Social og etnisk bestemt bosætning årsager og konsekvenser

Social og etnisk bestemt bosætning årsager og konsekvenser af Hans Hummelgaard Leif Husted AKF Forlaget Oktober 2001

Forord Formålet med rapporten er at beskrive henholdsvis forskellige socialgruppers og etniske minoriteters bosætning og flytninger mellem kommunerne, ligesom flytningerne til og fra de belastede boligområder belyses. Der fokuseres på land- og bykommuner, da det undertiden ud fra den offentlige debat er uklart, om forskellige grupper flytter fra by til land eller omvendt. Det er håbet, at rapporten vil bidrage til at højne vidensniveauet på området. Analyserne bygger på AKF s forløbsregistre for sociale processer og boligforhold for henholdsvis 10% af befolkningen og alle efterkommere og indvandrere i Danmark. De er baseret på registre i Danmarks Statistik, hvor kontorchef Otto Andersen har været ansvarlig for etableringen af det meget omfattende datagrundlag. Herudover inddrages de væsentligste af de resultater, der er tilvejebragt i den del af AKF s velfærdsforskningsprogram, Den splittede velfærdsstat og finansieringskrisen, som handler om den boligmæssige opsplitning af velfærdssamfundet. Dette program er finansieret af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd og AKF. Forskningschef Hans Hummelgaard er ansvarlig for projektet og har sammen med seniorforsker Leif Husted udført analyserne og skrevet rapporten. Forskningsprojektet og rapporten er finansieret af Den Kommunale Momsfond og AKF. Hans Hummelgaard Oktober 2001

Indhold 1 Sammenfatning... 7 1.1 Formål... 7 1.2 Hovedresultater... 7 2 Socialgrupper... 12 2.1 Bosætning... 12 2.2 Flytninger... 14 3 Etniske minoriteter... 19 3.1 Bosætning... 19 3.2 Flytninger... 22 4 Belastede boligområder... 29 4.1 Karakteristik... 29 4.2 Hvorfor bor mange etniske minoriteter i de belastede boligområder?. 32 4.2.1 Hvorfor flytte dertil?... 32 4.2.2 Hvorfor blive boende?... 33 4.2.3 Hvorfor flytte væk?... 34 4.2.4 De unge... 35 4.3 Hvorfor flytter de stærke danskere væk?... 36 5 Konsekvenser af boligmæssig koncentration... 38 5.1 Hvilken selvstændig betydning kan nærmiljøet tænkes at have?... 38 5.2 Hvad viser forskningen?... 39 5.2.1 Amerikanske resultater... 42 5.2.2 Amerikanske resultaters relevans... 44 5.2.3 Samlet om de udenlandske undersøgelser... 45

6 Bilag 6.1 Data og afgrænsninger... 46 6.1.1 Registerbaseret datagrundlag... 46 6.2 Opdeling på kommunetyper... 52 6.3 Uddybende tabeller... 57 Litteraturhenvisninger... 63 English Summary... 69

1 Sammenfatning 1.1 Formål Det danske samfund er geografisk og boligmæssigt blevet mere opsplittet i de seneste årtier også op igennem 1990'erne. Dette er sket på trods af de lighedsskabende indsatser fra den omfattende velfærdspolitik. Der er således en betydelig politisk interesse om følgende spørgsmål: Bor forskellige socialgrupper i store eller små kommuner, og flytter de den ene eller anden vej? Flygtninge spredes over hele landet ved ankomsten, men hvordan går det efterfølgende? Hvorfor bor flere og flere ressourcesvage og etniske minoriteter koncentreret i de belastede boligområder? Hvilken betydning har det for især børn og unge at vokse op i disse boligområder? Der gives et overblik over, hvad vi ved om disse spørgsmål med udgangspunkt i nye analyser gennemført inden for dette projekts rammer, ligesom den eksisterende forskningsmæssige viden inddrages. Hvor ikke andet er nævnt, er tallene baseret på registeroplysninger for henholdsvis 10% af befolkningen og alle etniske minoriteter fra mindre udviklede lande. 1.2 Hovedresultater Forskellige socialgrupper Folk med fast arbejde fordeler sig geografisk nogenlunde som befolkningen, om end der er en vis overrepræsentation i hovedstadsregionens landkommuner, mens de er underrepræsenteret i de fire største bykommuner. 7

Omvendt er langtidsledige kontanthjælpsmodtagere geografisk meget skævt fordelt, idet hovedparten bor i hovedstadsregionen. Alene i Københavns Kommune bor næsten en tredjedel af samtlige langtidsledige kontanthjælpsmodtagere. Derimod bor der i hovedstadsregionens landkommuner kun en tredjedel så mange kontanthjælpsmodtagere, som befolkningstallet skulle tilsige. Også i landkommunerne uden for hovedstadsregionen bor der forholdsvis få landtidsledige kontanthjælpsmodtagere. Lidt overraskende måske er førtidspensionisterne underrepræsenteret i hovedstadsregionen og i Århus og Odense Kommuner. Omvendt bor der forholdsvis mange i landkommunerne uden for hovedstadsregionen, især i udkantslandkommunerne. Der bor særlig mange på Lolland Falster. Bosætningsmønsteret er nogenlunde det samme for efterlønsmodtagere som for førtidspensionister: Underrepræsentation i hovedstadsregionen og overrepræsentation i landkommunerne. Der kan bl.a. peges på en betydelig underrepræsentation i Københavns Kommune. Det kan ikke entydigt konkluderes, hvilken betydning de geografiske flytninger har for den geografiske fordeling af forskellige sociale grupper. Folk på arbejdsmarkedet og især dem med fast arbejde flytter ikke meget mellem kommunerne. Kontanthjælpsmodtagerne flytter til de store byer, førtidspensionister og efterlønsmodtagere flytter omvendt fra by til land. I nogle tilfælde er der tale om flytninger af et sådant omfang, at de bidrager væsentlig til at forklare især de ressourcesvages skæve fordeling mellem kommunerne. I andre tilfælde har flytningerne et så lille omfang og er så ustabile, at de kun i ringe udstrækning bidrager med en forklaring. Hvert år bliver antallet af kontanthjælpsmodtagere i Københavns Kommune øget med næsten 5%. Tilflytningen er forholdsvis stabil, og fastholdes tallet over en tiårig periode, øges antallet af kontanthjælpsmodtagere med 60%. Omvendt flytter der netto så få kontanthjælpsmodtagere til og fra Aalborg Kommune, at det på langt sigt kun i ringe grad påvirker antallet. Etniske minoriteter Næsten tre fjerdedele af indvandrerne bor i hovedstadsregionen, hvor alene Københavns Kommune tegner sig for næsten en tredjedel af samtlige indvandrere. I de belastede boligområder, som for en stor dels vedkommende er beliggende i hovedstadsregionen, bor godt en fjerdedel af indvandrerne, mens det kun er 3,6% af befolkningen, der bor her. Omvendt bor knap 8

7% af indvandrerne i landkommunerne, mens mere end en tredjedel af befolkningen bor her. Den stærke geografiske koncentration betyder, at to tredjedele af alle indvandrere bor i kommuner, hvor kun 10% af befolkningen befinder sig. Indvandrerne flytter så lidt, at dette bosætningsmønster har gjort sig gældende i årtier. Når flygtninge ankommer, bliver de geografisk spredt over hele landet. Men efter forholdsvis få års ophold i Danmark betyder deres flytninger, at de kommer til at bo langt mere koncentreret i et forholdsvis begrænset antal kommuner og bestemte boligområder. De koncentreres i de store bykommuner og især i hovedstadsregionen. Følges tre årgange flygtninge viser det sig, at antallet af flygtninge mere end fordobles i Århus Kommune set over en 10-årig periode (1984/86-1994/96) som følge af tilflytningen i Odense Kommune øges antallet med 45%. Flygtninge, der har været i Danmark i mere end 10 år, er således kraftigt overrepræsenteret i disse kommuner. Lidt overraskende flytter flygtningene væk fra Aalborg Kommune set over en 10-årig periode. De registerbaserede analyser giver ikke umiddelbart mulighed for at forklare, hvorfor Aalborg skiller sig ud fra Århus og Odense. Når flygtninge har været i Danmark i en årrække bor der omvendt kun forholdsvis få i landkommunerne. Men det er dog værd at hæfte sig ved, at efter ti år bor der trods alt i landkommunerne stadigvæk en tredjedel af de flygtninge, som boende der på det tidspunkt, hvor de fik opholdstilladelse. Bosætningsmønsteret for de jugoslaviske flygtninge, der fik opholdstilladelse i midten af 1990'erne, er bemærkelsesværdig derved, at få blev bosat i hovedstadsregionen og mange i landkommunerne. Men allerede i løbet af det første år flyttede et meget stort antal væk fra landkommunerne. Antallet af jugoslaviske flygtninge i de centernære landkommuner blev således mindsket med knap 40% i løbet af et år, mens antallet i bykommunerne i provinsen blev øget tilsvarende. Pr. 1. januar 1999 trådte en ny integrationslov i kraft, der reelt betyder, at flygtninge tvinges til at blive de første tre år i den kommune, hvor de første gang får varig bolig, medmindre de får særlig tilladelse til at flytte. Vi ved endnu ikke, om og i hvilket omfang loven vil påvirke flyttemønstrene efter de tre år. De historiske erfaringer viser, at flygtninge af sig selv i stor udstrækning flytter fra land til by. 9

Belastede boligområder Den øgede boligmæssige opsplitning af befolkningen har ikke mindst givet sig udslag i, at der i de største byområder i de seneste årtier har været en tiltagende koncentration af socialt svage grupper og etniske minoriteter i de belastede boligområder. Blot fra 1984-97 er underrepræsentationen af folk i beskæftigelse øget med 17%, mens omvendt overrepræsentationen af de svageste kontanthjælpsmodtagere er øget med 85%. I en undersøgelse fra Boligselskabernes Landsforening (2001) anføres for den almene boligsektor som helhed (som de belastede boligområder er en del af), at grupper, der var underrepræsenteret i 1991, er blevet lidt mindre underrepræsenteret i 1997, og omvendt er overrepræsentationen af andre grupper blevet mindre. Selv om analyserne ikke dækker den samme tidsperiode som i den foreliggende rapport, er der således noget, der tyder på, at også inden for den almennyttige boligsektor er der sket en øget opsplitning således, at de ressourcesvage er blevet endnu mere koncentreret i den belastede del af den almennyttige boligsektor. Indvandrerne har boet i de belastede boligområder i mange år, og en stor del af flygtningene er hidtil kommet til at bo der, når de har fået opholdstilladelse (om det også gælder efter den nye integrationslov, ved vi endnu ikke, jf. ovenfor). Der flytter nye flygtninge til fra andre kommuner og byområder. Socialt svage grupper og etniske minoriteter bliver boende i mange år, og når de flytter, sker det for en stor dels vedkommende til et andet belastet boligområde. De belastede boligområder fungerer således i høj grad som et lukket kredsløb for de ressourcesvage og etniske minoriteter. Årsagen til den stærke boligmæssige koncentration af de etniske minoriteter er, at de gerne vil bo i de belastede boligområder, hvor de får mulighed for at bo sammen med landsmænd og familie. Derudover kender de ikke det danske boligmarked, hvorfor deres valg af bolig i mange tilfælde bygger på oplysninger fra venner og familie. Endelig har mange af dem ikke mulighed for at købe en ejerbolig på grund af ingen eller ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom man skal have boet i Danmark i fem år for at kunne erhverve fast ejendom. 1 De etniske minoriteter med fast arbejde flytter i højere grad væk end andre. Endelig ønsker de unge fra etniske minoriteter, der enten er opvokset eller født i Danmark, i højere grad at flytte end deres forældre. Der har også i mange år været ledige lejligheder at få i de belastede 10

boligområder, da de ressourcestærke danskere er flyttet væk. De flytter især, fordi der er mange sociale problemer i boligområderne og i langt mindre grad, fordi der bor etniske minoriteter. Huslejen har ligeledes lille betydning for fraflytningen af ressourcestærke danskere. Hæmmer den boligmæssige opsplitning integrationen? For Danmark findes der ringe viden om, hvorvidt det at vokse op i et belastet boligområde har en negative betydning for børn og unges fremtidsudsigter. Spørgsmålet diskuteres specielt i relation til integrationen af de etniske minoriteter i det danske samfund. Udenlandsk forskning, især amerikansk, viser, at børn og unge fra de amerikanske ghettoer klarer sig dårligere end deres jævnaldrende. Om det så kan tilskrives dét forhold, at de er opvokset i en ghetto, er ganske usikkert. Sagen er, at disse børn og unge ofte har ressourcesvage forældre, hvilket i sig selv giver dem dårlige odds (negativ social arv) uanset, om de er opvokset i et belastet boligområde eller ikke. Det generelle indtryk af de amerikanske undersøgelser er, at når der er taget højde for betydningen af den negative sociale arv, så har det ikke en særlig stor selvstændig negativ betydning at vokse op i en ghetto. Nu kan det i høj grad diskuteres, om de amerikanske erfaringer kan overføres til danske forhold. De amerikanske ghettoer er langt, langt værre end de belastede boligområder i Danmark. En sammenlignende analyse af Paris og Chicago viser de svageste effekter i Paris. Da de danske storbyer har flere lighedspunkter med Paris end med Chicago, må det forventes, at det har forholdsvis ringe eller eventuel ingen betydning for børn og unges fremtid at vokse op i et belastet boligområde i Danmark. Men en konkret viden har vi ikke. Senest har en svensk undersøgelse vist, at det har positive effekter for flygtninges indtjening og arbejdsmarkedstilknytning at vokse op i kommuner med høj koncentration af den pågældende nationalitet. Noter 1. I henhold til lov om erhvervelse af fast ejendom. Justitsministeren kan dispensere fra reglen. 11

2 Socialgrupper 2.1 Bosætning Omkring en tredjedel af befolkningen i den erhvervsdygtige alder, som denne rapport handler om, bor i hovedstadsregionen. Knap en tredjedel bor i landkommunerne og godt en tredjedel i bykommuner uden for hovedstadsregionen, jf. tabel 2.1. I den anvendte kommuneopdeling er der fokus på en opdeling i by- og landkommuner, idet diskussioner om bosætning og flytninger ofte har en land/by dimension. Herudover er byerne opdelt efter størrelse, hvilket også har interesse i forhold til bosætnings- og flyttemønstre. I bilag 6.2 er der en præcis redegørelse for kommuneinddelingen, og her skal alene anføres, at»øvrige centerbykommuner«indeholder større byer end»øvrige bykommuner«. Centernære landkommuner ligger tæt ved en bykommune, mens omvendt en udkantslandkommune ligger langt fra en bykommune. De belastede boligområder har en central plads i diskussionen, ligesom Lolland Falster også er et område, der fra tid til anden træder frem i debatten. Disse to lokaliteter er således vist særskilt (de optræder også under de respektive by- og landkommunegrupper). De ressourcestærke (folk med fast arbejde) fordeler sig nogenlunde som befolkningen. Der er en vis overrepræsentation i hovedstadsregionen, da der i regionens landkommuner er forholdsvis mange med fast arbejde. Omvendt er de betydeligt underrepræsenteret i Københavns Kommune. Uden for hovedstadsregionen er der en vis underrepræsentation i de tre største bykommuner; Århus, Aalborg og Odense. I de belastede boligområder bor der særlig få med fast arbejde. 12

Tabel 2.1 Bosætning med fokus på forskellige arbejdsmarkedstilknytningsgrupper, 18-66-årige, procentfordeling Hele befolkningen Fast beskæftigelse Langtidsledige kontanthjælpsmodtagere 1 Førtidspensionister Efterlønsmodtagere Hovedstadsregionen: Københavns Kommune Frederiksberg Kommune Københavns Amt Øvr. bykommuner i hovedstadsreg. Landkommuner i hovedstadsreg. 33,9 9,3 1,7 11,4 8,1 3,4 34,7 8,0 1,7 12,2 8,9 3,9 58,5 30,8 5,6 13,6 7,3 1,2 30,0 9,3 1,3 10,0 7,0 2,4 30,0 6,0 1,7 11,8 7,2 3,4 Uden for hovedstadsreg.: Odense Århus Aalborg Esbjerg Øvr. centerbykommuner Øvr. bykommuner 66,4 3,6 5,7 3,1 1,6 11,6 10,0 65,3 3,3 5,2 2,9 1,5 11,7 9,7 41,5 3,3 4,4 2,6-8,6 8,4 70,0 4,0 3,6 2,9 1,8 12,0 11,4 70,0 3,3 4,3 3,5 1,5 11,5 10,9 Udkantslandkommuner Øvr. landkommuner Centernære landkommuner 7,8 9,4 13,6 7,4 9,4 14,3 5,0 3,7 5,5 10,0 11,0 13,3 10,1 10,6 14,2 I alt 100 100 100 100 100 Belastet boligområde Lolland Falster 3,6 2,1 2,2 1,8 15,2 2,4 7,0 3,4 2,2 2,6 Kilde: AKF s forløbsregister for sociale processer og boligforhold for 10% af befolkningen baseret på registre i Danmarks Statistik. I bilag 6.2 er der detaljeret redegjort for den anvendte kommuneinddeling. Anm.: På grund af afrundinger summerer tallene ikke nødvendigvis til 100. 1 Mindst ledig 70% af året. En relativ ressourcesvag gruppe som kontanthjælpsmodtagerne er meget skævt geografisk fordelt. Uligheden er klart størst for de langtidsledige kontanthjælpsmodtagere, der må betragtes som de mest ressourcesvage. 59% af dem bor i hovedstadsregionen, hvilket er langt mere end den tredjedel af befolkningen, som bor her. I Københavns Kommune bor knap 31% af de langtidsledige kontanthjælpsmodtagere, hvorved de her er overrepræsenteret med en faktor 3 1/3 (overrepræsentationen er ligeså stor i Frederiksberg Kommune). Omvendt bor der i hovedstadsregionens landkommuner kun en tredjedel så mange kontanthjælpsmodtagere sammenlignet med, hvad befolkningstallet skulle tilsige. 13

Det er bemærkelsesværdigt, at de langtidsledige kontanthjælpsmodtagere er underrepræsenteret i de store bykommuner uden for hovedstadsregionen. I Århus Kommune bor der således kun tre fjerdedele så mange, som befolkningstallet skulle tilsige dette på trods af, at der i kommunen er en betydlig overrepræsentation af kontanthjælpsmodtagere i almindelighed. I landkommunerne er der generelt en betydelig underrepræsentation af kontanthjælpsmodtagerne og de langtidsledige i særdeleshed. Det er dog ikke tilfældet på Lolland Falster, hvor begge grupper er overrepræsenterede. Der tegner sig et noget andet billede af bosætningen for førtidspensionister. De er underrepræsenteret i hovedstadsregionen, mens der bor mange i landkommunerne. Underrepræsentationen er stor i Århus Kommune og omvendt er overrepræsentationen størst i udkantslandkommunerne. For efterlønsmodtagere tegner der sig nogenlunde det samme bosætningsmønster som for førtidspensionister. De er kraftigt underrepræsenteret i Københavns Kommune, ligesom der bor forholdsvis få i de belastede boligomåder. Overrepræsentationen af efterlønsmodtagere findes generelt i landkommunerne herunder specielt i udkantskommunerne. 2.2 Flytninger I mange tilfælde opvejer til- og fraflytninger stort set hinanden. Og for specielt de ressourcestærke er der tale om meget små talstørrelser (under 1% flytter netto i løbet af et år), jf. tabel 2.2. 14

Tabel 2.2 Nettoflytninger for udvalgte arbejdsmarkedstilknytningsgrupper, årligt gennemsnit 1990-97, procent Fast beskæftigelse Kontanthjælpsmodtagere i alt Langvarigt modtagere af kontanthjælp 1 Førtidsp ensionister Efterlønsmodtagere Københavns Kommune Frederiksberg Kommune Københavns Amt Øvr. bykomm. i hovedstadsreg. Landkommuner i hovedstadsreg. -0,8 1,4 0,0 0,4 0,7 4,8 4,7-2,9-1,5-3,0 2,5-2,3-2,0-0,4-1,0-1,0-1,1-0,7-0,1 0,9-1,7-0,5-1,3 0,2 1,3 Odense Århus Aalborg Esbjerg Øvr. centerbykommuner Øvr. bykommuner -0,5-0,5-0,2-0,5 0,0 0,0-1,0 2,9-0,6-0,3 0,1-1,3-3,5 4,0 0,6-2,0 0,5-1,7-0,3-0,2-0,2-0,4 0,2 0,5 0-0,4-0,5-0,1 0,1 0,3 Udkantslandkommuner Øvr. landkommuner Centernære landkommuner 0,1 0,1 0,2-0,9-2,3-2,1-0,3-0,8 2,0 0,6 0,5 0,2 1,7 0,6 0 Belastet boligområde Lolland Falster -4,3-0,2 1,4-0,1 2,1 1,7-0,8 1,0-0,1 2,0 Anm.: Nettoflytninger angiver tilflytningen minus fraflytningen sat i forhold til gruppens størrelse i udgangsåret. I bilag 6.2 er der detaljeret redegjort for den anvendte kommuneinddeling. Kilde: AKF s forløbsregister for sociale processer og boligforhold for 10% af befolkningen baseret på registre i Danmarks Statistik. 1 Se tabel 2.1. Umiddelbart synes flytninger således kun at kunne forklare en mindre del af de geografiske forskelle i bosætningen. På den anden side kan selv forholdsvis små årlige nettoflytninger medføre en betydelig ændring i antallet set over en lang årrække. I løbet af henholdsvis en 10- og 20-årig periode vil en gennemsnitlig årlig nettotilflytning på ½% øge antallet med henholdsvis godt 5 og godt 10%. En årlig nettotilflytning på 1% vil tilsvarende øge antallet med godt 10 og 22%. Så selv om nettoflytningerne for de beskæftigede er meget små, kan de alligevel set over en lang årrække i princippet godt forklare en betydelig del af de geografiske forskelle, der trods alt er i denne gruppes bosætning. Men det skal hertil anføres, at tallene for nettoflytningerne for fx de beskæftigede typisk varierer meget fra år til år og for en række kommunegrupper er de ustabile i den forstand, at i nogle år er der tale om nettotilflytninger til en 15

given kommunegruppe, mens der i andre år er tale om nettofraflytninger, jf. figur 2.1. Det betyder, at der ikke umiddelbart er belæg for at konkludere, at selv om der for en given periode i gennemsnit er tale om nettotilflytninger, så vil det også være det for en anden valgt årrække eller for en længere periode. Der kan således ikke i almindelighed konkluderes, at de geografiske forskelle i bosætningen af beskæftigede er betinget af flytninger. For at den angivne type beregninger skal have mening, skal flyttemønstrene for det første være forholdsvis stabile. Dernæst skal der være et uændret antal personer i de respektive grupper som fx kontanthjælpsmodtagere i fremskrivningsperioden. Det sidste er ikke realistisk i en økonomi med konjunktursvingninger, så beregningerne skal betragtes som et fingerpeg om, hvor meget de geografiske flyttemønstre betyder. Figur 2.1 De årlige nettoflytninger for beskæftigede, 1990-97, procent Kilde: AKF s forløbsregister for sociale processer og boligforhold for 10% af befolkningen baseret på registre i Danmarks Statistik. I bilag 6.2 er der detaljeret redegjort for den anvendte kommuneinddeling. Anm.: På grund af afrundinger summerer tallene ikke nødvendigvis til 100. 16

For en ressourcesvag gruppe, som modtagerne af langvarig kontanthjælp, er flyttetallene noget højere. Fx er antallet øget med gennemsnitligt 2,5% årligt i perioden 1990-97 for Københavns Kommune som følge af flytninger. For en 10- eller 20-årig periode vil en fastholdelse af tilflytningen betyde en forøgelse af antal modtagere af langvarig kontanthjælp med henholdsvis 28 og 64%. I betragtning af, at gruppen er overrepræsenteret med en faktor 3 1/3, betyder flytninger alligevel kun en mindre del i forhold til overrepræsentationen af kontanthjælpsmodtagerne i kommunen, selv om nettotilflytningen skulle gøre sig gældende for en lang årrække. Det ser noget anderledes ud for kontanthjælpsmodtagere i almindelighed, hvor der for Københavns Kommune er en tilflytning på 4,8% årligt. For henholdsvis en 10- og 20-årig periode vil en fastholdelse af tilflytningen betyde en forøgelse af antal kontanthjælpsmodtagere med 60 og 155%. Her vil en fastholdelse af tilflytningsmønstret således over en lang periode kunne forklare en betydelig del af overrepræsentationen i kommune. Tallene for kontanthjælpsmodtagernes tilflytning til Københavns Kommune er forholdsvis stabile, så i princippet vil det kunne fortsætte i en længere årrække, jf. figur 2.2. Vedrørende tolkningen af flyttemønstrene for kontanthjælpsmodtagerne skal det tages i betragtning, at en betydelig del af dem er flygtninge, som typisk modtager kontanthjælp i hvert fald den første tid i landet. For de centernære landkommuner er der tale om en gennemsnitlig årlig udflytning på 2,1% for perioden 1990-97. På langt sigt, regnet som en periode på 10 eller 20 år, vil en fastholdelse af udflytningen betyde en reduktion i antallet på 19 og 35%. Det betyder, at for omkring en 25-årig periode vil flytningerne i princippet kunne forklare underrepræsentationen, hvis flyttemønstrene fastholdes. For nogle kommune(grupper) vil flyttemønstrene for kontanthjælpsmodtagerne således set over en lang årrække i princippet kunne forklare gruppens over- og underrepræsentation. I andre tilfælde (fx for Aalborg Kommune, øvrige centerbykommuner og udkantslandkommuner) er tallene så små og ustabile, at flyttemønstrene ikke ville kunne forklare forskellene i den geografiske bosætning. 17

Figur 2.2 De årlige nettoflytninger for langtidsledige kontanthjælpsmodtagere, 1990-97, procent Kilde: AKF s forløbsregister for sociale processer og boligforhold for 10% af befolkningen baseret på registre i Danmarks Statistik. I bilag 6.2 er der detaljeret redegjort for den anvendte kommuneinddeling. Anm.: På grund af afrundinger summerer tallene ikke nødvendigvis til 100. Langtidsledige kontanthjælpsmodtagere er ledige i mindst 70% af året. For førtidspensionister og efterlønsmodtagere er der heller ikke noget klart billede. Sammenholdes tabel 2.2 og 2.1, vil flytningerne, specielt hvis de fastholdes over en lang årrække, for nogle kommunegrupper kunne forklare hele forskellen i den geografiske bosætning, mens flytningerne i andre tilfælde er så små og ustabile, at de ikke kan forklare noget af forskellen eller kun en ringe del. 18

3 Etniske minoriteter I dette afsnit og rapporten i øvrigt omfatter de etniske minoriteter (flygtninge og indvandrere) alene personer fra de mindre udviklede lande, jf. bilaget for en uddybning. 3.1 Bosætning Indvandrerne er meget ulig geografisk fordelt med en kraftig koncentration i hovedstadsområdet (71,7%), jf. tabel 3.1. Omvendt bor kun 5,3% af indvandrerne i landkommunerne uden for hovedstadsregionen, hvor knap en tredjedel af befolkningen bor. I de 10 kommuner med det største antal indvandrere (ekskl. anden generation) i forhold til indbyggertallet, bor knap halvdelen af alle indvandrere, jf. Hummelgaard et al. (1995). Koncentrationen er størst i Ishøj, Albertslund, Farum, Brøndby og Københavns Kommuner. Den skæve geografiske fordeling giver sig udslag i, at to tredjedele af alle indvandrere bor i kommuner, hvori sammenlagt kun 10% af befolkningen er bosiddende. Den geografiske fordeling af indvandrere ændrer sig stort set ikke over tiden. De arbejdere, som indvandrede til Danmark i 1960'erne og 1970'erne, bosatte sig, hvor de kunne få job, og det var ofte i hovedstadsområdet og større byer i provinsen. Endvidere bosatte de sig, hvor der var ledige lejligheder. Det var på det tidspunkt i det almennyttige boligbyggeri, bl.a. fordi danskerne i den periode i stigende grad fik økonomisk mulighed for og foretrak at flytte i ejerbolig. Indvandrerne er blevet boende bl.a. fordi de foretrækker at bo tæt ved venner og familie, ligesom de på grund af manglende fodfæste på arbejdsmarkedet ikke har råd til at købe en ejerbolig, jf. 19

mere herom i næste kapitel. Hertil kommer, at nyindvandringen fra tredjelande primært sker i forbindelse med familiesammenføringer, hvorved de nyindvandrede bosætter sig de samme steder som de allerede bosiddende. Desuden betyder de mellemkommunale flytninger stort set ingenting for indvandrernes geografiske fordeling. Tabel 3.1 Flygtninge og indvandreres bosætning sammenlignet med hele befolkningen, 18-66-årige, 1997, procentfordeling Hele befolkningen 1. generation: 2. generation I alt Indvandrere Flygtninge Hovedstadsregionen: Københavns Kommune Frederiksberg Kommune Københavns Amt Øvrige bykomm. i hovedstadsreg. Landkommuner i hovedstadsreg. 33,9 9,3 1,7 11,4 8,1 3,4 56,1 24,4 2,6 18,5 9,3 1,2 71,7 30,7 3,4 24,6 11,6 1,4 36,7 16,6 1,7 11,0 6,5 0,9 80,7 36,8 4,1 26,5 12,5 1,3 Uden for hovedstadsreg.: Odense Århus Aalborg Esbjerg Øvr. centerbykommuner Øvr. bykommuner 66,4 3,6 5,7 3,1 1,6 11,6 10,0 43,9 5,2 8,4 2,4 1,3 8,9 7,7 28,2 3,5 5,7 1,1 0,8 6,2 5,6 63,5 7,3 11,7 4,2 2,0 12,2 10,4 19,3 5,0 3,7 0,6 0,5 3,9 3,8 Udkantslandkommuner Øvr. landkommuner Centernære landkommuner 7,8 9,4 13,6 2,9 3,0 4,1 1,4 1,5 2,4 4,7 4,7 6,3 0,7 0,6 1,6 I alt 100 100 100 100 100 Udsat boligområde Lolland Falster 3,6 2,1 26,4 1,2 25,8 0,5 27,2 2,1 23,0 0,3 Kilde: AKF s forløbsregister for sociale processer og boligforhold baseret på registre i Danmarks Statistik. Ét af forløbsregistrene omfatter 10% af hele befolkningen, mens et andet omfatter alle efterkommere og indvandrere i Danmark. Anm.: På grund af afrundinger summerer tallene ikke nødvendigvis til 100.»2. generation«, der alle er født i Danmark, omfatter efterkommere af såvel flygtninge som indvandrere. I bilag 6.1.1 er der redegjort detaljeret for afgrænsningen af»flygtninge«,»indvandrere«og»2. generation«. 20

Lokaliseringen af de enkelte grupper af indvandrere er ganske forskellig. Indvandrere af samme nationalitet er i betydeligt omfang koncentreret i bestemte kommuner, og det er ikke nødvendigvis de samme kommuner for de enkelte nationaliteter. Graden af koncentration er endvidere ikke den samme for de enkelte grupper af indvandrere. Over halvdelen af de pakistanske indvandrere bor i København, hvilket kun gælder for godt 17% af tyrkerne, jf. Hummelgaard op.cit. Den næsthøjeste andel af indvandrere fra Tyrkiet findes i Farum Kommune, hvorimod denne kommune ikke er med blandt kommuner med de ti højeste andele for så vidt angår jugoslaver, pakistanere og marokkanere. Flygtninge er forholdsvis ligeligt fordelt mellem hovedstadsområdet og resten af landet. Flygtninge er dog kun i relativt lille omfang bosiddende i de mindre kommuner. Således bor 15,7% af flygtningene i landkommunerne uden for hovedstadsområdet i 1997, hvilket kun er halv så mange, som befolkningstallet skulle tilsige. Lolland Falster adskiller sig fra de øvrige landkommuner ved, at der her bor lige så mange flygtninge, som befolkningstallet tilsiger. Den geografiske spredning for flygtninge er klart større end for indvandrere. Men der er langt til en helt lige fordeling af flygtninge. For hovedstadsregionen som helhed er der en mindre overrepræsentation, hvilket dog dækker over en stor overrepræsentation i Københavns Kommune, mens der er en meget kraftig underrepræsentation i landkommunerne i regionen. Uden for hovedstadsregionen er der i Århus og Odense Kommuner en særdeles kraftig overrepræsentation, mens flygtninge omvendt er meget underrepræsenteret i landkommunerne. I de udsatte boligområder er flygtninge overrepræsenteret med en faktor 7½. Som for indvandrere er den geografiske fordeling og koncentration af de enkelte flygtningegrupper ganske forskellig, jf. Hummelgaard op. cit. Derudover er graden af koncentration forskellig for de enkelte grupper. Der er en stærk geografisk koncentration af andengenerations etniske minoriteter (er født i Danmark). Der bor over dobbelt så mange i hovedstadsregionen, som befolkningens størrelse skulle tilsige særlig voldsom er overrepræsentationen i Københavns Kommune. I Odense Kommune er der en lille overrepræsentation, mens gruppen er underrepræsenteret med godt 15% i Århus Kommune. For landkommunerne er der tale om en særdeles kraftig underrepræsentation, mens det modsatte gør sig gældende 21

for de udsatte boligområder. Det skal bemærkes, at tallene for anden generation er interessant derved, at de giver et øjebliksbillede af den geografiske fordeling for de etniske minoriteter, der er født i Danmark. Tallene kan imidlertid ikke tolkes derhen, at de bor geografisk mere koncentreret end deres forældre. Den nationalitetsmæssige sammensætning af anden generation er således meget forskellig fra første generation. Af andre undersøgelser fremgår, at anden generation er mere kritiske over for at bo koncentreret end deres forældre, jf. herom senere. De etniske minoriteters boligforhold adskiller sig markant fra befolkningen som helhed. Godt to tredjedele af alle 15-66-årige bor i eget hus eller ejerlejlighed andelen er kun ca. en fjerdedel for de etniske minoriteter, jf. Hummelgaard op.cit. Omvendt bor godt halvdelen af flygtninge i almennyttigt udlejningsbyggeri, mens dette kun er tilfældet for knap 15% af befolkningen. Andelen af flygtninge, der bor i ejerbolig, vokser efterhånden, som de har været i Danmark i en årrække. Men selv efter mere end 10 års ophold er ejerboligandelen fortsat kun på godt det halve af andelen for hele befolkningen. Det skal i forbindelse hermed erindres, at udenlandske statsborgere først må købe fast ejendom i Danmark, når de har haft fast opholdstilladelse her i landet i mindst fem år i henhold til lov om erhvervelse af fast ejendom (Justitsministeriet kan dog dispensere for denne regel). 3.2 Flytninger I forbindelse med de etniske minoriteters flytninger koncentreres interessen sig om flygtninge, idet flytninger som nævnt betyder meget lidt for indvandrernes geografiske fordeling. Det skal bemærkes, at tallene stammer fra perioden før ikrafttrædelsen af»lov om integration af udlændinge i Danmark«, der trådte i kraft i 1999. Loven medfører, at flygtninge i realiteten i de første tre år tvinges til at blive i den kommune, hvor de første gang får varig bolig, medmindre de får særlig tilladelse til at flytte. Loven kan muligvis medføre, at flygtninge ikke fremover flytter så ofte, som det er set historisk. Når flygtninge ankommer til Danmark, bliver de boligplaceret over hele landet. Efter at have fået opholdstilladelse flytter mange af dem imidlertid 22

til de større byer og videre herfra til hovedstadsregionen, jf. tabel 3.2 samt Hummelgaard et al. (1995). I hovedstadsområdet flytter flygtninge især til de store kommuner herunder de sydvestlige forstæder. Der er en stor årlig flytning væk fra landkommunerne, ligesom de også samlet set flytter fra de mellemstore kommuner uden for hovedstadsregionen. Tabel 3.2 Nettoflytninger for flygtninge, årligt gennemsnit 1990-97, 18-66- årige, procent Flygtninge i alt Fordelt på opholdstid 0-6 år 7-10 år Over 10 år Københavns Kommune Frederiksberg Kommune Københavns Amt Øvrige bykommuner i hovedstadsreg. Landkommuner i hovedstadsreg. 7,1 2,9 3,0 1,2-12,5 12,5-1,0 7,9 3,1-19,4 6,8 10,2 1,2-0,8-8,2 1,5 2,4-0,3-0,2 2,0 Odense Århus Aalborg Esbjerg Øvr. centerbykommuner Øvr. bykommuner 1,1 3,0-3,4-4,9-1,4-1,2 3,1 6,8-4,1-5,7-1,0-5,0-0,6 1,3-3,4-5,5-2,6-2,9-1,0-0,8-1,6-2,0-0,6-0,5 Udkantslandkommuner Øvr. landkommuner Centernære landkommuner -9,2-12,2-13,5-14,2-19,1-20,2-2,5-3,9-4,3 0,6 0,5-1,4 Udsat boligområde Lolland Falster 4,4-7,4 11,8-10,2 0,8-5,2-2,3-0,6 Kilde: AKF s forløbsregister for sociale processer og boligforhold for efterkommere og indvandrere baseret på registre i Danmarks Statistik. Anm.: For flygtninge, der har været i landet 0-6 år henledes opmærksomheden på, at tallene er præget af de nye flygtninge fra Jugoslavien, hvor der har været en betydelig flytning det første år. Nettoflytninger angiver tilflytningen minus fraflytningen sat i forhold til gruppens størrelse i udgangsåret. I bilag 6.1.1 er der redegjort detaljeret for afgrænsningen af»flygtninge«. Flygtninge flytter især meget i de første år efter, at de har fået opholdstilladelse. For de flygtninge, der har været i Danmark i op til seks år, øges antallet af disse flygtninge i Københavns Kommune med 12,5% hvert år. Omvendt mindskes antallet med 20% hvert år i landkommunerne som følge af nettofraflytning. For flygtninge, der har været i Danmark i mere end 10 år, betyder de geografiske flytninger langt mindre. 23

Disse flyttemønstre betyder, at flygtninge med tiden bliver mere og mere geografisk koncentreret i de store byområder, jf. tabel 3.3. Tabel 3.3 Flygtninges bosætning fordelt efter opholdstid, 18-66-årige, 1997, procent Flygtninge i alt Fordelt på opholdstid 0-6 år 7-10 år Over 10 år Københavns Kommune Frederiksberg Kommune Københavns Amt Øvrige bykommuner i hovedstadsreg. Landkommuner i hovedstadsreg. 16,6 1,7 11,0 6,5 0,9 13,3 1,5 9,6 4,9 1,0 17,5 1,5 9,4 9,4 1,0 20,3 2,0 13,8 6,7 0,8 Odense Århus Aalborg Esbjerg Øvr. centerbykommuner Øvr. bykommuner 7,3 11,7 4,2 2,0 12,2 10,4 6,3 8,5 4,2 2,1 13,2 10,9 9,0 14,6 4,6 2,2 12,4 9,8 7,5 14,1 3,8 1,7 10,6 10,1 Udkantslandkommuner Øvr. landkommuner Centernære landkommuner 4,7 4,7 6,3 7,2 7,4 9,9 2,7 2,5 3,4 2,5 2,6 3,3 Udsat boligområde Lolland Falster 27,2 2,1 23,0 2,8 37,0 1,8 26,6 1,2 Kilde: AKF s forløbsregister for sociale processer og boligforhold for efterkommere og indvandrere baseret på registre i Danmarks Statistik. Anm.: For flygtninge, der har været i landet 0-6 år, henledes opmærksomheden på, at tallene er præget af de nye flygtninge fra Jugoslavien, hvor der har været en betydelig flytning det første år. Nettoflytninger angiver tilflytningen minus fraflytningen sat i forhold til gruppens størrelse i udgangsåret. I bilag 6.1.1 er der redegjort detaljeret for afgrænsningen af»flygtninge«. Det kan i relation til tabel 3.3 indvendes, at den nationalitetsmæssige sammensætning for de flygtninge, der har været her i henholdsvis 0-6, 7-10 og over 10 år, ikke nødvendigvis er den samme, hvilket kan påvirke tallene. For at tage højde for dette og for at få et indtryk af, hvad flyttemønstrene for flygtninge betyder på længere sigt, er den gruppe flygtninge, som fik opholdstilladelse i Danmark i årene 1984-86, fulgt over en 11-årig periode, jf. figur 3.1. Den geografiske fordeling i det år, hvor de fik opholdstilladelse, er sat til indeks 100. Figuren viser derved, om en større eller mindre 24

andel af de tre årgange flygtninge kommer til at bo i de respektive geografiske områder. Figur 3.1 Bosætningen for flygtninge, der er indvandret i årene 1984-1986 fordelt efter opholdstid, 18-66-årige, bosætningen i udgangsåret = 100 (y-aksen) Anm.: Den geografiske fordeling af de tre årgange flygtninge er beregnet efter opholdstid. Tallene er herefter indekseret i forhold til fordelingen i udgangsåret. Fx er indeks 150 udtryk for, at andelen af flygtninge i den pågældende kommunegruppe er øget med 50%. I bilag 6.1.1 er der redegjort detaljeret for afgrænsningen af flygtninge Kilde: AKF s forløbsregister for sociale processer og boligforhold for efterkommere og indvandrere baseret på registre i Danmarks Statistik. I løbet af årene sker der en betydelig koncentration af de tre årgange flygtninge i de store byområder. Antallet af flygtninge i den bymæssige tætte del af hovedstadsregionen (Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns Amt) øges således med mere end 75% over den tiårige periode. I Århus Kommune mere end fordobles flygtningetallet, og for Odense Kommune er der tale om en stigning på 45%, jf. bilagstabel 3.2. Lidt overraskende falder antallet af flygtninge i Aalborg Kommune med godt en tiendedel. I de første to-tre år sker der ganske vist en betydelig tilflytning til kommunen, men herefter forlader flygtningene igen Aalborg. For de øvrige bykommuner i provinsen er der ligeledes tale om fraflytning (25%). Godt 60% af de flygtninge, der boede i en landkommune i det år, hvor 25

de fik opholdstilladelse, er efter ti år flyttet væk. Den store fraflytning sker i løbet af de første tre-fire år. Fraflytningen er særlig markant for landkommunerne i hovedstadsregionen. For landkommunerne uden for hovedstadsregionen er der ikke tale om de store forskelle i fraflytningen for de tre typer af landkommuner (udkantslandkommuner samt centernære og øvrige landkommuner). Opdelingen af landkommuner bygger på, om de er beliggende tæt ved eller langt fra en bykommune, hvorfor der på forhånd måtte forventes forskelle i flyttemønstrene, jf. bilag 6.2 for en uddybning af kommuneinddelingen. Forløbsanalysen for de tre årgange flygtninge understreger, at der med årene sker en betydelig geografisk koncentration i de største byområder. Billedet er det samme, hvis analysen gennemføres for andre årgange flygtninge. Omvendt er det også værd at hæfte sig ved, at efter ti år bor der trods alt i landkommunerne stadigvæk en tredjedel af de flygtninge, som boede der på det tidspunkt, hvor de fik opholdstilladelse. Den geografiske koncentrering er også kraftig for det store antal jugoslaviske flygtninge, der fik opholdstilladelse i midten af 1990'erne, jf. tabel 4.5. Bosætningsmønstret for de jugoslaviske flygtninge er bemærkelsesværdigt ved, at der bor få i hovedstadsregionen og mange i landkommunerne. Men allerede i det første år flytter mange fra landkommunerne til hovedstadsregionen og især til de udsatte boligområder. Henholdsvis 25 og 39% flyttede således i løbet af det første år væk fra udkantslandkommunerne og de centernære landkommuner. De flyttede især til bykommunerne uden for hovedstadsregionen. Lolland Falster adskiller sig markant fra de øvrige landkommuner ved, at der i løbet af det første år er flyttet jugoslaviske flygtninge til området. 26

Tabel 3.5 Bosætning af jugoslaviske flygtninge flytning det første år som andel af antal bosiddende jugoslaviske flygtninge, 18-66-årige, procent Udvalgte kommunegrupper Hele befolkningen Jugoslaviske flygtninge: Bosætning ved indvandring Nettoflytning det første år Hovedstadsregionen - heraf Kbh's Kommune 34 9 20 7 14 12 Århus, Aalborg og Odense Øvrige bykommuner 12 23 7 28 23 44 Udkantslandkommuner Centernære landkommuner 8 14 13 18-25 -39 Udsatte boligområder Lolland Falster 4 2 9 5 99 7 Anm.: Nettoflytninger angiver tilflytningen minus fraflytningen sat i forhold til gruppens størrelse i udgangsåret. Da nogle kommunegrupper er udeladt i tabellen, summerer tallene med den procentvise fordeling af bosætningen (de to føste søjler) ikke til 100. Kilde: AKF s forløbsregister for sociale processer og boligforhold baseret på registre i Danmarks Statistik. Ét af forløbsregistrene omfatter 10% af hele befolkningen, mens et andet omfatter alle efterkommere og indvandrere i Danmark. En række forhold har betydning for, om befolkningen i almindelighed vælger at flytte væk fra en kommune, jf. Hummelgaard et al. (1995). Eksempelvis flytter yngre mere end ældre og de unge flytter specielt, når de påbegynder en uddannelse. Arbejdsløse flytter mere end personer med fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Personer, der har eller får små børn, flytter mindre end andre, ligesom også folk med højere husstandsindkomster flytter mindre. Endelig er der en klar tendens til, at det er de samme personer/familier, der flytter den ene gang efter den anden. Lidt overraskende flytter enlige mindre end par. En række af disse forhold er med til at forklare, at flygtninge generelt flytter mere end andre de er fx yngre og er i langt højere grad ledige. Derudover gælder det specielt for flygtninge, at de flytter særlig meget i den første tid, de er i landet. Omvendt er flere flygtninge fx enlige, hvilket trækker i den modsatte retning. Det kan endvidere påvises, at flygtninge især flytter væk fra de kommuner, hvor der er relativt få etniske minoriteter generelt. Befolkningen 27

som helhed flytter omvendt mest væk fra de kommuner, hvor der er mange fra de etniske minoriteter. For flygtninge har det også en selvstændig betydning for beslutningen om at flytte væk fra en kommune, at der ikke er særlig mange landsmænd. Endelig flytter flygtninge også væk fra kommuner, hvor der er forholdsvis få lejeboliger. Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at lejeboliger i mange tilfælde er den eneste relevante boligform for flygtninge bl.a. af økonomiske grunde. Historisk er flygtninge blevet klart mere geografisk koncentreret som følge af flytninger. Der er kommet til at bo forholdsvis flere flygtninge i de dele af landet, hvor der i forvejen er en stor andel etniske minoriteter, særlig mange af de enkelte flygtningegruppers egen nationalitet og særlig mange lejeboliger. 28

4 Belastede boligområder Den øgede boligmæssige opsplitning af befolkningen har ikke mindst givet sig udslag i, at der i de største byområder har været en tiltagende koncentration af ressourcesvage og etniske minoriteter i de belastede boligområder. Ved boligmæssig opsplitning/segregering forstås en vedholdende opdeling af boligmassen mellem de boligområder, som fortrinsvis bebos af ressourcesvage husstande (fx marginaliserede i forhold til arbejdsmarkedet, misbrugere mv.), og de boligområder, som fortrinsvis bebos af ressourcestærke hustande (fx fast tilknytning til arbejdsmarkedet). Regeringens Byudvalg blev nedsat i september 1993, og der blev fremsat en række forslag til bl.a. at reducere mængden af sociale problemer i boligområderne, at forebygge social udstødelse blandt truede beboergrupper, at få beboerne til at opleve et bedre dagligliv og reducere koncentrationen af socialt truede danskere og udlændinge. En række boligområder med i alt ca. 200.000 beboere fik tildelt midler til at iværksætte boligsociale aktiviteter og ansætte beboerrådgivere. Hovedmålet med projektet er at analysere disse boligområder, der i det følgende vil blive benævnt belastede boligområder. Boligområderne er for langt størstedelen almennyttige boliger, hvorfor det i mange tilfælde er relevant at sammenligne de belastede boligområder med den almennyttige boligsektor. AKF gennemførte et større forskningsprojekt, som var den første generelle analyse af de belastede boligområder i Danmark med særlig fokus på de samfundsmæssige processer, der har skabt koncentrationen af etniske minoriteter og ressourcesvage grupper, jf. Hummelgaard et al. (1997). Ud over en indledende karakteristik af boligområderne og et overblik over deres udvikling, blev der fokuseret på, hvad der er forklaringen på, at især de etniske minoriteter er koncentreret her. 29

4.1 Karakteristik De belastede boligområder er først og fremmest karakteriseret ved, at en meget høj andel af beboerne tilhører de etniske minoriteter fra 3. verdenslande. Andelen af minoriteter er således over syv gange så høj i boligområderne som for befolkningen som helhed, hvilket især kan tilskrives en høj andel flygtninge i de belastede boligområder. Herudover bor der forholdsvis mange mennesker med sociale problemer. De belastede boligområder er meget forskellige, jf. Hummelgaard et al. (1997). Inddeles områderne i fem grupper efter omfanget af problemer, tegner der sig et klart billede i retning af, at den femtedel af boligområderne, der har de største problemer, adskiller sig markant fra de øvrige boligområder. I gruppen med de største problemer findes boligområder, som er alment kendt for at have store og mangeartede problemer (fx Gjellerup Parken og Vollsmose). Omvendt adskiller boligområderne med de færreste problemer (op mod halvdelen af boligområderne) sig ikke nævneværdig fra den almennyttige boligsektor i øvrigt (som de belastede boligområder er en del af), når der ses bort fra andelen af etniske minoriteter, som er høj overalt i de belastede boligområder. Som angivet indledningsvis er udskillelsen af de belastede boligområder gennemført ud fra et administrativt kriterie (fik tildelt midler fra Byudvalget). Til analytiske formål er denne afgrænsning ikke hensigtsmæssigt, hvorfor der som oftest i de her refererede analyser afvendes den femtedel af boligområderne, som er mest belastet. I de belastede boligområder er der en stor overvægt af førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere o.l., mens folk med fast tilknytning til arbejdsmarkedet og en uddannelse er underrepræsenteret. Således modtager fire ud af hver fem beboere i den erhvervsaktive alder indkomsterstattende overførsler i form af arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, førtidspension og efterløn i kortere eller længere tid. Tal for perioden 1984-97 viser entydigt, at ressourcesvage grupper er blevet betydeligt mere overrepræsenteret i perioden og omvendt for de ressourcestærke, jf. figur 4.1 (tallene omfatter alle de belastede boligområder). Folk med fast beskæftigelse, der er i forvejen er betydeligt underrepræsenteret i boligområderne, har fået øget underrepræsentationen med knap 17%. Omvendt er overrepræsentationen af kontanthjælpsmodtagerne 30

øget meget betydeligt. Normalt betragtes de kontanthjælpsmodtagere, der ikke er tilmeldt Arbejdsformidlingen, som den mest ressourcesvage gruppe. Selvom kommunerne ikke nødvendigvis følger samme praksis med hensyn til, hvilke kontanthjælpsmodtagere der tilmeldes AF, er der en meget klar tendens til, at overrepræsentationen af den mest ressourcesvage del af kontanthjælpsmodtagerne er øget mest. Figur 4.1 Ændring i henholdsvis over- og underrepræsentationen af udvalgte grupper i belastede boligområder, 1984-97, procent Anm.: Det er som udgangspunkt beregnet, om de pågældende grupper er over- eller underrepræsenteret. Graferne viser herefter, hvor meget de respektive grupper er blevet yderligere henholdsvis over- og underrepræsenteret i perioden. Alle underrepræsenterede grupper er blevet yderligere underrepræsenteret, og tilsvarende er alle overrepræsenterede grupper blevet yderligere overrepræsenteret. Kilde: AKF s forløbsregister for sociale processer og boligforhold for 10% af befolkningen baseret på registre i Danmarks Statistik. Boligselskabernes Landsforening (2001) anfører for den almene boligsektor som helhed, at grupper, der var underrepræsenteret i 1991, er blevet lidt mindre underrepræsenteret i 1997, og omvendt er overrepræsentationen af andre grupper blevet mindre. Selv om analyserne ikke dækker den samme tidsperiode, er der således noget, der tyder på, at også inden for den almennyttige boligsektor er der sket en øget opsplitning således, at de ressourcesvage er blevet endnu mere koncenteret i den belastede del af den almennyt- 31

tige boligsektor. Hovedforklaringen på den tiltagende koncentration af ressourcesvage i især de belastede boligområder skal søges i flyttemønstrene. Forholdsvis mange ressourcesvage flytter til de belastede boligområder, de bliver boende længe, og når de flytter, sker det i mange tilfælde til et andet udsat boligområde. Omvendt flytter de ressourcestærke ikke i så stor udstrækning til boligområderne, og de flytter hurtigt væk. Alt i alt har der i mange år været en nettoudflytning af ressourcestærke samt indflytning af ressourcesvage og etniske minoriteter. Billedet synes ret stationært. Det er således flyttemønstre, som har været gældende i mange år, der skal brydes, hvis koncentrationen af ressourcesvage beboere og etniske minoriteter skal mindskes. Den meget kraftige stigning i andelen af etniske minoriteter i den mest belastede del af boligområderne kan historisk primært tilskrives, at der er kommet mange flygtninge til Danmark i specielt de seneste par årtier. En forholdsvis stor del af dem har bosat sig i de belastede boligområder. Også de indenlandske flytninger har bidraget til en vækst i antallet af etniske minoriteter. De flytter således i mindre udstrækning end andre væk fra de belastede boligområder, og når de flytter, sker det i mange tilfælde til et andet belastet boligområde. Det hører dog også med i billedet, at der bor forholdsvis færre flygtninge i de belastede boligområder blandt dem, der har været i Danmark i en årrække. 4.2 Hvorfor bor mange etniske minoriteter i de belastede boligområder? I forbindelse med den boligmæssige koncentration af de etniske minoriteter, har det både betydning, hvorfor de flytter dertil, hvorfor de bliver boende og endelig, hvorfor (få) overvejer at flytte væk. Afsnittet vil især bygge på den seneste undersøgelse på feltet, jf. Gitz-Johansen (2001), som er gennemført for AKF. Men også andre undersøgelser inddrages. 4.2.1 Hvorfor flytte dertil? For det første lægger de etniske minoriteter stor vægt på at bo sammen med landsmænd og familie, jf. fx Gitz-Johansen op.cit. og Hummelgaard et al. 32