Grænser for fattigdom

Transkript

1 Grænser for fattigdom Fordele og ulemper ved fattigdomsgrænser baseret på hhv. relativ økonomisk fattigdom, budgetmetoden og afsavn diskuteres. De opfanger hver især vigtige fattigdomsfænomener, derfor bør alle tre indgå som dele af en eventuel dansk grænse for fattigdom. Finn Kenneth Hansen Forskningsleder CASA - Center for Alternativ Samfundsanalyse M. Azhar Hussain Forskningsadjunkt Økonomisk Institut, Københavns Universitet Jørgen Elm Larsen Professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet 1. Indledning Et centralt formål med velfærdsstaten er at undgå, at folk er fattige. Langt størstedelen af en given befolkning vil således være enige i formålet om at afskaffe eller forhindre fattigdom. Men, hvis man ønsker at gøre noget for at bekæmpe fattigdom, er det nødvendigt med en fattigdomsgrænse. Fattigdomsgrænsen kan være målestok for om fattigdommen stiger eller falder samt være med til at lokalisere særligt udsatte grupper og dermed rette fokus på bestemte indsatsområder. En af de mest omdiskuterede problemstillinger og udfordringer i fattigdomsforskningen er imidlertid, hvordan man mere præcist kan fastlægge grænsen mellem dem, der kan opfattes som fattige og de andre, der ikke havner under fattigdomsgrænsen. Blandt dem, der har meninger eller vurderinger omkring en fattigdomsgrænse, er der stor uenighed om grænsens niveau og også uenighed om hvilke kriterier, der skal indgå ved fastlæggelsen af grænsen. Meget kort angiver en fattigdomsgrænse en minimumslevestandard. Hvis man ikke har denne minimumslevestandard, betegnes man som fattig. En absolut grænse indebærer, at man, hvis man ligger over grænsen, er i stand til at overleve i det givne samfund i den givne periode. En relativ fattigdomsgrænse indebærer, at man, hvis man ligger over grænsen, ikke blot kan overleve, men også er i stand til at leve et socialt liv i det pågældende samfund til hver en tid. I forhold til en hvilken som helst fattigdomsgrænse er det imidlertid vigtigt at vide, hvor mange der ligger tæt på grænsen (lige over og lige under) henholdsvis langt fra grænsen (langt over eller langt under). Denne information er vigtig for at kende fattigdommens omfang og dens dybde. I Danmark har vi ikke en officiel fattigdomsgrænse. I de seneste år er der ikke mindst fra Rådet for Socialt Udsatte og en række private hjælpeorganisationer, fx Red Barnet, peget på behovet for en fattigdomsgrænse. Hvad har det betydet ikke at have en fattigdomsgrænse? I dansk sammenhæng har det betydet to ting. For det første at der bliver foretaget fattigdomsundersøgelser med anvendelse af sædvanligt brugte fattigdomsgrænser, som imidlertid bliver afvist, fordi der ikke er en officiel fattigdomsgrænse (Sørensen, 2009). For det andet har mangelen på en fattigdomsgrænse åbnet op for forskellige undersøgelser med anvendelse af forskellige og nye grænser. Et eksempel er de store kommuner/byer i Danmark, som hver for sig har sat fattigdomsundersøgelser i gang med anvendelse af forskellige fattigdomsgrænser til bestemmelse af andelen af fattige. I det følgende præsenterer og diskuterer vi forskellige fattigdomsgrænser. Det er formålet at give et overblik over fattigdomsgrænser, men også samtidigt have et kritisk blik på deres begrænsninger og svagheder. 2. Hovedtyper af metoder til fattigdomsgrænse Der er tre hovedtyper af metoder, som ligger bag fastlæggelsen af fattigdomsgrænser: indkomstmetoden, budgetmetoden og afsavnsmetoden. Det er de mest anvendte metoder til bestemmelse af grænser nationalt såvel som internationalt, og de gennemgås derfor mere grundigt i det følgende. Vi behandler derfor ikke alternative grænser som fx den subjektive fattigdomsgrænse (de Vos og Garner, 1991; Saunders et al., 2000). 2.1 Indkomstmetoden Indkomsten kan bruges til at måle omfanget af fattigdom, fordi indkomsten (bortset fra låntagning) sætter en øvre grænse for forbrugsmulighederne, som i sidste ende er afgørende for, om man kan forbruge og deltage i samfundslivet i overensstemmelse med den almene livsstil. Dvs. således, at man kan udføre handlinger og deltage i aktiviteter samt købe de goder, der som minimum er nødvendige for at kunne fungere på rimelig vis i hverdagen (Townsend, 1979). Når indkomstmetoden er meget udbredt, skyldes det for det første den kendsgerning, at folks økonomiske ressourcer spiller en afgørende rolle for at kunne klare sig i samfundet. For det andet, at der på et tidligt tidspunkt har været adgang til tilgængelige data på indkomstområdet, og derfor er der en lang tradition for at opgøre fordelingen af indkomster. I dag foreligger ikke alene fordelingsorienterede indkomstdata, men også sammenlignelige data over tid og lande imellem. I Danmark er den klare fordel, at indkomsterne foreligger som registerdata og derved i princippet omfatter hele befolkningen. Ved indkomstmetoden anvendes den disponible indkomst, som er summen af alle typer af indkomster for alle familiens medlemmer over en given periode, oftest et år, fratrukket alle indkomstskatter og obligatoriske bidrag og udtrykker det beløb en familie har til rådighed til privat forbrug og opsparing. 8

2 Da familier har forskellig sammensætning, er det nødvendigt at korrigere familiens disponible indkomst, så den udtrykker forbrugsmulighederne på personniveau i stedet for på familieniveau. Det sker ved hjælp af en ækvivalensskala, som kan variere fra undersøgelse til undersøgelse med forskellige vægte for voksne og børn. Den ækvivalensvægtede disponible indkomst fremkommer herefter som familiens disponible indkomst divideret med ækvivalensskalaen. Det er denne type indkomstbegreb (herefter bare kaldt indkomst), der bruges i undersøgelser af indkomstfattigdom. Fattigdomsgrænsen sættes dernæst som en procentandel af det generelle (ækvivalensvægtede disponible) indkomstniveau, oftest medianen men gennemsnittet ses også anvendt. Selv om der ikke eksisterer en officiel fattigdomsgrænse i Danmark, er 50 % af medianindkomsten den oftest benyttede ved opgørelser af omfanget af fattigdom i Danmark. 50 %-grænsen benyttes fx af Det Økonomiske Råd og af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i deres rapporter om fattigdom, og er også anvendt af Finansministeriet (lavindkomstgrænse). I EU anvendes i dag oftest 60 % af medianindkomsten. Internationalt bruges ellers en 50 %-grænse, men også 40 % er i anvendelse (dyb fattigdom). I internationale sammenligninger af fattigdom i vestlige lande er denne type grænser stort set de eneste anvendte. Internationalt er der stor konsensus om anvendelse af indkomstmetoden til måling af fattigdom. Alligevel diskuterer vi i det følgende de mulige problemer, der kan være i forbindelse med fattigdomsopgørelser baseret på indkomsten (se bl.a. Hansen & Hansen, 2004; Larsen, 2005). Langt de fleste af problemerne er dog ikke unikke for den indkomstbaserede metode, men genfindes i varierende omfang for andre metoder til at opgøre fattigdom. For det første hævdes det, at problemet med medianindkomst-grænsen er, at den i højere grad belyser ulighed og lighed i samfundet, end den viser noget om fattigdom. Relative økonomiske fattigdomsgrænser siger alene noget om, at folk har lavere indkomster end andre, men ikke om de rent faktisk kan leve et acceptabelt liv for de lave indkomster. Det er korrekt, at relative fattigdomsgrænser ikke baserer sig på undersøgelser af, hvilket indkomstniveau, der er tilstrækkeligt for at kunne fungere i samfundet. Det er imidlertid mere diskutabelt, om der i virkeligheden snarere er tale om et ulighedsmål end fattigdomsmål. Analyser 1 baseret på forskellige år og mange lande (LIS, 2010) gør det svært at betvivle, at uligheden har betydning for omfanget af fattigdom, men det er også klart, at udviklingen i uligheden langt fra alene kan forklare udviklingen i fattigdommen, hvorfor en perfekt eller tilnærmelsesvis perfekt sammenhæng mellem ulighed og relativ fattigdom må afvises. For det andet kan det rene indkomstmål overvurdere fattigdommen blandt visse grupper som har adgang til enten uformel eller naturalieøkonomi. Denne type problemer er primært betingede af, at man i en dansk sammenhæng anvender registerdata til opgørelsen af indkomsten. Ved surveyundersøgelser er det muligt at medtage både transfereringer mellem private, herunder mellem forældre og børn, og indtægter fra den uformelle økonomi. For det tredje kan offentligt og kollektivt tilvejebragte tilbud og serviceydelser spille en rolle. Værdien af goder, som det offentlige stiller til rådighed, bl.a. sundhedsydelser, kultur og undervisning, indgår oftest ikke i indkomstopgørelsen. Selv om det er muligt at opgøre forbruget af forskellige ydelser fra den offentlige sektor, så kan det være meget vanskeligt at prisfastsætte sådanne ydelser, da de ikke omsættes på et marked. Et forsøg på at korrigere velfærdsfordelingen for individuelt forbrug af offentlige ydelser findes i Finansministeriet (2007). Indkomsten udtrykker altså de potentielle individuelle muligheder for forbrug, men ikke det faktiske forbrug eller den faktiske velfærd. Blandt andet på den baggrund har der rejst sig en diskussion om nødvendigheden af supplerende mål, som i højere grad kan sige noget mere præcist om hvilke personer, som har vanskeligheder med at klare sig i samfundet, det vil sige hvilke former for konkrete afsavn, som de faktisk lider under, jf. en anden artikel i dette temanummer. For eksempel kan husholdninger eller enkeltpersoner med samme indtægt have meget forskellig levestandard på grund af forskelle i fx husleje, gæld og særlige behov på grund af helbredstilstanden. Altid fattigdom, når grænsen er relativ? I debatten om fattigdom fremføres det fra tid til anden, at der med en relativ fattigdomsgrænse altid vil eksistere fattige, og at hvis alles indkomst stiger proportionalt omfang, så er fattigdommen ikke reduceret. Tager man det sidste først, så er det korrekt, at eksempelvis en fordobling af indkomstniveauet for hver indbygger vil give et uændret fattigdomsniveau, hvilket skyldes, at fattigdomsgrænsen også vil blive fordoblet, hvorfor andelen under grænsen vil forblive uændret. Det kan man anse som en urimelig egenskab ved det relative fattigdomsmål, eller man kan netop se det som en fordel, hvis man mener, at fattigdom i et rigt samfund skal være noget relativt. Men er det korrekt, at fattigdommen ikke kan afskaffes, hvis den opfattes som et relativt fænomen? Ud fra en teoretisk betragtning er det ikke nødvendigvis tilfældet. Antag at indkomstfordelingen i et samfund kan beskrives ved en (logaritmisk) normalfordeling. Et simpelt mål for uligheden 2 i et samfund er standardafvigelsen. Velstandsniveauet kan passende repræsenteres ved gennemsnits- eller medianindkomsten, Note 1 Analysen kan rekvireres hos forfatterne. Note 2 Uligheden måles normalt ved ginikoefficienten, eller fx det generaliserede entropyindeks. Det her anvendte simplere ulighedsmål bruges alene af illustrationsmæssige årsager. Tilsvarende anvendes en normalfordeling for at simplificere udregningerne og for at illustrere princippet faktiske indkomstfordelinger vil normalt have et langt mere kompliceret udseende, om end de ofte tilnærmelsesvist følger en normalfordeling efter en logaritmisk transformation. 9

3 som begge er sammenfaldende, når der er tale om en symmetrisk indkomstfordeling (som normalfordelingen). Hvad er betingelserne for, at fattigdommen er afskaffet i sådan et tilfælde? Eller lidt mere teknisk, hvornår er sandsynligheden for at indkomsten (Y) i et sådant samfund er mindre end fattigdomsgrænsen (z) praktisk taget lig nul? Lad, som det ofte er tilfældet, fattigdomsgrænsen være halvdelen af medianindkomsten, dvs. z=1/2. Betingelsen for fravær af fattigdom kan da udledes af P(Y<0,5 )=0, hvilket ca. giver = /8. Dvs., (uligheden) skal (må højest) være lig 1/8 af det generelle indkomstniveau ( ). Der er således ingen betingelser knyttet til selve indkomstniveauet, men alene til at uligheden ikke må være for stor. Det er altså muligt at afskaffe fattigdommen, selvom man anvender et relativt fattigdomsmål - kravet (i denne toparameter indkomstfordeling) er bare, at indkomstuligheden ikke er for stor sammenlignet med indkomstniveauet. 2.2 Budgetmetoden Budgetmetoden er mest kendt som grundlag for opgørelsen af antallet af fattige i USA (Orshansky, 1965), hvor man sammensætter en kurv af nødvendige madvarer med henblik på at opgøre, hvad det koster at leve. Udgifter til andet end mad inkluderes ved mindre raffinerede mekaniske metoder. Det samme grundprincip ligger også bag udarbejdelsen af fx de skandinaviske landes standardbudgetter, som omfatter et rimeligt, almindeligt forbrug. Det indeholder ikke alene udgifter til mad og drikke, men også udgifter til tøj, personlig hygiejne, transport, fritidsinteresser og dagligvarer. I Danmark har Forbrugerstyrelsen udarbejdet et standardbudget for et rimeligt, almindeligt forbrug. Det er ikke et minimumsbudget, men grundlaget for standardbudgettet kan anvendes som udgangspunkt for et acceptabelt minimumsleveniveau. Hvor eksperter i forbindelse med standardbudgettet har set på det rimelige og typiske i fastlæggelsen af forbruget, vil det i forhold til det acceptable minimumsleveniveau i højere grad være det nødvendige og det beskedne eller det acceptable, der er styrende for fastlæggelsen af forbruget. Et budget, der angiver et acceptabelt minimumsleveniveau, vil være et forbrug, som afspejler et nødvendigt og beskedent forbrug i forhold til en aktiv deltagelse i samfundet. Der er tale om et forbrug, som på den ene side giver grundlag for at kunne leve et sundt liv og kunne deltage aktivt og socialt i familiemæssige og samfundsmæssige sammenhænge, og på den anden side ikke afspejler nogen form for luksus. Hansen & Hansen (2004) opstiller et sådant minimumsbudget, der sammenlignes med et standardbudget, jf. tabel 1. Nogle poster på budgettet kan være svære at fastsætte. Skal man som fattig for eksempel slet ikke holde nogen form for ferie eller kunne anskaffe sig varige forbrugsgoder? Derfor er der brug for at definere og Tabel 1. Månedligt standard- og minimumsbudget for en enlig kvinde med et barn (3-6 år) Standard Minimum Forskel (Forbrugerst.) (CASA) Madvarer 2,840 2, Drikkevarer Tøj Skotøj Hygiejne Kommunikation Medier Motion mv Anden fritid 1, ,375 Ferie Dagligvarer Varige forbrugsgoder 1, ,066 Transport I alt 10,642 5,926 4,716 Noter vedr. minimumsbudgettet: (1) Drikkevarer er ekskl. vin og øl. (2) Tøj og skotøj er inkl. vinterfrakke og vinterstøvler. (3) Anden fritid omfatter kun gaver og kortspil. (4) Der er taget udgangspunkt i de oprindelige budgettal fra 2001, og disse er opregnet med en faktor 1.2 (inflation på 20 pct.) til 2010-niveau. Inflationsforventningen for 2010 er fra Finansministeriets (2010) Budgetredegørelse. Kilde: Hansen & Hansen (2004) finde ud af, hvad der er nødvendigheder og almindeligheder i dagens danske samfund, og hvor det altså ikke alene er eksperterne, der afgør dette. Et potentielt problem med metoden er, at den kan opfattes som en absolut grænse for fattigdom, hvis den alene reguleres for inflationen. Men, hvis godebundtet opdateres med passende mellemrum og således kommer til også at afspejle den generelle fremgang i forbrugsmulighederne, så kan en eventuel bias i retning af måling af absolut fattigdom nedsættes eller helt undgås. Men også fastholdelsen af en bestemt godesammensætning som grundlag for en fattigdomsgrænse kan overvurdere leveomkostningerne for de fattige, idet en fast varekurv (konstante mængder/omfang af de inkluderede varer og aktiviteter) ikke tager højde for substitutionsmuligheder i forbruget (ved et uændret fast velfærds-/nytteniveau) som følge af ændringer i de relative varepriser. 2.3 Afsavnsmetoden Afsavn består i, at man ikke har økonomisk mulighed for at købe (nok) varer eller deltage i aktiviteter, som der er bred enighed om, at alle skal have mulighed for. Det gælder fx økonomiske ressourcer til at kunne invitere gæster hjem, give gaver til fødselsdage, købe nødvendig medicin, gå til frisør og gå til tandlæge. De mulige afsavn kan udpeges af eksperter, eller man kan tage udgangspunkt i, hvad befolk- 10

4 Tabel 2. Anvendte fattigdomsgrænser i Danmark og i andre lande. Grænse Fokus Dansk International anvendelse anvendelse Administrative/politiske: SFI Sverige, Holland -Inddrivelse ved offentlig gæld -Kontanthjælp -Starthjælp/ introduktionsydelse Budgetmetoden Befolkningen i Københavns Kommune Københavns Kommune USA Holland Sverige 40 % af median Børn under 18 år SFI 50 % af median Hele befolkningen Finansministeriet, DØR, AE-Rådet, SFI, HHÅ OECD, Holland 60 % af median Hele befolkningen Finansministeriet EU, Holland Under x % af median i flere år Hele befolkningen LO EU, Norge, Holland Konkrete beløbsgrænser: Hele befolkningen SFI, Sociologisk Institut KU -Rådighedsbeløb på eller kr. per måned -Bruttoindkomst på eller kr. Afsavn Hele befolkningen SFI, Københavns Universitet EU Personer på arbejdsmarkedet Københavns Universitet, Ålborg Universitet, Roskilde Universitet, CASA ningen vurderer er nødvendigheder for at kunne fungere på passende vis i samfundet (den demokratiske metode ). Familier har afsavn, når de ønsker at deltage i aktiviteter, udføre handlinger eller købe goder, der er alment accepterede, men ikke har økonomisk råderum til det. Fattigdom ud fra afsavnsbegrebet afhænger dels af, hvilken grænse, der gælder for at lide afsavn, og dels af hvor mange afsavn ud af et givet antal mulige man skal have for at blive klassificeret som fattig såkaldt dual cutoff (Alkire & Foster, 2009). Vi går ikke nærmere i detaljer med metoden her, men henviser i stedet til artiklen om afsavnsmetoden i dette nummer af Samfundsøkonomen. En fordel ved at anvende afsavn er, at man kommer rundt om langt flere dimensioner af fattigdommen. Men afsavnstilgangen har det problem til fælles med de relative fattigdomsmål, at der ikke er nogen teoretisk entydig måde at afgrænse fattigdommen på. Skal man klassificeres som fattig, når man fx har 4 ud af 9 mulige afsavn? Hvorfor ikke 3 eller 5 ud af 9 mulige afsavn? Antallet er ret afgørende for det endelige antal fattige. Jo flere afsavn en person skal have for at kunne blive klassificeret som fattig, jo lavere er nemlig det aggregerede fattigdomsmål baseret på afsavnsmetoden. Et tilsvarende problem forekommer, når det skal afgøres, om en person har afsavn i en bestemt dimension. Er det fx tilstrækkeligt at blive klassificeret som havende afsavn, når man en enkelt gang i løbet af et år har undladt at invitere gæster hjem, eller skal der fx være tale om manglende invitation mindst to gange i løbet af et år? Igen vil den registrerede fattigdom være lavere, jo højere grænsen sættes for at en alment accepteret handling ikke har kunnet gennemføres af økonomiske årsager. Afsavnstilgangen har bl.a. det til fælles med absolut fattigdom, at grænsen er konstant. Derfor vil flere og flere automatisk have færre afsavn over tid i takt med, at velstanden stiger. Flere vil således have råd til basisfornødenheder som vaskemaskiner og computere samt andre typer forbrugsgoder som fx mindst en uges ferie uden for hjemmet eller restaurationsbesøg. Men hvis man indarbejder nye fornødenheder/nødvendigheder i takt med, at samfundet bliver rigere, så kan det problematiske absolutte element i fattigdomsmålet reduceres eller elimineres. 3. Anvendte fattigdomsgrænser i Danmark og andre lande En oversigt over grænser anvendt i danske analyser og i nogle udenlandske undersøgelser fremgår af tabel 2. Selvom der ikke findes en officiel fattigdomsgrænse i Danmark, så opererer man alligevel med nogle beløbsgrænser i forskellige sammenhænge, der kan opfattes som implicitte administrative fattigdomsgrænser. Bl.a. inddriver man ikke mere offentlig gæld fra en person, end at vedkommende kan opretholde et vist forbrugsniveau. Tilsvarende kan kontanthjælpsgrænsen opfattes som det nederste indkomstniveau, man vil acceptere i det danske 11

5 samfund, når en person ikke har andre forsørgelsesmuligheder. Efter årtusindeskiftet er kontanthjælpsgrænsen dog afløst af endnu lavere grænser (starthjælp/introduktionsydelse m.m.), som dog ikke er relevante for langt størstedelen af befolkningen. Det er pudsigt, at de administrative grænser (og måske i særdeleshed grænsen for inddrivelse af offentlig gæld) stort set aldrig benyttes i forbindelse med analyser af fattigdom. Udover de administrative grænser benyttes andre grænser i Danmark, men særligt er der en forkærlighed for at benytte 50 %-grænsen (halvdelen af medianindkomsten), hvilket kan hænge sammen med, at denne grænse også har en vis international udbredelse. Det er dog bemærkelsesværdigt, at fx Det Økonomiske Råd i deres legitimation af anvendelsen af 50 %-grænsen sammenligner grænsen med opstillede budgetgrænser og når til det resultat, at de ligger meget tæt på hinanden (DØR, 2006). Det samme gør sig gældende i LO s forslag til en fattigdomsgrænse, hvor de også anbefaler 50 %-grænsen, og i samme forbindelse gør opmærksom på, hvor tæt denne er på rådighedsbeløbet for gældsinddrivelse. Et rådighedsbeløb som er baseret på budgetmetoden og det danske standardbudget (LO, 2009). Som det fremgår af tabellen, opererer man i Holland med flere forskellige fattigdomsopgørelser og fattigdomsgrænser. I overensstemmelse med EU anvender man indkomstopgørelser med både 50 %- og 60 %- grænsen, samt varighedsaspektet med indkomst under 60 %-grænsen i tre år. Derudover anvender man budgetmetoden men med to forskellige budgetgrænser. En grænse baseret på et budget som dækker udgifterne til mad, tøj, bolig og personlig hygiejne basic needs - og en anden modest but adequate, som også dækker udgifter til social deltagelse og rekreation. Endelig har man i mange år anvendt en fattigdomsgrænse baseret på kontanthjælpen, som giver et historisk billede af fattigdomsudviklingen i Holland (Vroman & Hoff, 2004). 4. En dansk fattigdomsgrænse Hvad kan fattigdomsgrænsen bruges til? Ved at definere en fattigdomsgrænse signaleres det, at man som samfund har fastsat en minimumsstandard for borgerne, som man vil tilstræbe, at alle opnår. Det kan også være udtryk for en erkendelse af, at der er befolkningsgrupper, som har vanskeligt ved at klare sig, og at man gerne politisk vil gøre noget ved det. I den forbindelse bliver man nødt til at have en fattigdomsgrænse, hvis man skal kunne opgøre omfanget og sammensætningen af fattige i befolkningen. Endvidere er en fattigdomsgrænse vigtig for at udviklingen i antallet af fattige kan kortlægges. Gennemgangen af de tre metoder til fastsættelse af en fattigdomsgrænse viser, at der er fordele og ulemper ved alle tre metoder. Men det vigtige er, at de hver for sig belyser forskellige sider af dét, at man ikke kan klare sig økonomisk altså at man er fattig. I relation til de tre metoder er det vigtig at understrege, at en afgørende faktor ved enhver fattigdomsgrænse og måling er fattigdommens varighed. Jo længere fattigdommen varer, desto mere alvorlige bliver konsekvenserne af fattigdommen. Undersøgelser viser endvidere at der ved langvarig fattigdom forekommer en større overensstemmelse mellem indkomstfattigdom og omfanget af afsavn. Det er et problem, at der er forskellige fattigdomsforståelser, at der mangler en præcis fattigdomsdefinition, og at der er forskellige holdninger til, hvordan man skal måle fattigdommen. Det største problem er imidlertid manglende viden om, hvor mange og hvem det er, der har svært ved at klare sig i samfundet. Der mangler konsensus inden for forskning og undersøgelser på området. I andre lande som fx Holland og England forskes der i fattigdom, og der indsamles systematisk data, der belyser forskellige sider af fattigdommen og udviklingen på området. I Danmark er vi henvist til enkeltstående lejlighedsvise fattigdomsundersøgelser fra fx DØR, SFI, Finansministeriet, Sociologisk Institut og til fx AEs og Eurostats løbende opgørelser af den relative fattigdom ved hjælp af 50 %- og 60 %-grænsen, der kan kritiseres for at være vilkårlige og alene at lægge vægt på den økonomiske fattigdom. 5. Konklusion Det er ikke hensigtsmæssigt at pege på én bestemt metode, som vil være bedst egnet til at fastlægge en dansk fattigdomsgrænse. Der er derimod behov for, at skabe større viden om forskellige sider af fattigdommen, der giver forskningsmæssigt belæg for, hvem der har hvilke problemer, hvor store og dybe de er, og hvor længe de pågår. Dette kalder i høj grad på anvendelse af alle tre metoder, som tilsammen giver et mere fyldestgørende billede af fattigdommen i Danmark. Der er altså behov for, at der: Foretages opgørelser af den relative fattigdom ud fra folks disponible indkomster både med anvendelse af 40 %-, 50 %- og 60 %-grænser. Igangsættes et arbejde med udvikling af en aktuel minimumsstandard baseret på budgetmetoden (hvad koster det at leve?). Dette arbejde forankres, således at der fx årligt kan tages stilling til en velfærdsjustering af budgettet. Foretages en årlig surveyundersøgelse, der belyser afsavnssituationen i den danske befolkning. Elementer fra indkomstopgørelsen samt en kombination af budgetmetoden og den demokratiske metode til at måle afsavn kan bidrage til fastsættelse af en fattigdomsgrænse. Et minimumsbudget er så det, der skal til for at leve et minimums acceptabelt liv i Danmark. Et sådant budget består bl.a. af, hvad der minimum skal være af penge til mad, drikke, tøj og skotøj. Dette kan udregnes nogenlunde eksakt og skaber næppe de store kontroverser. Den demokratiske metode kommer ind i billedet ved, at befolkningen skal være med til at fastsætte, hvad der herudover er nødvendige goder og aktiviteter. De goder, som et flertal af befolkningen udpeger som minimumsnødvendigheder, kan prisfastsættes og indgå i budgettet. 12

6 Denne form for minimumsbudget kan så være udgangspunktet for at fastsætte en økonomisk fattigdomsgrænse, der samtidigt suppleres med undersøgelser af, hvilke afsavn og hvilke typer af social eksklusion, som husholdningerne, der ligger under den økonomiske fattigdomsgrænse, rent faktisk er udsat for. Herved opnås et mere nuanceret syn på fattigdommens karakter, og fattigdomsgrænsen har en rimelig legitimitet, fordi befolkningen er blevet inddraget i at fastsætte den. Viser det sig at der ikke kan opnås enighed om en officiel fattigdomsgrænse, så må man naturligvis fortsætte med de sporadiske opgørelser af fattigdom. Men man kan også overveje at inddrage de implicitte administrative fattigdomsgrænser. Budgetmetoden kunne her inddrages ved at opgøre forbrugssammensætningen eksempeltvist blandt kontanthjælpsmodtagere, og herudaf udlede en fattigdomsgrænse. Litteratur Alkire, S. & J. Foster (2009). Counting and Multidimensional Poverty Measurement. OPHI WORKING PAPER NO. 32. Det økonomiske Råd (2006). Dansk Økonomi. Efterår Konjunkturvurdering. Fattigdom i Danmark. København. de Vos, K. & T. I. Garner (1991). AN EVALUATION OF SUBJECTIVE POVERTY DEFINITIONS: COMPARING RESULTS FROM THE U.S. AND THE NETHERLANDS. Review of Income and Wealth, vol. 37, no. 3, pp Finansministeriet (2007). Budgetredegørelse Finansministeriet. København. Finansministeriet (2010). Budgetredegørelse Finansministeriet. København. Hansen, F.K. (2002): Hvad koster det at leve? Standardbudget for familier. CASA. Hansen, F.K. & H. Hansen (2004). At eksistere eller at leve. Fattigdom og lave indkomster i Danmark hvordan måler man fattigdom?. CASA. Larsen, J. E. (2005). Fattigdom og social eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede. København. Socialforskningsinstituttet. LIS (2010). Download af andel fattige og gini koefficienter for alle tilgængelige lande og alle tilgængelige år fra hjemmesiden for Luxembourg Income Study (LIS), januar 2010, LO i Danmark (2009). Fattigdom og Fattigdomsgrænse. LO. Orshansky, M. (1965). Counting the Poor: Another Look at the Poverty Profile. Social Security Bulletin, Vol. 28, No. 1, January 1965, pp Saunders, P., B. Halleröd and G. Matheson (2000). Making Ends Meet in Australia and Sweden: A Comparative Analysis Using the Subjective Poverty Line Methodology. Acta Sociologica, vol 37, pp Sørensen, H. (2009). Hvordan forstås fattigdom i VelfærdsDanmark?. CASA. Townsend, Peter (1979). Poverty in the United Kingdom. A survey of Household resources and standards of Living. Penguin Books. Middelsex. Vrooman, C. & Hoff, S (2004). The Poor Side of the Netherlands. Results from the Dutch Poverty Monitor Social and Cultural Planning Office og Statistics Netherlands. 13