Bachelorprojektet. Ks Kiyaras Sadr Gruppe nr. 75. Hold: E11. Anslag : 81774

Transkript

1 Bachelorprojektet Ks Kiyaras Sadr Gruppe nr. 75 Hold: E11 Anslag : 81774

2 Abstract Formålet med denne bachelorprojekt er at undersøge om pædagogen kan inkludere børn med en anerkendende tilgang. Her ses der på forskellig teoretiker fra forskellige videnskaber. Sociologi, psykologi samt pædagogik. Der gøres rede for Axel Honneths anerkendelses teori. Der bliver set på Schibbyes syn på teori. Og der redegøres for forskellige væremåder pædagogen kan være anerkendende på. Der fokuseres på dialog med et barn med særlig behov. Der fokuseres også på hvor når et barn er inkluderet, integreret og ekskluderet. Al teori bliver redegjort og brugt som redskab for at analysere en observation. Observationen er en deltagerobservation som er brugt som empiri. Det blev konkluderet til sidst at gennem anerkendende pædagogik er der mulighed for at inkluderer børn. Også dem med særlig behov.

3 Indholdsfortegnelse Indledning 1 Emne.1 Problemformulering..1 Metode 1 Hvad er anerkendelse?..3 Axel Honneths syn på anerkendelse..3 - De tre former for anerkendelse o Den emotionelle anerkendelse..4 o Den retslige anerkendelse.5 o Den solidariske anerkendelse.6 - Manglen på anerkendelse Krænkelser...8 Bente Lynge - Lynges syn på anerkendels.9 - Opmærksomhed på anerkendelsen i den pædagogiske profession.10 - Sammenspillet mellem anerkendelse og værdsættelse.11 Schibbye - Schibbyes syn på anerkendelse Begrænsning

4 - Afgrænsning - Selvrefleksivitet Berit Baes syn på anerkendelse Anerkendende væremåder o Forståelse og indlevelse o Bekræftelse o Åbenhed o Selvrefleksion og afgrænsethed - Rummelige og trange processer..19 Inklusion & eksklusion.22 - Pædagogens pligt social støtte - Inklusion i daginstitutionen - Eksklusion i daginstitutionen o Ikke-deltagende Central deltagelse Legitim deltagelse Marginal deltagelse o Risikofaktorer for social eksklusion - Marginaliserings processer Indledning til observationen 29 Deltagerobservation..30 Udfordringer med anerkendende og inkluderende pædagogik.31 En anerkendende væremåde for at opnå inklusion...34 Konklusion...36

5 Indledning Jeg har i denne bachelor projekt valgt at udforske begreberne inklusion og anerkendelse. Anerkendelse er et gammelt begreb der tit og ofte bliver brugt til at beskrive institutioners pædagogiske tilgang. Eller skulle jeg sige at alle institutioner fokusere på anerkendende pædagogik. Inklusion er et nogenlunde nyt begreb og det er et meget berømt begreb som man ikke kan undgå at hører. Lige gyldigt i hvilken institutionen man befinder sig i, bliver der arbejdet med inkluderende pædagogik. Mange gange i mine praktik perioder har jeg hørt pædagoger sige noget i retning af; Først kom det ene, så kom det andet først skulle vi være anerkendende, og så integrerende, så kom rummelighed, så kom inklusion. Hvad mon det næste bliver?. Det ser ud til at fokusset har ændret sig, i den pædagogiske verden, her i de sidste år. Dog får pædagogerne til at lyde som om at det ene begreb har erstattet det andet begreb, og at det fortsat bliver sådan ved. Det har fået mig til at undre over, hvad forholdet mellem anerkendende pædagogik og inkluderende pædagogik i praksis er. Mere specifikt i daginstitutionerne. I denne bachelor projekt vil jeg prøve at nå frem til hvad der sker, når de to pædagogiske tilgange kollidere med hinanden. Hvilke dilemmaer kan pædagogen stå i? Hvad kan pædagogen og brugeren få ud af dette? Emne Anerkendelse og Inklusion Problemformulering

6 Hvorledes kan pædagogen, med en anerkendende pædagogisk tilgang, bidrage til at børn med særlige behov kan blive inkluderet i dagtilbuddet? Metode For at besvare min problemformulering har jeg valgt at dele bachelorprojektet op i fire dele. Den første del af bachelorprojektet vil fokusere på redegørelse af teorier og relevante begreber for at besvare problemformuleringen. Den anden del er dén empiri jeg har valgt at analysere. Den tredje del vil være selve analysen. Den sidste del vil være konklusion. For at kunne redegør for anerkendelse i et større samfundsmæssigt perspektiv (sociologisk), har jeg valgt at gør brug af Axel Honneth som er både filosof og sociolog. Jeg benytter mig af Axel Honneths egne tekster men jeg supplerer også med andre forfatter, såsom Bent Madsen. Jeg har valgt at inddrage nogle praktiske eksempler for at redegør hvordan teorien, på trods af at den er sociologisk, så er den stadig relevant i daginstitutioner i dag og dermed også for min problemformulering. For at have et lidt mere psykologisk og pædagogisk perspektiv på Axel Honneths anerkendelsesteori har jeg valgt at benytte mig af bogen Anerkendende pædagogik om nærvær i børnehøjde skrevet af Bente Lynge. Hun er autoriseret psykolog og relationsterapeut. For at redegør anerkendelse benytter hun sig af Axel Honneth og Daniel Stern. Derefter redegør jeg anerkendelsesbegrebet ud fra Anne-Lise Løvlie Schibbyes forståelse. Schibbye og Axel Honneths forståelse af anerkendelse har samme rødder, som kan spores tilbage til Hegel. Schibbye har dog en mere psykologisk, terapeutisk og pædagogisk syn på anerkendelse, frem for en sociologisk. Jeg benytter blandt andet Schibbyes egen artikel Fra begrænsning til afgrænsning og understøtter med praksis eksempler. Jeg bruger desuden artiklen som introduktion til Berit Bae. Berit Bae er pædagog og forsker. Hun har bidraget med at forstå og uddybe Schibbyes forståelse af anerkendelse. Jeg bruger to af hendes tekster fra tidsskriftet Social Kritik for at redegør anerkendende væremåder samt rummelige og trange mønstre. Hendes tekster er meget pædagogik og praksis orienteret og velkendte i Danmark.

7 Derefter redegør jeg for hvad der er for nogle lovmæssige krav til at pædagoger for at socialisere børn. Her benytter jeg mig selvfølgelig af serviceloven der blandt andet omhandler børn med særlig behov. For at redegør inklusion i daginstitutioner har jeg valgt at bruge Mathilde Nyvang Hostrups nyere bog, som hedder Inkluderende dagtilbudspædagogik. Hostrup er pædagog og er uddannet i pædagogisk psykologi. Jeg benytter mig for det meste til hendes beskrivelse af inklusion og eksklusion. Jeg understøtter redegørelsen af eksklusion med forskning lavet af SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Derudover beskriver jeg ud fra Bjørg Kjærs bog Inkluderende pædagogik, forskellige årsager til eksklusion og marginalisering. Empirien som jeg har valgt at bruge er en deltagerobservation, hvor det er mig der er observatøren og samtidig deltageren. Jeg har valgt denne observation for at analyserer emnet. Jeg vil i min fjerdedel af bachelorprojektet gøre brug af alt det teori som blev redegjort for at analysere problemformuleringen. Til sidst vil problemformuleringen besvares i konklusionen. Hvad er anerkendelse? Axel Honneths syn på anerkendelse Axel Honneth har studeret filosofi og sociologi. Han forstår anerkendelse i et mere sociologisk perspektiv. Det vigtige ifølge Honneth er at man som menneske oplever alle 3 former for anerkendelse som resulterer i en vellykket personlighedsdannelse. De tre former for anerkendelse Axel Honneths anerkendelsesteori består af 3 forskellige former for anerkendelse, eller med andre ord 3 forskellige anerkendelsessfære.

8 1. Den emotionelle anerkendelse 2. Den retslige anerkendelse 3. Den solidariske anerkendelse Axel Honneth mener at mennesket har behov for anerkendelse på alle niveauer for at skabe og fastholde en identitet, der er intakt. - Den emotionelle anerkendelse: Mennesket har behov for anerkendelse i nære relationer. Inden for denne forståelse af anerkendelse, der også kaldes den private sfære, er stikordet kærlighed centralt. Honneth bruger forholdet mellem en mor og sit barn som et eksempel på en nær relation. Det er et ubetinget kærlighedsforhold, da der er gensidig og fuldstændig accept af både mor og barn 1. De oplever begge et behov for et gensidigt afhængighedsforhold af emotionel støtte. Individet erfarer altså, hvorledes anerkendelsesbehovet dækkes igennem eksistensen af den konkrete anden 2. Den konkrete anden behøver dog ikke udelukkende at være en mor til et barn, eller omvendt. Den konkrete anden kan sagtens være en pædagog. Eksempel på mor-barn forholdet som Honneth har valgt at bruge er hentet fra en psykoanalytikers undersøgelser, som er med til at støtte og bekræfte den emotionelle sfære eksistens 3. Denne emotionelle/private sfære kan også findes i intime og følelsesmæssige relationer i familien, i parforhold og venskaber 4. Det, der også er bemærkelsesværdig i denne emotionelle sfære er at den danner forudsætning for at kunne indgå i disse intersubjektive forhold 5, eller med andre ord, indtræde i relationer til andre mennesker 6. I disse emotionelle, fortrolige og betydningsfulde relationer kan mennesket etablerer sine værdier og se dem modtaget og anerkendt. Endvidere mener Honneth; Ligesom den vellykkede relation mellem forældre og barn udgør forudsætningen for at træde ud i en konfliktfyldt verden, bliver venskabet og familien en forlængelse og en udvidelse af anerkendelsesforhold, der vedligeholder den fundamentale selvtillid 7. Den vellykkede emotionelle relation til de nærmeste er hermed udgangspunktet for at skabe selvtillid hos det enkelte individ. 1 Skoglund (2013) 2 Honneth (2003) 3 Skoglund (2013) 4 Madsen (2005) 5 Honneth (2003) 6 Madsen (2005) 7 Honneth (2003)

9 Man bliver elsket for den man er. Den emotionelle anerkendelse giver selvtillid, som er vigtigt/essentielt for at indgå i venskaber og andre nære relationer. I den pædagogiske praksis vil dette betyde at pædagogen er ansvarlig for oplevelsen af kærlighed til brugeren, eller med andre ord, barnet i dagstilbuddet. Honneth mener at alle mennesker har behov for at få emotionel støtte, som resulterer i at vedkommende får højere selvtillid. Pædagogen er derfor ansvarlig for at barnet gennem sit liv i dagstilbuddet ikke kun bliver set, men også elsket for det han eller hun er. Dette kan ske gennem nærhed, kontakt, omsorg, intimitet, kommunikation, øjenkontakt, ros mm. Hvis pædagogen kan udføre dette succesfuldt, vil barnet i dagstilbuddet opleve emotionel anerkendelse, som fodrer barnets selvtillid. -Den retslige anerkendelse: Honneths næste form for anerkendelse kendes også som den offentlige sfære og knytter sig til stikordet rettigheder. Her bliver der skelnet mellem jeg og mig. Jeg et skal forstås som subjektet mens mig et skal forstås som det at kunne tage andres perspektiv og se sig selv udefra. Når et barn kan fornemme og opleve dette, bliver barnet også mere selvbevidst. Det bliver lettere at skelne sig ud fra de andre. Her er der ikke tale om et ubetinget kærlighedsforhold, som er baseret på fuldkommen gensidigt accept. I denne retslige sfære mener Honneth at det for den enkelte går ud på at udvikle en forståelse af, hvad der er mine betingede forpligtelser over for andre og andres betingede forpligtelser over for mig 8. Ved at have samme rettigheder som alle andre medborger i samfundet mener Honneth at man får selvrespekt. Netop fordi man ser sig selv som et lige medlem af samfundet som alle de andre borger. Et subjekt bliver her altså anerkendt ved at have lovmæssige rettigheder og relationer 9. Disse rettigheder giver borgerne social anseelse. Ifølge Honneth er der tale om rettigheder såsom ytringsfrihed, retten til arbejde, uddannelse, indtægt, bolig og andre velfærdsgoder. Denne retslige anerkendelse skal sørger for at det enkelte ser sig selv som et moralsk tilregneligt subjekt der er i stand til at indgå i en offentlig drøftelse. Anerkendelse i form af rettigheder sikrer altså individet de grundlæggende muligheder for at realisere sin autonomi. Et menneske kan godt have selvrespekt uden 8 Skoglund (2013) 9 Honneth (2003)

10 rettigheder på lige fod med andre, men den højeste form for selvrespekt opnås når menneskets rettigheder bliver anerkendt, på niveau med alle andre mennesker. I samfundet er der mange kampe om rettigheder blandt de enkelte og forskellige grupper. Eksempelvis kan der nævnes ligestilling i forhold til mænd og kvinders løn. Der har også for nyligt været diskussioner om hvorfor hjemløse bliver behandlet meget dårligere på hospitaler og generelt indenfor den offentlige sektor. Det er kampen om regler og rettigheder i det store samfund, men her kan der drages paralleller til dagstilbuddet, som er en kæmpe del af barnets verden. Når børn i vuggestuen er blevet gamle nok til at kunne se andres perspektiver ude fra, vil de samtidig også have evnen til at være mere selvbevidste. Alle pædagoger har oplevet et barn kæmpe for sine rettigheder. Hvorfor må de være udenfor og vi må ikke må jeg også få et stykke frugt til jeg må også være med til at spille. Barnet vil gerne anerkendes gennem rettighederne og det bliver udtrykt overfor de andre børn og pædagoger. Pædagogen skal gøre reglerne og rettighederne klart for barnet. Her kan der være tale om reglerne indenfor dagstilbuddet, aktiviteter/leg eller forskellige handlinger. Pædagogen skal støtte op omkring barnets brug af sine rettigheder, hvis det selvfølgelig er legitimt. Den retslige anerkendelse barnet får fra pædagogen vil forøge barnets selvrespekt. Dog har barnet ikke altid ret, hvilket fører til at pædagogen bliver nød til at gøre barnet opmærksom på dette. Barnet kan i nogle tilfælde føle at retten bliver taget fra ham eller hende. - Den solidariske anerkendelse: Honneth kalder den sidste form for anerkendelse for den solidariske anerkendelse og den findes i den sociale sfære. Det er i grupper, fællesskaber og generelt i samfundet, hvor menneskets indsats og deltagelse bliver anerkendt. Det betyder, at subjektet indgår i gruppens eller samfundets solidaritet, og at subjektet herved også er en positiv bidrager til gruppens, fællesskabet eller samfundets hele 10. I fællesskab med andre kan subjektet genkende sig selv og på samme tid blive anerkendt for at være et betydningsfuldt menneske. Der er altså tale om at blive værdsat i gruppens, fællesskabet eller samfundets øjne. Det kan ske med personens evner, særlige kvalitet og indsats til at udvikle samfundet 11. Gør man dette, bliver man værdsat for det man kan, det man 10 Honneth (2003) 11 Ibid.

11 gør og det man repræsenterer i en social kontekst. For når mennesket ved at det bliver værdsat af de andre i gruppen, vil de forholde sig solidarisk til hinanden. Anerkendelsen skal være gensidigt, hvilket vil sige at man får anerkendelsen, men der skal også gives igen/anerkendelse. Dette gælder også når der ikke er tale om et enkelt menneske, men om grupper og fællesskaber i samfundet. Ligeledes skal solidarisk anerkendelse udtrykkes blandt grupper og fællesskaber 12. Møder vi denne form for anerkendelse, udvikler vi selvværdsættelse. I den pædagogiske praksis er den solidariske anerkendelse endnu en form for anerkendelse, som ses dagligt i den pædagogiske praksis. Det handler om den sociale sfære og den følelse af tillid og solidaritet man får inden for sfæren. I børns liv knytter den solidariske sfære sig for eksempel til dagstilbuddet og de sociale fællesskaber, dagstilbuddet giver mulighed for 13. Her kunne man bruge en juleaktivitet som eksempel. Hvis et genert barn i børnehaven har fået øje på pædagogen og andre børn, som er i gang med at pynte juletræet, er det vigtigt at barnet bliver anerkendt. Pædagogens opgave er at få barnet til at føle sig som en vigtig medspiller i den sociale kontekst. I det her tilfælde kan pædagogen få barnet til at være en vigtig medspiller i aktiviteten ved f.eks. at invitere barnet til at være med i julepyntningen. Måske har pædagogen tidligere i relationen til det generte barn opdaget at barnet er god til at tegne. Pædagogen kunne evt. sige Hey, du er jo egentlig god til at tegne! Kunne du ikke tegne et flot hjerte som vi kunne lade hænge på jule træet. Det ville være rigtig flot. Barnet vil hermed inkluderes i den sociale kontekst og være en aktiv medspiller i udviklingen af deres lille samfund (stuen/børnehaven). Barnet får lov til at benytte sine evner og får lov til at vise evnen frem til resten af pædagogerne og børnehavebørnene. Når barnet er færdig med at tegne kunne pædagogen derefter højt sige: Hold da op. Jeg kan virkelig godt lide det her hjerte. Du har jo gjort dig umage! Den skal helt sikkert op at hænge så alle kan se den. Det kan tænkes/forstilles at de andre børn vil være opmærksomme på hjertet som barnet har fået lov til at lave og den kærlighed og ros som barnet har fået for sit værk. Det vil fodre barnets selvværd og det vil fodres yderligere, hvis de andre børn også giver ros. Den positive feedback behøver måske ikke nødvendigvis at være verbal. Hvis de andre børn bliver motiveret til at få lov til at lave noget lignende vil barnet, som har lavet hjertet til at starte med, føle sig værdsat i fællesskabet. 12 Skoglund (2013) 13 Hostrup (2014) s.72

12 De tre anerkendelses-sfærer er karakteriseret ved at være baseret på det emotionelle og fornuften. Gennem anerkendelse i den private sfære (som har fokus på kærligheden/ubetinget kærlighed) får vi selvtillid og i den offentlige sfære (som har fokus på logik, fornuft og regler) får vi selvrespekt. Solidarisk anerkendelse er både en emotionel og fornuftsbaseret form for anerkendelse. Denne anerkendelsesform bidrager til at skabe mennesker med positive erfaringer med solidarisk deltagelse 14. Manglen på anerkendelse Krænkelser Ifølge Axel Honneth findes der til hver enkelt af disse anerkendelsesformer nogle krænkelser som man kan komme ud for at opleve. Ligesom selve anerkendelserne kan det enkelte barn også opleve krænkelser gennem livet. I Axel Honneths teori er der krænkelser for hver anerkendelsesform. Her vil der blive redegjort for krænkelserne og deres relevans indenfor daginstitutionerne. Den private sfære eller den emotionelle form for anerkendelse har betydning for vores følelse af selvtillid, tryghed og fysisk sikkerhed 15. Krænkelser er her udtryk for at individets behov for selvtillid ikke anerkendes. Man kan blive krænket hvis man oplever fysisk mishandling, psykiske overgreb, vold og totur. Konsekvensen af dette er at man får en forringet selvtillid, der kan gøre det svært for individet at skabe venskaber og parforhold 16. Krænkelsen er altså ikke kun begrænset til familie forhold, men også andre tætte relationer. En af de primære omsorgspersoner kan selvfølgelig godt være pædagogen. Pædagogen har på lige fod med forældrene ansvar for at barnet får den kærlighedsanerkendelse, der er behov for. I dagsinstitutioner kan der være mangel på ressourcer som kan resulterer i at barnet ikke får emotionel anerkendelse nok. Manglen på tid eller pædagoger kan være årsagen til dette. Denne form for krænkelse påvirker barnet værst og kan medføre psykisk død, som er Honneths betegnelse på, ingen tillid til sig selv eller andre Madsen (2005) 15 Skoglund (2013) 16 Madsen (2005) 17 Hostrup (2014) s. 70

13 Den offentlige sfære var forbundet med rettigheder og havde betydning for vores selvagtelse og selvrespekt. Krænkes subjektet i denne sfære kan det skade eller endda ødelægge selvagtelsen hos subjektet, hvis den moralske ansvarlighed som rettighedsbærer bliver ignoreret 18. Dette kan opleves hvis lovgivningen diskriminere bestemte grupper eller med regler, der kun gælder bestemte grupper såsom; udsatte grupper, sårbare grupper, indvandrere, flygtninge, børn og unge med særlige behov 19. Her var der tale om bestemte grupper som marginaliseres, men man kan også blive krænket som en enkelt person. Her kan der være tale om løgne eller tyveri. Disse mennesker kan imødekomme indgreb og indgrebene sker således at det kan krænke personers selvagtelse og selvrespekt. Hvis du må, så må jeg altså også!. En sætning som alle pædagoger kender til og har hørt adskillige gange i løbet af deres karriere/arbejdsliv i daginstitutioner, fritidshjem osv. Behovet og kampen for at blive mødt med samme rettigheder som alle andre er ikke noget nyt, hverken for voksende eller børn. Dagtilbuddet og pædagogerne skal stå for at alle medborger, det vil sige forældrene samt børnene, bliver mødt ens med hensyn til respekt, ligeværd og grundlæggende rettigheder. Børnehavebarnet føler tit og ofte at andre får lov til noget som de ikke selv får lov til. Her er det pædagogens opgave at argumenterer for hvorfor situationen er som den er. Vælger pædagogen at overse eller ignorer det enkelte barns behov for retslig anerkendelse, vil det føre til ydmygelse og tab af selvrespekt. Hvorfor må den anden gruppe tage til zoologiskhave? Det gjorde de også sidste gang. Det er vores tur nu. Hvorfor må vi ikke?. I eksemplet her sammenligner barnet en gruppe, som hun selv føler sig en del af, sammen med en anden. I stedet for grupper kunne det selvfølgelig også have været stuer eller andre børnehaver. Børnene er i stand til at se forskelsbehandling og hvis børnene ikke bryder sig om det kan børnene protestere. Det er igen pædagogen, der er ansvarlig for at børnene bliver retsligt anerkendt 20. Hvad det fornuftige argument er, afhænger selvfølgelig af situationen. I nogle situationer bliver nogle børn bevidst ikke behandlet på lige fod med andre. Her er der tale om børn med særlige behov. De har behov for mere tid, opmærksomhed, chancer, pædagogiske 18 Skoglund (2013) 19 Madsen (2005) 20 Hostrup (2014) s.71

14 hjælpemidler og generelt ressourcer der gør at pædagogen bliver nød til at tage sig mere af dem, frem for de andre børn. Solidarisk sfære handler om at blive accepteret i sociale fællesskaber og ens sociale status. I denne sfære kan man blive krænket ved at ens indsats, præsentationer, egenskaber ikke bliver anerkendt for at være betydningsfulde i andres øjne 21. Dette gør at personen, der krænkes, får en ringere selvværdsfølelse og indflydelse i fællesskabet. Honneth betegner dette som social død. Kigger man tilbage på eksemplet med barnet, der ville pynte juletræet kunne episoden forgå anderledes. Hvad pædagogen gjorde, var at se barnets personlige egenskaber og hjalp barnet med at få det vist frem til resten af fællesskabet. Derefter blev barnets indsats accepteret og værdsat af fællesskabet og dermed solidarisk anerkendt. Hvis pædagogen ikke havde sat aktiviteten i gang og hvis barnet ikke selv havde intentioner om at fremstille noget, ville selvværdet ikke øges. Solidaritet er, at alle mennesker bliver anerkendt som unikke mennesker, der mødes med respekt og ses som ligeværdige deltagere i og bidragyder til fællesskabet. Hvis barnet dog bidrog med noget og det ikke blev accepteret af fællesskabet, hvis den feedback fællesskabet gav barnet var nedladende ville barnets selvværd mindskes. Den sociale status ville forringes og barnet ville ikke blive motiveret til at bidrage yderligere til fællesskabet 22. Bente Lynges syn på anerkendelse Fra starten af livet I bogen Anerkendende pædagogik Om nærvær i børnehøjde introducere psykologen og forfatteren, Bente Lynge, om begrebet anerkendelse. Hun har ikke sin egen teori, men hendes tilgang til at forklare begrebet anerkendelse, er blandt andet ved at gøre brug af Axel Honneths teori, hvormed hun tager udgangspunkt i denne. Dette gør hun ikke ved at først og fremmest redegør for Honneths teori, men ved at drage paralleller fra teorien til det almindelige hverdagsliv og pædagogisk praksis. Mens Honneths teori var mere sociologisk og relevant indenfor det pædagogiske fællesskab, har Bente Lynge en lidt mere psykologisk fortolkning af 21 Madsen (2005) s Hostrup (2014) s. 72

15 anerkendelsesteorien, der ligeledes er relevant for pædagogiske relationer. Fortolkningen har dermed snævret sig ind til mig og dig. Bente Lynge beskriver de anerkendende oplevelser med en mere ansigt-til-ansigt/face-to-face tilgang og det kan ses i de mange praktiske oplevelser/eksempler hun benytter sig af. Lynge starter med at beskrive hvordan det føles at kigge hinanden i øjnene, og føle, eller have krav på at føle at man bliver set. Dette bliver fortalt fra en voksens perspektiv: Måske drejes ansigtet væk for en kort stund, eller kontakten forstyrres af en forbi passerende. Men børn vender gerne tilbage til kontakten, de vender sig sjældent helt væk som, som voksne gør 23. Man kan gå ud fra at hun gør dette for at forklare læseren at det at føle sig set er et menneskeligt krav som vil alle har fra vugge til grav. I barnets tidligste år prøver barnet at have kontakt med sin omverden, som selvfølgelig består af forældre og primære omsorgspersoner som pædagoger. Her skabes kontakten gennem nærvær og de blikke som udveksles. Dette sker også via. ansigtsudtrykkene, som ændres i takt med de forskellige følelser. Både fra den voksnes side og barnet. Barnet reagerer således på voksnes handlinger og voksne reagerer på børnenes handlinger. Uden at være klar over det imiterer voksne barnets mimik og lyde og barnet gør det samme med voksne. Alt dette resulterer i at de voksne, der omgås barnet, hurtigt lærer at tolke barnets udsagn og barnet lærer, at der er en verden derude som det kan kontakte 24. Bente Lynge går således meget i dybden med den kontakt, som opstår og den relation der skabes i en meget tidlig alder. Alt dette sker i dagsinstitutioner mellem pædagogen og barnet. Alt dette er nødvendigt, for det er her at det enkelte barn føler sig set, hørt og forstået. Dét er den grundlæggende oplevelse af at føle sig anerkendt og den gør sig gældende fra vi fødes til vi dør 25. Opmærksomhed på anerkendelse i den pædagogiske profession Bente Lynge opfordrer dem der arbejder med børn professionelt til at have opmærksomheden rettet mod anerkendelse. For ligesom Honneth mener hun at betydningen af at føle sig anerkendt 23 Bente Lynge s Ibid. S Ibid. S 33

16 fortsætter resten af livet. I familien, dagsinstitution, skolen, på arbejdet, i parrelationen, når vi mødes med venner og bekendte 26. Ifølge hende er anerkendelse ikke noget nyt, men derimod ældgammelt som alle har en vis kendskab til. At arbejde professionelt med anerkendelse betyder at man som pædagog går bevidst ind og benytter sig af anerkendelse. At gøre sig klogere på hvad anerkendelse er og øve sig i at benytte anerkendelse som en bevidst pædagogisk handling i ens praksis. Er man bevidst om sin brug af anerkendelse øver man, og mærker hvad det gør ved en selv og andre i professionelle og uprofessionelle relationer. At vise anerkendelse kan være en udfordring for pædagogen. Det kræver at pædagogen er i stand til, og har viljestyrken til at sætte sig selv til side i et øjeblik, for den andens/barnets skyld. Pædagogen skal have en forståelse for at barnet (og generelt mennesker) lærer, trives og udvikler sig bedst, når barnet oplever anerkende pædagogik. Sørger pædagogen for at barnet føler sig anerkendt, vil barnet også føle sig i trygge rammer og dette vil resulterer i at barnets velvære, kreativitet og motivationen til udforskning højnes/forøges. Endvidere forklarer Bente Lynge, at i begyndelsen kan dét, at være konstant opmærksom på anerkendelse virke kunstigt. Når noget føles kunstigt, kan det være et signal om, at man har valgt at bruge sin hjerne til at gøre noget andet end det, man plejer at gøre 27. Hun mener ikke at der er noget i vejen med dette. Det kan hjælper pædagogen og barnet der arbejdes med til at udforske nye måder at kommunikere med hinanden på. Sammenspillet mellem anerkendelse og værdsættelse Bente Lynge har opdaget at begreberne anerkendelse, værdsættelse, ros og høflighed bliver tit og ofte brugt som synonymer i den pædagogiske praksis. Dette kan være problematisk. Alle disse begreber kan meget nemt blive brugt på ingen tid i en samtale. Hvis man vil arbejde med anerkendende pædagogik er det vigtigt at kunne skelne mellem disse ord. Ved at skelne kan pædagogen fokusere på selve anerkendelsen og dermed opnå sit mål. Lynge, som tager udgangspunkt i Axel Honneths teori, kan se i den solidariske form for anerkendelse at begreberne anerkendelse og værdsættelse kan tit og ofte spille sammen. 26 Ibid. S Ibid. S 37

17 Barnet som lavede hjertet til juletræet har både fået anerkendelse og værdsættelse for sit arbejde. Når pædagogen siger til barnet efter hun har tegnet et hjerte; Du har gjort dig umage! eller Jeg kan se at du har brugt dine yndlingsfarver. Det her må have taget lang tid at lave, er det en anerkendende måde at udtrykke sig på. Hvis nu pædagogen vælger at værdsætte, ville der måske siges Jeg er rigtig glad for den Det betyder meget for mig eller Jeg kan love dig for at dine forældre bliver rigtig stolte når de ser det. Ifølge Lynge når man er anerkendende er man mere empatisk over for den anden. Man indlever sig selv i den andens følelser, situation og intentioner. Ved at nævne det bekræfter man at man har set det og at det er blevet anerkendt. Når pædagogen værdsætter udtrykkes der ud fra pædagogens egne følelser og oplevelser. Der fremhæves hvad der sættes pris på og er betydningsfuldt. Ud fra Honneths teori har Lynge altså lagt en større vægt på den emotionelle og den solidariske from for anerkendelse. Det fremstår tydelig i bogen at både oplevelsen af anerkendelse og værdsættelse er vigtigt i livet. Selv om bogen tager afsæt i relationen mellem barnet og den voksne, er behovet for at møde anerkendelse og værdsættelse til stede livet igennem. I pædagogisk sammenhæng handler det om at få anerkendelse og værdsættelse til at leve på alle niveauer i den pædagogiske organisation det smitter hele vejen igennem livet. Schibbyes syn på anerkendelse Ligesom Honneth har psykologen Schibbye bygget sin forståelse af anerkendelse ud fra Hegels filosofi. Hvilket vil sige at både Honneth og Schibbye har de samme rødder, mens Schibbye har en mere psykologisk syn på anerkendelse. Hendes syn på anerkendelse er blandt andet udviklet på baggrund af hendes arbejde med familieterapi. Hun mener at anerkendelse, ikke er et begreb som er nemt og enkelt at definere. Hendes holdning til anerkendelse er at det er ikke entydigt og kan forstås på forskellige måder 28. Hvis man skal forstå Schibbyes syn på anerkendelse skal man også forstå ligeværdighed blandt mennesker. Dette er gældende for børn såvel som voksne. For at kunne indgå i en gensidig anerkendende relation kræver det at der er to selvstændige subjekter. Begge subjekter i denne 28

18 relation har en selvfølgelig ret til at udtrykke deres oplevelser. Det at kunne og have lov til at udtrykke sine egne oplevelser gør en til et subjekt. Netop fordi begge subjekter i denne relation er ligeværdige, og deres oplevelser er ligeværdige, kan det hjælpe med at fremme deres tillid til egne og andres oplevelser 29. Ved at indse at personen har ret til egne oplevelser og ud fra oplevelserne kan personen danne egne følelser, kan vi se og gå ud fra at personen vil derefter have egne reaktioner og egne handlinger. Gensidig anerkendelse går ud på at kunne sætte sig ind i den andens position og se ud fra den andens perspektiv. Og det er ikke altid nemt og ligetil. For i nogle tilfælde er det svært at acceptere og respektere andres oplevelser. Dette kan ske hvis den andens oplevelser er enten anderledes, i uoverensstemmelse eller modstridende. Går vi ud fra at den ene prøver på at overbevise den anden, at ens egne oplevelser er rigtige, vil den andens oplevelser være i fare. Behovet for at fastholde sin egen oplevelse og være stædig, og samtidig ikke acceptere den andens oplevelser det mindste, er ikke anerkendende. Dog, hvis personen acceptere at mennesker er forskellige vil der også være plads til empati, fleksibilitet, nye synspunkter og perspektiver på sine oplevelser og forståelser. Det handler derfor ikke udelukkende om at stræbe efter at være enig med hinanden, det handler om at være anerkendende overfor hinanden. Endvidere forsøger Schibbye at forklar at, anerkendende, skal være en måde man er sammen med andre på, anerkendelse er en proces og anerkendelse, er ikke noget man er: 30 Anerkendelse er ikke forenelig med præstationer eller ambitioner i forhold til klienten eller at have et mål, om at bruge en teknik eller om at være instrumentel. Anerkendelse favner samværsmåder eller samværsmodi, en levet måde at være sammen med andre på. For at sige det enkelt: Anerkendelse er ikke noget, man har, men noget man er 31. I artiklen Fra begrænsning til afgrænsning fraråder Schibbye at pædagogerne begrænser børns selvrefleksivitet. Dette gør hun ved at først at beskrive hvad det er hun mener med begrænsning og hvad det kan betyde for barnets dagsinstitutionsliv og fremtid. Derefter giver hun et alternativ som kan erstatte begrænsning og hermed sætte gang i barnets selvrefleksivitet. Dette kalder hun for afgrænsning, og det er dét pædagogen skal sørger for at de begge to kan. At både barnet og 29 Anerkendelse i børnehøjde. S38 30 Ibid. 31 Ibid.

19 pædagogen kan være afgrænsende og selvrefleksiv. Dette er muligt inden for en dialektisk relation og Schibbye forklar hvordan 32. Begrænsning Ifølge Schibbye har alle, eller langt de fleste, en holdning til at børn skal forhindres i uønskede aktiviteter eller væremåder og måden vi voksende og pædagoger tit og ofte vælger at gribe det an, er at regulere, stoppe, tilpasse eller kontrollere barnet. Barnet er her den passive modtager og pædagogen er den aktive formidler. Det vil sige at pædagogen har magten for at sætte grænserne for barnet og dermed bliver barnets oplevelser begrænset. I denne voksen-barn relation er pædagogen subjektet mens barnet er objektet. Barnet er objektet som der er noget galt med, fejlen ligger i barnet, fordi barnet ikke ser det som pædagogen ser eller udtrykker sig ikke sådan som pædagogen ønsker. Afgrænsning I modsætning til begrænsning, når pædagogen arbejder med afgrænsning, ser pædagogen barnet som et subjekt som skal sætte grænser over for sig selv. Der bliver taget hensyn til barnets egne oplevelser. Ifølge Schibbye gør pædagogen et forsøg på at se tingene ud fra barnets perspektiv. Barnet skal forstås i den kontekst barnet befinder sig i og i de relationer der er til stede. Barnet kan ikke forstås som et objekt der ikke forholder sig til noget eller nogen andre. Barnet er en aktiv spiller i relationen, når pædagogen vælger at indse barnet som et subjekt. Barnet får, til at starte med, lov til at have sine egne intentioner og handlinger, for barnet har en selvfølgelig ret til at være subjekt. Dog skal der stilles nogle grænser men grænserne stiller pædagogen over for sig selv og barnet stiller grænser over for sig selv. Pædagogen går ikke ind og begrænser barnet men prøver på at afgrænse. Dette sker i takt med at pædagogen først anerkender barnets intentioner, følelser og oplevelser, er bevidst om forskellen mellem sine egne og barnets oplevelser, men derefter gør et forsøg på at barnet også anerkender pædagogens oplevelser og andre realiteter 33. Lad os forstille at et barn til en samling i børnehaven er urolig, fjollet, og forstyrrende. Pædagogen kan ikke fortsætte samling på denne måde. Pædagogen går over til barnet og siger; Jeg synes 32 Fra begrænsning til afgrænsning 33 Ibid.

20 også at det er meget sjovt at slå koldbøtter og det kan vi gøre udenfor, senere. Lige nu vil jeg fortælle den her historie til dig og de andre. Så sæt dig lige ved siden af mig så du kan høre. Dette medfører at barnet afgrænser sig selv. Altså at barnet sætter grænserne og pædagogen giver kun en hjælpende hånd. Pædagogen afgrænser også ved at udtrykke det kan vi gøre udenfor, senere. Barnet bliver set på som et subjekt vis oplevelser ses, men også påvirket af pædagogens oplevelser og afgrænsninger af situationen. Oplevelserne og intentionerne bliver udtrykt gennem en dialog mellem barnet og pædagogen og relationen bliver til en subjekt-subjekt. Barnet bliver ikke behandlet som et objekt der bliver belønnet når barnet gør noget rigtigt og barnet bliver heller ikke straffet for at gøre noget forkert. Et barns kontrolmanøvrer kan dermed forstås, ikke som et forsøg på at styre, men som udtryk for en forståelse af verden som siger, at sådan må jeg handle, sådan må jeg være i relation til andre for at 34. Selvrefleksivitet Afgrænsning og selvrefleksivitet forholder sig dialektisk med hinanden. Selvrefleksivitet er at se sig selv i forhold til sig selv. Det at være i stand til at se sig selv udefra. Det er en proces hvor mennesket får lov til at mærke sig selv. Hvordan man er over for sig selv og hvordan man er over for andre. Selvrefleksivitet går ud på at mennesket kan forholde sig til, have synspunkter om en opfattelse af og mening om sig selv og de relationer, det har til andre 35. Så ud over at reflektere over hvordan selvet har det med sig selv, reflekterer man også over hvordan selvet har det i forhold til andre. Pædagogen i eksemplet giver udtryk for hvor det er hendes egne grænser går og hun siger det kan vi gøre udenfor, senere. Lige nu vil jeg fortælle den her historie til dig og dermed får barnet tid til at reflektere over hvad det egentlig er barnet har gang i, hvad barnet har lyst til og hvordan kommer det til at påvirke relationen som barnet har med pædagogen. Dette ville ikke ske hvis pædagogen valgte at tage fat i barnet og tvinge ham i en siddende position og sige sæt dig!. Eller skulle man sige at selvrefleksiviteten ville være meget begrænset. Barnets jeg (det subjektive selv) ville ikke rigtig have en chance for at se sit mig (det objektive selv). Barnet når ikke at have en indre dialog med sig selv (mellem jeg et og mig et) og dermed får barnet ikke selvflekteret, mærket sig selv og til sidst resultere det ikke i at afgrænse sig selv for at 34 Ibid. S Ibid. S. 85

21 handle anerkendende overfor andre. Refleksion er frigørende i den forstand, at vi kan tage stilling til eget selv og andre, kan vælge, opponere, trække os tilbage, hævde os selv osv. 36 Berit Baes syn på anerkendelse Schibbye og Berit Bae går hånd i hånd; Forstået på den måde at Berit Bae har det samme syn som Schibbye i forhold til anerkendelse. Både Schibbyes og Berit Baes teori eller opfattelse af anerkendelse er bygget på Hegels gensidige anerkendelse. I forlængelse af Schibbyes forståelse af anerkendelse har Berit Bae forsøgt at perspektivere deres syn på anerkendelse i en mere pædagogisk kontekst, frem for en mere terapeutisk. Ligeledes som Schibbye mener Bae at ligeværdighed ikke kan undgås, hvis anerkendelse skal opnås. En relation kan ikke blive anerkendende, hvis den ene part ser på sig selv som mindre eller mere værd end den anden 37. Bae mener dog at der på mange områder i samfundet ikke er gensidig anerkendelse og hun mener at kulturen er grunden til dette. Dette gælder også indenfor voksen/barn relationer og dermed også indenfor den pædagogiske verden. Bae siger; Jeg ser anerkendende relation som et ideal, det er værd at stræbe imod. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at de fleste af os har meget lidt erfaring med ligeværdige og anerkendende relationer fra familie- og uddannelsessammenhæng 38. For at lave om på dette mener Bae, at der i samfundet og specielt indenfor pædagogisk praksis, skal være mere opmærksomhed på gensidig anerkendelse. Det vil sige at definitionsmagten og det asymmetriske forhold mellem barn og pædagog skal minimeres eller forsvinde. På trods af pædagogens position som magtudøver eller lov håndhæver og som personen barnet er afhængig af skal pædagogen udfordres til at være anerkendende. Det vil resultere i at barnet har mere selvtillid, selvstændighed, tolerance, respekt til sig selv og andre Anerkendende væremåder 36 Ibid. S Social kritik nr. 47. Voksnes definitionsmagt s.7 38 Ibid. S.8 39 Ibid. S 8

22 For, muligvis, at kunne gøre op med pædagogens definitionsmagt overfor barnet, har Bae præsenteret fire anerkendende væremåder som er inspireret af Schibbyes fremstilling af anerkendelse. 40 o Forståelse og indlevelse Pædagogens opgave er at være empatisk. Pædagogen skal prøve at se tingene fra barnets perspektiv, indleve sig i barnets oplevelser og medtage barnets erfaringsbaggrund. Pædagogen kan spørge sig selv, hvad sker der? Hvad er årsagen til at barnet tænker sådan, føler sådan, handler eller reagerer således. Pædagogen kan være opmærksom på barnets kropsprog og ansigtsudtryk som kan røbe hvordan barnet har det indeni. Ifølge Bae kan det medføre, hvis pædagogen ikke gør alt dette, at børnene bliver mindre modtagelige eller positive overfor pædagogens vejledning i dagligdagen. Pædagogen skal derfor sørge for at se barnets nuværende situation med en lyttende og indlevende væremåde. o Bekræftelse Hvis man bekræfter et barns oplevelser giver man også kraft til barnets oplevelse. Efter at have forstået og indlevet sig i barnets oplevelse kan pædagogen bekræfte at barnet er blevet set og hørt. Gennem pædagogens bekræftende væremåde vil barnet føle tryghed og at han eller hun har ret til sine egne følelser og oplevelser. Når pædagogen forsøger at bekræfte at den andens oplevelse er set, skal der passes på med at få det til at handle om man er enig eller ej. Ifølge Bae skal barnet have sit eget perspektiv uafhængigt af pædagogens perspektiv. Pædagogen skal derfor ikke være bekræftende gennem enighed eller tilfredshed. Pædagogen skal heller ikke rose for fokus på alt vurderende kommunikation er på, hvad den voksne kan lide eller synes er vigtigt, og mindre rettet mod, hvad barnet selv er optaget af 41. I stedet for at vurdere kan man gentage eller spejle det de siger eller kropsproget. o Åbenhed 40 Ibid.s Ibid. S.12

23 Her er det at være åben og undrende overfor oplevelser i fokus. Pædagogen skal give barnet lov til at være åben og udtrykke sin oplevelse uden at gå ind og afbryde. Ifølge Bae er voksne meget hurtige til at gå ind og rette på barnets oplevelser, men her skal pædagogen kunne give barnet en chance for frit at udtrykke sin egne oplevelser. Dette kan eksempelvis ske gennem leg. En anden måde at være åben overfor børn i børnehave og skole er ved at forholde sig aktivt i deres leg, for eksempel, ved at deltage med deres præmisser 42. Derudover mener Bae at voksne har svært ved at være åbne selv, fordi de er bange for at miste kontrol. Ved at pædagogen er lyttende får barnet mulighed for at snakke om det hun ønsker og det kan medfører at der skal forholdes til noget som pædagogen ikke ønsker at forholde sig til. Det kunne eksempelvis være noget som pædagogen har svært ved at bekræfte i sig selv eller andre. Åbenhed nærhed og hengivelse, synes at være noget som alle længes efter men samtidig er bange for at erfare 43. Det at være åben er hermed noget, som skal øves på og ikke frygtes. o Selvrefleksion og afgrænsethed Der er ikke forskel på Baes og Schibbyes forståelse af begreberne selvrefleksion og afgrænsethed. Bae vælger at gå ind og bruge et citat fra Schibbye som lyder således; Det betyder at afgrænsning indebærer refleksion evnen til at være sit eget objekt og omvendt. Med andre ord er afgrænsning og refleksion dialektiske 44. Siden disse begreber allerede er redegjort i denne opgave ud fra Schibbyes perspektiv, vil redegørelsen ud fra Baes forståelse indeholde nogle få nye input. Berit Bae mener at én af pædagogernes opgaver er at lære børn og socialisere børnene til værdier, man selv og andre har sat op som mål 45. Det vil sige at pædagogen eksempelvis kan have et overordnet mål med at inkludere børn. Dog skal pædagogen være opmærksom på hvad der er et langsigtet mål og den anerkendelse barnet har brug for her og nu. Ellers ender det med at barnets oplevelse af verden bliver overset og pædagogens intentioner vil blive dominerende. Derudover går Bae ind og gør begrebet væremåde og interaktionsstil til synonymer. Hun fortæller om de to væremåder, hvor den ene er leading (at lede, førende) og den anden er supportive (støttende). Hvad der gør at denne leading-væremåde ikke er anerkendende er at der ikke er plads 42 Ibid. S Ibid. S Ibid. S Ibid. S. 16

24 til to perspektiver. Pædagogen vil her være den, der fører og tager ikke hensyn til den andens meninger, holdninger og perspektiver. Derfor råder Bae pædagogen til at være mere supportive, dvs. støttende, frem for at være en leder over for børn. I supportive-væremåden kan pædagogen reflektere og afgrænse hvad der er mit og hvad der er barnets og derefter give barnet støtte. Berit bae mener også at det at være anerkendende, afgrænset og reflekterende ikke behøver at ende med en besværlig gætteleg. Pædagogen har mulighed for at spørge ind til hvad barnet synes om det, der bliver sagt. Dermed er der både plads til bekræftelse og åbenhed overfor barnets holdninger. Berit Bae fortæller til sidst at hvis pædagogen ikke arbejder med anerkendende pædagogik resulterer det i tilbagetrækning, lukkethed, modstand og barnet får negative følelser om sig selv. Derimod vil det, hvis der arbejdes med en anerkendende pædagogik, resultere i mere selvstændighed, solidaritet og samarbejde Rumlige og trange processer Berit Bar har senere i sin forskning beskrevet nogle krævende processer, som kan findes i praktiske og pædagogiske dialoger, når der prøves at opnå anerkendelse. Hun har opdaget at der i praksis (børnehaver) mellem pædagoger og børn, er utrolig mange kortvarige møder med dialog. I disse observationer har børnenes metakommunikation været meget vigtig at bemærke, for at få en forståelse og indlevelse af børnenes oplevelser. En øvelse i fortolkning kan dermed ikke undgås. Berit Bae har således prøvet at analysere den kommunikative proces som helhed (verbalt og nonverbalt) og er kommet frem til opdagelsen af rummelige og trange mønstre. Mens der i hendes artikel, som nævnt før, har været stort fokus på pædagogens væremåder, har hun denne gang lagt lige meget vægt på begge parter og samspillet mellem dem. Samspillet her, mellem pædagogen og barnet, er som sagt kommunikationen med rummelig eller trange kommunikationsmønstre. Disse begreber har Bae selv opfundet og de skal bruges til at beskrive anerkendende og mindre eller ikke anerkendende kommunikation. Dialoger kan altså falde indenfor én af disse to kategorier 47 ; Rummelige mønstre 46 Ibid. 47 På vej i en anerkendende retning?

25 - Indlevelse - Fokuseret opmærksomhed - Lytter - Velvillig fortolkning - Tolerance - Hente sig ind igen, bevægelig rollefordeling, lader sig påvirke, lader sig afbryde - Tjekker barnet har forstået - Henter sig ind igen Trange mønstre - Oplevelsesmæssig fjernhed - Usynkroniseret - Vurdering - Nølende modtagelse - Ros - Ensidighed i rollefordeling 48 Pædagogen, der forsøger at kommunikere med den rummelige tilgang, er anerkendende. Hvis pædagogen havner i den anden kategori er man ikke særlig anerkendende. I det første mønster er der begreberne, indlevelse, fokuseret opmærksomhed og det at lytte, som allerede er redegjort for, igen. Ultra kort kan det gentages at barnet skal føle sig set og hørt på. Barnet skal med pædagogens tone og kropssprog føle sig inviteret til en dialog, hvor barnets oplevelser betragtes som værende interessante. Der bliver stillet spørgsmål med en interessant stemme og fokusset ligger i det tema som barnet har valgt. I eksemplet som Bae har valgt at bruge er koncentrationen skærpet mod det barnet har at sige om sine oplevelser og andres forstyrrelse stoppes. Velvillig fortolkning handler om at lytte til det barnet mener (have en forståelse af dette) og ikke nødvendigvis det barnet siger. Pædagogen behøver altså eksempelvis ikke at gå ind og rette på barnets grammatik og dermed ændre diskursen i samtalen med det samme. Pædagogen er tolererende og forholder sig til barnets egentlige intentioner. Efter alt dette skal pædagogen være i stand til at trække sig selv ud af barnets oplevelse i et øjeblik og hente sig selv. Pædagogen kan 48 Ibid.

26 derefter tillade sig at gå ind og påvirke barnet med et spørgsmål eller kommenterer på barnets oplevelse. Pædagogen må endda gøre dette mens barnet udtrykker sig og dermed er pædagogen stadig en aktiv spiller i kommunikationen. Barnets oplevelse bliver hermed bekræftet af pædagogen. Pædagogen vil endnu engang fokusere på barnets opfattelse af det pædagogen spurgte eller kommenterede omkring. Processen af at hvor mange gange pædagogen skal se barnets oplevelser og hente sig selv tilbage igen variere afhængigt af kommunikationens kvalitet og forløb 49. Berit Bae differentierer rummelige og trange kommunikationsmønstre ved at vise forskellige måder at sætte grænser på. Berit Bae tolker det som sker i rummelige processer således: at her skabes rum for at børn for mulighed for at forholde sig til det, som er deres handlinger, deres oplevelser, deres tanker. De bliver mødt som subjekt 50. Pædagogen går ind og afgrænser sig selv i samspillet med barnet. Dette gør hun ved at udtrykke sig klart overfor barnet om hvad hun har tænkt sig at rette sin opmærksomhed mod. Når barnet har set at pædagogen har afgrænset sig kan barnet også selv reflektere over sin egen afgrænsning. For det har pædagogen givet barnet rum/plads til 51. I trange kommunikationsmønstre er pædagogen og barnet ikke på samme side. Pædagogen vælger ikke at se til barnets oplevelser og derfor har pædagogen svært ved at tolke barnets intentioner. Det resulterer med at pædagogen og barnet misforstår hinanden. Her defineres børnenes oplevelse ensidigt ud fra voksnes perspektiv, uden at vise forståelse for, at det er OK, at børnene føler forskelligt fra voksne 52. Dette kan fører til det, som Bae kalder for en nedvurdering af børns væremåde. Bae indrømmer også at der er mange tidspunkter hvor pædagogen kan ende med at udføre en dialog, som minder om det trange kommunikationsmønster. Selvom man bevidst og konstant prøver at være rummelig i sin kommunikation kan man sagtens, i forskellige situationer, ende med ikke at være særlig anerkendende alligevel. For eksempel, når man skal forholde sig til mange børn på en gang. I pædagogisk praksis kan man ikke fjerne sig fra situationskrav, ej heller fungere 49 Ibid. 50 Ibid. S Ibid. 52 Ibid. S.69

27 upåvirket af normer det er derfor rimeligt og sandsynligt, at alle pædagoger i større eller mindre grad kommer ind i trange mønstre 53. Dette kan man godt forstille sig, når en pædagog skal være anerkendende over for flere børn på samme tid. Inklusion & eksklusion Udover at arbejde med anerkende pædagogik, er pædagogen også ansvarlig for barnets socialisering indenfor dagsinstitutionen. Men ikke kun socialisering af ét barn. Pædagogen er ansvarlig for at der er plads til alle børn indenfor fællesskabet. For at beskrive barnets sociale liv i dagsinstitutionen og pædagogens pligt i forhold til dette, vil vi se nærmere på begreberne inklusion og eksklusion. Her vil der tages større hensyn til børn med særlig behov, som har svært ved at socialiseres eller mere specifikt inkluderes. Pædagogens pligt social støtte For at redegør for pædagogens pligt i forhold til at socialisere børn og børn med særlig behov kan man tage udgangspunkt i loven. Det vil være med til at fremhæve pædagogens pligt, da loven er eksplicit i sin formulering. Her er der tale om serviceloven, og allerede i første paragraf er begrebet socialisering centralt. 1. Formålet med denne lov er, 1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, 2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og 3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at forbedrer livskvaliteten. 54 Pædagogen dermed har altså pligt og ret til at støtte og rådgive barnet på et forbyggende niveau så barnet ikke oplever sociale problemer. Mere specifikt går loven ikke ind og beskriver hvad det er for nogle sociale problemer, der er tale om. For børn med særlige sociale problemer skal der selvfølgelig også tages hensyn til deres behov. Her er der ikke nævnt nogen specifikke behov. Dog 53 Ibid. S Serviceloven 1