AT HÅNDTERE DET UHÅNDTERBARE. Dokumentation af den arkitektoniske kulturarv

Transkript

1 1

2 AT HÅNDTERE DET UHÅNDTERBARE Dokumentation af den arkitektoniske kulturarv Nina Ventzel Riis Platform for Arkitektonisk Kulturarv Ph.d.-afhandling ved Arkitektskolen Aarhus,

3 3

4 De fleste huse er stille. Men der findes nogle huse, som taler. Og så findes der nogle få, som synger. 4

5 PH.D.-AFHANDLING NINA VENTZEL RIIS, ARKITEKTSKOLEN AARHUS 2014 Hovedvejleder: Niels Albertsen, Professor, Arkitektskolen Aarhus Projektvejleder: Thomas Bertelsen, Redaktør Danmarks Kirker, Nationalmuseet Bivejleder: Lars Nicolaj Bock, Lektor, Arkitektskolen Aarhus Medmindre andet er angivet under de enkelte billeder, er alle billeder i afhandlingen taget af forfatteren til afhandlingen. Citatet på forrige side er oversat fra svensk af undertegnede. Min kilde (Eriksdotter, 2005, p. 11) nævner Plinius den ældre som ophavsmand til citatet. Det er dog ikke lykkedes mig, at finde frem til den oprindelige kilde og Professor Emeritus i Klassiske Studier, Jacob Isager påpeger, at der er en vis sandsynlighed for, at citatet kan stamme fra en græsk tragedie og ikke fra Plinius den ældre. Citatet bliver dog ikke mindre relevant af den grund, hvorfor det optræder her i afhandlingen. 5

6 TAK Jeg skylder min hoved- og projektvejleder en stor tak for deres indsats, hjælp og støtte med at gøre denne afhandling mulig. Mere kompetent vejledning kunne ikke være givet med jer to som team. Tak Niels, for dine altid konstruktive, strukturerede, velovervejede, interessante og kloge kommentarer og tak Thomas for din store indføling i projektet, forståelse for processen og store viden om historisk arkitektur. Også en stor tak til min bivejleder Lars for tidligt i mit studie, at have vakt min interesse for kulturarv, restaurering og dokumentation og for at have lært mig alt det grundlæggende der er at sige om dette fag. Tak for stor inspiration og altid spændende diskussioner og gode kommentarer. Nævnes skal også afgået Professor ved Arkitektskolen Aarhus, Gert Beck-Nielsen, der startede ud som hovedvejleder på projektet og som i den helt spæde start gjorde projektet muligt. Tak til gode venner for støtte, hjælp og gennemlæsninger. Og ikke mindst tak til min familie, for at have hjulpet, støttet og bakket mig op igennem hele processen. Især Morten, der har engageret sig, lyttet, opmuntret og været en yderst kompetent diskussionspartner. Tusind tak til jer alle. 6

7 7

8 FORORD I august 2008, i begyndelsen af dette forskningsprojekt, tog jeg toget til et forblæst og regnfuldt sted i Nordvestjylland. Målet for rejsen var en lille romansk kirke, der lå og ventede på at blive taget ned. En helt speciel situation, der afstedkom fascination, undren, vrede, forargelse og interesse fra både lokalsamfundet, fagligt interesserede og den landsdækkende presse. Kirken ligger ud til en stejl skrænt og var tæt på at styrte i havet, hvilket man af sikkerhedsmæssige grunde ikke ønskede, skulle ske. Jeg mødte bygningen for første gang midt i denne tumult og hele situationen omkring nedtagningen af kirken, den oprørte lokalbefolkning, nysgerrige journalister og det barske vejr sidst på denne sommer, gjorde, at kirken i sig selv virkede som en tavs og træt gammel dame, der lod tumult være tumult og stiltiende gav de pårørende ansvaret for beslutningen om hendes fremtid. Under opmålingen af kirkens nordfacade, begyndte en række tanker og spørgsmål at dukke op i forhold til emnet kulturarv, bevaring, dokumentation og restaurering: Hvorfor bevare fortidens bygninger? Er det materialet eller idéen om bygningen, der er vigtig? Hvad er det ved kulturarven, der gør os kede af det, når den forsvinder? Kan kulturarv flyttes og genopføres? Hvad er egentlig kulturarv? Er det noget særligt ved bygningen i forhold til kvalitet, historie, tid eller håndværk? Hvad er essensen i en bygning og kan den bevares? Eller er essensen i virkeligheden alt det, vi ikke kan målsætte og formulere men som netop gør bygningen særlig? Mårup Kirke er i dag taget delvist ned. I takt med at skrænten rykker tættere på kirken, tager man mere og mere af kirken ned. Dette er en yderst sjælden situation og derfor er Mårup Kirke blevet et givende og interessant forskningsobjekt under nationalmuseet. Mårup Kirke Øverste to: før nedtagningen. August 2008 Nederste to: under nedtagningen. Oktober 2008 Modsatte side: Under nedtagningen. Oktober

9 9

10 I dokumentationssammenhænge siges det ofte, at en fuldendt dokumentation også er en komplet destruktion af bygningen, idet alle sammenhænge og konstruktioner i bygningen skal blotlægges før alle informationer i bygningen er tilgængelige. Mårup Kirkes sammenhænge og konstruktioner pilles i den grad fra hinanden og i dokumentationsøjemed er det et drømmescenarie. Det sørgelige og paradoksale er, at man mister dokumentationsobjektet i processen. I dette sjældne tilfælde har det været nødvendigt og heldigvis er dokumentationsprocessen ikke normalt en handling der truer bygningen på livet, men en proces der skal bidrage til viden, bevaring og formidling af den arkitektoniske kulturarv. Mårup Kirke, og nedtagningen af denne, har givet et godt og tydeligt billede på, hvor stor en betydning kulturarven er i vores bevidsthed. Måske ikke i dagligdagen, hvor vi lever og færdes fredsommeligt omkring den, men når et særligt tilfælde opstår og scenariet er, at kulturarven forsvinder, bliver der råbt højt og sørget. Mårup kirke ville være forsvundet uanset om den var taget ned eller styrtet ned. I forbindelse med nedtagningen, har kirken bidraget med ny viden om specifikt denne kirke og dens byggeskik, materialer og opførelsestidspunkt, men også mere generel viden om de romanske kirkers byggeforløb og opførelsesmetoder. Mårup Kirke. august 2014 Foto: Thomas Bertelsen Modsatte side: Mårup KirkeOktober

11 INDHOLD INTRODUKTION Indledning Baggrund og motivation Indkredsning og afgrænsning af emnet Udvikling af dokumentationsfeltet hvordan? Arkitektonisk kulturarv og dens betydning Bevaring og restaurering Problemformulering og forskningsspørgsmål DOKUMENTATION INDTIL NU FORSKNINGSHISTORIE Det store perspektiv Dokumentation i Danmark og Norden TEORETISK INSPIRATION I dialog med den historiske bygning Værdi og værdisætning Dokumentation NUTIDIG DOKUMENTATION EKSISTERENDE METODER Karakteristik Analyse Casestudier som metode Casestudier i afhandlingen Case 1, Fredensborg Slot, Nordfacaden Case 2. Nørre Vosborg - Hovedbygningen, Case 3. Det gamle Børneasyl Mejlen, Århus DISKUSSION OG ANALYSE AF DE TRE CASESTUDIER

12 KULTURARV OG ATMOSFÆRE GAMLE TRADITIONER NYE ERKENDELSER Bygningsdokumentation og atmosfære Fænomenologisk tilgang til dokumentation Geometri og fænomenologi Tidslighed og rumlighed Atmosfæreforskning Gernot Böhme Juhani Pallasmaa Peter Zumthor Atmosfærebegrebet i afhandlingen Dokumentation, restaurering og atmosfære Atmosfæretransformationer ATMOSFÆRISKE CASESTUDIER Metode til atmosfærebeskrivelser Fredensborg slot, nordfacaden Atmosfærebeskrivelser under restaurering Refleksion og vurdering Nørre Vosborg, Hovedbygningen Atmosfærebeskrivelser før restaurering Refleksion og vurdering Det tidligere børneasyl, Mejlen Atmosfærebeskrivelser før restaurering Refleksion og vurdering KONKLUSION OG ANBEFALINGER TIL FREMTIDIG DOKUMENTATION PERSPEKTIVERING RESUMÈ ENGLISH ABSTRACT Bilag

13 13

14 INTRODUKTION Om afhandlingen, dens aktualitet, tilbliven, indhold og afgrænsning 14

15 Indledning Denne afhandling omhandler dokumentationsfeltet i arkitektonisk kulturarv, dets metoder samt metodernes udvikling. Dokumentation og restaurering hænger uløseligt sammen, og for restaureringsarkitekten er dokumentationen det grundlæggende materiale, som fremtidige beslutninger tages ud fra. Denne uløselige sammenhæng gør det vigtigt for faget at få undersøgt, om der findes typer af værdier i den arkitektoniske kulturarv, som ikke dokumenteres med det eksisterende metodeapparat. Dette undersøges i afhandlingen, og det påpeges, at de fremherskende metoder, som primært fokuserer på geometriske og dimensionelle forhold, ikke får fat i de stemningsmæssige eller atmosfæriske værdier i den arkitektoniske kulturarv. I afhandlingen sættes der derfor særligt fokus på de atmosfæriske værdier og deres karakter med henblik på at finde metoder til beskrivelse og dokumentation af disse. Afhandlingen tager afsæt i tre forskningsspørgsmål, der undersøger henholdsvis fortid, nutid og fremtid i forhold til bygningsdokumentationsfeltets udvikling. Spørgsmålene er følgende: 1. Forskningshistorie Hvordan har metoder indenfor bygningsdokumentation udviklet sig gennem tiden og hvordan er vi kommet frem til de metoder vi kender og bruger i dag? 2. Dokumentation i dag Hvilke egenskaber og hvilken karakteristika har de metoder, vi bruger i nutidens bygningsdokumentationer? Hvilke kvaliteter og begrænsninger har de, og hvilken indflydelse har det på det efterfølgende restaurerings- og bevaringsarbejde inden for den arkitektoniske kulturarv? 3. Atmosfære og kulturarv Værdierne i den arkitektoniske kulturarv skal ikke opfindes, men findes. Vores nutidige metoder formår ikke at fokusere på alle typer værdier inden for den arkitektoniske kulturarv, og en større gruppe værdier risikerer derfor at gå tabt i dokumentationerne og det efterfølgende bevarings- og restaureringsarbejde. Der 15

16 efterspørges derfor en metode, som kan bruges til at beskrive den type værdier, der findes i kulturarven, men som vi ikke er i stand til at dokumentere i dag. Kan man derfor gøre dokumentationsarbejdet mere mangfoldigt ved at udvide det med nye metoder, der fokuserer på atmosfæriske værdier? Svarene på forskningsspørgsmålene munder ud i henholdsvis en forskningshistorie, tre casestudier og en undersøgelse af begreberne atmosfære og kulturarv ud fra en fænomenologisk angrebsvinkel. På baggrund af disse tre hovedtemaer udvikles et fokus og en måde, hvorpå vi fremadrettet kan inddrage atmosfæriske værdier i dokumentationen af den arkitektoniske kulturarv. Ved således at udvide beslutningsgrundlaget for kommende restaureringer, åbnes muligheden for, at kulturarvens bygninger fremover vil blive behandlet og håndteret anderledes, end de bliver det i dag. Og hvorfor nu det? Kan vi ikke nøjes med at opleve atmosfæren og efterfølgende lade de traditionelle dokumentationsmetoder indfange de værdier, de allerede formår at registrere? Og hvad skal vi bruge viden om atmosfære til i restaureringsprocessen? Det ligger i begrebet, at arkitektonisk kulturarv er mere end bare mursten og mørtel. Begrebet arv antyder, at vi skal passe på disse kulturobjekter, så de kan videregives til kommende generationer. Problemerne opstår, når registreringer og dokumentationer af et givent sted, på baggrund af de eksisterende metoder, reducerer kulturarvsobjekterne til rene dimensionaliteter. Det er derfor afgørende, at dokumentationsfeltet og de værdier, der optræder heri, løbende tages op til vurdering og revision, således at udviklingen af området kan følge med de krav, der stilles af fagområdet, samfundet og - på sin vis af bygningerne selv. I afhandlingen tages der afsæt i det eksisterende dokumentationsfelt med en intention om ikke at erstatte dette, men at bygge ovenpå og supplere den information vi får herfra: de konkrete, målbare og håndterbare værdier. 16

17 Via tre casestudier: hovedbygningen på herregården Nørre Vosborg, nordfacaden på Fredensborg Slot og det gamle børneasyl i Aarhus, Mejlen, tages der i afhandlingen fat om de eksisterende og ændrede atmosfærer i de aktuelle restaureringsprojekter, og det undersøges, hvordan man kan beskrive og sætte fokus på de værdier, som ud fra de fremherskende metoder forekommer uhåndterbare. Som hjælp til at håndtere det uhåndterbare inddrages fænomenologien, der får os til at flytte fokus fra den menneskelige skala og bygningernes geometri til den menneskelige sansning og oplevelse, som netop er indgangsvinklen til behandling af værdier af atmosfærisk karakter. Med udgangspunkt i en definition af atmosfære, som etableres ved hjælp af den tyske filosof Gernot Böhme samt de to arkitekter, finnen Juhani Pallasma og schweizeren Peter Zumthor, introduceres det, i den arkitektoniske kulturarvs fagområde, nye begreb atmosfæretransformation. Begrebet skal minde os om, at enhver restaurering er en atmosfæretransformation, hvorfor restaureringen (som enhver anden transformation) bør bygge på en bevidst og mangfoldig dokumentation. Der findes ingen nemme eller entydige løsninger på ovenstående problemstillinger, men med denne afhandling ønsker jeg at bidrage med undersøgelser, refleksioner og tanker, der munder ud i en række anbefalinger, som er rettet mod restaurerings- og bevaringsfaget Målet med anbefalingerne er at gøre fagfæller bevidste om, at værdier af atmosfærisk karakter kan og bør indgå i enhver dokumentation, og at atmosfære derved, på lige fod med andre værdier, kan bruges som en gyldig begrundelse for håndtering og bevaring af den arkitektoniske kulturarv. 17

18 Baggrund og motivation Som uddannet restaureringsarkitekt fra en skole med en lang og grundig tradition indenfor udførelsen af restaureringsfagets grundlæggende metoder, har dokumentationsarbejdet været en stor og vigtig del af både mit bachelor- og kandidatstudie. Dette forskningsprojekt har været en ideel mulighed for at fordybe mig yderligere i begrebet dokumentation og hvad der følger herunder. Især har det været givende, at have tid til at reflektere over nogle af de processer der eksisterer inden for dokumentation og bevaring, hvormed en dybere forståelse for, hvorfor vi udøver denne praksis, er opnået. Afhandlingen skal bidrage til en større bevidsthed omkring udviklingen inden for bygningsdokumentation som en forudgående nødvendighed før enhver restaurering. At tage del i denne udvikling, har ikke kun været et mål i forhold til optimering af metoder, men hænger uløseligt sammen med bevaringsarbejde og kulturarvsforvaltning, idet dokumentationen af kulturarv handler om udpegning, registrering, værdisætning og formidling. Vores måder at bevare, håndtere og forvalte kulturarven på, er afhængig af de metoder vi bruger inden for dokumentationen, hvilket har været den grundlæggende motivation for denne afhandling. Indkredsning og afgrænsning af emnet Udgangspunktet i denne afhandling er begrebet dokumentation, men som alle andre begreber, bevæger også dette sig ud og griber fat i andre processer. Dermed omhandler afhandlingen også begreber som restaurering, restaureringsteori, bevaring, værdier og værdisætning. Endvidere er atmosfærebegrebet blevet et væsentligt begreb i afhandlingen og sammen med dokumentation og restaurering, gives dette begreb stor opmærksomhed i afhandlingens sidste halvdel. 18

19 For at holde afhandlingen indenfor det tidsmæssige mulige, har jeg tidligt i projektet valgt at begrænse mine studier til dokumentationer af bygninger inden for den arkitektoniske kulturarv. Geografisk har jeg valgt at bygningerne skal være at finde i Danmark, ligesom forskningshistorie og metodestudier også primært tager afsæt i danske traditioner. Afhandlingens afsluttende anbefalinger er derfor også rettede mod den fremtidige dokumentationspraksis i Danmark, men vil også kunne introduceres og bruges internationalt. Hvor naturvidenskaberne sigter mod at stå for en objektiv og neutral forskning, der forøger at lukke huller i et ofte grundigt afdækket felt, udfolder afhandlingen her sig inden for det felt man kunne kalde for kulturvidenskab, der beskæftiger sig med menneskelige frembragte kulturelle fænomener, hvor fortolkningen af fænomenet ofte præges af fortolkeren selv, hvilket i denne afhandling omfavnes og bruges aktivt i forsøget på at styre udviklingen i en bestemt retning. Fænomenologisk forskning vinder mere og mere indpas i forskningsområder der ikke tidligere har haft traditioner inden for denne gren af videnskabsteorien. At dette sker i det omfang det gør, kan næppe være tilfældigt, men opfattes i denne afhandling, som en modstand mod verdens stigende rationelle, optimerende og vækstfokuserende tendenser. Afhandlingen er bygget op som en monografi, der på traditionelt vis præsenterer ph.d.-projektets indhold i en række kapitler der gennemgår projektets proces. Kapitlerne supplerer hinanden, og forsøger at besvare forskningsspørgsmålene der præsenteres i afhandlingens indledning. Projektets kapitler er: Introduktion Dokumentation indtil nu (fortidsvinkel) Nutidig dokumentation (nutidsvinkel) Atmosfære og kulturarv (fremtidsvinkel) Konklusion I det introducerende kapitel fremlægges opgavens omdrejningsfelt, efterfulgt at afhandlingens teoretiske 19

20 20

21 udgangspunkt, der skal bidrage til forståelse af det felt som resten af afhandlingen udspiller sig i. Derefter følger forskningshistorien, en historisk og analytisk beskrivelse, der opridser udviklingen indenfor dokumentationsfeltet gennem tiden. Kapitlet Dokumentation i dag, skal ses som en status quo eller state of the art, hvor feltets nuværende metoder gennemgås hvorefter tre udvalgte casestudier bidrager til en anskueliggørelse af, hvordan dokumentationer kan se ud i dag. Afhandlingens empiri består af tre udvalgte casestudier. Der er valgt tre cases for at sikre en vis bredde og mangfoldighed i de data der kommer ud af studierne. Casestudierne optræder to steder i afhandlingen. Første gang, hvor de præsenteres og gennemgås ud fra den traditionelle tilgang til dokumentation. Senere introduceres de igen i afhandlingens atmosfærekapitel, hvor de dokumenterede objekter beskrives ud fra en atmosfærisk vinkel, før og efter restaurering. Til sidst vurderes og reflekteres der over, om der findes værdier i objekterne der ikke var dokumenteret ud fra de traditionelle dokumentationsmetoder, men som ville kunne betegnes som bærende kulturarvsværdi for det givne objekt. Kapitlet om kulturarv og atmosfære introducerer en ny tilgang til dokumentationsfeltet og diskuterer her om og hvordan atmosfæriske beskrivelser kan blive en del af fremtidens dokumentationer, således at værdigrundlaget for fremtidige fredninger og bevaringsarbejde udvides og nuanceres. Udover en indledende karakteristik af begrebet atmosfære, indeholder denne del af afhandlingen også atmosfærebegrebet set i forhold til de tre casestudier. Afhandlingen sluttes af med et opsummerende, konkluderende og perspektiverende kapitel. Kapitlerne Forskningshistorie og Dokumentationsfeltet i dag skiller sig ud ved at forholde sig til det eksisterende fagområde og dets teori og praksis og behandles i denne afhandling dels for at understrege, at det ikke er hensigten med det nye bidrag i denne afhandling, at erstatte det eksisterende fagområde indenfor dokumentation, men i stedet supplere det med en ny tilgang og bevidsthed til dokumentationsfeltet. 21

22 Derudover bidrager forskningshistorien med en samlet, kort historisk gennemgang af dokumentationsfeltets historie i Danmark, hvilket ikke har været at finde andre steder. Udvikling af dokumentationsfeltet hvordan? Forskningsspørgsmålene i afhandlingen fokuserer på, hvordan vi optimerer kvaliteten af de dokumentationer vi udfører af den arkitektoniske kulturarv i fremtiden, på baggrund af den praksis vi har udført indtil nu. Først og fremmest har jeg valgt at se på, hvordan en optimering inden for dette felt kan udmønte sig. Én måde at optimere dokumentationsfeltet på, er at fortsætte med at udvikle teknologien inden for opmåling og registrering. Den digitale opmålingsproces kan hjælpe os med at måle ting der før har været meget vanskelige eller umulige at måle op. Der findes flere metoder inden for digital opmåling og disse metoder kan hele tiden forbedres og optimeres ved at gøre dem hurtigere, mere præcise, mere tilgængelige og mere brugervenlige. Det resultat de digitale opmålinger og registreringer bidrager med, er typisk grundige og systematiske opmålinger der rummer en stor grad af detaljeringer. Efterhånden kan én person udføre opmålingstegninger på samme tid, som det tidligere ville have taget et helt hold af opmålere at lave. Problemet med de digitale opmålinger er, at instrumenterne der måler, ikke er intelligente og derfor ikke ved, hvad de måler, hvad der har relevans og hvad der ikke har. I afhandlingen ønsker jeg at fokuserer på et alternativ og en supplering til den digitale opmålingsmetode, som må siges at være den herskende dokumentationsform når man ser på den aktuelle udvikling inden for feltet. Tidligt i ph.d.-projektet besluttede jeg at arbejde med de typer værdier, der ikke lader sig indfange af laserscanneren, totalstationen eller GPS, men som kræver en menneskelig oplevelse, refleksion og bearbejdning for at kunne dokumenteres. I dag måler vi bygningerne. Men hvad er det egentlig vi 22

23 måler? Og kan vi forstå bygningerne ud fra andre, end de målbare parametre? Arkitektonisk kulturarv og dens betydning Kulturarv, som overordnet begreb, er ikke kun vigtigt for samfundet som en stor fælles hukommelse, men også for det enkelte individ i forhold til at forstå sig selv i samfundet og i historien. Som menneske, er det vigtigt at kunne sætte sig selv ind i en historisk kontekst for at forstå sig selv og træffe kvalificerede valg for såvel sig selv som for samfundet. I afhandlingen snævres kulturarvsbegrebet ind til at omhandle den arkitektoniske kulturarv og inden for den arkitektoniske kulturarv, vælges der et fokus på den byggede del af den arkitektoniske kulturarv. Det vil sige at der primært hentydes til fredede og bevaringsværdige bygninger, når der i afhandlingen står bygningen, huset, objektet eller genstanden. Den arkitektoniske kulturarv i Danmark favner bredt og rummer mange typer af bygninger: Både gamle og nyere bygninger kan fredes, og de allerede fredede bygninger spænder i størrelse fra små lysthuse og skure til slotte og herregårde, og i forskellighed fra fyrtårne og industrianlæg til etagebyggeri og rådhuse. De fredede bygninger er altså væsentlige repræsentanter for den samfundsmæssige udvikling eller er udvalgt som unikke, arkitektoniske værker. 1 At et objekt udpeges som en arv, fortæller om vilje og lyst til at videregive objektet til kommende generationer, hvilket kræver at objektet bevares, så det er i stand til at blive videregivet. Når noget skal bevares, må vi nødvendigvis finde ud af, hvad der er værd at bevare og passe på og hvad der ikke er. Dette kræver en viden om objektet samt den historie objektet har med sig. Derfor fører kulturarvsbegrebet en række andre begreber med sig, som man nødvendigvis er nødt til at kende og kunne håndtere, herunder begreber som værdi og 1 (Kulturstyrelsen, 2014) 23

24 værdisætning, bevaring og dokumentation, som jeg kommer ind på senere i afhandlingen. At kulturarven bevares, ikke kun for historiens skyld, men også for vores identitetsfølelse og forståelse af verden er en almindelig betragtning: Kulturarven kan både konkret og i mere overført betydning forstås som nationens fælles gods, og kendskabet til kulturarven fremhæves ofte, som afgørende for menneskets forståelse af sig selv og sin omverden. 2 Hvorimod forståelsen af kulturarven og dens betydning, er et mindre behandlet emne. I udgivelsen Conserving the Authentic essays in honour of Jukka Jokilehto, skriver arkitekten D. Bell I sin artikel Naming the parts: It is not the thing per se we are trying to conserve, but its cultural significance (and so its value), that we conserve by conserving the thing. That is to say, there are two components that direct actions; 1.The thing itself (its nature, condition and context); on which the action is taken. 2. Its aspects of significance, for whose conservation the action is designed. 3 Kulturarv er ikke blot de objekter vi udpeger og bevarer. Det er også de følelser den får os til at få, de handlinger den får os til at gøre og de minder den får os til at gemme. Den arkitektoniske kulturarvs betydning hænger uløseligt sammen med tidsbegrebet og derfor kan vi ikke komme udenom, at arbejdet med den arkitektoniske kulturarv kræver at vi fokuserer både bagud og fremad i tiden. Vi kan ikke arbejde med kulturarv, uden at kende den kontekst objektet kommer fra og såfremt der tillægges objektet værdi af nogen form, må man nødvendigvis også forholde sig til, hvordan objektet kan eksistere i fremtiden. 2 (Kulturministeriet, 2003) 3 (King, 2009, p. 55) 24

25 Bevaring og restaurering Bevaring og restaurering er begge processer der alene kunne skrives en afhandling om, hvorfor jeg vil prøve at begrænse dette afsnit til et minimum. Jeg synes dog en definition af de to begreber er nødvendig, for at indramme konteksten af det felt jeg bevæger mig i. Dokumentation hænger uløseligt sammen med restaurering og restaurering er en forudsætning for bevaring af den arkitektoniske kulturarv. Når noget udnævnes som værende en arv, er det et udtryk for, at vi har at gøre med noget vi ønsker at give videre til kommende generationer. I denne proces kommer man ikke uden om bevaring, som en nødvendig handling indenfor alle kulturarvsområder. At restaurere en bygning, er at bevare den, eller i hvert fald at muliggøre dens fortsatte eksistens ved at forhindre eller forsinke tidens forfald. En vending der ofte bruges, er bevaring gennem brug, som hentyder til at når en bygning bruges, vedligeholdes den løbende, hvorfor tomme bygninger ofte står og forfalder grundet manglende vedligehold. Bevaring af en bygning betyder at sørge for, at bygningen kan fortsætte med at være bygning. Hvordan dette gøres er komplekst og rummer adskillelige diskussioner omhandlende restaureringsteorier og begrebsdefinitioner. Den arkitektoniske kulturarv adskiller sig markant fra andre kulturarvsobjekter ved, samtidig at være et bevaringsværdigt objekt, også at være et nutidigt funktionsobjekt, der ofte forventes at kunne fungere præcist lige så godt som nyopførte bygninger. Restaurering henviser i ordets egentlige betydning til den handling at tilbageføre et byggeri til den form og det udtryk det oprindelig havde da det blev opført. En praksis der, på trods af ordets popularitet, sjældent ses udført fuldt ud. Derimod placerer de fleste restaureringer sig et sted imellem restaurering (i ordets egentlige forstand), at føre tilbage, og nybygning med mere eller mindre balance mellem udskiftning og bevaring af det eksisterende byggeri. Brugen af begrebet restaurering er diskuteret igen og igen i fagkredse. Selve ordet restaurering kommer af det 25

26 latinske restaurare, 4 der betyder at genopføre eller genoprette, men udover ordets oprindelige betydning, har man i mange år brugt det som et overordnet begreb for det at ændre ved en bygning, om så det er vedligeholdelse eller større ændringer. Arkitekt Lars Bock (1954-) har i sin artikel Transformation 5 beskrevet, hvordan begrebet restaurering, som overordnet fælles betegnelse for det at interagere med den arkitektoniske kulturarv, udfordres af begrebet transformation. Det er til stadighed uenighed om, hvornår de forskellige begrebet bruges og i hvilke sammenhænge. Uanset hvilket indgreb der foretages på bygningen, vil bygningen blive transformeret i forhold til det forfald der ellers ville ske, hvis man lod den stå uden nogen former for indgreb. Også begrebet restaurering, i den tilbageførende betydning, vil være en transformation og Bock peger i artiklen på, at ordet instaurering, der henviser til en genoprettelse og derfor peger et andet sted hen end tilbage, med god grund kunne indføres som pendant til ordet restaurering. 6 Også arkitekt Johannes Exner (1931-) har arbejdet med begreber og definitioner for det at interagere med bygninger 7. Han påpeger det bemærkelsesværdige i, at vi i Danmark kalder det for restaurering (tilbageførelse) mens man i England kalder det for conservation (bevaring). Han lader sig inspirerer af Bernard M. Feildens engelske termer, der ifølge ham, er langt mere præcise og detaljerede end de danske termer. Således er nedenstående liste 8 en opremsning af hvad ordet restaurering, kan betyde: 4 (Bock, 2011, p. 6) 5 (Bock, 2011) 6 (Bock, 2011, p. 6) 7 (Exner, 2007) 8 (Exner, 2007, p. 66) 26

27 Bygningspleje: Forebyggelse Beskyttelse Konsolidering Restaurering Rehabilitering Genfremstilling Rekonstruktion Handling: Forhånds beskyttelse Reparation Sikring af struktur og stof Tilbageføring til opr. skikkelse Genopretning Indplacering af kopi Udførelse af nøjagtig kopi Listen viser, at ordet restaurering kun er et begreb blandt mange i forhold til, hvordan man kan behandle en bygning og at restaurering i ordets tilbageførende betydning, sjældent er den praksis man udfører, når man italesætter sine handlinger og siger at man restaurerer. Den, til alle tider igangværende diskussion omkring begreberne og deres betydning, giver, udover den diskursive diskussion, et indblik i kompleksiteten af restaureringsprocessen. De historiske lag forpligter og kræver at alle valg omkring bygningen foretages på baggrund af viden og bevidst stillingtagen til det givne bygningsobjekt og dets værdier. Netop på grund af historien, skal der undersøges, vurderes og besluttes hvordan, hvor meget og hvornår en restaurering vil være god for bygningen. Begrebsdiskussionen er blot en lille del af de igangværende diskussioner indenfor restaurerings- og bevaringsfeltet og for at få en større forståelse af den restaureringsproces der ofte er grunden til, at der udføres bygningsdokumentationer, følger her en kort introduktion af de to teoretikere John Ruskin ( ) og Viollet Le Duc ( ). Ruskin og Viollet-le-Duc Historisk set er der mange der har udtalt sig om restaurering og bevaring. Indenfor bygningsrestaurering, er især den engelske kunstner, kunstkritiker og prærafaelit John Ruskin og den franske arkitekt og teoretiker Eugene Viollet-le-Duc kendte for at udtale sig om restaurering. De fremstilles ofte som de to yderpoler i restaureringsteoretiske diskussioner, hvor de står for hver deres ideal inden for restaurering. Ruskin værner frem 27

28 for alt andet over originalsubstansen og er fortaler for, at materialet og de spor der gemmer sig heri bevares. Le- Duc restaurerer med den oprindelige idé eller tegning som øverste ideal og står ikke tilbage for at ændre på den oprindelige bygning for at opnå et bedre og mere fuldendt værk. Herunder følger et kort resume af le-duc og Ruskin og deres tanker. Ruskin er som udgangspunkt imod restaurering og påpeger her, at: Hverken offentligheden eller de, der tager vare på offentlige monumenter, forstår den sande betydning af ordet restaurering. Den er ensbetydende med den mest fuldkomne ødelæggelse, der kan overgå en bygning: en ødelæggelse ledsaget af en falsk beskrivelse af det ødelagte. 9 Ruskin mener, at det er umuligt at restaurere noget, der nogensinde har været stort eller smukt i arkitekturen og at restaureringen er en løgn. Han erkender at en restaurering kan være nødvendig men at det er en ødelæggelsens nødvendighed. Ruskins modstand overfor restaurering, skyldes at han tillægger originalsubstansen stor værdi og at enhver sten der fjernes eller erstattes, forringer bygningen og dens autenticitet. I modsatte grøft er Viollet-le-Duc, der ikke tillægger materialet og dets overflade synderlig værdi, men som hylder form og idé: At restaurere et bygningsværk, det er ikke at vedligeholde det, reparere det eller genskabe det, det er at reetablere det i en fuldstændig skikkelse, som måske aldrig har eksisteret på noget bestemt tidspunkt. 10 Viollet-le-Duc påpeger, at en bygning efter endt restaurering altid skal kunne overdrages til fremtiden og kunne fungere i fremtiden i længere tid end det hidtil har eksisteret. På trods af Viollet-le-Duc s fokus på form og idé, er han ikke ligeglad med materialet. Hans princip er, at enhver udskiftning af eksempelvis en sten, bør erstattes 9 (Ruskin, 2005, p. 223) 10 (Viollet-le-Duc, 2000, p. 15) 28

29 af en sten af bedre kvalitet end den forrige, således at restaureringen altid vil forbedre bygningen på alle områder. 11 Ruskin og le-duc s måder at forstå restaurering på, bruges stadig i dag indenfor restaureringsprojekter. I forhold til restaurering, kan en veludført dokumentation angive, i hvilken retning restaureringen skal gå. Kulturarvens bygninger bevares af mange forskellige grunde og derfor bør restaureringen forholde sig til bygningens dokumentation og værdisætning hvorudfra beslutningen om restaureringens valg kan tages. Problemformulering og forskningsspørgsmål Ph.d.-projektet tager udgangspunkt i dokumentationsfeltets udvikling gennem tiden, men ser især på feltet som det ser ud i dag med det mål at kunne sige noget om hvor det ville være hensigtsmæssigt at feltet bevæger sig hen i fremtiden i forhold til de krav vi stiller til den efterfølgende værdisætning og bevaring. For at kunne det, har jeg i afhandlingen arbejdet ud fra følgende problemformulering, der er udarbejdet tidligt i projektet og ud fra stillingsopslagets krav: Gennem empiriske og teoretiske studier af dokumentationsfeltet før og nu, søges der en dybere forståelse for feltets udvikling i fortid, nutid og fremtid. Kan man, i forlængelse af disse undersøgelser, udvikle anbefalinger for, hvordan en metodisk og analytisk dokumentation, kan give optimale informationer om værdierne i den arkitektoniske kulturarv, herunder især de uhåndgribelige, immaterielle værdier, der knytter sig til den arkitektoniske kulturarv? Afhandlingens forskningsspørgsmål kan, ud fra problemformuleringen, sammenfattes i 3 sætninger, der hver især fokuserer på henholdsvis fortid, nutid og fremtid og i afhandlingen knytter sig til hvert sit afsnit. 11 (Viollet-le-Duc, 2000, p. 33) 29

30 1. Forskningshistorie Hvordan har metoder for bygningsdokumentation udviklet sig gennem tiden og hvordan er vi kommet frem til de metoder vi kender og bruger i dag? 2. Dokumentation i dag Hvilke egenskaber og hvilken karakteristika har de metoder vi bruger i nutidens bygningsdokumentationer? Hvilke kvaliteter og begrænsninger har de og hvilken indflydelse har det på det efterfølgende restaurerings- og bevaringsarbejde inden for den arkitektoniske kulturarv. 3. Atmosfære og kulturarv Værdierne i den arkitektoniske kulturarv skal ikke opfindes, men findes. Vores nutidige metoder formår ikke at fokusere på alle typer værdier indenfor den arkitektoniske kulturarv og en større gruppe værdier går derfor tabt i dokumentationerne og det efterfølgende bevarings- og restaureringsarbejde. Der efterspørges derfor en metode, som kan bruges til at beskrive den type værdier, der findes i kulturarven, men som vi ikke er i stand til at dokumentere i dag. Kan det lade sig gøre at udvide og mangfoldiggøre dokumentationsarbejdet med nye metoder der fokuserer på atmosfæriske værdier? For at kunne bevare kulturarven på en bevidst og kvalificeret måde, må alle typer af bevaringsværdige værdier i kulturarven kunne registreres, beskrives i ord eller billeder og dokumenteres. Afhandlingens hypotese er derfor, at: Der findes værdier i den arkitektoniske kulturarv, som ikke dokumenteres og derfor ikke bevares optimalt, fordi vi ikke har metoder der formår at indkredse og beskrive denne type af værdier. Hvis denne hypotese er korrekt, vil introduktionen af en ny tilgang til beskrivelse og dokumentation af en større mængde værdier end dem vi dokumentere i dag, betyde 30

31 at kommende dokumentationer, kan ændre på vores tilgang til bevaring. Det kan her påpeges, at registrering, dokumentation, værdisætning og restaurering hænger sammen som bevaringspraksis, og at det dermed er nødvendigt, at være bevidst om de helt indledende registrerende faser, herunder især dokumentationsfasen, der udgør grundlaget for de beslutninger, der tages i forhold til værdisætning og efterfølgende restaureringsproces. Med en interesse, der udspringer af det ovenstående, kan man spørge, om vi ville passe anderledes på vores fredede og bevaringsværdige bygninger, hvis værdierne vi bygger bevaringen på, var forskellige fra dem vi kender i dag? Uden at svare på dette nu, kan man dog allerede nu påstå, at det kan være svært at bevare noget man ikke kan formulere og formidle, hvilket jeg kommer nærmere ind på i afhandlingens kommende afsnit. 31 Modsatte side: Dagslys på Ørslev Kloster, 2006

32 32

33 DOKUMENTATION INDTIL NU Et kort historisk rids over tidligere forskning inden for bygningsdokumentationsfeltet 33

34 FORSKNINGSHISTORIE Det store perspektiv I dette kapitel, hvor jeg gennemgår udviklingen inden for bygningsdokumentationsfeltet, har jeg valgt at trække på den eksisterende forskning, hvorfor kapitlet primært består af litteraturstudier, der fremhæver de store træk inden for feltet. Kapitlet er delt i to afsnit, der henholdsvis giver en kort oversigt over historien samt en efterfølgende syntetisering af den udvikling, der læses i historien. At dokumentere bygninger gennem opmåling, er en disciplin, der har været praktiseret igennem århundreder. Før den digitale revolution og før kameraet, var opmålingen den eneste måde hvorpå man kunne gengive et værk i de rigtige mål, og denne proces gav den udøvende opmåler et godt kendskab til bygningen. Det var også igennem studier af tidligere værker, at man lærte at blive en god arkitekt med forståelse for proportioner, materialer, stilarter og bygningskunstens udvikling. It was a question of carefully measuring antiquity in order to draw from ancient works not only knowledge of the past but also rules for the present. 12 Helt tilbage til det 12. århundrede har man studeret fortidens monumenter som inspiration til kommende bygningsværkers arkitektur. 13 Især i Italien var interessen for at studere de eksisterende bygningsværker gennem skabelsen af en tegning, en yndet profession der udførtes af blandt andre Leone Battista Alberti ( ), Giuliano da Sangallo ( ), Donato Bramante Giuliano da Sangallos opmåling af serapishelligdommen og Colosseum, Billede lånt fra (De Fine Licht, 1993, p. 7) 12 (Pérotti, Tardy, & Beernaert, 2010) 13 (De Fine Licht, 1993, p. 6) 34

35 Andrea Palladios opmåling af badeanlæg i Rom. Årstal ukendt. Billede lånt fra (De Fine Licht, 1993, p. 9) ( ), og Andrea Palladio ( ). Disse arkitekter var kun få blandt mange, der interesserede sig for at måle og studere bygningsværker og senere også formidle studier og betragtninger gennem bogudgivelser. At mange skitsebøger og samlinger af tegninger stadig findes i dag, skyldes at de blev anset som samlerobjekter og dermed blev passet godt på. I dag kan vi lære af tegningerne og studere både opmålingskunsten, tegnekunsten og de bygninger, der er målt og tegnet og sidenhen revet ned eller bygget om. Alt sammen informationer, der bidrager til at tegne et samlet billede af arkitekturhistorien. Leone Battista Alberti og Sebastiano Serlio ( ) udgav begge deres studier og tanker i større arkitekturværker i bogform, og den skabte viden om bygningsværkerne blev således spredt ud til andre arkitekter og interesserede i bygningskunsten. Serlios trykte publikationer udbredte kendskabet til de romerske monumenter og var dermed en vigtig del af renæssancearkitekturens spredning i Europa. Til sammenligning, var Albertis værk uden illustrationer og dermed blot nedskrevne tanker, men havde dog alligevel en stor indflydelse på datidens måde at omgås bygningsværkerne. 14 Franskmanden og arkitekten Antoine Desgodetz ( ) påbegyndte et mere målrettet arkitekturstudium herunder et opmålingsarbejde, der efterhånden blev mere specifikt målrettet enkelte bygninger, der stod overfor ombygninger eller bygninger, der på grund af særlige karaktertræk eller stilarter, blev målet for studierejser. 15 Desgodetz udgav en bog i 1682 om Roms antikke arkitektur, hvorom der er skrevet: Composed of accurate drawings of Rome s main ancient buildings (as well as the amphitheater in Verona) accompanied by commentaries, the goal of the book was to provide the first precise description of ancient Roman architecture, thereby 14 (De Fine Licht, 1993, p. 8) 15 (De Fine Licht, 1993, p. 12) 35

36 correcting errors committed by the likes of Andrea Palladio, Sebastiano Serlio, and Antonio Labacco. 16 Ud fra citatet læses det, at Desgodetz havde en stærk vilje og tro på sig selv i forhold til at revolutionere og forbedre opmålingsfeltet. At ville udføre de første præcise beskrivelser af den antikke romerske arkitektur og i samme omgang rette på fejlene fra fortidens store arkitekter som Palladio og Serlio, må have krævet både de rette kompetencer og en god portion mod. Det viser også, at man tidligere, i tidens ånd, havde pyntet på opmålingerne og tegnet bygningerne mere lige og mere symmetriske end de var. Med Desgodetzs blev den aktuelle opmålingspraksis til en specifik handling målrettet en bevidst fremadrettet proces som for eksempel restaureringer 17, som jo derfor krævede en præcis og ærlig fremstilling af den eksisterende bygning. Det bevidste formål med opmålinger og dokumentationer, giver begreberne en mere akademisk karakter, idet der nu stilles krav til præcision, fremstilling og formidling for at tegningerne kan bruges i den efterfølgende restaureringsproces. Opmålingerne af Antoine Desgodetz viser en meget præcis og detaljeret gengivelse af blandt andet Pantheon. Udgivet i (Pérotti et al., 2010) 17 (De Fine Licht, 1993, p. 12) 36

37 Systematisk dokumentation udføres for alvor omkring starten og midten af 1700-tallet, hvor også den svenske læge, botaniker og zoolog Carl Von Linné ( ) systematiserer hele plante- og dyreriget i den orden vi kender og bruger i dag. Der opstår på denne tid et generel behov for at systematisere, klassificere, ordne og formidle verden. I 1835 opstod Generel Inspection of Monuments i Bavaria i Tyskland, der havde følgende formål: Compiling illustrated records of all buildings, monuments, statues and carvings of artistic or historic merit. 18 I 1887 ses en grundig og udførlig opmåling af katedralen i Regensburg, som er lavet forud for en restaurering og derfor er tegnet med et analyserende lag (rød farve), der viser, hvor materialet bør skiftes ud. Dokumentation som udgangspunkt for restaurering er blevet en del af arbejdsmetoden. Restaureringsplan for domkirken i Regensburg. Målt og tegnet i Billede lånt fra (Scmid, 2000, p. 55) 18 (Pursche, 2000) 37

38 Dokumentation i Danmark og Norden Der har i flere århundrede været tradition for at danske og nordiske arkitekter har dokumenteret den arkitektur de besøgte og studerede på deres rejser rundt i verden. Dokumentationerne er mere eller mindre videnskabelige og skiller sig ud fra hinanden, ved at antage karakter fra hurtige skitser der på et kort øjeblik skulle fange essensen af et sted, til meget grundige og udførlige farvelagte opmålinger, der dokumenterer alt fra kontekst, dagslysforhold, farver, konstruktioner og detaljer. I denne afhandling fokuseres der på den videnskabelige dokumentation, som et stykke arbejde, der bevidst forsøger at indfange værdier og kvaliteter ved et byggeri forud for en ændring i den pågældende bygning. Også herhjemme kender vi til fortolkninger af virkeligheden i opmålingstegninger. I Lauritz de Thurahs ( ) Den danske Vitruvius, er det en gængs opfattelse, at ikke en eneste af tegningerne er korrekte, men at han pyntede på virkeligheden i de mange hundrede opmålinger som trebindsværket indeholder. Kigger man ca. 100 år tilbage fra Thurahs opmålinger, er en af de ældste bygningsdokumentationer vi kender til i Danmark, en opmålingstegning fra 1660 erne af Skanderborg Slot opmålt af Ewert Janssen. Derudover findes der en opmåling fra 1707 af det tidligere Københavns slot. Der kendes ikke til hvilke metoder, der er blevet brugt til at måle bygningen med, men alle planer og flere tværsnit er repræsenteret i tolv blade, der forekommer at være forholdsvist nøjagtige. Man ved ikke, hvad denne opmåling skulle bruges til, men den kan være lavet forud for en ombygning, der skulle forsøge at samle det noget sammensatte bygningsværk. 19 På tværsnittet ses det, hvorledes opmålingstegningen er beskrevet med mål og derfor må antages, at have været brugt som et arbejdsredskab og dermed som et formidlende objekt. Københavns Slot (i dag Christiansborg), opmålt i Opmåler: ukendt. Billede lånt fra (Hansen, 2000, p. 8) 19 (Hansen, 2000, p. 7) 38

39 C.F. Harsdorffs opmåling af Palazzo Massimo alle Colonne i Rom, Billede lånt fra (De Fine Licht, 1993, p. 13) Andre publikationer, indeholdende refleksioner over dokumentationsprocessen, begyndte at dukke op sammen med kunstakademierne i og 1700-tallet. Det satte gang i publikationerne og genererede en voksende interesse for den historiske arkitektur. Herhjemme er det oprettelsen af Det Danske Kunstakademi i 1754 og indførelsen af medaljeordning med tilhørende rejselegater, der giver de unge talentfulde arkitekter mulighed for at rejse ud og studere Europas betydningsfulde, historiske værker. Opmålingen var på disse rejser dels en metode til at studere bygninger med, men også en måde hvorpå det kunne dokumenteres, at legatet var gået til det, det var tænkt til. 20 Unge arkitekter begyndte at tage på studierejser og både arkitekten C.F. Harsdorff ( ) og arkitekten C.F. Hansen ( (Hansen, 2000, p. 10) 39

40 1845) rejser til Rom, hvor antikkens arkitektur igen er blevet interessant. 21 C.F. Harsdorff opmåler blandt andet Hadrians Villa ved Tivoli i 1762 og fra C. F. Hansens hånd findes der opmålinger fra Rom og andre italienske byer fra årene omkring Harsdorffs tegninger af Hadrians Villa er omhyggelige udført i 1:96 og tegnet op i sort tusch. 23 Tegnestilen er her en noget anden end på Københavns Slot 55 år tidligere. Disse to eksempler er opmålinger som vi kan studere og derudfra fortolke eller gætte os til en mængde oplysninger om. Vi kan sammenligne dem, men mangler dog en mængde viden, der fortæller os, hvordan opmålingerne er udført og præcist af hvem. Der følger ingen forklarende eller analyserende tekst med opmålingerne, og vi ved kun, næsten med sikkerhed, at det er C.F. Harsdorff, der har målt Hadrians Villa ved Rom mens vi ikke ved, hvem der har fremstillet planer og snit af Københavns Slot i I 1820 erne rejste kunsthistoriker N.L. Høyen ( ), finansieret af kongehuset, rundt i landet og registrerede, skitserede og beskrev borge, gårde og kirker. Han konkluderede, at en stor del af bygningerne var i dårlig stand og krævede restaurering. Middelalderen og renæssancens arkitektur og detaljer ansås på dette tidspunkt som forbilledlige, og for at opnå et kendskab og en fortrolighed med bygningerne, måtte de derfor måles op. I 1840 erne opstod der derfor et stort behov for registreringer gennem opmåling, for at generere viden om en stil man ikke før havde dyrket og kendt grundigt. 24 Arkitekten J.D. Herholdt ( ), målte i 1843 S. Knuds kirke i Odense og modtog i 1851 den Neuhausenske præmie for opmålingen af en del af Kronborg. Med Herholdt blev den tætte forbindelse mellem opmåling og skabende virksomhed gjort synlig og udarbejdningen af hele samlinger til genstand for studier, registreringer og offentlig tilgængelighed bliver et mål i sig selv. 25 Bygningsdokumentationerne får Martin Borchs opmåling af Kronborg, Arbejdet blev udført sammen med flere andre, bl.a. Martin Nyrop under Hans J. Holms ledelse. Billede lånt fra (De Fine Licht, 1993, p. 19) Udsnit af Herholdts opmåling af S. Knuds Kirke i Odense. Opmålt Billede lånt fra (De Fine Licht, 1993, p. 17) 21 (De Fine Licht, 1993, p. 13) 22 (Lund, 2006, pp ) 23 (Hansen, 2000, pp. 7-9) 24 (De Fine Licht, 1993, p. 14) 25 (De Fine Licht, 1993, p. 16) 40

41 hermed et mere akademiseret og systematiseret præg over sig. Både arkitekten H. B. Storck ( ) og Hans J. Holm ( ) arbejdede en tid på J.D. Herholdts tegnestue og tog derfor dennes dokumentationspraksis til sig. En af de første store arkitekturpublikationer herhjemme, er værket Bornholms ældgamle kirkebygninger (Bornholmske kirker) fra 1878 af Hans J. Holm 26. Heri beskriver Holm, hvordan han har fået hjælp af en række unge arkitekter, heriblandt Martin Nyrop ( ) og Valdemar Koch ( ), til at måle og beskrive 15 kirker på Bornholm. Holm skriver i forordet (fortalen) at formålet med værket er (...) i en let tilgjængelig Bog at give en nøjagtig og, saavidt Omstændighederne have tilladt det, fuldstændig Fremstilling af de omtalte Kirkebygningers nuværende Former og Udseende. 27 Han uddyber senere i forordet, at det ikke har været meningen at give en fuldstændig udtømmende fremstilling af de Bornholmske kirkers kunsthistoriske betydning, ligesom det heller ikke har været målet at give en afgørende besvarelse af de spørgsmål flere af kirkerne har givet anledning til at stille. Derimod har målet været: ( ) at danne et Mindeskrift om Bygningerne, der kunde give et paalideligt Grundlag for Grandskningen af deres Konsthistorie, dels i Tilfælde af Spørgsmål om fremtidige Byggeforetagender ved disse Kirker at yde dem, der skulde have med Overvejelsen af saadanne Arbejder at gjøre, fornøden Hjælp og Vejledning. 28 Man har på et meget tidligt tidspunkt, haft en klar idé om hvad dokumentationerne skulle fokusere på og dermed også hvad de skulle kunne og hvad de ikke skulle kunne. At man i bygningsdokumentationer helt tilbage i 1878 (eller 1874 da det egentlige dokumentationsarbejde blev udført) har været bevidste om, at give råd og vejledning 26 (H. J. Holm, 1878) 27 (H. J. Holm, 1878, p. 3) 28 (H. J. Holm, 1878, p. 4) 41

42 til kommende arkitekter, der har skullet udføre ændringer ved kirkerne, giver et godt indblik i bygningsdokumentationsprocessen og viser også at dokumentationsarbejdet har haft en akademiseret, systematisk og nyttig funktion, der søgte efter at skabe og formidle viden til fremtidig brug. Man har på dette tidspunkt haft fremtiden i tankerne under udførelsen af dokumentationerne. Holm er, især efter sin død, fremhævet som en mester der stillede store krav og krævede at hans elever lagde vægt på detaljen uden at miste helheden. I en tale efter Holms død, fremhæves det, at Holm udførte sine opmålingsarbejder med en kunstnerisk finhed og omhu, som gjorde dem til forbilleder i vore nabolande, hvor man først senere opdagede opmålingsarbejdets fordele indenfor formidling og pædagogisk betydning. 29 I denne tid sker der også en udvikling af trykketeknikken, der gør det muligt at gengive flere detaljeringer i pennetegningerne end tidligere. 30 Valdemar Koch er en af de arkitekter og opmålere, hvis tegninger fortjener en trykketeknik, der får alle detaljer og tynde streger med. Hans opmålingstegninger tangerer en fotografisk gengivelse og dermed en detaljerigdom af særklasse. Dog er iagttagelserne, som Erik Hansen påpeger i artiklen Fra malerisk til analytisk opmålingens historie i Danmark 31, usorterede, og det er derfor op til modtageren af tegningen, at analysere de informationer tegningen giver. Samtidig med Koch, er arkitekten Hack Kampmann ( ), der brillerer med sin skitseblok og sine akvareltegninger. Kampmann skrev hjem fra sin rejse til Venezia i midten af 1880 erne følgende: 29 (De Fine Licht, 1993, p. 20) 30 (Hansen, 2000, p. 11) 31 (Hansen, 2000) 42

43 Hack Kampmanns opmåling af en del af Bispegården i Verona. Ikke dateret. Det er ikke denne opmåling Kampmann udtaler sig om i citatet. Billede er lånt fra (de fine Licht 1993, p. 21) Jeg arbejder i denne Tid paa en Opmaaling af Bibliotekets Forside. Den er god, men drøi at gaa paa. Fenger siger Jamen den findes jo i saa mange Værker og Klein Det er ikke tidssvarende at tegne og maale, man skal se saa meget som muligt og kjøbe Fotografier. Jeg siger, jeg vil blæse dem et Stykke og maaler alligevel. 32 Citatet fra Kampmanns brev fortæller os noget om opmålingsprocessen på det tidspunkt, men især også noget om de tanker, der begyndte at florere i opmålingskredsene. Fotografiapparatet vinder frem i slutningen af 1800-tallet, og man kan efterhånden købe 32 (De Fine Licht, 1993, p. 20) 43

44 fotografier af bygninger når man er ude at rejse. I citatet kommer det også frem, at tegningen, af nogle, ikke ses som tidssvarende, en tankevækkende kommentar når man tænker på opmålingstegningens stadige aktualitet i dag. Det mest tankevækkende ved citatet er dog Kampmanns reaktion på sine kollegers kommentarer. Han ønsker ikke at erstatte sine opmålingsarbejder med et fotografi, heller ikke for at slippe for det drøje arbejde tegningen tilsyneladende er. Kampmanns metodebevidsthed og metodekendskab får ham til at stå fast i forhold til kravet om kvalitet og præcision og hjælper ham i mange år med at skabe opmålinger, der i dag er kendt som både præcise, detaljerede, beskrivende og udtryksfulde tegninger og akvareller af bygninger. Kjeld de fine Licht udtrykker det således: Navnlig hans akvarelteknik, hvis våde pensel var usædvanlig for tiden, gjorde selv en nøgtern opmåling til en frisk og levende afbildning. 33 I 1892 opstår Foreningen af 3. december 1892, der beskæftiger sig med at dokumentere bygninger og formidle disse dokumentationer gennem publikationer. Foreningen udgav skriftet Gamle bygninger paa landet i opmaaling, fotografi og beskrivelse. Første hæfte udkom i 1911 og andet hæfte i 1916 og de indeholdt, som titlen afslører, opmålinger, fotografier og beskrivelser af gamle danske bygninger på landet. Flere arkitekter bidrog til hæfterne, blandt andre Kaj Gottlob ( ), Aage Rafn ( ) og Kay Fisker ( ). I forordet til hæfte to, står der at opmålingstegningerne i hæftet alle er gengivet i samme målestok, for at lette sammenligninger og give overblik. 34 Igen ser vi at bevidstheden omkring materialet som studieobjekt, er til stede. Endvidere undskylder tekstforfatteren, historiker og kunsthistoriker Chr. Axel Jensen ( ), at han har brugt sekundære kilder og ikke selv har været på stedet for at beskrive hvad han har set. Han mener selv at dette er en forringelse og at tekstens værdi er bleven mindre præcis Kaj Gottlobs opmåling af rådhuset i Sigtuna i Sverige, Billede lånt fra (De Fine Licht, 1993, p. 23) 33 (De Fine Licht, 1993, p. 20) 34 (Bygninger, 1911) 44

45 og mere almindelig, end det kunde ønskes. 35 Han afslutter forordet med, igen på undskyldende vis, at fremhæve at teksten blot er der, for at yde Støtte ved den kunstneriske Betragtning af Tegninger og Billeder, der i dette Værk er og bliver Hovedsagen. 36 Valdemar Kochs opmåling af sydfacaden på Ørbæklunde, Billede lånt fra (de fine Licht, 1993, p. 28) På trods af at man har valgt at få en museumsinspektør, mag. art., støttet af kulturministeriet, til at skrive teksten i publikationen, har man dog den opfattelse, at teksten er sekundær og at tegninger og billeder er det primære værk. En interessant oplysning i forhold til afdækningen af dokumentationsmetodernes betydning på det pågældende tidspunkt. Flere af de arkitekter, der bidrager til værkerne Bornholms Ældgamle Kirker og Gamle bygninger paa landet, for eksempel Valdemar Koch, Christian Kampmann, Kaj Gottlob og Martin Nyrop, er også aktive opmålere på egen hånd. I bogen Danske Teglstenskirker 37, udgivet i 1918 under ledelse af arkitekt H.B. Storck, findes flere opmålinger af Valdemar Koch, blandt andet Tikøb Kirke, målt i I samme år som Storck udgiver Danske Teglstenskirker, træder bygningsfredningsloven i kraft og bevaringen af bygninger sættes nu i system. Dette har også betydning for dokumentationen af bygninger, idet man har brugt og bruger bygningsdokumentationer i bevaringsarbejdet, for eksempel når det skal vurderes, hvor original eller ombygget en bygning er. En bygnings autenticitet kan fastslås ud fra sammenligninger af ældre og nyere opmålingstegninger og kan dermed påvirke beslutninger om, at en bygning skal fredes, affredes, ombygges eller bevares. Bygningsfredningslovens indhold er ændret gennem årene, senest i 1980, hvor A- og B- fredninger afskaffes og alle fredninger derefter behandles som A-fredninger. 35 (Bygninger, 1911) 36 (Bygninger, 1911) 37 (Storck, 1918) 45

46 46 Valdemar Kochs opmåling af Tikøb Kirke, Billede lånt fra (Bygninger, 1911)

47 I 1933 påbegyndes det store værk Danmarks Kirker, hvor fagfolk fra Nationalmuseet beskriver de godt 2300 danske kirker og deres historie, inventar, kalkmalerier og gravminder. Disse beskrivelser publiceres og udgives amt for amt. Hvor imponerende et værk, kirkeværket end er, så kan man dog også stille spørgsmålstegn ved det tidsmæssige spænd som arbejdet udfolder sig over. Arbejdet kommer til at tage mere end 100 år, hvorfor der kan peges på problemer i forhold til aktualiteten af de første beskrivelser allerede nu, halvvejs i værket, hvor flere af de først beskrevne værker måske allerede kunne genbeskrives med nye resultater og erkendelser til følge. I 1951 udkommer Danske Arkitekturstrømninger , som er en arkitekturhistorisk undersøgelse, der samler udviklingen i dansk arkitektur gennem hundrede år. Værket er rigt illustreret med især fotografier, men også opmålinger af planer, facader og detaljer, der viser udviklingen i den fysiske form, understøttet af supplerende tekster. Få år efter denne udgivelse, udkommer Harald Langbergs værk Danmarks Bygningskultur I og II 39, der gennemgår den byggede historie i Danmark fra stenalder til midt i det 20. århundrede. Værket er en historisk oversigt illustreret med fotografier og tegninger om udviklingen i byen og på landet. Fælles for de sidstnævnte tre værker, Danmarks Kirker, Danske Arkitekturstrømninger og Danmarks bygningskultur, er at de alle er opsamlende værker om henholdsvis Danmarks kirker og øvrige bygningskultur og formidler bygningskulturen og dens historie. I 1957 udgiver Arkitekt Steen Eiler Rasmussen den stadig populære bog Om at Opleve Arkitektur 40. Værket fokuserer ikke på bygningsdokumentationer, men er en beskrivelse af at være i arkitekturen og opleve den med sin krop, hvilket må siges at være en forudsætning for at dokumentere. Rasmussen skriver i starten af bogen om bygningskunsten: 38 (Millech & Fisker, 1977) 39 (Langberg, 1955) 40 (Rasmussen, 1966) 47

48 Kunst skal overhovedet ikke forklares, den skal fornemmes; man skal opleve den for at forstaa den. 41 I de næste kapitler udfolder han sine tanker omkring blandt andet legemer og rum, farveflader, proportioner og målestok, rytmer, stoflighed, dagslys og akustik som forudsætning for at opleve arkitekturen. Rasmussen skriver ikke om at dokumentere, men om at opleve arkitekturen og han skiller sig derfor klart ud i forhold til de ovenfornævnte dokumentationsmetoder. Han bør dog alligevel nævnes i en gennemgang som denne, da han, som en af de første, forsøger at sætte ord på nogle af de værdier der findes i arkitekturen, men som ofte ikke nævnes eller registreres gennem den klassiske opmålingstegning. I 1970 erne og frem til nu har dokumentationsfeltet antaget en mere forskningsmæssig karakter, hvor der bevidst skrives og udgives bøger og senere afhandlinger om metoder og forbedring af metoder. I 1978 udgiver Jarl Nordbladh og Jan Rosvall bogen Mått og Mål (Marks and Measures) 42, der er en udgivelse af de oplæg, der bidrog til et nordisk seminar om fotogrammetri, der blev afholdt i Göteborg i Seminaret havde til formål, at diskutere erfaringer og resultater mellem kulturhistorikere og udførende opmålere, som derefter kunne muliggøre metodeudvikling indenfor fotogrammetrien. Fra Danmark deltog Claus Bjarrum og Marianne Ingvartsen med deres oplæg Analytisk fotogrammetri til opmåling af arkitektur, Erik Hansen med sit oplæg Traditionel og fotogrammetrisk opmaaling samt Ole Jacobi med oplægget Analytisk fotogrammetri. Det er helt tydeligt, alene ud fra titlerne, at med fotogrammetrien, har arkitekturdokumentationen taget en drejning mod en mere analytisk og objektivt orienteret karakter. I 1980 udgiver de svenske forskere Karin Andersson og Agneta Hildebrand bogen Handledning vid byggnadsarkeologisk undersåokning, bogen blev genudgivet i 2002 under navnet Byggnadsarkeologisk undersökning det murade huset 43 og 41 (Rasmussen, 1966, p. 9) 42 (Nordbladh & Rosvall, 1978) 43 (Andersson & Hildebrand, 1980) 48

49 fungerer som en lærebog indenfor bygningsarkæologien. Bogen fokuserer både på metoder og på kendskab til materialer, dokumentationsmetoder samt formidlingsarbejde og rapportskrivning og viser her en metode der forsøger at være systematisk, objektiv og videnskabelig. I 1984 udkommer første nummer af tidsskriftet Bygningsarkæologiske Studier, som i forordet ytrer ønsket om at udgivelsen skal give adgang til en umiddelbar publikation af iagttagelser og studier gjort i forbindelse med bygningsarkæologiske undersøgelser iagttagelser af såvel arkitekturhistorisk som byggeteknisk art. 44 I tidsskriftet lægges der vægt på, at skriftet er åbent for alle og man søger bidrag fra blandt andre arkitekter, arkæologer, kunsthistorikere, konservatorer, historikere, etnologer med flere. Man er bevidst om tværfaglighedens nødvendighed og ser de mange forskellige faglige vinkler som en berigelse af belysningen af den arkitektoniske kulturarvs værdier. I 1993 udkommer Kjeld de Fine Lichts lille bog Måle og Tegne 45, der gennemgår opmålingens historie i både ind og udland fra det 12. århundrede og til nu. Bogen er kortfattet, men præcis og ridser de store linjer op i forhold til udviklingen inden for bygningsopmåling, primært i Danmark. Året efter, i 1994, udkommer Bosse Lagerqvists afhandling The documentation process in conservation Modeling the Conservation Information Management System 46 på Göteborgs Universitet, som er den første videnskabelige forskningsafhandling indenfor feltet dokumentation, der er at finde i Norden. Afhandlingen argumenterer for brugen af fotogrammetri i dokumentationsprocessen og fokuserer derudover på håndteringen af dokumentationer med det såkaldte Conservation Information Management System (CIMS). Afhandlingen fokuserer primært på at feltet bør forbedres med en mere 44 (Engquist, 1984) 45 (De Fine Licht, 1993) 46 (Lagerqvist, 1994) 49

50 systematisk, konsekvent og digital håndtering af de informationer vi får ud af den arkitektoniske kulturarv. Af andre nyere bøger og afhandlinger, kan blandt andre nævnes Gunhild Eriksdotter, Gunilla Gardelin og Pia Wallins bog Från byggnad till dokument 47, der udkom i 1998 fra Lunds Universitet. Bogen er et studie fra den fysiske bygning til den færdige dokumentation og er skrevet for at forstå bygningsdokumentationens muligheder og svagheder som historisk kildemateriale. Her ser vi, hvordan selve dokumentationsprocessen studeres og analyseres for at forstå hvad det er vi gør og hvorfor. Også i 1998, udkom Inge Mette Kirkebys Mødet mellem Nyt og Gammelt Bygningsbevaring i vor tid 48, som Året efter, i 1999, udkommer, også fra Lunds Universitet, Middelalderakæolog Ebbe Hædersdals afhandling Om att förstå ett hus 49, der til dels gennemgår opmålingsprocessen og bygningsundersøgelsen samt de metoder der knytter sig hertil, og dels dokumentationsprocessens problemer og vilkår. Samme år udkom bogen Our Fragile Heritage Documenting the past for the future 50, udgivet af Nationalmusset og med en primært ærkæologisk vinkel på dokumentationsprocessen og dens nutidige og fremtidige metoder. I 2005 udkommer Gunhild Eriksdotters afhandling Bakom Fasaderna 51, der ud fra et bygningsarkæologisk vinkel, åbner op for at se bygningerne som mere end det materiale den er bygget af. Vi kommer ikke uden om Johannes og Inger Exner, der i deres restaureringsarbejde altid har gået meget op i dokumentationsprocessen, forud for de indgreb de, som arkitekter, var bestilt til at udføre på en bygning. Johannes Exner har udgivet en række artikler, og i flere af disse sammenligner han, ligesom Eriksdotter og flere andre, bygninger med levende væsener der fødes, bliver syge, kureres, ældes og dør. 52 Exner arbejder ikke med forskning som primær vinkel på dokumentation og restaurering, men er reflekterende og formidlende 47 (Eriksdotter, Gardelin, & Wallin, 1998) 48 (Kirkeby, 1998) 49 (Hædersdal, 1999) 50 (Quine, 1999) 51 (Eriksdotter, 2005) 52 (Exner, 2007, p. 57) 50

51 omkring deres arbejde, hvorfor de også hører hjemme i en oversigt af denne karakter som nogle af de få praktiserende restaureringsarkitekter der også skriver om deres arbejde. En af de nyere publikationer i forhold til det at forholde til sig den arkitektur man færdes i, er arkitekt Erik Nygaards ( ) Arkitektur Forstået 53 fra 2011, der ikke er et forskningsprojekt indenfor dokumentation af arkitekturen, men som alligevel, lige som Steen Eiler Rasmussen, også bør nævnes. Bogen fremlægger forskellige måder at forstå og fortolke arkitekturen på. Nygaard deler forståelsen op i følgende kategorier: Form: geometri, proportioner, krop og rum Modtager: reaktioner, oplevelse, miljø og fænomenologi Tilblivelse: arkitektens intentioner, materialer og samtid Samfundsmæssig/kulturelt produkt: Psykoanalyse, strukturalisme og semiotik samt poststrukturalisme. Og han anskueliggør hermed overfor brugeren af arkitekturen, at arkitektur kan forstås på adskillelige måder: Man kan gå til arkitekturen med følelserne og beskrive den henført impressionistisk, eller man kan gå analytisk til værks, skille den ad i dens bestanddele og beskrive den så stringent som muligt. 54 Her skelner han mellem den følelsesmæssige og den analytiske forståelse af arkitekturen som to separate måder at forstå og fortolke arkitekturen på. Om end det ikke er dokumentationsmetoder i sig selv, er det en, for dokumentationsfaget, tiltrængt refleksion over de forskellige måder at gribe forståelsen af arkitekturen an på. Nævnes i denne sammenhæng, skal også Sonja Marie Overgaards afhandling 55 fra 2013 om værdiforskydninger i arkitektonisk kulturarv i forhold til genanvendelse af 53 (Nygaard, 2011) 54 (Nygaard, 2011, p. 8) 55 (Overgaard, 2013) 51

52 herregårdenes avlsbygninger. Heri diskuteres processen fra værdivurdering til udførelse af projekt på arkitektoniske kulturarvsobjekter, og der afprøves på en række casestudier, hvordan arkitektoniske kulturarvsværdier i højere grad kan italesættes og formidles igennem processen. Forskningshistorien, der primært fokuserer på, hvad andre har sagt og skrevet om det at dokumentere, viser at udviklingen er gået fra at være den eneste måde at formidle og videregive informationer om en bygning på, hvor ingen andre muligheder fandtes end tegning og skitser, til igennem og 1800-tallet at bliver en mere bevidst måde at systematisere og hente information ud af vores bygninger. Herunder ses det, hvordan dokumentationer, især opmålinger, har haft en stor og vigtig rolle som tilegnelses- og dygtiggørelsesmetode for arkitekter der rejste ud og lærte om fortidens arkitektur gennem opmålinger, skitser og beskrivelser, som flere af dem senere valgte at formidlede gennem publikationer. Herhjemme slår dokumentation og forståelsen af denne som en vigtigt og videnskabelig praksis, særligt igennem med stiftelsen af Foreningen af 3. december 1892, der beskæftiger sig med at dokumentere bygninger og formidle disse dokumentationer gennem publikationer. I disse udgivelser, ses refleksioner over dokumentationerne, hvormed de udvikles og forbedres. I 1900-tallet udvides bevidstheden omkring vigtigheden af feltet, hvormed blandt andet Kirkeværket sættes i gang. I sidste tredjedel af 1900-tallet opstår der et forskningsfelt, hvor der afholdes konferencer og skrives videnskabelige artikler om dokumentationsmetoder og deres udvikling. Om end dokumentationsfeltet er et velbeskrevet felt, der drager fordel af netop dokumentationslysten, og dermed indeholder større mængder af materiale at studere, vil jeg ikke kalde det for et velbeskrevet og forskningstungt område med lange traditioner indenfor forskning. Det er snarere et felt, der er velbeskrevet på grund af sin egen faglighed, der netop handler om det samme. Udviklingen af dokumentationsfeltet har fulgt den teknologiske udvikling og der mangler dermed en, fra 52

53 fagets side, bevidsthed om, i hvilken retning vi har brug for, at metoderne skal udvikle sig. Hvis udviklingen fortsætter som den gør, kunne man frygte, at fagets metoder i fremtiden i endnu højere grad, kommer til at definerer værdierne i den arkitektoniske kulturarv. 53

54 54 G.B. Lenardi: Allegory of the arts of architectural representation, Billede lånt fra (Forty, 2000, p. 10)

55 TEORETISK INSPIRATION I følgende afsnit gennemgår jeg den teoretiske inspiration, hvorfra afhandlingen tager sit udspring. Dette afsnit skal ikke læses som et afgrænset teorikapitel, da yderligere teori præsenteres senere i afhandlingen. Jeg præsenterer synsvinklen at gå i dialog med bygningen, som en tilgang til dokumentationsfeltet, samt et par teoretikere indenfor bygningsarkæologi. Yderligere udfoldes begreberne værdisætning og dokumentation forud for resten af afhandlingens behandling af disse emner. I dialog med den historiske bygning I afhandlingen bruges metaforene at gå i dialog med bygningen eller at tale med bygningen som en tilgang og erkendelse af, at bygningerne indeholder en mængde viden og informationer, som vi gerne vil kende til, og som vi gerne vil have dem til at kommunikere til os. I stedet for at gå til bygningerne med en alvidende og fortolkende dokumentationsstrategi, vælger jeg derfor at anlægge en tilgang til bygningsdokumentationsfeltet, hvor bygningerne kan komme i tale, fortælle os ting vi ikke vidste i forvejen og indgå i en dialog, hvor bygningen anses som værende ligeværdig med den dokumenterende arkitekt. Foucault siger, at vi skal undersøge objekterne og bringe dem i tale, 56 og han er langt fra den eneste, der bruger denne sproglige terminologi. Gunhild Eriksdotter, (Foucault, 2005, p. 17) 57 I afhandlingen Bakom Fasaderna citerer Eriksdotter den antikke forfatter Plinius der skulle have sagt: De fleste huse är tysta. Det finns några hus som talar. Och så finns der några få som sjunger (Eriksdotter, 2005) 55

56 Johannes Exner 58 og senest bøgerne Architectural voices Listening to Old buildings 59 samt Adrian Fortys Words and Building 60, er blot nogle af de forfattere og værker, der tager emnet op omkring det, at gå i dialog med vores historiske bygninger, og derigennem opnå en forståelse af hvad de rummer af historier og viden. Det kræver dog, at vi taler samme sprog som bygningerne, og vi formår at beskrive og håndtere de oplysninger, vi får ud af dem. Man kan få fornemmelsen af, at dette er en almindelig anerkendt måde at omtale interaktionen med bygninger indenfor restaureringsfeltet, hvilket understøttes af Arkitekt Ove Hidemarks (1931-) udgivelse Dialog med tiden 61 fra 1991, der alene med titlen antyder, at begrebet tid er noget, man skal tilgå på åben og imødekommende vis. Dette leder os tilbage til restaureringsprocessen, der på samme måde fordrer at man undersøger og behandler bygninger med en forventning om at lære nye ting. Denne dialogbaserede måde at anskue og gribe dokumentationsarbejdet an på, er et ønske om at møde bygningen med et sind, der er åbent for tvivlspørgsmål som supplement til den kendskab, der også kræves, når en bygning skal undersøges og registreres. Bygningen skal ses som den primære kilde til historien og alle medieringer af de informationer en bygning kan give os, vil altid være en fortolkning af de informationer, bygningen selv vil kunne give os. En af de udfordringer man møder, når man står overfor at skulle have en bygning i tale og informationerne hentet ud af bygningen, er at vælge den rette tilgang til at føre en samtale, registrering og dokumentation. Følgende tekststykke introducerer de teoretikere, der har haft indflydelse på afhandlingens emne og retning. Både i forhold til den dialogbaserede tilgang, som praktiseres gennem fænomenologien og dens tilgang til omverden, og i forhold til to vigtige begreber i afhandlingen; værdi og dokumentation. 58 Johannes Exner skriver : De (bygningerne) har altså levet at leve indebærer livsytringer, forandringer, udvikling. De er historiske væsener, som jeg har oplevet og stadig er meget optaget af. (Exner, 2007, p. 57) 59 (Littlefield & Lewis, 2007) 60 (Forty, 2000) 61 (Hidemark, 1991) 56

57 Gunhild Eriksdotters afhandling Bakom Fasaderna 62, der er skrevet med en faglig baggrund i middelalderarkæologien, indledes med kapitlet Byggnader berättar, som handler om, hvordan bygningsarkæologen altid vil forsøge at forstå, hvad bygningerne har at fortælle om fortiden, og at det er bygningsarkæologens rolle, at få bygningen aktiveret til at fortælle om fortiden. Mens vi, med ikkeudpegede historiske bygninger har én type kommunikation, kræver den historiske bygning en mere reflekterende samtalestrategi. 63 Eriksdotter skriver med reference til Peter Sjömar 64, at der kræves stor varsomhed når bygningen skal fortolkes, visualiseres og analyseres. 65 Især Eriksdotters kritik af det todimensionelle syn på bygningsarkæologien har, fra den spæde start af denne afhandling, inspireret mig til at lade afhandlingen tage den retning, den har taget. Eriksdotter påpeger, at der bør være forskel på dokumentationen af en arkæologisk bygningsrest man finder i jorden og på en historisk bygning, der stadig står med sine tredimensionelle kvaliteter. Hun skriver blandt andet om sit arbejde, at: Den tredje dimensionen, som inbegriper rummet, tas inte alls i beaktande då man analyserar och dokumenterar historiska byggnader. Istället läggs all fokus på den fysiskt synliga materian, varigenom byggnadsarkeologen automatisk filtrerar bort den kunskap som rummet kan ge. I avhandlingen kommer jag att vidare fordjüpe mig i frågor som berör hur denne tvådimensionella materie-fixerade syn påverkar våra tolkningar, och vilka konsekvenser det får för förståelsen av byggnaden som historisk objekt. 66 Dette er Eriksdotters udgangspunkt i hendes afhandling, og selvom den både har et andet fagligt udgangspunkt og bevæger sig et andet sted hen end denne afhandling, i 62 (Eriksdotter, 2005) 63 (Eriksdotter, 2005, p. 12) 64 (Sjömar, 2000) 65 (Eriksdotter, 2005, p. 12) 66 (Eriksdotter, 2005, p. 16) 57

58 behandlingen af dette emne, så findes der igennem Eriksdotters afhandling, formuleringer og spørgsmål, der har inspireret til problemstillingen i nærværende afhandling. En af disse formuleringer er: I tolkningen av en historisk byggnad behövs både kvantitativa och kvalitativa metoder. Dette medför att vi ständigt får röra oss mellan det mätbare och det icke mätbara, mellan det materielle och det immaterielle. Problemet i dag är att dessa olika synssätt sällan förenas på lika villkor. Ofte bliver tolkningarna antigen alltför objektivt rigida eller för subjektiva och utydliga. Genom att noga redogöra för olika tolkningsnivåer, anser jag emellertid att det är möjligt att införliva immaterialiteten i det materielle utan att göra avkall på kravet på vetenskaplighet. 67 En af pointerne i Eriksdotters afhandling er, at for at forstå de rumlige egenskaber i en bygning, må undersøgelsen indeholde en tredimensionel afbildning af objektet, som kan indgå i analysen af objektets tidligere brug. Tredimensionelle afbildninger har ikke været brugt og anerkendt som en videnskabelig metode, idet der siden 1800-tallet har hersket en mistro til perspektivtegningens subjektive natur. Denne holdning var især fremført af Carl Georg Brunius, der i høj grad anså skitse- og perspektivtegningen for uvidenskabeligt materiale, som forvrængede virkeligheden. 68 Hans holdninger var med til at standardisere den todimensionelle afbildningsform og siden da, påpeger Eriksdotter, har man været måleteknisk begrænset i forhold til ønsket om tredimensionel opmåling og afbildning. 69 Mens Eriksdotter ønsker at gøre op med denne mistro og ved hjælp af digitale opmålingsmetoder, forsøger at genskabe historiske bygningers tidligere rumligheder i 3D modeller, ønsker jeg at gå i en helt anden retning med denne afhandling. Eriksdotter tager udgangspunkt i en kritik af bygningsarkæologiens måde, at bruge den gravende arkæologis todimensionelle 67 (Eriksdotter, 2005, p. 21) 68 (Eriksdotter, 2005, pp ) 69 (Eriksdotter, 2005, pp ) 58

59 metoder på tredimensionelle bygningsobjekter over jorden, helt anderledes tager denne afhandling sit afsæt i de tredimensionelle bygninger over jorden og den tradition, der har fundet sted i mange år i forhold til at dokumentere denne type kulturarv. Begge afhandlinger søger et metodeskift, men mens Eriksdotter ønsker en ny metode til, som bygningsarkæolog at undersøge bygninger over jorden på en tredimensionel måde, ønsker jeg med denne afhandling, at dreje den igangværende udvikling indenfor bygningsdokumentationsfeltet i en anden retning, end den ser ud til at følge på nuværende tidspunkt. Enhver dokumentation og bygningsundersøgelse udføres forud for en restaurering, og dokumentationen er derfor ikke et mål i sig selv, men et styringsredskab og en del af en proces, der som oftest fører til større eller mindre ændringer i den pågældende bygning. Endnu to værker, der har inspireret til denne afhandlings udgangspunkt og forskningsspørgsmål, er Karin Andersson og Agneta Hildebrands grundige og udførlige bog Byggnadsarkeologisk undersökning 70 fra 1980, der forklarer, hvordan man udfører en bygningsarkæologisk undersøgelse. Bogen indeholder en gennemgang af antikvariske forundersøgelser, undersøgelser af materiale, konstruktion og fotoregistrering samt en anvisning til at lave beskrivelser af disse. Derudover indeholder bogen en gennemgang af opmålingsteknikker, og slutteligt en oversigt over, hvad en dokumentationsrapport bør indeholde, og hvordan den bygges op med tekst, fotografier og tegninger. Deres måde at bygge en rapport op på, har mange sammenfald med den måde studerende på arkitektskolen i Aarhus lærer at opbygge bygningsarkæologiske rapporter på og metoden lægger sig i forlængelse af traditionen indenfor bygningsdokumentation i forhold til videnskabelighed, objektivitet, analyse og formidling. Bogen er dermed et eksempel på det felt, som afhandlingen tager sit afsæt i. Endnu et udgivet værk der understøtter denne angrebsvinkel på bygningsdokumentation er bogen Från 70 (Andersson & Hildebrand, 1980) 59

60 Byggnad till dokument 71 fra 1998, der ligesom de to forrige nævnte værker også beskriver dokumentationen som en akademisk proces der lægger sig op ad en naturvidenskabelig metode i forhold til systematik og objektivitet. På arkitektskolen i Aarhus lægges der, indenfor kulturarvsfeltet, stor vægt på det metodiske i restaureringsprocessen. Der undervises i et metodeapparat der indeholder dokumentation som en vigtig del af restaureringsprocessen. Den traditionelle fremgangsmåde indenfor restaureringsprocessen er: Undersøgelse Registrering Dokumentation Værdivurdering Projekt Undersøgelse og registrering er nødvendige for at kunne udføre dokumentationen, værdivurderingen kan udelukkende foretages på baggrund af dokumentationen og projektet bør altid tage sit udgangspunkt i en værdivurdering af bygningen. Dokumentationsprocessen er en ufravigelig del af det at restaurere en bygning. Dokumentationsprocessen skal derfor altid ses som en del af et større metodisk apparat og en vigtig ufravigelig del af restaureringsprocessen. 71 (Eriksdotter et al., 1998) 60

61 Værdi og værdisætning Værdisætning er en vigtig del af dokumentations- og restaureringsprocessen. Det er med værdisætningen, at man beslutter, hvad der skal bevares, hvad der skal fjernes, og hvordan dette bør gøres. Undersøger man begrebet værdi, kommer man ikke uden om begrebet kvalitet. At noget er af værdi hentyder til, at det har kvalitet i en eller anden betydning. Filosoffen Hans Fink (1944-) har i artiklen Når værdidommen falder fra 1991, diskuteret begreberne værdi og kvalitet. Han starter med at stille følgende spørgsmål: Er kvalitet et objektivt træk ved tingene selv, eller er det en ren projektion fra iagttagerens side? Kan værdidomme have absolut gyldighed, eller har de altid kun gyldighed relativt til bestemte menneskers bestemte interesser? 72 Citatet er interessant i forhold til dokumentationsfeltet, især i forhold til udpegning og værdisætning af den arkitektoniske kulturarv for eksempel i forhold til fredning af bygninger. I Danmark har man siden 1991 brugt SAVE-metoden 73 til at værdisætte bygninger. En SAVE-gennemgang gennemgår bygningen for følgende fem værdier: Arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi, originalitet og tilstand, og kommer således rundt om både bygningen, dens historie, dens kontekst, samt originalitet og tilstand. De fem parametre tildeles hvert et tal, og slutteligt vurderer og angiver man en samlet værdi for bygningen som helhed ud fra de fem separate vurderinger. Definitionen af begrebet værdi er vanskelig. Er værdier noget vi tillægger tingene? Eller ligger værdier latent i verden og venter på, at vi kommer med vores metoder og værdisætter dem? I afhandlingen her, opereres der med en opfattelse, som bygger på den sidste anskuelse; at 72 (Fink, 1991, p. 64) 73 SAVE står for Survey of the Architectural Values in the Environment og er en metode til at registrere og værdisætte bevaringsværdige bygninger og byer på forholdsvist kort tid. 61

62 værdier ligger latent i verden og dermed eksisterer, uden at vi finder dem, men at de først værdisættes idet, vi udsætter dem for vores værdisætningsmetoder og kategoriserer dem i forskellige klasser. Værdierne i den arkitektoniske kulturarv skal altså ikke opfindes men findes. Fink pointerer, at værdivurderingen ingen sandhedsværdi har, men er udtryk for en præference, en anbefaling eller en henstilling. 74 Når man SAVE-vurderer en bygning, er det derfor, ifølge Fink, en måde, hvorpå man kan udtrykke, at man foretrækker noget frem for noget andet. Indenfor bevaring af bygninger, bruges værdisætning som en udskillelse af det gode fra det mindre gode, og det bevaringsværdige fra det ikke bevaringsværdige. Værdi er overalt omkring os. Således også i bygningerne. De er skabt af de mennesker, der har tegnet og bygget bygningerne og af den tid, der er gået og har sat sine spor i materialet. Men hvor ligger værdien? Er det værket i sig selv, penselstrøget i maleriet, materialerne eller ideen. Eller skabes essensen og værdien ved at se på det samlede værk og samspillet mellem netop helheden, udførelsen, materialet og idéen? Og findes der så kun én værdi i en bygning, eller kan de udpeges og ses på som separate værdier? I forhold til restaurering kan Ruskin og Viollet-le-Duc igen nævnes. Når de værner om hver deres interesseområde i de historiske bygninger, er dette et udtryk for, hvad de vurderer, er af størst vigtighed. De værdisætter bygningen og angiver dermed, hvordan de mener en given bygning skal restaureres. Igen er det dualismen mellem materialet og idéen, der står frem, og det er altafgørende for restaureringens udfald, hvilken vægt man tilskriver henholdsvis bygningens materiale og bygningens idé eller form. At kunne finde og udpege værdierne i en historisk bygning, kræver at man ved hvad man leder efter. Men modsat kræver det også et åbent sind, der giver plads til, at der kan dukke informationer op, som man ikke havde forventet at finde. Begge disse scenarier; at vide hvad 74 (Fink, 1991, p. 66) 62

63 man leder efter samtidig med at lede efter noget man ikke ved, hvad er, kræver kompetencer der bygger på solid baggrundsviden inden for bygningsundersøgelser og forståelsen heraf. At være åben over for at finde ting man ikke havde forventet, kan sammenholdes med den, i dette afsnit, tidligere beskrevet metafor at tale eller gå i dialog med bygningen. At håndtere de værdier man finder i dialogen med en bygning kræver, at man kan sætte ord på eller indfange dem på anden vis. Den norske filosof Anfinn Stigen ( ) har i 1988 lavet en oversigt over værdityper og lister værdi op således: Identitetsværdi Symbolværdi Historisk kildeværdi Alder Autenticitet Repræsentativitet Sjældenhed Variation Homogenitet Miljøværdi Pædagogisk værdi Skønhedsværdi Kunstnerisk værdi Brugsværdi Flere af de nævnte værdier bruges jævnligt indenfor kulturarvsområdet når bygninger skal beskrives og værdisættes, og kan hjælpe til med at differentiere værdien i formidlingssituationer, hvor noget eventuelt skal fjernes og andet bevares. Herhjemme har arkitekt Johannes Exner (1926-), som en af de eneste restaureringsarkitekter, formuleret sine refleksioner omkring sin restaureringspraksis. Han bruger i sin værdisætning fire nøgler, som han arbejder med, når han værdisætter bygninger: 75 Koldinghus, Her ses det tydeligt, hvordan Exner værner om materialet og de spor der findes heri samt hvordan alle tilføjelser afskiller sig markant fra det oprindelige materiale, hvormed restaureringen i sig selv skaber en ny fortælleværdi. 1.Originalitet (oprindelighed): graden af ægthed som bygningen besidder på et givent tidspunkt sammenlignet med dens genesistilstand, tidspunktet da den blev skabt, den eneste gang den var 100 procent original. 75 (Exner, 2007, pp ) 63

64 2.Autenticitet (troværdighed): defineres som den ægthed og gyldighed, hvormed bygningen fremtræder, og som fremgår af dens strukturer, detaljer og overflader, der dokumenterer hinanden i en lang samhørende kontinuitet og således sammen logisk beretter og bekræfter bygningens historie og kontinuerte procesforløb. 3.Identitet (fremtoning): Defineres som det udseende, den fremtoning og personlige karakter, bygningen på et bestemt tidspunkt i sit procesforløb har erhvervet sig og dermed udstråler. 4.Narrativitet (fortælleværdi): defineres som den fortælleevne, bygningen besidder og har erhvervet sig gennem livet, og som kommer frem ved bevarede historiske helheder, bygningsdele, bygningsarkæologiske spor, detaljer og rester fra tidligere perioder og hændelser. Bygningen selv er den mest direkte og originale kilde til bygningens historie. Exner kalder disse fire begreber for nøgler, fordi hans opfattelse af dem er, at de kan åbne for en klarere og mere nuanceret forståelse for karakteren af en historisk bygning. De skal hjælpe med at beskrive en bygning objektivt, så forskellige faggrupper får et samlet udgangspunkt for beskrivelsen af værdier. Exners tanker ligger i forlængelse af Ruskins, og alle fire nøgler knytter sig, på hver deres måde, til materialet og dets udstråling. Exners tanker omkring restaurering, sammen med hans og Inger Exners restaurering af Koldinghus, er toneangivende og inspirerende i forhold til både dokumentation, værdisætning og projekt. Koldinghus er et godt eksempel på, hvordan restaureringen formes efter værdisætning, dokumentation og undersøgelse og bliver til et overraskende værk, der bemærkes herhjemme og i udlandet. I arkitekt Inge Mette Kirkebys (1947-) udgivelse fra 1998, Mødet mellem nyt og gammelt 76, introduceres et skema med to ordnende akser. Nutidsmarkør-/ikke- 76 (Kirkeby, 1998) 64

65 nutidsmarkør-aksen og originalsubstans-/idé-aksen 77. Kirkeby, der lægger op til, at man i restaureringsanalyser kan opnå bevidsthed om restaureringsfeltet, ved at indplacere bygningerne i skemaet, blandt andre, er inspireret af Ruskin og le Duc og deres teoretiske overbevisninger. Herunder ses Kirkebys skema, som tages op igen i afhandlingens behandling af de tre casestudier. Inge Mette Kirkebys skema fungerer som en forståelsesramme for restaureringsfeltet og dets teoretiske struktur som projekter kan placeres under i forhold til analyse og forståelse. 77 (Kirkeby, 1998, p. 201) 65

66 Dokumentation Som nævnt i tidligere afsnit, dækker dokumentationsfeltet, indenfor den arkitektoniske kulturarv, over den praksis der indeholder undersøgelse, registrering og indsamling af materiale om bygningen, samt en endelig sammenfatning af disse oplysninger i formidlet form; den endelige dokumentation. Som beskrevet tidligere, lægger feltet sig tæt op af fagområdet bygningsarkæologi, derfor er flere bygningsarkæologer også er nævnt som forbilleder eller teoretiske inspirationer i denne afhandling. Begrebet dokumentation betyder i praksis, at bygningen undersøges ved hjælp af en række dokumentationsmetoder, samt efterfølgende formidles i en form, der er mulig at overlevere. Bygningsdokumentation kan enten udføres for historiens skyld, så der altid vil være materiale om bygningen at vende tilbage til, hvis bygningen skulle brænde, forfalde eller på anden vis udsættes for alvorlig nedbrud. Eller den kan udføres forud for et restaureringsprojekt som et udgangspunkt, hvorfra alle beslutninger om ændringer og tilføjelser tages. Bygningsdokumentation og den praksis, der er nødvendig for at udføre en sådan, kræver systematik, viden, indsigt og refleksion. At restaurere en bygning uden en forudgående dokumentation, er som at gribe ud i den blå luft, og dokumentationen bruges derfor aktivt som en vigtig del af argumentationsgrundlaget for en efterfølgende restaurering. Ser man på bygningen som et historisk objekt, vil bygningen altid være den primære kilde til historien, mens dokumentationen vil være den sekundære. I dokumentationen er historien om bygningen medieret, typisk gennem opmålingstegning, fotografier eller tekst. Der er brug for denne medierede formidling af bygningen. Dels for, som nævnt, at sikre viden om bygningen i tilfælde af skader og dels for at kunne formidle bygningens værdier og historie til kommende generationer, og i nutiden som et 66

67 kommunikationsredskab mellem parterne i et restaureringsprojekt. Også dette har Exner udtalt sig om: Ligesom en læge undersøger sin patient i relation til dennes alder og hidtidige liv, stiller diagnose og fremkommer med forslag til behandling med sigte på patientens fremtid, bør også en bygnings behandling formuleres præcist på basis af behandlerens undersøgelser og faglige indsigt i det liv, bygningen hidtil har haft, og som den gerne skulle have i fremtiden. 78 Exner sammenligner dokumentationsprocessen med en lægekonsultation, hvor patientens sygdomme skal udpeges. Når bygningen personificeres som her, kan den anskuelsesform, hvor dokumentationen ses som en dialog med bygningen, benyttes. At få viden ud af bygningen kræver derfor samtale og kommunikation. Modsatte side: Dagslysindtag i spabad i Pompeji, (Exner, 2007, p. 65) 67

68 68

69 NUTIDIG DOKUMENTATION Teoretiske og empiriske undersøgelser af dokumentationsfeltet som det ser ud i dag 69

70 EKSISTERENDE METODER Karakteristik af eksisterende metoder Idet afhandlingen tager afsæt i fagets nuværende metoder, følger her en kort gennemgang af disse, samt en vurdering af metodernes fordele og ulemper. Følgende tekst skal ikke læses som et grundigt studie i opmålingsmetoder 79, men som en præsenterende og overordnet gennemgang. De beskrevne dokumentationsmetoder er et udpluk af de væsentligste metoder, der oftest bruges i dansk sammenhæng. Der findes derfor metoder, som bevidst er fravalgt, idet de ikke har været aktuelle for de videre studier i denne afhandling. Følgende eksisterende metoder bruges jævnligt i arkitektfaglige bygningsdokumentationer i Danmark og opremsningen herunder er min egen kategorisering: Ortogonalopmåling Skitseopmåling (manuel) Opmåling med totalstation Opmåling med laserscanner Fotogrammetri PhotoModeler Fotodokumentation Tekstbeskrivelser Arkivstudier Akvareltegning De nævnte dokumentationsmetoder præsenteres gennem følgende fire overskrifter: Formål, fremgangsmåde, fordele og ulemper. De er suppleret af et illustrativt eksempel, der viser et muligt resultat af den anvendte metode. 79 Disse kan med fordel studeres i Ebbe Hædersdals afhandling Om att förstå ett hus (Hædersdal, 1999). 70

71 Ortogonalopmåling Formål: Opmåling. At få en så præcis tegning som muligt, der giver informationer om proportioner, størrelsesforhold, skævheder og detaljer i et arkitekturobjekt. Fremgangsmåde: Ortogonalopmåling foretages traditionelt ud fra et vinkelret system af snore. I dag benyttes der ofte en laser til optegning af kryds på bygningen eller inde i rummet, som et alternativ til snoresystemet. Hvis snoresystemet bruges, opsættes der galger i tømmer, som holder snorene præcist i forhold til hinanden, inden målingerne begynder. Målingerne foretages ud fra det vinkelrette system (snore eller laser) med et vinkelprismespejl, som man bruger til at finde de koordinater, som aflæses ud fra bl.a. et målebånd, der starter i et kendt 0-punkt. Koordinaterne kan sideløbende med målingerne tegnes ind i det optegnede snoresystem på papiret. Metoden er præcis og velegnet, hvis objektet, der måles, er skævt og med eksempelvis detaljerige overflader, idet koordinaterne indfanger selv de mindste skævheder, buede vægge og mure, sætningsskader, revner med mere. 80 Fordele: Ortogonalopmålingen er en grundig og meget præcis opmålingsmetode, der tidsmæssigt kræver et længere ophold på det givne sted. De meget nøjagtige målinger fanger skævheder og detaljer og metoden er derfor ofte anvendt på objekter man ønsker at registrere udførligt. Ulemper: Metoden er tidskrævende og kan tage lang tid at komme i gang med. Hvis ikke forberedelserne er udført med stor præcision, kan målingerne og resultatet blive tilsvarende upræcist. 80 (Hædersdal, 1999, p. 22) 71

72 Illustration: Udsnit af ortogonalopmåling af Ørslev kloster. Opmålt af Karin Pape Larsen og Nina Ventzel Riis,

73 Skitseopmåling (manuel) Formål: Opmåling. At indfange en bygnings proportioner, størrelse, samt bygningsdelenes indbyrdes forhold til hinanden. Derudover kan det være et mål at registrere håndværket i udførte arbejder og detaljer. Formålet med en opmåling er en tegning, der viser de ovennævnte forhold i et givent objekt. 81 I udstillingen Tegning Et værktøj på arkitektskolen i Aarhus, blev skitseopmåling formuleret således: I Skitseopmålingen forenes frihåndstegningen og den opmåling som har karakter af videnskabelig dokumentation. Fremgangsmåde: Skitseopmåling kan udføres med meget få midler. En tommestok og et måleblad eller skitsebog kan være nok for at indfange de informationer, man ønsker at dokumentere i skitseopmålingen. Hvis det kræves at opmålingen er endnu mere præcis, kan der spændes en vandret snor på bygningen, som målene kan refereres til. Skitseopmålingen kan foretages af en person, to personer er dog optimalt i forhold til arbejdsfordelingen, hvor én måler og én tegner. Skitseopmålingen kan bruges som et redskab til at få en grov men god fornemmelse af, hvad det er for en bygning man har med at gøre ligeså vel som den kan være yderst præcis og grundig, navnet på metoden angiver, at arbejdet typisk udføres i hånden uden digitale redskaber. Skitseopmåling kan være et meget enkelt arbejdsredskab, men kan spænde vidt i detaljering, præcision og grundighed og derfor både bruges i meget komplekse sammenhænge såvel som en hurtig registrering af en mindre detalje. Fordele: Under arbejdet er man fysisk tæt på objektet, der skal måles, hvilket giver kendskab til bygningen og dens materiale. Ofte opdager man under opmålingen ting, som afslører overraskelser i bygningens historie. Man kan opdage håndværksmæssige detaljer, som fortæller noget om arkitekten, der har tegnet bygningen, eller man kan opdage detaljer som kæder bygningen sammen med andre bygningsværker. 81 (Rand Eppich, 2007, p. 5) 73

74 Skitseopmåling kræver ikke meget udstyr, og man kan hurtigt komme i gang med at måle op, idet der ikke er mange forberedelser forud for opstart. Skitseopmålingen kræver hverken tungt udstyr, elektricitet eller specielle forhold, og kan derfor udføres stort set, hvor som helst og når som helst. Det er derfor en meget fleksibel metode. Ulemper: Skitseopmålingen har sin begrænsning, idet det er et værktøj, der forholdsvist hurtigt kan indfange et arkitekturobjekts karakteristika. Derfor er metoden ikke egnet til eksempelvis meget præcise underlagstegninger for et projekteringsforslag. Illustration: Varnhems klosterkirke, Vestgotland. Opmålt af Axel Forssén i 1912 uden brug af koordinatsystem men med trigonometri som styringsredskab. Billede lånt fra (Andersson & Hildebrand, 1980, p. 226) 74

75 Katedralen i Sevilla. Opmålt med totalstation af Antonio Almagro, Billede venligst udlånt af Antonio Almagro. Opmåling med totalstation Formål: At måle retninger og afstande. Bruges også til opmåling af for eksempel facader. Metoden er nævnt i The Getty Conservation Institute s udgivelse Recording, Documentation and Information management for the conservation of heritage places 82 fra 2007, hvori der er beskrevet, at metoden, efter en del forbedringer, blandt andet med opfindelsen af den elektroniske teodolit, nu er en betydelig mere præcis og tilgængelig metode end tidligere. I ovennævnte reference kaldes teodolitten for the workhorse of moderm surveying 83 Fremgangsmåde: Totalstationen måler vertikale og horisontale vinkler. Ved hjælp af trigonometri, samt kendte vinkler og distancer, udregnes koordinater og punkter. Totalstationen skyder med infrarødt lys en række mål på et givent objekt, hvorefter totalstationen måler, hvor lang tid det tager for lyset at blive reflekteret tilbage til totalstationen. Herefter omregnes målene til koordinater, der kan overføres til AutoCad, hvorefter en tegning kan genereres. Fordele: Til at måle en simpel facade er metoden, præcis, hurtig og økonomisk. 84 Ulemper: Udstyret er omkostningstungt, og det kræver en del øvelse at lære at håndtere udstyret, før resultatet bliver brugbart. Illustration: 82 (Rand Eppich, 2007, p. 6) 83 (Rand Eppich, 2007, p. 6) 84 (Rand Eppich, 2007, p. 6) 75

76 Opmåling med laserscanner Formål: Opmåling af et objekt i 3D. Typisk bygninger, monumenter, mindre landskaber og tunnelbygning, hvor man ønsker forholdsvis præcise mål forud for en byggeproces eller restaurering. 85 Fremgangsmåde: En laserscanner udsender lys og fastsætter, ud fra hastigheden på lysets refleksion efter det rammer det givne objekt, en sky af tredimensionelle punkter, der tilsammen danner en opmåling af objektet. Fordele: Opmåling via laserscanner er en hurtig måde at indsamle store mængder (mål)data om en bygning. Desuden er målene meget præcise. Laserscanneren kan med fordel bruges, hvis et objekt af særlig skrøbelig karakter skal måles, idet man kan måle objektet uden at røre det. Ulemper: Laserscanning er, på grund af udstyret, forholdsvist dyrt, og også virke komplekst, idet scanneren leverer en punktsky med en meget stor mængde punkter, der ikke har været igennem filtrering, fortolkning eller udvælgelse af punkter, som er tilfældet i mange af de andre metoder. Laserscanneren måler alt hvad den kan se, inklusiv eventuelle ikke relevante punkter og endnu en ulempe er, at den ikke kan måle det, den ikke kan se, hvilket kan være problematisk, idet facader eller andre bygningsdele kan befinde sig bag træer, biler eller andre forstyrrende elementer. Illustration: Eksempel på 3d laserscanning. Punktskyen til venstre og den grafiske fortolkning til højre. Billede lånt fra (Breitling, 2007, p. 66) Opmåling med laserscanner af Comberemere Abbey Estate, England. Til venstre ses et foto af rummet og til højre det scannede objekt, der består af en stor punktsky repræsenteret i mål. Billeder lånt fra (Partnership, 2014) 85 (Rand Eppich, 2007, p. 6) 76

77 Fotogrammetri Formål: Opmåling. Meget præcis opmåling af for eksempel facader. Fotogrammetri er læren om opmåling af eksempelvis bygninger med udgangspunkt i fotografier. Er fotografierne optaget på jorden kaldes metoden terrestrisk fotogrammetri. 86 Fremgangsmåde: Ved at tage et sæt billeder med et dertil kalibreret kamera, kan disse efterfølgende behandles. De fotografiske stereofotografier lægges i en stereokomperator, hvori billedet ses tredimensionelt. På dette tredimensionale billede kan der sættes punkter, der danner x, y og z koordinater, hvorudfra der kan genereres en tegning. 87 Fordele: Høj kvalitet i forhold til præcision og registrering af mål på murværk, hvor detaljer, fuger, revner og ornamenteringer ønskes målt. Ulemper: Metoden kræver særligt udstyr, og er en af de mere komplekse metoder, som derfor også i dag er erstattet af andre metoder der fungerer med et noget mere brugervenligt udstyr, herunder PhotoModeler (Se beskrivelsen på næste side). Illustration: Aosta Teatro Romano. Fotogrammetrisk opmålt. Tegning lånt fra (Grazia, 1991, p. 88) 86 (Bech-Nielsen, 2007) 87 (Bech-Nielsen, 2007) (Bech-Nielsen, 2007) 77

78 PhotoModeler Formål: Opmåling. At kunne måle en bygning ud fra en række fotografier, som kalibreres på computeren, hvorefter man kan måle på fotografiet, og derudfra tegne en computertegning af det givne objekt. Fremgangsmåde: Ved objektet tages en række fotografier fra bestemte vinkler, og helst på stativ, med et kamera med høj opløsning. Disse fotografier tages med hjem og bearbejdes på computeren, så de rettes op, hvorefter det er muligt at måle og tegne ovenpå fotografiet. Fordele: Metoden er anvendelig, hvis man ønsker at registrere en situation, som man først senere har tid til at måle op. Et sæt billeder kan tages og senere, derhjemme, kan den egentlige opmåling finde sted. På grund af denne fremgangsmåde, anvendes metoden ved trafikulykker, hvor efterforskningen først kan påbegyndes efter en eventuel oprydning er sket. Derfor vil metoden også være god, hvis man skal måle op i et krævende eller ekstremt klima, hvor man kan tage billederne på stedet, og derefter måle op under bedre arbejdsforhold indendørs. Desuden kan man tage billeder af objekter, som man på nuværende tidspunkt ikke har mulighed, tid eller penge til at måle, men hvis tilstand man, af den ene eller den anden årsag, frygter for. På denne måde, vil man altid kunne rette billederne op i PhotoModeler, hvorefter en opmåling vil kunne finde sted, måske endda efter bygningen ikke findes mere. Ulemper: Metoden er tidskrævende og kræver også at man har en vis erfaring, før den kan anses som præcis og brugbar. Der skal sættes rigtig mange punkter på fotografierne når man sidder med dem på computeren, før man kan tegne noget, der kan bruges, hvorefter selve optegningsarbejdet også kan virke som en meget omstændelig proces. Eksempel fra Photomodelers hjemmeside (Systems, 2014), hvor her vises: fotografi, punktsky, 3d model og opmålingstegning, som det ser ud på skærmen under arbejdet. 78

79 Fotodokumentation af Ostia Antica, Italien, 2009 Fotodokumentation Formål: At registrere information fra et sted relativt hurtigt og nemt, for eksempel som en del af en forundersøgelse, eller som et supplement til opmålingstegninger, hvor farver og materialeforhold ofte ikke formidles. 88 Fremgangsmåde: Billedet tages som oftest uden for mange mennesker og optisk støj, så bygningen fremstår tydeligt. Den bedste vinkel i forhold til budskabet vælges, og det forsøges, så vidt muligt, at farver og lysforhold gengives med størst mulig overensstemmelse med virkeligheden. Fordele: En hurtig og nem måde at registrere detaljer og sammenhænge, på et givent sted, med minimalt udstyr. Det er svært at forestille sig en formidlende bog om bygninger uden et fotografi, da fotografiet hurtigt fanger en given situation, og er nem at aflæse. Fotografiet er, i modsætning til opmålingstegningen, god til at indfange eksempelvis stofligheden i et materiale. Ulemper: Fotografiet giver ingen eksakte mål, men formidler i stedet en masse andre informationer. Dog kan man sige, at der i fotografiet altid ligger et fortolkende lag, og uden supplerende forklaringer, kan fotografiet give forkerte eller unøjagtige oplysninger. Illustration: 88 (Rand Eppich, 2007, p. 7) 79

80 Tekstbeskrivelser Formål: Tekstbeskrivelse er typisk den tekst, man supplere sine opmålinger og fotos med i en bygningsarkæologisk undersøgelse af en bygning og skal i denne sammenhæng ikke forstås som al teksten i en bygningsarkæologisk undersøgelse. Formålet er, at formulere det, som hverken fotografiet eller opmålingstegningen kan formidle, men som registreres ved bygningen. Det kan for eksempel være oplysninger, der ikke visuelt er synlige, men som opdages under dokumentationsprocessen. Tekstbeskrivelser af en bygningsdel kan være meget forskellige, men ses ofte som værende objektivt beskrivende. Fremgangsmåde: Tekstbeskrivelser i bygningsarkæologiske rapporter forsøger man som udgangspunkt at holde nøgterne og objektive i beskrivelsen af det registrerede. Fordele: At supplere tegning og foto med ord, kan ofte forklare og tydeliggøre, hvorfor man har taget foto af en bestemt detalje eller hvorfor, man har valgt at lægge snittet et bestemt sted i opmålingstegningen. Desuden kan informationer om bygningens historie eksempelvis i forbindelse med tilbygninger, ombygninger og nedrivninger skrives her. Ulemper: Teksten kan være mere eller mindre brugbar i en bygningsdokumentation, hvorfor der også ofte slet ingen tekst laves. Der mangler konsensus omkring hvordan, man skriver om bygninger og præcis hvad, man ønsker at sætte ord på. 80

81 Arkivstudier Formål: At opnå viden om en given bygnings historie ved at søge efter informationer, i form af tegninger, tekst eller fotos, i arkiverne. Ved at finde arkivmateriale om bygningen, kan man opnå viden og information, som kan være brugbart for de videre undersøgelser i bygningen. 89 Fremgangsmåde: Det er vigtigt at vide i hvilke arkiver man har mulighed for at finde information om forskellige bygninger. Herefter må man kende til de typer af kilder, der kan være arkiveret, herunder brandtaksationer, tegninger, stik, beskrivelser og brevkorrespondencer. Fordele: At finde informationer om bygningens fortid, kan give bygningen et nyt lag af betydning, hvilket kan få indflydelse på de valg, man træffer for bygningens fremtid. Informationer om bygningens historie kan også ændre på den måde, man undersøger bygningen på i den efterfølgende dokumentation. Ulemper: Arkivinformationer kan være svære at finde frem til. Man skal vide, hvor man skal lede, og alligevel vil der altid være en risiko for at overse vigtige informationer om bygningen. Illustration: Udpluk af resultatet af arkivstudier af Mejlen, Aarhus, henholdsvis ombygningstegninger fra 1922, 1954 og et ældre foto, sandsynligvis fra 1960 erne. 89 (Andersson & Hildebrand, 1980, pp ) 81

82 Akvareltegning Formål: At tilføje en skitse (eller skitseopmåling) et ekstra lag i form af farver, skygge- og lysforhold. Jeg har valgt at tage metoden med her, da det er min erfaring at den stadig udføres, og giver arkitekten en fordybelse, som mange af de andre dokumentationsmetoder ikke tillader. Poul Erik Tøjner skriver i sin bog om Arne Jacobsens akvareller: En akvarel er ikke et hvilket som helst billede. Den er et fotografi der er elsket frem. Tøjner skriver at akvarellen er et sjæleligt notat. 90 Fremgangsmåde: Typisk udføres der en skitseopmåling eller en lidt løsere håndtegning af det givne sted, hvorefter tegningen farvelægges med akvarel, og evt. tegnes op med vandfast tusch. Fordele: Akvarelmaleriet giver fordybelse og forståelse for proportioner, farver og lys-/skyggeforhold på det givne sted. Den langsommelige metode, der kræver observering og tålmodighed, er i kontrast til det ofte hurtige og flygtige billede med digitalkameraet. Farvelægningen af en tegning eller en del af en tegning, kan ofte vise en stemning på et karakteristisk sted, og dermed give tegningen mere dybde og gøre den mere formidlende. AkvUlemper: Metoden er langsommelig og egner sig ikke til alle vejrtyper. Ligesom alle andre dokumentationsmetoder, kræver også denne en vis øvelse, inden man mestrer metoden tilfredsstillende. Illustration: Akvarel af Arne Jacobsen.Dorisk tempel ved Pæstum, Italien, Billede lånt fra Atlas Arne Jacobsens akvareller. Billede lånt fra (Tøjner, 2002) Akvarel af Jan Fugl. Placa de la Barceloneta, Billede venligst udlånt af Jan Fugl 90 (Tøjner, 2002) Tv: Akvarel af Jan Fugl. Castro, Sifnos, Billede venligst udlånt af Jan Fugl 82

83 Analyse af de eksisterende dokumentationsmetoders begrænsninger og styrker De ovenfor gennemgåede metoder, er de metoder der typisk anvendes, når arkitekter dokumenterer i Danmark. Nogle af metoderne bruges ofte, andre sjældent, men de er alle kendte indenfor faget i en nutidig kontekst. De fleste af metoderne genererer en opmålingstegning, med henholdsvis stor eller lille detaljeringsgrad og nøjagtighed, afhængig af sigtet med dokumentationen. Tekst og fotografier kan supplere disse forskellige opmålingsmetoder. At opmåling kommer til at fylde forholdsvist meget i en gennemgang som denne, anser jeg for værende symptomatisk for det danske dokumentationsfelt, hvor der ofte foretrækkes en tegning som udgangspunkt for at arbejde med bygningen. De lettilgængelige metoder, skitseopmåling, fotodokumentation og tekstbeskrivelser, bruges ofte til småprojekter, hvor økonomien er beskeden, og hvor informationerne i opmålingstegningen ofte er vigtigere end 1-2 milimeters nøjagtighed. De mere komplekse metoder; laserscanning, totalstation og Photomodeler bruges ofte til større projekter med stort budget eller på værker med ikonstatus, hvor det vurderes, at det er vigtigt at være i besiddelse af nøjagtige informationer om værket, og dets detaljer, i tilfælde af brand eller andre ulykker. Metoderne anses for at være i samme kategori i forhold til resultaterne af metoderne. Målet er at opnå en så nøjagtig og informativ dokumentation som muligt, hvilket metoderne indfrier på forskellig vis og på forskellige niveauer. De sidst ankomne metoder, fotogrammetri/photomodeler, 3D laserscanner og totalstation er udviklet for at opnå en så nøjagtig og objektiv opmåling som muligt. Det står tydeligt frem, at den udvikling, der sker inden for bygningsdokumentationsfeltet, er en videreudvikling af disse metoder, der for hvert skridt i udviklingen bliver mere præcise, hurtigere at udføre, og kræver færre hænder og midler. Illustrationen nedenfor, skal tydeliggøre hvor udviklingen har taget 83

84 dokumentationsfeltet hen, og hvad vi får ud af denne udvikling. På illustrationen ses to opmålinger. Til venstre Københavns Slot (i dag Christiansborg) målt og tegnet i 1707, og til højre et monument målt med laserscanner indenfor de sidste 10 år. Der er selvfølgelig forskel på de to tegninger. Københavns Slot er målt i hånden, og er tegnet efter datidens standarder. Monumentet viser, til venstre, en punktsky fra laserscanneren og, til højre, computerens grafiske fortolkning af punktskyen, altså en computergenereret tegning. Men ser vi på typen af værdier, der er dokumenteret, og på hvad de to respektive tegninger giver os af informationer, er forskellen ikke stor. Proportioner og dimensioner er den primære viden, der leveres i begge tegninger. Dokumentationsmetoden har ændret sig, udviklet sig, men målet med metoden er det samme, og metoderne leverer samme type resultat på trods af tidsforskellen og forskellen på metodeudførelsen. Det kan derfor konkluderes, at det er den samme type værdier, vi ønsker at dokumentere i dag som for 300 år siden, hvilket siger mere om målet end om metoderne. Senere i afhandlingen kommer jeg nærmere ind på dette forhold mellem værdier og metoder. 84

85 CASESTUDIER Traditionel dokumentation I følgende afsnit gennemgås de tre udvalgte casestudier ud fra et traditionelt dokumentationssynspunkt. Inden da følger en beskrivelse af casestudier som metode, casestudier i denne afhandling samt kriterier for udvælgelse af de, i afhandlingen, anvendte og studerede cases. Casestudier som metode At bruge casestudier i et projekt er en kendt måde at beskrive et konkret fænomen på. Samfundsforskeren Bent Flyvbjerg betegner casestudiet som det konkretes videnskab, det vil sige at opnå detaljeret viden om et konkret fænomen gennem videnskabelige undersøgelser 91. I samme retning beskriver sociologen David de Vaus, i sin bog Research Design in Social Research fra 2001, casestudiet som en unit of analysis og han beskriver denne således: The unit of analysis may be a person about whom we try to build up an understanding that is informed by the context in which the whole case exists. 92 Netop det faktum, at forståelsen omkring en genstand (i de Vaus eksempel en person i denne afhandling en bygning) skal bygges på den kontekst genstanden findes i, understreger, hvorfor forskning om arkitektur ofte tager udgangspunkt i casestudier. Arkitektor er sjældent flytbart og i dette projekt, har forskningsobjekterne eksisteret i deres nuværende kontekst i århundrede. Derfor skal de også forstås og fortolkes ud fra det sted de 91 (Flyvbjerg, 2006) 92 (Vaus, 2001, p. 220) 85

86 står og de elementer de omgiver sig med, samt ikke mindst i den tid de eksisterer samt den tid de har bag sig. I forhold til Bent Flyvbjergs udsagn om det konkretes videnskab, er det interessant at undersøge, hvordan han opfatter casestudiets rolle i forskningen. Flyvbjerg forklarer arbejdet med casestudier således: For researchers, the closeness of the case study to real-life situations and its multiple wealth of details are important in two respects. First, it is important for the development of a nuanced view of reality, including the view that human behavior cannot be meaningfully understood as simply the rulegoverned acts found at the lowest levels of the learning process and in much theory. Second, cases are important for researchers own learning processes in develop their own skills to a high level, then concrete, context-dependent experience is just as central for them as to professionals learning any other specific skills. 93 Flyvbjerg sammenligner forskerens forhold til casestudiet med enhver anden professions forhold til deres faglige objekter. Casestudiet bliver derfor gjort til et håndværk, som forskere kan bruge som et redskab til at generere viden. Denne vinkel underbygger casestudiernes rolle i dette projekt; at forvente at lære noget frem for at bevise noget, er en vinkel der bruges aktivt i de tre casestudier i dette projekt. Ved at studere tre objekter i deres respektive kontekster, ønsker jeg at lære, og dermed at kunne formidle information om bygningsdokumentationsfeltets styrker og svagheder og derudfra at kunne bidrage med strategier for, hvordan vi bevidst kan videreudvikle feltet i en, for fagets, hensigtsmæssig retning. Casestudier i afhandlingen Casestudierne i projektet skal eksemplificere bygningsdokumentationsfeltet, som det ser ud i dag. Som en metode, der typisk bruges til at undersøge 93 (Flyvbjerg, 2006, p. 223) 86

87 konkrete fænomener i en naturlig sammenhæng, og i et projekt hvor dokumentationen af den arkitektoniske kulturarv skal kortlægges, analyseres og vurderes, er det et nærliggende valg af metode. Jeg ser casestudierne som et bindeled mellem de eksisterende metoder og en udvikling af nye metoder/angrebsvinkler. Efter en opgørelse over de metoder vi har og bruger i dag, udføres casestudierne for at give et overblik over, hvad disse eksisterende metoder kan give os, og hvad de ikke kan. Resultaterne herfra skal danne udgangspunkt for den videre udvikling af nye metoder og anskuelsesformer. Jeg har valgt tre casestudier til projektet. Antallet er valgt ud fra en vurdering af den type information, jeg ønsker at få ud af casestudierne. Mit mål for casestudierne, er at kunne eksemplificere karakteren af de bygningsdokumentationer, vi udfører i dag. Til dette mener jeg, at en eller to casestudier er for lidt, idet der kun vil forekomme et lille hvis ikke et ikke-eksisterende sammenligningsgrundlag. Fem eller flere ville ikke skade sagen, men vurderes heller ikke at ville kunne bidrage med tilsvarende flere informationer, end tre vil kunne. De tre valgte casestudier er 1. Nordfacaden på Fredensborg Slot (Fredensborg, Nordsjælland) 2. Hovedbygningen på Nørre Vosborg (Vemb, Vestjylland) 3. Det tidligere børneasyl Børnely, nu Mejlen (Aarhus). De tre cases er udvalgt på baggrund af en række opstillede krav. Kravene er udvalgt på baggrund af formålet med casestudierne; at jeg gennem studier og sammenligninger kan sige mest muligt om dokumentationsfeltet, som det ser ud i dag, herunder feltets udvikling, styrker, svagheder og potentialer. Kriterierne for udvælgelse var følgende: Objektet skal findes inden for Danmarks grænser. (national kontekst) Objektet skal være en bygning eller en bygningsdel. (afhandlingens fokus) 87

88 Der skal findes en dokumentation på objektet. (til vurdering og analyse) Dokumentationen må ikke være ældre end 10 år. (aktualitet) Dokumentationen skal anses som værende alment grundigt udført. (fagligt niveau) Mulige casestudier blev undersøgt i forhold til, om de levede op til kriterierne for udvælgelse, og til slutteligt blev ovenstående tre cases udvalgt. Det tredje casestudie, Mejlen, adskiller sig fra de andre to, ved at være en case, som undertegnede selv har været dokumenterende arkitekt på. Udgangspunktet for at bruge denne bygning som en case i afhandlingen, er til dels bygningens rolle i mit afgangsprojekt, som i kraft af 4+4-strukturen 94 indgår som en del af ph.d.-afhandlingen. Derudover er Mejlens rolle som casestudie, at inddrage et professionsperspektiv og dermed vise den dokumentationspraksis, der undervises i på skoleniveau. Ved at undersøge og beskrive, hvilke metoder der undervises i på arkitektskolerne, tegner der sig et billede af, hvilke færdigheder nyuddannede arkitekter kan bidrage med i praksis. I forhold til at der indgår eget arbejde i casestudierne, skal det nævnes, at det ikke er casestudiernes opgave at vurdere den dokumenterende arkitekt, tegnestues eller egne kompetencer indenfor dokumentationsfeltet. Derimod skal casestudierne pege på, om de metoder vi bruger, formår at indfange de værdier, vi finder i de arkitektoniske kulturarvsbygninger. De tre casestudier behandles ens for at sikre et gyldigt sammenligningsgrundlag i vurderingen af dokumentationerne. Herunder følger en redegørelse for, hvordan de tre casestudier gribes an og behandles: 94 Ph.d.-projektet er gennemført under det der hedder 4+4 ordningen, som er et ph.d.-studie der starter ca. et år før kandidateksamen er gennemført og som varer fire i stedet for tre år. Kandidatuddannelsens sidste år er dermed ph.d.-studiets første år og det overlappende år bruges på at færdiggøre kandidatstudiet samtidig med at påbegynde ph.d.-studiet. 88

89 Introduktion til bygningen Dokumentationens indhold Karakteristik af dokumentationen Værdivurdering ud fra dokumentationen Opsummering Disse punkter skal tilsammen afsløre, hvordan den givne dokumentation gribes an, hvilke metoder der bruges, og hvilke værdier disse metoder formår at pege på og beskrive. Dokumentationsprocessen er sjældent enkeltstående, men skal ses som en særskilt aktivitet, der på arkitektskolen i Aarhus undervises i som et led i en større proces, der typisk følger nedenstående fremgangsmetode: Undersøgelse og registrering 2. Dokumentation 3. Værdisætning 4. Programmering 5. Restaureringsprojekt/arkitektonisk intervention Undersøgelse og registrering samt dokumentation behandles i denne afhandling samlet under begrebet dokumentation, idet undersøgelse og registrering er indholdet i dokumentationen og derfor ikke kan stå alene. På baggrund af dokumentationen, kan der laves en værdisætning, der kan fungere som et styringsredskab i restaureringsprocessen. Dokumentationen kan derfor anses som værende uundværlig i ethvert restaureringsprojekt, der omhandler en historisk bygning. Dels for at lære bygningen at kende gennem undersøgelser og registreringer og dels for at finde ud af, hvad der vurderes af have bevaringsværdi i bygningen. Disse værdier skal varetages under restaureringsprocessen samt efterfølgende gennem vedligeholdelse af bygningen. At restaurere, eller i det hele taget at ændre på en eksisterende bygning, uden en forudgående dokumentationsproces medfører en stor risiko for at ændre, fjerne eller overse vigtige værdier i en 95 (Bock, 2007, pp ) 89

90 historisk bygning, hvilket på sigt vil kunne få betydning for bygningens berettigelse i forhold til bevaring, brug og eksistens. Udover at leve op til udvælgelseskriterierne, er de tre cases også interessante på andre niveauer. Eksempelvis repræsenterer de hver deres tilgang til dokumentationen af en historisk bygning. Casestudierne viser tre angrebsvinkler, der samlet set tegner et billede af dokumentationsprocessen, som den kan foregå i dag og med de metoder, vi typisk benytter i dag. Ud fra dette samlede billede drages der, til sidst i dette kapitel, konklusioner på bygningsdokumentationsfeltet, som det fungerer på nuværende tidspunkt. Den kommende gennemgang er en beskrivelse af, hvad der findes af dokumentation i de respektive casestudier. Det er således ikke den endelige dokumentation der vises, da det i flere af studiernes tilfælde ville være alt for omfattende og i øvrigt ikke ville give noget til studierne, som en beskrivelse af materialet ikke kan give. De illustrationer der vises i forbindelse med beskrivelserne, repræsenterer således også et udpluk af den samlede dokumentation og er medtaget for at give en visuel idé om, hvordan dokumentationen fremtræder i sin fulde form. 90

91 Case 1, Fredensborg Slot, Nordfacaden Bygherre: Slotte og Kulturejendomme (SLKE) Dokumentation: CREO arkitekter. Introduktion til bygningen Opførelsen af Fredensborg Slot blev påbegyndt i 1720 af arkitekten Johan Cornelius Krieger og den 11. oktober 1722 var de udvendige arbejder færdige og byggeriet blev indviet. Siden 1722 har slottet ændret sig mange gange med både ombygninger og især tilbygninger omkring den oprindelige del af slottet. På Fredensborg Slot genbrugte man en del sandstensarbejder fra det nedrevne byggeri, Sparepenge, der havde ligget tæt på Slottet. 16 eller 17 af trekantsgavlene på den oprindelige bygning er udført af Casper Boegardt og stammer fra slutningen af 1500-tallet. Allerede i blev der foretaget ændringer på slottet under arkitekten Laurits de Thura, blandt andet blev hele bygningen forhøjet med to alen, og alle vinduer blev forhøjet med én alen. I 1754 blev der under Nicolai Eigtved tilføjet de fire hjørnepavilloner, og sandstensarbejderne blev udført af billedhugger Johan Friedrich Hannel, der kopierede de oprindelige sandstensportaler heriblandt også trekantsfrontonerne med ansigter på nordfacaden. 96 Fredensborg Slot fungerer 96 (Steenberg, 1969) 91

92 i dag som kongehusets mest benyttede bolig. Dokumentationens indhold Der er skrevet og indsamlet store mængder materiale om Fredensborg Slot, siden det blev opført i Dels er interessen ofte stor omkring kongehusets boliger, men boligerne er også interessante i sig selv, eftersom de er opført uden så mange kompromiser, som mange andre bygninger kan være underlagt gennem opførelsesprocessen. Man ser derfor i de fleste af kongehusets og den øvrige adels boliger en meget gennemført og stærk stil i gode materialer. Dette er værd at bevare og fortælle om og derfor ser vi ofte store mængder bøger, artikler, optegnelser, fotografier og tegninger over netop slotte, herregårde og godser. Det aktuelle casestudie koncentrerer sig om nordfacaden, der gennemgår længerevarende restaurering, primært af sandstensornamenterne omkring vinduerne og det er derfor udelukkende de dokumentationer, der er foretaget af nordfacaden i forbindelse med den kommende restaurering, der vil blive behandlet herunder. De dokumentationer der er indsamlet i forbindelse med den igangværende restaurering af nordfacadens sandstenspartier, består af følgende: Eksempel på fotodokumentation af nordfacaden Foto venligst udlånt af CREO Arkitekter Dokumentationsobjekt 1 Billedregistrering af alle sandstensportaler (August 2011). Se eksempler til venstre. Dokumentationsobjekt 2 Tilstandsvurdering af alle bygningsdele udført i sandsten, her delt ind i tre grader af tilstande, illustreret med farver på facadetegninger. God levetid = over 50 år (grøn), jævn levetid = max 15 år (blå) slet levetid = max 5 år (rød). Eksempel på fotodokumentation af nordfacaden Foto venligst udlånt af CREO Arkitekter 92

93 Nedenfor ses to tilstandsvurderinger af nordfacaden på Fredensborg Slot. Fra henholdsvis 2001 (øverst) og 2011 (nederst). Illustrationen øverst viser tilstandsvurdering af nordfacaden udført i På facadetegningen ses det, hvordan en stor del af sandstenselementerne på nordfacaden vurderes at være i jævn stand og altså derfor skal skiftes inden for 15 år. 93

94 Endnu en stor del bygningselementer vurderes at være i slet stand og kræver derfor en udskiftning inden for fem år. I tilstandsvurderingen fra 2011, se nederste illustration på forrige side, også udført af CREO Arkitekter, er endnu n betragtelig større del af sandstenselementerne vurderet til at være i slet stand med en levetid på under fem år. Dokumentationsobjekt 3 Skriftlig materialeregistrering og tilstandsvurdering af sandstensportalerne. På samme måde som på facadeopstalterne vurderes der, om materialetilstanden er god, jævn eller slet og herudfra hvor lang en levetid portalen menes at have tilbage. (2011) Dokumentationsobjekt 4 Opmålingstegninger, i 1:20 af sandstensindfatningen, opstalt. Se modsatte side øverst. (Obs: Illustration ikke målfast gengivet) Dokumentationsobjekt 5 Detalje af ovenstående sandstensindfatning, snit i 1:1. Se modsatte side, nederst. (Obs: Illustration ikke målfast gengivet) Dokumentationsobjekt 6 Redegørelse for registreringen overfor slots- og ejendomsstyrelsen. Der redegøres blandt andet for, at der vurderes at være en tydelig forskel på tilstandsregistreringen fra 2001 og tilstandsregistreringen fra (1 A4 side) Dokumentationsobjekt 7 Arkivmateriale. Beskrivende tekst af Ruth og Søren Lundqvist fra 1986 (2 A4 sider) 94

95 95

96 Øvrigt materiale vedlagt dokumentationen Bog: Fredensborg Slot monumenter og minder, tiden af Jan Steenberg Bog: Opmaaling af slottet ved Holger Schmidt Tidsskrift: Landskab 08, 2010/91. Om Fredensborg Slotshave Hæfte: Fredensborg Slotsgade En kongevej i sølvbryllupsgave. (udgivet i anledning af Dronningen og Prinsens sølvbryllup i 1992) Karakteristik af dokumentationen Dokumentationen er udført forud for en kommende restaurering af nordfacadens sandstensportaler. Restaureringen sker i samarbejde med Slotte og kulturejendomme (tidl. Slots- og ejendomsstyrelsen). Dokumentationen er samlet i et ringbind, hvor de enkelte dokumentationsobjekter optræder i hver deres rapport/hæfte. Restaureringen omhandler en materialeudskiftning, hvor dette er nødvendigtt, og formmæssigt vil sandstensportalerne rekonstrueres, hvor det er muligt. De fleste af ansigterne inde i sandstensportalernes trekantsfrontoner er så dårlige, at det er blevet besluttet, at de skal genhugges i et nyt materiale. Dokumentationen fokuserer i høj grad på tilstandsvurderinger af materialet, hvilket udspringer af, at en snarlig restaurering er et nødvendigt indgreb for at redde sandstensportalerne omkring vinduerne. I redegørelsen for registreringen, uddybes det, at denne alene fokuserer på vinduesindfatningerne på hovedslottets nordfacade. Det vurderes, at alle sandstensindfatningerne er meget nedbrudte og at stenene tydeligt pulveriserer under skorpen. Dokumentationen fokuserer udelukkende på tilstandsvurderingen, og det er tydeligt at se, at man har været klar over tilstedeværelsen af problemet inden dokumentationen gik i gang. Dokumentationens rolle har været at give et grundlag for at kunne vurdere problemets omfang. Modstatte side: Øverst, opmåling af sandstensindfatning 1:20 Nederst, opmåling af sålbænk, trekantfronton og indfatning i 1:1 96

97 Værdivurdering ud fra dokumentationen I forhold til den udførte dokumentation, der primært fokuserer på tilstanden af facaden og dens sandstensornamenter, peger dokumentationen på følgende værdier: Sandstensindfatninger rundt om vinduerne Trekantfrontonerne med hoveder Formsproget og skarpheden i disse. Det fremhæves i dokumentation, at formen på ornamenterne er i en sådan grad af forfald, at disse forsøges restaureret. Det er senere oplyst af bygherre, at de nu er så forfaldne, at der er taget en beslutning om at udskifte alle indfatningerne fuldstændig. Da slottet bruges intensivt af regentparret og ofte er ramme om vigtige repræsentative formål, er der en forventning om, at slottet holdes i en god vedligeholdelsesmæssig stand. Indfatningernes forfald har efterladt dem med et noget "laset" udseende præget af store afskallede partier og uheldige reparationer med mørtel som i farve afviger fra sandstene. Vi har på den baggrund valgt at udskifte indfatningerne komplet. 97 Jens Borsholt, Slotte og Kulturejendomme Det lasede, afskallede udtryk sammen med de farveafvigende reparationer vurderes ikke at leve op til de repræsentative formål, som bygningen bruges til, og det kan derfor konkluderes, at idé og form tillægges stor værdi. Diskussion af dokumentationen Facaden står overfor en omsiggribende restaurering, og her er det oplagt at inddrage restaureringsteorien for at fastlægge, hvilken type restaurering man har valgt allerede inden dokumentationen er udført, og hvordan 97 Bilag 1 (se bagerst i afhandlingen) 97

98 denne påvirker dokumentationsprocessen og de derudfra valgte dokumentationsmetoder. Restaureringstilgangen bygger på bevaring af form og stil, hvilket placerer den mellem idé og ikke-nutidsmarkør på Inge Mette Kirkebys diagram. Inge-Mette Kirkebys skema med Fredensborg Slotskirke placeret mellem Idé og Ikke-nutidsmarkør. Det betyder i praksis, at man vægter den arkitektoniske idé højt i restaureringsprocessen og at man ønsker at udføre det uden at markere et skift mellem oprindelige og nye materialer. Det betyder, at man i restaureringen lægger vægt på at bevare idéen i byggeriet og har valgt ikke at markere nutiden i de nye tiltag, ved at lade det nye materiale adskille sig klart fra det gamle. Dette er den ultimative bevaringstanke, hvor man ønsker at konservere objekterne og fastfryse dem i en bestemt tidsånd, uden at bygningen i sig selv leverer en historisk formidling af de ændringer, der er udført gennem bygningens levetid. Denne restaureringspraksis ses ofte ved slotte, herregårde og lignende typer af ikonisk arkitektur, hvor idéen og formen i arkitekturen vægtes højt. I dette casestudie er det interessant at se på, hvordan valget af restaureringstilgang smitter af på dokumentationen. Som nævnt før, hænger disse to 98

99 processer sammen, og påvirker hinanden både den ene og den anden vej. I dette tilfælde har man valgt i restaureringsprocessen, at fokusere på en tilstandsforbedring, hvilket medvirker, at dokumentationen udelukkende handler om tilstanden af det materiale der skal restaureres. Omvendt kan man sige, at restaureringsarbejdet i høj grad styres af dokumentationen, og når dokumentationen udelukkende fokuserer på tilstand, vil restaureringsprocessen derfor ikke bevæge sig udover dette. Vekselvirkningen mellem dokumentation og restaurering og deres indbyrdes forhold og afsmitning på hinanden er interessant at studere her. Man kan derfor stille spørgsmålstegn ved, om det er optimalt at beslutte sig for en restaureringstilgang, inden dokumentationen er foretaget. Hvem ved, om en restaurering fokuserende udelukkende på tilstand, er den rette for den aktuelle facade inden, denne er undersøgt, registreret og dokumenteret? Nu er Fredensborg Slot et kendt byggeri for bygherren, der løbende står for vedligehold af bygningen og derfor ikke et ukendt objekt, der først skal undersøges, registreres og dokumenteres, før det besluttes, hvordan det skal restaureres. Stilen omkring bevaringen og den løbende vedligeholdelse af byggeriet, er besluttet for længst, og der har i dette tilfælde ikke været tvivl om, hvordan man har ønsket at istandsætte de meget slidte og nedbrudte elementer på nordfacaden. Alligevel kunne det være interessant at stille spørgsmålstegn ved, om en anden tilgang i dokumentationsprocessen, ville have givet et andet resultat end det vi ser i dag, hvilket højst sandsynligt ville være tilfældet. 99

100 Case 2. Nørre Vosborg - Hovedbygningen, Bygherre: Realdania Byg Dokumentation: Erik Einar Holms Tegnestue Introduktion til bygningen Herregården Nørre Vosborg ligger i Vestjylland, 30 km fra Holstebro og har en historie, der kan dateres tilbage til 1200-tallet. Herregården har haft mange skiftende ejere og i 2004 overtog Realea (nu Realdania Byg) herregården i stærk forfalden tilstand. De eksisterende bygninger er opført i perioden 1542 til 1951 og den nylige restaurering af anlægget er sket med forskellige tilgange til de forskellige bygninger. Således er hovedbygningen så vidt muligt bevaret i sin oprindelige skikkelse, mens de øvrige funktionsbygninger i anlægget har fået nye funktioner og indretninger, der lever op til stedets brug i dag (O'Broin, 2008, p. 4) 100

101 Dokumentationens indhold Dokumentationsobjekt 1 11 bygningsplejerapporter udført af Erik Einar Holms Tegnestue i 2003 efter skema udviklet af bygningsplejesekretariatet. Rapporterne lægger vægt på, at det er en uvildig undersøgelse udført af erfarne bygningsrådgivere. Rapporten er et tilbud til den enkelte husejer, så han/hun kan få et overblik over ejendommens øjeblikkelige standard teknisk såvel som æstetisk. Plejerapporten skal give ejendommens ejer et bæredygtigt beslutningsgrundlag for den løbende vedligeholdelse. Rapporten er baseret på en umiddelbar gennemgang af ejendommen som den optræder på besigtigelsestidspunktet. Rapporten skal ikke forveksles med en tilstandsrapport. 99 Rapporten indeholder: Indstillingsskema (adresse, matrikelnummer, BBR-nummer, oversigt over akutte arbejder med en tilstandsbeskrivelse og anvisning til oprettelse af akutte problemer) Aftaleoversigt Modul 1 Basisregistrering, herunder klimaskærm, fællesarealer, interiører, tekniske installationer, dokumentation for eksempel billeder, gamle kort Basisregistreringen fortæller om ejerforhold, bygningstype, byggeår, fredningsdato, bevaringsværdier, bygningsbeskrivelse (materialer, byggeskik, udskiftninger af materiale, proportioner), vandforhold, elforhold, kloakforhold, varmekilder. Derudover et par fotografier og oversigtskort. 99 Fra forordet i bygningsplejerapporterne 101

102 Modul 2 - Tilstandsundersøgelse (herunder klimaskærm, fællesarealer, interiører, tekniske installationer) Tilstandsundersøgelsen vurderer de enkelte bygningsdeles tilstande, indsats og prioritet i forhold til tilstand. Bygningsdelene tildeles karakterer fra 1-9, hvor 9 er dårligst og 1 er god. Indsatsen vurderes også og opdeles i om aktiviteten indebærer vedligehold, opretning eller undersøgelse. Indsatserne prioriteres alt efter hvor hurtigt arbejdet vurderes at skulle udføres og opdeles bygningsdelenes vurderede levetid på følgende måde: Mindre end 3 måneder, mindre end 1 år, mindre end 3 år, mindre end 5 år og mindre end 10 år. Tilstandsvurderingen kommer omkring alle bygningsdele herunder sokkel, fundament, kælderydervægge, facader, trapper, døre, vinduer, tag, spær, lægter, remme, skorstene, inddækninger og tagrender. Modul 3 - Omkostningsberegning og budgetlægning, herunder klimaskærm, fællearealer, interiører, tekniske installationer Omkostningsberegning og budgetlægning er en oversigt over, hvad forbedringer og vedligehold af de tilstandsvurderede bygningsdele vil koste og over hvor mange år de enkelte bygningsdele vil være en udgift. Herunder en samlet vurdering af udgiften for den angivne bygningspleje. Modul 4 Drifts- og vedligeholdelsesplan, herunder klimaskærm, fællearealer, interiører, tekniske installationer Drifts- og vedligeholdelsesplanen er ligesom omkostningsplanen og budgetlægningen en oversigt over hvad det vil koste at vedligeholde bygningen dog over en længere periode end modul

103 Dokumentationsobjekt 2 Fotorapport udført af Erik Einar Holms Tegnestue den 23. maj Rapporten består af 21 sider med fotografier af primært hovedbygningen og derudover borggård, porttårn, Vosborglille, havemur, staldbygning, foderhus, lade og forvalterbolig. Hvert billede er dateret og nummereret. Fotorapporten giver et visuelt overblik over hvilke bygninger der findes på stedet og viser ingen detaljer eller andre forhold i bygningerne. Dokumentationsobjekt 3 To rapporter Fotoregistrering fra juni 2005 af henholdsvis Østfløjen (Gyldenstiernehuset), og Sydfløjen (Tanghuset). Begge rapporter er udført af Erik Einar Holms Tegnestue og er på henholdsvis 12 og 28 sider og indeholder to billeder pr. side, alle med en nummerering af rummene og en kort beskrivelse af billedets motiv. Rapporterne gennemgår de to aktuelle fløje rum for rum med tydeligt fokus på rummenes tilstand før restaureringen. Den beskrivende tekst oplyser her, hvilke elementer på billedet, der er oprindelige og/eller hvornår de er indsat i bygningen. Dokumentationsobjekt 4 To rapporter Rumregistrering fra juni 2005 af henholdsvis Østfløjen (Gyldenstiernehuset), og Sydfløjen (Tanghuset). Begge rapporter er udført af Erik Einar Holms Tegnestue og er på henholdsvis 14 og 27 sider. Rapporterne indeholder en beskrivelse af rummene og nummereringen af rummene hænger på systematisk vis sammen med dokumentationsobjekt 3, hvor der kan ses billeder af rummene. I denne rapport er der fokus på beskrivelsen af rummene og hvert rum er beskrevet i forhold til gulve, vægge, lofter, vinduer og døre. Registreringen er lavet i hånden og der er tegnet små vignetter for at forklare udformningen på fyldingsdøre, gerichter og loftsrosetter. Bagerst i hver rapport findes en opmålingstegning i 1:100, udført i juni 2005, af den aktuelle fløj med nummereringen af rummene indtegnet. Disse nummereringer relaterer både til 103

104 fotoregistreringsrapporten (dokumentationsobjekt 3) og rumregistreringerne i aktuelle rapport. Rapporten giver et godt overblik over de enkelte rum og især sammen med fotoregistreringsrapporten (dokumentationsobjekt 3) fungerer denne rapport som et oplysende og systematisk udført dokument i forhold til at formidle bygningens sammensætning. Dokumentationsobjekt 5 Rapport Førregistrering fra december 2005, udført af Erik Einar Holms Tegnestue, af Nordfløjen (langehuset). Rapporten består af en bygningshistorisk redegørelse med tekst, fotos og tegninger fra nationalmuseets arkiv, rekonstruktionstegninger bygget på oplysninger fra en brandtaxation fra 1793, beskrivelse af eksisterende forhold (materialer) og billeder og rumregistreringer i pågældende bygning. Derudover følger en registrering af spær (størrelse, tilstand, nummerering) samt vinduesregistrering med tegnede snit i 1:1 inddelt i typer, tilstand, rudeglas og registrering af sålbænke og vandnæser. Bagerst i rapporten findes tre opmålingstegninger i planer og facader. Gennemgangen af Nordfløjen beskriver de eksisterende forhold og fokuserer både på det historiske og det nuværende. Gennemgangen er systematisk og gennemgår rum både i tekst, fotos og tegning. Dokumentationsobjekt 6 Rapport Førregistrering og projektforslag af De Linde Huset, Vestfløjen. Rapporten indeholder registreringer af eksisterende forhold, tilstand og projektforslag på henholdsvis facader, kælderplan, stueetage og tagetage. Derudover findes der registrering af vinduer og døre. Registreringerne er udført i tekst, tegning og fotos. Registreringen af tagetagen er endvidere suppleret med nummerering, størrelser, bemalinger og tilstand af spær og spærfødder. 104

105 Dokumentationsobjekt 7 Opmålingstegninger udført af Erik Einar Holms Tegnestue i Dokumentationsobjekt 8 Forud for Realdania Bygs køb af Nørre Vosborg blev der udarbejdet en rapport over muligheder på stedet samt omkostninger ved at indrette stedet til et kulturcenter. Arkitekt Claus Bjarrum udarbejdede rapporten i 2003, som indeholder en beskrivelse af stedet, naturen omkring, oversigt over bygningerne og deres fredningsstatus, oversigtsplan, beskrivelse af bygningerne og en overordnet tilstandsvurdering. Herefter følger et konceptuelt skitseprojekt på stedet og ideer til, hvordan det vil kunne indrettes til kulturcenter/hotel. Rapporten er på grænsen til at kunne kaldes en dokumentation, men tages alligevel med, da den på en systematisk og afgrænset måde, forsøger at formidle fortid med fremtid ud fra en række undersøgelser og analyser af stedet. Egentlige værdivurderinger er ikke at finde i rapporten, der primært fokuserer på og beskriver den kommende nye funktion. Dokumentationsobjekt 9 Arkivmateriale. Ældre plantegninger fra 1861, der viser en tidligere planløsning på hovedbygningen. Opmålingstegninger, snit 1:20, fra 1947, udført at nationalmuseet. Plantegninger i 1:100, udført at Erik Einar Holm, for bygningssynet i Indkvarteringsplan fra Frederik d. VII og Grevinde Danners besøg på Nr. Vosborg i Registrering af mur/væg typer, foretaget af Erik Einar Holm i 2004 Rapport udført af Erik Einar Holm i 1976, indeholdende daværende udseende og indretning, beskrivelse af forslag til fremtidig indretning til beboelse samt fotoregistrering af (det temmelig forfaldne) stuehus. + diverse håndskitser 105

106 Dokumentationsobjekt 10 Bygningsundersøgelse udført af Dansk Bygningsanalyse A/S, december Undersøgelsen fokuserer på svampebestemmelser, tilstandsvurderinger af materialer der indeholder råd og fugt. Vurderingen er lavet på alle bygninger i anlægget. Karakteristik af den samlede dokumentationen Der findes store mængder dokumentation på Nørre Vosborg. Ambitionerne i forbindelse med Nørre Vosborg har været høje og derfor engagerede man, udover arkitekter en gruppe bestående af museumsfolk, historikere, geologer, arkæologer og konservatorer fra hele landet. Projektet blev kaldt Nørre Vosborg i tid og rum. Herudover fik man Nationalmuseet til at foretage en digital opmåling af de ydre facader som et supplement til arkitekternes opmålinger. Den samlede dokumentation af anlægget har derfor både en tværfaglig bredde og en faglig dybde der sjældent ses indenfor dokumentationsfeltet i dag. Netop på grund af denne bredde og dybde, spænder den samlede dokumentation fra tilstandsvurderinger, svampebestemmelser af fugt og råd over opmålinger med flere forskellige metoder til vurderinger af stedets kulturhistoriske lag. I dette casestudie fokuseres der på den arkitektfaglige dokumentation der ligger til grund for arkitektens restaureringsforslag. I forordet lover rapporten, at den vil give husejeren et overblik over ejendommens øjeblikkelige tilstand, teknisk såvel som æstetisk. Dog står der i alle rapporterne under overskrifterne arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi og miljømæssig værdi: Ej registreret. Basisregistreringen beskriver bygningen men igen er denne vurdering primært udført med fokus på det tekniske og tilstandsmæssige. Værdivurdering ud fra dokumentationen I dokumentationen af Nørre Vosborg, fremhæves bygningens forfald i de mange tilstandsvurderinger af 106

107 alle elementerne i hovedbygningen. De fleste rapporter i dokumentationen beskriver forfaldet samt de forskellige grader af dette. I dokumentationen peges der indirekte på følgende værdier: Helheden, formen, idéen om herregården ønskes bevaret. Historien om herregården vægtes højt og ønskes ikke fjernet undervejs i restaureringen Funktionen. Bygningen skal restaureres, så den atter kan bruges. Stedets stemning og sjæl fremhæves i tekster om restaureringen og i tv-udsendelser, men er ikke at finde som en beskrevet værdi i dokumentationen. Diskussion af dokumentationen Restaureringen af Nørre Vosborg er et af Danmarks største restaureringsprojekter, og Realea er gået grundigt til værks. Alligevel har alle involverede arbejdet med det udgangspunkt, at man så vidt muligt ikke skal kunne se, at der er lavet gennemgribende arbejder på Nørre Vosborg, når restaureringen er færdig. 100 Målet med restaureringen på Nørre Vosborg har været at redde bygningerne og stedet fra det igangværende forfald uden at ændre for meget ved stedet og materialerne. Dokumentationen er, ligesom restaureringsprojektet, et meget stort projekt, og man har prioriteret at kende bygningen og dens historie helt ned i alle detaljer, inden restaureringen gik i gang. Derfor bærer dokumentationen også præg af mangfoldighed og grundighed og spænder vidt i brugen af metoder, dog stadig indenfor feltet af traditionelle og kendte dokumentationsmetoder. Følgende citat viser at der gennem dokumentationsprocessen har været en 100 (O'Broin, 2008, p. 36) 107

108 bevidsthed omkring målet med restaureringen og at der har været et opmærksomhed på stedets stemning og ånd. Det har været målet, at man kan gå en tur på borganlægget og opleve sunde bygninger i naturlige omgivelser i harmoni med sig selv og den tidsånd, hvor de er opført. Indeni er bygningerne i en standard, hvor de tekniske og sikkerhedsmæssige forhold er i overensstemmelse med de krav, som stilles i dag, og derfor kan rumme aktiviteter, der svarer til nutiden. For at opnå denne kvalitative harmoni er det vigtigt i den indledende fase af en så omfattende restaurering at få godt fat i stedets sjæl, før man går i gang med arbejdet. Restaureringsarkitekterne brugte derfor meget tid på at finde ud af hvilke mennesker, der har boet på borgen, bygningernes oprindelige indretning og funktioner og på at opnå viden om den omkringliggende natur. Der blev brugt meget tid i lokalhistoriske arkiver og set på forskellige former for registreringer. De første optegnelser af bygninger på landet i forbindelse med de tidligste Brandforsikrings- og brandtaksationsprotokoller, der stammer helt tilbage fra tallet, indeholder beskrivelse af hver forsikret ejendom og redegør for konstruktion, længde, bredde og antal bygninger på ejendommens grund. Disse optegnelser har været til stor gavn for restaureringsarkitekterne, da de skulle verificere, hvordan de oprindelige bygninger så ud på Nørre Vosborg. På Nørre Vosborg har det været helt afgørende for det endelige resultat, at der undervejs i arbejdet med at rive ned og bygge op har været en fælles forståelse for, at der skulle passes godt på den stemning, som stedet udstråler. 101 Dokumentationen af Nørre Vosborg vurderes at være et grundigt og gennemarbejdet arbejde, der favner bredt og derfor tillader ukendte informationer at dukke op i løbet af processen. Det ses sjældent, at der afsættes penge til at dokumentere værdier udover dem man tror man skal bruge aktivt i restaureringsarbejdet og derfor adskiller dokumentationen af Nørre Vosborg sig fra de fleste andre dokumentationer. Dokumentationsprocessen bærer præg 101 (O'Broin, 2008, p. 36) 108

109 af de metoder der har været tilgængelige i arbejdet, og de værdier der formidles gennem dokumentationen er konkrete og målbare værdier og optegnelser over stedet, fotos af bygninger og bygningsdele, historiske dokumenter der fortæller om bygningens historie samt opmålingstegninger. Der sker altså et parallelforløb i forhold til de værdier der dokumenteres og de værdier der tales om. Det har været nødvendigt at redde bygningen fra forfald og at udskifte råddent og svampeinficeret træværk men man har samtidig haft et ønske om at udskifte mindst muligt materiale og passe på stedets stemning. Et paradoks som restaureringsarkitekter ofte stilles i. At dokumentationen aktivt har været en del af bevaringen af stedets sjæl, ånd eller atmosfære, er ikke beskrevet eller synligt nogen steder i dokumentationen, hvorfor det formodes at man på trods af de gode intentioner om bevaringen af atmosfæren, mere har haft fokus på de enkelte objekter på stedet og ikke den samlede atmosfære. Atmosfæren er ikke restaureret væk, men den er ændret og det ser ud til, at ændringen af er sket på grund af udskiftningen af materiale og derfor af nødvendighed, frem for som en bevidst og velbegrundet handling med et klart mål for øje. På baggrund af dokumentationen er der altså ikke noget der tyder på at bevaringen af en atmosfære i dette restaureringsforløb, bygger på dokumentation af denne type værdier, hvormed man bevidst går ind og beskriver og dermed beskytter atmosfæren. Inge-Mette Kirkebys skema med Hovedbygningen på Nørre Vosborg placeret mellem Idé og Originalsubstans og så tæt på Ikke-nutidsmarkør som muligt. Det betyder i praksis, at både idé og originalsubstans er forsøgt bevaret under restaureringen og med bevidsthed om ikke at markere restaureringen som en synlige periode i bygningen. 109

110 Nørre Vosborg casen er interessant fordi den er multidimensionel, tværfaglig og grundig. Den viser hvor omfattende en dokumentation kan være. Netop fordi den er så omfattende, vurderes der at være muligheder for at beskrive andre typer værdier end dem de traditionelle dokumentationsmetoder formår at beskrive. Derfor vurderes det også, at det udelukkende er den manglende metode samt bevidsthed omkring hvad der sker med atmosfæren når noget omkring den ændres, der gør at atmosfæren i hovedbygningen på Nørre Vosborg ikke beskrives, dokumenteres og bruges aktivt i bevaringen af stedets mangfoldighed af værdier. 110

111 Case 3. Det gamle Børneasyl Mejlen, Århus Bygherre: Afgangsprojekt, derfor tænkt bygherre. Senere, Mengel Ejendomme. Dokumentation: Nina Ventzel Riis. 2007/2008 Introduktion til bygningen Det tidligere børneasyl, Mejlen, på Hans Hartvig Seedorffs Stræde i Århus, er opført i år 1883 og fremstår med sine forskudte volumener, kamtakkede gavle, blankt murværk og opadstræbende elementer som et tidstypisk eksempel på en nationalromantisk bygning. Arkitekten er Carl Lange ( ) der flittigt har bidraget til opførelsen af adskillige bygningsværker i Århus og omegn i den sidste halvdel af 1800-tallet. Carl Langes karriere i Østjylland startede da han i 1860 erne hjalp Ferdinand Meldahl med at gennemføre en omfattende ombygning af herregården Frijsenborg vest for Århus. Efterfølgende fik han opført blandt andet Officersbygningen og Ridehuset på Vester Allé, der begge i dag står som to markante bygninger i Århus bymidte. Mejlen har stor kulturhistorisk værdi, idet bygningen danner ramme for en af de første sociale velgørenhedsorganisationer i Aarhus. Da bygningen blev opført var der ikke noget socialt hjælp at hente for den voksende gruppe fattige, der flyttede fra landet til byen 111

112 på dette tidspunkt. Skt. Stefans foreningen valgte derfor at opføre Børnely (senere Mejlen) som en børnehave for børn fra fattige familier, hvor der blev givet varm mad, tøj og omsorg fra de diakonisser der bestyrede stedet. Mange af Skt. Stefans Foreningens mange fine tiltag er i dag glemt, dog står Mejlen som et minde om den sociale velgørenheds begyndelse i Aarhus. Dokumentationens indhold Dokumentationen er lavet af afhandlingens forfatter som en del af afgangsprojektet fra Arkitektskolen Aarhus. Dokumentationen er udført i vinteren 2008, tidligt i aktuelle ph.d.-projekts forløb. Det er derfor udført som et skoleprojekt der viser et professionsperspektiv indenfor normalfagligheden, herunder både det der må betegnes som traditionelle metoder og nyere metoder, som der eksperimenteres i på arkitektskolen. Dokumentationsobjekt 0 Overordnet dokumentation af bygningens placering samt bygningshistoriens og kontekstens udvikling, beskrevet som et stykke byhistorie fra den industrielle revolutions begyndelse til i dag. Denne del af dokumentationen er visuelt understøttet af kort fra før Børneasylets opførelse, tiden efter opførelsen samt i dag. Kortene viser henholdsvis Aarhus 1870, 13 år før Mejlens opførelse og Aarhus 1899, 16 år efter Mejlens opførelse. Dokumentationsobjekt 1. Eksempel på studier af den byhistoriske udvikling omkring Mejlens opførelse i Rejst kort over Mejlens placering i Aarhus bymidte i dag. Kortene illustrerer bygningens placering i byen gennem den udvikling der har fundet sted og giver fornemmelsen af bygningens skala samt typemæssige forskellighed fra de omkringliggende bygninger. 112

113 Dokumentationsobjekt 1 Skitseopmåling. Bygningen er grundigt skitseopmålt. Skitseopmålingen blev udført med tommestok, lasermåler og måleblade der både på stedet og senere blev overført til AutoCad. Skitseopmålingen resulterede i en situationsplan, to planer af henholdsvis stueetage og førstesal og to snit. 113

114 Dokumentationsobjekt 2 Opmåling med PhotoModeler. For at træne en af de nyere opmålingsmetoder, som kommende restaureringsarkitekter undervises i på arkitektskolen, blev de fire facader samt detaljer som for eksempel vinduer, døre og detaljerede beslag på dørene, målt med PhotoModeler. Punkterne er derfor fundet gennem PhotoModeler, mens detaljer og endelige streger er tegnet færdige i AutoCad. Opmålingen er sammenholdt med skitseopmålingen for at sikre nøjagtigheden gennem kombinationen af Photomodeler og skitseopmåling. Opmåling med Photomodeler kombineret med skitseopmåling, tegnet i AutoCad i 1:50. Østfacade, Mejlen. Målt i Photomodeler, overført til AutoCad i 1:50. Målt og tegnet af Nina ventzel Riis,

115 Dokumentationsobjekt 3 Fotodokumentation. Bygningen er på systematisk vis dokumenteret gennem fotografier i alle rum. Fotografierne bruges som orienterende information i forarbejdet til restaureringsprojektet og er suppleret af forklarende tekstbeskrivelser. Dokumentationsobjekt 4 Tekstbeskrivelser af bygningen der supplerer fotodokumentationen i forarbejdet til restaureringsprojektet. Tekstbeskrivelserne forsøger på objektiv vis, at beskrive motiverne i fotodokumentationen. Dokumentationsobjekt 5 Arkivstudier. Der er i forskellige arkiver fundet tegninger, fotografier, skitser og beskrivelser af bygningens fortid. Med disse studier er bygningens historie stykket sammen. Udpluk af fotodokumentation af Mejlen. Udpluk af resultat af arkivstudier. Der blev primært fundet tegninger over ændringer foretaget i bygningen efter dens opførelse. Ingen originale tegninger blev fundet. 115

116 Karakteristik af dokumentationen Dokumentationen er præsenteret i et hæfte (program) over bygningen og den kommende restaurering (afgangsprojekt). Dokumentationen er udført som en traditionel dokumentation der primært består af opmålingstegninger, tekstbeskrivelser og fotoregistrering. Dokumentationen og de anvendte metoder fokuserer på de målbare og håndgribelige værdier i bygningen og fremhæver hermed disse som værende bærende værdier for bygningens videre bevarelse. Værdivurdering ud fra dokumentationen I dokumentationen fremhæves følgende værdier som bevaringsværdige: Kultur- og byhistoriske bevaringsværdier. Herunder historien om bygningens funktion som et af de første sociale tiltag i Aarhus i forbindelse med flytning fra land til by. Arkitektoniske bevaringsværdier, herunder rumligheder og interessante kig, panelbeklædninger, trappen, vinduer, øvrige træværk, murværk og murede stik, cementindfatninger og støbejernsbeslag. Diskussion af dokumentationen I dokumentationen er der primært brugt traditionelle metoder, hvilket den efterfølgende værdivurdering også bærer præg af. Jeg var på dette tidspunkt i dokumentationen af Mejlen bevidst om, at jeg ønskede at dokumentere mere end de håndgribelige værdier, men på grund af det traditionelle metodevalg, nåede jeg ikke yderligere med denne intention. Jeg introducerer her diskussionen om, hvad en optimering af dokumentationsfeltet vil sige. En optimering kan ske på flere niveauer eller i flere dimensioner. En optimering af dokumentationsfeltet kunne godt være en optimering af de eksisterende metoder, så disse blev mere præcise, hurtigere og billigere at udføre. Hvis målet med denne 116

117 nye metode er det samme, som de metoder vi allerede kender, sker der i dette tilfælde en forbedring af en metode, der i forvejen fungerer og i forvejen formår at registrere og mediere en bestemt type værdi. Man kunne også stille spørgsmålstegn ved, hvad vores metoder i dag formår at dokumentere og hvad der eventuelt mangler? Dækker metoderne hele feltet eller er der huller i vores dokumentationer, set i forhold til de værdier vi oplever og snakker om når vi besøger de historiske bygninger? Dokumentationen af både Nørre Vosborg og børneasylet giver et billede af, at vi mangler dokumentationsmetoder der kan indfange værdier af en anden type end de traditionelle bevarings- og fredningsværdier. Den restaurering børneasylet gennemgik i 2012, placerer sig i restaureringsteoriskemaet mellem idé og originalsubstans og tæt op af begrebet nutidsmarkør. Man ønsker med restaureringen at understrege husets oprindelige ide samtidig med at man ønsker at fremhæve et nutidigt lag i de nye tiltag der implementeres i bygningen. Dette giver et forholdsvist frit restaureringsprojekt, hvor bygningen opdateres til en ny funktion med alt hvad det kræver at nyere installationer, men hvor blandt andet facader, vinduer og formen på huset bevares i sit oprindelige udtryk. Dokumentationen er i høj grad blevet brugt som argument for de tiltag der sker i bygningen under restaureringen. Både de bevarende og de nyskabende tiltag. Det er derfor oplagt at se på, hvordan restaureringen ville se ud, hvis dokumentationen havde haft et andet fokus end det aktuelle. Børneasylet i Aarhus Mejlens placering i Inge Mette Kirkebys skema. Restaureringen af Mejlen placerer sig mellem ide og originalsubstans og højt oppe på aksen nutidsmarkør. 117

118 Som tidligere nævnt, skiller casestudiet Mejlen sig ud, ved at være en beskrivelse og vurdering af eget arbejde. Dette indskriver sig i den forholdsvis nye forskningstradition inden for praksisbaseret forskning, hvor inddragelse af eget arbejde i forskningen kan lede til nye erkendelser og perspektiver. Jeg har behandlet Mejlen ud fra samme angrebsvinkel og metode som de to andre casestudier, men er bevidst om mit noget mere indgående kendskab til Mejlens dokumentation. 118

119 DISKUSSION OG ANALYSE AF DE TRE CASESTUDIER Gennem beskrivelsen af de tre casestudier, ser vi tre dokumentationer, der alle er udført med metoder der viser sig at fokusere på målbare værdier. Dokumentationerne kommer derfor til, overvejende, at indeholde dimensionelle samt tilstandsmæssige beskrivelser af bygningernes karakterer. Denne kvantitative fortælling om bygningerne, har i de seneste mange år været målet for vores dokumentationer, og ud fra den betragtning, lever alle tre casestudier op til det forventede udgangspunkt for den videre restaureringsproces. Dokumentationen af Nordfacaden på Fredensborg Slot er stort set udelukkende en tilstandsvurdering af materialet. Bygningsobjektet er af høj national værdi, i kraft af Kongehusets brug af stedet gennem tiden og i dag. Den historie der ønskes fortalt gennem bevaring af bygningen, er både en fortælling om en stilperiode på det givne opførelsestidspunkt samt en fortælling om et stykke dansk historie. Dette ønsker man bevaret og bygningens udtryk og forfaldne, forældede og slidte bygningsdele ønsker man derfor udskiftet så det samlede indtryk af bygningen og dens idé og form bevares og føres ind i fremtiden. Dokumentationen af Nørre Vosborg har både en bredde og en dybde, som man sjældent ser forud for restaureringsprojekter. Der er en bevidsthed omkring, hvad man gerne vil bevare, men det man siger, stemmer ikke helt overens med det, der viser sig i dokumentationen, som ligesom Fredensborgcasen, også indeholder en overvægt af tilstandsvurderinger. Bevidstheden omkring bygningernes og stedets atmosfære, er med i restaureringsprocessen, men ikke i dokumentationen, hvilket giver en potentiel risiko for at 119

120 de ønskede værdier restaureres væk under byggeprocessen, hvor rigtig mange hænder er inde over processen og hvor arkitektens bevidsthed om de værdier der findes på stedet ikke nødvendigvis kommunikeres ud til alle parter i restaureringsprocessen, medmindre værdierne er registreret og beskrevet og optræder i bygningsdokumentationen. Dokumentationen af Børneasylet i Aarhus, Mejlen, er et klassisk skoleprojekt og forsøger ud fra den måde der undervises i faget dokumentation, at lave et eksempel på, hvilke værdier en sådan fremgangsmåde fokuserer på. Jeg observerer i dette projekt, at der er stor forskel på de værdier jeg dokumenterer, med de metoder jeg har til rådighed (altså er trænet i) og de værdier jeg sanser og påvirkes af. Det konkluderes derfor igen, at der mangler metoder til at registrere en bestemt type af værdier i den historiske bygningsmasse. Dokumentationens rolle Hvis man antager, at dokumentationen af en bygning er en beskrivelse af de informationer, der udveksles mellem menneske og bygning, bør man lægge vægt på at beskrive de værdier der findes i mødet mellem subjekt og objekt. Dette kan give udfordringer i forhold til at beskrive objektet gennem subjektet. Som beskrevet i teorikapitlet, eksisterer der allerede en opfattelse af forholdet mellem restaureringsobjekt og restaureringsarkitekt som værende et forhold med dialog, tale og kommunikation. Dette anses som værende en sympatisk holdning at have til bygningen, idet vi undgår den forudindtagede holdning til hvad bygningen vil kunne give os af oplysninger allerede inden vi er gået i gang med dokumentationen. Hvis man er villig til at gå i dialog med en bygning, er man også villig til at høre efter, hvad den har at fortælle og muligheden for at komme hjem med ny viden om bygningen og dens historie, er store. Med dialogen hører også forståelse og fortolkning af de oplysninger vi får ud af bygningen. Ifølge hermeneutikken hænger det sammen således: 120

121 I virkeligheden drejer det sig ikke om et alternativ mellem forståelse og ikke-forståelse, men om at forstå godt eller mindre godt, om at forstå eller misforstå. 102 Vi forstår altså altid noget. Spørgsmålet er, hvordan vi forstår og om vi forstår noget godt eller dårligt. På samme måde oplever vi altid et eller andet og man kunne fristes til at sige, at vi altid oplever noget mere eller mindre bevidst. Vi kan derfor ikke undgå en bygnings atmosfære når vi færdes i den og forståelsen og beskrivelsen af denne, vil altså afhænge af vores indstilling til at forstå og opleve. Essensen ligger i, at forstå noget rigtigt og undgå at misforstå. Når vi besøger og undersøger en bygning, vil vi altid forsøge at forstå den og det er en vigtig opgave, for den dokumenterende arkitekt, at tilegne sig så meget viden og interesse omkring bygningen og dens fortid, at bygningen ikke misforstås. Aristoteles brugte begrebet phronesis, der dækker over sansen at forholde sig til en sag eller en situation på en passede måde, en særlig fingerspitzgefühl, snarere end en abstrakt viden. 103 Når man beskæftiger sig med dét at forstå en bygning og især at forstå en bygning og dens særlige kvaliteter samt oplevelsen af disse, så kræver det en særlig bevidsthed, en særlig opmærksomhed og en særlig åbenhed overfor, hvad man kan møde. Hermeneutisk aktivitet er altid en dialog mellem to eller flere parter, om dialogpartneren så end er et levende menneske fra vor daglige omgangskreds eller en vanskelig tekst fra en fjern fortid og en fremmed kultur. Ifølge den moderne hermeneutik opnås erkendelse ikke i den enkeltes isolerede overvejelser, men i en kollektiv bestræbelse: erkendelse er altid dialogisk, aldrig monologisk. 104 I dokumentationsprocessen sker der netop en række processer, der på mange måder ligner det der beskrives i den hermeneutiske aktivitet. At forstå og fortolke sit stof 102 (Møller, 1999, p. 10) 103 (Møller, 1999, p. 10) 104 (Møller, 1999, p. 12) 121

122 og derigennem erkende hvad det er vi har med at gøre. Ebbe Hædersdal nævner det hermeneutiske projekt i sin afhandling 105 fra 1999, men hvor han primært beskriver dilemmaet mellem fortolkning og forståelse af de metoder, der traditionelt bruges i en dokumentation, forsøger jeg her, at sætte fokus på en type værdier vi endnu ikke har metoder til at håndtere. Erkendelsen af en bygning handler både om det historiske (hvad fortæller kilderne os at der er sket med dette sted?) og på det konkrete objekt der opleves og beskrives gennem dokumentationsprocessen. Erkendelsen af det oplevede objekt og de værdier objektet udstråler, er en tungtvejende del i dokumentationsprocessen. En grundig dokumentation peger både tilbage og frem og disse to retninger udspringer begge af det der findes i bygningen på dokumentationstidspunktet. Hvilke spor findes der i bygningen og hvad fortæller de os at der kan/skal ske med bygningen i fremtiden? Hvilke bærende værdier findes der i bygningen? Hvilken funktion skal/kan bygningen rumme fremover og hvordan forenes dette med de bærende bevaringsværdier? Både fortid og fremtid vurderes ud fra bygningen som den ser ud og erkendes i dag og begge dele bør derfor vægtes højt. Casestudierne viser, at vi i dag primært måler og vurderer bygningerne ud fra et geometrisk og dimensionalt fokus. Ifølge den fænomenologiske forståelse, er afstande ikke noget der kan eller skal måles, men noget som afhænger af vores sansning på det givne sted, på det der optager os. Jeg kommer nærmere ind på det fænomenologiske i forhold til dokumentation i afhandlingens atmosfærekapitel. 105 (Hædersdal, 1999, p. 35) 122

123 123

124 KULTURARV OG ATMOSFÆRE OM AT OPLEVE ARKITEKTONISK KULTURARV Om atmosfære og kulturarv og om hvordan atmosfære og fænomenologiske analyser kan spille en vigtig rolle i håndteringen, bevaringen og formidlingen af historiske bygninger. 124

125 GAMLE TRADITIONER NYE ERKENDELSER Bygningsdokumentation og atmosfære Følgende tekst handler om at opleve arkitektonisk kulturarv, om mødet mellem menneske og bygning og især om, hvordan atmosfære kan registreres som en bevaringsværdi. Som beskrevet i forskningshistorien, har bygningsdokumentationsfeltet i store træk udviklet sig fra en malerisk til en analytisk proces i forhold til det, at registrere og dokumentere bygninger indenfor den arkitektoniske kulturarv. Gennemgangen af de eksisterende metoder samt casestudierne viser, at de dokumentationer, der udføres i dag, primært fokuserer på de målbare og håndgribeligt konkrete værdier. Dette fokus er en naturlig følge af de metoder, der i dag er anerkendte og anvendes inden for bygningsdokumentationsfeltet. Dokumentationsprocessen fungerer i dag primært som en geometrisk analyse, der, når dokumentationen er udført, kan fortælle om en given bygnings proportioner, dimensioner, planløsning og detaljer. Fotografier bruges i dag til at supplere opmålingstegningen og derved tilføre dokumentationen en ekstra dimension, ligesom den skriftlige dokumentation kan formidle forhold, der ikke kan ses på opmålingen eller fanges på fotografier. Fotodokumentation og skriftlig dokumentation, som er de to metoder der i dag typisk bruges til at beskrive den slags værdier, der ikke kan måles, har en tendens til enten at blive meget objektive eller meget subjektive. Som jeg tidligere har citeret Gunhild Eriksdotter for, så hævder hun, at i forsøget på at dokumentere både kvantitative og kvalitative værdier i historiske bygninger, sker der ofte det, at tolkningerne bliver enten alt for objektivt rigide 125

126 eller for subjektive og utydelige. 106 Det er min opfattelse, at de uhåndgribelige værdier, som jeg i dette kapitel ønsker at anskueliggøre, i dag ofte indgår som en - delvist ubevist og ikke dokumenteret - begrundelse for at restaurere, som vi gør. Problemet opstår netop, når denne type værdier ikke registreres som værdier, hvorfor de heller ikke beskrives eller optræder i dokumentationen. Når værdier ikke optræder i dokumentationen, bevares de heller ikke nødvendigvis for eftertiden, og ydermere indgår de ikke som en synlig parameter i beslutningsgrundlaget for den kommende restaurering. Hermed risikeres det, at de ændringer, der foretages under restaureringen, potentielt set kan forårsage, at de ikke-dokumenterede værdier restaureres væk. I forhold til den arkitektoniske kulturarv, kan fænomenologien hjælpe os med en ny tilgang til registrering og dokumentation af denne. Hvor vi indtil nu har været udstyret med metoder, der primært fokuserer på de målbare værdier, kan fænomenologien og den fænomenologiske analyse åbne for registreringer og dokumentationer der ligger ud over de målbare værdier. Jeg mener vi kan og bør ændre dels vores fokus på kulturarvsobjekternes værdier og dels hvordan vi vælger at omgås og håndtere dem i fremtiden. At gøre den fænomenologiske analyse til en brugbar metode indenfor bygningsdokumentationsfeltet, er en udfordring der kræver, at man for en stund sætter de traditionelle dokumentationsmetoder til side og fokuserer på, at målet er af en anden karakter og derfor kræver både en anden tilgang og nogle andre metoder, end dem vi i forvejen er bekendte med at bruge. Denne nye tilgang til værdierne i den arkitektoniske kulturarv kræver først og fremmest, at vi forstår, hvad vi ønsker at dokumentere, og at vi accepterer, at værdierne ikke er målbare. I følgende afsnit forklarer jeg forskellen mellem den geometriske analyse og den fænomenologiske analyse. Med ovenstående erkendelse af, at der findes væsentlige ikke.målbare værdier i vores arkitektoniske kulturarv, 106 (Eriksdotter, 2005, p. 21) 126

127 ønsker jeg med afhandlingen at undersøge, om og hvordan en værdi som atmosfære kan integreres i dokumentationen og dermed indgå som en del af beslutningsgrundlaget i forhold til de valg, der efterfølgende foretages i restaureringen. I løbet af de seneste år er der generelt i debattenom kulturarv og bevaringsværdier observeret en øget interesse for den ikke-målbare, immaterielle og uhåndterbare kulturarv, og i 2006 udgav Kulturministeriets Forskningsudvalg publikationen Begrebet Immateriel Kulturarv, der beskriver, hvordan vi er nødt til at forholde os til de uhåndgribelige værdier i kulturarven. Kulturministeriets publikation er resultatet af en konference, der blev holdt i december 2005 i forbindelse med, at UNESCO i 2003 vedtog konvention The Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage. I publikationen står der blandt andet: Lige som kanondebatten har gjort det uanset hvad man i øvrigt mener om en kanon som sådan så rejser også debatten om den uhåndgribelige kulturarv en lang række interessante spørgsmål om, hvad der udgør det fælles kulturelle arvegods og for hvem, og i sidste instans, hvad det er, der udgør det kit, som binder samfundet sammen i et oplevet fællesskab. 107 Uden at det præcist adresseres, hvad der skal diskuteres, åbnes der for debatten om den immaterielle kulturarv og dens berettigelse inden for kulturarvsområdet, især i forhold til at få stillet spørgsmålstegn ved, hvad der skal bevares, for hvem og hvorfor. De metoder, der bruges indenfor bygningsdokumentationsfeltet i dag, fokuserer på bygningen, ikke på mødet mellem menneske og bygning, og sammenligner man dokumentationen af en bygning med oplevelsen af samme bygning, er der store forskelle på indholdet af disse beskrivelser. Diskursen på ministerieniveau samt til kulturarvsfaglige seminarer og konferencer vidner om, at opfattelsen af værdier i den arkitektoniske kulturarv begynder at rumme blødere og flere sanselige værdier end hidtil. Derved er der opstået 107 (Kulturministeriet, 2006, p. 7) 127

128 en interessant situation, hvor dokumentationsmetoderne ikke er fulgt med den udvikling, der er sket og stadig sker - i forhold til opfattelsen af bevaringsværdier, og vi formår derfor ikke til fulde at registrere og dokumentere de værdier, der ønskes videreført til kommende generationer. Det er vigtigt at understrege, at jeg med afhandlingen ikke afskriver de metoder, vi har og bruger i dag, men i stedet ønsker at udvikle feltet med udgangspunkt i de eksisterende metoder. For at supplere de eksisterende metoder med nye, der kan udvikle fremtidens bygningsdokumentationer og dermed øge kvaliteten af de begrundelser, der ligger bag valgene i kommende restaureringsprojekter, forsøger jeg i afhandlingen at sætte fokus på mødet mellem menneske og bygning. Denne udvikling og supplering af de eksisterende metoder kanske via introduktionen af en fænomenologisk tilgang til dokumentationen af bygninger, så vi fremover kan sikre, at vi dokumenterer den mangfoldighed, den arkitektoniske kulturarv rummer. Fænomenologisk tilgang til dokumentation Den fænomenologiske tilgang til bygningsdokumentationsfeltet kan give os en udvidet og dybere forståelse af den arkitektur, vi dokumenterer. Kun ved at dokumentere andre værdier i arkitekturen end de målbare værdier, kan denne eksempelvis bygningernes atmosfære bruges og formidles bevidst i dokumentationen og restaureringsarbejdet samt formidles til eftertiden gennem dokumentationen. Der er flere måder at gribe forskningsbegreberne atmosfære og arkitektur an på. Det ses eksempelvis i Sofie Kinchs afhandling Designing for Atmospheric Experiences 108, hvor der primært fokuseres på skabelse af atmosfæriske oplevelser gennem interaktionsdesign. Helt modsat er det 108 (Kinch, 2014) 128

129 i denne afhandling, hvor udfordringen består i at udpege og beskrive eksisterende bygningers eksisterende atmosfærer ved hjælp af fænomenologiens definition af begreberne afstand og nærhed. I forhold til at indføre den fænomenologiske tilgang til dokumentation af kulturarven, er det interesseret at se på, hvordan man indenfor fænomenologien ser verden. Her følger først en kort gennemgang af fænomenologien som begreb, hvorefter der kommer en introduktion af fænomenologi i dokumentationsarbejdet. Fænomenologi betyder videnskab om fænomenerne og behandler begrebet fænomen som forskningsobjekt. Begrebet fænomen kan forstås på to måder 109 ; sådan som fænomenet fremtræder for beskueren eller sådan som genstanden i virkeligheden er, altså som genstandens egen fremtrædelsesmåde. Hvis man blot beskriver en genstand, som den fremtræder for beskueren, ville fænomenologien være en videnskab om det subjektive, tilsyneladende eller overfladiske. 110 Sådan forholder det sig dog ikke. Fænomenet er det, der åbenbarer sig og fænomenologien skal ses som en filosofisk analyse af genstandens fremtrædelsesform. 111 Fænomenologien kan bidrage med kortlægningen af forskellige fænomentyper, og en genstand kan være mere eller mindre nærværende, idet den kan være enten fysisk til stede, noget man kommunikerer om, noget man ser gengivet på en tegning eller et billede, noget man kan høre eller dufte men ikke se - og så videre. Alle disse mere eller mindre indirekte tilstedeværende fænomener repræsenterer genstanden, mens den egentlige præsentation af genstanden selv er den direkte perception. Den danske filosof Dan Zahavi (1967-) formulerer i bogen Fænomenologi: 109 (Zahavi, 2003, pp ) 110 (Zahavi, 2003, p. 13) 111 (Zahavi, 2003, p. 13) 129

130 I stedet for at betragte genstandens fremtrædelse som noget uvæsentligt og blot subjektivt, som noget, der ikke fortjener en nærmere undersøgelse, vil fænomenologien insistere på, at en undersøgelse heraf er af central filosofisk værdi 112 Fænomenologien afviser, at man kan skelne mellem verden, som den er for os, og verden, som den er i sig selv. For fænomenologerne sker der altså ikke en distinktion mellem de to ovenfornævnte verdener, men en distinktion i fremtrædelsen, i og med at en fremtrædelse kan være gennem et flygtigt blik, eller gennem en grundig videnskabelig undersøgelse. Genstandens virkelighed skjuler sig ikke bag genstandens fremtrædelse, den er genstandens fremtrædelse. 113 Overført til den arkitektoniske kulturarv, så er bygningen, det der viser sig for os, når vi er i den, og altså ikke en række tal, repræsenteret i en opmålingstegning. I denne del af afhandlingen vil jeg afprøve en videnskabelig, fænomenologisk undersøgelse af det, der viser sig for os i kraft af fænomenet atmosfære og atmosfærens fremtrædelse i de tre tidligere casestudier. I forhold til dokumentationsbegrebet vil en repræsentation af bygningen i medieret form altid være nødvendig, idet dokumentationens rolle er at formidle bygningsobjektets værdier, uafhængig af modtagerens tilstedeværelse i den pågældende bygning. Udfordringen ligger derfor i at lave en fænomenologisk undersøgelse af bygningen og mediere denne i en formidlingsmulig form, samtidig med at det anerkendes, at den virkelige oplevelse er den, der fremtræder for os, når vi står i eller ved bygningen. 112 (Zahavi, 2003, p. 14) 113 (Zahavi, 2003, p. 15) 130

131 Fænomenologisk analyse som metode til registrering og dokumentation af den arkitektoniske kulturarv At koble fænomenologi og arkitektur er ikke nyt. Allerede i 1951 blev den tyske filosof Martin Heidegger ( ) bedt om at holde en forelæsning for en række arkitekter ved et seminar i Darmstadt med temaet Menneske og Rum. Med forelæsningen Bauen, Wohnen, Denken ønskede Heidegger ikke at gribe ind i arkitektens faglige tankegang eller metoder, men i stedet at indsætte arkitekturen i det felt, hvori alt hvad der findes, hører hjemme. Hans mål var at placere arkitekturen i en filosofisk kontekst, hvormed relationen mellem arkitektur og fænomenologi blev skabt. 114 Efter Heidegger, har især Christian Norberg-Schulz gjort sig bemærket i forhold til arkitektur og fænomenologi. I et af sine tidlige værker Intensjoner i arkitekturen 115 fra 1967, hvor han endnu ikke talte om fænomenologi som begreb, påpegede han, at mens de praktiske udfordringer i arkitekturen bliver behandlet og analyseret gennem byggeforskningen, så manglede der en teori, der kunne give arkitekter en metode til at behandle de viktige miljømessige problemer som ennå ikke på noen måte er tilstrekkelig undersøkt. 116 Norberg-Schulz understregede, at denne miljømæssige side af arkitekturen, som han på dette tidspunkt kaldte arkitekturens psykologiske forutsetninger, ikke kan adskilles og behandles separat fra den praktiske side, men at arkitekturen må ses som en helhed, hvor de enkelte faktorer er gensidigt afhængige. 117 I denne afhandling bruges fænomenologien til at fokusere på fænomenet atmosfære og vores oplevelse og opfattelse af dette. Fænomenologien tager afstand fra objektivismen og inddrager i stedet subjektivitetens første-persons perspektiv. To vigtige fokuspunkter i afhandlingen er følgende: 114 (Dehs, 2011) 115 (Norberg-Schulz, 1967) 116 (Norberg-Schulz, 1967, p. 7) 117 (Norberg-Schulz, 1967, p. 7) 131

132 1) Fokus på en løsrivelse fra den objektfokuserede opmålingspraksis, for dermed at fjerne fokus fra den dominerende tankegang inden for dokumentation af den arkitektoniske kulturarv; en tankegang der primært beskæftiger sig med de målbare og håndgribelige værdier. Dermed kan vores opfattelse af værdibegrebet udvikles, hvorfor nye metoder behøves. 2) Fokus på at henlede opmærksomheden på mødet mellem subjekt og objekt, i stedet for at fokusere på enten subjekt eller objekt. Det er objektets (bygningens) fremtrædelse for subjektet (mennesket), der er interessant, og fokus forsøges derfor placeret imellem disse to. Fænomenologi, atmosfære, krop og kulturarv De traditionelle dokumentationsmetoder fokuserer primært på dimensionelle og geometriske forhold, og det er derfor også værdier af denne karakter, vi registrerer og dokumenterer, når vi ved hjælp af det eksisterende metodeapparat skaber udgangspunktet for kommende restaureringer. Fænomenologien kan hjælpe os til at udvide vores fokus fra de målbare og håndgribelige værdier til de uhåndgribelige værdier, og det giver os mulighed for at se anderledes på kulturarven. Som omtalt ovenfor, betragter fænomenologien forholdet mellem subjekt og objekt som et forhold, hvor vi kun har adgang til objektet gennem vores subjektivitet. For os subjekter (mennesker), træder verden frem som fænomener, som vi har direkte adgang til gennem vores sansning. Fænomenet er ikke en fremtrædelse, bag hvilken objektet gemmer sig, fænomenet er objektet selv, som vi kan forholde os flygtigt eller mere grundigt og undersøgende til. At vejen til objektet går gennem subjektet indebærer ikke, at alting bliver subjektivistisk. Objektet bliver ikke mindre virkeligt eksisterende af, at vi nærmer os det subjektivt; tværtimod, det er i kraft af vores adgang til objektet gennem vores subjektivitet, at det bliver virkeligt objektivt, at vi får fat i dét, man kan kalde, sagen selv. 132

133 Denne fænomenologiske måde at forstå adgangen til vores omverden på, hvor vi fra begyndelsen allerede er ude ved den, optræder i atmosfærebegrebets kontekst som en understregning af sammenfaldet mellem det vi sanser og os selv som sansende kroppe. I den fænomenologi, som omhandler atmosfære, slår det kropslige ved vores sansning særlig stærkt igennem, fordi atmosfærer er fænomener, som vi mærker med alle vores sanser, ikke bare synssansen, men også hørelsen, smagssansen, lugtsansen og følesansen. At kroppen her er den sansende krop og ikke den krop vi ofte kalder den menneskelige skala, nævner Böhme i følgende citat, hvor han sammenligner Pallasmaas og Zumtors atmosfæreforståelser: So we see that the work of Pallasmaa and Zumthor has to do with the fact that they take man in his corporeality as the reference point of architecture. This new humanism may be reminiscent of Vitruvius, but the issue here is not that man as a body becomes the basic yardstick of built proportions. Rather, as a body man is, as it were, the sounding board for architectural quality. 118 Når vi anlægger et fænomenologisk og atmosfærisk syn på bygninger (og arkitektonisk kulturarv), flytter fokus fra den menneskelige, fysiske skala til den kropslige sansning. Det betyder ikke, at den menneskelige skala og geometriske opmåling er forkerte eller uinteressante men det betyder, at vi ved at anlægge en fænomenologisk betragtning på bygninger og arkitektonisk kulturarv får fat i noget andet ved bygningerne og kulturarven end det, vi får fat i ved objektiverende og dimensionelle opmålinger. Det er dette andet, jeg meddenne afhandling gerne vil føje til dokumentationen af den arkitektoniske kulturarv. Böhme understreger, at éns velbefindende fortæller én, hvilken type rum man befinder sig i, 119 og fremhæver også på denne måde koblingen mellem de menneskelige 118 (Böhme, 2013b, pp ) 119 (Böhme, 2013b, p. 99) 133

134 sanser og rummet, frem for koblingen mellem den menneskelige skala og rummet. De traditionelle objektorienterede dokumentationsmetoder udfordres dermed også af det fænomenologiske synspunkt om, at det, der optager os, er os nærmest. 120 Hermed inddrages subjektet og dets sansende natur i dokumentationssituationen som et gyldigt pejlemærke for arkitektonisk kvalitet. Når kroppen er et pejlemærke i arkitekturen og inddrages som en parameter til at vurdere kulturarven og dens værdier, må man også huske på den kropslige og flersanselige dimension som fænomenologien bidrager med. Ved at anlægge ovenstående synsvinkel; at det, der optager os, er os nærmest 121, abonneres der på det flersanselige apparat. Den fænomenologiske tilgang til kulturarven åbner for en flersanselig oplevelse, der, ud over en sanselig bevidsthed, også kræver et vist atmosfærisk engagement 122 for at kunne udpeges og dokumenteres og senere bruges som grundlag for et eventuelt restaureringsprojekt. Geometri og fænomenologi En opmåling af en bygning kan anses som en geometrisk analyse af bygningen, hvor de synlige og målbare forhold gøres til genstand for formidling i et eksternt dokument. Den geometriske analyse knytter sig primært til den naturvidenskabelige tradition, hvor de udpegede værdier kan måles, vejes og sammenlignes. Derudover giver den os en række oplysninger, der er nødvendige, når vi skal videregive informationer om en bygning, men ud over disse nødvendige oplysninger, er det nu på eget, at der også findes en række værdier, der ikke kan registreres gennem en geometrisk analyse. Denne type værdier ligger uden for den ramme, som vores dokumentationsmetoder i dag opererer inden for. 120 (Zahavi, 2003, p. 50) 121 (Zahavi, 2003, p. 50) 122 (M. J. Holm & Engberg-Pedersen, 2014) 134

135 Ud fra et fænomenologisk synspunkt er afstand og nærhed ikke noget der kan måles og vejes, og det nærmeste er ikke nødvendigvis det, som er tættest på, men det, som vi er mest optaget af. 123 Som eksempel nævner Zahavi, at vi er tættere på den person, vi taler i telefon med, end vi er på den telefon, vi taler i. Det er altså det, der optager os og det, vi fokuserer på, og derfor det, der fylder i vores opmærksomhed, der er os nærmest på det givne tidspunkt. Zahavi er i sine beskrivelser inspireret af Heidegger, der siger, at en ensidig fokusering på de geometriske forhold vil føre til en neutralisering og Entweltlichung af det primære rum. Og han fortsætter således: Ikke uventet fremhæver Heidegger imidlertid, at en ensidig fokusering på de geometriske forhold vil føre til en neutralisering og Entweltlichung af det primære rum. Den rumlighed, vi finder i den konkrete brugssammenhæng, vil transformeres til en ren dimensionalitet. Herved mister det vedhåndenværende sin særegne henvisningskarakter, og rummet reduceres fra en betydningsfuld brugssammenhæng til et konglomerat af udstrakte ting. 124 Zahavi udleder heraf, at det fysiske rum givetvis er det mest fundamentale af de to typer af rum (det fysiske og det handlingsorienterede) ud fra en naturvidenskabelig betragtning, men det at hævde, at det fysiske rum er mere fundamentalt end det handlingsorienterede, hverken er udtryk for en umiddelbar eller speciel nøgtern betragtning, men blot udtryk for nogle bestemte metafysiske forudsætninger, ligesom det omvendte også kunne være tilfældet. 125 Ud fra ovenforstående betragtninger kan man påstå, at de dokumentationer af den arkitektoniske kulturarv, der udføres i dag, som udgangspunkt fokuserer på bygninger og rum som fysiske dimensionale rum. Og de er fysiske dimensionaliteter, men de er mere end det. Når vi taler om kulturarv, kan vi ikke nøjes med kun at se på og 123 (Zahavi, 2003, p. 50) 124 (Zahavi, 2003, p. 51) 125 (Zahavi, 2003, p. 51) 135

136 forholde os til dimensionaliteten. At udpege noget som værende kulturarv er at indse, at det givne objekt netop rummer mere end blot sten og mørtel. Det har en ekstra dimension, som opstår ud fra det målbare materiale, men som ikke, som fænomen, umiddelbart selv kan måles med de metoder, vi har i dag. Helheden består af mere end mål og proportioner og må derfor dokumenteres med flere af bygningens værdier for øje. Ikke kun hver for sig, men også den samlede sum af værdier, der tilsammen giver bygningen dens karakter og egenskaber. Og hvor opmålingen af en bygning kan ses som en geometrisk analyse, kan den fænomenologiske analyse supplere opmålingstegningen med en mere mangfoldig viden om bygningen og dens kvaliteter. Zahavi udtrykker ovenforstående således: Med andre ord kan et geometrisk mål være nok så eksakt uden derved at være relevant og brugbart, når det gælder om at indfange den egentlige rumlighed. 126 Måden ordet rumlighed bruges på i citatet er essentiel for at forstå forskellen på den geometriske analyse og den fænomenologiske analyse. Rumlighed, som det er brugt her, skal ikke forstås som det at rumme noget, som et glas kan rumme vand, men i stedet som den måde vi oplever, optages eller betages af rummet. Tidslighed og rumlighed Begrebet rumlighed, i forhold til kulturarv og dokumentation, er værd at reflektere nærmere over. Målbar tid er ikke det samme som oplevet tid og på samme måde er målbare rum ikke det samme som oplevede rum. Vi kan opleve og forstå bevaringsværdige bygninger på flere måder, men begrænser i dag ofte os selv til kun at se og registrere de målbare værdier i bygningerne, på samme måde som vi kun fokuserer på 126 (Zahavi, 2003, p. 51) 136

137 den målbare tid. Men tid er mere og andet end timer, måneder og år. Tid bør, i konteksten af bevaringsværdige bygninger, også forstås som det, der udstråler fra murstenene, den slidte stentrappe, det glatpolerede messinghåndtag og de tyndslidte gulvbrædder. En ting er at finde ud af, at gulvbrædderne er de oprindelige og derfor må være et bestemt antal år gamle. Men hvad giver denne oplysning os, ud over et argument for at passe godt på dem? Det er interessant at fokusere på, hvad denne tidslighed i materialet gør ved os, og hvorfor vi eventuelt måtte ønske at blive ved med at omgive os med lige netop dette originale materiale. Uden at komme for meget ind på objektorienteret ontologi, som ikke er mit ærinde her, vælger jeg alligevel kort at præsentere en anskuelsesform fra denne filosofiske retning. Ifølge professor i Engelsk Timothy Morton 127 (1968-) skal tid ikke forstås som en universel container, hvori alting foregår. 128 Tid er ikke en enhed, der kan optages i murstenen, men derimod noget der skabes i og udstråler fra murstenen. Objects are not in time and space. Rather, they time (a verb) and space (a verb). They produce time and space. 129 Objects don t sit in some kind of rigid temporal box. Instead, they are internally out of phase with themselves, and this is what produces time and the possibility that they can interact. 130 Morton kommer med en interessant vinkel på begreberne tid og rum, når han siger at objekter tider og rummer (skaber tid og rum) i stedet for at være i tid og være i rum. Objekterne gøres til medspillende eksistenser i stedet for passive objekter og Morton påpeger også, at det er en misforståelse at se objekterne: 127 Morton tilhører forskningsfeltet objektorienteret ontologi, der grundlæggende gør op med forestillingen om at mennesket er verdens centrum. Derved taler for at alle objekter (subjekt = objekt) er lige. 128 (Morton, 2013, p. 157) 129 (Morton, 2013, p. 176) 130 (Morton, 2013, p. 177) 137

138 as solid lumps in a stream of time that gradually wears them down. 131 Vi interagerer med bygningerne, om vi vil det eller ej. En dokumentation er i høj grad en bevidst interageren med bygningen men til stadighed møder vi i dag de bygninger, vi dokumenterer som solid lumps, i stedet for at se dem som aktive objekter der skaber tid og rum og derved omgiver os med kulturarv. Denne skabelse af vigtige og nyttige værdier, giver os mulighed for at sætte os selv ind i en historisk kontekst og forstå os selv i lyset af denne. Kulturarv er mere end historiske objekter med fine detaljer og smukke proportioner og bør derfor, også i dokumentations-, restaurerings-, og bevaringssammenhænge forstås som mere end det. Hvis vi kan ændre vores måde at forstå kulturarven på, bør vi også ændre på vores måde at dokumentere den på. Forståelsen af et objekt som en solid lump, en død og ikke aktiv ting, afstedkommer dokumentationsmetoder, der ikke lægger op til at tale med objektet, gå i dialog med objektet eller lytte til objektet. Hvis genstanden er ikke-levende og aldrig har været levende, vil de metoder, man benytter til at registrere den med, være metoder, der forventes at kunne registrere det ikke-levende objekt, som skal dokumenteres og ikke mere. Man kan ikke forvente at objektet leverer information, der ikke visuelt kan registreres og dokumenteres og det kræves derfor ikke af dokumentationsmetoden, at denne skal kunne modtage og rumme information af anden karakter end visuelt og målbart. Hvis vi derimod udvider vores opfattelse af bygninger fra at være en solid lumps, inaktiv masser, til at være objekter, der skaber både tid og rum, bør vi kræve af de kommende dokumentationsmetoder, at de formår at fokusere på det der udstråles af bygningen. Altså den tid og det rum, som bygningen skaber. Overordnet set og i afhandlingens resterende del, vil de værdier som bygningen udstråler, tider og rummer, kaldes for bygningens atmosfære. 131 (Morton, 2013, p. 200) 138

139 ATMOSFÆRE TEORETISKE PERSPEKTIVER Atmosfæreforskning Før den fænomenologiske analyse afprøves på casestudierne med henblik på at dokumentere atmosfæren på de udvalgte steder, udfolder jeg her begrebet atmosfære. Atmosfære er i de seneste år blevet et omdiskuteret forskningsbegreb i flere og flere fagkredse, og en af de første, der begyndte at beskæftige sig med begrebet som et forskningsobjekt, er den tyske filosof Gernot Böhme (1937-), der i 1995 udgav bogen Atmosphäre: Essays zur ein neuen Ästhetik efterfulgt af Architektur und Atmosphäre 132 fra 2006, inspireret af den tyske fænomenolog Hermann Schmitz. Der er i løbet af de seneste år publiceret en større mængde materiale, som forsøger at tage hånd om fænomenet atmosfære i forhold til forskellige fagområder, og disse publikationer bidrager alle til at indkredse og formulere begrebet. Siden 2008 har atmosfærenetværket Ambiances International Network afholdt møder, konferencer, seminarer og workshops forskellige steder i verden, hvor begrebet atmosfære er blevet dissekeret, diskuteret og studeret af forskere indenfor forskellige fagområder. I kølvandet på de mange atmosfæremøder er der blevet publiceret en større mængde artikler og bøger. Netværket har sat fokus på atmosfære som et forskningsobjekt og har, uden tvivl, været med til at fremme forskningen inden for området, herunder kan nævnes den franske sociolog Jean-Paul Thibauds pragmatisk-mikrosociologiske tilgang til faget med sine Commented City Walks 133. Det er mit indtryk, at forskningen i atmosfærebegrebet er opstået indenfor de mange fagområder, som eksempelvis design, sociologi og 132 (Böhme, 2006) 133 (Thibaud, 2013) 139

140 antropologi, uafhængigt af hinanden og på samme tid og ikke på grund af atmosfærenetværket, men fordi der er brug for det, i et samfund der fokuserer mere og mere på fart, optimering, funktionalitet, rationalitet og besparelser inden for stort set alle områder. Vi har som mennesker et behov for mere end blot funktion og rationalitet. Vores daglige rammer, i form af de huse vi bor og færdes i og omkring, er et eksempel på objekter, der kan give os flere lag end blot funktion, for eksempel æstetik, sanselige oplevelser, historiefornemmelser og atmosfæriske påvirkninger. Ud over Böhme, som foregangsmand indenfor atmosfæreforskningen, findes der en række andre forskere der har udtrykt sig om begrebet. Af arkitekter kan især nævnes den finske arkitekt Juhani Pallasmaa og den schweiziske arkitekt Peter Zumthor. Disse arkitekter og forskere har skabt et teoretisk grundlag, der gør det muligt at forholde sig til nogle af de svære og tilsyneladende uhåndgribelige begreber der knytter sig til feltet. Herunder følger en præsentation af atmosfærebegrebet af henholdsvis Böhme, Zumthor, Pallasma efterfulgt af den atmosfæreopfattelse, der ligger til grund for resten af afhandlingen. Gernot Böhme Böhme giver følgende bud på begrebet atmosfære: atmosphere may be a conjunction of personal and emotional impressions of space, but this conjunction is reproduced by the objective assembly of materials, spatial proportions, the aging of the materials, the connections of the materials and the connections to the place or other buildings, rhythms, light, etcetera. Atmospheres are characteristic manifestations of the co-presence of subject and object. 134 Böhme beskriver atmosfære som noget det stråler ud fra objekterne og som en sameksistens mellem subjekt og 134 (Klaske Havik, 2013, p. 9) 140

141 objekt. Alt i et rum bidrager til atmosfæren. Ændres der ved en tings tilstedeværelse, placering eller farve ændres atmosfæren således også. Der er to aktuelle aktører; den der sanser og det der sanses 135 og atmosfæren kan, ifølge Böhme, kun opstå hvis begge aktører er til stede. Böhme skriver i artiklen Atmosphere as a fundamental concept of a new aesthetics: We are not sure whether we should attribute them to the objects or environments from which they proceed or to the subjects who experience them. We are also unsure where they are. They seem to fill the space with a certain tone of feeling like a haze. 136 At atmosfære både forholder sig til subjekt og objekt betyder i dokumentationsøjemed, at oplevelsen af en bygning ikke begrænser sig til en erkendelse af bygningen, men i stedet til en erkendelse af mødet mellem menneske og bygning. Atmosfæren skal derfor ikke forstås som en følelse inde i subjektet, ligesom det heller ikke er et fænomen, der udelukkende knytter sig til objektet, men et fænomen der kan registreres og som opstår mellem den sansende og det sansede. I artiklen Atmosphere as Mindful Physical Presence in Space 137, citerer Böhme August Endell for at sige: Whosoever thinks of architecture initially always thinks of the elements of the building, the facades, the columns, the ornaments, and yet all of that is of second rank. What is to most effect is not the shape, but its inversions, the space, the emptiness that spreads out rhythmically between the walls, is delimited by them, and that vibrancy is more important than the walls. 138 Herudfra konkluderer Böhme, at Endell med sit citat ændrer fokus fra bygning til krop, fra objekt til subjekt og fra at designe arkitektoniske objekter til at designe rum. 135 Atmosfæren er en fælles virkelighed for det der sanses og den der sanser. (Albertsen, 1999, p. 3) 136 (Böhme, 1993, p. 114) 137 (Böhme, 2013a) 138 (Böhme, 2013a, p. 23) 141

142 Böhme inddrager i øvrigt begrebet konstellationer i forhold til atmosfære, hvilket har vist sig at have relevans i forhold til atmosfære og restaurering. Böhme siger blandt andet om konstellationer: As opposed to Schmitz s approach, atmospheres are thus conceived not as free floating but on the contrary as something that proceeds from and is created by things, persons or their constellations. 139 Dermed adresserer han atmosfærernes skabelse til objekter, subjekter eller deres konstellationer. I samme sammenhæng nævner Böhme begrebet ekstaser eller estasies of things der kan forstås som værende de sfærer, som subjekter og objekter udstråler med deres tilstedeværelse. 140 Juhani Pallasmaa Den finske arkitekt Juhani Pallasmaa har kredset om begrebet atmosfære i sin bog The eyes of the skin 141 fra 1996 og senest i tidsskriftet Oase91 Building Atmosphere, - i en samtale med Klaske Havik og Gus Tielens gengivet i artiklen Atmosphere, Compassion and Embodied Experience A Conversation about Atmosphere with Juhani Pallasmaa 142 og artiklen skrevet af ham selv, Orchestrating Architecture Atmosphere in Frank Lloyd Wright s Buildings 143, hvor citaterne herunder stammer fra: questioning if it is a matter of attitude, interest or receptivity that allows certain architects to be sensitive to aspects of atmosphere. How do we experience places, details and 139 (Böhme, 1993, p. 122) 140 (Böhme, 1993, p. 121) 141 (Pallasmaa, 2005) 142 (Havik, 2013) 143 (Pallasmaa, 2013) 142

143 atmospheres? Can we learn to see and construct atmosphere or do we have to unlearn in order to do so? 144 I bogen The Eyes of the Skin, reflekterer Pallasmaa over vores måde at sanse på og fremstiller synssansen som en dominerende og indskrænkende måde at sanse verden på. I samtalen med Havik og Tielens 8 år senere, siger Pallasmaa: Atmosphere is altogether an unfocused quality. It has to be experienced in an unfocused and partly unconscious manner. 145 Og ligesom han her påpeger, at atmosfære er af en sådan karakter, at den skal opleves ufokuseret og ubevidst, pointerer han også, at den vigtigste sans i forhold til oplevelsen af arkitektur, er vores eksistentielle sanselighed, 146 og at arkitektur altid må opleves gennem vores egen eksistens, hvorfor man igen kan argumentere for, at dokumentationen af en bygning bør ske med andet og mere end dimensionaliteten for øje. Pallasmaa sætter fokus på sanserne i forhold til atmosfæreregistrering og taler for at drosle ned for synssansen og lukke op for andre sanser. At studere Pallasmaas tilgang til atmosfærebegrebet er en nødvendig indføring i at omgås begrebet med den fintfølende varsomhed, som begrebet kræver. Pallasmaa er i tekster og udtalelser søgende, reflekterende og forsigtig i forhold til en definition af begrebet. Han skriver blandt andet om Frank Lloyd Wright s Teliesin West studio i Arizona, at: My experiences and observations confirmed my assumption that atmospheres could be the most comprehensive and integrated of architectural qualities, but connected so deeply and complexy with our awareness, sense of self, and biocultural instinctural reactions that they can hardly be conceptualized and verbalized (Klaske Havik, 2013, p. 37) 145 (Klaske Havik, 2013, p. 45) 146 (Klaske Havik, 2013, p. 45) 147 (Pallasmaa, 2013, p. 55) 143

144 Ifølge Pallasmaa er atmosfæren en kvalitet i arkitekturen som ligeså vel kan mærkes gennem kroppen og huden som den kan ses med øjet. 148 Pallasmaa forbinder i høj grad kroppens sanseapparat med betydningsfuld og god arkitektur, som han herunder beskriver som en vekselvirkning mellem kunsten og mennesket i form af sansning og aura, her forstået som atmosfære. Significant architecture makes us experience ourselves as complete embodied and spiritual beings. 149 In the experience of art, a peculiar exchange takes place; I lend emotions and associations to the space and the space lends me its aura. 150 Interessen for at binde atmosfære tæt sammen med kroppen og den kropslige sansede oplevelse, deler han med Zumthor, der som udøvende arkitekt bruger sanserne som pejlemærker i sin arkitektur. Peter Zumthor Peter Zumthor stiller i sin bog Atmospheres 151 en række spørgsmål til begrebet atmosfære og kobler dem med begrebet arkitektonisk kvalitet: Quality architecture to me is when a building manages to move me. What on earth is it that moves me? How can I get it into my own work? Han efterspørger det uudsigelige i arkitekturen, han benævner det selv som atmosfære, og han introducerer i 148 (Pallasmaa, 2013, p. 53) 149 (Pallasmaa, 2005, p. 11) 150 (Pallasmaa, 2005, p. 12) 151 (Zumthor, 2006) 144

145 bogen en række begreber, der, ifølge ham, har noget med skabelsen af atmosfære at gøre. Han nævner The Body of Architecture, som er det konkrete materiale i arkitekturen. Han påpeger at materialet påvirker hans sanser, og at det er den første og største hemmelighed inden for arkitektur; at arkitektur samler forskellige ting fra verden, kombinerer dem og skaber nye steder med dem. Zumthor nævner, blandt andre ting, også The Sound of a Space og opfordrer til at man lytter til bygninger, som var de store instrumenter der samler lyden, forstærker den og transmitterer den rundt i bygningen. 152 Herudover nævner han også The temperature of a Space og siger: I am still trying to name the things that are important to me in the creation of atmospheres. Temperature for instance. I believe every building has a certain temperature. 153 Zumthor filosoferer ikke over begrebet atmosfære på samme måde og med samme abstraktionsniveau som for eksempel Böhme gør. Zumthor er praktisk i sin tilgang til begrebet, og når han reflekterer over det, er det med det mål for øje, at han gerne vil forstå atmosfæren, så han kan skabe den i sit næste projekt. Ud fra hans tekster, kan man konkludere, at han fortrinsvist kobler atmosfæren til det fysiske materiale, dog med en bevidsthed om, at det fysiske materiale påvirker omgivelserne og skaber kvaliteter, der ikke umiddelbart er målbare. I Zumthors femte afsnit beskriver han det, han kalder Surrounding Objects, som er alle de ting vi indretter os med og som påvirker os. Han beskriver, hvordan ting kan være arrangeret in a very caring, loving way, and that there s this deep relationship. 154 Uden at bruge de samme ord, kommer han her ind på noget, der refererer til Böhmes tanker omkring 152 (Zumthor, 2006, p. 29) 153 (Zumthor, 2006, p. 33) 154 (Zumthor, 2006, p. 35) 145

146 konstellationer 155, hvor objekter indgår i konstellationer med hinanden og dermed skaber karakteristiske atmosfærer netop i en bestemt konstellation på et bestemt sted. Det er tydeligt at Zumthor er praktiker. Han prøver at få hold om atmosfæren, så han kan bruge den aktivt i sine kommende projekter, hvormed definitionen på begrebet også bliver forsøgt håndgribeliggjort. Zumthor tillægger den fysiske og virkelig verden magi, som i nedenstående citat ligestilles med atmosfære: It s quite logic really. People interact with objects. As an architect that is what I deal with all the time. Actually, it s what I d call my passion. The real has its own magic. Of course, I know the magic that lies in thought. The passion of a beautiful thought. But what I m talking about here is something I often find even more incredible: the magic of things, the magic of the real world. 156 Atmosfærebegrebet i afhandlingen Ud fra et fænomenologisk synspunkt, er atmosfære det første, vi sanser når vi færdes i og omkring en bygning 157 og som et allestedsnærværende begreb og dét vi uundgåeligt fokuserer på når vi træder ind i en bygning, i modsætning til en lille detalje i tagudhænget, bør det ikke være til at overse eller komme udenom i bevaringen og forvaltningen af kulturarvens bygninger. Atmosfærebegrebet behandles i denne afhandling som et fænomen, der udstråler fra objekter og subjekter, og den atmosfære, der derfor kan undersøges, er den, der opstår dels mellem forskellige objekter og dels mellem objekter og subjekter på et givent sted. Atmosfærebegrebet bruges i afhandlingen som dét der udspiller sig mellem gulve og lofter, vægge og mure og mellem subjekter og objekter. Det er en konstant foranderlig størrelse, der påvirkes af alt hvad der er til stede på et givent sted. I forhold til bygninger, vælger jeg 155 (Böhme, 1993, p. 122) 156 (Zumthor, 2006, p. 17) 157 (Albertsen, 2013, p. 221) 146

147 at introducere begrebet grundatmosfære, hvilket jeg kommer nærmere ind på i afsnittet om atmosfæretransformationer. Steen Eiler Rasmussen beskriver i sin bog, Op at opleve arkitektur, 158 stemningen i en bygning som noget, der er bygget ind i bygningen og udstråles igen til andre: at de bedste bygninger er blevet til, ved at en kunstner, en arkitekt, har ladet sig inspirerer af noget i opgaven, der skal give bygningen et særpræg. Den er skabt over en stemning, og den giver igen stemningen videre til andre. 159 Dette er en interessant tanke der kan sammenlignes med Böhmes ekstasebegreb. At Rasmussen beskriver stemningen i en bygning som noget, der er skabt sammen med bygningens opførelse og som igen kan frigives, kan det forstås sådan, at Rasmussen vurderer, at stemningen er et stærkt og uforanderligt begreb, som er en fast størrelse i bygningen. I afhandlingen behandles atmosfærer som det mellemrum, den luft eller sfære, der befinder sig imellem og inde i bygninger og som skabes og får karakter af de overflader, former strukturer og farver samt tidligere nævnte begreber som temperatur, lugte og vejrforhold, som de er omgivet af. I restaureringssammenhæng er det derfor interessant at se på, hvad der sker med dette mellemrum eller denne bygningssfære under og efter de ændringer, en restaurering ofte medfører. Dette uddybes senere under afsnittet om atmosfæretransformationer. Hvis man ser på de bevaringsværdige bygningers betydning for deres omgivelser, for samfundet, for mennesker, der rejser langt for at se bestemte bygningsværker, så står det klart, at kulturarv ikke blot er noget, vi kigger på, men også noget vi røres af, og noget der udstråler karakter og vibrationer til deres omgivelser, hvad end det er nære omgivelser eller samfundet. 158 (Rasmussen, 1966) 159 (Rasmussen, 1966, p. 32) 147

148 OM AT KOMMUNIKERER OM ATMOSFÆRE? Atmosfære er i mange henseender et kendt fænomen, som vi alle kan forholde os til og som vi alle vil kunne berette om at have oplevet. De fleste kender nok til følelsen af en særlig atmosfære eller en trykkende atmosfære, og atmosfærebegrebet som oplevelse er ikke et ukendt fænomen. Udfordringen ligger i at beskrive denne atmosfæriske oplevelse på en måde, så beskrivelsen kan bruges aktivt i dokumentations- og bevaringsarbejdet. Ligesom atmosfærebegrebet er svært at definere, er atmosfærer også svære at beskrive og formidle. Forsøget på at gøre dette, blive ofte enten for upræcist eller for subjektivt, og udfordringen ligger derfor i at gøre atmosfærebegrebet håndterbart i forhold til formidling uden at forfladige eller reducere den sansning, der har fundet sted under registreringen af en given atmosfære. Professor på Arkitektskolen Aarhus, Niels Albertsen (1945-), har i flere af sine publikationer behandlet dette emne, blandt andet i, Gesturing Atmospheres 160 og Atmosfærernes By 161, hvor især artiklen Gesturing Atmospheres har inspireret til metoden omkring atmosfærebeskrivelser i denne afhandling. I indledningen til den nævnte artikel, står der: From a Phenomenological point of view only people exposing themselves directly to it in place and time can characterize an atmosphere. How can such characterization be transported to other people in other places and times in such ways that the atmospheric experience is somehow presented again? 162 Citatet beskriver med stor præcision, den udfordring det er, at dokumentere en atmosfære. Ét er at sanse atmosfæren, noget andet er at formidle den videre, så andre kan forstå den sansede oplevelse. I forhold til sansning af atmosfære, kan begrebet befindtlighed 163, inspreret af Böhme, bruges i forhold til dels det at befinde sig et bestemt sted og dels det at 160 (Albertsen, 2012) 161 (Albertsen, 2013) 162 (Albertsen, 2012, p. 69) 163 (Albertsen, 2013, p. 222) 148

149 mærke efter, hvad stedet gør ved én. Albertsen påpeger, at opmærksomhed og befindtlighed kan hjælpe os med at beskrive et steds atmosfære: Atmosfæren befinder sig således i et grænseområde mellem sansning og betydning, mellem sansningen og det semiotiske eller hermeneutiske. Dette giver sig udtryk i, at vi kan sætte ord på atmosfærerne. Men denne verbalisering er ikke en afkodning af et semiotisk betydningslag i de fysiske omgivelser eller en fortolkning af omgivelsernes retoriske krav til os [ ]. Verbaliseringen er en meddelelse om arten af den stemthed eller stemning, som en konstellation af omverdens genstande, gennem vores sansning, hensætter os i. 164 At sætte ord på atmosfæren et givent sted, kræver derfor: 1. At være fysisk til stede på det givne sted 2. At være opmærksom 3. At være bevidst omring, hvordan man befinder sig 4. At kunne meddele sig om arten af den stemning, der sanses. Det kræver et vist atmosfærisk engagement at beskrive en atmosfære og det er dermed ikke en evne, vi er født med, men noget der skal tilegnes ligeså vel som de fleste andre håndværk eller metoder. Atmosfæresansning er en kompetence, som kan udvikles, trænes, læres, hvilket dog tager tid og kræver åbenhed; man må indlade sig på atmosfærerne og være beredt på at lade sig påvirke. 165 Ovenstående er Böhmes ord og introducerer forudsætninger for at beskrive atmosfærer. Alle mennesker vil højst sandsynligt have erfaringer med atmosfære. Men at beskrive dem kræver at man har tilegnet sig kompetencen og trænet den. I forhold til dokumentation af den arkitektoniske kulturarv er det ikke nok at kunne beskrive et historisk hus som havende en historisk atmosfære eller at man kan mærke historiens vingesus. Det siger ikke noget om bygningen, ud over at den er historisk, hvilket giver sig selv, når den hører under kategorien kulturarv. Man må i 164 (Albertsen, 1999) 165 (Albertsen, 2013, p. 222) 149

150 stedet øve sig i at blive mere præcis og tillade sig selv, at sætte ord på det, man sanser. Vi kommer ikke udenom, at oplevelsen og beskrivelsen af bygningen vil være subjektivt præget og kunsten i at omgås denne subjektivitet, ligger i at udpege og isolere den sansning, der sker i forbindelse med det givne bygningsværk. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om bygninger har forudbestemte atmosfærer, som man i dokumentationen skal forsøge at finde ind til. Det kirkelige rum er et godt eksempel på et sted, der har en atmosfære, som de fleste af os kan genkende som havende en andægtig og ophøjet udstråling, men også et rum, hvis atmosfære kan ændres alt efter, hvilken handling der udspiller sig i rummet, og rummet kan således være ramme om både sørgelige og lykkelige begivenheder. Det hurtige og pludselige stemningsskift i for eksempel kirken, er afhængig af handlingen og de mennesker der er til stede, idet menneskene, ligesom bygningsobjektet udstråler karakter og stemning. Det vil sige, at mange mennesker i et rum kan ændre på atmosfæren i en bygning, mens få eller et enkelt menneske i et tilsvarende stort rum påvirker rummets grundatmosfære minimalt. I forhold til stemtheden i en bygning, skriver Albertsen at: Atmosfærer kan være muntre, alvorlige, forfærdelige, magtfulde, andægtige, kolde, varme og meget andet. Her fastlægger vi ikke tingslige egenskaber, men beskriver nærværets udtryk, karaktertræk eller fysiognomi. 166 En beskrivelse af atmosfære er ikke det samme som en beskrivelse af en bygning. Atmosfæren er ganske vist påvirket af alt, hvad der er til stede i et givent rum, samt af rummets proportioner og omgivelser, ligesom det også påvirker atmosfæren, hvis der er mange detaljer og ornamenter eller modsat, at der ingen udsmykning er. Men som overordnet betragtning er atmosfæren ikke relateret til konkrete fakta som stilart, årstal og kulturhistorie. Det afgørende er sansningen af omgivelserne, og hvordan de mange detaljer fremstår for vores sanser, det afgørende er ikke vores viden om omgivelserne og detaljerne. Formidlingen af atmosfære bør derfor fokusere på det der udstråles af objekterne og fanges af sanserne 167 i kombination med den der sanser. Subjektet er det medierende led, og atmosfæren kan ikke 166 (Albertsen, 2013, p. 223) 167 (Albertsen, 2012, p. 69) 150

151 formidles videre i en dokumentation uden et sansende subjekt som mellemled. Albertsen siger om undersøgelsen af atmosfæren: Undersøger vi så omgivelserne videnskabeligt, kan vi ikke finde atmosfærerne. Vi kan føle, at et rødt materiale udstråler en varm atmosfære, men vi finder ikke denne varme ved at analysere den røde farve eller materialets mere eller mindre varmeledende egenskaber. 168 Ordet videnskabeligt forstås i denne sammenhæng som naturvidenskabeligt, hvor omgivelserne typisk ville blive målt, vejet og analyseret ud fra en række håndgribelige værdier, og en sådan tilgang til atmosfæren afstedkommer ingen resultater. Atmosfæren må accepteres som en helt anden type værdi, og derfor krævende en helt anden type beskrivelse. Med inspiration fra den tyske filosof, Ludwig Wittensteins ( ) gestusbegreb, mener Albertsen, at sproglig gestikulering, det vil sige sprogbrug, som lægger vægt på tonefald, rytme og ordenes følelsesmæssige betydning, er nødvendig for at beskrive atmosfære så beskrivelserne selv bliver atmosfæriske - på måder der minder om den oprindelige atmosfære. Således kan gestus, i Wittgensteins betydning, guide modtageren af beskrivelsen til fornemmelse af atmosfæren. 169 Når man skal sætte ord på atmosfære, henviser Albertsen til brugen af synæstetiske konstellationer af ord. Hans egne eksempler, inspireret af Böhme, er koldt glas og stål, varme mursten, skarp eller tung tone, ligesom man også kan anvende socialt ladede ord som for eksempel magtfuld. 170 Ved at bruge sproget i dets mangfoldighed kan beskrivelsen af en atmosfære fange og formidle elementer og detaljer, som et nøgternt og renset sprog ikke kan. Sproget kan lades med følelser og derigennem videregive sansninger til andre. Ved at gestikulere i sproget, kan modtageren af budskabet ledes ind i en stemning der angiver, hvordan atmosfæren var på beskrivelsestidspunktet. 171 Albertsen påpeger, at hvis en atmosfære skal formidles til andre mennesker på et andet sted, på et andet tidspunkt, så må sproget netop ikke have karakter 168 (Albertsen, 2013, p. 220) 169 (Albertsen, 2012, p. 69) 170 (Albertsen, 2012, p. 70) 171 (Albertsen, 2012, p. 71) 151

152 af ren og bogstavelig information. 172 Vi har brug for sproglig gestikulering til at fange nuancer i atmosfæren og overlevere disse ved hjælp af sproget. I forhold til dokumentationen af atmosfæren i en bygning, vil denne gestikulerende sproglige og sansede beskrivelse af bygningen kunne supplere, variere og uddybe de oplysninger, der traditionelt set kan læses ud af en dokumentation. I kapitlet Atmosfæriske Beskrivelser, genintroduceres de tre casestudier, hvori jeg forsøger at udvide den traditionelle dokumentation med en dokumentation af atmosfæren. Ved at bruge Albertsens gestikuleringbegreb og de, i dette afsnit, fire noterede punkter om tilstedeværelse, opmærksomhed, bevidsthed og sproglig gestikulering, udsætter jeg casestudierne for en ny tilgang til dokumentation af potentielle bærende bevaringsværdier i bygningerne. Dokumentation, restaurering og atmosfære Modernistisk design har skabt en bolig for intellektet og øjet, men kroppen og de andre sanser, så vel som vores minder og drømme, har den gjort hjemløse. Juhani Pallasmaa 173 Uden at denne afhandling skal være en kritik af modernismen, tager jeg dog alligevel ovenstående citat af Pallasmaa med, som en påmindelse om, at materialer ældes forskelligt. Derfor må man, som arkitekt, også være sig bevidst om, at den atmosfære, der hænger sammen med alder og som Albertsen kalder aldersatmosfære 174, tager karakter efter måden, hvorpå slid og spor kommer til udtryk i materialet. I forbindelse med bevaring af kulturarvens bygninger, bør restaureringsarkitekten altid tage stilling til, hvilken restaureringsteori han eller hun vil følge. Og om det er bygningens idé eller bygningens materiale, der er interessant og udgør essensen af 172 (Albertsen, 2012, p. 72) 173 (Dehs, 2011, p. 11) 174 (Albertsen, 1999, p. 11) 152

153 bygningen og dens værdier og dermed skal bevares. Når en bygning bevares, kræver det et vist vedligehold, der altid, i større eller mindre grad, vil stoppe eller mindske naturlige ældningsprocesser i bygningens materiale. Vedligeholdelse er således et aktivt skift i bygningens naturlige forfald og kræver derfor en aktiv stillingstagen og bevidsthed om de vedligeholdelsesmæssige tiltag, som restaureringsarkitekten sætter i værk. Inden de atmosfæriske beskrivelser afprøves på de tre casestudier, gennemgår jeg i dette kapitel nogle tanker om atmosfære i forhold til bevaring, restaurering og dokumentation, og om hvorfor det kan være en gevinst at inddrage værdier af atmosfærisk karakter i kommende dokumentationer. Atmosfære som bevaringsværdi At inddrage atmosfære som en værdi på højde med de nuværende (håndgribelige) bevaringsværdier i den arkitektoniske kulturarv skal bidrage til en opfattelse af disse bygninger som mere end objekter, som vi bør bevare for historiens og samfundsidentitetens skyld. Ud fra et atmosfærisk synspunkt bidrager kulturarvens bygninger til vores mentale tilstand ( befindlichkeit 175 ), og vores sanselighed og virker som en modvægt til det funktionsprægede og optimeringsfokuserede samfund, der dominerer omkring os. Kulturarven minder os om det faktum, at vi er mennesker, vi forfalder, vi er dødelige, vi sanser og vi har mulighed for selv at være bevidste om, hvilke fysiske rammer vi vælger at omgive os med mens vi er her. Jeg har tidligere været inde på, at fænomenologien kan hjælpe os med at udvide vores fokus fra de håndterbare værdier til det der optager os, når vi entrerer og færdes i en bygning. Hvis vi ændrer fokus i den måde, vi registrerer og dokumenterer værdier på, vil resultatet af restaureringerne også ændres. På tilsvarende vis, kan vi arbejde med at ændre vores opfattelse af objekterne og deres omgivelser og dermed forstå deres rolle og budskab anderledes, end vi gør i dag. Kulturarven kan få en ny rolle og betydning, hvis vi bliver mere opmærksomme på, hvordan bygningerne virker på deres omgivelser og deres brugere i stedet for kun at iagttage selve bygningen. At ændre synet på bygningerne og 175 Jævnfør Albertsens behandling af begrebet i (Albertsen, 2012) 153

154 deres værdier er derfor ikke at forkaste de bevaringsværdier, vi traditionelt ville udpege i en bygning, men at supplere den traditionelle opfattelse af bygningens bærende værdier med et helhedssyn på bygningens som kulturarvsobjekt, samt især at henlede opmærksomheden på bygningens virkning og betydning for omgivelserne. G.W.F. Hegel ( ) skelner mellem at erkende og at være bekendt med noget. 176 Denne skelnen er interessant at inddrage i dokumentationsprocessen, hvor man må formode at den dokumenterende arkitekt under arbejdet med bygningen, gør sig bekendt med bygningen i et eller andet omfang. Men hvornår er man bekendt med en bygning? Og hvornår har man erkendt bygningen? At måle en bygning op har altid været en god måde at lære bygningen fysisk at kende. Processen giver mulighed for at dvæle ved detaljer og undersøge fremspring, kanter, hjørner, sammenbygninger og spor i bygningen, og der sker uden tvivl en erkendelse gennem opmålingsprocessen. Den erkendelse, man kan nå af denne vej, er primært visuel i forhold til det produkt der kommer ud af opmålingen, altså opmålingstegningen, og på trods af at man ofte også finder andre oplsyninger om bygningen i forbindelse med en opmåling, kunne den traditionelle registrerings- og dokumentationsmetode tyde på, at erkendelsen af bygningen primært handler om dimensionaliteter og proportioner, hvilket ud fra et fænomenologisk synspunkt, må anses som en begrænset og måske endda snæver erkendelse. Begrebet atmosfære bruges endnu ikke systematisk eller konsekvent inden for registrering og dokumentation af den arkitektoniske kulturarv. Dog bør det nævnes, at Johannes Exner har formuleret fire nøgler 177, som han har arbejdet med i forarbejdet til sine restaureringer. De fire nøgler er: originalitet, autenticitet, identitet og narrativitet. Den tredje nøgle, identitet, læner sig op af begrebet atmosfære når Exner beskriver det således: Identitet (fremtoning, eng. Appearance) defineres som det udseende, den fremtoning og personlige karakter, bygningen på et bestemt tidspunkt i sit historiske procesforløb har erhvervet sig og dermed udstråler (Zahavi, 2003, p. 44) 177 (Exner, 2007, pp ) 178 (Exner, 2007, p. 63) 154

155 Exner har brugt de fire nøgler, herunder identitetsnøglen i restaureringsprojekter for at forstå og formidle bygningens karakteristiske værdier. Som Exner skriver i forbindelse med ovenstående citat, har bygningen altid en identitet. En bygning kan derfor ikke være identitetsløs, ligesom en bygning heller ikke kan være atmosfæreløs, men i stedet kan have en larmende eller en intetsigende atmosfære. Exner påpeger, at identiteten altid vil ændre sig, ligesom en historisk bygning også kan have haft mange identiteter gennem tiden. Herefter påpeger han: Identiteten er arkitektens store ansvar og melder sig, hvad enten han forsøger at være anonym eller træder frem med nye tilføjelser. 179 Man må altså tage sig af den, identiteten, og forholde sig bevidst om, hvordan denne bør forvaltes i bevaringen af bygningen. 179 (Exner, 2007, p. 63) 155

156 Atmosfæretransformationer At designe mellemrummet eller negativet, forstået som det negative aftryk bygningen laver i rummet, kalder August Endell for design of emptiness. 180 Arkitekter designer emptiness, om de er bevidste om det eller ej. Også tiden påvirker denne emptiness ved at slide på materialerne og afsætte spor efter slid og brug, og såvel arkitektens intervention som forfaldet i et materiale giver et aftryk i rummet, der har indflydelse på atmosfæren. Ved at introducere begrebet atmosfæretransformation til restaureringsfeltet, ønsker jeg at gøre de involverede parter i restaureringsprocessen opmærksomme på, at enhver ændring i det konkrete materiale, uanset størrelse eller grad, afføder en atmosfæretransformation i bygningen. Som tidligere beskrevet opstår atmosfæren fra konstellationer mellem objekterne og mellem objekter og subjekter. Atmosfæren kan og vil ændres uanset om vi gør noget aktivt ved den eller ej. Der findes derfor to typer af atmosfæretransformationer: 1. Atmosfæretransformation skabt af menneskets aktive interventioner, for eksempel en ombygning eller en restaurering. Disse forandringstiltag kan være mere eller mindre transformerende, men er ofte af meget synlig karakter. 2. Bygningens naturlige forfald medførende et slid, der sætter spor og laver et negativt aftryk i materialet. Ofte er dette en meget langsommelig proces, der først viser sig efter årtier eller århundreder, og det sker uanset om bygningen bruges eller ej. Vind og vejr eller menneskelig brug er de uundgåelige kilder til denne type atmosfæretransformation. Atmosfæretransformationer der sker over tid som en konsekvens af brug, slid og vejrforhold, og som er uundgåelige, er ikke så farlige, idet de konstant, men meget langsomt, forandrer bygningen i takt med bygningens alder og uden bratte eller pludselige nedslag. Exners tanker om denne proces beskrives ved hjælp af et spænd mellem fødsels og døds -tidspunktet for en bygning: Ingen bygninger undgår påvirkninger. Alle befinder sig et sted mellem genesis og udslettelse. Dette kan illustreres grafisk 180 (Böhme, 2013a, p. 23) 156

157 ved en kurve, der begynder på genesistidspunktet, hvor bygningen er urørt og 100 procent original, men herefter bruges, slides og ældes, hvorved originalsubstansen desværre reduceres og identiteten påvirkes. Derfor er det vigtigt, at originaliteten, autenticiteten og narrativiteten forbliver optimal, så den fysiske proces kan opleves som bekræftelse på den historiske bygnings væren. 181 Bygninger transformeres altså, uanset om vi rører dem eller lader dem være. Det er de færreste bygninger der, udtrykt med John Ruskins ord, får lov at dø i skønhed 182, hvilket betyder, at vi i stort set alle tilfælde aktivt gør noget ved vores bygninger, der mere eller mindre har med vedligehold, restaurering, tilbygning, rekonstruktion eller nedrivning at gøre. Ud fra Böhmes definition på atmosfærebegrebet som en sum af alle tilstedeværende objekter og subjekters udstråling på et givent sted eller i et givent rum, vil Exners beskrivelse af bygningens evige forfald betyde at atmosfæren i en bygning forandrer sig konstant. Dog langsomt og i takt med tiden. Når en bygning står overfor en større forandring i form af en restaurering, for eksempel i forbindelse med indførelsen af en ny funktion, står den derfor også over for en transformation af atmosfæren, af større eller mindre karakter alt afhængig af restaureringens omfang. Når Böhme taler om atmosfærer som konstellationer mellem objekter og mellem subjekter og objekter 183, må man antage, at når en konstellation ændres, ændres også atmosfæren, hvorfor en restaurering altid vil være atmosfæretransformerende. At flytte rundt på indretningen i en bygning, at male en væg, at tapetsere en anden væg, at fylde rummet med mennesker, at tømme det igen, at åbne et vindue eller rulle gardinerne for er alle handlinger der ændrer ved atmosfæren i en bygning. Fokuserer man udelukkende på de nagelfaste elementer i bygningen inklusiv den indretning, bygningen normalvis indeholder, kan man sige, at bygningen har en grundatmosfære, som den altid finder tilbage til, når gæsterne er gået hjem og vinduerne er lukket igen. Denne grundatmosfære, er den der ændres under en restaurering, hvorfor det er vigtigt at være sig bevidst om de objekter man fjerner, samt ikke mindst de objekter, 181 (Exner, 2007, p. 67) 182 (Ruskin, 2005, pp ) 183 (Böhme, 1993, pp ) 157

158 man tilføjer bygningen, da disse har stor indflydelse på den kommende grundatmosfære i bygningen. 158

159 ATMOSFÆRISKE CASESTUDIER Metode til atmosfærebeskrivelser For at introducere atmosfærediskussionen i dokumentationsprocessen, præsenterer jeg i dette kapitel de tre casestudier igen, nu ud fra en fænomenologisk vinkel. Med studierne af fænomenologiens opfattelse af afstand og geometriske forhold i erindring undersøger jeg, om denne nye vinkel på dokumentationsudførelsen kan give os et udvidet og mere mangfoldigt værdigrundlag som udgangspunkt for kommende restaureringer. Målet er at undersøge, om der findes væsentlige værdier, som ikke dokumenteres i den traditionelle dokumentation og som kan fungerer som aktive og kvalitetsfremmende begrundelser i restaureringsprocessen. Dette kapitel skal ses som et forsøg på at nærme mig en måde at beskrive kulturarven på; en anden måde end den vi benytter i dag, og jeg vil derfor diskutere og vurdere metoden undervejs. Kapitlet skal således ikke ses som en færdigudviklet metode, men som et forsøg på at lukke op for nye måder at beskrive og debattere værdier, som vi ved findes, men som vi endnu ikke har gennemprøvede metoder til at beskrive, dokumentere, dokumentere og vurdere. I studiet af om der findes værdier i bygningerne, der kunne være nyttige og givende i restaurerings- og bevaringssammenhænge, ser jeg på de samme tre casestudier som tidligere i afhandlingen. Ud fra den metodik, som er beskrevet i det efterfølgende afsnit, forsøger jeg at bidrage med en supplerende beskrivelse af mødet mellem menneske og bygning. Atmosfærebeskrivelserne indgår i følgende overordnede metodiske struktur, her beskrevet inklusiv de tidligere udførte casestudier: 159

160 Casestudier traditionelle Her undersøgte jeg, hvilke metoder der typisk bruges i de traditionelle dokumentationer. Ved, på systematisk vis, at gennemgå de tre casestudier, fik jeg et overblik over typen af bevaringsværdier, der dokumenteres ved at bruge de metoder, der oftest anvendes inden for registrering og dokumentation i dag. Casestudier atmosfærebeskrivelser I kommende undersøgelse går jeg anderledes til casestudierne og i stedet for at tage udgangspunkt i den traditionelle metode, tager jeg nu udgangspunkt i fænomenologien og undersøger de værdier, der findes på stedet henholdsvis før og efter dokumentationen. Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om der er værdier, der er gået tabt i restaureringen. Ved at sammenligne før og efter tydeliggøres det, dels om der er sket en ændring i de tilstedeværende værdier og dels om disse ændringer kunne være undgået med en atmosfærisk bevidsthed gennem dokumentations og restaureringsprocessen? Følgende metode er ikke en forudsætning for at opleve atmosfære men en forudsætning for at dokumentere atmosfære på en anvendelig og brugbar måde. Metoden er, som tidligere nævnt udviklet med inspiration i fænomenologiens opfattelse af, at ting ikke bare ér som de er, men ér i kraft af at vi oplever dem. Fænomenologien forsøger at gøre op med forestillingen om at virkeligheden, som vi alle er en del af, er helt uafhængig af os. Husserl mener, at denne forestilling er så grundlæggende og alment accepteret, at han kalder det den naturlige indstilling 184. Når den naturlige indstilling sidestilles med opmålingstegningen, opfattes og behandles bygningsobjektet som en virkelighed, der eksisterer uden menneskets indblanding. Det betyder, at en bygning anses som et objekt, der rummer en række værdier, som kan måles og beskrives med et korrekt facit til følge, uanset hvem der måler og beskriver dem. Vi opfatter normalt bygningen som noget, der skal måles og tegnes præcist. Uanset hvem der måtte udføre dokumentationen, forventes det, at registreringen og 184 (Zahavi, 2003, p. 20) 160

161 dokumentationen af en bygning i alle tilfælde vil give tilnærmelsesvist samme resultat eller som minimum de samme dimensioner. Det antages og tilrådes, at en atmosfærebeskrivelse i forbindelse med registrering og bevaringsværdier som udgangspunkt altid supplerer en traditionel dokumentation og således ikke står alene. Der vil derfor være en stor mængde information om bygningen, som man i forvejen er bekendt med, og som man derfor ikke behøver at beskæftige sig med i atmosfærebeskrivelsen. Denne informationsmængde søges så vidt muligt sat i parentes i den nedenstående gennemgang, jævnfør Husserls begreb om epoche, det at se bort fra den naturlige indstilling, 185 af hvilken grund metoden til atmosfæriske beskrivelser udelukkende fokuserer på den dokumenterende persons møde med og oplevelse af den pågældende bygning. I beskrivelserne fokuseres der, i fænomenologiens ånd, på, hvad der optager en, når man møder, entrerer og færdes i bygningen. Ud fra definitionen på atmosfære som noget der befinder sig mellem det, der sanses, og den, der sanser, vil beskrivelsen fokusere på dette mellemrum mellem subjekt og objekt. Beskrivelserne vil derfor ikke være en objektiv beskrivelse af, hvad der findes på stedet, ligesom de heller ikke vil være en subjektiv beskrivelse af hvordan man har det med sig selv. Fokus bør være på mødet mellem subjekt og objekt og skal derfor flyttes væk fra objekterne, væk fra subjektet og ud imellem disse to. Beskrivelserne vil komme fra subjektet, og de vil på sin vis også nævne objekterne for at skabe rammen for beskrivelsen af atmosfæren, men det er vigtigt, at holde fokus på, at det der beskrives, er det der opstår i konstellationen mellem flere objekter og mellem subjekter og objekter. Som beskrevet i afsnittet om at kommunikere om atmosfære, bør følgende fire punkter følges, som en forudsætning for at kunne sætte ord på atmosfæren: 1. At være fysisk til stede på det givne sted. 2. At være opmærksom. 185 (Zahavi, 2003, p. 20) 161

162 3. At være bevidst omkring, hvordan man befinder sig. 4. At kunne meddele om arten af den stemning vi sanser. Beskrivelsen gribes an ud fra følgende seks overskrifter: 1. Baggrundsdata 2. Ankomst 3. Overgang 4. At færdes i bygningen 5. Opsummering 6. Vurdering Herunder uddybes de seks overskrifter. Baggrundsdata Hvad, hvor, hvem, hvornår og hvorfor? For at sikre gennemskuelighed i den atmosfæriske beskrivelse, er det vigtigt at tilkendegive, hvem der udfører beskrivelsen samt under hvilke forhold den udføres. Dette er ikke en garanti for, at forsøget kan gentages, som blandt andet naturvidenskaben kræver af en gyldig metode, men det er en måde at gøre brugeren af beskrivelsen bevidst om, hvem, hvor, hvornår og hvorfor den pågældende registrering og beskrivelse er udført, samt sikre en gennemskuelighed i forhold til de intentioner, man har haft med beskrivelsen. Bygningsobjekt? (hvad undersøges?) Adresse og evt. navn på bygningen, samt eventuelt bygningsdel, hvis der er tale om et større anlæg. Hvem udfører dokumentationen? (navn, stilling) Navn og stilling på den person, der har udført beskrivelsen, registreres. Personens faglige baggrund kan uddybes, ligesom kontaktinformation kan være relevant. Dette kan have betydning for eventuelle senere fortolkninger og analyser af beskrivelsen. Hvornår er registreringen/beskrivelsen udført? Dato og tidspunkt på dagen er interessant at vide i forhold til årstider, dagslysforhold, temperaturer osv. Og 162

163 kan også være relevant i forhold til samfundsmæssige forhold som eksempelvis begivenheder og lovgivning. I hvilket ærinde er beskrivelsen udført? (hvorfor?) Det er af betydning for beskrivelsen, om den er udført på bestilling af en bygherre, på arkitektens eget initiativ, som en del af en søndagsudflugt eller som et studieobjekt. Hensigten med beskrivelsen kan være farvet af baggrunden herfor. Forhold til bygningen Antallet af besøg i bygningen bør også noteres for at synliggøre den dokumenterende persons tilknytningsforhold og kendskab til stedet. Ankomst En bygnings placering i konteksten, slår ofte den første tone an, når man møder den. Det gør en forskel, om bygningen ligger alene eller tæt på andre bygninger, i byen eller på landet, i åbent landskab eller i tæt by, i støjende eller rolige omgivelser osv. Og man bør derfor overveje følgende forhold: Bygningens rolle i omgivelserne. Er bygningen dominerende i sine omgivelser, eller indordner den sig en større orden? Ankomst til bygningen. Beskriv den første oplevelse af bygningen, hvad e,r især karakteristisk ved bygningen og hvordan påvirker det den besøgende? Overgang At entrere bygningen er en vigtig del af oplevelsen af bygningens atmosfære. I dette møde med bygningen vil atmosfæren omslutte den besøgende, og den tilstedeværende atmosfære vil opfattes tydeligt i dette, ofte kontrastfyldte, skift mellem ude og inde. Jævnfør Peter Zumthors tanker om førstehåndsindtryk versus at give mennesker og bygninger tid til at vænne sig til hinanden: 163

164 And I have to admit that I m back to believing in first impressions. It s a bit like that with architecture, too. I enter a building, see a room, and in a fraction of a second have this feeling about it. 186 Det primære fokus for beskrivelsen af dette møde er, hvad der optager én, når man entrerer bygningen. Denne oplevelse kan understøttes af en række stikord der alle refererer til vores sanseapparat. Man kan beskrive, om der er noget, der i særdeleshed taler til en eller flere sanser idet man entrerer bygningen. For eksempel følgende: Lugt. Synsindtryk, lys, bemærkelsesværdige rumligheder, materialer eller lignende. Lyd, herunder akustik; hvordan responderer bygningen på de lyde, der er, og hvordan påvirker det den besøgende? Hvordan befinder man sig i bygningen? Behagelig, velkommende, usikkert, afvisende. Temperatur, luftfugtighed, indeklima. At færdes i bygningen At bevæge sig rundt i bygningen skal ikke være en jagt på atmosfære, men en umiddelbar oplevelse af, hvordan man oplever at færdes i bygningen. Hvordan er det at opholde sig/bevæge sig rundt i bygningen? Er der nogen sanser der stimuleres mere end andre? Hvad optages man af, når man færdes i bygningen? Er der nogen bemærkelsesværdige skift i atmosfæren på det pågældende sted, for eksempel en tilbygning i en anden stilart og i andre materialer, eller 186 (Zumthor, 2006, p. 13) 164

165 rumligheder/lysforhold/akustik osv. af særlige interessant karakter? Opsummering I de atmosfæriske beskrivelser, er det ikke meningen at der skal vurderes, dømmes, analyseres eller fortolkes, der er snarere tale om en, tilnærmelsesvis neutral, registrering af den sansede oplevelse. Dette skal gøres efterfølgende i et reflekterende og analyserende afsnit, hvor man ud fra beskrivelserne vurderer og opsummerer, hvad der er værdifuldt og hvad der ikke er. Vurdering Den atmosfæriske beskrivelse indgår i den samlede registrering, analyse og vurdering af bygningerne. De forskellige bevaringsværdiers væsentlighed vejes op mod hinanden, og mulighederne for at bringe de forskellige værdier i spil i forbindelse med en restaurering debatteres/gennemgås nærmere. 165

166 Fredensborg slot, nordfacaden Baggrundsdata Bygningsobjekt: Fredensborg slot, Nordfacaden Slottet 1B, 3480 Fredensborg Beskrivelse udført af: Nina Ventzel Riis, Restaureringsarkitekt, uddannet i Aarhus 2008, ph.d.-studerende fra samme sted. Dato for dokumentation: Juli 2014 Ærinde: Dokumentation af atmosfære, forsøg med fænomenologiske beskrivelser til ph.d.-projekt. Projektet har til hensigt at undersøge om atmosfæriske beskrivelser kan pege på værdier i den arkitektoniske kulturarv, som de traditionelle dokumentationsmetoder ikke formår at registrere og rumme. Forhold til bygningen: Besøg nr.: 2 ved pågældende bygning, dog første besøg med et bevidst atmosfærisk ærinde. 166

167 Atmosfærebeskrivelser under restaurering Der er i denne dokumentation ingen opdeling af før og efter restaurering. Restaureringen er igangværende og har været det nogle år og vil være det nogle år endnu, hvorfor objektet her behandles i én dokumentation. Fredensborg casen er anderledes end de andre cases, da det er en facade og ikke et bygningsværk, man entrerer og skal beskrive atmosfærisk. Den traditionelle dokumentation og restaureringsopgaven skiller sig også ud ved stort set kun at fokusere på facadens tilstand og ikke bygningens tilstand som helhed, hvilket ud fra en traditionel dokumentation ville være et naturligt valg. Fredensborgcasen er taget med i de atmosfæriske beskrivelser for at udfordre det metodiske og afprøve de atmosfæriske beskrivelsers begrænsninger, samt for at udvide studierne over flere typer af objekter. Det har afstedkommet nogle til tider udfordrende prøvelser, men har også åbnet for refleksioner og overvejelser, der ikke ville være dukket op uden dette studie. Ankomst Jeg ankommer til nordfacaden via den officielle ankomst til slottet fra syd. Det er sommer og godt vejr og turistbusser og biler holder tæt i alleen, der fører ned til slottet. Jeg kommer spadserende mod slottet. Allerede da jeg kan ane de hvide facader og det komplekse bygningsanlæg, føler jeg mig lille. Det er nordfacaden, der er mit mål, og jeg går, så snart jeg når slottets gårdrum, bagom den østlige længe på gårdanlægget og bliver ført ned mod kirken, der strækker sig fra hovedbygningen mod Kancellihuset mod øst. Jeg bliver ledt igennem en lille passage mellem kirken og hovedbygningen og ankommer på nordsiden af slottet med den nyrestaurerede slotspark som baggrund. Som besøgende fornemmer jeg en vis usikkerhed i at ankomme til slottet. Der er kæder og forbudsskilte foran nogle veje og stier, og andre steder må man gå helt tæt på facaden. Det er ikke alle steder til at se, hvor man må 167

168 færdes, og hvor man ikke må. Jeg passer på ikke at gå forkert og er opmærksom på skilte, pile og afspærringer. Da jeg føler mig sikker på at jeg er på rette vej, går jeg målrettet mod nordfacaden. De hvide østvendte facader jeg passerer på vejen, udsættes for direkte sol og tilbagesender et skarpt lys, der får bygningen til at stå lysende klart i de grønne omgivelser. Jeg når til hjørnet mellem øst- og nordfacade og betages allerede her, af bygningens placering i den imponerende store park, hvilket er det første der springer mig i øjnene i min ankomst til nordfacaden. Overgang Eftersom dette casestudieobjekt består af en facade og ikke af hele bygningen som et rumligt objekt, er overgangen af en anden type, end hvis man kunne gå ind i bygningen. Overgangen her behandles derfor som det skift, der sker fra østfacaden til nordfacaden, idet man går omkring hjørnet. Da jeg ankommer om hjørnet, står jeg med det meste af slottet i ryggen, hovedbygningens nordfacade på venstre hånd mens slotsparken åbner sig op på min højre side. Jeg selv er en lille bitte brik i en stor og kompleks samling af objekter, der påvirker mig med deres fysiske tilstedeværelse og karakterer. Bygningerne og parken med de store træer i kanten, og det nyrestaurerede barokke udtryk, minder mig om dette. Konteksten er ikke uvæsentlig i denne situation idet nordfacaden og dens placering mod parken er med til at give en fornemmelse af menneskehedens skaberkraft, både i forhold til natur /landskab og i forhold til kultur/bygning, hvilket ofte er kendetegnende for bygninger af denne kaliber og med denne placering. Jeg føler mig splittet mellem at fokusere på parken med det lange symmetriske kig mod søen og facaden, som er den jeg er kommet for at beskrive. 168

169 At færdes ved bygningen Når jeg går et stykke ud i parken og vender mig om og ser på facaden et stykke derfra, oplever jeg en samlet helhed, der spiller sammen med det helstøbte anlæg, jeg befinder mig i. Vinduernes rytmiske placering, sandstensindfatningerne omkring vinduerne og de mange vinduers tætte placering, giver den, ved første øjekast, tunge facade et let og elegant udtryk. Monotonien i facaden tilfredsstiller forventningen om en klar og rolig rytme og det giver mig ro at studere facaden. Jeg går tættere på igen og kaster mit fokus på sandstensindfatningerne. De har fanget min opmærksomhed, og der er noget ved dem, der må undersøges nærmere. Nogle er nyhuggede, andre er slidte og ved at blive restaureret, og nogle er smuldret næsten væk. Som restaureringsarkitekt er det interessant at se alle tre niveauer af forfald til stede på samme facade og på samme tid og inden for en afstand på få meter fra hinanden. Straks fornemmer jeg tiden og forstår, at de smuldrende sandstensindfatninger må være de oprindelige, mens de nyhuggede er en del af den igangværende restaurering. De forskellige stadier af forfald fortæller en masse om bygningen, og i detaljen er facaden ikke mere så helstøbt og perfekt, som den før fremstod. Jo tættere på materialet jeg kommer, des mere får jeg lyst til at studere det og undersøge nedbruddet nærmere. Fornemmelsen af, at alle bygninger og bygningsdele forfalder og derved afslører den svaghed, der findes i alle materialer, kongelig bolig eller ej, henleder igen min opmærksomhed på, hvilken type materiale der er brugt og hvordan det reagerer på omgivelserne. Facaden udstråler med sin rytme og sin enorme skala en magt og giver mig en overvældende autoritetsfølelse, som jeg også oplevede, da jeg ankom til slottet og ikke vidste, hvilke veje jeg måtte benytte, og hvilke jeg ikke måtte. Havedøren, som er placeret for enden af havetrappen, ligger midt i den symmetriske akse, der kunne dele slottet over i to ens halvdele, og som forlænget ville ende i Esrum Sø. Facaden alene virker på alle måder både kulturelt og fysisk ophøjet, og når man 169

170 står foran den og samtidig ser den i sammenhæng med parken, føler man sig, for alvor, lille. Både slottet og parken trækker i min opmærksomhed og jeg ved næsten ikke, i hvilken retning jeg skal se. Jeg er her for at se på facaden men facaden og dens tilknytning til parken optager mig mere. Man må kunne se parken fra størstedelen af alle værelser på slottet, hvilket nok ikke er en tilfældighed. Her, hvor jeg står, ikke på slottet, men heller ikke i parken, men nærmere på kanten af begge dele, trækker de i min opmærksomhed på hver sin måde. Facaden, hvis mange vinduer og døre alle er lukkede og så højt placeret, at man ikke har visuel kontakt med slottets indre, virker lukket og afvisende. Parken derimod virker dragende med de lange kig mod søen, de store træer, skulpturer og gangstier, der leder rundt om hjørner, og hvor nysgerrigheden pirres så man får lyst til at gå derhen. På trods af de interessante sandstensindfatninger på facaden, som kun kan opfattes når jeg står helt tæt på dem, er det som om jeg slippes fri, når jeg vender facaden ryggen og går mod parken. Mine skuldrer slapper af, og jeg trækker vejret mere frit, jo tættere på træerne og stierne, jeg kommer. Jeg har overblik over en stor del af slottet herfra, og jeg befinder mig åbenbart bedre i denne overbliksatmosfære, end jeg gør tæt på facaden, hvor bygningens rolle og regler ikke er helt klare, men virker overvældende i deres skala og stringens. Den magt- og rigdomsdemonstration, som slottet repræsenterer i både skala, udførelse, materialer og detaljer, virker overvældende på mig og får mig til at tænke på antallet af beboere på slottet. Slottet har, udover at være bolig, selvfølgelig også en høj repræsentationsværdi og bruges ofte som ramme for mange besøg og kongelige højtider og har derfor bevaret en status som en af de vigtigste kongelige boliger i Danmark. 170

171 Opsummering Arkitekt Jens Borsholt fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme påpeger, at: Da slottet bruges intensivt af regentparret og ofte er ramme om vigtige repræsentative formål, er der en forventning om, at slottet holdes i en god vedligeholdelsesmæssig stand. Indfatningernes forfald har efterladt dem med et noget "laset" udseende præget af store afskallede partier og uheldige reparationer med mørtel som i farve afviger fra sandstene. Vi har på den baggrund valgt at udskifte indfatningerne komplet. 187 Jens Borsholt, arkitekt, Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme På baggrund af forfaldet i materialet vurderes sandstensindfatningerne at skulle udsættes for en komplet udskiftning. Begrundelsen er slottets repræsentative rolle og at det udtryk, et sådant bygningsværk bør udstråle, ikke stemmer overens med bygningens status. Hermed vægtes bygningens idé og form over bygningens originalmateriale. Atmosfæren vil ændres af dette, hvilket ud fra ovenstående citat også er intentionen med restaureringen. Der ønskes en anden og mere stringent atmosfære, og denne opnås ved at udskifte de forfaldne og lasede bygningsdele, der på symbolsk vis kan opfattes som kongehusets forfald, hvilket ikke er en ønskværdig situation. Billeder fra Fredensborg slot, juli (Borsholt, 2012) 171

172 Refleksion og vurdering Der er på nordfacaden på Fredensborg Slot følgende atmosfærer på spil: En magtatmosfære, der udspringer af materialet og ønsket om fejlfrihed samt bygningernes skala, proportioner og udførelse. Albertsen, inspireret af Böhme, siger følgende om atmosfærisk magt: At tilrettelægge atmosfærer giver således også atmosfærisk magt. Denne magt betjener sig hverken af fysisk vold eller befalinger, men»griber fat ved menneskenes befindtlighed, virker på gemyttet, manipulerer stemninger, fremkalder følelser. 188 En spændingens eller forandringens atmosfære, som er en midlertidig atmosfære der findes på facaden i disse år, hvor bygningen gennemgår en restaurering og hvor facaden indeholder store kontraster idet nogle af sandstensportalerne er udskiftet og andre venter på at blive det. En atmosfære af tidslighed, der udspringer fra bygningernes stilart, såvel som materialebrug og kontekst i parken, der tilsammen signalerer, at der ikke er tale om et moderne byggeri, men om bygninger, der hører en anden tid til. En spændingens atmosfære, der er permanent og som udspiller sig mellem facade og park og som kæmper om den besøgendes opmærksomhed idet den besøgende både inviteres til at studere bygningen og til at kigge ud af alléen til søen og mod det grønne. At beskrive atmosfæren på nordfacaden på Fredensborg Slot, udfordrede på flere måder. Det var nyt og uvant at skulle tune sig ind og være opmærksom på en anden type værdier med et uprøvet metodeapparat. Det var også uvant at skulle forholde sig til en facade, frem for et, af bygningsdele, fysisk afgrænset rum i forhold til beskrivelsen af atmosfære. Der var den høje, rytmiske, dekorerede og dominerende facade på den ene side og parken, de symmetriske elementer, de store træer og 188 (Albertsen, 1999, p. 5) 172

173 udsigten til Esrum Sø på den anden side. Med disse mange arkitektoniske elementer af både bygningsmæssig og landskabelig karakter blandet med bygningens status som kongelig bolig og repræsentative rammer, er den sanselige opmærksomhed og den atmosfæriske bevidsthed virkelig på arbejde. Der er ingen tvivl om, at målet med dette sted, er at bevare en stram og ren atmosfære uden for mange ridser i overfladen i form af smuldrende overflader og forfaldne bygningsdele. Til dét er slottets repræsentative rolle for vigtig. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved, om ikke kongehuset også besidder andre værdier der kunne repræsenteres i deres bygninger, her tænker jeg især på den lange og rodfæstede historie, der findes om det danske kongehus gennem tiden. Den historie bliver til stadighed videreført og fortalt gennem kongehuset og deres nuværende medlemmer som har fulgt hinanden inden for generationer og som formentlig aldrig vil komme til at blive udsat for en total udskiftning, hvor alle medlemmer af kongehuset bliver sat for døren og en helt ny bliver sat ind. Skulle facaden udstråle disse forhold i stedet for en magtatmosfære, kunne historien eksemplificeres i materialernes alder og forfald, hvor en nyhugget sandstensindfatning ikke har mange historier at fortælle. En restaurering af dette objekt kunne også have været en partiel og løbende proces, hvor elementer kun kasseres og udskiftes, hvis de er så dårlige, at det er uforsvarligt at lade dem blive siddende. På den måde skiftes alt materialet ikke ud på en gang, men løbende over mange år, hvormed de først udskiftede bygningsdele udsættes for påvirkning af vind og vejr, og dermed påbegynder deres nedbrydning af originalsubstansen, (som ifølge Exner starter ved genesistidspunktet 189 ) At se både den klassiske Ruskinholdning og den klassiske le Duc-holdning indenfor restaureringsteori, være til stede på den samme facade på samme tidspunkt, giver facaden en dybde og en spænding der optager mig og vækker min interesse for materialet. Det tager min opmærksomhed væk fra den 189 (Exner, 2007, pp ) 173

174 perfekte og storslåede formfuldendte helhed, som facaden udstråler. Min opmærksomhed blev fanget af den kontrastfyldte og midlertidige situation, der fandt sted under mit besøg, og som tilføjede bygningen et ekstra lag af tidslighed og forgængelighed. Det er ikke den historie, man har ønsket at fortælle her, hvor det fuldendte og magtfulde udtryk foretrækkes, og hvor planen er, at man om et par år, skifter de resterende sandstensindfatninger ud på én gang, hvorefter alle sandstensindfatninger vil være nye, og den atmosfæriske oplevelse vil være tydelig og ren i forhold til bygningens formsprog og symbolik. 174

175 Nørre Vosborg, Hovedbygningen Nørre Vosborg, 2014, efter restaureringen. Baggrundsdata: Bygningsobjekt: Herregården Nørre Vosborg, hovedbygningen. Vembvej 35, 7570 Vemb Beskrivelse udført af: Nina Ventzel Riis, Restaureringsarkitekt, uddannet i Aarhus 2008, ph.d.-studerende fra samme sted. Dato: Før restaurering: Der blev ikke foretaget en bevidst, systematisk beskrivelse af atmosfæren i hovedbygningen før restaureringen blev igangsat i 2004, men som det ses nedenfor, findes der beskrivelser, der kan giev et indblik i atmosfæren inden restaureringen, hvorfor disse kilder anvendes i studiet af denne. Efter restaurering: 16. maj 2014, eftermiddag. Ærinde: Dokumentation af atmosfære, forsøg med fænomenologiske beskrivelser til ph.d.-projekt. Projektet har til hensigt at undersøge om atmosfæriske beskrivelser kan pege på værdier i den arkitektoniske kulturarv, som de traditionelle dokumentationsmetoder ikke formår at registrere og rumme. Forhold til bygningen: Besøg nr. 1 i pågældende bygning 175

176 Atmosfærebeskrivelser før restaurering Nørre Vosborg blev restaureret i Der blev ikke foretaget en bevidst atmosfærisk beskrivelse af stedet, inden restaureringen gik i gang, men da andre arkitekter, museumsfolk, middelalderarkæologer og andre kendere af stedet har sagt og skrevet en hel del om atmosfæren på Nørre Vosborg, benytter jeg disse beskrivelser som den bedst mulige beskrivelse af atmosfæren på Nørre Vosborg før restaureringen, ud fra devisen, at enhver nedskrevet oplevelse af en atmosfære fortæller os mere end ingen nedskrevet oplevelse. Det skal ikke forstås som en kritik af eller en ligegyldighed over for kvaliteten af den beskrivelse der er fundet under kildesøgningerne, men snarere som et udtryk for, at enhver menneskelig refleksion over en påvirkning fra en bygning, er interessant og kan fortælle om en (ud af mange) oplevelser af et specifikt sted. Følgende citater er fra bogen om Nørre Vosborg udgivet af Realea (nu Realdania Byg) i 2008 samt en række TV udsendelser fra TV/Midt- Vest der ligger tilgængelige på Nørre Vosborgs hjemmeside. Ankomst Når man kommer til Nørre Vosborg, oplever man straks det helt fantastiske vestjyske landskab med de store vidder, og man mærker tydeligt historiens vingesus, når man bevæger sig rundt i de historiske bygninger. 190 Svend Erik Jørgensen, Forpagter af hotel, restaurant og konferencefaciliteter Der hvilede en ganske særlig stemning over Nørre Vosborg, inden restaureringen gik i gang, og den gjorde fra første færd et stærkt indtryk på mig (O'Broin, 2008, p. 10) 191 (O'Broin, 2008, p. 12) 176

177 Helle Henningsen, Middelalderarkæolog, fhv. museumsleder Når man bevæger sig ind på selve borganlægget over den snoede bro med det blanke hulmønstrede murværk, fornemmer man borgens skrøbelighed og styrke på samme tid. Måske har det fine mønster inspireret H.C. Andersen til de papirklip, som han skabte, mens han ferierede på Nørre Vosborg. 192 Jette O Broin, forfatter. Der er en særlig sjæl og stemning på Nørre Vosborg. Det er svært at forklare, men historiens ydmyghed overmander én, når man kigger sig omkring. En følelse af ro og fred forplanter sig i kroppen i de smukke omgivelser nærmest som om tiden står stille. 193 Jette O Broin, forfatter. Nørre Vosborg giver på én gang et både prægtigt og hjemligt indtryk. Prægtigt med tårn og takkede gavle, riddersal og kongestue, høje træer, volde og borgstemning. Hjemligt med karnapstue og små kabinetter, uens bygninger, skæve kroge og hjørner, havens snørklede og romantiske skyggefuldhed. En stemning, der let vækker forestillingen om både de store begivenheder og det dagligliv, som herregården har dannet ramme om. 194 Signe Bosgaard, Cand.Mag Overgang Der er ikke fundet kilder der beskriver overgangen mellem ude og inde At færdes i bygningen Nørre Vosborg er simpelthen et fyrtårn for området og har altid tiltrukket mange turister selv da det ikke var restaureret. Der er noget særligt over stedet, og mange har holdt af at 192 (O'Broin, 2008, p. 18) 193 (O'Broin, 2008, p. 12) 194 (O'Broin, 2008, p. 24) 177

178 komme ud på borgen og sidde i kælderen eller i stuerne og lytte til spændende historier fra fortiden. 195 Jørn Møller Jensen Turistchef, Ulfborg-Vemb Der er jo et klart ønske både fra os og fra bygherrens side, at man skal prøve at holde fast i det man kalder sommerfuglestøvet. Det kan nok være svært, fordi noget af det må tilskrives forfaldets skønhed, og det er jo også et ønske at bygninger skal bringes i en stand så det er holdbart. Arkitekt Peter Carstens, TV/Midt-Vest udsendelse nr Vi har de ældste bygninger fra 1500-tallet og frem. Der er sket en udvikling. Moden har skiftet og herremændene har bygget om og bygget til og så videre. I meget udpræget grad er Nørre Vosborg jo et produkt af den proces. Det der er sjovt på Nørre Vosborg, er at man i de fire fløje har fire århundreder repræsenteret. Det er lidt usædvanligt at vi har helt fra renæssancen og til nygotikken. Og det der er bemærkelsesværdigt på Nørre Vosborg, det er at det er lykkedes meget godt, der er en meget god stemning, selvom det er vidt forskellige stilarter. Arkitekt Peter Carstens, TV/Midt-Vest udsendelsenr Fortidens spændende historier der har fundet sted her på herregården i Ulfborg kildrer i næsen, når du går i de forladte rum. Men hurtigt fanger næsen også duften af råd og svamp. Fortælleren, TV/Midt-Vest udsendelse nr Der er et meget væsentligt forfald heroppe, både på bygninger, rummene i bygninger, haveanlæg og vold. Men alligevel er der jo også en skønhed i forfaldet, og det har ligesom sat sit præg på stedet her. Så det, i kombination med det historiske og arkitektoniske, det er meget væsentligt at vi prøver at bibeholde det. Og det er jeg godt klar over at man ikke kan gøre i fuld udstrækning, fordi forfaldet på bygninger og alting, er så stort heroppe, så man vil under alle omstændigheder kunne se, at vi har været her. Frants Frandsen, Realdania Byg i TV/Midt-Vest udsendelse nr (O'Broin, 2008, p. 30) 196 (Realdania, 2014) 197 (Realdania, 2014) 198 (Realdania, 2014) 178

179 Vi bruger en frygtelig masse penge heroppe, men vi skal sørge for at bruge dem rigtigt og det skal netop ikke blive for fint. Men på den anden side, skal det også udtrykke en kvalitet i de ting vi laver. Der bliver ikke gået på kompromis med kvaliteten i udførelsen af arbejdet og de valg der bliver taget. Frants Frandsen, I TV/Midt-Vest udsendelse nr Det har indimellem været foruroligende at se det hele blive endevendt under restaureringen, og jeg har været bekymret for, om den enestående stemning ville forsvinde undervejs. Men jeg har også set med hvilken nænsomhed og omhu, restaureringen er blevet gennemført, og nu kan jeg kun glæde mig over det meget smukke resultat. Nørre Vosborg har bevaret sin særegne udstråling, og jeg er sikker på, at stedet også i fremtiden vil gribe folk om hjertet, når de kommer her. Helle Henningsen, middelalderarkæolog 201 Vi havde nogle pragtfulde år på Nørre Vosborg. Vi har nydt den særlige stemning - de smukke bygninger, svanerne, haven, roen, freden og naturen. Vi holdt også meget af vestjyderne, der er dejlige, diskrete og høflige mennesker selv om det tog fire år, før de hilste på os... Det glæder mig meget, at der nu bliver passet godt på herregården det har den fortjent. Henrik Haubroe, Tidligere ejer af Nørre Vosborg 202 Der er en helt særlig stemning på Nørre Vosborg, som vi alle har forsøgt at holde fast i under restaureringen jeg håber, at det lykkes. Arkitekt Peter Carstens (Realdania, 2014) 200 (Realdania, 2014) 201 (O'Broin, 2008, p. 58) 202 (O'Broin, 2008, p. 114) 203 (O'Broin, 2008, p. 38) 179

180 Opsummering På trods af, at ovenstående citater ikke er metodiske atmosfærebeskrivelser, er det tydeligt, at Nørre Vosborg har gjort et stort indtryk på de folk, der er kommet på stedet. Det, jeg især hæfter mig ved i citaterne, er, at de besøgende forbinder den særlige stemning med forfaldet i bygningerne. I beskrivelsen af Nørre Vosborg, bliver der brugt termer som: historiens vingesus, særlig stemning, særlig sjæl, historiens ydmyghed overmander én, følelse af ro og fred, tiden står stille, sommerfuglestøv, skønhed i forfaldet og særegen udstråling. Ud fra det skrevne om Nørre Vosborg, samt de fjernsynsudsendelser der er lavet om stedet, vurderer jeg, følgende atmosfæriske værdier som værende essentielle for dette sted: Aldersatmosfære. Begrebet er tilnærmelsesvist det samme som omtales af den østrigske kunsthistoriker Alois Riegl ( ), der taler om alters-wert 204 altså en aldersværdi der knytter sig til materialet. Begrebet kendes også fra Niels Albertsen, der bruger begrebet aldersatmosfære 205 om en fornemmelse for stedets alder uden forudgående kendskab til stedets historie. Det fremgår af citaterne, at stedets alder fornemmes af og påvirker de besøgende positivt uafhængigt af historiske fortællinger og fakta om bygningerne. Atmosfære af tidslighed. På baggrund af citaterne, fornemmer man at tiden og fornemmelsen af tid, er en enestående værdi på Nørre Vosborg i tiden før restaureringen. Jævnfør Morton, kan man sige, at bygningen tider, det vil sige skaber tid/tidsfornemmelse og indhyller de besøgende i en stemning, der i høj grad forbindes med fortid og tidslige fornemmelser. Atmosfære af historiskhed 206, der, ligesom med aldersatmosfære og tidslighed, kan opleves uden 204 (Riegl, 1903) 205 (Albertsen, 1999, p. 2) 206 Brugen af begrebet på denne måde henviser til Böhmes brug af begrebet blåhed, som stråler ud fra den blå kop og farver dens omgivelser. (Böhme, 1993, p. 121) 180

181 nogen forudgående historisk viden, men som alligevel giver den besøgende en fornemmelse af historie og af tidligere levet liv. De historiske reminiscenser på stedet kan endda give den besøgende forestillinger om, hvordan livet har været levet på dette sted. Atmosfære af forfaldsæstetik. Jeg fornemmer ud fra citaterne, at forfaldet udstråler en særlig stærk atmosfære. Både arkitekt og bygherre i projektet nævner forfaldets skønhed og et ønske om at bevare dette. Når man træder ind i en bygning med et kraftigt forfald, fornemmer man tiden og den lange historie bygningen har været igennem, hvilket man, ud fra citaterne, kan forstå at de besøgende befinder sig godt med. Til denne atmosfære knyttede der sig også en historie om en bygning der har været ejet af mange forskellige ejere og som til sidst overgik til en tilstand af forfald. En ærgerlig historie, men ikke desto mindre bygningens historie, som på trods af begrebets negative konsekvenser, ses som noget smukt. De involverede parter har haft et ønske om at bevare denne atmosfære og har også haft en opmærksomhed på, at den omfattende restaurering kunne fjerne noget af denne stemning. Man har haft fornemmelsen af, at resultatet ville blive en balance mellem atmosfære og funktion og at forfaldet har været med til at levere atmosfæren. Bygningerne skaber og opretholder med deres materialer og udformning en fornemmelse og oplevelse af stilhed og ro. Og det nævnes også i et citat, at man fornemmer borgens styrke og svaghed på samme tid. Nørre Vosborg rører ved noget i de besøgende, hvorved de får en sanselig oplevelse, der er specifik afhængig af stedet, materialerne og deres udformning. Denne oplevelse fremhæves som en følelse, der forplanter sig i kroppen: nærmest som om tiden står stille. 181

182 Kildematerialets atmosfærebeskrivelser, som er bevidste, men ikke metodiske, giver belæg for at hævde, at der til Nørre Vosborg før restaureringen knyttede sig atmosfæreoplevelser af tre forskellige slags: En tidslighedens atmosfære (alder, tid, historie) En forfaldsæstetisk atmosfære (det smukke i nedbruddet) En roens atmosfære (følelse af ro og fred) Atmosfærebeskrivelser efter restaurering Ankomst Jeg ankommer til Nørre Vosborg en majdag i godt vejr. Der er et leben på stedet, hvilket kommer lidt bag på mig. Så meget liv på en herregård langt ude i Vestjylland? Det viser sig, at det er en af årets store konfirmationsdage og at herregården er et populært sted at holde fest. På denne dag, er der fem fester fordelt over herregårdens hovedbygning og avlsbygninger, der i dag rummer festlokaler. De til festerne, tilhørende gæster bevæger sig hjemligt rundt på gårdpladsen, i haven og i og omkring bygningerne. Børn leger og voksne sidder og nyder solen eller slentrer langsomt rundt og kigger på omgivelserne. Ind i mellem de mange afslappede gæster ser man stedets ansatte bevæge sig diskret i en noget anden hastighed med fyldte fade, beskidt opvask, drikkevarer i kassevis og med høflige, men koncentrerede blikke. Hovedbygningen ligger for enden af den imponerende store gårdsplads. En anelse trukket tilbage og med vandgraven imellem avlsbygninger og hovedbygning. Jeg bevæger mig via broen over vandgraven, hvor muren med mønstermurværk snor sig op mod hovedbygningen. Hvor jeg på gårdspladsen havde vidde til begge sider, langt mellem bygningerne og højt til himlen, bliver uderummet omkring mig nu mindre, og mere trangt. 182

183 Skalaen ændres og bygningerne og deres materialer og detaljer er fysisk tæt på mig, uanset hvor jeg står. Det er som om bygningernes udstråling fortættes her i det lille gårdrum mellem hovedbygningens fire længer og mine sanser er på overarbejde i dette lille anlæg. Solen kommer frem fra en sky og mens jeg står her, omkranset af bygningernes hvide facader, kniber jeg uundgåeligt øjnene sammen. Det gør næsten ondt, at lade være. I modsætning til den lette brise, man oplevede på den brede, åbne gårdsplads mellem avlsbygningerne, er der her i borggården ikke en vind, der rører sig, og varmen fra solen, stråler ud fra alle overflader og indbyder til ophold ved det lille springvand i midten af gården. Jeg kigger mig omkring og bemærker nu flere ujævnheder i facadernes murværk og prøver at regne ud, hvad der er lavet om og hvordan bygningerne kan have set ud tidligere. Det lykkes ikke her midt i gården uden tegninger og forhåndsviden, men det sætter mig i en stemning af tidslighed, hvor jeg dels befinder mig i en, lige nu ligegyldig nutid, og dels har fokus på noget, der kun omhandler fortiden. Gårdspladsens intime rum får de folk, der er til stede her, til at tale afdæmpet, og med de hårde facader til alle sider, forhøjes både lyden af fodtrin og folks lavmælte tale, så de besøgende fremhæves både som synlige kroppe mod bygningernes hvide facader og som stemmer, der forhøjes og indrammes i gårdrummet. Overgang Min opmærksomhed henledes på en bestemt dør, der går op og i, og leder folk ud og ind i bygningens ene fløj. Jeg går mod døren og op ad de fire trappetrin, hvor et par krukker og et flag byder velkommen. En ansat på stedet åbner døren for mig og byder velkommen, hvorefter jeg entrerer bygningen og kommer ind i en hall, fuldt møbleret og tydeligvis et knudepunkt, hvor både personale, festgæster og andre besøgende krydser hinanden for at komme ind i resten af huset. Akustikken i hallen er hård og de tilstedeværende stemmer runger. Med den aktivitet, der er på stedet denne dag, indbyder hallen ikke til ophold, og jeg bevæger mig hurtigt ned af 183

184 den lange gang mod hovedbygningens ældste fløj, Gyldenstjernehuset. At færdes i bygningen Det første der falder mig ind når jeg bevæger mig rundt i bygningen, er den indretning, der præger alle stuerne. Det er en del af strategien på stedet, at man må opholde sig og sætte sig overalt og at det skal føles hjemligt. På denne måde har man ønsket at bringe liv ind i stuerne på herregården. Mens jeg forsøger at være opmærksom på og beskrive atmosfærerne, påvirker møblementet mig en hel del eller det vi sige, møblementet vil uundgåeligt blive en del af beskrivelsen, og stjæler dermed en stor del af opmærksomheden fra selve bygningen og de mere nagelfaste bygningsdele. Jeg vælger ikke at prøve at skille bygning og aptering ad. Atmosfæren skabes af alt hvad der er til stede og det lader jeg være mit udgangspunkt. Længen, der kaldes Tang Huset, består i stueplan af seks stuer en suite og et køkken. Rummenes placering, som perler på en snor, prikker konstant til nysgerrigheden for, hvad der befinder sig i næste rum, hvordan det er indrettet, og hvilken funktion det har. Solen vælter ind i alle stuerne, og jeg fristes til at sætte mig i en solstråle og kigge på en gammel grammofon i musikstuen. Jeg påvirkes af alle de tilstedeværende objekter, hvilke er mange: Tapet i mange farver og mønstre, billeder i tunge rammer, lysekroner, små borde, store borde med duge og opdækning til middag, lænestole, sofaer, tæpper, planter, vaser med blomster, skabe med kaffestel i ét rum musikinstrumenter i et andet en himmelseng, er blot nogle af de mange genstande, der fylder rummene i Tang Huset. Det påvirker alt sammen atmosfæren og vidner om en måde at leve og indrette sig på, der ikke er ført med op i nutiden, men er gået i stå (eller tilbageført). Stuerne er iscenesat og ser ud til at være blevet levet i og forladt for nyligt, hvilket de ansatte ikke forsøger at skjule, når de laver rundvisninger og fortæller om stedets historie. Jeg er overrasket over bygningernes tilstand og min manglende fornemmelse af det forfald, der var ved at tage livet af bygningen før restaureringen. 184

185 Mens jeg færdes i hovedbygningens forskellige længer, fornemmer og forstår jeg, hvorfor folk er blevet betaget af dette sted, men jeg bliver også forvirret over blandede stilperioder og små iscenesatte historiske situationer, som formidler historier, der i mit hoved forsøges sat sammen med de oplysninger, jeg allerede har om stedet og om det massive forfald der angiveligt skulle have været her. Atmosfærerne på dette sted er talrige, men også forvirrende, for de opstår, udover fra bygningsdelene, også fra objekter som eksempelvis møbler og interiør fra forskellige tidsperioder, friske blomster samt en lånt gyngestol, der engang har været H.C. Andersens, men aldrig tidligere har haft en rolle i dette hus. Jeg forsøger at mærke, hvad bygningen gør ved min befindtlighed, og hvad bygningen vil med mig, og jeg forvirres igen. Jeg er ikke på besøg i et hjem, ligesom jeg heller ikke er på besøg på et museum, men alligevel formidles der nogle helt bestemte historier mens jeg går rundt i de mange stuer og sale. Historierne, som jeg læser på skiltene i rummene og fanger fra en rundvisning i den anden ende af fløjen, handler alle om de mennesker, der har boet og besøgt stedet. Især handler det om H.C. Andersen, der var på herregården 14 dage i Men jeg ønsker ikke at høre om H.C. Andersen eller se hans gyngestol der aldrig har været en fast del af Nørre Vosborg, jeg ønsker at opleve bygningen, som den er i dag. Uden de mange forstyrrende elementer. Jeg optages af disse elementer og min opmærksomhed bliver derfor ved med at rette sig mod dem. I De Linde huset ændrer atmosfæren sig igen. Den bliver mere gennemskuelig og her forstår jeg, hvad bygningen vil med mig. Det er tydeligt her, at de fysiske rammer har en lang historie, mens møblerne er nutidige og kontrasterer bygningen. Der er ingen lag af historiefortællinger her, ingen skilte med informationer om hvert værelse, og denne del af herregården er ikke et museum på samme måde som de to forrige længer, og det er tydeligt at stuerne i denne del af herregården, er brugsrum, der er indrettet til en mere nutidig og opdateret funktion. Atmosfæren her er mere neutral og ikke så højtråbende som i de to forrige længer. 185

186 Opsummering I forhold til atmosfærebeskrivelsen før restaureringen, hvor tidslighed, forfaldsæstetik og ro blev fremhævet som værende til stede og med stor betydning for stedet, er atmosfærebeskrivelserne efter restaureringen af en anden karakter. Følgende kontraster blev observeret: Tidsligheden er en anden end før. Hvor bygningen og de reminiscenser der var tilbage i den, før restaureringen blev oplevet, som de var og som de blev fundet, opleves bygningen og tiden nu ud fra en iscenesat fortælleoplevelse, hvor udvalgte historier og tidsperioder fremhæves over andre. Historiefortællingerne er muligvis blevet mere rene og formidlingsvenlige, hvilket i et oplevelsescenter kan være en god strategi. Historierne er tydeliggjort, og tidsligheden og de mere tilfældige tegn på dette er fjernet til fordel for en historicitet, der på Nørre Vosborg især består af ejerhistorier, indretningseksempler og H.C. Andersens 14 dages besøg i Forfaldsæstetikken er væk. Et valg man har taget for at redde bygningen, men også et valg der har konsekvenser for atmosfæren på stedet fordi bygningerne og stedet som helhed, dermed er blevet udsat for en massiv atmosfæretransformation, blandt andet på grund af at store mængder materiale er udskiftet. Forfaldsæstetikken er erstattet af en stilmæssig strammere, nyere og funktionsmæssig holdbar bygning, der sørger for at bygningerne kan holde vand ude og kan bruges i mange år fremover. Den smuldrede bygning er skiftet ud med en bygning i optimeret tilstand. Til gengæld blev jeg, som en atmosfæreopsøgende gæst på stedet, forvirret over hvad der var oprindeligt, og hvad der var nyt, hvilket ifølge citatet fra arkitekten: Vores mål har hele tiden været, at man slet ikke skal kunne se, at vi har været der, har været helt bevidst. Jeg vidste under mit besøg, at bygningerne havde stået stærkt forfaldne, og at man under restaureringen ønskede at bevare så meget som muligt, men hvad der var bevaret og hvad der var nyt var ikke 186

187 tydeligt at skelne fra hinanden, hvorfor materialet typisk fremtrådte som både nyt og gammelt på en gang, i form af mange nye overflader i gammelt formsprog og udtryk, nye tapeter i tidligere stilperioder, opdækning af bordet, som det kunne have set ud for mange år siden og en udvalgt møblering fra bygningernes tidligere perioder. Oplevet ud fra et atmosfærisk fokus, var dette en forvirrende og autenticitetsproblematisk oplevelse. Roens atmosfære er blevet ændret. Roen og stilheden ændrer sig selvfølgelig afhængigt af antallet af gæster og arrangementer på stedet men i kraft af at bygningerne er indrettet og tænkt som et oplevelsescenter, og at intentionen er, at der skal liv på herregården igen, er den fredfyldte og stille atmosfære, der blev fremhævet i flere af citaterne, ændret. Som en erstatning har man fået et sted, hvor mennesker kan mødes og en bygning der kan bruges. Den livlighed der er kommet på bekostning af roen, passer til gengæld fint sammen med tanken om et oplevelsescenter. I hovedbygningen på Nørre Vosborg er der altså atmosfærer der er ændret i restaureringen. Jeg befandt mig egentlig godt i stuerne, og det var en fin opdagelse, at man må bruge bygningen og for eksempel sidde i møblerne, når man kommer som besøgende. Det giver en hjemlig atmosfære, som jeg selv og andre besøgende så ud til at befinde sig godt med. Men den hjemlige atmosfære får plads til at være der, på bekostning af noget andet, eksempelvis forfaldsæstetikken. Refleksion og vurdering De atmosfærer der blev fremhævet i gennemgangen før og efter restaureringen, er følgende: Atmosfærerne før restaurering var: En tidslighedens atmosfære (alder, tid, historie) En forfaldsæstetisk atmosfære (det smukke i nedbruddet) 187

188 En roens atmosfære (følelse af ro og fred) Atmosfærer efter restaurering var: En historicitetens atmosfære(iscenesat historieformidling) En forvirrings- og autenticitetsproblematisk atmosfære En livlighedens atmosfære (følelse af liv og fest) Man kan stille spørgsmålstegn ved, om man, på baggrund af de givne vilkår for begge beskrivelser, kunne have gjort noget anderledes i restaureringen af Hovedbygningen på Nørre Vosborg. Herunder især, om nogle af de atmosfæriske værdier, der blev fremhævet før restaureringen, kunne være håndteret mere hensigtsmæssigt i forhold til bevaring gennem restaureringsprocessen. De valg der foretages, når man restaurerer en bygning, er ikke kun tilvalg, men i lige så høj grad, fravalg, hvilket de ovenstående atmosfærebeskrivelser også viser. Skal bygningen eksempelvis bruges ud fra et fuldt ud funktionelt syn og med krav om nutidige bygningsstandarder, kan forfaldsæstetikken ikke bevares i det omfang, som man kunne ønske af hensyn til æstetikken, idet det skønne er tegn på et forfald, der nedbryder bygningen. Ser man ud over de værdier, der per definition ikke kan eksistere på samme tid, mener jeg, at der i Nørre Vosborg restaureringen med fordel kunne have været et større fokus og en større bevidsthed på de atmosfæriske værdier gennem hele processen. Hvis atmosfæren havde været en metodisk prioriteret værdi, der havde været beskrevet med mere end blot historiens vingesus og en helt særlig stemning, ville man måske have valgt at restaurere og bruge bygningerne anderledes. Man har været bevidst om atmosfærerne på Nørre Vosborg, og man har ønsket at bevare disse atmosfærer gennem restaureringen, men de optrådte ikke som bevaringsværdige fænomener i den traditionelle dokumentation, på trods af disse intentioner. Man kan forestille sig, at de abstrakte, atmosfæriske værdier kunne have været italesat, formidlet og brugt mere aktivt som 188

189 en del af styringsredskabet under restaureringen på højde med de andre mere konkrete, håndgribelige værdier. Slutteligt skal det siges, at det valgte tidspunkt for mit besøg i forhold til atmosfærebeskrivelserne efter restaureringen, naturligvis har haft indflydelse på min opfattelse af stedet, især i forhold til mine tanker omkring livlighed versus ro og fred. Havde jeg været der en dag uden fester og i regnvejr, havde denne beskrivelse givetvis set anderledes ud. Jeg har valgt at bruge denne beskrivelse alligevel, da det scenarie, der udspillede sig denne dag med konfirmationsgæster og fester i flere af bygningerne, har været en intention for stedets ejere, der netop ønsker at der fremover kommer liv og mennesker på herregården igen. 189

190 Det tidligere børneasyl, Mejlen Baggrundsdata Bygningsobjekt: Mejlen (Børnely). Hans Hartvig Seedorffs Stræde 12, 8000 Aarhus C Beskrivelse udført af: Nina Ventzel Riis, Restaureringsarkitekt, uddannet i Aarhus 2008, ph.d.-studerende fra samme sted. Dato for dokumentation: Før restaurering: Marts 2012 Efter restaurering: 13. maj 2014 I hvilket ærinde er den udført? Dokumentation af atmosfære, forsøg med fænomenologiske beskrivelser til ph.d.-projekt. 190

191 Forhold til bygningen: I perioden aflagde jeg omtrent besøg i bygningen, idet jeg lavede afgangsprojekt om bygningen som cand.arch. på Arkitektskolen Aarhus. Jeg kender derfor bygningen indgående som fagperson. Ved besøget d. 13. maj 2014 holdt jeg mig for øje at forsøge at være neutral i forhold til registrering og beskrivelse af atmosfæren og ikke lade mit indgående kendskab til bygningen være en hæmsko for min atmosfærebeskrivelse. Atmosfærebeskrivelser før restaurering Atmosfærebeskrivelserne i dette afsnit er lavet i 2012 i forbindelse med et paper 207, der blev optaget på konferencen Ambiance in Action i Montreal 2012, og som gik ud på at forsøge at lave en fænomenologisk beskrivelse af Mejlen. Jeg har valgt at bruge den oprindelige beskrivelse som derfor er på engelsk og har tilføjet henvisninger til den originale kilde efter hvert citat. Ankomst As it stands in the street today, it looks rather misplaced. None of the buildings next to it are from the same time as this house. They are all younger and taller compared to the small house. The street is narrow and only a few hundred meters from the Town Hall. All day long there is a heavy traffic from buses and taxies in the street that runs only half a meter from the house. 208 Overgang Inside the house there is an unnatural silence. You can hear the muted traffic from the outside but there is no sound coming from the house itself. It is empty and 207 (Riis, 2012) 208 (Riis, 2012, p. 481) 191

192 turned off. No electricity, no heating, no furniture and no people. Being in this house, feels like entering another time. 209 When entering the house you sense that this place is uninhabited. The empty rooms, the smell of dust, the coolness stored in the brick stones after a winter without heating, the daylight that gushes into the rooms through the dirty windows and the feeling of being in a place where history has left its marks is some of the first impressions you get when entering the house today. The house has many qualities like for instance a comfortable human scale in all rooms; large windows with singlelayer glass that leave the sunlight unfiltered, and details in the building material that reveals that someone cared for this building when constructing it. When walking around in this building, I sense the objects that together make this building to what it is. I sense the comfortable proportions, the heights of the ceilings and the different size of the rooms. I sense the structures and the clearly hierarchy of the rooms, the natural materials, the light that fills the rooms, the colors on the walls, the smell of old house, the sounds and the temperature. I sense these phenomena both apart and together dependent on my focus. When focusing on one thing e.g. smell, sound or colour the sensing of other things become unfocused in this moment. All together these phenomena are the house in its very own houseness 210. No other house looks precisely like this, smells like this or give you the same feelings like this. It is as it is because of the present objects that altogether form the house but also because of what has happened in this house through time. This means that the house is like this because of the objects in the house and their constellations with each other. And when time becomes an active part of these constellations, it creates a new dimension in the experience of the house (Riis, 2012, p. 481) 210 Like the German Philosopher Gernot Böhmes example of the blue cup that radiates its blueness out to the surroundings, while colouring the environment. (Böhme 1993, p 121) 211 (Riis, 2012, p. 482) 192

193 At færdes I bygningen To move around in this house leaves me with a feeling of caring. I feel taking cared of when being in this building despite of the cool temperature, the smell of dust and the missing furniture. Everything in the building is related to the human scale and this makes me feel comfortable. The proportions in the rooms are nicely considered, most of the materials are naturally and the design is carefully adapted to the human body. I have the feeling that the house wants me to feel good, just like a good host. But why do I feel this? And what is it this building contains and do when it can make me feel this way? Why is this building different from the building next door or than any other building? 212 The stairs in the building are not just an access road from ground floor to first floor. The largest window in the house is placed by the stairs giving you an experience every time you walk here. It is not the view outside calling for attention, there is nothing to see outside the window except an unpaved backyard and a whitewashed brick wall. The constructing architect did not want people to stop on the stairs to look out of the window and chose to sandblast the panes so you cannot look out and furthermore the light that comes in is soft and nice for a stair walk. When reaching the top of the stairs you get a quite different feeling than you get in the ground floor. On the first floor there are sloping walls, small windows and low ceilings. Compared to the ground floor this is like being in a cave. When walking from the stairs and into the rest of first floor you have to enter a tunnel where you have to bow your head when entering. The building makes me pay attention to my body in different ways e.g. by inviting me to turn my body against the light that comes into the house in many different ways and then by forcing me to bow my head to enter the first floor. This makes me aware and responsive to the building and what it does to me (Riis, 2012, p. 482) 213 (Riis, 2012, p. 483) 193

194 Opsummering Ovenstående atmosfærebeskrivelser er lavet ud fra en bevidst metodisk tilgang og som et forsøg på at sætte ord på min egen befindtlighed under et besøg i Mejlen. Følgende atmosfærer fremhæves i beskrivelsen: En atmosfærisk oplevelse af samhørighed mellem krop og bygning, oplevet ud fra bygningens skala og en feeling of caring samt the building as a good host, når man bevæger sig rundt i bygningen. Bygningens proportioner sætter opmærksomhed på den menneskelige skala, men uden at der er målebånd, linealer eller andre traditionelle dokumentationsmetodiske værktøjer til stede. Skalaen opleves ud fra min krops velbefindende ved at være i Mejlen. En atmosfære af tidslighed, der ikke bare fortæller at bygningen ikke er opført i nyere tid, eller at bygningen har haft forskellige funktioner, som har rummet forskellige mennesker og møbler. Den tidslighed, jeg oplever på stedet, er en slags tidsboble, hvor jeg glemmer at jeg står i et lille hus midt i Aarhus, hvor lydene lukkes ude, og hvor bygningen lukker sig om mig og min oplevelse af denne. En omsorgens atmosfære, der giver mig en oplevelse af at blive taget hånd om. Her kan der henvises til Steen Eiler Rasmussens citat på afhandlingens side 146, hvor der står, at de bedste bygninger er blevet til ved at arkitekten har ladet sig inspirere af noget i opgaven, der skaber en stemning som sidenhen kan gives videre til andre 214. Den oplevelse havde jeg, da jeg befandt mig i Mejlen den dag og først da jeg senere faldt over citatet af Rasmussen, koblede jeg det sammen med Mejlens oprindelige funktion som Børneasyl, der med to diakonisser ansat, tog hånd om områdets børn, mens deres forældre arbejdede. Det er den menneskelige skala, de slidte overflader og førstesalens hulestemning, der 214 (Rasmussen, 1966, p. 32) 194

195 gør at jeg (og tidligere fortidens asylbørn), føler mig velkommen og tryg i huset. Samlet set er Mejlen et godt sted at befinde sig med disse atmosfæriske elementer til stede. Jeg havde ovenstående oplevelser på trods af et koldt, tomt og beskidt hus. Jeg prøvede at undgå, at hele min opmærksomhed blev fanget af det åbenlyse og tydelige som kulden og tomheden, og koncentrerede mig om også, at dvæle ved mellemrummene 215 rundt i bygningernes forskellige rum. Jeg har oplevelsen af, at når jeg fokuserer på en detalje, forsvinder alt andet omkring mig, mens jeg bedre kan opleve atmosfæren. når mit fokus er spredt, men dog stadig bevidst og tunet ind på, at det er atmosfære der skal opleves. Atmosfærebeskrivelser efter restaurering Mejlen blev i 2012 restaureret og indrettet til galleri. Restaureringen medførte en række ændringer, primært på overfladerne; udskiftning af fugerne i murværket, nye gulve og ny maling på alle vægge. På overetagen blev en del mindre rum lagt sammen til et stort rum. Bygningen fik nyt tag og nye ovenlysvinduer, og de tre oprindelige tværstillede skorstene, der var taget ned, blev genopført. Restaureringen har derfor været af en forholdsvis omfattende karakter, stort set alle overflader blev berørt af restaureringen. Man kan ud fra definitionen på begrebet atmosfære, (med start på side 136 her i afhandlingen) derfor konkludere, at atmosfæren i bygningen er transformeret i en eller anden form. Følgende beskrivelser er et forsøg på at beskrive atmosfæren, som den er i bygningen i dag. 215 Se citat af August Endell på afhandlingens side 140 om bygningernes inversions og emptiness og deres vibrationer som mere vigtige elementer end væggene. 195

196 Ankomst Jeg ankommer til Mejlen en formiddag i maj. Gaden er som sædvanligt trafikeret, og busser holder i kø for at krydse hinanden på vej ind og ud af byen. Jeg skal til at forsøge mig med at beskrive de omfugede facader, da jeg ser, at Mejlen har fået en ny nabo, der tårner sig op bagved den lille historicistiske bygning som i forvejen ligger klemt inde. Mejlen adskiller sig fra alle bygninger i området, ja nærmest fra alle andre bygninger i Aarhus, og bygningen virker dragende på mig. Også i dag. I en gade med tung trafik og bygninger i fem etager, virker Mejlen som en god ven, der allerede udefra signalerer, at den gerne vil i kontakt med sine gæster. Jeg går tættere på og ser, at der er lys i vinduerne, og at døren står åben. Jeg får straks lyst til at gå ind i bygningen, men vælger at gå en tur rundt om bygningen først. En ny stenbelægning omkranser Mejlen, som dermed virker mere urban, end den er tænkt og den før har gjort. Efter at have inspiceret nabobygningen og det nyopståede mellemrum mellem Mejlen og den nye bygning, kan jeg koncentrere mig om de omfugede facader, der giver Mejlen et nyt og stramt udtryk, som tydeligt signalerer, at bygningen har været igennem en restaurering. De nyfugede facader og den nye terrænbelægning får Mejlen til at syne af mere i gaden. Dette er ikke længere bare en lille glemt bygning, der langsomt sygner hen, men en bygning, som engang lå naturskønt ud til en park, og som har fået flere og flere naboer, siden opførelsen i Mejlen adskiller sig fra den resterende bymasse i den nærmeste kontekst, både i forhold til alder, skala, detaljeringsgrad, materialevalg og udtryk. Overgang Jeg entrerer Mejlen ad fordøren fra gaden. Det er første gang jeg går ind i bygningen af hoveddøren, for den har i de sidste mange år været lukket af og kun haft til funktion at bære et skilt, der henviste til bagdøren. Jeg går igennem den nye glasdør, som adskiller foyer og hall, og føler mig opløftet ved at se, at bygningen i høj grad 196

197 har fået til opgave at rumme en funktion, der bringer liv i bygningen. Overgangen mellem den hektiske gade og det kølige, rolige hus virker afslappende på mig og får mig til at sænke skuldrene og trække vejret dybt. Mejlen er stadig en velkommende vært, der indbyder til en videre færden rundt i huset. Som jeg står her i hallen, slår det mig, at jeg må tage kontakt til huset denne gang, for kontakten kommer ikke af sig selv. Der er ingen lugte af hengemt, fugtigt hus, der tvinger sig ind i mine næsebor, og der er ikke koldere indenfor end udenfor, som sidst jeg var her. Lyset er tændt, ligesom huset også er blevet det, til forskel fra situationen ved mit sidste besøg i huset, hvor alt var slukket. At færdes i bygningen Det slår mig med det samme, at Mejlen er blevet renset. Overfladerne står rene, hvide og skarpe, og mit blik søger kunsten på væggene frem for bygningens rumligheder, overflader og rumforløb. Jeg fornemmer tydeligt, hvordan bygningens fremtræden og karakter trækker sig lidt i baggrunden i forhold til funktionen og dermed bliver en anonym ramme for den kunst den skaber rammerne om. En situation som galleriejeren og bygherren med stor sandsynlighed ser som en succes for restaureringen. Jeg bevæger mig rundt i bygningen og ind i salen. Også her er der hvidt, lyst og rent, og jeg bemærker også her, hvor lidt modspil bygningen giver mig. Rummene og deres sammenhæng er en behagelig oplevelse at bevæge sig rundt i. Indimellem trækker kunsten på væggene så meget i min opmærksomhed, at jeg glemmer bygningen. Jeg bliver dog hurtigt mindet om den igen, når jeg bevæger mig rundt. Især på førstesalen, hvor bygningen kræver, at man forholder sig til sin krop for ikke at slå hovedet ind i buen, der forbinder trapperummet med resten af overetagen, og ved de tre trin, der skal passeres for at komme ind i det største rum på overetagen. 197

198 Opsummering Mejlen fremstår efter restaureringen renset i både detaljermængde, murværk, farver og overfladestrukturer. Bygningen er blevet til en ren og hvid ramme for kunsten i den nuværende gallerifunktion, men også en neutral og stille bygning. I forhold til atmosfæren før restaureringen, hvor samhørighed mellem menneske og bygning, tidslighed og omsorg blev fremhævet, som værende karakteristiske atmosfærer i bygningen, er følgende forhold nu observeret: Oplevelsen af samhørighed mellem menneske og krop er stadig at opleve i Mejlen. På trods af de ændringer, der er sket under restaureringen, er skalaen uændret, og bygningens overordnede rumlighed og planløsning er den samme. Bygningen leder og viser mig, også efter restaureringen, rundt på samme måde som før restaureringen, og jeg befinder mig stadig godt i forhold til bygningens skala. Tidsligheden er ændret. Oplevelsen før restaureringen var præget af fysiske levn og spor fra andre stilperioder, herunder knækkede klinker i hallen, en scene, pastelfarver på væggene, linoleum på gulvene og lysstofrør i lamperne. Disse ting er fjernet og erstattet af nye klinker i hallen, hvide glatte overflader på alle vægge og ny belysning, der stemmer overens med gallerifunktionen. Desuden er både scenen og træpanelerne i salen fjernet, hvilket giver salen et helt andet udtryk, end den havde før. Mange af de spor, der både virkede forvirrende, og gav bygningen et rodet udtryk, men som tilsammen udstrålede en atmosfære af tidslighed og brug gennem mange år, er væk. Tidsligheden, fornemmelsen af tid, der er gået, skal nok komme igen, men for nu er genesistidspunktet for bygningens indre blevet nulstillet. 216 Atmosfæren af omsorg er delvist bevaret, men i et ændret udtryk. Som nævnt under første punkt, er bygningens skala den samme som før 216 Se citat af Johannes Exner, på afhandlingens side

199 restaureringen, ligesom der kun er lavet små ændringer i planløsningen. Jeg befinder mig stadig godt med disse kvaliteter i bygningen, men idet overfladerne i bygningen stort set alle er ændret, bliver oplevelsen af at færdes i bygningen også anderledes, hvorfor jeg ikke bemærker eller tænker på bygningens omsorg i samme omfang som i mine tidligere beskrivelser. Måske viger denne atmosfære pladsen for bygningens nye og hvide udstråling. restaureringen, ligesom der kun er lavet små ændringer i planløsningen. Jeg befinder mig stadig godt med disse kvaliteter i bygningen, men idet overfladerne i bygningen stort set alle er ændret, bliver oplevelsen af at færdes i bygningen også anderledes, hvorfor jeg ikke bemærker eller tænker på bygningens omsorg i samme omfang som i mine tidligere beskrivelser. Måske viger denne atmosfære pladsen for bygningens nye og hvide udstråling. I Mejlen kunne man med fordel, og i dette tilfælde uden at gå på kompromis med funktionen, have bevaret flere af omsorgs- og tidslighedsatmosfærene i forbindelse med restaureringen. Bevaring af det gamle flisegulv i hallen, ville, på trods af knækkede fliser, have været en fin kontrast og god modvægt til de nye pæne og hvide vægge. Eller de gamle gulve på overetagen kunne have vist, hvor man under restaureringen blev fjernet vægge. Sådanne spor af tidslighed, ville i dag have bidraget til at vække interesse og bevare fornemmelsen for tid og historie i bygningen. 199

200 Refleksion og vurdering De atmosfærer der blev fremhævet i gennemgangen før og efter restaureringen er følgende: Før restaurering: En atmosfære af samhørighed mellem krop og bygning En atmosfære af tidslighed En atmosfære af omsorg Efter restaurering: Atmosfæren af samhørighed mellem krop og bygning opleves stadig, dog i et andet udtryk. Tidsligheden er nulstillet Atmosfæren af omsorg er i kraft af bygningens skala og proportioner bibeholdt og medvirker til, at man stadig føler sig taget godt af, men hvor det før var mere eksplicit i hele bygningen, er det efter restaureringen ikke længere så tydeligt. Ligesom der før restaureringen, fandtes en overensstemmelse mellem de forskellige atmosfæriske elementer i bygningen, er dette også fornemmelsen i Mejlen i dag. Det at bygningen virker mere renset, er i klar overensstemmelse med den nye funktion, idet man i et galleri ikke ønsker for mange atmosfæriske forstyrrelser fra bygningen, hvorfor alle flader er blevet malet hvide, paneler er blevet fjernet fra salen, for at store billeder kan hænge lige på væggene, og små skillevægge er blevet fjernet for at skabe lyse og åbne rum. I restaureringen af Mejlen vurderer jeg, ud fra en sammenligning af atmosfærerne før og efter restaurering, at fornemmelsen af bygningens fortid er svækket, ligesom oplevelsen af bygningens omsorg ikke optager mig på samme måde som før restaureringen. Ser man bort fra formsproget, detaljering og skala står bygningen i sit indre, næsten som ny. Man kan derfor stille spørgsmålstegn ved, hvilken rolle den arkitektoniske kulturarv egentlig har eller skal have i samfundet. Skal kulturarvsbygninger være anonyme rammer om det liv, der leves, eller de funktioner, de rummer? Eller må de gerne larme og blande sig med deres eventuelle historie På billederne til venstre ses det samme kig i salen på tre forskellige tidspunkter, henholdsvis år 2008, 2012 og På første billede ses scenen som i årevis har spærret for vinduet ud mod gaden og givet salen et mørkt og lukket udtryk, på andet billede er scenen revet ned og vinduet mod gaden, er kommet til syne, her står bygningen med dens, måske, originale farver i en støvet flaskegrøn på væggene og en mørk bordeaux på listerne. Det sidste billede viser vinduet og dets omgivelser, som det ser ud i dag; hvidt og renset for paneler, farver og andre detaljer, men også som en ren og skarp ramme for den kunst, der udstilles i bygningen i dag. 200

201 og lag af tid, spor og brug? Hvor meget og hvornår, skal vi lade bygningerne og deres udstrålinger af historiske levn, fylde og blande sig med funktionen i bygningen? Der bliver opført mængder af nyt byggeri med rene, hvide indre kerner, der kan danne neutrale rammer for nutidige funktioner. Spørgsmålet er, om kulturarven også skal se sådan ud, eller om den i højere grad bør bevare den rolle, som kun den kan; at være et historisk sammensurium af atmosfærer og tidslighed. Jeg vurderer, at kulturarven ville stå stærkere og få en vigtigere rolle i samfundet, hvis man holder bedre fast i de karakterer og udtryk, som kulturarven nu engang har i kraft af den ekstra tidsdimension, som findes i gamle bygninger og som nye bygninger aldrig vil kunne præsentere. Hvis man i flere tilfælde lod kulturarv være kulturarv med alle de fejl og mangler, der er i bygningerne, og tilpassede vores funktioner til kulturarvens bygninger i højere grad, end vi gør i dag, ville det styrke opfattelsen af kulturarven. At have fulgt Mejlen gennem flere år og dermed set bygningen gennemgå den forvandling, der er sket gennem restaureringen, har været en givende oplevelse i forhold til forståelsen af de atmosfæretransformationer, der sker i sådanne processer. Restaureringer afstedkommer ændringer. Ændringer afstedkommer atmosfæretransformationer. Enhver restaurering er derfor en atmosfæretransformation, som udføres enten bevidst eller ved et tilfælde. En atmosfæretransformation kan godt være vellykket, selvom den ikke er bevidst udført, hvilket man, ud fra nogle parametre, kan sige er tilfældet i Mejlen, der som bygning stadig virker imødekommende, venlig, indbydende og omsorgsfuld. For at kunne konkluderes om en bygnings restaurering er atmosfærisk vellykket, bør man undersøge før og efter situationerne, som jeg her har gjort, idet man derved får tydeliggjort, hvilke atmosfæriske elementer, der er bibeholdt, og hvilke der er fjernet eller eventuelt opstået i forbindelse med restaureringen. 201

202 AT HÅNDTERE DET UHÅNDTERBARE Afhandlingens konklusioner, anbefalinger og perspektivering 202

203 OPSUMMERING I dette sidste kapitel fremhæver jeg grundlæggende perspektiver fra afhandlingens foregående kapitler, og drager konkluderende tanker herudfra, med det mål, at komme nærmere en måde at håndtere de uhåndterbare værdier i den arkitektoniske kulturarv. Der findes ikke nogen entydig løsning på denne problemstilling, og jeg har i afhandlingen arbejdet med én måde, hvorpå vi kan begynde at tage hånd om denne type værdier. Her præsenteres først en gennemgang af de berørte emner, hvorefter afhandlingens pointer og konklusioner tydeliggøres i en række anbefalinger til fagområdet, der skal skabe opmærksomhed og bevidsthed om denne måde, hvorpå kulturarvens bygninger også kan håndteres. Afhandlingen tager udgangspunkt i de tre forskningsspørgsmål, der hver knytter sig til henholdsvis fortid, nutid og fremtid. De er blevet besvaret i følgende tre kapitler: Dokumentation indtil nu Forskningshistorie og de teoretiske inspirationer, som afhandlingen har taget sit afsæt i. Nutidig dokumentation Gennemgang af fagets eksisterende metoder samt tre casestudier gennemgået ud fra en traditionel dokumentationsvinkel. Atmosfære og kulturarv Et atmosfærekapitel, hvori den anvendte atmosfæreteori er gennemgået sammen med endnu en gennemgang af de tre casestudier underlagt en atmosfærisk beskrivelse med henblik på at indfange værdier, der ikke dokumenteres med de traditionelle dokumentationsmetoder. 203

204 I kapitlet Dokumentation indtil nu, er forskningshistorien indenfor dokumentationsfeltet gennemgået i store træk. Her fremgår det tydeligt, at udviklingen af dokumentationsmetoder har fulgt den teknologiske udvikling, hvilket på mange måder har virket fremmende for blandt andet opmåling og fotografering, der er blevet mere tilgængeligt og med flere muligheder for at tilpasse metoden det enkelte projekt. Men der er også gået noget tabt i denne udvikling, hvor fokus synes at være koncentreret mere og mere på opmålingsmetoder, herunder især de digitale teknikker, som især i dag, er fremherskende. Disse metoder afstedkommer, med deres måde at gengive et objekt på, et stort fokus på koordinater og decimaler såvel som dimensioner og geometri. Dette er ikke en forkert måde, at forstå og repræsentere en bygning på, det er endda en meget brugbar måde at undersøge og fremstille materiale om bygningen forud for en restaurering. De nyeste metoder indenfor dokumentation formår med stor præcision, at måle og gengive en bygnings skala og proportioner, men med tilvalget at dette fokus i metoderne, sker der også et fravalg, hvilket undersøges nærmere i de efterfølgende kapitler. I forbindelse med at vi fjerner os mere og mere fra blyantstegningen, skitserne, akvarellerne, det velovervejede fotografi og de poetiske tekstbeskrivelser og i samme forbindelse søger mod det objektive, den rene computertegning og de mange digitale fotografier, mistes fornemmelsen for det særlige, der gør den arkitektoniske kulturarv til det, den også er; en række særligt udvalgte bygninger fyldt med atmosfærer. I kapitlet Nutidig Dokumentation undersøges først det eksisterende dokumentationsfelt, hvorefter tre aktuelle casestudier gennemgåes, henholdsvis nordfacaden på Fredensborg Slot, hovedbygningen på Nørre Vosborg og det tidligere børneasyl i Aarhus, Mejlen. Gennem disse studier opnås bevidsthed om de metoder, der anvendes i dag, samt de resultater vi typisk opnår, når vi bruger dem. Udover en tydeliggørelse af de respektive dokumentationers indhold samt anvendte metoder, viser casestudierne, at vi i dag primært måler og vurderer bygninger ud fra et geometrisk og dimensionelt fokus, med stor vægt på bygningens tekniske tilstand. Denne afhandling anerkender ovenstående type dokumentation som nødvendig i forhold til videreførelsen af en bygning, men i forhold til at vælge den mest hensigtsmæssige 204

205 videreførelse for en bygning, vurderer jeg ikke geometri, dimensioner og tilstand, som værende grundlag nok, til at træffe beslutninger ud fra. Hertil skal der en dybere og langt mere erkendelsesmæssig forståelse af bygningen til, hvorfor næste kapitel i afhandlingen tager fat om en af kulturarvens særligt kendetegnende kvaliteter; atmosfære. I kapitlet Kulturarv og atmosfære gennemgås aktuel atmosfæreforskning og atmosfærebegrebet i afhandlingen indkredses. Her introduceredes begrebet fænomenologi i forhold til kulturarv og atmosfære, som en ny måde at beskrive kulturarven på, og dermed med mulighed for at opfange nye typer af værdier, herunder atmosfære. Ved at anlægge et fænomenologisk syn på bygninger inden for den arkitektoniske kulturarv, flyttes fokus fra den fysiske, menneskelige skala til den kropslige sansning, hvorved vores opmærksomhed tunes ind på andre værdier end dem vi normalt fokuserer på med vores traditionelle, visuelle metoder. Det er disse andre værdier denne afhandling ønsker at sætte fokus på og skabe opmærksomhed omkring. Den fænomenologiske vinkel afprøves på de tre casestudier, der genintroduceres i kapitlet. Med fænomenologiens opfattelse af afstand og nærhed, er det nærmeste ikke nødvendigvis det, der er tættest på, men det, som optager os. Således sker der en omprioritering i værdierne i den arkitektoniske kulturarv, hvormed det der umiddelbart fanger vores opmærksomhed, udpeges som en væsentlig værdi. De atmosfæriske casestudier tydeliggør, at det er muligt, at se på kulturarven fra alternative vinkler, hvormed kulturarvsobjektet afslører andre og nye værdier. De atmosfæriske casestudier bidrager udover ovenstående, med refleksioner tilhørende restaurerings- og bevaringsprocesser på et mere overordnet plan. Nævnes kan kulturarvens rolle i samfundet, som casestudiet Mejlen gav anledning til, og diskussionen omkring forfald versus funktion, som Nørre Vosborg casestudiet bragte med sig. 205

206 KONKLUSION OG ANBEFALINGER TIL FREMTIDIG DOKUMENTATION Konklusioner på afhandlingens overordnede emner og pointer er her sammenfattet i punktform som en række anbefalinger til fagområdet indenfor dokumentation, restaurering og bevaring af den arkitektoniske kulturarv. Anbefalingerne skal forstås, som en måde, hvorpå man kan tilegne sig denne nye anskuelsesform. Ønsker man at kende nærmere til begrundelserne for anbefalingerne, kan uddybning findes i afhandlingen. Målet med anbefalingerne er, at gøre fagfæller bevidste om, at værdier af atmosfærisk karakter kan og bør indgå i enhver dokumentation, og at atmosfære derved, på lige fod med andre værdier, kan bruges som en gyldig begrundelse for håndtering og bevaring af den arkitektoniske kulturarv. 1. Enhver restaurering er en atmosfæretransformation! Og ligesom alle andre transformationer indenfor kulturarvens bygninger, bør atmosfæretransformationer også bygge på veldokumenterede informationer, således at der træffes kvalificerede og bevidste valg om den kommende atmosfære i den pågældende bygning. 2. Fra geometrisk til atmosfærisk fokus Ved at udvide fokus fra opmålingens præcision og nøjagtighed, sætter den fænomenologiske analyse af en bygning, fokus på det der optager mennesket i bygningen. I en fænomenologisk analyse er det interessante netop atmosfæren og det der omslutter os, frem for den præcise, fysiske registrering. Opmålingen er stadig nødvendig og brugbar, men suppleres hensigtsmæssigt af den atmosfæriske analyse, således at der opnås nuancerede og dækkende informationer om mangfoldigheden i en bygning, dens fremtræden, 206

207 værdier og essens. Med kendskab til alle disse aspekter, kan restaureringen træffes på et gyldigt grundlag. 3. Introduktion af atmosfærefokus i kulturarv De traditionelle dokumentationsmetoder vi anvender i dag, er brugbare og fungerer i forhold til restaurering og bevaring af den arkitektoniske kulturarv. Men at det er disse typer af værdier, der ensidigt fokuseres på og bruges som baggrund for udpegning og fredning af historiske bygninger, illustrerer et valg, der afspejler et naturvidenskabeligt syn på den arkitektoniske kulturarv. Dette syn kan og bør mangfoldiggøres for at udvide vores mulighed for at pege på bevaringsværdige og afgørende værdier i en historisk bygning. Med introduktionen af en ny type værdi i restaurerings- og bevaringsarbejdet, udvides bevarings- og fredningsgrundlaget, hvormed muligheden åbnes for andre typer fredninger, end dem vi ser i dag, samt en anden måde, at rådgive omkring og forvalte de allerede fredede bygninger på. 4. Atmosfære som begrundelse for og formidling af fredning og bevaring Med introduktionen af atmosfærebegrebet i den arkitektoniske kulturarv, kan man forestille sig, at kommunikationen med ejere og brugere af de fredede bygninger, kan optimeres. Atmosfære taler til sanserne og formidles med et atmosfærisk og gestisk sprog, hvilket også åbner for en anden tilgang til formidling og kommunikation med ejere og brugere af den arkitektoniske kulturarv i forbindelse med de krav der stilles i forhold til vedligehold, restaurering, brug og bevaring. 5. Nyt syn på bevaring Bevaring er altid en balance mellem funktion og bevaringsværdier, der ikke altid stemmer overens med hinanden. Arkitektonisk kulturarv kan i kraft af dens tidslighed give os fornemmelsen af at være mennesker i en historisk kontekst. Hele bygningens historie, inklusiv skader, forfald, tilstandsproblemer og lignende, er en del af bygningens fremtrædelse og historie. Fjerner vi noget af dette, fjerner vi noget af bygnings essens, 207

208 hvorfor dette skal gøres med stor bevidsthed for at hindre, at bygningens væsentlige essens sløres eller mistes. 6. Bevaring gennem brug, men hvilken brug? Vi bevarer i dag for at vi kan bruge bygninger. Ved at bruge bygningen, sker der som udgangspunkt en vedligeholdelse og bevaring af bygningen. Men hænger brug altid sammen med en økonomisk dagsorden? Mange vil argumentere for at det er økonomisk umuligt, at bevare uden den traditionelle opfattelse af funktion for øje. Modargumentet er, at vi ikke har råd til at lade være i forhold til vores mentale individuelle og samfundsmæssige velbefindende. At bevare kulturarven som et helt objekt inklusiv det upassende, det grimme, det knækkede og det ufine, - altså spor efter de perioder den har været igennem, det slid der følger med og det forfald der muligvis er til stede, er at bevare mangfoldighed og dybde i de objekter der skal give os identitet og forståelse for os selv i en historisk kontekst. Det anbefales derfor at vurdere om vi har råd til at miste de værdier der ofte viger for funktionen, når en bygning gennemgår et skift i brugen. 7. Bevidsthed om dokumentationens magt Da der i afhandlingen, er observeret en sammenhæng mellem dokumentationens fokus og restaureringens fokus, bør restaureringsarkitekten være sig bevidst om, at dokumentationen og dens indhold har en tungtvejende indflydelse på det efterfølgende arbejde. Man bør derfor allerede inden dokumentationen går i gang, overveje hvad denne skal indeholde, samt især bør man, efter dokumentationens udførelse, analysere sit eget arbejde og lave en status over, hvilken type dokumentation der er lavet, og om det en fyldestgørende dokumentation for det givne objekt. 8. Kulturarvens rolle og virkning Der observeres i afhandlingen en tendens til at restaureringer ofte medfører store ændringer på trods af let forfald. Det kan være et udtryk for at vi er for hårdhændede, har en frygt for det skæve 208

209 og uperfekte eller at der er prestige i synlige ændringer og modet til at sætte nyt ind og rydde gammelt op. Fakta er, at store dele originalsubstans fjernes i restaureringerne, hvorfor atmosfæren af tidslighed, kulturarvens varemærke, reduceres. Vi skal lade kulturarven gøre, hvad den er bedst til, og passe på med ikke at restaurere atmosfæren væk, og skabe et nyt hus inde i en tom skal. Masser af nyopførte bygninger danner hvide, neutrale rammer om deres kommende funktioner, og kulturarvens bygninger bør ikke gøre det samme. Derimod har de noget, som nye bygninger ikke har i form af aldersatmosfære, hvilken vi skal værne mere om og samtidig acceptere, at kulturarven dermed råber lidt højere og gør sig mere bemærket med deres ridsede overflader, knækkede fliser og skæve mure der ikke altid danner den perfekte ramme om nye funktioner. 9. Tilføjelse til nuværende dokumentation Det anbefales, at man fremover tilføjer en tekst til dokumentationen, hvor man reflekterer over sin første oplevelse i bygningen, sin befindtlighed og hvad man opfatter som bygningens essens. Dette bør følge den traditionelle dokumentation, således at alle parter i restaureringsprojektet forstår de tanker, hvorpå restaureringens valg er truffet. 10. Forskel på erkendt og bekendt Vi bør være bevidste om, at der er forskel på at blive bekendt med og erkende en bygning. Er bygningen bekendt eller erkendt, når vi har målt den op? Eller fotograferet den? Eller skal der mere til? Det anbefales, at man reflekterer over sit kendskab til bygningen, inden man træffer uomgængelige valg for bygningens fremtid. At opnå fuld erkendelse af en bygning er utopi i forhold til det tidsmæssige spænd et restaureringsprojekt forløber over. Men at søge erkendelse af bygningen gennem mere end én metodisk indgangsvinkel, vil øge kendskabet til bygningen og dens bevaringsværdier. 11. Atmosfæriske laboratorier Vi kan med fordel udpege enkelte bygninger som atmosfæriske laboratorier, hvor der 209

210 eksperimenteres med atmosfære og bevaring af denne i forhold til henholdsvis originalsubstans og arkitektonisk idé for at teste atmosfæren i forhold til kulturarv i henholdsvis ikoniske værker og tidslighedsmættede værker. 12. Kulturarv som inversioner i samfundet Det negative aftryk i bevarede historiske bygninger, fortæller historier om det liv der er blevet levet. Dokumentationen kan ses som en fremkaldelse af dette negativ og som en formidler af bygningens værdier. På samme måde, men i større skala, kan bevarelsen af hele den arkitektoniske kulturarv med alle dens spor og aftryk, ses som et negativ der fremkalder historier og skaber identitet i vores samfund. Vi skal sørge for at fortælle et bredt udvalg af historier og ligeså vigtigt, vi skal mangfoldiggøre historierne og forhindre en snæver og udvalgt vinkel på historien. 13. Ændring af værdier ændring af forståelse Hvis vi ændrer fokus i den måde, vi registrerer og dokumenterer værdier på, vil resultatet af restaureringerne også ændres. På tilsvarende vis, kan vi arbejde med at ændre vores opfattelse af objekterne og dermed forstå deres rolle og budskab anderledes end vi gør i dag. Kulturarven får en ny betydning ved at se på, hvordan bygningen virker på dens omgivelser og dens brugere i stedet for kun at se på bygningen. 210

211 Og så findes der nogle få, som synger Kulturarven synger. Naturligvis forskellige sange og i forskellige tonearter, nogle rammer måske ikke tonerne helt perfekt, andre sender ren vellyd ud i verden. Sagen er, at de med deres atmosfærer udtrykker sig og påvirker os gennem deres sange. Vi kan vælge at lytte til dem og behandle dem, så de fortsat har mulighed for at synge. Desværre ses det ofte, at kulturarvens bygninger gøres stumme, netop for at de ikke skal larme for meget, og forstyrre deres nye funktioner. Det hænder også at vi kommer til at gøre en syngende bygning stum, men senere fortryder og dernæst forsøger at opfordre bygningen til at synge dens sange igen. Det kan ikke lade sig gøre og den vil enten forblive stum eller mime en tvivlsom kopi af den oprindelige melodi. For at sikre, at dette ikke sker, og at vi i fremtiden kan fornøjes og påvirkes af disse sange, må vi lære at håndtere og bevare dem. Derfor skal vi observere, lytte og måske nynne stille med, når vi arbejder med dem. Vi skal vide hvor de kommer fra, så vi kan passe på dem i restaureringsprocessen og fremover lade kulturarvens bygninger synge deres sange i et samfund, der har mere og mere brug for det. 211

212 PERSPEKTIVERING Afhandlingen bidrager med en ny måde at se, forstå og beskrive værdier i den arkitektoniske kulturarv. For at kunne dette, har det været nødvendigt først, at udfolde det eksisterende dokumentationsfelt for at sikre et kendt veldokumenteret grundlag at drage konklusioner ud fra. Derfor har afhandlingen også bredt sig ud og grebet vidt omkring sig, i modsætning til et studie, der udelukkende ville have koncentreret sig om enten dokumentationsfeltets historie eller om atmosfære og kulturarv. Næste skridt i forskningen inden for atmosfære og kulturarv, kunne derfor være, at gribe fat i nogle af de af pointer og konklusioner jeg fremlægger i afhandlingen og udfolde disse i forhold til eksempelvis udvikling af metoderne samt anvendelighed i faget. Der er flere emner, der kunne have været interessante at have arbejdet med i afhandlingen. Det faktum, at atmosfære taler til alle vores sanser og dermed må kunne karakteriseres som et flersanseligt fænomen, gave flere gange i processen lyst til at arbejde med forskellige medier i bygningerne. Man kunne eksempelvis have inddraget lydoptagelser af akustik, videooptagelser af rumforløb, time-lapse fotostudier af dagslys, hvilket ville have givet dokumentationerne en ekstra dimension. Dette kunne have været interessant og relevant i forhold at udvide værdifeltet i dokumentationerne. På grund af tidsmangel blev denne eksperimenterende del fravalgt og det er oplagt, at forskningen kan fortsætte inden for dette område. Derudover kunne det være både interessant og nærliggende, at fortsætte med at arbejde på en udvikling af synet på kulturarv. Her tænker jeg især på kulturarvens betydning og rolle i samfundet. Hvad skal vi med kulturarven og hvad skal kulturarven med os? Skal den have en mere aktiv rolle eller skal den, som jeg mener den gør nu, blende ind og ikke sige for meget? Fremtidig forskning kunne med fordel fokusere på, hvordan kulturarvens mellemrum, inversioner, negativer 212

213 farver os med deres betydninger, tidslighed og atmosfærer. Endnu et emne, som afhandlingen berørte i flere kapitler, var autenticitet, som ikke er til at komme udenom indenfor den arkitektoniske kulturarv. Begrebet er af sådan en størrelse og vigtighed, at det fortjener sin egen afhandling, hvorfor jeg forsøgte ikke at bruge det aktivt i afhandlingen. Det ville dog være nærliggende, at koble atmosfære og autenticitet, også set i betragtning af anden aktuel forskning der handler om at skabe atmosfære. Det er min forhåbning, at afhandlingen kan bidrage til et udvidet syn på den arkitektoniske kulturarv og værdierne heri. Ved at ændre ståsted, ændres også udsynet, hvormed endnu flere nye visioner sikkert vil dukke op. 213

214 RESUMÈ Afhandlingens primære sigte er, at introducere atmosfærebegrebet i dokumentationen af den arkitektoniske kulturarv, hvormed vores opfattelse af værdierne i de dokumenterede bygninger udvides. I dag dokumenterer vi primært vores historiske bygninger ud fra en opfattelse af bygningerne som rene dimensionaliteter, hvilket i afhandlingen opfattes som værende paradoksalt idet kulturarvsbegrebet i sig selv er en ikke målbar og til tider svær håndterbar størrelse. Afhandlingen bidrager med en udfoldelse af atmosfærebegrebet indenfor dokumentationsfeltet som en opfordring til, at anvende atmosfæriske værdier som medstyrende og begrundende parametre under restaureringsprocessen. Ved at bruge atmosfæriske værdier i restaureringsarbejdet, vil opmærksomheden på de ikke målbare og uhåndterbare værdier i kulturarvens bygninger skærpes, hvormed restaureringen kan tilpasses bygningen og dens særlige værdier og ikke blot være en tilstandsforbedring med funktionalitet for øje og med en kunstig eller reduceret atmosfære som biprodukt. Afhandlingen er bygget op over følgende tre forskningsspørgsmål: 1. Forskningshistorie Hvordan har bygningsdokumentationsfeltet udviklet sig gennem tiden og hvordan er vi kommet frem til de metoder vi kender og bruger i dag? 2. Dokumentation i dag Hvilke egenskaber og hvilken karakteristika har de metoder vi bruger i nutidens bygningsdokumentationer? Hvilke kvaliteter og begrænsninger har de og hvilken indflydelse har det på det efterfølgende restaurerings- og bevaringsarbejde inden for den arkitektoniske kulturarv? 3. Atmosfære og kulturarv Værdierne i den arkitektoniske kulturarv skal ikke opfindes, men findes. Vores nutidige metoder formår ikke at fokusere på alle typer værdier 214

215 indenfor den arkitektoniske kulturarv og en større gruppe værdier går derfor tabt i dokumentationerne og det efterfølgende bevaringsarbejde. Der efterspørges derfor en metode til beskrivelse af den type værdier, der findes i kulturarven, men som vi ikke er i stand til at dokumentere i dag. Afhandlingen er bygget op omkring en introduktion indeholdende baggrund, motivation og udgangspunkt for afhandlingen. Herefter følger tre større kapitler der forholder sig til hver deres forskningsspørgsmål og slutteligt en afslutning indeholdende opsummering, konklusioner, anbefalinger til faget og perspektivering. Atmosfærebegrebet defineres, inspireret af Gernot Böhme, Juhani Pallasma og Peter Zumthor, i afhandlingen som værende det der udstråler fra de tilstedeværende objekter og subjekter på et givent sted. Enhver ændring af det tilstedeværende materiale vil afstedkomme en atmosfæretransformation, hvormed det kan konkluderes at enhver restaurering er en atmosfæretransformation, der ligesom enhver anden transformation, bør bygge på en forudgående dokumentation. Ved at indføre en atmosfærisk beskrivelse, som et supplement til den traditionelle dokumentation (typisk opmåling og foto) af bygningen, kan fokus i restaureringen udvides og fremover også inkludere de atmosfærer der transformeres under restaureringen. Til at gennemføre en atmosfærisk beskrivelse, bruges den fænomenologiske analyse og opfattelse af geometri og afstand, hvor det der optager os, bringes i fokus og prioriteres foran for eksempel dimensionen på en detalje i tagudhænget. Beskrivelserne forsøger at inddrage subjektet, i form af menneskekroppen og dens sanseapparat, som en mediator af de atmosfæriske værdier. At introducere atmosfære i kommende bygningsdokumentationer vil, ud fra et fænomenologisk synspunkt, afstedkomme en omprioritering af værdierne i den arkitektoniske kulturarv. Afhandlingens formål er, at tydeliggøre, at atmosfæriske værdier kan og bør indgå i enhver dokumentation og at atmosfære, som værdi, kan bruges som en gyldig begrundelse for håndtering og bevaring af den arkitektoniske kulturarv. 215

216 ENGLISH ABSTRACT The primary aim of this PhD dissertation is to introduce the term atmosphere within the documentation of the architectural cultural heritage, resulting in an expanded view of the values present in our documented buildings. Currently we primarily document our historical buildings based on pure measurable dimensions, which in itself is paradoxical because of the notion that cultural heritage itself is a non-formal, non-measurable term. The dissertation contributes with an exposition of the term atmosphere within the context of documentation, which shall be seen as an invitation to let the atmospheric values become valid and dominating parameters within the process of restoration. By using atmospheric values the attention will be guided towards the non-measurable and non-controllable aspects of the cultural heritage, thus proposing a restoration that emphasises the special nonformalistic values, opposed to traditional condition assessments. The thesis is centered around the three following research questions: 1. Research history How has the field of documentation developed in a historical perspective? 2. Present documentation practices What are the present methodologies and characteristics of contemporary architectural documentation? And which qualities and limitations do they have in relation to subsequent restoration and preservation? 3. Atmosphere and cultural heritage The values of the architectural cultural heritage are not to be invented, but instead found. The methods used in present documentation and restoration is incapable of handling important atmospheric values, which is why, the dissertation questions a new conceptualisation that can be used to describe these non-measurable values. 216

217 The dissertation is structured around an introduction containing background, motivation and starting point for the thesis. Subsequently followed by three larger chapters each relating to separate research questions, and ending with a concluding section that summaries and concludes, plus recommends future perspectives for the profession. The notion of atmosphere is developed from the theory of Gernot Böhme, Juhani Pallasma and Peter Zumthor, and is defined as that, which is being emitted from objects and subjects in a given place. Any change in the existing material will result in an atmospheric transformation, by which it becomes evident that any restoration is a transformation of the atmosphere. By implementing atmospheric descriptions as a supplement to the traditional documentation (e.g. measurement and photos) of the building in question, it becomes possible for the work done in the restoration to have these atmospheric transformations as a focus point. To conduct an atmospheric description, a phenomenological analysis is being used, which shifts focus to include what occupy the subject s mind, and its understanding of geometry and distance. This ultimately means that the sensory apparatus of the human body becomes a mediator for the atmospheric values present in the building. From a phenomenological perspective the introduction of the notion of atmosphere in forthcoming documentation work, will produce a reprioritisation of the values present in the architectural cultural heritage. Thus clarifying, that atmospheric values can and must be a part of any future documentation, because it proposes new perspectives on addressing and preserving our architectural cultural heritage. 217

218 LITTERATUR Albertsen, Niels. (1999). Urbane Atmosfærer. Sociologi i dag, 4, Albertsen, Niels. (2012). Gesturing Atmospheres. Paper presented at the Ambiances in Action, Montreal. Albertsen, Niels. (2013). Atmosfærenes By: Fænomenologi i bystudiet. Fænomenologi - teori og metoder, 27. Andersson, Karin, & Hildebrand, Agneta. (1980). Byggnadsarkeologisk undersökning : det murade huset (2. rev. uppl. ed.). Stockholm: Riksantikvarieämbetet. Bech-Nielsen, Gert. (2007). Tegning - et værktøj. from Bock, Lars Nicolai. (2007). Restaurering - En indføring i en bygningskunstnerisk arbejdsmetode. Bock, Lars Nicolai. (2011). Transformation. ARKITEKTUR DK, 3, 4. Borsholt, Jens (2012, ). [Vedr. Fredensborg Slots Havefacade]. Breitling, Johannes Cramer and Stefan. (2007). Architecture in existing fabric - planning, designing, building. Berlin: Birkhäuser Verlag. Bygninger, Gamle. (1911). Gamle bygninger paa landet i opmaaling, fotografi og beskrivelse. Kbh.: Foreningen af 3. December Böhme, Gernot. (1993). ATMOSPHERE AS THE FUNDAMENTAL CONCEPT OF A NEW AESTHETICS. Thesis Eleven(36), 14. Böhme, Gernot. (2006). Architektur und Atmosphäre. München: Wilhelm Fink Verlag. Böhme, Gernot. (2013a). Atmosphere as Mindful Phsyical Presence in Space. Oase91 Building Armosphere, 128. Böhme, Gernot. (2013b). Encountering Atmospheres - A reflection on the Concept of Atmosphere in the work of Juhani Pallasmaa and Peter Zumthor Oase 91. Rotterdam. De Fine Licht, Kjeld. (1993). Måle og tegne. Kbh.: Kunstakademiets Arkitektskole. Dehs, Jørgen. (2011). Arkitektur och fenomenologi. Arkitekturteoriernas historia, 20. Engquist, Hjelm, Hædersdal, Schmidt og Vedsø (Ed.). (1984). Bygningsarkæologiske studier. Kbh.. Eriksdotter, Gunhild. (2005). Bakom Fasaderna - Byggnadsarkeologiska sätt att fånga tid, rum och bruk. (PhD), Lunds Universitet, Lund. 218

219 Eriksdotter, Gunhild, Gardelin, Gunilla, & Wallin, Pia. (1998). Från byggnad till dokument : en byggnadsarkeologisk pilotstudie i Malmöhus län. Lund University of Lund, Institute of Archaeology. Exner, Johannes. (2007). Den historiske bygnings væren på liv og død. In E. B. o. M. F. Hansen (Ed.), Fortiden For Tiden - genbrugskultur og kulturgenbrug i dag (Vol. 1, pp. 235). Aarhus: Arkitektskolens Forlag. Fink, Hans. (1991). Når værdidommen falder. Kritik, 95, 20. Flyvbjerg, Bent. (2006). Five Misunderstandings About Case- Study Research. Qualitative Inquiry, 12, Forty, Adrian. (2000). Words and buildings. New York: Thames and Hudson Inc. Foucault, Michel. (2005). Vidensarkæologien (M. C. Jacobsen, Trans.): Philosophia. Grazia, Vicenzo di. (1991). Rilievo e Disegno - Nell'archeologia e nell'architettura tecniche, opinioni e teorie. Roma: Edizioni Kappa. Hansen, Erik. (2000). Fra malerisk til analytisk - opmålingens historie i Danmark. In G. Friberg (Ed.), Byggnadsuppmätning - historik og praktik (pp. 7-20). Borås: Riksantikvarieämbetets förlag. Havik, Klaske and Tielens Gus. (2013). Atmosphere, Compassion and Embodied Experience - A conversation about Atmosphere with Juhani Pallasmaa. Oase, 91(Building Atmosphere), 9. Hidemark, Ove. (1991). Dialog med tiden. Haderslev: Anders Nyborg Privattryk. Holm, Hans J. (1878). Bornholms ældgamle kirkebygninger : opmaalte og undersøgte under ledelse. Kbh. Hagerup. Holm, Michael Juul, & Engberg-Pedersen, Anna (Eds.). (2014). Olafur Eliason - Riverbed. København: Louisiana. Hædersdal, Ebbe. (1999). Om att förstå ett hus : den dynamiska modellen : dokumentationsmetoder, vårdplan och restaureringsideologi. Lund Lunds tekniska högskola, Institutionen för byggande & arkitektur, Avdelningen för bebyggelsesvård. Kinch, Sofie. (2014). Designing for Atmospheric Experiences - taking an Architectural Approach to Interaction Design. (PhD), Aarhus. King, Nicholas Stanley-Price and Joseph (Ed.). (2009). Conserving the authentic: essays in honour of Jukka Jokilehto. Rome: ICCROM. Kirkeby, Inge Mette. (1998). Mødet mellem nyt og gammelt - bygningsbevaring i vor tid. København: Christian Ejlers forlag. Klaske Havik, Hans Teerds en Gus Tielens (Ed.). (2013). Oase 91 - Building Atmosphere (Vol. 91). Rotterdam: nai 010. Kulturministeriet. (2003). Raport om udredning om kulturarven. København: Kulturministeriet. Kulturministeriet. (2006). Begrebet Immateriel Kulturarv 219

220 Kulturstyrelsen. (2014). Bygningsfredning. Retrieved , from ning/ Lagerqvist, Bosse. (1994). The Documentations Process in Conservation - Modeling the Conservation Information Management System. (Licentiate Degree), Göteborgs Universitet, Göteborg. Langberg, Harald. (1955). Danmarks bygningskultur : en historisk oversigt: Gyldendal Littlefield, David, & Lewis, Saskia. (2007). Architectural Voices - listening to Old Buildings. West Sussex: Wiley. Lund, Hakon f. (2006). C.F. Hansen. Kbh. Arkitektens Forlag. Millech, Knud, & Fisker, Kay. (1977). Danske arkitekturstrømninger : en arkitekturhistorisk undersøgelse : under red. af Kay Fisker. (ÅrhusAarhuus Stiftsbogtrykkerie). Morton, Timothy. (2013). Realist Magic: Objects, Ontology, Causality. Ann Arbor: Open Humanities Press. Møller, Jesper Gulddal og Martin. (1999). Hermeneutik: En antologi om forståelse: Gyldendal. Norberg-Schulz, Christian. (1967). Intensjoner i arkitekturen. Oslo: Universitetsforlaget. Nordbladh, Jarl, & Rosvall, Jan. (1978). Mätt & mål. Göteborg Institutionen för Konstvetenskap, Göteborgs Universitet. Nygaard, Erik. (2011). Arkitektur Forstået: Bogværket. O'Broin, Jette Friis. (2008). Nørre Vosborg. Odense: OAB-Tryk a/s. Overgaard, Sonja Marie. (2013). Værdiforskydninger i arkitektonisk kulturarv - herregårdenes avslbygninger - udviklingsbetingede ombygninger og arkitektoniske kulturarvsværdier. (Ph.d.), Arkitektskolen århus, Aarhus. Pallasmaa, Juhani. (2005). The eyes of the skin : architecture and the senses. Chichester: Wiley Academic. Pallasmaa, Juhani. (2013). Orchestrating Architecture - Atmosphere in Frank Lloyd Wright's Buildings. Oase, 91(Building atmospheres), 3. Partnership, Severn. (2014). Surveying Blog - Severn Partnership. from chive.html Pérotti, Emmanuel, Tardy, Lionel, & Beernaert, Gaspard. (2010). Measuring Antiquity - Antiquarian Research, Geometry, Natural History. Retrieved 25.05, 2011, from ing.html Pursche, Jürgen. (2000). Documentation in restoration: possibilities and limits of visual documentation for 220

221 mural paintings. In W. schmid (Ed.), GRADOC. Rome: ICCROM. Quine, Henrik Jarl Hansen og Gillian (Ed.). (1999). Our Fragile Heritage - Documenting the past for the future: Nationalmuseet. Rand Eppich, amel Chabbi. (2007). Recording, Documentation, and Information Management for the Conservation of heritage Places, Illustrated Examples. In T. G. C. Institute (Ed.), (pp. 163). Los Angeles: The Getty Conservation Institute. Rasmussen, Steen Eiler. (1966). Om at opleve arkitektur (2. opl.. ed.). Kbh.: G. E. C. Gad. Realdania. (2014). Nørre Vosborg. Retrieved , 2014, from Riegl, Alois. (1903). Der Moderne Denkmalkultus. Wien & Leipzig: Braumüller. Riis, Nina Ventzel. (2012). Atmosphere and Heritage. Paper presented at the Ambiance in Action, Montreal. Ruskin, John. (2005). Arkitekturens syv lamper (1. bogklubudgave ed.). Kbh.: Gyldendals Bogklubber. Scmid, Werner (Ed.). (2000). GRADOC - Graphic Documentation Systems In Mural Painting Conservation. Rom: ICCROM. Sjömar, Peter. (2000). Metode och Utrustning. In G. Friberg (Ed.), Byggnadsuppmätning - historik og praktik (pp ). Borås: Riksantikvarieämbetets förlag. Steenberg, Jan. (1969). Fredensborg slot, monumenter og minder - tiden København: Gads Forlag. Storck, H. (1918). Danske Teglstenskirker : Beskrivelser ar Mogens Clemmensen. Kbh. Systems, EOS. (2014). Photomodeler. from ure/default.html Thibaud, Jean-Paul. (2013). Commented City Walks. Vol 7. Retrieved from website: Tøjner, Poul Erik. (2002). ATLAS Arne Jacobsens akvareller. Esbjerg: Aschehoug Dansk Forlag A/S. Vaus, David de. (2001). Research Design in Social Research. London: Sage. Viollet-le-Duc, Eugéne (Ed.). (2000). restaurering: Arkitektskolens forlag. Zahavi, Dan. (2003). Fænomenologi. København: Roskilde Universitetsforlag. Zumthor, Peter. (2006). Atmospheres. Berlin: Birkhäuser. 221

222 Bilag 1 fra Jens Borsholt angående restaureringsprocessen på Fredensborg Slot, nordfacaden, 6. september Kære Nina Mette Marciniak har bedt mig supplere hendes tekst vedr. havafacaden op Fredensborg. Det har jeg gjort uden helt at vide, hvad du skal bruge det til, så hvis du har spørgsmål så ring eller skriv endelig. Pga. økonomi har det desværre ikke været muligt at udføre alle arbejderne i projektet som planlagt. I år kalker vi de murede partier og maler vinduerne og havedøren. Indfatning og "portal" over havedøren udskiftes med en ny hugget som en kopi af den oprindelige. Samtidig hugges der nye vinduesindfatninger, men de hugges til hylde og monteres først senere pga. økonomi. Indfatningerne på slottets øvrige facader har gennem de sidste år gennemgået en istandsættelse, hvor dårlige dele er udskiftet partielt og det var umiddelbart hensigten at fortsætte med denne tilgang på nordfacaden. Men efter en nærmere tilstandsvurdering udført af Creo og efterfølgende af Søren Lundqvist har det vist sig, at det ikke giver mening af udskifte partielt på nordsiden - hertil er indfatningerne generelt allerede for nedbrudte. Vores intension var således at fortsætte i det spor, der tidligere har været anvendt ved istandsættelse af vinduesindfatninger på hovedslottet. Efter tildstandsvurderingen var vi imidlertid nødt til at skifte hest og enten lade indfatningerne være som de er eller udskifte dem komplet. Da slottet bruges intensivt af regentparret og ofte er ramme om vigtige repræsentative formål, er der en forventning om, at slottet holdes i en god vedligeholdelsesmæssig stand. Indfatningernes forfald har efterladt dem med et noget "laset" udseende præget af store afskallede partier og uheldige reparationer med mørtel som i farve afviger fra sandstene. Vi har på den baggrund valgt at udskifte indfatningerne komplet. Billedhuggerarbejdet på rekonstruktion af gipsmodellerne til monogram og krone er udført af billedhugger Hanne Erlandsen under tilsyn af styrelsens billedhuggeransvarlige: Billedhugger Peter Osted styrelsens ansvarlige arkitekt Mette Marciniak. Stenhuggerarbejdet er udført at Gladsaxe Ny Stenhuggeri under tilsyn af Peter Osted, vores rådgiver på byggesagen Karsten Olesen, Nebel og Olesen Arkitekter og Mette Marciniak. Du kan evt. kontakte Hanne Erlandsen vedr. dokumentation af hendes rekonstruktionsarbejde. Tror det vil være det mest interessante for dig. Du kan også tage fat i Karsten Olesen vedr. fotodokumentation af stenhuggerarbejderne. Arbejdet er udført og portalen er opsat her i sommer. Med venlig hilsen Jens Borsholt, Teamchef, Arkitekt MAA, MDB [email protected] Mobil: