Teoretisk viden Anerkendende pædagogik Relationskompetence Handlekompetence Ressourcesyn Innovation Individ og specialpædagogik CVU Storkøbenhavn modul 74445 Forår 2008 Vejleder Bente Maribo Vibeke Bang Jacobsen
Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse... 2 Indledning... 3 Problemformulering... 3 Afgrænsning og definitioner... 3 Teorivalg og metode... 3 Teoriafsnit... 4 Bente Jensens rapport... 4 Daniel Stern (1934 -)... 4 Vygotsky (1896-1934)... 5 Relationskompetence og anerkendende pædagogik... 5 Diskussion... 6 Perspektivering... 7 Stikord til mundtlig fremlæggelse:... 8 Litteraturliste... 9 Eksamens oplæg... 10 Inklusionsstjernen... 13 Den positive pædagogiske cirkel... 14 Målformuleringsskema... 15 Synopsen indeholder 12.199 tegn inklusiv mellemrum. 2
Indledning Jeg har valgt at kalde min opgave Social inklusion hvordan?, fordi jeg mener, at der er et stort behov for at rette fokus på, hvordan vi kan håndtere denne opgave, så det bliver til gavn for alle børn, der indgår i det sociale fællesskab, der er i et børnehus. Det er børn med særlige behov, som fylder meget i vores pædagogiske hverdag, så derfor er det vigtigt, at der skabes et udviklende børnemiljø, som forhindrer, at disse børn stigmatiseres. Bente Jensen har for Socialforskningsinstituttet udgivet en rapport i 2005, der hedder: Kan daginstitutioner gøre en forskel?. Denne rapport konkluderer, at daginstitutioner gør en forskel for at bryde den negative sociale arv. Det er meget opmuntrende, men den beskriver også, at der er nogle vigtig faktorer, der skal være på plads for at det kan ske, så derfor vil jeg i denne opgave give et bud på, hvordan de pædagogiske og psykologiske teorier kan implementeres for at social inklusion kan lykkes. Problemformulering Hvordan kan Børnehusene udvikle en social inkluderende praksis for børn med særlige behov? Afgrænsning og definitioner Det er børn, som p.g.a. deres sociale baggrund er truet på deres udvikling, som jeg beskæftiger mig med i opgaven. Jeg vil primært have fokus på aldersgruppen 0 2 år, men jeg mener, at teorierne kan anvendes på hele aldersgruppen 0-5 år. Social inklusion betyder, at de menneskelige og materielle ressourcer skal stilles til rådighed i den sociale arena, hvor barnet lever sit hverdagsliv, dvs. i familien, daginstitutionen, skolen og nærmiljøet. 1 Denne synopse er afgrænset til daginstitutionen. Børn med særlige behov er alle børn, som har behov for en særligt tilrettelagt, pædagogisk indsats for at de kan udvikle deres kompetencer. 2 Professionel relationskompetence defineres som: Pædagogens evne til at se det enkelte barn på dets egne præmisser og afstemme sin egen adfærd herefter uden dermed at fralægge sig lederskabet, samt evnen til at være autentisk i kontakten = det pædagogiske håndværk 3 Og som pædagogens evne og vilje til at påtage sig det fulde ansvar for relationens kvalitet = den pædagogiske etik 4 Teorivalg og metode Jeg vil anvende Daniel Stern til at redegøre for SELVETS udvikling og Vygotsky til at redegøre for Zonen for nærmeste. Derudover vil jeg inddrage teori om anerkendelse og relationskompetence for at knytte den psykologiske teori til praksis gennem den pædagogiske teori ved at vise, at disse teorier tilsammen kan skabe forudsætninger for et udviklende børnemiljø for vuggestuebørn i børnehusene. Bente Jensens rapport Kan daginstitutioner gøre en forskel? vil være den empiri, som jeg anvender for at kunne konkludere, at det er muligt at skabe en social inklusion for børn med særlige behov. 1 Bent Madsen: Socialpædagogik side 210 2 Pædagogiske læreplaner i Ballerup kommunes dagtilbud 0 5 år. Guiden side 26 3 Jesper Juul og Helle Jensen: Relationskompetence fra lydighed til ansvarlighed side 128 4 Jesper Juul og Helle Jensen: Relationskompetence fra lydighed til ansvarlighed side 128 3
Teoriafsnit Bente Jensens rapport Den undersøgelse, der ligger til grund for rapporten, er både af kvalitativ og kvantitativ art og er en afrapportering af resultaterne fra Danmarks Pædagogiske Universitets undersøgelse af daginstitutioner og den sociale arv. Konklusionen på undersøgelsens hovedspørgsmål, om daginstitutioner kan gøre en positiv forskel i forhold til børn præget af social arv, er for det første, at der er mange vanskeligheder, som skal overvindes. For det andet er konklusionen, at det er gennem fornyelse og innovation, at mulighederne skal findes, og endelig, for det tredje, at udviklingspotentialer findes ude i daginstitutionerne, men at det kræver mere viden, tid og rum at gennemføre ideerne til at højne kvaliteten i institutionerne i forhold til arbejdet med udsatte børn. Om ideerne kan føres ud i livet og få den ønskede effekt, afhænger således af pædagogers og lederes handlekompetencer og af kvaliteten i den pædagogiske praksis, men også af opbakningen fra forvaltningen og samfundet i det hele taget. 5 Daniel Stern (1934 -) Sterns teori om SELVETS udvikling bygger videre på faseteorierne, som andre udviklingspsykologer havde introduceret, men Sterns beskriver, at fornemmelser for SELVET er udviklingsområder, der hele tiden udvikles og fører til mere nuancerede selvforståelser. Det barnet får med sig fra et område, bærer det som ressource videre til det næste og udvikler det fortsat gennem hele barndommen, ja hele livet i en kontinuerlig proces, hvor stadig større selvorganisering og selvforståelse bliver resultatet. 6 Sterns selvudviklingsskema er bearbejdet 7 til: Barnet har en række medfødte kompetencer eller mentale redskaber til at forstå, gribe og håndtere den sociale og fysiske verden. Samspillet med nære voksne skaber forudsætningerne for, at disse kompetencer får mulighed for at udvikle sig. 5 Bente Jensen: Kan daginstitutionen gøre en forskel? side 154-155 6 Lise Gullestrup: At blive et med sig selv. Side 70 7 Lise Gullestrup: At blive et med sig selv. Side 75 4
Sterns positive udviklingssyn bevirker, at det aldrig er for sent at påvirke barnets udvikling, heller ikke selv om det har fået en dårlig start på livet, hvad mange af de børn med særlige behov, vi møder i Børnehusene, har. Disse børn har ofte udviklet nogle overlevelsesstrategier, som kan få alvorlige konsekvenser, hvis vi ikke formår at støtte barnet i at få dem ændret til mestringsstrategier. 8 Vygotsky (1896-1934) Jeg vil kun fokusere på dele af Vygostkys teori, nemlig Zonen for nærmeste udvikling. Grundlaget for hans teori er det dialektiske forhold mellem mennesker og kultur, og at barnet allerede fra fødslen er et socialt og kollektivt væsen 9. Zonen for nærmeste udvikling betegner afstand mellem det udviklingsniveau barnet allerede har nået og det niveau, som det er på vej mod. Det kan illustreres sådan: Kan endnu ikke Aktuel udviklingszone Kan med hjælp Kan selv, uden hjælp Nærmeste udviklingszone Potentiel udviklingszone For at sætte en læringsproces i gang, er det derfor vigtigt, at have et klart billede af, på hvilket udviklingsniveau barnet befinder sig og motivere til videreudvikling. Vygotsky har ikke motivation som et centralt begreb 10, men hans vægtning af dialog kan i den kontekst, som børn befinder sig i nu, sagtens defineres som at barnet skal være motiveret og befinde sig i nærmeste udviklingszone, for at der sker en læreproces. Flow 11, som Csikszentmihalyi har beskrevet, er en optimal tilstand, hvor læringen bare flyder, og hvor tid og rum ophæves. Han siger også, at den udfordring som man sættes overfor skal stå i rimelig forhold til de ressourcer som man har, for at man vil opleve flow. På den måde kan oplevelsen af flow forbindes med zonen for nærmeste udvikling 12. Relationskompetence og anerkendende pædagogik Jesper Juul og Helle Jensen 13 forudsætter at relationskompetence er professionelle relationer, hvor den ene part er professionel og den anden ikke er, hvilket stiller krav til den professionelle om at være rationel, have indsigt og overblik. Pædagoger skal skabe sunde, lige- 8 Lise Gullestrup: At blive et med sig selv side 54 9 Ivar Bråten: Vygotsky i pædagogikken side 144 10 Ivar Bråten: Vygotsky i pædagogikken side 150 11 Bente Lynge: Anerkendende pædagogik side 200 12 Bente Lynge: Anerkendende pædagogik side 206 13 Jesper Juul og Helle Jensen: Relationskompetence fra lydighed til ansvarlighed side 121 5
værdige og dynamiske relationer både i forhold til børn og forældre. Jævnfør definitionen på relationskompetence skal man se barnet, hvorved man styrker barnets selvfølelse, og man skal påtage sig lederskabet for at skabe en tryg atmosfære, og samtidig være bevidst om, at man ikke må krænke barnets personlige integritet. Kun ved at være autentisk og påtage sig ansvaret for relationen kan den voksne være en god rollemodel for børnene. Der er rigtig mange bud på, hvad anerkendende pædagogik er, men jeg vil tage udgangspunkt i at anerkendelse rækker ud over positive tilkendegivelser og opmuntringer 14. Anerkendelse kræver ligeværdighed i relationen, hvor parterne lader sig berøre og bevæge af andres forståelse. Der skal ikke tolkes på andres motiver og parterne bevare retten til deres egen integritet. I den forståelsesramme er det vigtig, at pædagogen har et ressourcesyn frem for et mangelsyn og en evne til at formidle det til omgivelserne. Desuden skal pædagogen kunne reflektere over sin definitionsmagt, som Berit Bae beskriver. Diskussion I børnehusene har vi en del børn med særlige behov, fordi de har en social baggrund, som ikke har sikret dem optimale udviklingsbetingelser. Disse børn har krav på at blive mødt af fagligt kompetente voksne, som ved hjælp af teoretisk viden kan skabe en hverdag, som giver hver enkel barn en kvalificeret udviklingsmulighed. Hvert barn har brug for at blive set som et unikt individ, der er en del af fællesskabet og er vigtig for det. Det betyder at pædagogen må bruge sin viden om Sterns udviklingspsykologi for at finde ud af, hvor barnet befinder sig udviklingsmæssigt. Selv om barnet er 1 år, har det ikke nødvendigvis oplevet at indgå i et positivt samvær og samspil med en nær voksen, så det gryende SELV eller KERNESELVET er på plads. Det betyder, at vi må møde barnet på dets niveau og give det mulighed for at gennemleve de domæner, det ikke har på plads. Det kan bevirke at samvær og samspil bliver de centrale temaer, der skal arbejdes med frem for samforståelsen. Hvis barnet har udviklet for mange overlevelsesstrategier, er det vigtigt, at pædagogen påtager sig lederskabet og viser barnet, at det i Børnehuset kan slappe af og få al den nærhed, omsorg og kontakt, som det har brug for, og pædagogen skal arbejde bevidst på at få barnet til at mestre i stedet for at overleve. Vygotsky giver pædagogen et teorigrundlag for at støtte barnets læring optimalt, for det er vigtigt ikke at holde barnet i den aktuelle zone for udvikling, og dermed hæmme det, og ikke stille krav der er for store, men hele tiden have blik for, hvor det enkelte barns nærmeste zone er og tilpasse de pædagogiske krav i forhold til det. Det gælder især børn med særlige behov, da de ofte kan være forud i deres udvikling på nogle områder men bagud på andre, så derfor skal pædagogen kunne analysere hele barnets udvikling. (Jeg vil i min mundtlige eksamen komme ind på, hvordan denne analyse kan laves.) Opmærksomhed på flow 15 kan være på sin plads, så man undgår både angst og kedsomhed, men sørger for at barnet virkelig bliver fanget i sin interesse for udvikling. Det er vigtigt, at analysen bliver fortaget i et positivt aspekt, så der er fokus på barnets kompetencer og potentialer i stedet for dets mangler. Bente Jensen har følgende skema om de to paradigmer med i sin rapport: 16 14 Berit Herts & Frank Iversen: Mere anerkendelse i børnehøjde side 20 15 Bente Lynge: Anerkendende pædagogik side 207 16 Bente Jensen: Kan daginstitutionen gøre en forskel? side 99 6
Den pædagogiske opgave Indsatser Effektvurderninger Kompensationsorienteret Omsorg, opdragelse, relationsarbejde Mangler, intellektuelle, sociale og følelsesmæssige, i fokus Give luftforandring og være et åndehul Innovationsorienteret Dannelse, opdragelse og kombination af relations- og didaktisk arbejde dvs. fokus på indhold og form Ressourcer og kompetenceudvikling i fokus Give et kompetenceløft, gøre en forskel Bente Jensens konklusion er, at de institutioner, der ikke kun i teori men også i praksis formår at arbejde innovationsorienteret, gør en forskel for børn med særlig behov. Hun konkluderer dog også, at langt de fleste daginstitutioner ikke formår at arbejde innovationsorienteret, og det kan skyldes pædagogernes habitus eller PPR s krav om fejlfinding for at udløse støtte. At rette fokus på relationspædagogik, anerkendelse og kompetencer er derfor nødvendige forudsætninger for, at den sociale inklusion kan finde sted. Perspektivering Mit svar på min problemformulering: Hvordan kan Børnehusene udvikle en social inkluderende praksis for børn med særlige behov? vil med Bente Jensens ord være: Om daginstitutionerne gør en positiv eller negativ forskel, afhænger af samspillet mellem institutionen og barn, institution og forældre samt institution og rammebetingelserne og så selvfølgelig den konkrete pædagogiske praksis, der udfolder sig midt i sådanne samspil. 17 Når Børnehusene vil ændre sin pædagogiske praksis, så kræver det at personalet kender teorierne og kan justerer dem, så de kan anvendes i den kontekst, som gælder i det postmoderne samfund, som vi lever i nu. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at hvis pædagogerne skal handle på deres iagttagelser af socialt udsatte børn, og hvis disse handlinger skal føre til ændringer af børnenes situation, så sker det i et samspil og et samarbejde med andre faggrupper 18 Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden forbedrer vores viden og vores handlekompetence, holder vores mål og værdier for øje og tilpasser vores pædagogiske praksis til de børn, som er indskrevet i vores børnehus. Det er særlig vigtigt for børn med særlige behov, da vi har muligheden for at ændre deres udviklingspotentiale, hvis det lykkes for os. 17 Bente Jensen: Kan daginstitutionen gøre en forskel? side 148 18 Niels Ploug: Socialt udsatte børn side 30 7
Stikord til mundtlig fremlæggelse: Jeg vil præsentere en konkret handlingsplan ved hjælp af: 1. Inklusionsstjernen 19 2. Den positive pædagogiske cirkel 20 3. Målsætningsskema 21 19 Marianna Egebrønd: Negativ social arv inklusion vs. assimilation side 74 20 Bente Maribo den 10. marts 2008 21 Anvendes i Børnehuset Grantoften afd. Vuggestuen 8
Litteraturliste Ivar Bråten: Vygotsky i pædagogikken. Frydenlund 2007. Side 143 165 Marianna Estelle Nysom Egebrønd: Negativ social arv Inklusion vs. assimilation. Frydenlund 2007 Berit Hertz & Frank Iversen: Mere anerkendende pædagogik. Pædagogisk bogklub 2007 Lise Gullestrup: At blive et med sig selv om udvikling af det 0 5 årige barns SELV. Pædagogisk Bogklub 2005 Bente Jensen: Kan daginstitutionen gøre en forskel? Socialforskningsinstituttet 05:08 Esben Jerlang: Udviklingspsykologiske teorier. Pædagogisk Bogklub 2006. Side 317 325 samt 377 410 Jesper Juul og Helle Jensen: Relationskompetence fra lydighed til ansvarlighed. Apostrof 2002 Bente Lynge: Anerkendende pædagogik. Pædagogisk bogklub 2007 Bent Madsen: Socialpædagogik. Hans Reitzels forlag 2005 side 201-230 Niels Ploug: Socialt udsatte børn identifikation, viden og handlemuligheder i daginstitutionerne. Det nationale forskningscenter for velfærd 07:25 Pædagogiske læreplaner i Ballerup Kommunes dagtilbud 0 5 år. Guide og inspirationsmateriale 2007. 9
Eksamens oplæg Min synopse har jeg valgt at kalde Social inklusion hvordan? Og min problemformulering er: Hvordan kan Børnehusene udvikle en social inkluderende praksis for børn med særlige behov? Jeg vil starte med at beskrive, at børn med særlige behov må anses for en meget broget gruppe, der udviser meget forskellige adfærdsmønstre. Nogen af disse børn har, på grund af deres familiære baggrund, brug for særlig opmærksomhed fra personalet, da de mangler omsorg, kontinuitet og sammenhæng fra deres forældre p.g.a. forældrenes misbrug, andre har forældre der ikke magter deres forældreroller, da de selv er tidligt svigtede. Nogle har forældre, der er ledige, og som får vendt op og ned på nat og dag, så børnene har svært ved at følge en rytme i daginstitutionen. Det er kun nogle eksempler på deres forskellighed. Jeg vil ikke vælge en specifik problematik, men præsentere min handleplan som gældende for alle børn med særlige behov, og jeg vil anvende denne handleplan, når jeg skal rundt som inklusionsformidler og i mit eget børnehus. Jeg vil med inklusionsstjernen illustrere, hvordan et teorigrundlag er nødvendig for at kunne udvikle en social inkluderende praksis. Der, hvor vi har vores teoretisk afsæt, er i Mål middel/metode refleksion/evaluering trekanten. Med udgangspunkt i Sterns udviklingsteori sætter vi os nogle mål, både for det enkelte barn som for gruppen. Vi bruger udviklingspsykologien til at sætte realistisk mål, og når vi snakker vuggestuebørn, så vil det være samvær, samspil, samforståelse og samtale, der er de vigtigste relateringsdomæner. Vi skal støtte barnet i en god SELV forståelse, og vi skal understøtte barnets udvikling ved at være opmærksomme på Zonen for nærmeste udvikling. Når middel/metode skal vælges, så er det både Stern og Vygotsky, som bruges til at analysere, hvilke metoder der skal til for at nå målene. Vygotsky siger, at opgaven bliver at skabe muligheder for, at barnet kan bevæge sig fra det, som det kan, til det, det ikke kan. Her hjælper barnets biologiske alder os ikke alene, for som jeg nævner i synopsen, så er der børn, som hurtigt er nødt til at klare nogle praktiske ting omkring sig selv, eller børn som bliver holdt tilbage i udvikling, fordi det virker nemmere for forældre her og nu. Alle børn skal have den hjælp fra den voksne, som kræves for at kunne magte opgaven selv på sigt, det vil sige hjælp til selvhjælp. Børn som har udviklet mange overlevelsesstrategier skal have hjælp til at ændre disse til mestringsstrategier, og kun ved at være tydelige voksne, der påtager sig lederskabet og giver barnet et rum, hvor der er klare strukturer og rammer, som barnet kan agere inden for, vil det lykkes. Alle børn har brug for at lære at håndtere modstand og dermed udvikle mestringsstrategier, så den voksnes rolle er ikke at overtage alle småproblemer, som børn løber ind i, men give børnene redskaber til at mestre denne modstand selv. Den trekant, der danner den ene del af stjernen fortæller, at vi skal sørge for at have vores viden/teori og vores mål på plads, for uden klare mål så ved vi ikke, hvor vi kommer hen. I Ballerup kommune har vi de Institutions Politiske Mål som skal tænkes ind i hele vores pædagogiske arbejde og læreplanerne er selvfølgelig også en støtte for vores målsætning. Det vil jeg ikke uddybe, men blot sige at jeg er opmærksom på disse faktorer. 10
Den sidste del af trekanten handler om refleksion/evaluering, og det vil jeg vende tilbage til senere. Niels Ploug beskriver i sin rapport om Socialt udsatte børn, at pædagogerne er for dårligt uddannet på seminarierne, hvor der er ikke nogen sammenhængende undervisning i børn med særlige behov de har deres viden gennem deres egen og institutionens fælleserfaringer (side 25). Med det vil jeg sige, at det kan være nødvendigt at have en særlig uddannelsesmæssig bevågenhed her, hvis man er leder i et område, hvor der er mange socialt udsatte børn. Den anden del af inklusionsstjernen indeholder vores handlingstrekant med doxa habitus - kommunikation, og disse elementer er også væsentlige, når vi skal ind og påvirke vores pædagogiske praksis. Når vi vil have anerkendende relationer til børnene er det specielt vigtigt, at være opmærksom på vores egen habitus (det den enkelte har med i rygsækken), da den kan komme til at stå i vejen for vores praktiske pædagogik, hvis vi ikke har en professionel tilgang til vores arbejde, og sørger for at bruge vores teoretiske viden til at reflektere over vores praksis. For at være anerkendende skal vi ikke kun være opmærksomme på det verbale sprog, men på hele kommunikationen, da kropssprog og betoning er vigtigst. Der er teorier, der siger at ordet kun er 7 % af vores samlede kommunikation og at betoning er 38 % og kropssprog de sidste 55 %. Vi skal være nærværende, lyttende og gode identifikationsmodeller for børnene. Vores doxa (vores kollektive forståelse af vores normer og regler) skal have et ressourcesyn og blik for børnenes potentialer, for at vi blive i stand til at udvikle en inkluderende praksis. Det at kunne anlægge et aktørperspektiv og forsøge at se sagen fra barnets vinkel er en god forudsætning. Ved hjælp af den positive pædagogiske cirkel bliver vi guidet igennem først at lave en iagttagelse, som skal munde ud i en beskrivelse af barn/situationen, og det skal føre frem til at vi laver en vurdering. Hans Månsson siger, at det bruger vi typisk 2 % af vores tid på, og det er alt for lidt. Han siger, at hvis vi bare ændrer det til 5 %, så vil vi være godt på vej. Det er rigtig svært at lave iagttagelse, som er renset for vurderinger, så det kan kræve meget øvelse, og når vi når til vurderingerne, så har vi en habitus, som gør at vi ofte får øje på fejl og mangler, da vi har trænet den side, fordi det er det, der har givet os hjælp til det enkelte barn tidligere. Derfor skal vi danne en ny kollektiv forståelse for, at vi skal se på kompetencer og potentialer. Det lyder meget nemmere, end det er i praksis, så det vil kræve meget øvelse i personalegruppen, at skrive et barns historie om, fra at være et barn der fylder meget negativt, til at have fokus på barnets gode sider og kompetencer. Uden vores generelle viden om udviklingspsykologi vil vi ikke kunne bruge den vurdering til at komme videre til handleplanen, og til den vil teorien om nærmeste zone for udvikling være et godt værktøj Handleplanen, der skal sættes i værk, skal altid tage udgangspunkt i det enkelte barn, men med det målformuleringsskema, som vi anvender på mit arbejde, har vi også mulighed for at lave en aktivitet for en gruppe børn, hvor det enkelte barn kan deltage med sine egne delmål. Det giver mulighed for at være en del af et fællesskab, og det er vigtigt for alle børn. En af grundene til at vores målformuleringsskema virker så godt i praksis er, at de voksnes handling skal beskrives i forhold til de mål, der stilles op for børnene. Det gør det til et nyt- 11
tigt arbejdsredskab, som også kan anvendes af ikke faguddannet personale. Der udover tvinges vi til at evaluere både målene og de voksnes andel i, om børnene nåede målene. Pædagogisk har vi ikke tidligere været særlige gode til evaluering, men med læreplanerne, er der for nogle år siden kommet krav om dokumentation og evaluering af vores arbejde, så derfor er det blevet bedre ude i praksis. Evaluering af børn med særlige behov skal, og for den sags skyld alle børn, føre til nye iagttagelser osv. i den positive pædagogiske cirkel. Også når der evalueres, er det vigtigt at anlægge et ressourcesyn. Det betyder ikke, at vi altid skal evaluere, at det gik godt, men at vi har fokus på det der virker, frem for det der ikke virker. Jeg mener med Bente Jensen og Niels Ploug, at daginstitutionerne er i stand til at gøre en positiv forskel, når der tages højde for nogle forudsætninger, og for at det skal lykkes, så skal anerkendende pædagogik, relationskompetence og et stærkt fagligt miljø, hvor teorierne hele tiden bliver anvendt i den kontekst, som der gælder lige, nu have vores bevågenhed. Når jeg har valgt Sterne og Vygotsky som mit teorigrundlag, så er det fordi, de supplere hinanden godt, og de begge tager afsæt i, at man skal møde barnet, der hvor det er, og at der altid er mulighed for at gøre en positiv forskel. Jeg anvender disse teorier til at skabe grundlaget for den social inkluderende praksis for børn med særlig behov, og jeg mener ikke, at jeg kan gøre dette arbejde uden teorierne. Som svar på min problemformulering vil jeg sige, at vi man kan udvikle en social inkluderende praksis for børn med særlige behov, ved at arbejde innovationsorienteret og have teorigrundlaget i orden, for uden teorierne kan vi ikke analysere, og uden analyse, kan der ikke målsættes så alle børn får det rette tilbud i deres hverdag, og dermed får mulighed for at blive social inkluderet i fællesskabet. 12
Inklusionsstjernen Marianna Egebrønd: Negativ social arv inklusion vs. assimilation side 74 Doxa Mål Fokus på ressourcer / muligheder Divergens Refleksion/ evaluering Instrumentel Strategisk Overblik Kognitiv instrumentel Strategisk Teorifunderet Pædagogisk praksis Forståelsesorienteret Anerkendende Lydhør medindflydelse Åben deltagende Nærværende til stede Habitus Støtte Opmuntre Deltagende Beskrivende Miljø - fokus Dialog Samtale Metakommunikation Fællesskab Kommunikation Middel / metode 13
Den positive pædagogiske cirkel Bente Maribo den 10. marts 2008 efter Hans Månsson 14
Målformuleringsskema A: Aktivitet B: Mål C: Personalets funktion D: Resultater E: Er det en god aktivitet Skemaet anvendes i Børnehuset Grantoften afd. Vuggestuen. 15
At hjælpe er at forstå Hvis det skal lykkes mig at føre et menneske mod et bestemt mål, må jeg først finde derhen, hvor han befinder sig, og begynde lige der. Den, som ikke kan det, snyder sig selv, når han tror, at han hjælper andre. For at hjælpe nogen, må jeg visselig forstå mere end han gør, men først og fremmest forstå, hvad han forstår. Hvis jeg ikke kan det, så hjælper det ikke, at jeg kan og ved mere. Vil jeg alligevel vise, hvor meget jeg kan, så skyldes det, at jeg er forfængelig og hovmodig, og at jeg egentlig gerne vil blive beundret af andre i stedet for at hjælpe ham. Al ægte hjælpsomhed begynder med ydmyghed over for den, jeg vil hjælpe, og dermed må jeg forstå, at dette med at hjælpe ikke er at ville herske, men at ville tjene. Kan jeg ikke dette, så kan jeg heller ikke hjælpe nogen. Søren Kierkegaard: En ligefrem meddelelse - 1859 16