NLYS Januar 009 Radikalisering en del af værdikampen? Helle Lykke Nielsen Hvad kommer der ud af de mange penge, som i disse år bruges på at indkredse og forstå radikalisering? Og hvilket billede kommunikerer myndighederne ud til offentligheden, når de skal beskrive deres indsats på området? rtiklen analyserer to eksempler på myndighedskommunikation fra henholdsvis Ts Forebyggelsescenter og Integrationsministeriets kontor for Demokratisk Fællesskab og Forebyggelse af Radikalisering, og konkluderer at der er god grund til at udvise omtanke i både sprogbrug og metoder, hvis man vil undgå at unge muslimer skal føle sig irriteret og stigmatiseret over at blive omtalt og beskrevet på måder, de ikke kan genkende. rtiklen har været bragt på www.indblik.nu d. 9. januar 009
D er er sat rigtig mange penge af på de offentlige finanser i disse år til at modarbejde radikalisering. ngsten for terrorisme og homegrown radikaliserede unge har godt hjulpet på vej af lostrup- og Vollsmosesagerne skabt politisk vilje og dermed økonomisk grundlag for at finansiere alle mulige aktiviteter: Store konferencer om hvordan man forebygger radikalisering, handleplaner der skal imødekomme utilfredse unges behov for at føle sig anerkendt, dialogindsatser og medborgerskabsprojekter der sætter spot på inklusion af indvandrere, etc. Der er oprettet et særligt Forebyggelsescenter i Ts afdeling for forebyggende sikkerhed og et kontor for Demokratisk Fællesskab og Forebyggelse af Radikalisering i Integrationsministeriet. Også forsvars- og udenrigspolitikken inddrages i et forsøg på at dæmme op for radikalisering: Danmarks deltagelse i fghanistan er som bekendt begrundet i kampen mod terror, og er Stig Møller har ligefrem afsat over 100 mio. kr. til at skabe demokrati i Mellemøsten gennem Det rabiske Initiativ. Som borger kan man nogle gange blive helt forpustet af de mange skattefinansierede initiativer i ind- og udland, der skal sikre at vi i Danmark (og sikkert også andre steder) skal undgå at blive mål for terroristernes bomber. Det kan være ganske svært for almindelige mennesker at bedømme trusselsbilledet i Danmark. Det gælder ikke mindst for folk der som jeg i dagligdagen omgås alskens muslimer for det er jo dem vi i praksis taler om al den stund at de mange truende farer, som radikaliseringen angiveligt afføder, ikke umiddelbart er til at få øje på. ersonligt minder situationen mig på mange måder om det der skete i begyndelsen af 1980 erne, hvor man netop havde identificeret IDS og HIV, og hvor der blev hældt meget store summer i forskning, behand-
ling og oplysning om sygdommen. t der var 100 gange flere der døde i trafikken end af IDS, var en detalje, som ingen rigtigt interesserede sig for. Nyopdagede trusler og farer har utvivlsomt deres egen dynamik, ikke mindst i moderne kommunikations- og oplevelsessamfund hvor en god historie helst skal få det til at risle koldt ned ad ryggen på os alle sammen. Med vanlig dansk snusfornuft må det dog være på sin plads at spørge, hvad vi så får for alle de penge, der nu bruges på at indkredse og forstå radikalisering: Hvad kommer der fx ud af de initiativer, som T og Integrationsministeriet har søsat for at imødegå radikalisering af unge muslimer herhjemme? Begge myndigheder har tydeligvis lært tidens lektie om at der skal videndeles og formidles til den brede offentlighed, og det giver hidtil ukendte muligheder for at bedømme i hvert fald dele af disse myndigheders indsats på området. Og lad det være sagt med det samme: Jeg har svært ved at få øje på resultaterne. Jeg er selvfølgelig godt klar over at vi har at gøre med en lille marginaliseret gruppe, men ikke et marginaliseret problem, for nu at bruge et Tudtryk, og at offentlige myndigheder til enhver tid vil kunne anføre, at de har kendskab til ting, som ikke kan fortælles offentligt. Jeg ved også godt at såvel T som Integrationsministeriet er komplekse organisationer med mange opgaver, som løses på forskellig vis af forskellige aktører, og at min kritik rimeligvis derfor kun kan omfatte de offentlige aktiviteter, man kan stifte bekendtskab med på konferencer, til møder og i publikationer. Men når det er sagt, forekommer det mig alligevel at (dele af) de to myndigheders aktiviteter nogle gange bli r en del af problemet snarere end en del af løsningen: For ikke blot formulerer de sig hyppigt om og til de berørte unge på måder, der cementerer problemerne snarere end at løse dem. De fraskriver sig også offentligt det praktiske
ansvar og lægger det i hænderne på praktikere som mig og andre at finde løsninger på konkrete problemer. Og det afføder selvsagt spørgsmål om, hvad man kan bruge den opsamlede viden om radikalisering til, hvis den ikke er handlingsanvisende, og ikke mindst hvilke kriterier man i så fald kan lægge til grund for en evaluering af de pågældende myndigheders arbejde. T-teorier og indikatorer Lad mig give et par eksempler. Jeg har flere gange overværet Tmedarbejdere præsentere deres arbejde i forebyggelsescentret - senest ved en stor radikaliseringskonference arrangeret af Kolding Kommune i november, hvor mere end 00 integrationsmedarbejdere, socialrådgivere, politi- og klubfolk deltog. Og her er der i hvert fald to vinkler som forekommer mig problematiske. Det første angår de teorier, T bruger i deres forklaring på hvorfor nogle unge radikaliseres: I forebyggelsescentret arbejder man med tre teoretiske tilgange, nemlig den sociologiske tilgang der bl.a. fokuserer på fællesskabets betydning for identitetsskabelse, Social Movement Theory, eller det T også kalder netværksteorier, samt en empirisk baseret tilgang. Oversætter man de teoretiske betegnelser til almindeligt dansk, betyder det såmænd bare at man interesserer sig særligt for unge der afsøger deres egen identitet (og hvilke unge gør ikke det?), at man ser på hvem de unge omgås, og på om der er særlige træk ved deres personhistorie som kan have indflydelse på en eventuel radikalisering, det være sig kriminalitet, dårlig skolegang, etc. Og hånden på hjertet: Kan disse teorier ikke bruges på hvem som helst - naboens datter der afsøger
punkmiljøet eller body-builderen der tilbringer mere tid i fitness-centret end på skolen - uden at man af den grund bliver klogere på, hvem der er i risikogruppen for at radikaliseres? Forklaringsmodellerne virker med andre ord ikke overbevisende. Og måske netop fordi de anvendte teoretiske tilgange forekommer så almene, følges omtalen af teorierne af en liste over indikatorer der kan indkredse radikaliseret adfærd. Og hold nu fast: f listen fremgår det nemlig at det man skal se efter hos de unge, er religiøsitet, tøjstil/ fysisk fremtoning, gruppetilhørsforhold, rejseaktivitet, forhold til sex og alkohol, forhold til det andet køn, kritik af Vesten og af Israel / jøder, sport og fysisk aktivitet samt læse og medievaner. Listen følges ganske vist af forklaringer om at der skal være forandringer af flere indikatorer, før T mener, at man skal begynde at interessere sig for om en ung er i risikogruppen, men det afføder som regel alligevel spørgsmål fra tilhørerne om, hvordan man skal fortolke en sådan liste: r det virkelig den slags parametre, T bruger i deres forsøg på at indkredse unge der menes at være i fare for at blive radikaliseret? For tilhørere med muslimsk baggrund, der med god grund føler sig berørt af hele radikaliserings-debatten, afføder listen ofte én af to reaktioner: nten holder de sig på maven af grin over at en dansk myndighed tror at de kan indkredse radikaliseringspotentialet på et sådant grundlag, eller også føler de sig krænket over at blive gjort til genstand for radikalisering på et så banalt grundlag. Og det kan man egentlig ikke fortænke dem i. De gode, de onde og de rådvilde
t andet eksempel: I juni 008 udgav Integrationsministeriet publikationen n fælles og tryg fremtid. Forslag til en handlingsplan om forebyggelse af ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt unge. Den er skrevet af embedsfolk fra 7 forskellige ministerier udover Integrationsministeriet af Justitsministeriet, Undervisningsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Velfærdsministeriet og Kulturministeriet. Rapporten indeholder en række velmente råd og gode ideer til at forebygge radikalisering, men kradser man lidt i den sproglige overflade, får man øje på et verdensbillede, der ikke just er neutralt i sine formuleringer. Her opdeles verden i sort og hvidt, i godt og ondt: I Danmark lever vi heldigvis i et åbent, trygt og mangfoldigt samfund med personlig frihed, ytrings-, tros- og åndsfrihed samt ligeværd, ansvar og muligheder for alle borgere uanset køn, hudfarve og overbevisning (s.8) og ønsker derfor at værne om sammenhængskraften og det demokratiske fællesskab. Dette er nødvendigt for, at vi som samfund kan modstå de kræfter, der ønsker had og vold, eller som er modstandere af et mangfoldigt demokratisk samfund. (s. 10). Det gode samfund er bl.a. godt, fordi vi har erkendt, hvordan verden virkelig er, og fordi vi informerer om faktiske forhold, mens de andre bruger myter, fordrejer sandheden, misinformerer og laver propagandavirksomhed. t par eksempler fra rapporten: Myten om, at Danmark og Vesten skulle være en fjende af muslimer og islam udfordres med viden om de faktiske forhold. (s. 13); Informationer om disse emner (interne forhold i Danmark) bliver i vidt omfang fordrejet og misbrugt i ekstremisters propaganda-virksomhed (s. 17); Islamistiske ideologer kan gennem propaganda og misinformation om de ting, der sker i
Irak og fghanistan styrke disse unges følelse af krænkelse eller udstødelse. (s. 18). I denne kamp mellem det gode og det onde står så de søgende, følsomme og rådvilde unge, der bliver et let bytte for onde kræfter: De unge søgende skal have større modstandskraft over for udbuddet af radikal ideologi. (s. 1), og det kræver at man i højere grad også sætter ind på at modvirke den diffuse følelse af forskelsbehandling, som nogle unge tilsyneladende føler. (s. 3). De unge føler sig ikke anerkendt og forstået (<) af det vestlige samfund som de er vokset op i, og hvor de føler sig udsat for racisme og anden forskelsbehandling. (s. 18). De unge omtales ret konsekvent som nogen der føler deres omverden nogle gange tilføjet med rette eller urette. t der kan være tale om unge som rent faktisk har konkrete begrundelser for at føle som de gør at de er vrede over uantanamo, Irak-krigen, tuneser-sagen eller diskrimination på det danske arbejdsmarked - falder slet ikke for. t det ikke er uskyldigt at fremstille de unge på den måde, turde være indlysende: Det er jo med følelser som med smag det er et absolut begreb, der ikke lader sig diskutere. Og netop derfor har denne beskrivelse sine fordele: For hvis man hele tiden reducerer de unges oplevelser af virkeligheden til noget de føler, behøver man jo ikke diskutere det, endsige forholde sig til det eller påtage sig ansvaret for det. Mit ynglingscitat i rapporten står at læse på s. 17: ersoner, der gennemgår en radikaliseringsproces, har typisk en stærk os mod dem holdning, hvor medlemmerne i gruppen i stigende grad bekræfter hinanden i, at de har ret, og andre tager fejl. Jamen, er det ikke lige netop det, forfatterne til denne handlingsplan gør sætter dem over for os trods den prætentiøse titel om en
fælles og tryg fremtid og på bedste vis bekræfter sig selv og hinanden i at vi er the good guys og de andre er the bad ones? r det virkelig det bedste bud på en offentlig diskurs der skal bidrage til at opløse radikaliseringspotentialet i Danmark? Viden til hvad? Begge eksempler afføder en lang række spørgsmål, som man kunne ønske sig belyst offentligt: Hvad bygger myndighederne deres analyser på amerikanske forskningsartikler, egne empiriske interview med danske unge eller noget helt tredje? Hvorfor skal handlingsplaner som den de 7 ministerier har udarbejdet, nødvendigvis indskrives i en værdipolitisk diskurs? Og ikke mindst: Hvad forestiller disse myndigheder sig at den fremsatte viden skal - og kan - bruges til? Sidstnævnte problemstilling syntes da også at spøge i baghovedet på både Tfolk og Integrationsministeriet under den nyligt afholdte radikaliseringskonference i Kolding, for begge parter gentog flere gange i deres oplæg at Vi har viden om problemet, men det er jer (tilhørerne) der ved noget om praksis. Som tilhører sad man tilbage med fornemmelsen af, at disse myndigheder nærmest fraskrev sig ansvaret for brugbarheden af den viden de havde indsamlet. Og hvis det er sådan, arbejdsfordelingen mellem myndigheder og praktikere skal forstås, hvordan kan man så overhovedet evaluere disse myndigheders indsats mod radikalisering? Jeg hører til dem der mener at radikalisering i hvert fald som tingene står p.t. først og fremmest må forstås og indkredses i konkrete sammenhænge. t
teorier, lister og værdipolitiske statements a la dem Ts forebyggelsescenter og Integrationsministeriets Kontor for Demokratisk Fællesskab og Forebyggelse af Radikalisering præsenterer os for, i bedste fald er ubrugelige, i værste fald skadelige. For unge mennesker med muslimsk baggrund reagerer jo ikke anderledes end alle andre unge, når de beskrives og analyseres på måder de ikke kan genkende nemlig med mistillid og modtryk. Det betyder selvfølgelig ikke at vi skal undlade at indsamle viden og lave handlingsplaner, der kan forebygge radikalisering. Men det bør ske på måder der i både form og indhold er relevante og brugbare og ikke viklet ind i værdipolitiske diskurser - alt andet er både dumt og uhensigtsmæssigt: For man skal ikke glemme at der ligger et reelt radikaliseringspotentialet blandt unge veluddannede muslimer, som sagtens kan læse indenad og analysere kommunikationsstrategier, og som føler sig både irriteret og stigmatiseret over at blive omtalt og beskrevet på måder, de ikke kan genkende. Hvis ikke myndighederne indser det, risikerer de på deres egen bagvendte facon at bidrage til den radikaliseringsproces de var sat i verden for at opløse. Referencer Hvordan forebygger vi radikalisering af unge i Danmark? Konference afholdt af Kolding Kommune d. 7. november 008, Comwell, Kolding. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration: n fælles og tryg fremtid. Forslag til en handlingsplan om forebyggelse af ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt unge. Juni 008. http://www.nyidanmark.dk/nr/rdonlyres/797f73-330-431-94- 8BC39C93B/0/en_faelles_fremtid.pdf
Stikord: Radikalisering, T, Integrationsministeriet, sprogbrug