemt dreng, et bestemt barn, bestemte bøger. Grunden til at utrum singularis ikke-bestemt angives med nulmorf (ø) i tabellen, er at nogle adjektiver, navnlig nogle perfektumparticipier af stærke verber, har en synlig morf her: en velskrev-en utr.sg bog, et velskrev-et neu.sg værk. Det er egentlig kun grad som er en selvstændig adjektivkategori. Den udtrykker sammenligning: om en genstand besidder den samme mængde af en egenskab som en given målestok foreskriver (positiv, smuk som en blomst), om en genstand besidder mere af en egenskab end målestokken (komparativ, smukkere end en blomst) eller om en genstand besidder mest af en egenskab blandt sammenlignelige genstande (superlativ, smukkest af alle blomster). 18 e et i komparativsuffikset er oprindeligt et genus/numerus/bestemthedssuffiks, svarende til det moderne suffiks for den bestemte form, så komparativsuffikset egentlig blot er -r (stør r e) eller -er (pæn er e).

54 Genus, numerus og bestemthed låner adjektiverne derimod fra et substantiv, fra det substantiv de lægger sig til (herfra er betegnelsen tillægsord). Man beskriver dette fænomen som kongruens (overensstemmelse; agreement), dvs. adjektivet kongruerer med, stemmer overens med sit substantiv i genus, numerus og bestemthed. Hvis substantivet fx er neutrum, skal adjektivet også vise neutrum, et stor-t hus. Hvis substantivet er i pluralis, skal adjektivet også stå i pluralis, stor-e huse. Bestemthed er dog lidt mere indviklet, for hvis substantivet står i bestemt form, kan det i moderne dansk slet ikke have et adjektiv (undtagen hel), *stor-e huset. 19 (Dette kan dog godt lade sig gøre i fx svensk, stor-a huset.) Hvis et dansk substantiv skal have tilføjet et adjektiv, er man nødt til at markere bestemthed vha. frie morfemer, de såkaldte artikler, det stor-e hus. Så formelt kongruerer adjektivet med hensyn til bestemthed ikke med substantivet, men med de foranstillede ord der bestemmer substantivalets bestemthed. Disse ord, fx artilerne, kalder man netop derfor bestemmere eller determinatorer (jf. afsnit 5.4). Undertiden kan det også forekomme at det er adjektivet alene der markerer at et substantival er bestemt. Dvs. adjektivet kan stå i bestemt form uden nogen bestemmende ord: Børn og familieliv bliver næste generations topprioritet. Det forekommer hyppigst ved adjektiverne næste, sidste, først, ovennævnte, o.l. Kongruens mellem adjektiv og substantiv kan være både form- og indholdsmæssigt bestemt. Når man skriver Folket her er dejligt, er kongruensen formmæssig da substantivet folk optræder i singularis, og det gør adjektivet dejlig også. Men hvis man skriver Folket her er dejlige, er kongruensen indholdsmæssig da substantivet folk henviser til flere personer til trods for sin sungularisform (det er et kollektivum). Traditionelt betragter man formmæssig kongruens som korrekt, men der synes at være en øget tendens til indholdsmæssig kongruens i nyere dansk. Mange adjektiver i dansk kan ikke gradbøjes. Ved dem udtrykker man komparativ og superlativ vha. de frie morfemer mere (komparativ) og mest (superlativ). Denne måde at vise grad på kalder man syntaktisk eller analytisk bøjning. Generelt, når en kategori, som fx numerus, er udtrykt morfologisk, dvs. vha. affikser, kalder man kategorien morfologisk eller syntetisk; men hvis en kategori, som fx grad ved mange adjektiver, udtrykkes vha. frie morfemer, kalder man kategorien syntaktisk eller analytisk. Disse betegnelser kan man også udvide til at karakterisere et helt sprog. Dansk og engelsk er fx i høj grad analytiske sprog idet de fleste grammatiske forhold er udtrykt vha. frie morfemer. Latin og tyrkisk er derimod i høj grad syntetiske sprog da de fleste grammatiske forhold udtrykkes ved affikser. De sprog som er udpræget analytiske, kalder man også isolerende da grammatiske forhold udtrykkes vha. frie og dermed isolerede morfemer. Vietnamesisk er et isolerende sprog par excellence eftersom det så godt som ingen bøjning har. Det er blevet nævnt at adjektiver typisk lægger sig til et substantiv. Men adjektiver kan også optræde alene, i hvilket fald man taler om at adjektivet bruges substantivisk. Fx er adjektivet dansk brugt substantivisk i Hans danske er fremragende. Ofte beskriver man sådanne tilfælde som at der er et underforstået substantiv (sprog i eksemplet ovenfor) som blot er udeladt fordi det er indlysende at det er det substantiv som der tænkes på. Der er dog tilfælde hvor det ikke er så indlysende hvilket substantiv der skulle være underforstået, fx det gode og det onde. Men i alle disse tilfælde gælder det at ordet morfologisk set forbliver adjektiv idet det fortsat bøjes som et adjektiv, ikke som et substantiv. Syntaktisk opfører det sig dog som et substantiv (se afsnit 5.4). Adjektiver udtrykker typisk egenskaber og beskriver, karakteriserer dermed genstande som man henviser til vha. substantiver Adjektiver i andre sprog 19 * markerer at det givne sproglige udtryk er ukorrekt.

55 Mange sprog udviser kongruens mellem adjektiver og substantiver. I disse sprog bøjes adjektiverne i de kategorier som substantiverne, ud over evt. i grad, fx slovensk lep fant, lepa punca, lepo avto (en pæn dreng, pige, bil alle i nominativ singularis hhv. maskulinum, femininum og neutrum), z lepima fantoma, z lepima puncama, z lepima avtoma (med to pæne drenge, piger, biler, alle i instrumentalis dualis tre forskellige genera). Der er dog også mange sprog, fx engelsk, tyrkisk og ungarsk, hvor adjektiverne ikke kongruerer med deres substantiv. I disse sprog bøjes adjektiverne almindeligvis slet ikke, bortset fra i grad. Det er bemærkelsesværdigt at man på dansk bruger superlativ selv om sammenligningen kun drejer sig om to ting. På mange andre sprog, fx ungarsk, kan man kun bruge superlativ når der er mindst tre genstande der indgår i sammenligningen. I slaviske sprog er der en særlig type adjektiver, de såkaldte possessive adjektiver (sml. possessivpronominer nedenfor i afsnit ). Disse dannes af substantiver og udtrykker ejeren i et ejerforhold: Petrova prijateljica = Peters kæreste. De har således en specificerende funktion, men bøjes som adjektiver. Mens substantiver synes at være en universel ordklasse, er det ikke alle sprog der menes at have adjektiver. I nogle sprog, fx latin og ungarsk, ligner adjektivernes morfologi meget substantivernes. Det er da også grunden til den ovennævnte fællesbetegnelse nominer (afsnit 4.3). I ungarsk kan endda substantiver gradbøjes: disznó, disznó-bb, leg-disznó-bb (svin, mere svin, mest svin, dvs. svinsk). I andre sprog, fx vietnamesisk, har man kun én ordklasse, der svarer til både adjektiver og verber i dansk Specielle adjektiver Der er adskillige ord der morfologisk set minder om adjektiver. Disse ord kunne vi kalde proadjektiver. Men i modsætning til prosubstantiverne, der ikke kun morfologisk, men også syntaktisk ligner substantiver, deler proadjektiver kun i stærkt begrænset omfang syntaktiske egenskaber med adjektiverne. Men eftersom dette kapitel handler om morfologi, anfører jeg disse ord i tilknytning til adjektiverne. Også disse ord kalder man traditionelt pronominer Possessivpronominer Som vist i afsnit 4.4, har jeg, du og vi ikke nogen genitiv-form. I stedet for deres manglende genitivform bruger man possessivpronominer (ejestedord, possessive pronouns) min, din og vor som bøjes i genus og numerus afhængig af den ejede genstands genus og numerus i lighed med adjektiverne. Possessivpronominer bøjes dog ikke i bestemthed da de per definition er bestemte. Possessivpronominer i dansk Utrum singularis Neutrum singularis Pluralis min bil mit hus mine biler/huse din bil dit hus dine biler/huse vor bil vort hus vore biler/huse I stedet for de efterhånden noget højtidelige vor, vort, vore bruger man oftest det genus- og numerus-neutrale vores: vores bil, hus, børn. I ældre dansk havde man også possessivformer til I: jer, jert, jere. Grunden til at jeg ikke også betragter hans, hendes, dens, dets, vores, jeres, deres som possessivpronominer, men som genitiver af personlige pronominer, til trods for at de har den samme funktion som possessivpronominerne, er at de ikke kan bøjes, og at de ender på s, som jo er genitivens

56 typiske eksponent. Det at de er genitivformer forklarer da også hvorfor de ikke bøjes: Kasusbøjede former kan ikke bøjes yderligere. Man skelner ofte mellem en adjektivisk og en substantivisk (eller selvstændig) brug af possessivpronominerne. Når de er sammen med et substantiv, som i tabellen ovenfor, bruges de adjektivisk. Men de kan også stå alene, i hvilket fald de bruges substantivisk. Den samme skelnen mellem adjektivisk og substantivisk brug gælder også de personlige pronominers genitiv-form. Der er dog ikke nogen morfologisk forskel på den adjektiviske og substantiviske brug. (1) Min bil er hvid, din er sort og hendes er rød. Betegnelsen adjektivisk brug er noget misvisende idet de ikke bruges som et adjektiv, men snarere som en artikel som det kan ses i afsnit 5.4 om substantivaler. Man har dog valgt betegnelsen pga. adjektivernes typiske funktion det at lægge sig til et substantiv. Ligeledes er betegnelsen substantivisk brug ikke et udtryk for at noget bliver til et substantiv, men en hentydning til substantivers typiske funktion det at være kerne i et substantival. Der er ydermere en særlig slags possessivpronomen, nemlig det refleksive. I lighed med refleksivpronomenet (afsnit 4.8) ser det refleksive possessivpronomen ud som de almindelige possessivpronominer, undtagen i 3SG. Refleksivt possessivpronomen i dansk Personligt possessivpronomen min din hans hendes dens dets vor(es) jeres deres Deres Refleksivt possessivpronomen min din sin sin sin sin vor(es) jeres deres Deres Det refleksive possessivpronomen bøjes ligesom de personlige possessivpronominer (sin, sit, sine). Det er bemærkelsesværd at det kun er distinkt fra de personlige possessivpronominer i 3SG, men ikke i 3PL. Det står i modsætning til søstersprogene norsk og svensk, hvor man også i 3PL bruger sin Possessivpronominer i andre sprog Der er sprog, fx engelsk, der skelner formelt mellem de adjektiviske og substantiviske possessivpronominer. Possessivpronominer i engelsk Adjektivisk my your his her its our your their Substantivisk mine yours his hers its ours yours theirs Der er sprog der hverken har possessive pronominer eller personlige pronominer i genitiv. Sådanne sprog, som fx vietnamesisk og børnedansk, bruger ganske enkelt de personlige pronominer, der er ubøjelige, sat ved siden af det ejede for at udtrykke ejerforhold. Andre sprog, som fx ungarsk, finsk og tyrkisk, bruger possessive suffikser til at markere ejerforhold, se ved substantiverne ovenfor i afsnit 4.2. Mange sprog har ikke noget særligt refleksivt possessivpronomen. Hvis man behøver understrege at man gør noget ved sine egne ejendele, bruger man derfor et ord der svarer til egen: He s washing his own car. Andre sprog, fx slovensk, har et refleksivt possessivpronomen, men det er ens i alle personer og numeri, dog altid forskelligt fra det personlige possessivpronomen.

57 Refleksivt possessivpronomen i slovensk 1sg 2sg 3sg.m 3sg.f 3sg.n 1du 2du 3du 1pl 2pl 3pl Pers. moj tvoj njegov njen njegov najin vajin njun naš vaš njihov poss.pron. Refl. poss.pron. svoj svoj svoj svoj svoj svoj svoj svoj svoj svoj svoj Demonstrativpronominer De relevante grammatiske kategorier for demonstrativpronominerne (pegestedord, demonstrative pronouns) er genus, numerus og distance. Hvad angår genus og numerus, gælder de samme forhold som ved adjektiverne. Inden for kategorien distance skelner man mellem proximale (nært pegende) og distale (fjernt pegende) demonstrativpronominer. Proximal og distal er relative begreber. Det som taleren synes er tæt på ham/hende, betegnes ved de proximale former; det som synes at være fjernt, betegnes med de distale former. Ligesom de personlige og possessivpronominer, er demonstrativpronominerne per definition bestemte. Demonstrativpronominer i dansk Proximal Distal Utrum sg. denne den Neutrum sg. dette det Pl. disse de Ligesom possessivpronominerne kan demonstrativpronominerne anvendes både adjektivisk og substantivisk. Bemærk at de distale demonstrativpronominer er de samme som de personlige pronominer i tredje person. I dansk talesprog tilføjer man ofte adverbierne her og der for at udtrykke eller understrege hhv. proximal og distal henvisning: Den(ne) her bil er et vrag. Til demonstrativpronominerne hører det gammeldags hin, hint, hine. Det er det gamle demonstrativpronomen hinn, hin, hitt der er blevet reduceret til bestemthedssuffikserne i de skandinaviske sprog: hest hinn > hest-inn > hest-en. Til trods for at de stort set bøjes som adjektiver har demonstrativpronominerne ikke en beskrivende, men en identificerende, specificerende funktion. Bemærk også slægtskabet mellem demonstrativpronominer og bestemte artikler (afsnit 4.16) Demonstrativpronominer i andre sprog Det er almindeligt at demonstrativpronominer bøjes som adjektiver og at der skelnes mellem forskellige distancer. Men mens dansk og flere andre sprog er talercentreret når man skal afgøre om noget er nært eller fjernt, kan man på andre sprog også relatere et objekt til den person man taler til eller omtaler. Det er meget almindeligt tværsprogligt at de bestemte artikler har udviklet sig af demonstrativpronominer Interrogativpronomen

58 Der er også et interrogativpronomen der bøjes som et adjektiv i genus og numerus: hvilken, hvilket, hvilke. Det er per definition ubestemt. Men imod al forventning spørger det ikke umiddelbart til egenskaber, men bruges til at udvælge en (undergruppe af) genstand(e) fra en gruppe: Hvilken bog vil du have? Hvis man vil spørge til egenskaber, bruger man i højere grad den løse sammensætning hvad for en eller hvordan. Det første bøjes i genus og numerus: Hvad for en bil, hvad for et hus, hvad for nogle biler/huse vil du gerne have? Det andet er ubøjeligt: Hvordan er bilen/huset/bilerne/husene? Hvilken kan også bruges substantivisk (Hvilket af disse huse kan du bedst lide?) og i funktionen af et relativpronomen. Denne sidste anvendelse er dog relativt sjælden i moderne dansk Indefinitte pronominer Det indefinitte eller ubestemte pronomen (ubestemt stedord, indefinite pronoun) nogen bøjes også i genus og numerus: nogen, noget, nogle. Det er per definition ubestemt og udtrykker et ubestemt antal genstande eller ubestemt mængde (jf. numeraler i 4.15). Det kan også bruges substantivisk, i hvilket fald nogen og nogle henviser til mennesker, og noget til alt andet (jf. den/det i afsnit 4.4). Der er vanskeligheder med brugen af nogen/nogle. Det hænger sammen med at formen nogen også kan være pluralis og at formerne nogen og nogle udtales ens, omtrent som non. Sagen er at nogen har to betydninger: I den ene betydning forudsætter man at det omtalte individ forefindes i flere eksemplarer, dvs. det forudsættes at individerne eksisterer. I denne betydning bøjes ordet som nogen/noget/nogle. I den anden betydning har man ikke sådan en forudsætning. I denne betydning bøjes ordet som nogen/noget/nogen. Betydning et, der stort set svarer til betydningen af det engelske some, bruges i fremsættende sætninger (1) mens betydning to, der stort set svarer til betydningen af det engelske any, typisk bruges i negerede (2) og spørgende (3) sætninger. Det er jo typisk sådan at man i sådanne sætninger ikke udtrykker at noget eksisterer, oftest tværtimod, man nægter ligefrem nogets eksistens. Men hvis man fx spørger til nogets antal, forudsættes de tings eksistens hvorfor formen nogle godt kan bruges i spørgsmål (4). (1) Jeg har købt nogle bøger. (2) Jeg har ikke købt nogen bøger. (3) Har du købt nogen bøger? (4) Har du kun købt nogle bøger, ikke mange? Til indefinitte pronominer kan man også regne pseudosammensætningen en eller anden. Denne frase bøjes i genus, men findes kun i singularis, og udtrykker en vilkårlig egenskab: Han vil altid gerne have et eller andet brød til frokost. Også en eller anden kan bruges selvstændigt: Han mødte en eller anden i går, i hvilket fald den samme bemærkning om henvisning til mennesker vs. ikkemennesker gælder som ved nogen/noget og den/det. En eller anden synes at overtage funktionen af nogen som indefinit pronomen. Tillige kan en fungere som indefinit pronomen, men kun med henvisning til mennesker: Der stod en i busskuret der virkede temmelig forvirret Negativt pronomen Det negative pronomen ingen er en sammentrækning af ikke+nogen. Det bøjes i genus og numerus, dog er pluralis formen den samme som singularis utrum: ingen, intet, ingen. Det er per definition ubestemt. Ligesom de andre proadjektiver kan også dette bruges substantivisk. I talesprog bruger man dog oftest ikke nogen i stedet for ingen: Han har intet set Han har ikke set noget.

59 Universelle pronominer Dansk har fire universelle pronominer al, hver, begge og hel. Begge bøjes ikke idet det er en oprindelig dualis-form. De andre bøjes i genus (al/alt, hver/hvert, hel/helt), men kun al i numerus (alle) og kun hel i bestemthed (hele). Hel betegner helheden ved udelte, men tællelige, helheder: De har ødelagt et helt hus, de har ødelagt hele huset. Hver udvælger alle individer inden for grupper og fokuserer på deres individualitet: Hver elev skal bidrage med noget under forløbet. Hver er meningsmæssigt pluralis, men formelt singularis (kollektivum). For at understrege individualiteten kan hver kombineres med en: enhver/ethvert. Hver kan kun bruges ikke-bestemt: * hvert huset, *det hvert hus. Al kan fungere både som hel, dog kun ved utællelige genstande (Han har drukket al min cider), og som hver, dog ved at lægge vægt på at der er tale om en gruppe frem for individer: Alle elever skal bidrage med noget under forløbet. Al er indifferent med hensyn til bestemthed, dvs. det kan bruges både bestemt og ikke-bestemt uden ændring i form: al mad, al maden, alle mennesker, alle menneskerne. Begge svarer i betydning til alle, men bruges kun når der er tale om præcis to genstande: Han har ødelagt begge sine sko. Substantivet står i pluralis efter begge. Undtagen hel kan alle disse pronominer stå substantivisk. Vanligvis henviser alt brugt substantivisk til ikke-mennesker, men for at henvise til mennesker skal man bruge alle, ikke al (sml. nogen/noget, den/det, etc.) Adjektiver med speciel bøjning: anden, egen, mange, få, megen, lidt Adjektiverne anden og egen er særlige idet de er indifferente over for bestemthed: et andet/eget hus vs. mit andet/eget hus. Adjektiverne mange og få er særlige da de kun forekommer i pluralis (ældre eller højtideligt dansk har dog singularis formerne mangen/mangt). Megen/meget og lidt forekommer til gengæld kun i singularis ubestemt. De to første bruges kun sammen med substantiver der er tællelige, de to sidste kun med substantiver der er utællelige. Alle de fire er desuden særlige betydningsmæssigt da de udtrykker mængde, ikke egenskab. Når de alligevel ikke regnes blandt numeralerne er det fordi de kan gradbøjes, om end stærkt uregelmæssigt med suppletion Verber Verber (singularis verbum, udsagnsord; verbs) i dansk kendetegnes ved at de bøjes i tempus (tid, tense), modus (mood) og diatese (voice). På skoledansk kalder man både modus og diatese måde. Inden for tempus (pluralis tempora) skelner verber mellem præsens (nutid; present tense) og præteritum (datid; past tense), inden for modus (pluralis modi) mellem indikativ (fremsættende måde), imperativ (bydemåde) og optativ (ønskemåde), samt inden for diatese mellem aktiv (handlemåde) og passiv (lidemåde). 20 Denne opstilling gælder dog kun de såkaldte finitte verbalformer, dvs. de former der kan optræde alene i en sætning. Der findes også såkaldte nonfinitte verbalformer, som derimod ikke kan optræde i en sætning alene. Alle verber kan forekomme både i finitte og nonfinitte former. Først beskrives de finitte former. Tabellen viser et verbums finitte former. 20 Optativ, nogle steder også kaldet konjunktiv, forekommer kun i faste vendinger: Længe leve kongen, Gud bevare Danmark, Vorherre bevares. Formelt er den altid lig med infinitiven.

60 Finitte verbalformer i dansk Eksempel Modus Tempus Diatese bevar-ø imperativ bevar-e-ø optativ aktiv bevar-e-s optativ passiv bevar-er indikativ præsens aktiv bevar-es indikativ præsens passiv bevar-ede-ø indikativ præteritum aktiv bevar-ede-s indikativ præteritum passiv Systemet er meget asymmetrisk idet der inden for imperativ og optativ ikke skelnes mellem tempora og diateser. Modus synes derfor at være den overordnede kategori som tempus og diatese er underordnet. Der er her ikke tale om synkretisme, som fx ved adjektivernes bøjning. Kategorierne tempus og diatese findes simpelt hen ikke i imperativ modus (i hvert fald ikke morfologisk, syntaktisk kan man dog godt udtrykke passiv: bliv vasket). Desuden er præsens-suffikserne fusionelle, udtrykkende tempus og diatese på samme tid, mens præteritumssuffikset er separatistisk. I præteritum udtrykkes aktiv vha. et nulmorfem og passiv ved tilføjelsen af s. Modus har noget at gøre med modalitet, dvs. måden en omtalt handling er knyttet an til omverden på. Imperativ udtrykker påbud, befaling eller anmodning om at den omtalte handling skal udføres af den person man taler til. Optativ udtrykker et ønske. Indikativ gør tjeneste for alle andre muligheder inden for modalitet. Indikativ i dansk dækker over et særlig bredt område, som i andre sprog ofte er fordelt over adskillige modi, derfor er betegnelsen indikativ ikke særlig berettiget. Tempus er relateret til temporalitet, dvs. en handlings placering i tid. Prototypisk udtrykker præsens at en handling foregår i nutiden, mens præteritum typisk angiver at handlingen foregik i fortiden. Diatese har noget at gøre med valget af sætningens subjekt (grundled, subject). Ved passiv er sætningens subjekt ikke handlende: Denne bog subjekt købes af mange.; men ved aktiv kan det være handlende: Peter subjekt købte bogen, dog ikke nødvendigvis: Peter subjekt fik bogen. Egentlig burde den morfologiske passiv kaldes medium, og betegnelsen passiv forbeholdes den syntaktiske passiv (blive-passiv) fordi den ovennævnte definition på passiv ikke altid opfyldes af den morfologiske passiv (også kaldet s-passiv). Fx er subjektet i Vi subjekt mødes derhjemme aldeles handlende. Her udtrykker s-formen at subjektet, rettere sagt subjekterne, gør noget ved/med hinanden, sml. Vi møder hinanden derhjemme. Diatese har stor betydning for udformningen af en sætning og for definitionen af sætningsled. Se mere om diatese i kapitlet om sætningsled og i afsnit Bemærk at passiv også kan udtrykkes vha. et hjælpeverbum, se afsnittet om hjælpeverberne Nonfinitte verbalformer Det er diskutabelt hvorvidt de nonfinitte former skal regnes til verber eftersom de hverken har de samme morfologiske eller de samme syntaktiske egenskaber som de finitte former. 21 Men da de også har sætningsformende egenskaber i lighed med de finitte verbalformer (se i afsnit 7.5), anfører jeg dem her, hvilket også er den traditionelle fremgangsmåde. Jeg betragter dog ikke de nonfinitte former som bøjningsformer, men som afledninger, netop fordi de har andre morfologiske og syntaktiske egenskaber end de finitte verbalformer. 21 Jeg bruger betegnelsen nonfinit i stedet for infinit fordi den er i overensstemmelse med international praksis.

61 Dansk har tre nonfinitte verbalformer: infinitiv (navnemåde, infinitive), præsensparticipium (lang tillægsform, present participle) og perfektumparticipium (kort tillægsform, past participle). Nonfinitte verbalformer i dansk Eksempel Navn Diatese løft~e infinitiv aktiv løft~e-s infinitiv passiv løft~et perfektumparticipium løft~ende præsensparticipium Som det kan ses, kan infinitiven (der er et dansk verbums opslagsform) bøjes i diatese, ligesom de finitte former. Participierne er formelt indifferente over for diatese, men har iboende diatese således at perfektumparticipium typisk udtrykker passiv mens præsensparticipium typisk udtrykker aktiv. Participierne bøjes som adjektiver og kan optræde som sådanne (en løftet pegefinger, løftede pegefingre, den løftede pegefinger). De kaldes derfor undertiden verbaladjektiver. Infinitiv kaldes også verbalsubstantiv da den syntaktisk set godt kan optræde som et substantiv, fx som en sætnings subjekt: At rejse er at leve. Infinitiv kan dog ikke bøjes som et substantiv. Men netop fordi den kan fungere som et substantiv syntaktisk, kalder man infinitivmarkøren at også for infinitivartikel (jf. afsnit 3.6.4). De nonfinitte verber indgår ofte sammen med hjælpeverberne i såkaldte sammensatte (perifrastiske) verbalkonstruktioner. Disse perifrastiske konstruktioner tjener til at udtrykke grammatiske kategorier som ikke kan udtrykkes udelukkende morfologisk. Verber, både de finitte og nonfinitte, udtrykker en handling eller aktivitet, en tilstand, eksistens og det der sker, dvs. en foregang Hjælpeverber Nogle verber har den egenskab at de kan styre andre verber. Disse verber kalder man hjælpeverber (auxiliary verbs eller blot auxiliaries) fordi deres funktion er at støtte et verbum, hovedverbet. At støtte vil sige at tilføje betydningselementer som hovedverbet ikke selv kan udtrykke morfologisk. Disse betydningselementer er grammatiske kategorier som tempus, modus, aktionsart, aspekt og diatese; dvs. hjælpeverberne supplerer verbernes bøjning. Hjælpeverber og hovedverbet indgår i én samlet konstruktion (et perifrastisk verbum), hvor hjælpeverberne udtrykker grammatiske betydninger (de ovenfor nævnte grammatiske kategorier) mens hovedverbet bærer den leksikalske betydning idet det henviser til en foregang. Der kan sagtens forekomme flere hjælpeverber i en perifrastisk konstruktion, men kun et hovedverbum. At styre et andet verbum vil sige at hjælpeverbet bestemmer den form det efterfølgende verbum (uanset om dette verbum er et andet hjælpeverbum eller hovedverbet) skal stå i. Denne form er altid en nonfinit form. Der er egentlig mange verber der kan styre andre verber (se afsnittene og 8.3.4), men traditionelt betragter man kun de verber som hjælpeverber der kræver at hovedverbet står som perfektumparticipium eller infinitiv uden at. Danske hjælpeverber Hjælpeverbum Krævede form have perfektumparticipium være perfektumparticipium blive perfektumparticipium få perfektumparticipium eller infinitiv

62 Hjælpeverbum Krævede form skulle infinitiv ville infinitiv kunne infinitiv måtte infinitiv burde infinitiv turde infinitiv gide infinitiv behøve infinitiv De sidste tre verbers status er vaklende idet mange bruger infinitiv med at sammen med dem. Desuden kan alle hjælpeverber være hovedverber. Hjælpeverbernes funktion bliver gennemgået detaljeret i kapitlet om grammatiske kategorier og semantiske roller. Forenklet fortalt udtrykker have og være termer inden for kategorierne tempus og aspekt, blive og være udtrykker diatese (passiv), få aspekt, de andre hjælpeverber modus og tempus. (Være er altså relateret til både tempus og diatese.) Nogle fremstillinger kalder kun de tre første hjælpeverber for hjælpeverber mens de kalder de verber der styrer infinitiv, for modalverber (modal verbs) Verber i andre sprog Sammenlignet med mange andre sprogs verber, er de danske relativt fattige morfologisk set. Tabellen nedenunder viser de kategorier som udvalgte sprogs finitte verber bøjes i. Det skal bemærkes at disse sprogs bøjningssystemer kan være lige så asymmetriske som det danske med hensyn til samspillet mellem kategorierne. Tallene angiver således det maksimum antal termer man kan finde inden for en kategori. Kinesisk Numerus/perso n Tempus Modus Aspekt Diatese Sprog Bøjningskategori Verbers bøjningskategorier i udvalgte sprog Dans Engelsk Tys Latin k k Slovensk Tyrkisk Ungarsk Baskisk Oldgræsk En ting der er meget iøjnefaldende, er at verberne i mange sprog bøjes i numerus og person. Her er der ligesom ved adjektiverne tale om kongruens. Verbet kongruerer med et eller flere sætningsled i person og tal. Det drejer sig typisk om det såkaldte subjekt, men for ungarsks vedkommende spiller også det direkte objekt (genstandsled, direct object) en rolle, og for baskisks vedkommende endda også det indirekte objekt (hensynsled, indirect object). I sådanne sprog kan man ofte uden

63 videre udelade subjektet (og objekterne). Sådanne sprog kalder man derfor pro drop-sprog. Verber i ældre dansk kongruerede også. Dette kan man fx se i H.C. Andersens værker hvor verber kongruerer i numerus med deres subjekt: jeg er, vi ere; jeg ser, vi se. En anden, mindre iøjnefaldende forskel er at andre sprog udtrykker langt flere kategorier morfologisk end dansk. Det betyder ikke nødvendigvis at de har flere kategorier som sådan, blot det at flere af kategorierne er udtrykt morfologisk frem for syntaktisk. Dette betyder at anvendelsen af hjælpeverber er mindre udbredt i de sprog end det er på dansk Retningsadverbier Det er særligt ved dansk at der er en lille skare ord der skelner mellem to former hvor den ene form, den ubøjede, udtrykker bevægelse i en retning, og den anden, bøjede form udtrykker tilstedeværelse et sted: op, oppe; bort, borte; frem, fremme; ned, nede; ud, ude; ind, inde; hen, henne; om, omme; over, ovre. Hertil regnes også ordparrene hid, her og did, der selv om deres bøjning er uregelmæssig i forhold til de andre retningsadverbier og formerne hid og did er meget sjældent brugte i moderne dansk. De sidste to ord ligner i øvrigt demonstrativpronominerne idet her henviser til et sted nær taleren, der til et fjernt sted (jf. afsnit ). Andre betegnelser for disse ord er stedsadverbier eller lokativiske/lokationelle adverbier. Andre sprog har også ord der betydningsmæssigt ligner retnings-/stedsadverbierne, men dér er forbindelsen inden for de enkelte ordpar ikke så systematisk som på dansk. Det er bemærkelsesværdigt at når man er nødt til at bruge en præposition sammen med et retningsadverbium, bliver den på dansk ikke foranstillet adverbiet som man kunne forvente det, men suffigeret til det. Det står i modsætning til fx engelsk: herfra from here; oppefra from above. Nogle af retningsadverbier kan gradbøjes: frem, fremmest; ned, nedre, nederst; ud, ydre, yderst; ind, indre, inderst; over, øvre, øverst. 22 De gradbøjede former kan også bruges som adjektiver: ens inderste ønske, det ydre rum Mådesadverbier Det er kontroversielt at tale om mådesadverbier som en selvstændig ordklasse i dansk da man aldrig kan se på et ord i sig selv om det er et adjektiv eller et mådesadverbium. Der er ikke nogen morfologisk forskel på adjektiver og mådesadverbier. Adjektiver kan uden videre anvendes mådesadverbielt, og i den funktion kan de også gradbøjes. Når et adjektiv bruges som mådesadverbium, bruger man oftest dets neutrumsform i positiv. 23 (1) Barnet er pænt. (2) Barnet spiser pænt. I sætning (1) lægger pænt sig til barnet, det beskriver et substantiv. Her fungerer ordet altså som et adjektiv. Men i sætning (2) lægger det sig til spiser og beskriver hvilken måde handlingen bliver udført på. Her er det et mådesadverbium. Det er kun ud fra betydningen og placeringen (placeringsforskellen er dog ikke indlysende i disse eksempler) at man kan kende forskel på adjektiver og mådesadverbier. Mådesadverbier kan som sagt bøjes i grad: Peter spiser pænere end Søren, men Tom spiser pænest af de tre. 22 Frem har ikke nogen komparativform. Nederst har alternativet underst, som er superlativformen til et ord som ikke længere findes i dansk. Komparativen findes dog stadig i adverbiet/præpositionen under. 23 Når et adjektiv bruges som mådesadverbium, betragter man i nogle fremstillinger -t suffikset alternativt ikke som fleksiv, men som derivativ.

64 Det nære slægtskab mellem adjektiver og mådesadverbier er også tydeligt i andre sprog. Det er endda almindeligt at bruge adjektivets neutrumsform hvis det har et sådant når det skal fungere som et mådesadverbium, som fx på russisk. (3) Ona poët čudesno. hun synger vidunderligt Men i endnu andre sprog er forskellen på adjektiver og mådesadverbier markeret morfologisk: (4) She is beautiful. (5) She sings beautifully. Beautiful er et adjektiv, beautifully er et mådesadverbium. I disse sprog udgør mådesadverbier en sekundær ordklasse da de er afledt af adjektiver. I overensstemmelse med mit princip om at morfologi har forret i defineringen af morfem- og ordklasser betragter jeg adjektiver der bruges mådesadverbielt, som adjektiver da der jo ikke er nogen morfologisk forskel på om de bruges adverbielt eller adjektivisk, jf. (1) og (2). Så analysen af pænt i (2) ser sådan ud: pæn adj -t n.sg.ikke-best. 24 Kongruenskravet er opretholdt for så vidt verber som mådesadverbier jo lægger sig til bare kan betragtes som neutrumsord. Dermed er antallet af mådesadverbier reduceret kraftigt, til de ord der ikke får -t når de bruges adverbielt. Nogle af disse ord, fx således, kan kun bruges adverbielt, så der er ikke nogen kontrovers i at kalde dem adverbier. Men nogle af disse ord kan også bruges adjektivisk, oven i købet bøjet som adjektiver. Virkelig og endelig er eksempler på sådanne ord. En enkelt forklaring på hvorfor disse ord ikke får -t på når de bruges adverbielt, kan være at de oprindeligt er adverbier og deres adjektiviske brug er afledt heraf. Følgelig bør virkelig i Kommer han virkelig? analyseres som virkelig adv, men virkelige i virkelige hændelser som virkelig adv ~ø adj -e pl. Det at der i den faktiske sprogbrug er stor vaklen mht. om man hægter -t på ord som er anvendt adverbielt, eller ej, kan forklares ved at det er uklart for folk om et ord oprindeligt er et adjektiv (der hægtes -t på) eller adverbium (der hægtes ikke -t på) Numeraler Numeraler (talord, numeral) er en mærkværdig ordklasse som kun kan opfattes som én ordklasse ud fra deres fælles funktion, at angive mængde. Mange af dem kan ikke bøjes (2-99), én af dem bøjes som et adjektiv (en/et/ene) og nogle af dem ligner substantiverne idet de bøjes i numerus og har iboende genus (et hundrede, en million, to millioner). De bøjes dog ikke i bestemthed. Numeralerne 1 - kalder man kardinaler (mængdetal, cardinal (number)). De lægger sig typisk til et substantiv idet de angiver antallet af de genstande som substantivet henviser til. Men kardinalerne kan også godt stå alene som om de var substantiv, fx jeg vil gerne have disse fem. Kardinalerne er primære numeraler da de er født til at være numeraler. Der er også sekundære numeraler, ordinaler (ordenstal, ordinal (number)), som er afledt af de primære: første, anden, tredje, fjerde, femte, osv. I ældre dansk bøjedes de som adjektiver, men i moderne dansk er det kun anden der bøjes: anden/andet/andre. 24 Fra dette punkt af anvender jeg følgende notationskonventioner: + markerer komposition, ~ markerer tilføjelsen af et derivativsuffiks, ~> markerer tilføjelsen af et derivativpræfiks, () markerer fugebogstaver og - markerer fleksiver. Med sænket skrift angives morfemets funktion: ved rødder og derivativer ordklasse, ved fleksiver grammatiske kategorier. Om- eller aflyd markeres med /. Med sænket skrift angives morfemernes funktioner: ved rødder deres ordklasse, ved derivativer den ordklasse de deriverer til og ved fleksiver de grammatiske kategorier de udtrykker.

65 Kardinalerne kalder man undertiden for bestemte talord da de angiver en præcis mængde. Som modsætning til dem kan man anføre ubestemte numeraler som mange, få, nogle; meget, lidt, noget, som angiver en ikke nærmere bestemt mængde. Disse ord har dog adjektivisk morfologi, hvorfor de regnes blandt adjektiverne (afsnit ) Numeraler i andre sprog Også på andre sprog, i hvert fald de indoeuropæiske, synes kardinalerne at opføre sig mærkværdigt bøjningsmæssigt. Nogle sprog, fx ungarsk, har flere sekundære numeraler: öt (fem, kardinal), ötször (fem gange, multiplikator), ötöd (femte del, divisor), ötödik (femte, ordinal), ötödször (på femte gang, ordinator) Artikler Man skelner mellem to slags artikler (kendeord, article), ubestemte og bestemte. Den ubestemte artikel minder stærkt om det første numerale, men den ubestemte artikel bøjes kun i genus en/et, ikke i bestemthed; hvilket jo er naturligt eftersom den per definition er ubestemt. Den bestemte artikel ser ud og bøjes ligesom det distale demonstrativpronomen den/det/de. Forskellen mellem de to er at den bestemte artikel aldrig kan optræde alene; dette gælder i øvrigt også den ubestemte artikel. Der er også forskel på artikler og hhv. numeralet 1 og det distale demonstrativpronomen semantisk set. Numeralet en/et (som for at understrege dets numeralevæsen kan skrives én/ét) udtrykker at der er tale om netop én genstand som i sætning (1), men den ubestemte artikel tillader en læsning om flere genstande (2). Den ubestemte artikel bruges prototypisk når man vil henvise til en ukendt eller uspecificeret genstand. (1) Jeg så en løve i går. (2) En løve er et rovdyr. Demonstrativpronomenet udpeger en genstand i en gruppe af genstande (3), men den bestemte artikel viser tilbage til en allerede kendt genstand (4). Den bestemte artikel bruges kun når substantivet har et adjektiv, ellers bruger man bestemthedssuffikset, som har den samme funktion som den bestemte artikel (afsnit 4.2). (3) Den løve (ikke de andre) er doven. (4) Den dovne løve (løven) vil kun sove. Artiklerne lægger sig til substantiver og kongruerer med deres substantiv ligesom adjektiver gør. I pluralis har dansk dog ikke nogen ubestemt artikel. Derfor kan man ikke umiddelbart se om et substantiv i pluralis skal tolkes som ubestemt (5) eller ikke-bestemt (6). (5) Jeg så løver i går. (6) Løver er rovdyr. I visse tilfælde kan nogle fungere som en slags ubestemt artikel i pluralis: Jeg så nogle løver i går Artikler i andre sprog

66 Ca. halvdelen af verdens sprog har slet ikke nogen artikler. Nogle, fx tyrkisk og slovensk, har kun ubestemt artikel mens andre, fx oldgræsk, kun har en bestemt artikel. Artikler synes generelt at være af nyere dato i sprog. Latin havde ikke nogen artikler, men dets efterkommere, de romanske sprog, har udviklet artikler. I alle sprog der har artikler, synes artiklerne at være nedstammet fra hhv. numeralet 1 og demonstrativpronomenet. Nogle sprog tillader (eller ligefrem kræver) det man noget misvisende kalder dobbelt determination eller dobbelt bestemthed, dvs. at man bruger den bestemte artikel (eller bestemthedssuffikset) sammen med andre elementer som også udtrykker bestemthed: norsk huset mitt vs. dansk mit hus Orddannelse Et sprog har til enhver tid et kolossalt leksikon, et ordforråd bestående af ti- måske hundredetusinder af ord. Ikke desto mindre er det hele tiden nødvendigt at danne nye ord. Det skyldes at man hele tiden lærer eller opfinder nye begreber som man gerne vil sætte ord på for at kunne omtale dem kort. Man kan altid udtrykke et begreb ved at omskrive det vha. de ord man i forvejen har til rådighed, men man kan typisk udtrykke sig mere kortfattet ved at lave et nyt ord der derefter står for det begreb. Det er betydeligt enklere at sige vaskemaskine i stedet for maskine der vasker tøj. Det kan også bare være tilfældet at man gerne vil anvende et allerede eksisterende ord i en anden grammatisk sammenhæng. Fx udtrykker verber typisk det der foregår. I stedet for hele tiden at sige det der foregår, er det meget enklere at sige at verber udtrykker en foregang (afsnit 4.12). Derfor har alle sprog midler til at udvide ordforrådet Låne- og fremmedord Den mest drastiske måde at forny ordforrådet på er at opfinde helt nye ord. Dette sker forbavsende sjældent, eller det er forbavsende svært at observere. Der dukker godt nok hele tiden nye ord op i et sprog, men der er sjældent tale om nyopfindelser. Derimod drejer det sig oftest om lån. Fx er computer et relativt nyt ord i dansk, men det er ikke en nydannelse, men et lån fra engelsk. I denne forbindelse plejer man at skelne mellem arveord, låneord og fremmedord. Arveord er de ord der altid har været i et sprog, i hvert fald så længe man er i stand til at følge dem tilbage i tiden. Låneord og fremmedord er hentet fra andre sprog. Skelnen mellem disse to er ret subjektiv idet den afhænger af hvor integreret i ordforrådet et ord opleves. Hvis det føles dansk, kalder man det låneord; hvis det føles fremmed, kalder man det et fremmedord. De fleste vil sikkert synes at arbejde er en naturlig del af det danske ordforråd. De fleste ville nok ikke engang tro at det ikke er oprindeligt dansk, men det er et lån fra tysk. Derimod føler nok de fleste at diatese er et fremmedord (de fleste ved muligvis ikke engang hvad det betyder). Og så er der en masse ord, fx computer, som ikke er fremmede mere da alle kender og bruger dem, men som alligevel tydeligvis er låneord. Inden for låne-/fremmedord kan man skelne mellem to slags: kulturelle lån og kernelån. Kulturelle lån er de ord der dækker over et begreb der er nyt i et givet sprogsamfund. Paprika er et kulturelt lån der blev indført sammen med selve krydderiet. De fleste låne-/fremmedord er kulturelle. Kernelån er de ord der dækker over et begreb som der allerede findes udtryk for i det lånende sprog. Et eksempel herpå er cool, som er synonym med de i forvejen eksisterende sej, dejlig, fin. Kernelån er så at sige konkurrenter til de i forvejen eksisterende udtryk. Det hænder ved kulturelle låneord at man med tiden prøver at danne en erstatning på basis af sprogets eget materiale, dvs. vha. komposition eller derivation: computer vs. datamat, interface vs. grænseflade, substantiv vs. navneord. I mange tilfælde eksisterer det nye og det gamle udtryk side om side, typisk med subtile forskelle i brugen eller brugt i forskellige sammenhænge. Fx bruger man typisk navneord på de lavere trin i uddannelsessystemet, men substantiv på de højere trin. I

67 nogle tilfælde vinder det indlånte udtryk, således har computer vundet over datamat. I andre tilfælde forsvinder låneordet, eksempelvis er interface stort set blevet afløst af grænseflade i ikkefagsprogligt dansk. Det at et sprog låner ord fra andre sprog er ganske normalt og naturligt selv om der altid er purister der gerne vil smide låneordene ud af deres modersmål. Lån sker og er sket hele tiden i alle sprog. Der er af historiske, kulturelle og politiske grunde forskel på hvor mange ord sprog eksporterer og importerer og i hvilke perioder det sker. Latin har fx eksporteret et stort antal ord til alle sprogene i Europa da det længe har været kultursproget i Europa. Engelsk har gennem sin historie været en storimportør af ord, først og fremmest fra latin og fransk. Men efter Anden Verdenskrig er det blevet en storeksportør af ord. Dansk har nok været mere importør end eksportør af ord. Dette gør det dog ikke til et mindre(-)værdigt sprog. Tidligere blev der massevis lånt ord fra tyske dialekter, samt fransk og latin, i nyere tid fra engelsk. Vikingerne eksporterede dog en god portion ord til englænderne. Sommetider sker der en institutionaliseret rensning af et sprog for fremmede elementer. Det skete i Ungarn i 1840 erne, da Ungarn forsøgte at løsrive sig fra Østrig, og ungarsk derfor blev renset for tyske udtryk. I nogle sprogsamfund holder man konstant et vågent øje med at der ikke sniger sig for mange låneord i sproget, det er fx tilfældet i Island Komposition og derivation Ud over at opfinde helt nye ord eller hente færdiglavede ord andetstedsfra kan man også danne nye ord på basis af ord der allerede forefindes i sproget. Der er to hovedmetoder til dette formål: komposition (sammensætning) og derivation (afledning). Komposition taler man om når man sætter to eller flere rødder sammen, fx damp sb +skib sb, hoved sb +metode sb, rød adj +vin sb (s)+glas sb. Derivation taler man om når man tilføjer rødder derivativer, dvs. derivativsuffikser og/eller -præfikser: skøn adj ~hed sb, tyd v ~elig adj ~vis adv, be v ~>bygg v ~else sb. Man kan endda kombinere komposition med derivation: skøn adj ~hed sb (s)+salon sb, ud adv +led v ~ning sb, til præp +føj v ~else sb. Når et ord består af flere end to rødder og/eller derivativer, bør man angive den rækkefølge morfemerne bliver tilføjet i. Fx er det meningsløst at sige at man først laver ordet hedssalon, hvortil man så føjer skøn. Nej, først danner man skønhed, som man så sammenføjer med salon. Rækkefølgen plejer man at vise vha. kantede parenteser: [skøn adj ~hed sb ](s)+salon sb, [ud adv +før v ]~else sb, [tilpræp+føj v ]~else sb, hoved sb +[luft sb +[[be v ~>hold v ]~er sb ]]. Det sidste i detaljer: Vi starter med verbet holde i sin grundform hold. Af det danner vi et nyt verbum behold. Af det danner vi et substantiv: en beholder. Dette sætter vi sammen med et andet substantiv, nemlig luft: luftbeholder. Til sidst tilføjer vi endnu et substantiv, nemlig hoved: hovedluftbeholder. Denne rækkefølge reflekterer betydningen: beholde er en foregang der er beslægtet med foregangen holde. En beholder er en ting der beholder noget, i dette tilfælde luft. En hovedluftbeholder er en luftbeholder der er den vigtigste blandt flere luftbeholdere; den findes i øvrigt i lokomotiver og lastbiler som en del af trykluftsbremsesystemet. Dette viser også at de første led i et kompositum (pluralis komposita, en sammensætning) modificerer de efterfølgende led. Ved dannelsen af komposita dukker der ofte såkaldte fugebogstaver op: [bane sb +gård sb ](s)+center sb, ba/ørn sb (e)+have sb, skole sb +[[fri adj +tid sb ](s)+[ordn v ~ing sb ]]. Det sker nogle gange også ved derivation: [[be v ~>tyd v ]~ning sb ](s)~mæssig adj. Fugebogstaverne er minder fra gamle dage hvor man havde kasusbøjning i dansk, hvor man ofte satte det første led i et kompositum i genitiv, fx børn sb -e gen.pl +have sb (børns have). Man ser i analysen almindeligvis bort fra disse fugeelementer ved blot at sætte dem i parenteser. Det er vanskeligt at definere hvor man bruger fugebogstaver. De forekommer typisk i komposita der består af flere end to rødder. Desuden er der også nogle derivativer, fx -(n)ing, -tion, -else, der

68 plejer at udløse et fugebogstav. Indfødte er heller ikke altid enige om hvor der skal bruges et fugeelement, jf. diskussionen for nogle år siden om hvad Odenses ny banegård skulle hedde: Banegårdscenter eller Banegård Center. Almindeligvis gør det ingen betydningsforskel om man bruger et fugeelement eller ej. Der er dog nogle ordpar hvor fugebogstavet har betydningsadskillende funktion: landmand vs. landsmand. Det hænder undertiden at man ikke kan afgøre hvilken rækkefølge morfemer sammenføjes i. Dette skyldes at man nogle gange skal tilføje to morfemer samtidig for at få meningsfyldte enheder. Fx kan ordet langarmet kun analyseres som [lang adj +arm sb ~et adj ] da hverken lang+arm eller arm~et alene giver nogen mening. Sådanne ord kalder man samdannelser Derivationstyper Derivation markeres almindeligvis vha. af derivativer. Men der er specielle tilfælde hvor man taler om nulderivation (også kaldt konversion). Det sker når man kan observere ordklasseskift, et typisk tegn på derivation, uden at der er tilføjet nogen synlig morf. Det er ret almindeligt i dansk (og i særdeleshed i engelsk). Fx kan land være et verbum (at lande) og et substantiv (et land). De to ord skal være beslægtede med hinanden betydningsmæssigt for at man taler om derivation. Mellem fx et skab og at skabe er der ikke noget derivationsforhold. Ved adjektiver og numeraler der bruges som et substantiv (se afsnit 4.10, 4.15, 5.4 og 5.8) er der efter min mening ikke tale om derivation da ordene morfologisk set forbliver hhv. adjektiver og numeraler. Ved konversion kan det være svært at afgøre hvad man deriverer fra hvad. Har man verbet at lande først og danner substantivet et land af det, eller omvendt? Har man verbet at løbe først og danner substantivet et løb af det, eller omvendt? 25 Almindeligvis er det sådan at hvis der er tale om en proces, er det verbet der kom først; men hvis det handler om et mål eller instrument for en handling, er det substantivet der kom først. I tvivlstilfælde kan man konsultere en etymologisk ordbog. Derivation kan også markeres vha. aflyd, fx at byde et bud, at bære en båre. Et træk ved derivativer er deres produktivitet, dvs. hvorvidt man kan anvende dem til at danne nye ord med. Nogle derivativer kan man kun erkende som sådanne ud fra en sproghistorisk betragtning. Fx er -de et derivativ sproghistorisk set fordi det har dannet substantiverne højde, bredde, længde og et par andre fra adjektiver, men man kan ikke bruge det til at danne nye substantiver: *smukde, *blåde, *klogde. -de er således uproduktivt. Andre derivativer, fx -hed er derimod produktive idet man frit kan danne nye ord med dem: smukhed, blåhed, kloghed. Derivativer kan også have begrænset produktivitet, dvs. de kan være produktive i nogle stilarter, men ikke i andre. Fx er de oprindeligt latinske derivativer -tiv, -sion, -itet, etc. ganske produktive i fagsprog, men næppe i det dagligdags sprog. Derivativer tilføjes stammer. En stamme er den del af et ord der bøjes, dvs. får tilføjet fleksiver. En stamme består af en rod (evt. flere hvis der er tale om et kompositum) plus eventuelle derivativer. Dvs. en stamme kan godt udgøres af en rod alene, men den kan også godt indeholde derivativer. Men ikke fleksiver. Det er nemlig sådan at man almindeligvis ikke kan tilføje derivativer efter fleksiver. Efter fleksiver tilføjes kun andre fleksiver. Ideen med at skelne mellem rod og stamme er at det er stammen der afgør hvilken ordklasse et ord tilhører og hvordan det dermed bøjes og kan anvendes syntaktisk. Dvs. et ord kan godt høre til en anden ordklasse end roden (eller rødderne) i det tilhører. Roden har således ikke nogen indflydelse på et ords morfologiske og syntaktiske egenskaber, det har dets stamme. Roden (rødderne) bestemmer til gengæld ordets grundbetydning. 25 et land at lande, at løbe et løb

69 Fx analyseres landede således: Roden land er substantivisk, men stammen er verbal (pga. konversion), derfor er ordet et verbum og kan bøjes i fx præteritum. I skønheden er roden (skøn) adjektivisk, men stammen substantivisk (pga. derivativet -hed), hvorfor ordet er et substantiv og kan bøjes i bl.a. bestemthed. Hvis der er tilføjet flere derivativer, er det det sidste der afgør stammens beskaffenhed. computeriseretheden analyseres som: computer substantivrod, -iser derivativ der danner verber fra substantiver, -et derivativ der danner adjektiver (perfektum participier) af verber, -hed derivativ der danner substantiver af adjektiver. Ergo er stammen (computeriserethed) substantivisk og kan derfor bøjes i bestemthed. Man skal være opmærksom på at et ords opslagsform i ordbøger ikke nødvendigvis lig med dets stamme/rod. Det er det ved substantiver og de fleste adjektiviske ord, men ikke ved de fleste verber. Verbers stammer i dansk er deres imperativform, som er deres korteste form, men deres opslagsform er infinitiven, som typisk er lig med imperativ+e (spis~e). Det skal bemærkes at ubøjelige rødder ikke kan undergå derivation, men de kan sagtens indgå i komposition. Fx er til ubøjeligt, men indgår i kompositet tilføjelse. Som det kan ses af de præsenterede eksempler, forårsager derivation ofte ordklasseskift: skøn er et adjektiv, skøn~hed et substantiv; til+føj er et verbum, [til+føj]~else et substantiv. Men ikke altid: hold(e) er et verbum, be~>hold(e) også; ven er et substantiv, ven~skab også. Man kan dog sige at der er tale om et skift i underordklasse: fra en konkret genstand, en ven, til et uhåndgribeligt begreb, et venskab. Komposition forårsager aldrig ordklasseskift i den forstand at et kompositum altid tilhører den ordklasse som dets sidste led tilhører, uanset hvor forskellige rødder der bliver sat sammen. Der er dog én undtagelse fra denne regel, nemlig når man sætter retningsadverbier sammen med præpositioner. For selv om præpositionerne er det sidste led, bliver ordene ikke til præpositioner, men forbliver adverbier (afsnit 4.13), fx udefra Komposition vs. derivation Grænsen mellem komposition og derivation er ikke nødvendigvis skarp. Nogle fremstillinger prøver at inddrage betydningsmæssige kriterier for at kontrastere mellem komposition og derivation. Fx betragtes ud i udførelse (af noget arbejde) som et derivativ, dvs. et præfiks, ud fra den betragtning at dets bidrag til betydningen af at udføre er forholdsvis udefinerbart, abstrakt. Derimod skal ud i udførelse (af en vare) være rod da dets bidrag til den samlede betydning er meget håndgribelig, en konkret bevægelsesretning. Men jeg følger i min fremstilling den tilgang at jeg kun tager stilling til formelle kriterier i den morfologiske analyse, ikke til betydningen. Dvs. hvis et morfem kan forekomme alene, betragter jeg det som en rod. Derfor er udfør i min analyse et kompositum. Jeg betragter kun noget som et præfiks eller suffiks hvis det er et bundet morfem. Det er følgende en semantisk analyses opgave at bestemme forholdet mellem rødderne og de enkelte rødders bidrag til kompositets betydning. For selv i prototypiske komposita er betydningsforholdet mellem forskellige første led og det samme sidste led forskelligt: dampskib, træskib, tankskib, sejlskib, hangarskib, rumskib, stjerneskib. Efter min mening ville det være urimeligt at anvende forskellige morfologiske kategoriseringer for at imødekomme den betydningsmæssige forskel. Betydningsmæssigt (semantisk) er der forskel, men ikke morfologisk. Et lignende problem har man med løs og fri. Disse morfer kan uden tvivl betegne frie morfemer: tigeren er løs, tigeren er fri. Men i ord som alkoholfri og arbejdsløs betragtes de almindeligvis som derivativer fordi deres betydning, især den af løs, er noget andet end når de betegner rødder.

70 Andre måder at danne nye ord på Ud over lån, komposition og derivation er der nogle mindre anvendte måder at forny ordforrådet på. Der findes oversættelseslån: I stedet for at låne Kindergarten direkte har man i stedet optaget dets ordrette oversættelse børnehave i dansk. Det samme gælder népfôiskola (folkehøjskole) i ungarsk. Forkortelser (abbreviation) af forskellige slags er ret almindelige: biografen biffen, universitet uni, Statens Humanistiske Forskningsråd SHF, modulator/demodulator modem, multiplexer mux. Tilbageformation (back formation) er en særlig måde at danne nye ord på. Fx føler mange mennesker tilsyneladende at -er i meter er et pluralissuffiks, hvorfor de i singularis siger en kilomet. Tilbageformation er når man danner et ord som efter sprogets regler godt kunne være udgangspunktet for en given ordform (fx met for pluralis meter), men som aldrig har eksisteret. Et andet eksempel på tilbageformation er det engelske televise der er dannet af television. Normalt danner man substantiver i -sion/-tion af verber, men af en eller anden grund havde man først dannet television, da man opdagede at man også havde brug for verbet televise, som så blev tilbageformet af substantivet. Subtraktion er en særlig form for orddannelse der minder om tilbageformation. Ved subtraktion fjerner man bogstaver og/eller lyde fra en ordform for at danne en ny ordform. Et eksempel herpå er imperativen rejs (i betydningen tage på tur). Ifølge etymologisk ordbog har dansk først indlånt substantivet rejse (af tyske Reise). Det er let nok at danne verbalformer af dette substantiv idet det ender på -e, som er den regulære infinitivendelse i dansk. Men for at kunne danne imperativen, som er verbers egentlige stamme i dansk, er man nødt til at ty til subtraktion og fjerne slutvokalen, som oprindeligt er en del substantivroden. Man finder også reanalyse. Det er min erfaring at mange danskere opfatter tilbage som en rod. Det anføres da også som et adverbium i ordbøger. Men historisk består det af to rødder til og bag plus et genitiv-suffiks -e, der er krævet af præpositionen til. Konstruktionen har åbenbart været så meget brugt at man har glemt dens oprindelige struktur og har reanalyseret den som én rod. På lignende vis er ordet kæreste i betydningen pigeven/drengeven blevet reanalyseret til at være et substantiv i stedet for det oprindelige adjektiv i superlativ. Dette kan ses i at ordet i den anførte betydning ikke længere bøjes som et adjektiv, men som et substantiv: kærester, kæresten Derivation vs. fleksion Selv om man traditionelt skelner skarpt mellem derivation og fleksion, viser diskussionen i afsnittene om genitiv, passiv og komparativ nedenfor at en skarp skelnen er vanskelig at opretholde i praksis. Prototypisk derivation ændrer på et ords distribution, dvs. forårsager ordklasseskift, det gør fleksion ikke. Men vi har set at der også er derivation som ikke ændrer ordklasse. Det er tilfældet ved alle præfikser, men også ved nogle suffigerede derivativer (fx ven ven~skab, rød rød~lig). Selv om de resulterede ord er lige så meget hhv. substantiv og adjektiv som udgangsordene, taler man her om derivation, ikke om fleksion, fordi der sker en kvalitativ ændring i ordets betydning. For fleksionsformerne ven, vennen, venner, vennerne henviser alle sammen til samme slags fænomen: konkret person eller personificeret ting, men venskab henviser til en anden slags fænomen: begreb, forhold mellem personer. På lignende vis: rød, rødt, røde henviser til en bestemt farve, rødlig, rødligt, rødlige, osv. til en farve der blot minder om denne bestemte farve Genitiv i dansk

71 Genitiv-morfemet ved substantiver (-s) er noget specielt i dansk. Traditionelt betragtes det som et kasussuffiks og henregnes således til fleksiverne. Nogle forskere betragter det som derivativ fordi det antages at lave om på et substantivs distribution. Denne antagelse er dog forkert eftersom et substantiv i genitiv stadig væk udgør kernen i et substantival, ligesom et substantiv i nominativ gør. Hvis denne antagelse var korrekt, skulle man betragte alle kasussuffikser som derivativer. Det kunne man i princippet godt, men jeg tror ikke at der er mange lingvister der er klar til det. Det er det substantivals distribution hvis kerne er et substantiv i genitiv, der er forskellig fra et substantivals distribution hvis kerne ikke er et substantiv i genitiv. Selve substantivernes distribution ændrer sig ikke, de er kerne i deres substantivaler. Fx er mand kerne i et substantival både i Jeg har mødt den unge mand og i Jeg har set den unge mands hus. Genitiven er imidlertid hverken fleksiv eller derivativ i moderne dansk, men en postposition. Dette kan ses i udtryk som Det er den mand som besøgte os i gårs hat. Kasussuffikser lægger sig til kernen i et substantival (her mand) mens postpositioner følger et helt substantival (her den mand som besøgte os i går). Desuden bruger man kun ét genitivsuffiks ved kollektive ejerforhold: min mor og fars bil. I sprog, fx tysk, hvor genitiv er kasus, bruger man den derimod ved begge kernesubstantiver: der Wagen meiner Mutter und meines Vaters. Der er ikke noget i vejen for at have en postposition som kun består af en konsonant og dermed ikke udgør en stavelse. De slaviske sprog er fx fyldt med præpositioner der kun består af en konsonant. Generelt behøver morfemer ikke udgøre en stavelse. Genitiven i dansk er en såkaldt enklitisk postposition idet den bliver udtalt (og skrevet) sammen med det ord det står efter Passiv i dansk Den såkaldte s-passiv (morfologisk passiv) er også blevet betragtet som derivativ ud fra den observation at det laver om på den måde et verbum kan knytte sætningsled til sig. Det er tilsyneladende et godt argument for at s et skal være derivativ, men det går imod princippet om at derivativer ikke må følge fleksiver (se afsnit ), og i hvert fald præteritummorfemet, som jo står foran passivmorfemet (afsnit 4.12), er et af de mest prototypiske fleksiver. Desuden laver passiv ikke om på selve verbets distribution, ej hellere på dets betydning, kun om på hvilke sætningsled der kan eller ikke kan forekomme i sætningen. 26 Derfor betragter jeg s-passiv som et fleksiv. Forklaringen på denne anomali er at s et er refleksivpronomenet sig (oprindeligt sik) reduceret til et suffiks. En lignende proces har ud over i de skandinaviske sprog fundet sted i russisk Komparativ Gradbøjning anføres som navnet selv angiver traditionelt under adjektivets bøjningsformer, dvs. den betragtes som fleksion. Følgelig skal komparativ- og superlativaffikserne være fleksiver. Det er blevet foreslået at betragte komparativmorfemet ved adjektiver som derivativ ud fra den antagelse at adjektiver i komparativ kræver et led som udtrykker den genstand man sammenligner en anden genstand med, underforstået at et adjektiv i positiv ikke kræver sådan et objekt for sammenligning. Men det er en forkert antagelse da et adjektiv i positiv ligeså godt som et adjektiv i komparativ kan anvendes i en sammenligning: Hun er så charmerende som en engel. Desuden henviser et adjektiv i komparativ eller superlativ ikke til en anden slags fænomen end adjektivet i positiv. Det er ellers definitionen på derivation at det afledte ord henviser til et andet fænomen end det 26 Det er fx sådan at et direkte objekt ikke kan forekomme sammen med et verbum i passiv, men det kan det godt med et verbum i aktiv.

72 oprindelige ord. Komparativ og superlativ angiver blot at en genstan besidder den givne egenskab i højere grad end en anden genstand. Ikke desto mindre er der en grund til at henregne gradbøjning til derivation: Der kan nemlig tilføjes derivativer til komparativformen. Dette er ikke så udbredt i dansk, men der findes da nogle verber der er afledt af komparativer: forbedre, forstørre. Da verbalderivativet følger komparativen, om end det er et nulderivativ (for~>bed adj ~r komp ~ø v -e inf ), kan komparativen ud fra princippet om at derivativer ikke følger fleksiver (jf. afsnit ), ikke være fleksiv. Problemet med at skulle vælge mellem fleksiv og derivativ kan dog løses ved at indføre en tredje affikskategori der har blandede egenskaber: De, fx komparativ, er ikke derivativer idet de ikke udtrykker en ny betydning, men heller ikke helt fleksiviske eftersom de i modsætning til ægte fleksiver kan danne stammer som kan modtage derivativer. Faktisk er der i grammatikker over ungarsk, som er et meget affiksrigt sprog, tradition for en sådan tredeling af affikser Ord Ord er blevet defineret som en størrelse der skrives mellem to mellemrum eller andre skrifttegn. Problemet er bare at afklare hvor der skal sættes mellemrum. Der er to konsekvente yderpunkter på en skala af løsninger: Man kan sætte mellemrum omkring alle morfemer, og man kan helt lade være med at sætte mellemrum. Den første løsning følger mig bekendt ingen sprog. Der er dog skriftsprog, fx det kinesiske, hvor skrifttegnene står for et helt morfem, hvor problematikken med mellemrum er mindre relevant. Den anden løsning synes at være ret radikal, men den har været anvendt i gamle skriftsystemer som fx græsk og latin. Den kan virke meget uhensigtsmæssig på os, mendeterfaktiskikkesåsværtatlæseentekstsomikkeindeholdermellemrummanskalblotvænnesigtildet. De fleste sprog benytter sig af en metode til at afgrænse ord der står mellem disse to yderpunkter. Almindeligvis sætter man mellemrum efter det sidste fleksiv, hvilket hænger sammen med at man normalt ikke kan tilføje rødder og derivativer efter fleksiver, dvs. fleksiver har en stammeafsluttende funktion (jf. afsnit 4.17 om orddannelse). Fleksiver og derivativer er jo bundne morfemer, så det er hensigtsmæssigt at skrive dem sammen med den rod de hører til. Dette princip fungerer formentlig lige godt for alle sprog. Men det er forskelligt hvordan retskrivninger behandler komposita, som består af frie rødder. Komposita udtrykker særskilte betydningsenheder, hvorfor det er hensigtsmæssigt at skrive rødderne sammen: Et damplokomotiv er jo noget andet end damp eller lokomotiv eller diesellokomotiv eller dampskib. Det er dette princip der hovedsageligt styrer fx dansk og tysk retskrivning, hvor sådanne betydningsenheder skrives i ét ord. Men andre skriftsprog, fx engelsk og fransk, lægger mere vægt på at betydningsenhederne er sat sammen af mindre enheder der hver især er frie rødder, ergo skriver man flere ord: steam engine hhv. Locomotive à vapeur. Hvis man så bare holdt sig til et af disse principper konsekvent. Men man kan i alle skriftsprog finde eksempler der afviger fra det valgte hovedprincip: Hvorfor skriver man en eller anden i tre ord, men enhver i ét; og hvorfor skriver man hand baggage i to ord på engelsk, men handbag i ét? I nogle tilfælde gør det en ganske stor forskel om to rødder skrives sammen eller ej. Fx er en dansklærer ikke det samme som en dansk lærer. Men i andre tilfælde er det ret ligegyldigt: nogen sinde vs. nogensinde. Så for den morfologiske analyses vedkommende er et ord det der ifølge retskrivningsreglerne står mellem to mellemrum uanset hvad der måtte styre placeringen af mellemrum. Ordgrupper som af en eller anden grund ikke skrives sammen, fx en eller anden, hvem som helst, men som man alligevel mener hører meget tæt sammen betydningsmæssigt idet de tilsammen udgør en fast betydningsenhed, kalder man fraser.

73 De følgende fire kapitler beskæftiger sig med syntaks. Syntaks fortsætter der hvor morfologi slipper, dvs. tager ord som mindste byggeelementer og danner først ordgrupper, dernæst sætninger af dem.

74 Kapitel 5 Syntaks I: Ordgrupper Dette og de næste tre kapitler handler om syntaks. Kapitlerne er i høj grad inspirerede af Arndt (2003). Jeg følger den såkaldte traditionelle beskrivelse af syntaks, dvs. med fokus på den såkaldte overfladestruktur, som er det man kan se eller høre. Jeg gør en dyd af ikke at have nogen abstrakte syntaktiske niveauer som de praktiseres i de såkaldte generative grammatikker. Efter min mening er der en direkte forbindelse mellem sprogets udtryksside, dvs. overfladesyntaks og morfologi, og indholdssiden. Jeg tror ikke på at der er abstrakte eller dybe syntaktiske niveauer som mellemlag hvor man flytter rundt på elementer. For sådan et rundflytningssystem forekommer enormt ineffektivt og derfor kognitivt urealistisk. De steder, fx sætningskløvning og sætningsleddenes definition, hvor jeg taler om omformning af konstruktioner, er det kun ment metaforisk og tjener kun det formål at vise hvordan to overfladesyntaktiske konstruktioner er i forhold til hinanden. Jeg mener ikke at man først konstruerer en almindelig sætning som man dernæst laver om til kløvning i sit hoved inden man producerer den i form af bogstaver eller lydbølger. Jeg mener derimod at alle syntaktiske konstruktioner er genererede direkte fra det indhold de skal udtrykke. Ligesom i morfologikapitlerne holder jeg mig så vidt muligt til det allerede eksisterende nomenklatur, men især i kapitlet om sætningsled indfører jeg en del nye begreber for at kunne håndtere den detaljeringsgrad som jeg kræver af min egen analyse Indledning I kapitlet om morfologi har vi set hvordan man danner ord. Syntaks (sætningsføjning; syntax) handler om hvordan man danner sætninger af ord. Men man danner ikke sætninger direkte af ord, for strengt taget består sætninger ikke af ord, men af sætningsled. Sætningsled består heller ikke af ord, men af led. Og de led som sætningsled består af, består heller ikke af ord, men af led, osv., osv. I modsætning til morfologi består syntaks altså af flere, i princippet faktisk et uendeligt antal lag, og det er kun i det sidste lag i analysen at man når frem til ord. Dvs. mellem en sætning og de ord sætningen indeholder, er der et antal led som hver især består af led som er lejret ind i hinanden. Det princip at man kan lejre led ind i hinanden igen og igen for derved at opnå større og mere komplekse led kalder man rekursivitet. Hvor mange led eller lag der er mellem ord der udgør en sætning og sætningen selv, kommer an på hvor kompliceret sætningen er. Sætninger kan være enkle, så der kun er ét lag mellem sætningen og ordene dette lag kalder man sætningsled og uendelig komplicerede hvor hvert sætningsled kan bestå af en række af mindre led der hver består af en række af mindre der hver består af en række af mindre led der hver... Et andet ord for led, uanset hvor leddet befinder sig i hierarkiet mellem ord og sætning, er et syntagme, der betyder noget der er føjet sammen. (1) Den unge pige ville have sendt sin elskede kæreste et langt brev for lang tid siden. Sætning (1) er forholdsvis enkel. Den består af ledene den unge pige, ville have sendt, sin elskede kæreste, et langt brev og for lang tid siden. Disse led udgør sætningens led, dvs. sætningsled. Det at de respektive ord hører sammen, dvs. at de samlet udgør et led, kan man vise ved at man kan erstatte dem med ét ord, typisk med en proform: den unge pige hun ville have sendt sendte

75 sin elskede kæreste ham et langt brev det for lang tid siden da (2) Hun sendte ham det da. Denne metode kaldes erstatningsprøven og kan bruges til at afgrænse hvilke ord der hører sammen, hvilke ord der sammen former et led. Metoden viser at ordene den, unge og pige hører sammen i et led, og et, langt og brev også former et led, men det gør fx sendt, sin og elskede ikke, og det gør fx have, et og siden heller ikke. Dvs. sætning (2) er syntaktisk identisk med sætning (1). Men selv om de to sætninger er syntaktisk ens og selv om man kan sige at den enklere sætning stammer fra den mere komplicerede sætning gennem erstatningen af dennes ord, er de to sætninger selvfølgelig ikke ens betydningsmæssigt. Denne forskel skyldes ganske enkelt at man normalt ikke kan gengive den samme betydning ved færre ord. Ikke desto mindre kan man med fordel bruge erstatningsprøven til at afgrænse led i en sætning, eller led i et sætningsled. Men sætninger behøver ikke være så enkle som sætning (1) og (2). Man kan gøre syntaksen mere kompliceret ved at gøre de enkelte sætningsled mere komplicerede på den måde at sætningsleddene selv kommer til at bestå af adskillige led. Derved får man jo flere niveauer i analysen. (2) Den kønne, unge pige ville kunne have sendt sin højt elskede kæreste i England et langt brev skrevet på computer for meget lang tid siden. Sætning (2) indeholder det samme antal led som sætning (1), hvilket erstatningsprøven viser: den kønne, unge pige hun ville kunne have sendt sendte sin højt elskede kæreste i England ham et langt brev skrevet på computer det for meget lang tid siden da Men nu er leddene blevet mere komplicerede: Pigen er ikke blot ung, men også køn; kæresten er ikke blot elsket, men højt elsket og er boende i England, og det drejer sig ikke blot om et vilkårligt langt brev, men om et langt brev der er skrevet på computer. Det er kun fantasien der sætter grænser for hvor kompliceret et led kan være. Det enkle sin elskede kæreste kan fx blive til (3). (3) sin i forhold til sin tidligere mand højt elskede kæreste i England, som hun mødte for et halvt år siden (3) viser princippet om rekursivitet meget tydeligt: Man kan endda gøre sætninger til led i sætninger. For sætningen som hun mødte for et halvt år siden er et led i sætningen Den unge pige ville have sendt sin i forhold til sin tidligere mand højt elskede kæreste, som hun mødte for et halvt år siden, et langt brev for lang tid siden. Den er faktisk kun et led i et af sætningsleddene. De sætninger som fungerer som led i en sætning eller i et sætningsled, kalder man underordnede sætninger eller ledsætninger. Begrebet led dækker over det princip at forskellige fænomener kan have den samme funktion. Det er dette princip der ligger til grund for erstatningsprøven ovenfor, og det kan observeres i de følgende sætninger.

76 (4) Læreren gav de studerende mange opgaver i går. (5) Dette firma har leveret sine kunder mange gode varer i løbet af de forgangne år. (6) Bedstefaren fortæller sine børnebørn spændende historier inden de går i seng. Selv om de led der står under hinanden, har forskelligt indhold idet de henviser til forskellige fænomener, har de den samme funktion. Derfor er det praktisk at betragte dem som den samme slags led. Det skal bemærkes at den samme slags led ikke behøver stå det samme sted sådan som det her for overskuelighedens skyld er opstillet Led Vi har nu set at en sætning kan analyseres på en række niveauer eftersom den består af sætningsled, og disse sætningsled består selv af led som består af led som består af led... Selv om der i princippet er et uendeligt antal lag af led i en sætning, plejer man at forenkle analysen til to niveauer: sætningsniveau og sætningsledsniveau. I analysen på sætningsniveau betragter man hvilke sætningsled en sætning består af. I analysen på sætningsledsniveau betragter man hvilke led disse sætningsled består af. Sætningsniveauet udgør virkelig kun ét lag, men sætningsledsniveauet udgør i princippet et uendeligt antal lag af led. Grunden til at dette niveau kan betragtes som om det også kun indeholdt ét lag, er at de led som et sætningsled består af, er de samme slags som de led disse sætningsledsled består af og de samme som sætningsledsledsleddene består af, osv. Alle led kan formelt beskrives ud fra fire kriterier: materiale, position, samspil med andre led og transformationsmuligheder. Hertil kommer funktion eller betydning, men det bliver gemt til kapitlet om semantik og pragmatik. Position vil sige hvor et givet led står i forhold til et andet led. Samspil vil sige hvilken indflydelse et givet led har på andre leds form, og hvilken indflydelse andre led har på det givne leds form. Transformationsmuligheder vil sige hvilke andre former og/eller placeringer et givet led kan konverteres til uden at leddets betydning ændrer sig. Samspil og transformationsmuligheder har stor betydning for definitionen af sætningsled. De har mindre betydning når man definerer led i sætningsled, dvs. ordgruppeled. Hvad angår ledmateriale, skelner man mellem to grundlæggende typer af ledmateriale: Et led kan bestå af en ordgruppe eller af en sætning (ledsætning). Forskellen på en gruppe af ord der ikke er en sætning, men kun en ordgruppe, og en gruppe af ord der er en sætning og ikke en ordgruppe, er (forbavsende) svær at definere. At forskellen på sætninger og ikke-sætninger ikke er skarp, er allerede blevet antydet ved interjektionerne (3.6.6). Lad os indtil videre nøjes med at sige at sætninger er størrelser der indeholder et (fortrinsvis) finit verbal som en slags kerne mens ordgrupper er størrelser som ikke indeholder et verbal som kerne. Først skal vi befatte os med beskrivelsen af ordgrupper som ledmateriale. Beskrivelsen af sætninger som ledmateriale bliver gemt til senere (afsnit 7.5) Ordgruppers generelle struktur En ordgruppe er en gruppe ord der er bygget op omkring ét ord. Dette ord kalder man den pågældende ordgruppes kerne eller kerneled (head). Kernen i en ordgruppe er normalt betydningsmæssigt det vigtigste led. Desuden er de andre led i ordgruppen syntaktisk og/eller morfologisk afhængige af kernen, dvs. de skal stå i en bestemt position i forhold til kernen og/eller i en bestemt form. Man siger at disse led er underordnet kerneleddet. Mens kernen i en ordgruppe normalt udgøres af ét ord,

77 udgøres de andre led i en ordgruppe selv af ordgrupper (jf. rekursivitetsprincippet). Man kan ofte nøjes med kun at specificere kernen i en ordgruppe, dvs. en ordgruppe kan godt bestå af bare ét ord. De andre led i en ordgruppe kalder man præled (premodifier) og postled (postmodifier) afhængig af om de står hhv. foran eller efter kernen. Sammenlign begreberne kerneled, præled og postled med rod, præfiks og suffiks i morfologi. I analogi med samlebetegnelsen affiks, kan man også tale om adled (tilføjelse, vedføjelse) som overbegreb for præled og postled. En ordgruppe kan godt indeholde adskillige præled og postled på samme tid. Tabellen nedenfor viser eksempler på ordgrupper. Ordgrupper Præled Præled Præled Kerneled Postled Postled 1. den unge pige 2. sin højt elskede kæreste 3. højt elskede 4. ville kunne sende 5. et langt brev skrevet på computer 6. hendes kæreste i England som hun mødte for et halvt år siden 7. den meget kloge og pige vildt smukke 8. gamle mænd og kvinder Det skal bemærkes at led ikke kun kan organiseres sådan at adled underordnes et kerneled. Underordning kalder man i fagsproget hypotakse og en konstruktion der er bygget på underordning, for et hypotagme. Underordnede led modificerer på en eller anden måde kerneleddet. Led kan også sideordnes hinanden, vha. de tre konjunktioner og, eller, men. Dette er illustreret i eksempel 7 og 8 i tabellen. Bemærk at alle slags led kan sideordnes så længe leddene har ens funktion. Sideordning kaldes paratakse, og en konstruktion der bygger på sideordning kaldes paratagme. Der er lige så mange slags ordgrupper som der er ordklasser. Det hænger sammen med at de enkelte ordklassers syntaktiske egenskab netop hovedsageligt bestemmes af hvilken type ordgruppe de kan udgøre kernen i. Ordgruppers navn er konsekvent dannet af den ordklasses navn som kerneleddet tilhører, ved tilføjelse af derivativet -al. Således taler jeg om substantivaler, adjektivaler, verbaler, adverbialer, numeralialer og adpositionaler. Ord der tilhører de resterende ordklasser (artikler, subjunktioner, konjunktioner og interjektioner) kan på dansk ikke forme et led sammen med andre ord, dvs. de udgør altid et led i sig selv. Men ud fra princippet at ét ord er nok til at udgøre en ordgruppe, kan man godt tale om ordgrupperne artiklal, subjunktional, konjunktional og interjektional. 27 Når en proform (pronomen) udgør kerneleddet, benævner man leddet på basis af hvad slags proform det drejer sig om. Hvis den er substantivisk, taler man om et substantival; hvis det er adjektivisk, taler man om et adjektival; osv. Så hvis en ordgruppe er bygget op omkring et personligt pronomen, kalder man den ordgruppe et substantival. I det følgende bliver de enkelte ordgrupper beskrevet. 27 Når jeg danner adjektiver der skal udtrykke egenskaber som typisk er associerede med ordklasserne, bruger jeg derivativerne -isk og -el: substantivisk, adjektivisk, subjunktionel, interjektionel, etc.

78 5.4. Substantivaler Et substantival (i andre fremstillinger kaldet nominal, nominal helhed, nominal gruppe, substantivgruppe, eller noget lignende, noun phrase (NP)) indeholder seks præled og tre postled. De seks præled udgøres af forskellige slags ordgrupper som har en fast indbyrdes rækkefølge. Det præled der står tættest på kernen (dvs. umiddelbart til venstre for det) udgøres af et substantival. Det næste præled udgøres oftest af et adjektival. I sjældne tilfælde kan der her også stå et substantival, men det skal så markeres med genitiv. Det tredje præled udad udgøres af et numeralial eller et substantival. Hvis det er et substantival, skal dets kerne være et substantiv der udtrykker en måleenhed (kilo, pose, meter, glas, o.l.). Præled nr. 4 udgøres af bestemte adjektivaler, fortrinsvis i superlativ. Det femte præled udgøres af en artikel, et demonstrativpronomen, et ubestemtpronomen, et negativpronomen, et possessivpronomen eller et substantival. Dette substantival skal i voksendansk markeres med genitiv. Det sidste præled regnet fra kernen udad kan kun udgøres af universelpronominerne og ordene mangt/mangen (men ikke af mange!), sådan, selve og selveste. Der kan i øvrigt godt forekomme variation i præleddenes rækkefølge: en så smuk pige vs. så smuk en pige. Postleddene udgøres oftest af substantivaler og sætninger. I sjældnere tilfælde kan de være adverbialer og adjektivaler. Et substantival som postled, dog ikke postled 1, skal som oftest markeres med et adpositional. Postleddenes indbyrdes rækkefølge er afhængig af deres materiale. Det betyder i praksis at sætningsformede postled står længst mod højre for kernen mens de ordgruppeformede postled står tættere på kernen. Sætningsformede postled kan i sjældnere tilfælde endda være helt fjernet fra kerneleddet, dvs. der kan stå materiale mellem kernen og postleddet som ikke hører til kernen. 28 Se Kapitel 8. Substantivaler i dansk Præled 6 Universelle pronominer samt mangt /mang en, sådan, selve( ste) Præled 5 Præled 4 Præled 3 Præled 2 Præled 1 Artikler, Adjektival Numeralial, Adjektival, Substan demonstrativpronomitival substan- substantival i stan- genitiv tival ner, ubestemtpronomen, negativpronomen, possessivpronomen, substantival i genitiv Kerne Postled 1 Postled 2 Postled 3 substantiv Substantival Adjektival, adverbial, substantival (fortrinsvis med adpositional) 1. den helt unge pige 2. hun 3. de to piger foran tavlen med kridt i hånden 4. alle de utroligt tapre klingoner 5. romulaner i tusindvis 6. hele historien om højhastighedstoget Ledsætning som har stået der i en time som vi hørte i går 7. den helt unge lange og flotte beskrivelse af turen i hulen piges 8. de sidste Tre dyrebare kiks 9. disse to store velsmagende slik poser 10. noget aldeles ulækkert 11. situationen nu og da 12. den ide at han ville skrive en bog 28 Sætningen illustrerer selv fænomenet.

79 Præled 6 Universelle pronominer samt mangt /mang en, sådan, selve( ste) Præled 5 Præled 4 Præled 3 Præled 2 Præled 1 Artikler, Adjektival Numeralial, Adjektival, Substan demonstrativpronomitival substan- substantival i stan- genitiv tival ner, ubestemtpronomen, negativpronomen, possessivpronomen, substantival i genitiv Kerne Postled 1 Postled 2 Postled 3 substantiv Substantival 13. en folkets mand 14. den meget sympatiske kaptajn Jean-Luc Picard 15. Herr von Siemens 16. Erik den Røde 17. vi mennesker 18. denne hendes bil 19. spor (nummer) to 20. en mærkelig måde engelsk Adjektival, adverbial, substantival (fortrinsvis med adpositional) Ledsætning Præled 1 kongruerer med kernesubstantivet i sexus (biologisk køn). I moderne dansk er det stort set begrænset til tiltaleformerne hr., frk. og fru, men tidligere skelnede man mellem andre maskuline og feminine tiltaleformer, fx lærer Madsen, lærerinde Jensen. Når præled 2 udgøres af et adjektival, kongruerer dets kerne med substantivalets kerne i genus, numerus og bestemthed. Se dog afsnit om gruppesammensætninger. Når kernen er et pronomen, som oftest et ubestemt pronomen, skal adjektivalet stå som postled; se eksempel 10 i tabellen. Præled 5 kongruerer også med kernesubstantivet, i genus og numerus medmindre det udgøres af et substantival i genitiv. Præled 3, 4 og 6 kongruerer også i genus og numerus; hvis det kan lade sig gøre, det er nemlig ikke altid at disse præled i moderne dansk kan vise kongruens. Disse kongruensfænomener viser at det er substantivet der er substantivalets kerne. I sjældne tilfælde kan der optræde to elementer som præled 5 (eksempel 18 i tabellen). Det er uklart hvordan det er bedst at analysere proprier bestående af flere ord (fx Jean-Luc Picard, Århus Kommune, Richard Madsen) samt substantivaler af typen den store danske å Gudenåen og den vestjyske by Ringkøbing. Der er tre logiske muligheder: (i) det første substantiv (hhv. Jean-Luc, Århus, Richard, å og by) er (del af) præleddet og det andet substantiv (hhv. Picard, Kommune, Madsen, Gudenåen, Ringkøbing) er kernen; (ii) begge substantiver udgør kernen; og (iii) det første substantiv er kernen, og det andet substantiv er (del af) postleddet. Ved flerleddede proprier synes alle tre analyser lige gode. Det der taler for analyse (i) er at den sidste del af navnet er den vigtigste del der i første omgang fortæller hvad slags individ der er tale om, fx en kommune, eller hvilken familie individet tilhører, fx familien Picard eller Madsen. Fornavnene udvælger herefter individet fra det angivne sæt af individer. Herefter skulle familienavnet være substantivalets kerne og fornavnene præled 1, evt. præled 0,5 for ikke at skulle stå sammen med tiltaleformer. Analyse (ii) ville fremhæve at hverken for- eller efternavnet kan undværes for at kunne identificere et individ. Analyse (iii) underbygges af den historiske udvikling, især ved personnavne: Tidligere havde mennesker kun ét navn, det der i dag betragtes som fornavn. Efternavn kom senere til for at kunne skelne mellem de mange mennesker der havde det samme navn. Desu-

80 den kongruerer efternavnet i adskillige sprog, ikke mindst i søstersproget islandsk, med fornavnet i sexus: Gunnar Magnusson, Freya Magnusdóttir. Ved substantivalerne af den anden type er det klarere at analyse (i) er den mest hensigtsmæssige. Sekvenserne den store danske å og den vestjyske by beskriver jo hhv. Gudenåen og Ringkøbing, hvilket præled typisk gør. Desuden er der også kongruens styret af substantiv nr. 2 idet det (hhv. Gudenåen og Ringkøbing) bestemmer hvad for et substantiv det første skal være. Det første substantiv skal nemlig henvise til den slags genstande som det andet substantivs referent kan betragtes som. Så Gudenåen bestemmer fx at det første substantiv skal være å, bæk, flod, vandløb, hindring eller noget lignende som Gudenåen kan anses for at være, men næppe blomst, dreng eller bil. Spørgsmålet er herefter om man skal fordele elementerne i sådanne præled, eller om det er bedst at betragte dem samlet som ét præled. I det første tilfælde ville de to den er være præled 5, store danske og vestjyske præled 2, samt å og by præled 1. Det der taler for denne analyse er at den pænt passer ind i substantivalernes struktur. Men den store danske å og den vestjyske by hører i første omgang unægteligt tættere sammen end de hver for sig hører til hhv. Gudenåen og Ringkøbing, hvilket tæller for at betragte dem som ét præled. Fx kongruerer artiklerne med det første substantiv (hhv. å og by), ikke med det andet (Gudenåen eller Ringkøbing), hvilket kan ses i fx det store vandløb Gudenåen, hvor de to substantiver ikke har det samme genus. Jeg kalder sådan et præled pseudoapposition fordi det kan minde om, og undertiden kan forveksles med en ægte apposition. Om pseudoappositionen skal være præled 5, 3, 2 eller 1, er ikke til at afgøre. Det er disse præled som kan udgøres af substantivaler, men da der mellem kernen og pseudoappositionen kun kan stå et (andet) præled 1, kan man ikke se hvor i skemaet pseudoappositionen bør sættes. Bemærk at man på dansk kun kan skrive to substantiver i det samme substantival efter hinanden med mellemrum imellem dem hvis der er tale om et flerleddet proprium, eller hvis det første substantiv er en tiltaleform (præled 1), måleenhed (præled 3) eller kernen i en pseudoapposition. I alle andre tilfælde skal substantiverne skrives sammen: en tot hår vs. en hår tot, en pose slik vs. en slikpose I afsnit 4.10 blev det nævnt at adjektiver kan optræde som om de var substantiver. I sådanne tilfælde udgør de faktisk kernen i en ordgruppe der på alle måder har strukturen af et substantival og de samme syntaktiske muligheder som et ægte substantival. Derfor betragter jeg sådanne ordgrupper som substantivaler, ikke adjektivaler: de mange studerende, det nødvendige onde, osv. Som det er flere gange blevet bemærket, akkompagneres substantivaler ofte af adpositionaler. Da jeg betragter adpositionaler som markeringselementer der markerer et substantivals funktioner, hører adpositionalet med til substantivalet. Derfor ville det være rimeligt at oprette kolonner for adpositionaler i substantivalskemaet, hvilket faktisk er gjort i nogle fremstillinger. Således kunne et præpositional eller et circumpositionals første del betragtes som præled 7, og et postpositional eller et circumpositionals sidste del som postled 4. Almindeligvis ser jeg dog bort fra adpositionaler i mine analyser af substantivaler fordi adpositionaler ikke har noget at gøre med et substantivals interne struktur. Adpositionalet viser nemlig substantivalets funktion udad, i forhold til andre elementer i en sætning. Da substantiver antageligt findes i alle sprog, findes der også substantivaler i andre sprog end dansk, men de har ikke nødvendigvis den samme struktur. Den hyppigste forskel er at et adjektivals normale placering er som postled, ikke som præled (fx i fransk). Vietnamesisk placerer ikke kun adjektivaler (for så vidt de overhovedet eksisterer der), men også numeralialer efter kernen. Til gengæld har fx tyrkisk kun præled og slet ikke nogen sætningsformede adled Adjektivaler

81 Det umiddelbare præled i et adjektival er et adverbial eller et substantival med et adpositional. Dernæst kan der være et yderligere præled der er udgjort af et substantival, markeret oftest med et adpositional. Postleddet i et adjektival er enten et substantival med adpositional eller en sætning. Adjektivaler i dansk Præled 2 Præled 1 Kerne Postled Substantival (fortrinsvis Adverbial, substantival med adpositional, Adjektiv Ledsætning, substantival med adpositional) substantival med numeralial med end eller som 1. klog 2. betagende smuk 3. så smuk at det næsten ikke er til at fatte 4. klogere end de fleste 5. klogere end de fleste tror 6. så smuk som et ellokomotiv 7. helt vildt betagende 8. for ham næsten ufattelig 9. over for sin søn i temmelig høj grad illoyal 10. så skøn som man overhovedet kan forestille sig 11. dengang ufattelig dyr kilo tung 14. fem uger længere Bemærk at ordene end og som kan indlede både sætninger og substantivaler som postled i et adjektival. Det er årsagen til at de betragtes både som en subjunktion og en præposition. De modificerer begge kernen. Kernen i et substantival der sammen med et numeralial udgør præled 1, skal være en måleenhed. Sådan et præled 1 i adjektivaler ligner præled 3 i substantivaler. Der kan forekomme flere forskellige led inden for den kolonne der hedder Præled 1. Fx er dengang i det sidste eksempel en angivelse af tid, men ufattelig en angivelse af grad. I eksempel 3, 6 og 10 kalder man så et korrelat fordi det nødvendigvis forekommer sammen med (korrelerer med) postleddet. Sagt med andre ord kan postleddene i disse eksempler ikke forekomme uden så som præled. I eksempel 6 kan man godt undvære så, men det er atypisk sprogbrug. Når et adjektival er bygget ind i et substantival, står adjektivalets postled efter kernesubstantivet og dettes eventuelle ordgruppeformede postled, dvs. adskilt fra sin kerne. Adjektivaler som præled i substantivaler Andre præled i substantivalet Præled 2 i adjektivalet Præled 1 i adjektivalet Kernen i adjektivalet Kernen i substantivalet og ordgruppeformede postled i substantivalet Postled i adjektivalet 1. en så smuk grotte at det næsten ikke var til at fatte 2. den meget klogere pige end sine søstre 3. et for ham meget sværere spørgsmål om grammatik end han ventede I modsætning til substantivalerne, hvor kongruens viser at substantivet er kernen, er der i (danske) adjektivaler ikke noget morfologisk der viser at adjektivet er kernen Verbaler

82 Kernen i et verbal (verb phrase) er altid det første verbum. Med andre ord er der aldrig et præled i verbaler. Et andet særtræk ved verbaler i forhold til de andre ordgrupper er at verbaler er den ordgruppe i dansk der oftest er opsplittet, dvs. postleddene står adskilt fra kernen. Postleddene i et verbal er nonfinitte verber. Postleddene kan selv være komplekse, indeholdende et postled. Et postleds kerne består af et nonfinit verbum, der styres af dette postleds kerne; dvs. kernen til postleddet bestemmer formen af kernen i postleddet, om den skal være infinitiv eller perfektum participium. Se afsnit herom. En anden, lettere, måde at anskue situationen på er at et verbum styrer formen af det verbum der står umiddelbart til højre for det inden for verbalet. Der kan i princippet være et uendeligt antal lag af postled i et dansk verbal, men der er yderst sjældent flere end tre. Verbaler i dansk Kerne Postled 1 Kerne Postled 2 Kerne Postled 3 Kerne Postled 4 Kerne 1. læser 2. har læst 3. vil læse 4. har villet læse 5. vil have læst 6. ville have kunnet læse 7. ville kunne have læst 8. må kunne være blevet læst 9. ville have kunnet blive læst Styrelsesforholdet i et verbal hvorudfra i denne fremstilling kernen er bestemt modsiger det princip at kernen betydningsmæssigt er det vigtigste element i en ordgruppe. Det normalt betydningsmæssigt vægtigste element er nemlig det sidste verbum i et verbal, der af den grund ofte kaldes hovedverbet eller det leksikalske verbum. De andre verber er bare hjælpeverber der angiver forskellige grammatiske forhold, og supplerer dermed bøjningsmorfologien. Dog har kernens form, om det er finit eller nonfinit, afgørende indflydelse på verbalets anvendelsesmuligheder syntaktisk set. Kun kernen i et verbal kan være finit, de andre verber skal være nonfinitte. Afhængig af kernens finithed taler man om finitte hhv. nonfinitte verbaler. Kun finitte verbaler kan forme helsætninger, nonfinitte verbaler kan kun i dansk forme ledsætninger. Lige præcis fordi det første verbums finithed har afgørende betydning for verbalets anvendelsesmuligheder og pga. styrelsesforholdet fra venstre til højre, er det berettiget at betragte det første verbum i verbalet som kernen i verbalet til trods for at det måske kun har en underordnet funktion betydningsmæssigt. Bemærk at det kun har lidt eller ingen indflydelse på verbernes betydning om de er kerne eller postled i verbalet eller hvilket postled de er. Hovedverber henviser således til den samme foregang uanset om de udgør verbalet alene eller de er kombineret med fem hjælpeverber. Så både belønner og har måttet ville kunne blive belønnet henviser til den samme slags belønningsforegang. Det unægteligt søgte lange verbal skal udtrykke at subjektet antages at have haft lyst til at kunne blive belønnet. Blive og være som passivs hjælpeverber påvirkes heller ikke af deres placering, så har måttet ville kunne blive belønnet er lige så passiv som blev belønnet. De andre hjælpeverber bibeholder også stort set deres betydning uanset placering inden for verbalet, men ved dem sker der

83 mindre betydningsændringer afhængig af om de er finitte eller nonfinitte. Så have og være som temporalt hjælpeverbum kan kun udtrykke deiktisk tidsreference når de er finitte; når de er nonfinitte kan de kun udtrykke tekstuel tidsreference. Ligeledes kan ville kun udtrykke fremtidsreference, eftertidsreference og kontrafaktualitet når det er finit; når det er nonfinit, kan det kun udtrykke vilje eller ønske. Tidsreference og kontrafaktualitet uddybes i kapitlet om grammatiske kategorier. I nogle fremstillinger regner man også partikler (retningsadverbier og præpositioner) med som en del af verbalet som et yderligere postled. Fx kunne man betragte partiklen, retningsadverbiet, op som postled i verbalet ville have læst op. Argumentet for at betragte partiklen som en del af verbalet er at partiklen og hovedverbet sammen former én betydningsenhed: at læse op er noget andet end at læse. Det at partiklen gør en forskel er endnu tydeligere ved fx verbet slå, hvor udtrykket slå op (fx med sin kæreste) har en helt anden betydning end verbet alene som fx slå nogen. Men til trods for at partiklen kan have stor indflydelse for verbalets betydning, vil jeg ikke regne den med som del af verbalet. For så skulle man undertiden også regne andre elementer med som dele af verbalet. Fx har læse op synonymet læse højt (fx i Han læste højt/op for børnene). Herudfra skulle højt også betragtes som postled. Men syntaktisk er det et mådesadverbielt led, ligesom hurtigt eller tydeligt i Han læste hurtigt/tydeligt for børnene. Man kunne argumentere at der er forskel på om læse højt betyder læse op (med normal stemmeføring) eller læse råbende. I det første tilfælde kunne man regne højt for postled i verbalet, i det andet tilfælde som et selvstændigt mådesadverbielt led. Men da der ikke er nogen morfo-syntaktisk forskel på de to tilfælde, mener jeg det er mest hensigtsmæssigt at beskrive dem ens i en syntaktisk analyse. Hvis man lagde betydningen til grund for den syntaktiske analyse, skulle man nogle gange også regne fx et direkte objekt som postled i verbalet. Eksempelvis har betydningen af stille træskoene intet at gøre med stille eller træsko, det betyder ganske enkelt at gå hen og dø. Så ud fra den betydningsmæssige skulle træskoene betragtes som postled i verbalet. Imidlertid opfører træskoene sig syntaktisk præcis som alle andre direkte objekter, så jeg kan ikke se nogen grund til at give dem en syntaktisk særbehandling. Men selv om jeg ikke regner partikler for at være en del af verbalet, er de relaterede til verbalet. Derfor kaldes de verbalpartikler. Tilstedeværelsen af en partikel er bestemt af hovedverbet. Nogle hovedverber, fx stole, kan slet ikke forekomme uden en partikel (på) mens partiklen er valgfri ved andre verber, fx læse [op/ind]. Valgfrihed betyder dog ikke at det er ligegyldigt om partiklen er der eller ej, eller at det er ligegyldigt hvilken partikel man vælger, for partikler bidrager altid med en eller anden betydningsnuance. Det kan være problematisk at betragte præpositioner som verbalpartikler eftersom præpositioner syntaktisk står sammen med et andet led end verbalet. Dvs. det er kontroversielt om en præposition hører til verbalet (postled i det) eller hører sammen med det led som den står foran ( styrer ). En præposition betragtes som verbalpartikel når den er krævet af verbet, men som ikke-verbalpartikel når verbet ikke har indflydelse på (valget af) præpositionen. Fx kræver verbet stole at det er præpositionen på der indleder det led som udtrykker hvem/hvad tilliden gælder. Man kan simpelthen ikke vælge en anden præposition til dette formål. Men verbet gå har ingen indflydelse på hvilken præposition man vælger for at markere det led der udtrykker det sted som gangen angår: Man kan gå i, på, under, over, forbi, om(kring), ved, etc. et eller andet. Så ved verber som stole er præpositionen en verbalpartikel, men ved verber som gå er den ikke. Det skal dog bemærkes at selv om både retningsadverbier og præpositioner kan betragtes som verbalpartikler, opfører de sig ganske anderledes syntaktisk. Retningsadverbier står altid det samme sted i en sætning (se sætningsskemaet i 6.1), men præpositioner står altid sammen med det led de markerer (bortset fra de såkaldte strandede præpositioner, se kapitel 5). Hovedverbum+partikel-kombinationen betragtes ofte som en løs sammensætning (jf. afsnit ). Verbet og partiklen kan ofte sættes sammen til et ægte kompositum. I nogle tilfælde har

84 sådan et kompositum stort set den samme betydning som den løse sammensætning (der kan dog være syntaktiske forskelle): Han skrev under på dokumentet ~ han underskrev dokumentet, De stjal alle hendes penge fra hende ~ De frastjal hende alle hendes penge, Hun skrev alt ned i sine noter ~ Hun nedskrev alt i sine noter. Men i nogle tilfælde har den løse sammensætning en helt anden betydning end kompositet: Hun stod på bussen vs. Hun påstod at hun kørte med bussen. Verber kan med hensyn til deres interaktion med partikler deles op i fire grupper: (i) de verber der ikke kan undvære en partikel, fx stole på; (ii) de verber der udtrykker noget ganske andet med en partikel end uden partikel, fx lede vs. lede efter; (iii) de verber der kan forekomme med/uden en partikel uden betydningsforskel, fx læse (i); (iv) de verber der ikke kan forekomme sammen en partikel, fx validere. Der er ikke mange verber i dansk der hører til gruppe iv. Hvad angår gruppe ii, er der forskel på hvorvidt betydningen af verbum+partikel afviger fra betydningen af verbet alene. Fx synes lede efter ikke umiddelbart at være beslægtet med lede betydningsmæssigt. Derimod er betydningen af stige på synligt afledt af stige. Hvad angår gruppe iii, skal det bemærkes at der er forskel på om man læser en avis eller læse i en avis. Grunden til at jeg skriver at der ikke er en betydningsforskel, er at både læse og læse i henviser til den samme slags handling (samme foregang), forskellen på de to udtryk er hvordan man anskuer forløbet af handlingen (aspektualitet). Det skal også bemærkes at det samme verbum kan høre til både gruppe ii og iii. Fx er der ikke nogen konceptuel forskel på om man skriver eller skriver på et dokument (dokument er her forstået som indholdet, ikke som et stykke papir), men det er noget andet at skrive under på det, altså at tilslutte sig til dokumentets indhold Adverbialer Adverbialers struktur er næsten den samme som adjektivtalernes. Adverbialers skema Præled Kerne Postled 1. hurtigt 2. hurtigere end lynet 3. så hurtigt som et rumskib 4. aldrig så hurtigt som kun en idiot ville køre 5. helt ind 6. så kedeligt at det ikke er til at holde ud 7. på sin vis ganske meget irriterende 8. der hvor ingen har været før Der er dog den forskel at adverbialerne mangler det yderste præled som adjektivtalerne har, og at adverbialer også kan indeholde relativsætninger som postled. Det kan adjektivaler ikke; på det område ligner adverbialer til gengæld substantivaler Numeralialer Numeraler (kardinaler) kan kombineres med hinanden for at forme numeralialer. Kernen er det numerale der benævner den matematisk set mest signifikante talenhed. Hertil føjer man præled der tæller denne talenhed, og postled der angiver mindre signifikante talenheder med deres præled-

85 tællere og postled-endnu-mindre-signifikante talenheder. Da tallene er uendelige kan et numeralial være uendeligt kompleks. Som yderste præled kan numeralialer indeholde (i) adverbier som over, under, næsten, cirka o.l. der markerer at mængdeangivelsen er upræcis, og (ii) substantivet nummer når numeralialet angiver position i en række. Desuden kan man med præpositionen mellem kombinere to numeralialer for at angive et interval kan analyseres som følger to millioner fem hundrede syvogtres tusinde fire hundrede niogfirs prl kl pol prl kl pol prl kl pol prl kl pol Ved at sætte enerne foran tierne bryder dansk og nogle andre sprog princippet om at mindre signifikante talenheder skal stå til højre for mere signifikante. I afsnit 4.15 blev det nævnt at numeraler kan optræde som om de var substantiver. I sådanne tilfælde udgør de faktisk kernen i en ordgruppe der ellers på alle måder har strukturen af et substantival, og som kan optræde i alle de funktioner som et almindeligt substantival kan. Derfor betragter jeg sådanne ordgrupper som substantivaler, ikke numeralialer: Denne fornøjelse er kun for de få; jeg vil gerne have ti, osv Adpositionaler Adpositionaler er bygget op omkring adpositioner på dansk typisk præpositioner som kerne. Som oftest består et adpositional alene af kernen, dvs. en adposition udgør alene en ordgruppe, et adpositional. Undertiden kan der dog forekomme adverbialer som præled, fx i helt hen til (huset), hvor til modificeres af helt hen. Traditionelt siger man at præpositioner styrer det led som de står foran. Hvis man viderefører den tanke, styrer et adpositional det led som det står sammen med, fx styrer et præpositional det substantival som det står foran. Sådan en anskuelse lægger op til at betragte adpositonalets styrelse som postled i præpositionalet eller som præled i postpositionalet. (I et circumpositional, fx for siden, ville man så skulle tale om et inled.) Men jeg mener ikke at et adpositional styrer noget som helst. Jeg betragter adpositionaler blot som markeringselementer, på lige fod med kasusaffikser, som markerer et leds funktioner, fx det at et substantival er et postled i forhold til en kerne (mere herom i afsnit 12.3). Adpositionaler står typisk sammen med deres styrelse, dvs. præpositionaler foran denne, postpositionaler efter denne og circumpositionaler omkring denne. Ikke desto mindre er det muligt, i hvert fald i dansk og nogle andre sprog, at adskille adpositionalet fra styrelsen, fx i Det ved jeg ikke noget om, hvor det er adskilt fra om. Adpositionaler forekommer oftest sammen med substantivaler (på denne mærkelige måde), men af og til kan de også kombineres med et adverbial (indtil nu) og endda med et led der allerede er forsynet med et adpositional (til på lørdag) Ordgrupper som sætningsled Nu har vi set at ord indgår i grupper og fungerer som led i disse ordgrupper: et enkelt ord som ordgruppens kerne, de andre ord som ordgrupper der er adled til kernen. Ordgrupperne kan i princippet

86 kombineres med hinanden uendeligt for at forme ordgrupper med større kompleksitet. Der kan endda indgå sætninger som led i ordgrupperne. Grundlaget for kombineringen af ord til en ordgruppe er at ordene samlet former én betydningsenhed, hvor alle ordene bærer en del af den samlede betydning. Dvs. alle ordenes betydning er underordnet den samlede betydning. Denne betydningsenhed har funktionen at henvise til et eller andet fænomen i verden: en genstand, en egenskab, en foregang, en omstændighed, osv. Når en ordgruppe ikke indgår i en anden ordgruppe betydningsmæssigt, er man nået til et sætningsled. Et sætningsled indgår også i en større enhed, men den større enhed er ikke en ordgruppe, men en sætning. Den selv samme ordgruppe kan være både et led i en større ordgruppe og udgøre et selvstændigt sætningsled selv, dog selvfølgelig ikke på samme tid: (1) Hendes dejlige kæreste i England er syg. (2) Hendes dejlige kæreste er i England. I sætning (1) er substantivalet England blot et postled i substantivalet hendes dejlige kæreste i England, men et sætningsled i (2). Dette kan vises med erstatningsprøven. (3) Han er syg. (4) Han er. (5) Han er der. (3) er kvasiækvivalent med (1), men (4) er ikke på nogen måde ækvivalent med (2), det er (5) til gengæld. De fleste ordgrupper kan fungere både som led i større ordgrupper og som sætningsled. Men artikler kan kun forekomme i substantivaler, og finitte verbaler og subjunktionaler kan kun være sætningsled. Adpositionaler betragter jeg ikke som selvstændige sætningsled, men som elementer til at markere andre led med. Den hyppigste ordgruppe er substantivalerne både på sætningsplan og sætningsledsplan, ofte akkompagneret med et adpositional. Når et adjektival forekommer som præled i et substantival, siger man at det er brugt attributivt; når det er et sætningsled, fungerer det prædikativt. Analysen i sætningsled vanskeliggøres ofte af at syntaksen er tvetydig. I Jeg har mødt hendes dejlige kæreste i England er det ikke umiddelbart indlysende om i England er et postled eller et sætningsled. For sætningen kan tolkes både som jeg har mødt hendes dejlige kæreste der bor i England, og mødet fandt sted hvor som helst (postled) og som jeg har mødt hendes dejlige kæreste, der bor hvor som helst, og mødet fandt sted i England (sætningsled). I sådanne tilfælde er det kun sammenhængen hvis man er heldig der kan afgøre hvilken fortolkning og dermed hvilken analyse der er den rigtige. I det næste kapitel skal vi se nærmere på hvordan en sætning ser ud og hvilke sætningsled der kan forekomme i den.

87 Kapitel 6 Syntaks II: Sætningsled og sætninger I Kapitel 5 er det vist hvordan man konstruerer ordgrupper og at man bruger ordgrupper som sætningsled. Nu kan vi se på hvordan man konstruerer sætninger af sætningsled. Ifølge rekursivitetsprincippet kan sætningsled også udgøres af sætninger (ledsætninger): de substantiviske ledsætninger, de neutrale ledsætninger og de frie relativsætninger. De forskellige ledsætningers beskaffenhed bliver beskrevet i afsnit 7.5. Men hvornår taler man egentlig om en sætning? Desværre er det sådan at selv om sætning er et centralt begreb i grammatik, er der ikke nogen entydig og fyldestgørende definition på dette begreb. Der er to hovedtilgange til at definere en sætning: en formel og en funktionel. En formel definition kræver at der skal være nogle bestemte basale sætningsled (et verballed som absolut minimum) til stede for at man kan tale om en sætning. En funktionel definition siger at en sætning er en sproglig enhed der udtrykker en tanke. En tredje, praktisk anlagt definition siger at en sætning er hvad der står mellem to punktumer (evt. udråbstegn eller spørgsmålstegn). Men denne definition forudsætter jo at man i hvert fald ubevidst har adopteret en af de to første definitioner. I praksis svarer denne tredje definition mest til den funktionelle definition. Den formelle og funktionelle definition stemmer ofte over ens på den måde at de begge ofte vil identificere den samme størrelse som sætning. Men der findes også mange størrelser som er sætninger efter den ene definition, men ikke efter den anden. (1) Kommer du i morgen? (2) Ja. (3) Farveløse grønne ideer sover rasende. 29 (1) er en sætning efter begge definitioner, men (2) kun efter den funktionelle og (3) kun efter den formelle (sætningen er jo nonsens). Det viser sig at man i sprogbeskrivelsen faktisk har brug for begge definitioner selv om de nogle gange modsiger hinanden. Udvejen på dette problem er at man anvender de to definitioner på to forskellige analyseniveauer: den formelle i syntaks, den funktionelle i pragmatik. For at gøre anvendelsen af de to definitioner tydeligere kalder jeg de størrelser som adlyder den formelle definition for sætninger (sentence eller clause) og de størrelser der adlyder den funktionelle definition for ytringer (utterance, evt. sproghandlinger (speech act)). Således er en sætning ofte også en ytring, og en ytring en sætning, men ikke altid Sætningsskema Når man har studeret tilstrækkelig mange danske sætninger, viser det sig at de har en bestemt struktur. Sætningerne kan anskues som havende bestemte pladser hvor der kan stå bestemte sætningsled. Denne struktur kan anskueliggøres i et skema hvor kolonnerne svarer til de pladser der indeholder bestemte slags sætningsled. Én kolonne kan godt indeholde forskellige slags ordgrupper eller sætningstyper. Årsagen hertil er at det viser sig at forskellige slags ordgrupper og sætninger kan have den samme funktion. Desuden kan visse kolonner indeholde flere sætningsled. Det skyldes at sætningsskemaet er forenklet ved at flere sætningsled er slået sammen fordi de på en eller anden måde ligner hinanden. Det skal dog bemærkes at disse led på andre måder er forskellige fra hinanden, hvorfor de hver især burde have deres egen kolonne. Men så ville sætningsskemaet være meget langt. Dette gælder kolonne 6, 14 og 16. På den anden side skal sætningsskemaet kunne rumme alle 29 Berømt eksempel fra Noam Chomsky (1965). Orig.: Colorless green ideas sleep furiously.

88 danske sætninger uanset deres kompleksitet. Dvs. skemaet viser danske sætningers samlede maksimale kompleksitet. Men da ingen sætning i sig selv kan nå denne maksimale kompleksitet, opstår der altid huller når man placerer sætninger i skemaet. Sætningsskemaet Kolonne Alle ordgrupper og ledsæt sætninger undtagen det finitte verbum 1. Kommer du Finit verbum Substantival Substantival bestående af et tryksvagt personligt pronomen i oblik kasus Substantival bestående af et tryksvagt personligt pronomen i oblik kasus Adver verbialer, Substantivaler med adpositional, (sjældent) substantivaler, adjektivaler, neutrale ledsæt sætninger Substantival der indeholder det negative pronomen Nonfinitte verber 8. Han ville have kunnet sende 12. De har tilmeldt ledt hende sig mange breve. gram matik Telia. 2. Spis din mad! 3. Farveløse grønne ideer sover 4. Manden sover 5. Hun har givet ham mange gode ideer. 6. Mange har hun givet ham. gode ideer 7. Han ville have mange kunnet breve sende rasende. snorkende. 9. Hun har forgæves 10. Aldrig før har vi skullet stå 11. Hun har hele studeret sit liv ihærdigt op i morgen? til hende. efter sin nøgle alle steder. så tidligt pga. sin interesse for sprog. Substantival Substantival Adverbial, Substantival med adpositional Adjektival, substantival Partikel Substantivaler med adpositional, adverbialer, (sjældent) substantivaler, adjektivaler Substantivisk ledsæt sætning Neutrale ledsætninger

89 Kolonne Alle ordgrupper og ledsæt sætninger undtagen det finitte verbum Finit verbum Substantival Substantival bestående af et tryksvagt personligt pronomen i oblik kasus Substantival bestående af et tryksvagt personligt pronomen i oblik kasus Adver verbialer, Substantivaler med adpositional, (sjældent) substantivaler, adjektivaler, neutrale ledsæt sætninger Substantival der indeholder det negative pronomen Nonfinitte verber 13. Man har frataget 14. Hendes mand er 15. Han har jo intet kunnet fortæl- 16. Arbejdet 17. Hendes mand har efter al sandsynlighed ham hans kommando. syg le. gjort ham syg. har altid lukket døren høfligt op for hende. 18. Hun gav ham den ikke. 19. Hvorfor gav hun ham den ikke? 20. Han har altid givet hende den. 21. Manden ville drikke sig hurtigt fuld. 22. Han er blevet udnævnt 23. Hun kan simpelthen ikke stole til direktør. på ham. Substantival Substantival Adverbial, Substantival med adpositional Adjektival, substantival Partikel Substantivaler med adpositional, adverbialer, (sjældent) substantivaler, adjektivaler Substantivisk ledsæt sætning Neutrale ledsætninger Det skal bemærkes at det her anførte sætningsskema kun gælder helsætninger (hovedsætninger). Ledsætninger (underordnede sætninger) fordrer konstruktionen af et noget anderledes sætningsskema (afsnit 7.3). Det er bemærkelsesværdigt at det overhovedet er muligt at lave et sætningsskema for dansk. Det er ikke muligt for alle sprog. Selv i de sprog for hvilke det er muligt at konstruere et sætningsskema (fx engelsk), ser skemaet anderledes ud end det danske. Det er muligt at lave sætningsskema for dansk fordi dansk har fast ledstilling, dvs. sætningsleddene skal komme i en bestemt rækkefølge. Der er godt nok mulighed for at variere ledstillingen vha. kolonne 1 der kan indeholde næsten alle slags led men muligheden er stærkt begrænset. Et sprog med fast ledstilling kalder man et konfi-

90 gurationelt sprog. Andre sprog, fx ungarsk, har fri(ere) ledstilling, hvorfor det er umuligt at lave et sætningsskema for et sådant sprog. Sådanne sprog kalder man også nonkonfigurationelle. Det er nu temmelig besværligt og udfordrende for den menneskelige hukommelse at omtale kolonner i sætningsskemaet med tal. Derfor indfører jeg forkortelser som navne på de enkelte kolonner. Dette er kutyme, andre forskere har også givet sådanne navne til kolonnerne i deres sætningsskemaer. På denne måde bliver det noget lettere at beskrive lighederne og forskellene mellem hel- og ledsætninger og mellem mine sætningsskemaer og andre forskeres sætningsskemaer. Desuden vil placeringen af sætningsled også spille en rolle i beskrivelsen i de senere kapitler i bogen. Den følgende tabel præsenterer navnene på sætningsskemaets kolonner. Listen bliver udvidet en lille smule i afsnittet om ledsætninger (7.3) fordi der er nogle sætningsled og dermed kolonner der kun forekommer i ledsætninger. Desuden bliver der tilføjet yderligere kolonner i afsnittet om det udvidede sætningsskema (Kapitel 8). Betegnelser til sætningsskemaets kolonner 1. F (af fundamentfelt, nogle steder kaldes det forfelt) 2. v (af verbum) 3. s (af subjekt) 4. l-o2 (af letled) 5. l-o1 6. a (af adverbielt led) 7. neg (af negation) 8. V (af verbum) 9. O2 (af objekt) 10. O1 11. M (af mådesadverbielt led) 12. P (af prædikativ) 13. part (af partikel) 14. Obl (af oblikt led) 15. Sb-sætn (af substantivisk ledsætning) 16. Neu-sætn (af neutral ledsætning) Jeg har prøvet at holde mig så tæt som muligt til de betegnelser som allerede findes i litteraturen om sætningsskemaer. Derfor har jeg beholdt forkortelserne v for finit verbum og V for den nonfinitte del af verbalet selv om det nok ikke er så hensigtsmæssigt idet lille v og stort V let kan forveksles. Ellers har betegnelserne noget at gøre med hvad der kan stå i den givne kolonne materiale- eller funktionsmæssigt. Men allerede her skal det bemærkes at disse betegnelser kun er vejledende. Fx er de led der står i Obl ikke nødvendigvis oblikke selv om de er det som oftest. Oblikt led vil sige et led der er forsynet med en adposition. Mere om ledmateriale og placering i afsnittet om sætningsleddene (6.2) og afsnittet om alternative sætningsskemaer (8.2). Grunden til at l-o2 kommer før l-o1, og O2 før O1 er at den type led der står i hhv. l-o1 og O1 er relativt hyppigere forekommende end den type led der står i hhv. l-o2 og O2. I andre fremstillinger henviser man til kolonnerne i sætningsskemaer som felter. Heraf stammer også betegnelsen feltanalyse. Med fremmedord kalder man feltanalyse en topologisk analyse af det græske ord topos = sted. I nogle tilfælde, fx i ja/nej-spørgsmål, starter en sætning med det finitte verbum. Man kunne i sådanne tilfælde mene at det finitte verbum er flyttet frem i F, men beskrivelsen af syntaksen bliver mere systematisk hvis man antager at F er tomt i et sådant tilfælde. Det vender jeg tilbage til i be-

91 skrivelsen af helsætningstyper i afsnit 7.1. Da det finitte verbum således altid står i v, kolonne 2, kalder man dansk for et V2-sprog. Andre V2 sprog er fx tysk og hollandsk. l-o2 og l-o1 kan kun udfyldes med tryksvage personlige pronominer i oblik kasus (mig, dig, ham, hende, den, det, os, jer, dem, Dem) og tryksvagt refleksivpronomen (sig). En yderligere betingelse for udfyldelsen af disse kolonner er at V være tomt. Dvs. verbalet må ikke indeholde nonfinitte verber. Man plejer at beskrive denne særplacering af tryksvage personlige pronominer som fremflytning: Når pronominerne er tryksvage rykkes de frem til subjektet. Det at tryksvage pronominer placeres anderledes end trykstærke pronominer eller substantivaler er ganske almindeligt i sprog. På fransk står substantiviske objekter efter verbet, men pronominelle objekter før verbet: Pierre aime Joséphine, Pierre l aime. (Pierre elsker Josephine, Pierre elsker hende.) I andre sprog, fx tysk kan tryksvage pronominer endda rykkes helt frem til starten af en sætning (i ledsætninger): Ich weiß nicht, ob sich der Junge geschlagen hat. (Jeg ved ikke om drengen har slået sig.) Feltet neg kan kun udfyldes med substantivaler der indeholder eller udgøres af negativpronomenet (ingen/intet). Nægtelsen ikke placeres i a eller i neg. I a og Obl kan der godt stå substantivaler uden adpositional, men kun hvis de udtrykker tid eller sted, fx Han har hele tiden haft vanskeligheder med sætningsskemaet. Sb-sætn og Neu-sætn indeholder de såkaldte ledsætninger. De bliver beskrevet nærmere i det næste kapitel, men jeg vil kort nævne her at der findes to hovedtyper, nemlig substantiviske ledsætninger og neutrale ledsætninger. Substantiviske ledsætninger starter med at, om eller en ordgruppe der indeholder et hv-ord. Neutrale ledsætninger starter med en af de andre subjunktioner, fx når, fordi, hvis (dersom), eftersom, da Vægtprincippet Læg mærke til at umarkerede led, dvs. substantivaler uden adpositional har en tendens til at stå i midten af en sætning mens markerede eller oblikke led (substantivaler med adpositional) og især ledsætninger har en tendens til at blive placeret længst mod højre i en sætning. Men der er kun tale om en tendens som man godt kan bryde. Men det har stor betydning for stil. Man kalder fænomenet for vægtprincip. Navnet skyldes at sætningsled anses for at have vægt: Der er lette led og tunge led. Hvor meget et sætningsled vejer, kan man ikke måle præcis, men den følgende tabel fungerer vejledende. Det er sætningsleddets materiale der giver leddet sin vægt. Sætningsleds vægt Vægt Materiale Eksempel Let pronomen jeg, dig ordgruppe uden adpositional eller manden, den smukke prinsesse ledsætning ordgruppe med adpositional for manden, fra den smukke prinsesse ordgruppe med ledsætning manden, som ledte efter prinsessen; den smukke prinsesse som var låst inde i tårnet Tungt ledsætning at han var en helt, hvis hun blev fundet Dansk er et sprog der foretrækker bagvægt. Dvs. tunge led placeres mest naturligt i højreside af en sætning, altså hen imod slutningen af sætningen. Det er denne vægtfordeling som sætningsskemaet umiddelbart antyder, som bemærket ovenfor. Bemærk at vægtprincippet ikke kun gælder på sætningsplan, men også på ordgruppeplan. Det er derfor at fx substantivaler har tunge led som postled, hvorimod præleddene er typisk lette.

92 Men højrevægt er ikke en nødvendighed for danske sætninger eller ordgrupper. Man kan sagtens formulere sig med forvægt, dvs. med de tunge led i sætningens/ordgruppens start. Men dette har den konsekvens at teksten føles tungere og er typisk sværere at forstå. Sml. eksemplerne i tabellen. Forvægt vs. bagvægt Bagvægt manden, som ledte efter prinsessen den smukke prinsesse som var låst inde i tårnet Min mor siger at jeg er nødt til at blive hjemme fordi jeg skal forberede mig til eksamen. Forvægt den efter prinsessen ledende mand den i tårnet indelåste smukke prinsesse At jeg er nødt til at blive hjemme fordi jeg skal forberede mig til eksamen, siger min mor. Ordgrupper med forvægt kan lyde decideret udanske. Man kan også have midtvægt, når ledsætninger er placeret i a: Jeg vil hvis det ikke regner i morgen og det er varmt nok, tage på en skovtur. Midtvægt gør også tekster sværere at forstå. Som nævnt ovenfor har vægtfordeling indflydelse på stil. Naturlig, fortællende stil har bagvægt mens kancellisproget og til dels videnskabelige tekster typisk har for- og/eller midtvægt. Men der findes sprog der har et anderledes vægtprincip end dansk. Selv det tæt beslægtede tysk har en større tolerance over for forvægt end dansk, mens sprog som tyrkisk har ligefrem forvægt som den naturlige vægtfordeling. Sprog der foretrækker bagvægt kaldes også right-branching sprog mens sprog der foretrækker forvægt, også kaldes left-branching Sætningsleddene I afsnit 5.2 blev det vist at led kan defineres ud fra det materiale der udfylder dem, den plads de optager i forhold til andre led, deres samspil med andre led og deres muligheder for at undergå transformation. I sprog med veludbygget kasussystem ville definitionen af sætningsled under punktet materiale også indeholde en angivelse af hvilken kasus det substantival der udgør sætningsleddet, står i. Men med døden af kasussystemet er dette kriterium stort set irrelevant for moderne dansk. Til gengæld er det ikke lige meget hvorvidt et sætningsled er markeret med et adpositional. Adpositionaler har nemlig det formål at vise hvilken funktion et led udfylder. Derfor sætter jeg adpositionaler på lige fod med kasusaffikser. Grunden til at jeg ikke principielt skelner mellem substantivaler med og uden adpositionaler som man ellers gør i andre fremstillinger hvor substantivaler med adpositional (præpositionsforbindelser) regnes for en selvstændig type ordgruppe, er at jeg mener at fraværet af et adpositional har præcis den samme funktion som tilstedeværelsen af et sådant: at vise leddets forhold til andre led eller til sætningen som helhed. Med andre ord viser manglende adpositional nogle funktioner mens tilstedeværelsen af adpositional viser andre funktioner. Manglende adpositional er blot det umarkerede tilfælde, ligesom fx singularis og ikke-bestemthed er de umarkerede tilfælde i substantivernes bøjning. Men da der kan etableres flere forhold mellem led end blot to, er det også nødvendigt at kigge på hvad for et adpositional der er til stede. Forskellige adpositionaler markerer nemlig forskellige forhold. Ud fra anvendelsen af de formelle kriterier kan man definere de nedenfor stående sætningsled for dansk. Det vigtigste kriterium for bestemmelsen af sætningsled er transformationsmulighederne,

93 dernæst kommer materiale og samspil; placering spiller en underordnet rolle (den er efter min mening overvurderet i mange fremstillinger). Det er vigtigt at bemærke at transformationerne forudsætter at sætningen ikke ændrer betydning. Dette er noget idealiseret da selv den mindste modifikation ændrer en sætnings betydning på en eller anden måde. Det der her tænkes på som sætningens betydning er sætningens semantiske eller grund-/kernebetydning. Dette er uddybet i kapitlerne om tanken og semantiske roller. Fx betyder Peter har slået Søren og Søren er blevet slået af Peter i grunden det samme selv om der er forskel på de to sætninger mht. at den første fokuserer på hvad Peter har gjort, men den anden på hvad der er sket med Søren. Bemærk endvidere at de transformationer som jeg nedenfor anvender til at definere sætningsled med, ikke er udtryk på at jeg skulle være tilhænger af de såkaldte transformationsgrammatikker. At et givet sætningsled kan transformeres til et andet sætningsled, betyder blot at den samme mening kan udtrykkes i forskellige former, nemlig med forskellige sætningskonstruktioner. Jeg bruger betegnelsen (metaforen) transformation ud fra den betragtning at analysen af en sætning i sætningsled består i at finde ud af hvorvidt og hvordan de enkelte sætningsled kan udtrykkes i form af andre sætningsled, altså hvordan den oprindelige, den analyserede sætning kan formuleres på andre måder samtidig med at beholde den oprindelige mening, dvs. hvilke andre sætningskonstruktioner den oprindelige sætningskonstruktion kan transformeres til. Jeg mener ikke at der er en underliggende fælles struktur, den såkaldte deep structure (dybdestruktur), for de involverede sætninger sådan at alle de involverede sætninger er transformationer af denne struktur. Jeg mener at det der er fælles for sætningerne, er at de udtrykker den samme mening; de er ikke konversioner af en underliggende abstrakt syntaktisk struktur. Det at et led i princippet kan transformeres til et andet led, betyder ikke nødvendigvis at den givne transformation er gangbar i enhver konkret sammenhæng. Dette skyldes netop de nuanceforskelle der opstår ved omformuleringen af en sætning. Selv om disse nuanceforskelle ikke berører sætningens grundbetydning, kan de have afgørende indflydelse på sætningens anvendelse i en konkret sammenhæng. Kapitel 16, Kapitel 18 og Kapitel 19 handler bl.a. netop om disse nuanceforskelle. Materiale henviser til det materiale (ordgruppe eller ledsætning) der kan udgøre det givne led. I listen står sætningsled bestående af en ledsætning adskilt fra sætningsled bestående af en ordgruppe. Nogle led anføres med muligheden for at bestå af flere slags ordgrupper. Man kunne i sådanne tilfælde i princippet arbejde med flere led i stedet for blot ét, men eftersom disse led opfører sig ens med hensyn til både de tungest vejende kriterier samspil og transformation og placering, har jeg valgt at betragte dem som den samme slags led. Placering henviser til den kolonne (evt. de kolonner) i sætningsskemaet der indeholder det givne led. Eftersom næsten alle led kan stå i fundamentfeltet, kan det ved analysen af en konkret sætning være nødvendigt at flytte leddet fra F for at kunne afgøre hvilket led det drejer sig om. Hvis intet andet er angivet, kan et givet sætningsled godt stå i F. Analysen af sætningsled i dette afsnit er udført meget minutiøst (og dermed noget kryptisk) for at vise hvordan man foretager en syntaktisk analyse. Dette eksemplificerer hvordan man kan analysere et sprog som der endnu ikke findes beskrivelser af. Sådan en analyse mangler typisk i eksisterende beskrivelser af dansk fordi man har en tendens til at tage de traditionelle sætningsled for givet. For dem der er mindre interesserede i denne detaljerede definition af sætningsleddene kan det være en fordel først at læse resten af kapitlet og at vende tilbage til den nedenfor stående liste imens eller efter gennemlæsningen af afsnit For at gøre puslespillet lidt mere gennemskueligt har jeg allerede i den her følgende liste over definitionerne angivet de navne som jeg senere vil bruge til de enkelte sætningsled. Diskussionen af

94 og argumentationen for benævnelserne findes efter listen. Definitionslisten kan i øvrigt sammenlignes med et matematisk ligningssystem med mange variabler. Grunden til at jeg har udviklet det nedenfor følgende definitionssystem for sætningsleddene, er at jeg har været utilfreds med de eksisterende beskrivelser af danske sætningsled. Det er især definitionen af det indirekte objekt (hensynsled) som jeg har fundet upræcis eller mangelfuld. Som oftest prøver man at finde sætningsleddene ved at spørge til dem: Grundled kan findes ved at spørge Hvem/hvad verballed og resten af sætningen?, fx Hvem giver konen en blomst? finder Peter som grundled i sætningen Peter giver konen en blomst. Genstandsled findes når man har fundet grundleddet ved at spørge Hvad verballed grundled?, fx Hvad giver Peter?. Svaret på spørgsmålet giver en blomst som genstandsled. Herefter kan man så finde hensynsleddet ved at spørge Hvem/hvad verballed grundled genstandsled for/til?, konkret Hvem giver Peter en blomst til?. Svaret resulterer i konen som hensynsled. Desuden plejer man at sige at hensynsled, som selve navnet antyder, udtrykker nogen som noget bliver gjort for/til. Denne slags spørgen fungerer i og for sig udmærket, men så mangler der spørgsmål til adskillige sætningsled i de typiske beskrivelser af dansk. For hvordan spørger man fx til leddet Peter i sætningen Chefen har frataget Peter firmabilen? I mere detaljerede beskrivelser af dansk betragter man det led som indirekte objekt, altså som hensynsled, til trods for at det næppe udtrykker nogen som helst hensyn mod Peter, og til trods for at man ikke kan bruge spørgsmålet Hvem har chefen frataget firmabilen til/for?. Argumentet plejer at være at det indirekte objekt står foran det direkte objekt; det er også hvad alle eksisterende sætningsskemaer fortæller (se afsnit 8.2), ud fra den devise at alle sætningsled har faste pladser i en sætning. Men hvis det er rigtigt, skal Peter i sætningen Moren har tilmeldt Peter Telmore være indirekte objekt. Dette kunne jeg ikke få til at passe. Min fornemmelse sagde at Peter snarere var det direkte objekt og Telmore det indirekte objekt. Dette finder man i øvrigt også frem til vha. at spørge: Hvem har tilmeldt moren? : Peter, Hvem har tilmeldt moren Peter til? : Telmore. Så mit problem var at hverken spørgsmålene til sætningsled eller sætningsskemaerne yder en tilfredsstillende definition af sætningsled i dansk. Så jeg begyndte at lede efter metoder til at kunne definere alle sætningsled præcist og entydigt, helst uden spørgen til leddene, som efter min mening virker noget prævidenskabeligt, og helst uden sætningsskemaet som tydeligvis ikke er entydigt. Resultatet af mine overvejelser findes nedenfor. Jeg hentede især inspiration fra Moravcsik (1984). Led 0 verballed Placering: v og V Materiale: verbal (den finitte del i v, den nonfinitte del i V) Samspil: (I ældre dansk kongruerede dette led med Led 1, Led 12, Led 22 eller Led 33 i numerus, endnu tidligere også i person.) 30 Transformation: Eksempler: (i) Pigen aer sin lillebror. (ii) Lillebroren bliver aet. Led 1 subjekt Placering: s Materiale: substantival 30 I princippet ville dette led også have kongrueret med Led 2 og Led 34, men disse led fandtes formentlig endnu ikke mens der stadig var kongruens i dansk.

95 Samspil: Der er ikke noget adpositional uden styrelse i Obl. (I ældre dansk kongruerede Led 0 med dette led i numerus, endnu tidligere også i person.) Transformation: (i) Kan erstattes med et personligt pronomen i nominativ (i moderne dansk er det kun dette led der på denne måde kan stå i nominativ; alle andre sætningsled kan kun erstattes med et personligt pronomen i oblik kasus). (ii) Hvis verbalet gøres passivt, omformes leddet til Led 25 eller stryges. (iii) Hvis verbalet gøres aktivt, omformes leddet til Led 3, Led 4 og Led 6-Led 8, afhængig af sætningens konstruktion (afhængig af hvad slags verbal der er i sætningen). Eksempler: (i) Pigen har aet sin lillebror. (ii) Lillebroren aedes af sin storsøster. Led 2 subjekt Placering: s Materiale: substantival Samspil: Verbalet skal være passivt. Der skal stå et adpositional i Obl. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres aktivt, bliver leddet til Led 24. Eksempler: (i) Han bliver ikke stolet på af nogen. Led 3 direkte objekt Placering: O1, l-o1 eller neg Materiale: substantival Samspil: Kræver at verbalet er aktivt, men kan gøres passivt; dog hvis led 1 kan transformeres til Led 6-Led 8, skal verbalet være passivt. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres passivt, kan leddet blive til led 1. (ii) Ved at indsætte et præpositional kan leddet gøres til Led 29. Eksempler: (i) Pigen har aet sin lillebror. (ii) Han tilgiver hende det aldrig. (iii) Hun har intet forkert gjort. (iv) Hun blev givet en bog. (v) Han blev frataget sin kommando. Led 4 direkte objekt Placering: O2, l-o2 Materiale: substantival Samspil: Kræver at verbalet er aktivt, men kan gøres passivt. Led 10 skal være til stede i sætningen. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres passivt, bliver leddet til led 1 Eksempler: (i) Hun har tilmeldt ham Telia. (ii) Hvordan tilpasser vi vores sprog learnerens sproglige niveau?

96 Led 5 kognatobjekt Placering: O1 Materiale: substantival Samspil: Kræver at verbalet er aktivt, men kan gøres passivt. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres passivt, bliver leddet til Led 12, led 1 stryges, og Led 21 indsættes. Eksempler: (i) Han døde en grusom død. Led 6 indirekte objekt Placering: O2, l-o2 Materiale: substantival Samspil: Kræver at verbalet er aktivt, men kan gøres passivt; normalt er Led 3 i sætningen. Dog hvis Led 3 er transformeret til led 1, skal verbalet være passivt (eks. ii nedenfor). Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres passivt, kan leddet blive til led 1. (ii) Leddet kan transformeres til Led 26. Eksempler: (i) Vi har givet hende en bog. (ii) Bogen er blevet givet hende. Led 7 indirekte objekt Placering: O2, l-o2 Materiale: substantival Samspil: Kræver at verbalet er aktivt, men kan gøres passivt. Normalt er Led 3, evt. Led 36 eller Led 37 til stede i sætningen. Hovedverbet skal være sammensat med en præposition. Transformationer: (i) Leddet kan blive til led 1 gennem passiveringen af verbalet. (ii) Leddet kan transformeres til Led 28. Præpositionen fjernes da fra hovedverbet. Eksempler: (i) De har frataget ham kommandoen. (ii) Man har pålagt ham store byrder. (iii) Det blev pålagt hende at vaske op. Led 8 indirekte objekt Placering: O2, l-o2 Materiale: substantival Samspil: Verbalet skal være aktivt, men må kunne gøres passivt. Led 3, evt. Led 36 eller Led 37 er normalt til stede. Transformationer: (i) Leddet kan blive til led 1 gennem passiveringen af verbalet. Eksempler: (i) Hun har lært ham mange ting. (ii) De forholdt deres overordnede sandheden. Led 9 indirekte objekt Placering: O2, l-o2 Materiale: substantival

97 Samspil: Led 3 eller Led 14 skal forekomme i sætningen. Transformationer: (i) Leddet kan omformes til Led 27. Eksempler: (i) Det forekommer mig som en god ide. (ii) De har forklaret ham grammatikkens essens. (iii) Grammatik er ham helt ubegribelig. Led 10 indirekte objekt Placering: O1, l-o1 Materiale: substantival Samspil: Led 4 skal være til stede i sætningen. Transformationer: Eksempler: (i) Hun har tilmeldt sit barnebarn spejderkorpset. (ii) Han underkastede sig sin kones vilje. Led 11 indirekte objekt Placering: O2, l-o2 Materiale: substantival Samspil: Verbalet skal være aktivt. Transformationer: Eksempler: (i) Lad tvivlen komme ham til gode. (ii) Han kom os i forkøbet. (iii) Huset tilhører ham. Led 12 egentligt subjekt (ved ekspletivt subjekt) Placering: O1, neg; kan ikke stå i F. Materiale: substantival Samspil: Led 21 skal være til stede. 31 Verbalet skal være passivt eller må ikke kunne gøres passivt. (I ældre dansk kongruerede Led 0 med dette led i numerus, endnu tidligere også i person.) Transformationer: (i) Ved strygning af Led 21, bliver leddet til led 1 (dog afstedkommer denne transformation en betragtelig ændring ved leddets reference, jf. afsnit ). Eksempler: (i) Der sad en pige på bænken. (ii) Der havde ingen mennesker siddet dér før. Led 13 sekundært objekt Placering: O1, neg Materiale: substantival Samspil: Verbalet skal være passivt og må ikke kunne gøres aktivt. Transformationer: Eksempler: 31 Undertiden er Led 21 udeladt: Efter en redegørelse for den bagvedliggende sprogforskning, vil [der] følge en analyse af en konkret interaktion hvor rammen er undervisning i dansk som andetsprog.

98 (i) Ulykken skyldtes hans dumhed. Led 14 subjektsprædikativ Placering: P Materiale: adjektival eller substantival Samspil: Verbalet skal være aktivt og må ikke kunne gøres passivt; eller verbalet skal være passivt og må kunne gøres aktivt. Hvis leddet er et adjektival, kongruerer det med led 1 eller Led 22 i genus og numerus. Hvis leddet er et substantival, kongruerer det i numerus. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres aktivt, bliver leddet til Led 15, og led 1 til Led 3, eller Led 22 til Led 23. (ii) (I ældre dansk stod også dette led i nominativ.) Eksempler: (i) Han er en mand. (ii) Hun ser bedårende ud. (iii) Han forekommer dum. (iii) Han kaldes Batman. Led 15 objektsprædikativ Placering: P Materiale: adjektival eller substantival Samspil: Verbalet skal være aktivt og må kunne gøres til passivt. Hvis leddet er et adjektival, kongruerer det med Led 3 eller Led 23 i genus og numerus. Hvis leddet er et substantival, kongruerer det i numerus. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres passivt, bliver leddet til Led 14, og Led 3 til led 1, eller Led 23 til Led 22. Eksempler: (i) Man kalder ham Batman. (ii) Hun har gjort dette muligt. Led 16 frit prædikativ Placering: Obl, a Materiale: adjektival Samspil: Kongruerer i genus og numerus med Led 1. Transformationer: Eksempler: (i) Hun har glad og lykkelig ryddet op i haven. Led 17 neutralt led Placering: a (kan næppe stå i F; der kan godt argumenteres for en placering i neg, men man kan ikke se nogen forskel på de to placeringer eftersom de to kolonner står lige ved siden af hinanden) Materiale: nægtelsesadverbialer (ikke, næppe) Samspil: Transformationer: Eksempler: (i) I går var vi ikke i biografen.

99 (ii)??ikke har vi været i biografen. Led 18 neutralt led Placering: Obl, a, M Materiale: mådesadverbial, substantival med adposition Samspil: Transformationer: Eksempler: (i) Manden ville drikke sig hurtigt fuld. (ii) Hun elsker dig meget. Led 19 neutralt led Placering: a Materiale: adverbial, substantival med adpositional Samspil: Transformationer: Eksempler: (i) Manden var desværre løbet tør for sprut. Led 20 neutralt led Placering: Obl, a Materiale: substantival med adpositional, substantival med kerne der udtrykker tid eller sted, adverbial Samspil: Transformationer: Eksempler: (i) Der sidder et par på bænken. (ii) Hun har ledt alle steder efter sin nøgle. (iii) Hun har boet derovre i flere år. Led 21 ekspletivt subjekt Placering: s Materiale: der evt. her Samspil: Led 12 skal forekomme i sætningen. Led 12 forekommer dog ikke hvis verbalet er passivt, men kan gøres aktivt. Transformationer: Eksempler: (i) I går faldt der megen sne. (ii) Der må ikke ryges i denne kupe. Led 22 foreløbigt subjekt Placering: s Materiale: det Samspil: Led 35 skal forekomme i sætningen. (I ældre dansk kongruerede Led 0 med dette led i numerus, endnu tidligere også i person.) Transformationer: (i) Hvis Led 35 flyttes til F, stryges dette led. Eksempler:

100 (i) Det er dejligt at I er her. Led 23 foreløbigt objekt Placering: O1, l-o1 (kan næppe forekomme i F) Materiale: det Samspil: Led 37 skal forekomme i sætningen. Transformationer: (i) Hvis Led 37 flyttes til F, stryges dette led. (ii) Kan transformeres til Led 22 gennem passivering af verbalet. Eksempler: (i) Det gode vejr gjorde det muligt at vi kunne komme. Led 24 oblikt direkte objekt Placering: Obl Materiale: substantival med adpositional Samspil: Verbalet skal være aktivt, men skal kunne gøres passivt. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres passivt, mister leddet adpositionalet og bliver til Led 2 mens adpositionalet forbliver i Obl. Eksempler: (i) Man stoler ikke på ham. Led 25 agentivt led Placering: Obl, a Materiale: substantival med præpositionalet af Samspil: Verbalet skal være passivt, men skal kunne gøres aktivt. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres aktivt, bliver leddet til led 1. Eksempler: (i) Lillebroren aedes af sin storesøster. (ii) Hun er blevet givet en bog af os. (iii) Kun én bog blev givet hende af os. (iv) Han blev tilmeldt spejderne af sin mormor. (v) Mange ting er blevet lært ham af hende. (vi) Han er blevet frataget kommandoen af admiralen. Led 26 oblikt indirekte objekt Placering: Obl, a Materiale: substantival med præpositionalet til Samspil: Transformationer: (i) Kan transformeres til Led 6. Eksempler: (i) Vi har givet en bog til hende. Led 27 oblikt indirekte objekt Placering: Obl, a Materiale: substantival med præpositionalet for

101 Samspil: Transformationer: (i) Kan transformeres til Led 9. Eksempler: (i) De har forklaret grammatikkens essens for ham. (ii) Det forekommer som et vanskeligt problem for mig. (iii) Grammatik er ubegribelig for ham. Led 28 oblikt indirekte objekt Placering: Obl, a Materiale: substantival med præpositional Samspil: Transformationer: (i) Kan transformeres til Led 7 ved at sætte præpositionalet sammen med hovedverbet. Eksempler: (i) De har taget kommandoen fra ham. Led 29 oblikt objekt Placering: Obl Materiale: substantival med præpositional Samspil: Transformationer: (i) Kan transformeres til Led 3 ved at fjerne præpositionalet. Eksempler: (i) Han skrev på sin bog. (ii) Han spiste af sin morgenmad. Led 30 oblikt subjektsprædikativ Placering: Obl Materiale: adjektival/substantival med præpositional Samspil: kongruerer så vidt muligt i genus og numerus med Led 1, verbalet skal være passivt, men skal kunne gøres aktivt Transformationer: (i) kan transformeres til Led 31 ved at gøre verbalet aktivt Eksempler: (i) Han anses for dum. (ii) De betragtes som idioter. Led 31 oblikt objektsprædikativ Placering: Obl Materiale: adjektival/substantival med præpositional Samspil: kongruerer så vidt muligt i genus og numerus med Led 3 eller Led 23; verbalet skal være aktivt, men skal kunne gøres passivt Transformationer: (i) kan transformeres til Led 30 ved at ændre verbalet til passiv Eksempler: (i) De anser ham for dum. (ii) De betragter dem som idioter.

102 Led 32 neutralt led Placering: Neu-sætn, a Materiale: neutral ledsætning Samspil: Transformationer: Eksempler: (i) Hvis der er et kopulaverbal i sætningen, kan der ikke forekomme et direkte objekt. (ii) Hun kan, når lysten griber hende, godt støvsuge. (iii) Vi kører så snart skyerne er væk. Led 33 subjekt Placering: F Materiale: substantivisk ledsætning Samspil: Led 22 kan ikke forekomme. (I ældre dansk kongruerede Led 0 med dette led i numerus, endnu tidligere også i person.) Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres passivt, bliver leddet til Led 41. (ii) Hvis verbalet gøres aktivt, bliver leddet til Led 36. (iii) Man kan indsætte Led 22, hvorved leddet bliver til Led 35. Eksempler: (i) At naboen larmer, irriterer mig. (ii) At han er en idiot, betvivles ikke. Led 34 subjekt Placering: F Materiale: substantivisk ledsætning Samspil: Verbalet er passivt, men skal kunne gøres aktivt. Der er et adpositional i F. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres aktivt, bliver leddet til Led 42. Eksempler: (i) At han kommer i morgen, tvivles ikke på. Led 35 egentligt subjekt (ved foreløbigt subjekt) Placering: Sb-sætn; kan ikke stå i F. Materiale: substantivisk ledsætning Samspil: Leddet kræver Led 22 s tilstedeværelse. Transformationer: (i) Ved at stryge Led 22, bliver leddet til Led 33. Eksempler: (i) Det er skønt at man kan svømme i havet. (ii) Det vides ikke om han kommer i morgen. (iii) Det irriterer mig at naboen larmer. (iv) Det betvivles ikke at han er en idiot. Led 36 direkte objekt Placering: Sb-sætn Materiale: substantivisk ledsætning

103 Samspil: Leddet tillader ikke Led 23 s tilstedeværelse. Verbalet skal være aktivt, men skal kunne gøres passivt. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres passivt, bliver leddet til Led 33. Eksempler: (i) Jeg ved ikke om han kommer i morgen. (ii) Han fortalte mig at han gerne ville komme. (iii) Hvem der kommer, ved jeg ikke. Led 37 egentligt objekt Placering: Sb-sætn; kan ikke stå i F Materiale: substantivisk ledsætning Samspil: Leddet kræver Led 23 s tilstedeværelse. Transformationer: (i) Ved at stryge Led 23, bliver leddet til Led 36. Eksempler: (i) Hendes blændende skønhed gjorde det umuligt for ham at tænke. Led 38 subjektsprædikativ Placering: Sb-sætn Materiale: substantivisk ledsætning Samspil: Verbalet skal være aktivt og må ikke kunne gøres passivt. Eller verbalet skal være passivt og skal kunne gøres aktivt. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres aktivt, bliver leddet til Led 39, og Led 1 bliver til Led 3. Eksempler: (i) Planen er at vi tager på en udflugt op i bjergene. (ii) At rejse er at leve. (iii) Søren blev set krydse vejen. Led 39 objektsprædikativ Placering: Sb-sætn Materiale: substantivisk ledsætning Samspil: Verbalet skal være aktivt, men skal kunne gøres passivt. Led 3 skal være tilstede. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres passivt, bliver leddet til Led 38, og Led 3 bliver til Led 1. Eksempler: (i) Vi så ham krydse vejen. (ii) Peter bad Søren gå ad H. til. Led 40 sekundært objekt Placering: Sb-sætn Materiale: substantivisk ledsætning Samspil: Verbalet skal være passivt og må ikke kunne gøres aktivt. Transformationer: Eksempler: (i) Ulykken skyldtes at han kørte uopmærksomt.

104 Led 41 agentivt led Placering: Sb-sætn Materiale: substantivisk ledsætning med præpositionalet af Samspil: Verbalet skal være passivt, men skal kunne gøres aktivt. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres aktivt, bliver leddet til Led 33 eller Led 24. Eksempler: (i) Jeg bliver altid irriteret af at naboen larmer. Led 42 oblikt direkte objekt Placering: Sb-sætn Materiale: substantivisk ledsætning med adpositional Samspil: Verbalet er aktivt, men skal kunne gøres passivt. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres passivt, bliver leddet til Led 34. Eksempler: (i) Jeg tvivler ikke på at han kommer i morgen. Led 43 oblikt subjektsprædikativ Placering: Sb-sætn Materiale: substantivisk ledsætning Samspil: Verbalet skal være passivt, men skal kunne gøres aktivt. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres aktivt, bliver leddet til Led 44, og Led 1 bliver til Led 3. Eksempler: (i) Søren blev tvunget til at krydse vejen. (ii) Søren blev bedt om at krydse vejen. Led 44 oblikt objektsprædikativ Placering: Sb-sætn Materiale: substantivisk ledsætning Samspil: Verbalet skal være aktivt, men skal kunne gøres passivt. Led 3 skal være tilstede. Transformationer: (i) Hvis verbalet gøres passivt, bliver leddet til Led 43, og Led 3 bliver til Led 1. Eksempler: (i) Vi tvang ham til at krydse vejen. (ii) Peter bad Søren om at gå ad H. til. Led 45 neutralt led Placering: Sb-sætn Materiale: substantivisk ledsætning med adpositional Samspil: Transformationer: Eksempler: (i) Jeg er bange for at han ikke kommer i morgen. (ii) Ud over at arbejde med sprog er han også interesseret i tog. Led 46 subjunktionelt led

105 Placering: k (forekommer kun i ledsætninger) Materiale: subjunktional, andre ordgrupper indeholdende et interrogativpronomen eller en relativiser Samspil: efterfølges af en ledsætning Transformationer: Eksempler: (i) Jeg ved ikke hvad han taler om. (ii) Han kommer når han er færdig. (iii) Den bog som du er ved at læse, er fremragende. Led 47 konjunktionelt led Placering: K Materiale: konjunktional Samspil: efterfølges af en helsætning Transformationer: Eksempler: (i) Han læser, og hun ser fjernsyn. (ii) Han er syg, men arbejder alligevel. Nu har vi set hvilke sætningsled der kan identificeres ud fra formelle kriterier (placering, materiale, samspil med andre led og transformation) alene. Det er meget vigtigt at huske at transformationsmulighederne har en afgørende betydning for leddenes definition. Hvis man kun kiggede på materiale og placering, ville man kunne tro at fx af træ i sætning (1) er Led 25. Men sætning (2) viser idet den er nonsens at det led ikke kan transformeres til led 1. Derfor kan det ikke være Led 25; det er derimod Led 20. (1) Bænken er blevet lavet af træ. (2) *Træ har lavet bænken. Det er nærliggende at spørge om man ikke kan gruppere leddene på en eller anden måde eftersom nogle af dem umiddelbart ligner hinanden, og der er også karakteristiske forskelle. En meget iøjnefaldende forskel er at nogle led kan transformeres, men andre kan ikke. En anden forskel er at nogle led indgår i samspil med andre, men nogle gør det ikke. Inden for den gruppe der indgår i samspil med andre led, kan man skelne mellem dem der blot retter sig efter et andet led (kongruerer med det), og dem der kræver et eller andet af et andet led. De led der hverken transformeres eller indgår i samspil med andre led, kalder jeg med en fællesbetegnelse neutrale led. De led der kan transformeres og/eller indgår i samspil med andre led, kalder jeg samlet afhængige led. Som den samme benævnelse, fx subjekt, ved flere led antyder det, er det muligt at lave en inddeling af sætningsled i grupper. Denne inddeling, som fuldender definitionen af sætningsled, gennemgås i afsnit 6.4. Men forinden vil jeg have kigget på verbaler som spiller en central rolle i sætningsleddenes definition Verbaltyper Det er påfaldende at det som oftest er verbalet hvis udformning de afhængige sætningsled stiller krav til. Ud fra de krav der stilles til verbalets form, dvs. dets diatese, kan man opstille følgende tre verbaltyper.

106 1. Verbaler der kun kan være aktive. 2. Verbaler der kan være både aktive og passive. 3. Verbaler der kun kan være passive. Verbaler der kun kan være aktive, kalder man kopulaverbaler. 32 Der er kun nogle få af dem: være, blive, forekomme, synes (som synonym til forekomme), koste, virke, lyde, ligne, betyde, hedde, vare, tage (tid). Bemærk at denne liste gælder dansk. I andre sprog, fx tysk eller ungarsk, regnes nogle af de tilsvarende verbaler, fx det tyske bedeuten, ikke for et kopulaverbal fordi de styrer akkusativkasus. Men da der ikke er kasusbøjning i dansk mere, kan man ikke brug kasus som kriterium for at definere verbaler. Inden for de verbaler der kan være både aktive og passive skelner man grundlæggende mellem to slags: dem der forekommer sammen med Led 3, Led 4, Led 23, Led 37 eller Led 36, og dem der ikke gør det. Den første gruppe kalder man transitive verbaler, den anden intransitive. De intransitive verbaler kan kun gøres passive hvis Led 21 bliver indsat. I nogle beskrivelser regner man de verbaler der tager Led 24, blandt de intransitive fordi man lægger vægt på at Led 24 markeres med et adpositional. Årsagen til at man i disse beskrivelser lægger vægt på tilstedeværelsen af adpositionalet, er at man bygger på beskrivelsen af latin, som i lang tid faktisk stadig den dag i dag har sat sit præg på beskrivelsen af alle sprog. På latin kan man ikke transformere led med adpositional, kun led der står i akkusativ uden adpositional. Men på dansk kan Led 24 altså godt transformeres til Led 2 ved at gøre verbalet passivt, og jeg anser denne egenskab for mere essentiel end tilstedeværelsen eller manglen af et adpositional. Derfor betragter jeg sådanne verbaler som transitive. Læg mærke til at det netop er denne transformationsegenskab der adskiller Led 24 fra andre led med et adpositional, først og fremmest fra Led 20, som jo slet ikke kan transformeres. De transitive verbaler der også tager Led 6, Led 7, Led 8, Led 9 eller Led 10 kalder man ditransitive. Bemærk at det ikke er alle verbaler der kan tage Led 9 der er transitive, det er fx forekomme ikke. De verbaler der altid er passive kalder man deponente. De er ligesom kopulaverbaler meget få: skyldes, væmmes, skændes, nøjes, mindes, omgås, synes (som synonym til mene). Det er vigtigt at lægge mærke til at jeg her taler om verbaler og ikke verber, dvs. størrelser i konkrete sætninger. Det er nemlig ofte sådan at det samme verbum kan optræde i forskellige sammenhænge, nogle gange transitivt (Han spiser sin madpakke Hans madpakke bliver spist), nogle gange intransitivt (Han spiser Der spises). Så verber har kun et potentiale med hensyn til om de er transitive eller ej. Nogle verber er rigtig nok stærkt transitive idet de dårligt kan forekomme i en intransitiv sammenhæng (?Han undersøgte), andre verber er stærkt intransitive idet de kun i en stærkt begrænset omfang kan forekomme transitivt (Han døde en forfærdelig død). Men de fleste verber er fleksible med hensyn til transitivitet, hvorfor det egentlig er meningsløst at tale om transitivitet som en iboende egenskab hos dem. Det er typisk for de stærkt intransitive verber at det Led 5, en slags direkte objekt, de nu alligevel kan forekomme sammen med, betydningsmæssigt, og ofte også formelt, er beslægtet med dem: dø en død, leve et liv, gå en tur, drømme en drøm, etc. Derfor kaldes Led 5 også kognatobjekt, for kognate ord er de ord der inden for det samme sprog eller tværsprogligt ligner hinanden betydnings- og formmæssigt fordi de stammer fra det samme urord. Det danske gå er fx kognate til det engelske go. For kopulaverbalers vedkommende er det dog sådan at de verber der udgør deres kerne, simpelt hen ikke har en passiv-form (*Danmarks konge blevs af ham <- Han blev Danmarks konge). Så det 32 I nogle fremstillinger kaldes disse verbaler kopulative verbaler. Jeg synes det er en uheldig betegnelse da den konnoterer til verbet kopulere og dermed er bedre egnet som samlebetegnelse til udtryk som bolle, elske med, have sex med o.l.

107 at være et kopulaverbum er kopulaverbernes iboende egenskab. Man skal dog være opmærksom på at være og blive også kan optræde som hjælpeverber. Man kan også betragte deponens som de deponente verbers iboende egenskab. Nogle er dog formentlig sproghistorisk beslægtede med ikke-deponente verber: skyldes/skylde, synes/syne, omgås/omgå, mindes/minde. Men i den betydning hvori de bruges deponent, kan de ikke anvendes i aktiv form. Sagt på en anden måde er deres passiv form ikke en passivvendning af deres aktiv form. Fx betyder Han mindedes sin afdøde bedstefar ikke nødvendigvis at nogen mindede ham om hans afdøde bedstefar, mindes er snarere synonym til tænke. Tabellen nedenfor opsummerer verbaltyperne. Verbaltyper Kun aktiv form Både aktiv og passiv form Kun passiv form Kopulaverbaler Intransitive verbaler Transitive verbaler Deponente verbaler Monotransitive verbaler Ditransitive verbaler Hvis der ikke er behov for at fremhæve forskellen på mono- og ditransitive verbaler, kalder man de monotransitive blot transitive. De transitive verbaler inkluderer de verbaler der også kan tage Led 15 eller Led 39. De her anførte verbaltyper kun er de traditionelle hovedtyper. Ud over intransitive, transitive, deponente og kopulaverbaler findes der nogle mindre omfattende typer, og disse fire typer kan også inddeles i adskillige undertyper. Disse yderligere (under)typer introduceres senere i bogen Sætningsledsdåb Det er nu noget besværligt at skulle omtale sætningsled som led nr. x. Ikke mindst i lyset af at der allerede findes betegnelser som subjekt (grundled), objekt (genstandsled), osv. betegnelser som er beregnet til at benævne sætningsled med er det nærliggende at spørge om det ikke var hensigtsmæssigt at give sætningsleddene navne. Der er imidlertid det problem at de navne som er i omløb, blev opfundet til sætningsled der findes i latin. Da det danske sprogs grammatik er noget anderledes end latinens grammatik, kan de betegnelser kun anvendes med forbehold, og det er nødvendigt at supplere terminologien med nye termer der skal dække over sætningsled der ikke findes i latin, og som der derfor ikke findes noget traditionelt navn for. Nedenfor vil jeg skitsere de traditionelle termers ophav og hvorvidt de kan anvendes på de danske sætningsled. I forlængelse deraf vil jeg introducere termer for de danske sætningsled som ikke har latinske pendanter. Generelt er det sådan at de latinske sætningsled identificeres ud fra hvilken kasus de står i for så vidt det handler om substantivaler og adjektivaler. Men da kasusbøjning for længst er uddød i dansk, kan sådan et morfologisk kriterium ikke bruges til ret meget; det er kun subjektet og kun når det er et personligt eller generisk pronomen der entydigt kan identificeres ud fra kasus. Netop derfor har jeg lagt meget vægt på sætningsleddenes transformationsmuligheder og samspil med andre led, eftersom disse kriterier er de eneste man kan observere i moderne dansk. Man kan også observere deres placering i sætningen, men placering er efter min mening upålidelig som definition af sætningsled. En anden mulighed for at identificere danske sætningsled er dog at oversætte den danske sætning til latin og kigge på hvilken kasus de tilsvarende latinske sætningsled står i. Derudfra kan man så kalde de danske sætningsled ved de samme navne som deres latinske pendanter. Denne metode bliver faktisk brugt jævnligt selv om man ikke råber højt op om den. Det er i det hele taget denne metode der ligger til grund for valget af latinske betegnelser for grammatiske fænomener i dansk og

108 andre sprog. Hvis man ikke lige kan oversætte en dansk sætning til latin, kan man også prøve sig med tysk, olddansk eller et andet kasussprog. Man går stille med oversættelsesmetoden fordi den er principielt forkert da den tilsidesætter de forskelle der findes sprog imellem. Pga. forskellene sprog imellem må man aldrig beskrive et sprog ud fra et andet sprogs grammatiske system. Man bør enten beskrive et sprog på basis af sig selv eller med et apparat der gælder alle sprog lige godt. Desuden hænder det at oversættelsen har en helt anden grammatisk struktur end den oprindelige sætning, fx Jeg kan lide hende vs. det tyske Sie gefällt mir, hvor det danske subjekt jeg svarer til det tyske indirekte objekt mir, og det danske direkte objekt hende svarer til det tyske subjekt sie. Derfor bør metoden bruges med forsigtighed. Nedenfor følger min nomenklatur for sætningsleddene. Det fremgår at det i de fleste tilfælde er flere forskellige slags led der bliver sammenfattet under én betegnelse. Denne sammenfatning kan selvfølgelig lade sig gøre fordi leddene ligner hinanden. Men de er ligeså selvfølgelig også forskellige fra hinanden. Dette medfører at nogle af de sammengrupperede led er mere typiske end de andre i den samme gruppe fordi de opfylder flere af de kriterier som bruges til at definere gruppen, altså sætningsleddet, end de andre led i gruppen. De mest typiske led inden for en gruppe kalder man prototypiske, fx et prototypisk subjekt, det mest subjektsagtige subjekt. Det er prototyperne man tænker på først når man skal eksemplificere en kategori, og der kan undertiden være tvivl om hvorvidt de ikke ikke-prototypiske led virkelig hører til en given kategori eller ej, fx om et ikke-prototypisk indirekte objekt virkelig kan betragtes som et indirekte objekt. 33 Det er typisk prototyperne der er mest repræsenterede i verden; fx er de fleste eksemplarer af kategorien direkte objekt er det prototypiske direkte objekt mens de mindre typiske direkte objekter forekommer sjældnere. Som det fremgår af inddelingen i sætningsled, kan ledsætninger ofte bruges i den samme funktion som ordgrupper, men ikke altid. Nogle sætningsled kan nemlig ikke udgøres af ledsætninger. Selv der hvor ledsætninger godt kan optræde i den samme funktion som en ordgruppe, placeres de typisk anderledes end en ordgruppe. Derfor blev sætningsled bestående af en ordgruppe og sætningsled bestående af en ledsætning anført særskilt i listen ovenfor Verballed Led 0 kaldes verballeddet (udsagnsled, verb phrase). Man betragter verballeddet som en sætnings kerne idet det har stor indflydelse på udformningen af resten af sætningen og indgår i mange transformationer, som vist ovenfor ved karakteriseringen af de enkelte sætningsled. Verballeddet kan kun udgøres af et verbal, og et verbal kan kun optræde som et verballed. Ud fra denne ækvivalens kunne man mene at man ikke har brug for to termer, verbal og verballed, men kunne nøjes med en af dem (dette gør man typisk i engelske grammatikker, hvor man kun taler om verb phrase). Imidlertid er der en god grund til at opretholde skelnen mellem de to: Når et verbal optræder som sætningsled, dvs. når man fokuserer på dets funktion og ikke på dets interne udformning som ordgruppe, kaldes det verballed, men hvis man betragter dets interne struktur i stedet for dets forhold til andre sætningsled, kaldes det verbal. Et finit verballed kan optræde både i hel- og ledsætninger mens et nonfinit verballed kun kan forekomme i ledsætninger. Da verballeddet kun kan udgøres af et verbal, og verbaler let kan skelnes fra andre ordgrupper pga. verbernes særegne morfologi, er verballeddet det sætningsled der er lettest at identificere. Det er også derfor man plejer at starte analysen af en sætning med at finde verballeddet, og det er derfor 33 Fænomenet prototyper er meget almindeligt i den menneskelige tænkning (se mere herom i Kapitel 14). Hvis man fx bliver bedt om at nævne en bil, vil de fleste nok nævne Audi A4, VW Passat, Peugeot 406 eller Opel Astra først. De er prototypiske biler. Ting som en Mini Morris, en ellert, en Lamborghini Diablo eller en postbil vil efter al sandsynlighed først efter en nærmere omtanke blive nævnt da de ikke er prototypiske eksemplarer af kategorien bil.

109 at man i skolegrammatikker markerer det med en bolle (o) som jo kun har en kant, og at verballedet her kaldes Led 0. Til trods for at man nærmest kan sætte lighedstegn mellem et verbal og et verballed, er definitionen af verballeddet ikke uden kontroverser. Fx betragter man traditionelt sekvensen vil køre i Han vil køre hjem som verballeddet, men ønsker at køre i Han ønsker at køre hjem som to led: verballedet ønsker og objektet at køre (hjem). Men denne skelnen er i høj grad arbitrær. Man kan godt argumentere for at de to konstruktioner burde beskrives ens. Ønske og ville er synonymer, for så vidt de begge kan udtrykke ens lyst og ønske. Og de fungerer også ganske ens syntaktisk, for så vidt de begge tager et led der er målet (objektet) for ens ønsker, man kan fx spørge til dette objekt på samme måde og erstatte dette objekt på samme måde: Hvad vil han? Han vil køre hjem, han vil det. Hvad ønsker han? Han ønsker at køre hjem, han ønsker det. Den eneste formelle forskel på de to konstruktioner er at objektet til ville står uden at, men objektet til ønske står med at. Og det er denne forskel som har været afgørende for den traditionelle betragtning. På den måde tilgodeser man hjælpeverbernes specielle natur at de uden noget bindemiddel kan styre en infinitiv (eller et perfektumparticipium for den sags skyld), så infinitiver uden at indgår i verballeddet, men infinitiver med at gør ikke. Ud over dette morfo-syntaktiske fænomen er der også et statistisk argument for at behandle hjælpeverberne og almindelige verber anderledes mhp. verballeddet. Det er nemlig sjældnere at hjælpeverber tager et substantival som objekt (fx Han kan engelsk), det er mere hyppigt for de almindelige verber. For hjælpeverbers vedkommende er det til gengæld mere sædvanligt at tage en nonfinit sætning som objekt. Men bortset fra det manglende at og den statistiske forskel er der egentlig ikke nogen grund til at betragte verber på forskellige måder, så man kunne med lige så meget ret hævde at ønske at køre, begynde at køre, elske at køre er verballed ligesom vil køre, kan køre eller må køre; eller at vil køre, må køre, kan køre er to led (verballed plus objekt) ligesom ønske at køre, begynde at køre eller elske at køre. Om det så er analysen som ét verballed eller analysen i to led der er mest hensigtsmæssigt er et åbent spørgsmål. I denne bog holder jeg mig indtil videre til den traditionelle analyse, som gør en forskel på hjælpeverber og ikke-hjælpeverber Subjekt Subjekt (grundled; subject) er det sætningsled i latin der står i nominativ kasus og som verbalet kongruerer med i person og numerus, og subjektsprædikativet (se nedenfor) i numerus og genus. Det er kun de personlige pronominer og det generiske pronomen der i moderne dansk fremviser nominativ kasus og dermed kan identificeres som subjekt ud fra morfologiske kriterier alene. Derimod kan led der er hverken personlige pronominer eller er akkompagneret af et kongruerende subjektsprædikativ, kun identificeres som subjekt ud fra transformationsmulighederne. Det er Led 1, Led 2, Led 21, Led 22, Led 12, Led 35, Led 34 og Led 33 der kan betragtes som subjekt i dansk. Subjekt spiller en kardinal rolle idet mange af transformationerne handler om at konvertere andre led til subjekt, og at subjekt er det led der ud over verballeddet er til stede i alle fuldstændige danske sætninger. 34 Led 1 er det prototypiske subjekt i og med det er det led der lever op til de fleste kriterier som man kan opstille for et subjekt. De andre subjekter er mere eller mindre subjektsagtige idet de kan 34 Der findes dog subjektsløse sætninger som ikke føles mangelfulde: Nedenfor redegøres for ændringer i aftalen af 23. oktober 2003 om den fremtidige samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm.. Forklaringen på at denne sætning ikke savner et subjekt, er at prædikatet redegøre inkorporerer et direkte objekt, rede, som i den passive formulering af sætningen bliver automatisk til underforstået subjekt (jf. afsnit 6.7).

110 undergå færre transformationer og/eller har mere begrænsede placeringsmuligheder end Led 1. Led 33 er også et godt subjekt, men har færre placeringsmuligheder da ledsætninger, i særdeleshed substantiviske ledsætninger, helst skal forekomme i en helsætnings slutning. Bemærk at Led 2, Led 21, Led 22, Led 12, Led 35 og Led 34 slet ikke findes i latin. Led 2 og Led 34 betragtes som subjekt fordi de står det samme sted som hhv. Led 1 og Led 33 og kan undergå den samme slags transformation; verbalet kan dog kun være passivt ved dem. Led 22 har præcist de samme egenskaber som Led 1 bortset fra at det kræver tilstedeværelsen af Led 35. Led 21 er det mindst typiske af alle subjekterne. Det ligner de andre kun deri at det har den samme placering som Led 1, dvs. i s eller F. Disse to typer kalder man formelle eller grammatiske subjekter. Se mere om dem i afsnittet om formelle subjekter. Led 12 og Led 35 er strengt taget ikke subjekter, de kaldes egentlige eller logiske subjekter. De hører sammen med hhv. Led 21 og Led 22, og beskrives derfor også nærmere i afsnittet om formelle subjekter. Subjekt består af et substantival uden adpositional eller en substantivisk ledsætning uden adpositional, eller det ekspletive der/her Direkte objekt Direkte objekt (genstandsled; direct object) er det sætningsled i latin der står i akkusativkasus og kan gøres til subjekt ved at omforme verbalet til passiv. 35 Det er bortset fra antiapplikativ (afsnit og ) udelukkende denne transformationsmulighed der på dansk kan identificere direkte objekter i og med direkte objekter ikke markeres entydigt med kasus og kun kan undergå denne transformation til subjekt. Det er vigtigt at lægge mærke til at det på dansk i modsætning til latin ikke kun direkte objekter der kan gøres til subjekt vha. passiv, men også nogle af de såkaldte indirekte objekter (se nedenfor). Det er Led 3, Led 4, Led 5, Led 23, Led 36 og Led 37 der på dansk kan betragtes som direkte objekter. Led 3 er det prototypiske direkte objekt. Led 4 og Led 36 er også gode direkte objekter, men de placeres mindre typisk for et direkte objekt at være. Led 23, kaldet foreløbigt objekt, minder blandt direkte objekter om det foreløbige subjekt (Led 22) blandt subjekter. Det har omtrent de samme egenskaber som Led 3, men er specielt fordi det kræver tilstedeværelsen af Led 37, det såkaldte egentlige objekt. De to bliver nærmere beskrevet i afsnittet om formelle sætningsled. Led 5 er det mindst typiske direkte objekt fordi det næppe kan gøres til subjekt, kun til egentligt subjekt (Led 12): Soldaten døde en grusom død i kampen?en grusom død dødes af soldaten i kampen, men Der dødes en grusom død i kampen. Dette led kalder man også kognatobjekt pga. objektets og verbalets betydnings- og formmæssige slægtskab. Direkte objekter udgøres af substantivaler uden adpositional eller af sætninger uden adpositional. Det er hovedsageligt substantiviske sætninger der optræder i denne funktion, men ind imellem forekommer der også neutrale ledsætninger som direkte objekt: Han elsker når hun kysser hans nakke. Grunden til at jeg foretrækker at kalde de personlige pronominers oblikke form for oblik i stedet for akkusativ som nogle fremstillinger gør, er netop det at denne form ikke kan identificere det direkte objekt. Det indirekte objekt faktisk alle andre led end subjektet står jo også i oblik form. 35 Det er vigtigt at bemærke at kasus alene heller ikke i latin kan identificere det direkte objekt entydigt, for der findes også andre sætningsled der står i akkusativ (tids- og stedsangivelser), men som ikke kan formes som subjekt, og som derfor ikke betragtes som direkte objekt: Romam ambulamus (vi går til Rom) *Roma nobis ambulatur (*Rom gås til af os).

111 Indirekte objekt Indirekte objekt (hensynsled; indirect object) er det sætningsled i latin der står i dativ kasus. Her er man angående dansk helt på herrens mark fordi dativkasus er gået helt ud af brug i dansk, og de latinske indirekte objekter ikke kan undergå nogen som helst transformation. Så der skal findes andre definitioner af det indirekte objekt hvis man skal adoptere betegnelsen for dansk. Ikke desto mindre er der en række sætningsled i dansk (Led 6-Led 11) som kaldes indirekte objekt. Begrundelsen er mangfoldig. Ud over at de typisk oversættes med dativ i olddansk, tysk eller latin, er det fælles for dem at de er objekter, men sekundære på en eller anden måde. De er objekter fordi de udtrykkes med et substantival uden adpositional. Man har haft en stærk hierarkisk forestilling om kasus og dermed om sætningsled. De mest prominente kasus antages at være nominativ og akkusativ. Dermed er subjekt og det direkte objekt de højest rangerende sætningsled. Nederst i hierarkiet er led med en adposition (de oblikke led). Dativ og dermed det indirekte objekt er således en mellemting: hverken primært led eller helt perifert led. Men de er sekundære enten fordi der også skal være et direkte objekt eller et subjektsprædikativ til stede for at de kan forekomme, eller fordi de kan omformes til et substantival med et adpositional, hvilket det direkte objekt ikke kan (se dog antiapplikativ i afsnit ). Men mens danske subjekter og direkte objekter stemmer rimelig godt overens med de latinske, viser de indirekte objekter større afvigelser. Den vigtigste forskel er at nogle danske indirekte objekter (Led 6-Led 8) godt kan gøres til subjekt mens ingen af de latinske er i stand til denne kunst. Dette er også et nyere fænomen i dansk og er formentlig forbundet med bortfaldet af kasusbøjning. Tendensen synes at være at forskellen på direkte objekt og indirekte objekt mindskes i dansk. En anden forskel er at de danske indirekte objekter i ringere grad kan undvære et direkte objekt eller et subjektsprædikativ, dvs. de er mere sekundære end de latinske indirekte objekter. Konstruktioner som den latinske mihi sunt filii mig (dativ) er sønner (jeg har sønner) er ualmindelige i moderne dansk. Det er kun det relativt sjældne Led 11 der kan forekomme uden et direkte objekt eller et subjektsprædikativ. Kun substantivaler uden adpositional kan være indirekte objekter, sætninger kan ikke. Den eneste undtagelse er de såkaldte frie relativsætninger (afsnit 7.7), men deres brug som indirekte objekt er vist temmelig marginal i moderne dansk: Han giver hvem han kan lide, store gaver. Grunden til at sætninger ikke kan være indirekte objekt er at indirekte objekter normalt henviser til personer eller personificerede fænomener, og det kan sætninger med undtagelse af relativsætninger ikke (se også afsnit 10.9). Bemærk endvidere at det kun ved Led 6-Led 8, Led 10 og nogle eksemplarer af Led 9 at man kan tale om ditransitive verbaler eftersom det kun er ved dem at der forekommer et direkte objekt. De andre indirekte objekter forekommer sammen med kopula- eller intransitive verbaler. Heraf følger det at det indirekte objekt er uafhængigt af transitivitet. Dog er dets forekomst i dansk hyppigst i transitive sætninger. 36 Led 10 er et atypisk indirekte objekt på dansk idet det står efter det direkte objekt og kan ikke transformeres. Det eneste grund til ikke at betragte det som et neutralt led, er at det stiller det krav at der skal være et direkte objekt i sætningen. Grunden til at dette led til trods for sin placering ikke betragtes som et direkte objekt, er at det ikke kan transformeres til subjekt. For mig er transformationsmulighederne et tungere vejende træk end placering, hvorfor jeg giver dem forret i klassificeringen af sætningsled. 36 Der er her en terminologisk skævhed. Mens de transitive verbaler der også kan forekomme sammen med et indirekte objekt har et særligt navn, nemlig ditransitiv, har intransitive- og kopulaverbaler med et indirekte objekt ikke nogen særlig betegnelse.

112 Led 11 er som anført ovenfor det eneste slags indirekte objekt som kan undvære selskabet af et direkte objekt eller et subjektsprædikativ. Hvis ikke det var for dets krav til verbalet at det skal være aktivt, kunne dette led betragtes som neutralt led. Dette led betragtes også traditionelt som indirekte objekt, fordi leddet tidligere stod i dativkasus og står i dativ i beslægtede sprog (Das Haus gehört ihm = Huset tilhører ham), så jeg regner også det med blandt de indirekte objekter. Det at dette led på tidligere sprogtrin stod i dativ er grunden til at leddet heller ikke betragtes som subjektsprædikativ selv om nogle af de verber, fx tilhøre, der tager dette led ikke kan forekomme i passiv. Pga. den manglende passivform burde sådan et verbum ellers betragtes som et kopulaverbum, og følgelig burde leddet betragtes som subjektsprædikativ. Andre sprog, fx tysk, har langt flere verbaler der tager et indirekte objekt som Led 11 end dansk. Fx wir helfen/folgen ihm = vi hjælper/følger ham. På de sprog viser dativkasus entydigt at leddet er et indirekte objekt. Hvorvidt de tilsvarende led i dansk er at betragte som indirekte objekt eller som noget andet, fx direkte objekt, kommer for mig at se an på om de kan transformeres til subjekt eller ej. Så hjælpe/følge tager på dansk direkte objekt (Han blev hjulpet/fulgt af os), men tilhøre tager indirekte objekt (*Han tilhørtes af huset) Subjektsprædikativ Subjektsprædikativ (omsagnsled til grundled; subject complement) er det led i latin der står i nominativ og kongruerer med subjektet i genus og numerus (hvis det altså udgøres af et adjektival). Det kræves desuden at verbalet er et kopulaverbal eller passivt. Denne definition kan ganske uproblematisk overføres til dansk, så Led 14 og Led 38 kan betragtes som subjektsprædikativ i dansk. Det skal dog bemærkes at det i dansk er blevet umoderne at bruge nominativ i subjektsprædikativet. Så det hedder sædvanligvis Det er mig, og ikke Det er jeg. Bemærk at subjektsprædikativ og direkte objekt udelukker hinanden, for et verbal er enten kopula eller transitiv og kan ikke være begge dele på samme tid. Subjektsprædikativer er sædvanligvis adjektivaler, men kan også godt være substantivaler eller substantiviske ledsætninger. Da sætninger ikke er i stand til at kongruere, er det kun pga. tilstedeværelsen af et kopulaverbal eller et passivt verbal at sætninger kan betragtes som subjektsprædikativer Objektsprædikativ Objektsprædikativ (omsagnsled til genstandsled; object complement) er det led i latin der står i akkusativ og kongruerer med det direkte objekt i genus og numerus (hvis det altså udgøres af et adjektival). Det kræves desuden at verbalet er et transitivt verbal og er i aktiv form. Da det til trods for manglende kasusbøjning rimelig ukontroversielt at identificere det direkte objekt i dansk, er identifikationen af objektsprædikativet også let. Led 15 og Led 39 kan betragtes som objektsprædikativ i dansk. Objektsprædikativer er sædvanligvis adjektivaler, men kan også godt være substantivaler eller substantiviske ledsætninger. Det kan virke kontroversielt at betragte sætninger som objektsprædikativer. Men da sådanne led stiller krav til bl.a. verbalet, at det skal være aktivt, kan sådanne led ikke betragtes som neutrale led. Desuden er analogien som vist i afsnit mellem sætninger som objektsprædikativ og ordgrupper som objektsprædikativ slående med hensyn til deres semantiske funktion. Derfor har jeg valgt at betragte sådanne sætninger som objektsprædikativ. Det er dog ikke de samme verbaler der tager sætninger som objektsprædikativ som dem der tager ordgrupper som objektsprædikativ. Denne forskelsbehandling af ledmateriale forekommer ikke ved subjektsprædikativ for så vidt kopu-

113 laverbaler tager både ordgrupper og ledsætninger som subjektsprædikativ. Der er også den forskel mellem sætninger som subjektsprædikativ og sætninger som objektsprædikativ at subjektsprædikativer kan udgøres ligeså godt af såvel finitte som nonfinitte sætninger mens objektsprædikativer kun sjældent er finitte sætninger Adverbielle led Alle andre led end de ovenfor anførte fem led betragtes i klassiske grammatikker som adverbielle led, som også betragtes som frie tilføjelser, dvs. noget man frit kan udelade uden at sætningen mister sin fuldstændighed. Adverbielle led (biordsled; adjunct) i latin er adverbialer, substantivaler i ablativ kasus og substantivaler med adpositionaler. Grunden til at så mange forskellige led er slået sammen under et kam, er den ringe agtelse man i klassiske grammatikker har haft for led der ikke står i nominativ, akkusativ eller dativ. Man har nemlig ment at det kun er led i disse tre kasus der kan være obligatoriske i en sætning idet kun disse led henviser til genstande der spiller en rolle i forhold til verbet, som jo betragtes som sætningens kerne. De adverbielle eller oblikke led har derimod blot mentes at udtrykke omstændigheder og ikke nogen essentiel information. Denne stedmoderlige behandling af oblikke led er blevet overtaget i danske skolegrammatikker hvor det eneste man siger om substantivaler med adpositional er at de er præpositionalforbindelser, evt. at de er adverbielle led for at henvise til de funktionelle ligheder mellem dem og adverbialer. Selv moderne beskrivelser af dansk bærer præg af denne tradition idet adverbielle led ofte betragtes som synonym med frie tilføjelser. Strengt taget er det kun Led 18 der kan betragtes som adverbielt led idet det er det eneste led der indholdsmæssigt lægger sig til verbet (hovedverbet) og kun til det. De andre led som man traditionelt betegner som adverbielle led, Led 17, Led 19 og alle de led der er markeret med en præposition (de oblikke led), enten lægger sig ikke kun til verbet eller har mere til fælles med de andre sætningsled (subjekt og (in)direkte objekt), så det er urimeligt at kalde dem adverbielle led Frit prædikativ Led 16 kaldes frit prædikativ. Frie prædikativer lægger sig ligesom subjektsprædikativer til subjektet, men der er den forskel at der ikke er noget kopulaverbal der markerer forbindelsen mellem subjektet og det frie prædikativ; prædikativet kongruerer dog med subjektet. Frie prædikativer kaldes frie fordi de er frie for verballeddet, dvs. de uden verballeddet kan knytte sig til subjektet. Frie prædikativer kan ikke udgøres af ledsætninger bortset fra participielle sætninger (afsnit 7.6.2), om end disse er sjældne i dansk: Værende vant til at der altid er nogen hjemme var hun bange i huset alene. I nogle grammatikker kaldes de frie prædikativer essive led fordi de udtrykker subjektets måde at være på (af det latinske essere = at være). Alternativt kaldes de også subjekts- eller tilstandsadverbielle led. Jeg bruger betegnelsen essiv om alle led der udtrykker tilstand hos subjektet eller et andet sætningsled (dvs. tilstand hos de genstande eller personer som disse sætningsled henviser til). Essivt led er altså en samlebetegnelse for subjekts-, objekts-, frie prædikativer og nogle neutrale led. Bemærk at essivt led således er en samlebetegnelse der er baseret på semantik, og ikke morfosyntaks. Så et essivt led er ikke en slags sætningsled, men en slags semantisk funktion af sætningsled. Nu er vi løbet tør for de oprindelige latinske betegnelser, men mangler stadigvæk at sætte navn på næsten halvdelen af de danske sætningsled. For nogle af dem har man allerede etableret termer,

114 fortrinsvis for de sætningsled som slet ikke har noget tilsvarende i latin. Men nogle er stadig relativt ubeagtede. Nedenfor er en liste over de led som har et veletableret nomenklatur. Formelt subjekt, ekspletivt: Led 21 Formelt subjekt, foreløbigt: Led 22 Egentligt, indholds- eller logisk subjekt: Led 12, Led 35 Formelt/foreløbigt direkte objekt: Led 23 Egentligt, indholds- eller logisk direkte objekt: Led 37 Oblikt direkte objekt (også kaldet præpositionelt objekt): Led 24, Led 42 Agentivt led: Led 25, Led Formelle og egentlige led Det foreløbige subjekt og foreløbige objekt kaldes foreløbige ganske enkelt fordi de står før det egentlige subjekt/objekt i sætningen. (For enkelthedens skyld nøjes man ofte blot at sige objekt i stedet for direkte objekt.) Det foreløbige subjekt og objekt kaldes, sammen med det ekspletive subjekt, formelle fordi de kun opfylder nogle såkaldte grammatiske funktioner, men henviser ikke til nogen genstande i verden som (egentlige) subjekter/objekter typisk gør; derfor kalder man dem nogle gange også grammatisk subjekt/objekt. De foreløbige subjekter/objekter viser dog frem til sætningens egentlige subjekt/objekt. Det er derfor at der ikke kan være et foreløbigt subjekt/objekt i sætningen når subjektet/objektet er i fundamentfeltet. Det er ikke alle sprog der har sådanne formelle, strengt taget overflødige led. De foreløbige led kaldes også pladsholdere fordi de udfylder de pladser i sætningsskemaet hvor det egentlige subjekt/objekt skulle stå, men hvor de ikke kan stå fordi de er sætninger. Når dansk meget ofte benytter sig af disse foreløbige led, er det sandsynligvis pga. modsigelsesforholdet mellem den rigide ledstilling, der foreskriver at subjekt og objekt skal stå i sætningens start/midte, og at ledsætninger fortrinsvis skal stå i sætningens slutning. Den eneste vej ud af dette dilemma, der opstår når en ledsætning skal fungere som subjekt/objekt, er at sætte et foreløbigt subjekt/objekt i sætningens start/midte og det egentlige, sætningsformede subjekt/objekt i sætningens slutning. Det ekspletive subjekt har en såkaldt pragmatisk funktion, som hænger sammen med en sætnings informationsstruktur. Denne funktion er beskrevet i afsnit og Forskellen på ægte subjekt og objekt på den ene side og egentligt subjekt og objekt på den anden er blot det at et ægte subjekt/objekt står alene som subjekt/objekt i en sætning mens et egentligt subjekt/objekt står sammen med et formelt subjekt/objekt. Funktionelt, altså hvad angår leddenes semantik, er der ikke nogen forskel på ægte subjekt/objekt og egentligt subjekt/objekt. Egentlige subjekter/objekter kaldes også dislokerede (afsatte, extraposed, dislocated) subjekter da de ikke forekommer de steder hvor ægte subjekter/objekter forekommer, dvs. i F eller i hhv. s- og O1-feltet. Det hænder undertiden at en sætning har et dislokeret subjekt uden at der er et formelt subjekt i sætningen, dvs. subjektet kunne i princippet godt forekomme på sin retmæssige plads i s eller i F, men er alligevel placeret længere mod højre i stedet: Allerede under de første skoleøvelser viste sig tid efter anden hans ypperlige naturgaver., Ifølge den traditionelle beskrivelse fungerer som subjekt en række størrelse, der både semantisk og morfologisk er vidt forskellige: Oblikt direkte objekt

115 Led 24 og Led 42 kalder jeg oblikke direkte objekter (oblique object). De er oblikke fordi de er markeret med et adpositional, men de er direkte objekter fordi de med hensyn til deres transformationsmuligheder opfører sig som direkte objekter, bortset fra at de efterlader en strandet præposition (jf. afsnit 6.5). I andre fremstillinger kaldes det oblikke direkte objekt præpositionelt objekt. Dansk (og engelsk) har mange oblikke direkte objekter. Det er en nyere udvikling i disse sprog og skyldes formentlig tabet af kasussystemet. Det forekommer mig at flere og flere verber kan bruges med et oblikt direkte objekt på dansk. Ikke alle sprog har oblikke direkte objekter, fx heller ikke det tæt beslægtede tysk. I disse sprog må de tilsvarende led med adpositional betragtes som neutrale led, der ikke kan transformeres. Fx tager det danske vente et oblikt direkte objekt Mange venter på denne bog Denne bog bliver ventet på af mange. Men det gør det tyske warten ikke: Viele warten auf dieses Buch *Dieses Buch wird von vielen aufgewartet. Man kan også på tysk lave en passiv-transformation, men leddet forbliver altså upåvirket: Es wird von vielen auf dieses Buch gewartet. Grunden til at jeg behandler det oblikke direkte objekt i et særskilt afsnit i stedet for blot at anføre det som en variant af det direkte objekt i afsnit 6.4.3, er at jeg vil sætte fokus på at det efter min mening er urimeligt at betragte det oblikke direkte objekt på lige fod med andre oblikke led, hvilket skolegrammatikker har en tendens til at gøre når de kalder alle oblikke led under et for præpositionalforbindelser Agentivt led Led 25 og Led 41 kaldes agentivt led. Det agentive led har fået sit navn fra at det som oftest, men bestemt ikke altid, udtrykker den semantiske rolle agens. Agentive led er typisk substantivaler. Sætninger optræder sjældent som agentivt led, men for så vidt de kan udtrykke den semantiske rolle force, kan de godt. Mere herom i afsnit Det agentive led markeres altid med præpositionalet af og er derfor et oblikt led. Det agentive led kan kun optræde sammen med et passivt verballed. Agentivt led findes også i latin, substantivaler i ablativkasus, men var blot betragtet som et oblikt/adverbielt led. Nogle led mangler stadigvæk navne. De følgende betegnelser er min egen terminologi Oblikt indirekte objekt Led 26 og Led 27 kaldes i nogle fremstillinger indirekte objekt fordi de plejer at udtrykke den samme slags betydning som et prototypisk indirekte objekt, nemlig det væsen som modtager noget eller for hvem noget gøres/sker. Interessant nok betragtes Led 28 dog ikke som indirekte objekt i samme beskrivelser. Jeg kalder Led 26-Led 28 oblikke indirekte objekter. Navnet skyldes at de er markeret med et adpositional (oblikke), og fordi de kan konverteres til et indirekte objekt. Alternativt kalder man dem antidativ idet de er stedfortrædere for led som ville stå i dativ, var der stadig kasusbøjning i dansk. Ligesom indirekte objekter ikke kan udgøres af ledsætninger, kan oblikke indirekte objekter heller ikke. Det skal bemærkes at der er begrænsninger for hvornår et oblikt indirekte objekt virkelig kan konverteres til et almindeligt indirekte objekt. Mens det oblikke indirekte objekt i sætningen Han har bygget et hus for sin kone også kan udtrykkes som et indirekte objekt Han har bygget sin kone et hus, går dette ikke i en relativsætning: det hus som han har bygget for sin kone *det hus som han har bygget sin kone. Man har tilsyneladende ikke en klar fornemmelse af at relativiseren som

116 fungerer som det direkte objekt og tror derfor umiddelbart at sin kone skulle fungere som direkte objekt. Det er selvfølgelig nonsens, men medvirker til at relativsætningen med et indirekte objekt er uacceptabelt. Ikke desto mindre opfatter jeg leddet for sin kone i et sådant tilfælde pga. den potentielle transformationsmulighed i en helsætning som oblikt indirekte objekt Oblikt objekt Som bemærket ved det direkte objekt i afsnit er det på dansk muligt at omforme et direkte objekt til et led forsynet med et præpositional, Led 29: Han læste Sprog 2-kompendiet han læste i Sprog 2-kompendiet. Dette led kalder jeg oblikt objekt. Grunden til at jeg ikke kalder leddet oblikt direkte objekt, er at leddet ikke kan transformeres til subjekt vha. passiv: *Sprog 2-kompendiet blev læst i. Var det ikke for sit slægtskab med det direkte objekt, blev leddet betragtet som et neutralt led. Funktionen af denne transformation beskrives nærmere i afsnit Der er dog indfødte danskere, fortrinsvis yngre informanter, der accepterer Sprog 2-kompendiet blev læst i. For disse sprogbrugere er leddet et oblikt direkte objekt, og det kan være at oblikt objekt slet ikke findes i disse sprogbrugeres repertoire. Dette falder godt i tråd med at forskellen på oblikke og ikke-oblikke led hvad angår deres mulighed for at blive subjekt synes at være på vej ud af det danske sprog. Det præpositional der markerer det oblikke (direkte) objekt, vælges af hovedverbet: bygge på, læse i, spise af Sekundært objekt Led 13 og Led 40 kalder jeg sekundært objekt. Det er en marginal sætningsled idet det kun forekommer med de meget få deponente verbaler. Bemærk at forskellen på subjekt og sekundært objekt kun kan ses i placeringen: Det led der kan sættes i s er subjektet, det andet led er følgelig det sekundære objekt. Da det sekundære objekts krav til verbalet er det præcist modsatte i forhold subjektsprædikativets krav, nemlig at verbalet skal være passiv, kunne man også kalde det sekundære objekt for antisubjektsprædikativ. 37 Sekundære objekter er substantivaler eller substantiviske ledsætninger Neutrale led Led 17-Led 20, Led 32 og Led 45 kalder jeg neutrale led. Betegnelsen neutrale led er mit alternativ til adverbielt led. Jeg kalder disse led neutrale fordi de ikke påvirker andre leds form og selv ikke påvirkes af andre led, og de har heller ikke muligheder for transformation til en anden ledtype. I modsætning hertil kan alle andre led samlet kaldes afhængige led. Grunden til at jeg ikke vil bruge den traditionelle betegnelse adverbielt led, er at dette bærer en uberettiget lighed med ordgruppen adverbial og ordklassen adverbium. Et neutralt led udgøres jo langt fra altid af et adverbial, oftere er det faktisk et substantival med eller uden adpositional. For det andet er begrebet adverbielt led stigmatiseret på den måde at mange fremstillinger uden videre betragter dem blot som valgfrie sætningsled. Men det er neutrale led langt fra altid. 37 Antisubjektsprædikativ er unægteligt en ubehjælpsom betegnelse, men passer godt ind i tidens ånd mht. lingvistisk terminologi, hvor benævnelser som uakkusativ, antipassiv, uergativ, upassiv, antidativ, o.l. florerer.

117 De neutrale led kan være lige så bundet til prædikatet og nødvendige for en sætnings korrekthed som de afhængige led. Omvendt er der afhængige led som reelt er overflødige. Mere herom i afsnittet om komplementer (6.8) og kapitlet om semantiske roller. Neutrale led er en meget broget type af sætningsled. De kan bestå af substantivaler, adjektivaler, adverbialer og ledsætninger, alle både med og uden adpositional. Det skal hermed bemærkes at neutralt led ikke er synonymt med oblikt led, om end neutrale led ofte er oblikke. Forskellige undertyper kan forekomme forskellige steder i sætninger. Nogle kan kun forekomme i neg (nægtelse), nogle i a og F, andre i a, Obl/Sb-sætn/Neu-sætn og F, og nogle også i M. Desuden er nogle neutrale led komplementer, andre ikke. Da de neutrale led er så broget en gruppe, har jeg indrettet et særligt kapitel til at analysere dem nærmere (se Kapitel 11). De neutrale led som kun kan forekomme i a og F, kalder man traditionelt central- eller neksusadverbialer, og dem der desuden også kan forekomme i Obl/Sb-sætn/Neu-sætn, for frie eller udsagnsadverbialer. Frie kaldes de fordi de i forhold til den første gruppe har en friere placeringsmulighed. De neutrale led der også kan forekomme i M, og som dermed har den frieste placeringsmulighed, kaldes mådesadverbialer. Der er en vis overensstemmelse mellem de neutrale leds placeringsmuligheder og deres betydninger, men overensstemmelsen er langt fra fuldstændig. Placeringen er også påvirket af det givne neutrale leds materiale, således at oblikke led og ledsætninger har en stærkere tendens til at komme hen imod slutningen af sætningen Oblikt subjektsprædikativ Led 30 ligner subjektsprædikativer på den måde at det også består af adjektivaler eller substantivaler og kongruerer med subjektet. Forskellen er at leddet er forsynet med et præpositional (præpositionalet varierer med hovedverbet), hvorfor jeg kalder leddet oblikt subjektsprædikativ. Det oblikke subjektsprædikativ kan betragtes som et deriveret led, forstået sådan at da det kun kan forekomme sammen med passive verbaler (der er mig bekendt ikke noget kopulaverbal der tager oblikt subjektsprædikativ), er det på den måde blot en variant af det oblikke objektsprædikativ. Et oblikt subjektsprædikativ kan jo altid konverteres til et oblikt objektsprædikativ. Det kan prototypiske subjektsprædikativer, dem der står sammen med et kopulaverbal, ikke umiddelbart. Grunden til at det er det oblikke subjektsprædikativ der betragtes som deriveret, og ikke det oblikke objektsprædikativ, er at det er passiv, ikke aktiv, der er den markerede verbalform; så udgangspunktet er det led der kan forekomme med et aktivt verbal. Da jeg også betragter sætninger som subjektsprædikativer (se afsnit ) ud fra analogien mellem ordgruppe- og sætningsformede led, betragter jeg også Led 43 som oblikt subjektsprædikativ. Pga. den deriverede karakter af det oblikke subjektsprædikativ kan det kun udgøres af nonfinitte ledsætninger eftersom det oblikke objektsprædikativ også kun kan udgøres af nonfinitte ledsætninger. Derimod kan et uoblikt subjektsprædikativ også være en finit sætning Oblikt objektsprædikativ Led 31 ligner objektsprædikativer på den måde at det også består af adjektivaler eller substantivaler og kongruerer med objektet. Forskellen er at leddet er forsynet med et præpositional (præpositionalet varierer med hovedverbet), hvorfor jeg kalder leddet oblikt objektsprædikativ. Den samme argumentation der er fremført ved det uoblikke objektsprædikativ (afsnit ), gælder også det oblikke objektsprædikativ. Derfor betragter jeg også sætninger (Led 44) som oblikke objektsprædikativer. Bortset fra tilstedeværelsen af præpositionalet er der ikke nogen forskel på et uoblikt og et oblikt objektsprædikativ.

118 Subjunktionelle og konjunktionelle led For fuldstændighedens skyld nævner jeg her det subjunktionelle og konjunktionelle led, hhv. Led 46 og Led 47. Disse er strengt taget ikke sætningsled for så vidt deres funktion er at forbinde sætninger med andre elementer i en tekst. Både subjunktionelle og konjunktionelle led står altid i starten af en sætning. Subjunktionelle led indleder ledsætninger, og konjunktionelle led indleder helsætninger. De beskrives nærmere i afsnit 7.3ff, 8.1 og Kapitel 11. Nogle konjunktionaler, nemlig og, eller, men, plus, samt, og/eller, minus kan også forekomme mellem to sætningsled (uden at nogen af disse sætningsled er en sætning). I et sådan tilfælde regner jeg dem ikke for konjunktionelt led, men for en operator inden for et sætningsled. Konjunktionelle led kan kun udgøres af konjunktionaler, men subjunktionelle led kan udgøres af såvel subjunktionaler som af substantivaler, adjektivaler og adverbialer. For de sidste tre ordgrupper gælder det at de skal indeholde et interrogativt pronomen eller en relativiser. I nogle tilfælde kan et sætningsled være både et subjunktionelt led og et af de øvrige, ovenfor definerede sætningsled, fx subjekt. Dette forekommer ved relativsætninger og indirekte spørgsmål (se afsnit og 7.9.1) Strandede præpositioner Som det kan ses af definitionerne af sætningsled ovenfor, indeholder mange sætningsled et adpositional. Alle disse sætningsled kalder jeg samlet oblikke netop pga. adpositionalet. Man skal passe på med ikke at forveksle oblikke led med neutrale led. Mange eksemplarer af neutrale led er rigtig nok oblikke, men langt fra alle. Desuden er ikke alle oblikke led neutrale: Oblikt (direkte) objekt, oblikt indirekte objekt og agentivt led er oblikke, men ikke neutrale. Derfor er oblikhed og det at være neutralt led er uafhængige fænomener. Det første angår udformningen af et led, det andet angår et leds syntaktiske egenskaber. Bemærk at alle oblikke led (undtagen ledsætninger) placeres i Obl eller a i sætningsskemaet uanset om de er neutrale eller ej. Dog er der en vis tendens til at de afhængige oblikke led placeres i Obl frem for a. Som udgangspunkt står adpositionaler sammen med det led de markerer. Men det er særligt for moderne dansk (og engelsk) at et adpositional godt kan adskilles fra det led som det markerer. Sådanne adskilte adpositionaler kalder man strandede (efterladte) adpositionaler (stranded prepositions). De findes ved hv-sætninger (1), i relativsætninger (2), når oblikke direkte objekter gøres til subjekt (3) og når et eller andet led flyttes til fundamentfeltet i helsætninger (4): (1) Jeg ved ikke hvem han taler med; jeg ved ikke hvilket hus han bor i (2) Det hus som han bor i er forfaldent. (3) Han kan ikke stoles på. (4) Denne seng har jeg aldrig ligget i. På andre sprog, fx tysk, kan man aldrig adskille et adpositional fra det led det markerer. Så oversættelserne af de ovenfor stående sætninger lyder således: Ich weiß nicht, mit wem er spricht; ich weiß nicht, in welchem Haus er wohnt; Das Haus, in dem er wohnt, ist verfallen; (oblikke objekter kan ikke transformeres til subjekt på tysk); In dieser Bett bin ich nie gelegen. Denne mulighed for adskillelse af adpositionalet fra sin styrelse er formentlig relateret til at dansk har mistet kasusbøjningen. Hvad angår sætningsskemaet, placeres strandede adpositionaler der hvor deres styrelse ville stå, dvs. i Obl. Strandede adpositionaler kan ikke stå i a.

119 6.6. Oblikke og uoblikke led Der er i det foregående introduceret mange sætningsled der hedder oblikt et eller andet eller bare er oblikt led. Dette afsnit prøver at give et overblik over dem. Oblikke led Oblikt direkte objekt Oblikt objekt Oblikt indirekte objekt Oblikt subjektsprædikativ Oblikt objektsprædikativ Agentivt led Mange neutrale led Alle andre led er uoblikke, dvs. er ikke markeret med et adpositional. Det er således et definerende træk ved subjekt, direkte objekt, etc. at de ikke er markeret med et adpositional. I nogle fremstillinger kaldes oblikke led for middelbare led mens uoblikke led kaldes umiddelbare led. De oblikke led forholder sig forskelligt til de uoblikke led. Ved de oblikke indirekte objekter er det et definerende træk at de kan transformeres til uoblikke, altså til almindelige indirekte objekter. Det samme gælder det oblikke objekt der er defineret ud fra at det kan transformeres til et direkte objekt (med forskel i aspektualitet). Men det oblikke direkte objekt, oblikke subjektsprædikativ og oblikke objektsprædikativ kan ikke konverteres til hhv. direkte objekt, subjektsprædikativ og objektsprædikativ. Det er egentlig bedst at betragte dem som varianter af hhv. direkte objekt, subjektsprædikativ og objektsprædikativ. Grunden til at de ovenfor er behandlet adskilt, er snarere at understrege at oblikke led ikke kan slås i hartkorn, men bør behandles mere nuanceret. Det agentive led er defineret ud fra at det kan konverteres til subjekt, så det kunne i princippet godt kaldes oblikt subjekt. Men det gør jeg ikke af adskillige grunde: (i) Det agentive led kan kun forekomme sammen med subjektet, hvorimod de andre oblikke led udelukker deres uoblikke pendanter. Dvs. hvis en sætning fx indeholder et oblikt indirekte objekt, så kan der ikke også forekomme et indirekte objekt samtidig. (ii) Der gælder forskellige restriktioner for det agentive led og subjektet. Det agentive led kan kun forekomme i passive sætninger, hvorimod subjektet kan forekomme både i aktive og passive sætninger. De øvrige oblikke led er derimod underkastet stort set de samme restriktioner som deres uoblikke pendanter. (iii) Betegnelsen oblikt subjekt bruges i litteraturen om subjekter der har subjektsegenskaber lige bortset fra at de ikke står i nominativ, men i en oblik kasus. Moderne dansk har ikke sådanne oblikke subjekter. 38 Der er normalt ikke nogen forbindelse mellem oblikke neutrale led og uoblikke neutrale led. Dette hænger da naturligt sammen med at disse led betragtes som neutrale, for hvis der var en forbindelse mellem oblikke og uoblikke neutrale led, kunne de ikke betragtes som neutrale led. Det forekommer dog nogle gange at et neutralt led kan formuleres både med og uden adpositional uden nævneværdig betydningsforskel: Han kommer på besøg (i) næste uge. 38 Et eksempel på et oblikt subjekt kan være det russiske mne i Mne hotelos by vodu (jeg vil gerne have vand). Mne er dativ af ja (jeg), vodu er akkusativ af voda (vand), (voda er feminin), og hotelos by er 3sg.n konjunktiv af hotet (ville). Da der i sætningen ikke forekommer og ikke kan forekomme noget i nominativ, er der umiddelbart ikke noget subjekt til stede. Men da mne udtrykker den aktant der besidder vilje, og sådanne aktanter prototypisk udtrykkes af subjekter, kan man betragte mne som subjekt, altså som oblikt subjekt. Man kan da også sige Ja hoču vodu (jeg vil have vand), med et ægte subjekt, men det er mindre taktfuldt.

120 6.7. Prædikat Traditionelt taler man også om prædikat (predicate) som sætningsled. Men dette er kontroversielt idet begrebet dækker over forskellige ting i forskellige beskrivelser. I nogle beskrivelser er prædikatet hele sætningen minus subjektet. Det er så prædikatet der bagefter kan deles op i sætningsled, så som verballeddet, de forskellige slags objekter og adverbielle led. I andre beskrivelser er prædikatet det led der udgøres af et verbal, dvs. fuldstændig synonym med betegnelsen verballed. 39 Disse to definitioner kan kaldes hhv. den maksimale og minimale definition af prædikatet. I nogle fremstillinger arbejder man med en mellemting, hvor prædikatet er et mere omfattende led end verballeddet, dog uden at omfatte hele resten af sætningen minus subjekt. I disse fremstillinger er prædikatet lig med verballeddet plus et eller andet element. Baggrunden for denne definition er fænomenet inkorporation eller inkorporering (incorporation). Inkorporation er tydeligst når hovedverbet er et kompositum (redegøre, varetage, muliggøre, rengøre, hjemsøge, søsætte, igangsætte, sprogforhandle). I disse komposita er verbet sat sammen med et led der også kan forekomme som selvstændigt sætningsled: som et direkte objekt ngn gør rede for ngt ~ ngn redegør for ngt, ngn tager vare på ngt ~ ngn varetager ngt, som et objektsprædikativ ngn gør ngt muligt ~ ngn muliggør ngt, ngn gør ngt rent ~ ngn rengør ngt, eller som et neutralt led ngn sætter ngt til søs ~ ngn søsætter ngt, ngn sætter ngt i gang ~ ngn igangsætter ngt, ngn forhandler om sproget med ngn ~ ngn sprogforhandler. I nogle (mere ekstreme) tilfælde kan verbet endda sættes sammen med et subjekt: Printeren paper-jammer. Her er paper i hvert fald i det oprindelige engelske udtryk subjekt for verbalet jammer (paper is/gets jammed). Da konstruktionerne med komposithovedverbum er synonymer med konstruktionerne med et selvstændigt sætningsled, er det nærliggende at mene at rede, vare, ren, mulig, til søs, i gang, osv. sammen med verballeddet er dele af en større enhed. Denne enhed kalder man i nogle fremstillinger prædikat. I nogle tilfælde er der dog betragtelig forskel på de to konstruktionstyper: ngn søger hjem ngn hjemsøger ngn. Denne slags inkorporation kan man kalde morfologisk inkorporation eftersom hovedverbet er et kompositum. Desuden er der konstruktioner hvor verballeddets indhold er minimalt, hvor det blot udtrykker nogle grammatiske forhold, og hvor det er et andet led der bærer den leksikalske betydning. Dette er tilfældet ved nogle ikke-bestemte subjektsprædikativer, fortrinsvis ikke-bestemte direkte objekter eller neutrale led. Fx er det i Hun er smuk subjektsprædikativet smuk der udtrykker den leksikalske betydning, en bestemt egenskab ved subjektet. Verballeddets funktion er blot at angive tid (at hun menes at være smuk nu), det er kun der fordi adjektiver ikke kan udtrykke tid selv; det kan verber. Her er det nærliggende at tale om et prædikat der består af verballeddet og subjektsprædikativet. På lignende vis er det nærliggende at betragte nogle kombinationer af verballed og direkte objekt som én betydningsenhed. Fx udtrykker give udtryk i Han gav udtryk for sine følelser ikke en handling (give) der angår en genstand (udtryk) som det normalt er tilfældet ved kombinationen af verballed og objekter. Tværtimod udtrykker konstruktionen blot en handling (det at udtrykke noget) der angår en anden genstand, nemlig hans følelser. Dette kan ses i at ovennævnte sætning er synonym med Han udtrykte sine følelser. Her ville det altså være rimeligt at betragte verballeddet og det direkte objekt tilsammen som prædikat. Et eksempel på et neutralt led der indgår i prædikatet er i stand, fx Peter var ikke i stand til at dræbe sin kone. Her er det jo det neutrale led der angiver en foregang, en evne til et eller andet. In- 39 Der er dog et argument for at betragte prædikatet som noget der er næsten lig med hele sætningen minus subjekt. Man kan på dansk nemlig have det nonfinitte hovedverbum sammen med alt det der normalt står efter V-feltet i F: Sende et brev til sin far har han absolut ikke villet. For mig at se lægger denne konstruktion dog mere op til det at det sidste hjælpeverbum tager hele resten af sætningen som en slags objekt. Leddet i F ligner jo unægteligt en nonfinit ledsætning (afsnit 7.3ff), jf. også diskussionen om hvad der kan/skal regnes for verballed i afsnit

121 korporationen af et subjektsprædikativ, direkte objekt eller neutralt led kan man kalde syntaktisk inkorporation da verballeddet og et andet sætningsled sammen udgør en betydningsenhed. Et prædikat der kun består af verballeddet, kan man kalde et simpelt prædikat mens et prædikat der også indeholder et andet element kaldes et inkorporativt eller inkorporerende prædikat. Dansk er ganske rigt på inkorporative prædikater. Jeg definerer prædikatet som den del af en sætning som udtrykker foregangen i den situation som sætningen beskriver, plus verballeddet. Verballeddet er altså altid en del af prædikatet, og ofte den eneste del. På dansk skal prædikatet i princippet altid indeholde et verbal, men der er konstruktioner elliptiske og reducerede sætninger som mangler et verballed, fx Peter er rig, men Thomas fattig, hvori fattig udgør prædikatet i den sidste sætning. Der er mange sprog i verden, fx russisk, ungarsk, tyrkisk, hvori selv komplette sætninger ikke altid behøver et verbal i prædikatet, hvor det i nogle tilfælde faktisk er ukorrekt at indsætte et verbal i sætningen. Men prædikatet kan også indeholde de ovennævnte ikke-bestemte subjektsprædikativer (være smuk), direkte objekter (give udtryk) eller neutrale led (være i stand til). Bemærk dog at sådanne subjektsprædikativer og objekter har de samme egenskaber som almindelige subjektsprædikativer og objekter, som ikke betragtes som en del af prædikatet. 40 Den eneste grund til at jeg tager sådanne subjektsprædikativer og direkte objekter med i prædikatet, er at det netop er dem der udtrykker foregangen i den omtalte situation. Yderligere forklaring herpå findes i afsnit , men jf. også med afsnit Det skal bemærkes at ovenstående definition tillader at prædikatet faktisk er en morfosyntaktisk mindre fyldig enhed end verballeddet. Det er tilfældet ved nogle morfologiske inkorporationer, fx sprogforhandle, hvor prædikatet kun svarer til verbalstammen, altså forhandle Verbalpartikler (se afsnit 5.6) er per ovennævnte definition en del af prædikatet eftersom de sammen med hovedverbet udgør én betydningsenhed nemlig den enhed der henviser til foregangen. Præpositioner som verbalpartikler har hermed en blandet status. Syntaktisk hører de med til det oblikke led som de markerer, fx det oblikke direkte objekt efter sin nøgle til verballeddet leder, eftersom de står sammen med dette oblikke led (medmindre de er strandet). Men semantisk er de en del af prædikatet da de sammen med hovedverbet, i eksemplet lede, henviser til en foregang. Derimod betragter jeg ikke objektsprædikativer som en del af prædikatet, fx ved ngn gør ngt muligt. Grunden hertil er at prædikatet/verballeddet (gør) og objektsprædikativet (muligt) hver for sig angiver en foregang, dvs. konstruktionen angiver i alt to foregange, en gørelses-foregang og en væren mulig-foregang (se mere herom afsnit ). Det er også tilfældet når objektsprædikativet er sat sammen med hovedverbet (fx den morfologiske inkorporation muliggøre), hvorved sætningen kun har et simpelt prædikat, som i sig selv udtrykker to foregange. Definitionen af prædikatet er således semantisk og ikke morfo-syntaktisk som definitionen af de andre sætningsled. Strengt taget har man derfor ikke brug for konceptet prædikat i syntaks, men det er alligevel nyttigt på en simpel måde at kunne henvise til den del af en sætning som udtrykker den omtalte situations foregang. Tabellen nedenfor sammenfatter forholdet mellem prædikat, verballed og foregange ifølge min terminologi. Verballed og prædikat Verballed udtrykker én foregang Prædikat er lig med verballed Hun elsker ham. Hun gjorde ham lykkelig. 40 Almindelige subjektsprædikativer og direkte objekter henviser til aktanter. Et direkte objekt der indgår i prædikatet kan typisk kun transformeres til egentligt subjekt, ikke til ægte subjekt:?udtryk blev givet for hans følelser, men Der blev givet udtryk for hans følelser.

122 Verballed udtrykker ingen foregang Verballed mangler Verballed udtrykker to foregange Prædikat er lig med verballed (morfologisk inkorporation) 41 Prædikat er lig med verballed + subjektsprædikativ eller direkte objekt eller neutralt led (syntaktisk inkorporation) Prædikat er lig med fx subjektsprædikativ Han klargjorde skibet. Hun igangsatte en lang proces. Hun er klog. Hun sætter sit præg på projektet. Peters bil er hvid, min sort. Der kan selvfølgelig også forekomme sætninger der ikke kun mangler verballeddet, men i det hele taget et prædikat: Peter drak te, Søren kaffe, hvor den sidste sætning mangler prædikatet, dvs. angivelsen af hvilken foregang Søren engagerede sig i sammen med kaffen. De prædikater som kun består af verballeddet kalder man undertiden verbalt prædikat, de prædikater som ud over verballeddet også indeholder et andet led for verbal-nominalt prædikat, og de prædikater der ikke indeholder et verballed for nominalt prædikat. Betegnelserne verbal-nominal og nominal skyldes at leddet ud over verballeddet typisk udgøres af et substantival eller et adjektival Komplementer og rolleled Komplement (complements) er en fælles betegnelse for de led som er krævet af et andet led. Komplementer kan være både sætningsled og ordgruppeled. Uden disse led virker en given konstruktion ufuldstændig, så komplementer er med til at gøre en konstruktion komplet (heraf navnet komplement). Det er først og fremmest verballeddet der tager komplementer. Fx virker ytringen Han undersøgte ufuldstændig. Hvad undersøgte han? Verbalet undersøge kræver altså at det er akkompagneret af et direkte objekt, der gør sætningen komplet. Men det er ikke kun verbaler der kan have komplementer, det kan bl.a. også adjektiver. Fx kræver ked et led indledt med af. Man kan ikke bare sige Han er ked, man er nødt til at indsætte et led uanset hvor intetsigende det led er: Han er ked af det. I nogle fremstillinger, hovedsageligt i generative grammatikker, betragter man ledsætninger og præpositioners styrelse som komplementer. Da jeg betragter subjunktioner og præpositioner (rettere sagt subjunktionelle led og adpositionaler) som markører, mener jeg heller ikke at ledsætninger og styrelser er komplementer; heller ikke selv om de er obligatoriske for så vidt hvis man siger en subjunktion eller præposition, skal man også sige hhv. en ledsætning eller en styrelse efterfølgende, for ellers er ens ytring ufuldstændig: *Han sagde at; han kom hjem når; bogen om; han kom sammen med. Verbaler kan inddeles i typer afhængig af hvilke sætningsled de tager som komplementer: Kopulaverbaler tager subjekt og subjektsprædikativ som komplement, transitive verbaler subjekt og direkte objekt, ditransitive verbaler subjekt, direkte objekt og indirekte objekt, deponente verbaler subjekt og sekundært objekt, og intransitive verbaler kun subjekt. 42 Det er denne slags inddeling der om end lidt mindre detaljeret er brugt i afsnit 6.3. Den bliver uddybet i Kapitel Det skal bemærkes at et verballed også kan udtrykke to foregange uden morfologisk inkorporation. Det er tilfældet ved de såkaldte leksikalske kausativer (afsnit og ). 42 Der er nogle fremstillinger der ikke regner subjekt for komplement fordi alle verber kræver subjekt på dansk, så subjekt er ikke et distinktivt træk hvad angår det at inddele verbaler i typer.

123 Så traditionelt er det subjekt, direkte objekt, indirekte objekt, subjektsprædikativ og objektsprædikativ der betragtes som komplementer. 43 Alle de andre, typisk oblikke led er blot adjungerede led (adjuncts) eller også bare kaldet adverbielle led, hvis tilstedeværelse i sætningen ikke er krævet af verbalet, og som derfor angiveligt også frit kan udelades. Men dette er et alt for forenklet tilgang. Der kan ikke være nogen tvivl om at mange oblikke led er krævet af verbalet. Man kan fx ikke sige Han stolede. Verbalet har brug for det oblikke direkte objekt. Så oblikke direkte objekter, oblikke indirekte objekter og oblikke objekter må også betragtes som komplementer. Desuden er mange neutrale led at betragte som komplementer. Fx kan verbalet handle i betydningen noget handler om noget ikke undvære det neutrale led der angiver emnet (fx Denne bog handler om sprogvidenskab). Det skal også bemærkes at det ikke kun er substantiviske led der kan være komplementer, men også fx adverbielle led. Fx er det neutrale led derovre, udgjort af et adverbial, et komplement i sætningen Han bor derovre eftersom sætningen uden det er ukorrekt: *Han bor. I moderne grammatikker er der for så vidt enighed om at også oblikke hhv. neutrale led kan være komplementer, men det er noget uklart hvilke (terminologiske) konsekvenser denne udvidelse af begrebet komplement har på verbaltyper. Hvad skal man fx kalde de verbaler der tager oblikt direkte objekt? Skal de også kaldes transitive? Eller skal betegnelsen transitiv forbeholdes for de verbaler der tager direkte objekt, og følgelig give et andet navn, fx oblikt transitiv, til verbalerne med oblikt direkte objekt? Ligeledes med fx bo: Er det et intransitivt verbal ligesom sove der ikke tager komplementer ud over subjektet, eller hører det til en anden (under)type af verbaler? Det er værd at bemærke at inkarnerede intransitive verber som sove kan tage kognate objekter (Han sov en lang søvn), men det kan verbaler med et neutralt led som komplement ikke: *Han boede et bo. Fænomenet komplementer er forbundet med fænomenerne foregang og aktant. Den foregang som fx verballeddet udtrykker, kræver led (komplementerne) der udtrykker aktanter som er essentielle for foregangen. Disse aktanter kompletterer foregangen, uden dem kan foregangen ikke finde sted. Fx kræver foregangen bygge to aktanter: den der bygger (agens), og det der bliver bygget (patiens). Der kræves selvfølgelig også andre aktanter såsom det instrument ved hjælp af hvilket patiens bygges, det sted hvor patiens bygges, den person for hvem patiens bygges, etc., men det er agens og patiens som er de mest centrale for bygge -foregangen. Så de sætningsled der udtrykker agens og patiens, er komplementer. I sætningen Peter byggede et stort hus er det subjektet og det direkte objekt. Men man kan ikke sætte lighedstegn mellem komplementer og de led der udtrykker aktanter. Derfor er det rimeligt at give de led der udtrykker aktanter, en særlig betegnelse, nemlig rolleled (de kaldes rolleled ud fra det at aktanter spiller semantiske roller). Bemærk at rolleled er således semantisk definerede ligesom prædikatet (i det foregående afsnit) og har kun indirekte noget med syntaks at gøre. Det er sådan at komplementer prototypisk er rolleled, og rolleled prototypisk er komplementer. Men der er komplementer der ikke er rolleled, og rolleled der ikke er komplementer. I det følgende gennemgår jeg de mest typiske eksempler på komplementer der ikke er rolleled. Sådanne komplementer kalder man dummy eller tomt komplement. Subjekt er ikke rolleled ved verbaler der udtrykker meteorologiske fænomener (det sner, regner, tordner, etc.) da der ikke er nogen aktant der gør sneningen, regningen, tordningen, etc. Det samme gælder de formelle subjekter, der heller ikke henviser til nogen aktant. Det direkte objekt er ikke rolleled ved nogle verbaler der kun forekommer sammen med det refleksive pronomen, fx hygge sig. Sådan et objekt henviser ikke til nogen aktant, man kan jo ikke hygge andre, kun sig selv. Det er nok også derfor at man i moderne dansk godt kan sige Hyg! eller vi hygger i stedet for Hyg dig!, Vi hygger os. Der er muligvis en sproghistorisk udvikling på færd 43 Verbaler der tager objektsprædikativ, har dog ikke noget særligt navn, de er blot en slags transitive verbaler. Deponente verbaler plejer ikke at få nogen opmærksomhed bortset fra at man konstaterer deres uregelmæssige natur.

124 hvor man går væk fra at bruge refleksivpronominet i konstruktioner hvor det ikke henviser til en aktant. Bemærk i den forbindelse at det refleksive objekt ved almindelige transitive verber er rolleled, fx Han vasker sig, selv om det henviser til den samme aktant som subjektet. Men kan jo også godt vaske andre, ikke kun sig selv. Kognate objekter er heller ikke rolleled. Det er det formelle/foreløbige objekt i lighed med de formelle subjekter heller ikke. De direkte objekter der indgår i prædikatet (jf. afsnit 6.7) er selvsagt ikke nogen rolleled da de jo selv udtrykker foregangen. Det indirekte objekt er ikke komplement i udtrykket man er sig noget bevidst da man ikke kan være andre noget bevidst, kun sig selv. Subjektsprædikativer er selvfølgelig også kun komplementer når de henviser til en aktant, hvilket stort set kun kan være tilfældet når subjektsprædikativet er et bestemt substantival, fx Han er firmaets direktør. I alle andre tilfælde udtrykker subjektsprædikativer en foregang, så de er en del af prædikatet. Så statistisk set er subjektsprædikativ faktisk kun relativt sjældent rolleled. Det samme gælder objektsprædikativet. Bemærk at subjektsprædikativer når de ikke henviser til en aktant, men til en foregang godt kan tage komplementer. Sådanne komplementer er som oftest oblikke (neutrale) led eller indirekte objekter (fx hhv. Han er bange for hende, Det er ham ubegribeligt). Men der er enkelte tilfælde hvor subjektsprædikativet tager et uoblikt neutralt led som komplement: Jeg er mig min fejl bevidst, Det kan du ikke være bekendt. Det er interessant at bemærke at sådanne led typisk står i genitiv i tysk (Ich bin mir meines Fehlers bewusst). Interessant nok er der mig bekendt ikke er nogen oblikke komplementer som ikke er rolleled. Det er tilsyneladende kun de prototypiske komplementer der ikke altid behøver være rolleled, til trods for at man almindeligvis betragter lige præcis dem som prototypiske rolleled. Det er noget problematisk hvorvidt komplementer er obligatoriske led. Eksemplerne oven for angiver komplementer der meget dårligt kan undværes uden at sætningen virker decideret ukorrekt. Man kan ikke bare uden videre sige Han undersøgte, byggede, stolede, boede, etc. Alligevel er obligatoriskhed relativ. Man kan fx godt sige Han byggede og byggede, men blev aldrig færdig. Kan man så betragte led der ikke er obligatoriske, som komplementer? Eller, eftersom obligatoriskhed åbenbart er graduerbar, hvor sætter man grænsen for at et led er obligatorisk nok til at være komplement? Det er et åbent spørgsmål Oversigt over sætningsled De to nedenfor stående tabeller giver med eksempler et overblik over hvilke sætningsled som jeg arbejder med i denne bog, og hvordan de er definerede. Oversigt over sætningsled Sætningsled Materiale Samspil Transformationsmuligheder Subjekt Direkte objekt substantival; substantivisk ledsætning substantival; substantivisk aktivt transitivt prædikat fra aktiv til passiv: Agentivt led fra passiv til aktiv: Direkte objekt, Indirekte objekt 1, 2 eller 4 eller Oblikt direkte objekt fra aktiv til passiv: Subjekt Placering s; Sb-sætn O1, dog O2 hvis

125 Sætningsled Materiale Samspil Transformationsmuligheder Placering ledsætning uden ændring i diatese: der også Oblikt objekt er Indirekte objekt 4 i sætningen; Sbsætn Indirekte objekt 1 substantival transitivt prædikat fra aktiv til passiv: O2 Subjekt uden ændring i diatese: Oblikt indirekte objekt 1 Indirekte objekt 2 substantival transitivt prædikat fra aktiv til passiv: O2 Subjekt uden ændring i diatese: Oblikt indirekte objekt 2 Indirekte objekt 3 substantival Oblikt indirekte objekt 3 O2 Indirekte objekt 4 substantival transitivt prædikat fra aktiv til passiv: O2 Subjekt Indirekte objekt 5 substantival transitivt prædikat Oblikt indirekte objekt 2 O1 Indirekte objekt 6 substantival intransitivt prædikat O2 Kognatobjekt substantival aktivt prædikat O1 Sekundært objekt substantival; deponent prædikasætn O1; Sb- ledsætning indledt med at Subjektsprædikativ substantival, kopulaprædikat, fra passiv til aktiv: Objektsprædikatisætn P; Sb- adjektival m/u adpositional; passivt transitivt prædikat sub- stantivisk ledsætning m/u adpositional Objektsprædikativ Formelt subjekt, ekspletivt substantival, adjektival m/u adpositional; participiel sætning, infinitivsætning m/u adpositional der aktivt transitivt prædikat kopula-, intransitivt, passivt transitivt prædikat fra aktiv til passiv: Subjektsprædikativ P; Sbsætn s

126 Sætningsled Materiale Samspil Transformationsmuligheder Formelt subjekt, det foreløbigt Formelt/foreløbigt det aktivt transitivt fra aktiv til passiv: foreløbigt direkte objekt prædikat subjekt Egentligt subjekt substantival Ekspletivt subjekt Egentligt subjekt substantivisk Foreløbigt subjekt ledsætning Egentligt direkte substantivisk Foreløbigt direkte fra aktiv til passiv: subjekt objekt ledsætning objekt og ob- jektsprædikativ Agentivt led af + substantival/ passivt transitivt fra passiv til aktiv: subjekt sub- prædikat eller foreløbigt subjekt stantivisk ledsætning Oblikt direkte partikel + aktivt transitivt fra aktiv til passiv: subjekt objekt substantival/ prædikat med strandet partikel substantivisk ledsætning Oblikt objekt adpositional aktivt transitivt uden ændring Direkte ob- + substantival/ prædikat i jekt sub- diatese stantivisk fra aktiv til ingen ændring ledsætning passiv Oblikt indirekte til + substantival objekt 1 Oblikt indirekte verbets første objekt 2 led + substantival Oblikt indirekte for + substantival objekt 3 Frit prædikativ adjektival kongruens i genus og numerus med subjekt Subjunktionelt led subjunktional, substantival/adverbia l indeholdende et hv-ord eller et relativpronomen Konjunktionelt led konjunktional Indirekte objekt 1 Indirekte objekt 2 eller 5 Indirekte objekt 3 Placering s O1 O1 Sb-sætn Sb-sætn a, Obl; Sb-sætn Sb- Obl; sætn Sb- Obl; sætn Obl Obl Obl a, Obl det første led i en ledsætning det første led i en helsætning

127 Sætningsled Materiale Samspil Transformationsmuligheder Neutrale led adpositional + substantival, substantival, adverbial, substantivisk ledsætning med adpositional, neutral ledsætning Placering a, M, Obl; Neu-sætn Eksempler på sætningsled Sætningsled Eksempel Eksempel på transformation Subjekt Peter har bygget huset. Huset er blevet bygget af Peter. (agentivt led) Huset er blevet bygget af Peter. Peter har bygget huset. (direkte objekt) Peter blev givet en medalje. Man har givet Peter en medalje. (indirekte objekt 1) Peter blev pålagt mange opgaver. Man har pålagt Peter mange Peter kan ikke stoles på. opgaver. (indirekte objekt 2) Man kan ikke stole på Peter. (oblikt direkte objekt) Direkte objekt Peter har læst bogen. Bogen er blevet læst af Peter. (subjekt) Peter har læst i bogen. (oblikt objekt) Indirekte objekt 1 Peter har givet Søren en bog. Søren er blevet givet en bog. (subjekt) Peter har givet en bog til Søren. (oblikt indirekte objekt 1) Indirekte objekt 2 Chefen har frataget Peter hans privilegier. Peter er blevet frataget sine privilegier. (subjekt) Chefen har taget hans privilegier fra Peter. (oblikt indirekte objekt 2) Indirekte objekt 5 Indirekte objekt 3 Peter forklarede Søren problemets natur. Denne bog er Peter ubegribelig. Peter forklarede problemets natur for Søren. (oblikt indirekte objekt 3) Denne bog er ubegribelig for Peter. (oblikt indirekte objekt 5) Indirekte objekt 4 Han lærte dem grammatik. De blev lært grammatik. (subjekt) Læreren skal tilpasse teksten elevernes Læreren skal tilpasse teksten til

128 Sætningsled Eksempel Eksempel på transformation behov. elevernes behov. (oblikt indirekte objekt 2) Indirekte objekt 6 Man lader tvivlen komme Peter til gode. Kognatobjekt Soldaterne døde en grusom død. Sekundært objekt Ulykken skyldtes hans uagtsomhed. Subjektsprædikativ Han er en god mand. Objektsprædikativ Man så ham passere grænsen. Hun gjorde ham glad. Han blev set passere grænsen. Han blev gjort glad. (subjektsprædikativ) Formelt subjekt, ekspletivt Der sad to fugle på grenen. Formelt subjekt, fore- Er det ikke dejligt at studere sprog? løbigt Formelt/foreløbigt direkte objekt Bogen gør det let at studere lingvistik. Det bliver gjort let af bogen at studere lingvistik. (foreløbigt subjekt) Egentligt subjekt Der sad to fugle på grenen. Egentligt subjekt Det er nyttigt at reflektere over sprog Egentligt direkte objekt Eksemplerne gør det klart hvordan syntaks hænger sammen. Agentivt led Fodgængeren blev kørt ned af en idiot. En idiot kørte fodgængeren ned. (subjekt) Oblikt direkte objekt Man skal slå de ukendte ord op. De ukendte ord skal slås op. (subjekt) Oblikt objekt Han har skrevet på sin bog. Han har skrevet sin bog. (direkte objekt) Oblikt indirekte objekt 1 Oblikt indirekte objekt 2 Oblikt indirekte objekt 3 Frit prædikativ Subjunktionelt led Konjunktionelt led Neutrale led Peter gav en ring til sin kone. Peter har stjålet nøglen fra Søren. Hun har forklaret alt for ham. Peter og hans ven fortsatte trætte med arbejdet. Peter sagde at han ville komme. Peter spurgte hvem der ville komme. Peter som spurgte hvornår vi ville komme, fortalte ikke hvilket tog han ville tage. For Peter kom, men Søren kom ikke. Han bor i Århus. Han har forgæves ledt alle steder efter sin nøgle. Hvis børnene ikke er syge, kommer vi på besøg næste uge. Peter gav sin kone en ring. (indirekte objekt 1) Peter har frastjålet Søren nøglen. (indirekte objekt 2) Hun har forklaret ham alt. (indirekte objekt 3) Som krydsreference angiver jeg i den nedenstående tabel hvilke funktioner de enkelte ordgruppetyper kan udfylde.

129 Ordgruppers funktioner Ordgruppe Led Bemærkning substantival præled 1 i substantival præled 2 i substantival i genitiv præled 3 i substantival præled 5 i substantival i genitiv postled 1 i substantival postled 2 i substantival oftest med adpositional præled 1 i adjektival oftest med adpositional præled 2 i adjektival oftest med adpositional postled i adjektival med end eller som præled i adverbial postled i adverbial med end eller som subjekt direkte objekt indirekte objekt subjektsprædikativ objektsprædikativ sekundært objekt oblikt objekt med adpositional øvrige afhængige led med adpositional neutrale led typisk med adpositional subjunktionelt led indeholdende hv-ord interjektionelt led adjektival præled 2 i substantival præled 4 i substantival postled 2 i substantival subjektsprædikativ objektsprædikativ frit prædikativ adverbial præled 1 adjektival præled adverbial postled 2 i substantival adverbielle led neutrale led numeralial præled 3 i substantival verbal verballed artiklal præled 5 i substantival adpositional adpositional subjunktional subjunktionelt led konjunktional konjunktionelt led interjektional interjektionelt led helsætning interjektionelt led ledsætning postled 3 i substantival relativ-, determinativ- eller komplement sætning postled i adjektival sammenlignings- eller determinativsætning postled i adverbial sammenlignings-, determinativ- eller relativsætning subjekt substantivisk sætning direkte objekt substantivisk sætning indirekte objekt fri relativsætning oblikt objekt substantivisk sætning med adpositional subjektsprædikativ substantivisk sætning sekundært objekt substantivisk sætning neutrale led substantivisk sætning med adpositional, neutral ledsætning, fri relativsætning med adpositional

130 relativsæt- efterhængt ning relativsætning med hvilket eller hvad Som det kan ses i tabellen, er substantivalet den ordgruppe der kan anvendes i flest funktioner. Det er ofte som om de kan erstatte de andre ordgrupper. Læg mærke til at når substantivaler anvendes inden for de andre ordgruppers domæne, ledsages de typisk af adpositionaler (inkl. genitiv). Derfor kan man betragte adpositionaler som markører der markerer et substantivals funktion. Noget uortodoks kunne man også sige at adpositionaler er ligesom derivativer, blot med den forskel at mens derivativer arbejder på ordniveau, fungerer adpositionaler på ordgruppeniveau. Men resultatet er i sidste ende det samme: en given rod, altså en given ordgruppe, kan optræde i en anden funktion end den funktion den oprindeligt var bestemt til (mere herom i kapitlet om leksikon). Bemærk at ledsætninger (især dem der er indledt med at) er næsten lige så alsidige som substantivaler. I deres tilfælde er det det subjunktionelle led der giver et fingerpeg om ledsætningens funktion. Som konsekvens heraf kan man betragte det subjunktionelle led som derivativ på sætningsplan. Efter at have defineret sætningsleddene og skitseret opbygningen af en sætning vil jeg i næste kapitel beskrive hvilke sætningstyper der findes i dansk.

131 Kapitel 7 Syntaks III: Sætningstyper Efter at have defineret ordgrupper, sætningsled og (hel)sætninger i hhv. Kapitel 5 og Kapitel 6 vil jeg i dette kapitel se nærmere på sætningstyper. Sætninger inddeles i første omgang i to grupper: helsætninger og ledsætninger. Almindeligvis siger man at helsætninger kan forekomme alene, men ledsætninger (underordnede sætninger eller bisætninger; subordinate eller embedded clauses) ikke kan, fordi de er afhængige af, dele af en anden sætning. Betydningsmæssigt er denne skelnen vanskelig at opretholde idet alle sætninger afhænger af andre sætninger idet alle sætninger indgår i en sammenhæng, i en tekst. Men dansk har nu en formel, syntaktisk forskel på sætninger, ud fra hvilken man kan inddele sætningerne i to grupper. Jeg kalder disse grupper hhv. hel- og ledsætninger, men jeg vil understrege at de betegnelser kun dækker over formelle forskelle sætningstyperne imellem. Først kigger jeg på typerne inden for helsætninger da helsætninger allerede er blevet defineret i Kapitel 6. Efter at have beskrevet helsætningstyperne definerer jeg ledsætninger. Inden jeg går videre med at analysere ledsætningernes typer, behandler jeg nogle begreber der har at gøre med sætningstyper. Herunder kommer jeg også ind på termer som hovedsætning og bisætning, som bruges i skolegrammatikker. Til sidst i kapitlet eksemplificerer jeg afvigelser fra det princip at helsætningsstruktur svarer til helsætningsfunktion, og ledsætningsstruktur til ledsætningsfunktion, samtidig med at jeg giver en definition på hel- og ledsætning der er uafhængig af ledstilling og betydning Helsætningstyper Ud fra hvad der befinder sig i fundamentfeltet og hvordan det finitte verbum i v er, kan man definere tre slags helsætninger. 1. Deklarativ (fremsættende) sætning Det finitte verbum er i præsens eller præteritum, og F er udfyldt med noget. (1) Han kommer i morgen. (2) I går var han ikke hjemme. 2. Eksklamativ (bydende) sætning Det finitte verbum er i imperativ (F er som regel tomt). (3) Kom i morgen! (4) Bliv ikke hjemme! 3. Interrogativ (spørgende) sætning Det finitte verbum er i præsens eller præteritum, F er tomt. (5) Kommer du i morgen? (6) Blev han ikke hjemme? En helsætnings type har noget at gøre med hvad for en sproghandling man udfører: om man fremsætter en tanke (direkte tale vha. en deklarativ sætning), udsteder en befaling (direkte befaling vha. en eksklamativ sætning) eller stiller et spørgsmål (direkte spørgsmål vha. et interrogativ sætning). Men da der faktisk er flere mulige sproghandlinger end de tre her anførte, og da forholdet mellem

132 helsætningstyper og sproghandlinger er ret kompliceret, bliver disse forhold først diskuteret i kapitlet om pragmatik. De deklarative og interrogative helsætninger har pendanter blandt ledsætningerne. For en god ordens skyld skal det bemærkes at det jeg her kalder interrogativ sætningstype kun dækker over det man plejer at kalde ja/nej-spørgsmål. Der findes også noget der kaldes indholdsspørgsmål eller hv-spørgsmål hvor man anvender et interrogativpronomen (rettere sagt en ordgruppe der indeholder et interrogativpronomen) til at stille spørgsmål med. Læg dog mærke til at selv om hv-spørgsmål er funktionelt beslægtede med ja/nej-spørgsmål, er de ledstillingsmæssigt mere lig deklarativsætningerne eftersom de også kan have både ligefrem (sætning (7)) og omvendt ledstilling (sætning (8)). (7) Hvem besøgte jer i går? (8) Hvad har du købt? Som noget særligt kan hv-spørgsmål være nonfinitte: Hvorfor betale så meget i skat? Hvorfor skynde sig? Hvorfor stoppe halvvejs? Ud over det finitte verbum mangler sådanne spørgsmål også et subjekt. Modsat eksklamative sætninger, hvor subjektet er anden person, ligger subjektet ikke implicit i verbalet i nonfinitte spørgsmål. Det er kun konteksten der kan vise hvem subjektet menes at være. Typisk svarer det til vi: Hvorfor skal vi betale så meget i skat? Hvorfor skal vi skynde os? Hvorfor skal vi stoppe halvvejs? Bemærk også at nonfinitte spørgsmål udtrykker modalitet, hvilket kan ekspliciteres vha. modalverbet skal, som i eksemplerne ovenfor Ledstillingstyper Når en sætning starter med subjektet, dvs. når fundamentfeltet indeholder subjektet, taler man om ligefrem ledstilling, sætning (1) ovenfor. Man kalder denne ledstilling ligefrem ud fra den antagelse at det er mest normalt at starte en sætning med subjektet. Alle andre ledrækkefølge er således markerede i forhold til denne default ledstilling. Mere herom i kapitlet om pragmatik. Når en sætning starter med noget andet end subjektet, taler man om omvendt ledstilling eller inversion, sætning (2) ovenfor. 44 Deklarative sætninger kan have både ligefrem og omvendt ledstilling. Interrogative sætninger har kun inversion. Da eksklamative sætninger som oftest ikke indeholder et eksplicit subjekt, kan man i så fald kun vurdere ledstillingen ud fra om der er noget led foran verbet: Hvis der ikke er noget (Læs dine lektier!), kan ledstillingen anses for at være ligefrem, men hvis der står noget (Så læs dog dine lektier!), er ledstillingen omvendt. Ligefrem ledstilling og omvendt ledstilling forekommer i princippet kun i helsætninger, hvorfor de samlet kaldes helsætningsledstillinger. Dansk har desuden en tredje ledstillingstype, der kaldes ledsætningsledstillingen. Denne forekommer i princippet kun i ledsætninger, heraf navnet. Denne ledstilling minder om den ligefremme ledstilling for så vidt den også starter med subjektet. 45 Den beskrives detaljeret i det efterfølgende afsnit. Det at man betragter den ledstilling hvor man starter sætningen med subjektet (ligefrem ledstilling), for basisledstillingen, fører til at man siger at dansk er et SVO sprog. Dette vil sige at den 44 Inversion har spillet en stor rolle i undervisningen i dansk som andet- eller fremmedsprog idet ikke-indfødte danskere har mange problemer med at tilegne sig inversion. Dette kan ses i formuleringer som i morgen jeg kommer i stedet for i morgen kommer jeg. 45 Der kan i relativsætninger og indirekte spørgsmål (se nedenfor) afviges fra det princip at subjektet er det første led inden for sætningen.

133 normale ledrækkefølge er subjekt, verbal, (direkte) objekt. (Man anser disse tre led for at være de mest prominente i en sætning.) Basisledstillingen er et vigtigt karakteristikum ved sprog. De to på verdensplan mest almindelige ledrækkefølgetyper er SVO (dansk, engelsk, fransk, vietnamesisk) og SOV (tyrkisk, tysk, baskisk). Den tredje største type er VSO-sprogene (irsk, walisisk). De andre mulige typer (OVS, VOS og OSV) findes kun marginalt repræsenteret blandt verdens sprog. Et af de sjældne eksempler på et OVS sprog er klingonsk. Man kan dog ikke kategorisk henregne et sprog til en bestemt ledrækkefølgetype. Fx er det langt fra alle sætninger i dansk der er SVO, der forekommer også mange sætninger med andre ledrækkefølge, fx OVS: Det ved jeg ikke Ledsætninger Hvis man betragter danske sætninger, finder man som antydet ovenfor at alle sætninger indeholder de samme typer sætningsled dog i en noget forskellig rækkefølge. Da ledrækkefølgen er fast i begge grupper sætninger, kan man opstille skema for begge grupper. Det ene sætningsskema, helsætningernes, har vi allerede set i afsnit 6.1. Nedenfor skal jeg indrette ledsætningernes skema. Her vil jeg bruge de samme forkortelser for kolonnerne som jeg introducerede ved helsætningsskemaet. Ledsætningers skema Subju nktional; substantival, adjektival,a dverbial med hvord; relativ tivpropronomen adverbial 1. at han aldrig vil komme igen 2. hvis ikke det snart holder op med at regne 3. når han nu vil sige det sådan absolut 4. hvem der sover 5. som han mødte i går Led- og helsætninger indeholder begge de samme sætningsled om end i lidt forskellige rækkefølge. Dog forekommer Led 33 og Led 34 (sætningsformet subjekt) næppe i ledsætninger. De skulle i så fald stå i s i ledsætningsskemaet, men sådan en sætning lyder ualmindelig (Han har fortalt mig at at naboen larmer, irriterer ham). Som det kan ses, ligner helsætningernes og ledsætningernes skema hinanden. Forskellene befinder sig i den forreste del af skemaerne: Den første kolonne i ledsætningsskemaet er indrettet for det subjunktionelle led (herefter forkortet som k), som er særegent for ledsætninger. Det har den vigtige funktion at signalere at der her følger en ledsætning og vise hvad slags ledsætning det er. Det udgøres typisk at et subjunktional, men kan også udfyldes af substantivaler, adjektivaler og adverbialer. I de tre sidste tilfælde skal ordgruppen indeholde et interrogativpronomen eller relativpronomen. s a neg v V O2 O1 M P part Obl Sbsætn Neusætn

134 Det subjunktionelle led er i talesprog og uformel skriftsprog ofte akkompagneret af et ekstra at (fordi at, når at, hvor at, osv.). Sådan et at er ikke velset i standarddansk fordi det betragtes som overflødigt. Men det viser blot sprogets kompositionalitet: at viser at der her kommer en ledsætning, og det rigtige subjunktionelle led specificerer hvad slags ledsætning det er. I andre sprog, fx ungarsk, er en sådan dobbelt visning fuldt ud acceptabel, faktisk snarere normen end undtagelsen. Ledsætninger har ikke nogen jokerkolonne, fundamentfelt, der kan indeholde et hvilket som helst led. Derfor er ledsætningernes ledrækkefølge endnu mere fast end helsætningernes idet leddene ikke kan flyttes frem til fundamentfeltet. Det kendertegner ledsætninger at de ikke adlyder V2- princippet, her kommer det finitte verbum først på 5.-pladsen. Da de særlige kolonner for de tryksvage pronominer (l-o2 og l-o1) i helsætningsskemaet ikke findes i ledsætninger, og da a og neg følges ad i begge typer sætninger, kan forskellen på hel- ledsætningers ledrækkefølge let beskrives som sva i helsætninger og sav i ledsætninger. Dvs. man kan genkende en helsætning på at det finitte verbum er placeret før a-pladsen mens det er placeret efter a-pladsen i ledsætninger. Denne forskel i rækkefølge er vigtig at bemærke da det i tvivlstilfælde kan afgøre om man har at gøre med en ledsætning eller en helsætning. Det praktiske problem er nemlig til dels at det subjunktionelle led undertiden kan udelades, og til dels at ordet så kan være både subjunktion og konjunktion. Derfor er det ikke altid umiddelbart entydigt om en sætning er hel- eller ledsætning. Kolonne 2 i ledsætninger er kun udfyldt i talesprog og uformelt skiftsprog. Det rummer adverbialer der normalt står i a. Kolonne 2 kalder jeg adv0. Det er vigtigt at bemærke at ledsætninger også kan indeholde ledsætninger. Man kan indlejre sætninger i hinanden til en vilkårlig dybde så længe man er i stand til at holde styr på dem. For at gøre analysen overskuelig plejer man at angive hvor en sætning står i hierarkiet. Helsætningsstammen står på niveau 0. Ledsætninger der er umiddelbart indlejret i helsætningen er på niveau 1. Ledsætninger der er indlejret i sådanne ledsætninger er på niveau 2, osv. Visuelt kan man vise sætningshierarkiet vha. det såkaldte trappediagram Hoved-, bisætninger, og sætningsstammer I skolegrammatikker arbejder man med begreberne hoved- og bisætning mens jeg som det fremgår af ovenstående bruger koncepterne hel- og ledsætning. Der er ikke kun tale om terminologisk forskel, men også om reelt forskellige fænomener. Derfor er det nødvendigt inden en fordybelse i ledsætningstyper i de efterfølgende afsnit at kigge nærmere på begreber som helsætning, ledsætning, hovedsætning, oversætning, sætningsstamme og periode. Skolegrammatikkernes betegnelse bisætning dækker over det samme fænomen som betegnelsen ledsætning, så dér er der ikke nogen problemer. Jeg foretrækker betegnelsen ledsætning fordi det gengiver hvad sådanne sætninger er, nemlig led i sætninger eller i ordgrupper. Derimod giver betegnelsen bisætning den uheldige konnotation at ledsætninger skulle være noget sekundært. En periode er en sekvens der i en tekst står mellem to hovedskrifttegn, som er punktum, spørgsmålstegn og udråbstegn. En periode består af én eller flere helsætninger. 46 En helsætning er en komplet syntaktisk størrelse som består af et verballed og et antal andre sætningsled. Disse andre sætningsled kan være ordgrupper eller ledsætninger. En helsætning er syntaktisk set ikke en del af en anden sætning, heller ikke når den står sammen med andre helsætninger inden for den samme periode. Helsætninger er altid hinanden side- eller samordnede. En helsætning kaldes også matrixsætning (matrix clause) fordi den indeholder en stribe af sætningsled (matrix = liste), herunder ledsætninger. 46 Her ses der bort fra elliptiske perioder som fx kun indeholder en ledsætning.

135 Det man traditionelt kalder en hovedsætning (main clause) er den del af en helsætning der bliver tilbage når man har fjernet alle ledsætninger. Det er ofte en ufuldstændig og meningsløs størrelse: I helsætningen At han ikke dukkede op i går, var forkert af ham, er at han ikke dukkede op ledsætning og var forkert af ham skal være hovedsætningen. Men jeg vil hellere kalde denne del af helsætningen for helsætningsstamme og reservere betegnelsen hovedsætning til noget andet. Grunden til betegnelsen helsætningsstamme er at det den betegner, ikke har ret meget sætningsagtigt på sig, så det er en overdrivelse ligefrem at kalde det hovedsætningen. Det er bare den del af en helsætning som ledsætninger hægtes på eller udspringer af. Betegnelsen hovedsætning er i denne bog omdefineret som den størrelse der bliver tilbage af en helsætning efter at de neutrale ledsætninger er blevet fjernet. Så indeholder helsætningen De tog til Nordsverige fordi de ville opleve nordlyset den neutrale ledsætning fordi de ville opleve nordlyset og hovedsætningen de tog til Nordsverige. Hovedsætninger efter denne definition er altid meningsfulde størrelser. Grunden til denne omdefinering er at jeg mener at neutrale ledsætninger har specielle funktioner, nemlig at udtrykke omstændigheder omkring en situation, og jeg har derfor brug for en betegnelse der henviser til den del af en helsætning der udtrykker netop den situation som de neutrale ledsætninger udtrykker omstændigheder omkring. Disse forhold beskrives nærmere i Kapitel 11 og Kapitel 18. I de tilfælde hvor helsætningen kun indeholder neutrale ledsætninger (som i eksemplet ovenfor), er hovedsætningen og helsætningsstammen det samme. Hvis der i en helsætning ikke er neutrale ledsætninger, er hovedsætningen lig med helsætningen. Af ovenstående kan det ses at forholdet mellem helsætning og ledsætning er helhed i forhold til del, så en ledsætning kunne også kaldes delsætning. Pga. dette hel/del-forhold er det egentlig misvisende at kalde ledsætninger underordnede sætninger (underordnet helsætningen) da underordning forudsætter to adskilte størrelse, hvorimod dele ikke er adskilte fra helheden. Derimod er forholdet mellem ledsætning og hovedsætning/helsætningsstamme komplementært idet de to sammen udgør en helhed, nemlig helsætningen. Som nævnt i foregående afsnit (7.3) kan ledsætninger selv indeholde ledsætninger. På analogi med helsætningsstamme og hovedsætning kan man også tale om en undersætningsstamme og en underhovedsætning. I nogle fremstillinger kalder man disse størrelse overordnet sætning eller oversætning (superordinate clause). Grunden til at jeg kalder dem under-et eller andet er at jeg fokuserer på at de er på lavere niveauer i sætningshierarkiet end hhv. helsætningsstamme og hovedsætning. En periode er her for eksemplets skyld analyseret i forhold til de omtalte begreber. Han påstod at han ikke kom på arbejde fordi han var syg, men det kan ikke passe eftersom han i går mente at han aldrig ville blive syg. Han påstod at han ikke kom på arbejde fordi han var syg (helsætning) 47 Han påstod (helsætningsstamme) at han ikke kom på arbejde fordi han var syg (ledsætning på niveau 1) han kom ikke på arbejde (underhovedsætning og undersætningsstamme på niveau 1) fordi han var syg (ledsætning på niveau 2) men det kunne ikke passe (helsætningsstamme og hovedsætning) eftersom han i går mente at han aldrig ville blive syg (ledsætning og underhovedsætning på niveau 1) han i går mente (undersætningsstamme på niveau 1) at han aldrig ville blive syg (ledsætning på niveau 2) 47 Bemærk at den neutrale sætning fordi han var syg ikke er en umiddelbar del af helsætningen, den er ikke sætningsled i helsætningen, men i ledsætningen på niveau 1.

136 7.5. Ledsætningstyper Dette afsnit giver et overblik over hvilke kriterier ledsætninger kan analyseres og inddeles i grupper efter. Ledsætninger kan klassificeres efter adskillige forskellige kriterier: deres prædikat, deres subjunktionelle led, deres syntaktiske funktion og deres placering i forhold til andre led. Hvad angår prædikatet, er det bemærkelsesværdigt at ledsætninger ofte er nonfinitte. Også helsætninger kan være nonfinitte (i dansk dog kun hvis de er elliptiske), men nonfinitte konstruktioner er meget hyppigere blandt ledsætninger. En nærmere undersøgelse af konstruktioner viser at det både strukturelt og indholdsmæssigt er rimeligt også at tale om nonfinitte ledsætninger. Konstruktioner som Det er dejligt at man kan rejse og Det er dejligt at kunne rejse er jo så godt som identiske i betydning og struktur. Der er kun to træk hvor nonfinitte ledsætninger adskiller sig fra de finitte. Det ene træk er den åbenlyse mangel på et finit verbum. Det andet træk er at nonfinitte ledsætninger ikke har et eksplicit subjekt (se dog afsnit for en undtagelse). Dvs. s og v er tomme. Men bortset fra dette sættes nonfinitte ledsætninger ind i ledsætningsskemaet på samme måde som finitte ledsætninger. Nonfinitte ledsætninger kan også indeholde yderligere ledsætninger, både finitte og nonfinitte. Eksempler gives i afsnittene om de forskellige nonfinitte ledsætninger. Nonfinitte ledsætninger kan underinddeles efter hvilken slags nonfinit verbal der udgør deres prædikat: infinitiv, participium, gerundium. Funktionsmæssigt er der ikke forskel på nonfinitte og finitte ledsætninger. Dette bliver illustreret i de pågældende afsnit om ledsætningers funktioner. Hvad angår syntaktisk funktion, kan ledsætninger deles i tre grupper: Dem der er led i en ordgruppe, dem der er led i en sætning og den såkaldte efterhængte relativsætning, som er hverken gruppeled eller sætningsled. Som det kan ses i afsnittene 5.4, 5.5 og 5.7, kan postled i substantivaler, adjektivaler og adverbialer udgøres af sætninger. Sådanne sætninger er ikke sætningsled, men kun postled, evt. præled i ordgrupper. De har derfor ikke nogen egen plads i sætningsskemaerne; de placeres der hvor ordgruppen står i sætningsskemaet, dvs. de står sammen med deres kerne. 48 De ledsætninger der udgør et sætningsled, har derimod deres pladser i sætningsskemaerne: F, a, Sbsætn og Neu-sætn. Dette gælder uanset om sætningen er finit ellers nonfinit. Den efterhængte relativsætning står i princippet uden for sætningsskemaet. Når man taler om ledsætningers funktion, er det meget almindeligt at sammenligne dem med ordgrupper eftersom både ordgrupper og ledsætninger i sidste ende har den samme funktion: at fungere som sætningsled eller ordgruppeled. Derfor taler man om substantiviske sætninger der optræder de steder hvor substantivaler kan optræde, adjektiviske sætninger der fungerer som adjektivaler, og neutrale ledsætninger der fungerer som neutrale led. Analogien er aldrig fuldstændig (placeringen af sætninger er fx ofte forskellig fra placeringen af den tilsvarende ordgruppe), men det er alligevel nærliggende at drage parallellen. Ledsætningers funktion vises af deres subjunktionelle led. Adjektiviske ledsætninger indledes med en relativiser, dvs. der, som, da og hv-ord. Substantiviske ledsætninger indledes med at, om og hv-ord. Neutrale ledsætninger indledes med da, dengang, dersom, efter, efterdi, eftersom, end, endskønt, engang, for (at), fordi, forinden, fra, før, førend, hvis, hvorvidt, idet, ifald, imedens, imens, inden, indtil, i og med, jo, ligesom, medens, medmindre, mens, nu, når, om end, omendskønt, pga., selv om, siden, sidst, skønt, som, som om, sørme, så (at), såfremt, såsom, til, uagtet, uden, undtagen. Det er noget uheldigt for beskrivelsen af dansk at subjunktionelle led er tvetydige. Fx kan hv-ord indlede både adjektiviske og substantiviske ledsætninger, dvs. både relativsætninger og indirekte spørgsmål. Internt er der ikke nogen forskel på disse, det er altså kun det der står uden for ledsætningen der kan vise hvad type ledsætning den aktuelle ledsætning hører til. 48 Der findes nogle undtagelser som bliver beskrevet i Kapitel 8.

137 Det er adjektiviske og substantiviske ledsætninger der optræder som gruppeled. Substantiviske ledsætninger kan markeres med et adpositional, ligesom substantivaler i samme funktion. Efterhængte relativsætninger betragtes også adjektiviske da de har den samme beskrivende funktion som de adjektiviske sætninger der optræder som postled i ordgrupper. Som sætningsled optræder hovedsageligt substantiviske og neutrale ledsætninger. Substantiviske ledsætninger kan være alle de sætningsled som et substantival kan, bortset fra indirekte objekt. Sammen med et adpositional kan substantiviske ledsætninger også fungere som neutrale led, dvs. i samme funktion som neutrale ledsætninger. Neutrale ledsætninger er først og fremmest neutrale led (heraf navnet), men i sjældne tilfælde kan de også optræde som et substantivisk led, som fx et direkte objekt. En speciel slags adjektivisk ledsætning, de såkaldte frie relativsætninger, kan uden begrænsninger have alle de funktioner som et substantival kan have. Det er kun en statistisk konvention at kalde substantiviske sætninger for substantiviske og neutrale sætninger for neutrale, for at kunne tale samlet om ledsætninger der typisk optræder i den samme syntaktiske funktion. Benævnelserne substantivisk og neutral må ikke tages som udtryk for at de altid fungerer som hhv. et substantival eller et neutralt led, men som udtryk for at de i lad os sige % af tilfældene fungerer som hhv. et substantival eller et neutralt led. Bemærk at betegnelserne substantivisk sætning og neutral sætning ikke er parallelle eftersom substantivaler og neutrale led ikke er den samme slags fænomener. For substantivaler er materiale mens neutrale led er sætningsled. Men denne skævhed i terminologi er intentionel da substantiviske sætninger, præcist ligesom substantivalerne selv, kan optræde både som gruppeled og sætningsled. Derimod er neutrale sætninger som oftest sætningsled, først og fremmest neutrale led. I de følgende afsnit vil jeg først beskrive de nonfinitte ledsætninger alt efter hvad slags prædikat de har. Derefter behandler jeg ledsætningerne funktionsmæssigt, først de ledsætninger der udgør led i ordgrupper, dernæst de ledsætninger der fungerer som sætningsled. Ledsætninger i ordgrupper underinddeles efter hvilken ordgruppe de er en del af. Der er flere slags ledsætninger inden for hver type ordgruppe. Ledsætninger som sætningsled bliver beskrevet med hensyn til det materiale der udgør dem. Til sidst beskrives de efterhængte relativsætninger som hverken er sætningsled eller gruppeled Nonfinitte ledsætninger I dansk er der tre slags nonfinitte ledsætninger, alt efter om deres prædikat er en infinitiv, et participium (såvel perfektum som præsens) eller et gerundium. Rettere sagt er det verbalets kerne om det er en infinitiv, et participium eller et gerundium der afgør typen af ledsætningen, for verballeddet kan også i nonfinitte ledsætninger være komplekst, det behøver ikke bestå af blot ét verbum. Det bliver i de følgende underafsnit vist hvordan nonfinitte ledsætninger kan indsættes i det samme sætningsskema som de finitte ledsætninger. De nonfinitte sætninger kendetegnes ved at de med én undtagelse ikke indeholder et subjekt. Dette er umiddelbart et besynderligt træk eftersom subjekt ofte deklareres som det vigtigste sætningsled ved siden af verballeddet/prædikatet. Dette problem plejer man at tackle vha. konceptet logisk subjekt, hvilket vil sige at man prøver at finde et element uden for den nonfinitte sætning som kunne være subjektet i den nonfinitte sætning. Dette element er ikke en del af selve den nonfinitte sætning, derfor er det ikke et rigtigt subjekt, men da det vha. forskellige omformuleringer kan vises at det nævnte element kunne være subjekt i den nonfinitte ledsætning, kaldes det logisk subjekt. Omformuleringerne går ud på at formulere den nonfinitte sætning som en finit sætning, for finitte sætninger har altid et subjekt. Så det element der bliver subjekt i den finitte udgave af den nonfinitte sætning, antages som det logiske subjekt. Man skal ved omformuleringen se bort fra at

138 den finitte udgave godt kan virke unaturligt i forhold til den nonfinitte udgave. Det er nemlig ikke altid en fordel at bruge finitte sætninger frem for nonfinitte. (1a) Det er ikke svært for ham at lære grammatik. (2a) Det er slemt at være syg. (1b) Det er ikke svært for ham at han lærer grammatik. (2b) Det er slemt at man/vi/jeg er syg. B-eksemplerne viser hvordan man kan omformulere de nonfinitte ledsætninger i a-eksemplerne til finitte ledsætninger. De logiske subjekter er således hhv. han og man/vi/jeg. Det første eksempelpar viser at det logiske subjekt nogle gange kan hentes fra et andet sætningsled (for ham). Samtidig viser det andet eksempelpar at det ikke altid er muligt. I et sådant tilfælde er det kun konteksten der kan vise hvad det intenderede logiske subjekt er, og nogle gange er det faktisk ubestemmeligt. Det er i øvrigt en af fordelene ved nonfinitte sætninger at man kan lade subjektet stå underspecificeret hvis det er det man vil. Ved beskrivelsen af de enkelte nonfinitte sætningstyper kommer jeg også ind på hvad det logiske subjekt kan være. Da det logiske subjekt kan være rigtig mange forskellige elementer ved infinitiviske ledsætninger, vil jeg ikke beskrive det logiske subjekt for sådanne sætninger ét samlet sted, men spredt i de afsnit der beskæftiger sig de enkelte anvendelser af infinitiviske sætninger Ledsætninger med infinitiv De mest almindelige nonfinitte ledsætninger i dansk er de infinitivale sætninger. 1. Det var en fejl af ham at have sendt sin nabo det brev i går. 2. Det irriterer ham aldrig at kunne læse en god bog i fred og ro. 3. Vi så ham overrække medaljen til vinderen. 4. Hun har tænkt på at rejse til Italien i morgen. 5. Hun overvejer at gøre det muligt for børnene at se fjernsyn på deres værelse. Ledsætninger med infinitiv k adv0 s a neg v V O2 O1 M P part Obl Sbsætn Neusætn 4. på at rejse 5. at gøre sin nabo det brev en god bog 1. at have sendt 2. aldrig at kunne læse 3. overrække medaljen i går i fred og ro til vinderen til Italien i morgen det muligt for børnene at se fjernsyn på deres værelse

139 Nonfinitte ledsætninger med en infinitiv kan optræde både som sætningsled, som i eksemplerne ovenfor, og som postled i ordgrupper. Infinitiven er som oftest forsynet med infinitivmarkøren at. Men dette behøver ikke være tilfældet som eksempel 3 viser. Infinitiver uden at kan dog kun forme sætninger der er sætningsled, og ikke ordgruppeled. Bemærk forskellen på at som infinitivmarkør og som subjunktion: Infinitivmarkøren udtales ofte som å, men subjunktionen udtales altid som at. Subjektet til prædikatet i en infinitivsætning hentes fra konteksten. Hvordan dette gøres, beskriver jeg de steder i bogen hvor infinitivsætningens enkelte anvendelser gennemgås. Sætninger med infinitiv kan være både substantiviske og adjektiviske. Adjektivisk fungerer de som reducerede relativsætninger i substantivaler (afsnit 7.7.1), substantivisk fungerer de som de finitte substantiviske sætninger, altså som sætningsled (afsnit 7.9.1), som determinativsætninger (afsnit 7.7.2) eller komplementsætninger (afsnit 7.7.3) Ledsætninger med participier Også participier, både perfektum og præsens participium, kan forme verballeddet i en nonfinit sætning. 1. Denne forskel gør at infinitiver uden at regnes som del af et verbal, styret af et hjælpeverbum, men infinitiver med at regnes for at være et selvstændigt sætningsled. 2. Han opførte sig tosset, stampende sine fødder voldsomt i jorden. 3. Han betegnes som værende en idiot. Ledsætninger med participier k adv0 s a neg v V O2 O1 M P part Obl Sbsætn Neusætn 1. styret af et hjælpeverbum 2. stampende 3. som værende sine fødder voldsomt en idiot i jorden Da participier ud over de verbale også har adjektiviske egenskaber (de bøjes som adjektiver), kan de optræde de steder hvor adjektivaler optræder. Derfor kaldes participierne også verbaladjektiver. Participielle ledsætninger anvendes typisk som alternativer til relativsætninger (eksempel 1). Derfor kalder man dem også nonfinitte relativsætninger eller reduced relative clauses. Men ledsætninger med participium kan også optræde som selvstændigt sætningsled. I eksempel 3 er den participielle ledsætning et oblikt subjektsprædikativ. Da adjektiver uden videre kan fungere mådesadverbielt, kan participielle sætninger også optræde der hvor adverbialer forekommer, som i eksempel 2. Sådan en anvendelse af en participiel sætning kalder man også konverbiel. Følgelig kan man kalde participier i en sådan sætning for konverber (converbs). Betegnelsen konverb(iel) skyldes at participiet udtrykker en foregang der er i et eller andet forhold til hovedverbets foregang. Nogle sprog, fx russisk og ungarsk, har særlige konverbielle (nonfinitte) verbalformer. Det har dansk ikke, det bruger de sædvanlige, adjektiviske participier konverbielt. Det logiske subjekt i en participiel ledsætning er det kernesubstantiv med sine præled som ledsætningen lægger sig til. Hvis ledsætningen er et sætningsled (som i eksempel 2 og 3 ovenfor), er dens logiske subjekt typisk helsætningens subjekt.

140 Participielle ledsætninger er forholdsvis sjældne i dansk; de er betydeligt hyppigere i latin, græsk eller engelsk. Andre adjektiver der stammer fra verber, fx gennem derivativerne -(e)lig og -bar, har ikke sætningsformende egenskaber, de kan kun forme adjektivaler. Man kunne dog indvende at et adjektival kan indeholde de samme led som en participiel sætning: en sine fødder voldsomt i jorden stampende mand. Årsagen til at sådan en konstruktion ikke betragtes som en ledsætning er at elementernes rækkefølge ikke svarer til rækkefølgen i en sætning. I den nonfinitte sætning kommer participiet først, efterfulgt af sætningsleddene. I adjektivalet kommer participiet til sidst Ledsætninger med gerundium Der er endnu en type ord der kan forme nonfinitte sætninger. Disse ord er afledt af verber ved derivativet -(e)n, og jeg kalder dem gerundier. Gerundier er substantiviske idet de kan have et præled som svarer til substantivalers præled 5, men de bøjes ikke. 1. Hans slåen de anholdte billigedes ikke. 2. Jeg tænker meget på hans opføren sig tosset i går. Ved transformation til en finit sætning bliver dette præled til subjekt (At han slog de anholdte, billigedes ikke), hvorfor denne type ledsætninger i modsætning til sætninger med infinitiv eller participium ikke er subjektsløse. k adv0 s a neg v V O2 O1 M P part Obl Sbsætn Neusætn 2. på hans opføren 1. hans slåen de anholdte sig tosset i går Andre substantiver der stammer fra verber, fx gennem derivativerne -(n)ing og -else, har ikke sætningsformende egenskaber, de kan kun forme substantivaler. Grunden til at konstruktioner med disse substantiver ikke betragtes som sætninger til trods for at de kan indeholde de samme elementer er at elementerne der er knyttet til disse substantiver, skal markeres med et adpositional selv om det ikke er nødvendigt ved det oprindelige verbum: Han ødelagde huset hans ødelæggelse af huset, vs. at ødelægge huset, hans ødelæggen huset. Tilføjelsen af et adpositional er som det kan ses ikke nødvendig ved infinitiver og gerundier. Sætninger med gerundium er selvsagt substantiviske og fungerer som sætningsled eller komplementsætninger. Gerundier i dansk er en mærkværdig type verbalsubstantiver. De er ikke helt så substantiviske som de substantiver der dannes vha. fx -ning og -else, eftersom de i modsætning til disse ikke kan bøjes. Men de er mere substantiviske end infinitiver da de i modsætning til disse kan have præled, som så fungerer som deres subjekt. Bemærk at subjektet står i genitiv eller er et possessivpronomen, hvilket er usædvanligt for et subjekt. Tabellen nedenfor giver en sammenfatning af verbalsubstantivers egenskaber. Oversigt over verbalsubstantiver Verbalsubstantiv Egenskaber Infinitiv Gerundium Øvrige verbalsubstantiver

141 Kan bøjes i numerus nej nej ja og bestemthed Kan tage præled nej ja ja Kan knytte komplementer uden adpositional til sig ja ja nej Ægte substantiver, dvs. substantiver der ikke er deriverede fra verber, har de samme egenskaber som de øvrige verbalsubstantiver i tabellen Ledsætninger i substantivaler Substantivaler kan i deres postled indeholde tre slags ledsætninger: relativsætninger, determinativsætninger og komplementsætninger. Denne rækkefølge svarer ca. til den hyppighed de forekommer i substantivaler med Relativsætninger Relativsætninger (henførende sætninger; relative clauses) indledes med en relativiser, som først og fremmest er som og der, sjældnere et hv-ord eller da: Den plan som vi fandt på i går er gået i vasken. Relativsætninger kaldes relativsætninger fordi de relaterer sig til et substantiv, kernen i et substantival. Dette substantiv kalder man relativsætningens nukleus. Nukleus kaldes også antecedent da den står foran relativsætningen (antecedent = forudgående). 49 Relativsætninger indeholder et element der viser tilbage til nukleus. Dette tilbagevisende element er relativiseren. Relativsætninger er åbne fordi de orienterer sig mod en ekstern nukleus. Relativsætninger kaldes derfor også implikative da deres nukleus, udtrykt i form af relativiseren, har en syntaktisk funktion i dem, er impliceret i dem. Sagt på en anden måde har relativsætningers relativiser en dobbeltfunktion: Den skal være det subjunktionelle led og dermed vise at der kommer en ledsætning her, og være et eller andet sætningsled (subjekt, objekt, etc.) inde i selve relativsætningen. Relativiseren kan i dansk være et hvilket som helst sætningsled ud over verballeddet. Der er dog nogle sprog hvor relativiser kun kan være subjekt. Da relativsætningers subjunktionelle led er noget brogede, skal vi dvæle ved dem lidt længere. I moderne dansk indledes relativsætninger oftest med som eller der. Der kan kun bruges når relativsætningens nukleus, rettere sagt relativiseren, er subjekt i relativsætivsætningen, som kan bruges ved alle slags led (den mand der/som står ved tavlen vs. den mand som vi mødte i går). Når relativiseren ikke er subjekt, kan den udelades (den mand vi mødte i går). I dette fald kan man også tale om en nulrelativiser. For at kunne akkommodere nonstandardsprogbrug hvor man ofte siger fx den man som (at) der står ved tavlen, er det rimeligt at sige at det subjunktionelle led i en relativsætning kun kan være som, som i standarddansk bliver udeladt når man bruger der. Som konsekvens betragtes der som subjektsvikar der kun kan bruges når det subjunktionelle led skal fungere som subjekt. Derfor er det rimeligst altid at placere som i k og der i s i ledsætningsskemaet. 49 Det at nukleus er antecedent gælder kun de sprog, fx dansk og alle de meste kendte sprog, hvor relativsætningerne kommer efter deres nukleus, som dermed har såkaldte postnominale relativsætninger. Men der er også sprog, fx tyrkisk, hvor relativsætninger står foran deres nukleus, som altså har såkaldte prænominale relativsætninger. Her må nukleus kaldes postcedent.

142 I højtideligt og formelt sprog kan man bruge substantivaler med hvem og hvilken som subjunktionelt led (den mand, om hvem vi har talt; det hus, i hvilket han bor). Hvilken kongruerer i genus og numerus med relativsætningens nukleus. Hvis nukleus udtrykker sted eller tid, kan man også bruge hhv. hvor og da som subjunktionelt led (det sted hvor han bor, det øjeblik da han kom ud). Da kan godt udelades. Præposition X + hvilken kan endvidere sammentrækkes til hvorx (den ø hvorpå han bor). Efter hvilken kan nukleus gentages for entydighedens skyld i det tilfælde der er flere potentielle nuklei (jeg har købt en avis og en bog, i hvilken bog der står at ). Nukleus og relativiseren behøver ikke, men kan have den samme syntaktiske funktion, som vist i (1)-(4). Dvs. nukleus og relativisers syntaktiske funktion er uafhængig af hinanden. Derfor er der i sprog hvor relativiser bøjes i kasus, fx tysk, ikke kasuskongruens mellem nukleus og relativiser. (1) Manden, som slog Peter, er dum. (2) Manden, som Peter slog, er dum. (3) Peter slog manden, som er dum. (4) Peter slog manden, som Jens også har slået. I (1) er både nukleus (manden) og relativiser (som) er subjekt; i (2) er nukleus subjekt, men relativiser direkte objekt; i (3) er nukleus direkte objekt, men relativiser subjekt; og i (4) er både nukleus og relativiser direkte objekt. Bemærk at relativsætninger ofte afviger fra det princip at ledsætninger starter med subjektet, fx i (2) og (4). Dette skyldes ganske enkelt deres implikative natur, at det subjunktionelle led, som altid er det allerførste led, også skal have en anden syntaktisk funktion. Betydningsmæssigt plejer man at skelne mellem parentetiske og restriktive relativsætninger, afhængig af om informationen i relativsætningen er nødvendig for at kunne identificere en genstand (restriktiv) eller ej (parentetisk). Men formelt er der ingen forskel på de to typer i dansk, bortset fra at man ikke behøver sætte komma foran en restriktiv relativsætning, og at man i tale kan holde pause mellem nukleus og en parentetisk relativsætning. Det er denne slags kommatering jeg følger i bogen. Den betydningsmæssige forskel på de to slags relativsætninger beskrives nærmere i kapitlet om substantivaler. Relativsætninger kaldes også adjektiviske sætninger da de ligner adjektivaler i deres funktion, det at kvalificere indholdet i et substantiv. Relativsætninger kan være både finitte (illustreret ovenfor) og nonfinitte. Nonfinitte relativsætninger kaldes reducerede relativsætninger fordi de hverken har et subjunktionelt led (med én undtagelse, se nedenfor), eksplicit subjekt eller finit verbum. De er meget hyppige i engelsk, men sjældnere i dansk. Nonfinitte relativsætninger er oftest participielle sætninger: elementerne knyttet til disse substantiver skal markeres med et adpositional. Der kan undertiden også optræde adjektivaler som nonfinit relativsætning, helt uden verballed, dvs. med et rent nominalt prædikat: Der stod en bil klar til at køre (jf. der stod en bil som var klar til at køre). Ved participielle og adjektivale relativsætninger er nukleus at opfatte som subjekt i relativsætningen. Nonfinitte relativsætninger kan også være sætninger med infinitiv. Ved infinitivsætninger som ikke indledes med en præposition, er nukleus ikke logisk subjekt i relativsætningen, men fx et logisk direkte objekt: Han havde en lang historie at fortælle sine børn Han havde en lang historie som han skulle fortælle sine børn. Skal nukleus være logisk subjekt, skal man tilføje præpositionen til, som i dette tilfælde er at opfatte som subjunktionelt led: Hun er kvinden til at klare alle problemer Hun er kvinden der kan klare alle problemer. Læg mærke til at infinitivale relativsætninger

143 typisk har modalt indhold, hvilket kan ses i at man indsætter et modalt verbum hvis man omformer sætningen til en finit relativsætning. Ud over de relativsætninger som er beskrevet i dette afsnit, er der to typer sætninger som også kaldes relativsætninger, de frie relativsætninger og de efterhængte relativsætninger. Da disse ikke fungerer som postled, beskrives de særskilt nedenfor Determinativsætninger Determinativsætninger er en undertype af substantiviske ledsætninger, rettere sagt én måde at anvende substantiviske ledsætninger på: (1) Den plan at vi skulle gå en tur er gået i vasken. (2) Det spørgsmål om dette led er indirekte objekt eller ej, kan ikke besvares entydigt. (3) Det spørgsmål hvad der kom først, er svært at besvare. (4) Han kan ikke lide den tanke at blive hjemme alene. Determinativsætninger er strukturelt identiske med de substantiviske ledsætninger som forekommer som selvstændige sætningsled (jf. afsnit 7.9.1), og indledes også med at, om eller hv-ord. Determinativsætninger i substantivaler kaldes også substantivsætninger efter den tyske betegnelse Substantivsatz. Determinativsætninger er lukkede da de ikke eksplicit orienterer sig mod en ekstern nukleus. De har ikke noget tilbagepegende element som relativsætningerne har. Derfor har det substantivals kerne som en substantivisk sætning er postled i, ingen funktion i determinativsætningen. Determinativsætninger er følgelig ikke-implikative da det subjunktionelle led ikke har nogen anden funktion i dem. Deres subjunktionelle leds funktion er blot at vise at der kommer en ledsætning her. Determinativsætningers funktion er at determinere, dvs. bestemme eller identificere en genstand, den genstand som kerneleddet med sine præled henviser til, fx hvad det er for en opgave hhv. spørgsmål der er tale om i eksemplerne ovenfor. Determinativsætninger står som apposition til kernesubstantivet. Determinativsætninger er ofte ledsaget af et demonstrativpronomen i substantivalets præled, som i de anførte eksempler. Determinativsætninger kan også være nonfinitte med infinitivisk verballed, som i (4). I et sådant tilfælde er det typisk helsætningens subjekt (her han) der er logisk subjekt for determinativsætningen. Bemærk den subtile betydningsforskel på to substantiviske ledsætninger som postled i (5) og (6). (5) Han kan ikke lide den tanke at han skal blive hjemme alene. (6) Han kan ikke lide tanken om at han skal blive hjemme alene. I (5) er ledsætningen en determinativsætning der siger hvad tanken er, her er sætningen kvasisynonym med han kan ikke lide at han skal blive hjemme alene. I (6) udtrykker ledsætningen hvad tanken drejer sig om, denne sætning er synonym med han kan ikke lide at tænke på at han skal blive hjemme alene. Denne ledsætning er en komplementsætning (se afsnit 7.7.3). Betegnelsen determinativsætning er noget problematisk og kræver opmærksomhed, for der er tre forskellige slags determinative sætninger: (i) Determinative relativsætninger. Disse er adjektiviske og omtalte i afsnit (ii) Determinativsætninger som postled i substantivaler. Disse er substantiviske og er omtalte i nærværende afsnit. (iii) Determinativsætninger som postled i adjektivaler/adverbialer. Disse er også substantiviske og bliver omtalt i afsnit

144 Komplementsætninger Komplementsætninger er substantiviske ledsætninger der internt er helt identiske med determinativsætninger og de substantiviske ledsætninger der fungerer som sætningsled. Komplementsætninger markeres altid med et præpositional. En komplementsætning fungerer som postled til kernesubstantivet, der ofte er et verbalsubstantiv. Betegnelsen komplementsætning skyldes at disse sætninger udtrykker et komplement i forhold til kernen. Dette kan ses når komplementsætninger kan omformes til sætningsled: hans spørgsmål om hvad der var sket Han spurgte hvad der var sket dir.obj., hendes forklaring på at det var hans fejl Hun forklarede at det var hans fejl dir.obj.. Dette betyder at komplementsætninger er sætningsled forklædt som postled, og substantivalets kerne er verballed forklædt som et substantiv. Dvs. man kan ligesom pakke en sætning ned i et substantival. Der er dog tilfælde hvor en komplementsætning ikke umiddelbart kan omformes til et sætningsled: historien om at der har landet ufoer i New York?. Dette skyldes ganske enkelt at kernesubstantivet ikke er et verbalsubstantiv og derfor ikke kan optræde som verballed hvis man forsøger at formulere substantivalet som en sætning; der er jo ikke noget verbum som at historie eller historere. Ikke desto mindre betragtes også sådanne sætninger som komplementsætninger fordi de er helt analoge med de prototypiske komplementsætninger, der også kan formuleres som sætningsled: Sådanne sætninger er også substantiviske og forbindes med kernesubstantivet vha. et adpositional. Komplementsætninger kan også være nonfinitte: lysten til at køre med tog. Det logiske subjekt for nonfinitte komplementsætninger er typisk helsætningens subjekt Ledsætninger i adjektivaler og adverbialer Man finder tre slags ledsætninger i adjektivaler og adverbialer: determinativsætninger, sammenligningssætninger og relativsætninger. Disse ledsætningstyper minder en del om ledsætningstyperne i substantivalerne Determinativsætninger Også adjektivaler og adverbialer kan indeholde determinativsætninger, som er substantiviske: hun er så smuk at han ikke kan tænke på andet end hende, Hun taler så pænt at han er blevet helt betaget af hende. Disse sætninger angiver udstrækningen af en egenskab, den egenskab som kerneadjektivet/kerneadverbiet udtrykker. Ofte er det konsekvensen af besiddelsen af den nævnte egenskab der angives, som i eksemplerne ovenfor. Determinativsætninger i adjektivaler/adverbialer akkompagneres af gradsadverbiet så som præled, det er således korrelat til determinativsætningen. Selv om determinativsætninger i adjektivaler/adverbialer også er substantiviske, kan de kun indledes med at, men ikke med om eller hv-ord. De kan heller ikke være nonfinitte. Disse begrænsninger skyldes at disse determinativsætninger skal udtrykke fakta eftersom de skal angive i hvor høj grad en egenskab besiddes, og det er kun finitte at-sætninger der kan det Sammenligningssætninger Adjektivaler og adverbialer kan indeholde sætninger der udtrykker standard for sammenligning. Disse sammenligningssætninger indledes med som eller end afhængig af om adjektivalet/adverbialet er hhv. positiv eller komparativ: Hun taler så hurtigt som kun få andre kan, Hun er

145 smukkere end man kan drømme om, Man kunne gå hurtigere end bussen kunne køre pga. kø på vejen. Som og end efterfølges ofte af substantivaler, ikke af sætninger. I så fald betragtes de som præpositioner, ikke som subjunktioner. Traditionelt siger man at der i sådanne tilfælde er tale om elliptiske sætninger, dvs. sætninger som der er udeladt nogle led fra (hun kører bedre end sin mand [kan køre]). Sammenligningssætninger (herunder sammenligningssubstantivaler) henviser til det individ, en person, en ting eller en foregang, der tjener som grundlag til sammenligningen. Det er graden af dette individs besiddelse af den nævnte egenskab (fx det at kunne køre eller det at være smuk), som udstrækningen af den nævnte egenskab forholdes til. Sammenligningssætninger og determinativsætninger i adjektivaler/adverbialer svarer betydningsmæssigt til gradsadverbialer Relativsætninger Undertiden kan der også forekomme relativsætninger i et adverbial. Det er tilfældet når adverbialets kerne, altså relativsætningens nukleus, er et tids- eller stedsadverbium: Der hvor vi bor, er der ikke ret meget larm. Livet er ved at blive lettere nu hvor solen er begyndt at skinne. Bemærk at man bruger hvor som relativiser ligesom ved relativsætninger hvis nukleus er et substantiv der udtrykker tid eller sted, se afsnit Ledsætninger som sætningsled Der er tre typer ledsætninger der kan fungere som sætningsled: substantiviske og neutrale ledsætninger samt frie relativsætninger Substantiviske ledsætninger Substantiviske ledsætninger der fungerer som sætningsled er internt identiske med determinativ- og komplementsætninger i substantivalers postled (afsnit 7.7). Subjunktionalet at kan dog udelades når det indleder substantiviske ledsætninger der udgør et sætningsled andet end subjekt: Jeg synes (at) han er et fjols, men ikke når ledsætningen fungerer som subjekt *Han kommer altid for sent, er irriterende eller i de andre anvendelser af substantiviske ledsætninger, fx som determinativsætning: *ideen han skulle være et fjols. Ledsætninger med infinitiv kan også fungere som substantivisk sætning: De taler om at køre med den transsibiriske jernbane. Bemærk i den forbindelse at en infinitivisk sætning således uden nogen særlig markering kan optræde både som en substantivisk sætning og som en adjektivisk sætning, jf. afsnittet om relativsætninger (7.7.1). Ledsætninger der starter med at (at-sætninger) svarer til deklarative sætninger (1) mens om- og hv-sætninger svarer til hhv. ja/nej-spørgsmål (2) (interrogativsætning) og hv-spørgsmål (3): (1) Han kommer i morgen Jeg ved at han kommer i morgen. (2) Kommer han i morgen? Jeg ved ikke om han kommer i morgen. (3) Hvem kommer i morgen? Jeg ved ikke hvem der kommer i morgen. Da man kan relatere disse ledsætninger til helsætninger der hhv. udtrykker udsagn og spørgsmål, siger man at ledsætningerne udtrykker hhv. indirekte tale og indirekte spørgsmål.

146 Hv-sætninger er ligesom relativsætninger implikative da det subjunktionelle led har en dobbeltfunktion: at markere at sætningen er ledsætning og at være et sætningsled i det, fx indirekte objekt i (4). (4) Jeg ved ikke hvem han har sendt dette brev. Hvis det subjunktionelle led i hv-sætningen skulle fungere som subjekt, skal man anvende subjektsvikaren der: Jeg ved ikke hvem der har sendt dette brev. Bemærk at indirekte spørgsmål, i lighed med relativsætninger, ofte afviger fra det princip at ledsætninger starter med subjektet, fx i (4). Dette skyldes ganske enkelt deres implikative natur, at det subjunktionelle led, som altid er det allerførste led, også skal have en anden syntaktisk funktion. Det er vigtigt at bemærke at det subjunktionelle led i hv-sætninger udgøres af et substantival eller adverbial der indeholder et hv-ord som kerne eller præled. Derfor behøver hv-ord ikke udgøre det subjunktionelle led alene: Jeg ved ikke hvem i al verden der banker på døren, Jeg ved ikke hvilken bog han har købt. Derfor betragter jeg ikke hv-ord som subjunktioner som det er tilfældet i nogle fremstillinger; og derfor sætter jeg ikke lighedstegn mellem subjunktion, subjunktional og subjunktionelt led. Substantiviske ledsætninger kan fungere som alle slags sætningsled på nær indirekte objekt. Som objektsprædikativ kan kun nonfinitte sætninger fungere. Substantiviske sætninger kan på dansk modsat mange andre sprog markeres med et adpositional. Således kan de også sagtens optræde som oblikke og/eller neutrale led. Men de kan i sætningsskemaet kun stå i fundamentfeltet eller i Sb-sætn (helst i Sb-sætn pga. den foretrukne bagvægt i dansk). Det foreløbige subjekt det forekommer med substantiviske ledsætninger, såvel finit som nonfinit, der fungerer som subjekt, men som er flyttet til Sb-sætn: Det er dejligt at få ros. 50 Det foreløbige objekt det forekommer med substantiviske ledsætninger som akkompagneres af et objektsprædikativ: Hans offer gjorde det muligt for delingen at flygte. Bestemmelsen af det logiske subjekt for en infinitivisk ledsætning afhænger af hvilket sætningsled ledsætningen fungerer som, og af hovedverballeddet. (5) Han elsker at spise chokolade. (6) Han tænkte ikke på at begå selvmord. (7) Jeg anbefalede ham at spise chokolade. (8) Rons offer gjorde det muligt for Harry at fortsætte. (9) Det er vanskeligt for ham at være glad. (10) Jeg så ham spise chokolade. (11) Han menes at elske chokolade. Når infinitivsætningen er (oblikt) direkte objekt, er det logiske subjekt som regel helsætningens subjekt, som i (5) og (6). Men det kan også være det indirekte objekt, som i (7), hvis det overordnede verballed (her anbefalede) er af sådan beskaffenhed. Når ledsætningen er kombineret med et subjekts- eller objektsprædikativ, er det logiske subjekt et neutralt led indledt med for, som i (8) og 50 Det er gængs terminologi at man siger at en subjektssætning flyttes til feltet Sb-sætn. Grunden hertil er at man betragter s som subjektets plads i sætningsskemaet, og med det udgangspunkt siger at subjektssætningen er flyttet herfra til et andet sted, nemlig Sb-sætn. Man kalder også sådan en flytning ekstraposition. Flytning skal forstås rent metaforisk, som en måde at anskueliggøre at sætningsled kan forekomme forskellige steder i en sætning, og at nogle af disse steder er mere almindelige end andre. Jeg mener ikke at man, når man i sit hoved konstruerer en sætning, først placerer subjektssætningen i s for derefter at flytte den til Sb-sætn lige inden man udtaler sætningen. Jeg mener derimod at subjektssætningen i givet fald placeres i Sb-sætn fra starten af.

147 (9). Når ledsætningen er objektsprædikativ eller subjektsprædikativ, er det logiske subjekt som regel hhv. helsætningens direkte objekt, som i (10), eller helsætningens subjekt, som i (11). Infinitivsætninger der fungerer som objektsprædikativ, direkte objekt eller subjektsprædikativ analyseres nærmere i afsnittene om konstruktionerne oblik plus infinitiv og nominativ plus infinitiv Frie relativsætninger Der findes endnu en slags ledsætning der indledes med et hv-substantival. Men her er der ikke tale om et indirekte spørgsmål, men om en særlig type relativsætninger. Disse sætninger kalder man nukleusløse eller frie relativsætninger da der ikke er nogen nukleus de henføres til. Derfor er de heller ikke en del af en ordgruppe, men udgør selv et sætningsled. Grunden til at man til trods for deres nukleusløshed kalder dem relativsætninger, er at de let kan omdannes til en ordgruppe med eksplicit nukleus: Hvem man elsker, tugter man de mennesker som man elsker, tugter man. Ligesom indirekte spørgsmål er de frie relativsætninger også underlagt kravet om subjektsvikar: Hvem der sover, synder ikke. Pga. samme lighed kan frie relativsætninger også afvige fra princippet om at ledsætninger starter med subjekt. Det at relativsætninger betragtes som adjektiviske sætninger, modsiges ikke af de frie relativsætninger. Et adjektiv kan som vist i afsnit 5.4 godt fungere som et substantiv ved at udgøre et substantivals kerne. Derfor er der ikke noget i vejen for at mene at en fri relativsætning er en adjektivisk ledsætning der optræder i substantivisk funktion, dvs. som et sætningsled der ellers typisk udfyldes af substantivaler. Frie relativsætninger henviser til genstande. De kan stå alle de steder og kan udgøre alle de (sætnings)led som substantivaler kan, men de er sjældne i moderne dansk. Man foretrækker en eksplicit nukleus om end det kun er et pronomen med en almindelig relativsætning: Den man elsker, tugter man; Den der sover, synder ikke. Frie relativsætninger kan indledes med hvem, hvad eller hvor afhængig af om man henviser til hhv. en person, en ting eller et sted. Da frie relativsætninger ser ud på samme måde som indirekte spørgsmål, kan det nogle gange være svært at afgøre hvilken man har at gøre med. Fx kan Jeg så ikke hvem der vaskede op tolkes på to måder: jeg så ikke hvem det var der vaskede op (indirekte spørgsmål), og jeg så ikke den person som vaskede op (fri relativsætning). Dette problem opstår dog kun ved prædikater hvis objekt både kan være et individ og en situation. Ved prædikater der enten kun tager et individ eller en situation, opstår der ikke tvetydighed: Han skød hvem han kom forbi (fri relativsætning), Han vidste ikke hvem han havde skudt (indirekte spørgsmål) Neutrale ledsætninger Neutrale ledsætninger er en meget broget gruppe i og med de kan indledes med mange forskellige subjunktionelle led. Det er fælles for dem at ingen af dem er implikativ. Neutrale ledsætninger udtrykker mange forskellige betydninger: tid, årsag, formål, måde, betingelse osv., se mere herom i Kapitel 11. Det er det subjunktionelle led der viser ledsætningens betydning. Neutrale ledsætninger optræder som navnet antyder oftest som neutrale led: Participier er adjektiviske ord fordi de bøjes i genus og numerus, Når man formulerer et spørgsmål, skal man bruge inversion på dansk. Undertiden kan de dog også optræde som afhængige led, fx som direkte objekt: Han elsker når hun gør sådan (jf. afsnit 6.4.3). Neutrale ledsætninger kan hvis de fungerer som et neutralt led, forekomme i fundamentfeltet, a og Neu-sætn. De har således flere placeringsmuligheder end substantiviske sætninger.

148 Det er hyppigst ved subjunktionalerne hvis, når, da og fordi at adv0-feltet i ledsætningsskemaet er udfyldt: Hvis nu man gerne vil studere lingvistik, hvad skal man så gøre? Efterhængte relativsætninger Der er en særlig type sætninger som hverken er sætningsled eller gruppeled, de kaldes efterhængte relativsætninger. De er relativsætninger fordi de er åbne og implikative og har en ekstern nukleus. De er efterhængte fordi deres nukleus er en sætning, så medmindre man indfører begrebet postled for en sætning, må man sige at de bare er deres nukleus efterhængte. Efterhængte relativsætninger kan ikke være sætningsled eftersom de henfører sig hele den sætning der udgør deres nukleus, men de henfører ikke til sig selv, de er altså ikke en del af deres nukleus, ergo er de ikke sætningsled. Og da sætninger er en anden slags størrelse end ordgrupper, kan efterhængte relativsætninger heller ikke værre gruppeled. Selv om efterhængte relativsætninger hverken er led i en sætning eller i en ordgruppe, har de ledsætningsledstilling. Efterhængte relativsætninger indledes med hvilket eller hvad: (1a) Han kom til tiden, hvilket forbavsede alle. (2a) Nu kan man krydse Storebælt på 10 minutter, hvad man ikke kunne for blot 10 år siden. (3a) Det regnede, hvorfor vi blev hjemme. (4a) Han kom til tiden, hvad der forbavsede alle. Relativiseren kan være alle slags sætningsled: hvilket i (1a) er fx subjekt, og hvad i (2a) er direkte objekt. Bemærk at efterhængte relativsætninger indledt med hvilket ikke er underlagt kravet om subjektsvikar, men det er efterhængte relativsætninger indledt med hvad, som i (4a). Hvis relativiseren er et sætningsled der er markeret med en adposition, bruger man hvor kombineret med adpositionen, som i (3a). Efterhængte relativsætninger kan med minimal betydningsforskel meget let omformes til helsætninger med det som henvisende til den foregående sætning: (1b) Han kom til tiden. Det forbavsede alle. (2b) Nu kan man krydse Storebælt på 10 minutter. Det kunne man ikke for blot 10 år siden. (3b) Det regnede, derfor (egentlig for det) blev vi hjemme. Da efterhængte relativsætninger henviser til en hel sætnings indhold, dvs. til en situation, udtrykker de ofte situationskobling (jf. afsnit 18.2) og dermed omstændigheder. Den efterhængte relativsætning i (3a) udtrykker fx resultatet af en årsag, som er regnvejret Ledrækkefølge vs. sætningstype Det er allerede blevet antydet i starten af kapitlet at ledrækkefølgen, som er anskueliggjort i sætningsskemaerne, ikke altid hænger sammen med sætningstype. Dvs. det kan forekomme at noget der ser ud til at være en helsætning ledstillingsmæssigt, i virkeligheden er en ledsætning og omvendt. Her gennemgås nogle af de mest almindelige afvigelser Inversion for hvis

149 En sætning der ser ud til at være et ja/nej-spørgsmål, kan svare til en neutral ledsætning indledt med hvis. (1) Har man mange penge, behøver man ikke bekymre sig om sin fremtid. (2) Hvis man har mange penge, behøver man ikke bekymre sig om sin fremtid. Denne type sætning, som er ganske almindelig, kan lettest genkendes netop på at den kan erstattes med en hvis-sætning uden betydningsændring. Men selv om den altså fungerer som en ledsætning, er man nødt til at placere den i helsætningsskemaet hvis man vil vise dens interne struktur. Men skal dog også huske at placere den som en del af den virkelige helsætning Som + inversion for som om Subjunktionen som kan undertiden efterfølges af omvendt ledstilling startende med det finitte verbum. (1) Han løber som var han jaget af sultne ulve. (2) Han løber som om han var jaget af sultne ulve. Muligheden for at erstatte sekvensen med subjunktionalet som om med efterfølgende almindelig ledsætningsledstilling gør det let at gennemskue konstruktionen som en ledsætning. Læg mærke til at der både i den foregående med inversion for hvis og nærværende konstruktion er tale om at man starter en ledsætning med det finitte verbum At og fordi med helsætningsledstilling Subjunktionalerne at og fordi efterfølges relativt ofte af helsætningsledstilling, især i fortællende sprog. Sjældnere forekommer dette fænomen også ved andre subjunktionelle led. Helsætningsledstillingen kan genkendes ved at den indledte sætning ikke starter med subjektet eller ved at ledrækkefølgen er sva, ikke sav. (1) Der er tale om at ledsætningen starter man ikke med subjektet. (2) Der er tale om at man starter ikke ledsætningen med subjektet. Dette fænomen kalder man dækket direkte tale, dvs. en mellemting mellem direkte tale der realiseres ved helsætninger, og indirekte tale der realiseres ved ledsætninger. Også sådanne sætninger skal betragtes som ledsætninger i en overordnet analyse på helsætningsplan, men sættes i helsætningsskemaet når deres interne struktur analyseres topologisk. Der er dog obligatorisk helsætningsledstilling, navnlig inversion, i en at-sætning når den er en kompleks sætning der starter med en ledsætning: Læreren påstår at hvis man ikke har styr på syntaks, får man heller aldrig styr på pragmatik Ledsætningsstruktur, men helsætningsfunktion Ordene bare, gid, mon og måske indleder sætninger der har ledsætningsledstilling, men sætningerne må antages at fungere som helsætninger idet de ikke er led i andre sætninger. (1) Måske han aldrig kommer igen.

150 (2) Mon ikke han snart kommer igen. (3) Gid han snart kommer igen. (4) Bare vi består eksamen. Ledsætningsledstillingen kan sproghistorisk forklares ved de to første sætninger med at gid, måske og mon oprindeligt var verber. Det er tydeligt ved måske, der ganske enkelt er en sammentrækning af må og ske (sml. det engelske maybe, det svenske kanske eller det franske peut-être.) Mon er en gammel form af verbet monne, der betød mene, tænke. Gid er en sammentrækning af give det, altså Gud give det at Efterhængte relativsætninger Efterhængte relativsætninger har ledsætningsledstilling selv om de hverken er sætningsled eller gruppeled. De er meningsmæssigt helsætninger. Forklaringen på deres afvigende syntaks må være at de har den samme beskrivende funktion som prototypiske relativsætninger, som jo utvivlsomt er ledsætninger Så og adverbielprøven Så er et lumsk ord idet det kan fungere både som en konjunktion og som subjunktion (ud over at være forskellige slags adverbier og præteritum og infinitiv og imperativ). Heldigvis kan ledstillingen altid afgøre om det fungerer som subjunktion eller konjunktion. (1) Han er taget hjem, så han skulle ikke arbejde mere i dag. (2) Han er taget hjem så han ikke skulle arbejde mere i dag. Her har ordets status som konjunktion eller subjunktion signifikans, for som konjunktion indleder det en følgesætning, som subjunktion en hensigtssætning. Man har udviklet en test til at lette den syntaktiske analyse i tilfælde af at man er usikker på om man er stødt på en led- eller en helsætning. Ledrækkefølgen kan altid afgøre om det drejer sig om en led- eller helsætning, i hvert fald formelt set. Det kan man nemlig se på om det finitte verbum er sat før eller efter a-feltet. Men det kan selvfølgelig godt ske at a-feltet ikke er udfyldt i den sætning man prøver at analysere. I så fald skal man blot selv udfylde feltet ved at indsætte et adverbial som altid står der, fx snart. Ved at lægge mærke til hvor dette adverbial kommer til at stå i forhold til det finitte verbum, kan man finde ud af hvad slags sætning det handler om. Testen forudsætter selvfølgelig at man er god til dansk, og at man har forstået sætningen. (3) Han er taget hjem så han kunne være i fred og ro. Så hvis man har en sætning som (3), kan man prøve at indsætte snart, hvis placering vil entydiggøre om der er tale om en led- eller helsætning efter så Helsætninger vs. ledsætninger Som det fremgår af de foregående afsnit, kan hel- og ledsætninger ikke entydigt adskilles fra hinanden ud fra deres ledstilling til trods for at der er en meget god statistisk overensstemmelse (nok over 90 %) mellem ledstilling og sætningstype.

151 Men hvordan kan man så med sikkerhed afgøre om en sætning er en hel- eller ledsætning? Man kunne henvise til at ledsætninger indledes med et subjunktionelt led, og subjunktionelle led kan let genkendes da der kun er et begrænset antal varianter af dem, så dem kan man let lære udenad. Dette fungerer såmænd godt i praksis (hvis man har fået listen af subjunktionelle led forærende), men er teoretisk en uholdbar fremgangsmåde da subjunktionelle led jo er defineret som det led der indleder en ledsætning. Så man ville have en cirkulær definition: Ledsætningers definition forudsætter definitionen af det subjunktionelle led, og definitionen af det subjunktionelle led forudsætter definitionen af ledsætninger (en typisk hønen og ægget-problematik). Så ledsætninger skal defineres ikke blot uafhængig af ledstilling, men også uafhængig af det subjunktionelle led. Det kan man ud fra det faktum at to helsætninger ikke påvirker hinandens ledstilling, men en ledsætning der er sætningsled, påvirker sin helsætnings ledstilling. Om to sætninger påvirker hinandens ledstilling eller ej, kan afgøres ved at bytte om på deres rækkefølge. Hvis der ikke sker nogen ændring i nogen af sætningernes ledstilling, påvirker de ikke hinandens ledstilling, ergo er de begge helsætninger. (1) Han så fjernsyn, og hun læste i en avis. (2) Hun læste i en avis, og han så fjernsyn. Dette kan ses i (1) og (2): Uanset hvad rækkefølgen af sætningerne er, ændres deres ledstilling ikke. Så både Han så fjernsyn og Hun læste i en avis er helsætninger. 51 Derimod påvirker en ledsætning der er sætningsled, helsætningens ledstilling på den måde at den forårsager inversion når det er den første sætning, men ikke (nødvendigvis) når det er nummer to i rækken. (3) Han så fjernsyn mens hun læste i en avis. (4) Mens hun læste i en avis, så han fjernsyn. Hvis sætning nummer to i (3) (hun læste i en avis) gøres til den første sætning i rækken, forårsager den inversion i den anden sætning: han så fjernsyn bliver til så han fjernsyn ((4)). Dette viser at hun læste i en avis, indledt med mens, er en ledsætning der er sætningsled. I dette fald er han så fjernsyn dog ikke en helsætning, men en hovedsætning eftersom helsætningen inkluderer ledsætningen. Så helsætningen er hele sekvensen i både (3) og (4). På denne måde kan man afsløre alle ledsætninger der er sætningsled, undtagen dem der er subjekt eftersom man ikke kan frembringe inversion ved at placere subjektet i helsætningen start. Subjektsledsætninger kan genkendes på at de kan forekomme sammen med et foreløbigt subjekt, hvilket (5) og (6) viser. (5) At hun kunne læse avis i den larm, er forbavsende. (6) Det er forbavsende at hun kunne læse avis i den larm. Det er vigtigt at lægge mærke til at jeg i det ovenstående kun taler om ledsætninger der er sætningsled, for ledsætninger der er gruppeled, kan ikke genkendes vha. inversion. Dette skyldes ganske enkelt at ledsætninger der er gruppeled, er knyttet til kernen i deres ordgruppe og normalt ikke kan adskilles fra resten af ordgruppen. Derfor kan man ikke placere dem foran en anden sætning eller i fundamentfeltet i helsætningen. Til gengæld er det netop deres tætte tilknytning til deres ordgruppe der kan afsløre ledsætninger der er gruppeled. De flytter nemlig med deres ordgruppe uanset hvor og hvordan det forekommer i en sætning. 51 Man er nødt til at abstrahere fra at sætningernes rækkefølge ikke altid er ligegyldig. Der er fx stor betydnings- og dermed juridisk forskel på Han skød hende, og hun døde og Hun døde, og han skød hende.

152 (7) Han sendte den pige som han mødte i sidste uge, en buket blomst. (8) Han sendte en buket blomst til den pige som han mødte i sidste uge. (9) Den pige som han mødte i sidste uge, sendte han en buket blomst (til). (10) Den pige som han mødte i sidste uge, blev sendt en buket blomst (af ham). Som det kan ses ud fra (7)-(10), er som han mødte i sidste uge en ledsætning der er gruppeled (en relativsætning) fordi den altid er sammen med resten af ordgruppen (den pige) uanset hvor og hvordan ordgruppen som helhed optræder i sætningen, om den er indirekte objekt ((7)), oblikt indirekte objekt ((8)), fremlyttet (oblikt) indirekte objekt ((9)) eller subjekt ((10)). Det kendetegner efterhængte relativsætninger, som jo hverken er sætningsled eller gruppeled, at de ikke kan flyttes. (11) Han sendte hende blomster, hvilket hendes kæreste ikke blev glad for. (12) *Hvilket hendes kæreste ikke blev glad for, sendte han hende blomster. Det følger ganske naturligt af at efterhængte relativsætninger beskriver den forudgående helsætning, hvilket de ikke kunne gøre hvis de kom før den beskrevne helsætning.

153 Kapitel 8 Syntaks IV: Avanceret syntaks I dette kapitel vil jeg først foretage nogle tilføjelser til sætningsskemaet så det også kan rumme efterhængte relativsætninger (afsnit 7.10), konjunktionelle led og størrelser som endnu ikke er blevet nævnt. Jeg vil efter disse tilføjelser sammenligne mine sætningsskemaer med andre forskeres sætningsskemaer. Til sidst vil jeg beskrive syntaktiske konstruktioner som alle på hver sin måde fletter helsætninger sammen med ledsætninger Udvidet sætningsskema Selv om sætningsskemaerne allerede ser komplekse ud, er der stadigvæk nogle kolonner at tilføje. Først at fremmest skal der plads til det konjunktionelle led, som indleder helsætninger. Dansk har seks konjunktioner, der har eneret på at udgøre konjunktionaler og dermed fungere som konjunktionelt led: og, eller, men, for, thi og så. Det skal bemærkes at og, eller og men ikke er begrænset til at indlede helsætninger. De kan sammenbinde, sidestille hvilke som helst enheder, så længe enhederne er af samme art. Ud over det konjunktionelle led er der endnu nogle størrelser som kræver tilføjelser til sætningsskemaet. Især i talesprog er det almindeligt at det første sætningsled bliver dubleret. Der er ikke tale om en fuldstændig gentagelse af leddet, men om at leddet bliver genoptaget i form af en proform: (1) Chomsky han er en berømt lingvist. (2) Anderson ham har jeg ikke hørt om før. (3) Hvis det regner i morgen, så kommer vi ikke. (4) Jo hurtigere man kører, desto mere brændstof bruger bilen. Det sidste eksempel viser at proformen også kan være blot en del af en ordgruppe, her desto mere brændstof. Dublanterne (proformerne) sættes i fundamentfeltet i helsætningsskemaet og dublaterne (de betydningsbærende led) i den dertil oprettede ekstrakolonne umiddelbart foran. Ledsætninger kan også indeholde dubleringer, men kun af den første type, hvor det er subjektet der bliver fordoblet. Her står den ekstra kolonne foran s. Hvis man prøver at foretage de andre dubleringer i en ledsætning, får man faktisk helsætningsledstilling. I mange tilfælde ved de første tre typer er dubleringen valgfri, men ved type 4 er den uundgåelig. Man plejer at anskue dubleringen sådan at det er dublanten der egentlig er en del af sætningen mens dublatet er sat uden for sætningen, i såkaldt ekstraposition. Man siger derfor at det led er ekstraponeret, men er repræsenteret i sætningen ved sin dublant. Der er ikke kun brug for en ekstra kolonne i sætningen start, men også ved dens ende. Denne kolonne kan også indeholde dubleringer ligesom den første ekstrakolonne (5), men den kan også indeholde ekstraponeringer som ikke er repræsenterede inde i sætningen (6)-(8). (5) Jeg har mødt ham før, ham Bernard. (6) Jeg fandt noget i mit hår der lignede en fugleklat. (7) Han larmer utrolig meget, hvilket irriterer mig umåleligt. (8) Han ville hellere dø som en mand end at leve som en kujon.

154 Ligesom det er tilfældet ved den første ekstrakolonne, er nogle af de anførte ekstrapositioner valgfrie (5) og (6), men de andre er uundgåelige. Den størrelse der ekstraponeres i (7) betragter man som en speciel slags relativsætning, en efterhængt relativsætning, hvis nukleus er den foregående sætning. Den er således ikke del af et substantival, og er i det hele taget ikke noget led i sætningen. Så selv om en sådan sætning på alle måder ligner en relativsætning, altså en ledsætning, er den ikke led i en anden sætning. Den ekstraponerede sætning i (6) er også en relativsætning, men den har en nukleus inde i sætningen (noget) og er derfor en del af sætningen. Selv ud over ekstraponerede led er der elementer som nogle fremstillinger anfører i sætningsskemaet. Det drejer sig om interjektionelle led. Interjektionelle led udgøres prototypisk af interjektionaler, men kan også udgøres af substantivaler og endda helsætninger. Substantivaler som interjektionelt led udtrykker ofte påkaldelse af en persons opmærksomhed (såkaldt vokativisk funktion). (9) Lone, vil du lige kigge på det her? (10) Hvornår kommer Peter hjem, min kære kone? (11) Kære hr. Jensen, [der følger et brev] Interjektionelle led er egentlig ytringer i sig selv og udtrykker bl.a. talerens sindstilstand i forhold til den situation taleren befinder sig i. (12) For pokker, det er svært at skrive en bog. Jeg betragter dog ikke interjektionelle led som dele af en sætning og opretter derfor ikke nogen kolonne for dem. Jeg anser dem ikke for at være sætningsdele fordi de hverken er repræsenteret i sætningen vha. dublanter eller henfører sig til en del af sætningen eller til sætningen som helhed. Den person som et interjektionelt led henviser til, kan godt være en del af en sætning som i (9), men det er ikke nødvendigt, jf. (10). Interjektionelle led forekommer typisk umiddelbart før eller efter en sætning, men de kan reelt indskydes hvor som helst i sætningen. Faktisk kan en sætnings struktur brydes vilkårligt, dvs. der kan indskydes hvilke som helst elementer i en sætning som ikke hører hjemme på det sted hvor de står, men sådanne vilkårlige indskydninger om end de jævnligt forekommer i autentisk kommunikation betragtes ikke som god stil: Der er en lille ting mere, i vinkvartalsregnskabet M 308 kan der forekomme differencer under punkt 4, svindopgørelse, flaskevarer, dersom det forekommer, det er det bl.a. i de modtagne regnskaber, så skal De foretage tilføjelser, det være sig + ell. - på de følgende månedsangivelser, for som det ses under punkt 4 linje 6 er differencerne til beskatning, det være sig den ene eller den anden vej, derfor er det også nødvendigt med papirer angående til og afgang. Ud over at ovenstående afsnit burde opdeles i flere perioder, forekommer de understregede sekvenser steder hvor de bryder den normale rækkefølge af sætningsled. Den første sekvens står mellem den første ekstrakolonne og F i helsætningsskemaet, den anden sekvens mellem O2 og Obl til trods for at der i M, P eller part normalt ikke kan stå sætninger. Der kan være gode grunde til at bryde sætningsstrukturen med indskydninger, men indskydningerne bør markeres entydigt, fortrinsvis vha. parenteser. Hvis man tilføjer kolonnerne for konjunktionelt og ekstraponerede led, får man følgende sætningsskemaer. K er betegnelsen for det felt hvori det konjunktionelle led befinder sig, og X1 og X2 er ekstrafeltene

155 Udvidet helsætningsskema K X1 F v s l-o2 l-o1 a neg V O2 O1 M P part Obl Sb- Neusætn X2 sætn 1. Jeg har mødt ham ham Bernard 2. Hvis det regner i morgen så kom mer vi ikke. 3. Jeg fandt noget i mit hår der lignede en fugleklat. 1. at Chomsky 2. hvis han nu kommer han er en berømt lingvist Udvidet ledsætningsskema k adv0 X1 s a neg v V O2 O1 M P part Obl Sbsætn Neusætn X2 hvilket jeg ikke kan forestille mig 8.2. Alternative sætningsskemaer Sætningsskemaet er ikke min opfindelse, det har været i omløb i over 50 år, og adskillige forskere har arbejdet på det. Men til trods for at materialet, det danske sprog, som sætningsskemaerne er ment at beskrive er det samme, er forskellige forskere nået frem til forskellige skemaer. Derfor vil jeg her kort sammenligne mine skemaer med andres. Faktisk er det at bruge sætningsskemaer (også kaldt feltanalyse eller topologisk analyse) meget dansk. Selv om der er andre sprog, for hvilke det ville være muligt at udvikle sætningsskemaer, er det ikke nær så anvendt en analysemetode i de sprogs grammatikker. Der er to forskel på mine skemaer og andre skemaer: Mine er de mest detaljerede, og mine tager kun stilling til ledmaterialet. Det kendetegner de andre skemaer at de prøver at reflektere ledtype (subjekt, objekt, osv.). Der er rigtig nok en stærk sammenhæng mellem ledtype og ledmateriale/ledrækkefølge, men korrelationen er ikke 100 %. Derfor er de andre skemaer forenklinger. Det er ganske naturligt at foretage forenklinger i videnskaben for at kunne håndtere meget komplekse størrelser som fx sprog, men hvorvidt en forenkling er berettiget kommer an på formålet. Mit formål her er at lave en beskrivelse af sprogs (først og fremmest dansks) struktur for sig, sprogs indholdsside for sig og en kortlægning af forholdet mellem de to sider. Derfor passer det ikke til mit formål at indrette sætningsskemaerne efter ledtype fordi det ville være en forenkling der slører forholdet mellem udtryks- og indholdssiden. Bemærk at jeg ikke prøver at reflektere ledtype i mine skemaer selv om betegnelserne for de enkelte skemafelter er motiverede af navnet på den type led der typisk placeres der. Derfor er feltanalyse (det at placere sætningsled i skemaer) og syntaktisk analyse (det at bestemme hvad slag led et sætningsled er) for mig to forskellige ting. Jeg mener desuden at have påvist at sætningsleds pla-

156 cering er irrelevant for bestemmelsen af deres syntaktiske funktion (om de er subjekt, objekt, neutralt led, osv.), hvorfor jeg kun har diskuteret sætningsskemaer fordi de nu er en fast bestanddel af den danske grammatiske tradition. Sætningsskemaet er dog nyttigt når man hurtigt vil angive et givet leds konkrete placering eller placeringsmuligheder. Alternative sætningsskemaer Hansen A k F v n let a neg. V N A N A ekstrafelt ekstrafelt ks Jørgensen ekstrafelt F m ad v0 adv3 S adv1 V IO DO adv2 P adv3 ekstrafelt ekstrafelt Togeby K X1 F v s l y a V IO DR M DR/ OR W L MR A OR A X2 Madsen K X1 F v s l-o2 l-o1 a neg V O2 O1 M P part Obl Sbsætn Neusætn X2 I de andre forskeres skema markerer skrå linjer at den kolonne ikke findes i forfatterens skema. Bogstaverne i disse kolonner angiver hvilken kolonne forfatteren i sit skema ville placere led som jeg placerer i den tilsvarende kolonne i mit skema. Ingen af forfatterne synes at gøre noget ud af at man godt kan have to tryksvage pronominelle led i sætningen på samme tid. Dette kan ses i at min l-o2 og l-o1 er slået sammen hos forfatterne. Men dette er nu også en marginal sag. Det jeg synes er mindre forsvarligt er at der er sat lighedstegn mellem O2 og indirekte objekt, og mellem O1 og direkte objekt. I lyset af ledanalysen (i afsnit 6.2) bør lighedstegnene betvivles eftersom Led 4 næppe kan betragtes som indirekte objekt. Nedenfor anfører jeg specifikke kommentarer til de enkelte forfatteres skema. Togeby (2003) er lidt mere detaljeret ved mit a idet han dér skelner mellem ledtyper (y og a) som jeg placerer begge i a. Til gengæld indeholder hans a-felt også led som hos mig har en egen kolonne, nemlig neg. Togeby har opdelt sit V-felt, som ellers svarer til mit V, i W- og L-felt. L-felt skulle indeholde adjektivaler og substantivaler uden præled 5 (afsnit 5.4). Disse adjektivaler og substantivaler mener han udgør en del af prædikatet. Men pga. sætninger som Det er åbenbart sprogforskeren ubekendt mener jeg at L-feltet ganske vist er et fantasiprodukt, selv om det at betragte disse led som en del af prædikatet heller ikke efter min mening er forkert. Togebys motivation for at anføre disse led min terminologi subjektsprædikativer i L er at holde sammen på prædikatet. Men da partikler uden tvivl skal anses for at være en del af prædikatet selv om de står adskilt fra verberne, er der vel heller ikke noget i vejen for at det samme er tilfældet for adjektivaler og substantivaler. Jeg placerer derfor de ovenfor omtalte adjektivaler og substantivaler i P.

157 Til gengæld har Togeby ikke noget felt der umiddelbart svarer til mit P. Det jeg sætter i P, sætter han i L, DR eller OR afhængig af leddets funktion som hhv. del af prædikatet, subjektsprædikativ eller objektsprædikativ. Det jeg sætter i Obl sætter Togeby enten i sit MR- eller A-felt, igen afhængig af leddets funktion. Hvis leddet er tæt knyttet til verbalet (altså er et komplement), sættes det i MR, men hvis ikke, sættes det i A. Men eftersom han sædvanligvis betragter bl.a. tidsangivelser som hørende hjemme i A-feltet, får han problemer med en sætning som han sagde til mig i går at han godt ville komme. Hans OR-felt indeholder substantiviske sætninger (på korrekt vis), men også adjektivaler og substantivaler der fungerer som objektsprædikativ. Dette giver problemer med at placere en sætning som hun har gjort det muligt for os at slappe af ved selv at udføre hele arbejdet. Dette problem kan vel at mærke ikke løses ved blot at opdele OR-feltet i to underfelter, et for objektsprædikativer og et for sætninger. Jørgensen (2000) har et ekstra felt mellem mit F og v, der udfyldes med adverbialer: Så havde da Martine endelig fortalt sin mor sandheden på en ordentlig måde efter alt det kævl (ibid.: 71). Jeg har ikke oprettet en tilsvarende kolonne i mit skema fordi det forekommer mig at denne placering af adverbialer og vist nok også refleksivpronominer er gammeldags. Det er mærkværdigt at Jørgensen ikke har et felt til de tryksvage personlige pronominer. Han taler om at tryksvage personlige pronominer knytter sig direkte til det nærmeste verbum, det være sig et nonfinit verbum i V eller det finitte verbum i v hhv. m-felt. Han bemærker at pronomenet kun kan knytte sig til det nonfinitte verbum hvis IO-feltet (mit O2) ikke er udfyldt af et substantival. Dette er jeg enig i. Dernæst lader det til at han vil placere de tryksvage pronominer mellem m- og S- feltet. Alle hans eksempler tillader dette idet subjektet selv er et tryksvagt pronomen der antageligt godt kan knytte sig til det finitte verbum sammen med objektspronominerne (sætning (1)). Men han lægger tilsyneladende ikke mærke til at denne analyse udhules hvis subjektet er et trykstærkt substantival, hvor det bliver inkonsekvent at sige at subjektet står på S hvis der ikke følger nogen tryksvage pronominer, men flytter sig til m hvis der følger tryksvage pronominer (sætning (2)). Så da tryksvage objektspronominer ikke kan flyttes længere end hen til subjektet, faktisk uanset om subjektet er trykstærkt eller selv tryksvagt, er det rimeligst at oprette et felt/kolonne til de tryksvage pronominer umiddelbart efter hhv. S-feltet (mit s). (1) Så gav han ham den jo til jul. (2) Så gav Jørgen ham den jo til jul. Hvis man også ville gøre rede for den efter min opfattelse noget gammeldags sprogbrug at tryksvage objektspronominer kan stå foran subjektet, kunne man udnævne adv0-feltet som feltet for de tryksvage personlige pronominer. I lighed med Hansen sætter Jørgensen også substantiviske sætninger der ikke er markeret med en præposition i ekstrafeltet. Dette er næppe forsvarligt da han regulært sætter adverbielle sætninger (i min terminologi neutrale ledsætninger) i A-feltet der i skemaet står foran ekstrafeltet, men neutrale sætninger kommer normalt efter de substantiviske. Hansens (1997) skema er det mindst detaljerede idet mine O2, O1 og P er slået sammen til N 52, og M, part, Obl og Neu-sætn til A. Men det største problem er at han placerer substantiviske ledsætninger automatisk i ekstraposition. Det er næppe forsvarligt, og slet ikke i lyset af at han placerer 52 Her er han dog konsekvent i forhold til ledmateriale idet N står for nominelle led (substantivaler og adjektivaler i min terminologi), og rigtig nok er det kun dette materiale der står her.

158 neutrale sætninger i A-feltet: han sagde til mig i går at han godt ville komme fordi han kunne fornemme at jeg ikke var sikker på det. Da der ikke er nogen nævneværdige forskelle på disse forfatters og mit ledsætningsskema, undlader jeg at diskutere skemaerne i detaljer. De forskelle som er analyseret ovenfor, gælder også ledsætningsskemaerne eftersom forskellene forekommer de steder hvor hel- og ledsætningsskemaerne er ens. Det skal dog bemærkes at Togeby slår felterne v og V sammen i ledsætningsskemaet. Det er ganske vist muligt da de to felter står ved siden af hinanden i ledsætningsskemaet, men efter min mening er det en unødvendigt forvirrende manøvre. Eftersom ledsætnings- og helsætningsskemaet ligner hinanden meget, er det muligt at slå de to skemaer sammen i ét skema, hvilket fx Togeby gør. Men efter min erfaring er denne sammenfletning af tvivlsom praktisk pædagogisk værdi, hvorfor jeg undlader at gøre det Komplekse sætningskonstruktioner I dette afsnit bliver kort beskrevet komplekse sætningskonstruktioner som er forskellige måder at flette led- og hovedsætninger/helsætningsstammer sammen på Sætningskløvning Sætningskløvning kalder man en konstruktion hvor man fremhæver et eller andet sætningsled. Det sker ved at indsætte det som formelt subjekt og placere det fremhævede led i P-feltet. Verballeddet bliver en form af at være. Det oprindelige verbal bliver sammen med resten af den oprindelige sætning gjort til en ledsætning og flyttet til Sb-sætn. Subjunktionelt led til denne ledsætning vælger man afhængig af hvad for et led man har flyttet i P. 53 Hvis man accepterer transformationsmetaforen, laver sætningskløvning en helsætningsstammesætning og en ledsætning ud af en helsætning på den måde at det, at være og det fremkløvede led udgør helsætningsstammen, og resten af den oprindelige helsætning udgør ledsætningen. (1) Søren har sendt direktøren en stor gave i anledning af jubilæet. (2) Det er Søren der har sendt direktøren en stor gave i anledning af jubilæet. (3) Det er direktøren (som) Søren har sendt en stor gave i anledning af jubilæet. (4) Det er en stor gave (som) Søren har sendt direktøren i anledning af jubilæet. (5) Det er i anledning af jubilæet (at) Søren har sendt direktøren en stor gave. Hvis man antager sætning (1) som udgangspunkt, kan man kløve den på de måder som vist i (2) - (5). At være kan forekomme i de former som måtte passe til talerens intentioner, som vist i (6). (6) Det må have været Søren der har sendt direktøren en stor gave i anledning af jubilæet. Sætningskløvningens funktion vil blive beskrevet nærmere i kapitlet om pragmatik. Sætningskløvning er ekstremt hyppig på dansk i forhold til andre sprog. Det hænger nok sammen med at dansk har en fast ledrækkefølge, så man kan ikke bruge ledstillingen i så høj grad til at udtrykke pragmatiske funktioner som det er muligt i sprog med friere ledstilling. Det må dog tilføjes at sætningskløv- 53 Bemærk igen at jeg ikke vil argumentere i de såkaldte transformationsgrammatikkers favør. Jeg mener blot at sætningskløvning og de nedenfor omtalte konstruktioner lettest kan beskrives som transformationer, altså udtryksvarianter, af en sætning der har den samme betydning, men ikke indeholder de gennemgåede konstruktioner. Jeg mener ikke at man i sprogproduktionen virkelig gennemgår sådanne transformationer.

159 ning heller ikke er så stigmatiseret i dansk som det er i engelsk og tysk, hvor man betegner den som dårlig stil. Hvordan analyserer man en sætningskløvning syntaktisk? Nogle foreslår at det betragtes som foreløbigt subjekt, det fremkløvede led som subjektsprædikativ og resten af den oprindelige sætning som egentligt subjekt. For så vidt det angår det, som jo ofte fungerer som foreløbigt subjekt, er det umiddelbart en rimelig analyse. Men hvad angår subjektsprædikativet og det egentlige subjekt, er analysen mindre god. Problemet er at et led som i anledning af jubilæet i (5) er et meget atypisk subjektsprædikativ, og et led som (som) Søren har sendt en stor gave i anledning af jubilæet i (3) er et atypisk egentligt subjekt. Prototypiske subjektsprædikativer er jo adjektivaler eller substantivaler uden adpositional, og prototypiske egentlige subjekter er substantiviske sætninger. Man kan selvfølgelig godt udvide dækningsområdet af begreberne subjektsprædikativ og egentligt subjekt, men efter min mening er det rimeligere at give disse sætningsled deres egne navne da de nu er så forskellige. Jeg foreslår hhv. det fremkløvede led og restsætningen. (Alternativt kan man, som jeg gjorde det tidligere, kalde det fremkløvede led for pseudosubjektsprædikativ, og restsætningen for pseudosubjekt.) Hvad angår sætningsskemaet, vil jeg dog placere det fremkløvede led i P og restsætningen i Sb-sætn. Et andet spørgsmål er hvordan man kan se forskel på sætningskløvning og en konstruktion med en almindelig relativsætning da restsætningen i (2)-(4) unægteligt ligner relativsætninger. Den afgørende forskel er hvad det henviser til. I en sætningskløvning, fx i sætning (7), henviser det egentlig ikke til noget (medmindre man insisterer på at analysere restsætningen som egentligt subjekt, som det så henviser til). Men hvis sekvensen er en relativsætning skal det have deiktisk reference (se afsnit ), dvs. det skal pege på en genstand/person der befinder sig i samtalerummet. Sætning (8) kan fx ytres af en konferencier der introducerer en person der er ved at træde op på podiet. (7) Det er J.K. Rowling der har skrevet bestselleren Harry Potter, [ikke Richard Madsen] restsætning i sætningskløvning. (8) Mine damer og herrer, det er J.K. Rowling, der har skrevet bestselleren Harry Potter. substantival med almindelig relativsætning Læg mærke til at relativsætningen nødvendigvis er parentetisk pga. den deiktiske reference (jf. afsnit og ) Sætningsknude Sætningsknude er en sammenfletning af en helsætningsstamme med en substantivisk ledsætning. Det sker ved at man flytter et led i ledsætningen frem i starten af helsætningen (sml. (1) med (2) og (3)). (1) Jeg tror ikke at Søren vil rejse til Italien. (2) Søren tror jeg ikke vil rejse til Italien. (3) Italien tror jeg ikke Søren vil rejse til. Det er det fremflyttede led der egentlig er sætningsknuden idet det ligesom binder en knude på helsætningsstammen og ledsætningen. Det er bemærkelsesværdigt at det fremflyttede led synes at blive en direkte del af helsætningen. Dette kan ses i inversionen og i det at man er usikker på hvilken form personlige pronominer som udgør subjektet i ledsætningen skal have (sml. (4) med (5)).

160 (4) Jeg tror ikke han vil rejse til Italien. (5) Han/ham tror jeg ikke vil rejse til Italien. Ud fra sin funktion som subjekt i ledsætningen burde pronomenet stå i nominativ; men ud fra det at det ikke er subjekt i helsætningen, kan det ikke stå i nominativ. Der er ikke nogen principielle grænser for hvor langt man kan flytte et led, dvs. også led i ledsætninger der er indlejrede i andre ledsætninger kan gøres til sætningsknude (sætning (6) og (7)). (6) Jeg tror ikke Søren ved at jeg kender hende. (7) Hende tror jeg ikke Søren ved jeg kender. Læg mærke til at det led der bliver taget ud af ledsætningen efterlader et hul, dvs. der står ikke noget materiale dér hvor leddet oprindeligt stod. Oftest er det ikke noget problem, men i nogle tilfælde føler folk at der mangler noget. Det er især typisk når interrogative ledsætninger yder led til sætningsknude. (8) Jeg forstår slet ikke hvad Peter siger. (9) Peter forstår jeg slet ikke hvad siger. Ved en sætningsknude som i (9) kan man undertiden konstatere at folk indsætter et pronomen for at lappe hullet: Peter forstår jeg slet ikke hvad han siger. Sætningsknude er også meget hyppig i dansk i forhold til andre sprog. Det hænger formentlig sammen med bortfaldet af kasusbøjning hvorved et led fra én grammatisk konstruktion (i ledsætningen) uden konflikt kan flettes ind i en helt anden grammatisk konstruktion i helsætningen. Sætningsknude forekommer også i sprog med et veludbygget kasussystem som det ungarske, men der føler man ofte(re) en kasuskonflikt ligesom den vi kan konstatere i dansk når personlige pronominer gøres til sætningsknude. Sætningsknude og sætningskløvning kan sagtens kombineres hvorved man får nydelige konstruktioner. (10) Han mener at affaldsproblemet skal løses hurtigst muligt. (11) Affaldsproblemet mener han skal løses hurtigst muligt. (12) Det er affaldsproblemet han mener skal løses hurtigst muligt. Ved (10) kan man forestille sig at der først laves en sætningsknude ved at fremflytte ledsætningens subjekt ((11)), hvorefter dette fremflyttede subjekt undergår sætningskløvning ((12)). Sætningsknudes funktion beskrives nærmere i afsnit 19.2 der handler om en sætnings emne Oblik med infinitiv En speciel måde at indlejre en ledsætning på er den såkaldte oblik med infinitiv konstruktion. Den klassiske betegnelse er akkusativ med infinitiv (accusativus cum infinitivo, accusative with infinitive). Men da dansk ikke længere har en selvstændig akkusativkasus, er det meningsløst at kalde den danske konstruktion for akkusativ med infinitiv, derfor har jeg valgt at indføre den nye betegnelse oblik med infinitiv (obl+inf). Akkusativ med infinitiv er ekstremt udbredt i latin (hvorfra navnet stammer) og oldgræsk, og også meget anvendt i engelsk (også for engelsks vedkommende er det bedre at tale om oblik med infinitiv). Oblik med infinitiv er noget sjældnere i dansk forstået på

161 den måde at der i dansk er færre verber som kan forekomme med denne konstruktion end i de andre sprog. Obl+inf kan godt opfattes som en slags sætningsknude hvor et led fra ledsætningen bliver bygget ind i helsætningsstammen. Men her bliver dette led ikke flyttet frem til helsætningens start, men bliver gjort til et regulært objekt i helsætningen samtidig med at ledsætningens prædikat bliver infinitiv; derfor kaldes konstruktionen oblik med infinitiv eftersom objekter står i oblik kasus i dansk. I modsætning til latin, hvor der kun er én slags akk+inf, forekommer obl+inf i tre syntaktiske varianter i dansk: obl+inf uden at (1), obl+inf med at (2) og obl+inf med præposition og at (3). (1) Lise så ham berøre hende. (2) Lise forbød ham at berøre hende. (3) Lise tvang ham til at berøre hende. Obl+inf uden at forekommer med sanseverberne samt lade og bede. Obl+inf med at forekommer med verber der udtrykker tilladelse, befaling og forbud. Obl+inf med præposition og at forekommer med verber der udtrykker tvang. I den første og tredje slags obl+inf opfører objektet (ham i eksemplerne) sig som et direkte objekt mens infinitivsætningen er et objektsprædikativ. I den anden slags obl+inf opfører objektet sig som et indirekte objekt og infinitivsætningen som et direkte objekt; hvis dansk stadig havde dativkasus, kunne denne obl+inf derfor kaldes dativ med infinitiv. Disse påstande kan afprøves vha. kriterierne opstillet i afsnit 6.2. Det er vigtigt at bemærke at objektet ikke blot er direkte eller indirekte objekt i forhold til det overordnede prædikat (helsætningens prædikat), men er også logisk subjekt i forhold til infinitiven. Det er netop dette fænomen der gør at alle disse konstruktioner kan betragtes som varianter af den samme overordnede type konstruktion. At helsætningens objekt er infinitivsætningens logiske subjekt, kan ses i to ting: når obl+inf omformes til en finit ledsætning (denne omformning kan bedst lade sig gøre ved sanseverberne) som i (4) og når obl+inf omformes til passiv som i (5). (4) Lise så at han berørte hende. (5) Lise så hende blive berørt af ham. Det skal bemærkes at objektet ved sanseverberne er kun et grammatisk objekt i den forstand at det man sanser er hele den situation der udtrykkes med obl+inf, ikke kun objektet. Dvs. objektet spiller ikke nogen semantisk rolle i forhold til sanseforegangen. Men ved de andre verber spiller objektet en semantisk rolle i forhold til hovedforegangen. Dette kan ses i at mens (1) og (5) er synonymer, er (3) og (6) ikke det. (6) Lise tvang hende til at blive berørt af ham. Det er ejendommeligt ved dansk (og tysk) at skelnen mellem aktiv og passiv ophæves i obl+inf ved lade. Sml. det danske (7) og tyske (8) med det engelske (9), hvor den eksplicitte brug af passiv er obligatorisk. (7) Lise lod hende berøre af ham. (8) Lise ließ sie von ihm berühren. (9) Lise let her be touched by him. Konstruktioner hvor distinktionen mellem aktiv og passiv ophæves kalder jeg upassive konstruktioner.

162 Nominativ med infinitiv I lighed med obl+inf er nominativ+infinitiv (nom+inf) en måde at sammenflette to sætninger. Her er det helsætningens subjekt der er det logiske subjekt for det underordnede, nonfinitte prædikat, derfor kaldes konstruktionen nominativ med infinitiv. Der er forskellige slags nom+inf konstruktioner: nom+inf uden at, nom+inf med at og nom+inf med præposition og at. (1) Han blev set berøre hende. (2) Han menes at have berørt hende. (3) Han syntes at berøre hende. (4) Han begyndte at berøre hende. (5) Han blev tvunget til at berøre hende. (1) og (5) er de passive udgaver af de tilsvarende obl+inf konstruktioner, hhv. Nogen så ham berøre hende og Nogen tvang ham til at berøre hende. Man kunne også tro at det er tilfældet ved (2), men det er ejendommeligt ved moderne dansk at menings- og ytringsverber som mene og sige ikke kan forekomme med obl+inf, kun med passiv nom+inf. (3) og (4) er så at sige fødte nom+inf konstruktioner. De kan ikke på nogen måde omformes til obl+inf. Man kan skelne mellem nom+inf konstruktioner på basis af om helsætningens subjekt spiller en semantisk rolle i forhold til den overordnede foregang eller ej. Det spiller kun en rolle i (3), (4) og (5). Ud fra definitionerne på sætningsled betragter jeg infinitivsætningen i nom+inf som et subjektsprædikativ Adverbiel flytning Dansk har det ejendommelige træk at neutrale led (traditionelt kaldet adverbielle led, heraf dette afsnits titel) bliver trukket fra en objektledsætning til hovedsætningen. Dette sker når hovedprædikatet indeholder et meningsverbum som synes, tro, håbe, mene o.l. Så en sætning som Hans kones kusine har også to børn får sit neutrale led også trukket ud når det bliver gjort til en objektledsætning: Jeg tror også at hans kones kusine har to børn. Det er de neutrale led der typisk står på a-pladsen, herunder nægtelse (se Kapitel 11 om de neutrale leds placeringsmuligheder), der er underlagt denne omplacering. Men selv om disse neutrale led formelt set er en del af helsætningsstammen, angår de betydningsmæssigt ledsætningen. Dette er tydeligt i et eksempel som Jeg tror aldrig jeg har været så forelsket i nogen før. Det er jo en forelskelse med en sådan intensitet der aldrig før har fundet sted, ikke det at jeg tror et eller andet Subjektsløft Det blev vist i afsnit 6.2 at adskillige sætningsled kan omformes til subjekt ved at omforme verballedet til passiv. Det at gøre et led til subjekt kalder man subjektsløft eller opskrivning til subjekt (raising to subject), dets funktion diskuteres i afsnit Den enkleste udgave af subjektsløft er når et led i den samme sætning gøres til subjekt. Det er dette løft der er brugt som en af transformationerne i definitionen af sætningsleddene. Men også led fra andre sætninger, navnlig fra ledsætninger, kan løftes til subjektsposition. Et eksempel på sådan et subjektsløft er vist blandt nom+inf konstruktioner, nemlig i forbindelse med ytrings- og meningsverber: Hun siges at have stjålet juvelerne. Her er det ledsætningens subjekt der er løftet til subjektsposition i helsætningen: Man siger at hun har stjålet juvelerne. Man kan

163 også løfte ledsætningens objekt til subjektsposition vha. dobbelt passiv: Juvelerne siges at være blevet stjålet af hende. Man kan også løfte objektet i en infinitivsætning til subjektsposition: Læreren er ikke let at tilfredsstille <- Det er ikke let at tilfredsstille læreren. Dette kan lade sig gøre når infinitivsætningen selv er subjekt eller egentligt subjekt Ellipse Ellipse vil sige udeladelse af elementer. Man taler om fænomenet i forbindelse med syntaktiske konstruktioner der mangler et eller andet element som man ellers forventer skulle/kunne stå der. Man kan skelne mellem tvungne og frivillige ellipser. En ellipse er tvungen når det er umuligt at indsætte det element som man mener mangler. Fx kan man sige at nonfinitte ledsætninger er udsat for tvungen subjektsellipse da (langt de fleste) nonfinitte ledsætninger simpelt hen ikke kan have et eksplicit subjekt (afsnit 7.6.1). Man kunne dog med rette indvende hvorfor man skulle savne subjektet når det nu er umuligt at indsætte et. Grunden til at man taler om ellipse ved nonfinitte sætninger er at subjekt er et obligatorisk led i finitte sætninger, som man betragter som grundstruktur. Nonfinitte ledsætninger beskrives således i forhold til finitte sætninger. Frivillig eller valgfri er en ellipse når man selv kan vælge om man vil indsætte det pågældende element eller ej. Der er dog forskel på hvor meget og hvilken effekt ellipsen har. Det er jo alligevel ikke helt lige meget om et element er til stede eller ej. I nogle tilfælde er ellipsen den normale fremgangsmåde, i andre tilfælde grænser ellipsen op til den uacceptable sprogbrug. Mindst effekt har ellipsen nok ved subjunktionerne som og at. I mange tilfælde er det ligegyldigt om de er til stede eller ej: Jeg synes (at) den mand (som) vi mødte i går er meget sympatisk. Her er ellipsen virkelig valgfri. Mange verber kan optræde både intransitivt og transitivt (afsnit 6.2). Når de optræder intransitivt, kan man beskrive fænomenet som at deres direkte objekt er undergået ellipse. I mange tilfælde er den intransitive brug så almindelig at man slet ikke føler at der mangler noget: han spiser, skriver, læser. Man siger at ellipsen her er umarkeret. Ved andre verber er ellipsen markeret idet man føler at der mangler et led: han elsker. I endnu andre tilfælde er ellipsen nærmest uacceptabel:?han undersøger. Hvorvidt ellipse er acceptabel, hænger også sammen med stil og genre. Man plejer at sige at alle danske sætninger skal have subjekt, men i annoncer, sms er o.l. er det ganske sædvanligt at udelade subjektet, fx Søger mand med høj løn. Ofte anser man ellipse for et fænomen der sætter pres på modtagerens kognitive kapacitet da han skal regne sig frem til hvad det er der mangler. Men der er tilfælde hvor ellipsen kan være med til at entydiggøre sproglige udtryk. Fx er det i Peter spiser og læser entydigt netop pga. ellipsen at det er Peter der spiser, og det er Peter der læser. Til gengæld er den grammatisk fuldstændige version, Peter spiser, og han læser, tvetydig idet den også kan betyde at det er nogen anden der læser, ikke Peter. Læg mærke til at begrebet elliptisk sætning er med til at udviske forskellen på sætninger og ytringer (jf. afsnit Kapitel 6) Sammenfatning Dette afsnit indeholder en skematiseret og lidt forenklet sammenfatning af hvilke sætningstyper der findes.

164 Sætningstyper Helsætninger Deklara rativtivsætninger Eksk lama mativsætninger Inter terro roga gativ tivsætninger Ledsætninger Sætningsled Led i sætningsled Efterhængte Afhængige led Neutrale led Led i substantivaler Led i adjektivaler/adverbialer relativsætninger Relativsætninger Substantiviske sætninger m/u adpositional Frie relativsætninger m/u adpositional Neutrale ledsætninger Substantiviske sætninger med adpositional Frie relativsætninger med adpositional Determinativsætninger Komple plement mentsætninger Determinativsætninger Sammenligligningssætninger Relativsætninger Helsætninger Deklarativsætninger: Det finitte verbum er i præsens eller præteritum, fundamentfeltet er udfyldt. Eksklamativsætninger: Det finitte verbum er i imperativ. Interrogativsætninger: Det finitte verbum er i præsens eller præteritum, F er tomt. Sætningsled Substantiviske sætninger: Indledes med at, om eller en ordgruppe med hv-ord, desuden infinitivsog gerundiumssætninger. Frie relativsætninger: Indledes med substantival med hv-ord. Neutrale ledsætninger: Indledes med de øvrige subjunktioner. Gruppeled Determinativsætninger: Indledes med at, i substantivaler også med om og hv-ord. Relativsætninger: Indledes med som, der sjældnere da og hv-ord, desuden participielle og infinitivale sætninger. Komplementsætninger: Indledes med at, om eller hv-ord sammen med et adpositional. Sammenligningssætninger: Indledes med som i positiv, med end i komparativ. Hverken sætningsled eller gruppeled Efterhængte relativsætninger: Indledes med hvilket eller hvad. Hermed er gennemgangen af udtrykssiden konkluderet. I de følgende kapitler beskriver jeg forholdet mellem udtryk og indhold.

165 Del III Kapitel 9 Reference I det forrige kapitel introducerede jeg en distinktion mellem foregang og aktant på den ene side og relation og genstand på den anden side. Det er først når de indgår i en situation med hinanden at relationer bliver til foregange og genstande til aktanter. Forestillingen er at det at indgå i en situation er en individualiseringsproces: uden for en situation er der arter af fænomener, inden for en situation er der individer. Det at udvælge individer af arter af fænomener kalder man referering, dvs. når man omtaler en situation refererer (henviser) man til individer, til de individer der udgør den omtalte situations elementer. Det er dog ikke sådan at man kun kan referere til enkelte udvalgte individer. Man kan også godt referere til hele arter, dvs. en aktant kan godt udgøres af alle individer i en genstandsart. I det første afsnit i kapitlet beskrives hvilke typer af referering man kan skelne imellem. Disse typer bliver illustreret vha. substantivaler fordi referering er lettest at iagttage ved overgangen fra genstande til aktanter, som jo typisk udtrykkes med substantivaler. Dernæst kommer en detaljeret beskrivelse af et substantivals led med henblik på referering. Verbalers struktur, som jo refererer til foregange, bliver diskuteret i kapitlet om grammatiske kategorier Typer af referering Generelt er det sådan at substantiver henviser til arter af genstande, ikke til individer. Henvisning til mere eller mindre konkrete genstande (individer) kan man derfor kun opnå ved at kombinere et substantiv med andre elementer, hvorved man danner et substantival. Så et substantivals funktion er at henvise til genstande der fungerer som aktant i en situation (situationen kan godt være underordnet eller nedgraderet). En undtagelse fra påstanden om at substantiver henviser til arter er proprier, som jo per definition henviser til individer. Det er netop derfor at de sædvanligvis ikke tager nogen præled eller postled, som appellativer har brug for, for at kunne danne et substantival. Dog er de fleste proprier langt fra idealet om ét proprium til ét og kun ét individ eftersom der kan være mange individer med det samme navn: Der er fx tusinder af Hansener i Danmark, og selv sådan et distingveret by som universitetsbyen Oxford i England er nødt til at dele navn med ca. 20 andre byer i verden. Til gengæld er der appellativer der henviser til arter som kun indeholder meget få individer. Således er vepser (en person der taler vepsisk, et døende finsk-ugrisk sprog i Estland, der kun tales af en håndfuld mennesker) mere individuel i sine referencemuligheder end fx Oxford. Så forskellen mellem proprier og appellativer beror ikke på hvor mange genstande man kan henvise til med dem, men om man anskuer referanten (det man henviser til) som et individ eller som en art Specifik reference Ud fra det at man på den ene side kan henvise til individer og på den anden side til arter, skelner man grundlæggende mellem hhv. specifik og generisk reference. Specifik er referencen hvis substantivalet henviser til et individ (eller individer der er grupperet sammen som aktant). Inden for specifik reference skelner man mellem bestemt og ubestemt reference Ubestemt reference

166 Ubestemt reference henviser til et for modtager ukendt individ, fx han læste to bøger i går. Ubestemt reference udtrykkes typisk vha. den ubestemte artikel eller substantiver i pluralis Bestemt reference Bestemt reference er henvisning til et for modtager kendt individ. Ud fra kilden til modtagers kendskab til individet skelner man inden for bestemt reference mellem tekstuel, deiktisk og baggrundsreference. Tekstuel er referencen hvis afsender henviser til noget der er omtalt andetsteds i den samme tekst. Temaer (afsnit 2.5) har tekstuel reference. Tekstuel reference udtrykkes typisk vha. personlige og relativpronominer samt substantivaler i bestemt form: Linda har repareret drengens cykel, som han var meget glad for. Inden for tekstuel reference skelner man mellem anaforisk og kataforisk reference. Anaforisk reference, illustreret i sætningen ovenfor, er tilbagepegende, dvs. substantivalet peger tilbage på et individ som allerede er blevet nævnt. Kataforisk reference er fremadpegende, dvs. substantivalet peger på noget som man vil nævne (uddybe) senere i teksten. Eksempler på kataforisk reference, som nok er sjældnere end anaforisk reference, er det foreløbige subjekt/objekt og den såkaldte in medias res-måde at starte en typisk skønlitterær tekst. Deiktisk er referencen når afsender henviser til nogen/noget der befinder sig i kommunikationssituationen, også kaldet samtalerummet, dvs. afsender selv (jeg), modtager selv (du) og genstandene omkring dem. Deiktisk reference udtrykkes typisk vha. første- og anden persons personlige pronominer og demonstrativpronominer, fx har substantivalet denne bog eller nærværende bog deiktisk reference. Der er tale om baggrundsreference når afsender henviser til noget som modtager kender ud fra sin baggrundsviden, fx månen er en grøn ost. Alle kender jo månen, så den behøver ikke være blevet nævnt før i teksten eller være til stede i samtalerummet for at modtager kan identificere den. Baggrundsreference udtrykkes typisk vha. substantiver i bestemt form og proprier. Deiktisk, baggrunds- og anaforisk reference udelukker ikke hinanden. Noget i samtalerummet forbliver typisk i samtalerummet selv om det er blevet optaget i teksten. Så har fx denne bog i denne sætning både deiktisk og anaforisk reference idet den nævnte genstand er i samtalerummet og er blevet nævnt, i foregående afsnit. Substantivalet månen har på nuværende tidspunkt ikke kun baggrundsreference, men også tekstuel reference, og om natten også deiktisk reference Generisk reference Referencen er generisk hvis substantivalet henviser til en hel art. I princippet gælder en generisk reference alle individerne af en art, men referencerammen kan godt være indskrænket til kun at gælde en udvalgt undergruppe af arten, dvs. en underart, fx sorte svaner i forhold til svaner i Sorte svaner stammer fra Australien. Desuden er der i dagligdags kommunikation en vis tolerance over for afvigende individer. Så betragtes fx sætningen køer har fire ben sand selv om der nu med sikkerhed findes enkelte køer der af en eller anden grund har flere eller færre end fire ben. Ydermere kan man tale om potentiel generisk reference, fx i sætningen Linda reparerer cykler. Her menes det ikke at Linda reparerer alle cykler i verden, men at hun vil reparere en hvilken som helst cykel der har brug for reparation fordi det er hendes job eller hobby at reparere cykler. Generisk reference udtrykkes typisk med substantiver i pluralis uden præled 5. Almindeligvis skelner sprogbeskrivelser ikke mellem bestemt og ubestemt inden for generisk reference. Men det er muligt. Fx er sorte svaner ganske vist en kendt art for alle af denne bogs læsere, derimod er fx asynkronmotorer i Asynkronmotorer har brug for vekselstrøm med mindst to

167 faser sandsynligvis en ukendt art for de fleste læsere (selv om de sandsynligvis dagligt har brugt repræsentanter af arten, fx den motor i en videoafspiller der spoler båndet). Årsagen til at man ikke plejer at skelne mellem de to slags referencer er nok det at der ikke er nogen sproglig forskel på dem. Men erkendelsesmæssigt er det da ikke lige meget om man får noget at vide om noget man har kendskab til i forvejen, eller om man får kendskab til eksistensen af noget endnu helt ukendt. Dette har også betydning for kommunikation og mere specifik for pædagogik da en vellykket tekst skal holde en passende balance mellem det at omtale kendte fænomener og det at introducere nye fænomener, for at den hverken bliver kedelig eller uoverskuelig. En form for generisk reference kalder jeg singulativ generisk reference. Denne type reference er der mange eksempler på i denne bog. Det er denne slags reference infinitiv har i Infinitiv er en substantivisk verbalform. Referencen er generisk da det gælder alle de ordformer som man kategoriserer som infinitiv. Men referencen er samtidig singulativ idet infinitiverne som art er stillet op som modsætning til alle de andre ordklasser. Kategorien infinitiv er betragtet som et individ i forhold til de andre kategorier (her ordklasser) som den står i modsætning til inden for sproget/sprogbeskrivelsen. Singulativ generisk reference forekommer således ved kategoribetegnelser. Bemærk at ordet infinitiv står i singularis ikke-bestemt når det har singulativ generisk reference. Det samme ord kan have både almindelig generisk reference (Infinitiver ender typisk i -e.) og specifik reference, både bestemt (Infinitiven i denne sætning er have) og ubestemt (Der er kun en infinitiv i den sætning). Dvs. ordet infinitiv kan henvise til både en kategori som en udelt enhed (singulativ generisk reference) og til individerne inden for kategorien enten med specifik eller generisk reference Kendt/ukendt information Kendskab til et individ eller en art betyder med hensyn til sproglig referering ikke at modtager skal have detaljeret viden om det omtalte individ eller art. Det er nok at modtager har hørt om dets eksistens eller kan se det omkring sig, til at man taler om bestemt reference. Faktisk er det nok at afsender blot tror at modtager er bekendt med det omtalte fænomen, og det er ikke engang nødvendigt at afsender selv kender det/den omtalte. Da der godt kan være forskel på hvad afsender tror der er kendt/ukendt for modtager og hvad der rent faktisk er kendt/ukendt for modtager, har man brug for en mere nuanceret model af referering for at kunne beskrive vellykket og mislykket kommunikation. Når afsender bruger ubestemt reference, forudsætter han at modtager ikke kender referenten. Når afsender bruger bestemt reference, forudsætter han at modtager kender referenten. Det er en forudsætning, dog ingen garanti, for vellykket kommunikation at afsenders forudsætning stemmer overens med modtagers faktiske kendskab. Hvis afsender går ud fra at en referent er ukendt for modtager, men det i virkeligheden er kendt for ham, eller hvis afsender går ud fra at en referent er kendt for modtager, men det i virkeligheden er ukendt for ham, er der risiko for mislykket kommunikation. (1) Danmark har en dronning. Hun ryger. (2) Jeg snakkede med Peter i forgårs. Det er ikke nødvendigvis sådan at kommunikationen ligefrem bryder sammen. I det første tilfælde (tekst (1)) er teksten ganske vist fuldt ud forståelig, men alligevel mærkelig fordi den er ineffektiv. Modtager kender jo referenten ved navn, ud fra sin baggrundsviden, så afsender kunne med langt større effektivitet have sagt Dronning Margrethe ryger. Tekst (2) har nok større risiko for at komme galt af sted eftersom modtager (kære læser) ingen mulighed har for at vide hvem afsender har snakket med, men får fornemmelsen af at burde vide

168 det. Denne fornemmelse kan være irriterende fordi det er en fornemmelse man får pålagt af afsender. Derfor kalder man generelt det fænomen at afsender forudsætter kendskab til en information hos modtager, hvilket kendskab denne ikke har, for pådutning. Det konkrete tilfælde at et proprium bliver misbrugt, kalder man namedropping. Betegnelsen er noget misvisende idet problemet netop er at man bruger et navn (et proprium) et sted hvor man burde droppe det og bruge et andet substantival i stedet. Pådutning er graduerbar. Tekst (3) ser umiddelbart ud til at indeholde mindst lige så meget pådutning som tekst (2), for den forudsætter at modtager ved at afsender har en storebror. (3) Jeg snakkede med min storebror i går. Men i virkeligheden føles den mindre påduttende. Årsagen hertil er at substantivalet min storebror sætter det omtalte individ i forbindelse med et i forvejen kendt individ, nemlig afsender, vha. possessivpronomenet min. Det er derfor at possessivpronominer per definition betragtes som bestemte. Substantivalet Peter i (2) udtrykker derimod intet eksplicit forhold mellem dette individ og et for modtager kendt individ. Herfra følger at forholdet mellem ubestemt og bestemt reference ikke er et enten/eller-forhold, men snarere en skala fra helt ukendt til et helt kendt individ. Denne skala bliver beskrevet nærmere i afsnittet om formuleringsstyrke. En særlig slags pådutning kalder man genvejshenvisning. Et eksempel herpå er chefen i (4). (4) Min søster skal arbejde rigtig meget. Chefen er en djævel. Min søsters chef er næppe kendt for læseren, alligevel føles det næppe som en pådutning at omtale ham i bestemt form som om han var kendt. Årsagen hertil er at det er let for modtager at regne ud at min søster har en chef eftersom man plejer at have en chef når man arbejder. Det kan forestilles sådan at når man får at vide at nogen arbejder, aktiverer man automatisk i sit hoved et generelt billede af et arbejdsforhold, og chefer er nu en uundgåelig del af et arbejdsforhold. Derfor kommer det ikke overraskende at hun har en chef selv om han ikke er blevet introduceret eksplicit. Det at man henviser til noget ukendt som om det var kendt, fordi det mere eller mindre oplagt er en del af den situation man omtaler, kalder man genvejshenvisning. Man sparer mange ord ved at benytte sig af genvejshenvisning. Anaforisk substantivaler med bestemt artikel, dem. pron., poss. pron, interr.pron., rel.pron.; pers.pron. i 3p Referencetyper Tekstuel Kataforisk substantivaler med bestemt artikel, dem. pron., poss. pron, interr.pron., rel.pron.; pers.pron. i 3p, først og Bestemt Specifik Deiktisk pers. pron. i 1/2sg; substantivaler med best.art., interr.pron. eller dem.pron.; pers. pron. i 3p Baggrundsproprier; substantivaler med bestemt artikel eller interr.pron. Ubestemt substantivaler med ubestemt artikel eller ubestemtpronomen; substantivaler med bestemt artikel eller possessor (genvejshenvisning) Generisk ikke-bestemte substantivaler 54 ; generisk pronomen; substantivaler med bestemt eller ubestemt artikel eller negativpronomen Singulativ generisk ikkebestemte substantivaler i sg 54 Tællelige substantiver står i pluralis, utællelige i singularis.

169 fremmest det Ovenstående tabel er en oversigt over referencetyperne og de substantivaltyper der udtrykker dem. Bemærk at mens 1/2sg personlige pronominer entydigt har deiktisk reference, har deres pluralis pendanter potentielt en blandet reference. Fx har vi altid deiktisk reference for så vidt afsender er inkluderet i vi, men det har potentielt også en ubestemt reference idet modtager ikke nødvendigvis kender (til eksistensen af) de personer som vi ud over afsender indbefatter. I et sådant tilfælde har vi et mere eller mindre vagt genvejshenvisningseffekt. Det kan virke absurd at betragte substantivaler med et interrogativpronomen (i kernen eller som præled 5) som havende bestemt reference. Men hvis man tænker på at referencetyperne er defineret ud fra modtagers synspunkt, må sådanne substantivaler have bestemt reference eftersom afsender netop ved at stille spørgsmålet til modtager går ud fra at modtager kender referenten Substantivaler I afsnit 5.4 blev substantivalernes struktur beskrevet, men dér blev der ikke sagt særlig meget om de enkelte leds funktion. Her følger derfor en funktionel beskrivelse af substantivalers bestanddele (jf. oversigtstabellen nedenfor) Kernen Kernen i substantivalet henviser hvis den er et appellativ til en art af fænomener. Denne art er prototypisk genstande, men kan også være relationer, som udtrykkes med substantiver deriveret fra verber og adjektiver. Hvis kernen er et proprium, henviser den til et individ. Individet kan tilhøre, være medlem af alle slags fænomener, men mest typisk er det et menneske Præled Præleddene i et substantival er ordnet efter deres funktion. Dvs. præleddene er placeret i en bestemt rækkefølge afhængig af hvad deres funktion er i substantivalet. Hvad angår deres placering, er deres materiale irrelevant. Ofte siger man at præleddene (og postleddene) lægger sig til kernen, beskriver denne på en eller anden måde, men i virkeligheden har både adleddene og kernen deres egne funktioner, som de hver især bidrager med for at udgøre substantivalets samlede betydning og funktion. I nogle tilfælde har adleddene faktisk en vigtigere funktion informationsmæssigt end kernen til trods for at man plejer at betragte kernen som det vigtigste element i et substantival. Fx er præled 2 i det direkte objekt i Han foretrækker rødhårede kvinder mere informativ end kernen. Da heteroseksualitet er statistisk hyppigere end homoseksualitet, er det ikke så oplysende at han foretrække kvinder, det er jo hvad man umiddelbart regner med når en mands seksuelle præference bliver omtalt. Til gengæld siger det mere at han foretrækker rødhårede da der her er flere valgmuligheder (rødhårede, blondiner, brunetter, sorthårede, skalede, osv.), og der er ikke en markant statistisk forskel på valgmulighederne med hensyn til hårfarve/-stil. Et substantivals struktur Prædeterminator Determinator Ordinator Kvantifikator Deskriptor Titulus Kerne Postled Tabellen ovenfor er den samme som tabellen i afsnit 5.4, men her angives præleddene ved navn. Præleddene bliver i det følgende beskrevet ud fra deres funktioner, startende med det inderste og sluttende med det yderste præled.

170 Titulus Præled 1 anvendes typisk når kernen er et proprium. Det er en nærmere bestemmelse eller beskrivelse af individet, fx stillingsbetegnelse (professor Hansen), rang (oberst Reed), tiltaleform (hr. Madsen) o.l. Ud fra dets funktion kalder jeg præled 1 titulus. Postled 1 har en meget lignende funktion, hvorfor det også kaldes titulus (Erik den Røde, Henrik den ottende, o.l.). Det kan dog i højere grad anvendes med appellativer, når individer nummereres (spor 2, forestilling nr. 10, o.l.). Dette skyldes at postled 1 i højere grad har en individualiserende funktion end præled 1. Fænomener bliver netop individualiseret gennem nummereringen Deskriptor Præled 2 s generelle funktion er at beskrive ved at angive egenskaber ved et fænomen eller individ. Pga. denne beskrivende funktion kaldes det deskriptor. Ved generisk reference definerer det en underart af den art af fænomener som kernen henviser til (sorte svaner, flyvende tallerkner, generisk reference, o.l.). I sådanne tilfælde har deskriptoren en begrebsdannende funktion. Ved bestemt reference kan det have både en identificerende og ikke-identificerende funktion. Identificerende er dets funktion når det er nødvendigt for at modtager kan identificere et individ som referent i en gruppe af individer som mulige referenter. Ikke-identificerende er det når det ikke er nødvendigt for indkredsningen af en referent. Betragt følgende beskårne uddrag af en artikel om en boksekamp i Ekstra Bladet. (1) Brian Nielsens comeback-kamp mod den amerikanske Benjamin Lee Baker udviklede sig til en tumult mellem bokserne, Brian Nielsens træner og en tilskuer. (2) Den danske bokser blev angrebet af Baker selv om dennes træner havde kastet håndklædet. (3) Den 117 kilo tunge Brian Nielsen havde haft en hård kamp mod den 17 kilo lettere amerikaner. Deskriptoren danske i sætning (2) er identificerende da den er nødvendig for at modtager kan finde ud af hvilken af de to boksere der er referenten. Deskriptorerne i (3) er derimod ikke-identificerende da de ikke er nødvendige for identificeringer er referenterne; Brian Nielsen og amerikaneren ville have været tilstrækkelige formuleringer med henblik på identifikationen. Det er ikke altid klart om en deskriptor er identificerende eller ej. Afhængig af om der kun er én eller flere boksere ved navnet Benjamin Lee Baker med forskellig nationalitet er amerikanske i sætning (1) hhv. ikkeidentificerende eller identificerende. Ikke-identificerende deskriptorer kaldes i nogle fremstillinger parentetiske ud fra den antagelse at de ikke er nødvendige for identifikationen af en referent. Men dermed må man ikke mene at de er unødvendige som sådan. Deskriptorerne i sætning (3) har fx den vigtige funktion at understrege amerikanerens modstandsdygtighed til trods for hans betragteligt lavere vægt. Der findes dog rent parentetiske deskriptorer. Det er tilfældet når deskriptoren angiver træk som allerede findes i kernesubstantivets betydning. Fx er nonfinit i substantivalet det nonfinitte perfektum participium givet på forhånd eftersom et perfektumparticipium per definition er nonfinit. Men selv sådanne parentetiske deskriptorer kan man ikke uden videre betragte som overflødige i kommunikationen. I en sætning som Dansk har tre finitte konstruktioner og det nonfinitte perfektumparticipium der kan have passiv funktion understreger nonfinit kontrasten mellem de finitte og nonfinitte passiv-konstruktioner i dansk. Tabellen nedenfor sammenfatter deskriptorers egenskaber med henblik informationsindhold.

171 Deskriptorers funktioner Deskriptortype Informationsindhold identificerende bidrager med ny information og identificerer referenten ikke-identificerende bidrager med ny information, men identificerer ikke referenten parentetisk bidrager ikke med ny information, og identificerer ikke referenten Ved ubestemt reference kan en deskriptor kun have beskrivende funktion da identifikationen af individet per definition er umulig. Ved specifik reference kan den angivne egenskab være permanent/definerende, eller midlertidig/tilfældig. Forskellen udtrykkes dog ikke i deskriptoren selv; den kan kun observeres i forbindelsen mellem deskriptor og kerne, ofte kun vha. en større sammenhæng. (4) I går kunne man se flyvende tallerkner oppe i himlen. (5) I går kunne man se flyvende tallerkner i ægteparrets spisestue. I sætning (4) udtrykker deskriptoren en definerende egenskab og definerer dermed hvilken underart af fænomener de omtalte individer tilhører. I sætning (5) angiver den derimod kun en midlertidig egenskab og har derfor ikke nogen begrebsdannende funktion. Deskriptorer udtrykker nedgraderede situationer som kernen er element i (jf. afsnit 2.6.4) Gruppesammensætninger Deskriptorer angiver typisk egenskab ved det fænomen som hele kernesubstantivet henviser til. Men når kernesubstantivet er et kompositum, kan det forekomme at deskriptoren kun beskriver det første led i kompositet. I et sådant tilfælde taler man om en gruppesammensætning. Fx i nærmeste udviklingszone angår nærmeste kun udvikling, ikke helheden udviklingszone, dvs. nærmeste udviklingszone betyder zone for nærmeste (dvs. tæt forbundne) udvikling (oversat fra det engelske zone of proximal development). Gruppesammensætning taler man om når det er en ordgruppe, fx et substantival, (nærmeste udvikling ovenfor) der bliver sat sammen med et substantiv (zone). De to substantivrødder skal sættes sammen (så man får udviklingszone) eftersom man på dansk ikke må have to sammenhørende substantiver adskilt; dvs. to sammenhørende substantiver skal på dansk altid forme et kompositum medmindre det første substantiv er titulus eller kvantifikator. Men adjektivet bliver ikke sat sammen med substantiverne, så man får noget der ligner et substantival med kerne og deskriptor, men det er i virkeligheden et skjult kompositum. I gruppesammensætninger kan det forekomme at adjektivet kongruerer med det første substantiv, og ikke med det sidste, som ellers normalt bestemmer kompositets genus og numerus: 149 cystisk fibrose-patienter i stedet for cystiske (Schack 2001: 83) Kvantifikator Præled 3 s funktion er at angive kvantiteten (mængden) af det individ/de individer som substantivalet henviser til. Da generisk reference per definition indbefatter alle individer af en art, bruger man kun kvantifikator ved specifik reference. Rent numeriske kvantifikatorer kan man kun bruge ved substantiver der betegner fænomener hvis medlemmer er individer, dvs. ved de såkaldte tællelige substantiver (jf. afsnit 4.2), fx to bøger, disse fem drenge, tre uhyggelige film. Ved utællelige substantiver, der henviser til materialer, kan man kun bruge kvantifikatorer der består af ordene megen og lidt eller et substantival hvis kerne udtrykker en måleenhed, fx lidt vand, 2000 kilo jern, tre poser lakrids, V spænding. Tælleli-

172 ge substantiver har også mulighed for at blive kvantificeret af et substantival, men ved dem er dette substantivals kerne et kollektivum: en lang række forelæsninger, to grupper børn. Singulative måleenheder er her usædvanlige: 500 kilo børn Ordinator Præled 4 synes ikke at være så velbeskrevet i litteraturen. Dets funktion er at identificere et individ (eller en gruppe af individer) inden for en række af individer der er ordnet i tid eller rum. Da dette præled angiver et individs position, kalder jeg det ordinator. Man kan skelne mellem absolutte og relative ordinatorer. Absolutte ordinatorer angiver et individs position direkte inden for rækken, uden at tage hensyn til de andre individer i rækken. Sådan en ordinator udtrykkes typisk ved adjektivaler hvis kerne er i superlativ: sidste gang, de første to forelæsninger, den øverste hylde, de bagerste to borde. Relative ordinatorer angiver et individs position i forhold til et før nævnt eller underforstået individ: de næste tre gange, følgende to sætninger, de forrige måneder, den ovenfor stående tabel. En speciel ordinator er samme der angiver at det omtalte individ er det samme som det før nævnte individ. Underligt nok kan man kun samtidig bruge en kvantifikator med en ordinator hvis ordinatoren udtrykker yderste positioner: de sidste to forelæsninger, men ikke når den udtrykker en nummereret position: *de tredje to forelæsninger. Da ordinatorer knytter substantivalet til noget kendt, den række individet forekommer i, er ordinatorer at betragte som markører af bestemt reference. Dette kan også ses i at de kun sjældent kan kombineres med den ubestemte artikel og at deskriptorer efter dem står i bestemt form selv om der ikke forekommer en bestemt determinator i substantivalet: følgende underlige afsnit Determinator Præled 5 er nok det mest diskuterede led i forbindelse med reference. Pga. dets sammenhæng med referering har det fået navnet determinator (bestemmer), den bestemmer hvilken reference substantivalet har. Traditionelt skelner man mellem ubestemte og bestemte determinatorer: Ubestemte determinatorer: ubestemt artikel, ubestemt pronomen, negativpronomen, interrogativpronomen (hvilken). Bestemte determinatorer: bestemt artikel, bestemthedssuffiks, demonstrativpronominer, possessivpronominer, substantivaler i genitiv. Dette hænger tilsyneladende fint sammen med at man skelner mellem generisk, ubestemt og bestemt reference: Generisk reference udtrykkes ved manglende tilstedeværelse af en determinator, ubestemt reference med en ubestemt determinator og bestemt reference med en bestemt determinator. Men det er desværre ikke så enkelt. Der er en høj grad af korrelation mellem determinatorens væsen og referencetype, men korrelationen er alligevel langt fra 100 %. Først og fremmest er det sådan at generisk reference ikke kun kan udtrykkes uden determinator (med kernen i pluralis hvis den er tællelig og i singularis hvis den er utællelig, dog i pluralis hvis den er plurale tantum (fx penge)), men også ved ubestemt artikel og bestemt artikel hhv. bestemthedssuffiks: Zebraer er planteædende dyr, en zebra er et planteædende dyr, zebraen er et planteædende dyr og endda zebraerne er planteædende dyr. Det er sjældent i dansk at tællelige substantiver forekommer i singularis uden nogen determinator (et såkaldt nøgent substantiv). Det kan ske når substantivet bruges prædikativt (Han er lærer),

173 og i overskrifter (Terrorist fanget). Nogle grammatikere mener at der ved overskrifter er tale om en særlig slags reference som netop er signaleret ved nøgne substantiver. Men efter min mening er der tale om ganske almindelig ubestemt reference hvor den ubestemte artikel blot er sparet væk. Sparsomhed kendetegner generelt overskrifter: også hjælpeverberne er fraværende: [en] terrorist [er blevet] fanget. Det er ganske naturligt at man bruger pluralis i generisk reference eftersom man henviser til alle individer af en art. Men hvordan kan man bruge singularis til det samme formål? Forklaringen er at man tager ét individ som repræsentant for hele arten: Det der gælder for dette individ må også gælde for alle de andre individer af den samme art. Da den ubestemte og den bestemte artikel selvfølgelig også godt kan signalere hhv. ubestemt og bestemt reference, er det kun konteksten der kan afgøre hvilken slags reference der er tale om. Først og fremmest skal substantivalet med artikel være subjekt for at det kan have generisk reference. Ved sætningsled der ikke er subjekt er det kun substantivaler i pluralis, fortrinsvis med bestemt artikel/suffiks, der kan have generisk reference: zebraer spiser planter (potentiel generisk reference), Prometheus stjal ilden for menneskerne. Et substantival med ubestemt artikel kan faktisk kun være subjekt (led 1 i afsnit 6.2) hvis det har generisk reference. For et subjekt med bestemt artikel er der flere betingelser der skal være opfyldt for at det fortolkes med generisk reference. For det første må der ikke være blevet nævnt et individ før som substantivalet kan vise tilbage til. Så i en tekst som Min ven har flere dyr fra Afrika. Zebraen spiser blade bliver zebraen næppe fortolket med generisk reference. Desuden skal resten af sætningen kunne have generisk reference. Så en sætning som zebraen spiser blade kan godt fortolkes med generisk reference, men en sætning som zebraen spiser blade i baghaven næppe da den udtrykte situation er tæt knyttet til et konkret sted. Omvendt er den generiske references typiske udtryksmiddel, pluralis ikke-bestemt, heller ikke er entydig. Dette skyldes at dansk mangler en ubestemt artikel i pluralis, så pluralis ikke-bestemtformen er tvetydig mellem generisk og ubestemt reference. Også her er det kun konteksten der kan afgøre hvilken slags reference der er tale om. I praksis kan man afgøre sagen ved at prøve at indsætte nogle (ubestemt reference) eller alle (generisk reference). (1) Zebraer spiser græs. (2) Jeg kigger på zebraer. (3) Folk kan godt lide ham. Den bestemte artikel/bestemthedssuffikset har ud over at markere bestemt og generisk reference også mulighed for at markere ubestemt reference. Det sker hyppigst når der er tale om et individ som er ukendt for modtager, men som er unikt: Han mødte kvinden i sit liv til en firmafest. Ekstreme tilfælde af ubestemt reference med den bestemte artikel/bestemthedssuffikset er når referenten slet ikke eksisterer. Det sker hyppigt i vittigheder og ordsprog: Og så var der manden der kom hjem beruset ; Han stillede træskoene. Som det kan ses, er reference ikke så meget et spørgsmål om hvad for en determinator man vælger i hvert fald for så vidt det angår artikler men et spørgsmål om fortolkning ud fra konteksten. Dette kan også ses i at der er mange sprog der slet ikke har artikler, og at de sprog der har artikler, bruger dem forskelligt, således at tilsvarende udtryk i det ene sprog kan stå ikke-bestemt eller ubestemt form, men i bestemt form i det andet sprog. Følgende eksempler illustrerer nogle forskelle: (4) han er lærer he s a teacher (engelsk). (5) dette hus dette huset (norsk) (6) Richard der Richard (tysk) (7) det står til rådighed es steht zur Verfügung (tysk)

174 (8) så hurtigt som lynet as fast as lightning (engelsk) Afhængig af determinatoren, men uafhængig af referencen, taler man om ikke-bestemte, ubestemte og bestemte substantivaler: ingen determinator ikke-bestemt substantival, ubestemt determinator ubestemt substantival og bestemt determinator bestemt substantival. Her er forklaringen på hvorfor jeg vil kalde substantiver uden bestemthedssuffiks ikke-bestemte i stedet for den traditionelle betegnelse ubestemt: Et substantiv i bestemt form danner automatisk et bestemt substantival da bestemthedssuffikset tæller som bestemt determinator. Men et substantiv uden bestemthedssuffikset kan indgå i alle tre slags substantivaler. Da dansk ikke har ubestemt artikel i pluralis regnes substantivaler i pluralis uden determinator, men med kvantifikator for ubestemte. Derimod regnes substantivaler uden determinator, men med ordinator for bestemte. Bemærk at interrogativpronomenet hvilken og negativpronomenet regnes for at være ubestemte determinatorer fordi deskriptorer står i ubestemt form ved dem: Hvilken billig bog har du købt? Ingen god ost må gå tabt. Men referencemæssigt er hvilken, ligesom de andre interrogativpronominer, bestemt mens negativpronomenet generisk. I sjældne tilfælde kan der forekomme to elementer som determinatorer. Det sker typisk ved ejerforhold hvor afsender udpeger ejerens ejendel(e): denne hendes bil = denne af/blandt hendes biler eller hendes bil, som jeg peger på. I et sådant tilfælde vil jeg hverken ansætte denne som prædeterminator eller tale om dobbelt determination. Denne er ikke prædeterminator fordi det har præcis den samme udpegende funktion som når det står alene. Der er ikke tale om dobbelt determination fordi de to elementer komplementerer hinanden, de udtrykker to forskellige ting. Med andre ord er intet af dem overflødigt. Derimod betegner man den norske del i (5) som dobbelt determination da bestemthedssuffikset kan anses for at være overflødigt. Det er kun artiklerne der kan betragtes som neutrale determinatorer hvis eneste opgave er at indikere referencens natur. De andre determinatorer tilføjer forskellige informationer ud over at determinere referencen. Især possessivpronominer og substantivaler i genitiv har andre funktioner, fx at angive ejeren i et ejerforhold og at angive en aktant (jf. afsnit 9.2.5) Artiklernes væsen Da der ikke er en 100 % overensstemmelse mellem brugen af artikler/bestemthedssuffiks og referencens type, er jeg tilbøjelig til at betragte artikler ikke som markører af referencetypen, men som kongruensfænomener. Forskellen er at man af en markør godt kan forvente at den markerer entydigt det som den skal markere. Fx vil jeg betragte numerussuffikser som markører da de entydigt (dog ikke særlig præcist) angiver antallet af omtalte individer: enten 1 eller flere end 1. Men ved kongruens har man ikke en forventning om at det element der kongruerer selv udtrykker den betydning kongruensen angår. Derfor behøver kongruensen heller ikke være 100 %. Fx er adjektivers genuskongruens kongruens par excellence. Genus ligger i selve det substantiv adjektivet lægger sig til helt entydigt; derfor er det ikke noget problem at adjektiver pga. den udbredte synkretisme i deres fleksion kun i begrænset omfang kan vise substantivets genus. Den eneste forskel på adjektivers genuskongruens og artiklers referencekongruens er at genus kan henføres til et bestemt element i sætningen (det substantiv adjektivet lægger sig til), men det er ikke tilfældet ved reference. Reference stammer ikke fra et bestemt element i sætningen, men fra en kombination af sætningens elementer og konteksten. Der er flere konsekvenser af denne tankegang. En uvæsentlig konsekvens er at jeg ikke vil tale om dobbelt determination ved tilfælde som den norske del i (5) eftersom jeg ikke anser den bestemte artikel, men kun demonstrativpronomenet, for at være udtryk for bestemt reference. En væsentligere konsekvens er at det kan vise sig at de fleste elementer i en sætning ikke er markører, dvs. de fleste grammatiske kategorier, som man tror bliver udtrykt ved bestemte elementer i en sætning,

175 faktisk ikke udtrykkes af de elementer, men af andre elementer eller af en kombination af elementer og/eller konteksten Prædeterminator Præled 6 udfyldes kun af en håndfuld ord, som dog er en broget gruppe. Derfor får dette præled betegnelsen prædeterminator som intet har med funktion at gøre, kun med præleddets placering. De hyppigste prædeterminatorer er universelpronominerne. De kaldes universelle fordi de henviser til alle medlemmer i en gruppe (alle verdens kontinenter, hver anden dag, begge hans ben) eller til et individ som udelt, men delelig helhed (hele hendes hus) eller til en udelelig helhed (alt det besvær). I funktion ligner de således kvantifikator. Begge er specielt idet det kræver at gruppen af individer kun indeholder to medlemmer. Det er et levn fra den tid hvor dansk havde dualis. Begge har altid bestemt reference uanset om det er markeret eksplicit med en determinator eller ej; i ubestemt reference bruger man to i stedet (han skrev bogen færdig på to dage, han arbejdede begge dage). Ligeledes kvantificerende funktion har det gammeldags mangen/mangt. Bemærk at mens mangen/mangt står som prædeterminator (mangen en mand) og kun kan forekomme i et ubestemt substantival, står mange som kvantifikator og kan forekomme både i bestemte og ubestemte substantivaler ((de) mange mænd). Selve og selveste har en fremhævende funktion. De har derfor bestemt reference og står i bestemte substantivaler (selveste den moderne kunsts orakel, selve Beograd). I visse fremstillinger regnes også ord som ikke og kun blandt prædeterminatorerne. Jeg gør det ikke fordi ikke kan forekomme i en hvilken som helst ordgruppe, ikke kun i substantivaler, og kun kun kan stå sammen med et substantival hvis det står i F eller s i en helsætning eller i s i en ledsætning Postled Substantivalers postled har ofte de samme funktioner som deres præled: De beskriver, kvantificerer og determinerer kernen. Men ud over disse funktioner kan de også udtrykke aktanter, dvs. elementer der spiller en eller anden semantisk rolle i forhold til kernen der opfattes som en foregang. Mens det er muligt at ordne præleddene efter deres funktion, er det ikke muligt med postleddene. Postleddene ordnes efter det materiale der udgør dem. Dvs. ved præleddet er det dets funktion der afgør hvor det står i forhold til kernen, men ved postleddet er det dets materiale der afgør hvor det står i forhold til kernen (jf. afsnit 5.4). Selv om det ikke er muligt at fastlægge en fast rækkefølge for postleddene, kan man inden for postled af samme materialetype observere en tendens til at aktanter står tættest til kernen, dernæst kommer identificerende og til sidst ikke-identificerende postled. I det følgende bliver postleddene beskrevet med udgangspunkt i det materiale der udgør dem. Determinativsætninger står tættere på kernen end relativsætninger Relativsætninger Relativsætninger varetager først og fremmest en beskrivende funktion. De beskriver kernen, deres nukleus, eller rettere sagt det individ som hele substantivalet henviser til ved at udsige at dette individ er et element i en nedgraderet situation. (1) En forfatter er en person der skriver bøger. (2) Den bil som jeg købte for to år siden har jeg haft mange problemer med. (3) Noam Chomsky, som er en de mest citerede lingvister, kritiseres af mange.

176 Slægtskabet mellem deskriptorer og relativsætninger kan vises ved at relativsætninger ofte kan omformes til deskriptorer (dog ikke alle, og selv når det er muligt, er resultatet ikke altid mundret dansk): en bogskrivende person er en forfatter, den af mig for to år siden købte bil har jeg haft mange problemer med,??den en af de mest citerede lingvister værende Noam Chomsky kritiseres af mange. I det sidste tilfælde ville en apposition være meget mere vellykket. Som antydet i afsnit 7.7 skelner man traditionelt mellem to typer relativsætninger: parentetiske/nonrestriktive/nondeterminerende på den ene side og restriktive/determinerende på den anden side. Restriktive er de relativsætninger der afgrænser (begrænser) den gruppe er individer substantivalet kan henvise til. Nonrestriktive er de relativsætninger der ikke lægger yderligere begrænsning på referenceområdet end den begrænsning der ligger i substantivalet uden relativsætningen. Med andre ord, hvis man udelader en restriktiv relativsætning vil modtager ikke kunne identificere substantivalets referent, men hvis man udelader en nonrestriktiv relativsætning, vil man stadig kunne identificere referenten entydigt. Så relativsætningerne i (1) og (2) er restriktive, i (3) nonrestriktiv. Derfor er (6) stadig fuldt forståelig selv om relativsætningen er udeladt mens (5) og især (4) er temmelig intetsigende. (4) En forfatter er en person. (5) Den bil har jeg haft mange problemer med. (6) Noam Chomsky kritiseres af mange. Jeg vil ikke bruge termen parentetisk relativsætning, men vil bruge nonrestriktiv i stedet. For selv om en relativsætning ikke er nødvendig for identifikationen af referenten, er dens indhold ikke på nogen måde overflødig (medmindre der er tale om inkompetent kommunikation). Fx udtrykker relativsætningen i (3) en vigtig kontrast og er dermed kvasisynonym til en indrømmelsessætning: Selv om Noam Chomsky er en af de mest citerede lingvister hvilket umiddelbart er noget positivt kritiseres han af mange. Nonrestriktive og restriktive relativsætninger minder meget om hhv. ikke-identificerende og identificerende deskriptorer (afsnit ). Ved restriktive relativsætninger bruger man ofte et demonstrativpronomen som i (2) som en slags signal på at der vil følge en restriktiv relativsætning. Men det er ikke nødvendigt, som (7) viser det. Sådan et demonstrativpronomen kalder man et korrelat fordi det korrelerer med (forekommer sammen med) relativsætningen. (7) Der har været statsmænd, som mente, at deres undersåtter havde det bedst, når de ikke fik for meget at vide. Der er på dansk ingen som helst obligatorisk formel forskel på restriktive og nonrestriktive relativsætninger. Den eneste mulighed for formelt at adskille de to slags fra hinanden er at man i skrift ikke behøver sætte komma foran en restriktiv relativsætning, og at man i tale kan holde pause før en nonrestriktiv relativsætning. Men fx på engelsk er der obligatoriske forskelle: Subjunktionen that kan kun indlede restriktive relativsætninger, og man må ikke sætte komma omkring restriktive relativsætning, men skal sætte komma omkring nonrestriktive. Derfor kan der i en dansk tekst godt opstå tvivl om hvorvidt en relativsætning er restriktiv eller nonrestriktiv. Da relativsætninger også kan forekomme i substantivaler med generisk reference som i (1), kan de også have en begrebsdannende karakter som deskriptorer (afsnit ). Men denne anvendelse af relativsætninger er stærkt begrænset, den finder stort set kun sted i sætninger der udtrykker definitioner som (1). Så mens udtrykket flyvende tallerkner godt kan betegne et begreb (synonym til UFO, se sætning (4) i afsnit ), kan udtrykket tallerkner der flyver næppe.

177 (8) I dag har man set tallerkner der flyver oppe i himlen. Da relativsætninger har den samme funktion som deskriptorer og da deskriptorer oftest udtrykkes ved adjektivaler, er det rimeligt at kalde relativsætninger adjektiviske sætninger. Inspireret af beskrivelser af engelsk, hvor fænomenet er hyppigt, taler jeg også om reducerede relativsætninger. Det er først og fremmest participielle konstruktioner, som man kan forestille sig stammer fra komplette relativsætninger ved at udelade det subjunktionelle led og det finitte verbum. Dvs. reducerede relativsætninger er nonfinitte ledsætninger, og et eksempel på dem er givet i afsnit 7.6.2, gentaget her. (9) Denne forskel gør at infinitiver uden at regnes som del af et verbal, styret af et hjælpeverbum, men infinitiver med at regnes for at være et selvstændigt sætningsled. Også reducerede relativsætninger kan være både restriktive og nonrestriktive. I (9) er relativsætningen nonrestriktiv, men i den følgende sætning er den restriktiv (understreget). I princippet kunne man også betragte postled udgjort af substantivaler som reducerede relativsætninger, faktisk endnu mere reducerede idet alle verbale elementer er væk: bogen på hylden den bog der står på hylden. Det er endnu ikke klart for mig om der er nogen fordel ved sådan en analyse Determinativsætninger Determinativsætninger er selvsagt determinative af natur da de specificerer indholdet i kernesubstantivet. Da sætninger gengiver situationer, kan determinativsætninger kun lægge sig til en kerne der selv udtrykker en situation ( det forhold at det finitte verbum i en ledsætning ikke signalerer realitetsstatus ), kan karakterisere en situation ( på den måde at omsagn med bestemte E-roller er overgange ) eller udtrykker en foregang der tager en situation som aktant ( Rå realiteter er manifeste og epistemisk objektive i den forstand at de er observerbare ). Således er kerner til determinativsætninger oftest substantiver afledt af verber eller adjektiver. Også determinativsætninger har korrelater i form af et demonstrativpronomen. På den måde ligner de de restriktive relativsætninger. Faktisk kan man næppe udelade korrelatet ved en determinativsætning Komplementsætninger I lighed med postled udgjort af substantivaler kan sætninger også betegne en aktant i forhold til den foregang kernesubstantivet udtrykker: han har forstand på hvordan man skriver bøger. Disse sætninger kalder jeg komplementsætninger. Aktanter som en del af substantivaler bliver nærmere beskrevet i afsnit 9.2.5) Substantivaler Substantivaler som postled har adskillige funktioner. En af disse funktioner er blevet nævnt i afsnit Det er essentielt en determinerende funktion. Ikke kun relativsætninger, men også substantivaler ligner deskriptorer i funktion idet de også har en beskrivende funktion. Den beskrivende funktion spænder fra den begrebsdannende funktion som man kan man observere i substantivaler med generisk reference til den determinerende eller

178 identificerende funktion i substantivaler med specifik reference, fx bogen i dine hænder, aftalen fra den , en mand med hat på Apposition En speciel form for postled er en apposition. Det er egentlig forkert at sige postled om en apposition fordi en apposition ikke er underordnet en kerne. Der er derimod tale om at to substantivaler er samordnede, dvs. de har den samme referent. Grunden til at fænomenet apposition bliver behandlet her er at appositionen og det substantival den er apposition til optræder som én enhed for så vidt de udgør det samme sætningsled (subjekt i de følgende eksempler) og derfor står i den samme kolonne i sætningsskemaet. Det blev nævnt ved sætning (3) i afsnit at relativsætningen kunne omformuleres som en apposition: Noam Chomsky, en af de mest citerede lingvister, kritiseres af mange. Både substantivalet Noam Chomsky og substantivalet en af de mest citerede lingvister har den samme referent, nemlig Noam Chomsky. Det at de to substantivaler er samordnede, dvs. i princippet uafhængige af hinanden, kan ses i at man kan lave om på rækkefølgen uden nævneværdig ændring i betydning: En af de mest citerede lingvister, Noam Chomsky, kritiseres af mange. At de to substantivaler har den samme referent, gælder kun i den konkrete sammenhæng, netop i kraft af at den ene er brugt som apposition til den anden. Men de har potentielt forskellige referentgrupper. Mens Noam Chomsky kun kan referere til Noam Chomsky, kan en af de mest citerede lingvister også referere til fx Bernard Comrie eller Charles Fillmore. Af den grund kan man skelne mellem identificerende og ikke-identificerende appositioner. Hvis vi antager at der kun er én Noam Chomsky, så er Noam Chomsky, brugt som apposition ovenfor, er identificerende mens en af de mest citerede lingvister ikke-identificerende. En appositions status som (ikke-)identificerende i lighed med deskriptorernes og relativsætningers afhænger af konteksten Aktanter En funktion som substantivaler og substantiviske sætninger som postled ofte har, er at være aktant i forhold til kernesubstantivet. Af præleddene er det kun determinator der også kan have denne funktion. Aktantfunktionen kan forekomme når kernesubstantivet betegner en foregang, typisk når kernesubstantivet er afledt af et verbum eller adjektiv. Hermed betegner substantivalet som helhed en situation, en underordnet situation (jf. afsnit 2.6.1). Fx kan den situation der udtrykkes i Hunnerne besatte en stor del af Europa pakkes ned i et substantival: Hunnernes besættelse af en stor del af Europa. Hunnerne og en stor del af Europa er aktanter i den omtalte situation, hhv. agens (den der handler) og patiens (den der undergår en handling), se kapitel 5. De semantiske roller disse aktanter har, er de samme uanset om situationen udtrykkes ved en helsætning eller ved et substantival. Ved at udtrykke situationen ved et substantival kan man underordne den omtalte situation og gøre den til en del af en mere kompleks situation: Hunnernes besættelse af en stor del af Europa satte gang i folkevandringen fra Asien til Europa. Når man på denne måde substantiverer en sætning, bliver sætningens hovedverbum til et verbalsubstantiv og kernen i det resulterende substantival (besætte besættelse), sætningens subjekt bliver til determinator (Hunnerne hunnernes) og sætningens objekt til postled (en stor del af Europa af en stor del af Europa). Det er ikke kun sådanne forholdsvis enkle situationer der kan pakkes ind i et substantival: Bedstefars ubetænksomme fortælling af den skrækkelige historie til børnene i går vakte stor uro. Her svarer det lange substantival til sætningen Bedstefar fortalte ubetænksomt børnene den skrækkelige historie i går. Postleddet til børnene udtrykker også en aktant, nemlig recipiens, den der modtager

179 noget; og postleddet i går udtrykker om end strengt taget ikke en aktant (jf. diskussionen i 2.6.3), men i hvert fald et element i en situation. Når man betragter hvordan en situations elementer udtrykkes i en sætning og hvordan i et substantival, kan man iagttage nogle regelmæssigheder som er opsummeret i nedenstående tabel uden at være fyldestgørende. Situationselementers udtryk i sætninger og i substantivaler Sætningsled Led i substantival prædikat kernesubstantiv fortalte fortælling besatte besættelse subjekt hunnerne bedstefar direkte objekt en del af Europa den skrækkelige historie indirekte objekt børnene mådesadverbielled ubetænksomt oblikke led i går determinator hunnernes bedstefars postled med af af en del af Europa af den skrækkelige historie postled med til til børnene deskriptor ubetænksomme postled med samme adpositional i går Når en determinator i form af et substantival i genitiv svarer til et subjekt, taler man traditionelt om subjektiv genitiv, dvs. om genitivkasus brugt i subjektsfunktion. Forestillingen er at man har dannet substantivalet af en sætning, en såkaldt underliggende sætning, hvori den aktant determinatoren udtrykker, udtrykkes i subjektet. Det kan også forekomme at determinatoren svarer til et underliggende direkte objekt (fx Europas besættelse), i hvilket fald man taler om objektiv genitiv Formuleringsstyrke Det er i afsnit blevet antydet at man bør formulere sig på en sådan måde at ens modtager kan genkende det individ man henviser til. Henvisningen, dvs. substantivalets udformning bør være præcis nok, men heller ikke for præcis. Med præcision mener jeg hvor mange individer et substantival potentielt kan henvise til. Et substantivals henvisningspræcision kalder man også formuleringsstyrke. Et substantival er formuleret stærkt hvis det kun kan henvise til få individer (præcis henvisning), og det er formuleret svagt hvis det kan henvise til mange individer (vag henvisning). I det følgende vil jeg opstille en skala for formuleringsstyrke inden for tekstuel reference. Det er muligt også at opstille skalaer for deiktisk, baggrunds-, ubestemt og generisk reference. Stærkest formuleret er de substantivaler der består af et relativ-, refleksiv- eller reciprokt pronomen. Det refleksive og reciprokke pronomen kan i hvert fald i standardsprogbrug kun henvise til (hel)sætningens subjekt. Relativpronomenet kan for det meste kun henvise til et forudgående substantival i den samme sætning. Med andre ord kan disse pronominer kun henvise til et individ der er kendt fra den umiddelbare, intrasententielle kontekst. Et substantival bestående af eller indeholdende et proksimalt demonstrativpronomen er stærk i formulering idet dets tekstuelle henvisning er begrænset til det sidstnævnte individ i en opremsning.

180 Dog kan individet være nævnt i en foregående sætning (intersententiel reference), og sådan et substantival kan selvfølgelig også have deiktisk reference. Et bestemt substantival, i denne sammenhæng et substantival med bestemt artikel eller proprium, er også ganske stærk i formulering idet det kun kan henvise til et individ af en bestemt art, nemlig den art som kernesubstantivet henviser til. Men dette individ kan være kendt fra et hvilket som helst sted i teksten, dvs. henvisningen er potentielt intersententiel. Desuden kan bestemte substantivaler også have deiktisk og baggrundsreference. Et bestemt substantivals formuleringsstyrke kan øges ved at tilføje identificerende adled der begrænser substantivalets referenceområde. Dette kan være nødvendigt når der i teksten forekommer flere individer hørende til den samme art. Substantivaler med et possessivpronomen eller et substantival i genitiv som determinator kan have både ubestemt og bestemt reference. De har ubestemt reference når de bruges som en genvejshenvisning (afsnit 9.1.3). I et sådant tilfælde placeres de ikke på den skala der er under diskussion i dette afsnit. Når de har tekstuel reference, betragtes de som bestemte substantivaler med identificerende adled, hvor determinatoren selv er et identificerende adled. Svageste i formuleringen er substantivaler bestående af et personligt pronomen i 3. person. Deres henvisningsområde er i princippet ubegrænset. Dog spiller deres iboende grammatiske kategorier, sexus og genus, i singularis en stor rolle i at begrænse deres referencemuligheder (jf. afsnit ). Formuleringsstyrke inden for tekstuel reference Formuleringsstyrke Substantivaltype Eksempler stærkest refleksiv- og reciprokpronomen; relativpronomen sig, hinanden; som proksimalt demonstrativpronomen denne (iagttagelse) bestemt substantival med identificerende adled den unge mand bestemt substantival manden svagest personligt pronomen i 3p han, den Læg mærke til at trinnet med de bestemte substantivaler kan fingradueres på basis af kernesubstantivets semantik. Fx er et substantival som tingen betydeligt mere vag end et substantival som stolen. Det kan under visse omstændigheder endda være vagere end et personligt pronomen (jf. afsnit ). Derfor er skalaen kun vejledende. Det skal bemærkes at vellykket reference ikke kun handler om at vælge en formulering der bare passer styrkemæssigt. Det er en fejl at vælge en for svag formulering fordi det kan gøre teksten svær eller umulig at forstå. I en sætning som Da Peter mødte Søren, gav han ham en lussing er det ikke indlysende hvem der har givet en lussing til hvem. Men at bruge for stærke formuleringer er sjældent at betragte som fejl da sproglige udtryk ikke blot skal adlyde logikken og kun udtrykke det der logisk er absolut nødvendigt, men skal også gøre tjeneste for æstetik, dvs. varieret sprogbrug. Derfor vælger man ofte en stærkere formulering end den som umiddelbart er nødvendig.

181 Kapitel 10 Semantiske roller Dette kapitel handler om de såkaldte semantiske roller. Som det blev beskrevet i kapitel 2, indeholder en situation bl.a. aktanter der deltager i den foregang der udspiller sig i situationen. At deltage i en foregang som aktant og dermed være en del af en situation vil sige at spille nogle roller i forhold til foregangen og i forhold til de andre aktanter. Disse roller kalder jeg semantiske roller. Kapitlet består af flere dele. Først problematiserer, definerer og klassificerer jeg de semantiske roller. Dernæst beskriver jeg sammenhængen mellem semantiske roller og morfo-syntaks, herunder verbalets diatese, sætningsleddenes anvendelse, komplekse syntaktiske konstruktioner, gruppeleds funktioner og kompositas forhold til semantiske roller. Efter en kort bemærkning om forskellen på nominativ-akkusative og ergativ-absolutive sprog afsluttes kapitlet med en diskussion om nogle tilfælde hvor bestemmelsen af semantiske roller er vanskelig. Dette kapitel er først og fremmest inspireret af Fillmores (1968) banebrydende arbejde om kasusroller. Yderligere inspiration er hentet fra Foley og Van Valin (1984), især med hensyn til makroroller og funktionen af passiv diatese. Terminologien er for størstedelen fra Lehmann (2005 og personlig kommunikation). Navnene på de semantiske roller er derfor hovedsageligt engelske. Beskrivelsen af applikativ er også baseret på Lehmanns arbejde Indledning Semantiske roller er egentlig ikke sproglige størrelser, men er udspringer af hvordan verden, herunder mennesket, er indrettet fysisk/biologisk. De er konsekvenser af hvordan vi opfatter verden; derfor kalder nogle lingvister de semantiske roller for kognitive roller. Andre kalder dem kasusroller ud fra den betragtning at sprogs kasussystem først og fremmest skal have noget med de semantiske roller at gøre. Jeg holder mig til betegnelsen semantiske roller. Det er nødvendigt at besætte bestemte roller for at bestemte foregange kan finde sted. Fx er det logisk nødvendigt for at foregangen spise kan finde sted, at der er et væsen der påtager sig rollen af at være den spisende, og en ting eller et andet væsen der påtager sig rollen af at være det spiste. For foregangen give er det nødvendigt at der er en der giver, en der modtager og noget der bliver givet. Det er et definerende kriterium for foregange hvor mange og hvilke roller de kræver besat. Man behøver ikke altid udtrykke alle rollerne i et sprogligt udtryk. Man kan jo godt nøjes med at sige han spiste, hvor den spiste genstand ikke er udtrykt. Men det der bliver spist, skal være til stede i situationen, for ellers er foregangen spise ganske enkelt umulig. Semantiske roller er abstraktioner eller med andre ord samlebetegnelser for typer af måder at deltage i en foregang på. Fx er det noget ganske andet at udføre foregangen læse end at udføre foregangen spise. Ikke desto mindre betegner man udføreren af begge foregange som agens fordi der i begge tilfælde er tale om en bevidst handling. Ligeledes er det ganske forskelligt at undergå foregangen fylde fra at undergå foregangen hakke. Ikke desto mindre betegner man undergåeren af begge foregange som patiens fordi der i begge tilfælde er tale om en ændring i aktantens tilstand. Det fænomen at en foregang kræver at bestemte roller er udfyldte, kalder man foregangens valens. Det er en metafor fra kemi hvor valens angiver hvor mange elektroner et atom er i stand til at afgive eller optage ved indgåelsen i en kemisk forbindelse med andre atomer. Ud fra antallet af de roller en foregang kræver udfyldt, taler man om mono-, di-, tri-, tetra-, penta-, etc. valente foregange. 55 Spise skal således være divalent, give trivalent, men sove monovalent. Man taler også om 55 Valens og valent er udtryk der stammer fra latin (valeo = være stærk), men antallet af krævede roller angiver man med græske tal.

182 zero- eller nulvalente foregange, det er vejrlige fænomener som, at sne, regne, tordne, osv., hvor det synes at være svært at finde nogen som helst aktanter. Denne metafor fra kemien bliver videreført til syntaks, hvor man taler om valensbundne led eller rolleled, nemlig de led der udtrykker de aktanter der spiller en rolle i forhold til foregangen. Men der er et par problemer. For det første er der tilsyneladende ikke nogen én til én-forbindelse mellem aktanter og syntaktiske led. På den ene side behøver man jo ikke udtrykke alle aktanter i syntaksen (jf. han spiser), og på den anden side er der syntaktiske led der ikke udtrykker nogen som helst aktant (jf. det regner). Desuden kan man udtrykke den samme aktant på forskellig vis: Han gav børnene en stor gave vs. Han gav en stor gave til børnene. En stor del af sprogbeskrivelse handler om at beskrive hvordan aktanters semantiske roller kodes i morfo-syntaksen, i sætningsled eller i ordgruppeled. Et endnu større problem er: Hvor mange semantiske roller er der egentlig? Fx er det indlysende at foregangen spise ikke kan blive til virkelighed uden den spisende og det spiste. Men man kan vel godt mene at den heller ikke kan komme i stand uden hænder, bestik, tænder, osv. ved hjælp af hvilke den spisende udfører sin spisning. Hvis man tænker videre, bliver det hurtigt indlysende at man har brug for et eller andet instrument for at kunne udføre rigtig mange foregange: spise, skrive, slå, skære etc. Så en semantisk rolle er ikke kun den handlendes (agens) eller den behandledes (patiens) eller modtagerens (recipiens), men også instrumentets. Og det standser ikke her. Man gør ofte noget for nogen: Han agens skar kødet patiens ud for sin kone beneficiary med en skarp kniv instrument. Man oplever noget: Han experiencer så hendes smukke former. Man bevæger sig fra et sted til et andet: Han kørte fra Århus source til Ålborg goal. Nogle gange eksisterer man bare: Jeg tænker ergo er jeg theme. Og således videre. Der er imidlertid delte meninger om hvorvidt man skal anerkende andre roller end agens, patiens, recipiens som roller. Grunden hertil er at rollerne instrument, beneficiary, experiencer osv. ofte(st) udtrykkes vha. oblikke led som oven i købet ofte ikke er obligatoriske led, dvs. man kan udelade dem uden at sætningen føles mangelfuld. Der har i forvejen været en lang tradition for ikke at skænke opmærksomhed til oblikke led (jf. afsnit 6.2). Tankegangen har været at når man kan undlade at nævne bestemte aktanter, er det vel fordi de spiller en underordnet rolle, om de overhovedet spiller nogen rolle Liste over semantiske roller Jeg er af den opfattelse at semantiske roller skal defineres uafhængig af deres morfo-syntaktiske realisation, uafhængig af om de plejer at blive udtrykt gennem obligatoriske led eller ej. Dermed mener jeg heller ikke at man har brug for valensbegrebet når man definerer de semantiske roller. For det interessante er hvilke aktanter der er i en situation og hvilke roller de hver især spiller. Om nogen af de roller er særlig krævet af foregangen eller ej, er ikke af betydning. I det følgende vil jeg prøve at definere de semantiske roller ud fra semantiske og kognitive kriterier, men jeg vil også angive deres typiske morfo-syntaktiske realisationer i dansk. Oversigten er ikke udtømmende. Rollerne gennemgås alfabetisk. Addressee (den man henvender sig til). Den fortrinsvis menneskelige aktant som man henvender sig til med en talestrøm. Addressee har ikke kontrol over og er kun i mindre grad involveret i foregangen. Det er ikke alle grammatikere der skelner mellem recipiens- og addressee, men der er forskelle på de to. Addressee skal i højere grad være et menneskeligt væsen end en recipiens. Addressee modtager talestrøm, men recipiens kan modtage andre fænomener.

183 Også addressee udtrykkes typisk som indirekte objekt. Men i modsætning til recipiens mener jeg ikke der er noget verbum på dansk der kan gøre addressee til subjekt i en aktiv sætning ligesom få og modtage kan gøre det med recipiens. Addressee behøver ikke være udtrykt i sætningen. Så det implicitte subjekt i eksklamative sætninger har fx rollen addressee. Hun fortalte ham hele historien. Tag [du] lidt mere te. Agens (agent = den handlende). Den aktant, fortrinsvis et menneske, der handler bevidst. Agens har kontrol over foregangen. Agens deltager direkte i foregangen. Agens udtrykkes som subjekt i en aktiv sætning, som agentivt led i en passiv sætning og som determinator eller postled (af + substantival) i et substantival. Peter har bygget et hus. Huset blev bygget af Peter. Peters bedrifter er forbløffende. Benefactor (den nyttegørende). Den fortrinsvis menneskelige aktant som gør noget for beneficiarys skyld. Benefactor er oftest identisk med agens, causer, causee og evt. force. Linda reparerede drengens cykel. Han byggede et hus til sin bror. Benefactor er ikke en rolle som en aktant spiller i forhold til foregangen, men i forhold til en anden aktant, nemlig beneficiary. Benefactum (den nyttige). Den aktant som har nytteværdi for beneficiary. Benefactum er oftest identisk med patiens eller theme. Linda reparerede drengens cykel. Peter fik bygget sig et hus. Benefactum er ikke en rolle som en aktant spiller i forhold til foregangen, men i forhold til en anden aktant, nemlig beneficiary. Beneficiary (den nyttedragende). Den fortrinsvis menneskelige aktant der drager nytte af en foregang, for hvis skyld foregangen udføres. Beneficiary har ikke kontrol og er ikke involveret i foregangen (medmindre der er tale om en autobenefaktiv foregang). Beneficiary udtrykkes typisk som et neutralt led med præpositionerne for, for skyld, som indirekte objekt eller som substantival i genitiv. Beneficiary kan godt være identisk med agens, causer eller causee (autobenefaktiv foregang) eller med possessor. Linda reparerede cyklen for drengen. Peter byggede sig et hus. Linda reparerede drengens cykel. Causee (den underkastede). Den bevidst handlende aktant som causer får til at handle. Causee har en vis kontrol idet det er den der bevidst udfører foregangen i den underordnede situation. Hvor meget kontrol causee i realiteten har, afhænger af omstændighederne. Causee er direkte involveret, både i den overordnede og den underordnede foregang. Causee har agensagtige egenskaber, men udtrykkes ikke som agens, men snarere som patiens, dvs. typisk som direkte objekt eller som subjekt i passive sætninger. Peter fik sin bror til at bygge et hus. Hans bror blev tvunget til at bygge et hus. Causer (den forårsagende). Den bevidst handlende aktant der i en kompleks situation får en anden aktant til at udføre en handling. Causer har de samme egenskaber som agens; man kan forestille sig den som en slags overagens. Causer bliver udtrykt på samme måde som agens: Peter fik sin bror til at bygge et hus. Han blev tvunget til at bygge et hus af sin bror. Delimitor (den afgrænsende). Den aktant der på en eller anden måde af- eller begrænser en foregangs gyldighed eller relevans. Delimitor udtrykkes ofte som et neutralt led (substantivaler med adpositional (med hensyn til, vedrørende, angående, om)): Angående den sag kan jeg kun sige én ting:..., Der er endnu meget at diskutere med hensyn til de semantiske roller. Adjektiver

184 kongruerer med substantiver med hensyn til genus, numerus og bestemthed. Vedrørende spørgsmålet om Irak er man endnu ikke nået til enighed. Delimitor kan også opfattes som introduktion af et emne som resten af ytringen handler om. Hvad Kartago angår, så mener jeg at vi skal jævne den med jorden. Men hvad angår Peter, ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige. Delimitor behøver ikke være bestemte aktanter, men kan også være generisk: På en overordnet plan er det lige meget hvilket genus man bruger fordi der ikke er nogen betydningsmæssig forskel på utrum og neutrum. 56 I sådanne tilfælde kan delimitor også udtrykkes i form af adverbialer: Teknisk set er han i live, men praktisk set er han død. ~ Hvad angår teknikaliteter er han i live, men med hensyn til den praktiske virkelighed er han død. Experiencer (den oplevende, erfarende). Den levende aktant der oplever et sanseindtryk. Experiencer har ikke kontrol over foregangen, men er direkte involveret i den. Experiencer udtrykkes ved sanseverber som subjekt i aktive sætninger, men som agentivt led i passive formuleringer. Experiencer kan også udtrykkes som indirekte objekt eller oblikt led ved bestemte prædikater. Ved enkelte verber kan det endda blive til direkte objekt. Han så hende, hun blev set af ham, hun forekom ham som et dejligt syn. Han skuffede hende. Force (kraft). Den ubevidste aktant der pga. sine fysiske eller sociale egenskaber er i stand til at afstedkomme en foregang, forårsage tilstandsændring hos andre aktanter. Force kontrollerer foregangen og deltager direkte i den. Force udtrykkes på samme måde som agens. Vinden smækkede døren. Hjulet blev punkteret af et glasskår. Goal (mål). Den aktant som en bevægelsesforegang er rettet mod. Goal har ingen kontrol og er kun i mindre grad involveret. Goal udtrykkes typisk som et neutralt led. Ved nogle verber, som smøre, læsse, kan goal også udtrykkes som direkte objekt. Han rejste til Italien. Han gik ind i stuen. Han flyttede bordet hen til vinduet. Han læssede bilen med affald. Instrument. Den fortrinsvis ikke-levende aktant ved hjælp af hvilken agens udfører foregangen. Instrument har ikke kontrol, men er involveret i foregangen. Instrument udtrykkes typisk med et neutralt led markeret med præpositionerne med, ved eller vha. Nogle verbaler (de såkaldte leksikalske kausativer eller translativer, jf. afsnit ) kan godt gøre instrument til subjekt. Han lukkede døren op med nøglen. Nøglen lukkede døren op. Kommitativ (commitative, fælle). Den aktant en foregang udføres i fællesskab med. Kommitativ er ofte en koagens dvs. en aktant der udfører den samme foregang som subjekt: Peter gik en tur med sin veninde. I sådanne tilfælde kan man i stedet for et særligt neutralt led (med sin veninde) formulere sætningen med et sideordnet subjekt: Peter og hans veninde gik en tur. Men kommitativ-aktanten behøver ikke være koagens: Han gik med sin bamse. Kommitativ udtrykkes typisk med et substantival med præpositionen med. Bemærk at kommitativ- og instrumentrollen i adskillige sprog deles om det samme udtryk, nemlig præpositionen med og dens pendanter i de andre sprog. Malefactor, malefactum, maleficiary. De er modsætninger til hhv. benefactor, benefactum og beneficiary. Grunden til at jeg anfører disse roller er at man desværre ikke kun kan gøre noget for sine medmennesker, men også imod dem. Så i en sætning som Hun stak ham en kniv i ryggen 56 Genusfejlen i sætningen er intentionel.

185 udtrykker hun malefactor (og agens), kniv malefactum (og instrument) og ham maleficiary (og sympatheticus samt formentlig termineret patiens). Path (vej ad hvilken). Den aktant som en anden aktant i en bevægelsesforegang passerer. Path har ingen kontrol og er kun i mindre omfang involveret i foregangen. Path udtrykkes så godt som altid som et neutralt led. Han gik forbi/under/over broen. Hun kørte gennem busken. Patiens (patient = den behandlede). Den aktant der undergår en handling. Patiens har ingen kontrol over foregangen, men er direkte involveret i den. Patiens udtrykkes typisk som direkte objekt i en aktiv sætning, men kan også være et oblikt led (se mere herom afsnit ). Der skelnes traditionelt mellem to slags patiens, den efficerede og den afficerede. Den efficerede patiens bliver til som resultat af foregangen, den eksisterer ikke før foregangen påbegyndes: Peter har bygget et hus. Den afficerede patiens eksisterer i forvejen, men ændrer tilstand som følge af foregangen: Peter har malet sit hus. Læg mærke til at verber kan være tvetydige med henblik på om de tager en efficeret eller afficeret patiens. I Peter har malet et maleri udtrykker et maleri en efficeret patiens. Jeg indfører også kategorien termineret patiens, den aktant der hører op med at eksistere som følge af foregangen: Peter har brændt sit hus. Nogle verber, de såkaldte uakkusative (unaccusative) verber, kan have deres patiens udtrykt som subjekt selv i en aktiv sætning, fx suppen koger. 57 Bemærk at patiens er en neutral term i den forstand at den ikke siger noget om hvorvidt tilstandsændringen er god/positiv eller dårlig/negativ. Det er de semantiske roller beneficiary og maleficiary der udtrykker en kvalitativ vurdering. Place (sted). Den aktant hvor situationen udspiller sig. Da sted er et fænomen der rummer hele situationen, har jeg i kapitel 7 betragtet det som ramme omkring en situation, ligesom tiden. Men der er argumenter for at betragte sted som en aktant, se mere herom i afsnit 11.2, hvor det demonstreres at sted både kan betragtes som aktant og som situationsramme. Place udtrykkes oftest i form af neutrale oblikke led, men kan også manifestere sig som direkte objekt: Han bor i huset. Han bebor huset. Imidlertid kan man notere at både sted og tid kan udtrykkes som subjekt, som også er en central måde at kode aktanter på: Lübeck er en smuk by. Tiden går. Sted og tid er i sådanne tilfælde da også aktanter, men ikke i rollen som place eller tid. De er ikke ramme omkring en situation, de angiver ikke hvor og hvornår en situation udspiller sig. De opfattes derimod som genstande som kan have alle de roller andre genstande kan have, theme i de givne eksempler. Possessor (den ejende). Den aktant der i bred forstand ejer en anden aktant (possessum). At eje vil sige at den anden aktant af en eller anden grund i en eller anden udstrækning hører til eller sammen med possessor. Possessor har ikke kontrol over, men er involveret i foregangen (ejerforholdet). Nogle betragter possessor som en variant af place ud fra den forestilling at possessor i bred forstand er det sted hvor possessum hører til. 58 Possessor udtrykkes som subjekt (evt. agentivt led), ved tilhøre som indirekte objekt. Possessor udtrykkes ofte som substantival i genitiv eller som possessivpronomen, dvs. som et ikke-selvstændigt sætningsled; possessor er i så- 57 Betegnelsen uakkusativ er baseret på den antagelse at patiens prototypisk udtrykkes med et led i akkusativ kasus (direkte objekt). 58 Der er faktisk adskillige sprog som typisk udtrykker possessor på samme måde som place. Russisk er et godt eksempel hvor man så godt som aldrig bruger et verbum svarende til have, men siger i stedet u menja est mašina (ved mig er bil = jeg har en bil). Sådanne konstruktioner er atypiske i dansk, men man kan fx godt sige magten er hos folket.

186 danne tilfælde ikke involveret i den overordnede foregang, kun i den nedgraderede eje - foregang. Peter har et hus. Huset tilhører Peter. Huset ejes af Peter. Det er Peters hus. Possessum (den ejede). Den aktant som possessor i bred forstand ejer. Possessum har ikke kontrol over, men er involveret i foregangen (ejerforholdet). Nogle betragter possessum som en variant af theme da possessum ikke ændrer tilstand. Possessum udtrykkes ofte som direkte objekt, ved tilhøre som subjekt, og i substantivaler som kernen. Possessum kommer således i lighed med possessor ofte ikke til udtryk i form af et selvstændigt sætningsled. Peter har et hus. Huset tilhører Peter. Det er Peters hus. Recipiens (recipient = den modtagende). Den aktant der modtager noget. Recipiens har ikke kontrol over og er kun i mindre grad involveret i foregangen. Recipiens udtrykkes typisk som indirekte objekt, men i passive sætninger og ved nogle verber i aktiv kan den også blive til subjekt. Hun gav ham en plade chokolade. Han fik en plade chokolade. Recipiens er på en måde et specielt tilfælde af goal idet der ofte impliceres en bevægelse, nemlig bevægelsen af den aktant hen til recipiens som recipiens modtager. Sammenligningsobjekt (object/standard of comparison). Den aktant der tjener som målestok for angivelsen af i hvor høj grad en anden aktant eller foregangen besidder en given egenskab. Sammenligningsobjekt spiller således ikke en rolle i forhold til foregangen (den overordnede foregang), heller ikke i forhold til en anden aktant, men i forhold til den egenskab en aktant eller foregangen besidder, dvs. i forhold til en nedgraderet foregang. Sammenligningsobjekt udtrykkes aldrig i form af et selvstændigt sætningsled, men som postled i adjektivaler og adverbialer, markeret med som eller end, ved superlativer med af/blandt. Hun er smukkere end sine søstre. Source (kilde). Den aktant som en bevægelsesforegang udgår fra eller som noget bliver fjernet fra. Source har ingen kontrol og er kun i mindre grad involveret. Source udtrykkes typisk som et neutralt led. Ved nogle verber, som dræne, kan source også udtrykkes som direkte objekt (jf. afsnit ). Ved nogle andre verber udtrykkes source som indirekte objekt. Han fløj fra Billund. Han gik ud af køkkenet. Han flyttede fjernsynet ud af soveværelset. Han drænede agurkerne for væske. De fratog ham hans privilegier. Sympatheticus. Den levende aktant hvis legemsdel er involveret i foregangen. Sympatheticus har ikke kontrol og er ikke ud over sin involverede legemsdel involveret i foregangen. Sympatheticus udtrykkes typisk som et neutralt led eller som genitiv determinator. Undertiden kan sympatheticus også udtrykkes vha. det direkte objekt. Han vaskede hendes hår. Han brækkede benet på ham. Hun slog mig på foden. Sympatheticus kan godt betragtes som en variant af possessor. Man taler om sympatheticus frem for possessor når det ejede er en del af den ejende (såkaldt inalienable (uafhændelig) possession), og når det ejede er patiens. Theme. Theme er en slags restrolle, den aktant der ingen kontrol har, ikke undergår tilstandsændring, men er direkte involveret i foregangen. Underordnede situationer har ofte themerollen. Theme udtrykkes typisk som subjekt eller (oblikt) direkte objekt afhængig af prædikatet. Han så hende, hun var der, hun stolede ikke på ham. Aktanter der befinder sig i en eller anden tilstand er ofte theme: Hun er smuk. Man har jo ofte ikke kontrol over den tilstand man er i.

187 De semantiske roller kan ordnes efter hvor involveret den rolleindehavende aktant er i foregangen. Man kan således tale om (mere) centrale og (mere) perifere roller. De mest centrale roller er agens, force, causer, causee, patiens, theme, experiencer, possessum, possessor. Det er bemærkelsesværdigt at det er de centrale roller der har en tendens til at blive udtrykt som subjekt eller direkte objekt (de to mest centrale sætningsled) mens de perifere roller typisk udtrykkes som indirekte objekt eller oblikt led. Samtidig er det de centrale roller som man er mindst villig til undlade at udtrykke i en sætning mens de perifere roller typisk godt kan udelades uden at sætningen og kommunikationen får et knæk. Det hænger sammen med at man netop pga. deres centrale væsen er mest opmærksom på de centrale roller, dvs. på de aktanter der bærer de centrale roller i en situation. Denne sammenhæng er nok en af årsagerne til hvorfor man traditionelt har tildelt de oblikke led relativt lidt opmærksomhed, de udtrykker jo typisk kun perifere roller. Men man skal være opmærksom på at der kun er tale om tendenser. Perifere roller kan også godt udtrykkes i form af centrale sætningsled, og centrale roller kan også godt blive til oblikke led eller helt udelades. Nogle semantiske roller er indbyrdes afhængige af hinanden. En aktant kan fx ikke være beneficiary hvis der ikke også forefindes en benefactor. Ligeledes forudsætter possessor og possessum hinanden. Desuden forudsætter patiens agens eller force, men det er diskutabelt hvorvidt det gælder omvendt. Det kommer an på hvor minutiøst man analyserer en foregang. Fx har foregangen vinke utvivlsomt en agens (han vinker). Men om man skal betragte hænderne, som man vinker med, som instrument eller patiens eller noget tredje, er uklart. I afsnit har jeg anført yderligere eksempler hvor det er vanskeligt at afgøre hvilke semantiske roller en aktant har. Bemærk at nogle roller er indifferente i forhold til hvilken aktant der skal besidde dem mens andre roller stiller mere eller mindre specifikke krav til den aktant der skal besidde dem. Theme er den mindst kræsne rolle, alt kan være theme. Agens er den mest kræsne rolle da (som udgangspunkt) kun mennesker kan være agens. Andre roller ligger spredt imellem disse to yderpunkter. Næsten alt kan være patiens eller possessum, de fleste genstande instrument, men kun levende væsner sympatheticus. Nogle roller er sekundære i den forstand at en aktant ikke kan besidde dem uden også at besidde en eller anden rolle samtidig: Sympatheticus snylter på possessor, benefactor på agens, benefactum på patiens eller theme, recipiens delvis på goal og addressee samt beneficiary delvis på recipiens. At nogle roller delvis snylter på andre roller, betyder at de snyltende roller oftest, men ikke altid, implicerer den anden rolle. Fx er recipiens oftest også goal idet der bevæges en genstand hen mod recipiens: Han sendte hende et brev. Brevet bevæges mod modtageren, hende. Men det er ikke altid tilfældet: Han fik ros for sin bog. Her er han recipiens, men det er ikke sikkert at der bevæges (i overført betydning) nogen ros mod ham Rolleakkumulation Det er blevet antydet at en aktant godt kan have flere semantiske roller på én gang, det er fx tilfældet ved sekundære roller. Dette fænomen kalder man rolleakkumulation. Men det er typisk kun én af de bestridte roller der kommer eksplicit til udtryk. De andre er efterladt til inferens, det at kunne læse mellem linjerne. I sætningen Jens fik Linda til at klippe hans negle er Jens causer, beneficiary, possessor og sympatheticus; Linda causee og benefactor; og negle patiens, benefactum og possessum, men det er kun de understregede roller der er udtrykt nogenlunde eksplicit. 59 Forskellige sprog 59 Nogenlunde fordi hans godt kunne referere til en anden mand end Jens, hvorved Jens ikke ville være sympatheticus; fordi det kun er betydningen af negle som legemsdel der indikerer at Jens er sympatheticus; fordi det kun er hele sætningens syntaks der viser at få fungerer som en slags hjælpeverbum udtrykkende en kausativ konstruktion hvori Jens er causer og Linda causee, og ikke et hovedverbum hvorved Jens ville være recipiens og Linda theme. Der ligger egentlig ikke ret mange klare og entydige informationer om semantiske roller i morfo-syntaksen.

188 synes at foretrække at eksplicitere forskellige semantiske roller på bekostning af de andre i tilfælde af rolleakkumulation. Eksplicit angivelse af rolleakkumulation finder man ved frie prædikativer og essive led (se afsnit ), i substantivaler (se afsnit ) samt ved reciprok og refleksiv diatese (se hhv. afsnit og ). Oblik med infinitiv- og nominativ med infinitiv-konstruktioner, som også tit involverer rolleakkumulation omtales i afsnit Makroroller Det er værd at bemærke at bestemte roller har en tendens til at blive udtrykt ens morfo-syntaktisk: Fx bliver agens og force til subjekt; patiens og theme bliver til direkte objekt. På denne basis kan man gruppere de semantiske roller i såkaldte makroroller: Agens og force er medlemmer af den gruppe der kaldes actor, mens patiens og theme er undergoer. Det er meget vigtigt at holde sig for øje at selv om de semantiske roller bliver grupperet i makroroller ud fra deres morfo-syntaktiske manifestationer, så må man alligevel ikke sætte lighedstegn mellem makroroller og sætningsled. Dvs. subjekt er ikke lig med actor, og direkte objekt er ikke lig med undergoer. Årsagen til at makroroller ikke er lig med sætningsled er til dels at der kun er tale om tendenser angående hvordan bestemte semantiske roller kommer til udtryk, og til dels at de semantiske rollers kodning i sætningsled hænger sammen med verbalets diatese. Det at actormakrorollen udtrykkes via subjekt og undergoer-makrorollen via direkte objekt gælder således kun når verbalet er aktivt. Hvis verbalet er i passiv, udtrykkes undergoer via subjekt og actor via et oblikt led (det agentive led). Man kan herfra konkludere at diatesens opgave er at vise makrorollefordelingen i situationen, nærmere betegnet subjektaktantens makrorolle, om subjektsaktanten er actor eller undergoer. Subjekt er således neutral i forhold til semantiske roller, det kan være både actor og undergoer, faktisk kan alle semantiske roller kodes som subjekt. Derfor er det en stærk forenkling i skolegrammatikker når man siger at subjektet udtrykker den handlende. Det er praktisk at arbejde med makroroller idet de gør beskrivelsen lettere. Fx kan man let definere forskellige verbaltyper vha. makroroller ved fx at sige at normale verber tager den aktant der er actor som subjekt når de står i aktiv; men når de er i passiv, gør de den aktant som er undergoer til subjekt. Derimod tager uakkusative verber undergoer som subjekt selv når de står i aktiv; og deponente verber tager actor som subjekt selv om de er passive. Men vi har endnu kun grupperet agens og force samt patiens og theme i makroroller. Hvordan fordeler de andre semantiske roller sig i makroroller? Nogle roller, fx experiencer, causer og causee, har en ganske klar tendens til at blive udtrykt som hhv. subjekt og direkte objekt, så de er hhv. actor (causer og experiencer) og undergoer (causee). Det kan virke modsigende at placere causee i undergoergruppen eftersom den har agensagtige egenskaber, men den har også patiensagtige egenskaber i forhold til den overordnede foregang. En der bliver tvunget til at gøre noget, ændrer jo tilstand fra ikke at gøre noget til at gøre noget. Men andre roller er mere problematiske, først og fremmest fordi de ofte hverken bliver udtrykt som subjekt eller direkte objekt, men som et oblikt led. Desuden er der også større forskelle sprog imellem med hensyn til hvordan denne restgruppe udtrykkes end der er med hensyn til agens, force, patiens og theme. Afhængig af hvor detaljeret ens analyse skal være, kan man nøjes med at kalde restgruppen en bloc for perifere roller, eller man kan underinddele den i flere makroroller. Man har fx oprettet makrorollen indirectus (pluralis indirecti) til de semantiske roller der har en tendens til at blive udtrykt som indirekte objekt. For dansks vedkommende er det recipiens, addressee og til en mindre grad beneficiary.

189 Sprog kan ændre sig med hensyn til grupperingen af semantiske roller. Ældre dansk udtrykte fx experiencer i højere grad som indirekte objekt end som subjekt. Det kan ses i ældre udtryk som mig drømte at..., som i moderne dansk jo konstrueres med et subjekt: Jeg drømte at... Se mere herom ved behandlingen af det indirekte objekt i afsnit Jeg vil i det følgende bruge makrorollerne som samlebetegnelse for semantiske roller i sammenhænge hvor en gruppe af semantiske roller oftest udtrykkes ens. Så actor vil stå for agens, force, causer, experiencer og possessor; undergoer for patiens, causee, theme og possessum; og indirectus for recipiens, addressee, beneficiary og sympatheticus. Resten af de semantiske roller analyseres indtil videre blot som perifere roller Diatese Som det er omtalt i det foregående afsnit, har diatese, skelnen mellem aktiv og passiv, noget at gøre med at vise hvad slags semantisk rolle subjektsaktanten har. I dette afsnit kigger jeg nærmere på diatesetermernes anvendelse samtidig med at udvide diatesekategorien med flere termer, såsom refleksiv, reciprok og kausativ. Men inden jeg fordyber mig i det, gennemgår jeg her nogle undtagelser fra den regelmæssige anvendelse af diatese: de uakkusative, upassive, udative, ulokative og deponente verbaler Uakkusativ og co. Som vist før er subjektet actor ved aktive verbaler, og undergoer ved passive verbaler. Det er tilfældet ved de normale intransitive eller transitive verbaler. Normal er her blot brugt som betegnelse for de verbaler der er i statistisk flertal. De uakkusative og de andre afvigende typer er nemlig i undertal, der findes kun ganske få eksemplarer af dem i dansk. Der ligger ikke noget normativt eller kvalitativt i betegnelsen normal. Men der er også undtagelser, de to bedst kendte er de uakkusative verber, der har undergoer som subjekt selv om de er aktive, og de deponente verber, der har actor som subjekt selv om de er passive. 60 Se tabellen nedenfor. Subjektets makrorolle ved de forskellige verbaltyper Aktiv diatese Passiv diatese Normale verbaler actor undergoer Uakkusative verbaler undergoer - Deponente verbaler - actor Kopulaverbaler undergoer - Uakkusativitet og deponenthed er leksikalske undtagelser, dvs. det er en egenskab ved det enkelte verbum om det er uakkusativt eller deponent. Hvilke verber der er undtagelser, dvs. hvilke foregange der kodes som hhv. uakkusativt eller deponent verbum er således sprogafhængigt. Bemærk at der kun er tale om et uakkusativt verbal når verbalet bruges intransitivt, dvs. uden direkte objekt: Suppen koger. Uakkusative verbaler udtrykker at der er en force til stede der påvirker patiens: Komfurets varmeenergi bringer og holder suppen i kog. Mange verber der kan optræde i et uakkusativt verbal, kan også bruges transitivt, altså som et normalt verbal med subjekt som actor: Chefen koger suppen. Det er kun disse verbaler der kan forekomme i passiv og beholde subjektet som undergoer: Suppen koges. 60 Der findes undtagelser i undtagelsen, altså deponente verber hvis subjekt ikke er actor, fx skyldes.

190 Der findes også verber der kun kan optræde uakkusativt, fx simre. Disse kan ikke forekomme i passiv med et subjekt som undergoer: *Suppen simres. (De kan dog evt. forekomme med et ekspletivt subjekt:?der simres.) Bemærk ligheden mellem de uakkusative verbaler og kopulaverbaler, som består i at subjektet ved begge verbaltyper udtrykker undergoer. I analogi med uakkusative verber kan man også tale om udative verber, som tager recipient som subjekt når de er aktive. Fx er få og modtage således udative verber. Navnet udativ udspringer selvsagt fra den antagelse at recipient prototypisk markeres med dativkasus. Og man behøver ikke stoppe ved udativ. Der findes også ulokative verber, fx indeholde, der tager place som subjekt når de er aktive. Da place prototypisk udtrykkes gennem lokativkasus, altså i de sprog der nu har sådan en kasus, er betegnelsen ulokativ oplagt. Der er dog en vigtig forskel på uakkusative og udative verber på den ene side og ulokative verber på den anden side. Uakkusative og udative verber udtrykker foregange der kræver en actor, en agens eller en force. Det gør ulokative verber ikke. Så det at de ikke tager actor som subjekt, er ikke en uregelmæssighed, men nærmest en nødvendighed. Ud over de leksikalske undtagelser til diatesebrugen findes der også syntaktiske afvigelser, på den måde at bestemte sprog har bestemte konstruktioner som formelt er aktive, men deres subjekt er undergoer. Sådanne konstruktioner kalder jeg upassive. Upassive konstruktioner er de uakkusative verbers syntaktiske pendanter. Forskellen på uakkusativer og upassiver er at uakkusativer er enkelte verber, som er uakkusative i alle deres intransitive anvendelser. Upassive er syntaktiske konstruktioner hvori alle verber opfører sig som om de var uakkusative, også dem som uden for de upassive konstruktioner opfører sig normalt. Eksempler på upassiv findes i afsnit Passiv Hvis vi ser bort fra de ovennævnte undtagelser, kan vi konkludere at diatesens opgave er at vise hvilken makrorolle subjektet har. Set fra en anden synsvinkel kan man vha. diatese vælge hvilken aktant der skal blive til subjekt. Hvis man vælger aktiv-diatese, bliver actor til subjekt; hvis man vælger passiv-diatese, bliver undergoer til subjekt. Men hvorfor har vi denne mulighed? Hvorfor er det rart eller nødvendigt at kunne vælge hvilken aktant der skal blive til subjekt i sætningen? Svaret på det spørgsmål er at subjekt har nogle specielle egenskaber som de andre sætningsled ikke har. Det er sætningens pivot, omdrejningspunkt. Dette er en pragmatisk egenskab der har noget at gøre med hvordan man kobler sætninger sammen. Det bliver uddybet i kapitlet om tekstsammenhæng. Når en undergoer bliver til subjekt vha. passiv-diatese, siger man at undergoer er blevet promoveret, opskrevet eller løftet til subjektsposition. Baggrunden til promoveringsmetaforen er at man anser det tilfælde når undergoer ikke er subjekt, for umarkeret eftersom aktiv er den umarkerede diatese. Så en funktion af passiv-diatese er det at promovere undergoer til subjekt. Men passiv har også en anden funktion, nemlig at demovere, forflytte actor fra subjektspositionen. Disse to funktioner kan synes at være uløseligt bundet sammen, for hvis man gør undergoer til subjekt, må actor nødvendigvis opgive sin subjektsposition, eller hvis man flytter actor fra subjektsposition, må undergoer nødvendigvis overtage subjektsfunktionen da der skal være et subjekt i en dansk sætning. Det er rigtigt nok, men man kan alligevel finde tilfælde hvor den ene funktion helt klart dominerer over den anden. Hvis man fx beholder actor i form af et agentivt led, er der tale om undergoerpromotion: Fodgængeren er blevet kørt ned af en lastbil. Hvis actor derimod helt fjernes, er der klart tale om actor-demotion: Fodgængeren er blevet kørt ihjel. Actor-demotion er især tydelig når der bruges et ekspletivt subjekt enten fordi der ikke er en undergoer i situationen (ved intransitive verbaler, Der soves i undervisningslokalet) eller fordi man heller ikke vil udtrykke undergoer (Der vaskes).

191 Bemærk at selv om passiv har en actor-demoverende funktion, kan den understrege at der er en agens til stede til trods for at den ikke nævnes. Det er tilfældet ved de uakkusative verber. Hvis man siger bolden ruller, giver man et indtryk af at der kun er en unævnt force til stede der får bolden til at rulle, fx tyngdekraften. Hvis man derimod siger bolden bliver rullet, giver man indtryk af at der er en agens, fx et legende barn, til stede der får bolden til at rulle. Passivering kalder man også valensnedsættende diatese idet actor bliver demoveret eller ligefrem fjernet fra sætningen. Men man skal huske at demoveringen kun gælder syntaksen, hvor man godt kan udelade det agentive led. Konceptuelt er der stadigvæk en actor i situationen selv om opmærksomheden bliver flyttet fra den. Dansk har tre passiv-konstruktioner: blive-passiv, s-passiv og være-passiv. 61 Hertil kommer det nonfinitte perfektum participium, som ofte har passiv funktion. Passiv-konstruktionerne er synonymer for så vidt de alle udtrykker at subjekt er undergoer. Men der er forskel på dem i andre henseender. Blive-passiv er dynamisk, dvs. den bruges når der er tale om en proces eller en tilstandsændring: Rom blev erobret af goterne. Her ændrede Rom tilstand fra at være en fri by til at være en besat by. Være-passiv er statisk, den udtrykker tilstand: Rom var erobret i fem uger. Her var Rom i den tilstand at være en besat by. S-passiv udtrykker typisk proces, ofte med modal karakter, hvorimod blive-passiv er neutral: Kartoflerne koges i 20 min = Kartoflerne skal/bør koges i 20 min (instruktion) vs. Kartoflerne bliver kogt i 20 min (konstatering). Forskellen mellem de to er meget tydelig i forbindelse med hjælpeverbet ville. Med s-passiv udtrykkes der et ønske, med blive-passiv eftertid: Hun vil behandles pænt (det er hendes ønske nu) vs. Hun vil blive behandlet pænt (en foregang i fremtiden). Selv uden for modale udtryk kan man ikke altid udskifte s-passiv med blive-passiv. Fx kan nominativ+infinitiv ved opfattelses- og ytringsverber næppe konstrueres med blive-passiv:?de bliver ment at være idioter. Alle deponente verber i dansk, fx omgås, synes, skyldes, er s-former. Der er ikke nogen deponente verber med blive- eller være-passiv Medium Ofte skelner man kun mellem termerne aktiv og passiv inden for diatese. Men der er grund til, ikke mindst for dansks vedkommende, at betragte andre termer inden for diatesekategorien. Som vist tidligere har dansk noget man kalder s-passiv. Men s-formen har også funktioner som ikke har noget med passivitet at gøre, altså at subjekt udtrykker undergoer. Dette berettiger til at give den form et selvstændigt navn. Med inspiration fra klassiske grammatikker kalder jeg den medium, en mellemting mellem aktiv og passiv. Fra nu af henviser betegnelsen medium til verbernes s-form. Medium er således en tvetydig grammatisk form, for den kan jo have passivfunktion, men også andre funktioner som reciprocitet og refleksivitet, se herom de følgende afsnit. Passivfunktionen er dog mediums eneste produktive anvendelse i moderne dansk Reciprok Mediumformens selvstændige funktion finder vi i eksempler som vi mødes, vi ses. Her har den en reciprokfunktion, svarende til det reciprokke pronomen (vi møder/ser hinanden). Reciprokfunktionen angiver at subjekt står for en aktant der både er actor og undergoer på samme tid, og at der er en anden aktant som også både er actor og undergoer således at de to aktanters handling er rettet mod 61 s-formen har også andre funktioner end passiv, se mere herom i næste afsnit.

192 hinanden i to parallelle situationer: Vi mødes = Jeg actor møder dig undergoer og du actor møder mig undergoer. Medium med reciprokfunktion kan man kun bruge ved en håndfuld verber i dansk (denne brug af medium er altså ikke produktiv), og kun når den anden rolle end agens er theme eller patiens. Ellers skal man bruge det reciprokke pronomen: De gav hinanden recipiens mange gaver, de stjal ideer fra hinanden source. Normalt skal subjektet være pluralis for at kunne bruge medium i reciprokfunktion. Som alternativ kan den ene aktant være subjektet i singularis mens den anden aktant udtrykkes som et neutralt (kommitativt) led, dvs. et substantival med med: Jeg mødtes med ham Refleksiv Den oprindelige funktion af medium, som i dansk siden er gået tabt, er refleksiv. Det er også en funktion hvor subjektet udtrykker rolleakkumulation hos en aktant som er actor og undergoer (i bred forstand) på samme tid. Men i modsætning til reciprocitet er der kun tale om én aktant der gør et eller andet med sig selv. Refleksivfunktion kan i modsætning til passiv-, reciprok- og aktivfunktionen ikke længere udtrykkes i verbalet; man skal bruge et refleksivpronomen: Jeg vasker mig, han vasker sig, osv. Ikke desto mindre taler man om refleksive verbaler, som er verbaler der forekommer sammen med et refleksivpronomen. 62 Imidlertid kan man skelne mellem flere slags refleksive verbaler afhængig af konstruktionens betydning med hensyn til de semantiske roller. I den prototypiske refleksive konstruktion er aktanten ud over at være agens patiens, theme eller sympatheticus: Jeg vasker mig patiens, jeg bed mig sympatheticus (i tungen). Her fungerer refleksivpronomenet som direkte objekt. I andre konstruktioner har aktanten en anden undergoer-rolle, fx beneficiary eller recipiens: Jeg købte mig et hus. Her fungerer refleksivpronomenet som indirekte objekt. Men i andre konstruktioner kan man ikke rigtig finde rolleakkumulation hos den aktant som subjektet udtrykker. Sådanne konstruktioner kunne man betegne som deponente refleksiver: Jeg hygger mig, Jeg har besluttet mig til at..., Han tænkte sig om, Kig dig for, osv. Det kendetegner da også disse refleksiver at man ikke kan udskifte refleksivpronomenet med et led der henviser til en anden aktant: *Jeg hygger dig, *Jeg har besluttet dig til at..., *Han tænkte hende om, *Kig ham for. Derimod kan man godt udskifte refleksivpronomenet i de to første typer af refleksiver: Jeg vasker dig, Jeg bed dig, Jeg købte dig et hus. En særlig form for rolleakkumulation er når subjektet er både patiens og force, fx i sprog udvikler sig. Her lægges der op til at der er nogle indre kræfter i sprog der forårsager at sprog ændrer sig, frem for at der er en ekstern agens, nemlig de mennesker der bruger sproget, der afstedkommer forandringen. Bemærk at brugen af passiv i stedet for refleksiv (Sproget bliver udviklet) lægger op til en ekstern agens selv om der ikke er nogen agens udtrykt. Den passive formulering ophæver rolleakkumulationen ved subjektsaktanten, den er ikke længere force, men kun patiens. Man kan også godt finde refleksivpronominer i andre konstruktioner hvor de udtrykker rolleakkumulation hos subjektsaktanten. Men da pronomenet her er fjernet fra verbalet, ville man næppe betegne disse konstruktioner som indeholdende et refleksivt verbal: Han taler pænt om sig selv, Han ødelagde sit eget hus. Typisk markerer man vha. et refleksivpronomen rolleakkumulation hos den aktant som subjektet udtrykker; derfor siger man at et refleksivpronomen i lighed med et reciprokt pronomen viser tilbage til subjektet. Imidlertid findes der eksempler på afvigelser fra denne regel: Hun har købt manden sin billet. Her viser sin tilbage til manden, det indirekte objekt, og udtrykker rolleakkumu- 62 Der er sprog, fx ungarsk, der udtrykker refleksivitet morfologisk i verbalet: mos-ok (vaske-(prs)-1sg.ubest) = jeg vasker et eller andet vs. mos-akod-ok (vaske-refl-(prs)-1sg.ubest) = jeg vasker mig.

193 lation hos denne: recipiens og possessor. Ved sætninger som hun bad ham vaske sig er der blandt informanter delte meninger om hvorvidt sig viser tilbage til hun, det overordnede subjekt, eller til ham, det underordnede subjekt. Rigsdansk har i princippet klare regler for brugen af refleksivpronomenet: Det viser tilbage til det overordnede subjekt. Efter disse regler er fx sætningen Hun har købt manden sin billet forkert. Men da det faktiske sprogbrug viser at en stor del af den danske befolkning ikke følger/kender disse regler, er det efter min mening værd at bemærke hvordan refleksivpronomenet i virkeligheden anvendes, og hvilke usikkerheder der er forbundet med det Kausativ Det kan være kontroversielt at tale om kausativitet under diatese eftersom de mest velkendte sprog (de skandinaviske, engelsk, tysk, fransk, etc.) ikke kan udtrykke kausativitet morfologisk i verbalet. Det er endda diskutabelt hvorvidt man i disse sprog kan tale om et kausativt hjælpeverbum da de kausative konstruktioner ikke er formelt forskellige fra andre underordningskonstruktioner. Men da der er sprog, fx ungarsk og tyrkisk, hvor kausativ er en morfologisk kategori, og da kausativitet har noget at gøre med hvilke roller subjektet har, behandler jeg den her under diatese. 63 I en kausativ konstruktion udtrykker subjektet, dvs. subjektet til det kausative verbum, en causer, en aktant der får en anden aktant til at udføre en handling. Denne aktant, causee, udtrykkes i dansk typisk som det kausative verbums direkte objekt mens den handling som causee skal udføre forekommer i form af en nonfinit ledsætning. Der er en række verber der kan udtrykke kausativitet: Hun fik ham til at..., Hun lod ham..., Hun tvang ham til at... Kausativitet udtrykkes ofte i form af en oblik+infinitiv eller obl+præposition+at+inf (jf. afsnit 8.3.3, og ). Undertiden kan causee udelades: Jeg fik mit hår klippet. Selv om man ikke plejer at tale om kausativ som en morfologisk kategori i dansk, er der nogle verber som godt kan betragtes som kausative former markeret morfologisk: lægge, sprænge, sætte. Disse er kausative former, markeret med aflyd, af hhv. ligge, springe, sidde, dvs. de egentlig betyder at få nogen/noget til at ligge, springe eller sidde. Men denne kausative afledning er ikke produktiv. Når man gør et intransitivt verbal kausativt, taler man også om transitivering eftersom de resulterende verbaler er transitive. Dette gælder fx verbalparene ligge/lægge, springe/sprænge og sidde/sætte. Undertiden taler man også om leksikalsk kausativitet. Men da denne ikke er et grammatisk fænomen, men netop et leksikalsk, bliver det behandlet i kapitlet om leksikalsk semantik (afsnit ). Kausativ plejer man også at kalde valensøgende diatese idet der tilføjes en yderligere aktant, nemlig causer, til grundsituationen. Der er også kausative konstruktioner som ikke indeholder noget underordnet prædikat, kun det overordnede kausative verbal: Hun tvang ham ned i sengen/op på bordet/ud i køkkenet. Det er dog tydeligvis sådan at det direkte objekt (ham) udtrykker causee som selv skal udføre en eller anden unævnt, men underforstået bevægelsesforegang, som kravle, gå, løbe e.l. Der er en del verber der indgår i de samme konstruktioner som kausative verber, hvis betydning oven i købet minder om de kausative verbers betydning, det at få nogen til at gøre noget. Beordre er 63 I sprog med morfologisk kausativ som ungarsk er der ikke nogen formel underordning da der kun er ét verbal i sætningen: Levág-t-am a haj-am-at (klippe-prt-1sg.best ART.BEST hår-1sg.poss-akk) = jeg klippede mit hår vs. Levág-att-am a haj-am-at egy fordrász-szal (klippe-kaus-prt-1sg.best ART.BEST hår-1sg.poss-akk en frisør-ins) = jeg fik en frisør til at klippe mit hår eller jeg fik mit hår klippet af en frisør. Her markeres causee (en frisør) med instrumentaliskasus, som også plejer at markere instrument-rollen. Denne markering er metaforisk passende da causee er en slags instrument for causers vilje.

194 fx sådan et verbum: Hun beordrede ham til at tage tøjet af, Hun beordrede ham i seng. Der er dog en afgørende forskel på ægte kausative og sådanne pseudokausative verber. Kausative verber er faktitive, hvilket vil sige at den underordnede situation er et faktum. Så af brugen af et kausativt verbum kan man konkludere at den underordnede situation var/blev til virkelighed. Ergo, hvis hun tvang ham til at smide tøjet, smed han også tøjet, men hvis hun bare beordrede ham til at smide tøjet, er det ikke sikkert at han adlød hende Aktiv Aktiv er den umarkerede term i diatesekategorien. Den er umarkeret både morfo-syntaktisk og semantisk: morfo-syntaktisk fordi den udtrykkes med færreste morfemer, uden hjælpeverbum og diatesesuffiks; semantisk fordi den kan forekomme i alle de sammenhænge hvor de andre diatesetermer kan forekomme, dvs. den har den bredeste anvendelsesmulighed. Prototypisk markerer aktiv at subjekt er actor, men den bider sig ind på passivs territorium ved de uakkusative verbaler og upassive konstruktioner, som jo formelt er aktive, men hvor subjektet alligevel er undergoer. Aktiv kan også vikariere for reciprok og refleksiv. Et udtryk som de kysser er konceptuelt reciprokt (de kysser hinanden), men står i aktiv. Ergo er kysse et ureciprokt verbum. Et udtryk som he is washing er konceptuelt refleksiv idet han vasker sig selv, men igen formelt aktivt. Så wash på engelsk er et urefleksivt verbum. Oversigt over diatese Diatese Funktion Aktiv normalt subjekt = actor ved upassiver, uakkusativer subjekt = undergoer og ofte kopulaverbaler Passiv (både blive/værepassiv normalt subjekt = undergoer og medium i passiv ved deponenter subjekt = actor funktion) Reciprok (ægte medium) subjekt = to aktanter der hver især er både actor og undergoer Refleksiv normalt subjekt = både actor og undergoer deponente refleksiver subjekt = hverken specifik rolletildeling eller rolleakkumulation Kausativ subjekt = causer Den ovenstående tabel giver en oversigt over funktionerne af diatese. Bemærk at det ved kopulaverbaler egentlig er subjektsprædikativet der tildeler subjektet sin semantiske rolle (se afsnit ) Sætningsled og semantiske roller I dette afsnit giver jeg en kort oversigt over hvilke semantiske roller de forskellige sætningsled kan udtrykke. Afsnittet er hermed et spejlbillede til afsnit 10.2, hvori forholdet mellem semantiske roller og sætningsled beskrives ud fra hvordan semantiske roller udtrykkes. I dette afsnit gennemgår jeg kun de afhængige led. De neutrale led bliver behandlet i et særligt kapitel fordi de er meget mangfoldige.

195 Subjekt bliver heller ikke behandlet her da det, eller rettere sagt den aktant det henviser til, kan have alle semantiske roller på dansk, ikke mindst takket være de forskellige diateser der tager subjektet som omdrejningspunkt (jf. afsnit 10.5) Subjektsprædikativ Den opmærksomme læser har nok bemærket at sætningsleddene subjektsprædikativ og objektsprædikativ ikke er nævnt i afsnit Det er der en god grund til, nemlig det at disse led ofte egentlig hører til prædikatet, dvs. de er med til at udtrykke en foregang og ikke en aktant. Subjektsprædikativet kan godt udtrykke en aktant, men kun når det er et substantival med bestemt reference. I sådanne tilfælde (fx han er manden i huset) har subjektsprædikativets aktant theme-rolle og subjektsaktanten theme- eller patiens-rolle. Subjektsprædikativer med et bestemt substantival kalder man også identificerende prædikater. Når subjektsprædikativet er et adjektival eller et ikke-bestemt/ubestemt substantival, udtrykker det en foregang som er en tilstand hos subjekt. I sådanne tilfælde (fx hun er smuk, han er klovn, han er en klovn) har subjektet theme- eller patiens-rollen. Forskellen på et ikke-bestemt og et ubestemt substantival er at et ikke-bestemt substantival kategoriserer subjektsaktanten mens et ubestemt substantival karakteriserer den. Kategorisering har en længere varende gyldighed end karakterisering, som er af mere midlertidig natur (jf. aktionsart i afsnit 14.5). Dette illustrerer at almindelige substantiver, altså ikke-verbalsubstantiver, også kan udtrykke en foregang. Subjektsprædikativer der består af et adjektival eller et ikke-bestemt/ubestemt substantival kaldes også nominale prædikater. Om subjektet har theme- eller patiens-rolle kommer som udgangspunkt an på om der er tale om en tilstand (theme) eller tilstandsændring (patiens). Jf. dog diskussionen i afsnit Kopulaverbet være markerer tilstand, blive tilstandsændring: Han har altid været manden i huset vs. Han er langt om længe blevet manden i huset. Ved tilstandsændring udtrykker subjektsprædikativet resultatet af ændringen. De andre kopulaverber (synes, forekomme, koste, se ud, hedde, betyde, ligne, mangle, forblive, virke etc.) er specialiserede varianter af være, dvs. de udtrykker også tilstand. For at udtrykke tilstandsændring i forbindelse med dem, er man nødt til at bruge eksplicitte fase-verber som begynde o.l.: Han begyndte at ligne sin far. Synes og forekomme er særlige på den måde at de implicerer en yderligere aktant, nemlig den der opfatter, sanser den omtalte tilstand, en experiencer. Denne aktant kan være udtrykt i sætningen, fx dette udtryk forekommer mig mundret. Men det behøver den ikke. Hvis den er udeladt, er det afsender der er experiencer. Det at kopulaverbet er være, er dog ikke ensbetydende med at subjektet er theme. Det er egentlig subjektsprædikativet der udtrykker foregangen, så det adjektiv som er kernen i subjektsprædikativet, har også indflydelse på hvilken rolle subjektsaktanten har. Kopulaverbet har man så at sige kun for grammatikkens skyld, for at udtrykke de grammatiske kategorier, tempus og modus, som et adjektiv eller substantiv ikke er i stand til at udtrykke på dansk. 64 I fx han er glad for sit hus er han experiencer og sit hus theme. Dette eksempel illustrerer at en konstruktion med subjektsprædikativ, et nominalt prædikat, ikke behøver være monovalent. I forbindelse med et subjektsprædikativ kan der dog kun forekomme neutrale led eller indirekte objekt der ikke kan gøres til subjekt, men aldrig et direkte objekt. Subjektsprædikativ og direkte objekt udelukker hinanden. 64 Men russisk fx kan godt undvære være som kopulaverbum, i hvert fald i præsens. Der er endvidere sprog, fx vietnamesisk, som slet ikke skelner mellem adjektiver og verber; de bruger følgelig kun et kopulaverbum om overhovedet når prædikatet er et substantival.

196 Ved nogle tilstandsforegange er det rimeligt at betragte subjektsaktanten som værende agens. Det er tilfældet ved tilstande som kun kan opretholdes ved bevidst handling, fx det at være venlig eller ambitiøs. Så subjektsaktanten til sådanne foregange må besidde agentive egenskaber. Neutrale oblikke led kan undertiden være betydningsmæssigt ækvivalente med et subjektsprædikativ: Denne bog er af høj kvalitet. Den betydningsmæssige lighed vises af at sådanne led kan sideordnes med ægte subjektsprædikativer: Denne bog er både billig og af høj kvalitet. Præpositionen af udtrykker at høj kvalitet ikke skal forstås som henvisende til genstanden (mental genstand) kvalitet, men til karakteristiske egenskaber ved den. Da tilføjelsen af præpositionen funktionelt kan sammenlignes med derivation fra substantiv til adjektiv, er det her nærliggende at tale om syntaktisk derivation og om præpositionen som syntaktisk derivativ. Ved verbalerne tage og vare betragter jeg tidslængdeangivelsen som subjektsprædikativ. Der er godt nok ikke kongruens mellem subjekt og tidslængdeangivelsen, men disse verbaler kan ikke sættes i passiv. Desuden angiver et sådant led en egenskab ved subjektsaktanten, som er en situation. Som beskrevet i 2.3 regner jeg varighed for en egenskab hos situationer/foregange Objektsprædikativ I lighed med subjektsprædikativer kan objektsprædikativer også kun udtrykke en aktant når de består af et substantival med bestemt reference. Denne aktant betragtes som theme idet den udtrykker tilstand, hvad objektsaktanten er (blevet til): Hun agens gjorde ham patiens [til manden i huset] theme, Bestyrelsen agens udnævnte hende patiens [til firmaets PR-chef] theme. Ellers udtrykker objektsprædikativer sammen med verballedet et foregangskompleks. Afhængig af verbalet er der tale om en tilstand eller tilstandsændring ved objektsaktanten. Objektsprædikativet udtrykker den tilstand som objektsaktanten er i eller kommer til at være i. Hvis det drejer sig om tilstandsændring (som ved udnævne, gøre, male, osv.), udtrykker verbalet hvordan tilstandsændringen tilvejebringes. Her er objektsaktanten patiens og subjektsaktanten agens. Ved tilstande (som ved anse, opfatte, betragte, osv.) udtrykker verbalet hvordan tilstanden opfattes. Her er objektet theme og subjektsaktanten agens eller experiencer. I nogle tilfælde kan man flette verbalet og objektsprædikativet sammen i et kompositum, hvorved man får en almindelig transitiv konstruktion: Hun gjorde hans forfremmelse mulig vs. hun muliggjorde hans forfremmelse. De konstruktioner med objektsprædikativ der udtrykker at der forårsages en tilstandsændring, betragtes af nogle forskere som kausative konstruktioner. Dog er der i modsætning til de kausativer der beskrives i afsnit , ikke nogen causee i situationen, i hvert fald ikke hvis causee er defineret som en aktant med agentive træk (jf. 10.2). Jeg vil derfor kalde sådan en konstruktion translativ idet der sker en overførsel fra en tilstand til en anden. 65 Læg mærke til at objektet og objektsprædikativet ifølge ovenstående analyse sammen indgår i en underordnet situation, en tilstandssituation hvori objektsaktanten er theme eller patiens afhængig af om der er tale om en konstant tilstand eller en ændring i objektsaktantens tilstand. Denne aktant kan også udtrykkes som subjekt i helsætningen ved at anvende passiv: Huset blev malet rødt, Han anses for en idiot, Han er blevet udnævnt til direktør. Herved bliver objektsprædikativet til subjektsprædikativ Frie prædikativer 65 Betegnelsen translativ stammer fra det (uregelmæssige) latinske verbum transfero der betyder overføre, sætte over, sml. med det engelske translation.

197 Frie prædikativer udtrykker at en aktant spiller en eller anden rolle i en nedgraderet situation. Denne aktant er subjektsaktanten: Han kom hjem glad og strålende. Frie prædikativer udtrykker en midlertidig egenskab ved denne aktant. Den rolle aktanten spiller i den nedgraderede situation er typisk theme, men afhængig af prædikativets indhold kan det også være andre roller. Hvis prædikativet er et præsens participium kan denne rolle også være agens. Ligesom ved subjekts- og objektsprædikativer findes der oblikke neutrale led (substantivaler indledt med som) der fungerer stort set som frie prædikativer. Disse kaldes essive led. Man skal som underviser være opmærksom på elevernes behov. I modsætning til frie prædikativer kan essiver også udtrykke en midlertidige egenskab ved en anden aktant end subjektsaktanten, fx ved den aktant der er udtrykt i det direkte objekt: Læreren giver eleverne andengradsligninger for som hjemmeopgave. Frie prædikativer og essive led udtrykker rolleakkumulation ved den aktant de lægger sig til Formelle subjekter og objekter Formelle subjekter og objekter har ikke nogen semantisk funktion. Dvs. de henviser ikke til nogen aktant der besidder en eller anden semantisk rolle. Foreløbige subjekter og objekter har den grammatiske funktion at udfylde hhv. subjektets og objektets normale plads i en sætning og derfra henvise til den ledsætning der besidder den egentlige subjekts- hhv. objektsfunktion. Det ekspletive subjekt der har den pragmatiske funktion at præsentere en aktant (det egentlige subjekt) som ny i kommunikationen (denne funktion behandles yderligere i afsnit ): Peter cyklede stille og roligt på cykelstien. Men så kom der en bilist og kørte ham brutalt ned. Bilisten flygtede fra stedet. Her bliver bilisten i sætning nr. 2 introduceret som ny deltager i den omtalte situationsrække. Peter og cykelstien bliver ikke introduceret eksplicit, de forudsættes at være kendte i forvejen Direkte objekt Det direkte objekt kan påtage sig næsten alle semantiske roller (se tabellen nedenfor), dog er der stærke begrænsninger for hvorvidt det direkte objekt kan være actor eller indirectus. Det direkte objekt Rolle Patiens (efficeret) Patiens (afficeret) Theme Instrument Source Place Goal Possessum Sympatheticus Beneficiary Addressee Experiencer Causee Eksempel Han har bagt rundstykker. Han byggede et højtalersæt. Hun fældede valnøddetræet. Han skrællede kartofler. Hun læste Syntactic Structures. Hun så ham. Han brugte et koben til at knuse ruden med. Han fyldte benzin på bilen. Han forlod værelset. Han tømte flasken for cider. De beboede hele første sal. Arbejderne indtog kantinen. Han læssede traileren med planter. Han har mange planter. Hun ejer hele huset. Hun sparkede ham i nosserne. Han havde klappet hende på ballerne. Hun hjalp ham på benene. Hele gruppen støttede ham. Hun tiltaler aldrig fremmede mænd. Eksamensresultatet skuffede ham. Den bil tiltalte ham ikke. De lod barnet selv tage sit tøj på. Hun tvang ham til at vaske op.

198 Rolle Agens Eksempel Jeg så ham cykle forbi. Hun bad ham vaske op. Det direkte objekt er typisk undergoer, først og fremmest patiens eller theme. Som theme udtrykker det direkte objekt typisk en aktant der bliver oplevet (hvor subjektsaktanten er experiencer). Man kunne i sådanne fald også betragte theme-aktanten som source, hvorfra sanseindtrykkene stammer. Det direkte objekt kan dog også godt udtrykke aktanter som helt klart er source eller goal. Source og goal udtrykt via det direkte objekt har også patiensagtige egenskaber, de bliver jo påvirket af foregangen og ændrer tilstand. Det samme gælder instrument i nogle tilfælde (se afsnit ). Metaforisk kan også path udtrykkes som direkte objekt: De forbigik ham i ansættelsesproceduren. Kun i et begrænset omfang, dvs. kun ved få prædikater, kan det direkte objekt være indirectus. (Dog kan det direkte objekt formentlig udtrykke sympatheticus ved alle prædikater der udtrykker en foregang hvori der sker en berøring af ens krop: Hun ramte/slog/sparkede/aede ham i/på hovedet.) Det direkte objekt kan også være actor, men kun under specielle omstændigheder. Det er kun experiencer som det kan udtrykke i simple situationer. Causee og agens kan det kun udtrykke i komplekse situationer som gengives med oblik med infinitiv (se afsnit 10.8) Oblikt direkte objekt Et oblikt direkte objekt er ofte theme, i betegnelsens bogstaveligste betydning, det som ens tanker og kommunikation handler om: Han taler om hende, tænker på hende, drømmer om hende, stoler på hende, kigger på hende. Det oblikke direkte objekts aktant kan også have goalagtige egenskaber hvis foregangen implicerer bevægelse hen imod: Han ledte efter hende. Det oblikke direkte objekt er et nyere sætningsled, som formentlig kan takke tabet af kasusbøjning og tabet af kravet om at en præposition skal stå foran sin styrelse i dansk, for sin eksistens. I sprog som fx tysk, hvor hverken kasus eller det nævnte krav om præpositioners placering er tabt, findes der ikke oblikke direkte objekter. Opfindelsen af det oblikke direkte objekt har udvidet passivs anvendelsesmuligheder, hvorved noget funktionelt har vundet over noget formelt i sprog som dansk og engelsk. Passivs funktion er jo at gøre det muligt at udtrykke en undergoer-aktant som subjekt (se afsnit ). Denne mulighed var tidligere utilgængelig for aktanter der blev udtrykt som et oblikt led, nemlig ved verbaler der krævede en præposition. Men ved at betragte et sådant oblikt led som et oblikt direkte objekt i stedet for som et neutralt led, er det nu i moderne dansk muligt også at udtrykke undergoer-aktanter ved præpositionelle verbaler som subjekt. Det der adskiller det oblikke direkte objekt fra neutrale led, er jo at et oblikt direkte objekt kan transformeres til subjekt mens et neutralt led ikke kan det, fx hun bliver kigget på (jf. afsnit 6.4). I sprog uden oblikt direkte objekt er passivs anvendelsesmuligheder mere begrænsede. Udviklingen fortsætter formentlig, dvs. flere og flere verbaler med præposition vil tage et oblikt direkte objekt frem for et neutralt led, så sætninger som Den stol er aldrig blevet siddet på bliver fuldt ud acceptable Oblikt objekt Et oblikt objekt udtrykker den samme semantiske rolle som det tilsvarende direkte objekt. I Han vil bygge sit hus færdigt i weekenden og Han vil bygge på sit hus i weekenden angiver hhv. sit hus og på sit hus begge en aktant med rollen efficeret patiens.

199 Nogle beskrivelser tillægger en aktant forskellige roller afhængig af om den er udtrykt som direkte objekt eller oblikt objekt. Begrundelsen herfor er at det oblikke objekt antyder at handlingen ikke er fuldført, at aspektualiteten er imperfektiv (jf. antiapplikativ i afsnit ). Dette er efter min mening en uhensigtsmæssig betragtning da aktantens forhold til foregangen er det samme uanset om foregangen anses for at være fuldført eller ej. Hvis aspektualiteten skulle have noget at sige i forhold til semantiske roller, skulle bl.a. temporaliteten også. Dvs. fremtidige foregange kunne per definition ikke have en efficeret patiens da fremtidige foregange per definition ikke er fuldførte. Fremtidige foregange, ja hypotetiske foregange generelt, burde ifølge den tankegang egentlig slet ikke have nogen som helst aktanter da de foregange jo ikke eksisterer. Men dette er efter min mening en problematisk tanke-. Aktanters semantiske roller er kun afhængige af hvilken foregang (og hvilke andre aktanter) de er knyttet til, de er uafhængige af hvordan foregangen forholder sig til virkeligheden, tiden eller afsenders anskuelse Applikativ/antiapplikativ Det er værd at bemærke at der i mange tilfælde mulighed for at vælge om man vil udtrykke undergoer som et oblikt led eller som et direkte objekt, se (1)-(6). Når man vælger det direkte objekt, bruger man den såkaldte applikative konstruktion. Applikativ er i dansk ofte umarkeret i verbalet, fx i (2), men ved visse verber kan man markere den med præfikser, i (4) og (6). (1) Han fyldte cider i glasset. (2) Han fyldte glasset med cider. (3) Han bor i huset. (4) Han bebor huset. (5) Han arbejder på/med problemet. (6) Han bearbejder problemet. Applikativ er ikke et alment anvendt begreb i forbindelse med dansk da det enten er umarkeret eller er markeret med præfikser som man blot betegner som derivative præfikser på verbet; i det hele taget kan man i dansk kun konstatere markering af applikativ ved nogle få verber. Men applikativ har en vigtig funktion. Selv om konstruktionerne med det direkte objekt og det oblikke led er stort set synonymer, er det applikativs funktion at understrege at undergoer-aktanten er helt påvirket af foregangen: I (2) er glasset helt fyldt med cider, i (1) er det ikke nødvendigvis. I (4) er hele huset hans bopæl, i (3) er det ikke nødvendigvis; og i (6) tager han hele problemet under lup, i (5) gør han det ikke nødvendigvis. Nogle verber som fylde, smøre, læsse, dræne, som står for en trivalent foregang, kan tage begge deres undergoer-aktanter som enten direkte objekt eller oblikt led, jf. i (1) og (2). I princippet fungerer applikativ på begge disse aktanter, men når den ene aktant er et materiale skal det direkte objekt tillige stå i bestemt form for at den applikative funktion kan virke. Dette gælder ikke individer. Så i (1) har han ikke nødvendigvis hældt al sin cider i glasset. Derimod bliver et ubestemt glas ligeså fuldt påvirket som et bestemt glas: Han fyldte et glas med cider. Applikativ kan godt kombineres med passiv, hvorved det bliver subjektsaktanten der påvirkes helt: Cideren blev fyldt i et glas, Glasset blev fyldt med cider, Huset bebos af ham, Problemet bearbejdes af ham. Bemærk at der er en vis parallel mellem applikativer og oblik+infinitiver ved sanseverber. Sanseverber kan enten konstrueres med en objektledsætning (7) eller med oblik+infinitiv (8). (7) Jeg så at Peter løb over gaden.

200 (8) Jeg så Peter løbe over gaden. De to konstruktioner er synonymer, men der er alligevel en nuanceforskel. I (8), hvor Peter er direkte objekt til sanseverbet, er subjektets opmærksomhed fokuseret på Peter og hans gøren er i baggrund. I (7) er hele den situation at Peter løb over gaden, i fokus. Heraf kan man konkludere at det har en særlig funktion at udtrykke en aktant som direkte objekt, hvis der altså er mulighed for at vælge mellem det direkte objekt eller en anden måde at udtrykke aktanten på. Det fremhæver aktanten ved at sætte den i fokus (som ved oblik+infinitiv med sanseverber) eller ved at understrege dens fuldt påvirkethed. Dansk har også et fænomen som er spejlbilledet af applikativ, hvorfor jeg kalder det antiapplikativ. Det drejer sig om at nogle verber der som udgangspunkt koder undergoer som direkte objekt, også kan kode den som oblikt led: Han læste en avis vs. Han læste i en avis, Han har bygget sit hus vs. Han har bygget på sit hus. Fænomenet er velbeskrevet i grammatikker, men mig bekendt har man ikke prøvet at drage parallel mellem det og applikativ. Antiapplikativ udtrykker nemlig at undergoer er mindre påvirket når det kodes som oblikt led end når den kodes som direkte objekt: Han læste i en avis implicerer at han ikke læste hele avisen, og Han har bygget på sit hus implicerer at han ikke blev færdig med huset. Antiapplikativ udtrykker imperfektiv aspektualitet, at en foregang anskues at være igangværende, uafgrænset på et givet tidspunkt (jf. 12.4). Det skal bemærkes at applikativ og antiapplikativ ikke er diametrale modsætninger af hinanden. Mens applikativ udtrykker at undergoer-aktanten er fuldt påvirket, udtrykker antiapplikativ ikke at den aktant ikke er fuldt påvirket, antiapplikativ antyder det kun. Dette kan ses i at en antiapplikativ situation godt kan fortsættes med en situation der fuldender påvirkningen af undergoer: Efter at han har bygget på sit hus i utallige år, blev han endelig færdig med det i sidste måned. Denne forskel på applikativ og antiapplikativ stammer naturligt fra det faktum at en fuldendt påvirkning umuligt kan fortsættes mens en delvis påvirkning godt kan fuldendes på et senere tidspunkt. Antiapplikativ burde egentlig omtales ved den grammatiske kategori aspekt. Men det er bemærkelsesværdigt at aspektualiteten markeres det forkerte sted. For aspektualitet er en egenskab ved foregangen (afsnit 2.3), som jo udtrykkes i verbalet. Derfor burde aspektualitet også udtrykkes i verbalet, hvilket også er tilfældet i de sprog, fx de slaviske, hvor aspektualitet i højere grad er grammatikaliseret end i dansk. I stedet markerer dansk aspektualitet på det sætningsled der udtrykker undergoer-aktanten. Det kan umiddelbart virke sådan at der uden videre kan sættes lighedstegn mellem applikativ og det at tage et direkte objekt, og mellem antiapplikativ og det at tage et oblikt led. Men det er ikke helt sådan. For det første er der verber der ikke giver valgmulighed, som enten kun kan tage et direkte objekt (fx fælde) eller kun et oblikt led (fx stole på). Ved disse verber er det meningsløst at tale om applikativ eller antiapplikativ. Selv de verber der giver valgmulighed, kan underinddeles. Der er nemlig nogle verber hvor det er applikativ der er markeret. Det er de verber der kræver et præfiks for at kunne tage et direkte objekt: bo bebo, arbejde bearbejde. Her betragter jeg applikativ markeret netop fordi der skal tilføjes et derivativ element for at kunne bruge et direkte objekt. Ved andre verber er det antiapplikativ der er markeret. Det er de verber der uden videre (dvs. uden nogen derivative elementer) kan tage et direkte objekt, men som også kan tage oblikt led som udtryk for undergoer (fx spise, skrive, bygge). Her betragter jeg antiapplikativ markeret fordi der bliver anvendt et ekstra element, nemlig selve den præposition der indleder det oblikke led, ved det led der udtrykker undergoer-aktanten.

201 Til sidst er der verber der altid er både applikative og antiapplikative idet den ene undergoer altid udtrykkes som direkte objekt mens den anden undergoer altid udtrykkes som oblikt led. Det er fx smøre, fylde, læsse. Det særlige ved disse verber er at man kan vælge hvilken undergoer der skal kodes som direkte objekt og hvilken som oblikt led Indirekte objekt Det indirekte objekt har en meget mere begrænset anvendelse end det direkte objekt, det udtrykker prototypisk indirectus-roller (se tabellen nedenfor). Det indirekte objekt Rolle Eksempler Recipiens Forældrene gav deres barn en stor julegave. Hun sendte sin mor blomster. Addressee Hun fortalte mig hele historien. Sig mig, hvad mener du med det? Beneficiary Han købte sig et nyt lokomotiv. Restbeløbet kommer os til gode. Experiencer Det forekommer mig som et svært spørgsmål. Agens De anbefalede ham at sige op. Det lykkedes ham at undvige. Possessor Rettighederne tilhører forfatteren. Source De fratog ham alle hans penge. Hun frarådede ham at gå alene. Goal Han tilmeldte sig Telmore. De pålagde ham mange krav. Det indirekte objekt kan kun udtrykke source og goal ved prædikater hvori hovedverbet er en sammensætning. Den agentive funktion er hyppigst i konstruktioner hvor det indirekte objekt angiver agens i en underordnet situation, jf. oblik med infinitiv i afsnit Sådan en agens spiller også en anden rolle, typisk en recipient rolle (rolleakkumulation). Således ligner sådan en agens en causee, men der er den forskel at aktanten udtrykt gennem et indirekte objekt typisk har mere selvbestemmelse end en causee. Ellers udtrykker det indirekte objekt en agens hvis kontrol er nedsat, som i eksemplet med lykkes i tabellen, hvor det udtrykkes at det ikke kun var hans egen fortjeneste at undvige, men han blev hjulpet af fx held. Sproghistorisk kan man observere at det indirekte objekts anvendelse svinder ind på dansk. Det kan man konstatere både i forhold til ældre sprogtrin og beslægtede sprog som fx tysk, hvor det indirekte objekt er meget mere udbredt. Det er forskellige sætningsled der overtager det indirekte objekts funktion afhængig af hvilken semantisk rolle og hvilket prædikat det drejer sig om. I funktionen recipiens bliver det indirekte objekt udkonkurreret af neutrale led: Jeg skrev et brev til hende. På andre sprog, selv på engelsk, som syntaktisk ligner dansk meget, kan sådan en recipiens godt udtrykkes som indirekte objekt: I wrote her a letter. Som agens udkonkurreres det indirekte objekt af subjektet, som jo er agens prototypiske udtryk: Han lykkedes (med) at undvige. Experiencerfunktionen overtages også af subjektet fra det indirekte objekt: Han kan godt lide hende, Han synes hun er smuk. Sml. med det tyske Sie gefällt ihm og det ældre danske Mig synes at hun er smuk, hvor experiencer udtrykkes som indirekte objekt. Generelt kan man konstatere at actor-roller, så som agens og experiencer, i højere og højere grad udtrykkes som subjekt, mens indirectus-roller, så som recipiens, tenderer mod oblikke led. For 66 Kun meget få verber har denne egenskab. Ved andre trivalente verber, fx give og sende, kan man ikke vælge hvilken undergoer man vil udtrykke som direkte objekt. Følgelig er skelnen mellem applikativ og antiapplikativ heller ikke er relevant ved disse verber, jf. bemærkningen i slutningen af afsnit

202 nogle prædikater er denne udvikling indtil videre fuldendt; fx kan synes og skrive ikke længere styre et indirekte objekt. Andre prædikater vakler i deres brug mellem det indirekte objekt og subjekt hhv. oblikt led, fx lykkes og give. Det er i denne forbindelse sigende at de indirekte objekter som ikke uden videre kan transformeres til et andet sætningsled (indirekte objekt 6, se afsnit og 6.9), typisk forekommer i konstruktioner der godt kan betragtes som faste vendinger, som fx ngt kommer ngn til gode, ngt er ngn i hænde Oblikt indirekte objekt Et oblikt indirekte objekt udtrykker mere entydigt hvilken semantiske rolle det manifesterer end det indirekte objekt da det er forsynet med forskellige præpositioner. Korrespondensen mellem semantisk rolle og præposition er ikke fuldstændig, men man kan fastslå tendenser, som fx at recipiens og addressee markeres med til mens beneficiary og experiencer markeres med for. Det oblikke indirekte objekt Rolle Eksempler Recipiens Forældrene gav en stor julegave til deres barn. Hun sendte blomster til sin mor. Addressee Hun fortalte hele historien til mig. Sig til hende at hun skal komme hjem. Beneficiary Han gjorde en tjeneste for ham. Hun forklarede situationen for ham. Source De tog alle hans penge fra ham. Goal Han meldte sig til Telmore. Experiencer Det forekommer som et svært spørgsmål for mig. Det er en fornøjelse for mig. Agens Det lykkedes for ham at undvige. Moderne dansk synes at foretrække oblikke indirekte objekter frem for indirekte objekter. I flere konstruktioner føles brugen af indirekte objekt mere højtidelig end brugen af et oblikt indirekte objekt, sml. Problemet er mig uforståeligt med Problemet er uforståeligt for mig. Vekslen mellem indirekte objekt og oblikt led kan minde om skelnen mellem applikativ og antiapplikativ: Han overrakte vinderen medaljen vs. Han overrakte medaljen til vinderen; Admiralen fratog kaptajnen skibet vs. Admiralen tog skibet fra kaptajnen. Men her kan man hverken konstatere forskel i graden af påvirkethed af den aktant der veksler mellem indirekte objekt og oblikt led eller i aspektualitet. Det er dog værd at bemærke at indirectusaktanten kun kan udtrykkes som subjekt når det er det indirekte objekt der konverteres til subjekt, men ikke det oblikke led: Vinderen blev overrakt medaljen vs. *Vinderen blev overrakt medaljen til; Kaptajnen blev frataget skibet vs. *Kaptajnen blev taget skibet fra Sekundært objekt Sekundære objekter er forholdsvis sjældne da deponente verbaler er sjældne med undtagelse af synes. Et sekundært objekt er typisk theme: Han synes at det er en god bog, Han omgås ikke mange mennesker. Men et sekundært objekt kan også angive årsag: Reaktornedsmeltningen skyldtes dårlig konstruktion. I dette tilfælde er der egentlig tale om at en situation (at konstruktionen var dårlig) er en omstændighed, en årsag, til en anden situation (at reaktoren smeltede ned). Se mere herom i afsnit

203 10.8. Oblik+infinitiv & nominativ+infinitiv I afsnit og er det blevet nævnt af obl+inf og nom+inf er specielle måder at flette ledsætninger ind i en helsætning på. Dermed repræsenterer disse konstruktioner underordnede situationer og rolleakkumulation på forskellige måder. I det følgende beskrives de mest almindelige forekomster af disse to konstruktioner med henblik på tildelingen af semantiske roller Obl+inf med sanseverber I obl+inf med sanseverber som overordnet prædikat (fx Han så Peter trække patientens tand ud) udtrykker det direkte objekt (Peter) sammen med den nonfinitte sætning (trække patientens tand ud) en underordnet situation. Dette kan anskueliggøres ved at omsætte konstruktionen til en finit sætning: Han så at Peter trak patientens tand ud. Da det direkte objekt i obl+inf bliver til subjekt i den finitte sætning, siger man traditionelt at objektet er subjekt til infinitiven. I forlængelse af denne observation plejer man at sige at subjekter i nonfinitte ledsætninger med infinitiv som verbal står i oblik kasus i stedet for nominativ. Men det er vigtigt at bemærke at objektet (Peter) udtrykker en aktant der kun spiller en rolle i den underordnede situation, men ingen rolle i forhold til sanseforegangen. Det er den underordnede situation som helhed der spiller en rolle (theme) i forhold til sanseforegangen. Dette vises af at objektsaktanten forsvinder fra hovedsætningen hvis man konverterer obl+inf til en finit ledsætning. Der er en mening med at lade en aktant i den underordnede situation blive til direkte objekt til sanse-verbet og derved at lade som om den spillede en rolle i forhold til sanseforegangen: nemlig det at sætte fokus på den aktant (jf. afsnit ). Ved at anvende passiv infinitiv er det muligt også at sætte den underordnede situations undergoer i fokus: Han så patientens tand blive trukket ud (af Peter). Det er endda muligt at demovere experiencer i sanseforegangen, hvorved sanseverbets direkte objekt bliver til helsætningens subjekt: Peter blev set trække patientens tand ud. Herved får man nom+inf. Man kan også hvis man vil kombinere demoveringen af experiencer med promoveringen af den underordnede situations undergoer: Patientens tand blev set blive trukket ud Obl+inf med bede Formelt ligner obl+inf med bede som overordnet verbal obl+inf med sanseverber: Han bad Peter trække patientens tand ud. Men der er en afgørende forskel, nemlig den at det direkte objekt til bede udtrykker en aktant der ikke kun spiller en rolle i den underordnede situation, men også i forhold til bede -foregangen. Det kan påvises ved at passivere infinitiven (promovere undergoer i den underordnede situation): *Han bad tanden blive trukket ud (af Peter). Mens det rent semantisk ingen forskel gør at passivere infinitiven ved sanseverber, er denne sætning nonsens eftersom man ikke kan bede tænder om noget som helst. Dette viser at objektsaktanten virkelig spiller en rolle i forhold til bede -foregangen. Objektsaktantens dobbelte rolle (rolleakkumulation) kan også påvises med at objektet forbliver i hovedsætningen selv om man omformer obl+inf til en finit ledsætning: Han bad Peter om at han (Peter) trak patientens tand ud. Man kan sandt nok udelade objektet (Han bad om at Peter skulle trække patientens tand ud), men så ville bede -foregangen blive rettet mod en tredje, unævnt person, fx Peters chef. Men dermed er det ikke sagt at passivering af infinitiven er umulig. Hvis undergoer i den underordnede situation også rimeligvis kan være undergoer til bede -foregangen, er der ikke noget i vejen med den: Han bad patienten blive behandlet af Peter.

204 Også passivering til nom+inf er mulig, dog kun med indsættelse af om at: Peter blev bedt om at trække patientens tand ud. Mens dobbelt passivering virker søgt ved sanseverber, er det ret almindeligt ved bede: Skoene bedes taget af. Læg mærke til at hjælpeverbet blive udelades, og participiet (taget) bruges alene. Dobbelt s-passiv (Skoene bedes tages af) betragtes ikke som god stil. Bede kan også konstrueres med obl/nom+præp+at+inf: Peter blev bedt om at trække patientens tand ud. Der synes ikke være nogen betydningsforskel på denne konstruktion og almindelig obl/nom+inf Obl+inf med lade I lighed med objektet til bede udtrykker også objektet til lade en aktant der spiller en dobbelt rolle, nemlig en rolle både i forhold til den underordnede og den overordnede foregang: Han lod Peter trække patientens tand ud. Men obl+inf med lade har nogle særtræk som ikke findes ved bede. Først og fremmest er det en upassiv konstruktion, dvs. undergoer kan udtrykkes som subjekt, infinitivens logiske subjekt, uden at anvende passiv-diatese: Han lod patientens tand trække ud (af Peter). Eksplicit blive-passiv (Han lod patientens tand blive trukket ud (af Peter)) er godt nok mulig, men meget sjældent anvendt i praksis. S-passiv med lade er simpelt hen udokumenteret:?han lod tanden trækkes ud (af Peter). Den upassive kraft af lade i obl+inf er tilsyneladende så stærk at selv verber der ellers kun kan forekomme i medium, mister deres s: Han lod sig ikke nøje med resultatet. Der er en interessant forskel på germanske sprog. Mens den danske lade obl+inf kun er stærkt upassiv (det er stadigvæk muligt at bruge eksplicit passiv diatese, om end meget sjældent), er det tilsvarende tyske lassenkonstruktion fuldt upassiv: *Er ließ den Zahn ausgezogen werden. Derimod kræver det engelske let eksplicit markering af passiviteten: *He let the tooth pull out. Formentlig relateret til dets upassivitet kan lade også konstrueres med nom+inf uden passivering af lade: Han lod ikke høre fra sig. Læg dog mærke til at denne nom+inf er anderledes end de klassiske nom+inf-konstruktioner (se nedenfor) eftersom subjektet (han) ikke udtrykker den aktant der er experiencer til den underordnede foregang (høre), dvs. der er en causee, fx os, i situationen der ikke er nævnt i sætningen. Det er muligt om end temmelig sjældent også at formulere en nom+inf med lade gjort passiv: Patientens tand blev ladt trække ud. Bortset fra dens upassivitet er denne konstruktion helt analog med bede i passiv i nom+inf. En speciel anvendelse af lade er når det er i imperativ og objektet er 1pl: Lad os gå. Denne exhortative anvendelse, en selvopfordring, kan man opfatte som supplement til imperativen, der ellers kun kan rettes mod modtager Obl+at+inf Verber som befale, anbefale, forbyde konstrueres med obl+at+inf: Hun befalede/anbefalede/forbød Peter at trække patientens tand ud. Var det danske kasussystem ikke blevet decimeret, ville det være berettiget at kalde denne konstruktion dativ+at+infinitiv. Argumenterne herfor er at disse verbaler tager et indirekte objekt (den person som noget bliver anbefalet/tilladt/forbudt) og et direkte objekt (infinitiven med tilhørende led). Dette kan ses i at kasussprog, fx tysk og ungarsk, sætter personaktanten i dativkasus, og at infinitiven med tilhørende led er direkte objekt for verbalet idet den kan gøres til (egentligt) subjekt: Det blev (an)befalet/tilladt/forbudt Peter at trække patientens tand ud. Dette kan ikke lade sig gøre med de andre typer af obl+inf: *Det blev set/bedt/ladet Peter trække tanden ud, *Det blev tvunget

205 Peter til at trække tanden ud. Heraf følger at infinitiven i de andre obl+inf konstruktioner ikke er direkte objekt. Men også ved verbalerne befale, tillade, forbyde, etc. gælder det at objektsaktanten, altså den aktant som det indirekte objekt udtrykker, spiller en dobbelt rolle, dvs. både en rolle i forhold til det overordnede verbal og i forhold til infinitiven. Derfor kan man kun passivere infinitiven hvis undergoer i den underordnede situation med rimelighed kan være aktant til den overordnede foregang: *Han anbefalede tanden at blive trukket ud af Peter, men Han anbefalede patienten at blive undersøgt af Peter. Bemærk at selv om love overfladisk set også konstrueres med dativ+at+infinitiv (Han lovede Peter at trække patientens tand ud), er det helt anderledes end de her omtalte konstruktioner. Forskellen er at det indirekte objekt (Peter) ikke udtrykker en aktant der spiller en rolle i den underordnede situation. Det er jo ikke Peter der trækker tanden ud, men den person der afgiver løftet. Så love konstrueres faktisk med nom+at+inf Obl+præp+at+inf Verber som tvinge, beordre, få, forhindre konstrueres med obl+præposition+at+inf: Han tvang/fik Peter til at trække patientens tand ud. Bortset fra tilstedeværelsen af en præposition og at opfører disse konstruktioner sig i alle henseende som obl+inf med bede. Bede kan da også formuleres med obl+præp+at+inf. De fleste verber (dog ikke beordre og bede) der indgår i denne konstruktion er kausative verber (jf. afsnit ) Nom+inf Konstruktioner med hjælpeverberne ville, skulle, kunne, måtte, burde, turde evt. gide og behøve kan betragtes som nom+inf. Dette er dog noget kontroversielt idet flere grammatikere ikke betragter hjælpeverberne som noget der udtrykker en foregang. De betragtes derimod som modifikatorer, egentlig grammatiske morfemer, der blot udtrykker bestemte grammatiske kategorier, først og fremmest modus. Men da fx vilje helt klart er en mental tilstand der er inden for bevidsthedens rækkevidde og kontrol, er det nærliggende at betragte den som en foregang. Denne tankegang kan så videreføres på de andre hjælpeverber, der udtrykker en eller anden slags nødvendighed (skulle, måtte, burde, behøve), evne (kunne), lyst (gide), mod (turde), som jo alle sammen er tilstande og dermed foregange. I en sådan analyse spiller subjekt en dobbelt rolle, en rolle i forhold til foregangen udtrykt i hjælpeverbet og en rolle i forhold til foregangen udtrykt i hovedverbet. Så i hun vil behandles pænt udtrykker hun agens i forhold til ville og theme i forhold til behandle. Denne analyse kan dog ikke altid anvendes. Hjælpeverberne kan også udtrykke tilstande der ikke kun angår subjektet, men hele den situation som hovedverbet sammen med de andre sætningsled udtrykker. En sætning som Peter skal have trukket patientens tand ud udtrykker at det siges (afsender har hørt det fra andre) at Peter har trukket patientens tand ud. Her udtrykker hjælpeverbet en usikkerhed der som udgangspunkt angår hele situationen. 67 Dog kan den såkaldte prædikatsanalyse (i min terminologi snarere foregangsanalyse) af hjælpeverber godt opretholdes her: Usikkerhedsforegangen, udtrykt i hjælpeverbet, tager hele tandudtrækningssituationen (som herved bliver en underordnet situation) som aktant med theme-rolle. 67 Jeg tænker her på sætningens epistemiske læsning. Sætningen kan også læses deontisk, betydende at Peter er nødt til at få tanden ud (jf. modalitet i afsnit 12.5).

206 Nom+inf konstruktioner med lade og bede i passiv bliver ikke yderligere beskrevet her da de er helt regulære transformationer af de tilsvarende obl+inf konstruktioner Nom+at+inf Her beskrives kun de nom+at+inf konstruktioner som ikke er beslægtede med obl+at+inf konstruktioner Transitive overprædikater I nogle nom+at+inf konstruktioner spiller subjektsaktanten klart en dobbelt rolle: Hun elsker at blive bundet. Her spiller hun agens i forhold til elske og patiens i forhold til binde. Derfor siger man traditionelt at infinitiven har et underforstået subjekt som er identisk med hovedverbalets subjekt. Samtidig spiller situationen hun blive bundet theme-rolle i forhold til elske -foregangen. Infinitivsætningen er i sådanne konstruktioner objekt til hovedprædikatet Kopula og menings-/ytringsverber I andre nom+at+inf konstruktioner spiller subjekt ikke dobbelt rolle, det er kun et element i den situation som infinitivsætningen udtrykker: Hun synes at være bundet, Peter siges at have trukket patientens tand ud. I disse eksempler spiller subjektsaktanterne hhv. patiens og agens i de underordnede situationer. Hermed kan helsætningens subjekt stadigt betragtes som infinitivens underforståede subjekt. Samtidig spiller den underordnede situation (hhv. hun blive bundet og Peter have trukket tanden ud ) theme i forhold til hovedverbet. Denne slags konstruktion kan formes med kopulaverberne synes og forekomme samt meningsog ytringsverber i passiv. I denne forbindelse er det bemærkelsesværdigt at man i dansk ikke kan forme obl+at+inf med menings- og ytringsverber i aktiv selv om man kunne forvente at det var muligt. 68 Subjektsprædikativer ved synes og forekomme kan betragtes som et specielt tilfælde af nom+at+inf, hvor at være simpelthen udelades. Ved disse nom+at+inf konstruktioner tager den overordnede foregang en yderligere aktant som mener, tror, siger, etc. eller for hvem det forekommer den underordnede situation. Denne experiencer eller agens er dog oftest udeladt. Infinitivsætningen er i disse konstruktioner et neutralt led. Det at subjekt kun spiller en rolle i den underordnede foregang bliver anskueliggjort hvis nom+at+inf omdannes til en finit ledsætning: Det synes at være (tilfældet) at hun er bundet, Det siges at Peter har trukket patientens tand ud. Her er ledsætningen subjekt til det overordnede prædikat, hvilket også underbygger antagelsen at den underordnede situation spiller theme i forhold til den overordnede foregang. Meningen med at udtrykke en aktant i den underordnede situation som subjekt til det overordnede prædikat til trods for at den aktant ingen rolle spiller i forhold til den overordnede foregang, er ligesom ved obl+inf at rette opmærksomheden mod den aktant Faseverber Et særligt tilfælde af nom+at+inf konstruktionen er brugen af faseverber. Faseverber angiver faser ved en foregang. Der er tre typer: dem der angiver en foregangs start (de inkoative eller ingressive), fx begynde, dem der angiver en foregangs afslutning (de terminative eller egressive), fx holde op, 68 Det er da også muligt i latin og græsk og med visse begrænsninger i engelsk: He believes her to be bound.

207 og dem der angiver en foregangs fortsættelse (de kontinuative, evt. iterative), fx blive ved. De konstrueres alle med nom+at+inf eller nom+præp+at+inf: Peter begyndte/holdt op med/blev ved med at trække patientens tænder ud. Ligesom ved de andre nom+(at+)inf-konstruktioner er subjektet aktant i forhold til infinitivens foregang. Hvorvidt subjektsaktanten også er aktant i forhold til faseforegangen, kommer an på aktanten (om den kan være agens eller force) og infinitivens foregang (om den kan tage agens eller force). Hvis disse to betingelser ikke er opfyldte, må man antage en unævnt og måske helt ukendt agens eller force. Så i Peter begyndte at trække patientens tand ud er subjektsaktanten (Peter) agens i forhold til faseforegangen. Herved kan konstruktionen betragtes som kausativ, hvor causer og causee er den samme aktant: Peter satte sig i gang med at trække tanden ud. Men i Motoren begyndte at rasle eller Peter begyndte at græde må man regne med en ekstern force. Denne tvetydighed af faseverberne afspejles også i at de kan bruges både almindeligt intransitivt (hun begyndte) og uakkusativt (undervisningen begyndte (for 10 minutter siden)) uden for nom+at+inf. Almindeligt intransitivt vil sige med actor som subjekt. I den første slags anvendelse er subjektet aktant i forhold til faseforegangen, i den anden brug er den ikke. Der er dog noget der adskiller faseverber fra de øvrige uakkusative, nemlig det at faseverber ikke kan bruges transitivt. Derfor er infinitivsætningen i nom+at+inf med faseverber heller ikke direkte objekt, men neutralt led eller sekundært objekt. På denne måde ligner konstruktionen den med kopula- og ytrings- /meningsverber i passiv. De terminative og kontinuative faseverber er faktive (se afsnit ), de inkoative er ikke Nom+præp+at+inf Denne konstruktion er blot en udtryksvariant af nom+at+inf. Nogle kopulaverber og faseverber er konstrueret med en præposition: De lader til at være idioter, de bliver ved med at spille skak. Disse konstruktioner opfører sig og analyseres som de semantisk tilsvarende nom+at+inf strukturer Udvidelse af nom+at+inf Ud fra en overfladisk betragtning kan man udvide betegnelsen nom+at+inf på konstruktioner af strukturen det være X at hvor X er et subjektsprædikativ, fx det er overordentlig spændende at beskæftige sig med grammatik. Men her spiller subjektet det ingen rolle i den underordnede foregang. Det er jo kun et formelt subjekt, det virkelige subjekt er selve infinitivsætningen. Dermed spiller den underordnede situation theme-rolle i forhold til subjektsprædikativet. Der er dog det problem at infinitivsætningen ikke har noget subjekt og dermed mangler en aktant, agens i eksemplet: Hvem er det der beskæftiger sig med grammatik? Agens må her forstås som en aktant der indbefatter afsender. Grunden til denne fortolkning er at den foregang subjektsprædikativet udtrykker, er en egenskab hvis gyldighed kræver en aktant, en experiencer, til at vurdere. Hvis intet andet er angivet, må denne aktant være afsender, evt. sammen med andre individer som aktanten antager har den samme opfattelse (jf. afsnit ). Og da der ikke er ekspliciteret nogen agens-aktant for den underordnede situation, må man antage at aktanten med experiencer-rollen (afsender) samtidig er agens i denne situation. Det er generelt sådan at hvis der er en uangivet aktant, prøver man at finde en passende aktant i sammenhængen ved et ræsonnement som den her anførte. Men det er muligt at indsætte et led der udtrykker den manglende aktant. Det bliver et oblikt led i oversætningen: Det er overordentlig spændende for mine studerende at beskæftige sig med gram-

208 matik. Dette led spiller så den dobbelte rolle, agens i den underordnede situation og experiencer i forhold til den overordnede foregang. 69 Den opmærksomme læser har sikkert bemærket at det er meget karakteristisk for de forskellige infinitivkonstruktioner at der er aktanter der ikke bliver udtrykt eksplicit og/eller har flere roller. Man kan heraf konkludere at det er infinitivens funktion at man kan udtrykke sig kompakt ved at udelade sætningsled som ikke umiddelbart er nødvendige for forståelsen Ledsætninger og underordnede situationer Som antydet i afsnit og illustreret gennem adskillige eksempler i afsnit 10.7 udtrykker substantiviske ledsætninger (herunder infinitivsætninger) underordnede situationer der er aktanter og dermed spiller en eller anden rolle i forhold til en overordnet foregang. I kraft af at være netop en situation har situationer kun et begrænset udvalg af roller som de kan påtage sig. Oftest er de theme (som i alle eksemplerne i afsnit 10.7) når de er objekt eller subjektsprædikativ: Han fortalte at han havde været i England ugen forinden dir. obj., Han spurgte hvad vi ville lavedir.obj., Problemet er at det er svært at skaffe sig overblik subj.præd.. De kan også udtrykke en situation med theme-rollen når de er subjekt: At det er svært at skaffe sig overblik har længe været et velkendt problem. Men de kan også være force, når de er subjekt eller agentivt led: At naboen larmer, irriterer mig, han bliver altid forvirret af at der kommer folk rendende. Som direkte eller oblikt objekt kan situationer også være patiens: Han havde sørget for at der var mad til alle. Her er situationen, det at der var mad til alle, var blevet til som resultat af hans sørgen for; den er altså efficeret patiens. Nu kan vi se grunden til hvorfor ledsætninger ikke kan være indirekte objekter (jf. afsnit 6.2): Det indirekte objekt udtrykker jo typisk indirectus-roller som kun kan besiddes af levende væsner, derfor kan situationer eftersom de ikke er levende væsner ikke besidde nogen af indirectusrollerne. I adjektivaler og adverbialer forekommer der ledsætninger med rollen sammenligningsobjekt: Han drikker mere end hvad godt er. Frie relativsætninger er en undtagelse fra den iagttagelse at substantiviske ledsætninger kun kan spille et begrænset udvalg af roller. I og med de frie relativsætninger definerer primære genstande, herunder menneskelige væsner, står hele repertoiret af semantiske roller dem til rådighed: Hvem Gud giver embede recipiens, giver han forstand. Relativsætninger udtrykker ikke nogen aktant eftersom de udtrykker nedgraderede situationer som en given aktant er element i (se mere herom i afsnit ). Determinativsætninger er noget specielle idet de definerer en aktant som er en situation. Determinativsætninger forekommer ved kernesubstantiver der henviser til en situation, og determinativsætningen præciserer hvad for en situation der er tale om: Hvem fandt på den ide at I skulle se Göltzschtalbrücke? Her henviser kernesubstantivet ide til en situation, det at have tanker/planer om et eller andet. Denne situation bliver defineret af determinativsætningen. Den situation som determinativsætningen udtrykker, er en aktant i forhold til en eller anden foregang (i eksemplet finde på ), og kan have de roller situationer kan have: theme, patiens eller force. Komplementsætninger udtrykker en aktant der spiller en rolle i forhold til kernesubstantivet, som i så fald typisk er et verbalsubstantiv (se mere herom i afsnit ): Han har gjort sig mange tanker om hvad han skal i fremtiden. 69 Læg mærke til at eksemplet pga. indsættelsen af det oblikke led implicit får karakter af en antagelse (jf. afsnit 2.7 om modalitet) eftersom afsender udtaler sig om andres opfattelse, som han i princippet ikke har direkte adgang til og dermed vished om.

209 De neutrale ledsætninger udtrykker efter min mening heller ikke underordnede situationer, men samordnede situationer der udtrykker omstændigheder omkring en anden situation. Det samme er tilfældet med de substantiviske sætninger som udgør neutrale led, og som betydningsmæssigt er ækvivalente med neutrale ledsætninger, fx Han kom ikke til festen fordi han var syg = han kom ikke til festen pga. at han var syg. Oversigt over hvilke roller ledsætninger kan repræsentere Ledsætningstype Mulige roller Substantivisk ledsætning som sætningsled theme, force, patiens Fri relativsætning alle roller Sammenlignings- eller determinativsætning i adjektivaler/adverbialer sammenligningsobjekt Komplementsætning i substantivaler theme, force, patiens Determinativsætning i substantivaler theme, force, patiens Relativsætning - Neutral ledsætning eller hermed ækvivalent substantivisk sætning - En relativsætning kan ikke have nogen semantiske roller da den udtrykker en nedgraderet, ikke en underordnet situation. Neutrale ledsætninger udtrykker omstændigheder Aktanter som gruppeled De aktanter som sætningsled henviser til kan godt være komplekse størrelser der består af flere genstande og foregange. Disse genstande og foregange henvises til vha. gruppeleddene. Da der således er tale om situationer, er det nærliggende at foretage en semantisk analyse af de genstande som indgår i disse situationer, og som dermed fungerer som aktanter i disse situationer. Det viser sig nemlig at de genstande som gruppeled udtrykker, kan have de samme semantiske roller som de (komplekse) genstande sætningsled henviser til Substantivaler Det er blevet nævnt i afsnit at led i et substantival kan udtrykke aktanter i forhold til kernesubstantivet, som betegner en foregang. Aktanter udtrykt som led i et substantival kan have de samme semantiske roller som aktanter udtrykt i sætningsled. Semantiske roller i et substantival markeres dog noget anderledes end i en sætning. De semantiske roller der i en sætning typisk udtrykkes vha. et oblikt led, bliver også i et substantival udtrykt på samme måde, dvs. markeret ved det samme adpositional. Men semantiske roller der typisk udtrykkes ved umarkerede sætningsled (subjekt, direkte objekt og indirekte objekt) bliver også eksplicit markerede i et substantival. De mest centrale roller, agens, force, patiens og theme, bliver enten til determinator, dvs. et substantival i genitiv, eller til postled indledt med af, evt. et andet adpositional: Roms fald, vikingernes erobring af England, tyngdekraftens påvirkning af legemet, lobbyisternes indflydelse på regeringen. Indirectusroller, som typisk udtrykkes som indirekte objekt på sætningsplan, bliver til postled indledt med til eller for. Men det er ikke kun adled i et substantival der kan spille en semantisk rolle i forhold til kernen. Kernen selv kan også have roller i forhold til et adled. Det er tilfældet i forhold til deskriptor. Deskriptor udtrykker i virkeligheden en nedgraderet foregang, jf. afsnit I de enkleste tilfælde hvor deskriptors kerne er et adjektiv, er der tale om en essiv foregang (en foregang der udtrykker en egenskab, en måde at være på) hvori kernesubstantivet spiller patiens/theme-rollen: en sød dreng, de smukke piger. Men når deskriptors kerne er et participium, kan kernesubstantivet i princippet

210 spille en hvilken som helst rolle: en kødædende plante agens, en vandkølet motor patiens, anvendt lingvistik instrument, det af ham beboede hus place. Men da der er begrænsninger på hvilke verber der kan danne participier, og da kernesubstantivet ikke bærer nogen markering som kunne angive dets aktants rolle i den nedgraderede situation, er kernesubstantivets aktants spillerum stort set begrænset til agens/force og patiens/theme. Det forhold som gælder ved deskriptorer, gælder også ved relativsætninger, som også udtrykker nedgraderede situationer (jf. afsnit 2.6.4). Det er derfor at det er berettiget at kalde dem adjektiviske sætninger. Kernesubstantivet udtrykker således en aktant der er element i den situation som en relativsætning udtrykker. Det er i afsnit 7.7 blevet nævnt at relativsætninger er åbne sætninger hvori kernesubstantivet gennem relativelementet er et sætningsled. Da relativsætninger er finitte sætninger hvori alle udtryksmidler står til rådighed, kan relativelementet være alle sætningsled og kernesubstantivets aktant dermed have alle semantiske roller uden begrænsning i modsætning til ved deskriptorer: Hun overrakte brevet, hvori der stod at Her spiller brevet place-rollen i relativsætningens situation. Den sidste måde at være aktant på i et substantival er når kernesubstantivet udtrykker en koaktant med et adled, dvs. den genstand som kernesubstantivet betegner og den genstand som adleddet betegner, indgår som aktanter i den samme nedgraderede foregang. Det er tilfældet ved determinerende postled som bogen på hylden. Her indgår både bog og hylde i en være - eller stå - foregang hvori bogen er theme og hylden er place: Bogen er/står på hylden. Måder at være aktant på i et substantival Forhold Eksempel adled er aktant i forhold til kernen lingvistikkens patiens udvikling kernen er aktant i forhold til adled den talende hest agens kerne og adled er koaktanter heste theme fra Arabien source De ovenfor beskrevne og i tabellen sammenfattede tre måder at være aktant på i et substantival kan selvfølgelig kombineres med hinanden: fortællingen om [den talende hest <-agens/theme i stalden place] theme. Hest er agens i forhold til talende og theme i være -foregangen sammen med stald som her spiller place-rollen; den talende hest i stalden er theme i forhold til fortælle -foregangen Adjektivaler I det foregående afsnit er det blevet beskrevet at adjektivaler udtrykker en nedgraderet situation, og når de fungerer som deskriptor i et substantival, er substantivalets kerne en aktant og har en semantisk rolle i denne situation. Men adjektivaler, især når deres kerne er et participium, tager ikke kun kernesubstantivet som aktant. De kan også indeholde andre aktanter som sammen med kernesubstantiv-aktanten indgår i den samme nedgraderede situation: en mig ubekendt herre. Her er kernesubstantivet theme og mig udtrykker experiencer. I en over for sine venner illoyal mand er mand theme og sine venner experiencer. I en sine fødder i jorden stampende dreng er dreng agens, sine fødder patiens og jorden goal. Disse aktanter udtrykkes som præled 2 i adjektivalet. I modsætning til substantivaler kan aktanter i adjektivaler godt udtrykkes umarkeret, dvs. uden adpositional, som fx sine fødder. Grunden til denne forskel er formentlig at adjektivers og i særdeleshed participiers primære funktion er at udtrykke en foregang mens substantivers primære funktion er at udtrykke en genstand. For en foregang er det helt naturligt at den knytter aktanter til sig, men det er mindre naturligt for en genstand. Det betyder at når substantiver bruges til at betegne en foregang, dvs. når en foregang opfattes som om den var en genstand, er der tale om en højere abstraktionsgrad der kræver mere morfo-syntaktisk markering.

211 Adjektivaler og adverbialer indeholder også en særlig slags aktant, nemlig sammenligningsobjektet. Denne aktant tjener som den standard i forhold til hvilken kernesubstantivet beskrives. Da egenskaber ofte kan gradueres, dvs. besiddes i mindre eller større omfang, kan man angive graden af besiddelsen af en egenskab i forhold til en anden aktant som også besidder den egenskab. Sammenligningsobjektet markeres med som eller end afhængig af om de sammenlignede aktanter besidder den givne egenskab i samme grad eller i forskellig grad, fx Hendes øjne er så smukke som stjerner, Peter er højere end Jens. Dette er yderligere markeret i adjektivet/adverbiets gradbøjning, hvor positiv udtrykker at de to aktanter besidder egenskaben i samme grad mens komparativ markerer forskel i graden af besiddelsen af egenskaben. Det må noteres at egenskabsangivelser altid har en indbygget standard selv om der ikke nødvendigvis angives et eksplicit sammenligningsobjekt. Så en smuk pige udtrykker at pigen er så smuk som den standard afsender sætter for skønhed, om den standard så er Catherine Zeta-Jones eller Quasimodo fra Notre Dame. De indbyggede standarder er både subjekts- og objektsafhængige. Subjektsafhængighed betyder at sammenligningsstandarden er sat af afsender og er forskellig fra person til person: For nogle er Quasimodo smuk, for andre ikke. Subjektiviteten medfører at der ved egenskabsangivelser altid er en implicit aktant med experiencer-rollen, som netop har en opfattelse af hvorvidt egenskaben gælder for den omtalte genstand. Hvis intet andet er angivet, er denne aktant afsender. Objektsafhængighed betyder at bedømmelsen af den grad en egenskab besiddes til, afhænger af selve den genstand der besidder den egenskab. Fx er bedømmelsen af højde afhængig af hvilken genstand man taler om. Man kan således tale både om høje skure og høje skyskrabere, men udtrykt i en objektiv målestok (meter) er højden af et højt skur betydeligt forskellig fra højden af en høj skyskraber. For selv det højeste skur er lavere end den laveste skyskraber. Superlativ er ikke principielt forskellig fra komparativ idet den også udtrykker at to aktanter besidder en egenskab i forskellige grader. Superlativ tilføjer blot det element at forskellen mellem to aktanter (typisk mellem et givet medlem af en gruppe og resten af gruppens medlemmer) er maksimal Aktanter i morfologi Det er ikke kun sætningsled og gruppeled der kan udtrykke aktanter og dermed semantiske roller. Man kan også finde aktanter udtrykt morfologisk, nemlig i komposita. I et ord som (en) kødhakker udtrykker substantivet kød patiens i forhold til den foregang som verbalroden hak udtrykker. En kødhakker er jo en anretning der hakker kød. På samme måde er gud agens i kompositet gudsforladt [landsby], vand instrument i vandkølet [motor], skov goal eller place i skovtur, indvandrer recipiens i indvandrerlærer, hjemme place i hjemmegående, bås goal i båssætte osv. Aktanter finder man i kompositas første led når kompositets sidste led udtrykker en foregang, typisk i form af et verbalsubstantiv. Aktanters semantiske rolle markeres som oftest ikke i danske komposita: Uanset deres semantiske funktion står de som førsteled. Dog findes der komposita, typisk samdannelser, hvor den præposition der markerer førsteleddets semantiske rolle er medintegreret: tilsidesætte, hvor til markerer at side fungerer som goal i forhold til foregangen udtrykt i sætte. Førsteleds semantiske rolle kan altid anskueliggøres hvis man transformerer et kompositum til en sætning: Man hakker kød patiens med en kødhakker. Gud agens har forladt det sted. Motoren bliver kølet med vand instrument. Man tager på tur til skoven goal. Man går en tur (inde) i skoven place En indvandrerlærer lærer indvandrere recipiens dansk. Hun går hjemme place. De lader sig ikke sætte i bås goal. Derivation kan også udtrykke semantiske roller. Fx udtrykker verbalsubstantivet lærer agens; derfor hedder dette derivat nomen agentis. Skabning er derimod efficeret patiens, et nomen resultatis, mens slagteri er et sted hvor en slagter arbejder, nomen localitatis. Det skal dog bemærkes at

212 sådanne verbalsubstantiver kun udtrykker agens, patiens, osv. i forhold til det verbum de er deriveret fra. Når de aktanter som disse verbalsubstantiver betegner, indgår i en situation, kan de sagtens have andre roller end den derivatet udtrykker: Skabningen agens åd læreren patiens. Derivationens formål er på en enkel måde at berige ordforrådet ved regelmæssigt at danne ord der betegner fænomener der spiller en eller anden rolle i forhold til en foregang for hvilken man har et ord, et verbum, til i forvejen. På denne måde behøver man ikke opfinde helt nye ordformer for at udtrykke noget som står i forhold til noget som man allerede har sat ord på. Men derivation er ikke obligatorisk. Man kan finde masser af ord som ikke er deriverede, men som betydningsmæssigt alligevel er beslægtede med andre ord. Fx er substantiverne bog og brev ikke derivater af verbet skrive selv om de udtrykker noget der er patiens i forhold til skrive ; derimod er skrivelse et derivat. 70 Det samme gælder substantiverne hhv. hus og bygning i forhold til verbet bygge Nominativ-akkusative vs. ergativ-absolutive sprog Det er i kapitlets start blevet nævnt at de semantiske roller også kaldes kasusroller fordi man anser det for kasusformernes primære funktion at kode de semantiske roller. Det er umuligt at opstille faste regler for hvilken kasus der koder hvilken rolle da så godt som alle kasus i så godt som alle sprog der har kasus, har flere funktioner. Men meget forenklet kan man sige sådan noget som at nominativ sammen med aktiv diatese! koder agens og force, akkusativ patiens og theme, genitiv possessor, dativ recipiens, addressee og beneficiary, ablativ source, allativ goal, lokativ place, instrumentalis instrument osv. Det er jo netop disse roller som har navngivet kasusformerne. På et overordnet plan har man kunnet konstatere at der findes to slags kasussystemer i verdens sprog: det nominativ-akkusative og det ergativ-absolutive system. Der er i virkeligheden flere slags kasussystemer, men disse to er de bedst studerede og rummer flest sprog. Betegnelsen ergativ stammer fra det græske ord ergon = arbejde, den udtrykker således den arbejdende, den der udfører handlingen. De fleste sprog i Europa, herunder dansk til trods for det danske kasussystems undergang, hører til den nom-akk gruppe. I Europa er det kun baskisk, grønlandsk og de kaukasiske sprog, fx georgisk, der er erg-abs. Begge kasussystemer har én umarkeret og et antal markerede kasus. Den umarkerede kasus i det nom-akk system er nominativ, i det erg-abs system er det absolutiv. De markerede kasus repræsenteres af hhv. akkusativ og ergativ da det er disse to kasus der sammen med hhv. nominativ og absolutiv anvendes i de fleste sætninger, som man af den grund betragter som de primære kasus. Ligheden mellem de to kasussystemer er at de umarkerede kasus i begge systemer er rolleneutrale, dvs. de kan kode både actor og undergoer. Forskellen er at den primære markerede kasus i det ene system, akkusativ, koder undergoer, men den primære markerede kasus i det andet system, ergativ, markerer actor. Der findes også sprog som er split ergative, dvs. at de i nogle sammenhænge nom-akk, men i andre sammenhænge erg-abs. Det er typisk tempussystemet kasusbrugen afhænger af, fx sådan at sproget er nom-akk i præsens, men erg-abs i præteritum. Et sådant sprog er moderne hindi. Hindi er ydermere et eksempel på at et sprog godt kan skifte kasussystem, for hindis modersprog, sanskrit, var nom-akk. Eksistensen af ergative sprog sætter spørgsmålstegn ved subjektets universalitet. Subjektet har spillet en stor rolle i sprogbeskrivelser lige fra antikke tider. Det er i de fleste grammatikker blevet anset for det væsentligste sætningsled (ved siden af prædikatet), uden hvilket man ikke kunne danne en sætning. Da alle de sprog man op til for ca. 200 år siden har studeret (græsk, latin, senere de europæiske nationale sprog) er nom-akk, har det været nærliggende at tro at alle sprog har sætnings- 70 På arabisk er bog (kitab) og brev (mektub) faktisk derivater af skrive hvis stamme er ktb.

213 leddet subjekt, det led der står i nominativ-kasus. Men hvad skal man betragte som subjekt i et ergabs sprog? Og hvad er direkte objekt i de sprog? De uakkusative verber kaldes i nogle fremstillinger ergative verber fordi de tildeler deres subjekt, som jo står i den umarkerede kasus, undergoer-rollen. Jeg synes ikke om brugen af denne betegnelse og foretrækker termen uakkusativ. For det første synes jeg ikke det er hensigtsmæssigt at blande terminologi for to forskellige sprogtyper (nom-akk vs. erg-abs) sammen. For det andet er det ikke sådan at den umarkerede kasus, absolutiv, i det erg-abs system automatisk udtrykker undergoer. Den er jo tværtimod rolleneutral, ligesom nominativ er Problematiske tilfælde Som nævnt i starten er den anførte liste over semantiske roller ikke udtømmende. Der er en del måder at deltage i en foregang på som jeg endnu har svært ved at karakterisere. Nogle af disse tvivlstilfælde bliver diskuteret i dette afsnit. Løsningen generelt på disse tvivlstilfælde er enten at presse dem ind i en af de ovenfor anførte semantiske roller eller at oprette yderligere semantisk roller for dem. Yderligere forskning skal vise hvilken løsning der er bedst i de enkelte tilfælde Kropslige funktioner Mens man har fuld kontrol over at spise eller drikke, er der kropslige foregange som man har mindre kontrol over, fx det at sove, drømme, nyse, græde, le osv. Det karakteriserer i varierende grad disse foregange at det ofte er noget der bare sker med en. Er den sovende, drømmende, nysende, etc. agens, theme, experiencer eller noget andet? Man har en vis kontrol over disse foregange idet man fx med udstrakt selvkontrol godt kan lade være med at falde i søvn eller nyse eller le. Man kan også med en vis øvelse forprogrammere sig til hvad man vil drømme om. Dette peger på at subjektsaktanten er agens. Men når man først er faldet i søvn, er det ikke ligetil at vække sig selv. Ligeledes kan et grineflip være helt ukontrollabelt Ubevidste handlinger og metaforer Det hænder at man gør noget uden at vide det eller ville det, fx under påvirkning af søvngængeri, alkohol, stoffer, stærke følelser eller ved et uheld. Er man agens i sådanne situationer? (Dette spørgsmål er i øvrigt meget vigtigt ved udmålingen af en straf.) Sprog kan i princippet godt udtrykke forskel på hændelser (uheld) og overlagte handlinger: Han slog sig på foden udtrykker et uheld, Han slog sig selv på foden afbilder en masochist. Men sproglige udtryk kan også være tvetydige. Fx kan Peter dræbte sin kone uden for en sammenhæng både tolkes som et uheld og som et mord. Den omvendte situation er når ikke-menneskelige genstande sættes i en position som normalt kun kan besættes med et menneske. Fx udtrykker subjektet til give normalt agens, den der giver nogen noget. Men der kan opstå konflikter, fx i huset giver ham megen glæde. Her skulle huset være agens ifølge den grammatiske struktur og betydningen af give. Men da hus er en genstand der ikke har bevidsthed, er der en konflikt her. (Sådanne konflikter kalder man metaforer.) Der er tre løsninger på dette problem i analysen. Men kan udvide agensbegrebet til også at gælde for bevidsthedsløse genstande og betragte huset som agens. Eller man kan tillægge huset menneskelige egenskaber (personificering) og derved gøre det til agens. Eller som et tredje analysealternativ man kan betragte give som et polysemisk udtryk der kan stå for to forskellige foregange: I det ene brug tager det en agens udtrykt som subjekt, i det andet brug tager det en theme udtrykt som subjekt.

214 Aktanter der flyttes Forskere er ikke enige om hvorvidt aktanter der flyttes skal betragtes som patiens eller theme. På den ene side sker der ændring i tilstanden i og med aktanten ændrer lokation, hvilket taler for en patiens-betragtning. På den anden side sker der ikke nogen ændring i aktantens interne tilstand, kun i dens geografiske placering, hvilket taler for en klassificering som theme. Personligt foretrækker jeg at betragte sådanne aktanter som patiens Aktanter der er i en tilstand Der er delte meninger om hvorvidt aktanter der befinder sig i en tilstand skal tilskrives theme- eller patiens-rollen. Det der taler for tilskrivelsen af theme-rollen er at sådanne aktanter bare er. Det der taler for patiens-rollen er at tilstanden nødvendigvis må være kommet i stand gennem en forandring. Fx er døren i døren er åben i en åben tilstand, men der må have været noget der har forårsaget denne tilstand. Dvs. noget må have forårsaget en tilstandsændring ved døren hvorved den kom fra en lukket tilstand til den nu gældende åbne tilstand. Da patiens er blevet defineret som den aktant der undergår tilstandsændring, må døren i den nævnte situation tilskrives patiens-rolle. Personligt hælder jeg mod at tilskrive theme idet der ikke ændres på dørens tilstand i den beskrevne situation. Der må rigtig nok have fundet en tilstandsændring sted før, men det er for så vidt irrelevant for den omtalte situation Følelser og kognition Det er omdiskuteret om den aktant der har følelser, viden, opfattelse o.l. skal opfattes som agens eller experiencer. På den ene side er følelser, som det at elske, kunne lide, hade, frygte, o.l., ofte ikke noget man vælger at have, de bliver endog ofte udløst af ukendte årsager. Men på den anden side har man alligevel mere eller mindre kontrol over dem. Følelser ligner til en vis grad de ovenfor diskuterede kropslige funktioner. Forskellen er først og fremmest at mens de kropslige funktioner enten ikke har nogen patiens eller theme (fx sove, nyse ) eller har kropsintern patiens eller theme (fx tisse ), er følelser oftest rettet mod en kropsekstern theme. Nogle kognitive fænomener er processer som man har kontrol over, fx tænke -foregangen. Her er den tænkende helt klart agens. Den anseende, antagende, betragtende, menende, synsende og troende er også agens. Men andre kognitive fænomener er mindre entydige. Den der får noget at vide kan rimeligvis betragtes som experiencer idet få at vide er en foregang man ikke har kontrol over, men hvor man modtager informationer i sproglig form eller som sanseindtryk. Men den der ved noget kan næppe betragtes som experiencer; man modtager jo ikke noget; man har noget. Man har dog ikke kontrol over selve vide -foregangen, det er ikke en proces, men en tilstand. Derfor er det nærliggende at betragte den vidende som possessor, den der besidder informationer, eller som place, altså stedet hvor informationer er opsamlet. Lignende argumentation gælder de to betydninger af forstå, det at komme i besiddelse af forstand på noget og at have forstand på noget. Dog stiller foregangen komme til at forstå krav til at subjektet besidder nogle interne kvaliteter. Derimod er foregangen få at vide afhængig af eksterne kilder. Den glemmende kan forsøgsvis betragtes som source idet der er noget viden der går ud af en selv når man glemmer noget. Mens man godt er bevidst om vide - og forstå -tilstanden, har man meget mindre bevidsthed om huske -tilstanden.

215 Dyr og planter Da agens er blevet defineret som den aktant der gør noget bevidst, er det tvivlsomt hvorvidt et dyr kan besidde agens-rollen. For planter er det da helt udelukket at være bevidst handlende. Ikke desto mindre er der processer som også planter gør, processer som ikke bare sker med dem. Fx er der planter der æder dyr, hvor ædeprocessen endda involverer synlige bevægelser hos planten, tegn på at planten reagerer på sine omgivelser, at den gør noget. Er det rimeligt at udvide agens-rollen til også at gælde for andre levende væsner end mennesket, eller er det bedre at tilskrive dem en anden semantisk rolle? Sammenfatning Som det må være ganske klart, kan man ikke sætte lighedstegn mellem sætningsled og semantiske roller (selv om det er det man forsøger når man siger at subjekt udtrykker den handlende, direkte objekt den behandlede, indirekte objekt (hensynsled!) den modtagende, osv.) eftersom alle semantiske roller kan komme til udtryk i form af forskellige sætningsled og alle sætningsled kan udtrykke flere semantiske roller. Der er vist nok ikke noget sprog, ikke engang det kunstige esperanto, hvor forholdet mellem sætningsled og semantiske roller er én til én. Man kan derfor spørge sig hvorfor sprog mon er så kaotiske. Ville det ikke være lettere med en én til én-korrespondence mellem semantiske roller og sætningsled? Det ville nok være lettere at beskrive sprog hvis de var så enkle. Men sagen er at sætningsled ikke kun skal udtrykke aktanternes semantiske roller, men også deres pragmatiske roller. Hvilken aktant der vælges til at blive til subjekt afhænger fx af pragmatiske faktorer (jf. afsnit om subjektets funktion). Ud over pragmatiske roller skal sætningsled også kunne udtrykke i hvor høj grad aktanten er påvirket af foregangen (jf. applikativ); og i nogle sprog skal sætningsled endda angive fænomener, fx aspektualitet, som egentlig er deres aktanter helt uvedkommende. Hertil kommer så visse leksemers (fx uakkusative verbers) idiosynkratiske, særegne opførsel der også har indflydelse på tildelingen af aktanter til sætningsled. Der er således mange faktorer der påvirker hvilken aktant der bliver udtrykt i form af hvilket sætningsled. Man kunne godt forestille sig (ønske sig?) et sprog hvor sætningsled kun skulle bekymre sig om aktanternes semantiske roller, hvor pragmatiske roller, påvirkethed, aspektualitet, osv. ville blive udtrykt på hver deres måde. Men det er nu sådan at sprog i varierende grad er sparsomme i deres udtryksside og prøver at bruge så få midler som muligt til at kunne udtrykke så meget som muligt på samme tid (jf. afsnit 16.1). Desuden er det pga. foreganges selektionsrestriktioner (se afsnit ) ofte slet ikke nødvendigt at markere semantiske roller eksplicit da det giver sig selv ud fra aktanternes væsen og natur hvilken rolle de må spille. Fx hvis man kombinerer aktanterne bil og fodgænger med foregangen mase, er det ret oplagt at bil har rollen force og fodgænger rollen patiens. Selvfølgelig kan der godt være tvivlstilfælde (fx ved kombinationen mand, løve, dræbe ), men statistisk set er det ikke så hyppigt, og konteksten hjælper også. Det er nok også derfor at sprog, heriblandt dansk, kan tillade sig at miste kasusbøjningen. I det næste kapitel bliver der rådet bod på en forsømmelse i nærværende kapitel, jeg analyserer nemlig de neutrale leds funktioner, ikke mindst mht. hvilke semantiske roller de kan spille.

216 Kapitel 11 De neutrale led Dette kapitel handler om de såkaldte neutrale led der i Kapitel 6 blev defineret som de led der hverken påvirkes af andre led eller selv påvirker andre led, og som heller ikke kan transformeres. Traditionelt betegnes disse led som adverbielle led. Jeg vil ikke bruge denne betegnelse fordi langt fra alle neutrale led fortjener denne betegnelse. De neutrale led er en meget heterogen gruppe. De kan udtrykke mange forskellige indholdselementer: aktanter med forskellige semantiske roller, situationsramme (tid og sted), omstændigheder samt attitude, modalitet, fokus og en række andre forhold. De sidstnævnte kan opfattes som egenskaber ved aktanter, foregangen eller ved situationen som helhed. De neutrale led kan endda udtrykke foregange. Materialemæssigt udgøres de neutrale led af substantivaler, fortrinsvis med adpositional, adverbialer og neutrale ledsætninger samt substantiviske sætninger med adpositional. De neutrale led har generelt tre placeringsmuligheder i en sætning: fundamentfeltet, a-pladsen og slutfeltet (Obl eller Neu-sætn afhængig af om det neutrale led udgøres af en ordgruppe eller en sætning). En enkelt slags neutralt led, mådesangivelsen, har flere (ud over F, a og Obl/Neu-sætn også M), men nogle andre slags neutrale led har færre placeringsmuligheder. I de følgende afsnit beskrives de enkelte funktioner neutrale led kan have, i detaljer. I denne gennemgang henviser jeg undertiden også til andre midler end neutrale led som kan udtrykke de samme betydninger som neutrale led. Derfor er dette kapitel ikke kun en beskrivelse af de neutrale led, men også af de ovenfor opremsede betydningselementer Aktanter Neutrale led, typisk substantivaler med adpositional, udtrykker ofte aktanter. Disse er som oftest mere perifere aktanter som instrument (Hun driller ham med spydige udtryk), komitativ (Hun sover med sin bamse), beneficiary (De snakker stille af hensyn til deres sovende barn). Centrale aktanter såsom agens, force, patiens, theme udtrykkes aldrig vha. neutrale led. Da aktanter og deres morfo-syntaktiske manifestationer er behandlet detaljeret i det foregående kapitel, går jeg her med undtagelse af place, goal, source og path ikke nærmere ind på emnet Sted Der er fire forskellige måder hvorpå en lokalitet, et sted, kan spille en rolle. Det kan være (i) det sted hvor en foregang udspiller sig (Han har aldrig været i Silicone Valley), (ii) det sted hvorhen en bevægelse er rettet (Han plejer at køre til Ålborg), (iii) det sted hvorfra en bevægelse udgår (Han kommer fra Bosnien), og (iv) det sted noget eller nogen passerer (Han gik forbi spejlet). (i) svarer til den semantiske rolle place, (ii) til goal, (iii) til source og (iv) til path. Betegnelsen sted bruges her som fællesbetegnelse for alle disse fire roller. Her er det på sin plads at genoptage diskussionen om hvorvidt et sted er en aktant i forhold til foregangen eller ramme i forhold til situationen. Grænsen mellem at være aktant og situationsramme er ikke skarp, men et par eksempler kan godt belyse den grundlæggende forskel. Det skal bemærkes at det er funktionen place der kan være tvetydig mellem at være en semantisk rolle og situationsramme; goal, source og path kan kun være semantiske roller ved aktanter.

217 Der er nogle foregange, fx bo, sidde, være, hvor stedet er særlig tæt knyttet til foregangen i og med foregangen netop fokuserer på at subjektsaktanten befinder sig et sted. Her er det rimeligst at betragte stedet som aktant, med rollen place: Han bor i Århus, han sidder på bænken. Ved andre foregange, fx læse, fortælle, give, spiller stedet en underordnet rolle. Her er det rimeligt at betragte stedet som rammen om situationen: Hun læste sin nye bog i sengen, han fortalte sin kone historien i køkkenet. Man kan i øvrigt angive sted både som aktant og situationsramme: I Århus bor han i en lejlighed, i Ebeltoft i sit sommerhus. Her er Århus og Ebeltoft situationsrammer, men lejlighed og sommerhus aktanter. Sted angives med et adverbial (der, derovre, herunder), et substantival med et adpositional (se eksemplerne ovenfor) eller en fri relativsætning indledt med hvor (... modigt at færdes hvor ingen har været før ). Som noget særligt kan sted også angives med et substantival uden adpositional når det har rollen place og betegnes med substantivet sted eller vej: Jeg har aldrig været det sted, han har ledt efter hende alle steder. Sted som situationsramme angives altid i form af neutrale led, men som aktant kan det undertiden også udtrykkes som andre slags sætningsled. Inden for alle fire stedsangivelser er der adskillige varianter, for det er muligt at specificere stedet på forskellige måder i forhold til en referencegenstand, den såkaldte landmark. Disse forskellige forhold udtrykkes vha. forskellige adpositioner. Så man kan være i, på, under, over, ved, over for, ved siden af noget (place-rollen), gå til, mod, i, på noget (goal-rollen), komme fra, ud af, fra under noget (source-rollen), og passere forbi, under, gennem, tværs, over, ved, ad noget (path-rollen). Bemærk i denne ufuldstændige liste at flere adpositioner er tvetydige, så den korrekte fortolkning med hensyn til hvilken rolle en stedsaktant spiller, kan ofte kun opnås vha. konteksten. Når en aktant spiller place-rollen eller source-rollen kan man indsætte retningsadverbier i deres lange, statiske form (jf. afsnit 4.13): Han var inde på værelset, han sad oppe på taget, han stod henne ved tavlen, han kom udefra, man kunne høre mærkelige lyde indefra. Men når aktanten spiller goal- eller path-rollen, bruger man de korte, dynamiske former: Han gik ind på værelset, han gik hen over gaden, han kom hen ad vejen Tid Der er tre slags tidsangivelser: tidspunkt (temporalitet eller tidsreference), tidslængde og hyppighed. Tidspunkt angiver hvornår en situation finder sted og er ramme om hele situationen. Tidslængde angiver hvor længe situationen varer, og hyppighed hvor ofte situationen gentager sig. Tidslængde og hyppighed er egenskaber ved foregangen. Tidsreference kan tillige underinddeles i absolut, deiktisk og tekstuel tidspunktsangivelse. Afsnit 12.4 befatter sig detaljeret med tid, først og fremmest med tidspunktsangivelse. I dette afsnit fokuserer jeg på hvordan man kan angive tid vha. de neutrale led. Tidspunkt angives med adverbialer (nu, da, så, før, senere), substantivaler med adpositional (på mandag, inden tirsdag, om tre måneder, i år 2004, for lang tid siden, mellem kl. 8 og 10), substantivaler uden adpositional (den 2. november, søndag, kl. 10), neutrale ledsætninger med subjunktionerne (da, når, mens, efter, før, inden, indtil, siden, til, idet, fra, dengang, nu). 71 Tidslængde angives med adverbialer (længe), substantivaler med adpositional (i fem timer, over to semestre, på tre dage, inden for to minutter) og substantivaler uden adpositional (han var der tre uger, han løb to timer, det tog ham fem timer at pudse vinduerne, filmen varede en evighed). Ledsætninger indledt med mens kan også angive tidslængde (Han støvsugede mens hun vaskede op). 71 Ledsætninger indledt med nu og dengang kan betragtes som værende substantivaler med nu og dengang som kerne og en relativsætning der knytter sig hertil. På lignende vis kan ledsætninger med da betragtes som frie relativsætninger.

218 Ved tidslængdeangivelse er der en regelmæssig forskel på perfektiv og imperfektiv aspektualitet (jf. afsnit 2.3 og ), som man kan udtrykke ved valget af adpositional. I han skrev bogen på to timer angiver man at bogskrivningen varede to timer og han blev færdig med den inden for de to timer (perfektiv aspektualitet). Med han skrev på bogen i to timer siger man at bogskrivningen varede to timer, men den blev ikke afsluttet inden for de to timer, så den kan i givet fald fortsættes på et senere tidspunkt (imperfektiv aspektualitet). Hyppighed angives med adverbialer (ofte, sjældent, tit), substantivaler med adpositional (om efteråret, om vinteren, om mandagen) og substantivaler uden adpositional (to gange, fem gange om ugen). Bemærk at ledsætninger i præteritum indledt med når angiver en gentagen situation i modsætning til ledsætninger med da som angiver en enkel situation: Hun blev altid glad når hun fik nye sko vs. Hun blev glad da hun fik nye sko i sidste uge. Læg mærke til at mange adpositioner, fx på, i, under, bruges i såvel spatial (steds-) som temporal funktion. Man mener at adpositioner sproghistorisk set oprindeligt kun havde spatiale betydninger og kun senere har tilegnet sig temporale betydninger som metaforiske udvidelser af de spatiale betydninger (se dog 12.7). Tid angives altid vha. neutrale led. Tidsangivelser betragtes traditionelt som ikke-obligatoriske, men der er nogle verber fx vare og tage der ikke kan undvære en tidslængdeangivelse: Det tog/varede seks timer. Her kan tidslængdeangivelsen helt klart betragtes som komplement (jf. afsnit 6.8). Tidsangivelser kan forekomme i fundamentfeltet, i a og i Obl/Neu-sætn. Tidspunkts- og tidslængdeangivelser har en tendens til at stå i Obl/Neu-sætn mens hyppighedsangivelser foretrækker a Omstændigheder Som anført i afsnit kan situationer være i forbindelse med hinanden. I en sådan sammenstilling af situationer er den ene situation i forgrund, og den anden situation angiver en omstændighed ved denne situation, så som årsagen til eller betingelsen for eller formålet med denne situations eksistens, eller et modsætningsforhold ved denne situation. Omstændigheder udtrykkes typisk i form af de såkaldte neutrale ledsætninger hvor det er det subjunktionelle led der viser hvad slags omstændighed det drejer sig om. Ved tættere knyttede omstændigheder kan man også bruge substantivaler med adpositional, og ved løsere knyttede omstændigheder endda helsætninger. Dette sidste viser at der betydningsmæssigt ikke er en skarp grænse mellem led- og helsætninger. Når omstændigheder udtrykkes som ledsætninger, udtrykkes forgrundssituationen af hovedsætningen. Når man bruger substantivaler for omstændigheder, står resten af sætningen for forgrundssituationen. Når det er en helsætning der udtrykker omstændigheden, udtrykkes forgrundssituationen også i en helsætning. Omstændighedsangivelser kan forekomme i fundamentfeltet, i a og i Obl/Neu-sætn Årsag og forklaring Årsags- (cause) eller forklaringsangivelser sætter to situationer i forbindelse med hinanden på den måde at den ene situation er årsagen til eller forklaringen på den anden situations eksistens. Herved bliver årsagssituationen en omstændighed for den anden situation, resultatssituationen (result eller effect) (jf. afsnit 2.6.2). Årsager udtrykkes typisk i form af en ledsætning indledt med fordi, eftersom, siden, idet og da. Bemærk at siden, da og idet er tvetydige mellem årsags- og temporal betydning. Det er ikke så underligt da der er en streng temporal rækkefølge mellem årsag og resultat: Årsagen skal nødvendig-

219 vis gå forud for resultatet, med eventuel delvis overlapning. Men årsag kan også angives i en helsætning indledt med for eller thi. Desuden kan årsag udtrykkes i form af et substantival eller substantivisk sætning markeret med på grund af, i og med. Valget mellem helsætning, ledsætning og substantival styres af hvor tæt knyttet årsagssituation præsenteres at være til resultatssituationen (situationen i forgrunden). Helsætninger udtrykker løsere tilknyttede årsager, substantivaler tæt knyttede årsager: Han gik til festen, for han kan godt lide at danse; han gik til festen fordi han godt kan lide at danse; han gik til festen pga. sin lyst til at danse. Årsag kan også godt angives med henvisning til en fysisk genstand frem for henvisning til en situation fx et menneske: Peter begik selvmord pga. sin kæreste. Sådanne henvisninger må antages at være metonymiske forkortelser, hvor genstanden står for en situation, fx: Peter begik selvmord pga. at hans kæreste havde afvist hans frieri. 72 Som antydet ovenfor er det de konstruktioner som angiver årsagen der typisk markeres som sådanne vha. kon- og subjunktioner samt adpositioner. Men det er også muligt at indsætte en årsagsmarkør i den konstruktion der udtrykker resultatet. Sådanne markører er adverbialer (derfor) eller substantivaler med adpositional (af den grund): Han kan godt lide at danse, derfor (pga. dette) gik han til festen Hensigt og følge Hensigt (formål, purpose) og følge (consequence) er omtrent spejlbilleder til årsag og forklaring. De er situationer som er resultat af en anden situation. Derfor er det ofte kun et spørgsmål om smag og behag om man præsenterer et situationspar som forgrund-årsag eller forgrund-hensigt: Peter gik til festen (forgrund) fordi han ville danse (årsag) ~ Peter gik til festen (forgrund) for at danse (hensigt). Bemærk dog at årsager er faktuelle situationer, men hensigter er nonfaktuelle (jf. afsnit 2.7 og ). Dette betyder at årsagssituationen skal have fundet sted (eller skal være i gang med at finde sted) for at den kan udløse forgrundssituationen. Men det er ikke sikkert at hensigtssituationen nogen sinde finder sted. Det er fx ikke sikkert at Peter virkelig kom til at danse til festen selv om det var hans formål med at tage derhen. Forskellen på hensigt og følge er et spørgsmål om hvorvidt der er et villende væsen (agens) der udfører den første situation for at opnå den anden situation (hensigt), eller om den anden situation blot er en mere eller mindre tilfældig konsekvens af den første situation (følge). Hensigt udtrykkes typisk i form af ledsætninger indledt med for, med henblik på eller så: Han har købt meget ind så han ikke behøver handle i flere dage. Ledsætningerne indledt med for er som oftest nonfinitte: Man læser bøger for at blive klogere. I sådanne tilfælde er agens i hensigtssituationen den samme genstand som i forgrundssituationen. Følge kan også udtrykkes i form af helsætninger, indledt med så: Peters fryser er fyldt med mad, så han behøver ikke købe ind i flere dage. Når det handler om rent tidsmæssig følge kan man også bruge konjunktionen og: Han lagde sig og døde. Desuden kan hensigt og følge udtrykkes vha. substantivaler med adpositional. Kernesubstantivet har typisk selv betydningen hensigt eller følge: Peter gik over til sin kæreste med det formål at fri til hende. Hun afslog med den konsekvens at han begik selvmord Betingelse 72 Metonymisk forkortelse vil sige at genstanden kan repræsentere en hel situation fordi den er en deltager, en af hovedaktanterne, i den situation.

220 En situation kan være betingelse for en anden situation på den måde at den første situation skal have fundet sted for at den anden også vil finde sted. Betingelsessituationen kalder man protasis, og følgesituationen (forgrundssituationen) apodosis. Betingelsesforbindelsen mellem to situationer ligner årsagsforbindelsen, men der er en vigtig forskel. Årsagssituationer og deres følgesituationer er faktuelle mens betingelsessituationer og dermed deres følge er nonfaktuelle eller kontrafaktuelle. Nonfaktuelle er protasis og apodosis når man ikke ved om de har fundet eller finder sted. Kontrafaktuelle er de når man ved at de ikke har fundet eller finder sted (se afsnit om konditional modalitet samt , , og om verbalformer i protasis og apodosis). Betingelsessituationen udtrykkes oftest i form af en ledsætning indledt med hvis eller dersom: Hvis Peter ikke havde friet til sin kæreste, ville han stadig være i live. Alternativt kan ledsætningen formuleres uden subjunktionelt led, men med omvendt ledstilling (jf. afsnit ): Havde Peter ikke friet til sin kæreste, ville han stadig være i live. Kontrafaktuelle betingelser kan kun formuleres som ledsætninger, men nonfaktuelle betingelser kan også formuleres som substantivaler med adpositional. I så fald har kernesubstantivet betydningen betingelse: I tilfælde af brand skal man knuse glasset itu ~ hvis det brænder, skal man knuse glasset itu. Apodosis bliver ofte indledt med adverbialet så: Hvis du ikke forstår dette afsnit, så læs det en gang til! Indrømmelse Man taler om en indrømmelse (koncession, concessive) når en situation finder eller har fundet sted til trods for forventningerne. Disse forventninger er baseret på en anden situation. Indrømmelse er således udtryk for at to situationer står i et modsætningsforhold til hinanden. Det er op til afsender at vurdere hvad der udgør en modsætning, så der er ikke nødvendigvis tale om et logisk rationelt modsætningsforhold. Indrømmelsen, altså den situation der danner basis for de ikke indfriede forventninger udtrykkes i ledsætninger eller substantivaler indledt med selv om, skønt, om end, til trods for, på trods af, trods, uanset, mens, uagtet: Selv om motoren har et stort slagvolumen, er den svag. Han kan lide hende til trods for hendes arrogance. På trods af at solen skinner, gider han ikke komme ud af sit hus. Indrømmelse kan også blive markeret i den konstruktion, fx en helsætning, der udtrykker den situation der finder sted til trods for forventningerne. I et sådant tilfælde markeres indrømmelse med et adverbial som faktisk, virkelig, alligevel, reelt og/eller med konjunktionen men: Han er faktisk blevet temmelig succesrig (selv om han havde trange kår i barndommen). Jeg mener virkelig det jeg siger (uanset om du tror på det eller ej). Hun er blond, men alligevel meget intelligent. Indrømmelse kan godt kombineres med andre omstændigheder, fx betingelse: Selv hvis han havde givet sin kæreste den største diamantring, ville hun have afvist Peter. Her er indrømmelsen (forventningen), markeret med selv, at man ellers ville regne med at kæresten ville acceptere Peters frieri ved synet af en stor diamantring Tekstsammenhæng Det er i de foregående afsnit blevet bemærket at de forskellige omstændigheder også kan markeres i en anden sætning end den sætning som egentlig udtrykker den givne omstændighed. Det er typisk adverbialer (fx derfor, dernæst) og substantivaler med tekstuel reference (fx af denne grund, til trods for det) der henviser til omstændigheder specificeret et andet sted.

221 Man kan godt klassificere sådanne udtryk som markører af årsag, hensigt, indrømmelse, osv., men deres hovedfunktion er at vise tekstsammenhæng. De udtrykker jo ikke direkte en omstændighed, de peger blot på en anden del af teksten hvor årsagen, hensigten, indrømmelsen, osv. er udtrykt. Det skal bemærkes at omstændigheder og dermed tekstsammenhæng også kan være umarkerede, dvs. udtrykt i form af en helsætning uden nogen særlig omstændighedsmarkør. Mekanismerne bagved at skabe tekstsammenhæng vender jeg tilbage til i kapitlet om tekstsammenhæng Nægtelse Nægtelse udtrykker at en situation er kontrafaktuel, dvs. man ved at det ikke finder eller har fundet sted. Nægtelse udtrykkes prototypisk med adverbiet ikke placeret efter det finitte verbum i helsætninger, og før dette i ledsætninger: Peter vidste ikke at hans kæreste ikke ville giftes med ham. Men nægtelse kan kombineres med andre betydningselementer, fx tid og modalitet, så der er flere ord, adverbier ordklassemæssigt, der kan udtrykke nægtelse: Hun vil aldrig giftes, Han overlever næppe dette slag, Han kan umuligt leve med denne tanke. Man kan endda finde substantivaler i nægtende funktion: Han ville på ingen måde såre hende. Det skal bemærkes at nægtelse ikke behøver gælde hele situationen som i eksemplerne ovenfor. Man kan også benægte at bestemte elementer indgår i en situation der ellers som helhed finder sted. Sådanne nægtelser kan udtrykkes ved at man fremhæver den del af sætningen der udtrykker det element som ikke indgår i situationen, eller ved at placere nægtelsesudtrykket foran den del der nægtes: LINDA reparerede ikke drengens cykel (Peter gjorde det) ~ Ikke Linda reparerede drengens cykel (men Peter). Når nægtelsen gælder hele situationen, plejer man at tale om sætningsnægtelse; når den kun gælder bestemte dele af situationen, kalder man det fraseologisk nægtelse. Ved fraseologisk nægtelse kan nægtelsesudtrykket blive bygget ind i et sætningsled, hvorfor man egentlig ikke kan tale om et neutralt led på sætningsplan: Hun mailer sammen med en ikke særlig gammel mand. Nægtelser kan gradueres, hvorved man kan understrege eller opbløde kontrafaktualiteten ved den omtalte situation eller situationselement: Hun vil slet ikke giftes. Han vil muligvis ikke overleve dette. Nægtelsesleddet, i særdeleshed når dets kerne er adverbiet ikke, er det mest ufleksible blandt de neutrale led. Det kan stort set kun forekomme på a-pladsen. Kun i særlige tilfælde kan det placeres i fundamentfeltet, sml.: Aldrig vil hun giftes, *Ikke vil hun giftes Måde Måde er en egenskab ved foregangen, for måde angiver hvordan foregangen foregår. Herfor er mådesangivelsen et af de to neutrale led som med rette kan kaldes adverbielt idet det kun angår det som verbalet udtrykker, nemlig foregangen. De andre neutrale led har ikke (kun) noget med verbalet at gøre. Jeg har også kaldt tidslængde og hyppighed en egenskab ved foregangen, men disse egenskaber er også afgørende for situationen som helhed, for situationen kun består så længe foregangen består. Derimod gælder måden hvorpå foregangen forløber, kun foregangen selv. Måde angives med adverbialer hvis kerneled er et mådesadverbium, substantivaler med adpositional og ledsætninger indledt med som: Han kører uansvarligt, han kører på en uansvarlig måde, han kører som en idiot, han kører som kun idioter kører. Når måde udtrykkes i form af en ledsætning, kan man kombinere mådesangivelsen med kontrafaktuel konditional modalitet. Dette markeres med subjunktionalet som om eller med subjunktiona-

222 let som efterfulgt af omvendt ledstilling (jf. afsnit ): han kører som om han var en idiot ~ han kører som var han en idiot. Læg mærke til at når måde udtrykkes i form af substantivaler og ledsætninger, er der tale om en implicit sammenligning, hvor man sætter lighedstegn mellem den måde foregangen udføres på og den måde substantivalet eller ledsætningen udtrykker. Derfor er det nærliggende at man bruger det samme ord, som, til både at markere sammenligning i adjektivaler/adverbialer og markere måde. Et substantival angiver kun implicit, metonymisk, måde. For substantivalet henviser ikke til en aktant i den omtalte situation, men til den måde den genstand plejer at opføre sig i andre situationer. Så en idiot i han kørte som en idiot henviser ikke til en idiot, men til den måde man forestiller sig idioter plejer at køre på. Mådesangivelsen er den mest fleksible af alle sætningsled. Den kan forekomme fire steder i en sætning: i fundamentfeltet, på a-pladsen, i slutfeltet og på den særlig til mådesangivelser indrettede M-plads. Bemærk det betydningsmæssige slægtskab mellem frie prædikativer og mådesangivelser. Frie prædikativer angiver midlertidige egenskaber ved subjektsaktanten, og måde angiver midlertidige egenskaber ved foregangen. Derfor er det ikke underligt at mange sprog ikke har en særlig ordklasse af mådesadverbier, men blot bruger adjektiver til mådesangivelse. Selv i de sprog som har en særlig ordklasse af mådesadverbier, er det en ordklasse afledt af adjektiver (jf. afsnit ) Grad og kvantitet Angivelsen er grad og kvantitet er det andet neutrale led der med rette kan kaldes adverbielt. Den angiver i hvor høj grad eller i hvilken udstrækning en foregang udføres eller gælder. Grad og kvantitet udtrykkes i form af adverbialer og substantivaler med adposition: Han elsker hende meget. Han er i høj grad blevet afhængig af hende. Hun kender kun overfladisk til Pink Floyd. Gradsangivelse bygges ofte ind i et sætningsled, typisk i et adjektival: Han er blevet utrolig forelsket i hende. Men eftersom adjektiver også udtrykker foregange, gælder det at også grad er en egenskab ved foregangen alene Tal Antallet af genstande kan ikke kun angives i form af kvantifikatoren/prædeterminatoren i det substantival der henviser til genstandene, men også i form af et neutralt led. Sådan et neutralt led angiver antallet af genstande der udgør subjektsaktanten. Talangivelsen udtrykkes med et substantival, som ofte blot består af en prædeterminator. Man kan skelne mellem to slags talangivelse, den kollektive og den distributive. Den kollektive talangivelse (kollektor) gælder hele gruppen af genstande og angiver blot hvor mange genstande der er i gruppen: Vi kom fem piger til festen. Den distributive talangivelse (distributor) understreger at foregangen gælder hver genstand i gruppen eller udtrykker at der er undergrupper i gruppen: Vi har alle haft et eller andet trauma i vores liv. De måtte hver især afgøre hvad de ville svare. Børnene sidder sammen to og to. I det sidste eksempel grænser talangivelsen op til en mådesangivelse. Talangivelser forekommer typisk i a-feltet, men distributive kan også forekomme i Obl Attitude Attitude er afsenders holdning eller kommentar til det ytrede. I fiktion kan attitude også være en af de omtalte personers holdning eller kommentar til en situation. Attitude udtrykkes vha. adverbialer

223 og substantivaler med adpositional: Vi nåede desværre ikke toget. Peters kæreste sagde til hans store fortrydelse nej til at giftes med ham. Hun gik jo ikke ind for ægteskab. Uheldigvis var der mange mennesker med i bussen. Attitude kan ligesom nægtelse væves ind i sætningsled, hvorved det led der udtrykker attitude ikke længere er et neutralt led på sætningsplan: De desværre alt for høje afgifter i Danmark afskrækker investorerne. Attitudeangivelser kan som sætningsled kun forekomme i fundamentfeltet og på a-pladsen Modalitet Som beskrevet detaljeret i 12.5 er modalitet den omtalte situations forhold til diskursuniverset. Modalitet kan man også udtrykke vha. neutrale led, navnlig adverbialer og substantivaler med adpositional: Han må nødvendigvis være hjemme. Han vil efter al sandsynlighed ikke overleve sin kærestes afslag. Muligvis bliver det regnvejr i morgen. Neutrale led kan kun udtrykke nonfaktuel modalitet. Her ser jeg bort fra nægtelse, omtalt i 11.5, som gengiver kontrafaktuel modalitet. Grunden hertil er at faktuel modalitet er umarkeret, dvs. det har ikke nogen egen udtryksmiddel. Hvis man kombinerer modale neutrale led med nægtelse er den resulterende modalitet nonfaktuel: Peter er sikkert ikke hjemme mere. Afsender ved ikke om Peter er hjemme eller ej, men angiver gennem nægtelsen at han anser det for mest sandsynligt at han ikke er hjemme. Neutrale led der angiver modalitet kan som sætningsled kun forekomme i fundamentfeltet og på a-pladsen Fokus Man kan vælge at fremhæve, fokusere på et eller andet element i en situation. Dette gør man vha. substantivaler med adposition eller adverbialer som alene, allerede, bl.a., blot, dermed, eksempelvis, endnu, f.eks., herunder, i hvert fald, især, kun, netop, også, selv, særlig: Af slik er det kun chokolade hun ikke kan lide. Peter kan i hvert fald godt reparere en bil. Hun ville kun fortælle om sine eskapader. Fokusering er en pragmatisk funktion hvis formål er at udtrykke at der er et eller andet særligt ved det fremhævede element. Dette særlige kan være det at det fremhævede element har nogle særlige egenskaber i forhold til lignende elementer, at det er en del af en mængde, eller at det netop ikke er en del af en mængde, eller at man vil beskæftige sig med netop det element senere hen i kommunikationen, eller at der er en eller anden modsætning mellem det sagte og modtagers formodede forventninger. Fokusangivelser har særlige placeringsmuligheder. De kan som alle neutrale led forekomme på a-pladsen, men ikke i Obl/Neu-sætn, og kun nogle af dem i fundamentfeltet. Til gengæld kan de placeres umiddelbart foran det led der udtrykker det situationselement som man vil fremhæve: Dannelsen af folk bliver udviklet ved bl.a. længere skolegang. Kun hans kone kender hans hemmeligheder. I denne forbindelse er det værd at bemærke at kun kun kan placeres foran det fokuserede led hvis dette står i fundamentfeltet eller på s-pladsen: *Han gider køre kun i bil. Så hvis man vha. af kun vil fremhæve et led der ikke står på disse to pladser, er man nødt til at placere kun på a-pladsen og fremhæve det fokuserede led vha. intonation: Han gider kun køre i bil Neutrale prædikativer

224 Sætningsleddene subjektsprædikativ og objektsprædikativ blev i Kapitel 6 defineret som led der kongruerer med hhv. subjektet og objektet. Men der er neutrale led, substantivaler med adpositional, der funktionsmæssigt ligner disse prædikativer, fx i stand til. Sådan et led kongruerer ikke på nogen måde med subjektet (han var i stand til det, de var i stand til det), hvorfor jeg regner det bland de neutrale led. Men funktionsmæssigt må det regnes som en del af prædikatet, ligesom subjektsprædikativer typisk er, fordi det udtrykker en foregang. Faktisk er det nævnte neutrale led ækvivalent med hjælpeverbet kunne. Sådanne neutrale led kalder jeg neutrale prædikativer eller prædikativiske neutrale led. Neutrale prædikativer er ofte metaforiske stedsangivelser, fx [være] i vildrede. Argumentet for ikke at regne dem for at være almindelige neutrale led, nemlig stedsangivelser, er at den samme mening også kan udtrykkes vha. prototypiske prædikativer: [være] forvirret. Dette viser at et sådant neutralt led ikke henviser til en aktant, men til en foregang, hvorfor det er rimeligt at kalde det prædikativisk. Neutrale prædikativer viser at grænsen mellem prædikativer og neutrale led ikke er skarp. Nogle sætningsled er klart prædikativer, nogle klart neutrale led, men nogle er en slags blanding Materiale Materiale er en permanent egenskab ved genstande. Det angives vha. substantivaler markeret med af: Papir kan man fremstille af træ. Cider bliver lavet af æbler, perry af pærer. Materialeangivelse ligner pga. præpositionen af formelt agentive led, men i modsætning til disse kan materialeangivelser forekomme både i aktive og passive sætninger og kan ikke omformes til subjekt: *Æbler laver cider. Materialeangivelse kan også opfattes som neutralt prædikativ, afhængig af verbalet som neutralt subjektsprædikativ (Trompeter fremstilles af messing) eller som neutralt objektsprædikativ (Man laver trompeter af messing). Ligheden med neutrale prædikativer styrkes af at materiale egentlig er foregang, i og med at jeg betragter egenskaber som foregange. Materiale er blot typisk mere kompleks en egenskab/foregang som de prototypiske egenskaber der angives vha. adjektiver, såsom gul, klog, høj Sammenfatning Dette kapitel har vist at neutrale led har mange forskellige funktioner. De kan udtrykke aktanter, foregange, situationsramme, egenskaber og omstændigheder. I nogle tilfælde er der en sammenhæng mellem et neutralt leds betydning og dets syntaktiske egenskaber, dvs. dets placering i sætningen. Fx forekommer attitude- modalitetsangivelser typisk kun i a- og F-feltet. Dette har relevans for neutrale led som i sig selv er tvetydige. Så det er placeringen der afgør hvordan godt skal tolkes, som en mindre høflig opfordring om at subjektet snart bør træde nærmere som i (1), eller som et ønske om at subjektets hjemrejse må være behageligt som i (2). (1) Kan du godt komme her! (2) Kan du komme godt hjem! Men generelt er neutrale led stærkt underdifferentierede syntaktisk, hvilket fx kan ses i at alle slags omstændighedsangivelser kan forekomme både i a og Obl/Neu-sætn, ud over selvfølgelig F.

225 Kapitel 12 Grammatiske kategorier Dette kapitel handler om de indholdselementer som sprog plejer at have grammatiske midler at udtrykke med. Det handler om fænomenerne tid (temporalitet), modalitet, aspekt, diatese, person, numerus, kasus og bestemthed. De første fire associeres typisk med verber, de sidste to med substantiver. Numerus er mest relevant for substantiver, men kan også være en verbal kategori. Person er særligt knyttet til de personlige pronominer, men kan ligesom numerus også angå verber. Grammatikalisering står i denne sammenhæng som modsætning til leksikalisering. At grammatikalisere et indholdselement vil sige at det element bliver udtrykt vha. grammatiske morfemer. Derimod taler man om leksikalisering når et indholdselement udtrykkes gennem leksikalske morfemer. Klarest er forskellen på grammatikalisering og leksikalisering når indholdselementet udtrykkes vha. bundne morfemer; dvs. grammatiske elementer (grammemer) er prototypisk affikser. Derimod er leksikalske elementer (leksemer) prototypisk rødder. Dette betyder at grammatiske kategorier prototypisk udtrykkes morfologisk. Men det er ofte tilfældet at det er rimeligt at betragte rødder eller kombinationer af rødder og affikser som grammatiske elementer, udtryk for grammatikaliserede indholdselementer, altså grammatiske kategorier. I sådanne tilfælde taler man om perifrastiske (omskrevne), sammensatte eller morfo-syntaktiske grammatiske kategorier og termer. Et eksempel herpå er det danske tempussystem, hvor termerne præsens og præteritum udtrykkes morfologisk mens resten af termerne (perfektum, futurum, osv.) udtrykkes morfo-syntaktisk vha. hjælpeverber kombineret med nonfinitte verber. Det der berettiger til at man sammenblander rent morfologiske og morfo-syntaktiske udtryk som hørende til den samme grammatiske kategori, er at termerne, betydningen af de enkelte udtryk, er beslægtede med hinanden, fx på den måde at de alle sammen udtrykker tid. Der er dog den fare ved inddragelsen af morfo-syntaktiske udtryk, som jo involverer rødder, at det bliver svært at skelne mellem grammatiske kategorier og produktive syntaktiske konstruktioner der involverer leksikalske elementer i sproget. Derfor er det undertiden omdiskuteret hvorvidt et givet udtryk skal regnes for at være en morfo-syntaktisk grammatisk term eller produktet af en produktiv syntaktisk proces. Det skal nemlig kendetegne morfo-syntaktiske grammatiske termer at de involverede rødder har mistet deres oprindelige leksikalske betydning. Det at jeg siger at rødderne skal have mistet deres oprindelige betydning, indikerer at man betragter morfo-syntaktiske grammatiske termer som forsteninger af oprindeligt produktive syntaktiske konstruktioner. Det vil sige at der sker en udvikling fra leksikalsk kategorisering til grammatisk kategorisering. Ud fra denne udviklingsmetafor betragtes morfologiske grammatiske termer som det sidste stadium i processen. Man mener således at affikser plejer at opstå af oprindelige rødder. Dette er i nogle tilfælde påviseligt, fx ved de skandinaviske bestemthedsaffikser der har udviklet sig fra demonstrative pronominer: hest hinn > hesthinn > hestinn > hesten. Men det er langt fra alle affikser som man har kunnet påvise stammer fra rødder. Imidlertid er det ikke altid klart hvorvidt en rod har mistet sin oprindelige leksikalske betydning. Et par eksempler skulle belyse denne problematik. Hvis man antager at have morfemets oprindelige betydning er ejerforhold (X har y), er det klart at det er berettiget at betragte det danske perfektum (X har gjort noget) som en grammatisk term da man i denne konstruktion næppe kan få øje på noget som helst ejerforhold. Det samme gælder det engelske udtryk be going to do something, der udtrykker hensigt, eftersom det ikke på nogen måde udtrykker bevægelse (he s going to write this book to the end), som er det oprindelige indhold i go. Derimod er jeg ikke overbevist om at den danske konstruktion komme + præsens participium (fx han kom gående) skal betragtes som en grammatisk term eftersom komme ikke har mistet sin leksikalske betydning. For denne konstruktion kan ikke bruges hvis ikke man rent faktisk kommer, dvs. bevæger sig hen imod et sted. Men det kan

226 godt ske at konstruktionen senere bliver grammatikaliseret til fx imperfektivt aspekt. Komme er jo undergået grammatikalisering i andre sammenhænge, fx i han kom til at stvae ordet forkert, hvor det ikke udtrykker nogen bevægelse, men en utilsigtet hændelse. Der er også formelle kriterier der kan antyde at en konstruktion må opfattes som en morfosyntaktisk grammatisk term frem for et regelmæssigt produkt af syntaktiske regler. Det er når de i konstruktionen deltagende rødder bliver tryksvage, bøjes eller placeres anderledes end, eller reduceres i skrift og/eller tale i forhold til når de anvendes med deres leksikalske betydning. Anderledes bøjning demonstreres af nogle tyske verber der brugt som et hjælpeverbum i perfektum står i infinitivform (Ersatzinfinitiv), men brugt som hovedverbum står i perfektumparticipium: er hat es nie gewollt (han har aldrig villet det) vs. Er hat es nie tun wollen (han har aldrig villet gøre det). Reduktion demonstreres tydeligt i engelsk hvor hjælpeverber typisk skrives og udtales reduceret mens hovedverber ikke gør det: he s written a book vs. He has a book. Men da disse formelle kriterier og det i det forrige afsnit skildrede indholdskriterium nogle gange modsiger hinanden, vil der altid være konstruktioner hvis status som grammatisk term er tvivlsom. Jeg tillægger indholdskriteriet mere vægt end formkriteriet. Med disse forbehold over for morfo-syntaktiske grammatiske termer in mente vil jeg i det følgende beskrive de mest almindelige grammatiske kategorier. Listen bliver ikke udtømmende da der i princippet ikke er nogen grænser for hvilke indholdselementer sprog kan finde på at grammatikalisere. Det gør det ofte vanskeligt at beskrive grammatiske kategorier at den samme udtrykskategori gør tjeneste for flere indholdskategorier på samme tid. For at kunne håndtere dette problem vil jeg bruge forskellige termer for udtryks- og indholdselementerne. Terminologien ved grammatiske kategorier Udtrykskategori Indholdskategori aspekt aspektualitet tempus temporalitet modus modalitet bestemthed reference diatese subjektets semantiske makrorolle(r) numerus numeralitet (antal/mængde) person sproghandlingsdeltagere kasus syntaktiske funktioner sexus biologisk køn? empati genus? Udtrykskategorierne benævnes som oftest efter den indholdskategori som de typisk udtrykker. Men da udtrykskategorier som nævnt ovenfor ofte udtrykker flere indholdskategorier på en gang, kan udtrykskategoriernes navne nogle gange virke vilkårlige. I så fald er det blot traditionen man følger. Traditionen bygger så nok på hvilken indholdskategori man i tidernes morgen først opdagede som værende udtrykt af den givne udtrykskategori. Spørgsmålstegnene ved empati og genus forklares i det pågældende afsnit nedenfor. I resten af kapitlet bliver de enkelte grammatiske kategorier beskrevet. Bestemthed og diatese udelades dog da de allerede er behandlet i hhv. kapitel 9 og 10. Aspekt og aspektualitet beskrives kun koncist i forbindelse med tempus og temporalitet.

227 12.1. Person Person er den udtrykskategori der er forbundet med indholdskategorien sproghandlingsdeltager (speech act participant), også kaldet kommunikationsdeltager. Man skelner traditionelt mellem tre sproghandlingsdeltagere: afsender (første person), modtager (anden person) og omtalte genstand (tredje person). Det er den græsk-latinske grammatiske tradition der har ansat afsender som første person, modtager som anden person og omtalte genstand som tredje person. Det er helt vilkårligt. I den oldindiske tradition er første person den omtalte genstand, anden person modtager og tredje person afsender. Nogle sprog, fx grønlandsk, har også fjerde person, en form som markerer at man begynder at tale om en anden genstand en den man har omtalt hidtil (såkaldt switch reference). Det er en slags omvendt refleksivform. Så i en sætning som han vasker ham ville ham være fjerde person for at markere at denne aktant ikke er lig med subjektsaktanten, men sig i han vasker sig ville være tredje person fordi den jo henviser til den samme aktant som subjektet. Person er således en central kategori for kommunikationssituationer. Da referencen af de morfemer der udtrykker person afhænger af kommunikationssituationen, er person en deiktisk kategori (jf. deiktisk reference i afsnit og ). I moderne dansk er person ikke længere en morfologisk, men udelukkende en syntaktisk kategori, eftersom verbernes personbøjning er forsvundet. Person findes således kun i de personlige og possessive pronominer: jeg/min (første person), du/de/din/deres (anden person), han/hun/den/det/de (tredje person). Alle andre pronominer og substantiver er per definition tredje person. Dog har tiltaleformer (vokativer) som min herre, fru, oh Gud, Tina, kære læser, Jensen anden persons reference. Pluralisformerne vi/vores og jer/jeres er blandingsformer eftersom de ikke kun kan rumme hhv. afsendere og modtagere, men også omtalte genstande. Der er også med hensyn til personkategorien en interessant forskel på det sprog en voksen taler til en anden voksen, og det sprog en voksen taler til et barn. Når en voksen omtaler et familiemedlem for en anden voksen uden at bruge et possessivpronomen, er det underforståede possessivpronomen min. Men når en voksen taler til et barn, er det underforståede pronomen din. Så når en voksen siger til en anden voksen Mormor kommer på besøg, betyder det at det er talerens mormor der kommer på besøg. Men hvis den samme sætning siges til et barn, betyder den at det er barnets mormor der kommer på besøg. Børn underforstår altid min uanset om de taler til et barn eller til en voksen. Adskillige sprog har både et inklusiv og et eksklusiv 1PL-morfem. Det første henviser såvel til afsender som til modtager: Vi (du, kære læser, og jeg) kan begge godt lide grammatik. Det andet udelukker modtager fra referencen og henviser kun til afsender og dennes kompagnoner: Vi (min kone og jeg) har tre børn. En mærkværdig, supereksklusiv brug af 1PL er når vi slet ikke henviser til afsender, fx når en læge spørger patienten hvordan har vi det i dag eller når en forælder siger til sit barn vi skal i seng nu selv om han/hun ingen intentioner har om at lægge sig til at sove. Denne brug af vi er ment at udtrykke solidaritet mellem afsender og modtager, ved at vise at afsender sætter sig i modtagers position. Som antydet ovenfor er person typisk en verbal kategori idet verber i mange sprog bøjes i person: video (latin) jeg ser, vides du ser, videt han/hun ser. Sådanne bøjningsformer kongruerer typisk med subjektet. Men i nogle sprog kongruerer verber også med det direkte objekt (ungarsk szeretlek jeg elsker dig) og i baskisk endda med det indirekte objekt i person. Desuden finder man i nogle sprog person som morfologisk kategori i forbindelse med substantivers possessivaffikser (jf. afsnit 4.2). I de personlige pronominer smelter kategorierne person og honorifiskhed typisk sammen. Honorifiskhed (sml. honnør) kalder man også høflighedsangivelse. Dansk skelner fx mellem du og I på den ene side og De på den anden, hvor De kaldes den honorifiske, den høflige form. Men frem for

228 høflighed er der egentlig tale om social afstand. De udtrykker større afstand mellem afsender og modtager, afstand der skyldes modtagers højere sociale status (højere alder, finere afstamning, kongelige aner, o.l.). Derimod udtrykker du og I de nonhonorifiske former tættere forhold, solidaritet, intimitet, o.l. I samfund som er meget skarpere opdelt i sociale lag og klasser, fx det vietnamesiske, det japanske eller tamilske, kan sprogene også skelne mellem honorifiske og nonhonorifiske former (endda i flere grader) i første- og tredje person, ikke kun i anden person som det er sædvanligt i Europa Numerus Numeruskategorien er forbundet med numeralitet, dvs. antallet af de genstande som tilsammen udgør en eller anden aktant. Numerus (number) er en morfologisk kategori i dansk idet substantiver og adjektiver viser bøjningsforskel mellem singularis og pluralis. Numerus er ikke en særlig sofistikeret kategori eftersom man vha. den kun kan angive om der er tale om én genstand (en hvid bil singularis) eller flere end én genstande (hvide biler pluralis). Enhver mere præcis angivelse af antal påhviler numeralialer (to, tre, 12, 234 hvide biler). Numerus kan opfattes som en kongruenskategori hvorigennem kernesubstantivet og deskriptor i et substantival kongruerer med antalsangivelsen i kvantifikatoren. Når pluralis bruges uden en kvantifikator, er substantivalet derfor tvetydigt mellem en generisk tolkning og en tolkning med henvisning til et bestemt, dog uangivet antal genstande (jf. afsnit 9.1.2). Heller ikke singularis er undtaget fra tvetydighed. Henvisning til mere end én genstand kan forekomme i to tilfælde i singularis. Det ene er når kernesubstantivet er et kollektivum, dvs. når det gennem sin betydning henviser til en gruppe af genstande, fx familie, gruppe, politi, folk, klase, publikum. Når et sådant substantival er subjekt, er der i moderne dansk nogle gange indholdsmæssige kongruens mellem subjektsprædikativet og subjektet, dvs. selv om subjektet formelt er singularis, står subjektsprædikativet i pluralis: Politiet er blevet mere tilbøjelige til at registrere tilfældene som straffelovsovertrædelser end som overtrædelser af politivedtægten. Det andet tilfælde er når man bruger de singulative prædeterminatorer hver og enhver eller den singulative kvantifikator mangen som alle kræver at kernesubstantivet og dermed også deskriptor står i singularis selv om de meningsmæssigt henviser til flere genstande: hver dag ~ alle dage, mangt et hus ~ mange huse. Numerus er en obligatorisk udtrykskategori som også utællelige substantiver er underlagte selv om numeralitet netop i kraft af deres utællelighed er irrelevant for dem. Med andre ord har danske substantiver ikke nogen særlig utællelighedsform. Utællelige substantiver står som oftest i singularis (singularia tantum), fx mælk, jern, cement, men nogle står i pluralis (pluralia tantum), fx penge. Det skal bemærkes at ikke alle pluralia tantum er utællelige. Fx er bukser tælleligt, det er blot sådan at man bruger pluralis selv om der kun er tale om et eksemplar af bukser. Fordi det er pluralia tantum kan man ikke bruge singulative prædeterminatorer eller kvantifikatorer: *en bukser, *hver bukser. For at tælle tællelige pluralia tantum har man brug for en eller anden måleenhed der kan stå i hhv. singularis eller pluralis: et/hvert/to par bukser. Forskellen på tællelige og utællelige pluralia tantum manifesterer sig i at de tællelige godt kan kvantificeres med en konkret kvantifikator mens de utællelige kun kan kvantificeres med en ubestemt kvantifikator: et/to/12/mange/få par bukser, mange/få penge, men *et/to/12 (par) penge. Singularis og pluralis er ikke de eneste mulige termer inden for numerus. Som nævnt i afsnit 4.2 er der adskillige sprog som også har dualis. Dualis bruges når man henviser til præcis to ting, som med det danske begge. Ofte behøver man ikke engang bruge numeralet to i sprog med dualis, fx slovensk moja fanta (mine [to] drenge).

229 Nogle få sprog har også trialis og quatralis for at henvise til tre hhv. fire genstande, eller paucalis til at henvise til få genstande. Man kan godt argumentere for at moderne russisk og serbokroatisk har paucalis (2-4), som har udviklet sig fra den oprindelige dualis Kasus Kasuskategoriens primære funktion betragtes ofte at være det at vise hvilken semantisk rolle den af et substantival udtrykte aktant har. Det er derfor de semantiske roller undertiden kaldes kasusroller (Kapitel 10). Men kasus (case) hænger ofte kun meget indirekte sammen med de semantiske roller. Snarere viser kasus hvilken syntaktisk funktion et substantival har. Og som det er vist i Kapitel 10, hænger syntaktiske funktioner, det at være en bestemt slags sætnings- eller gruppeled, kun meget løst sammen med de semantiske roller. Subjekt, på mange sprog nominativens sætningsled, er fx helt indifferent mht. de semantiske roller. Desuden kan en kasus markere flere forskellige syntaktiske funktioner, hvilket tillige komplicerer forholdet mellem kasus og semantiske roller. Dette reflekteres tydeligt i klassiske grammatikker hvor man taler om forskellige slags udgaver af hver enkel kasus, fx genitivus possessivus, genitivus subjectivus, genitivus, objectivus, genitivus absolutivus; accusativus objectivus, accusativus loci, accusativus temporalis, accusativus prædicativus, etc.; etc. Disse betegnelser angiver ofte hvilken semantisk rolle et syntaktisk led i den givne kasus har. Imidlertid plejer man også at skelne mellem to typer kasus, nemlig de såkaldte grammatiske og de såkaldte lokativiske kasus. Den første type markerer de primære sætningsled (subjekt og det direkte objekt, og evt. det indirekte objekt), den anden type markerer adverbielle led (neutrale led i min terminologi) og angiver derved forskellige forhold, primært stedlige. Så fx i latin er nominativ og akkusativ samt evt. dativ grammatiske kasus, der markerer hhv. subjekt, direkte og indirekte objekt, mens ablativ er lokativisk idet den angiver det sted hvorfra en bevægelse udgår. Genitiv er en helt tredje type eftersom den typisk ikke markerer noget sætningsled, men kun gruppeled. 73 Den første type kalder man også abstrakte kasus da de er længst væk fra at udtrykke semantiske roller entydigt (jf. diskussionen om forholdet mellem sætningsled og semantiske roller i Kapitel 10). Den anden type kalder man derimod også konkrete kasus eftersom de rimelig direkte udtrykker en semantisk rolle, i ablativs tilfælde source. Men i praksis er skelnen mellem de grammatiske og lokativiske kasus ofte svær at opretholde. For som antydet ovenfor har de fleste kasus adskillige funktioner. Grammatiske kasus kan sagtens have lokativiske eller andre adverbielle funktioner, som fx den latinske akkusativ der ud over det direkte objekt kan udtrykke målet for en bevægelse (goal) og en tidsperiode. I stedet for grammatiske og lokativiske kasus ville hhv. pragmatiske og semantiske kasus være bedre betegnelser. For (de primære) sætningsleds dominerende funktion er pragmatisk: for subjekts vedkommende at være sætningens pivot, for det direkte objekts vedkommende det at fokusere på en aktant. Desuden kan de ikke-grammatiske kasus ikke kun udtrykke lokativiske relationer, men også fx temporale. Der er vist nok ikke noget sprog der kan klare sig alene med kasus som morfologisk kategori. Sprog anvender også adpositioner for at supplere eller sætte i stedet for de morfologiske kasus. Da både kasus og adpositioners funktion er at markere et leds funktioner, er det berettiget at behandle dem under et. Det er denne tilgang jeg følger i denne bog. Grunden til at man traditionelt ikke gør det sådan, er at adpositioner siges at styre en eller anden kasus, dvs. de forlanger at kernesubstantivet og/eller andre elementer i det substantival som udgør adpositionens styrelse, står i en bestemt kasus. Fx styrer det tyske in akkusativ eller dativ, det latinske ex ablativ og det russiske s genitiv 73 I dansk kan genitiv kun bruges i præled, men nogle sprog, fx tysk og latin, har også den såkaldte absolut genitiv der kan markere selvstændige sætningsled, angivende sted eller tid: Wir reisen nur nachts = vi rejser kun om natten.

230 eller instrumentalis. Derfor forekommer adpositioner som værende af principielt anden art en kasusaffikser, som noget der er kasusaffikserne overordnet. Følgelig skal kasussuffikser være underordnede og vælges af adpositioner, og andre styrende elementer i en sætning, først og fremmest af verbet. Men det er egentlig en miskonception at kasus skulle være adpositioner underordnet. Det er mere passende at sige at det er kombinationen af en adposition med en kasus der udtrykker et bestemt indhold. Hermed mener jeg at det er misvisende at tale om at en adposition styrer en eller anden kasus. Nogle indhold kan udtrykkes med et kasusaffiks alene, fx det at være direkte objekt udtrykkes i mange sprog alene ved brugen af akkusativkasus. Men andre indhold kan kun udtrykkes ved at kombinere en adposition med et kasusaffiks. For at være helt konsekvent bør man tale om en nuladposition i de tilfælde hvor et givet indhold udtrykkes alene med et kasusaffiks, dvs. at fx det direkte objekt i mange sprog er markeret med akkusativkasus og en nuladposition. Ved de adpositioner der altid står sammen den samme kasus, fx til med genitiv i olddansk eller mit med dativ i tysk, kunne man i princippet forsvare antagelsen at det er adpositionen der styrer kasus, for hvis man vælger at bruge hhv. til eller mit, så er man tvunget til også at bruge hhv. genitiv og dativ. Men ved de adpositioner der kan stå sammen med flere kasus, er det ydre forhold der bestemmer hvilken kasus man skal bruge. Med andre ord har adpositionen ingen indflydelse på kasusvalget. Fx er det sådan i tysk at nogle adpositioner kan stå både med akkusativ og dativ. Hvis de står med akkusativ, angiver man målet (den semantiske rolle goal) for en bevægelse (in die Schule ind i skolen, an den Main hen på (floden) Main, auf den Wand op på væggen), men hvis de står med dativ, angiver man place (in der Schule inde i skolen, am Main på/ved Main, auf dem Wand oppe på væggen). Hvis man på russisk vil udtrykke source, nærmere betegnet den overflade hvorfra bevægelsen udgår, bruger man præpositionen s(o) med genitiv (oprindelig ablativ): so stola (fra ovenpå bordet). Men hvis man vil udtrykke kommitativ, bruger man s(o) med instrumentalis: s prijateljem (med vennen). I disse tilfælde er det tydeligt at adpositionen og kasusaffikset er ligebyrdige elementer i et komplekst udtryk. Her er det ikke rimeligt at påstå at adpositionen styrer kasusvalget. Så for at være konsekvent mener jeg aldrig at adpositionen styrer kasus, heller ikke i de tilfælde hvor en given adposition altid kombineres med den samme kasus. Det er efter min mening altid adpositionen (evt. nuladposition) sammen med kasus der udtrykker et givet indhold, eller givne indhold hvis den samme kombination af adposition og kasus kan udtrykke flere indhold. I nogle tilfælde er der regelmæssigheder i hvilken kasus adpositioner kombineres med. Fx kombineres det tyske in, an og auf konsekvent med akkusativ hvis man mener goal, og konsekvent med dativ når man mener place. Ligeledes er det rimelig regelret at det russiske v og na kombineres med lokativ når man vil udtrykke place eftersom lokativs oprindelige funktion netop er at angive place. Men i andre tilfælde er der ikke nogen systematisk sammenhæng. Der er ikke nogen indlysende forklaring på hvorfor fx det tyske nach (efter) skal stå med dativkasus. Men eftersom kasus ikke kan undværes eller undgås i tysk, er det nu nødt til at stå med en eller anden kasus. Da kasus funktion er at vise et substantivals funktioner, er den en udpræget nominal kategori, dvs. kasusaffikser tilføjes substantiver, adjektiver og numeraler. I nogle sprog, fx ungarsk og tyrkisk, bøjes kun kernesubstantivet i kasus. 74 I andre sprog, fx russisk og latin, bøjes alle adleds kerne i substantivalet i den samme kasus, dvs. præ- hhv. postleddene kongruerer i kasus med kernen. I endnu andre sprog, som tysk, bøjes kun determinator og deskriptor i kasus. 75 Men der er også nogle 74 Et demonstrativpronomen kongruerer dog med kernen på ungarsk. 75 Substantivers kasusbøjning i moderne tysk er meget begrænset, dvs. substantivet har den samme form (synkretisme) i de fleste kasus: Buch (sg.nom., sg.akk., sg.dat), Buchs (sg.gen.), Bücher (pl.nom., pl.akk., pl.gen.), Büchern (pl.dat.), hertil kommer i højtideligt sprog og i faste udtryk Buche (sg.dat.).

231 sprog som kan tilføje sætninger kasusaffikser. Dette eksotisk virkende fænomen er egentlig ret logisk eftersom sætninger godt kan fungere substantivisk og adjektivisk (afsnit 7.9.1, 7.7, 10.9 og ) Det danske kasussystem Moderne dansk anvender kun i et meget begrænset omfang morfologisk kasus. Kun de personlige pronominer og det generiske man fremviser kasuskategorien med termerne nominativ, oblik og genitiv (jf. afsnit 4.4 og 4.7). Man taler rigtig nok også om genitiv-kasus ved substantiver, men genitiv er strengt taget en postposition, ikke et kasusaffiks. Ikke desto mindre har den beholdt flere af de klassiske genitivfunktioner så som at markere possessor samt subjekt og objekt til verbalsubstantiver (jf. afsnit 4.2, og 9.2.5). Det er i denne forbindelse oplagt at diskutere om det er rimeligt at tale om én genitiv når morfen s nu står for så forskelligt indhold. Denne diskussion er i øvrigt ikke begrænset til genitiv, men gælder så godt som alle udtrykselementer i sprog eftersom langt de fleste udtrykselementer associeres med flere indholdselementer. Der er flere mulige løsninger på dette problem. En af dem er at sige at der slet ikke er nogen genitiv i dansk, men (mindst) tre forskellige kasus der tilfældigvis udtrykkes vha. den samme morf. Det er tydeligvis ikke denne løsning man har valgt eftersom man faktisk betragter alle forekomster af denne s-morf som eksempler af genitivkasus. Denne tilgang er dog rimelig i de tilfælde hvor det samme udtryk har vidt forskellige betydninger som det er tilfældet ved genitiv-s og passiv-s. Her er de forskellige betegnelser udtryk for at man opfatter to vidt forskellige indholdskategorier. Så det at man kalder s-morfen for genitiv i forskellige sammenhænge antyder at man anser disse betydninger for at være beslægtede med hinanden. Herefter har man principielt to muligheder for at beskrive genitiv. Man kan blot opremse de forskellige anvendelsesmuligheder med tillægsbetegnelser. Det er hvad man gør i klassiske grammatikker: genitivus possessivus, subjectivus, objectivus, loci, etc. Man kan tillige prioritere listen efter hvor hyppige eller typiske de enkelte anvendelser er, som i den forudgående sætning for den latinske genitiv. Men man kan også prøve at finde et fælles betydningselement, en slags fællesnævner, der er en del af alle de betydninger som man har postuleret for fx genitiv. Det er jo netop dette fælles betydningselement, i fagsprog kaldet Gesamtbedeutung, der gør at man opfatter genitivens funktioner som beslægtede med hinanden. Herefter er de forskellige betydninger blot forskellige udgaver af den samme grundbetydning. Problemet med Gesamtbedeutung er at den kan blive så abstrakt at den mister sin nytteværdi. For genitiv i moderne dansk har man fx foreslået det at bestemme et andet led, navnlig kernen i et substantival, som Gesamtbedeutung. 76 Genitiv bruges i moderne dansk kun til at markere gruppeled. Nominativs anvendelsesmuligheder er blevet meget begrænset, den kan kun markere subjektet. Men heller ikke her er den enerådende idet oblik har bidt sig ind på dette område: ham der er et fjols, Peter og mig sad i toget. Til gengæld kan man finde eksempler på at nominativ anvendes der hvor oblik er den regelmæssige kasus: Der er ikke nogen uoverensstemmelser mellem Peter og jeg. Sådanne egentlige fejl kalder man undertiden hyperkorrektion fordi man anser dem for at være tegn på at folk har opdaget at nominativ er ved at miste terræn, altså at oblik kryber ind på steder hvor man tidligere brugte nominativ, så folk i nogle tilfælde prøver at kompensere for dette terræntab ved at bruge nominativ steder hvor den ikke tidligere er blevet brugt. Oblik er således den hyppigst brugte kasus i moderne dansk. Den har overtaget nominativs stilling som den umarkerede eller grundkasus. Det er også denne kasus småbørn først bruger: mig ha mælk! Ved de fleste substantiver er det den oprindelige akkusativform der er blevet tilbage i moder- 76 Står s-morfen i en folkets mand eller en toværelses lejlighed for genitiv eller ej?

232 ne dansk, fx hestur (nom.), hest (akk.), hests (gen.), hesti (dat.). En lignende udvikling i kasussystemet har fundet sted i engelsk, norsk og svensk Det ungarske kasussystem Da dansk ikke rigtig er egnet til at demonstrere mulighederne i morfologisk kasus, lad ungarsk stå her som illustration. Ungarsk har med sine mere end 20 kasus et af verdens mest omfattende kasussystemer. Det er bemærkelsesværdigt at også i ungarsk har langt de fleste kasus til trods for kasusrigdommen flere funktioner, og at også ungarsk betjener sig med et stort antal adpositioner, hovedsageligt postpositioner. Det ungarske kasussystem Kasus Funktioner Eksempler Nominativ subjekt Péter olvassa a könyvet. Péter læser bogen. -Ø subjektsprædikativ Péter egy okos kisfiú. Péter er en klog lille dreng. foranstillet possessor Péter olvassa János könyvét. Péter læser János bog. foranstillet ikke-possessor Péter két csésze meleg teát ivott. Péter drak to attribut kopper varm te. tidspunkt Péter vasárnap jött haza. Péter kom hjem i søndags. direkte objekt (kun med Péter az én könyvem olvassa. Péter læser min 1sg.poss, 2sg.poss) bog. Akkusativ -t direkte objekt Péter az én könyvemet olvassa. Péter læser min bog. mængde Péter sokat tanul. Péter lærer meget. tidsperiode Péter három hetet volt Angliában. Péter var tre uger i England. Dativ -nak/-nek indirekte objekt Jánosnak adta Péter a könyvet. Péter gav János bogen. possessor Péter Jánosnak a könyvét olvassa. Péter læser János bog. logisk subjekt Péternek sokat kell tanulnia. Péter skal lære meget. mål for bevægelse Péter neki ment a falnak. Péter er stødt ind i væggen. objektsprædikativ Pétert kinevezték igazgatónak. Man har udnævnt Péter til direktør. Instrumentalis instrument Péter kalapáccsal üti a szöget. Péter slår sømmet med en hammer. -val/-vel komitativ Péter a barátnőjével sétál. Péter spadserer med sin kæreste. forskel på mængder Péter öt centivel magasabb Jánosnál. Péter er fem cm højere end János. mængde Péter megivott öt üveggel a borból. Péter har drukket fem flasker af vinen.

233 Kasus Funktioner Eksempler causee Péter Jánossal csináltatja meg a leckéjét. Péter får János til at lave sine lektier. tidspunkt Tavasszal kizöldülnek a fák. Træerne grønnes om foråret. Translativ -vá/-vé resultativ prædikativ Békává változott a herceg. Prinsen har forvandlet sig til en frø. Kausalisfinalis årsag Azért jött haza Péter, mert elfelejtette a könyvét. Péter kom hjem fordi han havde glemt sin bog. -ért formål Péter hazajött a könyvéért. Péter er kommet hjem efter sin bog. Essiv -ként væren på en måde Péter sokat utazott gyerekként. Som barn rejste Péter meget. Distributiv -nként distributivitet Péter évenként egyszer utazik haza. Péter rejser hjem en gang om året. Formalis -képpen væren på en måde Itt vannak a példák magyarázatképpen. Her står eksemplerne som forklaring. Sociativ -stul/-stül komitativ Szőröstül-bőröstül felfalta a sárkány a grófot. Dragen slugte greven med hår og hud. Modalis -ul/-ül bliven til noget Feleségül vette a barátnőjét. Han tog sin kæreste til kone. (Han blev gift med hende.) Terminativ -ig sluttidspunkt Péter hat óráig szokott dolgozni. Péter plejer at arbejde til kl. 6. tidsperiode Péter hat hétig volt Angliában. Péter var i England i seks uger. Temporalis -kor tidspunkt Péter hat órakor ment haza. Péter gik hjem kl. 6. Temporalis- distribution i tid Péter havonta egyszer elmegy Németországba. Péter tager til Tyskland en gang om måneden. distributio- nalis -anta/-ente Lokativ væren et sted Péter Pécsett járt egyetemre. Péter går på uni- -tt Inessiv -ban/-ben Illativ -ba/-be Elativ -ból/-ból Adessiv -nál/-nél væren inde i et rum tidspunkt bevægelse ind i et rum bevægelse ud af et rum materiale væren ved et sted sammenligningsstandard versitet i Pécs. Péter az autójában ül. Péter sidder i sin bil. Péter decemberben el fog utazni. Péter rejser bort i december. Péter beült az autójába. Péter har sat sig ind i sin bil. Péter kiszállt az autójából. Péter er stået ud af sin bil. A papír fából készül. Papir laves af træ. Péter az autójánál áll. Péter står ved sin bil. Péter magasabb Jánosnál. Péter er højere end János.

234 Kasus Funktioner Eksempler Allativ -hoz/-hez/- höz bevægelse hen til et sted Ablativ -tól/-tôl Superessiv -n/-on/-en/- ön Sublativ -ra/-re Delativ -ról/-rôl bevægelse væk fra en overflade emne gange Multiplikativ -szor/- szer/-ször bevægelse væk fra et sted starttidspunkt væren oven på en overflade tidspunkt bevægelse hen på en overflade sluttidspunkt Péter odament az autójához. Péter gik hen til sin bil. Péter elment az autójától. Péter gik væk fra sin bil. Péter szeptembertől iskolába jár. Péter har gået i skole siden september. Péter ül az autóján. Péter sidder oven på sin bil. Hétfőn nem volt adás. Der var ikke nogen udsendelse i mandags. Péter ráült az autójára. Péter har sat sig på sin bil. Péternek decemberre be kell fejeznie a könyvét. Péter skal afslutte sin bog inden december. Péter leszállt az autójáról. Péter er hoppet ned fra sin bil. Miről habratyol Péter? Hvad ævler Péter om? Öt voltszor három amper egyenlő 15 wattal. Fem volt gange tre ampere er lig med 15 watt. Tabellen viser kun de nogenlunde regelmæssige anvendelser af kasus. Prædikater kan styre kasus mere eller mindre vilkårligt: gondol vmre tænke på ngt (sublativ), fél vmtôl frygte ngt (ablativ) Tempus og temporalitet Tempus (tense) er den grammatiske udtrykskategori hvis hovedopgave er at udtrykke temporalitet. Temporalitet eller tidsreference er den indholdskategori som angiver det tidspunkt hvorpå en situation foregår. Tempus er en notorisk besværlig kategori, ikke mindst i dansk, fordi dets termer, tempora, ofte også er associeret med andre indholdselementer end temporalitet, oftest med modalitet og aspektualitet. I dette afsnit vil jeg beskrive både tempus og temporalitet. Jeg starter afsnittet med at skitsere hvordan jeg anskuer temporalitet. Da tempussystemet kun kan udtrykke en delmængde af de tidsreferencer som temporalitet indbefatter, vil jeg også beskrive hvordan man udtrykker tidsreference leksikalsk Temporalitet Temporalitet (kaldet også tidsreference og temporalt forhold) er en kompleks indholdskategori. Der skelnes mellem deiktisk, tekstuel og absolut temporalitet. Læg mærke til at temporalitet således ligner referering ved substantivaler, hvor man taler om deiktisk, tekstuel og baggrundsreference (Kapitel 9). Baggrundsreference svarer ganske godt til absolut temporalitet, så analogien er gennemført. Derfor kalder man også temporalitet tidsreference. Grammatisk, vha. tempussystemet, kan man kun udtrykke deiktisk og tekstuel tidsreference, men leksikalsk kan man udtrykke alle tre slags tidsreferencer, oven i købet med større præcision.

235 Alle tre slags temporaliteter tager udgangspunkt i, forholder sig til et tidspunkt der er uden for den omtalte situation. Dette eksterne tidspunkt er en begivenhed hvis tidspunkt udgør det referencetidspunkt hvorfra den omtalte situations tidspunkt beregnes. De tre temporaliteter er forskellige fra hinanden mht. hvilket tidspunkt de antager som referencetidspunkt. Absolut temporalitet antager et i samfundet institutionaliseret tidspunkt, nulpunktet for den såkaldte tidsregning. Deiktisk temporalitet antager kommunikationssituationen som referencepunkt. Og den tekstuelle temporalitet antager en i teksten omtalt situation som referencepunkt. Et tidspunkt i sproglig forstand har ikke nogen bestemt længde. Længden kan variere fra et par pikosekunder til milliarder af år. Det angivne tidspunkt kan derfor have to forskellige forhold til den situation som finder sted på tidspunktet: (i) Tidspunktet indbefatter situationen: tidspunkt ---- < > ---- situation <====> (ii) situationen indbefatter tidspunktet: tidspunkt ---- < > ---- situation - <=============> - Hvilket forhold der gælder, kommer an på det angivne tidspunkts længde og situationens længde; nogle sproglige udtryk er uklare mht. hvilket forhold der gælder. Han kom hjem i morges: Tidspunktet indbefatter situationen da det kun tager nogle få sekunder at komme ind i hjemmet mens morgenen varer nogle timer. Han lavede mad kl. 2: Situationen indbefatter tidspunktet da det tager længere tid at lave mad end det øjeblik det tager for tiden at passere kl. 2. Han arbejdede i morges er principielt tvetydigt da det kan være at han kun arbejdede nogle få minutter i løbet af morgenen (tidspunktet indbefatter situationen), men det kan lige så godt være at han allerede om natten var i gang med at knokle og fortsatte med det langt hen over morgenen (situationen indbefatter tidspunktet). Denne forskel på forholdet mellem tidspunkt og situationens længde konstituerer modsætningen mellem de to interne aspektualiteter, perfektiv og imperfektiv. Når tidspunktet indbefatter situationen, er der tale om perfektiv aspektualitet; når situationen indbefatter tidspunktet, er der tale om imperfektiv aspektualitet. Da afsender i princippet selv vælger hvor præcis han angiver et tidspunkt, dvs. hvor langt et tidspunkt han vælger at udtrykke, er intern aspektualitet et subjektivt, afsenderafhængigt fænomen. Tidsreference svarer på spørgsmålet hvornår?. Men eftersom sproglige tidspunkter har længde, kan man også angive dem som intervaller: Han arbejdede mellem kl. 9 og 11, han var i England fra den 2. til den 15. Tidsintervaller kan være lukkede som i de foregående eksempler eller åbne. Lukkede er de når både start- og sluttidspunkt er angivne, åbne er de når enten kun starttidspunktet eller sluttidspunktet er angivet: Han har arbejdet lige siden kl. 9 (starttidspunkt), han arbejdede indtil kl. 11 (sluttidspunkt). Ved tidsintervaller grænser tidspunktsangivelsen op til tidslængdeangivelse. Tidslængdeangivelse svarer på spørgsmålet hvor længe?. Sproglige udtryk, først og fremmest dem der definerer intervaller, kan være tvetydige mht. om de angiver et tidspunkt eller en tidslængde, dvs. i hvor lang tid en situation foregik.

236 (1) Han arbejdede mellem kl. 9 og 11. (1) kan være svar på både Hvornår og hvor længe arbejdede han?. I sidste tilfælde er det så op til modtager at regne tidslængden ud. Men tidsreference (tidspunktsangivelse) og tidslængde er to fundamentalt forskellige størrelser. Tidsreference er altid afhængig af et eksternt referencepunkt, det er tidslængdeangivelse aldrig. Det er fx nødvendigt at vide hvilken dag han arbejdede for at forstå (1) som svar på spørgsmålet hvornår han arbejdede. Men for at kunne regne ud hvor længe han arbejdede er det helt unødvendigt at vide hvilken dag hans arbejde fandt sted. Den tredje variabel i en tidslig sammenhæng ud over tidspunkt og tidslængde er hyppighed, dvs. angivelsen af hvor mange gange eller hvor ofte en situation finder sted. Ligesom tidslængde er hyppighed også uafhængig af et eksternt referencepunkt. Derfor hører det strengt taget ikke med under temporalitet, men bliver her nævnt for kontrastens skyld. Hyppighed kan angives med antallet af gentagelserne: to gange, 12 gange, mange gange, sjældent, ofte eller vha. at specificere en cyklisk tidsenhed (jf. afsnit ), dvs. en tidsenhed der betegner tilbagevendende tidspunkter: om mandagen, om efteråret, om året, hvert 10. minut, hver halve time; man kan endda kombinere de to måder: to gange om ugen, fem gange i timen, sjældent om tirsdagen, hyppigt om torsdagen. Gentagelse kan også antydes vha. kvasihjælpeverbet pleje at eller kan være underforstået (se afsnit ). Når man angiver at en situation er gentagen, abstraherer man fra forskelle mellem de enkelte forekomster af situationen. Hvis man fx siger de plejer at spise aftensmad kl. 6 ser man bort fra de sandsynligvis forekommende forskelle på hvad de spiser, hvor de spiser, hvordan de spiser, etc. de enkelte dage. De tre tidslige variabler er uafhængige af hinanden og kan godt udtrykkes sammen i en sætning: I 2003 (tidspunkt) arbejdede han to timer (tidslængde) hver søndag (hyppighed) Absolut tidsreference Bortset fra altidsreferencen af præsens (jf. afsnit ) kan man ikke udtrykke absolut tidsreference grammatisk, kun leksikalsk. Af den grund er det egentlig malplaceret at behandle absolut tidsreference i dette kapitel der handler om grammatiske kategorier. Men for at kunne se kontrasten mellem de forskellige måder at referere til tid på mener jeg alligevel at det er hensigtsmæssigt at beskrive absolut tidsreference her. Absolut tidsreference taler man om når det tidspunkt man refererer til, entydigt kan identificeres uanset hvilken kontekst ytringen optræder i. Absolut tidsreference forholder sig til et på forhånd fastlagt tidspunkt som ikke er afhængig af kommunikationssituationen eller teksten. Dette tidspunkt er i de fleste tilfælde Kristi fødsel. 77 Absolutte tidsreferencer placerer tidspunkter i forhold til dette tidspunkt: i 1971, den 3/ , 4000 år før Kr.f., april Absolutte tidsreferencer kan kun udtrykkes vha. de såkaldte temporale adverbielle led, som syntaktisk set er neutrale led. De temporale neutrale led og tempora er uafhængige af hinanden. Selv om de forekommer sammen i en sætning, følger de begge deres egen logik. Så der kan sagtens være flere forskellige tidsreferenter i den samme sætning, fx absolut blandet med deiktisk tidsreference: Jeg begyndte at skrive bogen den 4/7 2004, jeg skriver på den i december 2004, og vil stadig skrive på den i februar I ikke-kristne kulturer tager man udgangspunkt i andre begivenheder, fx Muhammeds fødsel eller verdens skabelse. I videnskaben tager man udgangspunkt i Big Bang. Men alle disse tidsregninger er absolutte. For astronomiske eller geologiske begivenheders vedkommende kan selve det at tage udgangspunkt i nuet regnes for absolut, og ikke deiktisk tidsreference, for det gør næppe nogen praktisk forskel om det er den 3/ eller 5/ eller 7/ at man ytrer at kambriumperioden startede for 500 millioner år siden.

237 Deiktisk tidsreference Den deiktiske temporalitet tager udgangspunkt i kommunikationssituationen. Navnlig er det tale- /skrivetidspunktet der er udgangspunkt for deiktisk temporalitet. Dette tidspunkt kaldes det deiktiske centrum for temporalitet og benævnes almindeligvis som nuet. Den situation som man omtaler, kan så foregå på tre forskellige tidspunkter i forhold til nuet: Den kan finde sted samtidig med nuet (nutid), før nuet (fortid) og efter nuet (fremtid). Dette kan man illustrere med en tidslinje. Tidslinje NU tidslinje før nu samtidig med nu efter nu Eksempler på leksikalske deiktiske tidsreferencer er i morgen, på søndag, til foråret, om tre uger, i næste år (fremtid), nu (nutid) og i forgårs, i tirsdags, sidste uge, for fem måneder siden (fortid). Desuden er det danske tempussystem overvejende deiktisk (afsnit ). Det er ikke altid muligt at opretholde en skarp skelnen mellem for-, nu- og fremtid. For det første er der udtryk der er tvetydige. Fx kan søndag finde sted både i for- og i fremtid (evt. endda i nutid): Han kom hjem søndag vs. han kommer hjem søndag. Desuden kan der være tale om et så langt tidspunkt at det strækker sig fra fortid hen over nutid til fremtid (transcendental tidsreference), fx i denne måned. Deiktisk temporalitet behøver ikke være så enkel at den blot tager udgangspunkt i nuet. Nogle gange sætter man ikke en situations tid direkte i forhold til nuet, men i forhold til et andet tidspunkt. Dette andet tidspunkt bliver så det umiddelbare referencepunkt. Da dette referencepunkt selv forholder sig til nuet og kan placeres tre forskellige steder i forhold til det, er der i princippet ni muligheder for at placere situationen i tid som det kan ses i tabellen nedenfor. Komplekse deiktiske temporale forhold Referencepunkt i forhold Situationens tid i forhold til referencepunktet Benævnelse Eksempel til nuet før før førfortid inden i tirsdags samtidig samfortid i tirsdags efter efterfortid efter i onsdags samtidig før førnutid i tirsdags samtidig samnutid nu efter efternutid i morgen efter før førfremtid før næste uge samtidig samfremtid næste uge efter efterfremtid efter næste år For at henvise til tidsreference bruger jeg danske betegnelser, men for at henvise til tempora bruger jeg latinsk inspirerede betegnelser. På denne måde har jeg to adskilte sæt af betegnelser, et til udtrykssiden (tempora) og et til indholdssiden (tidsreference). De danske betegnelser som jeg bruger her, er i indhold altså forskellige fra de betegnelser som man i skolegrammatikker bruger til at benævne tempora med.

238 Denne tabel bliver brugt i beskrivelsen af det danske tempussystem. Man kan godt forestille sig endnu mere komplekse deiktiske temporale forhold med to eller flere referencetidspunkter. Men da særlige tempora til sådanne temporale forhold er meget sjældne, vil jeg lade dem ude af betragtning (se dog futurum exactum in præterito i afsnit ). Læg mærke til at sprog ikke altid skelner i udtryk mellem samfortid og fortid, førnutid og fortid, samnutid og nutid, efternutid og fremtid og samfremtid og fremtid Tekstuel tidsreference Tekstuel tidsreference tager et i konteksten defineret tidspunkt som referencepunkt. Dette tidspunkt kan være et tidspunkt angivet ved et temporalt led eller det implicitte tidspunkt for en omtalt situation. Tekstuel tidsreference kan angive om et tidspunkt finder sted før, samtidigt med eller efter referencepunktet: forinden, 10 minutter tidligere, i ugen før (førtid), på det tidspunkt, på samme tid, samtidigt med (samtid), derefter, to dage senere, efter fem uger (eftertid). Selve referencepunktet kan være angivet med såvel absolut, deiktisk som tekstuel tidsreference: Han mødte sin kæreste i 2003 (absolut). Før da (førtid) var han en inkarneret ungkarl. Han kom (deiktisk) først hjem tidligt om morgenen, men kort tid efter (eftertid) blev han igen tilkaldt til en ulykke. Temporale ledsætninger udtrykker tekstuel tidsreference hvorved de placerer hovedsætningens situation i tid i forhold til den situation som er udtrykt i ledsætningen: Hans kone var i gang med at lave aftensmaden, da han kom hjem (samtid). Efter at have spist aftensmaden (eftertid), hyggede de sig. Ved valget af subjunktionelt led i temporale ledsætninger kan man antyde intern aspektualitet. Da ledsætninger indledt med da angiver en situation som er forestillet som afgrænset, lægges der op til en perfektiv fortolkning. Madlavning tager fx længere tid end hjemkomst, så ledsætningens situation er indbefattet i hovedsætningens situation. Derimod antyder mens imperfektiv aspektualitet idet det angiver at ledsætningens situation forløber parallelt med hovedsætnings situation og dermed ikke er indbefattet i denne, i hvert fald ikke nødvendigvis: Hun lavede aftensmad mens han ordnede vasketøjet Det danske tempussystem Tempus er i mange sprog også i dansk en verbal kategori, dvs. det udtrykkes vha. verbalaffikser og/eller hjælpeverber. Men der er sprog der bruger nominale affikser for at udtrykke temporalitet. I alle sprog er det kun deiktisk og evt. tekstuel temporalitet der er knyttet til tempus. Mens tempus godt kan være knyttet til verbalet, angår temporalitet hele situationen. Man kan skelne mellem følgende tempora i dansk. Det danske tempussystem Fagbetegnelse Dansk (engelsk) navn Eksponent præsens nutid (Present) præsensform præteritum datid (Past) præteritumsform perfektum førnutid (Present Perfect) har/er + perfektum participium plusquamperfektum førdatid (Past Perfect) havde/var + perfektum participium futurum fremtid (Future) vil + infinitiv futurum exactum førfremtid (Future Perfect) vil + have/være + perfektum participium

239 Fagbetegnelse Dansk (engelsk) navn Eksponent futurum in præterito fremtid i fortid (Future in the ville + infinitiv Past) futurum exactum in præterito førfremtid i fortid (Future Perfect in the Past) ville + have/være + perfektum participium Det at tempussystemet er deiktisk har den konsekvens at den samme situation kan udtrykkes med forskellige tempora afhængig af hvornår man omtaler situationen. Fx tegnede jeg den ovenstående figur om tidslinjen kl den 20/ Mens jeg tegnede det, kunne jeg have sagt: Jeg tegner en figur om tidslinjen. Før det tidspunkt ville jeg have sagt: Jeg vil tegne en figur om tidslinjen. Men fra nu af siger jeg: Jeg tegnede en figur om tidslinjen. De tempora der relaterer sig direkte til det deiktiske centrum nuet, kalder man ABSOLUTTE tempora. (Ikke at forveksle med absolut tidsreference!) De tempora der udtrykker komplekse temporale forhold, kalder man RELATIV-ABSOLUTTE tempora: Inden jeg tegnede figuren om tidslinjen (referencetidspunkt), havde jeg skrevet afsnit færdigt (førfortid): jeg havde skrevet jeg tegnede nu afsnit færdigt figuren om tidslinjen Om tre måneder (referencetidspunkt) vil de have været gift i et år (førfremtid): NU de vil have været gift i et år om tre måneder Mig bekendt er der dog ikke noget sprog der har ni forskellige tempora for at udtrykke de ni komplekse temporale forhold. For det første plejer sprog ikke at have særskilte tempora til de forhold hvor situationens tid er det samme som referencepunktet (samfortid, samnutid, samfremtid). Det samme er tilfældet der hvor referencepunktet falder sammen med nuet (førnutid, samnutid, efternutid) Præsens Præsens er den umarkerede (eller mindst markerede) term i det danske tempussystem idet det er den form der har flest funktioner og kan vikariere for flest andre tempora. Præsens prototypiske funktion, som har givet den dens navn, er at markere en situation der udspiller sig samtidig med nuet (nutid): jeg skriver om det danske tempussystem, computeren summer. Denne, prototypiske, brug af præsens kalder man aktuel præsens. Situationer der finder sted samtidig med nuet, er som oftest ikke er begrænsede til det øjeblik nuet varer. De starter ofte før nuet og slutter ofte først efter nuet. Så en naturlig udvidelse af præsens brug er at markere situationer der finder sted hele tiden: jorden flyver rundt om solen. Læg mærke til slægtskabet mellem generisk reference ved substantivaler og denne altidsbrug af præsens. Det er derfor ikke mærkeligt at sætninger der indeholder substantivaler med generisk reference typisk er i præsens. Denne brug af præsens kalder man altids- eller gnomisk præsens. En anden udvidelse af præsens brug er at markere en situation der finder sted gentagne gange omkring nuet: solen står op i øst, jeg spiser morgenmad kl. 7. Denne brug af præsens kalder man habituel præsens. Da habitualitet typisk regnes for at være en term inden for aspektualitet, er habituel præsens et eksempel på at to indholdskategorier smelter sammen i én udtrykskategori. Aspektualiteten kan dog tydeliggøres vha. af et hjælpeverbum: jeg plejer at spise morgenmad kl. 7.

240 Bemærk at der er en glidende overgang fra aktuel præsens gennem habituel præsens til altidspræsens. Aktuel præsens udtrykker en foregang der finder sted en gang og er mere eller mindre begrænset i udstrækning (fx Han snakker med sin mor i telefonen). Altidspræsens udtrykker en foregang der foregår hele tiden uafbrudt, i hvert fald så længe som universet eksisterer (fx Jorden spinder rundt om sin akse). Habituel præsens udtrykker gentagne foregange. Habituel præsens siger ikke noget om hvor mange gange foregangen gentages. Antallet af gentagelser er afhængigt af hvilken foregang der er tale om og hvilke aktanter der indgår i situationen. Det kan variere mellem nogle få gentagelser og uendelighed: Han plejer at købe musik på nettet, løver spiser zebraer, solen forårsager nordlyset. Da det ved habituel præsens ikke er et krav at den omtalte situation foregår samtidig med nuet, er det ikke overraskende at præsens også har anvendelser hvor situationens tid slet ikke har noget med nuet at gøre. Man kan nemlig bruge præsens ved situationer der foregår efter nuet (fremtid): Jeg besøger ARoS i morgen, vi tager til Tjekkiet i sommerferien. Ligeledes kan man bruge præsens ved situationer der foregik før nuet (fortid): han kommer hjem fra arbejde i går og finder konens elsker i køkkenet. Denne såkaldte historiske præsens bruger man typisk for at dramatisere fortællingen. For med brugen af præsens flytter man ligesom det deiktiske centrum til fortiden og sætter derved modtager tættere på begivenhederne Præteritum Præteritums prototypiske anvendelse, som har givet det dets navn, er at markere en situation der fandt sted før nuet (fortid): jeg drak en kop kaffe i morges. Præteritum er først og fremmest et absolut tempus, men kan også bruges i komplekse temporale forhold, altså som et relativ-absolut tempus: Han troede at forretningen var international (samfortid). Han mente at toget kørte kl. 6 (efterfortid). Som udvidelse af det sidste eksempel kan præteritum tilsyneladende også bruges til at markere en situation der først finder sted efter nuet (fremtid): Hvornår kørte toget? Men sådanne eksempler er netop at betragte som udvidelser af det ovennævnte eksempel idet man underforstår at nogen har ytret sig om den kommende togafgang: Hvornår sagde han at toget kørte? Hvornår sagde han togets afgang var? Bemærk at brugen af præteritum med fortidsreference ikke nødvendigvis betyder at situationen kun fandt sted i fortiden. Hvis man fx siger han mødte en dejlig pige til julefrokosten, hun var rigtig sød, betyder det ikke nødvendigvis at hun ikke er sød mere. Det at man her bruger præteritum, udtrykker blot at hendes sødhed kun havde relevans i fortiden (det var fx derfor han lagde mærke til hende), men ikke i nutiden. Den manglende relevans for nutiden kan skyldes flere ting: De er ikke sammen mere (for så er det lige meget om hun er sød eller ej); afsender ved ikke eller vil ikke fortælle om de stadig er sammen eller om de fortsat er sammen, men hun er holdt op med at være sød etc. En interessant brug af præteritum er når den bruges med nutidsreference, men med kontrafaktuel modalitet: hvis jeg var dig, købte jeg en Audi. Her henvises der til en situation som ikke finder sted i nuet, jeg er jo ikke dig; derfor har præteritumsformen her nutidsreference. Samtidig skildres en hypotetisk verden hvori jeg er dig og køber en Audi. Denne mærkværdige brug af præteritum skyldes at den gamle præteritum konjunktiv-form, hvis funktion var at markere ikke-virkelige (kontrafaktuelle) situationer, er faldet sammen med præteritum indikativ-formen. Tysk har stadig en særskilt konjunktivform: wenn ich an deiner Stelle wäre (præteritum indikativ war), würde ich einen Audi kaufen. Med undtagelse af tysk og islandsk er konjunktiv som selvstændig modus forsvundet fra de germanske sprog, bortset fra et par relikvier som fx den uregelmæssige brug af were i engelsk: if I were you, I would buy an Audi.

241 Så her har man igen et eksempel på at to indholdskategorier, temporalitet og modalitet, er stuvet sammen i én udtrykskategori. Da sammensmeltningen af temporalitet og modalitet kan konstateres flere steder i det danske tempussystem (se ved de forskellige slags futura nedenfor), er det berettiget at diskutere om de i dette afsnit anførte former overhovedet fortjener at blive kaldt tempora. Verbernes -ede form kunne jo i princippet lige så godt kaldes konjunktiv ellers konditionalis modus. 78 Det ville dog ikke løse noget da man så skulle undre sig over og forklare hvorledes en modusform har temporale anvendelser. Endnu et alternativ ville være at sige at dansk faktisk skelner mellem to udtrykskategorier, præteritum indikativ og præsens konditionalis (og andre modus/tempus kombinationer), men de to former er ens. Jeg følger den første tilgang og kalder -ede formerne præteritum. Jeg synes ikke det er meningsfuldt at tale om to udtrykskategorier hver hørende til en særskilt indholdskategori når de to indholdskategorier altid udtrykkes ens. For engelsk ville det være berettiget at tale om to udtrykskategorier eftersom man i visse tilfælde kan se forskel på indikativ og konditionalis (subjunctive): I was vs. I were. Men selv for engelsk er det nok mest praktisk for beskrivelsen at betragte disse forsvindende få tilfælde som undtagelser. Jeg kalder -ede formen præteritum fordi dens primære betydning synes at være fortidsreference, dvs. den forekommer i de fleste tilfælde med fortidsreference. Inden for kontrafaktuel modalitet kan præteritum også have fremtidsreference: Hvis Peter kom hjem i morgen, ville hans mor blive glad. For at kunne redegøre både for præteritums faktuelle fortidsreference og dets kontrafaktuelle nutids- eller fremtidsreference, har man foreslået at dets Gesamtbedeutung er at det markerer en situation der er fjern fra nuets virkelighed, temporalt eller modalt Perfektum Perfektum er endnu et eksempel på at to forskellige indhold er udtrykt i én form. Temporalt er perfektum ikke forskelligt fra præteritum, for så vidt begge bruges med fortidsreference. Men der er forskel på de to i aspektualitet. Denne aspektualitet er en anden end den der er skildret i afsnit 2.3 og Den aspektualitet som er nævnt der, angår hvordan man anskuer foregangens forløb, dvs. den udtrykker en egenskab ved foregangen. Derfor kalder jeg den intern aspektualitet. Til forskel herfra udtrykker skelnen mellem præteritum og perfektum ekstern aspektualitet som kortest kan defineres som hvorvidt den omtalte fortidige situation har nogen relevans for nuet. Aspekt og aspektualitet er vanskelige begreber idet der er adskillige forskellige betragtninger af dem i omløb. Begreberne er blevet berømte/berygtede fra slaviske sprog hvor verber kommer i to former, perfektiv og imperfektiv, hvor den første udtrykker en afgrænset, den anden en uafgrænset, fortløbende foregang. Disse sprog har altså en udtrykskategori (aspekt) der udtrykker en indholdskategori, det jeg kalder intern aspektualitet. Det er denne aspektualitet jeg har nævnt i afsnit 2.3 og Senere er begrebet blevet overført til bl.a. dansk akademisk grammatik hvor det bl.a. henviser til udtryks- og indholdsforskellen på præteritum og perfektum. Men da denne indholdsforskel er noget helt andet end den der gælder ved intern aspektualitet, synes jeg ikke det er hensigtsmæssigt at kalde begge aspektualitet uden videre kvalifikation. Selv om det måske ville være bedst med to helt forskellige betegnelser, er det dog ikke urimeligt at kalde begge aspektualitet eftersom begge har noget at gøre med hvordan man anskuer et eller andet: Den interne aspektualitet er anskuelsen af hvordan foregangen forløber, den eksterne aspektualitet er anskuelsen af hvorvidt situationen har relevans for noget uden for den, fx for nuet. 78 Konditionalis er for dansks vedkommende en bedre betegnelse end konjunktiv fordi denne brug af præteritumsformen kun forekommer i betingelsesledsætninger (konditionale sætninger) og hovedsætninger som indeholder en betingelsesledsætning samt i ønskesætninger (Gid jeg kunne købe mig en Audi). Derimod er konjunktiv en passende betegnelse for tysk eftersom den tyske form også bruges i andre sammenhænge end i betingelsessætninger.

242 Ifølge denne betragtning udtrykker præteritum neutral ekstern aspektualitet idet det ikke lægger op til at den omtalte situation har relevans. Det udelukker dog heller ikke relevansen! Derimod understreger perfektum at situationen på en eller anden måde bærer relevans for nuet. Denne relevans kan man kalde perfektums Gesamtbedeutung. For at understrege at præteritum er perfektums aspektuelle modsætning, kalder man det nogle gange imperfektum. Relevansen for nuet kan foreligge på flere forskellige måder. En af dem er at den fortidige situation afstedkom et resultat der foreligger i nuet. Resultatet behøver ikke være en fysisk genstand, det kan også være den ophørte tilstedeværelse af en aktant: Peter er kørt hjem, hvis resultat er at Peter ikke er her mere. En anden anvendelse af perfektum er at udtrykke at man har prøvet at deltage i en bestemt situation: Peter har fløjet, Peter har mødt Einstein. Dvs. det er sket en eller flere gange at Peter fløj eller var i selskab med Einstein. Man kan sige at relevansen for nuet er den oplevelse eller erfaring man sidder tilbage med efter deltagelse i den nævnte situation. Derfor kalder man denne anvendelse af perfektum for oplevelsesperfektum (experiencer perfect). Oplevelsen kan man i princippet betragte som et resultat, men der er en interessant sproglig forskel i dansk der understreger at der er en nuanceforskel på perfektums oplevelses- og resultatsbetydning. Bevægelsesverber kan nemlig forme perfektum både med har og er. Med er former de resultatsperfektum, med har oplevelsesperfektum: Peter er fløjet ~ han er her ikke mere vs. Peter har fløjet ~ han er måske her, måske ikke. Læg mærke til at resultatsperfektum ikke implicerer at foregangen er afsluttet. Når Peter er fløjet, er der intet sagt om hvorvidt han stadig er oppe i luften eller i mellemtiden er landet. Derfor er det misvisende at sige at perfektum udtrykker en afsluttet foregang. Man fokuserer blot på resultatet af hans flyvning, nemlig at han ikke er til stede. En tredje anvendelse af perfektum er at udtrykke at en situation er begyndt i fortiden, men stadig varer ved i nuet: han har nu boet i Århus i 10 år, hun har gloet på fjernsynet i fem timer. 79 Læg mærke til at man kun vha. konteksten kan skelne mellem de forskellige betydninger som perfektum kan være med til at udtrykke. Så hvis man fx siger at hun har gloet på fjernsynet i fem timer, så hun ligger nu med sviende øjne og kan ikke se på noget, kan man godt konkludere at hun er holdt op med at glo på fjernsynet. Nogle mener at man sammen med perfektum ikke kan/må bruge tidsangivelser der henviser til bestemte tidspunkter. Mens dette udsagn passer til standardengelsk, synes det ikke at være korrekt for dansks vedkommende. Man kan altså godt sige både han kørte hjem kl. 10 i formiddags og han er kørt hjem kl. 10 i formiddags. Der er dog den forskel at tidsangivelsen glider i baggrunden når den står sammen med perfektum. Fokus ligger jo på resultatet, at han ikke er til stede, og i forhold til det er det noget underordnet hvornår det resultat blev udløst. Perfektum kan også bruges som et relativ-absolut tempus hvor det markerer en situation der finder sted før en anden situation i fremtiden og har relevans for denne situation (førfremtid): Peter har ryddet op i hele huset inden hans kone kommer hjem. I denne anvendelse har perfektum ikke nødvendigvis fortidsreference eftersom oprydningen godt kan starte først efter at sætningen er blevet ytret. I denne anvendelse har perfektum fortrængt futurum exactum i dansk. Det er kun bevægelsesverber der kan forekomme med begge hjælpeverber har og er, med den ovenfor beskrevne betydningsforskel mellem oplevelses- og resultatsperfektum. Langt de fleste verber kan kun forme perfektum med har. Men en håndfuld verber, faseverberne og blive, kan kun forme perfektum med er. 79 I adskillige sprog, herunder det tæt beslægtede tysk, som formelt set har det samme tempussystem som dansk, bruger man i sådanne tilfælde præsens: Er wohnt seit 10 Jahren in Århus, Sie sieht das Fernsehen seit 5 Stunden.

243 Plusquamperfektum Plusquamperfektum bruges typisk som et relativ-absolut tempus der udtrykker førfortidsreference. Dvs. det markerer en situation der fandt sted før en anden fortidig situation: Hun havde boet i Århus inden hun flyttede til København. På sin vis er plusquamperfektum perfektums fortidspendant, på den måde at det markerer en situation der har relevans for en fortidig situation, i stedet for relevans for nuet. Så man kan også skelne mellem tre anvendelser af plusquamperfektum, den resultative (resultats-) som i (1), experientiale (oplevelses-) som i sætning (2) og durative (vedvarende) som i sætning (3). Ligesom i perfektum skelner bevægelsesverber mellem hjælpeverberne havde og var afhængig af om der er tale om oplevelses- eller resultatsplusquamperfektum. (1) Peter var fløjet hjem da vi ankom. (2) Peter havde allerede fløjet dengang da flyvning endnu ikke var så udbredt som i dag. (3) Peter havde allerede boet i Århus i tre år da han mødte sin kæreste. Såfremt der ikke foreligger nogen relevans for en efterfølgende fortidig situation, kan man bruge præteritum i stedet for plusquamperfektum selv om der er tale om et komplekst temporalt forhold (førfortid): Først skrev jeg afsnit færdigt, så tegnede jeg figuren med tidslinjen. Dette betyder at præteritum udtrykker neutral ekstern aspektualitet både i forhold til perfektum og plusquamperfektum. Plusquamperfektum er ikke kun perfektums fortidspendant, men også præteritums, nemlig i dets kontrafaktuelle funktion: Hvis jeg havde været dig, havde jeg købt en Audi. Her henvises der til en situation som ikke fandt sted i fortiden, jeg var jo ikke dig; derfor har plusquamperfektum her absolut fortidsreference. Samtidig skildres en hypotetisk fortidig verden hvori jeg var dig og købte en Audi. Denne modale anvendelse af plusquamperfektum skyldes det samme sammenfald af konjunktiv- og indikativmodus som er grunden til præteritums modale anvendelse; plusquamperfektums hjælpeverber, havde og var, er jo præteritumsformer. Tysk kan også i plusquamperfektum skelne mellem kontrafaktuel og ikke-kontrafaktuel modalitet: Wenn ich an deiner Stelle gewesen wäre (indikativ gewesen war), hätte ich einen Audi gekauft (indikativ hatte gekauft). For valget af hjælpeverbum i plusquamperfektum gælder det samme som ved perfektum, beskrevet i slutningen af afsnit Futurum Futurum er et absolut tempus der markerer en situation der finder sted i fremtiden, som i (1). (1) Peter vil tage hjem til sine forældre på søndag. Dets status som tempus er stærkt omdiskuteret fordi det formes med det modale hjælpeverbum vil, der normalt udtrykker vilje eller ønske. Ergo burde formen vil + infinitiv høre til moduskategorien. Det er rigtigt nok at fremtidsreferencen historisk set er en sekundær betydning af formen, hvilken betydning stammer fra at det man vil eller ønsker sig i nuet først i fremtiden kan blive til virkelighed. Men der er mange tilfælde hvor vil helt klart ikke har nogen modal betydning og kun signalerer fremtid, som i (2).

244 (2) Det vil i fremtiden være muligt at bryde ind i ethvert EU-lands regeringsforhandlinger. (Ekstra Bladet 3. februar 2000, 1. sektion side 2). Dette er på naturlig vis tilfældet hver gang subjektsaktanten ikke er et empatisk væsen, såsom en situation udtrykt som en infinitivsætning ovenfor, da kun empatiske væsner kan have vilje eller ønsker. Derfor mener jeg at det er berettiget at tale om futurum-tempus i dansk. Der er fremstillinger hvor man godt nok taler om futurum som tempus, men betragter det som et tempus der ikke udtrykker fremtid, men eftertid i forhold til nuet (efternutid). Forskellen på fremtid og efternutid skal være at en situation er efternutidig når det er relateret til nuet eller til en situation i nuet, men den er fremtidig hvis den ikke har nogen relation til nuet. Sådanne fremstillinger er netop baseret på at futurums temporale anvendelse stammer fra dens anvendelse som modal præsens. Jeg har to indvendinger mod sådan en fremstilling. Den ene er at forskellen på fremtidighed og efternutidighed ikke er temporal, men ekstern aspektuel, i lighed med forskellen på præteritum og perfektum. Den anden er at futurum godt kan have ren fremtidsreference. Mens man i (1) og (2) godt kan argumentere for at der må være noget i nuet der muliggør den fremtidige situation ((1) er endda tvetydig mellem at udtrykke Peters ønske og en ren forudsigelse), er det efter min mening ikke tilfældet i (3). (3) Det bæres mig for, at jeg skal blive Præst i Føulum; ak, hvor vil mine kjære Forældre glæde sig, om de leve den Dag! (Blicher: Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, (1824) I (3) er den fremtidige situation, forældrenes glæde, ikke på nogen måde relateret til nutiden, men til en anden fremtidig situation, fortællerens bliven til præst. Da der ikke er nogen udtryksmæssig forskel på fremtidighed og eftertidighed, omtaler jeg futurum som havende fremtidsreference. Det er dog ikke rimeligt at benævne alle forekomster af konstruktionen vil + infinitiv som futurum eftersom konstruktionen ofte har en ren modal karakter med nutidsreference, dvs. at den betegner en vilje eller et ønske der foreligger i nuet. Dansk er ganske konsekvent med at skelne mellem de to anvendelser af vil + infinitiv, i hvert fald i passiv: Med blive-passiv udtrykker den fremtid (den er altså futurum-tempus), men med s-passiv udtrykker den vilje (den er altså præsens-tempus). (4) Hun vil blive undersøgt (futurum, det er en forudsigelse om at nogen undersøger hende, måske endda mod hendes vilje). (5) Hun vil undersøges (præsens, det er hendes ønske i nuet at nogen undersøger hende). I aktiv er skelnen mindre entydig, men tendensen er at konstruktionen er modal præsens med prædikater der udtrykker tilstand, men futurum med prædikater der udtrykker en overgang mellem tilstande. (6) Hun vil have penge (præsens, hun ønsker at komme i den tilstand at besidde penge). (7) Hun vil få penge (futurum, det er en forudsigelse om at hun vil overgå i den tilstand at besidde (flere) penge). Læg mærke til at der er tale om tendens: (1) angiver en overgang, men kan godt forstås som et nutidigt ønske hos Peter, og (2) udtrykker en tilstand med utvivlsomt fremtidig tidsreference. Der er dog en yderligere indvending mod at betragte futurum som tempus. Denne indvending er almengyldig i den forstand at den ikke bygger på at det danske futurums udtryksmiddel er et modalt verbum, så den gælder alle sprog i verden. Indvendingen er nemlig det at det er umuligt at vide no-

245 get om fremtiden. Mens man kan vide hvad der er sket i fortiden og hvad der er ved at ske i nuet, kan man kun gisne om hvad fremtiden vil bringe. Så da fremtid de facto er forbundet med usikkerhed, altså nonfaktuel modalitet, må futurum være modus, ikke tempus. Argumentationen er unægtelig sund, men jeg lægger i min betragtning vægt på at futurum har tidsreference, nemlig fremtidsreference. Derfor henregner jeg futurum til tempuskategorien Futurum exactum Futurum exactum er et sjældent brugt relativ-absolut tempus der markerer en situation der finder sted før et tidspunkt eller en anden situation i fremtiden (førfremtid). (1) EU-landene vil om ca. et år være nået til en beslutning. (2) Om tre måneder vil de have været gift i et år. Af denne grund er futurum exactum analog til perfektum og præteritum (denne lighed udtrykkes godt på dansk og engelsk med alle disse tre temporas fælles tilnavn, før- hhv. Perfect). Derfor gælder alt (selvfølgelig bortset fra referencetidspunktet) hvad der er sagt ved perfektum, også futurum exactum. Det skal bemærkes at futurum exactum ikke siger noget om den omtalte situations starttidspunkt. Det kan befinde sig i absolut fremtid (som i (1)) eller nuet, men også i absolut fortid (som i (2)). Man skal passe på at ikke alle forekomster af sekvensen vil have + perfektum participium kan betragtes som eksempler på futurum exactum. Den kan nemlig også være modal præsens udtrykkende vilje eller ønske, ofte endog kausativitet: Hun vil have lavet sin bil > hun planlægger at hun selv vil lave bilen, eller hun ønsker at nogen anden vil lave bilen for hende Futurum in præterito Futurum in præterito er et relativ-absolut tempus der udtrykker en situation der finder sted efter en fortidig situation (efterfortid): Han frygtede at det ville være muligt at bryde ind i ethvert EU-lands regeringsforhandlinger. Men i lighed med de andre konstruktioner med hjælpeverbet at ville kan man ikke uden videre betragte alle forekomster af sekvensen ville + infinitiv som futurum in præterito. Den sekvens har tre distinkte anvendelser. Med ville som præteritum af at ville kan den selvfølgelig udtrykke en vilje eller et ønske der var gældende i fortiden: Sidste uge ville hun gerne købe sig en ny bil, men det har hun ikke lyst til mere. I denne anvendelse er formen modalt præteritum. Den anden anvendelse er når sekvensen er futurum in præterito. Også denne anvendelse stammer direkte fra at ville er præteritumsform. Det er som om man sætter fremtiden i fortiden, hvilket er oplagt at udtrykke med futurums hjælpeverbum i præteritumsform. Denne anvendelse er hyppigst i ledsætninger der beskriver en situation der var forudset at finde sted efter den situation som hovedforegangen er del af. Hovedforegangen (udtrykt i det overordnede prædikat) er ofte en ytrings- eller meningsforegang: Han sagde at de ville besøge os nu på søndag. Den tredje anvendelse er med nutidsreference med kontrafaktuel modalitet. Denne anvendelse er den samme som præteritums anvendelse med kontrafaktuel modalitet (afsnit ). Forskellen er at ville + infinitiv normalt ikke kan forekomme i ledsætninger, dér bruger man præteritum. Præteritum kan også forekomme i hovedsætninger, men dér er ville + infinitiv hyppigere: Hvis jeg havde mange penge, ville jeg købe en Audi. Det er logisk at bruge ville + infinitiv i denne hypotetiske betydning eftersom hovedsætningen udtrykker en situation som følger den situation der er udtrykt i

246 ledsætningen. Derfor er det nærliggende at bruge at ville som hjælpeverbum som også i andre sammenhænge udtrykker en eftertidig situation. Præteritumsformen udtrykker så ikke at hovedsætningens situation er relateret til en fortidig situation, men at den er uvirkelig (jf. præteritums anvendelse med kontrafaktuel modalitet i afsnit ). I denne sidste anvendelse kalder man ville + infinitiv ofte (præsens) konditionalis og henregner det til modus fordi den forekommer i hovedsætninger med en betingelsesledsætning. Den konditionale anvendelse af ville + infinitiv er nok den hyppigste blandt dens tre anvendelser Futurum exactum in præterito Brugt temporalt markerer sekvensen ville + have/være + perfektum participium en situation der finder sted før et tidspunkt eller anden situation som til gengæld følger et andet tidspunkt eller tredje situation i fortiden. Der er således to referencetidspunkter på spil ved brugen af futurum exactum in præterito (førefterfortid): Han sagde at de efter en måneds tid ville have været gift i et år. I lighed med futurum in præterito bruges futurum exactum in præterito om overhovedet i moderne dansk hovedsageligt i ledsætninger. Hvad angår valget mellem have og være gælder de samme forhold som ved perfektum (afsnit ). Men futurum exactum in præterito er meget sjældent i dansk. De andre anvendelser af ville + have/være + perf.ptcp. er langt hyppigere. Konstruktionen kan nemlig også være modalt præteritum udtrykkende vilje eller ønske i fortiden, ofte endog kausativitet: Hun ville absolut have lavet sin bil i går. > hun planlagde at hun selv ville lave bilen, eller hun ønskede at en anden ville lave bilen for hende. Desuden kan konstruktionen bruges som præteritum konditionalis: Hvis jeg havde været dig, ville jeg have købt en Audi. Den kan altså markere en hypotetisk situation i fortid som er følge af en anden hypotetisk situation med fortidsreference. Brugen af denne konstruktion som præteritum konditionalis følger de samme regler som brugen af ville + infinitiv følger (afsnit ) Sammenfatning af tempussystemet Tempussystemet Tempus Tidsreference Eksempel præsens nutid (aktuel præsens) Jeg udfylder denne tabel. altid (altidspræsens) Jupiter er solsystemets største planet. gentagne foregange omkring Sprog 1-timerne er om tirsdagen. nuet (habituel præsens) fremtid Peter tager til England næste uge. fortid (historisk præsens) Columbus opdager Amerika i præteritum fortid Columbus opdagede Amerika i fremtid Hvornår kørte jeres bus? nnuut tidd,, kkoonnt trraaffaakkt tuueel l ((pprræ-- sseennss kkoonnddi itioonnaal liss)) Hvvi iss ddeet t ikkkkee i rreeggnneeddee,, kkuunnnnee vvi i ssi iddee uuddee i hhaavveenn.. ffrreemt tidd,, kkoonnt trraaffaakkt tuueel l ((pprræ-- sseennss kkoonnddi itioonnaal liss)) Gidd jeegg j kkuunnnnee taaggee t aaf f sst teedd i moorrggeenn.. perfektum fortid Han er taget af sted i går. førfremtid Han er taget af sted når vi engang når hjem. plusquamperfektum førfortid Han var taget af sted da vi kom hjem.

247 Tempus Tidsreference Eksempel ffoorrt tidd,, kkoonnt trraaffaakkt tuueel l ((pprræt tee-- Hvvi iss hhaann hhaavvddee vværreet t ppåå ddeet t toogg t ddeerr foorr-- f rri ituum kkoonnddi itioonnaal liss)) uul lyykkkkeeddee vveedd Esscchheeddee,, vvi illee hhaann muul liggvvi iss vværree oomkkoommeet t.. futurum fremtid Sprog 1-eksamen i år vil være ekstra svær. nnuut tidd ((mooddaal l pprræsseennss)) Haann vvi ill ggeerrnnee kkøøbbee eet t nnyyt t hhuuss.. futurum exactum førfremtid Bilen vil forhåbentlig være blevet repareret når vi henter den. nnuut tidd ((mooddaal l pprræsseennss)) Huunn vvi ill hhaavvee ssyyeet t nnyyt t tøøj t j.. futurum in præterito efterfortid De troede ikke at det ville være muligt for tigeren at slippe løs. ffoorrt tidd ((mooddaal l pprræt teerri ituum)) Huunn vvi illee kkuunn ggi ifteess i eenn kki irrkkee.. nnuut tidd,, kkoonnt trraaffaakkt tuueel l ((pprræ-- sseennss kkoonnddi itioonnaal liss)) Hvvi iss ddeerr ikkkkee i vvaarr luuf l ftt i ddækkkkeennee,, vvi illee ddeet t vværree uubbeehhaaggeel liggt t aat t kkøørree i bbi il.. futurum exactum in præterito førefterfortid De mente at bilen ville være blevet repareret inden vi fik brug for den. ffoorrt tidd ((mooddaal l pprræt teerri ituum)) Huunn vvi illee hhaavvee ssyyeet t ssi inn kkj jool lee sseel lvv.. ffoorrt tidd,, kkoonnt trraaffaakkt tuueel l ((pprræt tee-- Hvvi iss bbrrooeenn ikkkkee i hhaavvddee sst tååeet t ddeerr lil iggee eef fteerr rri ituum kkoonnddi itioonnaal liss)) ssppoorrsskki ifteet t,, vvi illee tooggeet t t ikkkkee i vværree bbl leevveet t ssmaaddrreet t.. De innddggrraavveerreeddee i funktioner afviger stærkt fra de pågældende udtryks temporale anvendelse Relative tempora Det man almindeligvis kalder tempussystem er de tempora som finitte verbaler udtrykker. Men nonfinitte verbaler har også tidsreference. Deres tidsreference er dog oftest ikke deiktisk som de finitte verbalers, men tekstuel. Dvs. de forholder sig til et tidspunkt nævnt i konteksten. Dette tidspunkt er som oftest det tidspunkt som det finitte verbal som er i den samme sætning, henviser til. De verbalformer som har tekstuel tidsreference kalder man relative tempora Præsens participium Præsens participium markerer ofte en situation der foregår samtidig med den situation hvis tidsreference hovedverbalet markerer: Hun løb syngende ~ Hun sang mens hun løb; Han blev mødt af en gøende hund ~ Han blev mødt af en hund der gøede. Præsens participium kan også markere en eftertidig situation: Peter var flyttet sammen med sin kommende kone ~ Han var flyttet sammen med den kvinde der ville blive hans kone; Den vordende far er bekymret for sin karriere ~ Den mand der vil blive far, er bekymret for sin karriere. Desuden kan præsens participium bruges med altidsreference, typisk som en del af definitionen eller karakteriseringen af en art af genstande: Jeg så i går en kødædende plante ~ Jeg så i går en plante der æder (plejer at æde) kød. Den af participiet betegnede foregang behøver faktisk ikke engang på noget tidspunkt at finde sted for at den kan indgå i en definition. Fx er en rullende trappe en rullende trappe selv om den måske aldrig tages i brug og således aldrig kommer til at rulle. Brugen af præsens participium mhp. tidsreference minder en del om brugen af præsens, hvilket da også berettiger at kalde det præsensparticipium. Læg dog mærke til forskellen på de finitte tempora og præsensparticipium. I oversættelserne ovenfor fra præsensparticipium til et finit tempus er

248 der valgt forskellige finitte tempora afhængig af hvilken deiktisk tidsreference participiets tekstuelle tidsreference svarer til i den aktuelle kontekst Perfektum participium Som dets navn antyder, er perfektum participium det finitte perfektums pendant med tekstuel tidsreference. Det markerer en situation som har relevans for et senere tidspunkt eller situation. Som relevansen af den udtrykte situation angiver perfektumparticipium ofte en tilstand en genstand befinder sig i: (1) Han elsker bagte kartofler ~ Han elsker kartofler der er blevet bagt ~ Kartoflerne er bagte når han elsker dem. 80 (2) Tyskerne genopbyggede hurtigt deres sønderbombede land ~ Tyskerne genopbyggede hurtigt deres land som var blevet sønderbombet ~ Tyskernes land var sønderbombet da de begyndte at genopbygge det. (3) De har fanget den bortløbne hest ~ De har fanget den hest der er løbet bort ~ Hesten var løbet bort da de fangede den. Det at et perfektum participium udtrykker en situation der finder sted tidligere i forhold til en anden situation, gør det til en oplagt kandidat til at være en del af de perfekte tempora (perfektum, plusquamperfektum, futurum exactum og futurum exactum in præterito), som jo alle sammen udtrykker en situation der finder sted før en anden situation eller tidspunkt. Det er så det finitte element i disse tempora der udtrykker hvad for et tidspunkt det drejer sig om: præsens (er/har) nuet, præteritum (var/havde) et tidspunkt i fortid, futurum (vil) et tidspunkt i fremtid, futurum in præterito (ville) et tidspunkt der er efter et tidspunkt i fortid. Selv om præsens participium og perfektum participium fint komplementerer hinanden mht. tidsreference (det første udtrykker samtids- eller eftertidsreference, det andet førtidsreference), er de ikke kun i temporalt henseende forskellige. Det betyder at man ikke umiddelbart kan udskifte dem med hinanden når ens formål er at udtrykke en anden tidsreference. Fx mens man kan udtrykke et situationskompleks bestående af to parallelt fortløbende situationer vha. et præsensparticipium (Hun sang mens hun løb ~ hun løb syngende), kan man ikke nødvendigvis bruge perfektumparticipium hvis den ene situation finder sted forud for den anden: *Hun løb sunget, *hun sang løbet. Det samme gælder også omvendt: Hun kigger på det hus som er blevet ødelagt ~ hun kigger på det ødelagte hus *hun kigger på det ødelæggende hus (i betydningen hun kigger på huset der er ved at blive ødelagt). Grunden til denne forskel er at præsens participium har aktiv diatese mens perfektum participiet har passiv diatese. 81 Dette kan ses hvis man konverterer participierne til finitte verbaler. Af præsensparticipium bliver det finitte verbal aktivt, af perfektumparticipium passiv: hun løb syngende hun løb mens hun sang; jeg mødte en gøende hund jeg mødte en hund der gøede, men hun løb jaget af en galning hun løb mens (fordi) hun blev jaget af en galning; han læste om ødelagte landsbyer han læste om landsbyer der var blevet ødelagt. 80 Den sidste variant lyder noget fjollet, men den prøver i lighed med de andre to tredje varianter at udtrykke at det er en given tilstand (her kartoflernes bagthed, forårsaget af en tidligere situation, det at nogen har bagt kartoflerne) der er samtidig med hovedsituationen. Denne samtidighed gør den tidligere situation relevant i forhold til hovedsituationen og gør at den tidligere situation kan udtrykkes vha. et perfektum participium. 81 Det at perfektum participium har passiv diatese gælder kun når det dannes af transitive verber. Det kan også dannes af nogle intransitive verber, i hvilket fald det har aktiv diatese.

249 Perfektum participium kan også dannes af intransitive verber (i hvilket fald det naturligvis ikke har passiv diatese), men kun hvis foregangen er resultativ, dvs. hvis verbet udtrykker en tilstandsændring: den afgåede formand, den forgangne uge, en bortløben kat Infinitiv Infinitiv har et bredt repertoire af tidsreferencer. Den har samtidsreference hvor den foregang som infinitiven udtrykker finder sted samtidig med den foregang hovedverbalet udtrykker: De synes at lege godt sammen. Man markerer et ords grænse ved at sætte mellemrum omkring det. Vi så dem lege sammen. I mådesangivelser (ved at...) markerer infinitiven ofte en situation som ophører umiddelbart før og resulterer i at hovedverbalets situation indtræffer: Hun fangede dyret ved at kaste et net over det. Hun fjernede snavset ved at børste bestikket med en stålbørste. Dette er tilfældet når hovedverbalet udtrykker en telisk foregang, dvs. en foregang der automatisk ophører når dens resultat er opnået (jf. afsnit 14.5). Fx ophører foregangen fange så snart dyret er fanget, for når det er kommet i fangenskab, kan man ikke fange det igen. Infinitiven har når det er brugt som subjekt eller objekt ofte altids- eller habituel tidsreference: At rejse er at leve. Hun elsker at spise chokolade. I led der udtrykker hensigt (for at...) har infinitiven eftertidsreference eftersom hensigtssituationen først kan realiseres når hovedverbalets situation er udført: De kom for at studere grammatik. Hun kører 120 km hver dag for at tjene penge. Også i udtryk med deontisk modalitet har infinitiven eftertidsreference eftersom den situation som er ønsket eller er nødvendig, først senere bliver realiseret (om nogensinde). Det er denne eftertidighed der har gjort det muligt for modale udtryk at gå hen og tilegne sig fremtidsreference (jf. afsnit ). Så en sætning som Han skal vaske op udtrykker at der foreligger en nødvendighed som muligvis vil resultere i at han om nogen tid vasker op. Det samme gælder ved Hun ville købe et nyt hus: Der var på et tidspunkt en situation hvor hun havde en vilje, hvilken situation måske blev efterfulgt af den situation hvori hun købte et nyt hus. Læg mærke til at de modale udtryk faktisk ikke siger noget om hvorvidt infinitivens situation virkelig er blevet/bliver realiseret. De angiver bare grunde til hvorfor infinitivens situation måske bliver realiseret. Desuden er de modale konstruktioner der udtrykker nødvendighed, ofte vage mht. til hvor nødvendigheden stammer fra. Er det ved han skal vaske op ham selv der uden nogen særlig grund synes at det trænger til en opvask, eller er det fordi konen har beordret ham til det, eller er det fordi der kommer gæster på besøg? Det samme temporale forhold, altså eftertidighed, gælder i oblik+infinitiv-konstruktioner med tillade, forbyde, bede, o.l. verber (jf. afsnit og ), fx hun bad ham vaske op. Ved kausative verber som tvinge udtrykker infinitiven eftertidighed eller samtidighed afhængig af om causer er nødt til at opretholde sin påvirkning på causee indtil denne fuldfører den pålagte foregang, eller ej. Ved faseverber afhænger infinitivens tidsreference af hvilken slags faseverbum den er underordnet. Med et inkoativt faseverbum (begynde) har den eftertidsreference (hun er begyndt at skrive). Med et kontinuativt faseverbum (blive ved) har den samtidsreference (hun blev ved med at skrive). Og med et terminativt faseverbum (holde op) har den førtidsreference (hun holdt op med at skrive) (jf. afsnit ). I modsætning til participierne har infinitiven en særlig førtidsudgave, den såkaldte perfektums infinitiv, som dannes med hjælpeverberne at have/være + perfektum participium. Den bruges når det er nødvendigt at understrege at infinitivens foregang har fundet sted før hovedforegangen: Bestyrelsen afviser at have dumpet priserne, De er sigtet for at have påsat branden, Han blev dømt for at have forvoldt skade på andre, Efter at have påsat branden flygtede gerningsmændene.

250 Consecutio temporum I komplekse sætninger er der et bestemt forhold tempora imellem, således at ledsætningernes tempus er afhængigt af oversætningens tempus. Dette fænomen kalder man consecutio temporum eller tidsrækkefølge. Consecutio temporum er et komplekst fænomen og er forskellig fra sprog til sprog. Derfor bliver den kun behandlet kursorisk på et eksempel. (1) Når jeg syntes at teksten endnu ikke var god nok, gav jeg den til min kollega til korrekturlæsning. I (1) står verbet i ledsætningen, var, i præteritum fordi verbet i oversætningen, syntes, også gør det, og fordi de to verber udtrykker to fortidige foregange der fandt sted samtidig (samfortid). Dette virker unægtelig logisk, men andre sprog har en anden logik. (2) Wenn ich dachte, dass der Text noch nicht gut genug ist, habe ich ihn meiner Kollegin zum Gegenlesen gegeben. På tysk, og i en række andre sprog, står verbet i ledsætningen, ist, i præsens selv om verbet i oversætningen, dachte, står i præteritum. Dette er også logisk, for her udtrykker præsens nemlig samtid med oversætningens situation, så i det konkrete tilfælde samfortid eftersom oversætningen situation er fortidig. Dette vil sige at præsens (tempora i det hele taget) i tyske ledsætninger ikke er deiktiske, men tekstuelle eftersom de ikke forholder sig til taletidspunktet, men til oversætningens situation. Med andre ord kan også de finitte tempora være relative, ikke kun de nonfinitte Sammenfatning af tidsreference I dette afsnit vil jeg give en sammenfattende oversigt over tidsreference. Oversigt over tidsreference Absolut Deiktisk Tekstuel fortid nutid fremtid førtid samtid eftertid Tidspunkt senere, næst Starttidspunkt (åbent interval) Sluttidspunkt (åbent interval) præsens (altids-) d. 25/ , i år 5000 f. Kr. siden 1994, siden 1930 erne inden/indtil den 5/ præteritum, perfektum, plusquamperfektum i søndags, sidste uge, for to dage siden siden i forgårs, efter i går indtil i sommer(s) præsens nu, i øjeblikket fra nu af indtil nu år, om tre dage efter søndag, fra mandag af inden søndag næste uge futurum på søndag, næste perf. participium, perfektums infinitiv dagen før, to uger før det tidspunkt efter et tidligere tidspunkt op til to timer før det præsens participium, infinitiv samtidig med dette, da derefter inden da infinitiv i ugerne herefter, to dage der- efter et senere tidspunkt inden to timer senere

251 Kun den mest typiske brug af tempora (skrevet med skygger) er repræsenteret i tabellen. Futurum exactum, futurum in præterito og futurum exactum in præterito er ikke angivet fordi det ikke er fastlagt om det tidspunkt de henviser til, ligger i for-, nu- eller fremtid. Tidspunkter kan specificeres enten ved direkte at henvise til tidspunktet (i mandags, i fjor, den 3. marts) eller ved at angive afstanden mellem et referencetidspunkt og det omtalte tidspunkt (to dage forinden, 10 år efter Kristi fødsel, om fem år). Intervaller kan defineres ved enten kun at angive start- eller sluttidspunktet (åbent interval) eller ved at angive både start- og sluttidspunktet (lukket interval). Intervalangivelser kan godt indeholde blandede tidsreferencer, fx absolut blandet med deiktisk (fra d. 14/ til i tirsdags, fra nu af til den 5/6 2005) eller tekstuel blandet med deiktisk (fra dagen før til i dag, fra søndag til deres ankomst). Enten start- eller sluttidspunktet kan være implicit, antydet af tempus: Hun har boet i København siden Her er starttidspunkt 1996, sluttidspunkt nuet. Han skal blive færdig med bogen inden sommer. Her er sluttidspunkt sommer, starttidspunkt efter nuet. Der er tidsangivelser som i sig selv er tvetydige med hensyn til tidsreference. Det er naturligvis alle tidslængde og hyppighedsangivelser, men også visse tidspunktsangivelser (den 4., i september, om tirsdagen). Her er det op til tempus at entydiggøre tidsreferencen: Han kom hjem om tirsdagen (fortid), han sagde han ville komme hjem om tirsdagen (efterfortid), vi mødtes i september (fortid), vi starter i september (fremtid) Modus og modalitet Modus (mood) er den udtrykskategori der udtrykker indholdskategorien modalitet (modality). Først vil jeg skitsere modalitet og dernæst beskrive dens udtryksmidler, først og fremmest modus. Jeg bruger med fem termer inden for modalitet: epistemisk, deontisk, potentiel, volitiv og aletisk. Ofte, især i formel logik, arbejder man kun med epistemisk og deontisk modalitet. Selv om det er muligt kun at anvende disse to termer som samlebetegnelser, mener jeg at det er lettere at beskrive sprog med en mere opdelt modalitetsbegreb Modalitet Modalitet er en situations forhold til diskursuniverset (universe of discourse). Hvad diskursuniverset er, kommer an på den genre teksten tilhører. Der er to hovedtyper af tekster: fiktion og nonfiktion. I fiktion er diskursunivers ikke det samme som den fysiske virkelighed, det er en virtuel virkelighed, fx et eventyr. I nonfiktion er diskursunivers lig med eller en del af den fysiske virkelighed. En situation er virkelig, hvis den finder sted i diskursuniverset i nutid eller har fundet sted i fortid, fx jeg skriver denne bog. En virkelig situation kalder man en faktuel eller real situation. Men en situation kan også være uvirkelig, forestillet eller imaginær, hvis den ikke finder sted i diskursuniverset. Målestokken for hvorvidt en situation er virkelig eller uvirkelig er afsenders bedste overbevisning som det antages han giver udtryk for i sine ytringer. Modalitet tager ikke højde for fejl og løgn (jf. afsnittet om løgn, 15.9). Mens en situation kun kan være virkelig på én måde, er der et hav af muligheder for hvordan den kan være uvirkelig. Den umiddelbare modpol til en faktuel situation er den kontrafaktuelle situation som ikke finder sted eller ikke har fundet sted: jeg har ikke skrevet bogen Krig og fred. Sådan en situation er kontrafaktuel fordi man ved at den ikke finder eller har fundet sted. Situationer kan også som overgang mellem faktuel og kontrafaktuel være nonfaktuelle, hvilket vil sige at man ikke ved om de finder eller har fundet eller vil finde sted.

252 Når en situation ikke er faktuel, forestiller man sig at der er en mulig verden (possible world) som er af sådan beskaffenhed at situationen ville være faktuel i den. Så man kan også opfatte modalitet som en funktion mellem diskursuniverset og denne mulige verden, dvs. modalitet angiver hvordan man forestiller sig at kunne skabe denne mulige verden, eller hvorfor denne mulige verden skulle eksistere. Det er meget vigtigt at bemærke at modalitet er et forhold til diskursuniverset og ikke til den fysiske virkelighed. Så en situation der er imaginær i forhold til den fysiske virkelighed er ikke nødvendigvis nonfaktuel. Det er den ikke hvis det er en del af diskursuniverset, som så i sin helhed er imaginær i forhold til den fysiske virkelighed. Men hvis situationen ikke er del af diskursuniverset, men en del af en mulig verden, er den nonfaktuel uanset om diskursuniverset er ligt med den fysiske virkelighed eller er fiktiv. Genre og modalitet Genre Den fysiske Nonfiktion (diskursuniverset er lig med den verden fysiske verden) Fiktion Snehvide (diskursuniverset er ikke ligt med den fysiske verden, den er fiktiv) Modalitet Faktuel situation (Jeg skriver denne bog) Nonfaktuel situation (Bogens læser vil forhåbentlig kunne lide bogen) Kontrafaktuel situation (Jeg har ikke skrevet Krig og fred Faktuel situation (Snehvide blev fundet af de syv dværge) Nonfaktuel situation (Jægeren havde måske dårlig samvittighed) Kontrafaktuel situation (Jægeren har ikke dræbt Snehvide) Tabellen ovenfor viser at genre angår forholdet mellem den fysiske verden og diskursuniverset, men modalitet angår forholdet mellem diskursuniverset og den omtalte situation, hvorvidt den er virkelig i forhold til det Nonfaktuel modalitet Der er forskellige slags nonfaktuelle modaliteter afhængig af hvordan man forestiller sig den mulige verden kan frembringes: Neutral vurdering af sandsynlighed (epistemisk modalitet) Menneskeskabt nødvendighed eller mulighed (deontisk modalitet) Natur- eller logikskabt nødvendighed eller mulighed (aletisk modalitet) Aktanters egenskaber (potentiel modalitet) Aktanters vilje (volitiv modalitet). Epistemisk modalitet taler man om når afsender vurderer hvor sandsynlig den givne situations forekomst er. I princippet kan man sige at sandsynligheden rækker fra 0 til 100 % sikkerhed (yderpunkterne ekskluderet), men det er i almindelige samtaler sjældent at afsender foretager en matematisk sandsynlighedsberegning. Langt oftere bruger man forholdsvis vage udtryk som måske, muligvis, sikkert, tror, mener: Han er måske/muligvis/sikkert hjemme, jeg tror/mener han var hjemme i går.

253 Deontisk er modaliteten når den omtalte situation anses for at være nødvendig eller mulig (tilladt) fordi der er nogen der ønsker at det skal være sådan: Man må ikke stjæle, du må godt tage 90 l vin med hjem fra et EU-land. Denne nogen kan være en person eller institution uden for kommunikationssituationen, men også en deltager i kommunikationssituationen, fx afsender: Ti stille! Vask op! Aletisk modalitet angiver at den omtalte situation er mulig eller nødvendig fordi der er nogle naturkræfter eller logiklove der kræver at det skal være sådan: Sneen smelter garanteret hurtigt i denne varme, hun må være meget populær med sit udseende. Potentiel modalitet udtrykker at en aktant med rollen agens eller force er i stand til at udføre foregangen i den omtalte situation: Hun kan være rigtig irriterende, han kunne godt selv skifte olie i bilen. Volitiv modalitet viser agens vilje eller ønske om at den situation skal finde sted: hun ville forføre ham, han ønskede ikke at kommentere sagen. Læg mærke til at volitiv modalitet er forskellige fra deontisk modalitet idet viljen ved volitiv modalitet ligger hos agens, men ved deontisk modalitet hos et andet individ som måske slet ikke er nævnt eller kendt i kommunikationen. Som nævnt i bærer fremtidsreferencer per definition nonfaktuel modalitet eftersom man ikke kan vide hvad fremtiden bringer. Da man ofte baserer sine udsagn om fremtiden på de kendsgerninger der foreligger i nutiden, så som ønsker, nødvendigheder, muligheder, er det ikke atypisk at sprog bruger de samme udtryksmidler til at udtrykke fremtidsreference som til at udtrykke nonfaktuel modalitet. Bemærk at ytringer der udtrykker nonfaktuel modalitet fokuserer på de omstændigheder, nemlig de forskellige slags modaliteter, som afsender mener foreligger i den virkelige verden, og som kan frembringe den mulige verden. Ytringerne siger ikke noget om hvorvidt den omtalte situation finder eller har fundet sted i virkeligheden. Det er jo netop derfor man kalder disse modaliteter nonfaktuelle. Ikke desto mindre drager modtager som oftest en konklusion om at situationen virkelig har fundet (finder) sted i virkeligheden eller ej. Denne konklusion kalder man implikatur. Man er jo ofte nødt til at træffe en beslutning, og en beslutning er nødvendigvis faktuel. Dette betyder at man er nødt til at filtrere det nonfaktuelle væk. Hvilken konklusion modtager drager kommer an på en række faktorer. Konklusionen afhænger delvis af modaliteten selv og hvor stærkt den er udtrykt, men også af modtagers kendskab til sammenhængen. Aletisk og potentiel modalitet lægger i højere grad i sig selv op til den konklusion hos modtager at den omtalte situation finder sted. Så hvis man fx er en ansvarlig person og får at vide at sneen garanteret smelter i denne varme, vil man sørge for at floddæmningerne og kloaksystemet er i stand til at klare vandmængderne. Ved epistemisk modalitet har angivelsen af sandsynlighedsgrad stor indflydelse på konklusionen. Så hvis modtager på sit spørgsmål hvor er han nu? får svaret han er måske hjemme (lav sandsynlighed), vil han sandsynligvis ikke køre ud til vedkommendes bopæl. Men hvis svaret til gengæld er jeg mener han er hjemme (høj sandsynlighed), er det mere fornuftigt at køre hen til bopælen. Ved deontisk og volitiv modalitet har sammenhængen til gengæld en større indflydelse. Så hvis fx modtager får at vide hun vil underkue hans ven, men han ved at hans ven besidder usædvanlig stor styrke, så konkluderer han selvfølgelig at hendes anstrengelser er dømt til at mislykkes. Men man skal huske at implikatur kun er en konklusion der er behæftet med usikkerhed. Det betyder at den kan annulleres, dvs. det kan vise sig at konklusionen er forkert. Så hvis modtager får at vide Peter kunne godt selv skifte olie, er det mest nærliggende for ham at konkludere at Peter selv skiftede olie. Men denne implikatur kan skuffes eftersom den sætning godt kan udvides med,

254 men han overlod det til værkstedet fordi han ikke gad gøre sig beskidt. Ligeledes hvis man får at vide Ministeren ønskede ikke at kommentere sagen, er det ganske naturligt at antage at han ikke kommenterede sagen. Men det kan vise sig at være en forfejlet implikatur:, men han blev tvunget til det af Folketinget. I kontrast til de konklusioner som man kan drage af nonfaktuelle ytringer, kan de konklusioner som man drager af faktuelle ytringer, ikke annulleres eftersom de jo er fakta. Så hvis man prøver at annullere dem, får man modsigelser: *Ministeren kommenterede ikke sagen, men han kommenterede sagen. Modaliteter kan anskues som overordnede foregange der tager to aktanter (divalente foregange). Den ene aktant er den situation som modaliteten gælder, den anden aktant er den genstand, fx et menneske eller naturkraft, som har viljen eller evnen til at virkeliggøre den omtalte situation (volitiv samt potentiel og aletisk modalitet), eller skaber nødvendigheden eller muligheden for at situationen kan virkeliggøres (deontisk modalitet), eller beregner sandsynligheden for at situationen bliver til virkelighed (epistemisk modalitet). Denne aktant er ofte ikke udtrykt sprogligt. Ved volitiv og potentiel modalitet er denne aktant samtidig også en aktant, navnlig agens, i den omtalte situation. Det at modalitet kan anskues som komplekse situationer bestående af en overordnet foregang som tager den omtalte situation som aktant kan anskueliggøres ved at udtrykke sig i komplekse sætninger: han er nok hjemme ~ jeg tror at han er hjemme jeg kan svømme ~ jeg kan det at jeg svømmer man må ikke stjæle ~ loven forbyder at man stjæler Peter skal vaske op ~ nogen vil have eller noget gør at Peter vasker op. Bemærk at modaliteter godt kan blandes: Han vil gerne kunne reparere biler (volitiv og potentiel), man bør kunne lappe sin cykel (deontisk og potentiel), du må ikke engang ville forføre hende (deontisk og volitiv). Du kan da ikke ville købe dig en Fiat 600 (potentiel eller aletisk og volitiv). Det er vigtigt at det faktisk kun er den underordnede situation som er nonfaktuel, hvorimod selve modaliteten, den modale foregang, er faktuel; eller kontrafaktuel hvis den er nægtet. Det er jo sådan at hvis Peter skal vaske op, så er det ikke sikkert at han vasker op (den underordnede situation er nonfaktuel), men det er sikkert at nødvendigheden (den modale (deontiske) foregang) for at han vasker op foreligger. Ligeledes betyder jeg kan svømme ikke at jeg rent faktisk svømmer, men det betyder at mine evner til at svømme (potentiel modalitet) virkelig foreligger. Hvis man kombinerer modale foregange, er den yderste (kontra)faktuel mens de(n) inderste nonfaktuel(le). Så hvis man fx bør kunne lappe sin cykel, er det ikke sikkert at man lapper sin cykel, ej heller er det sikkert at man besidder evnen til at lappe en cykel, men det er sikkert at forventningen (den deontiske modalitet der ligger i bør) om at besidde denne evne foreligger Kontrafaktuel modalitet Den reneste form af kontrafaktuel modalitet er nægtede situationer: han er ikke hjemme, Peter skiftede ikke olien, solen skinner ikke, han har aldrig været i Canada. Det er ikke i alle sprogbeskrivelser at man betragter nægtelse som kontrafaktuel modalitet. Årsagen hertil er at nægtede udsagn egentlig angiver et faktum, nemlig det faktum at noget ikke har fundet eller finder sted. Men jeg anser modalitet for at være en skala der angiver hvor sikkert det er at en situation finder sted. På denne skala svarer nægtelse, altså kontrafaktuel modalitet til 0 % sikkerhed, faktuel modalitet til 100 % sikkerhed, og nonfaktuel modalitet til alt fra 0 til 100 % sikkerhed (ekskl. ydrepunkterne).

255 Bemærk at 0 % sikkerhed på at en situation har fundet sted, betyder 100 % sikkerhed på at den ikke har fundet sted. Så på den måde er kontrafaktuel modalitet lige så kategorisk, lige så sikker, som faktuel modalitet. Det er følgelig vigtigt at kontrafaktuel modalitet ikke er det samme som et falsk udsagn. Faktisk er modalitet uafhængig af sandhed. Dette skyldes at modalitet er defineret ud fra hvad afsender ved er sandt. Men der kan være forskel på hvad afsender mener er sandt, og det der rent faktisk er sandt. Så både faktuelle og kontrafaktuelle ytringer kan være både falske og sande. Derimod har nonfaktuelle ytringer ikke nogen sandhedsværdi, dvs. de er hverken falske eller sande eftersom man netop er usikker og derfor ikke kan afgøre sandheden. Faktualitet vs. sandhed Ytring Faktualitet Sandhed Danmark ligger i Europa. faktuel sand Jorden er flad. faktuel falsk Danmark ligger ikke i Asien. kontrafaktuel sand Jupiter er ikke solsystemets største planet. kontrafaktuel falsk Benævnelsen kontrafaktuel betyder ganske enkelt det der ikke er sket, hvorimod faktuel betyder det der er sket (egt. det der er gjort ). Kontrafaktuel modalitet finder man ikke kun som nægtelser, men også i konditionale (betingelses-) udsagn. Konditionale ytringer beskrives nærmere i det næste afsnit Konditional modalitet Der er to forskellige slags konditionale udsagn: nonfaktuelle og kontrafaktuelle. Fælles for dem er at de sætter to situationer i forbindelse med hinanden på den måde at den ene situation (protasis) er en betingelse, en kondition for den anden, følgen (apodosis) (jf. afsnit ). Dvs. at protasis skal være opfyldt, skal være et faktum for at apodosis også kan være/blive et faktum Kontrafaktuelle konditionaler Kontrafaktuelle konditionaler fremstiller protasis som ikke-faktum og dermed også apodosis (følgen) som ikke-faktum, dvs. man som modtager ved at protasis ikke er opfyldt og derfor apodosis heller ikke finder eller har fundet sted: Hvis Peter havde haft mere tid (protasis), ville han også have besøgt Monument Valley (apodosis). Der er to forskelle på kontrafaktuelle konditionaler og pure nægtelser. Den ene er at det som er faktuelt, er det modsatte af hvad der står i udtrykkene. Dvs. udtrykkene er egentlig negerede uden at der er en eksplicit nægtelse i dem: Hvis Peter havde haft mere tid Peter havde ikke mere tid; ville han også have besøgt Monument Valley han besøgte ikke Monument Valley. Hvis der er en nægtelse i en konditional, bliver denne annulleret: Hvis Peter ikke havde mødt Anna Peter mødte Anne; ville han aldrig være blevet gift han er blevet gift. Den anden forskel er at konditionaler fremstiller en hypotetisk verden der ville være virkelighed hvis betingelsen (protasis) nu var eller blev opfyldt. Pure nægtelser fremstiller ikke umiddelbart nogen alternativ mulig verden. For brugen af tempus i kontrafaktuelle konditionaler se afsnit , , og Undertiden kan apodosis forekomme alene, man behøver med andre ord ikke have en konditional ledsætning for at bruge konditional modalitet: Aftalen ville have givet lærerne 400 timer til individuel forberedelse. Her er der også tale om kontrafaktuel modalitet eftersom ytringen udtrykker at

256 aftalen af en eller anden grund ikke gav lærerne de 400 timer, om der overhovedet blev en aftale. Men i lighed med de ovenfor skildrede konditionaler med betingelsesledsætning, får man også her præsenteret en mulig verden hvor lærerne fik de 400 timer. Også i konstruktioner der udtrykker uopfyldte eller uopfyldelige ønsker, bruger man kontrafaktuel konditional: Gid jeg ikke havde ondt i tænderne! Gid jeg havde været der og oplevet det! Jeg kunne tænke mig at tage et varmt bad Nonfaktuelle konditionaler Konditionaler behøver ikke være kontrafaktuelle, de kan også være nonfaktuelle. Dvs. at man ikke ved om protasis er opfyldt og derfor heller ikke om apodosis finder eller har fundet sted: Hvis Peter vinder i lotto, bliver han lykkelig. Man ved ikke om Peter vinder i lotto eller ej, man hvis han nu gør det, så bliver han lykkelig. Eller Hvis Peter var i Monument Valley, mødte han navajo indianere. Vi ved ikke om Peter var i Monument Valley eller ej, men hvis ja, så mødte han navajoer. Nonfaktuel konditional modalitet kan gradueres. Med brugen af skulle kan man antyde at man anser det for usandsynligt at betingelsen bliver opfyldt. Sml. Hvis du har lyst til at vaske op, finder du opvaskemidlet under vasken med hvis du skulle have lyst til at vaske op, finder du opvaskemidlet under vasken. Læg mærke til at tempusbrugen er anderledes i nonfaktuelle konditionaler end i kontrafaktuelle konditionaler. I nonfaktuelle konditionaler gælder nemlig den samme tempusbrug som i de øvrige nonfaktuelle ytringer og dermed er den samme som i faktuelle og nægtede ytringer. Begge slags konditionaler kan kombineres med de øvrige modaliteter: Hvis Peter havde villet besøge navajoerne (kontrafaktuel konditional og volitiv), ville han have gjort det. Hvis Peter kunne skifte olie (kontrafaktuel konditional og potentiel), ville han ikke overlade det til et værksted. Hvis Peter skal klare opvasken (nonfaktuel konditional og deontisk), gør han det også Spørgsmål Spørgsmål betragtes heller ikke i alle grammatiske fremstillinger som en del af modalitet, men også spørgsmål har modal værdi. Ja/nej-spørgsmål er som udgangspunkt nonfaktuelle eftersom man netop spørger til om noget har fundet eller finder sted: Kommer du i morgen? Har du mødt Peter før? Kan du lide Star Trek? Men med passende intonation, dvs. når man fremhæver et eller andet led i sætningen, er ja/nejspørgsmål faktuelle. Grunden hertil er at man antager at den omtalte situation har fundet eller finder sted, men man er usikker på om en bestemt genstand eller omstændighed deltog i situationen: Var du i England i 98? Jeg ved du har været i England, men jeg ved ikke hvornår. Er Peter gift med Anne? Jeg ved Peter er gift, men jeg kender ikke hans kones navn. Hv-spørgsmål er faktuelle, af de i det foregående afsnit nævnte grunde: Hvad laver du? Jeg ved du laver noget, men jeg ved ikke hvad det er. Hvilken film så I i biffen? Jeg ved at I så en eller anden film, men jeg ved ikke hvilken. Spørgsmål kan selvfølgelig også godt kombineres med de øvrige modaliteter: Kan du skifte olie? Hvilken film ville I se i går? Kunne du række mig saltet? Dermed bliver spørgsmålene nonfaktuelle. Nægtelse i spørgsmål giver ikke kontrafaktualitet: Kommer du ikke i morgen? Var du ikke i England i 98? Kan du ikke skifte olie på en bil? Den lægger bare op til at afsender regner med et kontrafaktuelt svar.

257 Modus Modus er modalitets primære udtrykskategori. Den er ligesom tempus en overvejende verbal kategori. Men modus som morfologisk kategori er meget begrænset i moderne dansk. Det er kun imperativ og indikativ der anvendes produktivt Imperativ Imperativ er lig med verbets stamme og er ikke underlagt tempussystemet. Dette betyder at imperativ kun har én temporal reference, nemlig nutid. Imperativ kan dog godt kombineres med diatese, fx kausativ få det ordnet, refleksiv hyg dig og endda passiv vær hilst. Imperativ udtrykker deontisk modalitet, bud, befaling, anmodning, opfordring o.l. Det er som oftest afsenders vilje der fremkalder den deontiske modalitet. Imperativ er ikke så ofte brugt i dansk som i nogle andre sprog, fx russisk eller ungarsk, da den ofte anses for at være for direkte og dermed ikke så taktfuld. Da brugen af imperativ udtrykker at afsenders vilje skal realiseres af modtager, som er ytringens implicitte subjekt, forudsætter den at afsender har en vis magt over modtager. Ellers ville brugen af imperativ på forhånd være dømt til at være nyttesløs. Imperativs prototypiske betydning, deontisk modalitet, kræver at modtager er agens ellers causer i den foregang som verbalet i imperativ udtrykker. Men imperativ kan også bruges hvis modtager ikke er actor, men undergoer. I dette tilfælde udtrykker imperativ et ønske (optativisk brug). Det er tilfældet ved passive imperativer (vær hilst, bliv banket) og når imperativ udtrykker (indtrædelsen i) en tilstand (bliv rask, vær nu ikke dum) Indikativ Indikativ er underlagt tempussystemet og forekommer dermed med forskelligt temporalt indhold. Man kunne også sige at tempussystemet udgøres af indikativ modus. Selv om indikativ morfologisk er mere markeret end imperativ, er den semantisk set den umarkerede modus da den kan markere alle slags modaliteter. Da indikativ således indgår i alle modale udtryk ud over dem der står i imperativ og optativ, bliver indikativ ikke behandlet videre særskilt, kun implicit i afsnittene om de andre modale udtryk end imperativ og optativ Optativ Ud over indikativ og imperativ finder man optativ (ønskemåde) i faste udtryk som Gud bevare Danmark, fanden tage dig, længe leve, Vorherre bevares. 82 Optativ er formelt set altid lig med infinitiv. Den udtrykker også deontisk modalitet hvor subjektsaktanten ønskes at realisere afsenders ønske, men i mildere form end imperativ. Optativ forudsætter nemlig ikke at afsender har magt over modtager, snarere tværtimod. Dette kan ses i at optativ typisk bruges i forbindelse med deiteter (guddommelige eller overnaturlige væsner). 82 Betegnelsen optativ er hentet fra oldgræsk, som netop har denne modus ud over indikativ, imperativ og konjunktiv. I latinskinspirerede beskrivelser kalder man denne form konjunktiv da det i latin er konjunktiv der bruges til at udtrykke ønsker. (Latin har jo kun indikativ, imperativ og konjunktiv.) Men da den danske form kun kan udtrykke ønsker, har jeg valgt at kalde den optativ fordi den latinske konjunktiv også har anvendelser som den danske form ikke har.

258 Afhængig af hvordan man anskuer de udtryk der udgør tempussystemet, kan man også tale om konditionalis modus (jf , , og ). Denne modus bruges kun i kontrafaktuelle konditionaler ). Da morfologisk modus således ikke er så sofistikeret, har man brug for adskillige syntaktiske midler til at udtrykke modalitet. Disse skildres i de følgende afsnit Modalverber Man bruger først og fremmest modalverberne til at signalere modalitet. Modalverberne er dog ikke entydige, de kan hver især markere forskellige modaliteter. Ville kan angive volitiv (Peter vil købe den nyeste etymologiske ordbog) og konditional modalitet ( han har et greb om sit parti, som selv Stalin ville have misundt ham ). Derudover kan det også markere fremtidsreference og dermed implicit epistemisk modalitet. Kunne kan markere potentiel (Peter kan holde vejret i 4 minutter), deontisk (Du kan godt gå nu) og epistemisk modalitet (Peter kan godt have lappet cyklen). Skulle kan udtrykke deontisk (Peter skal spille på et plejehjem) og epistemisk modalitet (Einstein skal have været en elendig violinspiller). Måtte kan angive deontisk modalitet, både nødvendighed (Du må passe på din ryg) og tilladelse (Du må gerne spille nu) og epistemisk (Nogen må have været hjem eftersom der er en brugt kaffekop på bordet) eller aletisk modalitet (Tøjet må snart blive tørt i det her solskinsvejr). Må bruges også i ønsker om fremtiden (jf. optativ-modus ovenfor): Må Gud være med dig på din rejse. Burde markerer deontisk modalitet der er svagere end den udtrykt med måtte eller skulle (Man bør holde øje med sine ting når man rejser). Gide udtrykker volitiv modalitet (Peter gider ikke vaske op), ofte kombineret med kontrafaktuel konditional modalitet (Gid jeg havde et privatfly!). Turde udtrykker potentiel (Det tør siges) eller deontisk modalitet (Tør jeg spørge?) Behøve udtrykker deontisk modalitet (Du behøver ikke vaske op lige nu) eller volitiv modalitet (Jeg behøver løbe en maraton efter denne julefrokost). Lad os udtrykker volitiv modalitet, opfordring til sig selv: Lad os høre en Pink Floyd-plade. Det er ikke lige meget om man bruger s-passiv eller blive-passiv med modalverberne. Med blive-passiv udtrykker de typisk epistemisk modalitet, med s-passiv volitiv, potentiel eller deontisk afhængig af hvilket modalverbum det drejer sig om: Peter kan undersøges (potentiel modalitet: Nogen er i stand til at undersøge Peter) vs. Peter kan blive undersøgt (epistemisk modalitet: Det er muligt at nogen kommer og undersøger ham); Peter skulle undersøges (deontisk modalitet: Det var nødvendigt at undersøge Peter) vs. Peter skal være blevet undersøgt (epistemisk modalitet: Det siges at Peter er blevet undersøgt). Også fortidsreference kan udtrykkes anderledes afhængig af hvilken modalitet modalverbet skal indikere. Ved epistemisk modalitet bruger man modalverbets præsensform med perfektums infinitiv, ved de andre modaliteter modalverbets præteritumsform med infinitiv: Peter kunne lappe cyklen (potentiel modalitet: han var i stand til at lappe cyklen) vs. Peter kan have lappet cyklen (epistemisk modalitet: det er muligt at Peter lappede cyklen) Denne dobbelthed ved brugen af modalverberne sammen hhv. passiv og fortidighed kan bruges som argument for kun at arbejde med epistemisk og deontisk modalitet, som nævnt i indledningen til modalitet og modus. Hvis man adopterer denne tilgang er deontisk modalitet en samlebetegnelse for deontisk, potentiel og volitiv modalitet.

259 Det skal bemærkes at gruppen af modalverber er sat vilkårligt sammen set fra et semantisk synspunkt. De er jo defineret morfo-syntaktisk som de verber der styrer andre verber i infinitiv uden at (jf. afsnit ). Men der er en række verber der styrer andre verber med at, men deres betydning ligner modalverbernes betydning. Fx er ønske langt hen ad vejen synonym med ville (Han ønsker ikke at uddybe sagen ~ han vil ikke uddybe sagen) eller vove med turde (Han turde ikke kravle helt op til toppen ~ han vovede ikke at kravle helt op til toppen). Dette er også iøjnefaldende tværsprogligt. Fx er turde i dansk et modalverbum, men det tilsvarende i engelsk (dare) kun sjældent, og det tyske (trauen sich eller wagen) aldrig modalverber. Omvendt er det tyske mögen et modalverbum, men det tilsvarende danske (kunne lide, elske) eller engelske (love, like) er ikke modalverber. I andre sprog, som ungarsk eller russisk, er det helt umuligt at afgrænse modalverber morfo-syntaktisk Andre modalitetsudtryk Også ud over modus og modalverber er der udtryksmidler der gengiver modalitet. Her er man dog snarere ovre i leksikon end i grammatik. For disse udtryksmidler er adjektiver og adverbier, evt. substantiver, og verber som typisk ikke associeres med modalitet. Da der er tale om et hav af udtryksmuligheder, er der her kun anført nogle få eksempler: Det er nødvendigt for hende at læse alle kapitlerne (deontisk modalitet). Det var umuligt for Peter at skifte olien (potentiel modalitet). Peter var sandsynligvis hjemme i går (epistemisk modalitet). Jeg tror ikke han var hjemme i går (epistemisk modalitet). Peter har lyst til at spise chokolade (volitiv modalitet). Solen må nødvendigvis brænde ud på et tidspunkt (aletisk modalitet). Sandsynligheden for at hun kommer er lille (epistemisk modalitet) Genus, sexus og empati Dansk havde oprindeligt tre genera (grammatisk køn), maskulinum, femininum og neutrum. Maskulinum og femininum er gennem tiderne blevet slået sammen i utrum da den lydlige forskel mellem dem var minimal. Genus er en iboende kategori for substantivers vedkommende og en fleksionskategori for adjektivers og adjektiviske ords vedkommende (jf. afsnit , 4.15 og 4.16). Prædeterminatorer, determinatorer, kvantifikatorer og deskriptorer kongruerer i genus med kernesubstantivet i et substantival. Genus er en indholdstom kategori da man næppe kan pege på nogen indholdsmæssig forskel på substantiver der berettiger genusforskellen, derfor spørgsmålstegnet i tabelen i kapitlets start: Hvorfor er skab neutrum, men kommode utrum? Hvorfor er kompliment utrum, men argument neutrum, eller identitet utrum, men universitet neutrum? Da genus er fuldstændig arbitrært, er det ikke mærkeligt at forskellige sprog tildeler forskellige genera til den samme genstand: bordet (neutrum), der Tisch (maskulinum), la table (femininum (fransk)). Man kan i bedste fald kun komme op med vage spekulationer om hvilke substantiver der er utrum, og hvilke der er neutrum. Hvad angår afledte substantiver, er der dog større regelmæssighed (se Appendiks B). Der er nogle der mener at genus alligevel har en fornuftig funktion, nemlig at lette entydiggørelsen af pronominel reference. Fx kan man i hesten sparkede æslet, for den/det var meget aggressiv ved valget af den eller det på en enkel måde entydigt henvise til det dyr der var aggressiv. Men det er tvivlsomt hvor meget nytte man i praksis kan drage af genusforskellen. For man skal ikke tænke

260 længe for at finde eksempler hvor genus ikke hjælper, hvis fx begge substantiver har det samme genus (katten bed hunden), eller hvis der er tre eller flere genstande at vælge imellem. Der er da også masser af sprog som aldrig har haft eller gennem tiden har afskaffet genus. Det blev bemærket i adskillige afsnit, fx , , at forskellen på utrum og neutrum i flere tilfælde ikke er et udtryk for genus, men for empati (empathy, evnen til at føle). Empati kaldes undertiden animathed (animacy, besjælethed) og skelner mellem animate og inanimate genstande. I den der sover, synder ikke henviser den ikke til genstande der betegnes med utrumssubstantiver, men til empatiske genstande, dvs. mennesker. På lignende vis henviser det i det der fascinerer mig, er hendes sans for humor ikke til genstande der betegnes med neutrums substantiver, men til ikkeempatiske genstande, ting eller begreber, fx sans for humor. Empati er en virkelig kategori idet den henviser til en bestemt egenskab ved genstande. Empati er en parasitisk kategori i hvert fald i dansk idet den ikke har egne udtryksmidler; derfor spørgsmålstegnet i tabelen i kapitlets start. Empati udtrykkes gennem elementer der i andre sammenhænge udtrykker genus, som i eksemplerne i foregående afsnit. Også sexus udtryksmidler kan tjene til at antyde empati. Hvis man fx henviser til en kat med den nedtoner man dens evner til at føle, den er bare et dyr. Men hvis man bruger han eller hun kan man understrege at det er et væsen der står en nær, som man har en vis respekt for. Sexus er også en virkelighedsnær kategori der henviser til genstandes (levende væsners) biologiske køn. Den er dog en udpræget leksikalsk kategori idet man har særskilte ord for hunkøns- og hankønsvæsner: pige/dreng, mand/kvinde, hoppe/hingst, ko/tyr, osv. I dansk er sexus kun grammatikaliseret i 3SG personlige pronominer, han/hun. Sexus er også en del af derivationssystemet idet der er nogle derivationssuffikser der danner substantiver der henviser til kvinder: sygeplejerske, lærerinde, studine, Jensine. Disse suffikser er ikke hyppigt brugte i moderne dansk idet de oprindelige hankønssubstantiver også sagtens kan bruges om kvinder, fx lærer, studerende. Inden for sexus betragter man hankøn som den umarkerede. Dette vil sige at man bruger hankønsord når man taler generisk, når man tænker på både mænd og kvinder. Fx står i Grundlovens 3 Den udøvende magt er hos kongen., men dette gælder også Dronning Margrethe II selv om hun er dronning, ikke konge. Eller i 17 Stk. 1. Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Tronfølgeren kan jo også være en kvinde. Hvis man som rødstrømpe finder det anstødeligt at blive refereret til med mandeord, kan man prøve at tænke på at det faktisk er mændene der er tilsidesatte sprogligt. For der synes at være langt flere ord der kun gælder kvinder, end ord der kun kan henvise til mænd. Selv ordet for mænd kan godt bruges i forbindelse med en kvinde: oh mand! Derfor er det en devaluering af ordet hun at bruge det som generisk pronomen, som det er ved at komme på måde. En forholdsvis udbredt myte er at sprog afspejler kønssituationen i sprogsamfundet. Men dette er absurd. For så skulle fx Finland og Ungarn være fyldt med unisexvæsner eftersom hverken ungarsk eller finsk skelner mellem han og hun, men nøjes med hhv. õ og hän. Ungarsk har ikke engang derivativer til at danne kvindeord med, men må nøjes med at lave sammensætninger ved at hægte nõ (kvinde) på: tanár (lærer) tanárnõ (lærerinde) Sted Forholdet mellem sted og tid fortjener et nærmere eftersyn. Som nævnt i afsnit 11.3 menes mange temporale udtryk at stamme fra spatiale (stedlige) udtryk gennem metaforisk udvidelse. Metaforisk udvidelse vil sige at tidspunkter anskues som steder som man kan være på, i, mellem osv. eller bevæge sig fra/til (på mandag, i december, mellem kl , fra den 15.).

261 Ligesom ved tidsreference kan man også inden for reference til steder skelne mellem absolut, deiktisk og tekstuel reference (jf. afsnit 12.4). Eksempler på absolut stedsreference er i Århus, til Asien, fra Italien. Deiktisk stedsreference tager udgangspunkt i afsenders position, og man skelner på dansk mellem nært liggende og fjernt liggende steder i forhold til afsender. Denne skelnen er kodet i forskellen på her og der, samt denne og den (afsnit 4.13 og ). Om noget er nært eller fjernt liggende, er op til afsender at bestemme. Tekstuel stedsreference realiseres ved de samme midler som de øvrige tekstuelle referencer, dvs. vha. substantivaler (Kapitel 9) indeholdende ord som sidstnævnte [sted], førnævnte [sted] o.l. I den forbindelse behandles sted ikke anderledes end alle andre genstande. Ud fra denne korte opsummering kan man konkludere at der er en lighed og en forskel mellem tids- og stedsreference. Ligheden er at det ved begge er den deiktiske reference der er mest grammatikaliseret. For det er denne reference som for tidsreferences vedkommende er udtrykt i tempus, og for stedsreferencens vedkommende kodet i pronominer, nemlig demonstrativpronominerne. Forskellen er at stedsreference ikke er så grammatikaliseret som tidsreference. Man kan vel godt betragte pronominer som en del af grammatikken, men de er snarere på grænsen mellem grammatik og leksikon. Men tempus er helt klart en grammatisk kategori, som i høj grad er udtrykt gennem bundne morfemer. Generelt synes det at være sådan at sprog har grammatikaliseret tid i højere grad end sted. Dette er interessant fordi nogle mener at sprog udvikler sig fra leksikalsk kodning til grammatisk kodning (grammatikalisering). Men hvis tidsbegrebet er en metaforisk udvidelse af stedsbegrebet, er det mærkeligt at tid er nået længere i grammatikalisering end sted.

262 Kapitel 13 Leksikon Dette kapitels emne er hvordan elementerne i et sprogs leksikon (leksemer) kan analyseres. Det beskrives hvordan de enkelte leksemer kan beskrives for sig (trækanalyse) og hvordan deres forhold til hinanden er (betydningsrelationer). Desuden beskrives forholdet mellem udtrykssiden og leksemerne, herunder hvordan man fortolker (tvetydige) sproglige udtryk Leksemer Leksemerne er de elementer der udgør sprogets leksikon. De står i modsætning til de grammatiske morfemer (grammemer), dvs. affikser og funktionsord. Leksemerne svarer i første tilnærmelse til ordklasserne verber, substantiver, adjektiver og adverbier (indholdsord). De resterende ordklasser, pronominer, artikler, adpositioner, sub- og konjunktioner samt hjælpeverberne, indeholder funktionsordene og henregnes typisk til grammatikken, for så vidt man vil opretholde en skelnen mellem leksikon og grammatik. Interjektioner indtager en særlig stilling da de svarer til en hel ytring og ytringer jo normalt består af en kombination af leksikalske og grammatiske elementer. Leksemer kunne man fristes til at kalde leksikalske morfemer, ligesom grammemer er grammatiske morfemer, men et leksem består faktisk ofte af adskillige morfemer. Når leksemer er monomorfemiske, er de rødder: verbale, substantiviske, adjektiviske eller adverbielle rødder. Men leksemer kan også være kompositionelle, dvs. komposita når de består af flere rødder, og derivater når de består af en rod og derivativer (jf. afsnit 4.17). Derivation og komposition kan godt kombineres med hinanden, så et leksem kan godt bestå af adskillige rødder og derivativer. Men et leksem behøver ikke engang kun at bestå af ét ord i dagligdags forstand. Leksemer kan sagtens udgøres af en kombination af ord. I sådan et fald taler man om en løs sammensætning eller et idiom. Løse sammensætninger er ordforbindelser som af en eller anden grund ikke er skrevet sammen som et kompositum, men står for ét begreb. Fx er selve udtrykket løs sammensætning en løs sammensætning. Den skrives i to ord fordi det første ord er et adjektiv men står for ét begreb, nemlig en slags leksem der står i modsætning til andre slags leksemer, såsom komposita (ægte sammensætninger), derivater og idiomer. Betydningen af en løs sammensætning kan godt udledes af de enkelte bestanddeles betydning. Nogle idiomer er stille træskoene, være lun på, give sig til. Det kendetegner idiomer til forskel fra andre ordforbindelser at man ikke kan udlede betydningen af idiomet af de enkelte bestanddeles betydning. Men da selv idiomer adlyder de syntaktiske regler, er det ofte kun sammenhængen der kan vise om der er tale om et idiom eller en almindelig ordforbindelse. Fx er træskoene formelt direkte objekt for stille, så det er kun når der ikke er en stedsangivelse (goal), at udtrykket stille træskoene bliver opfattet idiomatisk: Han stillede træskoene = han døde vs. han stillede træskoene under skabet han døde. Men idiomer kan normalt ikke undergå transformationer, som fx passivering. Så træskoene er blevet stillet bliver næppe opfattet som et idiom, altså at nogen døde. Som noget særligt på dansk behøver de ord der udgør et leksem, ikke engang stå ved siden af hinanden. Verbalpartikler står regulært adskilt fra det verbum de hører til (jf. afsnit 5.6 og 6.1). Kompositionelle leksemer (komposita, derivater, løse sammensætninger, idiomer) er enten gennemsigtige (transparent) eller ugennemsigtige (opaque). Gennemsigtigt er et leksem hvis man kan udlede leksemets betydning af de enkelte morfemers betydning. Løse sammensætninger samt de fleste komposita og derivater er gennemsigtige. Ugennemsigtigt er et leksem derimod hvis man ikke kan udlede dets betydning af de enkelte morfemers betydning. Alle idiomer samt nogle komposita og derivater er ugennemsigtige. Verber med partikel kan være både gennemsigtige og uigennemsigtige.

263 Forskellen på gennemsigtighed og ugennemsigtighed er en gradsforskel. Kompositaene dampskib, træskib, luftskib, hangarskib er gennemsigtige for så vidt de alle betegner arter af skibe som har noget at gøre med hhv. damp, træ, luft og hangar. Men man skal alligevel lære det udenad at et dampskib er drevet af damp, et træskib består af træ, et luftskib sejler i luften og et hangarskib fungerer som en hangar. Dvs. det præcise forhold mellem bestanddelene er vilkårligt. Til gengæld kunne man mene at det ugennemsigtige stille træskoene hedder det fordi man plejer at stille sine træsko inden man indtræder i et fint sted, himlen i denne sammenhæng Ord Det er i forbindelse med leksemer nødvendigt kort at betragte begrebet ord. For dagligdagsbetegnelsen ord er tvetydig. Den bruges både om indholds- og udtryksenheder. Når man spørger hvad betyder det ord?, tænker man på et indholdselement, betydningen af et leksem eller grammem. Når man spørger hvor mange ord er der i sætningen?, tænker man på et udtrykselement (det der står mellem to mellemrum, jf. afsnit 4.19). Dette udtrykselement kalder man i fagsproget ordform. Forholdet mellem ord(former) og de sprogvidenskabelig begreber morf, morfem, leksem, grammem, semem er noget kompliceret. Morfemer er jo de mindste betydningsbærende elementer i sprog, de enkleste tegn med indhold og udtryk. Udtrykssiden af et morfem kaldes morf, indholdssiden semem (jf. 3.1). Morfemer er neutrale med hensyn til hvad slags betydning de bærer, om de har en leksikalsk eller grammatisk funktion. Leksemer og grammemer er til gengæld specialiserede. Leksemer er morfemer med leksikalsk funktion, grammemer er morfemer med grammatisk funktion. For enkelthedens skyld kalder jeg både leksemers og grammemers indholdsside for sememer. Man skal dog huske at leksemer og grammemer ikke blot er specialiserede morfemer, men at de kan være sat sammen af morfemer. Dvs. leksemer og grammemer er ikke nødvendigvis enkle tegn. 84 Derfor har man ofte brug for flere morfer til at udtrykke et leksems eller grammems semem, så mange morfer som der er morfemer i leksemet. Ordformer er samlinger af morfer. En ordform (også kaldet et løbende ord) består således af en eller flere morfer. Derfor kan en ordform udtrykke et eller flere morfemer. Da en ordform kan indeholde både morfer til grammemer og morfer til leksemer, er der ikke nødvendigvis et en til enforhold mellem ord og leksemer. Så fx udtrykker ordformerne kat, katte, kattene, katten, kattens, kattenes, kattes, kats alle det samme leksem kat (en slags dyr), men samtidig forskellige grammemer, så som pluralis, bestemthed, genitiv, osv. 85 Desuden kan et leksem udtrykkes vha. adskillige ordformer, netop når der er tale om et idiom eller en løs sammensætning. I tilfældet af idiomer og løse sammensætninger kan endda grammemer indgå i et leksem, fx bestemtheds- og pluralisgrammemet -ene i stille træskoene Leksikalisering Leksikalisering vil sige at et begreb får tildelt et sprogligt udtryk der optages i sprogets ordforråd, leksikonet. Leksikalisering er graduerbar. Et leksem, og dermed et begreb, er mest leksikaliseret når det er monomorfemisk (fx dyr ). Det er mindre leksikaliseret når det er et kompositum eller et derivat (fx pattedyr, dyrisk ). Endnu mindre leksikaliseret er det når det udtrykkes vha. en løs sammensætning (fx en fast attributiv konstruktion som hvirvelløst dyr ) eller et idiom (fx have råd til 84 Et multimorfemisk grammem er fx perfektum der består af et hjælpeverbum (har eller er) og suffikset for perfektumparticipium (se afsnit ). 85 Man angiver ofte vha. en ordform mellem apostrofer (enkle anførelsestegn) at man tænker på et leksem, og ikke på en ordform. Alternativt kan man anføre en ordform med en stjerne for at henvise til den ordforms (typiske) betydning, fx *kat (se Appendiks C).

264 noget ). Slutteligt taler man slet ikke om leksikalisering når en konstruktion kun er sat sammen for at tjene det aktuelle kommunikative behov. Mens det er en rimelig klar sag at betragte monomorfemiske udtryk samt komposita og derivativer som leksemer, kan det være svært at se forskel på ikkeleksikaliserede udtryk og løse sammensætninger der står for et leksem. Grænsen mellem de sidste to er ikke skarp. Et fingerpeg er at hvis et udtryk er optaget i en ordbog, står det for et leksem, som fx hvirvelløst dyr i Nudansk Ordbog, men hvis det ikke står i ordbogen, er det sandsynligvis ikke at betragte som et leksem. Man skal dog huske at der er tale om et fingerpeg. Ordbøger er jo mere eller mindre omfattende, og de er også lavet af mennesker som i sidste ende også kun er henvist til deres egen sproglige intuition som alle andre sprogbrugere. Forskellige sprog udviser forskellige grader af leksikalisering af den samme betydning. Fx er hvirvelløst dyr en løs sammensætning på dansk, men et derivat i latin invertebratum. Dyrlæge er et kompositum på dansk, men monomorfemisk på engelsk vet. Hygge er monomorfemisk på dansk, men en løs sammensætning på engelsk have a good time. Det engelske vet viser udmærket at et leksem godt kan udvikle sig fra at være en løs sammensætning veterinarian doctor til et monomorfemisk udtryk. Fagsprog er notorisk fyldt med sådanne monomorfemiseringer, som ofte er akronymer: IGBT af Insulated Gate Bipolar Transistor, MMX af MultiMedia extension (instruction set). Men de findes da også i dagligdags sprog: DSB af Danske Statsbaner, uni af universitetet, MA af Magistrenes Arbejdsløshedskasse. Udtrykket monomorfemisering er også et eksempel på leksikalisering i fagsprog vha. komposition/derivation. Leksikalisering gør det lettere at omtale et begreb idet udtrykket for det begreb bliver desto kortere, jo mere leksikaliseret begrebet er. Fx står monomorfemisering for ca. to siders forklaring i dette kapitel. Det ville være meget besværligt at skulle genfortælle de to sider hver gang man har brug for at fortælle om den højeste grad af leksikalisering. Akronymer udsættes nogle gang for at man helt glemmer hvad de oprindeligt står for. Det er fx sket med cd som oprindeligt står for Compact Disc. Men det forekommer nu som førsteled i sammensætninger som cd-disk som vidner om at man har glemt at cd henviser til en slags disk. Dvs. cddisk er en dobbeltkonfekt i sig selv. Endnu værre er det gået med det engelske ac eller a.c. som oprindeligt står for alternating current (vekselstrøm). Det kan nu forekomme i løse sammensætninger som ac voltage (vekselstrømsspænding) som egentlig er nonsens da noget enten er strøm eller spænding Denotation vs. konnotation I dette kapitel bliver leksemer betragtet ud fra tre forskellige synsvinkler. Det bliver beskrevet hvordan man kan analysere leksemers indhold, dvs. betydningen, sememet (afsnit 13.2); hvilke forhold der er mellem betydninger (afsnit 13.3) og hvilke forhold der er mellem betydning og form (afsnit 13.4). Når man analyserer betydning, plejer man at fokusere på den såkaldte konceptuelle eller denotative betydning. Denne står i forhold til de konnotative eller associative betydninger. Denotativ betydning kan man også kalde grund- eller kernebetydning, og konnotative betydninger for perifere betydninger. Forestillingen er at når man tænker på en betydningsenhed (fx når man opfanger en ordform), bliver der udløst adskillige mentale billeder. Et af disse billeder er den denotative betydning. Det er denne betydning som gerne er fælles for alle sprogbrugere. Men man kan samtidig have et antal andre billeder som hver især står for de konnotative betydninger. Konnotative betydninger er mere eller mindre personlige. Så fx leksemets kat denotative betydning er en slags forholdsvis lille pattedyr med fire ben (felis catus). En forholdsvis udbredt konnotativ betydning er at en kat er symbol på sort magi. Men

265 der kan være et utal helt personlige konnotationer forbundet med kat afhængig af ens personlige erfaringer med de væsner kat henviser til. Nogle associerer kat med pestilens, nogle med lunefuldhed, andre med adræthed, endnu andre måske med kærlighed, osv. Det er ikke fordi konnotative betydninger skulle være uinteressante at man fokuserer på den denotative betydning i en leksikalsk analyse. Tværtimod. Det gør man af praktiske grunde for at forenkle analysen som er svær nok i forvejen Betydningsanalyse Betydning har man prøvet at analysere ved at opløse betydningsenheder (sememer) i komponenter. Dette er analogt med når man i kemi opløser molekyler ( sememer) i atomer ( betydningskomponenter eller betydningstræk, eller semer). Denne foretagelse kalder man komponent- eller trækanalyse. Leksemer betragtes at have ét semem selv om de er kompositionelle. Ved gennemsigtige leksemer er de indgående morfemers sememer dog automatisk komponenter i leksemets semem. Men ved ugennemsigtige leksemer går de indgående sememer tabt. Klassiske eksempler på komponentanalysen er mand som bestående af komponenterne HAN- KØN, MENNESKE og VOKSEN og kvinde som bestående af HUNKØN, MENNESKE og VOKSEN. 86 Andre eksempler kan være flyve som BEVÆGELSE, AGENS BEVÆGE SIG, I LUFTEN og svømme som BE- VÆGELSE, AGENS BEVÆGE SIG, I EN VÆSKE; eller sætte som BEVÆGELSE, PATIENS BEVÆGE SIG, HEN IMOD og tage som BEVÆGELSE, PATIENS BEVÆGE SIG, VÆK FRA. Der er flere problemer forbundet med komponentanalysen. Et af dem er at det kan være svært at vide hvor mange komponenter (hvor mange semer) et semem består af. Det er klart at HANKØN, VOKSEN og MENNESKE er uundværlige træk ved mand, men er de også tilstrækkelige? Svaret på dette spørgsmål er ikke indlysende. Det kommer i sidste ende an på hvordan man definerer mand. Hvis der er tale om et biologisk væsen, er de anførte tre træk vel tilstrækkelige. Men hvis der er tale om et socialt væsen, kan man være fristet til at kræve flere træk, fx HÅR PÅ BRYSTET. Et andet problem med komponentanalysen er at definitionen af de enkelte komponenter kan være uklare. Hvornår er fx man voksen? Afhængig af det konkrete sprogsamfund er der forskellige definitioner herpå: når man er fyldt 18 år eller 21 år, eller når man har gennemført en prøvelse, eller noget helt andet. Selv biologien er ikke entydig her. Er det det at være kønsmoden der gør en voksen, eller er det færdigudviklingen af ens kognitive evner der gør det? Et tredje problem er at betydningskomponenterne (semerne) selv er sememer, dvs. de kan selv analyseres videre, og der er tilsyneladende ikke nogen grænser for videreanalysen. Tværtimod stiger antallet af semer eksponentielt med hvert analysetrin: hankøn HAVE XY-KROMOSOMER have: NOGET TILHØRE NOGET, XY: FORSKELLIGE FORMER, kromosomer: FARVEDE MOLEKYLEGRUPPER noget: EN GENSTAND, tilhøre: NOGET ER I FORBINDELSE MED NOGET, forskellig: AFVIGENDE, form: FYSISK AFGRÆNSNING AF EN GENSTAND, etc. etc. 86 I komponentanalysen skrives komponenter med SMÅ KAPITÆLER.

266 Man kan tilsyneladende ikke undgå at analysen på et tidspunkt bliver cirkulær. Det synes at være sådan at sememer definerer hinanden, som i et ligningssystem med et astronomisk antal variabler. Som Saussure sagde det: Alt er hvad de andre ikke er. Men komponentanalysen bør ikke forkastes. Den er faktisk en udmærket måde at illustrere de forhold der kan konstateres sememer imellem. For selv om man måske ikke kan definere sememerne præcist, kan man ikke desto mindre fastslå forskellige forbindelser mellem dem. Disse forhold kan så anskueliggøres og forklares vha. komponentanalysen. Fx viser tabellen nedenfor en rudimentær analyse af foregange, dvs. verbers sememer. Rudimentær analyse af foregange Bevægelsesforegange Ikkebevægelsesforegange Agens bevæger sig Patiens bevæger sig hverken agens eller patiens bevæger sig Bevægelsen finder sted i luften Bevægelsen finder sted i en væske Bevægelsen finder sted hen imod et sted (goal) Bevægelsen finder sted væk fra et sted (source) flyve svømme sætte, stille tage, fjerne tænke, sidde, etc. Det forhold som tabellen viser, består mellem foregange, kan udtrykkes vha. komponentanalysen således: flyve +BEVÆGELSE, AGENS, LUFT, svømme +BEVÆGELSE, AGENS, EN VÆSKE, sætte +BEVÆGELSE, PATIENS, HEN IMOD og tage +BEVÆGELSE, PATIENS, VÆK FRA, tænke BEVÆGELSE, sidde -BEVÆGELSE. Sådan en analyse fremhæver flere vigtige observationer. For det første kan man opstille foregangene i et hierarki. Afhængig af hvor i hierarkiet givne foregange befinder sig, har man brug for forskellige antal komponenter for at vise forskel i betydningen. Så for at vise forholdet (forskellen) mellem sidde og tænke på den ene sidde, og flyve, svømme, osv. på den anden side, er det nok med én komponent: +BEVÆGELSE vs. BEVÆGELSE. Men forskellen (og ligheden) mellem flyve og svømme kræver tre komponenter, to fælles og en forskellig: +BEVÆGELSE, AGENS, men LUFTEN vs. EN VÆSKE. 87 Af denne hierarkistruktur følger det generelt at komponenterne er afhængige af hinanden. Fx er komponenten HEN IMOD vs. VÆK FRA kun meningsfuld at angive hvis også komponenten +BEVÆGELSE forefindes. For tænke eller sidde er trækket HEN IMOD eller VÆK FRA fuldstændig irrelevant. For disse forganges vedkommende har man til gengæld brug for andre komponenter for at kunne skelne mellem dem. Konkret for dansks vedkommende kan man ydermere konstatere at det kun er de transitive verbers foregange (dem hvor patiens bevæger sig) som er retningsbestemte (hen imod vs. væk fra). Intransitive verbers bevægelsesforegange indeholder ikke noget træk om retningsangivelse. For at angive bevægelsesretning ved disse har man brug for et yderligere morfem: svømme hen, flyve væk, osv Betydningsforhold I dette afsnit bliver beskrevet hvilke forhold der kan bestå mellem forskellige sememer. 87 Så hvis man vil adskille sætte og stille fra hinanden, har man brug for endnu en komponent.

267 Synonymi Sememer kan ligne hinanden. Hvorvidt to sememer ligner hinanden, er subjektivt. Fx betyder skrive ned og nedfælde så godt som det samme, lige sådan med vedrørende og angående. Der er en gradsforskel på pæn og smuk eller på enorm og gigantisk. Derimod er flyve og sætte længere fra hinanden, så meget længere at de fleste nok ikke vil betragte dem som synonymer, selv om de da ligner hinanden for så vidt de begge er bevægelsesforegange. Man kan nogenlunde måle graden af lighed (synonymi) på antallet af fælles komponenter. Så sætte er mere synonym med stille end med flyve, jf. tabellen og komponentanalysen i afsnit Ofte er det sådan at der er forskel på synonymerne mht. deres kollokation. Kollokation vil sige den sammenhæng de kan optræde i, de andre sememer som de kan forekomme sammen med. Fx betyder både pæn og køn besiddelse af skønhed til en høj grad. Men de har en tendens til at blive brugt i forbindelse med forskellige genstande: pæn mand, pænt tøj, pæn opførsel vs. køn kvinde/pige, køn dreng, kønne øjne. Ligeledes er spise og æde lignende sememer (indtagelse af føde), men det første associeres mest med mennesker, det sidste mest med dyr. Læg mærke til at jeg ikke blot mener at det er udtrykkene (pæn, køn, æde, spise, osv.) der bruges i forskellige sammenhænge, men at der er forskel på indholdssiden. Dvs. der er forskel på pæn og køn, og på æde og spise. Pga. denne forskel i indhold bruges udtrykkene i forskellige sammenhænge. Så fordi mænds skønhed er anderledes end kvinders, er mænd typisk pæne, men kvinder kønne; og fordi mennesker indtager føde anderledes end dyr på en civiliseret måde spiser mennesker typisk, men dyr æder typisk. I denne forbindelse er det interessant at bemærke at sprog ikke nødvendigvis udtrykker den indholdsmæssige forskel. Fx skelner man på svensk ikke mellem udtrykket spise og æde, selv om den indholdsmæssige forskel også findes i Sverige. Nogle gange definerer man synonymi ud fra sandhedsbetingelser (truth conditions). Dette vil sige at to leksemer kun betragtes som havende den samme betydning hvis de kan sættes ind i to sætninger som kun er forskellige fra hinanden i netop de to leksemer, og hvis den ene sætnings sandhed følger af og er ens med den andens, og den andens sandhed følger af og er ens med den enes. Det at de to sætninger er ens bortset fra de to leksemer som man netop vil undersøge betyder at resten af sætningerne danner en undersøgelsesramme. Så hvis man vil undersøge om skrive ned og nedfælde er synonymer, kan man tage en ramme som Peter alt hvad hans lærer siger. Så bliver de to sætninger X: Peter skriver alt hvad hans lærer siger, ned og Y: Peter nedfælder alt hvad hans lærer siger. 88 Hvis det er sådan at Y s sandhedsværdi følger af og er ens med X s sandhedsværdi og omvendt, er de to leksemer synonymer. Men hvis denne sandhedsbetingelse ikke er opfyldt, er de to leksemer ikke synonymer. Det viser sig at skrive ned og nedfælde er synonymer, for hvis man skriver noget, så nedfælder man det nødvendigvis, og hvis man nedfælder noget, så skriver man det nødvendigvis, og hvis man ikke skriver noget, kan man heller ikke nedfælde det, og hvis man ikke nedfælder noget, kan man heller ikke skrive det. Dvs. der er en logisk sammenhæng mellem sætningerne på den måde at de enten begge er sande eller begge falske. Dette er den logiske definition på synonymi. Dette kan vises i en sandhedstabel der viser den logiske sammenhæng mellem sætningernes sandhedsværdi. Sandhedstabellen skal læses sådan: af sandhedsværdien i kolonne 1 følger logisk nødvendigt sandhedsværdien i kolonne Det er uden betydning at syntaksen er lidt anderledes i de to sætninger fordi partiklen ned skal sættes efter objektet i sætning X.

268 Sandhedstabel for synonymi Sandhedsværdi af sætning X Sandhedsværdi af sætning Y sand sand falsk falsk Sandhedsværdi af sætning Y Sandhedsværdi af sætning X sand sand falsk falsk Man kan også opstille sandhedstabeller, selvfølgelig med forskelligt indhold, for de andre betydningsrelationer der bliver gennemgået i dette kapitel. Problemet med en definition af synonymi baseret på sandhedsbetingelser er at man derved kun finder synonymer der kun er stilistisk forskellige fra hinanden. Fx er skrive neutral mens nedfælde højtidelig stilmæssigt, men konceptuelt dvs. angående hvilken foregang de udtrykker er de ens. Derimod bliver leksemer der også konceptuelt er forskellige fra hinanden ikke fundet synonyme, fx pæn / køn, spise / æde. Dette modsiger de fleste sprogbrugeres intuition om at disse leksemer i varierende grad er synonymer Antonymier Antonymi er modsætningen til synonymi, nemlig at to leksemer har modsat betydning. Men to leksemer kan have modsat betydning på flere forskellige måder, hvorfor man skelner mellem forskellige slags antonymier Binær antonymi Binær antonymi hedder det fordi der kun er to leksemer der indgår i denne forbindelse, og de udelukker hinanden indbyrdes: Hvis man er det ene, kan man ikke være det andet, og omvendt. Eksempler på binære antonymer er død vs. levende, gift vs. ugift. Sandhedstabellen for binær antonymi ses nedenfor. Sandhedstabel for binær antonymi Sandhedsværdi af sætning X Sandhedsværdi af sætning Y sand falsk falsk sand Sandhedsværdi af sætning Y Sandhedsværdi af sætning X sand falsk falsk sand Hvis man vælger rammen Peter er, er sætning X Peter er død, og sætning Y Peter er levende. Heraf følger det at hvis Peter er død, kan han ikke være levende, men hvis han er levende, kan han ikke være død: De to leksemer udelukker hinanden, og der er heller ikke en tredje mulighed. Af denne slags antonymis binære natur følger det at sådanne leksemer i princippet ikke kan gradueres. Man kan fx ikke sige Peter er mere gift end Jens, men Hans er endnu mere ugift end Jens. Men det hænder at man afskaffer de to antonymers binærhed og fx siger Peter var hverken død eller levende, Edderkoppen var ganske død. Sådan en afskaffelse har ofte en humoristisk eller poetisk/dramatisk effekt.

269 Multidimensionel binær antonymi En særlig form for binær antonymi er når et leksem kan indgå i flere binære antonymier. Dette kan man kalde multidimensionel binær antonymi. Dette kan forekomme når et leksem med hensyn til komponentanalyse indeholder flere binære træk. Fx har mand trækkene HANKØN, VOKSEN, MEN- NESKE (jf. afsnit 13.2) De to første er binære da man enten er af hankøn eller af hunkøn, og enten er voksen eller ikke voksen. 89 Så inden for kønsdimensionen er mand binært antonym til kvinde, men inden for modenhedsdimensionen antonym til dreng. Indirekte, todimensionalt er mand så også antonym til pige Polær antonymi Polær antonymi vil sige at de to leksemer repræsenterer to ydrepunkter, to poler, på en skala, hvor der er et utal af nuancer mellem disse to ydrepunkter. Polære antonymer er derfor graduerbare, og man kan ofte finde flere leksemer der betegner punkter på den samme skala. Polær antonymi er et hyppigt fænomen blandt mere eller mindre målbare egenskaber: stor lille, smuk grim, gammel ung, fjern nær, lang kort, varm kold osv. I princippet gælder den samme sandhedstabel for polære antonymer som for binære antonymer, men der er den forskel at polære antonymer i meget højere grad er subjektive end binære antonymer. Desuden er de også objektafhængige, for så vidt man kan omsætte dem til en fælles måleenhed. Fx er en oldgammel døgnflue meget meget yngre end en ung elefant, hvis man omsætter deres alder til timer og minutter (jf. afsnit ). I en polær antonymi kan det ene antonym typisk betragtes som umarkeret og dets antonym som markeret. Umarkerethed vil i denne sammenhæng sige at det ene antonym har en bredere anvendelse end det andet. Der er her tale om en betydningsmæssig umarkerethed. Den behøver ikke hænge sammen med morfologisk eller syntaktisk (u)markerethed. Denne semantiske umarkerethed kan man konstatere i spørgsmål. Det antonym som man typisk bruger til at danne spørgsmål med, er det umarkerede. Det er mest typisk at spørge Hvor stort er huset? Hvor gammel er du? Hvor lang er den? Det har derimod en særlig effekt, er tegn på forudindtagethed, at spørge Hvor lille er huset? Hvor ung er du? Hvor kort er den? Er der flere end to leksemer der betegner punkter på den samme skala, er to af dem mere neutrale end de andre i den forstand at de er mere typiske, hyppigere brugte end de andre. Fx er det på temperaturskalaen varm og kold der er neutrale mens iskold, lunken og lun er mindre brugte. På storhedsskalaen er det stor og lille der er neutrale i forhold til fx enorm, gigantisk, miniature. Det er også de neutrale leksemer der typisk gradbøjes. De andre leksemer indeholder jo i forvejen graduering: enorm er større end stor, miniature er mindre end lille Multipel antonymi Multipel antonymi er på sin vis en udvidelse af binær antonymi. Her er der nemlig tale om at der er flere end to leksemer der udelukker hinanden indbyrdes. Der er rigtig mange eksempler på multipel antonymi: atomer (kul, brint, guld, jern, bly, osv.), værktøj (sav, hammer, bor, skruetrækker, osv.), 89 Modenheden (voksen vs. ikke-voksen) defineres her juridisk: at være over eller under 18 år. Inden for kønsdimensionen ses der her bort fra transseksualitet, hermafroditter, shemales, folk med (X)YY-kromosomer og lignende mindre typiske kønsfænomener.

270 planter (bøg, kartoffel, gulerod, persille, osv.), foregange (spisning, skrivning, læsning, osv.) eller bogstaver (a, b, c, d, e, osv.). Så godt som alle fænomener indgår i en eller anden multipel antonymi. Nogle kan endda indgå i flere: fx kniv som værktøj (sammen med hammer, bor, fil, osv.), bestik (sammen med gaffel og ske ) eller våben (sammen med kanon, gevær, spyd, osv.). Ligeledes med sætte som bevægelsesforegang (sammen med flyve, stille, flyde, osv.) eller som foregang med agens (sammen med læse, skrive, snakke, etc.; men ikke flyde ). Sandhedstabel for multipel antonymi Sætning med antonym 1 Sætning med antonym 2 sand falsk falsk? Sætning med antonym 2 Sætning med antonym 1 sand falsk falsk? Spørgsmålstegnene i sandhedstabellen betyder at man ud fra den ene sætnings sandhedsværdi ikke kan konkludere noget om den anden sætnings sandhedsværdi. Dette skyldes netop det at der er flere alternativer i en multipel antonymi, ikke kun to som i binær antonymi. Så hvis noget fx er en kniv (antonym 1), er det med sikkerhed ikke en gaffel (antonym 2). Men hvis noget ikke er en kniv, kan man ikke være sikker på at det er en gaffel, for det kan ligeså godt være en ske. Omvendt hvis noget er en gaffel, kan det umuligt være en kniv. Men hvis noget ikke er en gaffel, kan det ligeså godt være en kniv som en ske. Multiple antonymier kan indlejres i hinanden, dvs. en multipel antonymi kan rumme leksemer som selv står i en multipel antonymi med hinanden. Fx består den multiple antonymi dyr af pattedyr, fugl, krybdyr, amfibium, fisk, insekt, osv. Den multiple antonymi krybdyr indeholder skildpadde, krokodille, øgle og slange. Den multiple antonymi amfibium indeholder frø, padde og salamander. Indlejring af multiple antonymier dyr pattedyr fugl krybdyr amfibium fisk insekt skildpadde krokodille øgle slange frø padde salamander Multiple antonymier kan indlejres på adskillige niveauer, hvorved man opnår et hierarki af fænomener. Denne hierarkisering bliver undersøgt nærmere i det følgende afsnit Hyponymi, hyperonymi Som vist i det foregående afsnit kan fænomener ordnes i hierarki(er) gennem multiple antonymier. Det er ofte sådan at de leksemer der indgår i en given multipel antonymi, har en fælles betegnelse, fx frugt for æble, pære, jordbær, mango, osv., eller værktøj for mejsel, loddekolbe, tang, osv. Denne fællesbetegnelse kalder man hyperonym (overbegreb), og de leksemer dette dækker over hyponymer (underbegreb). Så mejsel, loddekolbe, tang, osv. er alle hyponymer til det samme hyperonym værktøj. Hyponymerne til det samme hyperonym er indbyrdes ko-hyponymer (sml. ko-hyponymi med allomorfi, afsnit 3.5).

271 Da der ofte er tale om et hierarki på flere niveauer, kan et leksem være både hyperonym og hyponym. Det er hyperonym i forhold til leksemerne på niveauet nedenunder, og hyponym til leksemet på niveauet ovenover, og ko-hyponym til leksemerne på det samme niveau under det samme hyperonym. Tabellen nedenfor viser et ufuldstændigt eksempel på et leksemhierarki. Et andet (ufuldstændigt) eksempel på et leksemhierarki (foregange) findes i afsnit 13.2 og i afsnit (dyr). Madhierarki I n g ri d M ar ie vegetabilsk mad Mad animalsk mad frugt grøntsag kød æg mælkeprodukt æble pære man go G ol de n D el ic io us St ar ki ng W illi lia m s agur k banan kålrabi persille okse svin fjerkræ Det er interessant at bemærke hvordan leksemernes udtryksside er udformet. Det er nemlig sådan at nogle niveauer er mere leksikaliserede end de andre. I tabellen ovenfor er det niveau tre og fire der er mest leksikaliserede. Dette kan ses i at de fleste monomorfemiske leksemer findes her (leksemerne på de andre niveauer er typisk komposita og derivater), og at det endda kan knibe med at finde udtryk til hyponymerne uden specialiseret viden. Dette sidste er meget tydeligt i niveau fem hvor afsender er i alvorlig mangel på ord for at benævne forskellige sorter af pærer, bananer, svin, osv. Tabellens niveau 3 og 4 kan betragtes som ordforrådets basisniveau. Det er leksemerne på basisniveauet som børn og udlændinge typisk tilegner sig først. Niveauerne under basisniveauet tilegnes hvis man har brug for specialiseret viden, hvis man fx vil være ekspert på madvarer. Niveauerne over basisniveauet er abstraktioner som igen først indlæres hvis man har behov for at organisere sine begreber på en bestemt måde, fx inden for videnskab. Det er meget sigende at der fx ikke er enighed om hvad det øverste niveau, det øverste hyperonym, bør kaldes. Jeg kalder det fænomen, andre kalder det noget, alt eller slet ikke noget. Sandhedstabel for hyponymi/hyperonymi Sætning med hyponym Sætning med hyperonym sand sand falsk? Sætning med hyperonym Sætning med hyponym sand? falsk falsk Spørgsmålstegnene i sandhedstabellen betyder at man ud fra den ene sætnings sandhedsværdi ikke kan konkludere noget om den anden sætnings sandhedsværdi. Hvis noget fx er en pære (hyponym), kan man konkludere at det er en frugt (hyperonym). Men hvis noget ikke er en pære, kan man ikke vide om det er en frugt eller ej, for det kan ligeså godt kan være en loddekolbe. Ligeledes, hvis no- h ø n s a n d hø ns eæ g va gt el æ g ko m æl k mælk ge de m æl k Em entha ler ost G o u d a

272 get er en frugt, kan man ikke vide om det er en pære eller en anden frugt. Men hvis noget ikke er en frugt, kan det heller ikke være en pære. For alle pærer er frugter, men ikke alle frugter er pærer. Ko-hyponymer har alle de samme fælles træk som de nedarver fra deres hyperonymer, men de har selvfølgelig også mindst et adskillende træk som adskiller dem fra hinanden. Det at træk er arvelige fra hyperonym til hyponym betyder at jo længere nede man er i hierarkiet, desto længere er definitionen af et leksem, for desto flere komponenter består det af: mad SPISELIG; animalsk mad SPISELIG, STAMMER FRA DYR; kød SPISELIG, STAMMER FRA DYR, MUSKELVÆV; oksekød SPI- SELIG, STAMMER FRA DYR, MUSKELVÆV, DEL AF EN OKSE. Som konsekvens af at hyperonymer har færre træk end deres hyponymer, er de mere vage i betydning. Det at de er mere vage, betyder at de kan anvendes til at henvise til flere fænomener end et af deres hyponymer. Fx kan man bruge leksemet frugt om langt flere genstande end leksemet banan da frugt ud over alle bananer også dækker over alle de andre frugter. Med andre ord kan leksemerne henvise til færre og færre fænomener efterhånden som man stiger nedad i hierarkiet. Definitionen af et leksem kalder man dets intension, og mængden af de fænomener det kan henvise til, dets ekstension. Læg mærke til at intension = definition ikke er det samme som intention = vilje! Så et hyperonym har en kortere intension, men større ekstension end et af dets hyponymer. Intension bliver længere og længere når man bevæger sig nedad i hierarkiet mens ekstension bliver mindre og mindre. Bemærk at man i høj grad benytter sig af hyponymi og hyperonymi i forklaringer af for modtager ukendte begreber: Hvad er en bøg? Det er en slags træ. Hvad er et substantiv? Det er en slags ordklasse. Hvad er en asynkron motor? Det er en slags elektrisk motor. Selvfølgelig har man for fuld forståelses skyld også brug for de adskillende træk der beskriver hvordan bøge er forskellige fra de andre slags træer, hvordan substantiver er forskellige fra de andre ordklasser, og hvordan en asynkron motor i grunden er opbygget Skalært forhold De måleenheder der måler den samme egenskab, fx spænding, masse, temperatur, længde, indgår i skalært forhold med hinanden. Det betyder ganske enkelt at måleenhederne kan anbringes på en skala i én bestemt rækkefølge sådan at de efterfølgende enheder står for en større mængde af den givne egenskab end de forudgående enheder. afstand: mikrometer < millimeter < centimeter < tomme < fod < alen < meter < kilometer < mil < sømil < lysår < parsec effekt: milliwatt < watt < hestekraft < kilowatt < megawatt < gigawatt < terawatt strøm: pikoampere < nanoampere < mikroampere < milliampere < ampere < kiloampere masse: mikrogram < milligram < gram < pund < kilo(gram) < ton I det officielle metriske system (SI) er der inden for hver egenskab en monomorfemisk grundmåleenhed (meter, ampere, volt, watt, osv.), hvoraf man danner de andre måleenheder vha. præfikser der udtrykker flere af eller en del af grundmåleenheden (se Appendiks B). I dagligdags sprog bruger man dog også ikke-metriske enheder (tomme, fod, pund), nogle af hvilke er komposita (hestekraft, sømil) Cyklisk forhold

273 Nogle tidsangivelser, så som ugedage, måneder, årstider, dele af et døgn er cykliske. Det betyder at de følger hinanden i cykler og dermed bliver gentaget periodisk: forår, sommer, efterår, vinter, forår, sommer, efterår, vinter, forår, sommer, efterår, vinter, Dette har den konsekvens at der ikke er noget startpunkt, og de enkelte termer går både forud for og følger efter hinanden. Så der kommer fx en mandag både før og efter en onsdag, eller en marts både før og efter juni. Hønen og ægget har også et cyklisk forhold til hinanden. Men tidsleksemerne sekund, minut, time, dag, uge, måned, år, årti, osv. er i et skalært forhold med hinanden Meronymi, holonymi Mange leksemer indgår i et del til helhed-forhold med hinanden da de betegner fænomener som er fysiske eller logiske dele (meronymer) af en helhed (holonym). Således er legemsdelsleksemer som hånd, hoved, arm er meronymer til holonymet krop ; eller hjul, førerkabine, puffer, pantograf er meronymer til holonymet ellokomotiv ; eller morfologi, syntaks, semantik, osv. er meronymer til holonymet sprogvidenskab. Ligesom hyponymer og hyperonymer, er meronymer og holonymer også hierarkisk ordnet. Dvs. det der er holonym i forhold til ét leksem, kan være meronym i forhold til et andet leksem. Fx er bogie holonym i forhold til hjul, men meronym i forhold til lokomotiv ; eller hånd er meronym i forhold til krop, men holonym i forhold til finger. Mero-/holonymer ligner således hypo-/hyperonymer. Men der er en vigtig forskel på meronymer/holonymer på den ene side og hyponymer/hyperonymer på den anden side. Forskellen er at meronymer betegner fænomener som er dele af et andet fænomen (holonymsfænomenet). Holonymsfænomenet kan ikke undvære meronymsfænomenerne for at være en komplet helhed. Et lokomotiv kan ikke køre uden en bogie, og en bogie er nyttesløs uden hjul. 90 Hyperonymer er blot samlebetegnelser for grupper af hyponymer der betegner fænomener der har fællestræk. Hyperonymer betegner ikke et andet fænomen. Det gør holonymer til gengæld. En hånd er et helt andet fænomen end en finger. Et lokomotiv er noget helt andet end en bogie. Desuden har meronymsfænomener typisk ikke nogen fællestræk andet end at de er dele af det samme holonymsfænomen i modsætning til hyponymsfænomener som netop skal have fællestræk for overhovedet at kunne betragtes som hyponymer til det samme hyperonym Konverst forhold Konverst forhold kan bestå mellem leksemer der udtrykker relationer mellem to aktanter (divalent foregang). Relationerne skal være ordnede, dvs. de to aktanter skal have to forskellige funktioner, spille to forskellige roller. Konverst forhold forudsætter således at relationerne ikke er reciprokke (jf. afsnit ). Sådan en relation er fx undervise. Den er i konverst forhold med lære af, for hvis Peter underviser Lise, lærer Lise af Peter. 91 Det drejer sig om at man kan anskue en situation med to centrale aktanter på to forskellige måder, hvor de to måder er forskellige fra hinanden med hensyn til hvilken af de to aktanter man fokuserer på. Denne forskel i fokusering har man i nogle tilfælde leksikaliseret, netop i form af de leksemer der er i konverst forhold med hinanden. Ved brugen af det ene leksem kommer den ene ak- 90 Her ses der bort fra at der kan skelnes mellem mere og mindre essentielle bestanddele. Et lokomotiv uden hjul er komplet udueligt, men uden fx nummerskilte kan det selvfølgelig sagtens køre. Men både hjul og nummerskilte er dele af et lokomotiv, og leksemerne hjul og nummerskilte er derfor begge meronymer til holonymet lokomotiv. 91 Lise anses for at være en ideal elev der rent faktisk lærer af at blive undervist.

274 tant i fokus (den der udtrykkes som subjekt), ved brugen af det andet leksem kommer den anden aktant i fokus. Der er en række eksempler på konverse leksemer: forælder til barn til, være over være under, være foran være bagved, være før være efter, give noget få noget. 92 Sandhedstabellen for konverse leksemer ses i nedenfor. Sandhedstabellen for konverse leksemer aktant1 leksem1 aktant2 aktant2 leksem2 aktant1 sand sand falsk falsk aktant1 leksem1 aktant2 aktant1 leksem2 aktant2 sand falsk falsk? Så hvis blyanten (aktant1) er under (leksem1) bordet (aktant2), er bordet over (leksem2) blyanten, men hvis blyanten ikke er under bordet, er bordet heller ikke over blyanten. Og hvis blyanten er under bordet, kan blyanten umuligt være over bordet, men hvis blyanten ikke er under bordet, kan man ikke vide om den er over bordet eller ej. Denne sidste sandhedsbetingelse stammer fra at konverse leksemer ikke har et eksklusivt forhold. Leksemerne kan tværtimod indgå i forskellige forhold med adskillige forskellige leksemer, ud af hvilke forhold ét er konverst. Et andet eksempel er: Hvis Peter er forælder til Søren, er Søren barn af Peter; og hvis Peter ikke er forælder til Søren, er Søren ikke barn af Peter. Det er ikke alle leksemer der har et konverst leksem. Fx har nå eller skrive ikke: Peter nåede toget, men Toget??? Peter; Peter skriver bogen, men Bogen??? Peter. Til gengæld kan man vha. passiv udtrykke mange konverse relationer: Toget blev nået af Peter, Bogen skrives af Peter. Det synes faktisk at være sådan at man har konverse leksemer netop der hvor man ikke kan bruge passiv: Blyanten var under bordet, *Bordet vars under af blyanten, men Bordet var over blyanten Kollokation Fænomenet kollokation er nævnt i afsnit i forbindelse med synonymers fordeling. Kollokation kan imidlertid udvides til at dække over bestemte grupper af leksemer. Leksemer kan nemlig grupperes på basis af at de fænomener de betegner, kollokerer i verden, dvs. de forekommer typisk sammen i verden. Fx former tavle, kridt, underviser, overhead, læsestof, undervisningslokale en kollokation. Ligeledes gør køreledning, skinne, lokomotiv, vogn, svelle eller substantiv, verbum, præposition, konjunktion. Grupper af leksemer kalder man generelt taksonomier. Som vist ovenfor kan leksemer grupperes efter deres forhold til hinanden, fx om de er antonymer, synonymer, mero-/holonymer, men kollokation er også en måde at gruppere leksemer på. Leksemer der er grupperet på basis af deres fænomeners kollokation behøver ikke, man kan godt indgå i andre relationer som antonymi, synonymi, etc. Leksemerne i undervisnings- og jernbanetaksonomien har kun kollokation som fælles træk, men leksemerne i ordklassetaksonomien indgår også i ko-hyponymi med hinanden. 92 Give og få er trivalente foregange så det er ikke umiddelbart muligt at vurdere om de er konverse eller ej. Men hvis man bygger den ene af de tre centrale aktanter (patiens) ind i leksemet, får man relationer der er konverse: Peter gav Lise en bog Lise fik en bog af Peter, Peter gav ikke Lise en bog Lise fik ikke en bog af Peter, osv. jf. sandhedstabellen.

275 Selektionsrestriktion Selektionsrestriktion er et forhold mellem en foregang og dens aktanter. Foregangen bestemmer nemlig hvilke slags aktanter der kan forekomme sammen med den i en situation (jf. afsnit 2.4). Forestillingen er at foregangen udvælger aktanterne og dermed lægger begrænsning (restriktioner) på dem. Det er et træk ved foregange at de bestemmer deres aktanters væsen. Foregange er kræsne i varierende grad. Være eller eksistere sætter ikke nogen begrænsninger, men gifte sig er temmelig restriktiv da kun myndige mennesker kan være dens agens. Glad for eller lykkelig er til gengæld mindre restriktive: en hvilken som helst empatisk væsen kan være deres experiencer. En foregangs selektionsrestriktion kan være kompleks sådan at også aktanterne og/eller eksterne omstændigheder påvirker valget af aktanter. Fx når patiens er mennesker og sammenhængen er officiel, er døbe meget restriktiv mht. sin agens. Det er kun præst-aktanter der kan være agens. Men hvis patiens er noget andet (en komet, en plante eller et dyr), kan agens være et hvilket som helst menneske. Når selektionsrestriktioner brydes, får man selvmodsigende ytringer (afsnit ) da sådanne ytringer udtrykker en situation der ikke kan findes. For selektionsrestriktioner er konstituerende træk ved foregange. Uden de træk er de ikke de foregange som de er ment til at være. Fx er det absurd at sige at træet vrinskede. For det hører med til at være foregangen vrinske at agens er et væsen der er i stand til at udstøde den slags lyd som vrinske dækker over. Det er træer ikke i stand til. Ligeledes er det absurd at sige Peter hakkede had da det er et definerende træk ved hakke at dens patiens er en fysisk genstand. Men det er had ikke, det er en mental genstand. Det er dog slet ikke så ualmindeligt at ytre ytringer der indeholder brud på selektionsrestriktioner. Det er faktisk muligt at fortolke og forstå sådanne sætninger. Men det kræver en omfortolkning af den afbillede situations elementer, dvs. det er nødvendigt at tillægge andre sememer til morferne end de sædvanlig sememer. Denne omfortolkning kalder man metaforisk eller metonymisk fortolkning. Fx kan hakke i Peter hakkede had omfortolkes til at betyde ødelægge eller mindske da disse foregange godt kan tage en patiens der er en mental tilstand. Selektionsrestriktioner afspejler den verden mennesket lever i og er derfor ikke uforanderlige. Efterhånden som verden ændrer sig, ændrer selektionsrestriktioner sig også. Fx havde skrive indtil ca haft den selektionsrestriktion at agens skulle være et skrivekyndigt menneske. Men med udviklingen af computere er denne selektionsrestriktion blevet mere afslappet, og nu kan computere også være agens til skrive. Ligeledes har det gjaldt indtil for nylig at patiens til bygge skal være en ikke-levende genstand. Men med den moderne genteknologis advent er denne begrænsning afskaffet. Nu kan man bygge får, majs, soja, endog mennesker Transitivitet, refleksivitet, reciprocitet Disse begreber er blevet nævnt i forbindelse med morfo-syntaks: transitive, refleksive og reciprokke verbaler (jf. fx afsnit 6.2 og 10.5). Her bruges betegnelserne i en noget anderledes betydning til at karakterisere foregange. I dette afsnit er det altså ikke forhold der gælder mellem to eller flere leksemer, som bliver behandlet, men karakteristika der gælder de enkelte leksemer. 93 Som alternativ til analysen at det er selektionsrestriktionerne der har ændret sig, kan man også mene at morferne skrive og bygge er blevet (mere) polyseme, så der er egentligt blot tale om at man har opfundet ny leksemer hvis morfer er ens med de i forvejen eksisterende leksemers morfer (jf. afsnit ).

276 Refleksivitet En foregang med mindst to aktanter er refleksiv hvis én aktant kan påtage sig de to funktioner samtidig som ellers fordeles over to aktanter. Fx er vaske en refleksiv relation. Normalt er der to aktanter der indgår i denne relation: den aktant der vasker (agens) og den aktant der vaskes (patiens). Men det kan også forekomme at den samme aktant spiller begge roller på samme tid: Jeg vasker mig, han vasker sig. Andre refleksive relationer er se, sparke, slå, fejre, være stolt, give, osv. Det at refleksivitet er defineret som en egenskab ved en foregang som har mindst to centrale aktanter, er forklaringen på hvorfor jeg kalder verbaler som hygge sig refleksiv-deponente (jf. afsnit ). Foregangen hygge sig tager nemlig kun én central aktant, så den kan betydningsmæssigt umuligt være refleksiv selv om den udtrykkes med et refleksivt verbal. Ikke alle divalente foregange er refleksive. De foregange der tager efficeret patiens, fx skabe, bygge, sammensætte er ikke refleksive (nonrefleksive). Grunden hertil er ganske enkelt det at den ene aktant, patiens, først bliver til når foregangen er fuldført, hvorfor den jo umuligt kan påtage sig agens- eller force-rollen som er en forudsætning for at foregangen kan udføres. Mig bekendt udtrykkes alle refleksive foregange på dansk med et refleksivt verbal, men omvendt gælder det ikke. Det er ikke alle refleksive verbaler der udtrykker en refleksiv relation. Nogle, nemlig de refleksiv-deponente, udtrykker nonrefleksive foregange Reciprocitet Reciprocitet defineres her som at en foregang tager to forskellige aktanter der spiller en og samme rolle. Dette medfører at aktanterne kan byttes om i morfo-syntaksen uden at ytringens betydning ændrer sig, bortset fra en forskel i fokus. Nabo til, søskende til, være (ens med), snakke med er reciprokke foregange. For hvis Peter er nabo til Lise, så er Lise nødvendigvis også nabo til Peter, og omvendt. Men hvis Peter ikke er nabo til Lise, kan Lise heller ikke være Peters nabo, og omvendt. Dette forhold er opsummeret i sandhedstabellen. Sandhedstabel for reciprocitet aktant1 leksem aktant2 aktant2 leksem aktant1 sand sand falsk falsk aktant2 leksem aktant1 aktant1 leksem aktant2 sand sand falsk falsk Reciprokke foregange er normalt nonrefleksive. Man kan jo ikke være sin egen nabo eller søskende. Man er dog altid (ens med) sig selv. Foregange hvor aktanterne har forskellige roller, er nonreciprokke. De fleste foregange er nonreciprokke. Tabellen nedenfor viser sandhedsbetingelserne for nonreciprokke foregange. Sandhedstabel for nonreciprokke foregange aktant1 leksem aktant2 aktant2 leksem aktant1 sand? falsk? aktant2 leksem aktant1 aktant1 leksem aktant2

277 sand? falsk? Tabellen viser at man ikke umiddelbart kan slutte sig fra et udsagn til det omvendte forhold. Fx hvis Peter hader Lise, er det ikke sikkert at Lise også hader Peter, og omvendt. Og hvis Peter ikke hader Lise, er det stadig muligt dog ikke nødvendigt at Lise hader ham. Man kan betragte nogle foregange som semi-reciprokke, fx fætter til, søster til. Semireciprokke vil sige at foregangen kun er reciprok hvis begge aktanterne opfylder bestemte betingelser, nemlig at de har det samme køn: hankøn ved fætter til og hunkøn ved søster til. Så af det at Lise er søster til Karen, følger det at Karen er søster til Lise. Men af det at Lise er søster til Peter, følger bestemt ikke at Peter er søster til Karen. Reciprokke (og semi-reciprokke) foregange markeres ikke som sådanne i morfo-syntaks. Den reciprokke konstruktion med verbalet i medium eller med reciprokt pronomen (jf. afsnit og ) er forbeholdt de nonreciprokke foregange. Foregange som er udtrykt vha. et reciprokt verbal, udtrykker dog ikke en reciprok foregang, men to parallelt forløbende foregange Transitivitet En foregang (relation) er transitiv hvis den gælder for tre aktanter sådan at ud fra to udsagn om hvert sit par af aktanterne kan man slutte sig til at den samme relation også gælder mellem det sidste par af aktanterne. Være over, være under, være lig med er transitive foregange. Så hvis billedet (aktant1) er over bordet (aktant2), og hylden (aktant3) er over billedet, er hylden nødvendigvis over bordet. Eller hvis Peters udgifter (aktant1) er lig med Lises udgifter (aktant2), og Lises udgifter er lig med Sørens udgifter (aktant3), er Peters udgifter nødvendigvis lig med Sørens. Foregange hvor man ikke kan drage nogen slutning angående relationen mellem det tredje par aktanter, er nontransitive. Fx hvis Peter elsker Lise, og Lise elsker Søren, er det ikke sikkert dog i princippet muligt at Peter elsker Søren. Denne slags transitivitet har intet at gøre med den syntaktiske transitivitet der handler om hvorvidt der er et direkte objekt i sætningen eller ej Betydning vs. form I dette afsnit vil jeg beskrive hvilke forhold man kan konstatere mellem sememer og morfer Homonymi og polysemi Hvis den samme morf, dvs. samme skrift- og samme lydbillede, står for to eller flere sememer (betydninger), taler man om homonymi eller polysemi. I sådanne tilfælde er der tale om flere leksemer fordi det er antallet af sememer der er afgørende for antallet af leksemer. Skelnen mellem homonymi og polysemi angår hvorvidt sememerne er beslægtede med hinanden (polysemi) eller ej (homonymi). Hane er en homonym morf da semem1, en slags dyr, ikke på nogen måde er beslægtet med semem2, en art af inventar som der kommer vand ud af. Ligeledes er morfen ej homonym da sememerne ikke og besidde/have ikke er beslægtede. Derimod er papir polysem da semem1, materialet, og semem2, et dokument, er beslægtede med hinanden eftersom dokumenter traditionelt nedfældes på papir. Ligeledes er støj polysem, da sememerne larm og forvrængning af elektriske signaler er beslægtede da de begge er en slags forstyrrelse.

278 Hvorvidt en morf er polysem eller homonym, er en vurderingssag. I nogle tilfælde er det ikke ligetil at afgøre spørgsmålet. Fx er det ikke indlysende om næse er polysem eller homonym. Umiddelbart er legemsdel og irettesættelse ikke beslægtede, men man kan forestille sig at betydningen irettesættelse stammer fra legemsdelsbetydningen gennem en metaforisk udvidelse, fx i retning af få en på næsen. Det at der findes homonymer kan tilskrives tilfældighederne. Men polyseme morfer opstår ofte ved en metaforisk eller metonymisk udvidelse af en tidligere betydning. Fx henviser papir oprindeligt til materialet. Men da dokumenter typisk skrives på dette materiale, er det nærliggende at bruge den samme morf til begge begreber, begge sememer. En morf kan være både homonym og polysem. Fx er sej homonym for så vidt det handler om dens substantiviske betydning, en slags fisk, og dens adjektiviske anvendelse. Men den har samtidig flere egenskabsbetydninger (svær at tygge, udholdende, anstrengende) som må siges at være beslægtede med hinanden. Der er ikke nogen grænser for hvor mange sememer en morf kan udtrykke. Homonymi er defineret som to morfemer hvis morfer skrives og udtales ens. Men der er også tilfælde hvor de to morfer enten kun skrives eller kun udtales ens. Det førstnævnte fænomen kaldes homografi, den anden homofoni. Et eksempel på homografi er så idet adverbiet (hun er så klog) udtales med en anden vokal end verbet (så frøene der!). Et eksempel på homofoni i moderne dansk er leg og lej. Det er ikke kun enkelte morfer der kan være polyseme eller homonyme, men også ordformer endog hele sætninger. Fx er ordformen lege tvetydig mellem et substantiv i pluralis (de Olympiske Lege) og en infinitiv (at lege). Her er ordformen polysem da verbets og substantivets betydninger er beslægtede med hinanden. Hele sætningen Jeg køber hostesaft og piller ved den rare apotekerfrue er tvetydig, fordi ordformen piller er tvetydig (homonym) mellem et substantiv i pluralis og et verbum i præsens Disambiguering Da homonymi og polysemi er ekstremt udbredte (de er i virkeligheden reglen, ikke undtagelsen) er det nødvendigt at entydiggøre (disambiguere) de morfer, ordformer, sætninger man hører eller læser. Det er noget man for det meste gør ubevidst og uden besvær. Men hvis man vil prøve at få en computer til at entydiggøre eller analysere en menneskelig sætning fx med henblik på at lave en automatisk grammatikkontrol, bliver det hurtigt klart at entydiggørelsen er en meget kompleks proces. Lad et enkelt eksempel illustrere omfanget af tvetydigheder (ambiguitet). I sætningen og så var der en dreng der ikke var der fordi han var syg er de eneste ordformer der ikke er tvetydige og, ikke og fordi. Resten har adskillige mulige tolkninger. Nogle af tolkningerne er kun forskellige fra hinanden semantisk, fx fortolkningen af syg, idet der er forskel på hvordan et samfund er sygt og hvordan et menneske er sygt. Andre ordformer bærer tillige morfosyntaktiske forskelle, fx så. Tabellen nedenfor giver en kort oversigt over de enkelte ordformers tolkningsmuligheder. Ordformers tvetydigheder Ordform Mulige tolkninger så adverbium tid (næste begivenhed i rækken) grad følge interjektion subjunktion konjunktion

279 Ordform var der en Mulige tolkninger imperativ af at så infinitiv af at så præteritum af at se præteritum af at være adjektiv (~ opmærksom) imperativ af at vare formelt subjekt relativpronomen stedsadverbium numerale ubestemt artikel indefinit pronomen vare ved vare sig dreng substantiv søn ikke-voksen mand han personligt pronomen anaforisk deiktisk substantiv syg adjektiv sygdomsplaget dårligt fungerende trængende til noget Nedenfor følger en ganske forenklet beskrivelse af hvordan tvetydighederne kan elimineres. Elimineringen af tvetydighederne bygger på at der skal være bestemte betingelser (grammatiske og semantiske regler) opfyldt for at en given tolkning må kunne gælde. Hvis de betingelser ikke er opfyldte, er den givne tolkning ikke acceptabel. Da de enkelte ordformers entydiggørelse afhænger af entydiggørelsen af de andre ordformer, skal et komplekst ligningssystem med flere variabler løses. De nedenfor anførte betingelser kunne også formuleres positivt, dvs. hvorfor den rigtige tolkning vælges frem for hvorfor de ikke-rigtige tolkninger fravælges. Men så ville betingelserne være meget mere komplekse og uoverskuelige. Så tolkes ikke som gradsadverbium fordi der ikke følger et adjektiv eller adverbium efter. følgeadverbium fordi der ikke står en betingelses- eller temporal ledsætning foran. interjektion fordi det er en del af en sætning, ikke en selvstændig ytring. subjunktion fordi det ikke umiddelbart efterfølges af subjektet. konjunktion fordi det ikke efterfølges af en betingelsesledsætning (denne betingelse kræver forståelsen af hele sætningen). verbum fordi der følger et verbum (var) efter og der står ikke noget subjekt foran. Ergo er så tidsadverbium. Var tolkes ikke som adjektiv fordi det ikke er en del af et substantival, og fordi det heller ikke kan være subjektsprædikativ da der ikke er noget kopulaverbum til stede. imperativ fordi der følger et formelt subjekt, og subjekt til imperativ skal jo hvis det overhovedet er til stede være anden person.

280 Ergo er var præteritum af at være. Den samme tankegang gælder også ved de to andre forekomster af var. Det første der tolkes ikke som relativpronomen fordi der ikke er noget kernesubstantiv foran som det kunne henvise til. stedsadverbial fordi der ikke er noget subjekt foran, og fordi det selv står der hvor subjekter kan stå. Ergo er det første der formelt subjekt. En tolkes ikke som indefinit pronomen fordi det er en del af et substantival med dreng som kerne. Ergo er en et numerale eller ubestemt artikel. Uden intonation kan det kun ud fra den større sammenhæng afgøres at det er ubestemt artikel her. Dreng er morfo-syntaktisk entydigt, men ikke semantisk. Men tolkningen som søn kan forkastes fordi der ikke er nogen angivelse af hvis søn vedkommende kunne være. Det andet der tolkes som relativpronomen fordi der er et oplagt kernesubstantiv, dreng, at vise tilbage til, og fordi placeringen af ikke viser at der kommer en ledsætning, som en relativsætning jo er. Det andet der tolkes ikke som formelt subjekt fordi der er et subjekt (det andet der) i sætningen. relativpronomen fordi det umuligt kan være subjekt i en evt. relativsætning da det umiddelbart efterfølges af et subjekt (han). Ergo er det tredje der stedsadverbium. Han tolkes ikke som substantiv fordi et tælleligt substantiv kun yderst sjældent kan stå uden determinator eller kvantifikator, og fordi der er en oplagt referent i dreng det kan vise tilbage til. Derfor er han anaforisk personligt pronomen. Syg tolkes som udtryk for at være sygdomsplaget, hvilket følger af at det er subjektsprædikativ til han som henviser til et levende væsen, dreng. Ovenstående betingelser er forenklede og kunne meget vel formuleres anderledes, men ikke mindre komplekst. Hvis man skulle gøre et computerprogram i stand til at foretage entydiggørelsen, ville betingelserne være endnu mere komplekse og omfattende. Årsagen hertil er at selv sådan en indlysende sammenhæng som at en og dreng former et substantival, kræver en kompleks beskrivelse for en computer at kunne se. For det er ikke nødvendigvis sådan at to ord der står ved siden af, hører sammen i et syntagme. Det kan mennesker øjeblikkeligt gennemskue fordi de har adgang til ordenes betydning(er). Computeren kan kun gå efter/ud fra morfologi og ordformernes lineære rækkefølge. Det er muligt at indbygge information om leksemers betydning i et computerprogram. Men indtil videre er det kun muligt at indbygge en brøkdel af den viden et menneske har om leksemernes betydning og hvilke leksemer en ordform kan stå for. Men selv efter en grundig entydiggørelse er der nogle sætninger der forbliver tvetydige. Fx kan sætningen Jeg køber hostesaft og piller ved den rare apotekerfrue ikke entydiggøres uden en større sammenhæng. Uden kontekst er det umuligt at vide om piller skal læses som verbum eller substantiv.

281 Synonymi Mht. forholdet mellem indhold og udtryk defineres synonymi sådan at det samme semem udtrykkes ved forskellige morfer. Inden for leksikonet kan man strengt taget ikke finde synonymi da morferne ikke udtrykker præcist det samme indhold. Der er altid en nuanceforskel, hvis ikke andet, så stilistisk forskel som ved skrive og nedfælde eller ved substantiv og navneord. Det ville da også være spild af resurser at have forskellige udtryk til præcist det samme indhold. Men hvis man slækker på kravene til fuldstændig ens betydning, kan man også i leksikonet finde adskillige synonymer (jf. afsnit ). Men i grammatikken kan man finde perfekte synonymer en masse, morfer der alle står for præcis den samme betydning. Disse er allomorferne (afsnit 3.5). Fx er der ingen som helst betydningsforskel på præteritums allomorfer (arbejd-ede, spis-te, hold-t, hav-de, osv.). De står alle for det samme semem, præteritum-tempus. Der er mig bekendt ikke nogen logisk nødvendig grund til at have alle de allomorfer i grammatikken. Forklaringen at de forskellige allomorfer markerer forskellige bøjningsklasser er kun en begrundelse, ikke en logisk nødvendighed, for sproget ville fungere mindst lige så godt hvis fx alle verber fulgte det samme bøjningsmønster.

282 Kapitel 14 Sprog og verden I dette kapitel vil jeg analysere hvordan de systemer der hhv. kategoriserer verden og de sproglige udtryk, hænger sammen. Da sprogets opgave er at muliggøre at mennesker udveksler tanker om verden inkl. sig selv, må sproget reflektere verden. Det er derfor nødvendigt at undersøge hvordan verden og sprog hænger sammen. Principielt kan verden og sprog ikke adskilles fra hinanden eftersom sprog også er en del af verden. Men da forbindelsen mellem sproglige udtryk og deres indhold, altså afsenders billede af verden, er arbitrære, er det berettiget at betragte sprogets udtryksside som uafhængige af resten af verden. Jeg tager arbitraritetsprincippet alvorligt og definerer udtrykskategorier for sig (kapitlerne om morfologi og syntaks) og indholdskategorier for sig for først dernæst at se på sammenhængen mellem dem. Indholdskategorierne bliver i dette kapitel hovedsageligt kun defineret overfladisk ved at benævne kategorierne. For jeg mener det er tilstrækkeligt for mit formål at kalde fx sanseforegange for sanseforegange, hvorved jeg henviser til den almenaccepterede betydning af udtrykket sanse, og ikke er nødvendigt at anføre en detaljeret videnskabelig definition af sansning. Kapitlet er indrettet sådan at jeg tager udgangspunkt i udtrykssiden, ordklasserne, og ser på hvilke indholdskategorier de hver især kan udtrykke. På denne måde underinddeler jeg reelt ordklasserne indholdsmæssigt og ser på hvilke særlige morfo-syntaktiske egenskaber de enkelte underordklasser (fx proprier inden for substantiver og sanseverber inden for verber) har. Jeg gør meget ud af at vise derivationen funktion, hvilke derivativer der hænger sammen med hvilke indholdskategorier. Jeg indfører begrebet syntaktisk derivation for at kunne drage paralleller mellem morfologi og syntaks, som deles om arbejdet med at udtrykke indholdssiden, og for at have en beskrivelsesramme der kan dække alle sprog; sprog er jo forskellige mht. hvordan de deler arbejdet mellem morfologi og syntaks mens indholdssiden er fælles for alle sprog Kategorisering Grundantagelsen er at både verden og sprog (de sproglige udtryk) er opdelt i kategorier. Kategorisering vil sige at fænomener er sat i bås efter bestemte kriterier. Kategorisering kan ikke undgås. Årsagen hertil er at verden (universet) er uendelig, mens mennesket kun har begrænsede kognitive resurser (begrænset hjernekapacitet). Verden er uendelig i to dimensioner. Den er uendelig i sin udstrækning, hvilket betyder at der ikke er grænser for hvor mange forskellige fænomener der findes i den. Men den er (tilsyneladende) også uendelig i dybde, dvs. der er ikke nogen grænser for hvor præcist og detaljeret man kan analysere fænomener. Der er ikke nogen grænser for hvor små detaljer man kan dissekere fænomener i, og jo mere detaljeret analysen er, desto flere forskellige fænomener kan man finde. For at kunne magte verdens uendelighed er mennesket nødt til at opdele verden i et begrænset antal af be- og afgrænsede størrelser. Kategorisering sker ved at man grupperer fænomener på basis af bestemte kriterier. De fænomener som man efter disse kriterier finder tilstrækkeligt ens, sætter man i den samme kategori. De fænomener udgør kategorien. Fænomenerne udgør egentlig kategoriens ekstension mens kategoriens intension udgøres af de kriterier der definerer kategorien (jf. afsnit ).

283 Da man i høj grad selv vælger de kriterier man vil kategorisere efter, kan man opstille adskillige forskellige kategorisystemer for de fænomener der findes i verden inklusive fantasiverdener. 94 Tabellen nedenfor viser et muligt, men ikke fuldstændigt kategorisystem. Jeg bruger betegnelsen fænomen som samlebetegnelse for alt der er eller kan tænkes at være. 94 Jeg vil her ikke gå ind i diskussionen om forskellen mellem objektiv og subjektiv verden, hvor den objektive verden er det som virkelig findes og den subjektive verden er det vi kan sanse gennem vores egne sanser, gennem maskiner og gennem kommunikation med vores medmennesker.

284 Kategorisering af verden Fænomener Ikkerelationelle fænomener (genstande) Relationelle fænomener (foregange) Tid mentale foregange fysiske foregange mentale genstande fysiske genstande abstrakte genstande følelser egenskaber kognitive foregange modalitet pragmatiske forhold handlinger egenskaber eksistens ytringer bevægelser følelser tanker ikkelevende genstande levende genstande (væsner) i i k k k semiotiske genstande ting sted øvrige levende planter dyr mennesker elske dum tænke vilje tema bore høj være sige svømme kl. 2 had ide roman sten gulv amøber tomat hjort kvinde hade god spekulere nødvendighed reference hakke gammel findes meddele sætte april misundelse forestilling digt bord Århus bakterier agurk ulv barn Kategorisystemet i tabellen bygger på en grundlæggende skelnen mellem de fænomener der sættes i relationer til andre fænomener (genstande) og de fænomener der sætter andre fænomener i relation til hinanden (foregange). Læg mærke til at kategorisystemet, både dette og alle andre mulige, bygger på hyponymi/hyperonymi-forholdet (jf. afsnit ). Dernæst skelnes der inden for begge disse kategorier mellem de fænomener der findes i verden (fysiske fænomener) og dem der findes i menneskets sind (mentale fænomener). Tid holdes som en særskilt kategori pga. dens specielle, temmelig uhåndterlige karakter. Fysiske genstande kaldes også håndgribelige, de mentale for uhåndgribelige genstande. Jeg skelner mellem abstrakte på den ene side og mentale samt fysiske genstande på den anden side. Abstrakte genstande er situationer, som jo er komplekse på den måde at de indeholder et antal genstande og et antal foregange. Mentale og fysiske genstande er ikke på en sådan måde komplekse. De er blot genstande som befinder sig i sindet eller i verden uden for mennesket. Situationer kaldes også andenrangsgenstande. Dette kategorisystem er valgt for lettere at kunne vise bestemte træk ved hvordan sprog forholder sig til verden. Men som det bliver vist senere, finder man selv i et og det samme sprog flere forskellige kategorisystemer. De to nederste rækker angiver eksempler på de enkelte kategorier. Dette kategorisystem er ontologisk, dvs. bygger på fænomenernes egenskaber, deres måde at være på (fra

285 det græske ón = værende + logi = lære). Man kunne også lave et sprogligt kategorisystem af fænomener, som er baseret på hvordan fænomener udtrykkes sprogligt. Men da jeg ikke er tilhænger af sproglig relativisme (afsnit 14.2), vil jeg hellere undersøge hvordan det ontologiske kategorisystem af fænomener hænger sammen med det kategorisystem man kan danne for de sproglige udtryk (afsnit 14.4). Semiotiske genstande er genstande der indeholder sproglige udtryk. De kan være skriftlige og/eller mundtlige, digt, skrivelse, dokument, novelle, tale, foredrag, osv. Eftersom de indeholder sproglige udtryk, har de ikke kun en fysisk manifestation i form af en samling af skrifttegn og/eller lydbølger, men også et implicit mentalt indhold. Kategorisystemet kan forfines (dvs. de enkelte kategorier inddeles i delkategorier) indtil man når til de enkelte begreber. Begreber er de mindste kategorier, dvs. kategorierne med den mindste ekstension. Begreber antages at være de mindste enheder som mennesket håndterer i sin tænkning (jf. tankeelementer i Kapitel 2). Begreber er dog ikke per definition udelelige. Den menneskelige tænkning og dermed kategorisystemer er fleksible. Hvis man har behov for (og evner til) det, kan man også underinddele de i øjeblikket gældende begreber. Det er faktisk noget man gør hele tiden når man tilegner sig ny viden. Man kan også slå diskrete begreber sammen og danne (nye) overbegreber eller overkategorier, såkaldte abstraktioner. Lad to velafgrænsede og temmelig uensartede grupper af fænomener (diesellokomotiver og affikser) illustrere hvor forskelligt man kan kategorisere de samme fænomener ved at vælge forskellige (grupper af) kriterier. Kriterier anført mellem parenteser angiver underkriterier. Diesellokomotiver kan kategoriseres efter deres funktion: rangerlokomotiv, godstogslokomotiv, persontogslokomotiv (uden togopvarmningssystem, med dampopvarmning, med el-opvarmning) sporbrede: 750 mm, 760 mm, 900 mm, 1000 mm, 1067 mm, 1435 mm, 1524 mm, 1668 mm transmissionssystem: direkte, mekanisk (med tør eller hydrodynamisk kobling), hydrostatisk, hydrodynamisk, elektrisk (AC AC, AC DC, DC DC) bremsesystem: med/uden dynamisk bremse hjulsætanordning: 2 faste hjulpar, 1+1 hjulpar i bogier, 3 faste hjulpar, 4 faste hjulpar, 2+2 hjulpar i bogier, 3+3 hjulpar i bogier, osv. osv. Affikser kan kategoriseres efter deres placering: efter roden, foran roden, inde i roden deres funktion: derivation eller fleksion den rodtype de kan føjes til: substantivaffikser, verbalaffikser, adjektivaffikser, etc. den indholdskategori de udtrykker: temporalitets-, modalitets-, numeralitets-, lokalitets-, abstrakt genstands-, abstrakt foregangs- etc. affikser osv. Kriterierne er ofte uafhængige af hinanden. Dette gør det muligt at danne komplekse (multidimensionelle) kategorisystemer ved at kombinere kriterierne. Men det betyder også at de enkelte fænomener kun kan identificeres ved at anføre alle relevante kriterier (definerende træk, jf. afsnit ).

286 14.2. Sproglig relativisme De begreber som man har etableret, tjener som sprogets indholdsside. Jeg mener ikke at begreber er sprogets indholdsside. Jeg mener nemlig at begreber godt kan eksistere uden sprog. Men da sprogets funktion er at udveksle tanker og dermed begreber menneskerne imellem, bliver begreberne i denne tankeudvekslingsproces automatisk gjort til sprogets indholdsside. Der er dog nogle der mener at begreberne er sprogets indholdsside. Derved mener de at begreber og dermed tanker ikke kan eksistere uden sprog, og at mennesker med forskellige sprog (modersmål) derfor tænker på forskellige måder. Denne tankegang at sprog og tænkning er uadskillelige kalder man sproglig relativisme eller sproglig determinisme. Sproglig determinisme kaldes også Sapir Whorf-hypotesen efter Edward Sapir og Benjamin Whorf der først formulerede denne tankegang. Ved at studere amerikanske indianske sprog i 1920 erne opdagede de at de har nogle helt andre sproglige kategorier end dem de hidtil kendte (indo)europæiske sprog har, og mente derfor at indianerne også måtte have et andet verdenssyn. Man plejer også at formulere det sådan at man ser på verden gennem de briller som ens sprog giver en. Jeg kan acceptere tankegangen i det omfang at sprog (ens modersmål og yderligere sprog man måtte lære sig) påvirker ens tænkning. Vi tilegner os meget hvis ikke ligefrem det meste af vores viden gennem kommunikation, dvs. gennem sprog. Derfor er det lettest for os at følge de kategorisystemer som vores sprog har. Da man oven i købet ofte er temmelig ubevidst om de kategorier ens sprog (først og fremmest modersmålet) har, kan det være svært at få øje på og tilegne sig fænomener som man ikke har sproglige udtryk for, altså de fænomener som hverken er grammatikaliserede eller leksikaliserede i ens sprog. Men der er adskillige tegn på at sprog kun påvirker tænkningen, men ikke bestemmer den. For det første har sikkert alle oplevet det at de ikke kunne udtrykke deres tanker (præcist), at de godt vidste hvad de mente, men kunne ikke sætte ord på det. Hvis sprogets indholdsside var lig med tankerne, hvis der altså var en direkte vej fra tanker til sproglige udtryk, måtte det ikke være så besværligt nogle gange at udtrykke sig. Desuden er det muligt at lære flere forskellige sprog og at oversætte fra et sprog til et andet. Dette tyder på at der er noget som ikke er knyttet til sprogene, som gør det muligt at man kan håndtere flere forskellige sprogsystemer, og som er det der i en oversættelse bliver overført fra det ene til det andet sprog. Dette noget er nemlig selve tankerne som er ens uanset hvilket sprog man bruger Flossede kanter Man kunne fristes til at tro at kategorierne er solidt definerede når de nu er så vigtige for tænkningen. Men kategoriernes grænser er som oftest flossede (fuzzy borders). Dette kan konstateres i at man kan være uenig med sig selv og/eller med sine medmennesker i hvad der hører til en bestemt kategori, og hvad der ikke hører dertil. Fx er det sandsynligt at folk ville være uenige om hvilke af den nedenstående tabels celler der kan kaldes lyse, og hvilke mørke. Lys vs. mørk Det er nok især cellerne i midten, ved grænsen mellem de to kategorier, der kan udløse mest diskussion. I og med mennesket har ufuldkommen perception og tænkning, er fænomenet flossede kanter nok et grundvilkår for mennesket, om end temmelig uønsket i videnskaberne og jura. Det er derfor

287 at det fx inden for lingvistik nogle gange kan være svært at afgøre om en aktant er beneficiary eller recipiens. Men i det daglige liv synes fænomenet ikke at forårsage nævneværdige problemer. Man går ud fra at mennesker arbejder med prototyper. Prototyper anses for at være de mest typiske medlemmer af en kategori. I det ovenforstående eksempel med lyst og mørkt er det de yderste celler der er prototypiske. Fænomeners tilhørighed til en kategori vurderes ud fra hvor meget de ligner prototyperne. Ligner et fænomen en prototype tilstrækkeligt, anses det fænomen for at høre til prototypens kategori; ellers ikke. Problemet er selvfølgelig at forskellige mennesker kan have forskellige meninger om hvad der tæller som tilstrækkelig lighed Sproglige kategorier Som vist ovenfor er den menneskelige tænkning kategorisk, og derfor er sprogets indholdsside også mere eller mindre direkte kategorisk. Men sprogs udtryksside er også et kategorisystem. Sprogets udtryksside består jo af distinkte og diskrete elementer, de sproglige tegns udtryksside. Disse kan kategoriseres, og grammatik handler egentlig om denne kategorisering. I morfologi kategoriserer man tegnene først og fremmest deres udtryksside ud fra deres morfologiske egenskaber, i syntaks ud fra deres syntaktiske egenskaber. De øvrige discipliner handler om at forholde de sproglige udtrykskategorier til de kategorier der findes i verden. Den morfologiske kategorisering resulterer i de ordklasser som er etableret i Kapitel 3: substantiver, adjektiver, verber, adverbier, numeralier, pronominer, konjunktioner, subjunktioner, adpositioner, artikler og interjektioner (med deres undergrupper). I det følgende vil jeg beskrive kort hvordan ordklasserne (morfo-syntaktiske kategorier) hænger sammen med de indholdskategorier verden er opdelt i (jf. tabellen ovenfor i afsnit 14.1) Substantiver Inden for kategorien substantiver vil jeg analysere appellativerne, proprierne, pseudoproprier og de derivativer der danner substantiver Appellativer Appellativer angiver genstande (stol, mand, had, kærlighed), foregange (mand, dreng, fjols) og tid (november, onsdag). Appellativer kan faktisk betegne langt de fleste slags fænomener. Det er netop derfor at substantivaler kan udgøre langt de fleste syntaktiske led. Men der er forskel på appellativer. De fleste fødte (ikke-deriverede) appellativer betegner fysiske genstande og fysiske foregange. Det er som oftest de samme appellativer der kan udtrykke både en genstand og en foregang. Der er altså tale om at de fleste appellativer er polyseme med en genstandsbetydning og en tilsvarende foregangsbetydning. 95 Med deres genstandsbetydning henviser de til genstande der besidder en bestemt gruppe af egenskaber, med deres foregangsbetydning henviser de til en bestemt gruppe af egenskaber som nogle genstande har. Fx henviser mand i hun havde set en mand ved sin bil til en genstand der besidder de egenskaber der er nødvendige for at være en mand. Men i han var mand for at klare strabadserne udtrykker mand en foregang, den gruppe af egenskaber der definerer en mand. 95 Substantiver kan selvfølgelig også være polyseme/homonyme med flere genstands- og/eller foregangsbetydninger. Fx kan mand henvise til et biologisk væsen, et socialt væsen, en ægtefælle eller en person (som i en styrke på 1000 mand).

288 Forskellen på genstands- og foregangsreference markeres syntaktisk. Appellativer brugt prædikativt, dvs. som (oblikt) subjektsprædikativ, (oblikt) objektsprædikativ eller essivt neutralt led, henviser til foregange. Appellativer i andre syntaktiske sammenhænge henviser til genstande. En undtagelse er appellativer der optræder prædikativt, men i et bestemt substantival (fx han var den mand hun havde set ved sin bil). Disse henviser også til genstande. Da appellativer i dansk ikke kan udtrykke de kategorier som verber kan (tempus, modus), har appellativer der skal udtrykke en foregang, brug for støtte fra et verbum for at kunne forekomme som prædikat. Denne støtte gives af kopulaverberne være og blive. Brugen af kopulaverber kan betragtes som syntaktisk derivation. I stedet for at tilføje et derivativt affiks tilføjer man et hjælpeverbum. Men effekten er det samme: Den resulterende konstruktion får verbale egenskaber, det at kunne fungere som prædikat. De fleste mentale genstande udtrykkes vha. deriverede appellativer (kærlighed, misundelse, vrede, ophidselse) der er dannet fra adjektiver eller verber der udtrykker mentale foregange. Herudfra kan man drage den konklusion at appellativers primære funktion er at udtrykke fysiske genstande mens det at udtrykke foregange og mentale genstande er en sekundær funktion Proprier Den særlige slags substantiver, proprierne, henviser ikke blot til en genstand (egl. en art af genstande), men samtidig også et bestemt individ. Dette står i modsætning til appellativerne som i sig selv kun kan henvise til genstande, men ikke til individer. For at appellativer også kan henvise til individer, har de brug for determinatorer. Således kan tilføjelsen af determinatorer også betragtes som derivation, nemlig fra et appellativ til et proprium. Da proprier henviser til individer ud over implicit at betegne en genstand, henviser de også til en mental foregang, nemlig den pragmatiske foregang baggrundsreference (jf. afsnit ). 96 Proprier henviser først og fremmest til mennesker (personnavne), men også til kæledyr, institutioner, skibe, steder endog mentale genstande. Person- og dyrenavne (Josef, Maria, Peter, Toronado) er oftest dedikerede proprier, dvs. morfer der kun fungerer som proprier, i hvert fald i den moderne sprogbrug. Derimod er institutions- (Udenrigsministeriet, Den Sociale Højskole, Århus Amtskommune), skibs- (Enterprise, Fregatten Jylland, M/S Kronprins Frederik) og stednavne (København, Nykøbing, Århus) samt navne på personificerede fænomener, typisk i skønlitteratur, fx i mytologien (Hypnos, Thanatos) ofte dannet fra appellativer eller fra andre proprier. 97 Især institutionsnavne kan endda bestå af flere ord, fx et helt substantival. Proprier kan også tjene som udgangspunkt for derivation. Derved bliver en karakteristisk egenskab ved individet fremhævet og foregangiseret : newtonsk (mekanik), saussuresk (lingvistik), platonisk (forhold). Man kan også danne appellativer af proprier, enten via en på forhånd dannet foregang eller direkte fra propriet: marxisme, celsius, kristendom, århusianer, østriger, dieselmotor, neumanncomputer, jacobsbogie Pseudoproprier De substantiver som har singulativ generisk reference (se afsnit 9.1.2) kalder jeg pseudoproprier. Termen skyldes at pseudoproprier er navne på kategorier, typisk i fagsprog (agens, infinitiv, patiens, afsender, modtager, imperativ, osv.), og at de står i ikke-bestemt form ligesom proprier plejer. 96 Da reference er et forhold, en relation mellem et sprogligt udtryk og den genstand hhv. det individ udtrykket henviser til (referenten), mener jeg at det er rimeligt at betragte reference som en (abstrakt) mental foregang. Referenceforegangen er mental idet forholdet mellem sprogligt udtryk og referenten kun eksisterer i menneskets sind. 97 hypnos og thanatos betyder hhv. søvn og død på græsk, men er samtidig navnene på de pågældende guder.

289 Det skal dog bemærkes at pseudoproprier typisk er substantiver der også kan fungere som appellativer. Lad modtager stå her som illustration. Modtager som pseudoproprium henviser til den person (de personer) der modtager sproglige udtryk fra afsender i en kommunikationssituation, fx Reference er et fænomen der er defineret i forhold til modtager. I og med der er utallige forskellige kommunikationssituationer med utallige forskellige personer som indgår i dem som modtager, har modtager generisk reference. Men modtager er altid ét individ (evt. én gruppe af individer) der står i forhold til andre individer der indgår i den samme kommunikationssituation (den samme taksonomi) med hver deres funktioner: afsender, kanal, sprog, omtalte situation, osv. Modtager som appellativ har specifik eller generisk reference: Modtagerne af årets Nobelpris i fysik er XY, WZ og AB (bestemt reference), Modtagere af en skattelettelse kan lovprise deres held (generisk reference). Som appellativ bøjes modtager regulært i bestemthed. Bemærk at pseudonavne ikke er lig med pseudoproprier. Pseudonavne som Gud, mor, far, tante, rektor har bestemt reference. De er reelt proprier i de givne situationer selv om de eventuelt ikke skrives med stort begyndelsesbogstav. De kaldes netop pseudonavne fordi de i den givne kontekst identificerer en genstand som man også kunne benævne med et almindeligt navn som Jesus Kristus Sr., AnneMette Madsen, Richard Madsen, osv Substantivderivation Der er ikke nogen formel forskel på substantivrødder (fødte substantiver) mht. hvad de henviser til, om de henviser til fysiske eller mentale genstande, eller til fysiske eller mentale foregange eller til tid. Det er ikke sådan at man på et substantivs lyd-/skriftbillede kan se hvilken slags fænomen det betegner. Det er ikke sådan at fx alle substantiver der henviser til fysiske genstande starter med bogstavet/lyden h, eller at alle substantiver der udtrykker mentale genstande ender på ed. 98 Substantivernes genus og bøjningsklasse (fx det at forskellige substantiver tager forskellige pluralissuffikser, se Appendiks A) har intet at gøre med hvad slags fænomen de henviser til. Der er dog to måder at underinddele substantiverne på. Disse to inddelinger hænger sammen med substantivernes betydning. De er (i) hvilke kategorier substantiverne bøjes i, og (ii) for de deriverede substantivers vedkommende hvilket derivativ der har dannet dem. Der er nemlig forskellige derivationskategorier. Ad (i): Det er bemærket i 12.2 at substantiver der henviser til utællelige genstande (fortrinsvis materialer) ikke bøjes i numerus. Dette skyldes naturligt nok at numerus er irrelevant for genstande der ikke kan tælles. Desuden blev det bemærket i 4.2 at proprier typisk ikke bøjes i numerus og bestemthed eftersom de henviser til enkelte individer og per definition er bestemte. Ad (ii): Dansk fremviser de i følgende tabel anførte derivationskategorier inden for substantiverne (uden fuldstændighed). Substantivderivation Betydning Derivater Bemærkninger 98 Der er dog én undtagelse, nemlig de interrogative pronominer, der i dansk alle starter med hv-.

290 Betydning Proces eller Tilstand Derivater fra verber: -(n)ing (læsning), -else (skabelse), -(e)n (slåen), -er (knuser), -eri (skrigeri), -tion/sion (meditation), nulderivation (snak) fra adjektiver: - hed (skønhed), - de (længde), -e (varme) Patiens fra verber: -(n)ing (skabning), -else (skrivelse), -at (granulat) nulderivation (spark), vokalskift (bud) Agens 99 fra verber: -er (forfatter, maler), vokalskift (bud) Instrument fra verber: -tiv/siv (fleksiv, deriva- tiv), vokalskift (båre) Sted fra verber: -eri (bageri), - (to)rium (sanatorium) Femininer fra substantiver (typisk fra nomina agentis): -inde (sangerinde), -ske (syerske) Bemærkninger De henviser til en foregang i en underordnet situation. Da de forestiller en foregang, kombineres disse substantiver ofte med led der udtrykker foregangens aktanter, fx verdens patiens skabelse, læsningen af bogen theme, barnets agens skrigeri (jf. afsnit , 9.2.5). Da foregange er konstituerende dele af situationer, og da henvisninger til aktanter godt kan udelades, kan disse substantiver i sig selv henvise til en situation: Han kunne ikke skjule skuffelsen ~ han kunne ikke skjule at han var skuffet over et eller andet. Situationer betragtes som abstrakte genstande (anden ordens genstande). Substantiver der betegner en proces eller tilstand, kan endvidere henvise til genstande der befinder sig i den proces eller tilstand substantivet oprindeligt henviser til, dvs. substantivet henviser til en aktant der spiller theme eller patiens i forhold til det oprindelige verbums eller adjektivs foregang. Fx henviser skønhed i den danske skønhed til en person (fortrinsvis en kvinde) der besidder skønhed. Dette er sandsynligvis forklaringen af at mange af de samme derivativer kan danne substantiver der henviser til en proces og denne proces produkt (se umiddelbart nedenfor). De henviser oftest til genstande der bliver til som produkt eller resultat af en foregang (efficeret patiens): En skabning er noget der er blevet skabt, en skrivelse er noget der er blevet skrevet. Sådanne substantiver kaldes derfor nomen resultatis. Men i nogle tilfælde kan de udtrykke en termineret patiens, fx ædelse, det der bliver ædt. Disse substantiver henviser til genstande, fortrinsvis mennesker, der udfører den af verbet udtrykte foregang: En forfatter er nogen der forfatter, og et bud er en der bringer bud. De henviser til genstande der fungerer som instrument i forhold til den foregang verbet udtrykker: Et derivativ bruger man til at derivere med. De dannes typisk af verber af latinsk oprindelse. De henviser til de steder hvor den af verbet udtrykte foregang finder sted: Et slagteri er et sted hvor man slagter. De henviser til kvinder der udfører den af verbet udtrykte foregang. De er specifikt femininumsformer af nomina agentis. De bliver sjældent brugt i moderne dansk (jf. 12.6) da man frit kan bruge nomina agentis der ender på -er både om mænd og kvinder. 99 Kaldes også nomen agentis. Pluralis af nomen agentis er nomina agentis.

291 Betydning Diminutiver Geografisk/pol itisk tilhørsforhold fra substantiver (primært proprier): -er (københavner), -ing (færing) fra substantiver: - skab (venskab, broderskab) Abstrakt Derivater fra substantiver: - se (vense), -ike (sønnike), -ling (mandsling) fra adjektiver: -er (dansker) Bemærkninger De henviser til genstande som anses for at være små. Diminutiver kan bruges kærligt i fx tale til børn (vense), men også nedsættende (pejorativt), fx mandsling. Navne på dyreunger som ælling, kylling, kælling, grisling kan også betragtes som diminutiver. Diminutiver er sjældne i dansk, især i forhold til fx russisk. Disse substantiver udtrykker nationalitet, afstamningssted eller bosted. De henviser til mennesker (evt. andre genstande som hamburger, islænder) der har den pågældende nationalitet eller stammer fra eller bor det sted som det oprindelige ord betegner. Adskillige familienavne er dannet fra stedssubstantiver vha. -e (Kunøe, Nexøe, Højbye). Disse proprier angiver at slægten stammer fra det sted. De henviser til mentale foregange. Disse foregange står for et forhold som den slags genstand det oprindelige substantiv betegner, indgår i eller manifesterer. Tid fra substantiver og adjektiver: - dom (barndom, ungdom) Ideologi fra substantiver (ofte proprier) eller adjektiver: - isme (marxisme, nationalisme, relativisme) Be- fra substantiver skæfti- eller adjektiver: - get ist (bilist, marxist, socialist Theme fra adjektiver eller evt. substantiver: -ert (frækkert) Nummer fra numeralier vha. -er (femmer, 50 er, 1990 erne) Disse substantiver betegner et alderstrin. Dette alderstrin er den tidsperiode som de mennesker det oprindelige substantiv eller adjektiv henviser til befinder sig i. De henviser til ideologier, der er mentale foregange som angiver en måde at tænke og opfatte verden på. De henviser til personer der beskæftiger sig med eller bruger den genstand det oprindelige substantiv henviser til (cyklist), eller til personer der er tilhængere af en ideologi (kapitalist). De henviser til personer der besidder den af adjektivet eller det oprindelige substantiv udtrykte egenskab. De udtrykker en genstand der i et eller andet system har det nummer som numeralet henviser til (fx bus nr. 5) eller har den værdi som numeralet måler (fx en pengeseddel der er værd 50 kroner). Interessant at bemærke at moderne dansk ikke har derivativer til at danne specifikt maskuline substantiver. Desuden er der mig bekendt kun ét kompositum som er dannet af et feminint substantiv for at henvise til et maskulint væsen, nemlig enkemand (jf. afsnittet om sexus).

292 Proformer Det siges at proformer ikke henviser til fænomener, men til individer, individer som allerede er kendte eller endnu ukendte for modtager og/eller afsender. Dette er rigtigt, men de fleste proformer har alligevel restriktioner mht. hvad slags fænomen individet må høre til. Mange proformer kan fx kun henvise til menneskelige væsner. I proformsystemet er det meget påfaldende at man først og fremmest skelner mellem mennesker på den ene side og alle andre fænomener på den anden side. De viser altså en anden slags kategorisering end det system der er vist i afsnit 14.1, som først og fremmest skelner mellem genstande på den ene og foregange på den anden side. Proformernes kategorisystem skyldes sandsynligvis direkte menneskets fylocentriskhed, dvs. orientering mod sin egen art: for mennesket er mennesket det vigtigste. Det kategorisystem der er vist i afsnit 14.1, og som reflekteres i sprogs (dansks) ordklassesystem er resultatet af en mere reflekterende analyse af verden Personlige pronominer Personlige pronominer er substantiviske da de også primært henviser til genstande. I lighed med proprier henviser de ikke blot til genstande, men til individer. Derfor betegner de en genstand samtidig med at betegne en foregang, nemlig den mentale (pragmatiske) foregang deiktisk eller tekstuel reference. Jeg, du, vi, I henviser specifikt til mennesker. Han og hun kan desuden også henvise til kæledyr. Den, det og dem kan henvise til alle slags genstande. Det kan endda henvise til situationer. Brugt empatisk (og generisk) henviser den til mennesker og det til alle andre fænomener (jf. afsnit 12.6) Interrogative pronominer Interrogative pronominer henviser til individer. De har bestemt reference eftersom modtager antages at kende til det henviste individs identitet. Ellers ville man jo ikke stille spørgsmålet til modtager. Samtidig udtrykker de at afsender til gengæld ikke kender det omtalte individ. Hvem henviser til mennesker (Hvem har sovet i min seng?). Hvad henviser til alle fænomener, dog fortrinsvis til ikke-mennesker (Hvad sagde du?). Hvilken henviser til alle genstande (Hvilken film skal I se? Hvilken studerende sagde det?). Hvilken bruges frem for hvem og hvad når genstandarten er kendt, og der er mulighed for at vælge mellem forskellige individer. Hvor henviser til steder (Hvor mødte du ham?). Det er egentlig misvisende at tale om sted som en særlig kategori inden for genstande da alle genstande inkl. mentale kan fungere som sted, dvs. påtage sig rollerne place, source, goal eller path. Det man kan sige er at visse genstande, fx bygninger, gader, byer, o.l., oftere har disse roller end andre genstande, fx levende væsner. I forbindelse med adjektiver/adverbier udtrykker hvor grad, dvs. en egenskab ved den foregang som adjektivet/adverbiet henviser til (Hvor dyr er den? Hvor hurtigt kørte I?). Hvordan henviser til måde, dvs. en egenskab ved den foregang hovedprædikatet henviser til (Hvordan mødtes I?). Hvornår henviser til tid (Hvornår mødte du ham?). Hvorfor udtrykker årsag eller hensigt, dvs. det henviser til en situation som omstændighed (Hvorfor begyndte du at snakke med ham?).

293 Interrogativpronominer, rettere sagt de substantivaler som de optræder i, kan også fungere som subjunktionelle led og implicit markere at den indledte ledsætning er substantivisk, et indirekte spørgsmål: Hun kunne ikke sige hvad klokken var, de studerende spurgte på hvilken måde spørgsmålet skulle forstås Relativpronominer Relativpronominer henviser til individer som er nævnt i teksten. De har således tekstuel reference. Som og der samt udeladelsen af som henviser til alle slags genstande undtagen situationer (Jeg kender ikke ham [som] du taler om). Hvad og hvilket henviser til situationer udtrykt i den umiddelbart forudgående sætning (Hun kunne ikke finde ud af at analysere det ord, hvilket overraskede mig meget). Hvor henviser til steder og tid, dvs. dets nukleus skal være et substantiv der henviser til steder eller tid (Det var det tidspunkt hvor hun begyndte at føle sig utilpas). Da eller dets udeladelse henviser til tid, så dets nukleus skal være et substantiv der henviser til tid. ( Den Gang[da] jeg var Student i Ingolstadt... ). Hvem henviser til mennesker, men er sjældent brugt i moderne dansk (Hvem man ikke kan stole på, skal man ikke give fortrolige oplysninger). Hvilken henviser til ikke-menneskelige genstande, men er sjældent i moderne dansk (Hun gav brevet til dommerne, i hvilket det stod at hun blev indkaldt til retsmødet). Relativpronominer har implicit også en subjunktionel funktion idet de indleder en ledsætning og angiver at ledsætningen udtrykker en nedgraderet foregang til en genstand Generisk pronomen Det generiske man henviser til mennesker: Man bør holde sine løfter,?man bør ikke vrinske højt på en restaurant Ubestemt pronomen Nogen/nogle og noget brugt alene henviser til for modtager ukendte individer, hhv. mennesker og alt andet: Der stod nogen i stuen, der stod noget stort ude i køkkenet. Brugt som en del af et substantival kan de være med til at henvise til genstande. I denne funktion er de snarere mængdeangivelser: Vi mødte nogle (~få) isbjørne i går Universelle pronominer Brugt alene henviser alle til mennesker mens alt henviser til alle fænomener, dog fortrinsvis til ikke-mennesker. Brugt som en del af et substantival (prædeterminator) kan de være med til at henvise til genstande. I denne funktion er de snarere mængdeangivelser: De skød alle isbjørnene. Begge og hver kan henvise til alle genstande uanset om de står alene eller er prædeterminatorer: Hver studerende skal løse begge opgaver.

294 Refleksiv- og reciprokpronomen I modsætning til de andre pronominer har det refleksive og reciprokke pronomen ikke nogen implicit restriktion mht. hvad slags fænomen de kan henvise til. De henviser til det subjektet henviser til, hvad dette end måtte være: han ser sig selv i spejlet, ild udsletter sig selv, kontinenterne fjerner sig fra hinanden Verber Verber henviser til foregange, såvel fysiske som mentale. Af alle ordklasser i dansk har verber den unikke egenskab at kunne udgøre prædikatet alene. De kan til gengæld aldrig henvise til en genstand eller tid. Først skal de omdannes til et substantiv (denne omdannelse kan dog ske ved nulderivation, dvs. uden nogen synlig morfologisk markering). Finitte verber udgør overordnede prædikater og udtrykker dermed typisk overordnede foregange. Nonfinitte verber udtrykker til gengæld altid underordnede eller nedgraderede foregange (jf. afsnit 2.6.1, 2.6.4, 10.7). Verbernes morfologi hænger kun meget vagt sammen med hvad slags foregang de henviser til. Der er kun en lille gruppe af verber der i deres form skelner mellem to undergrupper: ligge, sidde, springe, hænge (hang), falde vs. lægge, sætte, sprænge, hænge (hængte), fælde. Traditionelt benævnes de som hhv. intransitive og transitive fordi den første gruppe ikke kan tage et direkte objekt mens den anden gruppe tager et direkte objekt. Denne syntaktiske forskel reflekterer en semantisk forskel, nemlig det at de transitive verber udtrykker en kompleks kausativ situation (jf. afsnit ): nogen lægger nogen/noget = nogen får nogen/noget til at ligge, nogen sætter nogen/noget = nogen får nogen/noget til at sidde, nogen sprænger nogen/noget = nogen får nogen/noget til at springe, osv. Ved disse verber markeres kausativitet ved aflyd. På basis af deres betydning kan verberne deles op i nedenstående i grupper (uden fuldstændighed). Verbernes betydning (hvad slags foregang de henviser til) hænger til en vis grad sammen med deres syntaktiske egenskaber Hjælpeverber Hjælpeverber defineres som de verber der styrer andre verber og forlanger at det styrede verbum står i en bestemt form, perfektum participium eller infinitiv uden at (jf. afsnit og 5.6). Hjælpeverber udtrykker forskellige grammatiske forhold eller i dette kapitels terminologi abstrakte mentale foregange. Det kan måske virke søgt at betragte grammatiske kategorier som modalitet, diatese og tempus som foregange, men eftersom grammatiske kategorier udtrykker forhold (relationer), og foregange er defineret som relationelle fænomener, er dette faktisk en logisk slutning. Forskellen på almindelige foregange og grammatiske forhold er at almindelige foregange sætter genstande (inkl. situationer) i forhold til hinanden. Derimod sætter grammatiske forhold sproglige elementer i forhold til hinanden eller til verden. Da hjælpeverber udtrykker såkaldte grammatiske forhold, kaldes de også grammatiske verber. Også kopulaverber (afsnit ), støtteverber (afsnit ) og faseverber (afsnit ) regnes i nogle fremstillinger blandt de grammatiske verber.

295 I de følgende underafsnit nævnes kort de enkelte undertyper inden for hjælpeverberne, de diatetiske, temporale, aspektuelle og modale hjælpeverber Diatese Blive og være styrer perfektum participium og udtrykker passiv diatese, hvis funktion er at markere det forhold at subjektet ikke er actor (jf ). Blive udtrykker en dynamisk foregang, en proces, mens være udtrykker en statisk foregang, en tilstand, som er resultatet af en forudgående foregang. Sml. Barnet bliver puttet (forældrene er i gang med at putte barnet, det er ikke klart til at sove) med barnet er puttet (forældrene har puttet barnet, det er klart til at sove) Tempus Tempus er som beskrevet i 12.4 en situations forhold til tid, dens placering i tid. Have og være styrer perfektum participium og udtrykker perfekte tempora: afhængig af deres konkrete form perfektum, plusquamperfektum, futurum exactum, futurum exactum in præterito eller perfekt infinitiv (afsnit , , , og ). Være er homonym elle passiv diatese og perfekte tempora. Vil styrer infinitiv og udtrykker futurum og futurum in præterito (afsnit og ). Vil er polysem mellem futurums tempora og volitiv modalitet Resultativt aspekt Få styrer perfektum participium og udtrykker resultativ ekstern aspektualitet, nemlig det at noget bliver udført resultatgivende, at noget lykkes en at udføre: Fik du snakket med hende? Jeg fik endelig lavet mine lektier. Få kan også udtrykke kausativitet (jf. afsnit ), det er dog ikke en obligatorisk fortolkning. Sammen med modalverberne anvender man have i stedet for få (se også afsnit og ): Du skal have lavet dine lektier inden du går i byen! I udtrykket vi får se markerer det epistemisk modalitet, en forudsigelse Modalverber Modalitet er som beskrevet i afsnit 12.5 en situations eller et af en situations elementers forhold til diskursuniverset. Ville, skulle, kunne, måtte, burde, turde, gide og behøve styrer infinitiv og udtrykker forskellige slags modaliteter. Se herom i afsnit Kopulaverber Kopulaverbernes funktion er at gøre ikke-verbale elementer, navnlig substantivaler og adjektivaler, i stand til at indgå i et prædikat som subjektsprædikativ. Derfor kan de betragtes som syntaktiske derivativer der afleder et prædikat fra et ikke-prædikatligt element. Bemærk ligheden mellem hun rødmede og hun blev rød (i ansigtet). 100 I nogle fremstillinger, typisk i skolegrammatiker, kalder man ikke modalverberne for hjælpeverber. Det er kun have, være og blive der i de beskrivelser regnes for hjælpeverber.

296 To af kopulaverberne, være og blive kan betragtes som neutrale i den forstand at deres eneste funktion er at muliggøre at adjektivalet eller substantivalet kan fungere som prædikat. Forskellen på dem er aktionsartsmæssig: være udtrykker en tilstand, blive en overgang til den tilstand som subjektsprædikativet betegner. Sml. hun er gammel og hun bliver gammel. Kopulaverberne hedde, koste, betyde udtrykker selv en foregang og forbinder derfor to aktanter. Ved dem er subjektsprædikativet altså ikke en del af prædikatet, men udtrykker en aktant: navnet eller prisen på subjektsaktanten eller betydningen af subjektsaktanten. Denne sidste er ofte en situation: Tykke skyer betyder at der kommer sne. Kopulaverberne synes, forekomme, virke udtrykker at der er en aktant, typisk afsender, som oplever den situation hvori subjektsaktanten besidder den egenskab som subjektsprædikativet udtrykker. Disse verber udtrykker dermed epistemisk modalitet, opleverens subjektive opfattelse (usikkerhed) af hvorvidt den omtalte situation gælder. Sml. hun forekommer mig dum ~ det forekommer mig at hun er dum ~ jeg tror hun er dum ~ hun er muligvis dum. Kopulaverbet se ud understreger at den af adjektivalet evt. substantivalet udtrykte egenskab er visuelt observerbar: Hun ser smuk ud Støtteverber Brugen af kopulaverberne er ikke den eneste måde hvorpå et substantival eller adjektival kan gøres til en del af prædikatet. Verberne spille, tage, give, gøre, have optræder ofte i forbindelse med nøgne substantivaler (tage forbehold, give modstand, gøre rede, have kendskab til). Sådanne konstruktioner, hvor verbet som oftest er tryksvagt, kalder man inkorporation (substantivalet er inkorporeret i prædikatet, se afsnit 6.4.1) og betragter som leksemer. Ofte er de den eneste måde at udtrykke den intenderede betydning, fx tage forbehold. Men i andre tilfælde er de alternativer til et verbum, fx modstå, redegøre eller kende/vide. Argumentet for at betragte sådanne konstruktioner som prædikater frem for som prædikat med direkte objekt er til dels verbets nævnte tryksvaghed (verber er ellers normalt trykstærke) og det at substantivalet ikke henviser til et individ. I han spiller trompet henviser trompet ikke til nogen konkret kendt eller ukendt trompet, men blot til en slags genstand (generisk reference). Desuden kan substantivalet kun dårligt gøres til subjekt gennem passivering:?trompet spilles af ham. Et sidste argument for at betragte sådanne konstruktioner som leksemer som eksempler på syntaktisk derivation er at andre sprog, fx ungarsk, morfologisk danner verber af substantiver for at udtrykke den samme mening: trombita (trompet) trombitál (spiller trompet). Alligevel er det værd at bemærke at substantivalet står der i sætningsskemaet hvor regulære direkte objekter plejer at stå Vidensverber Vidensverberne (vide (om), kende (til), forstå) udtrykker mentale tilstande hvor menneskets mentale billede reflekterer omverden. Disse foregange tager en situation som theme; kende kan dog siges at tage en genstand som theme. Hvilken rolle mennesket spiller i forhold til disse foregange, er noget uklart (jf. afsnit ). Verberne tager en substantivisk ledsætning som direkte objekt der udtrykker theme (Han ved at hun er hos sine forældre). Kende og forstå kan dog også tage substantivaler som direkte objekt (han forstår hende godt). Disse substantivaler står dog for en situation selv om de direkte blot henviser til en genstand. Men denne genstand henviser metonymisk til en situation hvori denne genstand er aktant, så han forstår hende godt svarer omtrent til han forstår godt at hun gør dit eller dat, hvad hun tænker, hvorfor hun gør sådan og sådan, o.l.

297 Vidensverber er faktive. Dette betyder at de præsenterer theme-situationen som et faktum. De tillægger dermed denne situation faktuel modalitet. Dette medfører at man altid kan konkludere at det der står i et vidensverbums ledsætning er sandt. Fx kan man ud fra Peter ved at Lise er i London konkludere at Lise er i London. Men den samme konklusion kan man også drage af et nægtet vidensverbum Peter ved ikke at Lise er London. For uanset om Peter ved det eller ej, er Lise i London. Således danner vidensverber, faktive foregange generelt, grundlag for præsuppositioner (afsnit ) Meningsverber Meningsverber (mene, synes, tro, antage, gå ud fra, anse, opfatte, betragte) udtrykker et menneskes tro, synspunkter, antagelser og meninger. Disse foregange tager en situation som theme, ud over mennesket som agens. Verberne tager enten substantiviske ledsætninger som direkte objekt (han mener/tror/synes at hun har gjort noget godt) eller et direkte objekt med et oblikt objektsprædikativ (han anser hende for/betragter hende som en god ven) (jf. afsnit ). De meningsverber der tager en ledsætning som objekt, kan også indgå i en nominativ med atinfinitiv (afsnit ). Bemærk at disse verber udtrykker epistemisk modalitet ved den situation som de tager som theme idet de præsenterer denne situation som noget subjektivt Ønskeverber Ønskeverber (ønske, håbe, ville, gide) udtrykker et menneskes ønsker og håb. Disse foregange udtrykker at menneskets mentale billede ikke reflekterer omverden, men en mulig verden. Ønskeverberne tager en ledsætning som direkte objekt der udtrykker den ønskede situation, som spiller theme i forhold til foregangen. Ville og gide kan også indgå i nominativ med infinitiv (afsnit ). Ønskeverberne tillægger også theme-situationen nonfaktuel modalitet, ligesom meningsverberne (afsnit ). Men der er en gradsforskel. Meningsverberne angiver at agens er temmelig sikker på at den omtalte situation finder/fandt sted, men ønskeverber angiver at agens er usikker på at den omtalte situation finder/fandt sted Tænkeverber Tænkeverber (tænke, spekulere, overveje, deliberere, overlægge, læse, lære) udtrykker mentale processer. Disse processers formål er at mennesket danner sig et passende mentalt billede af verden eller udvikler et handlingsmønster. Tænkeforegange tager genstande eller situationer som theme. Disse angiver enten årsagen til at man er gået i gang med tænkeprocessen (de studerende spekulerer over spørgsmålene) eller det formodede resultat af tænkeprocessen (han tænker over hvad han skal sige til hende). I sidstnævnte tilfælde formuleres theme typisk som indirekte spørgsmål (afsnit 7.9.1). Theme udtrykkes som substantivisk ledsætning eller substantival som (oblikt) direkte objekt Emotionsverber Emotionsverber (elske, kunne lide, hade, misunde, beundre, forgude, respektere) udtrykker emotionsforegange. Emotionsforegange tager genstande eller situationer som theme, som er den genstand følelsen er rettet imod.

298 Emotionsverber tager substantivaler eller evt. substantiviske ledsætninger som direkte objekt (ved misunde indirekte objekt) udtrykkende theme (han beundrer hende). Man kan vha. af et neutralt led indledt med for (ved misunde vha. det direkte objekt) angive årsagen/kilden til følelsen (hun forguder ham for hans vid). For så vidt de kan tage en situation som theme, er emotionsverber også faktive ligesom vidensverber (afsnit ) Sanseverber Sanseverber udtrykker sanseforegange som er oplevelser gjort gennem menneskets (og dyrs) sanser, syn, hørelse, smag, lugt, berøring og den mentale sansning. Man kan skelne mellem to slags sanseforegange, passive og aktive. Ved de passive foregange er det sansende væsen en mere eller mindre ufrivillig oplever af sanseindtrykkene; her har væsnet rollen experiencer. Ved de aktive sanseforegange bruger væsnet aktivt (bevidst) sine sanser for at få indtryk af sin omverden; her har væsnet rollen agens. De passive sanseforegange udtrykkes ved se, høre, smage, lugte, mærke, føle, opfatte, erkende, observere. De aktive udtrykkes ved se (på), kigge, høre på, lytte, smage, lugte til, berøre, røre ved, observere, betragte. Som det kan ses, skelner dansk ikke så skarpt formelt mellem de aktive og passive sanseforegange. Engelsk fx har forskellige morfer til de passive (see, hear) og de aktive foregange (watch, listen). De passive sanseverber kan indgå i oblik med infinitiv-konstruktionen (afsnit ) Ytringsverber Ytringsverber udtrykker kommunikationsforegange. Nogle af dem står for verbal kommunikation (sige, snakke, fortælle, meddele, udsige, ytre, rose, lovprise, skrive), nogle for nonverbal kommunikation (græde, smile, le, hvine, hyle), og andre kan udtrykke begge slags kommunikation (råbe, skrige, kommunikere). Kommunikationsforegange er bevidste handlinger, dvs. den menneskelige aktant har rollen agens. Flere ytringsverber, fx hvine, hyle, græde, er dog ikke begrænsede til at udtrykke bevidste handlinger, endsige menneskelige handlinger. Ytringsverber, primært dem der angiver verbal kommunikation, kan indgå i nominativ med atinfinitiv konstruktioner (afsnit ) Kausative verber De kausative verber få, lade, forårsage og tvinge er faktitive. Dette vil sige at man kun kan konkludere at den underordnede situation er faktuel hvis det kausative verbum ikke er nægtet: Hun tvang ham til at kilde hende medfører at han kildede hende, men ud fra hun tvang ham ikke til at kilde hende, ved man ikke om han kildede hende eller ej. Faktitive verber er således en kilde til entailment (afsnit ). (Bemærk at videns- og emotionsverber (hhv. afsnit og ) herimod er faktive, de udløser derfor præsupposition (afsnit ). Kausative verber formuleres med oblik + præposition + at-infinitiv (afsnit ), med oblik + infinitiv (afsnit ) eller med en substantivisk ledsætning (afsnit ). For at adskille disse konstruktioner fra de såkaldte leksikalske kausativer (afsnit ), kalder jeg dem syntaktiske kausativer.

299 Anmodningsverber Verberne bede, anmode, befale, beordre udtrykker at agens vil have udført noget af en anden person. De kan betragtes som en blanding af ytrings- og kausative verber. Dog er de til forskel fra de kausative verber ikke faktitive. Man kan nemlig ikke slutte sig til at den situation man anmoder om virkelig bliver udført: Hun bad ham om at kilde hende?. Disse verber forekommer ofte i forskellige varianter af oblik + infinitiv (afsnit , ) Eksistensverber Være, eksistere, findes udtrykker eksistensforegange. Eksistensforegange har af alle foregange den bredeste selektionsrestriktion: Alt kan eksistere. Befinde/opholde sig udtrykker midlertidig eksistens, ophold et eller andet sted: De befandt sig dybt nede i minen. Være og findes kan også godt bruges sammen med stedsangivelser og kan således også godt angive (midlertidigt) ophold: Der findes ikke noget dyr i minen, de var kun dernede i to timer. Blive (til) er et særligt eksistensverbum idet det udtrykker en eksistens start, det forener dermed et eksistensverbum med et inkoativt faseverbum (jf. afsnit ): Så blev der lys. 101 Det synes at være typisk for sprog at det neutrale kopulaverbum er lig med et eksistensverbum Positurverber Positurverberne (ligge, sidde, stå, hænge [hang]) udtrykker kropsstillinger. De er de intransitive pendanter til bevægelsesverberne lægge, sætte, stille, hænge [hængte]. Stå kan dog også være et bevægelsesverbum: Han stod på/af bussen. Han stod op (rejste sig) Bevægelsesverber Bevægelsesverberne udtrykker bevægelsesforegange. Man kan skelne mellem voluntære og involuntære bevægelser. Voluntære bevægelser vælger den bevægende genstand selv at udføre. Disse bevægelser kræver derfor en agens. Inden for de voluntære bevægelsesverber kan man skelne mellem automotive og allomotive verber. Betegnelsen allomotiv er sat sammen af allo = andet (ligesom i allomorf) og motiv = bevægende, er altså lig med andetbevægende. Forstavelsen auto- i automotiv betyder selv. Automotive verber udtrykker at agens bevæger sig selv, hvorimod allomotive verber udtrykker at agens bevæger en ekstern patiens. Man kan også med allomotive verber udtrykke at agens bevæger sig selv, men så skal man bruge eksplicit refleksiv. Involuntære bevægelser forårsages af en sprogligt ofte ikke udtrykt force. De verber der udtrykker involuntære eller automotive bevægelser er intransitive, de andre transitive. Bevægelsesverber Involuntær falde, snuble, styrte, svømme, springe, kravle, flyve Voluntære automotiv gå, løbe, springe, hoppe, flyve, svømme, kravle, flytte allomotiv bevæge, sætte, stille, lægge, tage, fjerne, flytte, fælde, flyve Mange verber er flertydige: Flyet flyver. Nederdelen kravler op. Kødbollerne svømmede rundt i suppen. Her er de involuntære. 101 Blive kan dog også have en kontinuativ betydning: De blev (forblev, blev tilbage) dernede.

300 I Fuglen flyver, barnet kravler, fisken svømmer, han flytter til Århus er de automotive. I Han flyver helikopteren, han flytter fjernsynet er de allomotive Dative verber Give, sende, overrække, aflevere, levere er verber der står for foregange der prototypisk tager en recipiens ud over agens og patiens. Recipiens udtrykkes prototypisk i form af et indirekte objekt. Disse verber kunne også anføres blandt de allomotive bevægelsesverber eftersom patiens typisk ændrer placering fra at være hos agens til at være hos recipiens. Agens har samtidig rollen source, og recipiens har rollen goal Tilførelsesverber Verber som fylde, proppe, smøre, læsse, lade, laste udtrykker at noget får tilført noget. De er specielle ved at de kan udtrykke både instrument og goal i form af det direkte objekt (afsnit ). Både instrument og goal har patiensagtige egenskaber ved disse egenskaber idet de begge bliver påvirket. Instrument skifter position og goal bliver fyldt eller belagt med noget, dvs. ændrer tilstand: Han smurte nutella instrument på rundstykket goal. De kan også betragtes som allomotive bevægelsesverber idet patiens bliver flyttet hen til goal Leksikalske kausativer Det blev antydet i afsnit at kausative forhold også kan udtrykkes leksikalsk. Sådanne leksikalske kausativer er fx de allomotive verber (afsnit ). Argumentet for at betragte disse verber som kausativer er at actor forårsager tilstandsændring (fx ændring i lokalitet) i/ved undergoer. Med omskrivning kan man udtrykke det sådan: jeg lægger bogen på hylden = jeg forårsager at bogen ændrer placering fra sin nuværende plads over på hylden. Der er rigtig mange verber der på denne måde kan anses for at være kausative: dræbe: Peter dræbte konen = Peter forårsagede at konen døde (at konen ændrede tilstand til at være død), give: Peter gav konen en gave = Peter forårsagede at konen fik en gave (at konen ændrede tilstand til at være i besiddelse af en gave), rulle: Peter rullede bolden = Peter forårsagede at bolden ændrede placering [på en rullende måde], åbne: Peter åbnede døren = Peter forårsagede at døren blev åben (at døren ændrede tilstand til at være åben), flytte: Peter flyttede = Peter forårsagede at han selv ændrede placering, rødme: Lise rødmede = Nogen/noget forårsagede at Lise blev rød [i ansigtet] (at Lise ændrede tilstand til at være rød [i ansigtet]), hakke: Peter hakkede bøffen = Peter forårsagede at bøffen ændrede tilstand til at være hakket, gøre: Peter gjorde Lise vred = Peter forårsagede at Lise blev vred. Motivationen for at foretage en sådan analyse er at reducere alle verbers betydning til et minimum af betydningskomponenter (jf. afsnit 13.2). Den mest grundlæggende foregangstype anses tilstande

301 for at være, og man forsøger at reducere verbers betydning til en kombination af en eller anden tilstand og en proces der frembringer (forårsager) denne tilstand. Tilstandene i ovenstående eksempler er død, have, være (et sted), åben, rød, hakket, vred. (Tilstande udtrykkes typisk med et adjektiv.) I konstruktioner med objektsprædikativ, som det sidste eksempel med gøre, er den indtrufne tilstand angivet eksplicit i objektsprædikativet (i det angivne eksempel vred). Det er forskelligt om man kan se på verberne at de er kausative. Mange verber minder ikke om de ord der udtrykker den tilstand verberne forårsager. Dræbe har ikke noget med død at gøre, og give ligner ikke have. Men i nogle tilfælde er verbet afledt af det ord der udtrykker den tilstand verbet frembringer: åben at åbne, rød at rødme, død at døde, fri at befri. Denne analyse i kausalitet er mulig og hensigtsmæssig, men der er to ting ved den som man bør være opmærksom på. Den ene er at denne leksikalske kausativitet ikke er den samme slags som den kausativitet som er beskrevet i afsnit Ved leksikalske kausativer er der ikke nogen causee. For den aktant der ændrer tilstand, har ikke nogen som helst kontrol over tilstandsændringen. Den udfører ikke tilstandsændringen, tilstandsændringen sker med den. Dvs. denne aktant er en regulær patiens. Derimod har kausativerne beskrevet i afsnit en causee med agenslignende egenskaber. Dvs. den aktant foretager selv den proces eller tilstandsændring den bliver sat til. Derfor foretrækker jeg at kalde de leksikalske kausativer for translativer. Den anden ting er at det er tankevækkende at mange af de tilstande som de såkaldte kausative verber frembringer, betegnes med ord der er afledninger (fx hakket) eller løse sammensætninger (fx være et sted). Hvis tilstande var de mest grundlæggende foregange, kunne man forvente at de havde en større tendens til at være udtrykt monomorfemisk. Ligesom de syntaktiske kausativer (afsnit ) er de leksikalske kausativer faktitive. Dvs. ud fra et positivt udsagn med en leksikalsk kausativ kan man slutte sig til at kausativens måltilstand bliver opnået. Fx kan man ud fra Shrek befriede prinsessen konkludere at prinsessen herefter var fri. Men dette gælder kun positive udsagn. Ud fra Shrek skræmte ikke Æslet kan man ikke konkludere at Æslet bagefter var skræmt. Leksikalske kausativer forårsager således entailment (afsnit ) Adjektiver Adjektiver udtrykker tilstande, både mentale og fysiske. Til trods for at de udtrykker foregange ligesom verberne, har adjektiver ikke de samme syntaktiske egenskaber som verberne. Adjektiver kan ikke uden videre forme et overordnet (finit) prædikat. Hertil har de brug for støtte fra et kopulaverbum (afsnit ), fx han er dum. Til gengæld kan adjektiver uden videre forme underordnede prædikater, som udtrykker nedgraderede foregange. Dette sker når adjektiver, som kerne i et adjektival, fungerer som deskriptor (afsnit ) eller frit prædikativ (10.7.3), hhv. han er en dum mand og dum som han er, forstod han ikke hvad der blev sagt til ham. Tilstande der som udgangspunkt betragtes som nedgraderede foregange, kaldes også egenskaber. Adjektiver kan udtrykke både absolutte og graduerbare egenskaber (jf. hhv , og ). Adjektiver der udtrykker absolutte egenskaber (død, gift, syngende) kan ikke gradbøjes og kan heller ikke tage gradsadverbialer:?han er meget død. Det skal dog bemærkes at der egentlig kun er meget få ting der virkelig kan betragtes som absolutte. Adjektiver kan udtrykke både midlertidige og permanente egenskaber. Forskellen på midlertidige og permanente egenskaber er relativ. Den går ud på hvor lang tid en given egenskab plejer at vare. Overrasket er man i få øjeblikke, vred eller ophidset er man typisk i højst et par timer, sulten kan man godt være i flere dage. Man kan være klog i mange år, og øjnene er fx blå typisk i hele ens livstid. Og død er man absolut permanent.

302 Der er ikke nogen morfologisk forskel på adjektiver uanset hvad slags egenskaber de udtrykker. Men derivationsmæssigt kan man godt inddele adjektiver i grupper hvor morfologien korrelerer med indholdstypen. Adjektiver kan uden videre henvise til genstande, som bærer den egenskab adjektivet udtrykker, fx studerende, (de) gule, (min) kære. Her taler man ikke om nulderivation til substantiv da ordet beholder sine adjektiviske morfologiske egenskaber, det kan fx ikke få tilføjet substantivsuffikser: *studerenderne, *gulen, *kæren. 102 Til gengæld får ordet de samme syntaktiske egenskaber som substantiver og kan fx udgøre kernen i et substantival Adjektivderivation Der er mange forskellige måder at danne adjektiver på: Præsensparticipium dannes fra verber vha. -ende (syngende). Det udtrykker at den genstand som er aktant i forhold til den foregang som det oprindelige verbum udtrykker, spiller rollen actor. Denne aktant udtrykkes af det substantiv som participiet lægger sig til. Fx udtrykker hund i en syngende hund en aktant der er actor (agens) i forhold til foregangen synge. Perfektumparticipium dannes fra verber vha. -(e)t eller -en (besunget). Det udtrykker at den genstand som er aktant i forhold til den foregang som det oprindelige verbum udtrykker, spiller rollen undergoer. Denne aktant udtrykkes af det substantiv som participiet lægger sig til. Fx udtrykker helt i en besunget helt en aktant der er undergoer (theme) i forhold til foregangen besynge. Potential passiv dannes fra verber vha. -(e)lig (forståelig) eller -bar (bærbar). Det udtrykker at den foregang som det oprindelige verbum udtrykker, kan udføres mht. eller på den genstand som er aktant i forhold til denne foregang. Denne aktant udtrykkes af det substantiv adjektivet lægger sig til. Bemærk at adjektivet udtrykker passiv diatese. Derfor er aktanten undergoer: en bærbar computer ~ computeren (undergoer) kan bæres. Potential aktiv dannes fra verber vha. -som (arbejdsom). Det udtrykker at den foregang som det oprindelige verbum udtrykker, kan udføres af den genstand som er aktant i forhold til denne foregang. Denne aktant udtrykkes af det substantiv adjektivet lægger sig til. Aktanten er actor i forhold til denne foregang. De potentiale adjektiver ligner participierne. Forskellen ligger i at de potentiale fokuserer på at det er muligt at udføre den nævnte foregang. Sml. en arbejdende mand ~ manden arbejder med en arbejdsom mand ~ manden kan (godt lide at) arbejde. Ordinaler dannes fra numeralier (kardinaler) vha. -te (billionte), -ende (syvende), -. (6.), se også afsnit De angiver en genstands position i en række. Denne genstand udtrykkes af det substantiv som adjektivet lægger sig til: det femte spørgsmål, den 30. (dag i) marts. Ordinaler angiver således en genstands forhold til andre genstande i den samme række(følge). Ordinaler optræder som ordinator eller deskriptor i et substantival. Adjektiver der udtrykker lighed, dannes fra substantiver vha. -(e)t (ternet), -sk (grammatisk), -lig (kvindelig), -ig (giftig), -agtig (huleagtig), -vis (trinvis). De betegner en foregang som er en delmængde af den foregang som det oprindelige substantiv udtrykker. Den genstand der er theme til adjektivets foregang, minder således om den genstand det oprindelige substantiv betegner: huleagtig stemning ~ en stemning der minder om stemninger man kan opleve i en hule, trinvis løsning ~ en løsning der foregår i trin, giftigt stof ~ stof som kan fungere som 102 Der er dog tilfælde hvor et adjektiv er blevet helt omdannet til et substantiv, hvilket kan ses i at ordet bøjes som substantiver: ondet, goderne, kæresten. I disse tilfælde er det rimeligt at tale om nulderivation.

303 gift. Den foregang som adjektivet udtrykker, kan være den samme som den foregang det oprindelige substantiv udtrykker. I dette fald er der tale om et alternativ til den syntaktiske derivation med kopulaverbum (afsnit ): en kvindelig studerende ~ en studerende som er kvinde. Adjektiver der udtrykker at være forsynet med noget, dannes fra substantiver ofte gennem et verbum vha. be- & -(e)t (bemandet, bebrillet). De udtrykker at den genstand der indgår i adjektivets foregang som theme, er forsynet med den genstand som det oprindelige substantiv udtrykker: en bebrillet mand ~ en mand med briller, en mand der har briller; en bemandet station ~ en station med mand(skab). Sådanne adjektiver er modsætninger til de absentive adjektiver. Sådanne adjektiver ligner i funktion aktanter med rollen kommitativ (afsnit 10.2). Delimitiver dannes fra substantiver vha. -mæssig (tænkningsmæssig). De udtrykker at den genstand som det oprindelige substantiv udtrykker, indgår i adjektivets foregang som delimitor i denne forgang: han har tænkningsmæssige begrænsninger ~ hans begrænsninger gælder/angår hans tænkning. Absentiver dannes fra substantiver vha. -fri (alkoholfri) eller -løs (resultatløs). De udtrykker at den genstand som indgår i den nedgraderede foregang som adjektivet udtrykker, ikke indeholder eller ikke besidder den genstand som det oprindelige substantiv udtrykker: alkoholfri øl ~ øl uden alkohol, øl som ikke indeholder alkohol; arbejdsløse akademikere ~ akademikere uden arbejde, akademikere der ikke har arbejde. Diminutiver dannes fra adjektiver vha. -lig (rødlig). De udtrykker en foregang med nedsat intensitet eller en foregang der minder om den foregang som det oprindelige adjektiv udtrykker: en rødlig farve. Man kan også danne adjektivaler syntaktisk, fra substantivaler vha. adpositionaler. Sådanne kvasiadjektivaler kan optræde som oblikt subjektsprædikativ eller postled i substantivaler. Afhængig af adpositionalet svarer de til ligheds-, forsynings- eller absentive adjektiver. Nogle af disse kvasiadjektivaler er alternativer til morfologiske derivater, men nogle af dem er den eneste mulighed for at udtrykke adjektivisk (altså beskrivende) funktion: den bil er af høj kvalitet, han er med briller (bebrillet), dette er uden betydning (betydningsløst), et hus med veranda. At bruge substantivaler i adjektivisk funktion vha. et adpositional kalder jeg syntaktisk derivation fordi man bruger et selvstændigt ord, en adposition, til at ændre et givet materiales funktion. Bemærk desuden at førsteled i komposita også ofte har adjektivisk funktion da de beskriver, præciserer andetled: kvalitetsbil, vinglas, subjektsaktant Adverbier De fleste adverbier udtrykker nedgraderede foregange, men der er forskel på hvad de lægger sig til syntaktisk, og derfor er der forskel på dem angående hvad de nedgraderede foregange gælder. Da ikke alle adverbier lægger sig til verbet, er betegnelsen misvisende, men meget stedfæstet i traditionen (jf. bemærkningen i starten af Kapitel 11). Dansk har kun begrænsede muligheder for at danne adverbier morfologisk, fra adjektiver. Den morfologiske derivation er suppleret med syntaktisk derivation, nemlig fra substantivaler evt. ledsætninger vha. adpositioner: i vid udstrækning (grad), som en idiot (måde), under bordet (sted, aktant!), i sommer (tid, situationsramme!), efter al sandsynlighed (modalitet).

304 Mådesadverbier Mådesadverbier udtrykker egenskaber (nedgraderede foregange) ved foregange. Da de dermed ligner adjektiver, der jo også udtrykker egenskaber, er det ikke underligt at mådesadverbier er dannet fra adjektiver. Ofte er derivationen helt umarkeret: en trinvis (adjektiv) løsning vs. han løste opgaven trinvis (adverbium). Ellers fungerer adjektivets neutrumsform i adverbiel funktion: hun er smuk (adjektiv) vs. hun taler smukt (adverbium) (jf. afsnit 4.14). 103 Grunden til valget af neutrumsformen, hvilket er hyppigt i sprog med genus, er at konstruktioner der udtrykker foregange eller situationer, dvs. verbaler og ledsætninger, opfattes som værende neutrum, jf. at rejse er dejligt; at hun gider det, er fint. Derfor kan mådesadverbialer opfattes som frie prædikativer til prædikatet Gradsadverbier Gradsadverbier udtrykker også egenskaber ved foregange. Men i modsætning til mådesadverbier, der typisk lægger sig til verber, lægger gradsadverbier sig typisk til adjektiver og adverbier. Forskellen skyldes at egenskaber udtrykt ved mådesadverbier angår processer, men egenskaber udtrykt ved gradsadverbier angår tilstande (graden af udstrækningen af tilstanden). Processer udtrykkes typisk af verber, tilstande typisk af adjektiver og adverbier (jf. afsnit 14.5). Da gradsadverbier typisk lægger sig til adjektiver og adverbier, forekommer de sjældent som selvstændigt sætningsled (jf. afsnit 11.7). Også gradsadverbier dannes fra adjektiver, derfor gælder det der er sagt ved mådesadverbier også gradsadverbiers morfologi: hun sagde overraskende kloge ting, hun spiller helt vildt godt Retnings- og stedsadverbier Retningsadverbierne (de dynamiske, jf. afsnit 4.13) angiver en bevægelses retning. De former således ét leksem med verbet: han gik ud/ind/op/ned. De betragtes derfor som partikler (jf. afsnit 5.6 og 6.1) Ved at specificere retning antyder de at bevægelsen har et mål, dvs. der er en aktant med rollen goal: han gik ind i stuen, ud i køkkenet eller source: han gik ud af stuen. (jf. afsnit 11.2). Retningsangivelsen kan også få en abstrakt, metaforisk karakter. Derfor kan retningsadverbier ikke kun kombineres med bevægelsesverber eller udtrykke en bevægelsesforegang: de indledte et forhold med hinanden, han blev indskrevet på studiet, hun bilder sig ind at hun er respektfuld. Stedsadverbier (her, der og de statiske retningsadverbier) angiver eller er med til at angive en aktant med rollen place: han var her, han var inde i stuen. Da de statiske retningsadverbier ikke er obligatoriske (man kan også sige han var i stuen i stedet for inde i stuen), betragter jeg dem ikke som en del af et leksem med verbet. De dynamiske retningsadverbier kombineret med ad antyder en aktant med rollen path: Han gik nedad ~ han gik ned ad trappen. Steds- og retningsadverbier kan man ikke danne. De kan dog indgå i komposita: udadtil, opad, udefra, opskrive, nedtone Tidsadverbier 103 Adjektiver der ender på -ig eller -lig får som regel ikke -t på når de optræder mådesadverbielt selv om de får tilføjet - t når de optræder som neutrum: et utrolig svært spørgsmål (adverbium) vs. et utroligt svar, det er utroligt(adjektiv).

305 Tidsadverbier udtrykker deiktisk eller tekstuel tidsreference. Der er kun få fødte tidsadverbier (nu, da, før). De fleste er deriveret fra adjektiver (tidligt, sent) eller er komposita (hidtil, derefter, førhen). Meget ofte danner man tidsangivelser af substantivaler eller ledsætninger (jf og 12.4) Modale adverbier Modale adverbier angiver modalitet. De angiver således en egenskab ved en situation, dens forhold til diskursuniverset (jf. afsnit 12.5): Han kommer muligvis (epistemisk modalitet), det er nødvendigvis (deontisk modalitet) sådan. Denne situation behøver ikke være en overordnet situation, den kan sagtens være en underordnet eller nedgraderet situation: han mener at han nok skal blive færdig til i morgen, dette er en formentlig velskreven bog. Derfor er modale adverbialer (dvs. ordgrupper hvis kerne udgøres af et modalt adverbium) ikke altid selvstændige sætningsled (jf. afsnit 11.10). Få modale adverbier er fødte (nok), de fleste er afledte af adjektiver vha. -vis (muligvis, sandsynligvis, nødvendigvis). Modaladverbielle led kan også dannes fra substantivaler vha. adpositionaler: efter al sandsynlighed Attitudeadverbier Attitudeadverbier udtrykker afsenders attitude til, opfattelse eller vurdering af en situation. De svarer således til overordnede situationer hvori den omtalte situation er en aktant, eller hvortil den omtalte situation er en omstændighed: han har jo forklaret det før ~ du burde vide det eftersom han har forklaret det før; jeg har desværre glemt filen derhjemme ~ det ærgrer mig at jeg har glemt filen derhjemme. Få attitudeadverbier er fødte (jo), de fleste er afledte af adjektivaler vha. -vis (heldigvis, ulykkeligvis) eller er komposita (desværre). Attitudeangivelsen behøver ikke angå en overordnet situation, den kan sagtens kun gælde en underordnet eller nedgraderet situation: her er den uheldigvis beskadigede fil. Derfor er attitudeangivelser ikke altid selvstændige sætningsled (jf. afsnit 11.9) Fokusadverbier Fokusadverbier angiver at afsender fremhæver en bestemt del af en ytring fordi den del udtrykker et prominent element i den omtalte situation. Fokusadverbier angiver således pragmatiske forhold, det omtalte elements forhold til andre elementer betragtet fra et tekstuelt synspunkt. Fx fremhæver han er kun til kvinder elementet kvinder fordi der fokuseres på at kvinder i den sammenhæng (i den aktuelle tekst) har en særlig betydning, nemlig det at de har et eksklusivt forhold til foregangen være til : han er ikke til andre genstande end kvinder. Nogle fokusadverbier er fødte (kun, bare, blot) andre er dannet fra adjektiver (særlig, specielt, udelukkende). Substantivaler med adpositional kan også fungere som fokusangivelser: i særdeleshed, i hvert fald Konneksionsadverbier

306 Som bemærket i afsnit kan adverbier markere omstændigheder, dvs. forhold mellem to situationer. Disse såkaldte konneksionsadverbier er alle komposita: derfor, dernæst, alligevel eller løse sammensætninger som først og fremmest Numeraler Numeraler (kardinaler) angiver mængden eller antallet af de genstande som tilsammen udgør en aktant. Da mængden af eller antallet af de genstande der udgør den, er en egenskab ved aktanten, kan numeraler også betragtes som angivende foregange, nemlig tilstande. Numeraler kan ikke dannes vha. derivation, men kan godt gennem komposition. Desuden er der et stort antal substantiver (fx fed, flaske, flok, glas) der kan optræde som mængdeangivelser Artikler Artiklernes funktion er at individualisere et substantivs reference. De opfylder dermed en pragmatisk funktion. Som udgangspunkt henviser et substantiv til en slags genstand (generisk reference). Men ofte har man brug for at kunne henvise til ét individ (eller en gruppe af individer) der hører til den genstandsart. Den ubestemte artikel angiver reference til et for modtager ukendt individ mens den bestemte artikel angiver et for modtager kendt individ (se afsnit 9.1). Individualiseringen finder sted ved at artiklerne begrænser kernesubstantivets ekstension Adpositioner Adpositioner udtrykker forhold omkring det situationselement som det led (typisk et substantival) adpositionen styrer, udtrykker. Adpositioner er derfor forbindere, de forbinder dette situationselement til andre elementer, inkl. situationen selv. Syntaktisk optræder adpositioner i adpositionaler. Det er hensigtsmæssigt at skelne mellem adpositioner som ordklasse og adpositionaler som syntaktiske enheder fordi det ikke altid er at adpositioner fungerer som adpositionaler. I visse tilfælde fungerer de som partikler (ligesom retningsadverbierne, jf. afsnit ), dvs. de former ét leksem med verbet: tænke på/over, stole på, gå ud fra, finde ud af. Dog placeres de aldrig som retningsadverbier i sætningsskemaet. Omvendt kan adpositionaler kun udgøres af adpositioner. Adpositionaler kan forbinde aktanter til foregange og samtidig antyde aktantens semantiske rolle: jeg skrev brevet til min mor (recipiens), jeg skrev brevet for min ven (beneficiary). Adpositionaler kan også markere led der angiver tidsreference (jf og 12.4): han er født i februar. Adpositionaler kan godt stå adskilt fra det led som de markerer: de såkaldte strandede adpositioner (jf. afsnit 6.2), fx Det kan jeg ikke finde ud af. Ved steds- og tidsangivelser angiver substantivalet et landmark, det objekt, i forhold til hvilket en situation er placeret. Fx er bord landmark i hun sider på/under/ved bordet, og adpositionalerne specificerer hvor i forhold til dette bord hendes sidden foregår. Ligeledes er februar landmark i hun begynder at arbejde inden/i/efter februar, og adpositionalerne specificerer hvornår hendes påbegyndelse af arbejdet finder sted i forhold til denne landmark. Desuden fungerer adpositionaler som syntaktiske derivativer, supplerende de morfologiske derivativer. De danner udtryk fra materiale som ikke oprindeligt er ment til at udtrykke det ønskede indhold. Fx er det ikke substantivers primære funktion at udtrykke egenskaber ved foregange. Men

307 vha. et adpositional kan man danne en mådesangivelse fra et substantival: Hun opfører sig slet ikke som en voksen (jf. afsnit og ). Man kan ikke danne adpositioner gennem derivation, men godt gennem løs sammensætning: de såkaldte sekundære adpositioner som med hensyn til, ved siden af, på trods af (jf. afsnit 3.6.2). Da der er så mange forskellige forhold der markeres med adpositioner, er adpositioner notorisk flertydige i alle sprog. Da adpositioner udtrykker aktanters funktioner, kan adpositioner betragtes som angivende abstrakte foregange Subjunktioner Subjunktioner angiver hvilket forhold en situation har i forhold til en foregang eller i forhold til en anden situation. Syntaktisk former de subjunktionaler der optræder som subjunktionelle led, som indleder ledsætninger. Det er disse ledsætninger der udtrykker de situationer hvis forhold subjunktionalet angiver. Sætninger markeret med et subjunktional angiver en situation der kan være Aktant. Situationer kan være aktanter i forhold til mentale, sanse- og ytringsforegange samt foregange der kan afstedkomme en ændring i ens mentale tilstand. Situationer er som regel theme (han vidste ikke at hun var forlovet), men kan også være force (det ændrede hans verdenssyn at der blev dræbt så mange i katastrofen). Situationsaktanter udtrykkes med substantiviske ledsætninger indledt med at eller om. At kan godt udelades. Om markerer et indirekte spørgsmål, som angiver nonfaktuel modalitet. Ledsætninger har deres egen modalitet, men deres modalitet er påvirket af hvad slags mental foregang deres oversætning udtrykker (jf. afsnit ). Formelt kan substantiviske ledsætninger også være indledt med et subjunktionelt led bestående af et substantival med et hv-ord (jf ). Men i virkeligheden er det ikke dette subjunktionelle led der angiver ledsætningens funktion, fordi det er et led i sin egen ledsætning og markerer at ledsætningen udtrykker et indirekte spørgsmål. Det subjunktionelle leds funktion er ellers bare at markere hvad slags forhold ledsætningens situation har til andre elementer. Det er snarere at der markerer at ledsætningen er aktant. Afhængig af det overordnede prædikat kan det subjunktionelle led akkompagneres af en partikel: Hun tænker over hvad hun skal skrive. Undertiden finder man også aktantsituationer hvis ledsætning er indledt med et andet subjunktional end at, om og hv-ord, nemlig med et subjunktional der typisk indleder neutrale ledsætninger: Hun elsker når han kilder hende på halsen. Her sker det at angivelsen af at det drejer som om et gentaget kilderi (habitualitet) er så prominent at det bliver udtrykt i det subjunktionelle led. Egenskab ved foregang. Mådesangivelser er nedgraderede situationer, som ofte bliver udtrykt vha. mådesadverbialer (afsnit ). Men eftersom de er situationer, er det ligeså oplagt at udtrykke dem i form af en ledsætning. Sådanne ledsætninger indledes med subjunktionalet som: Som det fremgår af afsnit 4.16, er der to slags artikler. Omstændigheder. Alle andre subjunktioner end at, om, som samt hv-ord indleder ledsætninger der udtrykker en situation som er en omstændighed for en anden situation (jf. afsnit 11.4). Omstændigheder kan også være udtrykt med en ledsætning der er indledt med at og et adpositional: han kom ikke til festen pga. at han havde travlt ~ han kom ikke til festen fordi han havde travlt.

308 Subjunktioner kan man ikke danne vha. derivationer. Men adpositioner kan i hvert fald i dansk frit anvendes som subjunktioner. Dvs. de ord der optræder som adpositioner, kan også uden videre optræder som subjunktion: Han ventede til hun kom ind ad døren, han har kendt dem fra de gik i gymnasiet Konjunktioner Generelt forbinder konjunktionerne to elementer. På den måde ligner de adpositioner og subjunktioner. Med en fællesbetegnelse kan man kalde alle tre ordklasser junktiver, forbindere. Konjunktioner adskiller sig fra de to andre grupper i det at de sidestiller de elementer som de forbinder mens de to andre syntaktisk underordner det ene element i forhold til det andet. De sideordnende konjunktioner kan forbinde elementer af hvilken som helst slags. De samordnende kan kun indlede helsætninger (jf. afsnit 3.6.1). Man plejer at sige at konjunktioner sideordner to helsætninger, men i virkeligheden markerer de at den sætning de indleder, står i forbindelse med en forudgående del af teksten. Men denne tekstdel behøver ikke være én helsætning, den kan sagtens rumme adskillige sætninger eller blot være en ledsætning. Når konjunktioner indleder sætninger, udtrykker de forhold pragmatiske foregange mellem dele af en tekst. De sideordnende konjunktioner udtrykker desuden logiske forhold. De pragmatiske foregange bliver uddybet i kapitlet om tekstsammenhæng mens de logiske forhold beskrives nedenfor Logiske forhold Og samt eller udtrykker to grundlæggende logiske operationer: konjunktion og disjunktion, i logik markeret med hhv. og. Og samt eller kaldes derfor også logiske operatorer. Konjunktion (og) angiver at de to elementer indgår samtidig i en mængde. Disjunktion (eller) angiver at enten det ene eller det andet element indgår i en mængde. I logik skelner man mellem inklusivt eller og eksklusivt eller. Det inklusive eller tillader at de to elementer samtidig indgår i mængden, det eksklusive tillader ikke dette. I logik formuleres forholdene i form af sandhedsbetingelser, på den måde at konjunktion og disjunktion opfattes som funktioner der tager to sandhedsværdier som input og leverer én sandhedsværdi som output. Dette kan anskueliggøres i sandhedstabeller (jf. afsnit ff). Logisk og Input1 Input2 Output falsk falsk falsk falsk sand falsk sand falsk falsk sand sand sand Logisk inklusivt eller Input1 Input2 Output falsk falsk falsk falsk sand sand sand falsk sand sand sand sand Logisk eksklusivt eller

309 Input1 Input2 Output falsk falsk falsk falsk sand sand sand falsk sand sand sand falsk Det danske og svarer til det logiske og. Men det danske eller er umiddelbart tvetydig mellem det inklusive og eksklusive. Dog er den eksklusive læsning nok mere almindelig. Forbindelsen enten... eller er entydigt eksklusivt. For entydigt at angive inklusivt eller bruger man og/eller. For at understrege forbindelsen mellem de to elementer kan man kombinere og med både: både... og. Nægtelsen af både... og, dvs. når ingen af elementerne indgår i mængden, er hverken... eller. Men angiver det samme forhold som og, men udtrykker at der er modsætning mellem de to elementer, at det er imod forventningerne at de to elementer indgår samtidig i en mængde (jf. indrømmelse i afsnit ). De logiske operatorer angiver hvorvidt elementer indgår i en situation. Sml. (1) Både kvinder og mænd kan godt lide chokolade. (2) Enten kvinder eller mænd kan godt lide chokolade. (3) Kvinder og/eller mænd kan godt lide chokolade. (4) Hverken kvinder eller mænd kan lide chokolade. (5) Kvinder kan godt lide chokolade, men det kan mænd også. De logiske operatorer kan anvendes på alle syntaktiske niveauer, dvs. de kan forbinde alle slags elementer. Det eneste krav er at elementerne skal høre til den samme type. Ved samme type forstås samme semantiske, ikke samme morfo-syntaktiske type. Dette er i øvrigt et af argumenterne for at betragte adpositionaler som at være syntaktiske derivativer da fx substantivaler med adpositional godt kan sideordnes med adjektivaler: Dette opvaskemiddel er dyrt, men af høj kvalitet. Man plejer med udgangspunkt i propositionel logik at anskue de logiske operatorer som noget der angår to situationer. Denne anskuelse medfører at når det ikke er sætninger og, eller og men forbinder, så taler man om elliptiske sætninger. Dvs. det er alligevel to sætninger der bliver forbundet, men den ene sætning er elliptisk på den måde at de led der er identiske i de to sætninger, er udeladt i sætning nr. 2. Dette kan underbygges med at sætninger der indeholder de logiske operatorer, kan omskrives til to sideordnede sætninger (sml. (1)-(5) med (6)-(10)). (6) Kvinder kan godt lide chokolade, og mænd kan godt lide chokolade. (7) Enten kvinder kan godt lide chokolade, eller mænd kan godt lide chokolade. (8) Kvinder kan godt lide chokolade, og/eller mænd kan godt lide chokolade. (9) Kvinder kan ikke lide chokolade, og mænd kan (heller) ikke lide chokolade. (10) Kvinder kan godt lide chokolade, men mænd kan (også) godt lide chokolade. Men dette kan ikke altid gøres. Fx kan en sætning som Søren har solgt en bil til Peter og Lise ikke nødvendigvis omskrives til Søren har solgt en bil til Peter, og Søren har solgt en bil til Lise eftersom Peter og Lise sagtens kan være fællesmodtagere af den samme bil. Derfor mener jeg at det er bedst at anskue de logiske operatorer som noget der arbejder på elementplan, ikke på situationsplan. Dvs. de logiske operatorer angiver hvilket element eller hvilke elementer der indgår i den mængde der deltager (fx som en aktant) i en situation.

310 Sætninger Sætninger er de sproglige størrelser som er dedikerede til at udtrykke abstrakte genstande, dvs. situationer. De forskellige sætningsled (og led i sætningsled) udtrykker forskellige elementer i en situation. Men der er ikke fuldstændig overensstemmelse mellem sætning og situation. Til dels kan sætningsled (fx et substantival) godt stå for en hel situation, og til dels kan en sætning (typisk en ledsætning) blot stå for en delsituation, dvs. en situation (underordnet eller nedgraderet) der bare er en del af en større, mere kompleks situation Aktionsart Det er bemærkelsesværdigt at foregange kan udtrykkes gennem så mange ordklasser: verber, adjektiver, substantiver, adverbier, osv. Det antyder at der er forskellige slags foregange. Foregange kan klassificeres efter adskillige kriterier: hvor mange centrale aktanter de tager, og hvilke centrale roller deres aktanter har (valens, jf. Kapitel 10), samt hvilke slags genstande der kan/skal udgøre aktanterne (selektionsrestriktion, afsnit ). En anden måde at klassificere foregange på er at betragte deres aktionsart. Aktionsart dækker over en foregangs forløb, dvs. hvor udstrakt det er i tid, og hvorvidt det afsluttes med et resultat. I henhold til disse kriterier kan foregange placeres på en skala der strækker sig fra foregange der kun varer et øjeblik (semelfaktive foregange) til foregange der i hvert fald i princippet kan vare ved uendeligt (perdurative foregange). Imellem disse to yderpunkter står de iterative foregange som består af et antal gentagne delhandlinger. De semelfaktive foregange kan opdeles i gentagelige og ugentagelige. De gentagelige kan igen opdeles i resultative og nonresultative. Den ugentagelige foregang ( dø ) er per definition resultativ. De resultative adskiller sig fra de nonresultative ved at de forudsætter en forudgående proces der munder ud i netop den resultative foregang, fx søgen efter noget der så bliver fundet, eller kæmpen for noget der så bliver vundet. Det at semelfaktive foregange kun varer et øjeblik skal tages relativt. Det tager normalt kortere tid at blinke med øjet end at banke på en dør, endsige at sige noget. Gentagne semelfaktiver kalder man også perdurativer: han bankede flere gange på døren. De iterative adskiller sig fra de gentagelige semelfaktive ved at de semelfaktive er komplette helheder selv om de ikke bliver gentaget. De iterative er ikke komplette uden at delhandlingerne bliver gentaget, fx kan man ikke snakke uden at man siger noget mindst to gange. De durative foregange opdeles i dynamiske (processer) og statiske (tilstande). Forskellen på dem er at processer implicerer større eller mindre tilstandsændringer imens de foregår, det gør tilstande ikke. Processer opdeles i teliske og ateliske. De ateliske kan i princippet fortsættes uendeligt, men de teliske har et naturligt endepunkt. Teliske processer er analoge med resultative semelfaktive foregange. Typisk tager teliske processer efficeret patiens og ophører så snart denne patiens er færdig. Det er en individualiseret patiens der antages at gøre processer teliske. Så han skrev bogen eller han skrev en bog opfattes telisk mens han skrev bøger og han skrev opfattes atelisk. Man skal dog være opmærksom på at han skrev bøger egentlig betegner adskillige bogskrivningsforegange som hver for sig godt kan være teliske. En forfatter, hvis job det er at skrive bøger, skriver dem jo normalt færdige. Det er altså en metaforegang bogskrivning der i det tilfælde kan siges at være atelisk. Det er fælles for teliske processer og semelfaktiver at de ikke kan gentages mht. patiens. For den der er dræbt kan ikke dræbes igen (semelfaktiv), og det der er skrevet færdigt kan ikke skrives igen

311 (telisk proces). Men mht. actor er de gentagelige. Man kan jo dræbe flere ofre, og man kan skrive flere ting færdige. Bemærk at den ugentagelige dø ikke har actor. Man kan rigtig nok finde eller vinde noget på ny ( genfinde, genvinde ), men kun hvis patiens er blevet tabt/mistet igen. Tilstande kan inddeles i permanente og midlertidige. Forskellen på en permanent og en midlertidig tilstand er at en permanent tilstand er definerende for den genstand (theme) der befinder sig i den tilstand. Fx er noget kun en vogn så længe det ikke bliver bygget om til eksempelvis haveredskabsrum. Ligeledes er noget kun et træ indtil det dør eller bliver fældet og bearbejdet til papir. Derimod kan en midlertidig tilstand sagtens ændres uden at den pågældende genstands essens ændrer sig. Fx forbliver noget en bil selv om det bliver malet om fra hvid til lyserød, eller nogen forbliver en mand selv om vedkommende ikke er ung mere. Habitualitet (se afsnit ) og iterativitet bliver ofte brugt i flæng. Jeg taler om habitualitet når en situation bliver gentaget (han drikker cider hver dag), og om iterativitet når en foregang består af de samme elementer, delhandlinger, der bliver gentaget ( snakke = sige noget gentagne gange ). Habitualitet og iterativitet kan sagtens kombineres: Han snakker med sine naboer hver gang han møder dem. Her følger en oversigt over de ovenfor beskrevne aktionsarten. Aktionsarten Durativ tilstand (statisk) permanent mand, stol midlertidig ung, konge proces (dynamisk) telisk skrive, bygge atelisk sove, løbe Iterativ snakke Semelfaktiv gentagelig resultativ vinde, finde, dræbe ikke-resultativ banke, blinke, sige ugentagelig dø Bemærk at substantiver typisk udtrykker permanente tilstande, adjektiver/adverbier midlertidige tilstande og verber resten. Denne typiske forskel reflekteres også i forskellige morfo-syntaktiske forekomster af det samme ord: hun knuste mit hjerte (resultativ semelfaktiv), hun knuser hjerter (habituel), hun er hjerteknusende (midlertidig tilstand), hun er en hjerteknuser (permanent tilstand). Men grænserne er flydende. Nogle substantiver, som fx konge, præsident, udtrykker midlertidige genstande, og det kan nogle verber også. Således kan det ske at et adjektiv er synonymt med et verbum: bange ~ frygte, klar over ~ vide. Dog er det sådan at adjektiver typisk udtrykker enkle foregange (med få betydningskomponenter, jf. afsnit 13.2), men substantiver komplekse foregange (med flere betydningskomponenter). Fx er konge nok en mere kompleks foregang end ung Sammenfatning Som det er vist, er meningen med at have forskellige ordklasser at sproget kan reflektere de forskelligheder der findes i verden. Substantiver er bestemt til at henvise til genstande, hovedverber til processer, adjektiver til tilstande og egenskaber, adverbier er bestemt til at udtrykke nedgraderede foregange, egenskaber ved foregange og situationer. Hjælpeverber udtrykker forhold mellem det sproglige udtryk og verden, osv. Det at verden kan anskues på forskellige måder, reflekteres på to måder i sprog. Den ene er at forskellige sprog benytter sig af forskellige ordklasser. Der er fx sprog som ikke skelner mellem adjektiver og verber. De udtrykker jo begge alligevel foregange, så der er ikke nogen presserende grund til at lave to forskellige ordklasser til foregange. Men der er også sprog der gør mere ud af at

312 eksplicitere forskellen foregange imellem. Der er fx sprog der gennemgående viser morfologisk forskel mellem kausative og ikke-kausative foregange (foregangskomplekser). Den anden måde forskellige verdensanskuelser kommer til udtryk i sprog på er derivation. Derivationens formål er at kunne afvige fra standardanskuelsen. Hvis fx et fænomen som udgangspunkt anskues som en foregang dvs. hvis det fænomen af en eller anden grund er blevet leksikaliseret som et verbum kan man ved at omdanne det verbum til et substantiv markere at man mere eller mindre midlertidigt vælger at anskue det fænomen som en genstand. Nogle af derivationerne er morfologiske, dvs. markerede ved derivationsaffikser. Det er ved morfologisk derivation at man egentlig taler om derivation. Men da de færreste sprog har morfologiske midler til alle tænkelige derivationsmuligheder, benytter sprog sig også af syntaktisk derivation. Syntaktisk derivation vil sige at man i stedet for affikser benytter frie morfemer (funktionsord) til at danne et element der udtrykker en anskuelse som ikke har et eget, i forvejen etableret udtryk. På denne måde kan sprog bruges kreativt og adapteres til menneskets skiftende behov og de skiftende vilkår i verden.

313 Kapitel 15 Metaforer og metonymier Forenklet taler man om metaforer og metonymier når man ikke bruger sproglige udtryk i deres bogstavelige betydninger, men i overførte betydninger. Dette forudsætter selvfølgelig at man kan afgrænse hvad et udtryks bogstavelige betydning er. Det er ikke et trivielt spørgsmål som altid kan besvares entydigt, men som udgangspunkt kan man sige at et udtryks bogstavelige betydning er dets oprindelige, mest håndgribelige og mest afgrænsede betydning. Jeg vil nedenfor bruge betegnelsen overført betydning som fællesbetegnelse for metaforer og metonymier. Fx er den bogstavelige betydning af ordet ansigt den del af et menneskes hoved der indeholder øjnene, næsen, kinderne og munden. Men i overført betydning kan det henvise til et helt menneske: Der er et nyt ansigt på holdet. Ordet bøje udtrykker i sin bogstavelige betydning at man laver om på formen af en fysisk genstand sådan at den bliver krum. Men i overført betydning kan det også henvise til at man laver om på noget der ikke er en fysisk genstand: Hun elsker at bøje reglerne. Det kan nogle gange være svært at adskille metonymier fra metaforer, men generelt er det sådan at man taler om en metonymi når det er et udtryk der henviser til en aktant som bliver anvendt i overført betydning, og om en metafor når det er udtryk der henviser til en foregang som bliver brugt i overført betydning. Således er den overførte anvendelse af ansigt et eksempel på metonymi, og den overførte brug af bøje er et eksempel på metafor. Det skal bemærkes at overført betydning ikke er lig med abstrakt eller uhåndgribelig betydning. Det er ikke altid sådan at et udtryks overførte betydning er henvisning til ikke-fysiske fænomener. Især ved metonymier er den overførte betydning ligeså meget et fysisk fænomen som den bogstavelige betydning, fx ansigt og studerende/medlem ved ansigt. Først vil jeg beskrive træk der gælder overførte betydninger generelt. Dernæst kommer der et afsnit om tegn efterfulgt af en beskrivelse af metonymier og metaforer hver for sig. Som en særlig slags overført betydning behandler jeg også ironi i dette kapitel. Til sidst vil jeg analysere overførte betydningers betydning for sprogfornyelsen og den menneskelige tænkning Nye og gamle overførte betydninger Overførte betydninger kan deles op i to grupper. Til den ene gruppe hører betydninger som er blevet en del af et udtryks faste betydningsinventar, dvs. de betydninger, de indholdselementer som alle almindelige sprogbrugere ved udtrykket kan betegne. Disse overførte betydninger kalder man konventionaliserede. De ovenfor illustrerede overførte betydninger af hhv. ansigt og bøje er konventionaliserede. Der er ikke nogen (voksne) der bliver overrasket over at man henviser til et helt menneske med ansigt eller til det at lave om på regler med bøje. Der er ikke noget nyskabende i disse anvendelser af disse ord. Hvad angår bøje, ville det endda være noget besværligt at udtrykke det samme indhold med et andet udtryk, ca. lave om på en regel uden accept eller tilladelse fra andre. Heroverfor er der overførte betydninger som er nyskabelser, som er genuint nye anvendelser af et udtryk. Hvis man fx sagde der er en ny lillefinger på holdet i betydningen at der er kommet en ny studerende på holdet, ville dette være en ny anvendelse af ordet lillefinger. Nyskabelser som denne har to veje at gå. De kan forsvinde, dvs. de kan blot være noget som blev opfundet for at udtrykke et givet indhold i en given sammenhæng på et givet tidspunkt, men som der ikke er behov for andetsteds. Eksemplet med lillefinger har nok ikke ret gode chancer for at leve længere end nærværende afsnit. Men nyskabelser kan også blive en del af ordforrådet ved at de bliver dele af udtryks faste indholdsinventar. Dette betyder at nyskabte overførte betydninger med tiden kan blive til konventionaliserede overførte betydninger. Fx er det nu den faste overførte betydning af klikke at man kan

314 klikke sig frem til forskellige informationer og andet godt på computeren ved at trykke på musens knap der så afgiver kliklyd. Inden for de konventionaliserede overførte betydninger kan man skelne mellem tre undertyper: de døde, klicheer og de normale. De døde overførte betydninger er dem som man normalt slet ikke lægger mærke til er overførte betydninger, og som (derfor) kun dårligt udtrykkes på en anden måde end lige præcis det udtryk som nu udtrykker dem. Fod i bjergfod er et klassisk eksempel på en død overført betydning idet man kun omstændeligt kan udtrykke det samme indhold (den nederste del af et bjerg der udgør grænsen mellem bjerget og det omkringliggende lavland) og kun de færreste tænker på at der her er tale om en overført anvendelse af ordet fod. Grunden til at man overhovedet taler om en overført anvendelse af fod er at man antager at dets oprindelige betydning er den nederste del af et menneskes ben. Herfra har man så angiveligt abstraheret til den nederste del af andre genstande som fx et bjerg. 104 Klicheer er forslidte overførte betydninger. De virker forslidte fordi de har været brugt så ofte uden grund at de har mistet den ekstra betydning som oprindeligt lå i dem. Fx kan udtrykket føle historiens vingesus betragtes som en kliche. Den blev vel oprindeligt brugt når man befandt sig midt i historiske begivenheder, fortrinsvis kampe, hvor man kunne høre forskellige ting flyve i luften. Men da udtrykket også så ofte er blevet brugt om mindre dramatiske begivenheder, har det mistet dets oprindelige nuance at henvise til vidtrækkende dramatiske begivenheder. Det er derved blevet forslidt og til en kliche. Klicheer kan betragtes som de facto døde overførte betydninger. Det skal forstås på den måde at man kunne bruge et andet udtryk (ligesom ved de normale overførte betydninger), men man gør det ikke (i lighed med de virkelig døde overførte betydninger). De normale overførte betydninger er dem hvor man forholdsvis let kan se at der er tale om en overført brug af et givet udtryk, og hvor der er alternative udtryksformer, fortrinsvis udtryk hvis bogstavelige betydning er det samme som det givne udtryks overførte betydning. Fx er ansigt brugt i betydningen medlem eller studerende sådan en normal brug af overført betydning. Det er ret iøjnefaldende at den bogstavelige betydning af ansigt ikke er det samme som dets overførte betydning, og der findes også alternative udtryk, først og fremmest medlem eller studerende hvis bogstavelige betydning er lig med den overførte betydning af ansigt. Grænsen mellem døde og normale overførte betydninger samt klicheer og for den sags skyld nyskabte overførte betydninger er selvsagt ikke skarp. Det kommer til en vis grad an på den enkelte sprogbrugers oplysthed og fornemmelse. Det er nærmest umuligt at vide hvornår en nyskabt overført anvendelse af et udtryk bliver konventionaliseret, og hvornår en normal overført betydning bliver kliche eller død. Mange af de døde overførte betydninger er så gamle (fx fod i bjergfod) at det ikke engang er muligt at bevise at der virkelig er tale om en udvikling fra en tidligere nyskabelse til en død konvention Tegn Man kan helt generelt tale om overført betydning når noget står for noget andet, dvs. når noget ikke betragtes som sig selv, men som en henvisning til noget andet. I sådanne tilfælde fungerer noget som tegn på noget andet. Der er tre slags tegn: ikoniske, indeksikale og symbolske. De ikoniske tegn er mere eller mindre forenklede billeder af det de henviser til. Piktogrammer og smilies ( ) er ikoner. Indeksikale tegn er i årsagsforbindelse med deres referent. Glødende lava er fx et indeksikal tegn på et nyligt vulkanudbrud, eller en blodig kofanger kan være tegn på en overkørt fodgænger. 104 Grunden til at man antager at fod oprindeligt kun henviste til netop det menneskelige bens nederste del er at man går ud fra at mennesket pga. dets selv- og artscentrerede tænkning først giver navne til genstande som det selv består af og først derefter benævner man fjernere liggende genstande.

315 Smilies er egentlig en blanding af ikonicitet og indeksikalitet eftersom de ikonisk henviser til et smilende eller grædende ansigt, men disse ansigter henviser indeksikal til hhv. godt humør og dårligt humør. Symboler er tegn hvor forbindelsen mellem tegnets udtryk og dets indhold, referenten, er arbitrær, vilkårlig. Sproglige udtryk er symboler. Symboler, som sproglige tegn, svarer således til Saussures tegnbegreb. Vilkårligheden skal forstås på den måde at der ikke er nogen på forhånd givet forbindelse mellem udtrykket og indholdet. Forbindelsen er konventionel, dvs. det er noget man bliver enig om. Det danske sprogsamfund har fx vedtaget (for alle nulevende danskeres vedkommende ubevidst) at bogstav er symbol for de genstande som lige nu bliver læst, og at papir er symbol for den genstand bogstaverne bliver udskrevet på. Det er ikke kun sproglige udtryk der kan være symboler. En buket blomster er fx symbol på kærlighed, farven sort på sorg og farven hvid på uskyld. Det er heller ikke alle sproglige udtryk der er symbolske. De såkaldte lydord (onomatopoietika), fx øf, miav, vov, er ikoniske tegn idet deres lydbillede afbilder de lyde som de henviser til, hhv. latter, en kats lyd og en hunds lyd. På et højere plan kan bogstavelige betydninger betragtes som symboler for metonymiske og metaforiske betydninger. Fx kan man sige at ansigt fungerer som symbol for menneske i sætningen Der er to nye ansigter på holdet Metonymi Sem beskrevet i indledningen taler man om en metonymi når et udtryk brugt i overført betydning henviser til en aktant. Der er forskellige slags metonymier, forstået på den måde at der kan være forskellige slags forbindelser mellem et udtryks bogstavelige og metonymiske betydning Del for helhed En meget almindelig type metonymi er del for helhed forholdet (meronym til holonym, se afsnit ). Dette er allerede eksemplificeret med ansigt. For ansigtet er en del af mennesket, derfor er det også en del af mere specifikke typer mennesker såsom medlemmer af et bestemt hold. Således er ansigt metonym for menneske. Her bør det bemærkes at der er forskel på hvilken del af en helhed man vælger som metonym for helheden. Eksemplet med lillefinger som metonym for menneske (ovenfor) er ikke gangbart fordi lillefingeren er en mindre vigtig del af et menneske end ansigtet. Det er jo typisk ansigtet vi genkender og bedømmer hinanden på, derfor spiller ansigtet en større rolle for mennesker end lillefingeren. Men denne forskel er relativ. Umiddelbart ville venstrehånd være ligeså mislykket et metonym for menneske som lillefinger, men hvis det drejer sig om fx et håndboldhold, ville det formentlig endda være bedre end ansigt, for det spiller en stor rolle for et håndboldhold hvilken hånd spillerne er bedst til at kaste med. Andre eksempler på meronymiske metonymer er harddisk for en hel computer eller jern for jernholdige fødevarer. Når man siger til en du skal spise mere jern, forventer man jo ikke at vedkommende begynder at tygge på et stykke metallisk jern Individ for art/type En form for metonymi der ligner del for helhed-typen, er når man benævner et individ, men henviser til en hel art eller type af fænomener. Det er præcis denne metonymi der gør det muligt at bruge et ubestemt eller bestemt substantival med generisk reference (jf. kapitlet om reference). Et (u)bestemt substantival henviser jo prototypisk til et individ (evt. flere individer), men det individ

316 kan stå som repræsentant for hele sin art: En kat har fire ben, løven spiser kød, lillebror har den samme næse som storesøster Helhed for del Modsætningen til meronymiske metonymer er holonymiske metonymer hvor man bruger betegnelsen for helheden som betegnelse for en del. Dette er fx tilfældet når man siger bilen skulle repareres, hvor bil henviser til den del af bilen, fx gearkassen, der skulle repareres. Den slags metonymi bruges ofte når man ikke ved eller ikke vil oplyse hvilke dele af helheden det drejer sig om. Et lignende eksempel er når man fylder benzin på bilen, for normalt kommer man benzinen kun i benzintanken, ikke i resten af bilen. Et tredje eksempel på holonymisk metonymi er køkken i de købte et nyt køkken. Ordet køkken henviser som udgangspunkt til et rum med alt inventar inde i, men i den anførte sætning henviser det blot til en del af køkkenet, nemlig møblementet, ikke til hele rummet. Bemærk at brugen af en applikativ konstruktion (afsnit ) ophæver en metonymi. Så mens Han fylder benzin på bilen forstås metonymisk, tolkes udtrykket Han fylder bilen med benzin bogstaveligt, dvs. han fylder hele bilen med benzin, hvor absurd det end måtte være Hyperonymi Der findes også hyperonymiske metonymier. Her fungerer et hyperonym som betegnelse for et specifikt hyponym. Fx er han drikker i betydningen han drikker (for meget) alkohol et eksempel på hyperonymisk metonymi. Her står det manglende direkte objekt, som i princippet står for en hvilken som helst drikkelig genstand (jf. afsnit ), hyperonymet, for en meget specifik slags drikkevare, nemlig alkoholiske drikkevarer, hyponymet. Så den bogstavelige betydning af han drikker er at han konsumerer en eller anden væske mens den metonymiske betydning er at han indtager for meget alkohol. Mand brugt i betydningen ægtemand er også et eksempel på hyperonymisk metonymi eftersom ægtemand er en slags mand. Bemærk at der ikke altid er tale om metonymi bare fordi man bruger et hyperonym i stedet for et hyponym. Hvis man fx siger han har købt noget frugt, er der ikke (nødvendigvis) tale om metonymi eftersom frugt (hyperonym) her ikke henviser til en specifik slags frugt (hyponym), men blot bruges som en uspecifik eller fælles betegnelse for de(n) slags frugt han har købt Hyponymi Sjældnere kan også hyponymer bruges metonymisk, stående for et hyperonym eller et andet kohyponym. Et eksempel herpå er hvis man kalder hvaler fisk, eller sporvogn for tog. At bruge hyponymi på denne måde er typisk hos mindre børn, der endnu ikke har lært den præcise anvendelse af ord. Denne slags metonymi kan også kaldes overgeneralisering da et udtryks reference område udvides uhensigtsmæssigt Materiale Metonymi kan også stamme fra materiale. Fx er anvendelsen af papir som henvisning til dokumenter en metonymi som er baseret på at papir er det materiale dokumenter traditionelt skrives på. Ligeledes er glas en metonymisk betegnelse på de beholdere man kan drikke af eftersom ordet oprindeligt henviser til det materiale beholderne er lavet af.

317 Udtryk for materiale kan ud over at henvise til selve materialet også godt henvise til afgrænsede mængder af det givne materiale. Fx henviser papir i Hvad står der på papiret? ikke til materialet generelt, men til et bestemt ark eller lap lavet af papir. Ligeledes henviser vin i Hvordan smager vinen? ikke til vin i al almindelighed, men til den portion vin som modtager er blevet serveret. Det er denne slags materiale-metonymi der ligger til grund for indhold-metonymien (afsnit ). Bemærk at substantiver der henviser til materialer er utællelige, men når de bruges metonymisk er de tællelige (jf. afsnit 4.2) Opførsel Karakteristiske træk, fx i opførslen, kan også danne basis for metonymi. Dette er tilfældet ved gris når det bliver brugt om et barn der laver uorden, eller ved æsel som henvisning til et stædigt menneske Sted Sted er en meget hyppigt brugt basis for metonymidannelse. Et sted bruges typisk som henvisning til personer der opholder sig på/i eller stammer fra det nævnte sted. Eksemplerne er utallige: Danmark vandt 2-0 ( det danske landshold ), Danmark har fire nationale forbehold ( den danske befolkning ), Kommunen vil hæve skatteprocenten ( byrådet ), Ministeriet har indført nye regler ( embedsmændene i ministeriet ). Men stedsmetonymi bruges også ofte om institutioner. Fx henviser ministerium ikke kun til en bygning (sted), men også til den institution der har til huse i den bygning. Det samme gælder kirke som kan henvise til en bestemt slags bygninger (Det er en pæn kirke), men metonymisk også til den institution der bruger disse bygninger (Kirken er i krise). Ligeledes med skole: Skolen er helt nybygget (sted), Han hader skolen (institution). Når en stedsangivelse, fx ministerium, kirke, skole, både kan henvise til en institution og personerne i den institution, kan man sige at stedsmetonymien er indirekte: Henvisningen til personer går gennem en henvisning til en institution. Stedsangivelser kan metonymisk også udtrykke måde eller grad ved en foregang. I fx hun kan lide at ligge i ske med sin kæreste angiver i ske måden hvorpå de ligger: i en skeformet kropsstilling Beholder Som en form for stedsmetonymi forekommer også måleenheder der kan henvise til fysiske genstande (kop, flaske, pose). Disse fysiske genstande er beholdere og derfor steder. I fx jeg har drukket to kopper udtrykkes jo ikke det at der nu i min mave befinder sig to kopper klare til at blive fordøjet, men at jeg har drukket et eller andet der har fyldt to kopper. Her står udtrykket for måleenheden for det stof som måleenhedens fysiske udformning indeholder Indhold Som en slags omvendt form for beholdermetonymien kan man bruge betegnelser for stoffer metonymisk som betegnelser for beholdere. Det er tilfældet i fx Jeg vil gerne have to cider hvor cider står for den slags beholder som cider nu sædvanligvis serveres i (krus på en halv liter). Ligeledes er det i Vi har kun to mælk i køleskabet hvor mælk står for den slags karton som mælk plejer at være opbevaret i.

318 Semiotiske genstande Som en slags metaforisk udvidelse af beholder-metonymien (afsnit ) findes der metonymier hvor benævnelsen af en fysisk genstand står for informationsindholdet i den genstand. Sådanne fysiske genstande kaldes semiotiske genstande (jf. 14.1). Semiotiske genstande er bøger, aviser, blade, leksika, cd-rom, o.l. De kaldes semiotiske genstande fordi de indeholder sproglige tegn som er symboler for information. Så i Han har læst avisen to gange bruges avisen metonymisk, henvisende til indholdet i avisen, men i Han lagde avisen på natbordet anvendes det bogstaveligt med henvisning til den fysiske genstand. Ligeledes er bogen brugt metonymisk i Han fatter ikke noget af denne bog Instrument I eksempler som Togene strejker står et instrument, hhv. tog og flyvemaskine, for de personer der styrer instrumentet. På lignende vis bruges instrumentet metonymisk i Vil du give mig en hånd hvor hånd henviser til den hjælp som instrumentet (hænderne) skal udføre. Benævnelsen af et instrument kan også stå for de personer (agens) der bruger instrumentet, fx i Dansk kan ikke lide komplekse foranstillede attributter. Det er jo (de fleste) brugere af dansk der ikke kan lide konstruktioner som det i Deres sidste brev om nærværende sag nævnte problem, ikke selve sproget dansk, der faktisk stiller midler til sådanne udtryk til rådighed Producent Ofte henviser man til produkter eller værker ved at nævne deres producent, fabrikant eller forfatter, evt. produktionssted: Han læser meget Jules Verne, Hun elsker Wagner, Han kører i BMW, Champagne er noget værre stads. Metonymien kan gå så vidt at de oprindelige proprier bliver til appellativer: Hans Stradivarius er gået i stykker, En Porsche forbruger alt for meget benzin, Vi drak to liter champagne i går (jf. afsnit 4.2). Ved værker som bøger, operaer, film, o.l., som har titler, kan den metonymiske henvisning til forfatteren opfattes som en slags generisk henvisning, en kortfattet henvisning til alle eller de fleste af pågældende forfatters værker i stedet for at opremse alle værkerne enkeltvis. Men ved andre, ikke-individuelle produkter som drikkevarer, biler, o.l. er den metonymiske henvisning oftest den eneste reelle mulighed for at benævne produktet. Det ville fx være meget omstændeligt at sige Hun drikker øl produceret af bryggeriet Ceres i stedet for Hun drikker Ceres Funktion En genstands funktion kan også danne basis for metonymi. Det er fx tilfældet i et udtryk som ørknens skib der refererer til kameler. Det er skibes og kamelers fælles funktion, det at transportere (og deres gyngende bevægelse), der lægger op til metonymien. Et andet eksempel findes i man genoplader sine batterier hvor batteri metonymisk står for ens krops energireserver. Her er det batteriers funktion som energireserve der gør metonymien mulig Sammenfatning Der er blevet beskrevet forskellige typer af metonymi ovenfor. Inddeling i typer finder sted ved hvad forbindelsen er mellem et udtryks bogstavelige og dets overførte betydning, fx at de har den

319 samme funktion, eller den ene er meronym til den anden. Metonymier kan også karakteriseres ved hvad den bogstavelige betydning henviser til, og hvad den metonymiske betydning henviser til. Man benævner dem også som domæner: Den bogstavelige betydning er metonymiens kildedomæne, den metonymiske betydning er måldomænet. Nedenstående tabel er en kort oversigt over metonymier med henblik på deres domæner. Metonymidomæner Metonymitype Kildedomæne Måldomæne meronymisk genstand (typisk legemsdel) genstand (typisk person) generalisering individ art/type holonymisk genstand genstand hyperonymisk genstand genstand hyponymisk genstand genstand materiale masse individualiseret genstand opførsel genstand, typisk dyr, der har en person karakteristisk opførsel sted sted institution, person beholder individualiseret genstand som masse måleenhed indhold masse individualiseret genstand som måleenhed semiotisk genstand fysisk genstand sprogligt indhold instrument fysisk genstand proces instrument proces agens producent person, institution fysisk genstand (produkt) funktion fysisk genstand fysisk genstand Personificering Når metonymier henviser til personer, taler man om personificering. Fx er universitetet personificeret i Universitetet er i finansielle vanskeligheder, eller Tyskland i Tyskland blev efter 2. Verdenskrig pålagt reparationsydelser for de sejrende lande. Det er da også i sådanne tilfælde at man taler om juridiske personer, altså ikke individuelle mennesker, men institutioner, grupper af mennesker, der har rettigheder og forpligtelser som ligner individers rettigheder og forpligtelser. Personificering spiller en stor rolle i den menneskelige tænkning idet betydningsfulde fænomener ofte bliver anskuet som om de var personer. Dette er ganske naturligt eftersom mennesket er sig selv nærmest, hvilket forstås sådan at mennesker typisk er mest opmærksomme på mennesker, altså personer. Et meget gennemført eksempel på personificering er den græske mytologi, hvori så godt som alt anskues som værende eller i det mindste som havende en gud. Her kan man endda tale om deificering, guddommeliggørelse. Personificering er resultatet af forskellige slags metonymi og metaforer. Så alle metonymier, fx i afsnit , hvis måldomæne er personer er også personificeringer Metafor

320 Metaforer ligner metonymier på den måde at man bruger et udtryk i en anden betydning en dets bogstavelige betydning. Forskellen er at metonymer henviser til en anden slags fænomen end det fænomen det pågældende udtryk henviser til i sin bogstavelige betydning. Så ansigt brugt metonymisk i der er to nye ansigter på holdet henviser ikke til ansigt, men til noget andet, fx et helt menneske. Ligeledes henviser tog i Togene strejker ikke til tog, men til noget andet, nemlig togpersonalet. Derimod henviser metaforer i bund og grund til det samme slags fænomen som udtrykkets bogstavelige betydning. Kvalificeringen bund og grund er taget med fordi det naturligvis er sådan at et udtryks metaforiske betydning afviger noget fra udtrykkets bogstavelige betydning, ellers var der jo ikke nogen grund til at tale om en metafor. Det der sker ved en metafor, er at den metaforiske betydnings referent får tillagt og/eller fjernet nogle betydningstræk (jf. afsnit 13.2) i forhold til den bogstavelige betydnings referent. En anden forskel mellem metonymi og metafor er at metonymi begrænses til ét syntaktisk led, hvorimod metafor berører flere led. I (1) er der fx tale om en metafor der berører tre led: Hverken hans ansigt, talte eller sit tydelige sprog kan forstås i deres bogstavelige betydning. For ansigter kan ikke tale, tale kan ikke tage en agens (her subjektet) der ikke kan tale, og eftersom sætningen således ikke kan dreje sig om en almindelig taleforegang, kan sprog heller ikke henvise til verbalt sprog. (1) Hans ansigt talte sit tydelige sprog. Løsningen på disse indbyrdes modsigelser er at referenterne får tillagt eller fjernet visse betydningstræk så modsigelserne forsvinder. Hans ansigt henviser således godt nok til en fysisk genstand, en legemsdel, men dette ansigt får tillagt egenskaben at kunne udtrykke noget. Tale mister det træk at være en foregang hvori verbalt sprog produceres, så tale i denne sammenhæng henviser til en mere generel kommunikativ foregang, som vel at mærke er hyperonym til den bogstavelige betydning af tale. Sprog mister det træk at det er verbal kommunikation, så sprog bliver i lighed med tale udtryk for et hyperonym, nemlig almen kommunikation, det at meddele information. Med disse ændringer passer referenterne nu fint sammen. Det at referenterne får tilføjet eller mister træk er selv en metaforisk anskuelse af metaforer. For det der egentlig er tale om, er at udtrykkene kommer til at henvise til en noget anden slags fænomen når de bruges metaforisk end når de bruges i deres bogstavelige betydning. Et informativt ansigt er noget andet end et almindeligt ansigt, en generel kommunikativ foregang er noget andet end en verbal kommunikativ foregang, og information generelt er noget andet end verbalt meddelt information. Men den metaforiske referent er beslægtet med den bogstavelige referent, på den måde at den metaforiske referent er et fænomen som er en delmængde eller en overmængde af det fænomen som den bogstavelige referent hører til. For informative ansigter er en delmængde af ansigter, generel kommunikation er en overmængde af verbal kommunikation, og information er en overmængde af verbalt meddelt information. Metaforer minder således om hyperonymisk og hyponymisk metonymi (jf. afsnit og ). Som eksemplet i (1) antyder, har metaforer noget at gøre med selektionsrestriktioner (jf ). Det er når selektionsrestriktioner bliver brudt at metaforer opstår. I eksemplet bliver taleforegangens selektionsrestriktion brudt idet den proponerede agens, ansigt, ikke henviser til et menneskeligt væsen der kan tale. Bemærk at ansigt i eksemplet ikke bruges metonymisk, det henviser til et ansigt og kun til det. Da brud på selektionsrestriktioner umiddelbart forårsager en inkonsistent ytring (jf. afsnit ), er man nødt til at omtolke udtrykkenes reference.

321 Det er først og fremmest prædikatets reference der bliver omtolket, dvs. man søger en anden foregang end den prædikatet normalt henviser til. Den metaforiske foregang må ligne den bogstavelige foregang på en eller anden måde, men skal have selektionsrestriktioner der accepterer de aktanter den forekommer sammen med i den skildrede situation. En foregang der ligner den bogstavelige foregang kan være dennes hyperonym. I (1) bliver tale således omtolket sådan at det ikke henviser til tale, men til dennes hyperonym meddele information. Meddele information som den mest overordnede kommunikative foregang forlanger ikke at dens agens skal være et menneske. Den forlanger sågar slet ikke nogen agens, for også ikke-levende genstande kan meddele information. Fx meddeler skyer den information at der kan komme nedbør. Så ansigt kan efter denne omtolkning af prædikatet godt bruges som denne aktant der angiver kilden for information. Ikke desto mindre bliver også referencen af ansigt omtolket idet det ikke er et definerende træk ved ansigter at de meddeler information. De er blot en legemsdel. Men i denne ytring får hans ansigt tillagt det træk at det kan meddele information. Dette træk er dog ganske konventionaliseret eftersom vi kigger på hinandens ansigter for at aflæse hinandens tanker og følelser. Så der er her tale om en konventionaliseret, endog død metafor. Da det i denne omtolkningsproces er blevet fastslået at ytringen ikke drejer sig om verbal kommunikation, må også referencen af sprog omtolkes. Det kommer til ikke kun at henvise til systemet af verbale ytringer, informationer meddelt verbalt, men til information generelt. Ligesom ved ansigt er denne omtolkning også meget konventionel da man jævnligt bruger sprog i henvisninger til ikke verbal kommunikation, fx kropssprog, programmeringssprog. Et andet eksempel på en metafor er (2). (2) Han støvsugede bogen for information. Her består inkonsistensen i at det direkte objekt til støvsuge skal udtrykke en aktant der kan rengøres med en støvsuger. Det kan bøger i princippet godt, men her bruges bogen jo metonymisk, henviser altså ikke til den fysiske genstand bog, men indholdet i den (jf. afsnit ). 105 Desuden udtrykker støvsuge en implicit patiens, hvilket blokerer for tolkningen af information som en aktant til foregangen. Derfor skal støvsuge omtolkes så det kommer til at henvise til overføre. Denne foregang er hyperonym til støvsuge da støvsugning i bogstavelig forstand jo består i at overføre støv fra et sted, fx gulvet, til et andet sted, støvsugerens støvsamler. Efter denne omtolkning af prædikatet kan bogen godt opfattes som det sted (source) hvorfra noget overføres og information (patiens) som det der overføres. Det underforståede mål for overførslen (goal) er vedkommendes hjerne som skal opbevare alle de informationer der blev fundet i bogen. Igen er det ikke kun prædikatet der bliver omtolket, men også aktanterne. Da den oprindelige referent af prædikatet støvsuge har en implicit aktant ( støv ) som er en fysisk genstand, bliver information genstandliggjort (reificeret). I stedet for at være en mental genstand, der ikke kan flyttes, bliver det anskuet som en fysisk genstand der godt kan flyttes eller ligefrem fjernes. Det første indtryk man får af at have hørt (2) er jo også at bogen er blevet helt tom. Men dette indtryk er kun en kortvarig illusion eftersom det i virkeligheden er umuligt at fjerne indholdet fra en bog medmindre man ødelægger bogen, men det er der ikke tale om her. Derimod antyder denne illusion om bogens tomhed at informationssøgningen blev foretaget særdeles grundigt. Netop denne grundighed er metaforens opgave at udtrykke. Det at kunne skabe sådan en illusion er en vigtig del af at bruge metaforer. For metaforer bruges ofte til at vække opmærksomhed, fx på spisesedler, annoncer, reklamer og titler. 105 Dette eksempel illustrerer også at der sagtens kan forekomme både metonymi og metafor i et og samme udtryk.

322 Metaforer findes ikke kun i finitte sætninger som i eksemplerne ovenfor, men også i enkelte ord(grupper). Nogle eksempler er hjulbenet, som jo ikke udtrykker at man har et hjul i stedet for foden, men at ens ben er hjulformede, [være] i tvivl, som ikke udtrykker at man befinder sig et fysisk sted, men at man tvivler Grammatiske metaforer Metaforer og metonymier kan ikke kun konstateres i leksikonet, men også i grammatikken. Dvs. grammatiske morfemer kan også indgå i metaforer eller metonymier. Her kan man finde to slags processer. Ved den ene får man et grammatisk morfem af et leksikalsk morfem, ved den anden får et grammatisk morfem en ny grammatisk anvendelse. Få som hjælpeverbum illustrerer den første metaforproces, en grammatikaliseringsproces (jf. Kapitel 12 og afsnit ), hvorved man får et grammatisk morfem af et leksikalsk morfem. I Jeg fik lavet mine lektier udtrykker få at det lykkedes mig at lave lektierne, hvilket antyder at det ikke helt var min fortjeneste at blive færdig med lektierne, men at jeg havde heldet med mig. Effekten er at subjektsaktantens agentive egenskaber ( lave lektier kræver jo en agens) formindskes. Få er meget velegnet til at markere denne formindskelse idet det oprindeligt udtrykker en foregang hvor subjektet udtrykker recipiens (Jeg fik mange lektier). Da recipiens ikke har kontrol, kan få som hjælpeverbum overføre denne mangel på kontrol hos sit subjekt til subjekter der ellers udtrykker en agens. Således bliver subjektet til et prædikat der er modificeret med få, metaforisk til en slags recipiens, nemlig modtager af held. Den anden slags proces, hvorved man får et nyt grammatisk morfem af et eksisterende grammatisk morfem, kan illustreres ved nogle derivativer. Fx udtrykker derivativet -er agens, den der udfører den handling som det oprindelige verbum betegner: en maler, en lærer, en forfatter. Men -er kan også udtrykke en proces, den proces som agens udfører: en knuser = et knus, det at give knus. Her er der tale om en form for producentmetonymi (jf. afsnit ): Betegnelsen for producenten (agens) betegner produktet, det som agens laver Erkendelse og ordforråd Umiddelbart kunne man tro at det er kognitivt anstrengende at bruge udtryk i overførte betydninger i stedet for i deres bogstavelige betydning. I nogle tilfælde, hvor den overførte betydning er meget fjern fra den bogstavelige betydning, kan dette være rigtigt. Men det synes ikke at være tilfældet at voksne sprogbrugere er generede af det eventuelle ekstra kognitive arbejde. For overførte betydninger har generelt en uundværlig funktion i fornyelsen af et sprogs ordforråd og i det enkelte menneskes erkendelse. Denne erkendelsesfunktion afbalancerer de kognitive omkostninger der kan være forbundet med bearbejdelsen af metaforer og metonymier. Meget af den polysemi ord har, skyldes overførte betydninger (jf. afsnit ). På den måde er metonymier og metaforer med til at udvide et sprogs ordforråd, vel at mærke uden at der bliver indført nye udtryk. Det at man ikke behøver indføre nye udtryk, skyldes netop slægtskabet mellem et udtryks bogstavelige (oprindelige) betydning og dets overførte betydninger. Ofte anses forbindelsen mellem den bogstavelige betydning og de overførte betydninger for at være så stærk og indlysende at man ikke engang anfører (alle) de overførte betydninger i en ordbog. Dette gælder især metonymier. Det står fx ikke i Nudansk ordbog at ministerium eller kommune kan bruges metonymisk som henvisning til de embedsmænd der arbejder der (jf. afsnit ). 106 Det er meget almindeligt at tilstande anskues som om de var steder. Andre eksempler herpå er være i vildrede, i godt humør, ude af sig selv, ovenpå, nede, be in love, gå fra forstand, komme til skade.

323 Overførte betydninger er ikke kun med til at udvide et sprogs ordforråd, men også et menneskes viden. Det antages at man i starten af sin udvikling kun er i stand til at håndtere fysiske, håndgribelige fænomener. Dette gælder både det enkelte menneske i sin personlige udvikling og mennesket som art. Denne udvikling reflekteres i at man først lærer udtryks bogstavelige betydning, den betydning der henviser til fysiske fænomener, og først dernæst udtrykkenes overførte betydning som ofte er ikke-fysiske fænomener. Det antages tilsvarende at udtryk oprindeligt, sproghistorisk set, blev opfundet til at henvise til fysiske fænomener, dvs. de bogstavelige betydninger er udtryks oprindelige betydninger. Først senere har de fået tilegnet sig mere abstrakte betydninger. Denne udvikling eksemplificeres ofte med forbindelsen mellem sted og tid. Det synes at være sådan at sprog bruger de samme adpositioner og kasus til at markere både spatiale og temporale forhold: på bordet på mandag, i huset i december, fra Århus fra januar, til København til søndag. Det antages at adpositioner oprindeligt kun havde de spatiale betydninger og først senere fik tilføjet de temporale betydninger ved metaforisk udvidelse, hvorved man anskuer tidsangivelserne som om de var stedsangivelser. At tid anskues som en fysisk genstand, manifesterer sig også i andre døde metaforer om tid: tidspunkt, lang/kort tid. Tiden bliver endda gjort til noget levende i udtryk som tiden går. Det er også sådan at børn først lærer at håndtere sted som fænomen, hvorimod tid forbliver ubegribelig for dem indtil ca. 4-års alderen. Ikke desto mindre er der adpositioner eller kasus der kun har temporal betydning, fx siden eller den ungarske temporalis (jf. afsnit ). Det er ganske naturligt at man lærer nye fænomener ved at sammenligne dem med allerede kendte fænomener. For enhver ny viden må kunne sættes i forbindelse med allerede eksisterende viden for at den nye kan begribes. I denne proces er det nærliggende at man bruger de samme udtryk med eventuelle modifikationer til den nye viden som man har brugt til den gamle viden. Eksempler herpå, ud over tid i det foregående afsnit, er luftskib og rumskib, hvor man bruger udtrykket skib, som oprindeligt henviser til et fartøj på vand, til at henvise til fartøjer der bevæger sig i luften eller i rummet. Indianernes brug af jernhest for damplokomotiver er også et eksempel på at bruge udtryk der henviser til allerede kendte fænomener som udtryk der henviser til et nyt fænomen. Bemærk lighedstrækkene mellem de nye og de gamle fænomener i eksemplerne. Et rumskib og et luftskib er ligeså meget et transportmiddel som et (vand)skib, blot med den forskel at de bevæger sig i hhv. rummet og luften. Et lokomotiv er ligeså meget en trækkraft som en hest, blot med den forskel at det er lavet af jern. Det er så netop disse forskelle der bliver udtrykt i form af den modificerende del af kompositaene (luft-, rum-, jern-), mens ligheden udtrykkes gennem det sidste led i kompositaene (-skib, -hest). Det er interessant at sådanne metaforiske udtryk bliver ved med at blive brugt selvom referanten har ændret karakter. Fx hedder jernbane stadig jernbane selvom den, altså skinnerne, har været lavet af stål i mindst 150 år. Det var rimeligt at kalde en glødepære for pære da den blev pæreformet da den blev udviklet for godt 100 år siden. Men en elsparpære er også blevet kaldt pære, og ikke fx elsparrør, selvom de første og den dag i dag mange sparpærer bestemt ikke er pæreformede. Det at bruge udtryk der oprindeligt henviser til håndgribelige fænomener til at henvise til abstrakte, mentale fænomener findes også i videnskaberne. Fx henviser akse umiddelbart til en aflang, typisk rørformet genstand der forbinder hjul. Men i matematikken henviser akse til linjer der forbinder tal (x-, y-, z-akse). Bølge henviser oprindeligt til vands bevægelse op og ned, men i fysikken henviser det til udsving i forskellige fænomeners (fx spænding, strømstyrke, lydstyrke) størrelse. Her kan man ikke tale om nogen som helst fysisk bevægelse op og ned. Det er interessant at undersøge hvordan forskellige sprog håndterer metonymi og metafor. Langt hen ad vejen synes der at være overensstemmelse sprog imellem sådan at de samme bogstavelige betydninger kan symbolisere de samme overførte betydninger: Han er nede he s down, Folketinget har vedtaget en ny lov Parliament has passed a new law. Men der er også forskelle. Fx står

324 ordet politik både for selve fænomenet at styre andre og for de enkelte konkrete udmøntninger af dette fænomen (materiale-metonymi, afsnit ). Men engelsk bruger to forskellige ord: Det er interessant at diskutere politik It s interesting to discuss politics, Regeringens nye politik er under al kritik The Government s new policy is beyond reason. Engelsk har i dette tilfælde leksikaliseret metonymien. Der er også tilfælde af leksikalisering af metaforer. På dansk bruger man forskellige verber afhængig af om man bevæger sig til fods eller vha. et transportmiddel: Han gik over til naboen, han kørte fra Århus til København. Men på engelsk kan man med metaforisk udvidelse bruge verbet go i begge tilfælde: He went over to his neighbor, He went to Copenhagen (by car, train, air, etc.). Mange metaforer, de ikke-sprogspecifikke metaforer, synes at stamme fra menneskets natur. Det synes fx at være universelt at op(pe) og fremad associeres med godt, og ned(e) og bag associeres med dårligt: han kommer op i himlen vs. han ender nede i helvede, han er ovenpå vs. han er nede, det gik fremad vs. det gik tilbage, han er opmuntret vs. han er nedstemt. Det at retningerne bruges metaforisk på netop denne måde skyldes sandsynligvis at mennesket givet øjnenes placering bedst kan overskue det der er foran (fremad), og at mennesket givet dets naturlige oprejste kropsstilling er mest potent når det er oppe. Derimod er det der er bagved svært at kontrollere, og det at være i en ikke-oprejst stilling gør en sårbar Fiktion Det skal bemærkes at metaforer og metonymier ikke er definerende træk ved fiktion. Så et udtryk som Æslet talte sit tydelig sprog er ikke (nødvendigvis) en metafor. For hvis teksten skildrer en fiktiv verden, fx et eventyr, kan diskursuniverset godt være indrettet sådan at der dér findes talende æsler. Dvs. æsler der har det som iboende egenskab at de kan tale. I så fald er der ikke behov for at omtolke referencerne i det nævnte udtryk. Dette betyder at metaforer og metonymier er relative i forhold til diskursuniverset. Så i en fantasiverden behøver ørknens skib heller ikke henvise til kameler, hvis det der er muligt at sejle med skibe i ørknen. Derfor er virkelige ministerier eller kommuner der snakker eller skriver, metonymier, men æsler eller træfigurer (fx Pinocchio) der snakker i eventyr er ikke metonymier Ironi Man kan også betragte ironiske ytringer som udtryk der ikke henviser til deres bogstavelige betydninger, men til nogle overførte betydninger. På den måde ligner ironi metonymi og metafor. Men der er den væsentlige forskel at metonymi og metafor bygger på ligheden mellem den bogstavelige betydning og den overførte betydning, hvorimod ironien består i modsætningen mellem ytringens normale tolkning og dens ironiske tolkning. Fx henviser godt normalt til en egenskab ved en genstand eller situation der er positiv for afsender. Men i en sammenhæng som i (1) bliver det opfattet som henvisende til en negativ egenskab, det stik modsatte af dets normale reference. (1) Det var da godt jeg lige kunne køre ind i ham og smadre hans fordør. Jeg vidste alligevel ikke hvad jeg skulle bruge mine penge på. Det er ikke kun positive udtryk brugt negativt, som i (1), der kan være ironiske. Også det omvendte kan være ironi.

325 (2) A og B, to gode venner, taler sammen, og A fortæller at hun har købt en pisk for at krydre hendes og gemalens, C, sexliv. Så siger B Stakkels C. Afhængig af B s opfattelse af brugen af en pisk kan stakkels i (2) forstås ironisk, nemlig med betydningen heldig. Spørgsmålet er hvordan man kan tolke en ironiserende ytring. En sådan ytring er jo et brud på det princip at der skal være en systematisk sammenhæng mellem udtryk og indhold for at sprog kan være brugbart. En ironisk ytring kan kun forstås rigtigt, dvs. i sin ironiske og ikke i sin normale betydning, hvis der er nogle tegn på at det er intenderet ironisk. Der skal være nogle ikke-grammatiske tegn på dette da ironiske ytringer ikke adskiller sig fra ikke-ironiske ytringer morfo-syntaktisk eller leksikalsk. Sådanne ironiindikerende tegn kan være intonation (i moderne skriftsprog smilies) og/eller kropssprog, ansigtsudtryk, glimt i øjet, o.l. Men ironien kan også ligge implicit i indholdet i form af uacceptabel eller usandsynlig implikatur. Dette er fx tilfældet i (1). Her er implikaturen det at afsender er glad for at bruge sine penge på skadeserstatning. Men da man ved at det er de allerfærreste mennesker der er glade for at gøre sådan noget, altså at implikaturen er usandsynlig, tolker man ytringen ironisk. Det er vigtigt at bemærke at der ikke er nogen tegn, hverken sproglige eller ikke-sproglige, der entydigt indikerer at en ytring er ironisk ment. Derfor er ironi noget man skal bruge med omhu for ikke at støde modtager. Ofte er det nødvendigt at modtager har et grundigt kendskab til afsender for at kunne finde ud af hvad der er ment ironisk, og hvad der ikke er. Dette er eksemplificeret i (2), hvor A (modtager) skal kende B s holdning til sex, at B er positivt indstillet over for brugen af legesager, for at kunne tolke dennes udsagn rigtigt, dvs. ironisk. Desuden skal A faktisk også vide hvad B tror om C s holdning til anvendelsen af en pisk. For den ironiske tolkning bygger på at B tror at C bliver glad for den nye måde at omgås i soveværelset på. Vellykket ironi kræver selvfølgelig også at afsender har et grundigt kendskab til modtager for at kunne vide hvad afsender kan tillade sig at ironisere over. Der er dog nogle institutionaliserede sammenhænge der lægger op til ironisk tolkning, fx komedier, stand-up-shows, o.l. Da ironi er en meget indirekte måde at udtrykke sig på, kræver det en vis kognitiv kapacitet at kunne tolke det. Derfor er mindre børn meget dårlige til at forstå ironi Løgn Logisk betragtet er ironi beslægtet med løgn idet begge kendetegnes ved at afsender forelægger noget som sandt selvom han godt ved at det ikke er sandt. Forskellen er at ved ironi er modtager klar over dette, dvs. han ved at det der bliver sagt, ikke er sandt, og afsender ved at modtager ved at det sagte ikke er sandt. Men ved løgn er modtager ikke klar over at det sagte ikke er sandt, så han bliver snydt. Det skal bemærkes at for en ytring at være løgn er det nødvendigt at afsender ved at det sagte ikke er sandt, for ellers er det blot en fejltagelse på hans part. Dvs. løgn forudsætter en vilje om at vildlede. Nedenstående tabel prøver at opsummer ytringstyperne med henblik på afsenders og modtagers viden om sandheden. Bemærk igen at ved er synonym med mener/tror på at vide. Ytringstyper Ytringstype Afsenders viden og intention Ytringens sandhed vellykket almindelig afsender ved at ytringen er sand sand og forelægger den som sådan Modtagers viden og reaktion modtager accepterer ytringens sandhed

326 kommunikation mislykket almindelig kommunikation afsender tager vellykket fejl afsender tager mislykket fejl vellykket ironi mislykket ironi vellykket løgn mislykket løgn afsender ved at ytringen er sand og forelægger den som sådan afsender ved at ytringen er sand og forelægger den som sådan afsender ved at ytringen er sand og forelægger den som sådan afsender ved at ytringen er falsk, men forelægger den som sand; afsender tror på at modtager kan gennemskue dette afsender ved at ytringen er falsk, men forelægger den som sand; afsender tror på at modtager kan gennemskue dette afsender ved at ytringen er falsk, men forelægger den som sand; afsender tror at modtager ikke kan gennemskue dette afsender ved at ytringen er falsk, men forelægger den som sand; afsender tror at modtager ikke kan gennemskue dette sand modtager accepterer ikke ytringens sandhed, dvs. han er uenig med afsender falsk modtager accepterer ytringen som sand, dvs. han bliver vildledt falsk modtager accepterer ikke ytringens sandhed, dvs. han gennemskuer ytringen som en fejltagelse falsk modtager ved at ytringen er falsk, dvs. han gennemskuer ironien falsk falsk modtager ved ikke at ytringen er falsk, m.a.o. tror han at den er sand, så han bliver misinformeret modtager accepterer ytringen som sand, dvs. han bliver snydt falsk modtager accepterer ikke ytringen som sand, dvs. han gennemskuer løgnen Det kan virke absurd at kalde et løgn eller i særdeleshed en fejl vellykket, men vellykket henviser her blot til at afsender og modtager deles om præmisserne uanset om disse præmisser er berettigede eller ikke berettigede. Mislykket betyder følgelig blot at afsender og modtager ikke deles om præmisserne, det implicerer ikke nødvendigvis et irreparabelt sammenbrud i kommunikationen. Tabellen tager ligeledes heller ikke højde for at der fx er forskel på løgn og løgn. Så Snehvide har fløjet på en drage er en ganske harmløs løgn, hvorimod Erik Ninn Hansens historier om tamilerne (Tamilsagen i starten af 1990 erne) fik temmelig alvorlige konsekvenser. Det fremgår af tabellen at det er kognitivt temmelig krævende at lyve. Derfor fungerer sandhedsserumer på den måde at de prøver at nedsætte den undersøgte persons kognitive kapacitet for derved at berøve ham evnen til at konstruere løgne.

327 Kapitel 16 Mellem linjerne: Implikationer I dette kapitel vil jeg befatte mig med et bestemt aspekt ved den menneskelig kommunikation, nemlig det at man oftest oplyser meget mere end hvad man egentlig siger. Det betyder at mange af informationerne kun er antydede, men ikke eksplicit udtrykte. Dette er en naturlig mekanisme i sprogbrugen der gør det muligt at udtrykke sig kortfattet, at bruge så lidt tid som muligt på at afsende og modtage sproglige udtryk. Det er således en slags komprimering, en slags zipfunktion, i sprogbrugen. 107 Afsender komprimerer (zipper) sine tanker i så få udtryk som muligt, og modtager afzipper disse udtryk. Det at modtager skal regne sig frem til de informationer som ikke er udtrykte direkte i ytringen kaldes inferens (jf. afsnit 2.4). Den aktuelle kontekst og modtagers generelle viden om sprog og verden har afgørende betydning for om inferens kan lykkes. 108 Sparsomheden med udtryk finder man på alle niveauer i sproget. Allerede nu er der blevet vist adskillige eksempler på den: Ø-morfemer, rolleakkumulation, ellipse. Først vil jeg kort gennemgå disse allerede kendte fænomener for dernæst at koncentrere mig om noget nyt. Dette nye bliver præsupposition, entailment og implikatur, som med en fælles betegnelse kan kaldes underforståelser. I forbindelse med underforståelse vil jeg også berøre såkaldte basic statements, basale udsagntyper, som kontradiktion og tautologi Udeladelser Udeladelse bruger jeg som fællesbetegnelse for Ø-morfemer, ellipse og rolleakkumulation. Det betyder ganske enkelt at der i afsenders udtryk mangler materiale morfer til bestemte indholdselementer Ø-morfemer Som vist i kapitlet om morfologi er der en række grammatiske termer der bliver udtrykt vha. nulmorfemer. For dansks vedkommende er det ikke-bestemt, imperativ og positiv (for så vidt positiv er en fleksionskategori), se også Appendiks A. Disse er de morfologisk umarkerede termer. Alle sprog har nogle umarkerede termer, også kaldet default-termer. Disse kan genkendes ved at der ikke står nogen eksplicit morf hvor der ellers i princippet godt kunne stå en. Således kan ikkebestemthed genkendes ved manglen af en bestemthedsmorf, imperativ ved manglen af en tempus- /modusmorf, osv. Ved at markere visse termer på denne indirekte måde, kan man spare en del morfer Ellipse Ellipse som syntaktisk fænomen er allerede beskrevet i afsnit 8.6. Ellipse ligner fænomenet nulmorfemer på den måde at det er manglen på et udtrykselement der står for et indholdselement. Men ellipse taler man normalt kun om når det er gruppeled eller sætningsled der bliver udeladt. 107 Med zipfunktion tænkes her på det populære komprimeringsprogram på pc er, WinZip. 108 Læg mærke til at det ikke er givet at det lykkes modtager at drage den rigtige inference. Det kan godt forekomme at afsender komprimerer sine tanker i så høj grad at nogle informationer simpelt hen går tabt for modtager. (Den sproglige informationskomprimering ligner således mere mp3-, jpeg- eller mpeg-komprimeringen, som heller ikke bevarer alle informationerne, såkaldt lossy compression, end zip- eller gif-komprimeringen der bevarer alle informationerne fra den oprindelige fil.)

328 Ved at vide hvad der kunne eller skulle stå et bestemt sted kan man regne ud hvad udeladelsen står for. Men da der normalt er større variationsmulighed i syntaks end i morfologi, har man i syntaksen brug for visse konventioner. For hvis noget ikke er pluralis, kan det jo kun være singularis, og hvis noget fx ikke er bestemt, kan det kun være ikke-bestemt. Derimod kan fx subjekt være hvad som helst. Så hvis det er subjektet der er udeladt, har man brug for nogle regelmæssigheder (konventioner) der gør det muligt for en at regne ud hvad der menes at være subjekt. I de følgende underafsnit behandler jeg nogle hyppige elliptiske konstruktioner mhp. at beskrive hvordan de tolkes. Ellipse er meget hyppig i kommunikation, især i samtaler Subjekt Ved sideordnede sætninger, hvor sætning nr. 2 mangler subjektet (fx han er tolerant, men vil altså ikke finde sig i alt), er det reglen at man antager subjektet i sætning nr. 1 som værende subjekt for sætning nr. 2. Det er værd at bemærke at det er subjekt som grammatisk funktion der er underforstået. Dvs. det er kun henvisningen til en aktant der bliver overført fra sætning 1 til sætning 2. Aktantens semantiske roller bliver ikke overført, de kan være diametrale modsætninger af hinanden i de to sætninger, fx hhv. agens og patiens: Peter har slået Søren, men er også blevet slået af denne. I medier hvor det er essentielt at man ytrer sig så kort som muligt, fx i avisannoncer, sms er, chat o.l., kan man godt udelade subjektet uden at aktanten er blevet nævnt i forvejen som det er tilfældet ved sideordnede sætninger. I annoncer (fx søger lille lejlighed, har kørekort) er det afsender der underforstås som subjekt. Men i sms er og chat synes der ikke at være faste regler for hvad subjektet er. I beskeder som, kommer hjem forsinket, skal først forbi posthuset, er det afsender der er subjekt. Men der er også eksempler hvor det ikke er afsender der underforstås som subjekt. Afsnit 10.7 indeholder en række eksempler på forskellige slags ellipser og analyserer hvordan man takler det at nonfinitte ledsætninger ikke indeholder et subjekt Øvrige sætningsled Ved udeladelsen af et andet led end subjekt er det foregangens selektionsrestriktioner (jf. afsnit ) der gør det muligt at finde ud af hvad slags aktant der kan være involveret. Fx hvis man får at vide at Peter skriver, antager man helt automatisk at det er en semiotisk genstand (afsnit 14.1), noget der kan skrives, som han skriver. Foregangens selektionsrestriktion kan dog være så vag at det kan være umuligt bare med nogenlunde præcision at identificere de manglende aktanter. Fx siger han rejser intet om source eller goal, så det er umiddelbart umuligt at vide hvor han rejser fra og hvortil. Når det er et led (det være sig et sætnings- eller gruppeled) der udtrykker en aktant, som bliver udeladt, siger man at foregangen tager et nulargument. Bemærk dog at der sagtens kan være tale om et nulargument selv om der ikke sker ellipse. Dette er tilfældet når man bruger såkaldte obvitive ord, ord med meget vagt indhold. Sådanne ord er de indefinitte pronominer (nogen, noget, et eller andet) samt ting, gøre, dims. Så man bliver ikke meget klogere af at høre at Peter spiser noget end af Peter spiser Substantivaler Man kan også tale om ellipse ved substantivaler hvis kerne er et verbalsubstantiv og mangler (nogle) adled. Der er nemlig sådan at mange verbalsubstantiver, nemlig dem der udtrykker proces eller tilstand (jf. afsnit ), beholder deres verbale egenskaber. Dvs. de henviser til en foregang. Eftersom foregange tager aktanter, bør der angives aktanter i forbindelse med verbalsubstantiver.

329 Disse aktanter udtrykkes i givet fald i form af substantivalets adled (jf. afsnit ). Så når der mangler adled der netop skulle udtrykke en eller anden aktant, kan man tale om ellipse ved et substantival. Fx er verdens skabelse sådan et elliptisk substantival. Adledet (determinatoren) verdens udtrykker foregangens ( skabe ) patiens. Men foregangens agens mangler. Den er underforstået. Menneskers frygt er ligeledes elliptisk da det kun er experiencer (menneskers) der er udtrykt. Source, det mennesker frygter, er udeladt Adjektivaler/adverbialer Ved adjektivaler og adverbialer, især i positiv og superlativ, er det meget almindeligt at undlade at nævne sammenligningsobjektet (jf. afsnit ): Han er så dum, han er meget irriterende. Denne slags ellipse er egentlig ganske naturlig. Sammenligningsobjektet (så dum som X, mere irriterende end Y) er jo i høj grad subjektivt og for det meste ubevidst. Derfor ville det i mange tilfælde være vanskeligt at udtrykke sammenligningsobjektet eksplicit Sideordning Det er meget almindeligt at finde ellipse ved sideordning. Det er nærmest reglen at man udelader de led som er identiske i de to sideordnede konstruktioner (de udeladte led står imellem klammer): John mødte Lise, men Peter [mødte] Louise, Hun kan både danse og [hun kan] synge, Han ville hverken be-[kræfte rygterne] eller [han ville] afkræfte rygterne, vi blev besøgt af min mor og [min] søster. Det sker ofte at sådanne ytringer med sideordning er tvetydige. Fx kan Han er høflig over for ældre mænd og kvinder tolkes både med og uden ellipse af ældre ved kvinder: han er høflig over for ældre mænd, og han er høflig over for kvinder eller han er høflig over for ældre mænd og ældre kvinder. Et andet eksempel er De mente, at det skyldtes Forfængelighed, og at jeg havde høje Tanker om mit eget Udseende. Her angår tvetydigheden hvad der er sideordnet, de to ledsætninger eller to sekundære objekter. Sætningen kan nemlig tolkes som de mente at det skyldtes forfængelighed, og de mente at jeg havde høje tanker om mit eget udseende. Men den kan også læses som de mente at det skyldtes forfængelighed, og at det skyldtes at jeg havde høje tanker om mit eget udseende. Bemærk at det samme syntaktiske led kan stå for to forskellige aktanter ved sideordning. Fx henviser en bog i jeg skulle aflevere og afhente en bog på biblioteket til to forskellige bøger og dermed til to forskellige aktanter Spørgsmål/svar Bortset fra i undervisningen i et fremmedsprog, hvor læreren godt kan finde på at insistere på at man svarer i hele sætninger, er svar på spørgsmål som oftest elliptiske: Kommer du i morgen? Ja, [jeg kommer] / Nej, [jeg kommer ikke]. Hvornår kommer du? Kl. 9 [kommer jeg]. Hvad skal vi have til aftensmad? Flæskesteg [skal vi have til aftensmad]. Normalt indeholder svaret kun det led som der er blevet spurgt til. Resten ved man jo fra spørgsmålet.

330 Rolleakkumulation Rolleakkumulation er beskrevet i Den kan også betragtes som at spare på udtryk da det oftest kun er én rolle der bliver markeret eksplicit (for så vidt semantiske roller overhovedet markeres eksplicit i dansk). Ved rolleakkumulation har man i høj grad brug for sin viden om verden da morfo-syntaktiske regler og konventioner er utilstrækkelige. Den samme morfo-syntaktiske struktur kan jo fortolkes på diametralt forskellige måder. Fx er han i hun gav ham et knus beneficiary, ud over at være recipiens, som er den markerede rolle. Men i hun gav ham en lussing kan han næppe betragtes som beneficiary selv om han stadig er recipiens og morfo-syntaksen er den samme i begge sætninger Basale udsagn Når man studerer hvordan man kan udlede flere informationer fra et sprogligt udtryk end det reelt indeholder, er det meget nærliggende at beskæftige sig med udsagns sandhedsværdi (jf ff). For man er jo interesseret i hvad der også kan være sandt eller for den sags skyld hvad der ikke kan være sandt når det der ytres, antages at være sandt. Begrebet basale udsagn dækker over nogle bestemte ytringstyper og disses forhold til hinanden. Disse ytringstyper og ytringsforhold har bestemte egenskaber med hensyn til sandhedsværdi. Studiet af basale udsagn er en del af studiet af tekster og genrer. Basale udsagn spiller nemlig en stor rolle i formuleringen og forståelsen af tekster og bliver derfor undersøgt nærmere i dette afsnit Udsagnstyper Man inddeler ytringer i propositioner (udsagn) og ikke-propositioner. I den hidtil brugte terminologi svarer propositioner til faktuelle og kontrafaktuelle ytringer, ikke-propositioner til nonfaktuelle ytringer. Dvs. der går en skelnen mellem ytringer med en sandhedsværdi, sand (faktuel) eller falsk (kontrafaktuel), og ytringer uden sandhedsværdi (nonfaktuel) hvor man ikke ved om ytringen er sand eller falsk. Ikke-propositioner kommer ikke umiddelbart i betragtning i forbindelse med basale udsagn. Propositioner inddeles i analytiske og syntetiske udsagn. Syntetiske udsagn siger noget om verden, rettere sagt om diskursuniverset (jf. afsnit 12.5). Analytiske udsagn siger noget om sproglige eller logiske forhold. Deres sandhedsværdi er derfor i princippet uafhængige af diskursuniverset. Den er enten altid sand eller altid falsk. Derimod er de syntetiske udsagns sandhedsværdi afhængig af hvad der foregår/foregik i diskursuniverset, den er en funktion af hændelserne i diskursuniverset. Derfor kan et og samme syntetiske udsagn have forskellige sandhedsværdier afhængig af hvad der konkret sker i diskursuniverset. De analytiske udsagn som altid er sande kaldes tautologier, de som altid er falske er kontradiktioner (selvmodsigelser). 109 Ytringstyper Ytringer Udsagn (propositioner) analytiske udsagn syntetiske udsagn Ikke-udsagn (ikke-propositioner) (har ikke sandhedsværdi) 109 Tautologi betyder at sige det samme (dobbeltkonfekt) fra det græske tauto (samme) og logi (sigen). De analytiske udsagn er naturligvis også er afhængige af verden eftersom sproglige og logiske forhold er opfundne til at reflektere den verden mennesket lever i. Men de er abstraktioner, generaliseringer af hvad man gennem tiderne har observeret, og er derfor uafhængige af konkrete hændelser.

331 tautologier (altid sande) kontradiktioner (altid falske) (sande eller falske) Eksempler på tautologier: (1) Substantiver er en ordklasse. (2) En hustru er en gift kvinde. (3) Græs hører til blandt planterne. (4) Hvaler er ikke fisk. Eksempler på kontradiktioner: (5) Subjekt er en ordklasse. (6) Kontradiktioner er nogle gange sande. (7) Pluralis er ikke en term inden for numerus. (8) Peter (en mand) er søster til Lise. (9) Jeg har fundet en falsk tautologi. (10) Vinen har drukket en ide. Eksempler på syntetiske udsagn: (11) Soludbrud forårsager nordlyset. (12) Strómboli ligger 50 km syd for Sicilien. (13) Peter er gift med Lise. (14) Snehvide mødte syv dværge. (15) Det regner nu. (16) Hvornår blev Napoleon slået af Wellington? Eksempler på ikke-propositioner: (17) Skal vi i biografen i morgen? (18) Se den film snarest muligt! (19) Man må ikke stjæle. (20) Jeg kan godt reparere bilen. (21) Var du hos din mor i går? Som tommelfingerregel kan man afgøre en ytrings tilhørsforhold på følgende måde: Man stiller spørgsmål til ytringen, fx ved (1): Er det sådan at substantiver er en ordklasse? Hvis svaret er et ubestrideligt ja, er ytringen en tautologi. Hvis svaret er et ubestrideligt nej, er den en kontradiktion. Og hvis svaret er usikkerhed (det skal lige undersøges...) er det en syntetisk ytring. Hvis man slet ikke kan stille spørgsmål, som ved (17) og (21), er der tale om en ikke-proposition. Men denne metode er noget usikker. Det skal bemærkes at der godt kan være syntetiske udsagn som altid er sande, fx (11), eller altid er falske som (12). Men de bliver ikke tautologier eller kontradiktioner af den grund, fordi de handler om forhold i verden (diskursuniverset), ikke om forhold i sprog eller logik. Som (14) viser det, har også udsagn i fiktioner sandhedsværdi. Selv om det er sådan at Snehvide ikke findes i den fysiske verden, findes hun i et eventyr, og eventyr kan godt udgøre et diskursuni-

332 vers (jf. afsnit 12.5). Inden for eventyret kan man godt undersøge om hun mødte syv dværge eller ej. Spørgsmål med hv-ord er kontroversielle. Umiddelbart har de ikke nogen sandhedsværdi da de søger information og ikke udsiger information, som udsagn ellers gør. Men læg mærke til (jf. afsnit ) at fx (16) udsiger at Napoleon blev slået af Wellington, for ellers kunne man ikke spørge til tidspunktet på slaget. Det eneste man (dvs. afsender) ikke ved er det nøjagtige tidspunkt for slaget. Men mht. det er dette spørgsmål ikke mere upræcist end et udsagn som Napoleon er blevet slået af Wellington (på et eller andet tidspunkt). Derfor regner jeg hv-spørgsmål blandt udsagn. Til gengæld er ja/nej-spørgsmål ikke propositioner da de har nonfaktuel modalitet medmindre der forekommer særtryk i dem (jf. afsnit ). Det samme gælder andre nonfaktuelle ytringer som i (18)-(20). Man skal dog være opmærksom på at modale ytringer indeholder en kompleks situation der består af den omtalte situation (prædikationen) lejret ind i en ydre situation der indeholder den modale foregang. Det er angående den omtalte situation at ytringen tæller som ikkeproposition. Hvad angår modaliteten selv, er ytringen en proposition. For det kan undersøges om det virkelig er sådan at det er forbudt at stjæle (om der er nogen der har den vilje at man ikke stjæler, (19)) eller om jeg besidder de nødvendige egenskaber til at reparere bilen, (20) Tautologi Bemærk at tautologier typisk er (dele af) definitioner. Nærværende bog og undervisnings- /videnskabelige materialer generelt er derfor fyldt med tautologier. Tautologier opstår når prædikatet (typisk subjektsprædikativet) henviser til et fænomen hvis leksem er hyperonym til eller synonym med det leksem der henviser til subjektsaktanten: ordklasse er hyperonym til substantiv ((1)), gift kvinde er synonym med hustru (2). Ved nægtede udsagn, fx ((4)), er prædikatet hverken hyperonym til eller synonym med subjektet. Her opstår tautologi netop fordi man siger at der ikke er hyperonymi/synonymi mellem leksemer som der ikke er hyperonymi/synonymi imellem. Dvs. man benægter det åbenbart falske. Heraf følger at hvis man benægter en tautologi, får man en kontradiktion; og hvis man nægter en kontradiktion, får man en tautologi (Hvaler er fisk er jo en kontradiktion) Kontradiktion Kontradiktioner opstår når prædikatet er antonym med subjektet eller antonym med en del af definitionen af det fænomen subjektet henviser til: Subjekt er ikke nogen ordklasse, det hører til en helt anden taksonomi end ordklasse gør, derfor er de to antonymer ((5)); Kontradiktion er defineret som et udsagn der altid er falsk, derfor er nogle gange sand antonym til den del af definitionen af kontradiktion ((6)). Der opstår også kontradiktioner hvis et underordnet prædikat er antonym med en del af definitionen af det fænomen det underordnede prædikats subjekt henviser til: tautologi er defineret som et udsagn der altid er sandt. Dette modsiges af det underordnede prædikat falsk i (9). Kontradiktion kan også forårsages af brud på selektionsrestriktionerne som i (10). Det er vigtigt at bemærke at selv om fiktion beskriver en verden som ikke eksisterer, er fiktion ikke kendetegnet ved at indeholde kontradiktioner. Der er fx ikke noget selvmodsigende ved at Hermione i Harry Potter 2 blev forstenet selv om det beskriver en situation der næppe kan forekomme i den fysiske verden, i hvert fald ikke på den måde at man bagefter kan genoplives. 110 Bemærk at hvad man opfatter som tautologi eller kontradiktion, kommer an på ens viden om forhold. For en der blot er minimalt velbevandret i zoologi er hvaler er fisk en åbenlys kontradiktion, men for fx småbørn, der endnu ikke har lært så meget om verden, er hvaler er fisk sandt.

333 Absurditet og plathed Inden for syntetiske udsagn kan man tale om absurde udsagn og platte udsagn (platitude). Absurde udsagn er dem som åbenlyst er falske (Manden der er 6,5 m høj). Platheder er de udsagn som indlysende er sande (Regn gør ens hår vådt). Sådanne udsagn har naturligvis minimal informationsværdi, men kan have stor underholdningsværdi. Fiktion indeholder ofte absurditeter (ikke i nedsættende forstand). Absurde udsagn minder om kontradiktioner, og platheder om tautologier. Men et udsagn der anses for at være absurd kan vise sig at være sandt, og en plathed kan vise sig at være falsk. Derimod kan en kontradiktion aldrig være sand (bortset fra i metaforisk brug), og en tautologi kan aldrig være falsk. Absurditet er graduerbar. Fx betegner ytringen Scotty beamede Captain Kirk op en helt umulig situation i år 2005, men den betragtes egentlig ikke som absurd da man har tiltro til at det på et tidspunkt i fremtiden bliver muligt at beame folk fra et sted til et andet. Til gengæld anses regnormen snakkede til mig nok for at være mere absurd; man kan endda risikere at havne på den lukkede afdeling hvis man tror for meget på det. Syntetiske udsagn som hverken er absurde eller platte, er bare normale. Dermed menes det dog ikke at absurditeter, platheder eller tautologier og kontradiktioner per definition er unormale. Under de rette omstændigheder har de lige så meget kommunikationsværdi som de normale udsagn Grammatisk vs. semantisk korrekte udsagn Almindeligvis analyserer man i sprogvidenskaben korrekte ytringer, dvs. ytringer der adlyder det givne sprogs grammatiske og semantiske regler. Men i aktuel sprogbrug kan man sagtens støde på ytringer som grammatisk og/eller semantisk afviger fra normen. Det er mest typisk hos børn og ikke-indfødte sprogbrugere, men forekommer også jævnligt blandt voksne indfødte. Man forestiller sig at grammatik og semantik er uafhængige af hinanden mht. korrekthed. Dvs. en grammatisk ukorrekt sætning kan være semantisk korrekt, altså forståelig, og en grammatisk korrekt sætning kan være semantisk ukorrekt, altså nonsens. Det første tilfælde er illustreret af den følgende korte samtale mellem et ikke-indfødt og et indfødt avisbud: Ikke-indfødt: Hvor kører aviser du? Indfødt: Hvad? Ikke-indfødt: Hvor kører aviser du? Indfødt: Nåh, jeg kører i Hasle. Som det fremgår, bliver det temmelig ukorrekte spørgsmål forstået, om end ikke i første gang. Det er naturligt nok at det tager længere tid at forstå en ytring der ikke er korrekt grammatisk, end at forstå en ytring der er korrekt formuleret. Men det er altså bestemt ikke umuligt. Der er ligesom en indbygget tolerance over for afvigelser fra de grammatiske regler. Hvor meget afvigelse og hvilke typer afvigelser man kan tolerere, er svært måle, det er nok ganske personligt. Forældre til småbørn og sprogundervisere plejer at have betydeligt større tolerance end almindelige mennesker. Et eksempel på en grammatisk korrekt, men nonsenssætning er anført i afsnit Kapitel 6, gentaget her: Farveløse grønne ideer sover rasende. Med den nyligt introducerede terminologi er denne ytring en absurd kontradiktion der bryder adskillige semantiske krav: Ideer kan ikke sove, for de er ikke levende væsner med nervecenter. Ideer kan ikke være grønne, for de er ikke fysiske genstande, der kan have farve. Men selv hvis de skulle kunne have farve, kan noget ikke være grønt, altså be-

334 sidde en farve, samtidig med at være farveløst. Desuden er det meget tvivlsomt hvorvidt det er muligt at sove rasende eftersom søvn er en hviletilstand, mens raseri ikke er det. Ikke desto mindre må sætningen antages at være grammatisk korrekt. Den har et subjekt (farveløse grønne ideer), et prædikat (sover) og et neutralt led (en mådesangivelse) (rasende). De er alle placeret og formuleret korrekt. Subjektet er et velformuleret substantival med en kerne (ideer) og en deskriptor (farveløse grønne) hvis komponenter kongruerer pænt med kernen. Sætningen adlyder altså alle de morfo-syntaktiske regler som er blevet etableret for dansk. Men som diskussionen af metaforer og metonymier vil vise, er det faktisk heller ikke umuligt at forstå tilsyneladende meningsløse ytringer Udsagnsforhold I det følgende vil jeg beskrive forskellige udsagnsforhold: synonymi, inkonsistens, entailment, præsupposition og implikatur. Disse fem udsagnsforhold angår typisk hele ytringer, og ikke enkelte ord. De kan alle sammen betegnes som inferenser, det at man kan slutte sig til indhold som ikke er udtrykt eksplicit. Men da begrebet inferens dækker over et meget større område end blot inferens fra ytringer, kalder jeg med en fælles betegnelse disse fem udsagnsforhold for underforståelser. Da underforståelser således angår ytringer, kan man formulere det sådan at man ud fra en ytring kan slutte sig til en anden ytring som godt nok ikke er sagt, men kunne være sagt hvis man ville eksplicitere det underforståede indhold. Synonymi, inkonsistens, entailment og præsupposition er strengt logiske forhold, som alle bygger på det mest basale logiske forhold mellem to udsagn, implikation. Implikatur er derimod ikke et strengt logisk udsagnsforhold. Den bygger ikke på implikation. I det sidste underafsnit vil jeg også kigge nærmere på nægtelse da den spiller en stor rolle i forbindelse med udsagnsforhold Implikation Det mest basale forhold mellem to udsagn er implikation (at implicere). Af det kan man opbygge de mere komplekse forhold som synonymi, inkonsistens, entailment og præsupposition. At et udsagn implicerer et andet vil sige at det andet udsagns sandhedsværdi følger og afhænger af det første udsagns sandhedsværdi. Der er som udgangspunkt fire måder et udsagns sandhedsværdi kan implicere et andet udsagns sandhedsværdi på eftersom 2 gange 2 mulige sandhedsværdier giver 4 muligheder. Hertil kommer den mulighed at et af udsagnene mister dets sandhedsværdi afhængig af det andet udsagns sandhedsværdi. Hermed kommer antallet af forskellige implikationer op på seks: sandt udsagn implicerer sandt udsagn sandt udsagn implicerer falsk udsagn falsk udsagn implicerer sandt udsagn falsk udsagn implicerer falsk udsagn sandt udsagn implicerer udsagn uden sandhedsværdi falsk udsagn implicerer udsagn uden sandhedsværdi I praksis foregår analysen på den måde at det ene udsagn kaldes X, det andet Y. Derefter undersøger man hvad der sker med Y hvis X er sand, og hvad der sker med Y hvis X er falsk; dernæst undersøger man det omvendte: hvad der sker med X hvis Y er sand, og hvad der sker med X hvis Y er falsk. De nedenfor følgende forhold (synonymi, inkonsistens, entailment og præsupposition) mel-

335 lem udsagn defineres ud fra hvilke implikationer der gælder mellem de enkelte udsagns sandhedsværdier. Falske udsagn får man ved at nægte hovedverbalet i et udsagn. Hvis fx et udsagn X er Peter er højere end Lise, er det falske udsagn Peter er ikke højere end Lise. Man kan også opfatte det sådan at et udsagn er falsk hvis dets nægtede udgave er sand. Hvis X i forvejen er nægtet (hvis man fx vil undersøge hvad Peter var ikke hjemme i nat præsupponerer), skal man blot fjerne nægtelse for at få den nægtede (falske) udgave: ikke X = Peter var hjemme i nat. Det er her nødvendigt at gøre opmærksom på en terminologisk forvirring. Implikation som defineret i dette afsnit må ikke forveksles med forholdet implikatur, defineret i afsnit Implikation er et strengt logisk forhold der gælder mellem to udsagn. Et impliceret udsagn har en ufravigelig sandhedsværdi, det er enten med sikkerhed falsk, eller med sikkerhed sandt. Implikatur er derimod ikke et logisk bindende forhold mellem udsagn. Det udsagn som er implikaturen af en anden udsagn, er ikke med sikkerhed sand eller falsk. Et yderligere terminologisk problem er at man på dansk har to substantiver (implikation og implikatur), men kun ét verbum (implicere til implikation) der udtrykker den proces substantiverne står for. På engelsk har man to substantiver og to verber: implication imply og implicature implicate Synonymi To udsagn er synonyme med hinanden hvis deres sandhedsværdi følger hinanden (er afhængig af hinanden) og er ens. Fx er udsagnene X og Y, Lise er single og Lise er partnerløs synonymer. Udtrykt i form af implikationer defineres synonymi således: hvis X er sandt, er Y også sandt; hvis X er falsk, er Y også falsk; hvis Y er sand, er X også sand; hvis Y er falsk, er X også falsk. Dette forhold kan udtrykkes i en sandhedstabel. Den sandhedstabel er den samme som den i afsnit : Sandhedstabel for synonymi Sandhedsværdi af sætning X (af sandhedsværdien i denne kolonne sand falsk Sandhedsværdi af sætning Y sand falsk Sandhedsværdi af sætning Y følger sandhedsværdien i denne kolonne) sand falsk Sandhedsværdi af sætning X sand falsk Man skal dog være opmærksom på at udsagnene skal henvise til den samme situation. Rent sandhedsmæssigt ville de følgende udsagn være synonymer: Der er sket soludbrud og der er nordlys. Det er jo soludbrud der forårsager nordlyset. Men eftersom de to udsagn henviser til to forskellige situationer, kan de ikke betragtes som synonymer. Læg mærke til at synonymi mellem udsagn udløses af synonymi mellem de enkelte leksemer i udsagnene ( partnerløs = single ) (jf. afsnit ) Inkonsistens To udsagn er inkonsistente med hinanden (modsiger) hinanden hvis deres sandhedsværdi følger hinanden (er afhængig af hinanden), men er forskellig fra hinanden (jf. afsnit ). Inkonsistens

336 gælder fx mellem Lise har arbejde og Lise er ledig. Også ved inkonsistens skal udsagnene henvise til den samme situation. Inkonsistens forårsages af (binær) antonymi mellem et par leksemer i de to udsagn ( have arbejde være ledig ). Derfor er sandhedstabellen for inkonsistens den samme som anført i afsnit , gentaget her: Sandhedstabel for inkonsistens Sandhedsværdi af sætning X Sandhedsværdi af sætning Y sand falsk falsk sand Sandhedsværdi af sætning Y Sandhedsværdi af sætning X sand falsk falsk sand Der er en genre som jævnligt indeholder inkonsistente ytringer, nemlig mytologi: I urtidsdagene, før der endnu var nogen jord eller nogen himmel, ej heller noget hav som skyllede op om en kyst, lå der midt i verden et uhyre svælg, og det svælg kaldtes Ginnungagap. Mod nord stod det kolde Niflheim, hvor grumme storme stred i mørket, og mod syd lyste det brændende Muspelheim så hedt og gloende, at ingen kunne færdes i det land uden de der havde hjemme i dets brand. Hvis det skal være rigtigt at der i urtidsdagene ikke var nogen jord, himmel eller hav, er det ganske umuligt at der kunne være et svælg, nord, syd, storme, Niflheim etc Entailment Synonymi og inkonsistens er fuldstændig reciprokke forhold. Dvs. det ene udsagns sandhedsværdi følger altid entydigt fra det andet udsagns sandhedsværdi og omvendt. Men der er også forhold der ikke er fuldstændig reciprokke. Sådan et forhold er fx entailment. 112 Når der består et entailmentforhold mellem to udsagn (sådan at det ene entailer det andet), er det kun fra det ene udsagn man entydigt kan slutte sig til det andet udsagns sandhedsværdi og kun ved bestemte sandhedsværdier. Fx implicerer Rene er en klog kvinde at Rene er et klogt menneske. Men omvendt gælder det ikke. Ud fra udsagnet Rene er et klogt menneske kan man ikke umiddelbart slutte sig til at Rene er en klog kvinde. For Rene kan jo også henvise til en mand. Sandhedsforholdet ved entailment kan sammenfattes således. Sandhedstabel for entailment Udsagn 1 Udsagn 2 (entailende udsagn) (entailede udsagn) sand sand falsk? 111 Her er det egentlig det ene udsagns præsupposition der er inkonsistent med det andet udsagn. For fx det at der er storme præsupponerer (forudsætter) at der findes et hav eller en himmel. Men det er netop det at der et hav eller en himmel som bliver benægtet i det første udsagn. 112 Betegnelsen entailment stammer fra det engelske verbum to entail (medføre, implicere). Der er mig bekendt ikke noget tilsvarende dansk udtryk.

337 Udsagn 1 (entailende udsagn) Udsagn 2 (entailede udsagn) Udsagn 2 (entailede udsagn) Udsagn 1 (entailende udsagn) sand? falsk falsk Bemærk dog at entailment delvist er reciprokt. For hvis det entailede udsagn er falsk, er det entailende udsagn også falsk: Hvis Rene ikke er et klogt menneske, kan vedkommende umuligt være en klog kvinde (eller en klog mand, for den sags skyld). Læg mærke til at sandhedstabellen for entailment er den samme som den der er anført ved hypero-/hyponymi i afsnit Det er selvfølgelig ikke overraskende eftersom det præcis er hypero- /hyponymi-forholdet mellem leksemer der forårsager entailment. Kvinde er jo hyponym til menneske. Hypero-/hyponymi-forholdet kan gælde mellem alle leksemer i et udsagn, inklusiv prædikater. Så Rene løber entailer at Rene bevæger sig, eftersom løbe er hyponym til bevæge sig. Man får også entailment af delmængde-/mængde-forholdet. Fx entailer Rene er en klog kvinde at Rene er en kvinde. Dette skyldes at mængden af kloge kvinder er en delmængde af kvinder. Dette eksempel viser yderligere at et og samme udsagn kan have adskillige entailments. Bemærk at sætningen ikke må indeholde særtryk på smuk, for ellers er Rene er en kvinde ikke et entailment, men en præsupposition, jf. afsnit Gradsangivelser der udtrykker for høj grad udløser også entailment. Fx entailer Der er for mange lys på juletræet at der er mange lys på juletræet. Der kan jo kun være for mange lys på træet hvis der er mange lys på det. I modsætning hertil udløser komparativ ikke entailment. Det er blevet varmere entailer hverken at det er varmt nu eller at det har været varmt før. For hvis det fx har været - 40 grader og er siden blevet -35 grader, så er det blevet varmere, men hverken -35 grader eller -40 grader kan med rimelighed betragtes som varmt. Ligeledes entailer udsagnet heller ikke at det har været koldt før. For hvis det fx har været +40 grader og er blevet +45 grader, kan man næppe mene at det var koldt mens det stadig var +40 grader. Herudover får man entailment ved faktitive foregange. Faktitive foregange er både de leksikalske og syntaktiske kausativer (hhv og og ). Han åbnede vinduet entailer at vinduet var åbent efter åbningen. Han dræbte fjenden entailer at fjenden var død efter drabet. Og han blev tvunget til at vaske op entailer at han vaskede op. Bemærk at entailment er et logisk bindende forhold. Det betyder at man ikke kan nægte et udsagns entailment uden at udsagnet selv bliver nægtet af det. M.a.o. er et udsagn inkonsistent med sit nægtede entailment: Rene er en klog kvinde er inkonsistent med Rene er ikke et klogt menneske Præsupposition Præsupposition er et meget vigtigt forhold mellem udsagn. Termen præsupposition kan oversættes både med forudsætning eller betingelse og antagelse. Dette skyldes at de udsagn som en ytring præsupponerer, kan anses for at være både forudsætninger for at ytringen giver mening, og antagelser som modtager kan drage når han opfatter ytringen. Fx præsupponerer (1) at jeg har en bil. (1) Jeg har repareret min bil. Det at jeg har en bil er en forudsætning for at ytringen med rimelighed kan ytres, dvs. at ytringen giver mening. For hvis det er sådan at jeg ikke har en bil, er det helt meningsløst at sige at jeg har

338 repareret den eftersom man ikke kan reparere noget der ikke findes. På lignende vis er det at jeg har en bil en antagelse (en konklusion) modtager drager ud fra ytringen. Modtager går nemlig ud fra at afsender kun vil ytre den sætning hvis han har en bil. Således er præsupposition rettet mod afsender som en betingelse eller forudsætning for at afsender med rimelighed kan ytre sine ytringer, og samtidig er præsupposition rettet mod modtager som en konklusion som modtager kan drage af afsenders ytringer. Det skal her bemærkes at præsupposition angår diskursuniverset, ikke den fysiske virkelighed. Så hvis det er sådan at afsender ikke har nogen bil og diskursuniverset er den fysiske verden, er (1) nonsens. Men hvis diskursuniverset er en fantasiverden hvor afsender forestiller sig at han har en bil, er (1) en vellykket ytring. Det er selvfølgelig vigtigt at afsender og modtager er enig om hvad diskursuniverset er. Tabellen nedenfor viser sandhedsbetingelserne for præsupposition: Præsupponerende ytring Præsupponeret ytring sand sand falsk sand Præsupponeret ytring Præsupponerende ytring sand? falsk - Bemærk den vigtigste forskel mellem entailment og præsupposition: Det præsupponerede udsagn forbliver sandt selv om den præsupponerende ytring er nægtet. En nægtet ytring implicerer ikke sit entailment. Men ytringen implicerer altså præsuppositionen selv om ytringen hvad angår hovedforegangen skulle vise sig at være falsk. Dette medfører at selv ytringer der ikke har sandhedsværdi (ikke-propositioner), har præsuppositioner. Så modale ytringer som jeg kan/må/bør/skal/vil (ikke) reparere min bil eller ja/nej-spørgsmål som kan/vil/skal du reparere min bil? præsupponerer også at jeg har en bil. Man plejer at sige at præsupposition er den del af en ytrings betydning der også holder efter at ytringen er nægtet. Derfor kan man udføre den såkaldte negationstest for at afprøve hvilke udsagn en ytring præsupponerer. Det er nemlig kun de udsagn der er præsupponerede, som forbliver implicerede efter at man har nægtet den præsupponerende ytring. Det er det øverste (mest overordnede) prædikat der skal negeres. En anden forskel mellem entailment og præsupposition er at hvis en ytrings entailment viser sig at være falsk, medfører dette blot at ytringen selv må være falsk. Hvis det fx viser sig at Rene i eksemplet i afsnittet om entailment ikke er et menneske, men fx en hest, er det selvfølgelig falsk at sige at Rene er en klog kvinde. Men ytringen er ikke nonsens eftersom den siger noget om noget (Rene) der eksisterer. Derimod er en ytring nonsens hvis dens præsupposition viser sig at være falsk. For så prøver ytringen at sige noget om noget der ikke findes (fx min bil i (1)). De såkaldte ledende spørgsmål bygger på præsupposition. Er du holdt op med at ryge? præsupponerer fx at modtager har røget. Hvis det så er sådan at modtager aldrig har røget, kan han ikke besvare spørgsmålet. Sådan en uberettiget præsupposition er en meget stærk udgave af pådutning (sml. afsnit 9.1.3), for præsuppositionen pådutter modtager noget han aldrig har gjort og muligvis ikke bryder sig om at gøre. I værste fald kan sådan en pådutning være en direkte fornærmelse af eller injurie mod modtager. Præsuppositioner har adskillige kilder. Mange præsuppositioner stammer fra nedgraderede situationer. Fx står min bil i (1) for den nedgraderede situation: jeg have bil. Derfor præsupponerer (1) at jeg har en bil. Præsuppositioner stammer således ofte fra adled i substantivaler. Én ytring kan

339 sagtens have adskillige præsuppositioner. Jo mere kompliceret en ytring er, desto flere præsuppositioner har den. Den mest grundlæggende præsupposition er eksistensen af de individer som man henviser til med bestemt reference. De forudsættes jo kendte for modtager (jf. afsnit ), hvilket kun kan lade sig gøre hvis det omtalte individ eksisterer. Nedenfor markerer pilen ( ) præsuppositionerne som kan drages af den første ytring. I parenteser angives efter hver præsupposition den del af den oprindelige ytring som præsuppositionen stammer fra. (2) Peter kan godt lide sin søsters mand. Peters søster har en mand (sin søsters mand). Peter har en søster (sin søster). Peter eksisterer (Peter). (3) De modbydelige bankrøvere har undsluppet med masser af penge. Der har været bankrøver (de... bankrøvere). Bankrøverne har været modbydelige (de modbydelige bankrøvere). (4) Han har spist den dyre kage i det gamle køleskab. Kagen har førhen været i køleskabet (i det gamle køleskab). 113 Han har eksisteret (han). Kagen har eksisteret (kagen). Køleskabet har eksisteret (det gamle køleskab). Kagen har været dyr (den dyre kage). Køleskabet har været gammel (det gamle køleskab). (5) De terrorister der slagtede de uskyldige turister er blevet straffet. Terroristerne slagtede de uskyldige turister (der slagtede de... turister). Turisterne var uskyldige (de uskyldige turister). Bemærk at det kun er bestemt reference der præsupponerer eksistensen af givne individer i diskursuniverset. Ubestemt reference kan kun entaile dette. For Lise har læst en bog implicerer at der har været en bog i diskursuniverset, men det implicerer Lise har ikke læst en/nogen bog ikke. Ud fra Lise har ikke læst en/nogen bog kan man ikke konkludere at der har været en bog til stede i diskursuniverset. Præsuppositioner kan også stamme fra faktive overprædikater såsom vidensverber (afsnit ), emotionsverber (afsnit ) og faseverber (afsnit ). Disse prædikater, rettere sagt de foregange de udtrykker, præsupponerer deres ledsætninger, og dermed de underordnede situationer som ledsætningerne udtrykker. Det samme gælder ved foregange der kan karakterisere en hel situation, som i (9). (6) Han vidste ikke hun var vild med Mel Gibson. Hun var vild med Mel Gibson. Mel Gibson eksisterer. Hun eksisterer. Han eksisterer. (7) Hun hader at blive kildet. Hun bliver kildet. Hun eksisterer. Den der kilder hende eksisterer. (8) Peter bliver ved med at gå til karate. Peter har gået til karate. (9) Det er nyttigt at man genbruger papir. Man genbruger papir. Udtryk der angiver gentagelser (gen-, igen) og udtryk der angiver fortsættelse eller afslutning (stadig, ikke mere) udløser også præsuppositioner om at den omtalte situation har fundet sted før. (10) Han gentog hvad han sagde. Han havde sagt det før. (11) Peter arbejder stadig. Peter har arbejdet før. 113 Læg mærke til at denne præsupposition kun gælder hvis han spiste kagen uden for køleskabet. Hvis han sad inde i køleskabet og spiste kagen der, gælder den ikke. På denne måde kan man i øvrigt afgøre om et substantival (her i det gamle køleskab) er postled (til den dyre kage) eller et neutralt led (stedsangivelse til foregangen spise ).

340 (12) Tyskland blev hurtigt genopbygget efter krigen. Tyskland var blevet ødelagt. Tyskland havde været opbygget før. Præsupposition kan også stamme fra særtryk. Særtryk (markeret med understregning i det følgende) vil sige at et eller andet led er fremhævet. Normalt præsupponerer en ytring ikke den foregang som ytringens situation indeholder. Fx præsupponerer Lise rejste med tog ikke at Lise rejste. Den entailer det kun. Med hvis der er særtryk i sætningen, bliver der tale om præsupposition. Lise rejste med tog præsupponerer at Lise rejste. Dette følger af at hvis man nægter en ytring med særtryk, nægter man ikke foregangen, men den aktant som det fremhævede led henviser til. Så Lise rejste ikke med tog implicerer også at Lise rejste. Rejsen foregik blot ikke med tog, men med et andet køretøj, fx i bil. Ligeledes præsupponerer Lise rejste med tog at nogen rejste med tog. Derimod er der kun tale om entailment ved Lise rejste med tog. For ud fra Lise rejste ikke med tog kan man ikke vide om overhovedet nogen rejste med tog. Men ud fra Lise rejste ikke med tog kan man konkludere at en eller anden rejste med tog, det var bare ikke Lise Implikatur Implikatur er også et forhold mellem en ytring og de konklusioner modtager kan drage af den ytring. Implikatur spiller en overordentlig vigtig rolle i kommunikation. Men implikatur er væsensforskellig fra entailment og præsupposition. Entailment og præsupposition er logiske forbindelser mellem en ytring og de konklusioner man kan drage af den. Implikatur er derimod kun antagelse. En implikatur er ikke logisk bindende. M.a.o. må en ytrings entailments og præsuppositioner ikke være falske hvis ytringen skal have en chance for at være sand. Men en ytrings implikaturer kan sagtens være falske uden at ytringen derfor mister sin sandhedsværdi. Dette plejer man at sige på den måde at en implikatur kan annulleres (benægtes, be cancelled), men det kan et entailment eller præsupposition ikke. Her er to eksempler på implikatur, der bliver analyseret udførligere senere. Eksempel 1. Hvis en håbefuld patient henvender sig til en dyr psykiater for at bede om behandling, og psykiateren siger Fint, men så må vi se om De har råd til behandlingen, så får man den antagelse at psykiateren ikke tror patienten har råd til behandlingen. Men denne antagelse er kun en implikatur, ergo kan den annulleres. For det kan sagtens være tilfældet at den fremtidige patient har råd til behandlingen, og at psykiateren ved dette. Psykiaterens ytring kan jo blot være en opfordring til at patienten nu hiver sin pung frem og betaler. Eksempel 2. Man kan forestille sig at et par taler sammen, og konen fortæller at hun er i dårligt humør og derfor ser frem til dagens karatetræning hvor hun vil kunne afreagere. Så siger manden Så turde jeg slet ikke deltage i jeres træning i dag!. Denne ytring kan let vække den antagelse at manden er en kylling og er bange for at konen vil tæske ham til træningen i sin frustrerede tilstand. Men igen er der blot tale om en implikatur, for det kan sagtens være at manden bare ikke havde lyst til at se de andre deltagere blive banket sønder og sammen af sin kone. Mens entailment og præsupposition stammer fra absolutte logiske forhold mellem fænomener i verden og sproget og derfor er bindende, stammer implikatur fra ens viden om verden, om hvordan ting plejer at hænge sammen, hvilke regelmæssigheder og konventioner der er. Desuden bygger impli-

341 katur på den umiddelbare sammenhæng, den kommunikationssituation som modtager befinder sig i. Dette betyder at implikatur er kontekstafhængig, den er påvirket af det der foregår i kommunikationssituationen (inkl. alle ikke-sproglige begivenheder) og det der er blevet sagt tidligere i kommunikationssituationen. I modsætning hertil er entailment og præsupposition ikke kontekstafhængige. Ud over viden om verden og den umiddelbare sammenhæng er implikatur baseret på et bestemt princip for kommunikation. Dette princip kalder man på et overordnet plan relevansprincippet. Noget forenklet går princippet ud på at man som afsender kun bør sige så meget som er absolut nødvendigt for modtager at forstå meddelelsen præcist, hverken mere eller mindre. I kommunikationen går modtager efterfølgende ud fra at afsender holder sig til dette princip og går dermed ud fra at alt hvad afsender siger, har betydning (signifikans), og at afsender ikke tilbageholder nogen vigtig oplysning for modtager. Da der er tale om regelmæssigheder og ikke undtagelsesløse regler der ligger bag implikatur, er implikatur altid usikker. Netop pga. denne usikkerhed kan implikatur annulleres. Ikke desto mindre spiller implikatur som sagt en stor rolle når man producerer og opfatter sproglige udtryk. Ved produktion hjælper implikatur afsender i at kunne nøjes med at sige mindre, men antyde mere. Mange af de såkaldte indirekte sproghandlinger (næste kapitel) bygger på implikatur. Her vil jeg prøve at forklare hvordan de ovennævnte implikaturer opstår. I eksempel 1 formulerer psykiateren sig med et indirekte spørgsmål angående den håbefulde patients økonomiske formåen. Et ja/nej-spørgsmål, også et indirekte et, har nonfaktuel modalitet, hvorfor det antyder at afsender er usikker på hvorvidt patienten har råd til behandlingen. Da man ydermere ud fra sammenhængen ved at psykiaterens behandling er dyr, er det en stærkt berettiget antagelse at psykiateren ikke tror på at patienten har penge nok. Men denne implikatur annulleres hvis det er oplagt at patienten er velhavende nok. Dette fremgår ikke af det anførte tekststykke, men kan i givet fald være kendt for psykiateren, fx ud fra evt. tidligere bekendtskab med patienten eller ud fra patientens påklædning eller adresse. Hvis det er sådan at psykiateren har god grund til at tro at patienten er rig nok, og patienten ved at psykiateren ved dette, bliver den omtalte implikatur automatisk annulleret. Derimod bliver psykiaterens ytring opfattet som opfordring til at betale, en indirekte og noget jovial anmodning om at udligne regningen. Dette er jo i den givne situation den mest relevante fortolkning. I eksempel 2 ytrer manden at han ikke turde deltage i konens træning, dvs. han er bange for et eller andet. Man har fået at vide at konen er i dårligt humør og har lyst til at afreagere til træningen. Da hun går til karate, er det oplagt at antage at hun vil afreagere i form af at uddele slag og spark på andre. Da manden ikke nævner konkret hvad han er bange for, er det mest nærliggende at antage at han er bange for at der kunne ske noget med ham under træningen. Man er jo egocentrisk. På baggrund af det ovenfor analyserede er det herefter oplagt at konkludere at det noget han er bange for, er at konen kunne finde på at tildele ham bank. Og en mand der er bange for at få bank af sin egen kone, vil let blive betragtet som en kylling. Implikaturen opstår ved at konen går ud fra at manden observerer relevansprincippet. For hvis det er sådan at han ikke frygter sin kones tæsk, burde han have været mere specifik og sagt eksplicit hvorfor han ikke turde deltage i træningen. Hvis han så ikke mener at være bange for konen, er det jo umiddelbart at føre modtager (konen) bag lyset ved at lade hende drage den forkerte konklusion at han er bange for hende. Men det kan faktisk være at det lige præcis er det han vil opnå. For det kan være at konen bryder ud i latter pga. den omtalte implikatur, hvilket så letter hendes frustration. Hvis det er tilfældet, har manden faktisk observeret relevansprincippet og sagt lige præcis det som er mest relevant for modtager i den givne situation. Dette eksempel viser godt at implikaturer kan annulleres og at deres gyldighed dermed afhænger af konteksten og viden om verden. For om den implikatur at manden i eksemplet er en kylling holder eller ej (annulleres) afhænger af konens syn på manden. Hvis konen tror at manden kan være

342 bange for hende, vil hun som modtager acceptere implikaturen uden videre. Men hvis hun ikke kan forestille sig at manden kan være bange for hende, vil hun ikke acceptere implikaturen og se efter andre grunde der kan have fået manden til at ytre noget der giver den uacceptable implikatur. Denne grund kan som sagt være at manden vil more hende ved at sige noget forkert. Herudfra følger at den korrekte tolkning af implikaturer er meget afhængig af at afsender og modtager deler en fælles referenceramme. Hvis de ikke gør det, bliver implikaturer sandsynligvis misforstået eftersom den ene part kan acceptere eller mener dem mens den anden part ikke gør det Nægtelse Som det er vist i de foregående afsnit spiller nægtelse en vigtig rolle i forhold til entailment, præsupposition og implikatur. Nægtelse adskiller entailment og præsupposition på den ene side fra implikatur på den anden side på den måde at entailment og præsupposition ikke kan benægtes mens implikatur godt kan. Dernæst adskiller nægtelse entailment fra præsupposition ved at en ytrings præsupposition forbliver sand selv om man nægter ytringen. Derimod mister entailment sin sandhedsværdi ved nægtelse. Præsuppositionens modstandsdygtighed mod nægtelse kan man formulere sådan at man ikke kan sideordne en ytring med nægtelsen af ytringens præsupposition. For hvis man gør det, får man inkonsistens: Jeg har ikke nogen bil, men jeg har repareret min bil er inkonsistent (jf. eksempel (1) i afsnit ). Ligeledes kan man ikke bruge en nægtet præsupposition som forklaring eller årsagsangivelse: Jeg har repareret min bil fordi jeg ikke har nogen bil er en kontradiktion. Sådanne konstruktioner er uden tvivl inkonsistente. Pga. præsuppositionens modstandsdygtighed mod nægtelse kunne man forvente at man finder de samme slags inkonsistenser når en ytring er nægtet. Man det viser sig at man lettere kan forbinde en nægtet præsupposition med en nægtet ytring. Jeg har ikke repareret min bil, men jeg har (jo heller) ikke nogen bil synes at være noget besynderlig, men ikke direkte inkonsistent. En forklaring som jeg har ikke repareret min bil fordi jeg ikke har nogen bil synes endda at være ganske normal. Årsagen til denne forskel mellem en nægtet præsupposition og en hhv. positiv og negativ ytring må søges i at nægtelser generelt kun anvendes under særlige omstændigheder. Nægtelse bruges nemlig kun når afsender har grund til tro at modtager tror at en situation finder sted selv om den situation ikke finder sted. Dvs. nægtelses funktion er at annullere en falsk forventning hos modtager. Fx vil afsender ikke sige jeg står ikke op inden kl. 10 medmindre han har grund til at tro at modtager tror at afsender står op inden kl. 10. Det hænger sammen med at en nægtet ytring kun har minimal informationsværdi. Den siger jo ikke noget om diskursuniverset. Ved at få at vide hvad der ikke sker, får man intet at vide om hvad der sker. Typisk er man ellers interesseret i at vide hvad der sker. Så en nægtelse har kun værdi hvis modtager har en forkert antagelse om hvad der foregår i diskursuniverset, og afsender mener at modtager bør komme af med denne falske antagelse. Så under bestemte omstændigheder giver det god mening at ytre en nægtet ytring hvis præsupposition er falsk. Dette er tilfældet når afsender har fået et spørgsmål hvis præsupposition er falsk. Sådan et spørgsmål regnes for en pådutning, jf. afsnit Hvis fx afsender får spørgsmålet er du holdt op med at ryge?, kan han med rimelighed svare nej, jeg er ikke holdt op med at ryge, for jeg er aldrig begyndt på det. Ligeledes er det rimeligt at svare nej, jeg har ikke set Den Gamle By eftersom jeg aldrig har været i Århus på et spørgsmål som har du set Den Gamle By?. 114 Bemærk at en pådutning i sprogvidenskabelig forstand ikke per definition er noget negativt. Den kan være helt uskyldig, fx hvis pådutteren handler i god tro, hvis han ikke selv er klar over at hans ytring bygger på en forkert antagelse. Men pådutning kan også være ondskabsfuld, fx i bevidst stillede ledende spørgsmål.

343 Netop fordi nægtelse kun har en minimal informationsværdi, implicerer en nægtet ytring at en anden situation finder sted end den situation som den tilsvarende positive ytring henviser til. Det er derfor at nægtede ytringer med særtryk (afsnit ) implicerer at en situation finder sted blot med et andet element end det i den oprindelige ytring. Således implicerer jeg har ikke skrevet Krig og Fred at jeg har skrevet et eller andet, men det jeg har skrevet er ikke Krig og fred.

344 Kapitel 17 Sproghandlinger Emnet for dette kapitel er hvordan man handler ved at bruge sproget. Man har nemlig erkendt at man ikke bare snakker når man snakker, men udfører handlinger der afstedkommer tilstandsændringer i omverden eller i en selv. Denne anskuelse af sproget er forholdsvis ny, ikke mere end 40 år gammel. Emnet sproghandlinger hører par excellence ind under disciplinen pragmatik, der beskæftiger sig med brugen af sprog. Kapitlet starter med en kort historisk skitse af hvordan begrebet sproghandlinger er blevet udviklet. Dernæst beskriver jeg nogle grundbegreber omkring sproghandlinger for til sidst at analysere hvilke typer sproghandlinger der findes og hvordan de typisk udtrykkes sprogligt, morfo-syntaktisk og leksikalsk. Sproghandlinger bliver sat i et større perspektiv i kapitlet om kommunikationsmodellen. Sproghandlinger er tæt forbundne med temporalitet og modalitet. Sproghandlingstyperne defineres bl.a. ud fra den temporalitet og modalitet som en ytring udtrykker. Desuden er det ofte et definerende kriterium hvem agens er i den omtalte situation. Følgelig bygger nærværende kapitel i høj grad på kapitel 10 og afsnit 12.4 og Jeg prøver her at give en forholdsvis detaljeret klassifikation af sproghandlinger i og med jeg arbejder med flere sproghandlingstyper end tidligere beskrivelser af sproghandlinger Indledning I starten af 1970 erne skrev filosoffen Austin (1971) at man i visse tilfælde handlede ved at sige bestemte ytringer. Fx handler præsten ved at sige Jeg døber dig i Jesu Kristi navn eller Jeg erklærer jer hermed for rette ægtefolk, eller dronningen handler med sine ord når hun siger Jeg erklærer udstillingen for åben. Det at man handler med sine ord vil sige at man forårsager en tilstandsændring, at man skaber en ny tilstand: Når præsten har døbt en, har man sit navn; når præsten eller giftefogeden har erklæret en gift, er man gift; og når dronningen eller en anden prominent personlighed erklærer noget åbent, er det åbent. Ytringer som erklære, døbe, kendes for ret, o.l. har Austin kaldt performativer fordi disse udtryk kan afstedkomme en tilstandsændring i verden. Betegnelsen performativ stammer fra det engelske verbum to perform. Andre sproglige udtryk, som der ikke kan handles med, har han kaldt konstativer (constatives). Da performativer (under de rigtige omstændigheder) er ækvivalente med handlinger, er de også blevet kaldt talehandlinger (speech acts). Austin bemærkede at performativer kun kan bruges performativt under bestemte omstændigheder. De skal ytres i første person (evt. i anden/tredje person passiv), af den rigtige person, det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt. Fx tæller Jeg erklærer udstillingen for åben som performativ hvis det ytres af en prominent person der har bemyndigelse (magt) til at åbne udstillinger, og hvis det ytres der og på det tidspunkt udstillingen skal åbnes. Alle disse betingelser skal være opfyldte for at ytringen kan fungere performativt. Hvis blot én betingelse ikke er opfyldt, bliver udstillingen ikke betragtet som åben. Senere er begrebet talehandling blevet udvidet til at gælde alle sproglige udtryk. Dvs. man anser i dag alle sproglige udtryk, inkl. skriftsproglige, for at være tegn på at man handler. Grunden hertil er at alle sproglige udtryk har en eller anden funktion, et eller andet mål man vil opnå ved at bruge sproget. Dette medfører at også Austins oprindelige konstativer betragtes som sproghandlinger. Da de oprindelige konstativer er en heterogen gruppe, arbejder man nu til dags med adskillige kategorier inden for sproghandlinger.

345 Da Austins performativer var talesproglige udtryk, brugte man oprindeligt udtrykket talehandling som alternativ til performativ, som tilmed er den direkte oversættelse af det engelske speech act. Men da man nu har erkendt at alle sproglige udtryk, inkl. skriftsproglige udtryk, tæller som handlinger, er betegnelsen sproghandling efter min mening mere passende. Jeg vil herefter bruge betegnelsen sproghandling. Inden jeg begynder at analysere de enkelte sproghandlingstyper, vil jeg definere nogle begreber som man bruger i arbejdet med sproghandlinger Grundbegreber I analysen af sproghandlinger skelner man mellem lokution, illokution (eller illokutionær kraft, illocutionary force) og perlokution (eller perlokutionær effekt, perlocutionary effect). Disse betegnelser stammer alle fra det latinske verbum loquor (jeg snakker, siger noget). Lokution er selve den ytring afsender ytrer, fx en sætning. Illokution er den sproghandling denne ytring skal udtrykke. Lokution er ytringens form, illokution er ytringens funktion. Det er vigtigt at skelne mellem lokution og illokution da der ikke er en en-til-en forbindelse mellem lokution (morfo-syntaks og leksikon) og illokution (funktion). Perlokution er den effekt sproghandlingen udløser, fx en reaktion hos modtager eller at noget bliver til. Så hvis man tager sekvensen Thi kendes for ret at tiltalte er skyldig i manddrab, er lokutionen selve denne ytring med alle sine grammatiske og leksikalske morfemer, illokutionen er at det er en performativ handling hvis formål er at bringe retfærdighed, og perlokutionen er at den tiltalte nu kan straffes i henhold til Straffelovens paragraffer vedrørende manddrab. Selv om lokution og illokution er udmærkede betegnelser, vil jeg i det følgende hellere bruge de danske betegnelser ytring og sproghandling i stedet for hhv. lokution illokution da det er betegnelsen ytring jeg bruger hele vejen igennem bogen, og da kapitlet nu hedder sproghandlinger. Fordi der ikke er en en til en-forbindelse mellem ytringstyper og sproghandlingstyper, kan man skelne mellem direkte og indirekte sproghandlinger. Skellet er baseret på at det er muligt at etablere en basisforbindelse, en slags default, mellem de enkelte sproghandlingstyper og de enkelte ytringstyper således at givne sproghandlingstyper typisk udtrykkes af bestemte ytringstyper; fx udtrykker en interrogativ sætning typisk et spørgsmål som sproghandling. Så når en given sproghandling udtrykkes af den type ytring som er default for den givne sproghandlingstype, taler man om en direkte sproghandling. Men når en sproghandling udtrykkes af en type ytring som ikke er den givne sproghandlingstypes etablerede ytringstype, taler man om en indirekte sproghandling: Hvis fx en interrogativ sætning udtrykker et spørgsmål, dvs. informationssøgning (Har du set Harry Potter 3?), er det en direkte sproghandling; men hvis en interrogativ sætning udtrykker en anmodning (Vil du hælde mere cider i mit glas?), er det en indirekte sproghandling. Det skal ikke forstås sådan at indirekte sproghandlinger blot er tilfældige afvigelser fra normen. De er faktisk i høj grad konventionaliserede. Det er blevet nævnt i forbindelse med performativerne at der er bestemte betingelser der skal være opfyldte for at de kan ytres med succes. At ytre dem med succes vil sige at de kan opfylde den funktion (fx det at døbe et barn) som de er bestemt til at udføre. Det er ikke kun performativerne, men alle sproghandlingerne, der har sådanne betingelser. Disse betingelser kaldes vellykkethedsbetingelser (felicity conditions). Sproghandlinger der ytres selv om de relevante betingelser ikke er opfyldte, er dømt til at mislykkes (infelicitous). Det er selvfølgelig ikke altid i afsenders magt selv at opfylde alle vellykkethedsbetingelser. Ved fx en anmodning har modtager i hvert fald i princippet altid muligheden for at afvise anmodningen og derved gøre sproghandlingen mislykket. Dvs. vellykkethedsbetingelserne er nødvendige, men ikke tilstrækkelige i sig selv.

346 Efter denne klargørelse af nogle almene begreber vil jeg i de følgende afsnit beskrive sproghandlingerne. Jeg skelner mellem informative, performative, ekspressive, assumptive, interrogative, direktive, permissive, exhortative, optative og fatiske sproghandlinger. Ud over at definere sproghandlingstyperne beskriver jeg ved hver enkelt af dem deres typiske morfo-syntaktiske og leksikalske udtryksmidler samt vellykkethedsbetingelser Informativer Vha. informative sproghandlinger meddeler afsender modtager information. Informativerne har ikke eneret på at være den type sproghandling der meddeler information. Det gør for så vidt alle sproghandlinger. Det specielle ved informativer er at informationsgivningen er deres eneste funktion, hvorimod de andre sproghandlinger også udtrykker andet end oplysninger fra afsender til modtager. Af denne grund betragter jeg informativerne som den neutrale sproghandlingstype. De er nærmest defineret negativt, som den sproghandlingstype de andre ikke er, men det er et definerende træk ved informativer at de meddeler faktuel eller kontrafaktuel information. Derimod meddeler informativernes nærmeste slægtninge, assumptiver og ekspressiver, nonfaktuel information. Informativer udtrykkes således med ytringer der har faktuel eller kontrafaktuel modalitet, dog ikke med spørgende ytringer; spørgsmål er interrogative sproghandlinger. Informativer har ikke nogen særlige eksplicitte grammatiske markører. For da informativer har faktuel eller kontrafaktuel modalitet, må ytringer ikke indeholde markører af nonfaktuel modalitet for at kunne være informativer. Indikativ modus forbindes ofte med informativer. Men den kan ikke betragtes som en decideret markør af informativer da indikativ også kan forekomme i andre typer af sproghandlinger. Så indikativ er ikke et tilstrækkeligt, men et nødvendigt træk ved informativer. Der er heller ikke nogen særlige leksikalske midler til at markere informativer. Dog må en ytring ikke indeholde markører af de andre sproghandlingstyper hvis den skal kunne tælle som en informativ. Læg mærke til at manglen på markører af de andre sproghandlingstyper i en ytring kun gør at ytringen kan være en informativ. Da man ikke behøver typemarkere sine sproghandlinger eksplicit, er en umarkeret ytring ikke nødvendigvis en informativ, den kan også høre til en anden type af sproghandlinger. I et sådant tilfælde taler man om en indirekte sproghandling. Eksempler på indirekte sproghandlinger er anførte ved beskrivelsen af de andre sproghandlingstyper. Da informativ er den neutrale sproghandlingstype, kan jeg næppe forestille mig at man kan producere en indirekte informativ, bortset fra i en ledsætning (se afsnit 17.15). Informativer udtrykkes vha. fremsættende sætninger (deklarativer). De fleste sætninger i denne bog, fx den der bliver læst lige nu, udtrykker informative sproghandlinger. Vellykkethedsbetingelsen for informativer er at afsender ved at det han siger, er sandt. Dvs. den situation han omtaler, er sket hvis han ytrer et faktuelt (positivt) udsagn, eller den omtalte situation er ikke sket hvis han ytrer et kontrafaktuelt (negativt) udsagn. Det at afsender ved at det han siger, er sandt, vil sige at det er afsenders bedste og ærlige overbevisning at det han siger, er sandt. Der tages således forbehold for fejl; men ikke for løgn da løgn er en bevidst handling. Løgn kunne man kalde en misinformativ sproghandling. Desuden kan man stille det krav til informativerne at modtager er interesseret i at få den givne oplysning at vide. Dette lyder måske ikke som et vigtigt krav, men hvis man har oplevet at blive talt til uden at være interesseret i det fortalte, ved man at det er et tungtvejende krav. Dette krav er en del af relevansprincippet: Afsenders sproghandlinger skal være relevante for modtager Performativer

347 Performativer i min terminologi svarer til Austins performativer. Også performativer overleverer information. En performativ sproghandling er jo også en oplysning om hvad der foregår i øjeblikket. Men fokus er rettet mod at der indtræffer en tilstandsændring i verden som resultat af performativen: En bro bliver tilgængelig for trafikanterne, et barn får sit navn, et par indtræder i ægteskabets hellige stand, eller en straf bliver udmålt. Bemærk at performativer kun kan afbilde en situation der foregår her og nu. Derfor ytres performativer altid i præsens. Performativer er per definition faktuelle, et udsagn må derfor ikke indeholde markører (fx modale udtryk, spørgende ledstilling, o.l.) af andre sproghandlingstyper for at kunne udtrykke en performativ. Der er et specifikt leksikalsk krav til performativer: Deres prædikat skal indeholde et performativt verbum. Sådanne verber er fx erklære, åbne, døbe, velsigne, udnævne, fyre. De udtrykker alle en telisk proces (jf. afsnit 14.5). Men dette krav er ikke i sig selv tilstrækkeligt. Udsagnet skal ytres af den rette person under de rette omstændigheder. En bro bliver fx kun åbnet hvis det er en kongelig person der siger jeg åbner hermed denne bro..., og kun hvis det bliver sagt på eller ved broen i forbindelse med en officiel ceremoni. Det er vigtigt at de officielle rammer er på plads. Det tæller ikke som åbning hvis fx Dronning Margrethe blot spontant stiller sig op ved en bygning og udsiger jeg åbner hermed.... Ligeledes kan en barnedåb kun blive vellykket hvis det er en præst der siger jeg døber dig..., kun hvis det bliver sagt i selskab med velsignet døbevand (gerne i en regulær døbefont), og kun hvis den der skal døbes er til stede. Som eksemplerne viser, har de enkelte performativer meget specifikke vellykkethedsbetingelser. Hvis blot én af betingelserne ikke er opfyldt, kan ytringen ikke tælle som en performativ. I så fald udgør ytringen en anden type sproghandling, fx en informativ: Jeg åbnede Storebæltsbroen i går Assumptiver De assumptive sproghandlinger ligner umiddelbart informativerne. Forskellen er at assumptiver udtrykker at afsender er usikker på hvorvidt den meddelte information er korrekt. De udtrykker afsenders antagelse (herfra navnet, jf. det engelske assumption). Assumptiver har således nonfaktuel modalitet. Nærmere betegnet har assumptiver epistemisk eller aletisk modalitet. Assumptiver markeres derfor med alle de midler som udtrykker nonfaktuel modalitet: Modalverber (han må have gjort det hele selv, det kan ikke være tilfældet), modale adverbialer (han var muligvis hjemme på det tidspunkt, du kan sikkert godt klare det), leksikalske verber der udtrykker antagelse (jeg troede du vidste det, jeg mener ikke det koster så mange penge). De sidste eksempler viser at en ytring også kan være markeret for at være en assumptiv i en oversætning. I så fald er det ledsætningen der udtrykker hvad antagelsen handler om. Alle ytringer om fremtidige situationer er per definition assumptiver (jf. diskussionen om fremtidens status mht. modalitet i afsnit ). Ligeledes er alle implikaturer hvis de bliver ytret assumptiver da implikaturer altid er behæftede med usikkerhed (jf. afsnit ). En ytring behøver ikke indeholde markører af modalitet for at den kan fungere som en assumptiv. I så fald taler man om en indirekte assumptiv (jf. skelnen mellem direkte og indirekte sproghandlinger). Fx hvis man om morgenen efter at have fået øje på vand på vejen siger det har regnet i nat, tæller denne ytring som indirekte assumptiv eftersom afsender ikke selv har overværet regnvejret, men slutter sig ud fra foreliggende tegn (våd vej) til at det må have regnet mens han sov.

348 Dette viser at hvorvidt en umarkeret ytring er assumptiv eller informativ, kommer an på konteksten. For det har regnet i nat kan lige så godt være informativ, hvis afsender selv oplevede regnvejret. 115 Det kan i praksis være svært at adskille en informativ fra en umarkeret assumptiv. For hvor går grænsen mellem det man ved, og det man tror? Dette spørgsmål kan man kun om overhovedet besvare når man vurderer de enkelte ytringer i deres konkrete kontekst Ekspressiver Ekspressive sproghandlinger udtrykker afsenders personlige vurdering. Ekspressiverne adskiller sig fra informativerne ved at de udtrykker en subjektiv opfattelse, ikke et objektivt faktum. Ekspressiverne markeres eksplicit vha. leksikalske udtryk, understreget i eksemplerne: Jeg synes det er blevet for sent, Efter min mening er det en dårlig ide, Dette er for mig at se ikke noget stort problem. Også ekspressiverne kan være umarkerede, indirekte. Ytringer der indeholder egenskabsangivelser som er subjektive (jf. afsnit om egenskabers subjektivitet), er per definition ekspressive. Fx er ytringer som Hun er smuk, Problemet er svært, Bygningen er stor, Du er et fjols, Vi er smarte ekspressive. I praksis kan det være vanskeligt at adskille ekspressiver fra informativer eftersom objektivitet er et nærmest uopnåeligt ideal. Om en umarkeret ytring tæller som en informativ eller ekspressiv er kontekstafhængig. Fx kan en ytring som (1) være både informativ og ekspressiv. (1) Det er for sent at lægge sig til at sove nu. Hvis konteksten er at afsender ytrer den sætning når han er på vej til arbejde kørende sin bil, er den informativ. Men hvis sammenhængen er at afsender ytrer sætningen fx kl. 3 om natten fordi han synes at det ikke længere kan betale sig at falde søvn den korte tid til morgenens oprinden taget i betragtning, er det en ekspressiv sproghandling. Det kan også være vanskeligt at adskille ekspressiver fra assumptiver eftersom subjektiviteten kan være vanskelig at adskille fra objektiv usikkerhed. Sætning (1) kan også tolkes som en assumptiv hvis konteksten fx er at afsender venter gæster der snart skal ankomme, men afsender ved ikke præcis hvornår og tror derfor ikke at der er tid nok til at sove inden de kommer. Til trods for at det kan være svært at skelne mellem assumptiver og ekspressiver, har dansk leksikaliseret forskellen på de to: At synes markerer ekspressiver, og at tro markerer assumptiver. Derfor er det næsten absurd at sige jeg synes det er 30 grader varmt nu da 30 grader varmt er så objektivt som noget kan være; og det er ligeledes mærkeligt at sige jeg tror aftensmaden smagte godt eftersom smag er noget af det mest subjektive der findes. 116 I forbindelse med ekspressiver er det værd at bemærke at en ytring godt kan udtrykke flere sproghandlinger på samme tid. Fx er ytringen hun er desværre ikke hjemme en informativ om subjektsaktantens fravær, men samtidig også en ekspressiv der udtrykker afsenders holdning til dette faktum. Attitudeangivelser, som desværre i eksemplet, angiver jo afsenders holdning til det sagte og 115 Det er interessant at bemærke her at nogle sprog, fx tyrkisk, har to præteritumsformer. Den ene angiver at man selv har oplevet et eller andet, den anden angiver at det man fortæller er noget man har hørt om eller regnet sig frem til. Den første præteritumsform bruges derfor i informativer, den anden som man kalder evidentiel præteritum bruger man i assumptiver. På sådanne sprog er man tvunget til at markere en assumptiv sproghandling, for så vidt det angår en fortidig situation. 116 Det underforstås at ytringen handler om afsenders egen smagsoplevelse. Hvis afsender derimod ytrer sig om hvad han tror om en spisefælles oplevelse, er ytringen en ganske almindelig assumptiv.

349 er dermed per definition ekspressiver. Vha. attitudeangivelser kan alle ytringer have et element af ekspressivitet i sig Direktiver Direktive sproghandlingers funktion er at få en anden person, navnlig modtager, til at udføre noget. Direktiverne rummer ordrer, opfordringer, (an)befalinger, anmodninger, bønfald, tiggeri o.l. Sprogligt markeres direktiver med elementer som angiver deontisk modalitet, fx imperativ og hjælpeverberne skal, må, bør: Luk døren!, Du skal skrælle kartoflerne, Man må ikke ryge her, Du bør overveje grundigt hvad du bruger dit liv på. Direktiver kan også markeres vha. leksikalske udtryk der netop udtrykker en direktiv handling: Jeg beder dig om at holde op med at ryge, Jeg befaler dig at skrælle kartoflerne, Jeg anmoder om et nyt pas, Det er forbudt at dreje til venstre her. Direktiver udtrykker afsenders vilje eller ønske. Ved en ytring i imperativ er det tydeligt at det er afsenders vilje at modtager gør et eller andet. Men afsenders vilje kan også være skjult bag andres vilje, herunder samfundets generelle love og normer, fx når en betjent siger De skal følge med til stationen. I princippet kunne betjenten godt lade være med at tvinge vedkommende til at følge med, men i og med han bevidst gør det, er direktiven også udtryk for betjentens, altså afsenders, egen vilje. Tidsreferencen i direktiver er nutid eller fremtid. Hvis en ytring har en anden tidsreference, tæller den som informativ, selv hvis den ellers indeholder direktivmarkører; det samme er tilfældet hvis agens ikke er modtager: Han befalede mig at løbe 10 km, De beder altid gæsterne om at tage deres sko af, Jeg skulle vaske op, Han skal vaske bilen. Grunden til at tidsreferencen ikke kan være fortid hvis en ytring skal tælle som direktiv, er ganske enkelt det at man ikke kan opfordre til noget der er blevet gjort eller ville være blevet gjort før taletidspunktet. Da modtager er agens for den foregang som direktiven udtrykker, er subjektet i direktiver prototypisk i anden person. Men ved at vælge et generisk subjekt, fx man, eller ved at udelade at nævne agens for den ønskede foregang (som i Jeg vil gerne bede om to øl), kan man mildne opfordringen. For direktiver er et ømtåleligt fænomen. Det synes nemlig at være sådan at man som udgangspunkt bør lade være med at få andre til at gøre noget. Tilsyneladende er det et generelt krav til den sociale omgang med andre mennesker at man så vidt muligt lader de andre i fred. Direktiverne udgør en afvigelse fra denne norm. Derfor stiller sprog en række midler til rådighed der kan mildne en direktivs dirigerende effekt, for en umildnet direktiv kan let opfattes som angreb på modtager. Sådanne formildende midler er udtryk som venligst, hellere, helst, lade være, nok. Desuden er der forskel på hvor stærkt direktive imperativ og modalverberne er; imperativ anses normalt for at være stærkest og bør mildest mens skal og må udgør midterfeltet mellem disse to yderpunkter. Modalverberne i præteritum (oprindeligt konjunktiv) anses for at være mildere end deres tilsvarende præsens (indikativ) form. Derforuden kan man vha. passiv (eller generisk subjekt) gøre direktiven mindre personlig. Alle disse formildende midler kan oven i købet kombineres med hinanden, så man kan nuancere sine direktiver i meget høj grad: Luk venligst døren!, Du må hellere skrælle gulerødderne først, Du må hellere lade være med at ryge, Du burde overveje grundigt hvad du foretager dig, Skoene bedes venligst taget af, Der anmodes om et nyt pas. Men direktiver kan ikke kun formildes, de kan også forstærkes. Forstærkningen kan ske med udtryk som nu eller vha. sværgende udtryk: Luk nu døren; Hold kæft, for fanden; Du må for Guds skyld ikke ryge mere. Direktiverne er nok den type blandt sproghandlingerne der oftest er indirekte. Dette skyldes den ovenfor omtalte norm at man (medmindre man har magt nok til det, jf. nedenfor) helst bør undgå at

350 ulejlige andre. Indirekte direktiver er derfor normalt mildere end direkte direktiver. Indirekte direktiver tager ofte formen af interrogativer, sjældnere informativer, ekspressiver eller assumptiver. Spørgsmålsformede direktiver spørger sædvanligvis til modtagers evne eller vilje til at udføre den ønskede handling: Vil du lukke vinduet?, Kan du række mig saltet?, Har du forstand på at skifte olie? Når man i indirekte direktiver plejer at spørge til modtagers evne eller vilje, er det fordi at modtagers evne og vilje er forudsætninger for at modtager udfører den ønskede handling. Direktiver der er formede som informativer, udtrykker typisk en tilstand som afsender befinder sig i, og som afsender gerne vil have modtager til at ændre på. Fx kan ytringen Jeg fryser (umiddelbart en ekspressiv) tages som en opfordring til at modtager lukker vinduet/døren og/eller skruer op for varmen. En ekspressiv som Det er koldt her er en endnu mere indirekte måde at meddele en opfordring til modtager om at gøre omgivelserne varmere på. Det er kontekstafhængigt om en ytring der refererer til samfundsnormer eller -love, skal forstås som en informativ eller en direktiv. Hvis ytringen Man må ikke ryge på en restaurant bliver sagt på en restaurant, tolkes den som en direktiv. Men hvis den ytres fx hjemme under aftensmad mens de spisende diskuterer samfundsforhold, er det mere nærliggende at tolke den som en informativ. Assumptiver brugt som direktiver udtrykker typisk konsekvenser der formodes at indtræffe hvis modtager ikke udfører den ønskede handling: Du risikerer at dø i en ulykke, hvis du ikke tager dit sikkerhedsbælte på; Du bliver ikke stærk, hvis du ikke spiser dine gulerødder; Du laver dine lektier, ellers dumper du igen. Permissiver brugt som direktiver udtrykker ofte spøgefuldhed eller sarkasme: Du må gerne rydde op på dit skrivebord, Du kan godt pakke dine ting sammen. Direktiver er meget afhængige af magtforholdet (jf. afsnit ) mellem afsender og modtager. De stærke direktiver (ordrer, befalinger, kommandoer, forordninger, love, forskrifter o.l.) forudsætter at afsender på en eller anden måde har magt over modtager. Denne magt kan stamme fra sociale anordninger som fx officerernes magt over lavere rangerende soldater, myndighedernes magt over almindelige borgere eller forældres magt over børn. Men afsenders magt kan også stamme fra noget så banalt (og normalt mindre institutionaliseret) et forhold som det at presse en pistol mod modtagers hoved. Derimod forudsætter de svageste direktiver som anmodninger, bønfald, tiggeri, o.l. at det er modtager der har magt over afsender. For da afsender ikke har magt over modtager, ville han bare blive til grin hvis han forsøgte sig med en stærk direktiv, som jo på forhånd ville være dømt til at mislykkes. De svageste direktiver udformes typisk som interrogativer der ikke er rettet mod modtager, men som er generiske eller er rettet mod afsender selv: Må jeg spørge om hvad klokken er?, Må man godt få skruet op for varmen? Jævnbyrdige kan selvfølgelig også udstede direktiver til hinanden. Også i det fald finder man typisk indirekte direktiver (men ikke så svagt formulerede som når afsender har mindre magt end modtager): Kan du hente børnene i dag? Vil du godt ordne køkkenet i aften? Jeg vil gerne se tvavisen nu. Jeg foreslår at I laver disse to opgaver til næste gang. En lige så vigtig vellykkethedsbetingelse for direktiver er at modtager er i stand til at udføre den ønskede handling. Det nytter jo ikke noget at true modtager til at gøre noget som han vitterligt ikke er i stand til at gøre. Det skal også tilføjes som vellykkethedsbetingelse at modtager uden direktiven ikke ville udføre den ønskede handling. Dette hænger sammen med at det jo er overflødigt at opfordre en til at gøre noget som vedkommende alligevel af egen vilje vil udføre. Derfor virker Hyacinths opfordringer til Richard komiske i serien Fint skal det være, fx Pas på koen på marken, når han selvfølgelig passer på at han ikke kører afveje ind på marken og rammer koen. Negative direktiver, dvs. direktiver der indeholder nægtelse, har som vellykkethedsbetingelse at modtager er begyndt på eller rimeligvis kan antages at ville og kunne udføre den handling som han

351 bliver opfordret til ikke at udføre. Hvis modtager ikke er i stand til at udføre den formodede handling, bliver direktiven absurd og/eller latterlig: Du må ikke køre mere end 110 km/h her, sagt til en der futter af sted i sin Trabant. Hvis modtager ikke har i sinde at udføre den formodede handling, kan direktiven virke mistænkliggørende og/eller fornærmende idet den pådutter modtager noget: Du må ikke tage stoffer til festen, sagt til en der ikke har de fjerneste intentioner om at prøve narkotika Permissiver Permissiver udtrykker tilladelse (jf. det engelske permission), det at afsender giver modtager lov til at gøre et eller andet. Permissiver udtrykkes vha. modalverberne må og kan (ofte ledsaget af adverbierne gerne eller godt) eller leksikalske udtryk der angiver tilladelse: Du må gerne spise en kage nu, Du kan godt tage bilen i morgen, Det er tilladt at parkere her. I lighed med direktiverne, hvor afsenders vilje kan være baseret på eksterne kræfter, kan afsenders tilladelse ved permissiver stamme fra eksterne forhold, fx hvis man siger til bilens fører Det er tilladt at stoppe her. Her kommer tilladelsen egentlig fra Færdselsloven, men i og med afsender ytrer den nævnte sætning, tilslutter han sig denne tilladelse. Afsenders tilslutning forudsætter dog at han kender færdselsreglerne (jf. vellykkethedsbetingelserne nedenfor). Permissiver ligner også direktiver på den måde at subjektet prototypisk er i anden person eftersom agens til den tilladte foregang er modtager. Og også permissiver kan være indirekte, forklædt fx som en informativ: Her parkerer mange [ergo kan du også godt parkere her]. Indirekte permissiver udtrykker typisk afsenders usikkerhed om hvorvidt han er kompetent til at give modtager tilladelse. Tidsreferencen i permissiver er nutid eller fremtid. Hvis en ytring har en anden tidsreference, kan den ikke tælle som permissiv, selv hvis den ellers indeholder markører af permissiver; det samme er tilfældet hvis agens til den tilladte foregang ikke er modtager: Han lod mig tage hjem, I Athen måtte kun frie mænd stemme, Du måtte da godt besøge os i søndags [hvorfor kom du så ikke?]. Grunden til at permissiver skal have nutids- eller fremtidsreference er at man kun kan tillade noget der først bliver gjort efter tilladelsen er ytret. Noget der er blevet gjort eller ville være blevet gjort, kan man ikke give tilladelse til; man kan evt. blot oplyse om at man har eller ville have givet lov til det. Permissivers vellykkethedsbetingelse er at afsender har kompetence til at give tilladelse, dvs. viden nok til at vurdere omstændighederne og autoritet nok til lade modtager gøre hvad denne vil. Permissiver er altså udtryk for modtagers vilje og afsenders billigelse af denne. Bemærk at ytringer der indeholder nægtelse kombineret med udtryk der ellers markerer en permissiv, tæller som direktiver fordi de opfordrer modtager til at gøre noget som denne ikke gør: Du må ikke spise en kage nu, Det er forbudt at parkere her Optativer I lighed med direktiver udtrykker også optativer afsenders ønsker. Betegnelsen optativ stammer fra det latinske opto = jeg ønsker, beder om noget. Disse ønsker kan tilmed være adresseret til modtager, ligesom ved direktiverne. Men der er den vigtige forskel mellem optativer og direktiver at det ved optativer ikke er modtager der skal udføre den ønskede handling. Ofte er modtager slet ikke i stand til at udføre den ønskede handling. Agens eller causer i optativer er ofte guddommelige væsner.

352 Optative sproghandlinger udtrykkes prototypisk vha. optativ modus eller med modalverbet må eller kan og tomt fundamentfelt: Længe leve kongen!, Gud bevare Danmark!, Må guderne være med dig!, Kan du have det godt!, Kan du komme godt hjem!. Optativer kan også udtrykkes med imperativ modus (Hav det godt!, Sov godt!, Bliv rask!) eller modalverber med udfyldt fundamentfelt (Du må ikke dø fra mig!). Bemærk at selv om optativer og direktiver deles om udtryksmidler (imperativ og modalverber), forbliver den afgørende forskel på dem intakt: Modtager har ved optativer ikke kontrol over den handling han opfordres til at gøre. Det er jo fx ikke helt op til en at lade være med at dø, og man har heller ikke ret megen indflydelse på om man sover godt eller ej. Som noget særligt udtrykkes optativer også med prædikatsløse ytringer: God morgen!, Held og lykke!, God weekend!, God træning!, o.l. Desuden kan optativer markeres med ordene bare, gid og gad: Bare det ikke regner i morgen! Bare vi kan klare eksamen! Gad vidst hvad han pønser på! Gid jeg havde mere tid nu! Bemærk at sætningerne har ledsætningsledstilling, men fungerer som helsætninger eftersom de ikke på nogen måde er dele af nogen sætning (jf ). Optativer er nonfaktuelle eftersom det kun giver mening at ønske noget som ikke sker; det ville være overflødigt at ønske sig noget som man allerede har. Hvorvidt ønsket er realistisk kommer an på situationen. Optativer kan udtrykke både helt realistiske ønsker (fx Håber vejret forbliver solrigt sagt på Sicilien i juli måned) og helt uopfyldelige ønsker (fx Gid vi var udødelige). Optativer har nutids- eller fremtidsreference. Dette skyldes at man kun kan ønske noget som der i det mindste teoretisk er chancer for vil ske. Da man ikke kan lave om på fortiden, tæller ytringer med fortidsreference som informativer selv om de ellers indeholder elementer der normalt markerer en optativ. Sådanne ytringer har kontrafaktuel modalitet da de udtrykker et fortidigt ønske som ikke gik i opfyldelse: Gid hun havde bestået eksamen hun dumpede. Havde hun bestået, ville det have været enklere og derfor mere relevant blot at sige at hun bestod i stedet for at nævne ens ønske om at hun ville bestå. I nogle tilfælde grænser optativer op til assumptiver: Du bliver en stor og stærk mand, min dreng, Vi ses, Mailes. I så fald kan man tale om en indirekte optativ fordi ingen af optativernes markører er til stede i ytringen Exhortativer Exhortative sproghandlinger ligner også direktiver på den måde at de udtrykker afsenders ønske. Men her er det afsender selv der skal udføre den ønskede handling. Exhortativer rummer forpligtelser og opfordringer til sig selv, såsom løfter og trusler. Betegnelsen exhortativ stammer fra det latinske exhorto = jeg opfordrer, opmuntrer. Exhortativer kaldes i andre fremstillinger kommissiver, jf. det engelske to commit, altså at afsender forpligter sig selv. Grammatisk markeres exhortativer med lad: Lad mig lige tænke over det lidt, Lad os tage hjem, Lad os drikke lidt mere cider. Da lad er imperativ er ytringerne tvetydige. De kunne også angive (svage) direktiver hvis lad tolkes som synonym til tillade. Exhortativer kan også udtrykkes leksikalsk med udtryk der netop angiver selvopfordringer: Jeg lover at lave alle mine lektier, Jeg lover at være dig tro hele livet, Vi forpligter os til at fjerne affaldet. Som vellykkethedsbetingelse for exhortativer skal afsender, som per definition er agens i en exhortativ, være i stand til og villig til at udføre den handling han opfordrer sig selv til. Et løfte som afsender ved han ikke kan eller vil holde, er bedrageri. Desuden har forskellige exhortativer forskellige krav til hvordan afsenders selvforpligtelse forholder sig til modtager eller en tredje person. En forpligtelse er neutral i denne henseende. Men et

353 løfte kræver at det afsender forpligter sig til er noget som er i modtagers interesse. Derimod kræver en trussel at det afsender forpligter sig til er noget som ikke er i modtagers interesse. Så en forpligtelse til at elske en resten af livet er som udgangspunkt et løfte, men en forpligtelse til at banke en sønder og sammen er en trussel. Dette gælder selv om man på dansk godt kan bruge verbet at love når man i realiteten ytrer en trussel: Jeg lover dig at du får tæsk. Interessant nok bruger man sjældent true for at eksplicitere en trussel. Det ville virke komisk hvis en bankrøver annoncerede Jeg truer jer med at skyde jer hvis I ikke giver mig pengene i stedet for Giv mig pengene ellers skyder jeg. Direkte exhortativer ligner performativer på den måde at også de ytres i præsens og første person (fx jeg lover at ) eller i imperativ (lad mig/os ). Ytringer med løfteudtryk som ikke er i præsens eller i første person tæller som informativer eller assumptiver: Hun lover os ikke noget, Jeg har lovet at være hjemme kl. 6, Jeg vil love at opføre mig pænt. Grunden til ikke at betragte sådanne ytringer som exhortativer er at de refererer til en situation, som (tilfældigvis) var, er eller vil være en exhortativ sproghandling. De udtrykker ikke en exhortativ sproghandling, de udtrykker et faktum (informativ) eller en antagelse (assumptiv). Der er nemlig forskel på at gøre noget og at snakke om eller tro på noget. Angående fx et løfte er en exhortativ sproghandling det at afgive (gøre) løftet, men det er en informativ at snakke om løftet, og en assumptiv at tro på løftet. Dog kan også exhortativer være indirekte. Ytringer der på en eller anden måde udtrykker afsenders intention om at gøre noget, tæller som indirekte exhortativer: Jeg skal nok ordne køkkenet, jeg henter jer kl. 4. De kan endda være så indirekte at afsender slet ikke er nævnt i ytringen: Du får bank, De bliver fyret. I sådanne tilfælde er det kun konteksten der kan vise at det er afsender der vil administrere slagene eller fyringen Interrogativer Interrogative sproghandlingers funktion er at søge information sådan at afsender anmoder om information fra modtager. Da interrogativers funktion på denne måde er at få modtager til at gøre noget, nemlig at overgive oplysninger, minder også interrogativerne om direktiverne. Prototypisk udtrykkes interrogativer vha. spørgende sætninger (jf. afsnit 7.1): Sner det?, Spiser du hjemme i aften?, Hvornår blev I gift?, Hvorfor er månen en grøn ost? Indirekte kan interrogativer udtrykkes vha. fremsættende sætninger med stigende intonation og evt. indsættelsen af mon eller vedføjelsen af ikke (også), vel: Du kommer til festen, ikke også? Det var da ikke så svært, vel? Mon vi kan nå toget? Måske er det bedre at blive hjemme i det her møgvejr? Ikke kun optativerne, men også interrogativerne udtrykkes ofte med prædikatløse ytringer: [Vil du have] mere te? [Tager vi så det] næste tog? [Hvad er] klokken? En indlysende vellykkethedsbetingelse for interrogativer er at modtager besidder den information som afsender gerne vil have. Det er netop derfor at interrogativpronominer i virkeligheden markerer bestemt reference (jf ). Dette er langt fra altid givet, men afsender antager det implicit i og med han stiller spørgsmålet til modtager. Men er antagelsen forkert, kan det have den konsekvens at modtager bliver påduttet noget som han finder upassende (jf ). Desuden er der det aspekt at der er grænser for hvad man kan tillade sig at spørge andre om selv hvis der i og for sig ikke opstår nogen pådutninger. Sex, løn, præferencer ved folketingsvalg, o.l. betragtes typisk som emner (tabuer) som man ikke vil spørges om af hvem som helst medmindre svareren kan forblive anonym. Som oftest kræver det et meget intimt forhold at kunne tillade sig at spørge en om hvad som helst.

354 Tabuer er noget som sprogbrug tager stilling til for så vidt der eksisterer en undertype af interrogative sproghandlinger hvis formål netop er at afværge ubehagelige situationer. Problemet er jo at det at få stillet et spørgsmål forpligter en til at svare, hvilket man i tilfældet af et nærgående spørgsmål ikke er interesseret i at gøre for at bevare sit face. Face (ansigt) er termen for et menneskes personlige integritet som vedkommende vil opretholde. Ordentlig kommunikation forudsætter at man ikke bringer sin kommunikationspartner i en situation hvori vedkommende kan føle ubehag, dvs. at man ikke truer den andens face. For at mindske risikoen for ubehag kan afsender ytre en præinterrogativ ytring (fx Må jeg stille et personligt spørgsmål? Hvad synes du om at tale om sex?) som modtager let kan besvare uden at udstille sig for meget. Afhængig af svaret kan afsender så fortsætte med sin spørgen eller lade være med det taktfuldt. Præinterrogativer bruges også inden man ytrer en direktiv sproghandling, fx Vil du gøre mig en tjeneste? Præinterrogativer kan være meget subtile, inkl. det at stille spørgsmål som Hvad laver du i morgen? inden man formulerer (eller lader være med at formulere) en eller anden opfordring/anmodning om noget som modtager gerne skulle gøre den dag. Præinterrogativer er ikke kun i modtagers interesse, for at denne ikke taber face. De er også i afsenders interesse eftersom det kan opleves som ubehageligt hvis den ønskede perlokutionære effekt udebliver. Fx er det en slags tab af ansigt for afsender hvis hans invitation afvises. Dette ubehag kan han undgå ved først at undersøge om det overhovedet giver mening (om vellykkethedsbetingelserne er opfyldte for) at ytre invitationen, som jo er en direktiv. En anden vellykkethedsbetingelse for interrogativerne er at afsender er interesseret i svaret. Det er en reel betingelse, for hvis man kun spørger for at spørge uden at være interesseret i den modtagne oplysning, bliver man hurtigt opfattet som en plage, og kommunikationen (i værste fald også det sociale forhold mellem afsender og modtager) risikerer at bryde sammen. Desuden kan et spørgsmål give bagslag, hvis man får et svar som man ikke bryder sig om. Som man siger: Lad være med at spørge hvis du ikke kan tåle svaret Fatiske sproghandlinger De fatiske sproghandlinger har den funktion at åbne, holde og lukke forbindelsen mellem afsender og modtager. Betegnelsen fatisk stammer fra det græske fatis = (sam)tale, sprog. Sprog spiller en vigtig rolle i sociale forhold mennesker imellem. En af måderne at holde kontakt med hinanden på er netop ved at kommunikere med hinanden. Kommunikationen skal åbnes, holdes i gang og lukkes på en ordentlig måde så kontakten mellem afsender og modtager ikke lider skade. I princippet er alle ytringer uanset hvilken af de ovenfor omtalte sproghandlinger de ellers udtrykker med til at holde kontakten ved lige, men der er nogle ytringstyper hvis primære formål er at vedligeholde forbindelsen mellem afsender og modtager. Fatiske sproghandlinger deles i tre grupper afhængig om de åbner, holder i gang eller lukker kommunikationen. Åbnende fatiske sproghandlinger er hilsner (hej, god morgen, dav) og spørgsmål til modtagers velbefindende (hvordan går det? har du det godt?). Den fatiske karakter af sådanne spørgsmål i starten af en kommunikation viser sig i at de normalt ikke besvares med en længere udredning af hvordan modtager virkelig har det. De mest almindelige svar er ligeså fatiske (fint, det går an, udmærket, nogenlunde). Igangholdende fatiske sproghandlinger er de såkaldte tilbagemeldingsmarkører, som den aktuelle modtager ytrer for at signalere at han følger med i afsenders fortælling. Sådanne markører er (mm, ja, nåh, hm, virkelig?, altså!). De kan være neutrale sådan at de blot viser at modtageren lytter (fx mm med neutral tone), men de kan også være vurderende, dvs. vise modtagers vurdering af eller holdning til det afsender lige har sagt (fx altså!, det synes jeg også, utroligt!).

355 Small-talk består også af igangholdende fatiske sproghandlinger. Det at tale om vejret eller et andet indholdsløst emne tæller også som fatiske sproghandlinger. Lukkende fatiske sproghandlinger er hilsner (hej-hej, farvel), optative sproghandlinger der søger at bekræfte (få bekræftet) at der også i fremtiden er interesse for at kommunikere (vi ses, snakkes, skrives) samt optative og direktive sproghandlinger der udtrykker afsenders ønske om at modtager og dennes omgivelser har det godt (kan du have det godt, hils derhjemme, god weekend, kør pænt). Som det kan ses af eksemplerne, udtrykkes mange fatiske sproghandlinger af prædikatløse konstruktioner Intention vs. perlokution Ofte kan det være svært at afgøre hvilken sproghandling en ytring tæller som. Det skyldes delvis at en og samme ytring godt kan udtrykke flere sproghandlinger på samme tid. Men det skyldes også at det afhænger af afsenders intentioner hvilken sproghandling der er tale om. Men da man ikke har adgang til afsenders intentioner, medmindre man selv er afsender, er det ofte kun konteksten der kan afgøre hvad for en sproghandling afsender menes at have afsendt. For en udenforstående, dvs. for en der er hverken afsender eller modtager, fx en lingvist der analyserer en samtale, giver perlokution (dvs. modtagers reaktion) et fingerpeg om hvordan modtager har fortolket afsenders ytring. Modtager, som jo selv er inde i kommunikationen, har normalt adgang til flere oplysninger end en udenforstående har. Men da modtager heller ikke har direkte adgang til afsenders intentioner, kan man ikke sætte lighedstegn mellem hans perlokution og afsenders intention. Ikke desto mindre måler afsender sine sproghandlingers succes på modtagers perlokution Sætningstyper Et oplagt emne er sammenhængen mellem sætningstyper og sproghandlingstyper. Det er jo sætninger, for så vidt ytringer udgøres af sætninger, der udtrykker sproghandlinger. Dette reflekteres i at betegnelserne for sætningstyperne er motiveret af hvilken slags sproghandling den givne sætningstype anses for at udtrykke. Den følgende tabel giver en oversigt over den typiske sætningsstruktur i de forskellige sproghandlinger. Sproghandlinger og sætningstyper Sproghandling Sætningstype informativ deklarativ performativ deklarativ assumptiv deklarativ ekspressiv deklarativ direktiv eksklamativ permissiv deklarativ optativ inversion, ledsætningsledstilling, eksklamativ exhortativ eksklamativ med lad, deklarativ interrogativ inversion, deklarativ med hv-ord fatisk deklarativ Som det ses dominerer den deklarative sætningstype. Den er den primære sætningstype ved de fleste sproghandlinger og forekommer desuden som sekundært (indirekte) udtryksmiddel også ved de sproghandlinger hvor den ikke er primær.

356 Almindeligvis betragter man kun helsætninger og elliptiske ytringer som udtryk for sproghandlinger, ledsætninger betragtes ikke som udtryk for sproghandlinger. Ikke desto mindre er det sådan at også ledsætninger kan udtrykke indhold som ellers udtrykkes af en helsætning. Dette er tilfældet ved indirekte tale og indirekte spørgsmål (jf. afsnit 7.9.1). På denne måde kan man indbygge alle slags sproghandlinger i en overordnet sproghandling. Hvad den overordnede sproghandling er, afgøres af hovedsætningen. Den overordnede sproghandling kan være en hvilken som helst sproghandling. Ved de følgende eksempler angives i parenteser først den overordnede, dernæst den indlejrede sproghandling: Hun spurgte mig hvornår jeg ville være hjemme (informativ/interrogativ), Jeg siger ikke mere at du skal rydde op (informativ/direktiv), Fortæl mig hvad du har oplevet i dag (direktiv/interrogativ), Jeg kunne ønske mig at kende spørgsmålene i forvejen (optativ/informativ), Hun siges at være smuk (assumptiv/ekspressiv) Sammenfatning I nedenstående tabel sammenfatter jeg de enkelte sproghandlingers mest typiske indholdselementer og markører. Sproghandlingers indholdselementer og markører Sproghandling Modalitet Tid Person Leksikon informativ faktuel, kontrafaktuel alle alle performativ faktuel nutid 1. døbe, udnævne, fyre assumptiv epistemisk, aletisk alle alle tro, antage, mene ekspressiv epistemisk alle alle synes, føle, efter ens mening direktiv deontisk nutid, fremtid 2. beordre, befale, bede permissiv deontisk/potentiel nutid, fremtid 2. må, kan, tillade, give lov optativ deontisk alle alle må, kan, gid, ønske, tænke sig exhortativ volitiv nutid, fremtid 1. lad os, love, forpligte sig interrogativ faktuel, nonfaktuel alle alle mon, hv-ord fatisk alle alle alle hilsner, ønsker Person henviser til ytringens subjekts person. Dette gælder direkte sproghandlingers subjekt. Tid er ytringens tidsreference. Den henviser til det tidspunkt som den i ytringen omtalte situation finder sted på. Selve sproghandlingerne finder alle per definition sted i nuet i og med de foregår mens man ytrer dem. Tabellen med sætningstyperne i foregående afsnit og tabellen med indholdselementerne definerer de direkte sproghandlinger. Når nogen af de elementer der er anførte i disse to tabeller, mangler i en ytring, men ytringen meningsmæssigt alligevel hører til den givne sproghandlingstype, kan der kun være tale om en indirekte sproghandling, fx når en direktiv udtrykkes vha. et spørgsmål (ikkeeksklamativ sætningstype). Tegningen nedenfor viser resultatet af et grundigt studium af sproghandlinger. Næste kapitel vedrører hvordan man kan skabe sammenhæng i tekster. Bogen har forhåbentlig været en implicit demonstration af dette, men kapitlet sætter tekstsammenhæng under lup for at eksplicitere mekanismerne i tekstskabelsen.

357 Kapitel 18 Tekstsammenhæng I dette kapitel vil jeg beskæftige mig med hvilke midler sprog stiller til rådighed for at skabe sammenhæng i en tekst. Kapitlet, en del af disciplinen tekstlingvistik, handler om hvordan man komponerer de mest komplekse tegn i sprog, nemlig tekster. Jeg tager en minutiøs tilgang til tekstsammenhæng og betragter ikke helsætninger, men også ledsætninger og nominaliseringer som relevante elementer i skabelsen og udtrykket af tekstsammenhæng. Jeg tager hermed konsekvensen af at jeg bygger min sprogbeskrivelse på situationer og situationer jo lige så godt kan udtrykkes både i form af nominaliseringer og ledsætninger, som i form af helsætninger. Jeg sætter hermed underordning i et andet perspektiv end der har været tradition for Indledning En tekst defineres i første omgang som en samling af en eller flere på hinanden følgende ytringer, såvel skriftlige som mundtlige. Sammenhæng i en tekst skabes ved at man kobler de elementer som teksten handler om, sammen. Det skal bemærkes at kapitlet handler om den formelle sammenhæng i en tekst, ikke om den indholdsmæssige sammenhæng. Det er vigtigt at skelne mellem de to, for det er muligt at konstruere tekster der formelt hænger godt sammen, men ikke indholdsmæssigt, eller omvendt. Sammenlign dette med skelnen mellem grammatisk og semantisk korrekte sætninger i afsnit Strengt taget taler man kun om en tekst hvis der er en indholdsmæssig sammenhæng mellem de ytringer der udgør teksten. Hvis sammenhængen ikke forefindes, er der blot tale om løsrevne sætninger som kun tilfældigvis følger hinanden. Dvs. den indholdsmæssige sammenhæng er et definerende træk for en tekst. Derimod er den formelle sammenhæng kun afgørende for hvorvidt teksten er velformuleret. Groft sagt er en tekst velformuleret hvis den følger principperne for formel sammenhæng, men er dårligt formuleret hvis den ikke gør det. Dette sammenfattes i tabellen nedenfor. Tekstsammenhæng +Indholdsmæssig sammenhæng Tekst + Formel sammenhæng - Formel sammenhæng Velformuleret tekst Dårligt formuleret tekst - Indholdsmæssig sammenhæng Ingen tekst, løsrevne sætninger Sammenkobling af elementer foregår på tre planer. Der er sammenkoblingen af de situationer man omtaler, koblingen af de enkelte situationselementer, først og fremmest aktanterne, til teksten, og sammenkoblingen af de ytringer der udgør teksten. Sammenkobling af situationer er baseret på situationernes forhold til hinanden i diskursuniverset. Sprogligt markerer man sammenkoblingen af situationer vha. forbindende elementer, som er konjunktionelle, subjunktionelle eller neutrale led eller adpositionaler, og som placeres i de ytringer der udtrykker de enkelte situationer. Koblingen af aktanterne foregår gennem referencerne til dem, dvs. gennem udformningen af de substantivaler der henviser til aktanterne. Man kan nemlig referere til aktanter på forskellig vis, og den rigtige måde at gøre det på er med til at skabe sammenhængen i en tekst. Det skal noteres at både refereringen og situationskoblingen kan være umarkeret. Dvs. der behøver ikke forekomme noget sprogligt element for at koblingen kan være til stede. I et sådant tilfælde er koblingen umarkeret og underforstået.

358 Koblingen af ytringer hænger sammen med ytringernes typer og deres placering et konkret sted i en konkret tekst. Disse tre slags koblinger udgør tekstsammenhængen på mikroniveau. Tekstsammenhæng kan også betragtes på et overordnet plan, makroniveauet, som også kaldes tekstkomposition. Mikroniveauet angår de enkelte elementer i teksten mens makroniveauet er tekstens overordnede struktur. I det følgende vil jeg beskrive koblingstyperne hver for sig efterfulgt af nogle tanker om kompositionsmønstre. Kapitlet afsluttes med illustration af manglende tekstsammenhæng Situationskobling Situationskobling kaldes også konneksion. Konneksion er forbindelsen mellem situationer (eller grupper af situationer) i diskursuniverset som bliver omtalt i teksten. Konneksion er altså et fænomen der hænger sammen med selve situationerne eller anskuelsen af dem, ikke med det at de bliver omtalt (i modsætning til ytringskobling, jf. afsnit 18.3). Forbindelsen mellem situationerne kan være logisk, temporal, årsags-, hensigts- og betingelseskobling. Ved konneksion er situationer omstændigheder for hinanden (jf. afsnit 2.6.2). Det betyder at situationerne er samordnede, ikke underordnede hinanden selv om en af situationerne eventuelt udtrykkes i form af en syntaktisk underordnet led, fx en ledsætning. De sproglige elementer der udtrykker konneksionerne kaldes konnektorer. Konnektorer er konjunktionelle og subjunktionelle led samt visse neutrale led. Adpositionaler kan også fungere som konnektorer hvis de markerer et led, fx et substantival, der udtrykker en situation. Jeg opfatter situationskobling meget bredt og taler ikke kun om situationskobling når situationer er udtrykt i helsætninger, men også når situationer er udtrykt i sætningsled, dvs. ledsætninger eller substantivaler. Det skyldes ganske enkelt at en situation forbliver en situation selv om den bliver udtrykt gennem et syntaktisk underordnet led. Så situationens egenskab, det at kunne stå i forbindelse med andre situationer, ændrer sig ikke bare fordi den ikke udtrykkes i form af en helsætning. Efter min mening er den syntaktiske underordnings funktion det at kunne fremhæve en situation som forgrund og samtidig at sætte andre situationer i baggrund (jf. afsnit 11.4). Den forgrundede situation udtrykkes som en hoved- eller helsætning, den baggrundede situation som sætningsled. Ved valget af sætningsled kan baggrundning gradueres: Situationer udtrykt som ordgrupper er de mest baggrundede mens situationer udtrykt som finitte neutrale ledsætninger er mindst baggrundede. Når begge situationer udtrykkes som helsætninger, er der ikke tale om direkte for- /baggrundning. Dog kommer den situation der udtrykkes senest naturligt i forgrund da det er den der er i samtaleparternes umiddelbare opmærksomhed. I det følgende vil jeg beskrive de enkelte konneksionstyper. Det skal bemærkes at der ofte består flere konneksioner samtidig mellem situationer. For enkelhedens skyld vil jeg beskrive konneksionerne som om de gælder mellem to enkle situationer. Men i virkeligheden består der ofte en konneksion mellem to grupper af situationer. Man kan fx godt sætte to afsnit eller to kapitler i en bog i forbindelse med hinanden. Så der er ikke nogen principielle grænser for hvor omfattende tankerækker der kan sættes op i forhold til hinanden Logisk kobling

359 Ved logisk kobling angives hvorvidt to situationer supplerer eller udelukker hinanden i en tankerække. Når de supplerer hinanden, taler man om en konjunktiv konneksion, når de udelukker hinanden, kaldes konneksionen disjunktiv (jf. afsnit ). 117 Inden for konjunktiver sondrer man mellem additiver hvor det blot konstateres at to situationer er forbundet med hinanden, og adversativer hvor de to situationer er sat op som modsætninger af hinanden. Konjunktion og disjunktion kan endda kombineres med hinanden idet det ikke altid er klart hvorvidt to situationer supplerer eller udelukker hinanden. Ren disjunktion kaldes eksklusiv disjunktion, konjunktion blandet med disjunktion kaldes inklusiv disjunktion. Mange sprog, fx dansk, skelner ikke skarpt mellem eksklusiv og inklusiv disjunktion. Logisk kobling udtrykkes prototypisk vha. konjunktionelle led, men man kan også bruge neutrale led til samme formål. Additiv kobling er ofte umarkeret. Adversativ kobling kan også udtrykkes vha. underordning. Tabellen nedenfor sammenfatter de logiske konneksioner og deres konnektorer med eksempler. Logiske konneksioner Konneksioner Konnektorer Eksempler Konjunktion Additiv Disjunktion Adversativ (både...)og, også, desuden, derudover, hverken...eller, heller ikke 118, såvel...som men, derimod, hvorimod, dog, til gengæld, alligevel, om end, selv om, skønt, til trods for, mens Han kan godt lide chokolade. Derudover elsker han cider. Hans kone kan også godt lide vin. Han var syg, men han kom til festen. Han var begavet, velopdragen var han til gengæld ikke. Derimod var hans lillebror meget flink. Han kom til festen selv om han var syg. Eksklusiv (enten...)eller Besøger du os i weekenden, eller skal du arbejde? Inklusiv eller, og/eller, alternativt, ellers Man kan starte dagen med at spise morgenmad og/eller gå i sauna. De logiske konnektorer, bortset fra både, enten, hverken og såvel, placeres i den ytring der udtrykker situation nr. 2. Konjunktionerne og, men og eller kan også forbinde aktanter (jf. afsnit ). I så fald er der ikke tale om konneksion. Logisk forbindelse mellem situationer betyder ikke at situationerne skal foregå samtidig (konjunktion) eller at de ikke kan finde sted samtidig (disjunktion). Situationerne kan sagtens være temporalt adskilte fra hinanden: Han vaskede pænt op i torsdags, men det gad han ikke i går. Logisk forbindelse betyder at afsender sætter situationerne i forbindelse med hinanden. I nogle tilfælde er forbindelsen mellem situationerne givet på forhånd ud fra hvordan verden er indrettet: Børn fødes enten på naturlig vis eller tages ud af livmoderen ved kejsersnit. Her er det eksklusive disjunktive forhold givet af at der ikke er andre måder at bringe et barn til verden end disse to, som indbyrdes udelukker hinanden. 117 Bemærk at betegnelsen konjunktiv her ikke henviser til en modus. Den udtrykker at to situationer er forbundet med hinanden: jugo (jeg binder) + con (sammen). Men benævnelsen af en bestemt modus som konjunktiv stammer netop fra at konjunktiv i latin er en modus der typisk forekommer i underordnede sætninger, som jo per definition er forbundet med en anden sætning (oversætningen). 118 Hverken...eller og heller ikke er konnektorer for en speciel slags addition fordi det er to ikke-forekommende situationer der bliver koblet sammen.

360 Men i andre tilfælde er det helt op til afsender hvad han vælger at sætte i forbindelse med hinanden, afhængig af hvad han har lyst til eller behov for at kommunikere: Peter kørte i en hvid Alfa Romeo og havde en OBH-flødepisker derhjemme. Her er der ikke nogen umiddelbart indlysende grund til at koble det at køre i en hvid Alfa Romeo sammen med det at besidde en OBHflødepisker. Men hvis det er afsenders intention at beskrive Peters liv, er det selvfølgelig i orden at foretage denne kobling. Den adversative konneksion er konjunktiv for så vidt det udtrykker addition, det at to situationer sammen indgår i en mere kompleks tanke. Men den udtrykker samtidig et modsætningsforhold mellem de to situationer, sådan at den ene situation ikke burde finde sted, men at den finder sted på trods af forventningerne. Bemærk at den eksklusive disjunktive konneksion implicit udtrykker et modsætningsforhold i og med de to situationer er opstillet som udelukkende hinanden. Som den eneste af de logiske forbindelser kan adversativ konneksion også udtrykkes vha. underordning, i form af koncessive (indrømmelses-) ledsætninger (jf. afsnit ) og substantivaler markeret med et adpositional. Adversativ kobling udtrykt gennem underordning er tegn på en stærkere modsætning end kobling via sideordning. Konnektoren men udtrykker ofte ikke nogen egentlig modsætning mellem situationer, men snarere emneskift i kommunikationen. Konnektoren mens, som ellers udtrykker en temporal kobling, samtidighed (jf. afsnit ), udtrykker modsætningsforhold mellem situationer gennem at fremhæve at de forløber parallelt med hinanden. Med andre ord bliver det ved brugen af mens nedtonet at modsætningsforholdet består pga. ikke-indfriede forventninger: Mens præfikser kun kan være derivative i dansk, kan suffikser være både derivative og fleksive Temporale koblinger Temporal kobling er to situationers tidslige placering i forhold til hinanden. Temporal kobling er således tæt beslægtet med tekstuel tidsreference (afsnit ). Situationer kan stå i forbindelse med hinanden temporalt på tre måder: De kan finde sted samtidig, den ene kan foregå før den anden, og den ene kan foregå efter den anden. De to sidste muligheder er selvfølgelig to sider af samme sag, for hvis den ene situation foregår før den anden, må den anden nødvendigvis følge efter den ene; og omvendt. Om man fokuserer på førtidigheden eller eftertidigheden, er et spørgsmål om perspektiv, et spørgsmål om hvilken situation man betragter som forgrund og hvilken som baggrund. Situationer udtrykt i form af en hovedsætning eller som den sidste helsætning i en række af helsætninger tæller som forgrund. Førtidighed og eftertidighed vurderes ud fra forgrundssituationen. Dvs. førtidighed er at forgrundssituationen finder sted før baggrundssituationen mens eftertidighed er at forgrundssituationen finder sted efter baggrundssituationen. Inden for samtidighed (kontemporalitet) sondrer man mellem perfektiv og imperfektiv aspektualitet, dvs. situationernes udstrækning i forhold til hinanden, som er den måde situationerne overlapper hinanden på (jf. afsnit ). Konnektorerne for temporal kobling er subjunktionelle led, neutrale led og adpositionaler samt tempus. Temporal kobling, især eftertidighed, er ofte umarkeret. Temporalitet er en naturlig del af nogle andre koblingstyper, fx årsag, idet årsagssituationen nødvendigvis må komme forud for resultatsituationen. Denne sammenhæng er så stærk at temporal kobling i flere sprog deler konnektorer med årsagskoblingen (jf. afsnit ). Tabellen nedenfor sammenfatter de temporale konneksioner og deres mest typiske konnektorer. Temporale konneksioner

361 Temporal konneksion Førtidighed Samtidighed, perfektiv Samtidighed, imperfektiv Eftertidighed Konnektorer før, inden, indtil, forinden, allerede, først, plusquamperfektum, perfektum, futurum exactum, futurum exactum in præterito da, når, på samme tidspunkt, i det øjeblik, dengang mens, imens, samtidig med, under, i løbet af efter, senere end, så, derefter, bagefter, dernæst, siden, til sidst, futurum in præterito Eksempler Inden han tog hjem, gjorde han sit arbejde færdigt. De havde allerede sat sig til bords, da vi ankom. De vil også gerne besøge os, men de vil kigge forbi hendes forældre forinden. Hun læste i en god bog da han kom hjem. De mødte altid postbuddet når de gik i børnehave. Mens hun så fjernsyn, lavede han aftensmad. Samtidig med at lave maden, ordnede han også vasketøjet. Efter gymnasiet rejste hun rundt om jorden. Derefter begyndte hun på universitetet. Subjunktionelle led og adpositionaler indleder de udtryk der angiver baggrundssituationen, mens de anførte tempora og neutrale led er dele af de udtryk som angiver forgrundssituationen. Når to situationer overlapper, er det et spørgsmål om fokus om man betragter dem som samtidige eller før-/eftertidige. Både i (1) og (2) overlapper hendes seen fjernsyn med vores hjemkomst og er startet før hjemkomsten. Men i (1) fokuserer man på de to situationers overlap og dermed samtidigheden. Derimod fokuser man i (2) på at fjernsynskiggeriet allerede var i gang ved hjemkomsten, og dermed på førtidigheden. (1) Hun så fjernsyn da vi kom hjem. (2) Hun var begyndt at se fjernsyn da vi kom hjem. Da og når er ikke entydige markører af samtidighed. Når hovedsætningen indeholder de i tabellen ved førtidighed anførte tempora, indleder de sætninger der angiver en senere stedfunden situation, dvs. de markerer førtidighed: (3). Men hvis disse tempora er anvendt i deres ledsætninger, indleder de en sætning der angiver en tidligere situation, dvs. de markerer eftertidighed: (4). De udtrykker dog i alle tilfælde en tilstand, i eksemplerne det at opvasken er ordnet, der er samtidig med den anden situation, det at få dessert. (3) Vi havde vasket op da vi fik dessert. (4) Vi fik først dessert da vi havde vasket op. (5) Vi får først dessert når vi har vasket op. (6) Vi fik først dessert når vi havde vasket op. Da og når komplementerer hinanden på den måde at da bruges ved ledsætninger med fortidsreference, som i (4), og når bruges ved ledsætninger med nutids-, fremtids- eller altids-/habituel reference, (5). Dog kan når også bruges i forbindelse med fortidsreference hvis der er tale om en habituel situation, som i (6). Så (4) kan være en fortælling om en konkret middag mens (6) kan være en beretning om fx ens barndom, om hvordan spisning fandt sted i ens familie. Som nævnt før er eftertidighed ofte umarkeret. Det er nemlig sådan at hvis intet andet er angivet, følger ytringerne i en tekst begivenhedernes kronologiske rækkefølge. Dvs. en ytring der kommer efter en anden ytring, udtrykker som default en situation som følger den første ytrings situation

362 i tid; ytringernes tekstuelle rækkefølge afspejler således som udgangspunkt de omtalte situationers rækkefølge. Derfor er den følgende korte tekst absurd: Han døde og lagde sig ned. Den udtrykker jo fordi intet andet er angivet at han først døde og bagefter lagde sig ned, hvilket jo er absurd da lægge kræver en agens, som et dødt menneske ikke kan være Årsagskobling Der består årsagskobling mellem to situationer hvis den ene situation er årsagen til eller forklaringen på den anden situations tilblivelse. Årsagskobling kan markeres vha. konjunktionelle led, subjunktionelle led og adpositionaler samt udtrykkes gennem neutrale led, men det kan også være umarkeret. Konnektorerne fungerer på to forskellige måder. Nogle af dem, konjunktionelle og subjunktionelle led samt adpositionaler, markerer (indleder) det udtryk der indeholder årsagen. Men de andre konnektorer henviser blot til årsagen, som så er udtrykt andetsteds i teksten, fx i en forudgående sætning. Sådanne henvisende konnektorer er adverbialer eller substantivaler med adpositional. Tabellen nedenfor giver en oversigt over årsagskonnektorerne. Årsagskonnektorer Konnektortype Konnektorer Eksempler Henvisende derfor, af den grund, pga. det Han var syg, derfor kom han ikke. Hans bil gik i stykker. Pga. det blev han forsinket. Indledende fordi, for, thi, pga., eftersom, da, siden, efterdi, idet Han kom ikke fordi han var syg. Da det er svært at finde gode sko, gav han sig god tid til at gennemsøge byens forretninger. Han var glad, for det var hans fødselsdag. De henvisende konnektorer forekommer i den sætning som angiver resultatet, hvorimod de indledende konnektorer indleder den sætning eller ordgruppe der udtrykker årsagen. Da de henvisende konnektorer har anaforisk reference, bliver årsagen nødvendigvis udtrykt før resultatet udtrykkes. Derimod følger sætninger indledt med en årsagskonnektor typisk angivelsen af resultatet. Som nævnt i er der et bestemt temporalt forhold mellem årsag og resultat på den måde at årsagen nødvendigvis må være førtidig i forhold til resultatet (der kan dog være overlap mellem de to situationer). Derfor er det ikke underligt at konnektorer der markerer (eller kan markere) en førtidig situation, da og siden, også kan markere årsagssituationer. Årsagssituationer er typisk i baggrund. De kan dog vha. for og thi eller gennem umarkerethed bringes i forgrund. Årsager må nødvendigvis være faktuelle, for hvis de ikke var det, kunne de ikke udløse resultatet. Derimod kan forklaringer godt fremstilles non- eller kontrafaktuelt: Eksempelvis valgte kommissionen med formand Jacques Santer i spidsen at gå af selv, fordi kommissionen ellers ville være blevet væltet af parlamentet. Men selv om forklaringen på kommissionens afgang er kontrafaktuel (de blev jo ikke væltet), er årsagen til afgangen som ikke bliver udtrykt eksplicit faktuel, nemlig kommissionens tro på at de ville være blevet væltet. Da årsager skal være faktuelle, kan udtryk som fordi månen er en grøn ost ikke betragtes som eksempler på årsagskobling til trods for konnektoren fordi, i hvert fald ikke i deres bogstavelige betydning Hensigtskobling

363 Der består hensigtsforbindelse mellem to situationer når den ene udføres med det formål at kunne udføre den anden (hensigten). Den ene situation forbereder ligesom terrænet for at hensigtssituationen kan komme i stand. Hensigtskobling markeres vha. subjunktionelle led eller adpositionaler. Tabellen nedenfor viser de mest typiske hensigtskonnektorer og nogle eksempler. Hensigtskonneksion Konnektorer Eksempler for (at), så (at), For at blive klog skal man læse meget. Der udmåles punktafgift på sodavand med henblik på at begrænse børnenes forbrug af det. Han kom hjem med henblik på tidligere så han ikke gik glip af fodboldmatchen. Udtryk der angiver hensigt er ofte nonfinitte og følger typisk det udtryk der angiver den forberedende situation. Da hensigt altid udtrykkes via underordning, er det per definition i baggrunden. Det kan dog bringes i forgrund vha. omformulering med anaforisk reference og substantivaler der henviser til en hensigt: Han ville blive klog. Dette var hans hensigt med at læse så meget. Da hensigt ikke er nogen garanti for at en situation bliver til virkelighed, er hensigtssituationer som udgangspunkt nonfaktuelle. Det er derfor at mange sprog benytter ikke-indikativer, fx infinitiv eller konjunktiv, i et udtryk der angiver hensigt. Fortidige situationer som har været hensigter kan dog selvfølgelig være blevet faktuelle i mellemtiden: Apollo 11 blev udsendt for at lande på månen. Hensigtssituationer må nødvendigvis være eftertidige i forhold til deres forberedende situationer Betingelseskobling Der består betingelsesforbindelse mellem to situationer når den ene situation (protasis) er fremlagt som en betingelse for at den anden situation (apodosis) kan blive til virkelighed. På denne måde ligner betingelseskoblingen hensigtskoblingen idet protasis svarer til den forberedende situation og apodosis til hensigten. Men der er nogle vigtige forskelle. Den forberedende situation i en hensigtskonneksion er faktuel, men protasis er nonfaktuel eller kontrafaktuel. 119 Desuden kræver den forberedende situation en agens da det at have hensigt er en bevidst tilstand. Derimod stiller hverken protasis eller apodosis nogen som helst krav til hvilke aktanter der skal være til stede i dem. Betingelseskobling er også beslægtet med årsagskobling idet der er en implicit årsagsforbindelse mellem protasis og apodosis. For da protasis anses for at være en betingelse for apodosis, bliver den årsagen for apodosis hvis den bliver til virkelighed: Hvis du rører ved 230 V, dør du. årsagen til døden bliver nærkontakten med 230 V. 120 Forskellen mellem de to er at årsagssituationen er faktuel mens protasis (og apodosis) er nonfaktuel eller kontrafaktuel. Tabellen nedenfor er en oversigt over betingelseskonnektorerne. Betingelseskonneksion Konnektorer Eksempler 119 Den forberedende situation kan dog være kontrafaktuel i implicitte betingelseskonstruktioner: Han ville have gjort alt for at redde hende, men var ikke i nærheden af katastrofestedet. 120 Bemærk at betingelseskonneksionen defineret som her egentlig intet har at gøre med implikation i formel logik, som ellers anses for at være den nærmeste logiske ækvivalent til betingelseskonneksionen. Implikation i logik kræver nemlig ikke nogen som helst årsagssammenhæng mellem dens protasis og apodosis.

364 hvis, dersom, inversion Hvis man falder i koldt vand, risikerer man at fryse ihjel. Ringer du ikke til hende, vil du senere fortryde det. Konnektorerne markerer altid protasis, og da de er subjunktioner, er protasis altid i baggrunden. 121 Protasis kan både følge og gå forud for apodosis. Når det er apodosis der følger protasis, kan den være indledt med så (se også afsnit ): Hvis du havde taget til Thailand, så kunne du være død nu. Protasis og apodosis skal have den samme modalitet, dvs. enten begge er nonfaktuelle eller begge kontrafaktuelle. Apodosis er naturligvis eftertidig eller samtidig i forhold til protasis. Betingelseskonneksionen kan være umarkeret. Det er tilfældet hvis protasis udelades (jf. afsnit og eksemplet i fodnote 119). Nonfaktuel protasis kan også udtrykkes i form af et substantival: I tilfælde af tyveri kontaktes det lokale politi straks. I et sådant tilfælde er det kernesubstantivets indhold, at det henviser til en betingelse, der sørger for at udtrykke betingelseskonneksionen Følge En situation kan fremstilles som følge af (konsekvens) eller på en anden situation. Forbindelsen mellem følgesituationen, der er i forgrund, og den situation den følger, som er i baggrunden, kan være rent temporalt (eftertidighed): Han tog bad, og så spiste han morgenmad. Men forholdet kan også være årsags- eller betingelseskonneksion sådan at baggrundssituationen er årsag til eller betingelse for følgesituationen: Han har mange penge (årsag), så han kan tillade sig næsten alt. Hvis man har mange penge (betingelse), så kan man tillade sig næsten alt. Følgekonneksionen er således en implicit del, et spejlbillede, af årsags- og betingelseskonneksionen. Følgekonneksionens konnektor er så. Det bruges som et adverbium ved rent temporale følger (rækkefølge) og ved betingelsesfølger, men som en konjunktion ved årsagsfølger. En følgesituation er per definition i forgrund idet den udtrykkes vha. en helsætning, som oven i købet ofte er nr. 2 i rækken af sætninger, dvs. følgesituationens sætning følger efter baggrundssituationens sætning. Så brugen af konnektoren understreger blot at situationen skal forstås som følge. Konnektoren udelades da også ofte. Da en følgesituation godt kan afhænge af en betingelse, kan følgesituationer generelt betragtet have alle slags modaliteter Aktantkobling Situationer kan også kobles sammen på den måde at den ene situation er en del af den anden situation. Sådan en situation er en underordnet situation, som er aktant i den overordnede situation (jf. fx afsnit 2.6.1, 10.9 og 14.1). Normalt taler man ikke om konneksion mellem den underordnede situation og den overordnede situation netop fordi den ene situation er aktant i den anden. Ikke desto mindre er der visse paralleller mellem samordnede situationers forhold mellem hinanden og forholdet mellem over- og underordnede situationer. I det følgende vil jeg betragte nogle af disse lighedstræk. De underordnede situationer der tages i betragtning er understregede. Visse foregange, fx ønske, ville, tænke sig udtrykker hensigt hos deres agens. Derfor udgør disse foreganges underordnede situation en hensigt, som i (1). 121 Protasis tæller også som ledsætning når den er markeret med inversion selv om inversion normalt kun forekommer i helsætninger (jf. afsnit ).

365 (1) De kunne tænke sig at køre til Slovenien. Kausative verber udtrykker foregange der forårsager at en situation bliver til. Derfor udgør disse foreganges underordnede situation en årsagsfølge, som i (2). (2) Hun gjorde ham vred Han blev vred fordi hun gjorde et eller andet ~ Hun gjorde et eller andet, så han blev vred. Omvendt i forhold til kausative foregange tager følelsesforegange en situation som aktant som netop udløser følelsesforegangen, den tilstand at have pågældende følelse, som i (3). Her udtrykker den underordnede situation årsag. (3) Han er glad for at have mødt hende Det at han mødte hende gjorde ham glad ~ Han er glad fordi han mødte hende. Også betingelseskonneksion kan forekomme ved underordnede situationer, som i (4). Her udtrykker foregangen betinge, substantivaliseret i betingelse, betingelseskonneksionen, og den ene af dens aktanter, udtrykt gennem den understregede ledsætning, udgør betingelsen mens følgen (apodosis) udtrykkes som postleddet for at du kan gå i biografen. (4) Betingelsen for at du kan gå i biografen er at du laver dine lektier først Hvis du laver dine lektier først, kan du gå i biografen. Som eksemplerne ovenfor viser, er der betragtelige lighedstræk mellem på den ene side hensigts-, årsags- og betingelseskonneksioner der består mellem samordnede situationer, og på den anden side disse konneksioner der realiseres gennem underordnede situationer som er aktanter i forhold til en hensigts-, årsags- eller betingelsesforegang. Men der er også vigtige forskelle. Når hensigt udtrykkes via en hensigtsforegang (fx ville ) og dens aktantsituation, får man umiddelbart kun at vide at hensigten findes, men ikke hvad hensigtens ejer vil gøre for at opnå hensigten. Sammenlign Hun vil gerne lære mange sprog med Hun studerer ihærdigt for at lære mange sprog. Derimod får man netop dette at vide gennem en hovedsætning der ikke har et prædikat der udtrykker hensigtsforegang. Man kan betragte præpositionen for som udtryk for en abstrakt hensigtsforegang der tager to situationer som aktanter: Den situation, forgrundssituationen, som hovedsætningen udtrykker (hun studerer ihærdigt) og hensigtssituationen som er udtrykt i ledsætningen (for at [hun] lære mange sprog). Denne analyse er på linje med den i bogen gennemgående anvendte analyse at betragte situationer som bestående af aktanter og foregange, organiseret på flere niveauer. Ifølge denne foregangsanalyse udtrykker et syntaktisk underordnet led, adpositionalet for, det semantisk mest overordnede element, hensigtsforegangen, der forbinder to situationer med hver deres foregange og aktanter. Når årsag udtrykkes via en årsagsforegang (kausativ), udtrykkes der en meget tæt forbindelse mellem årsag og resultat, sådan at årsagen uundgåeligt udløser resultatet. Derimod er en årsagskonneksion udtrykt via samordning en løsere forbindelse mellem årsag og resultat (følge), hvor årsagen ikke nødvendigvis selv udløser resultatet, men bare er en forklaring på hvorfor resultatet (forgrundssituationen) er blevet til. Denne forskel kan observeres ved at jo mere usandsynlig årsagssammenhængen mellem årsags- og følgesituationen er, desto stærkere er tendensen til at samordne situationerne frem for at bruge en kausativ foregang: Hun plukkede æbleblomster fordi Uranus og

366 Neptun stod i konstellation vs.?uranus og Neptuns konstellation tvang hende til at plukke æbleblomster. Når betingelse udtrykkes vha. en betingelsesforegang er der typisk tale om en generisk betingelse. (4) udtrykker fx at det generelt er sådan at adressaten skal lave sine lektier for at få lov til at gå i biografen. Denne generiske tidsreference stammer fra substantiveringen af foregangen, fra at den udtrykkes med et substantival. Substantiver har jo den funktion at de udtrykker mere permanente tilstande (jf. 14.5). Den generiske tidsreference kan dog konkretiseres, så denne sætning kan også godt anvendes i en konkret situation hvor adressaten gerne vil i biografen. Man kan dog også godt udtrykke generisk tidsreference ved at bruge betingelsessætninger: Hvis man har lavet sine lektier, må man gå i biografen. Men ved at bruge en betingelsesforegang i substantivisk form, fokuserer man på eksistensen af betingelseskonneksionen mellem to situationer. Igen udtrykker aktantkoblingen en tættere forbindelse mellem to situationer end samordnende sætninger Sammenfatning Det skal først og fremmest bemærkes at konneksionerne ikke udelukker hinanden. Ved at vælge én bestemt konneksion fokuserer man blot på et bestemt aspekt af sammenhængen mellem situationer. Derfor kan forholdet mellem to situationer i diskursuniverset beskrives vha. forskellige konneksioner: Hans glæde blev udløst af at have mødt hende, Han blev glad da han mødte hende, Han blev glad fordi han mødte hende. Desuden kan man godt vælge at lade være med overhovedet at markere nogen konneksion. Konneksioner kan jo som så mange andre indholdselementer godt være umarkerede: Han mødte hende. Han blev glad. I eksemplet er en sandsynlig årsagskonneksion ladet umarkeret. Men hvis en konneksion er umarkeret, går nogen information tabt, og det er ikke sikkert at modtager opfanger konneksionen korrekt. På den anden side kan brugen af for mange konnektorer gøre en tekst for barnlig eller kedelig. Så en velformuleret tekst holder en passende balance mellem for mange og for få eksplicitte konneksioner Ytringskobling Konneksion, som beskrevet i afsnittene ovenfor, er et forhold der gælder mellem situationer. Dvs. konneksion er et forhold på indholdssiden. Den har reflekser i udtryk, konnektorerne, som forekommer i ytringer. Men der er også et forhold der gælder mellem ytringer på den måde at en bestemt slags ytrings forekomst lægger op til en anden slags ytrings forekomst i samme tekst. Dette forhold, som jeg kalder ytringskobling, har ikke noget at gøre med de situationer som ytringerne henviser til, men med den måde ytringerne er udformede på, og med det at ytringerne er placeret i den samme tekst. Jeg bruger betegnelsen tekst meget bredt, en tekst kan være alt fra en skrivelse til en dagligdags samtale. Det forhold at en slags ytring lægger op til forekomsten af en bestemt slags ytring efter sig kaldes ytringens sigte; ytringen sigter på at den bliver efterfulgt af en bestemt slags ytring. Det forhold at en slags ytring lægger op til at der forekommer en bestemt slags ytring før den, kaldes ytringens forudsætning; ytringen forudsætter at der forekommer en bestemt slags ytring før den. Sigte og forudsætning komplementerer hinanden, sigte er fremadpegende, forudsætning er tilbagepegende. Ytringskobling er fællesbetegnelse for sigte og forudsætning. Det skal bemærkes at ytringskobling handler om typer af ytringer, ikke om konkrete ytringer. For hvis en ytring sigtede på en konkret ytring, ville der ikke være nogen grund til at ytre denne ytring.

367 I det følgende vil jeg beskrive nogle hovedtyper af ytringskobling. Hertil deler jeg ytringer op i ytringstyperne: introducerende ytring, spørgsmål, negeret ytring og assertion. Ytringskobling hænger meget nøje sammen med vellykkethedsbetingelser for sproghandlinger (jf. Kapitel 17). Ytringskobling er hyperonym til begrebet adjacency pair, brugt i konversationsanalyse. Adjacency pair dækker over ytringstyper der forekommer parvis i en samtale: spørgsmål-svar, opfordring-reaktion, hilsen-hilsen, o.l. Jeg bruger betegnelsen ytringskobling da jeg ikke begrænser min diskussion til samtaler Introducerende ytringer Introducerende er de ytringer der indfører en ny referent i teksten. De kaldes også præsentationsudsagn. En ny referent introduceres typisk i form af et substantival med ubestemt reference: Peter mødte en sød pige i går. Så alle ytringer med sådan et substantival tæller som introducerende ytring. Men dansk har også en særlig sætningstype hvis formål netop er at introducere en ny referent, nemlig sætninger med det ekspletive subjekt der: Der sad en sød pige ved bardisken. Denne sætningstype bruges når den nye referent skal udtrykkes som subjekt i sætningen. Dansk kan nemlig ikke lide subjekter med ubestemt reference i fundamentfeltet:?en sød pige sad ved bardisken. I ekspletive sætninger behøver det egentlige subjekt ikke stå i ubestemt i form. Sjældnere forekommer der også egentlige subjekter med bestemt reference: Og lige pludselig dukkede der den pige som Peter havde et godt øje til, op. I et sådant tilfælde er der selvsagt ikke tale om introduktionen af en helt ny referent, men alligevel er det sådan at referenten bliver introduceret som en ny deltager i teksten. Introducerende ytringers sigte er at man senere i teksten vil omtale den nye referent nærmere. Det er jo meningsløst at indføre et nyt element i teksten hvis det ikke bliver brugt senere. Omvendt i forhold til introducerende ytringers sigte er det alle ikke-introducerende ytringers forudsætning at deres referenter er blevet introduceret tidligere i teksten. Så alle tekstens referenter undtagen dem som er bekendte fra baggrundsviden eller kommunikationssituationen (deiktisk reference) bør som udgangspunkt introduceres gennem introducerende ytringer Spørgsmål Spørgsmål sigter mod svar. Spørgsmål søger jo oplysninger, hvilket betyder at et spørgsmål kun kan være vellykket hvis der kommer et svar på det (jf. afsnit 17.11). Det er typisk ens kommunikationspartner der kommer med et svar, men i tilfælde af retoriske spørgsmål er det spørgsmålets ophavsmand der forpligter sig til at besvare spørgsmålet. At spørgsmål sigter mod svar, medfører naturligt at svar forudsætter spørgsmål. Man kan ganske enkelt ikke svare uden at der foreligger et spørgsmål. Et spørgsmål kan dog være implicit, uudtalt, udtrykt gennem nonverbale handlinger som fx ansigtsudtryk: Jeg lagde lidt frisk ud: "Hvor er du så fra?" "Fra Randers " lød det noget lakoniske svar. Nu er det meget lang tid siden jeg har været i Randers, og selv efter at Odense Universitet har slået sig ned i et par jyske byer er der vel endnu ikke kommet universitet til Randers. Den venlige mand har sikkert bemærket at jeg var i stærk vildrede for han tilføjede "Ja, og fra Folketinget".

368 Det at en ytring er svar, kan kun ses hvis man ved at der er blevet stillet et spørgsmål, for man kan ikke umiddelbart se på et svar at det er et svar. Svar har ikke nogen eksplicitte sproglige markører (bortset fra leksikalske udtryk som svare, reagere respondere, o.l.), det er kun spørgsmål der har dem: inversion, hv-ord, stigende intonation, spørgsmålstegn Nægtede ytringer Det blev nævnt i afsnit at man normalt kun bruger nægtelse når der foreligger forventninger om at en situation finder sted selv om den ikke gør det. Det hænger sammen med at nægtelse som udgangspunkt ikke har en stor informationsværdi da man normalt er interesseret i hvad der foregår. Hvis man derimod blot får at vide hvad der ikke foregår, er man ikke blevet meget klogere eftersom der i princippet kan finde utallige situationer sted i stedet for den situation som ikke finder sted. Derfor forudsætter en nægtet ytring at der foreligger en specifik forventning om en situations stedfindelse. Denne forventning kan udtrykkes i en foregående ytring, men kan ligesom ved spørgsmål også være implicit, ikke verbalt udtrykt. En nægtet ytring der ikke annullerer sådan en forventning, har derimod en forklaring som sigte. Denne forklaring skal nemlig belyse hvorfor man har valgt at bruge en nægtet ytring: Han var ikke hjemme da jeg ville besøge ham. Her angiver ledsætningen implicit en forventning om at han var hjemme (man kan jo kun besøge en der er hjemme), og berettiger dermed anvendelsen af nægtelse i hovedsætningen Assertioner Assertioner er fremsættende ytringer der siger noget om diskursuniverset (informative, ekspressive eller assumptive sproghandlinger). Deres sigte er at de informationer der er anført i dem, om nødvendigt bliver specificeret senere i teksten. Det er jo typisk sådan at man ikke kan fortælle alt hvad man gerne vil fortælle, i én ytring. Man er nødt til at opdele sine tanker i adskillige ytringer og på den måde gradvist sigte mod at give et helt billede af sine tanker. Derfor er det typisk sådan at man i starten af en tekst ytrer ytringer med mere generelt indhold, som så bliver specificeret og uddybet gradvis senere i teksten. Omvendt er det assertioners forudsætning at der før i teksten er forekommet ytringer der belyser baggrunden og præmisserne for indholdet i den aktuelle ytring. At en ytring har et mere generisk indhold og sigter mod at blive specificeret, kan markeres ved udtryk som i første omgang, i princippet o.l. Skrifttegnet kolon bruges også med dette formål. At en ytring er en specifikation, markeres med nemlig, således, dvs., fx, altså o.l. En speciel form for sammenkobling af assertioner er når deres indhold udgør sideordnede elementer i en argumentation. Dvs. efterfølgende assertioner ikke specificerer indholdet i de foregående assertioner, men udgør sammen med disse, elementer af den samme overordnede tanke. Et sådant forhold markeres med udtryk som først (og fremmest), for det første, for det andet, til sidst o.l. Denne type ytringskobling er tæt forbundet med logisk kobling af situationer. Introducerende ytringer kunne i princippet også betragtes som assertion. Men da de har den specifikke funktion at introducere en referent, og da de ofte har en særlig udformning (ekspletivt subjekt) har jeg valgt at behandle dem særskilt Sammenfatning Sammenfattende kan man sige at det er relevans som er den styrende faktor for ytringskobling. Ytringer i en tekst skal være relevante i forhold til modtagers forventninger til teksten og derfor i forhold til hinanden; det der bliver sagt til en, bør være relevant, interessant for en, for ellers er der

369 ikke nogen grund til at det bliver sagt. Derfor sigter fx introducerende ytringer mod en uddybelse af hvad der sker med den referent de introducerer, for ellers ville det være irrelevant at introducere en ny referent. Og derfor forudsætter nægtelser en uopfyldt forventning, eller sigter mod en forklaring, for ellers ville informationsværdien i dem være lig nul, hvilket ville gøre dem helt irrelevante Referentkobling Referentkobling handler om hvordan man henviser til aktanter i en tekst, dvs. hvordan man kobler aktanterne ind i situationsforløbet. Det er typisk sådan at en tekst handler om en gruppe af aktanter, der hver især forekommer i forskellige situationer i løbet af teksten. Hver gang man vil nævne en aktant, skal man henvise til den. Da henvisning til aktanter sker gennem substantivaler, har referentkobling i høj grad at gøre med reference, som er beskrevet i Kapitel 9. Referentkobling svarer egentlig til tekstuel reference, men er mere end blot en slags bestemt reference. Man kan nemlig henvise til den samme aktant på mange forskellige måder gennem en tekst. Det er hensigtsmæssigt at skelne mellem reference via substantiver og reference via pronominer. Substantiver har jo den egenskab at de benævner hvilken slags fænomen den omtalte aktant er, denne egenskab har pronominer ikke (jf og 0). Derfor kan pronominer kun indirekte henvise til en aktant og kan derfor kun bruges når en aktant allerede er blevet omtalt vha. et substantiv. Af den grund er reference med pronominer underlagt særlige regler. Som vist i afsnit kan man også referere vha. ellipse. Ellipse betragtes i nærværende sammenhæng som en slags nulpronomen, altså som pronominal reference. Om man vælger substantivisk eller pronominel reference, afhænger af flere faktorer. Først spiller det en rolle hvor lang afstand der er mellem to referencer til den samme aktant: jo kortere afstanden er, desto mere typisk er det at bruge pronominel reference. Længden af afstanden mellem to referencer er et spørgsmål om hvorvidt referencerne angår den samme situation eller ej. Hvis der er tale om to forskellige situationer, er det betydningsfuldt om det drejer sig om nedgraderede, underordnede, samordnede eller mere uafhængige situationer. Afstanden skal altså ikke forstås som hvor mange ord eller morfemer der står mellem de to referencer. Sprog har typisk forskellige slags pronominer, hvis anvendelse styres af afstanden mellem referencerne. Dernæst afhænger valget mellem substantivisk og pronominal reference af hvor mange aktanter som der potentielt kan refereres til. Jo flere mulige referenter, desto mere sandsynligt (og hensigtsmæssigt) er det at bruge substantivisk reference. Denne faktor er især relevant når der er lang afstand mellem to referencer til den samme aktant idet der i mellemtiden godt kan være introduceret adskillige andre referenter. Tabellen nedenfor giver en oversigt over valget mellem pronominel og substantivisk reference. Pronominel vs. substantivisk reference Referencer Nedgraderet Underordnet inden for situation situation samme situation refleksivog reciprokt pronomen relativpronomen personligt pronomen Samordnet situation med anden end logisk kobling personligt pronomen Samordnet situation med logisk kobling personligt pronomen, ellipse Øvrige personligt pronomen, demonstrativpronominer, substantivisk reference

370 Det skal bemærkes at substantivisk reference altid er mulig, om end ganske ualmindelig i tabellens venstre side. Pronominel reference kaldes også grammatisk reference ud fra den betragtning at pronominer typisk regnes til et sprogs grammatik. Reference gennem substantiver kaldes derimod også leksikalsk reference. Jeg vil i det følgende beskrive referering med udgangspunkt i tabellen ovenfor Reference inden for samme situation Der er tale om reference inden for den samme situation når en aktant udfylder to funktioner i situationen. Der er ikke blot tale om rolleakkumulation, men om at én aktant optræder som om den var to aktanter. Peter vasker sig, Lone fik øje på sig selv i spejlet, Peter og Lone kysser hinanden, Jeg har skåret min finger, De har alle brækket deres ben, Er De tilfredse med Deres mad?. 122 Den ene aktant udtrykkes via substantivisk eller pronominel reference mens referencen til den anden aktant er obligatorisk pronominel vha. et refleksivt eller reciprokt pronomen. 123 De to sætningsled korefererer idet de henviser til den samme aktant, der udfylder funktionerne af to aktanter. Ved foregange som er oplagt reciprokke kan koreferencen markeres ved ellipse: Peter og Lone kysser [hinanden]. Refleksive og reciprokke pronominer har dermed intrasententiel reference da de korefererer med et andet sætningsled som befinder sig i den samme sætning som pronomenerne (se dog afsnit for undtagelser). I princippet er koreferenten subjektet (i alle eksemplerne ovenfor), men der kan undertiden ske afvigelser herfra. Fx i hun har købt manden sin billet hvor koreferenten er det indirekte objekt. Desuden kan det forekomme at der ikke er noget eksplicit sætningsled som det refleksive eller reciprokke pronomen kan koreferere med. Det sker regelmæssigt i nonfinitte sætninger, som jo ikke har noget subjekt: Det kan blive lærerigt at kigge sig i spejlet, Det er altid sværest at se sine egne fejl. I disse sætninger er der vel at mærke slet ikke noget led pronominerne kunne koreferere med, referencen er derfor generisk Reference i nedgraderet situation En aktants deltagelse i en nedgraderet situation bliver udtrykt ved at der henvises til aktanten vha. et relativpronomen: (1a) Den der sover synder ikke. (2a) Hun overrakte brevet til dommerne, i hvilket der stod at (3a) Kapitel 10, som handler om semantiske roller, er let at læse (4a) Objektet og objektsprædikativet udtrykker en underordnet situation hvori objektsaktanten er theme eller patiens. Det skal bemærkes at brugen af et relativpronomen ikke er et nødvendigt kriterium for at en situation betragtes som nedgraderet. For det første forekommer relativpronominer kun i finitte relativsætninger, for det andet kan man under veldefinerede omstændigheder også i finitte relativsætninger erstatte dem med ellipse: Jeg kender ikke den mand [som] du taler om. 122 I resten af kapitlet markerer jeg med almindelig understregning det led der refererer til et andet led, og med stiplet understregning det led som der bliver henvist til. Hvor der i et tekststykke forekommer flere koreferenter, vil jeg bruge sænkede indekstal for at vise hvilke referencer der hører sammen 123 I lingvistiske forklaringer (metasprog) kan der godt forekomme substantivisk eller en anden slags pronominel reference: Peter vasker sig betyder at Peter vasker Peter. Men sådan noget forekommer næppe i almindelig sprogbrug.

371 I princippet kan man godt erstatte referencen gennem et relativpronomen med reference gennem andre typer substantivaler, sml. (1a)-(4a) med (1b)-(4b). (1b) Mens man sover, synder man ikke. (2b) Hun overrakte brevet til dommerne. I brevet stod der at (3b) Kapitel 10 handler om semantiske roller, det er let at læse. (4b) Objektet og objektsprædikativet udtrykker en underordnet situation. I denne situation er objektsaktanten theme eller patiens Rent semantisk er der ikke nogen forskel på betydningen af de to grupper sætninger selv om man ved (1b)-(4b) ikke ville tale om nogen nedgraderede situationer. Men nedgraderingen har den pragmatiske funktion at sætte en situation i baggrunden (derfor kalder man den type relativsætninger, (2a) og (3a), for parentetiske) eller at udtrykke at den nedgraderede situation er et definerende træk ved den omtalte aktant (determinative relativsætninger, (1a) og (4a)). Det at deltagelsen i en situation er et definerende træk ved en aktant, går tabt hvis man ikke udtrykker det vha. en relativsætning. Referencen af relativpronominer er intrasententiel da koreferenten (nukleus) er i den samme helsætning (periode). Som oftest er nukleus det umiddelbart foregående substantiv, som i (1a), (3a) og (4a), men der kan sagtens være indskudt substantiver mellem nukleus og relativpronomen, som i (2a). Der er desuden ikke nogen som helst begrænsning på koreferentens syntaktiske funktion i modsætning til ved refleksive og reciprokke pronominer, hvor koreferenten bør være subjekt Reference i underordnet situation Når en aktant ikke kun deltager i en overordnet situation, men også i en underordnet situation, refereres der typisk til den med et personligt pronomen: (1) Peter? fortalte Søren? at han havde løst opgaven korrekt. (2) Peter spurgte Lone om hun ville med i biografen. (3) Peter vil spørge Søren om han vil med i biografen. I lighed med referering med refleksive, reciprokke og relative pronominer er det også i disse tilfælde usædvanligt at erstatte det personlige pronomen med substantivisk reference: Peter spurgte Lone om Lone ville med i biografen. Det kan dog være nødvendigt hvis pronomenet ikke er tilstrækkelig distinkt til at kunne identificere koreferenten som det er tilfældet i (1), hvor han jo kan henvise både til Peter og Søren. Det skal dog bemærkes at afgørelsen om hvad et pronomen henviser til, ikke blot er et spørgsmål om selve pronomenets referencemuligheder. I (3) kunne han i princippet lige så godt henvise til Peter som det kan henvise til Søren ud fra den betragtning at de begge er mænd/drenge. Men i modsætning til (1) er (3) næppe tvetydig eftersom det er meningsløst for han at henvise til Peter, for man vil jo ikke spørge en anden om man selv vil et eller andet. Derimod er (1) virkelig tvetydig da det lige så godt kan handle om Peters som om Sørens opgave. Som noget særligt for dansk kan det reciprokke pronomen anvendes til at udtrykke koreference mellem et sætningsled i den underordnede sætning og et sætningsled i oversætningen. Oven i købet kan pronomenet være subjekt i den underordnede sætning, hvilket reciprokke pronominer normalt ikke kan: (4) Peter og Lise forstår ikke hvad hinanden taler om.

372 Også refleksive pronominer kan udtrykke koreference tværs sætninger: (5) Det var en tortur for Lise at vaske sig i koldt vand. Det skal bemærkes med hensyn til denne intersententiale reference af de reciprokke og refleksive pronominer at de aktanter som pronominerne henviser til optræder i dobbelt funktion i den underordnede situation. Dvs. at disse pronominer, hvad angår den underordnede situation, udtrykker det samme som blev beskrevet i afsnit , nemlig dobbelt optræden af den samme aktant inden for den samme situation. Forskellen er at pronominernes aktant også har en funktion i den overordnede situation, og for at undgå tredobbelt reference på udtrykssiden bliver et sætningsled udeladt i den underordnede situation. Dvs. aktanten bliver nævnt én gang i oversætningen og én gang med refleksivt eller reciprokt pronomen i den underordnede sætning. (4) svarer således til Peter forstår ikke hvad Lise taler om [til Peter], og Lise forstår ikke hvad Peter taler om [til Lise]. Her har både Peter og Lise de tre roller, experiencer til forstå samt agens og recipiens til tale. (5) svarer til Det var en tortur for Lise at Lise vaskede Lise i koldt vand, dvs. Lise har de tre roller experiencer til tortur samt agens og patiens til vaske Reference i samordnet situation Reference ved samordnede situationer fungerer som udgangspunkt på samme måde som ved underordnede situationer, nemlig sådan at koreferencen udtrykkes vha. personlige pronominer: Han gad ikke vente på toget fordi det var forsinket, Peter kendte ikke løsningen, men han ville ikke give op. Men ved samordnede situationer er der også mulighed for at benytte ellipse for subjektsaktanten: Peter kendte ikke løsningen, men [han] ville ikke give op. Det er vigtigt at bemærke at ellipse ikke kun kan bruges når to helsætninger er samordnede, men også når to ledsætninger er samordnede: Mine Venner lo ad mig, fordi jeg havde den Vane at betragte mig selv i alle de Spejle, som jeg kom forbi, og [fordi jeg] selv havde mange Spejle i mine Værelser. At to helsætninger er samordnede, er ikke engang et tilstrækkeligt kriterium for at man kan bruge ellipse da man ikke kan bruge ellipse ved alle typer samordninger af helsætninger: *Han gider ikke køre med bus, for [han] foretrækker tog. Kriteriet for at man kan bruge ellipse er derimod at samordningen er logisk kobling (afsnit ). Hvis dette kriterium er opfyldt, er det ligegyldigt om de samordnede situationer er udtrykte i hel- eller ledsætninger Øvrige referencer I dette afsnit vil jeg beskæftige mig med de referencetyper som ikke er knyttede til særlige måder at koble situationer sammen på. Personlige pronominer kan generelt bruges til at henvise til aktanter som er blevet nævnt tidligere i teksten. Det eneste kriterium er at modtager entydigt kan identificere koreferenten. Men personlige pronominer siges at have kataforisk reference når de får indhold gennem en determinativ relativsætning idet de anses for at pege på relativsætningen: Ham der er på vej ind ad indgangen, er vores lærer. Den man elsker, tugter man. Det distale demonstrativpronomen forekommer i substantivaler med en lignende kataforisk funktion når substantivalet indeholder en determinativ relativsætning: De har endnu ikke sendt det grafikkort som jeg har bestilt.

373 Pronomenet det har også kataforisk reference når det henviser til en ledsætning: Det er dejligt at lade sig varme af solen. Det proximale demonstrativpronomen har derimod anaforisk reference idet det henviser til en aktant der er den sidstnævnte i en række af aktanter: Peter og Søren var i gang med at diskutere da denne pludselig trak en pistol. Pseudoproprierne førstnævnte og sidstnævnte har en lignende funktion: Dansk har både suffikser 1 og præfikser 2, førstnævnte 1 kan være både derivative og fleksive, men sidstnævnte 2 kan kun være derivative. Substantivaler med substantivisk kerne er de mest fleksible mht. referencemuligheder. Da man vha. det rigtige kernesubstantiv, evt. sammen med passende deskriptorer, præcist kan formulere sig, er sådanne substantivaler ikke plagede af tvetydighed, hvilket ofte er tilfældet ved pronominel reference. Den mest utvetydige henvisning er jo ganske enkelt at gentage et substantival: Der sad en ung fyr og en ung pige på bænken. Den unge fyr lagde sin arm på hendes skulder. Men en gentagelse af et helt substantival finder kun sjældent sted. Som oftest sker der en forkortning af substantivalet, typisk sådan at (dele af) præleddene og/eller postleddene udelades: De personlige pronominer 1 får indhold gennem en determinativ relativsætning der følger efter dem 2 idet relativsætningen 2 specificerer hvad for en aktant pronominerne 1 henviser til. Denne udeladelse kan man tillade sig når kernesubstantivet alene kan henvise til aktanten uden at der kan ske misforståelse. Det kan dog godt forekomme at senere referencer i en tekst er mere fyldige end foregående referencer. Dette er der grund til i tre tilfælde: (i) Hvis den forudgående reference er til en gruppe af individer mens den efterfølgende reference er til et medlem af gruppen: Skrædderen havde tre sønner. En dag førte den yngste søn familiens ged ud på marken. I et sådant tilfælde har man brug for et ekstra adled for at kunne identificere det udvalgte medlem af gruppen. (ii) Hvis man vil tilføje information angående aktanten (et ikke-identificerende attribut, jf. afsnit ) som ikke er nødvendig for identificeringen af aktanten, men som af en eller anden grund er relevant i den givne sammenhæng: Der sad en fyr og en pige på bænken. Den unge fyr lagde sin arm om hendes skulder. Pigen, som var forelsket i ham, kiggede smilende på ham. (iii) Hvis der i teksten mellem den forudgående og den aktuelle reference bliver introduceret lignende aktanter så det nu er nødvendigt med yderligere led for at kunne identificere aktanten korrekt: Der sad en mand i sporvognen. Han kedede sig. Ved næste stoppested stod en ældre mand på. Den yngre mand kendte ham ikke. I alle de ovenstående eksempler bliver det oprindelige kernesubstantiv gentaget, med færre eller flere adled tilføjet. Men det er ofte sådan at man ikke gentager det samme substantiv, men bruger et andet eller udelader det helt. Ofte erstattes det oprindelige substantiv med et synonym eller hyperonym 124 : Der sad en ældre mand i bussen. Den ældre herre læste en avis, Jeg købte æbler og bananer. Jeg har lagt frugterne på bordet. I nogle tilfælde er substantiverne ikke beslægtede med hinanden betydningsmæssigt: Romeo elsker Julie, han vil gøre alt for sin muse. I et sådant tilfælde er det kun sammenhængen der kan vise om der virkelig er tale om koreference, eller om de to substantivaler henviser til to forskellige individer. Det er oplagt at spørge hvorfor man vil bruge andre substantiver end det i den første reference. For jo fjernere to substantiver er fra hinanden betydningsmæssigt, desto lettere er det at misforstå deres reference, desto sværere er det at være sikker på at deres substantivaler korefererer. 124 Der er også tale om hyperonymi når det oprindelige kernesubstantiv bruges uden de oprindelige adled, eller når et oprindeligt adled bruges uden det oprindelige kernesubstantiv. Fx er relativsætning hyperonym til determinativ relativsætning, og den ældre er hyperonym til den ældre mand.

374 Grunden til at man benytter sig af forskellige udformninger af substantivaler, herunder brugen af forskellige kernesubstantiver, er at man herved varierer sin stil. Brugte man det samme substantival til at henvise til det samme individ gennem en hel tekst, ville teksten være frygtelig kedelig - om end ganske præcis i sin formulering. En velformuleret tekst holder en passende balance mellem det æstetiske krav til stilistisk variation og fornuftens krav til præcise henvisninger Komposition Som nævnt i afsnit er man som oftest nødt til at bruge adskillige ytringer for at udtrykke sine tanker. På denne måde bliver ens tanker til en tekst. Teksten bør formuleres sådan at den bliver (let)forståelig for modtager. Dette betyder bl.a. at det ikke er ligegyldigt hvilken rækkefølge ytringerne følger hinanden i. Tekstens udformning, dvs. rækkefølgen og udformningen af ytringerne i teksten, kalder man komposition. Jeg vil endnu engang understrege at betegnelsen tekst her ikke kun henviser til skriftlige værker. Samtaler har også komposition, som følger de samme grundprincipper som skriftlig komposition. De fleste tekster ud over dem der blot beretter om en begivenhed har en pointe, et budskab som afsender vil kommunikere til modtager, som afsender vil overbevise modtager om. Men budskabet kan normalt ikke præsenteres uden videre da forståelsen af budskabet kræver forståelsen af en række andre ting, som er præmisserne for budskabet. Derfor skal teksten også meddele præmisserne. De ytringer der udtrykker præmisserne kalder man også støtteytringer da de støtter forståelsen af budskabet. Ved længere tekster kan der være tale om flere delbudskaber, som til sidst bliver stykket sammen til det ultimative budskab. Budskabet kalder man også konklusionen eller moralen. Det kan afhængig af dets kompleksitet udtrykkes med en eller flere ytringer, men fylder i forhold til hele teksten normalt ikke meget. Budskabet behøver ikke være eksplicit, det kan også være underforstået. Det er især hyppigt tilfældet i moderne litterære tekster, hvor det er helt op til modtager at udtænke hvad tekstens morale måtte være. En tekst kan således komponeres grundlæggende på to måder: Enten starter man med at beskrive præmisserne og slutter med budskabet, eller man starter med budskabet og slutter med præmisserne. Umiddelbart er det mest naturligt at starte med præmisserne da budskabet er uforståeligt uden dem. Men det kan alligevel give god mening at starte med budskabet. På den måde vil modtager nemlig se hvad præmisserne skal bruges til. For hvis man ikke kender formålet med præmisserne, kan det være svært at se deres relevans. Dette kan især være et problem ved længere tekster. En løsning på dilemmaet med hvad det er mest hensigtsmæssigt at starte med, budskabet eller præmisserne, er at man starter med en præsentation af problematikken, en kort opridsning af både præmisserne og budskabet. Denne præsentation kan være tekstens titel, forordet og/eller et indledende afsnit/kapitel. Fortrinsvis ved mundtlige tekster kan den også være en ytring som Nu skal du høre om... eller et retorisk spørgsmål som Hvad er forskellen på præsupposition og implikatur?. Nærværende bog følger denne løsning. Budskabet, en model af eller teori om sprog, er gemt til sidst i bogen, men er præsenteret som bogens formål i forordet. Kapitlerne i bogen beskriver præmisserne for budskabet ved at præsentere delbudskaber i form af beskrivelsen af de enkelte lingvistiske discipliner og analyseområder. De enkelte kapitler er typisk selv opbygget efter det samme princip som hele bogen: En indledning til kapitlets emne, beskrivelse af forudsætningerne og præsentation af budskabet om pågældende emne. Tabellen nedenfor illustrerer bogens komposition. Kompositionen af På togt i sproget Indledning til Præmisserne for budskabet Bogens budskab

375 bogen Benævnelse af bogens budskab og skitsering af dens opbygning Indholdet i de enkelte kapitler: Discipliner og analyseområder i sprogvidenskaben Indledning til de Præmisserne for De enkelte kapitlers enkelte kapitler de enkelte kapitlers budskab budskab Teori om sprog Som det kan ses af tabellen, følger tekstkomposition det samme rekursivitetsprincip som findes i fx syntaks Illustration Dette afsnit indeholder illustrationer på de teksttyper som er præsenteret i indledningen af kapitlet med hensyn til tekstsammenhæng. En både formelt og indholdsmæssigt sammenhængende tekst skulle nærværende bog gerne fremstå som eksempel på, så jeg vil her begrænse mig til at give eksempler på ikke-velformulerede tekster. Nedenstående tekst fra Hans Arndt (personlig kommunikation) er en tekst der formelt set er velkomponeret, men ikke indholdsmæssigt. Historien om den lille Rødhætte I dag skal vi høre historien om hvordan den lille Rødhætte blev ædt af ulven og alligevel undslap. Rødhætte var ca. 120 cm høj og almindelig af bygning. Børn er ikke så store som voksne, men når først voksenstatur i årsalderen. Hun havde fået en kurv med madvarer af sin mor, der var voksen, og den skulle hun bringe ud til sin bedstemor, der var mor til hendes mor. Kurven var lavet af vidjer, der består af cellulose, der også kan bruges i papirfremstilling. En skov består af træer, hvoraf de mest almindelige hertillands er bøg, fyr og gran. Skove er hjemsted for dyr, fx. bjørne, der sover hele vinteren, og ulve, der er kødædere. Desuden findes der mange mindre dyr, hvoraf nogle har buskede haler, mens andre søger deres føde i skovbunden. Rødhætte boede i nærheden af en skov, og hendes bedstemor boede langt inde i skoven. Det mest almindelige byggemateriale er brændt ler, og de håndværkere der bruger den slags, kaldes murere. De udgør en underafdeling af bygningshåndværkerne. Rødhættes og hendes bedstemors hus var lavet af ubrændt ler, der kan bruges af ikkefaglærte. Rødhættes mor advarede hende om at gå den lige vej til bedstemoderen og passe på ulven, der nu er uddød i Danmark. Foruden bjørne og ulve og mindre fugle, findes der også blomster i skoven, fortrinsvis i lysninger. Blomster øver stor tiltrækning på menneskebørn, fordi de forekommer i mange farver, som tiltrækker insekter. Derfor mødte Rødhætte ulven langt inde i skoven hvor der var en lysning. Ulve kan kun i ganske særlige tilfælde tale menneskesprog, der består af ord og sætninger. Da ulven havde ædt Rødhætte og hendes bedstemor, kom jægeren forbi og skød ulven. Føden opholder sig i reglen i nogen tid i maven før den opløses og fordøjes. Denne proces var endnu ikke påbegyndt da jægeren skød ulven. SNIP, SNAP, SNUDE

376 Teksten har godt nok et overordnet emne, Rødhættes møde med ulven, men der bliver hele vejen igennem præsenteret masser af irrelevante informationer, som slår teksten i stykker; og var teksten længere, kunne man nok ikke engang få øje på det overordnede emne. Som illustration på en indholdsmæssigt, men ikke formelt sammenhængende tekst, anfører jeg en omskrevet udgave af indledningen til kapitlet om morfologi. Morfologi beskæftiger sig med et sprogs formbestand. Man kan sige at morfologi handler om analysen af ord. Man plejer at betragte ord som enheder der har en eller anden betydning, og som man kan danne sætninger af. Det viser sig meget ofte at et ord ikke er en udelelig enhed. De mindste betydningsbærende enheder, de mindste tegn, i et sprog er ikke ordene, de elementer som ordene kan deles op i. Elementerne kalder man morfemer. Morfologi handler om at beskrive hvad slags morfemer et sprog har, hvilke egenskaber disse morfemer har og hvordan de kan kombineres til at danne ord. Morfologi handler om ord og deres bestanddele. Man bør vide hvad et ord er. Jeg vil vise i afsnit 4.19 at der ikke er nogen entydig og universel definition på hvad et ord er. Der er ikke nogen skarp grænse mellem morfologi og syntaks. (Man taler ofte om blandingsdiscipliner som morfo-syntaks og morfotaks.) Jeg vil komme i gang. Jeg vil her tage de ting for ord der efter danske retskrivningsregler skrives mellem to mellemrum. Lad os tage nogle eksempler på en morfologisk analyse af ord. Ordet dampskib kan deles op i damp og skib som hver især har deres egen betydning, som oven i købet har noget med betydningen af dampskib at gøre. Det er ganske indlysende. Det er måske mindre indlysende at et ord som bilists kan deles op, i bil, ist og s. Bil har helt klart en betydning, en slags køretøj. Har ist og s også betydning? Ikke så håndgribelig betydning som betydningen af bil. Ist udtrykker at ordet henviser til en person der har med biler at gøre, en der kører i bil. Det forekommer i andre ord hvor det i alle tilfælde udtrykker at ordet henviser til en person der har noget at gøre med det fænomen som det umiddelbart foranstående morfem udtrykker ist: cyklist, turist, socialist, specialist osv. s udtrykker at ordet forekommer i en konstruktion der drejer sig om et ejerforhold hvor et eller andet tilhører bilisten, en bilists nøgle eller en bilists hurtige køren. Teksten demonstrerer hvad det betyder hvis man udelader konnektorerne.

377 Kapitel 19 Informationsstruktur I dette kapitel vil jeg behandle hvordan forskellige pragmatiske fænomener kommer til udtryk. Navnlig vil jeg her fokusere på de fænomener der samlet udgør det man plejer at betegne som en ytrings informationsstruktur. De relevante begreber er de pragmatiske funktioner tema, rema, emne, meddelelse og fokus, jf. afsnit 2.5. Tema, rema, emne, meddelelse og fokus går under betegnelsen informationsstruktur fordi man plejer at undersøge hvor de sætningsled som har disse pragmatiske funktioner, står i en ytring, dvs. hvordan information er fordelt, struktureret i en ytring. Dette betyder at leddenes placering bruges til at udtrykke pragmatiske funktioner. Det er netop det krav til syntaks, nemlig at kunne udtrykke pragmatiske funktioner, der gør at der er variabilitet i dansk syntaks. Man kan jo trods deres temmelig faste pladser i en sætning placere sætningsled et andet sted end deres sædvanlige plads i sætningsskemaet (afsnit 6.1). Her spiller fundamentfeltet en essentiel rolle. Disse pragmatiske funktioner (eller pragmatiske roller) har noget at gøre med tekstorganisering. De hænger sammen med hvordan man i en tekst præsenterer informationerne i forhold til hinanden. De er således ikke afspejlinger af diskursuniverset som fx de semantiske roller er men reflekser af afsenders og modtagers forhold til diskursuniverset: Hvad i diskursuniverset der er bekendt for dem, hvilke elementer i de omtalte situationer der lægges vægt på, hvad de enkelte ytringer i teksten skal dreje sig om, osv. Jeg vil i det følgende beskrive de enkelte pragmatiske funktioner og deres korrelation med syntaks for sig Tema og rema Tema er defineret som de situationselementer som allerede er kendte på det tidspunkt ytringen ytres. Rema er de situationselementer der bliver introduceret i ytringen. Tema og rema har derfor ikke kun noget med informationsstruktur at gøre, men også med reference. Tema forudsætter per definition bestemt reference, og rema ubestemt reference. Det er dog kun substantivaler der kan vise forskel i reference, gennem deres determinator. Så for de sætningsleds vedkommende der ikke indeholder et substantival er det kun konteksten der kan afgøre om de er tema eller rema. Led med kataforisk reference er remaer. I mange fremstillinger skelner man ikke mellem tema og rema på den ene side og emne og meddelelse på den anden side, men bruger kun det ene par af termerne, som oftest med varierende indhold. Det er rigtigt nok at der er en stærk tendens til at emne er tematisk (dvs. udgøres af et kendt element) og meddelelse er rematisk (dvs. udtrykker noget nyt). Men som vist i følgende afsnit er dette kun en tendens, ikke en fuldstændig sammenhæng. Desuden er meddelelse som oftest en kompleks størrelse der kan indeholde både tematiske og rematiske elementer på samme tid. Derfor skelner jeg mellem tema og rema samt emne og meddelelse. Hvad angår syntaks, er emne og meddelelse vigtigere (i hvert fald i dansk) end tema og rema da det er emne og meddelelse der bliver adskilt fra hinanden vha. syntaksen. Hvilke led der er tema og hvilke der er rema, er til gengæld givet ud fra sammenhængen og udformningen af leddene og er uafhængig af deres syntaktiske placering Emne og meddelelse Emne (topic) er det element ytringen siger noget om, og meddelelse (comment) er det som ytringen siger om emnet.

378 Emne, dvs. det led som udtrykker ytringens emne, har typisk bestemt reference. Meddelelse kan ikke umiddelbart forbindes med reference da det normalt består af flere sætningsled som hver især kan have hele spektret af referencemuligheder. Meddelelse vurderes derfor på et abstrakt plan. Meddelelse udtrykker jo et forhold angående emnet, et forhold som emnefænomenet indgår i. Dette forhold kan være bekendt eller ubekendt for modtager. Hvis emnet er bekendt, bør meddelelsen være ubekendt; og hvis emnet er ubekendt, bør meddelelsen være bekendt, eller i det mindste skal elementerne i meddelelsen være bekendte. Den første kombination sætter et kendt individ i en ny sammenhæng, og den anden kombination definerer et nyt fænomen. De to andre mulige kombinationer af emne og meddelelse giver mislykkede ytringer: Hvis både emne og meddelelse er bekendte, siger ytringen jo ikke noget som helst nyt og er derfor nyttesløs, en plathed; og hvis begge er ubekendte, er ytringen ganske enkelt uforståelig fordi modtager ikke kan forbinde den med noget i forvejen kendt. Der kan dog være gode grunde til at anvende platheder, som logisk set er nyttesløse ytringer. De kan fx bruges som påmindelser, når fortæller kan antage at adressat har glemt et eller andet. De kan også udmærket fungere som fatisk kommunikation, når man fx diskuterer vejret omkring sig. Emne og meddelelse Emne bekendt Meddelelse bekendt 1A: Jorden er den tredje planet fra solen. Meddelelse ubekendt 2A: Denne bog begyndte jeg at skrive i juni Emne ubekendt 1B: Asynkronmotorer er den mest anvendte motortype i moderne ellokomotiver. 2B: 74LS297 indeholder fire SR-flipflop. Tabellen ovenfor viser eksempler på kombinationen af forskellige emner og meddelelser. Eksemplerne er valgt ud fra en antagelse om hvad en gennemsnitlig læser af denne bog kender til; for hvad der er bekendt eller ubekendt, er jo helt afhængig af modtager. For en elektronikekspert ville B- sætningerne være platheder. Det er vigtigt at bemærke at vurderingen af en meddelelses bekendthed eller ubekendthed ikke umiddelbart har noget at gøre med de elementers (u)bekendthed der indgår i meddelelsen. Det er deres kombinations (u)bekendthed i forbindelse med emnet det gælder om. Sætningen Katte spiser også kødædende planter indeholdt da jeg først hørte den en for mig ubekendt meddelelse (spiser også kødædende planter) selv om alle elementer i meddelelsen var mig bekendte. Jeg vidste jo godt at katte spiste flere ting og kendte også godt kødædende planter, men var ikke bekendt med at katte også kunne have kødædende planter på deres menu. Men hvis meddelelsen indeholder bare et element som er ubekendt (som det direkte objekt i 2B), må den anses for at være ubekendt. Det skal bemærkes at emne bør være bekendt, dvs. henvise til individer eller fænomener hvis eksistens er kendt. Det hænger naturligt sammen med at man ikke kan sige noget om noget der ikke findes i diskursuniverset. Det at emner undertiden alligevel kan være ubekendte, fx i 1B i tabellen, er gjort muligt vha. genvejshenvisning: Der er noget i konteksten der gør emnets eksistens plausibel selv om emnet ikke umiddelbart er bekendt for modtager. I og med asynkronmotorer i 1B er beskrevne som en slags motorer og man godt ved at der findes forskellige typer motorer, er asynkronmotorers eksistens plausibel. Derfor behøver man ikke en særskilt introducerende ytring om asynkronmotorer (fx Der findes en slags elmotor man kalder asynkronmotor eller noget lignende). Dette kræver dog at elementerne i meddelelsen er bekendte. Hvis der havde stået Asynkronmotorer kan bruges som rekuperative bremser, ville sætningen nok have meget mindre nytteværdi idet ikke kun emne er ubekendt, men også et element (rekuperativ bremse) i meddelelse. På lignende vis er der i 2B intet der kan gøre 74LS297 s eksistens plausibel. Eftersom man ikke ved hvad det er den indeholder, kan man ikke engang gisne om hvad den kan være. Man vil nok

379 alligevel antage at 74LS297 findes fordi man som udgangspunkt tror på at forfatteren ved hvad han skriver om, og at han adlyder relevansprincippet (som jo implicit forudsætter at man kun kommunikerer om ting der findes i diskursuniverset). Men andet belæg er der ikke for at emnet eksisterer, og ytringen er da helt uforståelig. Får man til gengæld i forvejen at vide at 74LS297 er et elektronisk kredsløb, en IC, bliver sætningen straks mere brugbar, om end de fleste stadig skal slå op hvad en SR-flipflop er for noget. Emne placeres i fundamentfeltet, og meddelelse udgøres af resten af sætningen. Dette er en hensigtsmæssig fordeling af informationer: Først benævner man hvad man vil ytre sig om, og så siger man hvad man har tænkt om dette emne. Da emnet placeres i fundamentfeltet, er det naturligt at man i et spørgsmål placerer hv-ordsleddet i fundamentfeltet eftersom et spørgsmål handler om det element man spørger til Subjekt Subjekt er ofte lig med emne (dansk er jo et SVO-sprog, jf. afsnit 7.1). Dette sammenfald skyldes at emne typisk er et individ, som der henvises til med et substantival. Da subjekt står øverst i hierarkiet blandt substantiviske sætningsled (det er det mest obligatoriske blandt dem), giver det sig selv at emne ofte udtrykkes vha. subjektet. Det er også forklaringen på hvorfor dansk har en aversion mod subjekter med ubestemt reference, i hvert fald i fundamentfeltet: Da substantivaler med ubestemt reference ikke præsupponerer eksistensen af den genstand de henviser til (jf. afsnit ), er de ikke gode kandidater til at være emner. Derimod kan et ubestemt subjekt på s-pladsen godt gå: oven på den sidder en hund. I denne sætning er emnet det at den (en kiste) anvendes som et sted, hvorpå et eller andet (fx en hund) kan befinde sig. Et subjekt i ubestemt form i fundamentfeltet tolkes sædvanligvis med generisk reference, som i den aktuelle sætning: Det gælder alle subjekter i ubestemt form i fundamentfeltet at de sædvanligvis tolkes med generisk reference. Men der kan også godt forekomme subjekter i ubestemt form i fundamentfeltet uden generisk reference: En opgave er at udvikle tekniske standarder for hvilke stoffer emballage må indeholde. Her er der faktisk tale om bestemt reference idet en opgave tolkes som henvisende til en af et sæt af bekendte eller i det mindste forudsigelige opgaver (sætningen er fra en tekst der handler om et EUdirektiv angående emballage). Desuden er subjekt i fokus (jf. afsnit 19.3) da den nævnte opgave står i kontrast til de andre opgaver i sættet, som så handler om andre aspekter af emballageproblematikken. Det samme er tilfældet i Nogle mennesker er bange for edderkopper. Til trods for tilstedeværelsen af det ubestemte pronomen nogen har nogle mennesker bestemt reference for så vidt der henvises til et bekendt sæt af individer. Det der er ubekendt, er hvilke individer inden for dette sæt der er bange for edderkopper. Desuden er subjekt igen i fokus da de mennesker der er bange for edderkopper er stillet op i et modsætningsforhold til de mennesker der ikke er bange. Det at formelt ubestemte subjekter tolkes som havende bestemt reference, skyldes netop at de er emner, og emner som beskrevet ovenfor bør være bekendte eller genkendelige. Det er ikke kun formelt ubestemte subjekter der påvirkes på denne måde. Også andre sætningsled undergår denne transformation mht. reference i emneposition: En ting forstår jeg ikke, hvorfor skulle han kaste sig foran et tog? Emne ved underordning Som et element i en situation kan også underordnede situationer være emne: At man bør kende sit modersmåls grammatik, burde ikke stå til diskussion. Men da man på dansk helst vil undgå substan-

380 tiviske ledsætninger i fundamentfeltet, placerer man foreløbigt subjekt eller objekt i fundamentfeltet og anbringer ledsætningen i helsætningens slutning: Det burde ikke stå til diskussion at man bør kende sit modersmåls grammatik. Selv et element i en underordnet situation kan gøres til emne. Det er netop sætningsknudens funktion at placere sådan et element i emneposition, altså i fundamentfeltet (jf. afsnit 8.3.2): Dette problem mener jeg helt bestemt vi har diskuteret før (<- Jeg mener helt bestemt at vi har diskuteret dette problem før). Bemærk at det kun er elementer i en underordnet situation der kan gøres til sætningsknude. Elementer i nedgraderede eller samordnede situationer kan ikke blive til sætningsknude: *Ole havde vi hørt den historie som fortalte Peter (<- Vi havde hørt den historie som Ole fortalte Peter), *En blomst blev Lise glad da Peter gav hende (<- Lise blev glad da Peter gav hende en blomst). Grunden til denne begrænsning er at et element i en nedgraderet situation kun angår et element (fx en aktant) i den overordnede situation, og et element i en samordnet situation er slet ikke en del af den anden samordnede situation (heller ikke hvis der er koreference). Derimod er et element i en underordnet situation også et element i den overordnede situation. En samordnet situation kan også anbringes i emneposition hvis den er udtrykt gennem en ledsætning: Hvis man vil forstå bogen, skal man læse den grundigt. Men da en samordnet situation ikke er en del af dens samordnede situation, er det heller ikke emne på samme måde som en underordnet situation kan være. Her er det snarere tilfældet at anbringelsen af ledsætningen i fundamentfeltet understreger at hovedsætningens situation (forgrundssituationen) er bundet til en omstændighed. Man kan derfor ikke anbringe parentetiske ledsætninger i fundamentfeltet Emneløse ytringer Der er ytringer som (tilsyneladende) ikke har emne. Det kan være tilfældet ved introducerende sætninger, ja/nej-spørgsmål og eksklamative sætninger. De introducerende sætninger som har det ekspletive der i fundamentfeltet, indeholder kun meddelelse. Der henviser jo ikke til noget situationselement. I bedste fald kan man anskue der som henvisende til kommunikationssituationen, der får tilføjet et nyt element som man vil omtale senere. Men introducerende ytringer kan godt have emne, hvis fundamentfeltet indeholder noget andet end det ekspletive der: På grenen sad der to fugle. Ja/nej-spørgsmål og eksklamative sætninger har typisk tomt fundamentfelt og er derfor umiddelbart emneløse. Sådanne ytringer er jo heller ikke udsagn og udsiger derfor heller ikke noget direkte om noget. Derfor er det oplagt at de ikke har et eksplicit emne. Man kan dog sige at det implicitte emne ved ja/nej-spørgsmål er den tilspurgte situations eksistens, og ved eksklamative sætninger modtageren Overordnede emner Emne er ikke et fænomen der kun findes på ytringsplan. Ytringer plejer jo at kombineres i større enheder (afsnit, kapitel, samtalestykke, o.l.), hvori alle ytringerne handler om et overordnet emne. Sådanne overordnede emner udtrykkes typisk som titler (i hvert fald i skriftsproglige tekster). Titler er særskilte størrelser, som står selvstændigt, adskilt fra de ytringer der udfolder det overordnede emne. Men overordnede emner kan godt knyttes tættere til en ytring. Det sker hyppigt i talesproget, hvor et overordnet emne forbindes med den første ytring i det samtalestykke der skal belyse emnet. I fx Din søster, hvor arbejder hun henne? er det overordnede emne modtagerens søster, det er hende samtalen skal dreje sig om fra denne ytring af. Det overordnede emne anbringes i ekstrafeltet i en

381 sætnings start. Det er netop en af det forreste ekstrafelts funktioner at indeholde et overordnet emne. Sætningens eget emne står stadig i fundamentfeltet og er i det givne eksempel beliggenheden af søsterens arbejdsplads Fokus Fokus (eller fremhævelse, emfase) er det situationselement som bliver fremhævet fordi det på en eller anden måde udmærker sig i forhold til andre elementer. Fokus udtrykker kontrast mellem modtagers forestillinger og afsenders meninger. Kontrasten består i at det er den situation som afsender ytrer, som gælder, og ikke en tilsvarende situation som modtager måtte forestille sig. En tilsvarende situation er en situation der indeholder alle de af afsender nævnte elementer på nær det fokuserede element. Det fokuserede element erstattes i den tilsvarende (eller alternative) situation med et andet element som tilhører den samme kategori som det fokuserede element. Heraf følger at fokus benyttes når afsender har grund til at tro at modtager tager fejl af afsenders meninger, det er således ikke alle ytringer der har fokus. Ytringer med fokus har en metameddelelse, nemlig det at modtager bør slette sine forestillinger angående alternative situationer og acceptere den ytrede situations gyldighed. Kontrasten mellem afsenders mening og modtagers forestilling er ofte implicit i og med afsender kun ytrer én ytring, nemlig den som indeholder fokus. Men kontrasten kan let ekspliciteres ved at tilføje negerede ytringer om de alternative, men ikke gældende situationer. Fokus er uafhængig af tema, rema, emne og meddelelse. Alle elementer i en situation kan være i fokus, inkl. elementer der tilhører en underordnet eller nedgraderet situation. Fx kan sætningen Peter har købt en ny bil have følgende fokuser (understreget): (1) Peter har købt en ny bil Søren, Lise, Jens, osv. har ikke købt en ny bil. (2) Peter har købt en ny bil Peter vil ikke (mere) købe en ny bil. (3) Peter har købt en ny bil Peter har ikke lånt eller lejet en ny bil. (4) Peter har købt en ny bil Peter har ikke købt en gammel bil, et sommerhus eller en god bog. (5) Peter har købt en ny bil Peter har ikke købt to, tre eller flere nye biler. (6) Peter har købt en ny bil Peter har ikke købt en gammel bil. (7) Peter har købt en ny bil Peter har ikke købt et nyt hus, en ny bog eller et nyt fly. Hvor mange alternative situationer der er, kommer an på hvor mange andre elementer der indgår i den samme kategori som det fokuserede element. Men dette antal begrænses af sammenhængen eftersom det ikke nødvendigvis er sådan at alle alternative elementer virkelig er mulige under de givne omstændigheder. Desuden er alternativerne prioriterede. Ved sætning (3) er det nok de anførte alternativer der er mest sandsynlige selv om Peter i princippet også kan have brændt, tegnet, bygget, hoppet på, skrevet om, sparket til, osv. en ny bil. Men i den virkelige verden er det typisk leje og låne der optræder som alternativer til købe i forbindelse med en ny bil. Fokus udtrykkes vha. tryk eller/og sætningskløvning. Tryk er det mest fleksible af de to idet man kan fokusere på alle elementer vha. tryk. I skrift kan tryk markeres med typografi, fx understregning som ovenfor. Sætningskløvning (afsnit 8.3.1) er kun egnet til at fokusere på hele sætningsled med: Det er Peter der har købt en ny bil, Det er en ny bil Peter har købt, Det var i går Peter købte en ny bil. Præled, i fx substantivaler, eller hjælpeverber kan man slet ikke fremkløve: *Det er en Peter har købt ny bil, *Det er har at Peter købt en ny bil. Postled i substantivaler kan dog godt kløves: Det er

382 lingvistik Peter har læst mange bøger om (Peter har læst mange bøger om lingvistik). Med lidt god vilje kan også hovedverbet kløves: Det er at købe Peter har gjort med en ny bil. Fokus har indflydelse på præsupposition idet det forudsættes at der findes alternative elementer til det fokuserede element og denne forudsætning gælder også ved ubestemt reference (jf. afsnit ). Fokus indflydelse på præsupposition hænger sammen med at fokus tiltrækker nægtelse. Det skal forstås på den måde at hvis fokus kombineres med nægtelse, er det kun det fokuserede element der nægtes mens resten af ytringen forbliver intakt, dvs. det præsupponeres at der findes en situation hvori alle de ikke-fokuserede elementer indgår: Peter har ikke købt en ny bil implicerer at Peter har købt en ikke-ny (dvs. gammel eller ældre) bil. Denne tiltrækning af nægtelse af fokus hænger naturligt sammen med at det ligger i fokus natur at der sættes situationer op mod hinanden, hvorfor alternative situationers eksistens nødvendigvis præsupponeres.

383 Kapitel 20 Kommunikationsmodel Sprog er et middel til at udføre kommunikation med. Verbalt sprog er dog ikke det eneste mulige middel til at kommunikere med. Man kan også bruge mimik, gestikulation, dans, o.l. med kommunikationsformål. Men sprog er opfundet til at kommunikere med. Man kan indvende at kommunikation ikke er sprogs eneste formål, nogle mener at kommunikation ikke engang er sprogs hovedfunktion. Sprog bruges jo også til at tilegne sig viden, erkende og vedligeholde sociale forhold med. Men efter min mening er det kommunikation som er sprogs primære formål, alle de andre anvendelsesmuligheder er sekundære. For de andre anvendelser, så som videnstilegnelse, erkendelse og vedligeholdelse af sociale forhold, foregår gennem, ikke udenom kommunikation. Videnstilegnelse, erkendelse og vedligeholdelse af sociale forhold, m.m. kan da også sagtens finde sted uden sprog, hvilket underbygger at disse ting ikke er sprogs primære funktion. Jeg anser kommunikation for at være udveksling af tanker og følelser. Kommunikation finder sted i en kommunikationssituation eller et kommunikationsrum. Kommunikation foregår mellem kommunikationsdeltagere, en afsender og en modtager; afsender koder sine tanker i sprog, og modtager afkoder de sproglige udtryk for derved at gendanne afsenders tanker. Kommunikation kan være envejs eller tovejs. I envejs kommunikation er afsender hele tiden afsender, og modtager hele tiden modtager. I tovejs kommunikation skiftes deltagerne om at være afsender og modtager. Tovejs kommunikation kaldes også interaktion. Der kan sagtens være flere end to deltagere i en kommunikationssituation. I så fald er der typisk én afsender og flere modtagere. Hvis der i samme fysiske rum forekommer flere afsendere på samme tid, er det mest hensigtsmæssigt at tale om flere kommunikationssituationer; dvs. kommunikationssituationen er bestemt ved afsenders tilstedeværelse. Derfor er begrebet kommunikationssituation eller kommunikationsrum ikke nødvendigvis lig med det fysiske rum som afsender og modtager befinder sig i. Afsender og modtager behøver ikke engang befinde sig i det samme fysiske rum eller i samme tid. Når man fx i Danmark i 2005 læser Gilgamesh, er afsender og modtager adskilte fra hinanden med ca år og km. Kommunikationsrummet er således et virtuelt rum der kan transcendere afstand og tid. I det følgende vil jeg skildre en kommunikationsmodel. Modellen skal gøre rede for deltagerne i en kommunikationssituation, deres indbyrdes forhold og for de forskellige funktioner kommunikation kan opfylde. Det nye i min kommunikationsmodel i forhold til hidtidige modeller er at den er udvidet med elementer der tager højde for kommunikation i flersprogede situationer og for fænomener der står uden for kommunikationssituationen, men som påvirker denne. Hidtil har jeg implicit brugt en forenklet kommunikationsmodel med blot afsender, modtager og den omtalte situation som deltagere, men kompleksiteten i mange kommunikationssituationer fordrer en mere avanceret model. Kommunikationens funktioner er blevet behandlet i kapitlet om sproghandlinger eftersom sproghandlinger er manifestationer af de funktioner kommunikationen skal udfylde. I dette kapitel bliver disse funktioner betragtet på et mere overordnet plan Kommunikationsdeltagere Afsender er blevet defineret som den kommunikationsdeltager der producerer sproglige udtryk, og modtager som den deltager der modtager (perciperer) disse sproglige udtryk. Afsender og modtager er hovedsageligt mennesker, men kan også i stigende grad være computere. Desuden har jeg betragtet den omtalte situation som deltager. Den omtalte situation er den som afsender udtrykker sine tanker om. Den har i princippet ingen forbindelse med kommunikationssituationen, men kan overlappe med den på alle mulige måder.

384 Denne enkle model er tilstrækkelig hvad angår fx ansigt til ansigt-samtaler, personlige breve o.l., som samlet kan kaldes direkte kommunikation. Men mange kommunikationer er indirekte, hvorfor det er nødvendigt at introducere flere deltagere i kommunikationssituationen Fortæller og adressat For det første er det ikke nødvendigvis sådan at den der opfanger et sprogligt udtryk, er den som afsender rettede udtrykket mod. Derfor er det nødvendigt at skelne mellem modtager og adressat. Modtager er den som rent faktisk opfanger det sproglige udtryk mens adressat er den som udtrykket var ment til. De to kan sagtens være den samme person, hvilket fx som oftest er tilfældet i en ansigt til ansigt-samtale. Men de to kan også være forskellige personer, hvis man fx overhører en samtale som man ikke deltager i eller læser andres breve. Det er ikke kun modtager der skal dubleres, men også afsender. Det er nemlig sådan at afsender kan foregive ikke at være sig selv, dvs. at foregive at det sprogligt udtrykte bliver afsendt af en anden end afsender selv. Afsenders dublant kaldes fortæller. Skelnen har man i høj grad brug for i fiktion. Fx er afsender Alec Guiness, men fortæller er Obi-wan-Kenobi i Star Wars. Adressaten af hans replikker er Luke Skywalker, Han Solo, osv. mens modtager er dem som ser filmen, og de andre medvirkende skuespillere. Man behøver faktisk ikke stoppe ved dubleringen af afsender og modtager. Der kan sagtens være adskillige niveauer af afsender/fortæller og modtager/adressat. Ved Star Wars er afsender i sidste ende forfatteren til værket, George Lucas, han er den øverste afsenderinstans. Obi-wan behøver heller ikke blot være en fortæller. Hvis han fx citerer Yoda, er han en afsender, og Yoda er fortæller. Så ved Star Wars er der (mindst) fire niveauer på afsendersiden: George Lucas Alec Guiness Obi-wan-Kenobi Yoda. Også på modtagersiden er der flere niveauer: adressaten af de udsagn som Yoda citeres for, modtageren af disse udsagn/adressaten af Obi-wan (fx Darth Vader), modtageren af skuespillerens ytringer under filmoptagelserne, adressaten af George Lucas, og modtageren af filmen i biograferne eller ved fjernsynsapparaterne. På denne måde kan man danne meget komplekse afsender/modtager-forhold. Med moderne udtryk kan man også kalde fortæller for en virtuel afsender, og adressat for en virtuel modtager; og derefter er det kun fantasien der sætter grænser for hvor mange virtuelle lag kommunikationen skal indeholde. Skelnen mellem afsender og fortæller er ikke kun nødvendig inden for fiktion, men er også relevant i dagligdags kommunikation, fx når man citerer en anden. Bemærk at det i virkeligheden er fortæller og adressat som sproglige udtryk henviser til, ikke afsender og modtager. Fx henviser de personlige pronominer til hhv. fortæller (1sg), adressat (2p) og omtalt individ (3p). Derfor skal alle henvisninger til afsender i tidligere kapitler forstås som henvisninger til fortæller, og henvisningerne til modtager som henvisninger til adressat. Afsender og modtager befinder sig ifølge den i dette kapitel skitserede mere nuancerede kommunikationsmodel faktisk slet ikke i kommunikationssituationen. Grunden til at jeg i de tidligere kapitler har brugt den enklere kommunikationsmodel, som kun opererer med afsender og modtager, er netop dens enkelhed, som gør det lettere at gennemskue de sproglige fænomener som de tidligere kapitler handler om. Med den simple substituering af fortæller for afsender og adressat til modtager passer alle hidtidige beskrivelser ind i den udvidede kommunikationsmodel. Fortæller er den mest principale deltager i en kommunikationssituation. Det er fortæller der definerer kommunikationssituationen. Dog er der strengt taget ikke nogen kommunikationssituation uden en adressat. For uden en adressat bliver afsenders sproglige produktion helt uden nogen betydning, som om den slet ikke eksisterede. Ved talen til sig selv er det rimeligt at antage at der findes en adressat, nemlig fortælleren (afsender) selv, og at der derved finder kommunikation sted. Talen til sig selv har da også selv om den for udenforstående kan forekomme som fjollet eller

385 direkte sindssyg betydning for afsender/modtager. Ifølge fx den russiske psykolog Lev Vygotsky er talen til sig selv en essentiel del af menneskets kognitive udvikling. Man kan forestille sig at der er en modtager uden at der er en adressat, men denne modtager er så fuldstændig på herrens mark med hensyn til at kunne forstå kommunikationen hvis han ikke ved hvem adressaten kunne være. Adressaten behøver dog ikke deltage i kommunikationen direkte, heller ikke i en tilsyneladende tovejs kommunikation. Ved fx et fjernsynsinterview er adressaten egentlig fjernsynsseeren selvom selve kommunikationen udføres af intervieweren og den interviewede. Her ville det derfor være berettiget at tale om envejskommunikation, med en indlejret tovejs kommunikationssituation Den omtalte situation Fortæller og adressat er ikke de eneste deltagere i en kommunikationssituation, om end de er de eneste aktive deltagere, for så vidt sprogproduktion og -perception kræver hjerneaktivitet. Den tredje deltager i kommunikationssituationen er den omtalte situation, den situation som fortæller udtrykker sine tanker om. Den omtalte situation er en kompleks deltager i og med den indeholder adskillige elementer: aktanter, foregang, endog yderligere situationer. Strengt taget er det ikke den omtalte situation der deltager i kommunikationen, men fortællers mentale billede heraf. En situation kan jo opfattes på mange forskellige måder, og det er opfattelsen (det mentale billede) af den der kommunikeres. Denne skelnen mellem omtalt situation og dets mentale billede ligner skelnen mellem afsender og modtager på den ene side og fortæller og adressat på den anden side. Som nævnt ovenfor er den omtalte situation uafhængig af kommunikationssituationen, men kan overlappe med den. Fortæller og adressat kan nemlig være en del af den omtalte situation, være aktanter i den, og en foregang i den omtalte situation kan godt være en foregang der foregår i kommunikationssituationen. Rumskibet Enterprise fortsætter sine missioner for at udforske fremmede verdener er en ytring der omtaler en situation der slet ikke overlapper med kommunikationssituationen, men jeg skriver denne bog til jer omtaler en situation der i høj grad overlapper med kommunikationssituationen. Det at den omtalte situation og kommunikationssituationen kan overlappe anerkendes af sproget i og med eksistensen af deiktisk reference (afsnit ). Ved deiktisk reference henviser man til elementer i den omtalte situation som også befinder sig i kommunikationsrummet. Her skal det dog bemærkes at deiktisk reference er fortællerorienteret. Da fortæller og adressat ikke nødvendigvis befinder sig i det samme fysiske rum, er deiktisk reference ikke nødvendigvis forståelig for adressaten. For hvis adressaten ikke har adgang i det mindste mentalt til det samme fysiske rum som fortæller befinder sig i, kan han ikke identificere de benævnte situationselementer. Dette kan især være et problem for en modtager som ikke er adressat. Den følgende sætning eksemplificerer problemet: 189 eren står ved siden af 185 eren. Den er uforståelig for alle de læsere selv om de vitterligt er mine adressater som ikke har set mit arbejdsværelse. Her er det interessant at bemærke at mens første og anden person er reserveret til hhv. fortæller og adressat, er tredje person ikke forbeholdt omtalte situationselementer. Man kan godt henvise til både fortæller og adressat i tredje person: Far (fortæller) er ikke sur, far er skuffet, Er hr. direktør (adressat) tilfreds med opsætningen? Denne slags omtale af fortæller/adressat er snarere reglen end undtagelsen når man taler til småbørn. Når fortæller selv deltager i den omtalte situation, kaldes vedkommende personlig fortæller. En personlig fortæller kan kendes ved tilstedeværelsen af udtryk i første person i teksten. Når fortæller ikke deltager i den omtalte situation selv, kaldes vedkommende apersonlig fortæller.

386 Ved apersonlig fortæller skelner nogle mellem eksplicit og implicit apersonlig fortæller afhængig af om der er nævnt en fortæller i første person eller ej. Sætning (1)-(3) demonstrerer hhv. den personlige fortæller, den implicitte apersonlige fortæller og den eksplicitte apersonlige fortæller. (1) Jeg er hjemme. (2) Peter er hjemme. (3) Jeg tror Peter er hjemme. Grunden til at fortæller i (3) opfattes som apersonlig er at vedkommende angiveligt ikke fortæller om sig selv, men om Peter. Men ifølge den anskuelse af situationer som jeg har i denne bog, er fortæller også her deltager i den omtalte situation. Vedkommende fortæller jo om sig selv, om hvad han tror. Det er blot den underordnede situation han ikke er med i. Derfor skelner jeg kun mellem personlig fortæller (i (1) og (3)) og apersonlig fortæller (i (2)). Når fortæller kan sætte sig ind i de omtalte genstandes sted eller forudsige hændelser, er han en alvidende fortæller. En alvidende fortæller er hyppig i fiktive tekster og kan kendes ved ekspressive sproghandlinger med tredje persons subjekt, fx Peter syntes det var dejligt at være hjemme. Ved en alvidende fortæller siger man at fortæller har indre syn da han kan kigge ind i de omtalte personers hoved. En ikke-alvidende fortæller har derimod ydre syn da han kun kan kommentere det han kan observere Sprog og medier Deltager nr. 4 i kommunikation er sproget selv. Uden det er det jo umuligt at udføre verbal kommunikation. Tæt knyttet til sproget er mediet eller kanalen hvorigennem kommunikation foregår. Kommunikationen kan jo være mundtlig eller skriftlig, og begge kan udføres på forskellig vis. Mundtlig kommunikation kan være tovejs (direkte samtale), envejs (fx en forelæsning). Mundtlig kommunikation kan foregå via forskellige fysiske kanaler, fx den blotte luft, en telefonlinie, og kan endda være optaget på bånd, cd, dvd, osv. Skriftlig kommunikation kan også være både envejs (fx en bog) eller tovejs (fx en brevudveksling). Også for skriftlig kommunikation står forskellige fysiske medier til rådighed, så som papir og diverse elektroniske apparater. Det er et interessant spørgsmål hvorvidt sprog og medier er uafhængige af hinanden. Man kan mene at sprogsystemet er uafhængigt af det i kommunikationen brugte medie, men da sprogbrugen unægteligt og uundgåeligt er forskellig ved forskellige medier, er uafhængigheden diskutabel. Det kan være at det er sådan at der kun er ét sprogsystem, som så bliver anvendt forskelligt afhængig af hvilket medie der vælges til kommunikationen. Men det kan også godt være at der er forskellige sprogsystemer i folks hoved, ét til hvert kommunikationsmedie. Også ved sprog er det hensigtsmæssigt at skelne mellem to instanser: en der gør kommunikationen mulig, og en der egentlig deltager i kommunikationen. Den første er sprogsystemet, som er på samme konkrete plan som afsender, modtager og den omtalte situation; den anden er sprogbrugen, som er på samme virtuelle plan som fortæller, adressat og det mentale billede af den omtalte situation. Sprogsystem er det samme som Saussures langue og Chomskys competence mens sprogbrugen er det samme som Saussures parole og Chomskys performance. Det kan virke kontroversielt at sætte sprogsystemet på det konkrete plan og sprogbrugen på det virtuelle plan. Sprogsystemet er jo ikke håndgribeligt, det er noget som man har i sit hoved, og som vi egentlig ikke ved ret meget om. Til gengæld er sprogbrugen et håndgribeligt (ved skriftlig kommunikation endda i bogstavelig forstand) fysisk fænomen. Men med det konkrete plan mener jeg de

387 faktorer der gør en kommunikation mulig, og med det virtuelle plan de instanser der deltager i kommunikationen. Det er fx afsender der producerer kommunikationen, men deltager kun gennem fortæller i den. Afsenders identitet kan jo være helt sløret og ukendt: Hvem har skrevet fx Gilgamesh? Ligeledes er det eksistensen af et sprogsystem der gør det muligt for os at kommunikere. Men i selve kommunikationen deltager sprogsystemet kun gennem sin manifestation i form af sprogbrugen. Ligeledes er kommunikationsmediet en faktor der gør kommunikationen mulig. I selve kommunikationen er det repræsenteret ved stilarten. Grunden til at skelne mellem medie og stilart er til dels at man godt kan afvige fra den stilart mediet lægger op til, og til dels at der er flere stilarter end der er medier Bystanders Bystanders er personer der ikke aktivt deltager i kommunikationen, men hvis tilstedeværelse alligevel har indflydelse på kommunikationens forløb. Bystanders plejer man ikke at inkludere i gængse kommunikationsmodeller, men man kan ikke overvurdere deres rolle. Et klassisk eksempel på bystanders er mindre børn. Man bør jo fx ikke bande i mindre børns tilstedeværelse selv om man ikke taler til dem, de har bare muligheden for at overhøre samtalen. Så deres blotte tilstedeværelse påvirker hvordan man udtrykker sig. Bystanders tilstedeværelse kan endda påvirke valget af sprogsystem, hvis man fx vælge at bruge et sprog som bystanders ikke forstå for med sikkerhed at udelukke dem fra kommunikationen, for netop at holde dem som bystanders. Således er alskens krypteringer også eksempler på hvor vigtig en rolle bystanders spiller for kommunikationen selv om de egentlig ikke deltager i den. Selv om de klareste eksempler på bystanders indflydelse er negativ, forstået på den måde at de begrænser kommunikationsdeltagernes kommunikative udfoldelse endda i en sådan grad at de er nødsaget til at træffe foranstaltninger der bevarer bystanders som bystanders, behøver bystanders ikke kun have negativ indflydelse på kommunikationen. Man kan også vælge at kommunikere på en sådan måde at det gør muligt for en bystander at blive kommunikationsdeltager. Jeg mener ikke at det er muligt, eller nødvendigt, at skelne mellem konkrete og virtuelle bystanders ligesom man kan gøre det med de andre kommunikationsfaktorer og -instanser Sammenfatning Tabellen sammenfatter de faktorer der gør en kommunikation mulig, og de instanser der indgår i kommunikationen som repræsentanter for faktorerne. Kommunikationsdeltagere Kommunikationsfaktorer Kommunikationsinstanser afsender fortæller modtager adressat omtalt situation mentalt billede af omtalt situation sprogsystem sprogbrug medie stil bystanders Sprogfunktioner

388 I og med sproglige ytringer betragtes som handlinger (jf. Kapitel 17) har sprog funktioner, dvs. formål som man kan opnå ved at bruge sprog. Sprogets mest basale funktion er den referentielle funktion, det at kunne referere til, omtale fænomener. De omtalte fænomener, både foregange og genstande, kan være såvel virkelige som fiktive, afhængig af det valgte diskursunivers. Alle sprogs øvrige funktioner bygger på den referentielle funktion. De øvrige funktioner kendetegnes ved at den referentielle funktion kombineres med forskellige intentioner, der giver refereringen formål. Da det er fortæller der skaber kommunikation, i og med det er fortæller der producerer sproglige ytringer, er det fortællers intentioner der er afgørende for klassificeringen af sprogfunktioner. Grundlæggende skelner jeg mellem den formidlende og den reaktionssøgende funktion. Jeg taler om den formidlende funktion når fortæller blot vil formidle sine tanker. Med den reaktionssøgende funktion mener jeg den situation hvor fortæller vil opnå en eller anden reaktion i sin omverden, fx hos adressat. De to funktioner kan være svære at adskille fra hinanden i praksis. For det første forudsætter den reaktionssøgende funktion den formidlende funktion. Når fortæller prøver at udløse en eller anden reaktion, meddeler han jo sine tanker herom. Uden at formidle disse tanker kan fortæller ikke opnå den ønskede reaktion (her ser jeg bort fra at man hvis man er heldig kan få det man vil uden at gøre noget for det). For det andet udløser også den blotte formidling af fortællers tanker en reaktion hos adressat, nemlig mentale reaktioner, fx forståelse af det sagte. Uden en mental reaktion ville det da være meningsløst og irrelevant at formidle ens tanker. Man kunne indvende at det er modtager som der kan opstå reaktioner hos, ikke adressat, i og med modtager er en levende person mens adressat er en virtuel en. Men da min kommunikationsmodel også skal kunne redegøre for fiktive tekster, henviser jeg til adressat i stedet for modtager. Derfor definerer jeg den formidlende og den reaktionssøgende funktion sådan at den første kun vil udløse mentale reaktioner mens den sidste også vil opnå andre reaktioner. Sprogfunktioner er definerede ud fra fortællers intention. Da intentioner er private, kan udenforstående, herunder adressat, ikke nødvendigvis vide hvad fortællers hensigt er med sin ytring: formidlende eller reaktionssøgende. Men dette er bare et praktisk problem (det evige problem i kommunikation) der gør det svært at klassificere konkrete ytringer med hensyn til sprogfunktioner; et praktisk problem både for adressat, der prøver at forstå fortæller, og for akademikeren, der prøver at analysere en tekst. Det er dog ikke noget problem for klassifikationen som sådan. Det er også derfor at det er hensigtsmæssigt at skelne mellem illokution (den intenderede sproghandling, sprogfunktion) og perlokution (den opnåede reaktion (jf. Kapitel 17, især 17.13). Den formidlende funktion manifesterer sig først og fremmest i informative, ekspressive og assumptive sproghandlinger. De er de prototypisk formidlende sproghandlinger. Men optative sproghandlinger kan også regnes heriblandt. Optativer har til formål at der sker en ændring i verden (eller at en ændring udebliver, fx Du må ikke dø), hvorfor de ville være oplagte eksponenter for den reaktionssøgende funktion. Men optativer kendetegnes ved at de udtrykker ønsker som ingen menes at kunne opfylde bortset fra den almægtige. Derfor har de normalt ikke andet end informationsværdi, nemlig en meddelelse om at fortæller har det givne ønske. Det er derfor jeg anser optativer for at have formidlende funktion. Den reaktionssøgende funktion manifesteres i performative, direktive, interrogative, exhortative og fatiske sproghandlinger. Exhortativer er specielle idet den ønskede reaktion skal leveres af selve fortæller, og ikke af andre instanser som det er tilfældet ved de andre sproghandlinger. De fatiske sproghandlinger er også specielle, for det er dem der typisk udløser de mindst spektakulære reaktioner. Ofte er det eneste der sker, fx ved minimalrespons i en samtale (jf ), at status quo beva-

389 res: Kommunikationen fortsætter. Ikke desto mindre er fatiske sproghandlinger uundværlige i enhver kommunikationssituation Metasprog Det er almindeligt i sprogvidenskab at opstille sprog og verden som to adskilte størrelser, det gør jeg også i denne bog. Sprog bruges jo til at omtale verden, både virkeligheden og fiktive verdener. Men sprog er også en del af verden, hvorfor også selve sproget kan omtales. Når man omtaler sprog, bruger man sprog i en metasproglig funktion. Sprog er det eneste fænomen der kan bruges til at omtale sprog med. Sprog kan referere til alt andet, men intet andet kan referere til sprog. Når man bruger sprog om sprog, skelner man mellem objektsprog og metasprog. Objektsprog er det sprog man omtaler, og metasprog er det sprog som man omtaler objektsproget med. Objektsprog og metasprog kan være det samme, men kan også være forskellige sprog. I denne bog er metasproget dansk, og det er objektsproget også for det meste. Men var bogen en grammatik over engelsk, ville objektsproget være engelsk. Ordbøger er metasprog i deres artikler. Bemærk dog at selv om jeg påstår at både objekt- og metasproget i denne bog er dansk, altså det samme sprog, er der forskel på de to. Objektsproget er dansk i al almindelighed, men metasproget er en underart af dansk, nemlig sprogvidenskabeligt fagsprog. Det at man kun kan omtale sprog med sprog har længe generet lingvister. Problemet er jo at mange hvis ikke ligefrem alle ytringer er flertydige. Dette synes ikke at være et stort problem i det daglige liv, selv om der opstår misforståelser med jævne mellemrum, men det er et stort problem for sprogvidenskaben eftersom en videnskab skal kunne producere entydige forklaringer. Men entydige forklaringer er svære at fremstille på et potentielt flertydigt sprog. Derfor har man i lang tid bestræbt sig på at udvikle et entydigt sprog som kunne bruges til at beskrive og forklare det almindelige (eller naturlige) sprog(s flertydigheder) med. Sådanne entydige sprog er formel logik (allerede udviklet i antikken), matematik og forskellige formalismer som man ynder at anvende inden for de såkaldte formelle eller formalistiske retninger i lingvistik, fx i den såkaldte generative lingvistik. Programmeringssprog er også entydige sprog. Men ikke alle kunstige sprog er entydige. Det er fx esperanto ikke, det bærer alle de præg, herunder tvetydighed, som naturlige sprog bærer. Problemet med formelle metasprog er at de (endnu) ikke er tilstrækkelig alsidige til at kunne beskrive alle detaljer og nuancer i de menneskelige sprog. Derfor kan de kun magte at beskrive visse aspekter ved menneskelige sprog. Desuden har de en tendens til drift, ligesom naturlige sprog. Drift vil sige at de har en tendens til at blive flertydige fordi det er umuligt at definere dem entydigt medmindre de kun skal have et meget begrænset anvendelsesområde. Dette skyldes til dels at det er svært at overskue stigende kompleksitet, og til dels at formelle sprog i sidste ende kun kan defineres vha. flertydige naturlige sprog, hvilket uundgåeligt introducerer et element af flertydighed. Derfor og fordi mange af bogens potentielle læsere nok har en aversion mod formler, har jeg undladt at bruge et formelt sprog i min sprogbeskrivelse Metakommunikation I lighed med metasprog findes der også metakommunikation. Det er når kommunikationens emne er selve kommunikationen, når man taler/skriver om hvordan man taler/skriver. Begrebet bruges især inden for pædagogik hvor man fx opfordrer undervisere og vejledere til at diskutere med deres studerende hvordan undervisningen/vejledningen, dvs. hvordan kommunikationen mellem dem, skal udformes.

390 Men man metakommunikerer også i det daglige liv. Hver gang en forælder siger til sit barn at det ikke må bande, eller hver gang man spørger til hvad der blev sagt fordi man ikke lige forstod det sagte, er det metakommunikation. Man kan videreføre abstraktionen fra kommunikation og tale om ikke blot metakommunikation, men også om metametakommunikation. Det kan fx forekomme på et pædagogisk kursus hvor man diskuterer hvordan metakommunikation bedst udføres. I lighed hermed er der metametasprog i leksika over lingvistisk terminologi. Mine forklaringer af lingvistiske termer er eksempler på metametasprog Forhold mellem fortæller og adressat Det er før blevet nævnt (ved fx personlige pronominer i afsnit 12.1 og sproghandlinger i Kapitel 17) at forholdet mellem fortæller og adressat har indflydelse på de sproglige udtryks og kommunikationens udformning. Relationen mellem fortæller og adressat kan beskrives ad to akser, viden og magt. Disse to slags forhold er uafhængige af hinanden (dog synes der at være en tendens til at mere magt medfører mindre viden, chefer er i folkemunde jo nærmest per definition dumme ). Magtforhold er en kompleks størrelse og bestemmes af en række forskellige faktorer som familietilknytning, arbejdsforhold, militærforhold, lovgivning, graden af bekendtskab, karisma, solidaritet, osv. Disse faktorer kan godt have modsatrettet indflydelse på hvordan magtforholdet udtrykkes sprogligt. Desuden vægter forskellige sprog dem forskelligt med hensyn til hvilke udtryksmidler der anvendes i en kommunikation. Betegnelsen magtforhold kan lyde voldsom, men det har i og for sig ikke noget med undertrykkelse, slaveri eller udnyttelse at gøre. Det er blot en betegnelse for at man kan tillade sig forskellige ting i forhold til forskellige personer, hvilket er reguleret af personernes indbyrdes sociale forhold. Magtforholdet i nærværende sammenhæng spænder med utallige mellemliggende nuancer fra det smukkeste, reciprokt altruistiske kærlighedsforhold til det mest bestialske misbrug af sine medmennesker. Både magt- og vidensforhold kan være symmetriske eller asymmetriske. Symmetrisk betyder lige meget viden eller magt mens asymmetrisk betyder at den ene part har mere magt eller viden end den anden part. Både magt- og vidensforhold er relative, kontekstafhængige og dynamiske. De er relative fordi de kun gælder den aktuelle fortæller og den aktuelle adressat. Enhver person indgår i et netværk med andre personer hvor hvert forhold er forskelligt fra de andre. Forholdene er også kontekstafhængige idet de ikke kun er formet af hvem man taler med, men også af hvad man taler om. Dette er især mærkbart angående vidensrelationen. Man kan jo ikke vide alt. En professor i lingvistik er nok uovervindelig når kommunikationen handler om sprog, men kan være håbløst fortabt hvis samtalen drejer sig om asynkronmotorer. Magtforholdet kan også variere afhængig af konteksten. Man kan jo godt indgå i forskellige relationer med den samme person. Man kan fx være chef og medarbejder i det professionelle, og kone og mand i det private liv. Desuden er videns- og magtforhold dynamiske eftersom de ændrer sig i takt med at de deltagende personer udvikler sig gennem deres liv. Sprog har et bredt repertoire til at udtrykke videns- og magtforhold. Repertoiret spænder fra bundne morfemer til subtile forskelle i kommunikationens udformning. I de følgende afsnit giver jeg et kort oversigt over hvordan magt- og vidensforhold kommer til udtryk i sprog Magtforholdet Umiddelbart er det magtforholdet der i sammenligning med vidensforholdet er mest kodificeret i sprog. Med mest kodificeret mener jeg at det kan være udtrykt i form af grammatiske morfemer.

391 Mange sprog har fx forskellige pronominer i anden person til at gengive magtforholdets beskaffenhed. De mest kendte sprog har en todeling: de uformelle du, tu, tу på den ene side, og de formelle De, Ni, Sie, vous, vy på den anden side. Hvad forskellen er inden for parrene, er temmelig forskelligt fra sprog til sprog og kan være ret svært at definere. På moderne dansk bruges det formelle De ikke særlig ofte i forhold til det tyske Sie eller franske vous. Der er sprog der aldrig har haft eller har afskaffet denne kodificering, fx engelsk, hvor det uformelle thou og formelle ye er blevet erstattet med det neutrale you. Men der er også sprog der har en finere inddeling, fx ungarsk, der har tre anden persons pronominer (både i singularis og pluralis). Her er det nødvendigt at bemærke at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem sprog og omverden. Bare fordi engelsk ikke bruger forskellige pronominer, betyder det ikke at der er mindre forskel mellem mennesker i England end i Tyskland eller i Ungarn. Engelsk har bare valgt ikke at markere forskellen i form af pronominer. Formalitet er måleenheden for social afstand: Mere formalitet er længere afstand, mindre formalitet er kortere afstand mellem to mennesker. Formalitet står derfor i omvendt forhold til intimitet: Mere formalitet betyder mindre intimitet, og mindre formalitet betyder mere intimitet. Formalitet og symmetri er uafhængige variabler, dog lægger et symmetrisk forhold alt andet lige mere op til mindre formalitet end et asymmetrisk forhold. Nedenstående tabel giver nogle eksempler på forhold mht. formalitet og symmetri. Symmetri og formalitet i magtforhold Symmetrisk Asymmetrisk Formel to fremmede der mødes på gaden chef og medarbejder Uformel to venner forælder og barn Magtforhold kommer også til udtryk i udformningen af vokativer. Brugen af fornavn alene er fx generelt, dvs. tværsprogligt, mere uformel end brugen af efternavn. Fatiske sproghandlingers udformning er i det hele taget i høj grad moduleret af magtforholdet. Sprog har fx adskillige forskellige hilsner: goddag, hej, hejsa, dav; hilsen, med venlig hilsen, mange hilsner, knus, osv. hvoraf fortæller vælger afhængig af sit forhold til adressat. En anden type sproghandling der er meget påvirket af magtforhold, er direktiverne. Som vist i afsnit 17.7 er det nok direktiver som kan udtrykkes på flest mulige måder, og hvor skelnen mellem direkte og indirekte illokutioner er mest betydningsfuld. Jo mere magt adressat har over fortæller, desto mere indirekte plejer direktiverne at være. Symmetri viser sig ikke direkte i sproglige udtryk, dvs. der er ikke noget sprogligt udtryk der i sig selv viser om magtforholdet er symmetrisk eller asymmetrisk. Symmetri kommer til udtryk gennem hvorvidt kommunikationsparterne bruger den samme type udtryk over for hinanden (symmetrisk forhold) eller forskellige typer udtryk (asymmetrisk forhold). Forskellen kan fx ses i tiltaleudtryk. Symmetri i magtforhold Asymmetrisk - God aften, hr. direktør - God aften, Jensen. Symmetrisk - Hej, Peter. - Hej, Søren. Indbyrdes brug af fornavn antyder symmetrisk magtforhold mens brugen af efternavn og (i særdeleshed) anvendelsen af titlen hr. direktør udtrykker asymmetrisk forhold.

392 Der er selvfølgelig mange flere nuancer i magtforhold end man kan udtrykke vha. så simple midler som tiltaleformer. Fx bruger to søskende kun fornavn over for hinanden når de taler til/med hinanden, men der kan alligevel godt være subtile ubalancer i deres indbyrdes magtforhold. Magtforholdet påvirker sprogbrugen, men er ikke bindende for den. Man kan i sprogbrugen godt se bort fra det gældende magtforhold eller formalitetsgrad for at opnå forskellige effekter, såsom at udtrykke mishag eller at være humoristisk. Fx hvis ens kone kalder en hr. Madsen i stedet for det sædvanlige Richard eller Pus, er det ikke tegn på at ægteskabet, et af de mest intime forhold, er blevet til noget formelt, som fx et klient-myndighedsforhold, men tegn på at der er noget hun er utilfreds med, eller at hun vil gøre grin med sin mand Vidensforholdet Ligesom magtforholdet har vidensforholdet mellem fortæller og adressat også indflydelse på sprogbrugen. Vidensforholdet kommer typisk til udtryk i forskellige typer sproghandlinger. Mere viden hos adressat lægger op til at fortæller bruger interrogativer, men mere viden hos fortæller lægger op til informativer, evt. assumptiver hvis fortæller føler sig usikker på sin viden. Vidensforholdet påvirker også stilen, ikke kun de enkelte sproghandlinger. Symmetrisk vidensforhold befordrer argumentativ stil da fortæller ikke på forhånd kan være sikker på sin vidensmæssige overlegenhed, men skal overbevise adressat herom. Det betyder ikke at man skal argumentere hvis man befinder sig i et symmetrisk vidensforhold. Man kan jo sagtens være enig. Men hvis fortæller og adressat er uenig, kan fortæller ikke bare oplyse adressat om hvordan sagerne forholder sig da adressat i hvert fald som udgangspunkt har ligeså gode meninger. Mere viden hos fortæller lægger derimod op til en belærende stil hvorved fortæller ud fra sin autoritative position kan formidle viden til adressat. Belærende skal ikke forstås sådan at fortæller bare ex cathedra fylder adressats hoved med det han synes bedst. Betegnelsen belærende står for at fortæller kan lære adressat de ting som adressat har brug for, er interesseret i fordi fortæller ved mere om det givne emne. Belæring udelukker ikke at adressat ikke kan argumentere for delpunkter i diskussionen. Mere viden hos adressat udløser en spørgende stil eftersom fortæller har brug for viden, som adressat antages at besidde. Spørgende stil er ikke ensbetydende med at fortæller kun bruger interrogativer. Det er jo ofte sådan at fortæller først skal forklare adressat sit udgangspunkt og sine præmisser. Derfor indeholder en spørgende stil også informativer og assumptiver. Traditionelt, fra klassiske tider, taler man om tre typer argumentation: logisk (af logos), etisk (af etos) og patisk (af patos). Ved den første type er argumenterne logiske, baserede på saglige forhold, nøgterne. Logisk argumentation er domineret af informative sproghandlinger. Der kan selvfølgelig også forekomme assumptiver hvis argumenterne er med forbehold. Etisk og patisk argumentation appellerer til følelser og er derfor dominerede af ekspressiver. Med etisk argumentation prøver fortæller at underbygge sin troværdighed for derved at gøre adressat modtagelig over for sin pointe. Etisk argumentation kan bl.a. bestå af henvisninger til fortællers tidligere anerkendte bedrifter og henvisninger til andre fortrinsvis prominente personer der menes at have den samme holdning som fortæller. For så vidt disse henvisninger er reelle, kan etisk argumentation også bestå af informative sproghandlinger. Patisk argumentation er den mest følelsesorienterede idet den prøver at skabe sympati hos adressat for fortællers sag. Her appelleres til adressats følelser omkring sagen ved at sætte fortællers holdninger i positivt lys. Ved patisk argumentation er logiske og saglige forhold irrelevante. Der er ikke noget i vejen for at blande logisk, etisk og patisk argumentation i en diskussion om den samme sag. Man kan fx bruge dem ved forskellige delproblematikker.

393

394 Appendiks A: Fleksiver i dansk Substantiver Grammatisk Fleksiv Eksempel Bemærkning term Singularis -ø bil de fleste substantiver -um museum substantiver af latinsk oprindelse -us kursus substantiver af latinsk oprindelse -o konto substantiver af italiensk oprindelse -is synopsis substantiver af græsk oprindelse -on leksikon substantiver af græsk oprindelse Pluralis -(e)r biler de fleste substantiver, (e) forekommer når stammens sidste bogstav ikke er e -e huse anden største gruppe -ø glas tredje største gruppe vokalskift mænd kan kombineres med suffikserne -(e)r fx bøger -n øren -ne øjne -s jobs nogle substantiver af engelsk oprindelse og høns -a leksika substantiver af græsk oprindelse der i sg. ender på -on, nogle substantiver af latinsk oprindelse der i sg. ender på -us og følger 3. bøjning og nogle af dem der i sg. ender på -um. -i konti substantiver af italiensk oprindelse Ikke-bestemt -ø alle substantiver undtagen dem der har et suffiks i singularis som forsvinder i pluralis, fx museum Neutrum -(e)t huset (e) efter konsonanter og andre vokaler end e bestemt Utrum bestemt -(e)n bilen (e) efter konsonanter og andre vokaler end e -ø rektor substantiver der ender på -en, samt nogle få af latinsk oprindelse Genitiv -s mands de fleste ord - Hans ord der ender på s, z eller x -e stede kun i faste udtryk som fx til stede - s *Peter s alle ord, efter engelsk påvirkning, ikke standarddansk! -u Jesu opr. græsk genitiv singularis af konsonantstammer -i Kristi opr. græsk genitiv singularis af o-stammer -æ Mariæ opr. latin genitiv singularis af a-stammer Dativ -e tide kun i faste udtryk som fx på tide Pluralis bestemt -ne pigerne i alle tilfælde hvor pluralis markeres med -e, -(e)r, -ne; ved substantiver der i sg. ikke-best ender på -er og pl. ikke-best. på e, forsvinder pluralismarkøren (fx danskerne i stedet for *danskerene) -ene mændene i alle andre tilfælde Bemærk at -ø i ovenstående tabel står for tom mængde og ikke for bogstavet ø. Dvs. -ø angiver at der ikke tilføjes et synligt suffiks.

395 Adjektiver Grammatisk Fleksiv Eksempel Bemærkning term Pluralis -e smukke de fleste adjektiver -ø moderne adjektiver der ender på vokaler undtagen i, y; præsens participier suppletion små det eneste adjektiv hvor pl. ikke er lig med sg. best. Ikke-bestemt -ø smuk alle adjektiver Bestemt -e smukke de fleste adjektiver -ø blå adjektiver der ender på vokaler undtagen i, y; præsens participier, valgfrit ved ny Neutrum singularis -t blåt de fleste adjektiver -et hvilket ved perfektum participium af uregelmæssige verber der dannes med suffikset -en bliver dette i neutrum singularis erstattet med -et, fx velskreven/velskrevet -ø flot adjektiver der ender på t, e, u samt kry, sky, glad, fremmed, flad, led, lig Utrum singularis -ø smuk de fleste adjektiver -en den og hvilken Positiv -ø smuk alle adjektiver Komparativ -ere smukkere de fleste adjektiver der gradbøjes -re med vokalskift større uregelmæssige adjektiver -re med suppletion mindre uregelmæssige adjektiver Superlativ -est smukkest de fleste adjektiver der gradbøjes -st hurtigst adjektiver der ender på -ig -st med vokalskift størst uregelmæssige adjektiver -st med suppletion mindst uregelmæssige adjektiver Bemærk at -ø i ovenstående tabel står for tom mængde og ikke for bogstavet ø. Dvs. -ø angiver at der ikke tilføjes et synligt suffiks. Flerstavelsesadjektiver der i deres grundform ender på -et, ændrer t til d når pluralis- eller bestemthedssuffikset tilføjes. Sagt med andre ord ændres -et til -ede: snoet > snoede. Alle disse adjektiver er afledte af verber eller substantiver. Adjektiver der ender på tryksvag -en, -el eller -er, taber denne vokal når der tilføjes -e: moden > modne, gammel > gamle, lækker > lækre. Uregelmæssige adjektiver og adverbier: en/-/eneste en/før/første dårlig/værre/værst få/færre/færrest gammel/ældre/ældst gerne/hellere/helst god/bedre/bedst ind/indre/inderst lang/længere/længst lille/mindre/mindst længe/længere/længst mange/flere/flest

396 På togt i sproget megen/mere/mest ned/nedre/nederst eller underst nær/nærmere/nærmest nær/-/næst old/ældre/ældst ond/værre/værst over/øvre/øverst sen/senere/sidst stor/større/størst tit/tiere/tiest ud/ydre/yderst ung/yngre/yngst Richard Madsen

397 På togt i sproget Verber Richard Madsen Grammatisk term Fleksiv Eksempel Bemærkning Imperativ -Ø vær alle verber Præsens aktiv -(e)r løber de fleste verber, (e) efter konsonant -ø gør og vil vokalskift ved, skal, kan, tør, bør -r & delvis suppletion har suppletion er Præteritum aktiv -ede arbejdede de fleste verber -te spiste den næststørste gruppe -de havde og døde -de & vokalskifte sagde og lagde -de & konsonant indskydning gjorde & vokalskift -t holdt og faldt -t & vokalskifte fandt og vandt -t & vokalskift & gjaldt konsonant indskydning -d & vokalskifte stod -g & vokalskifte slog -k & vokalskifte gik og fik -ste vidste vokalskifte strøg de såkaldte uregelmæssige eller stærke verber (se nedenfor ved Aflyd i verbers bøjning) vokal- og konsonantskifte fløj og løj -ø løb samt sov og græd samme som infinitiv skulle og ville, kunne, måtte, burde, turde delvis suppletion lå Infinitiv aktiv samt optativ aktiv Perfektum participium suppletion var -e spise de fleste verber -ø nå verber hvis stamme ender på vokal -et arbejdet de fleste verber -et & vokalskifte fundet de fleste såkaldte uregelmæssige verber -t spist den næststørste gruppe -t & vokalskifte lagt og sagt -t & konsonant indskydning gjort og gjaldt & vokalskift -st vidst -en & vokalskifte given forekommer som alternativ ved de verber der fremviser vokalskifte (de såkaldte stærke verber) -d død -ende løbende alle verber Præsens participium Passiv -s spistes alle verber; tilføjes den tilsvarende aktivform, i præsens forsvinder dog -r, hvorfor præsens passiv, optativ passiv og infinitiv passiv altid ser ens ud Pluralis -e ere arkaisk Bemærk at -ø i ovenstående tabel står for tom mængde og ikke for bogstavet ø. Dvs. -ø angiver at der ikke tilføjes et synligt suffiks.

398 På togt i sproget Richard Madsen Aflyd i verbers bøjning Vokalrække a-o-a e-a-e e-o-e e-å-e i-a-a i-a-i i-a-u i-e-e i-e-i Eksempler drag, drog, draget fare, for, faret jage, jog, jaget lade, lod, lad(e)t tage, tog, taget bede, bad, bedt le, lo, le(e)t se, så, set bringe, bragte, bragt sige, sagde, sagt briste, brast, bristet gide, gad, gidet give, gav, givet klinge, klang, klinget rinde, randt, rindet sidde, sad, siddet stinke, stank, stinket tie, tav, tiet binde, bandt, bundet drikke, drak, drukket finde, fandt, fundet rinde, randt, rundet slippe, slap, sluppet spinde, spandt, spundet spring, sprang, sprunget stikke, stak, stukket svinde, svandt, svundet tvinde, tvandt, tvundet tvinge, tvang, tvunget vinde, vandt, vundet blive, blev, blevet drive, drev, drevet fnise, fnes, fneset glide, gled, gledet gnide, gned, gnedet gribe, greb, grebet hive, hev, hevet knibe, kneb, knebet lide, led, ledet pibe, peb, pebet ride, red, redet rive, rev, revet skride, skred, skredet skrige, skreg, skreget skrive, skrev, skrevet slibe, sleb, slebet snige, sneg, sneget stige, steg, steget svide, sved, svedet svie, sved, svedet svige, sveg, sveget vige, veg, veget vride, vred, vredet bide, bed, bidt fise, fes, fiset lide, led, lidt skide, sked, skidt slide, sled, slidt

399 På togt i sproget Richard Madsen Vokalrække i-å-i y-a-u y-ø-o y-ø-u y-ø-y y-ø-ø æ-a-a æ-a-u æ-a-æ æ-a-å æ-o-o æ-å-æ æ-å-å ø-o-o ø-u-u å-i-å å-o-å Eksempler smide, smed, smidt stride, stred, stridt ligge, lå, ligget synge, sang, sunget synke, sank, sunket fryse, frøs, frosset bryde, brød, brudt byde, bød, budt fortryde, fortrød, fortrudt skyde, skød, skudt betyde, betød, betydet flyde, flød, flydt fnyse, fnøs, fnyst gyde, gød, gydt gyse, gøs, gyst lyder, lød, lydt nyde, nød, nydt nyse, nøs, nyst snyde, snød, snydt flyve, fløj, fløjet fyge, føg, føget krybe, krøb, krøbet lyve, løj, løjet ryge, røg, røget stryge, strøg, strøget gælde, gjaldt, gjaldt kvæle, kvalte, kvalt lægge, lagde, lagt række, rakte, rakt strække, strakte, strakt sætte, satte, sat tælle, talte, talt vække, vakte, vakt vælge, valgte, valgt hjælpe, hjalp, hjulpet sprække, sprak, sprukket træffe, traf, truffet trække, trak, trukket gælde, gjaldt, gældt hænge, hang, hængt kvæde, kvad, kvædet skælve, skjalv, skælvet bære, bar, båret skære, skar, skåret stjæle, stjal, stjålet sværge, svor, svoret sælge, solgte, solgt æde, åd, ædt træde, trådte, trådt gøre, gjorde, gjort dølge, dulgte, dulgt følge, fulgte, fulgt smøre, smurte, smurt spørge, spurgte, spurgt få, fik, fået gå, gik, gået slå, slog, slået stå, stod, stået 399

400 På togt i sproget Richard Madsen Adverbier Grammatisk term Fleksiv Eksempel Bemærkning retning -ø op retnings-/stedsadverbier sted -e oppe retnings-/stedsadverbier komparativ som ved adjektiver (først og fremmest mådes- og gradsadverbier) superlativ som ved adjektiver (først og fremmest mådes- og gradsadverbier) Bemærk at -ø i ovenstående tabel står for tom mængde og ikke for bogstavet ø. Dvs. -ø angiver at der ikke tilføjes et synligt suffiks. 400

401 På togt i sproget Richard Madsen Appendiks B: Derivativer i dansk Fra adjektiv til substantiv Derivativ eksempel produktivitet genus 125 bemærkning -hed skønhed + utrum -de højde utrum -itet effektivitet + utrum (latin -itas) -else størrelse utrum -isme socialisme + utrum (latin -ismus) -er svensker? utrum -dom sygdom utrum -e varme utrum -ert frækkert + utrum Fra numerale til substantiv -er 5 er + utrum Fra substantiv til substantiv -skab moderskab + neutrum -er københavner + utrum noget/nogen der hører til et sted -dømme kongedømme utrum -dom alderdom utrum -eri kammerateri + neutrum -isme organisme + utrum (latin -ismus) -inde lærerinde? utrum feminine betegnelser -ske syerske utrum feminine betegnelser -esse prinsesse utrum feminine betegnelser -e Kunøe? utrum personnavn knyttet til et sted -ist cyklist + utrum (fransk) -oid android + mandagtig (græsk) -ar arkivar utrum nomen agentis -i geografi + utrum (græsk -ia) -ik grammatik + utrum (græsk -ika (-iké)) -al adjektival + neutrum (latin -ivalis) -at dekanat + neutrum institution, stilling -ling ælling utrum diminutiv -ike sønnike utrum diminutiv -se vense? utrum diminutiv -ert øbert + utrum (af karakteren Øb; øbagtig) ur- urmenneske + van- vantro? u- umenneske + dis- disharmoni + (latin) eks- ekskone + (latin) mis- mislyd + (latin) gen- genfærd Genusangivelsen ved de derivativer der danner substantiver er kun vejledende da der godt kan forekomme undtagelser, fx et spøgelse, en videnskab. 401

402 På togt i sproget Richard Madsen vice- vicestatsminister + (latin) pro- prodekan + stedfortræder (latin) sam- samarbejde? Fra verbum til substantiv -(n)ing undervisning + utrum proces skabning + utrum produkt -else skabelse + utrum proces skrivelse + utrum produkt -sel kørsel utrum proces -(e)n gøren + utrum proces -e (at) undervise + neutrum proces -er underviser + utrum den der udfører en handling (nomen agentis) knuser + utrum proces -eri bageri + neutrum sted hvor man gør noget plageri + neutrum proces -este tjeneste utrum proces fortjeneste utrum produkt -skab regnskab? neutrum proces/produkt -tor/-sor eksaminator + utrum den der udfører en handling (latin) -ør programmør utrum den der udfører en handling (fransk - eur) -tion/-sion derivation + utrum proces (latin) -t derivat + neutrum produkt (latin perfektum participium - tus) -tiv/-siv derivativ + neutrum middel -nt assistent + utrum den der udfører en handling (latin præsens participium -ns) -ns agens? utrum den der udfører en handling (latin præsens participium -ns) -nd eksaminand + utrum den der udsættes for en handling (latin gerundiv -andus) -nce tolerance + utrum proces (fransk) -torium laboratorium + neutrum sted hvor man gør noget, fx hvor man arbejder (lat. laboro = arbejde) (latin) -ov elskov utrum proces -ling elskling utrum diminutiv -st ankomst utrum produkt -t jagt utrum proces vokalskift bud neutrum proces konversion bid? neutrum af at bide -ende henseende neutrum tilstand Fra adjektiv til adjektiv Derivativ eksempel produktivitet bemærkning -lig rødlig + u- uheldig + a- asocial + (græsk) ab- abnorm + (latin) 402

403 På togt i sproget Richard Madsen Fra numerale til adjektiv (ordinal) Derivativ eksempel produktivitet bemærkning -te femte + -ende syvende -dje tredje -de fjerde Fra substantiv til adjektiv -sk økonomisk + -vis trinvis + -fri alkoholfri + -løs trinløs + -lig venlig + -ig giftig? -(e)t ternet + -mæssig lovmæssig + -agtig bilagtig + -al national? (latin -alis) -el traditionel + (fransk) -øs nervøs? (fransk) -fil anglofil + forkærlighed for, tilbøjelighed til (græsk) fil- filantrop + ditto -fob anglofob + angst for, uglæde ved (græsk) Fra verbum til adjektiv -ende handlende + præsens participium -en/-(e)t behandlet + perfektum participium -(e)lig forståelig + det der kan forstås -bar bærbar + det der kan bæres -som arbejdsom? den der plejer at arbejde -tiv/-siv aktiv? potentielt agerende, kan agere Fra adjektiv til verbum -n blåne -m rødme -t hvidte Fra substantiv til verbum -isere karakterisere + (latin) be- bemande? konversion lande + af et land vokalskift malke af mælk Fra verbum til verbum mis- misforstå + modsætning gen- genopstå + gentagelse sam- samtale? bi- bisætte -r blafre 403

404 På togt i sproget Richard Madsen Fra adjektiv til adverbium -t hurtigt + -vis sandsynligvis? konversion foreløbig + suppletion vel af god Fremmede præfikser Kursiv skrift nedenfor markerer præfikser hvis slutkonsonant assimileres til den efterfølgende konsonant. Assimilationen kan være delvis, når slutkonsonanten kun kommer til at ligne den efterfølgende konsonant, og fuld når slutkonsonanten bliver den samme som den efterfølgende konsonant. Eksempler på delvis assimilation: komponent, impotent, symbol. Eksempler på fuld assimilation: korruption, illoyal, syllogisme. Det skal bemærkes at assimilationen ikke forekommer i nyere dannelser. Derfor hedder fx en adposition ikke en apposition, og et adled ikke et alled. Præfiks dansk pendant eksempel bemærkning a(n)- u-, -løs, -fri anaerob (luftløs) (græsk) a(b-) af, fra ablativ (latin) ad- til aggressiv (latin) allo- andet allomorf (græsk) ante- før antemeridian (latin) anti- (i)mod antirust (græsk) apo- fra, væk, ud af apogæum (græsk) auto- selv automatisk (selvbevægende) (græsk) bene- vel benefaktiv (latin) centi- hundrede(del) centimeter (latin) de- af denominal (latin) deci- tiendedel deciliter (latin) deka- ti gange dekagram (latin) dia- gennem diakron (græsk) dis- væk, af disjunktion (latin) dys- mangelfuld dysleksi (græsk) epi- på, efter epilog (græsk) eu- vel eutanasi (græsk) e(ks)- ud (af) eksponent (latin/græsk) ekstra- ud over ekstraterrestrial (latin) ekstro- ud ad ekstrovert (latin) giga- milliard gange gigabit (græsk) hekto- 100 gange hektoliter (græsk) hyper- over hyperonym (græsk) hypo- under hyponym (græsk) in- i, ind ingressiv (latin) in- u- intransitiv (latin) inter- mellem interdental (latin) intra- inden for intrasententiel (latin) intro- ind ad introvert (latin) iso- samme isotop (sammestedsværende) (græsk) kilo gange kilometer (græsk) 404

405 På togt i sproget Richard Madsen ko- sam-, bi- kooperation (latin) kon- (sammen) med konjunktion (latin) kontra (i)mod kontraspionage (latin) kvasi- uægte, næsten kvasisynonym (latin) makro- stor makroniveau (græsk) mal- forkert, ond malevolent (ondsindet) (latin) mega gange megawatt (græsk) meta- over, hinsides metasprog (græsk) mikro- milliontedel mikroampere (græsk) milli- tusindedel millivolt (latin) multi- flere, mange multilingual (latin) nano- milliardtedel nanowatt (græsk) neo- ny neologisme (latin) non- ikke nonfaktuel (latin) per- gennem perdurativ (latin) peri- om(kring) perifrastisk (græsk) piko- billiontedel pikosekund (græsk) poly- fler-, mange polysem (græsk) post- efter postposition (latin) pro- for, frem proposition (latin) proto- før, ur, for protoindoeuropæisk (græsk) præ- foran prænatal (latin) pseudo- uægte, næsten pseudoproprium (græsk) re- gen- reintroduktion (latin) re- bagud regressiv (latin) retro- tilbage, bag (ud) retrofleks (latin) se- væk, af seklusion (latin) semi- halv semikolon (latin) sub- under subordination (latin) super- over supersonisk (latin) supra- over, oven for suprasegmental (latin) syn- sam-, (sammen) med symbiose (græsk) tele- tværs, gennem telepati (græsk) tera- billion gange terabyte (græsk) trans- tværs, gennem transitiv (latin) 405

406 På togt i sproget Richard Madsen Appendiks C: Forkortelser og notationskonventioner kursiv (i) udtrykket, dvs. udtrykssiden af det tegn som udtrykket står for (ii) fremhævning, bl.a. af fremmedsproglige udtryk xxx indholdet af udtryk xxx + komposition ~ (i) i morfologi derivativsuffiks (i) i eksempler synonymer ~> derivativpræfiks ( ) fugebogstaver - fleksiver / om- eller aflyd eller konsonantskift * (i) ugrammatisk konstruktion (ii) leksem (iii) rekonstrueret form? tvivlsom konstruktion [ ] (i) afgrænsning af led (ii) udeladte led 1 første person 2 anden person 3 tredje person a felt til neutrale og/eller oblikke led i sætningsskemaet ABS absolutiv ADJ adjektiv ADV adverbium adv0 felt til adverbielle led i ledsætningsskemaet Neu-sætn felt til neutrale ledsætninger i sætningsskemaet AKK akkusativ AOR aorist ART artikel BEST bestemt DAT dativ DIR direkte (fortrinsvis direkte objekt) DU dualis ERG ergativ F femininum F fundamentfeltet (forfeltet) i sætningsskemaet HV hvem, hvad, hvilken, hvor (hv-ord, interrogativpronominer) IMP imperativ INDIR indirekte (fortrinsvis indirekte objekt) INF infinitiv k felt til det subjunktionelle led i sætningsskemaet K felt til det konjunktionelle led i sætningsskemaet KL kerneled l-o1, l-o2 felt til tryksvage oblikke pronominer i helsætningsskemaet M maskulinum M felt til mådesadverbielle led i sætningsskemaet N neutrum neg felt til led indeholdende negative pronominer i sætningsskemaet 406

407 På togt i sproget Richard Madsen NOM nominativ NUM numerale O1, O2 felt til substantiviske sætningsled i sætningsskemaet OBJ objekt (fortrinsvis direkte objekt) Obl felt til oblikke og/eller neutrale led i sætningsskemaet OBL oblik P person (når numerusdistinktionen ophæves) P felt til subjekts- og objektsprædikativer i sætningsskemaet part felt til partikler i sætningsskemaet PL pluralis POL postled PRL præled PRS præsens PRON pronomen/proform PROP proprium PRÆD prædikativ PRÆP præposition PRÆT præteritum PTCP participium s felt til subjekter i sætningsskemaet SB substantiv Sb-sætn felt til substantiviske sætninger i sætningsskemaet SG singularis SUBJ subjekt U utrum UBEST ubestemt v felt til det finitte verbum i sætningsskemaet V verbum V felt til nonfinitte verber i sætningsskemaet X1, X2 ekstrafelt i sætningsskemaet 407

408 På togt i sproget Richard Madsen Indeks A a 7; 8; 9; 10; 17; 18; 24; 28; 30; 31; 33; 34; 37; 43; 45; 46; 47; 54; 57; 61; 62; 64; 65; 69; 72; 76; 90; 91; 92; 93; 98; 99; 100; 101; 102; 105; 112; 116; 117; 118; 122; 126; 127; 129; 131; 133; 134; 136; 138; 139; 140; 141; 147; 150; 153; 154; 155; 156; 157; 162; 163; 165; 166; 167; 168; 169; 170; 171; 173; 177; 178; 180; 181; 186; 187; 193; 194; 199; 200; 201; 202; 209; 210; 212; 216; 221; 222; 223; 224; 226; 229; 230; 232; 233; 234; 241; 247; 257; 259; 264; 266; 270; 277; 278; 279; 281; 288; 289; 292; 295; 301; 302; 323; 327; 330; 334; 337; 340; 344; 346; 350; 351; 352; 353; 363; 366; 370; 372; 374; 377; 379; 386; 392; 394; 398; 399; 402; 404; 406; 418; 420; 421; 422; 423; 424 ablativ 44; 113; 212; 229; 230; 234; 404 absolut tempus 240; 242; 243; 245 absolutte tempora 239 accusative 160 actor 188; 189; 190; 191; 192; 194; 197; 198; 201; 207; 212; 257; 295; 300; 302; 311 addressee 182; 183; 187; 188; 189; 202; 212 Addressee 182 adjacency pair 367 adjektiv 28; 53; 54; 56; 58; 63; 64; 65; 69; 70; 71; 81; 147; 178; 195; 196; 209; 262; 279; 291; 301; 302; 303; 304; 311; 395; 401; 402; 403; 404; 406 adjektival 77; 78; 79; 81; 86; 88; 98; 101; 112; 122; 125; 126; 129; 133; 140; 195; 222; 296; 301; 401 adled 77; 80; 85; 180; 209; 210; 328; 338; 373; 404 adposition 35; 38; 85; 90; 99; 111; 148; 222; 223; 230; 303; 404 adpositional 43; 48; 78; 81; 85; 86; 88; 91; 92; 95; 99; 100; 102; 104; 106; 110; 111; 113; 115; 116; 117; 118; 119; 125; 126; 127; 129; 137; 140; 141; 142; 144; 146; 159; 164; 179; 183; 209; 210; 216; 217; 218; 219; 220; 221; 223; 224; 303; 305; 307; 309; 360; 362 adressat 378; 381; 384; 385; 386; 387; 388; 390; 391; 392 adv0 134; 138; 139; 140; 148; 155; 156; 157; 406 adverb 36 adverbial 78; 81; 85; 88; 99; 116; 123; 126; 127; 129; 133; 145; 146; 150; 217; 220; 419 Adverbial 419 adverbiel 88; 102; 129; 149; 304 adverbium 35; 36; 37; 64; 70; 116; 278; 279; 304; 305; 364; 404; 406 adversativ 360 afficeret 185; 197; 198 affiks 35; 40; 41; 77; 288 afledning 67; 193 afsender 15; 18; 19; 22; 23; 24; 25; 26; 166; 167; 168; 169; 174; 195; 205; 207; 208; 211; 220; 227; 228; 235; 240; 252; 253; 256; 257; 261; 271; 288; 289; 292; 296; 305; 324; 325; 327; 328; 332; 338; 341; 342; 345; 346; 347; 348; 350; 351; 352; 353; 354; 355; 359; 360; 374; 381; 383; 384; 385; 386; 387 agens 18; 115; 123; 178; 181; 182; 183; 184; 185; 187; 188; 189; 190; 191; 192; 196; 197; 198; 201; 205; 206; 207; 208; 209; 210; 211; 212; 213; 214; 215; 219; 253; 254; 257; 265; 266; 270; 275; 276; 288; 297; 298; 299; 300; 302; 320; 321; 322; 328; 329; 344;349; 351; 352; 362; 363; 364; 372; 402 agent 183 akkusativ 35; 42; 44; 45; 48; 49; 106; 110; 111; 112; 113; 119; 160; 161; 181; 185; 193; 199; 200; 212; 229; 230; 249; 406 Akkusativ 160; 188; 203; 232 akkusativ med infinitiv 160; 161; 198; 201; 298 aktant 15; 16; 17; 18; 21; 119; 123; 124; 165; 174; 177; 178; 179; 181; 182; 183; 184; 185; 186; 187; 188; 190; 191; 192; 193; 195; 196; 197; 198; 199; 200; 202; 203; 204; 205; 206; 207; 208; 210; 211; 214; 215; 216; 217; 222; 224; 227; 228; 229; 242; 253; 254; 274; 276; 287; 290; 296; 298; 301; 302; 303; 304; 305; 306; 307; 309; 313; 315; 321; 328; 329; 340; 364; 365; 369; 370; 371; 372; 373; 380 aktionsart 16; 61; 62; 195; 310 aktiv 59; 60; 61; 107; 112; 117; 124; 125; 126; 161; 183; 185; 186; 188; 189; 190; 191; 194; 206; 212; 244; 248; 302; 397; 403 Aktiv 194 aletisk 23; 252; 254; 258; 259; 347; 356 aletisk modalitet 23; 252; 254; 258; 259; 347 allativ 212 allomorf 30; 31; 32; 299; 404 allomotiv 299 alvidende fortæller 386 ambiguitet 278 anaforisk 166; 279; 280; 362; 363; 373 Anaforisk 166; 168 analytisk 33; 54 antecedent 141 antonym 269; 270; 332 antonymi 268; 269; 270; 274; 336 aorist 406 apersonlig fortæller 385; 386 apodosis 220; 255; 256; 363; 364; 365 argumentativ stil 392 article 65 artikel 34; 56; 65; 66; 78; 166; 168; 170; 172; 173; 174; 180; 279; 280; 306; 406 artiklal 77; 129 aspect 421; 423 aspekt 17; 61; 62; 200; 226; 241; 295; 327; 353; 366 Aspekt 226; 241 aspektualitet 16; 20; 84; 119; 200; 202; 215; 218; 226; 234; 235; 238; 239; 241; 243; 295; 360 assimilation 32; 33 assumptiv 24; 26; 347; 348; 353; 355; 356 asymmetrisk 60; 390; 391 atelisk 310; 311 attitude 216; 222; 223; 305 attribut 232; 373 attributiv 263 automotiv 299 B bagvægt 91; 92; 146 benefactor 18; 184;

409 På togt i sproget Richard Madsen Benefactor 183 benefactum 18; 184; 187 Benefactum 183 beneficiary 17; 182; 183; 184; 185; 187; 188; 189; 192; 202; 212; 216; 287; 306; 330 Beneficiary 17; 183 bestemt 9; 12; 28; 29; 31; 32; 35; 40; 41; 42; 47; 53; 54; 59; 65; 66; 70; 76; 82; 83; 87; 89; 115; 120; 124; 130; 133; 165; 166; 167; 168; 169; 170; 172; 173; 174; 175; 180; 195; 196; 199; 228; 229; 230; 235; 242; 250; 256; 260; 271; 272; 277; 286; 287; 288; 289; 292; 294; 305; 311; 315; 317; 327; 328; 333; 339; 341; 345; 353; 359; 362; 366; 367; 369; 377; 378; 379; 380; 383; 394; 395; 406 betoning 9 bindeord 34 biologisk køn 47; 79 biord 36 bisætning 131; 134; 135 bydemåde 30; 59 bystanders 387 C cardinal 64 case 229; 418 cause 218 causee 183; 187; 188; 189; 193; 196; 204; 207; 233; 249; 301 Causee 183 causer 183; 187; 188; 189; 193; 194; 207; 249; 257; 351 Causer 183 clause 50; 87; 134; 135 comment 18; 19; 377 commitative 184 competence 386; 421 complement 112 concessive 220 conjunction 34 consequence 219 constative 418 constituent 423 converb 419 countable 43 D dativ 42; 43; 44; 45; 111; 112; 113; 115; 119; 161; 204; 205; 212; 229; 230; 406 Dativ 111; 232; 394 dativ med infinitiv 161 deiktisk 83; 159; 166; 169; 179; 180; 217; 227; 234; 236; 237; 238; 239; 247; 248; 251; 261; 279; 292; 305; 367; 385 deklarativ 131; 355 delimitor 184; 303 deontisk 23; 24; 205; 249; 252; 253; 254; 256; 257; 258; 259; 305; 349; 356 deontisk modalitet 23; 249; 252; 253; 254; 257; 258; 259; 305; 349 deponent 107; 116; 125; 189; 276 derivat 28; 211; 212; 263; 264; 402 derivation 66; 67; 68; 69; 70; 72; 196; 212; 264; 282; 285; 288; 290; 294; 296; 302; 303; 306; 307; 312; 402 Derivation 67; 68; 70; 211 derivativ 63; 68; 69; 71; 130; 196; 200; 289; 290; 402 Derivativ 401; 402; 403 deskriptor 170; 171; 179; 209; 210; 228; 230; 301; 302; 334 determinativsætning 129; 143; 145; 177; 209 determinator 172; 173; 174; 175; 178; 179; 180; 183; 186; 209; 230; 280; 377 diatese 59; 60; 61; 62; 66; 105; 125; 126; 181; 188; 189; 190; 191; 193; 194; 199; 200; 204; 212; 226; 248; 249; 257; 294; 295; 302 Diatese 60; 61; 189; 194 diminutiv 401; 402 direct object 62; 110; 423 direkte objekt 62; 83; 94; 95; 100; 102; 104; 106; 108; 109; 110; 111; 112; 113; 114; 115; 116; 118; 119; 120; 121; 122; 123; 124; 126; 127; 128; 129; 133; 137; 142; 146; 147; 148; 156; 161; 163; 169; 179; 183; 184; 185; 186; 187; 188; 189; 192; 193; 196; 197; 198; 199; 200; 201; 203; 204; 207; 209; 213; 215; 227; 229; 230; 232; 262; 277; 294; 296; 297; 298; 300; 316; 321; 378; 406; 407 Direkte objekt 110; 124; 126; 127 direktiv 24; 25; 26; 349; 350; 354; 355; 356; 379 disjunktion 308; 359; 404 disjunktiv 359 diskursunivers 251; 332; 388 dislocated 114 dislokeret 114 distal 57 distributor 222 ditransitiv 111 ditransitive 106; 107; 111; 122 divalent 181; 273; 276 downgraded 21 dualis 44; 45; 55; 59; 175; 228; 229; 406 Dualis 44; 228 durative 243; 310 dynamisk 191; 285; 295; 311 E efficeret 185; 197; 198; 199; 208; 211; 276; 290; 310 efternutid 237; 238; 239; 244 eftertid 191; 238; 244; 250 egressive 206 eksklamativ 131; 355; 356 ekspletivt 38; 97; 99; 114; 125; 128; 190; 368 ekspressiv 24; 348; 350; 355; 356 ekstension 272; 282; 285; 306 ekstrafelt 156; 407 ekstraponeret 153 ekstraposition 146; 153; 157 ellipse 163; 327; 328; 329; 369; 370; 372 Ellipse 163 elliptisk 163; 309; 329 emfase 381 emne 12; 19; 25; 160; 184; 234; 355; 374; 376; 377; 378; 379; 380; 381; 389; 392 empathy 260 empati 259; 260 empatisk 244; 275; 292 engelsk 17; 33; 39; 43; 45; 52; 54; 55; 56; 62; 63; 66; 67; 68; 72; 79; 89; 109; 115; 118; 133; 140; 142; 159; 160; 173; 174; 176; 177; 193; 194; 198; 201; 206; 409

410 På togt i sproget Richard Madsen 226; 232; 238; 240; 241; 242; 245; 259; 264; 324; 335; 389; 391; 394 enklitisk 71 entailment 298; 301; 327; 334; 336; 337; 338; 340; 342 ental 30; 40 epistemisk 23; 37; 177; 252; 253; 254; 258; 259; 295; 296; 297; 305; 347; 356 epistemisk modalitet 23; 37; 252; 253; 254; 258; 259; 295; 296; 297; 305 ergativ 48; 181; 212; 406 essiv 21; 113; 209 evidentiel 348 exhortativ 25; 352; 353; 355; 356 experiencer 182; 187; 188; 189; 195; 196; 198; 201; 202; 203; 204; 206; 207; 208; 210; 211; 213; 214; 242; 275; 298; 329; 372 Experiencer 184 experiential 421 extraposed 114 F F 90; 93; 97; 98; 99; 100; 102; 103; 110; 114; 117; 120; 131; 136; 154; 155; 156; 157; 164; 175; 224; 406; 420; 421; 423 faktualitet 22; 23 faktuel 22; 23; 24; 223; 251; 252; 253; 254; 255; 256; 297; 298; 330; 346; 356; 362; 363 fald 25; 30; 31; 35; 41; 46; 47; 54; 56; 58; 60; 65; 66; 71; 85; 87; 120; 132; 133; 141; 145; 146; 150; 151; 173; 179; 195; 196; 198; 208; 209; 218; 220; 223; 226; 238; 240; 244; 248; 249; 259; 262; 288; 303; 305; 308; 310; 313; 324; 329; 332; 338; 341; 345;347; 350; 352; 354; 359; 362; 377; 379; 380; 383; 392 fatisk 24; 354; 355; 356; 378 feminine 50; 79; 401 femininum 42; 48; 55; 259; 406 fiktion 222; 251; 324; 332; 384 finsk 31; 43; 44; 56; 165; 260 fleksion 42; 70; 71; 174; 285 fleksiv 63; 71; 72; 290 Fleksiv 394; 395; 397; 400 flertal 30; 40; 48 fokus 9; 10; 12; 14; 18; 19; 23; 25; 74; 115; 200; 203; 216; 274; 276; 347; 361; 377; 379; 381; 382 fonem 8 fonetik 7; 8; 9 fonologi 7; 8; 9 force 115; 183; 187; 188; 189; 190; 191; 192; 207; 208; 209; 210; 212; 215; 253; 276; 299; 307; 345 Force 184 foreløbigt objekt 100; 110 foreløbigt subjekt 99; 102; 114; 126; 128; 151; 159; 380 forfelt 90 forholdsord 35 formalitet 47; 48; 49; 50; 391 formel logik 363; 389 formelt subjekt 114; 158; 207; 279; 280 formuleringsstyrke 168; 179; 180 fortid 237; 238; 239; 240; 245; 246; 247; 248; 250; 251; 349 fortæller 18; 24; 76; 79; 94; 325; 340; 348; 378; 381; 384; 385; 386; 387; 388; 390; 391; 392 forudsætning 58; 167; 276; 337; 338; 366; 367; 368; 382 forvægt 92 fransk 67; 72; 80; 91; 133; 193; 259; 401; 402; 403 fremadpegende 166; 366 fremhævning 406 fremtid 149; 237; 238; 239; 240; 243; 244; 245; 246; 247; 248; 250; 251; 349; 351; 356 fundamentfelt 90; 134; 352; 380 funktionsord 262; 312 futurum 225; 238; 239; 242; 244; 245; 246; 247; 248; 250; 251; 295; 361 Futurum 243; 245; 246; 251 futurum exactum 238; 239; 242; 245; 246; 247; 248; 251; 295; 361 Futurum exactum 245; 246; 251 futurum exactum in præterito 238; 239; 246; 247; 248; 251; 295; 361 futurum in præterito 239; 245; 246; 247; 248; 251; 295; 361 fuzzy border 286 følge 7; 20; 29; 37; 46; 47; 66; 71; 72; 97; 112; 176; 185; 219; 220; 246; 278; 286; 302; 349; 360; 364; 365; 385; 399 førdatid 238 førefterfortid 246; 247 førfremtid 237; 238; 239; 242; 245; 246; 247 førnutid 237; 238; 239 førtid 238; 250 G gender 42 generisk reference 165; 166; 167; 170; 171; 172; 173; 176; 177; 179; 239; 288; 289; 296; 306; 379 genitiv 17; 33; 42; 44; 45; 48; 49; 50; 55; 56; 67; 70; 71; 78; 79; 124; 129; 130; 140; 172; 174; 179; 180; 183; 185; 186; 209; 212; 229; 230; 231; 263; 394 Genitiv 48; 70; 71; 229; 231; 394 genstandsled 62; 94; 107; 110; 112 genus 31; 42; 45; 46; 47; 48; 49; 50; 51; 53; 54; 55; 57; 58; 59; 64; 65; 79; 80; 98; 101; 109; 112; 126; 142; 147; 171; 174; 180; 184; 259; 260; 289; 304; 401 Genus 42; 45; 54; 174; 259 genvejshenvisning 168; 180; 378 gerundium 136; 137; 140 Gerundium 140 gerundiv 402 Gesamtbedeutung 231; 241; 242 goal 184; 186; 187; 198; 201; 210; 211; 212; 216; 217; 229; 230; 262; 266; 292; 300; 304; 321; 328 Goal 184 grafem 9 grafik 9 grafologi 9 grammatisk køn 42; 48; 259 grammem 263 grundform 53; 67 gruppesammensætninger 79; 171 græsk 10; 12; 33; 72; 140; 160; 206; 212; 227; 288; 394; 401; 402; 403; 404; 405 H habitualitet 239; 307; 311 habituel 239; 240; 246; 249; 311; 361 handlemåde

411 På togt i sproget Richard Madsen helsætning 20; 21; 34; 105; 116; 126; 129; 134; 135; 148; 149; 150; 151; 152; 158; 159; 175; 178; 203; 218; 219; 220; 221; 308; 356; 358; 360; 364; 371 henførende stedord 50 henførende sætning 50; 141 hensigt 219; 221; 225; 249; 292; 363; 364; 365; 388 hensynsled 62; 94; 111; 215 holonym 273; 315 holonymi 273 homofoni 278 homografi 278 homonym 277; 278; 295 homonymi 277; 278 hovedsætning 131; 134; 135; 151; 360; 365 hyperkorrektion 231 hyperonym 270; 271; 272; 273; 316; 320; 321; 332; 367; 373; 404 hyperonymi 270; 271; 272; 284; 332; 373 hyponym 270; 271; 272; 316; 337; 404 hyponymi 270; 271; 272; 274; 284; 316; 337 inkonsistens 334; 336; 342 inkorporering 120 instrument 68; 123; 182; 184; 185; 187; 193; 198; 211; 212; 216; 232; 290; 300; 318; 319 Instrument 184 instrumentalis 45; 55; 193; 212; 230 Instrumentalis 232 intension 272; 282 interjektion 77; 129; 278; 279 interrogativ 24; 26; 51; 131; 132; 345; 355; 356 Interrogativ 131 interrogative 37; 50; 132; 160; 289; 346; 354; 388 intimitet 228; 391 intonation 9; 223; 256; 280; 325; 353; 368 intransitiv 106; 404 intransitive 106; 107; 111; 122; 123; 163; 190; 248; 249; 294; 299 inversion 132; 147; 149; 151; 352; 355; 364; 368 islandsk 43; 80; 240 iterative 207; 310 I idiom 262; 263 ikke-bestemt 31; 40; 41; 42; 47; 53; 59; 65; 92; 120; 121; 167; 168; 173; 174; 195; 288; 327; 328 illocutionary force 345 illokution 345; 388 imperativ 30; 31; 59; 60; 69; 131; 150; 164; 204; 257; 279; 288; 327; 349; 351; 352; 353; 356; 406 Imperativ 257 imperfektiv 17; 20; 199; 200; 218; 226; 235; 238; 241; 360; 361 imperfektum 242 implicature 335 implikation 10; 334; 335; 363 implikativ 147 implikatur 253; 325; 327; 334; 335; 340; 341; 342; 374 incorporation 120 indholdsord 47; 262 indikativ 59; 60; 240; 241; 243; 257; 346; 349 Indikativ 60; 257 indirect object 62; 111 indirectus 188; 189; 197; 198; 201; 202; 208 Indirectus 209 indirekte objekt 62; 94; 96; 97; 100; 101; 108; 110; 111; 112; 115; 118; 119; 122; 123; 124; 125; 126; 127; 128; 129; 137; 143; 146; 152; 156; 161; 179; 183; 184; 185; 186; 187; 188; 189; 192; 195; 201; 202; 204; 205; 208; 209; 215; 227; 229; 232; 298; 300; 370; 406 Indirekte objekt 111; 124; 125; 126; 127; 128 indre syn 386 indrømmelse 220; 221; 309; 360 inference 10; 18; 187; 327; 334 infinitiv 38; 61; 62; 82; 109; 136; 137; 138; 139; 140; 142; 145; 147; 150; 160; 161; 162; 167; 188; 191; 193; 199; 200; 203; 204; 205; 206; 207; 208; 238; 239; 243; 244; 245; 246; 249; 250; 257; 258; 259; 278; 279; 288; 294; 295; 297; 298; 299; 363; 406 Infinitiv 206; 249; 397 infinitive 38; 61; 160 informativ 24; 25; 26; 169; 346; 347; 348; 349; 350; 351; 353; 355; 356 ingressive 206 inkoativ 404 J junktiver 308 K kardinal 64; 65; 84; 109; 302; 306 kasus 31; 35; 42; 43; 44; 45; 47; 48; 49; 51; 52; 53; 71; 88; 91; 92; 95; 106; 107; 109; 110; 111; 112; 113; 142; 185; 190; 193; 198; 204; 212; 213; 226; 229; 230; 231; 232; 234; 323 kataforisk 166; 372; 373; 377 Kataforisk 166; 168 kausativ 187; 193; 207; 257; 294; 301; 365 Kausativ 193; 194 kendeord 65 kinesisk 43; 45; 46; 62 kobling 285; 358; 359; 360; 368; 369; 372 kognatobjekt 96; 106; 110 kollektivum 15; 54; 59; 172; 228 kollektor 222 kollokation 267; 274 kommitativ 184; 216; 230; 303 kommunikation 1; 8; 10; 12; 15; 25; 39; 154; 166; 167; 176; 181; 187; 198; 283; 286; 298; 320; 321; 327; 328; 340; 341; 354; 378; 383; 384; 385; 386; 387; 388; 390 kommunikationsdeltager 227; 383; 387 kommunikationsrum 383 kommunikationssituation 18; 289; 341; 383; 384; 385; 389 komparativ 53; 54; 70; 71; 144; 164; 211; 337; 400 Komparativ 71; 395 komplement 122; 123; 124; 129; 144; 157 komplementsætning 143; 144 komponenter 265; 266; 267; 272; 334 komposition 64; 66; 67; 69; 70; 262; 264; 306; 374; 406 kompositum 67; 68; 69; 83; 120; 171; 196; 211; 262; 263; 264 koncession 220 konditional 220; 221; 255; 256; 258 Konditional 255 konditionalis 241; 246; 247;

412 På togt i sproget Richard Madsen Konditionalis 241 konjugation 42 konjunktion 34; 134; 150; 274; 278; 279; 308; 359; 364; 405 konjunktional 77; 105; 126; 129 konjunktionelt led 105; 118; 129; 153 konjunktiv 59; 119; 240; 241; 243; 257; 349; 359; 360; 363 konneksion 20; 21; 358; 359; 360; 361; 364; 366 konnektor 364 konnotation 134; 264 konsekvens 7; 35; 41; 92; 130; 141; 174; 219; 239; 272; 273; 353; 364 konsonant 31; 32; 33; 71; 394; 397; 404 konstativ 24 kontemporalitet 360 kontinuativ 299 kontradiktion 327; 331; 332; 333; 342 kontrafaktuel 23; 24; 221; 223; 240; 241; 243; 245; 246; 247; 251; 254; 255; 256; 258; 330; 346; 352; 356; 362; 363 konverb 139 konverbiel 139 konverst forhold 273 kopula 111; 112; 125; 207 Kopula 206 koreference 371; 372; 373; 380 korrelat 81; 144; 176 kort tillægsform 61 kvantifikator 171; 172; 174; 175; 228; 280 køn 42; 47; 48; 75; 259; 260; 267; 268; 277 L landmark 306 lang tillægsform 61 langue 386 latin 12; 33; 43; 44; 45; 55; 62; 66; 67; 72; 106; 107; 109; 110; 111; 112; 113; 114; 115; 140; 160; 161; 181; 206; 212; 227; 229; 230; 257; 264; 359; 394; 401; 402; 403; 404; 405 ledsætning 20; 76; 78; 81; 88; 90; 91; 93; 102; 103; 104; 105; 108; 110; 114; 120; 122; 124; 125; 126; 127; 129; 131; 133; 134; 135; 136; 137; 138; 139; 140; 141; 143; 146; 147; 148; 149; 151; 152; 153; 154; 158; 159; 160; 161; 175; 177; 193; 197; 203; 206; 209; 218; 220; 221; 255; 279; 280; 293; 296; 297; 298; 307; 308; 310; 346; 358; 364; 365; 373; 380 left-branching 92 leksem 262; 263; 264; 269; 271; 272; 273; 274; 276; 304; 306; 332; 406 lidemåde 59 l-o1 90; 91; 95; 97; 100; 134; 155; 156; 406 l-o2 90; 91; 95; 96; 97; 134; 155; 156; 406 lokativ 44; 45; 212; 230 Lokativ 233 lokution 345 lydlære 8 lydord 34; 315 løs sammensætning 83; 262; 263; 264; 307 M M 90; 99; 117; 127; 133; 138; 139; 140; 154; 155; 156; 157; 222; 288; 337; 340; 406; 418; 419; 420; 421; 422; 424 magtforhold 390; 391; 392 makroniveau 405 maskulinum 42; 48; 55; 259; 406 Maskulinum 259 matrixsætning 134 meddelelse 19; 377; 378; 379; 380; 381; 388 medium 60; 191; 192; 194; 204; 277 Medium 191; 192 meronym 273; 315; 319 metafor 181; 182; 313; 320; 321; 322; 323; 324 metonym 315 metonymi 313; 315; 316; 317; 318; 319; 320; 321; 323; 324 midtvægt 92 mikroniveau 358 modalitet 22; 23; 24; 26; 37; 60; 132; 205; 208; 216; 220; 221; 223; 226; 234; 240; 241; 243; 245; 249; 251; 252; 253; 254; 255; 256; 257; 258; 259; 284; 294; 295; 296; 297; 303; 305; 307; 332; 341; 344; 346; 347; 349; 352; 364 modality 251 modtager 15; 18; 19; 24; 25; 26; 115; 166; 167; 168; 169; 170; 173; 176; 178; 179; 181; 182; 186; 204; 214; 227; 228; 236; 240; 253; 255; 257; 272; 288; 289; 292; 293; 306; 317; 322; 325; 327; 337; 338; 339; 340; 341; 342; 345; 346; 349; 350; 351; 352; 353; 354;355; 366; 372; 374; 378; 381; 383; 384; 385; 386; 387; 388 modus 24; 59; 60; 61; 62; 195; 205; 226; 240; 241; 245; 246; 251; 257; 258; 259; 288; 346; 352; 359 Modus 60; 251; 257 monovalent 181; 195 mood 59; 251 morf 27; 28; 30; 41; 68; 231; 263; 277; 278; 327 morfem 27; 28; 29; 30; 31; 34; 41; 43; 52; 60; 64; 69; 72; 227; 263; 266; 322; 376 morfologi 7; 9; 10; 11; 27; 29; 34; 40; 47; 55; 64; 65; 73; 74; 77; 108; 211; 273; 280; 282; 287; 294; 304; 327; 328; 376; 406 Morfologi 27; 376 morpheme 419 morphology 27; 376; 420; 423 N navnemåde 61 navneord 45; 66; 281 nedgraderede foregange 294; 301; 303; 304; 311 nedgraderede situationer 26; 171; 208; 210; 307; 338; 371 nedgraderet foregang 186; 209; 293 nedgraderet situation 22; 175; 197; 210; 305; 370; 380; 381 neg 90; 91; 95; 97; 98; 117; 133; 134; 138; 139; 140; 155; 156; 406 Neu-sætn 90; 91; 102; 117; 127; 133; 136; 138; 139; 140; 147; 155; 156; 157; 224; 406 neutral sætning 137 neutralt led 98; 99; 102; 104; 111; 112; 116; 117; 118; 119; 120; 122; 123; 124; 137; 146; 147; 156; 183; 412

413 På togt i sproget Richard Madsen 184; 185; 186; 198; 206; 207; 216; 221; 222; 223; 224; 288; 298; 334; 339 neutralt prædikativ 224 neutrum 42; 48; 49; 50; 53; 54; 55; 57; 184; 259; 260; 304; 401; 402; 406 Neutrum 394; 395 nomen 46; 211; 290; 401; 402 nominal 78; 122; 230; 423; 424 Nominal 423 nominativ 33; 42; 44; 45; 48; 52; 53; 55; 71; 95; 98; 109; 111; 112; 113; 119; 147; 160; 162; 181; 188; 191; 203; 212; 213; 229; 231; 297; 298; 407 Nominativ 48; 162; 212; 232 nominativ med infinitiv 162; 188; 297 nonfaktuel 22; 23; 24; 219; 220; 223; 245; 251; 252; 253; 254; 255; 256; 297; 307; 330; 332; 341; 346; 347; 352; 356; 363; 364; 405 non-faktuel 219 non-faktuel 220 non-faktuel 220 non-faktuel 223 non-faktuel 245 non-faktuel 251 non-faktuel 252 non-faktuel 253 non-faktuel 253 non-faktuel 254 non-faktuel 254 non-faktuel 255 non-faktuel 256 non-faktuel 256 non-faktuel 256 non-faktuel 256 nonfiktion 251 nonfinit 60; 61; 82; 83; 108; 109; 120; 136; 139; 142; 146; 157; 162; 170; 193 non-finit 59; 60 non-finit 61 non-finit 61 non-finit 61 non-finit 82 non-finit 82 non-finit 91 non-finit 136 non-finit 139 non-finit 139 non-finit 140 non-finit 140 non-finit 157 non-finit 162 non-finit 163 non-finit 170 non-finit 177 non-finit 191 non-finit 193 non-finit 203 non-finit 219 non-finit 225 non-finit 247 non-finit 250 nonfinitte 59; 60; 61; 82; 83; 88; 90; 91; 94; 113; 117; 120; 132; 133; 136; 137; 138; 139; 140; 142; 143; 144; 146; 157; 162; 163; 170; 177; 191; 203; 219; 225; 247; 250; 328; 363; 370; 407 norsk 32; 43; 56; 66; 173; 232 noun 45; 78; 423 noun phrase 78; 423 NP 78 nukleus 141; 142; 143; 145; 147; 148; 154; 175; 293; 371 number 40; 64; 228 numerale 46; 65; 84; 279; 280; 401; 403; 407 numerus 40; 41; 42; 43; 44; 45; 46; 47; 48; 49; 51; 52; 53; 54; 55; 57; 58; 59; 62; 64; 79; 94; 95; 97; 98; 99; 101; 102; 109; 112; 126; 141; 142; 147; 171; 184; 226; 228; 289; 331 Numerus 40; 228 numerøsitet 226; 228 nutid 30; 59; 237; 238; 239; 246; 247; 250; 251; 257; 349; 351; 356 nægtelse 117; 162; 221; 223; 254; 255; 334; 335; 342; 343; 350; 351; 368; 382 O O1 90; 95; 96; 97; 100; 114; 124; 125; 126; 133; 138; 139; 140; 155; 156; 157; 407 O2 90; 95; 96; 97; 124; 125; 133; 138; 139; 140; 154; 155; 156; 157; 407 object 62; 110; 111; 112; 115; 186 object complement 112 objekt 57; 62; 71; 90; 94; 95; 96; 97; 100; 101; 102; 103; 106; 107; 108; 109; 110; 111; 112; 113; 114; 115; 116; 118; 119; 120; 121; 122; 123; 124; 125; 126; 127; 128; 129; 133; 137; 141; 142; 143; 146; 147; 152; 155; 156; 161; 163; 166; 178; 179; 183; 184; 185; 186; 187; 188; 189; 192; 193; 196; 197; 198; 199; 200; 201; 202; 203; 204; 205; 206; 207; 208; 209; 213; 215; 227; 229; 230; 231; 232; 249; 262; 277; 294; 296; 297; 298; 300; 306; 316; 321; 370; 371; 378; 380; 389; 406; 407 Objekt 203 objektsprædikativ 98; 103; 104; 112; 117; 119; 120; 123; 125; 126; 129; 146; 147; 157; 161; 195; 196; 224; 232; 288; 297; 301 Objektsprædikativ 112; 125; 128; 196 Obl 90; 91; 95; 98; 99; 100; 101; 117; 118; 126; 127; 133; 138; 139; 140; 154; 155; 156; 157; 161; 203; 204; 205; 224; 407 oblik 48; 49; 51; 88; 91; 95; 110; 119; 147; 160; 161; 193; 198; 199; 200; 201; 203; 231; 249; 298; 299; 407 Oblik 48; 231 oblik form 110 oblik kasus 88; 91; 95; 119; 161; 203 oblik med infinitiv 160; 161; 198; 201; 298 oblikt direkte objekt 100; 104; 115; 116; 123; 127; 198 oblikt indirekte objekt 100; 101; 115; 118; 119; 127; 152; 202 oblikt led 90; 115; 117; 119; 184; 185; 187; 188; 198; 199; 200; 201; 202; 207; 209 oblikt objekt 101; 104; 116; 117; 127; 129; 198; 199; 208; 224; 297 Oblikt objekt 114; 125; 126; 128 oblikt objektsprædikativ 101; 104; 117; 224; 297 oblikt prædikativ 224 oblikt subjektsprædikativ 101; 104; 117; 139; 224; 303 oblique 115 oldgræsk 62; 66; 160; 257 omsagnsled til genstandsled 112 omsagnsled til grundled 112 omstændigheder 21; 25; 26; 33; 113; 135; 148; 180; 198; 209; 216; 218; 220; 221; 224; 253; 275; 306; 333; 342; 344; 347; 358; 370;

414 På togt i sproget Richard Madsen omvendt ledstilling 132; 149; 220; 222 onomatopoietika 34; 315 opaque 262 optativ 24; 25; 59; 60; 257; 258; 351; 352; 355; 356 Optativ 257 optative 25; 346; 355; 388 ordenstal 64 ordform 34; 35; 38; 70; 263; 264; 280 ordinal 64; 65; 403 ordklasse 29; 34; 36; 37; 38; 39; 40; 46; 47; 51; 52; 53; 55; 63; 64; 68; 69; 70; 222; 272; 306; 331; 332 overbegreb 77; 270 oversætning 134; 135; 307; 347 P P 90; 98; 125; 133; 138; 139; 140; 154; 155; 156; 157; 158; 159; 407; 420; 422; 423 parole 386 part 90; 133; 138; 139; 140; 154; 155; 156; 157; 342; 390; 407 participant 227; 422 participle 61 partikel 83; 84; 88; 90; 126; 133; 262; 307 passiv 52; 59; 60; 61; 62; 70; 71; 82; 101; 106; 107; 110; 112; 115; 116; 117; 124; 125; 126; 161; 162; 163; 170; 181; 183; 188; 189; 190; 191; 192; 194; 196; 199; 203; 204; 205; 206; 207; 231; 244; 248; 249; 257; 258; 274; 295; 302; 344; 349 Passiv 71; 190; 194; 397 passive 106; 109; 117; 119; 162; 183; 184; 186; 188; 189; 192; 224; 257; 298 past 59; 61 path 198; 216; 217; 292; 304 patiens 18; 123; 178; 181; 182; 183; 185; 186; 187; 188; 189; 192; 195; 196; 198; 199; 206; 208; 209; 210; 211; 212; 214; 215; 265; 266; 274; 275; 276; 288; 290; 299; 300; 301; 310; 321; 328; 329; 370; 371; 372 Patiens 185 patient 185; 340 paucalis 229 perdurativ 405 perdurative 310 perfect 242 perfektiv 17; 20; 218; 235; 238; 241; 360; 361 perfektum 36; 61; 69; 82; 137; 139; 170; 191; 225; 226; 238; 239; 241; 242; 243; 244; 245; 246; 248; 249; 250; 263; 294; 295; 361; 395; 402; 403 Perfektum 241; 242; 248; 249; 397 perfektum participium 36; 61; 82; 170; 191; 226; 238; 239; 245; 246; 248; 249; 263; 294; 295; 395; 402; 403 Perfektum participium 248; 249; 397 performance 386 performativ 24; 25; 344; 345; 347; 355; 356 periode 134; 135; 371 perlocutionary effect 345 perlokution 345; 355; 388 permissiv 351; 355; 356 person 18; 24; 25; 26; 27; 28; 30; 47; 48; 49; 50; 52; 57; 60; 62; 70; 94; 95; 97; 99; 102; 109; 123; 132; 145; 147; 154; 159; 165; 175; 176; 180; 203; 204; 205; 211; 226; 227; 228; 253; 279; 287; 289; 290; 299; 319; 344; 347; 349; 351; 352; 353; 356; 376; 384; 385; 386; 388; 390; 391; 406; 407; 424 person 48 personal pronoun 47 personlig fortæller 385; 386 personligt pronomen 49; 52; 77; 88; 95; 180; 279; 280; 369; 371 place 185; 190; 210; 211; 212; 214; 216; 217; 230; 292; 304; 423 Place 185 plathed 333; 378 platitude 333 pluralia tantum 43; 228 pluralis 16; 28; 30; 31; 32; 33; 40; 41; 42; 43; 44; 45; 46; 48; 52; 53; 54; 55; 58; 59; 65; 67; 70; 166; 168; 169; 172; 173; 174; 188; 192; 228; 263; 278; 328; 391; 407 Pluralis 30; 41; 46; 53; 394; 395; 397 plusquamperfektum 238; 243; 246; 248; 250; 295; 361 Plusquamperfektum 243 polysem 277; 278; 295; 405 polysemi 277; 278; 322 positiv 16; 53; 63; 71; 144; 164; 185; 211; 324; 327; 329; 342 possession 44; 186 possessiv 45 possessive 44; 49; 55; 56; 227 possessor 17; 18; 168; 183; 185; 186; 187; 189; 193; 210; 212; 214; 231; 232 Possessor 185 possessum 17; 18; 185; 186; 187; 189 Possessum 186 possible world 252 posterioritet 23 postled 22; 77; 78; 79; 80; 81; 82; 83; 84; 85; 86; 91; 129; 136; 137; 139; 141; 143; 144; 145; 148; 165; 170; 175; 177; 178; 179; 183; 186; 209; 210; 303; 339; 407 Postled 77; 78; 81; 82; 84; 169; 170; 175 postmodifier 77 postposition 35; 42; 71; 231; 405 potentiel 23; 166; 173; 252; 253; 254; 256; 258; 259; 356 potentiel modalitet 23; 252; 253; 254; 258; 259 predicate 120 premodifier 77 present 59; 61 proces 10; 68; 71; 122; 191; 214; 225; 278; 290; 295; 301; 310; 311; 319; 322; 323; 328; 335; 347; 375; 402 process 71; 191; 214 pronomen 1; 37; 38; 47; 48; 49; 50; 51; 52; 58; 77; 79; 88; 91; 95; 107; 109; 118; 123; 147; 157; 160; 168; 172; 179; 180; 191; 192; 227; 260; 277; 279; 280; 293; 294; 369; 370; 371; 372; 379; 407 pronoun 50; 51; 52; 58 proposition 26; 331; 332; 405 protasis 220; 255; 256; 363; 364 proximal 57 Proximal 57 prædeterminator 174; 175; 222; 293 prædikat 120; 121; 122; 124; 125; 126; 129; 136; 137; 142; 161; 162; 179; 193; 195; 201; 203; 206; 245; 288; 295; 296; 301; 307; 322; 332; 334; 338; 347; 365 prædikation 26 prædikativ 90; 98; 113; 126; 128; 129; 224; 233; 301; 407 præfiks 69; 77; 126; 200 Præfiks 404 præinterrogativ

415 På togt i sproget Richard Madsen præled 43; 77; 78; 79; 80; 81; 82; 84; 85; 86; 129; 136; 139; 140; 141; 143; 144; 146; 156; 165; 166; 169; 170; 172; 175; 210; 229; 407 Præled 77; 78; 79; 81; 84; 169; 170; 171; 172; 175 præposition 35; 36; 37; 63; 81; 83; 90; 96; 113; 115; 122; 142; 157; 161; 162; 193; 198; 200; 202; 205; 207; 211; 274; 298; 407 Præposition 142 præsens 28; 30; 31; 36; 59; 60; 61; 131; 137; 139; 164; 195; 197; 212; 225; 236; 238; 239; 240; 241; 242; 244; 245; 246; 247; 248; 250; 278; 347; 349; 351; 353; 395; 402; 403; 407 Præsens 239; 247; 397 præsens participium 61; 139; 197; 225; 247; 248; 250; 402; 403 Præsens participium 247; 397 præsupposition 298; 327; 334; 336; 337; 338; 339; 340; 342; 374; 382 præteritum 30; 32; 33; 59; 60; 69; 71; 131; 150; 164; 212; 218; 225; 238; 240; 241; 242; 243; 244; 245; 246; 247; 248; 250; 279; 280; 281; 348; 349; 407 Præteritum 240; 245; 397 pseudoproprium 289; 405 pseudosubjekt 159 pseudosubjektsprædikativ 159 purpose 219 pådutning 168; 338; 342 Q quatralis 229 R raising to subject 162 recipiens 178; 182; 183; 186; 187; 188; 189; 192; 193; 201; 202; 211; 212; 287; 300; 306; 322; 330; 372 recipient 178; 186; 187; 190; 287; 300; 306 Recipient 186 reciprocal 52 reciprok 53; 188; 192; 194; 273; 277 Reciprok 191; 194 rectum 35; 118 reference 10; 12; 40; 46; 97; 159; 165; 166; 167; 168; 169; 170; 171; 172; 173; 174; 175; 176; 177; 179; 180; 195; 196; 220; 226; 227; 239; 257; 259; 261; 284; 288; 289; 292; 293; 296; 306; 316; 320; 321; 324; 339; 353; 361; 362; 363; 367; 369; 370; 371; 372; 373; 377; 378; 379; 382; 385 Reference 165; 174 referent 80; 167; 170; 176; 178; 280; 314; 320; 321; 367; 368; 369 referering 12; 165; 167; 172; 234; 370; 371 refleksiv 52; 179; 180; 188; 192; 194; 257; 276; 299; 369 Refleksiv 192; 194 reflexive 51 rekursiv 10; 74; 75 rekursivitet 10; 74; 75 relativ 124; 129; 179; 239; 240; 242; 243; 245; 301; 315 relativ-absolut tempus 240; 242; 243; 245 relativ-absolutte tempora 239 relativiser 51; 105; 118; 136; 141; 142; 145 relevans 183; 224; 240; 241; 242; 243; 248; 368; 374 rema 18; 19; 377; 381 restsætning 159 resultativ 233; 249; 295; 310; 311 retrofleks 405 right-branching 92 russisk 51; 52; 53; 64; 71; 121; 139; 195; 229; 230; 257; 259; 291 S s 6; 8; 9; 11; 17; 18; 21; 26; 27; 28; 29; 30; 31; 32; 33; 34; 42; 43; 52; 55; 56; 60; 61; 66; 67; 70; 71; 74; 78; 90; 94; 95; 96; 99; 100; 102; 103; 110; 114; 116; 118; 124; 125; 126; 133; 136; 137; 138; 139; 140; 141; 146; 153; 155; 156; 157; 166; 170; 171; 173; 174; 175; 179; 185; 191; 193; 198; 200; 201; 204; 207; 211; 212; 214; 216; 217; 223; 224; 225; 226; 229; 230; 231; 236; 244; 250; 253; 256; 258; 259; 261; 262; 267; 276; 281; 286; 294; 303; 304; 315; 317; 323; 325; 334; 335; 339; 345; 350; 357; 358; 360; 371; 376; 378; 379; 384; 385; 387; 388; 389; 394; 397; 398; 407; 418; 419; 423; 425 samfortid 237; 238; 239; 240; 250 samfremtid 237; 238; 239 samnutid 237; 238; 239 samordning 365 samtid 238; 250 samtidighed 248; 249; 360; 361 sandhedsbetingelse 267; 274 sandhedstabel 267; 269; 335 Sb-sætn 90; 91; 102; 103; 104; 117; 124; 125; 126; 133; 136; 138; 139; 140; 146; 155; 156; 158; 159; 407 seinsart 16 selektionsrestriktion 275; 299; 310; 320; 328 semantiske roller 12; 17; 18; 20; 62; 93; 115; 117; 123; 157; 178; 181; 182; 183; 185; 187; 188; 189; 192; 194; 195; 197; 199; 203; 208; 209; 210; 211; 212; 213; 215; 216; 229; 328; 330; 370; 371; 377 semelfaktiv 310; 311 semem 28; 263; 265; 281 sentence 87; 424 serbokroatisk 229 sex 106; 325; 354 sexus 47; 48; 49; 50; 79; 80; 180; 259; 260 Sexus 260 sideordning 77; 329; 360 sigte 366; 367; 368 singularia tantum 43; 228 singularis 32; 33; 36; 40; 41; 42; 43; 44; 45; 46; 48; 51; 53; 54; 55; 58; 59; 70; 92; 167; 168; 172; 173; 180; 192; 228; 328; 391; 394; 395; 407 Singularis 228; 394 singulativ 167; 288 singulativ generisk reference 167; 288 slovensk 34; 44; 45; 52; 55; 56; 57; 62; 66; 228 source 186; 198; 201; 212; 214; 216; 217; 229; 230; 266; 292; 300; 304; 321; 328; 423 Source 186 specifik reference 165; 167; 171; 178 speech act participant 227 sproghandling 24; 25; 26; 131; 344; 345; 346; 347; 348; 353; 354; 355; 356; 388; 391 sproglig determinisme 14; 286 sproglig relativisme 285; 286 statisk 14; 191; 295; 311 stedord 46; 47; 50; 51;

416 På togt i sproget Richard Madsen strandede adpositioner 306 styrelse 85; 95; 118; 122; 198; 229 subject 60; 109; 112; 162 subject complement 112 subjekt 38; 39; 48; 52; 60; 61; 62; 90; 94; 95; 97; 99; 102; 105; 107; 108; 109; 110; 111; 112; 113; 114; 116; 118; 119; 120; 121; 122; 123; 125; 126; 127; 128; 129; 132; 133; 136; 137; 138; 139; 140; 141; 142; 143; 144; 145; 146; 147; 148; 151; 152; 155; 156; 158; 159; 160; 161; 162; 163; 166; 173; 178; 179; 183; 184; 185; 186; 187; 188; 189; 190; 191; 193; 194; 195; 196; 197; 198; 201; 202; 203; 204; 205; 206; 207; 208; 209; 213; 215; 224; 228; 229; 231; 232; 244; 249; 257; 274; 279; 280; 296; 322; 328; 332; 334; 349; 356; 367; 368; 370; 371; 379; 380; 386; 407 Subjekt 109; 124; 125; 127; 188; 229 subjektsløft 162 subjektsprædikativ 98; 103; 104; 109; 111; 112; 117; 119; 121; 122; 123; 124; 125; 128; 129; 147; 157; 159; 162; 195; 196; 207; 208; 224; 232; 279; 280; 288; 295; 303 Subjektsprædikativ 112; 125; 128; 195 subjektsvikar 38; 50; 51; 141; 147; 148 subjunctive 241 subjunktion 34; 35; 51; 81; 122; 134; 139; 146; 150; 278; 279; 308 subjunktional 77; 105; 126; 129; 133; 146; 307 subjunktionelt led 104; 118; 129; 142; 146; 151; 220; 238; 293; 307 sublativ 234 subordination 405 substantiv 28; 36; 40; 41; 42; 43; 44; 46; 50; 51; 54; 55; 56; 61; 63; 64; 65; 66; 67; 68; 69; 70; 71; 78; 79; 80; 141; 142; 144; 145; 147; 165; 171; 172; 174; 179; 195; 196; 272; 274; 278; 279; 280; 281; 291; 293; 294; 302; 303; 306; 312; 332; 369; 371; 373; 401;402; 403; 407 substantival 17; 43; 51; 56; 71; 77; 78; 79; 80; 81; 85; 86; 88; 92; 94; 95; 96; 97; 98; 99; 100; 101; 109; 110; 111; 116; 122; 124; 125; 126; 127; 129; 133; 137; 141; 144; 146; 147; 154; 157; 159; 164; 165; 168; 169; 171; 173; 174; 175; 178; 179; 180; 183; 184; 185; 192; 195; 196; 209; 210; 217; 219; 222; 228; 229; 231; 259; 279; 280; 287; 288; 293; 296; 297; 302; 305; 306; 307; 310; 329; 334; 339; 358; 364; 366; 367; 373; 374; 377; 379 subtraktion 70 suffiks 31; 33; 53; 69; 70; 71; 77; 173 superlativ 53; 54; 55; 70; 78; 172; 329; 400 Superlativ 211; 395 suppletion 33; 59; 395; 397; 404 svensk 32; 42; 43; 54; 56; 232; 267 switch reference 227 symbol 8; 9; 28; 264; 315 symmetri 391 symmetrisk 391; 392 sympatheticus 185; 186; 187; 189; 192; 198 Sympatheticus 186 synkope 33 synonym 21; 24; 28; 106; 107; 113; 120; 143; 176; 259; 267; 332; 352; 373 synonymi 267; 268; 274; 281; 332; 334; 335 syntagme 74; 280 syntaks 7; 10; 11; 12; 17; 27; 36; 37; 38; 48; 73; 74; 87; 113; 121; 123; 128; 149; 150; 153; 181; 182; 187; 273; 275; 277; 282; 287; 328; 345; 375; 376; 377; 421 Syntaks 74 syntax 74; 419 syntetisk 54; 331 T taksonomi 289; 332 talehandling 24; 87; 131; 344; 345 talord 43; 64; 65 tautologi 327; 331; 332; 333 tegn 6; 8; 9; 10; 27; 28; 68; 215; 231; 263; 269; 286; 313; 314; 315; 318; 325; 344; 347; 357; 360; 376; 392; 406 tekstsammenhæng 190; 221; 308; 356; 358; 375 telisk 249; 310; 311; 347 tema 18; 19; 284; 377; 381 temporal 218; 244; 257; 279; 323; 358; 360; 362 temporalitet 60; 217; 226; 234; 235; 236; 237; 238; 241; 344 tempus 59; 60; 61; 62; 195; 226; 234; 238; 240; 241; 242; 243; 244; 245; 247; 250; 251; 255; 257; 261; 281; 288; 294; 327; 360 Tempus 60; 234; 238; 246 tense 59; 234; 421; 425 Terminativ 233 terminative 206; 207 theme 183; 185; 186; 187; 188; 189; 192; 195; 196; 197; 198; 202; 203; 205; 206; 207; 208; 209; 210; 212; 213; 214; 290; 296; 297; 298; 302; 303; 307; 311; 370; 371 Theme 186 tid 8; 12; 15; 16; 19; 21; 37; 44; 59; 60; 66; 67; 74; 75; 77; 81; 86; 91; 99; 106; 110; 112; 114; 120; 142; 145; 147; 156; 172; 175; 185; 191; 192; 215; 216; 217; 221; 225; 226; 229; 233; 235; 236; 237; 238; 239; 240; 246; 249; 255; 260; 261; 276; 278; 287; 289; 292; 293; 294; 295; 301; 303; 310; 323; 327; 333; 348; 352; 355; 362; 367; 375; 377; 383; 389 tilbagevisende 51; 141 tillægsord 53; 54 tilstand 9; 18; 21; 24; 25; 61; 113; 181; 185; 186; 188; 191; 195; 196; 198; 205; 214; 244; 248; 257; 275; 290; 295; 296; 300; 301; 307; 311; 328; 340; 344; 350; 361; 363; 365; 402 topic 18; 19; 377 transcendental tidsreference 237 transitiv 112; 123; 196; 277; 405 transitive 106; 107; 111; 122; 123; 124; 193; 248; 266; 275; 277; 294; 299 translativ 196 transparent 262 trial 229 trialis 229 trivalent 181; 199 tryk 9; 381 tvetydighed 147; 207; 228; 373; 389 tyrkisk 31; 35; 36; 42; 44; 45; 46; 50; 53; 54; 55; 56; 62; 66; 80; 92; 121; 133; 141; 193; 230; 348 tysk 16; 33; 35; 39; 42; 43; 45; 46; 50; 51; 62; 66; 71; 91; 92; 106; 108; 111; 112; 115; 118; 124; 133; 142; 159; 161; 173; 193; 198; 201; 204; 229; 230; 240; 241; 242; 250 tællelige 43; 46; 59; 168; 171; 172; 228;

417 På togt i sproget Richard Madsen U uakkusativ 116; 185; 189; 213 ubestemt 28; 31; 32; 41; 46; 53; 58; 59; 65; 66; 79; 165; 166; 167; 168; 169; 171; 172; 173; 174; 175; 179; 180; 195; 199; 228; 279; 280; 367; 377; 379; 382; 407 udativ 190 udsagnsled 108 udsagnsord 59 ulokativ 190 umiddelbart 27; 32; 40; 48; 58; 65; 78; 82; 86; 105; 134; 153; 154; 157; 168; 176; 180; 208; 223; 248; 249; 255; 376 unaccusative 185 uncountable 43 underbegreb 270 underforståelse 327 undergoer 188; 189; 190; 191; 192; 194; 198; 199; 200; 201; 203; 204; 205; 212; 213; 257; 300; 302 underordning 20; 77; 135; 193; 357; 359; 360; 363; 379 ungarsk 7; 31; 36; 39; 42; 43; 44; 45; 50; 51; 52; 53; 55; 56; 62; 65; 67; 70; 90; 106; 121; 134; 139; 192; 193; 204; 227; 230; 232; 257; 259; 260; 296; 391 universe of discourse 251 upassiv 116; 190; 204 utrum 42; 48; 49; 50; 53; 55; 57; 58; 184; 259; 260; 401; 402; 407 Utrum 394; 395 utællelig 43; 172 V v 1; 8; 10; 15; 30; 33; 44; 72; 90; 91; 94; 131; 133; 136; 138; 139; 140; 155; 156; 157; 158; 170; 230; 266; 286; 317; 351; 363; 365; 398; 407; 421 V 27; 90; 91; 94; 120; 133; 138; 139; 140; 155; 156; 157; 158; 171; 363; 407; 422; 424 valens 17; 181; 310; 421 vedføjelse 77 vellykkethedsbetingelser 345; 346; 347; 367 verb 82; 108 verballed 87; 94; 108; 109; 115; 120; 121; 122; 129; 134; 142; 143; 144; 146 verbalsubstantiv 61; 144; 178; 208; 211; 328 verbum 28; 59; 61; 67; 68; 69; 71; 82; 84; 88; 90; 106; 112; 131; 132; 134; 136; 137; 140; 142; 143; 149; 150; 157; 164; 177; 178; 183; 185; 189; 193; 194; 196; 212; 221; 244; 262; 274; 278; 279; 280; 288; 294; 296; 298; 302; 303; 311; 312; 322; 335; 336; 344;345; 347; 402; 403; 407 vidensforhold 390; 392 vietnamesisk 43; 46; 50; 55; 56; 133; 195 voice 59 vokal 31; 32; 33; 34; 278; 397 vokalharmoni 34 vokativ 44 vokativer 227; 391 volitiv 23; 252; 253; 254; 256; 258; 259; 295; 356 volitiv modalitet 23; 252; 253; 258; 259; 295 vægtprincip 91; 92 Y ydre syn 386 Ø ønskemåde 59;

418 På togt i sproget Richard Madsen Litteratur A. Jászó, Anna (ed.) A magyar nyelv könyve. Budapest, Trezor Kiadó. Abraham, Werner Ergative diagnostics: temptatio redux i Linguistik online 13, 1/03. Allwood, Jens & Östen Dahl, Lars-Gunnar Anderson Logic in Linguistics. Cambridge: Cambridge University Press. Altmann, Hans Formen der Herausstellung im Deutschen. Tübingen: Max Niemeyer Verlag. Anderson, John M The grammar of case: Towards a localistic theory. Cambridge University Press. Anderson, Stephen R. & Edward L. Keenan "Deixis" in Timothy Shopen (ed.) Language Typology and Syntactic Description Vol. III. Cambridge: Cambridge University Press. Arndt, Hans What s in a question i Form & Function in Language. Odense Universitet. Arndt, Hans Pragmatik. Aarhus Universitet: Afdeling for Lingvistik. Arndt, Hans Grammatisk analyse. Aarhus Universitet: Afdeling for Lingvistik. Arndt, Hans Sproget: hverdagens mirakel. Århus: Aarhus Universitetsforlag. Auer, Peter (red.) Code-Switching in Conversation: Language, interaction and identity. Routledge. Austin, J. L Performative constative i J. R. Searl (ed.) The Philosophy of Language. Oxford University Press. Baker, Colin Foundations of Bilingual Education and Bilingualism. Multilingual Matters Ltd: Clevedon. Baxter, Alan N A Grammar of Kristang (Malacca Creole Portuguese) i Pacific Linguistics Series B - No. 95. Canberra: The Australian National University. Beardsmore, Hugo Baetens.?. Multilingual Matters 1. Bilingualism: Basic Principles. Multilingual Matters Ltd. Bell, Alan Language Samples i Joseph H. Greenberg (ed.) Universals of Human Language, Vol. 1. Method & Theory. Stanford, CA: Stanford University Press. Benkô, Lóránd (ed.) A magyar nyelv történeti nyelvtana. Budapest, Akadémiai Kiadó. Bernstein, B Social class, language and socialization i Pier Paolo Giglioli (ed.) Language and Social Context. Penguin Education. Berrár, Jolán Magyar történeti mondattan. Budapest: Tenkönyvkiadó. Bialystok, Ellen Metalinguistic dimensions of bilingual language proficiency i Ellen Bialystok (ed.) Language Processing in Bilingual Children. Cambridge University Press. Binnick, Robert I Time and the Verb (A Guide to Tense and Aspect). Oxford: Oxford University Press. Bloomfield, Leonard Language. Bloomfield, Leonard Outline Guide for the Practical Study of Foreign Languages. Linguistic Society of America. Boas, Frans.?. Handbook of American Indian Languages. Bremer, Katharina & Peter Broeder & Celia Roberts & Margaret Simonot & Marie-Thérèse Vasseur Ways of achieving understanding i Clive Perdue (ed.) Adult Language Acqusition: Cross Linguistic Perspectives. Cambridge University Press. Broeder, Peter & Guus Extra & Roeland van Hout Richness and variety in the developing lexicon i Clive Perdue (ed.) Adult Language Acqusition: Cross Linguistic Perspectives. Cambridge University Press. 418

419 På togt i sproget Richard Madsen Broeder, Peter & Guus Extra & Roeland van Hout & Kaarlo Voionmaa Word formation processes in talking about entities i Clive Perdue (ed.) Adult Language Acqusition: Cross Linguistic Perspectives. Cambridge University Press. Broeder, Peter & Kim Plunkett Connectionism and Second Language Acquisition i Implicit and Explicit Learning of Languages. San Diego: Academic Press Ltd. Brown, R. & A. Gilman Pronouns of power and solidarity i Laver & Hutcheson (eds.) Communication in Face to Face Interaction. Penguin Books. Burzio, Luigi Italian Syntax: A government-binding approach. Dordrecht: Reidel. Bynon, Theodora.?. Historical Linguistics. Chambers, J. K Sociolinguistic Theory. Linguistic Variation and its Social Significance. Oxford: Blackwell. Chambers, J. K. & Peter Trudgill Dialectology. Cambridge University Press Chappell, Hilary.?. Language contact and areal diffusion in Sinitic languages: Problems for typology and genetic affiliation i Alexandra Y. Aikhenvald & R. M. W. Dixon (eds.) Areal Diffusion and Genetic Inheritance: Case Studies in Language Change. Chomsky, Noam Aspects of the theory of syntax. Cambridge, Massachusetts: MIT Press. Chomsky, Noam Lectures on government and binding. Dordrecht: Foris Publications. Chomsky, Noam On the Nature, Use and Acquisition of Language (Language and Innateness) i Noam Chomsky: Generative Grammar: Its Basis, Development and Prospects. Kyoto University of Foreign Studies. Comrie, B Aspect. Cambridge: Cambridge University Press. Comrie, Bernard Tense. Cambridge University Press. Comrie, Bernard Language Universals and Linguistic Typology (2nd ed.). Oxford, UK: Blackwell. Comrie, Bernard & Martin Haspelmath, Balthasar Bickel Leipzig Glossing Rules. Corder, S. Pit Error Analysis and Interlanguage. Oxford University Press. Coulthard, Malcolm An Introduction to Discourse Analysis. London: Longman. Cramer, Jens & Lars Anton Henriksen, Mette Kunøe, Erik Vive Larsen, Ole Togeby, Peter Widell varme termer: Leksikon i sprogkundskab. Aarhus Universitets Forlag. Cramer, Jens & Mette Kunøe, Ole Togeby (red.) Teorien om alt - og andre artikler om sprog og filosofi. Århus: Wessel og Huitfeld. Cristensen, Annie Russisk Grammatik. København: Akademisk Forlag. Csató, Éva Ágnes "FTR: Hungarian Questionnaire". Mouton de Gruyter. Csató, Éva Ágnes "Tense and Actionality in Hungarian" in Rolf Thieroff and Joachim, Ballweg (eds.) Tense Systems in European Languages. Tübingen: Max Niemeyer Verlag. Dahl, Östen FTR Questionnaire. Dahl, Östen Tense and Aspect Systems. Oxford: Blackwell. de Bot, Kees A Bilingual Production Model: Levelt s Speaking Model Adapted i Applied Linguistics Vol. 13. debray, R. G. A Guide to the Slavonic Languages. London: J. M. Dent & Sons Ltd. de Groot, Casper. 1995a. "The Hungarian converb or verbal adverbial in -va/-ve" in Martin Haspelmath & Ekkehard König (eds.) Converbs in Cross-Linguistic Perspective. Structure and Meaning of Adverbial Verb Forms Adverbial Participles, Gerunds. Berlin: Mouton de Gruyter. de Groot, Casper. 1995b. 'The absentive in Hungarian', in: I. Kenesei (ed.) Levels and Structures (Approaches to Hungarian, Vol. 5), Szeged: JATE. 419

420 På togt i sproget Richard Madsen de Groot, Casper "How to Butter a Sandwich. On 'spread' in Dutch and Hungarian from a Typological Perspective" In Leonid Kulikov & Heinz Vater (eds.) Typology of Verbal Categories. Tübingen: Max Niemeyer Verlag. Dewaele, Jean-Marc & Alex Housen, Li Wei (red.) Bilingualism: Beyond Basic Principles (Festschift in honour of Hugo Baetens Beardsmore). Multilingual Matters 123. Multilingual Matters Ltd. Diaz, Rafael M. & Cynthia Klingler Towards an explanatory model of the interaction between bilingualism and cognitive development i Ellen Bialystok (ed.) Language Processing in Bilingual Children. Cambridge University Press. Diderichsen, Poul Elementær dansk grammatik. Copenhagen: Gyldendal. Dik, Simon The Theory of Functional Grammar. Berlin: Mouton de Gruyter. É. Kiss, Katalin & Kiefer Ferenc, Siptár Péter Új magyar nyelvtan. Budapest: Osiris Kiadó. É. Kiss, Katalin The Syntax of Hungarian. New York: Cambridge University Press. Eisenberg, Peter & Anette Klosa (eds.) Grammatik der deutschen Gegenwartssprache. Mannheim: Dudenverlag. Erben, Johannes Abriss der deutschen Grammatik. Berlin: Akademie-Verlag. Fillmore, Charles The Case for Case. Ohio State University. Fillmore, Charles The Case for Case Reopened. in P. Cole and J.M. Sadock. (eds.) Syntax and semantics, Vol. 8. New York: Academic Press. Fleischman, Suzanne The Future in Thought and Language, Diachronic evidence from Romance. Cambridge, UK: Cambridge University Press. Foley, W.A. & Van Valin, R.D. Jr Functional Syntax and Universal Grammar. Cambridge: Cambridge University Press. Gal, Susan Variation and Change in Patterns of Speaking: Language Shift in Austria i Davis Sankoff (ed.) Linguistic Variation. Models and Methods. New York: Academic Press. Givón, Talmy "Ergative morphology and transitivity gradients in Newari" in F. Plank (ed.) Relational Typology. Berlin: Mouton Publishers. Goffman, E On face-work: an analysis of ritual elements in social interaction i Laver & Hutcheson (eds.) Communication in Face to Face Interaction. Penguin Books Grabe, William.?. Developments in Reading Research and their Implications for Instruction. Grabe, William Reading Research and its Implications for Reading Assessment Gregersen, Frans.? Denmark i Nelde (ed.) Kontaktlinguistik. de Gruyter Handbuch Series. Grice, H. P Logic and conversation i Syntax and Semantics, Vol. 3: Speech Acts. Grosjean, Francois Another view of bilingualism i Advances in Psychology 83: Cognitive Processing in Bilinguals. North-Holland. Grønnum, Nina & Thorsen, Oluf Fonetik for sprogstuderende. Københavns Universitet, Institut for Almen og Anvendt Sprogvidenskab. Gulya, János.?. Some 18 th Century antecedents of 19 th Century linguistics: The discovery of Finno-Ugrian i Dell Hymes (ed.) Studies in the History of Linguistics. Traditions and Paradigms. Indiana University Press. Hakuta, Kenji & Bernardo M. Ferdman & Rafael M. Diaz Bilingualism and cognitive development: three perspectives i Sheldon Rosenberg (ed.) Advances in Applied Psycholinguistics, Vol. 2: Reading, Writing and Language Learning. CAMBRIDGE UNIVERSITY PRESS. Halliday, M. A. K Language as Social Semiotic. The Social Interpretation of Language and Meaning. Arnold. Hansen, Erik Dæmonernes port. 420

421 På togt i sproget Richard Madsen Hasle, Per Linguistic and tense logical considerations on the generality of a three-point structure of tenses i J. Faye et al. (eds.) Perspectives on Time. Kluwer Academic Publishers. Hatch, Evelyn Marcussen Neurolinguistics and Bilingualism. Rowley, MA: Newbury House Publishers, Inc. Hatch, Evelyn & Barbara Hawkins Second-language acquisition: an experiential approach i Sheldon Rosenberg (ed.) Advances in Applied Psycholinguistics, Vol. 2 Reading, writing and language learning. CAMBRIDGE UNIVERSITY PRESS. Hatch, Evelyn & Hossein Farhady Research Design and Statistics for Applied Linguistics. Rowley, MA: Newbury House Publishers Inc. Herslund, Michael & Sørensen, Finn De franske verber: en valens-grammatisk fremstilling. Kbh.: Institut for Fransk og Institut for Datalingvistik, Handelshøjskolen i København. Hopper, Paul J. (ed.) Tense-Aspect: Between Semantics and Pragmatics (Typological Studies in Language Vol. 1). Amsterdam: John Benjamins Publishing Co. Hundius, Harald & Ulrike Kölver Syntax and semantics of numeral classifiers in Thai i Studies in Language 7.2. Hymes, Dell. 197?. On communicative competence i J. B. Pride & Janet Holmes (eds.) Sociolinguistics. Penguin Education. Hymes, Dell Toward Ethnographies of Communication: The Analysis of Communicative Events i Pier Paolo Giglioli (ed.) Language and Social Context. Itkonen, Esa Concerning the generative paradigm i Journal of Pragmatics, Vol. 25. Jackendoff, Ray Semantic Structures. Cambridge, MA: MIT Press. Jakobsen, Lisbeth Falster & Jørgen Olsen Über die attributiven Relativsätze im Dänischen und Deutschen. Eine kontrastive Analyse. Copenhagen: University of Copenhagen, Department of Germanic Philology. Jarvad, Pia, Frans Gregersen, Lars Heltoft, Jørn Lund og Ole Togeby E som Erik, H som 70: Festskrift til Erik Hansen 18. september København: Hans Reitzel. Jensen, Per Anker Principper for grammatisk analyse. Kbh.: Handelshøjskolens Forlag. Jug-Kranjec, Hermina Slovenščina za tujce. Ljubljana: Filozofske fakultete Univerze v Ljubljani. Jørgensen, Henrik Indføring i dansk syntaks. Aarhus Universitet. Karlsson, Fred, Atro Voutilainen, Juha Heikkillä and Arto Antilla (eds.). Constraint Grammar: A Language-Independent System for Parsing Unrestricted Text. Vol. 4 of Natural Language Processing. Mouton De Gruyter: Berlin and New York. Kenesei, István & Robert M. Vago, Fenyvesi Anna Hungarian. London: Routledge. Kiefer, Ferenc Aspect and syntactic structure i Ferenc Kiefer & Katalin É. Kiss (eds.) Syntax and Semantics, Vol. 27. The Syntactic Structure of Hungarian. San Diego: Academic Press. Kiefer, F. (ed.) Strukturális magyar nyelvtan. Budapest: Akadémiai Kiadó. Kornai, András & Pullum, Geoffrey K The X-Bar Theory of Phrase Structure. Krashen, Stephen D The Input Hypothesis: Issues and Implications. London: Longman. Kristiansen, Tore et al. (red) Dansk sproglære. Dansklærerforeningen. Kulikov, L Split causativity. Remarks on correlations between transitivity, aspect, and tense. In Tense-Aspect, Transitivity and Causativity. Essays in honour of Vladimir Nedjalkov, A. Werner & L. Kulikov (eds.) Amsterdam-Philadelphia: John Benjamins Publishing Company. 421

422 På togt i sproget Richard Madsen Kulikov, L May he prosper in offspring and wealth (A few jubilee remarks on the typology of labile verbs and Sanskrit púsyati prospers; makes prosper). In Typology and Linguistic Theory. From description to explanation. For the 60 th birthday of Aleksandr E. Kibrik, E. Rakhilina V. & Y.G. Testelets (eds.) Moscow: Languages of Russian Culture. Kulikov, L Causatives In Language Typology and Language Universals, M. Haspelmath, E. König, W. Oesterreicher, W. Raible Berlin: Walter de Gruyter. Labov, William The logic of nonstandard English i P. P. Giglioli (ed.) Language and Social Context. Penguin Education. Labov, William The study of language in its social context i P. P. Giglioli (ed.) Language and Social Context. Penguin Education. Ladefoged, Peter A Course in Phonetics. Orlando, Florida: Hartcourt Brace & Co. Leech, Geoffrey Semantics. Harmondsworth: Penguin. Leech, Geoffrey Principles of Pragmatics. London: Longman. Lefebvre, Claire Relexification in Creole Genesis and its effects on the development of the Creole i Proceedings of the Amsterdam workshop. Lehmann, Christian Der Relativsatz. Tübingen: Gunter Narr Verlag. Lehmann, Christian Cognitive roles, participant roles and syntactic functions. i Kageyama, Taro & Tsunoda, Tasaku (eds.), Festschrift for Masayoshi Shibatani. Amsterdam & Philadelphia: J. Benjamins. Levelt, Willem J. M Accessing words in speech production: Stages, processes and representations i Levelt (ed.) Lexical Access in Speech Production. Blackwell. Lewis, G Turkish Grammar. Oxford: Oxford University Press. Lotz, John Das ungarische Sprachsystem. Bloomington: Eurolingua. Lüdi, Georges & Peter H. Nelde (red.) Codeswitching. Sociolinguistica 18/2004. Tübingen: Max Niemeyer Verlag GmbH. Lyons, John Semantics. London: Cambridge University Press. Madsen (Valovics), Richard Tyrkisk i kontrastivt perspektiv. Herning: Specialpædagogisk Forlag. Madsen (Valovics), Richard A Comparison of the Tense-Mood-Aspect Systems of Creol and Creol-like languages upubl. eksamensopgave og oplæg ved den 3. konference af the Association for Linguistic Typology ved Amsterdams Universitet i August Madsen (Valovics), Richard The Expression of Future Time Reference in Hungarian upubl. speciale ved Institut for Lingvistik, Aarhus Universitet. Madsen (Valovics), Richard Den danske grammatikkontrol til Microsoft Office XP. Helsinki: Lingsoft Ab. Madsen, Richard Metaforer i sprogvidenskaben i Cramer et al. (red) Madsen, Richard Upassive konstruktioner i MUDS 10. Aarhus Universitetsforlag. Majtinskaja, K. E Vengerskij jazyk. Moscow: Izdatel'stvo Akademii Nauk SSSR. Markkanen, Raija Tense and Aspect in English and Finnish: A Contrastive Study. Jyväskylä: University of Jyväskylä. McLaughlin, Barry Early bilingualism: Methodological and theoretical issues i M. Paradis & Y. Lebrun (eds.) Neurolinguistics 13, Early Bilingualism ans Child Development. Lisse: Sweets and Zeitlinger. McWhorter, John H.?. Identifying the Creole prototype: Vindicating a typological class. Mikkelsen, Kristian (1911) Dansk ordföjningslære. Copenhagen: Hans Reitzels Forlag. Miller, George A.?. The Psychology of Communication. Penguin Books. Miller, J Semantics and Syntacs. Cambridge: Cambridge University Press. Milroy, James & Leslie Milroy Linguistic change, social network and speaker innovation i Journal of Linguistics, Vol

423 På togt i sproget Richard Madsen Milroy, Leslie & Pieter Muysken One speaker, two languages. Cambridge University Press. Moravcsik, Edith The place of the direct objects among the noun phrase constituents of Hungarian i Objects. London: Academic Press. Moravcsik, Edith Inflectional morphology in the Hungarian noun phrase A typological assessment. Must, Heinrich Der Relativsatz im Französischen, Deutschen, Englischen und Italianischen. Göppingen: Verlag Alfred Kümmerle. Myers-Scotton, Carol Duelling languages: grammatical structure in codeswitching. Oxford: Clarendon. Osthoff, Hermann & Karl Brugman.?. Morphological investigations. Palmer, F. R Mood and Modality. Cambridge: Cambridge University Press. Paradis, Michel On the representation of two languages in one brain i Language Sciences 61, 7. Perfetti, Charles A Psycholinguistics and Reading Ability i Handbook of Psycholinguistics. San Diego: Academic Press Inc. Pfaff, Carol W. & Monica Heller Code-Switching i H. Goebl & P. H. Nelde & Z. Stary & W. Wölck (eds.) International Handbook of Contact Linguistics. Berlin: De Gruyter. Plank, Frans "Double Articulation" in Frans Plank (ed.) EUROTYP Working Papers VII/24. Konstanz. Plunkett, Kim & J. Elman Execrcises in Rethinking Innateness. Handbook for Connectionist Simulations. Rask, Rasmus An investigation concerning the source of the Old Northern or Icelandic language. Rijkhoff, Jan A cross-linguistic classification of nouns: on Seinsart, nominal aspect and parallels between NPs and sentences. Rijkhoff, Jan Nominal aspect i Journal of Semantics 8. Robertson, Ian E "The Tense-Mood-Aspect System of Berbice Dutch" in John Victor Singler ed. Pidgin and Creole Tense-Mood-Aspect Systems. Amsterdam/Philadelphia: John Benjamins Publishing Co. Robins, R. H.?. A Short History of Linguistics. Rohrer, Christian (ed.) Time, Tense and Quantifiers (Linguistische Arbeiten). Tübingen: Max Niemeyer Verlag. Romain, Suzanne Bilingualism. Oxford: Blackwell Publishers. Rood, David S Introduction to Lakhota structure. Rood, David S. & Allan R. Taylor.?. Sketch of Lakhota, a Siouan Language. Saeed, John I Semantics. Blackwell Publishing. Sapir, Edward.?. Language and environment i Selected Writings of Edward Sapir. Saussure, Ferdinand de Course in General Linguistics. London: Peter Owen. Schack, Jørgen Til en moderne danskprofessor: Om attributivforbindelse som førsteled i Jarvad et al Schegloff, Emmanuel A Sequencing in conversational openings i John Laver & Sandy Hutcheson (eds.) Communication in Face to Face Interaction. Penguin Books. Schegloff, Emmanuel A To Searl on conversation: A note in Return i J. R. Searl et al. (eds.) (On) Searl on Conversation. John Benjamins Publishing Company. Schegloff, Emmanuel A. & Harvey Sacks Opening up closings i Roy Turner (ed.) Ethnomethodology. Penguin Education. Schegloff, Emmanuel A. & Harvey Sacks & Gail Jefferson A simplest systematics for the organization of turntaking for conversation i Language 50, Vol

424 På togt i sproget Richard Madsen Scoonen, Rob Statistics. Searl, John R A classification of illocutionary acts i Language in Society, Vol. 5 Searl, John R Conversation i J. R. Searl et al. (eds.) (On) Searl on Conversation. John Benjamins Publishing Company. Searl, John R Indirect speech acts i Syntax and Semantics, Vol. 3: Speech Acts. Searl, John R What is a speech act? i J. R. Searl (ed.) The Philosophy of Language. Oxford University Press. Siewierska, Anna The system of coding grammatical relations Siewierska, Anna On nominal and verbal person marking i Linguistic Typology 2. Singler, John Victor.?. Introduction: Pidgins and Creoles and Tense-Mood-Aspect. Smith, N. V The Twitter Machine. Oxford: Blackwell. Solntsev, V. M On correlation between the word and the sentence in the Chinese language i XXV International Congress of Orientalists. Moscow: Oriental Literature Publishing House. Spears, Arthur K "Tense, Mood and Aspect in the Haitian Preverbal Marker System" in John Victor Singler ed. Pidgin and Creole Tense-Mood-Aspect Systems. Amsterdam/Philadelphia: John Benjamins Publishing Co. Svennevig, J., M. Sandvik & W. Vagle Tilnærminger til tekst. Oslo: LNU & Cappelen. Sweetser, Eve English metaphors for language: Motivations, conventions and creativity i Poetics Today 13:4. The Porter Institute for Poetics and Semiotics. Sweetser, Eve.?. From Etmology to Pragmatics. Metaphorical and Cultural Aspects of Semantic Structure. Cambridge University Press. Sweetser, Eve Metaphor, mythology and everyday language i Journal of Pragmatics 24. Sweetser, Eve Metaphorical models of thought and speech: a comparison of historical directions and metaphorical mappings in the two domains i Jon Aske & Natasha Beery & Laura Michaelis (eds.) Proceedings of the 13 th Annual Meeting of the Berkeley Linguistics Society. Szili, Katalin Az igekötôs igék képzésérôl (Elméleti fejtegetések és gyakorlati vizsgálatok), Dolgozatok a magyar mint idegen nyelv és a hungarológia körébôl 32. szám. Budapest: ELTE BTK Központi Magyar Nyelvi Lektorátus. Tadeschi, Philip J. & Annie Zaenen (eds.) Syntax and Semantics Vol. 14, Tense and Aspect. New York: Academic Press. Togeby, Ole PRAXT. Pragmatisk tekstteori 1-2. Aarhus Universitetsforlag, Århus. Togeby, Ole Stiltræk, i SPRÅU, Sprogvidenskabelige Arbejdspapirer fra Aarhus Universitet 3. Togeby, Ole Fungerer denne sætning?. Kbh: Gads Forlag. Ungerer, Friedrich & Hans-Jörg Schmid An Introduction to Cognitive Linguistics. London: Longman. Uszkoreit, Hans & Thorsten Brants, Denys Duchier, Brigitte Krenn, Lars Konieczny, Stephan Oepen, Wojchiech Skut Studien zur performanzorientierten Linguistik. Aspekte der Relativsatzextraposition im Deutschen in Kognitionswissenschaft 7: Heidelberg: Springer Verlag. Valdman, Albert Basic Course in Haitian Creole. Bloomington: Indiana University. Vygotski, L. S Thought and Language. The MIT Press. Weinreich, Harald & Maria Thurmair, Eva Breindl, Eva-Maria Willkop Textgrammatik der deutschen Sprache. Mannheim: Dudenverlag. Widell, Peter & Becker-Christensen, Christian Politikens Nudansk grammatik. Kbh.: Politiken. 424

425 På togt i sproget Richard Madsen Wilson, Deirdre & Dan Sperber Outline of relevance theory i Hermes Handelshøjskolen i Århus. Zifonun, Gisela & Ludger Hoffmann, Bruno Stecker Grammatik der deutschen Sprache. Berlin: de Gruyter. Zlatev, Jordan A functionalist-constructivist perspective on the ontogenesis of grammar: The acquisition of two Swedish particles/prepositions. Zlatev, Jordan Situated Embodiment (Studies in the emergence of spatial meaning). Stockholm: Gotab. Zlatev, Jordan.?. Spatial prepositions: polysemous or general? Mu. Øhrstrøm, Peter & Per Hasle A. N. Prior s rediscovery of tense logic i Erkenntnis 39. Kluwer Academic Publishers. 425