NATURKLAGENÆVNET 11. august 2008 NKN-133-00036 LTP Afgørelse i sagen om et hegn i Aalborg Kommune Aalborg Kommune har den 26. juni 2007 taget stilling til lovligheden af et hegn opsat omkring skovarealer ved Hals Sønderskov i Aalborg Kommune. Kommunen har med henvisning til naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2, meddelt ejendommens ejer påbud om at fjerne nærmere angivne strækninger af hegnet. Afgørelsen er påklaget til Naturklagenævnet af ejeren. Sagen er opstået ved, at Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling og en nabo til ejendommen gjorde kommunen opmærksom på, at Hals Sønderskov var ved at blive hegnet. Hegnet er overalt et vildthegn et trådhegn med en højde på ca. 140 cm. Kommunen foretog besigtigelse og konstaterede, at der var lavet færiste og opsat hegnslåger, hvor skoven er hegnet imod offentlig vej. Kommunen konstaterede endvidere, at der var opsat hegn omkring nyplantninger eller områder, hvor der ønskes selvforyngelse af skoven, ifølge ejendommens ejer for at undgå at råvildtet ødelægger træernes vækst. Der var endvidere opsat ca. 2.500 meter hegn langs Måholtvej og Sønderskovvej, ifølge ejeren for at forhindre råvildtet i at blive kørt over. Der var også opsat ca. 1.500 meter hegn i skel til naboer, ligeledes for at undgå at råvildtet bliver kørt over på den anden side af naboernes skel. Hegnet var opsat på tværs af Måholt Bæk, som er et kommunevandløb med et regulativ, hvorefter der ikke må opsættes hegn 8 meter på hver side af bækken, idet der skal være adgang for kommunens vedligeholdelse af vandløbet. Kommunen har vurderet, at offentlighedens adgang til skoven ikke er vanskeliggjort med hegningen.
2 Kommunen har endvidere vurderet, - at hegnene omkring nyplantninger og områder med selvforyngelse er sædvanlige hegn, hvis de fjernes igen, når træerne er ca. 10 år gamle, - at det kun er sædvanligt at opsætte hegn, der skal forhindre vildtet i at blive kørt over langs motorveje. Der bør derfor, jf. også tilsvarende sager afgjort af Naturklagenævnet, etableres vildtpassager med ca. 300 meters mellemrum hver med en bredde på mindst 5 meter, - at hegn mod naboer ikke er sædvanlige hegn omkring skove, hvorfor hele denne hegnsstrækning skal fjernes, og - at hegnet i en udstrækning på 8 meter på hver side af vandløbets passage af hegnslinjer i alt ca. 20 meter omkring Måholt Bæk skal fjernes. Kommunen har herefter meddelt ejendommens ejer påbud om senest den 1. september 2007 at fjerne ca. 1.500 meter hegn mod naboer, at etablere 6-8 vildtpassager af minimum 5 meters bredde i hegnet langs offentlige veje og at fjerne hegnet i en længde af ca. 20 meter ved Måholt Bæks passage af hegnslinjer. Det er i klagen anført, at hegnet ikke er i strid med naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2. Klager har i den forbindelse henvist til et vedlagt et kort, der viser, at der på ingen måde er tale om at skoven er indhegnet i strid med bestemmelsen, idet væsentlige dele af skoven er uden hegn. Det opsatte hegn er i konstruktion og materialevalg et sædvanligt dyrehegn med en højde på 140 cm. Skov- og Naturstyrelsen har i tilsvarende sager udtalt, at et almindeligt skovhegn på 140 cm er at betragte som et sædvanligt hegn, hvilket er en væsentlig grund til, at et sådant hegn er det mest benyttede i dansk skovbrug. Materialevalget forekommer ikke dominerende eller skæmmende i naturen. Hegnet er opsat omkring nytilplantninger og er således normalt og sædvanligt på disse arealer, ligesom vildtet har uhindret adgang til at krydse fra skov til marker, moser, enge og øvrige biotoper på ejendommen. En del af hegnet er opsat ud mod offentlig vej for at hindre at vildtet bliver trafikdræbt, idet visse passager er særdeles trafikerede. Det indebærer en begrænsning af vildtets frie passage på disse særlige steder, men vildtet vil frit kunne bevæge sig i alle andre retninger i hele det store skovområde.
Der er ved opsætning af hegnet taget særdeles store hensyn til, at vildtet fortsat har fri passage på en flere hundrede meter lang strækning i den vestlige del af skoven samt i den østlige del. 3 Der er også taget hensyn til, at offentligheden fortsat skal have adgang til skoven, idet der mange steder i hegnet er opsat låger til fri passage, ligesom der fortsat er store skovarealer, som ikke er hegnet. Klager har kontaktet vildkonsulent Ivar Høst, Buderupholm Statsskovdistrikt, der har besigtiget ejendommen og overfor klager oplyst, at det opsatte dyrehegn på ingen måde udsætter dyrene for større gener end påregneligt, ligesom hegnene på ingen måde virker som en fælde. Det er således klagers opfattelse, at hegnet ikke er omfattet af forbuddet i naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2, 2. led, hvorfor kommunens påbud bør ophæves. Klager har foreslået en forhandlingsløsning efter en fælles besigtigelse på ejendommen. Kommunen har i anledning af klagen anført, at hegnene omkring skoven samlet set er en hindring af vildtets frie passage. Dog vurderes det at være i overensstemmelse med sædvanlig praksis at hegne omkring nyplantninger, hvorfor disse hegn ikke er påbudt fjernet. Offentlighedens adgang til skoven vurderes ikke at være hindret eller vanskeliggjort og hegnet er ikke dominerende eller skæmmende i dets konstruktion. Besigtigelse Naturklagenævnet har den 26. juni 2008 besigtiget området og holdt møde med sagens parter. Afgørelse I sagens behandling har deltaget 9 af Naturklagenævnets 10 medlemmer: Lars Busck (formand), Ole Pilgaard Andersen, Marie Louise Andreasen, Martin Glerup, Leif Hermann, Vibeke Peschardt, Inger Støjberg, Poul Søgaard og Jens Vibjerg. Naturklagenævnet udtaler: Naturbeskyttelseslovens 78, stk. 1 om, at tilsynsmyndighedens afgørelse ikke kan påklages, skal forstås med det forbehold, at det ligger indenfor Naturklagenævnets kompetence at afprøve den grundlæggende lovfortolkning.
4 Vurderingen af om der foreligger et ulovligt forhold efter naturbeskyttelselovens 73, stk. 6, foretages af kommunen som tilsynsmyndighed. I den foreliggende sag beror afgørelsen på en vurdering af, om der er tale om et hegn, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2. Det bemærkes, at det drejer sig om en principielt ufravigelig forbudsbestemmelse. Der er ingen dispensationsmulighed. Naturbeskyttelseslovens 23 vedrører offentlighedens adgang til skove. Ifølge stk. 1 er skove åbne for færdsel til fods og på cykel samt for ophold, hvis der er lovlig adgang dertil. Det gælder dog ikke for skovarealer, der er afmærket som militære anlæg. Adgang sker på eget ansvar. Hunde skal føres i snor. Ifølge stk. 2 må offentlighedens adgang ikke forhindres eller vanskeliggøres. Der må ikke opsættes usædvanlige hegn omkring skove. Det fremgår af bemærkningerne til 23, stk. 2, 2. punktum, at en udtømmende beskrivelse af, hvad der er usædvanlige hegn ikke lader sig foretage. Levende hegn, lette trådhegn m.v. må betragtes som sædvanlige hegn, også selv om den pågældende skov ikke tidligere har været hegnet. Hegning omkring kulturer, juletræs- og pyntegrøntbevoksninger, frøavlsbevoksninger m.v. er sædvanlig, uanset at sådanne hegn netop har til formål at holde publikum ude fra disse arealer. Om et givet hegn er usædvanligt beror på et skøn, hvor mange forskellige omstændigheder spiller ind. Det, bestemmelsen navnlig tilsigter, er at undgå hegn, der ved deres højde, konstruktion eller materialevalg virker dominerende eller skæmmende, eller som hindrer vildtets frie passage. Der er tale om hegn af en type en gennemsnitsskovejer normalt ikke ville sætte op omkring sin skov. Naturklagenævnet har i Jyndevad-sagen (NKO 137) lagt til grund, at alene den omstændighed at et hegn (som er opsat omkring en skov) forhindrer vildtets frie passage gør det usædvanligt i 23 s forstand og dermed omfattet af forbuddet. I det foreliggende tilfælde er der tale om et hegn, som er sædvanligt i konstruktion, højde og materialevalg og hegnet hindrer ikke offentlighedens adgang. De indhegnede arealer udgøres overvejende (ca. 70%) af skovbevoksede områder. Hegnet hindrer vildtets frie passage for så vidt som at vildtet normalt vil gå udenom hegnet, der er ca. 140 cm højt, og kun i særlige situationer vil forsøge af springe over hegnet.
5 Det er underordnet hvad der er formålet med hegningen af de enkelte delstrækninger (beskyttelse af kulturer, trafiksikkerhed mv.). Afgørende er om hegnsstrækningerne samlet set udgør et hegn omkring en skov, som er usædvanligt bl.a. i den forstand, at det hindrer vildtets frie passage. Naturklagenævnet finder, at der - uanset åbninger i hegningen bl.a. ved ejendommens vestgrænse - samlet set er tale om en hegning af et skovareal, som lukker vildtet inde og forhindrer at det kan bevæge sig frit fra og til de omkringliggende skov- og markarealer. Nævnet finder således, at den omhandlede hegning er i strid med forbuddet i naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2, 2. punktum mod opsætning af usædvanlige hegn omkring skove. Kommunen har derfor som tilsynsmyndighed haft hjemmel til at skride ind og forlange forbuddet respekteret ved fjernelse af dele af hegnsstrækningen. Kommunen har meddelt ejendommens ejer påbud om at fjerne hegn i skel mod naboer og at etablere 6-8 vildtpassager i hegn langs offentlige veje, idet alene disse hegn efter kommunens opfattelse er usædvanlige hegn i lovens forstand. Som nævnt er det den samlede hegnsstrækning, der efter Naturklagenævnets opfattelse gør hegningen usædvanlig. Ejeren vil således ved fjernelse af andre hegnsstrækninger af passende længde f.eks. dele af kulturhegnene kunne lovliggøre forholdet på anden måde. Der kan herefter ikke gives medhold i klagen. Spørgsmålet om hvilke hegnsstrækninger der skal fjernes med henblik på lovliggørelse af det ulovlige forhold hjemvises til kommunens fornyede behandling, herunder drøftelser med ejeren. På Naturklagenævnets vegne Lisbeth Toft- Petersen fuldmægtig Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. naturbeskyttelseslovens 82. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. lovens 88, stk. 1.