1 Grindsted Kirke. Søndag d. 7. juli 2013 kl. 11.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, Matt. 5,20-26. 1. tekstrække. Salmer. DDS 743 Nu rinder solen op. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 674,1-3 Sov sødt, barnlille!. DDS 413 Vi kommer, Herre, til dig ind. - - - DDS 694 Jesus, at du blev min broder. Altergang: DDS 466 Vor Herres Jesu mindefest. DDS 678 Guds fred er glæden i dit sind. Tekstlæsninger. 5. Mos. 30,11-14; Rom. 6,3-11; Matt. 5,20-26
2 Prædiken. En af de mest markante fortællinger i Det Gamle Testamente er den om Abraham, der af Gud bliver beordret til at ofre sin søn, Isak. 1 Abrahams tillid til Gud er blind. Derfor drager han og Isak til Moria Bjerg, hvor de i fællesskab bygger et alter, som de anretter et bål oven på. Isak har undret sig over, hvor offerdyret er. Først da hans far pludselig kaster ham til jorden, bagbinder ham og løfter ham op på alteret, går det op for ham, at han selv er offeret. Han får ikke lang tid at indse denne gruopvækkende kendsgerning i, for Abraham vil ikke trække pinen ud, men løfter sin kniv for at skære halsen over på sin søn. I det samme dukker der en engel op, der stopper Abraham og forklarer, at Gud bare ville tjekke, om Abrahams tro var betingelsesløs. Forfatteren og journalisten Egon Clausen tager udgangspunkt i denne bibelske fortælling, da han beretter om en episode fra sin ungdom: 2 Lektor Abrahamsen var cand. theol. og en meget troende mand. På seminariet underviste han os i kristendomskundskab. En dag gav han os den opgave at skrive vores egen, helt personlige fortolkning af fortællingen om Abraham og Isak. Dette skete i begyndelsen af 1960 erne, og jeg skrev, at jeg ikke kunne forstå den historie, for hvis Gud var almægtig og alvidende, vidste han jo alt, hvad der var sket i fortiden, og hvad der ville ske i fremtiden. Han vidste således udmærket, hvad Abraham ville gøre med sin stakkels lille dreng, så hvorfor skulle manden stilles på en prøve? Var Gud ikke blot som en kat, der leger med en mus? Da vi fik opgaven tilbage, stod der blot et kortfattet læst forneden på min besvarelse. Dette fandt jeg meget utilfredsstillende, og i frikvarteret indhentede jeg derfor lektor Abrahamsen på gangen uden for klasseværelset og spurgte ham, hvad han syntes om mit spørgsmål. 1 1. Mos. 22. 2 Egon Clausen: EsbjergEvangeliet en almanak, Gyldendals 2007. 30. september, Abrahams gud.
3 Han standsede og målte mig kort med øjnene. Jeg ved godt, hvad han så. Han så en ung fyr med hår, der var for langt, med tøj, der var krøllet, og med atomkampagnens mærke på trøjen. Han så en kilde til respektløshed og samfundsundergravende virksomhed, og hans blik var både forarget og forskrækket. Med krænket mine sagde han: Sådan kan man virkelig ikke spørge! Derefter snurrede han rundt og bragte sig skyndsomst i sikkerhed på lærerværelset. Det er nu mange år siden, at det skete. Mon ikke det snart er på tide, at jeg tilgiver ham? Man kan undre sig over, at lektor Abrahamsen havde taget en universitetsuddannelse i teologi uden at blive opmærksom på de mange alvorlige problemstillinger, fortællingen om Abraham indeholder. Samtidig kan man undre sig over, at det først er cirka 40 år efter hændelsen, at Egon Clausen overvejer, om det er på tide, at han tilgiver sin gamle lærer. Dog er det måske ikke så sært alligevel. Der er nemlig noget opløftende ved at bære nag. Når man er blevet uretfærdigt behandlet, har man retten på sin side, og når det er tilfældet, synes man også, at man har håneretten; retten til at lægge afstand til den, der har båret sig uretfærdigt ad. Man synes, at man har ret til at latterliggøre ham og bagtale ham. Man kan ligefrem fristes til at provokere ham, fordi ens respekt for ham er tabt, og han selv er skyld i det. Visheden om at være blevet uretfærdigt behandlet kan blive en skattet erindring, der tages frem og støves af, når man ind imellem har brug for at blive mindet om, hvor tåbelige andre kan være. Det stiver ens selvsikkerhed af, for så idiotisk er man da ikke selv! Problemet er bare, at en sådan bevidsthed om modpartens uretfærdighed og ens egen ret lynhurtigt ender i selvretfærdighed. Man dyrker sin egen ufejlbarlighed, når man glemmer de gange, man selv har været urimelig over for andre. Man gør tilmed sin modpart værre, end han er; for selvom han en enkelt gang eller to har båret sig uretfærdigt ad, er det ikke ensbetydende med, at han er et gennemført uretfærdigt menneske. Men det gør man ham til og da er man ikke bedre end ham, man har så
4 travlt med at skælde ud for at have handlet uretfærdigt. På den måde er der ikke længere én, men to uretfærdige. Forholdet mellem retfærdighed og uretfærdighed er også, hvad Jesus taler om i dagens tekst, der er taget fra den såkaldte bjergprædiken. I denne prædiken er Jesus udpræget kompromisløs. Hans krav er voldsomme og rystende. Den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild, siger han. Hvis det, at man kalder en anden for tåbelig, er nok til, at man går fortabt, vil Himmeriget stå tomt i al evighed. Helvede vil derimod være propfyldt. Blandt de fortabte vil man både kunne finde lektor Abrahamsen og Egon Clausen, for de har kaldt hinanden for tåber; om ikke direkte, så i hvert fald indirekte. Hver for sig er de blevet forargede over den andens tro og holdninger. Hver for sig har de følt sig krænket over den andens udtalelser. Hver for sig har de følt sig uretfærdigt behandlet. Hver for sig har de følt sig i deres ret til at bære nag. Men spørger Egon Clausen fire årtier senere mon ikke det snart er på tide, at jeg tilgiver ham?. Der er ingen tvivl om, at Jesus ville have bekræftet, at det var på tide. Det burde faktisk være sket for lang tid siden. Det slår han fast med denne opfordring: Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Det, Jesus her taler for, er tilgivelse. Vi skal kunne tilgive hinanden, hvis vi vil undgå at blive grebet af et usundt og selvretfærdigt nag. Et andet ord for tilgivelse er forladelse. I Fadervor beder vi jo Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Vi beder altså Gud om at tilgive os, sådan som vi tilgiver dem, der har gjort os ondt. Det gode ved udtrykket at forlade er, at man direkte kan høre, at noget lades bag én; at noget lægges væk. Med forladelsen frigøres man fra det nag og den bitterhed, der har det med at klæbe til én, når man er blevet udsat for
5 uretfærdighed; et nag, der - uden at man opdager det forvandler én fra at være offer til at være selvretfærdig. Spørgsmålet er bare, om vi forlader vore skyldnere, sådan som vi siger det i Fadervor. Det lyder jo så korrekt, fordi bønnen nu engang skal lyde sådan; men hvis vi skal være helt ærlige, er det i højere grad udtryk for et ønske end for en realistisk beskrivelse af virkeligheden. Vi tilgiver bestemt ikke alle dem, der gør os selv eller vore nærmeste ondt og slet ikke, hvis deres ugerninger er alvorlige. Vi kan tilmed hurtigt gøre én fjer til fem høns. Vi har det nemlig med at gøre overgreb værre, end de i virkeligheden er. Når vi fortæller om selv den mindste krænkelse, gør vi det ofte med stor patos. Vi fanger os selv i en uforsonlig holdning, der som det er tilfældet med Egon Clausen - medfører, at vi bærer nag. Når det sker, kan der gå meget lang tid, inden det falder os ind, at det måske ikke var værd at tage sådan på vej over. Selvom Jesus udmærket ved, at vi hellere end gerne hidser os op over selv den mindste uretfærdighed, opfordrer han os til at forsone os med vores modpart. Det gør han ikke, fordi han regner med, at vi for alvor følger hans råd. Dertil kender han os for godt. Han gør det derimod, fordi han selv valgte forsoningens vej. Grunden hertil gives indirekte i Det Gamle Testamente. På trods af Abrahams usympatisk kompromisløse tro på Gud, der næsten kostede Isak livet, er Abraham en af de helt store helte i Det Gamle Testamente. En så betingelsesløs underkastelse som Abrahams præger nemlig ikke mange af de andre personer i bogen. Den ene fortælling efter den anden afslører uretfærdige, selvsikre og stædige karakterer, der sætter sig op mod Gud. Selv de mest retfærdige og gudhengivne ja, selv Abraham viser sig at have deres svagheder og fejl. De er med andre ord mennesker på godt og ondt; mennesker som dig og mig. Selvom Det Gamle Testamente mest handler om jøderne, fordi det fra begyndelsen af var deres helligskrift, er dets beskrivelse ikke kun rammende for det jødiske folk. Gud har god grund til at være lige så vred på alle andre, som han er det på jøderne. I Det Nye
6 Testamente skildres han imidlertid ikke som vred og hævntørstig. Her har han forladt os vor skyld, som det siges i Fadervor. Måske er han blevet træt af at bære nag; træt af hele tiden at fyldes af retfærdig harme over menneskets umulige måde at være på; træt af at straffe menneskene. Vores skyld og al den vrede, den har fyldt Gud med, lægger han bag sig i Det Nye Testamente. Det gør han på en meget voldsom, men også særdeles effektiv måde. Han tager nemlig vores skyld med sig i døden. Vores skyld dør med ham, og da han opstår, følger den ikke med. På den måde har Gud forsonet sig med sin egen hævntørst. Hans død på korset har ikke medført, at vi er blevet bedre mennesker, men det har medført, at han har forsonet sig med, at vi er, som vi er. Ved at blive som en af os i mennesket Jesus fra Nazaret og ved at udsætte sig for en uretfærdig dødsstraf, har Gud selv taget den skæbne på sig, som han havde tiltænkt os. Dermed kan han elske os på trods af vores fejl, og derfor behøver han ikke længere at tjekke kompromisløsheden i vores tro, ligesom han gjorde det med Abraham. Nu ved Gud nemlig godt, at Abraham var en ener og Gud ske lov for det, for hvis vi alle gik rundt og var parate til at ofre vores børn på det mindste vink ovenfra, ville det ikke være kristentro, der fyldte os. Gud kræver ikke længere betingelsesløs lydighed. I kraft af sin korsfæstelse favner han os derimod med forsoning. Måske kan den smitte tilstrækkeligt af, så vi ind imellem forsoner os med hinanden og undlader at bære nag. Amen.