Ministerielle skrivelser m.m.

Ministerielle skrivelser m.m. Om ny høring ved ændringer i udgiftsfordeling har Vejdirektoratet i brev af 26. januar 2007 udtalt: I e-mail af 19. januar har du bedt Vejdirektoratet om at besvare to spørgsmål i relation til privatvejsloven (lov om private fællesveje lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999)/vejbidragsloven (lov om grundejerbidrag til offentlige veje lovbekendtgørelse nr. 713 af 11. september 1997). Spørgsmål 1: Må en endelig beslutning afvige væsentligt fra den foreløbige beslutning? Spørgsmål 2: Skal en høringsperiode gå om, hvis der er en fejl i den foreløbige kendelse, der åbenlyst kun kan kategoriseres som en sammentællingsfejl? Vi kan oplyse følgende: Ad spørgsmål 1: Der er efter vores opfattelse intet til hinder for, at en endelig kendelse kan fravige væsentligt fra den foreløbige beslutning. Vejmyndigheden skal dog inden endelig kendelse afsiges gøre sagens parter bekendt med de forhold, der fører til en væsentlig ændring af den endelige afgørelse i forhold til den foreløbige afgørelse. Dette fremgår ikke af de ovennævnte love, men af bestemmelserne i forvaltningslovens (lov nr. 571 af 19. december 1985) 19 og 21 om partshøring og retten til at udtale sig, inden myndigheden træffer en afgørelse. Ad spørgsmål 2: Det er vores opfattelse, at fejl af den nævnte karakter ikke medfører, at en høringsperioden skal gå om. Vi mener, at det må være tilstrækkeligt, at myndigheden hurtigst muligt berigtiger skrivefejl og regnefejl, der er uden indflydelse på myndighedens stillingtagen til afgørelsens materielle indhold, f.eks. den måde udgifterne fordeles på. En sådan berigtigelse kan efter omstændighederne ske, efter at afgørelsen er meddelt. Vejdirektoratet, den 26. januar 2007 (j.nr. 07/00714-2) Om klage over vejudlæg efter privatvejsloven supplement til vejudlæg ved lokalplan har Vejdirektoratet truffet følgende afgørelse 22. februar 2007 I brev af 28. juni 2006 har du klaget over Hillerød Kommune afgørelse af 6. juni 2006. Du klager på vegne af bl.a. D og K. Du skriver (bl.a.), at kommunen ved afgørelsen har foretaget vejudlæg og vedtaget anlæg af udstykningsvejen, kommunens afgørelse er uhjemlet. Vejudlægget er foretaget ved lokalplan, og kommunen kan derfor ikke (også) lovligt foretage vejudlæg efter privatvejslovens (lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999) 23, stk. 3. Vores afgørelse Vi mener, at kommunens afgørelse er lovlig. De foretagne vejudlæg har hjemmel i privatvejslovens 23, stk. 3. For at et vejudlæg ved lokalplan kan erstatte et vejudlæg efter privatvejsloven, skal dette være endeligt. I det omfang et vejudlæg ved lokalplan ikke er endeligt, vil det skulle suppleres af et vejudlæg efter privatvejsloven. Det fremgår af privatvejslovens 43, stk. 1, nr. 1, modsætningsvist. 24

Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse efter privatvejsloven, jf. denne lovs 7, stk. 1. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn (vurdering) inden for lovens rammer. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen har fulgt privatvejslovens og forvaltningslovens (lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændringer) regler. Men vi kan ikke afgøre, om det er rimeligt eller hensigtsmæssigt, at kommunen har vurderet, at der skal udlægges en ny privat fællesvej til vejbetjening af et nyudstykket område, eller at der skal tildeles yderligere vejrettigheder til en eksisterende privat fællesvej. Vi kan heller ikke tage stilling til afgørelser truffet efter anden lovgivning, herunder planloven (lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 883 af 18. august 2004 med senere ændringer). Baggrund Kommunen vedtog i 2003 lokalplan 309 for et boligområde ved S-vej med henblik på udstykning af matr.nr. 25 a og 4 d, til brug for enfamiliehuse. Området forbliver ifølge lokalplanen byzone. Ifølge lokalplanens 5 skal udstykningsområdet vejbetjenes fra G-vej. S-vej og E-vej udlægges som adgangsveje for ejendommene. E-vej ligger på matr.nr. 7 ax, der tilhører D. Vejen ligger i byzone, og administreres derfor efter bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III, jf. lovens 13, stk. 1. Inden for udstykningsområdet udlægges der bl.a. areal til ny vej på ejendommen matr.nr. 25 b, der tilhører K. Ifølge lokalplanen skal denne vej udlægges som privat fællesvej med en kørebanebredde på mindst 4,5 m. Kommunen har efterfølgende foretaget de vejudlæg, du klager over. Kommunens afgørelse omfatter ifølge sin ordlyd Udlæg af ny vej over matr.nr. 25 b og udlæg af eksisterende privat fællevej, E-vej, i overensstemmelse med vejudlægget i lokalplan 309, som adgangsvej til ejendomme udstykket fra matr.nr. 25 a, jf. privatvejslovens 23, stk. 3. Godkendelse af skitseprojekt for disse veje, jf. lovens 24. Godkendelse af vejtilslutninger, herunder overkørsel til kommunevej, G-vej. Anlæg af vejen, jf. lovens 39. Kommunen har den 5. februar 2007 oplyst, at afgørelsen ikke omfatter anlæg af vejen. Kommunen har i forbindelse med afgørelsen om vejudlægget alene haft til hensigt at give udtryk for en principbeslutning om senere at ville træffe endelig afgørelse herom. Vejlovgivningens bestemmelser Vejudlæg En udlagt privat fællesvej er et areal, som er bestemt til fremtidig anvendelse som privat fællesvej efter nærmere angivne bestemmelser, herunder 23 og 24 i privatvejsloven, eller som er endeligt fastlagt ved lokalplan. Det fremgår af privatvejslovens 3. Udlæg af private fællesveje foretages som udgangspunkt af ejerne af de ejendomme, hvor vejen skal ligge, jf. privatvejslovens 23, stk. 1. I forbindelse med et sådant udlæg kan kommunen bestemme, at der også skal ske udlæg af privat fællesvej på tilgrænsende eller nærliggende ejendomme, og at en tidligere udlagt privat fællesvej skal udlægges i større bredde og med ændret retning og tværprofil. Kommunen kan også i særlige tilfælde selv foretage udlæg af en privat fællesvej og ændring af en tidligere udlagt privat fællesvej. Det følger af lovens 23, stk. 2 og 3. Særlige tilfælde foreligger, når der er tale om at sikre en hensigtsmæssig byggemodning af et område i vejmæssig henseende og i øvrigt at tilgodese almene offentlige hensyn, jf. privatvejslovscirkulærets (Ministeriet for offentlige arbejders nu Transport- og Energiministeriets cirkulære nr. 134 af 6. december 1985 om lov om private fællesveje) pkt. 17. Ved et vejudlæg forstås i privatvejsloven som udgangspunkt, at der dels reserveres et areal til brug som privat fællesvej, dels at der tildeles vejrettigheder til arealet. Udlægget kan dog gå ud på alene at tillægge vejret til en allerede udlagt eller anlagt privat fællesvej, også når der i øvrigt ikke udlægges nyt vejareal. Hvis der ved udlæg af nyt areal til brug som privat fællesvej allerede er opnået vejrettigheder, vil arealudlægget alene kunne bestå i, at arealet reserveres. Før en ny privat fællesvej udlægges, skal kommunen godkende et skitseprojekt, der angiver vejens retning, bredde og længdeprofil samt dens tilslutning til andre veje. Det fremgår af privatvejslovens 24, stk. 1. Ved denne godkendelse skal kommunen navnlig lægge vægt på en række plan- og færdselsmæssige hensyn, der er opregnet i bestemmelsens stk. 2. Bestemmelserne i privatvejslovens 23-29 om udlæg af private fællesveje finder ikke anvendelse, når de private fællesveje er endeligt fastlagt bl.a. ved lokalplan. Det følger af lovens 43, stk. 1. 25

Anlæg En privat fællesvej må ikke anlægges eller tages i brug som færdselsareal, før vejudlægget er godkendt efter privatvejslovens 24 eller de i 43 omhandlede regler. Kommunen skal også have godkendt et detailprojekt for vejanlægget, herunder længde- og tværprofil, befæstelse og afvanding mv. Det følger af privatvejslovens 41. Af hensyn til udbygning af det samlede vejnet inden for et område kan kommunen bestemme, at en udlagt privat fællesvej skal anlægges som privat fællesvej, hvis den er optaget på vejfortegnelsen (kommunens fortegnelse over private fællesveje og udlagte private fællesveje, jf. privatvejslovens 21). Det følger af privatvejslovens 39. I så fald skal kommunen gennemføre en nærmere angivet procedure og fordele udgifterne til vejanlægget efter reglerne i privatvejslovens kap. 10 om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i byer og bymæssige områder. Overkørsler En overkørsel er en adgang til en offentlig eller en privat fællesvej for kørende færdsel fra en tilgrænsende ejendom eller fra en privat fællesvej. Det fremgår af vejlovens (lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999 med senere ændringer) 68, stk. 1 og privatvejslovens 48, stk. 1. Kommunen skal give tilladelse til, at en grundejer etablerer en ny overkørsel til en privat fællesvej, jf. privatvejslovens 48 og vejlovens 70, stk. 1. Kommunen skal også give tilladelse til, at en grundejer benytter en eksisterende overkørsel som adgang for andre ejendomme, end den som overkørslen er godkendt til. Det fremgår af vejlovens 71, stk. 3. Vores overvejelser Kommunens afgørelse Uanset kommunens formulering af den endelige afgørelse af 6. juni 2006, må vi konstatere, at kommunen alene har truffet afgørelse om udlæg af ny privat fællesvej på matr.nr. 25 b, jf. privatvejslovens 23, stk. 3, vejudlæg, der alene består af tildeling af yderligere vejrettigheder til den private fællesvej, E-vej, jf. samme bestemmelse, godkendelse af vejprojektet, jf. privatvejslovens 24, godkendelse af, at der etableres overkørsel fra den nye vej på matr.nr. 25 b, til den private fællesvej E-vej, jf. privatvejslovens 48, godkendelse af, at overkørslen fra E-vej til kommunevejen, G-vej også anvendes af de nye parceller, jf. vejlovens 71, stk. 3. Det støtter vi på, at kommunen i sin foreløbige afgørelse af 20. januar 2006 har oplyst, at vejen vil blive anlagt af udstykkeren for dennes regning. Kommunen har ikke fordelt udgifterne til anlægget mellem ejerne af de tilgrænsende ejendomme, jf. lovens 39, stk. 2, at det af kommunens protokoludskifter i forbindelse med afgørelsen ikke fremgår, at der også skulle være tale om, at kommunen har krævet vejen anlagt efter 39, stk. 1, at kommunen i sin udtalelse af 30. juli 2006 oplyser, at den endnu ikke har bedt om at få vejen anlagt efter privatvejslovens 39, kommunens bekræftelse af dette 5. februar 2007. Vejudlæg Spørgsmålet om, hvilken vejadgang, der skal være til en ny udstykning, afhænger af kommunens vurdering. Ved denne vurdering, skal kommunen varetage almene offentligretlige hensyn, først og fremmest færdsels- og planmæssige hensyn. Privatvejslovens 43 For at kommunen kan undlade at foretage vejudlæg efter privatvejslovens bestemmelser, skal et vejudlæg ved lokalplan være endeligt, jf. lovens 43, stk. 1, nr. 1. Det forudsætter efter vores opfattelse, at der er reserveret areal til den pågældende private fællesvej, og at de nyudstykkede ejendomme skal have fået vejret til vejen. For at en arealreservation skal kunne betegnes som endelig, skal det efter vores opfattelse ligge fast, hvor vejen skal ligge, og hvor bred den skal være. Ved vedtagelsen af privatvejslovens 43 har det været forudsat, at et endeligt vejudlæg kunne ske ved lokalplan, det vil sige, at der også kunne tildeles vejrettigheder ved lokalplan. Det samme har været antaget i praksis i en længere årrække (jf. fx ministeriet for offentlige arbejders brev af 7. august 1984, offentliggjort i GadJura Lovservice, Vejlove, Bd. 2, afsnit 2.3.3). Vi er bekendt med, at Naturklagenævnet i en konkret sag i 2001 (afgørelse af 8. august 2001, j.nr. 97-33/700-0395, offentliggjort i Miljøretlige Afgørelser og Domme, 2001, s. 1014) har udtalt, at vejrettigheder ikke kan stiftes ved lokalplan efter planlovens bestemmelser. Skov- og Naturstyrelsen har over for Vejdirektoratet bekræftet dette, jf. mail af 31. januar 2007. Vi må på den baggrund konstatere, at de nye parceller ikke ved lokalplanen har fået den nødvendige vejret til at kunne benytte den nye vej på matr.nr. 25 b eller E-vej som adgangsveje til offentlig vej hvilket er den vejadgang, der er forudsat i lokalplanen. I det omfang et vejudlæg i en lokalplan ikke er endeligt, fordi udlægget (arealreservationen) ikke er fastlagt tilstrækkeligt præcist, og i det omfang der ikke er indgået aftale om, at de berørte ejendomme skal have vejret til de udlagte private fællesveje, skal et udlæg i en lokalplan 26

suppleres med et vejudlæg efter privatvejslovens bestemmelser. Bredden på den nye vej på matr.nr. 25b er ikke endeligt fastlagt ved lokalplanen. Allerede derfor har det været nødvendigt, at kommunen supplerede vejudlægget i lokalplanen ved at godkende skitseprojekt i henhold til privatvejslovens 24. Kommunen har lovligt kunnet foretage udlæg af ny vej på matr.nr. 25 b, efter privatvejslovens 23, stk. 3. En lokalplan kan ikke have retsvirkninger for arealer, der ligger uden for lokalplanens område. Den private fællesvej, E-vej, ligger uden for lokalplan 309 s område. Allerede derfor kan der ikke være stiftet vejrettigheder for de nye parceller til E-vej i lokalplanen, som et alternativ til privatvejslovens regler. Også dette vejudlæg har hjemmel i privatvejslovens 23, stk. 3. Vi har ikke grund til at tro, at kommunen har varetaget usaglige hensyn i forbindelse med vejudlæggene. Kommunen har fulgt proceduren i privatvejslovens 31, stk. 1, i forbindelse med vejudlæggene. Anlæg Som nævnt, har kommunen ikke truffet nogen afgørelse om anlæg af privat fællesvej på matr.nr. 25 b, jf. privatvejslovens 39, som vi kan tage stilling til lovligheden af. Dette burde klart være fremgået af afgørelsen. Fejlen kan ikke have haft nogen betydning for indholdet af afgørelsen i øvrigt. Den kan derfor ikke medføre, at vi tilsidesætter afgørelsen som ugyldig. Men vi har gjort kommunen opmærksom på fejlen; se vedlagte brevkopi. Overkørsler Vi har ikke grund til at tro, at kommunen har handlet ulovligt, herunder varetaget usaglige hensyn ved sine godkendelser vedrørende overkørslen fra den nye vej på matr. nr. 25 til E-vej (jf. privatvejslovens 48), og overkørslen fra E-vej til G-vej (jf. vejlovens 71, stk. 3). Vi mener herefter at kommunens afgørelse af 6. juni 2006 er lovlig. Og vi foretager ikke videre i sagen. Frist for anlæg af sagen ved domstolene Såfremt du ønsker lovligheden af kommunens afgørelse prøvet ved domstolene, skal søgsmål herom være anlagt inden 6 måneder efter modtagelsen af denne afgørelse. Det fremgår af privatvejslovens 7, stk. 6, 2. punktum. Vejdirektoratet, den 22. februar 2007 (j.nr. 06/05260-9) Fra domstolene m.v. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj En kommune gav igangsætningstilladelse til opførelse af en carport og et redskabsskur på i alt 45 m2 på en sommerhusejendom beliggende i fredskov. Statsskovdistriktet, der ikke ville give dispensation efter skovloven, påbød efterfølgende bygningerne fjernet. Ejeren indbragte denne afgørelse for Naturklagenævnet, der stadfæstede afgørelsen. Herefter til landsretten, hvor der fremkom oplysning om, at Statsskovdistriktet tidligere havde givet en række dispensationer til lignende byggerier. Det medførte, at Naturklagenævnet tog sagen op igen og ændrede sin afgørelse således, at der blev givet tilladelse til garagen. Ejeren fastholdt søgsmålet mod Naturklagenævnet, idet han bl.a. gjorde gældende, at han havde krav på den fulde dispensation under henvisning til, at han havde været i god tro, idet han havde gået ud fra, at kommunen som krævet i bygningsreglementet havde indhentet den fornødne dispensation fra skovloven. Landsretten afviste, at ejeren kunne være i god tro, eller at der var udøvet forskelsbehandling, og frifandt Naturklagenævnet. Højesteret udtalte, at det ved byggeri i fredskov påhviler ejeren at sikre sig, at byggeriet er lovligt iht. skovloven, og at bygningsreglementets regler om, at kommunen skal undersøge om byggearbejdet er i strid med anden lovgivning, herunder skovloven, ikke fritager ejeren for denne pligt. Ejeren var bekendt med, at arealet var fredskovpligtigt, hvorfor han (der var leder af åbentlandafdelingen i amtet) burde have indset, at byggeriet krævede dispensation efter skovloven og at kommunens igangsætningstilladelse ikke indebar, at en dispensation var meddelt. Når kommunerne behandler byggesager, skal de ikke kun vurdere byggeriet i forhold til byggelovgivningen, men også i forhold til anden lovgivning, herunder love, der ikke administreres af kommunen, bl.a. skovloven. Det 27

fremgår af bygningsreglementet for småhuse (BR98), afsnit 1.8 som uddybet ved vejledning af nr. 130 af 31. juli 1995. Det er derfor klart, at kommunen har begået en fejl. Men denne fejl binder ikke skovmyndighederne, der kan håndhæve skovloven. Det betyder, at en del af byggeriet er ulovligt og kan forlanges fjernet. Det er nærliggende, at ejeren efterfølgende vil overveje sagsanlæg mod kommunen, der har givet en ugyldig byggetilladelse, som ikke kunne fastholdes, og som har medført et tab for ejeren. På baggrund af højesteretsdommen er det dog tvivlsomt, om ejeren kan få erstatning. Hvis man ved, at ejendommen er omfattet af fredskovspligt, bør man efter Højesterets opfattelse også vide, at byggeri kræver tilladelse efter skovloven (dette udsagn er ganske vidtgående og diskutabelt). Men det gælder i særdeleshed, når man som ejeren i den konkrete sag har et særligt kendskab til den arealregulerende lovgivning. 28