Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem:»hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«de standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:»er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?hvad da?«spurgte han. De svarede:»det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«da sagde han til dem:»i
uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde:»bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.«så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden:»brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde:»herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Lukasevangeliet 24,13-35 Salmer: 236, 233, 245, 249, 240, 234
PRÆDIKEN Vi har så utroligt svært ved at tro på noget, vi ikke kan se. Vi skal helst have synlige beviser for det, vi vil se det med vores egne øjne, ellers kan vi ikke tro på det, synes vi. Det sjove er jo, at hvis vi går det krav sådan ordentligt efter i sømmene, så får vi temmelig hurtigt problemer. For hvordan vil du for eksempel bære dig ad med at se en duft? Nej, vel? Dufte kan man ikke se men ingen ved deres fulde fem vil vel påstå, at dufte ikke findes. Vanille, kaprifolier, roser eller friskbagt brød hvad ville alt dette være uden duften? Nej, dufte kan man ikke se men de findes, så sandt som amen i kirken, om man så må sige. For dem der kan huske Ingrid og Lillebror kan jeg minde om, at de sang en sang, der hed Blæsten kan man ikke få at se! Og det er jo da rigtigt, for det er med blæsten som det er med dufte man kan ikke se nogen af delene! Duftene blæsten hvad så med kærlighed? Men kan heller ikke se kærlighed. Man
kan ikke tage den frem og stille den på bordet og sige: Se, her har vi en kærlighed! Man kan heller ikke tage billeder af den eller røre ved den, for kærlighed kan man lige så lidt se som en duft eller blæsten. Man kan se TEGN på den, det er så noget helt andet, men kærligheden i sig selv kan man ikke se. Når man ser to mennesker, der omfavner eller kysser hinanden, når man ser en hånd, der stryger blidt henover en kind eller et barn, der ømt løftes op, måske for at trøstes eller blive kysset på panden, så er det alt sammen tegn på kærlighed, men kærligheden som sådan kan man ikke se. Så er det altså, man har et problem. Hvis man ikke kan tro på, noget er til, hvis det ikke kan ses, så er man nødt til at sige, at hverken duftene, blæsten eller kærligheden findes. Men enhver ved sine fulde fem ved jo, at det er sådan. Duftene, blæsten og kærligheden findes, selvom man ikke kan se nogen af delene! Der findes altså ting, hvor man er nødt til at opgive kravet om, at de kan ses selvom man er helt sikker på, at de eksisterer. Det er 2. Påskedag i dag. Tvivlens dag. Eftertænksomhedens dag. Dagen for Jamen kan det nu også være rigtigt, kan det virkelig passe, er det virkelig sandt?
I evangelieteksten til 1. s.e. påske, den vi skal høre næste søndag, fortælles der om Thomas, der har fået sit tilnavn Tvivleren netop på grund af den fortælling. Han har ikke været med, da Jesus viste sig for de andre disciple efter sin opstandelse, og han er derfor overbevist om, at det bare er noget, de prøver at binde ham på ærmet. Da de fortæller ham, at de har set Jesus, siger han til dem: Hvis ikke jeg ser naglemærkerne i hans hænder og stikker mine fingre i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke! Altså lige præcis det, vi lige har talt om: Hvis ikke jeg får det at se med mine egne øjne, kan jeg ikke tro på det! Det er en gribende fortælling, for man kan levende sætte sig ind i, hvordan Thomas må have haft det, og mindre gribende bliver det ikke, da vi hører om, hvordan Jesus kommer hen til Thomas og siger Ræk din finger frem, her er mine hænder og ræk din hånd frem og stik den i min side og vær ikke vantro, men troende! Thomas kunne ikke tro, medmindre han fik det at se. Og det fik han så også i den grad! Tænk sig i dag hører vi om to disciple, der ikke engang kunne tro, selvom de så det! Jesus kommer til dem og går med dem på vejen, han slår følge med dem og taler beroligende med dem, mens de fortæller ham om det forfærdelige, at deres Herre
og Mester er død, og som om det ikke er slemt nok, er nogle af deres kvinder blevet helt bims i låget og siger, at de har set engle uden ved graven, som siger, at han lever. Han, der er den dødeste af døde, de så det jo selv, hvordan han bøjede hovedet og opgav ånden. Og så var det slut, helt slut, og de havde sådan håbet, at det var ham, der skulle komme med frelse. Og tænk sig, der går han med dem, den mest fortrolige af venner, og de tror, han er en fremmed! Men han taler med dem, viser dem ved at tage passagerne frem i den hellige bog, at det hele jo er meningen, det er gået, som det skulle, og rolig nu, alt er jo, som det skal være! En mærkelig fortælling, for hvordan i al verden kan det dog være, at de ikke kan kende ham? Det ER jo ham, han går med dem, han taler med dem, men deres øjne holdtes til, så de ikke kunne genkende ham, står der. Det er ikke bare det der med jeg tror ikke mine egne øjne, som vi jo nok godt kender fornemmelsen af, det er noget dybere, det er som om der ligger et slør henover deres øjne. Alt andet kan de se: de kan se vejen, de går på, de kan kende stederne og ved, at nu er de snart hjemme, de kan finde det rigtige hus i Emmaus og se til at lukke døren op, alt andet kan de se men de kan ikke kende ham, ham, de er så forblændede af sorg og savn, at det er som et filter, der har lagt sig henover deres virkelighed. Tænk
sig, de kan ikke se, det er ham, selvom han har slået følge med dem, det er næsten ikke til at forstå. Hvordan kan man have det sådan, at man ikke kan tro på noget, selvom man kan se det? Det svarer jo næsten til det, som det brillebærende segment af menigheden i dag, nok så udmærket kender: man leder fortvivlet efter sine briller, for man skal altså bruge dem lige nu og her, men man kan altså ikke finde dem, man stresser rundt i hele huset og endevender det meste, men de er bare ikke til at finde nogen som helst steder, der elendige briller, og man er ved at gå ud af sit gode skind og få pip af det, for man ved jo, man lige har haft dem for ja i hvert fald ikke så længe siden. Men nu ja nu er de pist væk. Og sådan kan man være på grådens og fortvivlelsens rand, lige indtil man kommer til at se sig i et spejl. For så opdager man, at de har siddet i panden hele tiden. De har bare været så tæt på, at man slet ikke har kunnet få øje på dem. Jesus er så tæt på dem, at de ikke kan få øje på ham. Men de kan i det mindste mærke, at det gør helt utroligt godt at være sammen med ham, så da han gør mine til at gå videre, da de når frem til Emmaus, beder de ham indtrængende om at blive hos dem. Og det gør han. Han går med dem hjem. Og da de skal spise, sker det helt vidunderlige. Endelig
falder tiøren. For da tager han brødet, velsigner det, bryder det og giver det til dem og lige i det øjeblik, åbnes deres øjne, så de kan kende ham! Det er ham! Det er et meget kendt og brugt motiv i kunsthistorien det forklarede øjeblik, hvor sløret rives fra disciplenes øjne, da Jesus bryder brødet. Ja, vi har det endda hængende lige herude i gangen for at af de fine træskærerarbejder er netop over det motiv. Men hvor der det nu, vi er kommet hen? Det kan være svært at tro på ting, man ikke kan se ja, men der findes ting, man ikke kan se som vi ved, eksisterer. Hvor det ikke bekymrer os det fjerneste, at vi ikke kan se dem, for vi ved bare, de findes. Dufte. Blæsten. Kærlighed. Omvendt kan vi nogle gange have det sådan, at selvom vi kan se noget, så kan vi ikke tro, det er sandt. Jeg tror ikke mine egne øjne! siger vi så. Eller vi kan have det som disciplene, der faktisk ser Jesus men de kan bare ikke se, det er ham. Det er 2. påskedag i dag. Kristus er opstanden! lød det i går, og så blev kirken ellers pyntet op og musikken begyndte at spille, og det hele var fuldstændigt overvældende. I dag er vi ligesom landet. Det er lidt mere nede på jorden i dag. Der er
plads til at stille spørgsmål og være jydsk. Altså sådan lidt skeptisk. Kan det nu virkelig være rigtigt? Er det virkelig sandt? Jeg kan selvfølgelig ikke sige dig, hvad du skal tro. Men hvis du spørger mig, hvad jeg tror, bliver jeg selvfølgelig nødt til at sige det. Tror du virkelig selv på det, præst? Hvis du spørger mig på den måde, hvis du virkelig går mig på klingen, så bliver jeg jo nødt til at svare helt ærligt. Tor du virkelig selv på det, præst? Ja, det gør jeg. Det er derfor, jeg er præst. Jeg tror. Jeg tror, at det er sandt; han stod op fra de døde, fordi han elskede os så højt, at døden gik i stykker af det, helt og aldeles, og jeg kan ikke forklare hvorfor jeg tror, jeg kan kun sige, at jeg ikke kan lade være. Jeg tror, at han gik i døden, og at det var med åbne øjne, og han vidste, hvad han gjorde, og han gjorde det, fordi han ville gøre det for mig. Og dig. Han lod sig opsluge af døden, lod portene til dødsriget slå i bag sig med et brag, der døde hen i en ubeskrivelig stilhed. Men den kærlighed, der fik ham til at gøre det, den betingelsesløse, grænseløse og ufattelige kærlighed, kunne døden ganske enkelt ikke hamle op med. Den gik i stykker af den. Blev opløst af den, og mistede sin kraft. Ikke at vi ikke alle en dag
skal dø, for det skal vi, for vi kommer ikke udenom døden, det ved vi jo, men det er som om, den ikke længere har nogen arme. Den kan ikke holde på os mere. For jeg er helt sikker på, at da han stod op Påskemorgen, var det med en sådan kraft, at dødsrigets porte fløj af deres hængsler for aldrig mere at kunne sættes på igen. Ingen havde nogensinde åbnet dem den vej, og fra da af blev de stående på vid gab. Der var ikke nogen, der så det ske. Og det kan ikke bevises. Det kan kun tros. Og det gør jeg. Det var fantastisk. Det er fantastisk. Så fantastisk, at de to disciple på vej til Emmaus i første omgang slet ikke kunne se det, selvom de så det. Men da han brød brødet med dem, genkendte de ham. Når han bryder brødet med os om lidt, sker det igen. Jeg kan ikke sige dig, hvad du skal tro. Jeg kan kun sige, hvad jeg tror, hvad jeg ikke kan lade være med at tro, og er helt utroligt glad for: Han er opstanden! GLÆDELIG PÅSKE! AMEN!