Forord Denne bog er blevet til på baggrund af et internt seminar om socialkonstruktivisme afholdt på Roskilde Universitetscenter i dagene 26. til 27. oktober 2001. Seminaret var arrangeret af Pragmatikkredsen, en kreds af danske sprogforskere, og anledningen var, at kredsens medlemmer med stigende bekymring havde set stadigt flere yngre forskere og studerende i universitetsmiljøerne begynde at sætte lighedstegn mellem fri forskning og metoderelativisme for det meste ud fra den forestilling, at da viden er frembragt i sociale fællesskaber, men sociale fællesskaber igen må ses som skabt på baggrund af arbitrære sociale konventioner, må den frembragte viden også være det, og så kan en hvilken som helst teori eller metode for så vidt være lige så god som en hvilken som helst anden. Dette synspunkt, som åbenbart virker stærkt dragende og befriende på mange unge forskere og studerende i dag, fandt vi temmelig foruroligende, idet vi kun kunne se det som et angreb på enhver forestilling om videnskabelig rationalitet og objektivitet. Dertil undrede vi os over, at man mente at kunne finde støtte for synspunktet i sprogvidenskabelig forskning. Derfor havde vi en lyst til og en nysgerrighed efter at undersøge dette nye synspunkt nærmere, især da vi vidste, at det ikke blot var produkt af tilfældigheder, men tværtimod skyldtes stærke internationale strømninger. Som sprogforskere er kredsens medlemmer tilknyttet humaniora. Da tyngdepunktet i de internationale strømninger imidlertid hovedsagelig skal findes i samfundsvidenskaberne, var vi i kredsen indstillet på at måtte gå over åen efter vand og vælge en mere samfundsvidenskabelig indfaldsvinkel til problematikken. Det gjorde vi så, hvilket vi også har ladet afspejle i bogens titel gennem betegnelsen socialkonstruktivisme : Socialkonstruktivismen er en strømning stort set forbeholdt samfundsvidenskaberne, selv om vi dog kan finde afstikkere ind i områder af humaniora, ja også ind i sprogvidenskaben. [ 5 ]
For at få socialkonstruktivismen belyst og gennemdiskuteret på bedste vis havde vi inviteret en håndfuld forskere som foredragsholdere på seminaret, som på den ene eller anden måde havde været i kontakt med socialkonstruktivismen. Og til hver foredragsholder havde et medlem af kredsen forpligtet sig til at være opponent. Således kom seminarforløbet til at bestå af en række sekvenser med foredrag, replikker og duplikker. Forløbet afspejles i bogens opbygning. Forhåbentlig vil overføringen af foredrag og indlæg til denne bogs skriftlige form stadig genspejle den livlige og undertiden skarpe diskussion på seminaret. Den faglige anledning til seminaret har vi allerede nævnt. Men der var også en anden anledning til seminaret. Pragmatikkredsen kunne det år fejre sit femogtyveårsjubilæum. Derfor er det måske passende med et par ord om kredsen, især da vi finder modellen anbefalelsesværdig: Pragmatikkredsen er en uformel læsekreds, hvor der afholdes månedlige møder. Den blev i sin tid startet af dengang yngre undervisere ved Københavns Universitet, men efterhånden er flere kredsens medlemmer flyttet til andre universiteter, så den har fået et mere landsdækkende præg. Litteraturen i kredsen har dækket en bred vifte af emner, men har hovedsagelig været af sprogfilosofisk og sprogvidenskabelig art. Nogle af de oprindelig medlemmer har forladt kredsen, men nye er kommet til. P.t. består kredsen af 16 medlemmer. Ud over bogens fem sæt af foredrag, replikker og duplikker har vi også valgt at bringe oplægget til seminaret, der i sin tid blev sendt ud til foredragsholderne før seminaret og tjente som inspiration. En tak til foredragsholderne, fordi de ville være med til at gøre pragmatikkredsens femogtyveårsjubilæum så udbytterigt, som det faktisk blev. Tak til Aarhus Universitets Forskningsfond, til Institut for Kommunikation, Journalistik og Datalogi, Roskilde Universitetscenter, og til Nordisk Institut, Aarhus Universitet, for økonomisk støtte til bogen. Endelig en tak til Simon Borchmann og Mette Kunøe for hjælp med korrekturlæsningen. Også Forlaget Modtryk skal have tak for den udviste imødekommenhed ved udgivelsen. Århus, den 3. februar 2004 På pragmatikkredsens vegne Peter Widell [ 6 ]
Oplæg til seminar om socialkonstruktivisme Sandheden er kommet under pres i disse år. Inden for en række nyere strømninger i moderne filosofi og videnskabsteori gælder det erobringen af den videnskabelige midte inden for videnskaberne i samfundsvidenskab, i humaniora, i naturvidenskab. Hensigten er på venlig, men bestemt vis at tilbagevise ethvert forsøg på at hævde, at sandheden (i ental) allerede skulle være fundet eller i det mindste være på trapperne. Inden for retninger som postmodernisme, socialkonstruktivisme, dekonstruktivisme og neo-pragmatisme hersker en generel skepsis over for forsøg på at ville grundlægge fornuften eller sikre sig en én gang for alle begrundet metodologi for den videnskabelige praksis. Situationen er forvirrende. Man kan vel nærmest karakterisere området som en række overlappende cirkler, hvor hver retning forvalter sin lille cirkel i et samlet angreb på sandheden, fornuften, fundamentet, logikken osv. Her er socialkonstruktivismen, som vi har valgt som tema for dette seminar, netop sådan en lille cirkel. Men hvad skal vi nu nærmere forstå ved socialkonstruktivisme? Umiddelbart er det ikke så vanskeligt at give en karakteristik af denne nye retning i moderne filosofi og videnskabstænkning: Socialkonstruktivisme er kort fortalt den opfattelse, at større eller mindre dele af virkeligheden, inklusive vor viden om denne virkelighed i modsætning til, hvad vi almindeligvis går og tror faktisk er sociale konstruktioner. Her vil virkeligheden så nærmere kunne inddeles i større eller mindre bidder, alt eftersom man er moderat socialkonstruktivist og blot mener, at det er begrænsede dele af verden, der består i sociale konstruktioner, såsom banker, ægteskabet, videnskabspraksisser og sprog, eller man er mere radikal socialkonstruktivist og ligefrem mener, at hele vores virkelighed [ 7 ]
inklusive den såkaldt fysiske virkelighed faktisk må opfattes som én stor teoretisk konstruktion. En god repræsentant for den sidste, mere radikale opfattelse finder vi i Nelson Goodman, som kan citeres for følgende bemærkelsesværdige påstand:... we make stars by drawing certain boundaries rather than others. Nothing dictates whether the sky shall be marked off into constellations or other objects. We have to make what we find, be it the Great Dipper, Sirius, food, fuel, or a stereo system (Goodman 1984:36). Indadtil eller nedadtil kan socialkonstruktivismen så videre afgrænses i forhold til den psykologiske eller subjektive konstruktivisme: I socialkonstruktivismen skal enheden for konstruktion ikke findes i det enkelte subjekt, sådan som de subjektive konstruktivister mener, men i det sociale fællesskab, hvad der naturligvis ligger en filosofisk pointe i. Udadtil eller opadtil kan socialkonstruktivismen afgrænses i forhold til alle de filosofiske retninger og videnskabsopfattelser, der opfatter sig som grundlægningsorienterede (foundational), fornuftsbaserede eller objektivt-neutrale. Centralt for de sidste retninger står realismen, dvs. det synspunkt, at verden i modsætning til, hvad den radikale socialkonstruktivisme hævder eksisterer uafhængigt af vores viden om den og uafhængigt af, om den er indhøstet gennem sociale konstruktioner eller ej. Grunden til, at vi i pragmatikkredsen specielt tager fat på socialkonstruktivismen, er, at vi har indtryk af, at man ofte henviser til og i høj grad mener at kunne drage fordel af sprogfilosofiske og lingvistiske teser og forskningsresultater i på den ene side angrebet på subjektfilosofien og på den anden side angrebet på foundationalismen, objektivismen, realismen osv. Som de sprogforskere, vi definerer os som i kredsen, er vi derfor specielt interesserede i en nærmere undersøgelse af denne henvisning altså om der kan hentes støtte i sprogfilosofi og lingvistik for den socialkonstruktivistiske påstand i dens forskellige varianter og afskygninger og i bekræftende fald, hvor megen støtte det da nærmere vil kunne dreje sig om. En tanke, der går igen ikke blot i socialkonstruktivismen, men også i mange af de andre ovenfor nævnte retninger, er tanken om sproget som et omfattende system af interne henvisninger. Én af de væsent- [ 8 ]
ligste kilder til denne tanke er naturligvis Ferdinand de Saussure og ikke mindst (1) hans angreb på, hvad han kalder nomenklaturteorien om betydning, dvs. hans angreb på forestillingen om, at sproget grundlæggende skulle være en forening mellem et sprogligt udtryk og en betydning eksisterende uafhængigt af dette sproglige udtryk, og (2) hans forsvar for, hvad han kalder valørteorien om betydning, hvor det hævdes, at... i sproget findes der kun forskelle... (Saussure 1970). Denne tankefigur at sproget skulle bestå i et system af forskelle anvendes til stadighed til støtte især for de mere radikale versioner af socialkonstruktivismen. Her kunne vi i kredsen godt tænke os at få denne tankefigur belyst nærmere først og fremmest i form af lidt Saussure-eksegese: Opfatter Saussure selv sin teori som et metodologisk redskab, man med fordel kan anvende til den lingvistiske beskrivelse af sprog? Eller opfatter han den snarere som et ontologisk udsagn om sprogets væsen? Hvis det er det sidste, der er tale om, hvis Saussure med sit udsagn med andre ord faktisk mener at kunne sige noget substantielt om sprogets væsen, er det så ikke snarere denne Saussure-udgave, der bør angribes, og ikke nomenklaturteorien? Og er socialkonstruktivismen da ikke bragt i miskredit, i det omfang den bygger på en sådan antagelse? Umiddelbart virker tanken om, at den verden, sproget henviser til, skulle være en art biprodukt af sprogets eksistens som selvbærende system absurd og stærkt kontraintuitiv, hvilket selvfølgelig gør den opsigtsvækkende. Men er den sand? Det synes vanskeligt at undgå paradokser her: Tanken om sproget som selvbærende system gør det fx vanskeligt, ja vel nærmest umuligt at begribe, hvordan vi mennesker kan lære fremmede sprog. En anden tanke, man ofte finder i socialkonstruktivismen, er tanken om, at erkendelse altid er perspektivisk, og at det netop derfor er meningsløst at tale om en objektiv erkendelse af virkeligheden. Perspektivismen i sin moderne form føres normalt tilbage til Friedrich Nietzsche og hans påstand om, at der... kein Faktum an sich gibt, sondern nur Interpretationen (Nietzsche 1996:III 903). Hos ham er perspektivismen ikke nogen rent sproglig doktrin. Det er den til gengæld hos de to amerikanske antropologer Edward Sapir og Benjamin Lee Whorf. Her optræder doktrinen under navnet Sapir-Whorf-hypotesen i ren sproglig iklædning som forestillin- [ 9 ]
gen om, at verdensopfattelser er konstrueret gennem og dermed afhængige af de måder at se verden på, de forskellige sprog tillader. Denne opfattelse af, at vi ser verden gennem de rammer, de forskellige sprog udgør, kan formuleres liberalt og dermed mere spiseligt for de fleste; men den kan også formuleres mere radikalt og vil her støde på modstand fra forskelligt hold. Én kritik retter sig generelt mod den radikale perspektivisme og går ud på at vise, at selvom det for så vidt er korrekt, at al erkendelse er perspektivisk, så følger det dog ikke heraf, at alt så blot skulle være perspektiver. Tværtimod forudsætter vi i al vor tale om perspektiver overhovedet, at der er noget, som perspektiverne må kunne anlægges på, og som derfor ikke selv kan være perspektivisk. En anden kritik kommer fra de to amerikanske neo-pragmatikere William von Orman Quine og Donald Davidson. Deres kritik retter sig mere specifikt mod perspektivismen netop i sin sproglige udformning. Påstanden er her, at det indgår i forestillingen om sprog, at alle enkeltsprog må være indbyrdes oversættelige, heriblandt oversættelige til vores sprog: Er et enkeltsprog nemlig ikke oversætteligt til vores sprog, dvs. til sproget, som vi kender det, kan det af gode grunde ikke være noget sprog for os og dermed i virkeligheden heller ikke noget sprog, vi vil kunne forbinde noget med. Uden at det dermed kan godtgøres, at vi så må have en fælles platform for denne form for sprogfornuft, som vi én gang for alle vil kunne gøre os bevidst om, må sprogperspektivismen ifølge Quine og Davidson karakteriseres som uholdbar: Vi ved, at der er almene betingelser for forståelse af sprog, selvom vi ikke uden videre vil kunne sikre os dem som eksplicit beredskab. Quines og Davidsons påpegning af vanskeligheden ved en positiv identifikation af den fælles sprogfornuft bag sprogbrugen har i øvrigt lighedspunkter med Ludwig Wittgensteins opfattelse af sproget som en mangfoldighed af sprogspil, vi aldrig vil kunne få overblik over. Andre det gælder fx filosoffer som John R. Searle, Paul H. Grice og Peter F. Strawson synes at være mere radikale i deres modsvar til sprogperspektivismen, idet de på god kantiansk manér faktisk mener at kunne blotlægge visse ubetvivlelige (= transcendentale) sproglige udgangspunkter for erkendelsen. Fx mener de modsat Quine og Davidson, at det er muligt at operere med et meningsfuldt, ubetvivleligt begreb om [ 10 ]
analyticitet. Hvordan forholder det sig med konstruktivismen i lyset af alle disse indvendinger? Det vil være interessant at få diskuteret. En tredje tanke om sprog, man kan finde, måske ikke centralt i socialkonstruktivismen, så dog i nogle af dens mere perifere afdelinger, er forestillingen om, at vi ikke kan opretholde dikotomien mellem mening og brug: Her skulle sprogtegnets gentagne eller itera tive brug dementere enhver tanke om en mening bag brugen. Tankefiguren, som man kan finde i sin urform hos sprogfilosoffen og lingvisten Emile Benveniste, er bl.a. blevet opdyrket af Jacques Derrida i hans teori om sprogtegnets skrøbelighed. I den noksom bekendte kontrovers med Searle i Glyph (1977) har Searle dog anfægtet Derridas tese: Tesen bygger ifølge Searle bl.a. på en misforståelse af John L. Austins performative analyse af talehandlingen. Searle mener ikke, Derridas iagttagelse af, at der finder meningsglidninger sted i ord, sætninger og tekster, repræsenterer noget angreb på antagelsen om, at ord, sætninger og tekster har en fast meningskerne. Tværtimod: Det, Derrida peger på som støtte for sin argumentation for, at der finder en stadig meningsglidning sted i sproget, bekræfter ifølge Searle netop, at der ligger en meningsstabilitet bag meningsglidningen: Derrida må forudsætte meningsstabilitet for overhovedet at kunne tale om meningsglidning. Det ligger simpelthen i begrebet om meningsglidning, at det må forholde sig sådan. Men hvis det er tilfældet, hvilke konsekvenser vil det da få for vores filosofiske og videnskabelige opfattelse af de sociale konstruktioner i diskussionen mellem Derrida og Searle specielt de talehandlinger vi alle bevæger os rundt i? Meget i socialkonstruktivismen vil afhænge af en afgørelse her. En fjerde tanke, der måske ikke så meget er en tanke, som den er et problem for mange, er den relativisme, socialkonstruktivismen synes at bære i sit bryst. Ikke blot foundationalister, objektivister og realister, men også mange socialkonstruktivister, finder, at relativismen er en plage og en umulighed, som må bunde i, at der må være noget galt et sted i præmisserne for de overbevisninger, man bygger på. Andre derimod opfatter relativismen som en slags frigørelse fra fornuftens indskrænkende bånd og som en frisættelse af legen og det æstetiske. Relativismen er ifølge dem kun [ 11 ]
et problem for de realister, foundationalister og objektivister, der partout vil finde objektive og endegyldige begrundelser, men som hele tiden løber ind i skepticistiske og dermed relativistiske modargumenter, som de vanskeligt kan tilbagevise. Hertil har fx neopragmatisten Richard Rorty den anbefaling, at man simpelthen lader være med at kradse dér, hvor det ikke klør (Rorty 1979:vii). Men holder denne sorgløse omgang med realiteten egentlig? Kan vi leve med den? Det er sådanne og lignende spørgsmål i relation til sprogfilosofi og lingvistik, vi meget gerne vil kalde til seminar om for at få belyst. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at langt den overvejende del af pragmatikkredsens medlemmer stillet over for mere radikale udgaver af socialkonstruktivismen nok overvejende vil vælge et realistisk modsvar, selvom vi kan være i vildrede og have forskellige meninger om, hvordan modsvaret mere præcist skal formuleres. Nærmer vi os derimod de mere tilforladelige og mindre radikale udgaver af socialkonstruktivismen, hvor det kun er visse dele af virkeligheden, som kan siges at være sociale konstruktioner, og hvor sproget normalt finder sin meningsløshed i kraft af reference til en ikke-konstrueret verden, er der straks flere af os, der vil kunne skrive under på socialkonstruktivismen i én af dens afskygninger. Under alle omstændigheder har en socialkonstruktivistisk indfaldsvinkel lært os, at det vil være fejlagtigt at opfatte socialt konstruerede entiteter som platoniske ideer, og at det vil være mere frugtbart at se dem som forudsætningsrelationer mellem en given konstruktionsaktivitet og den byggeplads, de rejser sig på, om end vi også skal være på vagt over for den relativisme i anden potens, der kan ligge skjult her. Under alle omstændigheder rejser det en række yderligere spørgsmål: Hvornår er sociale konstruktioner holdbare, hvornår uholdbare? Hvornår kan de danne et bæredygtigt fundament for wittgensteinske livsformer og eventuelt opnå status af kvasi-natur eller en eller anden anden form for uomgængelighed? Hvor tykt et lag af social konstruktion kan man lægge oven i funderingen, hver gang man konstruerer noget nyt? Og ikke mindst: Hvad er rimelige krav at stille til funderingen [ 12 ]
af energiske unge videnskabsfolks individuelle sociale konstruktioner i bogform? Vi glæder os til at høre svarene på nogle af disse mange spørgsmål. På pragmatikkredsens vegne Peter Widell Litteratur Derrida, Jacques (1977) NINE LIMITED INC a b c Glyph 2:162-254. Goodman, Nelson (1984) On Mind and Other Matters, Cambridge, MA: Havard University Press. Nietzsche, Friedrich (1996) Der Wille zur Macht, Stuttgart: Alfred Kröner Verlag. Rorty, Richard (1979) Philosophy and the Mirror of Nature, Oxford: Blackwell. Saussure, Ferdinand de (1970) Lingvistikkens objekt. I: Peter Madsen (red.) Strukturalisme: En antologi. København: Rhodos: 21-49. Searle, John R. (1977) Reiterating the Differences: A reply to Derrida. Glyph 1:198-208. [ 13 ]