Indsattes identitetsarbejde i Det Kognitive Færdighedsprogram -

DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET Indsattes identitetsarbejde i Det Kognitive Færdighedsprogram - En undersøgelse af institutionelle identiteter i konteksten af Det Kognitive Færdighedsprogram og Fængslet Pernille Petersen Bird Nr. 247/2008 Projekt- & Karrierevejledningen

Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Nr. 247/2008 Indsattes identitetsarbejde i Det Kognitive Færdighedsprogram En undersøgelse af institutionelle identiteter i konteksten af Det kognitive Færdighedsprogram og fængslet Pernille Petersen Bird ISSN: 1339-5367 ISBN: 9788791536403 Se øvrige udgivelser i rapportserien og foretag bestillinger direkte på Projekt- & Karrierevejledningens hjemmeside. Projekt- & Karrierevejledningen Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Center for Sundhed og Samfund Øster Farimagsgade 5 1014 København K 35 32 30 99 www.samf.ku.dk/pkv pkv@samf.ku.dk

- En undersøgelse af institutionelle identiteter i konteksten af Det Kognitive Færdighedsprogram og fængslet. Pernille Petersen Bird Speciale Sociologisk Institut Københavns Universitet

Indsattes identitetsarbejde i Det Kognitive Færdighedsprogram - En undersøgelsen af indsattes institutionelle identiteter i konteksten af Det Kognitive Færdighedsprogram og fængslet Speciale i sociologi, udarbejdet af Pernille Petersen Bird Afleveret august 2008 Vejleder: Margaretha Järvinen 2

ENGLISH SUMMARY The intention with this dissertation is to shed light upon the identity work of Danish prisoners and construction of institutional identities, in the context of the Cognitive-Skills Program, which aims to strengthen the cognitive skills and in a broader perspective to reduce their recidivism. The main focus of this inquest is identity work and the construction of an institutional identity, rather than recidivism. The qualitative inquiry is based on an institutional and interactionist approach and seeks to contribute with new perspectives to the existing research concerning the interaction between organisations of the welfare state and the individual. Furthermore, the inquiry is based on a Governmentality approach, which with its power perspective can contribute with new understandings of the program s institutional conditions for the prisoners' identity work. The work is based on 8 interviews with prisoners and an interview with two instructors in the Cognitive-Skills Program. All the informants were in open prisons and the prisoners participated in the programme at the time of the interview. The analysis should be understood as one out of many possible narratives about prisoners identity work in the Cognitive-Skills Program and is based on the actual context of the prison and the prisoner s present awareness of the program. The work first discusses the programme s discourse about being educational rather than therapeutic. The analysis shows how the institutional conditions, with its technologies of governance, facilitate a more personal transformation than the intervention is defined to be. As a result, some participants will undergo a life changing experience with little or no support from instructors who insist the programme is educational with no dealings in personal issues. The programme is defined to be a free choice and the participant is said to be able to choose whether to use the program s tools or not. Yet, the different technologies of management that seeks to create rational, responsible and self-controlled individuals indicates that the program is more a management of the individual, than a free choice. The second part of the analysis presents participant stories, where they all appear to have acquired the same perspective on things. The participants can thus be said to have internalised the new institutional identity; an identity which, unlike the criminal identity, is rational with self-control and good planning skills in correlation with the rationality present in societies of late modernity. Consistent with the governmentality 3

perspective where the technology, govern to govern, seeks to promote a feeling of independence, the participants see the behavioural changes as results of their own desire for a change. Although this leaves them with a feeling of coherence and satisfaction in the present context, several of the participants admittedly doubt their ability to maintain these changes following their release. The third and final part of the analysis shows how the context of the prison enables, accepts and challenges the new institutional identity. The participants are perceived to be well-functioning prisoners due to their enhanced understanding of the disciplinary framework of the prison; they are better at avoiding conflicts with for example prison guards. Despite the sometimes harsh environment of prison, participants also use the tools of The Cognitive-Skills Program in relation to other prisoners. It gives them an empowering experience here and now, but since the context plays a crucial role in the ongoing identity work, it is more unpredictable whether it is possible to maintain this new institutional identity in a context outside of the prison. 4

FORORD Dette speciale er udarbejdet på baggrund af et projekt formidlet af Videnskabsbutikken, Københavns Universitet. Projektstiller er Kriminalforsorgen, der i sit opslag ønskede at få mere viden om Det Kognitive Færdighedsprogram, men havde ingen specifikke krav til undersøgelsens udformning eller indhold. Undersøgelsens udformning er således alene mit ansvar. Tak til Kriminalforsorgens kontaktperson psykolog Malene Windfelt, som hjalp med formidling af kontakt til de pågældende fængsler, litteratur og afklaring af faglige spørgsmål omhandlende Det Kognitive Færdighedsprogram. Også en tak til Cand.scient.soc., Ph.d. stud. Linda Kjær Minke, min eksterne vejleder, som blev stillet til rådighed af Kriminalforsorgen, for god faglig sparring. Den største tak skal gå til de indsatte og ansatte i de to fængsler, hvor jeg foretog mine interviews. Alle var yderst hjælpsomme og imødekomme, og delte velvilligt ud af deres erfaringer med Det Kognitive Færdighedsprogram. Pernille Petersen Bird, august 2008 5

KAPITEL 1: INDLEDNING... 8 1.1. AFGRÆNSNING OG PROBLEMFORMULERING... 10 1.2. LÆSEVEJLEDNING... 11 KAPITEL 2: KRIMINOLOGISK OVERBLIK, DEN KOGNITIVE TILGANG OG KFP... 13 2.1. FRA INDESPÆRRING TIL ANSVARLIGGØRELSE... 13 Disciplinering og opkomsten af humanvidenskaberne... 13 Den behandlende velfærdsstat... 14 Den allestedsnærværende kriminalitet i det senmoderne samfund... 15 2.2. GRUNDANTAGELSER I DEN KOGNITIVE TILGANG... 16 At behandle eller ikke at behandle... 17 Den kognitive tilgangs forståelse af det kriminelle individ og mulighed for forandring... 17 2.3. DET KOGNITIVE FÆRDIGHEDSPROGRAM I EN DANSK KONTEKST... 19 KAPITEL 3: DET TEORETISKE AFSÆT... 22 3.1. ET INTERAKTIONISTISK PERSPEKTIV... 22 Genstandsfeltet som et flertydigt fænomen og fraværet af en objektiv sandhed... 22 Den institutionelle ramme... 24 Skabelsen af det sociale individ... 24 3.2. ET GOVERNMENTALITY PERSPEKTIV... 26 En governmentality-analytik... 27 Styring til selvstyring og fællesskaber... 28 Disciplinering og omsorgsfuld magt... 30 Kategorisering... 31 KAPITEL 4: METODE OG EMPIRI... 34 4.1. INDIVIDUELLE INTERVIEW MED DE INDSATTE... 34 Det interaktionistiske interview som metode... 34 Interviewpersonerne... 36 Interviewguide og interviewerens rolle... 38 4.2. INTERVIEW MED INSTRUKTØRERNE... 39 Et interaktionistisk dobbeltinterview... 39 Interviewguiden og interviewerens rolle... 39 4.3. ANALYSESTRATEGI... 40 KAPITEL 5: DE INSTITUTIONELLE BETINGELSER FOR IDENTITETSARBEJDET.. 43 5.1. MÅLGRUPPEN OG DEN KRIMINELLE PROBLEMIDENTITET... 43 Kategorisering... 44 Motivation... 45 5.2. DET ER IKKE HVEM DU ER, MEN HVORDAN DU FORVALTER DET DU ER... 48 Læring og ikke behandling... 48 Styring til et frit valg... 50 5.3. PROGRAMMETS INSTITUTIONELLE RAMMER SKABER FORANDRING... 52 Aktiv og personlig deltagelse... 52 Et kontraktbaseret fællesskab... 57 5.4. AFRUNDING... 61 6

KAPITEL 6: IDENTITETSARBEJDET I KFP... 63 6.1. ERKENDELSE AF DEN KRIMINELLE PROBLEMIDENTITET... 63 Mathias... 64 Lars... 65 Kenneth... 67 6.2. RECIDIV, SELVKONTROL OG PLANLÆGNING... 68 Kriminalitetsforebyggelse ved at tænke sig om... 69 Selvkontrol og en ikke-voldelig adfærd... 73 Planlægning og målrettede individer... 77 6.3. AFRUNDING... 82 KAPITEL 7: DEN NYE INSTITUTIONELLE IDENTITET I FÆNGSELSKONTEKSTEN84 7.1 AT FORSTÅ SYSTEMET... 84 De tydelige sanktioner... 85 Kontakten med vagterne... 88 7.2. LIVET PÅ AFDELINGEN... 92 Et distanceret og omsorgsfuldt samvær... 93 Et hårdt miljø... 95 Muligheden for at være anderledes... 99 7.3. AFRUNDING... 102 KAPITEL 8: DISKUSSION OG PERSPEKTIVERING... 104 AT TALE OM LÆRING OG IKKE BEHANDLING... 104 STYRING TIL FRISÆTTELSE... 106 KONSEKVENSERNE AF KONTEKSTENS BETYDNING... 108 AFRUNDING... 110 KAPITEL 9: METODEKRITIK OG OPSUMMERING... 112 9.1. METODISKE OG TEORETISKE REFLEKSIONER... 112 9.2. OPSUMMERING... 113 LITTERATURLISTE... 117 BILAGSOVERSIGT: Bilag 1: Kontrakten til Det Kognitive Færdighedsprogram Bilag 2: Interviewguide individuelle interviews Bilag 3: Interviewguide dobbeltinterview 7

KAPITEL 1: INDLEDNING Dannelsen af institutionelle identiteter er et centralt aspekt ved socialt arbejde i det senmoderne samfund. Nærværende speciale har til hensigt at belyse dannelsen af institutionelle identiteter i forbindelse med Det Kognitive Færdighedsprogram (fremover KFP). KFP er et tilbud til indsatte i danske fængsler om at få styrket deres kognitive færdigheder, der bl.a. på sigt kan nedbringe deres recidiv 1. Midtpunktet for denne undersøgelse er identitetsarbejdet, herunder dannelsen af en institutionel identitet, frem for recidiv. Der er således tale om en kvalitativ undersøgelse med en institutionel og interaktionistisk indfaldsvinkel, der henter inspiration fra, men søger også at bidrage med nye perspektiver til, den allerede foreliggende forskning, der beskæftiger sig med mødet mellem velfærdsinstitutioner og den enkelte borger (bl.a. Järvinen & Mik-Meyer 2006; Villadsen 2003; Mik-Meyer 2004; Åkerstrøm Andersen 2006; Carstens 1998). KFP, som et velfærdsstatsligt tilbud til danske indsatte, skal ses i konteksten af de generelle samfundsmæssige tendenser, der gør sig gældende i dag. Der er generelle forventninger om, at vi skal være ansvarlige og selvforvaltende i håndteringen af vores eget liv. Det er forventninger, som bliver stillet fra politisk side, men også forventninger vi har til os selv og hinanden. Det indvirker på vores almindelige livsførelse og vores identitetsarbejde, hvor der hersker normer om fortløbende udvikling og optimering af vores liv på såvel det økonomiske, sociale og materielle plan. Vi søger hjælp til disse udfordringer i litteratur om selvudvikling, vejledning fra coaches og deltager i kurser og terapier. Alt sammen med henblik på at få støtte til en optimering af vores egen skabelsesproces, hvor resultatet bør være ansvarlige, produktive og unikke individer. Et sociologisk spændingsfelt som spiller ind på mange forskellige niveauer af samfundet og de fleste menneskers hverdagsliv. En måde at begribe den samfundsmæssige udvikling og dens indvirkning på menneskers liv, som også vil indgå i nærværende speciales teoretiske referenceramme, er med governmentalityperspektivet, der især har fokus på styringsstrategier i det senmoderne samfund. Sociologen Nikolas Rose har blandt mange beskæftiget sig med dette perspektivs forståelse af det sociale og politiske livs udvikling i det senmoderne. I forbindelse med styringen af det sociale sker der, ifølge Rose, en udskillelsesproces; dem der er med og kan leve op til de samfundsmæssige krav om selvforvaltning, og dem der ikke kan (Rose 1996). Den gruppe af mennesker, som ikke formår at 1 Recidiv betyder tilbagefald, og i nærværende sammenhæng er der tale om tilbagefald i kriminalitet. 8

leve som ansvarlige og selvforvaltende individer, kan betegnes som ekskluderede, og behøver støtte og hjælp til at tilpasse sig den senmoderne selvansvarlige måde at leve på. Velfærdsinstitutionerne har i det senmoderne påtaget sig opgaven med at yde hjælp og støtte til disse ekskluderede personer med såkaldte problemidentiteter (Gubrium & Holstein 2001:9; Järvinen & Mik-Meyer 2006). På forskellige måde forsøger velfærdsstaten at støtte mennesker med sociale problemer med at komme på rette spor, fx i form af aktivering, revalidering, støttekontaktpersoner eller alkohol- og misbrugsbehandling. KFP kan ligeledes betragtes som et velfærdsstatsligt tilbud til indsatte om at komme tilbage på rette spor. Et gennemgående træk for de senmoderne velfærdstatslige interventioner er en individualisering af problemstillingerne. Det indebærer, at der i den sociale intervention i mindre grad fokuseres på de sociale aspekter ved den enkeltes situation, men i højere grad personens motivation og villighed til at tage ansvar for sit eget liv. I et interaktionistisk og institutionel perspektiv sker udviklingsprocessen og skabelsen af en ny (institutionel) identitet ikke desto mindre i konteksten af den velfærdsstatslige institution. Det indebærer, at identitetsarbejdet med at erstatte problemidentiteten med en anden og mere positiv institutionel defineret identitet sker på den pågældende velfærdsinstitutions præmisser, der som oftest er afstemt det senmoderne samfundsrationale. KFP kan ligeledes forstås som en social intervention, der igangsætter identitetsarbejde, der stemmer overens med det senmoderne samfundsrationale. Der er tale om en kriminalitetsforebyggende indsats med fokus på individet, og en oprustning af den enkeltes kognitive færdigheder med henblik på at nedbringe fremtidig recidiv. Programmet er de sidste 10 år blevet udbredt i det danske fængselsvæsen, og har i det justitspolitiske system opnået anerkendelse for sit formål og effekter (Kyvsgård 2006). Forskning viser, at programmerne har en god effekt i forhold til recidiv (fx Lipsey, Landenberger & Wilson 2007; Lipsey & Landenberger 2006; Landenberger & Lipsey 2005; Wilson, Bouffard & McKenzie 2005; Pearson, Lipton, Cleveland & Yee 2002; Lipsey, Chapman, & Landenberger 2001). En nyere Campbell-forskningsoversigt (Lipsey, Landenberger & Wilson 2007) viser, at forskellige kognitive programmer har varierende positiv effekt på recidiv. Af kriminelle, der ikke deltager i kognitive programmer, vender fire ud af ti tilbage til kriminalitet, men de kognitive programmer reducerer gennemsnitligt tilbagefaldet til tre ud af ti. De mest effektive programmer reducerer tilbagefaldet fra fire til to ud af ti. Ifølge forskningsoversigten er programmernes kvalitet afgørende for effekten, herunder hvor veludførte programmerne, og hvor 9

veluddannede personalet er. Ydermere viser forskningsoversigten, at omgivelserne ikke påvirker resultaterne, dvs. at det ikke har nogen betydning om deltagerne befinder sig i fængslet, er prøveløsladt eller i andre resocialiseringsprogrammer, i forbindelse med deres deltagelse i programmet (Lipsey, Landenberger & Wilson 2007; Nordisk Campbell Center 2008). Det forskningsmæssige fokus på recidiv er ikke overraskende set i et bredere samfundsmæssigt perspektiv, hvor det både økonomisk og sikkerhedsmæssigt er formålstjenligst at reducere omfanget af kriminaliteten. Der er dog bemærkelsesværdigt få kvalitative undersøgelser, der beskæftiger sig med de identitetsforandringer, der finder sted i forbindelse med programmet. Jeg finder det derfor relevant at have identitetsarbejdet som midtpunktet for denne kvalitative undersøgelse af KFP. 1.1. AFGRÆNSNING OG PROBLEMFORMULERING Nærværende kvalitative undersøgelse af danske indsattes identitetsarbejde i forbindelse med KFP baserer sig på interviewmateriale bestående af 8 individuelle interviews med deltagere i KFP og et dobbeltinterview med to instruktører, der underviser i KFP. Jeg benytter mig af en institutionel (strukturel) tilgang med henblik på at kaste lys over KFPs institutionelle betingelser for deltagernes identitetsarbejde, samt fængslets institutionelle betingelser for udfoldelsen af dette identitetsarbejde. Såvel indsatte som ansatte befandt sig i åbne fængsler på interviewtidspunktet. Fokus i undersøgelsen afgrænser sig til det kontekstuelle og aktuelle. Dvs. at der ikke er mulighed for at gå i dybden med personens identitetsarbejde forud for sin deltagelse i KFP, ligesom der heller ikke er mulighed for at beskrive, hvilket identitetsarbejde der gør sig gældende efter programmet er afsluttet. Samtlige interviewpersoner deltager i programmet på interviewtidspunktet. Det er således det aktuelle som dannede afsæt for interviewet, og også danner udgangspunkt for analysen. Qua den interaktionistiske tilgang er det et grundvilkår i analysen, at mennesker hele tiden er i gang med et fortløbende identitetsarbejde. Det skyldes, at man som menneske er i konstant interaktion med sine omgivelser, og derfor også er i løbende forhandling med sine omgivelser om bestemte selvfremstillinger. KFP har, som vi skal se i det videre, mange lighedsstræk med socialt arbejde i det senmoderne. Jeg vil derfor undervejes i analysen referere til KFP som en social intervention, selvom det i anden forskning beskrives som et trænings- eller behandlingsprogram. 10

Jeg ønsker ikke, at undersøgelsen skal læses som en generel beskrivelse af identitetsarbejdet, der finder sted i forbindelse med KFP. De to teoretiske perspektiver, som undersøgelsen bygger på, henholdsvis det interaktionistiske og governmentality-perspektivet foregiver heller ikke at indfange alle dimensioner ved et problemfelt, og dermed kunne beskrive tingene som de virkelig er. Undersøgelsen skal snarere læses som én fortælling om identitetsarbejdet i KFP, der er bestemt af de pågældende interviews og de anvendte teoretiske tilgange. Jeg vil ikke bestræbe mig på at foretage en normativ vurdering af, hvorvidt KFP er et velegnet program til brug i danske fængsler. Ej heller, vil jeg forholde mig til om identitetsarbejdet, der finder sted i KFP i sig selv er positivt eller negativt. Intentionen med undersøgelsen er at beskrive mødet mellem KFP og dets institutionelle rammer og deltagerne, og hvilken betydning det møde kan have for deltagernes identitetsarbejde. Mere præcist lyder min problemformulering: Jeg vil med afsæt i en governmentality-analytisk og interaktionistisk forståelsesramme undersøge danske indsattes identitetsarbejde i forbindelse med KFP. Undersøgelsen er styret af følgende forskningsspørgsmål: - Hvilke institutionelle betingelser er der for deltagernes identitetsarbejde, og på hvilke måder italesættes programmets målgruppe og interventionsform? - Hvorledes italesættes deltagernes identitetsarbejde i forbindelse med KFP, herunder italesættelsen af den kriminelle problemidentitet og måden hvorpå den erstattes af en anden og mere positiv defineret institutionel identitet? - På hvilke måder bekræfter, accepterer og udfordrer fængselskonteksten deltagernes nye institutionelle identiteter? 1.2. LÆSEVEJLEDNING For at gøre det lettere for læseren at orientere sig i den videre tekst, vil jeg kort præsentere specialets opbygning. I kapitel 2 vil jeg kort introducere til det kriminologiske felt, især med fokus på statens kriminalitetshåndtering og definitionen af det kriminelle individ. Derudover vil jeg præsentere den kognitive tilgangs forskningsgrundlag, og tilgangens forståelse af det kriminelle individ. Til sidst i kapitlet vil implementeringen og udformning af KFP i en dansk kontekst bliver skitseret. I kapitel 3 11

præsenteres undersøgelsens videnskabsteoretiske og teoretiske fundament bestående af den interaktionistiske tilgang og governmentality-perspektivet. I kapitel 4 beskrives undersøgelsens metodiske og empiriske grundlag, der skal skabe gennemskuelighed omkring frembringelsen af datamaterialet som udgør analysegrundlaget. Kapitlet afsluttes med en analysestrategi, der præciserer min tilgang til datamaterialet og analysen. Kapitel 5, 6 og 7 udgør undersøgelsens analysedel. Første del af analysen vil belyse KFPs institutionelle betingelser for deltagernes identitetsarbejde, anden del vil gå i dybden med deltagernes italesættelse af identitetsarbejde, hvoraf det intentionelle i programmet vil fremgå. I den tredje og sidste del af analysen, vil jeg brede perspektivet på deltagernes identitetsarbejde ud ved at inddrage fængselskonteksten, der både muliggør, begrænser og udfordrer identitetsarbejdet. I kapitel 8 vil jeg diskutere og perspektivere undersøgelsens resultater. Specialet afsluttes med kapitel 9, hvor jeg opridser nogen metodiske og teoretiske refleksioner og runder af med en kort opsummering. 12

KAPITEL 2: KRIMINOLOGISK OVERBLIK, DEN KOGNITIVE TILGANG OG KFP Nærværende kapitel har to formål. For det første at introducere til det kriminologiske felt ved at beskrive dets udvikling frem til i dag. Beskrivelsen fokuserer hovedsageligt på de forskellige historiske opfattelser af det kriminelle individ og statens kriminalitetshåndtering. Redegørelsen befinder sig på et makrosociologisk niveau, og vil fungere som overordnet ramme for den videre analyse, der som nævnt tidligere afgrænser sig til fængslet og KFP. Kapitlets andet formål er at præsentere den kognitive tilgangs grundantagelser om det kriminelle individ og dets muligheder for at få styrket de kognitive færdigheder. Afslutningsvis beskriver jeg implementeringen af KFP i Danmark og dets konkrete praksisudformning. 2.1. FRA INDESPÆRRING TIL ANSVARLIGGØRELSE Statens kriminalitetshåndtering skal ses i relation til moderniseringsprocessen og velfærdsstatens opkomst, da disse udviklingsforløb ikke kan forstås uafhængigt af hinanden, og som det videre vil vise, har statens udvikling haft væsentlig betydning for forståelsen af det kriminelle individ og håndtering af gruppen af kriminelle, bl.a. set i lyset af fængselsvæsenets udvikling. Disciplinering og opkomsten af humanvidenskaberne I 1800-tallet er staten en territorialt afgrænset stat med monopol på voldsmidler og skatteopkrævning med en klar adskillelse mellem stat og samfund (Kaspersen 2007:9). Statens rolle er at regulere befolkningen, og kriminelle betragtes blot som endnu en gruppe, der skal reguleres med henblik på at sikre den moralske samfundsorden. Individet, og også den kriminelle, tænkes at være styret af den frie vilje, hvorfor forbedringsarbejdet er målrettet denne med troen om, at man med viljens kraft moralsk kan forbedres (Borch 2005:34). I løbet af 1900-tallet intervenerer staten i stigende grad i samfundet, og det sociale ansvar overgår efterhånden til at blive et statsligt anliggende. Som en del af dette fokus på det sociale spørgsmål, opstår kriminologien som videnskab. Det sker bl.a. med lægen Cesare Lombrosos lancering af en anatomisk funderet kriminalpsykologi 2, hvis mest afgørende konsekvenser er introduktionen af den kriminelle som en kategori, dvs. som objekt der kan underkastets undersøgelse (Borch 2005:35; Borch 2002:60). 2 Tilgangen var funderet på en kombination af antropologi, frenologi, degenerationslære, darwinistisk evolutionslære og psykologi. Med dette perspektiv gør Lombroso op med forestillingen om den frie vilje. Han promoverede en ny subjektkonstruktion ved på baggrund af fysiologiske, psykologiske og anatomiske karakteristika at vise sammenhæng mellem bestemte individer og forbryderisk anlæg (Borch 2002:36). 13

Staten sigter mod at bevare den sociale orden, og fængslet har nu til formål at korrigere, disciplinere og normalisere den afvigende kriminelle, der kan komme tilbage til samfundet, når denne vurderes som værende moralsk forbedret. Hvis dette ikke er muligt, neutraliseres det kriminelle individ gennem internering (Borch 2002:61, Balvig 1999:126). Den behandlende velfærdsstat I løbet af det 20. århundrede bliver velfærdsstatens rolle mere omfattende, størrelsesmæssigt såvel som betydningsmæssigt, og den påtager sig et yderligere socialt ansvar for de afvigende borgere. Kriminalitetshåndteringen er i højere grad karakteriseret som en social intervention, hvor målet er at behandle frem for at disciplinere. Den moderne kriminologi betragter det kriminelle individ ud fra sociale og samfundsøkonomiske perspektiver, og kriminalitet forstås som et socialt problem, der kommer til udtryk gennem den enkeltes kriminelle handlinger. Disse symptomatiske afvigende handlinger er således et udtryk for dårligt socialiserede og utilpassede individer, som velfærdsstatslige behandlingstiltag er målrettet imod (Garland & Sparks 2000:8). En behandlingsindsats, som i stigende grad er funderet på et klinisk grundlag, hvor alle informationer omkring den pågældende er relevante i tilvejebringelsen af den mest hensigtsmæssige behandling (Borch 2005: 107, Garland & Sparks 2000:8). Der er tale om tilrettelæggelse af individuelle og langsigtede forløb, hvor der arbejdes hen imod en forandring af personligheden. Familien inddrages og superviseres, og der gennemføres generelle reformer på det velfærdsstatslige område, der skal komme de socialt depriverede (kriminelle) individer og deres familier til gode (Garland & Sparks 2000:9). Fængselsvæsnet bliver udbygget med opdragelsesorienterede institutioner som fx ungdomsfængsler, alkoholbehandlingsfaciliteter og særlige institutioner for psykopater 3, hvor behandling og rehabilitering står i centrum. I denne periode er velfærdsstatens kriminalitetshåndtering karakteriseret ved fraværet af det kriminelle aspekt pga. antagelsen om, at kriminelle handlinger hovedsageligt skyldes sociale forhold. Der er således bemærkelsesværdig lidt fokus på fx den kriminelle situation, offeradfærd, forskellige grader af kriminalitetsforebyggelse, som ellers er kendetegnende for kriminologiens fokus både før og efter denne periode (ibid:9). 3 Samtidig sker der også en indespærring af særlige farlige (såkaldte anstalter for psykopater) med henblik på en beskyttelse af samfundet. 14

Op igennem 1970erne bliver velfærdsstaten udfordret på flere fronter 4. Behandlingstanken og dens relaterede institutioner og praksisser problematiseres, og velfærdsstaten beskyldes for en generel magtudøvelse og klientliggørelse af borgerne gennem en centralbureaukratisk regulering, der ifølge kritikerne også viser sig ineffektiv og kontraproduktiv i forhold til den aktuelle finansieringskrise. På det kriminologiske område sker der en afstandtagen til eksperternes autoritet, der forstærkes af deres magt til at iværksætte tidsubestemte sanktioner. Kritikken bunder bl.a. i, at staten fratager det enkelte individ ansvaret for at handle på sin egen situation, og derved gøres magtesløs (Borch 2005:121). De kritiske røster mener, at den sociale og kriminologiske indsats skal erstattes med en anti-psykiatri og tidsbegrænsede fængselsstraffe, og udvikling går herefter i retningen af flere åbne fængsler og introduktionen af samfundstjenesten (Balvig 2004:176ff). Den allestedsnærværende kriminalitet i det senmoderne samfund Fra 1970erne og frem til i dag sker der gennemgribende samfundsforandringer, der er med til at karakterisere det senmoderne samfund 5. Garland & Sparks (2000) beskriver udviklingen ved, at den kapitalistiske produktion og det private masseforbrug er i vækst. Globalisering, omstruktureringer på arbejdsmarkedet og redefineringer af kernefamiliens funktion medfører flydende grænser og en reducering af det lokales betydning. Processer, som forstærkes af informationsteknikker og massemedier, der bl.a. åbner op for dannelsen af nye sociale rum. Med disse udviklingstendenser følger en øgede frihed og nye valgmuligheder, men med individualisering følger også et ansvar for egen sikkerhed og lykke (Garland & Sparks 2000:15f). Disse samfundsmæssige forskydninger kommer til at have en indvirkning på kriminalitetsforståelsen og håndtering af kriminalitet. Kriminalitet betragtes ikke længere som noget, der begås af patologiske individer, men er allestedsnærværende og kan begås af alle 6. Kriminalitet og sikkerhed kommer således til at præge den politiske diskurs, der diffunderer ud i befolkningen og det sociale rum generelt (Borch 2002:63; Garland & Sparks 2000:16). Flere nyere kriminologiske teorier argumenterer for en rational choice tilgang til kriminalitetshåndteringen, hvor lovbruddet forstås som et resultat af lovovertræderens rationelle overvejelser ved omkostninger ved handlingen (Hauge 2001:131). En tilgang, som ifølge 4 Fx den internationale oliekrise, der førte til høj arbejdsløshed i de fleste vestlige lande (Hirst 2000:134), og Danmarks indtræden i EF-markedet (Kaspersen 2008:15). 5 Hvorvidt det vestlige samfund i slutningen af det 20. århundrede betegnes det senmoderne, postmoderne eller posttraditionelle samfund er omdiskuteret indenfor sociologien, på trods af generel enighed om udviklingens karakteristika. En uinteressant diskussion i nærværende sammenhæng, og jeg har valgt betegnelsen det senmoderne på baggrund af de anvendte kilder (Garland & Sparks 2000, Borch 2005). 6 Professor i strafferet Vagn Greve skriver i 1970 bogen Kriminalitet som normalitet. Bogen bidrog til det samtidige opgør med den patologiske forståelse af den kriminelle og behandlingstanken. 15

Borch, dominerer den internationale mainstreamkriminologi, og det bemærkelsesværdige ved tilgangen er, at offeret betragtes som medansvarlig for kriminaliteten, dvs. individet/offeret selv skal undgå situationen, der inviterer til kriminalitet (Borch 2002:63). Social undertrykkelse er ikke længere forklaringen på kriminalitet, men ansvaret for kriminalitet tillægges nu den enkelte, både gerningsmanden og offeret (Balvig 2004:180). Kriminalitetskurven har været opadgående de sidste 50 år 7 (Balvig 1999:60), og har bl.a. medført at kriminalitet er en forventet begivenhed i hverdagslivet. Staten må derfor benytte sig af nye strategier til at håndtere kriminalitetsproblemet, hvor den på den ene side giver befolkningen redskaber til at håndtere denne risiko (fx gennem oprettelsen af Det Kriminalpræventive Råd), og på den anden side øger strafferammen med længere og hårdere straffe (Balvig 2004:168; Hirst 2000:128). På den måde er kriminalitetsstrategierne målrettet den generelle befolkning med henblik på at forebygge kriminalitet og optimering af den generelle sikkerhedsfølelse, men strategierne er også målrettet det enkelte kriminelle individ, der må udstå en længere straffetid end tidligere for den pågældende lovovertrædelse, jf. individualisering af kriminalitetsproblemet. Jeg vil nu gå videre til at introducere forskningsgrundlaget som den kognitive tilgang og KFP bygger på, hvor jeg indledningsvis vil placere den kognitive tilgang og programmet i den ovennævnte historiske gennemgang. 2.2. GRUNDANTAGELSER I DEN KOGNITIVE TILGANG Der foreligger et omfattende internationalt forskningsmateriale omhandlende kognitiv behandling og anvendelsen af kognitive programmer i fængsler, der viser den kognitive tilgangs positive effekter på recidiv 8 (fx Lipsey, Landenberger & Wilson 2007; Lipsey & Landenberger 2006: Landenberger & Lipsey 2005; Wilson, Bouffard & McKenzie 2005; Pearson, Lipton, Cleveland & Yee 2002). Følgende beskrivelse af den kognitive tilgangs grundantagelser og principper vil hovedsageligt baseres på det centrale værk på området Time to Think. A Cognitive Model of Delinquency Prevention and Offender Rehabilitation af Robert R. Ross og Elizabeth A. Fabiano 7 Ifølge Balvig skal nogen af forklaringerne findes i den øgede velstand, der medfører flere anmeldelser af tyveri og det høje fødselstal lige efter anden verdenskrig. Derudover kan forklaringen findes i de samfundsmæssige forhold, som øgede muligheder for at stjæle biler, begå indbrud i tomme sommerhuse, og i huse og lejligheder der står tomme i løbet af dagen. Endnu en forklarende faktor er de ændrede moralske opfattelser og solidariske forestillinger og en svækkelse af den uformelle kontrol bl.a. betingede af familiens ændrede struktur (Balvig 1999:62f). 8 En nyere Campbell-baseret forskningsoversigt viser, at det er den kognitive tilgang generelt, og ikke de specifikke programmer, der er ansvarlige for den positive effekt på recidiv (Lipsey, Landenberger & Wilson 2007). 16

(1985) 9. Bogen giver en udførlig beskrivelse af den kognitive tilgangs forståelse af det kriminelle individ, og mulighederne for at få styrket de kognitive færdigheder. At behandle eller ikke at behandle Den kognitive tilgang opstår i kølvandet af den omtalte velfærdsstatskritik i midten af 1970erne, hvor der sættes spørgsmålstegn ved eksperternes autoritet til at diagnosticere og behandle borgerne. På det kriminologiske felt knytter denne tvivl an til effekten af diverse fængselsprogrammer, hvor forskning viser at rehabiliterende og resocialiserende programmer ikke har nogen betydning for bl.a. recidiv (Kyvsgaard 1998b:209). Som følge af denne behandlingskritik bliver den kognitive tilgang udviklet og anerkendt for sit fokus på adfærdsændringer frem for grundlæggende personlighedsændringer. Indsatsen beskrives som en introduktion til en række redskaber, der kan styrke den kriminelles kognitive færdigheder (fx interpersonelle færdigheder og problemløsning), men hævder ikke at igangsætte grundlæggende terapeutisk personlighedsarbejde (Ross & Fabiano 1985:74). De kognitive programmer kan således siges at have en senmoderne karakter. Det kriminelle individ betragtes ikke som sygt, der skal kureres med individuelle behandlingstiltag, men som et individ der mangler kognitive færdigheder, der gennem programdeltagelse kan indlæres med henblik på at håndtere sig selv, og sit eget liv på en mere hensigtsmæssig måde. Den kognitive tilgang er således afstemt med udviklingstendenser i det senmoderne samfund med en afstandtagen til behandlende eksperter og fratagelse af den enkeltes handlefrihed. Den kognitive tilgangs egen forståelse af programmernes indsats vil jeg inddrage, og til dels problematisere, undervejs i analysen, og samle op på i den afsluttende diskussion. Den kognitive tilgangs forståelse af det kriminelle individ og mulighed for forandring Grundlæggende set baserer den kognitive tilgang sin indsats på forskning, der indikerer at en stor del af grupper af kriminelle menes at have mangler i deres kognitive færdigheder. Det begrænser den enkelte i fx at have meningsfulde interpersonelle relationer og være i stand til at udføre hensigtsmæssig problemløsning (Ross & Fabiano 1985; Porporino, Fabiano & Robinson 1991; Scheel & Sjøberg 2005). De kognitive programmer 10 har ifølge Ross & Fabiano (1985) til formål at styrke den kriminelles kompetencer på følgende fire områder: For det første arbejdes der på at styrke den enkeltes 9 Begge forfattere har forestået udviklingen og implementeringen af Det Kognitive Færdighedsprogram til brug i canadiske fængsler (Windfeldt 2006:6). 17

rationelle selvanalyse, og deltageren skal lære at være opmærksom på og kritisk vurdere sin egen tænkning. For det andet er formålet at styrke den enkeltes selvkontrol, hvor vedkommende trænes i at stoppe op, tænke og analysere konsekvenser før der handles. For det tredje skal deltageren lære et middel-mål ræsonnement, hvor der på passende vis kan findes de rette midler til at tilfredsstille den enkeltes behov. For det fjerde er formålet med programmerne at lære den enkelte kritisk tænkning med fokus på logisk, objektiv og rationel tænkning uden at overgeneralisere, fordreje fakta eller eksternalisere skyld. Derudover beskæftiger programmerne sig med interpersonel kognitiv problemløsning. Her skal deltageren lære at analysere interpersonelle problemer, forstå og tage hensyn til andre menneskers værdier, adfærd og følelser, herunder at se effekten af den enkeltes adfærd på andre og opnå forståelse for andre menneskers reaktionsmåder. Det sætter deltageren i stand til at udvikle alternative måder at reagere på i interpersonelle konflikter, der i højere grad er prosociale frem for antisociale (Ross & Fabiano 1985:12f). Ross & Fabiano understreger, at de kognitive fejl ikke skal betragtes som direkte årsager til, at individer begår (gentagende) kriminalitet, ligesom det heller ikke er alle kriminelle der har mangler i den kognitive tænkning. De kognitive mangler kan dog sætte den enkelte i en ugunstig position akademisk, arbejdsmæssig og socialt, og dermed gøre ham mere åben over for kriminelle miljøer, hvor muligheden for umiddelbar succes og behovstilfredsstillelse er højere. Kriminalitet er et komplekst fænomen, og forfatterne anerkender, at årsagen hertil ikke kan reduceres til en enkelt faktor. I forklaringsmodellen inddrages således også socioøkonomiske faktorer og familieforhold som medvirkende årsager til, at et individ udvikler en kriminel adfærd (Ross & Fabiano 1985:140). Det er dog ikke ensbetydende med en tilbagevenden til 1960erne, hvor vi i det foregående så, at kriminalitet blev forklaret ud fra sociale forhold, og velfærdsstaten indirekte fratog den enkelte ansvaret for sine handlinger. De to forfattere pointerer derimod, at det er op til den enkelte at forme sin egen skæbne, og trods svære opvækstvilkår stadig kan vælge eller fravælge kriminelle handlinger. Med dette understreges tilgangens underliggende aspekt om det rationelle individ, hvor Ross & Fabiano anfører, at den kriminelle som oftest er fuldt ud bevidst om sine kriminelle handlinger og konsekvenserne heraf. De manglende kognitive færdigheder skal derfor ikke ses som undskyldning for den kriminelle adfærd; de kan blot gøre det mere vanskeligt for individet at se fordelene ved en lovlydig og prosocial adfærd. Når det kriminelle individ har mangler i de kognitive færdigheder, betragtes vedkommende som havende begrænsede forestillingsevner om alternative 10 En nyere Campbell baseret forskningsoversigt viser, at det er den kognitive tilgang generelt, og ikke de specifikke programmer, der er ansvarlige for den positive effekt på recidiv (Lipsey, Landenberger & Wilson 2007). 18