DEN GODE HISTORIE Vi taler med Sebastian Bevensee, kandidat i Medialogy fra AAU i 2014, om en studietid med bump på vejen, om at starte sin egen virksomhed og om at være et hold. Journalist: Victor Lange // viln@adm.aau.dk DET HANDLER OM AT HAVE HOLDÅND V i har aftalt at mødes med Sebastian i hovedreceptionen på AAU CPH. Han, og de andre i virksomheden Invisible Walls, har kontor på stedet. Vi finder et tomt mødelokale med et langt konferencebord i midten. Vil du ikke starte med at fortælle lidt om, hvad du hedder, hvad du er uddannet som, og hvad du arbejder med? Jeg hedder Sebastian Bevensee, jeg har en kandidat i Medialogy fra AAU med speciale i computerspil, og nu arbejder som creative director, som det så fint hedder, ved Invisible Walls. Du har både en bachelor og en kandidat i Medialogy fra AAU. Var der noget klart skifte fra bachelor- til kandidatstudiet? Ja, jeg synes, der var en anden frihed på kandidaten. Man blev også taget mere seriøst og kunne forme sine interesser og den retning, man gerne ville gå i. Da jeg selv startede på Medialogi vidste jeg, at jeg ville have en kreativ tilgang til de ting og emner, som studiet beskæftigede sig med. Jeg havde spillet musik før studiet og var også interesseret i lyd, musikvideoer og film i det hele taget. Min studietid var rigtig god; jeg er et perfekt eksempel på en, der elskede Medialogy. Der var andre, der ikke syntes så godt om det som mig. Havde du nogen svære perioder på dit kandidatstudie? Perioder hvor du tænkte, at du havde valgt et forkert studie, eller at tingene ikke fungerede på anden vis? Jeg tvivlede aldrig på, om jeg havde valgt rigtigt. Men det var meget hårdt på kandidaten, og jeg gik også ned med stress på et tidspunkt dog uden at gå helt ned. Niende semester på AAU er et abroad semester; enten er du på udveksling, i praktik, eller så laver du et projekt her på stedet. Allerede der havde jeg sammen med et par andre arbejdet på et spil over tre semestre, der hedder Aporia så jeg var ret hooked på at nørde videre med det spil. Oven i det endte jeg med at få et halvtids-internship på et lille spilselskab. Strukturen endte således med at være, at jeg halvdelen af tiden skulle arbejde med
Aporia og den anden halvdel skulle jeg bruge hos spilselskabet. Jeg stoppede dog efter en lille måned hos spilselskabet; min rolle var at være test-manager, hvilket viste sig slet ikke at være mig. Fordi jeg stoppede hos selskabet, var jeg tvunget til at opgradere mit projektarbejde med Aporia til et fuldtidsprojekt på 30 ECTS point hvilket er tilsvarende med et speciale. Den situation opstod i start oktober, og jeg skulle allerede aflevere projektet omkring jul der gik det ned for mig. Jeg følte mig helt alene; jeg havde været vant til at arbejde i grupper i tre år, og lige pludselig var der bare ingen, som jeg kunne støtte mig op ad. Samtidig havde jeg skruet vildt højt op for ambitionerne på mit projekt, så min arbejdsbyrde lå nok på noget tilsvarende to-tre personer. Det blev for meget. Jeg tror faktisk, at stressen kom af, at jeg tog alting alt for alvorligt men skal nogen gange skrue lidt ned for alvorlighedsbarometret og tage det hele mere stille og roligt Fik du afleveret projektet? Ja, jeg fik afleveret og gik også i gang og færdiggjorde mit speciale i det efterfølgende semester. Men det var ikke direkte studiets skyld, at det blev så hårdt. Rent faktisk er jeg glad for, at jeg opdagede en stress-periode så tidligt: Nu ved jeg lige med det samme, hvornår jeg er stresset, og hvad jeg skal gøre. Jeg tror faktisk, at stressen kom af, at jeg tog alting alt for alvorligt man skal nogen gange skrue lidt ned for alvorlighedsbarometret og tage det hele mere stille og roligt. Man skal altså have en afstand til det, man laver? Man skal nogle gange have en afstand til alvorligheden i det. Man kan godt køre sig selv op i bekymringer omkring en investor og deadlines for eksempel det pres og den stress skal man kunne feje til siden. I sidste ende laver jeg jo bare computerspil; så er mit helbred langt vigtigere. Jeg synes faktisk, at vi lever i et lidt stresset samfund her oppe i Norden vi er meget seriøse, og alting skal gå meget hurtigt. Hvis man arbejder sammen med nogen nede fra Spanien eller Frankrig, så foregår tingene bare i et andet tempo. Det synes jeg godt, at vi kunne lære noget af. Faktisk også på studiet det hele er lidt anspændt, og forventningen er, at tingene går hurtigt. Er du glad for nu, at du selv erfarede at være stresset? Ja, nu har jeg klart en bedre fornemmelse for, hvor forventningerne ligger, hvad jeg egentligt selv kan, og, vigtigst af alt, så har jeg en bedre forståelse af, hvad der sker, hvis jeg ikke når at færdiggøre noget bestemt. Det lyder selvfølgelig som et svært forløb, men ud over det, nævnte du, at du var rigtig glad for din studietid. Hvorfor tror du, at Medialogy passede så godt til dig, og hvorfor tror du, at der var andre, som måske var skuffede over studiet? Et stort problem med Medialogy har været, at studiet har promoveret sig selv forkert. Der er mange, der tror, at de kommer ind på et studie, hvor de kan få lov til at sidde og lege i sandkassen og få hænderne beskidte fra dag nummer et de tror, at de kun vil blive kastet ind i det praktiske. Men Medialogy er jo en cand. scient.-uddannelse; uddannelsen består også af en stor teoretisk del. Medialogy er en hård fultidsuddannelse det praktiske fylder ikke så meget, som folk tror. Mange forventer formentligt, at de kommer ind og skal lave 3D og gå fra den ene software til den anden men meget af uddannelsen består i at skrive rapporter og læse videnskabelige artikler. Yderligere er en anden begrundelse, at nogle kommer ind på Medialogy og allerede ved i forvejen, hvad de gerne vil. Hvis du på forhånd ved, at du vil lave film, 3D eller computerspil, så synes jeg ikke, at du skal vælge Medialogy som uddannelse. Så er der andre alternativer, der går direkte til biddet for eksempel Filmskolen, Sound College eller Animationsskolen i Viborg. Medialoy skal man vælge, fordi man er nysgerrig på lidt af hvert til at starte med. Det er enormt godt at være blæksprutte, når man har lige præcis den rolle, som jeg har, i spilskabelse. Det er for eksempel en stor fordel at have en overordnet forståelse for, hvad programmører sidder med Jeg talte med nogle af karrierevejlederne her på stedet, og de sagde, at en del studerende var overraskede over, hvor meget man skal programmere på Medialogy. Er det noget, du kan genkende? Jeg har hørt om det men under min egen studietid fyldte programmering ikke så meget. Jeg tog selv nogle programmeringsfag, hvilket jeg havde ret svært
ved, fordi jeg ikke er programmør men i dag er jeg rigtig glad for det. Det er enormt godt at være blæksprutte, når man har lige præcis den rolle, som jeg har, i spilskabelse. Det er for eksempel en stor fordel at have en overordnet forståelse for, hvad programmører sidder med. Når jeg skal planlægge eller directe programmering, er det guld værd bare at vide en smule om det. Nu hvor vi er ved det, så er alt den matematik, vi også havde på Medialogy, nærmest endnu mere guld værd for mig i dag: Matematikken giver mig mulighed for at forstå nogle ting i relation til 3D. Efter studiet: en skuffelse og en uventet mulighed Vinduernes aflange solafskærmere skærer eftermiddagslyset ud i sirlige, rektangulære bidder af lysegule flader. Sebastian sidder med blikket eftertænksomt vendt ud i lokalet. Hvad skete der efter, at du havde afleveret dit speciale? Hvad var forløbet så? Jamen det var hårdt ad helvede til. Det er en lidt lang historie, men jeg skal prøve at gøre det kort. Jeg troede, at jeg skulle være research assistant, når jeg blev færdig og sådan forsætte med at forske i story-telling og undervise herude. Men det endte ikke med at være tilfældet. Hende, som jeg skulle overtage stillingen som research assistent fra, forventede man ville få en Ph.d.-stilling men det gik ikke igennem, og derfor kunne jeg ikke overtage stillingen som research assistant. Det fik jeg at vide en måned før, hvilket var super skuffende. Oveni det var jeg ikke særlig godt rustet til at komme ud på arbejdsmarkedet; jeg synes ikke min uddannelse i Medialogy havde forberedt mig godt til den overgang. Universitetet er en meget beskyttet boble lige pludselig er man færdig og ude af varmen, og så er der ikke nogen lærer eller underviser, der har dig under sine vinger. Jeg synes, at man under specialesemestret skulle have haft nogle kurser, hvor man blev forberedt på at skulle ud af universitetsverdenen. Under sådanne kurser skulle man få at vide, at det var en god ide allerede at begynde at søge jobs under semestret eller man kunne, for eksempel, få information om forskellige trainee-programmer. På baggrund af at det havde været så spændende at forske i story-telling og computerspil generelt, syntes jeg ikke, at der var noget andet end det, der var interessant af den grund følte jeg ikke, at der ventede et job på mig Så det var skræmmende at komme ud på den anden side af universitetet? Det synes jeg. Men jeg var måske også et særtilfælde. Fordi jeg syntes, at det var så spændende at forske i story-telling og computerspil generelt, syntes jeg ikke, at der var noget andet end det, der var interessant af den grund følte jeg ikke, at der ventede et job på mig. Eller rettere sagt: Der var jobs og stillinger, som jeg syntes så spændende ud, men de krævede relativt meget erfaring. Så ud af den situation slog jeg hovedet sammen med de to andre, som jeg havde arbejdet sammen med på Aporia over de forgående tre semestre og spurgte dem, om vi ikke skulle arbejde videre med spillet. Vi tog alt den erfaring, vi havde opbygget over de tre semestre, viskede tavlen ren og begyndte på en ny udgave af Aporia. I den periode var det meget mig, der var drivkraften i projektet de andre to havde også andre projekter på sidelinjen. Jeg kan huske, at jeg mange morgener cyklede med min stationære computer og skærm i en Ikea-pose på styret hjem til mine forældre for at sidde i deres garage og arbejde. Det var meget start-up-agtigt. Efter noget tid blev det hele lidt mere seriøst: Vi fik et nyt lokale og fik flere folk med på holdet. Vores mål var at udvikle en alfa-proto-type af vores spil, som vi kunne vise frem og søge funding. Så jeg prøvede samtidigt at tage til Growing Games events, hvilket er nogle gratis events, som Interactive Denmark afholder, der grundlæggende handler om, hvordan man starter en business op i spilindustrien. Jeg tog til de her events for at skabe et godt netværk og søge funding til spiludviklingen. Det gik der lang tid med. Et år efter, at vi var færdige med kandidaten, havde jeg stadigvæk ikke fået noget job, og var nok heller ikke så ivrig efter at få et. Dog havde jeg fået for meget af det hele; jeg havde fået for meget af at være ansigtet udadtil og skrive den ene lange ansøgning efter den anden uden mærkbart resultat. Nu var der gået et år, og der var stadigvæk ikke sket noget. Begyndte du så at søge job efter det? Ja, derefter begyndte jeg for alvor at søge job. Jeg fik et job som user-experience designer i et firma, der hedder Wuxus, hvor jeg arbejdede tre dage om ugen. Mens jeg arbejdede der, skete der pludselig noget afgørende: Henrik Schønau Fog fra AAU CPH, som vi havde kontakt til i forbindelse med arbejdet på Aporia, havde et arrangement i forbindelse med en gruppe, der hedder Center for Applied Game Research. Han spurgte os, om vi havde lyst til at vise vores spil, Aporia, frem til det her arrangement. Det gjorde vi så, og tænkte ikke videre over det. Et par dage efter, var der en, der havde været til konferencen, der skrev til mig, og spurgte, om vi ikke skulle mødes til en kop kaffe og tale om spillet. Det firma,
han repræsenterede, viste sig at være interesseret i Aporia, og vi lavede derfor den aftale, at de fik rettighederne til spillet, mens vi blev ansatte hos dem på projektet. Derefter kørte det egentligt derfra dog stadigvæk med op- og nedture. Spilindustrien kan godt minde lidt om filmindustrien: Du skal kæmpe dig op. Meget af den danske spilbranche er projektfinansieret. Det betyder altså, at når du er færdig med et projekt, skal du ud og finde ny finansiering, med mindre der er penge i kassen fra et forudgående projekt. Men vi udgav så Aporia og troede, at det ville blive kæmpe stort, men spillet blev ikke markedsført godt nok. Efter udgivelsen af Aporia kunne vi godt se, at der ikke var penge i kassen, så vi spurgte os selv, hvad vi så skulle gøre. Vi kunne godt have søgt jobs hos andre arbejdsgivere men vi besluttede os for at blive sammen. Jeg kunne og kan stadigvæk mærke, at jeg virkelig var og er veltilpas i rollen som director. Så vi valgte, at starte en ny virksomhed sammen hvilket så er virksomheden, der hedder Invisible Walls. På en eller anden måde har vi fået skrabet syv-otte mennesker. Der er hele tiden håb for enden af tunnelen. Drømmen om at lave et start-up Hvad vil du egentligt gerne sige til studerende på Medialogi, der lige nu går og har en drøm at lave et start-up? Hvilke råd ville du give dem? Jeg ville give dem nogle råd i forhold til business-delen af at lave et start-up det handler i sidste ende om at lave en virksomhed. Man skal have en person med på sit hold, der gider at sætte sig ind i business-aspektet og tage den lange tørn der. Man skal nok have mindre fokus på selve spillet, end man lige regner med; man skal egentligt bare have et koncept for spillet og måske en hurtig lille spilbar proto-type. Ud over det synes jeg, at man skal få lavet en masse materiale omkring spillet; altså konceptbilleder og konceptart. Det hele handler om at få lavet den her lille bitte bid, som du kan sælge og så handler det om at få etableret de rigtige kontakter og networke. I stedet for at tænke vi skal lave det her spil nu, så skal man tænke vi skal lave den her virksomhed nu. Produktet er faktisk sekundært på mange måder: Før selve spillet skal du have et solidt team, en god forretningsmodel, kontakter og styr på papirarbejde såsom budgetter, tidsplaner og designdokumenter. Hvis man allerede under sin uddannelse ved, at man vil være selvstændig, så er det nok en god ide, at man tænker projektforløbene ind i ens fremtidsplaner. Hvis jeg selv havde vidst, at jeg ville lave min egen virksomhed, så havde jeg haft business-brillerne mere på fra starten. Derudover skal man også begynde at samle sit team allerede i løbet af ens studietid. Jeg tror, at grunden til, at vi har fået så godt et hold, er, at man lærer at arbejde sammen på Medialogy man lærer at være et team. Uden den erfaring er man slet ikke rustet til arbejdsmarkedet I forlængelse af din bemærkning om at samle sit team og om at være et team: Er der nogle ligheder mellem den type gruppearbejde, man laver i sin studietid på AAU og så den type gruppearbejde, I for eksempel har lavet i jeres start-up? Der er usandsynligt mange ligheder. Holdet i vores start-up indeholder jo også fire personer, der har studeret Medialogy på AAU CPH, så det giver også en fornemmelse af ligheder. Jeg tror, at grunden til, at vi har fået så godt et hold, er, at man lærer at arbejde sammen på Medialogy man lærer at være et team. Uden den erfaring er man slet ikke rustet til arbejdsmarkedet. Hvis du ikke er en teamperson, så bliver det virkelig svært at komme ud i arbejde størstedelen af arbejdet sker jo i samarbejde med andre mennesker. Medialogy-uddannelsen indeholder også mange aspekter af at implementere produkter, kommunikation og mange sociale aspekter. Under sin uddannelse skal man lære at sige tingene lige ud posen; man skal lære at sige nej til samarbejdsmuligheder og turde sige til en anden, at man ikke arbejder godt sammen. Det bliver man nød til. Mange forlader nok også Medialogy, fordi de ikke er teampersoner og ikke kan arbejde sammen med andre. Så hvis jeg forstår dig ret, så var du på en ene side ikke særlig godt forberedt til at skulle ind i arbejdslivet på baggrund af din universitetsuddannelse på AAU, men på den anden side havde du stor erfaring med gruppearbejde og teamwork via samme uddannelsesforløb. Hvis vi nu siger, at AAU ikke i fremtiden kommer til at tilbyde en anden forberedelse til arbejslivet, hvad skal man som studerende så selv gøre? Jeg ville for eksempel have taget til førnævnte Growing Games arrangementer og der have vist mit produkt frem til andre inden for industrien. Derudover ville jeg have kontaktet eksisterende virksomheder og spurgt dem, om jeg måtte komme forbi til en kop kaffe og der nævne for dem, at jeg var færdig om et halvt år og søgte gode råd til at lav et start-up selv jeg kunne også have spurgt dem, om de havde brug for sådan en som mig i deres egen virksomhed. I det hele taget ville jeg afsøge arbejdsmarke-
det, komme ud af universitet og blive mere synlig. Desuden ville jeg samle min portfolio allerede under min studietid og eventuelt fremvise det på en hjemmeside. Det er en kreativ branche, man søger job inden for, og det er virkelig svært at finde et job, hvis ikke man kan vise frem, hvad man kan. Når vi selv slår stillingsopslag op, til eksempelvis praktikforløb, skriver vi som regel, at ansøgeren faktisk ikke skal skrive en motiveret ansøgning med derimod sende en portfolio, et CV og blot et par enkle ord om, hvem vedkommende er. Det handler om egenskaber inden for ens felt. Jeg synes også, at man skal opsøge studievejledere og personale på AAU og spørge dem, om de har nogle kontakter inden for den branche, man gerne vil arbejde indenfor. Til sidst vil jeg også bare sige, at jeg aldrig selv blot ville sende en uopfordret ansøgning til en virksomhed over mail; jeg ville i stedet for møde op personligt på deres kontor. Selv har jeg aldrig sagt nej til, at folk kunne komme forbi. Det handler om at vise ansigt og personlighed; ligeså snart arbejdsgivere får et ansigt på, så er det så meget lettere at ansatte folk. Så pres lidt på. Nogle gange kan man også bare møde op på virksomheden og spørge, om de har lyst til at drikke en kop kaffe en anden dag. Alt i alt handler det også om at tro lidt på sig selv. Som jobsøgende sidder man jo kigger på alle de jobopslag og tænker, at man slet ikke opfylder alle kriterierne. Men det skal man være fuldstændig ligeglad med fuldstændig ligeglad med. På mange stillingsopslag står der for eksempel, at man skal have tre års erfaring. Jeg tror selv, at hvis jeg allerede under min uddannelse havde samlet mit materiale i en portfolio og tænkt, at det hele skulle føre til noget på den anden side, så ville arbejdsgivere i nogle situationer nok have set bort fra de manglende tre års erfaring hvis de altså syntes, at jeg i forvejen var en nice guy og havde lavet noget fedt. Book en karrieresamtale Er du blevet inspireret af Sebastians fortælling, eller har du generelt spørgsmål vedrørende dit eget fremtidige arbejdsliv, så tøv ikke med at kontakte karrierevejledningen på Aalborg Universitet. København: AAU Karriere CPH karriere@cph.aau.dk Aalborg: AAU Karriere karriere@aau.dk Karrierevejlederens perspektiv Vi spørger Mikkel Sigurdsson, specialkonsulent og karrierevejleder på AAU CPH, hvad, han synes, der er allermest interessant i interviewet med Sebastian. Hvis du skal pege på blot en enkelt ting, hvad skal AAU-studerende så tage med fra interviewet med Sebastian? Sebastian siger, at han savnede hjælp til at foretage overgangen fra universitetsliv til arbejdsliv. I AAU Karriere er vores opgave faktisk at stå for mange af de tilbud der er at hente på AAU til netop at foretage den overgang derfor må jeg desværre konstatere, at Sebastian er en af dem, som vi ikke ramte med vores formidling. De to naturlige spørgsmål for os i AAU Karriere er derfor hvad skulle vi have gjort for at have ramt ham? og hvad skulle vores budskab have indeholdt, for at han tog det alvorligt?. Når det er sagt, så prøvede Sebastian en masse forskellige ting af undervejs, slog sig på nogle af dem og kom ud på den anden side styrket. Jeg synes, at hans fortælling fungerer godt som vejledning til nuværende AAU-studerende og måske i særdelshed Medialogi-studerende. Sebastians råd lyder til at være, at indgår du i et projekt med et produkt, du synes er specielt interessant, så undersøg branchen for de muligheder, der eventuelt kunne være for at forsætte det professionelt: Gå ud og tal med folk i branchen, find ud af, hvem der kan hjælpe jer. Rent faktisk påpeger Sebastian, at ønsker du at være selvstændig, så er det nødvendigt at gennemtænke en solid forretningsmodel og have et klart business-perspektiv. Både brancheorganisationer, de faglige organisationer og forskellige afdelinger på AAU tilbyder alle sammen fora for at udvikle et kompetent perspektiv på at være selvstændig og det er bare om at gribe den hjælp, der ligger lige for. Men jeg ved at det er lettere sagt end gjort, hvilket vi også kan se; ofte optager semestrets opgaver jo fuldstændig en. Men det er altså værd at kigge lidt uden for universitetet, mens man studerer. Ligesom Sebastian siger mange af de andre interviewpersoner i Den gode historie, at der er rigtig god grund til at gøre dette det kan kun være en hjælp. Så opsøg os gerne; det er derfor, vi er her.