IDEHEFTE VEDRØRENDE TEKSTLIGGØRELSE DEN KONKRETE FREMGANGSMÅDE Tekstliggørelse er med vilje en meget enkel metode, som ikke kræver specielle indkøb eller nye færdigheder. Det er vigtigt, fordi dagligdagen i en daginstitution kræver så meget af pædagogerne for at hænge sammen. De aktiviteter man hurtigt og ukompliceret kan sætte i gang har størst chance for at blive brugt både regelmæssigt og vinde indpas på daglig basis. Derfor er tekstliggørelse udformet så metoden er nem at gå til og sådan, at den umiddelbart virker inspirerende på børn og voksne. For at komme i gang med tekstliggørelse har man ikke brug for andet end farveblyanter, kopipapir, kuglepen og klipsemaskine; hertil kommer en computer og printer til at renskrive og udskrive børnenes små fortællinger, i projektets anden fase. Til gengæld kræver metoden, at der bruges en bestemt form for åbenhed, interesse, opmærksomhed, ro og nærvær, som signalerer, at man lytter med alle antenner ude og virkelig gerne vil høre, hvad børnene fortæller. Man stiller interesserede spørgsmål og hører børnene til ende, mens man enten skriver det, de fortæller, direkte på tegningen eller noterer det ned for at skrive det rent senere. Tekstliggørelse består af 3 forskellige fremgangsmåder, som hver udgør en fase på et antal uger, hvor der arbejdes en formiddag om ugen. De tre forskellige fremgangsmåder repræsenterer forskellige grader af indsats fra de voksnes side. Man kan vælge om hver fase skal være på 2, 3 eller 4 uger. Jo flere gange aktiviteterne gentages, jo tydeligere bliver resultaterne. Det er desuden en god ide at afsætte 1 uge til sidst til at analysere resultaterne. Fremgangsmåden i de 3 faser er som følger: 1. Barnet sidder og tegner. Pædagogen spørger barnet, hvad det, det tegner, forestiller og skriver det på tegningen ved siden af de enkelte ting med tydelige blokbogstaver, hvad enten det drejer sig om enkelte ord eller små fortællinger. Pædagogen skriver navn og dato på tegningen, ligeledes med tydelige blokbogstaver, og tager en kopi, som opbevares. Tekst: Et stort æg 2. Pædagogen vælger sammen med børnene et eventyr, som hun på forskellige tidspunkter læser, fortæller og dramatiserer. Et stykke A4-papir foldes på midten og børnene opfordres til at tegne på den ene halvdel. Samtidig hjælpes de i gang med at fortælle deres eget eventyr ved at pædagogen giver dem en fortællevending som der var engang og spørger, hvad der videre skete. Pædagogen noterer barnets
fortælling ned, renskriver den på computer og limer den på den anden halvdel af papiret. Barnets fortælling læses for barnet selv og for de andre børn. Det får en kopi med hjem, som det kan læse sammen med forældrene. Tekst: Der var engang en prinsesse, som hed Tornerose. Hun boede på et stort slot, og der var en dør med røde striber, hvor man skulle gå ud og ind. 3. Pædagogerne opfordrer børnene til at fortælle historier ud af deres frie fantasi. Historierne skrives enten direkte, eller noteres ned og renskrives, i små hjemmelavede bøger af 2 stykker A4-papir, som foldes og klipses sammen. Der kan også gøres mere ud af bøgerne fx kan man laminere en lille figur barnet har tegnet og klippet ud og sætte den fast med en snor, så den kan flyttes fra side til side. Bøgerne kopieres, så børnene kan få en med hjem og have en i institutionen, som pædagogerne kan læse for barnet selv og andre børn.
Tekst: Forside: Bogen hedder En Hundehistorie. S. 1: Der var engang en hund, som hed Line. En dag gik den en tur med en anden lille hund. Den lille hund hed Signe. Solen skinnede, og græsset var dejlig grønt, og himlen var blå. Line var rigtig glad, fordi hun havde fået en ny ven. S. 2: Line hoppede højt op i luften. Den anden lille hund, som hed Signe, kunne ikke hoppe så højt. Men Line hoppede altså også rigtig højt, næsten helt op til solens stråler. Signe ville også gerne kunne hoppe helt op til solen, men den var for lille. S. 3: Næste morgen vågner Line op og ser, der kommer små prikker ned fra himlen. Line har aldrig set sne før. Hun skynder sig over til Signe for at fortælle om de dejlige blå prikker, som falder ned fra himlen. RETNINGSLINIER I tekstliggørelse lægges der op til, at processen planlægges ud fra pædagogernes professionelle dømmekraft med hensyn til den aktuelle børnegruppes behov. En del af ideen med metoden er, at den også skal give mulighed for faglig udvikling i personalegruppen. Før der startes et forløb med tekstliggørelse holdes der derfor et eller flere planlægningsmøder, hvor der tages beslutning om en række vigtige forhold: 1. Hvor mange og hvilke børn og voksne skal deltage. Hvis man har mod på at lade alle være med gavner det i høj grad inklusionen, men i fase 2 og 3 kræver det, at børnene fordeles mellem de voksne og fx sættes ved forskellige borde. 2. Hvor mange uger skal forløbet skal vare. 3. Hvilken ugedag skal aktiviteterne foregå. 4. Hvornår kan der afsættes tid til møder undervejs. Der skal minimum være et mellem hver fase, og et når forløbet er afsluttet. 5. Hvordan skal forældrene informeres og evt. inddrages; det kan være i et nyhedsbrev, ved at der holdes en udstilling eller lignende. 6. Hvordan skal forløbet dokumenteres. Det kan fx ske ved, at der er en bestemt på hver stue, der får til opgave at tage billeder, når aktiviteterne foregår, mens en anden skriver lidt ned om stemningen, børnenes engagement osv., og en tredje får til opgave at samle hver enkelt barns tegninger og fortællinger i en mappe, som en vigtig hjælp til at få overblik over den udvikling, børnene gennemløber. Hvis man gerne vil give børnene tegninger og små bøger med hjem undervejs i forløbet, kan det være en god ide at tage en kopi samtidig med at originalen sættes ind i mappen. 7. Hvordan skal fase 1 foregå, dvs. har de børn, der skal deltage, brug for at høre en historie først for at alle kan være med til at tegne og fortælle. I fase 1 er det valgfrit og afhænger af børnegruppen,
men det kan ofte være en god ide først at læse en bog, som appellerer til fantasien, vise et dukkespil eller lege en sangleg. 8. Hvilket eventyr skal vælges til fase 2. Man bruger det samme eventyr gennem hele fase 2, så børnene får tid til at lære det godt at kende. Man kan læse det, vise det som dukkespil, lege det som sangleg eller spille det som teater med børnene. Det kan anbefales at vælge en oprindelig udgave af et folkeeventyr, fordi det tit er symboler og billedsprog, som især taler til fantasien, man redigerer væk i de forkortede udgaver. I fase 3 kan man igen, ligesom i fase 1, lade børnene fortælle en historie om noget, de selv finder på eller er optaget af. Det kan være noget de bruger tid på derhjemme, som Ninja Turtles, Star Wars, Hello Kitty eller Barbie. Imidlertid kan der være behov for, at pædagogerne indleder aktiviteterne med noget, børnene synes er spændende, hvis der er børn, som har brug for hjælp til at komme i gang. Det er denne gang nødt til at foregå i mindre grupper, fordi børnene skal udforme en bog med 4-6 sider. I tekstliggørelse fortæller børnene altid ud fra deres tegninger, og de voksne sidder sammen med børnene og får deres beskrivelse eller fortælling samtidig med, at de tegner. Der er altså ikke tale om, at børnene ser på en tegning og fortæller, hvad de tror, den forestiller. Det er i det øjeblik tegningen bliver til, at fortællingen er levende inde i barnet, og det stimulerer fantasien bedst, når man lytter til børnene i det skabende øjeblik og omsætter den umiddelbare fortælling til tekst. Det er væsentligt at holde sig for øje, at for børnene er tegningen et supplement til deres indre forestillinger, den har ikke så stor betydning i sig selv. Når man bruger børnenes tegninger som indgang til at få dem til at fortælle historier, skal fokus altså ikke være på, om der efter voksen målestok kunne gøres mere ud af figurer og ting. Hvis man begynder at belære, fx ved at opfordre til at tegne næsen, håret og armene, som barnet ikke har prioriteret at få med, tager situationen en helt anden drejning, som ikke er det, det drejer sig om, i denne metode! Børnene vil sandsynligvis følge den voksnes opfordringer, da de vil strække sig langt for at samarbejde, men de holder op med selv at bidrage, og hermed stopper den kreative proces for denne gang. Man må gøre sig klart, at børnene tegner det, som har betydning lige nu, for at udtrykke det, de har behov for. Opgaven som voksen er at prøve at følge det og leve sig ind i det. Holdningen hos de voksne skal være, at de skriver, hvad børnene fortæller, fordi de virkelig gerne vil huske, hvem der har tegnet tegningen, hvornår de gjorde det, og hvad det, børnene har tegnet, forestiller. Som pædagog i en daginstitution har man desuden den vigtige grund til at skrive børnenes fortællinger ned, at det giver børnenes forældre mulighed for at se, hvad det, børnene har tegnet, forestiller, både når det drejer sig om enkelte beskrivende ord og små sammenhængende historier. Det er på den måde en meningsfuld handling, de voksne udfører, når de skriver, ikke noget påtaget i belærende øjemed. Man skal ikke forsøge at få mere ud af børnene, end de selv har lyst til at sige. Hvis man spørger, hvad de tegner, og de svarer, at det ved de ikke, må man respektere det. Erfaringen er imidlertid, at inden børnene har oplevet denne særlige interesse fra de voksne, har de ikke meget at sige, men det ændrer sig hurtigt til, at de både kan og meget gerne vil fortælle, hvad de tegner. Man kan spørge de største af børnene, om de selv vil skrive deres navn, men igen lade være med at presse dem, hvis de ikke har lyst. Der er i det hele taget ikke nogen grund til at opfordre børnene til at prøve at skrive, tværtimod er der grund til at lade være, for man kan roligt regne med, at selve det, at man som voksen skriver deres fortællinger ned, så det at skrive opleves meningsfuldt, vil motivere børnene til selv at tegne bogstaver. Når det sker, er det vigtigt at lade dem gøre det på deres egen fantasifulde måde. Man skal ikke rette på dem, men tværtimod vise interesse eller helst begejstring for E er med mange flere vandrette streger end 3 osv.,
fordi det er udtryk for at børnene stadig er fulde af fantasi og kreativitet, og at de former deres udtryk ud fra det, de ser omkring sig. Hvis man som voksen fratager dem lysten til at eksperimentere ved at dømme og vurdere, mister de interessen. I stedet er det vigtigt at se på det, de skriver, med et åbent og bekræftende blik. Børnene skal nok finde ud af rette deres bogstaver til, når de synes, tiden er inde til det. Mens man i fase 1 spørger børnene, hvad de tegner, på en åben og lydhør måde og skriver det ned så præcist som mulig, hjælper man i fase 2 børnene i gang med at fortælle en historie ved at give børnene fortællevendinger og spørge ind til, hvad der ellers skete. Hvis børnene fx siger, at de tegner en prinsesse, kan man sige: Ja, der var engang en prinsesse, og hvad skete der så?. Fordelen ved den fremgangsmåde, hvor man giver børnene fortællevendinger er, at det hjælper børnene med at få konstrueret et fortællesprog, som fungerer på samme måde som det rollelegs-sprog, som er så vigtig en del af børnenes sociale kompetencer, men som især kan være rigtig svært for mange tosprogede børn, også selv om de nærmer sig skolealderen. Det kræver et abstraktionsniveau, som det er tydeligt, de har svært ved at nå, men som vi kan støtte dem i at komme mere i kontakt med. Forsøget i fase 2 er altså at fremelske små fortællinger med mest mulig fantasi og inspirere børnene til at bevæge sig ud over det rent beskrivende. Dette udbygges yderligere i fase 3, hvor børnene fortæller en længere historie, som strækker sig over 4 til 6 sider. Det kan lyde svært, men erfaringen viser, at børn helt ned til 2 år kan fortælle en længere historie med en rød tråd, når først de er kommet i gang ved at deltage i fase 1 og 2. Når forløbet er slut, er der en enestående mulighed for at analysere den udvikling, de enkelte børn har gennemgået, hvis man, som tidligere foreslået, har samlet hver enkelts tegninger og fortællinger i en mappe. Man vil fx kunne se, at mange børn blander elementer fra de historier, de hører, med temaer, som har en personlig betydning for dem, og at børnene får ideer af hinanden og får mere til fælles. De børn, som i forvejen er gode til at tegne og fortælle, får rig mulighed for at udfolde sig, mens andre, som har været meget stille, for første gang begynder at udtrykke sig i ord og tegninger.