KOPENHAGEN.DK Fra venstre: Claire Gould, Leevi Haapala og Timothy Persons. Foto: Kathrine Børlit Nielsen CHART TALK #3: Is There Such a Thing as Finnish Art? Lørdagens tredje og sidste talk på CHART bar overskriften Is There Such a Thing as Finnish Art? og bød på debat om nationale identiteter og konstruktioner. Det var Claire Gould, kurator fra Helsinki Art Museum, Levi Haapala, direktør for Museum of Contemporary Art Kiasma og professor og gallerist Timothy Persons, der havde til opgave at diskutere, hvorvidt man i dag kan tale om en såkaldt finsk kunst. Alle tog de udgangspunkt i svaret "nej", men fortsatte alligevel ud i overvejelser om, hvorvidt man kan tale om et finsk særpræg. Levi Haapala startede talken med et oplæg om finske kunstnere, han til dagligt arbejder med. Konstruktioner af national identitet og kollektive erindringer samt fortællinger kom i fokus. Med udgangspunkt i at skulle finde en "finskhed", opremsede han karakteristika som uddannelse, autencitet, humor og popkultur ved den finske kunst. Claire Gould tog også udgangspunkt i kunsten. For hende var formålet at finde ud af, hvilke temaer der gik igen i den finske kunst. Her kunne man se at natur, død og religion var nogle af de overordnede emner, der blev repeteret. Dog kunne det diskuteres, om de temaer der blev fællesnævner for finsk kunst egentligt ikke kunne siges at tilhøre den nordiske kunst generelt - en pointe understreget af Claire Gould selv. Om man ser noget som specielt finsk eller ej afhang ifølge hende også meget af, hvilke øjne der ser. Jo mere man ved omkring den finske kultur og nationalindentitet, jo nemmere bliver det at kreditere træk i kunsten som værende specifikt finske.
Timothy Persons' afsluttende tale kredsede om selve spørgsmålet overordnet for hele talken. For ham er det altafgørende i dag, at man ikke så meget fokuserer på nationalitet frem for kvalitet. Det vil sige, at spørgsmålet om nationalitet i kunsten for så vidt er ligegyldigt. Det man i stedet bør fokusere på er, hvorvidt noget er god eller dårlig kunst. Der er en tendens i et lille land til, at man måler sig regionalt frem for internationalt - det skal der, ifølge Timothy Persons, gøres op med. KOPENHAGEN.DK Fra venstre: Bjarke Ingels, Bjørnstjerne Christiansen og Mark Rappolt. Foto: Kathrine Børlit Nielsen CHART TALK #4: Do Art and Architecture Need to Entertain? Den første talk på søndagens program var en privat talk, der blev afholdt i Normann Copenhagens Flagship Store på Østerbro. Med overskriften Do Art and Architecture Need to Entertain? blev den anden og sidste private talk afholdt tidligt søndag formiddag. Det var arkitekt Bjarke Ingels og Bjørnstjerne Christiansen fra kunstnergruppen Superflex, som var mødt op for at diskutere. Det fælles udgangspunkt for de to talere var Superkilen på Nørrebro, der netop er et resultat af et samarbejde mellem Bjarke Ingels og Superflex. Ifølge dem begge er arkitektur og kunst der kan underholde og lægge op til leg en væsentlig del af deres praksisser. Ifølge Bjarke Ingels er der et stort ansvar i at skabe offentlige rum, da formålet er at kreere så gode levevilkår for indbyggerne som muligt. Byens rum er eksperimenterende i den forstand, at det handler om en samling af mennesker med forskellige udgangspunkter, der alle skal have bedst mulige præmisser for at leve hvert deres liv. Ved projekter som Superkilen handler det oftest om at finde en balance mellem det, der passer til
folkets behov, og det der udfordrer og henvender sig utraditionelt til brugeren. Det handler om at agere advokat for til tider skøre og ekstremer idéer, så byrummet kan få karakter af noget legesygt og anderledes. For Bjørnstjerne Christiansen er det især vigtigt at understrege, at der i forbindelse med denne slags projekter ikke blot er tale om et publikum, men snarere reelle brugere af et produkt man skal skabe. Hvis man engagerer sig med nogen, er de ikke længere blot et publikum, og man skal forlige sig med, at der ikke findes nogen korrekt måde at bruge Superflex' kunst på. At indstille sig på at man ikke ejer sine værker, når de er produceret er også væsentligt. Ved arkitektur og offentlig kunst er der mange oprindelige intentioner fra arkitekternes og kunstnernes side, men når værket er opført bliver det offentligt allemandseje, og man kan ikke længere kontrollere, hvordan noget modtages og benyttes for eftertiden. Det er kunstnernes og arkitekternes job at række ud til mennesker og engagere sig i deres liv og deres behov. Der er mange faktorer, man skal tage stilling til, og der er også mange begrænsninger. For de to talere fungerer disse begrænsninger som kreativitetens katalysatorer. Udfordringen i at finde løsninger på problemstillinger er for dem begge en stor del af deres praksisser. Det er ofte, når det ikke syner som om der er en udvej, at nye løsninger og projekter opstår. En gang i mellem er det at udforske nye idéer den væsentligste del af jobbet. I forbindelse med skabelsen af Superkilen satte de fokus på at høre idéer fra de mennesker, der skulle bo omkring pladsen og valgte udelukkende at følge dem. Der er møder, situationer og konfrontationer i deres arbejde. Ved at lytte og se skal man forstå, hvilke designidéer der passer til givne steder. Alle beslutninger bør tages på baggrund af habitus hentet fra området, det drejer sig om. I forbindelse med arkitektur og offentlig kunst er det især eftertidens ansvar for sine projekter, de to talere kunne fortælle om. Selvom man ikke ejer værket længere, ejer man stadig alle problemerne omkring det. Det handler om fra starten at forstå konteksten, værket skal være en del af og forstå spillereglerne, der gør sig gældende det givne sted. Så snart de mennesker der skal leve i eller omkring værket får en kærlighed til stedet, vil de varetage det med omtanke, og netop derfor vil det blive bevaret i god stand for eftertiden. KOPENHAGEN.DK CHART TALK #5: Should Art be Socially Engaging?
Fra venstre: Hajnalka Somogyi, FOS og Mark Rappolt. Foto: Kathrine Børlit Nielsen CHART TALK #5: Should Art be Socially Engaging? Søndagens første offentlige talk handlede om den socialt engagerede kunst. Talkens to gæster var Hajnalka Somogyi og FOS, der under ledelse af Mark Rappolt fortalte om hver deres take på overskriften. Should Art be Socially Engaging? var overskriften på søndagens første offentlige talk. Den socialt engagerede kunst relaterer sig til idéen om at invitere og indvie beskueren i kunsten. Hajnalke Somogyi startede talken med udgangspunkt i det arbejde hun selv har udført i forbindelse med OFF- Biennalen i Budapest. Her ser hun det, hun bedst kan karakterisere som et paradigmeskift i kunstbranchen i Ungarn. Ifølge Somogyi er der lige nu skift i, hvordan den ungarnske politik udspilles, samt hvordan det ungarnske folk opfatter og forholder sig til den. Ifølge Somogyi "bør" kunst ikke være socialt engagerende - det er den, og det skal den være. Hendes arbejde med OFF-Biennalen drejede sig især om, hvordan det sociale aspekt i kunsten spillede en kæmpe rolle, og ifølge hende har kunsten også ageret katalysator for nogle af de politiske skift, der på nuværende tid sker i Ungarn. FOS er som kunstner kendt for hans sociale design. Hans arbejde går især ud på at formulere kunst med en social krop. Ifølge FOS er der nogle fysiske muligheder der skal indfries med arkitekturen og rummet. Rummet er vigtigt i den socialt engagerede kunst. Rummet går altid halvvejs ind i en samtale, det manipulerer og styrer os. FOS arbejder med platforme der skal igangsættte aktiviteter. Det er ikke forcerede sociale situationer, da relationerne skal opstå naturligt. At udstille på en institution er at udstille i en lidt passiv form. Hvis det er et offentligt rum, man udstiller i, har man omgivelserne til at skabe relationer til og omkring kunsten. Kunstverden er sidste sted hvor aktivisme og radikalisme kan overleve. Den absorberer mange slags eksperimenter og aktiviteter. Kriteriet for differentieringen mellem kunst og aktivisme er dog nødvendig - for at de to skal eksistere hver for sig, må de kunne adskilles. Socialt engagerede kunstprojekter ledes oftest med gode intentioner fra kunstnerens side, men det er ikke nødvendigvis lig med, at resultatet er godt, nyttigt eller vellykket. Her er der ifølge Somogyi et ansvar fra institutionernes side for at lede og formidle socialt engagerede projekter. Kunst er et fag, og det har sine begrænsninger, men det kan aktivere relationer og være katalysator for andre sociale projekter. Spørgsmålet er, om kunst overhoved er nødvendig i den proces, eller om samme effekt kan opnås uden. Kunstens krop er social lige meget hvad. Det handler for kunstneren om at vise, at man er et individ i tid og rum. Det er en forudgivet præmis, men det er også noget, der kan gradbøjes. Ét show kan akkumulere en vis viden, der kan bringes med i det næste. Kunst vil altid blive skabt, og det er samfundets opgave så vidt muligt at støtte den. Kunst er interrelationel, den formes af sine omgivelser.
KOPENHAGEN.DK Fra venstre: Runo Largomarsino, Håkan Rehnberg, Tamar Guimaraes og Hu Fang. Foto: Kathrine Børlit Nielsen CHART TALK #6: Is Art a Global Language? Den sjette og sidste talk på CHART ART FAIR 2015 bar overskriften Is Art a Global Language?. Talken blev afholdt i Skulpturhaven på Charlottenborg, og der var fire talere. De fire talere til weekendens sidste talk var de tre kunstnere Tamar Guimaraes, Runo Largomarsino og Håkan Rehnberg samt Hu Fang, manden bag Vitamin Creative Space and Pavillon. Talkens struktur tog udgangspunkt i de fire deltageres eget arbejde, og på skift hørte man først om Hu Fangs arbejde med Vitamin Creative Space and Pavillon, Tamar Guimaraes kunstneriske praksis og ligesådan efterfølgende henholdsvis Håkan Rehnbergs og Runo Largomarsinos. Talken tog hurtigt en drejning fra overskriften til en debat om globalisering versus postkolonialisme, hvilket virkede meget nærliggende eftersom både Guimaraes og Largomarsino har sydamerikansk oprindelse. Hu Fang startede talken med overvejelser om den globaliserende tendens i ikke blot kunsten men også verden generelt. Med udgangspunkt i, at man altid kan finde menneskelige forbindelser i kunsten og menneskelige konstruktioner, blev det globale sprog vendt og drejet. Ifølge Hu Fang er der noget genkendeligt menneskeligt i alle værker i kraft af, at de alle vidner om en livsproces, som alle mennesker kan relatere til og forstå.
Ligesom det universelle sprog i kunsten skal forstås som et resultat af en stigende globalisering, kan man også forstå de skiftende grænser som symptomer på tendensen. Ved skiftende grænser er der ikke blot tale om skiftende landegrænser men ligeså meget grænser i det kunstneriske felt, der opløses og forskydes. Guiamaraes overtog fra Hu Fang med det udsagn, at fremtiden er lavet af fragmenter fra fortiden - apropos postkolonialisme. Man ser i stærkere og stærkere grad, at opløsningen af landegrænser leder til en sammensmeltning af kulturer, og ud af det kommer hybrider, blandinger. Disse hybrider kan opleves i kunsten, og kan være eksemplet på værker, der taler et sprog alle kan forstå. Det skal netop være kunstens endelige funktion at sprænge disse grænser i verden og skabe noget, der ikke blot er lokalt, men som også er almengældende. Kunsten kan evne at sige noget med ord, der ikke normalt kan udtales. En pointe fra Håkan Rehnberg var dog, at sproget er noget der til tider er umuligt, i bedste fald meget svært, at oversætte. Det betyder ifølge Rehnberg dog ikke, at det ikke er noget, man ikke skal forsøge - blot betyder det, at sproget, ligesom det kan tale et universelt sprog, også kan ligge til grund for konflikter og misforståelser. I samme tråd pointerede Largomarsino, at sproget indebærer mange mulige læsninger og kodninger, og i kraft af at sproget netop er en menneskeskabt konstruktion, er det også en størrelse, der forandrer sig over tid. Hvis et værks betydning er sat i forbindelse med sprog, kan det betyde at værkets mening vil ændre sig over tid, fordi sproget og kodningen også gør det. Dette er et givent resultat af en globaliseringstendens, og altså ikke nødvendigvis noget, der skal problematiseres eller kritiseres. Netop fordi sproget er en menneskeskabt konstruktion, blev det også på afsluttende vis forslået at weekendens sidste talk måske i stedet skulle have båret en overskrift som: Is Art a Global Voice? da stemmen er et mere naturligt træk ved mennesket.