Prædiken til søndag seksagesima, Mark. 4,1-20, 1. tekstrække.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 19. februar 2017 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til søndag seksagesima, Mark. 4,1-20, 1. tekstrække. Salmer. DDS 749 I østen stiger solen op. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 449 Vor Herre tar de små i favn. DDS 153 En sædemand gik ud at så DDS 331 Uberørt af byens travlhed. Altergang: DDS 413 Vi kommer, Herre, til dig ind. DDS 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære!. Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær. Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer

2 2 og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse. For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer. For som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage dertil, men væder jorden, befrugter den og får den til at spire og giver udsæd til den, der vil så, og brød til den, der vil spise, sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde. Es 55,6-11. Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft der står jo skrevet:»de vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.«hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. 1 Kor 1, Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:»hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev

3 3 det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«og han sagde:»den, der har ører at høre med, skal høre!«da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem:»til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem:»forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«mark 4,1-20. Prædiken. Noget af den såsæd, den ødsle sædemand spreder, lander de mest ufrugtbare steder. Imidlertid er det ikke ude i naturen, at såsæden spredes. Det er i menneskers sind. Jesus kalder jo bagefter såsæden for ordet og forklarer, at med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der

4 4 er sået i dem. På den måde kan man tilsyneladende adskille troende fra vantro, får fra bukke, retfærdige fra fortabte. Dagens evangelietekst kan altså meget let tolkes i retning af, at dem, der tror, er bedre end andre, og at dem, der ikke alene tror, men også jævnligt går i kirke, er endnu bedre. I dag vil jeg komme ind på både tro og kirkegang, men selvom man på baggrund af mine indledende kommentarer godt kan frygte det, udnævner jeg ikke troende og kirkegængere til at være bedre end andre. Samtidig er det dog klart, at jeg ikke kan stå her på prædikestolen og erklære, at tro og kirkegang er værdiløse sager. De udgør henholdsvis kristendommens grundpille og en af dens vigtigste støttepiller. Det er jo sådan, at vi alle kommer i kirke, til foredrag, til fest og så videre med en forventning om, hvad vi får at se, høre og opleve. Ganske ofte står denne forventning i vejen for det, der rent faktisk finder sted. Det er almindelig kendt, at en fest, man ikke har lyst til at deltage i, ofte kan gå hen og blive en af de bedste. Ens manglende lyst og forventningen om en kedelig aften stod i vejen for hensigten med festen, nemlig at de inviterede får det rart i hinandens og ikke mindst værtens selskab. Ofte medfører den imødekommende stemning, at lysten til at være sammen med andre vækkes, så de triste forventninger skubbes til side. I de tilfælde kan man have helt svært ved at forlade festen igen. Mange går også i kirke med særlige forventninger. Her er det bare sværere at komme nogle af de mest sejlivede forventningerne til livs. Kommer man mest af pligt og med en forventning om at skulle igennem en virkelig kedelig times vekslende fællessang og oplæsning, så kan man være næsten hundrede procent sikker på, at gudstjenesten bliver som forventet. En gudstjeneste former sig jo ikke som et cocktailparty, og det er da heller ikke præstens opgave at underholde, men at sige noget, der maner til eftertanke. Selv dem, der kommer med en indsigt i gudstjenestens forløb og en ærlig interesse i, hvad præsten med udgangspunkt i dagens bibeltekster er blevet inspireret til at sige - selv disse garvede kirkegængere kan blive skuffede. Nogle gange siger præsten noget

5 5 helt andet, end man finder relevant; andre gange er hans prædiken bare dybt uinspirerende; endnu andre gange sker det mærkelige, at præsten siger noget helt andet, end nogle af kirkegængerne hører. Det er i hvert fald en udbredt oplevelse blandt præster at få ros for noget, man overhovedet ikke har sagt. I de tilfælde må man bare glæde sig over, at folk går opløftede hjem. Når de derimod brokker sig over, at man har sagt noget, man aldrig kunne finde på at sige, kan man godt gøre opmærksom på misforståelsen. At prædikenen ikke altid høres, som den er holdt, skyldes ikke, at kirkegængere er dummere eller mindre opmærksomme end alle andre, for det samme forhold gør sig gældende i adskillige sammenhænge. Ofte hører vi ikke det, der bliver sagt, men det, vi ønsker at høre. Derfor er der grund til at gentage vigtige budskaber igen og igen, så deres hovedsager slår rod. Dette gælder ikke mindst det kristne budskab. Netop derfor holdes der gudstjeneste hver eneste søn- og helligdag året rundt. Gudstjenesten udgør den nødvendige gentagelse, der giver os mulighed for at gribe og blive stadig mere fortrolige med kristendommens budskab. Selvom det lyder mærkeligt, har man ikke altid vægtet forståelsen. Indtil for 500 år siden foregik størstedelen af gudstjenesten på latin. Bønner, sang og ritualer blev præsenteret på et sprog, langt de færreste kirkegængere fattede et ord af. I tilfælde af at der blev holdt en prædiken, foregik det dog på modersmålet. Men præsterne genfortalte i langt højere grad forskellige helgenlegender, end de udlagde de bibelske tekster. Det var blandt andet dette, reformatoren Martin Luther gjorde op med. For ham at se gjaldt det om at gøre det kristne evangelium forståeligt. Det var vigtigt at give folk en fornemmelse af, at Guds budskab var rettet mod den enkelte. Heri modtog hver og én en kærlighedserklæring fra Gud. Derfor skulle der ikke tales på et fremmed sprog, og det, der blev sagt, skulle gøres begribeligt for kirkegængerne. Vi har brug for at høre budskabet igen og igen særligt fordi det er så svært at begribe. Ja, faktisk er det ubegribeligt, for Gud er ikke en størrelse, der er forståelig. Derfor må vi gribe budskabet i stedet for at begribe det. Vi må gribe det i tro. Det kræver

6 6 imidlertid, at dem, der forkynder det kristne budskab, gør det med respekt både for troens indhold og for budskabets modtagere. Da jeg var barn og ung, var jeg en særdeles engageret spejder i et korps, hvis grundtanke er knyttet til Den Danske Folkekirkes kristendomsforståelse. I den gruppe, jeg var tilknyttet, gik vi dog ikke særlig meget op i forkyndelse. Normalt inviterede vi blot den lokale sognepræst til at holde en lille tale ved et årligt forårsarrangement. Det hændte imidlertid, at jeg deltog i lejre eller kurser, hvor der blev holdt andagter. Ofte var det nogle mere eller mindre tilfældige ledere, der var blevet udvalgt eller selv havde meldt sig til det. Resultatet blev derefter. Jeg husker engang i begyndelsen af 80 erne, hvor vi skulle sætte os i skrædderstilling i en rundkreds og med lukkede øjne tage hinanden i hånden, mens vi fornemmede al den godhed og glæde, der strømmede igennem os. Denne godhed skulle vi vist forstå kom fra Gud. Det var sikkert meningen, at vi skulle takke ham for vores håndholdende fællesskab. En af mine spejderkammerater og jeg blev så forlegne over det konstruerede i situationen, at vi kom til at fnise. Vi blev skældt ud og var lige ved at gå glip af Guds godhed for denne gang. Andre gange blev der holdt tvivlsomme prædikener og sunget pinagtigt dårlige sange, der allerede inden jeg nåede teenageårene fik mig til at overveje, om jeg skulle forlade lokalet, fordi jeg hverken var sikker på, at jeg kunne stå inde for det, der blev sagt eller måden, det blev sagt på. Således varierede andagterne mellem det banale til det klæbrige. Begge dele føltes hen i retning af et åndeligt overgreb, som jeg ikke brød mig om. Hvis dét var kristendom, var det ikke en tro, jeg ville have del i. Heldigvis kendte jeg også andre mennesker, der på en mere kompetent måde kunne henvise til og udfolde en mere nuanceret og meningsgivende forståelse af kristendom og tro. Det kunne de, fordi de havde respekt for både budskabet og dets modtagere. Men er det ikke netop manglende forståelse og respekt for budskabets modtagere, Jesus udtrykker med sin lignelse? Han markerer jo, at størstedelen af troens såsæd

7 7 spildes på mennesker, der er mere eller mindre ligeglade med budskabet. Langt de flestes tro skildres som overfladisk og midlertidig i lignelsen. Jesus siger ligefrem, at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Det lader altså til, at Jesus vil afvise dem, der ikke tager hans budskab til sig, så snart de hører det. Ja, det lyder nærmest, som om nogle er forudbestemt til ikke at tro, for som han siger skal de se og høre uden at forstå, fordi det faktisk er meningen, at de slet ikke skal vende om og få tilgivelse. Forkyndelsen af Guds kærlighed er altså kun for syns skyld. Det er noget af en kamel at sluge! Men måske kan vi slippe for det. Det forholder sig nemlig sådan, at Jesus med sin fordømmelse af dem, der ikke omvender sig, halvt om halvt citerer en tekst fra profeten Esajas Bog i Det Gamle Testamente. Profeten er lige blevet indviet i sit embede og får beskeden: Gå hen og sig til dette folk: I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå. Dæk dette folks hjerte med fedt, gør deres ører tunge, luk deres øjne til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så han må helbrede dem. Hvilket folk, dette skal siges til, står ikke klart. Det Gamle Testamente handler primært om Guds forhold til det jødiske folk, og selv ikke det er fredet. Slet ikke, når det undlader at leve op til hans forventninger. Da kan han gribe til en meget krigerisk retorik, der ind imellem følges op af lige så krigerisk handling. Men selvom Gud kan være særdeles barsk over for sit udvalgte folk, forkaster han dem aldrig endegyldigt. Dette kan give os grund til at tro, at Jesus heller ikke vil forkaste dem, der undlader at gribe hans budskab med det samme. Af samme grund kan vi forstå det sådan, at hans trussel er ment retorisk for at understrege, at det er et budskab af værdi, han bringer. Der er da også dele af lignelsen, der bekræfter denne forståelse. Sædemanden kaster jo om sig med sædekorn. Han tænker ikke over, hvor det rammer. Enhver form for jordbund skal have chancen! Og ligesom landmanden tilsår sin mark år efter år, fortsætter Gud med at kaste troens ord ud igen og igen. Gud er altså ødsel; og når han er det, skal vi også

8 8 være det. Derfor holder vi gudstjeneste gang på gang. Vi kaster ødselt omkring os med Guds ord uden bekymring om, hvem der tager imod det og hvem der ikke gør det. En af Martin Luthers pointer var, at vi ikke kan gøre os fortjent til Guds kærlighed; den har han allerede givet os, præcis som han giver os sit ord ødselt og ganske gratis. Man behøver derfor heller ikke at gå i kirke for at være kristen. Det gamle ordsprog om, at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen, er altså sandt. Men det er dog en sandhed med modifikationer. Det bedste er nemlig at koncentrere sig om at være, hvor man er. På den måde kan man få langt mere ud af festen, foredraget, gudstjenesten eller hvad det nu engang er, man deltager i. Gud ønsker, at vi hører hans budskab. Derfor skal det lyde igen og igen. Og der skal helst være nogle til at lytte. I gymnasiet og på læreruddannelserne er det et velkendt problem, at eleverne og de studerende nærmest ikke læser op på kristendom, fordi de mener, at de ved det hele. De er jo vokset op i en kristen kulturkreds. Til eksamen viser det sig imidlertid ofte, at kristendom er det, de har allermindst begreb om. Man tror, at det er noget om, at man skal elske sin næste som sig selv. Det er det bestemt også, men kristendom er meget mere end en overskuelig samling etiske leveregler. Opdager man ikke det, risikerer man at udsætte andre for sådan nogle banale og klæbrige andagter, som jeg blev udsat for som spejder. Da finder man måske aldrig ud af, at kristendommen udgør en hel tilværelsesforståelse, der beskæftiger sig med selve livets mysterium. Sådan én kan man ikke nå til bunds i på et par timer. Derfor er det gavnligt at sidde i kirken og tænke på det, der hører kirken til, når man ikke lige sidder på kroen og tænker på det, der hører kroen til. Som nævnt i begyndelsen siges dette ikke for at dømme mellem dem, der ofte kommer i kirke, og dem, der sjældent gør det. Dem, der kun kommer ganske sjældent, er ikke dårligere mennesker end dem, der kommer hver søndag. Var det tilfældet, kunne vi gøre os fortjent til Guds kærlighed, og den tanke gjorde Luther som sagt op med. Kirkegang er ikke et frelsesmiddel, men en måde, hvorpå man kan få større indsigt i

9 9 Gud og tilværelsens store spørgsmål, ligesom det er en mulighed for i fællesskab med andre at takke Gud for alt, hvad han har givet os. Derfor skal gudstjenesterne falde lige så ødselt, som Guds såsæd i lignelsen. Amen.