Den sociale virkelighed konstruktion eller realitet?

Den sociale virkelighed konstruktion eller realitet? En undersøgelse af den socialkonstruktivistiske socialontologi i forhold til den kritiske realismes socialontologi Afleveret d. 20/12 2004

Indhold Indledning 2 Den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi 3 Afgrænsning af den socialkonstruktivistiske position 3 Det intentionelle argument 4 Kritisk realismes kritik af socialkonstruktivismens socialontologi 5 Individ-reduktionisme i den ontologiske socialkonstruktivisme 5 Relationel og kontekstuel forståelse af den sociale virkelighed 6 Kritisk realismes socialontologi 7 Individerne og de sociale strukturers gensidige afhængighed 7 The Transformational Model of Social Acivity 8 Position-praksis systemet 10 Diskussion af indvendingerne imod den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi 11 Forsvaret imod reduktionismen 11 Svækkelsen af det socialkonstruktivistiske udgangspunkt 12 Den ontologiske socialkonstruktivismes dilemma 12 Vurdering af den kritiske realismes socialontologi 13 Dynamikken imellem individerne og de sociale strukturer 13 Risikoen for en fastlåst strukturdeterminisme 14 Konklusion 14 Litteratur 16 1

Indledning Der er indenfor videnskabsteorien blevet ført en livlig debat om hvordan man bør anskue den sociale verden, altså om hvilken socialontologi man bør benytte sig af (Collin 2000: 70). Skal den sociale verden ses som bestående af individernes fortolkninger, intentioner og viden eller indeholder den sociale verden også stærke sociale strukturer, som virker tvingende på individerne? De forskellige socialkonstruktivistiske positioner har løst mange tidligere retningers problemer, bl.a. ved at pointere betydningen af individernes egne opfattelser af den sociale virkelighed og sprogets betydning som redskab for virkelighedskonstruktion. Dette har medført, at den moderate socialkonstruktivisme i dag er bredt accepteret og står stærkt indenfor samfundsvidenskaberne (Delanty 1997: 131). En vigtig repræsentant herfor, er den ontologiske socialkonstruktivisme med hensyn til den sociale virkelighed (Collin 2003: 29) 1 (i resten af opgaven kaldet ontologisk socialkonstruktivisme ). Mere strukturalistiske og realistiske retninger har kritiseret den ontologiske socialkonstruktivisme for at være individ-reduktionistisk. Individ-reduktionismen er et resultat af en metodisk individualistisk tilgang og dækker over den opfattelse, at den sociale virkelighed skal forstås ud fra individernes opfattelser, motiver og handlinger (Collin 2000: 71-72). Ophavsmanden til den kritiske realisme, Roy Bhaskar, har fremsat en sådan kritik af den ontologiske socialkonstruktivisme og formuleret en alternativ socialontologi. Det afgørende spørgsmål er nu, om den kritiske realismes socialontologi formår at løse de problemer, som den ontologiske socialkonstruktivisme synes at støde ind i med sin reduktionisme, og om den kritiske realisme samtidig er i stand til at undgå andre videnskabsteoretiske faldgrubber? I denne opgave vil jeg nærme mig et svar på dette spørgsmål ved at besvare følgende problemformulering: 1 Collin (2003) taler, på det pågældende sted, om en ontologisk konstruktivisme, men skriver samtidig, at der er tale om en socialkonstruktivisme, når det er individerne eller samfundet der er konstruktøren (Collin 2003: 12). 2

I hvilken grad formår den kritiske realisme, repræsenteret ved Roy Bhaskar, igennem sin kritik af individ-reduktionismen, at formulere en socialontologi, som kan fungere som et plausibelt alternativ til den socialontologi, som er repræsenteret ved den ontologisk socialkonstruktivisme? For at kunne svare på dette, er det nødvendigt at klarlægge den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi, den kritiske realismes kritik af denne, samt den alternative socialontologi, som den kritiske realisme har formuleret. Jeg vil derfor starte med at redegøre for disse tre elementer. Derefter vil jeg diskutere den kritik som den kritiske realisme fremlægger, hvilket vil lede over i en vurdering af i hvilken grad den kritiske realismes socialontologi kan siges at være et plausibelt alternativ til den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi. Den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi Afgrænsning af den socialkonstruktivistiske position Socialkonstruktivismen er en meget bredtfavnende betegnelse for en lang række konstruktivistiske positioner, hvor det er individerne eller samfundet der er konstruktøren (Collin 2003: 12). Retningen stammer oprindeligt fra videnskabssociologien, som beskæftigede sig med såvel de organisatoriske rammer for videnskaben 2, som muligheden for at forklare indholdet af videnskabelige teorier vha. sociologiske forklaringsprincipper 3 (ibid.: 21-22). I dag findes socialkonstruktivismen i mange udgaver med meget forskellige grader af konstruktivisme: Alt fra stort set alment accepterede påstande om, at den sociale virkelighed til dels er et subjektivt fænomen, som bl.a. afhænger af, hvordan aktørerne ser på den til radikale og kontroversielle idéer om, at diskursen er fuldstændig determinerende for selve virkelighedens beskaffenhed 4. 2 Mertons CUDOS-normer er det klassiske eksempel på denne bestræbelse (Andersen 2003: 122). 3 Lederne af den såkaldte Edinburgh-skole, David Bloor og Barry Barnes, var nogle af foregangsmændene for denne type undersøgelser (Collin 2003: 36-37). 4 En så radikal opfattelse af virkeligheden er f.eks. udtrykt i følgende citat Objects of discourse do not exist. The entities discourse refers to are constituted in it and by it (Hindess & Hirst 1977: 20 citeret i Collier 1994: 87) 3

I denne opgave har jeg, som nævnt, valgt at tage udgangspunkt i den ontologiske socialkonstruktivisme, som Finn Collin formulerer den. Denne retning er udvalgt, fordi den er ret bredt accepteret i moderne samfundsvidenskab (ibid.: 29). Dermed er den også mere kendetegnende for den dominerende socialkonstruktivistiske strømning i spørgsmålet om hvilken socialontologi man bør benytte indenfor samfundsvidenskaben, end de mere radikale og omfattende kritiserede varianter af socialkonstruktivismen. Til at klarlægge den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi, vil jeg benytte det argument, som Collin (1998: 52) har kaldt det intentionelle argument. Årsagen til valget af dette argument er, at det udtrykker grundtanken i den ontologiske socialkonstruktivisme, som Collin fremlægger den (Collin 1998, 2000). Det intentionelle argument Det intentionelle argument findes i flere varianter, bl.a. en fænomenologisk og en hermeneutisk. Her har jeg holdt mig til det oprindelige argument, som Collin bruger til at fremlægge den ontologiske socialkonstruktivisme. Argumentet er baseret på to grundpræmisser: 1. Den sociale verden er til syvende og sidst konstitueret af menneskelige handlinger. 2. Handlinger kan ses som (sociale) konstruktioner af adfærd fortolket i lyset af menneskelige intentioner. (Collin 1998: 52) For at starte med den anden præmis, så beskriver den det Collin (1998: 55) kalder konstruktion ved sammenføjning 5. Herved menes, at en social handling skal forstås som en adfærd (f.eks. en bevægelse eller en ytring) som bliver tillagt en mening gennem fortolkning af adfærden. Den første præmis udtrykker det helt fundamentale princip i den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi, som altså går ud på, at den sociale virkelighed grundlæggende består af sociale handlinger. Fysiske objekter skal også medregnes til den sociale virkelighed, så længe de er enten redskaber for eller resultater af menneskelig handlen. 5 I modsætning til konstruktion ved opdeling, som er karakteristisk for det såkaldte kageskærerargument (Collin 1998: 55). 4

Der synes dog at være en uklarhed i Collins redegørelse for den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi, mht. hvor stor betydning de sociale handlinger har. Det pointeres f.eks., at udsagn om den sociale virkelighed ikke kan reduceres til udsagn om sociale handlinger, og i uddybningen af de to præmisser reduceres sociale handlinger til at være en uundværlig ingrediens i eller i det mindste en nødvendig betingelse for den sociale virkelighed. (ibid.: 52) hvilket må siges at være en lidt banal påstand, som de færreste teorier om socialontologien vil være uenige i. Samtidig hævder Collin følgende om skabelsen af den sociale virkelighed den sociale sfære qua bestående af menneskelige handlinger og deres produkter skabes ved den intentionelle beskrivelse af menneskelig adfærd. (ibid.) hvilket omvendt synes at være en stor forklaringsbyrde at lægge på individernes sociale handlinger. Disse to ret forskellige vægtninger af de sociale handlinger skaber, efter min mening, lidt forvirring omkring hvor radikal en socialontologi Collin argumenterer for. Jeg har i resten af opgaven valgt at holde mig til den opfattelse, at individernes sociale handlinger er et helt centralt element i den sociale virkelighed, samt at denne skabes gennem fortolkning af den adfærd der ligger til grund for handlingerne. Det at den sociale virkelighed konstitueres af individernes handlinger har afgørende implikationer for den ontologiske socialkonstruktivismes syn på denne virkeligheds eksistens. Den sociale virkelighed er således noget der, som nævnt, hele tiden skabes igennem sociale handlinger, hvilket udtrykkes i udsagnet Der findes ingen social virkelighed i sig selv, uafhængigt af konkrete menneskelige handlinger. (ibid.: 52). Kritisk realismes kritik af socialkonstruktivismens socialontologi Individ-reduktionisme i den ontologiske socialkonstruktivisme I min redegørelse for den kritiske realismes kritisk af den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi, har jeg benyttet mig af den kritik, som Roy Bhaskar har rettet imod individreduktionismen, som forstår den sociale verden som bestående af individernes tanker og handlinger. Jeg finder det rimeligt at mene, at en sådan reduktionistisk tendens på flere punkter kan siges at være gældende for den ontologiske socialkonstruktivisme. Dette bygger jeg på den handlingsorienterede tilgang til den sociale virkelighed, som bl.a. kommer til udtryk i den ovenfor citerede første grundpræmis for den ontologiske socialkonstruktivisme: 5

Den sociale verden er til syvende og sidst konstitueret af menneskelige handlinger. (Collin 1998: 52) (jf. i øvrigt afsnittet Det intentionelle argument side 3). Om det er retfærdigt at tilskrive den ontologiske socialkonstruktivisme en individ-reduktionisme er omstridt, og Collin forsøger selv at vise, at det ikke er en rimelig fremgangsmåde. I min diskussion af Bhaskars kritik vil jeg komme ind på, hvorfor dette ikke er helt nemt for Collin, og hvorfor det derfor synes berettiget at tillægge den ontologiske socialkonstruktivisme en individreduktionisme. I det følgende er det antaget, at den ontologiske socialkonstruktivisme kan siges at være individ-reduktionistisk. Relationel og kontekstuel forståelse af den sociale virkelighed Den kritiske realisme opstod oprindeligt som et modsvar til den fremherskende positivisme, men har også forholdt sig til de idealistiske positioner (Danermark 2002: 4-10). Roy Bhaskar må siges at være den, der lagde grunden til positionen, hvilket især blev gjort i hans værk The possibility of Naturalism (Bhaskar 1979). Det er også i dette værk, at man finder hans ret skarpe kritik af den individ-reduktionistiske tilgang til den sociale virkelighed. Bhaskar kritiserer individ-reduktionismen for ikke at få fat i grundidéen i den sociale virkeligheds beskaffenhed. Hovedargumentet er, at når man forstår det sociale som bestående af individerne og deres handlinger, så overser man det særlige sociale kendetegn ved aktørernes handlinger: At de altid udføres i en social kontekst (ibid.: 34-35). Man kan derfor, ifølge Bhaskar, slet ikke forstå det sociale individ isoleret som en der blot handler, men må se på de relationer individet indgår i. Bhaskar eksemplificerer dette på følgende måde: A tribesman implies a tribe, the cashing of a cheque a banking system. (ibid.: 35). Dette er også grunden til, at sociologien bør beskæftige sig med relationer imellem individer og imellem grupper (ibid.: 35-36). Bhaskar går så langt i sin pointering af den sociale konteksts betydning, at han kun mener, at social handlen kan foregå, hvis der eksisterer et samfund, dvs. en række sociale strukturer, som kan udgøre rammen for den (ibid.: 42-43). Denne påstand medfører, at Bhaskar kritiserer den individualistiske og voluntaristiske påstand om, at der ikke eksisterer nogen social virkelighed uafhængigt af konkrete menneskers handlinger, fordi den sociale virkelighed skabes af individerne når de handler (jf. afsnittet Det intentionelle argument side 3). 6

Bhaskar mener helt modsat, at der eksisterer en social virkelighed, repræsenteret ved de sociale strukturer, som virker begrænsende såvel som mulighedsskabende på individerne. Danermark et al. (2002: 18) eksemplificerer dette med, at hvis et individ besluttede sig for at leve et frit liv uden hensyntagen til sociale normer, så ville individet med stor sandsynlighed blive stærkt socialt stigmatiseret og formentlig også ende i fængsel. Dette skal dog ikke forstås sådan, at Bhaskar er fortaler for en tingsliggørelse hvor samfundet gøres til et selvstændigt objekt der eksisterer helt uafhængigt af individernes handlinger. Han fastslår derimod, at individerne reproducerer og (i sjældnere tilfælde) transformerer samfundet, når de handler (Bhaskar 1979: 42-43). Bhaskar forkaster altså idéen om, at den sociale virkelighed kan forstås som bestående af individernes handlinger, og placerer derimod fokus på relationerne og de sociale strukturer. Hvad der mere præcist ligger i Bhaskars begreb om samfundet, og hvilken socialontologi han udleder af dette, vil blive gennemgået i det følgende afsnit. Kritisk realismes socialontologi Individerne og de sociale strukturers gensidige afhængighed Når Bhaskar skal opstille socialontologien for den kritiske realisme, tager han udgangspunkt i den klassiske struktur-aktør skelnen. For at forstå hvordan han anskuer den sociale virkelighed, er det derfor nødvendigt at se lidt nærmere på forholdet mellem individerne og de sociale strukturer, som blev omtalt i forrige afsnit. Det blev klarlagt, at individerne ikke kan handle socialt hvis der ikke eksisterer sociale strukturer, der kan danne ramme om deres handlinger. Bhaskar tilføjer hertil, at de sociale strukturer ikke kan eksistere uafhængigt af individernes handlinger eller individernes opfattelse af, hvad de gør når de handler indenfor rammerne af de sociale strukturer (Bhaskar 1979: 48-49). Denne gensidige afhængighed imellem individerne og de sociale strukturer er fundamental for den kritiske realismes socialontologi, som Bhaskar fremlægger den. 7

The Transformational Model of Social Acivity Bhaskar opstiller en model, som han kalder The Transformational Model of Social Activity (herefter kaldet TMSA ) (se figur 1), som udtrykker forholdet mellem samfundet (de sociale strukturer) og individerne. Modellen, og den forståelse af det sociale der ligger til grund for den, gør op med to dominerende og modstridende måder at anskue det sociale på, samt en tredje model, som er et forsøg på at syntetisere de to. Der er tale om hhv. strukturmodellen, som Durkheim er ophav til (se figur 2), aktørmodellen, som stammer fra Weber og er ført videre i den ontologiske socialkonstruktivisme (se figur 3) og den såkaldte dialektiske model der bl.a. er opstillet af socialkonstruktivisterne Peter Berger og Thomas Luckmann (se figur 4) (Bhaskar 1979: 40-41). Samfund Socialisation reproduktion/ transformation Individer Figur 1: The Transformational Model of Social Activity (Bhaskar 1979: 46) 8

Figur 2: Strukturmodellen (Bhaskar 1979: 40) Figur 3: Aktørmodellen (ibid.) Figur 4: Den dialektiske model (ibid.) Med TMSA forsøger Bhaskar at indfange den gensidige afhængighed mellem samfundet og individerne Samfundet socialiserer individerne og gør dem herved til sociale væsener, der er i stand til at agere indenfor samfundets rammer og videreføre samfundets opbygning. Dette medfører, at individerne reproducerer og (til tider) transformerer samfundet når de handler (Bhaskar 1979: 44-46), hvilket er udtrykt i pilenes retning fra venstre mod højre, som illustrerer hvordan processen med socialisation og reproduktion gentager sig selv 6 (se figur 1). Bhaskar uddyber indholdet i denne kontinuerlige reproduktion ved at anskue den i Aristoteliske termer, som foreskriver, at enhver produktionsproces kræver både et materiale og en årsag. Hertil tilføjer Bhaskar centrale pointer fra tre af sociologiens klassikere. Synet på det sociale som en produktionsproces, henter han fra Marx. Med Durkheim ses samfundet som det der leverer både materialet og årsagen til individernes reproduktion af de sociale strukturer, og i tråd med Weber afstår Bhaskar fra at tingsliggøre samfundet. Herved får både samfundet og individernes sociale praksis en dualistisk karakter. Samfundet bliver både den herskende tilstand (og dermed det der får individerne til at handle socialt vha. socialisationen) og resultatet af de sociale handlinger. Den sociale praksis bliver både en produktion med det 6 Denne dynamik i TMSA er, efter min mening, en klar inspiration fra den dialektiske model, selvom dynamikken i Bhaskars model er af en anden karakter, fordi han, i modsætning til folkene bag den dialektiske model, ikke mener, at samfundet og individerne grundlæggende er to momenter i den samme proces (Bhaskar 1979: 41-42) (sammenlign figur 1 og figur 4). 9

formål at opretholde af livet 7 og en (som oftest) ubevidst reproduktion af samfundet (ibid.: 43-44). Bhaskar kalder disse to dualiteter for hhv. duality of structure (ibid.: 44) og duality of praxis (ibid.). I figur 5 har jeg skitseret denne dynamik imellem individerne og samfundet. Samfund Socialisation Reproduktion Individer Social praksis Opretholdelse af livet Figur 5: Duality of structure og duality of praxis Position-praksis systemet For at skabe sammenhæng mellem TMSA og hans relationelle syn på det sociale indfører Bhaskar begrebet position-practice system (Bhaskar 1979: 51). Position-praksis systemet er et medieringssystem, der knytter individerne sammen med samfundet. Sammenknytningen foregår vha. de positioner individerne indtager 8 og de praksisser de deltager i 9. Det relationelle aspekt ligger i, at disse mange positioner og praksisser er relationelt funderet eller med andre ord: Individernes relationer til hinanden er defineret ud fra de positioner de indtager og de praksisser de deltager i (ibid.: 51). 7 Individerne udfører lønarbejde og andre sociale aktiviteter, der tjener til at opretholde livet. 8 Bhaskar giver ikke selv eksempler, men det kunne tænkes at være f.eks. positioner som mor, statsansat funktionær eller formand for en interesseorganisation. 9 Bhaskar giver heller ikke eksempler her, men det kunne f.eks. være praksisser som børneopdragelse, stemmeafgivelse ved nationale valg eller arbejdsnedlæggelse. 10

I det følgende afsnit vil jeg først diskutere den kritiske realismes kritik af den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi, og derefter vurdere plausibiliteten af den kritiske realismes socialontologi. Diskussion af indvendingerne imod den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi Den fremlagte kritik af den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi bygger på en antagelse om, at positionen er individ-reduktionistisk. Som nævnt i afsnittet hvor kritikken fremlægges, så er dette et omstridt spørgsmål, og jeg vil derfor beskæftige mig nærmere med det her. Forsvaret imod reduktionismen Collin (2000) behandler Bhaskars kritik og medgiver, at den påpeger svagheder hos de individ-reduktionistiske varianter af socialkonstruktivismen. Han hævder dog også, at den ontologiske socialkonstruktivisme ikke har disse reduktionistiske træk, og at Bhaskars kritik derfor rammer ved siden af (ibid.: 72-73). Collins argument for denne påstand er, at ontologisk socialkonstruktivisme indeholder et begreb om det social-institutionelle, som ikke kan reduceres til de enkelte individers handlinger, og dermed undgås reduktionismen i den ontologiske socialkonstruktivisme (Collin 1997: 230, 2000: 73). Det socialt-institutionelle er den del af den sociale interaktion, hvor individets handlinger ikke bare er koordineret med andre individers handlinger, men hvor den sociale interaktion er styret af visse standarter og normer, som ikke udtømmes af aktørernes fortolkning af dem. (Collin 2000: 73). Collin pointerer, at før en gruppe individers interaktion kan siges at konstituere et særligt socialt fænomen eller en social institution, skal der være opfyldt visse standarter for korrekthed og gyldighed. Det er altså ikke nok, at individerne tror, at de konstituerer en social institution, der skal også være et gyldigt grundlag for det (ibid.: 73-73). Collin bruger det eksempel, at kassereren i banken skal have fuldmagt til at indlæse checks, og det skal være gyldige pengesedler, der gives til gengæld for checken før interaktionen kan siges at konstituere banksystemet som social institution (ibid.: 74). Collin hævder derpå, at det 11

socialt-institutionelle ikke kan reduceres til individerne og deres handlinger, og at den ontologiske socialkonstruktivisme dermed undgår reduktionismen (ibid: 75). Svækkelsen af det socialkonstruktivistiske udgangspunkt Jeg er enig med Collin i, at det socialt-institutionelle ikke kan reduceres til individerne og deres handlinger, men til gengæld mener jeg, at han skaber en alvorlig vanskelighed for sig selv ved at medtage det socialt-institutionelle i sin socialontologi. Problemet er, sådan som jeg ser det, at det socialt-institutionelle klart er et overindividuelt fænomen, som virker tvingende på individerne, og dermed har Collin svækket sit socialkonstruktivistiske udgangspunkt i de sociale handlinger. Collin afviser at dette skulle være tilfældet, fordi det socialt-institutionelle ikke [er] noget substantielt eksisterende ved siden af eller over denne [den sociale praksis]. (Collin 2000: 75). Her mener jeg, at han tager fejl, hvilket jeg vil argumentere for i det følgende. Collin (2000: 74) nævner selv en kasserers fuldmagt til at indløse checks og tilstedeværelsen af et gyldigt og vedtaget pengesystem som eksempler på de gyldighedskriterier, der skal være opfyldt før en interaktion kan siges at være socialt-institutionel. Disse gyldighedskriterier er jo netop juridisk og organisatorisk vedtagne regler, som ikke skabes igennem individets konkrete handlinger. De er, derimod, skabt gennem kollektive og bindende aftaler 10, som eksisterer over det enkelte individ, og derfor virker begrænsende på dets handlemuligheder 11. Den ontologiske socialkonstruktivismes dilemma Hvis man godtager min argumentation for, at det socialt-institutionelle er et overindividuelt fænomen, der ikke kan ændres gennem det enkelte individs handlinger, og samtidig vedkender, at et sådant fænomen ligger et godt stykke fra det handlingsorienterede grundlag i den ontologiske socialkonstruktivisme, så stiller det, efter min opfattelse, Collin i et dilemma: Han kan vælge at se bort fra det socialt-institutionelle aspekt og dermed acceptere reduktionismen i den ontologiske socialkonstruktivisme med det resultat, at han bliver offer 10 Som formodentlig er truffet for længe siden og vil være gældende i lang tid. 11 Individet kan f.eks. ikke indløse sine checks hvor som helst eller opfinde sine egne pengesedler og bruge dem som betalingsmiddel i butikkerne. 12

for Bhaskars anti-reduktionistiske kritik. Eller han kan fastholde det socialt-institutionelle, og dermed fjerne sig betydeligt fra sin egen socialontologi 12. Vurdering af den kritiske realismes socialontologi Dynamikken imellem individerne og de sociale strukturer Helt overordnet vurderer jeg, at Bhaskars model for det sociale (TMSA) giver en bedre beskrivelse af den sociale virkelighed, end den ontologiske socialkonstruktivismes udgangspunkt i de sociale handlinger. Dette bygger jeg på, at TMSA indfanger de strukturelle elementer i samfundet 13, men samtidig giver en hvis plads til de handlende individers mulighed for at agere indenfor samfundets rammer, og til tider også transformere disse. Den sociale virkeligheds strukturelle elementer er svære at inkludere i en konstruktivistisk teori som den ontologiske socialkonstruktivisme, fordi positionen står så fast på individernes handlinger, som det konstituerende element for det sociale. Dermed tager udforskningen af den sociale virkelighed udgangspunkt i det enkelte handlende individ, og de sociale strukturer kommer til at tage sig tingslige og autonome ud, hvorfor deres betydning nedtones. De handlende individer og de sociale strukturers gensidige afhængighed medvirker effektivt til at undgå en tingsliggørelse af de sociale strukturer som en helt løsrevet og autonom størrelse. Dog løber Bhaskar ind i et alvorligt problem med at forklare, hvordan de sociale institutioner er opstået, og hvordan nye kan opstå. Problemet opstår, fordi de sociale strukturer og individernes handlinger (den sociale praksis) forudsætter hinandens eksistens. Herved ender forklaringen af de sociale institutioners eksistens i et hønen-og-æggetproblem (Collin 2000: 77-78). Position-praksis systemet fungerer som et plausibelt medieringsled imellem individernes handlinger og de sociale strukturer, fordi det hjælper til at undgå tingsliggørelsen af strukturerne, samtidig med, at det illustrerer individernes relationer til hinanden ved at 12 Dette lidet attraktive dilemma mener jeg ligeledes, at Bhaskars kritik ville stille andre moderne og mere radikale socialkonstruktivistiske positioner overfor givet at de er disponerede for at være individreduktionistiske. 13 Her tænker jeg på både uskrevne sociale normer og på juridiske regler, som begge influerer betydeligt på individernes hverdag. 13

indplacere dem i et fintmasket net af positioner og praksisser. Systemet medvirker desuden til at integrere TMSA med Bhaskars relationelle forståelse af den sociale virkelighed. Begreberne om duality of structure og duality of praxis skaber den fornødne udveksling af handlinger og motiver for handlinger imellem individerne og de sociale strukturer til at forklare de sociale institutioners forholdsvis bestandige eksistens over tid 14. Risikoen for en fastlåst strukturdeterminisme Jeg vil dog samtidig mene, at der er brug for en uddybning af hvordan position-praksis systemet opretholder dynamikken mellem individerne og de sociale strukturer, så den sociale virkelighed ikke fastlåses i den samme cirkulære bevægelse, men at der også er mulighed for reelle transformationer af de sociale strukturer, som Bhaskar selv omtaler (Bhaskar 1979: 42). I denne forbindelse ligger det heller ikke helt fjernt at kritisere Bhaskar for en lidt for strukturdeterministisk tilgang til det sociale. Med dette mener jeg, at individerne, i Bhaskars socialontologi, kan få svært ved at ændre ved noget i det sociale og evt. skabe en ny bevægelse eller social institution, hvis der først skal eksistere en strukturel ramme for deres handlinger. Dette er især et problem, fordi Bhaskar ikke uddyber hvordan en sådan strukturel ramme skulle opstå (jf. hønen-og-ægget-problemet nævnt ovenfor). Konklusion Alt i alt mener jeg, at der er basis for at konkludere, at den kritiske realismes socialontologi helt klart er et plausibelt alternativ til den socialontologi der er repræsenteret ved den ontologiske socialkonstruktivisme. Den ontologiske socialkonstruktivismes socialontologi løber ind i problemer med sine individ-reduktionistiske tendenser, og i forsøget på at undgå disse problemer svækker Collin, efter min mening, selve grundlaget i sin socialontologi. Dermed er den kritiske realismes socialontologi formentlig også et troværdigt alternativ til de andre moderne og mere radikale varianter af den ontologiske socialkonstruktivisme, som også har disse reduktionistiske tendenser. På trods af dette, så mener jeg langtfra at vi med den kritiske realismes socialontologi har fundet den endelige løsning på, hvordan vi bør anskue den sociale virkelighed. Der ligger en alvorlig vanskellighed i Bhaskars manglende evne til at 14 Jeg tænker her på institutioner som f.eks. ægteskabet og den kapitalistiske økonomi. 14

forklare hvordan de sociale institutioner er opstået, og hvordan nye kan vokse frem. I forlængelse af dette risikerer teorien også at blive strukturdeterministisk, fordi hele det sociale system automatisk reproducerer sig selv, og det kan være svært at se hvordan radikale ændringer og omstruktureringer skal opstå. Der er derfor brug for yderligere teoretisk arbejde med at formulere den socialontologi, som samfundsvidenskaberne bør anvende, men den kritiske realismes socialontologi er nok ikke noget dårligt udgangspunkt for et sådant arbejde. 15

Litteratur Andersen, Heine 2003: Samfundsvidenskaber i kontekst. København: Roskilde Universitetsforlag. Bhaskar, Roy 1979: The Possibility of Naturalism. A Philosophical Critique of the Contemporary Human Sciences. Sussex: The Harvester Press. Collin, Finn 1997: Methodological Implications of Constructivism in Collin, Finn 1997: Social Reality. London: Routledge. Collin, Finn 1998: Socialkonstruktivisme og den sociale virkelighed i Bertilsson, Margareta & Margaretha Järvinen 1998: Socialkonstruktivisme. Bidrag til en kritisk diskussion. København: Hans Reitzels Forlag. Collin, Finn 2000: Kritisk realisme og socialkonstruktivisme: En kritik af Roy Bhaskars videnskabsfilosofi. GRUS, 21, nr. 60: 69-85. Collin, Finn 2003: Konstruktivisme. København: Roskilde Universitetsforlag. Danermark, Berth, Mats Ekström, Lisselotte Jakobsen and Jan Ch. Karlsson 2002: Explaining Society. Critical realism in the social sciences. London: Routledge. Delanty, Gerard 1997: Social Science. Beyond Constructivism and Realism. Buckingham: Open University Press. Hindess, Barry and Paul Hirst 1977: Mode of production and Social Formation. London: Macmillan. Citeret i Collier, Andrew 1994: Critical realism. An Introduction to Roy Bhaskar s Philosophy. London: Verso. 16