NATURKLAGENÆVNET Frederiksborggade 15, 1360 København K Tlf.: 3395 5700 Fax: 3395 5769 E-mail: nkn@nkn.dk Web: www.nkn.dk CVR: 18210932 25. marts 2008 J.nr. NKN-1321-00153 inv Afgørelse i sagen om opsætning af pæle på strandbredden på en ejendom i Rudersdal Kommune Miljøcenter Roskilde har den 3. maj 2007 truffet afgørelse om, at opsætning af pæle på strandbredden på ejendommen matr.nr. 1fb, Agershvile, Vedbæk, beliggende Skodsborg Strandvej 246, ikke er i strid med naturbeskyttelseslovens 15, stk. 1. Afgørelsen er påklaget til Naturklagenævnet af Rudersdal Kommune og Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomite i Rudersdal. Sagens baggrund I 2005 modtog Københavns Amt en anmeldelse om, at der på ovenstående ejendom var nedgravet pæle på tværs af stranden som vanskeliggjorde færdslen langs stranden. Amtet meddelte i marts 2005 påbud om fjernelse af pælene under henvisning til naturbeskyttelseslovens 22 om offentlighedens afgang. Da ejeren ikke efterkom påbuddet, blev sagen i maj 2005 overgivet til politiet. Der var oprindeligt opsat 15 pæle med så tæt indbyrdes afstand, at adgangen til stranden blev vanskeliggjort. Under sagens forløb blev 1 pæl fjernet, således at der opstod en passagemulighed på ca. 1 m. Amtet har herefter vurderet, at der ikke var grundlag for at foretage yderligere i sagen. Efter Rudersdal Kommunes opfattelse var opsætning af pæle på strandbredden imidlertid i strid med naturbeskyttelseslovens 15, stk. 1, og kommunen rettede derfor i april 2007 henvendelse til Miljøcenter Roskilde herom. Miljøcenter Roskilde har den 3. maj 2007 truffet afgørelse i sagen, og bl.a. anført følgende: Det kan oplyses, at det er Miljøministeriets opfattelse, at den nævnte bestemmelse ikke kan gøres gældende, idet strandbeskyttelseslinjen er ophævet i sin helhed på den pågældende strækning i medfør af en Stauningbekendtgørelse.
2 Rudersdal Kommune har navnlig anført, at bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens 15, stk. 1, efter sin ordlyd omfatter ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Efter kommunens opfattelse omfatter beskyttelsens således dels egentlige strandbredder og dels arealer, der ligger mellem strandbeskyttelseslinjen og strandbredden. Pælene der er opstillet på strandbredden er i strid med strandbeskyttelsen, uanset, at der ikke er fastlagt en strandbeskyttelseslinje det pågældende sted. Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Rudersdal har tilsluttet sig kommunens klage. Naturklagenævnet har under henvisning til sagens principielle spørgsmål, med brev af 15. oktober 2007, bedt Miljøministeriet, By- og Landskabsstyrelsen om en udtalelse. By- og Landskabsstyrelsens udtalelse By- og Landskabsstyrelsen har oplyst, at styrelsen er enig med Miljøcenter Roskilde i, at forbuddet mod ændringer i tilstanden af strandbredden ikke gælder for ejendomme, der ikke er pålagt en strandbeskyttelseslinje. Styrelsen har i den forbindelse bl.a. anført følgende: Indledningsvis bemærkes, at nævnets afgørelse ikke kun har betydning for den konkrete ejendom, men også for alle de kyststrækninger, der har været omfattet af bekendtgørelserne fra 1938, og som ikke efterfølgende er pålagt strandbeskyttelseslinje. En konsekvens af at følge kommunens påstand er, at flere hundrede km strandbred vil blive inddraget under forbuddet. Forbuddet i 15 og i den tilsvarende bestemmelse i naturfredningsloven har altid været formuleret sådan, at strandbredden og et areal bagved var omfattet af lovens forbud. Indtil 1994 indeholdt 15 en undtagelse fra forbuddet for andre områder, der efter den hidtidige lovgivning har været undtaget. Hverken bekendtgørelserne fra 1938 eller førnævnte undtagelsesbestemmelse i loven nævner strandbredder særskilt Efter styrelsens opfattelse har retstilstanden altid været, at forbuddet ikke gælder på de kyststrækninger, der er undtaget strandbeskyttelseslinje. En tilsvarende opfattelse fremgår af Naturfredningskommissionens betænkning fra 1967, hvor der på s. 231, står at, med bekendtgørelserne fra 1938 bliver disse kyststrækninger undtaget enhver kontrol. Samme fortolkning fremgår af kommentaren (s. 263) fra 1972 til naturfredningsloven. Også Strandbeskyttelseskommissionen har forudsat, jf. Kommissionens beretning fra 2001, s. 23, at der var tale om områder helt uden strandbeskyttelse. ( )
3 Det er korrekt, at bestemmelsen om hidtil undtagne områder ikke blev gentaget ved lovændringen i 1994 (kystloven), men at det fremgik af lovbemærkningerne, at de undtagelser, der var indeholdt heri, i stedet ville være indeholdt i den (samlede) bekendtgørelse, som miljøministeren skulle udstede efter forslagets 15b, stk. 4. De nævnte undtagelser fremgår derfor netop af ikrafttrædelsesbekendtgørelserne. Hvor det efter den tidligere lovgivning var nødvendigt at henvise i lovteksten til, at der var områder, der var undtaget forbuddet, skulle ministeren efter de nye regler i stedet bekendtgøre, jf. 15b, stk. 4, hvor forbuddet skulle gælde. Det er sket i ikrafttrædelsesbekendtgørelserne, der tager stilling til, hvilke strækninger af amter, der skulle være omfattet af 15, og hvilke, der ikke skal være omfattet. Strækningerne er vist på kortbilaget til bekendtgørelsen, der viser beskyttelseslinjens forløb i amtet og markerer, jf. signaturforklaringen, Strandbeskyttelseszonen, jf. 2, stk. 4 med den efterfølgende forklarende parentes, at det drejer sig om strandbeskyttelseslinjen efter nbl. 15. Ligesom i bekendtgørelsen fra 1938 er der ikke skelnet mellem strækninger omfattet af strandbeskyttelseslinjen og strandbredder uden beskyttelseslinje. Det har ikke været nødvendigt, men heller ikke overvejet at nævne strandbredder særskilt. Kortbilaget til bekendtgørelsen viser samtidig de ejendomme, der er registreret i matrikelregisteret, som berørt af forbuddet. Med lovændringerne i 1994 og 1999 skulle linjen som noget nyt registreres i matrikelsystemet og ifølge lovbemærkningerne var formålet, at ved at lade matrikelregisteret være det centrale register, eksisterer der til stadighed præcise oplysninger i form af matrikelkort og matrikelregistre, der viser de områder, der er omfattet af klitfredning og strandbeskyttelse. Også tingbogen viser, hvilke ejendomme, der er berørt af forbuddet, idet der efter jf. 15b, stk. 5, skulle foretages notering i tingbogen på de ejendomme, som helt eller delvis er omfattet af 8, henholdsvis 15. Det bemærkes endeligt, at hovedformålet med lovændringen i 1994 var at udvide 100 m strandbeskyttelseslinjen til 300 m, men ikke at inddrage hidtil undtagne arealer under beskyttelsen. Ifølge lovbemærkningerne ville undtagelserne i det alt væsentlige blive opretholdt, og kun hvor forudsætningerne for ophævelsen/reduktionen af strandbeskyttelseslinjen ikke længere var til stede, kunne der blive tale om at inddrage områder under beskyttelsen. Denne forudsætning har derfor fundet udtryk i bkg. nr. 569 af 25. juni 1999 om retningslinjer for fastlæggelsen af klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjens forløb, der i 7 netop bestemmer, at ejendomme, der hidtil har været uden linje, kun kan omfattes, hvis baggrunden for den manglende strandbeskyttelse skønnes ikke længere at være til stede. Det er By- og Landskabsstyrelsens opfattelse, at der helt klart ikke er hjemmel i loven til at inddrage flere hundrede km kyst, der var undtaget fra forbuddet.
4 Det er endvidere styrelsens opfattelse, at forbuddet i 15 ikke gælder på strandbredder som den aktuelle, der er og altid har været undtaget for strandbeskyttelseslinje, og at der ikke har været behov for at nævne strandbredderne særskilt i bekendtgørelsen. Rudersdal Kommunes supplerende udtalelse Kommunen har i anledning af By- og Landskabsstyrelsens udtalelse indledningsvist bemærket, at såfremt der er uoverensstemmelse mellem lovens tekst og bemærkningerne hertil, er det efter retspraksis lovens tekst, der gælder. I det foreliggende tilfælde er lovens tekst klar. Bestemmelsen sondrer mellem strandbredden (arealet mellem højeste daglige vandstandslinje og grænsen for begyndelsen af den sammenhængende landvegetation) og andre arealer, der ligger mellem den nu fastsatte kystbeskyttelseslinje og strandbredden. Kommunen henviser videre til, at bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens 15 fastlægges fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation, jf. 69a, stk. 3, og strandbredden er ikke i noget tilfælde omfattet af strandbeskyttelseslinjen, men af bestemmelsen i 15 om tilstandsbeskyttede strandbredder. Hvis beskyttelsen af strandbredderne efter 15 skulle være afhængig af, om ejendommen i øvrigt var pålagt strandbeskyttelseslinje, var der ingen grund til denne sondring. Teksten kunne blot henvise til, at beskyttelsen omfattede arealet mellem den fastsatte strandbeskyttelseslinje og højeste daglige vandstandslinje. Endelig er det Rudersdals Kommunes opfattelse, at de landskabelige, biologiske og rekreative hensyn tilsidesættes, såfremt grundejerne frit kan bebygge disse strandbredder, foretage terrænregulering, etablere terrasser og opsætte hegn m.m., blot de overholder reglerne om offentlighedens færdselsret. Kommunen og grundejerne langs Øresundskysten har opfattet bestemmelsen i 15 som indeholdende et forbud mod bebyggelse, hegning m.v. på strandbredder. Der er f.eks. stort set ikke opført f.eks. badehuse og pavilloner på strandbredderne, selv om grundejerne var omfattet af Stauningbekendtgørelsen. Afgørelse I sagens behandling har deltaget 9 af Naturklagenævnets 10 medlemmer: Lars Busck (formand), Marie-Louise Andreasen, Martin Glerup, John Harpøth, Mogens Mikkelsen, Anders Stenild, Inger Støjberg, Poul Søgaard og Jens Vibjerg. Efter naturbeskyttelseslovens 15, stk. 1, må der ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formå-
5 let med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder. Ved udtrykket strandbred forstås traditionelt et areal, inden for havstokken, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation. Spørgsmålet i sagen er, om forbuddet mod ændring i tilstanden af strandbredder har en selvstændig betydning i de tilfælde, hvor der ikke er fastlagt en strandbeskyttelseslinje. I naturfredningsloven fra 1937 (lov nr. 140 af 7. maj 1937 om naturfredning) var der i 25, stk. 1, fastsat forbud mod opførelse af bygninger mv. på de for græsvækst blottede strandbredder og på områder der ligger inden for en afstand af 100 m fra disse. Statsministeren var efter loven bemyndiget til efter indstilling fra strandfredningskommissionen at bestemme, at forbuddet i 25, stk. 1, ikke skulle finde anvendelse på bestemt afgrænsede områder, som naturligt hører til en allerede eksisterende bymæssig bebyggelse. På denne baggrund blev der umiddelbart efter lovens ikrafttræden fastsat en række bekendtgørelser ( Stauningbekendtgørelser ), herunder bekendtgørelse nr. 8 af 11. januar 1938 angående undtagelser fra forbuddet mod bebyggelse i 25,1. stk. i lov af 7. maj 1937 om Naturfredning. Ejendommen matr.nr. 1fb, Aggershvile, Vedbæk, blev herved omfattet af en sådan bekendtgørelse, der undtog en strækning fra grænsen mod København nordpå til grænsen mod Frederiksborg Amt fra lovens forbud. I de efterfølgende naturfredningslove og i den første naturbeskyttelseslov fra 1992 (lov nr. 9 af 3. januar 1992) har der herefter været fastsat en undtagelse i loven, der indebar at forbuddet mod tilstandsændringer var sat ud af kraft i de områder, som var omfattet af en af disse bekendtgørelser. Ifølge dagældende naturbeskyttelseslovs 15, stk. 2, nr. 7, var forbuddet mod tilstands-ændringer mv., som omhandlet i stk. 1, således ikke gældende for andre områder, der efter den hidtidige lovgivning har været undtaget. Naturbeskyttelsesloven blev igen ændret med lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse (beskyttelse af kystområderne). Det væsentligste formål med ændringen af naturbeskyttelsesloven var en udvidelse af beskyttelsen af det helt nære kystlandskab fra de hidtil gældende 100 m til 300 m. Med henblik på virkeliggørelsen af dette blev det i medfør af loven pålagt en midlertidig kommission Strandbeskyttelseskommissionen at gennemgå de danske kyster amtsvis med henblik på en landsdækkende fastlæggelse af de nye strandbeskyttelses- og klitfredningslinjer. Efter indstilling skulle ministeren herefter træffe afgørelse om beskyttelseslinjernes endelige forløb i amtet og sætte
6 lovbestemmelserne om den nu udvidede beskyttelse i kraft i det pågældende amt ved udstedelse af bekendtgørelser med hjemmel i lovens 15b, stk. 4. I bemærkningerne til forslaget til kystloven, var det forudsat, at der som hovedregel ikke skulle ske ændring af beskyttelseslinjernes forløb på de kyststrækninger, hvor de hidtidige beskyttelseszoner har været reduceret i forhold til den lovbestemte bredde på 100 m. På linje hermed er det også forudsat, at hidtidige ophævelser af beskyttelsen som hovedregel skulle opretholdes. Dette udgangspunkt overflødiggjorde ifølge lovforslaget den hidtidige bestemmelse i 15, stk. 2, nr. 7. Bemærkningerne har følgende ordlyd: Den gældende bestemmelse i 15, stk. 2, nr. 7, er ikke medtaget, idet de undtagelser, der er indeholdt heri, i stedet vil være indeholdt i den bekendtgørelse, som miljøministeren udsteder efter forslagets 15b, stk. 4. Undtagelserne vil således i det alt væsentlige blive opretholdt, og kun hvor forudsætningerne for ophævelsen/reduktionen af strandbeskyttelseslinjen ikke længere er til stede, kan der blive tale om at inddrage disse områder under beskyttelsen.. Dette er også kommet til udtryk i bekendtgørelse nr. 569 om retningslinjer for fastlæggelsen af klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjers forløb, der i 7 bestemmer, at Strandbeskyttelseskommissionen kun kan indstille fastlæggelse af en strandbeskyttelseslinje for kyststrækninger, som den 15. oktober 1995 er uden strandbeskyttelseslinje, hvis baggrunden for den manglende strandbeskyttelse skønnes ikke længere at være til stede. Strandbeskyttelseslinjen for den i sagen omhandlede strækning blev fastlagt ved bekendtgørelse nr. 931 af 1. oktober 2000 om ikrafttræden for Københavns Amt af strandbeskyttelseslinjen og af forskellige bestemmelser i naturbeskyttelsesloven. Bekendtgørelsen trådte i kraft den. 15. november 2000. Stauningbekendtgørelserne fra 1938 blev samtidig ophævet, jf. bekendtgørelsens 4, stk. 4. Det fremgår af ikrafttrædelsesbekendtgørelsens 2, at strandbeskyttelseslinjen fastlægges således som det fremgår af matrikelkortet for de berørte ejendomme. Ifølge Kort- og Matrikelstyrelsens registrering er den pågældende ejendom ikke omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Den nugældende bestemmelse, der blev indført ved lov nr. 454 af 9. juni 2004 om ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om planlægning, lov om vandløb og museumsloven har følgende ordlyd: 15. Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
7 Stk. 2. Strandbeskyttelseslinjen er fastlagt ved miljøministerens bestemmelse efter de hidtil gældende regler. Stk. 3. Strandbeskyttelseslinjen er registreret i matriklen og noteret i tingbogen. Af lovbemærkningerne fremgår det, at lovforslaget indeholder en række tekniske og redaktionelle ændringsforslag bl.a. som følge af, at Strandbeskyttelseskommissionen har færdiggjort sit arbejde. Reglerne om strandbeskyttelseslinjen præciseres og omformuleres i lyset heraf, uden at der sker lempelser i administrationsgrundlaget. Af bemærkningerne fremgår således: Kystloven indebar, at den nye strandbeskyttelseslinje ligesom klitfredningslinjen blev lagt fast, således at den ikke længere følger den til enhver tid værende basislinje, dvs. begyndelsen af den sammenhængende landvegetation. Det betyder en enklere retstilstand, og amterne skal ikke længere træffe afgørelse om strandbeskyttelseslinjens beliggenhed i de konkrete sager om dispensation, hvor spørgsmålet rejses. Naturklagenævnet skal udtale: Indtil vedtagelsen af kystloven i 1994 indeholdt de tidligere bestemmelser om strandbeskyttelseslinjen undtagelsesbestemmelser, der indebar, at forbudsbestemmelsen i sin helhed blev sat ud af kraft, såfremt et område var undtaget strandbeskyttelseslinjen i henhold til en såkaldt Stauningbekendtgørelse. Dette betød, at beskyttelsen af strandbredden på strækninger, hvor der ikke gjaldt en strandbeskyttelseslinje, utvivlsomt var ophævet i perioden fra 1938 til ikrafttrædelsen af den udvidede strandbeskyttelseslinje. For den pågældende ejendom i perioden fra den 13. januar 1938 til 15. november 2000. Ejendommen er efter de nugældende regler ikke pålagt en strandbeskyttelseslinje. Ud fra sagens billedmateriale må det lægges til grund, at der er en strandbred på ejendommen. Det fremgår bl.a. af lovbemærkningerne, at det ikke har været hensigten med lovændringen i 1994 at lade strandbredderne omfatte af forbuddet mod tilstandsændringer på arealer tidligere undtaget ved en Stauningbekendtgørelse. Hovedformålet var at udvide strandbeskyttelsen ind i landet fra 100 m til 300 m. Ifølge lovbemærkningerne ville undtagelserne i det alt væsentlige blive opretholdt, og kun, hvor forudsætningerne for ophævelsen/reduktionen af strandbeskyttelseslinjen ikke længere var til stede, kunne der blive tale om at inddrage områder under beskyttelsen. Dette har fundet udtryk i 7 i bek. nr. 569 af 25. juni 1999 om retningslinjer for fastlæggelsen af klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen. By- og Landskabsstyrelsen har under sagen bl.a. henvist til, at det ved ikrafttræden af den udvidede strandbeskyttelseslinje fremgår af matrikelkortet for de berørte ejendomme, om disse er omfattet af linjen. Kortbilaget til bekendtgørelsen viser samtlige af de ejendomme, der er registreret i matriklen. Ifølge lovbemærkningerne var det hensigten, at der ved at lade matriklen være det centrale register, skulle eksistere præcise oplysninger om de områder, der er omfattet af strandbeskyttelse.
8 Rudersdal Kommune har modsat henvist til lovens tekst, der sondrer mellem strandbredden (arealet mellem højeste daglige vandstandslinje og begyndelsen af den sammenhængende landvegetation) og andre arealer, der ligger mellem den fastsatte kystbeskyttelseslinje og strandbredden. Kommunen har endvidere redegjort for, at det vil have betydelige kystlandskabelige konsekvenser, hvis grundejerne langs Øresundskysten lovligt kan opsætte badehuse, pavilloner m.v. på strandbredden. Et flertal på 6 af nævnets medlemmer udtaler herefter: Selv om det er nærliggende at læse lovteksten således, at strandbredden er selvstændigt beskyttet, også hvor der ikke er fastlagt en strandbeskyttelseslinje, finder flertallet at den udtrykkelige nævnelse af strandbredden kan forstås som blot en henvisning til, at strandbeskyttelseszonen typisk omfatter en strandbred, som er topografisk adskilt fra den øvrige beskyttelseszone. Denne tvetydighed i bestemmelsens ordlyd medfører at andre faktorer skal indgå i fortolkningen, herunder navnlig lovbestemmelsens formål ifølge motiver og sammenhæng i retsbeskyttelsen. Det fremgår af motiverne til kystloven, at hovedformålet med loven var en udvidelse af strandbeskyttelsen fra 100 m til 300 m. Det vil sige en udvidelse af beskyttelsen ind i landet. Der gøres udtrykkeligt opmærksom på, at de dagældende undtagelser (Stauningbekendtgørelser) i det alt væsentlige vil blive opretholdt. Denne forudsætning fandt endvidere udtryk i bekendtgørelsen om den fremtidige fastlæggelse af strandbeskyttelseslinjens forløb. Formålet med kystloven var derudover, at linjen som noget nyt skulle registreres i matrikelsystemet således, at der fandtes et centralt register med præcise oplysninger, der viser områder omfattet af beskyttelsen. Strandbeskyttelseslinjen er i dag registreret i matriklen og noteret i tingbogen. Det er på den baggrund flertallets opfattelse, at det klart ikke har været hensigten med kystloven, at udvide beskyttelsen til også at omfatte alle strandbredder, der ikke tidligere var omfattet af forbuddet. Det har således heller ikke været hensigten, at indføre en delt beskyttelse af arealerne søværts strandbeskyttelseslinjen således, at selve strandbredden var selvstændigt beskyttet af forbuddet mod tilstandsændringer uafhængigt af om den pågældende kyststrækning var pålagt strandbeskyttelseslinje. Hertil kommer, at der bør tages et vist hensyn til de berørte lodsejere, der siden ophævelsen af Stauningbekendtgørelserne i 2000 med rette har kunnet lægge til grund at ejendomme omfattet af strandbeskyttelse fremgår af matrikelkortet og tingbogen. Ejendommen i den konkrete sag er heller ikke med de nugældende regler pålagt en strandbeskyttelseslinje.
9 Flertallet finder herefter, at det må lægges til grund, at strandbredden ikke er selvstændigt beskyttet i de situationer, hvor der ikke i dag er fastlagt en strandbeskyttelseslinje. Flertallet stemmer på denne baggrund for at opretholde Miljøcenter Roskildes afgørelse. Mindretallet (Marie Louise Andreasen, Martin Glerup og Mogens Mikkelsen) finder, ligesom Rudersdal Kommune, at ordlyden af 15, stk. 1, 1. pkt. temmelig entydigt peger på en todelt beskyttelse af henholdsvis strandbredden og andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelse har ikke efter ikrafttrædelsen af kystloven indeholdt en udtrykkelig undtagelse fra forbuddet mod tilstandsændringer af strandbredden i de situationer, hvor der ikke er fastsat en strandbeskyttelseslinje. Mindretallet finder på den baggrund, at forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens 15, stk. 1, også omfatter strandbredder, hvor der ikke er fastlagt en strandbeskyttelseslinje. De opsatte pæle på strandbredden er derfor i strid med lovens forbud. Mindretallet stemmer på den baggrund for at ophæve Miljøcentrets afgørelse og hjemvise sagen til fornyet behandling. I overensstemmelse med flertallets stemmeafgivelse går Naturklagenævnets afgørelse herefter ud på, at Miljøcenter Roskildes afgørelse af 3. maj 2007, hvorefter opsætningen af pæle på en ejendom på Skodsborg Strandvej 246 ikke er i strid med naturbeskyttelseslovens 15, stk. 1, stadfæstes. På Naturklagenævnets vegne Isabelle Navarro Vinten specialkonsulent Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. naturbeskyttelseslovens 82. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. lovens 88, stk. 1.