Indledning Problemformulering Emneafgrænsning

Transkript

1 Indledning Vi lever i dag i et samfund, hvor der stilles store krav til det enkelte menneske, også til personer med varigt nedsat fysisk/psykisk funktionsevne. Tidligere blev disse personer anbragt på lukkede institutioner, og der blev ikke stillet mange krav til dem. Sådan ser samfundet ikke ud i dag, nu lever de i stedet for ude blandt almindelige mennesker, i bofællesskaber eller i egne lejligheder. Ifølge servicelovens 81 (se bilag 1) er det samfundets ansvar at tilbyde dem hjælp afpasset efter den enkeltes særlige behov. Personer med varigt nedsat fysisk/psykisk funktionsevne har nu meget større indflydelse på deres eget liv, de skal være selvbestemmende og de skal kunne træffe egne valg. I en artikel i Vipu Viden d. 19. januar 2006 (se bilag 3) understreger psykolog Tove Svendsen at for at opnå selvbestemmelse, er anerkendende relationer en forudsætning, da disse relationer indebærer mulighed for udvikling. Dette ser vi også i psykologen Daniel Sterns udviklings teori, her er relationer en altafgørende faktor for menneskets tilblivelse. Tove Svendsen siger videre i artiklen, at relationerne kan være mere sårbare, når der tages udgangspunkt i de udviklingshæmmede. På grund af deres mindre tydelige udspil, kommer de måske til at mangle respons og anerkendelse. Da vi alle fire beskæftiger os med mennesker med varigt nedsat fysisk/psykiske funktionsevne, syntes vi, det kunne være spændende at undersøge, om relationer virkelig er så vigtige, og hvordan vi så evt. skal forholde os fagligt og personligt til det at være anerkendende i relationer. Det har ført os frem til følgende problemformulering: Problemformulering Hvorfor er det vigtigt i pædagogisk arbejde med personer med varigt nedsat fysisk/psykisk funktionsevne, at have fokus på den anerkendende relation, og hvilke pædagogiske kompetencer kræver det? Emneafgrænsning Vi er klar over, at der inden for denne gruppe findes et utal af forskellige handicaps, men for at afgrænse vores synopsis, har vi valgt at den kun omhandler bedre fungerende voksne personer med varigt nedsat fysik/psykisk funktionsevne i bofællesskaber, og vi vil fremefter betegne dem som beboere eller udviklingshæmmede. Vi er selvfølgelig klar over, at beboerne også har relationer til andre, også når de ikke er sammen med pædagoger, og at relationerne ikke altid er anerkendende, og netop derfor har vi begrænset vores synopsis til kun at omhandle den faglige anerkendende relation. 1

2 Metode For at kunne svare på vores problemformulering, har vi prøvet at definere, hvad der forstås ved anerkendelse og relationer. Vi har læst relevant litteratur, søgt informationer på Internettet og gjort brug af egen empiri fra vores arbejde. Vi har benyttet os af den vejledning, vi har modtaget, hvilket har gjort, at vi har fået flere idéer og indgangsvinkler til at belyse vores problemformulering. Vi har haft mange kerne diskussioner, som har givet os et nyt og anderledes syn på mulighederne for, hvordan vi kan have fokus på relationer i vores arbejde. Anerkendende relation, den nære relation eller den tætte relation. Det har givet os gode muligheder for at reflektere over, hvad vi hver især forstår ved ordene anerkendelse, nære og tætte. Vi nåede til enighed om at benytte begrebet anerkendende relationer. Vi har valgt at anvende psykologen Daniel Sterns udviklingspsykologiske teorier til forståelse af relationens betydning for udviklingen af mennesket og en anden væsentlig grund til at gøre brug af Sterns teorier er, at i følge dem, er det aldrig for sent at sætte en udvikling i gang og at alle mennesker uanset alder og evt. handicaps har udviklingsressourcer. (Ritchie, 2005, s.20) Vi vil definere anerkendelse ud fra psykolog Berit Baes fire punkter: Forståelse og indlevelse, Bekræftelse, Åbenhed og Selvrefleksion og afgrænsning (Ritchie, 2005, s.77-78), da vi mener, at hendes teori er væsentlig i det pædagogiske arbejde i relationer med udviklingshæmmede. Vi vil sammenholde hendes beskrivelse af anerkendelse med filosoffen George F. W. Hegel og psykologen Anne-Lise Løvlie Schibbyes tolkninger af anerkendelse. For at få et nuanceret billede af relationer, har vi anvendt psykologerne Dion Sommer, George H. Mead og Flemming Andersens relationsteorier. Vi har endvidere anvendt cand. pæd. Bent Madsen, for også at få den pædagogiske vinkel belyst. Vi har brugt psykologerne Tove Svendsen og Per Lorentzen, da de lige som os, begge arbejder inden for området med voksne udviklingshæmmede. Udviklingspsykologisk teori Vi har brugt Daniel Sterns udviklingspsykologisk teori, som i første omgang drejer sig om relationen mellem mor og barn. - udviklingen af det gryende selv fra fødslen - udvikling af kerneselvet fra ca. 2 måneders alderen - udvikling af det subjektive selv fra 6 måneders alderen - udvikling af det verbale selv ved 15 måneders alderen - udvikling af det narrative selv, når barnet er 3½ år (se bilag 2) 2

3 Tove Svendsen som i mange år har arbejdet med psykoterapeutiske samtaler med voksne udviklingshæmmede er inspireret af Sterns teorier. Hun er begejstret for Sterns fem relationsdomæner og hun mener, det blot drejer sig om at koble sig på der, hvor udviklingen er gået i stå. Svendsen siger i sin artikel (se bilag 3), at det er vigtigt at sætte fokus på relation og kommunikation. Det vil give beboerne rum og mulighed for at få mange små og nære samspilssekvenser med pædagogerne. De skal have hjælp til at mærke sig selv og have lov til at give udtryk for deres tanker og ideer. Vi konkluderer hermed at Svendsen og Stern samstemmende siger, at al udvikling starter med anerkendende relationer. For os danner det grundlag for en fælles forståelse. Vi vil i næste afsnit undersøge hvilke forudsætninger, det kræver at være anerkendende. Anerkendende teori I begrebet anerkendelse ligger også en vis form for nærhed, som vi definerer som et forhold af gensidig tillid og tryghed, Berit Bae kalder det for anerkendende relationer. En ikke anerkendende relation vil betyde, at personens tanker og følelser ikke er noget værd, de respekteres ikke. Det vil give manglende lyst til indlæring og manglende respekt for sig selv og andre. Den anerkendende relation giver derimod et større selvværd og en større åbenhed for aktiviteter og indlæring. (Ritchie, 2005, s.77-78) Berit Bae har 4 punkter for, hvad hun ser som en vigtig faktor ved det at være anerkendende: Forståelse og indlevelse: Bygger på empati, sætte sig ind i den andens oplevelse og følelse. Bekræftelse: her skal vi passe på ikke at rose i stedet for at se og gøre klart, at vi har forstået. Åbenhed: Her må vi opgive kontrollen og risikere, hvad der måtte komme. Selvrefleksion og afgrænsning: Vi må forholde os og kunne reflektere over os selv og vore handlinger. Hos Hegel er anerkendelse et relationelt begreb, der knyttes til personen, til opbygning og vedligeholdelse af identiteten. Hegel siger, at det er menneskenes grundvilkår, at vi på den ene side er afhængige af anerkendende relationer og tilknytning og et modsatrettet fundamentalt behov for et afgrænset selv. Han mener, der er tale om en dialektisk (modsætningsfyldt) proces, der driver udviklingen frem via anerkendelse, som så fungerer som et spejl til opbygning af selvet. (Ritchie, 2004, s.93) En anden vinkel på begrebet anerkendelse kan være, at begrebet rummer et ideal om anerkendelse i alle mellemmenneskelige relationer. Her bliver det en decideret grundholdning, 3

4 hvor den anden er en autoritet i forhold til sin oplevelse (Schibbye 1998, s.66) I denne grundholdning kommer ligeværdstanken af sig selv, idet at have rettigheder over egne oplevelser og at personen er forståelig og agtværdig. (Ritche 2004 s.94) Når vi analyserer Berit Baes, Hegels og Schibbyes teorier om anerkendelse, ses det tydeligt hvor vigtigt det er, at vi møder beboerne som selvstændige, følende, oplevende, handlende og tænkende mennesker. Og at vi ligeledes husker at reflektere over, hvad vi gør og hvorfor vi handler, som vi gør. Dette så vi et eksempel på ved et fælles frokostbord med nogle udviklingshæmmede, der blev fortalt en julehistorie og stemningen var afslappet og god. Efter historien meddelte Inga (udviklingshæmmet), at hun også gerne ville fortælle en historie. Det blev en fin oplevelse for os alle, hvor vi erfarede, at den anerkendende relation havde givet hende mod til at fortælle sin historie. (se bilag 4) I næste afsnit vil vi give en beskrivelse af hvad relationer er. Relations teori Det er svært at definere, hvad en relation er. I princippet kan alle indgå i en relation. Man kan inddele det i, formelle eller uformelle relationer, i værdige eller ikke værdige relationer, i afhængighedsrelationer eller frivillige relationer. (Madsen, 1999, s.153). I den individuelle tidsalder vi lever i, er erkendelsen af, at menneskets udvikling starter på det relationelle plan, for derefter at identiteten kan indfinde sig ikke ret stor, mener Flemming Andersen. (Richie, 2004, s. 30) Han fremhæver netop, at vores identitet eller vores selv formes af de historier, vi får fortalt om os selv i relationer med andre, og han kalder endda det relationelle for menneskes eksistensvilkår. Ifølge Dion Sommer omfatter relationer samtlige personlige forbindelser mellem mennesker, og det er situationerne, der afgør om relationerne forløber negativt eller positiv lærende og udviklende. Med relationen som omdrejningspunkt, flyttes fokus fra mennesket til de sociale processer, altså relationen mennesket er med i.(richie, 2005, s. 173) Det afgørende er at fagfolk, som f.eks. pædagoger forstår at opfatte og indleve sig i det enkelte menneske, set ud fra deres egne forudsætninger og behov, og derfra afstemme sin egen væremåde. Mead taler om den betydningsfulde anden. Typisk er moderen en betydningsfuld anden for barnet. Men i et bofællesskab eller på en institution vil pædagogen træde i moderens sted. Dette medfører at beboerne måske har mange personer, som er betydningsfulde andre for vedkommende, det giver en kvalitet ved, at muligheden for at vælge og tolke alternativt bliver større. (Madsen, 1999, s. 370) Ifølge Bent Madsen har pædagoger dobbeltrelationer til beboerne, de har den nære og den professionelle relation. (Bilag 5) Den nære, som er spontan, 4

5 tillidsfuld, intim, specifik og personlig. Denne relation er udformet af personer og ikke rolleindehaver. Den professionelle relation er den, hvor pædagogen er regelstyret, distanceret, rollebåret og planlagt. Pædagog og beboer er i relationen ikke lige på grund af den professionelle kontakt, men lige værdige, da relationen er mellem mennesker. Det vil sige at pædagogen bør tage etisk stilling til forskellige situationer ud fra sin faglige viden, og også ud fra sin indlevelse i, hvad beboeren har behov for. (Madsen, 1999, s.174) På en tur ud i naturen med nogle udviklingshæmmede, oplevede vi, hvordan vi pludselig fik brug for den etiske overvejelse i forhold til Lene, (udviklingshæmmet) som ville sætte sig og tisse nær ved vejen i stedet for på det offentlige toilet lige i nærheden. (se bilag 4) Ved at analysere den psykologiske og den pædagogiske beskrivelse af relationer, er det blevet meget tydeligt for os, at det kan have en afgørende betydning, at personalet er opmærksomme på relationernes betydning for beboernes selvdannelse. Vi har i næste afsnit især brugt Per Lorentzens beskrivelse fra sit arbejde, til at belyse pædagogens kompetencer. Pædagogens kompetencer Per Lorentzen er uddannet psykolog og arbejder med udviklingshæmmede. Han ser ikke beboerne, som mennesker der trænger til behandling eller træning i forskellige færdigheder, men mennesker som trænger til at blive set og hørt i deres egenart og anderledeshed. I sin bog Fra tilskuer til deltager siger han, at vi skal være opmærksomme på, hvordan vi som pædagoger arbejder. I al vor stræben efter at være professionelle og faglige, skal vi passe på, at vi ikke kun kommer til at diskutere beboerne, men mere stræbe efter at snakke og opleve med beboerne. Vi skal ikke analysere og vurdere deres handlinger, men handle sammen med dem. (Lorentzen, 2003, s ) Dette gør Dion Sommer også opmærksom på, når han skriver, at vi skal se tingene ud fra brugernes forudsætning. (Richie, 2005, s. 173) Lorentzen er af den opfattelse, at når mennesker gør noget sammen, vil der altid ske en læring, mennesker vil altid lære noget af at være involveret i hinanden. Det samme siger Flemming Andersen, han siger, at det er selve processen i at indgå i relationer, der er af stor betydning for beboerne. Lorentzen tilføjer at færdigheder i at samarbejde med andre, må være selve grundlaget for al selvstændighed. Når vi overfører Per Lorentzens teorier på bofællesskabet, ser vi, at vi i første omgang må sætte relationerne og det sociale i fokus. Derved vil de automatisk åbne sig for selvudvikling. Her er det uhyre vigtigt, at det er en anerkendende måde pædagogen og beboeren er sammen på. Det så vi et eksempel på, da vi var på en tur med nogle udviklingshæmmede. Vi så her et 5

6 samspil udvikle sig mellem den udviklingshæmmede (Yvonne) og pædagogen (Anette). Yvonne følte sig tryg og taget alvorlig, fordi Anette var anerkendende i sin kommunikation. Derved overvandt Yvonne sin angst og overskred sine egne grænser. (se bilag 4) Samtidig med må vi huske, at pædagogen ikke må blive dominerende og hjælpe mere, end beboerne synes om/har brug for. Beboerne skal netop styrkes i deres selvfølelse, så de får mod på at være med- og selvbestemmende. Vi ser ingen problemer i at kombinere de forskellige teorier, vi har brugt, da vi synes de underbygger hinanden. Teoretikerne har blot fokus forskellige steder i relationen. Dermed er vi kommet frem til vores konklusion. Konklusion Vi er kommet frem til, at det er meget vigtigt, at vi har fokus på den anerkendende relation i forhold til beboerne. Anerkendende relationer er en forudsætning for at udvikle selvfølelsen og dermed en nødvendighed for, at de udviklingshæmmede kan leve deres liv. Netop i den tidsalder vi lever i nu, forventes det, at også de udviklingshæmmede er selvbestemmende. Det kan vi hjælpe dem til at blive, ved at sætte fokus på relationerne og ved at være tydelige i vor anerkendelse. Daniel Sterns teorier om, at relateringsdomænerne altid er tilgængelige for videre udvikling, giver os håb om, at de udviklingshæmmede kan få lov til at leve livet, som de ønsker, på trods af deres udviklingshæmning. Vi er af samme mening som Per Lorentzen, når han siger, at det først og fremmest drejer sig om respekt for beboerne. Vi skal respektere dem, og deres behov for at blive set og hørt i deres egenart og anderledeshed. Svaret på vores sidste spørgsmål, om hvilke pædagogiske kompetencer det vil kræve, må være, at vi skal kunne reflektere over vore handlinger, være tydelige i vor anerkendelse og ligeledes være respektfulde i relationerne. Perspektivering: En ting vi er blevet opmærksomme på undervejs i vores synopsis er, at det også må være et væsentligt mål for pædagogernes arbejde, at støtte beboerne i relationer til omverdenen. Vi må støtte beboerne i at etablere, udbygge og vedligeholde relationer til familie, venner, lokalmiljøet osv. Vi har jo netop erkendt, hvor stor betydning relationer har. 6

7 Litteraturliste Clausen, Birthe Juhl Lauritzen, Jørgen, Semi-forlaget, 2004, 1. udgave, 1. oplag Narrativ pædagogik Brøup, Mogens- Hauge, Lene Thomsen, Ulrik Lyager, Nordisk Forlag A/S, 2003, 2. udg., 6. oplag Den nye psykologihåndbog Holm, Per - Holst, Jesper Olsen, Balch Søs og Perlt Birger Forlaget Systime, 1999, 5. oplag Liv og kvalitet i omsorg og pædagogik Lorentzen, Per Universitetsforlaget, 2003 Fra tilskuer til deltager Madsen, Bent Hansen, Janne Hedegaard Pécseli, Benedicta og Siersted, Mette Nordisk Forlag A/S, København udg. 2.oplag 1999 Tæt på relationen Ritchie, Tom, Billesø & Blatzer, 2004, 2. udgave, 1. oplag Relationer i teori og praksis perspektiver på pædagogisk tænkning Ritchie, Tom, Billesø & Blatzer, 2005, 1. udgave, 1. oplag Relationer i psykologien Schibbye, Anne-Lise Løvlie Universitetsforlaget 2002 Relationer et dialektisk perspektiv Internet henvisning: www. Lev.dk www. oligo.dk 7

8 Bilagsliste: Bilag 1: Serviceloven 81 Bilag 2: Sterns fem udviklingsdomæner Bilag 3: Tove Svendsens artikel Betydning af selvbestemmelse for udvikling af selv og identitet udviklingens betydning for selvbestemmelse Bilag 4: Egen empiri Bilag 5: Dobbelt socialisering 8