Anerkendende pædagogik

Anerkendende pædagogik Bachelorprojekt Anerkendende pædagogik/appreciative Pedagogy, Gruppe 14, Gruppe 14 Vejleder: Mads Thomsen Pædagoguddannelsen Nordsjælland Afleverings dato: 08-01-2015 Antal anslag: 81.985 1

Indholdsfortegnelse Resume... 4 Indledning... 5 Problemformulering... 6 Emneafgrænsning... 7 Metodeafsnit... 7 Anerkendende pædagogik... 10 Axel Honneth... 10 Berit Bae... 13 Pierre Bourdieu... 15 Habitus... 16 Relationer... 16 Anne-Lise Løvlie Schibbye... 17 Flemming Andersen... 18 Identitetsdannelse... 20 Erving Goffman... 21 Empiri... 22 Primær empiri... 22 Sekundær empiri... 28 Analyse... 28 Anerkendende pædagogik... 28 Relationer i forhold til anerkendende pædagogik... 30 Anerkendende pædagogik i forhold til barnet identitetsdannelse... 32 Analyse i forhold til spørgeskemaet... 35 Første del... 35 Anden del... 36 Analyse i forhold til sekundær empiri sammenholdt med primær empiri... 37 Analyse i forhold til pædagogiske handlemuligheder... 38 Konklusion... 40 Perspektivering... 42 Litteraturliste... 43 Bøger... 43 2

Artikel i tidsskrift... 44 Internet... 44 Bilag... 46 Bilag 1... 46 Det semi-struktureret interview... 46 Bilag 2... 51 Uddybet besvarelse i spørgeskemaet... 51 3

Resume Projektet omhandler anerkendende pædagogik, ud fra en problematisering af, hvilke udfordringer, der kan være i arbejdet med denne tilgang, og hvilken betydning anerkendende pædagogik, kan have for barnets identitetsdannelse. Endvidere hvilken årsag, der kan være til, at anerkendende pædagogik, er så udbredt. Underemnerne i projektet vil være følgende, anerkendende pædagogik som en tilgang, relationer i forhold til anerkendende pædagogik, og hvilken betydning, denne tilgang kan have for barnets identitetsdannelse. I projektet, vil der indgå et spørgeskema, som medhjælpere og pædagoger, der arbejder med anerkendende pædagogik, har besvaret. Derudover, vil der indgå et interview med en pædagog, som til dagligt arbejder med anerkendende pædagogik. En undersøgelse fra Børn & Unges fagblad, "Det pædagogiske Danmarkskort" fra 2009 anvendes i projektet som dokumentation for, at anerkendende pædagogik i 2009, var den mest udbredte form for pædagogik. Denne vandt frem med 69,4% i landets kommuner. Der vil blive argumenteret for en årsag til, at denne pædagogik er så udbredt, og hvordan denne tilgang kan spille en rolle, i forhold til barnets identitetsdannelse. I projektet, er Bente Lynge brugt til, at belyse hvad anerkendelse er, herunder at acceptere at noget eksisterer på en bestemt måde. Axel Honneths teori, om anerkendelse anvendes til, at anskueliggøre, hvordan anerkendelse kan anvendes i de forskellige sfærer. Berit Baes teori, er relevant for projektet, da hun har nogle bestemte væremåder, i forhold til, at være anerkendende i en relation. Relationer er en forudsætning for en anerkendende tilgang, og kan opdeles i forskellige kategorier. Dette belyses i projektet via Anne-Lise Løvlie Schibby og Flemming Andersen. I projektet, er identitet noget, der kan blive skabt ved, det enkelte individ bliver mødt anerkendende. Det vedligeholdes i samspillet med andre og vil blive belyst af Schilling og Goffman. 4

Indledning Tiderne og dermed pædagogikken har ændret sig op igennem tiden. I de danske daginstitutioner har den pædagogiske selvforståelse været baseret på forskellige pædagogiske retninger, og teorier op igennem årene. I århundreder har lydighed og respekt for voksne domineret i de danske hjem og skoler. Derudover var det en nødvendighed, at være flittig og pligtopfyldende. Pædagogikken var langt op i 1960'erne præget af, ro, renlighed og regelmæssighed. Det gjorde, at hverdagen var stramt struktureret og hermed havde barnet få muligheder for, at komme med egne ønsker og intensioner (Hygum & Olesen, 1999 s. 109-110). Der er også andre pædagogikker, som har præget tiderne, herunder indlæringspædagogik til marxistisk og struktureret pædagogik (Enoksen, Hagemann, Pedersen, Jensen, & Mathiasen, 2003). I landets daginstitutioner er der stor chance for, at børnene bliver socialiseret, med en anerkendende tilgang af pædagogerne i deres institution. Anerkendende pædagogik, er nemlig den mest udbredte form for pædagogik i 70 procent af landets kommuner. Det viser Børn & Unges pædagogiske danmarkskort, som bygger på en spørgeskemaundersøgelse (Kamp, 2009a). At anerkendende pædagogik er så udbredt, betyder ikke nødvendigvis, at pædagoger har den samme opfattelse af, hvad anerkendende pædagogik er. En af forklaringerne på dette er, at anerkendende pædagogik udspringer af flere forskellige teorier (Kamp, 2009b). I praksis administrerer pædagoger selv deres tid, sammen med børnene. Søren Smidt cand. psych og ph.d. siger, at pædagoger oplever ikke at have tid nok, og mener derfor det er vigtigt, at overveje hvad man bruger sin tid til. Han har sammen med Suzanne Krogh undersøgt tidsdimensionen i relationen mellem personale og børn. De kom frem til, at personalet endte med at bruge mere tid, når de ikke tog sig tid til, at undersøge og forstå børnenes oplevelse og intensioner. Dermed lød konklusionen "underkendelse tager tid, anerkendelse giver tid" (UCC, 2012). Ifølge psykolog Bente Lynge (2007), kan anerkendende pædagogik godt virke kunstigt. Dette behøver ikke, være et dårligt tegn, da det kan være et signal om, at man har valgt at bruge sin hjerne til, at gøre noget andet end det man plejer. De fleste mennesker er vant til at vise anerkendelse i forskellige sammenhænge. Det handler om, at få øje på det man allerede gør og 5

øve sig i at bruge anerkendende pædagogik mere i hverdagen, både i kendte og nye sammenhænge. Menneskets hjerne og dermed væsen er, indrettet sådan, at vi både trives bedst, udvikler os bedst og lettest lærer i et klima, der præges af anerkendelse. Anerkendelse fremmer grundlæggende oplevelsen af tryghed og dermed fornemmelsen af velvære, kreativitet og modet til at gå i gang med nye udfordringer. (Lynge, 2007, s. 37). Det vil sige, det er vigtigt, at barnet oplever, at blive mødt af anerkendelse både i familien, men også senere i institutionen, da anerkendelse er med til at fremme barnet i en positiv udvikling. Det anerkendende miljø, er med til at gøre, at det enkelte barn trives. Men vil det betyde, at børn der befinder sig i et klima, der ikke præges af anerkendelse mistrives? Identitet skabes i samspil med andre og det kan være svært at forestille sig, at skabe en identitet uden sociale relationer, da identiteten skabes og vedligeholdes i samspil med andre (Schilling, 2012). Ifølge Mikkel Kamp (2009a), er anerkendelse et modeord, der præger den pædagogiske praksis. Det er svært at være imod anerkendelse, for hvem vil eksempelvis være underkendende? Der er dog også nogle kritikpunkter imod den anerkendende tilgang, herunder at den er baseret på for lidt teori, og med tiden er blevet beskrevet som "teoritynd" (Casemore, 2007). Ud fra ovenstående, finder vi det interessant, at se nærmere på anerkendende pædagogik i forhold til daginstitutionsområdet. Vi har derfor, formuleret nedenstående problemformulering. Problemformulering Hvorfor er anerkendende pædagogik så udbredt, og hvilke udfordringer ligger der i at arbejde anerkendende i forhold til børn i alderen 3-6 år? Hvilken betydning kan denne tilgang have for barnets identitetsdannelse? 6

Emneafgrænsning Anerkendende pædagogik er et bredt emne, og vi har derfor valgt at afgrænse emnet, i forhold til hvor udbredt anerkendende pædagogik er; barnets identitetsdannelse, og hvilke udfordringer der kan være i arbejdet med dette. I projektet er målgruppen afgrænset til at være; børn i alderen 3-6 år i daginstitution, indenfor normalområdet. Synet i projektet er humanistisk og ikke naturvidenskabeligt, da anerkendelse er noget der sker mellem individer. Metodeafsnit Primær empiri Der vil i projektet indgå primær empiri, som består både af kvalitativ og kvantitativ data. Den kvalitative data, vil bestå af et interview, som vil være med en pædagog, som arbejder med anerkendende pædagogik i en daginstitution med børn i alderen 3-6 år, som ligger i Nordsjælland. Ved at benytte det kvalitative interview, gør det, at det bliver mere virkelighedsreflekterende viden, frem for virkelighedskonstaterende. Interviewet er struktureret ud fra det semi-struktureret interview, da det på forhånd er organiseret, men der er samtidig mulighed for, at spørge ind til svarene. Formålet med denne interviewform er, at få kvalitative beskrivelser af den interviewede, i dette tilfælde pædagogens syn på, hvordan hun ser og forstår anerkendende pædagogik (Kvale & Brinkmann, 2009). Vi er bevidste om, at det kvalitative interview foregår i et interaktionistisk perspektiv, hvilket vil sige, at vi er medskabere af svarene (Järvinen, 2005). Den kvantitative data, vil bestå af et spørgeskema, som både pædagoger og medhjælper vil svare på. Deltagerne arbejder med anerkendende pædagogik, i forhold til børn i daginstitutioner og vil være fra distriktet Nordsjælland. Spørgeskemaet er udformet ved korte og præcise formuleringer, som holdes simpelt og sprogligt let forståeligt (Hansen, Marckmann, & Nørregård-Nielsen, 2008), da der her vil være større sandsynlighed for, at deltagerne svarer på spørgeskemaet. Vi er bevidste om, at der kan forekomme få besvarelser, grundet det korte tidsinterval, som er to uger. Deltagerne har mulighed for, at svare 'ved ikke' til alle spørgsmålene, da deltagerne skal have mulighed for, at have en anden mening. Der er en bevidsthed om, at hvis der forekommer mange 'ved ikke' svar, vil reliabiliteten være lavere. 7

Ved at bruge kvantitative data som spørgeskema, giver det et bredere og mere objektiv indblik i, hvordan deltagerne arbejder med og forstår anerkendende pædagogik, og det har derfor højere reliabilitet, end de kvalitative data. I projektet indgår primær empiri, herunder både kvalitativ og kvantitativ data, for at projektet bliver validt og virkelighedsnært, frem for tentativt og hypotetisk. Ved at benytte kvalitativ data, er der mulighed for at uddybe nogle spørgsmål i forhold til interviewet, hvor ved den kvantitative data, giver det et større og mere validt billede af deltagernes svar. Sekundær empiri Derudover vil der i projektet indgå sekundær empiri, herunder Børn & Unges undersøgelse "Det pædagogiske Danmarkskort" (2009), som er dokumentation for, at anerkendende pædagogik i 2009 var den mest udbredte pædagogik, i de danske kommuner. Fagbladet Børn & Unge, er det førende fagblad inden for det pædagogiske område, og har en ambition om, at være den vigtigste informationskilde i forhold til pædagogik og fagpolitik (BUPL, 2014a). Undersøgelsen er baseret på kvantitative spørgeskemaer fra alle landets kommuner, og er foretaget i april/maj 2009 af journalisterne Lars Friis og Mikkel Kamp (BUPL, u.å. b). Denne artikel vil bidrage som supplement til det generaliserende billede af anerkendende pædagogik i Danmark, og hvor udbredt denne pædagogik er, i landets daginstitutioner. Teori I projektet vil der blive taget udgangspunkt i en række teorier og teoretiker for, at understøtte problemformuleringen. Herunder anerkendende pædagogik, Axel Honneth, Berit Bae, Pierre Bourdieu, Anne-Lise Løvlie Schibbye, Flemming Andersen, identitetsdannelse og Erving Goffman. Anerkendende pædagogik handler om, at møde barnet ligeværdigt og give barnet følelsen af, at være set, hørt og forstået (Hertz & Iversen, 2007). Anerkendende pædagogik er relevant i forhold til projektet, da det er det projektet omhandler. Derudover er det relevant, for at få en forståelse for, hvad anerkendende pædagogik indebærer. Axel Honneth har et sociologisk udgangspunkt, i forhold til anerkendelse. Honneth ser anerkendelse ud fra tre sfærer, som er den private sfære, den retslige sfære og den solidariske 8

sfære (Pettersen & Simonsen, 2011). Honneths teori omkring anerkendelse kan bruges til, i forhold til projektet er, at han perspektiverer anerkendelse på flere niveauer. Derudover fordi, Honneth ikke kun forholder sig på praksisniveau, men på flere teoretiske niveauer. Berit Bae, arbejder med anerkendelse i praksis, og hun har lavet studier omkring voksen-barn relation i børnehaver (Bae, 2003). Bae har en pædagogisk tilgang til anerkendelse og tager udgangspunkt i Anne-Lise Løvlie Schibbyes teori om anerkendelse. Hun har fokus på fire væremåder ud fra en terapeutisk sammenhæng, som er forståelse og indlevelse, bekræftelse, åbenhed og selvreflektion og afgrænsethed (Bae, 1996). Bae er meget praksisnær i forhold til barnet og pædagogen i daginstitutionen, derfor er hun interessant i forhold til projektet. Anne-Lise Løvlie Schibbye, har et psykologisk udgangspunkt. Schibbye har to forskellige relations opfattelser, som er subjekt-subjekt-syn og subjekt-objekt-syn (Schibbye, 2010). Schibbye er relevant i forhold til projektet, da hun interesserer sig for relationer, hvor der bruges anerkendelse. Dette er pædagogens kerneområde i mange institutioner. Pierre Bourdieu, har et sociologisk og antropologisk udgangspunkt. Borudieu har beskæftiget sig meget med begrebet habitus, som er et begreb, hvor han tænker relationen mellem individet og det sociale som det bærende element, i forhold til hvordan individet ser og forstår omverden (Wilken, 2011). Det Bourdieus begreb habitus, kan bruges til i forhold til projektet er, hvordan barnets opvækstvilkår har været, og dermed hvad barnet har med sig. Flemming Andersen inddeler de relationstyper som mennesket indgår i til hinanden i tre protyper. Disse prototyper, er vigtige i forhold til den måde pædagogen vælger, at møde barnet på, for at opnå gensidig anerkendelse og er dermed relevant i forhold til projektet. Identitet er noget der skabes og opretholdes i samspil med andre, og kan blive påvirket gennem mange forskellige faktorer. Erving Goffmans teori er symbolsk interaktionisme (Mik-meyer & Villadsen, 2007) og mener, at individets identitet, bliver bestemt afhængig af de sociale roller individet befinder sig i (Schilling, 2012). Identitet er relevant i forhold til projektet, da anerkendende relationer kan være med til at skabe barnets identitetsdannelse. 9

Projektet har et dynamisk menneskesyn, og dette vil være med til, at påvirke konklusionen. Havde projektet haft et andet menneskesyn, ville konklusionen have set anderledes ud. Årsagen til dette er, at teoretikerne har et dynamisk menneskesyn i deres tilgang (Schou & Pedersen, 2008). Anerkendende pædagogik Der vil nu blive set på forskellige perspektiver i anerkendelse, i forhold til forskellige teoretikere og deres syn på anerkendelse. Først vil der blive set på anerkendende pædagogik, hvorefter der vil blive beskrevet Axel Honneths teori om de tre forskellige sfærer i forhold til anerkendelse. Derefter vil der blive beskrevet Berit Baes tilgang til anerkendelse, som bygger på erfaring fra børnehavepraksis, og fire væremåder i forhold til anerkendelse. Bae har fundet inspiration fra en anden teoretiker, Anne-Lise Løvlie Schibbye. Dernæst vil der blive beskrevet Pierre Bourdieus begreb om habitus, som kan sættes i forbindelse med anerkendelse. Anerkendelse kommer af det tyske ord An-erkennung - til erkendelse. Anerkendelse er, en accept af, at noget eksisterer på en bestemt måde. Ved at blive mødt anerkendende, er det med til, at barnet føler sig accepteret, som det individ barnet er. Der skal være plads til, at barnet kan være urimelig og begå fejl, og stadig føle sig anerkendt. For at barnet kan føle sig anerkendt, er det vigtigt, at den person, der anerkender barnet, er en person, barnet tillægger betydning og er tryg ved (Hertz & Iversen, 2007). Anerkendende pædagogik handler om, at møde barnet med respekt for dets forudsætninger, og ikke om at give barnet ret i alt, hvad det foretager sig. Det vil sige, anerkendelse ikke er det samme som ros. Det handler om, at barnet skal føle sig set, hørt og forstået, og at man som professionel, er villig til, at hjælpe barnet med at argere hensigtsmæssigt (Hertz & Iversen, 2007). Axel Honneth Axel Honneth er tysk socialfilosof, og er kendt for sin anerkendelsesteori. Honneth er optaget af, hvordan anerkendelse kommer til udtryk på forskellige samfundsområder, og mener, at anerkendelse bygger på gensidighed. Honneth har sin anerkendelses teori, fra Hegels filosofiske syn på anerkendelse, som bygger på ligeværd og gensidige relationer. Honneth mener, at anerkendelse er et væsentligt behov for alle mennesker. Han synes dermed, at kommunikation 10

spiller en vigtig rolle, i forhold til anerkendelse. Han anser ikke kommunikation, som værende et verbalt eller skriftligt sprog, men mere som en menneskelig kommunikation. For, at mennesket kan få et positivt selvbillede og danne sin egen identitet, er anerkendelse en vigtig forudsætning. Selvbillede er individets egen subjektive oplevelse af sig selv. Anerkendelse forudsætter gensidighed ifølge Honneth, og handler om at blive set, som den man er. Det vil sige, det er den måde mennesker møder og involverer sig, i hinandens liv og dermed påvirker hinandens liv. Ifølge Honneth, er der tre forskellige sfærer, der har betydning for individets selvbillede, identitet og selvrealisering i forhold til anerkendelse. De tre forskellige sfærer er; den private sfære, den retslige sfære og den solidariske sfære. I disse sfærer beskriver han, hvordan behovet for anerkendelse viser sig og imødekommes (Pettersen & Simonsen, 2011). Den private sfære Den private sfære er kendetegnet ved, emotionelle bånd mellem individ og nære omsorgspersoner. Honneth ser, anerkendelse er et behov for, at elske og blive elsket. Ifølge Honneth, bygger anerkendelse mellem nære omsorgspersoner i det tidlige liv på emotionelle baggrunde. Anerkendelse med de nære omsorgspersoner er altafgørende for, at man senere i livet kan indgå i relationer med andre (Pettersen & Simonsen, 2011). Det der menes i ovenstående er, at barnet bliver mødt af omsorgspersoner, som både kan være forældre og pædagoger, hvor relationen bygger på et følelsesmæssigt grundlag. Her giver forældre og pædagoger omsorg, som er en vigtig forudsætning for, at barnet kan have tillid til dets omverden senere i livet. 11

Den retslige sfære Den retslige sfære er den sfære, hvor individet anerkendes gennem rettigheder, det er det område der binder staten og familien med hinanden. Det er her forskellige professioner er aktive. Det er vigtigt, at have en viden om rettigheder, etik og anerkendelse indenfor det erhverv man besidder. Anerkendelse bygger på, at vi møder hinanden som ordentlige individer, i den retslige sfære, med individuelle behov for rettigheder. Denne form for anerkendelse, er med til, at skabe grundlag for udviklingen af egen indflydelse (Pettersen & Simonsen, 2011). Her anses den retslige sfære, som den, der forbinder det enkelte individ med staten. Det kan eksempelvis være, at et barn med behov for specialundervisning, har ret til dette. Som pædagog er det vigtigt, at være bevidst om specifikke rettigheder, etik og anerkendelse, man skal besidde i ens eget fag. I og med, at man som individ har rettigheder, er det med til, at bidrage til ligeværd mellem alle samfundsklasser. Den solidariske sfære Den solidariske sfære, rummer flere former for værdifællesskaber. Solidaritet er en slags anerkendelse, hvor det er vigtigt at værdsætte og have tillid til andre mennesker. Ligesom i den private sfære, gælder her gensidighedsperspektivet. Det er en nødvendighed for samfundet, at hvert enkelt individ føler sig anerkendt. Honneth mener, at solidaritet er, når vi alle bliver anerkendt som forskellige individer, der ses som ligeværdige individer og bidragsyder til fællesskabet (Pettersen & Simonsen, 2011). Solidaritet er en form for anerkendelse, der støtter op om de evner, det enkelte individ besidder. Det kan eksempelvis være, at en udviklingshæmmet bliver set på lige fod med andre individer, og bliver anerkendt for det, den udviklingshæmmede kan bidrage med til fællesskabet. Det at høre til et sted og bidrage til fællesskabet, er en form for anerkendelse. Det enkelte individ lærer i børnehaven, hvordan man skal begå sig, samt de regler og normer som de skal kunne begå og indordne sig under, for at blive accepteret og dermed anerkendt. Det er pædagogens opgave, at give børnene oplevelsen af, at have værdi i fællesskabet. Samtidig skal pædagogen, lære børnene, hvordan de skal begå sig socialt og lære dem, at alle har rettigheder. 12

Børn er mange af dets vågne timer i børnehaven. Derfor kan børnehaven opfattes som en forlængelse af opdragelsen i familien, da pædagogerne automatisk vil gå ind og varetage dele af forældrerollen. Det betyder, at pædagogerne skal varetage rollen i forhold til, at give barnet kærlighed og omsorg, når barnet er i institutionen. Pædagogens opgave er derudover, at se barnet som et unikt individuelt individ. Der ligges vægt på og arbejdes med det enkeltes barn betydning i børnehaven, og dette sker ud fra den selvtillid, individet har opbygget, gennem sin opvækst i familien (Pettersen & Simonsen, 2011). Honneths teori omkring anerkendelse er relevant, i forhold til problemformuleringen, da Honneth mener, at anerkendelse er et behov alle mennesker har, og det kan være med til, at give det enkelte menneske et positivt selvbillede, og på det grundlag danne sin egen identitet. Berit Bae Berit Bae har erfaring med børnehavepraksis. Her har hun lavet studier omkring voksen - barn relationen, hvor hendes hovedfokus i projektet var, at vise det der sker i dagligdagens samspil. Bae er interesseret i anerkendende relationer og samspil mellem børn og pædagoger i daginstitutioner. Bae mener, at anerkendelse er med til, at styrke individets oplevelse af sig selv, dets oplevelser og tanker gennem de relationer, individet har. Derudover mener hun, at gensidig anerkendelse er med til, at danne en relation, hvor begge individer får muligheden for, at føle sig lige og sætte sig i den andens sted. Ifølge Bae, er anerkendelse en bestemt måde, at være på, ikke blot noget, man kan tillære sig fra den ene dag til den anden (Bae, 2003). Bae bruger begrebet definitionsmagt, som betyder, at voksne er i en højere position i forhold til barnet, når det gælder barnets oplevelse af sig selv. For at barnet, kan opbygge et billede af hvem det er, er barnet afhængige af de reaktioner, barnet får, fra de nære omsorgspersoner (Bae, 1996). Det der kan udledes af dette er, at anerkendelse handler om den måde, pædagogen møder barnet på, ser og forstår barnet og lever sig ind i dets følelser. Anerkendelse handler også om, at barnet og pædagogen får skabt en relation til hinanden, så de dermed kan se situationen fra den andens synspunkt. Fra Baes perspektiv på anerkendelse, er det er vigtigt for barnets selvoplevelse, at barnet får nogle gyldige reaktioner fra omsorgspersoner, herunder pædagogen. 13

Ifølge Bae (1996), er der fire væremåder ud fra terapeutiske sammenhænge, når man ser på anerkendelse. Væremåderne er inspireret af Schibbyes fremstilling af anerkendelse. Disse fire er; forståelse og indlevelse, bekræftelse, åbenhed og selvreflektion og afgrænsethed. Forståelse og indlevelse Erkendelse og anerkendelse er hinandens forudsætninger, og hænger derfor tæt sammen. Det handler om forståelse for barnet, på en måde som er baseret på empatisk indlevelse i barnet. Her menes, at man må forsøge, at se hvordan tingene ser ud, fra barnets synsvinkel. Det handler om, at forstå barnets mening og intensioner, fra barnets perspektiv. Barnet er født meningsskabende hvilket vil sige, barnet allerede fra fødslen ubevidst skaber nogle handlinger, der gør barnet forudsigelig og meningsfyldt (Bae, 1996). Bekræftelse Bekræftende kommunikation er bygget på forståelse og lytning, hvor barnet får oplevelsen af, at have ret til sine egne oplevelser, tanker og følelser. Når barnet får følelsen af, at være set og hørt af pædagogen, er det med til at skabe tryghed for barnet. Dette kan være med til, barnet kan handle, som det ønsker. Bekræftelse bør ikke forveksles med enighed eller tilfredsstillelse, men bør blot være en bekræftelse overfor barnet, så det får følelsen af, at være til (Bae, 1996). Åbenhed Åbenhed handler det om, at pædagogen er åben overfor barnet, og om at pædagogen bør se barnet, som en ligeværdig person med sine egne rettigheder. Pædagogen må stille sig åben og nysgerrig overfor det, barnet er optaget af, uden nødvendigvis at skulle gå ind og tage styringen. Hvis pædagogen ikke gør det, kan det føre til kontrol, som kan være med til at gøre, at barnet ikke føler sig forstået og derfor lukker af for al kommunikation (Bae, 1996). Selvreflektion og afgrænsning At være reflekterende handler om, at man skal kunne skelne mellem de oplevelser, der foregår i sig selv og andre. Man skal dermed kunne se tingene objektivt og ikke kun fra ens egen synsvinkel. 14

At være afgrænset indebærer, at man skal kunne være reflekterende, og dermed er disse to begreber, afgrænsning og refleksion dialektiske (Bae, 1996). Det der kan udledes af ovenstående er, at Bae har fokus på, at pædagogen bør se barnet, som en ligeværdig person med sine egne rettigheder. Pædagogen og barnet kan dog aldrig blive set helt lige, da pædagogen altid vil have en højere position end barnet, og dermed en form for magtposition. Anerkendelse kommer gennem de relationer, man som individ har med andre individer, da det er i samspillet man har mulighed for, at give anerkendelse og bliver anerkendt. For at anerkendelse kan være til stede, er det vigtigt, at der er gensidige relationer mellem individerne. Dette kan dermed bidrage til den måde individet ser sig selv på, og kan bidrage til bedre selvværd. Anerkendelse handler ikke om, at give barnet ret, men om at give barnet en følelse af, at være set og hørt, samt at lade barnet have sine egne holdninger og meninger. Som pædagog skal man kunne se tingene objektivt og forholde sig selvafgrænset. Det vil sige, det ikke er sikkert, at den måde man selv oplever tingene på, er den samme måde andre oplever det på. Det der kan udledes er, at Bae har fire væremåder i forhold til hvordan pædagogen, kan møde barnet på en anerkendende måde. Grunden til, at Bae er interessant i forhold til problemformuleringen, er fordi hun mener, at gensidig anerkendelse er med til, at danne relationer. Derudover har Bae, en teori om definitionsmagt, hvor den voksne altid vil være i en højere position i forhold til barnet, når det gælder barnets oplevelse af sig selv, og dette kan der ligge nogle udfordringer i, hvis den voksne ikke bruger definitionsmagten på en hensigtsmæssige måde overfor barnet. Pierre Bourdieu Pierre Bourdieu (1931-2002) var fransk sociolog, og var en af de mest betydningsfulde samfundsforskere. Bourdieu har lanceret en række begreber, herunder habitus. Habitus er et begreb, hvor Bourdieu tænker relationen mellem individet og det sociale (Wilken, 2011). Der vil nu blive gennemgået det mest centrale omkring begrebet habitus. 15

Habitus Kernen i habitusbegrebet, er er en formodning om, at individers virkelighedsforståelser, deres valg og handlinger bliver påvirket af omverdens regler og normer, for at føle, tænke og handle på bestemte måder. Disse normer bliver skabt ubevidst, gennem bestemte sociale forhold hele livet. Habitus udstyrer individet med en idé om, hvordan de opfatter, forstår og handler i bestemte situationer. Det vil sige, der er en bred for forståelse for, hvordan individet skal agere i samfundet. Individets habitus udvikles i den tidlige socialisering, og vil ændres og tilpasses gennem hele livet. Begrebet habitus, kan sættes i forbindelse med kulturbegrebet (Wilken, 2011). Det der kan udledes er, at habitus er de sociale normer og værdier, individet tilegner sig gennem opvæksten. Det vil sige, at individet opfører sig på en bestemt måde i en arena, og på en anden måde i en anden arena. Individet lære nemlig i den tidlige barndom, hvordan man står og går og hvordan individet eksempelvis skal sidde og spise. Individet tilegner sig her, nogle særlige sociale dispositioner. Det vil sige, at begrebet habitus, er skiftende hele livet igennem. Habitusbegrebet kan sidestilles med kulturbegrebet, da individet er afhængig af, hvor det er opvokset, og derfor vil have nogle forskellige normer og værdier. Forskellige samfundsklasser, kan være et eksempel på dette. Habitus kan have betydning for, hvordan det enkelte individ, indgår i relation med andre. Bourdieus habitus begreb, er et begreb alle individer tilegner sig gennem opvæksten. Dette begreb kan være relevant i forhold til de udfordringer, der ligger i, at arbejde anerkendende overfor børn, da alle individer både børn og pædagoger, kommer med sin egen habitus, der har betydning for relationen. Relationer Der vil nu blive set på forskellige perspektiver i forhold til relationer, herunder Anne-Lise Løvlie Schibbye og Flemming Andersens syn på relationer. Først vil der blive beskrevet Schibbyes opfattelse af relationer, som er subjekt-objekt-syn og subjekt-subjekt-syn. Dernæst vil der blive beskrevet Andersens tre prototyper, som er den a-symmetriske/magtfordrejede relation, den symmetriske/parallelle relation og den komplementære/gensidige anerkendende relation. 16

Anne-Lise Løvlie Schibbye Anne-Lise Løvlie Schibbye er psykolog og har en ph.d. Hun er lektor ved universitetet i Oslo og har kombineret forskning og undervisning med klinisk praksis. Schibbye har to forskellige relations opfattelser, som er subjekt-objekt-syn og subjekt-subjekt-syn. Disse to opfattelser er vidt forskellige i forhold til, hvordan man møder andre mennesker (Schibbye, 2010). Disse opfattelser vil blive gennemgået i det følgende teoriafsnit. Subjekt-objekt-synet Subjekt-objekt-synet er karakteriseret ved, at mennesket har en dårlig opfattelse af dets egen oplevelse og ingen selvrefleksivitet. Derfor kan mennesket være styret og kontrolleret af andre. I dette syn, ligger forestillingen om, at få andre til skjult at føle, tænke og handle på en bestemt måde. Dermed kan der frembringes en 'rigtig' adfærd, gennem påvirkning af subjektet. I subjektobjekt-synet udvikles og dannes mennesket, gennem ydre påvirkninger og de egenskaber mennesket har (Schibbye, 2010). Det vil sige, Schibbye advokerer for, at barnet er objektet og pædagogen er subjektet. Barnet skal lære, at indordne sig under acceptable normer. Et eksempel på dette kan være, at barnet skal indordne sig efter de rammer og normer, pædagogen sætter eksempelvis under spisning. Subjekt-subjekt-synet I denne relationsopfattelse, har individet sin egen indre oplevelse af følelser, tanker og meninger. Individet har sin egen oplevelse af verden, synspunkter og opfattelser, og ved at overse individets indre oplevelse, kan man overskride dets grænser. Ved at undlade individets egen oplevelse, fratages individets evne og ret til, at have sit eget syn på sig selv. Som individ er relationer vigtige, i forhold til hvordan man bliver forstået. Individets selvudvikling fremmes ved oplevelser, der kan deles med andre voksne, og individet socialiseres i samspil med andre (Schibbye, 2010). I dette syn, er både barn og pædagog subjekter, hvilket vil sige, at barnet i subjekt-subjekt-synet har sine egen tanker og følelser og dermed sit eget syn på sig selv. Eksempelvis kan man overskride barnets grænser, hvis man overser barnets indre oplevelse. Ved at barnet har sine egne 17

følelser, tanker og meninger, er det med til at fremme selvudviklingen, fordi barnets oplevelse kan deles med den voksne. Schibbyes to begreber som er, subjekt-objekt-synet og subjekt-subjekt-synet er relevant, i forhold til anerkendende pædagogik, fordi relationen kan være vigtig, for at kunne arbejde anerkendende overfor barnet. Flemming Andersen Flemming Andersen er uddannet lærer og cand. pæd. psyk. (Andersen, u.å.) Andersen inddeler de relationstyper, som mennesker indgår i til hinanden, i tre prototyper som er; den a- symmetriske/magtfordrejede relation, den symmetriske/parallelle relation og den komplementære/gensidige anerkendende relation (Andersen, 1985). Nedenfor vil disse tre prototyper blive beskrevet. (Andersen a, u.å.) Den magtfordrejede relation omhandler overbeskyttelse og kontrol. I denne relation, er den ene part i relationen med til, at ødelægge den anden parts selvbestemmelse. Dette sker dog ofte uden den part der er skyld i det, er opmærksom på det. Den destruerende part opfatter sig selv som god og omsorgsfuld. Konsekvenserne heraf, kan ifølge Andersen (1985) være, at modparten vil ende ud i passiv opgivelse og negativisme. Et eksempel på den magtfordrejede relation, kan være en mor der i forhold til hendes lille barn, er meget overbeskyttende. Eksempelvis ved at moren aldrig giver barnet lov til, selv at undersøge verden, men allerede har gjort det for barnet på forhånd. 18

(Andersen b, u.å.) Den parallelle relation, er karakteriseret ved, en manglende gensidig kontakt mellem parterne. De to parter lever hver deres liv, og kommunikere sjældent sammen. Hvis relationen er mellem et barn og en voksen, har barnet ikke mulighed for, at få sine oplevelser spejlet og bearbejdet af den voksne. I denne relation er anerkendelse ofte ikke tilstede. Hvis barnet indgår i en parallel relation, kan det medføre ensomhed og afmagt. For at barnet kan få anerkendelse for andre, indleder barnet en mere desperat handlen, som eksempelvis ændret adfærd eller provokationer (Andersen, 1985). Et eksempel på denne relation kan være, hvis pædagogen er optaget af private ting, mens barnet sidder og leger ved siden af. Her er der ikke nogen kommunikation mellem pædagogen og barnet, og relationen bliver derfor parallel, hvor begge parter er optaget af eget liv. (Andersen c, u.å.) Den komplementære relationsform, er karakteriseret ved gensidig kommunikation og anerkendelse. Denne relationstype, bygger på anerkendelse af hinandens forskelligheder og begge parter er afhængige af hinanden. Det er vigtigt, at begge parter mødes ligeværdige, hvis de vil kunne benytte hinandens erfaringer. Barnet og den voksne, er ikke ligeværdige i forhold til byrder, 19

da det er den voksne, der skal tage det overordnede ansvar. Dermed ikke sagt, at den voksne ikke kan lære af barnet. Der er ingen af parterne i denne relationsform der skal kæmpe om, hvem der har ret, da begge parter har ret til, at være den de er, og dermed den de kan blive (Andersen, 1985). Et eksempel på den komplementære relation kan være, at både pædagog og barn kan lære af hinanden. Eksempelvis kan barnet lære pædagogen at navigere rundt på en Ipad, og pædagogen kan lære barnet, hvordan man sidder og spiser ved et bord. Andersens (ibid) tre begreber om prototyper, er relevante i forhold til den relation barnet har med andre, og dermed den måde, barnet oplever gensidig anerkendelse. I den komplementære relationsform, kan begge parter både barn og pædagog, ses som ligeværdige individer. Gennem den relation barnet har med andre individer, kan det være med til, at skabe barnets identitetsdannelse. Identitetsdannelse Der vil i dette afsnit blive beskrevet, hvilke faktorer der kan spille ind, i forhold til individets identitetsdannelse. Derudover vil Erving Goffmans teori, om individets sociale roller blive beskrevet. Ordet "idem" kommer af det latinske ord og betyder "den samme", ordet identitet betyder at man er den samme, eller at man oplever sig selv som den samme. Identitet er et ord vi ofte bruger i vores dagligdag, og er et mangetydigt begreb. Identitet er noget der skabes og vedligeholdes i samspil med andre. Det enkelte individ, er som det er, på baggrund af de relationer det har til andre individer, og relationen er dermed med til, at styre det enkelte individs handlinger. Der er mange faktorer, der kan spille ind på individets identitetsdannelse, herunder køn, alder, nationalitet, uddannelse, bopæl, familie, sprog, livsstil, religion, politisk tilhørssted og social klasse. Det varierer fra individ til individ, hvor vigtige de forskellige faktorer er, for individets identitet. Det kan være forskellige situationer, livsfaser, samfund og historiske perioder. Identitet er noget,r det enkelte individ både har som person, og i fællesskab med andre individer. Individets egen identitet kan man også kalde for individualitet, som er det der gør individet unik og forskellig for andre 20

individer. Det enkelte individ definerer sin egen identitet, men kan opleve, at få sin identitet defineret af andre, hvis eksempelvis andre kalder individet øgenavne ud fra dets kropsbillede (Schilling, 2012). Ud fra ovenstående, kan man udlede, at individets identitet kan forekomme af en selv, men også af andre. Identitet er ikke noget det enkelte individ har fra start af, men er noget der opbygges ud fra, de oplevelser og samspil individet har med andre. Det kan betyde, at identiteten ikke er givet på forhånd, men det kan være en læreproces, at skulle vedligeholde den. Barnets identitet kan opbygges, gennem de relationer barnet har med de nære omsorgspersoner, herunder familien samt kammerater og pædagoger i institutionen. Derudover kan barnets identitet opbygges gennem oplevelser og fortolkninger af, hvordan barnet tror andre oplever det. Dermed er identitet nødvendigvis ikke givet på forhånd, men er en proces barnet hele tiden arbejder med, for at vedligeholde identiteten. Psykologer har igennem et århundrede, forsket i menneskets subjektive forståelse af dets indre. Her påstår socialpsykologer, at mennesket lærer om sig selv, ved at sammenligne sig med andre. Sammenligningerne kan ske inden for den gruppe af mennesker, man er omgivet af. Menneskets Selv er en proces, hvilket betyder, at det er menneskets oplevelse af sig selv og er resultatet af de processer, der er biologiske, emotionelle og kognitive. Den emotionelle og kognitive proces, er ikke mulig, at adskille ifølge selvpsykologien (Schilling, 2012). Erving Goffman Erving Goffman var canadisk-amerikansk sociolog. Goffman er kendt for sit arbejde med face-toface interaktioner og for sin dramaturgi, altså hans anvendelse af teatermetaforer og sit arbejde med totale institutioner/klientkultur og stigma i anstalt og mennesker (Mik-meyer, & Villadsen, 2007). Ifølge Goffman, er individets Selv bestemt af de sociale roller, individet befinder sig i. Han mener, at man som individ, har mange sociale roller i de forskellige arenaer man optræder i. I hverdagen står individet hele tiden i forskellige roller, ud fra den situation individet er i, og ønsker at vise. Goffman mener, at individet viser det frem, som det gerne vil have at andre skal se, og omstiller sig afhængige af de reaktioner omgivelserne giver. Ifølge Goffman, har alle individer et antal 21

sociale roller til rådighed, dog er der nogle af disse roller, som kun passer i bestemte situationer. Dette kan ændres afhængigt af, hvem individet er sammen med. Dermed er individets selvopfattelse og oplevelse af sig selv, afhængige af de sociale situationer, individet befinder sig i. (Schilling, 2012). I ovenstående afsnit kan man ud fra Goffmans perspektiv udlede, at det enkelte individs Selv, bliver udviklet af de roller individet er i, i forhold til andre mennesker i forskellige situationer. Goffman mener, at individet kan ændre sig afhængig af, hvilke steder det befinder sig og de individer det er sammen med. Det vil sige, at man som voksen indtager forskellige roller, alt efter hvilken social kontekst man er i. Et eksempel på dette kan være, at man som pædagog, er i en bestemt rolle, når man er sammen med sin familie, er man i en anden rolle og når man er sammen med ens venner er man i en tredje rolle. Det enkelte individ stræber efter den rolle, som giver mest succes. Der er nu blevet set på den relevante teori, i forhold til projektets problemformulering, som lyder Hvorfor er anerkendende pædagogik så udbredt, og hvilke udfordringer ligger der i at arbejde anerkendende i forhold til børn i alderen 3-6 år? Hvilken betydning kan denne metode have for barnets identitetsdannelse? Der vil i det nedenstående afsnit, blive præsenteret relevant empiri, herunder primær og sekundær empiri i forhold til arbejdet med anerkende pædagogik. Empiri I de følgende afsnit, vil der blive beskrevet primær empiri, som er kvalitativ og kvantitativ data. Dernæst vil der blive beskrevet sekundær empiri, i form af en undersøgelse. Primær empiri Der vil nu blive beskrevet projektets primær empiri, som består af et kvalitativt interview og et kvantitativt spørgeskema. Interviewet er et semi-struktureret interview, med en pædagog fra Allerød kommune, som til dagligt arbejder i en institution, hvor der arbejdes med anerkendende pædagogik. Interviewspørgsmålene er udformet på baggrund af problemformuleringen og den 22

valgte teori, der indgår i projektet. I projektet vil der blot fremgå, et uddrag af interviewet 1. Spørgeskemaet er udarbejdet elektronisk, og sendt på mail til institutioner i Nordsjælland, der arbejder med anerkendende pædagogik. Deltagerne er medhjælpere og pædagoger, fra disse institutioner. Der har ikke været den store interesse fra deltagernes side, i forhold til at besvare spøgeskemaerne. Derfor er der ikke kommet så mange besvarelser, men de besvarelser der er kommet, kan være med til at give et tentativt billede til projektet. Spørgsmålene i spørgeskemaet, er udformet på baggrund af problemformuleringen. Interviewpersonen færdiggjorde sin uddannelse, som pædagog i 1992. Hun arbejder inden for området 0-6 årige børn i en daginstitution. Hendes menneskesyn har altid været, at møde og se andre på en anerkendende måde, derfor har det også været en naturlig del af hendes arbejde, i det pædagogiske felt. Hun har deltaget i flere kurser i anerkendende pædagogik, og har med hele hendes nuværende arbejdsplads, haft flere pædagogiske dage med oplægsholder og efterfølgende fokus på emnet på flere af deres personalemøder. Hendes erfaring med, at arbejde med anerkendende pædagogik i praksis er, at det er den bedste måde, at arbejde med mennesker på, og det er der, hvor der er mulighed for, at nå længst og få de fleste succeser. Det kvalitative interview Hvad forstår du ved anerkendende pædagogik? Det er et dybt menneskeligt behov, at blive anerkendt, det kan vi alle sammen godt lide og det er det, man vokser af. Så det er, at blive set, hørt og forstået og blive set som et menneske, der har værdi. Hvad mener du kan være grunden til, at 70% af landets daginstitutioner benytter anerkendende pædagogik? Jeg synes, at det jo er den rigtigste måde at arbejde på, når man arbejder med mennesker, det er at være anerkendende. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi hjælper børnene på vej mod anerkendelse, 1 Der er blevet ændret nogle ordstillinger, vendinger samt nogle grammatiske fejl i interviewet, så det er mere læse venligt. Der er ikke blevet ændret på interviewpersonens meninger og holdninger. Interviewet kan ses uændret i bilag 1. 23

for de er vores fremtidige samfundsborger, så vi skal have kørt dem godt i stilling til, at kunne være sig selv og kunne se værdien i sig selv, og få en større forståelse af, hvem de selv er. Hvilke udfordringer ser du, der er i arbejdet med anerkendende pædagogik, i forhold til børn i alderen 3-6 år? Jeg synes at det er en misforståelse, hvis man snakker om anerkendelse på, at børnene må alt. Det er selvfølgelig også en udfordring, for hvornår går jeg ind og siger, at det her er bare ikke okay, nu skal du høre efter, samtidig med man også skal høre børnenes mening og følge deres initiativer. Det skal jo heller ikke blive den gamle konsekvenspædagogik, jeg tænker på. [... men vi løber jo også stærkt i en daginstitution. Men i den sidste ende tror jeg trods alt, at man når længere ved, at benytte anerkendende pædagogik, man får nemmere børn ud af det. Så jeg synes også, det at være anerkendende, er at sætte nogle regler og rammer, om hvordan vi har det her, og sætte nogle samværsregler så vi ikke alle sammen render rundt og gør det, vi lige har lyst til. Hvorvidt har du en fornemmelse af hvilke børn der møder anerkendelse, og hvilke børn der ikke møder anerkendelse i de private relationer? Jeg tænker i de familier, som har underskud følelsesmæssigt eller økonomisk. Jeg ser, at man skal have en vis portion overskud, for at møde andre anerkendende, for hvis man selv går der og er "træt og ugidelig" er det svært, at være anerkendende overfor andre. Så jeg tænker, der måske også er familier, som ikke kender det og skal lære det. De ikke ved hvordan man møder et barn, men står og taler ned til det eller sådan noget. Hvilken betydning har det, for de børn som ikke møder anerkendelse i de private relationer? Altså det er jo hvis børn ikke bliver set og hørt, men hele tiden bliver misforstået, og der er børn der higer efter at blive set og hørt. Det kan enten være, at de er udadreagerende eller også har de rigtig dårligt selvværd og selvtillid, og hvis der er meget opmærksomhed på fejler og mangler, frem for at se, at det er faktisk det barnet kan og prøver på at fortælle og prøver på at vise, hvis man hele tiden misforstår det, så er det ikke et barn der hviler i sig selv og er tryg. De børn der higer efter kontakten, kan komme i nogle unødige konflikter. 24

Hvor meget tænker du over begreber som: forståelse og indlevelse, bekræftelse, åbenhed og selvreflektion og afgrænsning i forhold til børn i det daglige arbejde? Jeg synes jeg tænker meget over dem. Alle følelser er tilladt. Jeg følger børnenes initiativer og tager udgangspunkt i, hvor børnene er henne, og hvad er det for nogle lege de leger, roser børnene eller gå ind og gør dem opmærksomme på, at det var en smadder god leg, så på den måde, er vi inde omkring de her begreber i vores arbejde. Hvordan reagere du som pædagog, ud fra disse begreber f.eks. ved konflikter og ængstelige og aggressive børn? Det med at se ind bag, hvorfor barnet er så aggressivt, for der er jo ikke nogle børn, der er onde eller har lyst til at gå og slå, men der må jo være nogle andre ting der gør det. Man skal gå ned bag barnet, og se hvad skete der egentlig. Det handler om at sætte nogle rammer der gør, at barnet ikke kan komme ud i sådan nogle konflikter, fordi der er for mange børn omkring barnet. På grund af manglende tid i hverdagen, er der nogle ting man ikke kan komme ind omkring, og så viser det sig måske, at barnet bliver mere frustreret og aggressivt og gør nogle dumme ting, og det samme gælder også med ængstelige børn, der tror jeg også, at hvis man bare engang i mellem tager dem på skødet, og lytter til dem om morgenen, hvis de er kede af det, så kommer de godt igennem resten af dagen. Hvad ser du der spiller ind, i forhold til hvordan det enkelte barn opfatter, forstår og handler i bestemte situationer? Vi skal se ud fra det enkelte barns perspektiv af, hvad ville det, og ikke tillægge det motiver. Man går ind og lytter til barnet, og ikke bare tænker, at det er også fordi at barnet hele tiden, vil ind og gøre noget dumt, man går ind og ser barnet, hvilket motiv det har, og snakker ud fra det motiv, i stedet for man tillægger det et eller andet. Hvordan mener du en relation skal være, i forhold til barn-voksen? Nærværende og lyttende voksne, og så også præsentere dem for tydelige signaler om, hvad vi acceptere, og hvad vi ikke kan acceptere. 25

Hvordan ser du, at anerkendende pædagogik kan bidrage, i forhold til det enkelte barns identitetsdannelse? Hvad mener du der kan spille ind, i forhold til barnets identitetsdannelse? Det er at få en større forståelse af, hvem man selv er, og man er et menneske med værdi, og at man er unikt. Det er helt sikkert vigtigt i hele identitetsdannelsen, fra man er helt lille af, at blive set, hørt og forstået. I uddraget af interviewet, er det interviewpersonens holdninger og synspunkter, der kommer til udtryk, i forhold til hendes arbejde med anerkendende pædagogik. Der vil nu blive præsenteret, det kvantitative spørgeskema. Det kvantitative spørgeskema I tabellen nedenfor, kan hvert enkelt spørgsmål ses, samt hvor mange deltager, der har svaret på hvert enkelt spørgsmål. Derudover er deltagernes samlede besvarelser, omregnet i procent og tabellen ser således ud. 26

I det følgende, vil man kunne se udvalgte svar fra spørgsmål seks, hvor deltagerne har haft mulighed for at uddybe deres svar 2. Svar 2 Ingen da det jo kun handler om at være positiv, og se barnet, på det niveau/stadie barnet befinder sig i. Svar 5 Hvis den anerkendende pædagogik går hen og bliver "grænseløs" at det ikke er "tilladt" at sige "nej" og nok er nok, fra den voksne side. Dette er selvfølgelig kun der, hvor pædagogikken bliver misforstået, for selvfølgelig er det det vigtigste arbejde med mennesker, at bruge den anerkendende tilgang. Det er det bedste udgangspunkt for at et samarbejde lykkedes. Tabellen giver et samlet indblik i, hvor enige eller uenige deltagerne er, i forhold til hvert enkelt udsagn. Deltagerne er overvejende enige/meget enige i, at personalegruppen har en god forståelse for hvordan anerkendende pædagogik udføres i praksis. Der er stor enighed blandt deltagerne om, at anerkendende pædagogik generelt er et godt redskab, i arbejdet med børn og deres identitetsdannelse. Derudover viser tabellen, at deltagerne er enige/meget enige omkring anerkendende pædagogik i deres institution. I forhold til spørgsmålet, om anerkendende pædagogik er så effektivt i det pædagogiske arbejde, at den kan anvendes til alle målgrupper og deres problemstillinger, uden supplering fra andre teorier, har deltagerne forskellige opfattelser. I forhold til udsagnet, anerkendende pædagogik er meget udbredt i Danmark - det kunne skyldes, at der kun er overvejende fordele, er deltagerne overvejende enige, dog er der også en procentdel der er uenige. I spørgsmålet omkring, om der er ulemper ved anerkendende pædagogik, har deltagerne forskellige holdninger til dette, og det kommer til udtryk i spørgeskemaets svar. I det sidste spørgsmål som er, hvilke ulemper der kan være ved anerkende pædagogik, har deltagerne haft mulighed for, at uddybe svaret. Dette er der syv deltager, der har benyttet sig af. Disse besvarelser kan ses i bilag 2. 2 Der er blevet ændret nogle ordstillinger, vendinger samt nogle grammatiske fejl i de uddybet svar i spørgeskemaet, så det er mere læse venligt. Der er ikke blevet ændret på deltagernes meninger og holdninger. Spørgeskemaet kan ses uændret i bilag 2. 27