ANALYSE Juni 2010 Er de veluddannede mere tolerante? Mehmet Ümit Necef Med udgangspunkt i debatten om en række socialdemokratiske politikeres skolevalg for deres børn diskuterer artiklen den tilsyneladende generelle problematik omkring både danske og etniske forældres fravalg af folkeskolen - ikke mindst de veluddannede forældres. Re Publica Artiklen forventes bragt i dagbladet Information i uge 23, 2010. M. T. Cicero
Mehmet Ümit Necef: Er de veluddannede mere tolerante? 2 Mette Frederiksen og andre fremtrædende socialdemokratiske politikers fravalg af folkeskolen for deres børn har skabt stor forargelse og debat. Vi kender nu ikke til de nærmere omstændigheder ved deres valg, og det skal vi i princippet heller ikke. Der må nemlig være grænser for, hvor meget offentligheden har krav på at få at vide om politikeres privatliv. Vi ved for eksempel ikke, om de pågældende politikere har fravalgt folkeskolen, fordi de er bange for, at der er alt for mange tosprogede børn i børnenes klasser noget, det flere gange er blevet mere end antydet i medierne. Ifølge politisk kommentator Helle Ib skulle det have vakt berettiget opsigt, at Helle Thorning-Schmidt har valgt en hvid privatskole til sin ældste datter (B.T., 14.05.2010). En større artikel i B.T., som handlede om en række andre fremtrædende politikeres valg af skole for deres børn havde overskriftet: Røde vælger hvide skoler. Partitoppen på venstrefløjen fravælger skoler med mange indvandrerbørn (15.05). Det kan godt være, at Thornings motiver for at flytte datteren fra den lokale folkeskole intet har at gøre med den etniske sammensætning af eleverne som Helle Ib også påpeger. Det kan for den sags skyld også skyldes antallet af børn af etnisk dansk afstamning, hvis forældre er bogligt svage eller er dårligt stillede på arbejdsmarkedet. Eller helt noget tredje eller fjerde. De veluddannede fravælger folkeskolen Der er heller ingen grund til at privatisere problemstillingen og gøre problematikken til en sag om Mette Frederiksens eller Helle Thorning-Schmidts eventuelle dobbeltmoral eller inkonsekvens, jf. den gentagne påstand om, at de siger en ting, men gør noget andet. Men det virker umiddelbart som om, de opfører sig nøjagtig som tusindvis andre forældre: De fravælger skoler, hvor der er mange børn med sproglige og/eller sociale problemer. Og denne tendens er mest synlig blandt veluddannede forældre. Denne tendens, at de veluddannede danske forældre flygter fra skoler med mange børn med indvandrer- eller flygtningebaggrund og etnisk danske børn af boglige svage forældre med svag tilknytning til arbejdsmarkedet, er blevet
Mehmet Ümit Necef: Er de veluddannede mere tolerante? 3 grundigt dokumenteret af Beatrice Schindler Rangvid, forsker ved AKF (Anvendt Kommunal Forskning). Hendes undersøgelse fra 2007 viser, at forældre (både danske og etniske) begynder at trække deres børn ud, når mere end hver tredje elev på en skole er tosproget og det er særligt de højtuddannede forældre, der gør det. Hun kunne desuden se en klar tendens til, at højtuddannede forældre reagerer kraftigere på en stigende andel af tosprogede elever end lavtuddannede. Mette Frederiksen og Thorning-Schmidts skolevalg sætter fingeren på to vigtige problemstillinger. For det første: Hvorfor flygter danske forældre fra skoler med mange tosprogede børn? For det andet: Hvis det er korrekt, at det ikke mindst er de veluddannede forældre, der fravælger folkeskolen, hvad siger det så om de veluddannedes holdning til den multietniske virkelighed ude i samfundet (lang værk fra Christiansborg, Hellerup og Østerbro) og deres tolerance over for nydanskere? Rangvid diskuterer, hvad der får de danske forældre til at trække deres børn ud af skolerne. Hun oplyser, at danske forældre ifølge en analyse fra Megafon i 2005, at mener, at en høj andel af tosprogede elever kan have en negativ indflydelse på børnenes tryghed i skolen, på deres faglige udvikling og på deres muligheder for kammeratskab. Frygten for, at elevernes faglige niveau påvirkes, er ikke helt uberettiget, påpeger hun. En tidligere AKF-undersøgelse har således vist, at eleverne (danske såvel som tosprogede) klarer sig dårligere på skoler med et flertal af tosprogede elever end på skoler med en mindre andel af tosprogede elever. Den samme konklusion har forskerne Peter Jensen og Nina Smith nået på baggrund af PISA Etnisk 2005, som undersøgte kompetencer hos danske og etniske elever i 9. klasser: Jo højere etnisk koncentration i skolen, jo lavere testresultater opnår både danske og ikke-vestlige indvandrerelever (s. 94). De præsenterer en omstændighed, som er vigtig i denne sammenhæng: Danske elevers testresultater falder især på skoler, der har over 50 pct. ikke-vestlige indvandrerelever. Forskerne understreger, at den etniske koncentration ikke i sig selv kan forklare denne situation. Man bør hellere rette opmærksomheden mod indvandrerforældrenes uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning.
Mehmet Ümit Necef: Er de veluddannede mere tolerante? 4 De veluddannede er mere tolerant. Punktum. Rangvids undersøgelse sætter spørgsmålstegn ved en bestemt påstand, som ofte fremsættes som en fasttømret sandhed i dansk forskning om danskernes holdninger til etniske minoriteter: De veluddannede er mere tolerante end de kortere uddannede. Tolerancen stiger med stigende uddannelsesniveau (s. 46) skriver Lise Togeby i 1998. Man kan næsten se det for sig: På den ene side den søde og venlig yngre københavner fra den københavnske kulturelle overklasse, der har læst globalisering og multikultur på RUC, som drikker cafe latte på Cafe Europa, og stemmer på Det radikale Venstre. Og på den anden side en slagteriarbejder i Udkantsdanmark, hvis far har arbejdet på samme fabrik og som stemmer på Dansk Folkeparti. Mens den første ikke kan få indvandrere nok, vil den anden helst sende dem tilbage, hvor de kommer fra. Et nyere eksempel på påstanden om de veluddannedes tolerance er politologen Jens Peter Frølund Thomsen: Højtuddannede udviser større etnisk velvilje end lavtuddannede (s. 23). Det skriver han i den sidste videnskabelige undersøgelse af danskernes holdninger til etniske minoriteters kultur og rettigheder, som bogens undertitel hedder. Titlen er Konflikten om de nye danskere (2006). Thomsen fremfører yderligere, at længere uddannelse afføder en evne til at formulere holdninger, der er logisk sammenhængende. Derfor mener han, at de veluddannede i deres ræsonnement nemmere kan leve op til idealet om konsistenskravet, det vil sige et modsigelsesfrit argument. Imod denne positive figur opstiller han den inkonsistente person, som hævdes at være den lavtuddannede. Den pågældende vil således ikke anvende et generelt toleranceprincip, men gradbøje tolerancen ud fra den modvilje, der måtte være i forhold til den ene eller den anden gruppe uddyber han. Thomsen kommer med en række forklaringer på, hvorfor personer med langvarig uddannelse er mere villige over for etniske minoriteter end lavtuddannede, og de vigtigste i denne sammenhæng er: At de har større viden om
Mehmet Ümit Necef: Er de veluddannede mere tolerante? 5 indvandrerpolitiske forhold, og at de er mere i kontakt med etniske minoriteter (s. 228). Gør som imamen siger, ikke som han gør Holder man de to oplysninger op mod hinanden altså, at højtuddannede forældre begynder at trække deres børn ud, når mere end hver tredje elev på en skole er tosproget på den ene side, og, at danske elevers testresultater især falder på skoler med mere end 50 pct. ikke-vestlige indvandrerelever på den anden - kan vi se, at danske forældre, ikke mindst de veluddannede, kan siges at reagere alt for hurtigt over antallet af indvandrerbørn og deres eventuelle negative indflydelse på deres egne børns indlæring. Hvis man endelig skal dramatisere, kan man betegne deres reaktion som panikagtig. Det tyder på, at de veluddannede danskere ikke nødvendigvis altid reagerer fornuftigt, rationelt, konsekvent og i overensstemmelse med videnskabelige undersøgelser, som man ellers ifølge den gængse forståelse af de veluddannedes forholden sig til etnisk minoriteter - ville forvente af dem. Der er en del, der tyder på at de veluddannedes tolerance blot er en positur, der reelt ikke har at gøre med deres dagligdag. Denne tolerance har ikke nogen reelle konsekvenser, når de skal træffe vigtige beslutninger. Når der gælder fravalg af folkeskolen er der tale om en stor forskel mellem det, de siger, og det, de praktiserer. Som to tyrkiske ordsprog siger: Gør som imamen siger, ikke som han gør og Imamen giver gode råd, men sluger selv en hel klase druer. At fokusere på Mette Frederiksens og andre røde politikeres skolevalg og gøre det til en diskussion af deres moral bortleder blot opmærksomheden fra de virkelige problemer, som folkeskolen har med at uddanne tosprogede børn og børn fra ikke-boglige danske familier. Kilder: Jensen, Peter og Smith, Nina: Etnisk koncentration i folkeskolen i Egelund, Niels & Tranæs, Torben 2005: PISA Etnisk 2005. Kompetencer hos danske og etniske elever i 9. klasser i Danmark 2005 (Odense, Syddansk Universitetsforlag, 2007).
Mehmet Ümit Necef: Er de veluddannede mere tolerante? 6 Rangvid, Beatrice Schindler: Københavnere fravælger folkeskolen, AKF Nyt 2007, nr. 2. Rangvid, Beatrice Schindler: School choice, universal vouchers and native flight out of local public schools, Working paper, May 2007:3. Rangvid, Beatrice Schindler: Fravalg af folkeskoler i København. AKF Working paper, 2007(3), AKF. Togeby, Lise: Fremmedhed og fremmedhad i Danmark (København, Columbus, 1998). Kategori: analyse Emneord: Mette Frederiksen, Helle Thorning-Schmidt, folkeskolen, de veluddannede, tolerance Anslag 9.334