Anden påskedag Livet er som en vandring, i et landskab, der hele tiden forandrer sig. Den lige landevej ligger vidstrakt foran os, endeløs med små sving og små stigninger. Det gør os udmattede at se på den, for vi kan ikke se enden og det synes som om der ikke er noget mål, vi går og går. På et tidspunkt beslutter vi os for at slå ind på en lille sidevej, der krydser den lige landevej. Vi ved ikke hvad der venter. Vi går ud over en hullet markvej, snubler over en sten og må balancere på græstuer, for ikke at få våde fødder. Pludselig lukker nåleskoven sig om os og det bliver mørkt, selvom det er midt på dagen, grenene fra grantræerne svirper mod vores hud og vi må koncentrere os endnu mere om vejen vi går på. Det går opad gennem skoven. Vi må stoppe op og holde pause, vi vender blikket tilbage ad den vej vi er kommet, det er som om den er forsvundet der mellem træerne, men vi ved den er der, for vi har gået på den. Vejen fortsætter stejlt opad og pludselig står vi på toppen af bjerget, hvor vi har udsyn og overblik. Vi bliver stående og glædes, men kun for et øjeblik, for livet er en vandring, vi må hele tiden bevæge os og blive bevægede. To af Jesu disciple er på vandring, de er på vej hjem til Emmaus. De vandrede ad den samme vej, som de havde benyttet, da de samme med Jesus gik mod Jerusalem få dage tidligere. De var gået ind mod Jerusalem, med et håb om, at Jesus var den konge der
var blevet profeteret om. Han havde fortalt dem hvad der ventede bag Jerusalems mure, men de hørte det ikke. De glade råb fra folket og de viftende palmegrene, havde fået dem til at glemme alt om den smerte og nedlaget han havde talt om. Nu er han død på korset, som han havde sagt og disciplene er på vej tilbage mod deres hjemby. Vejen er en den samme, og dog en helt anden. De hoveder der havde været løftet for et se folkets begejstring er nu sænkede. Opmærksomheden er vendt mod de huller og sten der er foran deres blik. Den vej, der førte dem frem mod håbet, fører dem nu væk fra det. De to disciple prøver at finde en forklaring. Hvad var det der skete de dage i Jerusalem, hvor forsvandt deres håbets anker hen, i virvaret af mennesker, blod og skrig. Måske slap de det selv og nu går de ad den endeløse vej, tilbage til det de kom fra, tilbage til det liv, der aldrig vil blive det samme igen. Selvom de ikke går der alene de har jo dog hinanden, må det have været en ensom vandring. Deres fælles håb og deres fælles tro er slået ihjel. Der er ikke længere noget der binder dem sammen, andet end den vej, der minder dem om nederlaget og håbløsheden. De er forblændede i deres ensomhed, så forblændede at de ikke rigtigt ser den fremmede der kommer og slår følge med dem. Der er ikke noget fællesskab at lukke ham ind i der er kun deres ensomhed. Men under deres fælles vandring, sker der alligevel noget, ikke mere deres
blik, eller med deres tilsyneladende ensomme vandring, men med deres hjerte. Der bliver tændt en flamme i dem. De kan ikke sige hvad det er, og ikke forstå hvad der sker. Men der tændes en glød de mærker det, men forstår det endnu ikke. For de er låst fast i den del af deres livsvandring, hvor blikket er stift rettet mod vejen, fordi mørket omkring dem er tæt. De giver ham en plads på den vej de går på samme, måske mere af høflighed end af lyst. Deres sorg er stor og i stedet for, at dele den med hinanden diskuterer de, vender smerten udad, som et skjold mod det sårede indre. Måske kan vi godt spejle os selv og vores liv i de to disciples vandring mod Emmaus, for vores livsvandring, kan også godt føles ensom. Der er mennesker vi får lov til at gå en stykke af vores vej gennem livet med. Søskende, som vi er vokset op med og som vi får lov til at følge tæt. Ægtefællen og børnene. Men alle går de kun et stykke vej, i det liv der er vores. Derfor kan vores livsvandring også ind imellem føles smal og ensporet, for der hvor vi virkelig føler ensomheden er der måske slet ikke plads til et andet menneske. Arne Haugen Sørensen, har en figur i sin billedkunst, som han kalder vandringsmanden. Det er den jeg har sat udenpå gudstjenestearket. Figuren går altid alene, og i hånden har han en vandringsstav. Hans ansigt vender både fremad og bagud. Han lægger fortiden bag sig, men betragter den,
samtidig med at han går ind i en fremtid der er lysere, end det han har forladt. Som med disciplenes vandring. De kan ikke blive i mørket i Jerusalem, de må væk fra det. Og de kommer senere til at opleve, at det de gik ind til var lysere meget lysere end det de forlod. Vandringsmandens øje er stift rette mod os, måske for at vi kan spejle os i den ensomme vandrer, og mærke at det er vilkår vi deler. Den store røde hånd holder om vandringsstaven, som en støtte han har fået givet. Den kan holde ham oprejst når han er ved at snuble, afsøge dybden i vandfyldte og mudrede huller, og række ud efter det han ikke selv kan nå. Vandringsstaven bliver på Arne Haugen Sørensens billede malet med den røde farve; kærligheden og blodets farve, det er Gud som vi må række ud efter og kan bruge som en støtte. Gud går med os, på vores livsvandring, så der ikke er nogen steder hvor vi er overladt til den endeløse ensomhed. Vi kan bruge ham, som en vandringsstav i vores liv, så vi har noget at holde fast i, også der hvor vores håb er ved at brænde ud eller der hvor vi er allermest alene. Sådan kan troen få konkret betydning, som en støtte i vores liv, og som det der bryder ensomhedens mure ned. Andre gange kan vi møde troen og Gud i et andet menneske. Der hvor en anden giver os sin hånd, som vi kan støtte os til den. Eller der hvor en anden giver os ører der lytter til vores råb om hjælp. Der møder vi den vandringsstav, der gør at vi kan komme igennem en ufremkommelig
strækning på vejen. Hvis vi som disciplene i deres vandring mod Emmaus, tillader en anden slå følge med os og giver plads på vejen sammen med os, så vil vi måske opleve at vejen ændrer sig foran os. Der hvor vi giver plads til en anden og til Gud, der bliver selv storme og høje stigninger i livet lettere at forcere. Og måske kommer verden og virkeligheden så til at se helt anderledes lysere ud, fordi hjertet i os vil brænde igen. Jesu opstandelse og påskens begivenheder bliver konkrete i Emmausvandringen. Jesus slår følge med disciplene og han slår følge med os. Men vi ser det ikke altid, fordi vores virkelighedsforståelse skygger for opstandelsens mirakel. Professor Johannes Sløk, beskriver Emmausvandringen sådan her: det er som om vi befinder os i en mærkelig verden, hvor det virkelige fortoner sig i det uvirkelige og de sære ting bliver virkelige. Vandringen til Emmaus er den besynderligste spøgelseshistorie, besynderlig, fordi det på en eller anden måde er spøgelset, det er virkeligt, og altså ikke noget spøgelse. Det er de andre, de to mænd, der er sat uden for virkeligheden. Sløk stiller spørgsmålstegn ved virkeligheden og hvis vi skal forstå opstandelsen og begribe dens betydning for os, så må vi også spørge ind til virkeligheden. Spørge ind til alle de gange, hvor vores livsvej var ufremkommelig og vi alligevel blev hjulpet igennem, som med en
vandringsstav der blev rakt os. Alle de gange hvor vi blevet givet en styrke, der ikke var vores egen. Virkeligheden er mere end den vi kan observere og beskrive. Nogle gange ser vi et glimt af Guds rige og Guds virkelighed: i glæden og kærligheden og i Jesu opstandelse fra de døde. Glædelig påske Amen