Børns morfologi En optælling af Peters ordforråd viser, at han den ordklasse han bruger mest, er substantiver. Det hænger hovedsageligt sammen med, at det er nemmere at forene en fysisk genstand med en mental repræsentation. Det, han kan sanse, smage, lugte og føle, røre osv. kan han nemmere mappe i sin kognitive bevidsthed. Det er derfor nemmere for ham at erfare ordets funktion og derefter selv anvende det. Ord bliver således konverteret til udtryk ud fra hans oplevelser med genstanden, som ordet refererer til. Det er sådanne ord, som Chomsky kategoriserer som leksikon. De er skabt af gentagen fysisk erfaring eller imitation og ikke bagvedliggende dybdestrukturer. Med udgangspunkt i Berkos (1958) WUG test har jeg udformet en sprogleg, som skal teste Peters evner til at tilegne sig nye ord, som ligner hinanden fonetisk. Foran ham placerede jeg tre genstande, som han aldrig havde set eller hørt om. Jeg opdigtede nogle pseudoord til de respektive genstande. Udtrykkene skulle have fonetiske ligheder, for på den måde kunne jeg også teste, hvorvidt han var i stand til at adskille et betydningsindhold fra et andet med minimal fonetisk forskel. Derudover præsenterede jeg udelukkende ordene i singularis og uden foranstillet artikel, for på den måde kunne jeg også undersøge, om han selv kunne installere parametre for substantivers bøjning mm. De tre pseudoord var: bin, kin og flin Jeg præsenterede hver genstand i forskellige ytringer: Herefter fulgte samme procedure med pseudoordet kin. Men ordet kin anvendte jeg udelukkende ved at pege på genstanden én gang, mens jeg sagde her er kin. Og udfaldet forløb således:
Proceduren viser noget meget karakteristisk i Peters måde at forstå ord. Det er tydeligt, at Peters ordtilegnelse her er et resultat af, at han efterligner en repeteret ytring. Når Peter afbryder ordlegen ved kin, så tyder det mest af alt på, at han ikke har nok erfaring med genstanden og dens fysiske funktion i omverden. Jeg har ikke gjort nogle handlinger med kin, så Peter kan ikke integrere funktion med udtryk. Desuden viser det, at repetition og imitation er et vigtigt redskab i hans ordtilegnelse, når det gælder substantivernes grundstamme. For de ordklasser Peter er fortrolige med, udviser han en stor beherskelse af formsprogets regler. Eksempelvis viser han, at han kan overskue substantivers morfologiske sammensætninger, hvis han altså allerede har tilegnet ordet i sit begrebsregister. I samme sprogleg testede jeg Peters syntaktiske og morfologiske formbevidsthed inden for substantiver. Legen skal vise sig at afsløre, at Peters aktuelle formbevidsthed er betinget af, at han er fortrolig med ordstammens semantik. Jeg præsenterede igen tre genstande for Peter. De to første var legetøj, hvis funktion han kendte, og hvis udtryk han havde fået gentaget i mange sammenhænge. Den sidste genstand var bin, som han netop havde fået introduceret. Sprogleget forløb således: Det viser, at når Peter er fortrolig med genstandens funktion i verden, dets symbolske værdi, så har han en strukturel morfologisk bevidsthed. Den morfologiske markering for bestemthed viser nemlig dels, at han kan beherske morfologiske strukturer, men også at han kan henvise anaforisk. Han ved, at bog er til stede i begge vores bevidstheder, fordi den allerede er introduceret som diskursreferent i vores dialog. Når Peter derimod bliver præsenteret for en genstand, som han ikke har erfaret endnu, eller som han ikke har haft mulighed for at imitere i forskellige sammenhænge, så behersker han ikke samme formbevidsthed. Han har ud fra vores korte samtale skabt en erfaring om, at genstandens fonologiske udtryk er bin, men han kan endnu ikke markere ordet med
morfologisk bestemthedssuffiks. Peter kan imidlertid kun bøje nogle substantiver med bestemthedsuffiks så som: bog-en, (ele)fant-en og mund-en, hvor han i andre tilfælde ikke kan tog, bin, næse. Det vidner om, at han anvender andres ytringer som instruktion til sætningsdannelse. Han har muligvis hørt bogen, elefanten og munden omtalt med bestemthed i flere sammenhænge, ende han har hørt dem i deres grundstamme. Det viser altså, at han ikke har indstillet et parameter for identiske morfologiske strukturer for substantiver (se også bilag 5.n). Hvis han havde indstillet dette parameter, så ville han kunne overføre bestemthedsmorfemet på pseudoordet uden at have forudgående kendskab til ordet. Hans orddannelse er dermed først en imitation og senere udvikler det sig formentlig til en selvinstruktion, hvor han importerer erfarede sætningsstrukturer og anvender dem til at kreere sine egne sætninger. Selvom han ikke har indstillet et parameter for bestemhed, så viser han, at han tilsyneladende har indstillet et parameter for genitiv s ved substantiver: Det viser, at han er bevidst om, hvordan man udtrykker substantivernes ejerforhold og tilhørsforhold. Han har altså nemt ved at producere genitivsætninger i de rigtige kontekster. Jeg vender kort tilbage til figur 1 og figur 2 fra tidligere. De skal forklare, hvorfor Peters sprog er morfologisk og grammatisk korrekt, når han snakker om tilhørsforhold. Her vil Chomsky pege på, at Peter har integreret et parameter for genitiver, og at han dermed anvende dem i alle situationer, hvor han vil udtrykke tilhørsforhold. Og denne struktur behersker Peter ganske ret. Han siger bl.a. mor-s og peger på sin mors computer. Han siger Dudu-s og peger på Dudus bil osv. Når Peter bruger genitiver, kan vi placere hans sprog i mængden af grammatiske sætninger. Idet det er en struktur, som han kan anvende med forskellige substantiver, så tyder det på, at det ikke er et imiteret leksikon, men et strukturelt parameter. Et andet eksempel på, at Peter er begyndt at forstå sprogets morfologiske strukturer, er når han markerer substantiver i pluralis, og endda formår at bøje uregelmæssige substantiver:
I disse tilfælde synes pluralisformerne at være velovervejede og brugt i den rigtige kontekst. Der er altså flere biler, brandbiler og bøger placeret foran Peter. I andre situationer virker det til, at Peters pluralisformer nærmere er tilfældige og indøvede, end de er velovervejede: Det viser netop det, jeg har beskrevet tidligere, at Peter henter kognitive strukturer fra kendte sætningspassager og anvender dem i sine egne ytringer. Han imiterer dermed biler fra en ytring, han muligvis har hørt adskillige gange, hvor biler har været brugt. (se figur 4) Dvs., at når Peter anvender pluralisformer ved substantiver, så befinder han umiddelbart i mængden af sætninger, der faktisk høres. Men det gør ytringen udelukkende ud fra sit syntaktiske perspektiv. For hvis vi medregner den semantiske værdi og ytringens reference til virkeligheden, så viser det sig, at Peters sætning ganske rigtig er grammatisk korrekt sammensat, men det semantiske indhold er ikke tilsvarende. Hvis vi derimod har ytringens indhold i betragtning, så skal ytringer med substantiver i pluralis måske nærmere placeres i mængden af potentielle ytringer. Ytringen er dermed ikke funderes på overordnede grammatiske strukturer, men derimod imitation. Han overfører altså dele fra en brugt ytring, og bruger dem i sine egne sætningskonstruktioner dog ikke grammatisk korrekt.
Så når han hører et substantiv med pluralisform, så er det ikke altid muligt for ham at overskue endelsens struktur og indhold udover den pågældende sætnings ramme. Vi skal derfor ikke forstå enkeltordene i Peters fuldendte sætninger som manifestationer af en begrebsforståelse, men derimod som en imitation af et sprogligt udtryk, hvis sammenhæng han aner. Så opsummerende kan jeg tegne et skema for Peters konvergens mellem kendte imiterede, morfologiske strukturer til ord og sætninger, der er skabt ud fra parametre: Dog kan figuren ikke garantere, hvorvidt Peters morfologiske sprogevner skyldes hans forudgående kendskab til ordet (imitation), eller om han skaber suffikser ud fra sit uendelig kreative potentiale.