Ministerielle skrivelser m.m.

Transkript

1 Den danske Landinspektørforening Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider januar 2000 Ministerielle skrivelser m.m. Om plads til brug for læsning af juletræer var erhvervsmæssigt nødvendig for landbrugsejendom og kunne frit etableres har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet Orienterer«nr. 165, september 1998 Ejeren af en landbrugsejendom, hvorpå der blev dyrket juletræer på 12 ha, ønskede at etablere en m2 stor læsseplads med kørefast bund af sten og murbrokker, afrettet med stabilgrus, til brug for læsning af træer og grønt, der blev afhentet af lastbiler med sættevogn. Pladsen, der skulle etableres ude i marken, fjernt fra ejendommens bebyggelse, skulle anvendes i perioden 1. november til 20. december. Juletræerne skulle stå på stålpaller 2 x 2 x 2 m, max paller ad gangen. Ejendommen var i henhold til regionplanen udlagt som»ny natur«og i kommuneplanen som egentligt naturområde. Amtet meddelte afslag på ansøgning om landzonetilladelse under henvisning til, at etablering af en fritliggende læsseplads i et værdifuldt landskab er i strid med de planlægningsmæssige hensyn, og især de landskabelige hensyn, der skal varetages med planloven. Endvidere henvistets til, at pladsen ønskedes etableret umiddelbart ud til kommunevejen, der indgår i en rekreativ stirute, hvorfra arealet ville være særdeles synligt. Afgørelsen blev påklaget af ejeren og kommunen. Ved NKN s afgørelse (9 stemmer mod 3) ophævedes amtets afgørelse. Af afgørelsen fremgår bl.a:»den land- og skovbrugsmæssige udnyttelse af en ejendom og de foranstaltninger, der etableres i den forbindelse, kræver som udgangspunkt ikke landzonetilladelse, jf. pl 36, stk. 1, nr. 3 og 4. En særlig undtagelse fra hovedreglen om fritagelse for tilladelseskravet findes i pl 36, stk. 2, fsva beliggenhed og udformning af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Planloven indeholder derimod ikke bestemmelser om regulering af andre anlæg/etableringer på en landbrugsejendom - uanset hvor etableringen sker. Anlæggelse

2 af den ansøgte læsseplads på ca m2 med en kørefast bund af sten og murbrokker afrettet med stabilgrus, kan ikke anses som en bygning i planlovens forstand, ligesom anlægget heller ikke kan anses for at være bebyggelse eller anlæg i byggelovens forstand. Bestemmelsen i 36, stk. 2, finder derfor ikke direkte anvendelse. Flertallet finder ikke, at 36, stk. 2 kan fortolkes udvidende i en sag som den foreliggende, og finder under henvisning hertil, at etablering af en læsseplads som ansøgt er umiddelbart lovlig, og derfor ikke kræver tilladelse efter pl 35.«Mindretallet fandt ikke en læsseplads som ansøgt erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens drift og ville stadfæste amtets afslag. (Afgørelse af j.nr / ) Om landzonetilladelse til opstilling af vindmøller -»ens i størrelse, udseende og rotationsretning«har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelser ref.»naturklagenævnet Orienterer«nr. 166, september 1998 Storstrøms Amt havde meddelt landzonetilladelse efter pl 35 til opstilling af 2 vindmøller på ejendomme i Stevns kommune. Vindmøllerne ønskedes opstillet på en landbrugsejendom i en klynge med en eksisterende 450 kw mølle, der havde en vingediameter på 35 m, en navhøjde på 35 m og en totalhøjde på 52,5 m. De 2 nye møller ville være på 600 kw og få en vingediameter på 44 m, navhøjde på 35 m og en totalhøjde på 52,5 m. Vindmøllerne ville blive placeret med en indbyrdes afstand af 204,5 m. Kommunen samt ejerne af den nærliggende ejendom påklagede amtets afgørelse til NKN. Ejendommen lå ifølge regionplanen i et område med væsentlige jordbrugsinteresser. I kommuneplanen var området udlagt som vindmølleområde i det åbne land, og det er om området fastsat, at nye møller skal have en navhøjde på 35 m og i øvrigt tilpasses den eksisterende mølle. I såvel regionplan som kommuneplan var det anført, at vindmøller i parker og klynger skal være ens i størrelse, udseende og rotationsretning, samt at møllerne skal opstilles efter et let opfatteligt geometrisk mønster, medmindre det kan godtgøres, at de landskabelige forhold taler for noget andet. Amtet havde vurderet, at møllernes forskellighed ikke umiddelbart ville være synlig i landskabet. Kommunen gjorde gældende, at møllerne ikke havde samme

3 vingediameter som den eksisterende mølle, medens naboerne anførte, at forskellen i vingediameteren mellem de 2 nye møller og den eksisterende mølle ville betyde en betydelig forringelse af det visuelle indtryk, hvilket efter naboernes opfattelse var i strid med kommuneplanens krav om, at nye møller skal tilpasses den eksisterende. Vindmøllefabrikken, der skulle levere møllerne, oplyste, at den eksisterende 400 kw mølle var udgået af produktionsprogrammet i Et flertal på 6 af NKN s medlemmer udtalte:»samtidig opstilling af møller i klynger og parker vil normalt sikre, at der kan anvendes identiske møller, men i de situationer, hvor møllerne opstilles enkeltvis og over en længere periode, kan det ikke forventes, at der på markedet udbydes vindmøller, der er fuldstændig identiske med de vindmøller, der allerede er blevet opstillet. I sådanne situationer må udgangspunktet være, at der alene tilstræbes ensartethed vedrørende forhold, der har væsentlig betydning for møllernes indbyrdes samspil og påvirkning af landskabet, det vil sige navnlig f.s.v.a. tårnhøjde, antal vinger, omløbshastighed, omløbsretning, farve og om muligt vingediameter. Det bør også tilstræbes, at navhøjderne bliver ens, enten i forhold til terræn, eller at møllerne har samme højde i forhold til havoverfladen, hvis særlige forhold taler herfor. Derimod kan der ikke kræves identitet med hensyn til fabrikat, teknologi, ydeevne og andre forhold, som i sig selv er af underordnet betydning for landskabsinteresserne. Der må som altid ved afgørelser om zonetilladelse foretages en konkret vurdering af de landskabelige forhold på stedet og omstændighederne i øvrigt, herunder omkostningerne ved at tilvejebringe fuldstændig ensartethed. I den foreliggende sag vil vindmøllen blive placeret i et område, der er udlagt hertil i den overordnede planlægning. Dermed er et af planlovens hovedformål opfyldt. Vindmøllen adskiller sig fra den eksisterende vindmølle ved at have en større vingediameter og er på dette punkt ikke i overensstemmelse med region- og kommuneplanen.«flertallet fandt herefter, at der burde lægges vægt på amtets vurdering, som var foretaget på grundlag af en visualisering, hvorefter møllerne ville fremtræde ens i landskabet. På denne baggrund fandt flertallet, at amtets tilladelser burde stadfæstes. Et mindretal på 3 medlemmer fandt, at amtets tilladelse burde ændres til et afslag. I overensstemmelse med flertallets stemmeafgivning stadfæstede Naturklagenævnet de landzonetilladelser. (Afgørelser af og j.nr / og 97-31/ )

4 Om spørgsmål om udregning af antallet af dyreenheder og fastlæggelse af VVM-pligt har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet Orienterer«nr. 169, september 1998 Fyns Amt meddelte ejeren af en landbrugsejendom, at opførelsen af 2 slagtekyllingestalde krævede udarbejdelse af et regionsplantillæg med en tilhørende VVM-redegørelse. Afgørelsen blev påklaget af Det Danske Fjerkræråd på vegne af ejendommens ejer. Det Danske Fjerkræråd havde på vegne af ejendommens ejer søgt om landzonetilladelse til opførelse af 2 slagterkyllingestalde på i alt 3990 m2 samt et maskinhus på 800 m2. Den samlede kyllingeproduktion ville andrage slagtekyllinger om året, hvilket ifølge Fjerkrærådet måtte svare til 207 dyreenheder, idet de i ansøgningen omhandlede kyllinger skulle slagtes tidligere end forudsat i den gældende bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold m.v. Amtet meddelte Det Danske Fjerkræråd, at man ikke kunne anerkende den skete omregning af dyreenheder, idet beregningen afveg fra Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr af 19. december 1994 om erhvervsmæssigt dyrehold mv. En årsproduktion på slagtekyllinger svarer således til 280 dyreenheder. (Det bemærkes, at denne bekendtgørelse senere er ændret ved bekgør. nr. 550 af 24. juli 1998). Fjerkrærådet oplyste herefter, at produktionen ville blive tilrettelagt således, at den årlige produktion ikke oversteg 250 DE. Amtet fastholdt, at det ansøgte anlæg var VVM-pligtigt, da staldenes størrelse ikke var reduceret i forhold til den oprindelige ansøgning. Amtet henviste i den forbindelse til, at, at man til beregning af farmens kapacitet havde anvendt Miljø- og Energiministeriets vejledning om VVM for svine- og fjerkræfarme, hvoraf det fremgår, at en typisk slagtekyllingestald på 2000 m2 med forrum og tilhørende siloer vil have en kapacitet på dyreenheder. Der var ansøgt om landzonetilladelse til opførelse af stalde på i alt 3990 m2, hvilket således svarede til 268 (2 x 134) dyreenheder. NKN tog i sagen stilling til, dels hvorledes, og på hvilket grundlag antallet af dyreenheder skal beregnes, dels om det ansøgte anlæg til produktion af slagtekyllinger var VVM-

5 pligtigt. NKN (11 medlemmer) udtalte om beregning af antallet af dyreenheder énstemmigt:»hverken VVM-bekendtgørelsen eller VVM-direktivet bidrager til en afklaring af, hvordan antallet af dyreenheder på svine- og fjerkræfarme skal beregnes. Miljø- og Energiministeriets bkg. nr af 19. december 1994 indeholder i bilaget en entydig fastlæggelse af forholdet mellem antal slagtekyllinger og dyreenheder. Det forhold, at Fjerkrærådet har rejst tvivl om grundlaget for beregningen i forhold til slagtekyllingernes levealder, ses ikke at kunne medføre noget andet resultat.«nkn fandt herefter, at antallet af dyreenheder alene kunne fastlægges på grundlag af bilaget i husdyrbekendtgørelsen, uanset eventuelle svingninger i kyllingernes levealder. Vedr. spørgsmålet om VVM-pligt udtalte et flertal på 10 medlemmer:»ansøgeren har oplyst, at produktionen vil ligge inden for grænsen på 250 DE. For at fastslå om anlægget er VVM-pligtigt skal det fastlægges, hvorledes VVM-bekendtgørelsens begreb»fjerkræfarme med en kapacitet på ejendommen på 250 DE og derover«skal fortolkes. Miljø- og Energiministeriets vejledning om VVM for svine- og fjerkræfarme indeholder ikke nogen direkte anvisninger herpå. Af et bilag til vejledningen er der beskrevet eksempler på typiske svine- og fjerkræfarme. I et andet bilag er disse talstørrelser indsat i et skema med en note, hvoraf fremgår, at tallene er oplyst af Fjerkrærådet. Amtet har baseret sin afgørelse på en beregningsmetode, der tager udgangspunkt i arealet af staldbygningerne. Man har således fra amtets side fundet, at staldene kan rumme en årlig produktion, der svarer til 268 dyreenheder. (Flertallet) finder, at vejledningen alene giver eksempler på normale stald- og produktionsstørrelser, hvorfor det er betænkeligt at basere en afgørelse om VVM-pligt på en direkte aflæsning af vejledningens tal. Tallene i vejledningen danner alene udgangspunkt for et konkret skøn. Det bemærkes, at man ved amtets beregningsmetode udelukker muligheden for, at den enkelte landmand kan tilrettelægge sin produktion på en sådan måde, at dyrene får mere plads. Henset til, at ansøgeren selv oplyser, at den faktiske produktion vil ligge under 250 DE, svarende til max slagtekyllinger

6 om året, og til, at en»beregning«i forhold til den angivne normalstørrelse af staldanlæg kun medfører en overskridelse på ca. 7 %, finder flertallet ikke anlægget VVM-pligtigt.«Et mindretal på 1 medlem anså anlægget for VVM-pligtigt under henvisning til, at hensynet til miljøet tilsiger, at miljøkonsekvenserne af anlægget bør klarlægges, så længe der er tvivl om ejendommens aktuelle produktion og der på ejendommen er plads til en produktion på mere end 250 DE. Amtes afgørelse om VVM-pligt blev herefter ophævet, og sagen blev hjemvist til amtet m.h.t. realitetsbehandling af ansøgningen om landzonetilladelse. (Afgørelse af j.nr / ) Fra Domstolene m.v. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Ikke erstatning for støjgener som følge af færdsel U HD Højesterets principielle domme (U og 360), der gjorde erstatningspligt for støjgener uafhængig af, om der foreligger et ekspropriativt indgreb (lighedsprincippet), er tidligere kommenteret her på de blå sider (1999 s. 32). I disse afgørelser udtalte Højesteret også, at der bør ydes erstatning, såfremt ulemperne overstiger, hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet. Ved vurderingen af, om tålegrænsen i det konkrete tilfælde er overskredet, angav Højesteret de faktorer, som skal tages i betragtning: bl.a. støjniveauet, bygningernes afstand til vejanlægget, trafikintensiteten, områdets karakter samt ejendommens beliggenhed og karakter. Retstilstanden på området kan herefter formuleres således, at der skal ydes erstatning for gener, der overstiger, hvad der med rimelighed må tåles i det konkrete tilfælde. Der foreligger nu en højesteretsafgørelse, som tager stilling til tålegrænsen for en ejendom beliggende i et byområde. Viborg Kommune eksproprierede et mindre areal fra en udlejningsejendom for at etablere en ny adgangsvej til banegårdsområdet i Viborg med henblik på udvikling af et bycenter. Ejeren krævede i den anledning bl.a. erstatning for støjgener på i alt kr (svarende til udgiften til isættelse af støjisolerende vinduer). På baggrund af en række tekniske data om trafik- og beregninger af støjbelastningen tilkendte taksationskommissionen ejeren en erstatning på godt kr.

7 (incl. renter). Overtaksationskommissionen fandt ikke, at støjbelastningen ville blive forøget, og tilkendte derfor ikke ejeren nogen støjerstatning. Landsretten accepterede derimod, at der måtte ydes erstatning, men foretog fradrag for fordele. Højesteret fandt - ud fra en samlet vurdering - navnlig under hensyntagen til ejendommens hidtidige skel mod stationsarealet og områdets centrale beliggenhed midt i byen ved hovedfærdselsårer og trafikknudepunkter, at den støjmæssige merbelastning hidrørende fra den nye vej ikke oversteg, hvad der med rimelighed måtte påregnes som led i den almindelige trafikudvikling på trafikområdet. Der er for så vidt ikke noget nyt i, at erstatningen hviler på en sådan relativ, skønsmæssig genvurdering (se også KFE , og KFE ). Som det fremgår af ovenstående - kortfattede - referat har støjbelastningen i det aktuelle tilfælde tilsyneladende ligget tæt på tålegrænsen, men efter Højesterets mening altså under.