Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Job- og personprofil for institutleder ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning Baggrund Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet skal have ny institutleder pr. 1. marts 2015. Københavns Universitet består af seks fakulteter med i alt 40 institutter. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (i daglig tale IGN) hører under Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (i daglig tale SCIENCE) og har ca. 525 ansatte. Instituttet er lokaliseret på forskellige adresser: Rolighedsvej på Frederiksberg, Øster Voldgade i City og på Skovskolen i Nødebo. Instituttets administration er ligeledes fordelt på de tre adresser. Fakta om KU, SCIENCE og IGN Omsætning på KU: 9 mia. kr. Omsætning på SCIENCE: 3 mia. kr. Omsætning på IGN: 330 mio. kr. Årsværk VIP/TAP på KU: 6.517/2297 Årsværk VIP/TAP på SCIENCE: 2018/1266 Årsværk VIP/TAP på IGN: 361/165 Studerende på KU: 40.000 Studerende på SCIENCE: 9.500 Studerende på IGN: 1500 Udover den information du får om SCIENCE og Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning i denne job- og personprofil, kan du finde information om fakultetet og instituttet på www.science.ku.dk. Du kan også rette fortrolig henvendelse til dekan John Renner Hansen, tlf. 35332001. Job- og personprofil SCIENCE Institutleder ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning 2014 1
Om fakultetet SCIENCE der etableredes som et nyt fakultet på Københavns Universitet i 2012 skal gennem forskning, uddannelse, innovation og formidling bringe mennesker sammen fra universiteter, virksomheder, myndigheder og organisationer for at skabe, udvikle og anvende naturvidenskabelig viden på højeste niveau til gavn for samfund og erhvervsliv. Det er vores vision, at studerende, medarbejdere og samarbejdspartnere oplever os som det forsknings- og uddannelsesmiljø i verden, der inden for en række områder giver de bedste muligheder for at løse de nationale og globale udfordringer, vi står over for. Vores kerneværdier er - forskning, uddannelse og formidling på højeste niveau - forskningsfrihed - innovation skabt af studerende og forskere - tværfagligt samarbejde såvel lokalt som nationalt og internationalt - tæt samspil med de studerende og et godt studiemiljø - samarbejde med myndigheder og erhvervsliv til gavn for det danske samfund - åben og transparent ledelse - en attraktiv arbejdsplads med udstrakt frihed under ansvar for medarbejderne SCIENCE Ledelses-team (SLT) er fakultetets fælles ledelsesforum. Det består af direktionen og institutlederne samt direktøren for Statens Naturhistoriske Museum. Det er SLTs opgave gennem information, drøftelser og beslutninger at sikre sammenhæng og koordination på tværs af fakultetet. SCIENCE samarbejder med stærke internationale kræfter om at gøre noget ved de globale udfordringer såsom befolkningsvækst, bæredygtig energiforsyning, fejlernæring og livsstilssygdomme, knaphed på ressourcer samt klimaforandringer. Job- og personprofil SCIENCE Institutleder ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning 2014 2
Om instituttet Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) har omkring 525 medarbejdere fordelt på ca. 360 forskere/undervisere og ca. 165 teknisk-administrative medarbejdere. Omsætningen er på ca. 330 mio. kr., hvilket placerer IGN blandt de største institutter på SCIENCE. Instituttet er opdelt i fem sektioner: Skov, Natur og Biomasse; Landskabsarkitektur og Planlægning; Geografi; Geologi samt Skovskolen. En del af instituttet deltager i det tværgående centersamarbejde Det Nationale Center for Skov, Landskab og Planlægning, der løser opgaver indenfor myndighedsbetjening for Miljøministeriet (www.sl.ku.dk), ligesom instituttet er partner i Geocenter Danmark (www.geocenter.dk). Forskningen på IGN omfatter både grundforskning og anvendt forskning på internationalt niveau, og den spænder bredt fra geologiske og geofysiske undersøgelser af Jorden til skovbrug, natur og biomasse, vandressourcer, urbanisering, landskabsarkitektur, planlægning og forvaltning. Meget af forskningen er felt- eller laboratoriebaseret, og instituttet råder over en række feltstationer i Danmark og Grønland samt flere tungt bestykkede laboratorier. Instituttets forskning er struktureret i 20 forskergrupper fordelt på fire af instituttets fem sektioner. Langt størstedelen af forskningsaktiviteterne ved IGN er eksternt finansieret ved hjemtagelse af konkurrenceudsatte midler fra nationale og internationale forskningsråd og fonde samt bevillinger fra det private erhvervsliv. IGN har en række udadvendte formidlingsaktiviteter, herunder Videntjenesten rettet mod erhverv og myndigheder samt bidrag til Geoviden, der er Geocentrets udgivelse for geofaglige formidlingstekster rettet mod bl.a. gymnasier. IGN har en bred undervisningsportefølje, og ca. 1500 studerende følger årligt kurser ved instituttet. Instituttet har ansvaret for og udbyder bachelor- og kandidatuddannelserne Geologi-geoscience, Geografi og geoinformatik og Landskabsarkitekt. IGN har endvidere ansvaret for kandidatuddannelsen Nature management og deltager centralt i kandidatuddannelsen Forest and nature management. Skovskolen varetager professionsbacheloruddannelserne Skov- og landskabsingeniør, Have- og parkingeniør, Naturog Kulturformidler og en række andre uddannelser. Andre undervisningsaktiviteter ved instituttet omfatter centrale bidrag til kandidatuddannelserne: Climate Change Sustainable Nature Management, Sustainable Tropical Forestry og Global Development. Institutledelsen omtales til dagligt som instituttets lederteam og består aktuelt udover institutlederen af en viceinstitutleder for forskning, en viceinstitutleder for undervisning, en viceinstitutleder for professions- og erhvervsrettet undervisning, de fem sektionsledere samt en administrationschef. Lederteamet afholder møde omtrent hver 14. dag, hvor der følges op på strategiske tiltag og andre centrale problemstillinger med høj prioritet for det samlede institut. Administrationen er fordelt på instituttets tre adresser og er opdelt i HR, økonomi, samt kommunikation (herunder aspekter af IT) og service. Instituttet afholder et årligt personaleseminar af en til to dages varighed for alle ansatte - akademiske (inkl. ph.d.-studerende) såvel som tekniske og administrative faggrupper. I drøftelse med det lokale samarbejdsudvalg (LSU) udvælges et emne for seminaret med central betydning for et bredt udsnit af instituttets medarbejdere. Der gøres en særlig indsats for, at de ph.d.-studerende har gode muligheder for at danne sociale fællesskaber og netværk på tværs af forskergrupper og sektioner ved afholdelse af instituttets årlige PhD Conference. IGN kan sammenfattende beskrives som et fagligt set spændende og varieret institut, hvor det høje aktivitetsniveau drives af medarbejdernes faglige engagement. Den store faglige Job- og personprofil SCIENCE Institutleder ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning 2014 3
diversitet giver mulighed for forsknings- og undervisningssamarbejder på tværs af faggrænser drevet af medarbejdernes interesser og blik for synergi. Læs mere om instituttet på www.ign.ku.dk. Institutlederens ansvarsområder og opgaver Med reference til dekanen, er det institutlederens opgave i tæt samarbejde med instituttets direktion og fakultetets øverste ledelse at udvikle instituttet, så det også fremover er anerkendt for sin forskning og sine uddannelser. Denne opgave er væsentlig både for instituttet og for fakultetets strategi og udvikling. Institutlederen forventes at skabe et frugtbart miljø, hvor der er stolthed over at give myndighederne uvildige undersøgelsesresultater af høj kvalitet, hvor der skabes fremragende forskningsresultater, og hvor forskningsformidling og undervisning sker i et godt og relevant samarbejde med kolleger og andre organisationer. Instituttet blev dannet ved en fusion i 2012. En væsentlig opgave er fortsat at integrere instituttet med respekt for den store faglige diversitet og med fokus på et godt arbejdsmiljø i en tid med mange forandringer. Institutlederen er ansvarlig for instituttets budget og ressourcefordeling og for at understøtte initiativer i forhold til tiltrækning af ekstern finansiering nationalt og internationalt. Jobbet som institutleder indebærer også en indsats for at repræsentere instituttet i en lang række sammenhænge på og uden for fakultetet, at stå i spidsen for den strategiske udvikling på instituttet og bidrage til implementeringen af planer og strategier. Institutlederen er formand for institutråd, samarbejdsudvalg og arbejdsmiljøudvalg. Institutlederen har ansvaret for at sikre et godt arbejds-, forsknings- og uddannelsesmiljø og har kontinuerligt fokus på, at instituttet skal være en attraktiv arbejdsplads. Dette opnås blandt andet via god dialog mellem ledelse, medarbejdere og studerende. Institutlederen har det overordnede personaleansvar for instituttets medarbejdere og er ansvarlig for kompetenceudvikling og at skabe gode rammer for afholdelse af MUS. Se institutlederinstruksen for Københavns Universitet. Institutlederens profil Institutlederen skal fungere og trives i krydsfeltet mellem forskning, uddannelse, myndighedsbetjening, formidling, ledelse, og administration. Endvidere skal institutlederen have indblik i organisationsudvikling og politik. Derfor lægger vi vægt på, at institutlederen: er en anerkendt og aktiv forsker med international erfaring inden for et eller flere af instituttets fagområder har solid ledelseserfaring herunder erfaring med forskningsledelse, personaleledelse, økonomistyring, organisationsudvikling og administration har erfaring med at undervise samt udvikle kurser og uddannelser på universitetsniveau har opnået gode resultater med tiltrækning af ekstern finansiering fra både nationale og internationale bevillingsgivere har interesse for at udvikle universitetets samspil med det omgivende samfund, herunder myndigheder og erhverv Job- og personprofil SCIENCE Institutleder ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning 2014 4
har lyst og evner til at skabe resultater på tværs af institut, fakultet og universitet har lyst og evner til at indgå i fakultetets lederteam og bidrage til fællesskabet er god til at implementere trufne beslutninger og inddrage instituttets medarbejdere og studerende proaktivt i udviklingen af instituttet lægger vægt på at kommunikationen og samarbejdet i organisationen fungerer er udadvendt, imødekommende og med høj personlig integritet Job- og personprofil SCIENCE Institutleder ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning 2014 5
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker som udgangspunkt på åremål med en ansættelsesperiode på 5 år med mulighed for forlængelse i op til 3 år. Ansættelsen sker i henhold til overenskomst for akademikere i staten mellem Finansministeriet og AC samt protokollat til overenskomst for akademikere i staten om institutledere og dekaner ved universiteterne, hvor basislønnen pt. udgør 491.268 kr. i årligt aktuelt niveau Hertil kommer efter nærmere aftale et åremålstillæg, kvalifikationstillæg og pensionsbidrag på 17,1 %. For eksterne ansøgere kan der stilles krav om faglig bedømmelse på lektorniveau efter universiteternes ansættelsesbekendtgørelse (Videnskabsministeriets bekendtgørelse nr. 242 af 13. marts 2012). Omfanget af forsknings- og undervisningsaktiviteter forhandles og aftales med dekanen. Rekrutteringsprocessen Dekanen har nedsat et ansættelsesudvalg bestående af: Dekan John Renner Hansen Professor Karsten Raulund-Rasmussen Laboratoriekoordinator Preben Frederiksen Institutleder Robert Feidenhansl Lektor Anne Gravsholt Busck Prodekan Morten Pejrup GEUS direktør Johnny Fredericia Studerende Søren Vilhelmsen Ansøgningsfristen udløber d. 7. december 2014, hvor ansøgninger skal være modtaget elektronisk via KUs Jobportal. Ansøgningen skal indeholde dit CV og en redegørelse (max. tre sider) for din vision for instituttet, herunder vigtige elementer i en forsknings- og uddannelsesstrategi, ledelsesopgavens varetagelse og organisering af instituttet. Ansættelsesudvalget gennemgår ansøgningerne d. 11. december 2014 med henblik på at udvælge kandidater til første samtale, der finder sted d. 5. januar 2015. Der er naturligvis fuld fortrolighed omkring ansøgernes identitet. Første samtale varer 1 time, og ansøger vil indledningsvist blive bedt om at motivere sin ansøgning og kort fortælle om sine visioner for instituttet. Anden samtale, der finder sted d. 12. januar 2015, varer ligeledes 1 time, og ansøger vil i forbindelse med indkaldelsen modtage yderligere information om forberedelse af samtalen. Mellem første og anden samtalerunde skal de udvalgte kandidater gennemføre og have tilbagemelding på profilanalysen PAPI, ligesom der indhentes referencer fra ledere, kolleger og medarbejdere efter nærmere aftale med den enkelte kandidat. Efter anden samtalerunde afgiver ansættelsesudvalget sin indstilling til dekanen, der træffer beslutning om, hvilken kandidat han ønsker at tilbyde stillingen. Forventet tiltrædelse d. 1. marts 2015 eller snarest derefter. Job- og personprofil SCIENCE Institutleder ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning 2014 6