Litteraturvidenskab Studieleder: Dramaturg, cand.phil. Birgitte Hesselaa. Litteraturvidenskaben handler om de 'litterære' tekster. I vid forstand findes der både billedlige, mundtlige og skriftlige tekster - men litteraturvidenskabens emne er især de skrevne. Dens mål er at gøre rede for deres historie og tilblivelse samt at beskrive og tolke dem. I litte-raturhistorien, skrevet gennem de sidste knapt 200 år, har man nu stort set rede på Vestens litteraturer, selv om der sikkert stadig ligger upåagtede tekster i arkiverne rundt om - og der jo stadig skrives nye. Litteraturhistorien rummede længe blot en registrering og referering af teksterne - og anekdoter om forfatterne. Disse fortællinger blev i stigende grad sat i kulturhistorisk ramme, altså indsat i en endnu større fortælling. En sådan horisont giver en bedre begribelse af det enkelte værk, men endnu ingen forklaring. Rammerne kan udvides vilkårligt: der er ingen ende på forudsætningerne. Én mulig afgrænsning fås ved at gøre litteraturhistorien til en teksttypernes historie. Enkeltteksten beskrives da som betinget af teksttypens (genrens) løbende problemer. Denne ide er ikke ny; herhjemme brugte digteren Johan Ludvig Heiberg den på dansk litteratur. Men hans opfattelse (inspireret af den tyske filosof G.W. Hegel) var idealistisk, ikke analytisk - og datidens viden om dansk litteratur før Holberg var mangelfuld. I det 20. århundrede blev teksttypehistorien grundlagt på ny, på mere empirisk grundlag, af sovjetiske og tjekkiske forskere i 1920-rne og 30-rne. Et godt eksempel på en sådan teksthistorie findes på dansk i Ad. Stender Petersens Den russiske litteraturs historie. Også Danmarks Digtekunst af F.J. Billeskov Jansen bygger på et genre-synspunkt. - Der er dog den hage ved tekst-typehistorien, at vore redskaber til undersøgelse af teksters opbygning, deres struktur, er mangelfulde: Kan vi ikke virkelig gøre rede for teksternes egenskaber, kan vi jo ikke basere teksthistorien på dem. - Men selv en velfunderet teksttypehistorie kan ikke være hele litteraturhistorien. Denne må omfatte mange andre emner og problemer, hvoraf nogle skitseres nedenfor. Litteraturvidenskaben som andet end en arkiv-videnskab er i virkeligheden et ungt fag - om end med traditioner helt tilbage til antikkens behandlinger af talekunst, digt og drama. Skønt vor viden om teksthistorie (og forfatterhistorie) er kolossal, så er vor analytiske formåen over for selve teksterne endnu beskeden. Dette betyder også, at der ikke hersker overvældende faglig enighed inden for den litterære tekstanalyse, og det påvirker tilrettelæggelsen af en undervisning i faget. På linjestudiet gives der først og fremmest deltagerne muligheder for selv at arbejde med analyse i praksis, altså ikke blot høre om fagfolks resultater og (stridende) meninger. Der er nemlig trods alt en hel del elementære ting i faget, som det under alle omstændigheder er nyttigt at lære. Den samvittighedsfulde redegørelse for, hvorledes man får mening i en givet tekst, må være fagets grundlag, uanset hvilke hensigter man ellers har. En tekst indgår altid i større tekstsystemer, forfatterskaber, genrer, perioder. Dens egenskaber må fattes ud fra lovmæssigheder i disse systemer: De rummer 'koder', som læseren må kende af erfaring for at kunne 'afkode' teksten, opbygge dens betydning. Ud over tekstsystemerne findes en række betydningstraditioner i form af billedsprog og symbolik (som behandles i discipliner som emblem- og toposlære) samt inden for visse motiv- og stofområder, som det også kan være til stor nytte at vide noget om; undertiden giver det
nøglen til en tekst, som ellers var ganske tillukket. En tekst kan 'transporteres' i fysiske medier, men er ikke et 'fysisk' fænomen: teksten er et bevidsthedsfænomen; betydning er et forhold mellem mennesker. Når man vil tolke teksterne, dvs. forklare, hvorfor de er som beskrevet, - og hvorfor de overhovedet er der - må man arbejde med teksternes virke både i forhold til producenten og til konsumenten. Producenten er naturligvis forfatteren, men en forklaring på tekstens tilblivelse ender ikke ved forfatterens person. Konsumenten er naturligvis den enkelte læser, men forklaringen af tekstens virke ender ikke ved den tilfældiges læsers private tekstoplevelse. Vil man tolke teksten ud fra de kræfter, der udvirkede, at forfatteren skabte den, så bliver det utilstrækkeligt at forklare forfatterens subjekt individual-psykologisk. Subjektets tilblivelse i miljøet må forklares social-psykologisk - og miljøet er ikke blot et snævrere (fx familien) plus et bredere (fx samfundsklassen), men også vekselvirkningen mellem dem (fx når samfundsforhold betinger familiens struktur). - Lige så indviklede forhold må betragtes, når teksternes virkning på modtagerne skal forklares. Hvorfor skifter forståeligheden af samme tekst med tiden? Hvorfor læser folk litteratur - og har det nogen 'virkning' på dem? - Det er klart, at det ikke giver svar, når man blot henviser til den enkeltes 'smag og behag'. Som nævnt er litteraturhistorien udarbejdet som en registrering af, men endnu ikke som en forklaring på materialet. De nyere tolkningsforsøg viser, at en forklarende litteraturhistorie først nu begynder at blive skrevet. Litteraturhistorien har været præget af oftest uovervejede smagsdomme, som mest udtrykte historieskrivernes egen ideologi, hvilket har været bestem-mende for den interesse, der har været vist de overleverede værker; fx er det typisk, at 1600-tallets litteratur (barokken) endnu er 'under opdagelse'. - Dermed er det næsten også sagt, at selve begrebet et litterært værk er tidsbestemt. Mængden af litterære tekster er ikke givet en gang for alle. Litteraturvidenskaben ændres selv, som dens forklaringskraft øges, og dermed ændres også rammerne for, hvilke tekster den kan behandle. Grundkurserne Grundkurset omfatter fjorten grundmoduler à hver 10 lektioner. To kurser i grundlæggende litterær analyse: 1. Litterær analyse og 2. Litterær analyse. Novellen. Desuden to forløb, der begge giver indsigt i litteraturen set i en litteraturhistorisk sammenhæng, nemlig dels seks kurser i dansk litteratur, fordelt på følgende perioder: Dansk litteratur 1. fra 1800 til 1835, 2. fra 1835 til 1870, 3. fra 1870-1900, 4. fra 1900-1940, 5. fra 1940 til 1980, 6. fra 1980 til i dag. Desuden seks kurser i europæisk litteratur fordelt på følgende perioder: Antikken, Renæssancen, Oplysningstiden, Romantikken, Realismen, Modernisme og Postmodernisme. På kurserne i litterær analyse vil deltagerne gå i dybden med en metodisk læsning af den enkelte tekst (tekstbeskrivelse, analyse og fortolkning). Kurset giver forudsætninger for at tilegne sig grundtræk af litteraturteoretiske problemstillinger. De seks kurser i dansk litteratur dækker tidsrummet fra 1800 til i dag. Kurserne giver en særlig mulighed for tekstlæsning i historisk perspektiv - belyst gennem danske og nordiske tekster og med perspektiveringer til vigtige europæiske strømninger. De seks kurser i europæisk litteratur dækker tilsammen den vesteuropæiske litteratur fra antikken frem til postmodernismen. Kurserne giver en særlig mulighed fordybelse i de store europæiske klassikere fra Sofokles over Cervantes og Shakespeare til oplysningstid, realisme, modernisme - frem til i dag.
Emnekurserne Her gives der mulighed for at komme vidt omkring til mange tider, emner og teksttyper. Standardemner som forfatterskab, genre, litterær periode vender jævnligt tilbage. Undertiden gøres der udflugter til fagets grænseområder eller nabofag. Videregående emnekurser oprettes i et vist omfang, når der er interesse herfor blandt tilstrækkelig mange af deltagerne på et emnekursus. Der gives her lejlighed til at udarbejde skriftlige eller mundtlige opgaver. Linjeopgave Efter deltagelse i mindst 6 kurser inden for litteraturvidenskab eller beslægtede linjestudier kan de, der har mod på for alvor at prøve kræfterne, få mulighed for at arbejde med en linjeopgave under vejledning af en af linjestudiets lærere. Ved tilfredsstillende besvarelse udstedes et linjebevis. Litteratur Vi har ingen 'lærebøger' på linjestudiet, men må ofte henvise til detaljer rundt om i faglit-teraturen. Listen rummer bøger, som vi erfaringsmæssigt har brug for at henvise til, men den er på ingen måde at forstå som et 'pensum' og er heller ikke fagligt udtømmende. Albeck, Ulla: Dansk stilistik 1963, 4. udg. Andersen, Jens Kr. & Emerik, Leif: Aladdin-Noureddin traditionen i det 19. århundrede. 1975. Andersen, Leif Søndergaard (red.): Marxistisk litteraturteori. En antologi 1973/74. Andersen, Vilhelm: Dansk litteratur. Forskning og undervisning. 1970, 3. udg. Arnholtz, Arthur: Dansk verslære. 1-2. 1966 og 1972. Aspelin, Kurt: Textens dimensioner. Sthlm. 1975. Aspelin, Kurt & Lundberg, Bengt A.: Form och Struktur. Sthlm. 1971. Barthes, Roland: Mytologier. 1969. Brandt-Pedersen, Finn: Tekstlæsning. 1967. Brask, Peter: Om En Landsbydegns Dagbog. 1-2. 1983. Tekst og tolkning. Første del, bind 1-2. 1973. Temasystemer i tekster. i: NyS 15. 1985.
Brooks, Cleanth: Poetisk struktur. 1968. Brostrøm, Torben: Modernisme før og nu. 1983. Eco, Umberto: Den frånvarande strukturen. Lund 1971. Fages, J.-B.: Hva er strukturalisme? Oslo 1969. Fibiger, Johannes m.fl. (red).: Litteraturens tilgange - metodiske angrebsvinkler. Gad 2001 Frenzel, Elisabeth: Motive der Weltliteratur. 1980, 2. udg. Frenzel, Elisabeth: Stoffe der Weltliteratur. 1980, 6. udg. Gradenwitz, Mogens: Tekstlære. 1983. Grodal, T.K. m.fl.: Tekststrukturer. 1974. Hansen, Bente: Den marxistiske litteraturkritik. 1967. Hansen, E. & Togeby, O. (red.): Sprogvidenskabens discipliner. 1980. Hansson, Gunnar: Dikten och lasaren. Sthlm. 1970, 2. udg. Litteraturen och mottagarna. Sthlm. 1972. Hauser, Arnold: Kunstens og litteraturens socialhistorie. 1-2. 1979. Henriksen, Aage: Organismetanken. 1973. Hjelmslev, Louis: Omkring sprogteoriens grundlæggelse. 1966, 2. udg. Holmgaard, J.(red.): Analyser af danske romaner. 1-2. 1977. Tekstanalyser. Ideologikritiske tekster. 1971. Jakobson, Roman: Elementer, funktioner og strukturer i sproget. 1979. Jansen, F.J. Billeskov: Poetik 1-2. 1960-62, 3. udg. Jensen, Johan Fjord: Den ny kritik. 1962. Johansen, J.D. (red.): Analyser af dansk kortprosa 1-2. 1981. Dansk kortprosa. 1-2. 1981. Johansen, J.D. (red.): Psykoanalyse, litteratur, tekstteori. 1-2. 1977. Jonsson, Inge: Ideer och teorier om ordens konst. Lund 1977. Jørgensen, John Chr.: Litterær metodelære. 1971.
Jørgensen, Kjels Gall: Stilistik. Håndbog i telstanalyse. Gyldendal 1996. Kock, Christian: Litteraturoplevelse. 1974. Kock, Christian: Tjekkisk strukturalisme. 1971. Kristensen, Sven Møller: Digteren og samfundet. 1-2. 1942-45. Digtningens teori. 1962, 3. udg. Vurderinger. 1962, 2. udg. Kruckenberg, Eva Brostrøm: Roman Jakobsons poetik. Uppsala 1979. Larsen, Finn Stein: Prosaens mønstre. 1971. Lotman, Juri M.: Den poetiska texten. Sthlm. 1974. Lukacs, Georg: Essays om realisme. 1-2. 1978. Madsen, Peter (red.): Strukturalisme. En anatologi. 1970. Møller, Lis (red.): Om litteraturanalyse. Systime 1995. Nøjgaard, Morten: Litteraturens univers. Indføring i tekstanalyse. 1975. Olsen, Michel & Kelstrup, Gunver (red.): Værk og læser. 1981. Olsen, Per (red.): Analyser af moderne dansk lyrik. 1-2. 1976. Richards, I.A.: Litteraturkritikkens principper. 1968. Rubow, Paul V.: Den kritiske kunst. En afhandling om filologisk litteraurforskning. 1938. Rue, Harald: Litteratur og samfund. 1965, 2. udg. Rømhild, Lars Peter: Læsere. 1971. Rømhild, Lars Peter: Slags. 1986 Schou, Søren: 60'ernes danske kritik. 1970. Sørensen, Villy: Digtere og dæmoner. 1959. Sørensen, Villy: Hverken - eller. 1961. Wellek, R. & Warren, A.: Litteraturteori. 1964. Wilpert, Gero von: Sachworterbuch der Literatur. 1964, 4. udg.
Østergaard, Anders: Skud - tekstanalyse i dag. Amanda 1993.