I øvrigt mener jeg, at Danmark skal ud af EU

I øvrigt mener jeg, at Danmark skal ud af EU Af Christian Munch Afstemningen om Maastrict-traktaten i 1992 fik afgørende betydning for min generation. 1963 står der på min dåbsattest, og Danmark var blevet medlem af EF, inden jeg fik valgret. At bo i et land indføjet i EF var om ikke min vuggegave, så i hvert tilfælde en arv fra den ældre generation. Afstemningen om EF pakken i 1986 husker jeg ikke. Men afstemningen om Maastrict-traktaten husker jeg med al tydelighed. Der var egentlig to afstemninger. Som man kan læse på EU oplysningens hjemmeside,»skulle Maastricht-traktaten til folkeafstemning to gange.«der står ikke noget om, at vi stemte nej første gang. Men det gjorde et flertal i den 2. juni 1992, og det flertal var jeg en del af. Løgnen ført i sandheds dragt At Maastricht-traktaten påny skulle til afstemning mindre end et år efter den første afstemning, var forargeligt i en grad, som det kan være svært at begribe. Hvorfor kunne det nej, som var resultatet af 92-afstemningen ikke blive stående? Det danske folk havde taget stilling, som man nu gør i et demokratisk samfund. Som ung vælger var det skuffende at blive udsat for massiv manipulation og sandhedsforvridning:»eu var ganske harmløst, det var kun et spørgsmål om udvidet samarbejde. Om suverænitetsafgørelse i væsentlig omfang var der overhovedet ikke tale. Det var faktisk kun formalisering af et allerede eksisterende samarbejde.«var det virkeligt nødvendigt at præsentere EU for danskerne på den måde? Og hvad må man sige om Danmarks tilslutning til EU, som kom i stand på baggrund af en så forløjet fremstilling? Poul Schlüter lovede, at unionen var»stendød«, men med Maastricht skulle EF blive til EU. Resultatet af den første folkeafstemning blev omgjort og sendt til afstemningen med nogle ændringer. Vi fik de fire undtagelser, det var svært at se dengang, hvad de senere skulle komme til at betyde. Jeg tror heller ikke, at Holger K. Nielsen, SFs formand, og partierne bag det nationale kompromis havde set det. Men dengang var undtagelserne nok til at gøre Maastricht-traktaten spiselig for et flertal af vælgere. 56 procent stemte ja til Maastricht med Edingburgh-aftale. Det var uretfærdigt, udemokratisk og uforståeligt for en ung vælger, at politik kan være så tarveligt. Og havde jeg i min gymnasietid sat kryds til venstre for midten, var jeg nu fuldstændig kureret. Venstrefløjen havde taget en kovending i EU politikken. EU som projekt Men årene går, og man bliver ældre. Det er snart fyrre år siden, at vi kom ind i EF. Ebbe Kløvedal Reich accepterede EU, John Iversen, Jens Peter Bonde, ja nu er selv Dansk Folkeparti blevet EUtilhængere. Hvorfor accepterer man ikke bare dagens politiske situation, stiller sig tilfreds med det, som er de facto tingenes politiske tilstand? Det har så mange gjort, som før var modstandere, og man må undre sig over, at der stadig et sted i folkedybet er så mange skeptiske EU modstandere. Hvorfor ikke bare antage det styre og ordning, som nu engang er, i stedet for at føre en evig kamp imod vindmøller, som man aldrig kan vinde? Hvorfor ikke godtage det system, som er, og prøve at få det bedste ud af de eksisterende rammer? Det er en yndet sprogbrug blandt de begejstrede at kalde EU for et»projekt«. Der skal være undervisning om EU i de små folkeskoleklasser, de skal synge EU-sange, og de skal lære at vise EU-begejstring. Og de folkevalgte skal vise lederskab og gå foran og lade deres begejstring for det storladne projekt smitte. Men man kan synge sange af kærlighed til den elskede, og man kan synge fædrelandssange, men hvordan synger børnene sange, der lovpriser et»projekt«? Nu har de i fyrre år lokket med alle de velsignelser, som det store EU projekt skulle bringe med sig. Ja, det det begyndte vel egentlig med Romtraktaten i 1958. Men hvor længe kan man blive ved med at tale om et»projekt«? Må man ikke på et tidspunkt sige, at nu er projektet blevet en kendsgerning, og nu -1-

skal det måles på sine resultater? Det, som er nyt, må altid forvente en vis kredit, indtil det har vist sin berettigelse. Men EU bliver ved at fremstille sig selv som et storartet projekt, selvom tiden længe er overskredet. EU er ikke et folkestyre Navnlig hvad angår demokrati, har EU ikke leveret. EU er aldrig blevet demokratisk. Måske var det aldrig meningen, at det skulle være demokratisk. Vi vidste, hvad vi havde: Et land og et folk, og i stedet fik vi en union, et lovende projekt. Men efterhånden klinger løfterne hult, projekterne kan ikke blive ved med at kaldes projekter. Efterhånden løber vi tør for gode argumenter for EU, og tilbage sidder borgerne i de europæiske lande med den hårde nødvendighed, at vi nu engang er medlemmer, og dårligt kan huske hvordan vi klarede os inden. I den situation lader vi os nøje med de mest latterlige løfter om fremskridt. Som når man i Lissabon-traktaten fremstiller det som en væsentlig demokratisk forbedring, at en million borgere i EU kan samle underskrifter, og forudsat at underskriverne repræsenterer et bredt udsnit af EU-lande, kan de få kommissionen til at tage deres forslag op til overvejelse. At kalde dette tiltag i Lissabon-traktaten for en demokratisk åbning, demonstrerer, hvor fremmed EU er for folkestyre og demokrati. En farlig blanding af kapitalisme og kommunisme EU er leveringsdygtig i løfter. Og EU har sat sig i spidsen for alt godt i denne verden, fred og frihed, forbrugersikkerhed, velstand og vækst og ligestilling. EU er et overmodigt politisk ingeniørarbejde. Det er projektmageri uden realitetssans. Man har taget det værste fra to ideologiske systemer. Fra kapitalisme tog man pengenes magt og bevægelighed, og fra kommunismen tog man kontrol og central styring. Begge dele blev blandet i en giftig cocktail. Vi fik pengenes frie bevægelighed, og prisen for det er, at borgerne må flytte som nomader, hvor pengestrømmene flyder og arbejdspladserne bliver oprettet. Og vi fik kontrol, harmonisering, og centralisering efter sovjetisk model. EU er en nyskabelse, et projekt, som aldrig er set før, men det er vel med alle projekter sådan, at de kan falde godt ud, og de kan falde dårligt ud. Politik ødelægger folkelivet og folkestyret»et samfund der hele tiden beskæftiger sig med politik er sygt, ligesom en syg mand, der hele tiden er optaget af sin afføring.«(essays: C. S. Lewis). At et samfund beskæftiger sig så meget med politik, som vi gør, er ikke noget sundhedstegn. Det første og grundlæggende er folkelivet, vores liv med hinanden, som det nu engang udfolder sig, skønt og plagsomt på en gang. Og hertil har vi politik og love til at sætte rammer for og regulere dette folkeliv på en nænsom måde. Folkelivet er det vigtigste, og politikken skal ikke skabe folkelivet, men sætte de mest nødvendige rammer for at det kan udfolde sig i fred og fordragelighed. Men i et samfund, hvor mere og mere bliver politik, hvor alting skal gøres til genstand for politik, og hvor indbyggerne skal opdrages politisk, opløser folkelivet sig og bliver utrygt, samfundsdannelsen bliver klaustrofobisk. Vi ser den samme udvikling nationalt: Kommunalreform, sygehusreform, skolereform, alting reformeres, lægges om og omstruktureres, efter de for tiden gangbare politiske ideer. Men hele EU er båret frem af denne tanke, af et opgør mod nationer, grænser og gældende samlivsformer. Og det modsætningsfyldte er, at i samme takt som politikken indtager flere og flere områder, falder folket lyst til at deltage i det politiske spil. Og folkestyret lider derunder. Stemmedeltagelsen falder. De unge indrømmer blankt, at de ikke interesserer sig for politik. Folkestyre kræver deltagelse Men nu har vi demokrati. Og hvis der skal være demokrati og folkestyre, må folket også deltage og stemme. Ingen kan undslå sig. Hvis vi vil have demokrati, så må hver eneste af os føle sig forpligtet til at deltage. Efter besættelsen skrev Hal Koch sin lille bog Hvad er demokrati? Han havde oplevet, at et demokratisk valgt parlament i Tyskland satte sig selv udenfor indflydelse og overlod magten til et diktatorisk styre. Hvis det ikke skulle gentage sig måtte folket uddannes til -2-

demokrati. Det er tanken i den lille bog af Hal Koch. Demokrati er samtale. Hal Koch var præget af Grundtvig og hans tro på det jævne folks sunde fornuft, når det er oplyst af folkeånden på modersmålet. Der skal være folkestyre, men folket skal deltage, og de skal have en chance for at forstå, hvad det drejer sig om.»deltagelsesdemokrati«som det kaldes på Nævnet om EUoplysning s hjemmeside. Men der er ikke noget, der hedder»deltagelsesdemokrati«. Alt demokrati er deltagelsesdemokrati, ellers er det ikke demokrati, men en karikatur af en demokratisk kultur, som er ved at gå til grunde. I et folkestyre har vi ikke bare ytringsfrihed, men vi har ytringspligt. Ligesom vi har værnepligt, har vi en demokratisk pligt til at deltage. Vi må åbne munden i debatter, deltage i møder, tale med hinanden, sige vores mening og skrive læserbreve. Ellers bliver det karrieremagerne, alle de smarte forretningsfolk, og de visionære cand.polit er, der overtager. Det er ikke sjovt at skrive læserbreve i dagens forsurede offentlige debat. Men der er ingen anden udvej. Et frit Danmark i et frit Europa»I øvrigt mener jeg, at Danmark skal ud af EU«var oplægget fra bladredaktionen. Jeg ville gerne have tilføjet»stadigvæk«. Lige så længe, som vi har haft EU, har der været EU modstand. Resultaterne af EU-modstanden kan være svære at få øje på, men kendsgerningerne er de samme, den nationale selvopgivelse og folkestyrets elendighed, så der er sådan set ikke nogen grund til at tage en anden stilling. Dertil vil jeg føje en lille indvending: Det er ikke Danmark, der skal ud af EU. Det er EU, der skal ud af Europa. Det er den stående replik i Nødvendigt Forum, hvis sekretær jeg er. Der er sådan set ikke noget vundet ved, at Danmark som en ø lever i herligt folkestyre og fordragelighed, hvis hele Europa er underlagt et totalitært EU. Danmark skal være et frit land i et Europa, som er fri af EU. Derfor hører stat og kirke sammen Af Marianne Wagner Da indvandringsmodstanden umærkeligt gik fra at være en kamp mod indvandring til at være en kamp for at få de indvandrende til at integrere sig, hørte man i debatten et bestemt udsagn igen og igen:»det er en dansk værdi, at religion og politik er adskilt, og denne værdi skal muslimske indvandrere forstå og vedkende sig.«meningen var vel god nok; man ville have herboende muslimer til at forstå, at her i landet udformer vi ikke religiøse love, og sharia var og er derfor ikke velkommen. Jeg har imidlertid aldrig brudt mig om argumentet. Det forekommer mig, at det har forplumret debatten og gødet jorden for den adskillelse mellem kirke og stat, som lader til at rykke stadig nærmere. Det har nemlig frataget os muligheden for at forholde os frugtbart til, at religion og politik bør hænge sammen i et kristent land. Hvis ikke de gør det, kan vort land ikke blive det kærlighedens rige, som det bør være. Den gode hyrde ansvarets ophav Jeg bilder mig ind, at jeg i min korte tid som prædikant i folkekirken er kommet til en form for indsigt; det skete anden søndag efter påske, da jeg skulle prædike over Johannesevangeliets kapitel 10, vv.11-16, om den gode hyrde i modsætning til daglejeren. For det slog mig, at her blev der prædiket ansvar, Guds ansvar for os som skabninger, og vort ansvar for hinanden som skabt i Guds billede. Hvor dette ansvar ikke prædikes, der hersker lovløsheden, og ingen ønsker at leve i et lovløst samfund. Jesu tale om den gode hyrde er et strålende eksempel på, at kun hvor Guds kærlighed leves ud, kan ansvaret for næsten varetages. Jesus taler således ikke blot om, hvad der gør en god hyrde, han taler om den gode hyrde, og for at vi skal forstå, hvad det er der menes, må vi først se på de menneskelige forhold, vi lever under. Vi kan passende begynde med politikken. -3-

Når politikere bliver daglejere Alle er vist enige om, at politik er det muliges kunst; her indgås der som noget helt naturligt studehandler, man handler med sine idealer, man giver, og man tager, i enden er alle tilfredse, der indgås forlig, og så roser alle det danske samtaledemokrati, hvor få får for meget og færre for lidt. Der er en vis sandhed og fornuft i den måde at tænke på; selvfølgelig skal man tale om tingene, selvfølgelig må man nogle gange slække på sine idealer og krav for dog at få noget igennem, men hvad vi ser i disse år, det er en forunderlig ligegladhed med idealer til gengæld for en utilsløret higen efter magt. Ideologiske forskelle udviskes, man omgår sandheden, hvis man kan slippe af sted med det, man lefler for de vælgere, hvor der er størst chance for at fiske flest stemmer, løgn føres i sandheds dragt, og der er kø ved vasken med hyklevand, når et ansvar skal placeres. Ingen nævnt, ingen glemt. Men at varetage sin gerning på denne måde er som at være den daglejer, Jesus omtaler:»den, der er daglejer, og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.«jeg kender ingen bedre beskrivelse for ansvarsforflygtigelse end denne, og den skal ikke kun beskrive det politiske liv, jeg tror, at alle har oplevet, jeg har i hvert fald, at der, hvor man skulle have stået fast, der sprang man i målet, der overvejede man hvilken side, det var bedst at være med, og så svigtede man sandheden og retten. Omfanget af ansvarssvigt kan være forskelligt, men ikke desto mindre er det meget menneskeligt, at man i det daglige gør sig sine overvejelser for eller imod en given sag, om og det er det vigtige om det nu kan betale sig for mig at sætte mig selv og mit gode omdømme ind. Den gode hyrde afslører sandheden om os Se, Gud vidste, at sådan er vi mennesker; den erfaring havde han gjort sig meget tidligt, og derfor måtte han også på et tidspunkt sande, at vi er en flok vildfarne får, der skal frelses fra os selv. Og så sendte han sin søn, der ikke gjorde andet end at forsøge at samle de vildfarne får ind. Hvor Jesus kom, dér blomstrede livet og lyset, dér helbredtes de syge, dæmonerne flygtede fra ham, dér omvendte de fortabte sig, dér opstod de døde. Guds skaberkraft væltede med andre ord ud af ham, men ikke nok med det, Jesus talte ikke folk efter munden. Hvis de hyklede, så kaldte dem hyklere, var de hårdhjertede, så fortalte han dem det, og så sagde han;»jeg er den gode hyrde«, ikke en hvilken som helst hyrde, men den gode hyrde. Den gode hyrde flygter ikke, når ulven kommer, han overvejer ikke, om det nu kan betale sig for ham at blive, han bliver, om han så skal sætte sit liv til for fårene. Når nogen fører sig frem på den måde, får de altid en mængde uvenner. For vi mennesker er så gode til at overbevise hinanden om, at når det nu er syndens verden, vi lever i, så er vi alle syndere, ja, så er det faktisk et problem at være syndfri, for på den måde bliver man en anklage, en dom over alle syndere, bare ved at være god og syndfri. Vi kan m.a.o. ikke lide at blive konfronteret med de dårlige sider af os selv. Men Jesus gik rundt og var godheden og kærligheden selv, og han konfronterede konstant menneskene med, at sådan var de ikke, Jesus var kompromisløs. Da fårene så denne kompromisløse kærlighed, så skete det uhyggeligste af alt; de forvandlede sig selv til ulve, og natten til langfredag samlede de sig og lod jagten gå ind. Langfredag var ikke bare resultatet af menneskets iboende ondskab, den var resultatet af karakterløshed, karakterløshed hos disciplene, de almindelige mennesker, kan vi kalde dem, karakterløshed hos Pilatus, politikeren, på alle dem, der var hurtige til at springe over på den rigtige side, medens tid var. Men Jesus var den gode hyrde, der blev, hvor han var. Han lod sig indfange, han lod sig pine, han lod sig korsfæste, og på korset tilgav han sine fjender. Da det så allerværst ud, lod han kærligheden råde, kærligheden blev ikke korsfæstet. Og da ulvene troede, at nu havde de fået nedlagt ham, trådte han ud af graven og mødte dem igen som den opstandne Gud, der ikke kan holdes tilbage fra at -4-

udøve sin gerning, nemlig at gøre ulvene det klart, at de er får, der er fortabte, og at han til hver en tid vil hente dem tilbage. Den frugtbare mulighed for omvendelse Langfredag var dommen over kompromiserne, den stiller os bestandig til ansvar for det, vi gør, og måske navnlig for det, vi ikke gør. Et menneske kan aldrig blive den gode hyrde, dertil lever vi stadig for meget under syndens åg, men med Jesus fik vi nåden og tilgivelsen skænket og dermed også muligheden for bestandig at begynde på en frisk, vende om, forsøge at gøre alt, hvad vi foretager os ansvarligt og med omhu. Det bringer os tilbage til spørgsmålet, om et fuldstændig verdsliggjort samfund er ønskeligt. Det er det ikke! Netop for både dommens, altså kaldet til ansvar, og for nådens skyld skal Guds ord stadig lyde over politikken, som det gør ved folketingets åbning, ja, just derfor skal det lyde uhindret i landets kirker for at der dog ét sted må være tilgivelse for al vor synd, som det er så svært at slippe fri af, og for at det må minde os om, at vi stedse kræves til ansvar, så vi ikke farer vild, men har sindet rettet mod vor hyrde til gavn og glæde for hinanden som det folk vi dog stadig er. Én hjord under én hyrde! Sæt X i kalenderen Lørdag den 10. september Istedløven vender hjem Dagen forløber således: Kl. 10.00: Faneindvielse. Dansk Samling mødes på Flensborg gamle kirkegård og indvier vor nyerhvervede fane. Kl. 11.00: Det officielle arrangement begynder. Der vil være taler ved Hans kongelige Højhed Prns Joachim, kulturminister Per Stig Møller og borgmester Simon Faber. Kl. 13.00: Frokost i Borgerforeningen, Holm 17, Flensborg. Deltager man i frokosten er, tilmelding nødvendig til landssekretær Erik Dyring-Olsen, tlf.nr. e-post Lørdag den 8. oktober Landsråd i Tommerup -5-